Black altmuligt er rettidig omhu

Udgivet den af
Svar

Ai, jeg handler altså ikke under Black Friday/Week/Month, kan man høre fra især velbjærgede, som fortsætter: Vi betaler, hvad det koster. Ja, det gør vi.  

Ja, det må enhver jo selv om. MEN for langt de fleste danskere giver et godt tilbud mening.

20% på bøger kan man ofte få. Og tro mig: Det er PRÆCIS den samme bog. Det sidste kapitel er ikke revet ud eller noget. Man får bogen fra start til slut – og sparer penge.

Og det kan blive til en del. Skal man fx give fem bøger i julegave til 200 kroner stykket, så koster det normalt 1.000 kroner, men under Black altmuligt slipper man med 800 kroner.

Man sparer altså 200 kroner, som man måske kan supplere madbudgettet med – eller bruge til mandelgaven plus lidt juleslik. Eller endnu en julegave.

Man kan også – hvis man har råd – give besparelsen på de 200 kroner til fx Frelsens Hær eller en anden velgørende organisation, som hjælper de alt for mange fattige danskere her til jul.

Så hvor Lars Løkke engang arrogant sagde: Hvad kan man få for 2.000 kroner? Et par sko?
Så er det Danmarksbloggens holdning, at en tiendedel af det beløb, nemlig 200 kroner faktisk kan række til en hel del – især for de mange, som ikke er vant til at bruge 2.000 kroner på ET par sko.

Så don´t be shy …

Glæd dig selv og din familie – og hvis du har overskud fattige familier … og køb dine julegaver her under Black altmuligt.

Dét er rettidig omhu …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Shakespeares Ghost”

Udgivet den af
Svar

Jeg har altid tænkt på Shakespeare … som Shakespeare. Men ude i november-mørket efter repremieren på London Toast Theatres ”Shakespeares Ghost”, der pt. gæstespiller på ”Teatret ved Sorte Hest”, er jeg blevet en af dem, som er overbevist om, at barden i virkeligheden ikke var handskemagerens søn William Shakespeare fra Stratford-upon-Avon, men skomagerens søn Christopher Marlowe fra Canterbury.

Historien er enkel: Den velbegavede og fra Cambridge University uddannede Christopher Marlowe, som også arbejdede som spion for Elizabeth d. 1, og som havde mægtige folks gunst, var i slutningen af 1500-tallet engelsk teaters golden child, da han skrev skuespil som ingen andre.

Marlowe var så samtidig også ateist og bøsse – og især kirken, men også andre med magt, havde derfor et horn i siden på ham. Så Marlowe blev fængslet og skulle for retten – og formentlig henrettes tilbage i 1593, der står som hans officielle dødsår, og hvor store dele af stykket foregår.

MEN – og nu kommer stykkets plot-twist: Da Shakespeare dør i 1616, finder en anden spion ud af, at Marlowe i virkeligheden IKKE døde 27 år før. Men at dette geni, der var for sproget, hvad Mozart var for musikken, i stedet – med mægtige folks velsignelse og hjælp – fakede sin egen død, rejste til det europæiske fastland, hvorfra han fortsatte med at skrive. Nu blot med en vis Shakespeare stående som forfatteren.

Om det er sandt eller ej, kan formentlig aldrig bevises. Men teorien er besnærende. Og sandt er det, at tre af Shakespeares tidlige skuespil tidligere blev opfattet som værende skrevet af Christopher Marlowe. Stilistisk minder Marlowe og Shakespeare også så meget om hinanden, at der let kan være tale om den samme person.

Kritikere af Marlowe-teorien hævder så, at Shakespeare er mere forfinet. MEN da Marlowe officielt dør i en alder af blot 27 år (ja, den berømte 27-klub startede allerede dér), er det rimeligt at antage, at Marlowe i hans 30´ere og 40´ere havde udviklet og forbedret sit i forvejen unikke skriveri.

Vivienne McKee, som de fleste kender som Le Grand Dame i Crazy Christmas Cabaret, har både skrevet og instrueret ”Shakespeares Ghost”, hvor datidens engelske tradition med udelukkende mænd på scenen følges, idet det er kendingene David Bateson, Linford Brown og Kevin Kiernan-Molly, som gestalter et i datiden velkendt persongalleri i fem scener i det, som er et teaterstykke i sin helt egen genre, helt egen kategori.

For hvad er det i grunden, som vi ser på scenen, der med sit sort-hvid-ternede gulv, tre søjler, bord og stole og fjerpenne, kårder og andet kræs er en perfekt renæssance-scene? Er det et mordmysterium? En kriminalgåde? Verdens første ghost-writer, I presume? En kærlighedserklæring til barden – og til teatret? Et kammerspil om religion, magt og teater, hvor uvidenheden iflg. Marlowe – og nok også iflg. McKee – er den største synd?

Det er det hele. Bundet op i en buket af lige dele drama og humor, som har Crazy Christmas i ascendenten. Dette herlige show, som desværre ikke kommer i år (boooh), men som heldigvis vender stærkt tilbage i 2025 (hoooray).

Så har man cravings efter de gæve englændere og deres leg med ord – og er man samtidig bidt af en vis William Rystespyd, som Dr. Van Helsingør from Elsinore (Bent) nok ville kalde Shakespeare, så gak til Vesterbro, og blev både klogere og godt underholdt.

Der er ordleg som det latinske memento mori, som slaven bag tronstolen hviskede til den romerske kejser. Det betyder husk at du skal dø, men oversæt her bliver det selvfølgelig til husk og dø. En fuld teatersal skreg af grin igen – og igen – og igen.

Det vrimler også med citater fra bardens berømte stykker – også i mixed versions, der giver mening i stykket, og som jeg ikke kunne dy for at citere med på (indeni mig selv, håber jeg – ellers undskyld til alle omkringsiddende).

For de citater er altså kræs, den fineste ord-vin, som man kan få, hvad jeg også tror, at Vivienne McKee mener. Hendes store beundring for barden skinner igennem forestillingen, men også – og heldigvis – med en tilgang, som nok er respektfuld, men ikke næsegrus, som man ellers ofte ser det i Danmark.

For englænderne – og Fru McKee er englænder – har en sædvane med frejdigt at gå i flæsket på bardens ord, og det kommer der altid noget forfriskende ud af. Også i dette stykke, der i sit vovemod minder mig om den måde, som man på bardens genopbyggede teater ”The Globe” i London opfører hans stykker, så det smælder mellem træsøjlerne for både siddende og groundlings.

For Shakespeares ord runger gennem århundrederne, og de er stadig mere nye, mere friske, mere givende end nærmest alt, som skrives i dag, i morgen – og om fem år.  

Som det læses i “Det Skotske Stykke” (og sig ikke navnet!!!): Life’s but a walking shadow, a poor player. That struts and frets his hour upon the stage. And then is heard no more. It is a tale. Told by an idiot, full of sound and fury. Signifying nothing. Men bardens ord kan alligevel mere, end hvad Eders filosoffer drømmer om.

Danmarksbloggen giver ”Shakespeares Ghost” 5 ud af 6 fjerpenne, som den der blev brugt til at skrive verdens bedste dramatik. For det er det – uanset hvem der står bag. Omvendt er uvidenhed den største synd, og sandhed den største dyd. Og man er i godt selskab, når man hepper på Marlowe. Fortælle-giganter som Charles Dickens, Charlie Chaplin og Orson Welles gjorde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julemarkedernes forbandelse

Udgivet den af
Svar

Det er efterhånden et par år siden, at undertegnede sidst vovede sig ind på et julemarked. Jeg når aldrig længere end til udkanten, så frastødes jeg på en måde, så det føles fysisk – og går i en anden retning, mod mere stille gader, hjemad eller ud i naturen …

For 20 år siden var julemarkederne ellers noget af det hotteste – og faktisk rigtigt hyggelige. Dengang startede de først op mod december. De var få og små, og det var begrænset, hvad man kunne købe – foruden at det meste var af god kvalitet fra spegepølserne til strikhuen og glasset med god gløgg.

I dag derimod vrimler det med julemarkeder. Alene i det centrale København er der i år: Et på Kultorvet, et i Nyhavn, et på Højbro Plads, et på Nytorv, et ved Thorvaldsens Museum – og så selvfølgelig det store i Tivoli, som så koster indgang til Den Gamle Have.

Men de andre julemarkeder er gratis at besøge – og fulde af skrammel, som sælges til en alt for dyr penge. Foruden at stanken af oversukrede churros, (for)brændte mandler og dårlig gløgg ligger som en tåge over det 100% unødvendige og klima-fjendtlige overforbrug, som starter allerede nu i begyndelsen af november.

For mange af byens julemarkeder åbner i disse dage – hvis ikke de allerede er åbne. Det bliver altså til en flere uger lang og meget larmende forbandelse under de lange kæder af elektriske lys, der skal give illusionen af ”hygge”.

De fleste æder den så råt – og tager et væld af selfies, mens de har en rest af æbleskiven siddende i mundvigen, en plet af gløggen på det nye – og lyse – halstørklæde samt solide lommesmerter, som så først opdages i januar.

For julemarkederne udhuler både pengepungen og julehyggen. Så boykot julemarkederne og alt deres væsen. De har intet med julen at gøre – og de er dårlige for klimaet.

Lav dig i stedet et glas god gløgg derhjemme og sæt dig med en bog – eller inviter venner over til snak. SÅ bliver det hyggeligt. SÅ bliver det jul – når altså julen kommer. For lige nu er det den vidunderligt stille og grå november. Tiden til eftertænksomhed og refleksion.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jøde tvinges til at opgive sit studie på RUC

Udgivet den af
Svar

Den er helt gal:

En jødisk studerende har været nødt til at opgive sit studie på RUC, fordi han dagligt forfølges af en gruppe på RUC, som kalder sig “RUC Intifada”, og som står bag flere demonstrationer med maskerede deltagere, hyldester til terrorleder, propalæstinensisk hærværk – og altså også personlige angreb.

Det oplyser TV2 News.

Intifada betyder i øvrigt opstand, og er en term, der bruges af visse – ofte ret fundamentalistiske – muslimer – ofte sammen med termen jihad, der betyder hellig krig

Men det er RUC Intifada, som skal 1) smides ud og 2) meldes til politiet, som så må stå for den videre efterforskning og evt rejse en sag for domstolene, hvis de vurderer, at der er grundlag for det.

For vi lever i en liberal retsstat – og det skal vi blive ved med. Og vi skal ikke lade os knægte af folk, som råber højt, når de sætter islam højere end demokrati og individets rettigheder.

Så det er NU, at vi skal reagere, NU vi skal slå endnu stærkere ring om vores jøder, NU vi ikke skal acceptere den fundamentalisering, som sker i visse muslimske miljøer.

Det handler om vores demokrati. Om at ALLE borgere i Danmark skal kunne leve i tryghed.

Men det kan jøderne ikke i øjeblikket – og det skyldes visse grupper af muslimer!!!

Dét skal og kan vi ikke acceptere – hverken som enkeltpersoner eller som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De lydløse”

Udgivet den af
Svar

66 millioner kroner. Så mange penge er endnu ikke fundet efter det største røveri på dansk grund, som fandt sted i 2008. Det skete mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby, og udbyttet var over 70 millioner kroner.

Filmen ”De lydløse” handler om tiden op til røveriet, selve røveriet og tiden efter røveriet – og titlen hentyder til, at kontanter er lydløse.

For hvor digitale penge kan spores tilbage til tiden før skabelsen, så er kontanter herreløse penge, når først de er sluppet ud – og de vel og mærke stadig er gyldige. Det er der mange danske sedler, som ikke er pr. 31. maj 2025. Deraf måske nogen fra røveriet i Brøndby i 2008?!

I filmen ser vi Gustav Giese tindre i hovedrollen som Kasper, der ikke lykkes med at få succes som bokser. Har du hovedet med? Man skal have hovedet med, siger hans boksetræner.

Men det kniber for Kasper. Både når han bokser, når han laver kriminalitet, og i forholdet til sin snart 7-årige datter, som han fx giver pommes frites og nuggets, selvom de lige om lidt skal have sund aftensmad hjemme hos datterens mor, som Kasper stadig har et venskabeligt forhold til, selvom de ikke er sammen som par mere.

Kasper er også den eneste person i filmen, som vi kommer lidt ind på livet af, men ikke længere end at vi kan se, at han har en længsel efter at være anerkendt.

Det er også et alment medmenneskeligt behov, som man i glimt kan fornemme hos dem, som han laver røveriet med – og hvor især den franske skuespiller Reda Kateb spiller en markant birolle som en brutal psykopat med isnende overbevisning.

På den rigtige side af loven møder vi Amanda Collin som sikkerhedsvagten Maria, der søger ind til politiet, og som minder om Kasper. Maria har heller ikke altid hovedet med, og hun reagerer også på følelser og impulser.

Det kunne være interessant at se Collin og Giese sammen som en moderne version af Bonnie & Clyde. De kan begge noget med at have en rå og kompromisløs udstråling, samtidig med at man aner en eksistentiel kamp og følsomhed nedenunder.

I ”De Lydløse” er det så Giese, der får lov til at shine – også på en måde, hvor man tænker ”der bliver ikke skjult noget her”. For ét er billederne af Gieses tatoverede og muskuløse krop, der står helt skarpt. Noget andet er, når vi ser ham i stramme, hvide underbukser, som lyser op på lærredet, så blikket helt naturligt falder på bulen.

Man bliver derfor nødt til at spørge: Er det udstilling af manden – eller er det ligestilling? For kvinders bryster og bagdele har mange gange været udstillet på præcis dén måde – og dét i talrige film.

Her sker det så i en film, som på ingen måde handler om romantik og kærlighed, men som er en gedigen actionfilm holdt i de for genren så benyttede grå og sorte nuancer, regn, masser af nattebilleder, våben, biljagter og hvad der ellers hører til en realistisk film om et kup, der er meget langt fra Olsen Bandens charmerende løjer, selvom røveriet i 2008 også involverede en fantasifuld plan med en gravko, en masse partisansøm og flere skraldebiler.

For ”De Lydløse” glorificerer ikke forbrydelser. Her er ingen ære. Her er virkeligheden vist præcis så brutal, voldsparat og afstumpet, som livet som kriminel er. Det er prisværdigt, og fortjener stor ros.

Desværre mangler også nogle perspektiver og dybder i skildringen af menneskene på den forkerte side af loven, så Danmarksbloggen ender på fire ud af seks tasker fulde af de store pengesedler.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den orange trussel …

Udgivet den af
Svar

Halloween nærmer sig, men i år sker det store gys ikke på torsdag d. 31. oktober.

Datoen for årets mest skræmmende event er ugen efter, tirsdag d. 5. november. Det er nemlig dagen, hvor USA skal vælge den næste præsident.

Scenarierne er frygtindgydende:

  1. Bliver det Donald Trump, er vejen mod et diktatur banet. For denne gang ved Trump, hvordan og til hvad han skal bruge magten og statens institutioner til at give ham selv uindskrænket magt. Og det lader ikke til, at hverken hans eget parti eller Højesteret er i stand til at stoppe ham. Konsekvenserne af et genvalg af Trump vil derfor være fatale – for USA og for hele den frie verden.

  2. Bliver det Kamala Harris, er risikoen for voldelige optøjer – i værste fald en borgerkrig – reel. Dét kan derfor også ende fatalt – for USA og hele den frie verden, selvom Harris er helt rigtig i sine holdninger.

USA er i en så farlig situation, at alverdens græskar, spøgelser, hekse, vampyrer, mumier og andre ellers uhyggelige skabninger virker som små, søde hundehvalpe – lige til at give en godbid.

Trick or Treat. Gys eller guf.

Den store, orangefarvede trussel fra USA tårner sig op – og der er grund til at være bange. Rigtig bange for den orange græskar-mand: Make Halloween – and the rest of the year – scary again.

Som om der var brug for dét i en verden fuld af angst!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Apprentice”

Udgivet den af
Svar

I dag har Ali Abbasis film ”The Apprentice” om Donald Trump dansk premiere. Apprentice betyder lærling på dansk, og var også navnet på Trumps realityshow mange år senere end i de 70´ere og 80´ere, hvor filmen foregår.

Titlen må formodes at være nøje udvalgt, idet filmens budskab er, at Trump i starten var en ydmyg lærling hos den kendte og frygtede advokat Roy Cohn, som måske er ukendt for mange danskere. Men det var Cohn, som sørgede for at få Rosenthal-parret henrettet som russiske spioner, foruden at han var assisterende anklager under kommunist-forfølgelserne i 1950´ernes USA.

Siden fulgte så et liv, hvor Cohn skruppelløst via korruption, afpresning og hvad han ellers kunne finde i værktøjskassen med beskidte tricks, hjalp sine venner, der indebar folk som præsident Ronald Reagan, aviskongen Robert Murdoch, kunstneren Andy Warhol, præsident Richard Nixon (ham med Watergate-skandalen) og andre med stor magt og en lige så stor mangel på moral.

Roy Cohn spilles stærkt og med nerve af Jeremy Strong, hvad enten man ser Cohn i hans allerhelligste, hvor han har alle sine kassettebånd med de aflyttede samtaler, oplever ham fornedre alt og alle omkring sig, deltager i sex-orgier, eller tryner borgmestre og andre folkevalgte. Filmen kører simpelthen i et meget højere gear, når Cohn er på lærredet.

Det er også den historiske Cohn, som man gerne vil vide mere om. For hvem var denne mørkets fyrste, der patriotisk sagde, at USA var hans største klient, men som også bekæmpede både jøder og homoseksuelle, selvom han selv var begge dele. Cohn, som døde af AIDS i 1986, selvom han til det sidste hævdede, at det var leverkræft.

Måske Cohn bare var noget så banalt som en mand uden moral, men med et kæmpe ego? Den slags mænd er så også farlige, når de har penge og magt – og det havde Cohn. Det samme har – og havde – Donald Trump, som i modsætning til, hvad filmen hævder, allerede som dreng og ung mand havde en stor brutalitet, der blot skulle forfines, så det blev til det værktøj, som Trump siden hen har bygget sit liv på.

For det var dén proces, som Cohn hjalp Trump med. Primært ved at lære Trump sine egne tre leveregler, som Trump efter Cohns død så kaldte sine egne, og som Trump stadig lever efter: 1) Angrib, angrib, angrib. Går de efter dig med en kniv, så gå efter dem med en bazooka, 2) Benægt, benægt, benægt – også fakta, og endelig 3) Anerkend aldrig et nederlag. Insistér på at du vandt – at du sejrede.

For der er kun to slags mennesker i verden iflg. Cohn – og Trump: Dræberne – og taberne. Og Trump ville ifølge ”The Apprentice” så gerne være en vinder, og så måtte han blive en dræber. En, som ikke længere var den underdanige klumpe-dumpe, som vi ser i starten af Abbasis film. Ham, der ikke kan finde ud af hverken at indkassere huslejen hos faderens lejere eller få en dame til at sige ja, når han inviterer hende ud.

Men Trump var aldrig den trods alt lidt sympatiske klumpe-dumpe med omsorg for broderen og moderen. Trump var fra barnsben en bølle, som kun tænkte på sig selv, og som af samme grund blev sendt på militærskole, hvor han så lærte endnu mere af det, som gjorde, at han endte som præsident, men inden da en af USA´s store byggematadorer.

The Golden Boy i New York og Atlantic City med en sort sjæl, der voldtager konen, og generelt bruger andre – især kvinder – som var de ting. Som ender omgivet af guld både i Trump Tower og på Mar-a-Lago og med en kage lavet som det amerikanske flag, mens han både hylder og ydmyger hans gamle mentor Cohn, som nok forfinede bøllen Trump og hans metoder, men altså ikke skabte monsteret Trump.  

Lærlingen overgår så mesteren, siger filmen – og det gjorde Trump. Måske fordi Trump aldrig var blot Cohns lærling. Trump havde fra fødslen blueprintet til at blive den, som han er, lang tid inden Cohn, hvis magt heller aldrig blev tilnærmelsesvis så stor som Trumps var, da han sad i Air Force One, og kunne få sig det blowjob, som han i filmen ser som den måske eneste fordel ved at være politisk valgt.

Så at give Cohn æren/skylden for, at Trump blev narcissist og magtmenneske, holder ikke. Det er heller ikke noget, som man bliver som voksen. Det er noget, som man er fra barnsben, og Trump har alle dage været en bølle iflg. alle seriøse kilder. Og historien om, hvordan han kom til magten og pengene, handler ikke kun om Cohn, men også om faderens forbindelser og Trumps egen brutalitet, som han havde mange år før, at filmen placerer Trump ydmygt stående ude på toilettet ventende på, at Cohn havde tisset færdigt.

Så det filmiske kneb med, at Trump blev formet livsændrende af Cohn, kan måske nok narre både biografgængere og anmeldere, men det holder ikke til et faktatjek. Det er fake news, og dermed også filmens store svaghed. Det er så måske samtidig en udspekuleret fornærmelse af Trump. For Trump kan ikke lide at blive udstillet som en ”pussy” – for nu at tale Trump-sprog.

Men det bliver han i Abbasis fortælling: En sjatpisser, der i starten ikke kan noget, men som overnight og uden at der sker andet end, at han bliver gift, udvikler sig til et psykopatisk røvhul, hvad netop konen Ivana Trump observerer, og mærker på den hårde måde fra første parket.

Hun er tegnet udelukkende som en hårdtarbejdende, empatisk og ærlig kvinde fra Tjekkiet, hvis man ser bort fra hendes avancerede tak-for-sidst, da hun overfor Cohn vekslede ægteskabspagtens nulsumsspil til tin og zirkoner. Men det er næppe hele sandheden om kvinden, der var gift med Trump i 13 år. Det er Maria Bakalova, som spiller Ivana Trump, og det gør hun med stor overbevisning og et tappert forsøg på at give karakteren lidt kant.

Og Trump? Ja, han spilles af Sebastian Stan, som yder en formidabel præstation, hvor han rammer Trump lige på kornet med både mimik, stemme, gestik – især fingrene – og så alle de kendte udtryk som især make America great again. Men Sebastian Stan får også – måske uforvarende – givet Trump noget varme og empati, som slet-slet ikke rimer på virkelighedens Trump, hverken nu eller i gamle filmklip med Trump fra de 70´ere og 80´ere, hvor filmen foregår.

Så bottom line er: Jeremy Strongs præstation står stærkt – og så massivt, at en Oscar-nominering ville være passende. Han ætser sig ind, og er den direkte årsag til at, ”The Apprentice” får fire ud af seks af de appelsiner, der gror nede ved Mar-a-Lago, og hvis farve Trumps hud stadig har – også nu hvor drømmen om blowjobbet i Air Force One forlængst er skiftet ud med drømmen om at blive USA´s første diktator.

Filmen havde premiere i USA i fredags, og den blev modtaget ret blandet. Som mange amerikanske medier sagde det: Så var det jo ikke fordi, at filmen bidrager med noget nyt, eller føjer en dimension til fortællingen om Trump. Mest bemærkelsesværdigt er scenen med voldtægten af hustruen Ivana Trump, som hun først anmeldte Trump for, men senere trak tilbage, mener de – og istemmer altså ikke det begejstrede kor, som de danske medier udgør.

Kan der være tale om en portion dansk national-glæde? Måske. Men det er der ikke i, at Danmarksbloggen roser den dansk gifte og i Danmark bosiddende Jeremy Strong og hans præstation som Roy Cohn. For Strong er simpelthen ham, der bærer filmen ”The Apprentice”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

365 dage i Helvede

Udgivet den af
Svar

Undertegnede har deltaget i mange demonstrationer og markeringer. Men kun dem til fordel for Ukraine kan måle sig i vigtighed med den markering, som finder sted senere i dag.

For det er i dag d. 7. oktober.

Årsdagen for Hamas grusomme massakre, hvor mere end 1.200 jøder blev slået ihjel, og 252 taget som gidsel – hvoraf 101 stadig er i Hamas´ fangenskab.

D. 7. oktober 2023 var nemlig dagen for terrorhandlingen begået af terrororganisationen Hamas, der er pot og pande med Hizbollah, som er den forlængede arm for det fundamentalistiske præstestyre i Iran.

Der er altså tale om mennesker, som i holdning har mere tilfælles med Taleban og Islamisk Stat, end de har med nogen andre. Der er tale om dem, som startede dén storkrig, der nu truer i Mellemøsten.

Det er mig derfor en gåde, hvorfor mange i Vesten forsvarer, ja holder med disse forbrydere. Jeg ved godt, at der er mange uskyldige i Gaza, som også lider. Men jeg ved også, at mange i Gaza (og Vesten) bakker op om den fundamentalistiske islam og dens repræsentanter. Det så vi i lørdags.

Men det er ikke hverken jøderne eller Israel, som er et problem.

Det er den fundamentalistiske islam, som med sit kvindehad, sin foragt for LGBTQIA, sin negligering af menneskerettigheder og mere af samme skuffe, som er fjenden, der skal bekæmpes, hvis vi vil beholde vores frie demokratier- og hvis vi mener noget med det løfte, som vi gav jøderne i 1945.

Så bak op om Israel, som kæmper en heroisk kamp mod fjender hele vejen rundt – og bak især op om de 101 og deres familier, som nu i et år har været fanger hos Hamas.

Bak op om de danske jøder, som i dét år har mødt så alt for meget had, forfølgelse og foragt fra både muslimer og ikke-muslimer. Dét er forkasteligt. Alle i Danmark skal kunne leve i fred og sikkerhed.

Så lad os vise vores støtte til de danske jøder – og til det jødiske folk.

Det foregår kl. 16.29 i dag inde på Israels Plads.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”

Udgivet den af
Svar

Hånden på bourbon-flasken: Kan du genkende elementer fra dit eget ægteskab – og fra dine venners ægteskaber, når du ser, og nynner med på ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”

Mit bud er ja. Måske ikke et stort og rungende ja. Men et ja. For ligesom Martha og George, Honey og Nick ønsker hverken du eller jeg – eller nogen – at blotte os og være sårbare, selvom vi har en længsel i os efter ikke at være gennemsigtige, men i stedet blive set og elsket.

Så vi må svare ja. Men det bliver et lille ja, som hviskes tyst dér i teatermørket, mens lattersalverne lyder over endnu en af de mange lege med ord og begreber, som stykket om de to universitets-par fra USA´s østkyst er så fuld af – og som trods stykkets kulsorte tragik er hylende morsomme.

To par, hvor Martha og George er i centrum som det midaldrende par, der for længst har ikke kun accepteret, men tilmed på en mental sadistisk-masochistisk måde nyder, ja lever for at fornedre hinanden og blive fornedret i den skyttegravskrig, de kæmper 24-7 på lige dele ord, regler og erindringer – selvom alt samtidig er relativt, også sandheden.

Det lyder dysfunktionelt, og det er det også. Det er ydmygelser, som bare venter på at blive foldet ud. Det har undergangen i sig – som alt liv, al væren, alle ægteskaber i øvrigt har det.

For hvad er sandhed, og hvad er illusion? Virkeligheden er måske bare det, som vi bestemmer den skal være som Martha og Georges historie om den 21-årige søn, der har fødselsdag dagen efter den natlige efterfest, hvor de har inviteret det unge par Honey og Nick til at komme og være både publikum og deltager i deres helt private realityshow, der med sine avancerede selskabslege og sin konstante leflen for den indre ulv kører alle nutidige tv-formater langt agterud.

Selv nutidens politikere og magtmennesker er de rene amatører, når Martha og George – og alle andre ægteskaber – sætter i gang.  

For som nattetimerne går, drinksene bliver kørt ned i et afsindigt tempo, mens den gamle konflikt mellem naturvidenskab og humaniora også lige får sig en tur på sofaen, nogle brækker sig, andre knepper eller læser en bog, ja en enkelt tager sig en lur, så oprulles hemmeligheder og magtkampe, der minder mig 1:1 om min egen studietid på universitetet.

Universitetet – dette sted som kunne lære enhver rockerborg et eller andet, og som uden sammenligning er det sted i samfundet, hvor flest sjæle knuses med strategisk overlæg i en uendelig flom af ondskabsfuldheder, der serveres med intellektuelt overskud. Nogle gange for at opnå et konkret mål, andre gange bare fordi katten elsker at lege med musen.

Det så Edward Albee helt rigtigt, da han i 1962 skrev det evigt aktuelle stykke. For menneskelig længsel, vold og forfængelighed vil altid clashe med den moral og etik, som civilisationen bryster sig af – og som i den såkaldt dannede universitetsverden finder sin ypperste kamparena.

Det er Iben Hjejle, som spiller Martha, og Jakob Cedergren, som spiller George, og det gør de med et nærvær og en nerve, så man hopper i sædet, indimellem af grin, indimellem fordi man tænker, at NU kan det ikke blive værre. Det ved man jo så godt, at det gør. Spiralen kører kun en vej: Nedad.

For nej, man skal ikke forvente nogen forvandlende bølger. Som hamstre i et hjul er Martha og George dømte til at blive ved og ved og ved … og det gør Hjejle og Cedergren også. Helt oppe i det højeste gear i de 3½ time, som forestillingen varer. Dét er eminent.

Men også Marie Reuther og Lue Støvelbæk, som spiller Honey og Nick, er med på den store klinge. De gestalter på smukkeste måde ungdommens tro på, at de kan gøre det hele anderledes, da de ankommer til efterfesten. Men efter deres livs nok hidtil værste nat er luften gået af ballonen, som den gik på Honeys mave, og det på ydersiden stadig så unge par må erkende, at også de er dømte til ægteskabets forbandelser og gentagelser.

For mennesker er i reglen, som Martha beskriver sig selv i 1. akt: Jeg har en fin sans for det latterlige, men ingen humoristisk sans.

Deri ligger måske et svar. For kan man grine ad sig selv, kan man måske gribe ud efter en forløsning. Men det sker ikke for de to par, som væver rundt i det samme. Eller som allerede sagt: Det bliver hele tiden værre i dette stykke, der med rette står som et af de monumentale.

En grotesk absurditet, der i Teatret ved Sorte Hests udgave i efteråret 2024 henrykker og begejstrer. For de fire på scenen spiller, så det smælder, når de drikker, danser, taler, slås – og måske allermest i Marthas lydløse skrig til sidst i forestillingen. Illustreret så stærkt med kroppen og mimikken, at det føltes, som slog min sjæl knuder på sig selv, da Hjejle krummede sig sammen.

For af og til gør noget så ondt, at selvom man intet hellere vil end komme af med det, så kan man ikke. Så bliver smerten og skriget og sorgen siddende indeni. Dét er måske den dybeste sandhed om livet – den, som ikke er en illusion, dér hvor man ikke kan vælge illusionens flugt.

Danmarksbloggen giver ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” seks store ulve ud af seks mulige. Forestillingen er så grotesk og skræmmende, at kun virkeligheden og ens indre ulv kan matche det. Og netop derfor må man også svare ja, også mig, når Martha til sidst siger: Jeg er bange for mig selv.

Det er Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Tid til glæde”

Udgivet den af
Svar

Der er forestillinger, som stiller flere spørgsmål end de giver svar. ”Tid til glæde” på Nørrebro Teater er en af disse. For hvad handler stykket i grunden om? Ja, mennesker mødes, og banaliteter udveksles, men ellers?

1. akt er en lang række tilfældige møder på en øde beliggende strand, hvor flere oplever så særlig en fred, at de gerne vil begraves dér, når det bliver tid til den evige hvile. For her er det lange perspektiv på. Som et andet svar er scenen en ganske larmende og leve-i-nuet-fest i 2. akt, hvor personerne er iklædt rødlige og orange nuancer, mens farvenuancerne i 1. akt holder sig i grøn og blå.

Stykket handler altså om modsætning og spejling – også i karaktererne. En enkemand bliver til en enke, en homoseksuel til en heteroseksuel og så videre. Den eneste, der for alvor ikke skifter ham, er moderen, som både i 1. akt og i 2. akt står som det hjul, hvorom alting drejer – også de to eneste navngivne personer i stykket ægteparret Aksle og David, som dog ikke er sammen længere.

Aksle, der indtil slutningen af 1. akt indtager en Godot-agtig funktion. Ham, som alle taler om, men som aldrig viser sig. Aksle, som så pludselig alligevel dukker op. Men kun for at fortælle, at han forsvinder – ikke for altid, men for lang tid. Moderen er selvfølgelig parat til at vente.

Det er manden David ikke. Så i 2. akt holder David fest for sine venner – og alle andre, der har lyst til at komme. Der sker vist nærmest i trods, og selvom både Aksles mor og Davids mor kommer, endda iklædt samme store og omklamrende trøje (bare i hver sin farve). En trøje som på Aksles mor giver tryghed til både Aksles og Davids søster.

Davids mor vælger i stedet at give David en rørende kærlighedssang, som vi alle sammen i publikum kender, men ikke er vant til at høre blive sunget i dét tempo og på dén måde. Det kan også noget, og man går fra teatret med en tanke om, at ”Tid til glæde” handler om, at vi skal blive bedre til at synge for hinanden.  

Om det lykkes Aksles mor at finde Aksle, ved vi ikke. Eller også gør vi? For måske er der i virkeligheden kun tale om én gruppe mennesker i denne moderne version af et stykke absurd-teater, der har det gode, gamle kammerspil i ascendanten.

Konflikterne om arv, utroskab, børn eller ej og behovet for at blive set, anerkendt og elsket er i hvert fald så gamle som menneskeheden selv. Så vi kan alle – uanset alder og livssituation – finde noget – og nogen – at spejle os i.

Og ensemblet spiller forrygende. Det er også stærke kræfter: Tina Gylling Mortensen, Peter Christoffersen, Katinka Lærke Petersen, Johannes Lilleøre, Christiane Gjellerup Koch, Sarah Boberg, Jacob Weble og Brian Hjulmann.

I hovedrollen som moderen ses Tina Gylling Mortensen der med saft og kraft sætter og fylder scenen, uanset om hun er blå eller rød mor. Men alle leverer skuespil direkte fra teaterskolens håndbog i, hvordan det skal gøres.

Desværre er manuskriptet ikke fra samme øverste hylde. Ikke at det er et problem, at der stort set kun snakkes. Tag Becketts udødelige ”Mens vi venter på Godot”, som må være den store inspirationskilde, hvor der sker endnu mindre og tales endnu mere end her. Men hvor Beckett er spot on og ind til benet, så fortæller norske Arne Lygre, som er forfatteren bag ”Tid til glæde”, både for meget og for lidt.

Så selvom man som teatergænger bliver glad, når skuespillerne tør bruge hele deres krop, så der kommer en stoflighed og et nærvær i stykket, som klæder forestillingen, så havde en afkortning af manus og en større skarphed i replikkerne betydet et gedigent kvalitetsløft.

Og det gælder måske især Aksles/Davids rolle, som ham/dem, der forventes at komme med glæden – illustreret ved endnu en sweater, men her ikke én, som andre kan krybe ind i. Derimod én, som kun personen selv kan gemme sig i.

”Tid til glæde” får derfor fire ud af seks af de kramme-trøjer, som både blå mor og rød mor ifører sig som et værn mod verden – og en varm og blød skal for deres børn at krybe ind i.

For måske handler ”Tid til glæde” allermest om selvglæde, morglæde. Om at der ingen større lykke er end at bringe et barn til verden. Det skulle da lige være, hvis man som Tina Gylling Mortensen siger til datteren: Jeg kan li´ dig som voksen. For kan man lide sit voksne barn, så er ens lykke gjort, så holder man Gud om hælen, som det hedder i nogle af Lygres replikker, der sidder, hvor de skal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk