Jøde tvinges til at opgive sit studie på RUC

Den er helt gal:

En jødisk studerende har været nødt til at opgive sit studie på RUC, fordi han dagligt forfølges af en gruppe på RUC, som kalder sig “RUC Intifada”, og som står bag flere demonstrationer med maskerede deltagere, hyldester til terrorleder, propalæstinensisk hærværk – og altså også personlige angreb.

Det oplyser TV2 News.

Intifada betyder i øvrigt opstand, og er en term, der bruges af visse – ofte ret fundamentalistiske – muslimer – ofte sammen med termen jihad, der betyder hellig krig

Men det er RUC Intifada, som skal 1) smides ud og 2) meldes til politiet, som så må stå for den videre efterforskning og evt rejse en sag for domstolene, hvis de vurderer, at der er grundlag for det.

For vi lever i en liberal retsstat – og det skal vi blive ved med. Og vi skal ikke lade os knægte af folk, som råber højt, når de sætter islam højere end demokrati og individets rettigheder.

Så det er NU, at vi skal reagere, NU vi skal slå endnu stærkere ring om vores jøder, NU vi ikke skal acceptere den fundamentalisering, som sker i visse muslimske miljøer.

Det handler om vores demokrati. Om at ALLE borgere i Danmark skal kunne leve i tryghed.

Men det kan jøderne ikke i øjeblikket – og det skyldes visse grupper af muslimer!!!

Dét skal og kan vi ikke acceptere – hverken som enkeltpersoner eller som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et ordentligt menneske?

Er man et ordentligt menneske, når man

1)      Lyver om ens ægtefælles religiøsitet og familieforhold?

2)      Får politiet til at give ens kæreste særbehandling?

3)      Snyder sig til en stor, billig og central beliggende lejlighed?

Svaret er nej.

Man er ikke et ordentligt menneske, når man ved flere lejligheder – også overfor den israelske ambassadør – hævder, at ens mand (nu eks-mand) er 1) jøde med hyppige besøg i synagogen og 2) Den Dominikanske Republiks eks-præsidents nevø. Når ens mand i virkeligheden er almindelig borger – og medlem af en kristen familie med dybe rødder i Adventist-kirken.

Man er heller ikke et ordentligt menneske, når man som landets justitsminister påvirker politiet til at få en sag, som normalt skulle give en bøde på 2000 kroner til at blive til en hadforbrydelse – alene fordi den forurettede er ens egen kæreste. Og det betyder, at den anklagede sidder 50 dage i varetægtsfængsel, inden sagen bliver droppet.

Og man er slet ikke et ordentligt menneske, når man erhverver sig en stor billig lejlighed med udsigt til Viborg Domkirke i en fredet ejendom, som ifølge den aftale, man selv var med til at indgå som borgmester, skulle være mindre alment-nyttige boliger, men som altså blev ens egen store herskabslejlighed.

Jeg taler selvfølgelig om den nu afdøde konservative leder Søren Pape Poulsen, som iflg. alle politikere og medier nærmest har været reinkarnationen af ordentlighed.

Dertil må jeg sige, at nej, det var Pape baseret på ovennævnte ikke. Men han har – ud fra den store sorg som hans død har medfødt – været godt selskab, sine venners ven. Og det er forfærdeligt, at han er død i en alder af kun 52 år.

Dén skæbne fortjener ingen, og herfra skal lyde et stort og velment HVIL I FRED til en mand, som må have været meget behagelig at omgås, som har forstået at vinde folk for sig.

Men ordentlighed er ikke blot at være sjov og munter. Ordentlighed er at rette sig efter regler og love, at sige sandheden og aldrig misbruge en evt. magt, som man har.

Så at Papes politiske kollegaer og medierne kan kalde ham ”Et ordentligt menneske” siger noget om deres manglende moralske kompas.

Noget, som man godt kan blive meget bekymret over. For hvis landets politikere og medier synes, at løgn, snyd og magtmisbrug er lig med ordentlighed: Hvor stiller det så os, den danske befolkning? Et meget dårligt sted, må svaret være.

For nok skal man ære de døde, men man skal også stadig tale sandt – hvis man vil være et ordentligt menneske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fra ”hyggeracisme” til rendyrket forfølgelse

Danskerne har humor. Det synes vi i hvert fald selv. Og noget af det rigtig sjove er at sige nedsættende ting om ”de andre”, som er alle, der ikke er leverpostejfarvede, spiser leverpostej og i det hele er gennemsnits-beige i både tøj og boligindretning.

Den skandinaviske stil er enkel, siger vi med stolthed om vores farveløse boliger og farveløse tøjvalg – og tænker ikke på, at det også gælder inde i hovedet.

For også mentalt er mange danskere så beige, så enkle, at det minder om enfoldighed, hvis man er sød. Hvis man er kritisk, hedder det ensretning og intolerance overfor alle, som er bare lidt anderledes end den smalle norm. Har bare en smule pigment, en smule farve i hud eller holdning. Puha, fnyser de beige ved tanken. Derfor har højrefløjen også så godt fat i danskerne. Derfor kan Morten Messerschmidt komme med et vanvittigt og Grundlovsstridigt forslag om, at kommende ansøgere til statsborgerskab skal skrive deres religion ind ude i højre kolonne.

Der er et ord for den slags. Det hedder sindelagskontrol. Og lige efter at inddele folk på religion så kommer inddeling efter hudfarve og seksualitet – og lige efter det så kommer nok ikke jødestjernen i denne omgang, men halvmånen på tøjet – og derfra kender vi resten af historien.

For afstanden mellem ”hygge-racismen”, som aldrig er det mindste hyggelig, og de direkte forfølgelser af andre på baggrund af etnicitet, religion og seksualitet, er så uhyggeligt kort – og bliver kun kortere, hver gang en ”hygge-racistisk” vits fyres af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor burde en DF´er ikke kunne få unge til at græde

Vi er ellers ret glade for ytringsfriheden, men når en voksen siger noget, der får unge mennesker til at græde, så er grænsen alligevel nået.

Danmarksbloggen tænker på skole-debatten på Nyager skole i Rødovre, hvor DF-politikeren Kim Hammer ifølge andre tilstedeværende sagde, at muslimer ødelægger Vesten. Selv mente han, at han havde sagt, at islam ødelagde Europa.

Men uanset hvad manden sagde, så fik han flere af de tilstedeværende elever fra 7.-9. klasse til at græde. Medierne har kaldt dem børn, men i alle mulige andre sammenhænge kalder man udskolingselever for unge, så det skal man også gøre her.

Danmarksbloggen finder også sagen interessant.

Ikke fordi at en DF´er siger sådan noget, for den slags har dét parti sagt og ment altid. Men fordi at en del mener, at sådan noget må man ikke sige til skoleelever. Det kan de ikke tåle.

MEN så er det, at undertegnede ikke kan lade være med at tænkte på, hvordan de unge selv taler til hinanden. Bitch, luder, fuckboy, etc, etc. De er rimelig vant til et mere end grimt sprog, og såvel blandt såkaldt etnisk danske unge som blandt såkaldt ikke-etnisk danske unge tales der meget grimt og nedsættende om andre grupper – perkere, plasticperkere, danskerludere osv bliver der sagt – uden at nogen fortrækker en mine. De taler også ret hårdt indbyrdes om fx jøder, muslimer og kristne.

Det giver altså ikke mening, at de unge ikke kan tåle at høre nonsens som at en bestemt religion/bestemt slags religiøse kan ødelægge en hel verdensdel.

Det ved alle da ikke kan lade sig gøre – eller gør de? Nej, det ved man måske ikke, hvis man er uden historisk viden og uden almen dannelse. Og der er vi fremme ved sagens kerne.

Udskolingselever i dag er – uanset religion – simpelthen ikke klædt ordentligt på, når det kommer til viden om historie, religion og samfund, og det gør dem til lette ofre for ikke kun nonsens som det her, men også for lette løsninger på komplicerede problemstillinger som fx dem som alle fundamentalister tilbyder, hvad enten de enøjede er muslimer, kristne, ateister, højre – eller venstreorienterede.

Og dét er helt til at græde over … og svigtet ligger hos både skole og forældre.

For begge har en pligt til at lære børnene/de unge om det samfund, som de lever i. Om sammenhænge, ansvar, pligt, demokrati og kritik – og om at se mennesket før noget som helst andet. For dét er en mangelvare i dagens Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oprør mod krænkelseskulturen

Det er på tide at sige NEJ og STOP.

For vi lever i et samfund, hvor det tilsyneladende er meget let at føle sig krænket – og det gælder hele vejen rundt.

Ateister krænkes af religiøse symboler som kors, davidsstjerner og muslimske bedekranse. HOLD JERES RELIGION FOR JER SELV, lyder det. Dertil kommer, at tolerancen overfor dem med en anden religion langtfra altid er stor hos en del religiøse.

Andre krænkes af religiøse-kulturelle symboler som muslimske tørklæder, jødiske kippa´er osv. Nogle endda i en grad, så de siger grimme ting – eller ligefrem spytter på andre – eller det, der er værre.

Nogle kvinder krænkes også af, at de selv eller andre kvinder ikke længere kan svømme alene i svømmehallen.

Der er også de forældre, som krænkes, hvis maden i børnehaven ikke er halal – eller som krænkes, hvis den er halal.

Og så videre – og så videre.

Det er skruen uden ende – og det fungerer ikke. Vi er nødt til at gøre oprør mod krænkelseskulturen.

For nok skal ingen finde sig i at blive direkte chikaneret eller angrebet. Det er også ulovligt og skal politianmeldes.

MEN vi lever i et demokratisk og åbent samfund, og her du´r det slet ikke, når stadig flere – som små, forkælede møgunger – vil have, at alt og alle skal indrette sig efter dem og deres måde at være og leve på.

Så JA, vi skal kunne gå med kors, davidsstjerner, rosenkranse og bedekranse, tørklæder og kippa´er – og ja, vi skal kunne svømme, løbe, danse osv sammen, både mænd og kvinder, børn og gamle – og nej, ingen kan forlange sær-mad. Kan man ikke lide menuen, så må man selv have madpakke med.

Krænkelseskulturen skal stoppes NU – den ødelægger sammenhængskraften i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Jøderne – en lille, men vigtig del af Danmark

Vi kan slet ikke undvære jer, sagde statsministeren til jøderne efter terrorangrebet midt i måneden.

Hun havde helt ret. Jøderne har i mere end 400 år levet i Danmark, hvor de har sat sig gode og vigtige spor. Nobelpristageren Niels Bohr var fx jøde. Det samme var brødrene Brandes.

For jøderne skal blive i Danmark – og vi skal passe godt på dem, som også Danmarksbloggen skrev det kort efter terrorangrebet:

http://danmarksbloggen.dk/?p=6418

Det er derfor vigtigt, at det danske samfund sikrer, at alle jøder kan leve et godt, sikkert og fuldt jødisk liv fra vugge til grav, hvad enten der er tale om en filmfestival eller en skole.

Danmark har hjulpet sine jøder før. Mest kendt er nok begivenhederne under 2. Verdenskrig, hvor langt de fleste jøder blev reddet fra tyskerne. Men også Frederik d. 6. sikrede, at de danske jøder ikke led samme forfølgelser, som mange andre jøder gjorde det i 1800-tallets Europa. Det var også ham, der gav jøderne fulde borgerrettigheder i Danmark.

For antisemitismen er desværre ikke nogen ny foreteelse. Den går langt tilbage i historien. Det gør den så ikke mere rigtig. Tværtimod er ethvert overgreb på jøder en kriminel handling, der ikke kan undskyldes eller forklares.

Undertegnede er ikke jøde, men kristen. Men ethvert overgreb på en dansk jøde er også et overgreb på mig. For vi er alle danskere, os der bor her i Danmark – og når nogen af os er truede, som jøderne er det pt., så må vi andre ile til hjælp.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Indenfor murene”

Hvor gik Nora hen, da hun gik ud,? spørger man altid om, når man har set Ibsens ”Et dukkehjem”.

På vej hjem efter at have set nationalklassikeren ”Indenfor murene” på Folketeatret er det derimod ligeså naturligt at spørge om, hvor den jødiske datter Esther og hendes kristne forlovede Jørgen gik hen, mens den jødiske patriark Adolf Levin gik i seng – og den jødiske moder Sara grædende bad om lykke til sit barn.

Man kan selvfølgelig gå til Bent Fabricius-Bjerres musical Esther. Men man kan også søge svaret andetsteds, søge det udenfor teatermurene, udenfor synagogens, kirkens – og i vor tid moskéens mure.

For nok gik det unge par, der spilles overbevisende af Sofia Nolsøe og Jesper Dupont, ud for at søge kærlighedens lykke langt væk fra religionen. Men hvor langt væk kunne de gå en tid, hvor de begge var mere end på forkant med deres oprør mod forældrene og religionen?

Og kan man nogensinde – også i 2015 – for alvor flygte fra sine rødder og sin barndom? For er der ikke indeni os alle tykke, mentale mure? Mure, der aldrig rigtig kan rives ned – men kun slås hul i?

Men måske kan vi også nøjes med hullerne – på scenen og i det virkelige liv?

For ”Indenfor murene” handler om det virkelige liv i 1912 – og i 2015. Det handler om mennesker. Det handler om kærlighed. Det handler om rødder. Det handler om fortid, nutid og fremtid. Det handler om konflikter mellem mennesker – og måske allermest om vigtigheden af evnen til at række ud, især udover sig selv.

Det handler om dig og mig – og alle andre, uanset om vi er jøder, kristne, muslimer eller ateister. For vi har alle rødder og alle forældre – og mange af os har også børn og nogle endda også børnebørn. Vi har alle de samme grundvilkår som mennesker – og derfor mere der samler end skiller os.

Vi kan alle spejle os i hinanden, uanset om vi kommer i kirken, synagogen, moskéen – eller sidder under et grønt træ.

Det ser man for alvor, når der slås hul på murene – og man i stedet for fordomme og stereotyper ser hinanden som de forskellige mennesker af kød og blod, som vi er først, sidst og indimellem. Når man søger forståelsen og forklaringen som den jødiske søn Hugo gør det så glimrende, selvom de andre i familien Levin slet ikke lytter til hans visdomsord.

I en senere tid – skuespillet er skrevet i 1912 – burde Hugo også være blevet fredsforhandler i Mellemøsten. Men i den velhavende jødiske Levin-familie i tiden op til 1. verdenskrig er han læge og hans bror forretningsmand ligesom faderen, der spilles med en fantastisk autoritet og nerve af Waage Sandø fra han træder ind til sabbatten til han sidst i stykket går i seng.

Men i enhver jødisk familie er moderen omdrejningspunktet, både når hun tænder lysene til sabbatten og ellers. Og det er dansk teaters største skuespillerinde Ghita Nørby også i Folketeatrets ”Indenfor murene”.

I hver en bevægelse, hver en tone, hver en mimik ER hun Sara Levin, den jødiske mor, der elsker sin familie overalt på jorden og gør alt, hvad hun kan for at sikre alle lykken – og freden indenfor murene.

Men freden brydes og livet laves om. Først da datteren tro mod tidens stigende bevidsthed og kamp for kvindens rettigheder kommer for sent hjem til middagen – og endnu mere, da det nødvendige opgør med etatsråden, mesterligt spillet af Preben Christensen, finder sted.

Der slås hul på murene, og det gøres så eftertrykkeligt, at forestillingen sidder i én længe efter, at man har forladt teatret og er gået hjem i en nutidig vinteraften i endnu en tid, hvor mennesker bygger mure og ser religioner og fordomme, før de ser mennesker.

Og i øjeblikket desværre mere end i mange årtier.

Henri Nathansens stykke er med andre ord mere aktuelt end det har været længe – og Danmarksbloggen giver det i Folketeatrets sprudlende og stærkt bevægende version fem store stjerner ud af fem mulige.

Endelig skal nævnes forestillingens program. Normalt er et program ikke noget, som der er grund til at nævne i en anmeldelse. Men her er der. Endda stor grund.

For programmet til Folketeatrets ”Indenfor murene” er mere end blot flotte billeder og baggrundsinformation. Det er en guldgrube af substans, af tanker og betragtninger over stykket og dets mening og morale – leveret af både Ghita Nørby, Herbert Pundik og Thomas Bendixen.

Danmarksbloggen anbefaler derfor ikke kun på det varmeste at se stykket, men også at købe programmet, gemme det og finde det frem igen og igen – især når man føler behov for at blive husket på, at livet først og fremmest handler om mennesker, samvær og mangfoldighed – og ikke om religioner og ideologier.

”Indenfor murene” spiller frem til 11. april på Folketeatret. Det er Thomas Bendixen, der har instrueret, og Maja Ravn, der har stået for scenografien. Steen Larsen er manden bag lyddesignet, mens Lars Schou har stået for lysdesignet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kalotter og Davidsstjerner SKAL kunne være i fred på Nørrebro

En reporter fra radio24syv tog en jødisk kalot på og gik en tur på Nørrebro.

Det indkasserede han i løbet af ingen tid en del trusler på, samt at han blev forfulgt af nogle unge mænd, der fik ham til at love at give de penge, som han ikke havde fået for at tage kalotten på, til Hamas og Quassam (Hamas´ militære fløj, red.).

Læs historien her: http://www.bt.dk/danmark/mand-med-kalot-truet-og-forfulgt-paa-noerrebro-troede-jeg-ville-faa-bank

Det er på alle planer 100% forkert!!!

For alle – også jøder – skal kunne gå i fred på de danske gader og stræder, også iført kalot og Davidsstjerne.

Og ingen – heller ikke Hamas-støtter – skal have lov til at true andre og udøve selvjustits, som de unge mænd gjorde det på Nørrebro forleden dag.

Den slags adfærd er direkte i modstrid med dansk lov og demokratisk tankegang – og vi må have såvel politi som domstole og sociale myndigheder på banen til at håndhæve, at reglerne overholdes af alle, som bor i Danmark.

For nej, Nørrebro er ikke kun for muslimer, selvom der bor mange muslimer i bydelen. Nørrebro er – ligesom resten af Danmark – for alle, der bor og lever i dette land. Punktum, og det skal alle simpelthen lære at acceptere, punktum igen.

For netop den enkeltes sikkerhed og frihed til at ytre og manifestere sig, også religiøst, er en af grundhjørnestenene i det danske demokrati.

Danmarksbloggen kunne derfor også godt ønske sig, at de mange muslimer, der ikke deler de unge mænds synspunkter, men som blot vil leve i fred og ro med deres familie, turde komme på banen med deres kritik af de muslimer, der ikke forstår, hvad det vil sige at leve i et demokratisk og frit land.

For Danmarksbloggen er overbevist om, at rigtig mange muslimer blot ønsker at leve et helt almindeligt liv med arbejde, familie og hygge i fritiden – og at det er nogle få, fundamentalistiske og særdeles aggressive, som ødelægger det samlede billede.

Alle etniske danskere er jo heller ikke som Pia Kjærsgaard, vel? Selvom fundamentalismen desværre er stigende i alle lejre.

Tilføjelse kl. 10.02: Danmarksbloggen erfarer, at der arrangeres en protestmarch på netop Nørrebro på torsdag d. 14. august – desværre ikke af muslimske organisationer, men af den konservative Rasmus Jarlov. Der er også brug for det: Det Jødiske Samfund i Danmark har iflg. Berlingske registreret ikke færre end 29 fysiske, verbale og virtuelle overgreb på jøder siden konflikten i Gaza blussede op for en god måned siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske jøder trues og overfaldes pga Gaza-konflikten

I går skrev Kristeligt Dagblad om, hvordan danske jøder bliver truet på grund af Gaza-konflikten.

Ifølge artiklen har næstformand i Dansk Zionistforbund Jonatan Møller Sousa fx fået flg. mail: “Der er ingen døde jøder desværre: Det laver vi om på i Danmark. Jeg håber du og dine zionistiske venner brænder i helvede og oplever en endnu mere smertefuld død end alle de børn i Gaza, der er blevet dræbt.”

En anden jøde, der gik med Davidsstjernen om halsen, oplevede også, at der blev spyttet på ham – samt at ham, der spyttede, prøvede at rive Davidsstjernen af vedkommende.

Læs evt. mere her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/2014-07-18/danske-j%C3%B8der-trues-p%C3%A5-grund-af-gaza-konflikten

Det er bare ikke i orden!!!

Meningerne om Gaza-konflikten, Israels rolle og Hamas´ rolle kan være nok så delte og debatten nok så ophidset – og det er som det skal være, så længe det også er sobert og uden trusler eller vold.

For danskerne er absolut ikke enige her, og det er helt fint ifølge den store demokrati-bog.

For demokrati handler nemlig i allerhøjeste grad om uenighed og evnen til at kunne håndtere og respektere andres meninger end ens egen.

Derfor er det også 100% uacceptabelt, når danske jøder trues og overfaldes!!!!

Og det ville klæde danske medier og danske politikere at tage åbent og højlydt afstand fra de trusler og overfald, som danske jøder oplever i denne tid pga Gaza-konflikten.

Men nej, munden holdes lukket. Politikerne gemmer sig og siger ingenting – og det er et stort problem. Ja, det er et direkte svigt af de danske jøder.

For alle danskere – uanset om de er jøder, kristne, muslimer eller noget helt fjerde – har ret til at vise deres religiøse og politiske tilhørsforhold uden at risikere trusler eller overfald.

Og alle danske politikere har en soleklar pligt til at kæmpe for, at alle danskere kan nyde godt af dén ret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg.

Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.

Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk