Månedsarkiv: december 2023

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Ingen nytårsaften uden Dronningens nytårstale. Dét er en skattet og højtidelig del af nytåret i Danmark, som Danmarksbloggen har anmeldt i mange år.

Her på den sidste aften i 2023 bliver det så HELT ANDERLEDES på alle planer.

FOR DRONNING MARGRETHE D. 2 AF DANMARK ABDICERER – og hun meddeler det selv som breaking news på årets bedste sendetid.

Dét vil ske d. 14. januar 2024 – når hun har siddet 52 år på tronen. Så vil de om to uger Hans Majestæt Kong Frederik d. 10 og Hendes Majestæt Dronning Mary overtage.

Det er historisk. I Danmark sidder man ellers på tronen til man falder af pinden – men det gør Margrethe d. 2 altså ikke. Hendes sidste nytårstale blev også hendes mest markante – og der er ellers nogen af tage af, når det kommer til nytårstaler med krudt i.

I lang tid troede undertegnede ellers, at hovedbudskabet i denne nytårstale ville handle om jøderne, om at vi skal behandle jøderne, som de agtede borgere de er i det danske samfund – ja, at vi skal behandle alle med respekt.

MEN: Alt det forsvinder i nyheden om abdikationen. For nu abdicerer Dronningen – og dermed får vi også en ny kronprins – nemlig kronprins Christian, som lige er fyldt 18 – og som ellers skulle have haft “fred” uden statsråd og apanage, indtil han fyldte 21 år.

Dét vil også ændre sig nu … men alt det hører 2024 til.

Endnu er det den sidste aften i 2023. Den sidste gang, Dronning Margrethe d. 2 af Danmark holdt nytårstale. Danmarksbloggen er ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet – men stensikker på sin holdning til Dronning Margrethe:

Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er/var en regent af det største format. TAK for alt, hvad De gav Danmark, Deres Majestæt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tanker om traditioner

Udgivet den af
Svar

Rør blot ikke ved min gamle jul, synger vi ivrigt med på i ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Glade og sikre på, at julen er, som den altid har været, og som den skal blive ved med at være.

For julen er traditionernes fest, hvor vi et øjeblik stopper op i årets travle gang – og med genkendelsens glæde sanser alt, hvad julen har at byde på fra mad og drikke over juletræ, gaver, kirkegang og til samværet med familien.

Eller … sådan tror vi, at det er. Men det passer ikke. Julen ændrer sig – hele tiden, og intet viser det bedre end Peter Fabers julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, som er en beskrivelse af borgerskabets jul i 1848.

For altså præcis 175 år siden i år.

Dengang, hvor en velbjærget københavnerfamilie til jul spiste gåsesteg, som man sendte til bageren for at få stegt, da ovne endnu var noget, som kun meget få udover bagere, adelige og kongelige havde.

Dengang, hvor man ikke gik i kirke juleaften, men 1. juledag – og her tidligt om morgenen i håbet om en dårlig prædiken, for allerhelst når prædiken ikke du´r – thi så får man sig en lille lur.

Dengang, hvor gaverne hang uindpakkede på juletræet, som vi hører om det i ”Højt fra træets grønne top”, der også er skrevet af Peter Faber.

Men ikke dengang, hvor man havde julekalender, adventskrans, julekort og julemærker. For det kommer først senere. Ja, selv ideen om Julemanden som gaveudbringer var ikke kommet til Danmark i 1848.

Ja, det eneste, som borgerjulen anno 1848 har tilfælles med den danske jul anno 2023, er dansen omkring juletræet og ønsket om uforanderligheden i den søde juletid, som det synges med fynd og klem i ”Sikken voldsom trængsel og alarm”: Rør blot ikke ved min gamle jul.

At det så i 1848 kun var 40 år siden, at det første juletræ stod i Danmark (på godset Holsteinsborg), og at juletræerne bestemt ikke var sædvane i Danmark i 1848, så Peter Faber bort fra. For juletræerne var det store hit, og havde man et, så viste man, at man var med på trenden fra det toneangivende kulturland, som dengang var Tyskland.

I dag er det USA, som vi henter inspiration fra som fx for et par årtier siden, hvor vi adopterede Halloween-traditionen med græskar, slik og gys. Og som med juletræet dengang er det også i storbyerne og blandt borgerskabet, der i dag hedder den øvre middelklasse, at det går nemmest og hurtigst med at tage de nye skikke til sig.

Sådan var det også i 1800-tallet. Bonden på landet ønskede ikke den slags nymodens pjat med grantræer og fjerkræ til jul. Halmen på gulvet, som man sov i julenat, så de afdøde familiemedlemmer kunne sove i sengene, var sammen med de hvide julelys, varslerne om høsten og døden, julegrøden, grønkålen, pølserne, sylten og den gode hvedekage den rigtige måde at fejre jul på.

Rør blot ikke ved min gamle jul.

Men det gjorde bondens børn og børnebørn alligevel. Mange af dem flyttede også ind til byerne i takt med industrialiseringen, hvor de lærte så meget nyt at kende, at de glemte alt om at lege jul og holde julestue.  

Og selv blandt dem, som blev boende i landsbyerne, blev pølserne og sylten lavet om til flæskestegen juleaften. Mange overtog også borgerskabets menu med gåsesteg og ristede kastanjer. Man omskabte den så til en billigere og lettere opnåelig version med andesteg og små kartofler, som via et karamellag kom til at ligne kastanjer.

Og vi spiser det endnu: And eller flæskesteg – med forklædte kastanjer – og så risalamande, som trods det fransk-klingende navn er en dansk opfindelse, skabt fordi borgerskabet gerne ville have noget endnu finere end den risengrød, som engang var en fin og dyr grød, men som var blevet en billig allemands-spise.

Og juletræet? Ja, det bredte sig over hele Danmark op gennem 1900-tallets første halvdel – og havde man ikke råd til et helt træ, så købte man nogle grangrene, og bandt på et kosteskaft, som selveste Kim Larsen synger om det i den delvis selvbiografiske sang ”Dengang da jeg var lille”.

Og hvad vil der ske fremover? Mindre kød og mere grønt på julebordet måske? Færre gaver? Et juletræ, som kan genplantes? Måske. Ingen ved det.

Men vi ved, at tiderne ændrer sig – og vi med dem, og dermed også vores traditioner.

Sikkert er det dog, at så længe der findes kirker, så vil man ved juletid kunne høre fortællingen om barnet, der blev lagt i en krybbe i Betlehem dén nat, hvor en stor stjerne stod på himlen, og lyset fødtes på jorden – og at det er derfor, at vi ønsker hinanden glædelig jul.

Så på dén måde rører vi ikke spor ved den gamle jul.

Glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Nattevagten – Dæmoner går i arv”

Udgivet den af
Svar

Gamle synder kaster lange skygger – og det gør vold og fortræd også. Sæt det sammen med at fædrenes synder nedarves i syv led, som det siges i Biblen – og så har man forlægget til Ole Bornedals ”Nattevagten – Dæmoner går i arv”, som har premiere i dag d. 14. december.

Da filmen starter, er der gået 30 år siden de forfærdelige begivenheder på Retsmedicinsk Institut i København, hvor nattevagten Martin og hans kæreste Kalinka var få sekunder fra at blive myrdet af den sindssyge massemorder og kriminalkommissær Wörmer – men hvor de blev reddet af vennen Jens, der var nødt til at skære sin ene tommelfinger af for at kunne komme til undsætning.

Filmen fra 1994 sluttede med et dobbeltbryllup: Martin og Kalinka – og Jens og Lotte. Happy end – eller? Helt bestemt eller. For hvor samfundet for længst har glemt, hvad der skete, så er rædslerne fra dengang stadig voldsomt definerende for alle involverede.

Og det gælder også dem, som er født efter det skete, som tilfældet er for Emma, der er Martins og Kalinkas datter. Hun er medicinstuderende – og i jagten på sandheden om, hvad der skete dengang (en sandhed, som delvist er blevet holdt skjult for hende), tager hun det selvsamme job som nattevagt, som faderen engang havde.

Forholdene på Retsmedicinsk Institut har selvfølgelig ikke ændret sig. Det er den samme overlæge, de samme skumle, slidte gange og rum – og den samme råddenskab og stank af lig og død. Ja, der er faktisk endnu mere råddenskab, end Emma og hendes tre gode venner (som endda kommer og holder drukfest) forestiller sig.

Noget ondt ligger nemlig og lurer i skyggerne – også andre steder, end man først tror. For gamle synder har det med ikke kun at kaste skygger – de kalder også på hævn. Iskold og blodig hævn.

Det er Emma, som er filmens hovedpersonen, og hun spilles med nerve og overbevisning af Fanny Leander Bornedal. Heldigvis møder vi også Martin og Jens – Nikolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia, og hvor er det rart at få svar på, hvad der blev af dem – og af Kalinka og Lotte. D´herrers samspil er i øvrigt – her efter tre succesrige årtier som skuespillere – stadig lige stærkt og fast. Som et venskab er det efter mere end 30 år.

Og ja, vi møder selvfølgelig også Ulf Pilgaard som Wörmer, og selvom han kun er med i få scener, er det nogle af de mest skræmmende. Han er ætsende god, både i samspillet med Fanny Leander Bornedal og med Nikolaj Coster-Waldau.

I andre markante roller ses Paprika Steen som kriminalkommissær Kramer og Sonja Richter som psykologen Gunver – samt Sonny Lindberg, der spiller Sofus, som også er beboer på anstalten Skt. Hans, hvor Wörmer sidder. Dertil kommer de andre unge, som blandt andet tæller Nina Rask i en vigtig rolle. Men det er et generelt stærkt og velvalgt cast til filmen om de forhold og begivenheder, der fører til det endelige opgør.

Tankerne bag ”Nattevagten – Dæmoner går i arv” om menneskets psykologiske og bibelske behov for hævn og retfærdighed er også spot-on, og filmen er sine steder særdeles ubehagelig på den gode måde. Men andre steder er den særdeles ulogisk. Et forhold, der ikke kan tydeliggøres uden at røbe handlingen. Men der er noget med både tider, steder og muligheden for at få information, som ikke stemmer.

Men dét er en spændende film – og derfor og af veneration for mesterværket fra 1994 – skal ”Nattevagten – Dæmoner går i arv” have 4 ud af 6 stjerner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lang vej endnu

Udgivet den af
Svar

År 2023 bliver det varmeste år målt på Jorden!!!

Dét slog FN´s generalsekretær António Guterres fast på FN´s klima-konference COP 28 i Dubai, som startede i sidste uge. I ved: Den årlige maskerade, hvor alverdens ledere tager privatflyene til forskellige locations på kloden for i nogle dage at spise og drikke godt, mens de bliver enige om den ene hensigtserklæring efter den anden om klimaet – men hvor der ikke sker noget, som gør en reel forskel.

De fleste mennesker er også ligeglade. Eller også er det bare ikke til at overskue – i modsætning til fx et juletræ.

Sidste år valgte Lokaludvalget på Christianshavn – som står for bydelens juletræ – ikke at sætte lys på årets juletræ. Der skulle spares på strømmen – både af klimatiske hensyn, og pga. krigen i Ukraine. Dét affødte en voldsom debat på Christianshavn. For folk ville have lys på bydelens juletræ. Ellers blev det ikke rigtig jul, mente mange.

Så det vakte selvsagt stor glæde, da juletræet på Christianshavns Torv i år blev tændt i lørdags – og ikke en eneste klima-bekymret har i den anledning (turdet) ytre noget.

Dét er i grunden grotesk. For det eneste, som har ændret sig siden december 2022, er, at klimaet har fået det endnu værre. Så i år skulle man ikke kun være fortsat med at droppe lyset. Man skulle have droppet hele juletræet – og dét ikke kun på Christianshavn, men i hele Danmark – ja, i hele verden.

Men vores jul skal ikke røres, synes de fleste. Og det kunne måske også gå an, hvis det kun handlede om juletræer. Men dét gør det ikke. Det er hele året, hvor vi ikke vil lave om på vores vaner – heller ikke med at vinkle data, så de passer til vores holdninger.

En ny TV2-undersøgelse blev fx i TV2 fortalt således: 40% af alle danskere bruger mindre strøm, 30% spiser mindre kød, og 25% køber mindre tøj. Og dét lyder jo positivt. Men prøv og se fakta fra den anden side:

Ud af 20 danskere, bruger 12 lige så meget strøm som førhen.
Ud af 20 danskere, spiser 14 lige så meget kød som førhen.
Ud af 20 danskere, køber 15 lige så meget tøj som førhen.

Så ryger armene ned igen. For der er lang vej endnu – og dét kan intet juletræ lave om på. Spørgsmålet er, om vi overhovedet når i mål, inden vi – og en del andre arter – er udryddet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk