Månedsarkiv: januar 2017

Verdenen skriver protestbrev til Trump

Udgivet den af
Svar

Du kan også være med.

I skrivende stund kl. 10.23 d. 31. januar 2017 har mere end 4 millioner mennesker verden over skrevet under på et brev til Trump, hvor teksten i al sin korthed lyder:

Dear Mr. Trump, 

This is not what greatness looks like.

The world rejects your fear, hate-mongering, and bigotry. We reject your support for torture, your calls for murdering civilians, and your general encouragement of violence. We reject your denigration of women, Muslims, Mexicans, and millions of others who don’t look like you, talk like you, or pray to the same god as you.

Facing your fear we choose compassion. Hearing your despair we choose hope. Seeing your ignorance we choose understanding.

As citizens of the world, we stand united against your brand of division.

For vi er mange, der ikke vil voldens og tyranniets vej, men som ønsker et lyst og sprællevende demokrati.

Gå derfor ind og skriv under. Hvert sekund tikker der nye underskrifter ind fra mennesker over hele kloden. Her er linket: https://secure.avaaz.org/campaign/en/trump_muslim_ban_letter_sgnr/

Men nej, Trump ændrer sikkert ikke kurs – men det støtter de demokratiske kræfter i USA, og der er der brug for. Der er næsten fire år til næste præsidentvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den politiske kandestøber

Udgivet den af
Svar

Teater til tiden – og så endda så forrygende godt spillet. Så kort kunne man faktisk anmelde ”Den politiske kandestøber”, der havde premiere i lørdags på Folketeatret i København. For Ludvig Holbergs stykke fra 1722 er mere aktuelt denne vinter end det har været i mange årtier.

For nok har danskerne – og alle andre folkeslag med for den sags skyld – altid været trætte af og skældt ud på deres politikere. Politikerleden og folkets bedreviden er nemlig kunstarter, der er ligeså gamle som det politiske håndværk.

Men en ting er at sidde på kroen eller måske øverst oppe i en sort skyskraber i New York og tro, at man er klogere end The Establishment. Noget andet er at få de gyldne kæder på, hvad enten det sker i Gramborg eller i Washington D.C.

Så skal magten eksekveres – så skal skibet føres, og det kan være farligt i hænderne på en populist. Som dr. phil. Bent Holm skriver i programmet: Pointen er, at når magten ikke hviler på overblik, ansvarlighed og kompetence, men tværtimod på indbildskhed, usikkerhed og selvhævdelse, så bliver magthaveren hurtigt ømskindet, mistroisk og aggressiv, kortluntet og kolerisk – og så har man balladen.

Om manden med håret, der har samme orange farve som Gramborgs flag, så ligesom Herman von Bremen som en anden pølse ender med at knække sammen under ansvars- og arbejdsbyrden af sager og retslige tvister, mens døre og vinduer i Det Ovale Værelse står og klaprer, er nok tvivlsomt. Den amerikanske reality-rigmand er vist gjort af et andet og hårdere stof end Holbergs danske kandestøber.

Men lige dén psykologiske sammenligning er en overvejelse, der intet har med forestillingen at gøre. En forestilling, der især i første akt sprudler af tempo, humor og snart det ene og snart det andet hip til nutidig dansk politik med en 1725-plan, som må droppes, en hammer, der bankes med i tide og utide, en Joachim Kuglestøder, der ikke har tid til at komme til dagens politiske møde – og en insisteren på kun at skulle beskæftige sig med det, der foregår i en radius af max 500 meter omkring Gramborg. Alt andet er nemlig udlandet, og det er ikke relevant. Tværtimod så afvises udlandet, også når det står og banker på.

Ja, sågar de nymodens juletræer vil man ikke have ind i stuerne. De er nemlig ikke stuerene, og så udvander de også vores kristne tro. Og nok kommer de grønne træer fra Tyskland, men selv i Tyskland er de en utysk skik, lyder den luftige (bort)forklaring.

Øl og pølser vil man derimod gerne have i Gramborg – de sidste endda i en grad, så det ligefrem risikerer at udvikle sig til en decideret Pølse-gate med både bilag og bøvl med dateringer.

Lyder det som noget, vi kender fra vor tid? Åh, ja. For også i 2017 vrimler det med politiske kandestøbere i Danmark. Nogle af dem sidder allerede i Folketinget – og andre er på vej. Så nej, vi kan ikke bare pege fingre af USA, selvom det er meget nemt. Vi må også være selvkritiske og se indad, så vi bedre kan skelne populisten fra den kompetente.

Mere skal ikke siges her. Gå selv ind og se forestillingen.

For den er såre god. Alle på scenen leverer fantastisk skuespil, dog skal kandestøberen i skikkelse af Henrik Koefoed fremhæves, fordi han så klart formår at spille, så man ender med at få sympati for og have oprigtigt ondt af denne i starten så latterlige og opstyltede mandsperson. Omvendt er det med Heinrich, som man får mere og mere antipati imod – men som ligeså excellent spilles af Kristian Holm Joensen.

Men også kandestøberens kone Geske – i skikkelse af Mette Horn, der har et udpræget talent for komik – sætter sig fast, og forestillingen går simpelthen et gear op, da hun stormer ind på scenen som Mutter. For slet ikke at tale om scenen med grisen, undskyld hunden i anden akt, hvor publikum bogstaveligt talt vred sig af grin.

Det gjorde salen også under indsættelsen af borgmesteren/kandestøberen, hvor lejlighedssangen med både manglende rytme og flere tilfælde af rod i versefødderne viser, hvad der sker, når amatører skal stå for værket. Lejlighedssang er i øvrigt et udpræget dansk fænomen, så det var mesterligt at bruge netop det til at vise, hvad der sker, når skidt kommer til ære – og ikke ved, hvordan det skal være.

Det havde ellers været let at falde for fristelsen til under indsættelsen af kandestøberen at lade ham have fingersprog og attituder, som vi kender det fra anden populist, der for nylig er blevet indsat. Man kunne også nemt have talt om antallet af borgere tilstede på Gramborgs torv, og det havde Danmarksbloggen næsten også forventet, at man gjorde. Men det skete ikke, og det er herligt ikke altid at få det oplagte.

Det Eder får, hvis Eder gakker til Folketeatret, er derimod en farverig, festlig og forrygende opsætning af “Den politiske kandestøber”, hvor teatret traditionen tro og med stor dygtighed har ført Holbergs gamle komedie ind i vor tid – og bevaret det Holbergske drilleri og den særlige Holbergske tone.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks gyldne borgmesterkæder.

”Den politiske kandestøber” spiller på Folketeatret til og med d. 11. marts, og er derefter på turné landet rundt i perioden 18. marts til 17. maj. Det er Søren Iversen, der har instrueret. Thor Bjørn Krebs har bearbejdet Ludvig Holbergs tekst. Scenografien står Stine Martinsen for.
Medvirkende er: Henrik Koefoed, Mette Horn, Sonja Oppenhagen, Søren Hauch-Fausbøll, Lisbeth Gajhede, Torben Zeller, Kristian Holm Joensen, Matthias Sprogøe Fletting, Sofie Alhøj og Jesper Riefensthal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ikke MIG FØRST

Udgivet den af
Svar

Skal verden til at gå under? Der er ikke engang gået en uge, siden Donald Trump blev præsident, og dommedagsscenarierne har siden floreret i massevis – ivrigt hjulpet på vej af mandens egne tweets om først det ene og så det andet.

Og enig, der er masser af grunde til at være bekymret. Masser af ting at være bange for. For hvad sker der med verdensfreden, borgerrettighederne, miljøet – og sågar økonomien? For selv de stærkeste og største virksomheder vil Trump ikke være bleg for at gå i kødet på, overbevist som han er det om sin egen ufejlbarlighed.

Men måske – bare MÅSKE – kan Trump og trumpismen også betyde noget godt. For i stedet for at lulle rundt og tro, at det-går-jo-nok, så er der nu en chance for, at verden vågner op og ser, at nej, vi kan ikke bruge brølende liberalisme til noget. Nej, det du´r ikke kun at tænke på sig selv og sine.

Vi er alle forbundne med hinanden. Det er ikke America first eller Danmark først. Det er heller ikke MIG FØRST.

Vi er i stedet nødt til at tænke både frem i tid og ud til siderne i sted, således så vi får alle med og skaber et solidarisk samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Et gammelt slogan, men det holder stadig præcis som det 11. bud: Elsk din næste som dig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bær din lyserøde hue med stolthed

Udgivet den af
Svar

Igennem tiden har det været normalt at anvende sin påklædning og sin krop til at vise sit standpunkt og tilhørsforhold.

Suffragetterne i England brugte fx i starten af 1900-tallet farverne hvid, grøn og lilla i deres kæmp for kvinders rettigheder.

Og under 2. Verdenskrig gik mange danskere med strikkede huer i farverne rød, blå og hvid – fordi det var Storbritanniens farver. Ligesom at Kongemærket sad på manges jakker som en stille protest mod besættelsen.

Senere i 1960´erne kom over hele Vesten flower-power-tøjet og et par årtier senere punkerhåret som en markering af holdninger mod det etablerede system.

Og i de sidste mange år har vi set, hvordan regnbuer er blevet højeste mode i fejringen af mangfoldigheden – som regel i en uge af gangen. I Danmark i dén uge i august, hvor der er Copenhagen Pride.

Og nu er vi der igen – denne gang med de lyserøde og pinke huer, som blev brugt over hele verden i lørdags til de store demoer mod Trump og hans dommedagskurs.

Demoer, som Trump ikke har nævnt med et ord. Til gengæld har han og hans helt egen Komiske Ali (pressesekretær Sean Spicer) benægtet fakta omkring indsættelsen. Hvis ikke det var fordi, at det var så farligt, at Trump bruger løgnen som våben, så var det til at skrige af grin over.

Men der er ikke noget at le af. Det er i stedet uhyggeligt på måder, som Danmarksbloggen faktisk ikke har lyst til at tænke igennem.

Danmarksbloggen synes derfor heller ikke, at de lyserøde huer skal lægges ned i skuffen.

Tværtimod skal de bæres hver dag som en reminder om, at vi skal kæmpe mod trumpismen og dens umenneskelighed … for ja, der er også kræfter i det danske samfund, som mener, at verden er et nulsums-spil, og at det er helt i orden at bruge løgnen som våben …

Så tag din lyserøde hue på med glæde – og bær den med stolthed … Det tænker undertegnede at gøre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Woman´s March – Copenhagen

Udgivet den af
Svar

Hvad skal du lave fra kl. 14 til kl. 17 i dag, lørdag d. 21. januar?

Ja, hvis du er kvinde m/k og går ind for lighed og mangfoldighed og mener, at verden er ved at udvikle sig til et farligt sted, hvor den højreorienterede populisme og den hadske retorik får alt for meget magt, senest ved valget og indsættelsen af Donald Trump som USA´s præsident, så skal du deltage i Woman´s March.

Den store moder-march finder selvfølgelig sted i Washington D.C., men over hele verden er der søster-marcher – også i København, hvor vi mødes kl. 14 ved den amerikanske ambassade og ender kl. 17 ved Christiansborg.

Kom og vær med. Der er desperat brug for alle, der mener, at hadets skingre retorik skal have et værdigt og medmenneskeligt modsvar.

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/1651875038443216/

Danmarksbloggen kommer selvfølgelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi kan også få en Trump i Europa

Udgivet den af
Svar

Så er det i dag, at Trump indsættes som USA´s 45. præsident.

Det bliver en mærkelig indsættelse spækket med sikkerhed. For aldrig har der været så mange politi- og militærfolk udstationeret i Washington D.C. Man er bange for terror, hedder det. Men man er måske også bange for social uro. For moddemonstrationerne mod Trump er mange – både i Washington D.C. og overalt i Verden, også i Danmark – og de begrænser sig ikke kun til idag. Den store Women´s March er således i morgen.

Men nu er det formodentlig ikke lige moddemonstranterne, som man skal frygte. Det modsatte havde snarere været tilfældet, hvis altså Hillary havde vundet. For en stor del af Trump-tilhængerne er vrede, hvide mænd med dødbringende våben og korte lunter.

Men nu blev det Trump, der vandt – og sådan er det. Det må respekteres i et demokrati. At der så også er al mulig grund til at holde øje med ham og være kritisk og demonstrere er en anden sag. Men han skal behandles fair. Moralens fane skal nemlig holdes rigtig højt ligenu.

MEN i Europa har vi også en anden og meget vigtig opgave. Nemlig at sørge for, at den politikerlede og hadets retorik, som Trump vandt præsidentvalget på, ikke har en chance i vores verdensdel.

Det er en fælles opgave, der dels kræver, at vi som vælgere stemmer på dem, der vil samarbejdets og kompromisets kunst, og dels at politikerne begynder at opføre sig som ansvarlige mennesker, der ikke kun tænker på deres egen karriere og pengepung, men på landets bedste og på at skabe gode forhold for alle landets borgere – og ikke kun deres egne vælgere.

Og det kniber ret meget i øjeblikket over stort set hele Europa – desværre. Så ja, vi kan også få en Trump her – eller rettere: Flere, da vi er flere lande.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Skadedyr og tulipaner”

Udgivet den af
1

Mørkets mester har gjort det igen. Steen Langstrup har med domestic noir-bogen ”Skadedyr og tulipaner” skrevet endnu en bog om dét altfortærende, altødelæggende mørke i menneskesindet. Det mørke, der skaber en ondskab, der får mænd, kvinder og børn til begå den ene ugerning efter den anden i voldens blodrøde billede.

Og i ”Skadedyr og tulipaner” taler vi ikke kun om et enkelt menneske – eller måske en lille gruppe syge-i-hovedet-individer. Nej, her er det en hel flok på en ø, der nok består af grønne marker og ligesågrønne skove, og som er omgivet af blåt hav og en stor, åben himmel, hvor stjernerne lyser om natten. Men alligevel er øens beboere helt og aldeles så opslugt i og af deres eget mørke, at lovene åbenbart ikke gælder.

”Du er på landet nu,” som en af de voksne på øen siger til drengen Archibald fra København, da han er med ude og fiske og protesterer over, at den fredede sæl skal skydes. Men den spiser jo de fisk, som øens beboere vil have til sig selv. Så derfor må den dø.

For sådan er det ude på øen, hvor der er kontant afregning på mere end en måde, og hvor kultur er at drikke sig fuld til den lokale byfest og derpå køre hjem, selvom man ikke kan stå på sine ben.

Der er derfor heller ikke noget eller nogen, der er fredet på øen – og slet ikke en københavnerhvalp som Archibald, der flytter til øen sammen med sin kunstnerfar efter moderens tragiske død i et trafikuheld i det København, hvor familien ellers boede og havde det godt. Men idyllen sluttede brat – og nu er virkeligheden øen langt væk fra byens lys og mennesker.

Og her er den usikre, følsomme og næsten konstant blomster-tegnende 13-årige Archibald et oplagt mål og en ligeså naturlig syndebuk for de selvtilfredse ø-boere, der mener sig i deres gode ret til at herske over liv og død, og som i virkeligheden ikke ønsker, at nogen andre end dem selv skal være på øen.

Det vil sige undtagen én, pigen Fie, som er ligeså drømmende og sensibel som Archibald – men som fordi hun er opvokset på øen, også ved, hvad det er for et sted. Et fængsel, hvor alle kender alle, og hvor alle vogter på hinanden, så ingen forlader den meget smalle sti af, hvad der er acceptabel adfærd – eller udfordrer hierarkiet.

For sådan er hverdagen i det lille samfund – og når man har læst Steen Langstrups novelle-samling ”Amerikansk Olie”, er det nærliggende at spørge sig selv, om drengen Archibald måske ikke ligeså godt kunne komme fra fx Syrien og have mistet sin mor i et bombeangreb? Og om den lille, selvtilfredse ø, hvis beboere har så snæver en mental horisont ikke kunne være Danmark? Det er i hvert fald ligefor at tolke det derhen.

MEN måske det er en overfortolkning. Måske bogen bare handler om det, som den giver sig ud for at handle om: En dansk dreng, der mister sin mor i en trafikulykke, og som efterfølgende må klare sig igennem sorgen og smerten stort set på egen hånd – og på et fremmed sted, hvor han ikke er velkommen, mens faderen maler og går til i druk. Farbroderen hjælper lidt, når han er på besøg. Og pigen Fie er der også – når hun altså kan. Og så er der selvfølgelig hundehvalpen Mette Tulipan, der på mere end en måde er det centrale omdrejningspunkt i bogen og i Archibalds liv.

Men det er i grunden ikke afgørende, om bogen skal tolkes på den ene eller den anden måde. For ”Skadedyr og tulipaner” er som Steen Langstrups andre bøger velskrevet på en måde, så man læser den i ét eneste øksehug og efterlades med den sædvanlige knugen i maven. Steen Langstrup flår nemlig også her slørene og selvbedragene væk, så man endnu engang ser menneskene og verden præcis så sorte, som de OGSÅ er – men som vi er så gode til at glemme. Fordi vi gerne vil glemme, at virkeligheden er så grum og grim.

Men vi må ikke glemme. Vi skal huske på mørket og ondskaben – og måske især vores egen ondskab. For som der står i bogen ”Mørket trives bedst i små, sorte rum”.

Og livet er ikke for børn, som bogen også slår fast. Og skadedyrene? Ja, de findes alle vegne – også inde i vores eget sinds mørkeste afkroge. Det kan selv tusinde tegnede tulipaner ikke ændre på. Men måske, bare måske kan vi gøre noget, hvis vi løfter en flig og lader lyset og kærligheden komme ind i mørket.

Danmarksbloggen giver fem blodrøde tulipaner ud af seks mulige.

Bogen udgives i morgen d. 20. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den lille havfrue. En biografi”

Udgivet den af
Svar

Kan en bog være oplysende hele vejen rundt og i dybden, men samtidig også decideret lækker i sit fotografi- og billedmateriale?

Svaret er ja, når det handler om Olav Harsløfs biografi om Danmarks nationalikon nr. 1: ”Den lille havfrue”, der også er navnet på den 178 siders store bog, som er spækket med farvefotos af det danske superikon, som Olav Harsløf ikke viger tilbage for at sammenligne med Mona Lisa i Paris og Frihedsgudinden i New York.

Forskellen er så blot måske, at det danske nationalklenodie, der blev lavet af Edvard Eriksen i 1913, er både nemt og gratis at komme helt tæt på – præcis ligesom at Danmark er et lille land i modsætning til Frankrig og USA.

Men alligevel består de tre damer fra de tre lande ifølge Harsløf alle af noget helt unikt, som er godt for både kunsten og samfundet. Havfruen har uskylden, Mona Lisa gådefuldheden og Frihedsgudinden netop friheden – og ligheden.

Men havfruen, der er skabt i bronze, og som sidder på sin granit-sten, er alligevel noget særligt, hvad også udlandet, medierne og kunstnerne forlængst har opdaget. Bogen gennemgår derfor også havfruens omtumlede historie fra den første dag over succeserne i både ind- og udland, ikke mindst i Disney´s Hollywood – og til hun blev superstar i Kina under Expo 2010.

Men vi hører også om provokationerne fra malingen, burkaen, det oversavede hoved og meget mere til efterligningerne af hende, hvoraf nogle er irriterende, mens andre er direkte hyldester, hvad enten de tegnes på papir, laves i kunstens mange udtryk eller udføres i vandet af nulevende havfruer – dog i reglen uden fiskehale.

Men uanset emnet og vinklen, så skriver Harsløf vidende, flydende og med sans for at fange læseren, både når det handler om detaljer som at Victor Borge åbenbart har en kopi af havfruen (dog i en anden størrelse) stående på sit gravsted – eller når Harsløf berører den altid ulmende konflikt om ophavsretten til at bruge havfruen. En ophavsret, der ophører i 2029 – men indtil da bestemmer Edvard Eriksens arvinger – også selvom mange mener, at retten til at bruge den lille havfrue tilhører alle danskere allerede nu.

Edvard Eriksen som menneske og kunstner hører vi også meget om i bogen. For han frembragte selvsagt mere end havfruen, om end intet af det er tilnærmelsesvis så kendt, selvom modellen til havfruen – Eriksens hustru Eline – også stod model til det kongegravsmomument, som Eriksen lavede til Christian d. 9 og dronning Louise i Roskilde Domkirke, og som er det måske flotteste sarkofag i hele katedralen.

Mange mener i øvrigt, at det var balletdanseren Ellen Price, der stod model til havfruen, og hun inspirerede også, men det var hans kone Eline, som sad model i mere end 2000 timer.

For ja, vi er med helt inde i det kunstneriske maskinrum i bogen, hvor også den litterære genre er repræsenteret med flere sider helliget guldalderånder som H. C. Andersen, Oehlenschläger, Ingemann, Heiberg og mange andre, der kan knyttes til havfruen og hendes tid – og også en enkelt økonomisk sværvægter, selveste Brygger Carl Jakobsen, der også stod for bygningen af Jesuskirken i Valby.

For den tids store erhvervsmænd var særdeles kunstelskende i en grad, så vi skal helt op til vor tid og en Mærsk Mckinney-Møller for at finde noget tilsvarende, omend Hr. Møller ikke havde en P.S. Krøyer til at male sig, som Bryggeren fik det gjort til et selskab i Glyptoteket af netop den berømte Skagensmaler.

Til gengæld byder Harsløfs – og Folmers – bog på de smukkeste fotos, som undertegnede nogensinde har set af havfruen.

For bag bogens fantastiske fotos er Mads Folmer, der igennem et helt år og i alle belysninger og på alle tidspunkter af dagen og på alle tidspunkter af året har fotograferet en af de få statuer i verden, der ikke er en “det” eller “den”, men en “hende”. En statue, der både har køn og sjæl, fiskehale og personlighed i en charmerende blanding af uskyld og en erotik, der kalder muserne ned fra himlens sfærer.

Billederne er også mere end fineste topkvalitet, ja de nærmest lyser af en hengivenhed for og en forelskelse i den lille bronzefrøken, der pånær et smut til Kina i 2010 (og visse reparationer) nu har siddet på sin sten i mere end 100 år og tålmodigt ladet danskere og turister fotografere sig, mens skibe har sejlet forbi, og verdenen har ændret sig mere end én gang.

Men ikke hende. Hun er et symbol på det uforanderlige – og i en tid, hvor verden er mere usikker end den har været det i flere generationer, føler mange også, at det er brug for bestandigheden. Men ikke at bogen har dét som ærinde.

Det er en kunst-, historie- og biografi-bog af fineste slags. Men den rammer altså også det, at der i vor tid er en længsel og en sult efter historie og rødder, som læseren her kan få stillet på gourmetmanér. Og så fandtes der ifølge forfatteren heller ikke en biografi om den lille havfrue i forvejen.

Danmarksbloggen giver seks ud af seks mulige havfruer til Olav Harsløfs biografi ”Den lille havfrue”.

For nok sidder der kun en enkelt havfrue på stenen derude ved Langelinie, men nede i havets dyb og ude på de blå bølger svømmer der langt flere havfruer rundt, både ifølge folkeovertroen og ifølge Danmarks mest berømte eventyrdigter H. C. Andersen. Og så er det ganske vist.

Hans Christian Andersens Eventyr om ”Den lille Havfrue” er ogsaa med i Bogen, endda med rigtig Stavemaade. Det Eventyr kan ogsaa altid læses een Gang til – ligesom at Turen altid for baade os Danskere og vores Giæster gaar til Langelinie igjen paa et eller andet Tidspunkt. Sommer og Vinter. Høst og Vaar.

Udgiver er Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningens glemte jubilæum

Udgivet den af
Svar

I dag blev hun for 45 år siden Dronning, og i morgen er det 45 år siden, at en sort- og sørgeklædt kvinde blev udråbt til Danmarks Dronning på Christiansborgs balkon. Det er noget af en milepæl, og kun Christian d. 4. har siddet længere tid på Danmarks trone end Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

Men det er åbenbart ikke noget, som hverken Kongehus eller medier har tænkt sig at gøre noget ved.

Det er en skam. Derfor vil Danmarksbloggen også gøre det. Ikke på den almindelige måde med en lang opremsning af regentens liv og fortræffeligheder. Men heller ikke med den ligeså klassiske diskussion om for og imod monarkiet. Eller om det ville give mening, at kronprinsen tog over. Alt det kan danskerne allerede til hudløshed.

Så i stedet trakterer Danmarksbloggen med en lille historie om, hvorfor Margrethe d. 2. rent faktisk burde være d. 1. – eller d. 3.

Sagen er nemlig den, at hende, der kendes som Margrethe d. 1, aldrig var Dronning af Danmark. Hun var Dronning af Norge via ægteskab med Norges konge – og senere af Sverige, da de svenske stormænd tilbød hende kronen – og ja, hun samlede Norden i Kalmarunionen som den eneste regent i Norden nogensinde. En flot bedrift.

Men i Danmark var Margrete Valdemarsdatter, som hun også kaldes, aldrig Dronning, men derimod ”Fuldmægtig Frue og Husbond og Det Ganske Rige Danmarks Formynder”. En mere mærkelig titel har ingen dansk regent nogensinde haft. Men i realiteten var hun altså blot formynder for først sin søn – og efter hans død for adoptivsønnen, den senere Erik af Pommern. At hun så indtil sin død styrede hele riget med hård og dygtig hånd er en anden sag.

For de samme vilkår og muligheder for at regere Danmark gælder også for en anden Margrethe, Margrethe Sambiria – også kaldet Margrethe Sprænghest, der levede lidt over 100 år tidligere. Hun var mor til den senere myrdede konge Erik Klipping, men var i modsætning til Margrethe Valdemarsdatter ikke særlig populær, hverken i samtiden eller senere. Så hende vil vi helst glemme.

Men hun var dér – først som dronning i betydningen af at være gift med den danske konge Christoffer d. 1., men senere dronning i betydningen regent – og dermed altså dronning på de samme vilkår som den elskede Margrethe Valdemarsdatter, der nu ligger på den fornemmeste plads i Roskilde Domkirke, hvor også vor tids Margrethe skal hvile til sin tid.

Men vor tids Margrethe er altså dermed nr. 3 – hvis man skal se på antallet af Margrether, der har siddet ved roret i Danmark. Eller hun er nr. 1., hvis vi skal se på, hvem der er blevet tituleret Danmarks Dronning i betydningen regenten – også formelt set.

Eneste anke man måske kan komme med er, at Margrethe Sambiria var gift ind i det danske kongehus, mens Margrethe Valdemarsdatter som vor tids Margrethe var født ind i det, da hun var datter af den danske konge Valdemar Atterdag, der samlede hele Danmark efter landet i mange år havde været pantsat og splittet.

Men det rykker ikke ved, at de to første var stedfortrædende regenter, mens vor tids Margrethe er den første kvinde i Danmark, der er regent i kraft af sig selv.

Læs mere om de to tidligere Margrether her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Danske Frisind: Skål og Haps

Udgivet den af
Svar

Det danske frisind har trange kår. En øl i arbejdstiden – og straks er Fanden løs i Laksegade, som man ser det i nogle af reaktionerne på TV2´s udsendelse. Det er umoralsk, skriger de frelste, der med nedadvendte mundvige er gode til at gøre livet surt for alt og alle omkring dem.

Vi kender dem alle sammen, de der busy bodies, som prøver at gøre deres egen livsangst til den gældende moral i samfundet. De lever derfor også (godt) af deres egen forargelse, og vi møder dem overalt, hvor de med deres stikkende øjne ser alt – og med deres skarpe tunger altid får luftet deres modvilje.

Det er selvfølgelig også dem, de livsangste, der er imod nøgenbadning ved stranden og lignende. For tænk, hvad det vil betyde, hvis lille Birger ser, hvordan rigtige mennesker ser ud?!

De snerper også godt sammen, når den overvægtige køber en basse ved bageren – eller et ungt menneske tænder en cigaret ved busstoppestedet. Sodoma og Gomorra, kan man se, at de tænker.

For de har travlt med at dømme og bedømme alt og alle – og  frisind er for dem lig med tøjleløs umoral.

Desværre bliver de flere og flere – og de er efterhånden så mange, at samfundet er ved at blive så puritansk, at tøjleløs og umoralsk adfærd er det eneste rigtige modsvar. Så til kamp – til kamp. Vi må gå til modstand og få frisindet tilbage.

For livet skal leves – og gerne på en måde, så det nydes – også når det er usundt. Skål og haps …i sidste instans handler det også om solidariteten i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk