Forfatterarkiv: admin

Anmeldelse: ”Spa Weekend”

Udgivet den af
Svar

I dag er der premiere på filmen ”Spa Weekend”, som er en af den slags film, man synes at have set før – også i bedre versioner. Masser af komik og en flok veninder, som havner i den ene gakkede situation efter den anden.

Den slags kan være særdeles underholdende, især hvis manuskriptet indeholder en enkelt overraskelse eller to. Det har ”Spa Weekend”, som foregår på et eksklusivt sparesort i Californien lige ud til det blå Stillehav, så ikke.

Fra man hører sætningen ”Der er altid én veninde i gruppen, som ingen kan lide” ved man, hvordan handlingen bliver. Det er så ikke automatisk et problem.

Men når filmen samtidig prøver at tilføre en form for alvor omkring, hvad det vil sige at være midt i livet med de prøvelser på arbejdet, ballade med ens eks-mand og de andre ting, som sker for kvinder i 40´erne – så falder både komik og alvor lige så tungt, som de fire veninder gør det, når de skvatter ned fra sofaer over mure og strippere til golfvogne.

For der er fart over feltet i ”Spa Weekend”. Ikke noget Namaste, stilhed og ro i sindet her, selvom det vel i grunden er derfor, at man tager på sparesort.

Men alt går i ged – ret bogstaveligt, og den ene katastrofe afløser hurtigt den næste.

De fire veninder spilles af Leslie Mann, Isla Fisher, Michelle Buteau og Anna Faris, som hver især gør det bedste, som de kan. Men ingen kan spille bedre end manuskriptets indhold. Alligevel lykkes det de fire dygtige skuespillerinder at give deres karakterer personlighed – og også mere end man kunne tro, der var lagt op til.

Leslie Manns hovedkarakter Jane, som er filmens jeg-person, fremstår på samme tid både tjekket og tvivlende. Isla Fisher har en fest med at være larger than lift som Mel. Michelle Buteau fremstiller dygtigt den vrede og den følsomhed, som går hånd i hånd hos Coco. Og endelig er Anna Faris forrygende som den platinblonde mus Sophie, der finder sig i alt – lige indtil hun absolut ikke gør det mere.

Danmarksbloggen giver ”Spa Weekend” tre ud af seks håndklæder, som de badekåber, der findes bunker af på denne verdens spa-steder. Filmen vil så gerne være ej blot til lyst, som man siger det på teatret – og som også er et mantra, der gælder for mange gode og morsomme film.

Men denne film sætter sig mellem to stole, komikken på den ene og den følsomme fortælling om kvindelivet med både arbejde, sex, mænd, børn og gamle forældre på den anden. Men netop derfor falder den tungt ned i det fine sand, der er så meget af nede på stranden på det maleriske spa-resort.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Burning Voice”

Udgivet den af
Svar

Filmen ”Burning Voice”, som sendes på DR senere på året, er en meget vigtig film, der handler om den irakiske kvinde Tamara og hendes kamp for både hendes egen, men også andre kvinders frihed og ret til selv at vælge, hvordan deres tilværelse skal se ud.

Ja, i virkeligheden simpelthen retten til at være i live.

Det er en rå dokumentar, hvor vi skiftevis følger Tamara i Danmark, hvor hun bor sammen med sin søn og deres lille hund, og så i Irak, som hun oprindeligt kommer fra. Da filmen starter, er Tamara dybt involveret i kampen for de irakiske kvinders frihed via organisationen ”The Iraqi Women Rights”, som hun selv har stiftet.

I det ene øjeblik ser vi derfor Tamara stå stærkt på talerstolen i powersuit og fortælle om kvinders ret til at leve, som de vil. For så i næste øjeblik at være meget emotionel, da hun kigger på floden Tigris i det område, hvor hun boede, inden hun som stor skolepige flyttede til Danmark.

Vi ser hende lave et fotoshot, hvor hun bliver sminket, så hun ser ud, som hun gør på de fotos, som hun har fra dengang, hendes ex-mand slog hende med sit bælte. Vi ser hende danse mavedans iført meget lidt. Og to sekunder senere bede til Allah iført muslimsk klædedragt, så kun ansigtet er utildækket. Vi ser hende også flytte på krisecenter, fordi hun er bange for ex-manden.

Tamara er nemlig mange kvinder, og skal ikke defineres ud fra kun en ting, en funktion: Hun er kvindesagsforkæmper. Datter – af en kærlig far, som hun siger har lært hende alt. Mor til en søn – som da han siger, at drenge er stærkere end piger – straks irettesætter med sætningen om, at piger og drenge er lige. Studerende, der kæmper med hendes eksamen. Men som også, da hun bliver socialrådgiver, fejrer det med ikke-alkoholiske bobler sammen med sin familie. Og meget mere.

En ting går dog gennem det hele: Modet. Modet til at vise sig selv og sin virkelighed hele vejen rundt. Fra mødet med den legendariske irakiske feminist Hanaa Edwar over det at komme for sent til sønnens første skoledag og til de demoer for kvinders rettigheder, som hun selvsagt deltager i, også i Danmark.

Tamara er – og viser – et helt menneske.

”Burning Voice” er derfor også 1001 historier – og så alligevel kun én historie, der ikke er noget eventyr. Nemlig historien om, hvordan det at være kvinde i islamiske lande og blandt mange – ikke alle, men mange – muslimske mænd. Og det er en historie om at være mandens ejendom, som han kan gøre med, hvad han vil – også slå ihjel.

Fordi mænds følelser betyder mere end kvinders liv i mange islamiske samfund iflg. Tamara.

Det er derfor en rystende film, som på en meget hudløs facon viser en virkelighed, som de fleste nok anede eksisterede, men som mange har svært ved at forholde sig til. Og som visse grupper og organisationer i det danske samfund vender det blinde øje til, og kalder kulturelle forskelle.

Men det er det ikke. Det er kvindeundertrykkelse, og det kan ikke fortsætte, hvis vi mener det med frihed.

For nok kan en dansk dommer sagtens give en irakisk kvinde som Tamara en i Danmark gældende skilsmisse fra hendes egyptiske og voldelige ex-mand. Men det stopper ikke nødvendigvis ex-manden i at forfølge og chikanere hende, og slet ikke når de har en søn sammen.

Filmen rejser derfor også et spørgsmål til danske politikere, kvindeorganisationer og mange flere:

Beskytter vi som samfund de muslimske kvinder i Danmark godt nok, så de kan komme ud af det voldsregime, som de lever i under det religiøst betingede islamiske patriarkat?

Svaret giver sig selv. Men filmen skal alligevel ses, hvis man vil forstå, hvor grotesk synet på kvinder er i de kredse.

Danmarksbloggen vil derfor gerne opfordre alle til at se ”Burning Voice”, som får fem ud af seks af de mobiltelefoner, som Tamara flittigt bruger til hudløst at dokumentere sin vanskelige vej i tilværelsen – som alene kommer af, at hun er kvinde.

Ingenting har ødelagt os som tavshed, siger hun også, og det er sandt. Det gælder i øvrigt alle kvinder, som lider under en voldelig mand, og som prøver at glatte ud, få det til at glide, bortforklare og undskylde – også overfor sig selv.

Der skal ikke ties stille. Der skal råbes. Og vi andre skal hjælpe og kræve, at samfundet gør det samme – uanset hudfarve og religion. Bare for lige at slå fast, at det her handler om kvinders rettigheder, ikke om noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Nøjsomheden”

Udgivet den af
Svar

Hella Joofs nye film ”Nøjsomheden”, som har premiere i dag, er en film om ord. De ord, som er nødvendige for at mennesker kan mødes, udvikle sig og finde hinanden. De ord, som både skal siges, skrives – og læses.

For som moster Tut altid har sagt det til filmens hovedperson den purunge Mona, der er i gang med at skabe sig et voksenliv: Hvis du kan læse, så kan du alt.

Det er også rigtigt – næsten. For en god portion mod til at vove at bruge sine ord – og en lige så stor vilje til at lade sine ord bygge bro skal der nu også til.

Om de så har det, de mennesker, som vi møder i filmen, der udspiller sig over en sommers tid i Helsingør og omegn, må man se filmen for at finde ud – hvis altså ikke man allerede har læst Stine Askovs anmelderroste roman af samme navn fra 2022, som filmen er baseret på.

For så kender man godt handlingen om den læseglade Mona, der livet igennem har drømt om at være en slags sekulær Harry Potter, når hun lå i lommelygtens skær, og slugte den ene bog efter den anden i skabet derhjemme hos sin social-fobiske mor, der ikke kan smide noget ud.

Men qua Monas moster, den livsglade, men også i ordets bogstavelige betydning dødssyge Tut får Mona et job i den lokale boghandel, og så kan handlingen begynde. En handling, der er hurtigt centreres omkring et romantisk møde mellem boghylderne med en ung mand fra den anden og rige side af byen.

Et miljø, som er så meget anderledes end det sociale boligbyggeri ”Nøjsomheden”, hvor Mona kommer fra, og nu har fået egen lejlighed. Så hun er stadig omgivet af de mennesker, som hun har kendt hele sit liv som fx fætteren Frederik, der sælger hælervarer og hjemmedyrket hash fra hans såkaldte haveservice-firma.

Kulturclashet er derfor til at tage og føle på, selvom mennesker grundlæggende er ret ens med de samme drømme om nærhed og kærlighed. Der bruges også vold i alle miljøer. Og ikke kun en knytnæve i fjæset kan gøre ondt. Ord kan også lave dybe sår. Men ord kan også gøre godt. De kan få os til at grine, græde på den gode måde og tænke.

Det er i hvert fald moralen i ”Nøjsomheden”, som faktisk er alt andet end nøjsom, når man ser på både manuskript og skuespilspræstationer i filmen, der så lige topper kagen med at servere en bred palette af tilstedeværelsen af kendte danske forfattere i den litteraturfestival, som er en nødvendig, men også bittersød erfaring for Mona undervejs.

Det er Andrea Heick Gadeberg, der spiller Mona, og det gør hun med så kæmpestor charme og sødme, så man uvilkårligt hepper på hende hele vejen igennem. Clint Ruben gestalter med enorm overbevisning den stammende Nikolaj, som Mona møder i boghandlen.

Maria Rossing spiller med den for hende så vante styrke en alt andet end stærk person, nemlig Monas angste mor. Iben Hjejle bevæger sig hjemmevant og med slagkraft rundt i hendes karakter, den syge og med den brogede fortid og det store hjerte moster Tut, som ser alt og alle – måske med undtagelse af sønnen, som Joachim Kubel gestalter med stor sikkerhed.

Endelig er Lene Rødbroe helt igennem fortryllende som en anden god fe, her bare i skikkelse af en boghandlerske, der svinger med de bøger, der for Mona er som sekulære tryllestave.

I andre roller ser vi Lotte Andersen og Ulrich Thomsen boltre sig som kulturelle overklasseforældre, Mikael Birkkjær nyde at spille en lokal snob-forfatter med mere attitude end talent, Thomas Hwan hygge sig som pedantisk og bange pedel og mange flere endnu som venner, hjemløse, narkobaroner og overklassepiger.

Et helt overflødighedshorn af strålende skuespilskunst. For ”Nøjsomheden” er en film, der kræser for os, som var vi med til den årlige sommerfest i den store villa lige ned til Øresund.

”Nøjsomheden” er derfor en slags virkelighedens eventyrfilm, som det er let at blive revet med af. Men som i alle gode historier findes et ekstra lag, en pointe som med lige dele humor, varme og inderlighed viser, at mennesker behøver mennesker.

At den korteste vej mellem to mennesker ikke er et smil, men ord. For tale ER guld, og vi overlever nok lidt flovhed undervejs.

Danmarksbloggen giver derfor med største fornøjelse ”Nøjsomheden” fem ud af seks bøger, som dem Mona sælger mange af i boghandlen, fordi hun rent faktisk læser bøgerne, og fordi hun på hver eneste bog sætter en gul post-it med en kort anmeldelse.

Så hvorfor ikke gøre Mona kunsten efter? Teksten ville lyde således: 

Der er intet nøjsomt over filmen ”Nøjsomheden”. Tværtimod. Den er et overflødighedshorn af humor, tårer på den gode måde og de spejle, som vi alle har brug for – når vi skal finde modet til at bruge vores ord, så vi kan nå hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”En familiekvinde”

Udgivet den af
Svar

Søstrene Anna og Linnea Ardens første kortfilm ”En familiekvinde” er udtaget til Odense International Film Festival, hvor den får verdenspremiere i denne uge.

Filmen er en lille perle, som viser, hvad der går forud, når en kvinde midt i livet pludselig kan vaske det gamle ansvar af sig, række armene ud og glædestrålende råbe: Jeg er fri.

Og som enhver ved, så er der derfra ingen grænser for, hvad der kan ske i hendes liv.

For hvem er i grunden vinderen, når manden i sølvbryllupsalderen går fra sin jævnaldrende kone, og finder en ny – meget yngre – kvinde, som han får et barn med? Den gængse samfundsfortælling siger manden.

Men den præmis udfordrer Arden-søstrene dygtigt i deres skildring af en mand, der mens alderen, trætheden og skavankerne indfinder sig, stadig skal hente barn i børnehaven, måske smøre madpakke, lave legeaftaler – og samtidig sikre sig, at de unge hanløver på arbejdet ikke overhaler ham.

Så er manden i virkeligheden fanget i en fælde af en gentagelse af det, som han ville ud af engang? Og er den kvinde, som han forlod, vinderen, fordi hun – når hun har grædt færdigt, fået lukket de nødvendige døre samt sendt de voksne børn godt videre i livet – har hele verden og masser af tid til sin rådighed?

Det kan man få et godt bud på i den mere end velspillede kortfilm ”En familiekvinde”, hvor Christiane Gjellerup Koch kan opleves som kunsthandleren Suzanne, der bor i en stor lejlighed i København sammen med den meget flytteklare voksne datter, som hun har med ex-manden Magnus, der spilles af Mikael Persbrandt.

Vi møder Suzanne på galleriet, hvor Magnus ringer til hende, fordi han ikke kan nå at hente den datter, som han har sammen med sin nye kæreste, inden børnehaven lukker. Suzanne indvilliger i at hente den lille pige, som hun så tager med hjem til det, der engang var rammen om hendes eget liv med mand og barn.

Dér i de fine stuer udspiller der sig derpå et lille kammerspil i tre scener. Først med den voksne datter og den lille pige, derned med ex-manden og den lille pige, og endelig med den voksne datter til sidst.

Og herefter er intet som før. Familiekvinden er sendt på pension – og Suzanne er blevet fri.

Det er Christiane Gjellerup Kochs allerførste hovedrolle – og det var da også på tide!!! For som hun kan spille med nærvær og intensitet, og så man føler, at man på den ene side lærer Suzanne rigtig godt at kende, mens man på den anden stadig er nysgerrig på mere.

Filmen slutter også med noget, som måske kan blive til en ny kortfilm om de muligheder, som kvinder midt eller lige over halvdelen af livet har.

Koch spiller i øvrigt helt op til verdensstjernen Mikael Persbrandt, som med sædvanlig sikkerhed og sårbarhed leverer rollen som en mand, der har ødelagt det for sig selv – og ved det.

Gerda Lie Kaas gestalter med stor styrke Suzannes datter Mia, der stadig slås med faderens svigt, mens Saga Lily Marie Majland spiller den lille pige – og som hun kan.

For hvad enten hun maler blåt med begge hænder eller siger sushi, da hun bliver spurgt om noget orange, man kan spise, så er Saga Lily Marie Majland fortryllende. Ja, den lille piges naturlighed foran et kamera bliver sammen med Kochs vibrerende tilstedeværelse det fixpunkt, som gør, at filmen bliver et skarpt spejl på vor tid og på de kvinder over 50 år, som engang var usynlige, men som nu kræver deres ret og plads.

”En familiekvinde” er derfor mere end en god kortfilm. Det er en nødvendig film, som de to Arden-søstre sejler sikkert i havn.

En film, hvor handlingen flyder, og replikkerne sidder. En lille hverdagsfortælling, som har hele livets drama i sig fra håb og drømme over ægteskab og børn til de greb, der brast – og måske nye chancer for romantik og glæde. Og med kvinden som heltinden, der tager sin skæbne i egne hænder. BRAVO.  

Danmarksbloggen giver ”En familiekvinde” fem ud af seks farvestrålende malerier, som det Suzanne sælger i galleriet, lige inden ex-manden ringer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Hikari i Tivoli

Udgivet den af
Svar

Hikari er japansk og betyder lys.

Det er også navnet på den nye – japanske – del af Tivoli, som er et område ovre ved Dæmonen, der er konstrueret, så det skal føles som at gå rundt i en gade i Tokyo eller en anden japansk storby.

Det virker ikke helt. Man er stadig i Tivoli, og det ved man godt – og ikke kun fordi ”Dæmonen” nu i japansk indpakning suser over hovedet på én.

Men også fordi man møder såvel den fra Pantomimeteatret så kendte påfugl som en lysreklame – samt skilte- og kawaii-versioner af Harlekin, Columbine og Pjerrot. Ja, den sidste optræder endda også som en hvid, japansk lykkekat.

For allevegne er der japanske lykkekatte og japanske koi-fisk sammen med japanske tegn, skilte og neonlys. Det skal – som H. C. Andersen ville have sagt det – være så ganske japansk altsammen.

Og man kan også i madboderne købe mange japanske eller japansk-inspirerede madvarer, alt fra mochi-is over bubble-tea til kaarage og endnu flere eksempler på japansk streetfood. Mest kø var der ved den bod, hvor man kunne købe soft-ice i vafler formet som en koi-fisk. Duften fortalte så, at i hvert fald vaflen må smage ret dansk.

Det er måske også nødvendigt for at lokke kunder til. For forskellen på dansk og japansk madkultur er trods danskernes glæde ved sushi massiv, hvad man kan forvisse sig om, hvis man går ind i UME-butikken, som ligger helt nede i bunden.

Her er det – reelt – som at træde ind i Japan. I hvert fald når man som jeg aldrig har været i hverken Japan eller et japansk supermarked før.

Dét var næsten som en skattejagt at gå rundt mellem hylderne, og jeg bestemte mig til at prøve mig frem. Så jeg købte ægte japanske tang-chips (der viste sig at smage af fisk på den dårlige måde) samt nogle Kit-Kat, der smager af japanernes yndlingste – matcha. Næste gang tror jeg, at jeg napper dem med jordbær eller en af de cirka syv andre smage.

Men indimellem må man prøve noget nyt, tænkte jeg, da jeg efterfølgende stod og drak noget kold og lækker matcha-te, mens jeg så på den nye attraktion ”Tyfonens Øje”, der er bygget som en japansk lygte.

Dén vækker ens nysgerrighed. For den er som et mysterium. For en ting er at vide, at den suser rundt så hurtigt, at folk bliver vægtløse. Noget andet er at stå og se skyggerne derinde og høre deres skrig, men alligevel ikke rigtig kunne se, hvad der sker derinde. Det kan fantasien godt lide.

Det kan noget – og jeg gik derfra med et aldrig næret ønske før om at komme til det rigtige Japan, mens jeg glædede mig til at få de indkøbte mochier med calamansi-smag i køleskabet. For når de er nedkølet, så smager de små lækkerbiskener, der føles som at tygge på en klump gummi, vældig godt. Det ved jeg. For dem kender jeg.

Det gør jeg også med de lyserøde kirsebærblomster og deres højtid Sakura, som er navnet på den anden butik, hvor man dog ikke skal forvente at finde den kvalitetskeramik, som kendere forbinder med Japan. Men ønsker man sig Kawaii-produkter, altså alt hvad der er nuttet på den japanske måde, så er man kommet til rette sted.

Man kan selvsagt også købe både Hello Kitty og Pokémon i Hikari i Tivoli, var meldingen – om end jeg ikke så det selv. Jeg var vist lidt for optaget af skattejagten i det japanske snack-skattekammer.

Hikari i Tivoli skal nok blive en succes, Måske fordi det er, som vi i Vesten forestiller os Japan – og som Japan også var indtil for få år siden.

For i dag er Japan så meget andet. Japan anno 2026 er førerløse biler på gaderne. Det er robotter, der bringer varer og mad rundt, og som kører på fortorvene. Det er robotter, som laver hotdogs på gaden. Det er humanoide robotter på restauranter og i plejesektoren og ved receptionen – og meget mere.

Intet af det møder man i Hikari i Tivoli. Og det er øv. For Japan har ligesom Vesten en aldrende og skrumpende befolkning, og Japans svar på den udfordring er ikke øget indvandring, men en massiv satsning på teknologien. Det kunne det være spændende at få en smagsprøve på i Hikari – også mere spændende og måske inspirerende end eksotiske japanske snacks og lækker japansk streetfood.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Dobbeltspil”

Udgivet den af
Svar

Dagens premierefilm ”Dobbeltspil” er en skræmmende fortælling om, hvor galt det går, når man indlader sig med en psykopat og narcissist. I ved en af de der på overfladen så charmerende og ofte også attraktive typer, som lover hele verden – og en buket røde roser.

Men det eneste, som man kan regne med, når honeymoon-fasen er forbi, er, at så viser psykopaten sit virkelige fjæs – og det er grimt, og så starter glidebanen. For så går det – trods psykopatens tårer, undskyldninger og løfter om forbedring – kun nedad af den sikre vej fra at de små grænser overtrædes over anvendelse af skældsord og chikane til vold og mord – og vel at mærke uden mindste fortrydelse.

For i psykopatens øjne har vedkommende altid en god grund til at handle, som vedkommende gør – og det er i øvrigt altid de andres fejl, når noget ikke bliver, som psykopaten ønskede det.

I ”Dobbeltspil” kommer historien så med det tvist, at der her er tale om en mand, Tobias, som lever et dobbeltliv, da han er kæreste med to kvinder, den rige og tjekkede Clara, som han bor sammen med i København, og håber at få børn med, og så den mere frie designer Katrine, som han bor sammen med i Malmö.

De to kvinder finder ret hurtigt ud af hinandens eksistens, og de bygger også en form for bånd til hinanden. Men så skal heller ikke røbes mere, blot at Tobias også efter afsløringen af den anden kvindes eksistens stadig har netop den form for magt over dem, som er så typisk for en psykopat, der er mester i at gøre kvinder usikre på sig selv og eget værd – og derfor afhængig af psykopatens billigelse og nærvær.

Det lyder uhyggeligt – og det er det også. Det er så også vist mesterligt i filmen, som rent handlingsmæssigt måske nok er rimelig forudsigelig. Men det får være, selvom der er en oplagt mulighed for et tvist, som ikke udnyttes, hvis man havde turde gå ned ad den vej, som en bestemt replik er vejviser mod.

Men filmens helt store styrke er dens menneskeportrætter, hvor vi ser Neel Rønholt i hovedrollen som Clara. En rolle, som Rønholt gestalter med fineste fingerspidsfornemmelse for de erkendelser og de håb, som den i starten ret naive og materielt privilegerede Clara bærer på.

Katrine spilles med overbevisning af Julie R. Ølgaard, som tilfører den så klassiske hippietype en god portion følsomhed, som klæder karakteren.

Youssef Wayne Hvidtfeldt gestalter Tobias med en intensitet og vildskab, så man sidder og hopper i sædet, mens man har lyst til at råbe til hans ofre, undskyld kærester: LØB!!! Se dig ikke tilbage. LØB!!!

Claras forældre spilles med nerve af Ellen Hillingsø og Peter Gantzler, og jeg gad godt at have set mere til dem og deres indbyrdes forhold og tanker. For de bærer mere af historien, end man tror ved første øjekast.

Camilla Lau er Claras veninde, mens Jesper Zuschlag er Tobias´s kompagnon, og som ventet spiller begge forrygende, så også dem ville jeg gerne have set mere til. I filmen ser vi også unge Clara – spillet fint af Cecilia Loffredo og hendes unge bror Jonathan – spillet lige så fint af Salomon Stampe.

Der er så desværre også et par løse ender i filmen, hvor vi fx ikke får en forklaring på en 180 graders vending i en holdning og adfærd hos nogle af filmens bipersoner, som er afgørende for filmens sidste scener. Det er rigtigt ærgerligt. For det er filmens nøglepunkt, og det kunne være klaret på blot et enkelt minuts samtale over den vin, der drikkes godt af filmen igennem.

Danmarksbloggen giver ”Dobbeltspil” fire ud af seks af de nøgler, som både kan lukke og åbne i et liv og for et selvværd. Det er en gedigen spændingsfilm og et formidabelt portræt af, hvad der sker, hvis man indlader sig med en psykopat – og ikke skynder sig væk i tide, hvis man er så heldig at få en advarsel, inden det er for sent.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Spis dansk frugt og grønt

Udgivet den af
Svar

Sommerferien synger på sidste vers. Det samme gør danskproduceret frugt og grønt.

Rosenkål, hvide salatløg og ærter til frost er bare nogle få af de mange grøntsager, som ikke mere produceres i Danmark, og kendte bær som ribs og solbær er de næste, der står foran udryddelse i Danmark.

Årsagen er ikke klimaet. Årsagen er, at danskerne fravælger den danske frugt og grønt til fordel for billigere – og dårligere – varer fra udlandet.

Det er så slemt, at kun 26 procent af grøntsagerne og 9 procent af frugterne solgt i Danmark er produceret her i landet. For 60 år siden var 92 procent af grøntsagerne og 54 procent af frugterne danske.

Men nu er vi et af de lande i Europa, som har den laveste produktion af frugt og grønt. Kun cirka 40 kilo per indbygger mod mere end plus 200 kilo i mange andre lande.

Det er skidt for både fødevaresikkerhed og sundhed. For vores jord, vores klima og vores tilbageholdenhed med at sprøjte frugt og grønt gør, at danske frugter og grøntsager er blandt de mest sunde og næringsrige i verden.

Danskerne spiser i øvrigt – trods al snak om at leve mere grønt – 28 procent mindre frugt og grønt i dag end for ti år siden. Det er også stadig tomater, agurker, salat, gulerødder, pærer og æbler – samt jordbær i sæsonen, som er øverst på indkøbslisten, men altså udenlandske – desværre.

For det bedste grønt og frugt er dansk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er den vestlige civilisation på vej ned?

Udgivet den af
Svar

En civilisation, som ikke kender og værner om sine egne historier, er en kultur, der er på vej ned. Det er et samfund, som er i gang med at falde fra hinanden, hvad vi har set mange gange i historien – også på vores eget kontinent med Romerriget og de græske bystater som de mest kendte eksempler.

Og nu tyder meget på, at det er ved at ske igen. Denne gang i hele den vestlige verden, hvor vi på den ene side har travlt med at hylde friheden og individet – mens vi på den anden glemmer det, som vi er bygget på og af.

Og nej, jeg taler ikke om kristendommen som institution, selvom det ellers er så populært i denne tid. Jeg taler om de historier, som er blevet fortalt gennem de sidste tusinde, ja to tusinde år plus det løse, og som har givet os rødder, selvforståelse og fremtidsdrømme.

De historier er selvsagt de bibelske fortællinger. Men det er også de historier, som vi har fra de tidligere civilisationer på vores breddegrader, hvor en af de mest kendte beretninger er Homers ”Odysseen”.

Det er en fantastisk – og trods både tragedier og masser af action – humoristisk fortælling om en mand, Odysseus som fornærmer guderne – især Havets gud Poseidon, men også både Solens gud Helios og Chefguden Zeus. Odysseus må derfor må lide alverdens modgang i de 10 år, som det tager ham at komme hjem til Ithaka efter han har været i krig i Troja.

Og at Odysseus overhovedet vender hjem, skyldes en fjerde guds – eller rettere gudindes mellemkomst, nemlig selveste Athene, der er gudinde for krig, kunst og håndværk – og som ikke er bange for at udfordre selveste Zeus, der i øvrigt er hendes far.  

Så nej, man kan ikke fortælle om Odysseus uden at fortælle om guderne. De er ligeså centrale i historien om Odysseus selv. Men det kan den berømmede filminstruktør Christopher Nolan så godt i hans nye film ”The Odessey”, hvor guderne er helt væk – og det blot handler om en PSTD-ramt mand på vej hjem fra krig.

Det holder ikke. Men en ting er et dårligt filmmanuskript. Det værste er, at filmen roses i lange baner … og at nærmest ingen, heller ikke anmeldere, sender græske klagesange, de såkaldte elegier, ud i verden over det håbløse filmmanuskript, som Nolan har filmatiseret, og som er det rene asebi, en respektløs holdning over for guderne, som var en alvorlig forbrydelse på Homers tid, men som nu blot accepteres.

 For så stort er videns- og dannelsestabet blevet – også på Parnasset.

Det er skræmmende. Man skal kunne sin Homer, sin Holberg, sin Heiberg og alle de andre skønånder, når man beskæftiger sig professionelt med kunst og kultur i Danmark. For så er man bærer af de historier, som skal bringes videre til kommende generationer. De historier, som vi forstår os selv og vores kultur og historie og identitet igennem. De historier, som skal fortælles igen og igen – og som skal drages ind i nye beretninger, som Karen Blixen og H. C. Andersen gjorde med manér.

De historier, som handler om det almene ved at være menneske og livet. For hvis ikke vi fortæller de historier, så mister vi os selv og vores kultur – og så er vi og vores civilisation dømte til undergang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mads P. vinder den grønne pointtrøje

Udgivet den af
Svar

Der er fire trøjer i Tour de France: Den gule førertrøje, den hvide ungdomstrøje, den prikkede bjergtrøje – og så den grønne pointtrøje.

Indtil videre har ingen dansker vundet den grønne pointtrøje. Men i morgen, når feltet ruller over målstregen i Paris, vil det ændre sig.

For siden 4. etape har den tidligere verdensmester og rytter for Lidl Trek Mads Pedersen – populært kaldet Mads P. – haft den grønne pointtrøje.

Og nok har der været nogle nervepirrende momenter undervejs, både i uge 2 og her i uge 3, hvor han de sidste tre dage på flotteste vis har sikret sig nok point til at, det i morgen bliver en dansker i grønt, som står på podiet i Paris.

Nemlig Mads P., der i karrieren også har vundet pointtrøjen i de to andre Grand Tours – Vueltaen og Giroen.

At vinde pointtrøjen i alle tre Grand Tours er der – udover Mads P. – kun fem, der har gjort, nemlig Eddy Merckx, Laurent Jalabert, Djamolidine Abdoujaparov, Alessandro Petacchi og Mark Cavendish. Det er altså en eksklusiv klub, som Mads P. bliver medlem af.

Stort tillykke til Mads P. fra Danmarksbloggen. Det er så velfortjent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fyrtøjet” på Pantomimen

Udgivet den af
Svar

Normalt anmelder man til premierer, men nogle gange kræver en forestilling en anmeldelse, også selvom der er gået lang tid.

Således Pantomimeteatrets version af H. C. Andersens eventyr ”Fyrtøjet”, som Danmarksbloggen oplevede i aftes.

Det var en af de sjældne varme og sollyse sommeraftner, hvor Tivolis kælenavn Den Gamle Have gav ekstra mening, og hvor det var særligt skønt at sætte sig foran det fredede Pantomimeteatret for at opleve historien om den kække soldat, som kom marcherende hen ad landevejen.

Dvs. her i ballet-og-pantomime-versionen kommer han også springende og hoppende ind på scenen, hvor der står et træ – og lidt senere også en heks, og så er spillet i gang.

Ned til hundene og mønterne med soldaten, og op igen for at hugge hovedet af heksen og begive sig ind til byen, hvor soldaten smider om sig med penge, og forelsker sig i kongedatteren, som er låst inde om natten, fordi det er blevet spået, at hun vil blive gift med en simpel soldat.

Det vil kongen nemlig undgå. Men hundene finder på råd – og hverken en kvik hofdame eller en snedig dronning kan forhindre de to unge i at finde sammen – og blive byens nye kongepar, selvom det holder hårdt, da soldaten kun er en kridtpibe og et fyrtøj fra at blive hængt.

Vi kender eventyret alle sammen, også turisterne kunne jeg høre, inden påfuglen gled ned, og det hele gik i gang. Så det nye og spændende består i, hvordan eventyret vises – og hvad der lægges væk på.

Og på Pantomimen får scenerne med byens liv lov til at fylde meget mere end i historien. Hvilket giver god mening, når man betænker, at der skal være plads til, at Tivolis Balletteater skal vise, hvad de kan – og de kan meget. Både hver for sig som soldaten og hofdamen, som pas de deux med soldaten og prinsessen – og samlet som hele kompagniet, både voksne og børn.

Der danses, så det er en fornøjelse at se for især den, som kan lide ballet. For den, som kommer for at opleve H. C. Andersens eventyr live, er de to optrin i byen derimod ret lange – og også for lange.

Mine naboer på de grønne bænke fandt undervejs mobilerne frem – og ikke for at tage billeder. Men ellers var de og alle andre, som sad eller stod foran det gamle teater med påfuglen, levende optagede af løjerne, mens der blev jublet – og storklappet bagefter.

Det er Dronning Margrethe, som har stået for kulisser og kostumer – og som altid, når vores kreative og kunstneriske dronning er involveret, har der været gang i hele farveladen. Alle farver, alle nuancer er med – og det er nu så ganske dejligt at se hele paletten og også diverse mønstre præsenteret.

Majestæten er også ganske farverig selv – og det tager hun heldigvis med på scenen sammen med en stor portion opfindsomhed.

Hvordan laver man fx hunden med øjne så store som Rundetårn? Nemt, man laver ikke blot et, men hele to Rundetårn, som popper ud af øjnene på den store hund – den med guldmønterne.

Og der er meget mere hitte-på undervejs. Men det må man selv gakke i Tivoli og se.

Danmarksbloggen giver ”Fyrtøjet” fire ud af seks fyrtøj. Forestillingen fortjener i grunden fem, når man ser på dens dramaturgi, humor og opfindsomhed – og på at det er verdens bedste eventyrdigter H. C. Andersen, som har lavet historien. Men de to danseseancer i byen varer simpelthen alt for lang tid.

Alligevel er det en herlig halv time, som man kan tilbringe i selskab med soldaten, heksen, prinsessen og alle hundene på udvalgte dage i Tivoli denne sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk