Juleteater – del 2: “Et juleeventyr”

Danmarksbloggen fortsætter sin adventsserie om teater og juletid med en af de mest elskede julefortællinger fra ikke kun Danmark, men hele verden:

Nemlig Charles Dickens ”Et juleeventyr”.

Historien handler om den pengegriske Scrooge, der i et på alle måder iskoldt London i 1800-tallets skarpt opdelte klassesamfund i løbet af éen eneste julenat møder først forretningspartnerens genfærd og derpå de tre ånder: Fortidens, nutidens og fremtidens juleånd.

Tre ånder – og tre møder, der afgørende ændrer på Scrooge, og forvandler ham til en gavmild og god mand, der bruger resten af sit liv på at hjælpe sine medmennesker – og selvfølgelig især ved juletid.

“Et juleeventyr” spiller i en fordansket version i år på Frilandsmuseet ved Lyngby. Læs undertegnedes anmeldelse her: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/2014-11-20/et-juleeventyr-hjerter-genf%C3%A6rd-og-skygger-i-intenst-samspil-p%C3%A5

I Frilandsmuseets version fremstilles Scrooge – eller Festisen som han hedder her – derfor også som en klon af rettidig omhu og Liberal Alliance med et stænk af Venstre. Og det er noget, der kun er med til at gøre skikkelsen endnu mere uhyggelig.

For hvor skræmmende end ånder og genfærd og fremtiden kan være, så er det dog for de fleste svage, fattige og udsatte i Danmark den nuværende jul og det nuværende liv, der er den største forhindring, den største skræk.

Og her spiller de borgerlige partier en meget stor rolle i deres arbejde på at få Danmark kørt i sænk og tilbage til de onde, gamle dage med fattigkasse, fattighjælp og mange, der har så alt for lidt – mens overklassen har så alt for meget.

Og ja, vi er desværre godt på vej dertil i nutidens samfund – og i denne ellers så søde juletid, der for stadig flere danskere ikke længere er den glade forventning om hyggelige juledage.

For mange – både store og små – er julen anno 2014 noget, der giver ondt i maven.

Den voksne fattige mor eller far kan tænke sig søvnløs over, hvorfra pengene skal komme til børnenes julegave. Barnet, der vokser op i en hjem med alkoholmisbrug, kan være bange for, hvor fulde forældrene bliver juleaften. Og så videre og så videre.

Listen er desværre ligeså lang som den kæde, som Scrooge ved historiens start er igang med at lave for sig selv, fordi han tænker mere på penge end på mennesker.

Og ja, det er dejligt med julehjælp og alle gode menneskers intentioner. Men det, der virker for alvor, er kun, hvis vi laver strukturerne om i samfundet, således at vi fordeler goderne bedre. Alt andet er kun plastre på såret, hvor godt det end er for den enkelte udsatte. For selvfølgelig gør julehjælpen en forskel for den enkelte familie.

Men skal det batte noget, er det velfærd og en fair fordeling af goderne, der skal til. Og i øjeblikket går det den helt gale vej.

Derfor er historien om Scrooge også mere aktuel, end den har været længe. For vi er i rasende fart på vej tilbage til den virkelighed, som ”Et Juleeventyr” blev skrevet udfra i England i 1843.

Og dét er mere uhygeligt end alle genfærd og spøgelser tilsammen!

Læs de tidligere afsnit her:
Juleteater – del 1: “Når du ser et stjerneskud”: http://danmarksbloggen.dk/?p=5854

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julehjælpen er et plaster

Danmark har aldrig været rigere, end vi er det i dag. Derfor kan det også virke paradoksalt, at der er så mange danskere, der har brug for julehjælp.

Men sådan er det jo … når politikerne ikke vil være sig deres ansvar bevidst og fordele goderne retfærdigt, men i stedet hellere vil sidde på bagsædet som bankernes og kapitalens lydige lakajer og hjælpere i den evige jagt på mere rigdom til dem, der i forvejen har så rigeligt.

En så menneskeforagtende grådighed, som banker og storkapital i disse år lægger for dagen, virker – om muligt – endnu mere himmelråbende uretfærdigt her i denne tid, der med de enorme rigdomme som Danmark besidder, kunne være en sød juletid for alle – også de mange tusinde, der i disse dage søger julehjælp.

Det er også derfor, at julehjælp – hvor godt det end er for den enkelte familie – altid kun kan være et plaster på såret. Det er strukturelle ændringer og ansvarlige politikere, der skal til, hvis der for alvor skal ske noget.

For et samfunds fattige og udsatte er som det lille barn i krybben afhængig af andres omsorg og varme og kærlighed.

Og her er der – mildt sagt – plads til forbedring i Danmark anno 2014. Og må Danmarksbloggen minde om, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svage og udsatte – og at her har politikerne og andre med magt hovedansvaret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Og dét bliver bare værre …

Undertegnede faldt i snak i går med en helt almindelig, yngre dansk kvinde, og vi blev hurtigt enige om, at det danske samfund ville være meget bedre med mere fællesskab og mindre egoisme.

Således opmuntret af den fælles indstilling skulle undertegnede lige til at indskyde noget om, hvordan fællesskab generer både økonomisk og menneskeligt overskud, da kvinden opgivende fortsatte:

Men det nytter jo ikke noget. For der bliver bare mere og mere egoisme alle vegne.

Bang, så sad undertegnede dér igen ligesom konen i muddergrøften og prøvede et lille spagfærdigt:

Men sådan behøver det jo ikke at være. Vi er da i det mindste nødt til at prøve at gøre samfundet bedre.

Det gav hun mig ret i – om ikke andet så for at slippe for, at jeg fortsatte mit verbale korstog for mere fællesskab og mindre egoisme.

Men dét korstog skal ikke stoppes. Tværtimod skal det udvides og styrkes.

For der er ingen af os – heller ikke den stærkeste – der vinder på et junglesamfund, hvor enhver er sig selv nærmest og sig selv nok.

Vi bliver alle sammen både rigere af fællesskab og af at dele med hinanden.

Og det skal siges igen og igen … og så lige en milliard-trilliard gange mere … lige indtil vi begynder at føle håb og agere efter det, både hver især og samfundets beslutningstagere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Halal-slik: Dét er psykologien, der tæller

Sidste gang, der var ballade om halal-producerede fødevarer, handlede det om svinepølser i Ikea, som også Danmarksbloggen skrev om.
Læs indlæg her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4269

Og nu er turen så kommet til halal-slikket, der er slik uden gelantine, og som derfor henvender sig til muslimer og jøder. Gelatine laves jo som bekendt blandt andet af svin – og derfor kan slik med gelantine ikke spises af muslimer eller jøder, da ingen af de to grupper spiser svin af religiøse årsager.

Men nu er slikgiganten Cloetta igang med en større halal-produktion af slik.

Meddelelsen om halal-slikkets vej ind på de danske slikhylder udløste nærmest øjeblikkelig en storm af protester fra mange gammeldanskere, der skrev ting som boykot halal-slikket og som mente, at der med indførelsen af halal-slikket er tale om endnu et knæfald for den muslimske tro.

Danmarksbloggen tænker, at halal-slikket i sig selv ikke er særligt interessant. Det er blot endnu en produktgruppe – ligesom at der også er økologisk slik, slik uden farvestoffer osv.

Det spændende er derimod de mekanismer, der gør, at halal-slikket bliver til så stort et emne.

For det viser, at der hos mange – og også en stigende andel – danskere er en dyb mistro og mistillid til muslimer – og de bliver kun større, når en ting som halal-slik indføres.

Er det så det samme som at sige, at der ikke skal indføres halal-slik? Selvfølgelig ikke.

Men det er vigtigt, at psykologien bag den stigende stigmatisering af muslimer undersøges – og især at der stilles klare forventninger fra samfundets side til både gammel- og nydanskere om, hvad det kræver af den enkelte at leve i et demokratisk og frit samfund, hvor vi ALLE tager hensyn til hinanden – uanset om vi kyler vingummibamserne direkte ned i gabet – eller om de skal halalslagtes først 🙂

For der skal være plads til frihed – og humor og forskellighed, både når det handler om slik, om ytringer og om tegninger …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

USA i dag – Danmark i morgen …

Amerikanerne har været til midtvejsvalg i en tid, hvor de sociale skel i USA bliver stadig større og større – og dét i en grad, så ikke kun USA, men også blandt andet England er kraftigt på vej tilbage til det skarpt opdelte klassesamfund, som Charles Dickens skrev om tilbage i 1800-tallet.

Et samfund, hvor få har det hele og de fleste har ingenting.

Dét er en grum virkelighed, der også kan blive én dansk virkelighed, hvis vi fortsætter af den vej, som vi for alvor slog ind på, da Fogh-regeringen kom til for små 15 år siden.

For sidenhen er Danmark i dén grad blevet tilbageudviklet.

Skævheden i det danske samfund er nemlig blot øget og øget, hvad der også beskrives i bogen “Klassekamp fra oven”, som Danmarksbloggen anmeldte i går. Læs anmeldelsen her:http://danmarksbloggen.dk/?p=5759

Den gode nyhed er så, at vi kan gøre noget ved det. For social ulighed er ikke en naturlov, men et politisk valg – og vi kan vælge at fordele goderne bedre.

Vælge som østtyskerne gjorde det for 25 år siden at mødes og samlet sige til magthaverne: Wir sind das Volk. Vi er folket.

Eller som Occupy-bevægelsen siger det idag: Vi er de 99%.

Vi er også nødt til at vælge fællesskabet og solidariteten, hvis velfærden og demokratiet skal have en chance. For fortsætter vi som nu, med at de rige bliver rigere, de fattige fattigere, og alle kun tænker på sig selv, så betyder det social uro på den korte bane og revolution/anarki/diktatur på den lange.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 27: Kold krig og velfærdssamfund

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Kold krig og velfærdssamfund

Tiden efter Anden Verdenskrig var langtfra en dans på roser.

Europa var – bogstaveligt talt – udbombet, og Danmark var økonomisk sat tilbage til tiden omkring 1930. Rationeringerne fortsatte også i flere år endnu, og opsvinget lod vente på sig. Heldigvis iværksatte amerikanerne Marshalls-hjælpen, der satte gang i produktionen i et Europa, hvor man var enig om parolen ALDRIG MERE KRIG.

En parole, der udmøntede sig dels i Kål-og-Stål-unionen, der senere blev til EF – og nutidens EU – og dels i Atlanthavspagten, også kaldet NATO.

For nok var krigen mod Hitler-Tyskland og hans allierede slut, men en ny, kold krig var begyndt. En krig mellem på den ene side Sovjetunionen og de andre østlande, der mere eller mindre frivilligt nu var en del af den kommunistiske blok – og på den anden side USA og deres allierede i vest.

I de næste årtier skulle der blive brugt milliarder på atomvåben, der så blev stillet op på hver sin side af det jerntæppe, der var gået ned igennem Europa – og som gjorde, at en hel verdensdel var delt i mere end fire årtier.

Terrorbalancen kaldte man det også, og blandt den almindelige europæer – også danskerne – var der stor angst for, at nogen en dag skulle få trykket på en forkert knap. For der var atomvåben nok til at slå alle ihjel – endda mange-mange gange.

Men angsten blev dog holdt i skak for de fleste af hverdagen. En hverdag, hvor også middelklassens kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. For hvordan skulle man ellers kunne skaffe arbejdskraft nok til det velfærdssamfund, der rejste sig under Hedtofts, Hansens, Kampmanns og Krags ledelse?!

Et samfund, hvor USA – og England – blev in i en grad, så man spiste burgere, drak coca-cola, så amerikanske film, dansede jitterbug, hørte engelsk musik som fx ”The Beatles” og i det hele taget havde det så godt materielt, at man begyndte at fokusere på andre ting end overlevelse.

Folk, der var voksne i 1960´erne, taler stadig om, hvordan de år for år kunne mærke, at de fik flere penge og en forøget levestand. Goder som eget hus, fjernsyn, udlandsrejser og biler blev alles eje i en grad, så LO´s formand Thomas Nielsen senere udtalte: Vi har sejret ad helvede til.

For samtidig med at de materielle goder røg ind hos den enkelte dansker, røg solidariteten og bevidstheden om at være en del af arbejderklassen også ud. For hvad skal man bruge de gamle historier til, når man kan sidde i ny sofa og se Panduro-lystspil i fjernsynet med en kold øl i hånden? Eller tage på charterrejse til Spanien?

Eller gå i biffen og se en af de mange danske film, som vi stadig ser og kalder for en god, gammel dansk film fuld af solskin og nostalgi  – og naturligvis total urealistisk, også dengang. Film som “Sommer i Tyrol”, “Baronessen på Benzintanken”, “Far til Fire”, “Poeten og Lillemor”, “De røde heste” og “Mød mig på Cassiopia” og mange-mange flere endnu.

De unge, som i løbet af 50´erne og 60´erne fik deres egen identitet og værdi som unge, rystede på hovederne af deres forældre og deres valg. De unge ville en anden verden – en med love, peace and harmony.

Og netop ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2. og EF skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tesfaye versus Tvede – på Society Zoo

Stedet var Comedy Zoo i Knabrostræde i det indre af København, til lejligheden omdøbt til Society Zoo – og der var fuldt hus til arrangementet i går fredag d. 3. oktober, hvor det relativt nye digitale medie Mediehuset DenOffentlige havde inviteret til diskussion om: ”Velfærd i krise – Tesfaye og Tvede i samtale om udfordringer og muligheder.”.

I det blå ringhjørne var altså liberalist og iværksætter Lars Tvede, og i det røde var murer og folketingskandidat for Socialdemokratiet Matthias Tesfaye.

Og lad det være sagt med det samme: Det blev et par meget interessante – og fornøjelige – timer i selskab med de to drevne debattører, der hele vejen igennem holdt en god, ja ligefrem venskabelig tone overfor hinanden.

Noget Danmarksbloggen godt kunne tænke sig spredt til resten af samfundet. For skal demokratiet have en chance, så skal vi kunne grine, hygge os og diskutere, også med dem, der er anderledes end os selv og mener noget andet.

På flere centrale punkter var de to debattører dog rørende enige. De kredsede således meget om, at faglighed, håndværkere og håndværk ikke længere havde den betydning, som det kunne – og burde have.

For en stærk faglighed sammen med iværksætteri, stolthed over egen kunnen, hårdt arbejde og god ledelse er vejen frem for både den enkelte og samfundet, var meldingen fra d´herrer Tesfaye og Tvede.

Det er vigtigere at kunne noget end at være nogen.

Danmarksbloggen er helt enig. Men vil dog tilføje, at hvor fint det end er med håndværk og faglig kunnen, så er det både godt og vigtigt, at nogen er teoretiske – og at alle er kildekritiske. For ligesom at der er mange måder at lære på, er der også mange måder at uddanne sig på – og jo, nogle læser faktisk manualen først!!!

Danmarksbloggen kunne derfor også godt tænke sig, at man ved fremtidige arrangementer gik de to debattører mere på klingen – og udfordrede dem på deres præmisser.

Som når fx Lars Tvede hævdede, at den vestlige kultur har frembragt stort set alt kreativt. Kan det nu passe? Hverken papiret, krudtet eller porcelænet er opfundet af Vesten, men af kineserne. Vores talsystem kommer fra araberne, der faktisk til dels fik det af inderne. Osv.

Men ja, i nyere tid er mange opfindelser kommet fra de vestlige lande. Men det hænger med ret stor sandsynlighed ikke sammen med vestlig kultur, men skyldes, at det samtidig også er de vestlige lande, der forbruger de fleste af verdens ressourcer – og som en konsekvens deraf også frembringer flest opfindelser og mest kreativitet.

For Lars Tvedes argumentation er lidt som at sige, at den hvide mand er klogere end den sorte mand. For det kan man jo måle på antallet af Nobelpristagere, der er henholdsvis hvide eller sorte. Men sådan hænger verden jo ikke sammen. Stort set alle hvide går i skole, mens mange sorte aldrig får muligheden. Der kan således sagtens gå en mand rundt i Afrika, som ikke kan læse – men som hvis han havde fået muligheden for at lære at læse og uddanne sig, så kunne have løst kræftens gåde. Vi ved det ikke.

Men vi ved, at forskellige mennesker og forskellige lande har forskellige forudsætninger – og at det derfor kun giver mening at sammenligne dem, som har de samme forudsætninger.

Ellers bliver det lidt som at sige: Hvad er højest? Rundetårn eller et tordenskrald? Og det giver som bekendt ikke mening.

Så det ville gøre et godt arrangement endnu bedre med mere fokus på præmisserne og på modsætningerne imellem de to duellanter – og en endnu stærkere insisteren på spørgsmål, svar og løsningsmodeller. Og meget gerne også med netop Tesfaye og Tvede i endnu et møde.

Danmarksbloggen vil i hvert fald gerne spørge d´herrer Tesfaye og Tvede om flere ting:

Fx Tvede: Hvis nu den frie konkurrence på alt andet end minimalstaten (domstole, hær og politi) er så god, hvorfor er den sociale skævhed så stor i USA, England og mange andre lande? Enig, det er ikke sådan i Schweiz, men Schweiz er på mange måder en markant undtagelse, da andelen af rige mennesker i Schweiz er meget høj, og man derfor ikke behøver nogen særlig høj skatteprocent for at få den nødvendige mængde penge ind. Der skal jo som bekendt noget mere til at få det samme beløb ind, når også lavt- og mellemlønnede skal spæde til. Det så man også i Danmark, hvor man efter Mærsk McKinney Møllers død talte om, at kommuneskatten i Gentofte skulle op, ene og alene fordi nu manglede man hr. Møllers millioner.

Og et andet spørgsmål til Tvede: Hvordan vil du forklare, at de lande, der har den største kreativitet, er lande, der samtidig har en høj grad af lighed, et stærkt socialt sikkerhedsnet, en veluddannet befolkning og et fleksibelt arbejdsmarked – som netop de skandinaviske lande? Det hænger slet ikke sammen med den liberale konkurrence-filosofi, som du ellers hylder.

Og til Tesfaye: Du siger, at det at få et arbejde kan løse 8 ud af 10 problemer for den enkelte arbejdsløse. Danmarksbloggen er grundlæggende enig. Men hvem er det, der skal skabe de arbejdspladser? Og hvad er politikernes rolle deri? Hvad kan/skal en socialdemokratisk regering gøre udover det, som Corydon og Frederiksen prøver i øjeblikket?

Og til begge: En helt grundlæggende diskussion om den enkelte i forhold til fællesskabet: Hvilken rolle har den enkelte, og hvilken har fællesskabet? For samfundet består af små individer – og den offentlige og den private sektor kan på mange parametre ikke sammenlignes. Skal de fx overhovedet producere lige meget, når man tænker på, at den offentlige sektors rolle er reproduktion, mens den private er produktion?

Så jo, tak – lad endelig Society Zoo fortsætte i Mediehuset DenOffentliges regi. Danmarksbloggen kommer også gerne igen. Debatten er ikke kun spændende – dén er nødvendig for demokratiet i Danmark.

For hos Society Zoo er der tid til at diskutere og komme i dybden, så store og vigtige politiske emner ikke reduceres til one-liners eller 60 sekunders svar i nyhederne. Hos Society Zoo er der plads til at komme hele rundt om emnet.

Og dét, mine damer og herrer, er demokratiet, når det er allerbedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Brugerbetalingens grimme genkomst

Der var engang, hvor pengepungen afgjorde ens muligheder både ifht uddannelse og ifht sundhed og mange flere ting endnu.

Så kom de gyldne årtier, hvor det ikke kostede noget at gå i skole, være på sygehus, gå til lægen osv. Det var de år, hvor alle kunne være med – uanset baggrund og økonomi.

De tider er forbi nu – desværre.

Vi ser det i skolerne, hvor forældrene skal betale for pc´ere og tablets, i sundhedssektoren, hvor der barsles med fx betaling for at gå til lægen osv.

Brugerbetalingen er altså for fuld skrue på vej tilbage i Danmark – og det er både meget grimt og socialt skævt i en grad, så det truer stabiliteten og sammenhængskraften i samfundet.

Det må og skal stoppes. Vi må have ligheden tilbage.

Heldigvis er det også det, som de fleste danskere vil og kerer sig om ifht kommende valgemner.

Danskerne sætter her sundhedsvæsnet, de ældre og folkeskolen som de tre vigtigste emner. Læs mere her: http://www.altinget.dk/social/artikel/vaelgerne-dagpenge-er-ikke-det-vigtigste

Så nu mangler ”blot” at politikerne begynder at agere, som befolkningen ønsker … det er så måske desværre mere end bare ”blot”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Magtens vold legitimerer alle andres vold

Kristeligt Dagblad skrev i går om, hvordan socialt udsatte som hjemløse og andre i stigende grad bliver udsat for latterliggørelse, chikane og deciderede overfald, altså for volden i alle dens former.

Sekretariatschef hos Landsforeningen af Væresteder Cliff Kaltoft begrundede udviklingen med at citat fra artiklen: ”Vinder-taber-kulturen har især fået tag i mange af de unge, der lader til at tænke om de udsatte, at de ikke er noget værd,” (citat slut).

Og chefen for Kirkens Korshær Helle Christiansen giver i artiklen udtryk for, at italesættelsen af de svage som dovne samfundssnyltere er blevet så grundfæstet en del af dansk mentalitet, at det faktisk kræver politisk handling, hvis det skal ændres.

Danmarksbloggen – som i al beskedenhed netop gerne vil genskabe respekten for det enkelte menneske, solidariteten og fællesskabet – er enig.

Men Danmarksbloggen må så også rette kanonen mod politikerne.

For nok er det vigtigste, at vi får gang i forandringerne i holdningerne, så vi kan komme tilbage til en medmenneskelig respekt og anstændighed. Men man skal som bekendt kende sin fortid for at forstå sin nutid – og for at kunne påvirke sin fremtid.

Og ser man tilbage i tiden, er der ingen tvivl om, at Foghs og Kjærsgaards umenneskelige regime i nullerne i dén grad har været med til at skabe denne menneskefjendske taber-vinder-kultur – godt hjulpet på vej af talløse tv-programmer, hvor det drejer sig om at vinde med alle midler, så man ikke risikerer at blive stemt ud.

Men det er især magtens vold, der er bekymrende. Medier og mennesker løber blot efter dér.

Og i dag er vi desværre i den situation at samtlige partier – på nær Enhedslisten og til dels SF – opfatter arbejdsløse som dovne, indvandrere af muslimsk herkomst som potentielt kriminelle, enlige mødre som nogen der tager dårlige livsbeslutninger, hjemløse som nogen der ikke kan tage sig sammen osv, osv.

Sådan er det jo, som Vestager engang sagde dét. Men sådan behøver det ikke være.

Magten behøver ikke at udøve vold mod samfundets svageste, som magten nu har gjort det i snart halvandet årti. Magten kan – og bør – vælge at være de svagestes hjælper, beskytter og bedste ven.

Så får magten bævende læbers pris – og finere hæder gives ikke i hele den vide verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Islams store chance er idag

To muslimske debattører Tarek Ziad Hussein og Zubair Butt Hussein, der ikke vil slås i hartkorn med IS (Islamisk Stat), har i dag arrangeret demonstration i København mod IS og den forvrængede og brutale version af islam, som IS står for.

Titlen på demonstrationen er: At dræbe et menneske er som at dræbe hele menneskeheden

Dét er simpelthen så godt et initiativ, der også følges op af en lignende demonstration i Aarhus. Begge demonstrationer giver dermed alle muslimer (og alle andre) muligheden for at vise, hvor de står – og hvad de mener.

Alle ikke-muslimer, også dem, som er meget muslimsk-fjendtlige, får hermed også muligheden for at forstå, at islam er mere end vold, kvindeforagt og hvad islam ellers så ofte beskyldes for.

Man kan så desværre godt tvivle på, at der vil gå op for nogen i fx Dansk Folkeparti, som kalder de to initiativtagere for ”dårligt selskab”. DF´s Peter Skaarup siger fx i nedenstående artikel om de to initiavtagere: ”Selv om de ikke går ind for halshugninger, så kæmper de begge for, at yderligtgående holdninger skal vinde frem i Danmark”.

http://www.b.dk/nationalt/hizb-ut-tahrir-og-df-vil-boykotte-protest-mod-is

Men sådan én attitude overfor Hussein og Hussein, der med dagens demonstration bruger de demokratiske spilleregler og blot søger dialogen og den fredelige sameksistens, er vejen til forståelse lang.

Men vi skal nå til dén forståelse, hvis vi skal have en chance som mennesker og som samfund.

For islam er – præcis som de andre store verdensreligioner – en religion, der prædiker fred mellem mennesker, et tæt forhold til Gud og religionsfrihed. Der står således intet i Koranen om hellig krig – ligesom at der heller ikke står noget om det i hverken Biblen eller Toraen.

Når ondskaben bruges i religionens navn, kommer den aldrig fra en bog.

Ondskaben i verden kommer altid fra et menneskehjerte uden plads til andre og andet end vedkommende selv.  

Og her er både kristne og muslimer såvel forfølgere som forfulgte.

Men nu må hadet og ondskaben stoppe – og kærligheden og forståelsen indtage pladsen. Det kræver mod, især af de muslimer, der er bange for, at radikale muslimske grupper vil overvåge hvem, der går med i demonstrationen.

For de yderligtgående muslimske organisationer holder sig også væk ligesom DF.

Elias Lamrabet fra Hizb-ut-Tahrir siger fx i ovennævnte artikel: ”Demonstrationens fjendebillede af Islamisk Stat (IS) er nemlig forfejlet og ude af trit med virkeligheden.”

Dén er så langt ude, at ingen hopper på den – medmindre de selvfølgelig er enige med IS. Noget, som Naser Khader i ovenstående artikel frygter, at mange muslimer er.

Danmarksbloggen håber, at Khader tager fejl  – og at mange af det store flertal af helt almindelige muslimer, der ikke ønsker andet end at leve et godt liv med familie, arbejde og fritid, alligevel tør gå med.

For demonstrationen i dag er ISLAMS STORE CHANCE I DANMARK for at vise, at muslimer og kristne og ateister og alle andre har langt mere, der samler os end der skiller os.

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/703692856352350/?ref=4

Danmarksbloggen bakker 100% op. For Danmarksbloggen ved, at vi alle først og fremmest er mennesker – rundet af og medlem af den samme menneskehed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk