Månedsarkiv: oktober 2022

Halloween-valget

Udgivet den af
Svar

Slik eller ballade. Gys eller guf.

Ordene kommer direkte fra de udklædte børn, som i aften – Halloween-aften – banker på ens dør, og forventningsfulde rækker plastic-græskarret frem for at få noget sukkerstads.

Dét er sødt og kært – og ikke spor skræmmende.

Det er det til gengæld, når de voksne politikere iklæder sig falske smil og deler brochurer og bolsjer ud på gader og stræder, mens de beder om dit kryds, din stemme i morgen, når der igen er folketingsvalg i Danmark.

Dét er seriøst uhyggeligt.

For nok lokker de voksne også med en hel masse. Flere penge, flere muligheder. Men det er løfter, som det er svært at tro på, hvis man kan sin historie om den hastighed, hvormed politikere til alle tider og alle sider af folketinget har løbet fra deres valgløfter.

Den anden del – truslerne om ballade og gys – disker politikerne også op med, men i en avanceret form, hvor truslen er det, som de andre partier vil.

Børnene er med andre ord mere ærlige – eller rettere: Børn kan ikke for alvor tage noget af betydning fra os.

Men det kan politikerne – og de gør det også.

Pt. er både sundhedsvæsnet og folkepensionen truet på eksistensen. Dele af uddannelsessystemet og generelt vilkårene for ungdommen har det også svært.

Men størst er truslen mod klimaet.

Dén er så også enorm som de isbjerge, der snart er smeltet allesammen. For hvis ikke vi ændrer kursen totalt og meget snart, så er der ingen jordklode at være på for os mennesker – og en del andre arter.

Så er der kun ballade og gys – krig, sult og død – tilbage. Det evige mørke.

God valgdag i morgen …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning”

Udgivet den af
1

Der er teaterforestillinger, som vedkommer os alle. ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning” på Teatret ved Sorte Hest er en af dem. For her præsenteres vi med vid og bid – og en god portion humor – for verdens største fejlantagelse til alle tider:

At det køn, som man fødes med, er determinerende for, hvad man som menneske kan, skal og er god til.

Det er den franske forfatterinde, feminist og filosof Simone de Beauvoir, som i værket ”Det Andet Køn” gør rede for kvindens situation i vor tid – og i verdenshistorien.

Og det er – hvis nogen skulle være i tvivl – to sider af samme sag, som Ellen Hillingsø og Sarah Boberg gør opmærksom på med en formidlingsevne, der rækker helt op til bagerste række – og videre ind i den måde, som verden tolkes på efter forestillingen.

For Simone de Beauvoir er spot-on. Kvinden har til alle tider været underlagt mandens krav og forventninger – og det er svært at lave oprør, når man er afskåret fra andre kvinder. Lukket inde et sted mellem opvask, børnefødsler og kravet om at holde sig ung og smuk.

Og ja, det gælder stadig, selvom bogen er fra 1949. Kvinder forhindres også i 2022 i at udfolde sig frit.

Kvinder støder stadig hovedet mod glaslofter, når de rækker ud efter magten – eller hånes, hvis de finder en vej udenom og kommer til fadet. Abortretten tages i disse år fra kvinder i flere lande. Ligeløn er også stadig et problem. Vi har den heller ikke i Danmark, selvom den danske lov om ligeløn er fra 1974.

Så bogen – og forestillingen – er højaktuel.

Ja, bare titlen ”Det Andet Køn” siger, hvad det handler om.

Nemlig at vi alle forstår verden ud fra os selv – og i forhold til noget. Dvs. vi er subjekt – og det andet er objekt. Men som kvinder har vi altid været objektet for mandens selvforståelse, mandens subjekt – og vi har måttet finde os i denne fornedring, som hurtigt udviklede sig til myter – og en falsk opdeling mellem produktion og reproduktion.

Dét er oprørende. Vi kvinder kan og skal være vores eget subjekt.

Det er Ellen Hillingsø og Sarah Boberg heldigvis også, når de med saft og kraft fører os sikkert igennem Madame Beauvoirs verdens- og kønsopfattelse i tre omgange med en tørresnor fuld af historie om modergudinder, blodplettede lagener, FN´s kvinde-år og andet fra kvindernes gang på Jorden.

D´damer leverer en forelæsning, der ryger lige ind, fæstner sig i sindet, og sætter gang i tankerne.

Jeg kunne i hvert fald ikke dy mig for at tænke: Vi er sted i dag, hvor det ikke længere er fysikken, som behøver at være afgørende. I dag har vi teknologien – og her kan kvinderne mindst lige så meget som mænd.  

Så måske er vi ved et paradigmeskift, der er frisættende for os alle? Vi diskuterer også køn og identitet som aldrig før, hvad man også ser i de indlagte film i forestillingen med interviews med de to juraprofessorer Eva Smith og Ditlev Tamm, sociolog Cecilie Nørgaard og performer Moeisha Ali Aden.

Sidstnævnte siger noget meget væsentligt. Nemlig at køn er noget, som han/hun/de (jeg ved desværre ikke, hvilket personligt pronomen personen anvender) GØR. At nok skal verden bestå af køn. For køn er det, som skaber livet og samspillet – men køn er ikke noget, man er. Køn er noget, man GØR.

Dét er måske den vigtigste pointé i hele forestillingen.

For så kan kvindeligheden (og mandigheden) blive noget, som vi alle kan udvikle og bruge, som vi føler for det. For vi er alle mennesker – og skal kunne udfolde os udenfor de bokse, som så mange har travlt med at putte os alle ned i. Men vi er alle først og fremmest mennesker, der kan tage initiativ og handle.

Når man ser ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning” får man derfor også et håb om en anden verden. En bedre verden med en aktiv væren fremfor en passiv eksistens. Måske også fordi Ellen Hillingsø og Sarah Boberg gestalter det håb så overbevisende, at man sidder med følelsen af, at vi er tæt på.

For nok forstår vi altid verden og os selv i forhold til noget andet. Men potentiale og egenskaber er ikke kønsbestemte – og det er guderne heller ikke.

Som vi sagde dét på mit gamle gymnasium i sidste årtusind: Gud er sort. Ja, hun er.

Danmarksbloggen giver ”Beauvoir” seks ud af seks stjerner. Forestillingens budskab er lige så aktuelt nu, som dengang mændene satte sig på metallerne og magten – og kvinderne blev objektiviseret i en grad og gennem så mange århundreder, at mange stadig tror på myterne om kvindens særlige ”dyder”.

Men det holder ikke – og tvivler man, så hør og se Ellen Hillingsø og Sarah Boberg forklare sagens rette sammenhæng. Ja, gak til Vesterbro uanset hvad og oplev den mest funklende formidling af vigtig verdenshistorie, som jeg har set.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den poetiske raptus”

Udgivet den af
Svar

Kan De forestille Dem en teaterkoncert stort set uden musik, men med ord? Masser af ord. Ord i forestillingen, ord på scenetæpperne, ord på nærmest samtlige rekvisitter – og selvfølgelig det talte ord fra start til slut i den mere end to timer lange forestilling fra 1976 skrevet af dramatiker Ernst Bruun Olsen, hvis virke startede længe for nogen kunne stave til teaterkoncert.

Uanset hvad, så kan et sådant actionfyldt, højtråbende og med vilde-scene-skift-fyldt tour-de-force-ridt i Holbergs enorme komedie-produktion opleves i Folketeatrets forestilling ”Den poetiske raptus”, der er en fri fortælling over Ludvig Holbergs liv – og i hvert fald dele af hans virke.

Ja, dén Ludvig Holberg. Ham, som skrev mange ord i sit liv. Både værker om historie, geografi, naturret, kristendom og meget mere – og så skuespillene eller rettere komedierne, som især er dem, vi husker i dag – og som stadig spilles for fulde huse.

Dét er fuldt fortjent. For Holberg er en mester til at vise menneskets natur, drømme, håb, konflikter og dårskaber – og han gør det så rammende og så elegant, at vi i nutiden sagtens kan genkende os selv i de for os ellers ofte ret fremmede 1700-tals-miljøer.  

Det bliver simpelthen ikke bedre – på dansk – end når Holberg folder sig ud. Det gør han desværre ikke i forestillingen med undtagelse af enkelte skyggespil som fx en del af Nilles monolog med mester Erik i hånden. Vi ser heller ikke noget til Holbergs forsvar for kvinder og jøder, som han mente skulle være ligeværdige medlemmer af samfundet.

Nu kan man selvsagt ikke nå omkring alt i et manuskript, men det er ærgerligt, at vi går glip af den store oplysningsmands insisteren på tolerance baseret på hans glimrende iagttagelsesevne og forståelse af både mennesket og af samfundets forskellige klasser og deres interaktion.

For deri ligger netop nøglen til, hvorfor Holberg blev Holberg. Manden, hvis tekster startede ikke kun dansk teater for 300 år siden i år, men også dansk litteratur – og som stadig har leveret noget af det bedste skuespil skrevet på dansk. Pøblens sprog, som i nationalstatens stigende betydning i de kommende århundreder, afløste den europæiske overklasses fælles fascination og brug af fransk, tysk og latin.

Sprog, som Holberg selv i øvrigt mestrede glimrende. For militærsønnen fra Bergen blev ikke kun professor – han blev skam også baron. Det ser vi så ikke i stykket, som fokuserer på Holberg som manisk skrivende – og med et nødvendigt sidekick i den enfoldige købmandskone, der sørger for, at han får både kaffe og indspark. Som modsætning til Holberg har vi den pietistiske præst – der på sin side igen udfordres af den flamboyante teaterdirektør.

Der er dermed skabt et klassisk konflikt-set-up, som skal drive handlingen, og det gør det også. Men den historiske virkelighed var en lidt anden, skal man bare vide. Holberg var nok begejstret for teatret, den kritiske tanke og videnskaben, men han var også troende. Han favnede med andre ord så bredt både som person og i sit virke, at han er umulig at presse ned i en enkelt form – hvad enten man bruger komikken eller dramatikken.

”Den poetiske raptus” gør så begge. Manuskriptet er vældig dramatisk, men har også sine morsomme øjeblikke, og som publikum kan man enten blive forvirret, eller lade sig rive med af de dygtige skuespillere, der leverer præstationer direkte taget ud af lærebogen for teaterkunst.

For hver og én eksekverer, som de skal: Anders Juul, Josefine Tvermoes, Marie Louise Wille, Jesper Riefensthal, Jeppe Ellegaard Marling, Niels Anders Manley, Simon Kongsted – og Tom Jensen, som glimter lidt ekstra. Han har også spillet store Holberg-roller tidligere – blandt andet Jean de Frances plagede far Jeronimus i sommeren 2021.

Danmarksbloggen giver ”Den poetiske raptus” fire fjerpenne ud af seks mulige – og iler med information om, at ordet raptus stammer fra middelalderen, kommer af det latinske raptus, der betyder ryk eller krampe. Ordet raptus beskriver iflg. Den Danske Ordbog (DSL) en bestemt trang, mani, følelse eller lignende, der pludselig griber én, og ofte giver sig mærkelige udslag.

Forestillingen spiller på Folketeatret og flere steder rundt i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efteråret er mere uhyggeligt end nogensinde

Udgivet den af
Svar

Efterårsferien nærmer sig.

For mange en hyggelig uge med kakao, brætspil og den slags. Ja, for nogle måske endda en tur til udlandet.

MEN. For en del danskere – og flere end i mange årtier – handler ferien ikke om at have det rart og måske skære sig et græskar eller en tur i biffen.

Dér handler det om at overleve!!!

Om at få de alt for få penge til at slå til, så der kan være både varme og mad i huset.

Forleden mødte jeg en børnehave, og normalt har alle børnene flyverdragter og vinterstøvler på her midt i oktober. MEN her var der flere i sommerjakker og gummisko.

Dét kan selvfølgelig skyldes, at lige de børn trodsede forældrene og insisterede på sommerbeklædning. Men det kan også – og mere sandsynligt – skyldes, at forældrene simpelthen ikke har haft råd til at købe vinterstøvler og flyverdragter.

Ting, som når børnene er små, skal købes hvert år, da de ikke kan passe det fra sidste vinter. Men det er der ikke penge til i år. For alle pengene skal bruges på mad, varme og el.

Ja, der findes børn nu, som kommer sultne i skolen – fordi der ikke er råd til morgenmad derhjemme.

Vi taler Danmark anno 2022!!!!!!!!!!

Rige, rige Danmark – hvor der er mere end nok – hvis vi ellers delte om det. Det gør vi ikke. Den sociale ulighed vokser stærkt og meget.

Og imens taler de blå politikere om skattelettelser til de rigeste. Det er så rystende umenneskeligt og frækt, at det ikke burde kunne foregå.

Men det gør dét – og deri ligger det virkeligt uhyggelige. Efteråret 2022 er det mest uhyggelige i nyere tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Lykkelige omstændigheder”

Udgivet den af
Svar

Kan man lave en god film, selvom handlingen er ganske forudsigelig og personerne så stereotype, at ordet kliché bliver … en kliché?

Svaret er ja, når det angår Anders W. Berthelsens debut som instruktør med filmen ”Lykkelige omstændigheder”, der har premiere i dag. For filmen om de to søstre Katrine og Karoline er en lille henrivende fortælling fuld af sødme og nænsom komik.

Vi møder dem lige inden alting skal til at ske.

Katrine er – som den ekstremt ansvarsfulde storesøster – ude ved moderens gravsted med blomster, inden hun haster videre til plejehjemmet for at besøge den gnavne og demensramte far, som spilles eminent af Kristian Halken. Dén rolle kan han på rygraden.

Imens ligger lillesøster Karoline hjemme i sengen, og fortæller den arbejdsløse kæreste, at hun er gravid – igen.

Det er et problem. For parret har ingen penge, heller ikke til huslejen. Så de skal sættes på gaden til d. 1. Heldigvis mangler storesøsteren – som materielt har det hele og mere til – et barn, så en familieadoption aftales med advokat, mange penge og det hele.

Og så kan spillet begynde. Og som det begynder.

Intet mere skal røbes her, men det involverer blandt andet Søren Malling i rollen som glat advokat og Christiane Gjellerup Koch som en moderne oversygeplejerske, der har travlt med alt andet end omsorg.  Samt ikke mindst Sofie Jo Kaufmanas i en lille, men mindeværdig rolle som kirkegårdsgraveren Britt, der kører rundt i de samme cirkler – og som virker så sært lykkelig.

For det er de store temaer, som filmen har fat i: Kærlighed, liv og død, men pakket ind i den danske hverdag hos både høj og lav anno 2022. En hverdag med kærlighed til analog lyd, korrekt levevis med mad og søvn, våddragt og havtaske – og drømmene om den gode liv, hvad det så end er.

For vi har alle et liv, som vi ønsker os – og som nogen tror, at man kan planlægge sig frem til, mens andre satser på nydelsen og glemmer forpligtelsen. Der er også dem, som græder, og skal have et skub for at turde.

Der er nemlig mange måder at være i lykkelige omstændigheder på undervejs til at få drømmene opfyldt. Og nok er intet bånd i verden stærkere end det mellem mor og barn, men kærligheden og omsorgen har mange ansigter, og drømmen kan lige så godt handle om indre fred og udadvendt mod, som den kan handle om børn.

I denne film ser vi det hele – og især ud fra de to søstres virkelighed.

Sofie Torp spiller overbevisende den kontrolfikserede storesøster Katrine, som det er svært at holde af, fordi hun som en anden ”Så-dør-baby-kvinde” fra showet ”Tak for i aften” har en ekstrem trang til planlægning og overblik. Men da hun kommer ned fra helikopteren, ser vi hendes menneskelighed, og så kan man pludselig rigtig godt lide hende. En proces, som Sofie Torp gestalter så tro mod rollen, at Katrine (hvis hun var virkelig) ville elske at se sig selv spillet så perfekt og koordineret.

Lillesøster Karoline er omvendt sådan en type, som går ind i alle med træsko på. Umiddelbar, empatisk og følsom. Men hun har også en længsel – nemlig at blive taget alvorlig. Scenen, hvor hun siger Du er den første, som har sagt hele mit navn og ikke bare Karo, er nem at overse, men vigtig. Hun spilles af Roberta Reichhardt, som er barnebarn af dén Poul Reichhardt – men som udmærket kan i egen ret. Hun funkler på et lærred.

Karolines kæreste Ronnie, spillet af Joachim Fjelstrup, kæmper med meget, men kan også meget, som han dog mangler at få omsat. Vi ser heller ikke det hele i filmen. For Fjelstrup er god til at tilføre figuren flere lag, hvad han også gjorde for nogle år siden på Grønnegårdsteatret.

Katrines mand – den succesrige Markus – spilles som forventet med bravour af en af sin generations bedste skuespillere Esben Smed, som giver karakteren al den målbevidsthed og flid, som man forventer af en mand med penge, indtil hans figur ligesom Katrine krakelerer til sidst og erkender, at man kan godt sidde stille og mærke sig selv. Man behøver ikke være i afvikling, bare fordi man tager en pause fra udviklingen.

Monika Mariotti er Daria – den polske aupair, som har 100% styr på sagerne. Mariotti spiller så fint, at både skuespilleren og rollen fylder meget lidt i starten for til sidst at have en stor og meget vigtig funktion overfor stort set alle involverede. Det er fantastisk at se Mariottis evne til at spille helt afdæmpet for til sidst at have hele det indre orkestrer i gang, så hun fylder lærredet.

Og endelig er der Markus´s bror Steen, der ligesom Karolines kæreste Ronnie er løbet sur i livet. Steen pga. en kone, der er skredet, så han skal finde selvværdet og livsmodet igen. Han spilles med stor følsomhed af Martin Høgsted, som mange kender som sjov mand – men han kan også være både sårbar og blød.

Filmen viser også, at dansk film ikke skal bekymre sig om fremtiden. Den nye generation af skuespillere er klar. Talentet sprudler.

Danmarksbloggen giver ”Lykkelige omstændigheder” fire ud af seks sutter, som den, der lægges på en gravsten i slutningen af filmen. For livet er alt det, som sker mellem fødsel og død – et svimlende, kort og vidunderligt sekund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uhygge: Folketingsvalg til Halloween

Udgivet den af
Svar

Normalt til Halloween fodres vi med hyggelig uhygge – lidt græskar her, lidt slik dér, søde hekse, kære skeletter – og den slags.

Men i år serveres der vaskeægte gru til Halloween.

For dagen efter – tirsdag d. 1. november – skal vi til folketingsvalg, og det bliver mere end nogensinde før i Danmark et valg mellem populisme på den ene side og redelighed på den anden.

Danmarksbloggen håber, at vi kan fokusere på redeligheden. Det gøres bedst ved at undlade at stemme på populistiske politikere, som graver grøfter og opfinder kunstige forskelle på danskerne. Vi skal heller ikke stemme på politikere, som lyver om deres nære forhold, og hvad de har bedrevet af privat diplomati i udlandet.

Eller med andre ord: Vi skal lade være med at stemme på Danmarksdemokraterne og Det Konservative Folkeparti, som begge er tættere på Donald Trump og hans forhold til magten, end vi ønsker at erkende det.

Men den er desværre god nok. Såvel Trump som Pape og Støjberg har ingen problemer med at lyve eller bryde loven for at få det, de vil have – både politisk og personligt.

Så er man politisk enig med Støjberg, så stem i stedet på Dansk Folkeparti. Og er man politisk enig med Pape, så stem i stedet på Venstre.

Så får man nogenlunde samme politik, men uden at man støtter personer, som sætter personlig branding og vinding højere end noget andet – også det at tale sandt og holde landets love.

For det handler om at få redelige personer ind i på Christiansborg, når vi tirsdag d. 1. november 2022 skal sætte vores kryds.

Landet stander nemlig i øjeblikket om ikke i vånde – så dog tæt på med en pandemi, der måske ikke er helt slut, en inflation der buldrer løs – og en krig, som er lige udenfor døren, men som så let kan komme ind til os.

Så nej, det er ikke tid til at gamble med landets fremtid ved at vælge en populist, hvad enten denne er rødhåret eller skaldet.

Vi skal derimod vælge dem, som vil samarbejdet over midten i dansk politik. Det er det, som fik os gennem 1. Verdenskrig – og det, som fik os gennem 2. Verdenskrig – og det virker også i en nutid, som kan føre til 3. Verdenskrig.

Så jo, det kommende folketingsvalg er et Halloween-valg. Den ægte uhygge. Mega-monster skræmmende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk