Månedsarkiv: maj 2022

Prisen på at stemme ja = Mere end en milliard kroner

Udgivet den af
Svar

Et dansk ja i morgen kan komme til at koste danskerne mere end en milliard kroner – om året.

Stemmer danskerne ja i morgen til at afskaffe forsvarsforliget, kommer det nemlig til at koste.

De første 26,6 millioner danske kroner er den faste årlige udgift, men også den mindste. Den dækker udgifterne til Den Europæiske Fredsfacilitet, som trods navnet bruges til at støtte EU´s militære aktioner, til Det Europæiske Forsvarsagentur, hvor nyt militært isenkram udvikles, og endelig til Det Europæiske Satellit-center, som ikke overraskende laver satellit-fotos.

Men det er som sagt småpengene.

For de store udgifter bliver, når vi går med i militære EU-aktioner kaldet missioner. I Sverige, som er med i EU´s forsvarssamarbejde, kostede det fx en milliard danske kroner, at en svensk militærstyrke var med i en EU-mission i seks måneder.

Selv har vi også – trods forsvarsforbeholdet – allerede været afsted. Både i Guinea-bugten, hvor vi sendte fregatten Peder Skram. Det kostede 80 millioner. Samt i Mali, hvor vi havde soldater nede og blande sig i en lokal konflikt. Det kostede 115 millioner.

Pt. vil ingen danske politikere forholde sig til danske soldater i Afrika. Men det er en reel mulighed, hvis vi stemmer ja. Også fordi Afrika netop har den gas, som vi har brug for (selv med vindmøller med mere), og som vi ikke længere vil købe af Putin.

For den her folkeafstemning handler ikke om Europas grænser. De forsvares af NATO. Det siger EU selv, når de taler højt – mens de samtidig hvisker EU-hær. For sådan én drømmer man om i Bruxelles, Paris og Berlin – og man skal såmænd nok også få den.

Spørgsmålet er bare, om Danmark er med eller ej i denne EU-hær. For hele det her handler om sikring af gas – og andre råstoffer og mineraler – til Europa på den korte bane, og Europas Forenede Stater på den lange.

SÅ: Er vi klar på at ofre en milliard kroner – og evt. også danske soldaters liv – på dét alter? Danmarksbloggen siger NEJ, og anbefaler at stemme NEJ i morgen d. 1. juni.

Se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/folkeafstemning/faa-overblikket-saa-meget-kommer-et-ja-til-koste

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stem NEJ til afskaffelse af forsvarsforbeholdet

Udgivet den af
Svar

Om to dage skal vi stemme om forsvarsforbeholdet. Skal det opgives? Afskaffes?

Danmarksbloggen anbefaler at stemme NEJ til at opgive forsvarsforbeholdet.

Ikke fordi Danmarksbloggen er imod et tættere samarbejde i Europa.

Danmarksbloggen er FOR et tættere europæisk samarbejde – også militært. Men det skal ske som et samarbejde mellem selvstændige nationer – ikke som et Europas Forenede Stater, som der drømmes om i Bruxelles, Berlin og Paris.

For det er dér, at vi er på vej hen – og har været det længe, også forsvarsmæssigt. Og også inden krigen i Ukraine. Se nedenstående link fra september 2021, hvor man kan læse følgende:

Europa-Kommissionen har tidligere foreslået flertalsafgørelser på en række afgrænsede områder inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den har bl.a. foreslået, at Ministerrådet skal skifte afstemningsprocedure fra enstemmighed til kvalificeret flertal på tre områder:

  • Holdninger til spørgsmål om menneskerettigheder
  • Afgørelser om indførelse af sanktioner
  • Afgørelser om at iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet

https://www.eu.dk/da/aktuelt/nyheder/2020/sep/kommissionen-vil-afskaffe-veto-i-sager-om-sanktioner-og-menneskerettigheder

Det er den sidste, der er interesseret ”At iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet” – dvs. at et flertal uden om Danmark kan sende danske soldater i krig eller til afrikanske lande for at sikre råstoffer og fossile brændstoffer til Europa, som er det, som mange EU-missioner har handlet om i fx Mali eller fremover i Sahel.

Summa summarum: Lang tid inden krigen i Ukraine var man i EU klar til et opgør med vetoretten, hvilket i praksis betyder, at det enkelte land ikke kan gøre noget, hvis et kvalificeret flertal i EU ønsker at sende soldater – også fra lande, som stemte nej til missionen – ud i krige eller såkaldte EU-missioner over hele verden.

Sådan er det, når noget er overstatsligt – og det er den vej, som EU bevæger sig. Ja, vi har allerede på mange områder afgivet suverænitet til EU.

NATO er derimod mellemstatsligt – dvs. ALTING afgøres nationalt – i det enkelte medlemsland.

Så for lige at skære det ud i pap:

NATO: Mellemstatslig institution. Her bestemmer det danske folketing om danske soldater skal sendes ud i krig.

EU: Overstatslig institution. Her bestemmer EU – og vel at mærke med Tyskland og Frankrig ved bordenden. Lande, som ikke kan glemme, at de engang har været kejsere. For nok har både tyskerne og franskmændene for længst afskaffet monarkierne, men ønsket om kongelig glans og kejserlig magt findes i stor grad stadig i Paris og Berlin.

Desuden er der kun 27 lande i EU, men hele 49 lande i Europa. Så det giver ikke mening at kalde EU for et europæisk forsvar. Der er 22 lande i Europa, som IKKE er medlemmer af EU. Flere af dem er derimod medlemmer af NATO – hvor vi også har England, Canada og USA.

Så det hele er faktisk enkelt:

Ønsker du Danmark som en del af Europas Forenede Stater (under ledelse af Tyskland og Frankrig), så stem ja til ophævelse af forsvarsforbeholdet.

Ønsker du at bevare Danmarks selvstændighed, så stem nej til ophævelse af forsvarsforbeholdet.

Og bare for lige at sige det højt: Afstemningen i overmorgen ER en principiel afstemning – nemlig én om Danmarks fremtid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Spørgsmål: Tålmodig venten + Vinter = Russisk sejr

Udgivet den af
Svar

Sejr til Ukraine er en reel mulighed, ja nærmest den største sandsynlighed. Sådan har det heddet hele foråret, når det kom til at vurdere situationen i Ukraine – og det kunne også være skønt.

Men er det nu så sikkert, at det ender sådan?

Russerne har nemlig et våben, som har hjulpet dem mange gange før i historien. Det hedder VINTER.

Normalt har vinter-våbnet så været den iskolde og ubarmhjertige russiske vinter. Både Napoleons og Hitlers tropper oplevede fx store og i starten succesfulde fremstød, da de marcherede langt ind i et Rusland, hvor russerne så havde trukket sig tilbage, og brændt ALT, inden de udenlandske tropper kom.

Så der var ingen forsyninger at få fra den brændte jord, og der var pludselig langt hjem til friske forsyninger af mad og våben. Især da den russiske vinter kom med de sædvanlige store mængder sne og voldsom frost. Så var spillet vendt, og de russiske kosakker kom farende ud af deres gemmer, og angreb de sultne og trætte fremmede styrker, så de måtte opgive – og russerne vandt.

Dét er en gammel historie – og regnestykket lyder i reglen: Tålmodig venten + Vinter = Russisk sejr.

Russerne kan nemlig kunsten at vente – og især på vinteren, som altid har været russernes ven.

Og lige om lidt kan det ske igen. For nok starter sommeren – officielt – på onsdag d. 1. juni. Men fyringssæsonen er ikke mange måneder væk. Kun 3-4 måneder – og så bliver det mørkt og koldt igen i Europa.

Samtidig risikerer vi, at Corona-pandemien genopblusser – både pga. manglende immunitet på dét tidspunkt, og fordi der typisk kommer en ny variant, og vi har allerede Omikron 4 og 5, som spreder sig – også i Danmark.

Så hvis russerne spiller deres gamle spil – venten på Kong Vinter, så kan Putin & co om få måneder stå i en situation, hvor de kan tilbyde varme og energi til Vesten mod at få hævet sanktionerne overfor Rusland eller ligefrem stoppet våbenhjælpen til Ukraine.

Dét er ikke et scenarium, som vi ønsker i Vesten. For det udfordrer vores solidaritet.

Det rejser nemlig spørgsmålet: Gad vide om Vesten – utålmodige Vesten, der vil have det have og have det nu – og ikke er gode til at vente og lide – på dét tidspunkt er i stand til fortsat at sige SLAVA UKRAINI? Kan vi i Vesten blive ved med at stå fast på de vigtige principper om frihed og demokrati, fortsat støtte Ukraine med våben og selv både fryse og undvære?

Danmarksbloggen håber det, men er ikke så sikker. Vi har det med i Vesten at sætte penge over principper. Bekvemmelighed over dyre løfter.

Så det handler om, at Ukraine vinder krigen – inden september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dumhedens virus og abekopperne

Udgivet den af
Svar

De samme mennesker, som mente, at Coronaen bare var en influenza, som brokkede sig over mundbind og restriktioner, dengang Coronaen hærgede, er på banen igen i diverse debatter med kommentarer som:

Jeg skal eddermame ikke være et omvandrende vaccinemonster. Hellere en bøde end en nål i armen. Eller: Så nu har regeringen fundet på en ny ”sygdom”. Eller: Nu prøver de at skræmme os med abekopper – som om det var en rigtig sygdom. Samt: Det er ikke et tilfælde, at det er Bavarian Nordic, som har udviklet vaccinen. De skulle hedde Bavian Nordic.

Det er dumt med dum på.

Ja, verdens værste virus er dumheden. Det ikke at være i stand til at forstå fakta.

Som fx at Corona ikke blot var, men stadig er en pandemi (som vi i Danmark bare har godt styr på qua vacciner). Samt at abekopper er en helt anden sygdom, der normalt kun smitter fra dyr til menneske – men som nu tilsyneladende har muteret, og smitter mellem mennesker også.

Abekopper er så væmmelige, men der er håb om, at de kan inddæmmes. Det kan dumhedens virus tilsyneladende ikke.

Danmarksbloggen må nemlig desværre konstatere, at dumhedens virus stadig findes – og at oplysning, videnskab og fakta åbenbart ikke virker på de individer, som er ramte af den virus.

Tværtimod lader de mennesker hånt om viden og fakta. De er nærmest som de tre aber, der ikke ser, hører eller taler. For de mennesker ser ikke fakta, hører ikke på reel oplysning – og taler ikke sagligt.

Men det du´r bare ikke.

For viden og fakta er IKKE til debat. Viden og fakta er IKKE en holdning på lige fod med allehånde mærkelige teorier.

Men det kan de mennesker ikke forstå. Måske vi bare skulle stoppe med at fodre dem med saglighed. De er alligevel ikke i stand til at goutere det.

I mellemtiden kan vi andre blive klogere på abekopper, både smitteveje, symptomer og hvad man skal gøre som nærkontakt: https://netdoktor.dk/nyheder/hvad-er-abekopper.htm

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mød den næste pandemi: Abekopperne

Udgivet den af
Svar

Abekopperne – eller på engelsk monkeypox – spreder sig pt. i mange europæiske lande. Dét er ret usædvanligt. Sådan plejer abekopper ikke at opføre sig.

Abekopper er en slags kopper, som giver hovedpine, muskelsmerter, feber – og altså udslæt/bylder, som kan dække hele kroppen, og også ansigt, hænder og fødder. Man er typisk syg 2-3 uger. Dødeligheden er 1-10%.

Abekopper smitter normalt via nærkontakt med dyr som fx små gnavere – og er i reglen isoleret til dele af Afrika. Men smitten kan også overføres via nys, host, håndklæder og sengetøj.

Pt. er der så konstateret mere end 40 tilfælde overalt i Europa (dog ikke Danmark, men Sverige). Samt at den igangværende smitte sker fra menneske til menneske – fx via seksuel kontakt.

Dét er alt sammen anderledes end normalt.

Så har abekoppe-virussen muteret sig selv – eller er den blevet hjulpet på vej? For man kan godt få en mistanke, når man samtidig ved, at ét bestemt land – Rusland – i årevis har forsket i abekopper som biologisk krigsvåben – og vel at mærke i at producere abekoppe-smitte i meget store mængder.

Tidspunktet for abekoppernes opblussen i Europa er nemlig – set under en sølvpapirs-hat – ikke tilfældigt. For de lede abekopper kommer samtidig med, at det går Rusland dårligt i krigen i Ukraine – og Europa fortsat holder sammen og støtter Ukraine.

Så tanken om, at russerne har sluppet abekopperne løs, kan ligge ligefor – også uden sølvpapir.  

Russerne har som bekendt også en historie med at bruge, hvad de har. De brugte kemiske våben i Syrien og radioaktive stoffer mod deres egne statsborgere. Så hvorfor ikke en omgang abekopper i Europa? Russerne anser os jo alligevel for at være en slags aber, som har droppet alt moral, og lever et fordærvet liv.

Så det er nemt at stille spørgsmålet: Er det Rusland, som står bag abekopperne i Europa og USA? Og har russerne i så fald lavet deres egen muterede version? En ”Russian Monkeypox”, som er mere smitsom mellem mennesker end den originale? Eller mere farlig?

Tiden vil vise det.

Men tanken om abekopper overalt i samfundet føles ikke rar. Vi skulle ellers være klædt på til grumme chok efter mere end to år med pandemi og krig i Europa, skulle man mene.

Men helt ærligt: Hvem orker en pandemi mere – nu med abekopper? Ingen. Men vi må bare i gang, hvis vi ender dér. For som altid kan vi ikke gøre andet end at være i dårligdommen, bekæmpe den, overvinde den – og så håbe på, at der ikke kommer mere.

PS. Medicinalvirksomheden Bavarian Nordic har en vaccine mod abekopper – og deres aktier steg voldsomt i dag af samme grund. Man må håbe, at den danske stat har købt godt ind.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ENDELIG sammen – igen – her i Norden

Udgivet den af
Svar

Der har gennem århundrederne været en gammel sandhed i Norden. Den handler om: Det gamle spil i Norden. To inde – og en udenfor. To lande med – og et land udenfor.

For sådan har det været siden Kalmar-unionens opløsning for næsten 500 år siden (det skete i 1523). Nedslag i historien viser det:

Danmark og Norge var i union – under Danmarks ledelse – fra 1300-tallet og indtil 1814.

Derpå kom Norge i union med Sverige i en periode, indtil nordmændene endelig i 1905 fik deres selvstændighed – og valgte en dansk prins som konge.

Så kom 2. Verdenskrig, hvor Danmark og Norge var besat, mens Sverige var såkaldt neutralt – men samarbejdede med alle, også de tyske nazister.

Efter 2. Verdenskrig – i 1949 – blev NATO stiftet. Danmark og Norge med – Sverige udenfor.

Så i 1973 træder Danmark ind i EU, mens Norge og Sverige holder den nordiske fane højt udenfor, indtil Sverige i 1995 optages i EU. Men ikke Norge. De har deres olie-milliarder, og bliver ude.

Men nu – endelig – i 2022 lykkedes det – via en ydre fjende – at samle Norden. For endelig kommer vi alle tre sammen igen. Nu i verdens stærkeste forsvarsalliance NATO, som både Sverige og Finland vil søge optagelse i.

Dét er vildt. Dét er godt.

For Sverige har været neutrale i mere end 200 år. Det har de i hvert i fald sagt, lige som de har kaldt sig fredens stormagt – selvom de har tjent milliarder på at producere og sælge våben.

Og så er der Finland, som har været neutrale siden 2. Verdenskrig. Finnerne kender Rusland, og sloges med dem i Vinterkrigen op mod 2. Verdenskrig, og siden har de holdt sig i form. Finnerne er seje og kæmper – ligesom ukrainerne.

Sådan er det åbenbart at være nabo til Rusland. Så bliver man hård i filten – hvis man vil overleve.

Danmarksbloggen kipper i dag med samtlige de nordiske flag, og byder Sverige og Finland varmt velkomne i NATO. For vi hører sammen her i Norden – også under NATO´s fane.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Operation Mincemeat”

Udgivet den af
Svar

Ofte forbindes det at leve op til forventningerne – og intet mere – som en skuffelse. I hvert fald i kunsten. For hvor er det overraskende moment? Det nye? Ja, det behøver slet ikke at være dér. En film kan være lige præcis, som man forestiller sig – og stadig være en strålende film.

Det gælder i hvert fald ”Operation Mincemeat”, der har premiere i dag.

”Operation Mincemeat” er en historisk film om den måske mest spektakulære efterretnings-operation nogensinde.

Nemlig historien om hvordan englænderne i 1943 forsynede et lig af en vagabond med en falsk identitet som engelsk officer – og falske planer for De Allieredes invasion, for derpå at smide liget i havet udenfor den spanske kyst. Herfra sørgede man så for, at liget kom til Spanien, og papirerne endte i Berlin. Det drejede sig nemlig om at få nazisterne til at tro på, at De Allieredes landgang ville finde sted i Grækenland – og ikke på Sicilien, som det var planlagt.

Det lyder måske som noget fra en James Bond-film. Men det skete faktisk – og dermed ændrede krigens gang sig. Apropos James Bond så var det Ian Fleming – manden bag James Bond, der som ung officer havde fået ideen om at bruge et lig som redskab. Ian Fleming var også med i gruppen, som vi følger i filmen. Han spilles med flabet charme af Johnny Flynn.

En gruppe ledet af dommer Ewen Montagu, mesterligt og med følelse og smerte spillet af verdensstjernen og den Oscar-vindende Colin Firth, som – trods at han i rollen er gift og har to børn – forelsker sig voldsomt i Jean Leslie. Oscaren fik Colin Firth i øvrigt for rollen som den stammende King George, der sammen med sin kone og deres to døtre (blandt andet den senere Elizabeth d. 2.) var et samlingspunkt i England under 2. Verdenskrig.

Jean Leslie er navnet på enken, der arbejder i militæret – og har en stor indlevelsesevne, som gør, at hun mere end nogen af de andre i gruppen kan skabe et troværdigt menneske, der aldrig har eksisteret. Det er Kelly MacDonald, der med stor følsomhed fremstiller Jean Leslie.

Den tredje i gruppen er efterretningsofficeren Charles Cholmondeley, som lider under, at hans mor elsker hans døde bror mest, men som ikke desto mindre lever efter store æresbegreber og med endnu større drømme. Han spilles med sympati af Matthew Macfadyen.

Den sidste i gruppen var Hester Leggett, som havde et overblik og en organisationsevne som få. Hun spilles med overbevisning af Penelope Wilton, som mange måske kender fra Downton Abbey, hvor hun gestaltede en lignende rolle som en effektiv dame og svigermor til Lady Mary.

Endelig ser vi Jason Issacs som admiral Godrey, der ikke brød sig om operation Mincemeat. Men han måtte sluge hele den rå klump kød, da selveste Churchill mente, at det var den slags fantastiske ideer, som havde chancen for succes fremfor den forventede trivialitet. Admiralen spilles med bid og psykologisk skarphed   af Jason Issacs, som kendere af Harry Potter-universet vil genkende som Lucius Malfoy.

Det er med andre ord et stjernecast, som vi ser på lærredet – og de yder alle en formidabel indsats.

Noget af det mest spændende i filmen er i øvrigt at følge de indbyrdes relationer mellem de grandvoksne, men på grund af krigens kaos absolut ikke satte voksne mennesker, som udvikler sig voldsomt i de måneder, hvor operationen foregår.

Der er både forelskelser, skuffelser, oprør og meget mere – men altid med pligten og operationen som en rød tråd. Vel at mærke sammen med store mængder alkohol og musik.

For livet i London dengang var ikke kun bomber og ruiner. Det var også dans, fest og druk bag de lukkede døre – og de nedrullede mørklægningsgardiner. Det er også en gammelkendt sandhed: At når døden er tæt på, så leves livet ofte allermest intenst. Nærmest på trods.

”Operation Mincemeat” er en historisk film, som her i foråret 2022 også er en aktuel film med sit fokus på bevidst misinformation og bevidst plantning af denne.

For når man ser filmen, ser man også nutiden. Der dukker billeder op af kampvogne med Z malet på, Putin i den alt for store stol bag det lange bord, Zelenskij der går gennem Kyivs gader i sin grønne t-shirt eller mødes med statsledere fra hele verden, ukrainske soldater ved fronten i gang med at skyde missiler afsted – og så det værste: Ligene i de ukrainske gader og andre steder.

Undertegnede tænker også på alle de ting, som medierne ikke skriver om, og som offentligheden som helhed måske ikke kender til. Men mange af os kender nogen, der kender nogen – og vi har alle hørt en masse historier. Men hvad er sandt, og hvad er rygter – måske plantet bevidst? Vi aner det ikke.

Så undervejs i den mere end to timer lange film sidder man med en følelse af fortid, når det kommer til hændelsesforløbet – og nutid, når det kommer til aktualiteten af blandingen krig og misinformation.

Man sidder så også med et stort spørgsmålstegn. For 2. Verdenskrig – og dermed filmens slutning – er en ”tryg krig”. Den kender vi. Det er snart otte årtier siden, at den sluttede. Men den igangværende krig kender vi ikke udfaldet af.

Vi ved ikke, om vi her i 2022 ender i lyset eller i mørket. Men vi ved, at vi lever af historier … og at vi ikke kan stole på alt, hvad vi ser eller hører – og at der findes meget under overfladen. Så vi kan ikke andet end bare følge med, så godt vi nu magter.

Det gjorde de også dengang i 1943 – og det er mesterligt skildret af John Madden, som har instrueret, og Michelle Ashford, som har skrevet manuskriptet baseret på Ben Macintyres bestseller.

”Operation Mincemeat” er simpelthen en gedigen krigsfilm, der forvalter den historiske arv med stor respekt – og stadig tilføjer filmen noget moderne både i sit budskab og i sin fortælling af, hvad der skete for lukkede døre i en kælder i London dengang i 1943.

Danmarksbloggen giver ”Operation Mincemeat” 5 ud af 6 kapsler som dem, man brugte til at transportere liget af den falske officer i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det. Ja, i år har den endda en aktualitet med russernes umenneskelige adfærd i Ukraine.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine og et land i gave

Udgivet den af
Svar

”Vi fik et land i gave d. 4. maj,” skrev historikeren Palle Lauring ved flere lejligheder. Palle Lauring var en ung mand dengang i 1945, da Danmark blev befriet, så han vidste, hvad han talte om.

Det er nu 77 år siden – og hvert år har vi fejret Danmarks befrielse flere steder – blandt andet i Mindelunden, og det skal vi forsætte med. Som vi også skal blive med at sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj.

MEN LIGE NU ER DER ANDET PÅ SPIL. DER ER IGEN KRIG I EUROPA.

LIGE NU DØR MENNESKER I UKRAINE – dræbt af et aggressivt og stormagts-drømmende Rusland, som fejlagtigt tror, at de kan kue det ukrainske folk.

Men Valdemar Rørdams ord om danskerne fra 1907 – mens Tyskland havde besat Sønderjylland – gælder også for Ukraine:

Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.

For det ukrainske folk kan ikke forgå. De kæmper for dem selv – og for Europa. For frihed og demokrati. Og vi skal stå last og brast med Ukraine.

Så i morgen aften – d. 4. maj – vil Danmarksbloggen ikke tage til Mindelunden – men til Rådhuspladsen, hvor Politiken og Jyllands-Posten arrangerer en storskærms-event, hvor Ukraines præsident Zelenskyj vil tale direkte til det danske folk. Dér vil også være fællessang, fakler og et minuts stilhed.

Det bliver en levende, vibrerende og AKTUEL event, der hylder den frihed, som vi fik i gave for 77 år siden, og som Ukraine så tappert kæmper for nu – og som de SKAL have igen.

Og det er NU og HER, at det gælder – og det drejer sig om Ukraine, ikke Danmark. For 2. Verdenskrig er en gammel krig, og ingen græder mere over dem, som døde dengang. Der er faldet fred over dét nu.

I Ukraine er der ikke fred. Der er krig og skræk og rædsel – og død. Så alt for meget død og lidelse. I Ukraine mister mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner hele tiden – hvert eneste forbandede sekund – deres mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner.

Hver dag og hver nat sprænger bomber og rammer missiler – og hver dag og hver nat flyder det ukrainske blod og de ukrainske tårer. Det skal stoppe NU.

Så mød op på Rådhuspladsen i København – eller på Bispetorvet i Aarhus, hvor der er et tilsvarende arrangement – og vis de tapre mennesker i Ukraine, at vi står sammen med dem. Kan du ikke møde op, så tænd et lys derhjemme for Ukraine …

Danmarksbloggen kommer til at gøre begge ting … dét er helt sikkert.

Læs mere her:

København: https://www.facebook.com/events/1341551579699584

Aarhus: https://www.facebook.com/events/714852246614895

For Ukraine og ukrainerne skal også have friheden og et land i gave. Deres eget land. Ukraine. Slava Ukraini.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glyptoteket 125 år – bygget på øl og indviet på en 1. maj

Udgivet den af
Svar

I dag – 1. maj – vil de røde faner vejre som normalt for første gang i tre år. Det er en stor dag, og det vil ikke gå upåagtet hen i nyhedsstrømmen.

Mere usikkert er det imidlertid, om dagens 125-års fødselar bliver bemærket.

Det er ellers ingen ringere end Glyptoteket i København.

Dette tempel for kunst og kultur, som ligger lige ved siden af Tivoli, kan nemlig i dag fejre, at det er 125 år siden, at brygger Carl Jacobsen (ham med Carlsberg) åbnede døren ind til dette storslåede tempel, som vel i grunden er bygget på øl.

Glyptoteket selv har også øllet med, når de sætter alle sejl til fejringen af et museum som med Carl Jacobsens ord (sagt ved indvielsen 1. maj 1897) ”ikke skulde være et almindeligt Musæum, jeg vilde Bygge. Jeg vilde rejse et Skønhedstempel, hvor Kunsten kunne tale til alle”.

Hvem alle er – og om det også indbefatter de proletarer og plebejere, som i dag fejrer 1. maj – kan man tvivle på. For brygger Jacobsen brød sig hverken om beliggenheden, som han fandt noget afsides, eller naboen. For som han sagde: “Naboskabet til det mig ret plebeiiske Tivoli var heller ikke videre tiltalende”.

I dag finder man næppe noget mere centralt i København end Glyptoteket – og mange turister er glade for, at de to steder ligger lige ved siden af hinanden, så de kan starte inde hos statuerne og malerierne, og så bare gå over gaden til karusseller og rutschebaner.

Og tilmed lykkedes det at fuldføre bryggerens vision for Glyptoteket, som med hans egne ord var: “… den levende Kunst hører det levende Folk til! Men den skal nu heller ikke være den rige Mands Eje alene, den skal ligesaa meget være til Glæde for Menigmand, at ogsaa han fornemmer Skønhedens Magt”.

Så lidt kunne brygger Jacobsen altså godt lide arbejderen, plebejeren.

Arbejderne har på deres side også altid været glade for bryggerens øller – og især i dag på Arbejdernes Kampdag glider mange af de gyldne dråber ned rundt omkring i landet.

Læs mere om Glyptotekets fejring af jubilæet her: https://glyptoteket.dk/125aar/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk