Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Dronningens nytårstale var i år ventet med mere end almindelig spænding, for året i kongehuset har på ingen måde været et normalt år. Prins Henrik døde som bekendt i februar, og på sand dansk manér så hyldede danskerne prinsen i høje toner i dagene mellem dødsfaldet og bisættelsen.

Man kunne – som Danmarksbloggen skrev det dengang – godt havde ønsket, at den farverige prins havde fået lov til at mærke dén sympati og varme, mens han var i livet. Det havde han fortjent:

Fra fransk greve til dansk prins: http://danmarksbloggen.dk/?p=9247

Men alt det sagde Dronningen nu ikke noget om. Der er som bekendt stil over damen. Men selvfølgelig nævnte hun sin afdøde mand, og hans skulptur, La Main du Createur, (Skaberens hånd, red.) stod også på bordet under talen, som var en af hendes allerbedste – og mest skarpe.

Hun stillede fx spørgsmålet om økonomisk fremgang altid er det samme som fremskridt, om vi forvalter væksten i samfundet på en måde, så livet bliver rigere.

Hun kom også ind på tidens stress og jag – og ønske om at få det hele på én gang.

Om den eftertanke og omtanke som alt for tit klemmes og glemmes i en tid, hvor vi er online hele tiden, men ikke tænker på, at der i den anden ende findes levende mennesker, som kan såres – og at det handler om at mødes menneske til menneske.

At det – og her henvendte hun sig til børnene – ikke drejer sig om, hvordan du ser ud eller hvad du har opnået, men hvordan du er overfor dine venner.

For ja, moral og etik fyldte i Dronningens nytårstale – og allerstærkest blev det, da hun talte om ansvaret for fællesskabet, og sagde:

Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget vi genkender fra den senere tid?

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat.

Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

Nu må Dronningen jo ikke være politisk, men det der var direkte møntet på de politikere og de bank- og erhvervsfolk, som ikke forstår, at de er ansat til at tjene samfundet – og ikke omvendt. Og hun har jo ret. Helt ret.

Danmarksbloggen giver derfor også HM Dronning Margrethe d. 2. seks ud af seks mulige dronningekroner for nytårstalen 2018..

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: Juletræet – en stadig dyrere fornøjelse

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi slutter i dag med juletræet, som ingen kan forestille sig at undvære, men som bliver dyrere og dyrere år for år – og som det derfor kan blive sværere og sværere at få råd til for de danskere, der er på overførselsindkomst.

Sådan var det også dengang, inden velfærdssamfundet bragede frem. Kim Larsen synger faktisk om det i sangen ”Dengang da jeg var lille”, hvor han taler om grangrene på et kosteskaft. Altså at man binder grangrene op på et kosteskaft, så det ligner et grantræ. Der skal nok være en kreativ sjæl eller to, som finder det vildt trendy. Men dengang var det – som det vil være, hvis udviklingen fortsætter – et billede på, at der ikke var penge til, at familien kunne købe et juletræ.

Samtidig i den anden ende af samfundet har vi familier, som har ikke kun ét, men flere juletræer – både ude og inde, og vi har de mange, der år efter år køber den dyre designjulepynt, som der naturligvis kommer nye modeller af hver jul – i ægte guld, sølv og palladium selvfølgelig.

Det virker grotesk, og så har vi ikke engang talt om den eventuelle klima-faktor ved at fælde så mange grantræer hvert år (!)

Så ja, det samlede billede er mørkt og dystert. Men for et par dage siden var det solhverv, så lyset er på retur derude i naturen – og må vi håbe også i samfundet. Vi kan i hvert fald hver især gøre vores for at tænde lys og sprede glæde hos andre. Ja, vi bør gøre det. Det er vores medmenneskelige pligt at hjælpe hinanden og dele verdens goder.

Glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En af Kim Larsens sidste sange var – faktisk – en salme

Det er i årevis blevet diskuteret, om hvorvidt Kim Larsens ”Om lidt bli´r her stille” er egnet til kirkebrug eller ej. For Larsen selv var den en cirkussang.

Men en af de sidste sange, som Kim Larsen lavede, er udenfor enhver tvivl egnet til kirkebrug. Den hedder ”Den lige vej” og er ganske kristen – og teologisk så meget i orden, at det faktisk er en salme.

Først slår Kim Larsen fast, at han er en synder – men at han ikke vil synde mere.

Derpå beder han om nåde og barmhjertighed, og fortæller samtidig at der indimellem var momenter af kærlighed, at han indimellem kan slippe mismodet og gå den lige vej op til Gud i Himlen, men at det for det meste går den anden vej.

Det kan vi sikkert alle genkende. For vi vil jo så gerne, men det kniber tit – også selvom der indimellem er momenter af kærlighed, også hos os.

Det er så enkelt beskrevet hos Larsen, at visse teologer nok vil mene for enkelt.

Men sangen er faktisk kristendommen taget lige på kornet og formidlet ikke kun smukkere og mere ligetil, men også mere kompromisløst end samtlige moderne salmedigtere er i stand til.

For i vor tid har man et problem med tale og digte om synden, men det havde Kim Larsen ikke, da han i 2017 lod sangen være en del af sin sidste cd ”Øst for Vesterled”. For her i ”Den lige vej” er synden netop et menneskeligt grundvilkår, som han tager på sig uden videre. Men det samme er bønnen om og adgangen til nåden – præcis som det loves i Nyt Testamente.

Hør selv Kim Larsen i det, som Danmarksbloggen vil kalde den bedste salme i moderne tid: https://www.youtube.com/watch?v=kQ8uPOejbXU

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så syng da, Danmark

”Den danske sang er en ung, blond pige” er ikke en julesalme, alligevel fylder sangen meget her op mod jul. Sagen er nemlig, at en kvindelig brun forsker på CBS følte sig krænket og ikke-inkluderet, da den blev sunget sidste år – og nu skal man derfor så ikke synge sangen længere på CBS.

Læs mere her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/hoejskolesang-foerte-til-kraenkelsessag-paa-handelshoejskolen-i-koebenhavn

Danmarksbloggen er i denne sag helt på linie med det massive flertal af danskere, som mener, at det er for meget, når man kan føle sig krænket over en enkelt linie i en enkel sang – og at det så tilmed er nok til, at man ikke synger sangen mere.

Hvad bliver det næste? At vi ikke kan synge H. C. Andersens smukke ”I Danmark er jeg født”, fordi det krænker dem, som ikke er født i Danmark – men som alligevel bor her. Det er det rene pjat.

Ja, Danmarksbloggen mener, at der er tale om hysteri og knæfald for tilfældige individers luner, hvis man lader en følelse af at være krænket bestemme, om man må synge en sang. Eller for den sags skyld tegne en tegning, male et maleri, skabe en skulptur eller hvad det nu kan handle om.

Ordet, sangen, musikken og den kunstneriske udfoldelse skal kunne løbe frit, hvis vi vil bevare et åbent samfund, hvor vi kan leve i tillid til hinanden, uanset vores hudfarve eller hårfarve eller køn eller …

For det her handler om åndsfrihed – om ikke at lade sig kue af krænkelsestyranniet.

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale – thi hjertesproget er vers og sang, som vi synger det i den smukke ”Den danske sang”.

Danmarksbloggen har allerede afsunget sangen fire gange i dag – og har tænkt sig at nappe et par stykker mere – og undertegnede er endda mørkhåret og ikke ung mere.

Her er teksten, hvis du også vil synge ”Den danske sang”: https://festklaveret.dk/tekst/18/den+danske+sang+er+en+ung+blond+pige.html

Og læs historien bag sangen her i Danmarksbloggens serie fra 2015: http://danmarksbloggen.dk/?p=7191

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: Én nytårsmiddag som koster mere end en måneds budget

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi fortsætter i dag med nytårsmiddagen, som mange steder koster mere end det dobbelte af, hvad stadig flere familier har at leve for om måneden.

Der er grotesk og meget langt fra dengang, hvor danskerne var stolte af at leve i et land, hvor få havde for meget og færre for lidt. Men det er længe siden. I dag har de få, som har for meget, markant mere end nogensinde, og de er ikke bange for at vise det og bruge løs af deres stadig voksende pengemængde.

Samtidig er der stadig flere i Danmark, der har alt for lidt – og så lidt at de lever et liv, hvor der ikke er råd til medicin, varmt tøj eller tre måltider om dagen.

Og det viser sig fx med den tilstundende nytårsaften, som burde være en festaften for alle, men som i stedet er en absurd demonstration af det moralske forfald i Danmark.

Sagen er nemlig den, at der aldrig har været flere hundedyre nytårsmiddage på de stadig flere fine restauranter end der er det i disse år – og at prisen for en nytårsmenu stiger år efter år.

Vi taler således om 2000, 3000, 4000 kroner eller endnu mere pr. person – og  den pris er endda uden den tilhørende vinmenu.

På byernes fine restauranter sidder de velklædte danskere altså på årets sidste aften, ubekymrede, i fint tøj og festhumør og fylder sig med hummer, oksemørbrad, champagnemousse og diverse vine, samtidig med at den enlige mor på kontanthjælp har ondt i maven over, hvordan hun skal komme igennem januar, nu hvor køleskabet er gået i stykker. Og samtidig med at asylansøgerfamiliens voksne lader være med at spise morgenmad og frokost for at børnene kan få mad. Og samtidig med at pensionisten lader være med at købe den livsvigtige medicin, fordi den er for dyr.

Mad, medicin, hverdagens nødvendigheder – ja, for stadig flere også bare det at have tag over hovedet versus en nytårsaften i sus og dus. Så langt ud er det kommet. Det er faktisk direkte uanstændigt – og vi har hver især et medmenneskeligt ansvar for at sørge for, at disse forskelle bliver mindre, så ALLE i dette land kan leve et menneskeværdigt liv.

Først når det er fuldført, kan vi lade champagnepropperne springe … for SÅ bliver det et godt nyt år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uligheden øges – og de gule veste kommer

En øde ø, som ikke er mere øde end at der er en daglig færgeforbindelse (!), har fyldt hele den danske debat, når det kommer til finansloven.

En finanslov, der som altid, når den kommer fra de blå, tager fra de fattige og giver til de rige, hvilket er en noget mere vedkommende sag for danskerne, da det handler om vores hverdag – vores skoler, sygehuse, institutioner og anden kernevelfærd.

En velfærd, der overalt i den vestlige verden udhules år for år, samtidig med at de rigeste får det bedre og bedre.

Imens ude i Europa tager folk derfor også gule veste på og gør oprør mod den stigende ulighed, mest i Frankrig, men også andre steder. Og nej, ballademagerne udgør kun et mikroskopisk mindretal, men render desværre med al presseopmærksomheden.

Det er en skam, for langt de fleste gule veste bæres af fredelige mennesker, som mangler penge til basale fornødenheder som mad og brændsel – hvilket i Frankrig er hele 20 procent af befolkningen. Altså hver femte franskmand, som ikke har til dagen og vejen.

Og netop i Frankrig har de gule vestes demonstrationer måske haft en effekt. Præsident Macron har således sagt, at han vil hæve minimumslønningerne og afskaffe en del af de nye brændselsafgifter. Om det er nok, og om løfterne bliver effektueret, vil fremtiden vise. Indtil videre er Macrons ord blevet mødt med kommentarer om, at det blot er krummer fra de riges bord, som han tilbyder.

Danmarksbloggen vurderer heller ikke, at de gule veste nu er fortid. Tværtimod ser vi pt. kun begyndelsen på bevægelsen – en bevægelse som vil sprede sig i alle de europæiske lande, fordi uligheden alle steder er stigende. Og det gælder også i Danmark, hvor finansloven for 2019 netop øger uligheden og skærer i velfærden.

Vi har så også en gul veste-bevægelse i Danmark. En bevægelse, der stadig er i gang med at finde sine egne ben. For ligesom tilbage i 1800-tallet, da franskmændene handlede og gik på gaden, og i et par omgange skabte en Pariserkommune, både i 1848 og i 1871, så er danskerne rigtig gode til at diskutere fremfor at handle.

Det gælder den nuværende kamp, som det gjaldt i 1848 ved møderne i Casino, hvor Orla Lehmann og de andre talte brændende om demokrati, men ikke gjorde så meget.

Men nu kan vi ikke nøjes med at tale – vi må handle. For i modsætning til i 1848 er det ikke en forstandig mand som Frederik d. 7., der sidder ved roret og forstår, at der skal ske ændringer. I dag er det enten en Løkke eller en Frederiksen, der klamrer sig til magten – og dét er skade for befolkningen. For de giver sig ikke.

Se mere om de gule veste i Danmark her: https://www.facebook.com/groups/452595215271255/

NOTE – skrevet d. 12. december: Siden dette indlæg blev postet, er Danmarksbloggen blevet opmærksom på, at der findes forskellige grupperinger inde på denne FB-gruppe. Nogle ønsker at kæmpe imod uligheden, mens andre helliger sig kampen for at få Danmark ud af EU. Og så er der også højreradikale grupper som fx SIAD, som er aktive derinde. Så anbefalingen skal lyde, at man vover sig derind med største forsigtighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Queer Xmas Cabaret: Screwed Again

Anti-jul og eksistentielle kriser på Warehouse9

På Warehouse9 sættes der med forestillingen “Queer Xmas Cabaret: Screwed again” spørgsmålstegn ved julens oprindelse og forbrug, og tonen bliver hurtig samfundskritisk og dyster.

Som en hilsen til Berlin i 1920´erne og med vanskabte karakterer som Creeper og Piggy ryger det ny-traditionelle sensuelle element i burlesque dermed også ud med badevandet, men bliver genetableret med indslag fra Miss Fish og Dud Muurmand.

Allerede fra starten skabes der en fællesskabsfølelse, da vi alle skal synge en ny version af den klassiske Lucia-sang, hvor der nu synges om plastik i lange baner og om Trump. Ham kommer man heller ikke udenom, når der er satire involveret.

Traditioner og hygge bliver skiftet ud med vores egne nye idéer og dommedagsprofetier. For selvom det grundlæggende kan virke mørkt og håbløst, formår de optrædende til sidst at skabe et lys i mørket og en ny begyndelse – men kun fordi vi er sammen om en bedre fremtid.

For selvom det er mørkt i enden, siger fortællingen, at det også var mørkt i begyndelsen, så derfor må dette nutidens mørke også være et tegn på en ny start.

Screwed Again! er en kontrastfuld forestilling, som skaber forvirring og forundring, og man går derfra med en underlig tvedelt følelse af at være opløftet, samtidig med at man er på randen af sin egen eksistentielle krise.

For publikum er ikke de eneste, der sidder og ligner store spørgsmålstegn. Også Santa begynder hurtigt at tvivle på sit eget trosgrundlag og bliver hvirvlet ud i en eksistentiel krise. Dette udsletter julen, som vi kender den, og en ny højtid bliver indstiftet. En højtid, hvor vi kan gøre, hvad vi vil, være dem, vi føler, vi er, og hvor der er fokus på genbrug frem for forbrug.

Gennem forestillingen er det svært at finde den røde tråd i plottet – hvis der skal være en sådan. For det er der heller ikke i livet eller i verden, men vi savnede den alligevel, også fordi dele af forestillingen hang sammen. Så selvom mange af de enkeltstående dele var gode, var der ikke nok sammenhæng til at løfte stykket helt op på det niveau, hvor det både kunne og burde være.

Denne forestilling er eksperimenterende i ordets reneste betydning, og den vil ikke være for alle og enhver. For nok har vi (mange gange) set emner som global opvarmning og kønspolitiske spørgsmål diskuteret på de skrå brædder før, men aldrig helt på denne måde.

Det er en særskilt forestilling, som derfor kræver et særligt publikum. Men hvis man går til det med et åbent sind, og er frisk på at se ting, der kan virke grænseoverskridende for nogle, kan det blive en fantastisk aften.

Det kan forhåbentligt også give nogle nye perspektiver til debatter, der er blevet meget statistiske og ensformige i sine argumenter. Men hvis det hele bare er for mærkeligt og anderledes for én, så er man i det mindste blevet en oplevelse rigere.

Og finalen er da også en oplevelse, da der her bliver lagt fokus på fællesskab og samhørighed. Det er en storslået danse-finale, hvor vi alle bliver opfordret til at danse med, danse ind i en ny og lysere fremtid. Så sammen danser vi mørket væk og danser videre ud i natten – forvirret, forundret, forbløffet.

Danser til den musik, som er blevet spillet fuldstændigt formidabelt gennem hele forestillingen.

Troels Rindal giver Screwed Again! 4 ud af 6 stjerner.
Anna M. T. Frederiksen giver Screwed Again! 3 ud af 6 stjerner.

Danmarksbloggen giver dermed 4 ud af 6 lilla nissehuer, fordi forestillingen på en og samme tid går imod den herskende tidsånd og samtidig griber tilbage til den gamle ånd fra cabaret- og burlesquescenen i 1920´ernes Berlin.

Skrevet af: Troels Rindal og Anna M.T. Frederiksen

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: Kæledyr får flere julegaver end fattige børn

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi fortsætter i dag med julegaverne.

De julegaver, som især børnene glæder sig til, men som det ikke er alle danske børn, der får. Og især de 60.000 børn, der vokser op i fattigdom, kan kigge langt efter bare noget, der kommer i nærheden af den bunke af gaver, som mange andre danske børn får.

Og det er en ting. En anden og langt mere grotesk er, at også kæledyr får julegaver – hvis altså deres ejere har penge nok, og det har både overklassen og store dele af middelklassen.

Og nej, det er ikke bare en pose hundekiks til Fido, som vi taler om – eller en ny lege-mus til katten. Det kan være en pakke med godbidder og legetøj til flere hundrede kroner eller måske en hundeseng til over 1000 kroner – eller hvad med en luksusbehandling på en hundesalon?

Og nej, det handler ikke om, at man ikke må bruge sine penge til hvad man vil. For selvfølgelig må man det.

Men der er noget grundlæggende galt i et land, som tillader en fordeling af goderne, der gør, at nogle mennesker kan give Fido dyre julegaver, mens 60.000 menneskebørn vokser op i hjem, hvor julegaver er en luksus på linie med en tur i biffen eller en tur i svømmehallen. Ting, som bliver taget for givet af de fleste, men som i Danmarks fattige familier er noget, som det kan være svært at få råd til på et budget, der kun lige kan klare maden og medicinen – og ikke engang altid dét.

Det er absurd – og det værste er, at der er så mange rigdomme i Danmark som land, at alle familier kunne have det godt og alle børn kunne få et par fine julegaver, hvis vi fordelte pengene bedre. For fattigdommen er et politisk valg, ikke en naturlov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: 10 juletræer foran Christiansborg

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi starter i dag med selve gerningsstedet for uligheden, vores allesammens Christiansborg, hvor folketinget har til huse – og hvor ligningen i årevis har heddet ”Udlændingestramninger og velfærds-nedskæringer = MAGT.”

En grum ligning, men ikke desto mindre den som først Fogh og Kjærsgaard, så Løkke og Kjærsgaard, siden Thorning og Vestager – og nu Løkke og Thulesen Dahl har regeret Danmark på gennem snart to årtier.

Og nu føjes spot til skade. For nu har folketingets formand Pia Kjærsgaard bestemt, at julen skal fejres massivt på Christiansborg. Foran Christiansborg på den nyanlagte slotsplads står der nemlig for første gang ikke kun et, men hele 10 flotte, store juletræer med lys på.

Smukt ser det ud i denne mørke tid, men det giver også en vældig dårlig smag i munden, når man tænker på, at man åbenbart gerne skærer ned på velfærd som sygehuse, skoler, hjemløse, børn og gamle – men at man samtidig fra folketingets side bruger penge som aldrig før på at markere julen.

Så kan man påpege, at man ikke får mange læger, lærere, socialrådgivere, pædagoger og hjemmehjælpere for 10 juletræer med lys – og det er også rigtigt. Men signalværdien med de 10 juletræer er bare helt forkert, fordi de viser en magt, som burde tænke på folkets ve og vel, men som hellere bruger penge på at markedsføre sig selv – om end det måske også handler om at gøre opmærksom på, at Danmark er en kristen nation, der fejrer jul.

Men hvis Kjærsgaard, Løkke og de andre ved magten virkelig mente det med dén næstekærlighed, som er kernen i kristendommen, så gav de alle de penge, der skulle til, så vi (igen) fik et ordentligt velfærdssamfund. Pengene er dér nemlig. Det er viljen til at hjælpe de udsatte danskere, der mangler på det Christiansborg, der nu oplyses af de mange juletræer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk