“Do they know” … det handler om evnen til at tolke en sangtekst!

Udgivet den af
Svar

Flere nutidige popstjerner kritiserer den gamle pop- og støttesang “Do they know it´s Christmas”, og siger, at den tegner et forkert billede af Afrika? Men forholder det sådan? Er den nedsættende overfor folk, som bor i Afrika?

Gu´ er den ej.

Det er en STØTTESANG med det formål at gøre noget ved den nød og elendighed, som fandtes i Afrika for 40 år siden, da sangen blev skrevet – og som desværre stadig findes. Cirka 800 millioner på verdensplan – heriblandt mange i Afrika – sulter i 2024.

Ingen – hverken nu eller dengang – tvivler på, at der OGSÅ findes steder og lande i Afrika, hvor sult og nød ikke er en fast del af hverdagen.

Man skal nemlig være meget begrænset i sit hoved, hvis man tror, at en popsang dækker sandheden, kun sandheden og hele sandheden om et helt kontinent. Men begrænsede er måske netop, hvad de kritiske røster er.

For de kan heller ikke finde ud af at tolke en sangtekst. For når man i sangen synger Do they know it Christmas-time at all, så taler man IKKE om afrikanere som værende dumme.

TVÆRTIMOD er udsagnet en understregning af, at når et menneske er i en katastrofesituation (og det er det at prøve at overleve en hungersnød), så er julen det sidste, som man bekymrer sig om. Så handler alt om at overleve.

Så når kritikken mod sangen rejser sig i disse tider, er det et udtryk for, at nogle af nutidens sangere – som fx Ed Sheeran – faktisk ikke er i stand til at læse og tolke en sangtekst. Dét er godtnok trist – og man får lyst til at citere en anden linie fra sangen:

There´s a world outside your window. Det er der også udenfor den begrænsede – og begrænsende – opfattelse af virkeligheden, som folk som Sheeran ligger for dagen.

Ps. “Do they know it´s Christmas” kan i år fejre 40 år ligesom Whams ”Last Christmas”, som handler om noget langt mindre politisk farligt – nemlig kærestesorg ved juletid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Madame Ida”

Udgivet den af
Svar

”Madame Ida” får premiere i udvalgte biografer på mandag d. 2. december, og det er en vældig anbefalelsesværdig film til alle, som holder af kvalitet. Filmen er ganske langsomt fortalt i smukke billeder, stille musik – og med stor sans for både ord, stemninger og metaforer.

Vi er i 1950´erne, hvor vi følger børnehjemspigen Cecilia, der efter en voldtægt bliver gravid – og af det menneskefjendske forstanderpar (hvor manden endda er faderen til barnet) føres til villaen Aurora langt ude på landet. Her er det meningen, at Cecilia skal føde – og efterlade – sit barn i en villa, hvor to kvinder tro mod navnet Aurora (som er et andet navn for Tornerose) lever i en drømmetilstand væk fra verden.

Husets ejerinde overklassekvinden Ida, der spilles af Christine Albeck Børge med stor flair for karakterens længsel efter kærligheden, og især moderkærligheden, lever sammen med hendes trofaste tjenestepige Alma et liv, hvor der spises godt, ryges ivrigt, drikkes vin i stride strømme og læses masser af eventyr.

Her er altså dannelse, latter og farver. Eller hvad? Er der ikke også en skygge et sted i al det glade leben, som også får børnehjemspigen Cecilia ud af sin skal? Jo, det er der – og den skygge er både dybere og mere dunkel, end man først aner.

Men som et løg, der deles lag for lag, folder filmen og historien sig ud – og vi kommer bagom husets to beboere, som i sig har mange skjulte sider i modsætning til Cecilia, som er det, hun giver sig ud for at være: En ung pige, der savner at høre til – og at være elsket.

En central scene i filmen – som ofte i fortællinger – er, da de tre kvinder opfører et skuespil, som husets ejerinde Ida selv er i gang med at digte, og som minder om en blanding af Shakespeare og en græsk tragedie. Dét er næppe tilfældigt – på mere end én måde. Græske Medea møder skotske Fru Macbeth med danske Holberg og en aldrende og mere dyster Pernille i ascendanten.

En anden central scene – som også er en klassiker i fortællinger – er middagsselskabet, hvor normaliteten her afspejles i form af de andre omkring bordet, som lever op til alle konventioner om, hvordan man opfører sig, hvad man taler om osv – i hvert fald i begyndelsen.

For lige som de tre kvinder i villaen har også dem ved bordet deres livskriser med sig – og vi når at kradse lidt i overfladen. Ja, den ene får endda sin huds overflade brudt ret eftertrykkeligt, hvilket bliver startskuddet til endgamet, som bringer en både voldsom og logisk slutning med sig.

Hvordan filmen så ender, skal ikke røbes her. Men når den gule og helt tavse kanariefugl Tiberius synger, så går verden efter sigende under. Spørgsmålet er så bare, om der også opstår en ny jord og en ny himmel?

Det er Flora Ofelia Hofmann Lindahl, som spiller Cecilia – og det gør hun eminent. Store dele af hendes tid på lærredet er uden ord, men kun med mimikken og øjnene til at fortælle historien. Det gør hun så. Det samme gør Karen-Lise Mynster, som spiller Alma, og som er den, hvis historie vi får mindst viden om. Men man er slet ikke i tvivl om, at hun kan brage lige igennem os, som hun også siger det i filmen.

Hun og de andre to hovedroller brager i hvert fald rakt igennem lærredet. Det er også tre dygtige skuespillerinder til tre stærke roller – og med kapaciteter som Sarah Boberg og Stig Rossen i to af mange fine biroller i en film, som trods kant og skarphed ender så underligt uforløst – som livet selv ofte netop er det.

Madame Ida” er en film, som ligger sig i feltet mellem kammerspil, psykologisk thriller og socialrealisme på en måde, så den bliver helt sin egen. Det er også en film med TRE hovedroller – alle besat af kvinder.” BRAVO.

”Madame Ida” skal derfor have fem ud af seks af de krabber, som vi ser her og der og allevegne i filmen. Krabber, som symboliserer os mennesker og vores længsel efter at komme ud af skallen og blive elsket i al vores sårbarhed. Selvom lige dét måske er det eneste, som vi ikke kan – hvis vi også skal overleve.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Black altmuligt er rettidig omhu

Udgivet den af
Svar

Ai, jeg handler altså ikke under Black Friday/Week/Month, kan man høre fra især velbjærgede, som fortsætter: Vi betaler, hvad det koster. Ja, det gør vi.  

Ja, det må enhver jo selv om. MEN for langt de fleste danskere giver et godt tilbud mening.

20% på bøger kan man ofte få. Og tro mig: Det er PRÆCIS den samme bog. Det sidste kapitel er ikke revet ud eller noget. Man får bogen fra start til slut – og sparer penge.

Og det kan blive til en del. Skal man fx give fem bøger i julegave til 200 kroner stykket, så koster det normalt 1.000 kroner, men under Black altmuligt slipper man med 800 kroner.

Man sparer altså 200 kroner, som man måske kan supplere madbudgettet med – eller bruge til mandelgaven plus lidt juleslik. Eller endnu en julegave.

Man kan også – hvis man har råd – give besparelsen på de 200 kroner til fx Frelsens Hær eller en anden velgørende organisation, som hjælper de alt for mange fattige danskere her til jul.

Så hvor Lars Løkke engang arrogant sagde: Hvad kan man få for 2.000 kroner? Et par sko?
Så er det Danmarksbloggens holdning, at en tiendedel af det beløb, nemlig 200 kroner faktisk kan række til en hel del – især for de mange, som ikke er vant til at bruge 2.000 kroner på ET par sko.

Så don´t be shy …

Glæd dig selv og din familie – og hvis du har overskud fattige familier … og køb dine julegaver her under Black altmuligt.

Dét er rettidig omhu …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Shakespeares Ghost”

Udgivet den af
Svar

Jeg har altid tænkt på Shakespeare … som Shakespeare. Men ude i november-mørket efter repremieren på London Toast Theatres ”Shakespeares Ghost”, der pt. gæstespiller på ”Teatret ved Sorte Hest”, er jeg blevet en af dem, som er overbevist om, at barden i virkeligheden ikke var handskemagerens søn William Shakespeare fra Stratford-upon-Avon, men skomagerens søn Christopher Marlowe fra Canterbury.

Historien er enkel: Den velbegavede og fra Cambridge University uddannede Christopher Marlowe, som også arbejdede som spion for Elizabeth d. 1, og som havde mægtige folks gunst, var i slutningen af 1500-tallet engelsk teaters golden child, da han skrev skuespil som ingen andre.

Marlowe var så samtidig også ateist og bøsse – og især kirken, men også andre med magt, havde derfor et horn i siden på ham. Så Marlowe blev fængslet og skulle for retten – og formentlig henrettes tilbage i 1593, der står som hans officielle dødsår, og hvor store dele af stykket foregår.

MEN – og nu kommer stykkets plot-twist: Da Shakespeare dør i 1616, finder en anden spion ud af, at Marlowe i virkeligheden IKKE døde 27 år før. Men at dette geni, der var for sproget, hvad Mozart var for musikken, i stedet – med mægtige folks velsignelse og hjælp – fakede sin egen død, rejste til det europæiske fastland, hvorfra han fortsatte med at skrive. Nu blot med en vis Shakespeare stående som forfatteren.

Om det er sandt eller ej, kan formentlig aldrig bevises. Men teorien er besnærende. Og sandt er det, at tre af Shakespeares tidlige skuespil tidligere blev opfattet som værende skrevet af Christopher Marlowe. Stilistisk minder Marlowe og Shakespeare også så meget om hinanden, at der let kan være tale om den samme person.

Kritikere af Marlowe-teorien hævder så, at Shakespeare er mere forfinet. MEN da Marlowe officielt dør i en alder af blot 27 år (ja, den berømte 27-klub startede allerede dér), er det rimeligt at antage, at Marlowe i hans 30´ere og 40´ere havde udviklet og forbedret sit i forvejen unikke skriveri.

Vivienne McKee, som de fleste kender som Le Grand Dame i Crazy Christmas Cabaret, har både skrevet og instrueret ”Shakespeares Ghost”, hvor datidens engelske tradition med udelukkende mænd på scenen følges, idet det er kendingene David Bateson, Linford Brown og Kevin Kiernan-Molly, som gestalter et i datiden velkendt persongalleri i fem scener i det, som er et teaterstykke i sin helt egen genre, helt egen kategori.

For hvad er det i grunden, som vi ser på scenen, der med sit sort-hvid-ternede gulv, tre søjler, bord og stole og fjerpenne, kårder og andet kræs er en perfekt renæssance-scene? Er det et mordmysterium? En kriminalgåde? Verdens første ghost-writer, I presume? En kærlighedserklæring til barden – og til teatret? Et kammerspil om religion, magt og teater, hvor uvidenheden iflg. Marlowe – og nok også iflg. McKee – er den største synd?

Det er det hele. Bundet op i en buket af lige dele drama og humor, som har Crazy Christmas i ascendenten. Dette herlige show, som desværre ikke kommer i år (boooh), men som heldigvis vender stærkt tilbage i 2025 (hoooray).

Så har man cravings efter de gæve englændere og deres leg med ord – og er man samtidig bidt af en vis William Rystespyd, som Dr. Van Helsingør from Elsinore (Bent) nok ville kalde Shakespeare, så gak til Vesterbro, og blev både klogere og godt underholdt.

Der er ordleg som det latinske memento mori, som slaven bag tronstolen hviskede til den romerske kejser. Det betyder husk at du skal dø, men oversæt her bliver det selvfølgelig til husk og dø. En fuld teatersal skreg af grin igen – og igen – og igen.

Det vrimler også med citater fra bardens berømte stykker – også i mixed versions, der giver mening i stykket, og som jeg ikke kunne dy for at citere med på (indeni mig selv, håber jeg – ellers undskyld til alle omkringsiddende).

For de citater er altså kræs, den fineste ord-vin, som man kan få, hvad jeg også tror, at Vivienne McKee mener. Hendes store beundring for barden skinner igennem forestillingen, men også – og heldigvis – med en tilgang, som nok er respektfuld, men ikke næsegrus, som man ellers ofte ser det i Danmark.

For englænderne – og Fru McKee er englænder – har en sædvane med frejdigt at gå i flæsket på bardens ord, og det kommer der altid noget forfriskende ud af. Også i dette stykke, der i sit vovemod minder mig om den måde, som man på bardens genopbyggede teater ”The Globe” i London opfører hans stykker, så det smælder mellem træsøjlerne for både siddende og groundlings.

For Shakespeares ord runger gennem århundrederne, og de er stadig mere nye, mere friske, mere givende end nærmest alt, som skrives i dag, i morgen – og om fem år.  

Som det læses i “Det Skotske Stykke” (og sig ikke navnet!!!): Life’s but a walking shadow, a poor player. That struts and frets his hour upon the stage. And then is heard no more. It is a tale. Told by an idiot, full of sound and fury. Signifying nothing. Men bardens ord kan alligevel mere, end hvad Eders filosoffer drømmer om.

Danmarksbloggen giver ”Shakespeares Ghost” 5 ud af 6 fjerpenne, som den der blev brugt til at skrive verdens bedste dramatik. For det er det – uanset hvem der står bag. Omvendt er uvidenhed den største synd, og sandhed den største dyd. Og man er i godt selskab, når man hepper på Marlowe. Fortælle-giganter som Charles Dickens, Charlie Chaplin og Orson Welles gjorde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julemarkedernes forbandelse

Udgivet den af
Svar

Det er efterhånden et par år siden, at undertegnede sidst vovede sig ind på et julemarked. Jeg når aldrig længere end til udkanten, så frastødes jeg på en måde, så det føles fysisk – og går i en anden retning, mod mere stille gader, hjemad eller ud i naturen …

For 20 år siden var julemarkederne ellers noget af det hotteste – og faktisk rigtigt hyggelige. Dengang startede de først op mod december. De var få og små, og det var begrænset, hvad man kunne købe – foruden at det meste var af god kvalitet fra spegepølserne til strikhuen og glasset med god gløgg.

I dag derimod vrimler det med julemarkeder. Alene i det centrale København er der i år: Et på Kultorvet, et i Nyhavn, et på Højbro Plads, et på Nytorv, et ved Thorvaldsens Museum – og så selvfølgelig det store i Tivoli, som så koster indgang til Den Gamle Have.

Men de andre julemarkeder er gratis at besøge – og fulde af skrammel, som sælges til en alt for dyr penge. Foruden at stanken af oversukrede churros, (for)brændte mandler og dårlig gløgg ligger som en tåge over det 100% unødvendige og klima-fjendtlige overforbrug, som starter allerede nu i begyndelsen af november.

For mange af byens julemarkeder åbner i disse dage – hvis ikke de allerede er åbne. Det bliver altså til en flere uger lang og meget larmende forbandelse under de lange kæder af elektriske lys, der skal give illusionen af ”hygge”.

De fleste æder den så råt – og tager et væld af selfies, mens de har en rest af æbleskiven siddende i mundvigen, en plet af gløggen på det nye – og lyse – halstørklæde samt solide lommesmerter, som så først opdages i januar.

For julemarkederne udhuler både pengepungen og julehyggen. Så boykot julemarkederne og alt deres væsen. De har intet med julen at gøre – og de er dårlige for klimaet.

Lav dig i stedet et glas god gløgg derhjemme og sæt dig med en bog – eller inviter venner over til snak. SÅ bliver det hyggeligt. SÅ bliver det jul – når altså julen kommer. For lige nu er det den vidunderligt stille og grå november. Tiden til eftertænksomhed og refleksion.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jøde tvinges til at opgive sit studie på RUC

Udgivet den af
Svar

Den er helt gal:

En jødisk studerende har været nødt til at opgive sit studie på RUC, fordi han dagligt forfølges af en gruppe på RUC, som kalder sig “RUC Intifada”, og som står bag flere demonstrationer med maskerede deltagere, hyldester til terrorleder, propalæstinensisk hærværk – og altså også personlige angreb.

Det oplyser TV2 News.

Intifada betyder i øvrigt opstand, og er en term, der bruges af visse – ofte ret fundamentalistiske – muslimer – ofte sammen med termen jihad, der betyder hellig krig

Men det er RUC Intifada, som skal 1) smides ud og 2) meldes til politiet, som så må stå for den videre efterforskning og evt rejse en sag for domstolene, hvis de vurderer, at der er grundlag for det.

For vi lever i en liberal retsstat – og det skal vi blive ved med. Og vi skal ikke lade os knægte af folk, som råber højt, når de sætter islam højere end demokrati og individets rettigheder.

Så det er NU, at vi skal reagere, NU vi skal slå endnu stærkere ring om vores jøder, NU vi ikke skal acceptere den fundamentalisering, som sker i visse muslimske miljøer.

Det handler om vores demokrati. Om at ALLE borgere i Danmark skal kunne leve i tryghed.

Men det kan jøderne ikke i øjeblikket – og det skyldes visse grupper af muslimer!!!

Dét skal og kan vi ikke acceptere – hverken som enkeltpersoner eller som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De lydløse”

Udgivet den af
Svar

66 millioner kroner. Så mange penge er endnu ikke fundet efter det største røveri på dansk grund, som fandt sted i 2008. Det skete mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby, og udbyttet var over 70 millioner kroner.

Filmen ”De lydløse” handler om tiden op til røveriet, selve røveriet og tiden efter røveriet – og titlen hentyder til, at kontanter er lydløse.

For hvor digitale penge kan spores tilbage til tiden før skabelsen, så er kontanter herreløse penge, når først de er sluppet ud – og de vel og mærke stadig er gyldige. Det er der mange danske sedler, som ikke er pr. 31. maj 2025. Deraf måske nogen fra røveriet i Brøndby i 2008?!

I filmen ser vi Gustav Giese tindre i hovedrollen som Kasper, der ikke lykkes med at få succes som bokser. Har du hovedet med? Man skal have hovedet med, siger hans boksetræner.

Men det kniber for Kasper. Både når han bokser, når han laver kriminalitet, og i forholdet til sin snart 7-årige datter, som han fx giver pommes frites og nuggets, selvom de lige om lidt skal have sund aftensmad hjemme hos datterens mor, som Kasper stadig har et venskabeligt forhold til, selvom de ikke er sammen som par mere.

Kasper er også den eneste person i filmen, som vi kommer lidt ind på livet af, men ikke længere end at vi kan se, at han har en længsel efter at være anerkendt.

Det er også et alment medmenneskeligt behov, som man i glimt kan fornemme hos dem, som han laver røveriet med – og hvor især den franske skuespiller Reda Kateb spiller en markant birolle som en brutal psykopat med isnende overbevisning.

På den rigtige side af loven møder vi Amanda Collin som sikkerhedsvagten Maria, der søger ind til politiet, og som minder om Kasper. Maria har heller ikke altid hovedet med, og hun reagerer også på følelser og impulser.

Det kunne være interessant at se Collin og Giese sammen som en moderne version af Bonnie & Clyde. De kan begge noget med at have en rå og kompromisløs udstråling, samtidig med at man aner en eksistentiel kamp og følsomhed nedenunder.

I ”De Lydløse” er det så Giese, der får lov til at shine – også på en måde, hvor man tænker ”der bliver ikke skjult noget her”. For ét er billederne af Gieses tatoverede og muskuløse krop, der står helt skarpt. Noget andet er, når vi ser ham i stramme, hvide underbukser, som lyser op på lærredet, så blikket helt naturligt falder på bulen.

Man bliver derfor nødt til at spørge: Er det udstilling af manden – eller er det ligestilling? For kvinders bryster og bagdele har mange gange været udstillet på præcis dén måde – og dét i talrige film.

Her sker det så i en film, som på ingen måde handler om romantik og kærlighed, men som er en gedigen actionfilm holdt i de for genren så benyttede grå og sorte nuancer, regn, masser af nattebilleder, våben, biljagter og hvad der ellers hører til en realistisk film om et kup, der er meget langt fra Olsen Bandens charmerende løjer, selvom røveriet i 2008 også involverede en fantasifuld plan med en gravko, en masse partisansøm og flere skraldebiler.

For ”De Lydløse” glorificerer ikke forbrydelser. Her er ingen ære. Her er virkeligheden vist præcis så brutal, voldsparat og afstumpet, som livet som kriminel er. Det er prisværdigt, og fortjener stor ros.

Desværre mangler også nogle perspektiver og dybder i skildringen af menneskene på den forkerte side af loven, så Danmarksbloggen ender på fire ud af seks tasker fulde af de store pengesedler.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den orange trussel …

Udgivet den af
Svar

Halloween nærmer sig, men i år sker det store gys ikke på torsdag d. 31. oktober.

Datoen for årets mest skræmmende event er ugen efter, tirsdag d. 5. november. Det er nemlig dagen, hvor USA skal vælge den næste præsident.

Scenarierne er frygtindgydende:

  1. Bliver det Donald Trump, er vejen mod et diktatur banet. For denne gang ved Trump, hvordan og til hvad han skal bruge magten og statens institutioner til at give ham selv uindskrænket magt. Og det lader ikke til, at hverken hans eget parti eller Højesteret er i stand til at stoppe ham. Konsekvenserne af et genvalg af Trump vil derfor være fatale – for USA og for hele den frie verden.

  2. Bliver det Kamala Harris, er risikoen for voldelige optøjer – i værste fald en borgerkrig – reel. Dét kan derfor også ende fatalt – for USA og hele den frie verden, selvom Harris er helt rigtig i sine holdninger.

USA er i en så farlig situation, at alverdens græskar, spøgelser, hekse, vampyrer, mumier og andre ellers uhyggelige skabninger virker som små, søde hundehvalpe – lige til at give en godbid.

Trick or Treat. Gys eller guf.

Den store, orangefarvede trussel fra USA tårner sig op – og der er grund til at være bange. Rigtig bange for den orange græskar-mand: Make Halloween – and the rest of the year – scary again.

Som om der var brug for dét i en verden fuld af angst!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Apprentice”

Udgivet den af
Svar

I dag har Ali Abbasis film ”The Apprentice” om Donald Trump dansk premiere. Apprentice betyder lærling på dansk, og var også navnet på Trumps realityshow mange år senere end i de 70´ere og 80´ere, hvor filmen foregår.

Titlen må formodes at være nøje udvalgt, idet filmens budskab er, at Trump i starten var en ydmyg lærling hos den kendte og frygtede advokat Roy Cohn, som måske er ukendt for mange danskere. Men det var Cohn, som sørgede for at få Rosenthal-parret henrettet som russiske spioner, foruden at han var assisterende anklager under kommunist-forfølgelserne i 1950´ernes USA.

Siden fulgte så et liv, hvor Cohn skruppelløst via korruption, afpresning og hvad han ellers kunne finde i værktøjskassen med beskidte tricks, hjalp sine venner, der indebar folk som præsident Ronald Reagan, aviskongen Robert Murdoch, kunstneren Andy Warhol, præsident Richard Nixon (ham med Watergate-skandalen) og andre med stor magt og en lige så stor mangel på moral.

Roy Cohn spilles stærkt og med nerve af Jeremy Strong, hvad enten man ser Cohn i hans allerhelligste, hvor han har alle sine kassettebånd med de aflyttede samtaler, oplever ham fornedre alt og alle omkring sig, deltager i sex-orgier, eller tryner borgmestre og andre folkevalgte. Filmen kører simpelthen i et meget højere gear, når Cohn er på lærredet.

Det er også den historiske Cohn, som man gerne vil vide mere om. For hvem var denne mørkets fyrste, der patriotisk sagde, at USA var hans største klient, men som også bekæmpede både jøder og homoseksuelle, selvom han selv var begge dele. Cohn, som døde af AIDS i 1986, selvom han til det sidste hævdede, at det var leverkræft.

Måske Cohn bare var noget så banalt som en mand uden moral, men med et kæmpe ego? Den slags mænd er så også farlige, når de har penge og magt – og det havde Cohn. Det samme har – og havde – Donald Trump, som i modsætning til, hvad filmen hævder, allerede som dreng og ung mand havde en stor brutalitet, der blot skulle forfines, så det blev til det værktøj, som Trump siden hen har bygget sit liv på.

For det var dén proces, som Cohn hjalp Trump med. Primært ved at lære Trump sine egne tre leveregler, som Trump efter Cohns død så kaldte sine egne, og som Trump stadig lever efter: 1) Angrib, angrib, angrib. Går de efter dig med en kniv, så gå efter dem med en bazooka, 2) Benægt, benægt, benægt – også fakta, og endelig 3) Anerkend aldrig et nederlag. Insistér på at du vandt – at du sejrede.

For der er kun to slags mennesker i verden iflg. Cohn – og Trump: Dræberne – og taberne. Og Trump ville ifølge ”The Apprentice” så gerne være en vinder, og så måtte han blive en dræber. En, som ikke længere var den underdanige klumpe-dumpe, som vi ser i starten af Abbasis film. Ham, der ikke kan finde ud af hverken at indkassere huslejen hos faderens lejere eller få en dame til at sige ja, når han inviterer hende ud.

Men Trump var aldrig den trods alt lidt sympatiske klumpe-dumpe med omsorg for broderen og moderen. Trump var fra barnsben en bølle, som kun tænkte på sig selv, og som af samme grund blev sendt på militærskole, hvor han så lærte endnu mere af det, som gjorde, at han endte som præsident, men inden da en af USA´s store byggematadorer.

The Golden Boy i New York og Atlantic City med en sort sjæl, der voldtager konen, og generelt bruger andre – især kvinder – som var de ting. Som ender omgivet af guld både i Trump Tower og på Mar-a-Lago og med en kage lavet som det amerikanske flag, mens han både hylder og ydmyger hans gamle mentor Cohn, som nok forfinede bøllen Trump og hans metoder, men altså ikke skabte monsteret Trump.  

Lærlingen overgår så mesteren, siger filmen – og det gjorde Trump. Måske fordi Trump aldrig var blot Cohns lærling. Trump havde fra fødslen blueprintet til at blive den, som han er, lang tid inden Cohn, hvis magt heller aldrig blev tilnærmelsesvis så stor som Trumps var, da han sad i Air Force One, og kunne få sig det blowjob, som han i filmen ser som den måske eneste fordel ved at være politisk valgt.

Så at give Cohn æren/skylden for, at Trump blev narcissist og magtmenneske, holder ikke. Det er heller ikke noget, som man bliver som voksen. Det er noget, som man er fra barnsben, og Trump har alle dage været en bølle iflg. alle seriøse kilder. Og historien om, hvordan han kom til magten og pengene, handler ikke kun om Cohn, men også om faderens forbindelser og Trumps egen brutalitet, som han havde mange år før, at filmen placerer Trump ydmygt stående ude på toilettet ventende på, at Cohn havde tisset færdigt.

Så det filmiske kneb med, at Trump blev formet livsændrende af Cohn, kan måske nok narre både biografgængere og anmeldere, men det holder ikke til et faktatjek. Det er fake news, og dermed også filmens store svaghed. Det er så måske samtidig en udspekuleret fornærmelse af Trump. For Trump kan ikke lide at blive udstillet som en ”pussy” – for nu at tale Trump-sprog.

Men det bliver han i Abbasis fortælling: En sjatpisser, der i starten ikke kan noget, men som overnight og uden at der sker andet end, at han bliver gift, udvikler sig til et psykopatisk røvhul, hvad netop konen Ivana Trump observerer, og mærker på den hårde måde fra første parket.

Hun er tegnet udelukkende som en hårdtarbejdende, empatisk og ærlig kvinde fra Tjekkiet, hvis man ser bort fra hendes avancerede tak-for-sidst, da hun overfor Cohn vekslede ægteskabspagtens nulsumsspil til tin og zirkoner. Men det er næppe hele sandheden om kvinden, der var gift med Trump i 13 år. Det er Maria Bakalova, som spiller Ivana Trump, og det gør hun med stor overbevisning og et tappert forsøg på at give karakteren lidt kant.

Og Trump? Ja, han spilles af Sebastian Stan, som yder en formidabel præstation, hvor han rammer Trump lige på kornet med både mimik, stemme, gestik – især fingrene – og så alle de kendte udtryk som især make America great again. Men Sebastian Stan får også – måske uforvarende – givet Trump noget varme og empati, som slet-slet ikke rimer på virkelighedens Trump, hverken nu eller i gamle filmklip med Trump fra de 70´ere og 80´ere, hvor filmen foregår.

Så bottom line er: Jeremy Strongs præstation står stærkt – og så massivt, at en Oscar-nominering ville være passende. Han ætser sig ind, og er den direkte årsag til at, ”The Apprentice” får fire ud af seks af de appelsiner, der gror nede ved Mar-a-Lago, og hvis farve Trumps hud stadig har – også nu hvor drømmen om blowjobbet i Air Force One forlængst er skiftet ud med drømmen om at blive USA´s første diktator.

Filmen havde premiere i USA i fredags, og den blev modtaget ret blandet. Som mange amerikanske medier sagde det: Så var det jo ikke fordi, at filmen bidrager med noget nyt, eller føjer en dimension til fortællingen om Trump. Mest bemærkelsesværdigt er scenen med voldtægten af hustruen Ivana Trump, som hun først anmeldte Trump for, men senere trak tilbage, mener de – og istemmer altså ikke det begejstrede kor, som de danske medier udgør.

Kan der være tale om en portion dansk national-glæde? Måske. Men det er der ikke i, at Danmarksbloggen roser den dansk gifte og i Danmark bosiddende Jeremy Strong og hans præstation som Roy Cohn. For Strong er simpelthen ham, der bærer filmen ”The Apprentice”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

365 dage i Helvede

Udgivet den af
Svar

Undertegnede har deltaget i mange demonstrationer og markeringer. Men kun dem til fordel for Ukraine kan måle sig i vigtighed med den markering, som finder sted senere i dag.

For det er i dag d. 7. oktober.

Årsdagen for Hamas grusomme massakre, hvor mere end 1.200 jøder blev slået ihjel, og 252 taget som gidsel – hvoraf 101 stadig er i Hamas´ fangenskab.

D. 7. oktober 2023 var nemlig dagen for terrorhandlingen begået af terrororganisationen Hamas, der er pot og pande med Hizbollah, som er den forlængede arm for det fundamentalistiske præstestyre i Iran.

Der er altså tale om mennesker, som i holdning har mere tilfælles med Taleban og Islamisk Stat, end de har med nogen andre. Der er tale om dem, som startede dén storkrig, der nu truer i Mellemøsten.

Det er mig derfor en gåde, hvorfor mange i Vesten forsvarer, ja holder med disse forbrydere. Jeg ved godt, at der er mange uskyldige i Gaza, som også lider. Men jeg ved også, at mange i Gaza (og Vesten) bakker op om den fundamentalistiske islam og dens repræsentanter. Det så vi i lørdags.

Men det er ikke hverken jøderne eller Israel, som er et problem.

Det er den fundamentalistiske islam, som med sit kvindehad, sin foragt for LGBTQIA, sin negligering af menneskerettigheder og mere af samme skuffe, som er fjenden, der skal bekæmpes, hvis vi vil beholde vores frie demokratier- og hvis vi mener noget med det løfte, som vi gav jøderne i 1945.

Så bak op om Israel, som kæmper en heroisk kamp mod fjender hele vejen rundt – og bak især op om de 101 og deres familier, som nu i et år har været fanger hos Hamas.

Bak op om de danske jøder, som i dét år har mødt så alt for meget had, forfølgelse og foragt fra både muslimer og ikke-muslimer. Dét er forkasteligt. Alle i Danmark skal kunne leve i fred og sikkerhed.

Så lad os vise vores støtte til de danske jøder – og til det jødiske folk.

Det foregår kl. 16.29 i dag inde på Israels Plads.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk