Dronning Margretherne er alene i døden

Det vakte opsigt, da det kom frem i går, at prins Henrik IKKE ønsker at blive begravet sammen med Dronning Margrethe d. 2 i Roskilde Domkirke, hvor det ellers hele tiden har været planen, at de skulle hvile sammen i Skt. Birgittas Kapel under en sarkofag udført af Bjørn Nørgaard.

Men nu kommer Dronning Margrethe d. 2. altså til at ligge der alene – ligesom sin navnesøster fra middelalderen Margrethe d. 1, der også ligger alene – hun på den fornemste plads bag alteret.

Historien om hvorfor middelalder-Margrethe ligger alene er imidlertid noget anderledes – og blottet for dramatik, da hun var gift med den norske konge Håkon, som hun overlevede med adskillige årtier. Han blev selvfølgelig begravet i Norge og lå dér, mens hende som de fleste kender som Margrethe d.1. samlede Norden og skabte Kalmar-unionen, så det gav aldrig mening at forene det tidligere norske kongepar i døden.

Nordens store datter skulle selvfølgelig have sit eget gravmæle, og det fik hun – og det med format. Læs mere om Margrethe d. 1 – også om hvorfor hun egentlig ikke er d. 1. – i Danmarksbloggens Danmarkshistorie her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Og læs endnu mere om hende her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om danske kvinder: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

For det er som bekendt seks århundreder, der skiller de to Margrether. Seks århundreder, hvor kongemagten er gået fra at have reel magt til kun at have formel magt – i hvert fald på papiret, for der er en alliance i Danmark som i andre monarkier mellem pengemagt og kongehus, som ikke skal undervurderes.

Men nu får det danske monarki et hak i tuden og det indefra – givet af en franskmand, der nok er født som greve, men også er landsmand med det folk, der henrettede en konge og en dronning under guillotinen i den franske revolution.

Så slemt kommer det ikke til at gå her, men faktum er, at Danmarks eneste to regerende kvindelige monarker kommer til at hvile alene – som i helt alene – i døden. Heldigvis er/var de begge særdeles stærke kvinder …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningens glemte jubilæum

I dag blev hun for 45 år siden Dronning, og i morgen er det 45 år siden, at en sort- og sørgeklædt kvinde blev udråbt til Danmarks Dronning på Christiansborgs balkon. Det er noget af en milepæl, og kun Christian d. 4. har siddet længere tid på Danmarks trone end Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

Men det er åbenbart ikke noget, som hverken Kongehus eller medier har tænkt sig at gøre noget ved.

Det er en skam. Derfor vil Danmarksbloggen også gøre det. Ikke på den almindelige måde med en lang opremsning af regentens liv og fortræffeligheder. Men heller ikke med den ligeså klassiske diskussion om for og imod monarkiet. Eller om det ville give mening, at kronprinsen tog over. Alt det kan danskerne allerede til hudløshed.

Så i stedet trakterer Danmarksbloggen med en lille historie om, hvorfor Margrethe d. 2. rent faktisk burde være d. 1. – eller d. 3.

Sagen er nemlig den, at hende, der kendes som Margrethe d. 1, aldrig var Dronning af Danmark. Hun var Dronning af Norge via ægteskab med Norges konge – og senere af Sverige, da de svenske stormænd tilbød hende kronen – og ja, hun samlede Norden i Kalmarunionen som den eneste regent i Norden nogensinde. En flot bedrift.

Men i Danmark var Margrete Valdemarsdatter, som hun også kaldes, aldrig Dronning, men derimod ”Fuldmægtig Frue og Husbond og Det Ganske Rige Danmarks Formynder”. En mere mærkelig titel har ingen dansk regent nogensinde haft. Men i realiteten var hun altså blot formynder for først sin søn – og efter hans død for adoptivsønnen, den senere Erik af Pommern. At hun så indtil sin død styrede hele riget med hård og dygtig hånd er en anden sag.

For de samme vilkår og muligheder for at regere Danmark gælder også for en anden Margrethe, Margrethe Sambiria – også kaldet Margrethe Sprænghest, der levede lidt over 100 år tidligere. Hun var mor til den senere myrdede konge Erik Klipping, men var i modsætning til Margrethe Valdemarsdatter ikke særlig populær, hverken i samtiden eller senere. Så hende vil vi helst glemme.

Men hun var dér – først som dronning i betydningen af at være gift med den danske konge Christoffer d. 1., men senere dronning i betydningen regent – og dermed altså dronning på de samme vilkår som den elskede Margrethe Valdemarsdatter, der nu ligger på den fornemmeste plads i Roskilde Domkirke, hvor også vor tids Margrethe skal hvile til sin tid.

Men vor tids Margrethe er altså dermed nr. 3 – hvis man skal se på antallet af Margrether, der har siddet ved roret i Danmark. Eller hun er nr. 1., hvis vi skal se på, hvem der er blevet tituleret Danmarks Dronning i betydningen regenten – også formelt set.

Eneste anke man måske kan komme med er, at Margrethe Sambiria var gift ind i det danske kongehus, mens Margrethe Valdemarsdatter som vor tids Margrethe var født ind i det, da hun var datter af den danske konge Valdemar Atterdag, der samlede hele Danmark efter landet i mange år havde været pantsat og splittet.

Men det rykker ikke ved, at de to første var stedfortrædende regenter, mens vor tids Margrethe er den første kvinde i Danmark, der er regent i kraft af sig selv.

Læs mere om de to tidligere Margrether her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens Nytårstale

Nytårsaften. Champagne, kransekage og Dronningens nytårstale. Det er alt sammen klassisk på denne årets sidste aften.

Og Margrethe d. 2´s nytårstale var også en Margrethe Classic med sine budskaber om, at vi skal vælge livsglæden og tage vare på hinanden, bedst formuleret i opfordringen til at se vore medmennesker – også dem vi ikke kender – og give dem en hjælpende hånd, hvis de er ensomme, syge eller mangler noget.

Dronningen har ret – og man kan håbe, at hun vil sige til det VLAK-regeringen, når den kommer til nytårstaffel i morgen. Det må dog nok anses for tvivlsomt, at hun gør det.

Det eneste, der derfor gibbede lidt, var regentens dobbelte budskab om, at nok skal indvandrere og flygtninge være klar til at få skiftet lidt af jorden i potten, som det også stod i bogen ”De dybeste rødder”. For livsformen og skikkene er anderledes her højt mod nord. Men omvendt skal vi gammeldanskere huske, at ikke alle med fremmed baggrund har haft svært ved at integrere sig. Nogle er for længst blevet en del af det danske fællesskab, og de skal ikke undgælde, fordi andre ikke kan finde ud af det. For vi må ikke opdele mennesker i dem og os. Så bliver det farligt.

Lige den del var rigtig god og relevant i en terror- og syndebuk-tid, men resten virkede mere som rutine. Danmarksbloggen giver derfor fire ud af seks kongekroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1970´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1970´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1970´erne: Dronninger

1970´erne er uden sammenligning dét årti, hvor kvinderne har opnået mest. Alt det, som der var blevet arbejdet for i næsten 100 år, nærmest eksploderede i dette årti, der meget passende også indeholdt FN´s Internationale Kvindeår i 1975. Kvinderne kom med andre ord nu til fadet.

Størst og vigtigst var loven om fri abort fra 1973, der – endelig – gav kvinden 100% ret til at bestemme over sin egen krop og sit eget liv. Senere i 1976 kom så loven om lige løn for lige arbejde. Det er så desværre endnu ikke (i 2015!) en realitet, så som altid er kampen ikke slut endnu. I 1978 kom loven om, at mænd og kvinder skal behandles lige på det danske arbejdsmarked. Det er desværre heller ikke på plads endnu.

Men vi er på vej – og det var kvinderne i sandhed også i 1970´erne, hvor de blev kaldt rødstømper, og der var demonstrationer, marcher og kvindelejre overalt i den vestlige verden. Og i Danmark blev det hele endda kronet med, at vi fik en regerende dronning på tronen, men også mange andre slags danske dronninger manifesterede sig i 1970´erne.

Vi starter dog med Margrethe d. 2. af Danmark, der en iskold januar-dag i 1973 blev udråbt som Danmarks dronning fra Christiansborg. Hun var ganske ung, kun 32 år, men hun vidste, hvad der ventede – og lige siden – i mere end 40 år – har hun været danskernes dronning.

Og vi er mange, der ikke har kendt til – eller kan huske – andre regenter end Margrethe d. 2., der især i sine nytårstaler får sagt noget, som mange danskere kan lide at høre, nemlig de kongelige røfler om, at vi skal opføre os bedre overfor dem, der er kommet til Danmark fra andre lande – og som er lidt anderledes end vi har været vant til. Især den fra 1984 om de små dumsmarte bemærkninger, som vi ikke kan være bekendt, vil for altid være knyttet til Margrethe d. 2´s navn sammen med diverse billeder af en farverig kvinde med stor glæde for kultur og kunst, som hun også dyrker og viser frem offentligt.

For Margrethe d. 2. er ligeså meget kunstner som hun er kvinde og dronning.

En anden dronning fra 1970´erne, er Lise Nørgaard, født 1917, forfatter og journalist, der i netop dette årti skrev tv-serien over dem alle: Matador, tv-serien, der har status som både danmarkshistorie, kulturarv og dansk identitet. Ideen til serien og oplægget til mange af personerne fik hun fra sin egen opvækst i Roskilde, men Lise Nørgaard hentede inspiration mange steder fra til det, der skulle vise sig at blive dansk tv´s til dato største succes.

Men hun har også lavet andet, bla var hun med til at skrive manuskripterne til en anden populær tv-serie i 1970´erne, nemlig ”Huset på Christianshavn”. Hun har også skrevet noveller, essays og så erindringsbøgerne ”Kun en pige” og ”De sendte en dame.”

Men også smørrebrødsdronningen Ida Davidsen, født 1937, trådte ind på scenen i 1970´erne, da hun sammen med sin mand åbnede smørrebrødsbutikken i St. Kongensgade.

Der var tale om en videreførelse, da slægten siden 1888 havde leveret smørrebrød til danskerne på forskellige adresser i København. Men i 1974 flyttede man fra Søpavillonen til St. Kongensgade, da Ida Davidsen som nr. fire i lige linje overtog forretningen, der kan tilbyde ikke færre end 177 forskellige slags smørrebrød.

I dag er det dog hendes søn Oscar Davidsen Siesbye, der står for driften – og butikken fik en stor skramme i lakken, da Politikens madanmelder var forbi i efteråret 2014 og kun gav smørrebrødet én enkelt stjerne – og det endda var den eneste 1-stjerne-anmeldelse, som Politiken uddelte sidste år.

Endelig er der også 1970´ernes fjerde dronning, dansk politik´s første dronning Ritt Bjerregaard, født 1941, der havde sin første storhedstid i 1970´erne, hvor hun var både social- og undervisningsminister i Anker Jørgensens regeringer – og en af de socialdemokratiske politikere, som havde mest indflydelse både i regeringen og i partiet. I 1979 oplevede hun dog den tort at blive fyret, da hun under et besøg i Paris havde boet på det fashionable hotel Ritz. Noget, som faldt mange for brystet.

Flere år senere – i 1991 – måtte Ritt Bjerregaard gå af som gruppeformand, da et flertal i partiets folketingsgruppe ikke kunne acceptere, at hun boede i en stor og billig lejlighed på Vesterbro. Ritt Bjerregaard fik dog oprejsning, da hun i 1995 blev valgt som Danmarks EU-kommissær med ansvar for miljøet.

Hjemme igen i 2000 blev Ritt Bjerregaard fødevareminister og indførte i 2001 den smiley-ordning, som nu er kendt og accepteret viden om – men som dengang gav anledning til stor diskussion. Selv var hun i 2004-09 overborgmester i København, inden hun trak sig tilbage.

Havde Ritt Bjerregaard været en mand, var hun uden tvivl blevet statsminister – så der var altså stadig lang vej at gå – også i 1970´erne.

Men litteraturen havde også et par markante kvinder at byde på i 1970´erne.

Den ene af dem var Dea Trier Mørch, 1941-2001, der mest skrev om kvinder, kvinders tanker, følelser og vilkår, men som også beskæftigede sig med de svage og de stille eksistenser, dem der kommer i klemme. Nogle af hendes mest kendte bøger er ”Vinterbørn”, ”Kastaniealleen” og ”Aftenstjernen”.

Dea Trier Mørchs bøger var som regel illustreret af hendes egne grafiske arbejder, som hun for manges vedkommende skabte i det socialistiske kunstnerkollektiv ”Røde Mor”, som hun selv var med til at oprette. Hele livet igennem var hun også overbevist om solidaritetens vigtighed.

Den anden kvindelige forfatter Suzanne Brøgger, født 1944, er derimod optaget af selvet og eksperimentet – og hun har livet igennem skrevet hudløst og åbent. Fra den første essay-samling i 1973 ”Fri os for kærligheden”, hvor hun kritiserer kernefamilien og den vestlige livsstil over opgøret med de snærende bånd og konventioner i ”Kærlighedens veje og vildveje” fra 1975 til den store selvbiografi ”Creme Fraiche” fra 1978.

Mange forbinder Suzanne Brøgger med seksuel frihed og seksuelle eksperimenter, men det er kun en del af en livslang søgen og skribent-virksomhed, der også tager livtag med religion, spiritualitet, livets og menneskets grundvilkår og meget andet, som det viser sig i et forfatterskab, der stadig er sprudlende og i fuld gang. Så sent som sidste år udkom ”SZ. Et livs billeder 1944-2014”. Nævnes skal også ”Jadekatten” fra 1997, der er et hovedværk og handler om en families forlis, svigt og et moder-opgør.

Endelig er der også hende, som kun få danskere kender, men som ikke desto mindre betegnes som en af 10 mest betydningsfulde kvindelige videnskabsfolk i verden nogensinde. Hun hed Inge Lehmann og var seismolog – og i 1936 fandt hun ud af, at Jorden havde en fast, indre kerne, og skrev artiklen P med argumentation herfor.

Og den dag i dag arbejder man stadig med begrebet ”Inge Lehmann-diskontinuiteten”, som refererer til en materialeovergang omkring 220 km nede i Jordens kappe.

Inge Lehmann blev aldrig anerkendt i Danmark for sin opdagelse. Dertil var det naturvidenskabelige miljø i Danmark for mandsdomineret langt op i 1900-tallet og er sine steder det stadig her i 2015 (!) – men i USA fik hun en karriere og blev i 1964 æresdoktor på Columbia University. Samt at hun i 1971 – som den første kvinde nogensinde – modtog den store geofysiske pris ”Bowie-medaljen” – og derfor skal hun med her under 1970´erne.

Alt var således på skinner – eller? Nej, der var stadig problemer, men også plads til de store skulderpuder og megen god musik lavet af kvinder i 1980´erne. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719
1960´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6786

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningen 75 år

Man kan mene meget om monarkiet – og Danmarksbloggen er på ingen måde sikker på, at monarkiet er en god ide. Det rimer ihvertfald dårligt på demokrati og lige rettigheder, regler og muligheder for alle landets borgere.

Men når det er sagt, så er det idag, at Danmarks Dronning Margrethe d. 2. fylder 75 år.

Og dét vil Danmarksbloggen gerne kippe med flaget for – også fordi Danmarksbloggen er overbevist om, at Dronningen har gjort det, der efter hendes mening var det bedste for Danmark og danskerne, gennem hele Dronningens liv, hvor flid, pligtfølelse, kunst, livsglæde og retorisk sans har været de centrale elementer.

Makronbunden har med andre ord været af fineste kvalitet hele vejen.

Danmarksbloggen håber også, at Dronning Margrethe d. 2. kommer til at få mange og gode år endnu.

Hjerteligt tillykke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk