Anmeldelse: “Barn af Den Kolde Krig”

Her i 30-året for Murens fald fylder den kolde krig igen bevidstheden hos de fleste – og Gyldendal har derfor udgivet bogen ”Barn af Den Kolde Krig. Kendte danskere fra Ulla Terkelsen og Leif Davidsen til Per Stig Møller fortæller”, hvor Michael Müller interviewer 14 kendte danskere, der har været børn og unge under den kolde krig.

Og lad det være sagt med det samme. Det er spændende læsning, både for dem, som ikke selv har prøvet at leve under den kolde krig – og for dem, der som undertegnede, også var børn og unge i den kolde krigs tid. Man kan genkende meget fra sin egen hverdag, sin egen familie – eller måske fra ens venners hjem og baggrund.

For er der noget, som man som læser bider mærke under læsningen, så er det, hvor stor en betydning hjemmets opfattelse af virkeligheden fik på de dengang børn og unge mennesker, som for manges vedkommende senere i livet rejste langt mere og langt længere ud i verden end forældrene havde gjort det.

Men til trods for det beholdt de fleste af de 14 den holdning til livet og til verden, som de var vokset op med. Det træder fx stærkt frem hos Ulla Terkelsen, som er den første, som vi møder i bogen, og som hjemmefra lærte at orientere sig mod verden og være åben.

Hjemme hos Ulla brød man sig så heller ikke om amerikaniseringen og den kulturforfladigelse, som man mente, at Anders And, popmusik og cowboyfilm stod for. Her læste man bøger og aviser og hørte radio og klassisk musik.

For og imod USA – både kulturelt og politisk – var i det hele taget en hjørnesten i identitetsdannelsen i den kolde krig, og mange bekendte sig meget stærkt til enten det ene eller andet. Uffe Ellemann-Jensen, der med en vis stolthed beskriver sig selv som koldkriger, voksede således op i et USA-positivt hjem, og har selv livet igennem også været meget glad for USA.

Men han var ikke alene om det. Den unge Leif Davidsen, som boede et år i USA som 17-årig, følte, da han kom hjem til Danmark igen, og skulle gå på Nyborg Gymnasium, at Danmark var meget småt og kedeligt.

I den anden side er der fx en Frank Aaen, der var medlem af DKP og ganske aktiv, men som under et besøg i Østberlin i den kolde tids sidste periode opdagede, at der var langt færre varer på hylderne i det lokale varehus end få år før. Det samme skete i Moskva, og så forstod han, at de kommunistiske samfund var stagnerede og ved at bryde sammen.

Men uanset politisk ståsted, så var den generation, som blev født i den kolde krigs første tid, historiens måske heldigste og mest privilegerede, hvad også Eva Smith gør opmærksom på. Samfundet blev rigere år for år, man kunne rejse frit og læse, hvad man ville, ja sågar skifte studie, ikke bare en, men flere gange. Der var ingen restriktioner, men masser af muligheder.

Så ja, det er spændende at læse diverse barndoms- og ungdoms-erindringer – og de fleste interviewede er heldigvis også rigtig gode til at tække perspektiver op til nutiden.

For det er dér, hvor det bliver mest interessant. For nok er det vigtigt at kende sin (og andres) fortid for at forstå sin nutid. Men personlige erindringer er i reglen kun spændende, når de bruges i en større sammenhæng, og det gør langt de fleste af de 14 personers, og det kommer der mange interessante refleksioner og holdninger ud af.

Hyldningen af Danmark – og Norden – fylder så en del, og er måske ret romantiseret med manglende fokus på nutidens stigende ulighed.

Et andet gennemgående træk er genkomsten af nationalismen iklædt populistiske klæder i europæisk perspektiv. En cocktail, der skaber konflikter, og som kan være ganske farlig og skabe grøfter, som fx når Stine Bosse er inde på, at den splittelse, som vi ser i dag, er markant mere alvorlig end det var under den kolde krig, hvor fronterne var tydelige. Det er de ikke i dag.

Hendes løsning er at holde fast i de demokratiske institutioner, som vi byggede op efter Anden Verdenskrig – og her tænkes især på EU. Om det er rigtigt, vil tiden vise.

Det samme gælder, når talen falder på Rusland – og Kina, som Per Stig Møller peger på som Ruslands konkurrent no. 1. Han er en mand med et stort udsyn og har formentlig ret, når han siger, at Rusland på kort sigt har brug for at markere sig overfor Vesten – men at Rusland på den lange bane ønsker et normalt forhold til os. For hovedkonkurrenten er Kina, og man kan som bekendt kun kæmpe på en front ad gangen.

Bo Lidegaard taler også om Rusland, og han er heller ikke bange for, at russiske kampvogne vil vende snuden mod vest. Hans bekymring går i langt højere grad på Ruslands forsøg på at ryste tilliden til vores demokratier og institutioner.

Rusland er i det hele taget interessant. Og Leif Davidsens udmelding om, at Putin ikke har fat i de unge i Rusland, at de er utilfredse med ham, at de ikke læser aviser, og ikke interesserer sig for, hvad der skete før deres tid, gør dem direkte sammenlignelige med Vestens unge. Ok, boomer er åbenbart også nået til Rusland.

(Ok, boomer betyder ja, ja, jeg er ligeglad med, hvad du siger – og er noget, som unge siger til ældre, typisk dem, som er 60+, og som vil gøre sig kloge på de unges liv, men som de unge mener i stedet har fucked verden op, for nu at blive i de unges sprog.)

Det gælder så ikke alle i bogen, at de er optaget af Rusland som en trussel.

Peter Aalbæk Jensen taler fx om de gamle Østblok-lande og siger, at de havde og har en dyb kulturel forankring i store, stærke værdier. Men hvilke? Det måtte gerne have været uddybet i bogen.

Han er heller ikke alene om at trække den russiske kultur og historie fem. Marianne Jelved gør det også, og kalder den endda inspirerende. Men igen mangler vi at få uddybet, hvad der menes.

For det er kræs at læse og tænke over den slags udmeldinger.

Men uanset hvad så har Bo Lidegaard ret, når han konkluderer, at var der en ting, som den kolde krig lærte os, så var det, at man er nødt til at holde dialogen åben.

Det sker også med denne bog, hvor dialogen endda gives videre til de kommende generationer.

Der er også brug for det. For som Mogens Lykketoft er inde på, så foregår det internationale politiske spil i dag med en anden filosofi og efter nogle andre regler end det samarbejde, som faktisk afskaffede den kolde krig. Krigs-risikoen er efter hans mening også tilstede – ikke stor, men dog tilstede.

Danmarksbloggen giver ”Barn af Den Kolde Krig. Kendte danskere fra Ulla Terkelsen og Leif Davidsen til Per Stig Møller fortæller” fem ud af seks stjerner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reportage: Fakler i Silkeborg

Weekendens angreb på danske jøder har forfærdet os alle. I Silkeborg tog Poul Geil og et par andre initiativ til med et fakkeloptog at markere, hvad vi står for her til lands. Danmarksbloggen er stolt over at få lov til at bringe nedenstående tekst fra Poul Geil: 

Med årsdagen for Krystalnattens udåd fulgte der i år en række begivenheder, hvor det nazistiske uvæsen viste sig. I Silkeborg vågnede Ella og Henrik op til synet af en nazistisk jødestjerne på deres postkasse, og de blev både ængstelige og dybt bedrøvede. Det samme blev tusinder af andre mennesker, og mere end 300 dukkede op til den protest med fakler, som nogle af os fra vejen hurtigt havde arrangeret. Der var et mindre trafikalt kaos på vejene i området, og det følelsesmæssige kaos besvarede vi med fakler og sange og taler og med varme blikke og håndtryk.

Der var en bedrøvet, men også trodsigt håbefuld stemning, og alle var mødt op for at vise deres støtte til det dansk-israelske par. Da den sidste sang var sunget, var det Ella og Henrik, som helt spontant tog ordet. De var dybt rørte over det store fremmøde, og de konstaterede, at det her er det Danmark, som de kender og elsker.

Der er situationer, hvor det er bedst at tie, så vi ikke er med til at skabe mere opmærksomhed omkring noget, som ikke fortjener at blive hørt eller set, men der er også situationer, hvor vi må sige fra, så det er tydeligt, at vi ikke tier og samtykker. Mere end 300 mennesker var denne aften enige om at sige fra, og mange flere havde på forhånd sagt eller skrevet, at ville have været med, hvis de havde kunnet.

Vi må sige fra, og vi må også spørge os selv og hinanden om, hvordan noget så afstumpet overhovedet kan ske. Skyldes det en total mangel på historisk bevidsthed, eller skyldes det en sympati med de rædsler, som udspillede sig op til og under Anden Verdenskrig? Begge dele kan være en del af baggrunden, men måske skyldes det mest af alt noget tredje, for måske skyldes det mest af alt, at nogle mennesker er så små, at de sparker nedad i et forkvaklet forsøg på at fastholde noget af deres eget selvværd.

De sparker nedad, selvom dem, de sparker ud efter, er akkurat lige så meget værd som dem selv, for vi er alle uden undtagelse lige meget værd, selvom det langt fra er alt, som mennesker gør, der er lige godt. Vi er alle lige meget værd, og vi er nødt til at fastholde, at det også gælder mennesker, som bringer nazistiske symboler i spil igen. Vi er alle lige meget værd, men det betyder bestemt ikke, at alt er lige godt, og det, som er sket nu her, med et symbol fra nazismens jødeforfølgelse, er forfærdeligt, og vi må væmmes ved det i stedet for at vænnes til det.

Derfor må vi sige fra, når vi møder de hadefulde ytringer, og det må vi også, når udtrykkene ikke er så voldsomme som dem, der viser sig som påklistrede jødestjerner og skændinger af jødiske gravsten. Vi må endda gøre det i vores eget netværk, og det er måske det, som er det sværeste. Men lad os gøre det alligevel. Uden selv at tale hadets sprog.

Skrevet af arrangør Poul Geil, Silkeborg

Håndværkerne smed Berlinmuren ud …

Op til samt på selve dagen, nemlig lørdag d. 9. november, vil det vrimle med historier i medierne fra mennesker, som var i Berlin for 30 år siden.

9. november 1989. Den minderige aften hvor Berlinmuren faldt, den kolde krig sluttede, og Europa blev et andet – også selvom os der kan huske 1989 måske stadig har nogle mentale skel inde i hovedet.

Men historien om Berlinmuren hverken startede eller sluttede dén aften i november 1989. En af Danmarksbloggens læsere, Brian Holmstrøm Nielsen, har i hvert fald sin helt egen oplevelse med Berlinmuren.

Han fortæller:

I påsken 1990 var jeg med en kammerat på tur til Polen. På vejen hjem kørte vi til Berlin. Jeg kan huske, hvordan vi kom fra øst-området – og i vores bevidsthed skulle vi derfra videre til Vest-Berlin. Så vi sad efter gammel vane klar med pas og bilens papirer til når vi kom til grænsen.

Men stor var vores overraskelse, da vi slet ikke kunne få øje på nogen grænse. Så vi stoppede og spurgte nogle berlinere, hvor grænsen var. Så de stod og skraldgrinede af os turister, som sad dér med passene fremme, og ikke havde fattet, at en ny tid var startet.

Skrækken for DDR-vagter, ordnung muss sein-panik og skyderi lå også i os, da vi senere stod henne ved Berlinmuren – og hakkede et stort stykke ud af den. Med en skruetrækker!!! Lige dér hvor Brandenburger Tor ligger.

Men vi gjorde det – og vi fik autentiske stykker Berlinmur med hjem. Det var historiens vingesus. Jeg gemte så murstumpen nede i min kælder, og fortalte flere gange, at jeg havde sådan en minde-skat liggende.

Men så forleden gik jeg ned for at finde den frem. Blot for at opdage, at der havde været en vandskade, og at nogle blikkenslagere havde ryddet kælderrummet, så de kunne komme til. Og da huset, hvor jeg bor, er et gammelt hus, så røg det stykke beton ud sammen med det puds, som blikkenslagerne havde banket ned for at skifte rørene.

Det var øv. Historien røg direkte ud ad vinduet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den gyldne ghetto – et samfundsproblem

Den franske præsident har været ude og sige, at Frankrig må se sandheden i øjnene, nemlig at der er et problem med indvandringen – og at det er de fattigste befolkningsgrupper, som betaler prisen. Mens de velhavende i bymidterne ikke ser problemerne, da problemerne ikke findes der, hvor dem ved muffen færdes.

Danmarksbloggen er tilbøjelig til at være enig med den franske præsident – og vil gerne tilføje, at det ikke kun er i Frankrig, at de velhavende og især den kreative klasse klumper sig sammen i de maleriske bymidter.

Men at det sker over hele Europa – og også i Danmark, og at det betyder, at kun få mennesker har råd til at bo centralt.

Så alle steder har vi gyldne ghettoer i de centrale dele af de store byer.

Gyldne ghettoer hvor den kreative klasse lever et behageligt liv med spændende jobs, gode lejligheder, kultur og kunst lige rundt om alle gadehjørner – samt med mennesker ligesom dem selv, der også læser de nye bøger og kan tale med om de store klassikere.

Men kun få i den kreative klasse kender til problemerne i andre dele af samfundet. I stedet sidder segmentet på caféen med en hundedyr cafe latte foran sig, og harcelerer over den manglende tolerance og forståelse hos dem, som er bange for at miste deres job.

Eller føler sig truet af en bande indvandrerdrenge, hvis de går visse steder i deres nabolag eller andre mulige andre ting, som er hverdag – også i Danmark.

Det du´r selvsagt ikke – og hvis ikke vi skal overlade løsningerne til mennesker som Vermund og Thulesen Dahl, så må vi reagere nu … og det er ikke nok at gå i gang med de grimme ghettoer, hvor indvandrerne bor.

Vi må også i gang i de gyldne ghettoer. Indførelse af bopælspligt i de store byer kunne fx være en god start hurtigt fulgt op af mange billige lejeboliger til familier med almindelige indtægter, unge studerende og ældre.

Vi er også nødt til det – hvis ikke samfundet skal knække over … og det haster … det er lige op over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre har ny formand – og kun én formand

”Jeg er træt af fløjkrig – og jeg er træt af fløjkrigere.”

Sådan sagde Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensen i sin tale til det ekstraordinære landsmøde tidligere i dag.

”Jeg vil have ro – og en klar fordeling af magten, så for fremtiden har Venstre én og kun én formand,” var hans besked.

Danmarksbloggen tvivler heller ikke på Ellemanns intention – og på at han er til de klassiske Venstre-dyder som fx lav skat.

Men Danmarksbloggen tvivler på, at fløjkrigene kan lukkes, bare fordi den nye stærke mand i partiet har sagt det.

Alligevel ville undertegnede ryste, hvis jeg var regeringen.

For Mette Frederiksens modpart som statsministerkandidat om små fire år bliver ikke enten en moralsk skamferet Lars Løkke eller en Kristian Jensen uden den store gennemslagskraft i offentligheden.

Det bliver den slagfærdige og skarpe Jakob Ellemann-Jensen. En mand, som er tydelig i sin kommunikation – og som tør sige det, alle tænker – og som ovenikøbet kan være morsom undervejs. Den slags kan danskerne godt lide.

Og så betyder det faktisk mindre, hvem der senere på dagen bliver næstformand. For næstformanden er i det nye Venstre sekundær.

Det blev slået helt fast i dag: ”Jeg vil gøre mig umage” og ”Jeg regner med jer”, som Ellemann sagde det, da han var blevet valgt med stående ovationer.

Ps. Tilføjelse kl. 12.43: Det blev så Støjberg, som blev næstformand med overvældende flertal. Det siger meget om, hvor Venstre står udlændingepolitisk … så Ellemans invitation til kaffe til Vermund giver mening … Blokpolitikken er hermed også tilbage i dansk politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Balloner på Kgs. Nytorv: Trump mødte Rossen

Selvom Donald Trump aldrig kom til Danmark, så kom ballonen med baby-Trump op alligevel, så den stod og svajede i september-solen på Kgs. Nytorv. I fraværet af Trump  dog mere som en turistattraktion – i hvert fald for de fleste – end som en manifestation af noget som helst.

Trump-ballonen var så ikke alene.

Få meter væk var der endnu en kæmpeballon. Den forestillede Martin Rossen (statsminister Mette Frederiksens højre hånd), som trods at han aldrig er blevet valgt – og derfor heller ikke kan stilles til ansvar – alligevel sidder centralt placeret i regeringens magtfulde Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg.

Det var Radio24syv, der stod bag Martin Rossen-ballonen, om hvis ene hånd man kunne se Mette Frederiksen som en hånddukke.

Budskabet var klart: Martin Rossen er en dukkefører … og Mette gør, som Martin vil.

Danmarksbloggen ved ikke, om det er sandt. Men det er udemokratisk, at man kan sidde centralt i regeringen – uden at være valgt af folket.

Ja, det er næsten værre end Trump ovre i USA. Trump blev trods alt valgt af det amerikanske folk. Så kan man tale om ulemperne i det amerikanske valgsystem – og der er meget at sige.

Men Trump blev valgt. Det gjorde Martin Rossen ikke – og Rossen virker i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stor Vandsalamander er strengt beskyttet – strengere end pandaer!

Danmarksbloggen er glad for og stolt over, at Henrik Bringsøe, som er en af landets førende eksperter indenfor padder og krybdyr, har skrevet følgende til Danmarksbloggen om de vandsalamandere – Stor Vandsalamander – som er omfattet af en strengere beskyttelse end de ellers så kendte pandaer.
Stor Vandsalamander bor på Amager Fælled, på områder som man nu vil bebygge. Så skal de sjældne dyr reddes, så er det høje tid.
Henrik Bringsøe har blandt andet skrevet bogen “Bevarelsen af Danmarks padder og krybdyr” – som er et jubilæumsskrift for Nordisk Herpetologisk Forening.

Vi overlader ordet til Henrik Bringsøe: 

Vi har i Danmark nogle dyr, der er særligt strengt beskyttet. Det drejer sig bl.a. om visse padder og krybdyr. Nærmere betegnet er det de specielt sjældne eller sårbare arter.

Som herpetolog er jeg særligt interesseret i dem. Konkret er det arten Stor Vandsalamander, jeg vil tale lidt om. Den er fredet på den måde, at man ikke må slå den ihjel eller indsamle den. Det kalder vi en artsbeskyttelse.

Men der er yderligere en beskyttelse, som er særligt vigtig, nemlig en beskyttelse af deres levesteder! Det er således forbudt at ødelægge eller forringe denne salamanders levesteder.

Ligesom vores andre padder er den helt afhængig af både et vand-levested og et land-levested. Om foråret og forsommeren yngler salamandrene i vandhuller, men i løbet af sommeren går de på land, og de overvintrer også på land.

Derfor er det altafgørende for deres overlevelse, at både vandhuller og den omkransede natur på land er bevaret i en god tilstand.

Jeg synes, en sådan fredning giver god mening, fordi det nytter ikke at frede et dyr, hvis dets levesteder er ødelagt! Vi har at gøre med en international beskyttelse, idet lovgrundlaget er EU’s Habitatdirektivs bilag IV.

Se link til det her: https://mst.dk/natur-vand/natur/national-naturbeskyttelse/naturpleje/naturplejeguiden/bilag-iv-arter/

På den måde kan vi faktisk sige, at Stor Vandsalamander internationalt er strengere beskyttet end den kinesiske Panda (Stor Panda), som internationalt kun er dækket af en streng artsfredning!

At vi i Danmark og resten af EU også beskytter levestederne for bestemte arter, har stor betydning.

Sagen er den, at vi i disse år ofte presser vores natur til det yderste. Der er mange interessenter, der gerne vil have en bid af kagen: Vores natur ønskes anvendt til bebyggelse, vejanlæg, landbrug, industri og rekreative formål.

Så er det vigtigt, at vores myndigheder kan sikre, at de vigtigste områder beskyttes mod ødelæggelse og forringelse.

Men der findes mulighed for, at der kan dispenseres fra denne beskyttelse. Desværre, vil jeg nok sige.Vi oplever en del tilfælde, hvor der alligevel gives tilladelse til at ødelægge værdifuld natur, forudsat at der etableres erstatningsnatur et andet sted.

For Stor Vandsalamander betyder det typisk, at der skal graves nogle nye vandhuller et eller andet sted.

For øjeblikket oplever vi, at Københavns Kommune vil ødelægge en del af Amager Fælled, fordi man ønsker at åbne op for byggeri. Dette på trods af, at der lever Stor Vandsalamander på de arealer, der ønskes bebygget.

Jeg finder det meget trist, at kommunen agter at inddrage endnu flere arealer af Amager Fælleds fine natur, end man allerede har lagt beslag på tidligere.

Endnu et paradoks er, at de førende politiske partier åbent erklærer, at vi skal føre en grøn politik, og at naturen skal have mere plads i form af sammenhængende arealer, men det er måske ikke så “sjovt”, når de politiske budskaber skal omsættes til konkrete handlinger!

Skrevet af: Henrik Bringsøe

Skiftedag i Venstre: Det bedste er at være forhenværende

Så gik den ikke længere.

Lars Løkke har trukket sig som formand – og Kristian Jensen som næstformand. Så er banen banet for Jakob Ellemann.

Alt, hvad der kan siges om Løkke som et politisk menneske, er for længst sagt – og vil i de kommende dage blive gentaget i det uendelige.

Men partifællen og en anden forhenværende magtfaktor i Venstre Søren Pind rammer det nok meget godt ind, når han siger, at Løkke er det mest politiske menneske, som han nogensinde har mødt.

Det spændende bliver, hvad der kommer til at ske herfra – både med Venstre, den borgerlige opposition – og Løkke og Jensen.

Danmarksbloggen spår, at Jakob Ellemann bliver formand – og at Stephanie Lose bliver næstformand.

Danmarksbloggen tør også godt spå, at roserne nu vil vælte ned over Lars Løkke – og også Kristian Jensen, der græd, da han meddelte beslutningen. For der er ikke noget så godt i dansk politik som at være forhenværende …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Beskidte milliarder”

I går udkom en af årets mest interessante bøger, nemlig ”Beskidte milliarder. Da Danske Bank blev centrum i verdens største hvidvasksag” skrevet af de tre journalister Simon Bendtsen, Eva Jung og Michael Lund fra Berlingske Tidende, som afdækkede sagen – og som modtog Cavlingprisen i 2019 for deres store arbejde.

Det er også en sag, som har vakt opmærksomhed – selv på Amalienborg, hvor Dronningen i sin seneste nytårstale var inde på det særlige ansvar og den særlige pligt, som der følger, hvis man har en betroet position. En af de institutioner, som har denne magt i Danmark, er Danske Bank, der sammen med Mærsk og Carlsberg gennem mange generationer har været en grundpille i det danske samfund.

Danske Bank har også altid haft ordet ordentlighed som et motto.

Det er så et motto, som blev udfordret kraftigt – for nu at sige det mildt – i den årrække (2007-15), hvor hvidvasken foregik. Primært i en estisk filial af banken, hvor såkaldte non-residents stod for transaktioner for cirka 1.500 milliarder kroner. Penge, som bare flød igennem banken uden at der blev taget notits af det.

Der var heller ingen af de centrale personer i Danske Bank i Danmark, som kunne tale estisk – eller russisk. For de mange penge kom nemlig primært fra russere, som ikke altid havde tjent dem på lovlig vis – for nu igen at sige det mildt. Desuden var it-systemet i Estland ikke koblet op på det store it-system i Danske Bank.

Så hvidvasken var altså svært at opdage – selvom man selvfølgelig kan hævde, at daværende topchef i Danske Bank Thomas Borgen burde havde vidst noget, da han i en periode var chef for de udenlandske forretninger, og ved mere end en lejlighed affærdigede bekymrede henvendelser fra andre medarbejdere omkring, at der måske foregik noget i Estland, som ikke skulle ske.

Alt det – og meget mere – om hvidvasksagen bliver grundigt beskrevet på bogens mere end 330 sider, hvor der også er noter og en liste over navngivne personer, som spiller en rolle i sagen.

Denne historie er heller ikke kun en finanssag. Det er også en kriminalsag med anonyme kilder og tips – et enkelt endda kommet til Berlingskes redaktion på gammeldags måde som et fysisk brev med en håndskrevet tekst. Men ellers er det et par mord – blandt andet på en whistleblower, krypteret elektronisk kommunikation, skjulte rejser og gedulgte møder med kilder på hemmelige steder overalt i Europa.

Et af de stærkeste møder er det, hvor journalist-trioen tilbydes ”det hele” – og med bankende hjerter og våde håndflader siger ja til det, der viser sig at være lister med navne og steder. Som læser kan man mærke dramaet og føle blodtrykket stige.

Et andet interessant aspekt er det om Danske Banks drømme om at blive en finansiel stormagt … og om det forhold at Danske Banks forretningsbalance på 3.578 milliarder kroner årligt er 20 gange større end lille Estlands samlede BNP. Det er altså Davids kamp – og sejr – mod Goliat, når Estland har bedt Danske Bank om at være ude af landet senest ved udgangen af 2019.

Måske også noget som kunne inspirere andre lande til ikke at ligge under for store selskaber? Den slags spekulationer er så ikke bogens ærinde, og den kommer heller ikke ind på det.

Bogen fortæller historien om Danske Bank og hvidvasken, og det gør den forrygende. Bogen er letlæselig i sproget, og indholdsrig i sin beskrivelse af, hvordan hvidvask foregår – og med gode perspektiver til både samfund og det politiske liv. For alt samfundsliv i Danmark påvirkes af denne sag, som slet ikke har fundet sin afslutning endnu.

Bogen påpeger også det paradigme-skifte, der er kommet ud af denne sag, hvor der stilles store etiske krav til bankerne, i Danske Bank fremskyndet af storaktionæren Mærsk-familien, som ikke lagde fingrene imellem, da bestyrelsesformand Ole Andersen blev fyret, selvom det ikke hed en fyring.

For i ”Beskidte milliarder” kan man også læse om personerne, både de ledende i Danske Bank, stråmændene, whistleblowerne, danske ministre, danske embedsfolk, den nye formand for finanstilsynet i Estland og alle de andre – og heldigvis på en måde, så det ikke bliver for personligt, som vores tid ellers ofte gør det, men som i stedet holder en fin balance mellem at formidle om personen og det, som er relevant i forhold til sagen.

Det og alt andet i bogen er et eminent godt stykke arbejde – og det samme var den Cavling, som i den grad var fortjent.

Danmarksbloggen giver ”Beskidte milliarder” fem ud af seks pengesedler – og vil anbefale bogen til alle, som ønsker reel viden og indsigt om ikke kun den nyere tids største danske erhvervsskandale, men også om hvordan samfundet er skruet sammen – stadigvæk.

For grådigheden som drivkraft vil altid være en del af menneskets dna. Så man er mere end almindelig naiv, hvis man tror på, at et paradigmeskifte vil betyde, at alle magtens mænd og kvinder fremover vil være i stand til at holde moralens fane højt.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ikke meget cirkus over balladen i Venstre

Balladen i Venstre fortsætter og fortsætter, og vi er for længst forbi det punkt, hvor det var sjovt at tale om at sidde og se på seancen med en portion popcorn. Også selvom politisk ordfører Jakob Ellemann i går sagde, at cirkushesten ikke optrådte idag.

For det er kampen om magten, når den kæmpes for alvor – og for åbent tæppe. Magten i Venstre på den korte bane – og i Danmark på den lange bane. For det er realistisk, at den kommende Venstre-formand en dag bliver dansk statsminister.

Umiddelbart kan udfaldet synes oplagt.

Nemlig at Løkke må afgive magten – til sidst – og især hvis en anden vil stille op imod ham. Navnet Jakob Ellemann nævnes igen og igen. Men andre kandidater kunne være Søren Gade, Stephanie Lose eller Inger Støjberg.

Men lige præcis når det kommer til Lars Løkke, er ingenting givet på forhånd. For manden kæmper indtil sidste sekund. Sådan er Løkke skruet sammen. En politisk kriger, der også gerne kæmper mod en helt åbenlys overmagt – fordi han selv med hver en fiber i kroppen vil magten.

Så Danmarksblogggen tør ikke spå om, HVEM der er formand, når folketinget åbner første tirsdag i oktober.

Men Danmarksbloggen tør godt sige, at det først falder på plads ved Venstres ekstraordinære landsmøde om en måneds tid. Samt at det vil medføre nogle ændringer i ordførerskaberne – uanset hvem formanden bliver. For der bliver flere end en vinder og en taber i Venstre som følge af den her magtkamp.

Der bliver mange vindere og mange tabere – og intet af det bliver en fejende, flot cirkus-finale med heste, glimmer og smukke kostumer. Venstre bliver et vingeskudt parti, som skal prøve at samle den borgerlige opposition.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk