Den glemte luksus: MAD

Mange i den vestlige verden har ikke alene mad nok. Vi kan også vælge, hvad vi vil spise.

Vil jeg smøre mig et stykke brød, lave noget kødsovs, skrælle nogen gulerødder? Det er faktisk – når man tænker over det – vild luksus ikke kun at KUNNE få nok at spise, men også at kunne vælge, hvad man VIL spise.

Og nej, her tænker jeg ikke på de promiller af befolkningen, der – ligeså tit de ønsker det -kan spise dyrt Kobe-kød, dyr Beluga-kaviar og drikke dyr Moët & Chandon-champagne.

Nej, jeg tænker på alle os, der kan gå ned i det lokale supermarked og vælge mellem oksefars og flæskefars, mellem auberginer og squash, mellem bananer og æbler, mellem rugbrød med kerner eller rugbrød med gulerodsstrimler.

Vi tager det som en selvfølge at kunne det. Men det er i virkeligheden vild luksus i en verden, hvor mange sulter ihjel, og hvor endnu flere må spise det, der nu engang er tilgængeligt.

Men det er en luksus, som vi har glemt, er en luksus. Og det er skidt. For så forstår vi ikke hverken at værdsætte vores gode liv – eller dele ud af vores voldsomme overflod, både til mennesker i andre lande, men også i vores egne lande.

For man tror, det er løgn. Men der findes faktisk mennesker i vores overflods-rige lande, som ikke har nok at spise, fordi uligheden er så stor – og voksende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: ”Katharina Luther – Munkens Brud”

Den samme mand kan ikke bade to gange i den samme flod uden at de begge har forandret sig, siger man – og det er sikkert sandt.

Men til gengæld kan de samme to kvinder sagtens optræde i den samme forestilling to gange – uden at gløden og nerven bliver mindre. Ja, tværtimod bliver helheden endnu mere intens, mere brændende, i hvert fald når det gælder ”Katharina Luther – Munkens Brud”, som havde premiere i Haderslev Domkirke i oktober sidste år – og som i lørdags spillede i Sionskirken på Østerbro i København.

Undertegnede både så og anmeldte dengang i efteråret forestillingen for Kristeligt Dagblad – se anmeldelsen her: https://www.kristendom.dk/kristendom.dk/katharina-luther-var-paa-praedikestolen-i-haderslev-domkirke

Siden den mørke oktober-aften i den smukke, sønderjyske katedral var der gået seks måneder, men historien om en af verdenshistoriens mest usædvanlige kvindeskæbner fascinerede stadig ligeså meget i den lille, kønne sognekirke på Østerbro i den sollyse forårseftermiddag – også selvom jeg kendte både handlingen og de små virkemidler og overraskelser undervejs.

Men som sagt er de to optrædende kvinder også ganske formidable på hvert sit felt.

Tine K. Skau, der forestillingen igennem på fineste vis spiller på mere end 12 instrumenter, har komponeret al musikken, så det lyder som renæssancemusik og danner et perfekt matchende lydtæppe til en både dramatisk og medrivende fortælling.

En fortælling, hvor Anette Jahn simpelthen ER Katharina Luther fra den lille pige, der afleveres i klosteret over den unge kvinde, der langsomt men sikkert via sit eget mod og Luthers ord tør bryde igennem og ud af klosteret – og til den voksne kvinde, der både kan opbygge et forretningsimperium, diskutere reformationen og passe børn og plejebørn, indtil hun med Luthers testamente i hånden må kæmpe for at få forældreretten over sine børn.

En mere end usædvanlig skæbne i en tid, hvor kvinder var uden rettigheder. Så hvor fik hun styrken fra? Forestillingens bud er jomfru Maria, som Katharina Luther holdt fast i livet igennem. Og hvorfor ikke, selvom Luther mente, at jomfru Maria bare var en almindelig kvinde, og at det netop var det fineste. Fordi når en almindelig kvinde kunne føde Guds søn, så er vi alle lige tæt på Gud.

Det er en holdning, der giver genlyd i en protestantisk sjæl – og dem var vi mange af i Sionskirken, endda i alle aldre, som efter forestillingen fik mulighed for at tale sammen med Anette Jahn og Tine K. Skau om, hvad der havde berørt os. Og man ved, der er sket noget (godt), når unge konfirmand-drenge finder det mærkeligt og forkert, at en kvinde ikke kunne have forældreretten over børnene.

Vi er så alligevel ikke helt i mål endnu her 500 år efter Luther. Kvinder med magt som for eksempel en nutidig tysk kvinde, nemlig den tyske kansler Angela Merkel, må stadig lide under mere sladder og latterliggørelse end hendes mandlige kollegaer. Tænk også på hvad Thorning måtte lægge ryg til, da hun var statsminister og blev kaldt Gucci-Helle. Eller den konservative Lene Espersen, der blev kaldt for den talende kavalergang. Sexistisk er for pæn en betegnelse.

Så inden vi dømmer reformationstiden ude som gammeldags, skal vi også huske på, at det stadig er velset mange steder, når kvinder (udelukkende) gør kvindeting som at passe gamle og syge og børn og stå for det praktiske. Og at der stadig er mange mænd, som ligesom Luthers venner ikke ønsker, at kvinderne blander sig i nutidens Lutherstuber og diskussioner – og tager teten og magten, både den politiske, økonomiske og åndelige.

Og der er også stadig langt imellem de mænd, der som Luther støttede kvinderne, når han fra prædikestolen kaldte de bortløbne nonner for heltinderne og et lysende eksempel på den frihed, som reformationen gav både kvinder og mænd.

Så ja, Luther var verdens første mandlige feminist og ved sin side havde han en stærk kvinde: Katharina Luther, som man lærer så godt at kende i selskab med Anette Jahn og Tine K. Skau.

Man går nemlig hjem og føler, at man har været helt tæt på Katharina Luther, og man ville ønske, at der fandtes en tilsvarende forestilling om Martin Luther. For han er af og til ret svær og tung at komme i nærheden af, også selvom han træder markant mere frem af skyggerne, når man ser forestillingen for anden gang.

Danmarksbloggen giver ”Katharina Luther – Munkens Brud” seks rosenkranse ud af seks mulige, som den rosenkrans Katharina Luther havde i sit bælte. For reformation eller ej: Katharina Luther, født von Bora, gik i jomfru Marias fodspor, både som kvinde, mor, husmor – og også som formidler af det levende Guds ord.

Og nok brændte en uforstående og uforstandig samtid Katharinas breve efter hendes død, mens man gemte Martin Luthers – men alligevel taler hun til os på tværs af århundrederne, og det er stærke ord om ligeværd og ligeret, som vi stadig skal kæmpe for – både mænd og kvinder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Socialdemokratiet kan forhindre en dansk ”Vermund eller Elbæk”

Danmark må aldrig ende, som Frankrig gjorde det i aften, hvor landet til næste runde af præsidentvalget skal vælge mellem en radikal højrefløjskvinde (Marine Le Pen) og en mand som aldrig har været valgt til et embede før, men som har masser af ”visioner” og gode ideer (Emmanuel Macron).

Oversat til dansk svarer det nogenlunde til at skulle vælge mellem at få enten Pernille Vermund eller Uffe Elbæk som statsminister.

Det må aldrig ske. Det kommer forhåbentlig heller ikke til at ske. De etablerede partier i Danmark – dem der tager ansvar – må på banen og markere en anden og mere sammenhængende vej end disse fantasier, uanset om de bunder i højrefløjens frygt eller venstrefløjens alt-kan-lade-sig-gøre.

Socialdemokratiet i Danmark er i dag startet med præsentationen af et nyt principprogram, hvor der lægges vægt på social lighed og bæredygtighed.

Dét er godt – og det kan forhindre, at danskerne en dag skal vælge mellem outrerede kandidater til landets vigtigste post.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Måske klarer vi dén

Måske klarer vi dén

Husker I for et år siden?

Det var INDEN Brexit. INDEN Trump. INDEN valget i Tyrkiet. INDEN USA bombede i Syrien.

Det var en helt anden verden, og der var mange, som spåede verdens undergang, hvis det, der nu er sket, skete.

Nu er faren heller ikke forbi endnu.

Især er situationen omkring Nordkorea farlig – og man skal heller ikke undervurdere Rusland – eller strømmen af flygtninge og migranter over Middelhavet.

MEN verden er også ganske sejlivet – heldigvis … så måske, bare måske, klarer vi også de udfordringer, der er i vores tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Erdogan laver en Hitler

Erdogan lavede en Hitler i går. Han brugte demokratiet til at afvikle demokratiet, og det på trods af, at selvsamme Erdogan ellers har været både glad for og flittig med at kalde europæerne nazister.

Men Erdogan er selv betragteligt tættere på, når han bruger terroren og et demokratisk valg til at indføre diktaturet. Hitler gjorde nemlig noget tilsvarende i 1930´erne ifbm. den påsatte Rigsdagsbrand og det tyske rigsdagsvalg i 1933 – og så var kursen sat mod stormagtsdrømme og verdenskrig.

Nu kan Erdogan nok ikke starte en verdenskrig, men han kan puste til ilden, og han har ihvertfald drømmene intakt om at genskabe Tyrkiet som i det gamle Osmanner-rige.

Så det er en farlig vej, som Tyrkiet er slået ind på, hvad også næsten halvdelen af alle tyrkere bosat i Tyrkiet vidste, da de i går stemte NEJ til at give Erdogan mere magt – og måske var de i virkeligheden mere end halvdelen. Udbredte rapporter om valgsvindel tyder i hvert fald på det. Og så har vi ikke engang talt om det uretfærdige i den måde, som valgkampen er blevet ført i tyrkiske medier på, hvor ja-siden har haft ti gange så meget taletid – og hvor Erdogan-tilhængere er blevet kørt ind i busser for at tiljuble ham til lukkede valgmøder i byer, der ellers var tilhænger af et nej.

MEN i Danmark har 6 ud af 10 tyrkere med stemmeret stemt ja til Erdogan. Der er altså tale om mennesker, der selv lever i et åbent demokrati og et frit samfund, men som stemmer til fordel for diktatur-lignende tilstande i deres oprindelige hjemland. Men i modsætning til i Tyrkiet risikerede ingen af de i Danmark bosiddende tyrkere hverken deres job eller at komme i fængsel, hvis de stemte nej. De har altså stemt ja, fordi de mener, at det er en god idé med denne centrering af magten, der på mange måder bliver et direkte diktatur.

Danmarksbloggen er derfor også ret bekymret for, hvordan disse mennesker mener, at Danmark skal udvikle sig. For demokratiet er en grundsten i Danmark – og hvis man ikke kan gå ind for demokrati, ligeret, åbenhed, plads til forskellighed og frihed, så bør man måske overveje, om man bor det rigtige sted. Det er så en sag for den enkelte, som vi andre ikke skal blande os i.

Hvad vi til gengæld både kan og skal fokusere på er at holde demokratiets fane MEGET højt, således så vi både kræver det samme af alle her i landet – og giver alle de samme muligheder, men ingen særbehandling af religiøse eller politiske årsager. For det må aldrig blive et problem at være muslim eller tyrker eller noget andet for den sags skyld i Danmark – men lige ret og lige pligt for både Per og Ali, for både Lise og Fatima. Sådan skal det være.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Omvendt Robin Hood: Rige skal betale mindre, når der skal arves

Sheriffen af Nottingham ville være stolt over hans danske arvtagere: VLAK-regeringen, der nu foreslår, at danske virksomheder skal betale mindre i arveafgift end alle andre.

Det betyder oversat til dansk, at der bliver indført et regressivt skattesystem i Danmark, hvor de rigeste familier betaler mindre (målt i procent) end alle andre.

Regeringens forslag går på, at disse mennesker skal beskattes med 5 procent, når der skal arves – mens alle andre fortsat skal beskattes med 15 procent.

I linket nedenunder, som er et interview med skatteminister Karsten Lauritzen (V), kan man læse, at der IKKE findes dokumentation for, at det ville have nogen beskæftigelsesmæssig effekt. Det ser man heller ikke i USA, hvor de rigeste familier betaler mindre i skat end alle andre.

Se mere her: http://politiken.dk/indland/art5909341/Minister-Der-er-et-moralsk-argument-bag-s%C3%A6nkningen-af-arveafgift

Det er absurd, og det skal stoppes. Et godt samfund er baseret på solidaritet og at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder – og ikke på den grådighed, som VLAK-regeringen arbejder for.

En grådighed, der i dén grad er en omvendt Robin Hood.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Nationalismens fremmarch

Globaliseringen har spillet fallit og skabt en verden, hvor de få har altfor meget og langt de fleste så lidt, at de kun lige kan klare sig – måske.

Vi burde havde sagt os selv, at menneskets grundlæggende grådighed ikke kan håndtere en globalisering med fri bevægelighed af arbejdskraft, kapital og varer. At det vil føre til at nogle få skraber til sig, mens alle andre enten kun lige har til dagen og vejen – eller slet ikke. Det er der ret beset også mange, som har forsøgt at sige og lave om på, lige siden liberalisme-racet for alvor startede med Reagan og Thatcher i 1980´erne – men de fleste politikere og kapitalfolk har villet noget andet, og nu står vi så i suppedasen:

Nationalismens fremmarch

En nationalisme, hvor skytset så desværre bare ikke rettes hen på de kapital-kræfter, der bærer skylden for den stigende ulighed, men mod de syndebukke, som det nu passer magthaverne i det enkelte land at skyde skylden på.

I Grækenland er det EU. I Trumps USA er det Mexico og Kina. I Rusland er det Ukraine – og Europa, som Putin basher på nutidsdansk. I mange europæiske lande er det muslimerne, der er syndebukkene – og i Tyrkiet er det Europa, hvor Erdogan har været ude at sige, at vi europæere ikke skal være sikre på at kunne gå i sikkerhed i vores egne gader, hvis vi fortsætter overfor Tyrkiet som nu. Den slags stemmer så heller ikke europæernes sind mildere mod muslimer, slet ikke efter fredagens terrorangreb i Stockholm – og i går fulgte Erdogan så op med at sige, at Europa er i gang med at kollapse.

Det er skidt, og dette misfoster, den globale nationalisme, bærer i sig kimen til krig og etniske udrensninger. For denne galskab, dette vanvid er en højrepopulisme, der i disse år går sin sejrsgang over hele verden, og også i Europa fra Brexit til Wilders fremgang og Dansk Folkepartis vej fra at være ikke-stuerene til at blive nogen, som Socialdemokratiet i dag laver store forlig med. Den allestedsnærværende nationalisme er en højrepopulisme, som også er et knudepunkt i Frankrigs og Tysklands kommende valg, og som enhver kandidat i alle lande i disse år er nødt til at tage i betragtning og ind i sit politiske program, hvis vedkommende vil have en chance.

For nationalismen blomstrer verden over i en højrepopulistisk udgave, og det er ikke velduft, der kommer fra de blomsters blade. Tværtimod er det en stinkende råddenskab skabt af lige dele had, uvidenhed og en leflen for det laveste i mennesket, det der gør os værre end dyrene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Terror i Stockholm

Kan man vænne sig til terror? Det håber jeg ikke – og dog så var undertegnede måske ligeved … London, slemt, men keep calm and carry on … Skt. Petersborg, jo, jo …

Men så i dag blev Stockholm ramt. En lastbil kørte tre mennesker ihjel og sårede otte ved stormagasinet Åhléns på Drottningsgatan i det centrale Stockholm.

MIT STOCKHOLM.
MIT ELSKEDE STOCKHOLM.
Den by, som jeg betragter som min anden hjemby, selvom jeg ikke er spor svensk.

Og så kommer tårerne … men først og fremmest vreden …

For de formørkede mennesker, som synes, det er i orden at dræbe andre, fordi de mener noget andet end dem selv, de skal stoppes – og vi må aldrig blive kuet …

Opgradering kl. sent: Både antallet af døde og sårede er desværre steget …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: “Svantes lykkelige dag – Søren Graversens Orkester feat. Lise Baastrup & Anders W. Berthelsen”

Når man siger Svantes viser, siger de fleste Benny Andersen og Povl Dissing. Men nu kan man også sige Søren Graversens Orkester, Lise Baastrup & Anders W. Berthelsen.

For d´herrer og den dame har nemlig på baggrund af den anmelderroste opsætning af ”Svantes lykkelige dag” på Nørrebro Teater været i studiet for at indspille tre sange fra forestillingen, som nu i anledning af 45-året for originaludgivelsen – er udkommet på iTunes og Amazon som et mini-album under titlen: “Svantes lykkelige dag – Søren Graversens Orkester feat. Lise Baastrup & Anders W. Berthelsen”.

De tre sange er:

1. Svantes sorte vise, som fremføres med netop den eksistentielle tristhed, som hører sig til teksten. Et meget indfølt, dæmpet og alligevel insisterende nummer, hvor man mærker livets grundlæggende smerte.

2. Svantes svanesang, som i teksten er tæt på at blive faretruende banal med sin indsigt om kærlighed og sange, når livet er ved at være forbi. Men alligevel rammer den netop den snor, som vi alle sammen har indeni af længsel efter mening og dybde. Dens melodiske og nærmest cirkus-agtige toner løfter også visen og gør den enkel og smuk.

3. Svantes lykkelige dag, som her synges af en lys kvindestemme (Lise Baastrup), hvilket er genialt. For på den måde får den ikoniske vise – som vist ikke behøver nogen yderligere præsentation – nyt liv.

For alle tre viser gælder også, at det musikalske er helt i top, både arrangementerne og udførelsen. Søren Graversen ved, hvad han gør. De tre viser er simpelthen til enhver playliste … for livet er stadig ikke det værste man har.

Danmarksbloggen giver fem varme kaffekopper for en både vokalt og musikalsk set meget flot måde at bære en vigtig del af den danske sangskat videre på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Oprør mod krænkelseskulturen

Det er på tide at sige NEJ og STOP.

For vi lever i et samfund, hvor det tilsyneladende er meget let at føle sig krænket – og det gælder hele vejen rundt.

Ateister krænkes af religiøse symboler som kors, davidsstjerner og muslimske bedekranse. HOLD JERES RELIGION FOR JER SELV, lyder det. Dertil kommer, at tolerancen overfor dem med en anden religion langtfra altid er stor hos en del religiøse.

Andre krænkes af religiøse-kulturelle symboler som muslimske tørklæder, jødiske kippa´er osv. Nogle endda i en grad, så de siger grimme ting – eller ligefrem spytter på andre – eller det, der er værre.

Nogle kvinder krænkes også af, at de selv eller andre kvinder ikke længere kan svømme alene i svømmehallen.

Der er også de forældre, som krænkes, hvis maden i børnehaven ikke er halal – eller som krænkes, hvis den er halal.

Og så videre – og så videre.

Det er skruen uden ende – og det fungerer ikke. Vi er nødt til at gøre oprør mod krænkelseskulturen.

For nok skal ingen finde sig i at blive direkte chikaneret eller angrebet. Det er også ulovligt og skal politianmeldes.

MEN vi lever i et demokratisk og åbent samfund, og her du´r det slet ikke, når stadig flere – som små, forkælede møgunger – vil have, at alt og alle skal indrette sig efter dem og deres måde at være og leve på.

Så JA, vi skal kunne gå med kors, davidsstjerner, rosenkranse og bedekranse, tørklæder og kippa´er – og ja, vi skal kunne svømme, løbe, danse osv sammen, både mænd og kvinder, børn og gamle – og nej, ingen kan forlange sær-mad. Kan man ikke lide menuen, så må man selv have madpakke med.

Krænkelseskulturen skal stoppes NU – den ødelægger sammenhængskraften i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen