Slava Ukraini, slava Europa

Hvor har vi ofte hørt – måske endda selv sagt – følgende ord, når noget meget godt eller meget skidt er sket: Jeg tror ikke, at det er gået op for mig endnu.

Det passer sjældent. For selvfølgelig ved man, at man har bestået en eksamen, er blevet gift, har fået et ønskejob, er blevet forældre etc.

MEN for nogle timer siden passede udsagnet – nemlig da Trump og Vance for åbent tæppe skiftevis hånede og truede Zelenskij i Det Hvide Hus på en måde, så USA og Europa for åbent tæppe slog op med hinanden.

Den slags gøres bare ikke mellem civiliserede stater – og slet ikke mellem venner og allierede.

Men NU er vi kun på papiret allierede. Vi er de-facto skilt – i hvert fald indtil der kommer en mental normal præsident i USA.

Bruddet har været undervejs i månedsvis, ja årevis – og gået særligt stærkt siden Trumps indsættelse for ikke engang 1½ måned.

Men sådan må det være. Det kan ikke være anderledes. Hvad det brud så indebærer, ved vi ikke nogen af os. Men der er kun et svar på situationen:

Europa kan selv. Europa skal selv. Det kan vi også.

Slava Ukraini. Slava hele Europa.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Peter af Farum”

Er det for tidligt med et teaterstykke om Peter Brixtofte? Tanken sad i mig på vejen hjem fra Folketeatret. Ikke fordi jeg selv havde tænkt den – men fordi min sidemand havde luftet den overfor mig.

Jeg havde så ikke andet end et vagt nej, det tror jeg ikke, om ikke andet så er det god Danmarkshistorie for de nye generationer, som måske ikke er med på, hvad Farum-modellen er, og som ved, hvad der egentlig skete i Farum dengang op mod årtusindskiftet.

For ja, ”Peter af Farum” er samfundsfag og kunst i kombination på en måde, som vi som regel ikke ser i Danmark. Politisk historie af nyere dato serveret med både drama og humor i en to timers gennemgang af Peter Brixtoftes skæbne fra han IKKE bliver hverken formand eller næstformand for Venstre, men vinder sig Farum – og indtil hele korthuset falder sammen omkring ham.

Men der er jo også en personlig side af historien. En side, som inkluderer familie, venner og andre, som kendte mennesket Peter Brixtofte, og hvor hvem han var så meget mere end bykongen fra Farum, der slog om sig med drømme og fantasier, sponsoraftaler og sportsarenaer, gratis charterrejser og computere.

For Peter var også ham, som nogen elskede, og som hurtigt kunne få fikset et hul i asfalten eller i et af byens fodboldnet – og som næsten alle byens borgere kunne lide at snakke med.

Så måske er det noget så sjældent som medmenneskelighed, der gør, at vi ingenting hører om Brixtoftes private forhold. For nok hedder stykket ”Peter af Farum”, men netop mennesket Peter møder vi stort set kun i de tænkte dialoger, som han nogle gange i løbet af stykket har med sin gamle ven/fjende Lars Løkke, spillet formidabelt af Tom Jensen.

Peter Brixtofte selv gestaltes af Jens Jørn Spottag, der yder en så mesterlig præstation, at det må kaste som minimum en Reumert-nominering af sig. For hvad enten det handler om de glade dage, da visionerne og pengene rullede, og blev skyllet ned med kaskader af rødvin – eller det er de sidste bitre dage, hvor fiaskoerne afløste succeserne, medierne lugtede blod, og såvel politiske fjender som venner forlod den synkende skude – så gestalter Spottag Brixtofte med enorm indlevelse og overbevisning.

Spottag er simpelthen Brixtofte, som vi tror, at vi kendte ham – og måske allermest, da han til sidst – som en anden Holberg-figur – opsummerer den ældgamle lære om magtens væsen: I politik er der ikke plads til hverken helte, idealer eller idealisme. Det hele handler om viljen til magten og til at fastholde magten.

Viljen – og evnen. Begge havde Brixtofte, men manden med visionen manglede også evnen til at forholde sig til realiteter, og så er et fald i reglen uundgåeligt. Hvorfor han ikke magtede at sige nej til sig selv, får vi ikke noget svar på. Så derfor skal man også spørge: Tilfører forestillingen noget nyt til fortællingen om Brixtofte? Svaret er: Nej, men det er faktisk ok.  

For ”Peter af Farum” er også fortællingen om os selv – som vi spejles i, endda helt bogstaveligt dér i plyssæderne. For hvem kan nægte at føle fryden ved en god skandale, så længe ens eget navn ikke nævnes? Og hvem har ikke prøvet at godte sig over at få en fordel? Men i Jantelovens fædreland er det en dødssynd at drømme stort – og det gjorde Peter Brixtofte.

Men her i det lille, flade land med de mange små andedamme skal man ikke skille sig ud, medmindre man er ugleset som en anden Klods-Hans. For så må man godt sige ens ønske højt, så man kan få prinsessen og det halve kongerige – i hvert fald så længe man er ydmyg nok.

Det var Peter Brixtofte ikke. Han var en fremmed fugl, der turde slå vingerne ud, også selvom de ikke kunne bære hans store planer. Så de fleste var godt tilfredse med, at Brixtofte blev kanøflet for alvor, da han kom for retten og måtte i fængsel i flere år efter faldet fra tinderne.

Dén ydmygelse ser vi dog ikke på scenen. Her holdes der stringent på at give en skildring af den ormegård, som magtens verden er – og altid har været.

På scenen og i gustne gule, grønne, grå og brune farver til at gestalte hele dette morads af intriger, spin, desperation og forræderi ser vi – udover Jens Jørn Spottag og Tom Jensen: Petrine Agger, Camilla Lau, Tina Gylling Mortensen, Ulla Vejby, Carsten Svendsen, Alexander Bryld Obaze, Sophie-Marie Jeppesen og Henrik Lykkegaard.

Alle spiller de eminent.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks stemmer. For ”Peter af Farum” er relevant – også mere end magtens mennesker kan lide at erkende det. Og kunst, som lever op til ordene om ej blot til lyst, skal altid opmuntres, og ekstra meget i en forfladigende tid som vores.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De store har altid trynet de små …

At de store tryner de små, hvad enten vi taler børn i skolegården eller stater i det globale magtspil, har været en sandhed gennem alle tider, som allerede den græske historiker Thukydid skrev om for næsten 2.500 år siden.

Det er også en sandhed, som vi i Danmark har det svært med. For kan vi – ærligt talt – stille noget som helst op, hvis USA vil have Grønland? Gu´ kan vi ej – og Grønland kan slet ikke.

Vores eneste håb er at få EU med på grønlændernes og danskernes side. For så står vi da en kende stærkere, selvom EU i det globale magtspil lider under ikke at have sin egen hær. Det har derimod USA, Kina, Rusland og de nye drenge i klassen – nemlig Indien, Iran og Saudi-Arabien.

Alle nævnte lande er så også i skrivende stund de-facto-diktaturstater med oligarkiet i ascendanten, og de agerer 100%, som de selv vil. Vi i det demokratiske Vesten er derimod begrænset af, at vi har lagt alle kugler i NATO´s kurv.

Det er dumt. For nok er NATO verdenshistoriens stærkeste militæralliance, men når NATO´s største land så samtidig er det land, som truer os, så er vi for alvor i knibe – og ikke en eneste international lov kan hjælpe os.

For magten sidder i spydspidsen, som Thukydid også noterede det efter Athen havde tabt “Den Peloponnesiske Krig” til Sparta cirka 404 f.Kr.

Så hvis USA virkelig vil have Grønland, så tager USA Grønland, er læren fra den græske historiker, som også har lagt navn til begrebet ”Thukydids Fælde”, som kort sagt er, at magtbalancen i verden udfordres, når en ny supermagt stiger op på den globale scene.

For så vil den eksisterende supermagt føle sig udfordret – og den konflikt vil uvægerligt ende i krig.   

En historisk analyse af de sidste cirka 2000 år viser også, at verden i den tid har oplevet 20 potentielle konflikter mellem eksisterende stormagter og opkomblinge-stormagter. De 16 gange er det endt i krig. Så Thukydid havde ret.

Og nej, Thukydid var ikke synsk. Han afskyede faktisk både orakler og religion og overtro. MEN han kendte menneskets psykologi og det politiske magtspil – og de er ens til alle tider.

Så at USA og Kina indenfor de nærmeste år/årtier vil gå i krig mod hinanden, enten fordi Kina vil kræve mere magt, eller/og fordi USA vil prøve at mindske Kinas magt, har altså alt andet lige en sandsynlighed på 80%.

Men inden vi begynder at forberede os på at være vidner til en krig mellem USA og Kina – og måske endda tro, at vi kan holde os skadesløse, så skal vi være klar over, at vores verden – uanset udfaldet – vil blive påvirket ganske voldsomt på en formentlig negativ måde.

Danmarksbloggen tænker så, at Grønland kun er begyndelsen til dén krig. For ved at have Grønland står USA stærkere, både overfor Rusland og Kina og alle andre.

Og det kan blive aktuelt, hvis Trump i den sidste del af sin regeringstid angriber Kina – hvilket han udover bevarelsen af USA som verdens førende stormagt kan finde på at gøre for at annullere det næste præsidentvalg og selv blive siddende i Det Hvide Hus efter d. 20. januar 2029.

Lyder plottet med en amerikansk præsident, der angriber en anden stormagt for selv at beholde magten som en dårlig film? JA, en rigtig dårlig film.

Men med Trump er ALT muligt. Han har allerede trukket USA ud af både WHO og Pariseraftalen, sagt at USA tager Panama-kanalen tilbage – og at han vil have Grønland – og ja, han taler allerede om muligheden for at få en tredje periode som præsident. Så en krig mod Kina – og en annullering af det næste præsidentvalg i USA er absolut realistisk i den gale mands verden.

Om det så – trods at Trump pt. er præsident – får en gang på jorden, det vil tiden vise. Men skal de gode kræfter i USA (dem som er imod Trump) styrkes, så skal de støttes. Så derfor er det skammeligt, at vi ikke i Danmark og i Europa taler Trump direkte imod. Kalder en fascistisk tyran som Trump for netop det.

For Trump er anti-demokrat og bindegal, og sådanne mennesker kan man ikke tale fornuft med. Sådanne mennesker skal fjernes med magt fra magten, hvad realisten Thukydid også noterede sig for næsten 2.500 år siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ALDRIG IGEN

I dag er det 80 år siden, at styrker fra Den Røde Hær befriede 7.000 jøder fra kz-lejrene Auschwitz-Birkenau.

Dagen – d. 27. januar – er lige siden blevet en verdensomspændende Mindedag for de mere end 6 millioner jøder, som blev udryddet af nazisterne under Holocaust.

Det er en vigtig dag at huske – og måske især i en tid som vores, hvor jøder igen forfølges, og hvor ingen af verdens to stormagter står på jødernes side.

Kina er som bekendt ligeglade med alle andre end Kina. Og USA har fået en præsident, som det er svært at beskrive uden at bruge ord som bindegal og narcissist – og som ved sin side har Tech-billionæren Elon Musk, som er åbenlyst nazist – og som tillader antisemitiske ytringer på hans sociale medie X.

Så de eneste, der er tilbage til at forsvare jøderne – udover jøderne selv, er Europa og europæerne. Men også her sker der store svigt, når jøder ikke i offentlighed kan vise sig med kippaer og Davidsstjerner, generelt bare ikke kan gå i fred på gaden eller være i sikkerhed derhjemme. Eller det faktum, at der konstant skal være bevogtning ved jødiske institutioner for at forhindre overgreb, også på små børn.

Og det er bare i Danmark. I andre europæiske lande er forfølgelsen af jøder endnu værre.

Dét er tordnende forkert. Og vi svigter vores jødiske medborgere, når vi ikke håndhæver et politiske stop, som er sagt. For vi skal simpelthen forlange af visse muslimske grupper og visse grupper på såvel den politiske højrefløj som venstrefløj, at de skal respektere og ikke forfølge jøder.

Det kan godt være, at disse grupper er imod Israels politik. Det må de også gerne ytre. MEN ingen må – med trusler eller hadsk tale eller spytklatter, lort ind ad brevsprækken og det som er endnu værre – gå efter jøder. Det skal vi holde fast i – og vi skal retsforfølge dem, som alligevel gør det.

I 1945 lovede vi jøderne ALDRIG IGEN. Dét løfte skal dér holdes fast i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det første år med Frederik Ferieglad

Det er i dag præcis et år siden, at Kong Frederik blev udnævnt fra balkonen på Christiansborg Slot. Men hvordan er det gået for den nye konge, den nye dronning og den nye kronprins?

Danmarksbloggen kommer her med syv udsagn. Et for hver dag i ugen.

  1. Apropos det med ugen og arbejdstid, så kan ingen hævde, at Frederik overanstrenger sig. Tværtimod meddelte kongen som noget af det første, at han og Mary ville tage en del time-outs – og de var fx også på skiferie ikke én, men hele to gange i deres første 100 dage som regentpar.
  2. Senest var de også på privat rejse efter nytårskurene – midt under den pågående Grønlandskrise, som er Danmarks største udenrigspolitiske krise siden 2. Verdenskrig. Så meget åbenbart for Frederiks såkaldte kongeord: “Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”. De fine ord gælder åbenbart kun, når kongen ikke vil på ferie.
  3. Der er også mere tid til at tage på ferie. Antallet af kongelige protektioner, som skal besøges, blev skåret kraftigt ned – fra 258 til 140.
  4. Til gengæld fik det nye kongepar markant flere penge – hele 17 millioner mere, så de nu får lidt over 143 millioner. Mindre at lave – og flere penge for det altså. Det er en god deal … for Frederik og Mary, men ikke for Danmark.
  5. Alligevel er kongen – som angiveligt skal være vældig folkelig, selvom han stort set aldrig viser sig, men blot én dag om året løber igennem nogle danske byer – vældig populær. Danskerne er et nøjsomt folk.
  6. Og det samme er pressen, som ved nytårstide hyldede kongen, fordi han i en alder af 56 år kunne gå hen til et bord og læse op af en tale, som han ikke selv havde skrevet.
  7. Den nye kronprins kom også i vælten – først pga en dyr skjorte, da han blev student. Så fordi han som alle andre unge festede og drak sig gennem sin studentertid. Men siden Christian kom hjem fra Afrika, hvor han vistnok arbejdede – udover en luksus-safari-tur – har der ikke været noget. Og lige om lidt skal Christian være soldat i Slagelse. Dén værnepligt skal han så gennemføre (i modsætning til hans fætre, som ikke kunne tåle mosten), hvis respekten skal bevares – og håbet sættes til en kronprins, som på mange måder tegner til at kunne blive en god konge.

Og så er vi tilbage ved kongen. I gamle dage var der tradition for at give kongerne et tilnavn – fx Oluf Hunger og Knud den Hellige. Skulle Frederik d. 10 have et, kunne det passende være Frederik Ferieglad.

Synes De, at det er groft? Tja, det er i hvert fald bedre end Frederik Forræder, som hans forfædre nok ville have kaldt ham, idet Kong Frederik d. 10 har sløjfet de tre kongekroner, som i 500 år har været en del af det danske rigsvåben, og som mange tusinde danskere er døde for i de mange rige, som Danmark har udkæmpet med Sverige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nallerne væk fra Grønland …

USA´s kommende diktator, undskyld præsident, mener det alvorligt: Han vil have Grønland. Dertil er kun at sige: DET ER JO VANVID.

At Trump så kan sige den slags og ovenikøbet også – inden han har indtaget embedet – sender sin søn til Grønland, kan ikke på nogen måde overraske.

Det kan det så – desværre – heller ikke undre, at nogen grønlændere kan være fristede til at sige ja til Trump. At det så er ris til egen røv kan disse grønlændere åbenbart ikke se.

Nu er det så bare således, at Grønland IKKE er selvstændigt. Så Grønland kan ikke sige ja til Trump. Det er Danmark, der skal det – og vi siger NEJ. Hvis Grønland skal sige ja til USA, skal Grønland først løsrive sig fra Danmark efter både forhandlinger og en folkeafstemning.

Må Danmarksbloggen i den anledning råde de danske politikere til at lade dén proces vare mere end fire år?

For i så fald kan man håbe, at der 1) kommer et demokratisk valg i USA i 2028 og 2) bliver valgt en anden end en diktatur-præsident med vilde stormagtsfantasier, som man skal til Ruslands Putin for at finde en parallel til.

For det er vist eneste mulighed, hvis Grønland med sikkerhed skal forblive dansk.

For vi skal ikke regne med, at de andre NATO-lande vil bakke os op i bestræbelserne på at beholde Grønland.

Og vi skal slet ikke kalkulere med, at kong Frederik kan gøre noget som helst. Han er en kransekage-figur, selvom han både har kørt med Sirius-patruljen og været frømand.

Diplomatiets snørklede arbejdsgange og hele det politiske systems sendrægtighed er vores eneste håb, hvis Grønland skal forblive i Rigsfællesskabet – og det skal Grønland.

Så derfor denne meddelelse til Trump i et sprog, som denne forstår: NALLERNE VÆK FRA GRØNLAND.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Malede statsministeren et skræmmebillede i sin nytårstale? Gu´ gjorde hun så. Det var så blot hverken et fake-billede eller spin. Det var den rene, skære virkelighed.

Verden ER i brand. Europa ER presset på alle planer. Krigen i Ukraine handler ikke kun om Ukraine. Der findes en rådden alliance af diktatur-lande, som vil den frie verden det skidt – og her skal ikke kun tælles Rusland, Nordkorea, Iran og Kina, som statsministeren nævnte. Hertil skal også Saudi-Arabien og flere andre arabiske lande medregnes.

Så ja, Europa ER alene hjemme – og ja, Europa SKAL til at kunne selv, både i produktion og forsvar. Dét kan simpelthen ikke diskuteres, og ja, det kræver øget statsstøtte.

Sådan er det. LEV MED DET.

Men Mette Frederiksen gik galt i byen, da hun talte om, hvor godt velfærden klarer sig – og at det bliver bedre i det kommende år. Dén holder ikke. Der bliver byttet lidt rundt på nogle pengesække, og det er det.

Skulle det batte noget, så drop de mange skattelettelser. Vi har brug for pengene – til både forsvar, sundhed, uddannelse, børn og ældre. Men skattelettelser var et ord, som statsministeren ikke brugte i sin nytårstale.

Til gengæld talte hun om såkaldte danske værdier: Tillid, foreningsliv, flade hierarkier, tør humor og handlekraft.

Ser man på Mette Frederiksens egen embedsførelse, er der på ingen måde fuld plade i ”danske værdier”. Måske tværtimod.

  1. Den danske statsminister holder mere af kontrol end af tillid, når det handler om hendes ministre og hendes partifæller – tag indblandingen i hvem der skal være overborgmester-kandidat i København.
  2. Foreningsliv: Hvem har tid til det, når vi skal arbejde mere og længere?
  3. Flade hierarkier – det klinger hult, når man ved, hvor topstyret statsministerens embedsførelse er.
  4. Tør humor – well, det har hun faktisk – indimellem.
  5. Handlekraft – dét har hun til gengæld galore.

Og netop handlekraft er det, som er nødvendigt i den krigs- og krisetid, som vi befinder os i. For sådan er virkeligheden – og det skal de konfliktsky danskere lære at forholde sig til.

Så Mette Frederiksen er – trods sine fejl – nok det bedste bud på en dansk statsminister pt. Men hvor ville det være dejligt, hvis det blev med en større social ansvarlighed. For det mangler bigtime.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Myten om det moderne kongepar

Kongeparret bliver i medierne omtalt som et nyt og moderne kongepar …

Men det er en myte, som skurrer meget i ørerne, når man betænker, at:

  • Den sportsglade konge har været deltager i mange af håndboldherrernes finaler, men ikke i en eneste af damernes. Han kommer således heller ikke i dag. Det gør ingen fra kongehuset.
  • Kongen var til stede i 10 ud af 16 dage til OL i Paris i sommers, men ikke en eneste dag kunne han bruge på PL.

Man kan altså konkludere, at kongen kun gider komme, når det handler om mænd uden handicap – med en enkelt kvindelig sejler og tidligere en kvindelig tennisspiller som undtagelse.

Der er heller ikke meget nyt på klimafronten. Kongehuset lader sig fortsat fragte i helikoptere og chartrede fly, kører i dyre benzindrevne biler – og ikke ét ord om at leve mere grønt og undgå madspild kommer over kongeparrets læber.

Ja, faktisk kommer der ikke ret meget over deres læber. Selvom Frederik har siddet på tronen i snart et år, har han ikke deltaget i et eneste interview med de store dagblade. Måske fordi han er bange for at klumre i det. Dét virker logisk. Det eneste interview, der er blevet givet i år 1 som konge, er det fra i sommers på det totalt miljøsvinende Dannebrog, hvor en ydmyg TV2-journalist ikke vidste, hvordan hun skulle bukke og skrabe sig nok. Dét kom der ikke noget interessant ud af.

Kongehuset har derimod fået markant flere penge. Men hvad Danmark får ud af dem, udover dyrt tøj til kongehusets medlemmer fra udenlandske modehuse, er et åbent spørgsmål. Apropos åbent – så var kongehuset noget mere åbent i Margrethe d. 2´s tid.

Så nej, nyt og moderne er kongehuset ikke blevet. Det er derimod blevet elitært og lukket, anti-woke, patriarkalsk, klimasort og meget mere af samme triste skuffe, og man må håbe, at Frederik føler, at han godt kan gå på pension som 70-årig.

For så er der ”kun” 14 år, inden en ny – og lovende – kandidat kommer på tronen, hvis da vi overhovedet behøver et monarki.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Do they know” … det handler om evnen til at tolke en sangtekst!

Flere nutidige popstjerner kritiserer den gamle pop- og støttesang “Do they know it´s Christmas”, og siger, at den tegner et forkert billede af Afrika? Men forholder det sådan? Er den nedsættende overfor folk, som bor i Afrika?

Gu´ er den ej.

Det er en STØTTESANG med det formål at gøre noget ved den nød og elendighed, som fandtes i Afrika for 40 år siden, da sangen blev skrevet – og som desværre stadig findes. Cirka 800 millioner på verdensplan – heriblandt mange i Afrika – sulter i 2024.

Ingen – hverken nu eller dengang – tvivler på, at der OGSÅ findes steder og lande i Afrika, hvor sult og nød ikke er en fast del af hverdagen.

Man skal nemlig være meget begrænset i sit hoved, hvis man tror, at en popsang dækker sandheden, kun sandheden og hele sandheden om et helt kontinent. Men begrænsede er måske netop, hvad de kritiske røster er.

For de kan heller ikke finde ud af at tolke en sangtekst. For når man i sangen synger Do they know it Christmas-time at all, så taler man IKKE om afrikanere som værende dumme.

TVÆRTIMOD er udsagnet en understregning af, at når et menneske er i en katastrofesituation (og det er det at prøve at overleve en hungersnød), så er julen det sidste, som man bekymrer sig om. Så handler alt om at overleve.

Så når kritikken mod sangen rejser sig i disse tider, er det et udtryk for, at nogle af nutidens sangere – som fx Ed Sheeran – faktisk ikke er i stand til at læse og tolke en sangtekst. Dét er godtnok trist – og man får lyst til at citere en anden linie fra sangen:

There´s a world outside your window. Det er der også udenfor den begrænsede – og begrænsende – opfattelse af virkeligheden, som folk som Sheeran ligger for dagen.

Ps. “Do they know it´s Christmas” kan i år fejre 40 år ligesom Whams ”Last Christmas”, som handler om noget langt mindre politisk farligt – nemlig kærestesorg ved juletid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Black altmuligt er rettidig omhu

Ai, jeg handler altså ikke under Black Friday/Week/Month, kan man høre fra især velbjærgede, som fortsætter: Vi betaler, hvad det koster. Ja, det gør vi.  

Ja, det må enhver jo selv om. MEN for langt de fleste danskere giver et godt tilbud mening.

20% på bøger kan man ofte få. Og tro mig: Det er PRÆCIS den samme bog. Det sidste kapitel er ikke revet ud eller noget. Man får bogen fra start til slut – og sparer penge.

Og det kan blive til en del. Skal man fx give fem bøger i julegave til 200 kroner stykket, så koster det normalt 1.000 kroner, men under Black altmuligt slipper man med 800 kroner.

Man sparer altså 200 kroner, som man måske kan supplere madbudgettet med – eller bruge til mandelgaven plus lidt juleslik. Eller endnu en julegave.

Man kan også – hvis man har råd – give besparelsen på de 200 kroner til fx Frelsens Hær eller en anden velgørende organisation, som hjælper de alt for mange fattige danskere her til jul.

Så hvor Lars Løkke engang arrogant sagde: Hvad kan man få for 2.000 kroner? Et par sko?
Så er det Danmarksbloggens holdning, at en tiendedel af det beløb, nemlig 200 kroner faktisk kan række til en hel del – især for de mange, som ikke er vant til at bruge 2.000 kroner på ET par sko.

Så don´t be shy …

Glæd dig selv og din familie – og hvis du har overskud fattige familier … og køb dine julegaver her under Black altmuligt.

Dét er rettidig omhu …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk