Kategoriarkiv: Viden & Teknologi

Bachelor-ministre vil skære i kandidatuddannelserne

Udgivet den af
Svar

Hvad der er godt nok til mig, er også godt nok til andre.

Sådan kunne man godt tro, at regeringen tænker, når den vil skære ét år af kandidatuddannelserne – og tro, at man stadig får samme kvalitet.

Det er det rene vanvid.

Men måske det hænger sammen med, at tre markante – og i denne sammenhæng relevante – ministre aldrig selv har fået taget kandidaten:

  1. Statsminister Mette Frederiksen, som er bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet i 2007. Senere tog hun så en master i Afrikastudier på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Sådan en master tager et år, og det synes statsministeren så åbenbart er nok til alle andre også.
  2. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil som – trods fem år studier på Københavns Universitet – aldrig fik mere end en bachelorgrad i statskundskab.
  3. Det samme gælder forsknings-og uddannelsesminister Jesper Petersen, som også læste statskundskab på Københavns Universitet. Han blev heller aldrig kandidat.

At regeringen overhovedet kan foreslå at skære et helt år – eller halvdelen af kandidat-tiden fra – viser netop, hvor vigtigt det er med kandidatgraden. For der er noget vitalt, som er gået helt tabt i samfundsforståelsen hos de tre bachelors – undskyld ministre.

Uddannelse og viden er nemlig indenfor alle områder vores vigtigste – og største – råstof.

Så skulle man noget, så skulle man satse massivt og meget mere på uddannelser bredt. For så får vi mange flere kompetencer – indenfor alle områder.

Et samfund med trivsel og vækst er et samfund, hvor der satses på uddannelse. Simpelthen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Vikings. The rise and fall”

Udgivet den af
Svar

Vi bliver aldrig rigtig færdige med de der vikinger her i Norden – og det gør omverdenen åbenbart heller ikke.

Nu har National Geographic lavet en ny serie på seks afsnit om vikingerne. Den hedder ”Vikings. The rise and fall” – og kan ses fra i dag d. 28. august.

Det er en udmærket serie med udtalelser fra mange relevante eksperter. For slet ikke at tale om illustrationerne – landekort, tidslinjer, illustrationer af arkæologiske fund og skemaer, som giver nogle meget lækre og brugbare visuelle effekter.

Serien er med andre ord fuld af information, som generelt formidles på en saglig måde – om end fortælleren anvender et meget dramatisk tonefald, hvilket er helt unødvendigt.

For historien om vikingerne er spændende nok i sig selv.

Disse forfædre, som vi kender som krigere og opdagelsesrejsende, men som de fleste også efterhånden ved, var både handelsfolk, håndværkere og meget andet i et samfund med en høj grad af organisation.

For ellers kan man slet ikke koordinere den store indsats, som det var at drage i viking – hvad enten turen gik til England, Frankrig, Island, Grønland, over Atlanten til Nordamerika – eller ned ad de østeuropæiske floder til Konstantinopel og Bagdad.

For vikingerne kom vidt omkring fra de første gang entrede scenen for alvor med overfaldet på Lindisfarne i 793. Lindisfarne var et kristent kloster og samfund ud for den engelske kyst, og paradoksalt nok blev det også kristendommen, som indirekte gjorde kål på vikingerne i den anden ende.

Den historie er så mindre kendt. Men det skyldtes den største vikingekonge af dem alle – nemlig Knud den Store, der nok var dansk vikingekonge af navn, men mere engelsk vikingekonge af gavn – og som tog turen op ad kirkegulvet i den oprindelige Peterskirke i fælles kristen tilbedelse sammen med paven i Rom i 1027.

Lige dén historie hører vi så desværre ikke i serien. Det er ærgerligt. For nok var det Harald Blåtand, som ifølge sig selv og skriften på Jellingestenen gjorde danerne kristne. Men processen mod kristentroen havde været i gang længe før ham, og der var stadig masser af hedninge under både ham og sønnen Svend Tveskæg. Som viking kunne man nemlig sagtens have flere guder.

Men da Haralds barnebarn Knud den Store kom på banen, så var det slut med Thor og Odin i Danmark – og også i store dele af Norge og Sverige.

Knud den Store var nemlig europæer – og kristen – og sendte kristne missionærer i hobetal nordpå. Nu skulle vi i Norden være 100% kristne, og dermed blev vi på alle måder en del af det kristne Europa, hvor paven og et par kejsere spillede hovedrollen – også i forhold til en nordisk vikingekonge.

En senere og nationalistisk indstillet tid (som fx den vi lever i nu) vil sige, at dermed var vi ikke længere herrer i eget hus – og at det har vi faktisk ikke været siden.

Det er nok at trække den for langt. Men sandt var det, at vi her i Norden, og måske især i Danmark, i begyndelsen af middelalderen købte ind på en fælleseuropæisk idé om kristendom og et politisk værdi-fællesskab i Europa, som har fandtes siden Romerriget.

Dengang under romerne var vi i Norden så ikke med i fællesskabet – og vi klarede os som sagt udmærket uden og som vikinger. Men med kom vi, da vi under ledelse af Knud den Store droppede at være vikinger – og siden har vi her i Norden været med i forskellige politiske konstellationer og værdimæssige modeller i Europa.

Derom handler så resten af Europas historie. Men tilbage til denne serie om vikingerne.

En serie, hvor vi udover rejser og krig hører om hverdag, tro, ingeniørkunst med mere – blandt andet hvordan vikingerne lavede deres imponerede skibe. Her kan man fx erfare, at det dyreste ved vikingeskibet var sejlet, som det tog to år at lave, og som krævede ulden fra hele 200 får.

Serien byder også på et væld af smukke billeder fra Skandinavien, dog måske med fokus lagt på havets bølger og Norges vilde fjorde med det dansede nordlys, de snedækkede vidder og andet spektakulært, selvom vikingerne især i Danmark og Sverige holdt til i mere rolige landskaber med skove, søer og bløde grønne bakker som fx områderne i Roskilde fjord, Hedeby i Sønderjylland og Birka ved Stockholm.

Danmarksbloggen giver ”Vikings. The rise and fall” fire ud af seks vikingesværd.

For det er en seriøs serie, som giver en glimrende introduktion til vikingerne – og som er befriet for meget af det sædvanlige følelses-pladder, om end det ikke lykkes hele vejen at holde stævnen fri af too-many-feelings.

Men desværre er der også for meget fokus på livet ude, især i England og Irland – og for lidt fokus på livet hjemme i de tre vikinge-lande. For det var trods alt herfra, at ideerne fødtes, og vikingerne drog ud – og her magtens centre lå – med undtagelse af dele af den tid, hvor danskerne havde herredømmet over en stor del af England.

Skrevet af: Anna M.T. Frederiksen, stud.mag i historie på Københavns Universitet og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørketallet som camouflage

Udgivet den af
Svar

Undertegnede har fået Corona.

Jeg har været syg siden i mandags, og tog så en hjemmetest i dag onsdag. Den positive streg kom hurtigere end test-væsken nåede op til control-stregen.

Så jeg har definitivt Corona.

Men det er ikke det interessante. Det interessante – og skræmmende – er, at vi er rigtig mange, som har Corona uden at tælle med i de officielle statistikker.

Pt. er antallet af nye Corona-positive 1656.

Men det tal er kun målt blandt PCR-prøverne, og dem skal kun få have foretaget: Gamle, gravide og dem med risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

Alle vi andre – og det er trods alt den langt overvejende majoritet af befolkningen – skal tage en selvtest, blive i sengen og vente på, at det damper over.

Og det er også helt fint i forhold til den enkelte.

MEN det er ikke ok i forhold til

  1. Hvor stor pandemien reelt er i Danmark. For det ved vi ikke med sådan et mørketal, som lige så godt kan være 2.000 flere smittede fra i går til i dag – som 20.000.
  2. Vi kan derfor så let som ingenting risikere, at det hele løber os af hænde igen … det stigende antal døde og smittede på plejehjemmene kunne tyde på, at vi allerede er dér.
  3. Ja, Danmarksbloggen er endda bekendt med, at man flere steder i pleje- og pasningssektoren sender smittede på arbejde med masker, hvis de ansatte kun har få symptomer.

Det ser sort ud, her mens sommeren går på hæld, og smitten stiger – og vi gør intet for at forhindre den katastrofe, som venter. For vi følger Tegnells opskrift: Holde hele samfundet åbent, lukke øjnene og ikke teste, mens man håber på det bedste.

I Sverige førte dén cocktail til en massiv overdødelighed i 2020. Det kan det også i Danmark i 2022. For her bruger vi mørketallet som camouflage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

NYHED: Danmark og Canada deler landegrænse

Udgivet den af
Svar

Sommerpause eller ej.

Det her er en stor nyhed: Danmark har fået fast landegrænse med Canada.

Stedet hedder Hans Ø – og befinder sig i det arktiske område, og Danmark (som i Rigsfællesskabet) har i årevis sloges med Canada om retten til øen og især havbunden omkring den.

Sloges som i retten altså … og med et skål på vejen hjem.

For udover en masse ministre, embedsmænd, jurister og møder, så har krigsskibe fra Danmark og Canada på skift sejlet til øen for at plante flaget og lægge en skrivelse.

Men der er også hver gang lagt en flaske til de andre. De danske soldater lagde en flaske snaps – og de canadiske en flaske whisky.

Se, dét er en både sjov, sød og skøn måde at være uenige om suverænitet på …

Ikke noget med bomber og missiler, men alt klaret med snak, alkohol og en skål … og så er sagen løst:

Øen – og havbunden – er i dag delt i en dansk og en canadisk del.

Der skal heller ikke – så vidt vides – være fast grænsevagt på øen. Man regner ikke med mange overløbere og andet.

Læs hele historien her: https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-06-13-kongeriget-danmark-faar-landegraense-mod-canada-her-er-den

Fortsat god sommer.

Danmarksbloggen vender for alvor tilbage i løbet af august, men vil komme med anmeldelser over sommeren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

God sommer: Pandemien truer – igen

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen er ked af at sige det. Sommeren er lige gået i gang, mange glæder sig til at skulle på ferie og alt det der …

MEN: Corona-virussen er samtidig på vej tilbage. Det er Omikron, som igen er på spil – nu i version BA.5.

Situationen er denne:

Vi har i øjeblikket en stigende epidemi i Danmark, hvor antallet af smittede med Omikron BA.5 fordobles hver niende dag.

Varianten Omikron BA. 5 er også for længst blevet en VOC (Variant of Concern), fordi såvel tidligere smitte med andre Omikron-varianter som vaccine tilsyneladende ikke giver immunitet. I Portugal går smitten amok i øjeblikket – og den stiger også meget i lande som Spanien og Tyskland.

Der trækker med andre ord sorte skyer op i horisonten – også over den danske muld.

For mit indre blik ser jeg derfor mundbind, lange køer i test-teltene og den der pind, der ryger ned i halsen, når poderen er i gang.

Jeg husker også den angstfulde spænding, når man skulle læse sit svar på Sundhed.dk, frygten når en fremmed uden mundbind hostede én meter væk i bussen eller bag én i supermarkedet – og alt det andet fra en pandemi-tid, som mange i et enkelt gyldent forår troede var forbi.

Men altså en pandemi-tid som måske tager endnu en runde med nedlukninger og alt det andet.

Jeg kan godt mærke, at jeg ikke rigtig orker ikke at kunne leve frit … men i stedet skulle holde afstand, lade være med at være social, ikke gå på museum, ud og spise og alt det andet, som i virkeligheden er ren luksus at kunne i en verden, hvor mange lever omkring et eksistensminimum.

For så længe vi har vand, mad, varme og adgang til læger og medicin, så overlever vi. Så er alt godt. Det skal vi huske på i en tid, hvor de basale behov faktisk også er truet pga. krigen i Ukraine.

Men hverken dækning af de basale behov eller vores overflod er en naturlov.

Tværtimod er vi her i Danmark ret forkælede og vant til mere end overlevelse, så set i det lys er endnu en nedlukning måske meget sund. Vi har i hvert fald ikke noget valg, hvis pandemien kommer buldrende igen.

For sygdom er hver mands – og hver kvindes – herre m/k. Så jeg forbereder mig – mentalt – på at skulle igennem en omgang mere … eller fem.

For ingen ved, hvornår den her forbandede pandemi er forbi – sådan for alvor.

Og med dén triste note vil Danmarksbloggen ønske GOD SOMMER til alle.

Danmarksbloggen vil dog løbende (hvis der stadig er åbent i kulturlivet) lægge anmeldelser op i de kommende måneder, inden hverdagen – med eller uden nedlukning – starter igen i august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Socialdemokratiet afskaffer velfærdssamfundet

Udgivet den af
Svar

Der var engang – for længe siden – et Socialdemokrati, som havde visioner om at gøre samfundet bedre baseret på holdningen ”de bredeste skuldre skal bære de største læs”.

Det handlede blandt andet om at sørge for, at ALLE kunne få en god uddannelse – og ikke kun dem, som havde en familie, der havde råd til at finansiere den unge under studierne.

Men nu vil samme Socialdemokrati afskaffe SU´en på kandidaten – dvs. at de studerende selv skal finansiere de to sidste år på universitetet.

Det er dumt med dumt på.

At give de unge SU hele vejen igennem studiet er nemlig en samfundsinvestering, så vi sikrer, at alle kvalificererede kan få en fuld universitetsuddannelse. Det skaber værdi for den enkelte – men også og især værdi for samfundet.

Og hvorfor er det de unge, som igen skal straffes?

Det er nemlig som om at denne socialdemokratiske regering ikke kan lide de unge. Uddannelserne flyttes ud til byer, som ingen unge vil bo i. Det er voldsomt dyrt – og samtidig gør det uddannelserne dårligere.

Og nu skal SU´en også tages fra de unge.

Danmarksbloggen kan derfor godt forstå, at de unge ikke stemmer socialdemokratisk.

Danmarksbloggen kan til gengæld ikke forstå, at Socialdemokratiet i dén grad sjofler fremtidens vælgere. Dét hedder at skære den gren over, som man selv sidder på.

Det må Socialdemokratiet så selv om. Et parti er ikke bedre end dets politik. Problemet er bare, at velfærdssamfundet ryger med i købet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Storm x 2 på vej mod Danmark

Udgivet den af
Svar

Stormen ”Malik” nærmer sig. I skrivende stund ved ingen, hvor stærk den bliver – og hvor højt vandstanden kommer til at stå i de indre farvande.

Men det kan blive slemt med både vinde af orkan-styrke og stormflod. Det bliver så også godt igen om et par dage, når stormen er drevet over, er meldingen fra DMI.

Så heldige er vi ikke med den anden storm. Corona-stormen. Dén tænker mange så måske også er ved at være forbi.

Alle restriktioner (stort set) ophæves som bekendt fra på tirsdag d. 1. februar – og fra samme dag er Corona ikke længere en samfundskritisk sygdom til trods for, at smittetallene er dér, hvor en procentdel af Danmarks befolkning smittes dagligt – og man tilsyneladende godt kan blive smittet med Omikron mere end en gang.

Man må derfor – også baseret på pressemødet i Statsministeriet tidligere på ugen – konkludere, at håbet er en strategi hos regeringen i øjeblikket.

For to år siden – da pandemien ankom – hed det sig ellers fra statsministeren, at ”håbet ikke er en strategi”.

Men det er netop håbet, som er strategien nu:

  1. Håbet om at sundhedsvæsenet kan holde til a) så mange indlagte, som der er nu (langt over 900), b) så mange nyindlagte (mere end 300 om dagen), og c) så mange personaler, som skal bruge ekstra tid på Corona-smittede. For uanset om man er indlagt MED Corona eller HAR Corona, så kræver det ekstra tid af personalet at behandle en Corona-patient.
  2. Håbet om at der ikke kommer en ny variant, som banker immuniteten af banen.
  3. Håbet om at der ikke dør (for mange) af de ældre og udsatte (her er den virkelige kynisme gemt).
  4. Håbet om at smitten ikke stiger mere end at erhvervslivet og produktionen kan følge med – og børnepasningen og skolerne og alt det andet.

Danmarksbloggen skal være den første til at håbe på håbet.

Men skal håbet batte noget, skal det gå hånd i hånd med fakta og handling. Og her må vi konkludere, at pandemien stadig er sprællevende på en klode, hvor alt for få mennesker er vaccinerede – og hvor nye varianter har alt for mange steder, hvor de kan udvikles og blive stærke.

Så summa summarum: Vi er nødt til at have andre strategier end håbet, når vi taler om storme. Det har vi også med den storm, som handler om vind. Her bruger vi fakta og viden. Men hos den anden – Corona´en – er regeringen tyet til håbet. Det er en forkert metode.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå blok lader hånt om ældres og udsattes liv

Udgivet den af
Svar

Blå blok har INGEN ansvarsfølelse.

Der er – igen-igen – slået en ny smitterekord. I dag lyder tallet på 40.626 nye Corona-smittede på et døgn. Så man tænker, at nu er budskabet fra alle politikere og myndigheder: Stram ballerne – så kommer vi gennem det her.

Men der tager man fejl: Blå blok foreslår nemlig, at mundbindene skal afskaffes!!!

Lige præcis: Selvsamme dag, hvor næsten en hel procent af Danmarks befolkning bliver testet positive for Corona-smitte, vil blå blok have, at vi alle sammen skal udsættes for mere smitte!!!!!!!!!!!!

Men ingen mundbind vil betyde en væsentlig øgning i smitten. Så at afskaffe mundbindene giver minus mening.

Og nej, det hjælper ikke, at Omikron er mindre farlig end Delta. Omikron er nemlig stadig farlig. Ellers ville man heller ikke tilbyde stik no. 4 til de mest udsatte.

For man kan stadig både blive alvorlig syg og dø af Omikron.

Der er således også kun 36% mindre risiko for at blive indlagt, når man er smittet med Omikron fremfor med Delta.

Lav selv matematikken for hvad det betyder for antal indlagte. Og husk at: Da Delta huserede, og var på sit højeste, havde vi daglige smittetal på 4-5.000 smittede. Nu er tallet 10 gange højere.

Men blå blok vil altså gøre det endnu nemmere for smitten. Fordi mundbind er så besværlige, og vi er så trætte af dem!!!

Det er direkte uansvarligt at komme med sådan et forslag. Ja, det er at lade hånt om ældre og udsattes liv og levned, bare fordi nogen ikke kan lide at gå med mundbind.

FØJ, siger Danmarksbloggen. FØJ, FØJ, FØJ.

Blå blok tager intet ansvar og bekymrer sig minus om andre mennesker – i hvert fald de svage og udsatte. Det må man konstatere, selvom de siger noget andet. Men handlinger råber højere end ord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det risikerer at ende med triage

Udgivet den af
Svar

Det er højsæson for Corona – igen.

Men vi taler ikke om Corona-elefanten i rummet. Ikke rigtig. Vi taler om dens snabel, som kan være smittetallene. Eller halen, som kan være de indlagte. Enkelte tør måske kort nævne kroppen, som kan være dem, der skal passe og pleje de syge.

Dem, som bærer det hele i denne pandemi: Lægerne og sygeplejerskerne.

Men det er kun kort, at vi berører den del. For vi ved jo godt, at læger og sygeplejersker er trætte. Ja, de er udmattede. Ikke desto mindre forventes det, at de endnu en vinter kan yde mere end maks.

Men det kan de ikke. Sundhedspersonalet er slidt og træt – og vi skal passe på dem.

Til gengæld kan – og skal – vi andre gøre noget:

  1. Gå med mundbind – selvom det ikke er påkrævet.
  2. Begrænse vores sociale adfærd.
  3. Blive hjemme, hvis vi – eller vores børn – er bare den mindste smule dårlige.
  4. Arbejde hjemme – hvis vi kan.
  5. Blive vaccineret, hvis ikke vi er dét i forvejen.
  6. Og er vi færdigvaccinerede, så sige ja, tak til booster-stikket, altså det tredje stik, når vi får det tilbudt.

Vi er nemlig nødt til at gøre mere, end vi gør nu – hvis ikke vi skal ende i en situation, der er værre sidste vinter.

For det er nemlig så slemt lige nu, at vi risikerer at ende i en triage. Og en triage er ikke for hverken børn eller voksne.

Triage er grumt, og det kan blive virkeligheden i Europa – og i Danmark – i den kommende vinter.

Triage er en situation, som man kender fra krige og pandemier og andre situationer, hvor samfundet er helt ude af de vante rammer. Triage går ud på, at man klassificerer de syge efter et benhårdt system, fordi ressourcerne er alt for små i forhold til antal ramte.

Kort fortalt så deler man i triage patienterne op i:

  • De døde. Et menneske kan kun placeres i denne gruppe, når en læge har konstateret, at døden er indtruffet. Medmindre det er helt tydeligt, at personen er død. Det er som regel lettere at se i en krig end i en pandemi.
  • Patienter – for hvem behandling vil være livreddende. Her handler det som minimum om livreddende førstehjælp – samt at stabilisere patienten efter ABCDE-principperne. Det er blandt andet at sikre, at patienten kan trække vejret. Her sætter man ressourcer ind.
  • Patienter – der kan klare sig uden øjeblikkelig behandling. Man skal som minimum sikre sig, at de patienter kan flyttes andre steder hen – eller klare sig uden behandling i en periode. Her sætter man ressourcer ind, hvis/når man kan.
  • Patienter – som kan klare sig uden behandling. Men også patienter – som skønnes ikke at kunne overleve, selvom de får behandling. Her sætter man ingen ressourcer ind. Ja, rigtigt. Ingen ressoucer.

Med andre ord: Hårdt pressede læger skal på få minutter vurdere, om en COVID-syg kan overleve eller ej. Om man skal bruge ressourcer eller ej. Og hvis, så hvad hjælp vedkommende skal – eller rettere kan – få i et system, hvor man ikke kan hjælpe alle, som har desperat brug for hjælp.

Det er et skrækscenarie. Et mareridt, hvor læger hele tiden skal vurdere, hvem der skal have en chance – og hvem det ikke nytter at gøre noget for.

Lægerne i lande som Italien og Spanien var igennem det i begyndelsen af pandemien. Nu kan det også blive virkeligheden for læger i Danmark. I Tyskland tales der helt seriøst om allerede nu at overgå til triage på de hospitaler, der ligger i de mest smitteramte tyske områder.

Og imens taler danskerne om julefrokoster, og at det ikke er rart at gå med mundbind – og andre petitesser.

Snotforkælede danskere, fristes man til at sige.

Situationens alvor er i hvert fald ikke gået op for de danske curling-unger, som findes i adskillige voksen-udgaver både på Christiansborg, i virksomhederne og alle andre steder i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sidste udkald for Amager Fælled

Udgivet den af
Svar

Maskinerne drøner, og der er dollartegn – ok, så Euro- og krone-tegn – i øjnene på politikere, By & Havn samt investorer, når de ser på, hvad der sker med Københavns grønne lunge: Amager Fælled, som bid for bid omdannes til sten- og betonørkner, mens arter og planter må lade livet i rivende hast.

Det er fælt at se på – men det kan endnu stoppes. Men det er sidste udkald. Allersidste udkald.

Så der skal handles NU!

På tirsdag d. 16. november går vi til kommunal- og regionsvalg overalt i Danmark – og det er spændende og vigtigt mange steder. Men allermest er på spil i København.

For her er det mere end kommunens ve og vel, som det gælder. Her er det den store kamp mellem pengene på den ene side og naturen på den anden. En kamp, hvis udfald kommer til at spille en rolle for hele Danmark.

For lykkes det pengene at vinde, så vil andre naturperler også blive lette(re) at løbe over ende. Men vinder naturen på Amager, så dannes der præcedens for, at vi i Danmark tænker langsigtet på natur og klima og arter og mennesker. På at vi sætter liv før penge. Præcis som det anbefales at gøre på det igangværende COP26 i Skotland.

Så brevstem i dag eller i morgen – eller gå i stemmeboksen på tirsdag d. 16. november og sæt dit kryds ved naturen …

Det er NU, det gælder.

Ps. På søndag d. 14. november kl. 12-14 er der folkefest på Københavns Rådhusplads under parolen: KOM OG SIG STOP TIL BYGGERIET PÅ AMAGER FÆLLED

Se mere her: https://www.facebook.com/events/410372743824580/

Så der skal stemmes efter at sikre naturen (også både Stejlepladsen og Lynetteholmen) – og dermed vores egen overlevelse som art. Og det er ikke en enkeltsag. Det er grundlaget for ALT. Og det haster. Uret tikker.

Sidste nye meningsmåling fra Gallup er så opløftende. Den viser nemlig, at der er et flertal udenom de blå partier – og udenom Socialdemokratiet. Et flertal med Enhedslisten som hovedstadens suverænt største parti og sammen med SF, Radikalt Venstre og Alternativet.

Skal det virke, kræver det så, at man kan få SF og de radikale til at ændre mening. Om det kan lykkes, vides ikke. Men det er en nemmere opgave end at få Socialdemokratiet til at skifte kurs, selvom mange S-vælgere er store tilhængere af at bevare Amager Fælled.

Og endnu har hver fjerde vælger ikke besluttet sig. Så stem, mød op, snak med venner, familie og kollegaer, kæmp kampen her til sidst. Det er – som dinosauren T-Rex sagde det på FN´s talerstol: Now or never!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk