Efter udslettelsen – hvad så?

Begge valg er blevet klimavalg. Skal vi gøre det ene eller andet? Det diskuterer politikerne. Men det kan faktisk være lige meget. For hvis ikke vi laver radikalt om på vores livsstil, så er det hele snart slut.

Så ender det for vores race med dén udslettelse, som vi frygter mere end noget andet, men som er det mest realistiske scenarium, når man medregner vores psykologi og adfærd i ligningen.

Men hvordan vil Jorden se ud efter udslettelsen – altså udslettelsen af vores art? Det kan vi af gode grunde ikke vide.

Men sandsynligvis vil der i tiden lige efter den store massedød være store mængder plastic, store ørkenområder, forfaldne bygninger og asfalt, der er brækket op – og kun få dyr tilbage – samt måske nogle få overlevende mennesker hist og pist.

Så vil der gå nogle år – sådan et par millioner år eller så. Ikke noget at regne med i geologisk tid. Bare et sekund i den kosmiske tidsregning.

Og så vil Jorden igen være et dejligt sted. For så har vulkanerne haft så mange udbrud, at der er kommet nyt næringsrigt materiale på overfladen, som planter kan vokse i. Planter, som dyr kan spise. Plasticen, asfalten og alt det grimme, som vi har lavet, vil også være væk. Strålingen fra vores radioaktive affald er også stort set forsvundet. Vandet er blevet rent igen. Og der vil igen være former for liv.

Hvad for nogle dyr og hvad for nogle planter det så bliver vides ikke. Temperatur-, vand- og vindforhold kan man også kun gisne om. Men at Jordkloden igen bliver en grøn og blå perle i universet, det taler alt for.

Man kan så blot ønske, at det næste gang bliver uden os …

For ellers så starter vi bare forfra med at udslette os selv. For vi er racen med evnen til at rejse til Mars, gå på Månen og samtidig ødelægge alt for os selv på Jorden. Os – den formentlig den dummeste race, som evolutionen nogensinde har fremavlet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimaet kræver en nedgang på 75% i levestandard

Valgets modeord er klima. Vi snakker om det hele tiden, og især de unge siger, at de vil stemme efter det.

Klimaet, som i disse år ændres i rivende hast – i den gale retning, og alt sammen pga. os mennesker og vores tøjlesløse forbrug af jordens ressourcer. Men nu skal der sadles om, hvis vi vil fortsætte med at eksistere som art her på planeten.

Det er vi klar over – og det samme er politikerne klar over, så alle lover GODE KLIMALØSNINGER. Nogle taler om at spise mindre kød, afgift på flyrejser, genanvendelse af plastic og så videre.

Men INGEN som i INGEN tør for alvor tage tyren ved hornene og sige det, som skal siges:

Nemlig at vi er nødt til at gå markant ned i levestandard, hvis det skal batte noget. For skulle alle på kloden leve, som vi gør det i Danmark i dag, så ville det kræve FIRE jordkloder. 4 jordkloder – men vi har kun én.

Vi i Danmark skal altså gå 75% ned i levestandard sådan cirka, hvis vi virkelig vil det her. Men det er en utopi, som kun er for de få danske familier, der allerede for længst er flygtet op i de svenske skove.

Så hvad vi nu skal gøre, er et rigtig betændt spørgsmål: Skal vi acceptere, at det lakker mod enden og slutte af med en mægtig forbrugsfest? Eller vil vi i stedet finde på dårlige undskyldninger for, hvorfor vi godt kan fortsætte med vores livsstil – samtidig med at mennesker dør af sult og forurening i de fattige dele af verden?

Ser man på vores adfærd hidtil, så bliver det nok det sidste i kombination med lidt lappeløsninger kaldet ulandshjælp.

For klimaet selv kræver en nedgang hos os på 75% i levestandard, hvis vi vil redde det her. Men det kommer ikke til at ske. Det er vi alt for egoistiske og magelige til – også de unge, som ligesom alle andre generationer vil have deres mobiler, fester, tøj osv. Så ja, det ender med forbrugsfesten …

Men at sige det åbent i en valgkamp er der ikke stemmer i – så det tier politikerne med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Penge stadig vigtigere end fisk

Landets største sushikæde Letz Sushi holder lukket i dag for at gøre opmærksom på, at vi risikerer, at der ikke vil være nogen fisk tilbage i verdenshavene i 2048, hvis ikke vi gør noget NU. I kædens 19 restauranter vil man derfor fremover også kun kunne få fisk fra de danske farvande. Bæredygtigt og CO2-venligt.

Fantastisk initiativ, tænkte Danmarksbloggen derfor også, indtil altså det gik op for undertegnede, at det først er om SEKS år – i 2025, at alle udenlandske fiskearter er fjernet fra menukortet til fordel for danske fisk som sild, makrel og andre af vores mange gode fiskearter.

For som kædens direktør Anders Barsøe sagde det til Ekstrabladet: ”Der er ikke ret mange danskere, der på nuværende tidspunkt er parat til at konvertere deres tun til makrel, så hvis vi skiftede med det samme, ville vi fjerne vores eksistensgrundlag. Vi er nødt til at gøre det her gradvist. Derfor åbner vi også i en ny udgave i morgen, hvor vi har flere danske fisk på kortet.” Citat slut.

Hm, så går glansen alligevel ret meget af de glinsende fiskeskind …

For hvis man virkelig mente det med at redde fiskene og miljøet, så brugte man ikke seks år, men måske mere i omegnen af seks måneder til omstillingen.

Så konklusionen er, at penge stadig er vigtigere end fisk og miljø – også hos landets største sushi-kæde. Desværre.

For nej, man kan ikke spise penge, men man kan godt spise fisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mød de 25 rigeste i Danmark

Den danske B2B-prissammenligningsservice Ekspertvalg.dk har set nærmere på Danmarks 25 rigeste. Det er spændende læsning, hvor man blandt andet kan se, at:

  • Der er markant flere mænd end kvinder
  • Det er primært indenfor højteknologien, at de har tjent milliarderne
  • De har en gennemsnitsformue på 19,2 mia – dog med store indbyrdes forskelle
  • Deres samlede formue steg fra 420,6 mia kroner i 2017 til 478 mia i 2018, hvilket er mere end statens husholdningsbudget på 459,5 mia kroner
  • De er typisk mellem 50 og 75 år
  • De har oftest en lang, videregående uddannelse

Læs selv mere her – og få navnene på de 25 rigeste danskere: https://www.ekspertvalg.dk/blog/2019/02/top-25-rigeste-danskere

For Danmarksbloggen er det ikke så afgørende, om det er Lego´s Kjeld Kirk Kristiansen, som er nummer et – hvad det har været siden Mærsk Mc-Kinney Møller døde i 2012.

Det, som betyder noget, er, hvordan den rigdom forvaltes.

I gamle dage sagde man, at adel forpligtede. Det samme burde man sige om rigdom. Rigdom burde forpligte, sådan så man i stedet for kun at tænke på maksimalt overskud og afkast til aktionærerne, også tænkte på den sociale forpligtelse, som virksomhedsejere burde have …

En forpligtelse, der indebærer at betale fuld skat – og at give danskerne job. For så kommer der balance i tingene. Virksomhedsejeren, som løber risikoen, kan sagtens tjene penge og få et pænt overskud, men en del penge går tilbage til samfundet via løn og skatter.

Og det er penge, som er givet godt ud, for det vil give et samfund i balance, et samfund med små forskelle mellem mennesker. Sådanne samfund er samfund i balance og ro – samfund, som det er godt at være menneske i, uanset om man er blandt de 25 rigeste eller ej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig”

Siger navnet William S. Knudsen Dem noget? Formentlig ikke, hvis De er ligesom de fleste andre danskere.

Men nu kan der rådes bod på dén misère. For i dag udgiver Haases Forlag bogen ”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” om denne store dansker. Det er et digert værk på 416 sider, men mindre kan ikke gøre det, når det handler om Knudsen.

For Signius Vilhelm Poul Knudsen, som hans fulde navn var, er formentlig den danske emigrant gennem tiderne, der har klaret sig bedst – og med bedst menes helt til tops, da han blev præsident for General Motors efter også at have arbejdet for Ford. Altså inkarnationen af den amerikanske drøm – men med stærke danske rødder.

For historien om Big Bill, som han blev kaldt, er historien om den unge mand, der kom til New York i 1900 med få dollars i lommen, men også med den flid og den ærlighed, som livet igennem var hans motto. Så da han i 1947 forlod denne verden og blev bisat fra den kirke, som han havde selv bekostet bygningen af hjemme i Detroit, var det som en rig og velanset mand i hele USA.

En mand, som også var en helt, da han var en af de helt store årsager til at de allierede vandt 2. verdenskrig – og at det skete på det tidspunkt, som det gjorde – og ikke langt senere og med mange flere døde.

For Knudsen fik i 1940 en opringning fra præsident Roosevelt med en forespørgsel, der ændrede hans liv. Han sagde ja på stedet – også til gagen, der var én dollar om året. Så indtil sejren i 1945 arbejdede Knudsen i Washington D. C. for den amerikanske regering i ”Office of Production Management”, hvor han var øverste chef, og hvor han med sin enestående organisationsevene og store energi stod for organiseringen af hele krigsmaterielproduktionen til USA og deres allierede. Det var en enorm opgave, som han ligesom alt andet i sit arbejdsliv løste til ug.

Men historien om Knudsen er mere end bilindustri, krigsindustri og imponerende erhvervsmæssige bedrifter – hvor spændende det end er. Det er også historien om, hvordan de rigtig store har format hele vejen igennem.

Som dreng var Knudsen nemlig feriebarn i Jylland om sommeren, hvor han knyttede stærke bånd til gårdejer-familien. Men så gled kontakten ud, og først mange år efter, da han rejste verden tyndt, og omgikkes statsledere, andre store virksomhedsledere og kongelige, skrev en af døtrene fra dengang til ham i forbindelse med et besøg hjemme i Danmark kort inden 2. verdenskrig bryder ud.

Ikke at hun med sit brev ville opnå andet end at sige goddag og sikre sig, at verdensmanden med Dannebrogordenen var den samme som den fattige dreng, hendes mor havde syet et par ekstra bukser til hver sommer, fordi han kun havde det ene par med, som han gik og stod i, når han kom med toget fra København.

Sekretæren vidste derfor heller ikke rigtig, hvordan han skulle håndtere brevet fra fru Madsen, så han viste det til Knudsen, der sagde: Det brev svarer jeg selv. Svaret kom fysisk. To dage efter rullede Knudsens store bil op foran gården i jyske Balle, og de to barndomsvenner fik sig en snak, der varede flere timer.

Det er format, og derfor klinger det ikke hult, men fuldt, når Knudsen i en radiotransmitteret tale fra USA til den danske Rebild-fest i 1937 sagde: ”Vi er nutidens vikinger og stadig stolte af vor herkomst. Loyale over for vort nye hjem forsøger vi at bringe den danske måde at leve på med os: Ærlighed, flittighed, nøjsomhed, renlighed og kamp for kone og børn. Ikke rigdom, men sundhed. Hvad vi trænger til i dag er, at flere lande følger Danmarks eksempel. Det gøres hverken med taler, propaganda eller geværer. Det må gøres med mådehold, med fred, med flittighed, med ordentligt familieliv, for hvad er et land andet end en stor familie?” Læs hele talen på side 163 i bogen.

Big Bill Nudsen, som amerikanerne kaldte ham, havde ordet i sin magt, og det har Martin Lund, der har skrevet bogen om ham, også.

Martin Lund formulerer sit stof let og flydende, med sans for både fakta og detaljer – og med en sympati for Knudsen, der heldigvis aldrig bliver sentimental, men som dækker såvel mandens helt åbenlyse styrker som de svagheder Big Bill også havde. Samt både arbejdsliv og privatliv, et lykkeligt privatliv med kone, børn, søskende og familien i Danmark, som også betænkes af manden, der nåede så meget og så langt, at han – hvis han var blevet i Danmark – var blevet nævnt i samme åndedrag som Møller og Tietgen.

”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” er en grundig bog, fuld af detaljer men letlæst alligevel. En bog hvor man kommer helt tæt på en af Danmarks allerstørste og med totalt uret glemte sønner. For ja, nok rejste han ud – og han blev derude. Men han kom også hele tiden hjem på besøg, og der blev knyttet kontakter til og skaffet arbejde til det gamle fædreland, som han selv altid omtalte med stor kærlighed, selvom hjemme for ham blev USA.

Det ville klæde os at huske på Knudsen. Der findes stadig en mindeplade over Knudsen i Voldmestergade i Kartoffelrækkerne i København, hvor han voksede op. Den kan man jo vælge at se, hvis man er i nærheden.

Ellers kan man også bare læse historien om Knudsen. Der er noget at blive inspireret af, uanset hvor man står politisk. For hos Knudsen forpligter evner – ikke kun overfor en selv eller ens nærmeste, men overfor hele fællesskabet.

Danmarksbloggen giver ”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” seks ud af seks tandhjul – dog med den tilføjelse at en overskuelig tidslinie havde givet et bedre overblik undervejs i læsningen.

Det er Haases Forlag, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Holmene” er en ualmindelig dårlig idé

”Det er allerede et stort problem med trafikken i dag,” sagde Hvidovres borgmester Helle Adelborg til gårsdagens præsentationen af ”Holmene”, som er et stort anlagt projekt, hvor der skal bygges ni holme ud i Øresund – ud for netop blandt andet Hvidovre kommune – altså hendes egen kommune.

Ni holme, hvor der skal bankes vidensbaseret erhverv op. Ni holme, der ligger tæt ved Danmarks mest befærdede motorvej, som nu skal give plads for bilister til de 12.000 arbejdspladser, som det vurderes, at der bliver plads til på de kunstige øer, men hvortil der ikke er planlagt offentlig transport. Så det store trafikproblem vil altså bare blive større.

Danmarksbloggen synes, at det er fantastisk med vidensbaseret erhverv. Den slags virksomheder skaber vækst og fremgang.

Men hvorfor bygge nyt land, når vi har eksisterende land, som mangler et løft? For det er en skrøne, at vidensbaserede virksomheder kun vil lægge få km fra en lufthavn. Tag fx Lund, som ligger en halv times kørsel fra Kastrup. Tag mange af Stockholms vidensbaserede virksomheder, som ligger en time eller mere fra Arlanda. Det går fint med at placere sig dér.

Så ja, drop de ni dyre holme og løft blikket.

Man kunne for eksempel sagtens bruge området omkring Roskilde eller i trekanten mellem Roskilde, Køge og København – eller steder i Nordsjælland. Alt sammen til ligeså stor gavn og glæde for både Danmark og virksomhederne – og det endda uden at risikere at ødelægge havmiljøet og skabe problemer for infrastruktur.

Så kunne man også i stedet bruge de mange sparede milliarder (som der slet ikke er finansiering for heller) på mere uddannelse og mere forskning, så der også var nogle danskere, som kunne arbejde i alle de nye, spændende vidensvirksomheder.

For status idag er: Etableringen af Holmene er ikke finansieret. Holmene vil skabe trafikale problemer af ganske anselig størrelse. Holmene vil kunne skade havmiljøet. Det kommer til at koste kassen at klimasikre Holmene. Der er masser af tilgængelig jord andre steder – lige i nærheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Virksomheder vil indoperere chips i deres medarbejdere

Man tror det er løgn og noget fra en film eller bog. Men nej, den er god nok. Engelske virksomheder vil – i sikkerhedens navn – indoperere en chip på størrelse med et riskorn i deres medarbejderes hænder.

Læs mere her: https://www.theguardian.com/technology/2018/nov/11/alarm-over-talks-to-implant-uk-employees-with-microchips

Og her: https://ekstrabladet.dk/kup/elektronik/teknologi/firmaer-vil-implantere-mikrochips-i-tusindvis-af-medarbejdere/7393003

Den umiddelbare holdning her i landet vil formentlig – i hvert fald fra arbejdstagernes side – være: Nej, tak, jeg skal ikke overvåges.

For man skal som bekendt være mere end almindelig naiv, hvis man ikke tror, at sådan en chip også kan bruges til andet end at åbne døre og give adgang til computere på arbejdspladsen. Den kan som bekendt både overvåge, hvor du er, hvem du taler med og om hvad. Teknologien kender ingen grænser.

Danmarksbloggens bud er så desværre det, at chippen ender med at blive et krav hos danske virksomheder, hvis man vil have et job. For der er så mange fordele med sådan en overvågning af medarbejderne. Og de fleste medarbejdere vil sige ja, for der skal brød på bordet og tag over hovedet – også selvom det betyder, at vi samtidig presses ind i slaveriet.

Der er kun en måde at stoppe vanviddet på – med lovgivning og det hurtigt. Heldigvis har vi jo set, at lovgivning kan komme igennem folketinget i meget hurtigt tempo, i hvert fald når det handler om stramninger på udlændinge-området.

Desværre virker det så også som om, at al anden lovgivning – og især den som sikrer borgeren – har det med at komme meget langsomt igennem, hvis den overhovedet når frem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anbefaling: Fra skærme og til 3D og indre billeder

Der verserer i øjeblikket et opslag på Facebook, hvor man nominerer hinanden til i 10 dage at dele et billede af en bog, som man kan lide – og vel at mærke at gøre det uden begrundelser og “hvorfor’er” – samt at invitere en ven til at gøre det samme.

Undertegnede har også været med – og udvælgelsesprocessen var en spændende erkendelsesrejse.

Jeg fandt ud af, hvor forankret jeg åbenbart er i den klassiske danske litteratur som fx Holberg, men også at jeg holder meget af svensk litteratur – og af både digte og sange. Det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen, men det giver noget særligt at få det demonstreret, når man skal vælge 10 bøger – og hverken mere eller mindre.

Det var også interessant, at jeg – som i min ungdom elskede den romantiske periode – fravalgte Adam Oehlenschlägers sukkersøde ”Sankt Hansaftenspil” til fordel for Gustav Wieds mere bittersøde ”Livsens ondskab”. Fra kærlighedens ret fantasifulde genius ude i den grønne skov til tolder Knagsteds livskloge og accepterende citat ”Det er hvad det er”, som han siger overalt i byen – og måske især på kirkegården.

Det kan vist kaldes udvikling, også selvom jeg (endnu) ikke samler på kommaer som den gode tolder.

For der sker åbenbart noget, når man søger den viden og de oplevelser, som findes  i bøgernes verden og i virkelighedens verden.

Og alt det kræver er at bevæge sig længere væk end man gør med et klik med musen eller et swipe på mobilen. Og det bedste er, at rykket fra skærm til 3D-virkelighed eller indre billeder kan gøres ganske gratis.

Så: Gå en tur i naturen eller i byen – og bevæg dig hen på dit lokale bibliotek her i den kommende efterårsferie. Der ligger store oplevelser og venter. God ferie.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Naturen slår igen – god midsommer

Ulven er i Jylland. Elgen er på Sjælland.

Nature strikes back.

Det er også på tide, for de virkelig farlige – mennesket – er alle vegne.

Og vi formerer os og sviner i en grad, så rotterne må stå misundelige tilbage og tænke: Pokkers, og vi som troede, at ingen kunne overgå det stunt, som vi lavede med den sorte død tilbage i middelalderen. Men dengang døde jo kun en tredjedel af menneskeheden – i Europa. Det, som de selv laver nu, kan dræbe ikke kun dem selv, men også mange andre arter. Og det over hele kloden.

Vi mennesker kunne selvfølgelig også bare begynde at passe på os selv, dyrene og kloden – på Moder Jord.

Men det ville kræve en omtanke og en vilje til at lave om på os selv og vores levevis, som vi nok desværre – for os selv og en del andre arter – ikke besidder.

Den gode nyhed er så, at Jorden nok skal overleve selv os … i en ændret form javist, men forandring er naturens og universets lov, så det er fint nok.

God midsommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk