Det er en time siden, at jeg gik ud af biografen efter pressevisningen på den nye film om Tommy Seebach, der naturligvis hedder det samme som hans i sin tid så udskældte, men i dag så elskede sang ”Under stjernerne på himlen” – og jeg har lige siden sunget den inde i mig selv.

For den ER Tommy Seebachs bedste. Måske fordi den er skrevet med det samme hjerte, som han opfordrede sønnen Rasmus til at synge ud fra, hvad vi ser et klip med i slutningen af filmen, hvor Rasmus og en hel festival synger ”Under stjernerne på himlen”, så det kan høres helt op til den himmel, hvor Tommy bare MÅ være.

Dér græd jeg helt åbenlyst. Det var jeg vist ikke den eneste, der gjorde, og det er heller ikke den eneste gang i filmen, hvor man græder. Slet ikke. Nu skal intet røbes, selvom alle ved, at Tommy Seebachs skæbne gik fra at være Danmarks feterede Mr. Grand Prix til at blive opfattet som noget gammeldags, der endte sin karriere og sit liv som klaverbokser i Ølgod på Bakken.

En nedtur, som er filmens hovedhandling, og som skildres nøgternt og uden hverken det store drama eller den klæbende sentimentalitet, men bare så håbløst sørgeligt, som det er, når livet kæntrer på grund af for meget alkohol og for mange bristede drømme i en verden, hvor der sjældent er plads til mennesker af Tommy Seebachs format og ægthed.

For Tommy Seebach var sin helt egen blanding af sart, sårbar, skrøbelig og så samtidig ukuelig og stædig med et kolossalt gåpåmod og en enorm gavmildhed – og især kærlighed. Han ville give hele verden sig selv – og sin elskede familie alt det bedste fra et legetøjstog i naturlig størrelse til blomster, der fyldte hele stuen.

Tommy Seebach havde så også den konstante længsel efter anerkendelse og mere anerkendelse, fordi kun sådan kunne han selv – måske – tro på, at han var god nok. Den slags slider mennesker op – også genier som Tommy Seebach, der i filmen spilles med en enorm lydhørhed og musikalitet af Anders Matthesen, som man ellers kender som en meget morsom mand. Men her viser Matthesen, at han også mestrer tragedien og det alvorlige. Smerten kommer helt ud af lærredet, og rammer et sted dybt i brystet.

Man rammes også af Neel Rønholt, som lige så hudløs som virkeligheden selv gestalter Karen Seebach, når hun portrætterer, hvordan Seebachs kone heroisk i mange år stod for alt andet end musikken, inden hun – udmattet – måtte kaste håndklædet i ringen og gå, fordi hun og børnene simpelthen ikke magtede mere. Men det var ikke et kærlighedens forlis, for Karen og Tommy elskede stadig hinanden. Det var et samlivets forlis, og Rønholts fremstilling deraf gibber, så enhver kan se, at det er på høje tid, at man begynder at caste hende i de dramatiske og krævende roller.

Caspar Phillipson er Keld Heick, som fremstilles som en mand, der på den ene side er Tommys gode ven og støtte, men på den anden også forstår at følge tidens krav og holde sig selv flydende, hvad det end må kræve. Det gør Phillipson driftssikkert. Han kan sit kram.

I andre roller ser vi Vicki Berlin som en husmoderlig Hilda Heick, en Anders Juul som en trofast Ivan Pedersen, og så Jacob Lohmann som en meget usympatisk DR-underholdningschef. Den nailer Lohmann overbevisende.

Men hele castet spiller, så det synger i en film, der foregår over mere end to årtier, og hvor man er dygtig til at få tidsånden med fra 80´ernes smøger og brune værtshuse over 90´ernes smarte drinks og til 00´ernes mobiler. Fra mere bramfri, men også brutal tale til større politisk korrekthed.

For tiderne ændrer sig, og de fleste ændrer sig med dem. Men ikke Tommy Seebach. Han var en original og tro mod det, som var inde i ham selv. Det er også det, som gør, at denne film bliver en af årets mest sete.

For Tommy Seebach er i dag anerkendt og elsket. Janteloven og småligheden tabte på den lange bane til manden, for hvem familien og musikken var det dejligste – i dén rækkefølge, selvom det måske ikke altid virkede sådan.

Danmarksbloggen giver ”Under stjernerne på himlen” seks ud af seks stjerner. Eller skulle man sige douze points om denne gribende film om et af Danmarks mest miskendte musikalske genier. Gid Tommy Seebach fra sin sky kan se filmen, der er én lang kærlighedserklæring til ham. Den er tindrende god, som de stjerner der stadig lyser på himlen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk