Anmeldelse: ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”

Hvis man googler ordene integration og succes, så kommer alle de gode historier, som politikerne ikke fortæller. Så kan man læse, at både forskningen og virksomhederne er enige om, at langt det største flertal af såkaldte nydanskere er rigtig gode til at komme ind på arbejdsmarkedet og til også på andre områder blive en del af det danske samfund.

Men ét er tal og statistik og alvorlige ledere med ansigtet i de rette folder. Noget andet er, når dette store tavse flertal af velfungerende førstegenerationsdanskere, som Danmarksbloggen hellere vil kalde dem, får ansigter, navne og personlige historier.

Og det gør de på forbilledlig vis i Pia Sigmunds nye bog ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”, der udkommer i dag, og er en af årets mest vedkommende bøger, som giver alle en mulighed for at lære dem at kende, som for nylig er blevet danskere.

Bogen er ikke en debatbog, skriver Pia Sigmund. Det er så Danmarksbloggens mening, at det bliver svært ikke at bruge bogen i debatten, når de danske politikere igen-igen kører frem med den mislykkede integration og de utilpassede indvandrere. For det er en spændende, letlæst og alligevel fakta-fyldt bog, som giver et meget tiltrængt modspil til politikernes skræmmebilleder.

Men ja, vi skal ikke lukke øjnene for de problemer, som der findes i indvandrerkredse, men der findes også store problemer blandt nogle af dem, som har været danske i mange generationer. Det handler – som med alt andet – om personen selv og de valg, som vi tager i vores liv.

Og her har bogens 22 personer alle valgt at gøre en indsats, tage en uddannelse, engagere sig i samfundet og i eget liv. Og de er som sagt flertallet blandt førstegenerationsdanskerne – og ikke de få solskinshistorier. Det er snarerede de utilpassede, som er undtagelsen – og det er godt at huske på næste gang politikerne igen bruger førstegenerationsdanskerne som syndebuk.

For virkeligheden er lige modsat – ja i mange af de tilfælde, som vi læser om i bogen, i en grad, så de unge mennesker i stedet burde stå som idealer for andre danske unge.

Her er der nemlig ikke fokus på at blive curlet, begrave sig i computerspil eller i at lægge billeder af sig selv op på Instagram, mens man står og stritter med de botoxfyldte læber og kun tænker på, næste gang man skal i byen eller have noget nyt tøj.

Nej, de 22 unge i bogen er unge, som tager en uddannelse, har visioner i deres arbejdsliv, får børn og familie, kombinerer dansk kultur med deres hjemlands kultur, er aktive i frivilligt arbejde, rejser ud i verden og får endnu mere erfaring med hjem til Danmark.

For ja, Danmark er deres hjem, og de føler sig danske, og har en stor glæde ved at bidrage til det danske samfund – og de vil i virkeligheden helst leve stille og roligt udenfor offentligheden, men sagde alligevel ja til at være med i Pia Sigmunds bog – og dermed blive eksponeret.

Danmarksbloggen har derfor også efter nøje eftertanke valgt IKKE at nævne nogle fremfor nogle andre, for det er som gruppe, at fokus på dem skal være.

Læseren må altså selv vende siderne i den letlæste bog med fotos af alle de medvirkende og selv opleve, hvordan man bliver mere og mere glad for hver historie, som man læser. For de er så inspirerende, de 22 unge mennesker – også selvom man selv er leverpostejfarvet og for længst er ovre ungdommens vår.

Danmarksbloggen vil dog nævne nogle ting, som sprang i øjnene.

Nemlig at én foreslog rejsepligt i stedet for værnepligt. At alle danske unge i en periode skulle rejse ud i verden og lave frivilligt arbejde. Det ville give udsyn og visioner – og en forståelse af, at mennesker uanset fødested, kultur, sprog og tro i bund og grund er ens, og har de samme ønsker for livet.

Der var også flere, som efterlyste en større interesse for det land og den kultur, som førstegenerationsdanskerne er født i. For vi kommer bare så meget længere og bliver så meget klogere og gladere, hvis vi kender hinanden og hinandens baggrund.

Endelig gik en helt konkret erfaring på, at det var fantastisk at komme på efterskole, for så lærer man gammeldanskerne, det danske sprog og den danske kultur at kende på en helt anden måde, end hvis man går hjem hver dag efter skole.

Danmarksbloggen er mere end begejstret for Pia Sigmunds ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed” og giver bogen seks store hjerter ud af seks mulige. Hvordan kan man også give andet end hjerter og kærlighed til sine medmennesker?!

Det er forlaget Ravnerock, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Holmene” er en ualmindelig dårlig idé

”Det er allerede et stort problem med trafikken i dag,” sagde Hvidovres borgmester Helle Adelborg til gårsdagens præsentationen af ”Holmene”, som er et stort anlagt projekt, hvor der skal bygges ni holme ud i Øresund – ud for netop blandt andet Hvidovre kommune – altså hendes egen kommune.

Ni holme, hvor der skal bankes vidensbaseret erhverv op. Ni holme, der ligger tæt ved Danmarks mest befærdede motorvej, som nu skal give plads for bilister til de 12.000 arbejdspladser, som det vurderes, at der bliver plads til på de kunstige øer, men hvortil der ikke er planlagt offentlig transport. Så det store trafikproblem vil altså bare blive større.

Danmarksbloggen synes, at det er fantastisk med vidensbaseret erhverv. Den slags virksomheder skaber vækst og fremgang.

Men hvorfor bygge nyt land, når vi har eksisterende land, som mangler et løft? For det er en skrøne, at vidensbaserede virksomheder kun vil lægge få km fra en lufthavn. Tag fx Lund, som ligger en halv times kørsel fra Kastrup. Tag mange af Stockholms vidensbaserede virksomheder, som ligger en time eller mere fra Arlanda. Det går fint med at placere sig dér.

Så ja, drop de ni dyre holme og løft blikket.

Man kunne for eksempel sagtens bruge området omkring Roskilde eller i trekanten mellem Roskilde, Køge og København – eller steder i Nordsjælland. Alt sammen til ligeså stor gavn og glæde for både Danmark og virksomhederne – og det endda uden at risikere at ødelægge havmiljøet og skabe problemer for infrastruktur.

Så kunne man også i stedet bruge de mange sparede milliarder (som der slet ikke er finansiering for heller) på mere uddannelse og mere forskning, så der også var nogle danskere, som kunne arbejde i alle de nye, spændende vidensvirksomheder.

For status idag er: Etableringen af Holmene er ikke finansieret. Holmene vil skabe trafikale problemer af ganske anselig størrelse. Holmene vil kunne skade havmiljøet. Det kommer til at koste kassen at klimasikre Holmene. Der er masser af tilgængelig jord andre steder – lige i nærheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Broccoli fører ikke til sharia-lovgivning

Et femårigt barn som ikke må få lidt broccoli og kartoffelmos!!!

Ja, det er virkeligheden på Udrejsecenter Sjælsmark for de afviste asylansøgeres familiers børn – hvis de er over et år gamle.

Flere medier skrev om sagen for nogle dage siden, blandt andet DR:

www.dr.dk/nyheder/indland/politisk-forargelse-5-aarig-naegtet-kartofler-og-broccoli-paa-udrejsecenter

Her kan man læse, at Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet efterlyser noget medmenneskelighed og anstændighed, og at Carolina Magdalena Maier fra Alternativet mener, at den nuværende praksis skriger til Himlen.

Danmarksbloggen er enig.

For hvad er det, der foregår? Ja, familierne er afviste asylansøgere, og ja, de skal rejse hjem. MEN indtil da skal vi sørme behandle dem – og især børnene – ordentligt, og det gør man ikke, når en femårig nægtes kartofler og broccoli med den begrundelse, at han er for gammel til de sunde sager.

Føjletons chefredaktør og vært på Radio 24syv Lars Trier Mogensen kalder det også for rendyrket ondskab og mener, at danskerne nu vil skifte holdning til de forfulgte:

https://www.24syv.dk/programmer/det-roede-felt/38656763/ondskabens-banalitet-2?start=741&fbclid=IwAR16QGC4rDnR1aluS9QnklW0lIqhkPdsD9y-lMI6o7zQMjuNyebeIn3YbYM

Man kunne håbe det. Danmarksbloggen er ikke sikker. Tværtimod. For mange danskere har for længst stirret sig blinde på udlændingene som roden til alt ondt – også til det mørke og den ondskab, som kommer indefra danskerne selv.

Men mørket må ikke vinde. Hold fast i de varme bankende hjerter. Og er du så langt inde i mørket allerede, at du mærker den lille djævel sige, at det nok er okay med den forfærdelige madordning på Udrejsecenter Sjælsmark, så skynd dig at skriv under på nedenstående fra Børns Vilkår, og så kan du mærke medmenneskeligheden igen:

https://bornsvilkar.dk/skriv-under-for-sjaelsmark/?fbclid=IwAR2YARLTklBLvUsn-j3jMV3rTebA_kyFvTKjHNFiXaaCFTz4rNeCVUnXA1c

For hvad er det i grunden, at danskerne er så bange for? At sharialoven bliver indført i Danmark, fordi en femårig får noget broccoli? Det sker jo ikke. Men accepterer vi, at mennesker behandles sådan, som det sker nu, så er vi ikke ret meget – om noget – bedre end dem, der er tilhængere af sharia-lovgivningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Et par dage inden nytår skrev Lars Løkke ud på Twitter i en sen nattetime og spurgte danskerne om, hvad han skulle tale om i sin nytårstale. Her blev han af det store flertal anbefalet at komme ind på den stigende ulighed, miljøet samt behovet for bæredygtighed – også i landbruget.

Han fulgte – som forventet – så ikke danskernes råd. Ikke rigtig, selvom han da nævnte miljøet – lidt sådan i forbifarten – og uden at tale om landbruget eller andre konkrete ting. Meget sporadisk kom han også ind på sygehusene, men uden at påpege hans egen regerings krav til regionerne om at spare, som kostede alt for mange ansatte på sygehusene deres job her i efteråret. Han nævnte heller ikke manglen på praktiserende læger.

Men det er også svært at tale om grøn omstilling og ulighed, når man igennem hele sin regeringstid har fulgt en så massiv blåsort kurs, som Løkke og co. har gjort det. En kurs hvor naturen, velfærden og de svageste i samfundet konsekvent har været de tabere, som har betalt prisen for de skattelettelser, der især er kommet de rigeste til gode.

Løkke var til gengæld rigtig god til at lave skræmmebilleder. Først på den store klinge, hvor han talte om situationen i verden, hvor han – korrekt – vurderede, at oprustningen i Rusland, USA´s isolering og Kinas dispositioner kun kan vække bekymring, men at det er vigtigt med internationalt samarbejde.

Derpå den hjemlige scene, hvor han talte om, at det var et problem, når fællesskabet slår revner, fordi for mange føler sig udenfor – eller holder sig udenfor, hvorefter han hurtigt gik videre til at nævne, at antallet af ikke-vestlige mennesker i Danmark på én generation er vokset fra 50.000 til 500.000.

Danmarksbloggen ved ikke, om disse tal holder. Men der er et folketingsvalg på vej, og når nu man som Løkke har smadret naturen og velfærden, så er det altid en løsning at lave skræmmebilleder og fjendebilleder, som uanset hvor rigtige de end måtte være,  virker som afledning fra egne politiske resultater.

Danmarksbloggen håber derfor inderligt, at det er sidste gang, at Løkke holder statsministerens nytårstale – og giver ham for høflighedens skyld en enkelt ministerbil ud af seks mulige for denne 2018-19-version. For ja, Løkke havde ret, da han talte om, at timeglasset rinder ud. Der kommer senest d. 17. juni et folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uligheden øges – og de gule veste kommer

En øde ø, som ikke er mere øde end at der er en daglig færgeforbindelse (!), har fyldt hele den danske debat, når det kommer til finansloven.

En finanslov, der som altid, når den kommer fra de blå, tager fra de fattige og giver til de rige, hvilket er en noget mere vedkommende sag for danskerne, da det handler om vores hverdag – vores skoler, sygehuse, institutioner og anden kernevelfærd.

En velfærd, der overalt i den vestlige verden udhules år for år, samtidig med at de rigeste får det bedre og bedre.

Imens ude i Europa tager folk derfor også gule veste på og gør oprør mod den stigende ulighed, mest i Frankrig, men også andre steder. Og nej, ballademagerne udgør kun et mikroskopisk mindretal, men render desværre med al presseopmærksomheden.

Det er en skam, for langt de fleste gule veste bæres af fredelige mennesker, som mangler penge til basale fornødenheder som mad og brændsel – hvilket i Frankrig er hele 20 procent af befolkningen. Altså hver femte franskmand, som ikke har til dagen og vejen.

Og netop i Frankrig har de gule vestes demonstrationer måske haft en effekt. Præsident Macron har således sagt, at han vil hæve minimumslønningerne og afskaffe en del af de nye brændselsafgifter. Om det er nok, og om løfterne bliver effektueret, vil fremtiden vise. Indtil videre er Macrons ord blevet mødt med kommentarer om, at det blot er krummer fra de riges bord, som han tilbyder.

Danmarksbloggen vurderer heller ikke, at de gule veste nu er fortid. Tværtimod ser vi pt. kun begyndelsen på bevægelsen – en bevægelse som vil sprede sig i alle de europæiske lande, fordi uligheden alle steder er stigende. Og det gælder også i Danmark, hvor finansloven for 2019 netop øger uligheden og skærer i velfærden.

Vi har så også en gul veste-bevægelse i Danmark. En bevægelse, der stadig er i gang med at finde sine egne ben. For ligesom tilbage i 1800-tallet, da franskmændene handlede og gik på gaden, og i et par omgange skabte en Pariserkommune, både i 1848 og i 1871, så er danskerne rigtig gode til at diskutere fremfor at handle.

Det gælder den nuværende kamp, som det gjaldt i 1848 ved møderne i Casino, hvor Orla Lehmann og de andre talte brændende om demokrati, men ikke gjorde så meget.

Men nu kan vi ikke nøjes med at tale – vi må handle. For i modsætning til i 1848 er det ikke en forstandig mand som Frederik d. 7., der sidder ved roret og forstår, at der skal ske ændringer. I dag er det enten en Løkke eller en Frederiksen, der klamrer sig til magten – og dét er skade for befolkningen. For de giver sig ikke.

Se mere om de gule veste i Danmark her: https://www.facebook.com/groups/452595215271255/

NOTE – skrevet d. 12. december: Siden dette indlæg blev postet, er Danmarksbloggen blevet opmærksom på, at der findes forskellige grupperinger inde på denne FB-gruppe. Nogle ønsker at kæmpe imod uligheden, mens andre helliger sig kampen for at få Danmark ud af EU. Og så er der også højreradikale grupper som fx SIAD, som er aktive derinde. Så anbefalingen skal lyde, at man vover sig derind med største forsigtighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Horrorforfatter Steen Langstrup er kendt for at skabe uhygge og gys med sine bøger, hvor han i øjeblikket er aktuel med ”Frygt, fabrik, fælde”, som kommer i to bind, og som både foregår i fortiden og i nutiden.

Steen Langstrup er også optaget af det samfund, som han lever i – og hvor han ser scenarier, som er mindst ligeså skræmmende som hans bøger. Danmarksbloggen giver hermed ordet til Steen:

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Vi ved jo godt, at vi bliver røvrendt af dem, der sidder på flæsket. Hvorfor finder vi os så i det?

Det spørgsmål ser jeg ofte på Facebook – og svaret er gerne noget med, at vi er for magelige, for bange eller måske gerne vil afvikle velfærd, retsstat og demokrati, så længe Vild med dans består.

Det tror jeg ikke er sandt. Jeg tror, mange har fået nok, men …

1) Dem, der råber op, jordes, nedgøres og nedbrydes. Se, hvad der sker med whistleblowers og hvem der ellers taler magten imod.

2) Det nytter alligevel ikke. Måske rammes en på toppen og må kortvarigt forlade sin post, gerne med en håndfuld millioner i gyldent håndtryk, for siden at vende tilbage i en ny toppost. Selv i de sjældne tilfælde, hvor vedkommende ikke vender tilbage, består systemet, og alle andre fortsætter som hidtil.

3) Der er ingen forbilleder, ingen der viser vejen, ingen der lykkes med at ændre noget, der betyder noget, ingen der samler modstanden bag sig.

4) I 60-70’erne var der USSR, der, hvor uhyggeligt et samfund det end var, dog havde vundet over systemet og brugte ressourcer på at støtte modstanden i Vesten.

Samtidig frygtede magten i Vesten kommunismen (for modsat fascisterne, som magten bedre tåler, så beslaglagde kommunisterne produktionsmidlerne), og derfor accepterede magten opbyggelsen af velfærdsstaterne.

Nu er kommunisme ikke længere en trussel, hvorfor velfærdsstaterne i magtens øjne ikke længere er nødvendige og derfor afvikles.

Skrevet af: Steen Langstrup, forfatter.

Virksomheder vil indoperere chips i deres medarbejdere

Man tror det er løgn og noget fra en film eller bog. Men nej, den er god nok. Engelske virksomheder vil – i sikkerhedens navn – indoperere en chip på størrelse med et riskorn i deres medarbejderes hænder.

Læs mere her: https://www.theguardian.com/technology/2018/nov/11/alarm-over-talks-to-implant-uk-employees-with-microchips

Og her: https://ekstrabladet.dk/kup/elektronik/teknologi/firmaer-vil-implantere-mikrochips-i-tusindvis-af-medarbejdere/7393003

Den umiddelbare holdning her i landet vil formentlig – i hvert fald fra arbejdstagernes side – være: Nej, tak, jeg skal ikke overvåges.

For man skal som bekendt være mere end almindelig naiv, hvis man ikke tror, at sådan en chip også kan bruges til andet end at åbne døre og give adgang til computere på arbejdspladsen. Den kan som bekendt både overvåge, hvor du er, hvem du taler med og om hvad. Teknologien kender ingen grænser.

Danmarksbloggens bud er så desværre det, at chippen ender med at blive et krav hos danske virksomheder, hvis man vil have et job. For der er så mange fordele med sådan en overvågning af medarbejderne. Og de fleste medarbejdere vil sige ja, for der skal brød på bordet og tag over hovedet – også selvom det betyder, at vi samtidig presses ind i slaveriet.

Der er kun en måde at stoppe vanviddet på – med lovgivning og det hurtigt. Heldigvis har vi jo set, at lovgivning kan komme igennem folketinget i meget hurtigt tempo, i hvert fald når det handler om stramninger på udlændinge-området.

Desværre virker det så også som om, at al anden lovgivning – og især den som sikrer borgeren – har det med at komme meget langsomt igennem, hvis den overhovedet når frem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Smith, Elmquist og Wilhjelm: Påvirkningsloven kan afskaffe det danske demokrati

Man kan håbe, at juraprofessor Eva Smith får ret, når hun i dokumentarfilmen ”De tre sidste musketerer” siger, at hun håber, at domstolene vil tolke den såkaldte påvirkningslov meget varsomt og kun bruge den i grelle tilfælde. For ellers er der tale om at kriminalisere visse politiske ytringer – og at demokratiet i Danmark reelt bliver afskaffet.

Vi taler om påvirkningsloven, om regeringens nye forslag om at det fremover skal være strafbart og med fængsel i op til 12 år forbundet at ytre noget – sandt eller falsk, som kan være i en fremmed magts interesse og mod den danske stats interesser.

Uenighed bliver altså dermed kriminelt, hvis man som borger ikke mener det samme som staten. Og ja, Danmarksbloggen ved godt, at loven er lavet for at beskytte Danmark mod de russiske trolls. Problemet er bare, at loven er et brud mod Grundloven, og at den sikrer statens interesser ene og alene – også mod borgeren.

For hvad nu når staten lyver som fx under Irak-krisen, hvor USA´s tidligere udenrigsminister Colin Powell stod i FN og fortalte, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og at vi derfor skulle gå i krig mod dem? En krig som også Danmark gik ind i, fordi vores politikere sagde, at ja, der var beviser for, at Saddam Hussein havde disse våben. Men de beviser fandtes ikke, og det vidste de danske politikere godt.

For det er meget enkelt: En stat vildleder sin befolkning og svigter sit ansvar, hvis folket ikke får de sande oplysninger. Desværre er det meget svært at stille en stat til ansvar, især når man som Danmark ikke har den forvaltningsdomstol, som lic. jur. Preben Wilhjelm efterlyser i filmen, og som ellers ville kunne holde magten i tømme. For som det er i dag, så er 90 mandater nok til at beslutte noget, også det som er i strid med Grundloven, hvilket er sket flere gange. Ja, siden 1919 er der konstant blevet hugget bidder af det ellers så stolte og i rettigheder funderede retspolitiiske system i Danmark.

Men nu risikerer vi med påvirkningsloven at få et statsmonopol på sandheden – og dermed et samfund, der minder mere om et diktatur end om et demokrati.

For som advokat Bjørn Elmquist siger det i filmen, så er et demokrati kendetegnet ved en politisk pluralisme, der blandt andet indebærer ytringsfrihed, meningsfrihed, religiøs frihed og mange andre slags friheder for borgeren – også friheden til at være uenig med staten og magten og give udtryk for disse holdninger.

Men den frihed er altså under pres og siden 11. september under mantraet ”Befolkningens tryghed er det vigtigste”. For netop dette mantra er blevet brugt til at give politiet og PET så udvidede beføjelser, at der reelt er tale om at udhule fundamentale borgerrettigheder og frihedsprincipper. Men det er – som Eva Smith siger det i filmen – en narresut, for ingen kameraer eller andet kan sikre os 100 procent mod terror.

Men vi accepterer åbenbart, at friheden tages fra os – det betyder ikke noget, så længe vi bare underholdes og entertaines med ligegyldige trivialiteter, som vejen til slaveriet er beskrevet i Huxleys ”Fagre nye verden”. Det er ganske skræmmende.

Retspolitisk forening kalder også lovforslaget om påvirkningsloven for ”alvorligt bekymrende for ytringsfriheden”: http://www.retspolitik.dk/wp-content/uploads/2018/10/H%C3%B8ringssvar-ulovlig-pa%CC%8Avirkningsvirksomhed-okt18.pdf?fbclid=IwAR2UhAm3GnFg_aGdQlcQoKAcMWdNQ-0mogrv1wHeSuhNlr7XduF3H7RvUro

Sæt derfor den halve time af, som det varer at se filmen og høre, hvad de dygtige mennesker Smith, Elmquist og Wilhjelm har at sige. Det bliver en af de vigtigste halve timer i dit liv.

DR ville ikke vise filmen, da den iflg. dem ikke var samfundsrelevant. Danmarksbloggen mener derimod, at det er årets formentlig vigtigste film. Se den her: https://www.youtube.com/watch?v=rVfyrZKaypQ

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

11/11: 100 år siden 1. verdenskrig – og hvad nu?

På søndag er det 100 år siden, at 1. verdenskrig sluttede. Rædslerne i skyttegravene, som kostede en hel generation unge mænd livet, var forbi, og nu skulle der ikke længere være krig, troede mange.

De tog så fejl. Kun godt et par årtier senere startede 2. verdenskrig, som var en endnu mere forfærdelig krig.

Siden har vi – i Norden og i Vesteuropa – været forskånet for krig. Men der er mange, som i nutidens populisme og nationalisme ser paralleller til det, som skete i 1930´erne, og som derfor mener, at en ny krig kan være forestående.

Danmarksbloggen er enig – det trækker op til storm. Men vi kan ikke bare oversætte det, som skete i Europa i 1930´erne én til én med det, som sker i dag.

Ja, vi har stigende nationalisme.

Ja, vi har stigende populisme.

Ja, vi har stigende ulighed.

MEN:

Vi har også internationale forpligtelser og samarbejder, som er meget mere omfattende og forpligtende, end det bare tilnærmelsesvist var dengang.

Og nok har vi nød og elendighed – også udenfor enhver rimelighed i så rigt et samfund som vores, men ikke i samme grad som dengang.

TIL GENGÆLD HAR VI OGSÅ:

En religiøs konflikt mellem muslimer og gammel-europæere, som i sig selv kan være ganske sprængfarlig.

Internationale virksomheder, som er udenfor demokratisk kontrol, men som spiller en stor rolle i vores hverdag.

Konklusion: Vi sidder altså med en anden slags konflikt i 2018 – og også en anden slags befolkning. En europæisk befolkning, som er mere optaget af forbrug og selviscenesættelse end af ideologier og politisk kamp. Dét er så et problem for vores demokrati, som kræver aktive medspillere og en stadig udvikling, men det er godt i forhold til den manglende lyst til at gribe til våben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Argumenter imod kvinder”

På onsdag holder gymnasierne Operations Dagsværk, og min 17-årige datter, der går i 2. g. på samfundsfaglig line, har endnu ikke fundet noget at lave. Det vil sige: Nu har hun, for jeg har tænkt mig at engagere hende – hvis hun vil.

Hendes opgave bliver at læse professor emerita Birgitte Possings nye bog ”Argumenter imod kvinder”. Det bliver en af de vigtigste bøger, som min datter kommer til at læse i sin tid på gymnasiet, for med den i bagagen vil hun være markant bedre klædt på til at agere i det samfund, som hun om få år skal ud og virke i.

Det er nemlig årets mest relevante bog for kvinder – og for mænd. Den viser konkret og faktuelt, hvor lang vej der er i Danmark, inden vi får reel ligestilling, og det er en endog meget lang vej, når fx kvinder kun bestrider under hver tiende ledelsespost i finansverden og kun 14 procent af alle borgmestre er kvinder.

For nok har kvinder haft stemmeret i mere end 100 år, og loven om ligeløn er også mere end fire årtier gammel, selvom det har vi ikke endnu. Men sådan må det åbenbart være, når kampen for ligeret, lige muligheder og et samfund, hvor kønnet er ligegyldigt langtfra er færdig.

Bogen starter med et kapitel om kvinder og ledelse, der med flere eksempler fra de seneste år viser, at vores samfund stadig i sin struktur har kulturelle og sociologiske tanke- og adfærdsmønstre, som holder kvinderne væk fra magten. For kvinder, der vil til tops, har kun har en lille sti at betræde, mens mændene har en bred vifte af muligheder.

Som kvinde med viden, kompetancer og ambitioner må man nemlig hverken være for meget kvinde eller for meget mand. Man skal være sådan en slags ikke-eksisterende mellemting, og selv hvis det kunstgreb lykkes, så skal man være forberedt på at blive mødt af holdninger om at være fx ”sludrende”, hvis man uddyber et emne samt konstant at blive vurderet og kommenteret på ens udseende. Under de forhold er det imponerende, at kvinder som Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, og Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR, er der, hvor de er i dag.

Myten om at kvinder er på en særlig måde, og at mænd er på en særlig måde – alene i kraft af kønnet – eksisterer også stadig overalt i samfundet – og hos begge køn.

Mændene har så noget, som kvinderne ikke har: Magten og magtens klubber, hvor de i dårligste Rip, Rap og Rup-stil rekrutterer hinanden, og hvor det som kvinde kræver indsigt, mod og fylde at bryde igennem det usynlige glasloft, der holder mange dygtige kvinder væk – også fordi de ikke rekrutteres.

Birgitte Possing samler det hele på side 45, hvor man kan læse:

”Vi mangler en samlende fortælling om samfundet, og hvad vi vil med det. Tidsånden er gennemført individualistisk, og vil man noget, er det op til én selv at gå vejen og finde sin plads og identitet. Ingen står i vejen. Sådan er den samfundsfortælling, vi faktisk har. Men den passer ikke på virkeligheden, hvor mangel på den rette kapital, klasse eller det rigtige køn kan stå i vejen for det, man vil. Det taler vi nødigt om, men det bliver vi nødt til, hvis vi skal nærme os noget, der ligner ligestilling. Vi siger, at vi har ligestilling, selv om vi ikke har det. Vi siger, vi vil have begge køn i ledelse alle vegne, selv om vi ikke får det. Vi siger, vi vil have repræsenteret den mangfoldighed i erfaringer, som begge køn repræsenterer, selv om vi ikke gør det. Når det handler om køn, siger vi ét og gør noget andet.”

Citat slut.

Der mangler altså en fortælling – og en hulens bunke lovgivning, for intet kommer uden det. Det er historien et godt bevis på, og netop historien om kvinderne og kampen for rettigheder og muligheder fylder resten af bogen.

Og det kan sagtens være, at man kender Mathilde Fibiger, Dansk Kvindesamfund, Mathilde Bajer, Nathalie Zahle og flere andre endnu fra 1800-tallet, men ved du også, hvem Nielsine Nielsen var? Hun var Danmarks første kandidat i medicin.

Og vidste du, at Emma Gad i 1895 sagde: Damer, der holder foredrag, kan jeg for min død ikke foredrage. Et par år efter havde hun dog ændret holdning og mente nu, at kvinderne efterhånden vil blive opdragne til at ville noget og kunne noget, der skaber dem en livsopgave i økonomisk uafhængighed.

For det er nemlig ikke kun mænd, som må have standpunkt til man får et nyt. Det må kvinder også.

Birgitte Possing ved også meget, og er eminent god til at formidle det i den letlæste og alligevel substantielle bog. For kvaliteten er høj gennem hele bogen, hvor vi hører om kvindernes optog i 1915. Om enkeltpersoner og sammenhænge, om kvinder i politik, i videnskab, indenfor troens verden, om ægteskab, børn og moderskab, om seksualitet, om frigørelse. Om alle de temaer, der kendetegnede 1900-tallets kvindekamp – og hvoraf der stadig er mange slag tilbage at udkæmpe.

Det kræver fysisk styrke, for ligesom at det er vigtigt at tage magten, også symbolsk, så spiller kroppen også en rolle. Og bogen slutter af med et kapitel om sport og idræt, hvor man blandt andet kan læse, at dramatikeren, forfatteren og oversætteren Erna Juel-Hansen, der var en del af 1800-tallets moderne gennembrud, i 1896 sagde:

”Ligesom cykling oparbejder svømning hos pigebørn de egenskaber, hvorpå det så ofte skorter hos det kvindelige køn. Det styrker nerverne, giver mod, resoluthed, udholdenhed og modarbejder det, vi trænger til at blive af med, det ømskindede, pibevorne, kællingeriet.”

Som ivrig motionssvømmer med på den gode side af 425 svømme-km om året, heriblandt en del i Åbent Vand, synes jeg på den ene side om at læse om de påstående fordele ved min elskede vandsport, men på den anden må jeg opponere imod stereotyperne om både kønnene og om svømningens velsignelser.

Det handler som altid mere om strukturerne i samfundet og i de forskellige institutioner – samt om tankegodset inde i hovederne på hver enkelt af os. Tanker og holdninger, som får et kæmpestort næringsboost af at læse Birgitte Possings bog.

Danmarksbloggen giver derfor ”Argumenter imod kvinder” seks handsker ud af seks mulige  For med denne bog tages handsken (igen) af og kastes langt væk, så man som læser er klar til mere stormløb mod glasloftet. Der skal åbenbart en del slag til, før kampen for ligeret og lige muligheder vindes.

Det er Strandberg Publishing, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk