Tag-arkiv: Dansk Rakkerpak

Anmeldelse: Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler

Udgivet den af
Svar

Det er en god tradition: Når Skt. Hans-bålet er brændt ned, blænder Dansk Rakkerpak op for deres sommerforestilling et sted i de københavnske gader.

Således også i år hvor man kan finde de herlige skuespillere og gøglere nede på Ofelia-plads med Skuespilshuset som en passende kulisse for årets forestilling ”Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler”, der foregår dels i good, old London og dels lige om hjørnet på og under selveste Amalienborg.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er nemlig med i en fremtrædende rolle som en på alle måder ganske slagfærdig dame, og det samme er hendes – indimellem forsvundne gemal – prins Henrik eller Henri, som han helst skal kaldes, for forestillingens version af dronningens mand forstår kun fransk.

I forestillingen tales der også både fransk, engelsk, dansk – og en form for kinesisk, hvis altså man mener, at ordene Ni hao, Shanghai, Hong Kong med mere kan gøre det ud for kinesisk. Det kan de godt, når Dansk Rakkerpak spiller – i år sammen med Fair Play.

Vi i publikum afkræves heldigvis heller ikke at gennemgå et kursus i kinesisk, som det kursus i dansk den stakkels Watson må gennemleve, inden turen kan gå fra Baker Street til København – i båd vel at mærke, hvilket kaster mere end en latter fra sig.

For som altid er der fuld fart over feltet og masser af skægge gags og en sammenhæng mellem krop, mimik og handling, som er eminent, og som Danmarksbloggen godt kan forstå trak på den gode side af 300 mennesker ned til Ofelia Plads i den lyse sommeraften.

Niels Grønne var selvfølgelig Sherlock Holmes med pibe og forstørrelsesglas – og en attitude, der på den mest underholdende måde var mere sherlocksk, end hvad Sherlock selv nogensinde kunne opvise. Det samme gjaldt en overbevisende dr. Watson, en fornem og alligevel menneskelig dronning – og ikke mindst den diabolske og morsomme skurk Moriarty, der forsøgte at lære publikum at buhe, når han kom frem, som man gør det med skurken i engelske forestillinger som fx Crazy Christmas Caberet.

Referencerne til den store engelske scene-arv var også mange, og nok også flere end undertegnede lagde mærke til. Det var i hvert fald en kvik publikummer, som efter endt forestilling kunne fortælle om en vis scene med en mand klædt ud som dame, der måske havde sin inspiration fra et Monty Python-nummer (den spanske inkvisition)  – og at filmen ”A fish called Wanda” måske havde givet ideen til cocktail-pølsen i næsen (pommes frites).

Danmarksbloggen takker derfor også den ukendte publikummer og hans ledsagerske, som ligesom undertegnede storgrinede sig igennem en forestilling, der var mindre samfundskritisk end det plejer at være, men ligeså sjovt. For som den ukendte publikummer sagde det: Hvis ikke vi havde kongefamilien, hvem skulle vi så lave satire med og grine af?

Danmarksbloggen er enig og tænker, at lige præcis de ord er det bedste argument for monarkiets bevarelse, som Danmarksbloggen nogensinde har hørt.

For ja, Dronningen og prinsen og en guldbryllupsfejring, der ikke blev til noget i virkeligheden, men som stikker helt af på scenen, og giver ordene SAVE THE QUEEN en helt ny mening, er sammen med kronjuvelerne og en gravhund, der bliver til cocktail-pølser, omdrejningspunktet i sommerens forestilling fra Dansk Rakkerpak, der også på lydsiden er formidabel.

For såvel musik som lyde sidder, hvor de skal – og man glemmer sent billedet af en diadembeklædt dronning i grøn gallakjole, der spiller saxofon.

Danmarksbloggen giver forestillingen fem store cocktailpølser ud af seks mulige.

For det er en herlig og gakket blanding af klassisk gadeteater, krimi-satire og engelsk morskabsteater. ”Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler” er på turné ind i september.

Se mere her: http://www.danskrakkerpak.dk/sider/sherlock-holmes-og-dronningens-kronjuveler

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Big Bang Company” – gadeteater med Dansk Rakkerpak

Udgivet den af
2

En forestilling, der går i gang, inden den officielt starter om 3, 2, 1 minut … og som varer ved efter tæppet er faldet, fordi folk begynder at tale med hinanden, som mennesker altid gør det, når de har grinet godt og er blevet rørte på det, der ligger allerinderst inde i os alle sammen: Drømmen om en verden fuld af poesi, blomster og kærlighed.

Sådan en drøm – og sådan en forestilling er Dansk Rakkerpaks gadeteater denne sommer, der på overfladen er en hylende skæg og satirisk skildring af livet i et lille – ret slidt – cirkus fuld af stuuure farlige dyr og mindst ligeså vovede og farlige cirkusnumre udført af den koleriske cirkusdirektør og hans ret underkuede medhjælper – og akkompagneret af intet mindre end et fantastisk enmandsorkester, der svæver over vandene og er en vigtig del af forestillingen.

For som de selv siger det i starten: Det er med livet som indsats og døden som ledsager.

Og det er det – men måske OGSÅ på en anden måde end det, som man lige tror, når man hører cirkusmusikken og ser både akrobatnumre, vilde dyr og meget andet. For det kan ikke blive farligt nok for cirkusdirektøren, der som alle andre med magt og penge slet-slet ikke ser de drømme, som andre går med – og som ikke handler om præstationer, men om nærvær og samvær.

Nu vil Danmarksbloggen ikke røbe noget – og slet ikke slutningen. For den, som ser forestillingen, skal have lov til selv at opleve det at blive stille og eftertænksom, når meningen foldes ud som et net – og man lander som en slaskedukke i erkendelsen af, hvor uhyggelig aktuel forestillingen er i en tid, hvor effektivitet og præstation er det, som mennesker måles på, og hvor drømme er noget, som åbenbart kun klovne tør have.

En tid, hvor magten er godt i gang med at kridte banen op til endnu en afværge-krig med kugler og kanoner, fordi vi almindelige dødelige uden magt ikke længere vil finde os i den store ulighed og de åbenbare uretfærdigheder i vores samfund. Fordi vi gør oprør mod en verden, som er mere gold og trist end et cirkustelt en kold efterårsmorgen.

En verden, som ingen ønsker – heller ikke os, der sidder på bænkene eller står bagved. For der er mere end fuldt hus denne varme juni-aften på Vor Frue Plads, og folk kan lide det de ser, fra de små til de grå, fra den danske dame på den ene side af mig til den franske turist på den anden, selvom han ikke forstår det hele. Men så oversætter jeg bare – ordet båthorn er fx lidt for svært for galleren uden en oversættelse.

Men næsten alt andet forstår franskmanden – og han griner højlydt og jubler som alle andre. Fordi humor er internatonalt, fordi kropssprog er universelt – og fordi vi mennesker har mere, der samler os end der skiller os. Og dét er bare sjovere at danse sammen og trykke hinanden på røde klovnenæser end at sidde i hvert sit indelukke med sine minder eller sine drømme – og være alene og forladt.

Og hvis du tvivler, så gå hen og se Dansk Rakkerpaks ”Big Bang Company”. Gør det også, hvis du ikke tvivler. For det er en forestilling, der skal ses – og ses igen. For Dansk Rakkerpaks gadeteater sommeren 2016 er humor og klassisk gadeteater på højeste plan, både i sig selv – men også fordi den dybere mening, alvoren, er der med livet som indsats og døden som ledsager.

Danmarksbloggen giver seks store, røde klovnenæser ud af seks mulige. Dansk Rakkerpaks forestilling er simpelthen et absolut must-see denne sommer, hvis man på nogen måde har muligheden for at komme i nærheden af d´herrer Grønne, Kløft og Møller Pedersen.

Forestillingen spiller på Vor Frue Plads i København til og med 3. juli. Tirsdag-fredag kl. 19 og lørdag-søndag kl. 16. Herefter tager den på sommertur i det ganske land. Læs mere på www.danskrakkerpak.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Den gode, den onde og den ufatteligt grimme”.

Udgivet den af
Svar

Gakket, skørt og helt igennem morsomt.

Så kort kan man beskrive Dansk Rakkerpaks nye gade-forestilling ”Den gode, den onde og den ufatteligt grimme”, der traditionen tro baseres på mimik, stunts, komik og musik – og dermed det internationale sprog, som alle mennesker taler.

Men ser man bagom den åbenlyse spaghetti-western-fortælling, som de fire medvirkede flot skaber med både timing og i tæt samspil med publikum og musikken, så bliver det hele endnu mere skørt, endnu mere gakket, ja det bliver nærmest grotesk.

For så handler det ikke blot om cowboys og en enkelt cowgirl i intens kamp om guldet, men om vor egen tid og vort eget samfund, som stykket også starter i, inden vi hvirvles tilbage til 1800-tallet og Det Vilde Vesten.

Eller gør vi nu det? For er vi ikke alle stadig vilde og uciviliserede guldjægere her i Vesten, selv dem, der arbejder for kommunen, og glæder sig til det bliver weekend? Er vi ikke stadig her i 2015 i gang med alles kamp mod alle? Er vi ikke – også i Danmark – konstant klar til at skyde hinanden ned for at finde og vinde guldet?

Danmarksbloggen vil sige ja.

Andedammen er stadig et vildt og barbarisk sted – og det er bestemt ikke blevet mindre efter folketingsvalget, der paradoksalt nok fandt sted samme dag, som stykket havde premiere. Det var der noget nærmet profetisk over …

Det kan der måske også være over slutningen af stykket – og over vinderen. Det vil vise sig i de kommende år. For mere skal ikke røbes her.

Dette stykke skal nemlig ses og opleves med alle de prutter, stunts, spanske gloser, musikalske indslag og henvisninger til diverse westerns, som det er spækket af – og som kalder latteren frem – og senere eftertænksomheden.

For mange mennesker kan meget sammen, som vi alle sammen starter med at sige, inden stykket går i gang, og fællesskabet opløses i individernes hovedløse og ødelæggende alles-kamp-mod-alle.

Men sådan er det jo også  i samfundet, vil de moderne lykkejægere hævde. Vil man opnå noget, må man konkurrere og vinde, siger de og rager til sig, mens de tramper på andre undervejs, som de endda finder morskab i at nægte basale goder som fx det vand, som vi alle sammen både direkte og indirekte er afhængige af, hvis vi skal overleve. Noget, som vises mave-krampende godt i “Den gode, den onde og den ufatteligt grimme.”

Det er i øvrigt også derfor, at en anden 1800-tals-klassiker “Dybbøl Mølle maler ad helvede til” stadig holder. Desværre. Men det gør tesen om sammenhold også. Heldigvis.

For det er kun sammen, at vi er stærke. Hver for sig er vi dømt til undergang, uanset om vi lever i 1800-tallet eller i 2015, har en boremaskine som pistol eller jager efter et kryds på et lortebeskidt skattekort.

For den virkelige skat er ikke det gods og guld, som man oven i købet må skjule for de andre, hvis man vil nyde det. Nej, det rigtige guld er sammenholdet og fællesskabet, som vist aldrig er hyldet mere indirekte end her hos Dansk Rakkerpak.

Danmarksbloggen giver fem og en halv ud af seks cowboyhatte. Danmarksbloggen vil også anbefale alle, der indtil 5. juli opholder sig i eller i nærheden af København, at tage turen forbi Vor Frue Plads og opleve komik i absolut Reumert-klasse.

Apropos Reumert, så var Dansk Rakkerpak nomineret til en Reumert-pris for sidste års forestilling ”Psycho”.

Men nu handler det altså om ”Den gode, den onde og den ufatteligt grimme”. Stykket er gratis og spiller tirsdag – fredag kl. 19 – og lørdag-søndag kl. 16. Det foregår på pladsen mellem Vor Frue Kirke og Københavns Universitets hovedbygning på Vor Frue Plads midt i København.

Bagefter tager stykket på turné rundt i det danske sommerland. Læs mere på www.danskrakkerpak.dk

De medvirkende er: Niels Grønne, Niels Peter Kløft, Søren Møller Pedersen og Olivia Franciska Fevel Borgels. Det er d´herrer Grønne og Kløft, der står bag ideen, mens Lene Skytt har instrueret. Scenografien står Christian Q. Clausen for, mens Lise Zitta Østergaard har taget sig af kostumerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Maria og Mohammed”: Når hjerterne i 2014 slår i stumfilms-takt

Udgivet den af
1

Dansk Rakkerpak havde i går, tirsdag d. 28. oktober, premiere på Københavns Musikteater med forestillingen ”Maria og Mohammed”, som de selv præsenterer som en kærlighedshistorie i stumfilmstempo.

Stykket spilles som en kombination af en stumfilm og klassisk scenekunst, dog uden ord – og ledsages hele vejen af Mathias Grove Madsens eminente stumfilmsmusik, der præcis som dengang i stumfilmens storhedstid spilles under hele forestillingen – live af komponisten selv naturligvis.

Og ja, det sjove, spøjse og meget velgennemtænkte stykke handler om kærlighed – men teaterstykket med indlagt stumfilm (eller er det omvendt?) er mere end en klassisk kærlighedsfortælling om to unge –  en gammeldansker og en nydansker – der mødes og overvinder alle forhindringer.

”Maria og Mohammed” er nemlig først og fremmest historien om vor tid og om de udfordringer, som vi alle sammen lever med og i anno 2014.

En 2014-virkelighed, hvor mange tror, at vi er forskellige, bare fordi vi har forskellige hudfarver, kulturer og religioner – en virkelighed med fordomme, racisme, vold og et stort behov for syndebukke, der giver grimme mindelser om tiden, dengang stumfilmen var rigtig stor, nemlig i 1920´erne, der var en optakt til det vanvid, som fandt sted 1940-45.

Forbindelsen mellem 1920´erne og vor tid må også være tilsigtet fra idémand og manuskriptforfatter Niels Grønnes side. For ”Maria og Mohammed” er – heldigvis – helt i tråd med Dansk Rakkerpaks tradition for lige dele komik og livtag med vigtige samfundsemner.

Og det er meget på spil her. For hjerterne er syge i 2014 – og ikke kun hos Marias far, der må ty til diverse stimulanser for at overleve. Der mangler nemlig overalt varme og plads til tolerance, rummelighed og mennesker  – og dem, der kan gøre noget ved det, tænker kun på at rage endnu mere til sig.

Vi er altså overladt til os selv i en opdelt og splittet 2014-verden, hvor mennesker som i en anden stumfilm opfatter hinanden som sort-hvide stereotyper, og derfor oftest møder “de andre” i dybeste mistro – og hvor kun åbenheden og kærligheden har en chance for at forløse og bryde igennem alt det sort-hvide-grå og skabe en verden med farver, tillid, mangfoldighed og glæde.

Det er hårde odds, der så også kommer en forrygende forestilling ud af hos Dansk Rakkerpak – endda med en lille hilsen midt i det hele til stumfilmens mester Charlie Chaplin.

Danmarksbloggen skal ikke røbe handlingen her, blot opfordre alle til at se ”Maria og Mohammed” med Stine Holm Joensen og Josef W. Nielsen i titelrollerne (og enkelte biroller) – og Niels Grønne i adskillige fantastiske biroller, der nærmest er små selvstændige skuespil og sketches i det store stykke, der spilles på scenen og på filmlærredet i et fantastisk samspil, hvor timingen mellem de to medier – og lydeffekterne – sidder lige i skabet hver eneste gang.

Hvor man som tilskuer griner, smiler, men også røres og sidder med en tåre i øjenkrogen til sidst.

For der er jo så meget mere, der samler end skiller os som mennesker, og heldigvis er det ikke altsammen kun fordomme og angst. Vi har også allesammen – uanset hudfarve, tro og kultur – de samme håb og drømme – og den samme kærlighed til vores børn, som man ser det hos både Mohammeds forældre, der ikke ved alt det gode, som de vil gøre for deres søn (uanset om han ønsker det eller ej) og Marias far, der jo har et stort og omsorgsfuldt hjerte inde bagved.

Så jo, vi har mere, der samler end skiller os som mennesker.

Det tror mange så desværre måske ikke længere på – ihvertfald ikke når budskabet formidles med ord.

Men hos Dansk Rakkerpaks ”Maria og Mohammed” vises det med fagter, grimasser og humor – og så står det stærkt. For når vi smiler og griner, så er hjertet tættest på og lettest at nå.

Som en anden dansk kunstner, nemlig humorist og entertainer Victor Borge, der ligesom Dansk Rakkerpak underholdte med musik, grimasser og fagter, sagde det: Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker.

Danmarksbloggens med-anmelder på denne forestilling teenageren Anna M.T. Frederiksen valgte i stedet at henvise til Piet Heins berømte gruk om sjov og alvor, der hun skulle opresumere forestillingen: Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt

Præcis – og hvad siger teenageren ellers til forestillingen?

Anna får ordet:

Jeg skulle lige vænne mig til formen med både stumfilm, scene og levende klavermusik.

Men jeg kunne rigtigt godt lide ”Maria og Mohammed”– også fordi der er flere lag. For umiddelbart er det jo sådan en slags falden-på-halen-komik, men der er jo et dybere lag nedenunder.

Et lag, der fortæller, at sådan her ser verden ud i 2014 – ikke kun et sted, men mange, ja måske alle steder. Ellers ville man heller ikke have skrevet et tilfældigt sted, en tilfældigt land i 2014 i begyndelsen af stykket. Så sådan må det være, og det er rigtig skræmmende, men desværre også sandt.

Jeg kunne også godt lide teksterne med nutidssprog og – ord som walla og møgso sat ind i den gamle stumfilmsramme. Så blev det også endnu nemmere at forstå handlingen, selvom jeg var ret overrasket over, hvor let det var at følge med i en handling uden talte ord.

De medvirkende spillede også godt, og det var helt vildt, som de kunne time skiftene mellem scene og stumfilm.

Og uanset om det var scene eller stumfilm, så var stykket lidt som en Looney Tunes-tegnefilm uden ord – bare med levende mennesker i stedet. Noget man især så under jagten og ved start og slut, når Carlo brølede i logoet som en ged.

Det var sjovt, tankevækkende – og en tusinde gange sjovere og bedre måde at få os unge til at blive interesseret i samfundet end de løftede pegefingre om nu at huske at følge med, som vi nogle gange mødes med i skolen og derhjemme.

—-

Der er altså bred enighed hos både teenageren og den voksne:

”Maria og Mohammed” er en forestilling, som er ligeså relevant, som den er morsom – og vi og resten af den tætpakkede teatersal grinte mange gange i løbet af den time, som forestillingen varede.

Så: Fem stumfilmsruller ud af fem mulige – og så lige en ekstra rulle til musikken, alle de fine finesser og skøre påfund.

Stykket spiller fra d. 28. oktober til d. 15. november.

Læs mere på: www.danskrakkerpak.dk

Medvirkende: Stine Holm Joensen, Josef W. Nielsen, Niels Grønne og Mathias Grove Madsen (musiker).
På filmdelen medvirker endvidere: Torkild Lindebjerg, Hamsa Bedeiri, Ali Haider Mohsin m.fl.
Idé og manus: Niels Grønne
Instruktion: Torkild Lindebjerg og Niels Grønne
Komponist: Mathias Grove Madsen
Film og filmteknik: Helle Lyshøj
Lysdesign og programmering: Mik Manley Andersson
Lyddesign og teknisk afvikling: Andreas Darum

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk