Spis dansk frugt og grønt

Udgivet den af
Svar

Sommerferien synger på sidste vers. Det samme gør danskproduceret frugt og grønt.

Rosenkål, hvide salatløg og ærter til frost er bare nogle få af de mange grøntsager, som ikke mere produceres i Danmark, og kendte bær som ribs og solbær er de næste, der står foran udryddelse i Danmark.

Årsagen er ikke klimaet. Årsagen er, at danskerne fravælger den danske frugt og grønt til fordel for billigere – og dårligere – varer fra udlandet.

Det er så slemt, at kun 26 procent af grøntsagerne og 9 procent af frugterne solgt i Danmark er produceret her i landet. For 60 år siden var 92 procent af grøntsagerne og 54 procent af frugterne danske.

Men nu er vi et af de lande i Europa, som har den laveste produktion af frugt og grønt. Kun cirka 40 kilo per indbygger mod mere end plus 200 kilo i mange andre lande.

Det er skidt for både fødevaresikkerhed og sundhed. For vores jord, vores klima og vores tilbageholdenhed med at sprøjte frugt og grønt gør, at danske frugter og grøntsager er blandt de mest sunde og næringsrige i verden.

Danskerne spiser i øvrigt – trods al snak om at leve mere grønt – 28 procent mindre frugt og grønt i dag end for ti år siden. Det er også stadig tomater, agurker, salat, gulerødder, pærer og æbler – samt jordbær i sæsonen, som er øverst på indkøbslisten, men altså udenlandske – desværre.

For det bedste grønt og frugt er dansk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er den vestlige civilisation på vej ned?

Udgivet den af
Svar

En civilisation, som ikke kender og værner om sine egne historier, er en kultur, der er på vej ned. Det er et samfund, som er i gang med at falde fra hinanden, hvad vi har set mange gange i historien – også på vores eget kontinent med Romerriget og de græske bystater som de mest kendte eksempler.

Og nu tyder meget på, at det er ved at ske igen. Denne gang i hele den vestlige verden, hvor vi på den ene side har travlt med at hylde friheden og individet – mens vi på den anden glemmer det, som vi er bygget på og af.

Og nej, jeg taler ikke om kristendommen som institution, selvom det ellers er så populært i denne tid. Jeg taler om de historier, som er blevet fortalt gennem de sidste tusinde, ja to tusinde år plus det løse, og som har givet os rødder, selvforståelse og fremtidsdrømme.

De historier er selvsagt de bibelske fortællinger. Men det er også de historier, som vi har fra de tidligere civilisationer på vores breddegrader, hvor en af de mest kendte beretninger er Homers ”Odysseen”.

Det er en fantastisk – og trods både tragedier og masser af action – humoristisk fortælling om en mand, Odysseus som fornærmer guderne – især Havets gud Poseidon, men også både Solens gud Helios og Chefguden Zeus. Odysseus må derfor må lide alverdens modgang i de 10 år, som det tager ham at komme hjem til Ithaka efter han har været i krig i Troja.

Og at Odysseus overhovedet vender hjem, skyldes en fjerde guds – eller rettere gudindes mellemkomst, nemlig selveste Athene, der er gudinde for krig, kunst og håndværk – og som ikke er bange for at udfordre selveste Zeus, der i øvrigt er hendes far.  

Så nej, man kan ikke fortælle om Odysseus uden at fortælle om guderne. De er ligeså centrale i historien om Odysseus selv. Men det kan den berømmede filminstruktør Christopher Nolan så godt i hans nye film ”The Odessey”, hvor guderne er helt væk – og det blot handler om en PSTD-ramt mand på vej hjem fra krig.

Det holder ikke. Men en ting er et dårligt filmmanuskript. Det værste er, at filmen roses i lange baner … og at nærmest ingen, heller ikke anmeldere, sender græske klagesange, de såkaldte elegier, ud i verden over det håbløse filmmanuskript, som Nolan har filmatiseret, og som er det rene asebi, en respektløs holdning over for guderne, som var en alvorlig forbrydelse på Homers tid, men som nu blot accepteres.

 For så stort er videns- og dannelsestabet blevet – også på Parnasset.

Det er skræmmende. Man skal kunne sin Homer, sin Holberg, sin Heiberg og alle de andre skønånder, når man beskæftiger sig professionelt med kunst og kultur i Danmark. For så er man bærer af de historier, som skal bringes videre til kommende generationer. De historier, som vi forstår os selv og vores kultur og historie og identitet igennem. De historier, som skal fortælles igen og igen – og som skal drages ind i nye beretninger, som Karen Blixen og H. C. Andersen gjorde med manér.

De historier, som handler om det almene ved at være menneske og livet. For hvis ikke vi fortæller de historier, så mister vi os selv og vores kultur – og så er vi og vores civilisation dømte til undergang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mads P. vinder den grønne pointtrøje

Udgivet den af
Svar

Der er fire trøjer i Tour de France: Den gule førertrøje, den hvide ungdomstrøje, den prikkede bjergtrøje – og så den grønne pointtrøje.

Indtil videre har ingen dansker vundet den grønne pointtrøje. Men i morgen, når feltet ruller over målstregen i Paris, vil det ændre sig.

For siden 4. etape har den tidligere verdensmester og rytter for Lidl Trek Mads Pedersen – populært kaldet Mads P. – haft den grønne pointtrøje.

Og nok har der været nogle nervepirrende momenter undervejs, både i uge 2 og her i uge 3, hvor han de sidste tre dage på flotteste vis har sikret sig nok point til at, det i morgen bliver en dansker i grønt, som står på podiet i Paris.

Nemlig Mads P., der i karrieren også har vundet pointtrøjen i de to andre Grand Tours – Vueltaen og Giroen.

At vinde pointtrøjen i alle tre Grand Tours er der – udover Mads P. – kun fem, der har gjort, nemlig Eddy Merckx, Laurent Jalabert, Djamolidine Abdoujaparov, Alessandro Petacchi og Mark Cavendish. Det er altså en eksklusiv klub, som Mads P. bliver medlem af.

Stort tillykke til Mads P. fra Danmarksbloggen. Det er så velfortjent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fyrtøjet” på Pantomimen

Udgivet den af
Svar

Normalt anmelder man til premierer, men nogle gange kræver en forestilling en anmeldelse, også selvom der er gået lang tid.

Således Pantomimeteatrets version af H. C. Andersens eventyr ”Fyrtøjet”, som Danmarksbloggen oplevede i aftes.

Det var en af de sjældne varme og sollyse sommeraftner, hvor Tivolis kælenavn Den Gamle Have gav ekstra mening, og hvor det var særligt skønt at sætte sig foran det fredede Pantomimeteatret for at opleve historien om den kække soldat, som kom marcherende hen ad landevejen.

Dvs. her i ballet-og-pantomime-versionen kommer han også springende og hoppende ind på scenen, hvor der står et træ – og lidt senere også en heks, og så er spillet i gang.

Ned til hundene og mønterne med soldaten, og op igen for at hugge hovedet af heksen og begive sig ind til byen, hvor soldaten smider om sig med penge, og forelsker sig i kongedatteren, som er låst inde om natten, fordi det er blevet spået, at hun vil blive gift med en simpel soldat.

Det vil kongen nemlig undgå. Men hundene finder på råd – og hverken en kvik hofdame eller en snedig dronning kan forhindre de to unge i at finde sammen – og blive byens nye kongepar, selvom det holder hårdt, da soldaten kun er en kridtpibe og et fyrtøj fra at blive hængt.

Vi kender eventyret alle sammen, også turisterne kunne jeg høre, inden påfuglen gled ned, og det hele gik i gang. Så det nye og spændende består i, hvordan eventyret vises – og hvad der lægges væk på.

Og på Pantomimen får scenerne med byens liv lov til at fylde meget mere end i historien. Hvilket giver god mening, når man betænker, at der skal være plads til, at Tivolis Balletteater skal vise, hvad de kan – og de kan meget. Både hver for sig som soldaten og hofdamen, som pas de deux med soldaten og prinsessen – og samlet som hele kompagniet, både voksne og børn.

Der danses, så det er en fornøjelse at se for især den, som kan lide ballet. For den, som kommer for at opleve H. C. Andersens eventyr live, er de to optrin i byen derimod ret lange – og også for lange.

Mine naboer på de grønne bænke fandt undervejs mobilerne frem – og ikke for at tage billeder. Men ellers var de og alle andre, som sad eller stod foran det gamle teater med påfuglen, levende optagede af løjerne, mens der blev jublet – og storklappet bagefter.

Det er Dronning Margrethe, som har stået for kulisser og kostumer – og som altid, når vores kreative og kunstneriske dronning er involveret, har der været gang i hele farveladen. Alle farver, alle nuancer er med – og det er nu så ganske dejligt at se hele paletten og også diverse mønstre præsenteret.

Majestæten er også ganske farverig selv – og det tager hun heldigvis med på scenen sammen med en stor portion opfindsomhed.

Hvordan laver man fx hunden med øjne så store som Rundetårn? Nemt, man laver ikke blot et, men hele to Rundetårn, som popper ud af øjnene på den store hund – den med guldmønterne.

Og der er meget mere hitte-på undervejs. Men det må man selv gakke i Tivoli og se.

Danmarksbloggen giver ”Fyrtøjet” fire ud af seks fyrtøj. Forestillingen fortjener i grunden fem, når man ser på dens dramaturgi, humor og opfindsomhed – og på at det er verdens bedste eventyrdigter H. C. Andersen, som har lavet historien. Men de to danseseancer i byen varer simpelthen alt for lang tid.

Alligevel er det en herlig halv time, som man kan tilbringe i selskab med soldaten, heksen, prinsessen og alle hundene på udvalgte dage i Tivoli denne sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Vaiana”

Udgivet den af
Svar

Endnu en genfortolkning af en animationsfilm fra Disney får i dag d. 9. juli premiere i en live-action version. Denne gang er det den 10 år gamle Oscar-nominerede “Vaiana”, som er den fantastiske fortælling om høvdinge-datteren Vaiana fra sydhavsøen Motunui, der drager ud på det store, blå hav for at genoprette naturens orden med hjælp fra halvguden Maui. 

Filmen er inspireret af polynesisk mytologi, krydret med den velkendte Disney-magi og tilsat en håndfuld originale sange af Lin-Manuel Miranda, Opetaia Foa’i og Mark Mancina – og lad det være sagt med det samme: Live-action-versionen er mindst lige så god og gribende som dens animerede rødder. 

Vaiana, der gestaltes af Catherine Laga’aia, er præcis så snarrådig og eventyrlysten, som man kender karakteren fra animationsfilmen. Hun føler sig draget af havet, og godt hjulpet på vej af sin bedstemors genfortællinger af myterne, tager hun af sted på en farefuld og storslået rejse ud på den anden side af det rev, som ellers udgør den trygge og kendte grænse i hendes verden.

Vaianas bedstemor bliver spillet kærligt og legende af Rena Owen, mens Vaianas forældre gestaltes af John Tui og Frankie Adams med den helt rette mængde af formaninger, omsorg og ubetinget kærlighed til deres barn, der skal ud i verden og finde sig selv – også selvom forældrene måske ikke er helt klare på det endnu.

For afsted må Vaiana, og undervejs møder hun halvguden Maui, der spilles af Dwayne Johnson, som også lagde stemme til samme figur i den originale animationsfilm. Alle, der har set 2016-animationsfilmen, ved, at Maui har både håret, kroppen og tatoveringerne til at være en overvældende halvgude-skikkelse, og ja, det har den tidligere wrestler Dwayne “The Rock” Johnson.

Samspillet mellem Catherine Laga’aia og Dwayne Johnson virker fortrinligt. De ER Vaiana og Maui, og deres møder med morderiske kokosnødder, kæmpekrabber og lava-monstre føles ikke forstilte, men derimod som den skinbarlige virkelighed, der kan ske for enhver, som begiver sig ud i et eventyr i bølgerne.

For sådan er det i en Disney-film, animeret eller live-action. Man bliver man let revet med ind i en anden verden, en magisk verden. Og “Vaiana” er formentlig en af de mest vellykkede live-action-genfortællinger, som Disney har frembragt.

Det er Thomas Kail, der har instrueret.

Og ja, filmen byder også på endnu en Disney-klassiker, nemlig de søde og sjove dyr, hvor særligt hønen Heihei er et morsomt og gakket sidekick. Det andet animale indslag er grisen Pua, som vi kun ser i glimt.   

Danmarksbloggen giver “Vaiana”6 ud af 6 konkylier, som dem, der kaldte på Vaiana, og førte hende ud på det store eventyr.

Måske du også kan høre den indre stemme, der kalder på dig? Og i så fald – lyt! Selv tak.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen.

Anmeldelse: ”Erasmus Montanus”

Udgivet den af
Svar

Der er dem, der siger, at latin er et dødt sprog. Der er dem, der siger, at Holbergs komedier er gammeldags og ikke kan bruges til noget mere.

Begge tager fejl, og det kan man forvisse sig om ved at tage i Grønnegårds Teatret og se sommerens opsætning af “Erasmus Montanus”, som vittigt, kløgtigt og i den helt rette Holberg-ånd demonstrerer, hvor evigt aktuelt problemstillingen ”Gamle Sandheder versus Opdateret Viden” er.

Og størst bliver sammenstødet, når det sker mellem på den ene side dem uden uddannelse, men med evne til at klare sig i deres egen – den bonde-sjællandske – verden, og så på den anden side den, der drog ud, og nu kommer hjem med den højeste uddannelse, men uden skyggen af indsigt.

For bondesønnen Rasmus, der i København forvandlede sig til Erasmus Montanus, kommer hjem på den ene side fuld af krav om at blive kaldt monsieur og på den anden fuld af foragt over sine rødder. Og så bliver den festlige hjemkomst hurtigt til et studie i, hvad overdreven selvopfattelse kan forårsage af ulykker.

Det er Nicolai Jørgensen, som i fuldstændig suveræn stil og mesterklasse gestalter dette i egen optik så lærde supermenneske, der dog må ty til mors skørter, da livet bliver svært. Mor Nille spilles fuldstændig forrygende af Laura Bro, og man føler nærmest, at man kan mærke sine egne ben blive først tungere og siden lettere i den berømte mor-er-en-sten-nej-mor-er-ikke-en-sten-scene.

Faderen Jeppe er lagt i solide hænder hos Jesper Hyldegaard, som er inkarnationen af fordommen om den stolt-naive sjællandske bonde, mens broderen Jacob spilles af Lue Støvelbæk, der giver hjemmefødningen en både ungdommelig og dybsindig ”spekulering”.

For der er mange måder at være intelligent på, selvom Erasmus kun anerkender en – nemlig sin egen. Nogle af forestillingens mest spektakulære scener er derfor også de akademiske fægtekampe – at disputere – med egnens (selv-) erklærede kloge hoved Per Degn, som spilles, så det smælder af Johannes Lilleøre.

For det er en forestilling, der også handler om viden – og om overtro, og især om enkeltsagens betydning. Her hvorvidt jorden er flack – altså flad eller ej. Det hævder man på Bjerget, at den er – og det i en grad, så det spiller en afgørende rolle for Erasmus´ videre færd. For muligheden for at gifte sig med den velhavende Jeronimus´ datter Lisbed, der spilles med en charmerende blanding af sødme og styrke af Rikke Westi.

Hendes principfaste far Jeronimus gestaltes med sædvanlig sikkerhed af Steen Stig Lommer, mens Christine Gjerulff sprudler i rollen som hendes mor Magdalone, der i styrke langt overgår den ellers så bidske ridefoged Jesper, som Morten Hauch-Fausbøll giver en god figur.

Grønnegårds Teatrets ”Erasmus Montanus” er Holberg med sans for både det klassiske og det moderne, med tempo og latter, med hver skuespiller, hver replik, hver bevægelse lige, hvor det skal være. Det er, så man – midt i 1700-tallets herligheder – ikke kan lade være med at tænke på vor tids fake news og overtro – og vor tids Erasmus Montanus´er. For de findes skam stadig. De har bare skiftet latin ud med management-sprog.

Danmarksbloggen giver Grønnegårds Teatrets “Erasmus Montanus” 5 ud af 6 dissertattiones in traditone theatrali academica Holbergiana de discipulo e monte qui domum ex Hafnia rediit – eller sagt på dansk: 5 ud af 6 af de porrer, som mor Nille render rundt med.

Det er en opvisning i, hvor nemt mennesker, idéer og viden kommer ud på et skråplan. Men heldigvis også en påmindelse om, at selv de mest optegnede landkort og de mest indgroede opfattelser må vige for en kvinde, der stiller de rigtige spørgsmål og tør at handle.

En stor ros til scenograf og kostumedesigner Marianne Nilsson og koreograf Maja Kaagaard Olsen for at have skabt en opsætning, der ikke kun visualiserer centrale temaer i “Erasmus Montanus”, men som gør det levende og troværdigt for skuespillerne at udfolde deres karakterers indre verden på scenen. Der er skabt en helhed, så ingen og intet falder udover kanten.

Men nu er jorden jo heller ikke flad som en pandekage, vel?

Instruktør er Madeleine Røn Juul.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Heksen

Udgivet den af
Svar

Hvorfor brænder man – eller skulle man sige brændte man – hekse på bålet til Skt. Hans? Traditionen er nemlig ved at dø ud – heldigvis – i takt med, at det at være kvinde i egen ret og egen magt bliver mere og mere udbredt.

For det handler om køn. Om at man som kvinde i 2026 ikke kun vil have ligeret og ligeværd, men hvor vi ikke længere finder os i rollen som mental skraldespand – eller at være mental syndebuk for mandens mangler og fejl.

For det har kvinder været – både før og siden de reelle hekseafbrændinger fandt sted. De skete især i 1600-tallets renæssance, og den store hekseforfølger var Christian d. 4., som valgte at pege på ”de lede troldkvinder” som forklaring stedet for at se indad til egne fejl og mangler som fx at han ikke havde hverken økonomisk sans eller evne til at føre krig, men at han drak og horede som få andre konger, også på hans egen tid.

Han var med andre ord et ødeland uden evner – og det eneste, som han kunne finde ud af, var at få bygget smukke ting som Rundetårn, Rosenborg Slot, Holmens Kirke – og så Børsen, som pt. genopbygges.

Og nu er en anden genopbygning så i gang. Kvinden som stærkt, selvstændigt individ, der ikke behøver en mand for at tage beslutninger om hverken stort eller småt. Kvinden, der både kan og vil selv.  

Derfor giver det ikke længere nogen mening at omtale kvinden som hysterisk, ikke til at stole på og hvad mænd ellers har fundet på gennem århundreder – og som det stadig ses i debatter. Måske især på de sociale medier, hvor de mænd, som ikke kan tåle, at en kvinde kan være både klogere, tjene mere eller på anden på overgår manden, florerer.

Men de tider er slut – og dermed er det også slut at brænde heksen på bålet i håbet om, at man dermed brænder ens egne mangler og fejl.

Så nu kan enhver heks m/k glad sætte sig op på sin kost og futte afsted i Skt. Hans-natten, hvis vedkommende har lyst dertil – eller hvad hekse nu gør. For i vores dage findes der mennesker, som identificerer sig selv som hekse, og som gør, hvad de nu gør, og det skal de endelig blive ved med.

GOD SANKT HANS.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vores løfte”

Udgivet den af
Svar

Hvad er løgn – og hvad er sandhed? Findes den absolutte sandhed? Eller er alt blot historier, fortalt af dem, som oplever det – men som ikke nødvendigvis sanser og husker tingene på samme måde?! Det spørgsmål stiller Pernille Fischer Christensens nye film ”Vores løfte”, der har premiere i dag.

”Vores løfte” er en dybt ubehagelig, men også nødvendig film, som opruller, hvad der sker, når en berømt og rost – mandlig – træner på svømmelandsholdet i en autofiktiv bog skildres som en pædofil krænker af en nu afdød kvindelig tidligere elitesvømmer, der endte med at begå selvmord.

En bog, der får samme effekt som en stor sten, der slynges i vandet, og derpå sender bølger ud i alle retninger, så ingen lades uberørt. Slet ikke træneren, hans kone, som han tidligere var træner for, men som nu for længst er steget op af bassinet og blevet tv-kommentator, og deres fælles og sårbare 14-årige datter, der har samme alder, som konen havde, da denne begyndte at svømme på landsholdet.

Men også menneskene omkring den lille familie – forlæggeren, som er konens bedste veninde, og spilles med overbevisning af Sofie Torp, lektiehjælpen, som også er datterens fortrolige, leveres fint af Maimona Bruun, svømmeunionens formand, som spilles med nerve af Rasmus Botoft (giv endelig den mand flere alvorlige roller), hans kone, som spilles driftssikkert af Rikke Bilde samt ekssvømmerskens chef på tv-stationen, som gestaltes af Malte Frid-Nielsen, der spiller så godt, at man tænker, at han er hentet lige ud af ”Presselogen”- rammes af de ringe, som bogens enorme medieopmærksomhed afstedkommer, så de må værge for sig, hvis ikke de selv skal trækkes ned.

For medier – og befolkning – er hurtige på aftrækkeren, og som publikummer til filmen fanger man også flere gange sig selv i at vurdere, hvem og hvad man tror på. Har svømmetræneren, som spilles fuldstændig forrygende og overbevisende af Lars Ranthe, gjort det, som han anklages for i ikke kun bogen, men også af andre eks-svømmere, som står frem? Eller er han, som han selv siger det, bare en venlig mand, der vil det godt?

Den tidligere topsvømmerske, nu trænerens kone, som spilles med enormt nærvær og nerve af Danica Ćurčić, tror på sin mand i starten, og forsvarer ham heftigt overfor alt og alle. Men bliver hun ved med det – eller må hun i gang med en rejse ind i eget sind og eget liv? Og hvilke erkendelser og konsekvenser ender det hele med at få for datteren – og for det tidligere så succesfulde par, som har givet hinanden det løfte, at de altid vil være dér for hinanden, altid vil elske hverandre?

Det skal man se filmen for at finde ud af. Og selv dér er der – måske – flere fortolkningsmuligheder, især lige når man har set filmen. Et par timer efter blev undertegnede dog ret sikker på, at det kun var en mulighed.

Men den eneste, som skal erklæres sikkert, er, at Ranthe og Ćurčić spiller på et niveau, så det er som et intenst kammerspil – endda med datteren Mo som tredjepart. Det er stortalentet Lily Schjøtt-Wieth, som med brændende øjne og 100% troværdighed gestalter den sårbare teenager, der på mange måder er fanget i farlige strømme, som truer med at trække hende ned.

”Vores løfte” er en psykologisk gennemført uhyggelig film, som sætter spot på hele krænker-offer-syndebuk-problematikken og dens kølvand. For ingen er vel automatisk en krænker, bare fordi nogen peger og siger det? Men omvendt er de dage, hvor magten – bevidst eller ubevidst – bestemte spillereglerne, forhåbentlig forbi, så det er slut med at acceptere en udnyttelse af dem, som er nederst i et ulige magtforhold.

Så hvordan skal vi fremover gebærde os – som mennesker og som samfund, når der peges fingre, og nogen hvisker, siger, råber krænkelse? Det giver ”Vores løfte” ikke et svar på. Vi kan blot konstatere, at vi stadig er ude at svømme her i storytellingens tidsalder, og at vi stadig mangler at finde en manual. Men med denne film kan debatten måske blive mindre person-og-sags-fikseret og mere optaget af at finde en løsning.

”Vores løfte” får derfor fem ud af seks svømmehætter af Danmarksbloggen. Det er en af årets vigtigste film.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvilken dag skal være Danmarks nationaldag?

Udgivet den af
Svar

Skal Danmark have en officiel nationaldag – og i så fald: Hvornår skal den dag være?

Der er – som Danmarksbloggen ser det – to muligheder:

  1. Grundlovsdag d. 5. juni, fordi det er dagen, hvor demokratiet og det moderne Danmark blev født i 1849.
  2. Valdemarsdag d. 15. juni, fordi det er dagen, hvor Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra Himlen ovre i Estland i 1219 i forbindelse med Valdemar Sejrs korstog mod de dengang hedenske estere.

Argumenter for Grundlovsdag som Danmarks nationaldag er, at alle danskere allerede kender den dag, selvom det næppe er alle, som kan historien om, hvordan en folkedelegation gik op til den daværende konge Frederik d. 7., og krævede en fri forfatning. Kongen kunne så meddele dem, at han allerede havde afskediget den gamle – og sidste – enevældige administration. Så nu var vejen banet til en fri og demokratisk forfatning – og det arbejde førte til Grundloven, som blev underskrevet d. 5. juni 1849.

Argumenter imod Grundlovsdag som Danmarks nationaldag er, at dagen altid har handlet om politik og demokrati, om debat og Grundlovsmøder – og at sådan skal det fortsætte fremfor national selvglæde og selvforherligelse.

Argumenter for Valdemarsdag som Danmarks nationaldag er, at det er den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog kom dalende ned fra Himlen, da vi ellers var ved at tabe slaget mod de dengang estiske hedninge. Bispen, som var med ved fronten, havde ellers holdt hænderne i vejret og bedt om krigslykke, og det havde virket (!). Men nu var han blevet træt, og kunne – selv med hjælp – ikke holde hænderne oppe mere. Men så skete miraklet: Dannebrog dalede ned – og så vandt de danske korstogsriddere.
Historien er næppe sand, men god. Og vigtigst er, at Dannebrog lige siden – og faktisk mere og mere, som tiden er gået – har været noget helt centralt for alle danskere.
Dannebrog er simpelthen synonymt med at være dansk. Dannebrog er det, som alle danskere samles om, hele tiden og både til hverdag, til fest, i glæde, i sorg og når der er sport.
Det røde flag med det hvide kors er den måde, som vi trækker vores nationale vejr på …

Argumenter imod Valdemarsdag som Danmarks nationaldag er faktisk ikke-eksisterende, idet man relativt nemt kan fortælle de danskere, som ikke lige har styr på, at Valdemarsdag er den dag, hvor vi fik det flag, som vi elsker, og som vi bruger konstant og hele tiden og til alt – og som er et billede på os som folk.

Danmarksbloggen vil derfor konkludere, at Valdemarsdag d. 15. juni bør blive Danmarks nationaldag. Der skal kippes med Dannebrog, skal der.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jonas Vingegaard er Danmarks største sportsnavn

Udgivet den af
Svar

Hvad er størst: Et tordenskrald eller Rundetårn? Det kan man ikke afgøre. Så at skulle kåre Danmarks største sportsnavn gennem tiderne er måske en umulig opgave.

Men cykelrytteren Jonas Vingegaard, som i går skrev dansk idrætshistorie ved kun at være den ottende nogensinde til at vinde samtlige tre Grand Tours er et rigtigt godt bud. For nu har Vingegaard alle trøjer i hus: Den gule fra Tour de France, som han indtil videre har vundet to gange, den røde fra Vuelta a España og den lyserøde fra Giro d´Italia.

Det kræver meget at komme dertil. Og held er helt udelukket, når man skal være på toppen i de tre uger, som en Grand Tour varer. Det handler derimod om træning, dedikation og stamina, som også bør være kriterierne for at kunne blive Danmarks største sportsnavn.

Men ja, sejleren Paul Elvstrøm kunne også være et bud, da han vandt fire olympiske guldmedaljer og 13 verdensmesterskaber.

Og et andet bud er dressurryttersken Lis Hartel, som vandt en OL-sølvmedalje i 1952. Er sølv nok i denne sammenhæng, kan man spørge. Svaret er ja – og endda i høj grad. For Lis Hartel var lam fra livet og ned, men hun konkurrerede på lige fod med mænd og kvinder, som kunne stå, gå og løbe – og bruge benene til at vejlede hesten.

Så er Danmarks største sportsnavn en ung mand fra det vestjyske, som kan køre hurtigt på en cykel op af de stejleste bjerge, en mand, der kunne sejle de andre i sænk – eller en kvinde, der selvom hun ikke kunne bruge sine ben, alligevel kunne ride bedre end en enkelt tysker?

Det må enhver selv afgøre.

Andre navne kan selvfølgelig også komme i spil som måske en Viktor Axelsen i badminton, der vandt to OL-guld, verdensmester- og All England-titler. Men ikke fodboldspilleren Michael Laudrup, som ellers ved en afstemning i 2021 blev kåret som det største danske sportsnavn.

Men hvordan kunne Michael Laudrup blive det? Han var fx ikke med, da han ikke ville spille på landsholdet, dengang Danmark i 1992 vandt EM i herrefodbold – og der findes flere andre navne indenfor holdsportene fodbold og håndbold, som også har været på internationalt topniveau.

Danmarksbloggen vælger derfor uden at tøve – og kipper samtidig med flaget for – Jonas Vingegaard som Danmarks største sportsnavn.

Jonas Vingegaard har skrevet sig ind på den store klinge som blot nr. 8 i verden til at vinde samtlige tre Grand Tours. De syv andre er: Jacques Anquetil (Frankrig), Felice Gimondi (Italien), Eddy Merckx (Belgien), Bernard Hinault (Frankrig), Alberto Contador (Spanien), Vincenzo Nibali (Italien) og Chris Froome (Storbritannien).

Alle syv er legender – og det er Jonas Vingegaard også.

Ps. Hvis man undrer sig over, hvorfor verdens bedste cykelrytter gennem alle tider Tadej Pogačar ikke er med på listen, er svaret enkelt. Pogačar har simpelthen ikke kørt Vueltaen (endnu), men han har både kørt og vundet Giroen og Touren – den sidste hele fire gange.

For hvor Vingegaard gerne vil sætte hak ved alle store etapeløb, så vil Pogačar sætte hak ved alle store cykelløb fra endagsklassikerne over VM og OL til etapeløb. Og sloveneren mangler blot OL, Vueltaen og så et ud af fem monumenter: Paris-Roubaix.

Det vil være enestående, hvis det lykkes sloveneren at få de sidste i sækken … men det tager intet fra Vingegaards store triumf. Det skal vi også huske. De er indtil videre kun otte i verden, som har vundet samtlige tre Grand Tours – og det har lange udsigter, før de bliver mere end max ni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk