Vi behøver Påsken mere end nogensinde

Udgivet den af
Svar

I går var det Palmesøndag – dagen, hvor Påsken begynder, da Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel og modtages af viftende palmeblade.

Så Påsken er i gang – og på torsdag (Skærtorsdag) spiser Jesus det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren, inden han tages til fange. På fredag (Langfredag) bliver Jesus så korsfæstet og dør, inden Jesus på søndag (Påskedag) genopstår fra de døde … hvis man altså tror på genopstandelsen.

Det er der nogle, som gør. Men langt de fleste – også såkaldt kulturkristne – tror ikke på den med genopstandelsen.

Det er jo videnskabeligt umuligt, lyder det fra mange – også fra mennesker, som ellers er ganske troende.

Så hvad skal vi med Påsken? Kan vi overhovedet bruge Påsken til noget som helst i en sekulær verden og tid som vores?

Jeg vil sige ja.

Ja til at vi kan bruge historien om at livet overvandt døden, at håbet og troen overvandt frygten.

Ja, faktisk er der vel ingen andre historier, som vi kan bruge til noget i denne tid, hvor sorte skyer trækker op fra alle verdenshjørner – og både gamle og nye fjender dukker frem i et tempo og et antal, så vi skal mobilisere al den modstandskraft, som vi besidder – som individer og som samfund.

Så vi behøver for alvor historien om, at døden kan overvindes. Vi har – uanset om vi ser på det med verdslige eller/og kirkelige øjne – brug for at høre Påskens budskab om, at den gyldne sol gennembryder den kulsorte sky.

For: Døden og Langfredag får aldrig det sidste ord. Det bliver igen Påskemorgen i Liv og Lyst.

Glædelig Påske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De værste tider

Udgivet den af
Svar

Vi lever i urolige tider – og her tænker jeg ikke kun på told-og-aktier-balladen.
Aldrig har det været så slemt som nu, siger mange til hinanden.

MEN det holder ikke. Verdenshistorien er fuld af perioder, hvor man har sagt de præcis samme ord. Her skal nævnes fire eksempler – primært fra Europa:

Da Den Sorte Død – også kendt som pesten – kom til Europa i 1300-tallet.
Da 30-års-krigen raserede hele det europæiske kontinent (minus Norden) i 1600-tallet.
Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet.
Verdenskrigene i 1900-tallet.

Vi lever i de værste tider, har menneskeheden over hele kloden sagt gennem hele historien, når krige, pandemier og naturkatastrofer har raset.

Forskellen på fortiden og nutiden er blot, at vi i nutiden ikke ved, hvordan og hvornår det ender. Det gør vi med fortiden. Og som bekendt er det altid nemmere at være bagklog end at komme med troværdige bud på fremtiden.

Så derfor FØLES det værre lige nu med Trump, Putin, klimakrisen og hvad vi ellers har af dårligdomme at være bange for i 2025. Men det er – måske – blot en følelse, når man tager langtidsbrillerne på.

Der er så også en anden forskel. Nemlig spørgsmålet: HVOR STILLER DU DIG? For verden drives af os mennesker – og vores valg og handlinger bestemmer fremtiden. Og her tænker jeg absolut ikke på ting som told, straftold, aktier og børskurser.

Der er noget meget større, som er på spil – nemlig om vi også fortsat skal leve i en fri verden.

Så: Hvor stiller du dig, når det gælder? For det gør det i øjeblikket, hvor kampen for Den Frie Verden er mere aktuel end meget længe. Hvad vil du gøre? Sætte dig i sofaen og håbe, at det driver over – eller gøre en indsats? For nok kan det enkelte menneske i reglen ikke gøre den store forskel. Men i fællesskab kan vi påvirke … også selvom det kan se ud, som om de store drenge bestemmer det hele. For:

De værste tider kan faktisk blive en ny chance for en bedre verden … hvis vi gør noget ved det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

BORNHOLM MELDER SIG UD AF RIGSFÆLLESSKABET

Udgivet den af
Svar

Vi har været så fokuserede på Grønland i den sidste tid, at vi helt har glemt en anden af vores berømte øer – nemlig Bornholm.

Om det er derfor – eller fordi resten af Danmark svigtede Bornholm i 1945 – vides ikke. Men nu har bornholmerne afholdt en folkeafstemning, som viser et klart flertal – hele 99% – for, at klippeøen skal melde sig ud af Rigsfællesskabet – og blive selvstændigt.

Det forlyder, at Rønne skal være hovedstad i den nye nation Bornholm, som vil søge om optagelse i alt, hvad man kan komme i nærheden af.

At sproget – selvfølgelig – bliver bornholmsk.

At Krølle-Bølle sammen med rundkirkerne bliver nationalsymbolerne.

Dette for Danmark og Rigsfællesskabet så smertelige tab kunne være undgået, hvis:

  1. Royal Run havde været forbi Bornholm – at se Kongen i lycra kan åbenbart noget – også for andre end Dronning Mary.
  2. Man havde beholdt de gamle færger – og stadig spillet ”Bornholm, Bornholm, Bornholm”, når båden var ved at lægge til.

Om Bornholm stadig skal lægge ø til det danske Folkemøde i juni, vides endnu ikke.

Det forlyder fra klippeøen, at det jo på den ene side er gode penge, men på den anden måske lidt underligt at man stadig ønsker besættelsesmagten fra København på øen.

Bornholms selvstændighed træder i kraft i dag d. 1. april 2025.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Faderen, Sønnerne og Helligånden”

Udgivet den af
Svar

Jeg har desværre ikke set den første film ”Testamentet” om de to jyske brødre Henrik og Christian, som det endte så grueligt galt for, dengang deres rige morfar døde – og arven skulle deles. Dvs. pengene gik til en helt tredje, og de fik ikke andet end uvenskab ud af det.

Men de er venner igen her 14 år efter, hvor vi møder dem i ”Faderen, Sønnerne og Helligånden”, der har premiere i dag. De er stadig sikre på to ting: 1) Testamentet er forfalsket, og 2) Deres liv havde været markant anderledes, hvis de havde fået i omegnen af de 10-11 millioner kroner hver, som de stod til at arve.

Det havde livet sikkert. Men det spørgsmål, som man sidder tilbage med, er: Havde det så i stedet blot været en nedtur på 1. klasse i stedet for som nu med hashplanter i et hjemmelavet drivhus, dåsebajere, masser af smøger i overfyldte askebægre i boliger, som skriger på en kærlig hånd – og andre markører, som signalerer dansk underklasse anno 2025?

For nok arvede Henrik og Christian ingen penge dengang, så i stedet for luksus startede en rejse, der indebar fængsel, hjemløshed og misbrug. Men den sociale arv fik de – som alle gør det.

Og deres opvækst – som man ser i tilbageblik – var fuld af druk, mistrivsel og bare en generel mangel på medmenneskelig respekt, måske med undtagelse af moderen, som døde, mens de endnu var drenge. Hende savner de hver eneste dag, og kalder den smukkeste engel ved himlens port.

Den tunge sociale arv findes så ikke kun i de små byer udenfor Viborg, hvor Henrik og Christian bor, og som, selvom mange ville opfatte dem som ressourcesvage, udmærket er klar over, at deres liv fra starten af har været fucked up, og at der skal noget til at bryde dén tunge arv.

Der er heller intet, de hellere vil – og de prøver trods en ukonstruktiv kombination af selvforagt og en urealistisk forventning både at etablere kontakt til deres far, som har slået hånden af dem, og få et nært og godt forhold til deres egne sønner.

Hvordan det så spænder af, skal man unde sig selv at gå ind og se. Drama-dokumentaren er skruet sådan sammen, at vi alle kan spejle os i deres tanker og følelser og i de fortællinger og løgne, som vi alle siger – både til os selv og hinanden. For kun sådan kan vi være i livet. Ønsket om at blive set og anerkendt, at høre til og være elsket er universelt.

Det er kun måden, som vi udtrykker det på, som er forskellig – og det er hos brødrene ligetil og bramfrit. Ikke noget med ”jeg-hører-hvad-du-siger” og lignende fra den kreative klasse, som tror, at den har definitions- og pege-fingre-ad-retten. Men de samme psykologiske lig i lasten findes også her.  

”Faderen, Sønnerne og Helligånden” er derfor en totalt hudløs dokumentarfilm om håb og tro – og størst af alt er kærligheden. For der er kærlighed imellem de to brødre og til deres familier. Der er så også svigt – og tilgivelse, og hos især Henrik hele tiden et håb om, at det nok skal blive bedre, hvor styrken til dette overskud end kommer fra.

Men begge brødre er kristne – og ikke bange for at vise det. Scenen, hvor de beder Fadervor, er meget stærk – og mere afslørende, end nogen nøgen-og-pornoscene nogensinde har været. For her ser vi direkte ind i de to brødres sjæle.

Det er nærhed. Blod og sved og krop modsat de smukke naturbilleder, som filmen også byder på – som regel med masser af blæst i. Det giver mening, når man tænker på filmens titel.

For Helligånden kommer som en susning, en blæst – eller ligefrem en storm, og bringer med sig forvandling – og dét både i ild og vand.

Her i ”Faderen, Sønnerne og Helligånden” fører Helligånden den ene bror til fest og glæde, da sønnen bliver student, og der skal drikkes champagne af huen, mens den anden bror konverterer til den ortodokse kirke i Serbien via en militær undergrundsgruppe, som opfatter sig selv som en slags kristne krigere, der seriøst mener, at Europa er på vej mod en racekrig.

At sige er den ene bror vælger den sekulære vej og den anden den fundamentalist-religiøse er for letkøbt. For begge brødre er først og fremmest forankret i hinanden og deres familier – og i følelsen af at være Guds børn.

Danmarksbloggen giver ”Faderen, Sønnerne og Helligånden” fem ud af de seks kors, som alle kristne har tilfælles, uanset om man er ortodoks, og kysser et ikon i en ortodoks kirke i Serbien, eller man er evangelisk-luthersk, og skal konfirmeres i Viborg Domkirke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lidt til teologi-nørderne: Jeg undrede mig meget over dåbsscenen i Serbien, hvor Christian bliver døbt i søen. For som kristen bliver man kun døbt én gang – også selvom man skifter kristen kirke. Medmindre altså at den kirke, som man konverterer til, ikke anerkender Folkekirkens dåb.
Det russisk-ortodokse kirke og nogle pinsekirker anerkender fx ikke Folkekirkens dåb. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvad den serbisk-ortodokse kirke anerkender. Men umiddelbart kunne man formode, at den ligesom den russisk-ortodokse, som den deler meget tankegods med, ikke anerkender en evangelisk-luthersk dåb som Folkekirkens. Det har noget med sakramenterne og traditionen i ortodoks forståelse at gøre, kan jeg fortælle til dem, som har lyst til at google mere på egen hånd.

Anmeldelse: ”Under stjernerne på himlen”

Udgivet den af
Svar

Det er en time siden, at jeg gik ud af biografen efter pressevisningen på den nye film om Tommy Seebach, der naturligvis hedder det samme som hans i sin tid så udskældte, men i dag så elskede sang ”Under stjernerne på himlen” – og jeg har lige siden sunget den inde i mig selv.

For den ER Tommy Seebachs bedste. Måske fordi den er skrevet med det samme hjerte, som han opfordrede sønnen Rasmus til at synge ud fra, hvad vi ser et klip med i slutningen af filmen, hvor Rasmus og en hel festival synger ”Under stjernerne på himlen”, så det kan høres helt op til den himmel, hvor Tommy bare MÅ være.

Dér græd jeg helt åbenlyst. Det var jeg vist ikke den eneste, der gjorde, og det er heller ikke den eneste gang i filmen, hvor man græder. Slet ikke. Nu skal intet røbes, selvom alle ved, at Tommy Seebachs skæbne gik fra at være Danmarks feterede Mr. Grand Prix til at blive opfattet som noget gammeldags, der endte sin karriere og sit liv som klaverbokser i Ølgod på Bakken.

En nedtur, som er filmens hovedhandling, og som skildres nøgternt og uden hverken det store drama eller den klæbende sentimentalitet, men bare så håbløst sørgeligt, som det er, når livet kæntrer på grund af for meget alkohol og for mange bristede drømme i en verden, hvor der sjældent er plads til mennesker af Tommy Seebachs format og ægthed.

For Tommy Seebach var sin helt egen blanding af sart, sårbar, skrøbelig og så samtidig ukuelig og stædig med et kolossalt gåpåmod og en enorm gavmildhed – og især kærlighed. Han ville give hele verden sig selv – og sin elskede familie alt det bedste fra et legetøjstog i naturlig størrelse til blomster, der fyldte hele stuen.

Tommy Seebach havde så også den konstante længsel efter anerkendelse og mere anerkendelse, fordi kun sådan kunne han selv – måske – tro på, at han var god nok. Den slags slider mennesker op – også genier som Tommy Seebach, der i filmen spilles med en enorm lydhørhed og musikalitet af Anders Matthesen, som man ellers kender som en meget morsom mand. Men her viser Matthesen, at han også mestrer tragedien og det alvorlige. Smerten kommer helt ud af lærredet, og rammer et sted dybt i brystet.

Man rammes også af Neel Rønholt, som lige så hudløs som virkeligheden selv gestalter Karen Seebach, når hun portrætterer, hvordan Seebachs kone heroisk i mange år stod for alt andet end musikken, inden hun – udmattet – måtte kaste håndklædet i ringen og gå, fordi hun og børnene simpelthen ikke magtede mere. Men det var ikke et kærlighedens forlis, for Karen og Tommy elskede stadig hinanden. Det var et samlivets forlis, og Rønholts fremstilling deraf gibber, så enhver kan se, at det er på høje tid, at man begynder at caste hende i de dramatiske og krævende roller.

Caspar Phillipson er Keld Heick, som fremstilles som en mand, der på den ene side er Tommys gode ven og støtte, men på den anden også forstår at følge tidens krav og holde sig selv flydende, hvad det end må kræve. Det gør Phillipson driftssikkert. Han kan sit kram.

I andre roller ser vi Vicki Berlin som en husmoderlig Hilda Heick, en Anders Juul som en trofast Ivan Pedersen, og så Jacob Lohmann som en meget usympatisk DR-underholdningschef. Den nailer Lohmann overbevisende.

Men hele castet spiller, så det synger i en film, der foregår over mere end to årtier, og hvor man er dygtig til at få tidsånden med fra 80´ernes smøger og brune værtshuse over 90´ernes smarte drinks og til 00´ernes mobiler. Fra mere bramfri, men også brutal tale til større politisk korrekthed.

For tiderne ændrer sig, og de fleste ændrer sig med dem. Men ikke Tommy Seebach. Han var en original og tro mod det, som var inde i ham selv. Det er også det, som gør, at denne film bliver en af årets mest sete.

For Tommy Seebach er i dag anerkendt og elsket. Janteloven og småligheden tabte på den lange bane til manden, for hvem familien og musikken var det dejligste – i dén rækkefølge, selvom det måske ikke altid virkede sådan.

Danmarksbloggen giver ”Under stjernerne på himlen” seks ud af seks stjerner. Eller skulle man sige douze points om denne gribende film om et af Danmarks mest miskendte musikalske genier. Gid Tommy Seebach fra sin sky kan se filmen, der er én lang kærlighedserklæring til ham. Den er tindrende god, som de stjerner der stadig lyser på himlen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Menneskekryb”

Udgivet den af
Svar

Når et væsen venter på at fødes, bærer det i sig håbet spundet ind i en puppe af forventninger. Derinde i den bløde og varme før-natale tilstand drømmer væsnet om en verden i farver, hvor det skal ud og gøre store, dejlige ting til gavn og glæde for fællesskabet.

Det holder selvfølgelig ikke. For verdenen er sort og hvid, delt af grænser og skel, og absolut ikke befolket af væsner, som møder andre med smil og åbne arme.

Tværtimod er konflikt og vold, overgreb og smerte faste ingredienser i hverdagens kamp for overlevelse. Så langsomt, men sikkert slukkes visionerne og troen på alverdens godhed, så man til sidst råber stop, inden man enten æder eller bliver ædt, dræber eller bliver dræbt.

Dét er den barske sandhed, der møder Menneskekryb aka den gule puppe på Nørrebro Teater i stykket af samme navn. En kær Puppe med store følehorn, som man forelsker sig i fra første eksistentielle monolog og indtil sidste bitre erkendelse, der leder tankerne hen på Shakespeares visdomsord fra Det Skotske Stykke (og ja, jeg er teater-overtroisk, og skriver ikke navnet), hvor titelpersonen siger: Life’s but a walking shadow, a poor player, that struts and frets his hour upon the stage, and then is heard no more. It is a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing.

Dét citat går som en rød tråd gennem ”Menneskekryb”. Det er også teaterverdenens smukkeste ord ever written – for nu at blive i det engelske, som den poetiske og lidende sommerfugl ofte gør det i første akt, hvor Puppen betaget sidder på sin gynge, og ser sommerfuglenes på overfladen så yndige leg, der i virkeligheden er en dødsensalvorlig affære om parringsdansen. Og som inden vi når klimaks, afføder det ene grin efter det andet, når de bevingede væsner vimser rundt i deres pastelfarvede dragter i lige dele længsel og liderlighed. Verden har trods alt endnu en uskyld i sig.

Det har den stadig, dog mindre, i næste tableau, som er holdt i så skrigende farver, at tilbudskatalogerne sad i salen og tog noter. Vi er også i supermarkedet, der hvor man køber ind, så man kan få sig noget næring og samle sig noget lort. For den, som har meget, er meget sikret, lyder devisen, og vender det blinde øje til, at har man meget, så er der også meget, der kan mistes. For en hel hær af insekter lever efter mottoet ingen-er-for-fine-til-at-gøre-hvad-der-kræves – uanset om man bruger rå magt som en dræberhveps eller smiger og løgn som en parasit.

Puppen med de store idealer bliver naturligvis moralsk indigneret, men det har de sultne insekter ingen forståelse for. Erkendelsens rutschebanetur er sat i gang – og Puppen kan intet gøre, men må fødes i en lang og smertelig proces i det tredje tableau, som naturligvis er holdt i brune jordfarver. For nu rammer virkeligheden i en ordløs, men fysisk krævende og sigende fremstilling.

AV, tænker Puppen, og finder sig selv – nyfødt i uskyldens hvide farve – med store øjne i en sort-hvid verden, som er delt i dem og os, i den der styrer, og dem, der bliver styrede, selvom alle henholder sig til en fortælling, som lyder 1:1 som noget, vi kender fra vores tid, og hvis ord mere skal tilskrives forfatter og instruktør Niels Erling end det tjekkiske broderpar Karel og Josef Čapek, der få år efter 1. Verdenskrig skrev stykket ”Insektliv”, som er forlægget for ”Menneskekryb”.

Men situationen er den samme: Myredronningen øverst på sit podie hersker over de arbejdende, og de sorte myrer vader frem og tilbage – hurtigere og hurtigere. For der er meget, der skal nås, inden de grønne myrer angriber. Produktionen skal op. Freden kræver krigen, er meldingen.

Men det var jo slet ikke sådan, at det skulle være, siger en desillusioneret Puppe, som nu er blevet en døgnflue, et menneskekryb, som trækkes mod egen undergang. For det ender med krig. Igen vist i et ordløst tableau, hvor det sort-hvide farves rødt – rødt af blod, mens de samme bevægelser, de samme scener gentages igen og igen og igen, mens bassen brager og dundrer.

Det er ikke til at holde ud. Krig er så også netop gru og død, og ikke til at holde ud, hverken for lidt over 100 år siden eller nu, hvor det totalitære vanvid igen raser både i øst og vest, og truer med at sprede sig – hvis ikke vi i Den Frie Verden byder despoter og tyranner trods.

Og deri er stykkets kerne. For på den ene side er vi hver især så små, så uendelig ligegyldige som et enkelt insekt formodes at være det. Men på den anden side så kan – og skal – vi hver især komme ud af vores puppe og tage ansvar, også selvom ingen af os, uanset om vi er flue, menneske eller kæmpe, kan bære hverken hele freden – eller hele krigen – på vores skuldre.

Vi må insistere på og kæmpe for demokrati og fællesskab – også personligt, er Puppens erkendelse, da den for anden gang kommer ud af en skal, nu den mentale, og bryder med sin pacifistiske indstilling. Dermed cementeres Myredronningens ord om, at volden har ingen respekt for andet end volden, og det sker på en måde, der for Puppen er både et sammenbrud og en frisættelse.

For ”Menneskekryb” handler ikke kun om samfundet, men også om den eksistentielle rejse, som vi alle kender, og på Nørrebro foretager sammen med Puppen, der spilles af Stanley Bakar, der gør det så brændende og fascinerende, at man som tilskuer føler, at man ER Puppen. Også selvom alle os, der sidder i stolene, ikke har Puppens naivitet, men fra start af ved, hvordan det slutter.

Nemlig med at Puppen, som alle os andre, må erkende, at vi er døgnfluer, der æder, knepper og slår ihjel, inden alt ender med stilheden. Eller som Barden fra England sagde det: The rest is silence.

Men inden da viser ”Menneskekryb” vores virkelighed i et insektperspektiv, hvor stor skuespilkunst og intelligent anvendelse af farver, ord og musik går op i en forrygende enhed, som giver overblik og overskud til at være i den situation, som vi og verden er i nu. Dét har vi også stærkt brug for.

Danmarksbloggen giver den gribende ”Menneskekryb” seks ud af seks skygger, som dem, der er en del af den evige nat, vi altid har lige i hælene. For det er teater til tiden, og de stående ovationer til premieren til Stanley Bakar, Alexander Clement, Carla Eleonora Feigenberg, Tilde Maja Fredriksen, Morten Kjær, Amalie Lindegård og Mads Reuther var mere end fortjente.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Fremmed – det første opgør”

Udgivet den af
Svar

Filmen ”Fremmed – det første opgør”, som foregår i stenalderen for 6.000 år siden i Danmark, har en mission: Den vil vise, hvad der sker, når en ny befolkningsgruppe – uden at være inviteret – kommer til et område for at bo og leve dér. Det handler selvfølgelig om fordomme, frygt, modstand, konflikter og kampe på liv og død.

Filmen taler dermed ind i en moderne kontekst, hvor folkegrupper over hele verden i disse år bevæger sig væk fra deres fødested for at bo og leve i helt andre egne med en anden kultur og et helt andet sprog. Noget, som i vores tid skaber store problemer, hvad det har gjort flere gange i historien – men ikke lige i den danske stenalder.

For desværre skal konstateres, at filmens præmisser er forkerte på stort set samtlige områder. For hvordan var Situation Danmark for 6.000 år siden iflg. de historikere og geografer, som har faglig viden på området?

Landet var som i filmen dækket af tæt skov, og der boede få stammer, som primært levede af at jage. Men de stammer jagede og boede ved kysterne, ikke dybt inde i skoven som i filmen. Der var heller ikke dengang i Danmark floder med så stærk en strøm, at man kun kunne padle den ene vej – som det ses i filmen.

Historisk var det Ertebølletid, som er den sidste del af dansk jægerstenalder. En tid, hvor klimaet var mildere end i dag. Det betød, at de store byttedyr forsvandt – og at landbruget vandt frem, så vi gik over til bondestenalderens første periode Tragtbægerkulturen – navngivet efter de krukker, som er blevet fundet over hele Mellem- og Nordeuropa i tiden 3.900 – 2.800 f.Kr.

Den markante overgang til landbruget betød så ikke – som i filmen ”Fremmed – det første opgør” – kampe og konflikter. Overgangen kom primært fra de allerede herboende jægere, som i generationer havde handlet med stenalderbønderne fra Mellem- og Sydeuropa, og dér set hvad landbrug kan gøre i forhold til at brødføde en befolkning.

Så i modsætning til i filmen, så vidste man udmærket, hvad korn kan. Man foretrak bare at jage fremfor slæbet med at pløje, så og høste, så længe altså de store dyr stadig levede i Danmark. Men de forsvandt med klimaændringerne, og så omsatte de gamle jægerstammer – med hjælp fra nytilkomne bønder, som de formentlig selv har inviteret, fordi de nye havde de kompetancer, som de gamle manglede – den nye bondeviden til handling, så Danmark fra ca 4000 f.Kr og til langt op i 1900-tallet var et landbrugsland.  

Stammerne blev dermed også bofaste fremfor i jægertiden, hvor man levede som nomader ved kysterne – dog af og til med et sommerstop lang tid nok til at spise tilstrækkeligt med østers til at lave en køkkenmødding. Endnu en fatal fejl, som filmen laver, da den placerer jægerne i en bofast skovlandsby, og samtidig hævder, at jægerne ikke har forståelse for den cirkulære tænkning, som bondefolket havde.

Intet kunne være mere forkert. Dyreflokkene – og dermed også jægerne med deres telte – har bevæget sig rundt og rundt i landet efter årstid – og stjernebilleder. Så man har i dén grad haft styr på den cirkulære tid i jægerstenalderen, hvad man kan også se på nogle af de stendysser, som stadig findes rundt omkring, hvor solen rammer på en helt bestemt måde til midsommer á la Stonehenge, bare meget mindre.

Og det er da ærgerligt, at filmens raison d´etre om de vilde jægere, der tror på ånder i naturen, og render rundt med knogler på tøjet versus de kultiverede bønder, der tror på forfædre i himlen, og hele tiden tænker på deres familie, dermed forsvinder. Men det må påtales. For der er ingen fund, der tyder på nogen særlige forskelle eller kampe mellem de gamle og de nye stenalder-danskere. Tværtimod skete overgangen fra jæger- til bondestenalder måske så hurtigt som på 25 år – og uden ballade. Fordi man kendte hinanden i forvejen – og fordi kornet kunne brødføde så mange flere – og fordi der var så rigeligt jord at tage af.

Ikke at kampene om Danmark ikke kom. Det skete bare senere. I jernalderens folkevandringstid – cirka 4300 – 4600 år senere var der endog store kampe mellem herboende og nye grupper, som betød en total udskiftning af befolkningen i nogle egne. Men altså ikke i stenalderen, og det er vigtigt at påtale i en tid, hvor fakta i forvejen er trængt hårdt tilbage.

Det være hermed gjort. En god ting er der at sige om filmen. Den benytter sig af særdeles flotte billeder, når den fortæller historien om søskendeparret, der som de eneste overlever et overfald fra de oprindelige beboere, jægerfolket. Og så følger man ellers de to søskende i deres tid hos jægerne, hvor de på et godt års tid oplever at lære et helt nyt sprog, føde et barn, blive optaget som jæger i stammen, accepteret af nogen, men ikke af andre, selv tage de nye skikke til sig, selv ikke at tage de nye skikke til sig – og samtidig lige få kornet til at gro i en skyggefuld lysning i skoven. Det er meget – og også for meget.

Parallellen til vor tids indvandrere og dens problematikker er endvidere så tyk, at det i sig også er for meget, også fordi filmen går på kompromis med både fortællebue og sine egne påstande i bestræbelsen på at få tikket alle integration-er-svært-bokse af, inden det slutter, som det begynder med kampscener med ildflammer galore, skingrende skrig og vilde øjne i en film, hvor hovedpersonen – en ung kvinde – har en jeg-er-først-og-fremmest-mine-følelser-adfærd, der ikke er år 4.000 f.Kr., men år 2025.

Danmarksbloggen giver derfor ”Fremmed – det første opgør” 2 ud af 6 sten. For nok er billederne flotte og holdt i en farvepalette af brun, rød, gul og orange med nuancer af grøn, som mange forbinder med indfødte stammer, natur og de tidligste tider – og filmen skal også have en cadeau for at udvikle to sprog, som de to stammer taler. Men den usammenhængende historie, den manglende evne til at skabe en troværdig stenalder-vibe og de alvorlige faktuelle fejl trækker ned.

NOTE: Filmen har så haft historisk konsulent på … MEN som altid når det handler om film, er der en såkaldt kunstnerisk frihed, som altså her flytter jægerne fra de åbne kyster og dybt ind i skoven, gør jægerne til fastboende fremfor nomader, giver stenalderbønderne en religion som minder mere om kristendom end om den naturreligion, som helt op til vikingetiden var den naturligt forekomne i Danmark – og som helt overser det faktum, at de jægere og bønder i mange generationer har kendt hinanden – og at klimaforandringernes påvirkning og ikke konflikter mellem to folk er årsag til skiftet fra jægerstenalder til bondestenalder.
Informationer, som kan læses på Nationalmuseets og Odense Museums egne hjemmesider – foruden den klima-information, som jeg – som uddannet geograf fra Københavns Universitet – selv besidder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Slava Ukraini, slava Europa

Udgivet den af
Svar

Hvor har vi ofte hørt – måske endda selv sagt – følgende ord, når noget meget godt eller meget skidt er sket: Jeg tror ikke, at det er gået op for mig endnu.

Det passer sjældent. For selvfølgelig ved man, at man har bestået en eksamen, er blevet gift, har fået et ønskejob, er blevet forældre etc.

MEN for nogle timer siden passede udsagnet – nemlig da Trump og Vance for åbent tæppe skiftevis hånede og truede Zelenskij i Det Hvide Hus på en måde, så USA og Europa for åbent tæppe slog op med hinanden.

Den slags gøres bare ikke mellem civiliserede stater – og slet ikke mellem venner og allierede.

Men NU er vi kun på papiret allierede. Vi er de-facto skilt – i hvert fald indtil der kommer en mental normal præsident i USA.

Bruddet har været undervejs i månedsvis, ja årevis – og gået særligt stærkt siden Trumps indsættelse for ikke engang 1½ måned.

Men sådan må det være. Det kan ikke være anderledes. Hvad det brud så indebærer, ved vi ikke nogen af os. Men der er kun et svar på situationen:

Europa kan selv. Europa skal selv. Det kan vi også.

Slava Ukraini. Slava hele Europa.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Min Evige Sommer”

Udgivet den af
Svar

Ventesorg hedder det, når man er tæt på én, som skal dø – og det skal Fannys mor i filmen ”Min Evige Sommer”, som har premiere i dag, og som udspiller sig den sidste sommer, som Fanny, hendes mor og hendes far har sammen i det sommerhus, som livet igennem har været rammen om deres grønne somre. 

Filmen er den rene poesi. En stille og sanselig fortælling om det eneste, som vi kan være sikre på: Nemlig at det ender med døden for os selv – og for alle dem, som vi kender.

Det har vi bare så svært ved at acceptere, forholde os til og tale om. Så er det meget nemmere som veninderne til Fannys mor, der til hendes sidste fødselsdag snakker højlydt om, hvor god en veninde hun er, om herlige rejser til Kreta – og om at ”jeg tror stadig på mirakler”, som den ene veninde totalt fortrængende overfor den terminale kræftsygdom siger det.

Intet af det gavner Fannys mor, der spilles af Maria Rossing med en inderlighed og en følsomhed, så alle mødre kan spejle sig i hendes omsorg for datteren, der gestaltes med lige dele rå livskraft og uendelig sårbarhed af Kaya Toft Loholt.

De to er filmens akse, som de har været det alle datterens 15 leveår. Et tæt mor-datter-forhold, hvor datteren på en enkelt sommer skal nå at frigøre sig fra moderen – og komme tilbage til hende igen for at sige farvel.

En proces, som normalt tager flere år, men hvor Fanny altså kun har tiden fra moderen er rask nok til at kunne spille på klaver og tage en kort tur til stranden – og til hun få uger senere ånder ud i hospitalssengen i en dødsscene, som er lige præcis så rolig og afdramatiseret, som virkeligheden ofte er det. Og ja, moderen er totalt smertelindret. Den medmenneskelige respekt er – trods rygtet om det modsatte – stor i det danske sundhedsvæsen, hvad vi også ser, da den døde kvinde gøres klar til at kunne komme i kiste.

Men inden skal mor og datter sige farvel til hinanden, mens de stadig er i livet – og der er især to scener, som har brændt sig ind – eller rettere sendt kaskader af tårer ned ad mine kinder. Da moderen ligger med den sovende Fanny i sin favn – og senere, da moderen er ved at nå den sidste tid, og de sidder og græder, men så fra fjernsynet hører Rolf og Ritter juble over, at Jonas Vingegaard har vundet både etapen og den gule trøje i Touren.

SÅ bryder de sammen af grin – og uden at faderen, som er noget af træmand, der gerne vil, men ikke rigtig kan åbne op og være følsom, forstår dem. Anders Mossling nailer filmen igennem præcis den stille accept af egen uformåenhed, som mange mænd føler, når familiens samlingspunkt – moderen – forsvinder.

Hans ventesorg er nemlig ikke mindre end datterens, selvom den pakkes ind i praktiske gøremål og servicering af ikke kun hans dødssyge kone og ditto lidende datter, men også af datterens kæreste og veninder, som med de bedste intentioner kommer på besøg i sommerhuset, men som ligesom mange andre i nutidens Danmark lider under, at vi ikke har et socialt kodeks for at dø.

Men vi skal lære at tale om at dø, er filmens morale. Lære at stille hinanden de svære spørgsmål: Hvordan har du det med at skulle dø? Hvordan har du det med, at din mor skal dø? Og så ellers give tid til samtalen – uden at være bange for hverken ord eller tårer.

For som det siges i en anden – cirka 30 år gammel film om en anden kvinde, der døde tidligt – nemlig Richard Attenboroughs ”Shadowlands”: We can’t have the happiness of yesterday without the pain of today. That’s the deal.

I den film, som er baseret på virkelige begivenheder, står forfatteren C. S. Lewis sammen med hans kone Joy Greshams meget unge søn ligesom Fanny og hendes far med valget mellem at lukke sorgen ude – eller at turde være i den ubærlige smerte. C. S. Lewis og adoptivsønnen valgte det sidste.

Jeg er ikke sikker på, hvad Fanny og hendes far vælger. Men jeg ved, at Danmarksbloggen giver ”Min Evige Sommer” seks ud af seks lys, som dem, man tænder, når ét menneske er dødt – og man har åbnet vinduet, så sjælen kan slippe ud.

Det er Sylvia Le Fanu, som har lavet denne lille perle, der i øvrigt er filmet og klippet, så skønhed og dansk hverdag anno 2020´erne går op i en højere enhed – samtidig med at filmen giver en knugen i hjertet, der gør ondt – på den gode måde. For her er noget vigtigt og for alle mennesker genkendeligt på spil.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Frk. Marguerite”

Udgivet den af
Svar

Et mere end en times lang rablende solo-vanvid er, hvad man i øjeblikket kan møde på Teatret ved Sorte Hest, hvor Sarah Boberg er den utrættelige Frk. Marguerite, der med lige dele herskertrang, liderlighed og frustration skiftevis prøver at opmuntre, udskamme og forberede os i publikum på livet og de højere læreanstalter.

Vi er hendes elever, må man forstå – og som vi ikke valgte at blive født, valgte vi heller ikke at komme i denne skole.

Og det bliver noget af en time hos Frk. Marguerite, som spilles af Sarah Boberg, der yder en imponerende kraftpræstation ene kvinde på scenen – og ja, hun er ene kvinde. Benraden i glaskassen giver ikke meget modspil, men er – ligesom alle os andre – bare en statist i Frk. Marguerites skalten og valten med os, hvad enten vi skal lære biologi, historie eller matematik.

Uanset fag starter det altid med håb og ros, fortsætter med tvivl og nemme løsninger på komplicerede problemer, og ender med en sjofel snak om sex, selvom dét skal vi først lære på de højere læreanstalter, som man skal bestå en prøve for at komme på.

Begyndelse, midte og slutning – sådan er hele livet, som det skrives op på den sorte tavle, der fyldes med de ord, som Frk. Marguerite hævder at bestemme over, sådan som hun faktisk bestemmer over alt.

Men hvem er Frk. Marguerite i grunden? Er hun bare tyranniet i verden, i hverdagen? Eller er hun skæbnen, livet, nødvendigheden, skaberen – eller dem alle sammen? Eller er hun – oh, skræk – vores egen forestilling om os selv og vores liv, der forsøger at orientere sig i det kaos, som verden er, skabe en mening i den kosmiske rodebutik?

Hun er i hvert fald også en længsel efter en tro og en mening – mest symboliseret ved, at hun flere gange spørger, om der er en Jesus eller en Helligånd i klassen. Det er der ikke. Det ville også rime dårligt med surrealismen, hvor livets mening rimer på ingenting, ikke engang så meget som en mikroskopisk mikrobe.

Er det så forstemmende og depressivt at se ”Frk. Marguerite”? På ingen måde. Det er morsomt – og minder lidt om Becketts Godot ved, at der sker det samme og det samme igen og igen og igen og igen og igen. Her går en runde bare meget hurtigere, og vi når mange runder igennem på den gode time, som stykket varer.

Som en karrusel i selvsving hvirvles vi rundt – men ender altid med at få en voksen-skæld-ud og en voksen-shaming af et format, så selv … skal vi sige en orange mand med diktatur-drømme ville tage noter, hvis han kom forbi.

Ikke at vi ville opdage ham. For vi går ind for ligeret, og så kan vi ikke se farve, siger Frk. Marguerite. En kridhvid, en brun, en blå – alle bliver de det samme i den store ligestillings smeltedigel. Sådan er det, iflg. Frk. Marguerite, som også har mange andre teorier som fx at når 88 personer skal dele 12 bananer, så vil den stærkeste få cirka 8 bananer og den næstestærkeste cirka 4 banner – og de andre ingenting.

The winner takes it all, men hvem vinder i livet? Under alle omstændighederne får eleverne i Frk. Marguerites klasse lov til at gå hjem, selvom vi ellers stykket igennem trues med at skulle blive på skolen og sige de samme sætninger hele natten.

Men vi havde åbenbart været lydige nok og slået hælene nok sammen. Sarah Boberg må også have været dygtig mønsterelev udi teaterkunsten.

For det er et meget langt – og indviklet – stykke at lære udenad – bare på orddelen. Læg dertil de mange fysiske udtryk, de rappe humørskift, som sker i samme tempo, som hun trækker vejret – og så det at hun er HELT ALENE på scenen med sorte vægge, en benrad og en flok umælende elever foran sig. Det er ikke meget at spille op imod. Men hun gør det. Det er en tour de force.

Danmarksbloggen giver derfor ”Frk. Marguerite” fem ud af seks mikrofoner, som den hun til sidst i stykket prøver at råbe os dumme elever op med. For trods talrige opfordringer svarer vi aldrig på hendes spørgsmål.

Det er Roberto Athayde, som har skrevet stykket – og Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk