Kategoriarkiv: Politik

365 dage i Helvede

Udgivet den af
Svar

Undertegnede har deltaget i mange demonstrationer og markeringer. Men kun dem til fordel for Ukraine kan måle sig i vigtighed med den markering, som finder sted senere i dag.

For det er i dag d. 7. oktober.

Årsdagen for Hamas grusomme massakre, hvor mere end 1.200 jøder blev slået ihjel, og 252 taget som gidsel – hvoraf 101 stadig er i Hamas´ fangenskab.

D. 7. oktober 2023 var nemlig dagen for terrorhandlingen begået af terrororganisationen Hamas, der er pot og pande med Hizbollah, som er den forlængede arm for det fundamentalistiske præstestyre i Iran.

Der er altså tale om mennesker, som i holdning har mere tilfælles med Taleban og Islamisk Stat, end de har med nogen andre. Der er tale om dem, som startede dén storkrig, der nu truer i Mellemøsten.

Det er mig derfor en gåde, hvorfor mange i Vesten forsvarer, ja holder med disse forbrydere. Jeg ved godt, at der er mange uskyldige i Gaza, som også lider. Men jeg ved også, at mange i Gaza (og Vesten) bakker op om den fundamentalistiske islam og dens repræsentanter. Det så vi i lørdags.

Men det er ikke hverken jøderne eller Israel, som er et problem.

Det er den fundamentalistiske islam, som med sit kvindehad, sin foragt for LGBTQIA, sin negligering af menneskerettigheder og mere af samme skuffe, som er fjenden, der skal bekæmpes, hvis vi vil beholde vores frie demokratier- og hvis vi mener noget med det løfte, som vi gav jøderne i 1945.

Så bak op om Israel, som kæmper en heroisk kamp mod fjender hele vejen rundt – og bak især op om de 101 og deres familier, som nu i et år har været fanger hos Hamas.

Bak op om de danske jøder, som i dét år har mødt så alt for meget had, forfølgelse og foragt fra både muslimer og ikke-muslimer. Dét er forkasteligt. Alle i Danmark skal kunne leve i fred og sikkerhed.

Så lad os vise vores støtte til de danske jøder – og til det jødiske folk.

Det foregår kl. 16.29 i dag inde på Israels Plads.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sammen om Børsen

Udgivet den af
Svar

Det skulle have været en kæmpe-fest med en nyrestaureret Børs-bygning, der skulle stråle i september-solen her på 400-året for Børsens opførelse.

Men det satte flammerne d. 16. april i år en stopper for. Halvdelen af Børsen – blandt andet den store festsal – nedbrændte. Ilden åd også spiret med de fire vanddrager, der ifølge legenden ellers passede på Børsen.

Så i stedet for at se Børsen blive pakket ud, var vi vidne til at Børsen blev til en ruin, der i dagene efter branden blev til en endnu større ruin, da dele af murene og også gavlen ud mod Christiansborg faldt sammen.

Men Børsen skal genopføres. No matter what.

Så i går lagde kong Frederik den første sten, den såkaldte kongesten. Så kunne kongen også endelig være dér.

For dengang Børsen brændte – på Dronning Margrethes fødselsdag – kom kongen ikke forbi, men nøjedes med en besked på Instagram, selvom han var på Amalienborg. Dét er dårlig stil.

Det er til gengæld god stil, at Dansk Erhverv kvit og frit inviterer alle danskere på besøg på Børsen i dag. Du kan se, hvordan håndværkere og lærlinge arbejder med Børsens restaurering. Du kan også se en udstilling om Børsens historie fra opførelsen i 1624 til branden 16. april 2024.

Se mere her: https://www.danskerhverv.dk/sammen-om-borsen/kom-tat-pa-borsen-vi-fejrer-400-ars-fodselsdag-og-markerer-begyndelsen-pa-genopforelsen-af-borsen/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

#SaveHamletScenen

Udgivet den af
Svar

Vi lever på mange måder i en fordummelsens tidsalder.  En tidsalder, hvor kulturarv og dannelse forsvinder i de sociale mediers 24-7-kværnende malstrøm – og i begæret efter flere penge til skattelettelser.

Dén tragedie har så nået et nyt lavpunkt i Helsingør, hvor kommunen overvejer at fjerne tilskuddet til HamletScenen fra næste år. Det betyder en de-facto-lukning af det vigtige teater, hvilket vil være et tab af dimensioner for både kulturen, dannelsen – og også Helsingør.

For lukker HamletScenen, så vil der ikke blive spillet ”Hamlet” på Kronborg til næste sommer. Det er i så fald første gang i 208 år. Og det er en decideret skandale. For Hamlet ikke kun foregår på Kronborg, men Shakespeare skrev ”Hamlet” i 1601 på baggrund af de fortællinger, som de fra Kronborg og Frederik d. 2´s hof hjemvendte tre engelske skuespillere bragte med til England.

Der er altså med andre ord en direkte rød tråd fra Shakespeare dengang til Kronborg i dag. En tråd som borgmester Benedikte Kiær og de andre i byrådet uden tøven er klar til at klippe over. Dét er en skandale – og også en dårlig forretning.

”Hamlet” er nemlig ikke kun et af Shakespeares mest berømte skuespil. Måske det mest berømte. To be or not to be. ”Hamlet” er – sammen med Kronborg og Holger Danske – også nøglen til Helsingørs status som en kultur- og handels-by, både danskere og turister gerne besøger igen og igen.

Something is rotten in the state of Denmark, siger bipersonen Marcellus. Det kan man med fordel ændres til Something is rotten in Helsingør.

Læs mere om Hamletscenen her:  https://hamletscenen.dk/

– og spred ordet via #SaveHamletScenen

Læs evt. også Danmarksbloggens anmeldelse af dette års ”Hamlet”, som meget apropos forbindelsen til England blev opført af ingen ringere end Lord Chamberleins Men, som er en engelsk teatertrup, der spiller Shakespeare, som det blev gjort på bardens egen tid: http://danmarksbloggen.dk/?p=12872

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Harris rimer på håb

Udgivet den af
Svar

Sommeren går på hæld.

Efteråret – og præsidentvalget i USA – nærmer sig. Dét bliver en skæbnestund for verden, og inden sommerferien så det hele ret sort ud. Alt tydede nemlig på, at Trump ville vinde.

MEN så traf Biden det rette valg. Han trak sig som kandidat – og reddede måske dermed demokratiet i USA – samt Europas chancer for at forblive frit efter den verdenskrig, som måske kommer. Ja, som faktisk er i gang – by proxy i Ukraine – og nu også inde i selve Rusland.

Alt håb ligger derfor nu hos vicepræsident Harris, og hendes muligheder for at blive USA´s præsident. Og de er gode, de muligheder. Harris fremstår som en klog og reflekteret kvinde, der gerne træder i karakter.

Harris indgyder håb og tiltro – og er på alle måder modsætningen til den gamle, hvide mand Trump, som nu også omtales som værende weird – altså mærkelig. Dét er en pæn måde at tale om en mand med storhedsvanvid og diktator-drømme.

Det kommende valg er derfor også et valg mellem på den ene side det gamle, hvide og heteroseksuelle patriarkat og på den anden side den nye, mangfoldige virkelighed, hvor der er plads til alle farver, alle køn og alle seksualiteter.

En verden, hvor vi alle er ligeværdige og jævnbyrdige mennesker. Dét er da noget at drømme om – og håbe på her lidt over to måneder før den største skæbnestund siden måske Murens Fald i 1989, ja måske endda siden 2. Verdenskrig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Brug for regnbuerne

Udgivet den af
Svar

Så er det den tid på året igen: Copenhagen Pride forgår lige nu i denne uge.

Regnbue-året har ikke været uden skrammer.

Tværtom løb Copenhagen Pride ind i noget af et stormvejr, da organisationen begyndte at blande konflikten i Mellemøsten ind i Priden og arbejdet for fuld accept af alle – uanset køn og seksualitet.

Dét var rigtig ærgerligt, syntes Danmarksbloggen.

For kampen for fuld accept af os alle er simpelthen så vigtig, at den 1) sagtens kan stå alene og 2) ikke må blandes sammen med andre kampe – måske med undtagelse af kvindekampen.

For kvinder – uanset seksualitet – oplever det samme, som minoriteter indenfor køn og seksualitet gør det: Nemlig at blive bedømt og shamet – blot fordi vi er dem, som vi er. Og af hvem? Af mænd. Som regel heteroseksuelle mænd, som mener, at de har en slags naturgiven ret til at vurdere andre mennesker og deres værd.

Og med heteroseksuelle mænd menes mænd af alle hudfarver. For det er åbenbart en ting, som en del heteroseksuelle mænd på tværs af hudfarver og religiøse og geografiske skel er enige om: Nemlig at de har ret til at dømme – og også sågar herske over – alle andre.

Men det har de ikke, og dét skal de mænd vide – uanset om de er rendyrkede incels eller blot ”hygge-homofobiske” og ”hygge-chauvinistiske”. Men der er intet hyggeligt eller morsomt over at være hverken homofob eller kvindeudtrykker.

Så jo, vi har stadig brug for regnbuerne. GOD PRIDE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”One Life”

Udgivet den af
Svar

Verden er fortabt uden idealisterne, uden dem som tør drømme om at gøre det umulige som den britiske sir Nicholas Winton, der reddede 669 børn fra nazisternes dødspatruljer i Tjekkiet.

Dét står helt klart, når man ser filmen ”One Life”, som har premiere i dag d. 20. juni – med en som altid nærværende og storspillende sir Anthony Hopkins som den ældre sir Nicholas Winton og en overbevisende Johnny Flynn som den unge børsmægler Nicholas Winton, der i 1938 rejste til Tjekkiet for at besøge en ven og se, hvad Den Britiske Komité for Tjekkoslovakiske Flygtninge lavede i et land, der var på randen af krig.

For Nazityskland havde indtaget en del af Tjekkoslovakiet, nemlig Sudeterland – uden at Frankrig, England og USA gjorde andet end at acceptere det i håbet om at undgå den verdenskrig, der kom.

Så det hele spidser til, samtidig med at Winton ankommer til Prag. Nazityskland fortsætter med at tromle frem i Europa – og rundt om i Prag sidder mange tusinde jødiske flygtninge fra Tyskland, Østrig og Sudeterland. Situationen er håbløs i de kolde og fugtige lejre, og det forventes, at mange – især børnene – ikke vil kunne overleve den hårde vinter, der kun lige er begyndt.

Det kan Nicholas Winton ikke se på. Så sammen med en flok venner fra komitéen og hans tyskfødte mor (spillet med en intens nerve af Helena Bonham Carter) får han – trods ingen hjælp fra myndighederne – stablet de i dag så berømte togtransporter fra Prag til London på benene. Hele 669 børn når at komme til England – og til nye liv hos engelske familier, inden Tyskland angriber Polen, og overtager resten af Tjekkiet i 1939.

En bedrift af de helt store, som sir Nicholas Winton også blev adlet for af selveste Elizabeth d. 2 – og som de fleste nok kender fra det berømte YouTube-klip, hvor alle i publikum var ”Nickys Children”, som de døbte sig selv. Dét klip er selvsagt genskabt i filmen – og er heldigvis det eneste sentimentale.

For historien om sir Nicholas Winton og hans venner er så meget mere end følelser og feel-good i behagelig distance i både tid og sted. Det er en aktiv reminder, et opråb til os alle sammen. Selv ville Winton heller ikke, at historien bare skulle stå og samle støv, som han pointerer dét flere gange i filmen.

For livet handler om at være et anstændigt menneske, som tør og vil kæmpe for andre mennesker. Så filmen er nok historisk, men allervigtigst er budskabet om engagementets nødvendighed, som kommer med en pris.

For de mange børneskæbner blev hos Nicholas Winton livet igennem som en bagage, han ikke kunne skille sig af med, men som han endelig til sidst finder fred med. Det ser vi så fint spillet, da han en livstid senere og ved filmens slutning – og ved egen pool – forenes i den smukkeste forståelse med hende, der ligesom ham selv kunne lide at svømme.

For mennesker er ens over hele verden – og til alle tider, og lige nu er ”One Life” mere relevant end nogensinde siden 2. verdenskrig. For vi lever i en tilsvarende situation med et Rusland, der i 2014 annekterede Krim uden at vi i Vesten gjorde noget. I 2022 vågnede Vesten så endeligt op, da Rusland invaderede Ukraine – og så kom der igen europæiske flygtninge gennem Europa. Især kvinder og børn, som havde måttet sige farvel til deres mænd og fædre uden at vide om de nogensinde SER hinanden igen.

Dét kunne jeg ikke lade være med at tænke på under det meste af filmen. For det sker NU. De ukrainske børn lever NU. Oplever smerten og sorgen NU. Og fra min tid som frivillig hos Røde Kors i foråret 2022, da de ukrainske flygtninge strømmede op gennem Europa, kan jeg fortælle, at børnenes vagtsomme øjne, der har set så alt for meget, har samme udtryk i dag, som de havde i 1938-39.

Det er øjne, som man aldrig glemmer – hvad enten man som Winton var en helt, der reddede 669 børn – eller man som mig var en af mange myrer, der delte mad og drikke ud til udmattede mennesker på flugt.

Så da jeg græd under filmen, var det lige så meget – eller rettere mere for de børn, som er midt i helvedet lige NU. Ja, nogle af flygtningebørnene i dag er sammen med deres mødre i modsætning til dengang, men angsten, utrygheden, uvisheden og savnet efter faderen og alt, det de kender, er der stadig, Og så er der de børn, som er helt alene i fjendeland, da Rusland har bortført mange ukrainske børn.

Dét er infamt. For der findes ingen værre forbrydelse end den, som gøres mod et barn – og der findes ingen større velgerning end den, der gøres for et barn.

Red et liv, og du redder hele verden, bliver der sagt i filmen. Sir Nicholas Winton reddede 669. Derfor skal ”One Life” have 669 lys (det svarer til 6 stjerner, hvis det skal oversættes). Et lys for hvert barn, som nok oplevede sorgen og traumet ved at blive skilt fra forældrene, men som også fik livet i gave.

Det er i øvrigt datteren Barbara Winton, der skrev bogen, som filmen er baseret på – og hun har også været en stor del af filmen og dens tilblivelse. En datter, som også hylder moderen, den danskfødte Grete (der spilles med stor følsomhed af svenske Lena Olin), og som dannede det livslange, stærke parløb med Nicholas, der også ses som en rød tråd i filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundloven 175 år

Udgivet den af
Svar

Grundloven fylder 175 år i dag.

Det flotte jubilæum er der ikke gjort megen stads af.
Selve fejringen foregår også helt lukket med en gudstjeneste i Holmens Kirke kun for de inviterede – og en tilsvarende reception på Christiansborg.

Pøblen – dvs. alle os andre – kan dog følge med på tv-skærmen. Og det bliver en fest, må man kunne forstå på Folketingets formand Søren Gade, der på Folketingets hjemmeside udtaler:

” Grundloven er fundamentet for vores demokrati og frihed. Noget vi som danskere kan være stolte af, og som binder os sammen som nation. I Folketinget har vi en kopi af Grundloven udstillet, så vi hver dag bliver mindet om dens betydning for vores arbejde. Derfor er det også helt naturligt, at vi grundlovsdag trækker i festtøjet og fejrer, at det nu er 175 år siden, at grundstenen til vores folkestyre blev lagt. Jeg er sikker på, at det bliver en festlig og højtidelig dag, som hele befolkningen får mulighed for at følge med i hjemme foran skærmen.”

Han tager så meget fejl.

Folkestyre handler om folket, om at danskerne mødes og debatterer – om at være sammen om at bestemme kursen for Danmark.

Så mere elitært og lukket end en gudstjeneste og en reception udelukkende for samfundets spidser – inkl. kongen – kan man ikke forestille sig.  

Det er det stik modsatte af et åbent og levende demokrati. Men på den anden side så passer det fint med samfundsudviklingen i de seneste årtier. Tag mørklægningsloven fx, men også andre love og regler, som reelt betyder, at demokratiet sættes ud af drift.

For nok fylder Grundloven 175 år i dag, men den er i gang med at miste sin substans – og demokratiet vil være udhulet om 25 år, når 200-året skal fejres – hvis ikke vi gør noget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvem holder danskerne i virkeligheden med?

Udgivet den af
Svar

Hvem holder danskerne i virkeligheden med?

Der går næsten ikke en dag i Danmark uden en pro-palæstinensisk demonstration med høje råb om ”from the river to the sea”, hvilket i praksis betyder udslettelsen af Israel. Folk iklædt partisaner-tørklæde og det palæstinensiske flag fylder også meget i mediebilledet. Det får de lov til – stort set uden kritiske modspørgsmål.

Men hvem holder danskerne – ja, europæerne – i virkeligheden med?

Skal man tro på resultatet ved den nys overståede sang-konkurrence Eurovision, så er det faktisk Israel.

For Israels sang – som hverken var specielt bedre eller værre end så mange andres lande – fik en andenplads, når det gjaldt seernes stemmer. Ja, i Sverige og mange andre lande i Vest-Europa var Israels sang seernes favorit.

Nu skal man selvfølgelig passe på med at sammenligne en sang-konkurrence med en politisk holdning.

MEN; Hvorfor er der ikke et medie med pengepungen i orden, som tør iværksætte en undersøgelse af, hvem danskerne reelt holder med?

  1. Gaza og de højtråbende med det palæstinensiske flag, som giver Gaza offerrollen – selvom det var de af palæstinenserne-støttede-Hamas-folk, som startede det hele, da de angreb Israel d. 7. oktober 2023 og dræbte og bortførte – eller
  2. Israel, som er omgivet af lande, der ønsker Israel slettet af verdenskortet – og som derfor er nødt til at forsvare sig – også mod terrororganisationen Hamas, der fejt gemmer sig blandt kvinder, børn og syge i Gaza

Danmarksbloggen tænker, at der er mange, som vælger Israel. 

Måske også fordi Israel har demokrati og liberale frihedsrettigheder som blandt andet kommer børn, kvinder og LGBTQIA+personer til gode.

Det er modsat Gaza, som ikke har haft et frit valg i 20 år, og hvor kvinder er underlagt mænd – og hvor det betyder døden at være homoseksuel. For sådan er det i de lande, hvor den muslimske sharialov danner grundlaget – og i Gaza er der i de sidste 20 år sket en aktiv og voldsom islamisering.

En islamisering, som det dygtigt er lykkedes Hamas at omsætte til politisk kapital i Vesten, både hos herboende muslimer og andre, der dagligt svinger med det palæstinensiske flag og råber højt – men som altså slet, slet ikke tegner flertallet åbenbart.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et ordentligt menneske?

Udgivet den af
Svar

Er man et ordentligt menneske, når man

1)      Lyver om ens ægtefælles religiøsitet og familieforhold?

2)      Får politiet til at give ens kæreste særbehandling?

3)      Snyder sig til en stor, billig og central beliggende lejlighed?

Svaret er nej.

Man er ikke et ordentligt menneske, når man ved flere lejligheder – også overfor den israelske ambassadør – hævder, at ens mand (nu eks-mand) er 1) jøde med hyppige besøg i synagogen og 2) Den Dominikanske Republiks eks-præsidents nevø. Når ens mand i virkeligheden er almindelig borger – og medlem af en kristen familie med dybe rødder i Adventist-kirken.

Man er heller ikke et ordentligt menneske, når man som landets justitsminister påvirker politiet til at få en sag, som normalt skulle give en bøde på 2000 kroner til at blive til en hadforbrydelse – alene fordi den forurettede er ens egen kæreste. Og det betyder, at den anklagede sidder 50 dage i varetægtsfængsel, inden sagen bliver droppet.

Og man er slet ikke et ordentligt menneske, når man erhverver sig en stor billig lejlighed med udsigt til Viborg Domkirke i en fredet ejendom, som ifølge den aftale, man selv var med til at indgå som borgmester, skulle være mindre alment-nyttige boliger, men som altså blev ens egen store herskabslejlighed.

Jeg taler selvfølgelig om den nu afdøde konservative leder Søren Pape Poulsen, som iflg. alle politikere og medier nærmest har været reinkarnationen af ordentlighed.

Dertil må jeg sige, at nej, det var Pape baseret på ovennævnte ikke. Men han har – ud fra den store sorg som hans død har medfødt – været godt selskab, sine venners ven. Og det er forfærdeligt, at han er død i en alder af kun 52 år.

Dén skæbne fortjener ingen, og herfra skal lyde et stort og velment HVIL I FRED til en mand, som må have været meget behagelig at omgås, som har forstået at vinde folk for sig.

Men ordentlighed er ikke blot at være sjov og munter. Ordentlighed er at rette sig efter regler og love, at sige sandheden og aldrig misbruge en evt. magt, som man har.

Så at Papes politiske kollegaer og medierne kan kalde ham ”Et ordentligt menneske” siger noget om deres manglende moralske kompas.

Noget, som man godt kan blive meget bekymret over. For hvis landets politikere og medier synes, at løgn, snyd og magtmisbrug er lig med ordentlighed: Hvor stiller det så os, den danske befolkning? Et meget dårligt sted, må svaret være.

For nok skal man ære de døde, men man skal også stadig tale sandt – hvis man vil være et ordentligt menneske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige, NATO og ”Idas Sommervise”

Udgivet den af
Svar

Der er noget symbolsk over det.

Komponisten George Riedel døde i går. Dagen før der blev givet grønt lys til Sveriges optagelse i NATO.

De fleste danskere kender måske ikke George Riedel. Men de kender hans melodier. Han var nemlig manden bag musikken til Astrid Lindgrens historier, når de skulle filmatiseres.

Mest kendt er nok nogle af melodierne til ”Emil i Lønneberg”, hvor især ”Idas Sommervise” er elsket og stadig brugt, når svenske børn går på sommerferie. Ja, den er et nationalklenodie i Sverige.

”Idas Sommervise” er også grund-svensk både i melodi og tekst. Det er arven fra Bellman og Taube, som kan høres i tonerne – men tilsat Riedels egen genialitet. Og så Astrid Lindgrens egne ord om den lille Ida, der troskyldigt er sikker på, at hun har et stort lod i, at det bliver sommer.

For sådan må det jo være, når hun har rendt rundt på marker, enge og ved søer, og sat hele foråret i gang ved at sørge for, at sneen forsvandt, fuglene kom, at der blev grønt på træer og jord, at der kom vand i bækken og så videre.

Lille Ida er, som Sverige var dét i den lange tid, hvor landet ikke ville være med i en militæralliance, men mente, at de kunne være neutrale og i stedet en humanistisk stormagt. Det er sødt – og naivt.

Men nu stopper det også. Nu bliver Sverige medlemmer af den historisk stærkeste militæralliance nogensinde. Det er godt for både os og for Sverige, selvom det også er sørgeligt, at vi ikke lever i en verden, hvor man kan glæde sig til sommeren med lille Idas ord:

Jag gör himlen vacker om kvällen
För jag gör den alldeles skär
Och smultron det gör jag åt barna
För det tycker jag dom kan få
Och andra små roliga saker
Som passar när barnen är små
Och jag gör så roliga ställen
Där barnen kan springa omkring
Då blir barna fulla med sommar
Och bena blir fulla med spring

En verden, hvor vi ikke skal frygte truslen fra Rusland og den store risiko for krig. Men hvor vi kan drømme om smukke aftenhimle, sjove legesteder til børnene og jordbær til alle med spring i benene. Dét lyder som et skønt eventyr, som kræver fred for at blive en realitet.

Men skal freden have en chance, så skal vi forberede os på krigen. Og her er Sverige i NATO en fuldstændig nødvendighed. Så: Tillykke til Sverige – og til os. Vi hører sammen her i Norden – og nu er hele Norden sammen i NATO. Vi er blevet mere trygge – og mere sikre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk