Virksomheder vil indoperere chips i deres medarbejdere

Man tror det er løgn og noget fra en film eller bog. Men nej, den er god nok. Engelske virksomheder vil – i sikkerhedens navn – indoperere en chip på størrelse med et riskorn i deres medarbejderes hænder.

Læs mere her: https://www.theguardian.com/technology/2018/nov/11/alarm-over-talks-to-implant-uk-employees-with-microchips

Og her: https://ekstrabladet.dk/kup/elektronik/teknologi/firmaer-vil-implantere-mikrochips-i-tusindvis-af-medarbejdere/7393003

Den umiddelbare holdning her i landet vil formentlig – i hvert fald fra arbejdstagernes side – være: Nej, tak, jeg skal ikke overvåges.

For man skal som bekendt være mere end almindelig naiv, hvis man ikke tror, at sådan en chip også kan bruges til andet end at åbne døre og give adgang til computere på arbejdspladsen. Den kan som bekendt både overvåge, hvor du er, hvem du taler med og om hvad. Teknologien kender ingen grænser.

Danmarksbloggens bud er så desværre det, at chippen ender med at blive et krav hos danske virksomheder, hvis man vil have et job. For der er så mange fordele med sådan en overvågning af medarbejderne. Og de fleste medarbejdere vil sige ja, for der skal brød på bordet og tag over hovedet – også selvom det betyder, at vi samtidig presses ind i slaveriet.

Der er kun en måde at stoppe vanviddet på – med lovgivning og det hurtigt. Heldigvis har vi jo set, at lovgivning kan komme igennem folketinget i meget hurtigt tempo, i hvert fald når det handler om stramninger på udlændinge-området.

Desværre virker det så også som om, at al anden lovgivning – og især den som sikrer borgeren – har det med at komme meget langsomt igennem, hvis den overhovedet når frem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Smith, Elmquist og Wilhjelm: Påvirkningsloven kan afskaffe det danske demokrati

Man kan håbe, at juraprofessor Eva Smith får ret, når hun i dokumentarfilmen ”De tre sidste musketerer” siger, at hun håber, at domstolene vil tolke den såkaldte påvirkningslov meget varsomt og kun bruge den i grelle tilfælde. For ellers er der tale om at kriminalisere visse politiske ytringer – og at demokratiet i Danmark reelt bliver afskaffet.

Vi taler om påvirkningsloven, om regeringens nye forslag om at det fremover skal være strafbart og med fængsel i op til 12 år forbundet at ytre noget – sandt eller falsk, som kan være i en fremmed magts interesse og mod den danske stats interesser.

Uenighed bliver altså dermed kriminelt, hvis man som borger ikke mener det samme som staten. Og ja, Danmarksbloggen ved godt, at loven er lavet for at beskytte Danmark mod de russiske trolls. Problemet er bare, at loven er et brud mod Grundloven, og at den sikrer statens interesser ene og alene – også mod borgeren.

For hvad nu når staten lyver som fx under Irak-krisen, hvor USA´s tidligere udenrigsminister Colin Powell stod i FN og fortalte, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og at vi derfor skulle gå i krig mod dem? En krig som også Danmark gik ind i, fordi vores politikere sagde, at ja, der var beviser for, at Saddam Hussein havde disse våben. Men de beviser fandtes ikke, og det vidste de danske politikere godt.

For det er meget enkelt: En stat vildleder sin befolkning og svigter sit ansvar, hvis folket ikke får de sande oplysninger. Desværre er det meget svært at stille en stat til ansvar, især når man som Danmark ikke har den forvaltningsdomstol, som lic. jur. Preben Wilhjelm efterlyser i filmen, og som ellers ville kunne holde magten i tømme. For som det er i dag, så er 90 mandater nok til at beslutte noget, også det som er i strid med Grundloven, hvilket er sket flere gange. Ja, siden 1919 er der konstant blevet hugget bidder af det ellers så stolte og i rettigheder funderede retspolitiiske system i Danmark.

Men nu risikerer vi med påvirkningsloven at få et statsmonopol på sandheden – og dermed et samfund, der minder mere om et diktatur end om et demokrati.

For som advokat Bjørn Elmquist siger det i filmen, så er et demokrati kendetegnet ved en politisk pluralisme, der blandt andet indebærer ytringsfrihed, meningsfrihed, religiøs frihed og mange andre slags friheder for borgeren – også friheden til at være uenig med staten og magten og give udtryk for disse holdninger.

Men den frihed er altså under pres og siden 11. september under mantraet ”Befolkningens tryghed er det vigtigste”. For netop dette mantra er blevet brugt til at give politiet og PET så udvidede beføjelser, at der reelt er tale om at udhule fundamentale borgerrettigheder og frihedsprincipper. Men det er – som Eva Smith siger det i filmen – en narresut, for ingen kameraer eller andet kan sikre os 100 procent mod terror.

Men vi accepterer åbenbart, at friheden tages fra os – det betyder ikke noget, så længe vi bare underholdes og entertaines med ligegyldige trivialiteter, som vejen til slaveriet er beskrevet i Huxleys ”Fagre nye verden”. Det er ganske skræmmende.

Retspolitisk forening kalder også lovforslaget om påvirkningsloven for ”alvorligt bekymrende for ytringsfriheden”: http://www.retspolitik.dk/wp-content/uploads/2018/10/H%C3%B8ringssvar-ulovlig-pa%CC%8Avirkningsvirksomhed-okt18.pdf?fbclid=IwAR2UhAm3GnFg_aGdQlcQoKAcMWdNQ-0mogrv1wHeSuhNlr7XduF3H7RvUro

Sæt derfor den halve time af, som det varer at se filmen og høre, hvad de dygtige mennesker Smith, Elmquist og Wilhjelm har at sige. Det bliver en af de vigtigste halve timer i dit liv.

DR ville ikke vise filmen, da den iflg. dem ikke var samfundsrelevant. Danmarksbloggen mener derimod, at det er årets formentlig vigtigste film. Se den her: https://www.youtube.com/watch?v=rVfyrZKaypQ

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

11/11: 100 år siden 1. verdenskrig – og hvad nu?

På søndag er det 100 år siden, at 1. verdenskrig sluttede. Rædslerne i skyttegravene, som kostede en hel generation unge mænd livet, var forbi, og nu skulle der ikke længere være krig, troede mange.

De tog så fejl. Kun godt et par årtier senere startede 2. verdenskrig, som var en endnu mere forfærdelig krig.

Siden har vi – i Norden og i Vesteuropa – været forskånet for krig. Men der er mange, som i nutidens populisme og nationalisme ser paralleller til det, som skete i 1930´erne, og som derfor mener, at en ny krig kan være forestående.

Danmarksbloggen er enig – det trækker op til storm. Men vi kan ikke bare oversætte det, som skete i Europa i 1930´erne én til én med det, som sker i dag.

Ja, vi har stigende nationalisme.

Ja, vi har stigende populisme.

Ja, vi har stigende ulighed.

MEN:

Vi har også internationale forpligtelser og samarbejder, som er meget mere omfattende og forpligtende, end det bare tilnærmelsesvist var dengang.

Og nok har vi nød og elendighed – også udenfor enhver rimelighed i så rigt et samfund som vores, men ikke i samme grad som dengang.

TIL GENGÆLD HAR VI OGSÅ:

En religiøs konflikt mellem muslimer og gammel-europæere, som i sig selv kan være ganske sprængfarlig.

Internationale virksomheder, som er udenfor demokratisk kontrol, men som spiller en stor rolle i vores hverdag.

Konklusion: Vi sidder altså med en anden slags konflikt i 2018 – og også en anden slags befolkning. En europæisk befolkning, som er mere optaget af forbrug og selviscenesættelse end af ideologier og politisk kamp. Dét er så et problem for vores demokrati, som kræver aktive medspillere og en stadig udvikling, men det er godt i forhold til den manglende lyst til at gribe til våben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Argumenter imod kvinder”

På onsdag holder gymnasierne Operations Dagsværk, og min 17-årige datter, der går i 2. g. på samfundsfaglig line, har endnu ikke fundet noget at lave. Det vil sige: Nu har hun, for jeg har tænkt mig at engagere hende – hvis hun vil.

Hendes opgave bliver at læse professor emerita Birgitte Possings nye bog ”Argumenter imod kvinder”. Det bliver en af de vigtigste bøger, som min datter kommer til at læse i sin tid på gymnasiet, for med den i bagagen vil hun være markant bedre klædt på til at agere i det samfund, som hun om få år skal ud og virke i.

Det er nemlig årets mest relevante bog for kvinder – og for mænd. Den viser konkret og faktuelt, hvor lang vej der er i Danmark, inden vi får reel ligestilling, og det er en endog meget lang vej, når fx kvinder kun bestrider under hver tiende ledelsespost i finansverden og kun 14 procent af alle borgmestre er kvinder.

For nok har kvinder haft stemmeret i mere end 100 år, og loven om ligeløn er også mere end fire årtier gammel, selvom det har vi ikke endnu. Men sådan må det åbenbart være, når kampen for ligeret, lige muligheder og et samfund, hvor kønnet er ligegyldigt langtfra er færdig.

Bogen starter med et kapitel om kvinder og ledelse, der med flere eksempler fra de seneste år viser, at vores samfund stadig i sin struktur har kulturelle og sociologiske tanke- og adfærdsmønstre, som holder kvinderne væk fra magten. For kvinder, der vil til tops, har kun har en lille sti at betræde, mens mændene har en bred vifte af muligheder.

Som kvinde med viden, kompetancer og ambitioner må man nemlig hverken være for meget kvinde eller for meget mand. Man skal være sådan en slags ikke-eksisterende mellemting, og selv hvis det kunstgreb lykkes, så skal man være forberedt på at blive mødt af holdninger om at være fx ”sludrende”, hvis man uddyber et emne samt konstant at blive vurderet og kommenteret på ens udseende. Under de forhold er det imponerende, at kvinder som Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, og Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR, er der, hvor de er i dag.

Myten om at kvinder er på en særlig måde, og at mænd er på en særlig måde – alene i kraft af kønnet – eksisterer også stadig overalt i samfundet – og hos begge køn.

Mændene har så noget, som kvinderne ikke har: Magten og magtens klubber, hvor de i dårligste Rip, Rap og Rup-stil rekrutterer hinanden, og hvor det som kvinde kræver indsigt, mod og fylde at bryde igennem det usynlige glasloft, der holder mange dygtige kvinder væk – også fordi de ikke rekrutteres.

Birgitte Possing samler det hele på side 45, hvor man kan læse:

”Vi mangler en samlende fortælling om samfundet, og hvad vi vil med det. Tidsånden er gennemført individualistisk, og vil man noget, er det op til én selv at gå vejen og finde sin plads og identitet. Ingen står i vejen. Sådan er den samfundsfortælling, vi faktisk har. Men den passer ikke på virkeligheden, hvor mangel på den rette kapital, klasse eller det rigtige køn kan stå i vejen for det, man vil. Det taler vi nødigt om, men det bliver vi nødt til, hvis vi skal nærme os noget, der ligner ligestilling. Vi siger, at vi har ligestilling, selv om vi ikke har det. Vi siger, vi vil have begge køn i ledelse alle vegne, selv om vi ikke får det. Vi siger, vi vil have repræsenteret den mangfoldighed i erfaringer, som begge køn repræsenterer, selv om vi ikke gør det. Når det handler om køn, siger vi ét og gør noget andet.”

Citat slut.

Der mangler altså en fortælling – og en hulens bunke lovgivning, for intet kommer uden det. Det er historien et godt bevis på, og netop historien om kvinderne og kampen for rettigheder og muligheder fylder resten af bogen.

Og det kan sagtens være, at man kender Mathilde Fibiger, Dansk Kvindesamfund, Mathilde Bajer, Nathalie Zahle og flere andre endnu fra 1800-tallet, men ved du også, hvem Nielsine Nielsen var? Hun var Danmarks første kandidat i medicin.

Og vidste du, at Emma Gad i 1895 sagde: Damer, der holder foredrag, kan jeg for min død ikke foredrage. Et par år efter havde hun dog ændret holdning og mente nu, at kvinderne efterhånden vil blive opdragne til at ville noget og kunne noget, der skaber dem en livsopgave i økonomisk uafhængighed.

For det er nemlig ikke kun mænd, som må have standpunkt til man får et nyt. Det må kvinder også.

Birgitte Possing ved også meget, og er eminent god til at formidle det i den letlæste og alligevel substantielle bog. For kvaliteten er høj gennem hele bogen, hvor vi hører om kvindernes optog i 1915. Om enkeltpersoner og sammenhænge, om kvinder i politik, i videnskab, indenfor troens verden, om ægteskab, børn og moderskab, om seksualitet, om frigørelse. Om alle de temaer, der kendetegnede 1900-tallets kvindekamp – og hvoraf der stadig er mange slag tilbage at udkæmpe.

Det kræver fysisk styrke, for ligesom at det er vigtigt at tage magten, også symbolsk, så spiller kroppen også en rolle. Og bogen slutter af med et kapitel om sport og idræt, hvor man blandt andet kan læse, at dramatikeren, forfatteren og oversætteren Erna Juel-Hansen, der var en del af 1800-tallets moderne gennembrud, i 1896 sagde:

”Ligesom cykling oparbejder svømning hos pigebørn de egenskaber, hvorpå det så ofte skorter hos det kvindelige køn. Det styrker nerverne, giver mod, resoluthed, udholdenhed og modarbejder det, vi trænger til at blive af med, det ømskindede, pibevorne, kællingeriet.”

Som ivrig motionssvømmer med på den gode side af 425 svømme-km om året, heriblandt en del i Åbent Vand, synes jeg på den ene side om at læse om de påstående fordele ved min elskede vandsport, men på den anden må jeg opponere imod stereotyperne om både kønnene og om svømningens velsignelser.

Det handler som altid mere om strukturerne i samfundet og i de forskellige institutioner – samt om tankegodset inde i hovederne på hver enkelt af os. Tanker og holdninger, som får et kæmpestort næringsboost af at læse Birgitte Possings bog.

Danmarksbloggen giver derfor ”Argumenter imod kvinder” seks handsker ud af seks mulige  For med denne bog tages handsken (igen) af og kastes langt væk, så man som læser er klar til mere stormløb mod glasloftet. Der skal åbenbart en del slag til, før kampen for ligeret og lige muligheder vindes.

Det er Strandberg Publishing, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jeg har lige sat en mor og et barn på gaden

Jeg har lige sat et barn, på alder med min den ældste, på gaden med sin mor. Da vi kom, drønede de begge to rundt i lejligheden og forsøgte at pakke, hvad de kunne, inden fogeden skiftede låsen, og tingene var væk, mens tårerne trillede ned af kinderne på dem.

Jeg stod midt i det hele og havde lyst til at råbe og skrige. Af moderen, af fogeden, af politiet, af kommunen. For ingen børn fortjener at opleve det.
At skulle forlade sit barndomshjem i al hast, og aldrig komme tilbage.
At skulle vælge imellem sine ting, og sige farvel til resten.
At skulle se politiet og fogeden smide en og ens mor ud.

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad det må gøre ved sådan et sådan lille væsen. Følelsen af usikkerhed, utryghed, skam, sorg og vrede må være så ødelæggende, og sætte spor langt ind i barnets liv. Jeg har jernskjorten på i de situationer, ellers kunne jeg ikke passe mit arbejde, men når billedet af min pige eller dreng i det barns sted, popper op i mit hoved, kan jeg godt mærke tårerne presse sig på, så jeg er nødt til at spænde kæben alt, hvad jeg kan for at sørge for, at de bliver derinde.

Den lille familie er afsted nu, og forhåbentlig får de fundet en god løsning. Trods fejl og mangler i systemet så har vi dog et sikkerhedsnet, der gør, at de får tag over hovedet, mad i maven og nogle at tale med. Ihvertfald når vi kommunalt ansatte gør vores job ordentligt.

Men det burde bare ikke være nødvendigt. For hvis systemet var indrettet, som det burde være, så havde vi hjulpet den familie med at blive i lejligheden. For muligheden lå lige for, men vores regler gjorde, at vi sagde nej.
Nej til at hjælpe dem.
Nej til at de kunne blive der, hvor barnet er vokset op.
Nej til at sørge for at de ikke skal igennem det her.

Og det er ikke kun følelsesmæssigt eller psykologisk, om man vil, at det er en irrationel beslutning.
Rent økonomisk skriger det til himlen. For familien skal nu bo det næste stykke tid på et krisecenter, og det helt absurde her er, at på mandag har det kostet Københavns kommune det samme, som det ville have kostet at betale restancen.

Som en af mine borgere siger, “at være medarbejder i kommunen må føles som at være med i en Fellini film”. Og på dage som idag er det så sandt, som det er sagt.

Skrevet af: Sakse Ravnskov Andersen

Anmeldelse: Den umoralske politiker

Politikernes moral – eller mangel på samme – er et emne, som ofte er oppe og vende i den offentlige debat – og også mere nu end dengang, hvor politikeres privatliv ikke blev plastret ud på avisernes forsider. Men det er nye tider, og i dag vil vælgerne – og medierne – se en sammenhæng mellem politikernes udmeldinger og adfærd, også i privatsfæren.

Derfor er det helt naturligt, at Det Etiske Råds tidligere formand Jacob Birkler, der er uddannet filosof, tager emnet op i sin nye bog ”Den umoralske politiker”, hvor der gøres rede for forskellen mellem etik og moral – og hvor diverse begreber som fx dobbeltmoral og samvittighed sættes i relief til både fortid og nutid. Samt i forhold til Christiansborg og til det væld af eksempler på politikere og deres handlinger gennem de seneste årtier, som der diskes op med på bogens 140 sider.

For kan man kæmpe for folkeskolen samtidig med at man sætter sine egne børn i privatskolen? Kan man tillade sig at opfordre danskerne til at blive bedre til at affaldssortere, når man selv ikke gør det? Og så videre. En politikers troværdighed i dag starter og slutter ikke på Christiansborg, men er i spil 24 timer i døgnet – 365 dage om året.

Jacob Birkler viser med sine mange – og rammende – eksempler, at han kan sin politiske historie. Og bare for en ordens skyld: Begge sider af Folketinget har talrige eksempler på situationer, hvor der er blevet løjet, fortiet og fordrejet enten for at vinde noget eller for at undgå noget.

Skulle man ikke vide det i forvejen, så ved man det, når man har læst bogen, der både er letlæst og substantiel.

Efter ”Den umoralske politiker” sidder man tilbage med en følelse af, at den moralske habitus ikke er afhængig af politisk farve, men mere af tidsånden og af den personlige karaktér hos de forskellige politikere.

En karakter, som sjældent er båret af ydmyghed, høflighed og redelighed – eller rettere: Det kan den være, men så bliver vedkommende sjældent i politik ret længe, som tilsyneladende kun er en metier for de hårdføre i vores dage, hvilket er skadeligt for demokratiet. For robuste og viljestærke mennesker har ikke altid sans for empati og den beskyttelse af de svage, som efter Danmarksbloggens mening er enhver regerings vigtigste opgave.

Så nej, moral og for den sags skyld også etik kan åbenbart ikke bruges som pejlemærke, når der skal stemmes senest til sommer. Der må noget andet til.

Hvad dette andet kunne være, giver Jacob Birkler selv et bud på i bogens slutning – efter en glimrende gennemgang af de underlødige kneb, som det kan anbefales ALLE at læse om, inden man ser en debat eller åbner en avis.

Men altså Jacob Birkler foreslår monteringen af etisk sanitet på Christiansborg – måske lidt i stil med kontoret for regeringsetik i USA (sidebemærkning fra undertegnede: Gad vide om Trump har sendt dét kontor på permanent ferie?). Men altså, det er et kontor, som undersøger politikeres potentielle interessekonflikter, donationer, gaver, lobbyisme, finansielle transaktioner og meget mere.

Det lyder som en god ide, men desværre arbejder virkeligheden imod denne etiske komite, da Venstre-politikeren Eva Kjer sidste uge forslog nedlæggelsen af Etisk Råd. I så fald det sker, så er der fri leg for politikerne i den arena, hvor de bruger moralen til at angribe andre eller beskytte sig selv.

For en af bogens store pointer er, at moral ikke længere kun anvendes som en rettesnor for politikernes egen opførsel, men at moralen også bruges som et middel til at fremhæve sig selv eller dunke modstanderne i hovedet med. Moralen som redskab er altså både en forhammer og et middel til at pudse sin glorie af. Det handler heller ikke længere så meget om, hvordan noget er – men om hvordan det virker.

Det er en påstand, som det er svært at være uenig i, hvis man bare følger en smule med i dansk og for den sags skyld også international politik.

Spørgsmålet er også, hvad en sådan ”moral-som-metode-praksis” vil betyde på langt sigt for politikernes troværdighed og demokratiet?

Svaret er ikke enkelt, og resultatet er – trods tidens mange dommedagsrøster – heller ikke givet. Danmarksbloggen kunne derfor godt have tænkt sig et oprids og en diskussion af de forskellige scenarier.

Jacob Birkler havde uden tvivl kunnet løfte den opgave også.

Danmarksbloggen giver derfor fire store stjerner ud af seks mulige for ”Den umoralske politiker”. Bogen er udkommet hos Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater

På denne demokratiets festdag – starten på det nye folketingsår – udgiver historiker Asser Amdisen bogen ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, der fra flere vinkler beskæftiger sig med det demokrati, som Churchill engang omtalte som den ringeste styreform – bortset fra alle de andre.

Danmarksbloggen anbefaler alle med interesse for samfundet at læse Asser Amdisens bog, der er en på samme tid letlæst og alligevel faktafuld og substantiel bog om demokratiets snirklede veje – og ikke mindst vildveje op gennem historien, både i Danmark og i resten af verden.

Der skabes på de 191 sider en solid forståelse for de sammenhænge, der er fra de græske bystater og Romerriget over det engelske Magna Charta og Jyske Lov til de oplysningstanker og forfatninger, som kom i 1700- og 1800-tallet, og som store dele af vor tid stadig er præget af som for eksempel idéen om tredelingen af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende del.

Undervejs i gennemgangen hører vi også om samfundsklasser, produktionens rolle, konflikter, krige, filosofi, religion og samfundslære som fx teorien om styreformernes cyklus, som unge gymnasieelever stadig lærer om, måske fordi dens tankegods – i mere eller mindre fortolket tilstand – stadig giver mening, når vi prøver at forstå fortiden, nutiden – og fremtiden.

For som bekendt er demokratiet ikke en størrelse, der lever løsrevet fra eller højt hævet over alt andet. Tværtimod er demokratiet og dets væsen knyttet tæt sammen med tankerne, ideerne, menneskene og den øvrige samfundsudvikling, hvad bogen også påviser i sin analyse af sammenhængen mellem individets bevidsthed om sig selv og sine rettigheder – og så netop demokratiet.

Et demokrati, der også og stadigvæk – og i langt højere grad end vi måske kunne ønske os det – er bestemt af produktionen og storpolitikken.

Og ja, det gælder også i Danmark, hvor Asser Amdisen mener, at vi har en ganske særlig myte omkring det at være danske og demokrati. En fortælling, som går på, at vi er mere demokratiske end alle andre.

Det er vi selvfølgelig ikke. Til gengæld er vi tindrende ligeglade med, at vi selv opfandt denne myte om danskerne og demokratiet for at stive os selv af, dengang vi efter det forsmædelige nederlag til Bismarck i 1864 ikke længere for alvor kunne tro på, at vi som vikinge-ætlinger var i besiddelse af en ganske særlig handlekraft og styrke.

For så havde vi vel slået tysken, men det gjorde vi ikke. Til gengæld har demokrati altid veget for handel her til lands – samt når de store magter har villet noget, som påvirkede os.

For faktum er, at vi – også efter systemskiftet i 1901 og stemmeretten til de fem F´ere, deriblandt fruentimmerne, i 1915 – har krænket Grundloven flere gange. For eksempel under 2. verdenskrig, da det kommunistiske parti i Danmark blev forbudt, og kommunisterne blev taget af tyskerne – uden at regeringen gik af. For kommunisternes borgerrettigheder – og dermed det danske demokrati – betød mindre end stabiliteten og samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

Den slags “sagen over mennesket” sker stadigvæk – og kaldes i dag for nødvendighedens politik. Men det dur ikke i et demokrati, ikke sådan et rigtigt demokrati, for som Asser Amdisen siger det på side 139, så er Grundloven en grundlov og ikke et indkøbskatalog, som man kan shoppe i efter forgodtbefindende.

Formålet med en grundlov er at sikre borgerne og samfundet. Og at være et demokrati kræver noget af et lands indbyggere, dem som Grundtvig troede på kunne blive borgere i betydningen aktive, engagerede borgere i det danske demokrati.

I Danmark har man så valgt at samle sig i politiske partier, men det er ifølge Asser Amdisen måske ikke den bedste idé, og slet ikke i vor tid, hvor han ikke mener, at der længere slås om i hvilken retning samfundet skal udvikle sig, som det ellers var kutyme op gennem 1900-tallet – og måske især allermest i de årtier, hvor velfærdssamfundet blev grundlagt, og hvor senere kriserne ramte – og indtil Muren faldt i 1989.

Og hvem var det egentlig, der besejrede kommunismen? Resultatet blev i hvert fald det samme – en neoliberal ideologi omkring, at mennesket er et rationelt individ, der altid vil forsøge at optimere sin egeninteresse, som man kan læse det på side 163.

Det er så en ideologi, der næsten er blevet til en videnskab, og politik er derfor ikke længere et slagsmål mellem holdninger, men et spørgsmål om, hvem der er bedst til at administrere.

Det giver også nogle politikere, som kan sammenlignes mere med viceværter, der tuller rundt og skruer lidt på møtrikkerne, end med de arkitekter med visioner, som vi har brug for.

Demokratiske valg kommer derfor også til at handle om blåt hold versus rødt hold, om hvordan kandidaterne går klædt, hvad de siger og måden de siger det på – samt om deres moral. Altså om deres personlighed fremfor om deres holdninger. Og det kunne man godt grine af, hvis ikke det var fordi, at samfundsudviklingen er ved at gå amok – uden at det ryster særligt mange.

For den stigende overvågning og den begrænsning, som der sker af ytringsfriheden, var med Asser Amdisens ord blevet mødt med bemærkninger om politistat og menneskerettigheder, hvis noget lignende var sket i det tidligere Østeuropa. Men nu foregår det her hos os, og det er vores egne politikere, og så er vi blinde for de små bitte skridt, som naturligvis ikke fjerner demokratiet fra samfundet hver især, men som tilsammen er ved at gøre det, som man kan læse om det på side 170.

Bogen slutter med et kig ud i verden og en morale, og det er ikke et opmuntrende billede, som Asser Amdisen ser. Despoter rejser sig alle steder, nogle steder i nationalistisk, andre steder i religiøs klædedragt, mens det frie demokrati, som mange troede ville komme i 1989, er stadig mere truet – ligesom det enkelte menneske og dets rettigheder er det.

For Asser Amdisen er det enkelte menneske nemlig værdifuldt og udgangspunktet for ethvert demokrati, og borgerrettighederne er det fundament, som ethvert demokrati skal hviler på – og de kan ikke tages alvorligt nok.

Slet ikke i et samfund som vores, hvor vores demokrati trænger til en omgang reel nytænkning. Asser Amdisen opfordrer nemlig til at, vi som samfund begynder at tænke i alternativer til det repræsentative demokrati organiseret i partier.

Det finder Danmarksbloggen er en glimrende idé, især fordi det kun er fem procent af befolkningen, som er medlem af et politisk parti, og selv der er det ikke alle medlemmer, som nødvendigvis er med til at vælge hvem, der skal opstilles. Kandidater skal ofte godkendes af partitoppen – dvs. magten rekrutterer selv sine efterfølgere, hvilket i vor tid sjældent er de klogeste hoveder, men snarere de mest robuste med de hurtige one-liners.

Danmarksbloggen giver ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater” seks ud af seks grundlove – selvom vi strengt taget kun behøver én.

Asser Amdisens bog kan med fordel læses af alle med interesse for samfund – og for demokrati. For nok er den subjektiv, hvad han heller ikke lægger skjul på, men den giver også store mængder af viden. Og netop indsigt er en fordel for det levende demokrati, der – hvis det skal blive en velsignelse for alle – kræver borgere, som engagerer sig i samfundet, ikke kun ud fra egne interesser, men for at tjene hele samfundet.

Og ja, det lyder idealistisk i en neoliberal og populistisk tid som vores. Men som Danmarksbloggen ser det, er kloge menneskers engagement i samfundet vores eneste mulighed, hvis vi skal undgå en ny, feudal verdens – og samfundsorden, også i Danmark. For det vil være en orden eller rettere uorden, hvor en lille og megarig overklasse stikker totalt af, mens nutidens store middelklasse synker længere og længere ned mod det armod, som underklassen – også i rige, vestlige lande – allerede lever i.

Asser Amdisen, ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, Haase Forlag. Udkommer i dag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Obama i Danmark – blot lidt stjernestøv og drømmedrys

Barack Obama er i Danmark, men hvad betyder det for landet? Ingenting, absolut ingenting.

Manden, som engang var USA´s præsident, er tordnende populær i Danmark, som han er det i mange andre vestlige lande. Og vi er også mange, der savner at se en mand af hans kaliber i Det Hvide Hus. Ingen tvivl om det.

Men desværre har det ingen – som i absolut ingen – betydning, at Obama gæster SDU i Kolding som taler ved et lukket arrangement i dag.

Det er blot en mulighed for cirka 700 mennesker til – live – at høre og se den mand, som engang var Verdens mægtigste, og som angiveligt ved arrangementet har talt rosende om dansk design, velfærd og forsvar.

Men det er jo almindeligheder, og den ene time, som Obama taler, giver blot lidt stjernestøv og en smule drømmedrys, og det skaber man ikke et bedre samfund af. Det gør man derimod ved hårdt arbejde og mange kampe, der skal næres af en indre ild og en stærk overbevisning.

Så hvor sympatisk Obama end er, så ville en snak med Koldings hjemløse eller en tur ud i byens skoler og på byens arbejdspladser og jobcentre nok give alle de samfundsinteresserede noget mere næring til deres fortsatte mission.

For slet ikke at tale om de 750.000 kroner, som Kolding kommune har betalt i såkaldt markedsføringsbidrag. Hvad det præcist koster at have Obama på besøg vides ikke – kontrakten er hemmelig, og hvis dens indhold blev kendt, så ville besøget blive aflyst, har Obamas stab meddelt.

Så ja, Obama can … tjene penge, for indholdsmæssigt sagde han åbenbart ikke andet end hvad danske turistorganisationer og politikere selv siger om vores lille land, og som enhver kan google sig frem til på max en halv time.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DR-besparelser – demokratiet under angreb

I Politiken i weekenden skrev direktør ved Raoul Wallenberg-instituttet Morten Kjærum en skræmmende og vedkommende kronik med titlen: ”Her er de fire skridt til demokratiets stille død”.

Kronikken handler om Orbáns Ungarn, men også om Trump´s USA og om europæiske lande, hvor demokratiet og dets institutioner langsomt, men sikkert udhules og svækkes – deriblandt også Danmark.

Eller som Kjærum skriver i Politiken: Forandringerne kommer skridt for skridt på en umærkelig måde, der gør det vanskeligt at sige fra og især at gøre det i tide. Citat slut.

Men hvad er det så for komponenter, der er i spil?

Kjærum skriver i kronikken i Politiken: De fire vigtigste komponenter i Orbáns drejebog er kampen mod menneskerettigheder, underminering af domstolene og andre uafhængige institutioner, svækkelse af den frie presse og af civilsamfundet. Citat slut.

Dagens nedslagtning af DR bekræfter denne udvikling i Danmark. For er der noget, som vi har brug for i en tid med fake news og meget stærke private mediespillere, så er det en public service-kanal, som serverer kvalitets-tv – vel at mærke uden skjulte økonomiske eller politiske interesser.

Programmer som fx Dagen på DR2, der nu nedlægges. Det samme gør Sundhedsmagasinet og Langt fra Borgen for bare at nævne nogle få kvalitetsprogrammer, der løfter vidensniveauet i Danmark, men som nu skal skrottes.

Men det ønsker dele af det politiske landskab i Danmark ikke. En mindre oplyst befolkning er også lettere at køre rundt med end en vidende og kritisk befolkning, men både demokratiet, velfærden og bundlinien taber på, at partier som LA, DF og Venstre vil gøre danskerne generelt dummere.

Gad vide om de partier forstår, hvad de har gang i? Man håber nej, for ellers er denne fordummelses- og antidemokratiserings-proces en del af et beskidt spil om at beholde magten i Danmark, som kan ødelægge hele samfundet.

Eller som Kjærum skriver det i kronikken i Politiken: En beskæring på 20 procent er et angreb, ikke en normal besparelse. Og det bliver besluttet i en tid, hvor der tales om fake news og russiske trolls, der vil forsøge at påvirke nyhedsstrømmen i Danmark i forhold til det næste valg og dermed vores demokratiske processer. Netop nu og de kommende år er der brug for, at der er troværdige medieinstitutioner, der har muskler til at tage kampen med en af de største trusler mod vores demokratiske liv. Citat slut.

De muskler har DR ikke længere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk