Anmeldelse: Terkel – the motherfårking musical

Tegnefilmen ”Terkel i knibe” har siden dens fødsel i 2004 været en del af den danske kulturarv. Ja, for dem, som rendte rundt i flyverdragter dengang i starten af årtusindet, er filmen direkte kult.

Nu er den så lavet om til en musical under navnet ”Terkel – the motherfårking musical” og er noget så sjældent som en overhypet forestilling, der faktisk holder. Billetterne blev også revet væk inden premieren i sidste uge.

Det kunne vel næsten heller ikke gå galt med så elskede figurer som Arne Nougatgren og Stewart? Men jo, det kunne det faktisk godt. For det er svært at overføre kunst fra filmens flade lærred til scenens levende 3D-dimensioner uden at resultatet bliver patetisk.

Det vidner en del forestillinger gennem årene også om – ingen nævnt, ingen glemt. Men her i ”Terkel – the mothefårking musical” folder det kendte univers sig ud, så vi indimellem vrider os på stolene af grin, jubler og klapper med – også når musicalen afviger fra tegnefilmen. For den gør den på både den ene og anden måde, men hvordan skal ikke røbes her.

Handlingen er i øvrigt rykket op til 2019, men mekanismerne er de samme i 6. A, og über-pædagogen Arne Nougatgren er i Martin Brygmanns geniale fortolkning stadig fortælleren, og ham der bryder den 4. væg ud mod os – og Martin Brygmann er en stor komisk skuespiller, der sprudler i rollen som den musikalske pædagog, der også er en stor ven af alt naturligt.

Ved siden af Martin Brygmann står Ruben Søltoft som Terkel, og han er god som den stakkels pubertetsdreng, der må slås med de fraværende forældre, klassekammeraterne og i det hele taget at finde sig en plads i tilværelsen, især efter Fede Dorits selvmord, som er en begivenhed, der strækker sig over både første og anden afdeling – og ja, pausen med.

Så vent endelig fem minutter med at gå ud og hente drikkevarer, hvis I vil have det hele med. Intermezzoet i pausen er god gammeldags komik uden ord.

Fede Dorit spilles og synges fint af Lea Thiim Harder. En anden, der kan synge, er Jakob Randrup, der spiller vikaren Gunnar med lige præcis den distance til rollen som ignorant fuckboy, som den rolle skal spilles.

I rollerne som Sten og Saki ser vi Adam og Noah, eller skulle man bare sige, at vi ser Adam og Noah. For du kan give de to alt muligt tøj og parykker på, sætte replikker i munden på dem, fortælle dem at de skal skyde med vandpistoler eller løbe op mellem stolesæderne. Men de er og bliver Adam og Noah. Og det er ment som en cadeau til deres eminente evner til at brænde igennem på en scene. Ja, de er så meget Adam og Noah, at kun få kender deres rigtige navne, som er Joel Hyrland og Hadi Ka-Koush.

I rollen som Stewart ses Thomas Bo Larsen, og han er ellers altid driftssikker som skuespiller og mestrer også de svære karakterroller, men her er opgaven umulig. For dén rolle kan kun spilles af ikke en mand, men en and, nemlig Anders Matthesen selv.

Som Terkels bedste ven Jason ses Clemens, som også har lavet nye sange til forestillingen. Han er normalt kendt som musiker, men her er det faktisk hans skuespilevner, som rykker. Mange af de nye sange er nemlig mere støj og larm end de bidrager til noget i det Terkelske univers, hvor i virkeligheden dødsensalvorlige emner behandles med en vis lethed, distance, kynisme og humor, som er så typisk for det, som Anders Matthesen laver.

For en af de største årsager til succesen er selvfølgelig ham, der IKKE er med på scenen, men som har skabt universet og alle de skæve figurer, nemlig Anden aka komikeren Anders Matthesen, som skrev historien som en radioføjleton for DR, inden Mette Heeno skrev manuskriptet til tegnefilmen, der blev set af mere end 375.000 danskere i biografen i 2004.

Matthesens evne til at ramme plet i sin måde at beskrive virkeligheden på – og til at overføre det danske sprog, som vi rent faktisk taler det, til scenen er en rød tråd gennem hele Andens karriere. Vi ser os selv gennem Matthesens øjne – ikke som vi gerne ville være, men som vi er, og det kan de fleste af os heldigvis stadig grine af.

Danmarksbloggen giver ”Terkel – the motherfårking musical” fire ud af seks overdimensionerede skoletasker, som dem klassen render rundt med – en klasse, der også består af førsteklasses dansere.

Efter København og Tivoli tager forestillingen, der er instrueret af Nikolaj Cederholm, på turné til Odense, Vejle, Aarhus, Aalborg og Holstebro.

Endelig skal tilføjes, at såvel kulisser som kostumer holder max, da de medvirker til at skabe et realistisk billedunivers.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse:  Eventyrværksted

I alle samfund til alle tider har der været en stærk fortælletradition, og ikke kun fordi det er så rart og hyggeligt med gode historier, når man sidder omkring bålet eller inde i hytten ved aftenstide. Men fordi vi mennesker forstår tilværelsen og meningen med det hele både bedre og dybere, når vi får visdommen og indsigterne serveret i den gode fortælling.

Der er derfor også noget at hente for alle mennesker i Anette Wilhjelm Jahns bog ”Eventyrværksted. Lær at fortælle kreativt for børn”, selvom den er tænkt som en fagbog til pædagoger og andre, der arbejder med fortællinger til børn.

For vi bliver jo alle som børn igen, når vi hører en historie, som fænger os og beriger os – og det er derfor Danmarksbloggens påstand, at vi alle burde kende og leve mere efter de principper, som Anette Jahn ridser op i bogen.

Tag fx lystprincippet, hvor man først sætter målene op bagefter. Det er genialt og verden på hovedet, når man som en anden Klods Hans ikke har en overordnet plan, men bare rider glad afsted og tager det op, som man finder på vejen for så senere at finde ud af, hvad det skal bruges til.

For meget godt opstår netop ofte spontant. Kom fx ihu at mange opfindelser gennem tiderne er kommet tilfældige og snublende, hvorimod der er langt mellem snapsene, når vi ser på, hvad der af langtidsholdbar kvalitet skabes ud af strategisk tænkning og økonomisk funderet management.

Men nu skal vi selvfølgelig holde fokus på, at det er en pædagogisk lærebog. Undertegnede er så ikke hverken pædagog eller fortæller, men føler, at jeg nærmest kunne blive det nu.

For bogen er så malende i sine beskrivelser af de pædagogiske principper og forløb, at det virker lige til at gå til fra man vælger sit eventyr, hvordan man forbereder sig på at fortælle det, ser de indre billeder og skaber den usynlige scenografi.

Alt sammen er det øvelser, som man også kan overføre til en voksen verden, til hvis man fx skaber skriftlige historier, artikler, underviser, skal holde oplæg for kollegaerne eller andre ting, der skal formidles. For det handler om at vide, hvad man har at arbejde med (eventyret, emnet), hvem man skal fortælle det til – og hvordan man bedst kommer ud med historien/budskabet.

Bogen har også de skønneste fotos, de bedste cases fra virkelighedens verden og de mest fantastiske historier – også nogen, som man ikke lige kender, og som har overraskende pointer som den om bueskytten, der ramte plet hver gang, fordi han ventede med at male måltavlen til efter han havde afskudt pilen.

Det er igen verden på hovedet i forhold til normal praksis, men livet bliver bedre og rigere – og vi når mere på denne måde.

Sidste halvdel af bogen er så en ren hands-on guldgrube for alle pædagoger og andre, der skal fortælle for børn med sit fokus på at skabe noget til sanserne og lave egne sanglege. For som Anette Jahn så rigtig konstaterer, så har vi et væld af folkeeventyr, men kun få sanglege forbundet med dem som fx ”Tornerose var et vakkert barn”. Men så er det bare med at lave dem selv, som hun opfordrer til.

For bogens mission er nemlig også at inddrage børnene i skabelsen ligesom at både fantasi og krop skal i spil. For ved at bruge alle vores sanser, hele vores krop og glemme os selv, så kan vi leve os ind i eventyret og ind i os selv.

Danmarksbloggen giver ”Eventyrværksted. Lær at fortælle kreativt for børn” fem frøer ud af seks mulige, som dem prinsesserne kysser – og som måske bliver til prinser – eller hvem ved? Måske noget endnu mere spændende, nemlig bærere af dén fortælletradition, som Anette Jahn selv i sit daglige virke som leder af Måle Fortælleteater så fint breder ud til både store og små over det ganske land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “I lygternes skær”

I dag på selveste Valentins dag udkommer Steen Langstrups nye bog, novellesamlingen ”I lygternes skær”.

Og nej, bogen handler ikke om gamle dages romantik og datidens velstående københavnere, der hastede hjem til den ventende te og de varme boller gennem de stadig vintermørke gader, oplyst af gadelampernes spredte lys.

Men ja, handlingen i en enkelt novelle udspiller sig i tiden lige efter 1. verdenskrigs ophør, men scenen er ikke en bedsteborgerlig idyl eller en jazzklubs brølende frigørelse af normer, men Den Spanske Syges helvede af sygdom, blod, snavs og lidelse.

Det er slet ikke overraskende. For man ved jo, at vi skal nedom og bagom og ind i gruen, når forfatteren hedder Steen Langstrup, og således også i denne velskrevne og hurtigt læste novellesamling, hvor vi dog primært møder nutiden og nutidsmennesket i alle dets forklædninger og afskygninger – og med alle de handicap, som vi kan have.

Altså rigtige handicaps. For tabet af en eller flere sanser er ingenting i forhold til de psykiske mangler og de mentale krøblinge og deres afskyvækkende gerninger, som der rulles op for i de elleve noveller.

Det mest skræmmende er imidlertid ikke bogens vampyrer, dobbeltgængere, kryb, slangemennesker, dæmoner og alle de andre udtryk for mennesker af vor tid. Nej, det, som holdt mig vågen, mens jeg læste bogen i en sen nattetime (lad i øvrigt være med det, også fordi flere af historierne foregår om natten, så man ligger og føler sig rigtig bange) var normaliteten i al horroren.

Dette forhold at denne bogs uhyrer og monstre er ligeså udbredte, som de er usynlige i deres synlighed. For nej, de kan ikke ses på det ydre, de kan ikke kendes på at gå med klingende bjælder eller i mærkeligt tøj, ja selv et modermærke bliver kun et spejlbillede og ikke noget, der advarer de uskyldige mennesker, som kommer i kløerne på disse menneskelige monstre.

For denne novellesamlings uhyrer er så almindelige, så udbredte, at vi alle sammen hver dag og hele tiden sidder ved siden af dem i metroen eller står bag ved en af dem, når vi er ude og handle ind. De er også i sommerhuset eller i lejligheden, som har været udlejet via airbnb. De er de monstre, der er virkelige, og går mellem os hver dag og til hverdag – men vi har ikke en chance for at genkende dem.

Dét skræmmer mig helt vildt. For når vi ikke kan pege dem ud, så kan vi ikke beskytte os, men i stedet kan vi alle havne i kløerne på en af dem – også selvom vi tror, at vi er så forsigtige og påpasselige. Men intet er, som det ser ud til at være, og vi er nogle gange venlige overfor de forkerte mennesker.

Og det bliver ikke bedre, men kun værre af, at Steen Langstrup er så god til at beskrive, hvad der sker i sådant et uhyres formørkede sind, og hvordan ofrene på alle måder væves ind i monsterets spind.

For stille og roligt – næsten nøgternt – lader han den ene galning efter den anden, komme på banen i de elleve noveller, og som læser forstår man modstræbende og med stor væmmelse, hvorfor personen må gøre, som personen må gøre. Også selvom det betyder lidelse, smerte, snot, blod og død for de uheldige, der er på det forkerte sted det forkerte tidspunkt – eller har indgået i en relation med et af disse monstre.

Og selvom man – så vidt man ved – ligger trygt i sin varme seng derhjemme, så føler man sig lidt som hovedpersonen i Steen Langstrups bog ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”, som i øjeblikket vises på filmfestivaler verden over. Som film hedder den i øvrigt ”Finale”, men grusomheden er den samme.

For man ved jo, at mennesker gør de uhyrligste ting, og en psykolog vil nok sige, at det handler om mangel på kærlighed og anerkendelse i barndommen. Når man læser Steen Langstrup, er man imidlertid ikke så sikker på, om ikke mørket, ondskaben, lidelsen for dens egen skyld, lidelsen for morskabens og underholdningens skyld har sin egen plads i verden – og i mennesket.

For det dybeste mørke kommer altid indefra, hvad Steen Langstrup også har baseret hele sit forfatterskab på. Og i hans seneste bog ”I lygternes skær” får vi – trods titlen – ikke spredt meget lys, men derimod mere mørke, mere mismod. Lyset er også kun et skær, og det kan ikke få bugt med mørket.

Og det allerstørste gys – ja det ligger til sidst, når man har lagt bogen fra sig, og nakkehårene rejser sig, mens man vender det mentale spejl og erkender, at kimen til at blive et af disse monstre også ligger i én selv.

For hvem har ikke haft lyst til at gøre andre ondt på et eller andet tidspunkt? Hånden på hjertet – eller måske på ens indre mørke: Hvem kender ikke til trangen om at hævne, gøre ondt for ondets egen skyld, driften mod en blodrus? Måske vi kun har prøvet triumfen ved at klaske den myg, som lige har stukket os en varm sommeraften, men det er nok til at forstå mekanismen.

Så prøv at gøre den myg lidt større, gå ind i sindet og mærk din vrede, dit had, din forsmåenhed og alt det andet – og erkend, at vi har mørket i os. Alle sammen.

For hvad vi ikke er i stand til i ondskabens navn. Det er massivt, som mørket er det en kold vinternat. Heldigvis findes der mennesker som Steen Langstrup til at beskrive det.

Danmarksbloggen giver ”I lygternes skær” fem ud af seks gadelamper.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Mød mig på Cassiopeia”

Det var med spænding, at undertegnede bænkede sig i en Folketeatrets røde plysstole for at se den udødelige danske klassiker ”Mød mig på Cassiopeia”. For ikke nok med at jeg som alle andre i den propfulde sal på forhånd kendte Kai Normann Andersens skønne musik, så stammer dansk films mest romantiske øjeblik fra filmversionen, der blev lavet i 1951.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er det scenen, hvor Poul Reichhardt og Bodil Kjer danser til tonerne af ”Den allersidste dans” i den tomme sal. Unge, forelskede – og lykkelige, også selvom hun ved, at hun lige om lidt skal hjem til Olympen. Dén scene er ren filmkunst, og man bliver aldrig træt af den – eller af sangen, som et andet nationalikon Kim Larsen også tit sang.

Så hvordan bærer instruktør Kasper Wilton, som sammen med René Vase og Jannik Fuglsang har bearbejdet teksten, dén kulturarv ind på Folketeatret i 2019? Og kan det overhovedet lade sig gøre uden at blive patetisk?

Svaret er et rungende ja ligeså stort, som når Zeus – i Asger Rehers vidunderlige fortolkning – opløfter sin røst og lader lynet på mere end en måde – og også ganske uventet – glitre og glinse. Asger Reher er i det hele taget en gevinst for forestillingen. Manden kan også det hele; synge, spille skuespil og være morsom.

Men også den talentfulde og velsyngende Carsten Svendsen stråler i sin skildring af den frustrerede og desperate komponist Berger, der så gerne vil have succes med sin musical samt vinde hustruen Irene tilbage. Hun spilles kompetent af Trine Gadeberg.

Men centralt står selvfølgelig historien om musen Polyhymnia, der kommer til jorden for at hjælpe Berger, men som også SÅ gerne vil vide, om hun kan virke på en mand. Dét kan hun – og især på piloten Harry, der spilles eminent af Christopher Læssø, der er ligeså galant som Poul Reichhardt var det. Men Læssø er også ganske nutidig i den måde, som han går fra at være en fanden-i-voldsk fuck-boy (som det hedder på nutidsdansk) med 72 ligegyldige roser til at blive en følsom og forelsket mand med en enkelt rose, der virkelig betyder noget.

Det er smukt, og Amalie Dollerup skal have en hel buket roser, fordi hun spiller rollen som Polyhymnia på sin helt egen og meget sødmefulde måde, men stadig så hun er ganske uimodståelig som den altid travle muse, der farer mellem himmel og jord.

I andre roller ses Troels Malling som teaterdirektør Wolmer og Kristian Holm Joensen som regissør Mogensen – et herligt og komisk par, hvor den ene konstant hakker på den anden, selvom det er ham, der altid ender med at rede trådene ud.

Det er folkekomedie på den gode måde om de klassiske livsbetingelser: At give slip på de unge mennesker, at finde kærligheden for første gang eller igen som ældre – eller at genfinde kærligheden i et hensygnende ægteskab – og ikke mindst at få troen på sig selv og verden igen.

Alt sammen lavet med gode grin og genkendelighed fra filmen ”Mød mig på Cassiopeia”, men også med nye løjer og herlige påhit rammet ind af en i stykket gennemgående fascination af Broadway og New York, som taler lige ind i vores tid, hvor vi ligesom man gjorde det i 1950´erne glad og gerne kopierer den amerikanske kultur og dens produkter.

Kulisser og kostumer er også inspireret af datidens sceneshows og film. Så der er noget for både øjne og ører – og måske allermest til sidst i forestillingen, hvor der blændes op for ”Toner fra Himlen” fra operettefilmen ”Alle går rundt og forelsker sig”, der som alt andet musik i stykket er komponeret af Kai Normann Andersen, der i flere årtier lavede så mange hits til dansk film, teater og revy, at man kan have ham mistænkt for at have haft virkelighedens Polyhymnia boende på en fast basis.

For alt kan som bekendt lade sig gøre, når man har med guderne at gøre – også selvom de himmelske væsner af og til skal mindes om ”Loven om Kosmisk Ligevægt”. Men så er det jo heldigt, at Folketeatret i denne forestilling har besøg af en rigtig muse fra dansk films guldalder, nemlig selveste Lone Hertz, der sprudler og sitrer i rollen som tante Rosa, der med lige dele livsappetit og viden om de græske guder sørger for, at alt går, som det skal – og indimellem også ganske anderledes end forventet.

Lone Hertz er intet mindre end forrygende, og det samme er forestillingen. Danmarksbloggen følte sig mere end godt underholdt på Folketeatret i deres 2019-version af ”Mød mig på Cassiopeia” fuld af harmonisk vellyd, store grin, sjove overraskelser, uventede nyskabelser og samtidig en nænsom og smuk behandling af en af vores kulturskatte.

Endelig skal ikke glemmes musikken, som havde alle filmens sange med, også de to store ”Musens sang” og ”Den allersidste dans”, der altid er garanter for en tåre eller fem. Men der var også andre sange, og så var der de dygtige dansere og velspillende musikere på scenen, som gav det ene flotte show-nummer efter det andet.

Danmarksbloggen giver ”Mød mig på Cassiopeia” fem ud af seks gyldne lyn, som det Zeus bruger, både oppe mellem stjernerne og hernede på jorden, når altså ikke han smider det væk, mens han beruser sig i menneskenes boblende vin – og gnistrende kærlighed.

Forestillingen spiller på Folketeatret i Nørregade i København indtil begyndelsen af marts – og tager herefter på turné landet rundt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig”

Siger navnet William S. Knudsen Dem noget? Formentlig ikke, hvis De er ligesom de fleste andre danskere.

Men nu kan der rådes bod på dén misère. For i dag udgiver Haases Forlag bogen ”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” om denne store dansker. Det er et digert værk på 416 sider, men mindre kan ikke gøre det, når det handler om Knudsen.

For Signius Vilhelm Poul Knudsen, som hans fulde navn var, er formentlig den danske emigrant gennem tiderne, der har klaret sig bedst – og med bedst menes helt til tops, da han blev præsident for General Motors efter også at have arbejdet for Ford. Altså inkarnationen af den amerikanske drøm – men med stærke danske rødder.

For historien om Big Bill, som han blev kaldt, er historien om den unge mand, der kom til New York i 1900 med få dollars i lommen, men også med den flid og den ærlighed, som livet igennem var hans motto. Så da han i 1947 forlod denne verden og blev bisat fra den kirke, som han havde selv bekostet bygningen af hjemme i Detroit, var det som en rig og velanset mand i hele USA.

En mand, som også var en helt, da han var en af de helt store årsager til at de allierede vandt 2. verdenskrig – og at det skete på det tidspunkt, som det gjorde – og ikke langt senere og med mange flere døde.

For Knudsen fik i 1940 en opringning fra præsident Roosevelt med en forespørgsel, der ændrede hans liv. Han sagde ja på stedet – også til gagen, der var én dollar om året. Så indtil sejren i 1945 arbejdede Knudsen i Washington D. C. for den amerikanske regering i ”Office of Production Management”, hvor han var øverste chef, og hvor han med sin enestående organisationsevene og store energi stod for organiseringen af hele krigsmaterielproduktionen til USA og deres allierede. Det var en enorm opgave, som han ligesom alt andet i sit arbejdsliv løste til ug.

Men historien om Knudsen er mere end bilindustri, krigsindustri og imponerende erhvervsmæssige bedrifter – hvor spændende det end er. Det er også historien om, hvordan de rigtig store har format hele vejen igennem.

Som dreng var Knudsen nemlig feriebarn i Jylland om sommeren, hvor han knyttede stærke bånd til gårdejer-familien. Men så gled kontakten ud, og først mange år efter, da han rejste verden tyndt, og omgikkes statsledere, andre store virksomhedsledere og kongelige, skrev en af døtrene fra dengang til ham i forbindelse med et besøg hjemme i Danmark kort inden 2. verdenskrig bryder ud.

Ikke at hun med sit brev ville opnå andet end at sige goddag og sikre sig, at verdensmanden med Dannebrogordenen var den samme som den fattige dreng, hendes mor havde syet et par ekstra bukser til hver sommer, fordi han kun havde det ene par med, som han gik og stod i, når han kom med toget fra København.

Sekretæren vidste derfor heller ikke rigtig, hvordan han skulle håndtere brevet fra fru Madsen, så han viste det til Knudsen, der sagde: Det brev svarer jeg selv. Svaret kom fysisk. To dage efter rullede Knudsens store bil op foran gården i jyske Balle, og de to barndomsvenner fik sig en snak, der varede flere timer.

Det er format, og derfor klinger det ikke hult, men fuldt, når Knudsen i en radiotransmitteret tale fra USA til den danske Rebild-fest i 1937 sagde: ”Vi er nutidens vikinger og stadig stolte af vor herkomst. Loyale over for vort nye hjem forsøger vi at bringe den danske måde at leve på med os: Ærlighed, flittighed, nøjsomhed, renlighed og kamp for kone og børn. Ikke rigdom, men sundhed. Hvad vi trænger til i dag er, at flere lande følger Danmarks eksempel. Det gøres hverken med taler, propaganda eller geværer. Det må gøres med mådehold, med fred, med flittighed, med ordentligt familieliv, for hvad er et land andet end en stor familie?” Læs hele talen på side 163 i bogen.

Big Bill Nudsen, som amerikanerne kaldte ham, havde ordet i sin magt, og det har Martin Lund, der har skrevet bogen om ham, også.

Martin Lund formulerer sit stof let og flydende, med sans for både fakta og detaljer – og med en sympati for Knudsen, der heldigvis aldrig bliver sentimental, men som dækker såvel mandens helt åbenlyse styrker som de svagheder Big Bill også havde. Samt både arbejdsliv og privatliv, et lykkeligt privatliv med kone, børn, søskende og familien i Danmark, som også betænkes af manden, der nåede så meget og så langt, at han – hvis han var blevet i Danmark – var blevet nævnt i samme åndedrag som Møller og Tietgen.

”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” er en grundig bog, fuld af detaljer men letlæst alligevel. En bog hvor man kommer helt tæt på en af Danmarks allerstørste og med totalt uret glemte sønner. For ja, nok rejste han ud – og han blev derude. Men han kom også hele tiden hjem på besøg, og der blev knyttet kontakter til og skaffet arbejde til det gamle fædreland, som han selv altid omtalte med stor kærlighed, selvom hjemme for ham blev USA.

Det ville klæde os at huske på Knudsen. Der findes stadig en mindeplade over Knudsen i Voldmestergade i Kartoffelrækkerne i København, hvor han voksede op. Den kan man jo vælge at se, hvis man er i nærheden.

Ellers kan man også bare læse historien om Knudsen. Der er noget at blive inspireret af, uanset hvor man står politisk. For hos Knudsen forpligter evner – ikke kun overfor en selv eller ens nærmeste, men overfor hele fællesskabet.

Danmarksbloggen giver ”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” seks ud af seks tandhjul – dog med den tilføjelse at en overskuelig tidslinie havde givet et bedre overblik undervejs i læsningen.

Det er Haases Forlag, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”

Hvis man googler ordene integration og succes, så kommer alle de gode historier, som politikerne ikke fortæller. Så kan man læse, at både forskningen og virksomhederne er enige om, at langt det største flertal af såkaldte nydanskere er rigtig gode til at komme ind på arbejdsmarkedet og til også på andre områder blive en del af det danske samfund.

Men ét er tal og statistik og alvorlige ledere med ansigtet i de rette folder. Noget andet er, når dette store tavse flertal af velfungerende førstegenerationsdanskere, som Danmarksbloggen hellere vil kalde dem, får ansigter, navne og personlige historier.

Og det gør de på forbilledlig vis i Pia Sigmunds nye bog ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”, der udkommer i dag, og er en af årets mest vedkommende bøger, som giver alle en mulighed for at lære dem at kende, som for nylig er blevet danskere.

Bogen er ikke en debatbog, skriver Pia Sigmund. Det er så Danmarksbloggens mening, at det bliver svært ikke at bruge bogen i debatten, når de danske politikere igen-igen kører frem med den mislykkede integration og de utilpassede indvandrere. For det er en spændende, letlæst og alligevel fakta-fyldt bog, som giver et meget tiltrængt modspil til politikernes skræmmebilleder.

Men ja, vi skal ikke lukke øjnene for de problemer, som der findes i indvandrerkredse, men der findes også store problemer blandt nogle af dem, som har været danske i mange generationer. Det handler – som med alt andet – om personen selv og de valg, som vi tager i vores liv.

Og her har bogens 22 personer alle valgt at gøre en indsats, tage en uddannelse, engagere sig i samfundet og i eget liv. Og de er som sagt flertallet blandt førstegenerationsdanskerne – og ikke de få solskinshistorier. Det er snarerede de utilpassede, som er undtagelsen – og det er godt at huske på næste gang politikerne igen bruger førstegenerationsdanskerne som syndebuk.

For virkeligheden er lige modsat – ja i mange af de tilfælde, som vi læser om i bogen, i en grad, så de unge mennesker i stedet burde stå som idealer for andre danske unge.

Her er der nemlig ikke fokus på at blive curlet, begrave sig i computerspil eller i at lægge billeder af sig selv op på Instagram, mens man står og stritter med de botoxfyldte læber og kun tænker på, næste gang man skal i byen eller have noget nyt tøj.

Nej, de 22 unge i bogen er unge, som tager en uddannelse, har visioner i deres arbejdsliv, får børn og familie, kombinerer dansk kultur med deres hjemlands kultur, er aktive i frivilligt arbejde, rejser ud i verden og får endnu mere erfaring med hjem til Danmark.

For ja, Danmark er deres hjem, og de føler sig danske, og har en stor glæde ved at bidrage til det danske samfund – og de vil i virkeligheden helst leve stille og roligt udenfor offentligheden, men sagde alligevel ja til at være med i Pia Sigmunds bog – og dermed blive eksponeret.

Danmarksbloggen har derfor også efter nøje eftertanke valgt IKKE at nævne nogle fremfor nogle andre, for det er som gruppe, at fokus på dem skal være.

Læseren må altså selv vende siderne i den letlæste bog med fotos af alle de medvirkende og selv opleve, hvordan man bliver mere og mere glad for hver historie, som man læser. For de er så inspirerende, de 22 unge mennesker – også selvom man selv er leverpostejfarvet og for længst er ovre ungdommens vår.

Danmarksbloggen vil dog nævne nogle ting, som sprang i øjnene.

Nemlig at én foreslog rejsepligt i stedet for værnepligt. At alle danske unge i en periode skulle rejse ud i verden og lave frivilligt arbejde. Det ville give udsyn og visioner – og en forståelse af, at mennesker uanset fødested, kultur, sprog og tro i bund og grund er ens, og har de samme ønsker for livet.

Der var også flere, som efterlyste en større interesse for det land og den kultur, som førstegenerationsdanskerne er født i. For vi kommer bare så meget længere og bliver så meget klogere og gladere, hvis vi kender hinanden og hinandens baggrund.

Endelig gik en helt konkret erfaring på, at det var fantastisk at komme på efterskole, for så lærer man gammeldanskerne, det danske sprog og den danske kultur at kende på en helt anden måde, end hvis man går hjem hver dag efter skole.

Danmarksbloggen er mere end begejstret for Pia Sigmunds ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed” og giver bogen seks store hjerter ud af seks mulige. Hvordan kan man også give andet end hjerter og kærlighed til sine medmennesker?!

Det er forlaget Ravnerock, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Et par dage inden nytår skrev Lars Løkke ud på Twitter i en sen nattetime og spurgte danskerne om, hvad han skulle tale om i sin nytårstale. Her blev han af det store flertal anbefalet at komme ind på den stigende ulighed, miljøet samt behovet for bæredygtighed – også i landbruget.

Han fulgte – som forventet – så ikke danskernes råd. Ikke rigtig, selvom han da nævnte miljøet – lidt sådan i forbifarten – og uden at tale om landbruget eller andre konkrete ting. Meget sporadisk kom han også ind på sygehusene, men uden at påpege hans egen regerings krav til regionerne om at spare, som kostede alt for mange ansatte på sygehusene deres job her i efteråret. Han nævnte heller ikke manglen på praktiserende læger.

Men det er også svært at tale om grøn omstilling og ulighed, når man igennem hele sin regeringstid har fulgt en så massiv blåsort kurs, som Løkke og co. har gjort det. En kurs hvor naturen, velfærden og de svageste i samfundet konsekvent har været de tabere, som har betalt prisen for de skattelettelser, der især er kommet de rigeste til gode.

Løkke var til gengæld rigtig god til at lave skræmmebilleder. Først på den store klinge, hvor han talte om situationen i verden, hvor han – korrekt – vurderede, at oprustningen i Rusland, USA´s isolering og Kinas dispositioner kun kan vække bekymring, men at det er vigtigt med internationalt samarbejde.

Derpå den hjemlige scene, hvor han talte om, at det var et problem, når fællesskabet slår revner, fordi for mange føler sig udenfor – eller holder sig udenfor, hvorefter han hurtigt gik videre til at nævne, at antallet af ikke-vestlige mennesker i Danmark på én generation er vokset fra 50.000 til 500.000.

Danmarksbloggen ved ikke, om disse tal holder. Men der er et folketingsvalg på vej, og når nu man som Løkke har smadret naturen og velfærden, så er det altid en løsning at lave skræmmebilleder og fjendebilleder, som uanset hvor rigtige de end måtte være,  virker som afledning fra egne politiske resultater.

Danmarksbloggen håber derfor inderligt, at det er sidste gang, at Løkke holder statsministerens nytårstale – og giver ham for høflighedens skyld en enkelt ministerbil ud af seks mulige for denne 2018-19-version. For ja, Løkke havde ret, da han talte om, at timeglasset rinder ud. Der kommer senest d. 17. juni et folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Dronningens nytårstale var i år ventet med mere end almindelig spænding, for året i kongehuset har på ingen måde været et normalt år. Prins Henrik døde som bekendt i februar, og på sand dansk manér så hyldede danskerne prinsen i høje toner i dagene mellem dødsfaldet og bisættelsen.

Man kunne – som Danmarksbloggen skrev det dengang – godt havde ønsket, at den farverige prins havde fået lov til at mærke dén sympati og varme, mens han var i livet. Det havde han fortjent:

Fra fransk greve til dansk prins: http://danmarksbloggen.dk/?p=9247

Men alt det sagde Dronningen nu ikke noget om. Der er som bekendt stil over damen. Men selvfølgelig nævnte hun sin afdøde mand, og hans skulptur, La Main du Createur, (Skaberens hånd, red.) stod også på bordet under talen, som var en af hendes allerbedste – og mest skarpe.

Hun stillede fx spørgsmålet om økonomisk fremgang altid er det samme som fremskridt, om vi forvalter væksten i samfundet på en måde, så livet bliver rigere.

Hun kom også ind på tidens stress og jag – og ønske om at få det hele på én gang.

Om den eftertanke og omtanke som alt for tit klemmes og glemmes i en tid, hvor vi er online hele tiden, men ikke tænker på, at der i den anden ende findes levende mennesker, som kan såres – og at det handler om at mødes menneske til menneske.

At det – og her henvendte hun sig til børnene – ikke drejer sig om, hvordan du ser ud eller hvad du har opnået, men hvordan du er overfor dine venner.

For ja, moral og etik fyldte i Dronningens nytårstale – og allerstærkest blev det, da hun talte om ansvaret for fællesskabet, og sagde:

Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget vi genkender fra den senere tid?

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat.

Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

Nu må Dronningen jo ikke være politisk, men det der var direkte møntet på de politikere og de bank- og erhvervsfolk, som ikke forstår, at de er ansat til at tjene samfundet – og ikke omvendt. Og hun har jo ret. Helt ret.

Danmarksbloggen giver derfor også HM Dronning Margrethe d. 2. seks ud af seks mulige dronningekroner for nytårstalen 2018..

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Queer Xmas Cabaret: Screwed Again

Anti-jul og eksistentielle kriser på Warehouse9

På Warehouse9 sættes der med forestillingen “Queer Xmas Cabaret: Screwed again” spørgsmålstegn ved julens oprindelse og forbrug, og tonen bliver hurtig samfundskritisk og dyster.

Som en hilsen til Berlin i 1920´erne og med vanskabte karakterer som Creeper og Piggy ryger det ny-traditionelle sensuelle element i burlesque dermed også ud med badevandet, men bliver genetableret med indslag fra Miss Fish og Dud Muurmand.

Allerede fra starten skabes der en fællesskabsfølelse, da vi alle skal synge en ny version af den klassiske Lucia-sang, hvor der nu synges om plastik i lange baner og om Trump. Ham kommer man heller ikke udenom, når der er satire involveret.

Traditioner og hygge bliver skiftet ud med vores egne nye idéer og dommedagsprofetier. For selvom det grundlæggende kan virke mørkt og håbløst, formår de optrædende til sidst at skabe et lys i mørket og en ny begyndelse – men kun fordi vi er sammen om en bedre fremtid.

For selvom det er mørkt i enden, siger fortællingen, at det også var mørkt i begyndelsen, så derfor må dette nutidens mørke også være et tegn på en ny start.

Screwed Again! er en kontrastfuld forestilling, som skaber forvirring og forundring, og man går derfra med en underlig tvedelt følelse af at være opløftet, samtidig med at man er på randen af sin egen eksistentielle krise.

For publikum er ikke de eneste, der sidder og ligner store spørgsmålstegn. Også Santa begynder hurtigt at tvivle på sit eget trosgrundlag og bliver hvirvlet ud i en eksistentiel krise. Dette udsletter julen, som vi kender den, og en ny højtid bliver indstiftet. En højtid, hvor vi kan gøre, hvad vi vil, være dem, vi føler, vi er, og hvor der er fokus på genbrug frem for forbrug.

Gennem forestillingen er det svært at finde den røde tråd i plottet – hvis der skal være en sådan. For det er der heller ikke i livet eller i verden, men vi savnede den alligevel, også fordi dele af forestillingen hang sammen. Så selvom mange af de enkeltstående dele var gode, var der ikke nok sammenhæng til at løfte stykket helt op på det niveau, hvor det både kunne og burde være.

Denne forestilling er eksperimenterende i ordets reneste betydning, og den vil ikke være for alle og enhver. For nok har vi (mange gange) set emner som global opvarmning og kønspolitiske spørgsmål diskuteret på de skrå brædder før, men aldrig helt på denne måde.

Det er en særskilt forestilling, som derfor kræver et særligt publikum. Men hvis man går til det med et åbent sind, og er frisk på at se ting, der kan virke grænseoverskridende for nogle, kan det blive en fantastisk aften.

Det kan forhåbentligt også give nogle nye perspektiver til debatter, der er blevet meget statistiske og ensformige i sine argumenter. Men hvis det hele bare er for mærkeligt og anderledes for én, så er man i det mindste blevet en oplevelse rigere.

Og finalen er da også en oplevelse, da der her bliver lagt fokus på fællesskab og samhørighed. Det er en storslået danse-finale, hvor vi alle bliver opfordret til at danse med, danse ind i en ny og lysere fremtid. Så sammen danser vi mørket væk og danser videre ud i natten – forvirret, forundret, forbløffet.

Danser til den musik, som er blevet spillet fuldstændigt formidabelt gennem hele forestillingen.

Troels Rindal giver Screwed Again! 4 ud af 6 stjerner.
Anna M. T. Frederiksen giver Screwed Again! 3 ud af 6 stjerner.

Danmarksbloggen giver dermed 4 ud af 6 lilla nissehuer, fordi forestillingen på en og samme tid går imod den herskende tidsånd og samtidig griber tilbage til den gamle ånd fra cabaret- og burlesquescenen i 1920´ernes Berlin.

Skrevet af: Troels Rindal og Anna M.T. Frederiksen

Anmeldelse: “Barn af Besættelsen”

Vidste De, at Dronning Margrethe engang som lille pige lige efter befrielsen bød en modstandsmand et bolsje, mens han holdt vagt ved Amalienborg? Og at ingen troede på hende, når hun senere fortalte historien – ikke før de to igen mødtes i Argentina mange år senere, og han kunne bekræfte det skete.

Dén erindring og mange andre kan man læse om i bogen ”Barn af Besættelsen”, som i dag udkommer hos Gyldendal, og hvor en perlerække af kendte danskere fortæller om, hvordan de oplevede besættelsen fra deres barndomshjem, som for nogles vedkommende var små lejligheder og mangel inde i byen, mens det var for andres var overflod og store huse ude i grønne områder med udsigt over sø eller hav.

For de er der alle sammen: Udover Dronningen af Danmark også dronningen af dansk teater Ghita Nørby, tidligere minister, overborgmester og EU-kommissær Ritt Bjerregård, tidligere biskop og kgl. konfessionarius  Erik Norman Svendsen, præst Johannes Møllehave, skuespiller Preben Harris, hvis far var modstandsmand, radiomanden Jørn Hjorting, kunstneren Leif Sylvester, overrabbiner Bent Melchior, der flygtede til Sverige og musikeren Bent Fabricius-Bjerre, men også den nyligt afdøde Morten Grunwald som med en tysk far, der blev taget af modstandsbevægelsen uden at have gjort noget, oplevede tiden på en noget anderledes måde.

Men også mange, mange andre, som vi kender. Alle med forældre som spiller en markant rolle. For små børn husker via deres forældrene, forældrenes holdninger og adfærd.

Som fx den tidligere minister Lone Dybkjær, der af forældrene lærte, at der var et andet Tyskland end nazisternes – og at ikke alle tyskere var nazister. En vigtig lære også i vor tid, hvor det handler om igen at tale imod forfølgelse af anderledes tænkende, som man også mente det hjemme hos Preben Harris. For enhver er ansvarlig for sine egne valg, som man sagde det i generalløjtnant Kjeld Hillingsøs barndomshjem.

En af bogens styrker er også, at de interviewede personer forholder sig med et langt livs erfaring til den besættelsestid, som blev så afgørende for mange af dem og deres holdninger til Europa, fred, krig og internationalt samarbejde, hvad man fx ser hos den tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen, avismanden Herbert Pundik og erhvervsmanden Asger Aamund.

Og det gælder, selvom skuespiller Malene Schwartz jo har ganske ret, når hun sammenligner besættelsestiden med hændelsesforløbet i Matador, hvor hun som bekendt selv spillede Maude Varnæs, og siger: ”Hr. Stein og Lauritz måtte flygte, men hvad skete der for de andre personer? Ingenting. De havde de samme intriger, diskussioner og følelser … de gik ud af krigen uden de store traumer. Ligesom i den virkelige verden blev de (og Danmark, red.) skånet i forhold til andre lande.”

Bogen er letlæst og godt skrevet, og man fornemmer, at forfatter Michael Müller har mødt hver eneste interviewede på vedkommendes egen hjemmebane – vist nok også fysisk, men i hvert fald mentalt, sådan så i stedet for at få personerne passet ind i en skabelon, som er lavet på forhånd, så har han ladet bogen forme sig efter menneskene og deres historier.

Det gør ikke kun bogen ægte, men også til et reelt tidsbillede af en epoke, der om føje tid er et hundred år gammel, men som stadig spiller en rolle. Bogen er derfor også noget, som vi kan spejle os selv og vores egen slægt i – også selvom vores forældre eller bedsteforældre ikke er kendte.

Min mor, der var 7 år, da krigen sluttede, fortæller fx, hvordan hun kan huske, at min mormor på selve befrielsesdagen d. 5. maj 1945 rev samtlige blomster af hendes elskede potteplanter, som hun ellers aldrig tillod nogen at røre ved og altid passede med største omhu. Men nu skulle min mor og hendes to søstre have de hvide og røde blomster i håret, når de skulle gå med i glædesoptoget gennem landsbyen og føre Dannebrog fra forsamlingshuset og hen til den lokale skole, som havde været taget af tyskerne, men som nu blev danskernes igen.

Nu er hverken min mor eller min mormor som sagt blandt de kendte, men historien om dem og blomsterne er i fin tråd med bogens fælles danske historie, som det haster med at få fortalt, hvis vi stadig vil have øjenvidneskildringerne, både fra kendte – og ukendte.

Så udover at læse bogen, så spørg de ældste i familien, hvad de husker fra de fem forbandede år og befrielsen – og skriv det ned. For så langt var der ikke dengang mellem danskerne, når en lille prinsesse på Amalienborg kunne byde et bolsje, mens en lille landsbypige fik potteplante-blomster i håret.

Danmarksbloggen giver ”Barn af Besættelsen” fem ud af seks stjerner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk