Anmeldelse: “Jordens Indre”

Man kan brænde papirer, men ikke ideer, siger den kloge stuepige Esther til dansk videnskabs mest underkendte geni Inge Lehmann, der var kvinden bag teorien om den faste kerne inde i Jordens flydende kerne – og hvis liv forestillingen ”Jordens Indre” på Folketeatret handler om.

Udsagnet er sandt – og det kunne sagtens suppleres med, at man ikke kan brænde nysgerrighed, længsel efter viden og efter at forstå de fysiske sammenhænge i den verden, der er omkring os – og som vi endnu har meget til gode at finde ud af om, hvad enhver med en uddannelse indenfor naturvidenskab kan skrive under på.

En af dem er denne anmelder, som er uddannet geograf fra Københavns Universitet med halvandet års geologi oveni de fem års geografi. Og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg var lidt ekstra spændt, da jeg satte mig i sædet. For dels var det første gang, at jeg skulle anmelde noget, som udsprang af min oprindelige uddannelse – og dels var jeg nysgerrig på, om man kunne formidle Inge Lehmanns teori på en måde, så den kunne forstås af alle – og stadig være en vigtig del af forestillingen?

Svaret er et stort ja. Det viser tavlerne med tegningerne, formlerne, tallene – og papirerne spredt ud på gulvet, så de lignede de forkætrede P-bølger og S-bølger, som er en konsekvens af et jordskælv – og som er dem, som Inge Lehmann brugte til at skabe sin teori om, at der måtte være en fast kerne allerinderst i jordens flydende kerne. Noget, som forskningen senere mange gange har bekræftet, må forholde sig sådan.

Jeg er så også – i Inge Lehmans videnskabelige ånd – nødt til at påpege en alvorlig geologisk fejl i manuskriptet: Nemlig at det er i slutningen af første akt nævnes, at kontinentalpladerne i Atlanterhavet støder MOD hinanden. Det er lige modsat. De bevæger sig væk FRA hinanden, og i den spalte på havbunden, som år for år bliver større, stiger der materiale op fra jordens indre, og det er det materiale, der har skabt og stadig skaber den atlantiske højderyg, der ligger som en slange ned igennem Atlanterhavet. For jorden er en levende klode – konstant i gang med geologiske og geografiske processer.

Men ellers går det nogenlunde godt med at holde tungen lige i munden omkring de videnskabelige fakta (der er et par smuttere mere), og stemningen på naturvidenskab er i hvert fald ramt lige på kornet. Det samme er den naturvidenskabelige humor, som stik mod hvad mange tror faktisk findes – men som måske er lidt nørdet. Jeg var i hvert fald alene om at grine et par gange undervejs i forestillingen, så måske var det ikke meningen, at lige de intermezzoer skulle opfattes som værende sjovt. Men det er det på naturvidenskab.

Ja, hvis ikke jeg vidste bedre, hvis ikke der blev sagt De, så kunne jeg have lukket øjnene og tro, at jeg havde været ombord i en tidsmaskine og rakt tilbage på instituttet. For kampene om bevillinger og ære – og måden, man jorder hinanden på og kan hjælpe hinanden på (hvis man vil – hvad man ikke altid vil), har ikke ændret sig en tøddel fra dengang til i dag.

Heller ikke selvom der i dag er markant flere kvinder på universiteterne end dengang, også indenfor geofysik. Men vi er alligevel ikke kommet så langt, som vi gerne ville, og kvinder er i øvrigt ikke spor mere fredelige end mænd, når det kommer til akademisk ære og værdighed. Kvinder skal også stadig yde mere for at opnå det samme som mænd.

Inge Lehmans kamp for som kvinde at blive anerkendt er nemlig stadig rystende aktuel, og der er mange nutidige kvinder, der som hende rammer det usynlige, men svært gennemtrængelige glasloft, som gør, at man nok kan se op i de hellige haller – men ikke komme derop.

At det stadig er relevant med en forestilling, der viser kvindens hårde kamp for at blive anerkendt, blev også ekstra tydeliggjort i pausen, hvor jeg hørte en mandlig publikummer sige: Jeg er så træt af, at I kvinder altid trækker kvindekortet. Jeg hørte ikke, hvad hans kvindelige ledsager svarede, men jeg håber, at det var noget i retning af: Vi trækker det kun, fordi det er nødvendigt.

For det er det, så forestillingen er desværre ikke kun historisk. Det er teater til tiden, og Iben Hjejle er både stærk og troværdig som Inge Lehmann. Ja, Iben Hjejle spiller Lehmann på en måde, så man får umådelige mængder sympati for kvinden og glemmer, at hun også havde sine fejl og mangler, måske især på det medmenneskelige område.

Sådan skildres hun i hvert fald langt hen i stykket, selvom man til sidst ser en anden side – en side der både kan spille bold med stuepigen Esthers tre børn og tage sig af søsteren, der spilles eminent af Laura Bro, som kan meget mere end at se yndig ud, som hendes karakter Harriet får at vide, at hun er.

Laura Bro har både råkraft og nerve i den måde, som hun portrætterer at være en både stærk og følsom søster til denne videnskabskvinde. For også søsteren kæmper med konventionerne og med at finde sin egen vej.

Det gør de alle sammen – og det er en af hemmelighederne ved denne forestilling. Nemlig at alle lider under konventionerne, at alle lider tab og nederlag, og ingen får det hele, end ikke Niels Bohr selvom han både bliver ridder af Dannebrog og får Nobelprisen.

Han spilles i øvrigt overbevisende af Jesper Lohmann, der med sin måde at tale og agere på fører os 80-100 år tilbage i tiden, så man tror, at han er ankommet til Folketeatret med en tidsmaskine direkte fra mellemkrigstiden – klar til belevnet og elegant, men ganske effektivt at holde den talentfulde Inge Lehmann nede.

I rollen som Inge Lehmanns livslange og mere ligerets-orienterede ven den engelske videnskabsmand Harold Jeffreys ses Troels Malling, som mange ellers kender som en morsom mand. Men Malling kan så meget mere og andet – og det er godt at se ham spille en rolle med mere kød på.

Stuepigen spises med autenticitet af Roberta Hilarius Reichhardt. Hende får vi forhåbentlig mere at se til i de kommende år, og ja, hun er barnebarn af dén Poul Reichhardt, men skal her hyldes i sin helt egen ret. For det er 100% hendes eget talent, som bærer – og ikke hverken hendes berømte farfar – eller for den sags skyld hendes berømte forældre.

For hun og de fire andre skuespillere og deres evner er det, som skaber historien. Her er ingen special effekts, men til gengæld ord og fagter i en historie om mod, kamp, både med omverdenen og med sig selv.

Og som den historie folder sig ud. Hvert ord, hver bevægelse, hvert blik har en betydning, og som tilskuer fanges man ind og rammes træfsikkert af kunsten på scenen, som også er så tæt på, at intet kan skjules eller camoufleres.

For vi er helt tæt på epicentret omkring Inge Lehmann, og vi mærker P-bølgerne fra skuespillerne – og når vi kommer hjem S-bølgerne fra eftertænksomhedens magmakammer, for nu at blive i de geologiske termer.

Dog en enkelt fejlkilde har sneget sig ind i stykket, nemlig en påstået ulykkelig forelskelse i Harold Jeffreys. Ingen ved, om Lehmann følte sådan overfor hendes livslange ven. Men det er også inderligt ligegyldigt.

For hvorfor skal vi altid komme ind på kærlighed, børn og udseende, når vi taler og skriver om kvinder? Det skal vi heller ikke. Det centrale, den faste kerne er, at navnet var Inge Lehmann, og at hun var en af verdens allerstørste forskere – og dansk.

Hende, som har lagt navn til Inge Lehmann-diskontinuiteten, der refererer til en materialeovergang cirka 220 km nede i Jordens kappe for nu at sige det på det videnskabssprog, som Inge Lehmann selv foretrak at tale, og som forskere fra hele verden sugede til sig. Den Inge Lehmann, som i 1971 fik Bowie-medaljen, den næstfineste pris, som en forsker på hendes område kan få.

Men ikke i hendes eget land. Her var Inge Lehmann glemt, og der kom først et monument for hende på Vor Frue Plads i 2017. Den lader vi lige stå et øjeblik sammen med Iben Hjejles opfordring til alle lige inden stykket slutter: Gå ud og opdag verden.

For der er endnu så meget at se og opdage og finde ud af, og det er skønt, når en så stor videnskabskvinde som Inge Lehmann hyldes på scenen.

Danmarksbloggen giver ”Jordens Indre” fem ud af seks jordkloder, som den jordklode Inge Lehmann var så optaget af hele hendes 104-årige lange liv.

Forestillingen spiller på Folketeatret indtil 15. december.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvem er Danmark?

Dansk Forfatterforening sendte tidligere på året (i et projekt støttet af Nordea) 20 danske forfattere ud til 20 forskellige byer i Danmark for at tage pulsen på byen og give et bud på, hvordan byen er – eller rettere hvem byen er.

Danmarksbloggen har læst alle 20 fortællinger – og især bidt mærke i dem, som foregår udenfor de store byer, hvilket er langt de fleste.

For historierne fra byer som Korsør, Nyborg, Marstal, Ringkøbing, Ikast og flere endnu er mere ens end de er forskellige i deres beskrivelser af en hverdag, der minder mere om livet i København og Aarhus end den kreative klasse måske bryder sig om at høre.

Ja, når man læser de små fortællinger (der måtte fylde max en side, og som for nogles vedkommende er digte eller forsynet med tegninger), så fornemmer man hos forfatterne en slags forundring over, at livet i de mindre byer kan spejles en-til-en med tilværelsen i storbyernes kreative ghettoer (hvis altså man ser bort fra prisskiltet på en café latte og boligen).

Men det er ganske enkelt: Mennesket er ens alle steder til alle tider. Det har vi så åbenbart glemt. For så langt ude er det åbenbart kommet med danskernes kendskab til hinanden, så langt væk er vi i 2019 fra hinanden. Vi tror, at ”de andre” er helt vildt anderledes – men det er de ikke.

Vi er ret ens, uanset om vi bor på den jyske hede, i en forstad til København, en gammel fynsk købstad eller alle mulige andre steder.

Projektet med de udvalgte 20 byer er også tænkt som en opfordring til at lade skoleelever i udskolingen skrive om deres lokalområde. Og det har de gjort i de udvalgte byer på workshops sammen med forfatterne – og vinderne får en klassetur til Bogforum i Bellacentret til november.

Danmarksbloggen forventer, at de unges historier bliver spændende i betydningen seriøst spændende.

Alene fordi de historier skrives af dem, som ikke kun er på besøg, men som lever i de forskellige danske byer. Så ved at læse de unges historier vil man reelt kunne blive klogere på de forskelle og ligheder, som der måske/måske ikke er i vores lille, homogene land.

Danmarksbloggen håber derfor, at de unges fortællinger også kommer på nettet. Der bliver i så fald noget at læse, som giver mening.

Se mere på www.hvemerdanmark.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rådhuspladsen – en del af et eventyr

Og hvor vi glæder os til at få Kongens Nytorv igen, sagde Dronningen, da hun åbnede Cityringen for halvanden uge siden.

Det store arrangement fandt sted på Rådhuspladsen – og måske der var for mange mennesker til at Dronningen lagde mærke til det.

For det var ikke kun Kongens Nytorv, som vi fik igen for halvanden uge siden.

Landets største plads – hér danskerne mødes for at fejre hjemvendte sportsfolk som EM i 92 – men også andre store og større begivenheder som befrielsen i 1945 – har vi også fået igen.

Der er selvfølgelig tale om Rådhuspladsen, som nu igen myldrer med liv overalt. Og efter Danmarksbloggens mening i en version, der er smukkere end måske nogensinde.

For Rådhuspladsen anno 2019 er stor og åben – som i stor og åben. Der er simpelthen så meget rum og luft, at det vil gibbe i enhver bygherre for at udnytte de ledige kvadratmetre.

Men den megen plads skal ikke bruges til noget som helst andet end at rumme danskerne og danskernes glæde både til fest og fejring – men især til hverdag.

Det er så dejligt. Og særligt smukt er det, når man kommer op fra den nye metro, Cityringen, og ser panoramaet med indgangen til Strøget, Rådhuset, H. C. Andersen-slottet – og Industriens Hus, som virkede alt for stort, dengang de grønne plankeværk stod på Rådhuspladen, men som nu er smuk med sine glasfacader.

Rådhuspladsen er nemlig Københavns centrale plads – og i sin nuværende form kan den endda konkurrere med den gamle, fornemme og smukke Kongens Nytorv om at være den flotteste.

Tænk engang: I landets hovedstad har vi de to fineste pladser beliggende i hver sin ende af Strøget. Det er nærmest som et eventyr, der både starter og slutter lykkeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens spåmand fik ret omkring penge og renter

Danmarksbloggen har fået sin egen spåmand …

Han hedder Ole Frederiksen og skrev tilbage i august denne: http://danmarksbloggen.dk/?p=10718

Her forudser Ole Frederiksen, at flere banker vil følge Jyske Banks eksempel om, at det skal koste penge at have penge stående – samt at beløbsgrænsen vil gå væsentlig længere ned end de 7,5 millioner, som den var ”dengang” for halvanden måned siden.

Og det er eksakt hvad, der sker nu, hvor flere og flere banker indfører såkaldt negativ rente, altså at du skal betale penge for at have penge stående. Og beløbsgrænsen for hvornår du skal det, bliver lavere og lavere – og nærmer sig et niveau, hvor middelklassen er ved at være med.

Udviklingen er så måske alligevel ikke overraskende. For dna´et i enhver god forretning er, at andre overtager den samme gode forretning, når de kan se, at den virker.

Og det gælder også bankerne … ja, det gælder måske især bankerne, hvis forretning er penge.

For stik mod hvad mange tror, så er en bank ikke en serviceinstitution – men en butik med penge som eneste vare på hylden. Penge er til gengæld også en vare, der aldrig går af mode – eller bliver for gammel.

Og nu kan bankerne altså tjene endnu flere penge … på penge. Det er genialt – set fra deres synspunkt.

Samtidig vil de professionelle pengefolk også afskaffe kontanter. For ingen skal undslippe bankernes tøjlesløse grådighed, når det kommer til at hive penge op og ud af lommerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Telefonerne i Danmark bliver tavse

Hvornår har du sidst løftet røret og ringet til nogen – altså privat og ikke i arbejdssammenhæng?

Hvis det er længe siden, så er du ligesom de fleste andre. Danskerne ringer nemlig markant mindre.

Tal fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet viser, at 7 ud af 10 opkald finder sted indenfor arbejdstiden, at siden 2005 er hvert fjerde opkald forsvundet, og at vi taler en milliard færre minutter i telefonen (vi taler dog stadig 15 milliarder minutter i telefonen om året).

Det er en udvikling, som mange beklager: Åh, nej – vi kommer ikke hinanden så meget ved længere og den slags.

Danmarksbloggen tænker, at det er de samme mennesker, som tidligere ville have beklaget sig over, at trykkekunsten afløste fjerpen og blæk, at telegrammet forsvandt til fordel for netop telefonen og andre teknologiske fremskridt.

For sandheden er jo, at vi i dag kommunikerer mere med hinanden end nogensinde før. Eller dvs. mere end siden dengang vi boede i små landsbyer, og alle talte med alle hele tiden.

Det gør alle så igen nu – bare over større fysiske afstande og elektronisk, hvor vi sms´er, chatter, ser hinandens billeder, kommenterer – og hele tiden er i kontakt med hinanden.

Så vi ved faktisk – takket være den digitale teknologi – hvordan hinanden har det, og hvad der sker i hinandens liv. Og er det i grunden ikke, hvad privat kommunikation handler om?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Viking – ran, ild og sværd”

”Viking – Ran, ild og sværd” er titlen på den nye bog om den danske vikingetid.

Det er et digert værk, som arkæolog og museumsdirektør på Nationalmuseet Jeanette Varberg har skrevet. Hele 576 sider inkl. fotos, noter, litteraturliste og alt det andet. Men de 576 sider er ikke én side for meget.

Tværtimod er 576 sider, hvad der skal til, når man skal beskrive vikingetiden fyldestgørende. En ikonisk tid i Danmarkshistorien, som hos Jeanette Varberg får udvidet tidsperspektivet med flere århundreder, således at vikingetiden ikke længere kun er den ellers så kendte periode startende med angrebet på klosteret på Lindisfarne i 793 og sluttende omkring 1050.

Jeanette Varberg starter således allerede tilbage omkring år 300, hvor det ret beset var jernalder med enorme folkevandringer og en kristendom der midt i en krisetid og et sammenbrudt Romerrige lovede menneskene en god løsning i efterlivet, hvis de bare holdt alle elendighederne i dette liv ud. Det var også en radikal anderledes tilgang end de asatroendes fokus på det gode liv her og nu – og en ærefuld død på slagmarken.

Efter bogens første del, som kan kaldes optakten og baggrunden for vikingetiden, fortsætter bogen med det, som mange opfatter som den reelle vikingetid, nemlig den tid hvor der blev sejlet ud i vikingeskibene og plyndret og handlet – ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Derpå følger kristendommens indtog og så den sidste tid, inden det sidste vikingeskib løb op på den sidste strand – og en ny tid og verdensorden i Europa forlængst var i gang.

Bogen udmærker sig på den måde også ved, at man får præsenteret en samlet fortælling, så det bliver tydeligt, at vikingerne ikke bare pludselig dumpede ned fra himlen – eller som en anden kong Skjold kom sejlende på et skib – og så forsvandt igen ombord på et skib, der skulle sættes i brand og sejle ud i solnedgangen, da vikingetiden blev gammel og grå.

Nej, der var både nordiske og europæiske årsager, sammenhænge og konsekvenser, som startede i jernalderen, og som rakte langt ind i middelalderen, og det forklarer bogen på den mest ypperlige og grundige måde – og vel at mærke kronologisk, hvilket er godt for forståelsen. Bogen er tillige ualmindelig velskrevet og letlæselig.

Den giver også nye perspektiver i krydsfeltet mellem de skriftlige kilder fra den tid, som vi kender – og så de arkæologiske opdagelser, som der stadig kommer mange af – og hvor Jeanette Varberg forventer, at der er flere til gode, som kommer til at give os svar på nogle af vores spørgsmål – samt måske også får os til at lave andre billeder af tiden og dens mennesker.

Vidste De for eksempel, at nok var flertallet af vikinger danskere, nordmænd og svenskere – og med tiden også islændinge og andre fra de nordlige lokaliteter. Men i virkeligheden fandtes der også andre nationaliteter på skibene. For alle, som drog i viking, dvs. befandt sig ombord på et vikingeskib, og som tog afsted for at handle eller/og plyndre, var at betragte som en viking.

Så der var mange nationaliteter ombord på de teknologiske vidundere, vikingeskibene, som tog turen både ned ad de store europæiske floder, over Atlanten til Island, Grønland og Nordamerika, til England og ned langs Vesteuropas kyster. Ja, sågar en frankisk prins konverterede fra kristendommen og blev en asatroende viking. Alle vikingernes store rejseruter (og der er mange) kan i øvrigt ses på de gode kort, der er i bogen, der også byder på et væld af fine fotos.

Men trods den store succes vikingerne havde med aserne som deres gudelige allierede, så vandt kristendommen alligevel i sidste ende, og i starten gik det fint med at være både kristen og viking. Hvide Krist blev også fremstillet både smilende og sejrende, hvad man fx kan se på Jellingestenen. Det var smart gjort af datidens kristne PR-folk, kaldet missionærer. Den lidende Kristus havde heller ikke haft en chance overfor Thor og Odin.

Men selv en sejrende Kristus til bords med vikinger og mjød kunne ikke ændre tiderne – og teknologien i at ændre sig. Så vikingetiden rindede ud, og krigstogterne blev fælleseuropæiske, og handlede om at tage på korstog til Det Hellige Land og forsvare den kristendom, som nordboerne selv tidligere havde kæmpet imod. For ja, der var en del danskere – også kongelige, som tog afsted til Jerusalem som drabelige korstogsriddere – eller som fredelige pilgrimme.

Dem husker vi ikke særligt godt. Mindet om de gæve vikinger lever derimod stadig i Danmark, og især i 1800-tallets behov for store nationale fortællinger fik historierne om fordums tider og bedrifter luft under vingerne, ja selve begrebet vikingetid blev opfundet dér.

For vi havde – og har – brug for vikingerne. De giver os stadig en identitet som stærke og seje, som vi godt kan lide – samtidig med at vi realpolitisk prøver at få det hele til at hænge sammen: Danmark som et lille land – men med Grønland som den store ø, vi er i Rigsfællesskab med. Danmark som en del af EU – men med forbehold.

Hvor meget viking der er i det, må enhver selv afgøre. Og det er slet heller ikke bogens ærinde på nogen måde at forholde sig til dén diskussion – og det gør den heller ikke, skal jeg skynde mig at slå fast, selvom bogen slutter følgende ord:

”Vikingernes eftermæle blev kort fortalt et selvstændigt Skandinavien, som aldrig blev en del af et imperium og underlagt kontinentets kejsere. Derfor bevarede området sin særegne identitet, sine sprog og sine nordiske kultur. Nogle vil endda mene, at vikingernes særlige mentalitet, risikovillighed på havet, entreprenørskab og medbestemmelse stadig ses genspejlet i den skandinaviske selvopfattelse i dag.”

Citat slut.

Så i en urolig tid som vores, hvor også Danmark let kommer til at blive draget ind i det storpolitiske spil, både på grund af Grønland og på grund af Danmarks geografiske placering ved Østersøen (som prop for den russiske flåde, hvis den pludselig skal ud), er det nærliggende at trække et par linjer:

Har vi (stadig) en skandinavisk selvopfattelse, en nordisk identitet – eller er vi for længst blevet en del af noget globalt, noget internationalt? Og går der en grænse mellem de gamle, der husker og oplevede 2. verdenskrig, og de unge for hvem Den Kolde Krig og Murens fald for 30 år siden er fjern historie? Og hvad vil der ske i et EU uden England? Hvordan stiller Englands eventuelle exit Danmark – og danskerne? En ting er handel, en anden politik og en tredje identitet.

Så imens man tænker over Danmark, Danmarks rolle, danskernes identitet og nationalfølelse kan man jo læse Jeanette Varbergs fantastiske bog om de danske vikinger og deres historie både før, under og efter deres storhedstid. Den er velskrevet, sprængfuld af viden – og gode betragtninger.

Danmarksbloggen giver ”Viking – Ran, ild og sværd” seks mulige ud af seks vikingehjelme – de vikingehjelme som ikke havde horn. Det var nemlig bronzealderens hjelme, der havde horn. Vikingetiden havde mere praktiske hjelme, som egnede sig bedre til krig – som den hjelm man ser på bogens forside.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så er det kildetid

Skt. Hans-bålene er brændt ned – men derfor er midsommertiden ikke forbi. Ja, faktisk varer den lidt over en uge endnu.

Det er som bekendt også Skt. Hans-dag i dag, altså Johannes Døberens Dag.

Ham, som både var Jesus´s fætter og ham, som døbte Jesus i Jordanfloden. Og han havde meget behændigt fødselsdag i dag, fandt de smarte spindoktorer på – dengang kristendommen skulle markedsføres som den nye religion.

Det ville nemlig passe med, at dagene bliver kortere efter Johannes fødselsdag, mens de bliver længere efter Jesus´s fødselsdag.

Det varer så heldigvis lidt, før vi for alvor mærker de kortere dage, for sommeren er først lige gået i gang – og til og med d. 2. juli er det ovenikøbet kildetid.

Kildetiden er betegnelsen for tiden fra Skt. Hans til Vor Frue Dag d. 2. juli, som helt indtil Struenses helligdagsreform i 1770 var en helligdag til jomfru Marias ære.

At vi på det tidspunkt havde været protestanter i næsten 250 år var ligemeget. En fridag er en fridag … og kildetiden var en god anledning til IKKE at arbejde. Mennesker har nemlig altid kunnet lide at holde fri.

Men hvad lavede man så i kildetiden? Ja, man rejste til de hellige kilder for at drikke af vandet, så man kunne blive rask, hvis man var syg – eller holde sig rask, hvis man var rask.

Man mente nemlig, at kildevandet var livgivende og magisk – og allermest Skt. Hans-nat selvfølgelig. Men også i resten af kildetiden var vandets kraft stærkere end normalt, så man rejste til de hellige kilder og sov under åben himmel.

Smarte forretningsfolk var selvfølgelig hurtige til at stille telte op og sælge mad og drikke, hvis nu man fik nok af kildevandet. Det gjorde mange.

Og således opstod kildemarkederne, hvoraf ét stadig lever i bedste velgående, nemlig Bakken nord for København, som opstod omkring Kirsten Piils Kilde, der også stadig kan ses. I dag er det dog nok de færreste, der drikker af vandet.

Men over hele landet var der hellige kilder, som både høj og lav, gammel og ung, søgte til i kildetiden.

I kunstens verden er kildemarkederne og de hellige kilder også beskrevet. Mest berømt er nok Jørgen Sonnes maleri ”De syges søvn på Skt. Helene Grav ved Tisvilde Skt. Hans nat” samt Adam Oehlenschlägers skuespil “Sanct Hansaftens-spil”.

Idag har vi ikke kildetid på dén måde mere – men se hvordan vi søger til stranden, parken og andre steder ude i de grønne, smider tæpperne, spiser og drikker, griner og hygger os, og så kan man faktisk sagtens leve sig ind i kildetiden – også selvom de fleste i dag hellere nyder et glas vin eller en øl end vand fra en hellig kilde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ulveslægten”

Man bliver lidt forvirret, når man starter på bogen ”Ulveslægten” af Anders Lundt Hansen, som også har skrevet historiebøgerne ”Jellingmysteriet”, ”Nordens hersker” og ”Sølv, blod og kongemagt”.

For bogen handler om kongerne i Danmark i perioden fra cirka 1050 til ca 1150, og de præsenteres i bogen som Ulveslægtens konger. Men faktum er, at de stridbare og magtglade mænds adgang til den danske trone IKKE kom via forfaderen Ulf Jarl af Skåne (Ulf som i Ulv), men via formoderen, Estrid, som var datter af den danske konge Svend Tveskæg og søster til kong Knud den Store, som herskede over både Danmark og England.

Det er også derfor, at den første konge (med Ulf som far), der nævnes, hedder Svend Estridsen, altså Estrids søn, og ikke Svend Ulfssøn. For det er forbindelsen til Estrid, der legitimerer retten til tronen.

Det er derfor ærgerligt, at bogen bruger dette fortællegreb med ulve-efterkommerne. For det rimer dårligt med dén historiske kendsgerning, at det er den samme slægt, som har siddet på den danske trone gennem hele historien. Og dét er set i europæisk sammenhæng ret unikt, at der ikke har været forskellige slægter, men at det er den samme slægt, om end i forskellige versioner og langtfra altid med tronen givet fra far til søn, men alligevel …

Lidt inde i bogen slås det også fast, at hvis ikke Kong Magnus af Norge var død, fordi han faldt af sin hest – så havde det hele endt anderledes. Det er uden tvivl rigtigt, men det gælder mange ting i historien, at hvis og hvis …

Og især i denne tidlige middelalder, hvor kongerne i Danmark skulle frygte både sygdom og sværd, var der ikke givet noget på forhånd. For var det ikke det ene, der tog livet af dem før tid, så blev det nemt det andet. Ingen vidste, hvornår deres sidste dag kom.Og netop de 100 år her var mere end urolige, og det er svært at holde styr på, hvem der var hvem, hvem der (måske) myrdede hvem og så videre.

Sandheden om tiden er dog også, at den var andet og mere end krig og kampe om magt og rigdomme. Historien om de urolige år i middelalderen handler også om, at det danske samfund blev bygget op. Det hører man så desværre meget lidt om i bogen. Med undtagelse af noget om møntvæsenet og noget om det store kirkebyggeri, som betød, at landets trækirker blev revet ned og erstattet af stenkirker, hvoraf mange står endnu – omend ombygget og tilbygget. Men alligevel – der var et kirkebyggeri uden europæisk sidestykke i netop det århundrede, som bogen dækker.

Det var så også den tid, hvor byerne og handlen voksede, hvor hjulploven blev indført, hvor der kom mere system og organisation i landet – hvilket alt sammen var med til at skabe betingelserne for det feudale samfundsystem, som for alvor blomstrede i de kommende århundreder.

Og dét ville vi altsammen gerne have hørt mere om, for Danmark blev heller ikke dengang bygget på krig og alliancer mellem våbenbrødre alene.

Men ellers vrimler bogen med gode historier – fx den om jætten Finn, som ifølge legenden hjalp til med at bygge Lunds Domkirke, som var dansk dengang, da Skåne sammen med Blekinge og Halland var danske.

Jætten ville selvfølgelig have noget for ulejligheden, nemlig præstens øjne. Heldigvis beholdt Guds mand sine øjne, da han i sidste sekund fandt ud af, hvad jætten hed. Gal af raseri styrtede Finn ned i krypten for at rive hele den store katedral ned, men så ramte en solstråle. Dét kan trolde og jætter ikke tåle – de bliver forvandlet til sten. Og hvis man tvivler på historien, kan man jo tage til Lund og selv se efter. Undertegnede har været dér – og kan bevidne, at Finn står og omfavner en af de store søjler nede i krypten.

Kirker som skueplads for drama skorter det nemlig ikke på i middelalderen, heller ikke de historisk bedre funderede. Vi får derfor også i bogen en meget levende – og fantasifuld – beskrivelse af mordet på Knud den Hellige i Skt. Albans Kirke i Odense – og om hele forløbet bagefter, da den myrdede konge blev kåret til helgen.

For religion var vigtig på den tid, og det var godt i magtspillet at kunne tælle en helgen blandt sine aner, hvilket også den senere konge Valdemar den Store var bevidst om, da han fik kåret sin far Knud Lavard som helgen – flere år efter denne blev myrdet ved Haraldsted ved Ringsted. Stedet er den dag i dag valfartssted for Danmarks katolikker.

Pilgrimsfærd og korstog betød meget for datidens mennesker, som var stensikre på, at den kristne tro – og deres fortolkning af den – var den eneste rigtige måde at se verden på. Så derfor gjaldt det om selv at blive frelst – og om at befri den hellige by Jerusalem fra muslimerne.

Alt det hører man også om i ”Ulveslægten”, men desværre beskrevet på en måde, så det ikke holder teologisk.

For nok er det godt at ville gøre svært stof enkelt og forståeligt, men man skal også passe på med ikke at gøre det så enkelt, at man laver om på meningen, som når der fx på side 67 står: ”For de kristne i middelalderen var det almindeligt, at man rejste hen til hellige steder for at vise, hvor from man var. Det var især en god idé, hvis man havde gjort noget, man ikke måtte ifølge kristendommen. Hvis man virkelig fortrød det, man havde gjort, kunne en hellig rejse få Gud til at synes, at man var ok igen. Så undgik man at komme i helvede, når man døde.” Citat slut.

Men det kniber med teologien flere steder:

1) Man tog ikke bare på pilgrimsrejse for at vise sin fromhed. Troen var simpelthen den måde, som man identificerede sig selv og verdenen på. ALT var gennemsyret af troen på en måde, så vi i dag vil kalde det fundamentalistisk.
2) Rigtigt er det, at en pilgrimsrejse kunne være en bod, hvis man havde gjort noget forkert, men mange gjorde det også, fordi de simpelthen havde lyst og følte en trang til at komme tættere på Gud. Sådan er det stadigvæk for nogle pilgrimme.
3) Kristendommen er ikke en gernings-religion, hvor man ved at gøre noget, kan få Gud til at elske én. Gud elsker mennesket, som det er, uanset hvordan vi opfører os – set i den kristne optik. Og endelig
4) At man undgik at komme i helvede er måske lige at skyde spurve med kanoner, for man opererede i katolsk tid langt mere med at mindske tiden i skærsilden, altså den tid som sjælen skal lutres, inden man kan komme ind i Himlen.

Så det er ærgerligt, at det teologiske ikke er beskrevet korrekt i en ellers velskrevet bog, hvor læsningen flyder.

Godt er det til gengæld, at udlandet tages ind – både rejser og erobringstogter og korstoge, men også udlandets interesser – og stormændenes.

Bogen slutter også med en cliffhanger, som det hedder på nudansk – nemlig at der lægges op til dramaet mellem Svend, Knud og Valdemar, som man kunne forestille sig, ville blive en del af en femte bog.

Desværre fristes forfatteren også her til at behandle historien ret frit, når han skriver: ”For ingen af de tre kan blive konge uden støtte fra mange stormænd. Og den mægtigste stormandsslægt af dem alle, den rige Hvide-slægt fra Sjælland, skal vælge, hvem de vil støtte. Når krigens sværd igen lyner over landet, er det Hvidernes konge, der ender på tronen.” Citat slut.

Det lyder dramatisk, men når man ved, hvem af Svend, Knud og Valdemar, der var den senere biskop Absalons og hans bror Esbern Snares bedste ven, ja som endda var vokset op sammen med dem – så ved man, at Hviderne på forhånd havde valgt, hvem de ville støtte. Absalon og Esbern Snare hed nemlig Hvide til efternavn, og deres far var den mægtige Asser Rig.

Fantasi er som bekendt ok, når det er en skønlitterær bog, men når man skriver, at “Ulveslægten” har til hensigt at indføre 9-13-årige i middelalderens historie, så duer det ikke med mangler og fejl.

Derfor denne hårde kritik og kun to ud af seks sværd. For der er vældig gode beskrivelser af våben, steder, slag og kampe fx slaget ved Fodevig, men meget af det andet trænger til en tur med tættekammen.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efter udslettelsen – hvad så?

Begge valg er blevet klimavalg. Skal vi gøre det ene eller andet? Det diskuterer politikerne. Men det kan faktisk være lige meget. For hvis ikke vi laver radikalt om på vores livsstil, så er det hele snart slut.

Så ender det for vores race med dén udslettelse, som vi frygter mere end noget andet, men som er det mest realistiske scenarium, når man medregner vores psykologi og adfærd i ligningen.

Men hvordan vil Jorden se ud efter udslettelsen – altså udslettelsen af vores art? Det kan vi af gode grunde ikke vide.

Men sandsynligvis vil der i tiden lige efter den store massedød være store mængder plastic, store ørkenområder, forfaldne bygninger og asfalt, der er brækket op – og kun få dyr tilbage – samt måske nogle få overlevende mennesker hist og pist.

Så vil der gå nogle år – sådan et par millioner år eller så. Ikke noget at regne med i geologisk tid. Bare et sekund i den kosmiske tidsregning.

Og så vil Jorden igen være et dejligt sted. For så har vulkanerne haft så mange udbrud, at der er kommet nyt næringsrigt materiale på overfladen, som planter kan vokse i. Planter, som dyr kan spise. Plasticen, asfalten og alt det grimme, som vi har lavet, vil også være væk. Strålingen fra vores radioaktive affald er også stort set forsvundet. Vandet er blevet rent igen. Og der vil igen være former for liv.

Hvad for nogle dyr og hvad for nogle planter det så bliver vides ikke. Temperatur-, vand- og vindforhold kan man også kun gisne om. Men at Jordkloden igen bliver en grøn og blå perle i universet, det taler alt for.

Man kan så blot ønske, at det næste gang bliver uden os …

For ellers så starter vi bare forfra med at udslette os selv. For vi er racen med evnen til at rejse til Mars, gå på Månen og samtidig ødelægge alt for os selv på Jorden. Os – den formentlig den dummeste race, som evolutionen nogensinde har fremavlet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimaet kræver en nedgang på 75% i levestandard

Valgets modeord er klima. Vi snakker om det hele tiden, og især de unge siger, at de vil stemme efter det.

Klimaet, som i disse år ændres i rivende hast – i den gale retning, og alt sammen pga. os mennesker og vores tøjlesløse forbrug af jordens ressourcer. Men nu skal der sadles om, hvis vi vil fortsætte med at eksistere som art her på planeten.

Det er vi klar over – og det samme er politikerne klar over, så alle lover GODE KLIMALØSNINGER. Nogle taler om at spise mindre kød, afgift på flyrejser, genanvendelse af plastic og så videre.

Men INGEN som i INGEN tør for alvor tage tyren ved hornene og sige det, som skal siges:

Nemlig at vi er nødt til at gå markant ned i levestandard, hvis det skal batte noget. For skulle alle på kloden leve, som vi gør det i Danmark i dag, så ville det kræve FIRE jordkloder. 4 jordkloder – men vi har kun én.

Vi i Danmark skal altså gå 75% ned i levestandard sådan cirka, hvis vi virkelig vil det her. Men det er en utopi, som kun er for de få danske familier, der allerede for længst er flygtet op i de svenske skove.

Så hvad vi nu skal gøre, er et rigtig betændt spørgsmål: Skal vi acceptere, at det lakker mod enden og slutte af med en mægtig forbrugsfest? Eller vil vi i stedet finde på dårlige undskyldninger for, hvorfor vi godt kan fortsætte med vores livsstil – samtidig med at mennesker dør af sult og forurening i de fattige dele af verden?

Ser man på vores adfærd hidtil, så bliver det nok det sidste i kombination med lidt lappeløsninger kaldet ulandshjælp.

For klimaet selv kræver en nedgang hos os på 75% i levestandard, hvis vi vil redde det her. Men det kommer ikke til at ske. Det er vi alt for egoistiske og magelige til – også de unge, som ligesom alle andre generationer vil have deres mobiler, fester, tøj osv. Så ja, det ender med forbrugsfesten …

Men at sige det åbent i en valgkamp er der ikke stemmer i – så det tier politikerne med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk