Tag-arkiv: anmeldelse

Anmeldelse: ”Spa Weekend”

Udgivet den af
Svar

I dag er der premiere på filmen ”Spa Weekend”, som er en af den slags film, man synes at have set før – også i bedre versioner. Masser af komik og en flok veninder, som havner i den ene gakkede situation efter den anden.

Den slags kan være særdeles underholdende, især hvis manuskriptet indeholder en enkelt overraskelse eller to. Det har ”Spa Weekend”, som foregår på et eksklusivt sparesort i Californien lige ud til det blå Stillehav, så ikke.

Fra man hører sætningen ”Der er altid én veninde i gruppen, som ingen kan lide” ved man, hvordan handlingen bliver. Det er så ikke automatisk et problem.

Men når filmen samtidig prøver at tilføre en form for alvor omkring, hvad det vil sige at være midt i livet med de prøvelser på arbejdet, ballade med ens eks-mand og de andre ting, som sker for kvinder i 40´erne – så falder både komik og alvor lige så tungt, som de fire veninder gør det, når de skvatter ned fra sofaer over mure og strippere til golfvogne.

For der er fart over feltet i ”Spa Weekend”. Ikke noget Namaste, stilhed og ro i sindet her, selvom det vel i grunden er derfor, at man tager på sparesort.

Men alt går i ged – ret bogstaveligt, og den ene katastrofe afløser hurtigt den næste.

De fire veninder spilles af Leslie Mann, Isla Fisher, Michelle Buteau og Anna Faris, som hver især gør det bedste, som de kan. Men ingen kan spille bedre end manuskriptets indhold. Alligevel lykkes det de fire dygtige skuespillerinder at give deres karakterer personlighed – og også mere end man kunne tro, der var lagt op til.

Leslie Manns hovedkarakter Jane, som er filmens jeg-person, fremstår på samme tid både tjekket og tvivlende. Isla Fisher har en fest med at være larger than lift som Mel. Michelle Buteau fremstiller dygtigt den vrede og den følsomhed, som går hånd i hånd hos Coco. Og endelig er Anna Faris forrygende som den platinblonde mus Sophie, der finder sig i alt – lige indtil hun absolut ikke gør det mere.

Danmarksbloggen giver ”Spa Weekend” tre ud af seks håndklæder, som de badekåber, der findes bunker af på denne verdens spa-steder. Filmen vil så gerne være ej blot til lyst, som man siger det på teatret – og som også er et mantra, der gælder for mange gode og morsomme film.

Men denne film sætter sig mellem to stole, komikken på den ene og den følsomme fortælling om kvindelivet med både arbejde, sex, mænd, børn og gamle forældre på den anden. Men netop derfor falder den tungt ned i det fine sand, der er så meget af nede på stranden på det maleriske spa-resort.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Burning Voice”

Udgivet den af
Svar

Filmen ”Burning Voice”, som sendes på DR senere på året, er en meget vigtig film, der handler om den irakiske kvinde Tamara og hendes kamp for både hendes egen, men også andre kvinders frihed og ret til selv at vælge, hvordan deres tilværelse skal se ud.

Ja, i virkeligheden simpelthen retten til at være i live.

Det er en rå dokumentar, hvor vi skiftevis følger Tamara i Danmark, hvor hun bor sammen med sin søn og deres lille hund, og så i Irak, som hun oprindeligt kommer fra. Da filmen starter, er Tamara dybt involveret i kampen for de irakiske kvinders frihed via organisationen ”The Iraqi Women Rights”, som hun selv har stiftet.

I det ene øjeblik ser vi derfor Tamara stå stærkt på talerstolen i powersuit og fortælle om kvinders ret til at leve, som de vil. For så i næste øjeblik at være meget emotionel, da hun kigger på floden Tigris i det område, hvor hun boede, inden hun som stor skolepige flyttede til Danmark.

Vi ser hende lave et fotoshot, hvor hun bliver sminket, så hun ser ud, som hun gør på de fotos, som hun har fra dengang, hendes ex-mand slog hende med sit bælte. Vi ser hende danse mavedans iført meget lidt. Og to sekunder senere bede til Allah iført muslimsk klædedragt, så kun ansigtet er utildækket. Vi ser hende også flytte på krisecenter, fordi hun er bange for ex-manden.

Tamara er nemlig mange kvinder, og skal ikke defineres ud fra kun en ting, en funktion: Hun er kvindesagsforkæmper. Datter – af en kærlig far, som hun siger har lært hende alt. Mor til en søn – som da han siger, at drenge er stærkere end piger – straks irettesætter med sætningen om, at piger og drenge er lige. Studerende, der kæmper med hendes eksamen. Men som også, da hun bliver socialrådgiver, fejrer det med ikke-alkoholiske bobler sammen med sin familie. Og meget mere.

En ting går dog gennem det hele: Modet. Modet til at vise sig selv og sin virkelighed hele vejen rundt. Fra mødet med den legendariske irakiske feminist Hanaa Edwar over det at komme for sent til sønnens første skoledag og til de demoer for kvinders rettigheder, som hun selvsagt deltager i, også i Danmark.

Tamara er – og viser – et helt menneske.

”Burning Voice” er derfor også 1001 historier – og så alligevel kun én historie, der ikke er noget eventyr. Nemlig historien om, hvordan det at være kvinde i islamiske lande og blandt mange – ikke alle, men mange – muslimske mænd. Og det er en historie om at være mandens ejendom, som han kan gøre med, hvad han vil – også slå ihjel.

Fordi mænds følelser betyder mere end kvinders liv i mange islamiske samfund iflg. Tamara.

Det er derfor en rystende film, som på en meget hudløs facon viser en virkelighed, som de fleste nok anede eksisterede, men som mange har svært ved at forholde sig til. Og som visse grupper og organisationer i det danske samfund vender det blinde øje til, og kalder kulturelle forskelle.

Men det er det ikke. Det er kvindeundertrykkelse, og det kan ikke fortsætte, hvis vi mener det med frihed.

For nok kan en dansk dommer sagtens give en irakisk kvinde som Tamara en i Danmark gældende skilsmisse fra hendes egyptiske og voldelige ex-mand. Men det stopper ikke nødvendigvis ex-manden i at forfølge og chikanere hende, og slet ikke når de har en søn sammen.

Filmen rejser derfor også et spørgsmål til danske politikere, kvindeorganisationer og mange flere:

Beskytter vi som samfund de muslimske kvinder i Danmark godt nok, så de kan komme ud af det voldsregime, som de lever i under det religiøst betingede islamiske patriarkat?

Svaret giver sig selv. Men filmen skal alligevel ses, hvis man vil forstå, hvor grotesk synet på kvinder er i de kredse.

Danmarksbloggen vil derfor gerne opfordre alle til at se ”Burning Voice”, som får fem ud af seks af de mobiltelefoner, som Tamara flittigt bruger til hudløst at dokumentere sin vanskelige vej i tilværelsen – som alene kommer af, at hun er kvinde.

Ingenting har ødelagt os som tavshed, siger hun også, og det er sandt. Det gælder i øvrigt alle kvinder, som lider under en voldelig mand, og som prøver at glatte ud, få det til at glide, bortforklare og undskylde – også overfor sig selv.

Der skal ikke ties stille. Der skal råbes. Og vi andre skal hjælpe og kræve, at samfundet gør det samme – uanset hudfarve og religion. Bare for lige at slå fast, at det her handler om kvinders rettigheder, ikke om noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Nøjsomheden”

Udgivet den af
Svar

Hella Joofs nye film ”Nøjsomheden”, som har premiere i dag, er en film om ord. De ord, som er nødvendige for at mennesker kan mødes, udvikle sig og finde hinanden. De ord, som både skal siges, skrives – og læses.

For som moster Tut altid har sagt det til filmens hovedperson den purunge Mona, der er i gang med at skabe sig et voksenliv: Hvis du kan læse, så kan du alt.

Det er også rigtigt – næsten. For en god portion mod til at vove at bruge sine ord – og en lige så stor vilje til at lade sine ord bygge bro skal der nu også til.

Om de så har det, de mennesker, som vi møder i filmen, der udspiller sig over en sommers tid i Helsingør og omegn, må man se filmen for at finde ud – hvis altså ikke man allerede har læst Stine Askovs anmelderroste roman af samme navn fra 2022, som filmen er baseret på.

For så kender man godt handlingen om den læseglade Mona, der livet igennem har drømt om at være en slags sekulær Harry Potter, når hun lå i lommelygtens skær, og slugte den ene bog efter den anden i skabet derhjemme hos sin social-fobiske mor, der ikke kan smide noget ud.

Men qua Monas moster, den livsglade, men også i ordets bogstavelige betydning dødssyge Tut får Mona et job i den lokale boghandel, og så kan handlingen begynde. En handling, der er hurtigt centreres omkring et romantisk møde mellem boghylderne med en ung mand fra den anden og rige side af byen.

Et miljø, som er så meget anderledes end det sociale boligbyggeri ”Nøjsomheden”, hvor Mona kommer fra, og nu har fået egen lejlighed. Så hun er stadig omgivet af de mennesker, som hun har kendt hele sit liv som fx fætteren Frederik, der sælger hælervarer og hjemmedyrket hash fra hans såkaldte haveservice-firma.

Kulturclashet er derfor til at tage og føle på, selvom mennesker grundlæggende er ret ens med de samme drømme om nærhed og kærlighed. Der bruges også vold i alle miljøer. Og ikke kun en knytnæve i fjæset kan gøre ondt. Ord kan også lave dybe sår. Men ord kan også gøre godt. De kan få os til at grine, græde på den gode måde og tænke.

Det er i hvert fald moralen i ”Nøjsomheden”, som faktisk er alt andet end nøjsom, når man ser på både manuskript og skuespilspræstationer i filmen, der så lige topper kagen med at servere en bred palette af tilstedeværelsen af kendte danske forfattere i den litteraturfestival, som er en nødvendig, men også bittersød erfaring for Mona undervejs.

Det er Andrea Heick Gadeberg, der spiller Mona, og det gør hun med så kæmpestor charme og sødme, så man uvilkårligt hepper på hende hele vejen igennem. Clint Ruben gestalter med enorm overbevisning den stammende Nikolaj, som Mona møder i boghandlen.

Maria Rossing spiller med den for hende så vante styrke en alt andet end stærk person, nemlig Monas angste mor. Iben Hjejle bevæger sig hjemmevant og med slagkraft rundt i hendes karakter, den syge og med den brogede fortid og det store hjerte moster Tut, som ser alt og alle – måske med undtagelse af sønnen, som Joachim Kubel gestalter med stor sikkerhed.

Endelig er Lene Rødbroe helt igennem fortryllende som en anden god fe, her bare i skikkelse af en boghandlerske, der svinger med de bøger, der for Mona er som sekulære tryllestave.

I andre roller ser vi Lotte Andersen og Ulrich Thomsen boltre sig som kulturelle overklasseforældre, Mikael Birkkjær nyde at spille en lokal snob-forfatter med mere attitude end talent, Thomas Hwan hygge sig som pedantisk og bange pedel og mange flere endnu som venner, hjemløse, narkobaroner og overklassepiger.

Et helt overflødighedshorn af strålende skuespilskunst. For ”Nøjsomheden” er en film, der kræser for os, som var vi med til den årlige sommerfest i den store villa lige ned til Øresund.

”Nøjsomheden” er derfor en slags virkelighedens eventyrfilm, som det er let at blive revet med af. Men som i alle gode historier findes et ekstra lag, en pointe som med lige dele humor, varme og inderlighed viser, at mennesker behøver mennesker.

At den korteste vej mellem to mennesker ikke er et smil, men ord. For tale ER guld, og vi overlever nok lidt flovhed undervejs.

Danmarksbloggen giver derfor med største fornøjelse ”Nøjsomheden” fem ud af seks bøger, som dem Mona sælger mange af i boghandlen, fordi hun rent faktisk læser bøgerne, og fordi hun på hver eneste bog sætter en gul post-it med en kort anmeldelse.

Så hvorfor ikke gøre Mona kunsten efter? Teksten ville lyde således: 

Der er intet nøjsomt over filmen ”Nøjsomheden”. Tværtimod. Den er et overflødighedshorn af humor, tårer på den gode måde og de spejle, som vi alle har brug for – når vi skal finde modet til at bruge vores ord, så vi kan nå hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”En familiekvinde”

Udgivet den af
Svar

Søstrene Anna og Linnea Ardens første kortfilm ”En familiekvinde” er udtaget til Odense International Film Festival, hvor den får verdenspremiere i denne uge.

Filmen er en lille perle, som viser, hvad der går forud, når en kvinde midt i livet pludselig kan vaske det gamle ansvar af sig, række armene ud og glædestrålende råbe: Jeg er fri.

Og som enhver ved, så er der derfra ingen grænser for, hvad der kan ske i hendes liv.

For hvem er i grunden vinderen, når manden i sølvbryllupsalderen går fra sin jævnaldrende kone, og finder en ny – meget yngre – kvinde, som han får et barn med? Den gængse samfundsfortælling siger manden.

Men den præmis udfordrer Arden-søstrene dygtigt i deres skildring af en mand, der mens alderen, trætheden og skavankerne indfinder sig, stadig skal hente barn i børnehaven, måske smøre madpakke, lave legeaftaler – og samtidig sikre sig, at de unge hanløver på arbejdet ikke overhaler ham.

Så er manden i virkeligheden fanget i en fælde af en gentagelse af det, som han ville ud af engang? Og er den kvinde, som han forlod, vinderen, fordi hun – når hun har grædt færdigt, fået lukket de nødvendige døre samt sendt de voksne børn godt videre i livet – har hele verden og masser af tid til sin rådighed?

Det kan man få et godt bud på i den mere end velspillede kortfilm ”En familiekvinde”, hvor Christiane Gjellerup Koch kan opleves som kunsthandleren Suzanne, der bor i en stor lejlighed i København sammen med den meget flytteklare voksne datter, som hun har med ex-manden Magnus, der spilles af Mikael Persbrandt.

Vi møder Suzanne på galleriet, hvor Magnus ringer til hende, fordi han ikke kan nå at hente den datter, som han har sammen med sin nye kæreste, inden børnehaven lukker. Suzanne indvilliger i at hente den lille pige, som hun så tager med hjem til det, der engang var rammen om hendes eget liv med mand og barn.

Dér i de fine stuer udspiller der sig derpå et lille kammerspil i tre scener. Først med den voksne datter og den lille pige, derned med ex-manden og den lille pige, og endelig med den voksne datter til sidst.

Og herefter er intet som før. Familiekvinden er sendt på pension – og Suzanne er blevet fri.

Det er Christiane Gjellerup Kochs allerførste hovedrolle – og det var da også på tide!!! For som hun kan spille med nærvær og intensitet, og så man føler, at man på den ene side lærer Suzanne rigtig godt at kende, mens man på den anden stadig er nysgerrig på mere.

Filmen slutter også med noget, som måske kan blive til en ny kortfilm om de muligheder, som kvinder midt eller lige over halvdelen af livet har.

Koch spiller i øvrigt helt op til verdensstjernen Mikael Persbrandt, som med sædvanlig sikkerhed og sårbarhed leverer rollen som en mand, der har ødelagt det for sig selv – og ved det.

Gerda Lie Kaas gestalter med stor styrke Suzannes datter Mia, der stadig slås med faderens svigt, mens Saga Lily Marie Majland spiller den lille pige – og som hun kan.

For hvad enten hun maler blåt med begge hænder eller siger sushi, da hun bliver spurgt om noget orange, man kan spise, så er Saga Lily Marie Majland fortryllende. Ja, den lille piges naturlighed foran et kamera bliver sammen med Kochs vibrerende tilstedeværelse det fixpunkt, som gør, at filmen bliver et skarpt spejl på vor tid og på de kvinder over 50 år, som engang var usynlige, men som nu kræver deres ret og plads.

”En familiekvinde” er derfor mere end en god kortfilm. Det er en nødvendig film, som de to Arden-søstre sejler sikkert i havn.

En film, hvor handlingen flyder, og replikkerne sidder. En lille hverdagsfortælling, som har hele livets drama i sig fra håb og drømme over ægteskab og børn til de greb, der brast – og måske nye chancer for romantik og glæde. Og med kvinden som heltinden, der tager sin skæbne i egne hænder. BRAVO.  

Danmarksbloggen giver ”En familiekvinde” fem ud af seks farvestrålende malerier, som det Suzanne sælger i galleriet, lige inden ex-manden ringer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Dobbeltspil”

Udgivet den af
Svar

Dagens premierefilm ”Dobbeltspil” er en skræmmende fortælling om, hvor galt det går, når man indlader sig med en psykopat og narcissist. I ved en af de der på overfladen så charmerende og ofte også attraktive typer, som lover hele verden – og en buket røde roser.

Men det eneste, som man kan regne med, når honeymoon-fasen er forbi, er, at så viser psykopaten sit virkelige fjæs – og det er grimt, og så starter glidebanen. For så går det – trods psykopatens tårer, undskyldninger og løfter om forbedring – kun nedad af den sikre vej fra at de små grænser overtrædes over anvendelse af skældsord og chikane til vold og mord – og vel at mærke uden mindste fortrydelse.

For i psykopatens øjne har vedkommende altid en god grund til at handle, som vedkommende gør – og det er i øvrigt altid de andres fejl, når noget ikke bliver, som psykopaten ønskede det.

I ”Dobbeltspil” kommer historien så med det tvist, at der her er tale om en mand, Tobias, som lever et dobbeltliv, da han er kæreste med to kvinder, den rige og tjekkede Clara, som han bor sammen med i København, og håber at få børn med, og så den mere frie designer Katrine, som han bor sammen med i Malmö.

De to kvinder finder ret hurtigt ud af hinandens eksistens, og de bygger også en form for bånd til hinanden. Men så skal heller ikke røbes mere, blot at Tobias også efter afsløringen af den anden kvindes eksistens stadig har netop den form for magt over dem, som er så typisk for en psykopat, der er mester i at gøre kvinder usikre på sig selv og eget værd – og derfor afhængig af psykopatens billigelse og nærvær.

Det lyder uhyggeligt – og det er det også. Det er så også vist mesterligt i filmen, som rent handlingsmæssigt måske nok er rimelig forudsigelig. Men det får være, selvom der er en oplagt mulighed for et tvist, som ikke udnyttes, hvis man havde turde gå ned ad den vej, som en bestemt replik er vejviser mod.

Men filmens helt store styrke er dens menneskeportrætter, hvor vi ser Neel Rønholt i hovedrollen som Clara. En rolle, som Rønholt gestalter med fineste fingerspidsfornemmelse for de erkendelser og de håb, som den i starten ret naive og materielt privilegerede Clara bærer på.

Katrine spilles med overbevisning af Julie R. Ølgaard, som tilfører den så klassiske hippietype en god portion følsomhed, som klæder karakteren.

Youssef Wayne Hvidtfeldt gestalter Tobias med en intensitet og vildskab, så man sidder og hopper i sædet, mens man har lyst til at råbe til hans ofre, undskyld kærester: LØB!!! Se dig ikke tilbage. LØB!!!

Claras forældre spilles med nerve af Ellen Hillingsø og Peter Gantzler, og jeg gad godt at have set mere til dem og deres indbyrdes forhold og tanker. For de bærer mere af historien, end man tror ved første øjekast.

Camilla Lau er Claras veninde, mens Jesper Zuschlag er Tobias´s kompagnon, og som ventet spiller begge forrygende, så også dem ville jeg gerne have set mere til. I filmen ser vi også unge Clara – spillet fint af Cecilia Loffredo og hendes unge bror Jonathan – spillet lige så fint af Salomon Stampe.

Der er så desværre også et par løse ender i filmen, hvor vi fx ikke får en forklaring på en 180 graders vending i en holdning og adfærd hos nogle af filmens bipersoner, som er afgørende for filmens sidste scener. Det er rigtigt ærgerligt. For det er filmens nøglepunkt, og det kunne være klaret på blot et enkelt minuts samtale over den vin, der drikkes godt af filmen igennem.

Danmarksbloggen giver ”Dobbeltspil” fire ud af seks af de nøgler, som både kan lukke og åbne i et liv og for et selvværd. Det er en gedigen spændingsfilm og et formidabelt portræt af, hvad der sker, hvis man indlader sig med en psykopat – og ikke skynder sig væk i tide, hvis man er så heldig at få en advarsel, inden det er for sent.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fyrtøjet” på Pantomimen

Udgivet den af
Svar

Normalt anmelder man til premierer, men nogle gange kræver en forestilling en anmeldelse, også selvom der er gået lang tid.

Således Pantomimeteatrets version af H. C. Andersens eventyr ”Fyrtøjet”, som Danmarksbloggen oplevede i aftes.

Det var en af de sjældne varme og sollyse sommeraftner, hvor Tivolis kælenavn Den Gamle Have gav ekstra mening, og hvor det var særligt skønt at sætte sig foran det fredede Pantomimeteatret for at opleve historien om den kække soldat, som kom marcherende hen ad landevejen.

Dvs. her i ballet-og-pantomime-versionen kommer han også springende og hoppende ind på scenen, hvor der står et træ – og lidt senere også en heks, og så er spillet i gang.

Ned til hundene og mønterne med soldaten, og op igen for at hugge hovedet af heksen og begive sig ind til byen, hvor soldaten smider om sig med penge, og forelsker sig i kongedatteren, som er låst inde om natten, fordi det er blevet spået, at hun vil blive gift med en simpel soldat.

Det vil kongen nemlig undgå. Men hundene finder på råd – og hverken en kvik hofdame eller en snedig dronning kan forhindre de to unge i at finde sammen – og blive byens nye kongepar, selvom det holder hårdt, da soldaten kun er en kridtpibe og et fyrtøj fra at blive hængt.

Vi kender eventyret alle sammen, også turisterne kunne jeg høre, inden påfuglen gled ned, og det hele gik i gang. Så det nye og spændende består i, hvordan eventyret vises – og hvad der lægges væk på.

Og på Pantomimen får scenerne med byens liv lov til at fylde meget mere end i historien. Hvilket giver god mening, når man betænker, at der skal være plads til, at Tivolis Balletteater skal vise, hvad de kan – og de kan meget. Både hver for sig som soldaten og hofdamen, som pas de deux med soldaten og prinsessen – og samlet som hele kompagniet, både voksne og børn.

Der danses, så det er en fornøjelse at se for især den, som kan lide ballet. For den, som kommer for at opleve H. C. Andersens eventyr live, er de to optrin i byen derimod ret lange – og også for lange.

Mine naboer på de grønne bænke fandt undervejs mobilerne frem – og ikke for at tage billeder. Men ellers var de og alle andre, som sad eller stod foran det gamle teater med påfuglen, levende optagede af løjerne, mens der blev jublet – og storklappet bagefter.

Det er Dronning Margrethe, som har stået for kulisser og kostumer – og som altid, når vores kreative og kunstneriske dronning er involveret, har der været gang i hele farveladen. Alle farver, alle nuancer er med – og det er nu så ganske dejligt at se hele paletten og også diverse mønstre præsenteret.

Majestæten er også ganske farverig selv – og det tager hun heldigvis med på scenen sammen med en stor portion opfindsomhed.

Hvordan laver man fx hunden med øjne så store som Rundetårn? Nemt, man laver ikke blot et, men hele to Rundetårn, som popper ud af øjnene på den store hund – den med guldmønterne.

Og der er meget mere hitte-på undervejs. Men det må man selv gakke i Tivoli og se.

Danmarksbloggen giver ”Fyrtøjet” fire ud af seks fyrtøj. Forestillingen fortjener i grunden fem, når man ser på dens dramaturgi, humor og opfindsomhed – og på at det er verdens bedste eventyrdigter H. C. Andersen, som har lavet historien. Men de to danseseancer i byen varer simpelthen alt for lang tid.

Alligevel er det en herlig halv time, som man kan tilbringe i selskab med soldaten, heksen, prinsessen og alle hundene på udvalgte dage i Tivoli denne sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Vaiana”

Udgivet den af
Svar

Endnu en genfortolkning af en animationsfilm fra Disney får i dag d. 9. juli premiere i en live-action version. Denne gang er det den 10 år gamle Oscar-nominerede “Vaiana”, som er den fantastiske fortælling om høvdinge-datteren Vaiana fra sydhavsøen Motunui, der drager ud på det store, blå hav for at genoprette naturens orden med hjælp fra halvguden Maui. 

Filmen er inspireret af polynesisk mytologi, krydret med den velkendte Disney-magi og tilsat en håndfuld originale sange af Lin-Manuel Miranda, Opetaia Foa’i og Mark Mancina – og lad det være sagt med det samme: Live-action-versionen er mindst lige så god og gribende som dens animerede rødder. 

Vaiana, der gestaltes af Catherine Laga’aia, er præcis så snarrådig og eventyrlysten, som man kender karakteren fra animationsfilmen. Hun føler sig draget af havet, og godt hjulpet på vej af sin bedstemors genfortællinger af myterne, tager hun af sted på en farefuld og storslået rejse ud på den anden side af det rev, som ellers udgør den trygge og kendte grænse i hendes verden.

Vaianas bedstemor bliver spillet kærligt og legende af Rena Owen, mens Vaianas forældre gestaltes af John Tui og Frankie Adams med den helt rette mængde af formaninger, omsorg og ubetinget kærlighed til deres barn, der skal ud i verden og finde sig selv – også selvom forældrene måske ikke er helt klare på det endnu.

For afsted må Vaiana, og undervejs møder hun halvguden Maui, der spilles af Dwayne Johnson, som også lagde stemme til samme figur i den originale animationsfilm. Alle, der har set 2016-animationsfilmen, ved, at Maui har både håret, kroppen og tatoveringerne til at være en overvældende halvgude-skikkelse, og ja, det har den tidligere wrestler Dwayne “The Rock” Johnson.

Samspillet mellem Catherine Laga’aia og Dwayne Johnson virker fortrinligt. De ER Vaiana og Maui, og deres møder med morderiske kokosnødder, kæmpekrabber og lava-monstre føles ikke forstilte, men derimod som den skinbarlige virkelighed, der kan ske for enhver, som begiver sig ud i et eventyr i bølgerne.

For sådan er det i en Disney-film, animeret eller live-action. Man bliver man let revet med ind i en anden verden, en magisk verden. Og “Vaiana” er formentlig en af de mest vellykkede live-action-genfortællinger, som Disney har frembragt.

Det er Thomas Kail, der har instrueret.

Og ja, filmen byder også på endnu en Disney-klassiker, nemlig de søde og sjove dyr, hvor særligt hønen Heihei er et morsomt og gakket sidekick. Det andet animale indslag er grisen Pua, som vi kun ser i glimt.   

Danmarksbloggen giver “Vaiana”6 ud af 6 konkylier, som dem, der kaldte på Vaiana, og førte hende ud på det store eventyr.

Måske du også kan høre den indre stemme, der kalder på dig? Og i så fald – lyt! Selv tak.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen.

Anmeldelse: ”Erasmus Montanus”

Udgivet den af
Svar

Der er dem, der siger, at latin er et dødt sprog. Der er dem, der siger, at Holbergs komedier er gammeldags og ikke kan bruges til noget mere.

Begge tager fejl, og det kan man forvisse sig om ved at tage i Grønnegårds Teatret og se sommerens opsætning af “Erasmus Montanus”, som vittigt, kløgtigt og i den helt rette Holberg-ånd demonstrerer, hvor evigt aktuelt problemstillingen ”Gamle Sandheder versus Opdateret Viden” er.

Og størst bliver sammenstødet, når det sker mellem på den ene side dem uden uddannelse, men med evne til at klare sig i deres egen – den bonde-sjællandske – verden, og så på den anden side den, der drog ud, og nu kommer hjem med den højeste uddannelse, men uden skyggen af indsigt.

For bondesønnen Rasmus, der i København forvandlede sig til Erasmus Montanus, kommer hjem på den ene side fuld af krav om at blive kaldt monsieur og på den anden fuld af foragt over sine rødder. Og så bliver den festlige hjemkomst hurtigt til et studie i, hvad overdreven selvopfattelse kan forårsage af ulykker.

Det er Nicolai Jørgensen, som i fuldstændig suveræn stil og mesterklasse gestalter dette i egen optik så lærde supermenneske, der dog må ty til mors skørter, da livet bliver svært. Mor Nille spilles fuldstændig forrygende af Laura Bro, og man føler nærmest, at man kan mærke sine egne ben blive først tungere og siden lettere i den berømte mor-er-en-sten-nej-mor-er-ikke-en-sten-scene.

Faderen Jeppe er lagt i solide hænder hos Jesper Hyldegaard, som er inkarnationen af fordommen om den stolt-naive sjællandske bonde, mens broderen Jacob spilles af Lue Støvelbæk, der giver hjemmefødningen en både ungdommelig og dybsindig ”spekulering”.

For der er mange måder at være intelligent på, selvom Erasmus kun anerkender en – nemlig sin egen. Nogle af forestillingens mest spektakulære scener er derfor også de akademiske fægtekampe – at disputere – med egnens (selv-) erklærede kloge hoved Per Degn, som spilles, så det smælder af Johannes Lilleøre.

For det er en forestilling, der også handler om viden – og om overtro, og især om enkeltsagens betydning. Her hvorvidt jorden er flack – altså flad eller ej. Det hævder man på Bjerget, at den er – og det i en grad, så det spiller en afgørende rolle for Erasmus´ videre færd. For muligheden for at gifte sig med den velhavende Jeronimus´ datter Lisbed, der spilles med en charmerende blanding af sødme og styrke af Rikke Westi.

Hendes principfaste far Jeronimus gestaltes med sædvanlig sikkerhed af Steen Stig Lommer, mens Christine Gjerulff sprudler i rollen som hendes mor Magdalone, der i styrke langt overgår den ellers så bidske ridefoged Jesper, som Morten Hauch-Fausbøll giver en god figur.

Grønnegårds Teatrets ”Erasmus Montanus” er Holberg med sans for både det klassiske og det moderne, med tempo og latter, med hver skuespiller, hver replik, hver bevægelse lige, hvor det skal være. Det er, så man – midt i 1700-tallets herligheder – ikke kan lade være med at tænke på vor tids fake news og overtro – og vor tids Erasmus Montanus´er. For de findes skam stadig. De har bare skiftet latin ud med management-sprog.

Danmarksbloggen giver Grønnegårds Teatrets “Erasmus Montanus” 5 ud af 6 dissertattiones in traditone theatrali academica Holbergiana de discipulo e monte qui domum ex Hafnia rediit – eller sagt på dansk: 5 ud af 6 af de porrer, som mor Nille render rundt med.

Det er en opvisning i, hvor nemt mennesker, idéer og viden kommer ud på et skråplan. Men heldigvis også en påmindelse om, at selv de mest optegnede landkort og de mest indgroede opfattelser må vige for en kvinde, der stiller de rigtige spørgsmål og tør at handle.

En stor ros til scenograf og kostumedesigner Marianne Nilsson og koreograf Maja Kaagaard Olsen for at have skabt en opsætning, der ikke kun visualiserer centrale temaer i “Erasmus Montanus”, men som gør det levende og troværdigt for skuespillerne at udfolde deres karakterers indre verden på scenen. Der er skabt en helhed, så ingen og intet falder udover kanten.

Men nu er jorden jo heller ikke flad som en pandekage, vel?

Instruktør er Madeleine Røn Juul.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vores løfte”

Udgivet den af
Svar

Hvad er løgn – og hvad er sandhed? Findes den absolutte sandhed? Eller er alt blot historier, fortalt af dem, som oplever det – men som ikke nødvendigvis sanser og husker tingene på samme måde?! Det spørgsmål stiller Pernille Fischer Christensens nye film ”Vores løfte”, der har premiere i dag.

”Vores løfte” er en dybt ubehagelig, men også nødvendig film, som opruller, hvad der sker, når en berømt og rost – mandlig – træner på svømmelandsholdet i en autofiktiv bog skildres som en pædofil krænker af en nu afdød kvindelig tidligere elitesvømmer, der endte med at begå selvmord.

En bog, der får samme effekt som en stor sten, der slynges i vandet, og derpå sender bølger ud i alle retninger, så ingen lades uberørt. Slet ikke træneren, hans kone, som han tidligere var træner for, men som nu for længst er steget op af bassinet og blevet tv-kommentator, og deres fælles og sårbare 14-årige datter, der har samme alder, som konen havde, da denne begyndte at svømme på landsholdet.

Men også menneskene omkring den lille familie – forlæggeren, som er konens bedste veninde, og spilles med overbevisning af Sofie Torp, lektiehjælpen, som også er datterens fortrolige, leveres fint af Maimona Bruun, svømmeunionens formand, som spilles med nerve af Rasmus Botoft (giv endelig den mand flere alvorlige roller), hans kone, som spilles driftssikkert af Rikke Bilde samt ekssvømmerskens chef på tv-stationen, som gestaltes af Malte Frid-Nielsen, der spiller så godt, at man tænker, at han er hentet lige ud af ”Presselogen”- rammes af de ringe, som bogens enorme medieopmærksomhed afstedkommer, så de må værge for sig, hvis ikke de selv skal trækkes ned.

For medier – og befolkning – er hurtige på aftrækkeren, og som publikummer til filmen fanger man også flere gange sig selv i at vurdere, hvem og hvad man tror på. Har svømmetræneren, som spilles fuldstændig forrygende og overbevisende af Lars Ranthe, gjort det, som han anklages for i ikke kun bogen, men også af andre eks-svømmere, som står frem? Eller er han, som han selv siger det, bare en venlig mand, der vil det godt?

Den tidligere topsvømmerske, nu trænerens kone, som spilles med enormt nærvær og nerve af Danica Ćurčić, tror på sin mand i starten, og forsvarer ham heftigt overfor alt og alle. Men bliver hun ved med det – eller må hun i gang med en rejse ind i eget sind og eget liv? Og hvilke erkendelser og konsekvenser ender det hele med at få for datteren – og for det tidligere så succesfulde par, som har givet hinanden det løfte, at de altid vil være dér for hinanden, altid vil elske hverandre?

Det skal man se filmen for at finde ud af. Og selv dér er der – måske – flere fortolkningsmuligheder, især lige når man har set filmen. Et par timer efter blev undertegnede dog ret sikker på, at det kun var en mulighed.

Men den eneste, som skal erklæres sikkert, er, at Ranthe og Ćurčić spiller på et niveau, så det er som et intenst kammerspil – endda med datteren Mo som tredjepart. Det er stortalentet Lily Schjøtt-Wieth, som med brændende øjne og 100% troværdighed gestalter den sårbare teenager, der på mange måder er fanget i farlige strømme, som truer med at trække hende ned.

”Vores løfte” er en psykologisk gennemført uhyggelig film, som sætter spot på hele krænker-offer-syndebuk-problematikken og dens kølvand. For ingen er vel automatisk en krænker, bare fordi nogen peger og siger det? Men omvendt er de dage, hvor magten – bevidst eller ubevidst – bestemte spillereglerne, forhåbentlig forbi, så det er slut med at acceptere en udnyttelse af dem, som er nederst i et ulige magtforhold.

Så hvordan skal vi fremover gebærde os – som mennesker og som samfund, når der peges fingre, og nogen hvisker, siger, råber krænkelse? Det giver ”Vores løfte” ikke et svar på. Vi kan blot konstatere, at vi stadig er ude at svømme her i storytellingens tidsalder, og at vi stadig mangler at finde en manual. Men med denne film kan debatten måske blive mindre person-og-sags-fikseret og mere optaget af at finde en løsning.

”Vores løfte” får derfor fem ud af seks svømmehætter af Danmarksbloggen. Det er en af årets vigtigste film.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Bakkens Hvile 2026-show

Udgivet den af
Svar

Det lyder som et eventyr, men det er ganske vist: Ude i den grønne skov på Dyrehavsbakken i Klampenborg findes en lille pavillon, som har ligget der i svimlende 149 år, og hvor der hver eneste sommer i al den tid har været syngepiger, der med swung og saft har begejstret publikummerne, der sidder ved de små, runde borde nedenfor den lille scene.

Det er Bakkens Hvile, hvor der i går aftes var forpremiere på årets show, og hvilken aften det blev fra de søde serveringspiger havde været rundt første gang med drikkevarer og til det røde tæppe for sidste gang gik ned efter de fire bakkesangerinder og pianisten fik velfortjente stående ovationer.

For sikke en forestilling. I to afdelinger på hver cirka 12 sange bliver der sunget, fortalt og lavet spas – damerne i deres overdådige, glitrende og fjerprydede kreationer indbyrdes, med én velspillende pianist, som trofast tager imod det hele, med os i publikum som skiftevis griner og synger med, og med bartenderen, som endda var direkte involveret i den ene sang, der nemt kunne være årets højdepunkt i en hvilken som helst revy – hvis altså bartenderen var den samme.

For bartenderen er ingen ringere end Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, som beredvilligt stiller op til løjerne, og som i øvrigt er gift med chefen for det hele Dot Wessman, som også er en af de fire syngepiger, og som tilmed i år kan notere sit 50-årsjubilæum i Bakkens Hvile.

Den flotte milepæl bliver også behørigt fejret i en forestilling, hvor numrene veksler mellem gamle viser, af og til med aktuelle tekster, nyere sange og så de store klassikere: ”Jeg er en af Bakkens sangerinder” og ”Køb blomster, køb blomster” – og ja, man kan købe langstilkede røde roser – og ja, der kan betales med mobilepay. Men det kan anbefales at have nok af 20´ere med, som man kan smide op på scenen, så det klinger – som traditionen byder.

Følg i det hele taget skikkene i Bakkens Hvile, tag en drink mere og giv evt en runde til pigerne på scenen – de kvitterer med en sang. Lad Dem i det hele taget rive med. Et show på Bakkens Hvile er nemlig noget ganske enestående. Det er varieté som for 149 år siden. Men er det så ikke gammeldags? Ikke et hak. Tværtimod.

Bakkens Hvile er en verden af i går, som vi nyder i dag, og som vi også behøver i morgen. Her er rødder og historie – og historier – fortalt med højt humør og i sang og musik. En verden, hvor de fire damer – Tina Grunwald, Sus Mathiasen, Ann Farholt og naturligvis Dot Wessman – synger og underholder, så det er en lyst om netop lyster og sex – også når den kan erhverves for klingende mønt. Her er ingen politisk korrekthed, ingen bonerthed. Her er livsglæde, lummerhed og liflighed iklædt ægte musik og ægte sang – og vi gynger med og synger med – både om at gå med i Lunden, titte til hinanden, kys hinanden og jeg har elsket dig så længe, jeg mindes.

De ord gælder også Bakkens Hvile, som jeg aldrig havde besøgt før i går, men som jeg på stedet forelskede mig i fra første tone, nej, allerede fra jeg trådte ind i den lille træpavillon, som engang var så almindelig.

For engang var der hele 43 sådanne syngepavilloner fra København til Klampenborg, fortalte Dot Wessman. Nu er der kun én, Bakkens Hvile, tilbage, og den skal blive. Den er levende kulturhistorie, men ikke et museum. Bakkens Hvile er stedet til dem, som stadig tør møde sig selv og andre mennesker analogt uden filter. Det må ikke forsvinde – eller laves om. Så Dot Wessman har ret, når hun siger: og her kan forandring faktisk skade.

Danmarksbloggen håber derfor, at hun også får ret i, at der altid vil være en Bakkens Hvile med syngepiger, som også i de kommende år vil fortsætte med at være så gavmilde med sig selv og deres sange, som de synger direkte ud til os i publikum.

For der sker noget godt, når man sidder tæt sammen – også med folk man ikke kender, men som man alligevel snakker med, skåler, smiler og griner med. Synger og gynger med. Så begejstres man, og så gælder ordene fra Bakkevalsen Kom og tænd min sol…

For solen tændes et sted indeni, når man sidder dér i halvmørket på Bakkens Hvile sådan en festlig og forrygende aften i selskab med d´damer Bakkesangerinderne og alle de andre. En aften, hvor stemning og sang går op i en højere enhed, hvor folkekultur, historie og danskhed smelter sammen til noget, som vi alle kan føle os hjemme i – sådan på dybet.

Så skal vi skåle? Gu´ ska vi så. Bakkens Hvile i 2026 er livseliksir for livsglæden, for fællesskabet og for det danske frisind, og som der er stærkt brug for – også i fremtiden. Danmarksbloggen giver derfor Bakkens Hvile – dette musikalske danske eventyr fortalt, spillet og sunget for voksne – seks ud af seks langstilkede røde roser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk