Det tyske valg – og Dansk Folkeparti

Danmarksbloggen kommer nok ikke udenom det – selvom det ikke sker i Danmark, men det er tæt nok på: Det tyske valg i morgen søndag d. 24. september.

Som det ser ud nu, får Angela Merkel et bragende genvalg som kansler i Tyskland – og dermed også som den reelle leder i Europa.

Briterne har som bekendt spillet sig selv af banen med Brexit – og Macron i Frankrig har rigeligt med besvær på hjemmefronten.

Men ikke Merkel åbenbart, selvom en del nationalistiske tyskere er utilfredse med flygtninge-situationen – og en del socialdemokrater og andre er bekymrede for den store og stigende sociale ulighed i Tyskland. Dén er der også grund til at holde øje med, for det var problemer med arbejdsløshed og mad (og ja, der er folk i Tyskland i dag, som har problemer med at få mad nok), som banede vejen for Hitler dengang.

Så langt ude er vi dog ikke endnu, og man kan håbe, at Merkel erkender faren, og gør noget ved. Mutter Merkel kan jo det der med WIR SCHAFFEN DAS – eller hur?

Men ellers vil genvalget af Merkel betyde absolut ingenting udover at EU dermed fortsætter sin vej mod Europas Forenede Stater (hvad det også vil med den socialdemokratiske Schulz som kansler).

Samt at oprøret mod EU ulmer mere og mere … men dog ikke så meget endnu, at det yderste højre er kommet til fadet for alvor nogen steder i de europæiske lande, det vil sige: Bortset fra i Danmark, hvor Dansk Folkeparti er det parti, der reelt svinger taktstokken i dansk politik.

Det er faktisk ret beskæmmende, at det yderste højre kan have så meget magt i vores lokale andedam … også selvom DF i modsætning til Merkel går tilbage både målt på antal medlemmer og i vælgertilslutning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Diktatoren”

Den, der sår vind, høster storm …

Årets orkansæson er en af værste nogensinde. Den ene ødelæggende orkan efter den anden drager ind over de caribiske øer, Cuba og det amerikanske fastland.

Men også politisk er hele verden i øjeblikket truet af storm, ja af altødelæggende atom-orkaner skabt af de magtmennesker kloden rundt, der for at få opfyldt deres egne ambitioner lyver og snyder, når de lover deres borgere alt muligt, som disse skruppelløse ledere aldrig har haft intentioner om at holde. Løfter som mennesker over hele jorden – og også i Danmark, for vores lokale andedams ledere er ikke bedre – alligevel vælger at tro på, måske i angst for det fremmede, måske i grådighedens navn om at få mere og i hvert fald beholde det, man allerede har.

Og midt i al denne verdens elendighed og dunkelhed, som ikke er set mere dyster siden 1930´erne, sætter Nørrebro Teater så Charles Chaplins ”Diktatoren” op, og det gøres absolut mesterligt i et tempofyldt og forrygende mix af klassisk teaterkunst, komedie på topniveau, fysiske udfoldelser der times perfekt – og så selvfølgelig stumfilmen og al dens væsen omsat til levende mennesker – og levende musik som for eksempel den gribende ”Smile” (fra Charles Chaplin-filmen ”Moderne tider”), der ligesom alle lydene fremføres fantastisk af Olivier Antunes, som ellers til daglig sidder bag klaveret i Elias Kirken på Vesterbro.

Apropos det kirkelige, så kommer forestillingens mest gribende ord – Den, der sår vind, høster storm – også fra Biblen, fra Hoseas bog i Det Gamle Testamente. Hoseas er ikke særligt kendt, men han er en af de såkaldte 12 små gammeltestamentlige profeter og den, der talte om, at det var hor at have andre guder end Gud – men bemærk: Hoseas ville forsoningens og ikke fordømmelsens vej.

Det vil Diktatorens Hynkel ikke – han vil magt, og han vil det nu – og han vil have det hele, og han spilles overbevisende af Olaf Johannessen, der dels er tro mod Charles Chaplins ikoniske film og figur fra 1940, og dels er tro mod vor tid og vores udfordringer som globaliseringen versus nationalismen.

For eliten og folket er altid blevet sat i spil som modsætninger, og mistænkeliggørelsen af ”de fremmede” og deres skikke er den samme i vor tid som i 1930´erne, men ”de fremmede” er ikke længere jøder med synagoger og kosher-mad, som bor i små butikker som barberen og Hannah og de andre i forestillingen, der griber salen om hjertet med deres musik og deres åh så hverdagsagtige og menneskelige liv – lige til at genkende, uanset om man er jøde, kristen, muslim, ateist – eller rødhåret som Julie Agnete Vang, der lyser op på scenen, og med smæld og følelse spiller den livskraftige Hannah, som man godt kan forstå, at barberen forelsker sig i.

For der sker noget, når hun er på scenen. Det gør der også, da Søren Pilmark kommer ind som Napolini i en rød kappe passende for en romersk kejser. Hans figur er også en blanding af en kejser, Il Duce og en pæn portion fordomme om Spaghetti-folket, men hans tilsynekomst sætter simpelthen forestillingen et gear op, allerede fra før han træder ned på den røde løber, selvom alle på scenen spiller forrygende – og alle pånær hr. Pilmark i mere end én rolle. En Asbjørn Krogh Nissen står også stærkt som den med tiden moralske nazist, der undervejs gennemskuer, at man er ved at smide civilisationen ud med badevandet i sin jagt på den rene ariske verden, også selvom det slås fast i forestillingens dialog, at Hitlerkortet jo ikke skal trækkes.

Lige præcist Hitler-kortet trækkes så hele tiden på scenen i rablende vanvittige og morsomme scener, hvor publikum vånder sig af grin og genkender ikke kun de historiske fakta fra dengang i 1930´erne, men også nogle af de ting, som der sker i dag, og som midt i komikken løfter en advarende finger i vejret, præcis som den drejelige scene både sænker og hæver sig – og ofte i ganske skarpe vinkler, mens skuespillerne hopper, løber og tumler rundt på de på alle måder skrå brædder.

For der fortælles med både ord, mimik og krop i ”Diktatoren”. Og det er mere end stærkt, da barberen til sidst i forestillingen, mens alle nazistiske symboler og andet gøgl forsvinder, henvender sig til OS i publikum og gør OS opmærksom på vores ansvar for hinanden og for denne Jord, som han har i hænderne som en stor badebold – lige til at kaste ud – og det gør han.

Så ja, vi leger med kloden til sidst, spiller den imellem skuespillerne og publikum som den store badebold, den er, og det gøres med glæde og med smil – og med nænsomhed. For vi ved, at det er den eneste Jord, som vi har – og at vi er nødt til at passe på dén og på hinanden.

For dybest set er mennesket godt, og vi vil blot leve i frihed og hjælpe hinanden, lyder det i den gribende appel til ikke kun publikum – men hele verden. En appel, der til premieren i går aftes blev mødt med stående bifald og mange fremkaldelser efter tæppefald. Det var helt fortjent.

Danmarksbloggen giver ”Diktatoren” seks ud af seks skønne jordkloder – selvom vi egentlig kun har én, og vi heldigvis endnu har en chance inden tæppefald, selvom det trækker op til storm.

For nok gælder at Den, der sår vind, høster storm. Men heldigvis kan vi også vælge at plante forståelsen, så vi kan høste glæden og friheden.

Det er op til hver og en af os – hver eneste dag.

Livet handler nemlig om moral – og om valg, om at kere sig for andre, så man som barberen i ”Diktatoren” giver sin nyfundne og sidste mønt til spillemanden, så man smiler sig gennem hele livet, som Nat King Cole engang i en helt anden verden sang det så uforglemmeligt.

Diktatoren spiller på Nørrebro Teater indtil 29. oktober. Det er Nikolaj Cederholm, der har instrueret, og det samlede cast er: Olaf Johannessen, Søren Pilmark, Peter Gantzler, Jimmy Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Zandersen, Julie Agnete Vang og Olivier Antunes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En aften i demokratiets tjeneste

Om gårsdagens aften kunne byde på en rosa solnedgang over Christiansborgs spir, der lignede den på fotoet, som undertegnede tog i mandags, skal jeg ikke kunne sige.

I går aftes var jeg nemlig – ikke som Danmarksbloggen, men som privatperson – med til en meget spændende oplevelse på netop Christiansborg: Debataften med medlemmer af Folketingets Europa-udvalg og cirka 40 andre helt almindelige danskere ligesom jeg selv.

Først var der et par oplæg og derpå gruppediskussioner borgerne imellem om dagens to emner: Frihandel – og flygtninge/migranter, inden det var tid til at møde de tre medlemmer af Europa-udvalget og i plenum stille dem nogle af de spørgsmål, som vi havde forberedt i grupperne.

Det var første gang, at Europa-udvalget havde et sådant arrangement – som de i øvrigt gentager i dag i Middelfart, og det var vældig fint.

Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at der havde været markant mere tid til at gå i dialog med politikerne – og at man måske havde droppet plenum-delen, så politikerne i stedet havde gået rundt fra gruppe til gruppe og hørt på, hvad vi snakkede om.

Hørt om vores tanker, svaret på vores spørgsmål og gerne være gået ind i en debat – med os og ikke med hinanden.

For meningen med det hele var jo, at politikerne skulle have nogle input fra danskerne omkring EU – og det får man bedst ved at tale med os – og ikke bare høre på nogle få udvalgte spørgsmål fra os.

Heldigvis blev alle vores spørgsmål samlet, og vil i de kommende dage blive præsenteret for EU-udvalget. Se mere her på Folketingets EU-oplysnings FB-side: https://www.facebook.com/FolketingetsEUO/?fref=ts

Efterfølgende var der middag i Snapsetinget, og ja maden smagte ganske udmærket, men det virkede også godt ovenpå tre timers politik at spise et sted, hvor der gennem tiden er blevet skabt masser af historie og politik – og stadig skabes historie og politiske aftaler.

Desværre valgte væggene ikke at røbe nogle af deres hemmeligheder. Det var ellers et fromt ønske fra min side, at væggene ville give sig i kast med at fortælle politiske anekdoter.

Men det var en dejlig aften alligevel – i demokratiets tjeneste …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tesfaye lavede en Grundtvig

Socialdemokraten Mattias Tesfaye sagde i går på Socialdemokratiets landsmøde: Når demokratiet og Gud støder sammen, så er det altså Gud, der har vigepligt

Selvfølgelig er det sådan, og sådan skal det være – og det siger undertegnede som både kristen og troende …

Grundtvig, en af Grundlovens fædre, sagde også altid: MENNESKET først. Det er lidt den samme grundtanke.

Grundtvig talte så også om dødningene, dem der ikke troede på, eller anerkendte en åndelig magt her i verden. De mennesker mente Grundtvig var uden ånd – og det havde han OGSÅ ret i. For vi og verden er heldigvis ikke blot overladt til os selv.

Men det handler om respekt … for både religion og religiøse – og for dem, der ikke tror.

Det og så en fælles forståelse af at samfundets love skal bygges på, hvad vi mennesker beslutter sammen i demokratiske forums – og ikke på religiøse lederes udlægninger af religiøse tekster.

For nok kan det enkelte menneske finde trøst, opmuntring, mening og bekræftelse i de hellige bøger for slet ikke at tale om inspiration til at leve et liv, der er etisk og moralsk forsvarligt – men i samfundet gælder demokratiet og de menneskeskabte love …

Man kan så blot håbe, at de love bliver vældig påvirket af buddet om næstekærlighed, og at de mennesker, der bærer demokratiets fakkel, er mennesker med en høj moral og en rummelig etik – og ikke bare har en dagsorden om selv at rage grådigt til sig, mens de sidder ved fadet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Kammertjeneren”

Der er bøger, som er så godt skrevet, at de er decideret lækre at læse. ”Kammertjeneren – 40 år i kongehusets tjeneste” er en af disse. Ordene simpelthen flyder af sted, og de 258 sider vender sig selv. For at læse denne bog er som at spise en let og luftig dessert lavet af de fineste råvarer, som netop dem der serveres ved de royale borde. Man kan blive ved og ved med at smæske sig i velskrivenhed

For i bogen tegnes billedet af en konkret kammertjener så godt, at man føler, at han sidder lige ved siden af, så man selv kan høre Anker Andersen, som kammertjeneren hedder, fortælle.

Ofte kan en anden forfatter til personlige bøger virke som et i bedste fald nødvendigt mellemled – men forfatteren til bogen her Kirsten Balslev er i stedet en nænsom og dygtig fortæller, der lader kammertjeneren selv komme så meget til orde, at man hurtigt kommer til at holde af ham, også selvom det kan være svært at forstå hans ubrydelige loyalitet og kærlighed til de mennesker, som han tjente i 40 år, og stadig forsvarer.

At de mennesker så er den danske kongefamilie er faktisk sekundært, selvom man hører langt mere om deres liv end om Anker Andersens. Alligevel er det kammertjeneren, der er i fokus – eller rettere hans rolle som kammertjener og hvad deraf følger af opgaver og oplevelser på landets slotte og på rejser med kongefamilien over hele verden og på Dannebrog.

Og der fortælles om stort om småt mellem hinanden – om bryllupper, bisættelser og hverdagen både i Danmark og i Frankrig, hvor Anker Andersen ligesom kongefamilien selv især nød opholdene på Chateau de Cayz, hvor alle både høj og lav åbenbart tager fat.

For det, som gør størst indtryk og også mere end de små, uskyldige afsløringer om de kongeliges vaner og liv, er den loyalitet, ja den kærlighed, som Anker Andersen har til de kongelige. Den er rørende – og virker i vor tid vel nærmest ligeså gammeldags om selve titlen kammertjener.

Hele Anker Andersens virke og opfattelse hænger så også sammen med en accept af, at der er forskel på folk – og at det er okay. Noget som for langt de fleste synes ikke kun gammeldags, men også forkert i nutidens øjne. Men Anker Andersen skal ikke forstås med lighedstanken for øje, selvom han voksede op i et politisk rødt og fattigt hjem på Fyn.

For kammertjener Anker Andersen, der i alt virkede 40 år for først Frederik d. 9 og dronning Ingrid og derpå for Margrethe d. 2 og prins Henrik, skal forstås ud fra, at han har været lykkelig i sin funktion. Bogen skal derfor også læses som en beskrivelse af en verden af i går, som ikke er mere.

Eller det vil sige: Vi har stadig et monarki, men i vor tid er der formentlig langt mellem de mennesker, der så loyalt og totalt vil tjene andre, som Anker Andersen gjorde det – især når det sker uden at forvente noget til tak, selvom han påskønner Frederik d. 9´s store evne til at vise de ansatte taknemmelighed – og også lige får nævnt, at han godt kunne tænke sig et af Dronningens malerier.

Det kunne Danmarksbloggen også unde den fattige dreng fra Tommerup på Fyn, der som dreng så Frederik d. 9 i toget på Tommerup Station – uden at vide at han selv få år efter var med til at klæde kongen på, og dernæst prins Henrik – og sågar kronprinsesse Mary´s far, da hun blev gift med kronprins Frederik.

Men vi kommer dog ikke udenom at drysse lidt malurt i bægeret. For der er i bogen en total manglende omtale af Anker Andersens private liv som voksen. For ja, vi hører om hans barndom med kolde vintre, besættelse, flyangreb og avisjob ved siden af skolen, så familiens økonomi kunne løbe rundt. Senere hører vi også om uddannelsen til skrædder, soldatertiden og giftermål.

Men så ankommer han til Amalienborg og Fredensborg, og så bliver der stille, og vi erfarer kun i bisætninger, at han og konen får to døtre, at hustruen indimellem er med til royale receptioner, men ikke er så meget for det – og ellers ingenting. Og det er ærgerligt.

For hvordan lever man i spændet mellem et royalt arbejdsliv og et almindeligt borgerligt familieliv? Hvordan havde Anker Andersen det med i 40 år at være så ofte og så længe væk fra familien – både til hverdag, men især også på de hyppige og lange rejser med de kongelige? Hvordan havde familien det med, at deres mand og far var så meget væk? Han fik to døtre: Er de blevet gift – og førte ham dem selv op, som han beskriver, hvordan den gamle konge førte prinsesserne op? Har han fået børnebørn? Og meget mere.

Alt det får vi ikke svar på, men det ville Danmarksbloggen og læserne gerne vide. For de kongeliges historie kender vi, men ikke Anker Andersens, og den virker ellers vældig spændende ud fra den smule, som vi får.

Hans egen – og fulde – familiehistorie ville med ret stor sandsynlighed også være en historie, som det kunne være noget lettere for læseren at spejle sig selv og sin egen familiehistorie i end historier om præsidentbesøg, kronjuveler og særfly til de mest eksotiske steder på kloden. Men alligevel oplevede Anker Andersen jo netop begge verdner – men vi hører intet om, hvordan det var at leve i og med dette skel, dette spænd, og det er skade.

Danmarksbloggen giver derfor den ellers ekstremt velskrevne bog fire ud af seks mursten, som dem den lille Anker var med til at producere på teglværket hjemme i Tommerup sammen med forældrene.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kysterne er i fare igen

Den blå-sorte regering kører som bekendt en indædt krig mod naturen og miljøet – og nu står de danske kyster forrest i skudlinjen igen.

Et forslag fra regeringen vil nemlig medføre, at man ikke længere skal tage hensyn til naturen og landskabet, når man kystsikrer. Det er selvsagt en mere end dum idé, der også gør Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og KL (Kommunernes Landsforening) bekymrede.

Læs mere her:

https://www.facebook.com/DanmarksNaturfredningsforening/videos/10154748327181440/?utm_source=DN+Nyhedsbreve&utm_campaign=9c81f857fd-Pas_paa_de_frie_kyster_sep_2017&utm_medium=email&utm_term=0_16ebc33b07-9c81f857fd-42954829

For sagen er, at i så fald forslaget bliver gennemført, så er det grundejerne selv, der skal beslutte OM og evt HVORDAN, der skal kystsikres. I virkelighedens verden vil det betyde en hård – og ofte også grim og for andre dele af kysten skadelig – kystsikring med sten, murbrokker, beton og andre billige og dårlige metoder.

Og hvem ved om ikke også denne private kystsikring vil blive udført på en måde, så adgangen til kysten og stranden reelt spærres – hvilket man jo ikke må?!

Danmarksbloggen er tilhænger af, at vi beholder den gamle model, hvor det er Kystdirektoratet, der beslutter, om og hvordan et område skal kystsikres. Det sker nemlig i så fald typisk med sandfodring, altså at der tilføres sand til stranden, hvilket er en skånsom, meget lidt indgribende og nærmest usynlig metode.

Og sådan skal det også fortsætte. Det fortjener vores unikke kyster – som i parentes bemærket også er dem, som vi tjener mange turistkroner på – netop fordi de ikke er smadrede!!!

Så bak op om kysterne: Del Facebook-opslaget fra Danmarks Naturfredningsforening – og skriv til dit lokale folketingsmedlem – se mere her: http://www.ft.dk/da/medlemmer/6medlemmernesadresser

Det virkede sidste gang, hvor det handlede om at stoppe byggeri på strandene. Det var d. 31. januar 2016, hvor tusindvis af mennesker samledes om bål på de danske kyster for at vise, at vi ikke vil have byggeri dér – og nu er den altså gal igen.

Vores kyster og strande – og fremtidige generationer skal sikres de samme mageløse oplevelser ved de danske strande, som vi har i dag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansker-job-forpligtelse

Der er flere ledige jobs i øjeblikket end der har været længe, lyder meldingen. Der er efter sigende også skabt 150.000 jobs i Danmark i de seneste år. Heraf er mere end halvdelen (og mange af de ufaglærte jobs) gået til ikke-danskere. Den slags gør Danmarksbloggen vred.

For vi har alle et ansvar overfor fællesskabet og samfundet – og ligesom at man som rask voksen har en pligt til at tage et arbejde, hvis man kan – så burde man også som arbejdsgiver have en pligt til at tilbyde et ledigt job til danskerne først.

Ja, Danmarksbloggen vil simpelthen opfordre til, at vi indfører en DANSKER-JOB-FORPLIGTELSE, hvor enhver arbejdsgiver SKAL ansætte en dansker, hvis det er muligt. Og det er det i mange af de jobs, som i dag varetages af andre nationaliteter. Ikke fordi de andre er bedre, men fordi de er billigere.

Men at en arbejdsgiver kan tjene endnu flere penge ved at ansætte en anden end en dansker, er en hån mod fællesskabet og samfundet. For denne arbejdsgiver er på den måde med til at holde danskere i ledighed og dermed også på offentlig forsørgelse. Så arbejdsgiverne snyder på den måde os alle sammen.

Noget helt andet er det, når der er tale om højt specialiserede mennesker – her kan det give god mening at tage andre ind, fordi vi ikke har dem selv. Men derfor skal vi nu også satse på viden, uddannelse og forskning, og det vil der også være mange flere penge til, hvis flere danskere kommer i arbejde. Men det sker kun, hvis arbejdsgiverne lever op til deres ansvar og ansætter dansk arbejdskraft – og det til reelle lønninger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skattelettelser er grådighed

Regnen siler ned – efteråret er kommet …

Danmarksbloggen har i dag kun et spørgsmål:

Hvorfor er der råd til skattelettelser, når der ikke er råd til …

Hjemløse?
Kontanthjælpsmodtagere?
Syge?
Gamle?
Børn?
Flygtninge?
Naturen?
SU?
Dagpenge i lang tid nok?
Mere uddannelse?
Mere forskning?
Kvinfo?
Gratis museer?

Det giver ikke mening. For vi kan hverken leve af billigere biler, flere fladskærme eller at de i forvejen priviligerede får mere og mere.

Det synes en voksende del af de priviligerede ikke engang selv længere … så der er altså tale om ren grådighed hos resten – og hos regeringen … og grådighed er som bekendt en dødssynd – og måske endda den mest aktivistiske af de syv dødssynder.

For grådighed eller griskhed, som det også kaldes, handler om at rage så meget til sig som muligt – og så holde på det. Det er det, som blå politikere taler om, når de taler om borgernes egne penge og sætter det i forhold til at betale til fællesskabet.

Men de glemmer den kristne forpligtelse på næsten, selvom det er dem selv, der har skrevet i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land.

Læs mere om grådighed og magt her:

https://www.psychologytoday.com/blog/shame/201510/why-narcissism-greed-and-power-go-hand-in-hand

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hjælp Nationalmuseet: Skriv dagbog i morgen

Nationalmuseet samler viden ind om livet i Danmark til brug for fremtidige generationer – og nu handler det om dig, mig og alle andre – og om at skrive.

Det er nemlig præcis 25 år siden, at 51.000 danskere i 1992 skrev dagbog d. 6. september – og nu er det tid igen. I morgen d. 6. september 2017.

Du skal skrive om din dag, som den er netop d. 6. september 2017, men du må helt selv bestemme, om du skriver kort eller langt, overordnet eller detaljeret – selvom Nationalmuseet selvfølgelig gerne vil have en masse detaljer med – og også oplysninger om din alder, bopæl, erhverv og så videre. Den slags letter forskningen.

Du må også hjertens gerne oploade fotos, tegninger eller andet, der underbygger din fortælling, når du deler din dag.

Danmarksbloggen synes, at det er et fantastisk initiativ – og undertegnede vil helt klart sende en dagbogsberetning fra dagen med både hvad jeg har gjort, tænkt, drømt om, planlagt etc.

Jeg er også helt sikker på, at hvis lige min beretning nogensinde læses af en fremtidig forsker, så vil vedkommende erkende, at mennesket og dets drømme, håb og ønsker nok er ret ens til alle tider – og at det kun er de ydre omstændigheder, der ændrer sig.

Men derfor er det en fantastisk idé alligevel … læs mere om det her: http://natmus.dk/dagbog

Man behøver ikke aflevere før d. 29. september, så der er masser af tid. Husk også at få samtykkeerklæring, hvis du er under 18 år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Tillykke

Så er det i dag, at København kan fejre sin 850 års fødselsdag.

Ret beset er byen dog ældre, da den allerede eksisterede i 1167, da den krigeriske bisp Absalon fik byen af forstbroderen, selveste kong Valdemar d. Store. Men byen var på det tidspunkt kun et lille fiskerleje ved navn Havn, som Absalon altså skyndte sig at befæste ved at bygge en borg dér, hvor Christiansborg ligger i dag.

Det er også i gaderne omkring Christiansborg, at fejringen især foregår med uddeling af gratis københavnerstænger til de første 1167 (ja, årstallet må vi ikke glemme). Der er også lovet 1167 gratis kopper kaffe – og ikke mindst 1167 gratis øl. Men folkefestren byder også på både skattejagt, pool-party i kanalen og levende musik med blandt andet Laid Back – og meget mere. Det hele afsluttes med et fyrværkerishow fra Tivoli.

Det er den årlige kulturfestival Golden Days, der står for arrangementet – se mere her: https://goldendays.dk/koebenhavnerfejring/

Og tillykke til landets hovedstad, der i sin lange historie har oplevet ikke så lidt:

København har blandt meget andet oplevet at være det sidste sted i landet, som stod imod den lutherske reformation, at være belejret af svenskerne i flere omgange, at være stedet, hvor både Enevælden og Demokratiet blev født.

Men også i moderne tid har København dannet rammen om de store Danmarksbegivenheder, hvor nok Befrielsen i 1945 og EM-sejren i fodbold i 1992 er de to største.

Under alle omstændigheder: København er udskældt og elsket, forkætret og fortryllende – men altid med dét særlige glimt i øjet og det lille smil i mundvigen, som kendetegner denne nordiske hovedstad: København.

Byen, som nok er nordic noir – men også et lysets drømmested, især om sommeren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk