Månedsarkiv: februar 2024

Anmeldelse: ”Hamlets stjerne”

Udgivet den af
Svar

Kronborg og Hamlet hører sammen som salt og peber – og nu har makkerparret fået en ny aftapning, nemlig ”Hamlets stjerne”, som havde premiere i går aftes, og som er både nyskabende og særdeles spændende.

Ja, faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en eneste anden nyskreven forestilling, hvor jeg gerne ville have læst manuskriptet, inden ”tæppet gik” på den meget stemningsfulde scene. For der er så mange finurligheder og lag, som kan være svære at nå at fange, mens handlingen folder sig ud mellem stjerner og støv, spejle, lys og de daglige opkald til Patricias telefonsvarer i Beijing, Kina.

Patricia er kæreste til thriller-monologens skuespiller, der er i gang med at forberede sig til den store titelrolle som Hamlet. Men som i læsningen af denne teatrets største klassiker ikke kun opdager skjulte beskeder i historien, men også finder sig selv i en anden virkelighed, hvor personer, begivenheder og tidsaldre mødes, og skaber nye erkendelser – som udvikler sig til et reelt mordmysterium.

Det er, som barden, altså Shakespeare, lader Hamlet sige: Der er mere mellem Himmel og Jord end Eders filosoffer drømmer om. Noget, som vi også ser på scenen, der er som en kopi af universet med lys og mørke, stjerner og jord – og så mennesket i drømme, valg og bevægelse derimellem.

Stjernerne er vigtige. Måske især Stella Nova, som Tycho Brahe, der er i stykket udnævnes til verdens vigtigste videnskabsmand, opdagede i 1572. Stella Nova, som i mange år var en lykkestjerne for den berømte astronom, astrolog og alkymist, indtil han blev landsforvist, og endte i Prag, som var et tolerancens fristed dengang. Her blev Tycho Brahe tilsyneladende så myrdet. Men af hvem – og hvorfor?

For ”Hamlets stjerne” handler også – ja, måske især om Tycho Brahe. Nærmere hvorfor og hvordan – og hvori sammenhængen med Hamlet består – skal ikke røbes. Blot vil jeg gøre opmærksom på, at kosmos og kaos åbenbart er som yin og yang, og at man gør klogt i at lytte til den seismografiske nar, der som ofte den eneste kan gennemskue verdens åndløse gøglerspil.

For rigdom og ære forgår, men kunst og videnskab består, som det siges i ”Hamlets stjerne”, hvor Ken Vedsegaard er eneste mand på scenen i halvanden time. En sand tour-de-force, som han klarer med bravour.

Ken Vedsegaard, som er en af dansk teaters mest spændende skuespillere i øjeblikket. Fordi han teknisk er rasende dygtig. Fordi han på scenen udstråler et intenst nærvær, uanset om han gestalter et genfærd, en videnskabsmand, en konge, en nar – eller en stakkels skuespiller, der som i en skyggevandring (model Macbeth plus søvnen) går på scenen. Men også og især fordi han sammen med stykkets forfatter og instruktør Lars Romann Engel tør gå sine egne veje. Være original og skabe en forestilling som ”Hamlets stjerne”.

For dén er kunst med en særlig nerve. Og kunst af dét format har altid været efterspurgt og nødvendig. Det gælder så endnu mere i en tid som vores, hvor alt for mange forestillinger er gammel vin fra tv og film hældt på nye teater-flasker.

Den slags kopier slukker sjældent tørsten efter det, som gør os klogere, dybere, mere reflekterede. Så søger man originalitet og næring, vil man gerne udfordres, overraskes og overvældes, så skal man drage til Kronborg – eller rettere Thalia-salen via-a-vis det gamle slot. For dér folder kunsten med stort K og skuespillet med stort S sig ud.

Danmarksbloggen giver ”Hamlets stjerne” seks ud af seks kranier. Dét er trods alt Hamlets ånd, som er i spil her, som lyset er det i forestillingen, både direkte og indirekte, både via ord og i prismer, der lyser som diamanter.

For vi er vores eget mørkekammer, og vi vælger selv, hvilket menneske vi vil være, som stykkets forfatter og instruktør Lars Romann Engel lader Ken Vedsegaard runde af med.

Vi kvitterede selvsagt med stående applaus.

Det er HamletScenen, som producerer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige, NATO og ”Idas Sommervise”

Udgivet den af
Svar

Der er noget symbolsk over det.

Komponisten George Riedel døde i går. Dagen før der blev givet grønt lys til Sveriges optagelse i NATO.

De fleste danskere kender måske ikke George Riedel. Men de kender hans melodier. Han var nemlig manden bag musikken til Astrid Lindgrens historier, når de skulle filmatiseres.

Mest kendt er nok nogle af melodierne til ”Emil i Lønneberg”, hvor især ”Idas Sommervise” er elsket og stadig brugt, når svenske børn går på sommerferie. Ja, den er et nationalklenodie i Sverige.

”Idas Sommervise” er også grund-svensk både i melodi og tekst. Det er arven fra Bellman og Taube, som kan høres i tonerne – men tilsat Riedels egen genialitet. Og så Astrid Lindgrens egne ord om den lille Ida, der troskyldigt er sikker på, at hun har et stort lod i, at det bliver sommer.

For sådan må det jo være, når hun har rendt rundt på marker, enge og ved søer, og sat hele foråret i gang ved at sørge for, at sneen forsvandt, fuglene kom, at der blev grønt på træer og jord, at der kom vand i bækken og så videre.

Lille Ida er, som Sverige var dét i den lange tid, hvor landet ikke ville være med i en militæralliance, men mente, at de kunne være neutrale og i stedet en humanistisk stormagt. Det er sødt – og naivt.

Men nu stopper det også. Nu bliver Sverige medlemmer af den historisk stærkeste militæralliance nogensinde. Det er godt for både os og for Sverige, selvom det også er sørgeligt, at vi ikke lever i en verden, hvor man kan glæde sig til sommeren med lille Idas ord:

Jag gör himlen vacker om kvällen
För jag gör den alldeles skär
Och smultron det gör jag åt barna
För det tycker jag dom kan få
Och andra små roliga saker
Som passar när barnen är små
Och jag gör så roliga ställen
Där barnen kan springa omkring
Då blir barna fulla med sommar
Och bena blir fulla med spring

En verden, hvor vi ikke skal frygte truslen fra Rusland og den store risiko for krig. Men hvor vi kan drømme om smukke aftenhimle, sjove legesteder til børnene og jordbær til alle med spring i benene. Dét lyder som et skønt eventyr, som kræver fred for at blive en realitet.

Men skal freden have en chance, så skal vi forberede os på krigen. Og her er Sverige i NATO en fuldstændig nødvendighed. Så: Tillykke til Sverige – og til os. Vi hører sammen her i Norden – og nu er hele Norden sammen i NATO. Vi er blevet mere trygge – og mere sikre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”ROM”

Udgivet den af
Svar

Filmen ”ROM”, som har premiere i dag, er en romantisk film om kærligheden mellem de mennesker, der kan huske hele 40 levede voksenår tilbage. Det er en livs-tilstand, som gør nogen fulde af brok og far-vittigheder, mens andre bevarer nysgerrigheden og livslysten.

For stik mod hvad yngre måske tror, så findes drømmen om frihed og kærlighed stadig, selvom håret er blevet gråt, rynkerne er kommet, og der er røget nogle ekstra kilo på.

Ja, længslen efter igen at være fuld af alt det, som giver verden spænding og farver, er ofte endnu større hos dem, der som ægteparret Gerda og Kristoffer fra Hvidovre – spillet med stor nerve af Bodil Jørgensen og Kristian Halken – har oplevet årtierne flyve forbi uden at der er sket andet end den hverdag, som pga. fravalg og ofringer blev deres trummerum.

Og nu sidder det aldrende ægtepar – qua en gave fra datteren – i Rom på deres 40 års-bryllupsdag, hvor de render ind i Gerdas gamle flamme, den svenske kunstmaler og kunstlærer Johannes – spillet for fuld skrue af Rolf Lassgård – der stadig lever det frie kunstnerliv, som også Gerda gjorde for netop 40 år siden.  

Det er et møde, der sætter gang i handlingen, og åbner op for de forskellige livshemmeligheder, som alle tre har båret på. Måske især Gerda, der også stadig har mange uafsluttede ting i Rom, både personligt og kunstnerisk, som hun skal have ordnet.

Om det lykkes hende – og hvad der sker undervejs med de to mænd – skal ikke røbes her. Men Roms gamle fæstning Castel Sant´Angelo – og måske især broen derover spiller en stor rolle, både i et gammelt maleri og som et nutidigt spejl, hvor Gerda ser sig selv i en ung, dansende, rødhåret pige. For slet ikke at tale om musikken fra Puccinis opera ”Tosca”, hvor 3. akt netop foregår på Castel Sant´Angelo.

Ikke at vi i filmen hører, at musikken er fra ”Tosca”. Men er man kulturel (som Gerda og Johannes, men ikke Kristoffer) – og kan man sin ”Tosca”, så ved man, at musikken er, fra da Toscas elsker Mario skal skydes – og at både han og Tosca tror, at det blot er en fake-henrettelse med løst krudt. Det er det så ikke. Og det at der skydes med skarpt både i operaen og i filmen er dér en pointe i, som først senere i filmen går op for én.

Men nu skal intet røbes om en film, der er instrueret af Niclas Bendixen, der som altid leverer et gedigent håndværk. Dertil kommer, at vi møder tre af Nordens bedste skuespillere, som har et helt livs erfaring i at spille netop de roller: En tro-mod-sig-selv-også-i-svære-tider-kvinde, en brokkende-men-med-et-hjerte-af-guld-mand og den-store-livskunster-og-bohéme-med-glasset-i-hånden-og-tåren-i-øjenkrogen.

Læg dertil et væld af gode biroller som gladiatoren, receptionisten, postmanden og flere andre, der alle spilles af italienere – og tak for dét. Det gør filmen autentisk.

Desværre er det så også en film, som ikke rigtig kan bestemme sig. For nok er ”ROM” dramatisk hele vejen igennem. Men i første halvdel handler om det almengyldige tab, som alle skal igennem ved at erkende, at man ældes – og ikke får alle livsønsker opfyldt.

Men så i anden halvdel flyttes fokus til kærlighedshistorien på en måde, så det almengyldige forsvinder, og der tilsættes en portion falden-på-halen-komik, som virker spøjst, selvom det også er morsomt. Det sker især via en politikommissær, som minder om en blanding af Peter Sellers og politichefen i Paris i den gamle danske film fra 1961 ”Peters baby”, som også handler om en kvindelig maler og danskeres gøren og laden i udlandet.

Dertil kommer, at ”ROM” har sin helt egen version af den ikoniske bade-scene i Trevi-fontænen fra filmen ”La Dolce Vita” fra 1960, hvor en ung, smuk svensk kvinde ved navn Anita Ekberg står midt i det uerstattelige springvand. I ”ROM” er det så en aldrende mand, der i sit alt-andet-end-søde-liv skider i Trevi-fontænen. For når man skal, så skal man.

Ikke at vi ser ham forrette sin nødtørft i det verdensberømte springvand. Det havde nok også kostet kassen at få lov til at filme en sådan scene, hvis tilladelsen overhovedet kunne fås. Men tanken om lort i Trevi-fontænen er i hvert fald anderledes.

For ellers er filmen forudsigelig, også selvom den har ikke én, men hele to oplagte slutninger, når nu man nægter at følge et ellers fantastisk oplæg til dørs.

Et oplæg om at livet koster livet, hvad enten det handler om børn, kærlighed eller ens virke – og som udfoldet kunne havde skabt en stor film med dybde og kant. Når det er sagt, er ”ROM” en sød film – med mange bittersøde toner undervejs – heldigvis. Så den kommer i mål med sit budskab om, at selvom dåbsattesten er gulnet, så er livet endnu ikke slut.

Danmarksbloggen giver – også på grund af det eminente skuespil – ”ROM” fire ud af seks af de glas rødvin, som man med stor fornøjelse drikker i dét Rom, der filmen igennem fascinerer og forfører os. For ja, filmen er optaget on location flere steder i Rom – også i det nabolag, hvor jeg som regel bor, når jeg er i Rom. Så hvis ikke jeg allerede var forelsket i Den Evige Stad, så var jeg blevet det ved at se filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ski eller sol? Nej, væren i vinterferien

Udgivet den af
Svar

De fleste skoler holder vinterferie i denne uge – og mange steder hører man spørgsmålet:

SKI ELLER SOL?

Med andre ord: Skal der brændes CO2 af på fly til Alperne eller til De Kanariske Øer – eller endnu længere væk?

Uanset destination er det en rigtig dårlig idé!!!

For nej, det er hverken en menneskeret eller en naturlov at tage på solferie eller skiferie i februar.

Tværtimod så burde – og ja, jeg skriver BURDE med den store, moraliserende pegefinger – man blive hjemme. Det er godt for klimaet – og for sjælen.

Sådan en uge, hvor man ikke skal andet end at kede sig, er nemlig supersund. Så læg også mobilen, iPaden og fjernbetjeningen væk. Drop skærmene – og de små tingester i ørerne. Sæt dig og kig ud  luften. Mærk dig selv. Det bliver forfærdeligt og kedeligt måske i starten, især hvis du ikke er vant til at være i verden uden stimulans fra musik, ord og billeder.

Men giv dig selv den luksus, det er bare at mærke dig selv, høre dit eget åndedrag og være i dig selv. Tankerne vil flyve forvirrede rundt måske. Følelserne ligeså. Lad dem. Det er ok. Vær bare i det – uden krav til det eller til dig selv. Du vil med tiden finde en ro, mærke ideerne spire og andet godt.

Gå evt en tur i naturen, hvis det kniber, og du slet ikke kan være i ro. Men gør det uden musik eller lydbog. Lyt til dig selv. Vær i dig selv – og evt sammen med din familie. Bare jer, en madpakke og en tur i skoven – men uden mobiler og uden at skulle lægge noget op på de sociale medier bagefter.

VÆREN – bare VÆREN. Dét er den bedste vinterferie. Undertegnedes starter nu … og jeg glæder mig:

En tid, hvor jeg ingenting skal andet end væren, bare væren herhjemme på matriklen i Danmark. Det er efterhånden mere sjældent end at bestige Mount Everest eller se en enhjørning. Eller måske to små bjørneunger i sneen – lige her i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Lægen

Udgivet den af
Svar

Kan en læge nøjes med at være læge? Det mener Ruth, som Iben Hjejle gestalter, så det runger, i Folketeatrets forestilling ”Lægen” om Ruth, den kompromisløse og insisterende grundlægger og leder af en klinik, der har sigtet godt sat mod et stort nyt bygningskompleks støttet af sundhedsministeriet, en kur mod demens og en Nobel-pris.

Det bliver så ikke lige med det første, at det sker. For en ung 14-årig pige bliver bragt ind på klinikken. Pigen har prøvet at lave en abort på sig selv, og det går så grueligt galt, at hun dør af det. Det er dog ikke det meningsløse dødsfald, som er stykkets kardinalpunkt, selvom man måske nok kunne mene, at det vigtigste samtaleemne efter sådan en tragedie ville være, hvad der driver en 14-årig katolsk pige til at forsøge en illegal abort.

Nej, det, som påvirker først hele klinikken, siden hele byen og hele landet, er det faktum, at læge Ruth ikke vil lade en katolsk præst komme ind på stuen og give pigen den sidste olie – og at Ruth rører/skubber til præstens skulder, da han prøver at mase sig forbi Ruth og ind gennem døren til pigen, der ligger på sit dødsleje.

Men Ruth står fast. Lægevidenskaben har i hendes optik ikke vigepligt for religionen – og hun vil heller ikke på vilkår sige undskyld, da pigen er død, og en nysgerrig offentlighed begynder at interessere sig mere og mere for sagen.

Det er så et synspunkt og en adfærd, som Ruth kommer til at stå mere og mere alene med – også fordi hun med sin stædighed/integritet er en glimrende syndebuk og målskive for alle de andre, som ikke har noget problem med at gruppere sig – og markere sig – efter køn, hudfarve, klasse, religion og hvad der ellers findes af identitetsmarkører, som kan bruges til at dele mennesker op i dem og os.

Og det er her, at Folketeatret laver en lille geni-steg. For kvinder spiller mænd, hvide spiller sorte og så fremdeles. Alt det, som vi plejer at orientere os – og dømme – efter, er opløst på scenen, så vi i publikum får en chance for at se mennesket. Ikke hudfarven, kønnet, socialklassen eller religionen – men mennesket, som skuespillerne gestalter. Dét er godt lavet.

Det er det også, når vi i 2. akt er tilskuere til ”Ta´ debatten”, hvor en veloplagt Christopher Læssø som studievært sætter gang i den offentlige retssag – undskyld tv-debat om, hvad Ruth egentlig tror på, og hvem hun er. Glemt er for længst den 14-årige nu døde pige. Nu handler det om at pege fingre i et tv-program, der mere er som en skueproces med fem dommere, der på forhånd har vedtaget, at Ruth er skyldig med de fatale konsekvenser, som det får.

Det er rystende i sig selv – og så forstærkes det af, at vi ser Iben Hjejle på en stor skærm bagerst på scenen, da hun sidder med ryggen til os i publikum.

Men forestillingen rummer mange stærke øjeblikke – også da Caspar Phillipson kommer ind som faderen til den afdøde pige. Et menneske af kød og blod og den diametrale modsætning til læge-holdets lange opgør om magt og ære, der udkæmpes med ligegyldige tirader af buzz-words – ført an af en sprudlende Sarah Boberg. 

Han er også præsten – med både nerve og autencitet, i den sidste og dybt rørende del af stykket – hvor vi ser Iben Hjejle spille sig så meget ud, at hun stadig var mærkbart påvirket af det, da vi efter tæppefald rejste os, og gav ”Lægen” en velfortjent stående applaus.

Camilla Lau, Laura Allen Müller, Henrik Lykkegaard, Jeanette Binderup-Schultz, Laura Kronborg Kjær, Mette Kolding og Sofia Mileva Cukic spiller også med i dette tankevækkende, nutidige og modige stykke om at gå fra succes til shitstorm pga. integritet/stædighed. For det er to ord for det samme. Det ene er bare mere positivt ladet end det andet.

Danmarksbloggen giver ”Lægen” fem ud af seks lægeløfter. For hvem er du og jeg? Tør vi møde vores medmennesker som mennesker? Eller grupperer vi dem efter en hjemmestrikket bias skabt i en tid, som på mange måder er dement, fordi dens mennesker er ude af stand til at se ud over sig selv – og rumme dem, som har et anderledes forhold til liv, tro og død?

På Folketeatret er der heldigvis ikke hverken demens eller brug for den sidste olie. Tværtimod så sprudler ”Lægen” og hele castet af talent, fortælleglæde og mod, så denne vigtige forestilling kommer helt ud til os i de røde plyssæder – ja, trækker os ind til sig, så vi bliver en fjerde væg i ”Ta´ Debatten”.

Det er vel også det, vi skal: Tage debatten – eller måske snarere samtalen – om, hvordan vi skal løse vores medmenneskelige ansvar overfor hinanden. For det haster med at få dén samtale i gang. Ellers ender vi med – for alvor – at dele folk op i bunker. Som stykkets forfatter Robert Icke skriver det:

Man kan ikke bare sortere folk i bunker. Og ikke for noget, men der er faktisk ingen, ikke et eneste menneske her på jorden, der ikke trodser den slags overforenklet bullshit med deres multikulørte, tusindfoldige kompleksitet. Sidste gang vi delte verden op i identitetsgrupper, lad os huske hvor den vej førte hen – med tatoveringer på folks håndled.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. Hvis man er religionsnørd, så kommer lige lidt bonusinfo: ”Den Sidste Olie” er det sakramente i den katolske kirke, som i dag hedder ”De Syges Salvelse” – og som intet har med syndernes forladelse at gøre. Syndsforladelsen fås udelukkende via skriftemålet eller ”Forsoningens Sakramente”, som det hedder nu.
Begge sakramenter er dog helbredende sakramenter, hvor ”De Syges Salvelse” skal styrke et menneske under sygdom, mens ”Forsoningens Sakramente” handler om at få Jesu tilgivelse og blive forsonet med Gud og mennesker.
Skulle man imidlertid dø uden at være forsonet med Gud og mennesker (ved en ulykke fx), kommer der en chance mere i Himlen ifølge min kilde til denne info, som er Den Katolske Kirke i Danmark.
Godt at Icke ikke vidste det, for så havde hans gode skuespil manglet noget bid.

Fastelavn er på vej – og Valentins dag

Udgivet den af
Svar

Lige om lidt er det fastelavn igen. Højtiden, som engang var de voksnes fest. Dengang det hed Den Gale Uge, fordi de voksne tog på maskerader, eller rendte rundt på gader og stræder og drak sig fulde – sådan lidt a la Distortion. Bare både unge, gamle og alle sociale klasser mellem hinanden i vild forvirring. For det var også den tid på året, hvor bonden sov i grevens seng – og omvendt, også med andre end ægtefællen.

I dag er fastelavnen en uskyldig børnenes fest med fastelavnsris, tøndeslagning, udklædning og kåring af årets kattekonge og kattedronning, om end de fastelavnsboller, som indtages til fastelavn, også i vor tid er for voksne. Især måske i de senere år, hvor luksus-versionerne er blevet højeste mad-mode i februar.

For fastelavnen falder som regel i februar. Højtiden er nemlig afhængig af påsken, da det er fastelavnssøndag syv uger inden påskedag.

I år er det fastelavns-søndag d. 11. februar. Dagen hedder også Flæskesøndag, fordi man spiste flæsk og andre fede kødretter denne dag.

Dagen efter – i år mandag d. 12. februar – hedder Flæskemandag, fordi – rigtigt gættet – man spiste flæsk og andre fede kødretter denne dag. For nu var det opover. Lige om lidt starter den lange faste frem mod påske, hvor man kun spiste fisk, grøntsager og korn – og hverken kød, æg, sukker, alkohol og anden ”syndefuld” mad og drikke.

Dog hvidetirsdag – som i år er tirsdag d. 13. februar – spiste man hvide madvarer som æg, smør, fløde og sukker for sidste gang inden fasten. I Danmark blev de hvide madvarer til æggesøbe, som er en med nutidige smagsløg klam ret bestående af netop æg, fløde, sukker, mel og øl, som koges sammen, inden det spises med rugbrød og smør. I engelsktalende lande kaldes dagen for Pancake Tuesdag. Så skal man holde hvidetirsdag i nutiden, kan man jo bage pandekager.

Endelig kommer så askeonsdag – i år onsdag d. 14. februar – og så er festen slut, og fasten i gang. I gamle dage (og stadig i den katolske kirke, men også fx i den svenske kirke) gik man i kirke på denne dag, og fik tegnet et kors på panden med aske, mens præsten sagde: Husk at du skal dø. Og så kunne man ellers gå i gang med at tænke på altings forgængelighed, Guds storhed og sine egne synder, inden det var tid til at angre og gøre bod, så man kunne begynde at gøre sig klar til påskens mirakel – genopstandelsen.

Så det er med andre ord tid til i de kommende dage at feste, skeje ud og gå amok, hvis man har tænkt sig at faste.

Danmarksbloggen tvivler så på, at de fleste danskere har lyst til at sige nej til kødelige fornøjelser af alle slags i flere uger. At slukke for de sociale medier, droppe alkoholen og i det hele taget trække stikket på nydelserne for at søge indad og tænke over egne fejl og synder bliver næppe det store hit.

Nej, fastetiden vil nok snarere blive indledt med hjerter, roser og gode middage, da d. 14. februar også er Valentins dag. Og nok nægter mange at hoppe med på ”den amerikanske dag”, som især ældre nedsættende kalder dagen. Men de unge kan godt lide dén – især de unge, som har en kæreste.

Og som bekendt er det eneste konstante ved traditioner, at de ændrer sig. Vi så det sidst med Halloween, der kom til Danmark for 20 år siden, og Valentin er også på vej – lidt langsommere, men på vej.

For mennesker har behov for højtider, for at skeje ud og for at fejre kærligheden – også i 2024.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk