Klimajul: Julemad

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Julemaden
Vi fortsætter i dag tredje søndag i advent med julemaden.

Den julemad, som det koster en del CO2 at producere, men som vi også smider rigtig meget af ud. Iflg. Idényt smider vi hvert år mad for i alt 16 milliarder kroner i skraldespanden – og allermest i december, hvor det er hele paletten fra rødkål, flæskesteg, and, hvide kartofler, risalamande og meget mere, som er i overskud:

https://www.idenyt.dk/jul-2/undga-madspild-i-julen-med-disse-gode-rad-/

Men til trods for at der smides så mange friske fødevarer ud, så grovæder mange danskere alligevel julemad i så store mængder, at flere indlægges i juletiden pga. overspiseri. For det er stadig god kutyme at gå amok efter devisen ”hellere revne end levne” og igennem decembers mange julefrokoster kaste sig over det store kolde bord med fisk og pålæg – og derpå de lune retter – og så osten – og alt sammen skyllet ned med rigelige mængder øl og snaps.

Men det bliver altså ikke mindre jul eller mindre hyggeligt, bare fordi man spiser lidt, men godt og drikker med måde – og husker at få sine grøntsager.

For nok er det en tradition til jul at slagte julegrisen og få sulemad, altså kød – men julemad er ikke kun sulemad. Det er også grøntsager som for eksempel den grønlangkål, der har lange historiske rødder, og er en vældig god kilde til vitaminer og mineraler.

Historisk tilbageblik
At spise rigeligt til jul – hvis man havde råd til det altså, hvad langtfra alle havde – har i århundreder været en tradition. Men inden vi bare øser op på tallerknerne, så skal vi huske på, at datidens julespiseri foregik i tider, hvor man resten af året levede meget sparsomt – og hvor næsten alle havde hårdt fysisk arbejde, så nogle dages overspiseri af fed mad gjorde ingenting, måske var det i virkeligheden gavnligt.

Sådan er det slet ikke i dag – snarere tværtimod. Men alligevel holder vi fast i de madretter og de mængder, som mange tror, repræsenterer den go´e, gamle jul, men som kun har lidt over 100 år på bagen. Fordi meget af dén julemad kræver en ovn. Noget kun de færreste havde for 150 år siden, medmindre man var bager eller anden erhvervsdrivende med egen ovn.

Ja, vi synger om det i julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, hvor det hedder stegen er til bageren sendt – for bageren havde en ovn, som de velstillede byfolk kunne få stegt en steg i. Typisk gås eller kalkun.

Ude på landet derimod holdt man sig til den gamle julemad: Pølser, leverpostej, flæskesider og andre ting, som er lavet af den slagtede julegris. Der var også nødder, æbler, stærkt øl – samt æbleskiver, som også kunne laves på en pande. For man havde selvfølgelig et komfur, men ikke en ovn.

Det fik de fleste så i takt med urbaniseringen og industrialiseringen – og så ændrede julemaden sig til and eller flæskesteg med hvide og brune kartofler, hvor de sidste skulle ligne de ristede kastanjer, som kun de færreste havde råd til, men som borgerskabet spiste til jul i sidste del af 1800-tallet.

Risalamanden kom også fra borgerskabets jul. Den søde dessert lyder fin og fransk, men er pæredansk – og en luksusudgave af den risengrød lavet på mælk, som er gammel dansk julemad.

Og der er vi så stadig i dag.

For trods en generel stor lyst til at spise grønt og sundt – og med indslag fra hele verdens køkkener, så holder danskerne til jul fast i de lidt mere end 100 år gamle spisevaner efter devisen rør blot ikke ved min gamle jul, som også kommer fra julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, der er en fantastisk beskrivelse af borgerskabets velstillede jul i slutningen af 1800-tallet.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Læs også:

Første søndag i advent: Klimajul: Julegaver:
Anden søndag i advent: Det flettede julehjerte – og lyskæderne:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Et juleeventyr”

Familieforestillinger og især til jul har det med at være hyggelige til et niveau, så de nærmest bliver pussenussede. Det gælder heldigvis ikke Charles Dickens ”Et juleeventyr” på Nørrebro Teater.

Her tør man både scenisk og skuespilmæssigt vise historien om den gerrige og grådige Scrooge præcis så uhyggelig og mørk, som den er skrevet. Det er kunstnerisk godt – og samfundsmæssigt nødvendigt i en tid som vores fyldt med den uvidenhed og grådighed, som Dickens mente førte til undergang.

For ja, der er stadig mange Scrooger derude. De blev ikke i London i 1800-tallet.

Men der er også et mørke i os selv. Et mørke, som vi kan gøre noget ved, men som kræver, at vi kan skelne mellem lyset og mørket. At vi kan genkende de skygger, som findes overalt – også i et menneskesind.

”Et juleeventyr” er nemlig en grum historie om mørket, uvidenheden og grådigheden i sin fortælling om den rige Ebenezer Scrooge, der julenat hjemsøges i flere omgange.

Først af Scrooges tidligere, nu afdøde partner Marley, der lænke-raslende og i røg og damp kommer for at advare Scrooge og sige, at han endnu kan gøre noget. Men at det er nødvendigt at handle nu, hvis ikke Scrooge skal ende som partneren, der til evig tid er fordømt, fordi han var lige så ond og hård, som Scrooge er det.

Men Scrooge får altså en chance til – via de tre juleånder, fortidens jul, nutidens jul og endelig fremtidens jul.

Der røbes næppe noget, når det afsløres, at det hele ender godt. At Scrooge bliver så god som nogen mand i den gamle verden. Samt at lille Tim – Scrooges ansattes alvorligt syge søn – overlever, så han kan slutte med at sige Gud velsigne os, hver og en, som det står i Dickens originalversion af ”Et Juleeventyr” eller ”A Christmas Carol”, som den hedder på engelsk.

Lige den del blev så ikke sagt på Nørrebro Teater. For kristendommen var helt væk i forestillingen til trods for at netop kristendommen er en vigtig del af Dickens julefortælling. Der blev i stedet talt om hjerter, kærlighed og tilgivelse – og det er alt sammen vigtigt og godt – og i øvrigt også kristne kerneværdier, som gerne må siges højt. For jo, vi kan godt sige kristendom, Gud og at velsigne uden at udelukke nogen.

Ja, der er en både historisk og kulturel værdi i at holde fast i manuskriptet og forfatterens trosmæssige ståsted. Især fordi det også har været med til at bestemme, at historien skulle ende med, at Scrooge blev vennesæl, gavmild og næstekærlig.

Og sådan ender det heldigvis også på Nørrebro Teater. For nok må en historie gerne være både grum og uhyggelig, men det skal helst ende godt.

Men så er det også slut med plejer – og tak for det. For midt i traditionernes højborg – og det er julen – så er det rart med noget fornyelse.

Som fx at Scrooge ikke spilles af en mand, men af en kvinde. Nemlig Mette Horn, og hun gør det simpelthen forrygende. I begyndelsen er man bevidst om, at det er en kvinde, der spiller en manderolle – men hurtigt glemmer man kønnet, og ser på egenskaberne hos karakteren, på stædigheden, påståeligheden, at der holdes fast i at grådighed er godt, og at julen og kærligheden er det rene humbug.

Mette Horn spiller overbevisende og med stor autenticitet den gamle gnier, der i løbet af en eneste nat formår at se hele sit liv, alle fejlene og så rette op på det hele og på sig selv. Det gøres dramatisk, med følelse – og med en komik, som letter og løfter, når det hele ellers knuger sammen i ens bryst.

Det er eminent godt lavet – og Danmarksbloggen kan lide, at Mette Horns Scrooge ligner en forpjusket version af Charles Chaplins vagabond – eller er det måske en Storm P.´sk vagabond? Det vides ikke, men det er også lige meget.

For ingen af de vagabonder havde hverken penge eller magt, og det har Scrooge til overflod. Men vagabonderne både hos Chaplin og hos Storm P. havde netop det hjerte, som Scrooge kun har foragt til overs for og gerne ser gennemboret af en kvisttjørn.

For et hjerte kan man ikke bruge til noget, siger Scrooge, som glemte eventyrerne, men huskede på pengene i lang tid, selvom han ellers fik hint på hint. Og det bliver serveret så fint af de andre fire skuespillere, der som planeter kredser i omløb omkring Mette Horns Scrooge, hvad enten de spiller mennesker eller ånder.

Nu skal ikke røbes for meget, men hver juleånd har sin egen identitet og sin egen komik – og ingen glemmer vist foreløbig nutidens juleånd, der på næsten Yahya Hassansk fremsagde et juledigt. Dén ånd var i det hele taget gennemført street. Et fint træk.

Et andet fint træk var stillbillederne, som flere gange kom frem, når scenen drejede – og vi sammen med ånden og Scrooge kom til et nyt sted i Scrooges liv og verden.

Stillbilleder, som så blev levende og bevægede sig, og som kunne være muntre som hjemme hos Scrooges nevø og hos hans chef i ungdommen, hvor der i den grad begge steder blev leget jul. Men vi så også det modsatte, når vi dybt rystede blev vidner til, hvorfor Scrooge blev, som han blev.

Der blev ikke lagt fingre imellem – heldigvis. For det er sundt – både for store og små at se, at vores behandling af hinanden har konsekvenser – også i mange år frem.

Menneskets uvidenhed, ukærlighed og grådighed kan derfor denne jul ses råt for usødet folde sig ud på Nørrebro Teater – men heldigvis sker det sammen med håbet og troen på, at kærligheden og medmenneskeligheden sejrer til sidst. Alt sammen bundet til den fineste julebuket af både drama og komik af de fem skuespillere: Mette Horn, Asta Kamma August, Jesper Groth, Andreas Jebro og Lila Nobel.

Danmarksbloggen giver ”Et juleeventyr” fem ud af seks julegaver.

Forestillingen spiller indtil d. 4. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimajul: Det flettede julehjerte – og lyskæderne

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Det flettede julehjerte – og lyskæderne
Vi fortsætter i dag anden søndag i advent med det flettede julehjerte – og anden julepynt. For hvert år forbruger vi enorme mængder materialer på julepynt, men vi sløser også med enorme mængder energi på den elektriske og ligegyldige udendørs julepynt.

Vi synes nemlig, at det er så hyggeligt med lysene dér i mørket, og det er også smukt. MEN i en tid, hvor vi er ved at forbruge os ihjel, og hvor den store synder er afbrændingen af olie, gas og kul, så skal vi nedsætte vores energiforbrug – også selvom vi bruger lavenergi-lyskæder.

Men vi nedsætter ikke vores energiforbrug. Tværtimod bruger vi hele 30 procent mere strøm i december iflg. tal fra en undersøgelse fra energiselskabet NRGi og Spar Nord i 2014 baseret på 210.000 danskeres strømforbrug i december.

Men vi skal altså kun bruge energi til det nødvendige som opvarmning af vores boliger for eksempel. Og vi skal lade være med at bruge energi til vilde lysinstallationer med nisser og rensdyr foran vores huse – eller lyskæder i massevis på træer ude i haven eller omkring flagstangen – eller hvad man nu hitter på.

Drop det – og drop også at indkøbe vilde mængder af glanspapir og andet julepynt.

Vær i stedet klimabevidst og lav fx et julehjerte eller en musetrappe eller et kræmmerhus af papir fra et af de julekataloger, som har det med at snige sig ned i postkassen, selvom man har et NEJ, TAK til reklamer-mærke på den. Eller brug noget af det julegavepapir, som du måske har gemt fra sidste år, og tænk frem og gem det julepapir, som du får i år. Eller avispapir, folie eller …

Julepynten bliver på den måde også både personlig og unik – og man kan sagtens lave den måske mest danske julepynt på den måde, nemlig det klassisk flettede julehjerte.

Historisk tilbageblik
For vidste du, at det var vores store eventyrdigter H. C. Andersen, som opfandt det flettede julehjerte?

Det var det. Engang i løbet af 1860´erne var han som så ofte før på besøg på en herregård ved juletid, og her sad han som sædvanlig med papir og saks og lavede fine ting, og denne jul blev det altså det første flettede julehjerte, i grønt og gult papir – og uden hank.

For hanken, så hjertet kunne hænge på juletræet, kom først til et årti senere. Men siden har de flettede julehjerter hængt på alle danske juletræer – og de kan altså sagtens laves i genbrugspapir. Eller i alle mulige andre ting – flitrester, stofrester – lige hvad man har lyst til.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Læs også:

Første søndag i advent: Klimajul: Julegaver:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julemandens Dag er i dag

I dag er det Julemandens Dag.

Julemanden er så oprindelig hverken en hyggelig hus-nisse eller Coca Colas opfindelse.

Hus-nisserne går derimod langt tilbage – minimum til vikingetiden hvor de var nogle ondskabsfulde ånder, der dog blev sødere med tiden. De blev også mere fysiske, men stadig drilagtige, især hvis ikke de fik risengrød.

Det med nissen, dril og grød vidste man i hvert fald alt om i de danske bondesamfund i 1700- og 1800-tallet.

Og Coca Cola? Ja, deres PR-afdeling tog bare Julemanden til sig, og gav ham deres egen røde farve på. Så det er ren kopiering og tilretning fra dén side. For før Coca-Cola var der ingen, der sagde, at Julemanden skulle være klædt i rødt. Hans kåbe kunne ligeså godt være blå, grøn eller alle mulige andre farver.

For Julemandens rødder skal findes i Tyrkiet, der var et kristent land engang, og hvor en katolsk biskop ved navn Nikolaus omkring år 300 levede så helligt et liv, og hjalp så mange mennesker – deriblandt en masse børn, at han blev helgenkåret som Skt. Nikolaus – eller Skt. Nikolai på dansk.

Han er også stadig helgen for børnene – og sømændene og tyveknægtene og købmændene. Man mente nemlig, at de fire grupper var sådan nogenlunde ens: Umiddelbare og ikke rigtig til at stole på.

I Nederlandene endte Skt. Nikolaus så med at hedde Sinter Klas – og her fejres han stadig i dag d. 6. december, hvor han kommer med gaver til børnene.

I de seneste år er Sinter Klas-traditionen så røget ud i et større stormvejr. For med sig har Sinter Klas Swarte Piet, en sort mand, som deler kul ud til de uartige børn. Men da denne Swarte Piet ofte har været en hvid mand malet sort i ansigtet, så er den del af skikken ikke populær i disse vi-ska-undgå-black-face-tider.

Men Julemanden – hvad enten han hedder Julemanden, Sinter Klas eller Santa Claus – kan alle dog stadig godt lide.

Og børnene skriver ønskesedler til ham og fortæller, at de har været åh, så søde, åh så artige. Og de sætter småkager til ham – især i USA. Men uanset hvad, så tror mange børn, at de får en julegave, når Julemanden drøner rundt i kanen julenat.

Men stop lige én gang: At skulle være på en bestemt måde eller gøre noget bestemt for at få noget af Julemanden, er stik imod i hvert fald Skt. Nikolaus og hans væsen.

For den oprindelige julemand – den katolske helgen Skt. Nikolaus – var kristen, og i kristendommen er vi elskede, som vi er. Vi skal ikke gøre fortjente til noget som helst. Vi er elskede, fordi vi er Guds børn. Allesammen.

Så enkelt er det. Ingen ønskesedler, ingen artighed, intet sort kul. Ikke andet end kærlighed, nåde og barmhjertighed.

Det er helt utroligt – og derfor kun til at tro, som pastor emeritus Mogens Hansen altid sagde det, når han stod på prædikestolen i Vor Frelsers Kirke i København.

God Skt. Nikolaus-dag – hvad enten du holder den i den ene eller anden juleånd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Tinka og Kongespillet”

En handling skal jo i gang – men en vis portion realisme må der også til, selvom det er et eventyr, en fantasi-fortælling. Og her skorter det på meget i ”Tinka og Kongespillet”.

Søde, rare, good-guy Lasse ville fx aldrig blive sendt hjem fra efterskole pga. ballade og slåskamp. Et mere realistisk scenarie ville være en omgang fnat på efterskolen, som midlertidig lukkede hele skolen for at få bugt med de små kryb. Det sker årligt på flere efterskoler.

Og på samme måde ville Tinkas far – kong Storm – ikke falde af en hest og dø. Han er nissekongen, og en sådan rider som en drøm. Det er vel et eventyr, ikke? Men havde man nu i stedet ladet hærchefen Ingi, som man må formode stadig er den fængslede prins Fileas tro, sørge for, at kongen døde, så havde det været langt mere realistisk.

Og ja, fnat og snigmord kan nutidens børn sagtens håndtere. Se, hvad der sker i en serie som ”Game of Thrones”, der formentlig har været brugt som forlæg til ”Tinka og Kongespillet”.

I det perspektiv er en smule fnat og et lille snigmord jo ingenting … så det kunne have været en mere realistisk og mere dramatisk måde at komme i gang på.

Men ellers er alt som forventet. Lasses lillesøster er stadig mega-irriterende, farmoderen er gået på pension, men er stadig livsklog, faderen er stadig optaget af karrieren, og hjemme i Nisseland er moderen stadig fuld af omsorg og varme – og prins Fileas er trods et år i Ensomhedens tårn stadig lige hård og ond. Fængsel virker altså åbenbart ikke.

Vi ved også på forhånd, hvem der er gode, og hvem der er onde. Man kan nemlig se det på dem …

De skal man også kunne i en julekalender, og det bliver da hyggeligt at følge kongespillet om magten i de næste tre ugers tid. Også selvom det bliver noget af en overraskelse, hvis det ikke ender med, at Tinka vinder den krone, som hun ellers bare havde kunnet række ud og tage på hovedet, da nissesoldaten stod med den i hånden foran hende i Christianskirken, undskyld nissernes store hal.

For magten er som bekendt ikke noget, man får – det er noget, man tager, råt og brutalt.

Men det gjorde Tinka ikke i første afsnit. Som en anden Kristian Jensen i en kælder på Fyn for nogle år siden, så lod hun være med at slå til, da hun havde chancen. Og så kan det ende med, at man slet ingenting får – det ved Kristian Jensen alt om.

Men mon ikke Tinka ender som den første regerende nissedronning d. 24. december? Det tror vi på.

Danmarksbloggen giver ”Tinka og Kongespillet” fire ud af seks nissehuer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimajul: Julegaver

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Julegaver
Vi starter i dag første søndag i advent med julegaverne.

Hver voksen dansker brugte i snit 3.280 kroner på julegaver i 2017 – og i alt brugte danskerne 22,1 milliarder kroner på forbrug i december måned i 2017 iflg. denne artikel fra Berlingske: https://www.berlingske.dk/aok/saa-meget-bruger-danskerne-paa-julegaver

Det er helt vildt, helt skørt – især når man tænker på, at mange af julegaverne er tøj, sko, parfume, elektronik og andet, som kun de færreste af os i virkeligheden har et behov for at få mere af. Men det er rart med noget nyt, synes vi. Problemet er bare, at klimaet slet ikke kan følge med.

Tøjproduktion fx er verdens næstmest forurenede industri – kun overgået af olieindustrien. En ny bluse er altså værre end en saftig bøf.

Danmarksbloggen vil derfor foreslå, at vi

  • Skærer voldsomt ned i antallet af julegaver
  • Giver holdbare og bæredygtige julegaver – legetøj af træ fx eller måske e-bøger
  • Oplevelser som billetter til biffen eller teatret eller måske en koncert
  • Eller måske noget, som man selv har lavet – fx hjemmelavet syltetøj eller andre lækkerier, hvor man selvfølgelig genbruger de glas, som man måske har haft købte syltede rødbeder eller asier i

Historisk tilbageblik
Det er også først indenfor de sidste par generationer, at vi er gået amok i julegaver. Går man tilbage til midten af 1900-tallet var julegaverne i reglen langt mere beskedne, og de fleste blev glade for en bog og en ny tyk sweater, som ofte var hjemmestrikket – og som man faktisk havde et reelt behov for, da den gamle var blevet hullet og slidt.

Den første dansker, som vi ved, fik en julegave, var Christian d. 4, som sidst i 1500-tallet fik en lille gave af det såkaldte Christkind – altså det lille Jesusbarn.

Julemanden kom først til Danmark i 1800-tallet – og i starten havde han juleglæden med, mens Juleenglen kom med gaverne. Men op gennem 1900-tallet blev det også i Danmark Julemanden, som delte julegaverne ud – når man altså fik julegaver.

For i begyndelsen af 1900-tallet var de fleste danskere endnu så fattige, at der knap var råd til en god julemiddag. Så gaver var noget, som kun de velstillede fik. Det havde borgerskabets børn så også fået siden engang i 1800-tallet, hvor vi stadig synger om, hvad de fik en helt bestemt jul hos familien Faber.

Der er selvfølgelig tale om julesangen ”Højt fra træets grønne top”, som egentlig blot var tænkt som en lejlighedssang til brug lige dén jul i 1847, men som må siges at være langtidsholdbar. Bemærk i øvrigt at julegaverne dengang HANG på juletræet. Ikke noget med at miljøsvine med gavepapir og gavebånd.

Man kan også bare gøre, som Emma Gad anbefalede. Nemlig udelukkende give julegaver, der kan spises, drikkes – eller ryges. Det sidste er så dog måske mindre populært i dag.

Men en høne, en æske konfekt eller en flaske likør er en beskeden, men aldrig uvelkommen julegave, mente damen, der vel bedst beskrives som alle tiders ekspert udi takt og tone.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – og kvinder, der tør sige NEJ

Der sker noget spændende på Glyptoteket denne mørketid. Det begyndte i oktober, hvor man kunne høre oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som sammen med Glyptoteket står for de spændende søndage i selskab med de græske klassikere.

Og i går var det så tid til samtale nummer to. Stadig med Marcel Lysgaard Lech og Klaus Rothstein, men også med professor emerita Birgitte Rossing, der for et år siden skrev ”Argumenter imod kvinder”, som Danmarksbloggen anmeldte: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Så det kan ikke undre, at gårsdagens samtale handlede om Sofokles´s tragedie “Antigone”. Antigone var en af Ødipus´ døtre. Hende, som udfordrede onklen kong Kreon ved at insistere på, at hun ville begrave den bror, som var kommet tilbage som fjende – og som blev dræbt i opgøret med den anden bror, der var konge inden Kreon.

Men modsat konge-broderen, som fik en helte-begravelse inde i byen, så skulle forræder-broderen blive ude på marken og rådne op – sådan helt bogstaveligt.

Den slags lugter – også bogstaveligt, og Antigone ville selvfølgelig begrave sin bror. For uden begravelse så ingen tur ned i Dødsriget og genforenes med familien. Så Antigone henholdt sig til, at hun som familie til den afdøde – fjende eller ej – havde ret til at begrave ham. Et helt legitimt krav ifølge datidens græske skik.

Dilemmaet var så bare, at hendes onkel, kong Kreon, var i sin ligeså legitime ret til at sige nej. Byens fjende skulle ikke have den ære at blive begravet. Han kunne blive ædt af orme og andet snask, og holdt ude af Dødsriget, var meldingen fra onklen.

Men Antigone trodsede onklen og begravede broderen. Man går så ikke ustraffet op mod magten, så Antigone måtte bøde med sit liv. Hun blev lukket inde i en klippehule.

Det gik i øvrigt heller ikke konge-onklen godt. Hans søn (som var forlovet med Antigone) og kone begik selvmord, og selv vidste han godt, at han var dømt af guderne. For man går heller ikke ustraffet op imod den største magt af dem alle, nemlig guderne.

Så var der ligesom også gjort rent bord. En klassisk græsk tragedie med andre ord.

Men kan den også sige os noget i dag, noget om vores verden? Altså udover den klassiske konflikt mellem menneske og magt, som gør, at langt de fleste dropper al modstand og indordner sig samfundets krav. Men indimellem er der én, som betaler prisen, ofrer alt, og siger det helt store NEJ.

Præcis som Antigone gjorde, selvom det kostede hende alt, hvilket måske ikke var så meget – hvis man ser bort fra livet selv. For kvinder i det gamle Grækenland havde – medmindre de boede i Sparta – ingen rettigheder.

Det athenske demokrati var således udelukkende for mænd, og kvindens opgave i livet var at føde børn. Eller som Marcel Lysgaard Lech sagde det: Kvinden gav liv – og manden tog liv. Det var den jordiske balance, som guderne tilsyneladende også bifaldt.

Men Antigone fik ikke givet liv. Og da hun står og skal ind i det, som både er hendes gravkammer og brudekammer, som hun kalder hulen, hvor hun ender sine dage, så rammes hun af den basale usikkerhed, som er så typisk for Sofokles, hvor vi ender med at tvivle på os selv.

For Antigone tvivlede ifølge Marcel Lysgaard Lech i starten ikke på, at guderne var med hende. Men hvor var de, da hun stod på det yderste?

Den tvivl kender vi også i dag. Den der almenmenneskelige tvivl, som gør, at vi i grunden ved så lidt, kan så lidt, gør så lidt – og til sidst så dør vi.

Vi kender også til kampen mod magten som Antigones kamp mod onklen. Men hvor hendes kamp ikke rigtig kan kaldes en kvindekamp, men en søsters kamp for at begrave sin elskede bror, så er der i dag tale om en reel kvindekamp, som det giver endnu mere mening at kæmpe i dag end for nogle årtier siden.

Ja, det eneste i “Antigone”, som måske kan kaldes om ikke kvindekamp, så kvindesolidaritet er, at søsteren – selvom hun ikke var med til at begrave broderen og faktisk rådede Antigone fra at gøre det – alligevel solidarisk sagde, at ja, hun havde været med, da hun blev beskyldt for det af kongen.

Det må siges at være solidaritet … især fordi søsteren vidste, at det også betød en dødsdom. Hun blev så benådet, men det regnede hun ikke med, da hun stillede sig på Antigones side. You go, girl, som vi ville sige det i dag – og som det skal siges i dag.

For det går nemlig den gale vej, når vi ser på ligestillingen i dette land. Danmark var ifølge Birgitte Possings meldinger på Glyptoteket tilbage i 1970´erne nr. 7 i verden, når det kom til ligestilling. I dag er vi nr. 97 i én opgørelse – og nr. 13 i en anden.

Men uanset hvordan man ser på det, så er Sverige, Norge, Finland og Island førende – og langt længere fremme i skoene end Danmark, hvor der er modstand mod at tage de politiske virkemidler i brug som al forskning viser skaber mere ligeret.

Det er fx: Øremærket barsel til mænd, en lov der effektivt går ind og sikrer ligeløn fremfor den hensigtserklæring, som vi har i Danmark – samt en kvoteordning, når det kommer til antal kvinder i bestyrelser og andre ledende organer.

Men intet af det vil man tage i brug i Danmark. For her sætter vi friheden højt, lyder argumentationen. Det må så siges at være friheden for mændene, som kan fortsætte deres Rip-, Rap- og Rup-rekruttering til magten, mens kvinderne stadig knalder hovedet mod glasloftet.

Det minder om antikkens demokrati i Athen, som også kun var for mænd.

Hvad Sofokles mente om kvinders forhold og eventuelle rettigheder ved man ikke, men Birgitte Possing kunne fortælle, at der i magtens cirkler i dag er en del mænd, som gerne vil gøre det anderledes, og som ofte i forbindelse med foredrag og andet spørger hende om, hvad de selv kan gøre for at få flere kvinder ombord.

Så der er lys i mørket.

For nok er magt ikke noget, som nogen får foræret. Det er noget, som man tager. Men det hele bliver så meget nemmere, når der er mennesker (læs: mænd) inde i magtens cirkler, som gerne vil lukke kvinder ind.

Mænd, som ikke synger med på sangen om, at kvinder skal vise yndighed, ikke myndighed.

Mænd, som ikke mener, at kvinder skal tie i forsamlinger eller at kvinder har nogle karaktertræk, bare fordi de er kvinder og andet, som bliver hæftet på kvinder – og brugt til at holde kvinder nede og væk fra fadet.

Mænd, som selv trækker kvindekortet – fordi det skal trækkes.

For det skal det, så længe kvinder stadig er enten for lidt, for meget eller forkerte, som Birgitte Possing gjorde opmærksom på, at det stadig er en udbredt antagelse om kvinder – både hos mænd og hos kvinder.

Så der skal siges NEJ til at blive holdt nede og ude …

Birgitte Possing sluttede i øvrigt af med en tankevækkende parallel: Magt i dag handler – som det altid har gjort – om penge. Rå kapitalmagt. I den finansielle sektor er 93-95 procent af lederne mænd, og de ligner alle sammen hinanden. Hvide mænd med gode uddannelser og pænt tøj. Ikke megen mangfoldighed her altså.

Men hvordan er det lige, at det går i den finansielle sektor? Det går skidt. Skandale på skandale. Hvidvask og svindel.

Men hvem trækker kønnet ind som argumentation og siger, at alle lovovertrædelserne og alle de moralske forkerte valg skyldes, at finansbranchen er en mandsdomineret branche? Det gør ingen.

Men havde der været tilsvarende skandaler i en kvindedomineret branche, så var kønskortet blevet trukket hurtigere end man kan nå at sige kvindekortet.

Den tanke lader vi lige stå sammen med bevidstheden om, at det ikke er hverken en naturlov eller en gudernes lov, at noget skal være på en bestemt måde. Vi mennesker har et frit valg, og kan skabe den verden, som vi ønsker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Jordens Indre”

Man kan brænde papirer, men ikke ideer, siger den kloge stuepige Esther til dansk videnskabs mest underkendte geni Inge Lehmann, der var kvinden bag teorien om den faste kerne inde i Jordens flydende kerne – og hvis liv forestillingen ”Jordens Indre” på Folketeatret handler om.

Udsagnet er sandt – og det kunne sagtens suppleres med, at man ikke kan brænde nysgerrighed, længsel efter viden og efter at forstå de fysiske sammenhænge i den verden, der er omkring os – og som vi endnu har meget til gode at finde ud af om, hvad enhver med en uddannelse indenfor naturvidenskab kan skrive under på.

En af dem er denne anmelder, som er uddannet geograf fra Københavns Universitet med halvandet års geologi oveni de fem års geografi. Og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg var lidt ekstra spændt, da jeg satte mig i sædet. For dels var det første gang, at jeg skulle anmelde noget, som udsprang af min oprindelige uddannelse – og dels var jeg nysgerrig på, om man kunne formidle Inge Lehmanns teori på en måde, så den kunne forstås af alle – og stadig være en vigtig del af forestillingen?

Svaret er et stort ja. Det viser tavlerne med tegningerne, formlerne, tallene – og papirerne spredt ud på gulvet, så de lignede de forkætrede P-bølger og S-bølger, som er en konsekvens af et jordskælv – og som er dem, som Inge Lehmann brugte til at skabe sin teori om, at der måtte være en fast kerne allerinderst i jordens flydende kerne. Noget, som forskningen senere mange gange har bekræftet, må forholde sig sådan.

Jeg er så også – i Inge Lehmans videnskabelige ånd – nødt til at påpege en alvorlig geologisk fejl i manuskriptet: Nemlig at det er i slutningen af første akt nævnes, at kontinentalpladerne i Atlanterhavet støder MOD hinanden. Det er lige modsat. De bevæger sig væk FRA hinanden, og i den spalte på havbunden, som år for år bliver større, stiger der materiale op fra jordens indre, og det er det materiale, der har skabt og stadig skaber den atlantiske højderyg, der ligger som en slange ned igennem Atlanterhavet. For jorden er en levende klode – konstant i gang med geologiske og geografiske processer.

Men ellers går det nogenlunde godt med at holde tungen lige i munden omkring de videnskabelige fakta (der er et par smuttere mere), og stemningen på naturvidenskab er i hvert fald ramt lige på kornet. Det samme er den naturvidenskabelige humor, som stik mod hvad mange tror faktisk findes – men som måske er lidt nørdet. Jeg var i hvert fald alene om at grine et par gange undervejs i forestillingen, så måske var det ikke meningen, at lige de intermezzoer skulle opfattes som værende sjovt. Men det er det på naturvidenskab.

Ja, hvis ikke jeg vidste bedre, hvis ikke der blev sagt De, så kunne jeg have lukket øjnene og tro, at jeg havde været ombord i en tidsmaskine og rakt tilbage på instituttet. For kampene om bevillinger og ære – og måden, man jorder hinanden på og kan hjælpe hinanden på (hvis man vil – hvad man ikke altid vil), har ikke ændret sig en tøddel fra dengang til i dag.

Heller ikke selvom der i dag er markant flere kvinder på universiteterne end dengang, også indenfor geofysik. Men vi er alligevel ikke kommet så langt, som vi gerne ville, og kvinder er i øvrigt ikke spor mere fredelige end mænd, når det kommer til akademisk ære og værdighed. Kvinder skal også stadig yde mere for at opnå det samme som mænd.

Inge Lehmans kamp for som kvinde at blive anerkendt er nemlig stadig rystende aktuel, og der er mange nutidige kvinder, der som hende rammer det usynlige, men svært gennemtrængelige glasloft, som gør, at man nok kan se op i de hellige haller – men ikke komme derop.

At det stadig er relevant med en forestilling, der viser kvindens hårde kamp for at blive anerkendt, blev også ekstra tydeliggjort i pausen, hvor jeg hørte en mandlig publikummer sige: Jeg er så træt af, at I kvinder altid trækker kvindekortet. Jeg hørte ikke, hvad hans kvindelige ledsager svarede, men jeg håber, at det var noget i retning af: Vi trækker det kun, fordi det er nødvendigt.

For det er det, så forestillingen er desværre ikke kun historisk. Det er teater til tiden, og Iben Hjejle er både stærk og troværdig som Inge Lehmann. Ja, Iben Hjejle spiller Lehmann på en måde, så man får umådelige mængder sympati for kvinden og glemmer, at hun også havde sine fejl og mangler, måske især på det medmenneskelige område.

Sådan skildres hun i hvert fald langt hen i stykket, selvom man til sidst ser en anden side – en side der både kan spille bold med stuepigen Esthers tre børn og tage sig af søsteren, der spilles eminent af Laura Bro, som kan meget mere end at se yndig ud, som hendes karakter Harriet får at vide, at hun er.

Laura Bro har både råkraft og nerve i den måde, som hun portrætterer at være en både stærk og følsom søster til denne videnskabskvinde. For også søsteren kæmper med konventionerne og med at finde sin egen vej.

Det gør de alle sammen – og det er en af hemmelighederne ved denne forestilling. Nemlig at alle lider under konventionerne, at alle lider tab og nederlag, og ingen får det hele, end ikke Niels Bohr selvom han både bliver ridder af Dannebrog og får Nobelprisen.

Han spilles i øvrigt overbevisende af Jesper Lohmann, der med sin måde at tale og agere på fører os 80-100 år tilbage i tiden, så man tror, at han er ankommet til Folketeatret med en tidsmaskine direkte fra mellemkrigstiden – klar til belevnet og elegant, men ganske effektivt at holde den talentfulde Inge Lehmann nede.

I rollen som Inge Lehmanns livslange og mere ligerets-orienterede ven den engelske videnskabsmand Harold Jeffreys ses Troels Malling, som mange ellers kender som en morsom mand. Men Malling kan så meget mere og andet – og det er godt at se ham spille en rolle med mere kød på.

Stuepigen spises med autenticitet af Roberta Hilarius Reichhardt. Hende får vi forhåbentlig mere at se til i de kommende år, og ja, hun er barnebarn af dén Poul Reichhardt, men skal her hyldes i sin helt egen ret. For det er 100% hendes eget talent, som bærer – og ikke hverken hendes berømte farfar – eller for den sags skyld hendes berømte forældre.

For hun og de fire andre skuespillere og deres evner er det, som skaber historien. Her er ingen special effekts, men til gengæld ord og fagter i en historie om mod, kamp, både med omverdenen og med sig selv.

Og som den historie folder sig ud. Hvert ord, hver bevægelse, hvert blik har en betydning, og som tilskuer fanges man ind og rammes træfsikkert af kunsten på scenen, som også er så tæt på, at intet kan skjules eller camoufleres.

For vi er helt tæt på epicentret omkring Inge Lehmann, og vi mærker P-bølgerne fra skuespillerne – og når vi kommer hjem S-bølgerne fra eftertænksomhedens magmakammer, for nu at blive i de geologiske termer.

Dog en enkelt fejlkilde har sneget sig ind i stykket, nemlig en påstået ulykkelig forelskelse i Harold Jeffreys. Ingen ved, om Lehmann følte sådan overfor hendes livslange ven. Men det er også inderligt ligegyldigt.

For hvorfor skal vi altid komme ind på kærlighed, børn og udseende, når vi taler og skriver om kvinder? Det skal vi heller ikke. Det centrale, den faste kerne er, at navnet var Inge Lehmann, og at hun var en af verdens allerstørste forskere – og dansk.

Hende, som har lagt navn til Inge Lehmann-diskontinuiteten, der refererer til en materialeovergang cirka 220 km nede i Jordens kappe for nu at sige det på det videnskabssprog, som Inge Lehmann selv foretrak at tale, og som forskere fra hele verden sugede til sig. Den Inge Lehmann, som i 1971 fik Bowie-medaljen, den næstfineste pris, som en forsker på hendes område kan få.

Men ikke i hendes eget land. Her var Inge Lehmann glemt, og der kom først et monument for hende på Vor Frue Plads i 2017. Den lader vi lige stå et øjeblik sammen med Iben Hjejles opfordring til alle lige inden stykket slutter: Gå ud og opdag verden.

For der er endnu så meget at se og opdage og finde ud af, og det er skønt, når en så stor videnskabskvinde som Inge Lehmann hyldes på scenen.

Danmarksbloggen giver ”Jordens Indre” fem ud af seks jordkloder, som den jordklode Inge Lehmann var så optaget af hele hendes 104-årige lange liv.

Forestillingen spiller på Folketeatret indtil 15. december.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Se teater med og om hjemløse: “Skidefuld af historier”

Af og til sker der noget vigtigt på den danske teaterscene – som i massivt vigtigt.

For det er som bekendt kunstens vigtigste opgave ikke blot at underholde, men også at oplyse og skabe bevidsthed om det samfund og den tid, som vi lever i. Bevidsthed, så vi handler – og gør samfundet til et bedre sted.

Ej blot til lyst, som der også står over selveste Det Kgl. Teaters fine, gamle scene på Kongens Nytorv.

Nu er det så ikke på Det Kgl. Teater, at forestillingen ”Skidefuld af historier” kan ses i de kommende dage.

Det er derimod i Christianshavns Beboerhus, Galaksen i Værløse og Musikhuset i Farum, at man kan opleve noget så sjældent og vigtigt som et teaterprojekt, hvor tidligere og nuværende hjemløse og Hus Forbi-sælgere på scenen fortæller deres historier i en professionelt opsat forestilling.

Deltagerne har altså for manges vedkommende ingen erfaring med teater, sang, dans eller musik, men til gengæld ved de meget om tilværelsen på gaden. En tilværelse, som er hård og barsk, men som også rummer kammeratskab, men som omvendt ikke skal romantiseres på nogen måde, men skildres som den er. En tilværelse, hvis historier nu sættes op til forestillingen ”Skidefuld af historier”.

Danmarksbloggen gør normalt ikke reklame for nogen forestillinger. Anmeldelser ja, men ikke reklame.

Men ingen regler uden undtagelse, for det her er en enestående chance for at komme og blive klogere på livet som hjemløs, hvis nu man ikke selv enten er det – eller kender til det, fordi man taler med de hjemløse.

For ja, det kan man også gøre – helt selv endda og 365 dage om året. Man behøver nemlig ikke at dreje hovedet og suse forbi de hjemløse, når man møder dem på gaden. Man kan både smile og hilse og tale med en hjemløs. Og gør man det, så opdager man, at en hjemløs er et medmenneske – præcis ligesom alle mulige andre.

Et medmenneske med en historie ligesom forestillingen ”Skidefuld af historier”, der er et samarbejde mellem Christianshavns Beboerhus og Galaksen med støtte fra Christianshavns lokaludvalg og fra crowdfunding, der har gjort det muligt at få forestillingen på benene.

Se mere – og køb billet her: https://galaksen.dk/program/skidefuld-af-historier/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Kaspar Colling Nielsen: ”Dengang dinosaurerne var små”

Jorden skal nok overleve mennesket, men mennesket overlever ikke jorden. Sådan har geologer og geografer sagt det i årevis – også dengang jeg blev geograf, og jeg har personlig altid fundet en vis trøst i lige det faktum.

Det er så også en viden, som Kaspar Colling Nielsen har – og som han er inde på i den første novelle i hans nye samling ”Dengang dinosaurerne var små”, hvor han på overfladen taler om dinoer, men i virkeligheden taler om os mennesker, der ligesom dinoerne er ved at blive overhalet indenom af de mindre arter.

For naturen er hele tiden under os, omkring os og over os, som det beskrives i novellen ”Byer” – og vi er dømt til at tabe kampen.

Som fagnørd udi dinosaurer kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at påpege, at de historiske dinosaurer slet ikke er uddøde, men at de faktisk er her endnu, i hvert fald de meget nære efterkommere som de fleste fuglearter som fx skarven.

For de ”rigtige” dinosaurer – de er uddøde, formentlig på grund af de klimaændringer, som skete, da vulkanerne stod i massevis ude i Asien og spyede aske op, så asken spærrede for solen og dermed for energien til jorden, så planterne ikke kunne gro. Samtidig faldt de tungere dele af det magmatiske materiale ned i havet og forsurede vandet – så alle dyr i hele fødekæden døde.

Først de små, så de større og til sidst de største. Selv dinoerne.

Den slags kaldes arternes massedød, og dem har der været fem af i jordens historie – og nu er den sjette på vej. Men det bliver den første massedød, som er forårsaget af én enkelt art – nemlig os, mennesket, homo sapiens, den mest succesfulde art nogensinde på denne planet.

Og det er selvfølgelig også os og vores dårskaber, som Kaspar Colling Nielsen har skrevet en masse noveller om. 31 helt præcist. 31 forskelle historier, der som nedslag i den mest populære teori om dinoernes forsvinden (den med meteoren i Mexico) rammer præcist vor tid og dens mennesker, vores svagheder og kendetegn.

Det er knaldgod læsning for at sige det ligeud. For Colling Nielsen flænser os ligeså præcist og skarpt som Tyrannosaurus Rex´s tænder gjorde det dengang, og han er ligeså snedig i sine beskrivelser af vores gøren og laden som nogle af de lidt mindre kødædende dinoer var det, når de jagede i flok – og du som deres udsøgte byttedyr kun så den ene, men de to-tre andre kom fra siderne – og åd dig levende.

Nu er der ingen, der bliver direkte ædt i bogen – ikke fysisk i hvert fald. For psykisk bliver mennesker fortæret i stor stil i vores tid, som det fx sker for en falleret skuespiller i ”En ynkelig misere”– og en kok, der jager både den gode ret og berømmelsen i ”Tilstedevær´”.

For ja, der er også mennesker i ”Dengang dinosaurerne var små”, som må lade livet.

De er så også indimellem selv ude om det, kan man hævde. Sandt er det i hvert fald, at civilisationen kun er et tyndt lag af fernis over mere grundlæggende barbariske kræfter og reaktioner, som kommer frem, når vi selv og dem, som vi elsker, bliver truet, som man fx kan læse om det i den i starten meget idylliske, nærmest nutids-pastorale ”Sankt Hans uden bål”.

Som læser sidder man også og tænker, hvor mange af historierne der mon er personlige. Et bud er omkring 100 procent, og ikke kun fordi mange af novellerne har en midaldrende mand, der bor i København, men som drømmer sig ud på landet, som hovedperson – både med og uden selvkørende bil, men altid med rejsedrømmene intakt side om side med ønsket om bare at være derhjemme.

Men det gælder også, selvom nogle af historierne slet ikke omhandler danskere som fx ”Mikroskopiske brune snefnug”. Men den og andre er jo almene historier, som når det her handler om ikke at tænke over konsekvenserne af ens handlinger, selvom de er vidtrækkende som her, hvor det ikke er en sommerfugls vinger i Hong Kong, der skaber regnvejr i New York, men en kronprinsesses lort der skaber oversvømmelse i Umbrien. Samt blomster, som endda ad åre kommer til Buckingham Palace. For vi får altid vores eget lort tilbage – på den ene eller anden måde.

Men håbet, drømmen om Paradis. Hvad med den? Kan vi leve uden, så hvad sker der med Paradis og vores billede af det? Ja, Paradis ved vi efter Colling Nielsens mening helt præcist, hvordan ser ud, fordi vi aldrig har set det!

Genialt – ligeså genialt som de katte, Kaspar Colling Nielsen har som de absolutte mest kompetente i en novelle – også markant mere kompetente end homo sapiens.

Danmarksbloggen giver ”Dengang dinosaurerne var små” seks ud af seks dinosaurer – og vil gerne opfordre Kaspar Colling Nielsen til at skrive flere små historier. Der må også være masser af inspiration at hente – endda på flere planer – i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor han pt. arbejder som taleskriver for minister Dan Jørgensen.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk