Efter udslettelsen – hvad så?

Begge valg er blevet klimavalg. Skal vi gøre det ene eller andet? Det diskuterer politikerne. Men det kan faktisk være lige meget. For hvis ikke vi laver radikalt om på vores livsstil, så er det hele snart slut.

Så ender det for vores race med dén udslettelse, som vi frygter mere end noget andet, men som er det mest realistiske scenarium, når man medregner vores psykologi og adfærd i ligningen.

Men hvordan vil Jorden se ud efter udslettelsen – altså udslettelsen af vores art? Det kan vi af gode grunde ikke vide.

Men sandsynligvis vil der i tiden lige efter den store massedød være store mængder plastic, store ørkenområder, forfaldne bygninger og asfalt, der er brækket op – og kun få dyr tilbage – samt måske nogle få overlevende mennesker hist og pist.

Så vil der gå nogle år – sådan et par millioner år eller så. Ikke noget at regne med i geologisk tid. Bare et sekund i den kosmiske tidsregning.

Og så vil Jorden igen være et dejligt sted. For så har vulkanerne haft så mange udbrud, at der er kommet nyt næringsrigt materiale på overfladen, som planter kan vokse i. Planter, som dyr kan spise. Plasticen, asfalten og alt det grimme, som vi har lavet, vil også være væk. Strålingen fra vores radioaktive affald er også stort set forsvundet. Vandet er blevet rent igen. Og der vil igen være former for liv.

Hvad for nogle dyr og hvad for nogle planter det så bliver vides ikke. Temperatur-, vand- og vindforhold kan man også kun gisne om. Men at Jordkloden igen bliver en grøn og blå perle i universet, det taler alt for.

Man kan så blot ønske, at det næste gang bliver uden os …

For ellers så starter vi bare forfra med at udslette os selv. For vi er racen med evnen til at rejse til Mars, gå på Månen og samtidig ødelægge alt for os selv på Jorden. Os – den formentlig den dummeste race, som evolutionen nogensinde har fremavlet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimaet kræver en nedgang på 75% i levestandard

Valgets modeord er klima. Vi snakker om det hele tiden, og især de unge siger, at de vil stemme efter det.

Klimaet, som i disse år ændres i rivende hast – i den gale retning, og alt sammen pga. os mennesker og vores tøjlesløse forbrug af jordens ressourcer. Men nu skal der sadles om, hvis vi vil fortsætte med at eksistere som art her på planeten.

Det er vi klar over – og det samme er politikerne klar over, så alle lover GODE KLIMALØSNINGER. Nogle taler om at spise mindre kød, afgift på flyrejser, genanvendelse af plastic og så videre.

Men INGEN som i INGEN tør for alvor tage tyren ved hornene og sige det, som skal siges:

Nemlig at vi er nødt til at gå markant ned i levestandard, hvis det skal batte noget. For skulle alle på kloden leve, som vi gør det i Danmark i dag, så ville det kræve FIRE jordkloder. 4 jordkloder – men vi har kun én.

Vi i Danmark skal altså gå 75% ned i levestandard sådan cirka, hvis vi virkelig vil det her. Men det er en utopi, som kun er for de få danske familier, der allerede for længst er flygtet op i de svenske skove.

Så hvad vi nu skal gøre, er et rigtig betændt spørgsmål: Skal vi acceptere, at det lakker mod enden og slutte af med en mægtig forbrugsfest? Eller vil vi i stedet finde på dårlige undskyldninger for, hvorfor vi godt kan fortsætte med vores livsstil – samtidig med at mennesker dør af sult og forurening i de fattige dele af verden?

Ser man på vores adfærd hidtil, så bliver det nok det sidste i kombination med lidt lappeløsninger kaldet ulandshjælp.

For klimaet selv kræver en nedgang hos os på 75% i levestandard, hvis vi vil redde det her. Men det kommer ikke til at ske. Det er vi alt for egoistiske og magelige til – også de unge, som ligesom alle andre generationer vil have deres mobiler, fester, tøj osv. Så ja, det ender med forbrugsfesten …

Men at sige det åbent i en valgkamp er der ikke stemmer i – så det tier politikerne med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historisk sus over Grundlovsdags-valg

På selve demokratiets store festdag, Grundlovsdag d. 5. juni, skal Danmark til folketingsvalg.

For fire år siden var der også valg – men ikke på Grundlovsdag.

Dén Grundlovsdag i 2015 fejrede vi nemlig 100-året for kvindernes stemmeret.

Undertegnede var med i det festlige kvinde-optog, der i strålende solskin gik fra Grønningen, gennem Store Kongensgade, over Kongens Nytorv, forbi Holmens Kirke og ind i Rigsdagsgården, hvor folketingets formand, landets første kvindelige statsminister og en fuldtallig kongefamilie tog imod alle os hvidklædte kvinder i optoget.

For vi var nemlig alle i hvidt – ja, der var endda én gruppe, som havde brugt måneder på at sy historiske dragter, så de så ud som det kvindeoptog, der gik til Amalienborg dengang i 1915.

De var meget flotte, og der var i det hele taget et historiens vingesus over dén Grundlovsdag, som for undertegnede blev bestyrket af, at vi gik tre generationer i optoget; Min mor, min datter og jeg selv.

Der er også et historisk sus over det kommende valg, men ikke et som kalder på jubel, balloner og flag, snarere tværtimod.

Dels på grund af at der for første gang siden 2. verdenskrig er fascistiske partier på stemmesedlen, og dels fordi Løkkes politik har betydet, at uligheden er steget, miljøet lider, der mangler en plan for en grøn omstilling af samfundet – og selvfølgelig skal der bruges flere penge på forskning, uddannelse, sygehuse og de svage i samfundet.

Det ser altså sort ud … men nu kan der ske noget nyt … hvis vi vil det.

Så sæt kryds og kast dig ud i valgkampen. Den kæmpes ikke kun i tv, til vælgermøder og på de sociale medier, men også ved virksomhedernes frokostborde, i sportsklubben og alle andre steder, hvor mennesker mødes …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lys i vinduet – en nødvendig manifestation

I aften, d. 4. maj, er det 74 år siden, at Danmark blev befriet. Det markeres som sædvanlig med lys i vinduerne.

Men i år er der en ekstra grund til at tænde lys: Nemlig at de mørke kræfter, som skabte 2. verdenskrig, er på spil igen, og er ved at vokse sig stærke igen. Så stærke at de for første gang siden dengang er opstillet til Folketinget.

For det kan godt være, at Stram Kurs i deres ideologi kun dækker det halve nazi-kort – se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10546

Men det halve er stadigvæk alt for meget. Og hvis partiet fik magt, så kunne det hurtigt i praksis blive det hele. Stram Kurs´s ideologi har alt, hvad der skal til for at skabe et totalitært system.

Så dét parti skal stoppes. På den lange bane ved at vi stopper den stigende ulighed, og i stedet gør samfundet mere lige igen.

Men på den korte og symbolske bane kan vi tænde lys i aften og sætte det i vinduet til minde om dengang i 1940´erne, hvor mennesket gik amok i nationalisme og syndebuk-mentalitet og glemte sin menneskelighed, så millioner af mennesker døde.

For det må ALDRIG gentage sig. Vi skal – som enhver generation skal det – kæmpe for friheden.

Så: Tænd lys – i år er det også en demonstration, en nødvendig manifestation af troen på livet vort, på menneskets værd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det halve nazikort skal trækkes

Stram Kurs sammenlignes med nazister. Men er de nazister – eller fascister? For nazisme er som bekendt en afart af fascisme. Vi må lige have definitionerne på plads her, inden vi trækker nazi-kortet.

Fascisme handler om at opbygge en stærk stat, hvor individets og klassernes interesser er underordnet statens. Nationen opfattes som én samlet organisme, der konkurrerer med andre nationer – både fredeligt og i krig. I sådan en fælles organisme handler det selvsagt om lydighed, disciplin og troskab mod staten – og de værdier, som staten og lederen står for. For en stærk leder er nødvendig, og der stilles ikke spørgsmålstegn ved lederens beslutning.

Nazisme ligner så på mange måder fascisme, men har også en teori om over- og underracer. Som bekendt var det jøderne, som Hitler og de andre nazister i Tyskland gjorde til syndebukke og ansvarlige for alt dårligt.

Hvordan står Stram Kurs?

Ja, partiet har i deres politik to søjler. I øvrigt pudsigt at netop det parti taler om to søjler, når man tænker på partiets forhold til Islam, som jo er baseret på fem søjler. Nå, men:

Den ene søjle handler om individets frihed og rettigheder. Her skal statens størrelse og indgriben over for borgerens udfoldelse af sin individuelle frihed begrænses mest muligt. Denne søjle kaldes for den libertære søjle, og ER IKKE forenelig med klassisk fascisme og nazisme, som netop sætter kollektivet over individet.

Den anden søjle handler om det, som partiet kalder den etnonationalistiske sammenhængskraft. Den sammenhængskraft forudsætter, at hovedparten af befolkningen har de samme etniske, kulturelle, religiøse, sproglige og normative værdier. Denne søjle kaldes den identitære søjle, og ER forenelig med fascismen og nazismens ideer om en fælles organisme bestående af mennesker med samme etniske, kulturelle, religiøse og sproglige baggrund, hvis et land skal være en stærk, samlet nation.

Se mere her: https://stramkurs.dk/vores-politik/politisk-grundlag/

Danmarksbloggen kan altså konkludere, at der skal trækkes et halvt nazi-kort, når det kommer til Stram Kurs.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Arbejdskampen, der forsvandt

Vi hører ikke meget om den, arbejdskampen.

Men det er dén kamp, der drejer sig om at skabe gode arbejdspladser til dem, der har et job.

Den er også dén kamp, der handler om at skabe arbejde til dem, som mangler et job.

Men ja, vi hører så lidt om den, at man kan blive fristet til at spørge sig selv, om dén kamp overhovedet stadig findes?!

Det gør den så. Fagbevægelsen kæmper den kamp – i hvert fald for deres egne medlemmer, og det bliver så fejret i dag d. 1. maj.

Men hvad med de andre? Dem, som er udenfor arbejdsmarkedet? Dem på kontanthjælp? Eller vor tids daglejere – freelancerne? Og såmænd også mange små enkeltmandsvirksomheder, som elsker det, de laver, men som ikke hvert år kan tage en ordentlig løn hjem?

Der er tale om ret mange mennesker, og der bliver flere og flere af dem.

Hvem kæmper for dem? Det er der faktisk ikke rigtig nogen, der gør. Jo, de gør selv hver især. Men som bekendt er man let at knække, når man står alene. ”Ene, men stærk” gælder ikke i arbejdskampen.

Så måske – bare måske – skulle 1. maj ikke handle om den fagbevægelse, der for længst har sejret ad helvede til – men om alle dem, som på forskellige måder lever ude på samfundets kant.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi redder ikke klimaet pga. en pige med fletninger

Sveriges moderne Pippi Langstrømpe hedder Greta Thunberg, og har ligesom hendes fiktive sjælesøster fletninger og et stort gåpåmod, men så hører ligheden også op.

For Pippi Langstrømpe opfører sig trods alt som et barn, der bruger det meste af tiden på at ride på sin hest og lege med Tommy og Annika – og så gør hun også indimellem godt i den lille by, hvor hun bor.

Men Greta Thunberg rejser som en anden voksen politiker Europa tyndt – med tog naturligvis – og siger stort set ikke andet end det, som alle ved i forvejen. Nemlig at vi er helt ude og skide, når det handler om at redde klimaet, og at hvis ikke vi gør noget, så går det galt. Rigtig galt.

Det er ikke atomvidenskab. Vi har vidst det i årevis. Så hvorfor er denne svenske pige med fletningerne blevet så stort et klima-idol? Hun har ingen geniale løsninger, hverken teknisk eller politisk.

Danmarksbloggen tror, at det skyldes, at Greta Thunberg repræsenter en umiddelbar og barnlig tilgang til tingene, og derfor taler direkte ind i vores tid, som på mange måder er en barnlig, nærmest umoden tid, hvor ingen vil tage ansvar, ingen vil være voksne og alvorlige.

Livet skal jo være sjovt og spændende, ikke sandt?

Så vi hylder ungdommen generelt og en skolepige med fletninger specifikt (og ingen tænker på, om det er særligt sundt for en 16-årig at leve det liv, som Greta Thunberg gør).

Og som alle umodne teenagere gider vi voksne heller ikke lytte til erfaringen og visdommen, der adviserer helt konkrete tiltag for, hvordan vi skal leve, hvis det skal batte noget. Den slags substantiel tale er nemlig for kedelig, for dyr eller for besværlig.

Ja, det kræver måske endda, at vi laver vores vaner og vores liv om. Så det gider vi ikke. Det er for meget. Så hellere falde i svime over Greta Thunberg med fletningerne og de overskuelige budskaber, som ingen kan være uenige i.

Men det er ynkeligt og patetisk. Og vi har ikke en chance for at redde noget som helst, så længe vi fokuserer på en pige med fletninger i stedet for at lytte til de – måske endda gråhårede og rynkede mænd og kvinder – som rent faktisk ved noget om klimaet, og som kan gøre os klogere på, hvad vi kan gøre og hvordan.

Vores hang og trang til ungdom og det infantile kommer til at koste vores art livet. Det er trist – for os. For Jorden skal nok skal klare sig – i det lange løb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rasmus Paludan – på vej i Folketinget

Danmarksbloggen havde ellers valgt at forbigå Rasmus Paludan i tavshed. Dybeste tavshed.

For nok har Paludan ytringsfrihed ligesom alle andre i dette land. Og det skal vi holde helt fast på, også selvom det koster en bondegård. For problemet omkring Paludan handler ikke kun om det, han siger – men også dem som imødegår hans ytringer med sten og ild. Det er nemlig aldrig nogensinde i orden at kaste med sten eller tænde bål i gaderne, heller ikke selvom ens følelser og religion bliver krænket og forhånet.

I et demokratisk samfund bør vi altid kun bruge pennen og aldrig sværdet mod hinanden.

Men når det er sagt, så får Paludan så rigelig taletid i samtlige medier til at komme med alle hans udgydelser, der er en blanding af fordomme, had og anklager. Så Danmarksbloggen ville som sagt ignorere manden.

For nok har han ytringsfrihed, men vi andre har ikke ytringspligt til at skrive eller tale om ham.

MEN nu hvor Paludans parti “Stram Kurs” står på nippet til at blive opstillingsparat til Folketinget, er det en anden sag. For nok er Dansk Folkeparti langt ude på højrefløjen – og endnu længere ude står Pernille Vermund og Nye Borgerlige, som ifølge meningsmålingerne brager ind. Men endnu længere ude igen – helt ude hvor det tilter for alvor – står Stram Kurs og Rasmus Paludan.

Og det er Danmarksbloggens vurdering, at Paludan og Stram Kurs kan komme i Folketinget, hvis de når at samle underskrifterne, inden Løkke kan tage sig sammen og trykke på valgknappen. Dermed er Rasmus Paludan ikke bare en mand, der render rundt og brænder koraner og kommer med horrible udsagn. Nu er han også – helt reelt – en farlig mand, som trækker mange utilfredse danskere til sig.

Danskere, som ikke synes, at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil nok. Danskere, der er bange for fremtiden for dem selv og for deres børns muligheder i et samfund, hvor uligheden stiger.

Angsten er berettiget, men måske skytset skal peges i en anden retning end den, som Rasmus Paludan råber op om?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Én dansk nationaldag gør ingen samlet nation

Nu går snakken igen om, hvorvidt vi skal have en dansk nationaldag. Sådan en dag, hvor vi fejrer det fælles danske, hvad det så end er.

Danmarksbloggens vurdering er, at en etablering af en sådan dag er nemmere i vores tid, end det har været nogensinde. For mange danskerne vil i denne fragmenterede tidsalder føle en tryghed i, at Danmark får sin egen dag. Også selvom mange andre mener, at det har vi allerede – nemlig Grundlovsdag.

Men Grundlovsdag d. 5. juni er den dag, hvor vi fejrer demokratiet. Så nej, vi har ikke en nationaldag i klassisk forstand. Ja, faktisk er Danmark sammen med Storbritannien de eneste vestlige lande, som ikke har en egentlig nationaldag.

Det forklares typisk med:

  • Danmark har ikke været underlagt andre stater i en længere periode, som fx Norge var det i 500 år (400 år under danskerne og 100 år under svenskerne) – og som Grækenland i næsten 500 år var en del af Det Osmanniske Rige.
  • Vi er heller ikke overgået fra at være en mængde småstater til at være én samlet republik som fx Italien eller Tyskland.
  • Der har heller ikke været store revolutioner som i fx Frankrig.
  • Især efter 1864 og indtil for nylig har vi været en lille og meget homogen befolkning modsat mange andre lande som fx Belgien, hvor det er flamlændere versus vallonere. Eller hvad med situationen i Spanien? Store regionale konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper, hvoraf mange ønsker selvstændighed.
  • Udviklingen i Danmark har på mange måder været fredelig gennem hele historien både politisk, økonomisk og socialt. Pånær Grevens Fejde i 1500-tallet har vi ikke haft noget, der mindede om borgerkrig.
  • Vi er protestanter. Der er altså ingen helgener, som vi kan gøre til nationalhelgen, så vi dermed kan få en nationaldag via en helgen som fx Irlands Sct. Patricks Day.

Men nuvel, lad os da så få dén nationaldag – og ja, vi kan da godt lægge den på Valdemarsdag d. 15. juni, altså den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Nye traditioner bliver som bekendt altid plantet ovenpå gamle.

MEN det vigtigste i al det her følelsesmæssige symbol-hejs, som en dansk nationaldag vil være, er at huske på, at én nationaldag ikke gør én samlet nation. Det gør kun åbenhed, interesse og tolerance fra alle sider – 365 dage om året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Penge stadig vigtigere end fisk

Landets største sushikæde Letz Sushi holder lukket i dag for at gøre opmærksom på, at vi risikerer, at der ikke vil være nogen fisk tilbage i verdenshavene i 2048, hvis ikke vi gør noget NU. I kædens 19 restauranter vil man derfor fremover også kun kunne få fisk fra de danske farvande. Bæredygtigt og CO2-venligt.

Fantastisk initiativ, tænkte Danmarksbloggen derfor også, indtil altså det gik op for undertegnede, at det først er om SEKS år – i 2025, at alle udenlandske fiskearter er fjernet fra menukortet til fordel for danske fisk som sild, makrel og andre af vores mange gode fiskearter.

For som kædens direktør Anders Barsøe sagde det til Ekstrabladet: ”Der er ikke ret mange danskere, der på nuværende tidspunkt er parat til at konvertere deres tun til makrel, så hvis vi skiftede med det samme, ville vi fjerne vores eksistensgrundlag. Vi er nødt til at gøre det her gradvist. Derfor åbner vi også i en ny udgave i morgen, hvor vi har flere danske fisk på kortet.” Citat slut.

Hm, så går glansen alligevel ret meget af de glinsende fiskeskind …

For hvis man virkelig mente det med at redde fiskene og miljøet, så brugte man ikke seks år, men måske mere i omegnen af seks måneder til omstillingen.

Så konklusionen er, at penge stadig er vigtigere end fisk og miljø – også hos landets største sushi-kæde. Desværre.

For nej, man kan ikke spise penge, men man kan godt spise fisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk