Statsministeren udviser rettidig omhu

Så fik skruen et nøk til i går aftes til endnu et pressemøde i Statsministeriet.

Forsamlingsforbuddet blev sænket til 10, vi skal også undgå at se for mange mennesker privat, ja helst skære så meget ned som muligt og i hvert fald ikke over 10, og så skal mundbindet på indendørs i supermarkeder, butikscentre og alle offentlige steder.

Årsagen er enkel: Smitten er løs igen – i hele det danske samfund, og det går alt for stærkt lige nu. Så hvis ikke vi gør noget, så risikerer vi, at pandemien løber løbsk i Danmark, som den har gjort det mange andre steder i Europa, hvor sygehusene allerede nu (mens smittetallene stiger) er på max-kapacitet – eller over.

Det er dystre udsigter – og det kan blive meget værre end i foråret, hvor lastbilerne kørte i lange rækker med lig i de nord-italienske byer, hvor spanske gamle på plejehjemmene blev efterladt, så de lå og døde i deres senge og andre grufuldheder, som skete her i Europa – og i resten af verden.

Men i Danmark er der folk, der brokker sig over ikke at kunne komme til fodboldkamp. I Polen laver de deres nationalstadion om til et felthospital.

I Danmark er der folk, som beklager sig over ikke at måtte forsamles 35 mennesker til et kobberbryllup. Flere steder i Europa må man ikke være sammen med andre end dem fra ens husstand. Ja, nogle steder må man ikke kramme mere end ét menneske.

I Danmark brokker folk sig over, at mundbind er besværlige. Kirurger kan stå og lave livsvigtige operationer med mundbind på i timevis, og så kan vi andre nok også klare at have dem på, mens vi skal købe to liter mælk.

I Danmark er folk negative over, at Mette Frederiksen har aflyst julefrokosten – i andre lande forbyder man rejser mellem regioner og ind og ud af byer, dvs. at børn og forældre og bedsteforældre risikerer ikke at kunne være sammen til jul.

I Danmark brokker Venstre og de andre borgerlige partier sig over, at landets statsminister tager styringen i denne krisetid, og ikke ringer til dem, hver gang en beslutning skal tages. I Belgien har sundhedsmyndighederne i to måneder set, hvad der var på vej og efterlyst handling fra myndighederne. Men den er først kommet nu – alt for sent.

Det, Mette Frederiksen gør, er rettidig omhu – og det redder både danske liv og danske arbejdspladser – og dermed det danske samfund.

Så: Bliv hjemme, tal med dine venner og familie i telefonen eller over Skype, og skal du ud, så tag mundbind så. Sværere er det ikke. Så find samfundssindet frem, og lad det sejre over den forkælede egoisme, så kommer vi igennem det her. For COVID-19 kan bremses, når vi holder afstand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

MeToo og blå blok

MeToo fejer over Danmark – med rette. For vores kroppe er vores egne, og ingen skal befamle eller berøre andre på de krænkende måder, som magtfulde mænd har gjort det overfor kvinder igennem generationer.

Det handler om frihed, lighed og respekt. Om at et samfund uden MeToo bliver et bedre samfund for alle, pånær selvfølgelig for de lumre krænkere. Dét er Danmarksbloggen helt overbevist om.

Danmarksbloggen er også overbevist om, at krænkerne findes i alle brancher, i alle samfundslag og blandt alle politiske overbevisninger.

Det er derfor tankevækkende, at vi endnu ikke har hørt noget til MeToo i blå blok – hvis altså man ser bort fra DF´s Pia Kjærsgaards og Venstres Inger Støjberg – og deres forældede holdninger om, at der er forskel på overgreb.

Ja, nogle overgreb er ifølge d´damer i grunden slet ikke overgreb, men mere sådan en slags kompliment til kvinden og hendes kvindelighed.

Til det kan man kun svare: Sig det til den unge praktikant, der bliver taget på låret af en minister under bordet til julefrokosten – og som ikke tør sige noget til nogen. Fordi han kan afgøre hendes videre skæbne. Denne unge praktikant vil derfor næppe være enig med Kjærsgaard og Støjberg, men hun tør måske heller ikke sige noget.

For hun ved, at det i ok-boomer-verdenen bliver hende og hendes opførsel og måske også påklædning – og ikke krænkeren og hans adfærd – som der sættes spørgsmålstegn ved. Men det duer bare ikke. Det her er et strukturproblem, og der skal gøres noget ved det.

Og vi har hørt om MeToo-sager hos de Radikale og hos Socialdemokraterne – og i morgen aften sender TV2 første del af en serie om MeToo i ungdomspartierne, og her er både Venstre og Liberal Alliance med.

Men endnu er lyset ikke vendt mod selve de borgerlige partier, hvoraf flere ikke engang har en politik omkring, hvordan de håndterer sager med seksuelle overgreb.

Så de blå sidder helt tavse og musestille og venter. Både dem, der er blevet krænket, dem der krænker (for ja, de findes også blandt de blå, hvis man skal tro rygterne fra de samme kilder, som i årevis har talt om fx tidligere overborgmester Frank Jensen) og dem, som ved en hel masse, men som ikke har sagt noget.

Gad vide om de blå satser på at kunne ride MeToo-stormen af? Danmarksbloggen håber i så fald ikke, at det lykkes.

For skal vi have en reel kulturændring i Danmark, når det kommer til forholdet mellem magt, sex, mænd og kvinder – og det skal vi – så skal alt vendes og luftes ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

MeToo og Det Radikale Venstre

MeToo fik først fart i Danmark i anden bølge, nemlig da Sofie Linde til TV Zulu Comedy Galla sidst på sommeren modigt fortalte om den markante DR-personlighed, som havde truet med at smadre hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob. Det havde hun så ikke gjort.

Endnu er det ikke offentligt, hvem denne person er. Men der er andre mænd (som heller ikke har behandlet kvinder med respekt og holdt grænsen), som er blevet afsløret – og i dag kom turen så til den mest prominente i Danmark indtil videre, nemlig den nu forrige leder af Det Radikale Venstre, Morten Østergaard.

Det er en god udvikling. For overgreb og seksualisering er metoder til at holde kvinder nede. Det handler nemlig ikke kun om køn, men om magt. Derfor skal vi i MeToo-sammenhænge have hele pakken med, også ligeløn og det sprog, som vi anvender osv.

Morten Østergaards afsked vil dog få større betydning i dansk politik end i forhold til MeToo.

Det Radikale Venstre er som bekendt et parti, der ofte har været tungen på vægtskålen, når der skulle peges på en statsminister. En rolle, som partiet gerne vil have igen – og som de kan få igen.

Med Sofie Carsten Nielsen som ny leder er det Danmarksbloggens vurdering, at de radikale har fået en leder, der teknisk set er dygtigere end Østergaard – og som også vil være bedre til at samarbejde med Socialdemokratiet end Østergaard var det.

Åbningsdebatten i Folketinget i morgen bliver i hvert fald en del mere spændende at følge nu. Og det var ellers nervepirrende nok i forvejen i en tid med Corona og med en grøn dagsorden, hvor Østergaard havde sagt, at han var klar til at vælte regeringen og tage et jule-valg på klimaet.

Men hvad sker der nu? Ingen ved det, men mon ikke den nye leder Sofie Carsten Nielsen har en del af læse op på i de kommende nattetimer. For en ting er at være en dygtig næstformand. Men fra i morgen er det hende, der tegner partiet med alt, hvad det kræver. Danmarksbloggen er sikker på, at hun kan.

Ja, Danmarksbloggen ser i Sofie Carsten Nielsen en ny Ritt Bjerregaard, klar i mælet, stærk og dygtig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiets festdag: Men er der noget at fejre?

Demokratiets festdag kalder man to dage: I dag, hvor Folketinget åbner, altså den første tirsdag i oktober og Grundlovsdag 5. juni, hvor Grundloven blev givet. Det er alt sammen vældig fint, og selvom det er Corona-tider, så forventes såvel Dronningen som Kronprinsparret og prinsesse Benedikte at være på plads til åbningen kl. 12. Så bliver det næsten heller ikke bedre. Flag, hatte og alt det der.

Danmarksbloggen er dog mindre begejstret. For skal et demokrati fungere, som vi ønsker det i Vesten, at det sker, så skal visse rettigheder være på plads – deriblandt retssikkerheden, som også inkluderer en vis frihed for individet.

Men lige præcis dén frihed er truet, hvad man kan forvisse sig om ved at læse den nye bog om Eva Smith, som Danmarksbloggen anmeldte i sidste uge:

Anmeldelse: “Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”

Vi sælger altså ud af vores individuelle frihed i forventningen om, at vi får mere tryghed. Men hvorfor? Er det mangel på fantasi – eller at vi har for meget blind tillid til systemet?

Og er det overhovedet en reel tryghed, som vi får til gengæld? Og hvem skal vi i virkeligheden frygte mest? Nogle fundamentalistiske og religiøse galninge med bomber i turbanen? Eller at den viden, som samles om os, kan falde i hænderne på de forkerte – og blive brugt imod os?

Og nej, der tænkes ikke på Deep State og andre sølvpapirshatte-teorier, som ikke hører hjemme andre steder end i fantasien.

Her tænkes på reelle trusler fra lande som Rusland og Kina, der begge har dagsordner, som ikke er i Danmarks eller for den sags skylds den vestlige verdens interesse.

Vi ved allerede, at megen viden om os og vores færden ligger hos store, amerikanske kommercielle firmaer, som er udenfor demokratisk kontrol – og som bruger denne viden til at påvirke os, så vi køber de ting, som de vil have, at vi skal købe, ser de film og nyheder, som de ønsker osv.

Vi ved også, at kineserne har travlt med at opkøbe infrastruktur som havne og lufthavne og foretage investeringer i Vesten som fx i miljøteknologi og vandværker i Danmark. Vi ved også, at Rusland blander sig i andres landes demokratiske valg.

Vi ved, at der sker en hel masse i spillet om verdensherredømmet. For politikerne spiller RISK 365 dage om året. Så det sker lige nu, men de danske politikere taler om overvågningskameraer og bandepakker!

Men hovedfjenden er ikke rabiate muslimer eller bander. Hovedfjenden er nogle helt andre – og politikernes opgave no. 1 er at beskytte landets borgere og demokrati. Dét  indebærer her i 2020 at gå i kødet på de kommercielle aktører fra USA og på lande som Kina og Rusland.

For de tromler frem lige så hurtigt, som de kan – og uden hensyn til nogen eller noget, og da slet ikke en styreform som demokratiet, som de anser som svag og dårlig. Især i dens vestlige og liberale form. Og det gælder både Kina og Rusland.

Tag fx Kina. Her opfatter mere end 9 ud af 10 kinesere den kinesiske samfundsmodel som den rette. Staten er set med kinesiske øjne iflg. den britiske forfatter og Kina-ekspert Martin Jacques, som har skrevet “When China Rules the World” som et kært familiemedlem.

Ja, staten er familiens overhoved, som sørger for, at nationens enhed bevares – og at enhver etnisk og kulturel splittelse nedkæmpes. Staten er altså en legemliggørelse af den kinesiske civilisation og kultur. Staten gør det, som skal til – og deri ligger beskyttelsen for den enkelte borger. Alle vestlige ideer om individets ret og plads til mangfoldighed og forskellighed ses derfor også som en trussel mod denne enhed.

Og det samme kan siges om Rusland. Her gælder blot, at det er den russiske politiske leder, tidligere tzaren og nu præsidenten, og den russisk-ortodokse kirke, som afstikker kursen i det store land i en ældgammel alliance, som Putin og patriarken genskabte efter kommunismens sammenbrud. Men statens enhed og ingen plads til anderledes tænkende – også når det kommer til seksuel orientering – gælder i Rusland som i Kina.

Staten passer på sine borgere – hvis altså de opfører sig ordentligt, og det er som det skal være, mener mange kinesere og russere.

Og det er præcis den holdning, som det danske demokrati og de andre demokratier i Vesten, som hviler på individets politiske, religiøse og seksuelle rettigheder og frihed, er oppe i mod. Dét skal vi gøre os ganske klart og tage vores forholdsregler imod.

En af disse er IKKE at blive ligesom de lande, der overvåger og kontrollerer deres borgere, men derimod holde fast i vores frihed og mangfoldighed – og ikke tillade kinesiske penge at komme ind i det danske samfund, stoppe russiske internettrolde osv.

Så vi skal kræve, at de danske politikere stopper med at udhule retssikkerheden, ja at de genopretter det, som er blevet ødelagt i de sidste par årtier i tryghedens forkætrede navn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”

Kan man sige, at en bog er rig? Det er i hvert fald dén tanke og oplevelse, som undertegnede sidder med efter at have læst den mere end almindeligt velskrevne bog ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”, som er skrevet af ægteparret Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt, og som handler om juraprofessor Eva Smith, der er kendt som et ikon, når det kommer til retssikkerhed og medmenneskelighed i Danmark.

Bogen er en biografi over et usædvanligt liv, der stadig er i fuld gang. For Eva Smith blander sig heldigvis, trods at hun er stoppet med at undervise, stadig i debatten i Danmark. Og hendes tale er lige så klar og tydelig, som den altid har været, hvad man også forvisses om i bogen, hvor mange kapitler selvfølgelig handler om hendes professionelle virke og de mange gange, som det har bragt hende ind i den politiske dagsorden.

Bogen rummer også et væld af fotos, der understøtter de personlige historier og anekdoter om at være født en Hækkerup, men være glad for at kunne skifte navn, fordi hun ville være sig selv og ikke minister Hækkerups datter. Om at være blevet gift tre gange i to korte og et langt ægteskab, som stadig er i gang, om moderens tidlige død, hendes egen kamp mod den migræne, der var tæt på at koste hende livet, otte børn, en del børnebørn, eventyr og rejser. Blandt andet en spektakulær vandretur op ad Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, hvor Eva Smith nåede toppen – som 62-årig, ene og alene fordi hun nægtede at give op.

At fortsætte – trods modgang og besvær – er også sammen med hendes eget forslag til bogens undertitel, som var ”Hun tror, alting rager hende”, koden til Eva Smiths liv og virke, der aftvinger respekt og inspirerer.

Bogen bliver derfor også mere end en biografi. Den bliver et indlæg i debatten om vor tid og vores samfund, som man fx kan læse det på side 19, hvor Eva Smith betoner, at det er afgørende for vores demokrati, at den enkelte minister kan straffes efter den almindelige straffelov. Lige ret for alle.

Det med retssikkerheden har været en rød tråd gennem Eva Smiths virke, og hun siger på side 35:

Det går den helt forkerte vej med retssikkerheden i Danmark. Det har taget os næsten 200 år at opbygge vores retsstat og demokrati, men gennem de seneste 20 år er det lige så stille blevet udhulet. Retssikkerhed handler om at beskytte den enkelte mod overgreb fra myndighedernes side. Men det forstår mange af nutidens politikere ikke. De tror, at retssikkerhed handler om, at borgerne skal føle sig trygge. Det er selvfølgeligt vigtigt. Det har bare ikke noget med retssikkerhed at gøre.

Ord, som burde stå med flammeskrift, og altid sættes i forhold til holdningen om, at den, der ikke skjuler noget, har ikke noget at frygte. En sætning, som ofte bruges i dag som legitimitet for mere overvågning og andet af samme skuffe – og som faktisk blev sagt første gang af den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels.

Læg dertil at PET ikke vil fortælle, hvor mange de overvåger i Danmark. Samt at de tre råd, Straffelovsrådet, Retsplejerådet og Strafferetsplejeudvalget, som alle blev nedsat i 1960´erne, og som man altid hørte, når man skulle udarbejde nye lovforslag for at være sikker på, at indholdet stemte overens med Grundloven og de internationale konventioner, reelt er sat udenfor indflydelse i dag. For siden den første terrorpakke i 2002 har det været slut med at lade uvildige juridiske eksperter se på juraen. Nu klarer en instans i Justitsministeriet det. En instans som består af politi og anklagemyndighed eller blot politikere og embedsmænd. Noget, Eva Smith kalder et tilbageslag for retsstaten.

Og sådan er bogen ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel” hele vejen igennem fuld af hårrejsende fakta om vores nutidshistorie. Bogen handler nemlig lige så meget om situation Danmark, som den gør om Eva Smith, hvis man ellers har brug for at skelne.

Danmarksbloggen har ikke. For Eva Smith er en af landets dygtigste jurister, og man vil meget gerne høre, hvad hun har at sige, måske også fordi man – som en kollega sagde det aldrig ved, hvad hun specifikt siger, når hun åbner munden. For det gør hun. Både i tale og på skrift, som når hun som en kommentar til Jyllands-Postens tegning af det kinesiske flag med stjernerne lavet som små Corona-vira på side 192 siger:

Ytringsfrihed er en ret, som vi i sin tid fik, for at vi frit kunne kritisere magthaverne. Det var tanken. Ytringsfrihed er ikke en håneret. Det er, som om det siden Muhammedtegningerne er blevet til, at jo mere du kan håne folk, jo mere forsvarer du ytringsfriheden. Det er en helt gal udvikling, som intet har med ytringsfrihed at gøre.

Eva Smiths egen vej har været spændende. Og selvom også hun ramte glasloftet og blev stoppet af det, så brød hun det også, som da hun blev den hidtil eneste kvindelige Provst på Regensen (som har haft hele 66 Provster). Eller som da hun i 1986 forsvarede sin disputats, der banede vejen for, at hun i 1990 blev den første kvindelige juraprofessor i Danmark. Det var ikke overraskende. Hun har vilje, intelligens og så kommer hun fra en familie af stærke kvinder, og blandt dem lyser Eva Smith.

For Eva Smith er i særklasse, og det er en fornøjelse at læse om hende, hvad enten det er privatmennesket Eva eller juristen Eva. Danmarksbloggen kan ikke lade være med at ønske, at flere (både kvinder og mænd) ville mene ligesom Eva Smith, at alting rager dem.

For samfundet bliver bedre, når de stærke hjælper de svage, og vi lever efter teorien om, at vi er forpligtede til at bruge vores evner, som Eva Smith lærte det hjemmefra. Velfærdsstaten skal nemlig baseres på retfærdighed og social ansvarlighed – også overfor dem, som lever udenfor landets grænser, eller som kommer hertil som flygtninge. På et fællesskab på tværs af sociale skel.

Danmarksbloggen giver ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel” 6 ud af 6 paragraffer, og anbefaler på det varmeste bogen som et godt sted at søge viden og inspiration.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Disney – mindre dansk?

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark begår den svenske fejl

Smitten stiger – og det går stærkt den gale vej. Men hvad gør de danske myndigheder? Jo, de er godt i gang med at begå den svenske fejl.

Den fejl, som har kostet mere end 5.800 svenskere livet, siden Corona-virussen ramte Norden for et halvt år siden. Til sammenligning er der 628 døde af Corona-relateret sygdom i Danmark. Det er en markant forskel, også selvom der er cirka tre millioner flere svenskere.

Men hvad er det for en fejl, som svenskerne begik. og som de danske myndigheder nu kopierer – i stedet for at gå tilbage til den danske succes-metode fra foråret?

Det er den store fejl, at vi IKKE lukker ned for de steder, hvor smitten florerer, og hvor smitten direkte eller indirekte rammer de svageste. Dvs. at vi – med prioritet på økonomien – holder åbent i storcentre, på barer, i restauranter og andre steder, hvor mennesker mødes, og sidder mange sammen. Samt at vi ikke hermetisk lukker sygehuse, plejehjem og andre steder, hvor ældre og udsatte befinder sig.

Resultatet er, at raske unge, yngre og midaldrende bevæger sig lystigt rundt imellem hinanden, så de kan smitte ikke kun hinanden, men også når de besøger bedstefar på plejehjemmet eller den alvorligt syge tante på sygehuset. Og dem, som arbejder de steder, ja de går selvfølgelig ligesom alle andre i biffen og på café i deres fritid, er til fest og så videre.

Det er alt sammen adfærds-opskriften på katastrofe, som vi har set det i Sverige hele foråret og det meste af sommeren. En opskrift, som forstærkes af, at danskerne som en forlængelse heraf fortsat er alt for mange sammen i privat sammenhæng. Både for mange i absolut antal og for mange i forhold til antal kontakter, som den enkelte har.

Smitten har altså frit løb, og det kan selv nok så mange tests ikke kan lave om på.

Læg dertil at mundbind stort set kun er noget, som bruges i bussen, metroen og toget, og som mange brokker sig over at skulle have på. Og så er dér serveret en omgang slem Corona mere … nu i en efterårsversion, hvor Corona kommer sammen med diverse andre sygdomme.

Værsgo´ og spis …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Danske Udenrigsministerium 250 år

Det Danske Udenrigsministerium kan fejre, at det i dag er 250 år siden, at man officielt blev udskilt fra resten af statsforvaltningen som selvstændigt område, selvom man dog også før 1770 havde det såkaldte Tyske Kancelli, der tog sig af mange af den danske stats udenlandske sager.

I samtiden regnede man heller ikke udskillelsen som noget særligt, men så den snarere som ”nærmest et biprodukt af Struensees politik, for så vidt som tanken formentlig har været netop at holde udenrigspolitikken uberørt af forvaltningsreformerne”, som man kan læse det i ”Den danske Udenrigstjeneste 1770-1970. Bind I, 1770-1919”, der er skrevet af Klaus Kjølsen og Viggo Sjøqvist.

For det var selvfølgelig den flittige – og dygtige – Struense, som tog initiativet til denne udenrigstjeneste, som altså ikke blev omstødt eller ændret efter Struenses fald i 1772 – som skæbnen ellers blev det for mange andre af Struenses reformer.
Den runde dag bliver selvfølgelig fejret i Udenrigsministeriet med en konference i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab.

Konferencen åbnes af udenrigsminister Jeppe Kofoed. Derpå interviewer historiker og udenrigspolitisk analytiker Bo Lidegaard OECD-ambassadør Carsten Staur, der har skrevet bogen ”Skilleveje. Dansk udenrigspolitik i 250 år”.

Efterfølgende er der paneldebat med deltagelse af udenrigsminister Jeppe Kofod, tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft og ambassadør Carsten Staur. I paneldebatten vil deltagerne tale om opbruddet i den kendte verdensorden.

Når man læser programmet, er der dog to ting, der ikke nævnes specifikt – og det er et problem. De to ting er Kina og Arktis. EU, USA og klimaet nævnes – og det er også de sikre ting, dem hvor vi ikke kan fornærme nogen.

Og ja, nok er Udenrigstjenestens diplomatiets kunst. Men skal vi have en chance som stat, skal vi kunne tale åbent om tingene – også selvom den store kinesiske drage mod øst kan blive fornærmet, eller den russiske bjørn kan føle sig provokeret. Dét gør den nok i forvejen, når man ser på den seneste uges begivenheder med russisk tilstedeværelse ud for Sveriges østkyst og ved Bornholm.

Men desværre er hverken Kina, Rusland eller Arktis nævnt direkte ord. En anden mangel er tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. For nok kan man ikke have samtlige nulevende tidligere udenrigsministre med i sådan en paneldebat, men Per Stig Møller er en kapacitet, som i den grad havde beriget debatten. For slet ikke at tale om at han sad på posten i de vigtige år i 00´erne.

Se mere her: https://um.dk/da/nyheder-fra-udenrigsministeriet/newsdisplaypage/?newsID=6A7D202E-2A2F-4AEA-94D9-4D0CDB27D6D1

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et halvt år med Corona

Det er i dag et halvt år siden, at den første dansker blev konstateret smittet med Corona-virus. Et halvt år hvor livet har været anderledes for os alle sammen.

Og tilværelsen vil fortsat være anderledes i de næste måneder, måske år. Det sidste håber vi ikke, men det er en reel risiko. For det er et faktum, at Corona, den satan, stadig er her – og at virussen af og til blusser op, og skaber lokale nedlukninger af skoler og arbejdspladser.

Sådan er det – og det må vi leve med og i – vel vidende, at livet først bliver normalt igen, når vi har en vaccine, som virolog Allan Randrup Thomsen idag vurderer, at vi kan gå i gang med at bruge i Danmark midt i 2021.

En vaccine, som der tales meget om, hvem der skal have først.

Men dét siger sig selv, at det er de mest udsatte: De gamle, de syge og dem, som bor på måder, så de lettere bliver syge. Dvs. de fattige og de lavtlønnede, som bor mange sammen i små lejligheder = man smitter lettere hinanden. Og det gælder, hvad enten man hedder Henning eller Muhammed, Betina eller Fatima.

Men det er så kun Muhammed og Fatima, som har fået på puklen af de blå og de sorte i folketinget med henvisning til deres muslimske tro og muslimske skikke. For de fattige af etnisk dansk oprindelse er ikke blevet skoset. Dét klinger hult.

For ja, nok er de muslimske begravelser med mange hundrede deltagere en smitterisiko, men det er de etnisk danskeres privatfester også – og sådan kunne man blive ved.

Mange har en adfærd, der ikke er smart, hvis man vil undgå smitte. Men det slår hårdest hos dem, som er nederst i samfunds-hierarkiet.

For faktum er, at Corona nok kan smitte alle – men lavtlønnede og folk på overførselsindkomst har bare lettere ved at blive smittet – pga. deres boligsituation, pga. mange har dem har kroniske sygdomme, og fordi mange af dem arbejder i erhverv, hvor de er udsatte for smitte.

Så Danmarksbloggen vil anbefale at droppe syndebuks-legen. Det her er ikke tiden til at pege fingre, men til at hjælpe hinanden. For vi er i det her sammen – og vi skal sammen igennem det her. Vi kan heller ikke andet.

Sådan er Corona.

Inden Corona tænkte jeg tit på, hvordan 9. april havde føltes, hvordan det var at leve under besættelsen, hvordan de håndterede uvisheden om fremtiden og alt det andet.

I dag kender jeg svaret: Man ER i dét, fordi man ikke kan andet. Så enkelt er det.

Og derfor ved jeg også, at vi skal være i den her Corona-virkelighed, så længe den varer – og sådan er det. Alt andet er leg med ord, som ikke ændrer virkeligheden. Vi er i dét. Punktum.

Jeg glæder mig så voldsomt til Corona-tiden er slut. For så skal jeg eddermame brænde et mundbind eller fem – og kramme de første 10 vildtfremmede mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbueflaget foran Christiansborg

Det er Copenhagen Pride 25 års jubilæum i år, hvor Paraden selvfølgelig er aflyst pga. Corona. Men alligevel skete der noget stort i 2020.

For det er første gang, at regnbueflaget er blevet hejst foran Christiansborg, hvor det hele dagen har blafret så fint i solskinnet.

Danmarksbloggen var forbi, og så det smukke regnbueflag vaje og lyse sammen med sammen med demokratiet som en påmindelse til alle mørkemænd og mørkekvinder om at komme ud af deres sorte huler – og ud i regnbuernes farvestrålende mangfoldighed.

For herude er der glæde, lys og kærlighed fremfor had og angst.

På den anden side af trappen op til Christiansborg hang Dannebrog. Noget mere sammenkrøllet om flagstangen, som om Dannebrog sagde: Det her er din dag, regnbue-fane. Jeg vil ikke tage din vind. Du skal fylde og vaje og blafre alt det du kan. Meget høfligt og rummeligt af Dannebrog – og ikke spor overraskende.

For danskhed handler om tolerance og glæde ved mangfoldighed, åbenhed og fællesskab, som det i dag blev symboliseret ved vores demokratis højborg.

Danmarksbloggen er begejstret – og håber, at regnbuerne vil lyse og regnbueflaget blive hejst hvert år foran Christiansborg.

For Danmark skal være et land med plads til os alle sammen – alle farver, former, køn og alt muligt andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk