Naturen slår igen – god midsommer

Ulven er i Jylland. Elgen er på Sjælland.

Nature strikes back.

Det er også på tide, for de virkelig farlige – mennesket – er alle vegne.

Og vi formerer os og sviner i en grad, så rotterne må stå misundelige tilbage og tænke: Pokkers, og vi som troede, at ingen kunne overgå det stunt, som vi lavede med den sorte død tilbage i middelalderen. Men dengang døde jo kun en tredjedel af menneskeheden – i Europa. Det, som de selv laver nu, kan dræbe ikke kun dem selv, men også mange andre arter. Og det over hele kloden.

Vi mennesker kunne selvfølgelig også bare begynde at passe på os selv, dyrene og kloden – på Moder Jord.

Men det ville kræve en omtanke og en vilje til at lave om på os selv og vores levevis, som vi nok desværre – for os selv og en del andre arter – ikke besidder.

Den gode nyhed er så, at Jorden nok skal overleve selv os … i en ændret form javist, men forandring er naturens og universets lov, så det er fint nok.

God midsommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Varsler og myter om vejret”

Danskerne elsker at tale om vejret. Ja, man kan hævde, at vejr-snak er en særlig dansk disciplin, som ville give os en sikker guldmedalje, hvis den var på det olympiske program.

Så hvad er mere naturligt end en bog om vejret? Det tænkte man også hos Gyldendal, som nu har revideret, opdateret og udvidet den populære ”50 vejrvarsler der (måske) virker” – og heldigvis for det. For ”Varsler og myter om vejret” er en af de bøger, som man bare har lyst til at læse med det samme.

Formatet er lille og handy, og når man bladrer i bogen, ser man, at dels så er teksten delt op i overskuelige og letlæste dele – og dels så vrimler det med flotte fotos af vejret i Danmark året rundt.

Fra nærbilleder af fugle og regndråber over dramatiske billeder af tordenvejr og nordlys (som vi ikke har så tit i Danmark) til smukke fotos af regnbuer, solopgange, himle, marker og træer klædt i hvid vintersne, grønne forårs- og sommerdragter samt efterårets gule nuancer.

Når det samtidig er meteorolog Jesper Theilgaard, der har skrevet bogen, så forventer man kvalitet – og ja, hver en side lever op til forventningerne. Bogens niveau er skyhøjt …

Man bliver nemlig ikke kun klogere af at læse ”Varsler og myter om vejret”, man er også godt underholdt undervejs, for Jesper Theilgaard skriver flydende og med stor sans for at formidle sit stof, så alle kan forstå det.

Bogen er delt op i fem kapitler: Vejrudsigter og vejrhistorie, varsler, myter, talemåder og så et leksikon, der bør læses af alle, der vil blive bedre til at forstå vejrudsigten, som vi alle sammen ser på TV eller læser på DMI´s hjemmeside.

For hvad er en varmfront – og en koldfront? Ja, på side 135 kan man læse svaret på det første – og på side 130 får man viden om det andet. Og sådan fortsætter det med begreber som jetstrømme og det danske vejrkors m.fl.

Men det flyder også med information inden leksikonet, både den konkrete og den, som man engang troede på.

For vejret er noget, som vi til alle tider har været optaget af – også fordi vi altid har været afhængige af solen, regnen og blæsten – mere selvfølgelig efter vi blev fastboende bønder end vi var det i jægerstenalderen. Men også for søfolkene har vejret altid været vigtigt – og er det stadig i vor tid, hvor de fleste af os andre er beskæftiget med erhverv, hvor temperatur og vind kun spiller en rolle for, hvad tøj vi skal tage på – og hvor behageligt vi føler det – og om vi kan sidde ude og grille.

Men i ”Varsler og myter om vejret” får vi en god indføring i det hele, der udover historien om almanakken og Peder Syv fortæller, at selveste B. S. Ingemann, der ellers er mest kendt for sine salmer samt morgen- og aftensange, engang skrev syv digte om skyer. De danske guldalder-malere Eckersberg, Købke, Skovgaard og mange flere udførte også egentlige skystudier for at kunne male de naturbilleder, som en hel verden stadig beundrer.

Måske fordi vejret er noget af det allermest universelle, der findes – og vi gerne vil vide, hvordan det bliver i morgen.

Så vejr handler om varsler, og netop det drejer bogens største kapitel sig også om, hvor det slås fast, at mange varsler tager udgangspunkt i de erfaringer, som vores forfædre fik igennem flere generationer. Der er derfor også en god del sandhed i en del af varslerne.

Man siger for eksempel, at når Loke driver sine geder, så bliver vejret smukt – også næste dag. Den meteorologiske sandhed i det er, at et højtryk har det med at ligge over det samme område i flere dage, og når det flimrende hav af varm luft (som altså kaldes Lokes geder) kan ses over jordoverfladen, er det fordi, at det er et varmt, tørt og stille vejr, som netop kan forekomme i centrum af et højtryk. Og da et højtryk er flere dage om at passere, så vil det i reglen også blive godt vejr i morgen og måske flere dage endnu, når man i et givet område kun befinder sig inde i centrum af højtrykket.

Men nu har vi jo mest lavtryk i Danmark, og et kendt varsel er, ”at når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk”. Det udsagn holder i reglen også vand. For på grund af Jordens krumning vil det første, der ses i horisonten, være en bræmme af højtliggende isskyer. Og dukker de op en time før solnedgang, skal solen ned bag bræmmen, der så kommer til at ligne en sæk. Om natten bevæger skyerne sig så indover landet, og det tilhørende regnvejr kan meget vel ligge dér næste morgen, og altså illustrere bækken.

Men ikke alle varsler holder, og slet ikke myterne, som trods manglende fakta kan være ganske sejlivede. En af dem er den om, at ”det altid er godt vejr, når det er fuldmåne”. Svaret er et stort nej, men vi har det med at huske de gange, hvor månen har stået rund og flot på en blå sommernattehimmel eller en sort vinternattehimmel, men sådan er det jo langtfra hver gang. Mange fuldmåner er druknet i regn, sne eller har gemt sig bag tykke skyer.

Og bare fordi det rimer, kan det også godt være forkert som ”Springer ask før eg, bliver sommeren bleg, men springer eg før ask, går sommeren i vask”. Faktum er, at ask gerne gror i fugtig jord, mens eg helst vil have jorden lidt mere tør. Begge træer findes dog i skovene, og springer ud lidt forskelligt – afhængigt af lokale forhold.

Og så er der også talemåderne, altså ikke et varsel, men at man bruger vejret og naturen til at sige noget andet som for eksempel det at ”der blæser nye vinde”. I naturen hænger ”nye vinde” som regel sammen med et vejrskifte, mens det i vores liv betyder, at vi får nye muligheder, eller bliver i stand til at opfatte tingene på en anden måde. Nye vinde er nemlig noget positivt i modsætning til det at løbe med en halv vind, som hidrører den eller dem, der bevidst eller ubevidst ikke fortæller hele sandheden, men måske kun bringer rygter til torvs.

Danmarksbloggen giver ”Varsler og myter om vejret” seks ud af seks termometre – og vil gerne opfordre alle til at tage bogen med i feriekufferten. For uanset om man skal være i Danmark eller i udlandet, i sommerhuset eller ved en strand i Sydeuropa, så vil man nyde at læse – og tale – om det danske vejr.

Bogen udkom i torsdags d. 14. juni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et demokratisk tab

Undervisningsminister Merete Riisager vil afskaffe retningen samfundsfag-engelsk på højt niveau. Hun hævder, at det er for at forhindre et dannelsestab. Se mere her:

https://www.altinget.dk/artikel/minister-overvejer-at-skrotte-gymnasiets-mest-populaere-studieretning

Som Danmarksbloggen ser det, handler det også om samfund og viden om samfundet, og det vil i dén grad gå tabt, hvis retningen samfundsfag-engelsk nedlægges. For vi er nødt til at have nogle mennesker, som ved, hvordan det her samfund er skabt og fungerer, hvis vi skal sikre en god udvikling i fremtiden.

Ja, det er i yderste konsekvens et tab for demokratiet at skrotte denne retning.

Men det er måske også det, som man ønsker, da det kunne være så nemt for magthaverne, hvis befolkningen bare var brikker, som kunne rykkes rundt i det spil, der handler om produktion og profit.

Men den går ikke, Riisager … vi skal have et levende demokrati, og vi skal bevare retningen samfundsfag-engelsk på højt niveau.

Og så kunne det i øvrigt klæde Riisager, hvis hun vidste, at dannelse kun i en lille grad handler om kompetancer. For dannelse drejer sig om at kunne sætte det lærte ind i en helhed, der afspejler sig i, at den dannede har en adfærd, der er kultiveret og viser, at vedkommende har både viden og perspektiv. Det har Riisager så ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingetid eller ej?

Historikeren Anders Lundt Hansen foreslår i en kronik, at vikingetiden skal hedde nordisk middelalder i stedet, fordi betegnelsen vikingetid iflg. ham er vildledende: https://www.weekendavisen.dk/2018-21/ideer/farvel-til-vikingetiden

Det mener et flertal af forskere så ikke: https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-nej-vikingetiden-skal-ikke-have-nyt-navn

Danmarksbloggen har anmeldt to af Anders Lundt Hansens bøger:

Jellingmysteriet: http://danmarksbloggen.dk/?p=8741
Nordens hersker: http://danmarksbloggen.dk/?p=9222

Begge bøger beskæftiger sig med denne periode, som vi kalder vikingetid, men som udenfor Norden kaldes tidlig middelalder.

Og ja, der er én pointe i, at det er middelalder i Europa fra cirka år 700 til cirka år 1100, men ikke hos os i Norden. I hvert fald ikke på samme måde.

For vores samfund var ikke gennemorganiserede og centralistiske som de kristne lande syd for os var det – og pånær nogle få grupper i Sønderjylland var det først i slutningen af vikingetiden, at danskerne, nordmændene og svenskerne blev kristne.

Og ja, det er muligt, at man i 1800-tallet opfandt vikingetiden og anså vikinger for at være sådan en slags overmennesker, men det er der ingen, som tror på i dag.

Tværtimod ved de fleste danskere i dag udmærket, at vikingerne lavede meget andet end at sejle ud og plyndre. At de også var gode handelsfolk, at de også var bønder, og at der var en form for ligeret i vikingetidens samfund, som kvinderne ikke fik igen før i moderne tid.

Endelig skal vi heller ikke lave om på noget, bare fordi nazisterne misbrugte vikingerne til at rekruttere folk (for ja, det gjorde det på en måde). Men er det et argument, så skulle vi også stoppe med at lytte til opera, for det kunne Hitler godt lide. Eller vi skulle aldrig mere spise æblekage, nødder og rosiner, for det spiste den tyske diktator gerne, afslørede en stuepige engang: https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-04-29-stuepige-hitler-havde-en-s%C3%B8d-tand

Så nej, det hedder ikke middelalder – det hedder vikingetid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den rigeste danske procent ejer en tredjedel af formuen i Danmark

Sheriffen af Nottingham var en dårlig amatør, som ikke kunne få andet end nogle få poser guld ud af bønderne og småfolkene i egnen omkring Sherwood-skoven. Ja, selv den navnkyndige Joachim von And er nærmest en fattiglus sammenlignet med nutidens pengepugere.

Det er nemlig således, at den rigeste procent i verden ejer mere end halvdelen af  verdenens samlede formue, og udviklingen går den gale vej, således, at denne rigeste procent i 2030 vil have næsten to tredjedel af verdenens samlede formue. De kan altså bade sig i penge – sådan helt bogstaveligt.

I Danmark er det ikke ligeså galt, om end det er slemt nok. For her hos os sidder den rigeste procent på 30% af hele landets formue. Og ja, 30% er mindre, men det er stadig meget, og det er også forkert i et land, hvor vi hævder at hylde solidariteten. For vi kan ikke kalde os for et lige land, når 1 – som i én – procent af danskerne ejer en tredjedel af formuen i Danmark.

Det er tværtom en kæmpe-ulighed, som vi skal have gjort noget ved.

Læs mere om uligheden her: https://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/art6429001/I-2030-vil-den-rigeste-procent-eje-to-tredjedele-af-al-formue

Så vi savner en nutidens Robin Hood, som kan være med til at omfordele midlerne, indtil kun få har alt for meget, mens mange flere får, så de kan leve en anstændig tilværelse. For der er goder nok på denne jord til os alle sammen – hvis ellers vi kan finde beskedenheden frem og lægge grådigheden væk.

Og nej, intet menneske behøver flere biler eller flere boliger eller dyre pelse eller andet ligegyldigt skrammel. Vi behøver sundhed, uddannelse, kultur, samvær og kærlighed – og til meget af det skal vi bruge de penge, som ligenu samler støv – ikke i en pengetank, men på svulmende konti i diverse skattely.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ja til ligeløn og nej til p-piller

Det er i dag d. 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, og spørgsmålet er stensikkert: Har kvinderne stadig brug for en international kampdag?

Svaret er et rungede ja.

For vi mangler stadig – og her nævnes kun de to vigtigste ting:

LIGELØN – for selvom det er 40 år siden, at loven om lige løn for lige arbejde blev vedtaget, så halter kvinderne stadig efter mændene rent lønmæssigt.

EN PRÆVENTION, DER IKKE ØDELÆGGER OS – p-pillen blev i sin tid anset som kvindefrigørende, men prisen har været alt for høj; Blodpropper, hormonforstyrrelser og depression. Kvinder betaler nemlig stadig med deres liv og helbred for, at mænd kan droppe kondomet. Men det skal stoppe. For kvindens krop tager skade af at være i en kunstig kemisk balance gennem mange år, og manden ønsker vel ikke, at hans kone og børns mor dør i en tidlig alder, bare fordi det hele så var nemmere for ham i sengen?!

Dertil kommer, at mandsdominerede erhverv som finans og medier stadig er højere betalte og mere ansete end tilsvarende kvindeerhverv, der også kræver viden og specialisering. For det er sådan, at et erhvervs status falder, hvis der kommer flere kvinder end mænd ind på området – se bare på lægerne og præsterne, som engang var højstatus, men ikke er det mere, nu hvor der er flere kvindelige end mandlige studerende på medicin og teologi.

Kvinder fravælges også stadig i stor stil til bestyrelsesposter og andre magtfulde erhverv. Og så er der den generelle forskel på løn og anseelse mellem kvinder og mænd, hvad man for eksempel ser på, hvad en håndværker og en sygeplejerske tjener. For det gælder hele vejen rundt, at mænds arbejde anses som mere værd end kvinders.

Samtidig på hjemmefronten er situationen den, at mange kvinder (trods mændenes højlydte brokken sig i disse år) stadig udfører dobbeltarbejde, mens han lægger på sofaen og beklager sig over, at hende konen/kællingen/madammen styrer det hele.

Må Danmarksbloggen derfor foreslå manden at komme op af sofaen og slå i bordet og kræve sin ret til at skifte bleer, vaske gulv og købe ind? Undertegnedes bud er, at de fleste kvinder hellere end gerne giver det fra sig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Borgerforslaget om uddannelse

Tillad mig at være lidt sentimental. For undertegnede er en af de 50.000, der skrev under på Danmarkshistoriens første borgerforslag, der går på, at uddannelsesloftet skal afskaffes. Det er jeg faktisk lidt stolt af … helt ærligt.

Læs mere om den glædelige nyhed her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/danmarkshistoriens-forste-borgerforslag-50000-vil-have-folketinget-til-stemme-om

I det store perspektiv må man så håbe, at forslaget bliver stemt igennem, når det kommer op i folketingssalen. Ikke fordi det er det første borgerforslag, men fordi det er uddannelse, forskning og viden generelt, som vi skal leve af i det her land …

Så skal vi spare på noget, kan vi spare på skattelettelser, brugt på flere fladskærme, større biler og endnu mere eksotiske rejser til de i forvejen velhavende.

Men vi skal IKKE spare på det, der gør os klogere. Tværtimod skal vi satse på det. Uddannelse kan man aldrig få for meget af – og det gælder også efteruddannelse, kurser og så videre. Vi bliver bedre og dygtigere – og gladere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongshornet, brudekjolen og kirkeklokken

Nordmændene vil åbenbart have Kongshornet til Norge – et drikkehorn fra 1300-tallet, som den norske konge har drukket af. Se mere her: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-01-29-norge-vil-have-kongshornet-tilbage-nationalmuseet-afviser-ikke-udlaan

Danmarksbloggen tænker, at det kan nordmændene da godt få. Men kun hvis vi går planken ud – og alle lande i Norden sender alle gamle skatte hjem igen.

Det vil i så fald betyde, at vi skal have Dronning Margrethe d. 1´s gyldne brudekjole, som siden 1600-tallet har været i Sverige. Eller vent lidt: Den skal vel også til Norge, for Margrethe Valdemarsdatter var jo gift med Håkon, den norske konge, så den kjole er nok også norsk, når det kommer til stykket.

Katjing, Norge kan altså cache ind … drikkehorn, kjoler – og måske skal de (nu vi er i gang) også have de jordiske rester af Tordenskiold og Holberg. For nok var Danmark og Norge et tvillingerige på det tidspunkt, hvor de levede – men de to herrer var jo nordmænd. Så til Norge med dem … eller?

Vi kunne også bare lade historie være historie – og stoppe med at være så fintfølende og acceptere, at drikkehornet nu engang er på Nationalmuseet i København, den gyldne brudekjole i Uppsala i Sverige – og så kan man i stedet nyde det, når man er på besøg.

Undertegnede finder i hvert fald en stor glæde i at høre Hedvig Eleonora Kyrkans store klokke, når jeg er i Stockholm. For den er nemlig slet ikke svensk af fødsel, men kommer oprindelig fra Kronborg, men blev taget med til Sverige i 1600-tallet, da vi mistede Skåne, Halland og Blekinge, og den har nu i flere århundreder kimet over det fine Östermalm i den svenske hovedstad. Det er da meget sjovt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor ty´r Spanien altid til magt

Den catalanske separatistleder, Carles Puigdemont, er landet i Danmark. Spanien vil have ham udleveret, men hvorfor har man egentlig denne hårde kurs i Spanien? Det hænger sammen med en spansk historie, der altid har handlet om krig, erobring og tvang – også i moderne tid, hvor diktaturet først faldt for 40 år siden i år.

Spanien er altså IKKE et klassisk vesteuropæisk land. 

Basalt set handler det om tre forhold, når det skal beskrives, hvorfor Spanien altid ty´r til magt:

  1. Det er det eneste land i Vesteuropa, der har været under muslimsk herredømme i flere århundreder
  2. Landet i dag består af to lande, hvor det ene land åd det andet
  3. Der har været diktatur i det meste af 1900-tallet med den deraf manglende demokratiske udvikling

Den lange historie kommer her:

Spanien er et kongerige, som målt i nutids-areal er Europas fjerdestørste land. Spanien, spansk sprog og spansk kultur har også præget store dele af verden, hvad man især ser i Mellem- og Sydamerika, hvor der stort set kun tales spansk (pånær Brasilien, som har portugisisk som hovedsprog).

Spanien (som slet ikke hed Spanien dengang, men blot var den iberiske halvø) var oprindelig en del af det store Romerrige, men kom senere under arabisk og muslimsk herredømme, som først sluttede i middelalderen. Den iberiske halvø blev derefter kristen igen – og qua togterne over Atlanten til Den Nye Verden og dens guld- og sølvskatte blev landet et af Europas rigeste. Spanien dengang var ikke, som Spanien er det i dag, ja det hed slet ikke Spanien. Der var tale om to selvstændige iberiske kongedømmer, Castilien og Aragonien, der levede fint side om side med hvert sit sprog, selvom begge også havde lagt andre kongedømmer under sig som fx Catalonien, der hørte under Aragonien.

Og sådan gik tiden fra 1469 til 1700 – to lande under én krone med hvert sit sprog, hver sin møntfod og så videre. Det gik egentlig meget fint – hvis man altså ser bort fra, at England sidst i 1500-tallet overtog Spaniens rolle som verdenshavenes hersker.

Men så trådte Filip af Anjou ind på scenen i år 1700. Han var ikke en habsburger som kongen før ham, der døde barnløs – men kom ud af den franske kongeslægt og var barnebarn af selveste Solkongen Louis d. 14, og nu gik det galt. Habsburgerne insisterede på, at en af deres skulle på tronen, så der blev borgerkrig i 14 år. En borgerkrig som franske Filip vandt, hvorefter han centraliserede magten – men på den måde, at ALT aragonisk skulle væk, og alt skulle være som i Castilien.

Han – eller måske snarere hans dronning Elisabeth, som var mere end viljestærk og som reelt hurtigt overtog styringen – fandt også på, at landet skulle hedde Spanien, Espana, men altså på den måde, at castiliansk, som vi kender som moderne spansk, blev det eneste officielle sprog i Spanien – ligesom såvel møntfod som kultur udelukkende skulle komme fra Castilien. Så alt fra Aragonien – og dermed fra regioner som Catalonien, men også Valencia og andre – blev nu trådt under fode i mere end 250 år.

Spaniens rigdom og magtposition i Europa var på det tidspunkt allerede svækket, og dykkede yderligere i de kommende århundreder, indtil regionale og politiske spændinger udløste en borgerkrig i mellemkrigstiden, der blev fulgt af et diktatur under ledelse af general Franco i perioden 1939-75.

Spanien var i den periode styret af en jernnæve og sat i en endnu mere isoleret position i Europa, og deltog altså heller ikke i den almindelige demokratiske udvikling som resten af Vesteuropa.

Først i 1978 fik Spanien en demokratisk forfatning, som samtidig åbnede for regional autonomi.

Spanien har været medlem af EU siden 1986 og var gennem 1990’erne og frem til 2007 et økonomisk højvækstland. I 2010 rangerede landet som nummer 12 på listen over rige lande efter BNP pr. indbygger. Imidlertid ramte krisen Spanien ligesom andre sydeuropæiske lande særlig hårdt i første halvdel af 2010’erne, og i 2013 var landet faldet til nummer 30 på listen.

Samtidig åbnedes de regionale konflikter igen – og udover i Baskerlandet på grænsen til Frankrig så måske allermest i Catalonien, hvor man med den rige by Barcelona i spidsen ikke ønsker at betale til resten af Spanien, som man alligevel ikke føler noget nært slægtskab med for en stor del af cataloniernes vedkommende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nej til alkohol – nu med rim

Det skal åbenbart rime, hvis det skal virke – i hvert fald når det handler om alkohol.

I England har man således ”Dry January” – og i Sverige ”Sober October”.
Se mere her: https://www.alcoholconcern.org.uk/dry-january og her: http://soberoctober.se/

Danmark forsøger istedet med ”Hvid Januar”, men det slogan lyder bare ikke helt ligeså godt, vel? Det skal bare rime, så måske skulle man i stedet prøve med ”Nej i Maj”?
Se mere her: http://www.hvidjanuar.dk/

For selvfølgelig skal vi gøre noget ved det.

Alkohol er et problem i Danmark. Danskerne drikker for tit og for meget, og det koster samfundet milliarder af kroner i tabt arbejdsfortjeneste og behandling af sygdomme. Men værre endnu: Det skaber sorg og traumer ude i de danske hjem, allermest hos de mere end 120.000 børn, som ifølge TUBA vokser op i familier med alkoholproblemer.

Men vi lukker øjnene for det – for alkohol er en del af vores kulturelle arv, hævder vi. Men det er der så meget, der er – eller har været. Det er for eksempel ikke så mange år siden, at der blev drukket til hverdag og ved frokosttid på de danske arbejdspladser – og røget indendøre. Det sker ikke mere. Så kulturen kan godt ændres – hvis vi vil.

Jeg skal så ikke være hellig. Jeg elsker også et godt glas rødvin til bøffen, et koldt glas rosé til chili con carnen osv.

Men jeg har også mange dage – langt de fleste faktisk – totalt uden alkohol, og jeg kan både more mig og slappe af, også uden procenter.

For som med alt andet så skal alkohol nydes med måde og med mellemrum. Det takker helbredet, statskassen – og især børnene – for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk