Månedsarkiv: oktober 2014

Fredagsoplæg: Miljøduksen Danmark: Vision eller nød?

Udgivet den af
1

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der er afgørende for os alle sammen og vore planet:

Miljøet

Danmark er – i hvert fald ifølge ministre og andre med interesse i Danmark som foregangsland på miljøområdet – en rigtig klimaduks og et lysende eksempel for alle andre lande at følge, når det drejer sig om at leve grønt og bæredygtigt.

Danmarksbloggen tvivler så på det med den danske dukse-natur. Ord er billige – og meget lettere end handling.

Omvendt så vil vi – når havstigningerne kommer – være et af de lande, som rammes rigtigt hårdt, da vi har meget kystlinie og mange lavtliggende områder som fx Roskilde og Købehavn.

Så måske det er rigtigt nok, det med den danske duksenatur. I så fald skyldes det nok mere nødvendighed end en høj moral. Mennesket er som bekendt dovent og gør først noget, når der er grund til det.

Og nu er der grund til det på klimaets vegne.

Desværre så smelter indlandsisen på Rådhuspladsen i København i takt med de gode intentioner, som politikerne kommer med i kølvandet på meldingerne fra FN’s klimapanel (IPCC), der i øjeblikket er i København for at afslutte og offentliggøre verdens klimastatus inden COP20-mødet i Peru til december.

Læs mere om det her: http://www.dr.dk/Nyheder/Vejret/2014/10/24/084726.htm

For skal det batte noget med miljøet, skal vi alle sammen være villige til at lave store ændringer. Og det vil de store lande ikke, heller ikke selvom Danmark åbenbart som en anden tapper landssoldat går forrest og svinger med en kvist fra et sygt kastanietræ og synger en sang fra de varme lande, der i fremtiden også kan blive Danmark.

En udvikling som i øvrigt er blevet en anelse mere fremskyndet ved Olafur Eliassons nyeste installation: Indlandsisen på Rådhuspladsen, som det har kostet unødvendige brændstoffer at få transporteret til Danmark.

Men Eliasson har det åbenbart med at lege skaber i disse tider, hvor han også har smidt diverse sten ind på en fløj af Louisiana og dér skabt hans såkaldte ”Riverbed”. En udstilling udelukkende bestående af sten og lidt vand.

Men uanset om det er sten eller is, som den kendte kunstner har arbejdet med, så må jeg citere min datter Anna, der ved synet af Eliassons ”værker” citerede fra Brorsons salme ”Op af al den ting”, hvor man i strofe 2 synger: Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde.

Anna og Brorson har ret. Vi kan ikke skabe en ny verden. Dét har vi hverken magt, vælde eller teknologi til. Men vi kan – og skal – passe på den verden, som vi har – uanset om vi tror på Gud, kunsten eller noget helt tredje.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mariager: Heksejagt på lesbisk par – og deres børn

Udgivet den af
3

Danmarksbloggen beskæftiger sig af princip ikke med personsager – men ingen regler uden undtagelse.

For sagen i Mariager med chikanen af det lesbiske par har nu taget en drejning, så det nærmer sig noget, der minder om en ondskabsfuld heksejagt på ikke kun parret, men også parrets børn.

I børnehaven hænger der ved hvert barns skab en seddel med forældrenes navne. Her var Tulle Krøyers navn streget ud og istedet var der tegnet et kors. Læs mere her:
http://www.bt.dk/danmark/nu-rammer-chikanen-barnet-boernefamilie-fandt-uhyggelig-tegning-paa-barnets-skab-i

Den slags er mere end chikane – det er faktisk direkte ondt og burde meldes til politiet. For den skyldige skulle i dén grad findes og stilles til ansvar.

Ja, det skulle alle, der har chikaneret familien i Mariager med anonyme breve, madaffald i haven, lort på vinduerne og de andre overgreb, som nogle har gjort i den lille by, der ellers markedsfører sig som rosernes by.

Men de roser lugter meget grimt …

Det lesbiske par har også valgt at flytte. Se mere her:
http://amtsavisen.dk/mariagerfjord/nu-flytter-de-fra-mariager

Noget som Danmarksbloggen sagtens kan følge på det personlige plan.

For på det overordnede plan er det ærgerligt, at snæversynetheden og den religiøse fundamentalisme – her i dens kristne form vel at mærke – får lov til at sejre.

Men Danmarksbloggen forstår Tulle Krøyer, hendes kone og deres børn. For dem er det deres liv og hverdag, som det drejer sig om – og ingen kan trives med at bo omgivet af så meget had og intolerance, som de har gjort det i Mariager.

Danmarksbloggen ønsker derfor familien held og lykke videre frem – og håber, at de må finde et sted at bo, hvor menneskene lever i 2014 …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Maria og Mohammed”: Når hjerterne i 2014 slår i stumfilms-takt

Udgivet den af
1

Dansk Rakkerpak havde i går, tirsdag d. 28. oktober, premiere på Københavns Musikteater med forestillingen ”Maria og Mohammed”, som de selv præsenterer som en kærlighedshistorie i stumfilmstempo.

Stykket spilles som en kombination af en stumfilm og klassisk scenekunst, dog uden ord – og ledsages hele vejen af Mathias Grove Madsens eminente stumfilmsmusik, der præcis som dengang i stumfilmens storhedstid spilles under hele forestillingen – live af komponisten selv naturligvis.

Og ja, det sjove, spøjse og meget velgennemtænkte stykke handler om kærlighed – men teaterstykket med indlagt stumfilm (eller er det omvendt?) er mere end en klassisk kærlighedsfortælling om to unge –  en gammeldansker og en nydansker – der mødes og overvinder alle forhindringer.

”Maria og Mohammed” er nemlig først og fremmest historien om vor tid og om de udfordringer, som vi alle sammen lever med og i anno 2014.

En 2014-virkelighed, hvor mange tror, at vi er forskellige, bare fordi vi har forskellige hudfarver, kulturer og religioner – en virkelighed med fordomme, racisme, vold og et stort behov for syndebukke, der giver grimme mindelser om tiden, dengang stumfilmen var rigtig stor, nemlig i 1920´erne, der var en optakt til det vanvid, som fandt sted 1940-45.

Forbindelsen mellem 1920´erne og vor tid må også være tilsigtet fra idémand og manuskriptforfatter Niels Grønnes side. For ”Maria og Mohammed” er – heldigvis – helt i tråd med Dansk Rakkerpaks tradition for lige dele komik og livtag med vigtige samfundsemner.

Og det er meget på spil her. For hjerterne er syge i 2014 – og ikke kun hos Marias far, der må ty til diverse stimulanser for at overleve. Der mangler nemlig overalt varme og plads til tolerance, rummelighed og mennesker  – og dem, der kan gøre noget ved det, tænker kun på at rage endnu mere til sig.

Vi er altså overladt til os selv i en opdelt og splittet 2014-verden, hvor mennesker som i en anden stumfilm opfatter hinanden som sort-hvide stereotyper, og derfor oftest møder “de andre” i dybeste mistro – og hvor kun åbenheden og kærligheden har en chance for at forløse og bryde igennem alt det sort-hvide-grå og skabe en verden med farver, tillid, mangfoldighed og glæde.

Det er hårde odds, der så også kommer en forrygende forestilling ud af hos Dansk Rakkerpak – endda med en lille hilsen midt i det hele til stumfilmens mester Charlie Chaplin.

Danmarksbloggen skal ikke røbe handlingen her, blot opfordre alle til at se ”Maria og Mohammed” med Stine Holm Joensen og Josef W. Nielsen i titelrollerne (og enkelte biroller) – og Niels Grønne i adskillige fantastiske biroller, der nærmest er små selvstændige skuespil og sketches i det store stykke, der spilles på scenen og på filmlærredet i et fantastisk samspil, hvor timingen mellem de to medier – og lydeffekterne – sidder lige i skabet hver eneste gang.

Hvor man som tilskuer griner, smiler, men også røres og sidder med en tåre i øjenkrogen til sidst.

For der er jo så meget mere, der samler end skiller os som mennesker, og heldigvis er det ikke altsammen kun fordomme og angst. Vi har også allesammen – uanset hudfarve, tro og kultur – de samme håb og drømme – og den samme kærlighed til vores børn, som man ser det hos både Mohammeds forældre, der ikke ved alt det gode, som de vil gøre for deres søn (uanset om han ønsker det eller ej) og Marias far, der jo har et stort og omsorgsfuldt hjerte inde bagved.

Så jo, vi har mere, der samler end skiller os som mennesker.

Det tror mange så desværre måske ikke længere på – ihvertfald ikke når budskabet formidles med ord.

Men hos Dansk Rakkerpaks ”Maria og Mohammed” vises det med fagter, grimasser og humor – og så står det stærkt. For når vi smiler og griner, så er hjertet tættest på og lettest at nå.

Som en anden dansk kunstner, nemlig humorist og entertainer Victor Borge, der ligesom Dansk Rakkerpak underholdte med musik, grimasser og fagter, sagde det: Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker.

Danmarksbloggens med-anmelder på denne forestilling teenageren Anna M.T. Frederiksen valgte i stedet at henvise til Piet Heins berømte gruk om sjov og alvor, der hun skulle opresumere forestillingen: Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt

Præcis – og hvad siger teenageren ellers til forestillingen?

Anna får ordet:

Jeg skulle lige vænne mig til formen med både stumfilm, scene og levende klavermusik.

Men jeg kunne rigtigt godt lide ”Maria og Mohammed”– også fordi der er flere lag. For umiddelbart er det jo sådan en slags falden-på-halen-komik, men der er jo et dybere lag nedenunder.

Et lag, der fortæller, at sådan her ser verden ud i 2014 – ikke kun et sted, men mange, ja måske alle steder. Ellers ville man heller ikke have skrevet et tilfældigt sted, en tilfældigt land i 2014 i begyndelsen af stykket. Så sådan må det være, og det er rigtig skræmmende, men desværre også sandt.

Jeg kunne også godt lide teksterne med nutidssprog og – ord som walla og møgso sat ind i den gamle stumfilmsramme. Så blev det også endnu nemmere at forstå handlingen, selvom jeg var ret overrasket over, hvor let det var at følge med i en handling uden talte ord.

De medvirkende spillede også godt, og det var helt vildt, som de kunne time skiftene mellem scene og stumfilm.

Og uanset om det var scene eller stumfilm, så var stykket lidt som en Looney Tunes-tegnefilm uden ord – bare med levende mennesker i stedet. Noget man især så under jagten og ved start og slut, når Carlo brølede i logoet som en ged.

Det var sjovt, tankevækkende – og en tusinde gange sjovere og bedre måde at få os unge til at blive interesseret i samfundet end de løftede pegefingre om nu at huske at følge med, som vi nogle gange mødes med i skolen og derhjemme.

—-

Der er altså bred enighed hos både teenageren og den voksne:

”Maria og Mohammed” er en forestilling, som er ligeså relevant, som den er morsom – og vi og resten af den tætpakkede teatersal grinte mange gange i løbet af den time, som forestillingen varede.

Så: Fem stumfilmsruller ud af fem mulige – og så lige en ekstra rulle til musikken, alle de fine finesser og skøre påfund.

Stykket spiller fra d. 28. oktober til d. 15. november.

Læs mere på: www.danskrakkerpak.dk

Medvirkende: Stine Holm Joensen, Josef W. Nielsen, Niels Grønne og Mathias Grove Madsen (musiker).
På filmdelen medvirker endvidere: Torkild Lindebjerg, Hamsa Bedeiri, Ali Haider Mohsin m.fl.
Idé og manus: Niels Grønne
Instruktion: Torkild Lindebjerg og Niels Grønne
Komponist: Mathias Grove Madsen
Film og filmteknik: Helle Lyshøj
Lysdesign og programmering: Mik Manley Andersson
Lyddesign og teknisk afvikling: Andreas Darum

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ebola – MRSA : 0 – 4

Udgivet den af
4

I Danmark er vi angste for ebola i én grad, så ordet hysteri er fristende at bruge – og endnu mere fordi vi allerede har en anden sygdom helt inde på livet i Danmark. En sygdom, som vi har så alt for mange gode grunde til at frygte: Nemlig MRSA.

MRSA – altså resistente bakterier – spreder sig i øjeblikket med alarmerende hast i Danmark, og det smitter ikke længere blot fra gris til menneske, men også fra menneske til menneske.

Havde det været en konkurrence sygdommene imellem om at udrydde flest mennesker, ville stillingen mellem Ebola – MRSA i Danmark pt. således være 0 – 4, hvis altså man måler i antallet af døde. Måler man i antal smittede, er tallet derimod 0 – 900+ (og vi tæller stadig – desværre).

Der er nemlig så vidt vides heldigvis endnu ingen danskere, der hverken er døde eller smittede af ebola, men der er 4 døde af MRSA alene i år – og mere end 900 smittede. Heraf de sidste 300 indenfor de sidste to måneder, så MRSA spreder sig hastigere end nogensinde før.

Og det er noget, der gør MRSA til en langt større trussel mod sundheden i Danmark end ebola (i hvert fald i dens nuværende form) nogensinde må formodes at blive.

MRSA er også langt sværere at bekæmpe – og her er de medicinske udfordringer de mindste. Den største barriere for at få udryddet MRSA hedder landbruget og deres konstante skelnen til pengepungen fremfor til menneskeliv.

Danmarksbloggen har skrevet om det før. Se indlæg her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5362

Men det er simpelthen så vigtigt, at det må gentages: MRSA er en tikkende bombe under det danske samfund og den danske befolkning – og vi kan ikke længere tillade landmændene at spille hasard med vores liv og helbred, blot så de kan tjene nogle få ekstra kroner.

Det er lige til at skamme sig over, især fordi vi har både den nødvendige viden og teknologi til at udrydde MRSA´en i Danmark, men desværre ikke den politiske vilje – og forståelsen ude i landbruget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”OPI – Debat og perspektiv.”

Udgivet den af
1

Mediehuset DenOffentlige har udgivet deres første bog ”OPI – Debat og perspektiv. En blogstafet fra DenOffentlige”.

Det er DenOffentliges redaktør Nick Allentoft, der sammen med projektleder på Syddansk Sundhedsinnovation, Region Syddanmark Susan Dalum står for bogen.

Bogen, der består af både nye indlæg og indlæg allerede publiceret på DenOffentlige, er et absolut ”must” at læse for enhver, der er interesseret i velfærd – og måske især i hvordan vi i Danmark bevarer og videreudvikler vores velfærd.

For det er et af de få – ja, måske endda det eneste – samfundsmål, som alle politiske partier og alle danskere er enige om: At vi vil beholde vores velfærdssamfund.

Så kan vi diskutere, hvordan velfærdssamfundet skal opbygges, finansieres og så videre – men at velfærden skal sikres, er alle danskere enige om – også i ”OPI – Debat og perspektiv.”

Inden man går i gang med læsningen af de 15 indlæg fra blogstafetternes deltagere (side 17 til side 88), kan det dog anbefales at læse indledningen, første kapitel samt de to sidste kapitler. Her får man nemlig en grundig indføring i, hvad OPI er, det tre-årige OPI-Lab, og hvordan OPI i skrivende stund folder sig ud i Danmark, både generelt og i konkrete eksempler.

Men kort fortalt drejer OPI sig om, hvad det offentlige og det private sammen kan skabe af nye initiativer, forbedrede arbejdsgange, teknologiske landvindinger og andet i bestræbelserne på at udvikle en bedre og mere lønsom velfærd – deraf også navnet: OPI, der står for Offentlig, Privat og Innovation.

Blogstafetternes deltagere er som nævnt 15 videns- og indflydelsesrige personer fra hele Danmark. Nogle af dem er kendte som fx EU´s konkurrencekommisær og tidligere økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, finansminister Bjarne Corydon, Dansk Folkepartis leder Kristian Thuelsen Dahl, FOA´s formand Dennis Kristensen og formand for FTF Bente Sorgenfrey. Mens andre er mere ukendte for den brede offentlighed som fx KL´s relativt nye formand Martin Damm, regionalpolitisk direktør for Danske Regioner Gitte Bengtsson og direktør for Højteknologifonden Carsten Orth Gaarn-Larsen. Erhvervslivet er også repræsenteret ved fx administrerende direktør i Dansk Industri Karsten Dybvad og direktør for Philips Healthcare Danmark Ulrik Rokkedal Therkildsen.

Det er altså en bred vifte af interesser og organisationer, der kommer til orde i ”OPI – Debat og perspektiv”. Der er derfor også mange forskellige emner – og meninger – oppe at vende i løbet af blogstafetten.

Og det kan have sine fordele, da det giver et fint overblik over mange af de relevante problemstillinger. Men det kan også have sine ulemper, da man som læser godt kunne tænke sig, at der blev gået mere i dybden med nogle emner.

Følgende emner baseret på de 15 blog-indlæg kunne det derfor – efter Danmarksbloggens mening – være både spændende og relevant at få yderligere belyst:

1)    Kan man overhovedet – og i så fald hvordan – få de private aktører interesseret i at være med til at videreudvikle velfærden uden at det nødvendigvis kan aflæses på deres bundlinie – ihvertfald indenfor en overskuelig tid?

2)    Og hvor langt ind i det offentlige maskinrum skal de private virksomheder have adgang? Og hvilke beføjelser skal de private virksomheder evt. have dér?

3)    Og tilsvarende: Hvor langt ind i de private virksomheders maskinrum skal de offentlige institutioner have adgang? Og hvilke beføjelser skal de offentlige institutioner evt. have dér? Bemærk: Her tales ikke om skat og andre myndigheder, men om offentlige institutioner, der arbejder med velfærdsydelser.

4)    Kan OPI skabe jobs i eksisterende virksomheder – og institutioner? Hvordan?

5)    Kan OPI skabe nye virksomheder eller/og offentlige arbejdsplader? Hvordan?

6)    Hvordan sikrer vi, at relevante OPI-erfaringer dokumenteres og lagres, så andre også kan få glæde af dem – og den dybe tallerken ikke skal opfindes to eller måske ti gange? Er de allerede etablerede samarbejder gode nok til at løfte dén opgave? Og hvad er i den forbindelse status for det samlede kompetence-center, som DI`s adm. direktør John Klarskov foreslår i blogstafetten?

7)    Velfærd som eksport: Kan Danmark tjene penge på OPI? Hvordan?

8)    Hvordan ser fremtiden ud for OPI, nu hvor de første tre års finansiering er forbi?

9)    Og endelig: Hvad handler velfærdsteknologi i bund og grund om? Vasketoiletter og spisearme alene gør det jo ikke. Ejheller ledelse, proces og kommunikation. Velfærd handler stadig først og sidst om varme hænder – om mennesker af kød og blod. Handler om dig og mig og alle andre, når vi er børn, gamle, syge eller i øvrigt har brug for hjælp i livet.

Derudover kunne det give god mening med en principiel diskussion af den strukturelle forskel, som der er på en offentlig institution, der selvfølgelig skal leve op til diverse krav om effektivitet og value-for-money, men som ikke skal generere et økonomisk overskud som en privat virksomhed er nødt til, hvis den private virksomhed skal overleve og gerne også vækste.

For netop dén forskel, som der er på økonomisk incitament hos de to aktører, spiller en afgørende rolle for, hvordan den enkelte virksomhed og den enkelte institution kan agere, både i forhold til ydelser, kunder, brugere, ansatte, innovation, kommunikation og ledelse.

Det er derfor også en forskel, som det efter Danmarksbloggens mening kunne give god mening – og mere velfærd – at undersøge nærmere. For kun ved at få forskellen mellem en privat virksomhed og en offentlig institution kortlagt og beskrevet, kan der for alvor bygges bro – og skabes mere og bedre OPI – mellem to på mange måder meget forskellige aktører: De offentlige myndigheder og de private virksomheder.

Eller sagt ligeud: At definere og beskrive de forskelle og en mulig bro imellem dem kunne være en opgave, der efter Danmarksbloggens mening lægger lige til højrebenet for Mediehuset DenOffentlige, som med deres nye bog ”OPI – Debat og perspektiv” er med til at højne vidensniveauet og give samfundsdebatten i Danmark et vægtigt indspark.

Måske det endda kunne blive til en ny debat-blog-bog med dét emne?

Det kunne være spændende. Danmarksbloggen bidrager gerne og glæder sig til fortsat at følge og skrive om Mediehuset DenOffentlige og deres arbejde. Der er noget at tage fat på i fremtidige artikler og bøger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 29: 1970´erne og 1980´erne

Udgivet den af
1

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

1970´erne og 1980´erne

Velstanden ville bare fortsætte og fortsætte nærmest for evigt, troede mange op gennem 1960´erne. En teori, som oliekriserne i 1970´erne dog satte en eftertrykkelig stopper for.

De nye tider var for alvor kommet – og i de kommende årtier blev energiforsyningen et af de helt store politiske emner. Ja, den er den stadigvæk. Men det var i 1970´erne, at det for alvor gik op for politikere og befolkning, at olie- og kul-beholdningerne ikke varer evigt – og at det derfor er en god ide at kigge på vedvarende energi som fx solfangere og vindmøller.

Den vedvarende energi har også den fordel, at den ikke forurener i samme grad som de fossile brændstoffer. Så netop forurening og miljø var også noget, der for alvor begyndte at komme på dagsordenen i 1970´erne.

Store dele af befolkningen var dog stadig mere optagede af deres egne pengepunge og nyindkøbte parcelhuse, og det gav sig blandt andet udslag i det berømte jordskredsvalg til Folketinget i 1973, hvor den gamle orden med få politiske partier blev sprængt, og især Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i spidsen og Centrum-Demokraterne med Erhard Jacobsen som leder markerede sig i det nye politiske landskab.

De første mente, at vi stort set ikke behøvede at betale skat – og de andre appellerede til de nye parcelhusejere og ville have de borgerlige dyder ind og de røde lejesvende, som de kaldte de fleste medier, ud.

Det lykkedes selvfølgelig ikke, men den politiske dagsorden blev en anden. Mere end 44% af vælgerne havde også stemt anderledes end de plejede – og mange på de nye partier, som udover de nævnte også talte abortmodstanderne i Kristeligt Folkeparti m.fl.

Nutidens parlamentariske system med mange partier på Christiansborg tog altså sin begyndelse dér – og det skulle selvfølgelig også præge Danmark op gennem 1970´erne, der var kendetegnet ved krise på krise, billøse søndage og en befolkning, der samledes foran fjernsynet, som endnu kun var én eneste dansk kanal samt et par svenske, hvis man boede i Øst-Danmark, eller nogle få tyske, hvis man boede i Vest- og Syd-Danmark.

Det var monopolets dage, hvor alle tiders bedste danske tv-serie MATADOR havde premiere. Serien er i dag ren Danmarkshistorie og elsket nationalarv, og lagde dengang gaderne øde, når den blev sendt lørdag aften. Alle måtte vide, hvordan det gik personerne i Korsbæk. For husk: Dengang kendte man ikke begivenhedsforløbet i de 24 afsnit. Så det var med spænding, at både store og små sad klistret til skærmen, når Bent Fabricius Bjerres smukke melodi fortalte, at nu startede endnu et afsnit.

Det var også brug for noget at samle sig om. Kriserne fortsatte op gennem 1980´erne, og den nye Firkløverregering under ledelse af den konservative Poul Schlüter gennemførte de såkaldte kartoffelkure, som var økonomiske stramninger inspireret af den amerikanske præsident Ronald Reagans og den britiske premierministers Margaret Thatchers ny-liberalistiske og anti-solidariske stil.

Yuppierne – unge og yngre, som var blevet rige i en ruf på Børsen eller ved at købe og sælge virksomheder – elskede den stil. De gik i Lacoste-tøj og troede kun på sig selv og den næste flaske vodka eller champagne til overpris på de elegante natklubber, som de levede på hver weekend.

Punkerne og BZ´erne derimod hadede den stil – og gik imod den stigende højredrejning i samfundet med farverigt hår, der strittede lige op, hullede t-shirts og lædertøj – og besatte huse, som de udkæmpede adskillige kampe med politiet om op gennem 1980´erne.

Kampe, som blandt andet er beskrevet i Danmarks nationalskjald Kim Larsens film ”Midt om natten”, hvor der blandt andet synges: Strisserne kom midt om natten … og sagde gå nu hjem, men vi spurgte: Hvor er det? Midt om natten!!! Pladen udkom i 1983 og blev årtiets mest solgte og er stadig det mest solgte album i Danmark tæt fulgt af efterfølgeren ”Forklædt som voksen” fra 1986. Kim Larsen kunne – og kan – som ingen anden forny den danske sangskat og bygge bro mellem generationerne og befolkningsgrupperne.

De fleste danskere var dog hverken yuppier eller bz´ere. De gik i stedet i pastelfarvet tøj med skulderpuder eller bekvemme, men grimme joggingsæt og passede deres arbejde eller studie – og mange af dem fulgte ivrigt med i fodboldlandsholdet, der med Sepp Piontek som træner for første gang nogen kvalificerede Danmark til en slutrunde, endda til VM i Mexico i 1986.

Den slutrunde, som skabte dén sang, der stadig synges: Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side.

For det gjorde vi stadigvæk dengang i 1980´erne, også selvom Dronning Margrethe d. 2 i nytårstalen i 1984 sagde de berømte ord om danskernes forhold til indvandrere: Det er der også andre, der har måttet føle, nemlig gæstearbejderne og deres familier. Nu er tiderne lidt mindre gunstige, end da mange af dem kom hertil, og det går ofte hårdere ud over dem, der igennem generationer er indlevet i den danske hverdag og derfor har sværere ved at omstille sig. Så kommer vi med vores `danske humor’ og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.

Godt, ja næsten profetisk sagt af Dronningen.

For noget var ved at ske både i danskernes holdning til sig selv og til den omkringliggende verden.

Den danske selvforståelse var for første gang siden 1864 ved at svinge fra vi-er-små-men-det-er-ok til vi-kan-godt-spise-kirsebær-med-de-store – på både godt og ondt.

Det skulle der blive meget mere af de kommende år – og især i 1990´ene.

Og netop 1990´erne skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Dan Park og de ni billeder

Udgivet den af
2

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der i dén grad har oprørt sindene i den senere tid:

Dan Park og de ni billeder, der udstilles i Danmark

Den svenske gadekunstner Dan Park blev idømt seks måneders fængsel i Sverige for racisme. Hans billeder af fx sorte mænd med løkker om halsen virker også voldsomme  og er med kunstnerens egne ord skabt for at provokere og udfordre ytringsfriheden.

Men er Dan Park politisk aktivist eller naiv kunstner? Det spørgsmål er slet ikke ordentlig belyst.

Den oprindelige udstilling i Sverige var på 31 billeder, men det var kun ni af dem, som Dan Park blev dømt for.

Og netop de ni billeder blev i går vist på Christiansborg, hvor Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet var gået sammen om at vise dem for en inviteret skare. Næste uge udstilles billederne et endnu hemmeligt sted på Østerbro.

Billederne skulle oprindelig have været vist på Galleri Hornsleth & Friends i Bredgade i København, men efter hærværk samt at være blevet truet på livet, turde galleriejer Kristian von Hornsleth ikke udstille dem alligevel.

Der er mange aspekter i den her sag.

Ét er dog helt sikkert: Det er 100% forkert at true nogen på livet, som Kristian von Hornsleth er blevet det.

Men resten af sagen er hverken 100% eller 0%. Hverken fugl eller fisk, selvom det handler om menneskeværd, ytringsfrihed og mange af vores andre højt besungne værdier.

For ja, vi har ytringsfrihed i Danmark som i resten af Norden – og det skal vi blive ved med at have. Så Dan Park kan selvfølgelig i den forstand lave lige den kunst, som han vil. Men hvis den kunst overtræder lovgivningen som fx blasfemi- eller racismeparagrafferne, så skal det selvfølgelig få retslige konsekvenser for kunstneren.

Sådan er det i en retsstat.

Det er derfor meget enkelt. For såvel i Sverige som i Danmark har vi et system, der holder, hvis altså vi bruger det – og ikke selv mener, at vi har retten til at re-definere alting hele tiden. For selvfølgelig skal Dan Park ikke tillades hverken mere eller mindre end alle andre.

At være kunstner gør nemlig ikke, at man er hævet over samfundet – men kunstnere bør omvendt også nyde de samme rettigheder og beskyttelse som alle andre.

En krølle på halen er så, at det at Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet kun udstiller de ni billeder, som Dan Park er dømt for i Sverige – og ikke samtlige 31 gør udstillingen til en politisk demonstration – og ikke et spørgsmål om kunst.

Man kan derfor også kun fortsat spørge ind til de dybere motiver om, hvorfor Dan Park så gladeligt lader sig spænde for lige netop dén politiske vogn?

Drejer det hele sig i virkeligheden – også for Dan Park – om andet og mere end blot en demonstration for en blind og grænseløs ytringsfrihed? Er svenskeren politisk aktivist eller naiv kunstner? Danmarksbloggen er ikke sikker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Gud og hvermand nedvurderes i den nye Bibel-version

Udgivet den af
1

Bibelselskabet er i gang med at udgive Det Gamle Testamente i det Bibelselskabet selv kalder en helt ny og mundret nudansk oversættelse – og man er startet med Første Mosebog og Prædikerens Bog, der i den nye version hedder Begyndelsen og Tænkeren.

Altså helt nye navne.

Det med nye navne til alt er så meget symptomatisk for denne nye version af Det Gamle Testamente – og ofte med et resultat, der nedvurderer Gud som Skaberen og Navngiveren – og læseren som et intelligent menneske, der trods alt har gået minimum ni år i skole.

Fx er Gud i den nye version ikke længere almægtig. Han er gavmild.

Men det giver jo ikke mening. At være almægtig og at være gavmild er to forskellige ting. Der findes masser af gavmilde mennesker, men ingen almægtige. Kun Gud er almægtig – og endda kun for den, der tror på netop Gud som en almægtig Gud.

Et andet eksempel er Noahs Ark, der i den nye version er en båd.

Men en båd er ikke tilnærmelsesvis så stor som en ark. Kunne man i det mindste ikke have kaldt det mega-skib? Eller måske supertanker? For skal vi endelig skrive Biblen i en ny version, så skal det gøres ordentligt og med humor og kunstnerisk frihed – og ikke akademisk ordkløveri og teologisk navlefnuller.

Endelig er englene i den nye version blevet afskaffet. Nu hedder det Guds udsendinge.

Men hov, var formålet ikke at gøre teksterne nemmere og mere forståelige? Det bliver rimeligt svært med Guds udsendinge istedet for engle.

Prøv fx at sige for dig selv: Der gik en Guds udsending gennem stuen versus der gik en engel gennem stuen.

Jeg ved godt, hvad der lyder bedst.

Det virker også forkert at hænge Guds udsendinge på juletræet om et par måneder, hvorimod det emmer af jul at hænge engle på juletræet.

Iflg. Bibelselskabet har man også kæmpet med at finde nutidige ord for ”nåde”, ”synd” og ”velsignelse”.

Danmarksbloggen iler gerne med hjælp. For det er såmænd meget nemt: Det er nemlig nåde, synd og velsignelse. Tre kristne kernebegreber, som bare ikke kan hedde noget andet.

Målet med den nye oversættelse er iflg. Bibelselskabet at få flere til at læse Biblen. Men det gøres ikke ved at genskrive den i en på alle måder dårligere version, der taler ned til både Gud og menneske.

Tværtimod så vil den nye version af Biblen på den lange bane blot ødelægge mere end det vil gavne, da Biblen på den måde ikke adskiller sig fra en krimi, et shoppekatalog eller et dameblad.

Nej, Biblen skal beholde sine smukke ord og begreber og sit flotte sprog. Dét er også med til at gøre os kristne.

Kirken arbejder som bekendt også med evigheden som perspektiv – og det skal afspejles i det sprog, som Biblen bruger. Et sprog, der nok skal kunne nå alle slags mennesker, men som også skal bevare et vist niveau og sin skønhed.

Ja, man kunne få den kætterske tanke, at alle ord, der er specifik kristne og taler om kristne begreber, skal udryddes fra denne nye bibelversion – med det resultat, at teksten bliver ligegyldig i sin farve- og trosløse sekularitet.

Det er beskæmmende – og det er egentlig utroligt, at man har valgt at beholde ordet Gud istedet for at kalde den almægtige Gud for noget helt andet.

Som sognepræst Torben Hangaard, der også tændte et adventslys her på Danmarksbloggen sidste år – læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=2672 – sagde det til Berlingske Nyhedsbureau og BT i går:

”Hvis man skal lave nudanske udgaver af Bibelen, så skal man holde sig til ordentlige erstatningsord, og det synes jeg ikke, det, jeg har fået præsenteret, indeholder. Når man eksempelvis gør en ark til en båd giver det en helt forkert association, og man laver om på noget.”

”En ark forbinder man med noget stort. Der var jo et par stykker, der skulle derind. Den kunne ikke kæntre eller vælte. En båd er sådan en lillebitte en, der sejler på Odense å eller i kanalerne i København. Det er to vidt forskellige ting.”

Citat slut.

Læs hele artiklen her: http://www.bt.dk/danmark/sognepraest-derfor-er-det-et-problem-at-lade-noa-sejle-i-en-baad-i-stedet-for-en-a

Danmarksbloggen er helt enig. Det er to forskellige ting.

Præcis som med bibeloversættelserne. På den ene side er de originale bibeloversættelser – de er gode og læs dem endelig. Og så er der på den anden side denne nye bibeloversættelse – den er dårlig og undgå den endelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal de danske F16-fly hjem?

Udgivet den af
2

Svenskerne jager stadig den formodede russiske ubåd i den stockholmske skærgård.

Men også nordmændene er opmærksomme på Rusland. Så i Norge holder man sine fly hjemme fra kampen mod IS i Irak og Syrien.

Det vurderes simpelthen, at der er mere brug for flyene i Norge pga. den spændte sikkerhedssituation. Læs mere her: http://www.avisen.dk/norge-vores-kampfly-bliver-hjemme-paa-grund-af-rusla_290596.aspx

Spørgsmålet, der står tilbage, er derfor også, om det ville give mening at tage de danske F16-fly hjem fra den ellers vigtige kamp mod IS i Irak og Syrien?

For nordmændene tager fejl, når de siger, at Danmark er i en mindre farlig sikkerhedspolitisk situation end Norge i forhold til Rusland.

Den store russiske Østersø-flåde skal i tilfælde af en stormagtskonflikt ud gennem enten Storebælt eller Øresund, og det gør det mere end relevant, at vi i Danmark kan beskytte os så godt som muligt. Og til dét arbejde behøver vi selvsagt vores F16-fly.

Spørgsmålet er selvfølgelig også, hvor relevant problemstillingen i det hele taget er.

En stor verdensomspændende konflikt med Rusland på den ene side og NATO og de andre vestlige lande på den anden er (forhåbentlig og formentlig) næppe nært forestående, heller ikke selvom hollandske skibe tæt følger det russiske skib Professor Logachev, der må formodes at overtage rollen som russisk moderskib efter NS Concord, der har sat kursen mod Rusland.

Ruslands adfærd i Østersøen i øjeblikket er – efter Danmarksbloggens mening – på ingen måde starten på noget, der minder om et russisk angreb. Men derimod en klassisk russisk markering af egen styrke – samt en advarsel til Sverige om ikke at blive medlem af NATO.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Udligningsordninger og retfærdighed

Udgivet den af
Svar

Flere – især jyske – kommuner er utilfredse med at skulle bidrage til den kommunale udligningsordning. De mener, at de selv har mere brug for pengene. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/10/21/230654.htm

Danmarksbloggen er ikke overrasket, snarere tværtimod er Danmarksbloggen forbavset over at dén udmelding ikke kom for lang tid siden.

Grådigheden og den manglende lyst til at dele er omsiggribende i det danske samfund, så selvfølgelig må egoismen også vise sig i den kommunale udligningsordning.

Men den kommunale udligningsordning er en god ting – hvis altså den fungerer ordentligt og på retfærdig vis fordeler goderne, således at rige kommuner giver til fattige kommuner.

MEN når det er sagt, så er det vigtigt også med en større udligning indenfor den enkelte kommune.

Københavns kommune, som pt. modtager 900 millioner, er fx kendetegnet ved, at der i kommunen bor både højindkomstgrupper og nogle af Danmarks mest udsatte grupper.

Så nej, fx Københavns kommune skal ikke som foreslået aflevere 500 millioner. For her har man behov for endog ret store midler, hvis de udsatte skal hjælpes. Udsatte som kommer til hovedstaden fra hele landet, også de kommuner, som nu ikke vil betale.

Det er desuden også forkert at se på Hovedstadsområdet som ét samlet område. Der er – som de fleste ved – en kæmpestor forskel på, hvad man tjener i de forskellige kommuner.

Så det eneste der giver mening og er retfærdigt er, at man tager hensyn til alle faktorer – og ikke kun kommunens samlede skatteindtægt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk