Uligheden øges – og de gule veste kommer

En øde ø, som ikke er mere øde end at der er en daglig færgeforbindelse (!), har fyldt hele den danske debat, når det kommer til finansloven.

En finanslov, der som altid, når den kommer fra de blå, tager fra de fattige og giver til de rige, hvilket er en noget mere vedkommende sag for danskerne, da det handler om vores hverdag – vores skoler, sygehuse, institutioner og anden kernevelfærd.

En velfærd, der overalt i den vestlige verden udhules år for år, samtidig med at de rigeste får det bedre og bedre.

Imens ude i Europa tager folk derfor også gule veste på og gør oprør mod den stigende ulighed, mest i Frankrig, men også andre steder. Og nej, ballademagerne udgør kun et mikroskopisk mindretal, men render desværre med al presseopmærksomheden.

Det er en skam, for langt de fleste gule veste bæres af fredelige mennesker, som mangler penge til basale fornødenheder som mad og brændsel – hvilket i Frankrig er hele 20 procent af befolkningen. Altså hver femte franskmand, som ikke har til dagen og vejen.

Og netop i Frankrig har de gule vestes demonstrationer måske haft en effekt. Præsident Macron har således sagt, at han vil hæve minimumslønningerne og afskaffe en del af de nye brændselsafgifter. Om det er nok, og om løfterne bliver effektueret, vil fremtiden vise. Indtil videre er Macrons ord blevet mødt med kommentarer om, at det blot er krummer fra de riges bord, som han tilbyder.

Danmarksbloggen vurderer heller ikke, at de gule veste nu er fortid. Tværtimod ser vi pt. kun begyndelsen på bevægelsen – en bevægelse som vil sprede sig i alle de europæiske lande, fordi uligheden alle steder er stigende. Og det gælder også i Danmark, hvor finansloven for 2019 netop øger uligheden og skærer i velfærden.

Vi har så også en gul veste-bevægelse i Danmark. En bevægelse, der stadig er i gang med at finde sine egne ben. For ligesom tilbage i 1800-tallet, da franskmændene handlede og gik på gaden, og i et par omgange skabte en Pariserkommune, både i 1848 og i 1871, så er danskerne rigtig gode til at diskutere fremfor at handle.

Det gælder den nuværende kamp, som det gjaldt i 1848 ved møderne i Casino, hvor Orla Lehmann og de andre talte brændende om demokrati, men ikke gjorde så meget.

Men nu kan vi ikke nøjes med at tale – vi må handle. For i modsætning til i 1848 er det ikke en forstandig mand som Frederik d. 7., der sidder ved roret og forstår, at der skal ske ændringer. I dag er det enten en Løkke eller en Frederiksen, der klamrer sig til magten – og dét er skade for befolkningen. For de giver sig ikke.

Se mere om de gule veste i Danmark her: https://www.facebook.com/groups/452595215271255/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Queer Xmas Cabaret: Screwed Again

Anti-jul og eksistentielle kriser på Warehouse9

På Warehouse9 sættes der med forestillingen “Queer Xmas Cabaret: Screwed again” spørgsmålstegn ved julens oprindelse og forbrug, og tonen bliver hurtig samfundskritisk og dyster.

Som en hilsen til Berlin i 1920´erne og med vanskabte karakterer som Creeper og Piggy ryger det ny-traditionelle sensuelle element i burlesque dermed også ud med badevandet, men bliver genetableret med indslag fra Miss Fish og Dud Muurmand.

Allerede fra starten skabes der en fællesskabsfølelse, da vi alle skal synge en ny version af den klassiske Lucia-sang, hvor der nu synges om plastik i lange baner og om Trump. Ham kommer man heller ikke udenom, når der er satire involveret.

Traditioner og hygge bliver skiftet ud med vores egne nye idéer og dommedagsprofetier. For selvom det grundlæggende kan virke mørkt og håbløst, formår de optrædende til sidst at skabe et lys i mørket og en ny begyndelse – men kun fordi vi er sammen om en bedre fremtid.

For selvom det er mørkt i enden, siger fortællingen, at det også var mørkt i begyndelsen, så derfor må dette nutidens mørke også være et tegn på en ny start.

Screwed Again! er en kontrastfuld forestilling, som skaber forvirring og forundring, og man går derfra med en underlig tvedelt følelse af at være opløftet, samtidig med at man er på randen af sin egen eksistentielle krise.

For publikum er ikke de eneste, der sidder og ligner store spørgsmålstegn. Også Santa begynder hurtigt at tvivle på sit eget trosgrundlag og bliver hvirvlet ud i en eksistentiel krise. Dette udsletter julen, som vi kender den, og en ny højtid bliver indstiftet. En højtid, hvor vi kan gøre, hvad vi vil, være dem, vi føler, vi er, og hvor der er fokus på genbrug frem for forbrug.

Gennem forestillingen er det svært at finde den røde tråd i plottet – hvis der skal være en sådan. For det er der heller ikke i livet eller i verden, men vi savnede den alligevel, også fordi dele af forestillingen hang sammen. Så selvom mange af de enkeltstående dele var gode, var der ikke nok sammenhæng til at løfte stykket helt op på det niveau, hvor det både kunne og burde være.

Denne forestilling er eksperimenterende i ordets reneste betydning, og den vil ikke være for alle og enhver. For nok har vi (mange gange) set emner som global opvarmning og kønspolitiske spørgsmål diskuteret på de skrå brædder før, men aldrig helt på denne måde.

Det er en særskilt forestilling, som derfor kræver et særligt publikum. Men hvis man går til det med et åbent sind, og er frisk på at se ting, der kan virke grænseoverskridende for nogle, kan det blive en fantastisk aften.

Det kan forhåbentligt også give nogle nye perspektiver til debatter, der er blevet meget statistiske og ensformige i sine argumenter. Men hvis det hele bare er for mærkeligt og anderledes for én, så er man i det mindste blevet en oplevelse rigere.

Og finalen er da også en oplevelse, da der her bliver lagt fokus på fællesskab og samhørighed. Det er en storslået danse-finale, hvor vi alle bliver opfordret til at danse med, danse ind i en ny og lysere fremtid. Så sammen danser vi mørket væk og danser videre ud i natten – forvirret, forundret, forbløffet.

Danser til den musik, som er blevet spillet fuldstændigt formidabelt gennem hele forestillingen.

Troels Rindal giver Screwed Again! 4 ud af 6 stjerner.
Anna M. T. Frederiksen giver Screwed Again! 3 ud af 6 stjerner.

Danmarksbloggen giver dermed 4 ud af 6 lilla nissehuer, fordi forestillingen på en og samme tid går imod den herskende tidsånd og samtidig griber tilbage til den gamle ånd fra cabaret- og burlesquescenen i 1920´ernes Berlin.

Skrevet af: Troels Rindal og Anna M.T. Frederiksen

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: Kæledyr får flere julegaver end fattige børn

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi fortsætter i dag med julegaverne.

De julegaver, som især børnene glæder sig til, men som det ikke er alle danske børn, der får. Og især de 60.000 børn, der vokser op i fattigdom, kan kigge langt efter bare noget, der kommer i nærheden af den bunke af gaver, som mange andre danske børn får.

Og det er en ting. En anden og langt mere grotesk er, at også kæledyr får julegaver – hvis altså deres ejere har penge nok, og det har både overklassen og store dele af middelklassen.

Og nej, det er ikke bare en pose hundekiks til Fido, som vi taler om – eller en ny lege-mus til katten. Det kan være en pakke med godbidder og legetøj til flere hundrede kroner eller måske en hundeseng til over 1000 kroner – eller hvad med en luksusbehandling på en hundesalon?

Og nej, det handler ikke om, at man ikke må bruge sine penge til hvad man vil. For selvfølgelig må man det.

Men der er noget grundlæggende galt i et land, som tillader en fordeling af goderne, der gør, at nogle mennesker kan give Fido dyre julegaver, mens 60.000 menneskebørn vokser op i hjem, hvor julegaver er en luksus på linie med en tur i biffen eller en tur i svømmehallen. Ting, som bliver taget for givet af de fleste, men som i Danmarks fattige familier er noget, som det kan være svært at få råd til på et budget, der kun lige kan klare maden og medicinen – og ikke engang altid dét.

Det er absurd – og det værste er, at der er så mange rigdomme i Danmark som land, at alle familier kunne have det godt og alle børn kunne få et par fine julegaver, hvis vi fordelte pengene bedre. For fattigdommen er et politisk valg, ikke en naturlov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: 10 juletræer foran Christiansborg

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi starter i dag med selve gerningsstedet for uligheden, vores allesammens Christiansborg, hvor folketinget har til huse – og hvor ligningen i årevis har heddet ”Udlændingestramninger og velfærds-nedskæringer = MAGT.”

En grum ligning, men ikke desto mindre den som først Fogh og Kjærsgaard, så Løkke og Kjærsgaard, siden Thorning og Vestager – og nu Løkke og Thulesen Dahl har regeret Danmark på gennem snart to årtier.

Og nu føjes spot til skade. For nu har folketingets formand Pia Kjærsgaard bestemt, at julen skal fejres massivt på Christiansborg. Foran Christiansborg på den nyanlagte slotsplads står der nemlig for første gang ikke kun et, men hele 10 flotte, store juletræer med lys på.

Smukt ser det ud i denne mørke tid, men det giver også en vældig dårlig smag i munden, når man tænker på, at man åbenbart gerne skærer ned på velfærd som sygehuse, skoler, hjemløse, børn og gamle – men at man samtidig fra folketingets side bruger penge som aldrig før på at markere julen.

Så kan man påpege, at man ikke får mange læger, lærere, socialrådgivere, pædagoger og hjemmehjælpere for 10 juletræer med lys – og det er også rigtigt. Men signalværdien med de 10 juletræer er bare helt forkert, fordi de viser en magt, som burde tænke på folkets ve og vel, men som hellere bruger penge på at markedsføre sig selv – om end det måske også handler om at gøre opmærksom på, at Danmark er en kristen nation, der fejrer jul.

Men hvis Kjærsgaard, Løkke og de andre ved magten virkelig mente det med dén næstekærlighed, som er kernen i kristendommen, så gav de alle de penge, der skulle til, så vi (igen) fik et ordentligt velfærdssamfund. Pengene er dér nemlig. Det er viljen til at hjælpe de udsatte danskere, der mangler på det Christiansborg, der nu oplyses af de mange juletræer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk