Salg af Maersk Oil: Sats på vind og sol

Salget af Maersk Oil til franske Total betyder, at størstedelen af de danske gas- og oliefelter nu er på udenlandske hænder, hvilket uden tvivl vil få betydning for både danske arbejdspladser og måske også for statens finanser i form af mindre skatteindtægter.

Det kan altså se ganske sort ud, selvom Total har lovet at beholde arbejdspladserne – hvis de kan. For de vil samtidig også skære i udgifterne.

Men det kan alt sammen vendes til vor gevinst. For som Danmarksbloggen ser det, så kan salget af Maersk Oil blive til en kæmpefordel, hvis vi satser på vind og sol – måske især vind, når man tænker på, hvor Danmark ligger geografisk.

For hvor olien slipper op én dag – for slet ikke at tale om at den er dyr at få op, så bliver vinden med at blæse – dag efter dag, år efter år.

Så lad os nu bare glemme olie, gas og store, multinationale selskaber som Maersk og Total og i stedet fokusere på, hvad vi kan gøre fremadrettet. Sammen – og med fokus på morgendagens energi – og morgendagens vækst.

For der var engang, hvor Danmark var et af de førende lande indenfor grøn energi. Og det kan vi blive igen – og det bør vi blive igen.

Den oliesorte regering, som vi har i øjeblikket, har så desværre trykket på stop-knappen, når det kommer til videns- og teknologiudvikling samt uddannelse, som i virkeligheden er vores lands eneste råstoffer.

Så nu er det op til kommende regeringer at sørge for, at det kun er en midlertidig pause-knap, så vi igen i fremtiden bliver et land, der satser på vind – og sol. Det er endda også en god forretning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solformørkelse i en brydningstid

Make America great again, sagde Trump i sin valgkampagne – og i skrivende stund har vi så ”The Great American Eclipse” – altså solformørkelsen, der i disse timer går fra USA´s vestkyst mod USA´s østkyst.

Nu var det nok ikke ligefrem solformørkelsen, som Trump tænkte på dengang. Men mange amerikanere tænker ifølge DR og andre medier på Trump i dag – og beskriver solformørkelsen som noget, der for en stund kan samle et ellers splittet samfund, hvor opløsning truer, og hvor mange befolkningsgrupper er vrede.

I gamle dage handlede solformørkelser også om Guds vrede, for en solformørkelse var et tegn på, at dommedag var nær …

Den slags er der kun få, der tror på stadigvæk. Til gengæld er der en hel del flere, der tror på astrologi – og som kan se denne solformørkelse som tegnet på Trump´s fald. For solen er på vej væk fra det selvhævdende og flamboyante Løvens tegn og ind i det kritiske og snusfornuftige Jomfruens tegn og det endda lige netop samtidig med at solformørkelsen finder sted. Så solformørkelsen skal nok sætte skub i tankerne om Trumps snarlige fald hos de astrologi-glade.

Dét kunne man så også godt formode også uden en solformørkelse, tænker Danmarksbloggen og gør opmærksom på, at tidens tema – både i USA og i Danmark – er BRYDNINGER MELLEM VÆRDIER.

På den ene side har vi dem, der bekender sig til de gamle værdier som fx penge før miljø, egoisme, at der findes rigtige og forkerte måder at leve og tro på – og på den anden side har vi dem, der bekender sig til den nye tid og de nye værdier som globalisering, omtanke for ressourcer og miljø, social ansvarlighed og et inkluderende frisind.

Danmarksbloggen er så ikke i tvivl om, at den nye tid vil vinde – på den lange bane. For alt skal nok blive great again og ligeså smukt som en solformørkelses korona, men det tager lidt længere tid end denne solformørkelses cirka 2 minutter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Nordens hersker”

Vikingernes liv og færden er altid godt stof, og nu er den selvstændige fortsættelse af ”Jellingmysteriet” udkommet. Læs Danmarksbloggens anmeldelse af ”Jellingmysteriet” her:  http://danmarksbloggen.dk/?p=8741

Fortsættelsen hedder ”Nordens hersker” og er ligesom forgængeren skrevet af Anders Lundt Hansen og illustreret af Patrick Leis, og lad det være sagt med det samme: Såvel sproget som illustrationerne er ligeså levende og sprudlende i fortsættelsen som i den første bog.

Der er fuld fart på fra start til slut, og samtidig får vi masser at viden serveret på en letforståelig måde, men alligevel med så meget saft og kraft – og fakta – om både tiden og dens mennesker og livsstil, at ikke kun målgruppen, som er børn mellem 9 og 14 år, men også teenagere og voksne med fordel kan læse med.

Som forgængeren havde en mission med at vise, at Gorm den Gamle ikke var Danmarks første konge – og at der også har været flere kongeslægter i Danmark end Gorm og hans efterkommere, så har også ”Nordens hersker” en mission – eller måske snarere to.

Dels vil den fortælle, at Knud den Store – trods at hans far var den danske konge Svend Tveskæg – nok mere var engelsk konge end dansk, og dels at det, som vi kalder vikingetid, nok snarere er middelalder.

For det er Knud den Store og hans meget begivenhedsrige liv i England, hvor han i flere år måtte kæmpe om magten, der er i fokus – og det var en kamp, der foregik både på land og på vand, i soveværelset (for ægteskab med den rigtige kan gøre en stor forskel, når man sigter efter at få en krone på hovedet) og blandt venner og fæller, der godt kunne blive modstandere og fjender.

Vi hører selvfølgelig også myten om, hvordan Knud den Store blev opfattet af samtiden som nærmest guddommelig, hvad han som en (ihvertfald på overfladen) ydmyg kristen ikke ville være, så han satte sig ned i strandkanten for at se, om han kunne tæmme bølgerne. Det kunne han ikke, kan Danmarksbloggen vist godt røbe uden at ødelægge noget.

Men ellers vil Danmarksbloggen ikke sige mere om en meget spændende konges liv og gerning. Læs det selv i ”Nordens hersker”, for det er ikke kun en medrivende fortælling – det er rent faktisk sket i den tid, som de fleste af os omtaler som vikingetiden, men som bogens forfatter Anders Lundt Hansen altså vil kalde middelalder.

Det gør man også ude i Europa, når man taler om 1000-tallet, som var Knud den Stores århundrede, men i Danmark opfatter man perioden cirka 850 til cirka 1050 for vikingetiden, hvilket Anders Sundt Hansen mener er noget fjolleri.

Danmarksbloggen er ikke helt enig, for der er en verden til forskel på netop vikingetiden, hvor danske mænd rejste ud – drog i viking som det hed – og handlede og plyndrede, mens kvinderne stod for det derhjemme – og alle tilbad Thor og Odin og de andre nordiske guder. For nok blev vi kristne omkring 965, men det tog alligevel sin tid, før det slog helt igennem.

Men omkring 1050 er landet ved at være kristnet, og det store kirkebyggeri – som ikke har sin lige noget andetsteds i verden – går i gang, og samtidig begynder mændene at blive mere hjemme, og kvinderne får markant mindre magt, men omvendt kommer der også en organisering af landet og samfundslivet, som vi ikke havde før – altså i vikingetiden.

Men det er en historisk diskussion, som nok er spændende, men som i reglen ikke hører en anmeldelse til, selvom Danmarksbloggen lige vil gøre opmærksom på, at man i ”Nordens hersker” kan læse om, hvordan Viborg, Roskilde og Lund på Knud den Stores bud udbygges til rigtige byer – og hvordan Knud den Store sætter englænderne til at stå for såvel mønter, kirker og anden organisation.

Så at hævde at Knud den Store bragte middelalderen til Danmark giver derimod god mening – også selvom Nordens hersker i middelalderen vel egentlig ret beset var en vis Margrethe Valdemarsdatter, der levede flere århundreder senere, og som bedre kendes under navnet Margrete d. 1. – og hende, der samlede Norden i Kalmar-unionen.

Danmarksbloggen giver fem store skinnende sølvmønter ud af seks mulige for en både letlæst, fakta-tung og spændende ”Nordens hersker”.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalismen er ældgammel

Her på Valdemarsdag er det passende at tale om nationalismen og dens væsen, fordi vi immervæk i en tid med globalisering og internationale aftaler og organisationer alligevel først og fremmest identificerer os selv som danske.

Stort set al moderne historiefortælling er i bund og grund derfor også nationalliberal og handler om Danmark som nation.

Men man kunne jo også fortælle en anden Danmarkshistorie – en historie om kampen om produktionsmidlerne. Den ville dog formentlig stadig blive national. Det samme ville kvindernes Danmarkshistorie, institutionernes Danmarkshistorie, børnenes Danmarkshistorie, kulturens Danmarkshistorie, magtens Danmarkshistorie osv.

For det med det nationale er i virkeligheden noget, der har rødder meget længere tilbage end til 1800-tallets nationalliberalisme og den franske revolution sidst i 1700-tallet, der ellers ofte får æren for at have skabt nationalfølelsen.

Men det passer ikke. Den var her langt tidligere – hvad man kan se i fx gamle danske klagesange fra dengang i 1300-tallet, hvor de holstenske grever huserede, men også i den tidlige middelalder er der vidnesbyrd om nationalisme som en identitetsskabende faktor.

Men ja, nationalismens politiske betydning begynder først at spille en stor rolle i 1800-tallets spirende demokrati. Før der var kongen simpelthen staten/nationen – i hvert fald i den enevældige tid, og tidligere var stormænd, adel og gejstlige var med i spillet om magten.

Men med demokratiets fødsel fik alle – i hvert fald på papiret – indflydelse, og nationalismen og nationalstaten blev den ramme, som vi begyndte at forstå os selv og vor verden i (også fordi religionen mistede magten som det, der gav os identitet).

Det er også derfor, at nationalismen stadig blomstrer, når vi føler os truet som nation, hvad enten fjenden kommer udefra som under 2. verdenskrig eller indefra, som mange føler, at fjenden gør det i disse år.

De angste nationale har derfor en pointé. For vi har i virkeligheden ingen garantier for Danmarks fortsatte eksistens, hverken som nation, velfærdsstat eller som kristent land (hvad det så end er i et land, hvor vi i adfærd aldrig helt har glemt vikingetidens druk- og blótgilder, selvom vi også lader os døbe og sidder i kirken, ihvertfald når det er midvinterfest, undskyld jul).

Så nej, nationalismen er ikke i sig selv noget hverken særligt godt eller særligt dårligt. Den er et grundvilkår ved det at være menneske. Fordi vi alle gerne vil tilhøre en stamme.

Det afgørende er derfor også, hvad vi bruger nationalismen til – og hvordan vi bruger den. På dén måde minder nationalismen om religionen. Begge kan tages til indtægt for allehånde uhyrligheder og forbrydelser mod anderledes tænkende, men begge kan også bruges til at løfte mennesker og samfund, til at tale til det bedste i os – og skabe den bedste af alle verdener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Se Kjersgaards Danmarkshistorie

I øjeblikket kan man på DR´s hjemmeside se ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard”, der er en mere end 30 år gamle serie på 12 udsendelser, der stadig holder max. Se mere på www.dr.dk/tv

Dels fordi Erik Kjersgaard var uddannet historiker og i dén grad kunne sit stof, og dels fordi der ikke bruges unødig tid på at (over)dramatisere, lefle for laveste fællesnævner og presse et politisk budskab ned over hovedet på seerne, som man gør det i den nye Danmarkshistorie lavet af samme kanal.

”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard” er derimod spækket med viden, detaljer og overblik – og det er vidunderligt befriende, at manden, der fortæller, blev castet (som det hedder på nutidsdansk) på grund af sin klogskab – og ikke på grund at sit udseende eller tøjvalg.

Læg dertil at han i sidste afsnit endda forholder sig kritisk til både sin egen historieserie og til de motiver, som enhver har til at fortælle sin version af Danmarkshistorien. Der er han nemlig lysår foran meget nutidig historiefortælling, som opfatter sig selv som værende objektiv og baseret på fakta – hvad det måske også er. Men enhver fortælling er altid et valg – og et fravalg – også af fakta.

Så gak til ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard” og bliv vis på dit lands rødder. For her får du alt væsentligt, fortalt af en mand med vildt hår, brune bukser, gammel jakke – og en kæmpestor viden og engagement i Danmarks fortid. Han døde helt tilbage i 1995, mens heldigvis kan vi altså stadig se og høre ham.

Ps. Og ja, Erik Kjersgaard er i familie med Clement Kjersgaard. De er far og søn – og en meget ung Clement optræder skam også et kort øjeblik i det sidste afsnit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig”

Årligt skrives der et stort antal historiebøger om Danmark, og selvom mange laves på et fagligt velfunderet grundlag, så er der tit langt imellem snapsene, når det kommer til samme bøgers underholdningsværdi.

Men i Asser Amdisens nye bog ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig” går historisk viden og læsenydelse hånd i hånd i en grad, så undertegnede mange gange i løbet af de 256 sider måtte stoppe læsningen og klukke af grin – ja, sågar citere det nyligt læste højt for mand og barn, som i den seneste tid derfor har lagt ører til megen Danmarkshistorie.

For det er simpelthen herligt at læse om Danmarks fortid på en så levende måde, som Asser Amdisen beskriver den. Man kan i samtlige kapitler se de mennesker og de tider for sig, se dem folde sig ud i sorg og i glæde, i kampe og i fred, når det kneb, og når vi triumferede.

Hvem er det også, der siger, at faglig substans kun kan formidles tørt og alvorligt? Ja, Asser Amdisen mener faktisk, at det forholder sig lige modsat. At historiefaget blev ramt af den videnskabelige syge engang i oplysningstiden, og derfor siden har fravalgt at fortælle de gode historier, fordi historiefaget gerne vil være ligeså fakta-orienteret som de mere agtede naturvidenskaber. Men det er skade. For hvor det er nemt at bevise fx tyngdekraftens eksistens og påvirkning, så er det straks sværere at skrive om fortiden uden også at ty til de sagn, myter og historier, som er blevet fortalt fra slægtled til slægtled, og som også er en del af vor fælles arv, selvom de ikke kan bevises i et laboratorium.

Heldigvis fortæller Asser Amdisen masser af netop de overleveringer, og så tilføjer han historiske fakta som fx i legenden om Dannebrog, der jo efter sigende faldt ned i Estland i 1219 som en hjælp fra Gud, så vi kunne besejre de hedenske estere i det store slag ved Tallinn. Problemet var bare, at esterne allerede var blevet kristne få år før, da en ridderorden kom forbi. Men som Asser Amdisen skriver med klart blik for både magtspil, økonomisk gevinst til den danske konge og menneskelig psykologi ”En god gerning kan jo ikke gøres for tit, og Valdemar var ikke en mand, der lod sig slå ud af småting”.

Asser Amdisen lader sig heller ikke slå ud. Han er heller ikke bange for at have en holdning til både samfund og det at være dansk, hvilket også er forfriskende – især fordi han så melder klart ud, hvor han står.

For igen så lever vi i en tid, hvor objektivitet er finere end subjektivitet, så det er normalt, at fx forskere og medier skjuler deres dagsordner bag et ”objektivitets-tæppe”. Men medmindre vi taler om naturvidenskaberne, hvor det meste kan måles og vejes og bevises i, så er alt subjektivt og afhængigt af øjnene, der ser. Fra kunst over litteratur og religion – og til historie.

Og her taler Asser Amdisen klart sprog, som når han fx skriver om, hvordan nationalismen i 1800-tallet afløste religionen som den ramme, mennesker sætter om deres forståelse af sig selv og deres identitet. Undervejs underbygger han sine meninger med fakta om de historiske forhold, men han gør også til sidst i bogen opmærksom på, at læseren gerne må være uenig med ham, blive vred, gal, sur og alt muligt andet.

Bare ikke ligeglad, for så dør historierne og dermed det fællesskab, som vi alle lever af og på. Og det er rigtigt. Vi må ikke blive ligeglade og slet ikke med vores egne rødder og historie. Heldigvis er Asser Amdisen en god spindoktor for Danmarkshistorien.

Apropos spin, så holder Danmarksbloggen også meget af bogens fokus på spindoktorer i ordets mest udvidede betydning, som når det fx slås fast, at vikingerne manglede en spindoktor, og at de overfaldne klostre i de skrivekyndige munke netop havde de perfekte spindoktorer, fordi de skrev fortællingerne om de fæle vikinger og deres gerninger. For som bekendt så vinder den, der skriver historien.

Men Asser Amdisen formår også at gøre rede for komplicerede forhold som middelalderens konger og deres indbyrdes familie- og hævnforhold i kampen om magten samt at trække de overordnede linier og flette konkrete begivenheder og personer sammen med de forskellige tiders syn på samfund, religion, filosofi samt menneske- og verdenssyn.

Han hamrer også en pæl ned gennem myterne, og er ikke bleg for på den ene side at vise forståelse for, hvorfor vi danskere elsker Christian d. 4., der med sine mange fejl lige er til at spejle sig i, men som også var manden der, fordi han så gerne ville være en stor krigsmand, førte Danmark fra at være stormagt til mellemmagt. Endelig slås det også fast, at hvis Christian Firtal ikke havde dummet sig så gebommerligt nede på den tyske hede i 1625, så havde vi måske ikke mistet Skåne, Halland og Blekinge, som vi ret beset vandt tilbage i krig flere gange siden den ulyksalige Roskildefred, men aldrig fik fordi stormagterne ikke ønskede, at den samme nation sad på begge sider af Øresund.

For vi slipper ikke for at høre om de nationale traumer, heller ikke 1800-tallets jammervandring med statsbankerotten, tabet af Norge og de slesvigske krige, som gjorde os til en lille stat, en andedam, du puslingeland og alt det der, som stadig martrer os, og som også hænger sammen med dansk deltagelse i diverse krige i dag, hvor vi har et demokrati, som vi med Asser Amdisens ord tager for givet. Måske fordi vi nærmest fik det smidt i hovedet af Frederik d. 7. – fremfor som i mange andre lande at skulle kæmpe for det, hvilket han mener er skade og en direkte årsag til, at vi så villigt har ladet demokratiet undergrave siden 2001.

For det er en historisk bog med holdning og et skarpt blik for perspektiverne for både landet og den enkelte dansker før og nu. En bog, hvor forfatteren tør bekende kulør, som når han skriver, at danskerne altid har levet af handel – også med våben. For Danmark har 7000 km´s kystlinie, og dansken har sejlet og handlet fra før vikingetiden og til i dag, hvor de Mærsk-lyseblå skibe ikke vækker rædsel nogetsteds, men stadig sejler guld hjem til Danmark.

Et Danmark, hvor Amdisen også gør op med myten om danskerne som dette fredelige folkefærd, der nok en gang var vikinger, men nu er vi jo blevet voksne, demokratiske og tolerante – og ganske humane. Men nej, siger Amdisen, den holder ikke, og så argumenterer han ellers – og løfter en advarende pegefinger.

For det velfærdssamfund, som vi har i dag, og som bygger på to skelsættende begivenheder – nemlig Hovedaftalen fra 1899, der sikrer et stabilt og godt arbejdsmarked samt parlamentarismens indførelse i 1901 – kan nemlig sagtens ændre sig, og ikke nødvendigvis til det bedre. Måske snarere tværtimod, mens vi danskere smæsker os i national selvfedme bag ligusterhækken og lader en totalitær demokratisme styre os.

Asser Amdisen får fem store Dannebrogsflag ud af seks mulige for sin levende og velskrevne, humoristiske og substantielle ” En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen og til fornylig”. For det er en bog spækket med viden, hvor såvel den historiekyndige som novicen ud i Danmarkshistorien kan hente perspektiver til videre læsning og især overvejelser over, hvad det vil sige at være dansk – og hvordan vi ønsker, at det danske samfund skal udvikle sig. 

Bogen udgives af Haase Forlag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Historien om Danmark”

I går aftes rullede første afsnit af DR´s ”Historien om Danmark” over skærmen.

Det bedste var værten Lars Mikkelsen, som roligt og troværdigt guidede os igennem stenalderens forskellige faser og den del af Danmarks geologiske fortid, som fødte landet – minus Bornholm altså, som man desværre glemte trods at solskinsøen som den eneste lokalitet i Danmark rummer rester fra samtlige geologiske tidsaldre, også de tidligste kambrium og prækambrium.

Men Lars Mikkelsen var god – og det var mere end tydeligt, hvorfor han er så efterspurgt en skuespiller, også i udlandet. De forskellige eksperter, der udtalte sig om dna, levemåde, dyr, jægere, fiskere og landmænd, var også både vidende og spændende. Ja, en af dem kunne endda kaste en lille latter af sig, da han talte om, hvordan stenaldermenneskene havde siddet og hygget sig og fortalt historier – og at det med den danske hygge altså stammede helt tilbage fra stenalderen.

Det var sjovt, om end måske ikke helt historisk korrekt. Men ellers var mange andre ting historisk korrekte – ingen tvivl om det, og så alligevel. For de indlagte dramatiseringer af fx den måde, som landbruget kom til Danmark på, var tænkte og lavet for at fange folks interesse.

I det hele taget var den meget lækre produktion med flotte billeder og masser af lyd voldsomt drama- og personfikseret, og sådan er virkemidlerne i mange produktioner i vor tid. Desværre. For når man skruer så meget op for den slags, går det som regel udover substansen og kvaliteten, og således også her, hvor vi fik markant mindre at vide om Danmarks tidligste tider end man gør det, hvis man for eksempel ser Erik Kjærsgaards Danmarkshistorie, som nok er lidt langsom i tempoet – men til gengæld sprængfuld af viden.

I ”Historien om Danmark” derimod klippes der hurtigt mellem alting, og man keder sig ikke. Til gengæld bliver man heller ikke mæt. Men måske for den, der intet ved om historie, kan serien være en appetitvækker til at lære mere om Danmarks fascinerende historie. Om det land mellem sunde og bælter, som blev vores … danernes land … Danmark.

Danmarksbloggen giver fire landkort ud af seks mulige – mindst et af dem alene på grund af Lars Mikkelsens dygtighed. Gid han havde haft et endnu bedre manuskript – eller man måske trods alt havde taget en historiker, som kunne have øst af sin egen viden også. Det havde klædt DR, hvis de havde turdet været gammeldags og satset på kvalitet og viden – også på det indholdsmæssige område.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Britta Thomsen: “Derfor har vi brug for KVINFO”

Vidste du, at Danmark har Europas mest kønsopdelte arbejdsmarked? At vi ligger under EU-gennemsnittet, når det kommer til kvindelige forskere? Og ved du, hvorfor det hænger sådan sammen?

Nej, vel. Men den viden har KVINFO i deres bibliotek, som er et landsdækkende forsknings- og specialbibliotek, der registrerer, indsamler og formidler dansk og international kønsforskning. Biblioteket har offentlige udlån og hjælper gerne folk, der skal bruge materiale.

I EU har vi en fælles politik om at fremme ligestilling i medlemsstaterne. Men det kræver viden, og derfor har man selvfølgelig videncentre til dokumentation af de konkrete forhold.

Når regeringen vil flytte biblioteket og lægge det ind under Det Kongelige Bibliotek, så fjerner de meningen med KVINFO

Højrepopulisterne går efter kvinderne. Derfor blev der demonstreret imod Trump. Pegida vil sende kvinderne hjem til kødgryderne, og LA vil eliminere nødvendig viden.

Kvinder, lad os gå i aktion imod den middelalderlige heksejagt.

Kvinder må åbenbart ikke være for kloge, specielt ikke om deres egen situation i samfundet. Og lad os så høre, hvordan LA har tænkt sig at leve op til EU´s ligestillings-lovgivning? Danmark er jo flere gange blevet kritiseret af både EU-Kommissionen og FN for manglende tiltag på ligestillings-området!

Skrevet af: Britta Thomsen, tidligere medlem af EU-parlamentet for Socialdemokratiet og adjungeret professor på CBS

Alternativet ønsker alternative skolefag

Alternativet ønsker alternative skolefag. Lyder det som alternative fakta? Ja, lidt – men det er det dog ikke, selvom idéen efter Danmarksbloggens mening er ualmindelig dårlig.

Fag som naturfag, geografi, fysik-kemi, madkundskab, biologi, kristendomskundskab, historie, samfundsfag, musik, billedkunst, sløjd og håndarbejde skal nemlig efter Alternativets mening erstattes af ”Klima og bæredygtighed”, ”Medborgerskab”, ”Kunst og kultur” samt ”Erkendelse”.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/alternativet-vil-fjerne-historie-samfundsfag-og-meget-mere-fra-skoleskemaet

For ja, det er da rigtigt, at verden har ændret sig – og så alligevel, så er man som menneske nødt til at have den nødvendige grundviden og de nødvendige redskabsfag for til fulde at kunne forstå komplekse områder som fx miljø.

Desuden vil samfundet også i de kommende årtier ændre sig, og så du´r det ikke, at man kun har lært fag, der i Alternativets 2017-version udelukkende gav mening omkring 2020.

Nej, vi skal beholde de eksisterende fag, men sørge for at udvide læringsstoffet i dem. Det sker så også allerede for slet ikke at tale om de tema- og projekt-uger, som der er på de fleste skoler. Så det er en tom tønde, som Alternativet buldrer på her hvor fastelavnstiden nærmer sig.

Fastelavnen er et andet emne, der kræver flere fag at forstå – nemlig både historie, dansk, kristendomsundervisning – og geografi. Gad vide om de ved det hos Alternativet?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Cyberterror nytårsaften – eller?

TDC har ifølge DR´s hjemmeside været ude og sige følgende: ”Der er tale om et kompliceret nedbrud, som kræver detaljeret viden om Yousees setup og tv-platform. Vi vurderer på den baggrund, at der er tale om en bevidst skadelig handling, oplyser koncernchef Pernille Erenbjerg.” Citat slut.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/penge/tdc-anmelder-yousees-kabelbrud-nytaarsaften-til-politiet

Dét kan man så vælge at grine af, hvis man mener, at det måske blot var en dårlig joke at forhindre danskerne i at se Dronningen sige ”Gud bevare Danmark” kl. 18 og se Rådhus-urets klokker ringe det nye år ind kl. 24.

Men det er ikke en dårlig joke. For HVIS der er tale om udefrakommende kræfter – og det ikke bare er YouSee og TDC´s egen eventuelle uduelighed, så er det skræmmende, at det kunne ske. Og hvad vil eventuelt blive det næste, som disse hackere kaster sig over? Hvem er de? Hvorfor gør de det? Og var nytårsaften bare en generalprøve?

For alt – som i ALT – i vores samfund, også de livsvigtige forsyninger af vand, varme og strøm, styres af it-systemer, der nu helt åbenbart ikke er mere sikre, end at de kan hackes. Cyberterror er en reel trussel. Det har folk i it-verdenen vidst altid. Nu ved alle vi andre det så også …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk