Anmeldelse: ”Ulrik Federspiel – Et diplomatisk liv”

Diplomati handler om at bygge broer, og bogen ”Ulrik Federspiel – Et diplomatisk liv” har meget passende Knippelsbro i København som baggrund på forsiden. Bogen er – som titlen også antyder det – skrevet af en af de mest betydningsfulde embedsmænd i Danmark i de seneste årtier, nemlig Ulrik Federspiel, som også ses med paraplyen i hånden på bogens forside.

Motivet må være valgt med omhu. For Knippelsbro forbinder Christiansborg og Statsministeriet på Slotsholmen med Udenrigsministeriet, som har til huse i Ørkenfortet på Christianshavn – og Ulrik Federspiel må utallige gange været gået eller kørt over Knippelsbro ifm. sit liv i statens tjeneste.

Et arbejde, som han aldrig havde troet skulle føre til en bog. Ja, faktisk sagde Federspiel først nej, da han blev spurgt, men så ombestemte han sig heldigvis – og resultatet blev 510 sider, der levende, detaljeret og medrivende beskriver store og små begivenheder i de flere årtier, hvor han tjente flere danske regeringer, og var en central placeret embedsmand i alle de store kriser, som Danmark oplevede i de år, både indenrigs og udenrigs.

Federspiel var således i sin karriere blandt andet departementschef, direktør for Statsministeriet og Udenrigsministeriet samt ambassadør i Irland og i Washington. Og han var en vigtig del af håndteringen af stort set alle store kriser fra 80´ernes fodnoter (hvor vi hører om sagen fra Washingtons side), hvor tæt vi var på at forlade NATO i 1988, Tamil-sagen, EU-afstemningerne i 90´erne, krigene i Irak og Afghanistan (også her set fra Washington) og Muhammedkrisen.

Så jo, man lærer nyere Danmarkshistorie af at læse bogen – udover at man forstår, hvad det vil sige at være embedsmand. Ikke at Federspiel røber noget fra de fortrolige samtaler, som han har haft med skiftende ministre. Så havde bogen sikkert også ført til flere overskrifter i visse dele af pressen. Men Federspiel vil gerne kunne se sig selv i spejlet, og han formår at holde balancen mellem at formidle, hvad der skete, men uden at udlevere nogen.

Det er ikke overraskende, for netop balance er et kodeord i diplomatiet. Det ved de fleste godt, men når man læser bogen, lærer man også, at diplomati et langt stykke handler om personlige og sociale kompetencer. For nok skal man kunne sin statskundskab, jura eller hvad man bruger som adgangsbillet til de hellige kontorer. Men vigtigst er evnerne til at kunne tale med alle – om alt og på en måde, så man både er behagelig og morsom at være sammen med, men samtidig også viser, hvad man mener og står for – og at dét skal tages seriøst.

Evner og kompetencer, som Federspiel havde med sig hjemmefra – og som blev bestyrket, da han og hustruen Birgitte, som også kommer fra en baggrund med viden, netværk og kultur, valgte at gifte sig og køre det livslange parløb, som også er en del af årsagen til, at så meget er lykkedes for Federspiel, som han gør opmærksom på det. Også dette kig gennem nøglehullet til derinde, hvor historiens gang afgøres.

For bogen er historie, selvom det er nyere historie. Der er nemlig sket meget, siden Federspiel var en del af dagligdagen i den danske stats tjeneste. Miljøets stigende betydning, Brexit, Europas og dermed EU´s kamp for at orientere sig og ikke mindst manifestere i den nye verdensorden, hvor vi har Kina på den ene side og USA på den anden – og nu Corona-krisen, som vi stadig står midt i, og som ingen ved, hvad ender med – og hvornår.

Derfor er de sidste sider i bogen også de mest interessante – fordi vi netop lever i denne brydningstid.

Danmarksbloggen kunne derfor godt drømme om en samtalebog med Ulrik Federspiel om verden af i dag – og nogle bud på verden i morgen, både med de globale og de danske briller. Et emne som verdens atomvåben og et andet som Grønlands rolle – både sikkerhedspolitisk og ressourcemæssigt – er fx super-relevante sammen med fremtiden for de institutioner, der blev skabt på baggrund af 2. Verdenskrig; FN, NATO og EU.

Ideen er hermed givet videre … og i mellemtiden giver Danmarksbloggen fem ud af seks broer, som dem der er så vigtige i et diplomati – og ekstra meget i en brydningstid som den, vi står i lige nu.

En nutid som Ulrik Federspiel selv beskriver på bogens side 488: Jeg kan blot konstatere, at der ikke er balance mellem de tre kategorier, Fukuyama nævner. De tre kategorier er: En kompetent stat (eller international organisation), en stærk retsstat og et demokrati, hvor staten står til ansvar for sine borgere

Og så fortsætter Federspiel med at ridse situationen i dag op: Et Kina, som ikke anerkender Pax Americana, et USA der allerede under Obama begyndte at vende sig indad, men nu endnu mere under Trump, og dette trods USA´s afgørende rolle som den magt, der skal rekonstruere det internationale system, en udvikling hvor stater verden over tilgodeser segmenter af befolkningen, og derfor fører en populistisk politik, som er en trussel mod demokratiet og retsstaten – og på sigt øger risikoen for uro og krig.

For som bekendt venter historien ikke, og hvis ingen løser opgaven med at bringe verdenssystemet i orden igen, så kan vi let ende i en situation med en konfliktfyldt bipolaritet, nu mellem Kina og USA. Her vil Europa efterlades i et tomrum, da USA ikke længere behøver Europa. Men vi har til gengæld stadig Rusland som nabo, som Federspiel slutter med at gøre opmærksom på det.

Det er Gyldendal, der udgiver.

For egen regning vil Danmarksbloggen så gerne kommentere bogen i lyset af de seneste begivenheder:

Bogens antagelser bestyrkes af den stigende uro. Internt i landene, også rige vestlige lande, hvor især den stigende ulighed fører til demonstrationer. Og mellem landene, hvor fx statsligt orkestrerede digitale angreb mod et andet land er en stigende trussel – som det i øjeblikket opleves i Australien, hvor stort set alle dele af den offentlige sektor angribes, også sundhedssektoren, selvom verden oplever en pandemi.

Og hvad vil der ske i USA til efteråret? Det var vildt op mod valget i 2016, men det forventes at blive værre her i 2020. Ja, Trumps spritnye forsøg på at gøre et i Coronatider kritiseret valgmøde i Tulsa til en slagsmark viser, at der fra højeste side i USA kalkuleres med social uro som et middel til at genvinde magten.

Men vi ser også fysiske provokationer som i øjeblikket, hvor Iran fx sender skibe med olie til Venezuela, selvom USA siger, at Venezuela ikke skal have olie – og at de skibe, som transporterer olie, ikke må anløbe amerikanske havne. Det får ikke Iran til at stoppe. Tværtimod taler Iran om at sende krigsskibe med til at beskytte olieskibene.

Der hører vi alt sammen ikke så meget om i en Corona-ramt tid, men verden ruster sig til krig i øjeblikket. Det er nationalisme og hver land/region for sig. Alt der mangler er en gnist, der kan antænde branden. Religion bliver ikke denne gnist. For der skal to til en tango – og så længe det udelukkende er islam, der vil føre hellig krig, så kommer der ingen Korstogs-og-Osmanner-krige version 2.0.

Men måske kampen om ressourcerne i en klima-truet verden bliver fyrtøjet? Dét virker til gengæld mere og mere sandsynligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”

Cand.phil i historie Kåre Lauring har skrevet mange historiske fagbøger, og i den nyeste ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”, som udkom i sidste uge, kommer han ind på tiden EFTER besættelsen og frem til skæringspunktet, da Danmark skriver under på NATO-traktaten i 1949, og dermed opgiver neutralitetpolitikken.

Det er en tid, som vi ellers hører meget lidt om. Besættelsen og befrielsen behandles ofte i både fag- og skønlitteratur, og det samme gør velfærdssamfundets opbygning i 1950´erne og 1960´erne.

Men de første år efter krigen er så underligt oversete, selvom det er meget vigtige år, hvor grundlaget for hele det kommende moderne samfund blev lagt.

Heldigvis har vi så nu Kåre Laurings grundige, detaljerede og velformulerede værk ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”, hvor man på bogens 428 sider bliver klogere på forsvarspolitik, situationen omkring Grønland og Færøerne, økonomisk politik og det spil, som var i gang i Europa og i resten af verden, og som førte til den kolde krig mellem de tidligere allierede – en krig, der skulle kendetegne næsten et halvt århundrede.

Et af de meget spændende afsnit handler om etableringen af FN, som startede med en konference i San Francisco, hvor den danske regering gerne ville være til stede. Det fordrede dog, at man var anerkendt som allieret, og altså havde erklæret krig mod Tyskland.

Det havde Danmark ikke. Snarere tværtimod havde vi i 1941 skrevet under på Antikominternpagten i Berlin. Det var først i 1943, at vi officielt stoppede samarbejdet med tyskerne – på et tidspunkt, hvor alle vidste, hvad vej det gik.

Så at vi alligevel blev anerkendt de facto skyldtes den modige danske ambassadør i USA Henrik Kauffmann, som i 1941 havde indgået en aftale med USA om, at de måtte anlægge forsvarsbaser på Grønland. Danmark blev altså på et hængende hår anerkendt, og var et af de 51 lande, som var med fra starten i oktober 1945.

Ellers var vi også havnet i selskab med Tyskland, Italien, Finland, Bulgarien, Ungarn og Rumænien, som i de første efterkrigsår absolut ikke var det gode selskab.

For det var vigtigt, hvem man omgikkes, både international og nationalt. Og derfor gik det danske retsopgør heller ikke stille af – ikke i starten i hvert fald. Man ville fx fælde de store entreprenører, som havde tjent mange penge på at bygge flyvepladser og bunkers langs den jyske vestkyst. Men ofte gik det anderledes.

De små værnemagere fik deres straf, mens de store slap, da man ikke kunne forvente nogen domfældelse, som statsadvokaten mente det. Eller deres handlinger blev vurderet som en del af samarbejdspolitikken, og så var det jo ikke den enkeltes eget ansvar, men et regeringsansvar.

Handel, pengeombytning og rationeringer fyldte også meget i perioden – og mere end hvad vi tænker på i dag. For Danmark vendte ikke som ved et trylleslag tilbage til forholdene før krigen, selvom vi i modsætning til mange andre lande ikke var smadrede. Men alligevel tager det tid at rydde op efter en verdenskrig og få hjulene i gang igen.

Tid og demokratisk virksomhed. Der var således også valg til folketinget – både i 1945 og i 1947, og til manges overraskelse viste det sig, at de gamle partier ret hurtigt rettede sig og klarede sig godt. Dem, som i besættelsestiden havde drømt om et nyt og anderledes Danmark, blev skuffede.

Alligevel var noget ændret. Den store magt i verden var ikke længere Europa, men USA, som i de næste mange årtier skulle beholde sin førerposition, og som med Marshallplan og flere andre initiativer satte både sit økonomiske og kulturelle aftryk på Europa – og på Danmark, som i de kommende år lærte udtryk som teenager og milkshake, og dansede nye danse til det, som blev kaldt ”negermusik”.

Men alt var ikke fest. Der var stadig mangel på basale svarer, som fx i den iskolde vinter 1947 hvor husmødrene demonstrerede for flere vaskemidler, mere sukker, kød og flæsk.

Bogen beskæftiger sig også med påskekrisen 1948 – for en sådan var der også. Mange kender til påskekrisen i 1920, som var lige ved at afskaffe det danske monarki. I 1948 handlede det dog ikke om konger, heller ikke den nye konge Frederik d. 9, men om Danmarks placering i verden.

Rygtet gik, at Sovjetunionen ville invadere Norden – også på baggrund af det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet. Så den danske regering anmodede USA om våbenhjælp – og sammenlagt blev resultatet, at krisen fremskyndede planerne om både en nordatlantisk forsvarsalliance – det som blev til NATO – og forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund.

Det sidste blev som bekendt ikke til noget, og vi endte i en blok. Vestblokken, den som med økonomisk fremgang, demokratisk frihed og stor militær slagkraft viste sig at være den vindende af de to blokke, hvis der ellers var en vinder af Den Kolde Krig. Norge gjorde det samme, men ikke Sverige. Sverige blev ved med at være neutralt.

Det var altså det gamle spil i Norden, to sammen og en udenfor, som Kåre Laurings far Palle Lauring ofte har beskrevet de nordiske landes indbydes forhold.

I den mere kulørte afdeling hører vi i bogen også om den lille, runde skuldertaske med RAF-logoet, som man kunne købe i Magasin kort efter befrielsen (danskerne er og bliver et handelsfolk) – og selvfølgelig de gule bananer, som efter flere års fravær kom til Danmark igen en grå novemberdag i 1945.

Bananer, der betød så meget, at der allerede var blevet sunget om dem i Befrielsessommeren 1945: For når der kommer en båd med bananer. Så har vi solskin og sommer på ny.Så jo, solen skinnede dén novemberdag. For bananernes ankomst til Danmark var et tegn på en verden i fred, en verden hvor varer og mennesker kunne færdes frit igen uden bekymringer for liv og sikkerhed.

En verden, som endelig igen var stor og dejlig – efter at have været lukket ned. Noget som senere generationer har moret sig lidt over, men som vi, der lever her og nu i Coronatiden, godt ved, hvad betyder … selvom der er forskel på en verdenskrig og en pandemi.

Danmarksbloggen giver ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949” fem ud af seks af de rationeringsmærker, som stadig blev brugt til mange varer i Danmark i tiden 1945-1949.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stop kulturel curling til de krænkelsesparate

Der findes mange krænkelsesparate, som kræver, at alt, som ikke passer i deres dagsorden, skal slettes, fjernes eller laves om. Det betyder ikke noget, at det har en historisk eller kulturel interesse. Det er også lige meget, at vi kun kan lære af fortiden ved at kende den. De krænkelsesparate vil bare have ALT væk, som de ikke kan lide.

Samme metode bruger totalitære styrer i øvrigt – og bare for en ordens skyld: Den slags styring duer ikke. Vi er nødt til at vedkende os det personlige ansvar. Som forbrugere af viden og kultur har man nemlig et personligt ansvar for selv at kunne sætte det, som man ser og hører ind i den rette samfundsmæssige ramme.

For man kan ikke bare som et fornærmet barn gå hen i krogen og sige: ”Nej, der må ikke stå, at Pippis far var negerkonge, nej, I må ikke bruge ordet indianer og nej, I må ikke tage en sombrero på og spise nachos, når I ikke er født i Mexico. For det krænker mig – om ikke andet så på de andres vegne.”

Men det duer ikke at pege fingre på dén måde. Man må i stedet tage på sig at vide noget om historie, samfund og kultur, så man kan opleve viden og kultur i den ånd, som det er skabt.

For så kan man smilende og med overskud ryste på hovedet ad gamle titler på malerier, statuer af personer, som engang blev anset for vigtige eller af andre vidtløftigheder, som når det siges, at alle italienere er temperamentsfulde, alle bøsser er gode til at indrette, alle jøder er gode til penge, alle mænd elsker biler, og alle kvinder elsker at shoppe.

For vi ved jo godt, at generaliseringer ikke holder. Eller vi burde vide, at alle i en gruppe – hvad enten gruppen er baseret på køn, race, seksualitet, religion eller andet – aldrig er ens. Vi er alle forskellige mennesker, og det skal vi have lov til at være – uden at nogen kan trække krænkelseskortet og forlange at få lavet alt muligt om.

Der er så OGSÅ strukturelle problemer og undertrykkelse overalt i verden – og ingen går forbi. Ja, selv hvide mænd, som engang havde MAGTEN, er i dag en forfulgt gruppe – og måske den eneste, som der er erklæret fri jagt på året rundt.

Men den slags kassetænkning af mennesker du´r ikke. Vi kommer ingen vegne med at hade, råbe og skælde ud – hverken på grund af en gammel film som ”Borte med Blæsten” eller når ny kunst skal skrives.

Man kan fx sagtens skrive inuit og være noget så nedladende – eller skrive eskimo og gøre det med charme og varme. Det kommer an på sammenhængen. Men uanset hvad: Vi skal være venlige og imødekommende – og gå i dialog og SAMMEN løse problemerne med sans for detaljen og mangfoldigheden.

For som det er nu, ender vi let i ensretningens helvede. Vi er nemlig alt for godt på vej ind i en jungle af nypuritansk meningstyranni, hvor man kaster sig over ord, billeder, film, statuer og meget mere – og tror, at man kan løse strukturelle problemer ved at fjerne visse ord fra vores verden. Men det kan man ikke. Det er derimod kulturel curling af de krænkelsesparate – dem med høtyvene og de korte lunter, som mener sig i deres gode ret til at angribe dem og det, som de ikke bryder sig om.

Men vi kommer ingen vegne med galde. Venlighed og dialog derimod skal der til. For vi er alle mennesker, n´est ce pas? Og smilet er som bekendt den korteste vej mellem mennesker. Alle mennesker.

Og ps. Man skal selvfølgelig også kunne se en film, et maleri eller nyde anden kultur uden nødvendigvis at kunne en hel masse om baggrunden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark kopierer den svenske model

Sverige har altid yndet at kalde sig selv for humanismens stormagt. Det lød også godt. Engang. For som det eneste land i Europa valgte Sverige trods Corona-virussens fremmarch at fortsætte samfundslivet næsten som normalt, da pandemien ramte. Ja, svenskerne veg ikke fra den fastlagte kurs med det åbne samfund, selvom Sverige allerede tidligt i pandemien havde mange flere COVID-19-døde end alle andre lande i Norden til sammen.

For i de andre lande – også Danmark – fik samfundssindet og solidariteten sammen med forsigtigheden en genfødsel. Også selvom man måske kunne have forventet, at mange flere lande ville lade egoismen definere vejen, lade de svage falde og dø, mens samfundstoget bruste videre. Men det skete ikke. Tværtimod valgte næsten alle lande livet over væksten, mennesker fremfor moneter.

Der var altså stadig civilisation og ansvarlighed tilbage i os mennesker. Dét skabte håb. Den endelige bundlinje var åbenbart alligevel ikke økonomisk betinget, men human – undtagen altså i det land, som kalder sig humanismens stormagt, men som har en historisk tradition med at vælge pengene.

Det gjorde Sverige i tiden 1940-45, hvor de samarbejdede med begge sider, både tyskerne og de allierede (svenskerne var også mest bange for russerne, og det er de stadig). Og det med at spille på flere heste fortsatte i de følgende årtier, hvor svenskerne nok tog imod mange flygtninge, men også havde gang i en omfattende våbenproduktion. Der er noget med svensk mentalitet, som rimer særligt godt på penge – også selvom de penge kommer med en menneskelig høj pris.

Man kan derfor også spørge, om det var tilfældigt, at dynamittens opfinder og stifter af Nobelpriserne svenske Alfred Nobel i sit testamente gjorde klart, at fredsprisen ikke skulle bestemmes af svenske institutioner og uddeles i Stockholm som de andre Nobelpriser – men at fredsprisen i stedet skulle bestemmes af norske folkevalgte og uddeles i Oslo (Norge var i union med Sverige, da Nobel skrev testamente).

Men tilbage til Corona-situationen, hvor Sverige er blevet voldsomt udskammet, og hvor kun meget få lande vil byde svenskere velkommen i denne sommer. Men holder den udskamning af Sverige stadig? Er Sverige stadig alene om at se på pengene først?

For man kan med rette på denne dag – eksakt tre måneder efter nedlukningen af Danmark – tænke over, hvad der tegner os lige nu, os her i lille Danmark: Samfundssind og solidaritet med de svage – eller selvtilstrækkelighed og skillinger?

For hvor forskellige er vi i grunden fra Sverige her medio juni 2020? Ikke meget, når man ser på den rasende hast, hvormed det danske samfund genåbner i øjeblikket -og den lethed, hvormed et steget smittetryk på 1,0 blev bortforklaret igår. For lige nu sker genåbningen – og måske også smitte-accelerationen – med en hast, som let kan ende i mange flere COVID-19-døde i Danmark – sådan á la den svenske situation.

For lige nu kopierer Danmark den svenske model fremfor at fortsætte med vores egen succesmodel fra foråret. Det er etisk forkert – og også økonomisk en rigtig dårlig idé. For det bliver meget dyrere at komme på fode igen ude i fremtiden, når først korthuset er faldet sammen, end det kunne være at holde fast i den forsigtige kurs …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SAS og den manglende solidaritet

Flytrafikken er hårdt ramt under Corona-krisen. Flyselskaberne har derfor også fået meget hjælp af staten. Mange millioner kroner i hjælp faktisk. Og hvordan betaler flyselskaberne så tilbage? Ja, et flyselskab som SAS vælger fra midt i juni at genåbne 20 ruter – heraf 16 fra Kastrup.

Det behøver så ikke at være et problem, hvis de ruter går til lande, man som dansker gerne må rejse til. Det drejer sig så indtil d. 31. august kun om Island, Norge og Tyskland. Men man kan også forsvare en rute til fx Bruxelles, hvor EU´s hovedkvarter ligger og andre steder, hvor vigtige beslutninger skal træffes, og forretninger skal laves.

Men ruterne til steder som Nice, Malaga, Mallorca og Athen åbner også lige om lidt. Og det handler ikke om transportere folk til hverken politiske beslutninger eller forretninger – men om ren ferietrafik til steder kendt som destinationer for sol, sommer og strand.

Det er etisk set så tordnede forkert at åbne ruter til lande, som myndighederne ikke anbefaler, at vi danskere rejser til.

For hvem sætter sig op i de fly? Det gør primært ressourcestærke danskere, som IKKE følger myndighedernes anbefalinger om IKKE at rejse på ferie sydpå, men som egoistisk vælger, at nu skal de til Grækenland, Frankrig eller Spanien for at få noget sol – og måske noget COVID-19, som de kan tage med hjem.

Sådan foregik det også, dengang sygdommen kom til landet i vinters. Der var det bare skiferie, nu er det solferie. Men resultatet er det sammen: De ressourcestærke rejser ud, og tager smitten med hjem, og så dør der endnu flere danskere, og det koster hele samfundet dyrt – men ja, de forkælede fik deres ferie.

Og SAS? Ja, de fik solgt flere billetter og vist, at når det kommer til stykket, så har SAS ingen solidaritet med det samfund, som hjalp selskabet gennem krisen. Ja, SAS fraskriver sig ethvert ansvar.

Fungerende pressechef hos SAS i Danmark Sille Beck Hansen siger således til Ritzau: ”Vi kommer ikke til at kontrollere, hvorfor folk rejser. Det er folks eget ansvar at vurdere.”

Moralen er i frit fald …

Læs mere her: https://www.dr.dk/nyheder/penge/sas-genabner-20-ruter-i-europa

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Slaget om EU står NU

EU vil iflg. Ritzau foreslå et EU-budget på 1100 milliarder euro – altså 8300 milliarder kroner.

Derudover vil EU lancere en genopretningsplan på 750 milliarder euro, hvoraf de 500 milliarder euro skal overføres til og fra medlemslandene, mens de resterende 250 milliarder euro skal være lån, som EU-kommissionen vil optage på kapitalmarkederne.

Disse lån skal betales tilbage i perioden 2027-2058 – og skal finansieres ved, at EU skal have lov til at opkræve skatter hos den enkelte EU-borger – modsat i dag, hvor det kun er nationalstaten, som kan opkræve skat.

Eller sagt ligeud: I dag er det kun Christiansborg, der kan udskrive skatter i Danmark. Fremover skal det også være Bruxelles, hvis altså formand Ursula von der Leyen og de andre i EU-kommissionen får deres vilje.

Det er for at sige det mildt et kontroversielt forslag, som også vil give EU markant meget mere magt – og gøre, at Europas Forenede Stater er rykket markant tættere på.

Ifølge von der Leyen er det så nødvendigt. Hun siger til Ritzau: ”EU er i knæ. Krisen har haft enorme følgevirkninger i samtlige europæiske lande. Det kan man ikke løse og råde bod på som enkelt land. Det her er Europas øjeblik. Det er store udfordringer, vi står overfor. Det er et ganske afgørende valg. Enten går vi alle egne veje. Så lader vi lande i stikken. Så får vi en egoistisk union, hvor nogen ikke har, og andre har, eller også går vi en fælles vej. Det er et såre enkelt valg. Vi skal træffe en vigtig beslutning. Vi kan investere i en fælles genopretning. Dette er en fælles investering i vores fremtid.”

Danmarksbloggen er helt enig i, at det er et helt afgørende valg, men der ER andre muligheder end at blive i den politiske union og afgive endnu mere suverænitet.

Vi kan også vælge i Europa at blive nationalstater igen, der forpligter os på handel og forsvar – men ikke på noget, der har med skatter, sociale forhold, arbejdsmarked, uddannelse og kultur at gøre. Det er – efter Danmarksbloggens mening – også det, som stort set alle europæere vil, og som alle lande også handlede efter, da COVID-19-orkanen ramte os for fuld styrke tilbage i februar og marts.

En orkan, som stadig er i gang, og som vi kun kan rydde op efter ved at ændre afgørende på vores måder at leve på, arbejde på, spise på og transportere os på. Men det er en anden historie, om end det ville give EU et strejf af mening, hvis EU turde gå forrest i det paradigmeskifte, som er nødvendigt.

Så ja, slaget om EU står nu. Den bedste option: EU som en grøn bannerfører er så ikke muligt.

Man kan derimod – som et andet skib taget af grådige pirater – vælge imellem to gamle modeller: Europas Forenede Stater – eller nationalstaterne. Begge er styret af penge som målet og midlet – og giver ikke mening i den fremtid, som skal skabes, hvis vi skal undgå et ragnarok, der er mange gange værre end COVID-19.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solidaritetens udløbsdato

Jeg har tit – især i de sidste ti uger med den nye Corona-virkelighed – tænkt over, om den danske solidaritet havde en udløbsdato – og i så fald hvornår.

Nu kender jeg og alle andre danskere svaret. Den danske solidaritet har en holdbarhed på ti uger. 70 dage. Ikke mere – ja for en del danskeres (nemlig dem som har brokket sig over ikke at kunne det, som de plejer) vedkommende markant mindre.

70 dage. Ti uger er nemlig eksakt den tid, som er gået, siden Danmark lukkede ned midt i marts. Dengang skortede det ellers ikke på flotte ord og erklæringer om solidaritet fra alle sider. Men nu er fokus på fællesskabet afløst af individuelle krav om at få vores normale liv tilbage, selvom virussen stadig hærger i samfundet.

Vi ser det i den nye Genåbningsaftale, som åbner stort set hele Danmark med nogle få undtagelser.

Vi ser det hos de politikere fra især blå blok – og hertil skal regnes de radikale, som har presset på for denne store Genåbning, der skal rulles ud nu i den kommende uge.

Og vi ser det i mange af de kommentarer, som kommer på de sociale medier, kommentarer som fx ”Det var også på tide. Åbn nu bare det hele. Vi kan ikke vente længere. Man bliver bims af at sidde herhjemme og ikke kunne en skid. Nu har det her varet længe nok. Gamle, udsatte, kronisk syge og andre må blive hjemme og holde sig inde, hvis de ikke kan tåle det. Vi andre vil have vores liv igen.”

Det er forstemmende at læse og høre på den slags. For det er jo de stærke, de unge, de yngre, dem som i reglen ikke skal på sygehuset, hvis de får COVID-19, som siger det her.

Det er de stærke, som ikke vil undvære et normalt liv længere. Og samtidig beordrer de samme stærke i hårde vendinger de svage og udsatte – dem med markant færre kræfter og chancer for at overleve COVID-19 – om at gøre det, som de stærke ikke selv magter længere – eller ikke gider længere i egoismens uhellige navn.

Det er ikke kun usolidarisk. Det er ulækkert og vidner om en total mangel på empati og medmenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv studenterne deres fejring

En folkebevægelse er ved at rejse sig. Det handler om en af livets højtider, nemlig studentertiden og især studenterkørslen. Kronen på værket efter 12 års skolegang – og tre års slid på gymnasierne.

De kommende studenter vil nemlig intet hellere end have lov til at få deres traditionsrige studenterkørsel sidst i juni – og det kæmper de så for nu.

Danmarksbloggens holdning er helt klar: SELVFØLGELIG skal de kommende studenter have deres fejring.

Dels er det en livets højtid, som ikke kommer igen – og som ikke kan gentages. I modsætning til fx en vielse, som en del danskere allerede nu prøver mere end én gang. Ja, nogle tager tur nr. 3 og nr. 4 op til alteret.

Men man har kun ÉN studenterkørsel i sit liv. Og nej, det bliver ikke det samme at udskyde studenterkørslen til august eller september, som man fx kan det med en konfirmation. Selvom især studenterklasser med et godt sammenhold nok skal få lavet en fest alligevel, hvis kørslerne bliver udskudt til høsten.

For ingen ved, hvordan det ender. Hovedargumentet mod studenterkørsel er, at de unge mennesker er for tæt sammen, og ikke kan holde 1-meters-kravet, selvom vi fra først i juni godt må være 30-50 mennesker sammen. Argumentet holder ikke. Fordi at nok sidder de unge med en meters mellemrum i klasselokalerne. Men det gør de kommende studenter ikke, når de holder frikvarter. Så i forvejen er de unge allerede i smittegruppe med hinanden …

Så skal man gå ned ad den vej, skulle man hellere sige nej til cafeer og restauranter … men de tjener jo penge til samfundet, så derfor får spise-og-drikke-steder lov til at åbne. Og det er så ok.

Men fokusset på ussel mammon gør det ekstra skammeligt, hvis man ikke giver de cirka 50.000 kommende studenter lov til at fejre deres store dag. Og det bliver ikke mindre skammeligt af, at man i øjeblikket taler om at åbne grænserne.

For fremmede turister med penge – og Corona-smitte – vil vi åbenbart gerne have, også selvom netop turismen var skyld i, at epidemien løb løbsk, da det hele startede. Men vores egne studenter, ja de ved endnu ikke, om de må fejre deres store dag.

Bak op om de danske studenter ved at skrive under her:

https://www.skrivunder.net/studenterfejring_202?s=71924726&fbclid=IwAR3cKEzoeyqRiTmRJ9KED7vcVYZ-n8-HuASnWrGWfeN_PRxjC3A8Ns08H3s

Se også denne FB-side:

https://www.facebook.com/events/165390234898202/167240721379820/?notif_t=admin_plan_mall_activity&notif_id=1589357563055972

Støt de unge mennesker, så også studenterårgangen 2020 må smile og med glæde mindes deres studentertid, når deres studenterhuer er blevet gulnede og slidte …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skraldemændene fjerner Corona-affaldet – men har ingen værnemidler

Læger, sygeplejersker, lastbilchauffører, butikspersonale og personale på plejehjem får alle deres velfortjente hyldest i kampen mod Corona.

Men der er en gruppe, som alle har glemt, men som vi ikke kan klare os uden i kampen od virussen: Nemlig skraldemændene eller renovationsarbejderne, som de hedder nu.

Skraldemænd, som endda risikerer livet, når de arbejder med at fjerne vores allesammens skrald, også det fra landets COVID-19-afdelinger.

For hvad sker der egentlig med alle værnemidlerne og alt det andet, som landets COVID-19-afdelinger bruger i kampen mod Corona? Ja, det bliver selvfølgelig smidt ud. Som regel i plasticposer, der er pakket hårdt og bundet godt sammen, inden de bliver drønet ud.

Men hvem samler det hele op? Alle poserne fyldt med Corona-affaldet? Det gør skraldemændene. Men de skraldemænd har ingen værnemidler, for COVID-19-affald anses ikke som farligt affald.

Men som en skraldemand, Danmarksbloggen har talt med, siger det: ”Når vi henter skrald ved COVID-19-afdelingerne, så sker det, at disse poser fulde af affald med Corona-virus punkterer, så det flyder rundt med mundbind, kirtler og visirer – alt sammen med Corona-virus på. Og nok er virus ikke luftbåren, men det er alligevel meget utrygt at få sådan en dosis Corona-affald lige op i hovedet. For det får vi, når en pose punkterer – og det gør affaldsposer. Det er vi vant til, men vi er ikke vant til Corona.”

Skraldemanden, der hedder Michael Danielsen, fortsætter: ”Det gør heller ikke sagen bedre, at vi ikke har værnemidler. Corona-affaldet bliver nemlig ikke anset som farligt affald. Men nogle af os udsættes dagligt for store mængder Corona-affald, og så tænker man alligevel sit. Også selvom man som skraldemand er vant til lidt af hvert, og kan tåle det meste. For vores immunforsvar er normalt rigtigt stærkt på grund af, at vi hele tiden udsættes for diverse bakterier, vira og snavs. Men denne her Corona er anderledes og ukendt – også for os og vores immunforsvar.”

Danmarksbloggen er enig – og tænker, at vi som samfund har en stor opgave i at beskytte vores skraldemænd, som er lige så uundværlige som alle de andre grupper, der hyldes i kampen mod Corona. For til de grupper hører også skraldemændene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Manden, der bor i et skur på Amagerbanen

Jeg var ude i går og gå en tur ved DSB´s gamle bane på Kløvermarken, “Amagerbanen”, som man måske kender fra Olsen-Banden-filmene, men som også er mange menneskers hjem.

Her blev jeg råbt an ad en mand, som præsenterede sig, men hvis navn det ikke tilkommer mig at offentliggøre. Jeg kalder ham derfor Manden i det efterfølgende, for hans skæbne er desværre mere almindelig, end den burde være det i et så rigt samfund som det danske.

Men altså Manden bor i et skur på Amagerbanen. Manden var beruset. Og Manden undskyldte, at han havde råbt ad mig. Men han snakker ikke med nogle af de andre derude, og han trængte altså til én at tale med. Også fordi han nu havde siddet alene derude i sit skur i nogle uger.

Og Manden turde kun råbe mig an, fordi han var beruset. Jeg sagde, at det skulle han da ikke undskylde.

Vi talte sammen i ca. 20 minutter, og jeg så den fine have, som han var ved at anlægge. Her havde han bl.a. spraymalet en gren, plantet græskar og lavet et lille, fint bålsted.

Manden har været hjemløs i 17 år, men bor nu på Amagerbanen. Han bor der alene, for han har måttet begrave sin kæreste og sin datter for et par år siden. Kæresten havde været hjemløs i 32 år, inden hun fik en lejlighed. Men Manden måtte ikke overtage hendes lejemål. Så han var glad for, at han nu kunne bo i et skur på Amagerbanen.

Manden viste mig sit fine hegn og fortalte, hvordan dem, som en dag skulle overtage skuret fra ham, kunne spise brombær af det krat, der uvægerligt vil vokse op ad hegnet.

I baghaven står også et fint træ, hvor stammen er delt i to. Her kunne han tænke sig at lave en skulptur – to hænder der rækker op imod himlen. Jeg forstod godt hvorfor. Men da træet stadigt bærer blade, vil han ikke skære det ned. Det skal have lov at dø naturligt, synes Manden.

Da jeg gik, lovede jeg, at jeg indimellem vil kigge forbi. Noget af det, Manden frygter, er nemlig, at han skal dø i skuret og rådne op uden at nogen opdager det.

Men hvor skal Manden bo i fremtiden? For DSB, der ejer Amagerbanen, har opsagt alle lejerne for at rydde området. Det er muligt, at Manden ikke kan huske det. Og det er muligt, han ikke har fået besked, da han ikke bor i et af de etablerede skure.

Hvad skal vi gøre med Manden? Manden trives i sin lille have bag sit lille skur. Det er Mandens lille frirum. Han er kommet ud af hjemløsheden. Han opbevarer endda lidt tøj for andre hjemløse. Og han er bare en af mange, der bor derude, som endelig har fundet et lille frirum.

Hvorfor kan man ikke unde ham og de andre derude det lille lys i livet?

Hvis du vil være med til at se, om vi kan gøre en forskel, så vær sød at skrive under på, at Amagerbanen og dermed menneskers hjem skal bevares:

https://www.skrivunder.net/fred_amagerbanens_sidste_strakning?a=129925&fbclid=IwAR2rCHRpFoUhXiSC9ydetdlaYeU3xFP1Nh0Gr7bNXxYkF5yXXrLkWPJpg60

Skrevet af: Ole Frederiksen