Farvel for evigt, du svenske bjørn

I går fejrede vi, at det var 100 år siden, at sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark. Over hele landet – men mest i Sønderjylland – blev den minderige afstemningsdag højtideligholdt med sang, flag og beretninger om dengang.

Allermest bliver Genforeningen dog fejret til sommer, når den skal højtideligholdes på selve dagen d. 10. juli, hvor Christian d. 10 i 1920 red over den nye grænse på den hvide hest.

Men det var dengang. Nu skal vi se både fremad – og endnu længere tilbage end 1920.

For der er andre dele af vores gamle land, som ikke er kommet hjem endnu – og her tænkes på Skåne, Halland og Blekinge, som siden 1658 har været svenske, men hvor især Skåne stadig taler om at ville ”hjem til Danmark”.

Om ytringen om at komme tilbage til Danmark bunder i et reelt ønske, en sentimental længsel – eller måske en utilfredshed med Stockholm – er der vist ingen svenske, der nogensinde har turdet undersøge for alvor. Ihvertfald ikke dem, som sidder 600 km væk i Riksdagen oppe i Stockholm.

Men måske skulle man gå i gang? Over hele verden taler man om grænser, om identitet, om tilhørsforhold og om folkenes selvbestemmelsesret. For hvem vil skåningene i virkeligheden høre til? Ja, og dem fra Blekinge og Halland, hvis de også vil hjem?

De snus-forbrugende og kartoffelmos-på-pølserne-spisende svenskere, der elsker at danse omkring en midsommerstang og dyppe i en gryde med svinefedt til jul. Svenskerne med allemands-retten og lagom-princippet.

Eller de øldrikkende og wienerbrød-spisende danskere, der elsker at være højlydte med klaphat og nationalsang. Danskerne som holder indædt fast på retten til at fornærme andre – og i det hele taget være lige ud af posen.

Skulle skåningene – og dem fra Halland og Blekinge – ønske igen at tilhøre danernes flok, så må en proces i gang, så de kan komme hjem.

Danmarksbloggen har derfor lavet et udkast til en plakat – mere end inspireret af plakaten brugt for 100 år siden.

Se den oprindelige plakat her: http://genforeningen.sonderborg-slot.dk/projects/2-1-0/

Det er en god plakat – og ideen er direkte oversættelig, nemlig fra den tyske ørn til den svenske bjørn, således så den nye tekst bliver:

NU KALDER DANMARK PÅ SINE BØRN, FARVEL FOR EVIGT DU SVENSKE BJØRN

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Brexit: We´ll meet again

Så kom dagen, hvor Storbritannien forlader EU.

For sit indre øre kan Danmarksbloggen høre den britiske sangerinde Dame Very Lynn synge:

We’ll meet again
Don’t know where
Don’t know when
But I know we’ll meet again some sunny day
Keep smiling through
Just like you always do
‘Till the blue skies drive the dark clouds far away

Sangen er selvfølgelig synonym med 2. Verdenskrig, de britiske soldaters afsked med deres kære og inderlige håb om at ses igen.

Men sangen passer også til d. 31. januar 2020. Dagen, hvor Storbritannien forlader EU.

Danmarksbloggen er så ikke sikker på, hvornår vi ser Storbritannien igen – og under hvilke omstændigheder:

  • Bliver det hvis/når Storbritannien en dag søger om genoptagelse i EU?
  • Eller hvis/når Danmark forlader EU?
  • Eller hvis/når EU i sin nuværende form sprænges?

For hvad nu hvis det viser sig at blive en succes for Storbritannien at stå alene? Så kan dén erfaring sammen med den stigende nationalisme overalt i Europa være begyndelsen til en meget hurtig afvikling af EU, som vi kender det i dag.

Et Storbritannien alene uden succes vil derimod styrke EU – og muligheden for at Storbritannien søger om genoptagelse i EU.

Så ingen ved, hvad der sker … men vores veje vil altid finde sammen igen. For vi er altid lige i nærheden af hinanden.

Og mens vi venter på den der solskinsdag, hvor vi er sammen igen, må vi følge et meget velkendt engelsk råd fra 2. Verdenskrig:

Keep calm and carry on

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så blev Kina sur på Jyllandsposten – gad vide om pandaerne skal hjem så?

Danmarksbloggen var nærmest profetisk sidste uge, da den skrev om det kinesiske nytår – og den udprægede kinesiske tendens til at ville styre, hvad der skrives og siges om Kina i andre lande:

Kinesisk nytår: Det handler om penge og PR

Indtil nu har Danmark artigt rettet ind til højre, men i går gjorde Jyllandsposten noget andet. De bragte nemlig en tegning af Niels Bo Bojesen, der viser det kinesiske flag – bare med de fem gule stjerner skiftet ud med fem gule corona-virus som en kommentar til den corona-virus, som kommer fra Kina, og som nu spreder sig verden rundt.

Men nu forlanger Kinas ambassade i Danmark altså en officiel undskyldning – og at Jyllandsposten viser sin anger.

Det kan kineserne så se langt efter. For som Jyllandsposten skriver det i deres egen artikel om sagen:

“Vi kan ikke komme med en undskyldning for noget, vi ikke mener er forkert. Vi har ingen intention om at nedgøre eller håne, og det synes vi heller ikke, at tegningen gør. Så vidt jeg kan se, er der tale om to forskellige former for kulturforståelse her,” siger han. Citat slut.

Han er Jyllandspostens chefredaktør Jacob Nybroe.

Det er generalsekretær i CCCD (Det kinesiske handelskammer i Danmark) ikke tilfreds med. Han siger i samme artikel, at:

“Vi respekterer ytringsfriheden og især den personlige frihed til at ytre sin holdning, fortolkning og attitude. Vi finder dog, at tegner Niels Bo Bojesen mangler almendannelse og personlige egenskaber som medfølelse og sympati.” Citat slut.

Læs hele artiklen her: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE11903105/kina-forlanger-undskyldning-fra-jyllandsposten-efter-satiretegning/

Så er det bare, at Danmarksbloggen undrer sig. For ifølge Amnesty er der op mod en million kineserne i såkaldte genopdragelseslejre. Lejre, hvor man bruger hjernevask og tortur – og bare en smule kontakt med familie udenfor Kina eller en ytring af utilfredshed med styret kan sende én person til “genopdragelse”:

https://amnesty.dk/nyhedsliste/2018/%C3%A9n-million-kinesere-i-hemmelige-lejre

Det er hverken ytringsfrihed – eller empati …og det er det heller ikke, når man som Kina  tror, at man kan styre, hvad andre lande skriver og siger.

Men det gør Kina altså.

Gad vide om de bliver så sure på Danmark nu, at de kalder pandaerne hjem?

Det pelsklædte diplomati er som bekendt noget, der foregår på Kinas præmisser – og hvor pandaerne kun gives til de artige drenge og piger i klassen. Det er Danmark så ikke mere – måske.

Kina vil sikkert kontakte den danske regering og kræve, at den danske regering gør noget ved Jyllandsposten – og at den giver en undskyldning. Danmarksbloggen håber, at regeringen står ligeså fast som Jyllandsposten.

For vi må ikke gå på kompromis med ytringsfriheden – også indenfor tekst og tegning, så længe vi overholder dansk lovgivning – og det gør Jyllandsposten.

Kina har så åbenbart lavet adskillige tegninge-modsvar – nemlig et Dannebrog med en lyserød lort, menestruationsbind, hagekors med mere. Det kan man kun grine af … også selvom nogle af dem er ude af proportioner.

Ja, man kan uden at ryste på hånden sige, at Kina IKKE respekterer vores regler og vores kultur … det duer ikke. Et godt forhold mellem to lande er baseret på gensidig respekt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Opdatering kl. 11.36: Udenrigsministeren siger nu, at vi i Danmark har en Grundlovssikret ret til at ytre os – også med satiretegninger, men at han ikke vil kommentere den konkrete sag. Det kaldes efter Danmarksbloggens mening at stikke hovedet i busken og lege struds … 

Hvor mange medlemmer behøves i Folketinget?

Vi er så vant til tallet 179, når vi tænker på Folketinget. Man skal som bekendt også som regering kunne tælle til 90, hvis man ønsker sin politik gennemført.

Men det kunne i princippet lige så godt være 75 – eller 50, men ikke 100.

For som der står i Grundlovens paragraf 28: Folketinget udgør én forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.

Det vil altså sige, at der IKKE behøver at være 179 medlemmer i Folketinget. Der skal dog altid være fire nordatlantiske mandater, to fra Grønland og to fra Færøerne. Men det resterende antal kan altså reguleres, dog max op til så der i alt sidder 179 medlemmer i Folketinget.

Gennem tiderne har der også indimellem været forslag oppe om at slanke antallet af folketingsmedlemmer. Økonomiske besparelser ved færre medlemmer eller parlamentarisk uoverskuelighed ved 179 medlemmer er ofte argumenterne for at skære ned. Det er også blevet sagt, at der ingen grund er til så mange medlemmer i en tid som vores, hvor meget er lagt ud til kommunerne – eller ned til EU.

På den anden side står så holdningen om, at samfundet bliver mere og mere komplekst – så alle medlemmerne behøves, især hvis folketingsmedlemmerne også skal nå ud og snakke med de mennesker, som de repræsenterer.

Der findes pt. et borgerforslag om at ændre antallet af folketingsmedlemmer til 99. Men da både stilleren og medstillerne bag forslaget er anonyme, er det ikke noget, som Danmarksbloggen vil gå nærmere ind i. For hvis ikke man kan stå offentligt og med sit navns nævnelse ved det, som man mener og foreslår, så kan man ikke tages seriøst.

Danmarksbloggen synes også, at det reelle problem ligger et helt andet sted – nemlig i de faldende medlemstal af politiske partier i Danmark. For nok har vi alle sammen stemmeret, men det er en meget lille del af danskerne, som bestemmer, hvem vi kan stemme på.

Ja, men så kan man jo bare selv melde sig ind i et parti, lyder modargumentet prompte. Men nej. For det er jo lige meget, når man ser på, hvor topstyret efterhånden alle politiske partier er det i Danmark.

For det reelle problem er ikke antallet af folketingsmedlemmer, men at det er en lille udvalgt skare af mennesker med den samme akademiske baggrund – og de samme få kandidatuddannelser ovenikøbet – som sidder og styrer de politiske partier – og dermed Danmark.

Det er også derfor, at det er svært at se forskel på en rød og en blå regering – sådan for alvor.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet er truet: Dommerne siger nej, men hvor er politikerne?

Der skete noget mere end vigtigt i Polens hovedstad Warszawa her i weekenden. Nemlig en demonstration med mange tusinde deltagere fra Polen og mere end 17 andre europæiske lande – og det var ikke hvem som helst, som gik med de polske flag, EU-flaget og skilte med deres land.

Det var dommere fra hele Europa – bl.a. formanden for den danske dommerforening Mikael Sjöberg, som til Ritzau sagde: ”Det er meget bevægende at deltage i den storstilede demonstration mod en omstridt polsk retsreform.”

Den retsreform, som han taler om, går ud på, at Polens parlament kort før jul vedtog en lov, der giver den polske regering mulighed for at fyre eller straffe dommere, hvis domme går imod regeringens ønsker om reformer og lovgivning.

Det lyder som noget fra et diktatur-mareridt, og det er også en dom, der har vakt bekymring i hele Europa – og ifølge Mikael Sjöberg også hos de polske dommere.

Demonstrationen blev nævnt i medierne – sådan lidt sporadisk, men ingen danske politikere tog tråden op. Sikkert fordi man vurderer, at en kritik af den polske regering kan skabe problemer i forholdet til Polen, eksporten og andet, som vi tjener penge på.

MEN det duer jo ikke. Det duer slet ikke. For hvis ikke de folkevalgte siger fra og råber op, når demokratiet er truet i et stort europæisk land – som også er medlem af EU – så har vi intet lært af 1930´ene. Dengang hvor Hitler skaltede og valtede med Tyskland, og førte et ellers civiliseret kulturland ud i det rene barbari.

Og dét kan sagtens ske igen.

Og et kvalificeret bud på et næste land kunne være Polen. Her slår man nemlig på lignende nationale strenge om Polen som et land og polakkerne som et folk, der er andre overlegne. Man bruger så ikke en nazistisk retorik, og taler om polakkerne som et herrefolk, men i stedet om at Polen (som stort set de eneste) har den rette katolske tro.

For Polen er i egen selvforståelse et katolsk land, der sætter familien i centrum – og polakkerne er derfor de sidste i Europa, der værner om de rette værdier. Værdier som handler om, at familien er det vigtigste, at der ikke skal være noget som hedder abort, at manden er familiens overhoved, at familien skal kunne klare sig med en indtægt (mandens) så kvinden kan følge sit kald og gå hjemme, at det er okay at slå børn – ja, i det hele taget et samfunds- og menneskesyn, som hører en fjern fortid til.

Syndebukken er derfor også homo- og biseksuelle og alle, som støtter dem og en anden mere sekulær og moderne livsstil – dvs. hele Vesten, som den polske regering og store dele af den polske befolkning anser for så depraveret, at både politikere og polske biskopper taler om en decideret regnbuepest.

Der har også været flere rapporter om, at Pride Parader i Polen er blevet forbudt – og at folk, som deltog i lovlige Prides i Polen, er blevet angrebet og overfaldet – uden at det har fået konsekvenser for voldsmændene.

Det er forfærdeligt – og situationen bliver totalt uudholdeligt, når nu de polske domstole ikke længere er uafhængige, og kan stoppe overgrebene på og forfølgelsen af andre mennesker. For overgrebene – også fra staten – rammer også folk, der er kritikere af systemet og andre, der ikke gør og siger, som den polske regering ønsker det.

Men sådan er situationen i Polen, hvor de polske domstole nu fungerer som systemets forlængede arm. Det polske demokrati er altså de facto dødt – og diktaturet er en realitet – og det lige på den anden side af Østersøen.

Der skal råbes og protesteres – og vi skal boykotte Polen på alle måder – og politikerne burde gå forrest, hvis de mener, at demokrati og menneskerettigheder er vigtige.

Men nej, de danske politikere svigter IGEN ligesom de gjorde det i 1940. De har INTET lært.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “De forbandede år”

Der findes film, som rammer så stærkt, at det føles som en mental tidsrejse at vende tilbage til nutiden.

Den tredobbelte Robertvinder Anders Refns nye storfilm ”De forbandede år” er en af disse film – også fordi castet består af en perlerække af primært danske skuespillere, der alle yder det ypperste i skildringen af den rige fabrikantfamilie Skovs skæbne i perioden 1940-43. Det er ganske enkelt skuespilskunst på højeste niveau.

Nu skal handlingen selvfølgelig ikke røbes, men det er en særdeles spændende og medrivende film – og heldigvis totalt blottet for hensyntagen til at sympatiske mennesker ikke må dø eller blive nedbrudt.

Det er befriende, for realiteten er som bekendt, at mennesker dør i krigstid. Og selvom Danmark kom nemt igennem 2. Verdenskrig sammenlignet med andre lande, så blev heller ikke vi fri for hverken brutalitet og rædsler, hvad familien Skov og andre omkring dem også må sande i Anders Refns 2½ time lange film.

Det starter ellers så lyst – og typisk dansk – med et sølvbryllup med musik og sang om morgenen d. 9. april 1940. Men så rives den gode stemning bogstaveligt talt i stykker af de tyske fly, som kaster det velkendte ”oprop” ned, hvor den tyske besættelsesmagt på ubehjælpsomt dansk hævdede, at de kom og beskyttede vores land – for vores egen skyld.

Og så begynder en ny hverdag for fabrikant Karl Skov, som er en selfmade mand, der kommer fra fattige kår, og har en voksen søn med sin første kone, men som altså d. 9. april 1940 fejrer sølvbryllup med kone nummer to med hvem han har fire børn, tre sønner og en datter.

Derudover har Karl Skov en svoger, som er svensk fabrikant, og som han samarbejder med. Og så er der en sekretær, en værkfører, en butler/chauffør og en tjenestepige i markante roller og tætte forbindelser til fabrikant Skov.

Der er altså skæbner nok at tage af i fabrikantens familie og nære netværk, og dem bruger Anders Refn dygtigt til at vise danskernes mange forskellige tilgange til og holdninger om de tyskere, som gjorde, at vi fra 9. april 1940 ikke længere var herrer i eget hus.

For nej, tingene var ikke sort-hvide for de mennesker, som levede dengang. Der var dem, som godt kunne lide tyskerne, fordi de syntes, at der var orden på sagerne nede i Tyskland. Så var der dem, som ikke kunne lide bolsjevikkerne, som man kaldte kommunisterne i Rusland. Der var selvfølgelig også dem, som ikke kunne lide Hitler og nazister.

Men langt de fleste danskere var i grunden ikke særlig politiske. De var – som mennesker er flest – optaget af deres eget liv og verden – og at få det så godt som muligt.

Det samme gjaldt den danske regering og virksomhedslederne, som indledte en samarbejdspolitik med tyskerne, som var så tæt, at Danmark nedladende blev kaldt for Hitlers kanariefugl.

Det mente nogle var den bedste løsning. Som et lille land må man indrette sig efter de store, som nogle mente det. Andre var mere af den holdning, at man skulle sige fra – og kæmpe imod. Og sådan er familien Skov også delt på mere end en måde.

Som årerne så går, og nazismens ansigt træder mere frem, så bliver de forskellige familiemedlemmers holdninger også mere tydelige, og det viser sig i de valg, som de hver især træffer, og som unægtelig fører til interne konflikter og oprør.

Vi møder selvfølgelig også både jøder, kommunister og nazister – men ingen rendyrkede skurke.

Tværtimod møder vi mennesker – også tyskere, som alle med fabrikant Skovs ord ”gør det bedste”, som de kan igennem de år, som filmen dækker, altså 1940-43. Det bedste ud fra det, som de ved – og det, som de tror på.

For livet skal leves, og vi er med til både bryllup og begravelse, Skt. Hans, juleaften og nytårsaften – men mest i hverdagen ude i Strandvejsvillaen, på fabrikken, i en jazzklub, ombord på en båd til Sverige, og flere andre steder i en handling, der knuger mere og mere sammen i takt med at nettet strammes om fabrikanten, der modvilligt har sagt ja til at producere til værnemagten. Ellers havde fabrikken heller ikke overlevet.

Fabrikant Skov er nemlig en mand, som har ansvar for mange menneskers ve og vel – også dem på fabrikken, og det ansvar tager han meget alvorligt. Han tror så også på systemet og på egen evne til via sit netværk at sørge for de mennesker, som han har ansvaret for. For sådan havde det jo altid været, så det er det vel forsat? Men først for sent forstår han, at spillereglerne blev ændret afgørende d. 9. april 1940.

Filmen er derfor også Danmarkshistorie fortalt på den spændende måde. For alle vigtige begivenheder i perioden i Danmark danner rammen om familien Skovs skæbne. En familie, der ikke fandtes i virkeligheden, men som kunne have eksisteret. Familien er nemlig skildret med stor troværdighed, og har præcis de normer, værdier og adfærd, som en overklassefamilie i Danmark nord for København havde i de år.

Og netop kombinationen af på den ene side den historiske korrekthed og på den anden side friheden til at skabe sin egen historie giver den bedste platform til at fortælle. For dermed fik Anders Refn den dramaturgiske frihed til at forme handlingen, som han ønskede det.

De bedste historier er som bekendt også dem, der kunne være sket – og det kunne fortællingen om familien Skov.

Filmen er så også en kommentar til nutiden og det moralske kompas, som alle mennesker har. For det betyder noget, hvad vi vælger, når det gælder. Vil vi betale prisen og tage konsekvensen? Filmen viser også, at det er svært at overskue det, man står midt i.

Så hvad vælger vi i dag? Det spørgsmål står og vejrer efter, at man har set filmen, og vender tilbage til 2020, som er en tid så meget anderledes end besættelsen. Men stadig en tid med værdikampe og moralske spørgsmål – og måske mere nu end i mange årtier i en verden, der virker som om den kan bryde i brand hvert øjeblik.

For vi er stadig hver især ansvarlige i forhold til vores egen tid og til hvad vi gør, når vores tids ondskab banker på døren. Og det er aldrig nemt at være menneske – og finde vej i livet, men også i 2020 prøver vi stadig på hver vores måde at gøre det rigtige.

Det er en god morale at drage af filmen i et 2020, hvor fronterne på så mange måder trækkes op – og uforsonligheden mod dem, som er anderledes end en selv, vokser.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år” seks ud af seks stjerner. For filmen er et gribende, intenst og troværdigt drama, der knuger og kalder på en forløsning – i den fortsættelse, som vi ikke er blevet lovet, men som Danmarksbloggen drømmer om, også fordi filmens slutning ligeså godt kan opleves som en cliffhanger af format.

Cast: Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuter, Gustav Dyekjær Giese, Sara Viktoria Bjerregaard Christensen, Lue Dittmann Støvelbæk, Sylvester Byder, Pernille Højmark, Cyron Melville, Tommy Kenter, Steen Stig Lommer, Paul Hüttel, Peter Schrøder, Anne Marie Helger, Anders Heinrichsen, Julie Agnete Vang, Birthe Neumann, Patricia Schumann, Anna Stokholm, Lars Simonsen, Lisa Carlehed, Benjamin Boe Rasmussen og Jesper Lohmann.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministerens nytårstale

Danmark har fået en landsmoder. Hun hedder Mette Frederiksen – og er landets anden kvindelige statsminister.

Men Mette Frederiksen er den første, som er en landsmoder i ordets bedste betydning. Og hun er den første statsminister i flere årtier, som kan samle landet om den store fortælling. Det har vi også brug for.

En fortælling, der handler om et Danmark som et land, hvor vi træffer beslutningerne i fællesskab – og hvor vi arver landet fra den generation, som gik forud for os. Hvor vi lærer værdier og traditioner hjemmefra – og hvor det derfor er eksistentielt, at alle danske børn vokser op i tryghed og stabilitet.

Det gør mange danske børn også. Men ikke alle – og dem, som ikke gør, svigtes på den store klinge, fordi der tages mere hensyn til de voksne end til børnene. Det vil Mette Frederiksen lave om på.

Danmark er nemlig et land med velfærd og muligheder, men det skal blive bedre endnu. For endnu er fællesskabet ikke stærkt nok til at alle negative mønstre kan blive brudt. Så Mette Frederiksen anbefaler helt konkret flere tvangsfjernelser, flere bortadoptioner samt at vi dropper berøringsangsten overfor fremmede kulturer.

For nej, det er ikke ok at slå sine børn – uanset hvor man kommer fra. Og ja, piger skal have samme muligheder som drenge.

For vi skal tage hinanden alvorligt – og at forvente noget af hinanden, kræve noget af hinanden er også en form for omsorg.

Præcis som der er brug for omsorgen til ældre – og til det klima, som nu er på den politiske dagsorden i en grad, så Mette Frederiksen talte om det – og ikke nævnte et direkte ord om økonomi og vækst.

Det var ganske forfriskende. For historien om Danmark og danskerne handler om holdninger og mennesker, før den drejer sig om kroner og ører. Om frihed for den enkelte og ansvar for fællesskabet. Om at landet følger folket.

Danmarksbloggen siger BRAVO til Mette Frederiksens første nytårstale.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nutidens Scrooger er værre end Dickens originale version

Julen nærmer sig med hastige skridt – og det er de færreste, der i hyggens navn orker at tænke på grådigheden i finansverden og dens konsekvenser. Men måske burde vi tænke på lige netop den grådighed nu, hvor vi for alvor er tæt på julen – den tid på året, hvor vi efter sigende er mest gavmilde, mest næstekærlige.

Det gælder så bare ikke finansverden – og alle de mange nutidige og alt for virkelige Scrooger, der året rundt grådigt puger penge sammen i endnu højere grad end Charles Dickens fiktive figur var i stand til.

For Dickens Scrooge kunne kun operere i den del af London, som han fysisk kunne dække.Og det var forsvindende lidt i forhold til nutidens Scrooger, som takket være den moderne teknologi har hele verden som deres legeplads.

En legeplads, hvor der flyder milliarder og atter milliarder af dollars og euros, som havner på hemmelige bankkonti – eller som via kreativ skattetænkning ender helt andre steder end i de offentlige kasser, som de burde.

Og desværre er der åbenbart ingen, som har fundet portalen ind til jule-åndernes univers, så vi kunne hidkalde hjælp derfra. Det kunne ellers være gavnligt for finansfyrster og andre, der sætter penge over mennesker, at få besøg af fortidens, nutidens og fremtidens juleånd – især hvis regnedrengene m/k blev ligeså skræmte og omvendte som Ebenezer blev det.

Det kan man så tvivle på, at de nutidige grådige væsner ville blive. Nutidens Scrooger er noget mere mentalt ufølsomme og hårdføre end Scrooge var det i 1800-tallets London. Så der skal nok hårdere midler til. Midler som vi heldigvis har til rådighed, hvis vi altså tør bruge dem. Midler som lovgivning, skatteinddragelse og kontrolfunktioner …

Og der er ingen vej udenom. Det internationale samfund må finde modeller og metoder til at styre de ustyrlige finansielle kræfter, der hensynsløst og grådigt og på tværs af alle grænser skraber sammen til nogle få individer, som så lever i ufattelig luksus.

Men samtidig med dette vanvid, så går hele lande i den fattige del af verden og velfærdssystemer i den rige del af verden – og klimaet over hele kloden – nedenom og hjem.

Det er så grelt, at selv Scrooge i den gamle version – altså før besøget af juleånderne – ville rotere i graven, hvis han vidste det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – og kvinder, der tør sige NEJ

Der sker noget spændende på Glyptoteket denne mørketid. Det begyndte i oktober, hvor man kunne høre oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som sammen med Glyptoteket står for de spændende søndage i selskab med de græske klassikere.

Og i går var det så tid til samtale nummer to. Stadig med Marcel Lysgaard Lech og Klaus Rothstein, men også med professor emerita Birgitte Rossing, der for et år siden skrev ”Argumenter imod kvinder”, som Danmarksbloggen anmeldte: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Så det kan ikke undre, at gårsdagens samtale handlede om Sofokles´s tragedie “Antigone”. Antigone var en af Ødipus´ døtre. Hende, som udfordrede onklen kong Kreon ved at insistere på, at hun ville begrave den bror, som var kommet tilbage som fjende – og som blev dræbt i opgøret med den anden bror, der var konge inden Kreon.

Men modsat konge-broderen, som fik en helte-begravelse inde i byen, så skulle forræder-broderen blive ude på marken og rådne op – sådan helt bogstaveligt.

Den slags lugter – også bogstaveligt, og Antigone ville selvfølgelig begrave sin bror. For uden begravelse så ingen tur ned i Dødsriget og genforenes med familien. Så Antigone henholdt sig til, at hun som familie til den afdøde – fjende eller ej – havde ret til at begrave ham. Et helt legitimt krav ifølge datidens græske skik.

Dilemmaet var så bare, at hendes onkel, kong Kreon, var i sin ligeså legitime ret til at sige nej. Byens fjende skulle ikke have den ære at blive begravet. Han kunne blive ædt af orme og andet snask, og holdt ude af Dødsriget, var meldingen fra onklen.

Men Antigone trodsede onklen og begravede broderen. Man går så ikke ustraffet op mod magten, så Antigone måtte bøde med sit liv. Hun blev lukket inde i en klippehule.

Det gik i øvrigt heller ikke konge-onklen godt. Hans søn (som var forlovet med Antigone) og kone begik selvmord, og selv vidste han godt, at han var dømt af guderne. For man går heller ikke ustraffet op imod den største magt af dem alle, nemlig guderne.

Så var der ligesom også gjort rent bord. En klassisk græsk tragedie med andre ord.

Men kan den også sige os noget i dag, noget om vores verden? Altså udover den klassiske konflikt mellem menneske og magt, som gør, at langt de fleste dropper al modstand og indordner sig samfundets krav. Men indimellem er der én, som betaler prisen, ofrer alt, og siger det helt store NEJ.

Præcis som Antigone gjorde, selvom det kostede hende alt, hvilket måske ikke var så meget – hvis man ser bort fra livet selv. For kvinder i det gamle Grækenland havde – medmindre de boede i Sparta – ingen rettigheder.

Det athenske demokrati var således udelukkende for mænd, og kvindens opgave i livet var at føde børn. Eller som Marcel Lysgaard Lech sagde det: Kvinden gav liv – og manden tog liv. Det var den jordiske balance, som guderne tilsyneladende også bifaldt.

Men Antigone fik ikke givet liv. Og da hun står og skal ind i det, som både er hendes gravkammer og brudekammer, som hun kalder hulen, hvor hun ender sine dage, så rammes hun af den basale usikkerhed, som er så typisk for Sofokles, hvor vi ender med at tvivle på os selv.

For Antigone tvivlede ifølge Marcel Lysgaard Lech i starten ikke på, at guderne var med hende. Men hvor var de, da hun stod på det yderste?

Den tvivl kender vi også i dag. Den der almenmenneskelige tvivl, som gør, at vi i grunden ved så lidt, kan så lidt, gør så lidt – og til sidst så dør vi.

Vi kender også til kampen mod magten som Antigones kamp mod onklen. Men hvor hendes kamp ikke rigtig kan kaldes en kvindekamp, men en søsters kamp for at begrave sin elskede bror, så er der i dag tale om en reel kvindekamp, som det giver endnu mere mening at kæmpe i dag end for nogle årtier siden.

Ja, det eneste i “Antigone”, som måske kan kaldes om ikke kvindekamp, så kvindesolidaritet er, at søsteren – selvom hun ikke var med til at begrave broderen og faktisk rådede Antigone fra at gøre det – alligevel solidarisk sagde, at ja, hun havde været med, da hun blev beskyldt for det af kongen.

Det må siges at være solidaritet … især fordi søsteren vidste, at det også betød en dødsdom. Hun blev så benådet, men det regnede hun ikke med, da hun stillede sig på Antigones side. You go, girl, som vi ville sige det i dag – og som det skal siges i dag.

For det går nemlig den gale vej, når vi ser på ligestillingen i dette land. Danmark var ifølge Birgitte Possings meldinger på Glyptoteket tilbage i 1970´erne nr. 7 i verden, når det kom til ligestilling. I dag er vi nr. 97 i én opgørelse – og nr. 13 i en anden.

Men uanset hvordan man ser på det, så er Sverige, Norge, Finland og Island førende – og langt længere fremme i skoene end Danmark, hvor der er modstand mod at tage de politiske virkemidler i brug som al forskning viser skaber mere ligeret.

Det er fx: Øremærket barsel til mænd, en lov der effektivt går ind og sikrer ligeløn fremfor den hensigtserklæring, som vi har i Danmark – samt en kvoteordning, når det kommer til antal kvinder i bestyrelser og andre ledende organer.

Men intet af det vil man tage i brug i Danmark. For her sætter vi friheden højt, lyder argumentationen. Det må så siges at være friheden for mændene, som kan fortsætte deres Rip-, Rap- og Rup-rekruttering til magten, mens kvinderne stadig knalder hovedet mod glasloftet.

Det minder om antikkens demokrati i Athen, som også kun var for mænd.

Hvad Sofokles mente om kvinders forhold og eventuelle rettigheder ved man ikke, men Birgitte Possing kunne fortælle, at der i magtens cirkler i dag er en del mænd, som gerne vil gøre det anderledes, og som ofte i forbindelse med foredrag og andet spørger hende om, hvad de selv kan gøre for at få flere kvinder ombord.

Så der er lys i mørket.

For nok er magt ikke noget, som nogen får foræret. Det er noget, som man tager. Men det hele bliver så meget nemmere, når der er mennesker (læs: mænd) inde i magtens cirkler, som gerne vil lukke kvinder ind.

Mænd, som ikke synger med på sangen om, at kvinder skal vise yndighed, ikke myndighed.

Mænd, som ikke mener, at kvinder skal tie i forsamlinger eller at kvinder har nogle karaktertræk, bare fordi de er kvinder og andet, som bliver hæftet på kvinder – og brugt til at holde kvinder nede og væk fra fadet.

Mænd, som selv trækker kvindekortet – fordi det skal trækkes.

For det skal det, så længe kvinder stadig er enten for lidt, for meget eller forkerte, som Birgitte Possing gjorde opmærksom på, at det stadig er en udbredt antagelse om kvinder – både hos mænd og hos kvinder.

Så der skal siges NEJ til at blive holdt nede og ude …

Birgitte Possing sluttede i øvrigt af med en tankevækkende parallel: Magt i dag handler – som det altid har gjort – om penge. Rå kapitalmagt. I den finansielle sektor er 93-95 procent af lederne mænd, og de ligner alle sammen hinanden. Hvide mænd med gode uddannelser og pænt tøj. Ikke megen mangfoldighed her altså.

Men hvordan er det lige, at det går i den finansielle sektor? Det går skidt. Skandale på skandale. Hvidvask og svindel.

Men hvem trækker kønnet ind som argumentation og siger, at alle lovovertrædelserne og alle de moralske forkerte valg skyldes, at finansbranchen er en mandsdomineret branche? Det gør ingen.

Men havde der været tilsvarende skandaler i en kvindedomineret branche, så var kønskortet blevet trukket hurtigere end man kan nå at sige kvindekortet.

Den tanke lader vi lige stå sammen med bevidstheden om, at det ikke er hverken en naturlov eller en gudernes lov, at noget skal være på en bestemt måde. Vi mennesker har et frit valg, og kan skabe den verden, som vi ønsker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Barn af Den Kolde Krig”

Her i 30-året for Murens fald fylder den kolde krig igen bevidstheden hos de fleste – og Gyldendal har derfor udgivet bogen ”Barn af Den Kolde Krig. Kendte danskere fra Ulla Terkelsen og Leif Davidsen til Per Stig Møller fortæller”, hvor Michael Müller interviewer 14 kendte danskere, der har været børn og unge under den kolde krig.

Og lad det være sagt med det samme. Det er spændende læsning, både for dem, som ikke selv har prøvet at leve under den kolde krig – og for dem, der som undertegnede, også var børn og unge i den kolde krigs tid. Man kan genkende meget fra sin egen hverdag, sin egen familie – eller måske fra ens venners hjem og baggrund.

For er der noget, som man som læser bider mærke under læsningen, så er det, hvor stor en betydning hjemmets opfattelse af virkeligheden fik på de dengang børn og unge mennesker, som for manges vedkommende senere i livet rejste langt mere og langt længere ud i verden end forældrene havde gjort det.

Men til trods for det beholdt de fleste af de 14 den holdning til livet og til verden, som de var vokset op med. Det træder fx stærkt frem hos Ulla Terkelsen, som er den første, som vi møder i bogen, og som hjemmefra lærte at orientere sig mod verden og være åben.

Hjemme hos Ulla brød man sig så heller ikke om amerikaniseringen og den kulturforfladigelse, som man mente, at Anders And, popmusik og cowboyfilm stod for. Her læste man bøger og aviser og hørte radio og klassisk musik.

For og imod USA – både kulturelt og politisk – var i det hele taget en hjørnesten i identitetsdannelsen i den kolde krig, og mange bekendte sig meget stærkt til enten det ene eller andet. Uffe Ellemann-Jensen, der med en vis stolthed beskriver sig selv som koldkriger, voksede således op i et USA-positivt hjem, og har selv livet igennem også været meget glad for USA.

Men han var ikke alene om det. Den unge Leif Davidsen, som boede et år i USA som 17-årig, følte, da han kom hjem til Danmark igen, og skulle gå på Nyborg Gymnasium, at Danmark var meget småt og kedeligt.

I den anden side er der fx en Frank Aaen, der var medlem af DKP og ganske aktiv, men som under et besøg i Østberlin i den kolde tids sidste periode opdagede, at der var langt færre varer på hylderne i det lokale varehus end få år før. Det samme skete i Moskva, og så forstod han, at de kommunistiske samfund var stagnerede og ved at bryde sammen.

Men uanset politisk ståsted, så var den generation, som blev født i den kolde krigs første tid, historiens måske heldigste og mest privilegerede, hvad også Eva Smith gør opmærksom på. Samfundet blev rigere år for år, man kunne rejse frit og læse, hvad man ville, ja sågar skifte studie, ikke bare en, men flere gange. Der var ingen restriktioner, men masser af muligheder.

Så ja, det er spændende at læse diverse barndoms- og ungdoms-erindringer – og de fleste interviewede er heldigvis også rigtig gode til at tække perspektiver op til nutiden.

For det er dér, hvor det bliver mest interessant. For nok er det vigtigt at kende sin (og andres) fortid for at forstå sin nutid. Men personlige erindringer er i reglen kun spændende, når de bruges i en større sammenhæng, og det gør langt de fleste af de 14 personers, og det kommer der mange interessante refleksioner og holdninger ud af.

Hyldningen af Danmark – og Norden – fylder så en del, og er måske ret romantiseret med manglende fokus på nutidens stigende ulighed.

Et andet gennemgående træk er genkomsten af nationalismen iklædt populistiske klæder i europæisk perspektiv. En cocktail, der skaber konflikter, og som kan være ganske farlig og skabe grøfter, som fx når Stine Bosse er inde på, at den splittelse, som vi ser i dag, er markant mere alvorlig end det var under den kolde krig, hvor fronterne var tydelige. Det er de ikke i dag.

Hendes løsning er at holde fast i de demokratiske institutioner, som vi byggede op efter Anden Verdenskrig – og her tænkes især på EU. Om det er rigtigt, vil tiden vise.

Det samme gælder, når talen falder på Rusland – og Kina, som Per Stig Møller peger på som Ruslands konkurrent no. 1. Han er en mand med et stort udsyn og har formentlig ret, når han siger, at Rusland på kort sigt har brug for at markere sig overfor Vesten – men at Rusland på den lange bane ønsker et normalt forhold til os. For hovedkonkurrenten er Kina, og man kan som bekendt kun kæmpe på en front ad gangen.

Bo Lidegaard taler også om Rusland, og han er heller ikke bange for, at russiske kampvogne vil vende snuden mod vest. Hans bekymring går i langt højere grad på Ruslands forsøg på at ryste tilliden til vores demokratier og institutioner.

Rusland er i det hele taget interessant. Og Leif Davidsens udmelding om, at Putin ikke har fat i de unge i Rusland, at de er utilfredse med ham, at de ikke læser aviser, og ikke interesserer sig for, hvad der skete før deres tid, gør dem direkte sammenlignelige med Vestens unge. Ok, boomer er åbenbart også nået til Rusland.

(Ok, boomer betyder ja, ja, jeg er ligeglad med, hvad du siger – og er noget, som unge siger til ældre, typisk dem, som er 60+, og som vil gøre sig kloge på de unges liv, men som de unge mener i stedet har fucked verden op, for nu at blive i de unges sprog.)

Det gælder så ikke alle i bogen, at de er optaget af Rusland som en trussel.

Peter Aalbæk Jensen taler fx om de gamle Østblok-lande og siger, at de havde og har en dyb kulturel forankring i store, stærke værdier. Men hvilke? Det måtte gerne have været uddybet i bogen.

Han er heller ikke alene om at trække den russiske kultur og historie fem. Marianne Jelved gør det også, og kalder den endda inspirerende. Men igen mangler vi at få uddybet, hvad der menes.

For det er kræs at læse og tænke over den slags udmeldinger.

Men uanset hvad så har Bo Lidegaard ret, når han konkluderer, at var der en ting, som den kolde krig lærte os, så var det, at man er nødt til at holde dialogen åben.

Det sker også med denne bog, hvor dialogen endda gives videre til de kommende generationer.

Der er også brug for det. For som Mogens Lykketoft er inde på, så foregår det internationale politiske spil i dag med en anden filosofi og efter nogle andre regler end det samarbejde, som faktisk afskaffede den kolde krig. Krigs-risikoen er efter hans mening også tilstede – ikke stor, men dog tilstede.

Danmarksbloggen giver ”Barn af Den Kolde Krig. Kendte danskere fra Ulla Terkelsen og Leif Davidsen til Per Stig Møller fortæller” fem ud af seks stjerner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk