Kategoriarkiv: Politik

Anmeldelse: ”Burning Voice”

Udgivet den af
Svar

Filmen ”Burning Voice”, som sendes på DR senere på året, er en meget vigtig film, der handler om den irakiske kvinde Tamara og hendes kamp for både hendes egen, men også andre kvinders frihed og ret til selv at vælge, hvordan deres tilværelse skal se ud.

Ja, i virkeligheden simpelthen retten til at være i live.

Det er en rå dokumentar, hvor vi skiftevis følger Tamara i Danmark, hvor hun bor sammen med sin søn og deres lille hund, og så i Irak, som hun oprindeligt kommer fra. Da filmen starter, er Tamara dybt involveret i kampen for de irakiske kvinders frihed via organisationen ”The Iraqi Women Rights”, som hun selv har stiftet.

I det ene øjeblik ser vi derfor Tamara stå stærkt på talerstolen i powersuit og fortælle om kvinders ret til at leve, som de vil. For så i næste øjeblik at være meget emotionel, da hun kigger på floden Tigris i det område, hvor hun boede, inden hun som stor skolepige flyttede til Danmark.

Vi ser hende lave et fotoshot, hvor hun bliver sminket, så hun ser ud, som hun gør på de fotos, som hun har fra dengang, hendes ex-mand slog hende med sit bælte. Vi ser hende danse mavedans iført meget lidt. Og to sekunder senere bede til Allah iført muslimsk klædedragt, så kun ansigtet er utildækket. Vi ser hende også flytte på krisecenter, fordi hun er bange for ex-manden.

Tamara er nemlig mange kvinder, og skal ikke defineres ud fra kun en ting, en funktion: Hun er kvindesagsforkæmper. Datter – af en kærlig far, som hun siger har lært hende alt. Mor til en søn – som da han siger, at drenge er stærkere end piger – straks irettesætter med sætningen om, at piger og drenge er lige. Studerende, der kæmper med hendes eksamen. Men som også, da hun bliver socialrådgiver, fejrer det med ikke-alkoholiske bobler sammen med sin familie. Og meget mere.

En ting går dog gennem det hele: Modet. Modet til at vise sig selv og sin virkelighed hele vejen rundt. Fra mødet med den legendariske irakiske feminist Hanaa Edwar over det at komme for sent til sønnens første skoledag og til de demoer for kvinders rettigheder, som hun selvsagt deltager i, også i Danmark.

Tamara er – og viser – et helt menneske.

”Burning Voice” er derfor også 1001 historier – og så alligevel kun én historie, der ikke er noget eventyr. Nemlig historien om, hvordan det at være kvinde i islamiske lande og blandt mange – ikke alle, men mange – muslimske mænd. Og det er en historie om at være mandens ejendom, som han kan gøre med, hvad han vil – også slå ihjel.

Fordi mænds følelser betyder mere end kvinders liv i mange islamiske samfund iflg. Tamara.

Det er derfor en rystende film, som på en meget hudløs facon viser en virkelighed, som de fleste nok anede eksisterede, men som mange har svært ved at forholde sig til. Og som visse grupper og organisationer i det danske samfund vender det blinde øje til, og kalder kulturelle forskelle.

Men det er det ikke. Det er kvindeundertrykkelse, og det kan ikke fortsætte, hvis vi mener det med frihed.

For nok kan en dansk dommer sagtens give en irakisk kvinde som Tamara en i Danmark gældende skilsmisse fra hendes egyptiske og voldelige ex-mand. Men det stopper ikke nødvendigvis ex-manden i at forfølge og chikanere hende, og slet ikke når de har en søn sammen.

Filmen rejser derfor også et spørgsmål til danske politikere, kvindeorganisationer og mange flere:

Beskytter vi som samfund de muslimske kvinder i Danmark godt nok, så de kan komme ud af det voldsregime, som de lever i under det religiøst betingede islamiske patriarkat?

Svaret giver sig selv. Men filmen skal alligevel ses, hvis man vil forstå, hvor grotesk synet på kvinder er i de kredse.

Danmarksbloggen vil derfor gerne opfordre alle til at se ”Burning Voice”, som får fem ud af seks af de mobiltelefoner, som Tamara flittigt bruger til hudløst at dokumentere sin vanskelige vej i tilværelsen – som alene kommer af, at hun er kvinde.

Ingenting har ødelagt os som tavshed, siger hun også, og det er sandt. Det gælder i øvrigt alle kvinder, som lider under en voldelig mand, og som prøver at glatte ud, få det til at glide, bortforklare og undskylde – også overfor sig selv.

Der skal ikke ties stille. Der skal råbes. Og vi andre skal hjælpe og kræve, at samfundet gør det samme – uanset hudfarve og religion. Bare for lige at slå fast, at det her handler om kvinders rettigheder, ikke om noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Spis dansk frugt og grønt

Udgivet den af
Svar

Sommerferien synger på sidste vers. Det samme gør danskproduceret frugt og grønt.

Rosenkål, hvide salatløg og ærter til frost er bare nogle få af de mange grøntsager, som ikke mere produceres i Danmark, og kendte bær som ribs og solbær er de næste, der står foran udryddelse i Danmark.

Årsagen er ikke klimaet. Årsagen er, at danskerne fravælger den danske frugt og grønt til fordel for billigere – og dårligere – varer fra udlandet.

Det er så slemt, at kun 26 procent af grøntsagerne og 9 procent af frugterne solgt i Danmark er produceret her i landet. For 60 år siden var 92 procent af grøntsagerne og 54 procent af frugterne danske.

Men nu er vi et af de lande i Europa, som har den laveste produktion af frugt og grønt. Kun cirka 40 kilo per indbygger mod mere end plus 200 kilo i mange andre lande.

Det er skidt for både fødevaresikkerhed og sundhed. For vores jord, vores klima og vores tilbageholdenhed med at sprøjte frugt og grønt gør, at danske frugter og grøntsager er blandt de mest sunde og næringsrige i verden.

Danskerne spiser i øvrigt – trods al snak om at leve mere grønt – 28 procent mindre frugt og grønt i dag end for ti år siden. Det er også stadig tomater, agurker, salat, gulerødder, pærer og æbler – samt jordbær i sæsonen, som er øverst på indkøbslisten, men altså udenlandske – desværre.

For det bedste grønt og frugt er dansk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vintersalme til styrkelse af sjæl, sind og hjerte

Udgivet den af
Svar

Winter is coming, sagde vi, da Trump blev genvalgt.

Det viste sig at holde mere stik, end vi troede.

Så nu er det tid til styrkelse af sind, sjæl og hjerte. Tid til at mindes om at intet mørke, ingen kulde, ingen ondskab kan vare ved. Lyset, varmen og kærligheden vil altid komme igen.

Så derfor kommer her som balsam på martrede sind, urolige sjæle og bange hjerter Brorsons vidunderlige vintersalme “Her vil ties, her vil bies”.

Blot husk at opgaven denne gang ikke at være tavs eller at vente. Opgaven nu er at råbe op, sige fra og handle.

Men alligevel kan vi med fordel synge med på nedenstående.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1

Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!

2

Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges. Og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.

3

Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue bag gærdet hist!

4

Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse. Det snart forgår.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!

5

Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!

6

Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!

Hvad sker der, hvis Trumps USA angriber Grønland?

Udgivet den af
Svar

Der er kun ét spørgsmål at stille i disse dage:

HVAD SKER DER, HVIS TRUMPS USA ANGRIBER GRØNLAND? VIL DE ANDRE LANDE I EU OG I NATO KOMME OS I KONGERIGET DANMARK TIL HJÆLP?

Stort set samtlige vestlige ledere har været ude og sige, at de bakker op om Grønlands og Kongeriget Danmarks territoriale grænser og folkeretslige ret til at bestemme selv.

MEN hvad sker der, hvis de amerikanske styrker pludselig står på indlandsisen?
Hvad sker der, hvis Trump samtidig stiller sig op på talerstolen i Det Hvide Hus, og siger, at USA nu har overtaget Grønland?
Hvad sker der, hvis sagen tages op i FN – uden at USA´s FN-ambassadør så meget som ryster på det rigtige i, at USA har overtaget Grønland?

Det er Danmarksbloggens frygt, at der sker absolut INGENTING.

Jo, altså, der vil komme noget brok fra de andre vestlige lande og ledere. Måske endda skarp kritik af USA´s præsident Trump.

Men ellers sker der ingenting. Ingen sanktioner, ingen militær hjælp, ingenting.

For ingen ønsker for alvor at lægge sig ud med Trump, selvom det er tydeligt, at samme Trump er mere som Putin og andre despotiske diktatorer og tyranner, end han er forkæmper for Den Frie Verden og de liberale frihedsrettigheder.

Og nok er næsten alle i Kongeriget Danmark enige og forhåbentlig også klare på at kæmpe for Grønland, men vi kan ikke gøre meget uden hjælp fra vores venner.

Men alle de store europæiske lande vil sidde og skutte sig – og tale om at se ”helheden” i det – og at vi også skal tænke på det fremtidige forhold til USA. Men en fremtid, som baserer sig på at danse efter en tyrans luner, er en fremtid i ufrihed og slaveri.

De må have godt gang i popcornene i Moskva, Beijing og de andre steder, hvor Trumps despotiske åndsfæller hersker. For lige nu er Vesten i gang med at implodere indefra – antændt og vedligeholdt af den orange lunte i Washington D.C.

Det er i sandhed sorte tider.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Det er – måske – min sidste nytårstale, sagde Mette Frederiksen for lidt siden fra Marienborg.

Og så blev hun ellers personlig – og talte om, at hun ikke havde lyttet nok og været for hård – i hvert fald udenpå og i debatterne. Men at hun havde været det, fordi hun ville det bedste for Danmark i de år, hvor hun har været statsminister – og hvor kriserne har stået i kø: Corona, Ukraine og Grønland.

Det var eminent tænkt og eminent udført, og det var også starten på den valgkamp, som betyder, at der senest om små 10 måneder skal være folketingsvalg i Danmark.

Nytårstalen var også et sats, når man tænker på de ting, som Mette Frederiksen lovede at ville prøve at ændre: Fødevarepriserne, boligpriserne, forholdene for børn og unge, sundhed – især kvindesygdomme og demens, pension og meget andre.

For lykkes det at skabe ændringer i de kommende måneder, så har Mette Frederiksen en reel mulighed for at blive genvalgt. Hvis ikke så er løbet til gengæld formentlig kørt. Det er modigt således at spille højt spil, men nok også nødvendigt.

Efter Danmarksbloggens mening var det også stærkt at stå på mål for en regering, der blev dannet over midten – og som hun mente var en god ting i en verden, der bliver stadig mere splittet.

For politik kan stadig gøre en forskel – og det samme kan politikerne, og man kan mene meget om Mette Frederiksen som person. Men ingen kan tvivle på, at hun er stærk og drevet af en tro på, at det bedste for Danmark er et land, hvor få har for meget og færre for lidt.

Et land, hvor vi lever i tillid og omsorg for hinanden – især nu efter at konventionerne skal tolkes anderledes, således så det er befolkningerne og ofrene, og ikke de kriminelle indvandrere og flygtninge, der skal beskyttes.

Jo, valgkampen 2026 er i gang – og lykkes det for Mette Frederiksen at få nogle af løfterne indfriet, så kan det meget vel være hende, der også byder danskerne godt nytår på årets første dag i 2027.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juletræsflyvning igen i år

Udgivet den af
Svar

Sidste år kom de susende i høj fart og stort rabalder – og i år gør de det igen: Kampflyene fra Sverige og Danmark, som flyver i en formation, så de danner et juletræ.

Det ser flot ud, når de kommer drønende. Jeg stod sidste år på Knippelsbro, og så de grå fly jage ind over København, og jeg var vildt imponeret.

Men det er mere end juletid og opvisning. Det er også øvelse og koordinering og alvor. For vi lever i urolige tider – og en såkaldt varm krig er tættere på end nogensinde siden besættelsen.

Verdens første historiker – eller ham som har fået æren af at være det – den græske Herodot, som levede for næsten 2.500 år siden, sagde, at mennesket ikke kan huske sådan for alvor mere end cirka 80 år tilbage i tiden.

Det passer, når man tænker på, at mange danskere skal helt tilbage til deres bedsteforældre eller måske oldeforældre for at finde nogen, som kan huske de fem forbandede år – og at mange af de unge generationer derfor ikke for alvor regner krig i Danmark for en seriøs risiko. Fordi de simpelthen ikke har levet tæt nok målt i tid på krigens gru.

Men krig er en reel risiko i vor tid. Og man skal som bekendt kende sin fortid for at forstå sin nutid – og kunne forme en god fremtid.

Og lige nu sidder der et styre i Moskva, som vil have Rusland lige så stort og mægtigt, som Sovjetunionen var det, og også nogenlunde de samme landområder plus måske noget ekstra. Et styre, som ikke bryder sig om de liberale frihedsrettigheder og det demokrati, som vi i Vesten lever i – og som ikke er en selvfølge.

Frihedsrettigheder og demokrati, som vi nok har fået i vuggegave, men kun fordi der engang blev kæmpet for det. Så vi skal også være klare til at kæmpe, som også NATO´s generalsekretær Mark Rutte lige har sagt det – og det skal de vide i Moskva. Så også derfor er det godt, at flyene går på vingerne her i Norden …

Eller som chefen for det svenske flyvevåben sagde det i sin pressemeddelelse om juletræsflyvningerne, som foregår over hele Sverige, og inkluderer alle Nordens luftvåben: Vores fælles juletræsflyvninger er et synligt symbol for, hvad det nordiske forsvarssamarbejde har udviklet sig til – operativt integreret, gensidigt forstærkende og forankret i vores fælles engagement som allierede.

Vi holder nemlig sammen her i Norden.

I Danmark sker juletræsflyvningen på tirsdag d. 16. december eller i tilfælde af dårligt vejr på onsdag d. 17. december. Følg med i dagspressen for nærmere om tid og sted.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Angst er en naturlig del af livet – også i en hybridkrig

Udgivet den af
Svar

Jeg vil ikke lade angsten styre mig, sagde en granvoksen politisk kommentator på nationalt tv i sidste uge, mens han brugte sit udsagn som argument for IKKE at købe ind, så han kan klare sig selv i tre dage. Det, som myndighederne ellers kraftigt opfordrer alle danskere til.

Jeg vil ikke gøre mine børn bange, så hellere fortælle dem, at der ingenting kan ske her i Danmark, siger mange forældre, og glemmer, at de godt kan slukke for nyhederne derhjemme, mens børnene er vågne. Men så hører børnene bare om droneangrebene og hvad der ellers sker et andet sted.

STOP, siger Danmarksbloggen derfor, og spørger:

HVORFOR MÅ VI IKKE VÆRE BANGE?

For vi er et sted, hvor der reelt sker hybride krigshandlinger i Danmark. Og det kan godt gøre både børn og voksne bange. Men det er ikke angsten, som er fjenden. Angst er derimod en naturlig – og uundgåelig – del af livet.

Og nej, det er ikke rart at være bange. Det er ubehageligt. Men livet har aldrig handlet om at skulle undgå at være bange.

Tværtimod så handler livet om at lære at være i den ubehagelige angst, og bruge angstfølelsen konstruktivt.  

Angsten må nemlig ikke handlingslamme os. Men det gør den, hvis man tror, at verden skal være et nuttet og plysset lyserødt sted, hvor vi kan hoppe frit rundt som en anden flok enhjørninger uden tanke for andet end os selv – og hvad vi lige har lyst til nu.

Men verden er ikke sådan. Jo, altså – verden KAN indimellem være god, varm og kærlig, og når den er det, så skal vi nyde det i fulde drag. Men vi skal også være bevidste om, at verden er fuld af skarpe kanter, huller vi kan falde ned i, og væsner, som ikke vil os det godt – og at det skal vi lære at håndtere.

Det hedder rettidig omhu, og midt i en hybridkrig – som den Danmark er i ligenu – handler det om to ting:

  1. At være ærlig – både overfor sig selv og sine børn – om der kan ske ubehagelige ting, men at vi kan gøre en hel masse.
  2. At udvise rettidig omhu – og sørge for, at man kan klare sig selv med mad, vand og medicin i minimum tre dage. For når man kan det, så lægger man ikke samfundet til last i de kritiske dage, hvor der er slukket for vand, varme og strøm – og hvor ressourcerne skal bruges til at sørge for dem, som IKKE kan klare sig selv.

Så få nu købt det knækbrød, de dåsemakreller, de flasker vand osv – og keep calm and carry on. Det er altså IKKE sværere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høstens rige gaver – lidt endnu

Udgivet den af
Svar

På søndag holder mange af landets kirker høstgudstjeneste med masser af frugt, grønt og kornaks i kirkerummet.

Traditionelt har midten af september nemlig været tiden, hvor høsten var nogenlunde i hus. I moderne tid – med nye dyrkningsmetoder og nye afgrøder – er billedet af året delt op i såtid, væksttid og høsttid så blevet noget mere komplekst. Men lad det nu være – og lad os holde fast i, at det er høsttid her midt i september.

Det interessante er nemlig, at kirkerne er nogenlunde alene om stadig at markere denne i grunden vigtigste milepæl i årets gang.

For hvor ville vi være, hvis ikke vi havde mad nok? Ja, så ville det se sort ud. Uden mad, så dør man. Det er en barsk sandhed, som mange må sande over hele kloden, men som i danskernes bevidsthed opfattes som noget, der aldrig kan blive relevant for os at skulle bekymre os om.

Deri tager man så fejl. For nok kan vi brødføde os selv – nu.

Men hvad hvis krigen kommer fysisk til Danmark? Digitalt er den her for længst, men fysisk kan den komme – og så kan vi være udfordrede, hvis vores madproduktion også rammes.

Og når – og ja, det er når, og ikke hvis – Golfstrømmen kollapser, så har vi balladen. For så får vi et klima, som det man ser i Alaska.

Og nok er der på den ene side så garanti for hvid jul, men på den anden er det slut med mange af de afgrøder, som vi anser for kernedanske som fx pærerne, der er i højsæson netop nu.

Og så kan vi slet-slet ikke brødføde os selv. I Alaska, som har en befolkningstæthed på 0,472 indbyggere per km2, må man i dag importere 95% af sine fødevarer. Det vil – altså efter Golfstrømmens kollaps – blive tæt på 100% i Danmark, som har en befolkningstæthed på 141 indbyggere per km2.

Dét er ikke en rar, men en nødvendig tanke her en solrig septemberdag, hvor udtrykket ”høstens rige gaver” lidt endnu giver mening heroppe højt mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi skal stå imod bøllen i øst

Udgivet den af
Svar

Sikkerhedstruslen øges mod Danmark med etableringen af en ukrainsk våbenproduktion i Danmark, siger de urolige i dag, hvor også Ukraines præsident Zelenskyj er på besøg i Danmark.

Dertil kan man kun svare: Ja, måske – på kort sigt. Men på langt sigt bliver sikkerhedstruslen endnu større, hvis ikke vi fortsat stiller os på den side, som kæmper for Ukraine og resten af Den Frie Verden. Vi er også allerede i krig – vi har sendt både artilleri og F16-fly til Ukraine.

For faktum er ganske enkelt, at Rusland – lige siden de overfaldt Ukraine i februar 2022 – har vist, at de kun vil en vej: Krigens vej.

Og det efterlader så os med valget:

Bøjer vi nakken, lader Ukraine i stikken, og finder os i sådan en bølleadfærd – uanset hvad det koster både Ukraine og os? Eller kæmper vi imod ved at hjælpe Ukraine og også os selv ved at opruste, så vi kan stå imod bøllen i øst?

Danmark har heldigvis valgt det sidste … og dét skal vi blive ved med. Ja, i dag er der kommet en grund mere. For Ruslands ambassadør i Danmark udtalte for kort tid siden, at med ukrainsk våbenproduktion i Danmark, så er Danmark at betragte nærmest som direkte aktør i Ukraine.

Ja, men det er da en anerkendelse af vores indsats i Ukraine.

Ruslands præsident Putin er så i øjeblikket i Kina sammen med andre statsoverhoveder fra diktatoriske stater. Den slags samfund, som de ønsker, er totalitære systemer uden de liberale frihedsrettigheder og det demokrati, som vi står for.

Hvad de konkret plotter i Kina – det ved vi ikke. Men Kinas leder Xi Jinping har lige sagt, at verden står ved en skillevej aka truer med krig – og han lover, at Kina vil hjælpe deres ”brødre” i Rusland.

Og nok har Kina store økonomiske interesser i USA, men ikke lige så meget i Europa. Så med Trump i Det Hvide Hus, er der nemmere spil for det, som tegner til at være et ”dem”, som måske alligevel kun tæller Rusland, når det kommer til stykket, overfor Vesten, som er ”os”.

Uanset hvad så ved vi, at den gamle sandhed gælder til alle tider: Hvis man vil fred, så må man forberede sig på krig.

Så det gør vi så i Danmark, i hele den vestlige verden – minus måske USA, som er rimeligt utilregnelige i øjeblikket.

Så vi må steppe op her i Danmark, her i Europa. Vi kan heller ikke andet. Det er en no-brainer, det her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fattig-turismen ødelægger Danmark

Udgivet den af
2

Det vrimler med turister i Danmark – og det efterhånden året rundt, selvom det er værst her om sommeren, og måske allerværst i København, hvor lyden af rullekufferterne høres døgnet rundt på gader og stræder – ja, sågar i Tivoli findes det nu.

MEN er det med turisme nu så godt for samfundet og for økonomien?

Danmarksbloggen mener det ikke.

For hvad er det, som sker, når der kommer flere turister, hvoraf mange bor i private lejligheder, og bruger løs af byen og dens ressourcer?

  1. Priserne på lejligheder stiger, så ingen almindelige borgere længere har råd til at bo dér. Det betyder faldende skatteindtægter for kommunen og mere uro.
  2. Det stigende antal turister slider på byen og dens infrastruktur, men de betaler ikke skat.
  3. Flere turister betyder også stigende forurening.
  4. Dagligt udsætter masser af turister sig selv og andre for livsfare, når de begiver sig slingrende ud på cykelstierne uden måske at have siddet på en cykel før.
  5. En lille gruppe danskere – nemlig dem, som ejer lejligheder eller butikker – skummer fløden på de mange turister. Men for det store og skattebetalende flertal af danskere er det en dårlig forretning – og en dårlig oplevelse, når horderne af turister hærger i gaderne, fylder alle steder fra bageren til apoteket – og er 100% ligeglade med, hvor meget de larmer og sviner.
  6. Og det er en fejl at tro, at de ligger mange penge. Det gør de færreste turister. De kommer hertil på en billig flybillet (forurening), bor i en billig airbnb (ingen skat til stat og kommune), slider på metro, busser og by – uden at betale en krone for det – og så ja, køber de selvfølgelig mad og drikke. Men det batter ikke meget i det store samfundsregnskab, at de køber en pizza der, en bolle med ost her og måske en is nede i Nyhavn. Det koster derimod at rydde op efter dem.

Så nej, masseturisme, billig-turisme, fattig-turisme er en svøbe, der ødelægger vores land, vores byer – og efterlader os danskere som tabere.

Se til Mallorca, Barcelona og Rom – og se, hvor galt det kan gå. Vi er der ikke endnu, men vi har nået forbi mætnings-punktet, og kursen er sat mod opkastnings-punktet.

Så vi skal stoppe det nu. For vi er allerede der, hvor de eneste vindere er nogle få danskere med Euro-tegn i øjnene – og så alle fattig-turisterne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk