HISTORIE: Det ku´ vi uden at stryge en helligdag

Vi kan ikke klare udfordringerne uden at stryge en helligdag, er meldingen fra regeringen, når den argumenterer for at stryge St. Bededag. Det er et udsagn, som står i strid modvind med historien. Se her:

Sidste gang vi ændrede Helligdagskalenderen var i 1770. Siden er der sket adskilligt i Det Danske Rige uden at vi har haft behov for at stryge en helligdag:

Vi gik STATSBANKEROT i 1813

Vi MISTEDE NORGE i 1814

Vi fik GRUNDLOVEN i 1849

Vi TABTE KRIGEN – OG SØNDERJYLLAND i 1864

Vi var såkaldt neutrale – men voldsomt udfordrede under 1. VERDENSKRIG, som varede fra 1914-18

Vi havde GENFORENINGEN i 1920

Vi havde DEN STORE DEPRESSION i 1930´erne

Vi var besat under 2. VERDENSKRIG 1940-45 – og det kostede knaster at genopbygge Danmark

Vi opbyggede VELFÆRDSSAMFUNDET i 1950´erne og 60´erne

Vi oplevede OILIEKRISEN i 1970´erne

Vi var en del af DEN KOLDE KRIG fra 1950´erne og indtil Murens fald i 1989

Vi oplevede 11. SEPTEMBER – og terrorbølgen – og var med i både Irak og Afghanistan

Alt sammen uden så meget som at tænke på at inddrage en helligdag.

Så HVORFOR er der behov for at stryge en helligdag her i 2023 – når man samtidig mener, at der er råd til skattelettelser? Dét giver nul mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår – nu med Corona

Vi i Danmark er optaget af debatten om St. Bededag. Det giver mening al den stund, at det er 253 år siden, at der sidst blev ændret i den danske helligdagskalender.

Læg dertil at det er en debat med store principielle perspektiver:

Respekterer SVM-regeringen den danske model?

Hvor magtfuldkommen kan en flertalsregering være?

Hvornår er det rimeligt at have en folkeafstemning?

Men andre steder i verden er der også helligdage – og på søndag er det nytår i Kina, og landet går ind i Kaninens år.

Det er – i følge kinesisk astrologi – sådan et år med venlighed, skønhed og harmoni.

En forsigtig analyse baseret på forholdet mellem Kina og Taiwan siger, at det lyder ret usandsynligt.

Læg dertil at man har sluppet Coronaén løs i Kina, tredoblet produktionen af smertestillende, og at ingen kinesiske myndigheder vil sige, hvor mange Corona-syge og Corona-døde, der er i Kina.

Læg yderligere til at Corona er en zoonose – dvs. virussen springer mellem mennesker og dyr, og udvikler på den måde nye varianter. Og i Kina lever mennesker og dyr tæt på hinanden.

Det var også sådan, at det hele startede for tre år siden – i Wuhan, Kina.

Nu kan vi så få en version 2.0. af Corona fra Kina … så må man håbe, at den er lige så fredelig som en af de talrige Omikron-varianter, som vi har bøvlet med det sidste år.

Godt nytår – i Kaninens tegn.

Med krigen i Ukraine, klimakatastrofen og andet skidt fra nutidens palet får vi med garanti mere at slås med end en sløjfet fridag, selvom det også er et seriøst skridt på en glidebane væk fra demokratiet i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Disney on Ice – Dream Big”

Disney rimer på magi. Og tilsætter man skøjter og is, får man vintermagi.

Så kort kunne man faktisk lave en anmeldelse af ”Disney on Ice – Dream Big”, som i disse dage folder sig ud i Ballerup Super Arena. For der er noget med de velkendte figurer, den lige så genkendelige musik og alt det andet fra den amerikanske drømmefabrik, som vi bare ikke kan stå for – uanset alder.

Min ledsager var en ung 21-årig kvinde, der som 5-årig havde været i Disneyland i Californien og dér mødt både prinsesser, mus, ænder og mange andre Disney-figurer. Og var Corona ikke kommet, havde hun prøvet at blive Disney-prinsesse i Euro-Disney i sit sabbatår. Men det gjorde pandemien, så hun havde været nødsaget til at skifte prinsessekjolen ud med en plads i Corona-beredskabet.

Men drømmen om Disney-eventyret lå åbenbart i hende endnu. For efter forestillingen sagde hun til mig med strålende øjne: Wauv. Det var fuldstændig som at være tilbage i Disneyland. Som igen at være en del af dén drøm, man godt ved, er en illusion, men som man ikke desto mindre køber ind på alligevel.

Jeg er helt enig. Når musikken lyder, og skøjterne glider over isen, så suges man ind i en verden af skønhed og magi – og en tro på, at alt nok skal ende godt. På en eller anden måde.

Hemmeligheden ligger i showets evne til at få os tilskuere til at tro på de historier, som fortælles. Det er nemlig præcis det, som Disney kan – uanset om vi er under Californiens brandvarme sol eller ude på den iskolde is i Ballerup: Dette at vi gerne og let lader os hvirvle ind i illusionen og eventyrerne, som vi får mange af, og som er en del af den med længder største amerikanske kultureksport, nemlig Disneys drømme-univers.

Og i ”Disney on Ice – Dream Big” møder vi figurer fra hele verden: Vaiana, som modigt sejler ud for at returnere et hjerte, Coco fra Mexico, som ultra-musikalsk søger sin families hemmelighed i De Dødes Land samt Aladdin som kæmper for både sig selv og prinsesse Yasmin et sted i Arabiens land – godt hjulpet på vej af den charmerende blå ånd Genie.

Samt selvfølgelig et væld af Disney-prinsesser som fx Ariel, der var min ledsagers yndlingsprinsesse gennem det meste af hendes barndom. En barndom, som jeg følte, at jeg var midt i igen, da sæbeboblerne kom, som hun fortalte mig med så strålende øjne, at jeg kunne se den lille pige derinde.

For sådan er det, når man oplever Disney live, så vækker det masser af følelser – og masser af minder.

Nogle af det kommer fra egne oplevelser, andre fra film som fx scenen med Belle, der danser med bestikket. Dét var en smuk hilsen til Hollywoods store film fra de gyldne år.

Men ingen i Ballerup Super Arena gjorde det bedre end Elsa, Anna og Olaf fra ”Frost” – hvis man skal tro på publikums jubel og ens egen klump i halsen. Og især da ”Lad det ske” lød gennem hallen – og magien fik et ekstra nøk i form af de mange snekrystaller, som kom ned fra loftet. Dér løftede alt sig på en fantastisk måde.

Vidste du i øvrigt, at ”Frost” har rødder i vores del af verden – og er inspireret af H. C. Andersens monumentale eventyr ”Snedronningen”? Det er ganske vist, selvom der også er store forskelle.

Men både Andersens originale eventyr og i Disneys meget omskrevne version har hovedpersonen til fælles: En modig ung kvinde, nærmest bare en stor pige, som går ud i verden for at finde det menneske, som hun elsker allermest, men som nu er i en frysende og hvid verden fuld af sne og is. Hos Andersen hedder hun Gerda, mens hun lyder det mere verdens-egnede navn Anna hos Disney.

Danmarksbloggen giver ”Disney on Ice – Dream Big” 5 ud af 6 skøjter. Det er farverigt, forrygende og fabulous. En sand is-drøm af musik, følelser og god skøjtekunst.

For som de kan skøjte – også Klokkeblomst, selvom hun startede showet med at sætte sig på numsen på isen. Men netop i Klods-Hans´s fædreland må magien godt falde på halen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Det Store St. Bededagsslag kommer nu

St. Bededag har flere gange i historien været årsag til en kamp, og nu skal der kæmpes igen. Denne gang om selve helligdagens eksistens.

SVM-regeringen vil nemlig fjerne helligdagen – og det asap. Lovforslaget om fjernelse af St. Bededag skal præsenteres og behandles så hurtigt som muligt, sagde udenrigsminister Lars Løkke i går.

HVIS det lykkes at fjerne St. Bededag, er det første gang i mere end 250 år, at der laves om i den danske helligdagskalender.

Sidst var i 1770, hvor Christian d. 7.´s livlæge og statsminister Struense i forbindelse med Den Store Helligdagsreform af 20. oktober 1770 slettede 11 ud af 22 helligdage, fordi den tyskfødte embedsmand mente, at tiden kunne bruges mere fornuftigt til arbejde.

Dét vakte ikke begejstring.

Struense overvejede også at slette St. Bededag, men valgte at lade være. Han var nemlig bekymret for, om københavnerne ville gøre opgør, hvis man tog de varme hveder og gåturen på Voldene fra dem.

I dag er det så primært fagforeningerne, som kommer til at gøre opgør, selvom også andre grupper som fx Folkekirken og dele af det borgerlige Danmark har protesteret over at fjerne St. Bededag.

For det her handler om langt mere end en herlig fridag – eller det at Danmark er et kristent land. Det handler om at respektere den danske model – og det gør SVM-regeringen ikke med dette udspil.

At en magtfuldkommen flertalsregering uden videre afskaffer en helligdag, er nemlig at bryde med selve grundprincippet om, at arbejdsmarkedets parter selv skal bestemme.

Så pt. er kursen sat mod storkonflikt. En storkonflikt, der kan kulminere i Det Store St. Bededagsslag – version 2.0.

For der var nemlig engang – fra 1800-tallet og indtil cirka omkring 1930, hvor drengene på Christianshavn og drengene på Amager mødtes på Volden med kæppe og slangebøsser St. Bededagsaften.

Formål: Det Store St. Bededagsslag, som var årets mest intense slåskamp. Det gav en del skrammer, blå mærker og blodtude – nogle af dem erhvervet i kamp, andre på flugt fra det politi, som hvert år blev sendt ud for at stoppe årets største slåskamp.

Det var dog for ingenting at regne for, hvad der overgik Struense (ham der afskaffede 11 ud af 22 helligdage) og hans nære medarbejder Brandt i 1772. De endte på hjul og stejle. Dét har gjort rigtig nas.

I den formentlig kommende storkonflikt vil vi forhåbentlig ikke opleve fysisk vold. Men der er mange måder at være voldelig på. Også fra magtens side – og det ser vi her.

Den nuværende regerings magtfuldkommenhed er en af disse. Treenigheden Frederiksen, Ellemann og Løkke varsler i hvert fald om en vilje til at vælge sine egne kæpheste fremfor at respektere eksisterende ordninger, befolkningens ønsker og andet vigtigt.

Deres enegang er skræmmende. Den er et direkte overgreb på demokratiet – og dermed meget farligere end en blodtud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Kagefabrikken”

Hvad handler filmen ”Kagefabrikken” om? Kager selvfølgelig, fristes man til at sige, og det er også rigtigt.

Overalt i filmen fra start til slut møder vi nemlig dej, cremer, flødeskum og færdige kager i alskens slags fra den sunde, men også sure broccoli-kage over mere klassiske danske kager (selvom de hedder noget andet – hindbærsnitten må fx have inspireret til filmens supersnitte) – og til arabiske kager, hvor især Iraks nationalkage – den dadel-og-smør-fyldte roulade kleicha – spiller en afgørende rolle.

Kager er også filmens hovedperson Niels Aggers liv. Desværre er Niels Aggers kagefabrik på randen af konkurs. Så der skal ske noget. Men hvad? Niels Agger – mesterligt og med stor nænsomhed spillet af Nicolas Bro – aner ikke sine levende råd, mens han sidder næsten nøgen og spiser kage på vippen over poolen derhjemme.

Det har han gjort længe til stor bekymring for konen Else, der spilles af Tine Gylling Mortensen med en nerve og en formidabel evne til med mimik at udtrykke alt det, som Else ikke kan sige til Niels.

Men nu sker der noget. Deres driftige datter June – spillet med stor opmærksomhed også på karakterens sødme og smerte af Emma Sehested Høeg – kommer hjem til den lille by direkte fra CBS med både moderne business-principper og en mand, der er så strømlinet og grænseoverskridende i sit sundheds- og karrierevanvid, at man hader ham lige med det samme. Han spilles knivskarpt af Andreas Jebro.

For nu skal der laves sunde kager, der slanker – og sælger. Projektet virker dødsdømt – og Niels Agger vil heller ikke bide til bolle.

I stedet forelsker han sig hovedkulds i den kønne muslimske rengøringsdame Zeinab, spillet med stor træfsikkerhed af Bahar Pers, som forstår at vise, at muslimske kvinder er andet og mere end tørklæder og undertrykthed. At de har både styrker, svagheder og egne dagsordner – præcis som alle andre.

Filmen tager derfra den ene uventede vending efter den anden, som man ikke – som i SLET ikke – forestiller sig i filmens start. Og både personerne og fabrikken ender nogle helt andre steder, end man har et kagevæsens chance for at gætte.

Dét er vidunderligt, og vejen går udover de famøse kager via aktuelle temaer som racisme, fat-shaming, sundhedshysteri, kultursammenstød og alt det andet, som buldrer og fylder i den offentlige debat – men som sjældent betyder noget nævneværdigt for nogen hjemme i privaten.

For her er – uanset detaljer som tro og hudfarve – vi alle optaget af os selv og vores nærmeste. At kunne give dem, vi elsker – og også os selv – de bedste betingelser for at kunne få det liv, som vi gerne vil have.

Alt godt fødes i vandet, siger et egyptisk ordsprog, og det er sandt. Vi vokser i vores mors mave i vand, og vi skal bruge vand til alt resten af livet. Vandet skaber liv og grøde, men det kan også dræbe. Noget, som er naturligt, hvis man, som mange stammesamfund i Østafrika gør det, ved, at Gud og Djævlen er en og samme sag.

Det er så noget, som de to yngste monoteistiske religioner kristendom og islam har svært ved at forstå. For her er det vigtigt, at noget er halal og noget andet haram – eller en dyd versus en synd. Men en fordømmmelses-båret-moral er en livs-forståelse, som passer dårligt sammen med det reelt levede liv, hvor vi ryger, æder, drikker og elsker – både når vi skal, og især måske når vi ikke skal.

Vi ser det hele, alle dyder, alle synder, haram og halal, folde sig ud i overdådighed i ”Kagefabrikken”, som er en sanselig film, hvor man kan se alt og høre alt. Indimellem drømmer man om, at man også kunne dufte og smage det, som sker på lærredet. Andre gange er man glad for at være foruden duft og smag. Syn og lyd er rigeligt. Ja, man må nærmest selv indimellem udstøde små lyde i biografens mørke for at give sine følelser udtryk.

Det er godt lavet af instruktør Christian Lollike, som sammen med Sigrid Johannesen har skrevet manuskriptet.

Christian Lollike er i øvrigt teater-menneske og 8 (!) gange Reumert-vinder, og det forstår man, når man ser filmen.

For filmen kommer i dén grad ud til os i publikum, selvom det kun sker via en skærms digitale interageren. Det er eminent, og giver en intens film skabt med sans for både sårbarheden i os og imellem os og vores relationer.

Samtidig får vi i dialogerne et fint blik for de sprækker, som afslører det indre i os, som vi ellers sjældent viser andre – selv vores nærmeste. Det er så ikke desto mindre dét indre, som definerer os og vores vej i livet. Veje, som ofte bliver til vildveje og omveje, selvom vi måske tror, at det er genveje.

Men alle veje fører til kage. Små kager, store kager, våde kager og tørre kager. Kager fører folk sammen. De bringer både det værste og det bedste frem. Tag bare tidens mange bage-programmer. Man kan sagtens både grine og græde over kage.

I filmen ”Kagefabrikken” er kager så mere end søde drømme og bittersøde minder. Kager er her benhård identitet og det mest eksistentielle i livet – også fordi det er kagerne, som sætter brødet på bordet hos alle i den lille by.

Nu skal intet røbes, men bid mærke i birollen Connie, spillet så det gnistrer af Claudia Gregersen. Både filmens Connie og virkelighedens Claudia Gregersen er nemlig med længder filmens modigste menneske i en opsigtsvækkende dans med både cremer og drys og kage. Filmens Connie får også – fortjent – stående applaus. Det burde vi også give skuespiller Claudia Gregersen i biffen.

Danmarksbloggen giver ”Kagefabrikken” fem ud af seks kager. Det er en morsom film. En alvorlig film. En spøjs film. En dyb film. En vild film, der taler til alle sanserne – også de ikke-fysiske. En film lige så grotesk som virkeligheden.

Der er premiere i dag over hele landet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Så har statsminister Mette Frederiksen holdt sin nytårstale. Den første som statsminister for den nye SVM-regering. Det kunne man tydeligt høre i nytårstalen, som stort set var et resumé af regeringsgrundlaget, som det blev fremlagt kort inden jul.

Noget med pandemi, krig, krise, inflation og samarbejde over midten. Vi har hørt det før – flere gange. Så det var nærliggende at stoppe med at lytte, da hun kom med meldingen om, at regeringens mål var at gøre det danske samfund stærkere, grønnere og mere trygt. Det lød som varmt luft.

Danmarksbloggen blev dog ved med at lytte – og så kom første overraskelse. Nemlig at Mette Frederiksen citerede følgende ord fra B.S. Ingemanns salme ”Dejlig er jorden”: Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød!

Erklæret kristendom fra en socialdemokratisk statsminister? Måske. Statsministeren fortalte i hvert fald, hvordan hun havde siddet på kirkebænken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, og sunget den smukke salme til gudstjeneste.

Senere refererede Mette Frederiksen dog til begivenheden som en koncert med Anne Linnet – dog stadig i Vor Frelsers Kirke 4. søndag i advent.

Under alle omstændigheder så har det åbenbart givet Mette Frederiksen noget at være i kirke. Det kan derfor synes … skal vi sige pudsigt, at hun så er klar til at skære en helligdag væk. Kirkens ro og åndelighed nåede hende ellers åbenbart dén dag på Christianshavn.

Men altså: Tid til refleksion er ikke vigtigt. Argumentet går på, at vi alle skal yde noget mere. Supergod idé i sig selv – altså det med at yde mere.

Men hvis alle skal yde noget mere: Hvorfor giver man så især den øvre middelklasse massive skattelettelser? Dét giver nul mening. Drop de skattelettelser og behold St. Bededag. Skal vi yde mere, er der også mere brug for tid til at lade op.

Anden overraskelse kom så med meldingen om, at SVM-regeringens vigtigste opgave er at sørge for dem i Danmark, som har det sværest. At tro at SVM-regeringen kan det, svarer nogenlunde til at lade ræven vogte gæs.

Lige inde havde Mette Frederiksen så også talt om at være naive. Tror hun – og de andre i regeringen – virkelig, at danskerne er så naive, at vi ikke kan se, hvad der sker?

Man kunne godt tro det, når hun disker op med en melding som ”mere fokus på indhold end på længde”, når vi taler universitetsuddannelserne. En melding, som i bedste fald er vås. I værste fald er direkte skadeligt for Danmarks vidensniveau – og evnen til at tjene penge i fremtiden.

Så det må slås fast, at statsministerens nytårstale var – som SVM-regeringen er det – en klar ommer, som kun får én stjerne ud af seks mulige.

Gid byttegarantien på 30 dage ikke kun gjaldt julegaver, men også regeringer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

For mere end tre timer siden holdt Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark sin nytårstale.

Danmarksbloggen er normalt ikke så sen til at anmelde den. Men man kan ikke komme på nettet, når strømmen er væk – og det var den her i mit nærområde i mere end to timer.

Det er strømmen også i Ukraine – hele tiden og alle steder som et led i Ruslands krigsførelse og overgreb på den tapre ukrainske befolkning, som Dronningen startede med at nævne med sikker sans for, hvad som er væsentligt. Rigtigt væsentligt.

For nok er de fleste medier mere optaget af Dronningens hudløse ærlighed omkring konflikten med prins Joachim og prinsesse Marie, og der skal også kun lyde respekt herfra til majestæten, som direkte sagde tingene – samtidig med at hun forsikrede alle om hendes kærlighed – men som hun også sagde det: Så er der problemer i alle familier.

For det er der – og nok går bølgerne sjældent højt over prinse- og prinsessetitler i de små danske hjem, men så er der noget andet, som clasher.

Sådan er livets – og verdens – gang. Og derfor var det også langt mere interessant, at Dronningen kom ind på klima og miljø – forbrug og ressourcer, og nævnte, at de unge nok har ret i meget, når de kritiserer de ældre for deres adfærd.

Men som Dronningen også gjorde opmærksom på, så kan man gå over broen fra begge retninger – og både ældre og unge kan lære af hinanden.

Og så er dén ring sluttet, som Dronningen startede med at tale om. For alle menneskers liv – på hele kloden – er forbundet med hinanden.

Så vi skal hjælpe hinanden. Tænde lys i mørket.

Det var en formidabel nytårstale af en værdig dronning, der har både mod og format til at vise sin sårbarhed. Danmarksbloggen kvitterer med 6 ud af 6 Dronningekroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julemirakel søges

For lidt mere end 100 år siden var der – også – krig i Europa. Den Store Krig – eller 1. Verdenskrig – var i gang, og rundt om i skyttegravenes kulde, mudder og gru lå en hel generations unge mænd, og skulle holde jul i krigens første år 1914.

Det var helvede på jord. Eller som den tyske soldat Otto Dix beskrev det: Utøj, rotter, pigtråd, granater, mudder, lig, blod, bunker af jord, cigaretter, dåsemad, lort, kugler, ild og stål. Det er krigen. Det er Djævlens værk.  

I dag har vi en lignende situation i Ukraine, hvor såvel russiske soldater som ukrainske soldater ligger i kolde og mudrede skyttegrave – og hvor den ukrainske befolkning lever uden strøm, lys, varme og vand. En hverdag i gru og rædsel – i 2022.

Så helvede på jord findes også i dag – lige nu – i Europa.

Tør vi håbe på endnu et julemirakel, som det der skete i 1914?

På den tyske side af fronten blev der nemlig juleaften observeret nogle mærkelige lys. I begyndelsen skød englænderne og franskmændene efter lysene. Men ilden blev ikke besvaret, og så vovede de at stikke hovedet op – og så de tyske soldater stå på jorden og synge ”Stille Nacht, Heilige Nacht”.

Så gik de også op …

Den engelske løjtnant Charles Bairnsfather fortalte om det i et brev: Jeg kravlede op af min skyttegrav, og gik langs kanten hen til et tørt sted, og kiggede ud over slagmarken. Fra hvor jeg stod, kunne jeg se vores lange zigzaggede skyttegrave og også tyskernes. Deres skyttegrave var oplyst af små juletræer, der mindede mig om teatrets scenelys. Vores enheder var helt fortryllede af tyskernes sang, og efter flere minutters stilhed reagerede de, som om de var tilskuere. Klapsalver og jubelråb brød ud. Sange begyndte derefter flere steder i vores skyttegrave. Jeg vil aldrig glemme det. Det var et af højdepunkterne i mit liv.

Resten af julen blev en forbrødring på tværs af skyttegrave. Der blev sunget salmer, givet julegaver som fx den mad og de kager, som soldaterne havde fået tilsendt hjemmefra – og spillet fodbold. Ja, det hele endte med, at soldaterne faktisk ikke gad slås mere.

Men det ville de øverstbefalende, som ikke selv lå i skyttegravene, eller risikerede livet. Så de truede med krigsret og henrettelse som landsforræder, hvis ikke soldaterne gik i krig. Det gjorde soldaterne så. Mere end 18 millioner døde i 1. Verdenskrigs rædsler.

Rædsler, som nu gentager sig i Ukraine. Så vi behøver et mirakel. Et julemirakel som det fra 1914.

For historien om julemiraklet i skyttegravene i 1914 står som et evigt bevis på menneskets længsel efter fred, lys og godhed. Gid det også snart må ske i Ukraine.

Danmarksbloggen vil ønske alle glædelig jul … og minde om, at lyset skinner i mørket. Håbets lys. Miraklets lys, som glimtrer og stråler hele vejen fra stalden i Betlehem – og klippehulen i Jerusalem.

Stille Nat, Heilige Nat – eller på dansk: Glade jul, dejlige jul. Dét håber og beder vi om.

Ps. De øverstbefalende på begge sider – som til en vis grad havde støttet våbenhvilen i julen 1914 – lovede hinanden efter julen ALRIG mere at indlede eller tillade en våbenhvile henover julen. Dét ødelagde jo krigens gang, mente de. Dén taler vist for sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå + rød = Kulsort SVM-regering

Den nye SVM-regering vil afskaffe St. Bededag.

Sidste gang en helligdag blev afskaffet, kostede det en tur på hjul og stejle. Okay, Struense afskaffede også mere end én helligdag. Faktisk røg dér hele 11 ud af 22 helligdage dér i 1772, og så gik han også i seng med dronningen.

Men begrundelsen var den samme dengang som nu: Danskerne skal arbejde noget mere.

Sådan er det. Lev med det, hedder det på nutidsdansk.

Men nej. Det du´r ikke.

Danmarksbloggen spørger derfor også, om byttegarantien gælder, når et land får en ny regering i julegave, som vi ikke kan bruge til noget.

For hvad skal vi med en SVM-regering, som hellere vil give skattelettelser end bekæmpe den stigende ulighed. Som tillader at landbrug og industri fortsat må svine løs, mens naturen betaler prisen. Som er klar på at lade studerende, syge og gamle betale resten af regningen.

Normalt når rød og blå blandes, får man lilla. Men på den politiske farveskala bliver dét farve-mix så kulsort, at de andre højrefløjspartier ikke har et reelt alternativ til SVM-regeringens politik.

De grønne venstrefløjspartier har derimod alletiders chance for at markere sig op til det folketingsvalg, som formentlig ikke er langt væk.

For hvem tror på, at Frederiksen, Ellemann og Løkke kan samarbejde på den lange bane?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lucia-morgen – og Lucia-sangen på en ny måde

Det er Lucia-morgen i skrivende stund. Den morgen, hvor personer med lys i håret overalt i Sverige kommer ind i kirker, på togstationer, plejehjem, sygehuse, skoler, arbejdspladser med mere for med sang og lys i hænderne og kronen at minde os om her nu, hvor mørket ruger allermest her i Norden, at ”lyset er på vej tilbage til Jordens dale, og at solen snart igen vil komme fra en rosenrød sky”.

Det er ord, som det er værd at huske på i en tid, som er mere sort og mørk end selv i pandemiens tid. Det troede ingen af os sidste år – eller året før i 2020 – kunne ske. Men det skete.

Undertegnede oversatte og fortolkede også en af de svenske Lucia-versioner af den klassiske Lucia-sang i min julebog, som gen-udkom i en Corona-version i 2020. Se her:

Santa Lucia
Natten er sort som blæk
Her i vor stue
Solen er også væk
Skyerne true
Men på vort dørtrin står
Hvidklædt med lys i hår
Santa Lucia, Santa Lucia

Natten var kold og stum
Men nu det svinger
i alle mørke rum
sus som af vinger
For på vort dørtrin står
Hvidklædt med lys i hår
Santa Lucia, Santa Lucia

Mørket skal flygte nu
Væk fra vor stue
Det loves jeg og du
lyset vi skue
Dagen skal atter gry
opstå af rosen-sky
Santa Lucia, Santa Lucia

Melodi: Napolitansk folkevise
Tekst: Dorte J. Thorsen

For Lucia er buddet om lyset, der kommer ind i verden – og ind i vores sind. Vi har brug for dét lys.

Køb evt. min julebog her, som kan fås som e-bog til under to guldmønter: https://www.saxo.com/dk/glade-jul-ogsaa-i-en-corona-tid_dorte-j-thorsen_epub_9788740440379

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk