Månedsarkiv: november 2016

Ondskab og at lime sig fast til taburetten

Udgivet den af
Svar

Det er noget af en bet for Joachim B. Olsen (LA) ikke at blive minister. Men allerede få dage inden den manglende ministerudnævnelse var han i et stormvejr, da han var ude og sige, at han ikke var et ondt menneske.

Se her: http://www.avisen.dk/joachim-b-olsen-jeg-er-ikke-et-ondt-menneske_417371.aspx

Som Danmarksbloggen ser det, så giver udsagnet ikke mening. For hvem kan bedømme, om et andet menneske er ondt? Hvad man til gengæld kan bedømme er, hvordan menneskes handlinger påvirker andres menneskers liv, og her skaber JBO og de andre i LA – og i det hele taget i blå blok – stor smerte, utryghed og sorg i mange danske hjem, hos både unge og gamle … og det er ikke i orden. Slet ikke i orden.

Et samfund og dets politikere skal nemlig bedømmes på, hvordan de tager sig af de svageste medborgere.

Og dér er der meget lang vej at gå, inden det bliver værdigt og medmenneskeligt  – og vejen er med den nye regering blot blevet endnu længere.

For Løkke har – i en situation, hvor det havde været rigtigst at udskrive valg og spørge danskerne, hvad de synes – valgt at klistre og lime sig selv fast til taburetten, selvom han sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris. Det vil han så godt.

Det er dumt – ikke ondt, men forkert og dumt. Og ja, direkte over-dumt set med Venstre-øjne på både den korte og den lange bane. For vejen tilbage til regeringskontorerne for Venstre bliver efter Løkkes afgang ifbm næste folketingsvalg meget lang og meget trang.

Socialdemokratiet går derfor en gylden fremtid i møde … hvis altså Dansk Folkeparti vil.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Trekløver-regeringen

Udgivet den af
Svar

Normalt anmelder man først en forestilling EFTER tæppefald. Men Danmarksbloggen vil alligevel anmelde den splinternye trekløver-regering – udfra devisen jo flere trekløvere, des bedre. Max antal trekløvere den enkelte minister kan få er 6.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V): 2 trekløvere. Løkkes regering og politik er til ingen trekløvere overhovedet, men Løkkes evne til det politiske håndværk giver ham 2 trekløvere.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA): 1 trekløver. Hvad skal Samuelsen lave i Ørkenfortet (aka Udenrigsministeriet) på Asiatisk Plads? Manden er jo købt og betalt af dele af toppen af dansk erhvervsliv med Lars Seier Christensen i spidsen for at lobbye deres sær-interesser i Folketinget.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K): 1 trekløver. Pape er totalt uden ministererfaring, men de konservative går traditionelt ind for lov og orden, så derfor har han sikkert insisteret på at få denne post. Direkte dumt.

Finansminister Kristian Jensen (V): 3 trekløvere. De to trekløvere får han, fordi han åbenbart har tilranet sig mere magt i Venstre, siden han tildeles denne magtfulde post, som sikkert interesserer ham noget mere end udenrigspolitikken. Og det sidste trekløver får han ene og alene fordi Hjorten så forsvinder fra ministeriet.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V): 1 trekløver. Ren retrætepost til manden, der ikke har sovet i et år.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K): 3 trekløvere. Manden har viden om og ministererfaring på det område, som han skal ind og være minister for. Et særsyn i denne regering.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA): 1 trekløver. Var det ikke det ministerium, som Samuelsen skulle have haft? Og er det ikke alt for stor en mundfuld for Ammitzbøll? Svaret er JA.

Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs (V): 1 trekløver. Hendes evne til at lime sig fast er imponerende og direkte omvendt proportional med hendes evner.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V): 1 trekløver. Manden har én lang række uheldige sager bag sig og en udpræget Venstre-tankegang om, at man bare skal hytte sig selv. Så selvom det er godt, at Neergaard ikke længere er minister, så er der desværre ingen grund til at håbe for meget.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V): 2 trekløvere. Hun burde egentlig have haft 4, fordi hun er så gennemført dygtig til at få sine ting igennem, men hendes holdning til hendes medmennesker – især dem, der ikke ligner hende selv – er således, så der trækkes fra.

Minister for ligestilling og minister for nordisk samarbejde Karen Ellemann (V): 2 trekløvere. Ellemann er myreflittig, men får nok problemer med at råbe op om den vigtige ligestilling, som stadig mangler i Danmark.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V): 2 trekløvere. En klar og stor degradering af en mand, der faktisk har gjort det ok i det fine, gamle justitsministerium – omvendt er der nu ekstra brændstof til fremtidige magtkampe internt i Venstre

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V): 1 trekløver. En af de sorteste nyheder i dag. Hvad han ikke allerede har fået – og kan nå – at smadre af den danske natur. Dét er skræmmende.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V): 1 trekløver. Potato og kartoffel. Hun kom fra undervisning og er nu minister for sundhed. En kvinde på et klassisk kvindeområde – uden stor magt og uden stor gennemslagskraft.

Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V): 1 trekløver. Hun har ikke imponeret som sundhedsminister, og nu skal hun skabe et helt nyt ministerium. Godt at det danske embedsværk er så dygtigt.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V): 3 trekløvere. Han er faktisk både dygtig og flittig.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V): 1 trekløver. Hvordan kan man beholde ham og fyre en mand som Haarder? Ja, selv den gamle forsvarsminister Peter Christensen havde været at foretrække.

Social- og børneminister Mai Mercado (K): 1 trekløver. Der er ikke noget godt at vente fra en kvinde, der i januar skrev: ”Findes der noget bedre end barsel med en nyfødt? Det skulle da lige være TV 2 NEWS kørende i baggrunden, hvor politiet gennemsmadrer hashboder på Christiania! I love it.” Citat slut. Det er desuden slet ikke en minister værdig.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA): 1 trekløver. Det her lyder måske harmløst, men at få en minister fra et parti, som går ind for, at de rige skal blive rigere – og brugerbetalingen skal øges, kan ødelægge SÅ meget.

Kirke- og kulturminister Mette Bock (LA): 2 trekløvere. Bock ved faktisk noget om området, og så gør hun ikke særlig meget skade på denne post, medmindre hun indfører endnu mere brugerbetaling på museer m.m.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA): 1 trekløver. Den kollektive transport går endnu mere sorte tider i møde, når denne fortaler for billigere luksusbiler til de rigeste danskere sætter sig i transportministeriet. Han vil også liberalisere taxi-lovgivningen.

Ældreminister Thyra Frank (LA): 1 trekløver. Hun var fantastisk som plejehjemsleder, men der er stor forskel på at lede et plejehjem og et ministerium. At hun blev minister er derfor et mysterium. Tror Liberal Alliance og regeringen virkelig på, at hun kan trække stemmer fra de ældre, når valget kommer?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ny regering – men måske et lille lys i mørket

Udgivet den af
Svar

Det nye kirkeår starter i dag – og Danmark fik også en ny regering i dag.

Danmarksbloggen er ikke overraskende MEGET LIDT begejstret for den nye blå-sorte regering, som desværre nok har en lang levetid – måske endda helt indtil sommeren 2019, fordi den går ind for en årlig stigning i det offentlige forbrug på 0,3 %. Dermed er hånden strakt frem til Dansk Folkeparti – og så er det parlamentariske grundlag på plads. Også selvom en stigning på 0,3 % reelt er en nedgang.

Det er meget trist …

Ét lys er der dog i mørket – et lille bitte lys. Mindre end det ene lys, der tændes på adventskranse i danske hjem i dag og meget mindre end de lys, der blev tændt i løbet af eftermiddagen på juletræer på pladser og torve overalt i Danmark – men dog alligevel et lys.

De tre regeringspartier har nemlig bebudet, at de i 2017 vil ændre en omstridt paragraf i den omdiskuterede offentlighedslov, således så ministerbetjenings-reglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces skal lempes i forhold til de nuværende regler.

Nu kan det selvfølgelig vise sig et være et blålys. Men på denne første søndag advent, hvor ventetiden til jul og Jesu fødsel starter i kirken, må vi i resten af samfundet godt håbe på, at ministrenes eventuelle svinestreger fremover lettere kan afsløres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Svantes Lykkelige Dag

Udgivet den af
Svar

Kan Benny Andersens roman ”Svantes Viser” omskrives til en teaterforestilling med sang og musik? På Nørrebro Teater har Niclas Bendixen i hvert fald gjort forsøget med forestillingen ”Svantes Lykkelige Dag”, og det er i dén grad øjnene, der ser og ørerne, der hører, der afgører resultatet.

Noget, der især gælder, når man ser på anden del af forestillingen, som nærmest er ren teaterkoncert med musikere her, effekter dér og de to hovedrolleindehavere totalt i centrum på mange måder. For det er som bekendt med teaterkoncerter, som det er med lakrids: Enten så elsker man det, eller også så hader man det. Men nu skal begivenhedernes gang ikke forgribes.

For forestillingen starter med første del, der veksler mellem komik og dramatik, mellem monologer og dialoger, men hele tiden med Folkekoret som iøjnefaldende musikalske og fysiske kulisser. Det er klassisk teater med et snert af det eksperimenterende, og det viser tydeligt forestillingens ærinde om at føre handlingen og dens problemstillinger fra 1960´erne og op til vor tid.

Vor tid er en tid, hvor teaterkoncerter i mange år har været det nye sorte, og således også i anden del, som nærmest er rendyrket teaterkoncert, hvor der sker en hel masse på kort tid, og hvor det hele eksploderer flere gange, så klimaks og antiklimaks følger hinanden igen og igen i kulisser, der skifter mellem at ligne et mørkt og trykkende Dystopia og en gul og løfterig Påskemorgen.

Forestillingens pointe bliver her også ligeså klar, som den er gul – både i tøjet og i de balloner, som ligger i store glaskrukker, når man kommer ind på teatret, og som man er velkommen til at tage en af og puste op. Og det skal man bare gøre. For livet er ikke det værste vi har, som pointen er – og det gælder om undervejs at samle på sange og kærlighed.

Men det handler også om at gennemskue det narrespil, som vi hver især har om os selv og vores egen formåen – så vi kan løfte os over hverdagen og sætte os selv og vore drømme fri. For vejen til at blive gul og glad går som en gul tråd i forestillingen fra at være grå og blå og trist og låst fast i manglende selvværd og manglende mod og til at frigøre sig og turde gå sin egen vej, også selvom andre stempler én som gal, ja direkte sindssyg.

Anders W. Berthelsen er overbevisende som den midaldrende mand, der har mistet tiltroen til sig selv, livet og verden – og Lise Baastrup går tilsvarende lige ind i publikum, uanset om hun græder, laver sjov eller er alvorlig. De to er et fantastisk makkerpar, som formår at skabe et samspil på scenen, der hæver sig over det kønslige, og som derfor gør dem til mennesker først og fremmest, hvilket er en sjælden kunst i vor køns- og seksual-orienterede tidsalder. Stort bifald for det.

Det var der også til samtlige medvirkende efter tæppefald – og så startede diskussionerne ellers blandt publikum på vej ud. Nogle fandt stykket nyskabende og godt, andre savnede Povl Dissing og hans måde at synge Svantes viser på.

Danmarksbloggen er både-og. Dissing var en stor årsag til, at de sange blev så populære. Men fornyelse skal til, hvis ikke vi skal stivne og blive til et museum. For ord og sange kan også ende som udstillingsgenstande, og måske især hvis de er nationale klenodier som Svantes viser. Men det er ikke alt nyt, der du´r – bare fordi det er nyt.

Danmarksbloggen mener for eksempel ikke, at Svantes viser egner sig til rock. Deres sprøde skønhed og poetiske tone forsvinder i den tunge bas, som blev spillet flere gange på scenen. På den anden side indeholder viserne en smerte og et vemod, som fortolkes så hjerteskærende fint i den jazz, som anden del også bød på. Så også set musikalsk var ”Svantes Lykkelige Dag” både-og.

Danmarksbloggen giver fire fugle (som forestillingen også vrimlede med) ud af seks mulige. Fire fugle, der synger Svantes viser på både ”vise-sprog ”og ”jazz-sprog”. Præcis som at visse af forestillingerne tekstes på både engelsk og klassisk arabisk. Et fint initiativ.

“Svantes Lykkelige Dag” spiller på Nørrebro Teater indtil d. 23. december.

På scenen er Anders W. Berthelsen, Lise Baastrup og Nørrebro Teaters Folkekor – samt musikerne Søren Graversen, Anders Birk og Thomas Hamilton. Benny Andersen har skrevet roman, visetekster og originalmusik. Niclas Bendixen står for instruktion og dramatisering. Julian Toldam Juhlin står for scenografi og kostumer, mens Søren Graversen er kapelmester og har arrangeret musikken.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Shoppingen bliver vores undergang

Udgivet den af
Svar

Jordens ressourcer forbruges altfor hurtigt og altfor grådigt …

Mennesker – uanset religion og hudfarve – sætter forbrug og shopping over bæredygtighed og miljø. Kvinder og mænd fra Singapore og Beijing i Asien over olie-arabere i Dubai til mennesker i London, New York og alle andre metropoler shopper løs i tide og især i utide.

Men det kan vores Jord og dermed også os selv ikke holde til. Shoppingen – som ellers hyldes som den ultimative måde at slappe af og hygge sig på – kan derfor ende med at blive vores undergang. Vores miljø og økosystemer bryder sammen og dermed også civilisationen.

Så enkelt er det. Danmarksbloggen opfordrer derfor alle til at droppe Black Friday. Se dig omkring: Har du ikke allerede nok? Køb kun, når noget er blevet slidt (op) eller er gået i stykker uden at kunne laves. Så har Jorden også en chance – og vi selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Jellingmysteriet

Udgivet den af
Svar

Vi lever i en kendis-tidsalder på både godt og ondt – også når det handler om historisk formidling, hvor fx børne-tv-værten og entertaineren Sigurd Barrett lige har skrevet en Danmarkshistorie for børn, som sikkert er et ganske velment forsøg på at vække historisk interesse og bevidsthed hos de kommende generationer.

MEN det er nu engang sådan, at den bedste mad laves af uddannede kokke – og på samme måde fortælles Danmarkshistorie også bedst, når det er uddannede historikere, der står for opgaven, og især hvis de kan kommunikere.

Forlaget Valeta´s bog ”Jellingmysteriet” er et godt eksempel på det. Det er skrevet af Anders Lundt Hansen, der er uddannet historiker, og som også skriver for Weekend-avisen. Og han kan formidle på en måde, så samtlige 153 sider er en sand fornøjelse af læse, hvad enten man ikke kender noget til Danmarkshistorie, eller er en glad amatør-historiker som undertegnede.

Bogen er delt op i tre dele. Første del handler om Jellings konger, anden del om legenderne – og tredje og sidste del om legendernes arv. Det er en god opbygning, der suppleres af en fin liste over både litteratur og links til den, der vil læse mere. Men har man ikke tid eller overskud, kan man sagtens klare sig med Anders Lundt Hansens bog, der er illustreret af Patrick Leis.

For i den meget velskrevne bog med de mange udtryksfulde tegninger får vi en særdeles grundig indføring i tiden omkring bygningen af højene i Jelling og opsættelsen af Jelling-stenene – og det står hurtigt klart, at mange såkaldte etablerede sandheder ikke holder vand.

Blandt højdepunkterne er oplysningen om, at Harald Blåtand ikke var den første kristne, danske konge, men at det i stedet var Harald Klak mere end 100 år tidligere. Vi får også fortalt, hvad det vil sige at bære jernbyrd, og vi hører om runerne – og om hvorfor runerne på den Jelling-sten, der kaldes Danmarks dåbsattest, er skrevet i en anderledes rækkefølge end runer normalt var. Det handlede selvfølgelig om magt.

Det er også interessant at læse, at man i området omkring Jelling ikke har fundet spor efter mennesker i modsætning til fx datidens store handelscentrum Hedeby, hvor man har fundet alle de klassiske spor på, at her har mennesker og dyr levet. Noget man også kunne have forventet at finde i Jelling, hvis området havde været det magtcentrum, som man ellers får indtrykket af i klassisk fortalt Danmarkshistorie. Men her åbnes der op for andre fortolkninger og nye spørgsmål.

Bogen giver i det hele taget et nuanceret billede af især 900-tallet, men også tiden både før og efter, hvor forskellige slægter af stormænd kæmpede om magten i Danmark, og hvor det slet ikke var givet, at det til sidst skulle ende med sejr til de Oldenborgere, der siden hen har kaldt sig selv Danmarks første kongeslægt, som de nuværende Glücksburgere også er beslægtet med.

Men Gorm den Gamle var ikke Danmarks første konge, og der har været andre kongeslægter end den nuværende, så Danmark har ikke en ubrudt række af monarker, der er i familie med hinanden. Selvom de styrende slægter også dengang konstant giftede sig ind i hinanden, når ikke de slog hinanden ihjel, hvad man også kan læse om i ”Jellingmysteriet”.

Eneste anke set med Danmarksbloggens øjne er målgruppen, som sættes til at være børn i alderen 9 til 14 år. Men bogens niveau er – især i en historieløs tid som vores – så højt, at det er Danmarksbloggens vurdering, at den nok snarere burde sættes til de 12-16-årige med en venlig henvisning til deres forældre om også at læse med.

Danmarksbloggen giver fem store runer ud af seks mulige til ”Jellingmysteriet”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skrækscenarie: Liberal trekløver-regering

Udgivet den af
Svar

En liberal trekløver-regering? Ja, det er skrækscenariet, som nu tegner sig, hvis forhandlingerne mellem V, LA og K fører til det, som Løkke håber.  Nemlig en regering mellem de tre partier.

Det har Løkke just annonceret på Venstres landsmøde. Danmarksbloggen håber det ikke. Danmarksbloggen håber på, at det ender med, at Venstre må kaste håndklædet i ringen og enten indkalde til Dronningerunde eller udskrive valg til folketinget.

Men ét er sikkert. Dansk politik er meget dramatisk lige nu – og Danmarksbloggen følger tæt med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Noooob”

Udgivet den af
Svar

”Noooob” er det spøjse navn på en manual for … nej, undskyld en bog om raske drenge, der virkelig forstår at lave ballade i drenges evige og ofte fysiske kamp om venskaber og placering i hierarkiet. Her ivrigt inspireret af hvad de ser af mindre eller som regel mere farlige eksperimenter på Youtube og andre steder på internettet.

Noooob er også kælenavnet på bogens jeg-fortæller og hovedperson, der egentlig hedder Jeppe, og er ven med tre andre drenge: Fessor, der absolut ikke er særlig (pro)fessor-agtig, men gruppens selvbestaltede og på alle måder grænsesøgende leder, Jakob, der er den eftertænksomme og kloge – og så Sammy, der er mere som Jeppe.

Noooob eller Jeppe er nemlig på mange måder, som drenge er flest. Han har det okay derhjemme, men fortæller ikke forældrene ret meget om, hvad der sker i hans liv. Han er til gengæld klar til at gøre meget for hans venner – og for deres fælles venskab og gruppe, hvor det ene skøre påfund afløser det andet.

Nogle af eksperimenterne – som selvfølgelig skal filmes og på internettet – er så også direkte livsfarlige, som da de køber et regnslag hver i TIGER for at bruge dem til at base-jumpe. Men der er også mere fredelige ideer, som da de skal spise 25 hotdogs hver. Det ender selvfølgelig ret ulækkert.

Og sådan fortsætter det hele bogen igennem – med det ene vanvittige påfund efter det andet, som ikke skal røbes her. Læs det selv … og bliv inspireret … helst til at lade være dog. Eller i hvert fald nedtone de der fysiske udfordringer, der skal afgøre ens plads i flokken, i hierarkiet.

For bogen er henvendt til drenge – og de vil uden tvivl finde den sjov at læse. Men mon ikke også piger vil kunne have glæde af den? Det tror undertegnede. Piger kan nemlig også finde på at foretage sig diverse ting og sager.

Bogen er skrevet i et godt og flydende nutidssprog, så den ene side vender automatisk den anden. Bogen er også baseret på virkelige hændelser, kan man læse. Det tror undertegnede på, selvom jeg aldrig har været dreng, men jeg kender både drenge og mænd, der har været drenge .Selvom de ikke alle sammen er som de fire her.

Som en – der for et par årtier siden var dreng – sagde, da jeg læste et par kapitler højt af bogen for ham: ”De drenge dér er stereotypen af drenge. Det er drenge sat på spidsen. De findes den slags drenge, ja – men vi er og var også en del, der ikke er/var sådan, selvom vi også kæmpede den samme kamp for at finde vores plads i flokken.”

Og det skal såmænd nok passe. De dygtige og arbejdsomme drenge, der ikke udsætter sig selv og andre for fare, er bare ikke nær så sjove at læse om som de fire rødder her. Danmarksbloggen giver fire store snøfler ud af seks mulige til Maria Kjær-Madsen og ”Noooob”. For i Noooobs gruppe spiser man nemlig også snøfler.

Det er forlaget Valeta, der udgiver ”Noooob”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarkskanonen – et makværk

Udgivet den af
Svar

Så er der en uge til at bestemme, hvad der er SÆRLIGT DANSK …

Kulturminister Bertel Haarder satte i dag 20 forslag til afstemning ifbm den såkaldte Danmarkskanon. Læs mere her: http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/nyheder/20-vaerdier-udvalgt-til-danmarkskanon-afstemning/1/1/

Danmarksbloggen finder det rimeligt fjollet for nu at sige det pænt. For man kan ikke putte danskhed ned i en kasse – og selvom man prøvede på det, så er en uge alt for lidt tid til indgående at tale om og diskutere vort land og dets udvikling, hvilket kunne være en spændende proces. Men ikke med en kanon som endemål. Det er derimod en fortløbende proces.

Tiden er også på andre måder en vigtig faktor. For hvis andelsbevægelsen fx er speciel dansk, så har vi kun være danske i lidt over 100 år. Og hvis velfærdssamfundet og medmenneskelighed er specielle danske værdier, ja, så er Haarders egen regering da godt i gang med at gøre Danmark ganske udansk.

Dén Danmarkskanon er ligesom de andre kanoner et forsøg på at putte noget, der hele tiden udvikler sig, og som er større end noget menneske og nogen tid, ned i kasser. Det er makværk. Tåbeligt og fordummende og begrænsende.

Og desuden kunne flere af forslagene ligeså vel være globale – eller i hvert fald europæiske eller nordiske. Det eneste, der er særligt dansk, er det danske sprog og Danmarkshistorien, hvor Grundlovsdag er en særlig dag i vor tid, hvor der igen skal kæmpes for demokratiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ditte & Louise”

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen binge-watchede i sidste uge både sæson 1 og sæson 2 af ”Ditte & Louise”, der er en såkaldt TV-komedie-serie om det umage makkerpar Ditte og Louise, der gerne vil være kendte, kvindelige komikere.

Men det er svært at slå igennem, så undervejs i det ene mere gakkede forsøg efter det andet må de udover at kæmpe mod instruktører, castere, skuespillere og andre i mediebranchen slås med både mænd, kærester, mødre, kendis-faktoren, utroskab, sex-faktoren, drømme, pengemangel, for mange penge, teenagebørn, børnehavepædagoger – og hvad der ellers hører til storby- og medielivet her i 10´erne.

Det går selvsagt aldrig som planlagt for de to kvinder. Og hvis ikke de selv fucker det op (og det er de mere end gode til), så sørger en ond skæbne for, at det partout går galt på diverse tåkrummende, pinlige og sjove måder, der samtidig også spidder vor tid.

Første sæson vandt en Robert – og det var mere end velfortjent.

For serien er nemlig mere end blot en komedie-serie om Ditte og Louise. Det er en serie om alle kvinder over 40 – og ikke kun dem i skuespils- og teaterbranchen, men også mange andre steder i et samfund og en verden, hvor ungdommen er det, der sælger, og mændene stadig har pengene og magten – men hvor kvinder over 40 stadig har både drømme og lyster – også til succes og sex.

Så ja, det er en komedie – men en komedie med store træk af både drama og tragedie. For både sæson 1 og 2 er uhyggeligt tætte på virkeligheden, hvad alle kvinder over 40 kan skrive under på. Kvinder, hvor mange accepterer usynligheden og giver op og slår sig til tåls med strikketøjet, den perfekte krumme på det italienske brød eller andre ligegyldigheder. Men hvor nogle (også ude i den virkelige verden) heldigvis kæmper videre, som Ditte og Louise gør det på trods af nedturene, men med rødvins-samtalerne, tilgivelsen og krammene som god energi.

Og mere af det, tak, både på skærmen og i virkeligheden. Også selvom man kan undre sig over, hvor modet og kræfterne til at fortsætte kommer fra, når man igen og igen slås mod jorden. Men måske er det nødvendighedens lov? Vi – de – Ditte og Louise – kvinderne gør det, fordi vi ikke kan lade være. Fordi vi kan lide det, vi laver. Så enkelt er det.

Enkelt er det imidlertid ikke at skrive så godt et manus, som Ditte Hansen og Louise Mieritz gør det. Og det er kun sværere at spille så overbevisende – også i de mange grænseoverskridende – og som regel rimeligt afklædte scener. For i ”Ditte & Louise” får vi det hele – råt for usødet. De to kvinder viser sig, som de er – på alle måder. Det er FEDT, og undertegnede kunne sagtens tage otte afsnit mere. Snildt endda.

Danmarksbloggen giver derfor også fem store glas rødvin ud af seks mulige og opfordrer alle – både mænd og kvinder – til at se serien og måske endda blive inspireret til at turde leve sine egne drømme ud.

Begge sæsoner – i alt 16 afsnit på hver små 30 minutter – kan ses hos DR.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk