Kategoriarkiv: Viden & Teknologi

Anmeldelse: Hikari i Tivoli

Udgivet den af
Svar

Hikari er japansk og betyder lys.

Det er også navnet på den nye – japanske – del af Tivoli, som er et område ovre ved Dæmonen, der er konstrueret, så det skal føles som at gå rundt i en gade i Tokyo eller en anden japansk storby.

Det virker ikke helt. Man er stadig i Tivoli, og det ved man godt – og ikke kun fordi ”Dæmonen” nu i japansk indpakning suser over hovedet på én.

Men også fordi man møder såvel den fra Pantomimeteatret så kendte påfugl som en lysreklame – samt skilte- og kawaii-versioner af Harlekin, Columbine og Pjerrot. Ja, den sidste optræder endda også som en hvid, japansk lykkekat.

For allevegne er der japanske lykkekatte og japanske koi-fisk sammen med japanske tegn, skilte og neonlys. Det skal – som H. C. Andersen ville have sagt det – være så ganske japansk altsammen.

Og man kan også i madboderne købe mange japanske eller japansk-inspirerede madvarer, alt fra mochi-is over bubble-tea til kaarage og endnu flere eksempler på japansk streetfood. Mest kø var der ved den bod, hvor man kunne købe soft-ice i vafler formet som en koi-fisk. Duften fortalte så, at i hvert fald vaflen må smage ret dansk.

Det er måske også nødvendigt for at lokke kunder til. For forskellen på dansk og japansk madkultur er trods danskernes glæde ved sushi massiv, hvad man kan forvisse sig om, hvis man går ind i UME-butikken, som ligger helt nede i bunden.

Her er det – reelt – som at træde ind i Japan. I hvert fald når man som jeg aldrig har været i hverken Japan eller et japansk supermarked før.

Dét var næsten som en skattejagt at gå rundt mellem hylderne, og jeg bestemte mig til at prøve mig frem. Så jeg købte ægte japanske tang-chips (der viste sig at smage af fisk på den dårlige måde) samt nogle Kit-Kat, der smager af japanernes yndlingste – matcha. Næste gang tror jeg, at jeg napper dem med jordbær eller en af de cirka syv andre smage.

Men indimellem må man prøve noget nyt, tænkte jeg, da jeg efterfølgende stod og drak noget kold og lækker matcha-te, mens jeg så på den nye attraktion ”Tyfonens Øje”, der er bygget som en japansk lygte.

Dén vækker ens nysgerrighed. For den er som et mysterium. For en ting er at vide, at den suser rundt så hurtigt, at folk bliver vægtløse. Noget andet er at stå og se skyggerne derinde og høre deres skrig, men alligevel ikke rigtig kunne se, hvad der sker derinde. Det kan fantasien godt lide.

Det kan noget – og jeg gik derfra med et aldrig næret ønske før om at komme til det rigtige Japan, mens jeg glædede mig til at få de indkøbte mochier med calamansi-smag i køleskabet. For når de er nedkølet, så smager de små lækkerbiskener, der føles som at tygge på en klump gummi, vældig godt. Det ved jeg. For dem kender jeg.

Det gør jeg også med de lyserøde kirsebærblomster og deres højtid Sakura, som er navnet på den anden butik, hvor man dog ikke skal forvente at finde den kvalitetskeramik, som kendere forbinder med Japan. Men ønsker man sig Kawaii-produkter, altså alt hvad der er nuttet på den japanske måde, så er man kommet til rette sted.

Man kan selvsagt også købe både Hello Kitty og Pokémon i Hikari i Tivoli, var meldingen – om end jeg ikke så det selv. Jeg var vist lidt for optaget af skattejagten i det japanske snack-skattekammer.

Hikari i Tivoli skal nok blive en succes, Måske fordi det er, som vi i Vesten forestiller os Japan – og som Japan også var indtil for få år siden.

For i dag er Japan så meget andet. Japan anno 2026 er førerløse biler på gaderne. Det er robotter, der bringer varer og mad rundt, og som kører på fortorvene. Det er robotter, som laver hotdogs på gaden. Det er humanoide robotter på restauranter og i plejesektoren og ved receptionen – og meget mere.

Intet af det møder man i Hikari i Tivoli. Og det er øv. For Japan har ligesom Vesten en aldrende og skrumpende befolkning, og Japans svar på den udfordring er ikke øget indvandring, men en massiv satsning på teknologien. Det kunne det være spændende at få en smagsprøve på i Hikari – også mere spændende og måske inspirerende end eksotiske japanske snacks og lækker japansk streetfood.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Spis dansk frugt og grønt

Udgivet den af
Svar

Sommerferien synger på sidste vers. Det samme gør danskproduceret frugt og grønt.

Rosenkål, hvide salatløg og ærter til frost er bare nogle få af de mange grøntsager, som ikke mere produceres i Danmark, og kendte bær som ribs og solbær er de næste, der står foran udryddelse i Danmark.

Årsagen er ikke klimaet. Årsagen er, at danskerne fravælger den danske frugt og grønt til fordel for billigere – og dårligere – varer fra udlandet.

Det er så slemt, at kun 26 procent af grøntsagerne og 9 procent af frugterne solgt i Danmark er produceret her i landet. For 60 år siden var 92 procent af grøntsagerne og 54 procent af frugterne danske.

Men nu er vi et af de lande i Europa, som har den laveste produktion af frugt og grønt. Kun cirka 40 kilo per indbygger mod mere end plus 200 kilo i mange andre lande.

Det er skidt for både fødevaresikkerhed og sundhed. For vores jord, vores klima og vores tilbageholdenhed med at sprøjte frugt og grønt gør, at danske frugter og grøntsager er blandt de mest sunde og næringsrige i verden.

Danskerne spiser i øvrigt – trods al snak om at leve mere grønt – 28 procent mindre frugt og grønt i dag end for ti år siden. Det er også stadig tomater, agurker, salat, gulerødder, pærer og æbler – samt jordbær i sæsonen, som er øverst på indkøbslisten, men altså udenlandske – desværre.

For det bedste grønt og frugt er dansk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juletræsflyvning igen i år

Udgivet den af
Svar

Sidste år kom de susende i høj fart og stort rabalder – og i år gør de det igen: Kampflyene fra Sverige og Danmark, som flyver i en formation, så de danner et juletræ.

Det ser flot ud, når de kommer drønende. Jeg stod sidste år på Knippelsbro, og så de grå fly jage ind over København, og jeg var vildt imponeret.

Men det er mere end juletid og opvisning. Det er også øvelse og koordinering og alvor. For vi lever i urolige tider – og en såkaldt varm krig er tættere på end nogensinde siden besættelsen.

Verdens første historiker – eller ham som har fået æren af at være det – den græske Herodot, som levede for næsten 2.500 år siden, sagde, at mennesket ikke kan huske sådan for alvor mere end cirka 80 år tilbage i tiden.

Det passer, når man tænker på, at mange danskere skal helt tilbage til deres bedsteforældre eller måske oldeforældre for at finde nogen, som kan huske de fem forbandede år – og at mange af de unge generationer derfor ikke for alvor regner krig i Danmark for en seriøs risiko. Fordi de simpelthen ikke har levet tæt nok målt i tid på krigens gru.

Men krig er en reel risiko i vor tid. Og man skal som bekendt kende sin fortid for at forstå sin nutid – og kunne forme en god fremtid.

Og lige nu sidder der et styre i Moskva, som vil have Rusland lige så stort og mægtigt, som Sovjetunionen var det, og også nogenlunde de samme landområder plus måske noget ekstra. Et styre, som ikke bryder sig om de liberale frihedsrettigheder og det demokrati, som vi i Vesten lever i – og som ikke er en selvfølge.

Frihedsrettigheder og demokrati, som vi nok har fået i vuggegave, men kun fordi der engang blev kæmpet for det. Så vi skal også være klare til at kæmpe, som også NATO´s generalsekretær Mark Rutte lige har sagt det – og det skal de vide i Moskva. Så også derfor er det godt, at flyene går på vingerne her i Norden …

Eller som chefen for det svenske flyvevåben sagde det i sin pressemeddelelse om juletræsflyvningerne, som foregår over hele Sverige, og inkluderer alle Nordens luftvåben: Vores fælles juletræsflyvninger er et synligt symbol for, hvad det nordiske forsvarssamarbejde har udviklet sig til – operativt integreret, gensidigt forstærkende og forankret i vores fælles engagement som allierede.

Vi holder nemlig sammen her i Norden.

I Danmark sker juletræsflyvningen på tirsdag d. 16. december eller i tilfælde af dårligt vejr på onsdag d. 17. december. Følg med i dagspressen for nærmere om tid og sted.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Human Race”

Udgivet den af
Svar

På torsdag d. 30. oktober er der premiere på filmen ”Human Race”. En nærmest tredobbelt titel, da den hentyder til både menneskehedens dna og dets udvikling, kampen om at få Nobelprisen for kortlægningen af de menneskelige genomer – og så filmens hovedperson, den danske videnskabsmand Eske Willerslevs forhold til sig selv, sin familie og sin karriere.

Et centralt tema i filmen er Eske Willerslevs – og hans forskningsgruppes – arbejde med at få fat på skeletter, kranier, tænder og andre rester fra 5.000 forhistoriske mennesker, så der kunne udtrækkes dna fra disse, og bruge til kortlægningen af og danne et bibliotek over menneskehedens dna.

Det var ingen nem opgave, både fordi der er en vis etik omkring, hvordan man håndterer menneskelige rester – og fordi man kan ødelægge samme rester i processen med at skaffe dna derfra. Samt at der altid vil være huller i den dna, som man udtrækker fra dødt væv.

Men det lykkedes – og Eske Willerslev har fået et væld af priser for sit arbejde, dog ikke den fineste af dem alle. Nemlig Nobelprisen, som i stedet gik til den ene af hans to konkurrenter – den svenske Svante Pääbo, som modtog den til Festernes Fest i Stockholm i 2022.

Det var et hårdt slag for Eske Willerslev. Men han giver ikke op – og har faktisk allerede et nyt projekt på bedding, som handler om hele 30.000 prøver fra forhistoriske økosystemer.

Og så er vi tilbage ved Eske Willerslevs psykologi og baggrund. For Eske – og tvillingebroderen Rane, der er direktør på Nationalmuseet i Danmark – omtaler i filmen sig selv om kopier af hinanden. De deler også genetik og miljø, som udover en mor, der i filmen forklarer såvel fortid som nutid, var en opvækst med en far, som var fraværende, men som forventede meget af sine sønner.

Den nu afdøde far lærte dem derfor at konkurrere, være en vinder. En strategi, som er lykkes – men ikke uden en personlig pris, som vi også ser det i filmen. Eske er fx på et tidspunkt de-facto-alene-far med sine to børn på et ellers højprofileret arbejdsophold i Cambridge, hvor han konkluderer, at han for første gang oplever, hvad det vil sige at skulle hente kl. 15 fremfor at kunne arbejde igennem.

De to sønner vil så gerne have en dna-test, så de kan se, hvor de kommer fra. For nok er deres mor, Eskes hustru, fra Korea og deres far fra Danmark, men de vil gerne vide mere. Dertil svarer Eske så (forståelsescitat): Hvorfor vil I vide det? I kan selv bestemme jer, hvad I vil være. I skal nemlig ikke lade jeres gener definere jer, som så mange gør det i denne tid, hvor man kan få dna-tester via postordre.

Det er en interessant melding fra en mand, som ellers bekender sig til genetikken, men som på mange måder netop er et produkt af det miljø, som han voksede op i.

Filmen ”Human Race” holder sig så på ægte videnskabelig vis fra at komme med letkøbte konklusioner, men stiller i stedet spørgsmålene, så man som seer selv kan tænke videre.

”Human Race” er dermed også en film i naturvidenskabens ånd, men også en moderne film, fordi den 1) indeholder en personlig beretning om en mand, der er drevet af ønsket om at skabe viden og få anerkendelse, 2) opstiller en masse etiske og moralske problemstillinger, og 3) formidler en forskning, som kan få store konsekvenser.

For ikke nok med at forskere nu kan gå ombord i det store dna-bibliotek, som Willerslev og hans gruppe lavede, og dér finde svarene på mange spørgsmål om vores fysiske og psykiske helbred. Og ikke nok med at det lykkedes Eske Willerslev og hans gruppe at bevise, at psykiske lidelser også var til stede hos stenalderens mennesker.

Men allermest spændende var måske det, som professor Thomas Werge sagde. Nemlig at det er med autisme, ADHD, bipolaritet, depression, skizofreni og andre forhold, som kaldes lidelser, som det er med højde. Vi har det allesammen. Spørgsmål er bare, hvor meget af det, som vi har – og om det skaber problemer for os eller ej. Om det gavner eller skader os?!

Eske Willerslev var også inde på, at vi måske griber det helt forkert an, når vi prøver at få alle individer til at tilpasse sig den samme model, og at vi i virkeligheden skulle leve i et samfund med plads til alle, så vi kan blive en del af den gruppe, det miljø, som passer til os.

Det er en tanke, som kan skabe en ny virkelighed, og som måske – i min optik – vil kunne betyde, at den udbredte diagnosticering i samfundet ikke længere giver mening. Men at vi i stedet for massiv sygeliggørelse med solsikkesnore og psykologhjælp skal skabe et samfund med mere plads til at være forskellige på den ene side, men også med færre muligheder for særbehandling på den anden.

For vi kan ikke undvære det skæve, det som er anderledes end nutidens meget smalle normalitet. Som professor Thomas Werge sagde det, så vil det formentlig være en dårlig ide, hvis vi kunne – og også fjernede – generne for flere såkaldt psykiske lidelser. For uden autisme, ingen intelligens, og uden skizofreni, ingen kreativitet, og havde vi ikke i det hele taget forskellige mentale forstyrrelser, så ville vi sandsynligvis ikke kunne genkende hinanden som mennesker.

Ja, Eske Willerslevs dna-bibliotek viste faktisk, at vikingerne var mere skizofrene end nutidsmennesket, og at det måske var derfor, at de var så succesrige, i hvert fald dem som boede i Danmark, på Åland og Öland. Resten af Norden var vikingetidens rådne banan, var meldingen fra Eske Willerslev, der vanen tro ikke er bange for at stille sig i hverken klaskehøjde, eller iføre sig diverse outfits på pressefotos og bogforsider, når han skal have sit budskab ud.  

Således også i ”Human Race”, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks kranier som dem, man kan udtrække dna fra. Det er en spændende, tankevækkende og forhåbentlig også debatskabende film om et for menneskeheden evigt relevant emne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høstens rige gaver – lidt endnu

Udgivet den af
Svar

På søndag holder mange af landets kirker høstgudstjeneste med masser af frugt, grønt og kornaks i kirkerummet.

Traditionelt har midten af september nemlig været tiden, hvor høsten var nogenlunde i hus. I moderne tid – med nye dyrkningsmetoder og nye afgrøder – er billedet af året delt op i såtid, væksttid og høsttid så blevet noget mere komplekst. Men lad det nu være – og lad os holde fast i, at det er høsttid her midt i september.

Det interessante er nemlig, at kirkerne er nogenlunde alene om stadig at markere denne i grunden vigtigste milepæl i årets gang.

For hvor ville vi være, hvis ikke vi havde mad nok? Ja, så ville det se sort ud. Uden mad, så dør man. Det er en barsk sandhed, som mange må sande over hele kloden, men som i danskernes bevidsthed opfattes som noget, der aldrig kan blive relevant for os at skulle bekymre os om.

Deri tager man så fejl. For nok kan vi brødføde os selv – nu.

Men hvad hvis krigen kommer fysisk til Danmark? Digitalt er den her for længst, men fysisk kan den komme – og så kan vi være udfordrede, hvis vores madproduktion også rammes.

Og når – og ja, det er når, og ikke hvis – Golfstrømmen kollapser, så har vi balladen. For så får vi et klima, som det man ser i Alaska.

Og nok er der på den ene side så garanti for hvid jul, men på den anden er det slut med mange af de afgrøder, som vi anser for kernedanske som fx pærerne, der er i højsæson netop nu.

Og så kan vi slet-slet ikke brødføde os selv. I Alaska, som har en befolkningstæthed på 0,472 indbyggere per km2, må man i dag importere 95% af sine fødevarer. Det vil – altså efter Golfstrømmens kollaps – blive tæt på 100% i Danmark, som har en befolkningstæthed på 141 indbyggere per km2.

Dét er ikke en rar, men en nødvendig tanke her en solrig septemberdag, hvor udtrykket ”høstens rige gaver” lidt endnu giver mening heroppe højt mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nordlys-sæsonen er i gang

Udgivet den af
Svar

Så er de mørke nætter kommet igen – og dermed også sæsonen for nordlys.

Det har mange glædet sig til. For især i sidste nordlys-sæson 2024-2025 gik danskerne amok i jagten på det fortryllende dansende lys, som næsten kun kan observeres med et kamera på vores breddegrader, hvis man ser bort fra de svage grå og hvide skygger og i sjældne tilfælde farveskær, som kan ses in natura i Danmark.

For man skal i reglen godt op i Sverige eller Norge for at se det fascinerende bølgende grønne, røde og lilla lys med sine egne øjne.

En undtagelse var så en vidunderlig oktobernat sidste år, hvor nordlyset var synligt med det blotte øje – selv i København, hvor nordlys ellers per definition er umuligt at se pga. byens kunstige lys.

Men får vi sådan en nordlys-nat igen i år? Næppe. Risikoen for nej, det gør vi ikke er mange gange større end chancen for ja, det gør vi.

For nordlyset er betinget af solens aktivitet, som går i cyklusser. Og pt. er vi i sidste del af det solmaksimum, der giver de bedste betingelser for nordlys. Solen gennemgår nemlig en cyklus, som er på cirka 11 år – og pt. er vi altså dér, hvor vi går mod en del år med færre chancer for nordlys end de sidste par år.

Det kan virke trist. Men heldigvis kan nordlyset stadig, også når solen er på allermest minimum, ses i de nordlige dele af Sverige og Norge.

Og så er der noget godt og sundt ved at erkende, at også vi mennesker er underlagt naturens vilkår – og ikke omvendt.

Det gælder nordlys – som det gælder klima. Mennesket er ikke skabelsens Herre, selvom vi ofte opfører os sådan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Befrielsen og Historiens kredsløb

Udgivet den af
Svar

Menneskets umiddelbare hukommelse er 80 år. En længere tidsperiode kan vi simpelthen ikke mentalt overskue.

Tvivler du? Så prøv at tænke tilbage i din egen slægt. Du kan selvfølgelig huske, hvem dine forældre og bedsteforældre var. Men hvor meget kan du om dine oldeforældre og deres liv? Kan du overhovedet huske alle navnene? Næppe. 80 år er max for, hvad vi kan rumme.

Dét vidste atheneren Herodot, som af mange kaldes historiens fader, fordi han som den første i Hellas nedskrev faktiske historiske begivenheder, nemlig Perserkrigene, som han også selv oplevede. Han var altså både kilde – og historieskriver.

Det samme har mange mennesker været i de 80 år, som er gået fra tyskernes overgivelse i Danmark til nu. Mange af os har hørt forældre og bedsteforældre fortælle personligt om de fem forbandede år. Men om føje år er der ikke flere levende tilbage, som har oplevet dén tid.

Og så vil begivenhederne langsomt, men sikkert synke ned i historiens glemsel, medmindre man er historiker eller lignende. Men for de fleste vil nye og yngre begivenheder fylde i bevidstheden – og især hvis der kommer en ny krig i Europa, hvilket er en alt for reel risiko.

For at glemme – også grusomheder – er et grundvilkår ved at være menneske. Det er oplevet mange gange. Engang fyldte pesten alt her til lands. Senere den kongeløse tid. Grevens fejde og Reformationen. Svenskekrigene – og tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Englændernes bombardement. Statsbankerotten. De to slesvigske krige. Og så altså besættelsen, som sluttede for 80 år siden.

Alt virker, mens det sker og i de første generationer efter som det mest vigtige, det til alle tider dagsorden-sættende.

Men alt har sin tid … også historiske begivenheder.

Jeg har så alligevel tændte stearinlys i vinduet på befrielsesaftenen d. 4. maj – og det kommer jeg nok til hele mit liv. For jeg er – trods født næsten et kvart århundrede senere – rundet af 2. Verdenskrig.

Men når jeg tænder lysene fremover, sker det i erkendelse af, at 2. Verdenskrig som historisk begivenhed må indgå i den naturlige historiske livscyklus – og én dag blive næsten-glemt.

Det vigtige er også, at vi husker på, at friheden er værd at kæmpe for – også når det koster. Dén erkendelse er nemlig evig aktuel. Så sæt endelig lys i vinduerne, og syng med på “Man binder os”.

Men spørg også – og især – om, hvad du kan gøre i den nutid, som er vores virkelighed – og hvor kampen for Den Frie Verden igen er voldsom aktuel. For fremtiden formes nu – og skal vores efterkommere leve i frihed og demokrati, så kræver det, at vi hver især tager ansvar – NU – og gør mere end blot tænde et lys.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH”

Udgivet den af
Svar

Den 8. maj 2025 fylder Sir David Attenborough 99 år. Samme dag har filmen ”OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH” premiere. En film, hvis vigtighed ikke kan overdrives – hvis altså man ønsker, at livet, som vi kender det, skal bestå.

Når man tænker på Sir David Attenborough, tænker man på en behagelig stemme, der dygtigt formidler smukke naturbilleder og stor indsigt om den klode, som vi bor på. Og det er præcis, hvad man får i den 85 minutter lange film, der, som titlen antyder det, handler om verdens have og oceaner.

Oceaner, der i Sir David Attenboroughs barndom og ungdom blev opfattet som farlige steder, som mennesket skulle tæmme og beherske. Det gjorde vi så med især ny teknologi. Men intet er mere forkert, selvom vi også fik øje for havets skønhed og diversitet via teknologen, konkluderer han i filmen, hvor han beskriver oceanerne som livsnerven i klodens liv – også det på landjorden.

For livet under vandet er ikke en våd ørken med fisk, der svømmer rundt. Det er dale og bjerge, enge og tangskove, som giver mad til allehånde arter. Faktisk er der mere end 40.000 bjerge i verdensoceanerne – primært dér hvor de tektoniske plader mødes, hvad enten de går mod hinanden, er på vej fra hinanden eller skurrer hver sin vej. Men også i de lavere vande ovenpå de tektoniske plader vrimler det med liv på koralrevene og i de underjordiske enge, som er hjem for tusindvis af arter. Hver dag opdager vi cirka 200 nye undervands-arter.

Alligevel ved vi mere om andre planeter, end vi gør om de 70% af Jordens overflade, der er dækket af vand. Dét er skræmmende.

Vidste du fx, at havets plankton opsuger en tredjedel af alverdens CO2? At plankton producerer mere ilt end alverdens regnskove tilsammen? Plankton er simpelthen klodens største helt, da det udover at opsuge CO2 og danne ilt er mad til fisk – og dermed starten på stort set alle fødekæder i havet, og også en del på Jorden – og hos mange fugle.

Ja, men hvor skønt, tænker du måske så. Men NEJ. Det er forfærdeligt. For ikke kun fisk, men også plankton fiskes med trawl, som bedst kan beskrives som et stort metalnet, der via enorme fiskerbåde brutalt river ALT på havbunden op, også selvom det er mindre end 25% af fangsten, som skal bruges – og som efterlader havbunden livløs og død bagefter.

Og det er ALLE verdens have, som misbruges på denne måde – selv omkring Sydpolen, hvor man især fisker netop plankton. Men også på vores breddegrader fiskes der med trawl nærmest alle steder. Se dette link for at blive klogere: https://www.dn.dk/vi-arbejder-for/vand/hav/bundtrawl-i-havet/

Er det ikke forbudt at fiske med trawl, spørger du måske. Nej, det er det ikke. End ikke i såkaldt beskyttede områder, som årligt modtager cirka 20 milliarder dollars i støtte. Penge, som blandt andet bruges til trawl-fiskeri!

Mindre end 3% af verdenshavene er beskyttet mod trawlfiskeri, selvom forskere siger, at det skal være mindst 30%, hvis ikke oceanerne skal dø – og dermed også os selv. For vi er dybt afhængige af ikke kun de fisk, som behøver planktonen som føde, men også af den CO2, som bindes i planktonen – og den ilt, planktonen produceret i oceanerne.

Det er rystende – og nok griber Sir David Attenborough til alle hånde følelsesgreb som dramatisk musik og stor patos i filmen for at få os til at forstå sammenhængen. Det var i grunden ikke nødvendigt. For fakta taler for sig selv.

Mennesket er det store skadedyr, og nok skal jorden på sigt overleve menneskets hærgen, når vi via trawlnettet og andre dårligdomme har ødelagt livsbetingelserne for os selv og en del andre arter. Men vi kan faktisk være her alle sammen, hvis bare vi mennesker opfører os ordentligt, og forstår, at vi ikke skal beherske og udnytte naturen, men i stedet være en respektfuld del af den.

Den gode nyhed er nemlig, at der stadig er håb. For når fiskeriet stoppes, går der i reglen kun få år, så vender livet tilbage i havet i al sin rigdom og mangfoldighed. Det har man observeret de få steder, hvor man er stoppet med at fiske. Det er med andre ord bare om at komme i gang.

Og vi kan godt. Sir David Attenborough gør opmærksom på, at der engang kun var under 1% tilbage af hvalerne. Men så forbød man industriel hvalfangst – og på få år voksede bestanden af hvaler med 30%, og i dag vrimler det igen med hvaler ude i verdenshavene.

Så hvis vi forbyder trawlfiskeri, kan vi også få oceanerne fulde af fisk, fulde af koraller, fulde af liv til os alle sammen …

Danmarksbloggen giver derfor ”OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH” seks store hvaler ud af seks mulige – og tænker, at Sir David Attenborough selv har meget tilfælles med netop hvalerne. Han har livet igennem rejst verden over i naturens tjeneste, og så er han tæt på de 100 år, som mange hvaler også bliver igen nu, fordi vi mennesker ikke dræber dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sammen om Børsen

Udgivet den af
Svar

Det skulle have været en kæmpe-fest med en nyrestaureret Børs-bygning, der skulle stråle i september-solen her på 400-året for Børsens opførelse.

Men det satte flammerne d. 16. april i år en stopper for. Halvdelen af Børsen – blandt andet den store festsal – nedbrændte. Ilden åd også spiret med de fire vanddrager, der ifølge legenden ellers passede på Børsen.

Så i stedet for at se Børsen blive pakket ud, var vi vidne til at Børsen blev til en ruin, der i dagene efter branden blev til en endnu større ruin, da dele af murene og også gavlen ud mod Christiansborg faldt sammen.

Men Børsen skal genopføres. No matter what.

Så i går lagde kong Frederik den første sten, den såkaldte kongesten. Så kunne kongen også endelig være dér.

For dengang Børsen brændte – på Dronning Margrethes fødselsdag – kom kongen ikke forbi, men nøjedes med en besked på Instagram, selvom han var på Amalienborg. Dét er dårlig stil.

Det er til gengæld god stil, at Dansk Erhverv kvit og frit inviterer alle danskere på besøg på Børsen i dag. Du kan se, hvordan håndværkere og lærlinge arbejder med Børsens restaurering. Du kan også se en udstilling om Børsens historie fra opførelsen i 1624 til branden 16. april 2024.

Se mere her: https://www.danskerhverv.dk/sammen-om-borsen/kom-tat-pa-borsen-vi-fejrer-400-ars-fodselsdag-og-markerer-begyndelsen-pa-genopforelsen-af-borsen/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder”

Udgivet den af
Svar

Historiske programmer på National Geographic: Er det ikke noget med fakta iblandet dramatiseren? Svaret på dét spørgsmål er ja – også når det kommer til den nye serie ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder.”

Danmarksbloggen har set to afsnit – det med Tollundmanden og det med Haraldskærkvinden – og for begge gælder, at der er mange gode fakta. Men der er også fakta, som ikke holder.

Lad os holde os til historien om Haraldskærkvinden. Et moselig, som blev fundet i 1835 i Haraldskær, ikke langt fra Vejle og Jelling.

Først troede man, at der måske var tale om et ret nyligt lig af en kvinde. Men hurtig stod det klart, at det velbevarede moselig var død for længe-længe siden, og den første tese – at hun var en norsk dronning, som blev dræbt af Harald Blåtand – opstod.

Det påviste manden bag inddelingen af oldtiden i stenalder, bronzealder og jernalder – den danske arkæolog J. J. A. Worsaae – så få senere ikke holdt stik. Tiden, hvor man blandede arkæologiske fakta med myter og forestillinger – og fri fantasi – var forbi. Man brugte heller ikke længere Biblen som rettesnor for videnskabelighed, men holdt sig til empiriske data, iagttagelser og undersøgelser.

Det har vi gjort lige siden – og qua disse ved vi nu, at Haraldskærkvinden levede omkring 250 f.Kr., at hun var omkring 50 år, da hun døde – formentlig kvalt med den snor, der er spor af på halsen, inden hun blev lagt ned i søen – med ansigtet nederst og nøgen med sin skindkappe over sig – og med grene, der holdt liget fast nede i mudderet, så det ikke kom op til overfladen.

Vi ved også, at Haraldskærkvinden formentligt var født i Jylland, men at hun også havde foretaget rejser til Mellemeuropa eller Skotland. Men derudover ved vi intet om, hvem Haraldskærkvinden var – og hvad hun foretog sig. Var hun en slags troldkvinde? En shaman? En kvinde forudbestemt til at skulle ofres?

Vi aner det ikke. Til gengæld ved vi, at moser, søer og vandhuller i jernalderen blev opfattet som portaler til den anden verden, og at det var normalt at ofre til guderne dér. Det med at vand er lig med portalen til den anden verden blev så ikke nævnt i programmet – og det er en fejl. For kombineret med at man i jernalderen normalt brændte sine døde viser det, at ofringen på ingen måde var tilfældig, og at der netop er tale om en ofring – og ikke en straf, som også foreslået i programmet.

En anden fejl er, at Vejlemuseerne, hvor Haraldskærkvinden ligger, på deres hjemmeside selv nævner, at hun kan have opholdt sig i Skotland, når man ser på isotoperne. Men den tese er ikke med i programmet. En anden fejl er, at hun omtales som en mulig trælkvinde. Men hvorfor skulle en trælkvinde få lov til at begive sig på en rejse tur/retur?! Det er fri fortolkning.

Fakta alene er disse: En ukendt kvinde, formentlig født i Jylland, døde omkring 250 f.Kr., da hun var omkring 50 år, fordi hun blev kvalt – og vi ved ikke af hvem eller hvorfor.

Men det kan man jo ikke basere en hel tv-udsendelse på. Så derfor alt det ekstra, som er fortalt så godt, at ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder” skal have 4 ud af 6 af de bedste kapper fundet i moserne. For ja, Haraldskærkvinden var nok det første moselig, som blev fundet og udstillet i Danmark. Men hun var – og er – langtfra det sidste.

Serien får premiere langfredag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk