Fakta om ramadan, faste og mad

Debatten om ramadanen og fasten er kørt helt af sporet, som Danmarksbloggen ser det. For det er i dén grad blevet et spørgsmål om en politisk dagsorden, der intet har med mad og drikke at gøre, men som handler om forholdet til muslimer og til islam her i Danmark.

Men hvad med at forholde sig til det faktuelle i stedet?

Fakta 1: At fejre ramadan i Mellemøsten betyder stort set et halvt døgn, hvor det er lyst, og hvor der fastes – efterfulgt af et halvt døgn, hvor det er mørkt, og hvor der spises og drikkes.

Perspektiv: I Danmark i øjeblikket er der derimod tale om omkring 16 timers lys og kun 8 timers nat – hvilket giver en ubalance, især når der skal fastes igennem fire uger. Hvad mange timers daglig faste gennem fire uger betyder for kroppen, er forskerne ikke enige om. Der er valid forskning, der peger i begge retninger. Dog tyder tal fra emiraterne på, at faste har en trafikal konsekvens, nemlig flere ulykker under ramadanen.

Se link: http://www.roadsafetyuae.com/ramadan/

Fakta 2: I mange arabiske lande – fx emiraterne – har man fri to timer hver eftermiddag, mens det er lyst, så de fastende kan tage sig en lur. For der spises og drikkes til langt ud på natten, så folk bliver trætte og har brug for et par timer på øjet, mens det er lyst.

Se link: https://sites.google.com/site/exploringtheuae/presentation/culture/religions/ramadan

Perspektiv: Den mulighed har man ikke på samme måde på størstedelen af det danske arbejdsmarked, om end fx Arriva gør meget.

Fakta 3: Ramadanen handler også om at bede, læse i Koranen og at gøre noget for de fattige.

Perspektiv: Den del udelades oftest i medierne, men det er faktisk en vigtig pointé i forståelsen af ramadanen og islam. Det handler ikke kun om mad, når muslimer faster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Man skal spise og drikke

Inger Støjberg snakker om ramadan, og om at muslimerne skal holde ferie, hvis de overholder ramadanens faste-krav, for det er åbenbart meget vigtigt, at medarbejderne på de danske arbejdspladser kan spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

Danmarksbloggen kunne ikke være mere enig i …  at det er vigtigt at give medarbejderne mulighed for at spise og drikke.

Derfor undrer det også Danmarksbloggen, at Inger Støjberg kan blive i en regering, der i dén grad har skåret ned på de offentlige ansattes muligheder for at spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

For mange steder i Danmark må de ansatte ikke alene løbe rundt konstant for at prøve at nå det hele, men de når hverken at få vådt eller tørt i løbet af de mange timers lange vagter. Og her taler vi om en praksis, der ikke kun foregår én måned om året – men i samtlige 12 måneder.

Danmarksbloggen tænker derfor, at det er rigtig godt, hvis vi får fokus på SAMTLIGE medarbejderes muligheder for at få tid til at spise og drikke – og ja, også til at få hvilet ordentlig ud mellem strabadserne.

Nu var det så måske ikke lige det, der var Støjbergs ærinde – men sådan er det jo: Når man bruger en finger til at pege på en specifik gruppe, og de andre fingre peger rakt tilbage mod én selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske medier misser verdensnavn

Danske medier er nogle pudsige størrelser.

Når nogle verdensnavne kommer til landet, så skrives der om det i samtlige medier i dagevis op til – ja, indimellem nærmest ugevis, og når den-i-hele-verden-kendte så endelig kommer, så står den på rød løber og masser af kendisser. Men når andre verdensnavne arriverer til vores land, så forbigås det i tavshed. Ingen rød løber og ingen kendisser, der skal pleje deres image og netværk.

Det skete for eksempel for Jeff Dunham, der er noget så særligt som verdensberømt bugtaler.

Han gæstede Aalborg i tirsdags, hvor de 2400 billetter blev revet væk på under fem minutter, da de blev sat til salg tilbage i november – hvad man kunne læse i Nordjyske for et halvt år siden: https://nordjyske.dk/nyheder/dunham-show-udsolgt-paa-rekordtid/3a2bc548-e6c0-4cd7-8722-f00610b10b7f

Det var faktisk ny rekord for udsolgt på stedet, og avisen fulgte da også op med en artikel om et træ, som Dunham plantede, da han så besøgte Aalborg i tirsdags: https://nordjyske.dk/nyheder/jeff-dunhams-plantede-syngende-trae-silence-i-kill-you/8dc9716d-3108-493d-9ab5-82b34c0aa41a

I går var Jeff Dunham så i Valbyhallen i København, hvor en større, men ligeså propfuld arena klappede og grinede af hans samtaler med hans dukke-venner: Den vrantne Walter, den øl-glade Bubba, den lilla Peanut og sidekicket José, den nye præsidentielle rådgiver Bob – og så selvfølgelig den døde terrorist Achmed.

Men hvor københavnerne var mødt op i hobetal, så glimrerede hovedstadens medier ved deres fravær, og det er bizart. For her kommer en mand, der har succes over hele verden med at gøre grin med alt og alle – både sig selv, sit eget land USA og også de steder, som han besøger, og der er tale om netop den ord-spillende og sorte humor, som vi danskere siger, at vi elsker.

Men når verdens måske bedste bugtaler så endelig er i byen på et ud af kun ti stop i Europa, så enten gider medierne ikke møde op – eller også så ved de ikke, at det foregår. Begge dele er sådan set lige slemt. For bør medierne ikke skrive om det, som danskerne er optaget af?

Og danskerne kan lide Jeff Dunham, der let kunne have solgt ti gange så mange billetter, ja måske endda også tyve gange så mange som de i forvejen adskillige tusinde, der var tilstede i Valby-hallen i går.

Se mere om ham her: https://www.youtube.com/channel/UC0NaWwWghJD37rMK2AYDidg

Men det enten ignorerede man eller nåede ikke at opdage i den del af andedammen, hvis opgave det er at formidle andedammens liv og nyheder. Så jo, vi er stadig et lille land med øjnene fast fæstnet på os selv, hvis nogen skulle være i tvivl.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grimme ting sker også i maj

Årets måske smukkeste måned er i fuld gang – og i år endda i strålende sol og varme, og så er det nemt at tænke på is og hygge og grill og en god bog – og i det hele taget at nyde livet udendøre.

Men midt i alle herlighederne skal vi huske på, at sådan er maj måned ikke for alle. Slet ikke endda.

For det kan godt være, at syrenerne blomstrer og sender deres søde duft ud, men der er ikke noget sødt over livet som udsat i Danmark.

Tværtimod så strammes skruen hele vejen rundt overfor fattige, ledige, kontanthjælpsmodtagere, gamle, syge, hjemløse og så videre. Og dette til trods for at vi er midt i et opsving, og landet aldrig har haft flere penge.

Men vi har samtidig også en regering, der gør de (få) rige rigere og de mange flere fattige fattigere – og derudover lige sørger for, at den store middelklasse får en smule ekstra, men ikke for meget – men lige nok til at den er med på at holde underklassen nede.

Det er en djævelsk metode, som passer mere til en mørk novemberstorm og en kold november-regn, men det sker også her midt i den milde, blomstrende og grønne maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og …. og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker. Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler selv indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Behovet for et nyt europæisk forår

Foråret er i gang overalt i Europa … og dermed folder kontrasterne og det absurde sig ud i fuldt flor.

For mens bådene med flygtninge igen lander i stor stil på den græske ø Lesbos, så står den på glitter, glimmer og mere eller mindre dårlig popmusik i Portugals hovedstad Lissabon, der er vært for det årlige MGP.

Vi kan nemlig tilsyneladende sagtens bekymre os om skrig og skrål på en scene, men samtidig vende det blinde øje til menneskelig lidelse.

I dag – d. 9. maj – er det så Europa-dagen, hvad de fleste danskere nok ikke tænker ret meget over. Men kig på busserne – de flager skam med både Dannebrog og Europa-flaget i dag.

Og EU selv har sandelig ikke glemt dagen, for i dag åbner EU-Kommissionen for en online-høring, hvor europæerne kan fortælle, hvad vi mener om det europæiske samarbejde. De emner, som der kan tales om, er dog i forvejen blevet udvalgt af 80 (!) europæere, som var i Bruxelles i den forrige weekend – og som var udvalgt af EU-Kommissionen.

Det er Danmarksbloggens påstand, at danskerne vil være 100% ligeglade med dén høring – og kun opfatte den som endnu et bevis på, hvor langt der er fra Danmark til Bruxelles – og på det manglende demokrati i EU.

Danskerne er i stedet bekymrede over ulve i skoven, indbrud i privaten og indvandrerproblematikken som handler om alt fra flygtninge over integration og til islam og islams rolle i samfundet.

Det kan man så ignorere, hvad eliten i storbyerne er rigtig gode til. Men det du´r ikke. For der er en verden derude, hvor busserne kun sjældent eller aldrig kører – en verden med levende danskerne, der arbejder, betaler skat og bidrager ligeså meget til samfundet som storbyens kreative klasse og politikerne.

Så alles bekymringer skal tages helt alvorligt, hvis ikke samfundet skal sprække yderligere, og politikerleden nå de højder, så demokratiet kommer i fare. Så vi har brug for et nyt europæisk forår – også i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

H. C. Andersens “Nattergalen” 175 år

H. C. Andersen skrev mange eventyr, men et af de bedste og mest berømte er det om den lille fugl, der synger så smukt, at en kejser får tårer i øjnene.

Det er selvfølgelig ”Nattergalen”, der er tale om.

Dette fantastiske eventyr om det ægte versus det kunstige, om det poetiske versus det snobbede, om det naturlige versus det skabagtige … om alt det, som vi alle lever i og med, også selvom vi ikke er hverken køkkenpiger, kavalerer, kejsere – eller nattergale.

I år fylder eventyret om nattergalen 175 år – og det vil Danmarksbloggen gerne markere på denne smukke dag i maj, hvor man måske kan være heldig at høre nattergalen i de allertidligste morgentimer eller de allerseneste aftentimer.

For nattergalen begynder at synge her i maj – og den synger mest, mens mørket falder på – og lige inden lyset bryder frem. Og har man én gang hørt den lille fugls sang, ja så glemmer man det aldrig. Dé triller bliver som juveler i ens erindring ligeså skønne som de juveler, nattergalen selv så i de tårer, der kom i øjnene hos kejseren, mens den sang.

Læs eventyret her: https://www.duda.dk/eventyr/nattergalen/nattergalen.html

Det bliver kun bedre og bedre for hver gang man læser det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ønsker Venstre at tabe næste valg?

Venstre – eller rettere Løkke har genindført Eva Kjer, valgt en udefra som forsknings- og uddannelsesminister (Tommy Ahlers), og nu er en ret ny parlamentarisk person udpeget som politisk ordfører, nemlig Britt Bager.

Britt Bager – hvem er hun? Ja, hun har arbejdet som stewardesse i mange år, men blev også cand.jur, inden hun i 2009 begyndte at arbejde som politisk konsulent for Venstre på Christiansborg, og fra 2013 i Skatteministeriet. Hun blev så valgt ind på folketinget for Venstre ved det sidste valg i 2015, og har altså siddet i folketinget i næsten tre år – og nu skal hun så tegne regeringspartiet op til næste folketingsvalg, der skal finde sted senest i sommeren 2019.

Det er absurd at tro, at hun kan gå i Jacob Elleman Jensens fodspor som politisk ordfører. Så det, som springer i øjnene som meget mærkeligt, er, at Venstres hold er markant svagere i dag end i går.

For nok er Lunde Larsen væk, men det er stemmeslugerne Søren Pind og Søren Gade også – og til gengæld har man fået tre nye siddende ænder, som slet ikke har samme appel, hverken i befolkningen eller på Christiansborg:

Kjer, som de konservative ikke kan lide – og som var tæt på at være årsagen til, at regeringen blev væltet. Ahlers, som er ligeså uvant med livet i et ministerium som Thyra Frank, om end han er noget dygtigere sådan generelt. Og så nu Britt Bager, som forventes at vide alt om regeringen og dens politik, og hele tiden være klar til at forsvare den. Men som – hvis man ser gamle klip med hende – slet ikke har samme retoriske evner som hendes forgænger. Tværtimod har hun det med at blive personlig fornærmet, hvis nogen taler hende imod – en dårlig evne som politiker.

Så ønsker Løkke at tabe? Det siges, at det var ham, der trumfede valget af Bager igennem – og det var i hvert fald ham som statsminister, der suverænt valgte de tre nye ministre. Danmarksbloggen er mystificeret. For Løkke har livet igennem været kendt som manden med superlimen, uanset hvor han sad.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tre nye venstre-ministre

Venstreløver er et begreb, som får ny betydning nu.

For meget overraskende er en af iværksætterne fra DR-programmet ”Løvens hule” Tommy Ahlers blevet forsknings- og uddannelsesminister efter Søren Pind, der forlader dansk politik.

De andre nye er: Jacob Elleman Jensen, der bliver minister for miljø og fødevarer, mens Eva Kjer Hansen bliver minister for fiskeri, ligestilling, nordisk samarbejde.

De afløser henholdsvis Esben Lunde Larsen og Karen Ellemann Jensen.

Den første ryger nok ned til de meniges række, mens Karen Elleman Jensen spås at blive ny gruppeformand, da Søren Gade også går nu – eller ny politisk ordfører efter sin bror Jacob Ellemann Jensen, der jo skal være minister.

Tja, hvor meget løvebrøl er der så over det her?

Der er i hvert fald en ny han i flokken – en han, der ingen erfaring har med politik, men masser med iværksætteri. Men der er stor forskel på de to verdner, og som Danmarksbloggen ser det, så vil en Tommy Ahlers hurtigt kede sig og finde den politiske proces både alt for langsom og alt for omstændig. Men sådan er demokrati – det tager tid og er kompromisernes kunst – og har ikke det fokus på bundlinien, som en Ahlers er vant til. Og ja, han har siddet i et råd (Disruptionrådet) nedsat af Løkke – om netop iværksætteri – men at give gode råd er ikke det samme som at være med i den demokratiske proces.

De to andre? Tja, Eva Kjer Hansen har været minister i flere omgange, og er kendt som en fortaler for alt det konventionelle, så det er gammel vin på nye flasker. En vin som de konservative ikke havde tillid til – gad vide, om de har fået det nu? Jacob Elleman Jensen har været en skarp politisk ordfører, men nu kommer han hen på det, der kan blive øretævernes holdeplads … men som også kan blive en afsæt til en større post i partiet, for så har han trods alt været minister.

Det kan altså konkluderes, at der stadig er godt gang i positionskampen i Venstre, også fordi der skal findes ny gruppeformand og ny politisk ordfører.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1. maj: Største overskud siden vikingetiden – alle skal med

I Danmark bliver der ikke revolution, når det regner. Men det bliver dog 1. maj, selvom det blæser. Dog vil der nok kommer lidt færre i Fælledparken i år, selvom der er mange, der er utilfredse med OK18, og folk udenfor Forligsinstitutionen lovede hinanden at mødes netop dér igen i dag 1. maj.

Men som sagt – vejret er dårligt, så mange vælger nok at blive hjemme, lyder Danmarksbloggens forudsigelse.

Danmarksbloggen kan selvfølgelig tage fejl. Der er også stadig meget at kæmpe for – både i den private og den offentlige sektor, hvor det såkaldte nødberedskab er blevet hverdag.

Men ordentlige rammer til dem, der er i arbejde, er ikke det eneste, der er værd at gå på barrikaderne for.

For vi skal også huske dem, der står udenfor arbejdsmarkedet. Vi har pt. et betalingsbalanceoverskud, der ikke har været større siden vikingetiden, men alligevel lever store grupper i det danske samfund i fattigdom.

Og ja, fjernelsen af fattigdommen er også en sag for arbejdsmarkedets parter, dog måske især arbejdsgiverne, da det er dem, der ejer produktionsmidlerne og har retten til at lede og fordele arbejdet.

Men den ret følger nemlig også en pligt til at hjælpe – en pligt til at skaffe danske jobs – og dét er mere end rigeligt at holde 1. maj på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk