Anmeldelser: “The World War II Trivia Game”

Der er en første gang for alt. Både at anmelde et brætspil – og at skabe et spil om noget så afgørende som 2. Verdenskrig. Det sidste har Mika Vandborg og Claus Corfixen så gjort med “The World War II Trivia Game”, som lige er kommet på gaden her i 75-året for 2. Verdenskrigs afslutning.

Mika Vandborg er ellers kendt som rockguitarist og blandt andet fast medlem af Love Shop, hvor han i flere år har dystet med Love Shops forsanger Jens Unmack i tour-bussen på viden om 2. Verdenskrig. Til sidst begyndte Mika Vandborg at lede efter et brætspil med paratviden om 2. Verdenskrig, men det fandtes ikke. Så han lavede 3.000 spørgsmål selv, og kontaktede Claus Corfixen, der skabte Korsbækspillet om tv-serien Matador, som har solgt mere end 75.000 eksemplarer.

Og nu er spillet om 2. Verdenskrig her så i et enkelt og mørkt design, som passer til den tid, som var en dyster og mørk epoke, hvor vanviddet blev sluppet løs over hele kloden. En tid, som vi som spil-skaberne skriver det, ikke må glemme. For kun ved at huske vores historie, har vi en chance for at undgå en gentagelse af rædslerne.

Det er den alvorlige side af det hele. Men spillet skaber spænding og munterhed, når man kommer i gang med det, som kan beskrives som Risk møder Trivial Pursuit, som en af mine to medspillere sagde det.

Vi var nemlig tre, som skulle battle, og det kan man sagtens være. Man kan være fra 2 til 6 spillere, men man kan også spille i grupper – og så kan man ovenikøbet spille sammen med dem, som man er i alliance med. Der er nemlig tre spillere/spillegrupper, som er de allierede (UK, USA og USSR) og tre, som er aksemagterne (Tyskland, Italien og Japan). Ikke at det gør nogen forskel for spillet. Det er kun følelsesmæssigt, at man første gang, at man spiller, helst vil være allieret. Allerede anden gang er man mere fokuseret på at svare rigtigt, både når det er ens egen tur – og når man ryger i battle med de andre.

For det handler selvfølgelig om både at slå godt med terningen og svare rigtigt – og her er det en fordel, at man kun må svare én gang pr. tur. For så kan alle være med i stedet for at en ekspert kan rydde hele bordet i ét hug.

Mine medspillere regnede mig som ekspert, inden vi gik i gang, og jeg ved måske en del om datoer og personer. Men det viste sig også, at de vidste meget mere, end de selv troede – og at jeg var nærmest totalt uvidende, når det kom til våbentyper og krigsmateriel i øvrigt, mens det var de ikke. Tværtimod.

Så der er noget for enhver – og den viden, som vi hver især har om 2. Verdenskrig, kommer i spil på en meget levende måde. Man får også perspektiv på, hvor betydningsfuld den tid stadig er, samt lyst til at gense store film som fx ”Navarones kanoner”, som der var et spørgsmål om.

Spørgsmålene er i det hele taget relevante, favner bredt og går dybt – og er med til at gøre spillet både underholdende og lærerigt, uanset hvem man er, og hvor gammel man er. Og det gælder både de to kasser med spørgsmål om 2. Verdenskrig generelt – og kassen med spørgsmål specifikt om Besættelsen i Danmark, som vi også havde at spille med, men som vistnok skal tilkøbes separat.

Når man spiller ”The World War II Trivia Game”, får man også den der specielle hyggelige spil-oplevelse, som man kun har, når spillet fungerer. Og det gør ”The World War II Trivia Game”. Så på spørgsmålet om: Skal undertegnede spille ”The World War II Trivia Game” igen, bliver svaret et rungende JA, tak.

Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 terninger – og ville gerne give den sidste også. Men der er nogle fejl i materialet, og nogle meget mørke brikker, som det er svære at se, der trækker ned. Småting, som kan rettes – og som så vil rykke spillet op til 6 ud af 6 terninger.

For “The World War II Trivia Game” er et fantastisk spil, hvor man både kan bevæge sig rundt på egen måde i jagt efter de brikker, man skal have for at vinde – og samtidig kan udfordre de andre undervejs.

Det er et spil, man kan være både få og mange om. Som den unge medspiller sagde det: Det er et spil, som egner sig til en brætspilscafe. Ja, det inviterer til at sidde med vennerne omkring et bord – især dem af ens venner, der er interesseret i brætspil eller/og historie – og det er der faktisk en hel del unge, som er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

——–
Den midaldrende medspiller Ole Frederiksen har skrevet sin egen anmeldelse, som kommer her. Han spiller så meget, både brætspil og digitale spil, at han bedst kan betegnes som en gamer. Han skriver:

Vi var tre personer, der spillede ”The World War II Trivia Game”, og generelt var vores viden om 2. Verdenskrig fordelt på en måde, at en var en del bedre end de to andre. Derfor var det oplagt, at vi spillede to på det ene hold og en enkelt på det andet i første runde. Det gav en meget jævnbyrdig styrkefordeling, som virkede ret fair.

I andet spil spillede vi alle mod alle. Om man er med Aksemagterne eller De Allierede spillede ingen rolle for vores udgave, da vi valgte “standardudgaven”, hvor allierede (altså ikke “De Allierede”) gerne må angribe hinanden. Her er felterne med “battlefields” gode, da det igen gjorde, at den, der var foran, blev angrebet af de andre for at holde den førende spiller lidt tilbage.

Med andre ord: Ligegyldigt hvordan vi valgte at spille, så blev det relativt jævnbyrdigt.

Det er et sjovt spil, hvor man lærer en masse om 2. Verdenskrig. Husk og læs manualen først. Og derfra tager det ikke mange minutter, når man først er kommet i gang med at spille, før man kender reglerne. Og selv om reglerne er simple, er der mange timers underholdning i det.

Designet er mørkt, nærmest mørkegråt og sort. Det er med til at fremhæve den dystre tid, som det var under 2. Verdenskrig. Mange skal dog nok vælge at spille med lyset tændt. Denne ældre herres øjne ville i hvert fald ikke altid kunne se stierne, man skal gå på, hvis det var lidt dunkelt.

Vi fandt kun et par små skønhedsfejl (fejl af den slags, som de fleste spil har): Et par stavefejl i de mange spørgsmål. Tvivl om hvorvidt man fra London må rejse til kategorien “Persons & Politics”, fordi spillepladen er foldet lige dér. Det må man så, fandt vi ud af. For ellers er der ikke “ligevægt” i forhold til de andre hovedstæder. Og endelig en undren over, at kategorierne er på engelsk, når alt andet er på dansk.

Ligeledes var der i brugervejledningen en 2-trins forklaring på, hvordan man skal tage en markeringsbrik fra en anden spiller – hvilket basalt set kunne være skrevet ned til: Tag en markeringsbrik fra modstanderens scoreboard og placér den på samme plads i dit eget scoreboard. Man kan derimod være i tvivl om, hvad man skal gøre, hvis man lander på en allierets hovedstad, og får læst et spørgsmål op, svarende til antal øjne på terningen: Hvad sker der så, hvis man svarer rigtigt? Vi besluttede, at man så ville vinde markeringsbrikken i kategorien. Den detalje kunne godt være beskrevet.

Det lyder som en masse “fejl”, der er listet her. Men det er altså helt nede i småtingsafdelingen, og noget som på ingen måde ødelægger spiloplevelsen.

Spiludviklerne har virkeligt lagt mange timer i at undersøge detaljer om de enkelte spørgsmål. Som de selv skriver i brugervejledningen, så har de valgt “det som oftest er repræsenteret”, der hvor man måske ikke altid er helt enig. Fx hvad tabstallet er ved et slag. Det er meget fint at oplyse om den slags.

Jeg giver 5 ud af 6 torpedoer.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler og gamer

Anmeldelse: ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år”.

Vi bliver tilsyneladende aldrig trætte af Winston Churchill – hverken i Danmark eller i resten af verden. Manden, som for evigt er knyttet til historien om Storbritannien, der tidligt i 2. Verdenskrig som det eneste land holdt stand mod Hitlers på det tidspunkt nærmest uovervindelige hær.

Manden, som efter blitzen over London sagde de berømte ord: Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget, som faktisk i virkeligheden lyder: ”Aldrig har så mange i krigshistorien haft så få at takke for så meget.”

Der er altså krigshistorien til forskel. En historie som også definerede Churchills virke, og nu har den verdenskendte bestseller-forfatter Erik Larson, der er amerikaner trods det svensk-klingende navn, udgivet en bog om Churchill, som fås i en dansk oversættelse: ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år”.

Bogen er som Erik Larsons andre bøger baseret på fakta, men er alligevel fiktion. Eller som det beskrives i omtalen af bogen: En slags Downton Abbey udsat for verdenshistorie på den tid, hvor tyskerne massebombede London og resten af England.

Danmarksbloggen vil så sige, at ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år” er mere end det. For ren fiktion følger en klassisk berettermodel, mens virkeligheden altid er mere kringlet og mindre logisk. Og det gælder også historien om Winston Churchill, hans familie, det engelske folk og hele 2. Verdenskrig.

For hos Erik Larson handler det om at beskrive verdenshistorie set ud fra almindelige menneskers liv og verden. Det er også de såkaldte almindelige mennesker, som der er flest af – og dem som skal leve med og af og på trods af de beslutninger, som tages politisk og de ting, der sker.

Det er også ganske tydeligt i denne Corona-tid, hvor vilkårene for Europas befolkninger er mere forskellige, end de plejer – men er dikteret af både smitten og de politiske beslutninger i de enkelte lande om hvordan man bedst bekæmper smitten, og samtidig holder samfundet i gang.

Sådan var det også i 1940´erne, hvad vi ser folde sig ud på bogens 548 sider. Så der er noget at gå i gang med.

Erik Larson skriver så let og flydende, og siderne vender sig selv, som de også gør det i hans andre bøger hvoraf flere er oversat til dansk. Fx ”I ondskabens have”, som handler om Berlin under Hitlers regime, altså samme tidsepoke. Men Erik Larson kan også gå længere tilbage i tiden som i ”Djævelen i den hvide by”, der foregår i tiden omkring verdensudstillingen i Chicago i 1893, som blev et ikon for det moderne gennembrud og den nye tid. Den tid, som skabte 2. Verdenskrig, og som vi stadig lever i eftervirkningerne af, selvom en ny tid – klimaets og den bæredygtige tid – kommer stadig tættere på.

Men selvom ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år” også handler om alle de andre, er det alligevel Winston Churchill, der er i fokus. Manden med hatten og cigaren, som man – selvom man godt ved, at bogen er fiktion – alligevel føler, at man kommer tættere på og lærer at kende, mes man følger ham i ind- og udland, hjemme og ude, på gaden og i de fine kontorer i det, som endnu på hans tid var et imperiums hovedstad. Og Churchill elskede imperiet.

Ja, man føler nærmest, at man kigger Churchill over skulderen og ind i sjælen, da han kort efter krigens ophør og valgnederlaget som den sidste i familien inden afrejsen skriver i gæstebogen på den engelske premierministers landsted Chequers. Et ord skriver han: Finis.

For Churchill vandt krigen, men han tabte valget. Så lunefuld kan skæbnen være. Men det engelske folk ville sociale reformer, så derfor valgte de Labour. Senere i 1951 valgte de dog igen Churchill – som på det tidspunkt var 77 år gammel. Og selvom han var en imperiets mand og ikke tilhænger af de fleste sociale reformer, så lod han være med at ændre noget. Tiderne havde ændret sig, og det var Churchill klog nok til at indse.

Danmarksbloggen giver ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år” 5 ud af 6 cigarer. Det er underholdning, som man bliver klogere af.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere mink: De borgerlige nægter at tage ansvar

Fødevareminister Mogens Jensen har sagt, at vi ikke har tid til at vente på loven ift. at få slået minkene ned. Det er SÅ dumt – og udemokratisk.

For i et demokrati skal vi altid have tid til at vente på loven. ALTID.

Det havde regeringen så ikke, og nu lugter de borgerlige blod, og går selvfølgelig efter fødevareministeren – og på den helt lange bane statsministeren og regeringen.

Men der er noget, som er vigtigere end den politiske kamp. Nemlig at sikre at Danmark IKKE skaber en ny Corona-virus, en COVID-20.

For det risikerer vi så længe vi har mink. For så længe udgør minkene – også raske mink-besætninger – et reservoir, som allerede nu flere gange og uafhængigt af hinanden har skabt den farlige Cluster-5-mutation, som vacciner og antistoffer ikke virker imod.

Så det er nu, at de borgerlige partier skal steppe op og tage samfundsansvar, og være med til at skabe den lovhjemmel, så vi kan få udryddet de mink og elimineret det reservoir for en ny Corona-virus, som minkbesætninger er.

Så kan det politiske efterspil med kritik af fødevareminister og regering komme bagefter.

Menneskers liv over hele kloden afhænger ikke af en politisk kamp i Danmark, men det gør det, om vi får slået de mink ned eller ej.

Læs også om hvad der er op og ned i minksagen: http://danmarksbloggen.dk/?p=11552

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mink-sagen: Hvad er op og ned?

Hvad er op og ned i mink-sagen, som i øjeblikket har lukket syv nordjyske kommuner og gjort, at alle danske mink skal slås ned? Her kommer Danmarksbloggen med nogle vinkler på sagen. Læs dem og bestem selv, hvad du synes er vigtigst:

Det sundhedsmæssige:
I naturen har minken et territorium på flere km2. I et bur ikke engang en enkelt m2.

Mink i bur udgør derfor et reservoir, som er det perfekte sted at skabe en muteret virus i. For der er noget i mink (i hvert fald dem i bur), som gør, at virus nemt muterer hos en mink.

Læg dertil at: Mink i bur lever i store kolonier, og kan ikke holde afstand. Det er derfor også svært at inddæmme en epidemi, der har ramt mink.

Dertil kommer, at vira som Corona springer nemt mellem mennesker og mink og tilbage igen. Den perfekte storm er derfor skabt: En virus hos menneskene, som kommer ind i minkene, som så skaber en mutation, som sendes tilbage til menneskene – men nu i en variant, som menneskene ikke kan beskytte sig imod.

Det er præcis det, som skete med Cluster-5, der opstod flere gange i forskellige mink-besætninger, og som er et reelt problem. Vaccinen bliver virkningsløs, da Cluster-5-mutationen laver virussens spike om, som er den, at vaccinen er rettet imod.

Om der er Cluster-5 i omløb lige nu, vides ikke. Men Cluster-5 kan let opstå i af hinanden uafhængige mink-besætninger, så derfor slår man alle mink ned.

En Cluster-5, som spreder sig blandt mennesker, kan nemlig nemt blive en COVID-20, altså en helt ny virus og en helt ny pandemi.

Det politiske:
Den danske regering gik i gang med at slå minkbesætningerne ned i sidste uge uden at have lovgivningen på plads. Det kunne vi ikke vente på, var beskeden fra fødevareminister Mogens Jensen.

Men kan man i et demokrati overhovedet overveje at lade være med at vente på at have lovgivningen på plads?

Det følelsesmæssige:
At det er synd for minkavlerne, er der bred enighed om. De mister deres levebrød, deres eksistensgrundlag. Og ja, det er rigtigt. Men hvad med alle de andre, der er blevet arbejdsløse her i Corona-krisen? Alle dem, som arbejdede i lufthavnen, i turisterhvervet og mange andre steder. Er det ikke lige så meget synd for dem?

Og hvad alle de hjemløse, dem på kontanthjælp, de kronisk syge, som sendes i arbejdsprøvning? Hvorfor skal minkavlerne have så meget mere sympati? Især når man tænker på, at de i årevis har fået tilskud til både foder og medicin – fordi mani årevis har vidst, at det var en underskudsforretning et have mink.

Det økonomiske:
Minkindustrien er nemlig i virkeligheden en dårlig forretning. I 2019 var det gennemsnitlige driftsresultat på hver eneste minkfarm minus 0,7 millioner kroner, og de sidste fire år har branchen som helhed haft underskud. Så branchen har overlevet, fordi staten har betalt. Det er noget af en favorabel ordning, må man sige.

En ordning, som altså nu betyder, at det at vi har mink i Danmark har gjort, at mange lande nu lukker for deres import af dansk kød og danske mejerivarer – og dét kommer til at koste os milliarder af kroner og mange arbejdspladser.

Så måske er det en god ide at lukke minkbranchen for evigt – og satse på fremtiden. Alt det grønne og bæredygtige.

Kilder: DR, Politiken, Berlingske, Landbrugsavisen m.fl.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Stockholmske Blodbad versus Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge

Det er i dag præcis 500 år siden, at Det Stockholmske Blodbad fandt sted. Det handlede om magt, og om at Christiern d. 2 benyttede sig af muligheden for at få skovlen under sine svenske modstandere.

For nok havde han lovet dem politisk amnesti, men fristelsen blev for stor. For på nær den unge Gustav Vasa, som var fængslet nede i Danmark, så sad alle Christierns modstandere nu i festsalen på Stockholms Slot, og fejrede Christierns kroning som Sveriges konge. Samtidig lå – og ligger – Stockholms centrum Stortorget lige ved siden af. Stortorget, hvor henrettelsespladsen også var. Og til al overflod boede bødlen lige ved siden af i Prästgatan.

Muligheden præsenterede dermed nærmest sig selv. Så huks, fluks en anklage om kætteri blev fremtryllet, også inspireret af den svenske ærkebiskop Gustav Trolle, som hadede adelsmanden og lederen af den svenske frigørelsesbevægelse Sten Sture og hele hans slægt. Samme Sture som nu sad på Stockholms Slot sammen med alle de andre, som ellers var imod Christiern d. 2.

For begivenhederne i Stockholm i 1520 var også et internt svensk opgør mellem de svenske adelsmænd, som selv ville have magten over Sverige og så kirken, hvor næsten alle biskopper havde det godt med en dansk konge. Især fordi han ofte var væk, og så styrede de ret meget. Vi er som bekendt stadig i den katolske, feudale tid, selvom den synger på allersidste vers.

Men altså: Christiern kunne ikke styre sig. Der var en del, som skulle af med hovedet, fandt han ud af. Nærmeste bestemt 84, som i de næste dage blev henrettet på Stortorget, efter rang forstås. Først biskopperne (de to som holdt med svenskerne), så adelsmændene med Sten Sture i spidsen, Stockholms tre borgmestre og 14 rådmænd, håndværkere, handlende og ansatte hos biskopperne og adelsmændene. Det hele tog nogle dage, og blodet flød sådan helt bogstaveligt fra Stortorget – og ned ad de små gader.

For Stortorgets placering allerøverst oppe på bydelen Gamla Stan, som er bygget på en stejl ås, betyder, at de smalle stræder, som udgår fra Stortoget, falder mange meter ned mod hhv. Saltsjön og Mälaren. Så i den silende novemberregn løb vand, blod – og tårer ned af gaderne. For nok var den tids mennesker ikke særlig sentimentale, men blodbadet i Stockholm var så voldsomt, at selv voksne mænd græd. Nogle af dem mistede så også hovedet af samme grund, skriver svenske krøniker.

Svenskerne kan heller aldrig glemme Det Stockholmske Blodbad, der ligger som et slags kollektivt sår i den svenske bevidsthed sammen med mordet på statsminister Oluf Palme i 1986 og knivdrabet på udenrigsminister Anna Lindh i 2003. Begge skete også i Stockholm – hhv. på Sveavägen og i stormagasinet NK i Hamngatan.

De to sidste havde Danmark så intet at gøre med – bortset fra en stor medfølelse med Sverige. Men det første skabte et had til Danmark, som i de efterfølgende århundreder og stadigvæk har gjort, at svenskerne er blinde for de ugerninger, som de selv har begået. Og måske allermest da Sverige i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge – og dræbte mange flere i Den Etniske Udrensning end de cirka 84, der mistede hovedet på Stortorget i Stockholm i 1520.

For det, som skete i de gamle danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge efter Roskildefreden, var en etnisk udrensning og en forsvenskning, som foregik brutalt og lynhurtigt. Måske det også er derfor, at skåningene den dag i dag taler om Christian d. Gode, mens svenskerne kalder ham Christian Tyran – og nærmest bliver mundlamme, når man siger, at i Danmark kalder vi ham Christiern d. 2. For det hed han. Christiern og ikke Christian.

Men jo, vi kan sagtens tale om Det Stockholmske Blodbad, som var voldsomt, brutalt og blodigt – men så skal vi huske også at tale om Den Etniske Udrensning og Sveriges omfattende drab på de danske snaphaner, bare fordi de var danske. Og der var mange flere end 84, som mistede livet dér. Det var i hundredvis, ja tusindvis af familier.

Og vi skal også tale om, hvordan de svenske soldater bagefter tvang de danske enker til at gifte sig med dem – og få børn med dem. Hvordan der kun skulle tales svensk i hjemmet og i samfundet. Hvordan alt dansk blev forbudt fra salmebøger til danske sange. For Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge var voldsom og brutal og blodig – og også værre end Blodbadet i Stockholm, da tragedien fik lov til at fortsætte i mange generationer frem.

Ja, på nogle måder er der stadigvæk, når den svenske Riksdag undertrykker det, som man i Stockholm kalder Sydsverige.

Men i det erobrede Danmark var det ikke overklassen, som blev ramt – og så gik historien i glemmebogen, også fordi sejrherren skriver historien. Og sejrherren var Sverige, som siden har talt om Skåne, Halland og Blekinge som landsdele, der med ligeså stor ret kan være svenske som danske.

Men det holder ikke, omend det er bekvemt for Sverige, som stadig har det skidt over Blodbadet i Stockholm – men sørgeligt for alle de mange efterkommere, som har levet, og stadig lever i Skåne, Halland og Blekinge med arven fra Den Etniske Udrensning.

Mennesker, som har haft en dansk mor, der blev tvangsgiftet med, og voldtaget af en svensk soldat, som hun så har skullet leve sammen med resten af livet. En svensk mand, der enten har været biologisk far til børnene, eller været den pap-far, som sammen med sine ”kompisar” slog deres rigtige danske far ihjel. En virkelighed som betød, at de danske kvinder og deres børn og børnebørn har været traumatiseret for livet – og som bekendt går familietraumer i arv …

Det skete ikke i Stockholm. Her fik alle enker og faderløse lov til at blive i deres svenske virkelighed, og mange af dem fik oprejsning allerede tre år senere, da Gustav Vasa kom hjem til Sverige, og blev svensk konge. Så her var dér mental pleje til dem, som led i novemberdagene i 1520.

Sådan er det ikke i det, som i dag kaldes Sydsverige: De danske efterkommerne i Skåne, Halland og Blekinge venter endnu på oprejsning og forståelse … og måske en hjemkomst til deres gamle land.

De skal i så fald være velkomne. For i Danmark savnes endnu Skånelandene, som kaldtes perlerne i det danske rige – og som oprindelig var danske, bare lige for at rette en udbredt misforståelse i svenske historiebøger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Alle mink i Danmark skal aflives for at undgå en COVID-20

Alle mink i Danmark skal aflives. Alle cirka 15-17 millioner mink, fordi der er fundet muteret Corona-smitte fra minkene hos 12 danskere.

Til det lige afsluttede pressemøde og hos visse politikere (ofte med base i det jyske og blå) blev der så talt en del om det økonomiske aspekt i det. Absolut absurd. Det svarer til at sidde i et brændende hus og tænke på, hvad man mon kan sælge den gamle sofa for.

STOP. Det her handler om sundhed, ikke kun i Danmark, men i hele verden. Vi er midt i en pandemi, og hvis den muterede smitte fra mink spreder sig, så kan vi risikere at være tilbage på nul – og så skal vi starte forfra med vaccinen, og i mellemtiden vil endnu flere dø. Ja, faktisk risikerer vi at stå med en COVID-20, hvis ikke der handles i tide.

Og ja, vi har den dokumentation,  der skal til for at sige, hvad vi er oppe imod. Og hvis ikke vi handler nu, så risikerer vi en ny COVID. En COVID-20 med dansk afsender

En COVID-20, som i så fald startede ikke i Kina, men i Danmark. Ikke i den sorte madgryde på et marked i Kina, men på en minkfarm i Nordjylland. Men stadig samme udgangspunkt: Nemlig for mange dyr sammen i små bure – og for tæt på mennesker.

Så nej, de mink skal bare slås ned – og det NU. Godt også at der kommer yderligere restriktioner i Nordjylland. Og godt at Den Nationale Operative Stab kan trække på alle ressourcer, når de skal i gang med at slå de mange mink ned.

Og lad os så få gang i et mere grønt, klima- og dyrevenligt Danmark. Det kan det her passende blive starten på. Ikke flere dyr i bure og lignende forfærdelige forhold. Det hænger også fint sammen med at spise mere grønt og mindre animalsk. Noget, som er sundt for både krop og klima.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”

Vi bliver som menneskehed åbenbart ikke klogere, er den tanke, som man sidder tilbage med efter at have læst ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” af Jeanette Varberg og Poul Duedahl.

Dét kan synes ganske forstemmende. Men det er virkeligheden, og derfor kan vi nutidsmennesker psykologisk spejle os 1:1 i de gamle beretninger og fortællinger, som også har givet stof til bogens titel. Den fjerde rytter er nemlig et begreb fra det sidste skrift i Nyt Testamente, Johannes-åbenbaringen, hvor det siges, at når de fire dommedagsryttere rider gennem verdens lande på samme tid, så er de sidste tider kommet. De tre første ryttere er krig, erobring og hungersnød, og den sidste fjerde rytter på den gustengule hest er ham, der spreder sygdommene.

Om vi er ved de sidste tider, er der ingen, der ved. Men vi ved, at mennesket historien igennem har været udsat for pandemier igen og igen, og i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” hører vi om dem alle sammen. Fra de mest kendte som pesten i Middelalderen og senere (for pesten huserede med mellemrum i flere hundrede år), da Colombus og senere Cortés og en række virussygdomme kom fra Europa til de to amerikanske kontinenter, og mennesker døde i hobetal, men sendte syfilissen som gen-gave til Europa, malariaen, der kan blusse op igen, koleraen i 1800-tallet og Den Spanske Syge for cirka 100 år siden. Vi hører også om de mere glemte som fx tuberkulosen, der i perioden 1700-1900 slog en milliard mennesker ihjel – og om de gamle pest- og koppeepidemier fra Antikkens tid og hos de egyptiske faraoer, og en del flere – også den sidste inden Corona, nemlig AIDS.

Med i bogen er også lokale epidemier i Danmark og i Norden, som de kopper, der hærgede vikingerne, pesten der kom i flere omgange – og den afart af syfilis, som man kaldte forrådnelses-feber, og som gjorde, at næsen og andre dele af ansigtet blev ædt op, så man blev vansiret for resten af livet. Den husede i 1800-tallet, og blev kaldt folkesyfilis, fordi den ramte alle aldre. Samt koleraen midt i 1800-tallet, som var afgørende for, at København ser ud, som hovedstaden gør.

For pandemier går som en rød tråd gennem tiderne, og har betydet store samfundsændringer, og kostet flere menneskeliv end alle krige tilsammen. Alligevel inddeler vi verdenshistorien i kapitler baseret på krige og andet, der tager udgangspunkt i mennesker og magt, som Varberg og Duedahl gør opmærksom på det og tilføjer, at det formentlig handler om kontrol.

For kontrol – eller måske snarere illusionen om kontrol – er noget, som mennesket godt kan lide at tro, at vi har. Det er også derfor, at vi ifølge bogen historisk set altid har været hurtige til at glemme en epidemi og komme tilbage til hverdagen. Det er så samtidig en hverdag, som altid danner grundlaget for den næste epidemi.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er derfor også mere end bare en spændende historiebog, selvom den på sine 242 sider er spækket med information om dette emne som fx, at den ellers så frygtede og udbredte spedalskhed stort set blev udryddet under Middelalderens pest, bedre kendt som Den Sorte Død. Samt at pesten blev begyndelsen på den moderne lægevidenskab. Der kan nemlig også komme noget godt ud af den fjerde rytters vilde ridt.

Men at han overhovedet KAN komme ud og ride, er noget, som vi mennesker kan takke os selv og vores måde at leve på, slår bogen fast. Dengang vi stadig var jægere og samlere, var vi så få, og levede så spredt, at det var nærmest umuligt for nogen sygdom at sprede sig til andre end lige dén gruppe, hvor sygdommen opstod, og så døde virussen/bakterien/organismen ud sammen med gruppen. Men så fandt vi på landbruget og dyreholdet, og dermed havde vi året rundt masser af føde, og kunne formere os i stort tal, og så var skaden sket.

For dels så voksende antallet af mennesker voldsomt, og gør det stadig. Og dels så levede vi tættere og tættere sammen, og gør det stadig. Og endelig så levede og lever vi stadig alt for tæt på dyrene, som vi endda opdrætter, så de bliver rigtig mange og rigtig mange af den samme slags. Alt sammen faktorer der skaber det perfekte grundlag for sygdomme, som vi kan dø af som fx mæslinger, der kommer fra køer, og influenza der kommer fra grise og fjerkræ. Men også for nye vira som COVID-19, hvor værtsdyret endnu mangler at blive fundet.

Dyr, som vi har tæmmet og opdrætter i absurde store antal. Tag fx høns, som der havde fandtes et par millioner af i Asien, hvis ikke det var for os og vores dyreopdræt, som betyder, at der nu findes 25 milliarder høns på verdensplan, som man kan læse det i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”.

Undertegnede kan ikke lade være med at tænke på, at der findes dobbelt så mange svin som mennesker i Danmark. Samt det faktum at når op mod 80% af verdens landbrugsareal bruges på at dyrke dyrefoder, så kunne vi let brødføde hele menneskeheden – og undgå pandemier – ved at overgå til vegetabilsk produktion. Bare en tanke.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” bliver dermed også et seriøst og tankevækkende indlæg i debatten om samfundets indretning, fordi bogen stiller spørgsmålstegn ved vores måde at leve på, have dyr på og indrette os på. Det at bruge fortiden og historien til at sætte nutiden under debat er en generel positiv trend ved mange nye historiebøger. For vi kan bruge historien til at træffe klogere valg for fremtiden. Ja, vi har i den nuværende klimakrise heller ikke noget andet valg, kan man anføre.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er så et pragteksemplar i dén genre. Det er ganske enkelt en fremragende bog. I et letlæst og flydende sprog fortæller bogen mere end 10.000 epidemi-historie, og trækker de store linier op, når den tydeliggører, at fortidens mennesker, adfærd og samfund er synonyme med nutidens, fordi vi uanset historisk tid agerer ens, når det kommer til pandemier. For det er den samme angst, som vi har, og de samme metoder, som vi bruger – og derfor kan vi også forvente, at vi vil gå efter glemslen, når Coronaen er overstået. For mennesket vil så gerne tro, at vi står over naturen, selvom det er evolutionen og mikroberne, som har fat i den lange ende – og vi er dømte til at begå fortidens fejl, så længe vi ikke bliver klogere.

Det kan man fx se af, at i starten af en epidemi opretholder man en samfundsorden, og begraver med værdighed, men til sidst så kan de overlevende ikke nå at begrave de døde, som det skete i Siena under pesten i 1348, hvor de døde blev lagt i lag med kun lidt jord imellem sig. Eller som i Firenze, hvor selv forældre flygtede fra deres syge børn og låste døden, så kunne de blive derinde og dø. Når sygdommen raser, så gør mennesker nemlig alt for at bevare chancen for at redde livet.

Noget vi også ser i 2020 – dog i mindre skala. Men alligevel det samme billede som lastvogne fulde af lig, der kørte gennem de norditalienske byer, historier om spanske plejehjem hvor personalet forsvandt, og lod de gamle ligge hjælpeløse tilbage, så de døde i deres senge, og alle de mange steder kloden rundt, hvor man bruger skøjtehaller og andet som lighuse, fordi man ikke kan følge med på kirkegårdene. Skrevet i nutid, for vi er stadig midt i pandemien, og det sker lige nu over hele kloden, også selvom vi i skrivende stund har relativt godt styr på det i Danmark.

Konspirationsteorier er også lige så gamle som epidemier – sammen med tanker om at det er Guds straf over et skørlevned og vores mange synder, samt alle de mærkelige og ubrugelige råd til at undgå virus som fx at varmt vand og hvidløg skulle kunne udrydde COVID-19. Dog en ting er forandret i forhold til tidligere. Der er ingen, som i dag siger, at det er jødernes skyld. De har ellers historisk set været syndebukke. Omvendt har USA og Kina travlt med at skyde skylden på hinanden. Kina anklages for, at virussen opstod hos dem, og USA for at den stadig spredes.

Social afstand er heller ikke nyt. Tværtimod. En dronning fra den østsyriske by Mari klagede i et brev skrevet for 3.775 år siden til sin mand kongen over en kvinde ved Nanna, som blev ved med at omgås de andre kvinder i paladset, selvom hun var syg. Kongen svarede som en anden Søren Brostrøm: Tal da med store ord (overfor hende), og sørg for, at ingen drikker af den kop, som hun drikker af, at ingen sidder på den stol, hvorpå hun sidder, og at ingen sover på den seng, hvor hun sover. Hun skal ikke være i selskab med alle de kvinder. (citat fra side 50).

For dengang var det konger og præster, som afstak linjerne under en pandemi. Idag er det politikerne og sundhedsmyndighederne.

Danmarksbloggen giver ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” 6 ud af 6 ryttere på gustengule heste. For det er en bog fuld af viden fortalt på en sprudlende måde. En bog som giver håb om, at vi måske alligevel bliver lidt klogere næste gang. For ja, der kommer en ny pandemi efter COVID-19.

Epidemier er nemlig et grundvilkår ved at være menneske på en jord, hvor vi er så mange mennesker, der lever så tæt sammen med dyrene.

Og selvom den fjerde rytters nuværende Corona-ridt virker skræmmende, så vil Danmarksbloggen opfordre til at tænke nærmere – og hurtigt – over forholdet mellem natur og menneske. For som bogen starter med at sige: Det mærkelige var ikke, at Corona-pandemien kom, men at det gik så længe siden sidste gang (Den Spanske Syge 1918-20, som kostede 30-50 millioner livet).

Så det haster, og vi står som menneskehed ved skillevejen. Ved valget mellem at holde fast i konservatismen og den gamle livsstil – eller at kigge på Corona-tiden med smittetal, mundbind og snak om vaccine, og så lave om på den måde, som vi lever på.

Så hvad vil vi – og hvad kan vi?

Læs Jeanette Varberg og Poul Duedahls  ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”. Perspektivet er ridset op på bogens allersidste side: ”helt at aflyse den fjerde rytters næste forestilling eller …  stiltiende accepterer, at coronakrisen bare var generalprøven”.

Det er Gad, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”

Kan man sige, at en bog er rig? Det er i hvert fald dén tanke og oplevelse, som undertegnede sidder med efter at have læst den mere end almindeligt velskrevne bog ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”, som er skrevet af ægteparret Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt, og som handler om juraprofessor Eva Smith, der er kendt som et ikon, når det kommer til retssikkerhed og medmenneskelighed i Danmark.

Bogen er en biografi over et usædvanligt liv, der stadig er i fuld gang. For Eva Smith blander sig heldigvis, trods at hun er stoppet med at undervise, stadig i debatten i Danmark. Og hendes tale er lige så klar og tydelig, som den altid har været, hvad man også forvisses om i bogen, hvor mange kapitler selvfølgelig handler om hendes professionelle virke og de mange gange, som det har bragt hende ind i den politiske dagsorden.

Bogen rummer også et væld af fotos, der understøtter de personlige historier og anekdoter om at være født en Hækkerup, men være glad for at kunne skifte navn, fordi hun ville være sig selv og ikke minister Hækkerups datter. Om at være blevet gift tre gange i to korte og et langt ægteskab, som stadig er i gang, om moderens tidlige død, hendes egen kamp mod den migræne, der var tæt på at koste hende livet, otte børn, en del børnebørn, eventyr og rejser. Blandt andet en spektakulær vandretur op ad Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, hvor Eva Smith nåede toppen – som 62-årig, ene og alene fordi hun nægtede at give op.

At fortsætte – trods modgang og besvær – er også sammen med hendes eget forslag til bogens undertitel, som var ”Hun tror, alting rager hende”, koden til Eva Smiths liv og virke, der aftvinger respekt og inspirerer.

Bogen bliver derfor også mere end en biografi. Den bliver et indlæg i debatten om vor tid og vores samfund, som man fx kan læse det på side 19, hvor Eva Smith betoner, at det er afgørende for vores demokrati, at den enkelte minister kan straffes efter den almindelige straffelov. Lige ret for alle.

Det med retssikkerheden har været en rød tråd gennem Eva Smiths virke, og hun siger på side 35:

Det går den helt forkerte vej med retssikkerheden i Danmark. Det har taget os næsten 200 år at opbygge vores retsstat og demokrati, men gennem de seneste 20 år er det lige så stille blevet udhulet. Retssikkerhed handler om at beskytte den enkelte mod overgreb fra myndighedernes side. Men det forstår mange af nutidens politikere ikke. De tror, at retssikkerhed handler om, at borgerne skal føle sig trygge. Det er selvfølgeligt vigtigt. Det har bare ikke noget med retssikkerhed at gøre.

Ord, som burde stå med flammeskrift, og altid sættes i forhold til holdningen om, at den, der ikke skjuler noget, har ikke noget at frygte. En sætning, som ofte bruges i dag som legitimitet for mere overvågning og andet af samme skuffe – og som faktisk blev sagt første gang af den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels.

Læg dertil at PET ikke vil fortælle, hvor mange de overvåger i Danmark. Samt at de tre råd, Straffelovsrådet, Retsplejerådet og Strafferetsplejeudvalget, som alle blev nedsat i 1960´erne, og som man altid hørte, når man skulle udarbejde nye lovforslag for at være sikker på, at indholdet stemte overens med Grundloven og de internationale konventioner, reelt er sat udenfor indflydelse i dag. For siden den første terrorpakke i 2002 har det været slut med at lade uvildige juridiske eksperter se på juraen. Nu klarer en instans i Justitsministeriet det. En instans som består af politi og anklagemyndighed eller blot politikere og embedsmænd. Noget, Eva Smith kalder et tilbageslag for retsstaten.

Og sådan er bogen ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel” hele vejen igennem fuld af hårrejsende fakta om vores nutidshistorie. Bogen handler nemlig lige så meget om situation Danmark, som den gør om Eva Smith, hvis man ellers har brug for at skelne.

Danmarksbloggen har ikke. For Eva Smith er en af landets dygtigste jurister, og man vil meget gerne høre, hvad hun har at sige, måske også fordi man – som en kollega sagde det aldrig ved, hvad hun specifikt siger, når hun åbner munden. For det gør hun. Både i tale og på skrift, som når hun som en kommentar til Jyllands-Postens tegning af det kinesiske flag med stjernerne lavet som små Corona-vira på side 192 siger:

Ytringsfrihed er en ret, som vi i sin tid fik, for at vi frit kunne kritisere magthaverne. Det var tanken. Ytringsfrihed er ikke en håneret. Det er, som om det siden Muhammedtegningerne er blevet til, at jo mere du kan håne folk, jo mere forsvarer du ytringsfriheden. Det er en helt gal udvikling, som intet har med ytringsfrihed at gøre.

Eva Smiths egen vej har været spændende. Og selvom også hun ramte glasloftet og blev stoppet af det, så brød hun det også, som da hun blev den hidtil eneste kvindelige Provst på Regensen (som har haft hele 66 Provster). Eller som da hun i 1986 forsvarede sin disputats, der banede vejen for, at hun i 1990 blev den første kvindelige juraprofessor i Danmark. Det var ikke overraskende. Hun har vilje, intelligens og så kommer hun fra en familie af stærke kvinder, og blandt dem lyser Eva Smith.

For Eva Smith er i særklasse, og det er en fornøjelse at læse om hende, hvad enten det er privatmennesket Eva eller juristen Eva. Danmarksbloggen kan ikke lade være med at ønske, at flere (både kvinder og mænd) ville mene ligesom Eva Smith, at alting rager dem.

For samfundet bliver bedre, når de stærke hjælper de svage, og vi lever efter teorien om, at vi er forpligtede til at bruge vores evner, som Eva Smith lærte det hjemmefra. Velfærdsstaten skal nemlig baseres på retfærdighed og social ansvarlighed – også overfor dem, som lever udenfor landets grænser, eller som kommer hertil som flygtninge. På et fællesskab på tværs af sociale skel.

Danmarksbloggen giver ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel” 6 ud af 6 paragraffer, og anbefaler på det varmeste bogen som et godt sted at søge viden og inspiration.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sociale bobler – et stærkt og frygteligt våben

Ingen taler – rigtig – om boblerne. Men det burde vi nok. For de er ret vigtige de sociale bobler, som myndighederne mener, at vi skal til at indrette os i.

Men hvad er en social boble? Ja, iflg. nedenstående artikel fra DR med overlæge og virolog fra SSI Anders Fomsgaard er en social boble en gruppe på 5-10 mennesker, som vi kan være sammen med i vores hjem – og som vi selv kan besøge, og som vi kan kramme og være tæt på.

Vores egen familie tæller også med i boblens antal på 5-10 personer.

Vi kan altså godt se andre mennesker end dem i boblen, men ikke i vores eget hjem og ikke noget med at kramme og den slags. Derimod en hel masse om at holde afstand, måske gå en tur eller andet – hvis/når man ses med en anden end dem i ens sociale boble.

Og i øvrigt: NEJ, vi kan ikke skifte ud i boblen. Når boblen er etableret, så er holdet sat.

Der er med andre ord tale om: Find ud af hvilke mennesker, som du/I vil have indenfor dørene i dit/jeres hjem – og tænk dig/jer godt om. For det er de mennesker, som du/I skal være tæt på resten af efteråret og vinteren og måske langt ind i foråret 2021.

Det er altså en svær øvelse, som ikke minder om noget, som vi har prøvet før nogen af os – og de fleste har heller ikke lyst til at gøre det. Forståeligt nok. For det ligger til vores sociale natur som mennesker at indgå i forskellige sociale sammenhænge, også udover arbejde etc.

Men skal vi knække Corona-virussen, den satan, så er den sociale boble et stærkt – om end for os selv også frygteligt – våben. Læs mere her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/tinderdaten-og-svigermor-hvordan-fungerer-en-social-boble

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Disney – mindre dansk?

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk