God sommer: Rejseriets kedelighed – og stjernestunderne

Sommeren er her – og Danmarksbloggen filosoferer lidt over det at rejse:

Hvorfor skal rejseberetninger altid være positive? Altid noget med smukke billeder, spændende reportager, unikke oplevelser og fantastiske indsigter i sig selv og livet, som man bare ikke kunne få andre steder end lige på dén rejse.

Alternativt kan rejseberetninger være dramatiske, noget med sygdomme, naturkatastrofer, hvordan man med nød og næppe undgik døden – eller næsten værre hvis man tænker på et nyligt russisk flystyrt: At miste sin bagage.

Men hvad med alt det almindelige kedelige, som vi altid møder på rejsen?

Timerne, hvor man venter i lufthavnen, hvis man da stadig vil stå ved, at man indimellem benytter sig af dette instrument-til-vores-egen-udslettelse.

Smerterne i skuldre og ryg, fordi man skal slæbe bagagen over lange afstande … og er totalt mørbanket, når man endelig når frem til hotellet. Mørbanket og tørstig, men uden at have noget at drikke – og der er mindst en kilometer til nærmeste kiosk eller supermarked. Sådan føles det i hvert fald.

Så man overvejer at drikke af vandhanen. Og enten så gør man det, og sidder på tønden de næste to dage. Eller også så begiver man sig ud i den brændende hede og hen til vandingsstedet og køber en masse vand, cola og chips – men ikke noget, der minder om rigtig mad.

For man lærer nemlig ikke noget – og slet ikke at tænke frem. Så når man endelig – helt udmattet – er tilbage på hotellet, går der cirka en halv time, så kan man mærke, at man er sulten. Men man har ikke noget at spise. Man må afsted igen. Det er næsten ikke til at bære, og resten af dagen ligger man brak på sengen og tænker over, hvorfor man i grunden ikke bare blev hjemme.

Hjemme sammen med sin egen hovedpude, køleskabet og tv´et, der viser kanaler, hvor man kan forstå, hvad de siger.

Solcremen er en anden ting, som man enten ikke bruger, eller får smurt ud på den der dyre og fine kjole, som derhjemme ikke må komme i kontakt med noget, der bare har risikoen for at kunne fedte. Men selvfølgelig skal man have lige dén kjole på til turen inde i byen – midt på dagen. Også selvom man har fem andre og markant billigere kjoler med. Så på med solcremen – og derpå kjolen, som nu for altid har to skjolder ved brysterne til minde om den der ferie …

Og så er der kedsomheden. De dér stunder, hvor man egentlig burde hygge sig, for der er ingenting, man skal. Man har måske endda orket at rydde op på sit værelse. For nok er man på ferie, men man producerer stadig både beskidt undertøj og skrald. Så medmindre man er royal eller noget, der ligner, så skal man rydde op efter sig selv – også på en ferie.

Men altså lige nu er der ingenting. Så man ligger bare i en liggestol eller måske på sit værelse og vegeterer – og det burde være så dejligt, så dejligt, men det er hamrende kedeligt. Thi evig stilstand er død, som en tænksom fætter også sagde det engang. Han havde ret.

Men det meste af tiden går ikke stille på en ferie.

Tværtimod. Man går, går, går, går, går, går, går, går – og til sidst har man gået så meget, at man er blevet øm i fødderne eller har fået vabler. Hvis man er heldig – begge dele. Men når man kommer dertil, så ved man, at man har gjort det godt målt på ferie-termometeret. For dér – og først dér – har man fået set og oplevet så meget, at man kan sætte kryds ved “OPLEVELSER – mission accomplished”, mens man sidder på en café og hælder væsker i sig.

Væsker, som man ikke ved, hvad er, men som smager godt – i hvert fald mens man er på ferie. For laver man fejlen, og køber en flaske eller to med hjem, så smager stadset helt anderledes, og som regel dårligt, når man er i Danmark igen.

For lige pludselig skal man hjem igen – og det gider man egentlig heller ikke. For så skal man hjem til opvask, rengøring og alt det andet. Men så kan man muntre sig i lufthavnen på vej hjem med at se på de andre rejsende – og tænke på, om de overhovedet kan tælle.

For man må som regel kun have et styk håndbagage med … men det bliver hos mange til 2-3 stykker: En såkaldt kabinekuffert, der mere minder om en rigtig kuffert, en stor rygsæk og endelig en almindelig taske.

Sådan rejser mange i dag. Så skal man heller ikke vente på bagagen. Man har så også sørget for, at de andre ikke kan få plads til noget i rummet over sæderne.

Men altså: Således opmuntret eller nedslået over denne verdens ubetænksomhed begiver man op i flyet og hjem, mens man tænker på, hvor ens næste ferie skal gå hen.

For vi lærer som bekendt ingenting … så selvfølgelig skal vi afsted igen …

—-

For at rejse er at leve, som H. C. Andersen sagde det. Han havde ret. Livet – både hjemme og på rejsen – er en evig kamp, hvor vi knokler rundt, bliver trætte, beskidte, sultne og tørstige – og syge.

Men indimellem kommer så de livets stjernestunder, som er hele umagen værd …

Stjernestunder af lykke, erkendelse, samhørighed med os selv og vores nærmeste. Dér hvor tiden bliver lodret og så dyb af vælde, at vi rives omkuld og for altid vil huske lige det øjeblik, hvor vi ….

Stjernestunder, der sætter sig fast i sindet. De stjernestunder, som vi oplever ekstra stærkt, når vi er udenfor vores vante rammer …

Så netop derfor skal vi gribe kufferten, solcremen, plastrene til vablerne og pillerne, der kan stoppe diarréen – og drage afsted.

Verden – og vi selv – venter derude.

Danmarksbloggen ønsker alle: God sommer – og på gensyn i august …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Har du hørt en fugl synge?”

H. C. Andersen skrev eventyr FORTALTE for børn. Bemærk ordet fortalte. Deri ligger nemlig hele hemmeligheden, dette at hans eventyr havde flere lag, både det umiddelbare og de dybere.

Det er så forkert at antage, at kun voksne kan forstå de underliggende lag. Det er til gengæld helt rigtigt, når man siger, at børn er bedre til at sanse det, som sker for øjnene af dem – og til at tro på det umiddelbare. Dén observation gjorde Danmarksbloggen i hvert fald, da undertegnede i går så Grønnegårds Teatrets familieforestilling for børn fra 6 år og deres voksne. I år er det ”Har du hørt en fugl synge?” – frit efter H. C. Andersens ”Nattergalen”.

Danmarksbloggen vil så anbefale alle at se stykket, også selvom man ikke har et barn at følges med. For ikke mindst så holder H. C. Andersens tekst – selvfølgelig. Men det gamle eventyr bliver styrket i denne form med nutidige sproglige tilføjelser, hvor de moderne sætninger og betoninger gør historien ekstra levende og nærværende.

Derudover er der noget ganske fantastisk ved en lille og enkel opsætning. Ikke nok med at man som publikum kommer helt tæt på, men ligesom med den levende nattergal er der noget ægte over det teater, som udelukkende hviler på skuespillerne og deres evne til at gestalte historien.

For ja, flotte kulisser, imponerende kostumer, lys i kaskader og lyd med smæld på kan være vældig fint – præcis som den kunstige nattergal er det med sit guld, sølv og juveler. Men det, som bærer enhver teaterforestilling, er ordene, mimikken, bevægelserne og samspillet mellem dem på scenen, altså det som kaldes kunst, når den fungerer.

For når det sker, så kan der spilles på en papkasse iført en brun sæk – eller som her, hvor nogle af dansk teaters unge stjerneskud har et trægulv, nogle grå kasser, et par fugle, et par instrumenter og nogle andre småting – og de grønne trækroner at folde sig ud på og under – og som de folder sig ud.

Som publikum – uanset om man er 8, 30, 50 eller 70 – gribes og bevæges man nemlig i en grad, så det ikke kun var regndråberne, der løb ned ad kinderne.

For de kan så meget, de unge mennesker – og de vil så meget med deres teaterstykke. De vil nå os med fortællingen om den hovski-snovski kejser, der dog kan græde, og som har hjertet på rette sted, men som også er omgivet af nikkedukker og spytslikkere.

Og de gør det med stort engagement, der matches af kropslige præstationer, visuel fortælling med både farver og fagter, storgrinende humor som indimellem bliver til bidende samfundssatire, skønsang af nærmest sakral karakter (men okay, nattergalen er også nærmest guddommelig) og et vaskeægte drama, især i den andensidste scene.

Det er scenen, hvor døden kommer for at hente kejseren, men hvor nattergalen synger døden fra kejserens hjerte. Dén scene er i særklasse i den måde, som spændingen opbygges til det uudholdelige, inden forløsningen kommer med den lille uanselige fugls triller.

Men det skal siges, at vi undervejs i den time, som forestillingen varer, præsenteres for det ene højdepunkt efter det andet. For det hele er eminent godt lavet – og nok spiller den ene af de unge skuespillere kejseren og en anden nattergalen, men så er der også både kammertjeneren, den lille kokkepige og musikmesteren til de tre andre, og ingen af dem er mere end de andre, og alle spiller også andre roller, både hoffet og køerne og frøerne med flere.

Så det er i den grad et team-work præsteret af Nicolai Jørgensen, Nikolaj Bjørn-Andersen, Michael Slebsager, Rikke Westi og Laura Skjoldborg – og en forestilling, som bliver siddende i én.

Som tilskuer spørger man derfor også sig selv på vejen hjem, om man har hørt en fugl synge? Et barn vil nok sige ja, og måske også et purungt menneske. Men i takt med alderen erkender de fleste af os, at vi alt for ofte lytter til den såkaldte sunde fornuft aka denne verdens kejsere, kammertjenere og musikmestre.

Men dem skal vi stoppe med at høre på og i stedet gennemskue i bevidstheden om, at livsvisdommen og livskunsten ligger i at lytte, som kokkepigen og fiskeren gør det. For kan vi det, kan vi skelne mellem de guldglitrende, kunstige fugle og de ægte nattergale – og så vil alt gå meget bedre, også for os, selvom vi ikke er kejsere. For hjertet sidder som bekendt til venstre hos os alle sammen.

Danmarksbloggen giver den gribende ”Har du hørt en fugl synge?” seks rigtige nattergale ud af seks mulige. Det er ægte teater, når det er bedst og mest levende.

Forestillingen spiller i haven på Designmuseum Danmark til og med 11. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Søren elsker Katinka”

Cabaret-vandring i og omkring Nyhavn og Minefeltet! Det er jo hele to ting på samme tid, både musik og byvandring.

Nej, faktisk er det tre, når det er Allan Høier fra Teatret Optimis, der optræder. For så er der også en god portion skuespil involveret, når hr. Høier fortæller om Sigfred Pedersens liv og med stort engagement synger nogle af hans viser.

Vi starter i Nyhavn – nede ved ankeret, men begiver os hurtigt over i den såkaldt pæne side af Nyhavn, hvor der selvfølgelig lægges ud med ”Søren Bramfris lærkesang”, nok bedre kendt som ”Nu går våren gennem Nyhavn” – denne sang, der om nogen personificerer Nyhavn og foråret – og ja, både et sted og en årstid kan godt personificeres, når det er Sigfred Pedersen, der har skrevet ordene.

Den pæne side af Nyhavn er som bekendt den side, som ligger i skyggen, men hvorfra man på Sigfred Pedersens tid med største mistro så over mod den anden side, den uartige side, hvor søfolk, letlevende damer, fattige, studerende og kunstnere færdes i en konstant vrimmel omgivet af støj, røg og stank mellem skibe, varer, snavs og rotter.

I dag er det solsiden – den med alle restauranterne, turisterne og nogle af hovedstadens dyreste ejerlejligheder. Sådan forandrer alting sig – og dog.

Våren er nemlig altid den samme, denne vidunderlige vår, som hvert år vækker os igen efter en lang vinter. Og nok var aftenen i går en blæsende sommeraften, men det var som spillede vårens blå lys alligevel mellem de gamle huse – og måske allermest under Stærekassens guldmosaik, da Allan Høier indfølende sang ”Den gamle skærslippers forårssang”. Det er den med ordene:

Men jeg er digter, og jeg må drømme, thi jeg er ét med den lyse nat …

For det var Sigfred Pedersen. Trods en bondebaggrund og en universitetsuddannelse blev han hverken en håndens mand eller en intellektuel. Han var og blev digter, visesmed – og Danmarks Bellman, der kunne skrive som ingen andre her til lands om erotik og kærlighed, om livet på beværtningerne og i de små lejligheder …

Og det gælder, også selvom han – som en kunstnerkollega sagde det – ikke havde det fjerneste talent for at gå i hundene. Snarere tværtimod. For nok var Sigfred Pedersen en bohême, der fik sin post sendt hen til café Nick i Nikolajade, men han endte også med at få både ridderkors og komme på finansloven.

Og ja, cabaret-vandringen går også til café Nick og resten af kvarteret omkring Nikolai Kirke – og til området ved Hviids Vinstue og det nu hedengangne Parnas, der i dag er en trendy blomsterbutik (tsk-tsk) – og til Sct. Annæ Passage mellem Store Kongensgade og Bredgade.

Så vi kommer godt omkring i byen, inden vi vender tilbage til Nyhavn – og denne gang til den uartige side, solsiden – og her får vi en version af ”Katinka, Katinka”, så det smælder i baggården.

Inden kommer vi dog ned på Sigfred Pedersens plads, ja det hedder den ikke – sådan rigtig. Men det burde den lille plads ved Lille Strandstræde hedde, både på grund af dens geografi – og fordi Sigfred Pedersen ikke har så meget som en gade eller bare et lille stræde opkaldt efter sig.

Det gør Allan Høier også opmærksom på – på samme fine, oplysende og levende måde som han formidler denne del af den gamle danske kulturarv, som mange især blandt de unge og yngre generationer måske ikke kender.

Men Danmarksbloggen lagde mærke til, hvordan også dem født i dette årtusinde lyttede interesserede, når de kom forbi os, der stod forsamlet om den velsyngende mand i den lyse cottoncoat med kufferterne – og den lille kineser, der spillede så fint til nede i kufferten. Han hedder i virkeligheden Allan Thorsgaard.

Danmarksbloggen giver ”Søren elsker Katinka” fem ud af seks snapse, som dem der gavmildt blev delt rundt under den dybt musikalske tur i Nyhavn og Minefeltet i selskab med Sigfred Pedersen og Allan Høier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-lederne svigter Europa

Man kunne formode, at EU har en interesse i at blive populær hos befolkningerne.

Men dette er tilsyneladende ikke resultatet, når man ser på, hvem EU-lederne har valgt – og fravalgt – til posterne som EU-kommissionsformand, formand for Det Europæiske Råd og EU´s udenrigschef.

Væk er alle kandidater med viden og erfaring fra EU som fx danske Margrethe Vestager og hollandske Frans Timmermann. Og jo, jo – de er blevet første og anden næstformand, men det er ikke at regne for noget, hvad det kunne have været.

Det blev til gengæld den tyske forsvarsminister og partikollega med Angela Merkel, der blev kommissionsformand, den belgiske premierminister, der blev formand for Det Europæiske Råd og den spanske udenrigsminister, der blev EU´s udenrigschef.

Ingen af dem har tidligere været i spil til nogen af posterne – og to af dem har ingen eller meget begrænset erfaring med EU-systemet. Det er rent til grin – og det vil blot øge den folkelige modstand mod hele EU – og med god grund.

Danmarksbloggen er i hvert fald mere EU-skeptisk nu end nogensinde. EU´s statsledere er simpelthen ikke deres opgave voksen, når de kan vælge prima-kandidaterne fra og sekunda-kandidaterne til.

Ja, Europas statsledere svigter Europa, europæerne og den tid, som vi lever i, hvor vi er nødt til at stå sammen og hæve os over nationale og partipolitiske fnidderier, hvis vi skal løse tidens udfordringer. Men det magtede Merkel og Macron og de andre altså ikke.

Nu bliver det spændende, om EU-parlamentets medlemmer godkender pakken. Man kunne godt være fristet til at håbe, at det blev et rungende nej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Helligtrekongersaften”

Man ved, at højsommeren nærmer sig, når der er premiere på Grønnegårds Teatrets forestilling under de grønne trækroner i Designmuseum Danmarks gamle have – og i år er skibet ladet med Shakespeare og hans ”Helligtrekongersaften”.

Skibet skal tages helt bogstaveligt, for scenen er bygget som et kolossalt skib i blå og grønne nuancer med lidt hvidt og tre gule stole. Både i bredden og højden fylder skibet også godt ud og danner rammen om en af mesterens klassiske forviklingskomedier om længslen efter kærlighed, menneskenes mange dårskaber i den forbindelse og alt det andet, som i vor tid er ligeså basale livsvilkår, som de var det på Shakespeares tid.

Til premieren i går aftes var det også et særdeles veloplagt publikum, der bænkede sig med tæpper, rosévin og hvad der ellers måtte være tilbage fra den picnic, som mange havde holdt inden forestillingen på det grønne græs omkring de røde tilskuerbænke.

Der var derfor en afslappende stemning med masser af grin og udbrud, som mindede undertegnede lidt om den medlevende atmosfære, man altid oplever på det genopførte Globe Theatre i London – dér hvor man spiller Shakespeare på originalsproget, endda i den gamle engelske version, men som regel i et nyt og anderledes regi.

Det samme gør Grønnegårds Teateret. Her er det også klassisk Shakespeare, når det kommer til det sproglige, hvor man havde valgt Niels Brunses oversættelse, så man får så mange lag med som muligt. Og ja, blankvers kan godt lyde tørre for nutidsører, men de er også en del af Shakespeare, som man ikke kommer udenom, hvis man vil lære mesteren ordentligt at kende.

Det bliver til gengæld farverigt, når det kommer til kostumerne, hvor der ikke var en eneste nuance på paletten, som ikke sås på scenen – og ofte tilsat lidt eller meget guld. Det gav alt sammen stykket ekstra kant.

En af de mest markante var den nærmest skrigende gule, som en stærkt spillende Ann Eleonora Jørgensen optrådte i, mens hun øvede sig på at smile og trække op i skørterne. Ann Eleonora Jørgensen har før stået på scenen i Grønnegårds Teatret, og hun er en gave til det klassiske teater, da hun har både den dramatiske sans og den komiske timing – og så det der udefinerbare, som i mangel af bedre kaldes udstråling og evnen til at komme over scenekanten.

Det samme kan siges om Troels Lyby, der virkede mere end overbevisende i rollen som den elskovssyge hertug Orsino, der nok kan besejre en hel verden, men ikke kan hitte ud af sit eget følelsesliv.

Men også Niels Ellegaard viste, at han kan mere end være sjov i et telt på Bakken, hvorfra mange ellers kender ham på denne tid af året. Men det klæder ham at skulle være andet, selvom han OGSÅ er morsom i rollen som narren.

Julie Agnete Vang spiller grevinden Olivia med en fantastisk fornemmelse for figurens sårbarhed midt i al snobberi og forfængelighed.

Og sådan kunne man blive ved med at nævne alle skuespillerne, som også tæller Laura Bro, Asbjørn Krogh Nissen, Anton Hjejle, Morten Hauch-Fausbøll, Henrik Lund og Søren Birch Plum.

For alle udfylder deres roller omkring den centrale figur Viola – eller Cesario, som hun laver sig om til, da hun iklæder sig mandetøj for at få en mulighed for i en patriarkalsk verden at danne sig den fremtid, som hun ønsker.

Hun spilles af Katrine Greis-Rosenthal med lige præcis den rette mængde sødme, gå-på-mod, energi og umiddelbarhed, som man forventer at finde hos et modigt ungt menneske, der er kastet ud i voksenlivet og skal skabe sine egne rammer – langt væk fra alt det trygge.

Grønnegårds Teatret leverer i år en forrygende aften under de grønne trækroner, hvor vi griner og frydes over de mange farver, de finurlige replikker, den glimrende komik og timing, som leveres fra sceneskibet, der sejler denne version af ”Helligtrekongersaften” sikkert i havn.

Ja, sågar en lille fægtescene snydes vi ikke for – den måtte i øvrigt godt vare lidt længere. For komik er også kroppens sprog – og også hos Shakespeare. Så lidt mere action havde klædt en ellers god forestilling.

Danmarksbloggen kvitterer med fire ud af seks guldmasker, som den grevinden koket tager på, da hun første gang møder den forklædte Viola og forelsker sig brændende i samme … fordi hun tror, at den unge kvinde er en mand …

For konventionerne skulle holdes på Shakespeares tid … også de kønslige, ja måske især de kønslige. Ellers ville samfundet falde sammen, mente man. Heldigvis er vi kommet videre. Eller er vi?

”Helligtrekongersaften” spiller til og med d. 24. august. Det er Christoffer Berdal, der har iscenesat.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En statskvinde af format …

Det er så længe siden, at det sidst skete i Danmark. Så længe siden, at vi danskere har glemt, hvordan det er at have en statsminister med format. Vi har kigget til Norge, som havde Stoltenberg – og til andre store statsmænd og statskvinder, som forstod at favne deres land og tale til det store og gode i mennesket.

Men i Danmark skal vi tilbage til sidste årtusinde for at finde statsministre med det store format. For det havde hverken Fogh, Thorning eller Løkke – uden at vi behøver at gå i detaljer.

I stedet kan vi stolt konkludere, at landets kommende statsminister Mette Frederiksen har dette format. At hun bliver en rigtig statskvinde, en statsminister for os alle sammen.

Man fornemmede nok, hvor det bar hen, da hun på valgnatten sagde, at hun syntes, at det var passende at give Løkke en hånd. For han var en politisk kollega, der skulle mødes med respekt.

Og så kom Folkemødet på Bornholm, hvor hun sagde, at det første, hun vil gøre som statsminister, bliver at give Godhavnsdrengene en undskyldning. Fordi vi som samfund må tage ansvar for i går, i dag og i morgen.

Danmarksbloggen er begejstret … Endelig en statsminister der taler op til os, taler til det ædle i mennesket, til det der samler os …

Der er tændt et håb med Mette Frederiksen som leder af Danmark …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så er det kildetid

Skt. Hans-bålene er brændt ned – men derfor er midsommertiden ikke forbi. Ja, faktisk varer den lidt over en uge endnu.

Det er som bekendt også Skt. Hans-dag i dag, altså Johannes Døberens Dag.

Ham, som både var Jesus´s fætter og ham, som døbte Jesus i Jordanfloden. Og han havde meget behændigt fødselsdag i dag, fandt de smarte spindoktorer på – dengang kristendommen skulle markedsføres som den nye religion.

Det ville nemlig passe med, at dagene bliver kortere efter Johannes fødselsdag, mens de bliver længere efter Jesus´s fødselsdag.

Det varer så heldigvis lidt, før vi for alvor mærker de kortere dage, for sommeren er først lige gået i gang – og til og med d. 2. juli er det ovenikøbet kildetid.

Kildetiden er betegnelsen for tiden fra Skt. Hans til Vor Frue Dag d. 2. juli, som helt indtil Struenses helligdagsreform i 1770 var en helligdag til jomfru Marias ære.

At vi på det tidspunkt havde været protestanter i næsten 250 år var ligemeget. En fridag er en fridag … og kildetiden var en god anledning til IKKE at arbejde. Mennesker har nemlig altid kunnet lide at holde fri.

Men hvad lavede man så i kildetiden? Ja, man rejste til de hellige kilder for at drikke af vandet, så man kunne blive rask, hvis man var syg – eller holde sig rask, hvis man var rask.

Man mente nemlig, at kildevandet var livgivende og magisk – og allermest Skt. Hans-nat selvfølgelig. Men også i resten af kildetiden var vandets kraft stærkere end normalt, så man rejste til de hellige kilder og sov under åben himmel.

Smarte forretningsfolk var selvfølgelig hurtige til at stille telte op og sælge mad og drikke, hvis nu man fik nok af kildevandet. Det gjorde mange.

Og således opstod kildemarkederne, hvoraf ét stadig lever i bedste velgående, nemlig Bakken nord for København, som opstod omkring Kirsten Piils Kilde, der også stadig kan ses. I dag er det dog nok de færreste, der drikker af vandet.

Men over hele landet var der hellige kilder, som både høj og lav, gammel og ung, søgte til i kildetiden.

I kunstens verden er kildemarkederne og de hellige kilder også beskrevet. Mest berømt er nok Jørgen Sonnes maleri ”De syges søvn på Skt. Helene Grav ved Tisvilde Skt. Hans nat” samt Adam Oehlenschlägers skuespil “Sanct Hansaftens-spil”.

Idag har vi ikke kildetid på dén måde mere – men se hvordan vi søger til stranden, parken og andre steder ude i de grønne, smider tæpperne, spiser og drikker, griner og hygger os, og så kan man faktisk sagtens leve sig ind i kildetiden – også selvom de fleste i dag hellere nyder et glas vin eller en øl end vand fra en hellig kilde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ulveslægten”

Man bliver lidt forvirret, når man starter på bogen ”Ulveslægten” af Anders Lundt Hansen, som også har skrevet historiebøgerne ”Jellingmysteriet”, ”Nordens hersker” og ”Sølv, blod og kongemagt”.

For bogen handler om kongerne i Danmark i perioden fra cirka 1050 til ca 1150, og de præsenteres i bogen som Ulveslægtens konger. Men faktum er, at de stridbare og magtglade mænds adgang til den danske trone IKKE kom via forfaderen Ulf Jarl af Skåne (Ulf som i Ulv), men via formoderen, Estrid, som var datter af den danske konge Svend Tveskæg og søster til kong Knud den Store, som herskede over både Danmark og England.

Det er også derfor, at den første konge (med Ulf som far), der nævnes, hedder Svend Estridsen, altså Estrids søn, og ikke Svend Ulfssøn. For det er forbindelsen til Estrid, der legitimerer retten til tronen.

Det er derfor ærgerligt, at bogen bruger dette fortællegreb med ulve-efterkommerne. For det rimer dårligt med dén historiske kendsgerning, at det er den samme slægt, som har siddet på den danske trone gennem hele historien. Og dét er set i europæisk sammenhæng ret unikt, at der ikke har været forskellige slægter, men at det er den samme slægt, om end i forskellige versioner og langtfra altid med tronen givet fra far til søn, men alligevel …

Lidt inde i bogen slås det også fast, at hvis ikke Kong Magnus af Norge var død, fordi han faldt af sin hest – så havde det hele endt anderledes. Det er uden tvivl rigtigt, men det gælder mange ting i historien, at hvis og hvis …

Og især i denne tidlige middelalder, hvor kongerne i Danmark skulle frygte både sygdom og sværd, var der ikke givet noget på forhånd. For var det ikke det ene, der tog livet af dem før tid, så blev det nemt det andet. Ingen vidste, hvornår deres sidste dag kom.Og netop de 100 år her var mere end urolige, og det er svært at holde styr på, hvem der var hvem, hvem der (måske) myrdede hvem og så videre.

Sandheden om tiden er dog også, at den var andet og mere end krig og kampe om magt og rigdomme. Historien om de urolige år i middelalderen handler også om, at det danske samfund blev bygget op. Det hører man så desværre meget lidt om i bogen. Med undtagelse af noget om møntvæsenet og noget om det store kirkebyggeri, som betød, at landets trækirker blev revet ned og erstattet af stenkirker, hvoraf mange står endnu – omend ombygget og tilbygget. Men alligevel – der var et kirkebyggeri uden europæisk sidestykke i netop det århundrede, som bogen dækker.

Det var så også den tid, hvor byerne og handlen voksede, hvor hjulploven blev indført, hvor der kom mere system og organisation i landet – hvilket alt sammen var med til at skabe betingelserne for det feudale samfundsystem, som for alvor blomstrede i de kommende århundreder.

Og dét ville vi altsammen gerne have hørt mere om, for Danmark blev heller ikke dengang bygget på krig og alliancer mellem våbenbrødre alene.

Men ellers vrimler bogen med gode historier – fx den om jætten Finn, som ifølge legenden hjalp til med at bygge Lunds Domkirke, som var dansk dengang, da Skåne sammen med Blekinge og Halland var danske.

Jætten ville selvfølgelig have noget for ulejligheden, nemlig præstens øjne. Heldigvis beholdt Guds mand sine øjne, da han i sidste sekund fandt ud af, hvad jætten hed. Gal af raseri styrtede Finn ned i krypten for at rive hele den store katedral ned, men så ramte en solstråle. Dét kan trolde og jætter ikke tåle – de bliver forvandlet til sten. Og hvis man tvivler på historien, kan man jo tage til Lund og selv se efter. Undertegnede har været dér – og kan bevidne, at Finn står og omfavner en af de store søjler nede i krypten.

Kirker som skueplads for drama skorter det nemlig ikke på i middelalderen, heller ikke de historisk bedre funderede. Vi får derfor også i bogen en meget levende – og fantasifuld – beskrivelse af mordet på Knud den Hellige i Skt. Albans Kirke i Odense – og om hele forløbet bagefter, da den myrdede konge blev kåret til helgen.

For religion var vigtig på den tid, og det var godt i magtspillet at kunne tælle en helgen blandt sine aner, hvilket også den senere konge Valdemar den Store var bevidst om, da han fik kåret sin far Knud Lavard som helgen – flere år efter denne blev myrdet ved Haraldsted ved Ringsted. Stedet er den dag i dag valfartssted for Danmarks katolikker.

Pilgrimsfærd og korstog betød meget for datidens mennesker, som var stensikre på, at den kristne tro – og deres fortolkning af den – var den eneste rigtige måde at se verden på. Så derfor gjaldt det om selv at blive frelst – og om at befri den hellige by Jerusalem fra muslimerne.

Alt det hører man også om i ”Ulveslægten”, men desværre beskrevet på en måde, så det ikke holder teologisk.

For nok er det godt at ville gøre svært stof enkelt og forståeligt, men man skal også passe på med ikke at gøre det så enkelt, at man laver om på meningen, som når der fx på side 67 står: ”For de kristne i middelalderen var det almindeligt, at man rejste hen til hellige steder for at vise, hvor from man var. Det var især en god idé, hvis man havde gjort noget, man ikke måtte ifølge kristendommen. Hvis man virkelig fortrød det, man havde gjort, kunne en hellig rejse få Gud til at synes, at man var ok igen. Så undgik man at komme i helvede, når man døde.” Citat slut.

Men det kniber med teologien flere steder:

1) Man tog ikke bare på pilgrimsrejse for at vise sin fromhed. Troen var simpelthen den måde, som man identificerede sig selv og verdenen på. ALT var gennemsyret af troen på en måde, så vi i dag vil kalde det fundamentalistisk.
2) Rigtigt er det, at en pilgrimsrejse kunne være en bod, hvis man havde gjort noget forkert, men mange gjorde det også, fordi de simpelthen havde lyst og følte en trang til at komme tættere på Gud. Sådan er det stadigvæk for nogle pilgrimme.
3) Kristendommen er ikke en gernings-religion, hvor man ved at gøre noget, kan få Gud til at elske én. Gud elsker mennesket, som det er, uanset hvordan vi opfører os – set i den kristne optik. Og endelig
4) At man undgik at komme i helvede er måske lige at skyde spurve med kanoner, for man opererede i katolsk tid langt mere med at mindske tiden i skærsilden, altså den tid som sjælen skal lutres, inden man kan komme ind i Himlen.

Så det er ærgerligt, at det teologiske ikke er beskrevet korrekt i en ellers velskrevet bog, hvor læsningen flyder.

Godt er det til gengæld, at udlandet tages ind – både rejser og erobringstogter og korstoge, men også udlandets interesser – og stormændenes.

Bogen slutter også med en cliffhanger, som det hedder på nudansk – nemlig at der lægges op til dramaet mellem Svend, Knud og Valdemar, som man kunne forestille sig, ville blive en del af en femte bog.

Desværre fristes forfatteren også her til at behandle historien ret frit, når han skriver: ”For ingen af de tre kan blive konge uden støtte fra mange stormænd. Og den mægtigste stormandsslægt af dem alle, den rige Hvide-slægt fra Sjælland, skal vælge, hvem de vil støtte. Når krigens sværd igen lyner over landet, er det Hvidernes konge, der ender på tronen.” Citat slut.

Det lyder dramatisk, men når man ved, hvem af Svend, Knud og Valdemar, der var den senere biskop Absalons og hans bror Esbern Snares bedste ven, ja som endda var vokset op sammen med dem – så ved man, at Hviderne på forhånd havde valgt, hvem de ville støtte. Absalon og Esbern Snare hed nemlig Hvide til efternavn, og deres far var den mægtige Asser Rig.

Fantasi er som bekendt ok, når det er en skønlitterær bog, men når man skriver, at “Ulveslægten” har til hensigt at indføre 9-13-årige i middelalderens historie, så duer det ikke med mangler og fejl.

Derfor denne hårde kritik og kun to ud af seks sværd. For der er vældig gode beskrivelser af våben, steder, slag og kampe fx slaget ved Fodevig, men meget af det andet trænger til en tur med tættekammen.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dannebrog fylder 800 år

Dannebrog fylder i dag 800 år – og dét skal fejres. Danmarksbloggen siger selvsagt også tillykke til dette elskede symbol, som vi danskere bruger til ALT – som i ALT:

  • Som klistermærker på madvarer, der er produceret i Danmark
  • Som servietter
  • Som frimærker
  • Som små papirsflag, vi stikker ned i fødselsdagslagkagen
  • Som andre små papirsflag på snor, der hænger på juletræet
  • Som større papirsflag vi vifter med, når vi skal hente familie og venner i lufthavnen – eller Dronningen har fødselsdag, og mange danskere samles på Amalienborg
  • Som papirsflag brugt som vejvisere, når vi skal holde fest
  • Som dekoration når der skal laves æresport til fx et sølvbryllup
  • Som en decideret flagallé brugt både i særlige anledninger, men også når der fx er byfest
  • Som en del af en blomsterbuket – for hvad er vel smukkere end papirs-Dannebrog sammen med blomster?
  • Som noget vi maler på kinderne – eller har på en klaphat – når vi skal heppe på danske sportsfolk
  • Som emoji når vi skal skrive Danmark på de sociale medier

Men allermest er Dannebrog et flag, som engang var et symbol på kongemagten, der lige siden i hvert fald Christian d. 4 er blevet anvendt af militæret, og som stadig er at finde både på uniformerne og på skibene (også handelsflåden), men som vi i dag kan finde på at bruge, bare fordi det er søndag, og solen skinner i kolonihaven …

Dannebrog anvendes også, når de kongelige er i nærheden, når det er fødselsdag eller der flages på halv stang ved begravelser, på busserne når der er mærkedage, på helligdage, ved kirkelige højtideligheder, når folketinget åbner, når skolen åbner eller der er eksamen – eller til at ligge over kisten, når en død, dansk soldat kommer hjem …

For i glæde og i sorg følger den rød-hvide kors-dug os. Det er i grunden ganske smukt og også derfor, at danske malere har malet flaget, og danske digtere har skrevet om Dannebrog. Nogle af de mest kendte linier er disse:

B.S. Ingemann: Vift stolt på Codans Bølge! Blodrøde Dannebrog! (fra sangen af samme navn).
H. C. Andersen: Du danske, friske strand, hvor Dannebrogen vajer (fra: ”I Danmark er jeg født”).
Peter Faber: Vid det er en ære, Dannebrog at bære (fra: “Højt fra træets grønne top”).
Axel Juel: Der er ingenting, der maner som et flag, der går til top (fra sangen af samme navn).

Endelig skal nævnes vores nationalsang ”Der er et yndigt land”, skrevet af Adam Oehlenschläger. Sangen havde oprindelig 12 vers, hvoraf et vers faktisk var tilegnet Dannebrog. Det lyder:

Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt,
Og stedse har sin farve hvid,
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid!

Dét vers kan man jo overveje at synge næste gang, at den står på ”Der er et yndigt land”. Et Dannebrog i strid – ja, hvorfor ikke? Arven fra 1864 er vi vist ved at have kastet af os – eller hur?

Nu mangler vi så bare at gøre Dannebrog til et samlende symbol for os alle sammen igen – og ikke kun dem, som tilhører et vist politisk parti. For Dannebrog er gennem tiderne blevet brugt som politisk markering, senest af Dansk Folkeparti. Men også dengang Sønderjylland stemte sig hjem i 1920 – og som et mærke på tøjet under Besættelsen for at vise sin dansksindethed.

Dannebrog er altså blevet taget til indtægt for meget … både noget, der samler og noget, der skiller os.

Det er værd at huske på i en tid, hvor danskheden er mere spraglet og mangfoldig end nogensinde. For danskere anno 2019 – 800 år efter Dannebrog faldt ned fra Himlen vistnok som en gave fra Gud – fås i alle farver og former: Hvide, brune, sorte, gule – tynde, tykke, dem midt i mellem – ja, hele den brogede palet. Alle er vi danskere, når vi bebor de danskes øer.

God Valdemarsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan man stemme religiøst i et demokrati?

Antallet af såkaldte ghetto-stemmer eksploderede ved folketingsvalget i sidste uge – og det var især de radikale, der blev stemt på i landets ghettoer.

I Gellerup ved Aarhus gik Radikale Venstre frem med 29,1 procentpoint – og i Vollsmose i Odense fik partiet en otte-dobling af stemmer, fra 3,9 procent af stemmerne i 2015 til 33,6 procent af stemmerne i år. Men også i andre områder med mange muslimer som fx Nørrebro havde de radikale et godt valg.

En af årsagerne hævdes at være FB-gruppen ”Muslimer til Stemmeboksene 2019”, som fik over 25.000 medlemmer.

En anden var den mobilisering, der fandt sted i moskeer og andre steder, hvor muslimer færdes – og hvor de blev anbefalet at stemme på Morten Østergaard og venner, da det var det parti, som ville gavne indvandrerne som gruppe mest.

Se mere her: https://politiken.dk/indland/politik/FV19/art7245088/Radikale-8-dobler-stemmetal-i-ghetto-omr%C3%A5de

Danmarksbloggen sidder i den anledning med tre tanker:

  • Har alle grupper ikke altid stemt på det parti, der gavner gruppens interesser? Landmændene på Venstre, speltsegmentet på Alternativet, iværksætterne på LA, arbejderne på Socialdemokratiet og så videre. Så hvad er der egentlig galt i det?
  • Ja, der er måske det galt, at nu handler det ikke om erhverv, penge eller samfundsindretning, men om religion – og netop religion må aldrig spille en rolle i forhold til hvilken politik, som der vedtages. Tro er en privatsag. Så at stemme efter troen er nærmest helligbrøde i Danmark.
  • En helligbrøde, som også både Kristendemokraterne og visse grupperinger i DF (Tidehvervsfolkene) har begået.

Men det er ekstremt vigtigt, at religiøse værdier og religiøse love og regler aldrig dikterer lovgivningen her i landet.

Demokrati og religion hænger nemlig ikke sammen, så derfor kan vi ikke stemme efter religion, men må stemme efter andre markører end troens. Markører om økonomi, fordeling af goderne, det offentliges rolle og andre sekulære emner, som berører os alle sammen – og ikke kun dem, som er ligesom os selv.

For det er en generel uskik kun at stemme med egne interesser for øje – uanset hvilken ghetto man bor i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk