Et vanvittigt vovestykke: Mere genåbning

Mennesket har altid – fejlagtigt – troet, at det kunne styre naturen.

Nutidens homo sapiens er ingen undtagelse, og det gælder også de danske politikere, som i nat forhandlede en ny og meget ambitiøs genåbningsplan på plads. Sådan noget med eleverne mere tilbage i skolerne, lempelse af hvor mange man må være sammen, åbning af indendørs servering, intet Corona-pas ved udendørs servering etc.

Ambitiøs plan? Nej, snarere et vanvittigt vovestykke.

For når vi med de nuværende restriktioner holder os på et kontakt-tal, som hedder 1,0. Altså at 10 syge smitter 10 andre. Hvad sker der så, når vi lemper på et hav af restriktioner, som vi gør det nu? Ja, man skal hverken være virolog eller matematikprofessor for at regne ud, at så stiger smitten.

Læg dertil at man i andre lande – som fx Portugal og Chile – har været på præcis samme sted som os. Nemlig at man på baggrund af ”en kontrolleret smitte” har valgt at åbne mere op. Det har så ført til, at det hele er løbet løbsk med mange døde etc. I Chile endda selvom en større del af befolkningen end i Danmark var vaccineret.

For Corona smitter, når folk er sammen – og jo flere mennesker, der er sammen med jo flere mennesker, jo mere smitte. Det er ikke raketvidenskab. Det burde efter mere end et års pandemi være almen viden.

Så en massiv større genåbning virker bare som en rigtig dårlig idé – også fordi vi ikke har vaccineret flere, end vi har. Ja, vi skal med den nuværende (og Johnson & Johnson-inkluderede) vaccinationsplan helt hen i slutningen af maj, før vi er færdige med alle over bare 65 år – og vi er langt henne på sommeren, før alle over 50 år er færdigvaccinerede.

Så nej. Der er ikke grundlag for andet end at fortsætte den forsigtige kurs.

Var vi derimod et sted som Israel, hvor langt over halvdelen af befolkningen er færdigvaccinerede, SÅ havde det MÅSKE givet mening med mere genåbning på baggrund af de nuværende smittetal.

Men nu kan vi se frem til et par uger i sus og dus med både shopping og middage med venner – og masser af smitte, inden hospitalerne igen skal fyldes af COVID-19-syge.

Dét er trist. Dét kunne have været undgået. Men rettidig omhu og behovsudskydelse er desværre ikke på mode.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En grøn nulstilling

FN´s generalsekretær Guterres talte i starten af december om, at vi ser den største økonomiske globale lavkonjunktur i otte årtier.

En lavkonjunktur som har konsekvenser, der ikke kun skyldes COVID-19, men også de uligheder, skrøbeligheder og uretfærdigheder, som pandemien har blotlagt. Og at det er på tide med en nulstilling.

Danmarksbloggen er enig – og vil tilføje: En grøn nulstilling. For vi kan ingenting uden at sætte miljø og klima øverst på dagsorden. Det er bydende nødvendigt.

Men omvendt skal naturen ikke menneskelig-ficeres.

For COVID-19 er ikke naturens hævn. Naturen hævner sig ikke. Naturen består af levende organismer, der gør det, som de er programmeret til – men intet af det er at sætte sig selv i relation til os mennesker på et abstrakt og overordnet plan.

Så vigtige er vi mennesker heller ikke, selvom vi elsker at se os selv som skabningens centrum.

Men det er vi ikke. Vi er til gengæld dem, som med vores handlinger kan bestemme udviklingen for os selv, en masse andre arter og jordkloden – og lige nu kører vi den gale vej:

Vi bliver flere og flere.

Vi sviner mere og mere.

Vi tror, at vi kan kontrollere vandet, luften og dyrene.

Men nej, vi skal stoppe med at udnytte naturen:

Stoppe med at fælde og brænde regnskov.

Stoppe med at have marker over det hele.

Stoppe med at have dyre i bur (og det gælder både vilde dyr på de kinesiske madmarkeder og mink i Danmark).

Stoppe med at hive olie og kul op af undergrunden og meget mere.

For hvis ikke vi nulstiller det hele nu og øjeblikkeligt, så ødelægger vi livsgrundlaget så meget for os selv, at vi i fremtiden end ikke kan blive uenige over at dele de goder, som kloden tilbyder.

Fordi så er der ingen goder tilbage mere til nogen af os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Look to Greenland: Klimaet KAN sejre

I 1942 holdt USA´s præsident Franklin D. Roosevelt den berømte ”Look to Norway”-tale, hvor han med udgangspunkt i nordmændenes heroiske kamp mod nazisterne begrundede, hvorfor der kun var en mulighed: Kampen for demokratiet – og for at det kun kunne ende med sejr.

Han sagde: If there is anyone who still wonders why this war is being fought, let him look to Norway. If there is anyone who has any delusions that this war could have been averted, let him look to Norway; and if there is anyone who doubts the democratic will to win, again I say, let him look to Norway.

Vi kan sige det samme i dag – bare med klimaet og med Grønland.

For partiet Inuit Ataqatigiit, som er imod minedrift i det uran- og mineralholdige Kvanefjeld, vandt det grønlandske valg – og dermed vandt miljøet og klimaet over kapitel og grådighed.

Det er en gamechanger i det store format. Lige så stor som da USA gik ind i 2. Verdenskrig. Nu gælder det bare den vigtigste kamp i vores tid – og nej, det er ikke pandemien, men klimaet, som det handler om.

Så derfor: Hvis der stadig er nogen, som stiller spørgsmålstegn ved, om det nytter at kæmpe for klimaet – lad dem se til Grønland. Hvis der er nogen, som tror, at vi ikke behøver at kæmpe for klimaet, lad dem se til Grønland – og endelig hvis der er nogen, som tvivler på, at menneskeheden, klimaet og bæredygtigheden vil sejre til sidst, lad dem se til Grønland.

Grønland sagde i går et stort NEJ til kapital og et lige så stort JA til miljø og klima. Grønland har dermed vist vejen for hele verden.

Qujanarsuaq, Kalaallit Nunaat.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bornholms Befrielse kom først for 75 år siden

Sidste år fejrede vi – på en stille måde pga. pandemien – Danmarks Befrielse for 75 år siden. Men det var ikke hele Danmark, som blev befriet i maj 1945.

Ét vigtigt område manglende – nemlig Bornholm.

Bornholms befrielse fandt først sted d. 5. april 1946, da de russiske styrker forlod klippeøen efter 11 måneders besættelse.

Altså for 75 år siden i morgen!!!

Russerne kom nemlig til Bornholm i de ellers så festlige majdage i 1945, og besatte øen – efter de havde bombet Rønne og Nexø grundigt. Ja, de to byer var mere ødelagte af bomber end nogen andre danske byer blev det under 2. Verdenskrig.

Mirakuløst nok holdt dødstallet sig på 10 døde bornholmere.

Det er selvsagt 10 for mange, og familierne til de 10 var ikke de eneste bornholmere, som led under den efterfølgende russiske besættelse.

Nogle russiske soldater opførte sig fint, og der var eksempler på gode kulturmøder med dans og musik på torvene i de bornholmske byer. Men der var også de såkaldte russer-sager. Sager om russiske soldater som stjal cykler, brød ind i husene med skarpladte våben og tog, hvad de ville have – og værst overgreb og voldtægter i en grad, så mange bornholmske kvinder ikke turde være alene hjemme.

For tænk hvis der kom en russer forbi? Og det gjorde dér tit i de 11 måneder, hvor russerne var uvelkomne gæster på klippeøen.

Det var slemt – og det blev kun værre af, at resten af Danmark glemte Bornholm i glædesrusen. Og en ting er, at man i en tid (uden de medier som vi har i dag) ikke kan bebrejde den almindelige dansker ikke at tænke på klippeøen i jublen.

Men regeringen, folketinget, landets øvrighed og kongen glemte også.

Det så man måske tydeligst, da kongen genåbnede Rigsdagen d. 9. maj 1945. Her nævnte han ikke med ét eneste ord Bornholm, selvom de to store bombardementer af henholdsvis Nexø og Rønne fandt sted d. 7. maj og d. 8. maj 1945.

Kong Christian d. 10 talte derimod som om krigen var helt slut, da han ved Rigsdagens åbning citerede Grundtvigs ord ”Guds freds med vores døde i Danmarks rosengård, Guds fred med dem som bløde af dybe hjertesår”.

Men INTET om Bornholm, som i absolut intet.

Men Bornholm er også en del af Danmark. Og på klippeøen flød hjerteblodet stadig – og skulle flyde i yderligere 11 måneder, inden danske tropper kom til øen 5. april 1946 – og Bornholm igen blev frit.

Danmarksbloggen ønsker Bornholm, ja hele Danmark tillykke med den store dag i morgen.

Den dag, hvor HELE Danmark endeligt var frit igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påske i evighedens perspektiv

Påsken nærmer sig. Påske no. 2 i pandemiens tid.

Sidste år var undertegnede inde ved Marmorkirken skærtorsdag. Det var en lys forårsaften, hvor kirkeklokkerne ringede – og hvor tulipantræerne, som står mellem Marmorkirken og Bredgade, blomstrede i al deres hvide og lyserøde pragt.

En på alle måder smuk aften, som også blev en højtidsstund, selvom den sædvanlige skærtorsdagsaftens-gudstjeneste var aflyst, fordi alle landets kirker var lukkede i påsken 2020.

For mens jeg stod dér i aftenlyset, så på blomsterne og lyttede til klokkerne, blev jeg åndeligt set løftet – og mindet om, at livet og naturen går videre, uanset hvad vi mennesker foretager os eller ikke-foretager os.

Sollyset, blomsterne og klokkerne dannede nemlig denne skærtorsdags aften en åndelig åbning ind i pandemiens mørke. En åbning, så jeg kunne kigge op og ud – og væk fra det timelige – og hen mod det evige.

Det er altid givende at få evighedens perspektiv på, når man overvældes af det timelige. Men det er ekstra godt i en pandemi, hvor vi let overmandes af mørket, kontroltabet, isolationen og alt det, som vi ikke kan foretage os.

Og ja, det er superærgerligt ikke at kunne det, man savner. Men det skal nok komme igen – også selvom vi må slippe kontrollen undervejs. Give os Gud i vold, som man sagde det i gamle dage.

For som der stod på den seddel, som Marmorkirkens præster og andet personale havde sat op på kirkedøren dér sidste påske 2020:

Og det her er kun en tid. Husk det nu. Vi åbner igen. Verden går ikke under.

Kun en tid. Lige præcis. Det gælder stadig. Vi får det hele igen. En skønne dag. Dén tro skal vi gå med – og leve på, også selvom den store genåbningsplan ikke bliver som lovet.

For gør vi det, så kan langfredagsmørket sænke sig over landet, over hele verden så meget, det vil. Det får os ikke. Vi er lysets børn, og vi ved, at lyset skinner i mørket – og at lyset vil sejre på den lange bane.

Dét bliver påskemorgen, lys og liv, lykke og sol igen.

Dén tanke er der kraft i at holde fast i – også her i den kommende påske. Ja, måske især her. Påske no. 2 i pandemiens tid.

GOD PÅSKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Genåbningsplanen er ét stort fata morgana

For et års tid siden talte paven om, at Corona-pandemien havde sendt hele verden ud på én stor, fælles ørkenvandring …

Det tror Danmarksbloggen på.

For vi gik – og går stadig – derude i ørkenen. På en langvarig vandring i et goldt og åbent landskab – berøvet de mange behageligheder og den søde luksus, som vi plejer at nyde.

Men nu skal det åbenbart være slut med at lide afsavn og leve eneboerlivet med uklippet hår, puslespil som ingen gider lægge mere og irriterende familiemedlemmer, som bager kager, samtidig med at de fermenterer både kål og god stemning.

Det var budskabet fra regeringen og alle andre af folketingets partier (minus Ny Borgerlige), da de sent i går aftes kunne præsentere den store genåbningsplan for Danmark.

Dén genåbningsplan består i korte træk af:

Tirsdag 6. april: Frisører og andre liberale erhverv åbner. Samtidig kommer elever i grundskoler, ungdomsuddannelser og på videregående uddannelser fysisk tilbage i skolen.

Tirsdag 13. april: Butikker i mindre storcentre og stormagasiner må åbne.

Onsdag 21. april: Museer, kunsthaller og biblioteker åbner igen. Det samme gør store butikscentre og stormagasiner – og udendørsserveringen – og noget indendørsidræt til børn og unge under 18 år.

Torsdag 6. maj: Indendørs servering åbner samt biografer, spillesteder og teatre – og dele af indendørs idræt til voksne.

Fredag 21. maj: De resterende dele af idræts-, forenings- og fritidslivet åbner.

Derfra skulle næsten alt – på nær natklubber og store arrangementer som koncerter og fx fodboldkampe – være åbne, og de sidste dele skal der ses nærmere på dér.

Alt sammen kræver adgang med Corona-pas – eller Min Sundhed, indtil Corona-passet er på plads.

Det lyder fantastisk, ikke?

NEJ, det lyder som et mareridt. For det kan meget let vise sig at være et fata morgana, en ørkenspejling, en luftspejling. Noget, som man tror, er dér. Men som man kun ser, fordi man ønsker at se det.

For sandheden er, at vi har en pandemi – og en britisk virusvariant, som vi med de nuværende restriktioner kun lige holder stangen. Men nu åbner vi altså samfundet mere og mere op. Det giver ikke mening, og man skal ikke være epidemiolog for at se, at smitten kommer til at stige. Måske endda voldsomt. Ja, op til fem gange så meget som nu, siger professor Viggo Andreasen.

Så kan man anføre, at vi vaccinerer. Jo, vist – men indtil nu har vi vaccineret alt for få til at bruge vaccinationen som virkemiddel mod pandemien. Kun 5,5% af befolkningen har fået begge stik. Og man skal som samfund have vaccineret cirka 10 gange så mange, nemlig minimum 50% af befolkningen, før man kan begynde at genåbne med et kontakttal, der ligger på 1 eller derover.

Og kontakttallet i dag er på 1,1.

Det vidste de så ikke i går aftes, kan man anføre. Men kontakttallet var 1 for en uge siden. Samtidig ved alle – også politikerne, at man i landene rundt om os er midt i 3. bølge, fordi man dér åbnede for tidligt – og for meget.

Men dét har de danske politikere intet lært af. Tværtimod. De 1) mener, at man godt kan genåbne, selvom 10 COVID-positive med de nuværende restriktioner smitter 11 nye, så 2) politikerne lægger altså grandiose planer for et gyldent forår, som med ret stor sandsynlighed ikke bliver til virkelighed.

Tværtimod. Den manglende evne til at holde ud og tage ansvar (og det gælder både borgere, politikere og medier) har ført til den store genåbningsplan, som igen vil betyde flere smittede, flere indlagte og flere døde.

Denne ørkenvandring i pandemiens tid bliver derfor både længere og mere dødelig end den havde behøvet at være. Meget længere – og med mange flere døde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Ordet” sendes som påskegave

Kan man anmelde på forhånd?

Selvfølgelig kan man ikke det. Men vi lever i en tid, hvor så meget ”man ikke kan” alligevel kan lade sig gøre, bare på en anden måde end ”det vi plejer”.

”Sammen på afstand” hedder det som bekendt også, uden at nogen anfægter denne åbenbare modsætning.

Derfor er det her heller ikke en anmeldelse af Folketeatrets version af Kaj Munks ”Ordet”.

Det er en anbefaling.

En stor anbefaling til 2. påskedag d. 5. april at se ”Ordet”, når forestillingen gratis sendes i tidsrummet kl. 15-23. Gå ind på www.folketeatret.dk for yderligere detaljer – og tilmelding.

Vi har brug for det. Det er åndelig føde.

Kulturen har været nedlukket i snart fire måneder – og savnet og sulten er stor.

Undertegnede kommer i hvert fald til at sidde klistret til skærmen, også fordi jeg kender lidt til det, der venter.

Når man anmelder, får man nemlig altid i forvejen flere fotos at vælge imellem som illustration til anmeldelsen. De billeder kan fortælle rigtig meget, hvis de er taget af en god fotograf. Et billede siger mere end 1000 ord og den slags – og det gælder i høj grad Gudmund Thais billeder af Folketeatrets ”Ordet”.

Når jeg ser på dem, så kan jeg i maven mærke suget efter at sidde i det røde plyssæde igen. Men jeg registrerer også de små hår rejse sig i nakken, og ilingerne løbe under huden.

For den her forestilling ”Ordet” havde været et af sæsonens højdepunkter. Kaj Munks tekst, opsætningen og så det formidable håndværk, som de deltagende skuespillere er garanter for.

Det havde været så stort at være til stede i salen. Se, høre, mærke forestillingen med hver en fiber af kroppen.

Nu bliver det så digitalt på skærmen, men det skal nok blive godt alligevel.

Fordi de kan, fordi de vil, dem på scenen, som er: Waage Sandø, Preben Kristensen, Amalie Dollerup, Esben Dalgaard Andersen, Mads Reuther, Morten Brovn, Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jeanette Binderup-Schultz, Nadia Jasmin Nielsen og Mia Ellen Kjær.

Det er Moqi Simon Trolin, der har instrueret, mens Palle Steen Christensen står for scenografien.

Jeg glæder mig – og anbefaler ”Ordet” til alle, uanset om solen skinner, det regner eller sner, og uanset hvad de fordømte smittetal siger om to uger.

For det her bliver ikke en tidsbestemt flugt fra Corona-pandemien. Det her bliver en berigelse, en mulighed hvor vi ser op og ud mod det, som er større end det timelige – ser mod det, som vi åndeligt lever af.

Jesus genopstod som bekendt påskedag, som i år er søndag d. 4. april.

Dagen efter, mandag d. 5. april, genopstår kulturen på Folketeatret. Vær til stede – derhjemme på skærmen i denne modsætningens tidsalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De seje prinsesser

Her kommer et rigtigt eventyr:

Studievært Puk Elgård har på Instagram skrevet: Jeg synes, det er på tide. At vi hepper på de gode mænd. De mænd der aldrig danser alt for tæt eller er grænseoverskridende og dominerende. De mænd der er vores fortrolige og de mænd der skaber god stemning på vores arbejdspladser. De mænd der passer på os i nattelivet, i hverdagen og i hjemmet og spørger om vi er okay og giver tryghed og god energi. De mænd findes og dem må vi ikke glemme. Tak for jer. Citat slut.

NEJ, vi skal ikke hylde mænd for at opføre sig på måder, som det alle dage som minimum er blevet forventet, at kvinder skal opføre sig.

Ja, kvinder har endda altid fået at vide, at de skal gøre endnu mere. At man som kvinde skal sørge for, at ALLE har det godt. At der er prestige i at være klassens mor, arbejdspladsens gode fe. For det bliver man jo så glad for inderst inde. Og ja, det har man selvfølgelig også overskud til at være dag efter dag, år efter år uden at få anden anerkendelse end måske et klap i røven til julefrokosten (et klap som man ifølge dette værdi-set skal være glad for).

Samme fortælling siger så iflg. Pul Elgård, at mors lille prins skal have ros, når han ikke gramser løs på tilfældige kvinder, eller kommer med chauvinistiske bemærkninger og vitser om svigermødre og blondiner.

Jeg brækker mig.

Desuden kan jeg som mor til en 19-årig kvinde fortælle, at de der mænd, der passer på fremmede kvinder, er en myte. De findes ikke. Hver gang min datter eller hendes veninder har været i problemet i nattelivet, så er de blevet hjulpet af 1) deres veninder, 2) de mænd de i forvejen var venner med – eller og nu bliver det interessant 3) fremmede kvinder.

De hjælper selvsagt også andre kvinder, som fx dengang de mødte et par meget unge piger, 14-15 år, som var så berusede, at de var direkte syge. De gav pigerne mad og vand fra den nærmeste 7-11 – og fulgte dem så hjem. Det lyder måske som en heltinde-historie. Men sådan gør kvinder bare. Det er hverdag.

For blandt kvinder er der nemlig et stort søsterskab, hvor man holder øje med og hjælper hinanden, hvis man kan se på et dansegulv, en togstation og alle andre steder, at der er en kvinde, som er i problemer.

Så nej, vi skal ikke hylde mors lille prins. For der er INTET at hylde ham for. Enten gør han ingenting, eller også overskrider han kvindernes grænser.

De seje prinsesser – som er helt deres egne – skal derimod hyldes for deres store indsats for sig selv og hinanden.

You go, girls and women 😊

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske politikere spiller hasard med danskernes liv

Det kan ikke gå stærkt nok med genåbningen i Danmark, synes politikere, virksomheder, medier og mange borgere.

Regeringen siger således, at vi snart skal have et vaccinepas. Et vaccinepas, hvor i princippet en negativ test er nok til at give adgang til restauranter, museer og alt det andet, som pt. er lukket.

Oppositionens selvbestaltede leder Jacob Ellemann går så endnu videre, og vil have ALT – som i ALT – åbnet NU.

Samtidig i udvalgte lande omkring og nær os er situationen:  

Tyskland: Eksperter siger, at folkesundheden er truet.

Polen: Mutationerne fra Brasilien og Sydafrika driver smitten.

Norge: Har lukket nærmest totalt ned de sidste dage – og siger nu max to personer i private hjem.

Sverige: Kører sit eget løb – som altid i denne pandemi. Men der tales om, at 3. bølge allerede er i Sverige. Den brasilianske variant er også fundet flere steder.

Tjekket og Slovakiet: Landets sygehuse er overbelastede.

Italien: 21.000 nye smittede – alene i går søndag.

Frankrig: Hvert 12. minut indlægges en person på intensiv – alene i Paris.

Alle sammen lande, hvorfra der kommer rejsende, håndværkere og andre personer indover de danske grænser.

Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan vi – i lyset af dét og i den viden, som vi har om virussen – forsvare at genåbne yderligere? Vi burde tale nedlukning. Men det gør de danske politikere ikke. For det er der ingen stemmer i.

Konklusion: De danske politikere spiller hasard med danskernes liv – og virker ganske upåvirkede af, at kampen om magten kan koste menneskeliv!!!

Eller med andre ord: Men in Black-bevægelsen er det rene vand sammenlignet med mændene og kvinderne på Christiansborg, når det kommer til evnen til at sætte fut i pandemien, få gang i smitten, og få danskerne på først sygehusene og siden lighusene.

Der er grund til at være bange. RIGTIG BANGE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Picture of Lies”

Kan man forestille sig en kulturel thriller? Måske, måske ikke.

Men det er ikke desto mindre eksakt, hvad man får, hvis man sætter sig foran skærmen d. 22. marts, hvor der er VOD-premiere på Giuseppe Capotondis film ”Picture of Lies” med danske Claes Bang i hovedrollen og i selskab med den talentfulde Elizabeth Debicki samt verdensstjerner som Donald Sutherland og Mick Jagger. Ja, dén Mick Jagger.

Alle fire leverer top-skuespil, som også sprudler på grund af den usædvanlige sammensætning af castet:

En af verdens største rockstjerner, som er eminent og ekspressiv i rollen som rigmanden Cassidy, der er uden skrupler både generelt og især i bestræbelsen på at få fat i et værk af kunstneren Debney.

Debney spilles af den legendariske Donald Sutherland, og man føler sig – ligesom Claes Bangs karakter – in the presence of greatness, når Sutherland toner frem på skærmen. Han spiller så legende let, dybt og smukt som et billede af Monet, og får alt til at se så nemt ud.

Men det er selvfølgelig en løgn. For skuespil er ligesom kunst svær, hvis det skal brænde igennem – og det gør det her. Det ved Claes Bangs karakter, den charmerende, men moralsk ret anløbne kunstanmelder James Figueras også. Ikke at det stopper Figueras i at gøre, hvad han kan for at komme nær Debney, så han kan sørge for, at Cassidy får sit billede – og han selv sin belønning.

Claes Bang spiller fantastisk – og helt op – til Donald Sutherland. En bedrift i sig selv. Dansk film er i disse år også inde i en guldalder, og der er mange, som kan blive den første danske skuespiller, som snupper en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Note: Skriv Claes Bang på dén liste over mulige kandidater. Han kan det hele – og får lov til det hele i de udenlandske film, også for en mand vældig mange scener uden tøj på. Dét er ligeret.

Elizabeth Debicki, som vi allerede kender fra ”Natportieren” og ”The Great Gatsby”, spiller også her en anæmisk, sart og alligevel skarp-som-en-ragekniv-kvinde ved navn Berenice Hollis, som ikke omtales som en muse i filmen, men som er en muse: Luftig, inspirerende for de mænd, der er omkring hende, men uden nogen klar forklaring på, hvorfor hun er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Men filmen har et gedigent plot, hvor handling og relationer udfolder sig og udvikles som farverne på et lærred. Hvor vi som beskuere indimellem er så tæt på billedet, at vi ikke kan se det klart, mens vi andre gange er så langt fra, at vi tror, at vi har regnet det hele ud.

Det skal selvfølgelig ikke afsløres, hvad der er løgn, og hvad der er sandhed. Den opdagelse skal man selv have lov til at få. Det eneste, der skal slås fast er, at løgnen og løgnens væsen – og måske nødvendighed – sammen med de masker, som vi alle bærer på, er en vigtig del af filmen.

Der er med andre ord masser at gnaske i for dén, der kan lide at få noget til eftertanken og filosofien over tilværelsen og dens mening. Men der er også noget til dén, som foretrækker action og en god thriller. Normalt mødes de to formål ikke i samme film – men det gør de her hos Giuseppe Capotondi.

Det er fint. Ja, det er ligesom at frembringe et maleri, hvor personerne på samme tid bliver malet, som Renoir og Picasso gjorde det. Det bør ikke kunne lade sig gøre, og det kan det heller ikke på et lærred beregnet til farver og pensler, men på filmlærredet kan det godt.

For i denne film mødes modsætningerne, så det giver mening – på nær nogle få steder i filmen, hvor man tænker, at noget virker ulogisk. Men skal handlingen fortsætte, så kan vi kun gå ned ad den vej.

Danmarksbloggen giver ”Picture of Lies” fem ud af seks tuber med akrylmaling. Det er solidt håndværk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk