Tag-arkiv: Valeta

Anmeldelse: “Pigen ingen vidste var”

Udgivet den af
Svar

Hvis man ønsker sig en bog, som man kan kravle ned under tæppet på sofaen med, mens efterårsmørket står rugende udenfor ruderne – og man vel og mærke kan lide lange forviklingsromaner fuld af spænding, der også udfordrer ens tro på menneskene og menneskeheden – så er ”Pigen ingen vidste var” et godt bud.

Bogen er på næsten 400 sider, og er fuld af såvel forviklinger, bedrag, følelser, drømme, bristede illusioner – og hvad livet og samfundet ellers handler om.

Nu skal handlingen ikke afsløres her, men der trækkes pænt på mange temaer fra nutidens film og tv-serier, hvor spænding og psykologiske spil sammen med magtens kringlede veje tegner billedet.

En serie som Netflix´s “Stranger Things” er det fx på mange måder oplagt at sammenligne denne bog med.

Og som mange kulturelle produkter i vor tid – også “Stranger Things” foregår bogen i USA – dog ikke i vor tid, men for næsten 50 år siden i hippietiden, altså også tidligere end Netflix´s hitserie.

Der er dog ikke meget flower-power over hverken personer eller handling – ej heller fri kærlighed, men til gengæld rigeligt med eksperimenter, om end de er af en lidt anden slags end dem, som skete på universiteternes græsplænerne, når de unge mødtes over lidt sjov tobak til såkaldte love-ins.

For pigen Ana – som er hovedpersonen i et hemmeligt adfærdseksperiment, og som ingen rigtig kender (man kommer igen til at tænke på “Stranger Things” og pigen Eleven) – forsvinder, og professor Noah Hobbs er ikke glad. Hans livsprojekt er nemlig dermed truet – af ingen ringere end hans søn Bradley. For der er ikke kun den unge generation, som det handler om – eller jo, det er det måske, men det er i hvert fald ikke dem, som trækker i trådene, og så siger undertegnede ikke mere.

Læs selv handlingen – og når du gør det, så forstår du, hvorfor bogen må foregå i USA, selvom det egentlig også er lidt synd. For personerne og interaktionerne mellem dem er så klart mere danske end de er amerikanske, og det er helt naturligt.

For det er mere end svært at sætte ind i andre nationaliteters tankegange og måder at opfatte verden på, selvom de to forfattere gør et bravt forsøg. Men der bliver simpelthen bare lagret noget på harddisken, som er så umiskendeligt dansk, når man bor og vokser op her i det lille land mod nord – præcis som der gør det alle andre steder i verden. Vi rundes af den virkelighed, som vi vokser op i – på godt og ondt.

Det mærkes også tydeligt i bogen, at den ene forfatter Lars Wissing er filmklipper, men det er så en fordel i en visuel tid. For bogen er stærk i sine billedmæssige beskrivelser, der netop er meget filmiske.

Den anden forfatter Mikkel Winther arbejder med forretningsudvikling, og det afspejles måske ikke ligeså direkte i bogen, men alligevel fornemmer man det, når steder, roller og interaktioner beskrives.

Næsten 400 sider er dog mange, og bogen vil også meget – og kan meget. Men nogle gange er less more, hvad de to forfattere uden tvivl også ved, når man kigger på deres tidligere meriter som henholdsvis klipper af nogle af tidens bedste tv-serier og film – og som marketingschef hos delebilstjenesten Go More.

Danmarksbloggen giver tre ud af seks sommerfugle, men havde gladeligt givet fire, hvis slutningen havde stået mere klar.

For nok er åbne slutninger populære, men når en bog rummer så mange lag og så mange muligheder som ”Pigen ingen vidste var”, så vil man som læser gerne have en bastant afslutning, så man ikke er det mindste i tvivl om noget eller om nogens skæbne.

Det hænger måske også sammen med verden af i dag, som er mere åben og uafklaret end den har været i mange år, så når vi læser, vil vi vide, hvad der sker – og modsat en tv-serie, så behøver vi ikke en cliffhanger.

Vi vil have det afklaret – og det er en fordel, især når bogen handler om perspektiver og eksperimenter med mennesker, som måske også kunne foregå i vores tid og i vores land. For når den tanke sætter sig fast, så bliver bogens fine spænding mere end bare en behagelig krillen i maven i efterårsmørket.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Nordens hersker”

Udgivet den af
Svar

Vikingernes liv og færden er altid godt stof, og nu er den selvstændige fortsættelse af ”Jellingmysteriet” udkommet. Læs Danmarksbloggens anmeldelse af ”Jellingmysteriet” her:  http://danmarksbloggen.dk/?p=8741

Fortsættelsen hedder ”Nordens hersker” og er ligesom forgængeren skrevet af Anders Lundt Hansen og illustreret af Patrick Leis, og lad det være sagt med det samme: Såvel sproget som illustrationerne er ligeså levende og sprudlende i fortsættelsen som i den første bog.

Der er fuld fart på fra start til slut, og samtidig får vi masser at viden serveret på en letforståelig måde, men alligevel med så meget saft og kraft – og fakta – om både tiden og dens mennesker og livsstil, at ikke kun målgruppen, som er børn mellem 9 og 14 år, men også teenagere og voksne med fordel kan læse med.

Som forgængeren havde en mission med at vise, at Gorm den Gamle ikke var Danmarks første konge – og at der også har været flere kongeslægter i Danmark end Gorm og hans efterkommere, så har også ”Nordens hersker” en mission – eller måske snarere to.

Dels vil den fortælle, at Knud den Store – trods at hans far var den danske konge Svend Tveskæg – nok mere var engelsk konge end dansk, og dels at det, som vi kalder vikingetid, nok snarere er middelalder.

For det er Knud den Store og hans meget begivenhedsrige liv i England, hvor han i flere år måtte kæmpe om magten, der er i fokus – og det var en kamp, der foregik både på land og på vand, i soveværelset (for ægteskab med den rigtige kan gøre en stor forskel, når man sigter efter at få en krone på hovedet) og blandt venner og fæller, der godt kunne blive modstandere og fjender.

Vi hører selvfølgelig også myten om, hvordan Knud den Store blev opfattet af samtiden som nærmest guddommelig, hvad han som en (ihvertfald på overfladen) ydmyg kristen ikke ville være, så han satte sig ned i strandkanten for at se, om han kunne tæmme bølgerne. Det kunne han ikke, kan Danmarksbloggen vist godt røbe uden at ødelægge noget.

Men ellers vil Danmarksbloggen ikke sige mere om en meget spændende konges liv og gerning. Læs det selv i ”Nordens hersker”, for det er ikke kun en medrivende fortælling – det er rent faktisk sket i den tid, som de fleste af os omtaler som vikingetiden, men som bogens forfatter Anders Lundt Hansen altså vil kalde middelalder.

Det gør man også ude i Europa, når man taler om 1000-tallet, som var Knud den Stores århundrede, men i Danmark opfatter man perioden cirka 850 til cirka 1050 for vikingetiden, hvilket Anders Sundt Hansen mener er noget fjolleri.

Danmarksbloggen er ikke helt enig, for der er en verden til forskel på netop vikingetiden, hvor danske mænd rejste ud – drog i viking som det hed – og handlede og plyndrede, mens kvinderne stod for det derhjemme – og alle tilbad Thor og Odin og de andre nordiske guder. For nok blev vi kristne omkring 965, men det tog alligevel sin tid, før det slog helt igennem.

Men omkring 1050 er landet ved at være kristnet, og det store kirkebyggeri – som ikke har sin lige noget andetsteds i verden – går i gang, og samtidig begynder mændene at blive mere hjemme, og kvinderne får markant mindre magt, men omvendt kommer der også en organisering af landet og samfundslivet, som vi ikke havde før – altså i vikingetiden.

Men det er en historisk diskussion, som nok er spændende, men som i reglen ikke hører en anmeldelse til, selvom Danmarksbloggen lige vil gøre opmærksom på, at man i ”Nordens hersker” kan læse om, hvordan Viborg, Roskilde og Lund på Knud den Stores bud udbygges til rigtige byer – og hvordan Knud den Store sætter englænderne til at stå for såvel mønter, kirker og anden organisation.

Så at hævde at Knud den Store bragte middelalderen til Danmark giver derimod god mening – også selvom Nordens hersker i middelalderen vel egentlig ret beset var en vis Margrethe Valdemarsdatter, der levede flere århundreder senere, og som bedre kendes under navnet Margrete d. 1. – og hende, der samlede Norden i Kalmar-unionen.

Danmarksbloggen giver fem store skinnende sølvmønter ud af seks mulige for en både letlæst, fakta-tung og spændende ”Nordens hersker”.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Vanviddets dybder”

Udgivet den af
Svar

Undertegnede kendte ikke Luna og Jepsen – de to gennemgående personer i Maria Kjær-Madsens serie om to unge mennesker, der oprindeligt begge var journalister. Men nu her i den tredje bog i serien ”Vanviddets dybder” er Luna startet på politiskolen.

Normalt er det et problem at komme ind i bog tre af en serie, men det gælder ikke ”Vanviddets dybder”, hvor man allerede fra første side er klar over, at en person ved navn Vincent og et sind i massive problemer med sig selv sammen med en Romeo-og-Julie-inspireret historie er et centralt omdrejningspunkt i bogen, der foregår på Sydfyn.

Ja, man kunne måske også – i hvert fald på nogle områder – drage en parallel til netop Tåsinge, hvor en anden ulykkelig kærlighedshistorie – nemlig den mellem Elvira Madigan og Sixten Sparre fandt sted for snart 130 år siden.

For nok er Sydfyn kendt som et idyllisk og smukt sted – og måske allermest overdådigt og frugtbart i en midsommeruge som den, hvor ”Vanviddets dybder” foregår. Men råddenskaben og ondskaben lurer som bekendt alle vegne – også selvom blomsterne dufter, kaffen er brygget, og havet blinker blåt og indbydende.

Ungdommen og sommeren er som bekendt heller ikke kun en tid, hvor man med studentens ord glad og fro kan synge om ”ungdommens vår”.

Der er i ”Vanviddets dybder” også et hav af personer, som det kunne være svært at holde styr på, hvis ikke det var fordi, at der forrest i bogen er indsat en liste over de personer, der er med. Det er en rigtig god idé med sådan en liste, som undertegnede tit slog op i. For så kunne jeg fokusere på såvel hovedhandling og -plot samt alle de små-handlinger og småplots, som der som små strømme flød ved siden af.

For der er noget at holde styr på i ”Vanviddets dybder” – både tidsmæssigt og geografisk. Heldigvis bliver alt også beskrevet godt og grundigt på bogens 368 sider, som dermed giver næring til mange gode timers læsning.

Såvel sprog som stil er også kendetegnet ved en stor nutidighed som for eksempel en Facebook-challenge, hvor en af bipersonerne mener, at hun er nødt til at hoppe i det endnu ret kolde vand, hvis ikke hun skal give popcorn og bif-tur.

Ja, sågår nutidens sproglige fejl er med i bogen. For på nutidigt faceboosk hedder det som bekendt, at man nominerer nogen til at tage denne challenge. Men det er sprogligt set forkert. På dansk er det rigtige udtryk at UDFORDRE nogen. Når man nominerer nogen, udpeger eller udnævner man dem – og det er i reglen noget, man er stolt af at blive som fx nomineret til en Oscar. Men det ved mange unge danskere ikke, heller ikke i bogen, der dermed også bliver troværdig i både den ydre og den indre dialog.

Og netop de indre dialoger spiller en stor rolle i bogen, og giver også svaret på mange af de spørgsmål, som man som læser stiller sig undervejs.

Mere skal ikke røbes her. Læs selv bogen – og læs den i bevidstheden om at lange synder trækker lange spor, selvom ingenting kan gemmes for evigt – heller ikke i det evige flydende element, vandet, der i denne bog rummer ikke kun livets begyndelse, men også livets afslutning for de mange druknede kvinder, som enten findes døde, eller som hentes frem fra politiets arkiver.

Danmarksbloggen giver fire ud af seks af de breve, som spiller en afgørende betydning i bogen. Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: “Selvmorderen”

Udgivet den af
Svar

Man siger, at man aldrig skal bedømme en bog på dens omslag. Men Kristoffer Dahls ”Selvmorderen”, der udkom i går mandag d. 6. februar, er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Bogens omslag er decideret lækkert og indbydende, selvom det viser en druknet kvinde, der i hvide, flagrende gevandter flyder i en hel masse vand. Men hun ligger så højt oppe i vandet, at solens stråler kan nå ned til hende og lyse hende op – i hvert fald foran. For bagpå er både vandet og kvinden mørke.

Dét er et godt billede, der også passer eminent på romanens hovedperson, den ateistiske André Camus (bemærk efternavnet – og googl navnet Albert Camus, hvis ikke der automatisk ringer en klokke), der i starten af bogen er god til at narre sine omgivelser på den psykiatriske afdeling til at tro, at han er rask, så han kan slippes ud.

For ligesom kvinden på forsiden så har Camus også to sider – og den ene, den mørke, viser han helst ikke frem. Deri adskiller han sig i øvrigt ikke spor fra dig og mig og alle andre mennesker.

Det samme gælder hans meget specifikke krav til den følgesvend, som han skal have, HVIS han skal lukkes ud. Denne følgesvend skal være kristen – og endda betonkristen. For en sådan må være både konsekvent og optimist, mener Camus, der selv ikke tror på noget som helst.

Han finder også – efter talrige forsøg – en sådan. Den af indisk afstemning Ravi Chesterton (igen bemærk efternavnet og googl evt navnet G.K. Chesterton), og sammen drager de ud i vor tid med alle dens for tidens så typiske dilemmaer og evigtgyldige temaer for at finde ud af HVEM OG HVAD, der drev André Camus kone til selvmord.

For ja, man kan godt lede efter en selvmorders morder – i hvert fald hvis man spørger André Camus, der er verdens eneste selvmordsefterforsker.

Hvad der sker, hvordan det går – og hvilke svar de to umage følgesvende eventuelt finder eller ikke finder, skal ikke røbes her. Det skal læses.

Og der er noget at gå i gang med. Bogen er på næsten 500 sider, så man behøver ikke at kede sig, hvis man er en af de danskere, der har vinteferie i de kommende uger, men som skal blive hjemme.

Bogen er også godt skrevet – om end lidt langtrukken nogle gange. En smule opstramning hist og pist havde kun gjort bogen bedre og skarpere.

Danmarksbloggen vil også anbefale, at man ikke forventer at læse hele romanen på én gang. Undervejs bliver man nemlig flere steder nysgerrig efter at søge mere information om først det ene og så det andet emne, så det anbefales at have noget digitalt ved siden af sig, så man har mulighed for at google.

Det er også let at få lyst til at læse både eksistentialisten Albert Camus og den kristne forfatter G.K. Chesterton, så nu er I advaret. For Chesterton skrev cirka 100 bøger, og var i 1935 nomineret til Nobelprisen i litteratur. Camus skrev mange bøger, men ikke 100 dog. Til gengæld fik han Nobelprisen i 1957.

Men summa summarum: ”Selvmorderen” er en eksistentialistisk spændings-bog, der i sig har flere gode takter, og hvis road-movie-karakter og etiske problemstillinger gør den oplagt til diskussioner og debatter – også med sig selv. For hvad mener jeg egentlig? Hvordan skal jeg forstå skabelsen? Kærligheden? Livets mening? Døden?

Danmarksbloggen giver fire ud af seks småkager for ”Selvmorderen”, som dem både André Camus og vi andre indimellem må klemme ned af høflighed.

Det er Valeta, der udgiver romanen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Jellingmysteriet

Udgivet den af
Svar

Vi lever i en kendis-tidsalder på både godt og ondt – også når det handler om historisk formidling, hvor fx børne-tv-værten og entertaineren Sigurd Barrett lige har skrevet en Danmarkshistorie for børn, som sikkert er et ganske velment forsøg på at vække historisk interesse og bevidsthed hos de kommende generationer.

MEN det er nu engang sådan, at den bedste mad laves af uddannede kokke – og på samme måde fortælles Danmarkshistorie også bedst, når det er uddannede historikere, der står for opgaven, og især hvis de kan kommunikere.

Forlaget Valeta´s bog ”Jellingmysteriet” er et godt eksempel på det. Det er skrevet af Anders Lundt Hansen, der er uddannet historiker, og som også skriver for Weekend-avisen. Og han kan formidle på en måde, så samtlige 153 sider er en sand fornøjelse af læse, hvad enten man ikke kender noget til Danmarkshistorie, eller er en glad amatør-historiker som undertegnede.

Bogen er delt op i tre dele. Første del handler om Jellings konger, anden del om legenderne – og tredje og sidste del om legendernes arv. Det er en god opbygning, der suppleres af en fin liste over både litteratur og links til den, der vil læse mere. Men har man ikke tid eller overskud, kan man sagtens klare sig med Anders Lundt Hansens bog, der er illustreret af Patrick Leis.

For i den meget velskrevne bog med de mange udtryksfulde tegninger får vi en særdeles grundig indføring i tiden omkring bygningen af højene i Jelling og opsættelsen af Jelling-stenene – og det står hurtigt klart, at mange såkaldte etablerede sandheder ikke holder vand.

Blandt højdepunkterne er oplysningen om, at Harald Blåtand ikke var den første kristne, danske konge, men at det i stedet var Harald Klak mere end 100 år tidligere. Vi får også fortalt, hvad det vil sige at bære jernbyrd, og vi hører om runerne – og om hvorfor runerne på den Jelling-sten, der kaldes Danmarks dåbsattest, er skrevet i en anderledes rækkefølge end runer normalt var. Det handlede selvfølgelig om magt.

Det er også interessant at læse, at man i området omkring Jelling ikke har fundet spor efter mennesker i modsætning til fx datidens store handelscentrum Hedeby, hvor man har fundet alle de klassiske spor på, at her har mennesker og dyr levet. Noget man også kunne have forventet at finde i Jelling, hvis området havde været det magtcentrum, som man ellers får indtrykket af i klassisk fortalt Danmarkshistorie. Men her åbnes der op for andre fortolkninger og nye spørgsmål.

Bogen giver i det hele taget et nuanceret billede af især 900-tallet, men også tiden både før og efter, hvor forskellige slægter af stormænd kæmpede om magten i Danmark, og hvor det slet ikke var givet, at det til sidst skulle ende med sejr til de Oldenborgere, der siden hen har kaldt sig selv Danmarks første kongeslægt, som de nuværende Glücksburgere også er beslægtet med.

Men Gorm den Gamle var ikke Danmarks første konge, og der har været andre kongeslægter end den nuværende, så Danmark har ikke en ubrudt række af monarker, der er i familie med hinanden. Selvom de styrende slægter også dengang konstant giftede sig ind i hinanden, når ikke de slog hinanden ihjel, hvad man også kan læse om i ”Jellingmysteriet”.

Eneste anke set med Danmarksbloggens øjne er målgruppen, som sættes til at være børn i alderen 9 til 14 år. Men bogens niveau er – især i en historieløs tid som vores – så højt, at det er Danmarksbloggens vurdering, at den nok snarere burde sættes til de 12-16-årige med en venlig henvisning til deres forældre om også at læse med.

Danmarksbloggen giver fem store runer ud af seks mulige til ”Jellingmysteriet”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Noooob”

Udgivet den af
Svar

”Noooob” er det spøjse navn på en manual for … nej, undskyld en bog om raske drenge, der virkelig forstår at lave ballade i drenges evige og ofte fysiske kamp om venskaber og placering i hierarkiet. Her ivrigt inspireret af hvad de ser af mindre eller som regel mere farlige eksperimenter på Youtube og andre steder på internettet.

Noooob er også kælenavnet på bogens jeg-fortæller og hovedperson, der egentlig hedder Jeppe, og er ven med tre andre drenge: Fessor, der absolut ikke er særlig (pro)fessor-agtig, men gruppens selvbestaltede og på alle måder grænsesøgende leder, Jakob, der er den eftertænksomme og kloge – og så Sammy, der er mere som Jeppe.

Noooob eller Jeppe er nemlig på mange måder, som drenge er flest. Han har det okay derhjemme, men fortæller ikke forældrene ret meget om, hvad der sker i hans liv. Han er til gengæld klar til at gøre meget for hans venner – og for deres fælles venskab og gruppe, hvor det ene skøre påfund afløser det andet.

Nogle af eksperimenterne – som selvfølgelig skal filmes og på internettet – er så også direkte livsfarlige, som da de køber et regnslag hver i TIGER for at bruge dem til at base-jumpe. Men der er også mere fredelige ideer, som da de skal spise 25 hotdogs hver. Det ender selvfølgelig ret ulækkert.

Og sådan fortsætter det hele bogen igennem – med det ene vanvittige påfund efter det andet, som ikke skal røbes her. Læs det selv … og bliv inspireret … helst til at lade være dog. Eller i hvert fald nedtone de der fysiske udfordringer, der skal afgøre ens plads i flokken, i hierarkiet.

For bogen er henvendt til drenge – og de vil uden tvivl finde den sjov at læse. Men mon ikke også piger vil kunne have glæde af den? Det tror undertegnede. Piger kan nemlig også finde på at foretage sig diverse ting og sager.

Bogen er skrevet i et godt og flydende nutidssprog, så den ene side vender automatisk den anden. Bogen er også baseret på virkelige hændelser, kan man læse. Det tror undertegnede på, selvom jeg aldrig har været dreng, men jeg kender både drenge og mænd, der har været drenge .Selvom de ikke alle sammen er som de fire her.

Som en – der for et par årtier siden var dreng – sagde, da jeg læste et par kapitler højt af bogen for ham: ”De drenge dér er stereotypen af drenge. Det er drenge sat på spidsen. De findes den slags drenge, ja – men vi er og var også en del, der ikke er/var sådan, selvom vi også kæmpede den samme kamp for at finde vores plads i flokken.”

Og det skal såmænd nok passe. De dygtige og arbejdsomme drenge, der ikke udsætter sig selv og andre for fare, er bare ikke nær så sjove at læse om som de fire rødder her. Danmarksbloggen giver fire store snøfler ud af seks mulige til Maria Kjær-Madsen og ”Noooob”. For i Noooobs gruppe spiser man nemlig også snøfler.

Det er forlaget Valeta, der udgiver ”Noooob”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: In absentia

Udgivet den af
Svar

Når en bog starter med sætningen ”Jeg har lavet min egen kiste”, bliver man som læser automatisk nysgerrig. Det skal dog snart vise sig, at den trods alt rolige indledning ikke er andet end netop en stille ouverture til en hæsblæsende og meget blodig jagt gennem for det meste navnløse danske provinsbyer med enkelte afstikkere ud til øde og meget uhyggelige steder.

Men en ting er bogens gru, makabre detaljer og enorme mængder af blod. Der løber også hele tiden en understrøm af noget nærmest skræmmende normalitet. Illustreret med både hverdagsdetaljer som hvad vores navnløse jeg-fortæller spiser og drikker, og hvordan dynen føles på diverse hoteller og moteller – og med de mere store ting som spørgsmål om liv og død, kærlighed samt de steder og især de mennesker på vores vej, som får en afgørende betydning for os, selvom vi ikke selv vælger dem.

For vi kender det jo godt alle sammen. Når vi møder mennesker, som KUNNE gøre vores liv så meget lettere og bedre, men som i stedet gør det modsatte. Når det sker – og det sker for alle – så kan vi godt få lyst til at gøre noget, som gør ondt på de mennesker, der stopper vores drømme eller gode hverdag. Men vi er civiliserede og holder os i skindet og nøjes med at sende onde øjne og vrede tanker – og måske en lille negativ ytring – i retning af chefen, der fyrede os, bankrådgiveren, der ikke ville give os lånet til ønskehuset osv, osv.

Det vil sige i bogen ”In Absentia” nøjes den navnløse jeg-fortæller ikke med blot at tænke på at gøre det onde, det forkerte. Han myrder løs – efter en nøje tilrettelagt plan (i hvert fald i starten) – og med kæresten Stine og hendes (i hvert fald på sigt) velbefindende for øje. For hun er det eneste menneske, som han rigtig kerer sig omkring.

Men som vi alle må sande det – også selvom ens egen køreplan er knap så grusom, knap så blodig – må også bogens jeg-fortæller erfare, at alt ikke går som planlagt. Der kommer tværtimod meget i vejen. Hvad og hvordan skal ikke røbes ikke, men det bliver både grimt og voldsomt og tættere på splattergenren end krimigenren. Og det hele ender med at løbe løbsk på så mange planer, at man som læser sidder med et stort ubehag og en ligeså stor kvalme til sidst i bogen.

Faktisk har man som læser sympati for jeg-fortælleren i starten, men det er en sympati, som bliver mindre og mindre undervejs i bogen i takt med, at han får lettere og lettere ved at myrde. Og det er jo også foruroligende – for os læsere altså. For et mord er et mord, og et drab er et drab, og så er det fuldstændig lige meget, om han dræber fordi en person har gjort ham uret eller bare springer over i køen.

Jeg-fortællerens nærmest venskabelige forhold med spøgelserne af de mennesker, som han har slået ihjel, er også en spøjs detalje i bogen, hvor man som læser må vælge imellem, om man ser det som reelle spøgelser – eller som et udtryk for en dårlig samvittighed, som hovedpersonen trods alt har et eller andet sted i et sind, der er både begrænset og formørket, men som altså også virker skræmmende normalt.

For måske er forskellen mellem at være morder og ikke-at-være morder ikke særlig stor? Måske er det bare et spørgsmål om, hvad der skal få os over kanten? Måske kan vi alle skubbes over kanten, hvis der bare trykkes på de rigtige knapper? Det mener både læger, psykologer og præster – og Danmarksbloggen er tilbøjelig til at give dem ret.

Især fordi mange mordere – også hovedpersonen i denne bog – ikke opfatter sig selv som hverken særlig onde eller bestialske. De var blot nødt til at gøre, som de gjorde, mener de. Så kan man tale om kontrol, overskud og andre psykologiske mekanismer – og det frie valg. Men nogle gange er det måske også bare held, der gør, at man er på den rigtige side i stedet for at udslaget gøres af den der stålsatte vilje af moral, som de fleste af os gerne vil tro, at vi har – men helst ikke vil testes på. For den virker nok bedre i tanken end i virkeligheden.

Under alle omstændigheder: ”In Absentia” af Daniel Henriksen er en velskrevet krimi i et flydende og godt nutidssprog på samtlige 184 sider. Danmarksbloggen giver den fire store dampende kopper kaffe ud af seks mulige – som dem morder-hovedpersonen ynder at drikke, uanset hvilket humør han er i.

Bogen er udgivet af Valeta. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk