Kategoriarkiv: Viden & Teknologi

Anmeldelse: ”Human Race”

Udgivet den af
Svar

På torsdag d. 30. oktober er der premiere på filmen ”Human Race”. En nærmest tredobbelt titel, da den hentyder til både menneskehedens dna og dets udvikling, kampen om at få Nobelprisen for kortlægningen af de menneskelige genomer – og så filmens hovedperson, den danske videnskabsmand Eske Willerslevs forhold til sig selv, sin familie og sin karriere.

Et centralt tema i filmen er Eske Willerslevs – og hans forskningsgruppes – arbejde med at få fat på skeletter, kranier, tænder og andre rester fra 5.000 forhistoriske mennesker, så der kunne udtrækkes dna fra disse, og bruge til kortlægningen af og danne et bibliotek over menneskehedens dna.

Det var ingen nem opgave, både fordi der er en vis etik omkring, hvordan man håndterer menneskelige rester – og fordi man kan ødelægge samme rester i processen med at skaffe dna derfra. Samt at der altid vil være huller i den dna, som man udtrækker fra dødt væv.

Men det lykkedes – og Eske Willerslev har fået et væld af priser for sit arbejde, dog ikke den fineste af dem alle. Nemlig Nobelprisen, som i stedet gik til den ene af hans to konkurrenter – den svenske Svante Pääbo, som modtog den til Festernes Fest i Stockholm i 2022.

Det var et hårdt slag for Eske Willerslev. Men han giver ikke op – og har faktisk allerede et nyt projekt på bedding, som handler om hele 30.000 prøver fra forhistoriske økosystemer.

Og så er vi tilbage ved Eske Willerslevs psykologi og baggrund. For Eske – og tvillingebroderen Rane, der er direktør på Nationalmuseet i Danmark – omtaler i filmen sig selv om kopier af hinanden. De deler også genetik og miljø, som udover en mor, der i filmen forklarer såvel fortid som nutid, var en opvækst med en far, som var fraværende, men som forventede meget af sine sønner.

Den nu afdøde far lærte dem derfor at konkurrere, være en vinder. En strategi, som er lykkes – men ikke uden en personlig pris, som vi også ser det i filmen. Eske er fx på et tidspunkt de-facto-alene-far med sine to børn på et ellers højprofileret arbejdsophold i Cambridge, hvor han konkluderer, at han for første gang oplever, hvad det vil sige at skulle hente kl. 15 fremfor at kunne arbejde igennem.

De to sønner vil så gerne have en dna-test, så de kan se, hvor de kommer fra. For nok er deres mor, Eskes hustru, fra Korea og deres far fra Danmark, men de vil gerne vide mere. Dertil svarer Eske så (forståelsescitat): Hvorfor vil I vide det? I kan selv bestemme jer, hvad I vil være. I skal nemlig ikke lade jeres gener definere jer, som så mange gør det i denne tid, hvor man kan få dna-tester via postordre.

Det er en interessant melding fra en mand, som ellers bekender sig til genetikken, men som på mange måder netop er et produkt af det miljø, som han voksede op i.

Filmen ”Human Race” holder sig så på ægte videnskabelig vis fra at komme med letkøbte konklusioner, men stiller i stedet spørgsmålene, så man som seer selv kan tænke videre.

”Human Race” er dermed også en film i naturvidenskabens ånd, men også en moderne film, fordi den 1) indeholder en personlig beretning om en mand, der er drevet af ønsket om at skabe viden og få anerkendelse, 2) opstiller en masse etiske og moralske problemstillinger, og 3) formidler en forskning, som kan få store konsekvenser.

For ikke nok med at forskere nu kan gå ombord i det store dna-bibliotek, som Willerslev og hans gruppe lavede, og dér finde svarene på mange spørgsmål om vores fysiske og psykiske helbred. Og ikke nok med at det lykkedes Eske Willerslev og hans gruppe at bevise, at psykiske lidelser også var til stede hos stenalderens mennesker.

Men allermest spændende var måske det, som professor Thomas Werge sagde. Nemlig at det er med autisme, ADHD, bipolaritet, depression, skizofreni og andre forhold, som kaldes lidelser, som det er med højde. Vi har det allesammen. Spørgsmål er bare, hvor meget af det, som vi har – og om det skaber problemer for os eller ej. Om det gavner eller skader os?!

Eske Willerslev var også inde på, at vi måske griber det helt forkert an, når vi prøver at få alle individer til at tilpasse sig den samme model, og at vi i virkeligheden skulle leve i et samfund med plads til alle, så vi kan blive en del af den gruppe, det miljø, som passer til os.

Det er en tanke, som kan skabe en ny virkelighed, og som måske – i min optik – vil kunne betyde, at den udbredte diagnosticering i samfundet ikke længere giver mening. Men at vi i stedet for massiv sygeliggørelse med solsikkesnore og psykologhjælp skal skabe et samfund med mere plads til at være forskellige på den ene side, men også med færre muligheder for særbehandling på den anden.

For vi kan ikke undvære det skæve, det som er anderledes end nutidens meget smalle normalitet. Som professor Thomas Werge sagde det, så vil det formentlig være en dårlig ide, hvis vi kunne – og også fjernede – generne for flere såkaldt psykiske lidelser. For uden autisme, ingen intelligens, og uden skizofreni, ingen kreativitet, og havde vi ikke i det hele taget forskellige mentale forstyrrelser, så ville vi sandsynligvis ikke kunne genkende hinanden som mennesker.

Ja, Eske Willerslevs dna-bibliotek viste faktisk, at vikingerne var mere skizofrene end nutidsmennesket, og at det måske var derfor, at de var så succesrige, i hvert fald dem som boede i Danmark, på Åland og Öland. Resten af Norden var vikingetidens rådne banan, var meldingen fra Eske Willerslev, der vanen tro ikke er bange for at stille sig i hverken klaskehøjde, eller iføre sig diverse outfits på pressefotos og bogforsider, når han skal have sit budskab ud.  

Således også i ”Human Race”, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks kranier som dem, man kan udtrække dna fra. Det er en spændende, tankevækkende og forhåbentlig også debatskabende film om et for menneskeheden evigt relevant emne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høstens rige gaver – lidt endnu

Udgivet den af
Svar

På søndag holder mange af landets kirker høstgudstjeneste med masser af frugt, grønt og kornaks i kirkerummet.

Traditionelt har midten af september nemlig været tiden, hvor høsten var nogenlunde i hus. I moderne tid – med nye dyrkningsmetoder og nye afgrøder – er billedet af året delt op i såtid, væksttid og høsttid så blevet noget mere komplekst. Men lad det nu være – og lad os holde fast i, at det er høsttid her midt i september.

Det interessante er nemlig, at kirkerne er nogenlunde alene om stadig at markere denne i grunden vigtigste milepæl i årets gang.

For hvor ville vi være, hvis ikke vi havde mad nok? Ja, så ville det se sort ud. Uden mad, så dør man. Det er en barsk sandhed, som mange må sande over hele kloden, men som i danskernes bevidsthed opfattes som noget, der aldrig kan blive relevant for os at skulle bekymre os om.

Deri tager man så fejl. For nok kan vi brødføde os selv – nu.

Men hvad hvis krigen kommer fysisk til Danmark? Digitalt er den her for længst, men fysisk kan den komme – og så kan vi være udfordrede, hvis vores madproduktion også rammes.

Og når – og ja, det er når, og ikke hvis – Golfstrømmen kollapser, så har vi balladen. For så får vi et klima, som det man ser i Alaska.

Og nok er der på den ene side så garanti for hvid jul, men på den anden er det slut med mange af de afgrøder, som vi anser for kernedanske som fx pærerne, der er i højsæson netop nu.

Og så kan vi slet-slet ikke brødføde os selv. I Alaska, som har en befolkningstæthed på 0,472 indbyggere per km2, må man i dag importere 95% af sine fødevarer. Det vil – altså efter Golfstrømmens kollaps – blive tæt på 100% i Danmark, som har en befolkningstæthed på 141 indbyggere per km2.

Dét er ikke en rar, men en nødvendig tanke her en solrig septemberdag, hvor udtrykket ”høstens rige gaver” lidt endnu giver mening heroppe højt mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nordlys-sæsonen er i gang

Udgivet den af
Svar

Så er de mørke nætter kommet igen – og dermed også sæsonen for nordlys.

Det har mange glædet sig til. For især i sidste nordlys-sæson 2024-2025 gik danskerne amok i jagten på det fortryllende dansende lys, som næsten kun kan observeres med et kamera på vores breddegrader, hvis man ser bort fra de svage grå og hvide skygger og i sjældne tilfælde farveskær, som kan ses in natura i Danmark.

For man skal i reglen godt op i Sverige eller Norge for at se det fascinerende bølgende grønne, røde og lilla lys med sine egne øjne.

En undtagelse var så en vidunderlig oktobernat sidste år, hvor nordlyset var synligt med det blotte øje – selv i København, hvor nordlys ellers per definition er umuligt at se pga. byens kunstige lys.

Men får vi sådan en nordlys-nat igen i år? Næppe. Risikoen for nej, det gør vi ikke er mange gange større end chancen for ja, det gør vi.

For nordlyset er betinget af solens aktivitet, som går i cyklusser. Og pt. er vi i sidste del af det solmaksimum, der giver de bedste betingelser for nordlys. Solen gennemgår nemlig en cyklus, som er på cirka 11 år – og pt. er vi altså dér, hvor vi går mod en del år med færre chancer for nordlys end de sidste par år.

Det kan virke trist. Men heldigvis kan nordlyset stadig, også når solen er på allermest minimum, ses i de nordlige dele af Sverige og Norge.

Og så er der noget godt og sundt ved at erkende, at også vi mennesker er underlagt naturens vilkår – og ikke omvendt.

Det gælder nordlys – som det gælder klima. Mennesket er ikke skabelsens Herre, selvom vi ofte opfører os sådan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Befrielsen og Historiens kredsløb

Udgivet den af
Svar

Menneskets umiddelbare hukommelse er 80 år. En længere tidsperiode kan vi simpelthen ikke mentalt overskue.

Tvivler du? Så prøv at tænke tilbage i din egen slægt. Du kan selvfølgelig huske, hvem dine forældre og bedsteforældre var. Men hvor meget kan du om dine oldeforældre og deres liv? Kan du overhovedet huske alle navnene? Næppe. 80 år er max for, hvad vi kan rumme.

Dét vidste atheneren Herodot, som af mange kaldes historiens fader, fordi han som den første i Hellas nedskrev faktiske historiske begivenheder, nemlig Perserkrigene, som han også selv oplevede. Han var altså både kilde – og historieskriver.

Det samme har mange mennesker været i de 80 år, som er gået fra tyskernes overgivelse i Danmark til nu. Mange af os har hørt forældre og bedsteforældre fortælle personligt om de fem forbandede år. Men om føje år er der ikke flere levende tilbage, som har oplevet dén tid.

Og så vil begivenhederne langsomt, men sikkert synke ned i historiens glemsel, medmindre man er historiker eller lignende. Men for de fleste vil nye og yngre begivenheder fylde i bevidstheden – og især hvis der kommer en ny krig i Europa, hvilket er en alt for reel risiko.

For at glemme – også grusomheder – er et grundvilkår ved at være menneske. Det er oplevet mange gange. Engang fyldte pesten alt her til lands. Senere den kongeløse tid. Grevens fejde og Reformationen. Svenskekrigene – og tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Englændernes bombardement. Statsbankerotten. De to slesvigske krige. Og så altså besættelsen, som sluttede for 80 år siden.

Alt virker, mens det sker og i de første generationer efter som det mest vigtige, det til alle tider dagsorden-sættende.

Men alt har sin tid … også historiske begivenheder.

Jeg har så alligevel tændte stearinlys i vinduet på befrielsesaftenen d. 4. maj – og det kommer jeg nok til hele mit liv. For jeg er – trods født næsten et kvart århundrede senere – rundet af 2. Verdenskrig.

Men når jeg tænder lysene fremover, sker det i erkendelse af, at 2. Verdenskrig som historisk begivenhed må indgå i den naturlige historiske livscyklus – og én dag blive næsten-glemt.

Det vigtige er også, at vi husker på, at friheden er værd at kæmpe for – også når det koster. Dén erkendelse er nemlig evig aktuel. Så sæt endelig lys i vinduerne, og syng med på “Man binder os”.

Men spørg også – og især – om, hvad du kan gøre i den nutid, som er vores virkelighed – og hvor kampen for Den Frie Verden igen er voldsom aktuel. For fremtiden formes nu – og skal vores efterkommere leve i frihed og demokrati, så kræver det, at vi hver især tager ansvar – NU – og gør mere end blot tænde et lys.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH”

Udgivet den af
Svar

Den 8. maj 2025 fylder Sir David Attenborough 99 år. Samme dag har filmen ”OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH” premiere. En film, hvis vigtighed ikke kan overdrives – hvis altså man ønsker, at livet, som vi kender det, skal bestå.

Når man tænker på Sir David Attenborough, tænker man på en behagelig stemme, der dygtigt formidler smukke naturbilleder og stor indsigt om den klode, som vi bor på. Og det er præcis, hvad man får i den 85 minutter lange film, der, som titlen antyder det, handler om verdens have og oceaner.

Oceaner, der i Sir David Attenboroughs barndom og ungdom blev opfattet som farlige steder, som mennesket skulle tæmme og beherske. Det gjorde vi så med især ny teknologi. Men intet er mere forkert, selvom vi også fik øje for havets skønhed og diversitet via teknologen, konkluderer han i filmen, hvor han beskriver oceanerne som livsnerven i klodens liv – også det på landjorden.

For livet under vandet er ikke en våd ørken med fisk, der svømmer rundt. Det er dale og bjerge, enge og tangskove, som giver mad til allehånde arter. Faktisk er der mere end 40.000 bjerge i verdensoceanerne – primært dér hvor de tektoniske plader mødes, hvad enten de går mod hinanden, er på vej fra hinanden eller skurrer hver sin vej. Men også i de lavere vande ovenpå de tektoniske plader vrimler det med liv på koralrevene og i de underjordiske enge, som er hjem for tusindvis af arter. Hver dag opdager vi cirka 200 nye undervands-arter.

Alligevel ved vi mere om andre planeter, end vi gør om de 70% af Jordens overflade, der er dækket af vand. Dét er skræmmende.

Vidste du fx, at havets plankton opsuger en tredjedel af alverdens CO2? At plankton producerer mere ilt end alverdens regnskove tilsammen? Plankton er simpelthen klodens største helt, da det udover at opsuge CO2 og danne ilt er mad til fisk – og dermed starten på stort set alle fødekæder i havet, og også en del på Jorden – og hos mange fugle.

Ja, men hvor skønt, tænker du måske så. Men NEJ. Det er forfærdeligt. For ikke kun fisk, men også plankton fiskes med trawl, som bedst kan beskrives som et stort metalnet, der via enorme fiskerbåde brutalt river ALT på havbunden op, også selvom det er mindre end 25% af fangsten, som skal bruges – og som efterlader havbunden livløs og død bagefter.

Og det er ALLE verdens have, som misbruges på denne måde – selv omkring Sydpolen, hvor man især fisker netop plankton. Men også på vores breddegrader fiskes der med trawl nærmest alle steder. Se dette link for at blive klogere: https://www.dn.dk/vi-arbejder-for/vand/hav/bundtrawl-i-havet/

Er det ikke forbudt at fiske med trawl, spørger du måske. Nej, det er det ikke. End ikke i såkaldt beskyttede områder, som årligt modtager cirka 20 milliarder dollars i støtte. Penge, som blandt andet bruges til trawl-fiskeri!

Mindre end 3% af verdenshavene er beskyttet mod trawlfiskeri, selvom forskere siger, at det skal være mindst 30%, hvis ikke oceanerne skal dø – og dermed også os selv. For vi er dybt afhængige af ikke kun de fisk, som behøver planktonen som føde, men også af den CO2, som bindes i planktonen – og den ilt, planktonen produceret i oceanerne.

Det er rystende – og nok griber Sir David Attenborough til alle hånde følelsesgreb som dramatisk musik og stor patos i filmen for at få os til at forstå sammenhængen. Det var i grunden ikke nødvendigt. For fakta taler for sig selv.

Mennesket er det store skadedyr, og nok skal jorden på sigt overleve menneskets hærgen, når vi via trawlnettet og andre dårligdomme har ødelagt livsbetingelserne for os selv og en del andre arter. Men vi kan faktisk være her alle sammen, hvis bare vi mennesker opfører os ordentligt, og forstår, at vi ikke skal beherske og udnytte naturen, men i stedet være en respektfuld del af den.

Den gode nyhed er nemlig, at der stadig er håb. For når fiskeriet stoppes, går der i reglen kun få år, så vender livet tilbage i havet i al sin rigdom og mangfoldighed. Det har man observeret de få steder, hvor man er stoppet med at fiske. Det er med andre ord bare om at komme i gang.

Og vi kan godt. Sir David Attenborough gør opmærksom på, at der engang kun var under 1% tilbage af hvalerne. Men så forbød man industriel hvalfangst – og på få år voksede bestanden af hvaler med 30%, og i dag vrimler det igen med hvaler ude i verdenshavene.

Så hvis vi forbyder trawlfiskeri, kan vi også få oceanerne fulde af fisk, fulde af koraller, fulde af liv til os alle sammen …

Danmarksbloggen giver derfor ”OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH” seks store hvaler ud af seks mulige – og tænker, at Sir David Attenborough selv har meget tilfælles med netop hvalerne. Han har livet igennem rejst verden over i naturens tjeneste, og så er han tæt på de 100 år, som mange hvaler også bliver igen nu, fordi vi mennesker ikke dræber dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sammen om Børsen

Udgivet den af
Svar

Det skulle have været en kæmpe-fest med en nyrestaureret Børs-bygning, der skulle stråle i september-solen her på 400-året for Børsens opførelse.

Men det satte flammerne d. 16. april i år en stopper for. Halvdelen af Børsen – blandt andet den store festsal – nedbrændte. Ilden åd også spiret med de fire vanddrager, der ifølge legenden ellers passede på Børsen.

Så i stedet for at se Børsen blive pakket ud, var vi vidne til at Børsen blev til en ruin, der i dagene efter branden blev til en endnu større ruin, da dele af murene og også gavlen ud mod Christiansborg faldt sammen.

Men Børsen skal genopføres. No matter what.

Så i går lagde kong Frederik den første sten, den såkaldte kongesten. Så kunne kongen også endelig være dér.

For dengang Børsen brændte – på Dronning Margrethes fødselsdag – kom kongen ikke forbi, men nøjedes med en besked på Instagram, selvom han var på Amalienborg. Dét er dårlig stil.

Det er til gengæld god stil, at Dansk Erhverv kvit og frit inviterer alle danskere på besøg på Børsen i dag. Du kan se, hvordan håndværkere og lærlinge arbejder med Børsens restaurering. Du kan også se en udstilling om Børsens historie fra opførelsen i 1624 til branden 16. april 2024.

Se mere her: https://www.danskerhverv.dk/sammen-om-borsen/kom-tat-pa-borsen-vi-fejrer-400-ars-fodselsdag-og-markerer-begyndelsen-pa-genopforelsen-af-borsen/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder”

Udgivet den af
Svar

Historiske programmer på National Geographic: Er det ikke noget med fakta iblandet dramatiseren? Svaret på dét spørgsmål er ja – også når det kommer til den nye serie ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder.”

Danmarksbloggen har set to afsnit – det med Tollundmanden og det med Haraldskærkvinden – og for begge gælder, at der er mange gode fakta. Men der er også fakta, som ikke holder.

Lad os holde os til historien om Haraldskærkvinden. Et moselig, som blev fundet i 1835 i Haraldskær, ikke langt fra Vejle og Jelling.

Først troede man, at der måske var tale om et ret nyligt lig af en kvinde. Men hurtig stod det klart, at det velbevarede moselig var død for længe-længe siden, og den første tese – at hun var en norsk dronning, som blev dræbt af Harald Blåtand – opstod.

Det påviste manden bag inddelingen af oldtiden i stenalder, bronzealder og jernalder – den danske arkæolog J. J. A. Worsaae – så få senere ikke holdt stik. Tiden, hvor man blandede arkæologiske fakta med myter og forestillinger – og fri fantasi – var forbi. Man brugte heller ikke længere Biblen som rettesnor for videnskabelighed, men holdt sig til empiriske data, iagttagelser og undersøgelser.

Det har vi gjort lige siden – og qua disse ved vi nu, at Haraldskærkvinden levede omkring 250 f.Kr., at hun var omkring 50 år, da hun døde – formentlig kvalt med den snor, der er spor af på halsen, inden hun blev lagt ned i søen – med ansigtet nederst og nøgen med sin skindkappe over sig – og med grene, der holdt liget fast nede i mudderet, så det ikke kom op til overfladen.

Vi ved også, at Haraldskærkvinden formentligt var født i Jylland, men at hun også havde foretaget rejser til Mellemeuropa eller Skotland. Men derudover ved vi intet om, hvem Haraldskærkvinden var – og hvad hun foretog sig. Var hun en slags troldkvinde? En shaman? En kvinde forudbestemt til at skulle ofres?

Vi aner det ikke. Til gengæld ved vi, at moser, søer og vandhuller i jernalderen blev opfattet som portaler til den anden verden, og at det var normalt at ofre til guderne dér. Det med at vand er lig med portalen til den anden verden blev så ikke nævnt i programmet – og det er en fejl. For kombineret med at man i jernalderen normalt brændte sine døde viser det, at ofringen på ingen måde var tilfældig, og at der netop er tale om en ofring – og ikke en straf, som også foreslået i programmet.

En anden fejl er, at Vejlemuseerne, hvor Haraldskærkvinden ligger, på deres hjemmeside selv nævner, at hun kan have opholdt sig i Skotland, når man ser på isotoperne. Men den tese er ikke med i programmet. En anden fejl er, at hun omtales som en mulig trælkvinde. Men hvorfor skulle en trælkvinde få lov til at begive sig på en rejse tur/retur?! Det er fri fortolkning.

Fakta alene er disse: En ukendt kvinde, formentlig født i Jylland, døde omkring 250 f.Kr., da hun var omkring 50 år, fordi hun blev kvalt – og vi ved ikke af hvem eller hvorfor.

Men det kan man jo ikke basere en hel tv-udsendelse på. Så derfor alt det ekstra, som er fortalt så godt, at ”Oldtidsmenneskenes Hemmeligheder” skal have 4 ud af 6 af de bedste kapper fundet i moserne. For ja, Haraldskærkvinden var nok det første moselig, som blev fundet og udstillet i Danmark. Men hun var – og er – langtfra det sidste.

Serien får premiere langfredag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

God tur hjem

Udgivet den af
Svar

Så er Danmarks egen astronaut Andreas Mogensen på vej hjem. I skrivende stund suser kapslen med ham og de andre mod Jorden, hvor de forventes at lande i havet i morgen formiddag.

Gid det må gå godt. For faktisk er ankomsten til Jorden og Jordens atmosfære det farligste ved en rum-mission. Atmosfæren skal rammes i den rigtige vinkel, hvis ikke kapslen skal brænde op. Og så skal faldskærmen folde sig ud, inden de lander i vandet cirka kl. 11 i morgen.

Gad vide, hvad Andreas Mogensen tænker? Udover det oplagte at han glæder sig til at komme hjem til familien, sin kone og sine børn.

Rejser han måske også med en smule vemod i bagagen? Vemod og visheden om at han for altid vil savne rummet. Det rum, som også blev hans hjem, og hvorfra han kunne se det fantastiske syn af Jorden og atmosfæren.

Andreas Mogensen har flere gange fortalt, hvordan han elskede at sidde i Cupola og se ned mod Jorden, se vores fantastiske planet.

Som Andreas Mogensen selv skriver det på Facebook: Jeg brugte også mange timer af min fritid i Cupola, hvor jeg tog fantastiske billeder af Jorden – herfra er det tydeligt, at der kun er én blå planet vores. Fra grønne skove, sandørkener og flere vulkaner, end jeg kan tælle, viser hvert billede, hvad vores plads i universet har at byde på..

Det er en erkendelse og en viden, som man kunne ønske, at denne verdens magthavere besad. For så ville verden være et lige så godt sted, som kloden ser ud – betragtet fra universet.

Velkommen hjem til Jorden, Andreas Mogensen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vesten er truet

Udgivet den af
Svar

Datoen i dag – d. 11. september – er en af historiens skelsættende dage.

Alle over 30 kan huske, hvad de lavede, da de d. 11. september 2001 fandt ud af, at tre kaprede fly var fløjet ind i henholdsvis Pentagon i Washington D.C. og World Trade Center i New York City – og at et fjerde fly var på vej til hovedstaden.

Dét fly nåede aldrig frem. For modige passagerer gik til angreb på flykaprerne, som var en gruppe muslimske fundamentalister. Passagerne vidste, at de var dødsens. Men de sørgede for, at ingen andre end dem selv og terroristerne døde.

Det er sådan en helte-historie, som vi kan lide i Vesten, hvor vi sætter individuel frihed, lighed og menneskerettigheder rigtig højt.

Derfor gik vi også i tiden efter 11. september ind i dyre og voldsomme krige mod den muslimske terrorisme, som i samme tidsrum også slog til i Frankrig, England, Belgien og andre steder.

Men kun de færreste så, at ”krigen mod terror” skyggede for de meget større trusler som Ruslands opfattelse af at Rusland = StorRusland, Kinas direkte march mod at blive verdens største supermagt, Indiens ønske om det samme – og generelt det sammenrend af diktatoriske lande, som findes i de såkaldte BRIKS-lande, der startede samarbejdet i 2006.

BRIKS står for Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. De tegner sig for 25% af verdens økonomi – men hele 40% af verdens befolkninger, og de vil være sig selv – og ikke ligge under for Vesten. Ja, de har startet deres egen bank ”New Development Bank” som et alternativ til Verdensbanken, der er vestlig domineret.

Ved et møde for nylig blev Saudi-Arabien, Iran, Argentina, Egypten, Etiopien og De Forenede Arabiske Emirater optaget som en ny del af samarbejdet.

Dét fyldte ikke meget i Vestens aviser, men det burde have stået med flammeskrift. For dét samarbejde kan føre enorme forandringer med sig i kampen om ressourcerne her i verden – og om verdensfreden og de gældende normer.

Alle BRIKS-landene har nemlig IKKE det forhold til liberale frihedsrettigheder, som vi har i Vesten. LGBTQIA er fx blot bogstaver i de lande – og ytringsfrihed er bare noget, de leger.

De føler heller ingen forpligtelse til at hjælpe andre end sig selv. Tag fx Saudi-Arabien. Hvor mange flygtninge fra Syrien har de hjulpet, selvom de har penge som ørkensand, og ligger lige i nærheden.

Så datoen d. 1. januar 2024, hvor udvidelsen af denne antivestlige alliance bliver en realitet, skal slås stort op.

For det er nu, at vi skal holde sammen. Der er en halv jordklode – eller mere – som er imod vores måde at leve på i Vesten. Det er med andre ord ikke nu, at vi skal have dårlig samvittighed over vores koloni-fortid eller u-lands-nutid.

For tro endelig ikke at Briks-landene er os venlige stemt. Tværtimod. Vesten er truet.

Så det er nu, at vi skal mobilisere os til kamp for vores vestlige værdier – og velstand. Og dét er meget mere skelsættende end noget andet siden 2. Verdenskrig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Programmeret til udslettelse?

Udgivet den af
Svar

Vi ved det godt. Vi skal ikke flyve, spise oksekød eller købe nyt tøj.

Vi gør det så alligevel – og jeg er ikke bedre:

I sommers fløj jeg t/r til London.
I forgårs spiste jeg med glæde en stor portion chili con carne (ja, med oksefars).
Og jeg har lige købt en spritny grøn sweater, selvom jeg allerede har syv sweatre i skabet – bare i andre farver.

Så jeg er lige så håbløs som resten af menneskeheden. For ja, jeg ved det hele, men handler alligevel mod bedre vidende.

Er det fordi, at vi mennesker er programmerede til at stå for vores egen udslettelse?

Det virker logisk – og trist. Og Shakespeares berømte citat om menneskelivet (fra ”Macbeth”) er kun en pauver trøst:

Life’s but a walking shadow; a poor player, that struts and frets his hour upon the stage, and then is heard no more: it´s a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing.

For hvordan kan vi mennesker tro, at vi kan gøre en afgørende forskel, når vi ikke engang kan finde ud af at droppe flyveture, røde bøffer og nyt tøj?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk