ENDELIG sammen – igen – her i Norden

Der har gennem århundrederne været en gammel sandhed i Norden. Den handler om: Det gamle spil i Norden. To inde – og en udenfor. To lande med – og et land udenfor.

For sådan har det været siden Kalmar-unionens opløsning for næsten 500 år siden (det skete i 1523). Nedslag i historien viser det:

Danmark og Norge var i union – under Danmarks ledelse – fra 1300-tallet og indtil 1814.

Derpå kom Norge i union med Sverige i en periode, indtil nordmændene endelig i 1905 fik deres selvstændighed – og valgte en dansk prins som konge.

Så kom 2. Verdenskrig, hvor Danmark og Norge var besat, mens Sverige var såkaldt neutralt – men samarbejdede med alle, også de tyske nazister.

Efter 2. Verdenskrig – i 1949 – blev NATO stiftet. Danmark og Norge med – Sverige udenfor.

Så i 1973 træder Danmark ind i EU, mens Norge og Sverige holder den nordiske fane højt udenfor, indtil Sverige i 1995 optages i EU. Men ikke Norge. De har deres olie-milliarder, og bliver ude.

Men nu – endelig – i 2022 lykkedes det – via en ydre fjende – at samle Norden. For endelig kommer vi alle tre sammen igen. Nu i verdens stærkeste forsvarsalliance NATO, som både Sverige og Finland vil søge optagelse i.

Dét er vildt. Dét er godt.

For Sverige har været neutrale i mere end 200 år. Det har de i hvert i fald sagt, lige som de har kaldt sig fredens stormagt – selvom de har tjent milliarder på at producere og sælge våben.

Og så er der Finland, som har været neutrale siden 2. Verdenskrig. Finnerne kender Rusland, og sloges med dem i Vinterkrigen op mod 2. Verdenskrig, og siden har de holdt sig i form. Finnerne er seje og kæmper – ligesom ukrainerne.

Sådan er det åbenbart at være nabo til Rusland. Så bliver man hård i filten – hvis man vil overleve.

Danmarksbloggen kipper i dag med samtlige de nordiske flag, og byder Sverige og Finland varmt velkomne i NATO. For vi hører sammen her i Norden – også under NATO´s fane.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine og et land i gave

”Vi fik et land i gave d. 4. maj,” skrev historikeren Palle Lauring ved flere lejligheder. Palle Lauring var en ung mand dengang i 1945, da Danmark blev befriet, så han vidste, hvad han talte om.

Det er nu 77 år siden – og hvert år har vi fejret Danmarks befrielse flere steder – blandt andet i Mindelunden, og det skal vi forsætte med. Som vi også skal blive med at sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj.

MEN LIGE NU ER DER ANDET PÅ SPIL. DER ER IGEN KRIG I EUROPA.

LIGE NU DØR MENNESKER I UKRAINE – dræbt af et aggressivt og stormagts-drømmende Rusland, som fejlagtigt tror, at de kan kue det ukrainske folk.

Men Valdemar Rørdams ord om danskerne fra 1907 – mens Tyskland havde besat Sønderjylland – gælder også for Ukraine:

Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.

For det ukrainske folk kan ikke forgå. De kæmper for dem selv – og for Europa. For frihed og demokrati. Og vi skal stå last og brast med Ukraine.

Så i morgen aften – d. 4. maj – vil Danmarksbloggen ikke tage til Mindelunden – men til Rådhuspladsen, hvor Politiken og Jyllands-Posten arrangerer en storskærms-event, hvor Ukraines præsident Zelenskyj vil tale direkte til det danske folk. Dér vil også være fællessang, fakler og et minuts stilhed.

Det bliver en levende, vibrerende og AKTUEL event, der hylder den frihed, som vi fik i gave for 77 år siden, og som Ukraine så tappert kæmper for nu – og som de SKAL have igen.

Og det er NU og HER, at det gælder – og det drejer sig om Ukraine, ikke Danmark. For 2. Verdenskrig er en gammel krig, og ingen græder mere over dem, som døde dengang. Der er faldet fred over dét nu.

I Ukraine er der ikke fred. Der er krig og skræk og rædsel – og død. Så alt for meget død og lidelse. I Ukraine mister mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner hele tiden – hvert eneste forbandede sekund – deres mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner.

Hver dag og hver nat sprænger bomber og rammer missiler – og hver dag og hver nat flyder det ukrainske blod og de ukrainske tårer. Det skal stoppe NU.

Så mød op på Rådhuspladsen i København – eller på Bispetorvet i Aarhus, hvor der er et tilsvarende arrangement – og vis de tapre mennesker i Ukraine, at vi står sammen med dem. Kan du ikke møde op, så tænd et lys derhjemme for Ukraine …

Danmarksbloggen kommer til at gøre begge ting … dét er helt sikkert.

Læs mere her:

København: https://www.facebook.com/events/1341551579699584

Aarhus: https://www.facebook.com/events/714852246614895

For Ukraine og ukrainerne skal også have friheden og et land i gave. Deres eget land. Ukraine. Slava Ukraini.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvinderne – de skjulte helte i påskehistorien

Påsken gemmer som et andet chokolade-påskeæg på en overraskelse – nemlig de skjulte helte.

Men vi starter lige med et kort rids af påskens begivenheder, hvis nu man ikke har begivenhederne helt fremme i hukommelsen:

Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem, og hyldes som en konge.
Skærtorsdag: Jesus indstifter nadveren ved påskemåltidet – og forrådes.
Langfredag: Jesus dømmes, korsfæstes og dør.
Påskedag: Jesus genopstår.

Hele beretningen er verdens måske mest kendte historie. Men hvem er i grunden heltene?

Er det de mandlige disciple, som kritiserer kvinden, der salver Jesus med den dyre nardus-salve palmesøndag?

Er det den mandlige discipel Judas, som forråder Jesus for 30 sølvpenge skærtorsdag?

Er det den mandlige discipel og senere første pave Peter, som fornægter Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag?

Er det de mandlige disciple, som gemmer sig, fra lang tid inden Jesus korsfæstes og indtil de hører, at han er genopstanden? Ja, som ikke engang vil tro på kvinderne til at starte med, da de kommer og fortæller om genopstandelses-miraklet?

NEJ. NEJ. OG ATTER NEJ.

Mændene er nogle feje svæklinge, som kun tænker på at hytte eget skind.

Kvinderne er derimod de seje, de udholdende. Kvinderne er påskens helte – eller rettere heltinderne.

Først er der kvinden fra Betania, som ikke nævnes med navn i Nyt Testamente, selvom hun bruger det, der svarer til en årsløn, på dyr nardus-salve, da hun palmesøndag salver Jesus inden døden.  

Så er der Jesus mor Maria og de andre kvinder, som følger Jesus hele vejen, fra han modtages med jubel og palmegrene palmesøndag, og til han langfredag går med korset op af Via Dolorosa (Smertens Vej) til Golgata (Hovedskalsbjerget), hvor han korsfæstes og dør nogle timer senere.

De er altså med Jesus hele vejen, også ved korset da han lider og dør.  

Og endelig er der de tre kvinder, Maria Magdalene, Maria (Jakobs mor) og Salome, som om morgenen efter den jødiske sabbat går ud til graven, og møder englen, der fortæller dem, at Jesus er genopstanden og gået forud for dem – og at de vil møde ham i Galilæa.

Verdens største budskab – det om genopstandelsen – blev nemlig givet til kvinder – ikke til mænd.

Kirkefædrene tilbage i 300-tallet gjorde så, hvad de kunne for at skrive kvinderne ud af historien om Jesus. Og forskning tyder desværre på, at de fik fjernet en hel masse som fx, at der også var kvinder blandt Jesu disciple, og at Jesus selv ikke gjorde forskel på kvinder og mænd.

Så desværre er mange af historierne om de modige kvinder omkring Jesus væk. Slettet af mænd.

Men tilbage står heldigvis, at vi her næsten 2000 år efter begivenhederne kan se, at påskens rigtige helte er de heltinder, som var hos Jesus hele vejen fra indtoget i Jerusalem, over da han led på korset og til genopstandelsen påskemorgen.

Dét er en viden, som det er godt at holde påske på.

Glædelig påske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Socialdemokratiet afskaffer velfærdssamfundet

Der var engang – for længe siden – et Socialdemokrati, som havde visioner om at gøre samfundet bedre baseret på holdningen ”de bredeste skuldre skal bære de største læs”.

Det handlede blandt andet om at sørge for, at ALLE kunne få en god uddannelse – og ikke kun dem, som havde en familie, der havde råd til at finansiere den unge under studierne.

Men nu vil samme Socialdemokrati afskaffe SU´en på kandidaten – dvs. at de studerende selv skal finansiere de to sidste år på universitetet.

Det er dumt med dumt på.

At give de unge SU hele vejen igennem studiet er nemlig en samfundsinvestering, så vi sikrer, at alle kvalificererede kan få en fuld universitetsuddannelse. Det skaber værdi for den enkelte – men også og især værdi for samfundet.

Og hvorfor er det de unge, som igen skal straffes?

Det er nemlig som om at denne socialdemokratiske regering ikke kan lide de unge. Uddannelserne flyttes ud til byer, som ingen unge vil bo i. Det er voldsomt dyrt – og samtidig gør det uddannelserne dårligere.

Og nu skal SU´en også tages fra de unge.

Danmarksbloggen kan derfor godt forstå, at de unge ikke stemmer socialdemokratisk.

Danmarksbloggen kan til gengæld ikke forstå, at Socialdemokratiet i dén grad sjofler fremtidens vælgere. Dét hedder at skære den gren over, som man selv sidder på.

Det må Socialdemokratiet så selv om. Et parti er ikke bedre end dets politik. Problemet er bare, at velfærdssamfundet ryger med i købet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Putin er – måske – den leder, som russerne vil have

Der er en fortælling, som vi mennesker elsker at bruge, når livet bliver svært.

Det er fortællingen om en syndebuk. Om en, som vi kan skyde skylden på. Både i vores private liv – og i den helt store sammenhæng.

Pt. fortæller hele Vesten dén fortælling om krigen i Ukraine med Putin som den store skurk, den reinkarnerede ondskab, mens det russiske folk er den uskyldige menneskemængde fanget i den store ondskabs kløer. For vi må forstå, at problemet ikke er noget strukturelt, men at det skyldes én mands ufattelige ondskab.

Men måske – bare måske – er virkeligheden mere kompleks.

Ikke sådan at forstå, at Putin ikke gør en masse onde ting. Ja, han og hans kumpaner har ikke lavet andet end den rene ondskab, det rene barbari siden Rusland invaderede Ukraine for fem uger siden.

Rusland har bombet civile mål og hospitaler, lagt miner ud i de humanitære korridorer, bortført folk, skudt på flygtende mennesker etc, etc. Den rene ondskab – udført på ordre fra Putin. Derom ingen tvivl.

MEN – og her kommer det:

Putin er ikke alene om at mene, at krigen i Ukraine er berettiget. At Ukraine er en del af Moder Russia, og at en invasion er berettiget. Det samme mener mange russerne.

Meningsmålinger lavet af analyseinstitutter – som er så neutrale, som man kan være i Rusland – viser, at 60-70% af alle russere bakker op om Putin – og nej, de er ikke alle 60-70% afskåret fra at vide, hvad der reelt sker i Ukraine.

SÅ: Mange russere ved, hvad de russiske styrker gør, men mange russere bakker alligevel op om Ruslands krig. Med andre ord: Rusland har en leder, som afspejler folket og det, som flertallet af det russiske folk mener.

Dén kamel er ikke rar at sluge for os andre. For det betyder, at ondskaben ikke blot er inkarneret hos en lille indebrændt KGB-agent, som nu er præsident og totalt ligeglad med andres liv.

Det betyder derimod, at dén ondskab, som er sluppet løs i Ukraine, er en del af mange russere, som den måske også er det hos mange andre. For måske kan vi alle sammen agere ondt – under de forkerte omstændigheder.

For tænk tilbage i historien. Ondskaben har ofte haft gode betingelser. Flertallet af tyskerne var enige med Hitler – langt ind i krigen. Franskmændene bakkede op om Napoleon. Og russerne selv var de første mange årtier glade for de kommunistiske ledere trods Stalins udryddelseslejre med mere.

Så ondskaben findes i os selv – og ikke blot hos andre.

Og et folk har åbenbart – ofte i hvert fald – den leder, som folket ønsker. Også i Rusland, hvor Putin langtfra er den eneste, som drømmer om et Stor-Rusland. Mange russere deler dén tanke om Moder Russia.Så hvor stiller det så os i Danmark, i den vestlige verden?

Giver det så mening for os at drømme om en paladsrevolution i Rusland, hvis det bare bliver en ny af samme slags, som giver ordrerne?

Danmarksbloggen ved det ikke. Men Danmarksbloggen ved, at Rusland – uanset hvem lederen er – skal have svar på tiltale – og ikke have lov til at overfalde og dræbe uskyldige mennesker, som det er sket nu i Ukraine i fem uger.

For ondskaben skal ikke sejre – hverken i Rusland, andre lande eller i hver og en af os.

Ps. Midt i alvoren kan man også overveje, hvad det siger om Danmark, at vi i reglen har statsministre, som fjumrer rundt, og laver den ene fejl efter den anden – men på en eller anden måde alligevel får det til at køre …

For næsten alle danske statsministre er sådan lidt a la Klods-Hans i de fine guld-saloner. Skal man grine, græde – eller smile af glæde over det?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænd lys i aften for Ukraine

Den ukrainske præsident har netop talt til det danske folketing – og til det danske folk.

I dén tale kom præsident Zelenskij ind på alle de lidelser, som Ukraine gennemgår lige nu – og det er så alt for mange, så alt for grusomme, som de fleste nok ved: Angreb på ukrainske byer, bortførte ukrainere og meget mere.

Uhyrligheder, som sker – og som vi ikke gør ALT, hvad vi kan – og burde – for at stoppe.

Vi hjælper meget – og det blev der også sagt tak for. Men vi skal gøre endnu mere, både nu og når freden kommer.

Zelenskij talte også om genopbygningen af Ukraine efter krigen – og om, at Ukraine gerne vil have Danmark med dér i en ledende rolle – helt konkret når det kommer til Mykolajiv, som er vigtig havneby, der blev voldsomt angrebet her i nat.

Og så opfordrede Zelenskij til at tænde et lys for Ukraine i aften … præcis som vi selv gør det d. 4. maj.

Et lys for friheden.

Et lys for freden.

Et lys for Ukraine.

Som præsident Zelenskij sagde det: Mine damer og herrer. Jeg håber I i aften vil tænde et lys for alle de ukrainere, der har givet deres liv for vores alles frihed. 

Dét siger sig selv. Der skal brænde så mange lys i de danske vinduer, som det ikke er set siden 4. maj 1945.

Ukraines frihed er også vores frihed.

SLAVA UKRAINI ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine invaderet … og Putin tromler videre

Så er krigen i Europa en realitet …

Rusland invaderede hele Ukraine i nat, og der kæmpes nu mange steder. Tappert, også selvom udfaldet er givet: Ruslands enorme krigsmaskine kommer til at tromle Ukraine ned – og mange ukrainere vil dø.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at vi i Vesten IKKE kommer til at hjælpe Ukraine med soldater – men udelukkende med rådgivning og sanktioner (som Rusland er ligeglad med).

Der skal et angreb mod et NATO-land til, før den russiske aggression bliver besvaret militært fra NATO´s side, og det er her, at det med geopolitiske øjne bliver interessant.

For paragraf 5 siger, at angribes et NATO-land, så angribes vi alle sammen.

Man kalder det for musketér-eden.

Men vil vi holde dén ed, som vi så højtideligt har svoret?

Vil Danmark og de andre NATO-lande aktivere musketér-eden, hvis fx et lille stykke af Estland angribes af Rusland? Det er realistisk, at det kan ske. Estland – ligesom Donetsk og Lugansk i Ukraine – har nemlig en stor andel etniske russere, især i visse områder. Så måske de og Putin tænker, at øvelsen fra Ukraine også kan laves i Estland?

Eller i Letland, hvor der også er mange russere?

Eller hvad med korridoren i Litauen ud til den russiske flådebase i Østersøen i Kaliningrad? Den vil Putin også gerne have gjort noget ved, så han har fri adgang på en anden måde end i dag.

Det er sådanne scenarier, som vil kunne blive realiteter, hvor NATO skal stå sin store prøve.

For Putin fortsætter. Han mener sig i sin historiske ret til at indtage de områder, som han mener er russiske. Det er blandt andet Ukraine, men også de baltiske lande – og flere steder endnu som fx Finland, der ikke er medlem af NATO, og som tidligere har stiftet dårligt bekendtskab med Rusland – senest under Vinterkrigen.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at Putin kun forstår magtens rå sprog. Så selvom vi risikerer 3. verdenskrig, så SKAL vi stå fast på NATO´s grænser.

Ret beset burde vi også komme Ukraine til hjælp nu med hele pakken. Ligesom vi skal være der for Finland og Sverige, som heller ikke er medlem af NATO.

For Putin helmer ikke, og det er bedre at dø med støvlerne på end leve på knæ … hvis altså man mener alle de fine og dyre ord om frihed, menneskerettigheder og demokrati.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krig i Europa i 2022

Hvordan ser en krig ud i 2000-tallets Europa? Den vil som minimum være markant anderledes end 1900-tallets krige, som vi har set film og billeder fra så mange gange – især 2. Verdenskrig, som også på nær borgerkrigen i eks-Jugoslavien, har været den sidste krig i Europa – indtil videre.

Der er så sket meget siden general Montgomery, D-dag og den skrattende radio fra London – og især teknologisk og digitalt er vi et helt andet sted i 2022.

For i dag kan fjendtlige magter (uden overhovedet at være i Danmark) lamme alle dele af vores kritiske infrastruktur, hvis altså de kan hacke sig ind – som Rusland gjorde det i efteråret 2021 mod vindmøllegiganten Vestas.

Det var måske en generalprøve. Måske. For kan en fjendtlig magt hacke sig ind, så kan der blive slukket for strøm, vand, varme og kommunikationskanaler i hele Danmark i ét snuptag. Man rammer altså alle danskere – og alle danske institutioner på én gang.

Sker det, så bryder samfundet hurtigt sammen, og så kan fjenden sende de mere gammeldags krigs-elementer ind som tropper og kampvogne – og vupti, så har fjenden kontrollen over landet – eller i hvert fald en del af det.

Russerne er for eksempel vældig interesseret i Bornholm, da øen ligger tæt på deres store flådebase i Kaliningrad. Men de skal jo også ud af Østersøen, så mon ikke som minimum Sjælland og Fyn også er interessante for dem.

Tilbage i Den Kolde Krig ville man have givet os atombomber i hovedet i begyndelsen af en krig, har dokumenter senere vist.

Det vil man måske stadigvæk. Men det kan også være, at det ikke er nødvendigt.

Et Danmark uden vand, uden strøm, uden varme, uden kommunikation er ingen trussel for Putin. De russiske skibe og u-både kan sejle lige igennem Øresund og Storebælt, mens danskerne kæmper for at overleve …

Det er dystre udsigter …

Men vi skal ikke bøje nakken. Vi skal ikke ligge under for de russiske krav om ikke at støtte Ukraine, eller om der skal være amerikanske soldater her i Danmark eller ej.

Danmark bestemmer over Danmark. Punktum.

Jeg håber så samtidig, at vores venner i NATO kommer os til hjælp.

Jeg håber også, at vores beredskab er klar på at yde en kæmpeindsats.

For går krigs-ballonen op, så ser vi ind i en virkelighed, der får alt, hvad der skete i pandemiens første to år, til at blegne totalt.

Ps. Den russiske EU-ambassadør sagde i et interview med ”Die Welt” her til morgen, at en krig ikke starter på en onsdag. Det var enten uvidenhed – eller drilleri.
For Krimkrigen, som også handlede om Ukraine og russisk lebensraum, foregik mellem Rusland på den ene side og England, Frankrig og Osmannerriget på den anden, startede netop onsdag d. 5. oktober 1853.
En krig, der i dag ofte mest huskes, fordi der var her, at Florence Nightingale trådte ind med sin lampe, og skabte den moderne sygepleje. Men det var samtidig den krig, som gjorde Sortehavet til neutralt farvand. Men for russerne har Sortehavet altid været russisk lebensraum.
Så der går en lige linje fra Krimkrigen i 1853-56 til nutiden i 2022 – uanset hvad dag Rusland invaderer Ukraine, og det hele kan gå amok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ællingen: Det får konsekvenser

Der var engang, hvor Danmark var noget, der mindede om en stormagt.

Det var selvfølgelig i vikingetiden, da vi sad på England og en del andre landområder, både i Østersø-området og i Frankrig.

Senere i middelalderen havde vi også perioder, hvor vi var rigtig store. Størst var vi i Kalmarunionens dage, hvor Det samlede Norden var af en størrelse, som kunne matche de kejserdømmer, der var dengang i Europa – og som også omfattede store områder i Baltikum og andre steder.

Men Sverige rev sig løs i 1500-tallet, og i 1600-tallet kom de blå-gule og tog Skåne, Halland og Blekinge fra os. I 1814 mistede vi Norge – og i 1864 tog tyskerne Sønderjylland. Her fik vi så noget tilbage i 1920.

Så tilbage står, at vi er et lille land, som så under verdenskrigene i 1900-tallet prøvede at være neutralt. Det gik ikke særligt godt.

Så NU har vi siden 11. september prøvet at være mere aktivistiske og militante. Vi sender styrker, fly og krigsskibe ud i verden i så lind en strøm, at vi nu har en årlig flagdag for Danmarks udsendte og veteraner, nemlig d. 5. september.

Så naturligvis må statsminister Mette Frederiksen også i tirsdagens spørgetime kommentere truslen om invasion i Ukraine:

Det skal stå klart i Kreml, at en invasion i Ukraine vil få store konsekvenser, siger hun.

Det føles lidt som at stå på samme side af vandløbet som en lille arrig rappende ælling, mens der på den anden side – bare et kort hop væk – står en stor og stærk bjørn, som er ved at være træt af dét rapperi.

En bjørn, som i årevis har taget sig til hovedet og sagt suk, når ællingen har brokket sig over bjørnens gøren og laden.

Men alt har en ende, og man må håbe, at ællingens venner – den amerikanske ørn, den engelske løve og alle de andre i NATO – kommer frem i tide. For ellers bliver ællingen aldrig til nogen fin svane.

Ællingen selv har nemlig ikke forberedt sig tilstrækkeligt på den dag, hvor den russiske bjørn hopper over vandløbet …

Vi mangler våben, mandskab, fly, missiler, ubåde etc, etc. Det eneste, som vi har, er krigstræning fra de mange missioner ude i verden i de sidste to årtier.

Apropos Sverige så har de masser af materiel – og de kan hurtigt producere noget mere. De er så ikke (i modsætning til Danmark og Norge) medlemmer af NATO, selvom de er voldsomt truede af Rusland.

Men vi kan ikke svigte hinanden her i Norden – og slet ikke nu i en situation, hvor den gamle angst for Den Store Bjørn fra Øst kommer op i alle os, der kan huske Den Kolde Krig.

En angst, som går endnu længere tilbage – helt tilbage i historien. Spørg bare svenskerne, finnerne og polakkerne om dét – eller franskmændene – eller dem fra de baltiske lande eller stort set alle østeuropæiske lande. Russerne er skrækindjagende – uanset om lederen er en zar, en kommunist eller Putin!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Storm x 2 på vej mod Danmark

Stormen ”Malik” nærmer sig. I skrivende stund ved ingen, hvor stærk den bliver – og hvor højt vandstanden kommer til at stå i de indre farvande.

Men det kan blive slemt med både vinde af orkan-styrke og stormflod. Det bliver så også godt igen om et par dage, når stormen er drevet over, er meldingen fra DMI.

Så heldige er vi ikke med den anden storm. Corona-stormen. Dén tænker mange så måske også er ved at være forbi.

Alle restriktioner (stort set) ophæves som bekendt fra på tirsdag d. 1. februar – og fra samme dag er Corona ikke længere en samfundskritisk sygdom til trods for, at smittetallene er dér, hvor en procentdel af Danmarks befolkning smittes dagligt – og man tilsyneladende godt kan blive smittet med Omikron mere end en gang.

Man må derfor – også baseret på pressemødet i Statsministeriet tidligere på ugen – konkludere, at håbet er en strategi hos regeringen i øjeblikket.

For to år siden – da pandemien ankom – hed det sig ellers fra statsministeren, at ”håbet ikke er en strategi”.

Men det er netop håbet, som er strategien nu:

  1. Håbet om at sundhedsvæsenet kan holde til a) så mange indlagte, som der er nu (langt over 900), b) så mange nyindlagte (mere end 300 om dagen), og c) så mange personaler, som skal bruge ekstra tid på Corona-smittede. For uanset om man er indlagt MED Corona eller HAR Corona, så kræver det ekstra tid af personalet at behandle en Corona-patient.
  2. Håbet om at der ikke kommer en ny variant, som banker immuniteten af banen.
  3. Håbet om at der ikke dør (for mange) af de ældre og udsatte (her er den virkelige kynisme gemt).
  4. Håbet om at smitten ikke stiger mere end at erhvervslivet og produktionen kan følge med – og børnepasningen og skolerne og alt det andet.

Danmarksbloggen skal være den første til at håbe på håbet.

Men skal håbet batte noget, skal det gå hånd i hånd med fakta og handling. Og her må vi konkludere, at pandemien stadig er sprællevende på en klode, hvor alt for få mennesker er vaccinerede – og hvor nye varianter har alt for mange steder, hvor de kan udvikles og blive stærke.

Så summa summarum: Vi er nødt til at have andre strategier end håbet, når vi taler om storme. Det har vi også med den storm, som handler om vind. Her bruger vi fakta og viden. Men hos den anden – Corona´en – er regeringen tyet til håbet. Det er en forkert metode.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk