Anmeldelse: Svejk

Eventyr og historier fås i mange udgaver, og heldigvis også mere dystre end dem om prinser og prinsesser, der får det halve kongerige og lever lykkeligt til deres dages ende.

Et af de mere spændende eventyr er det om Den Gode Soldat Svejk, der ligenu spiller på Nørrebro Teater i en forrygende udgave med Rasmus Botoft i den centrale rolle om antihelten Svejk, der med egne ord aldrig har været særlig heldig. En rolle som Rasmus Botoft spiller, så det slår gnister omkring ham – og så han fylder hele scenen, ja hele teatret med sit medrivende portræt af den lille mand, som egentlig bare vil leve i fred med sine hunde og sine besøg på det lokale værtshus.

Rasmus Botoft har nemlig denne særegne kombination af tragedie og humor, som også Svejk-figuren har – og tilmed en stemme, som passer perfekt til rollen. Og ja, nok griner man mange gange af Svejks troskyldighed, barnlige ærlighed og manglende evne til at reflektere og overskue konsekvenserne af egne handlinger.

Men historien om Svejk og hans oplevelser under Første Verdenskrig er andet og mere end latter og morskab. Romanen om Svejk, som er skrevet af Jaroslav Hassek, er også en krigsroman, så den alvorstunge del giver næsten sig selv, om end krig på en eller anden twisted facon ofte i kunsten behandles så godt med humor.

Tag fx tv-serien M*A*S*H, hvis centrale person er kirurgen Hawkeye spillet af Alan Alda. Hawkeye var langtfra idiot på samme måde som Svejk, der hævder at have papir på det. Men den amerikanske kirurg, der altid havde en morsom bemærkning på læben, selv når han stod med indvolde mellem hænderne, og bomberne faldt om ham og de andre, blev ofte beskyldt for at være netop åndeligt mindrebemidlet af såkaldt mere fornuftige individer.

Han var tværtimod, for både Hawkeye og Svejk valgte humoren og de finurlige anekdoter for at holde krigens absurditet – og måske også sig selv – ud. Det er måske også den eneste måde, som man kan overleve på – hvis det altså er værd at overleve, hvis man bare skal sidde alene og vente på dem, der aldrig kommer. Det spørgsmål gik undertegnede i hvert fald hjem med efter forestillingen.

Der er nemlig forskel på eksistens og på liv – bare spørg nogle af de danske krigsveteraner.

Men Svejk vil måske – når han har ventet længe nok – gå videre med sine hunde og sit liv. Øllet får han i hvert fald til slut i forestillingen, og et solidt glas humle er trods alt lettere at blive mæt af og gå videre på end et postkort med kejserens billede.

Men tilbage til Første Verdenskrigs rædsler, selvom stykkets tunge alvor ikke kun drejer sig om bomber, granater, lig og menneskerester, men som også tegnes skarpt i beskrivelsen af livet på bunden af hierarkiet, dér hvor alle de andre kan herse rundt med én, og hvor mennesker må finde sig i ydmygelser og ordrer.

De færreste dog så smilende og anerkendende overfor autoriteten som Svejk, der som én af sine elskede hunde altid logrer med halen og gør det, som dens Herre siger – og netop derfor kan Svejk heller ikke besejres, og slet ikke af magtens mænd.

Alle de vigtige mænd med de betydningsfulde embeder og store titler, som udstilles i deres selvhævdende latterlighed, og det gøres så karikeret i forestillingen, at det næsten bliver bedre end virkeligheden. For naturligvis er alle katolske præster drikfældige og spillelystne, alle dommere kloge og milde, alle mellem-ledere i militæret binde- og skydegale og så videre.

Det er godt lavet – og det er også stærke kræfter, der spiller rollerne: Ulla Henningsen, Steen Stig Lommer, Asger Reher, Tom Jensen, Jesper Groth, Emil Bodenhoff-Larsen og Sara Viktoria Bjerregaard.

Endelig skal løjtnant Lukas – Svejks sidekick, selvom Svejk jo egentlig er dennes oppasser – nævnes. For han er den normalitet, som sætter Svejk i relief gennem forestillingen. En mand med smag for de gode ting i tilværelsen, en levemand, der ender med bogstaveligt at gå op i røg i skyttegravens helvede og kanonild. Han spilles mesterligt af Carsten Svendsen.

Danmarksbloggen giver seks skinnede grammofoner ud af seks mulige, som den der i forestillingens fantasifulde og meget Storm P.´ske scenografi danner en fortællestemme, som sammen med den allestedsnærværende fodnote skaber stumfilms-agtige billedrammer for dette moderne eventyr om antihelten.

Storm P. havde det i øvrigt med at bruge vagabonder og andre ringeagtede til at vise vanviddet i de såkaldte bedre folks verden. For hvem er det i virkeligheden, der er tossede i denne gakkede verden? Er det alle os såkaldte normale – og måske allermest dem med medaljer og magt? Eller er det sådan, at det er denne verdens Svejk´er, som har fanget pointen omkring, hvad det hele handler om?

Enfoldighed og naivitet er i hvert fald oversete dyder – også i vor tid. Det er så også dyder, som menneskets bedste ven hunden besidder – og så altså den gode soldat Svejk, der håber alt, tror alt og udholder alt. Måske derfor historien om ham taler til mennesker i alle tider og på alle steder.

Det er Peter Schrøder, der har instrueret på baggrund af et manuskript af Colin Teevan. Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 17. november.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater

På denne demokratiets festdag – starten på det nye folketingsår – udgiver historiker Asser Amdisen bogen ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, der fra flere vinkler beskæftiger sig med det demokrati, som Churchill engang omtalte som den ringeste styreform – bortset fra alle de andre.

Danmarksbloggen anbefaler alle med interesse for samfundet at læse Asser Amdisens bog, der er en på samme tid letlæst og alligevel faktafuld og substantiel bog om demokratiets snirklede veje – og ikke mindst vildveje op gennem historien, både i Danmark og i resten af verden.

Der skabes på de 191 sider en solid forståelse for de sammenhænge, der er fra de græske bystater og Romerriget over det engelske Magna Charta og Jyske Lov til de oplysningstanker og forfatninger, som kom i 1700- og 1800-tallet, og som store dele af vor tid stadig er præget af som for eksempel idéen om tredelingen af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende del.

Undervejs i gennemgangen hører vi også om samfundsklasser, produktionens rolle, konflikter, krige, filosofi, religion og samfundslære som fx teorien om styreformernes cyklus, som unge gymnasieelever stadig lærer om, måske fordi dens tankegods – i mere eller mindre fortolket tilstand – stadig giver mening, når vi prøver at forstå fortiden, nutiden – og fremtiden.

For som bekendt er demokratiet ikke en størrelse, der lever løsrevet fra eller højt hævet over alt andet. Tværtimod er demokratiet og dets væsen knyttet tæt sammen med tankerne, ideerne, menneskene og den øvrige samfundsudvikling, hvad bogen også påviser i sin analyse af sammenhængen mellem individets bevidsthed om sig selv og sine rettigheder – og så netop demokratiet.

Et demokrati, der også og stadigvæk – og i langt højere grad end vi måske kunne ønske os det – er bestemt af produktionen og storpolitikken.

Og ja, det gælder også i Danmark, hvor Asser Amdisen mener, at vi har en ganske særlig myte omkring det at være danske og demokrati. En fortælling, som går på, at vi er mere demokratiske end alle andre.

Det er vi selvfølgelig ikke. Til gengæld er vi tindrende ligeglade med, at vi selv opfandt denne myte om danskerne og demokratiet for at stive os selv af, dengang vi efter det forsmædelige nederlag til Bismarck i 1864 ikke længere for alvor kunne tro på, at vi som vikinge-ætlinger var i besiddelse af en ganske særlig handlekraft og styrke.

For så havde vi vel slået tysken, men det gjorde vi ikke. Til gengæld har demokrati altid veget for handel her til lands – samt når de store magter har villet noget, som påvirkede os.

For faktum er, at vi – også efter systemskiftet i 1901 og stemmeretten til de fem F´ere, deriblandt fruentimmerne, i 1915 – har krænket Grundloven flere gange. For eksempel under 2. verdenskrig, da det kommunistiske parti i Danmark blev forbudt, og kommunisterne blev taget af tyskerne – uden at regeringen gik af. For kommunisternes borgerrettigheder – og dermed det danske demokrati – betød mindre end stabiliteten og samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

Den slags “sagen over mennesket” sker stadigvæk – og kaldes i dag for nødvendighedens politik. Men det dur ikke i et demokrati, ikke sådan et rigtigt demokrati, for som Asser Amdisen siger det på side 139, så er Grundloven en grundlov og ikke et indkøbskatalog, som man kan shoppe i efter forgodtbefindende.

Formålet med en grundlov er at sikre borgerne og samfundet. Og at være et demokrati kræver noget af et lands indbyggere, dem som Grundtvig troede på kunne blive borgere i betydningen aktive, engagerede borgere i det danske demokrati.

I Danmark har man så valgt at samle sig i politiske partier, men det er ifølge Asser Amdisen måske ikke den bedste idé, og slet ikke i vor tid, hvor han ikke mener, at der længere slås om i hvilken retning samfundet skal udvikle sig, som det ellers var kutyme op gennem 1900-tallet – og måske især allermest i de årtier, hvor velfærdssamfundet blev grundlagt, og hvor senere kriserne ramte – og indtil Muren faldt i 1989.

Og hvem var det egentlig, der besejrede kommunismen? Resultatet blev i hvert fald det samme – en neoliberal ideologi omkring, at mennesket er et rationelt individ, der altid vil forsøge at optimere sin egeninteresse, som man kan læse det på side 163.

Det er så en ideologi, der næsten er blevet til en videnskab, og politik er derfor ikke længere et slagsmål mellem holdninger, men et spørgsmål om, hvem der er bedst til at administrere.

Det giver også nogle politikere, som kan sammenlignes mere med viceværter, der tuller rundt og skruer lidt på møtrikkerne, end med de arkitekter med visioner, som vi har brug for.

Demokratiske valg kommer derfor også til at handle om blåt hold versus rødt hold, om hvordan kandidaterne går klædt, hvad de siger og måden de siger det på – samt om deres moral. Altså om deres personlighed fremfor om deres holdninger. Og det kunne man godt grine af, hvis ikke det var fordi, at samfundsudviklingen er ved at gå amok – uden at det ryster særligt mange.

For den stigende overvågning og den begrænsning, som der sker af ytringsfriheden, var med Asser Amdisens ord blevet mødt med bemærkninger om politistat og menneskerettigheder, hvis noget lignende var sket i det tidligere Østeuropa. Men nu foregår det her hos os, og det er vores egne politikere, og så er vi blinde for de små bitte skridt, som naturligvis ikke fjerner demokratiet fra samfundet hver især, men som tilsammen er ved at gøre det, som man kan læse om det på side 170.

Bogen slutter med et kig ud i verden og en morale, og det er ikke et opmuntrende billede, som Asser Amdisen ser. Despoter rejser sig alle steder, nogle steder i nationalistisk, andre steder i religiøs klædedragt, mens det frie demokrati, som mange troede ville komme i 1989, er stadig mere truet – ligesom det enkelte menneske og dets rettigheder er det.

For Asser Amdisen er det enkelte menneske nemlig værdifuldt og udgangspunktet for ethvert demokrati, og borgerrettighederne er det fundament, som ethvert demokrati skal hviler på – og de kan ikke tages alvorligt nok.

Slet ikke i et samfund som vores, hvor vores demokrati trænger til en omgang reel nytænkning. Asser Amdisen opfordrer nemlig til at, vi som samfund begynder at tænke i alternativer til det repræsentative demokrati organiseret i partier.

Det finder Danmarksbloggen er en glimrende idé, især fordi det kun er fem procent af befolkningen, som er medlem af et politisk parti, og selv der er det ikke alle medlemmer, som nødvendigvis er med til at vælge hvem, der skal opstilles. Kandidater skal ofte godkendes af partitoppen – dvs. magten rekrutterer selv sine efterfølgere, hvilket i vor tid sjældent er de klogeste hoveder, men snarere de mest robuste med de hurtige one-liners.

Danmarksbloggen giver ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater” seks ud af seks grundlove – selvom vi strengt taget kun behøver én.

Asser Amdisens bog kan med fordel læses af alle med interesse for samfund – og for demokrati. For nok er den subjektiv, hvad han heller ikke lægger skjul på, men den giver også store mængder af viden. Og netop indsigt er en fordel for det levende demokrati, der – hvis det skal blive en velsignelse for alle – kræver borgere, som engagerer sig i samfundet, ikke kun ud fra egne interesser, men for at tjene hele samfundet.

Og ja, det lyder idealistisk i en neoliberal og populistisk tid som vores. Men som Danmarksbloggen ser det, er kloge menneskers engagement i samfundet vores eneste mulighed, hvis vi skal undgå en ny, feudal verdens – og samfundsorden, også i Danmark. For det vil være en orden eller rettere uorden, hvor en lille og megarig overklasse stikker totalt af, mens nutidens store middelklasse synker længere og længere ned mod det armod, som underklassen – også i rige, vestlige lande – allerede lever i.

Asser Amdisen, ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, Haase Forlag. Udkommer i dag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Julia and five hundred years of freedom”

Hvor lang vej er der egentlig fra Mozambique til Danmark? Rigtig lang vej, og så måske alligevel ikke – i hvert fald ikke hvis man tager en tur ind på Warehouse 9 på Halmtorvet og ser og hører, ja med alle sanser oplever forestillingen ”Julia and five hundred years of freedom”, som folder sig ud i den afrikanske hytte, som vi alle sidder i – og som er en fantastisk kulisse. Det er Julia Luisa Geraldo Machindano, som har skrevet, og som taler, synger og guider os.

For derinde i hytten – langt fra den såkaldte civilisation, men tæt på det fællesmenneskelige – kan man på en scene, hvor man snart er tilskuer, snart er medspiller opleve en rejse i et menneskes liv fra netop Mozambique til Danmark. Det er så også en rejse i 500 års historie – og i Julias eget liv … en rytmisk rejse, en spirituel rejse, en rejse hvor vi med egen krop erfarer om livet som sort, om slaveri, borgerkrig og mødet med den hvide mand.

En rejse, der involverer dans, rør, tæpper, reb og en masse andet, og som bliver ganske fysisk. Og man lærer så godt, når man lærer fysisk. For kroppen husker, og nok er undertegnede ikke sort, men jeg vil for fremtiden aldrig kunne læse eller høre om slaveri – og især om kvindelige unge slaver – uden at mærke hænder på albuerne. Det er helt sikkert.

For nok er jeg – med alt hvad det indebærer – hvid og privilegeret, men jeg føler alligevel, at jeg nu har en lille idé om, hvad det vil sige at være sort. Selvom det i virkeligheden er svært, ja umuligt at sætte sig ind i, hvad det vil sige at leve på den anden side af hegnet, den side hvor strømmen kommer og går.

Den side, hvor der IKKE er hverken svømmepøls eller grønne græsplæner, men som sagt den side hvor lyset af og til går ud, så der bliver bælgmørkt, og man bare kan kigge over hegnet og hen på den anden side, hvor lyset altid er tændt, og hvor vagterne passer på. Om ikke andet så for at holde øje med dem i mørket, som intet har at miste – og som mange af de privilegerede derfor er så vældig bange for, hvad den politiske virkelighed i Europa i øjeblikket også er et billede på.

Men nu handler det her ikke om Fort Europa, men om en ung kvinde – Julia – og hendes rejse, og det er betagende og rørende at følge hende fra barn over ungdommen og til hun havner i Danmark – og nok kan hun tale dansk, spise pølser og give håndtryk, så selv visse danske politikere burde være tilfredse.

Men heldigvis gælder det gamle ord stadig om, at nok kan du tage en pige ud af Afrika, men du kan ikke tage Afrika ud af en pige – heller ikke selvom hun som en anden prinsesse sover tornerosesøvn i den danske lyse sommernat.

Og det er godt, for der er brug for mennesker som Julia i Danmark. Mennesker der så nådesløst og skånselsløst tør krænge dem selv, deres liv og deres følelser ud …

For ”Julia and five hundred years of freedom” er simpelthen mere end teater, mere end en klassisk fortælling. Det er et statement, hvor vi i publikum selv er med, hvor vi lærer af og med egne kroppe, men også af de ord, som tales på både engelsk og dansk, men også på sprog (portugisisk og makonde), som flertallet af os i publikum ikke forstår. Det var der så andre tilskuere – formentlig fra Mozambique – som gjorde, og de grinede højt.

Og det er da ærgerligt ikke at kunne forstå joken, men vi forstod godt pointen. For det er sundt at opleve ikke at kunne være med på alt hele tiden, og især når man er hvid dansker. For vi hvide danskere tager så meget for givet: Vores sprog, vores sociale koder, vores normer. Men alt det er er lige til at miste fodfæstet af og snuble på, hvis ikke man er født her på denne lille plet på kloden, som det er næsten umuligt at ramme med en finger, hvis man scroller igennem et atlas.

Det var så ikke desto mindre, hvad Julia gjorde – og heldigvis for det. For så kan hun give alle os privilegerede muligheden for at få et glimt af forståelsen af, hvad det vil sige ikke at være hvid. Vi får tillige med et internationalt udsyn, og det er der brug for i den danske andedam, som er markant mindre end det enorme ocean udfor Mozambiques strande.

TAK for det og for alt andet. Det var en stærk og stor oplevelse.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks trommer som dem Michala Østergaard-Nielsen spillede så eminent på hele forestillingen igennem. Ja, hun var også med på flere andre måder.

Forestillingen spiller fra d. 21. september til d. 30. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: No more Jacks – mod nye tider

”NO MORE JACKS – MOD NYE TIDER” hedder Stig Rossen, Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Keld Heicks nye show, som i lørdags havde premiere på Gl. Scene på Det Kgl. Teater. Anledningen var, at der var gået 10 år, siden de fire startede, og at de nu var klar til at tage tiden EFTER de oprindelige Four Jacks periode, som sluttede i 1964, under kærlig musikalsk behandling. For som de fire selv konstaterede:

Vi er sådan en slags plejebørn af de oprindelige fire, men på et tidspunkt må vi jo flyve fra reden.

Det gjorde de så foran et feststemt publikum, der var ligeså veloplagte som dem på scenen. Men inden butterflyen blev smidt – og de fire kastede sig ud i nye numre, fik vi et par af de gamle numre, dog ikke klassikeren over dem alle ”Åh, den vej til Mandalay”, som vi var nogle stykker, der havde håbet måske kom som ekstranummer.

Og den kunne også sagtens have fungeret som en passende afslutning på den – med ørehængende evergreens fortalte – livets rejse fra forelskelsens søde kys over erotik og erobringer til bristede håb og drømme, inden man kommer til accepten og den sære form for lykke og fred, som indfinder sig hos de fleste, når man passerer det første halve århundrede på livets sejlads.

Men nu skal anmeldelsen handle om det, som var – og ikke om det, som ikke var, om end den valgte musik netop drejede sig om væren på et dybere plan.

For det kan godt være, at showet hedder ”No more Jacks – mod nye tider”, men det var nu stadig fortidens stil, som der blev budt på. En fortid og en stil med pænt tøj, laksko, dannelse og kultur. En tid langt væk fra nutidens fokus på individet og den digitale jagt på likes.

En tid som vi mangler – og måske allermest os, som aldrig har oplevet de gyldne årtier, hvor der var fred i verden, og velfærdssamfundet buldrede frem. Men hvor man stadig tog fint tøj på, når man skulle ud, talte pænt til hinanden og de andre ting, som ikke kun er ydre manerer – men også rammer for en god måde at være menneske på.

En analog tid, en tid fyldt med levende musik som det big band, der var på scenen – og som ledet af kapelmester Peder Kragerup spillede, så den gamle teaterbygning swingede og vred sig på måder, som den næppe har gjort før. Også fordi de fire Jacks, der altså ikke var Jacks mere, sang firestemmigt, så det var en fornøjelse.

Nogle af de bedste var, da Stig Rossen sang ”What a wonderful world”, for da mødtes den gamle analoge og den nye digitale verden i det øjeblik, hvor to unge mennesker tændte deres iPhones og sad og vuggede som til en rockkoncert. Tidligere havde vi dog alle rocket og rullet.

Men det var en af de få sjældne stille øjeblikke i en koncert, der generelt var fuld af musik, som man bliver glad af og klappede i takt til af, men som bød på hele viften, også fordi de herrer kommer med hver deres baggrund.

For det gør en forskel, når den ene er uddannet sanger (Rossen), den anden Danmarks største hitmager (Heick) og de to andre skuespillere (Asholt og Lohmann), selvom de to slet ikke er ens. Asholt rummer en vemodighed, som nærmer sig smerte, mens Lohmann er den personificerede crooner fra 60´erne, selvom han kun var en lille dreng i det årti.

Men det var alt sammen, som det skulle være, og skulle de fire en dag få lyst til at køre en omgang mere udelukkende med de oprindelige Four Jacks-sange, så er Danmarksbloggen sikker på, at de vil spille for udsolgte huse. For der er brug for den tids musik – og for mennesker, som kan synge den, og det kan d´herrer Stig Rossen, Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Keld Heick.

Danmarksbloggen giver fire butterfly ud af seks mulige – og overvejer at se showet en gang mere, når det er halvvejs.

For som min bedre halvdel, der var med, sagde: Det var rigtigt godt, især musikalsk. Stig Rossen blev fx John Mogensen, da han sang ”To mennesker på en strand”, og der er ikke mange, der kan trække den en kvart tone ekstra, som Keld Heick kan. Men der er også nogle pointer, som ikke lige falder, som de skal – men som sikkert vil blive bedre, når de fire undervejs pudser forestillingen af.

Det tror undertegnede også, for musikken er på plads. Helt på plads.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Frygt fabrik fælde

Danmarks gyserforfatter no. 1 Steen Langstrup prøver i dette efterår noget nyt, nemlig at udgive sin nye historie som lydbog i ti afsnit, inden den kommer som e-bog og papirbog.

Når man ikke er vant til lydbøger, er det mærkeligt at høre en tekst læst op – især når den som her er skrevet af Steen Langstrup, som er en forfatter, jeg kender så godt, at jeg for længst har min egen ”indre tone”, når jeg læser hans bøger – og den lyder selvfølgelig anderledes end Grete Tulinus´s behagelige stemme.

Men nu hører jeg altså Grete Tulinius læse første del af ”Frygt fabrik fælde”, og jeg er ikke i tvivl om, at lydbøger er en gave til travle danskere på farten. Jeg ville nok også – privat – hoppe på lydbogs-bølgen, hvis jeg skulle pendle halve og hele timer hver dag. For nok skal man se op, se ud og snakke med sine medmennesker som nutidens hippier – inkl. mig selv – altid siger. Men kører man den samme vej med det samme tog året rundt, så giver det så fin mening efter en lang arbejdsuge at læne sig tilbage, lukke øjnene og lade historien folde sig ud.

Og netop uge er en god idé her, for det er om fredagen, at der kommer et nyt afsnit – hver fredag på eReolen startende i dag, fredag d. 7. september og til og med fredag d. 9. november.

At skrive en lydbog kræver så også, at det er en historie med gode indre billeder. Og det er netop, hvad man får i Steen Langstrups lydbogserie ”Frygt fabrik fælde”. Malende billeder og et sikkert blik for nutiden forankret i vor tids digitale, penge-bestemte og anarkistiske virkelighed, hvor vi gerne vil udforske det, som ingen har adgang til – som denne fabrik – for så at tage billeder af det skjulte, som vi kan dele på de sociale medier – eller sælge.

Nu er det ikke til at sige, hvordan denne bog fortsætter og ender. For det er kun første del, som Danmarksbloggen har hørt, men historien er meget lovende, både i sit præcise portræt af vor tids mennesker og adfærd samt i den spænding og de konflikter, som tegnes så fint allerede fra inden det umage fotograferende selskab kommer ind på den på overfladen forladte fabrik, som er målet for deres ekspedition.

En ekspedition, som man mærker, vil blive uhyggelig ligesom lokationen er det. For nej, der er ingen graffiti i den gamle fabriksbygning – ja, ikke engang en knust rude kan den byde på, og dét varsler ikke godt i en tid, hvor alt forladt straks skal hærges, men ikke denne fælde, undskyld fabrik.

Man mærker også noget truende i luften tilbage i 1917, hvor fabrikken var i gang, og hvor ejerens, en gullasch-fabrikant, børn taler om det medium, der skal komme til aftenselskabet.

For ja, vi hopper lige pludselig 101 år tilbage i tiden til en virkelighed, der på mange måder minder mere om vores tid end vi vil være ved – på nær måske lige den polio, som har ramt storesøster Nathalie Marie, der nok er fysisk handicappet, men psykisk stærk som en okse og fuld af vilje. Det samme er faderen, som trods en meget virkelighedsnær opfattelse af hvordan man tjener penge på 1. verdenskrig, også er interesseret i naturfolks religioner og i spiritualisme.

Det er en kombination, som man fornemmer vil bringe sorg og smerte. Men det fortsætter selvfølgelig, for senere befinder vi os i 1958 og møder en ung pige på eventyr sammen med en lidt ældre mand, der byder på både stil og champagne – men som bekendt ender alle eventyr ikke lykkeligt.

Og sådan hopper vi frem og tilbage mellem tre tider, 1917, 1958 og vor tid – men kun et sted. Så som læser forventer man, at på et tidspunkt vil de forskellige tidsaldre og deres mennesker møde hinanden. Spørgsmålet er bare hvornår, hvordan og hvilke uhyrligheder som det onde i skyggerne fører med sig.

For at det bliver skræmmende og væmmeligt – dét ved man, når forfatteren hedder Steen Langstrup. Og blodet, tårerne og den snigende frygt, uhygge og kulde fra denne første del gør kun denne forventning større.

Som læser, undskyld lytter fik undertegnede også mindelser om to af hans tidligere mesterværker ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” og ”Ø” – selvom ”Frygt fabrik fælde” alligevel samtidig er helt sin egen.

Danmarksbloggen glæder sig til fortsættelsen og giver fem ud af seks murbrokker, som dem ligger på fabrikken … lige præcis der, hvor personerne fra vores tid tager de billeder, der giver dem gåsehud på helt andre måder end det, som de havde drømt om – og ønsket.

Danmarksbloggen kan i øvrigt godt forestille sig, at historien er seks murbrokker værd – men det må de kommende ni afsnit vise. Det bliver nervepirrende at følge med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Varsler og myter om vejret”

Danskerne elsker at tale om vejret. Ja, man kan hævde, at vejr-snak er en særlig dansk disciplin, som ville give os en sikker guldmedalje, hvis den var på det olympiske program.

Så hvad er mere naturligt end en bog om vejret? Det tænkte man også hos Gyldendal, som nu har revideret, opdateret og udvidet den populære ”50 vejrvarsler der (måske) virker” – og heldigvis for det. For ”Varsler og myter om vejret” er en af de bøger, som man bare har lyst til at læse med det samme.

Formatet er lille og handy, og når man bladrer i bogen, ser man, at dels så er teksten delt op i overskuelige og letlæste dele – og dels så vrimler det med flotte fotos af vejret i Danmark året rundt.

Fra nærbilleder af fugle og regndråber over dramatiske billeder af tordenvejr og nordlys (som vi ikke har så tit i Danmark) til smukke fotos af regnbuer, solopgange, himle, marker og træer klædt i hvid vintersne, grønne forårs- og sommerdragter samt efterårets gule nuancer.

Når det samtidig er meteorolog Jesper Theilgaard, der har skrevet bogen, så forventer man kvalitet – og ja, hver en side lever op til forventningerne. Bogens niveau er skyhøjt …

Man bliver nemlig ikke kun klogere af at læse ”Varsler og myter om vejret”, man er også godt underholdt undervejs, for Jesper Theilgaard skriver flydende og med stor sans for at formidle sit stof, så alle kan forstå det.

Bogen er delt op i fem kapitler: Vejrudsigter og vejrhistorie, varsler, myter, talemåder og så et leksikon, der bør læses af alle, der vil blive bedre til at forstå vejrudsigten, som vi alle sammen ser på TV eller læser på DMI´s hjemmeside.

For hvad er en varmfront – og en koldfront? Ja, på side 135 kan man læse svaret på det første – og på side 130 får man viden om det andet. Og sådan fortsætter det med begreber som jetstrømme og det danske vejrkors m.fl.

Men det flyder også med information inden leksikonet, både den konkrete og den, som man engang troede på.

For vejret er noget, som vi til alle tider har været optaget af – også fordi vi altid har været afhængige af solen, regnen og blæsten – mere selvfølgelig efter vi blev fastboende bønder end vi var det i jægerstenalderen. Men også for søfolkene har vejret altid været vigtigt – og er det stadig i vor tid, hvor de fleste af os andre er beskæftiget med erhverv, hvor temperatur og vind kun spiller en rolle for, hvad tøj vi skal tage på – og hvor behageligt vi føler det – og om vi kan sidde ude og grille.

Men i ”Varsler og myter om vejret” får vi en god indføring i det hele, der udover historien om almanakken og Peder Syv fortæller, at selveste B. S. Ingemann, der ellers er mest kendt for sine salmer samt morgen- og aftensange, engang skrev syv digte om skyer. De danske guldalder-malere Eckersberg, Købke, Skovgaard og mange flere udførte også egentlige skystudier for at kunne male de naturbilleder, som en hel verden stadig beundrer.

Måske fordi vejret er noget af det allermest universelle, der findes – og vi gerne vil vide, hvordan det bliver i morgen.

Så vejr handler om varsler, og netop det drejer bogens største kapitel sig også om, hvor det slås fast, at mange varsler tager udgangspunkt i de erfaringer, som vores forfædre fik igennem flere generationer. Der er derfor også en god del sandhed i en del af varslerne.

Man siger for eksempel, at når Loke driver sine geder, så bliver vejret smukt – også næste dag. Den meteorologiske sandhed i det er, at et højtryk har det med at ligge over det samme område i flere dage, og når det flimrende hav af varm luft (som altså kaldes Lokes geder) kan ses over jordoverfladen, er det fordi, at det er et varmt, tørt og stille vejr, som netop kan forekomme i centrum af et højtryk. Og da et højtryk er flere dage om at passere, så vil det i reglen også blive godt vejr i morgen og måske flere dage endnu, når man i et givet område kun befinder sig inde i centrum af højtrykket.

Men nu har vi jo mest lavtryk i Danmark, og et kendt varsel er, ”at når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk”. Det udsagn holder i reglen også vand. For på grund af Jordens krumning vil det første, der ses i horisonten, være en bræmme af højtliggende isskyer. Og dukker de op en time før solnedgang, skal solen ned bag bræmmen, der så kommer til at ligne en sæk. Om natten bevæger skyerne sig så indover landet, og det tilhørende regnvejr kan meget vel ligge dér næste morgen, og altså illustrere bækken.

Men ikke alle varsler holder, og slet ikke myterne, som trods manglende fakta kan være ganske sejlivede. En af dem er den om, at ”det altid er godt vejr, når det er fuldmåne”. Svaret er et stort nej, men vi har det med at huske de gange, hvor månen har stået rund og flot på en blå sommernattehimmel eller en sort vinternattehimmel, men sådan er det jo langtfra hver gang. Mange fuldmåner er druknet i regn, sne eller har gemt sig bag tykke skyer.

Og bare fordi det rimer, kan det også godt være forkert som ”Springer ask før eg, bliver sommeren bleg, men springer eg før ask, går sommeren i vask”. Faktum er, at ask gerne gror i fugtig jord, mens eg helst vil have jorden lidt mere tør. Begge træer findes dog i skovene, og springer ud lidt forskelligt – afhængigt af lokale forhold.

Og så er der også talemåderne, altså ikke et varsel, men at man bruger vejret og naturen til at sige noget andet som for eksempel det at ”der blæser nye vinde”. I naturen hænger ”nye vinde” som regel sammen med et vejrskifte, mens det i vores liv betyder, at vi får nye muligheder, eller bliver i stand til at opfatte tingene på en anden måde. Nye vinde er nemlig noget positivt i modsætning til det at løbe med en halv vind, som hidrører den eller dem, der bevidst eller ubevidst ikke fortæller hele sandheden, men måske kun bringer rygter til torvs.

Danmarksbloggen giver ”Varsler og myter om vejret” seks ud af seks termometre – og vil gerne opfordre alle til at tage bogen med i feriekufferten. For uanset om man skal være i Danmark eller i udlandet, i sommerhuset eller ved en strand i Sydeuropa, så vil man nyde at læse – og tale – om det danske vejr.

Bogen udkom i torsdags d. 14. juni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Mor og Far sidder i grøften

Hvis undertegnede var leder af Cirkusrevyen eller en af de andre revyer i det danske sommerland, ville jeg skynde mig at bestille billetter til Glassalen i Tivoli og så ellers slæbe hele holdet til næste sæson, 2019-sæsonen, ind for at tage ved lære.

For forestillingen ”Mor og Far sidder i grøften” er nok tænkt som en jubilæumsforestilling i anledning af Tivoli´s 175 år, men det er også en opskrift på, hvordan en revy skal skæres – hvis altså revygenren skal have en fremtid om 20-25 år. For det her er revy med kant og mening uden al den forlorne hygge, som det ellers handler om ifølge åbningssangen, og som der er så rigeligt af i danske revyer.

Men ikke her, og nej, der er heller ikke dansepiger eller dansemænd inde i Glassalen– eller jo, på en måde, men mere så det hænger sammen med resten af forestillingen.

En af hemmelighederne er nemlig en rød tråd omkring noget med forsvundne børn og en el-regning, der blandes fint sammen i forestillingens mix af mere eller mindre fakta-resistente historiske tilbageblik og Tivoli-klassikere som Pjerrot, Tivoligarden og ikke mindst en meget hjælpsom tissekone og en meget heldig og meget uheldig ballonmand m/k.

Den røde tråd er dog stærkest i første afdeling, mens den glider lidt af hænde i anden afdeling. Desværre.

På scenen møder vi fire kendte danske skuespillere, der mestrer komikkens timing og betoning: Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt, Anders W. Berthelsen og Peter Frödin, og det ville være ganske unfair at fremhæve den ene fremfor den anden. For de er et firkløver, hvor alle fylder lige meget og er lige sjove, om end også meget forskellige.

Mia Lyhne kan noget med at give stemme til de lidt underkuede og stille eksistenser – eller til den højtråbende kværulant.

Kirsten Lehfeldt har en sårbarhed og et dramatisk talent, som selv den mest grinagtige sketch ikke kan skjule, men som gør, at hendes figurer bliver endnu sjovere.

Anders W. Berthelsen er gennemmusikalsk og morsom – og samtidig virker han som én vi alle kender. En, man altid gerne vil være i selskab med, fordi han er sjov.

Og endelig er der Peter Frödin, som har den helt specielle komiske timing og mimik, der gør, at det er morsomt, bare at han er på scenen.

De får heldigvis også mulighed for at optræde både hver for sig og sammen, så vi i publikum vrider os af latter, altså de fleste af os – for det er rimeligt lummert og latrinært indimellem, og det er der selvfølgelig altid nogen, som ikke vil synes er sjovt.

Andre som undertegnede og min ledsager fandt det hylende morsomt, også når de gik lige til grænsen, ja over. Sikkert er det i hvert fald, at man ikke skal være sart overfor hverken kropsvæsker, kropslyde og andre ting, som har med kroppen at gøre, hvis man bevæger sig ind i Glassalen denne sommer.

Så gør det. Bevæg Dem ind i Glassalen til historie-time. Emnet er Tivoli i 175 år, og De får mulighed for at møde både grundlæggeren, de fattige, unge studenter, jomfruer og en hel masse andre – også fire børn med hjerteskærende historier.

Hvis man som undertegnede er mangeårig Tivoli-gænger, sniger en lille mental tåre sig dog ind i øjenkrogen. For midt i al morskaben mindes man om det, som ikke findes længere i Den Gamle Have som for eksempel pavillonen med levende musik hver dag fra det nu hedengangne Promenadeorkestret, der også spillede til pantomimens forestillinger indtil for få år siden.

Dét orkester savnes stadig – også af mange yngre, men så er det godt, at Jeppe Kaas og hans drenge spiller, så det er fornøjelse. For de dygtige musikere er mere end bare musikalsk ledsagelse til de morsomme løjer, der ruller over scenen. De er – som alt levende musik altid er det – en fantastisk medspiller i det, der sker på scenen.

Danmarksbloggen giver ”Mor og Far sidder i grøften” fem ud af seks Tivoli-hurra´er, som dem Pjerrot uddeler nede på Pantomimen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Håbet er lysegrønt”

Af alle ting i hele verden er det frygten i os selv, som vi skal frygte mest – frygten og så os selv og det mørke, som bor dybt inde i os.

Det står i hvert fald helt klart, når man forlader Mammutteatrets gæstespil på Betty Nansen Teatrets afdeling Edison-siloen på Frederiksberg efter at have set ”Håbet er lysegrønt”. For ja, det er håbet vel. Og især i denne forårstid kan håbet, livet og verden virke lysegrønne – og lyserøde, som de kirsebærtræer, vi som de flokdyr, de lemminger vi er, bare MÅ ud og fotografere på Bispebjerg Kirkegård eller/og på Langelinie.

For mennesket er et flokdyr – og tilmed af den grusomme slags. Et flokdyr, som både kan kradse øjne ud, dræbe og gøre alt muligt andet ellers utænkeligt og primitivt, hvis der er en leder at følge – og det skal der nok være. Der er altid en, der gerne vil beundres og føre, og er der ikke nogen, så finder vi ofte selv en kandidat til piedestalen. Gerne en der råber højt og taler i absolutter og lette løsninger på komplicerede sammenhænge, ja selv løgne æder vi glad og gerne, som det så fornemt vises i forestillingen.

For det sværeste er at åbenbart at tænke selv og være kritisk og reflekteret. Så i det store samfundsspil vil natur altid slå civilisation. Drift altid vinde over etik. Det er i hvert fald den følelse, som man sidder med, når man ser dramaet og uhyrlighederne oprulle sig på scenen, der snart er en skov, snart et kontor, snart hele samfundet.

Sceneskiftene sker let, og som tilskuer lever man sig nemt ind i det, for hele castet – der udelukkende består af kvinder, også i manderoller – spiller mere end formidabelt, og det til trods for at forestillingen har været ramt af både uheld og sygdom.

I centrum står Tina Gylling Mortensen, der er skræmmende god i hovedrollen som digteren Bolettelund – ja ud i et, det er ikke en stavefejl. Hendes øjne og mimik brænder sig ud i rummet til os, der sidder på stolene – og da scenen er lille, sidder alle helt tæt på, og vi får alle detaljer med.

Man kan høre vandet blive drukket af ulvens vandskål, man kan næsten lugte leverpostejmaden, som bliver spist, og man ser hver en detalje i det menneskelige forfald og de få, men forgæves forsøg på at nå hinanden, som menneskene indimellem prøver sig med. Det ender selvfølgelig med nederlag og vold.

Sådan er det, når forfatteren hedder Kaspar Colling Nielsen. Han var også manden bag ”Den danske borgerkrig 2018-24”, og han er ikke blevet mere optimistisk siden sidst. Tværtimod. For hvor der i ”Den danske borgerkrig 2018-24” var spor af kærlighed mellem mennesker, er der i denne forestilling, som er iscenesat med sans for de skarpe pointer, også visuelt, af Claus Flygare og Henrik Grimbäck, kun mørke, angst og vold.

Der er altså ikke meget at have det lysegrønne håb i. Heller ikke i den religion, som der af og til kredses om i teksten og som med sit budskab om tilgivelse til alle, selv dem der har indført nem-id og ødelagt miljøet, kan forstås som endnu et tåbeligt forsøg fra civilisationens side på at rydde mørket ud. Eller er det i virkeligheden vores eneste redning ud af det junglesamfund, som vi har kreeret, og hvor ulvene hersker? Altså de farlige menneskelige af slagsen og ikke de i dén sammenligning ret uskadelige ulve ovre på de jyske heder, som ellers løber med overskrifterne.

Men der er så også den anden religion – den som med globaliseringens fart har spredt sig over jordkloden: Markedet og dets kræfter og ubønhørlige krav om konstant konkurrence og profitoptimering. Det er en religion, som ingen – heller ikke politikerne – åbenbart kan gøre noget ved, men hvis ”love og regler” vi alle blot må adlyde.

Lyder det dystert? Ja, men det er det også – og kun virkeligheden er mere mørk end forestillingen. Til gengæld er der maser af humor også, og det er godt, for vi forstår bedre, når vi griner. Også selvom der ikke er noget at grine af i samfundet og verden i øjeblikket …

Danmarkshistorien giver fem ud af seks ulve og tænker med på gåsehud på både ulvehylene og de ulve-eventyr, som vi også hører i forestillingen – endda læst op af en rigtig ulv. På Frederiksberg vel at mærke – og ikke i Jylland. Det er nok værd at tænke over.

”Håbet er lysegrønt” spiller til og med 5. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: For enden af regnbuen

Normalt når man går i teatret og ser et stykke, så følger handlingen et kendt dramaturgisk forløb, og som gammel teatergænger ved man derfor, hvad man skal kigge efter – og man fanger mere eller mindre hurtigt pointer og moraler.

Sådan plejer det at være, men heldigvis findes der stykker, der bryder med den norm, og et af dem er ”For enden af regnbuen”, der spiller på Nørrebro teater, og har Tobias Trier som eneste medvirkende. Han har også selv stået for både manuskript og musik i forestillingen, der handler om sangeren Kaj Bino, der vil opbygge et nyt fællesskab for enden af regnbuen.

Nu skal der ikke røbes for meget her, for der er selvfølgelig en handling, og undervejs spindes vi tilhørere langsomt, men sikkert ind i et net, som vi tror, at vi gennemskuer. Og det gør vi også, når det kommer til de åbenbare sammenligninger med sekter og andre mærkværdige grupperinger, som mennesker søger, fordi de ønsker et fællesskab.

Men der er alligevel noget, som man ikke fanger, og som sniger sig ind under radaren og bliver siddende i én, når man forlader teatret. Danmarksbloggen var på besøg i går på årets første sommerdag, og gik bagefter i den gyldne aftensol på Nørrebrogade med en følelse af at have misset en vigtig pointe. Og det var først, da undertegnede fortalte andre om stykket senere på aftenen, at det gik op for mig, at der netop ikke var nogen endelig morale, nogen pointe bøjet i neon.

Så nej, jeg havde ikke misset noget. For stykket – ligesom livet – handler om, hvad vi selv lægger i det, og guldet findes lige for næsen af os i den brune, frugtbare muld, som vi står og går på. Mor Gaia simpelthen eller Gaya, som det hedder i forestillingen.

Så måske vi skal droppe at hige efter krukken for enden af regnbuen. For lige nu og lige her har vi alt det, som vi skal bruge, så vi kan være ægte og autentiske … med os selv og med hinanden, og med de blomster, som vi plukker og den musik, vi spiller.

Hvad Tobias Trier så selv lægger i det hele på det personlige og private plan, afslører forestillingen selvfølgelig ikke, men den afslører en kunstner, der tør være tæt på sit publikum, helt tæt i både de dialoger, de sange og de dilemmaer, som danner rammen om forestillingen.

Og det er en Tobias Trier, der kan sit håndværk, og som er levende og intenst tilstede, også når publikum prøver at få ham på glatis, retter på ham eller i det hele taget opfører sig ligeså uberegneligt som selve livet gør det. Alt det tager han åbent og professionelt ind, og det, mine damer og herrer, kræver på mange planer langt mere end at spille en stor karakterrolle.

For han aner jo ikke, hvem vi er – os der sidder på de sorte stole på Nørrebro Teater – men alligevel møder han os helt tæt og med stor intensitet. Det er godt lavet.

Danmarksbloggen giver seks pruttepuder ud af seks mulige – som den undertegnede fik æren af at modtage, da jeg helt uforvarende og ved at række en finger i vejret kom til at stå for den første af de seks livsdyder, som spiller en central rolle i forestillingen.

Det skal til gengæld ikke røbes, hvad det er for seks livsdyder, men ja, vi er på religionens vej, og ja, vi er pænt langt fra de syv dyder, som kristne stillede op i middelalderen – ja, man kunne uden at ryste på hånden hævde, at vi på mange måder kommer noget tættere på de syv dødssynder.

Men gå nu selv ind og se forestillingen – eller rettere se, lyt, mærk, tal, syng og lev med. Ja, du får slet ikke lov til at lade være, det sørger entertainer Kaj Bino i Tobias Triers skikkelse for, og ham glemmer man sent i hans grønne jakkesæt med den lyserøde skjorte. For det er Rødovre Centrum, der møder en blanding af en vækkelses-prædikant og en fra de berygtede pyramidespil.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater til og med 5. maj, og det er Johan Sarouw, der har instrueret. Statens Kunstfond har støttet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk