Anmeldelse: ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder”

Historiske programmer på National Geographic: Er det ikke noget med fakta iblandet dramatiseren? Svaret på dét spørgsmål er ja – også når det kommer til den nye serie ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder.”

Danmarksbloggen har set to afsnit – det med Tollundmanden og det med Haraldskærkvinden – og for begge gælder, at der er mange gode fakta. Men der er også fakta, som ikke holder.

Lad os holde os til historien om Haraldskærkvinden. Et moselig, som blev fundet i 1835 i Haraldskær, ikke langt fra Vejle og Jelling.

Først troede man, at der måske var tale om et ret nyligt lig af en kvinde. Men hurtig stod det klart, at det velbevarede moselig var død for længe-længe siden, og den første tese – at hun var en norsk dronning, som blev dræbt af Harald Blåtand – opstod.

Det påviste manden bag inddelingen af oldtiden i stenalder, bronzealder og jernalder – den danske arkæolog J. J. A. Worsaae – så få senere ikke holdt stik. Tiden, hvor man blandede arkæologiske fakta med myter og forestillinger – og fri fantasi – var forbi. Man brugte heller ikke længere Biblen som rettesnor for videnskabelighed, men holdt sig til empiriske data, iagttagelser og undersøgelser.

Det har vi gjort lige siden – og qua disse ved vi nu, at Haraldskærkvinden levede omkring 250 f.Kr., at hun var omkring 50 år, da hun døde – formentlig kvalt med den snor, der er spor af på halsen, inden hun blev lagt ned i søen – med ansigtet nederst og nøgen med sin skindkappe over sig – og med grene, der holdt liget fast nede i mudderet, så det ikke kom op til overfladen.

Vi ved også, at Haraldskærkvinden formentligt var født i Jylland, men at hun også havde foretaget rejser til Mellemeuropa eller Skotland. Men derudover ved vi intet om, hvem Haraldskærkvinden var – og hvad hun foretog sig. Var hun en slags troldkvinde? En shaman? En kvinde forudbestemt til at skulle ofres?

Vi aner det ikke. Til gengæld ved vi, at moser, søer og vandhuller i jernalderen blev opfattet som portaler til den anden verden, og at det var normalt at ofre til guderne dér. Det med at vand er lig med portalen til den anden verden blev så ikke nævnt i programmet – og det er en fejl. For kombineret med at man i jernalderen normalt brændte sine døde viser det, at ofringen på ingen måde var tilfældig, og at der netop er tale om en ofring – og ikke en straf, som også foreslået i programmet.

En anden fejl er, at Vejlemuseerne, hvor Haraldskærkvinden ligger, på deres hjemmeside selv nævner, at hun kan have opholdt sig i Skotland, når man ser på isotoperne. Men den tese er ikke med i programmet. En anden fejl er, at hun omtales som en mulig trælkvinde. Men hvorfor skulle en trælkvinde få lov til at begive sig på en rejse tur/retur?! Det er fri fortolkning.

Fakta alene er disse: En ukendt kvinde, formentlig født i Jylland, døde omkring 250 f.Kr., da hun var omkring 50 år, fordi hun blev kvalt – og vi ved ikke af hvem eller hvorfor.

Men det kan man jo ikke basere en hel tv-udsendelse på. Så derfor alt det ekstra, som er fortalt så godt, at ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder” skal have 4 ud af 6 af de bedste kapper fundet i moserne. For ja, Haraldskærkvinden var nok det første moselig, som blev fundet og udstillet i Danmark. Men hun var – og er – langtfra det sidste.

Serien får premiere langfredag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

God tur hjem

Så er Danmarks egen astronaut Andreas Mogensen på vej hjem. I skrivende stund suser kapslen med ham og de andre mod Jorden, hvor de forventes at lande i havet i morgen formiddag.

Gid det må gå godt. For faktisk er ankomsten til Jorden og Jordens atmosfære det farligste ved en rum-mission. Atmosfæren skal rammes i den rigtige vinkel, hvis ikke kapslen skal brænde op. Og så skal faldskærmen folde sig ud, inden de lander i vandet cirka kl. 11 i morgen.

Gad vide, hvad Andreas Mogensen tænker? Udover det oplagte at han glæder sig til at komme hjem til familien, sin kone og sine børn.

Rejser han måske også med en smule vemod i bagagen? Vemod og visheden om at han for altid vil savne rummet. Det rum, som også blev hans hjem, og hvorfra han kunne se det fantastiske syn af Jorden og atmosfæren.

Andreas Mogensen har flere gange fortalt, hvordan han elskede at sidde i Cupola og se ned mod Jorden, se vores fantastiske planet.

Som Andreas Mogensen selv skriver det på Facebook: Jeg brugte også mange timer af min fritid i Cupola, hvor jeg tog fantastiske billeder af Jorden – herfra er det tydeligt, at der kun er én blå planet vores. Fra grønne skove, sandørkener og flere vulkaner, end jeg kan tælle, viser hvert billede, hvad vores plads i universet har at byde på..

Det er en erkendelse og en viden, som man kunne ønske, at denne verdens magthavere besad. For så ville verden være et lige så godt sted, som kloden ser ud – betragtet fra universet.

Velkommen hjem til Jorden, Andreas Mogensen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vesten er truet

Datoen i dag – d. 11. september – er en af historiens skelsættende dage.

Alle over 30 kan huske, hvad de lavede, da de d. 11. september 2001 fandt ud af, at tre kaprede fly var fløjet ind i henholdsvis Pentagon i Washington D.C. og World Trade Center i New York City – og at et fjerde fly var på vej til hovedstaden.

Dét fly nåede aldrig frem. For modige passagerer gik til angreb på flykaprerne, som var en gruppe muslimske fundamentalister. Passagerne vidste, at de var dødsens. Men de sørgede for, at ingen andre end dem selv og terroristerne døde.

Det er sådan en helte-historie, som vi kan lide i Vesten, hvor vi sætter individuel frihed, lighed og menneskerettigheder rigtig højt.

Derfor gik vi også i tiden efter 11. september ind i dyre og voldsomme krige mod den muslimske terrorisme, som i samme tidsrum også slog til i Frankrig, England, Belgien og andre steder.

Men kun de færreste så, at ”krigen mod terror” skyggede for de meget større trusler som Ruslands opfattelse af at Rusland = StorRusland, Kinas direkte march mod at blive verdens største supermagt, Indiens ønske om det samme – og generelt det sammenrend af diktatoriske lande, som findes i de såkaldte BRIKS-lande, der startede samarbejdet i 2006.

BRIKS står for Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. De tegner sig for 25% af verdens økonomi – men hele 40% af verdens befolkninger, og de vil være sig selv – og ikke ligge under for Vesten. Ja, de har startet deres egen bank ”New Development Bank” som et alternativ til Verdensbanken, der er vestlig domineret.

Ved et møde for nylig blev Saudi-Arabien, Iran, Argentina, Egypten, Etiopien og De Forenede Arabiske Emirater optaget som en ny del af samarbejdet.

Dét fyldte ikke meget i Vestens aviser, men det burde have stået med flammeskrift. For dét samarbejde kan føre enorme forandringer med sig i kampen om ressourcerne her i verden – og om verdensfreden og de gældende normer.

Alle BRIKS-landene har nemlig IKKE det forhold til liberale frihedsrettigheder, som vi har i Vesten. LGBTQIA er fx blot bogstaver i de lande – og ytringsfrihed er bare noget, de leger.

De føler heller ingen forpligtelse til at hjælpe andre end sig selv. Tag fx Saudi-Arabien. Hvor mange flygtninge fra Syrien har de hjulpet, selvom de har penge som ørkensand, og ligger lige i nærheden.

Så datoen d. 1. januar 2024, hvor udvidelsen af denne antivestlige alliance bliver en realitet, skal slås stort op.

For det er nu, at vi skal holde sammen. Der er en halv jordklode – eller mere – som er imod vores måde at leve på i Vesten. Det er med andre ord ikke nu, at vi skal have dårlig samvittighed over vores koloni-fortid eller u-lands-nutid.

For tro endelig ikke at Briks-landene er os venlige stemt. Tværtimod. Vesten er truet.

Så det er nu, at vi skal mobilisere os til kamp for vores vestlige værdier – og velstand. Og dét er meget mere skelsættende end noget andet siden 2. Verdenskrig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Programmeret til udslettelse?

Vi ved det godt. Vi skal ikke flyve, spise oksekød eller købe nyt tøj.

Vi gør det så alligevel – og jeg er ikke bedre:

I sommers fløj jeg t/r til London.
I forgårs spiste jeg med glæde en stor portion chili con carne (ja, med oksefars).
Og jeg har lige købt en spritny grøn sweater, selvom jeg allerede har syv sweatre i skabet – bare i andre farver.

Så jeg er lige så håbløs som resten af menneskeheden. For ja, jeg ved det hele, men handler alligevel mod bedre vidende.

Er det fordi, at vi mennesker er programmerede til at stå for vores egen udslettelse?

Det virker logisk – og trist. Og Shakespeares berømte citat om menneskelivet (fra ”Macbeth”) er kun en pauver trøst:

Life’s but a walking shadow; a poor player, that struts and frets his hour upon the stage, and then is heard no more: it´s a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing.

For hvordan kan vi mennesker tro, at vi kan gøre en afgørende forskel, når vi ikke engang kan finde ud af at droppe flyveture, røde bøffer og nyt tøj?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona er – måske – på vej tilbage

Kalendersommeren har ikke mange dage tilbage.

Men det har pandemien måske. Ja, De læste rigtigt. Pandemien. Coronaen. Dén, som de fleste vist troede, at vi var sluppet af med.

Det er vi så åbenbart ikke. For mens vi har været optaget af klima og krig i Ukraine, så har virus lige så stille muteret.

Faktum er nemlig, at:

  1. Der er kommet en ny variant – som først blev opdaget i Danmark for præcis en måned siden, men som nu har spredt sig til flere lande – og også smittet flere i Danmark.
  2. Den nye variant muterede hele 30 gange indenfor kort tid – og især dens spikes er anderledes. Det billede er ikke set siden Omikron afløste Delta for snart to år siden.
  3. Den nye variant er derfor også så anderledes, at man taler om, at det måske er en helt ny variant – og i så fald skal den hedde Pi.
  4. Om den nye variant er mere farlig, mere dødelig end den gamle Omikron er for tidligt at sige. Men den vurderes let at kunne gå udenom immunitet opnået ved både vacciner og tidligere smitte.
  5. Det kan heller ikke siges, om en ny dosis vaccine vil gøre en forskel – selvom det i USA anbefales at få en påfyldning nu.
  6. I flere lande taler myndighederne om muligheden af at genindføre mundbind i den offentlige transport, på sygehuse og den slags – samt passe ekstra på, hvis man ikke kan tåle at få Corona.
  7. Hvor meget det bliver til, ved ingen – selvom antallet af smittede stiger, også i Danmark.
  8. Den nye variant er endnu kun en VOI – variant of interest. Men den kan blive til en VOC – variant of concern, og så kan vanviddet bryde ud igen.

I mellemtiden gælder: Keep calm and carry on.

Men vask lige de hænder, ikke?
Og hold lige den ekstra afstand ude i det offentlige rum, ikke?

Det slags hygiejniske vaner er også gode, hvis man vil undgå den kolde tids andre dårligdomme.

For så civiliserede er vi vel, at vi kan finde ud af at lære af en pandemi?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kilder: SSI, Daily Telegraph, WHO m.fl.

Sverige er stadig dansk

Svenskerne fejrer i dag, at det i deres selvforståelse er 500 år siden, at Sverige blev skabt som en moderne og selvstændig stat. Det skete efter, at Gustav Vasa havde ”befriet” Sverige fra Danmark, som de siger det hinsidan, når de taler om ”Sverige som moderne stat” her på deres nationaldag 6. juni.

Men hvad mener svenskerne så med en moderne stat? Det må stå hen i det uvisse.

For:

Tænker de på det royale diktatur, som de reelt havde i mange år – kaldet enevælden?

Tænker de på stormagtstiden, hvor svenske hære i små 200 år myrdede løs i hele Europa?

Tænker de på dengang de midt i 1600-tallet overfaldt Danmark – og erobrede Skåne, Halland og Blekinge?

Tænker de på den voldsomme forsvenskning, som fandt sted i årtierne efter– og som handlede om tortur, drab og tvungne ægteskaber mellem danske enker og svenske soldater? Det var fx kutyme at stikke en brændende jernstav op i endetarmen på en dansker – og ud gennem næsen, mens hele landsbyen så på. Når danskeren så var død, blev staven med ham stukket ind i en træstamme, så han kunne hænge dér til skræk og advarsel.

Tænker de på svenskernes voldsomhed overfor nordmændene i de cirka 100 år – primært i 1800-tallet – hvor Norge var svensk? En så traumatisk tid åbenbart, at nordmændene stadig iklæder sig folkedragter, og går med flag på deres nationaldag d. 17. maj, mens de råber hurra. Man kan godt forstå det, selvom de brændende jernstave trods alt var fortid i 1800-tallet. Men fysisk vold og tvang omkring at tale svensk og anden forsvenskning blev stadig brugt.

Tænker de på den vold og de drab, som foregår lige nu i udsatte dele af Stockholm, Göteborg og Malmö, og som er så mange og så voldsomme, at ikke engang forstæderne til Paris og Bruxelles og andre områder præget af vold i Europa oplever noget lignende?

Ja, ingen ved, hvad svenskerne tænker på. Men der går et spor af vold gennem Sveriges såkaldte moderne historie, og det kan være svært i alle tågerne af krudtrøg og blodssprøjt at få øje på ”den humanistiske stormagt”, som Sverige ynder at kalde sig selv.

Alfred Nobel mente det heller ikke. Det er også derfor, at Nobels Fredspris uddeles i Oslo – og ikke som de andre Nobelpriser i Stockholm. Svenskens dna er simpelthen for brutal og voldsparat, mente den store videnskabsmand.

Danmarksbloggen vil så gerne pippe – i al fredsommelighed, at der intet er at fejre i dag for den, som ønsker Sverige som en selvstændig stat.

Ikke hvis man ser strengt historisk og faktuelt på sagen.

For så er det nemlig sådan, at Sverige – ligesom Norge – stadig er dansk.

Kalmarunionen, som blev skabt af danske Margrete Valdemarsdatter – også kendt som Margrete d. 1. – er aldrig blevet ophævet. Dér findes simpelthen ikke et eneste historisk dokument, som beviser det – og jo, historikerne har ledt.

Så ergo: Sverige, Norge og Danmark er stadig forenet i dén Kalmar-union, som blev skabt i 1397.

Regenten i det samlede Norden er derfor også Kalmar-union-stifterens efterkommer og navnesøster Dronning Margrethe d. 2, som – hvis man anerkender gamle historiske dokumenter – er dronning af både Danmark, Norge og Sverige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tal intet ondt om medicinen

Danskerne vil have deres medicin – og ingen skal komme og sige noget om bivirkninger og livsstil. Sådan må konklusionen lyde.

Man skal i hvert fald tænke sig godt om, før man blander sig i en debat på Facebook, hvis emnet er noget, som står troldene nær. Troldene og deres hjælpere – også kaldet folkedybet og deres slægtninge også kendt som resterne fra Nationen på Ekstrabladet – sidder nemlig altid klar ved tasterne.

I kender dem nok. Det er de eksistenser, som altid vælger de lette løsninger og de nemme svar – både på politiske problemstillinger, samfundsmæssige spørgsmål – og selvfølgelig når det kommer til sundhed.

Som fx slankemidlet Wegovy, der skal sprøjtes ind – og som sælger som varmt brød. Man kan undre sig over hvorfor. For ifølge indlægssedlen kan 1 ud af 100 få akut betændelse i bugspytkirtlen, 1 ud af 10 få galdesten, 1 ud af 10 betændelse i mavesækken – og det er bare nogle få af de ret alvorlige bivirkninger af en medicin, som kun virker, mens man tager det. Når man holder op, tager man de tabte kilo på igen, medmindre man laver seriøse livsstilsændringer.

Men folk er åbenbart ligeglade. De læser mere, at man kan tabe op til 17% af kropsvægten i løbet af få måneder. Jeg tillod mig så at opfordre til at læse indlægssedlen – og tænke over, om ikke man skulle kaste sig over motion og kost i stedet.  

Det var for meget. Så gik troldene amok, og jeg røg ud i en shitstorm af den anden verden. Hvad bildte jeg mig ind?! Problemet var nemlig mig, som åbenbart dømte andre helt vildt (!) – og ikke den medicin, som kan gøre folk syge, mens de taber sig, og som kun virker, så længe de tager medicinen.

Det var interessant, men også rystende at opleve, hvor meget det betyder for folk at få deres medicin – i hvert fald når de skal tabe sig. For dét skal være nemt, må man forstå.

Det er, som om intet må kræve noget af nogen mere. Bare en pille eller sprøjte, og så vupti, så er vi good to go. Sådan skal der være, synes en del.

Men sådan er livet jo ikke. Vi kan ikke medicinere os ud af alting. Nogle af dårligdommene – hvis ikke de fleste – hænger sammen med livsstilen. For lidt fysisk aktivitet, for meget fed mad, for meget røg, for meget alkohol. Vi kender det godt. Vi gør det alle sammen – også undertegnede, som i øvrigt skal tabe sig en del, men ikke via Wegovy, men via den der metode med at indtage færre kalorier, end der forbrændes.

Det er så svært at efterleve. Så der skal gøres noget, hvis danskerne skal tabe sig. Men hvad? Løsningen er i hvert fald ikke medicin, der gør folk syge af andre ting. Måske løsningen er overskud til at leve sundt. Lille moms på sunde fødevarer, mindre arbejdstid og gratis adgang til sport og kultur. Alt det, som giver mere tid til leg og sjov – men også mere lyst til at gå ombord i gode kalorier til kroppen, hjernen og sindet fremfor fordummende underholdning foran skærmen.

Måske vi skulle turde stille de krav, så verden kunne blive sådan. Men kan vi håndtere det – som samfund? Efter at have mødt troldehæren kan jeg godt tvivle. Så måske er løsningen, at vi bare skal acceptere, at en del – måske flertallet – er tilfredse med brød og skuespil – piller og streaming, som romerne sagde det?

Det er i så fald et nederlag, hvis man tror på dannelse og viden og kultur. En bitter pille at sluge, men én som skal have lov til at svie hele vejen ned igennem erkendelseskanalen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bachelor-ministre vil skære i kandidatuddannelserne

Hvad der er godt nok til mig, er også godt nok til andre.

Sådan kunne man godt tro, at regeringen tænker, når den vil skære ét år af kandidatuddannelserne – og tro, at man stadig får samme kvalitet.

Det er det rene vanvid.

Men måske det hænger sammen med, at tre markante – og i denne sammenhæng relevante – ministre aldrig selv har fået taget kandidaten:

  1. Statsminister Mette Frederiksen, som er bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet i 2007. Senere tog hun så en master i Afrikastudier på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Sådan en master tager et år, og det synes statsministeren så åbenbart er nok til alle andre også.
  2. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil som – trods fem år studier på Københavns Universitet – aldrig fik mere end en bachelorgrad i statskundskab.
  3. Det samme gælder forsknings-og uddannelsesminister Jesper Petersen, som også læste statskundskab på Københavns Universitet. Han blev heller aldrig kandidat.

At regeringen overhovedet kan foreslå at skære et helt år – eller halvdelen af kandidat-tiden fra – viser netop, hvor vigtigt det er med kandidatgraden. For der er noget vitalt, som er gået helt tabt i samfundsforståelsen hos de tre bachelors – undskyld ministre.

Uddannelse og viden er nemlig indenfor alle områder vores vigtigste – og største – råstof.

Så skulle man noget, så skulle man satse massivt og meget mere på uddannelser bredt. For så får vi mange flere kompetencer – indenfor alle områder.

Et samfund med trivsel og vækst er et samfund, hvor der satses på uddannelse. Simpelthen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Vikings. The rise and fall”

Vi bliver aldrig rigtig færdige med de der vikinger her i Norden – og det gør omverdenen åbenbart heller ikke.

Nu har National Geographic lavet en ny serie på seks afsnit om vikingerne. Den hedder ”Vikings. The rise and fall” – og kan ses fra i dag d. 28. august.

Det er en udmærket serie med udtalelser fra mange relevante eksperter. For slet ikke at tale om illustrationerne – landekort, tidslinjer, illustrationer af arkæologiske fund og skemaer, som giver nogle meget lækre og brugbare visuelle effekter.

Serien er med andre ord fuld af information, som generelt formidles på en saglig måde – om end fortælleren anvender et meget dramatisk tonefald, hvilket er helt unødvendigt.

For historien om vikingerne er spændende nok i sig selv.

Disse forfædre, som vi kender som krigere og opdagelsesrejsende, men som de fleste også efterhånden ved, var både handelsfolk, håndværkere og meget andet i et samfund med en høj grad af organisation.

For ellers kan man slet ikke koordinere den store indsats, som det var at drage i viking – hvad enten turen gik til England, Frankrig, Island, Grønland, over Atlanten til Nordamerika – eller ned ad de østeuropæiske floder til Konstantinopel og Bagdad.

For vikingerne kom vidt omkring fra de første gang entrede scenen for alvor med overfaldet på Lindisfarne i 793. Lindisfarne var et kristent kloster og samfund ud for den engelske kyst, og paradoksalt nok blev det også kristendommen, som indirekte gjorde kål på vikingerne i den anden ende.

Den historie er så mindre kendt. Men det skyldtes den største vikingekonge af dem alle – nemlig Knud den Store, der nok var dansk vikingekonge af navn, men mere engelsk vikingekonge af gavn – og som tog turen op ad kirkegulvet i den oprindelige Peterskirke i fælles kristen tilbedelse sammen med paven i Rom i 1027.

Lige dén historie hører vi så desværre ikke i serien. Det er ærgerligt. For nok var det Harald Blåtand, som ifølge sig selv og skriften på Jellingestenen gjorde danerne kristne. Men processen mod kristentroen havde været i gang længe før ham, og der var stadig masser af hedninge under både ham og sønnen Svend Tveskæg. Som viking kunne man nemlig sagtens have flere guder.

Men da Haralds barnebarn Knud den Store kom på banen, så var det slut med Thor og Odin i Danmark – og også i store dele af Norge og Sverige.

Knud den Store var nemlig europæer – og kristen – og sendte kristne missionærer i hobetal nordpå. Nu skulle vi i Norden være 100% kristne, og dermed blev vi på alle måder en del af det kristne Europa, hvor paven og et par kejsere spillede hovedrollen – også i forhold til en nordisk vikingekonge.

En senere og nationalistisk indstillet tid (som fx den vi lever i nu) vil sige, at dermed var vi ikke længere herrer i eget hus – og at det har vi faktisk ikke været siden.

Det er nok at trække den for langt. Men sandt var det, at vi her i Norden, og måske især i Danmark, i begyndelsen af middelalderen købte ind på en fælleseuropæisk idé om kristendom og et politisk værdi-fællesskab i Europa, som har fandtes siden Romerriget.

Dengang under romerne var vi i Norden så ikke med i fællesskabet – og vi klarede os som sagt udmærket uden og som vikinger. Men med kom vi, da vi under ledelse af Knud den Store droppede at være vikinger – og siden har vi her i Norden været med i forskellige politiske konstellationer og værdimæssige modeller i Europa.

Derom handler så resten af Europas historie. Men tilbage til denne serie om vikingerne.

En serie, hvor vi udover rejser og krig hører om hverdag, tro, ingeniørkunst med mere – blandt andet hvordan vikingerne lavede deres imponerede skibe. Her kan man fx erfare, at det dyreste ved vikingeskibet var sejlet, som det tog to år at lave, og som krævede ulden fra hele 200 får.

Serien byder også på et væld af smukke billeder fra Skandinavien, dog måske med fokus lagt på havets bølger og Norges vilde fjorde med det dansede nordlys, de snedækkede vidder og andet spektakulært, selvom vikingerne især i Danmark og Sverige holdt til i mere rolige landskaber med skove, søer og bløde grønne bakker som fx områderne i Roskilde fjord, Hedeby i Sønderjylland og Birka ved Stockholm.

Danmarksbloggen giver ”Vikings. The rise and fall” fire ud af seks vikingesværd.

For det er en seriøs serie, som giver en glimrende introduktion til vikingerne – og som er befriet for meget af det sædvanlige følelses-pladder, om end det ikke lykkes hele vejen at holde stævnen fri af too-many-feelings.

Men desværre er der også for meget fokus på livet ude, især i England og Irland – og for lidt fokus på livet hjemme i de tre vikinge-lande. For det var trods alt herfra, at ideerne fødtes, og vikingerne drog ud – og her magtens centre lå – med undtagelse af dele af den tid, hvor danskerne havde herredømmet over en stor del af England.

Skrevet af: Anna M.T. Frederiksen, stud.mag i historie på Københavns Universitet og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørketallet som camouflage

Undertegnede har fået Corona.

Jeg har været syg siden i mandags, og tog så en hjemmetest i dag onsdag. Den positive streg kom hurtigere end test-væsken nåede op til control-stregen.

Så jeg har definitivt Corona.

Men det er ikke det interessante. Det interessante – og skræmmende – er, at vi er rigtig mange, som har Corona uden at tælle med i de officielle statistikker.

Pt. er antallet af nye Corona-positive 1656.

Men det tal er kun målt blandt PCR-prøverne, og dem skal kun få have foretaget: Gamle, gravide og dem med risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

Alle vi andre – og det er trods alt den langt overvejende majoritet af befolkningen – skal tage en selvtest, blive i sengen og vente på, at det damper over.

Og det er også helt fint i forhold til den enkelte.

MEN det er ikke ok i forhold til

  1. Hvor stor pandemien reelt er i Danmark. For det ved vi ikke med sådan et mørketal, som lige så godt kan være 2.000 flere smittede fra i går til i dag – som 20.000.
  2. Vi kan derfor så let som ingenting risikere, at det hele løber os af hænde igen … det stigende antal døde og smittede på plejehjemmene kunne tyde på, at vi allerede er dér.
  3. Ja, Danmarksbloggen er endda bekendt med, at man flere steder i pleje- og pasningssektoren sender smittede på arbejde med masker, hvis de ansatte kun har få symptomer.

Det ser sort ud, her mens sommeren går på hæld, og smitten stiger – og vi gør intet for at forhindre den katastrofe, som venter. For vi følger Tegnells opskrift: Holde hele samfundet åbent, lukke øjnene og ikke teste, mens man håber på det bedste.

I Sverige førte dén cocktail til en massiv overdødelighed i 2020. Det kan det også i Danmark i 2022. For her bruger vi mørketallet som camouflage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk