Dansk Rakkerpak havde i går, tirsdag d. 28. oktober, premiere på Københavns Musikteater med forestillingen ”Maria og Mohammed”, som de selv præsenterer som en kærlighedshistorie i stumfilmstempo.
Stykket spilles som en kombination af en stumfilm og klassisk scenekunst, dog uden ord – og ledsages hele vejen af Mathias Grove Madsens eminente stumfilmsmusik, der præcis som dengang i stumfilmens storhedstid spilles under hele forestillingen – live af komponisten selv naturligvis.
Og ja, det sjove, spøjse og meget velgennemtænkte stykke handler om kærlighed – men teaterstykket med indlagt stumfilm (eller er det omvendt?) er mere end en klassisk kærlighedsfortælling om to unge – en gammeldansker og en nydansker – der mødes og overvinder alle forhindringer.
”Maria og Mohammed” er nemlig først og fremmest historien om vor tid og om de udfordringer, som vi alle sammen lever med og i anno 2014.
En 2014-virkelighed, hvor mange tror, at vi er forskellige, bare fordi vi har forskellige hudfarver, kulturer og religioner – en virkelighed med fordomme, racisme, vold og et stort behov for syndebukke, der giver grimme mindelser om tiden, dengang stumfilmen var rigtig stor, nemlig i 1920´erne, der var en optakt til det vanvid, som fandt sted 1940-45.
Forbindelsen mellem 1920´erne og vor tid må også være tilsigtet fra idémand og manuskriptforfatter Niels Grønnes side. For ”Maria og Mohammed” er – heldigvis – helt i tråd med Dansk Rakkerpaks tradition for lige dele komik og livtag med vigtige samfundsemner.
Og det er meget på spil her. For hjerterne er syge i 2014 – og ikke kun hos Marias far, der må ty til diverse stimulanser for at overleve. Der mangler nemlig overalt varme og plads til tolerance, rummelighed og mennesker – og dem, der kan gøre noget ved det, tænker kun på at rage endnu mere til sig.
Vi er altså overladt til os selv i en opdelt og splittet 2014-verden, hvor mennesker som i en anden stumfilm opfatter hinanden som sort-hvide stereotyper, og derfor oftest møder “de andre” i dybeste mistro – og hvor kun åbenheden og kærligheden har en chance for at forløse og bryde igennem alt det sort-hvide-grå og skabe en verden med farver, tillid, mangfoldighed og glæde.
Det er hårde odds, der så også kommer en forrygende forestilling ud af hos Dansk Rakkerpak – endda med en lille hilsen midt i det hele til stumfilmens mester Charlie Chaplin.
Danmarksbloggen skal ikke røbe handlingen her, blot opfordre alle til at se ”Maria og Mohammed” med Stine Holm Joensen og Josef W. Nielsen i titelrollerne (og enkelte biroller) – og Niels Grønne i adskillige fantastiske biroller, der nærmest er små selvstændige skuespil og sketches i det store stykke, der spilles på scenen og på filmlærredet i et fantastisk samspil, hvor timingen mellem de to medier – og lydeffekterne – sidder lige i skabet hver eneste gang.
Hvor man som tilskuer griner, smiler, men også røres og sidder med en tåre i øjenkrogen til sidst.
For der er jo så meget mere, der samler end skiller os som mennesker, og heldigvis er det ikke altsammen kun fordomme og angst. Vi har også allesammen – uanset hudfarve, tro og kultur – de samme håb og drømme – og den samme kærlighed til vores børn, som man ser det hos både Mohammeds forældre, der ikke ved alt det gode, som de vil gøre for deres søn (uanset om han ønsker det eller ej) og Marias far, der jo har et stort og omsorgsfuldt hjerte inde bagved.
Så jo, vi har mere, der samler end skiller os som mennesker.
Det tror mange så desværre måske ikke længere på – ihvertfald ikke når budskabet formidles med ord.
Men hos Dansk Rakkerpaks ”Maria og Mohammed” vises det med fagter, grimasser og humor – og så står det stærkt. For når vi smiler og griner, så er hjertet tættest på og lettest at nå.
Som en anden dansk kunstner, nemlig humorist og entertainer Victor Borge, der ligesom Dansk Rakkerpak underholdte med musik, grimasser og fagter, sagde det: Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker.
Danmarksbloggens med-anmelder på denne forestilling teenageren Anna M.T. Frederiksen valgte i stedet at henvise til Piet Heins berømte gruk om sjov og alvor, der hun skulle opresumere forestillingen: Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt
Præcis – og hvad siger teenageren ellers til forestillingen?
Anna får ordet:
Jeg skulle lige vænne mig til formen med både stumfilm, scene og levende klavermusik.
Men jeg kunne rigtigt godt lide ”Maria og Mohammed”– også fordi der er flere lag. For umiddelbart er det jo sådan en slags falden-på-halen-komik, men der er jo et dybere lag nedenunder.
Et lag, der fortæller, at sådan her ser verden ud i 2014 – ikke kun et sted, men mange, ja måske alle steder. Ellers ville man heller ikke have skrevet et tilfældigt sted, en tilfældigt land i 2014 i begyndelsen af stykket. Så sådan må det være, og det er rigtig skræmmende, men desværre også sandt.
Jeg kunne også godt lide teksterne med nutidssprog og – ord som walla og møgso sat ind i den gamle stumfilmsramme. Så blev det også endnu nemmere at forstå handlingen, selvom jeg var ret overrasket over, hvor let det var at følge med i en handling uden talte ord.
De medvirkende spillede også godt, og det var helt vildt, som de kunne time skiftene mellem scene og stumfilm.
Og uanset om det var scene eller stumfilm, så var stykket lidt som en Looney Tunes-tegnefilm uden ord – bare med levende mennesker i stedet. Noget man især så under jagten og ved start og slut, når Carlo brølede i logoet som en ged.
Det var sjovt, tankevækkende – og en tusinde gange sjovere og bedre måde at få os unge til at blive interesseret i samfundet end de løftede pegefingre om nu at huske at følge med, som vi nogle gange mødes med i skolen og derhjemme.
—-
Der er altså bred enighed hos både teenageren og den voksne:
”Maria og Mohammed” er en forestilling, som er ligeså relevant, som den er morsom – og vi og resten af den tætpakkede teatersal grinte mange gange i løbet af den time, som forestillingen varede.
Så: Fem stumfilmsruller ud af fem mulige – og så lige en ekstra rulle til musikken, alle de fine finesser og skøre påfund.
Stykket spiller fra d. 28. oktober til d. 15. november.
Læs mere på: www.danskrakkerpak.dk
Medvirkende: Stine Holm Joensen, Josef W. Nielsen, Niels Grønne og Mathias Grove Madsen (musiker).
På filmdelen medvirker endvidere: Torkild Lindebjerg, Hamsa Bedeiri, Ali Haider Mohsin m.fl.
Idé og manus: Niels Grønne
Instruktion: Torkild Lindebjerg og Niels Grønne
Komponist: Mathias Grove Madsen
Film og filmteknik: Helle Lyshøj
Lysdesign og programmering: Mik Manley Andersson
Lyddesign og teknisk afvikling: Andreas Darum
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk