Anmeldelse: Queer Xmas Cabaret: Screwed Again

Anti-jul og eksistentielle kriser på Warehouse9

På Warehouse9 sættes der med forestillingen “Queer Xmas Cabaret: Screwed again” spørgsmålstegn ved julens oprindelse og forbrug, og tonen bliver hurtig samfundskritisk og dyster.

Som en hilsen til Berlin i 1920´erne og med vanskabte karakterer som Creeper og Piggy ryger det ny-traditionelle sensuelle element i burlesque dermed også ud med badevandet, men bliver genetableret med indslag fra Miss Fish og Dud Muurmand.

Allerede fra starten skabes der en fællesskabsfølelse, da vi alle skal synge en ny version af den klassiske Lucia-sang, hvor der nu synges om plastik i lange baner og om Trump. Ham kommer man heller ikke udenom, når der er satire involveret.

Traditioner og hygge bliver skiftet ud med vores egne nye idéer og dommedagsprofetier. For selvom det grundlæggende kan virke mørkt og håbløst, formår de optrædende til sidst at skabe et lys i mørket og en ny begyndelse – men kun fordi vi er sammen om en bedre fremtid.

For selvom det er mørkt i enden, siger fortællingen, at det også var mørkt i begyndelsen, så derfor må dette nutidens mørke også være et tegn på en ny start.

Screwed Again! er en kontrastfuld forestilling, som skaber forvirring og forundring, og man går derfra med en underlig tvedelt følelse af at være opløftet, samtidig med at man er på randen af sin egen eksistentielle krise.

For publikum er ikke de eneste, der sidder og ligner store spørgsmålstegn. Også Santa begynder hurtigt at tvivle på sit eget trosgrundlag og bliver hvirvlet ud i en eksistentiel krise. Dette udsletter julen, som vi kender den, og en ny højtid bliver indstiftet. En højtid, hvor vi kan gøre, hvad vi vil, være dem, vi føler, vi er, og hvor der er fokus på genbrug frem for forbrug.

Gennem forestillingen er det svært at finde den røde tråd i plottet – hvis der skal være en sådan. For det er der heller ikke i livet eller i verden, men vi savnede den alligevel, også fordi dele af forestillingen hang sammen. Så selvom mange af de enkeltstående dele var gode, var der ikke nok sammenhæng til at løfte stykket helt op på det niveau, hvor det både kunne og burde være.

Denne forestilling er eksperimenterende i ordets reneste betydning, og den vil ikke være for alle og enhver. For nok har vi (mange gange) set emner som global opvarmning og kønspolitiske spørgsmål diskuteret på de skrå brædder før, men aldrig helt på denne måde.

Det er en særskilt forestilling, som derfor kræver et særligt publikum. Men hvis man går til det med et åbent sind, og er frisk på at se ting, der kan virke grænseoverskridende for nogle, kan det blive en fantastisk aften.

Det kan forhåbentligt også give nogle nye perspektiver til debatter, der er blevet meget statistiske og ensformige i sine argumenter. Men hvis det hele bare er for mærkeligt og anderledes for én, så er man i det mindste blevet en oplevelse rigere.

Og finalen er da også en oplevelse, da der her bliver lagt fokus på fællesskab og samhørighed. Det er en storslået danse-finale, hvor vi alle bliver opfordret til at danse med, danse ind i en ny og lysere fremtid. Så sammen danser vi mørket væk og danser videre ud i natten – forvirret, forundret, forbløffet.

Danser til den musik, som er blevet spillet fuldstændigt formidabelt gennem hele forestillingen.

Troels Rindal giver Screwed Again! 4 ud af 6 stjerner.
Anna M. T. Frederiksen giver Screwed Again! 3 ud af 6 stjerner.

Danmarksbloggen giver dermed 4 ud af 6 lilla nissehuer, fordi forestillingen på en og samme tid går imod den herskende tidsånd og samtidig griber tilbage til den gamle ånd fra cabaret- og burlesquescenen i 1920´ernes Berlin.

Skrevet af: Troels Rindal og Anna M.T. Frederiksen

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: Kæledyr får flere julegaver end fattige børn

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi fortsætter i dag med julegaverne.

De julegaver, som især børnene glæder sig til, men som det ikke er alle danske børn, der får. Og især de 60.000 børn, der vokser op i fattigdom, kan kigge langt efter bare noget, der kommer i nærheden af den bunke af gaver, som mange andre danske børn får.

Og det er en ting. En anden og langt mere grotesk er, at også kæledyr får julegaver – hvis altså deres ejere har penge nok, og det har både overklassen og store dele af middelklassen.

Og nej, det er ikke bare en pose hundekiks til Fido, som vi taler om – eller en ny lege-mus til katten. Det kan være en pakke med godbidder og legetøj til flere hundrede kroner eller måske en hundeseng til over 1000 kroner – eller hvad med en luksusbehandling på en hundesalon?

Og nej, det handler ikke om, at man ikke må bruge sine penge til hvad man vil. For selvfølgelig må man det.

Men der er noget grundlæggende galt i et land, som tillader en fordeling af goderne, der gør, at nogle mennesker kan give Fido dyre julegaver, mens 60.000 menneskebørn vokser op i hjem, hvor julegaver er en luksus på linie med en tur i biffen eller en tur i svømmehallen. Ting, som bliver taget for givet af de fleste, men som i Danmarks fattige familier er noget, som det kan være svært at få råd til på et budget, der kun lige kan klare maden og medicinen – og ikke engang altid dét.

Det er absurd – og det værste er, at der er så mange rigdomme i Danmark som land, at alle familier kunne have det godt og alle børn kunne få et par fine julegaver, hvis vi fordelte pengene bedre. For fattigdommen er et politisk valg, ikke en naturlov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: 10 juletræer foran Christiansborg

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi starter i dag med selve gerningsstedet for uligheden, vores allesammens Christiansborg, hvor folketinget har til huse – og hvor ligningen i årevis har heddet ”Udlændingestramninger og velfærds-nedskæringer = MAGT.”

En grum ligning, men ikke desto mindre den som først Fogh og Kjærsgaard, så Løkke og Kjærsgaard, siden Thorning og Vestager – og nu Løkke og Thulesen Dahl har regeret Danmark på gennem snart to årtier.

Og nu føjes spot til skade. For nu har folketingets formand Pia Kjærsgaard bestemt, at julen skal fejres massivt på Christiansborg. Foran Christiansborg på den nyanlagte slotsplads står der nemlig for første gang ikke kun et, men hele 10 flotte, store juletræer med lys på.

Smukt ser det ud i denne mørke tid, men det giver også en vældig dårlig smag i munden, når man tænker på, at man åbenbart gerne skærer ned på velfærd som sygehuse, skoler, hjemløse, børn og gamle – men at man samtidig fra folketingets side bruger penge som aldrig før på at markere julen.

Så kan man påpege, at man ikke får mange læger, lærere, socialrådgivere, pædagoger og hjemmehjælpere for 10 juletræer med lys – og det er også rigtigt. Men signalværdien med de 10 juletræer er bare helt forkert, fordi de viser en magt, som burde tænke på folkets ve og vel, men som hellere bruger penge på at markedsføre sig selv – om end det måske også handler om at gøre opmærksom på, at Danmark er en kristen nation, der fejrer jul.

Men hvis Kjærsgaard, Løkke og de andre ved magten virkelig mente det med dén næstekærlighed, som er kernen i kristendommen, så gav de alle de penge, der skulle til, så vi (igen) fik et ordentligt velfærdssamfund. Pengene er dér nemlig. Det er viljen til at hjælpe de udsatte danskere, der mangler på det Christiansborg, der nu oplyses af de mange juletræer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Barn af Besættelsen”

Vidste De, at Dronning Margrethe engang som lille pige lige efter befrielsen bød en modstandsmand et bolsje, mens han holdt vagt ved Amalienborg? Og at ingen troede på hende, når hun senere fortalte historien – ikke før de to igen mødtes i Argentina mange år senere, og han kunne bekræfte det skete.

Dén erindring og mange andre kan man læse om i bogen ”Barn af Besættelsen”, som i dag udkommer hos Gyldendal, og hvor en perlerække af kendte danskere fortæller om, hvordan de oplevede besættelsen fra deres barndomshjem, som for nogles vedkommende var små lejligheder og mangel inde i byen, mens det var for andres var overflod og store huse ude i grønne områder med udsigt over sø eller hav.

For de er der alle sammen: Udover Dronningen af Danmark også dronningen af dansk teater Ghita Nørby, tidligere minister, overborgmester og EU-kommissær Ritt Bjerregård, tidligere biskop og kgl. konfessionarius  Erik Norman Svendsen, præst Johannes Møllehave, skuespiller Preben Harris, hvis far var modstandsmand, radiomanden Jørn Hjorting, kunstneren Leif Sylvester, overrabbiner Bent Melchior, der flygtede til Sverige og musikeren Bent Fabricius-Bjerre, men også den nyligt afdøde Morten Grunwald som med en tysk far, der blev taget af modstandsbevægelsen uden at have gjort noget, oplevede tiden på en noget anderledes måde.

Men også mange, mange andre, som vi kender. Alle med forældre som spiller en markant rolle. For små børn husker via deres forældrene, forældrenes holdninger og adfærd.

Som fx den tidligere minister Lone Dybkjær, der af forældrene lærte, at der var et andet Tyskland end nazisternes – og at ikke alle tyskere var nazister. En vigtig lære også i vor tid, hvor det handler om igen at tale imod forfølgelse af anderledes tænkende, som man også mente det hjemme hos Preben Harris. For enhver er ansvarlig for sine egne valg, som man sagde det i generalløjtnant Kjeld Hillingsøs barndomshjem.

En af bogens styrker er også, at de interviewede personer forholder sig med et langt livs erfaring til den besættelsestid, som blev så afgørende for mange af dem og deres holdninger til Europa, fred, krig og internationalt samarbejde, hvad man fx ser hos den tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen, avismanden Herbert Pundik og erhvervsmanden Asger Aamund.

Og det gælder, selvom skuespiller Malene Schwartz jo har ganske ret, når hun sammenligner besættelsestiden med hændelsesforløbet i Matador, hvor hun som bekendt selv spillede Maude Varnæs, og siger: ”Hr. Stein og Lauritz måtte flygte, men hvad skete der for de andre personer? Ingenting. De havde de samme intriger, diskussioner og følelser … de gik ud af krigen uden de store traumer. Ligesom i den virkelige verden blev de (og Danmark, red.) skånet i forhold til andre lande.”

Bogen er letlæst og godt skrevet, og man fornemmer, at forfatter Michael Müller har mødt hver eneste interviewede på vedkommendes egen hjemmebane – vist nok også fysisk, men i hvert fald mentalt, sådan så i stedet for at få personerne passet ind i en skabelon, som er lavet på forhånd, så har han ladet bogen forme sig efter menneskene og deres historier.

Det gør ikke kun bogen ægte, men også til et reelt tidsbillede af en epoke, der om føje tid er et hundred år gammel, men som stadig spiller en rolle. Bogen er derfor også noget, som vi kan spejle os selv og vores egen slægt i – også selvom vores forældre eller bedsteforældre ikke er kendte.

Min mor, der var 7 år, da krigen sluttede, fortæller fx, hvordan hun kan huske, at min mormor på selve befrielsesdagen d. 5. maj 1945 rev samtlige blomster af hendes elskede potteplanter, som hun ellers aldrig tillod nogen at røre ved og altid passede med største omhu. Men nu skulle min mor og hendes to søstre have de hvide og røde blomster i håret, når de skulle gå med i glædesoptoget gennem landsbyen og føre Dannebrog fra forsamlingshuset og hen til den lokale skole, som havde været taget af tyskerne, men som nu blev danskernes igen.

Nu er hverken min mor eller min mormor som sagt blandt de kendte, men historien om dem og blomsterne er i fin tråd med bogens fælles danske historie, som det haster med at få fortalt, hvis vi stadig vil have øjenvidneskildringerne, både fra kendte – og ukendte.

Så udover at læse bogen, så spørg de ældste i familien, hvad de husker fra de fem forbandede år og befrielsen – og skriv det ned. For så langt var der ikke dengang mellem danskerne, når en lille prinsesse på Amalienborg kunne byde et bolsje, mens en lille landsbypige fik potteplante-blomster i håret.

Danmarksbloggen giver ”Barn af Besættelsen” fem ud af seks stjerner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mini-test: Kan du blive svensker?

Mini-testen: Kan du blive svensker?

I disse dansk indfødsret-prøve-tider vil Danmarksbloggen opfordre danskerne. For hvor godt kender du vores naboland Sverige?

Se hvor mange rigtige du kan få ud af 12 nedenstående spørgsmål – och kom ihåg att du får svara rätt om du vill ha en fika – svarene kan ses nederst:

  1. Hvor mange medlemmer har den svenske Riksdag?
    a) 349
    b) 359
    c) 369
  2. Hvad hedder Sveriges næststørste by – målt på befolkningstal?
    a) Malmö
    b) Göteborg
    c) Stockholm
  3. Hvem er kendt som Sveriges Teaterkonge?
    a) Gustav d. 3.
    b) Gustav Vasa
    c) Karl d. 10 Gustav
  4. Hvilken svensk digter skrev Fredmans Epistler?
    a) Esaias Tegnér
    b) Carl Michael Bellman
    c) Carl Love Almqvist
  5. Hvem spiller Nina Löwander i den i øjeblikket mest sete svenske tv-serie ”Vår tid är nu”?
    a) Suzanne Reuter
    b) Hedda Stiernstedt
    c) Ida Engvoll
  6. I hvilken svensk by har man i mere end 30 år haft tradition for (i nattens mulm og mørke og uden myndighedernes billigelse) at brænde den store julebuk af på byens torv?
    a) Karlstad
    b) Gävle
    c) Örebro
  7. Svenskerne elsker lösgodis, men hvor mange kg spiser hver svensker om året?
    a) 14
    b) 15
    c) 16
  8. Hvornår klæder svenske børn sig – iflg. den gamle svenske tradition – ud som hekse og går fra dør til for at få slik?
    a) Fastelavn
    b) Påske
    c) Midsommer
  9. Hvornår fik Astrid Lindgren Nobelprisen i litteratur?
    a) 1964
    b) 1990
    c) Hun har aldrig fået den
  10. Hvad betyder det svenske ord lagom?
    a) At noget skal ligge i lage
    b) At man skal huske at se bagom tingene – for at se motivet og lagene i sammenhængen
    c) At det skal være lige tilpas
  11. Lever der bjørne frit i den svenske natur?
    a) Ja, cirka 2900
    b) Nej
    c) Indimellem når de indvandrer fra Norge, men tallet er nede på omkring 50
  12. Hvad hedder den svenske konges tre børn?
    a) Victoria, Oscar og Estelle
    b) Victoria, Carl Philip og Madeleine
    c) Victoria, Daniel og Sofia

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De rigtige svar: 1a, 2b, 3a, 4b, 5b, 6b, 7c, 8b, 9c, 10c, 11a, 12b

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Horrorforfatter Steen Langstrup er kendt for at skabe uhygge og gys med sine bøger, hvor han i øjeblikket er aktuel med ”Frygt, fabrik, fælde”, som kommer i to bind, og som både foregår i fortiden og i nutiden.

Steen Langstrup er også optaget af det samfund, som han lever i – og hvor han ser scenarier, som er mindst ligeså skræmmende som hans bøger. Danmarksbloggen giver hermed ordet til Steen:

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Vi ved jo godt, at vi bliver røvrendt af dem, der sidder på flæsket. Hvorfor finder vi os så i det?

Det spørgsmål ser jeg ofte på Facebook – og svaret er gerne noget med, at vi er for magelige, for bange eller måske gerne vil afvikle velfærd, retsstat og demokrati, så længe Vild med dans består.

Det tror jeg ikke er sandt. Jeg tror, mange har fået nok, men …

1) Dem, der råber op, jordes, nedgøres og nedbrydes. Se, hvad der sker med whistleblowers og hvem der ellers taler magten imod.

2) Det nytter alligevel ikke. Måske rammes en på toppen og må kortvarigt forlade sin post, gerne med en håndfuld millioner i gyldent håndtryk, for siden at vende tilbage i en ny toppost. Selv i de sjældne tilfælde, hvor vedkommende ikke vender tilbage, består systemet, og alle andre fortsætter som hidtil.

3) Der er ingen forbilleder, ingen der viser vejen, ingen der lykkes med at ændre noget, der betyder noget, ingen der samler modstanden bag sig.

4) I 60-70’erne var der USSR, der, hvor uhyggeligt et samfund det end var, dog havde vundet over systemet og brugte ressourcer på at støtte modstanden i Vesten.

Samtidig frygtede magten i Vesten kommunismen (for modsat fascisterne, som magten bedre tåler, så beslaglagde kommunisterne produktionsmidlerne), og derfor accepterede magten opbyggelsen af velfærdsstaterne.

Nu er kommunisme ikke længere en trussel, hvorfor velfærdsstaterne i magtens øjne ikke længere er nødvendige og derfor afvikles.

Skrevet af: Steen Langstrup, forfatter.

Black Friday – Black Year

Så rammer Black Friday os igen – og igen fyldes gader og storcentre med mennesker, der vil bruge de – måske – gode tilbud, og kan man i virkeligheden bebrejde nogen dét?

Det giver i hvert fald mening for den helt almindelige dansker og endnu mere for den person eller den familie, der er på overførselsindkomst, at gå på jagt efter de gode tilbud i dag – også selvom speltsegmentet på denne dag gemmer sig derhjemme, fnysende og forargede sammen med deres politiske korrekte bøger og magasiner, mens de tager sig endnu et økologisk stykke kage.

De har også god tid, inden de skal ud i de små specialbutikker og på de højt profilerede julemarkeder for at betale fire-fem gange så meget for varer, som ikke altid er prisen værd – men som har den rette signalværdi. Det er pænt dobbeltmoralsk, og måske også mindre vigtigt i det store billede.

For størstedelen af danskere tilhører ikke den formuende del af den kreative klasse. De vil derimod bare gerne spare nogen penge.

Men måske burde både de og speltfolket alligevel tænke sig om? For hvor meget har vi i grunden brug for?

Jorden kan ikke holde til det forbrug, som vi har i den rige verden – og her tænker jeg både på Vesten, dele af Asien og dele af den arabiske verden. Der er simpelthen ikke ressourcer nok til fortsat vækst, produktion, salg, køb – og smid ud.

Vi skal forlange, at vores ting bliver lavet ordentligt, kan holde længe og kan repareres …

Hvis ikke, ja så får vi ikke kun sort fredag – Black Friday – så smadrer vi vores jord og vores civilisation, og så bliver det sort hele tiden – alle steder. Black Year – every year.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En hjemløs med hund viser, hvad kærlighed er

November er en lang og mørk måned, som det kan være svært at slæbe sig igennem, men indimellem er der små lyspunkter af medmenneskelighed som:

Da jeg forleden stod bag en hjemløs i køen i Brugsen – og han skulle have noget kød og et par øller eller tre. Det sidste var til ham selv, og kødet var til hans hund. For den skal jo også have det godt, som manden fortalte os, der stod i køen sammen med ham.

Gad vide hvor mange andre, der køber et par solide oksesteaks til deres hund? Næppe mange.

Og ja, der skal nok være nogle moralske minimalister, som mener, at den hjemløse kunne have fået meget mere for de penge – men til de mennesker er der kun ét at sige:

KÆRLIGHEDEN OG KÆRLIGHEDENS VÆSEN, DER HANDLER OM AT GIVE

For det var ren kærlighed til hunden, at den hjemløse gjorde, som han gjorde – og nej, det var måske ikke fornuftigt, men hvem kan forvente, at et varmt og bankende hjerte altid skal handle rationelt?!

Jeg blev i hvert fald glad helt ind i sjælen … og jeg er sikker på, at hunden også blev glad, da den fik kødet serveret.

—————

Lidt senere kom så den bitre eftersmag, da jeg kom til at tænke på, at de hjemløse nu kan få en bøde for at bo på gaden …  i sig selv så absurd at det burde være løgn – og i hvert fald det stik modsatte af dén kærlighed, som den hjemløse selv var fuld af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Crazy Christmas Cabaret: Fogg´s Off”

Vi var mindst 5000 inde i Glassalen til premieren på årets Crazy Christmas Cabaret ”Fogg´s Off”. Det sagde Donald Trumps alter ego Ronald Rump aka David Bateson selv, og så passer det som bekendt. Alt andet er fake news udspredt af de fjendtlige og onde medier, som i løbet af forestillingen dog er på rette tid og tid flere gange.

Både hr. Fogg – og især miss Fogg, der som en del kvinder må klare ærterne for den udslagne mand, har også brug for tidender undervejs i rejsen rundt om jorden. For hvordan skal man ellers vide, hvad der sker?

Det bobler nemlig hele tiden på scenen med kostumeskift, sang, dans, sprogblomster og sprogforviklinger – helt som det skal til en Crazy Christmas Cabaret – denne engelske juletradition, som nu også er blevet dansk.

Det store flertal i Glassalen havde også prøvet det før, både kåringen af forestillingens jomfru, dette at rejse sig, når Dronningen ringer og alt det andet, som vi i publikum er helt med på – og elsker.

Undertegnede kom undervejs til at tænke på, at de krænkelsesparate og udklædningsforskrækkede nok skal tage en dyb indånding, inden de går ind i Glassalen denne jul.

For i mangfoldighedens navn – og mere eller mindre tro mod Jules Vernes klassiker – hvirvles vi rundt mellem parisiske bartendere, excentriske kunstmalere, arabiske kamelejere, indere ombord på toge, som måske/måske ikke kører til endestationen, en meget kontant prinsesse, der husker sin skolelærdom, en enkelt dødsgudinde, kinesere der både kan slås og danse, barpiger, cowboys, indianere, sømænd, pirater – og sågar en enkelt russer ved navn Vladimir, som er stykkets superskurk.

Gæt selv hvad han hedder til efternavn, men det starter med B – eller er det P? Who cares, det russiske alfabet forstår ingen heller alligevel.

Scenen mellem ham og Ronald Rump er en af forestillingens bedste – og intet skal røbes her. Men det er en øm og kærlighedsfuld skildring af de to verdenslederes første møde, som det må have foregået, og samtidig også en forklaring på, hvorfor verden i dag ser ud, som den gør. Spasiba for den.

Som tilskuer vrider man sig af grin, og det gør man mange gange – også da den udvalgte publikummer kom op (han klarede det i øvrigt forrygende og lige i bulls eye).

Overordnet set var det også som om, at der sammenlignet med de sidste par år var mere skuespil, mere samspil, mere storytelling end oneliners, selvom de heldigvis også stadig faldt, som de skulle. For der var et liv og røre på scenen – og mellem scenen og et engageret publikum.

Med sædvanlig charme og bid kom vi også ind på Brexit og andre aktuelle emner, som det er godt at lave spøg med, men som også har noget mørkere toner, og det blev kommenteret på den mest fine og poetiske måde.

For midt imellem alt spasen blev der også tid til alvoren med en flot fremført og meget rørende version af Charles Chaplins ”Smile” – med netop Chaplin og miss Fogg, som spilles fuldstændig strålende af Katrine Falkenberg.

Men hele castet – David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Jefferson Bond, Claus de Lichthenberg, Rikke Hvidbjerg og Henrik Lund er sublime i denne skønne version af Jules Vernes klassiker ”Jorden rundt i 80 dage” – og det samme er The Around the World Band, der med skilte altid hjælper publikum med at råbe det rigtige.

En ekstra opmærksomhed må dog blive Lady Wobblebottom til del. Hello, Lady Willie. Denne fantastiske kvinde/mand m/k – eller skulle man bare sige fænomen, som mødes med jubel, hver gang han/hun entrer scenen i et nyt fantastisk outfit, og i år var der ekstra mange. Ingen nævnt, ingen glemt. Tvivler også på at Lady Wobblebottom ville bryde sig om, at man foretrak det ene fremfor det andet.

Så ja, alt er som det plejer at være – også alligevel ikke. For dér manglede jo én på scenen, men hun svævede over vandene som en anden ånd – og hun modtog naturligvis et bragende bifald, da hun som spået i begyndelsen kom ind til sidst og tog hele æren – og den velfortjente stående applaus. Hvis nogen skulle være i tvivl, så taler vi naturligvis om Vivienne McKee, som i år har været fokuseret på at instruere – og på næste års show.

For Danmarksbloggen bed mærke i, at vi blev lovet en 2019-version af det herlige show. Man glæder sig allerede. Men inden så gå ind og se 2018-versionen af ”Fogg´s Off”.

Danmarksbloggen giver ”Fogg´s Off” seks ud af seks luftballoner, som den der fik en tur gennem rummet i Tivolis Glassal.

For det er en eminent forestilling lavet af en flok meget dygtige mennesker, der griner, laver spas og får publikum med på løjerne, så latteren gjalder i Glassalen – og det har vi brug for i en verden, hvor man godt kan blive bange og få lyst til at græde, fordi tiderne er mere moderne end vi mennesker forhåbentlig nogensinde bliver det. Min ledsager og jeg smilede i hvert fald hele vejen hjem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Virksomheder vil indoperere chips i deres medarbejdere

Man tror det er løgn og noget fra en film eller bog. Men nej, den er god nok. Engelske virksomheder vil – i sikkerhedens navn – indoperere en chip på størrelse med et riskorn i deres medarbejderes hænder.

Læs mere her: https://www.theguardian.com/technology/2018/nov/11/alarm-over-talks-to-implant-uk-employees-with-microchips

Og her: https://ekstrabladet.dk/kup/elektronik/teknologi/firmaer-vil-implantere-mikrochips-i-tusindvis-af-medarbejdere/7393003

Den umiddelbare holdning her i landet vil formentlig – i hvert fald fra arbejdstagernes side – være: Nej, tak, jeg skal ikke overvåges.

For man skal som bekendt være mere end almindelig naiv, hvis man ikke tror, at sådan en chip også kan bruges til andet end at åbne døre og give adgang til computere på arbejdspladsen. Den kan som bekendt både overvåge, hvor du er, hvem du taler med og om hvad. Teknologien kender ingen grænser.

Danmarksbloggens bud er så desværre det, at chippen ender med at blive et krav hos danske virksomheder, hvis man vil have et job. For der er så mange fordele med sådan en overvågning af medarbejderne. Og de fleste medarbejdere vil sige ja, for der skal brød på bordet og tag over hovedet – også selvom det betyder, at vi samtidig presses ind i slaveriet.

Der er kun en måde at stoppe vanviddet på – med lovgivning og det hurtigt. Heldigvis har vi jo set, at lovgivning kan komme igennem folketinget i meget hurtigt tempo, i hvert fald når det handler om stramninger på udlændinge-området.

Desværre virker det så også som om, at al anden lovgivning – og især den som sikrer borgeren – har det med at komme meget langsomt igennem, hvis den overhovedet når frem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk