Hvad sker der, hvis Trumps USA angriber Grønland?

Udgivet den af
Svar

Der er kun ét spørgsmål at stille i disse dage:

HVAD SKER DER, HVIS TRUMPS USA ANGRIBER GRØNLAND? VIL DE ANDRE LANDE I EU OG I NATO KOMME OS I KONGERIGET DANMARK TIL HJÆLP?

Stort set samtlige vestlige ledere har været ude og sige, at de bakker op om Grønlands og Kongeriget Danmarks territoriale grænser og folkeretslige ret til at bestemme selv.

MEN hvad sker der, hvis de amerikanske styrker pludselig står på indlandsisen?
Hvad sker der, hvis Trump samtidig stiller sig op på talerstolen i Det Hvide Hus, og siger, at USA nu har overtaget Grønland?
Hvad sker der, hvis sagen tages op i FN – uden at USA´s FN-ambassadør så meget som ryster på det rigtige i, at USA har overtaget Grønland?

Det er Danmarksbloggens frygt, at der sker absolut INGENTING.

Jo, altså, der vil komme noget brok fra de andre vestlige lande og ledere. Måske endda skarp kritik af USA´s præsident Trump.

Men ellers sker der ingenting. Ingen sanktioner, ingen militær hjælp, ingenting.

For ingen ønsker for alvor at lægge sig ud med Trump, selvom det er tydeligt, at samme Trump er mere som Putin og andre despotiske diktatorer og tyranner, end han er forkæmper for Den Frie Verden og de liberale frihedsrettigheder.

Og nok er næsten alle i Kongeriget Danmark enige og forhåbentlig også klare på at kæmpe for Grønland, men vi kan ikke gøre meget uden hjælp fra vores venner.

Men alle de store europæiske lande vil sidde og skutte sig – og tale om at se ”helheden” i det – og at vi også skal tænke på det fremtidige forhold til USA. Men en fremtid, som baserer sig på at danse efter en tyrans luner, er en fremtid i ufrihed og slaveri.

De må have godt gang i popcornene i Moskva, Beijing og de andre steder, hvor Trumps despotiske åndsfæller hersker. For lige nu er Vesten i gang med at implodere indefra – antændt og vedligeholdt af den orange lunte i Washington D.C.

Det er i sandhed sorte tider.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dejlig er den himmel blå – alle 19 vers

Udgivet den af
Svar

Grundtvig har skrevet mange salmer – også mange lange salmer.  En af de længste er dog ”Dejlig er den himmel blå”, som i sin fulde længde har hele 19 vers – og ikke kun de syv, der står i salmebogen.

Hele den lange salme kan læses her – og er faktisk en legende på vers om de tre vise mænd, Jesusbarnet og hvad vi alle sammen kan lære af hele den historie. En legende med rødder i både jødedom og kristentro …

For i dag er det Hellig Tre Kongers Aften, så det er først nu, at julen slutter. Det kan man jo tænke over, mens man læser – eller måske ligefrem synger sig igennem de mange vers, som Grundtvig skrev i 1810. Se nedenfor:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

  1. Deilig er den Himmel blaa,
    Lyst det er, at see derpaa,
    Hvor de gyldne Stjerner blinke,
    Hvor de smile, hvor de vinke,
    Os fra Jorden op til sig.

  2. Kommer Smaa, og hører til!
    Jeg for eder sjunge vil
    Om saa lys og mild en Stjerne,
    Jeg det veed, I høre gierne:
    Himlen hører eder til.

  3. Det var midt i Julenat,
    Hver en Stjerne glimted mat,
    Men med Eet der blev at skue
    En saa klar paa Himlens Bue,
    Som en liden Stjernesol.

  4. Langt herfra, i Østerland
    Stod en gammel Stjernemand,
    Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
    Saae det Lys i Stjernevrimlen,
    Blev i Sind saa barneglad.

  5. Naar den Stjerne lys og blid
    Sig lod see ved Midnatstid,
    Var det Sagn fra gamle Dage,
    At en Konge uden Mage
    Skulde fødes paa vor Jord.

  6. Derfor blev i Østerland
    Nu saa glad den gamle Mand;
    Thi han vilde dog saa gierne
    See den lyse Kongestjerne,
    Før han lagdes i sin Grav.

  7. Han gik til sin Konges Slot,
    Kongen kiendte ham saa godt,
    Hørte og med Hjertens Glæde,
    At det Lys var nu tilstæde,
    Hvorom gamle Spaadom lød.

  8. Han med Søn og Stjernemand
    Flux uddrog af Østerland,
    For den Konge at oplede,
    For den Konge at tilbede,
    Som var født i samme Stund.

  9. Klare Stjerne ledte dem
    Lige til Jerusalem,
    Kongens Slot de gik at finde,
    Der var vel en Konge inde,
    Men ei den de ledte om.

  10. Klare Stjerne hasted frem,
    Ledte dem til Betlehem,
    Over Hytten lav og lille
    Stod saa pludselig den stille,
    Straalede saa lyst og mildt.

  11. Glade udi Sjæl og Sind
    Ginge de i Hytten ind,
    Der var ingen Kongetrone,
    Der kun sad en fattig Kone,
    Vugged Barnet i sit Skiød.

  12. Østerlands de vise Mænd
    Fandt dog Stjernen der igien,
    Som de skued i det Høie,
    Thi i Barnets milde Øie
    Funklende og klar den sad.

  13. Den var dem et Tegn saa vist,
    At de saae den sande Krist,
    Derfor neied de sig glade,
    Offrede paa gyldne Fade
    Røgelser med søde Lugt.

  14. Vil I Smaa ei ogsaa gierne
    See den lyse milde Stjerne,
    For den Konge dybt jer neie,
    Som Guds Rige har i Eie,
    Og vil lukke jer derind?

  15. Seer I til den Himmel blaa,
    Med de gyldne Stjerner paa,
    Der den Stjerne ei I finde,
    Men den er dog vist derinde
    Over Jesu Kongestol.

  16. Thi det Barn, som var paa Jord,
    Blevet er en Konge stor,
    Og han sidder nu deroppe,
    Over alle Stjernetoppe
    Hos Gud Faders høire Haand.

  17. Neier eder kun, I Smaa!
    Han fra Himlen seer derpaa.
    Sender ham med Hjertensglæde
    Lov og Pris til høie Sæde!
    Det er Røgelse for ham.

  18. Stjernen ledte vise Mænd
    Til nyfødte Konge hen,
    I har og en saadan Stjerne,
    Og naar I den følge gierne,
    Komme I til Jesum vist.

  19. Denne Stjerne, lys og mild,
    Som kan aldrig lede vild,
    Er hans Guddomsord det klare,
    Som han lod os aabenbare
    Til at lyse for vor Fod.

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Det er – måske – min sidste nytårstale, sagde Mette Frederiksen for lidt siden fra Marienborg.

Og så blev hun ellers personlig – og talte om, at hun ikke havde lyttet nok og været for hård – i hvert fald udenpå og i debatterne. Men at hun havde været det, fordi hun ville det bedste for Danmark i de år, hvor hun har været statsminister – og hvor kriserne har stået i kø: Corona, Ukraine og Grønland.

Det var eminent tænkt og eminent udført, og det var også starten på den valgkamp, som betyder, at der senest om små 10 måneder skal være folketingsvalg i Danmark.

Nytårstalen var også et sats, når man tænker på de ting, som Mette Frederiksen lovede at ville prøve at ændre: Fødevarepriserne, boligpriserne, forholdene for børn og unge, sundhed – især kvindesygdomme og demens, pension og meget andre.

For lykkes det at skabe ændringer i de kommende måneder, så har Mette Frederiksen en reel mulighed for at blive genvalgt. Hvis ikke så er løbet til gengæld formentlig kørt. Det er modigt således at spille højt spil, men nok også nødvendigt.

Efter Danmarksbloggens mening var det også stærkt at stå på mål for en regering, der blev dannet over midten – og som hun mente var en god ting i en verden, der bliver stadig mere splittet.

For politik kan stadig gøre en forskel – og det samme kan politikerne, og man kan mene meget om Mette Frederiksen som person. Men ingen kan tvivle på, at hun er stærk og drevet af en tro på, at det bedste for Danmark er et land, hvor få har for meget og færre for lidt.

Et land, hvor vi lever i tillid og omsorg for hinanden – især nu efter at konventionerne skal tolkes anderledes, således så det er befolkningerne og ofrene, og ikke de kriminelle indvandrere og flygtninge, der skal beskyttes.

Jo, valgkampen 2026 er i gang – og lykkes det for Mette Frederiksen at få nogle af løfterne indfriet, så kan det meget vel være hende, der også byder danskerne godt nytår på årets første dag i 2027.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Kongens anden nytårstale

Udgivet den af
Svar

Så blev det Kongens anden nytårstale. Den svære 2´er, som mange kommentatorer sagde det, inden klokken blev 18 denne nytårsaften. Men den slags pjatteri hører en fredstid til.

For Danmark er ikke længere et land i fred. Vi er heller ikke et land i krig. Vi er i en gråzone, som Kong Frederik sagde det med stor myndighed og vægt.

Det er Danmarksbloggens inderlige håb, at Kongens nytårstale vil få alle danskere til at forstå alvoren af den situation, som vores land, vores verdensdel, Den Frie Verden befinder sig i.

For Frederik d. 10 havde så inderligt ret, da han sagde, at ja, vi har været trygge i 80 år, men nu lever vi i en tid, hvor vi nok kan slukke for nyhedsstrømmen, men ikke for virkeligheden.

En virkelighed, hvor vi kan se til Finland, der som altid lever med det værst tænkelige in mente, men som samtidig ikke sætter livet i parentes.

For frihed er ikke en selvfølge. Den skal dér kæmpes for, og det både vil og kan vi danske, og dem i Grønland og på Færøerne – og det i alle aldre og alle køn. For nok har man kun værnepligt indtil en vis alder, men værneret har vi alle – også os, som er grå i toppen.

Pligt og ret – de følges ad som sorrig og glæde, som vinter og vår, som Kongen løseligt citerede det fra Kingos store salme, der også er en af Dronning Margrethes yndlinge.

Når det virkelig gælder, skal vi have fat på Kingo, som hun har sagt det ved flere lejligheder – og det gælder virkelig nu i Den Frie Verden.

Det var derfor en fornøjelse at se den danske konge i hans anden nytårstale. Han var en krigerkonge, der ville freden, ville samle danskerne. Dén mission lykkedes til fulde – og krydret med en passende portion ydmyghed, lidt lune og snak om familien, så blev den svære 2´er faktisk ganske vellykket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juletræ og tænde lys

Udgivet den af
Svar

Er man julekætter, hvis man tænker: Hvad skal vi i grunden med et juletræ?

Første argument MOD et juletræ: Julen handler om Frelserens fødsel i stalden i Betlehem – og der var ikke skyggen af et grantræ i miles omkreds.

Andet argument MOD et juletræ: At fælde et træ for bare at tage det ind i stuen, hænger på ingen måde sammen klimamæssigt, og det kan man faktisk ikke argumentere for på nogen måde.

Tredje argument MOD et juletræ: Et juletræ er besværligt, og det fylder.

Første argument FOR et juletræ: Det er SÅ hyggeligt med et juletræ, og så er det en tradition.

Well, det er nu ikke mere end lidt over 200 år siden, at det første juletræ i Danmark stod på Holsteinsborg Gods på Sydsjælland. Vi havde altså fejret kristen jul i cirka 800 år, FØR vi begyndte på det med juletræer.

Så nej, traditionen holder ikke som argument.

Men det gør, at det er besværligt heller ikke. For alt i livet, som er dejligt, er i reglen besværligt. Som fx børn. De er arbejde og udgifter, men de er også livets allerstørste lykke. Og når man ser sit barns øjne stråle af glæde foran juletræet, så er det al sliddet værd, ikke sandt?

Dvs. for dem, som har råd til at holde jul. For ligesom at man før i tiden brugte grønkål eller bandt grangrene på kosteskafter for at lege, at det var et juletræ, så er der også mennesker i dag, som ikke har råd til at holde jul – i det Danmark, som ellers samlet set er rigere end nogensinde.

Men goderne bliver mere og mere skævt fordelt i vores lille land. Og julen handler ikke om et træ. Julen handler om, at vi skal være gode ved hinanden, give hinanden plads som Maria og Josef fik det – godt nok i en stald, men alligevel. Om i det hele taget at dele goderne med hinanden, også når det ikke er jul …

Den vigtigste julegave er nemlig ikke den, som du får – men det, som du giver dem, som ikke har til dagen og vejen. At du følger i fodsporene på Ham, som blev født julenat – og som sagde: Jeg er verdens lys.

For lyset, at tænde lys, også overført, er, hvad julen handler om. Hvad julen altid har handlet om, altid vil handle om. Thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som englen sagde dét den første julenat.

Og med de ord vil Danmarksbloggen ønske alle en rigtig glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den nye Triumfbue”

Udgivet den af
Svar

Den fransk-danske film ”Den nye Triumfbue” instrueret af Stéphane Demoustier har dansk premiere 1. juledag, og lad det være sagt med det samme: Det er en storfilm af den slags, som kan ses også om mange år – præcis som at den nye Triumfbue i Paris er bygget også for fremtiden.

Det er så Danmarksbloggens påstand, at man ser filmen forskelligt, alt efter om man er fransk, dansk eller noget tredje.

Som franskmand vil man selvfølgelig fokusere på selve den nye Triumfbue. Hvordan blev den bygget, af hvad og af hvem – og hvorfor blev den, som den blev? For selvom filmen benytter sig af kunstnerisk frihed, er den tro mod, at byggeprocessen var en lang kamp, hvor stor vision og uendelige økonomiske midler mødte pragmatik og politik. Hvor det ikke blev, som arkitekten, danske Johan Otto von Spreckelsen, havde tænkt den nye Triumfbue med den store kube, de små kuber, de svævede skyer og glatte sider af limet silikoneglas og italiensk marmor.

Alligevel blev slutresultatet flot – hvad enhver Paris-farer kan skrive under på. Også fordi aksen er på plads – fra Louvre over Place de la Concorde og op ad Champs-Élysées gennem den gamle Triumfbue og ud til La Défense-kvarteret og den nye Triumfbue, som overvældede mig totalt, da jeg som ung studerende var i Paris kort efter indvielsen af Johan Otto von Spreckelsens mesterværk, som skete på selvsamme dag i 1989, hvor Revolutionen fyldte 200 år. 

For franskmændene er filmen om den nye Triumfbue derfor en film om national identitet og stolthed, og derfor er det også modigt, at filmen tør gøre grin med franskmændenes hang til bureaukrati og falbelader. Helt fantastisk er fx scenen, hvor præsident Mitterand skal åbne konvolutten, der afslører, hvem der er arkitekten bag det vindende bud. Her sidder præsidenten – som den eneste – på en guldstol i et guldrum og omgivet af folk, som var han en anden solkonge.

For os danskerne derimod fylder den danske arkitekts kamp og skæbne, selvom vi godt ved, at han ”i virkeligheden” måske slet ikke var, som han fremstilles i filmen. Men det betyder ikke noget i den danske stolthed over, at en dansker skulle stå for det nye vartegn i byernes by dengang i 1980´erne.

Som Johan Otto von Spreckelsen ser vi Claes Bang – og hvem andre end ham kan i grunden spille den rolle? Han er jo også selv en slags Johan Otto von Spreckelsen. For hvordan kan det være, at Bang ikke anerkendes nok i sit fædreland til at få de store roller i danske film, mens han vader fra succes til succes i udlandet – og vel at mærke i tunge og betydningsfulde roller?  

Som denne hvor han stråler igennem som den danske arkitekt, der gav alt og mere til for det, som han vidste ville være hans livsværk, hvad det også blev – selvom han døde to år inden indvielsen. Bang er både grublende, gnistrende og indædt i rollen. Det lyser gennem filmen, at Johan Otto von Spreckelsen blev martret af en hellig ild, og Bang sekunderes med lidenskab og glød af Sidse Babett Knudsen, som med stor sikkerhed gestalter Liv von Spreckelsen, Johan Otto von Spreckelsens kone, bedste ven og projektpartner, både i Frankrig og hjemme i Danmark.

Den kunstneriske frihed er igen på spil i deres relation som i skildringen af deres psykologi. Men filmmæssigt fungerer kontrasten fra det travle og menneskeskabte paradis i Paris til det rolige og naturskabte paradis i Danmark, også fordi det hele vejen sker med Bangs top-fremstilling af Johan Otto von Spreckelsen som den idealistiske og kompromisløse kunstner, der 24-7 jager sine mål.

”Den nye Triumfbue” er derfor en storslået skildring af en af de ældste kampe i verden, nemlig den mellem vision og penge, mellem drøm og politik, når der skal bygges for eftertiden. En kamp som kæmpes i regeringskontorerne, på tegnestuerne og på byggepladserne, og som aldrig er så rosenrød, som det italienske marmor, som Johan Otto von Spreckelsen ønskede sig, er.

Det marmor, som er brugt til at skabe Michelangelos mageløse Pietà, som er i Peterskirken i Rom. Derfor er det også ren poesi, kunstnerisk frihed og meget fransk i filmen at lade Johan Otto von Spreckelsen dø på en bænk tæt ved hans livsværk. Dø, så han ligger i en positur som en ny Pietà, nemlig en moderne version af den døde Jesus i sin mors arme, hvor Johan Otto von Spreckelsen er sønnen, mens moderen, som favner sin døde søn, er hans elskede Kube, menneskehedens triumfbue.

Det er kunst. Det er format. Også at filmen slutter med en stor hommage til den danske arkitekt, idet man lader Johan Otto von Spreckelsens to franske samarbejdspartnere, og måske frenamies, arkitekten Andreu spillet af Swann Arlaud og embedsmanden Subilon spillet af Xavier Dolan, tage hele vejen fra Frankrig til Danmark for i silende regn at lede efter hans grav, som ikke er et storslået monument, blot en beskeden plade i det grønne græs. En både smuk og passende pastorale …

Danmarksbloggen giver ”Den nye Triumfbue” seks store kuber ud af seks mulige. Det er et epos af format, fortalt med indlevelse og fordybelse, filmet med sans for alle farver og former – og hele vejen gestaltet, så samtlige muser og arkitekter, præsidenter og andet godtfolk jubler i deres himle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The love that remains”

Udgivet den af
Svar

Dagens premierefilm “The love that remains” omtales som en film, der handler om det brudte ægteskab mellem fiskeren Magnús (Sverrir Gudnason) og billedkunstneren Anna (Saga Garðarsdóttir). Om hvordan de og deres tre børn efter skilsmissen skal lære at navigere i deres nye hverdag på Island, hvor de bor.

Og det er et stykke af vejen også filmens ene røde tråd. Den tyndeste. For der er en langt tykkere i den spøjse blanding af en kunst- og naturfilm, som ”The love that remains” er – og den handler om sammenbruddet af noget, som mange mænd – og kvinder – stadig anser som den naturlige orden i verden. Nemlig det patriarkalske samfund, hvor manden styrer, og bestemmer over liv og død, hvor det er hans ret at disciplinere kvinder og børn, som var han en mere eller mindre aggressiv hane i en hønsegård.

Et samfund, hvor der drives rovdrift på ressourcerne, som når de store trawl hiver tons og atter tons af sild ombord på de industrilignende fiskerbåde ude på Atlanten – eller når man bruger grovhøstere og ikke kan nøjes med de bær, som man plukker med sin hånd og kan have i sin hat, som man sagde det i gamle dage i Danmark, når man skulle angive, hvor mange bær man måtte have med hjem efter en tur i skov og eng.

Men de barske mænd på havet som netop fiskeren Magnús er alligevel – selvom de stadig eksisterer – ved at blive fortid og overladt til at sejle, eller måske snarere flyde i deres egen sø, forladt af alt og alt undtagen solnedgangen over deres grådige tilgang til den natur, som vi alle lever af og på, men som er ved at kollapse.

I hvert fald nogle mænd. For i filmen møder vi også et par mænd, som det er lykkedes at tilpasse sig til det nye videns- og kunstbaserede samfund, og de mænd sidder, som det gamle patriarkat gjorde det, stadig på pengene og magten.

Så selvom vi kalder det moderne samfund for feminint og ligestillet, og selvom kvinder får uddannelser, og bliver både læger og billedkunstnere som filmens kvindelige hovedperson Anna, så er udsigten for denne verdens kvinder – også i de frieste af de frie samfund – stadig at være lige så slavegjorte, lige så underlagt manden som førhen. De basale samfundsstrukturer har nemlig ikke ændret sig – og så kan kvinderne nok så meget iføre sig rustning.

Pilene går stadig lige igennem, og giver hende stadig blod på fingrene – og mellem benene. For det er stadig hende, som føder børnene – og er den primære opdrager. Kvinden er stadig underlagt manden, selvom det er hende, som laver rammerne, bestemmer kulturens regler i det drivhus, som familien lever i, og hvor manden – hvis hun giver lov – får sin pause fra den hårde kamp med de andre hanner om bytte og territorier.

Hvor meget kærlighed er det så i det? Det giver filmen faktisk ikke rigtig noget svar på andet end at mennesker gør det, som må gøres, når dagen og livet skal klares, tager støvlerne af, når de skal over et koldt vandløb, og i det hele taget håber det bedste – men ikke forventer ret meget, når det kommer til stykket.

Danmarksbloggen giver ”The love that remains” fire ud af seks vulkaner, som dem vi netop ikke ser i filmen, og som ellers altid forbindes med Island. Det kan virke lidt mærkeligt måske så at give vulkaner. Men det giver mening. For ”The love that remains” er også en mærkelig film, som på én og samme tid er både for lidt og for meget.

Den er nemlig både to og fem vulkaner værd. To, når det handler om at vise konflikten mellem det tidligere ægtepar, som man skal kigge efter med pincet for at se pånær et par enkelte bemærkninger – og fem fordi det er grundgodt endelig at se en film, der både er nærmest totalt blottet for action – trods flere dramatiske situationer – og som tør være virkelig langsom i sit fortælletempo.

Derfor – og pga. filmens totalt grimme billeder af vores menneskeskabte del af verden versus de smukke naturbilleder ender Pálmasons ”The love that remains” på 4 vulkaner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juletræsflyvning igen i år

Udgivet den af
Svar

Sidste år kom de susende i høj fart og stort rabalder – og i år gør de det igen: Kampflyene fra Sverige og Danmark, som flyver i en formation, så de danner et juletræ.

Det ser flot ud, når de kommer drønende. Jeg stod sidste år på Knippelsbro, og så de grå fly jage ind over København, og jeg var vildt imponeret.

Men det er mere end juletid og opvisning. Det er også øvelse og koordinering og alvor. For vi lever i urolige tider – og en såkaldt varm krig er tættere på end nogensinde siden besættelsen.

Verdens første historiker – eller ham som har fået æren af at være det – den græske Herodot, som levede for næsten 2.500 år siden, sagde, at mennesket ikke kan huske sådan for alvor mere end cirka 80 år tilbage i tiden.

Det passer, når man tænker på, at mange danskere skal helt tilbage til deres bedsteforældre eller måske oldeforældre for at finde nogen, som kan huske de fem forbandede år – og at mange af de unge generationer derfor ikke for alvor regner krig i Danmark for en seriøs risiko. Fordi de simpelthen ikke har levet tæt nok målt i tid på krigens gru.

Men krig er en reel risiko i vor tid. Og man skal som bekendt kende sin fortid for at forstå sin nutid – og kunne forme en god fremtid.

Og lige nu sidder der et styre i Moskva, som vil have Rusland lige så stort og mægtigt, som Sovjetunionen var det, og også nogenlunde de samme landområder plus måske noget ekstra. Et styre, som ikke bryder sig om de liberale frihedsrettigheder og det demokrati, som vi i Vesten lever i – og som ikke er en selvfølge.

Frihedsrettigheder og demokrati, som vi nok har fået i vuggegave, men kun fordi der engang blev kæmpet for det. Så vi skal også være klare til at kæmpe, som også NATO´s generalsekretær Mark Rutte lige har sagt det – og det skal de vide i Moskva. Så også derfor er det godt, at flyene går på vingerne her i Norden …

Eller som chefen for det svenske flyvevåben sagde det i sin pressemeddelelse om juletræsflyvningerne, som foregår over hele Sverige, og inkluderer alle Nordens luftvåben: Vores fælles juletræsflyvninger er et synligt symbol for, hvad det nordiske forsvarssamarbejde har udviklet sig til – operativt integreret, gensidigt forstærkende og forankret i vores fælles engagement som allierede.

Vi holder nemlig sammen her i Norden.

I Danmark sker juletræsflyvningen på tirsdag d. 16. december eller i tilfælde af dårligt vejr på onsdag d. 17. december. Følg med i dagspressen for nærmere om tid og sted.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Crazy Christmas: Kiss Bang Bang!”

Udgivet den af
Svar

Storhittet ”Oh, what a night” runder ikke kun årets Crazy Christmas af i en som altid fejende, flot finale. Nej, det er en hel epoke, der slutter nu. For det er time to say goodbye til et stykke kultur-, teater- og kunsthistorie, som har været enestående i dansk teater.

Nemlig de gakkede, aktuelle og sensuelle løjer, som udspringer af en engelsk teatertradition, og som Vivienne McKee og hendes trup af dygtige danske og engelske skuespillere har stået for i en menneskealder.

Og hvad er bedre at slutte på end en teaterversion af en ny historie om James Bond? En version, som indeholder de elementer, som vi kender fra Bond-universet som fx dejlige damer, erotisk atmosfære, drinks, smokinger og gallakjoler, en biljagt, forviklinger, action og alt det andet, som man forbinder med en klassisk film om spionen over dem alle.

Men det her er også en historie, hvor OO7´s liv og virke endelig har indhentet ham, så han som en anden PTSD-ramt soldat bøvler med så centrale dele af sin identitet som evnen til at sige sit eget navn, beholde sit nummer og være i stand til at tilfredsstille en kvinde.

Hans navn er så faktisk ikke og af rettighedshensyn Bond, men Bondage. En martret Bondage, der dog stadig som en sand brite sætter pligten over alt – og stadig forsøger.

Kvinderne – som S og M (og skam få den, som tænker en sammenhæng med Bondage dér, selvom det er svært at lade være qua en tilsynekomst på scenen, som skal ses, ikke røbes) – er derimod stærke og i stand til at klare ikke kun sig selv, men også hele verden, som trues af den onde skurk Felon Fusk.

Fusk, som mener, at Jorden er doomed, og derfor vil kolonisere Mars – med hjælp fra hans satellitter og ilten fra jorden – for sig selv og en tæt kreds af ligesindede, der dog ikke er mere lige, end at de skal hylde Fusk som en anden romersk kejser, og gøre som han siger, som hans eneste ansatte, den imponerende menneskelige robot, gør det.

Og vi i publikum – vi får lov til at være producere, der gentagne gange råber no, absolutely not, når dem på scenen vil have noget. Det gjorde vi så med fynd og klem.

Det er med andre ord alt det sædvanlige gøgl og gejl, alt det som skal være i en Crazy Christmas. Som fx at Dronningen ringer – det bliver så en meget uventet samtale. Og selvfølgelig kårer vi også årets virgin, som får lov til at være med mere end en gang på scenen. Og meget mere. Og hvor har man savnet det i de to år, der er gået siden sidste omgang.

Men to år er ingenting mod en evighed. For nu slutter det, og det var en bevidsthed, som sad i baghovedet under hele showet. Måske også hos dem på scenen?

For David Bateson har sjældent været så ekspressiv – både i ord og i sit fysiske skuespil. Vivienne McKee sjældent så elskelig som den populære Dr. Van Helsingør, og så energisk som både heltinde og skurkinde. Andrew Jeffers sjældent så indtagende og flirtende, når han smutter i sine imponerende kreationer, og svæver rundt på scenen. Og sjældent har Katrine Falkenberg sunget så godt – og Kevin Kiernan-Molloy og Sebastian Harris funkler også i deres væld af roller.  

Forestillingen varer inklusiv pause tæt på tre timer, og det er lige i den lange ende. På den anden side, som min ledsagerske sagde det: Nu går tæppet for altid ned for Crazy Christmas, og det er vigtigt for dem at få vist alt det, som de kan – mens de kan.

Hun har ret. Det allersidste skal ud, og det kom ud. Helt ud over rampen kom det. Der blev danset, sunget, spillet, fortalt jokes, ordspil og alt det andet i én lang kaskade som et andet nytårsfyrværkeri.

Tak for det – og tak for jer. I gav Danmark noget, som vi ikke vidste, at vi havde brug for, og som vi nu vil savne. Et strejf af britisk satire, uhøjtidelighed og ironi, som vi ikke kan leve uden, hvis vi stadig vil have et samfund, hvor vi kan grine – især af os selv.

Danmarksbloggen giver ”Crazy Christmas: Kiss Bang Bang!” fem ud af seks af de skydevåben, som såvel skurke som spioner åbenbart permanent render rundt med. Det er en god forestilling, og jeg ville i øvrigt gerne se den som en film også. De langvarige og stående klapsalver efter forestillingen var en selvfølge.

Man får lyst til, som Paddington gjorde det til Queen Elizabeth, at sige til Vivienne McKee: Thank you, Ma´am … for everything.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Rejsen mod nord”

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersens eventyr ”Snedronningen” er et af mine absolutte favorit-eventyr – og det er som bekendt farligt, men også nødvendigt at udfordre sine indre billeder og forestillinger indimellem.

Sådan tænkte jeg, da jeg satte mig til at se ”Rejsen mod nord”, som har premiere i dag.

For filmen er ikke en gengivelse af H. C. Andersens mesterværk om pigen Gerda, der risikerer alt for at redde sin bedste ven Kai, der en iskold vinterdag får en troldsplint i øjet – og som i årevis sidder som fastfrosset i Snedronningens palads deroppe nordpå, hvor nordlyset med det blotte øje kan ses danse i alle dets farver, inden Gerdas tårer får troldsplinten ud og isklumpen i hans hjerte til at smelte, så de to sammen kan rejse hjem og igen sidde med hinanden i hænderne, og synge den gamle salme, som de lærte af bedstemoderen: Roserne vokse i dale, da får vi barn Jesus i tale.

Filmen ”Rejsen mod nord” bruger rigtignok eventyret som ramme, og har som forventet hentet en del derfra, men har også bådet slettet og tilføjet en del nyt. Mest markant indenfor nyskabelserne er, at vi lærer Snedronningen bedre at kende, og erfarer, hvorfor hun i filmens tolkning vil have fat i et barn som Kai. Det er ikke for svage sjæle, kan jeg godt røbe uden dog at ville sige mere.

I ”Rejsen mod nord” møder vi også trolddjævel-lærlingen Ludvig og hans på alle måder modsætning den lille skytsengel-lærling Lily, der er én mission fra at få sin glorie, og som har et hjerte af guld – og en herlig trang til både ballade og søde sager.

Trods det holder Lily fokus på missionen, som er at beskytte Gerda på deres fælles vej nordpå fra et snedækket vinter-København til først forår i Helsingør, derpå svensk sommer med blåbær og hygge, inden bladene falder af træerne, vinteren kommer, og det bliver tid til det endelige opgør.

For stik mod i eventyret, hvor Snedronningen og Gerda aldrig mødes, så står de to kvindelige hovedfigurer i ”Rejsen mod nord” direkte overfor hinanden i en duel, der vel egentlig bedst kan beskrives som en for-børn-egnet version af opgøret mellem de to troldmænd Voldemort og Harry Potter, som stammer fra en helt anden – men også berømt eventyrfortælling.

Der er også i såvel ”Rejsen mod nord” som i Hogwarts-universet masser af magi, både i form af genstande, ritualer og ord, kirkeklokkeklang, måneskin og eliksirer. Magi er også blevet det, som mange tyer til i dag, når de skal beskæftige sig med noget, som ikke er af denne verden.

Tro og religion, som H. C. Andersen uden problemer brugte i mange eventyr – også dette, hvor det tidligere nævnte citat om barn Jesus er centralt i fortællingen, skydes derimod ofte til hjørne. Dog får bedstemoderen i ”Rejsen mod nord” lov til at sige: Jeg drømmer ikke. Jeg tror – og der er stor forskel på de to ting, min pige.

For nok har det været både påske, pinse og advent, siden Kai og Gerda forsvandt. Men bedstemoderen tror stadig på, at de vender tilbage, mens moderen mener, at bedstemoderen drømmer om noget, som ikke kommer til at ske. Men som vi ved, så ender det godt.

I ”Rejsen mod nord” udspiller historien sig så over et år – fra vintersolhverv til vintersolhverv plus tre dage. Hvorfor giver mening, når man ser historien. Så behøvede man heller ikke at forholde sig til, at i H. C. Andersens version var Kai og Gerda børn, da de tog afsted, mens de var blevet voksne, da de kom hjem.

Trods forskellene er jeg sikker på, at H. C. Andersen ville have nydt denne film. Han elskede enhver god fortælling – og det er ”Rejsen mod nord”. Den handler om venskab, mod og udholdenhed – og endda med en pige som helten, der drager ud i verden. Pigen, der også i H. C. Andersens version fra 1844, var helten, som fortsatte, selvom det var svært. For det er det, selvom heldet står den kække bi. Heldet og så en række dyr, fra gåsen Morten, over hesten Gustav og til rensdyret Svante.

Teknisk set er filmen også i top – og især billederne af det flakkende nordlys er betagende, men generelt fungerer filmen bare. Figurerne er troværdige, og både tempo, mængden af action versus de mere stille og/eller morsomme stunder er helt rigtig. Og så er Ludvig og Lily helt fantastiske. Sådan en slags dansk version af snemanden Olaf fra Disneys ”Frozen”, som på mange måder har inspireret billedsiden, selvom animationerne her er bedre, mere skandinaviske.

”Rejsen mod nord” er simpelthen en animationsfilm, der holder hele vejen fra Danmark og op til Nordnorge, eller hvor Snedronningens palads nu ligger.

Danmarksbloggen giver derfor ”Rejsen mod nord” fem ud af seks roser, som dem, der vokser hjemme hos Kai og Gerda. Det er en snestorms-fejende flot film.

Men den sjette rose udebliver. For den i filmen manglende troldsplint i Kais øje, som er det eneste, der får ham til at binde hans slæde til Snedronningens kane, er så afgørende en brik i fortællingen, at den burde have været med.

Heri ligger nemlig hele eventyrets pointe, hele det menneskelige eksistentielle valg: Ser man hullerne i osten, som Kai gør det efter troldsplinten (og som anmeldere gør det) – eller tror man som Gerda og bedstemoderen på, at alt kan lade sig gøre, når man har Gud og kærligheden i sit hjerte?

Det sidste er det bedste, er moralen. Og eventyrfortællere har gennem hele historien ment, at det kan børn sagtens forholde sig til. Tag fx en anden børne-fortælle-gigant, svenske Astid Lindgren, som i ”Brødrene Løvehjerte” har budskabet: Livet er farligt, men vi kan ikke leve uden at løbe risiko, hvis vi mener noget med at kæmpe for det gode mod det onde. Det er i øvrigt en udmærket lektie – også for os, som hvis vi er børn, blot er det i hjertet og sindet.

Følgende har lagt stemme til filmen: Mads Mikkelsen, Fiona Blond, Carl Løber Roliggaard, Danica Curcic, Elias Meyer Jakobsen, Suvi Ellegaard Ebbe, Bodil Jørgensen, Anne Marie Helger, Camilla Lau, Nicolai Jørgensen, Pia Rosenbaum, Adam Eiberg Kastaniegaard, Sonja Oppenhagen og Henrik Koefoed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk