God tur hjem

Så er Danmarks egen astronaut Andreas Mogensen på vej hjem. I skrivende stund suser kapslen med ham og de andre mod Jorden, hvor de forventes at lande i havet i morgen formiddag.

Gid det må gå godt. For faktisk er ankomsten til Jorden og Jordens atmosfære det farligste ved en rum-mission. Atmosfæren skal rammes i den rigtige vinkel, hvis ikke kapslen skal brænde op. Og så skal faldskærmen folde sig ud, inden de lander i vandet cirka kl. 11 i morgen.

Gad vide, hvad Andreas Mogensen tænker? Udover det oplagte at han glæder sig til at komme hjem til familien, sin kone og sine børn.

Rejser han måske også med en smule vemod i bagagen? Vemod og visheden om at han for altid vil savne rummet. Det rum, som også blev hans hjem, og hvorfra han kunne se det fantastiske syn af Jorden og atmosfæren.

Andreas Mogensen har flere gange fortalt, hvordan han elskede at sidde i Cupola og se ned mod Jorden, se vores fantastiske planet.

Som Andreas Mogensen selv skriver det på Facebook: Jeg brugte også mange timer af min fritid i Cupola, hvor jeg tog fantastiske billeder af Jorden – herfra er det tydeligt, at der kun er én blå planet vores. Fra grønne skove, sandørkener og flere vulkaner, end jeg kan tælle, viser hvert billede, hvad vores plads i universet har at byde på..

Det er en erkendelse og en viden, som man kunne ønske, at denne verdens magthavere besad. For så ville verden være et lige så godt sted, som kloden ser ud – betragtet fra universet.

Velkommen hjem til Jorden, Andreas Mogensen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Askepot – The Musical”

Barbie gjorde det i sommers. Elsa fra ”Frozen” gjorde det inden pandemien. Og nu gør Askepot det også i ”Askepot – The Musical”: Slår sig fri af eventyrets snærende bånd om at gifte sig med prinsen for i stedet at gå sin egen vej, finde sin egen sang, vælge sin egen fortælling.

Dét er stærkt. Det er også tidens trend. Og jeg håber, at de små piger i de fine prinsessekjoler, som i går aftes var med til premieren, så og hørte godt efter. Ja, måske også spejlede sig i den lille pige på scenen, som spillede Askepot som lille – og som klarede det superflot. BRAVO til hende.

For det er stærkt at turde være sig selv – og alle piger/kvinder skal gå efter deres egen drøm fremfor at tro, at de skal reddes af andre.

Ja, små drenge kan også være med – hvis de kan finde ud af, hvem de vil være: En gammeldags macho-prins, der synes, at prinsesser skal se ud på en bestemt måde og løftes over vandpytter – eller en moderne kammertjener, som uanset om Askepot er i fin lyseblå kjole eller laser og pjalter, kan genkende hende – og forelske sig i hende.

Det er Cristopher Rørmose, som er prinsen – og det gør han godt. Og det er youtuberen Rasmus Brohave, som er kammertjener – og det klarer han med så meget timing, at jeg kunne se ham i et Holberg-stykke.

Men i centrum spiller og synger Johanne Milland, så det smælder, en sød, charmerende – men også stærk og sej Ella/Askepot. Hun er godt sekunderet af Caroline Henderson, der synger som en drøm, og udstråler et intenst nærvær, selvom hun aldrig bliver rigtig farlig som den onde stedmoder. De to bærer også musicalen sammen med Pelle Emil Hebsgaard, der spiller rollen som Den Gode Fe.  

Her er så en af de få knaster. For nok er Hebsgaard et gudsbenådet talent, der er her og der og allevegne, og han spreder tempo, humor og guld over forestillingen – det sidste også bogstaveligt. Men hvorfor lave en af de få kvinderoller, der er på scenen til kvinder over 45 år – endda en helterolle – om til en mand?

Det er ikke i tidens ånd. Heller ikke selvom synet af Hebsgaard i den lange sorte nederdel og den lange grønne frakke har æstet sig ind. Også fordi det er tidens hotteste designer, Soeren Le Schmidt, der har lavet forestillingens flotte kostumer.

En anden knast er, at Askepot – The Musical” er Stig Rossens sidste musical. Så man havde forventet, at han skulle synge alle i smadder – og det gjorde han også, når han var på scenen, hvilket han var alt for kort. For Rossen er og bliver kongen af dansk musical. Så gid han havde fået mere tid at synge i. For sikke en stemmepragt.

Stedsøstrene er der selvsagt også – i forskellige rød-lilla nuancer, hvor de spiller og synger, så de minder om de to siamesiske katte i ”Lady og Vagabonden” – hvilket er en stor ros. For det kræver en del af være så meget i takt og samtidig i konstant indbyrdes kamp. De gestaltes af Kirstine Moses og Maja Glenber.

Og så er der musikken, som er skrevet af Rasmus Seebach, der som de fleste andre nutidsdanskere har lyttet til en del Disney. For både ”Frozen”, ”The Little Mermaid” og ”Lion King” har tydeligvis inspireret til flere af melodierne. Men der er også sange med den specielle Seebach-lyd.

Her skal sangen med det korte navn ”Ella” fremhæves. Der er følelse og hjerte i dén sang. Seebach sagde også i et interview kort inden premieren, at han følte, han kom hjem, mens han sammen med Lars Ankerstjerne og Andreas Sommer skabte denne hans første musical. Så Seebach vil formentlig gerne lave en musical mere. Det giver mening.

Indtil da har vi ”Askepot – The Musical”, som spænder over hele repertoiret fra de hårdtslående rytmer, da vi starter i et moderne mode-univers over de mere bløde, mere jungletrommede og mange andre musik-toner, som vi møder i den 2½ timer lange forestilling, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks tryllestave.

For der er lidt tå og lidt hæl, som stritter. Men ellers er meget vellykket i denne moderne to-verdner-version af klassikeren om glasskoen, som i eventyret er adgangsbilletten til lykke – men som i 2024-virkeligheden er en hæmsko, indtil Askepot kan fake-it-till-you-make-it.

For i 2024 kan og skal vi – uanset køn og alder – vælge vores egen historie. Den pointé nynnede og klappede en fuld sal med på, og den velfortjente stående applaus efter forestillingen viste, at ”Askepot – The Musical” bliver et pumpkin-smashing hit hos danskerne.  

Det er Line Knutzon, som har skrevet manuskript – og Thomas Agerholm, som har instrueret. Og det er Lion Musicals, som præsenterer i samarbejde med Live Nation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et ordentligt menneske?

Er man et ordentligt menneske, når man

1)      Lyver om ens ægtefælles religiøsitet og familieforhold?

2)      Får politiet til at give ens kæreste særbehandling?

3)      Snyder sig til en stor, billig og central beliggende lejlighed?

Svaret er nej.

Man er ikke et ordentligt menneske, når man ved flere lejligheder – også overfor den israelske ambassadør – hævder, at ens mand (nu eks-mand) er 1) jøde med hyppige besøg i synagogen og 2) Den Dominikanske Republiks eks-præsidents nevø. Når ens mand i virkeligheden er almindelig borger – og medlem af en kristen familie med dybe rødder i Adventist-kirken.

Man er heller ikke et ordentligt menneske, når man som landets justitsminister påvirker politiet til at få en sag, som normalt skulle give en bøde på 2000 kroner til at blive til en hadforbrydelse – alene fordi den forurettede er ens egen kæreste. Og det betyder, at den anklagede sidder 50 dage i varetægtsfængsel, inden sagen bliver droppet.

Og man er slet ikke et ordentligt menneske, når man erhverver sig en stor billig lejlighed med udsigt til Viborg Domkirke i en fredet ejendom, som ifølge den aftale, man selv var med til at indgå som borgmester, skulle være mindre alment-nyttige boliger, men som altså blev ens egen store herskabslejlighed.

Jeg taler selvfølgelig om den nu afdøde konservative leder Søren Pape Poulsen, som iflg. alle politikere og medier nærmest har været reinkarnationen af ordentlighed.

Dertil må jeg sige, at nej, det var Pape baseret på ovennævnte ikke. Men han har – ud fra den store sorg som hans død har medfødt – været godt selskab, sine venners ven. Og det er forfærdeligt, at han er død i en alder af kun 52 år.

Dén skæbne fortjener ingen, og herfra skal lyde et stort og velment HVIL I FRED til en mand, som må have været meget behagelig at omgås, som har forstået at vinde folk for sig.

Men ordentlighed er ikke blot at være sjov og munter. Ordentlighed er at rette sig efter regler og love, at sige sandheden og aldrig misbruge en evt. magt, som man har.

Så at Papes politiske kollegaer og medierne kan kalde ham ”Et ordentligt menneske” siger noget om deres manglende moralske kompas.

Noget, som man godt kan blive meget bekymret over. For hvis landets politikere og medier synes, at løgn, snyd og magtmisbrug er lig med ordentlighed: Hvor stiller det så os, den danske befolkning? Et meget dårligt sted, må svaret være.

For nok skal man ære de døde, men man skal også stadig tale sandt – hvis man vil være et ordentligt menneske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Hamlets stjerne”

Kronborg og Hamlet hører sammen som salt og peber – og nu har makkerparret fået en ny aftapning, nemlig ”Hamlets stjerne”, som havde premiere i går aftes, og som er både nyskabende og særdeles spændende.

Ja, faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en eneste anden nyskreven forestilling, hvor jeg gerne ville have læst manuskriptet, inden ”tæppet gik” på den meget stemningsfulde scene. For der er så mange finurligheder og lag, som kan være svære at nå at fange, mens handlingen folder sig ud mellem stjerner og støv, spejle, lys og de daglige opkald til Patricias telefonsvarer i Beijing, Kina.

Patricia er kæreste til thriller-monologens skuespiller, der er i gang med at forberede sig til den store titelrolle som Hamlet. Men som i læsningen af denne teatrets største klassiker ikke kun opdager skjulte beskeder i historien, men også finder sig selv i en anden virkelighed, hvor personer, begivenheder og tidsaldre mødes, og skaber nye erkendelser – som udvikler sig til et reelt mordmysterium.

Det er, som barden, altså Shakespeare, lader Hamlet sige: Der er mere mellem Himmel og Jord end Eders filosoffer drømmer om. Noget, som vi også ser på scenen, der er som en kopi af universet med lys og mørke, stjerner og jord – og så mennesket i drømme, valg og bevægelse derimellem.

Stjernerne er vigtige. Måske især Stella Nova, som Tycho Brahe, der er i stykket udnævnes til verdens vigtigste videnskabsmand, opdagede i 1572. Stella Nova, som i mange år var en lykkestjerne for den berømte astronom, astrolog og alkymist, indtil han blev landsforvist, og endte i Prag, som var et tolerancens fristed dengang. Her blev Tycho Brahe tilsyneladende så myrdet. Men af hvem – og hvorfor?

For ”Hamlets stjerne” handler også – ja, måske især om Tycho Brahe. Nærmere hvorfor og hvordan – og hvori sammenhængen med Hamlet består – skal ikke røbes. Blot vil jeg gøre opmærksom på, at kosmos og kaos åbenbart er som yin og yang, og at man gør klogt i at lytte til den seismografiske nar, der som ofte den eneste kan gennemskue verdens åndløse gøglerspil.

For rigdom og ære forgår, men kunst og videnskab består, som det siges i ”Hamlets stjerne”, hvor Ken Vedsegaard er eneste mand på scenen i halvanden time. En sand tour-de-force, som han klarer med bravour.

Ken Vedsegaard, som er en af dansk teaters mest spændende skuespillere i øjeblikket. Fordi han teknisk er rasende dygtig. Fordi han på scenen udstråler et intenst nærvær, uanset om han gestalter et genfærd, en videnskabsmand, en konge, en nar – eller en stakkels skuespiller, der som i en skyggevandring (model Macbeth plus søvnen) går på scenen. Men også og især fordi han sammen med stykkets forfatter og instruktør Lars Romann Engel tør gå sine egne veje. Være original og skabe en forestilling som ”Hamlets stjerne”.

For dén er kunst med en særlig nerve. Og kunst af dét format har altid været efterspurgt og nødvendig. Det gælder så endnu mere i en tid som vores, hvor alt for mange forestillinger er gammel vin fra tv og film hældt på nye teater-flasker.

Den slags kopier slukker sjældent tørsten efter det, som gør os klogere, dybere, mere reflekterede. Så søger man originalitet og næring, vil man gerne udfordres, overraskes og overvældes, så skal man drage til Kronborg – eller rettere Thalia-salen via-a-vis det gamle slot. For dér folder kunsten med stort K og skuespillet med stort S sig ud.

Danmarksbloggen giver ”Hamlets stjerne” seks ud af seks kranier. Dét er trods alt Hamlets ånd, som er i spil her, som lyset er det i forestillingen, både direkte og indirekte, både via ord og i prismer, der lyser som diamanter.

For vi er vores eget mørkekammer, og vi vælger selv, hvilket menneske vi vil være, som stykkets forfatter og instruktør Lars Romann Engel lader Ken Vedsegaard runde af med.

Vi kvitterede selvsagt med stående applaus.

Det er HamletScenen, som producerer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige, NATO og ”Idas Sommervise”

Der er noget symbolsk over det.

Komponisten George Riedel døde i går. Dagen før der blev givet grønt lys til Sveriges optagelse i NATO.

De fleste danskere kender måske ikke George Riedel. Men de kender hans melodier. Han var nemlig manden bag musikken til Astrid Lindgrens historier, når de skulle filmatiseres.

Mest kendt er nok nogle af melodierne til ”Emil i Lønneberg”, hvor især ”Idas Sommervise” er elsket og stadig brugt, når svenske børn går på sommerferie. Ja, den er et nationalklenodie i Sverige.

”Idas Sommervise” er også grund-svensk både i melodi og tekst. Det er arven fra Bellman og Taube, som kan høres i tonerne – men tilsat Riedels egen genialitet. Og så Astrid Lindgrens egne ord om den lille Ida, der troskyldigt er sikker på, at hun har et stort lod i, at det bliver sommer.

For sådan må det jo være, når hun har rendt rundt på marker, enge og ved søer, og sat hele foråret i gang ved at sørge for, at sneen forsvandt, fuglene kom, at der blev grønt på træer og jord, at der kom vand i bækken og så videre.

Lille Ida er, som Sverige var dét i den lange tid, hvor landet ikke ville være med i en militæralliance, men mente, at de kunne være neutrale og i stedet en humanistisk stormagt. Det er sødt – og naivt.

Men nu stopper det også. Nu bliver Sverige medlemmer af den historisk stærkeste militæralliance nogensinde. Det er godt for både os og for Sverige, selvom det også er sørgeligt, at vi ikke lever i en verden, hvor man kan glæde sig til sommeren med lille Idas ord:

Jag gör himlen vacker om kvällen
För jag gör den alldeles skär
Och smultron det gör jag åt barna
För det tycker jag dom kan få
Och andra små roliga saker
Som passar när barnen är små
Och jag gör så roliga ställen
Där barnen kan springa omkring
Då blir barna fulla med sommar
Och bena blir fulla med spring

En verden, hvor vi ikke skal frygte truslen fra Rusland og den store risiko for krig. Men hvor vi kan drømme om smukke aftenhimle, sjove legesteder til børnene og jordbær til alle med spring i benene. Dét lyder som et skønt eventyr, som kræver fred for at blive en realitet.

Men skal freden have en chance, så skal vi forberede os på krigen. Og her er Sverige i NATO en fuldstændig nødvendighed. Så: Tillykke til Sverige – og til os. Vi hører sammen her i Norden – og nu er hele Norden sammen i NATO. Vi er blevet mere trygge – og mere sikre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”ROM”

Filmen ”ROM”, som har premiere i dag, er en romantisk film om kærligheden mellem de mennesker, der kan huske hele 40 levede voksenår tilbage. Det er en livs-tilstand, som gør nogen fulde af brok og far-vittigheder, mens andre bevarer nysgerrigheden og livslysten.

For stik mod hvad yngre måske tror, så findes drømmen om frihed og kærlighed stadig, selvom håret er blevet gråt, rynkerne er kommet, og der er røget nogle ekstra kilo på.

Ja, længslen efter igen at være fuld af alt det, som giver verden spænding og farver, er ofte endnu større hos dem, der som ægteparret Gerda og Kristoffer fra Hvidovre – spillet med stor nerve af Bodil Jørgensen og Kristian Halken – har oplevet årtierne flyve forbi uden at der er sket andet end den hverdag, som pga. fravalg og ofringer blev deres trummerum.

Og nu sidder det aldrende ægtepar – qua en gave fra datteren – i Rom på deres 40 års-bryllupsdag, hvor de render ind i Gerdas gamle flamme, den svenske kunstmaler og kunstlærer Johannes – spillet for fuld skrue af Rolf Lassgård – der stadig lever det frie kunstnerliv, som også Gerda gjorde for netop 40 år siden.  

Det er et møde, der sætter gang i handlingen, og åbner op for de forskellige livshemmeligheder, som alle tre har båret på. Måske især Gerda, der også stadig har mange uafsluttede ting i Rom, både personligt og kunstnerisk, som hun skal have ordnet.

Om det lykkes hende – og hvad der sker undervejs med de to mænd – skal ikke røbes her. Men Roms gamle fæstning Castel Sant´Angelo – og måske især broen derover spiller en stor rolle, både i et gammelt maleri og som et nutidigt spejl, hvor Gerda ser sig selv i en ung, dansende, rødhåret pige. For slet ikke at tale om musikken fra Puccinis opera ”Tosca”, hvor 3. akt netop foregår på Castel Sant´Angelo.

Ikke at vi i filmen hører, at musikken er fra ”Tosca”. Men er man kulturel (som Gerda og Johannes, men ikke Kristoffer) – og kan man sin ”Tosca”, så ved man, at musikken er, fra da Toscas elsker Mario skal skydes – og at både han og Tosca tror, at det blot er en fake-henrettelse med løst krudt. Det er det så ikke. Og det at der skydes med skarpt både i operaen og i filmen er dér en pointe i, som først senere i filmen går op for én.

Men nu skal intet røbes om en film, der er instrueret af Niclas Bendixen, der som altid leverer et gedigent håndværk. Dertil kommer, at vi møder tre af Nordens bedste skuespillere, som har et helt livs erfaring i at spille netop de roller: En tro-mod-sig-selv-også-i-svære-tider-kvinde, en brokkende-men-med-et-hjerte-af-guld-mand og den-store-livskunster-og-bohéme-med-glasset-i-hånden-og-tåren-i-øjenkrogen.

Læg dertil et væld af gode biroller som gladiatoren, receptionisten, postmanden og flere andre, der alle spilles af italienere – og tak for dét. Det gør filmen autentisk.

Desværre er det så også en film, som ikke rigtig kan bestemme sig. For nok er ”ROM” dramatisk hele vejen igennem. Men i første halvdel handler om det almengyldige tab, som alle skal igennem ved at erkende, at man ældes – og ikke får alle livsønsker opfyldt.

Men så i anden halvdel flyttes fokus til kærlighedshistorien på en måde, så det almengyldige forsvinder, og der tilsættes en portion falden-på-halen-komik, som virker spøjst, selvom det også er morsomt. Det sker især via en politikommissær, som minder om en blanding af Peter Sellers og politichefen i Paris i den gamle danske film fra 1961 ”Peters baby”, som også handler om en kvindelig maler og danskeres gøren og laden i udlandet.

Dertil kommer, at ”ROM” har sin helt egen version af den ikoniske bade-scene i Trevi-fontænen fra filmen ”La Dolce Vita” fra 1960, hvor en ung, smuk svensk kvinde ved navn Anita Ekberg står midt i det uerstattelige springvand. I ”ROM” er det så en aldrende mand, der i sit alt-andet-end-søde-liv skider i Trevi-fontænen. For når man skal, så skal man.

Ikke at vi ser ham forrette sin nødtørft i det verdensberømte springvand. Det havde nok også kostet kassen at få lov til at filme en sådan scene, hvis tilladelsen overhovedet kunne fås. Men tanken om lort i Trevi-fontænen er i hvert fald anderledes.

For ellers er filmen forudsigelig, også selvom den har ikke én, men hele to oplagte slutninger, når nu man nægter at følge et ellers fantastisk oplæg til dørs.

Et oplæg om at livet koster livet, hvad enten det handler om børn, kærlighed eller ens virke – og som udfoldet kunne havde skabt en stor film med dybde og kant. Når det er sagt, er ”ROM” en sød film – med mange bittersøde toner undervejs – heldigvis. Så den kommer i mål med sit budskab om, at selvom dåbsattesten er gulnet, så er livet endnu ikke slut.

Danmarksbloggen giver – også på grund af det eminente skuespil – ”ROM” fire ud af seks af de glas rødvin, som man med stor fornøjelse drikker i dét Rom, der filmen igennem fascinerer og forfører os. For ja, filmen er optaget on location flere steder i Rom – også i det nabolag, hvor jeg som regel bor, når jeg er i Rom. Så hvis ikke jeg allerede var forelsket i Den Evige Stad, så var jeg blevet det ved at se filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ski eller sol? Nej, væren i vinterferien

De fleste skoler holder vinterferie i denne uge – og mange steder hører man spørgsmålet:

SKI ELLER SOL?

Med andre ord: Skal der brændes CO2 af på fly til Alperne eller til De Kanariske Øer – eller endnu længere væk?

Uanset destination er det en rigtig dårlig idé!!!

For nej, det er hverken en menneskeret eller en naturlov at tage på solferie eller skiferie i februar.

Tværtimod så burde – og ja, jeg skriver BURDE med den store, moraliserende pegefinger – man blive hjemme. Det er godt for klimaet – og for sjælen.

Sådan en uge, hvor man ikke skal andet end at kede sig, er nemlig supersund. Så læg også mobilen, iPaden og fjernbetjeningen væk. Drop skærmene – og de små tingester i ørerne. Sæt dig og kig ud  luften. Mærk dig selv. Det bliver forfærdeligt og kedeligt måske i starten, især hvis du ikke er vant til at være i verden uden stimulans fra musik, ord og billeder.

Men giv dig selv den luksus, det er bare at mærke dig selv, høre dit eget åndedrag og være i dig selv. Tankerne vil flyve forvirrede rundt måske. Følelserne ligeså. Lad dem. Det er ok. Vær bare i det – uden krav til det eller til dig selv. Du vil med tiden finde en ro, mærke ideerne spire og andet godt.

Gå evt en tur i naturen, hvis det kniber, og du slet ikke kan være i ro. Men gør det uden musik eller lydbog. Lyt til dig selv. Vær i dig selv – og evt sammen med din familie. Bare jer, en madpakke og en tur i skoven – men uden mobiler og uden at skulle lægge noget op på de sociale medier bagefter.

VÆREN – bare VÆREN. Dét er den bedste vinterferie. Undertegnedes starter nu … og jeg glæder mig:

En tid, hvor jeg ingenting skal andet end væren, bare væren herhjemme på matriklen i Danmark. Det er efterhånden mere sjældent end at bestige Mount Everest eller se en enhjørning. Eller måske to små bjørneunger i sneen – lige her i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Lægen

Kan en læge nøjes med at være læge? Det mener Ruth, som Iben Hjejle gestalter, så det runger, i Folketeatrets forestilling ”Lægen” om Ruth, den kompromisløse og insisterende grundlægger og leder af en klinik, der har sigtet godt sat mod et stort nyt bygningskompleks støttet af sundhedsministeriet, en kur mod demens og en Nobel-pris.

Det bliver så ikke lige med det første, at det sker. For en ung 14-årig pige bliver bragt ind på klinikken. Pigen har prøvet at lave en abort på sig selv, og det går så grueligt galt, at hun dør af det. Det er dog ikke det meningsløse dødsfald, som er stykkets kardinalpunkt, selvom man måske nok kunne mene, at det vigtigste samtaleemne efter sådan en tragedie ville være, hvad der driver en 14-årig katolsk pige til at forsøge en illegal abort.

Nej, det, som påvirker først hele klinikken, siden hele byen og hele landet, er det faktum, at læge Ruth ikke vil lade en katolsk præst komme ind på stuen og give pigen den sidste olie – og at Ruth rører/skubber til præstens skulder, da han prøver at mase sig forbi Ruth og ind gennem døren til pigen, der ligger på sit dødsleje.

Men Ruth står fast. Lægevidenskaben har i hendes optik ikke vigepligt for religionen – og hun vil heller ikke på vilkår sige undskyld, da pigen er død, og en nysgerrig offentlighed begynder at interessere sig mere og mere for sagen.

Det er så et synspunkt og en adfærd, som Ruth kommer til at stå mere og mere alene med – også fordi hun med sin stædighed/integritet er en glimrende syndebuk og målskive for alle de andre, som ikke har noget problem med at gruppere sig – og markere sig – efter køn, hudfarve, klasse, religion og hvad der ellers findes af identitetsmarkører, som kan bruges til at dele mennesker op i dem og os.

Og det er her, at Folketeatret laver en lille geni-steg. For kvinder spiller mænd, hvide spiller sorte og så fremdeles. Alt det, som vi plejer at orientere os – og dømme – efter, er opløst på scenen, så vi i publikum får en chance for at se mennesket. Ikke hudfarven, kønnet, socialklassen eller religionen – men mennesket, som skuespillerne gestalter. Dét er godt lavet.

Det er det også, når vi i 2. akt er tilskuere til ”Ta´ debatten”, hvor en veloplagt Christopher Læssø som studievært sætter gang i den offentlige retssag – undskyld tv-debat om, hvad Ruth egentlig tror på, og hvem hun er. Glemt er for længst den 14-årige nu døde pige. Nu handler det om at pege fingre i et tv-program, der mere er som en skueproces med fem dommere, der på forhånd har vedtaget, at Ruth er skyldig med de fatale konsekvenser, som det får.

Det er rystende i sig selv – og så forstærkes det af, at vi ser Iben Hjejle på en stor skærm bagerst på scenen, da hun sidder med ryggen til os i publikum.

Men forestillingen rummer mange stærke øjeblikke – også da Caspar Phillipson kommer ind som faderen til den afdøde pige. Et menneske af kød og blod og den diametrale modsætning til læge-holdets lange opgør om magt og ære, der udkæmpes med ligegyldige tirader af buzz-words – ført an af en sprudlende Sarah Boberg. 

Han er også præsten – med både nerve og autencitet, i den sidste og dybt rørende del af stykket – hvor vi ser Iben Hjejle spille sig så meget ud, at hun stadig var mærkbart påvirket af det, da vi efter tæppefald rejste os, og gav ”Lægen” en velfortjent stående applaus.

Camilla Lau, Laura Allen Müller, Henrik Lykkegaard, Jeanette Binderup-Schultz, Laura Kronborg Kjær, Mette Kolding og Sofia Mileva Cukic spiller også med i dette tankevækkende, nutidige og modige stykke om at gå fra succes til shitstorm pga. integritet/stædighed. For det er to ord for det samme. Det ene er bare mere positivt ladet end det andet.

Danmarksbloggen giver ”Lægen” fem ud af seks lægeløfter. For hvem er du og jeg? Tør vi møde vores medmennesker som mennesker? Eller grupperer vi dem efter en hjemmestrikket bias skabt i en tid, som på mange måder er dement, fordi dens mennesker er ude af stand til at se ud over sig selv – og rumme dem, som har et anderledes forhold til liv, tro og død?

På Folketeatret er der heldigvis ikke hverken demens eller brug for den sidste olie. Tværtimod så sprudler ”Lægen” og hele castet af talent, fortælleglæde og mod, så denne vigtige forestilling kommer helt ud til os i de røde plyssæder – ja, trækker os ind til sig, så vi bliver en fjerde væg i ”Ta´ Debatten”.

Det er vel også det, vi skal: Tage debatten – eller måske snarere samtalen – om, hvordan vi skal løse vores medmenneskelige ansvar overfor hinanden. For det haster med at få dén samtale i gang. Ellers ender vi med – for alvor – at dele folk op i bunker. Som stykkets forfatter Robert Icke skriver det:

Man kan ikke bare sortere folk i bunker. Og ikke for noget, men der er faktisk ingen, ikke et eneste menneske her på jorden, der ikke trodser den slags overforenklet bullshit med deres multikulørte, tusindfoldige kompleksitet. Sidste gang vi delte verden op i identitetsgrupper, lad os huske hvor den vej førte hen – med tatoveringer på folks håndled.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. Hvis man er religionsnørd, så kommer lige lidt bonusinfo: ”Den Sidste Olie” er det sakramente i den katolske kirke, som i dag hedder ”De Syges Salvelse” – og som intet har med syndernes forladelse at gøre. Syndsforladelsen fås udelukkende via skriftemålet eller ”Forsoningens Sakramente”, som det hedder nu.
Begge sakramenter er dog helbredende sakramenter, hvor ”De Syges Salvelse” skal styrke et menneske under sygdom, mens ”Forsoningens Sakramente” handler om at få Jesu tilgivelse og blive forsonet med Gud og mennesker.
Skulle man imidlertid dø uden at være forsonet med Gud og mennesker (ved en ulykke fx), kommer der en chance mere i Himlen ifølge min kilde til denne info, som er Den Katolske Kirke i Danmark.
Godt at Icke ikke vidste det, for så havde hans gode skuespil manglet noget bid.

Fastelavn er på vej – og Valentins dag

Lige om lidt er det fastelavn igen. Højtiden, som engang var de voksnes fest. Dengang det hed Den Gale Uge, fordi de voksne tog på maskerader, eller rendte rundt på gader og stræder og drak sig fulde – sådan lidt a la Distortion. Bare både unge, gamle og alle sociale klasser mellem hinanden i vild forvirring. For det var også den tid på året, hvor bonden sov i grevens seng – og omvendt, også med andre end ægtefællen.

I dag er fastelavnen en uskyldig børnenes fest med fastelavnsris, tøndeslagning, udklædning og kåring af årets kattekonge og kattedronning, om end de fastelavnsboller, som indtages til fastelavn, også i vor tid er for voksne. Især måske i de senere år, hvor luksus-versionerne er blevet højeste mad-mode i februar.

For fastelavnen falder som regel i februar. Højtiden er nemlig afhængig af påsken, da det er fastelavnssøndag syv uger inden påskedag.

I år er det fastelavns-søndag d. 11. februar. Dagen hedder også Flæskesøndag, fordi man spiste flæsk og andre fede kødretter denne dag.

Dagen efter – i år mandag d. 12. februar – hedder Flæskemandag, fordi – rigtigt gættet – man spiste flæsk og andre fede kødretter denne dag. For nu var det opover. Lige om lidt starter den lange faste frem mod påske, hvor man kun spiste fisk, grøntsager og korn – og hverken kød, æg, sukker, alkohol og anden ”syndefuld” mad og drikke.

Dog hvidetirsdag – som i år er tirsdag d. 13. februar – spiste man hvide madvarer som æg, smør, fløde og sukker for sidste gang inden fasten. I Danmark blev de hvide madvarer til æggesøbe, som er en med nutidige smagsløg klam ret bestående af netop æg, fløde, sukker, mel og øl, som koges sammen, inden det spises med rugbrød og smør. I engelsktalende lande kaldes dagen for Pancake Tuesdag. Så skal man holde hvidetirsdag i nutiden, kan man jo bage pandekager.

Endelig kommer så askeonsdag – i år onsdag d. 14. februar – og så er festen slut, og fasten i gang. I gamle dage (og stadig i den katolske kirke, men også fx i den svenske kirke) gik man i kirke på denne dag, og fik tegnet et kors på panden med aske, mens præsten sagde: Husk at du skal dø. Og så kunne man ellers gå i gang med at tænke på altings forgængelighed, Guds storhed og sine egne synder, inden det var tid til at angre og gøre bod, så man kunne begynde at gøre sig klar til påskens mirakel – genopstandelsen.

Så det er med andre ord tid til i de kommende dage at feste, skeje ud og gå amok, hvis man har tænkt sig at faste.

Danmarksbloggen tvivler så på, at de fleste danskere har lyst til at sige nej til kødelige fornøjelser af alle slags i flere uger. At slukke for de sociale medier, droppe alkoholen og i det hele taget trække stikket på nydelserne for at søge indad og tænke over egne fejl og synder bliver næppe det store hit.

Nej, fastetiden vil nok snarere blive indledt med hjerter, roser og gode middage, da d. 14. februar også er Valentins dag. Og nok nægter mange at hoppe med på ”den amerikanske dag”, som især ældre nedsættende kalder dagen. Men de unge kan godt lide dén – især de unge, som har en kæreste.

Og som bekendt er det eneste konstante ved traditioner, at de ændrer sig. Vi så det sidst med Halloween, der kom til Danmark for 20 år siden, og Valentin er også på vej – lidt langsommere, men på vej.

For mennesker har behov for højtider, for at skeje ud og for at fejre kærligheden – også i 2024.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Ridder Lykke”

Det er sent at komme med en anmeldelse af en film, som er fra 2022.

Men når filmen er dansk og Oscar-nomineret i kategorien bedste kortfilm, skal den alligevel have en anmeldelse fra Danmarksbloggen.

Filmen ”Ridder Lykke” er en kortfilm: 24 minutter i et Wes Anderson-inspireret univers (dog blå-grønt fremfor gult), som bruges formidabelt på at fortælle historien om svenske Karl spillet med nænsomhed af Leif Andrée, der har mistet sin kone, og som i kapellet møder en anden sorgramt mand, nemlig Torben, spillet med stor autencitet af Jens Jørn Spottag.

Undervejs møder vi også en tredje efterladt mand, som i modsætning til Karl og Torben, der er så rystende alene og ensomme i deres liv og sorg, har en hel kreds af familie og venner med, når afskeden med hustruen skal tages. Han er heldig. For det er godt, når vi tør mødes i tårer og tilgivelse.

For så kan vi gå – både til kisten og bagefter ud i livet.

Det budskab er der særligt brug for i vores tid, hvor mange undgår døden så meget som muligt. Men døden og livet er som lys og mørke. De vandrer sammen fra babyens første skrig, og til vi ligger stivnet i kapellet, og en læge siger som filmens Jesper Lohmanns: Hendes mund godt kan hænge lidt, og hendes hud godt kan være lidt gul.

For sådan er det, når vi er døde. Vi ser anderledes ud. Et afsjælet legeme er så ikke et begreb, som Jesper Lohmanns fra-virkelighedens-verden-meget-genkendelige-læge bruger. Men sådan er det – og det skal man ikke være bange for. Man skal derimod sørge for at få sagt farvel, selvom man hellere vil lade være med at åbne låget på kisten til det sidste face-to-face-møde.

Filmen viser nemlig på en både overraskende og smuk måde, hvorfor det er nødvendigt med en ordentlig afsked – og at det er et lykketræf, at Karl og Torben mødes over en håndfuld toiletpapir, inden begivenhederne tager fart.

Filmen ”Ridder Lykke” er noget så poetisk som en fortættet og naturalistisk skildring om menneskelig ensomhed, om længsel og fortrydelse, om lys – og måske især om det mørke, som vi er skabt af, og vender tilbage til – og undervejs endda også er fanget i, så vi ikke kan nås med ord – men måske med Rozacinos ikoniske 80´er-sang ”Ridder Lykke”, der vistnok handler om en ung kvindes længsel efter at møde kærligheden.

Men hvorfor ikke lave en film om en ældre mand, der har mistet kærligheden – og dyrke dét som et kærlighedstema, er det nemt at forestille sig, at forfatteren og instruktøren Lasse Noer har tænkt. Og ja, hvorfor ikke, når det gøres så gribende og elegant som i denne lille perle, der bliver siddende i én lang tid bagefter.

Danmarksbloggen giver “Ridder Lykke” seks ud af seks lyseblå æsker, som den Karl får den afdøde hustrus ejendele i. For det er en god film, en vedkommende film – og gid den vinder en Oscar.

Filmen ”Ridder Lykke” kan i øjeblikket ses på TV2 Play.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk