Bachelor-ministre vil skære i kandidatuddannelserne

Hvad der er godt nok til mig, er også godt nok til andre.

Sådan kunne man godt tro, at regeringen tænker, når den vil skære ét år af kandidatuddannelserne – og tro, at man stadig får samme kvalitet.

Det er det rene vanvid.

Men måske det hænger sammen med, at tre markante – og i denne sammenhæng relevante – ministre aldrig selv har fået taget kandidaten:

  1. Statsminister Mette Frederiksen, som er bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet i 2007. Senere tog hun så en master i Afrikastudier på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Sådan en master tager et år, og det synes statsministeren så åbenbart er nok til alle andre også.
  2. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil som – trods fem år studier på Københavns Universitet – aldrig fik mere end en bachelorgrad i statskundskab.
  3. Det samme gælder forsknings-og uddannelsesminister Jesper Petersen, som også læste statskundskab på Københavns Universitet. Han blev heller aldrig kandidat.

At regeringen overhovedet kan foreslå at skære et helt år – eller halvdelen af kandidat-tiden fra – viser netop, hvor vigtigt det er med kandidatgraden. For der er noget vitalt, som er gået helt tabt i samfundsforståelsen hos de tre bachelors – undskyld ministre.

Uddannelse og viden er nemlig indenfor alle områder vores vigtigste – og største – råstof.

Så skulle man noget, så skulle man satse massivt og meget mere på uddannelser bredt. For så får vi mange flere kompetencer – indenfor alle områder.

Et samfund med trivsel og vækst er et samfund, hvor der satses på uddannelse. Simpelthen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *