Forfatterarkiv: admin

Anmeldelse: ”Paradis”

Udgivet den af
Svar

Alle vil vi gerne danse i livets kreds. Være mætte, trygge og glade sammen med familie og venner. Det er bare ikke sådan, at verden er.

Man kunne ellers nemt tro det, når man ser de første minutter af Maria Sødahls film ”Paradis”, som har premiere i dag. Den handler om en dansk familie bestående af mor, far og to døtre på 6 og 11 år, som tager på ferie til en af de kanariske øer i Atlanterhavet – ikke langt fra Afrikas kyst.

Der er lagt op til lækker mad, store drinks, svajende palmer, blåt vand i poolen, endnu mere blåt vand i havet, som familien har udsigt over fra deres to værelser, børnedisco, voksenhygge (hvis børnene ellers gider sove) samt klassisk ferie-samvær med de nye svenske og norske venner.

MEN så rammer virkeligheden – endda helt bogstaveligt i form af en afghansk flygtning, som familien kører ned en mørk aften på vej hjem efter en middag ude i byen.

Det sætter gang i en kæde af begivenheder, som ikke skal røbes her – men som trækker familien mere og mere væk fra ikke kun feriestemningen, men også den for vesterlændinge så typiske illusion omkring, at alle mennesker – også dem selv – grundlæggende er gode, og tager hensyn til hinanden.

For sådan er det ikke i verdenen, hvor det, vi privilegerede vesterlændinge kalder hverdag, er at være heldig – og rig. Meget rig. Rig – og ofte også naiv, hvis man ikke forstår, at ”de andre” vil gøre alt for at få del i vores goder. De andre, som i den afghanske flygtning, der igen og igen opsøger familien, og som i de illegale immigranter fra primært Afrika, som familien møder flere gange i filmen, og som har trodset både ørkner, menneskesmuglere og andet for til sidst at tage turen over havet i en lille båd til en uvis fremtid i et land, som ikke vil have dem.

Alt vises præcist så forfærdeligt, som det er. Ægteparret føler stor skyld, og for at få det bedre med sig selv vil de hjælpe. På deres famlende vej kastes de – og deres to børn – så ud i en eksistentiel krise, hvor de møder såvel frivillige nødhjælpsarbejdere, som primært kommer fra Nordeuropa, som de lokale spaniere, der enten prøver at ignorere immigranterne, eller som maskerede og bevæbnede med køller er klar til at angribe immigranterne.

Et sådan angreb sker også – meget symbolsk, mens rejseselskabet hører om, dengang spanierne invaderede de kanariske øer, og overtog dem fra det oprindelige folk, guancherne. Ægteparret lærer så intet om nutiden af dén historie, men forsøger i stedet at bevare manerer, ordentlighed og civilisationens i deres tilfælde ret tykke fernis. Men til sidst presses de også over kanten …

Det er Danica Curcic, som spiller den stressede mor Louise, der har glædet sig til at slappe af, men som i stedet må gøre op med sig selv, hvem hun er – og hvorfor, mens Esben Smed er faderen Mikkel, der i månedsvis har holdt sammen på familien, og også gør det på øen.

Begge spiller, som om de aldrig har lavet andet end at være et privilegeret ægtepar med stor kærlighed til hinanden og deres børn – og en evne til hele tiden at tro på happy endings i kombination med en manglende evne til at trække grænser og tage konflikter. Sådan som det ofte er at være privilegeret med et både økonomisk og menneskeligt overskud, som for denne verdens flygtninge og fattige er en vild luksus langt udenfor rækkevidde, som Aziz Çapkurt, der spiller flygtningen Ahmad, viser det med glødende intensitet og overbevisning.

Sif Lucca Gersby og Chili Olivia Jensen er søstrene Sille og Ella – og hvor er de dygtige, som når Ella bevidst om egne rettigheder skriger til faderen, da hun ikke vil med op i den ventende bus: Jeg bestemmer selv over min egen krop, eller når Sille – uden at pakke det ind som forældrene – sætter ord på situationen Selvom den også overvælder hende, så hun sammen med sin søster kanaliserer alle følelser og reaktioner over på den – vistnok – hjemløse kat, som i modsætning til de ulovlige immigranter får både et EU-pas og en tilladelse til at flyve med hjem til Danmark.

Kattens redning er en besk detalje, som går igen i virkeligheden, når folk fx adopterer hunde fra områder, hvor mennesker – også børn – dræbes, voldtages, tortureres og lider.

”Paradis” er en voldsom film, en vigtig film, som sætter spørgsmålstegn ved den moral, som vi roser os af i Vesten. En moral, der handler om at være den barmhjertige samaritaner. Men gælder godheden kun så længe, at den ikke koster os noget? Og er den gavmilde tid ved at rinde ud i disse år, hvor stadig flere flygtninge har kurs mod Europa? Hvis svaret på de spørgsmål er ja – og vi samtidig vil stoppe illegale immigranter – også voldeligt, må man med filmen in mente spørge:

Er vi så dårlige mennesker? Eller er vi bare mennesker, der efter snart 100 års luksus og overflod har glemt, at livet er en kamp, hvor man sørger først for sig selv, sin familie og sin egen stamme? At det ikke er hverken egoistisk eller racistisk, men simpel overlevelse for os og vores kultur? Og hvor langt er vi parate til at gå? For ultimativt handler det om dræb eller bliv dræbt. Vil vi det – eller vil vi gå en anden vej i bevidstheden om, at Afrikas befolkning er næsten fordoblet om 40 år?!

Dét tænker man længe over, når man har set ”Paradis”, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks af de så eftertragtede EU-pas. Det er årets måske mest betydningsfulde film om de samfundsspørgsmål, som vi ikke har råd til at ignorere – og så spiller de simpelthen så tindrende godt, at man indimellem tror, at man ser en dokumentar og ikke en fiktiv film.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vægtløs”

Udgivet den af
Svar

Emilie Thalunds film ”Vægtløs” har dansk biograf-premiere i dag, men har allerede været vist på flere filmfestivaler, og også vundet hovedprisen i New Directors-programmet på San Sebastián International Film Festival i efteråret.

”Vægtløs” er en såkaldt coming-of-age-film med fokus på den buttede 15-årige Lea, der qua de overflødige kilo har besluttet sig til at tilbringe hele sommeren på en sundhedslejr for børn og unge med forskellige problemer.

Skiftet fra en hverdag med den kærlige, men også overbeskyttende mor til en sommer på egne ben gør selvfølgelig, at der sker en masse både inde i Lea, som i takt med at kiloene ryger af, får mere og mere indblik i voksentilværelsens veje og måske især vildveje, og i Leas forhold til roommaten Sasha, som har lige så meget rod indeni sig, som der er omkring hende – samt i Leas forhold til pædagogen Rune, der i sagens natur burde være voksen, men som langt fra er det. For nu at sige det så mildt, at dét udtryk faktisk er misvisende.

Det er Joachim Fjelstrup, der spiller Rune, og det gør han med så stor overbevisning, at jeg ikke kan lade være med at tænke, at det må have krævet et vældigt stort mod at sige ja til dén rolle. For når karakteren Rune viser en på alle måder over grænserne interesse for Lea, som han kalder sin lille ælling, så vender alt sig indeni beskueren.

For det er seriøst klamt – og altså godt spillet af Fjelstrup, som tør bruge sine skuespilsevner til at vise et afskyvækkende menneske, som man også ser andre sider af. For ingen er endimensionelle. Som en kriminalmand engang sagde det: Vi jager et monster – og vi fanger et menneske.

Også roommaten – den på overfladen så selvsikre Sasha, som i virkeligheden er ét stort følelseskaos og hele tiden på jagt efter bekræftelse – vækker negative følelser i beskueren, når Sasha igen og igen lader egoismen sejre over hensynet til og de løfter, som hun har givet Lea.

Det er Ella Paaske, som spiller Sasha, og det gør hun med en intensitet og nerve, så man bag svigt-først-eller-bliv-svigtet-adfærden kan mærke sårbarheden, der spænder ben for ikke kun Lea, men også Sasha selv – som dog gennemgår en vis udvikling. Brødkrummer skal man ikke kimse ad.

For både Lea og Sasha lærer i løbet af sommeren noget omkring at være autentiske og stå op for sig selv og andre. Det lærer pædagogen Rune i sagens natur ikke. For en ting er at være en selvoptaget mandebaby.

Dem er der mange af, og de kan være latterlige fanget i deres eget Peter Pan-spil. Men en grandvoksen, som groomer, og laver overgreb, er noget ganske andet. Han skal stoppes – men bliver det langtfra altid, fordi han med omhu vælger sine ofre.

Det er den debuterende Marie Helweg Augustsen, der gestalter Lea, som er en ejegod og hjælpsom pige, og som også fremstår som for naiv for 2026, selvom jeg godt kan forstå behovet for at gøre hende så loveable, som Lea fremstår i filmen.

Så man hepper på Lea og på den unge, overvægtige gut, som gerne deler sine indsmuglede chokoladekiks med hende, lige indtil Lea ikke vil det mere, selvom hun dér møder ægte grin og kærligt fællesskab. Men Lea vil tabe sig og være med på det, som hun tror er de voksnes bane.

Hendes famlende og usikre vej dertil – og tabet af den umiddelbare uskyld og glæde ved livet undervejs – får Marie Helweg Augustsen frem med så stor sikkerhed og åndeløs autencitet, at det er utroligt, at hun er debutant.

Hvordan det ender, skal ikke røbes her. Men hvis man forventer drama og forløsning, så bliver man skuffet. Der sker en masse, men det sker under overfladen. Alligevel er Lea en anden, en mere kompleks person, da sundhedslejren i slutningen af filmen er forbi, og hun triller afsted med sin kuffert fuld af oplevelser og drømme.

Men om hun også fik pakket nogle værdier andre end Gå-for-det-som-du-selv-vil-have-og-fuck-de-andre – dét kan man godt spørge sig selv om. Svaret er så lige så vægtløst som filmens titel.

Hvor mange stjerner – eller rettere kirsebær, som de kirsebær, Lea spiser i starten af filmen, og som skal symbolisere, at nu skal hun til at spise kirsebær med de voksne – skal filmen så have? Det er svært.

For på den ene side spiller de absolut forrygende – både de tre hovedroller og birollerne med, men på den anden side mangler en forløsning. Eller gør den? For er livet i virkeligheden ikke mere en konstant ujævnhed end en fortællebue? Såmænd er det så.

Så derfor ender Danmarksbloggen med at give ”Vægtløs” fem ud af seks kirsebær. Det er en rystende film, når man ser groomingen og den stigende afhængighed mellem offer og overgrebsmand folde sig ud. Ja, man kan næsten ikke være i sig selv, når visse scener vises.

Omvendt er det vigtigt at bruge fiktionen til at vise virkeligheden, og en fordel når der samtidig i filmen er plads til alle de følelser, håb, længsler – samt gruppepres og ydmygelser, som unge oplever – og som også er den hårde kost, vi kender det fra store ungdomsfilm som ”Kundskabens Træ” og ”Skønheden og udyret” (ikke eventyret) – og fra vores egne liv tilmed.

”Vægtløs” er derfor en film, som tør gribe fat i ungdomslivet – og i tabuerne. En film, der ligesom den voksne pædagog gør det, går over grænserne. Det kræver noget at se den.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ildhestens år

Udgivet den af
Svar

Kinesisk nytår – hvad betyder det for os? Ingenting, vil de fleste sikkert svare. Men så tager man fejl.

For jo, det spiller en rolle. En stor rolle. Verdenshandlen går simpelthen markant ned, når kineserne fejrer det kinesiske nytår, som i år er fra i morgen d. 17. februar til d. 3. marts.

Mange fabrikker i Kina har således produktionsstop under det kinesiske nytår – ofte også længere end blot en uge eller to, da denne tid på året er den eneste, hvor millioner af kinesere kan rejse hjem og besøge deres familie, som i denne forbindelse er børn og forældre – og ægtefæller.

For sådan er vilkårene i det store land: Bedsteforældrene opfostrer børnebørnene, mens de granvoksne arbejder 11 ud af årets 12 måneder tusindvis af km fra hjemmet. Her skal så tilføjes, at ægtefæller ikke altid arbejder i samme by, så det er ikke noget særsyn, at man som kinesisk fabriksarbejder kun er sammen med såvel sine børn, sine forældre som sin mand eller kone, når det er kinesisk nytår.

Der bliver stort set heller ikke under det kinesiske nytår fragtet varer ind eller ud af Kina. Havneterminalerne er næsten helt lukkede – og også tranporten med fly er voldsomt minimeret. Det betyder store forsinkelser i den globale forsyningskæde, som virksomheder over hele kloden gør klogt i at tage bestik af – i meget god tid.

Situationen er velkendt i den danske shippingbranche – og den påvirker ikke kun danske rederier, men også danske virksomheder og butikker, som skal have varer hjem fra Kina.

Det er altså alvor med det kinesiske nytår – og på mange måder mere betydningsfuldt end julen, som vi ellers synes tårner sig op på året. Men det er det kinesiske nytår, som rydder bordet.

For nok skaber julen et voldsomt behov for merproduktion – og dermed en stigende verdenshandel med mange skibe på vandet og mange fly i luften. Men det næsten totale stop for såvel produktion som transport af varer i flere dage i Verdens producentland no. 1, Kina, påvirker langt mere.

Det tager også tid at få fuld gang i produktion og logistik igen EFTER det kinesiske nytår. Så de facto handler det om 4-6 uger, før alt er oppe og kører normalt igen. Til sammenligning holder vi i den vestlige kun jul i få dage, max en uge, hvis julen falder “rigtigt”, og det mærkes ikke i den globale handel på andre måder end at der skal produceres og transporteres mere i månederne op til.

Med andre ord: De tolv dyr i kinesisk astrologi slår Julemanden, når det kommer til at definere verdenshandlen.

I år er det så Ildhestens år, som begynder i morgen. Ildhesten, som handler om energi, mod, frihed, uafhængighed og fremgang. Altså fuld galop mod horisonten.

Men inden er det tid til fejringen af det kinesiske nytår – den såkaldte Forårsfestival, hvor kineserne holder fri, spiser god mad, tænder lanterner, danser dragedans, pynter op med røde farver – og børnene får penge i røde konvolutter af både de bedsteforældre, som de er sammen med året rundt, og de forældre, som børnene kun ser på denne tid på året.

Det sidste er hjerteskærende – for en vesterlænding, og jeg tænker, at vi med det in mente nok kan undvære vores dippedutter et par uger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Frost”

Udgivet den af
Svar

Vejret var som bestilt til gårsdagens premiere på ”Frost” på Falkonerscenen på Frederiksberg – nemlig de faldende snefnug i en verden, der ligesom i forestillingen har været frosset til is i ugevis – ja månedsvis, hvis man spørger de vintertrætte voksne.

Børnene derimod, hvor mange kom til premiere i fine Elsa-kjoler, får aldrig nok af sne – eller af historien om Elsa, Anna, Olaf, Kristoffer og Sven. Det sidste gør vi voksne så heller ikke.

Det er også Disney for fuld skrue, hvilket vil sige romantik, spænding, de gode versus de onde, humor og så musik, der fænger og betager, så man skal være gjort af sten for ikke at smelte, som var man en anden snemand under sommersolen. Læg dertil diverse gimmicks og speciel effects, som ikke skal røbes her, men som hver gang fik publikum til at juble.

Der blev i det hele taget klappet mange gange, når der blev danset og sunget om magi, kærlighed og de andre livsnødvendigheder. Ja, sågar den danske hygge har sit eget nummer, der musikalsk minder mere om en musical fra 1950´erne, end den moderne musical, som ”Frost” ellers er.

Det er Maria Lucia, som synger Elsa – en rolle, som hun også sang i filmen, og som hun med rette er blevet internationalt berømmet for. Maria Lucia er også en naturkraft på en scene og i sin helt egen liga. Så vi rives med, når hun synger ”Lad det ske” – og vi overvældes af hendes intensitet til sidst i forestillingen, når hun gestalter dramaets mest rørende øjeblik, hvor det handler om den sande magi: Kærligheden mellem de to søstre.

Anna synges af Kristine Yde, og hun giver den elskende lillesøster den ukuelighed og medmenneskelighed, som verdenen – her Arendal – er så afhængig af, hvis alt skal ende godt. Man følger og føler med den empatiske og trofaste Anna, som mange kan spejle sig i.

Snemanden Olaf er på mange måder forestillingens funklende stjerne, og så fint lavet – også fordi det lykkedes Diluckshan Jeyaratnam at give Olaf den rette mængde af godhed, kvikke bemærkninger – og en vidunderlig stemme. Olaf er på mange måder det største barn på scenen – og det barn, som vi alle har indeni, hvis ikke vi er frosset fast. For der er en klar filosofi i ”Frost” om, at den, som ser verdenen som Olaf gør det med et barns øjne og i kærlighed, ser allerklarest.

Kristoffer er den anden, som mange kan spejle sig i, og som med sine evner til at klare sig og se udover sig selv, er den gennemførte good guy, som ofte overses – men som i virkeligheden er ham, kvinderne burde drømme om fremfor en badboy. Det er Niels Skovgaard Andersen, som spiller manden med hjertet og elgen Sven på rette sted.

Sven er jeg så imponeret af fysisk. For det kræver meget at bevæge sig på den måde 2½ timer i træk, og tilmed gøre det på en måde, så er han 100% troværdig i rollen som elg. Det er Mads Panik Wilfred Steen, som kan skrive elg på cv´et.

Christian Lund er en overbevisende prins Hans, hvor man som tilskuer næsten tror på ham, selvom man jo udmærket kender plottet – og hans sande motiver.

Kor og dansere er ovenud talentfulde, og fylder scenen med masser af energi, hvad gang de er på – og det er de heldigvis mange gange. Det samme gælder hertugen, som spilles med stor sikkerhed og tæft for hvad det vil sige at følge magten af Morten Lützhøft.

Og så er der Elsa og Anna som små piger. De spilles rørende og med lige dele frejdighed og dygtighed af flere skuespillere, nemlig Kamma, Andrea, Fiona, Anemone, Selma og Emma. Stor applaus til dem.

Kulisser og kostumer er også – som forventet hos Lion Musicals – overdådige. Ja, de er i “Frost” mægtige og majestætiske – og med til at fortælle historien, så det lyser fra scenen.

Det er som et helt eventyr, og det mest fantastiske er, at også vi voksne kan mærke det. For ”Frost” på Falkonerscenen – og senere rundt i landet – er et fantasifuldt og fortryllende eventyr, som rører både store og små.

Danmarksbloggen giver ”Frost” fem ud af seks mulige snefnug. Det er en varm, sprudlende og livsbekræftende musical fuld af skønsang og troen på kærlighedens sejr – og det er lige, hvad vi har brug for i denne på mange måder kolde tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”My Fair Lady”

Udgivet den af
1

I går aftes – i den forrygende snestorm – var der premiere på ”My Fair Lady” på Det Ny Teater i København. Og lad det være sagt med det samme: George Bernhard Shaw glæder sig i sin himmel.

For det her er den ypperste version af ”My Fair Lady”, som nogensinde er lavet på et dansk teater. Det er i hvert fald den bedste ”My Fair Lady”, som jeg har set – og regn også filmudgaven med på dén liste.

For nu ender historien om blomsterpigen Eliza nemlig præcis, som George Bernhard Shaw lod den gøre i skuespillet ”Pygmalion”, der selv blev skabt på baggrund af en græsk myte. Den senere musical og film lavede så slutningen om til noget psykologisk nonsens og pladderromantik. For det giver ingen mening, at en stærk kvinde lader sig tryne af en tyran.

Bravo, Eliza, som Mrs. Higgins også siger det, da Eliza som en anden Nora går ud til et liv som selvstændig kvinde, og hendes søn, den forstokkede og brutale professor Higgins, må nøjes med de skrattende minder fra en plade med Elizas stemme.

Men teknologi kan ikke holde på en sjæl, og ”My Fair Lady” på Det Ny Teater viser en kvinde, som ikke længere vil være fanget af hverken hensynet til hendes far, Alfred Doolittle eller den mentale gæld, som professor Higgins mener, at hun skylder ham – aka de almene normer om kvinden som mandens skabning i 1912, hvor stykket foregår.

Om Eliza så i stedet gifter sig med den søde Freddy, vides ikke. Det er heller ikke vigtigt. Moralen er, at Eliza vælger sig selv og sin egen vej i livet. Det er en fantastisk finale, og jeg måtte som til en sportskamp knytte næven og sige YES, da tæppet faldt. For dén slutning er så helt igennem rigtig.

Det er Sofie Topp Christensen, som spiller Eliza, og det gør hun med intensitet, saft og kraft – fra hun som voksen kommer ind på scenen med moderens blomsterbillede i favnen til hun til sidst står med en bog i favnen symboliserende rejsen fra afhængig-af-mænds-nåde til fri og selvrealiserende kvinde i egen ret.  

Peter Plaugborg gestalter mesterligt og med en mærkbar smerte en plaget professor Higgins, fanget i sine egne betragtninger om livet og kønnene. Man får næsten ondt af ham – næsten, men så slet ikke, når han igen sviner Eliza til, og mener, at hun skylder ham alt.

Kim Hammelsvang spiller en noget mere woke, men alligevel også konservativ forsvarer af de gamle dyder oberst Pickering, og det gør han med sædvanlig overbevisning. Giv snart den mand en hovedrolle.

Og så er der Tommy Kenter som døgenigten, filosoffen og drukkenbolten Alfred P. Doolittle. Kenter vælter simpelthen salen med sin sans for tragedie og komik. For slet ikke at tale om Kenters evne til at formidle Alfreds ret unikke måde at forstå livet på. Kenter giver simpelthen karakteren nyt liv.

Selveste og ja, det er selveste Susse Wold spiller Mrs. Higgins, og det kan ganske enkelt ikke gøre bedre. Kropsholdning, replikker, mimik – alt sidder, som det skal. Greatness is among us, tænkte jeg, da hun endelig i slutningen af 1. akt kommer på scenen.

Mrs. Pearce gestaltes af Hanne Uldal, og det gøres med overblik og den præcis rette blanding af ømhed og logistik, som får huset hos professor Higgins – og også forestillingen – til at hænge sammen.

Freddy Eynsford-Hill spilles af Sebastian Harris, som kan det med timingen af både komikken og det rørende, og det øjeblik, hvor han synger om sin kærlighed til Eliza, er en sand stjernestund.

En særlig hilsen skal lyde til hende, som spiller lille Eliza, og som så gribende gestalter et barns afsked med sin døde mor og sin familie. Der er noget socialrealisme over scenen, og senere noget spirituelt, da moderen som et spøgelse gentagne gange besøger sin datter. Begge giver såvel forestillingen som Eliza-figuren en helt anden dybde.

Og så er der musikken, som man kender så godt. Så mange evergreens, så man simpelthen svæver fra start til slut af den næsten tre timers lange forestilling – også fordi orkestret under ledelse af Per Engström gør det fantastisk.

Der synges som altid på Det Ny Teater på dansk, så de i forestillingen så vigtige dialekter er baseret på en forståelsesramme anno 2026 med Vestegnen/Amager versus Nordsjælland, fremfor de forskellige dele af det, som i dag kaldes Indre By, som det ville have været i 1912, hvor Eliza ville have været fra Borgergadekvarteret eller området omkring Nørreport, mens Higgins ville have resideret i en stor villa på Østerbro.

Men enhver forestilling ejer sin egen historie, også denne, der er som et festfyrværkeri.

”My Fair Lady” er nemlig en af de sjældne forestillinger, man simpelthen ikke må misse. Er man glad for god musik, så se den. Er man glad for en meningsfuld historie, så se den. Er man glad for, at strukturer kan forandres, og mennesker sætte sig selv fri, så se den.

Bare se den, hør den, sans den. ”My Fair Lady” på Det Ny Teater er en forrygende forestilling fuld af finurlighed, flotte kostumer og ditto kulisser, fejende musik og fabelagtige skuespils-præstationer.

Danmarksbloggen giver ”My Fair Lady” på Det Ny Teater seks ud af seks blomster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vintersalme til styrkelse af sjæl, sind og hjerte

Udgivet den af
Svar

Winter is coming, sagde vi, da Trump blev genvalgt.

Det viste sig at holde mere stik, end vi troede.

Så nu er det tid til styrkelse af sind, sjæl og hjerte. Tid til at mindes om at intet mørke, ingen kulde, ingen ondskab kan vare ved. Lyset, varmen og kærligheden vil altid komme igen.

Så derfor kommer her som balsam på martrede sind, urolige sjæle og bange hjerter Brorsons vidunderlige vintersalme “Her vil ties, her vil bies”.

Blot husk at opgaven denne gang ikke at være tavs eller at vente. Opgaven nu er at råbe op, sige fra og handle.

Men alligevel kan vi med fordel synge med på nedenstående.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1

Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!

2

Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges. Og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.

3

Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue bag gærdet hist!

4

Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse. Det snart forgår.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!

5

Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!

6

Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!

Anmeldelse: ”Glade dage”

Udgivet den af
Svar

Hvis tiden kalder på noget, så er det Beckett. Det ved man på Folketeatret, hvor der i lørdags var premiere på et af Samuel Becketts mesterværker, nemlig ”Glade Dage” – og sikke en oplevelse:

To timer i selskab med et drama lige så nådesløst, som verden er det, og lige så uundgåeligt som den ilmarch på stedet, der er livets grundvilkår. Og det uanset om man som Winnie synger Franz Lehárs kærlighedsduet i valsetakt fra operetten ”Den glade enke” – den om de tavse læber, der fortæller hele historien. Eller om man som hendes mand Willie har salmen ”Altid frejdig, når du går” som sin aftensang, inden klokken ringer.

På originalsproget hedder Lehárs vals ”Lippen schweigen”, og det er en meget bedre titel end den danske ”Enkevalsen”. For i de to ord har Beckett lagt nøglen til at forstå dette skuespil. For nok er lyde både det første og det sidste, som vi hører i livet. Men alligevel er tavsheden det eneste, som vi har tilbage, når vi sidder fastlåst i tilværelsens sanddynge, og egentlig kun har den lange, mørke og frysende nat at vente på, mens vi stirrer stramt foran os med sammenknebne læber.

Men indtil da skal der pludres på livet løs – og det gør Winnie, som vi møder i en verden, hvor katastrofen – eller bare livet – ER indtruffet, så hun sidder begravet til taljen i en skråtliggende gul sanddynge i et bombet hus under en brændende sol, mens hendes mand skiftevis sover på en sofa, solbader, onanerer, går ned i hullet – eller bare er helt væk, også fysisk.

For mentalt er Willie borte hele tiden, selvom det ifølge Winnie er lykke nok bare hun ved, at han kan høre hende. Det hverken kan eller vil han så altid. Willie spilles med smæld og stor sikkerhed af Bo Skødebjerg – og al ære til ham.

Men det er Lone Rødbroe, som står – eller rettere sidder midt i det hele i en titanisk præstation, der burde kaste en Reumert af sig.

Ene kvinde på scenen formår hun nemlig i små to timer at gestalte en Winnie, der spejler hele menneskehedens vej fra vugge til grav, fra søde drømme og det første kys til det sidste rædselsskrig og længslen mod den afslutning, som ender med at blive den store nåde, når lyset endelig slukkes – og vi forstår, at en eneste brøkdel af et sekund netop ER forskellen på livet og døden.

I første akt har Winnie så til beskæftigelse diverse rekvisitter, som hun fremdrager fra sin sorte pose – en kam, en tandbørste, en læbestift, et spejl – og en revolver. Alle sammen ting, som giver et øjebliks flugt fra den meningsløshed og det forfald, som er vores alles lod – og som kun få vælger aktivt at slippe væk fra. Winnie lader også revolveren ligge – ligesom hun dropper at bede.

I anden akt kan hun heller ikke folde sine hænder i bøn mere, eller tage sine læsebriller og sin fine hat på. Hun er også blevet enke, men ikke vidende derom. Til gengæld ved hun, at hun ikke længere kan få fat på hverken Willie eller i noget i posen, da hun nu sidder i skidt til halsen.

Så hun må, som de fleste af os, der bliver gamle nok, opleve, hvordan først kræfterne, så evnerne og til sidst sanserne forlader os, så vi til sidst kun har netop hørelsen – og minderne tilbage om et liv fuldt med glade dage, som Winnie så insisterer på fortsætter.

For alle dage er glade dage ifølge Winnie, der med lige dele mod, vrede og vemod klamrer sig til illusionen om glæden trods alle skuffelserne. Trods faktummet at vi alle altid er helt alene i verden. Trods hendes almenmenneskelige blanding af manglende evne til at se virkeligheden i øjnene kombineret med en vanvids-optimisme, der er hinsides ethvert lyserøde-briller-perspektiv.

En cocktail der er lige så absurd, som den er et billede på menneskeheden, og som Lone Rødbroe – selvom hun kun har sin stemme og sin ansigtsmimik – serverer i et sprudlende overflødighedshorn, hvor vi griner, gyser og genkender os selv og hinanden.

Jeg har sjældent været så begejstret for et teaterstykke og en skuespillerpræstation som i lørdags på Folketeatret, og de lange, stående klapsalver var mere end fortjente i denne fejende og flotte fortolkning af Becketts ”Glade Dage”.

Forestillingen får derfor seks ud af seks spilledåser, som den Winnie også har i sin sorte pose, og som netop spiller Lehárs smægtende valsemelodi om de tavse læber. For som Winnie sidder fast dér i sanddyngen, sådan sad vi i publikum også fast i beundringen, benovelsen og betagelsen af Lone Rødbroes titaniske præstation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Begyndelser

Udgivet den af
Svar

Der er film, som man hurtigt regner ud. Jeanette Nordahls ”Begyndelser”, som har premiere i dag, er en af disse.

Men de manglende overraskelser og ikke-eksisterende plot-twists gør ingenting. Ja, faktisk er det filmens styrke, at den er så tro mod livet, som tilværelsen er, når alt vendes på hovedet, og ulykken sker – og senere når chokket over en uventet hændelse har lagt sig, og de involverede skal lære at være i en ny virkelighed.

Her handler det om, at Ane (spillet overlegent driftssikkert af Trine Dyrholm), som ellers er i sin bedste alder, og har stor akademisk succes, rammes af en blodprop. Det får selvfølgelig voldsomme konsekvenser for hende selv, men også for de to døtre, som hun har sammen med manden Thomas (spillet lige så sikkert af David Dencik).

Thomas har så – med Anes vidende – fundet en anden, som han planlægger at flytte sammen med, så snart de har fortalt deres to døtre, at de skal skilles. Men blodproppen udsætter det hele.

Hvad der så sker, og hvordan de forskellige håndterer at være i den nye virkelighed, skal man se filmen for at finde ud af. Men lad det være sagt med det samme: Der sker ingenting, som ikke kunne ske, hvis ulykken ramte dig, mig eller nogen, som vi kender.  

For filmens helt store styrke er, at der intet ekstra drama er, ingen action for dens egen skyld og følelserne er på ingen måde skruet op. Alt er fortalt i et roligt tempo, og alt er så hverdagsagtigt, så realistisk, så knugende som livet og virkeligheden selv. Det er det, som hedder en god film.

Og det understreges af de gode skuespilspræstationer.

Johanne Louise Schmidt spiller kæresten Stine, og det gør hun godt. Det eneste ærgerlige er, at man ikke får set hende mere, så hun kan vise andre sider af karakteren end blot at være faderens forstående kæreste. Omvendt er der måske netop en pointé i at fremstille Stine som en funktion, mere end som et helt menneske.

Og så spiller Dyrholm og Dencik som sagt ægteparret Ane og Thomas, der står foran at skulle skilles. Scenerne med de to alene er som at løfte et klasse-kammerspil på teatret over til lærredets store flade. Det gnistrer og sprudler imellem dem, også når de ikke siger noget.

Men også parrets to børn er fantastiske:

Luna Fuglsang Svelmøe, der spiller lillesøsteren Marie, som er meget glad for sin hvid-orange klovnefisk, der naturligvis hedder Nemo, og som, indtil det hele vælter, har en hverdag med godnatkys og omsorg, inden hun alt for tidligt skal ud af det trygge akvarium og lære at svømme i det store hav aka navigere i at mor, tilværelsens faste punkt, ikke længere er sig selv.

Det samme skal storesøsteren Clara, der spilles af Bjørk Storm, og som er et stjernefrø i svøb, når hun viser, hvordan det er at være ung og sårbar og på kanten til voksenlivet – og på den ene side have brug for at gøre opgør mod moderen, men på den anden også føler ansvaret for moderen sammen med sorgen og angsten for fremtiden.

Scenen, hvor moderen er kommet på sygehuset, og ligger passiv i sengen, og Clara holder masken, mens hun inde på stuen, inden hun bryder grædende sammen, da hun er alene udenfor døren, er for mig filmens mest gribende. Måske fordi jeg dér endelig fik et billede på, hvordan min datter må have set ud, må havde grædt efter hun havde lukket døren, da jeg var indlagt i et alvorligt ærinde, da hun var på samme alder.

Men der er mange stærke scener, mange gribende øjeblikke, mange oprørende intermezzoer, hvor man tænker ”Det kan jeg godt forstå”, ”Sådan var det også for mig/os” eller ”Det der kunne jeg aldrig finde på”.  Det sidste er især, når Ane er urimelig overfor børnene. Men man skal passe på med at dømme. Ingen ved, hvordan man reagerer, når man møder livet i al dets magtesløshed.

For vi vil så gerne have kontrol over det hele. Men det har vi ikke. Vi kan kun være dér for hinanden undervejs i livet, er budskabet i ”Begyndelser”. Sådan en ting som en happy end eller en unhappy end findes i øvrigt heller ikke. Livet går hele tiden videre, og med os bærer vi vores tab og vores sorg, men også vores glæde, lykke og især de mennesker, som vi knytter os til undervejs.

Danmarksbloggen giver derfor ”Begyndelser” fem ud af seks krykker, som dem vi alle sammen behøver i livet, nogle gange fysisk, men altid og ret ofte mentalt, hvor vi giver dem til hinanden, når vi accepter, rummer – og ja, elsker. Det er en stille og stærk film om at komme fra katastrofe og konflikt til forløsning og forsoning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvad sker der, hvis Trumps USA angriber Grønland?

Udgivet den af
Svar

Der er kun ét spørgsmål at stille i disse dage:

HVAD SKER DER, HVIS TRUMPS USA ANGRIBER GRØNLAND? VIL DE ANDRE LANDE I EU OG I NATO KOMME OS I KONGERIGET DANMARK TIL HJÆLP?

Stort set samtlige vestlige ledere har været ude og sige, at de bakker op om Grønlands og Kongeriget Danmarks territoriale grænser og folkeretslige ret til at bestemme selv.

MEN hvad sker der, hvis de amerikanske styrker pludselig står på indlandsisen?
Hvad sker der, hvis Trump samtidig stiller sig op på talerstolen i Det Hvide Hus, og siger, at USA nu har overtaget Grønland?
Hvad sker der, hvis sagen tages op i FN – uden at USA´s FN-ambassadør så meget som ryster på det rigtige i, at USA har overtaget Grønland?

Det er Danmarksbloggens frygt, at der sker absolut INGENTING.

Jo, altså, der vil komme noget brok fra de andre vestlige lande og ledere. Måske endda skarp kritik af USA´s præsident Trump.

Men ellers sker der ingenting. Ingen sanktioner, ingen militær hjælp, ingenting.

For ingen ønsker for alvor at lægge sig ud med Trump, selvom det er tydeligt, at samme Trump er mere som Putin og andre despotiske diktatorer og tyranner, end han er forkæmper for Den Frie Verden og de liberale frihedsrettigheder.

Og nok er næsten alle i Kongeriget Danmark enige og forhåbentlig også klare på at kæmpe for Grønland, men vi kan ikke gøre meget uden hjælp fra vores venner.

Men alle de store europæiske lande vil sidde og skutte sig – og tale om at se ”helheden” i det – og at vi også skal tænke på det fremtidige forhold til USA. Men en fremtid, som baserer sig på at danse efter en tyrans luner, er en fremtid i ufrihed og slaveri.

De må have godt gang i popcornene i Moskva, Beijing og de andre steder, hvor Trumps despotiske åndsfæller hersker. For lige nu er Vesten i gang med at implodere indefra – antændt og vedligeholdt af den orange lunte i Washington D.C.

Det er i sandhed sorte tider.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dejlig er den himmel blå – alle 19 vers

Udgivet den af
Svar

Grundtvig har skrevet mange salmer – også mange lange salmer.  En af de længste er dog ”Dejlig er den himmel blå”, som i sin fulde længde har hele 19 vers – og ikke kun de syv, der står i salmebogen.

Hele den lange salme kan læses her – og er faktisk en legende på vers om de tre vise mænd, Jesusbarnet og hvad vi alle sammen kan lære af hele den historie. En legende med rødder i både jødedom og kristentro …

For i dag er det Hellig Tre Kongers Aften, så det er først nu, at julen slutter. Det kan man jo tænke over, mens man læser – eller måske ligefrem synger sig igennem de mange vers, som Grundtvig skrev i 1810. Se nedenfor:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

  1. Deilig er den Himmel blaa,
    Lyst det er, at see derpaa,
    Hvor de gyldne Stjerner blinke,
    Hvor de smile, hvor de vinke,
    Os fra Jorden op til sig.

  2. Kommer Smaa, og hører til!
    Jeg for eder sjunge vil
    Om saa lys og mild en Stjerne,
    Jeg det veed, I høre gierne:
    Himlen hører eder til.

  3. Det var midt i Julenat,
    Hver en Stjerne glimted mat,
    Men med Eet der blev at skue
    En saa klar paa Himlens Bue,
    Som en liden Stjernesol.

  4. Langt herfra, i Østerland
    Stod en gammel Stjernemand,
    Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
    Saae det Lys i Stjernevrimlen,
    Blev i Sind saa barneglad.

  5. Naar den Stjerne lys og blid
    Sig lod see ved Midnatstid,
    Var det Sagn fra gamle Dage,
    At en Konge uden Mage
    Skulde fødes paa vor Jord.

  6. Derfor blev i Østerland
    Nu saa glad den gamle Mand;
    Thi han vilde dog saa gierne
    See den lyse Kongestjerne,
    Før han lagdes i sin Grav.

  7. Han gik til sin Konges Slot,
    Kongen kiendte ham saa godt,
    Hørte og med Hjertens Glæde,
    At det Lys var nu tilstæde,
    Hvorom gamle Spaadom lød.

  8. Han med Søn og Stjernemand
    Flux uddrog af Østerland,
    For den Konge at oplede,
    For den Konge at tilbede,
    Som var født i samme Stund.

  9. Klare Stjerne ledte dem
    Lige til Jerusalem,
    Kongens Slot de gik at finde,
    Der var vel en Konge inde,
    Men ei den de ledte om.

  10. Klare Stjerne hasted frem,
    Ledte dem til Betlehem,
    Over Hytten lav og lille
    Stod saa pludselig den stille,
    Straalede saa lyst og mildt.

  11. Glade udi Sjæl og Sind
    Ginge de i Hytten ind,
    Der var ingen Kongetrone,
    Der kun sad en fattig Kone,
    Vugged Barnet i sit Skiød.

  12. Østerlands de vise Mænd
    Fandt dog Stjernen der igien,
    Som de skued i det Høie,
    Thi i Barnets milde Øie
    Funklende og klar den sad.

  13. Den var dem et Tegn saa vist,
    At de saae den sande Krist,
    Derfor neied de sig glade,
    Offrede paa gyldne Fade
    Røgelser med søde Lugt.

  14. Vil I Smaa ei ogsaa gierne
    See den lyse milde Stjerne,
    For den Konge dybt jer neie,
    Som Guds Rige har i Eie,
    Og vil lukke jer derind?

  15. Seer I til den Himmel blaa,
    Med de gyldne Stjerner paa,
    Der den Stjerne ei I finde,
    Men den er dog vist derinde
    Over Jesu Kongestol.

  16. Thi det Barn, som var paa Jord,
    Blevet er en Konge stor,
    Og han sidder nu deroppe,
    Over alle Stjernetoppe
    Hos Gud Faders høire Haand.

  17. Neier eder kun, I Smaa!
    Han fra Himlen seer derpaa.
    Sender ham med Hjertensglæde
    Lov og Pris til høie Sæde!
    Det er Røgelse for ham.

  18. Stjernen ledte vise Mænd
    Til nyfødte Konge hen,
    I har og en saadan Stjerne,
    Og naar I den følge gierne,
    Komme I til Jesum vist.

  19. Denne Stjerne, lys og mild,
    Som kan aldrig lede vild,
    Er hans Guddomsord det klare,
    Som han lod os aabenbare
    Til at lyse for vor Fod.