Månedsarkiv: maj 2013

Rejsekortet egner sig ikke til at rejse med

Udgivet den af
1

Store projekter har to kendetegn:
1) De skal gennemføres for enhver pris. For der er prestige i dem.
2) De har det med at gå galt. Enten fordi projektet koster for meget eller har store indkøringsproblemer.

De to kendetegn er nærmest en naturlov for store projekter – eller også er der bare tale om dårlig projektledelse.

Det sker også, at de store projekter går meget værre. Ja, at det hele ender så galt – og endda allerede inden det er begyndt – at man seriøst burde overveje at udsætte projektet, måske endda droppe det.

Et af disse det-endte-helt-galt-projekter er rejsekortet, som for alvor skal implementeres i den offentlige trafik den kommende sommer. Fra d. 1. juli 2013 stopper salget af de gammeldags klippekort, og fra 1. juli 2014 kan man slet ikke bruge dem længere. Så skal alle istedet bruge rejsekort.

Men der er store problemer med det. Det er både mere besværligt og dyrere. Som Heidi Sagos skriver om det:

“Rejsekortet er meget dyrere end klippekort. I går tog jeg bussen inden for zone 2. Jeg betalte 12,- på ud-turen, men da jeg en halv time senere skal retur, kan jeg ikke køre hjem på den samme billet, men skal checke ind og ud igen til en pris af yderligere kr 15,- !!!! Hvorfor er der forskel på ud- og hjemrejse indenfor den samme zone!!. Hele turen havde kostet mig eet klip a 15,- på de gode gamle klippekort. Istedet skulle jeg betale i alt 27,- med rejsekortet!!!! Tror nok lige at jeg skal have købt mig nogle gode gammeldags klippekort, mens tid er. For det er MEGET dyrere med rejsekort!!!!”

Heidi Sagos´ oplevelser er ikke enkeltstående. Tværtimod beskriver de meget fint, hvordan de fleste oplever at skulle bruge rejsekortet.

Vi lever i et samfund, hvor teknologien aldrig har været bedre, og hvor vi har masser af ressourcer og viden. Det burde kunne lade sig gøre at opfinde en model, der virkede noget bedre – og som ihvertfald ikke kostede mere, men gerne mindre at anvende for brugerne.

Så som det ser ud pt., er det nærliggende at bede rejsekortet i dens nuværende form om at ryge og rejse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fremtidens medie: Nyheder og dybde på samme tid

Udgivet den af
1

Vi vil have det hele – og vi vil have det, når vi har lyst. Sådan er det her i 2013 med alle ting, og måske især allermest når det gælder nyheder og viden.

Altså: Vi vil have at vide, hvad der sker, MENS det sker. Det har mange af de analoge – og de digitale – medier ikke helt forstået. Men der skal blogges og sendes film og billeder og tekst af folk, som er på stedet, som står midt i det. Dét forventer vi.

Samtidig vil de fleste af os også godt vide, hvorfor noget skete, hvem der gjorde hvad, hvad man kan forvente, der sker fremover i sagen og så videre. Og denne baggrundsviden, dette overblik og perspektiv forventer at få ganske hurtigt – og ikke først tre dage bagefter i søndagsudgaven af en avis.

Nøgleordene er altså hurtighed og fordybelse.

Og mange tror, at svaret ligger på de sociale medier. Men gør de nu også dét?

For ja, man kan få allehånde subjektive beretninger fra Twitter og Facebook. Men de er jo netop subjektive, og derfor ikke valide som kilder til seriøs journalistik, der stiller nogen helt andre krav til de oplysninger, der viderebringes. For alle oplysninger skal være saglige og i overensstemmelse med de faktiske forhold, hvis de skal kunne bruges i en seriøs sammenhæng.

Og det er måske dér, at det rigtige dilemma ligger: For skal medierne overleve, skal de formå at være både HURTIGE og EMPIRISK KORREKTE – samtidig med at der i løbet af kort tid skal diskes op med både personlige beretninger og den baggund, den fordybelse, som en del mennesker også vil have.

Det er en stor udfordring, og jeg er ikke sikker på, at de danske medier er gearet til denne opgave, selvom de gerne selv vil tro det.

Men der mangler noget dynamik og en forståelse af, at læseren også er bidragsyder til denne form for journalistik. Det og så en ny slags journalister, som er istand til at navigere i dét kaos, som en sådan formidling også er det, uden at miste overblikket, og uden at slække på standarden.

Altså journalister, som ved så meget og som er så gode til at stille spørgsmål og tjekke kilder, at de kan servere det, som er både nyt og dybt på samme tid – og ganske hurtigt.

For kan vi få dét, SÅ er vi ved at være dér. Danmarksbloggen vil ihvertfald gerne være med til det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Troværdigheden sættes i spil i Folketinget

Udgivet den af
2

Når det nye folketingsår skydes igang til oktober, bliver det med en ny slags debatter. Nemlig de såkaldte topdueller, hvor statsministeren hver anden tirsdag mødes i direkte duel med oppositionslederne:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/05/28/0528062132.htm

Og selvom den nye debatform næppe bliver ligeså livlig og animeret i Danmark, som tilsvarende debatter har tradition for at være det hos forbilledet det engelske parlament, hvor der både hujes, buhes og jubles under en debat, så er der alligevel tale om en ny måde at debattere på i det danske folkestyre.

En mere retorisk måde at debattere på, hvor ikke kun det man siger, men også måden man siger det på, spiller en stor rolle.

Hvor samtlige oldgræske ingredienser i en debat, nemlig logos, patos og ethos, igen kommer til ære og værdighed.

Logos, som er ordet – altså det talte, fakta og holdninger formidlet sagligt og nøgternt. Logos er også den måde, som det danske folkestyre tro mod sit protestantiske og grundvigianske grundlag virkede på i sine første godt 160 år.

Patos, som er følelser og stemninger. Den henstand, som tilhørerne sættes i ved at høre synspunkter og argumenter. En ingrediens, som til dels er blevet brugt også før de nye topdueller, men anvendt langt mere, når der skulle hverves stemmer end i debatter i selve Folketinget.

Og så endelig ethos, som er den troværdighed, som den der taler har hos modtagerne. Jo mere troværdig personen virker, jo højere ethos.

Ethos er defor også noget, som folketingspolitikerne altid har haft – eller ikke har haft –  hos befolkningen, mens relevansen på Tinge har været meget begrænset i en debatform, der især i de seneste årtier har givet meget forudsigelige debatter.

Så det bliver spændende, både retorisk og politisk og på alle andre måder at se, hvad der sker, når logos, patos og ethos skal foldes retorisk ud i Folketinget til efteråret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Digital postkasse – er du klar?

Udgivet den af
2

Om godt og vel 1½ år skal alle borgere i Danmark have en digital postkasse, altså en email-konto, som skal tjekkes tit og gerne dagligt, da det bliver til denne email-konto, at al post fra det offentlige bliver sendt.

Det er nemt nok for de fleste af os, men ikke for alle. For hvad med de ældre? De hjemløse? Og så alle dem, der i øvrigt er uden it-kundskaber og computere?

Alle disse mennesker vil pr. d. 1. januar 2015 blive hægtet endnu mere af samfundet end de er det i forvejen – medmindre altså, at de har anskaffet sig en computer og lært at bruge et mail-system. Noget, der både økonomisk og læringsmæssigt kan være særdelses svært for mange af de berørte.

Begrundelsen for de digitale postkasser er, at det offentlige sparer penge. Men ingen kender regnestykket, som man kan se det af nedenstående artikel:

http://epn.dk/teknologi2/ECE5503776/regnestykket-bag-tvungen-postkasse-kendes-ikke/

For nok sparer stat og kommune penge, men Post Danmark, der er delvist statsejet, vil miste både arbejdspladser og indtjening.

Gevinsten ved de digitale postkasser kan derfor være svær at få øje på, også for it-kyndige.

Tabet for de ikke-it-kyndige er derimod meget let at se. Mange af dem vil ikke være istand til at få fat på deres post fra det offentlige, og de vil dermed risikere at gå glip af både ydelser og anden hjælp, som de ifølge loven har krav på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når hvidtjørnen blomstrer … for de hjemløse og alle os andre

Udgivet den af
1

Tillad mig på denne maj-dag at blive både ret lokal og lidt poetisk …

Sagen er nemlig den, at jeg bor på Christianshavn. Et på alle måder dejligt sted at bo året rundt, men lige netop i disse dage ganske særligt dejligt.

For ligenu blomstrer hvidtjørnen nede på Volden og dét i en grad, så de grønne buskes små, hvide blomster sender deres stærke og søde velduft over hele Christianshavn.

Hver gang det sker, er det magisk og som et eventyr. For nok kan jeg drømme om og længes efter denne tid – især midt i vinterens kulde og mørke.

Men at det er så skønt, så dejligt, så fantastisk, når hvidtjørnen blomstrer – dét glemmer jeg alligevel hvert år. Heldigvis. For så kan jeg hvert eneste forår blive lige overvældet, lige taknemmelig over endnu engang at få lov til at opleve dette vidunder.

Jeg talte engang om hvidtjørnen og dens blomstring med en hjemløs, som holdt til nede på Volden, og som jeg altid hilste på eller snakkede med, når jeg mødte ham.

Han lever ikke mere. Men dengang han gjorde, sad han som regel på den samme bænk – lige foran en af de mange hvidtjørne, som gror over hele Volden.

Og han fortalte om denne ene nat, denne ene, fortryllende nat, hvor alle hvidtjørnebuskene springer ud og forvandler Volden til et hvid-blomstrende Paradis af skønhed og duft.

Det var næsten som at høre Røverkællingen fortælle om Julehaven i Goinge Skov, som hun gør det til abbed Hans i Selma Lagerlöfs fortælling “Julerosen”.

For som hos hende var der poesi i de ord og i den tone, som den hjemløse brugte, når han beskrev denne ene specielle nat. Jeg kan ikke huske de eksakte ord, som han sagde. Men jeg husker tonen og den dybe glæde, som han brugte, når han talte om denne nat.

Selv har jeg aldrig siddet på Volden en maj-nat, når hvidtjørnen sprang ud. Men jeg kan drømme om at gøre det – og jeg kan glædes over, at andre har gjort det.

Og jeg glædes især over, at det er nogle af dette samfunds mest ringeagtede, der har oplevet dette vidunder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Emil fra Lønneberg bliver 50

Udgivet den af
2

I dag fylder en af Astrid Lindgrens mest elskede figurer rundt. Nemlig Emil fra gården Katholt i Lønneberg, Småland, Sverige.

Og nok er det her en blog om danskerne og Danmark, men Emil er mindst ligeså elsket i Danmark, som han er det i Sverige. For der findes næppe den dansker, der ikke kender og elsker Emil.

Alle har vi grinet med ham, når han lavede skarnsstreger som at putte en frø ned i kurven, som han og lille Ida skulle bringe ud til de travle høstfolk i marken – eller dengang han rendte rundt med en brødspade og daskede til karlene under slagsmålet på Bakkegården. Eller malede Ida blå over det hele, så Tyttebær-Maja kunne løbe rundt i hele sognet og fortælle, at der var tyfus på Katholt.

Eller når Emil puttede hovedet i suppeterrinen, endda i to versioner, hejste sin lillesøster op i flagstangen, red på en hest lige ind til den fine borgmester i Mariannelund og meget mere.

Vi har også alle haft ondt at Emil, når han igen blev sat ud i eller var nødt til at flygte ud i snedkerværkstedet – eller dengang han måtte afsted til afholdsmødet for at aflægge løfte om aldrig mere at drikke alkohol. Ret beset havde Emil i den forbindelse kun spist de gærede kirsebær i den tro, at de var almindelige kirsebær.

Men love aldrig at drikke mere – dét måtte Emil og hans gode ven Grisepjokket ved den lejlighed. Og at en gris aflagde afholdsløfte var noget helt specielt. Men ham knægten fra Katholt har heller aldrig været helt almindelig, som det igen og igen slås fast i de tre bøger om Emil.

For en ting er at grine med Emil og af alle hans skarnsstreger – og at have ondt af ham og hans mor, der møjsommeligt skriver alt ned i de blå stilehæfter. Det er den ene del af fortællingerne om Emil.

Den anden er beundringen for Emil, som man gribes af undervejs. Beundringen for en dreng, der nok er fiktiv, men alligevel kan inspirere os alle til at turde. Turde tale det godes sag, ja turde gøre det godes sag.

Som da han invitererer alle fattiglemmerne til julegilde på Katholt og giver dem al den mad, som familien fra en af nabogårdene skal have dagen efter. Men de er tykke nok i forvejen. Det er bedre, at maden kommer derhen, hvor den gør gavn, som Emil konkluderer det.

Og til allersidst i den sidste Emil-bog, hvor han med fare for sit eget liv tager afsted i en forrygende snestorm for at redde hans bedste ven Alfreds liv. En mission, der nærmest er dømt til at mislykkedes. Men det går godt. De redder livet begge to på grund af en umenneskelig stor indsats fra Emil.

For man bliver så stærk, når man skal, som Emil selv forklarer det, mens han skovler sne på den flere kilometerlange vej til doktoren.

Gid vi danskere i denne mørke tid, hvor fællesskabet og solidariteten har svære kår, også bliver så stærke, som vi skal – så vi også kan give maden til dem, der har brug for det og skovle den sne væk, som ødelægger livet for så mange.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

The good news …

Udgivet den af
2

The good news! Er det dem, som vi vil have?

Er vi så trætte af død og ødelæggelse, af konflikter og skænderier, at vi vil have the good news – og kun dem?

Måske. Ihvertfald engang imellem, når livet går os imod, og vi trænger til at blive ladet op og fyldt med tro på, at verden er et godt sted at være – og menneskene kærlighedsfulde og positive, når det kommer til stykket.

Men hvad så, når alt kører, og vi føler os som en stor succes? Eller det bare er almindelig hverdag? Behøver vi så stadig the good news – og kun the good news?
Eller er det der, at vi kan lide at svælge i skandaler?

Svaret er ja. Ja til at det kilder lidt i maven at læse the bad news, så længe selvfølgelig at det ikke er for “bad”. For der er sager, som det altid er ubehageligt og væmmeligt at høre om, som man altid får det dårligt af at læse, og dem ønsker de fleste at slippe for. Men lidt skilsmisser og lidt politiske rævekager, dét kan de fleste omvendt godt lide at læse om fra tid til anden. Og det er alt sammen såre menneskeligt.

Man kunne ønske, at vi var mere optaget af lys, glæde og lykke døgnet rundt. Men vi drages af konflikter og skandaler, drages af gyset og følelsen “godt-det-ikke-er-mig”.

Så nok kan vi glædes over et bryllup og sige nååååååårh til en nuttet hundehvalp, men det er også sjovt at læse om de kendte, der jokker i spinaten eller om politikeren, der bliver grillet.

Det er altsammen ganske vist …

Danmarksbloggen prøver ihvertfald på at bringe lidt af det hele – men altid med fokus på mangfoldigheden og rummeligheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Verdens korteste intimkoncert i Tivoli

Udgivet den af
1

Danmarks sejrende MGP-datter Emmelie kom hjem i går og blev hyldet i et regnvådt, grønt og helt menneskefuldt Tivoli.

Smilende og glad kom hun først gående gennem Den Gamle Have, inden hun kom ind på scenen på Plænen med trofæet i hånden, og jublen bragede løs fra de mange tusind mennesker og deres svingende Dannebrogsflag.

TV sendte live fra begivenheden, og Emmelie sang først nationalsangen og derpå hendes vindersang. Alle jublede og var glade. Der var de obligatoriske lykønskninger, interviews og taksigelser, og så det hele slut – ihvertfald for dem, der så det på tv.

Men for os, som var i Tivoli, startede det hele på én måde først der. For da tv-folkene var væk, stak Emmelie og de andre hovederne sammen ét kort øjeblik, og så gav de vindersangen én gang til. For fuld skrue og med en ganske særlig glød.

For det blev den ægte fejring, den rigtige fejring. Den fejring, der ikke var en del af en iscensat tv-udsendelse. Men i stedet var en få minutter kort intimkoncert fremført af nogle jublende lykkelige mennesker overfor en ligeså jublende folkemængde, der for længst har taget den unge pige og de andre til deres hjerter.

Verdens korteste intimkoncert – og et passende punktum for en pinse i MGP´s tegn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kampen om MGP og alt det andet …

Udgivet den af
2

Tillykke til Emmelie, som for lidt siden vandt Det Internationale Melodi Grand Prix.

Det er selvsagt skønt for hende, men det er også dejligt for Danmark. For et land har altid godt af dén slags sejre, som det er, når ens stamme vinder over de andre stammer.

For MGP, fodbold, cykelløb og så videre er jo netop dét: Stamme-krige mellem rivaliserende stammer. I vor tid blot udkæmpet i toner, med bolde, på cykler, og hvad vi ellers bruger istedet for diverse våben. Ganske praktisk og uden nogen kommer til skade.

Nu starter så en anden krig. Kampen om stedet, hvor MGP´et skal afholdes næste forår.

Emmelie havde nemlig knapt fået konfettien børstet af kjolen, før slagsmålet var igang: Parken i København versus Boxen i Herning.

Skal man gå efter lydkvaliteten, er Boxen i Herning det oplagte valg. Men på alle andre parametre vinder København.

Hovedstaden er den eneste by i Danmark, der blot tilnærmelsesvis kan kalde sig selv international. Ingen andre byer i Danmark har de hoteller, de restauranter, de seværdigheder og faciliteter i øvrigt, der skal til, når man skal huse verdens største musikbegivenhed.

For en dansker kan Aalborg, Aarhus, Odense og Herning være udmærkede byer med hver deres charme. Men på den internationale scene skal der mere til – og den eneste by, der er i nærheden af at kunne tilbyde, hvad der kræves, er København.

Så lad os håbe, at evnen til at se, hvad der gavner Danmark, vinder over dette mærkværdige forhold, der i årevis har været mellem Jylland og København, hvor man mange steder i Jylland hævder, at man skal have ligeså meget som i København – selvom København bevistligt er både større og der bor mange flere mennesker.

Men nej, der er ikke grund til flere motorveje i Jylland. Og nej, Jylland er ikke noget steds internationalt nok til at skabe ordentlige rammer om MGP 2014.

Jylland er simpelthen for provensielt. Jyderne må til at se i øjnene, at Danmark har en hovedstad, og at denne hovedstad er og skal være et lokomotiv for resten af landet. Og at København derfor skal have mere brændstof, flere penge og de begivenheder, hvor omgivelserne spiller en rolle, som til MGP 2014.

Dét vil gavne hele Danmark, hvis vi kunne stoppe denne andedams-mentalitet og i stedet være stolte af og bidrage til, at København fortsat kan være det internationale lokomotiv, der trækker resten af landet.

I en global verden er en stærk hovedstad vores eneste chance – også og måske især, når vi ikke snakker MGP, men snakker infrastruktur, vækst og alt det andet, der er så vigtig for os, hvis vi skal beholde vores levestandard og velfærdssamfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pinsesol, pinsesnit og pinsefisk

Udgivet den af
1

Pinsen er Helligåndens højtid og den tredie-vigtigste kristne højtid.

Men selvom det er sådan, er pinsen alligevel mere kendt for karnevallet i København end for triste disciple, der havde mistet modet, men som fik det igen, da Helligånden fo´r i dem, så de kunne komme igang med at fortælle om Kristus.

Farverige samba-dansere og en dansende pinsesol er da også et festligt skue.

For man siger jo, at pinsesolen danser, selvom det nu retteligen er påskesolen, som Danmarksbloggen også skrev om det ved påsketide:

http://danmarksbloggen.dk/?p=502

Men selvom det er påskesolen, der danser af glæde over Kristi opstandelse, kan vi jo godt ønske os sol og varme her til pinse. Sol og varme, så man kan lufte sit nye sommertøj, så det kan ses – og ikke skal gemmes væk under en frakke.

Førhen var det normalt kun at få nyt tøj til pinse. Derfor kaldte man det nye sommertøj for pinsesnittet, som stolt blev vist frem til den gudstjeneste, som man gik til pinsemorgen. I dag taler tales der ikke ret meget om pinsesnittet mere.

Pinsefisken, som tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt indførte i 2000, kåres dog stadig, men uden den store bevågenhed. Danmarksbloggen kan derfor berette, at rødspætten for andet år i træk er blevet årets pinsefisk.

http://www.pinsefisk.dk/

Danmarksbloggen vil i det hele taget gerne slå et slag for pinsen. Et slag for pinsen i en moderne fortolkning, hvor vi ligesom disciplene bliver grebet af Helligånden.

Helligånden i den betydning, at vi får kraft og mod til at tale de svages sag overfor magthaverne. Helligånden i den betydning, at vi kan se udover os selv – og se hinanden som de mennesker vi er.

Se og elske. For at se. Rigtigt at se vores medmennsker er at anerkende – og elske dem. Og det har vi alle brug for, uanset om solen danser eller ej, om vi selv danser til karnevallet eller ej, får nyt tøj eller ej, spiser fisk eller ej.

Pinsen handler om Helligånd. Og Helligånd er at se og elske og mærke, hvor godt det er for alle i Himlen og på Jorden, når vi elsker hinanden som dem vi er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk