Bachelor-ministre vil skære i kandidatuddannelserne

Hvad der er godt nok til mig, er også godt nok til andre.

Sådan kunne man godt tro, at regeringen tænker, når den vil skære ét år af kandidatuddannelserne – og tro, at man stadig får samme kvalitet.

Det er det rene vanvid.

Men måske det hænger sammen med, at tre markante – og i denne sammenhæng relevante – ministre aldrig selv har fået taget kandidaten:

  1. Statsminister Mette Frederiksen, som er bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet i 2007. Senere tog hun så en master i Afrikastudier på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Sådan en master tager et år, og det synes statsministeren så åbenbart er nok til alle andre også.
  2. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil som – trods fem år studier på Københavns Universitet – aldrig fik mere end en bachelorgrad i statskundskab.
  3. Det samme gælder forsknings-og uddannelsesminister Jesper Petersen, som også læste statskundskab på Københavns Universitet. Han blev heller aldrig kandidat.

At regeringen overhovedet kan foreslå at skære et helt år – eller halvdelen af kandidat-tiden fra – viser netop, hvor vigtigt det er med kandidatgraden. For der er noget vitalt, som er gået helt tabt i samfundsforståelsen hos de tre bachelors – undskyld ministre.

Uddannelse og viden er nemlig indenfor alle områder vores vigtigste – og største – råstof.

Så skulle man noget, så skulle man satse massivt og meget mere på uddannelser bredt. For så får vi mange flere kompetencer – indenfor alle områder.

Et samfund med trivsel og vækst er et samfund, hvor der satses på uddannelse. Simpelthen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Teater 300 år – og Holberg

Hvad ville Ludvig Holberg have skrevet om, hvis han havde levet i dag?

Formentlig det samme, som han skrev om i 1700-tallet. For mennesket har ikke ændret sig i de forløbne 300 år. Ikke grundlæggende.

Det kan godt være, at enevælden er skiftet ud med demokratiet, fjerpennen med computeren og julestuen med julefrokosten. Men menneskets dårskaber, kampe, fordomme og håb er de samme nu som dengang.

Der findes stadig Jepper, der drikker, fordi livet er så håbløst. Der er stadig politiske kandestøbere, som tror, at de er bedre til at læse søkortet end dem, som fører skibet.

Det vrimler med stundesløse (måske især indenfor projekt- og konsulent-området), som har åh så travlt med ingenting – og med selvoptagede Jean-de-France-snobber, som man kan bilde alt ind, hvis blot man siger, at det er mode.

Og vi går stadig alle til Maskerade, og vi hepper stadig på ung kærlighed – selvom vi alle med tiden forvandles til sure gamle Jeronimusser.

Og hurra for det hele – og for dansk teater som i dag, d. 23. september, kan fejre, at det er 300 år siden, at de første replikker blev sagt på dansk på en dansk scene.

Det foregik i København i Komediehuset ved navn ”Lille Grønnegade”, der lå ved Kgs. Nytorv. Det var så ikke Holberg, men hans franske kollega Moliéres stykke ”Gnieren”, der blev spillet.

To dage senere – d. 25. september – var der så premiere på Holbergs ”Den politiske kandestøber” samme sted.

Det blev en strålende succes – og siden fulgte cirka 30 skuespil af manden om hvem det er sagt, at med ham startede den danske litteratur.

Det passer – men altså også dansk teater, som med Holberg fik en kæmpe-skat af stykker, hvoraf mange stadig spilles.

Fordi de er evigt aktuelle. Fordi de forener humor med menneskekundskab og samfundssatire. Og dét har vi lige så meget brug for i 2022 som i 1722.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kulde og mørke forude …

Så kan vi lære det her i Danmark.

Mange brokkede sig under Corona-nedlukningerne: Jeg sidder bare her. Jeg kan ikke komme ud og spise. Jeg vil også til frisør. Og i biffen. Etc, etc.

Der var meget, som de forkælede og forvænte brokkede sig over at måtte undvære for en kort tid.

Men alle havde rindende vand.

Alle havde mad nok.

Alle havde lys.

Alle kunne få varme.

Alle de basale behov VAR med andre ord dækket – og til normale priser vel og mærke.

Sådan er det ikke i den kommende vinter. Tværtimod.

Alt koster allerede mange gange mere end normalt. Og der kan – lige om lidt – blive mangel på både det ene og andet. Fx strøm. Der tales allerede om daglige brown-outs, altså planlagte daglige perioder uden strøm.

Det er også skræmmende realistisk, at nogle danskere havner i samme situation som en del englændere, der i flere uger har sagt HEAT OR EAT. Altså at der skal vælges mellem, om man vil have varme eller mad.

Hver fjerde englænder vil således ikke tænde for varmen i den kommende vinter. Der er ingen tal på, hvor mange danskere, der på samme måde satser på at stå vinteren igennem i en iskold bolig.

Så: Aldrig har vinteren været mere skræmmende end nu.

Og det kunne være sundt for os og vores forvænthed og forkælelse med sådan et par hårde måneder eller fem med lidt mørke, kulde og mangel på enkelte fødevarer.

Hvis altså ikke lige det er fordi, at det som altid er de svageste, der kommer til at betale den højeste pris.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

THE QUEEN …

Hun var ikke dansk dronning. Men vi kendte hende alle sammen. Dét gjorde en hel verden.

Elizabeth Alexandra Mary Windsor. Bedre kendt som Elizabeth d. 2. Dronning i United Kingdom – og elsket af en hel verden for hendes utrættelige indsats for sine lande og sine folk.

For mange af os var hun THE QUEEN. Dén dronning, som altid har været dér. Nok holder vi her i Danmark meget af vores egen Dronning Margrethe d. 2. Men Elizabeth d. 2. var noget andet – også fordi hun var dronning over lande over hele kloden.

Da Elizabeth d. 2. blev født, skulle hun ikke være dronning som voksen. Men så abdicerede hendes farbror, og hendes far blev konge.

Selv blev Elizabeth dronning som 26-årig, mens hun var på besøg i Afrika. Hendes far døde ikke særlig gammel, og hun skyndte sig hjem til London.

Og nu skal Elizabeth d.2. til London igen. For at blive bisat fra Westminster Abbey. For selvom hun levede hele livet i England – endda i London, så døde hun i Skotland på hendes elskede slot Balmoral.

Det føles lidt som en ære er slut. Det er den også.

Vi lever også i en tid lige så urolig og omskiftelig som de år, der lå forud for Elizabeth d. 2.´s dronninge-gerning, der strakte sig over svimlende 70 år.

Så det er passende at sige, at i dag faldt den gamle verden for alvor – og en ny træder frem.

En ting, vi skal tage med os fra den gamle verden, er den vilje til at gøre sin pligt, som Elizabeth d. 2 havde hele livet – og også lige til det sidste, da hun i går modtog både den afgående og den nye Prime Minister.  

Så der er kun ét at sige – sammen med englændernes elskelige bjørn Paddington:

Thank you … for everything.

Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

50 kvinder på Kgs. Nytorv: Hvem kender du?

På Kgs. Nytorv i København kan man – som en del af Golden Days – indtil 18. september se 50 hvide steler. De 49 af dem har navne på, hvad der er tænkt som markante kvinder i Danmarkshistorien, som ofte ikke har modtaget den hyldest og anerkendelse, som de burde.

Danmarksbloggen har været pladsen rundt – og noteret samtlige 49 navne på de bemeldte kvinder, som er med i markeringen, der kaldes 50 Queens.

Det ene stele har nemlig ikke et navn. Den er heller ikke hvid, men er et spejl, og her kan man selv via en QR-kode nominere en kvinde, som ikke er med i markeringen. Vedkommende skal dog være død.

Danmarksbloggen har så adskillige kvinder, der mangler. Her er nogle af sværvægterne:

  • Videnskabskvinden Inge Lehmann, der med sine opdagelser om S-bølger og P-bølger i 1930´erne skabte en hel ny forståelse for jordskælv, og som fik et videnskabeligt begreb opkaldt efter sig. Hun var også verdensberømt i sin levetid alle andre steder end i Danmark, hvor Niels Bohr havde smadret hendes ry og muligheder
  • Danmarks første kvindelige professor Astrid Friis, der var internationalt anerkendt som historiker med speciale i 1500-tallet, og som blev professor i 1946
  • Takt-og-tone-eksperten Emma Gad, som vi stadig refererer til, når vi taler om, hvad god opførsel er – og især ikke er, og hvis bog “Takt og Tone” fra 1918 stadig sælger. Hvad de færreste måske ved, er at Emma Gad også var fagforeningskvinde, redaktør og dramatiker
  • De første kvindelige præster i Danmark: Ruth Vermehren, Johanne Andersen og Edith Brenneche-Petersen, som blev ordineret i 1948
  • Malerinden Anna Ancher, der er den måske mest betydningsfulde kvindelige maler i Danmark, og som sagtens kunne selv, selvom hun også var en del af det store malerfællesskab i Skagen omkring 1900
  • Danmarks første kvindelige ambassadør – og kvindesagsforkæmper – Bodil Begtrup, der i 1949 blev udnævnt som Danmarks ambassadør til Island
  • Skuespillerinden og statsministerfruen Helle Virkner, Danmarks svar på Jackie Kennedy og en stærk kvinde, der privat havde meget tilfælles med hendes figur i Matador Elisabeth Friis
  • Malerinden Gerda Wegener, som var en international stjerne og gift med Danmarks første kønsskiftede kvinde Lili Elbe, som er med. Men det skulle Gerda Wegener også have været. Det, som hun og Lili Elbe gjorde, især i tiden i Paris i 1900-tallets første årtier, var enestående
  • Forfatterinden Martha Christensen, som altid talte de undertryktes, børnenes og kvindernes sag i sine socialrealistiske bøger, som udkom i en lind strøm indtil hendes død i 1995
  • Modstandskvinden Kirstine Fiil. En af de få ikke-henrettede fra Hvidstensgruppen, som kun med nød og næppe overlevede rædslerne som en af Hitlers nacht-und-nebel-fanger i de tyske fængsler, men som aldrig blev anerkendt i hendes levetid
  • Frue og husbond og hele rigets mægtigste formynder Margrete Valdemarsdatter, også kendt som Dronning Margrete d. 1, selvom det aldrig var hendes officielle titel. Men hun har – som den eneste indtil videre – samlet Norden

Altså kvinder, som har kunnet noget, villet noget og gjort noget – og som vækker mere genkendelse og mening end nogle af de kvinder, hvis navne man kan læse på stelerne på Kgs. Nytorv. Men som, selvom man læser om dem, stadig ikke træder frem på den indre lystavle som nogen, der har bidraget på nogen særlig måde til noget som helst i Danmark.  

Men måske folkene i juryen – som for manges vedkommende selv er optaget af design og lignende ligesom de kvinder, som det ikke giver mening at have med – har været fagblinde? Det er i hvert fald en tanke, som ligger nær på.

Læs her listen over de 49 kvinder, som er med – og se, hvor mange du kender:

Mathilde Fibiger
Pia Arke
Kamma Rahbek
Dorothea Biehl
Louise Danner – ja, der står der, selvom der burde have stået Louise Rasmussen eller grevinde Danner
Karen Jeppe
Dea Trier Mørch
Nina Bang
Nielsine Nielsen
Marie Krogh
Helga Pedersen
Tine Bryld
Sonja Mancoba
Elise Sørensen
Anna Hude
Karen Blixen
Jenny Kammersgaard
Anne Marie Carl-Nielsen
Nanna Ditzel
Franciska Clausen
Lis Hartel
Le Klint
Henny Harald Hansen
Kate Fleron
Marie Hammer
Else Marie Pade
Asta Nielsen
Hanne Adler
Thomasine Gyllembourg
Karen Volf
Thit Jensen
Johanne Louise Heiberg
Leonora Christine
Bodil Ipsen
Marie Christensen
Nella Larsen
Margrethe Krogh-Jacobsen
Bodil Koch
Sophie Brahe
Birgitte Gøye
Elisabeth Jerichau Baumann
Tove Ditlevsen
Amalie Skram
Olivia Nielsen
Liva Weel
Maria Stokkenbech
Lili Elbe
Maren Splid
Natasja Saad

Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Vikings. The rise and fall”

Vi bliver aldrig rigtig færdige med de der vikinger her i Norden – og det gør omverdenen åbenbart heller ikke.

Nu har National Geographic lavet en ny serie på seks afsnit om vikingerne. Den hedder ”Vikings. The rise and fall” – og kan ses fra i dag d. 28. august.

Det er en udmærket serie med udtalelser fra mange relevante eksperter. For slet ikke at tale om illustrationerne – landekort, tidslinjer, illustrationer af arkæologiske fund og skemaer, som giver nogle meget lækre og brugbare visuelle effekter.

Serien er med andre ord fuld af information, som generelt formidles på en saglig måde – om end fortælleren anvender et meget dramatisk tonefald, hvilket er helt unødvendigt.

For historien om vikingerne er spændende nok i sig selv.

Disse forfædre, som vi kender som krigere og opdagelsesrejsende, men som de fleste også efterhånden ved, var både handelsfolk, håndværkere og meget andet i et samfund med en høj grad af organisation.

For ellers kan man slet ikke koordinere den store indsats, som det var at drage i viking – hvad enten turen gik til England, Frankrig, Island, Grønland, over Atlanten til Nordamerika – eller ned ad de østeuropæiske floder til Konstantinopel og Bagdad.

For vikingerne kom vidt omkring fra de første gang entrede scenen for alvor med overfaldet på Lindisfarne i 793. Lindisfarne var et kristent kloster og samfund ud for den engelske kyst, og paradoksalt nok blev det også kristendommen, som indirekte gjorde kål på vikingerne i den anden ende.

Den historie er så mindre kendt. Men det skyldtes den største vikingekonge af dem alle – nemlig Knud den Store, der nok var dansk vikingekonge af navn, men mere engelsk vikingekonge af gavn – og som tog turen op ad kirkegulvet i den oprindelige Peterskirke i fælles kristen tilbedelse sammen med paven i Rom i 1027.

Lige dén historie hører vi så desværre ikke i serien. Det er ærgerligt. For nok var det Harald Blåtand, som ifølge sig selv og skriften på Jellingestenen gjorde danerne kristne. Men processen mod kristentroen havde været i gang længe før ham, og der var stadig masser af hedninge under både ham og sønnen Svend Tveskæg. Som viking kunne man nemlig sagtens have flere guder.

Men da Haralds barnebarn Knud den Store kom på banen, så var det slut med Thor og Odin i Danmark – og også i store dele af Norge og Sverige.

Knud den Store var nemlig europæer – og kristen – og sendte kristne missionærer i hobetal nordpå. Nu skulle vi i Norden være 100% kristne, og dermed blev vi på alle måder en del af det kristne Europa, hvor paven og et par kejsere spillede hovedrollen – også i forhold til en nordisk vikingekonge.

En senere og nationalistisk indstillet tid (som fx den vi lever i nu) vil sige, at dermed var vi ikke længere herrer i eget hus – og at det har vi faktisk ikke været siden.

Det er nok at trække den for langt. Men sandt var det, at vi her i Norden, og måske især i Danmark, i begyndelsen af middelalderen købte ind på en fælleseuropæisk idé om kristendom og et politisk værdi-fællesskab i Europa, som har fandtes siden Romerriget.

Dengang under romerne var vi i Norden så ikke med i fællesskabet – og vi klarede os som sagt udmærket uden og som vikinger. Men med kom vi, da vi under ledelse af Knud den Store droppede at være vikinger – og siden har vi her i Norden været med i forskellige politiske konstellationer og værdimæssige modeller i Europa.

Derom handler så resten af Europas historie. Men tilbage til denne serie om vikingerne.

En serie, hvor vi udover rejser og krig hører om hverdag, tro, ingeniørkunst med mere – blandt andet hvordan vikingerne lavede deres imponerede skibe. Her kan man fx erfare, at det dyreste ved vikingeskibet var sejlet, som det tog to år at lave, og som krævede ulden fra hele 200 får.

Serien byder også på et væld af smukke billeder fra Skandinavien, dog måske med fokus lagt på havets bølger og Norges vilde fjorde med det dansede nordlys, de snedækkede vidder og andet spektakulært, selvom vikingerne især i Danmark og Sverige holdt til i mere rolige landskaber med skove, søer og bløde grønne bakker som fx områderne i Roskilde fjord, Hedeby i Sønderjylland og Birka ved Stockholm.

Danmarksbloggen giver ”Vikings. The rise and fall” fire ud af seks vikingesværd.

For det er en seriøs serie, som giver en glimrende introduktion til vikingerne – og som er befriet for meget af det sædvanlige følelses-pladder, om end det ikke lykkes hele vejen at holde stævnen fri af too-many-feelings.

Men desværre er der også for meget fokus på livet ude, især i England og Irland – og for lidt fokus på livet hjemme i de tre vikinge-lande. For det var trods alt herfra, at ideerne fødtes, og vikingerne drog ud – og her magtens centre lå – med undtagelse af dele af den tid, hvor danskerne havde herredømmet over en stor del af England.

Skrevet af: Anna M.T. Frederiksen, stud.mag i historie på Københavns Universitet og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine, krig og vinter

For et halvt år siden var vi alle i chok:

RUSLAND HAVDE INVADERET UKRAINE

Så fulgte nogle uger med Slava Ukraini og den slags solidaritets-erklæringer. Alt imens kom mange ukrainske flygtninge til Vesten, hvor de – helt ekstraordinært – blev taget godt imod.

Imens fortsatte krigen i Ukraine, hvor ukrainerne bed dygtigt fra sig – hjulpet på vej af uanede mængder våben fra Vesten, især NATO.

Det handlede – og handler om – friheden, ikke kun i Ukraine, men også i resten af Vesten. Det globale spil om magten tager nemlig endnu en runde i disse år, og vi er med her i Danmark.

Krigen i Ukraine er også – selvom vi ikke hører meget til den her i sommervarmen – stadig i fuld gang – og intet tyder på, at den slutter lige foreløbig. For nok har Rusland lidt tab, men lige om lidt bliver det vinter, og dét kan ændre situationen fuldstændig.

For Rusland har stadig dén gas, som Europa er afhængig af – og Putin vil ikke tøve med at dreje på hanen. Dét ved alle.

Uroen rumler derfor også i et Europa, som lige nu lider under hedebølgerne, men som om få uger vil fryse, når der ikke er energi nok til hverken varme i husene eller produktion i industrien.

Det vil skabe endnu mere inflation, arbejdsløshed og stigende ulighed – og give endnu mere af den sociale uro, som der i forvejen er rigeligt af i Europa.

Så tingene ser ganske sorte ud her på Ukraines nationaldag – og vi i Danmark kommer ikke til at kunne gå udenom, selvom vi har en tendens til at tro, at storpolitiske konsekvenser ikke kan ramme os.

Men det kan de, og det vil de.

Så sig goddag til en vinter med kulde, mørke, mangel på varer og andre ting, som det kan være svært for de forkælede danskere at leve med og i. Men vi har ikke noget valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PRIDE: En forpligtelse

Danmarksbloggen havde indtil i år ikke misset en eneste Pride.

En eller flere gange i løbet af Pride-ugen kunne man være stensikker på, at undertegnede var at finde på Pride Square eller nogen af de andre steder, hvor regnbuen holdes i hævd.

MEN i år har Corona sat en stopper for det. I år hedder det feber og isolation fremfor regnbuer.

Så ingen reportager, ingen personlige historier, ingenting.

Eller jo. En vigtig opfordring til de af os, der som undertegnede er ciskønnede og heteroseksuelle, og derfor tilhører det kæmpestore flertal:

LAD OS TAGE VARE PÅ MINDRETALLENE, BESKYTTE DEM, STÅ OP FOR DEM OG TALE DERES SAG

Vi er de fleste, og derfor har vi også et særligt ansvar, en særlig forpligtelse. For i modsætning til mange LBGTQI+ – personer, så skal vi aldrig forklare os, aldrig forsvare os, og vi bliver aldrig fordømt – eller fysisk forulempet, bare fordi vi er dem, som vi er.

Det gør mange LGBTQI+ – personer til gengæld, og det er totalt uacceptabelt.

Vi skal alle være her – som vi er.

Derfor skal vi også passe på hinanden – og vi skal særligt passe på dem, som angribes af indskrænkede mennesker, som mener, at de kan dømme og endda forfølge dem, som ikke passer ned i en klaustrofobisk firkantet cis- og heteroseksuel forståelse af verden.

For verden er så meget mere, og mennesker fås i så mange varianter. En hel regnbue – og så lidt til.

Så åbn øjnene og se: Verden er stor og smuk og skøn – og der findes et hav af kønsopfattelser og af seksualiteter. Og med en smule rummelighed kunne livet være så såre dejligt for os alle sammen.

God Pride.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørketallet som camouflage

Undertegnede har fået Corona.

Jeg har været syg siden i mandags, og tog så en hjemmetest i dag onsdag. Den positive streg kom hurtigere end test-væsken nåede op til control-stregen.

Så jeg har definitivt Corona.

Men det er ikke det interessante. Det interessante – og skræmmende – er, at vi er rigtig mange, som har Corona uden at tælle med i de officielle statistikker.

Pt. er antallet af nye Corona-positive 1656.

Men det tal er kun målt blandt PCR-prøverne, og dem skal kun få have foretaget: Gamle, gravide og dem med risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

Alle vi andre – og det er trods alt den langt overvejende majoritet af befolkningen – skal tage en selvtest, blive i sengen og vente på, at det damper over.

Og det er også helt fint i forhold til den enkelte.

MEN det er ikke ok i forhold til

  1. Hvor stor pandemien reelt er i Danmark. For det ved vi ikke med sådan et mørketal, som lige så godt kan være 2.000 flere smittede fra i går til i dag – som 20.000.
  2. Vi kan derfor så let som ingenting risikere, at det hele løber os af hænde igen … det stigende antal døde og smittede på plejehjemmene kunne tyde på, at vi allerede er dér.
  3. Ja, Danmarksbloggen er endda bekendt med, at man flere steder i pleje- og pasningssektoren sender smittede på arbejde med masker, hvis de ansatte kun har få symptomer.

Det ser sort ud, her mens sommeren går på hæld, og smitten stiger – og vi gør intet for at forhindre den katastrofe, som venter. For vi følger Tegnells opskrift: Holde hele samfundet åbent, lukke øjnene og ikke teste, mens man håber på det bedste.

I Sverige førte dén cocktail til en massiv overdødelighed i 2020. Det kan det også i Danmark i 2022. For her bruger vi mørketallet som camouflage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gentleman i gult

Det er en gentleman i gult, der senere i dag søndag d. 24. juli 2022 skal hyldes i Paris som vinder af Tour de France.

En dansk cykelrytter af højeste karat. Den beskedne Jonas Vingegaard, som til gengæld er en sportsmand af det største format. En hædersmand. Dét har Vingegaard vist ved mange lejligheder.

Som da han på lørdagens enkeltstart satte tempoet ned, så holdkammeraten og hans trofaste væbner van Aert kunne vinde etapen. En gestus, der fik den ellers så hårdkogte van Aert til at bryde sammen i tårer.

Og da Vingegaard på torsdagens bjergetape til Hautacam ventede på rivalen Pogacar, der var styrtet på nedkørslen. Vingegaard kunne – som nogen af hans forgængere – bare være kørt og taget ekstra tid.

”Men sådan én vil jeg ikke være,” sagde Vingegaard, da han kom i mål.

Det er han heller ikke – og det er rivalen Pogacar heller ikke. Pogacar stak også næven frem dén dag, og sagde tak til Vingegaard – og tillykke med sejren.

Det vil Pogacar, som ellers har vundet Touren i 2020 og 2021, også gøre i Paris.

Et tillykke og au revoir.

For de to – danske Vingegaard og slovenske Pogacar – kommer til at mødes i mange dyster på de franske bjerge i de kommende år. Det bliver mere end spændende at følge med i.

Lad os håbe på flere danske sejre – men også huske at hylde Pogacar, hvis han napper den gule trøje igen.

For der er tale om to store mestre – to gentlemen, som begge fortjener at være i gult.

I år blev det så et dansk gult – og det er såre dejligt. Ja, det er den bedste slutning på eventyret om Touren på besøg i Danmark.

Et eventyr som får en tilføjelse, når København på onsdag igen skal farves i gult, mens hele Danmark hylder Tour de France-vinderen 2022 Jonas Vingegaard.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk