Månedsarkiv: oktober 2023

Halloween – en dansk højtid

Udgivet den af
Svar

I dag d. 31. oktober fejrer vi Halloween – også i Danmark.

Højtiden, som har taget de yngste og unge generationer med storm. For hvem kan ikke lide orange græskar, der lyser op i efterårsmørket, masser af søde sager og alle de herlige udsmykninger af hekse, spøgelser, edderkopper, vampyrer og andet fra skræmmeafdelingen?

Ja, det er der en del biologiske og/eller i-sindet-ældre, som ikke kan. Det er noget amerikansk møg, som slet ikke hører hjemme i Danmark, fnyser de.

Dertil må Danmarksbloggen bare sige, at stort set ALLE vores traditioner er nogle, som vi har hentet i andre lande – typisk det land, som var toneangivende på det tidspunkt, hvor traditionen kom til Danmark.

Og dét var USA i tiden omkring år 2000, hvor Halloween begyndte at sprede sig i Danmark.

Tidligere var det Tyskland, som vi hentede traditionerne fra som fx adventskransen, juletræet og sågar Skt. Hans-bålet.

Andre traditioner går så endnu længere tilbage – fx påskens æg, der er et ældgammelt frugtbarhedssymbol, som allerede de gamle egyptere brugte.

At klæde sig ud til fastelavn har også mange århundreder på bagen. Det har som minimum eksisteret, lige siden de gamle romere klædte sig ud til saturnaliefesterne aka Romerrigets måde at holde nytår på. Saturnaliefesten mindede nemlig meget om den voksenfest med druk, fest i gaderne, udklædning og erotisk løssluppenhed, som fastelavnen i Danmark var langt op i 1800-tallet, inden det blev en uskyldig fest for børnene.

Så nej, der findes meget få DANSKE traditioner, som har deres udspring her i vores lille land. Faktisk kun julemærkerne, kravlenisserne og de varme hveder – og de sidste har en magtfuldkommen og historieløs SVM-regering så afskaffet.

For faktum er, at vi importerer traditioner – for så at gøre dem til danske.

Det gælder også Halloween, som i de sidste to årtier er blevet tilpasset danske forhold, så Danmarksbloggen nu uden videre vil udråbe Halloween til en herlig dansk tradition.

En skøn højtid her midt i det mørke efterår.

Gys eller guf. Slik eller ballade. GOD HALLOWEEN.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Hygge

Udgivet den af
Svar

Dagur Káris nye film hedder ”Hygge” – men man kunne uden problemer sætte et stort U foran. For filmen er præcis så uhyggelig, som hverdagen i Danmark anno 2023 er det.

Filmens evne til at portrættere vor tids mennesker, adfærd, værdier og tabuer er nemlig mere skræmmende end noget til den forestående Halloween-højtid er det. Også fordi det gøres med lige dele humor, god skuespilskunst og den ellers i årevis i danske film så oversete kammerspils-kulisse, hvor der ikke sker så meget – men hvor det hele ligger i det, som bliver sagt – eller fortiet.

Rammen er en såkaldt ”hyggelig” fødselsdagsmiddag for den bror, som ligger i koma på sygehuset, mens hans kone, hans to brødre med henholdsvis kæreste og kone samt konens bror og dennes mand fejrer dagen.

Scenen er med andre ord sat til noget af en middag – og den får lige et ekstra nøk med saltbøssen, da den ene brors nye kæreste foreslår en leg, hvor alle lægger deres mobiler på bordet, hvor de så skal ligge synlige for alle hele aftenen. Reglen er så, at når en sms tikker ind på ens telefon, så skal den læses højt – og ringes man op, skal telefonen på højttaler under hele samtalen.

Og der kommer opkald, sms´er og billeder ind i en lind strøm, som afslører både det ene og det andet – og især det, som hver især gerne vil holde skjult for de andre.

For livet er selvfølgelig ikke så let og succesrigt, som det helst skal fremstilles. Tværtimod slås alle med deres dæmoner, og skeletterne vælter ud af skabene. Hvilke skal ikke røbes her, men det er store kampe, som kræver tilsvarende stimulanser, der for de fleste vedkommende indtages i det skjulte, når det spisebord, der står som et billede på livets fællesskab, forlades.

For vi lever i fællesskab med hinanden, men også i kamp med og mod hinanden. En kamp, hvor vi på trods af bitre opgør og beske sandheder ofte ender med at ae hinanden på kinden og tro på, at det bliver bedre i morgen – selvom vi godt ved, at intet i virkeligheden ændrer sig nogensinde.

At livet er og bliver et kaos uden de forløsninger og happy ends, som vi tror på som børn. Det er lidt trist, hvis man er romantiker, men ganske opmuntrende, hvis man er realist. Under alle omstændigheder er det, hvad det er – og som de viser det skuespillerne i filmen, som spiller så eminent virkelighedstro, at alle skal fremhæves lige meget. Så må jeg præsentere stjernecastet:

Middagen holdes hos den ene bror Peter, som spilles af Joachim Fjelstrup. Peter er styrtende rig, da han har solgt et softwarefirma, og aldrig behøver at arbejde mere. Så nu bruger han tiden på at lave såkaldt god mad – og går i sin kedsomhed op i, at fx honningen er fra New Zealand.

Han er gift med Helene, som spilles af Sofie Torp – og som er en psykolog, der klarer sit arbejde til ug, men som går på tværs af al psykologisk viden i sit eget nære liv med mand og barn. Bagerens børn er også sultne, skrædderens børn har huller i tøjet – og psykologens datter får hverken sandhed eller en brugbar omsorg.

Helenes egocentrerede bror Hans-Fabian (Fab, hvis man er venner med ham), spillet af Thue Ersted Rasmussen, er adfærdsdesigner, og lever i et åbent ægteskab med den følsomme og trængte revisor Ib, som er markant mindre tilfreds med ordningen. Ib spilles af Nicolai Jørgensen.

Den anden bror fantasten Nikolaj spilles af Jesper Groth. Han har et blomstertel, hvor han tager sig af blomsterne, mens ejeren er på ferie. Hans nye kæreste Laura er en idealistisk og ny-gravid veganer, der er en del yngre end de andre. Hun spilles af Andrea Heick Gadeberg.

Endelig spiller Olivia Joof Lewerissa den vagtsomme galleriejer Erica, som mener, at hendes kommunikation med manden er blevet meget bedre efter, at han kom i koma.

Så er scenen også sat. Danmarksbloggen giver denne formidable og morsomme feel-bad-film ”Hygge” fem ud af seks vinflasker, som dem, der bliver drukket rigeligt af under middagen.

”Hygge” er en film, der glider ned så let som en creme brulé – umiddelbart. For de sure opstød kommer undervejs, som sandhederne kommer på bordet – og også bagefter, hvis man på vej hjem tør se sit eget liv efter i sømmene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Insekt-motorvejen kommer

Udgivet den af
Svar

En insekt-motorvej!!!

Hvad er det? Jeg hørte om det i sidste uge, og tænkte naivt: Er en insekt-motorvej noget med at fritlægge store områder landbrugsjord i Danmark, så insekter og andre dyr kan udfolde sig frit i en natur, der passer sig selv?

Dét ville være en fantastisk idé – og en gangbar vej til at nå målet om 30% vild natur i Danmark. Pt. har vi kun lidt over 2% vild natur – og her tæller golfbaner med(!)

Det lød næsten for godt til at være sandt med de nye, store områder vild og fri natur – og det var det også.

En insekt-motorvej er noget, som transportministeren Thomas Danielsen fra Venstre har fundet på. Det går ud på, at man skal lave vilde rabatter langs med nye motorveje. For så kan insekterne være dér.

Ideen er lige så tåbelig, som den lyder. For i hvilket univers vil insekter kunne trives side om side med biler, der suser forbi med minimum 110 km i timen?

Men det handler heller ikke om insekter og biodiversitet. Det handler om infrastrukturel greenwashning eller på dansk: At SE grøn ud, selvom man ER kulsort.

Det der med at lege noget, som man ikke er, er SVM-regeringens speciale.

SVM-regeringen vil også gerne virke socialt ansvarlige – men forholdene for de udsatte bliver værre, da kontanthjælpen nu forringes – og der kommer endnu flere fattige børn.

SVM-regeringen vil også gerne virke økonomisk ansvarlige – men den økonomiske ulighed øges, og det går stærkt.

SVM-regeringen vil også gerne virke miljø-rigtige – men er det modsatte med støtten til landbrug, industri og rigtig dårlige planer om kunstige øer, broer, byggerier på naturområder med mere.

Og nu denne insekt-motorvej, som er både latterlig og arrogant. Tror den danske regering virkelig, at vi er så dumme, at vi hopper på dén?

PS. Transportministeriet ved godt selv, at den er gal. Overskriften på pressemeddelelsen er: ”Flere insekter på forruden ved E45” – se selv: https://www.trm.dk/nyheder/2023/flere-insekter-paa-forruden-ved-e45

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afdansningsbal på slottet?

Udgivet den af
2

På søndag fylder Kronprinsparrets ældste barn Prins Christian 18 år. Han bliver altså myndig. En stor dag for alle 18-årige. Men da man må formode, at den unge mand en dag skal være Danmarks konge, har lige dén 18 års-dag en større interesse, især måske for medierne og de 200 helt almindelige, unge danskere, der som en anden Askepot m/k skal til bal på slottet.

Det bliver noget af en oplevelse. En slags Jeppe i Baronens seng, bare med åbne øjne og mobilerne inde for rækkevidde, når de 200 unge skal opholde sig i Dronningens del af Christiansborg. Det er delen med gobelinerne, guldet og al den anden pragt, som man som ung dansker ellers kun kender fra Instagram, film og barndommens eventyr om konger og dronninger, prinser og prinsesser.

Men nu skal 200 af de helt almindelig unge altså opleve det IRL.

Spørgsmålet er så, om kongehuset skyder sig selv i foden med dén manøvre. For meningen med det aldrig før sete folkelige-kongelige bal er selvfølgelig at gøre kongehuset relevant og vedkommende for de unge, så der fortsat er opbakning til institutionen.

Men hvad sker der, når de 200 unge på egen krop oplever den enorme forskel, der er på det kongelige liv og det liv, som den almindelige dansker lever?

På at en enkelt familie i Danmark har et halvt slot til bare at holde fest i, mens deres egen bedstemor måske sidder på et lille værelse på plejehjemmet, hvor hun må vente i flere timer på at få skiftet ble? På at nogen har diademer og skræddersyede festkjoler på skatteborgernes regning, mens de hjemløse nede på Torvet bliver glade for et par vanter og en varmt tæppe, når vinteren om lidt rammer?

Forskellene i Danmark er nemlig – trods en fortælling om det modsatte – enorme. Og ingen repræsenterer overklassens enorme luksus og overforbrug bedre end kongefamilien, og nu inviterer denne overklassens guldtop 200 af undersåtterne til gallafest i den gyldne ghetto.

Dét vil nok overvælde de fleste af de 18-årige Askepot´er m/k – i begyndelsen. For nogle af dem vil måske også undre sig og begynde at tænke, som aftenen skrider frem, og pragten udfolder sig.

Og tanker er altid det, som det starter med – også afskaffelsen af det danske monarki, som kan blive en realitet, hvis vi en dag for alvor mener, at alle i Danmark er lige. Reelt lige.

Så er prins Christians bal på slottet i virkeligheden et afdansningsbal for det danske monarki?

Ps – og ang. Askepot: Så skal der såmænd nok være en enkelt ung dame eller to, som drømmer om at tabe en sko og få en prins. Glem det. Få dig en uddannelse. Dét er der mere fremtid i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Bastarden”

Udgivet den af
1

Jeg var rystet, da jeg gik ud af biografen, og jeg er stadig – mentalt – ude på den jyske hede for snart 300 år siden, hvor Danmarks bud på en Oscar for bedste udenlandske film 2024 foregår. For Nikolaj Arcels guldløve-nominerede ”Bastarden” bliver siddende i én. Måske fordi den er meget mere end blot en allerhelvedes god film, som taterpigen Anmai Mus ville sige det.

For filmen med Mads Mikkelsen i hovedrollen som kaptajn Ludvig Kahlen er noget så sjældent som et vaskeægte epos. Et storladent, vildt, grusomt og intenst epos, der er lige så blodigt og råt, som livet var dengang, især for dem som lå på samfundets bund. Det gjorde kaptajn Kahlen, der var det, som blev kaldt et uægte barn – en bastard – af en køkkenpige og en herremand.

Kahlen ved derfor noget om både de kartofler, der skulle vise sig at blive det gule guld på hedens sandede jorde, og hvad det vil sige at tilhøre forskellige samfundsklasser. Og han havde en plan om at stige i graderne ved at kolonisere den jyske hede, som på papiret var kongens jord, men som de lokale adelsmænd opfattede som deres.

Så som forventet møder Kahlen modstand – både fra en træg embedsstand i København, der trods enevælden er de reelle regenter i Danmark, men især fra den lokale herremand, godsejer de Schinkel, som er en ren djævel: Sindssyg, voldsparat, sadistisk – og dertil drukfældig og opblæst.

Han gestaltes på fornemste vis af et af dansk films stjerneskud, Simon Bennebjerg, som mestrer det svære i dialogscenerne at kunne spille op til en Mads Mikkelsen, der hele filmen igennem – alle 126 minutter – igen viser, hvorfor han er Danmarks bedste mandlige skuespiller – nogensinde.

Mads Mikkelsens skildring af den stædige kaptajn Kahlen, der turde drømme stort, satse alt – også det, som ikke kan lade sig gøre, er totalt kompromisløs, og brænder sig fast hos alle, der ser filmen. Replikkerne og stemmeføringen sidder dér. Det samme gør kropssproget fra bevægelse over mimik og til det bare med ét udtryk i øjnene at kunne formidle tusinde følelser.

Hans intense præstation sidder i én bagefter, som de dybe piskeslagsmærker den flygtede fæstebonde Erik har på sin ryg. Han plejes omsorgsfuldt af konen Ann Barbara, der spilles med både råstyrke og fin sarthed af Amanda Collin, så man forstår, at kvinderne – og især Ann Barbara – er dem, der både giver og tager liv.

I en anden gennemgåede rolle ser vi svenske Gustav Lindh, der med stor indføling spiller en empatisk, modig og næstekærlig præst, som er stolt over at være en Guds mand, men som heller ikke er bange for at få næverne i jorden. Dejligt at se at en repræsentant for det himmelske også kan repræsentere dyderne – og ikke kun synderne – i en dansk film.

Og endelig skal 9-årige Melina Hagberg nævnes. Hun spiller taterpigen Anmai Mus, som kaldes mørklingen pga. sin hudfarve, og går så meget ondt igennem. En hård skæbne at gestalte. Det gør den svenske barneskuespiller så indfølende og dygtigt, som var hun en voksen skuespiller. BRAVO.

Af andre store kræfter skal nævnes: Kristine Kujath Thorp, der er godsejerens sympatiske kusine, som trods at hun generelt sidder til pynt, har et moment i sit liv, hvor hun indtager en afgørende rolle. Jacob Lohmann som bylde-plaget amtmand og filmens eneste let komiske indslag. Morten Hee Andersen som den ulykkelige fæstebonde Erik. Thomas W. Gabrielsson som godsejerens højre hånd, der må sluge både kameler og rydde alt for meget op – samt mange flere.

Det er instruktøren Nikolaj Arcel, som sammen med Anders Thomas Jensen har skrevet manuskriptet. Forlægget er Ida Jessens bestseller ”Kaptajnen og Ann Barbara”, som baserer sig på en delvis autentisk historie.

Både Ann Barbara og Anmai Mus er så fiktive, men såvel Kahlen, godsejeren og amtmanden har levet. Og ja, Kahlen prøvede virkelig at kolonisere heden i 1700-tallet. Det gik så ikke, men vejen var banet for Dalgas, der lykkes med det 100 år senere. Så også derfor er ”Bastarden” en vigtig film om en tid og en historie i Danmark, som kun kendes af de færreste.  

Mange mener, at Mads Mikkelsen skulle have haft en Oscar for sin rolle i Druk – og hvorfor ikke? I ”Bastarden” kan man så gange hans indsats med 100. For Mikkelsen giver – som en anden Kahlen – stædigt og kompromisløst alt, han har. Så her er endnu flere lag, endnu mere dybde i skildringen af en mand, der kæmpede mod den tørre hedejord, en uduelig overklasse – og først med og siden mod sine egne drømme. En mand, som heldigvis ikke glemte sine færdigheder, da det gjaldt.

Danmarksbloggen giver ”Bastarden” 6 ud af 6 medaljer, som den Kahlen sidder og pudser i starten af filmen. For Arcels epos er helt oppe og spise kirsebær med de allerstørste film som ”Dr. Zivago”, altså den fra 1965 med Omar Sharif i hovedrollen.

”Bastarden” er bare mere moderne. Men det er samme historiske vingeslag. Samme evne til at gå dybt ind i den tid og de mennesker, som vi møder – og samtidig bryde grænserne og gå ud og blive en stor fortælling om det at være menneske, og hvad livet handler om.

Er livet, som godsejeren mener det, blod, lort og kaos – og skal vi mennesker acceptere det? Eller skal vi tro på Gud? På at krig er kaos – og at vi er sat på Jorden for at skabe orden, skabe civilisation? Vi får ikke noget klart svar.

Kahlen holder på civilisations-tanken, og det samme gør måske de små, gyldne lys, som vi mange gange i filmen ser på den store, mørke hede.  For hvor der er lys og ild, er der mennesker. Men omvendt: Mennesker er ikke altid lig med civilisation. Det ser vi på herregården, hvor døden stortrives trods den materielle overflod og de mange lamper. Lys og ild kan nemlig give varme og nærhed, men det kan også ødelægge og dræbe.

Alt kommer derfor an på det enkelte menneskes eget valg, og ”Bastarden” slutter også med et par livsændrende – og logiske – valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk