Farlig udvikling: Fra landsbytosse til trold på internettet

Alle landsbyer har alle dage haft mindst én: Den lokale tosse, som mener og siger de mærkeligste ting. Fx at der kommer et grønt lys ovre fra mosen – og at det enten er en ufo eller måske landmanden, der bruger noget helt vildt farligt på sin mark, og som nu skiller sig af med resterne ved at smide dem i mosen.

I gamle dage var landsbytosserne derfor både dem, som man i reglen undgik, men som man også gik til, når man ville høre en god historie – eller noget sladder, og ikke var så kræsen med sandhedsværdien.

Det var alt sammen meget hyggeligt – og næsten altid uskadeligt. For selvfølgelig var der også tilfælde, hvor en landsbytosse har gjort stor skade. Hvis der fx skete en forbrydelse, og for mange troede på tossens forsikringer om, hvem det var – uden at have mindste bevis for anklagen mod et uskyldigt menneske.

Men i dag er det helt anderledes. Nu er landsbytosserne ikke længere afgrænsede på nogen måde. De er blevet digitale, og samler sig i diverse grupper på internettet, hvorfra det vælter ud med påstande om snart det ene, snart det andet. Og nu handler det ikke mere om den lokale landmand eller købmand. Nej, nu er det de helt store globale historier, som er på banen – men samtidig med en effekt, som kan være ganske ødelæggende for den enkelte, som læser og tror på vrøvlet.

Det kan være historier om kendte personer, som tosserne mener ikke er døde alligevel, men lever på en ukendt ø i evig ungdom – både Elvis og prinsesse Diana skulle befinde sig dér. Månelandingen fandt selvfølgelig heller ikke sted. Til gengæld var 11. september arrangeret af USA selv. Mobiler er også skadelige – og især 5G-netværket. Ja, alle stråler er farlige. Det samme er vacciner, som sammen med meget andet er led i en hemmelig og ond organisations nøje udtænkte plan for at overtage verden og gøre os alle sammen til en slags slaver.

Og senest er der selvfølgelig COVID-19, som disse tosser mener, er skabt i et laboratorium med det formål at gøre os alle bange og skabe uro, så denne hemmelige, onde organisation – som vistnok har kontakt med og er delvist finansieret af Bill Gates – kan overtage verdensherredømmet. Ja, det siges endda, at det er det såkaldte øglefolk, som står bag denne organisation.

Det er horribelt. Men umuligt at stoppe. For de tidligere landsbytosser er nu blevet til sølvpapirshat-bærende trolde på internettet, som med deres konspirations-køller spammer enhver seriøs debat med deres påstande og anklager.

Det bedste, vi kan gøre, er at scrolle hurtigt forbi troldene – og ikke give dem nogen opmærksomhed. For disse trolde og tosser lever af at forurene fakta og slå løs på enhver fornuftens stemme med deres digitale køller. Og de er ganske umulige at overbevise, disse fakta-resistente trolde, der til gengæld altid er parate til at tro på enhver uhyrlighed, som de selv eller andre tosser har spundet frem i en mørk nattetime.

Danmarksbloggen vil derfor slå et slag for fakta, fornuft og kritisk sans. For ja, man skal ikke stole blindt på samtlige myndigheder. Men man skal slet ikke lytte til disse sølvpapirs-trolde og deres lede påstande.

For internet-troldene kan være direkte farlige og tilmed dræbe indirekte, som det sker, når folk fravælger vaccine, eller ikke sørger for at undgå at få og evt sprede COVID-19-smitte. Så ja, der er noget ondt og djævelsk ved det hele. Men det er hos internet-troldene selv og ikke hos de uskyldige, som de nådesløst og uden mindste selvkritik løfter deres tastatur-køller imod.

Ja, den seneste udvikling med den måske værste trold af dem alle sammen viser, at det er på høje tid at gøre noget ved det. Personen, der tænkes på, er selvfølgelig USA´s præsident Donald Trump, der truer med at lukke Twitter, fordi de tillader sig at gøre opmærksom på, at hans tweet om brevstemmer var faktuelt forkert. Lige det med hans Twitteri fylder måske ikke så meget lige nu i USA – men det er en del af hele det fascistiske set-up, som Trump iscenesætter.

For som alle trolde så digter og iscenesætter Trump virkeligheden, hvis han kan – og USA´s præsident kan bare så meget mere end en almindelig landsbytosse, der har hamstret køkkenskabene fulde af sølvpapir.

Såvel Trump som de mere hjemlige trolde og deres hærgen kan man jo tænke over i morgen, hvor det er Grundlovsdag, og vi fejrer demokratiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan du lexe?

At lexe bliver forhåbentlig den nye og omsiggribende vane for alle, der vil være klogere.

Det handler om, at Gyldendal og G. E. Gades fond i dag har lanceret en ny og gratis videnstjeneste lex.dk, hvor man kan få svar på alt mellem himmel og jord. Det tages udgangspunkt i flere værker som blandt andet Den Store Danske Encyklopædi og Trap Danmark. Og missionen er at give pålidelig, aktuel og tilgængelig viden skrevet af danske fagfolk og forskere – samlet på lex.dk

Så det er bare med at gå i gang med at lexe.

Nogen mener så, at nej, nej, jeg gør som jeg plejer – altså googler. Det er de samme, som mener, at de til hver en tid er i stand til at vurdere en kildes troværdighed.

Danmarksbloggens reaktion er et dybt suk. Det er sådan en slags intellektuel hybris at sige den slags – og alle ved, at efter hybris kommer nemesis. Hvis du ikke ved, hvad hybris og nemesis er, men gerne vil vide det, så kan du jo lexe det:

www.lex.dk

For lex.dk – autoriseret viden fra eksperterne – er vejen frem, hvis man vil være klogere.

Vi har også nu i to årtier levet i en virkelighed, hvor eksperterne var skudt til hjørne – og hvor enhver mente selv at kunne vide alt muligt og ofte meget bedre end alle andre. Og hvis vedkommende blev bevist forket på noget, så var det i hvert fald personens egen sandhed … hvad det så end betyder.

For tyngdekraften virker, uanset hvad din sandhed siger – og 2. Verdenskrig sluttede i 1945, uanset hvad man selv måtte mene – og sådan vrimler det med fakta, der ikke er til diskussion.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre ALLE til at gå ombord i lex.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen turister, men blå himmel

Vi taler så meget om, hvad vi savner i denne Coronatid: At kramme, komme en tur i svømmehallen, gå på museum, se venner og familie og meget mere.

Men vi taler ikke så meget om det, som vi IKKE savner. Og det er for undertegnedes vedkommende blandt andet lyden af rullekufferter og det væld af turister, som året rundt invaderer vores hovedstad. Det er nemlig ganske befriende at have København for sig selv – uden alle dem med bykort, mobiler og selfiestænger.

For nok er de første Corona-ugers stilhed for længst forbi. Dagene med ro og tomme gader og pladser er en fortid, som man kan længes imod – men ikke ønske sig tilbage. Men alligevel har vi en tid endnu byen for os selv, og det er en fornøjelse, ligesom det er fantastisk at se op på himlen, som er mere klar og blå end den har været det nogensinde i min levetid.

Luftforureningen er også cirka 40% mindre, og der er næsten ingen fly – endnu i hvert fald.

Så nok er hverdagen så småt begyndt igen for de fleste, og trafikken på landjorden er også blevet mere normal igen, men den meget blå himmel har vi en tid endnu. Det gælder om at nyde skønheden. For det er desværre kun en stakket frist, inden rotteræset i hamsterhjulet begynder igen – og dermed også invaderingen fra andre lande.

For det kan godt være, at Corona-situationen er vores – måske eneste – chance for at trykke på reset, starte forfra som menneskehed og gøre planeten mere grøn og blå. Men når man hører på de politiske bulletiner, så er det tydeligt, at pengene vinder igen – og naturen og menneskeheden taber igen.

At alt bliver som før – bare med en historie om hvor slemt det var i Coronaens dage. Og ja, Coronaen er slem, især for dem som dør af COVID-19, eller er pårørende. Men der var også – i det mindste i begyndelsen af Corona-perioden – elementer af skønhed, en velsignet ro, en himmel mere klar og blå end set af noget nulevende menneske – og et naivt håb om en ny og bedre verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv studenterne deres fejring

En folkebevægelse er ved at rejse sig. Det handler om en af livets højtider, nemlig studentertiden og især studenterkørslen. Kronen på værket efter 12 års skolegang – og tre års slid på gymnasierne.

De kommende studenter vil nemlig intet hellere end have lov til at få deres traditionsrige studenterkørsel sidst i juni – og det kæmper de så for nu.

Danmarksbloggens holdning er helt klar: SELVFØLGELIG skal de kommende studenter have deres fejring.

Dels er det en livets højtid, som ikke kommer igen – og som ikke kan gentages. I modsætning til fx en vielse, som en del danskere allerede nu prøver mere end én gang. Ja, nogle tager tur nr. 3 og nr. 4 op til alteret.

Men man har kun ÉN studenterkørsel i sit liv. Og nej, det bliver ikke det samme at udskyde studenterkørslen til august eller september, som man fx kan det med en konfirmation. Selvom især studenterklasser med et godt sammenhold nok skal få lavet en fest alligevel, hvis kørslerne bliver udskudt til høsten.

For ingen ved, hvordan det ender. Hovedargumentet mod studenterkørsel er, at de unge mennesker er for tæt sammen, og ikke kan holde 1-meters-kravet, selvom vi fra først i juni godt må være 30-50 mennesker sammen. Argumentet holder ikke. Fordi at nok sidder de unge med en meters mellemrum i klasselokalerne. Men det gør de kommende studenter ikke, når de holder frikvarter. Så i forvejen er de unge allerede i smittegruppe med hinanden …

Så skal man gå ned ad den vej, skulle man hellere sige nej til cafeer og restauranter … men de tjener jo penge til samfundet, så derfor får spise-og-drikke-steder lov til at åbne. Og det er så ok.

Men fokusset på ussel mammon gør det ekstra skammeligt, hvis man ikke giver de cirka 50.000 kommende studenter lov til at fejre deres store dag. Og det bliver ikke mindre skammeligt af, at man i øjeblikket taler om at åbne grænserne.

For fremmede turister med penge – og Corona-smitte – vil vi åbenbart gerne have, også selvom netop turismen var skyld i, at epidemien løb løbsk, da det hele startede. Men vores egne studenter, ja de ved endnu ikke, om de må fejre deres store dag.

Bak op om de danske studenter ved at skrive under her:

https://www.skrivunder.net/studenterfejring_202?s=71924726&fbclid=IwAR3cKEzoeyqRiTmRJ9KED7vcVYZ-n8-HuASnWrGWfeN_PRxjC3A8Ns08H3s

Se også denne FB-side:

https://www.facebook.com/events/165390234898202/167240721379820/?notif_t=admin_plan_mall_activity&notif_id=1589357563055972

Støt de unge mennesker, så også studenterårgangen 2020 må smile og med glæde mindes deres studentertid, når deres studenterhuer er blevet gulnede og slidte …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skraldemændene fjerner Corona-affaldet – men har ingen værnemidler

Læger, sygeplejersker, lastbilchauffører, butikspersonale og personale på plejehjem får alle deres velfortjente hyldest i kampen mod Corona.

Men der er en gruppe, som alle har glemt, men som vi ikke kan klare os uden i kampen od virussen: Nemlig skraldemændene eller renovationsarbejderne, som de hedder nu.

Skraldemænd, som endda risikerer livet, når de arbejder med at fjerne vores allesammens skrald, også det fra landets COVID-19-afdelinger.

For hvad sker der egentlig med alle værnemidlerne og alt det andet, som landets COVID-19-afdelinger bruger i kampen mod Corona? Ja, det bliver selvfølgelig smidt ud. Som regel i plasticposer, der er pakket hårdt og bundet godt sammen, inden de bliver drønet ud.

Men hvem samler det hele op? Alle poserne fyldt med Corona-affaldet? Det gør skraldemændene. Men de skraldemænd har ingen værnemidler, for COVID-19-affald anses ikke som farligt affald.

Men som en skraldemand, Danmarksbloggen har talt med, siger det: ”Når vi henter skrald ved COVID-19-afdelingerne, så sker det, at disse poser fulde af affald med Corona-virus punkterer, så det flyder rundt med mundbind, kirtler og visirer – alt sammen med Corona-virus på. Og nok er virus ikke luftbåren, men det er alligevel meget utrygt at få sådan en dosis Corona-affald lige op i hovedet. For det får vi, når en pose punkterer – og det gør affaldsposer. Det er vi vant til, men vi er ikke vant til Corona.”

Skraldemanden, der hedder Michael Danielsen, fortsætter: ”Det gør heller ikke sagen bedre, at vi ikke har værnemidler. Corona-affaldet bliver nemlig ikke anset som farligt affald. Men nogle af os udsættes dagligt for store mængder Corona-affald, og så tænker man alligevel sit. Også selvom man som skraldemand er vant til lidt af hvert, og kan tåle det meste. For vores immunforsvar er normalt rigtigt stærkt på grund af, at vi hele tiden udsættes for diverse bakterier, vira og snavs. Men denne her Corona er anderledes og ukendt – også for os og vores immunforsvar.”

Danmarksbloggen er enig – og tænker, at vi som samfund har en stor opgave i at beskytte vores skraldemænd, som er lige så uundværlige som alle de andre grupper, der hyldes i kampen mod Corona. For til de grupper hører også skraldemændene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vederstyggelig afløser for Palads Bio

Der er gået inflation i ordet ikonisk, uanset om man taler om tøj, begivenheder eller bygninger. Men enkelte bygninger er nu ikoniske som fx den farvestrålende Palads Bio ved Vesterport i København.

Men dette vartegn foreslås nu revet ned og erstattet af et Bjarke Ingels-tegnet højhus på 18 etager, der ligner cigarkasser stablet oven på hinanden. Prisen for vederstyggeligheden vil være cirka 1 milliard kroner – og den er tænkt som ”et nyt ikonisk biograflokomotiv”, som det hedder i det fælles udbudsmateriale fra Bjarke Ingels firma BIG og Nordisk Film.

Danmarksbloggen er forfærdet. Ikke alene over at det stadig overvejes af rive den præmierede Palads Bio ned. Men også over at man helt seriøst kan tro, at biograf-branchen har en fremtid i en tid, hvor vi streamer hjemmefra – og ikke gider betale overpris for at sidde i en sal og høre andres menneskers raslen med slikposer, slubren af cola og smasken med munden fuld af popcorn, mens vi ser en film.

Nordisk Film og alle andre må se i øjnene, at tiderne ændrer sig – og at det efter Corona kommer til at gå endnu stærkere.

Mennesker vil selvfølgelig stadig gerne være sammen og more sig. Men fremover bliver det er for at være sammen, tale med hinanden, le, danse og kramme. Hvorimod alt, der foregår på en skærm – det gør vi hjemmefra.

Så drop Bjarke Ingels vederstyggelighed. Den vil en BIG fejltagelse. Behold i stedet den gamle smukke Palads-bygning og lav den evt. om til et sted, hvor vi kan være sociale og sammen – når vi igen kan mødes uden frygt. Det vil vi til gengæld få meget brug for.

Sagen er endnu ikke afgjort – men den er i gang i Københavns Teknik- og Miljøudvalg, så det er nu, at der skal handles, hvis Palads Bio skal reddes.

Læs mere her: https://politikenbyrum.dk/Nyheder/art7757404/Nordisk-Film-foresl%C3%A5r-nyt-Palads-i-K%C3%B8benhavn-tegnet-af-BIG

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge.”

I hans samtid var Frederik d. 8. klemt – og senere blev han glemt, så det er nærmest symbolsk tragikomisk, at den store bog om ham udkommer lige netop idag d. 12. marts – den første dag i den nye Corona-virkelighed i Danmark.

Men ikke desto mindre – sådan er virkeligheden:

Gyldendal udgiver i dag Poul Smidts´s bog ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge”, som handler om Fredy, bedre kendt som den danske konge Frederik d. 8., der regerede i perioden 1906-1912.

Bogen er et digert værk på 496 sider inkl. noter og litteraturliste, men det er ikke en eneste side for meget.

For nok fik Frederik d. 8 kun seks år som konge, men hans lange tid som kronprins er mindst lige så interessant – og også ganske relevant for samfundsudviklingen i Danmark i den periode, hvor parlamentarismen blev etableret trods faderens forkærlighed for den enevælde, som faderens forgænger Frederik d. 7. dog havde afskaffet med Grundloven i 1849.

Så nok havde vi altså fået demokrati, men næsten alle af demokratiets første usikre årtier falder sammen med Frederik d. 8´s mere end 42 år som kronprins – og faderens ditto som en konge, der holdt stejlt på regentens ret til at udnævne sine ministre.

Så også derfor er det godt, at den glemte og klemte konge får oprejsning i denne velresearchede og formidabelt velformulerede bog, som handler om hele Frederik d. 8.´s liv.

Et liv i en tid, hvor demokratiet langsomt og under modstand voksede frem i Danmark og fik den form, som vi kender i dag. Ikke at Frederik d. 8. var demokrat i ordets nutidige betydning. Forfatteren måtte således også droppe den første bogtitel, som ellers var tænkt som noget med ”den første demokrat på den danske trone”.

Men i modsætning til faderen den ellers så berømte Christian d. 9, kendt som Europas svigerfar, så forstod Frederik d. 8, at enevældens dage var forbi.

Ja, Frederik d. 8 forstod måske også demokratiet og dets væsen bedre end sønnen, Christian d. 10, som var lige ved at sætte monarkiet over styr med påskekrisen i 1920, men som qua genforeningen og især rideturene under 2. Verdenskrig har fået et godt ry i Danmarkshistorien.

Det har Frederik d. 8 ikke. Han er ofte glemt, medmindre man taler om mysteriet om hans død. For var det ikke Frederik d. 8., der døde på et bordel i Hamburg, spørger personen med den historiske hukommelse.

Svaret er: Jo, Frederik d. 8. døde rigtignok i Hamburg. I følge politirapporten i en af de gader, der grænsede lige op til bordel- og luderkvarteret. Så måske han besøgte en af de letlevende damer? Eller måske han bare gik en tur? Måske han var på vej hjem fra en af de mere almindelige natklubber, som også lå i området, og som han altid besøgte, når han var i Hamburg.

Ingen ved altså, hvor han var – og med hvem. Men den pikante historie er i grunden heller ikke vigtig for fortællingen om Frederik d. 8.´s liv og virke. Han var som bekendt heller ikke den første – eller for den sags skyld sidste – kronprins eller konge i Europa, som gik på natklub eller/og bordel.

Det gør nutidens konger og kronprinser også – i hvert fald natklub. Ja, vores nuværende kronprins, den kommende Frederik d. 10., mødte endda kronprinsesse Mary på en bar i Australien. I dag går kvinder af alle slags – selv prinsesser – også på bar. Sådan ændrer tiderne sig – heldigvis. Vi vælger selv, også de royale.

For Frederik d. 8. blev ægteskabet nemlig arrangeret, selvom der også var plads til, at de unge skulle kunne lide hinanden – hvis alliancen skulle blive til noget. Og det kunne de, den danske kronprins og hans svenske prinsesse Lovisa, som ligesom den senere Ingrid (også svensk prinsesse, gift med Frederik d. 9 og mor til Margrethe d. 2.) forblev Danmark tro – også selvom Lovisa gennem det meste af sin tid i Danmark mødte modstand fra både svigerforældrene og svigerinderne, den engelske dronning og den russiske zarina, som ofte opholdt sig i Danmark.

Ægteskabet mellem Frederik d. 8. og Lovisa var så relativt lykkeligt, og en del af den base, som gav Frederik d. 8. rygrad. Det havde kronprinsen også brug for, når han skulle kæmpe mod en far, der gjorde, hvad han kunne for at holde sønnen fra fadet.

For en ting er, at det generelt er en utaknemmelig opgave at være kronprins. Man skal træde i karakter og fylde, men ikke så meget at man tager opmærksomheden fra regenten. En anden er, at Christian d. 9. ifølge bogen mildest talt ikke behandlede sønnen godt, ja Christian d. 9. afskar Frederik d. 8. fra opgaver og netværk, så sønnen nærmest måtte uddanne sig selv. Christian d. 9. kunne derimod godt lide barnebarnet, den lige så konservative kong Christian d. 10., så han fik både taleret og opbakning – og blev meget hurtigt inddraget i de statssager, som Frederik d. 8. stort set ikke fik adgang til.

Den måske eneste gang, hvor Frederik d. 8. fik faderens ros, var, da han aktivt arbejdede imod det spirende Socialdemokrati og for fængslingen af Socialdemokratiets stiftere.

For så rakte Frederik d. 8.´s demokratiske forståelse nemlig ikke længere, og det er et vigtigt punkt, der viser, at nok kunne han i modsætning til faderen rumme både Venstre og Højre, nuværende Konservative – men altså ikke Socialdemokratiet, som Frederik d. 8. vel nærmest opfattede på niveau med bolsjevikker og andre kommunister – altså en direkte trussel mod kongehuset.

Men Frederik d. 8. var oprindelig interesseret i Danmarks ve og vel – og havde været det, siden han som ung officer havde været med i krigen i 1864, hvor han dog kun deltog i tilbagetoget op gennem Jylland. Det blev en nederlagets tur, som prægede ham – og som gav ham en nationalfølelse og nationalforståelse, som han bar med sig livet igennem – og som afspejlede sig i et kæmpe-engagement i det danske samfund.

Måske også for stort. For som oldebarnet dronning Margrethe d. 2. sagde det i år 2000: ”Frederik d. 8. havde en samfundsinteresse ud over det sædvanlige og ud over hvad der ville være passende i dag.”

Dengang, da parlamentarismen var under afvikling, skrev Politiken også, at selv en kronprins måtte have lov til at have en mening. Og det havde kronprinsen. Han skrev fx læserbreve under navnet ”Den agtede hånd”. De læserbreve blev som regel publiceret i Berlingeren.

Men Frederik d. 8. nøjedes ikke med at skrive. Han holdt også både møder og taler.

Daværende kronprins Frederik, og kommende konge Frederik d. 8. spillede blandt andet en aktiv rolle i at få konseilspræsident Estrup til at erkende, at spillet var ude. Ja, det var kronprinsen, som i 1894 holdt talen, der fik Estrup til at forstå, at det var på tide at sige stop.

Frederik d. 8. var også både som kronprins og som konge aktiv i at få et normaliseret forhold til Tyskland, til grænsespørgsmålet, de vestindiske øer og meget andet, der både lugtede af og var direkte indblanding i danske politiske forhold, både indenlands og udenlands.

Han vidste også meget, og ville gerne tale med andre om samfundet, også selvom hans stilling som kongelig i et demokrati gjorde det problematisk at agere, som han gjorde. Dog et sted kunne Frederik d. 8. være tryg og tale frit, og det var i Frimurerlogen, som han var medlem af hele sit voksne liv – og i mange år som stormester. Her fandt han ro og havde sit faste bagtæppe med mennesker, som han kunne stole på.

Dér og så i troen. For han levede med Gud og i den kristne tro på, at ikke en spurv falder til jorden. Han havde også et ønske om at være beredt, når han skulle herfra. For vores blivende sted er hos Gud, var holdningen hos manden, der fik 42 år som kronprins – og 6 år som konge – og som også havde den sorg at miste den ene datter, der døde som kun 31-årig.

Når man har læst bogen, sidder man med tanken: Frederik d. 8. er i dén grad et bekendtskab værd – og så meget mere end dén parentes i Danmarkshistorien, som mange historikere placerer ham i.

Danmarksbloggen giver ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge” seks ud af seks kongekroner. Bogen er et glimrende portræt af en overset, men vigtig konge og samtidig et vægtigt bidrag til historieskrivningen om demokratiets udvikling fra Grundlov til parlamentarisme i den tid, der dannede grundlaget for 1900-tallets eksplosive udvikling.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: En romersk mønt og hvad deraf fulgte

Danmarksbloggen har før anmeldt bøger skrevet af historiker Asser Amdisen, og det er altid en fornøjelse at læse denne vidende og sprudlende forfatter, som er så dygtig til at formidle sit stof på en måde, så det både beriger og underholder – og ikke mindst giver nye indsigter.

Asser Amdisens splinternye og i dag udkomne bog ”En romersk mønt og hvad deraf fulgte” med undertitlen ”Rapkæftet version af økonomiens historie – fra et sydfynsk jernaldermarked til velfærdsstatens fald” er ingen undtagelse.

Tværtimod er det en Asser Amdisen i topform, der fortæller historien om økonomien i Danmark og Europa fra Romerrigets multikultur over middelalderen og den katolske kirkes enorme økonomiske gevinster af monopolet på frelsen, enevældens kongers ”jeg-er-staten”-attitude og til nutidens nationalisme, demokrati og kapitalisme, hvor vi som så ofte før i historien befinder os i et vadested.

Nu et hvor konkurrencestaten måske udkonkurrerer den universelle velfærdsstat, og hvor et overstatsligt EU måske udkonkurrerer nationalstaten.

Som et passende symbol på de cirka 2000 års brogede værdi-rejse bruger Amdisen meget passende den romerske sølvmønt, som han selv fandt i en fynsk udgravning, da han som ganske ung var i erhvervspraktik i 1988. For værdier, hvad enten det er penge, ædelmetaller, producerede varer, personer eller arbejde, må rejse og bevæge sig i en evig udveksling, hvis et samfund skal have velstand.

Derfor starter Amdisen også med at line perspektiverne op – set i forhold til den danske universelle velfærdsstat, som i øjeblikket er ved at blive løbet over ende af konkurrencestaten.

Men hvad betyder det i grunden? Ja, det er i hvert fald to væsensforskellige måder at opfatte mennesket på, som Amdisen beskriver det: I velfærdsstaten er vi borgere med rettigheder og muligheder, og staten er til for vores skyld, så vi kan leve et trygt liv, mens vi i konkurrencestaten er producenter og forbrugere – og alt gøres op i et regneark.

Det er faktisk ganske enkelt. Og her ligger bogens store fortjeneste, at den så præcist sætter ord på, hvordan økonomi, politik og samfund hænger sammen. Ja, at den udstiller, hvordan neoliberalismen i de seneste årtier er blevet ophøjet til en videnskab, som folket ifølge dem med indflydelse ikke forstår, men som der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved.

Altså at økonomien i vor tid (den neoliberale økonomi vel at mærke) er en slags videnskab, der skal behandles som en urørlig guddom – og vé den, der sætter spørgsmålstegn ved noget.

Det minder lidt om den romerske kejser, som bogen starter med – og som skulle opfattes og hyldes som en guddom, hvis ikke man som borger i Romerriget ville risikere noget. Det var de kristne ikke med på, så de blev kastet for løverne – som underholdning. I dag har vi jobcenteret og The New Governance. Dét kaldes civilisation.

Sådanne tanker kommer i hvert fald let, når man læser Amdisens nye bog, som tydeligt viser, at alt med økonomi er baseret på ideologi og værdier, som ændres over tid.

I vor tid, hvor embedsmændene er blevet politiske medspillere fremfor systemvogtere, og hvor politikerne ikke længere er visionære arkitekter, men politiske håndværkere, der skruer på håndtagene i de gamle faldefærdige huse i stedet for at bygge nye huse, så kan man spørge, om demokratiet reelt er sat ud af funktion.

Amdisen er tilbøjelig til at mene det, men mener også, at vi skal blive ved med at prøve at gøre tingene bedre.

Hans budskab er: Vi må ikke give op, selvom det ser sort ud – og vi bøvler med mange etablerede ”sandheder”. Men det kan også ændres. For der var engang, hvor kvinder blev anset for mindre værd end mænd – og hvor sorte blev anset for mindre værd end hvide. Så han spørger: Hvem siger, at vi skal acceptere misundelse og grådighed som noget, der ikke kan laves om?

Det kan det måske også. Det kræver i så fald udover vilje viden. En vigtig pointe i Amdisens bog er så også, at økonomi og viden om økonomi ikke behøver at være mere indviklet end at almindelige mennesker sagtens kan forstå det.

Danmarksbloggen er enig – og man kan starte med at læse Amdisens bog ”En romersk mønt og hvad deraf fulgte”.

På bogens lidt mere end 200 sider bliver læseren nemlig klogere på både historiske fakta og på klassisk økonomi-viden som liberalismen versus Marx og Engels, på begreber som New Deal, Keynes og hans betydning for den offentlige sektors udvikling, New Management og meget mere.

Vi hører om samfundsudvikling fra landbrug til industri, om nutidens vidensamfund, om styreformer og deres betydning for økonomien, om samfundsklasser og deres muligheder for at producere – og forbruge. Om værdien af arbejde og sammenhængen med politik.

Om markeder, både de konkrete i fortiden, hvor varer blev udbudt til salg for alle, der kom til byen og til nutidens digitale og globaliserede markeder, hvor en bank i USA tvinger en hel verden i knæ. En verden, hvor vi stadig ser de gamle relationer om at give gaver gælder i ligeværdige relationer, men hvor patron-klient-forholdet også stadig eksisterer – nu også på statsligt niveau.

Bogen er derfor et vægtigt bidrag til de kommende års diskussioner om hvilket samfund, som vi ønsker.

Så nej, den universelle velfærdsstat er ikke død endnu – og fremtiden skabes formentlig ved et paradigmeskifte, hvor miljø afløser konkurrence som determinerende faktor.

Danmarksbloggen giver ”En romersk mønt og hvad der deraf fulgte” seks sølvmønter ud af seks mulige. For jo, almindelige mennesker uden fem års økonomistudier kan godt forstå økonomiske sammenhænge.

Ja, man kan indimellem spørge sig selv, om vi forstår det bedre. For vi ved jo godt, at mennesker ikke altid handler rationelt og forudsigeligt, som 1700-tallets fysiokrater mente det, når de hævdede, at økonomi var en videnskab. Vi er mere med på Habermas, der påpeger, at mennesker agerer personligt og ud fra følelser. Men ved politikerne i grunden det, når de træffer beslutninger? Amdisen anbefaler dem i hvert fald at læse mere Habermas.

Danmarksbloggen er enig, og vil tilføje: Holberg skrev i ”Den politiske kandestøber”, at et er et søkort at forstå, et andet skib at føre. Han mente så, at almindelige mennesker ikke skulle blande sig i politik, for det havde de ikke forstand på – og på den måde er Holberg på linje med mange økonomiske eksperter i dag, når det kommer til viden om samfund og økonomi.

Men Holberg var også oplysningsmand og elitær – og en af trendsætterne for den konkurrence-orienterede tidsalder, som i øjeblikket som er ved at blive afløst af en tid, hvor klima, miljø og bæredygtighed bliver de bærende værdier.

For vi lever i en overgangstid, hvor Gud er gået på pension, som Amdisen skriver det. En tid, hvor pengene og markedet har overtaget religionens rolle som samfundsstyrende faktor – i selskab med misundelsen som den motor der sammen med grådighed har drevet kapitalismens motor frem.

Man kan derfor spørge:

Er det i grunden de bedste, der fører samfundets politiske og økonomiske skibe? Er det dem, som har sejlererfaring, og har været ude i bølger og hentet sølvmønter hjem – og dermed reelt ved noget om vand, vind, skibe og handel? Eller lader vi os styre af dem, som lige har rejst sig fra skolebænken efter de har kigget på søkortene og læst de gamle beretninger uden selv nogensinde at have været ombord på et skib?

Og hvem vil du helst være på skib med? Dét kan man jo tænke over, mens man læser Amdisens glimrende bog.

Det er Haase, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Saglig info: Corona-virus – så farligt er det

Norge har det. Sverige har det. Tyskland har det. England har det. Vi taler om Corona-virusset, der forårsager COVID-19.

Alt tyder derfor på, at det er et spørgsmål om tid, før det også kommer til Danmark.

Gad vide om vi så vil se panikagtige scener, hamstring af fødevarer og håndsprit til hænderne – men ikke mundbind. For de er for længst udsolgte.

Det må derfor være på plads at bringe lidt fakta og saglighed ind:

  • Corona-virusset (officielt kaldet SARS-CoV-2) rammer primært ældre og mennesker med svækket immunforsvar. Her er dødeligheden over 3%, hvis man er over 60 år. Over 8%, hvis man er over 70 år. Over 15%, hvis man er over 80 år. Generelt er dødeligheden på 2%.
  • 80% af tilfældene giver milde symptomer, som ikke kræver indlæggelse.
  • 15% indlægges på sygehus – og yderligere 5% indlægges på intensiv.
  • Corona-virusset er IKKE luftbårent, men smitter via dråber. Virus er altså i dråber. Dråber, som man rammes af, hvis man står 2-3 meter fra en syg, som hoster eller nyser. Eller hvis man berører en inficeret overflade og fører fingrene op til mund, næse, øjne eller andre steder med slimhinder.
  • Mundbind har en begrænset effekt, hvis nogen – medmindre måske man er smittet, så kan man med mundbind på forhindre at sprede smitte til andre.
  • Men at vaske hænder hyppigt – og ALTID når man skal spise, lave mad, kommer hjem til sig selv – eller besøger nogen, er det, der gør forskellen.
  • Det at vaske hænder tit og altid, når man kommer hjem, besøger nogen eller skal røre ved mad, er i øvrigt en praksis, som generelt er en god idé. Vi skal – også når Corona-virusset er fortid – blive meget bedre til at vaske hænder. Så slipper vi for mange forkølelser og andre dårligdomme.
  • Håndsprit er nok til at fjerne virusset, men det virker bedst, hvis man vasker hænderne først – og tit.

Kilder: Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.

Opdatering 27. februar: Så kom det første danske tilfælde … vi kan forvente flere … husk håndhygiejnen!!!!!!!!!!!!!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Farvel for evigt, du svenske bjørn

I går fejrede vi, at det var 100 år siden, at sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark. Over hele landet – men mest i Sønderjylland – blev den minderige afstemningsdag højtideligholdt med sang, flag og beretninger om dengang.

Allermest bliver Genforeningen dog fejret til sommer, når den skal højtideligholdes på selve dagen d. 10. juli, hvor Christian d. 10 i 1920 red over den nye grænse på den hvide hest.

Men det var dengang. Nu skal vi se både fremad – og endnu længere tilbage end 1920.

For der er andre dele af vores gamle land, som ikke er kommet hjem endnu – og her tænkes på Skåne, Halland og Blekinge, som siden 1658 har været svenske, men hvor især Skåne stadig taler om at ville ”hjem til Danmark”.

Om ytringen om at komme tilbage til Danmark bunder i et reelt ønske, en sentimental længsel – eller måske en utilfredshed med Stockholm – er der vist ingen svenske, der nogensinde har turdet undersøge for alvor. Ihvertfald ikke dem, som sidder 600 km væk i Riksdagen oppe i Stockholm.

Men måske skulle man gå i gang? Over hele verden taler man om grænser, om identitet, om tilhørsforhold og om folkenes selvbestemmelsesret. For hvem vil skåningene i virkeligheden høre til? Ja, og dem fra Blekinge og Halland, hvis de også vil hjem?

De snus-forbrugende og kartoffelmos-på-pølserne-spisende svenskere, der elsker at danse omkring en midsommerstang og dyppe i en gryde med svinefedt til jul. Svenskerne med allemands-retten og lagom-princippet.

Eller de øldrikkende og wienerbrød-spisende danskere, der elsker at være højlydte med klaphat og nationalsang. Danskerne som holder indædt fast på retten til at fornærme andre – og i det hele taget være lige ud af posen.

Skulle skåningene – og dem fra Halland og Blekinge – ønske igen at tilhøre danernes flok, så må en proces i gang, så de kan komme hjem.

Danmarksbloggen har derfor lavet et udkast til en plakat – mere end inspireret af plakaten brugt for 100 år siden.

Se den oprindelige plakat her: http://genforeningen.sonderborg-slot.dk/projects/2-1-0/

Det er en god plakat – og ideen er direkte oversættelig, nemlig fra den tyske ørn til den svenske bjørn, således så den nye tekst bliver:

NU KALDER DANMARK PÅ SINE BØRN, FARVEL FOR EVIGT DU SVENSKE BJØRN

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk