Anmeldelse: Sandhed og Konsekvens

Store, grå sofaer – præcis så triste og kvælende som ægteskabet kan være det – danner rammen om Teatret ved Sorte Hests Lars Norén-forestilling ”Sandhed og konsekvens”.

Det er et præcist billede af ægteskabets snærende bånd, og det understreges af, at de to ægtefolk i forestillingen hele tiden rykker rundt og skifter plads – uden at de af den grund kommer bare en millimeter længere end fuglen Benny gør i sit bur (han er opkaldt efter Benny fra ABBA).

Men det ænser de ikke, de to ægtepar, der mødes i anledning af den ene søsters 50-årsfødselsdag. Mærkedagen fejres så med den berygtede parmiddag. Hadet af de fleste, elsket af de færreste – men dyrket af de mange.

Fordi sådan en parmiddag tilskriver normen, hvis man vil anses som et velfungerende menneske. Det er jo også så hyggeligt! Eller er det? Svaret er iflg. Norén nej, medmindre man forstår at bryde op i tide – hvilket vil sige kort efter maden er indtaget, og inden alkoholen har nået at gøre sin virkning.

Det gør de to par ikke! Tværtimod fortsætter de med at tylle alkohol i mængder, så man skal være om ikke svensk som Norén, så dog skandinavisk for at kunne se hyggen i dét.

Men ingen – heller ikke den mest følelseshæmmede nordbo svøbt i promillernes beruselse – finder det rart, når skeletterne vælter ud, så gamle nederlag, glemte længsler og dybe sår afdækkes i en blanding af foragt, råben, trods og direkte fysisk kamp.

Men der er ikke noget at gøre ved det. Det fortrængte skal ud, og i takt med at promillen stiger, kommer de beske sandheder om barnløshed, alkohol, sex og et forlist forældreskab.

Vi kender det fra os selv – alle os, som kan sige skål for det, der har været. Vi ved, at tiden er blevet kort. At der er drømme, som ikke blev, men til gengæld kom der nederlag, som vi ikke havde forestillet os – og alt det andet, som blev så hjerteskærende anderledes.

Man burde af samme grund måske overveje at forsyne forestillingen og alle andre Norén-stykker med en advarsel: Hvis du stadig tror på lyserøde Hollywoods-endings, så gå videre – men er du klar på erkendelse af livets meningsløshed og de bristede illusioner, så kom ind og blev spejlet 1:1.

Man kan så diskutere, om de i læ af alkoholen udslyngne barske sandheder har en ydre konsekvens – på den lange bane? Skilsmisse fx?

Svaret er nej. Det sker forbavsende sjældent, hvis man kan sin Norén. Tværtimod falder alt relativt hurtigt til ro igen – og den dysfunktionelle hverdag med livsløgne og den nye pommes frites-gryde kan forsætte.  

Men der er alligevel en konsekvens. En indre konsekvens, der løber som en sort malstrøm gennem den tilværelse, hvor vi er så alene, så alene, og hvor både oprydningen og forsoningen – måske især den med os selv – har så svære kår.

Skyggespil, selvbedragerier, projektering og andet guf fra den mentale skraldespand sammen med misbrug – hvad enten det er af andre mennesker, alkohol eller sex – er der derimod masser af både hos Norén og i et menneskeliv.

Kaskader ligefrem af flugtmetoder og andre drugs for at undgå det spejl, som vi så ofte væmmes ved.

Sådan er livet – og skulle man have glemt det, så tag på Teatret ved Sorte Hest og se ”Sandhed og Konsekvens”. Det er stærke sager – og det spilles af fire eminente gode skuespillere, som både hver for sig og sammen bliver som en eksplosion på scenen. Ikke til at ryste af.

Niels Ellegaard formidler med hver fiber i kroppen og hver trækning i det martrede ansigt Jens´s store livssmerte som det forladte barn, der bare så gerne vil elskes betingelsesløst.

Peter Oliver Hansen skildrer med en både mental og fysisk enorm kraft Michael, manden med den store succes og den lige så store angst for og længsel mod den nærhed, som han prøver at tvinge sig til i en håbløs march på stedet.

Og så er der de to søstre: Den pæne Julie med det eksklusive mærketøj spillet med stor ærlighed og ømhed for både Julie og måske alle kvinder i afhængighed af Anette Støvelbæk, og den bramfri og konfliktsøgende Elisabeth, som portrætteres med lige dele lidenskab og skånselsløshed af Sarah Boberg, der samtidig i korte glimt tør give et kig ind til Elisabeths store sårbarhed.

De to søstre, hvis liv har været så forskellige, er nemlig uløseligt knyttet til hinanden i et bånd af kærlighed og misundelse. For de tror, at de hver især har noget, som den anden vil have. Men fik den barnløse barnet, og den fattige rigdommen, ville det ingen forskel gøre.

For det handler hverken om børn eller penge, men om den klassiske konflikt mellem søskende: Hun fik mere end mig, og jeg vil have det, som hun har. Ingen af os kan løbe fra vores arv – det står klart, når man ser forestillingen.

Og de fire spiller, så det gnistrer. Så det næsten ikke kan rummes i det lille sorte rum, som bliver mørkere og mørkere, som aftenen skrider frem. Det er formidabelt, ja en voldsom oplevelse, som kun kan anbefales.

Danmarksbloggen giver ”Sandhed og Konsekvens” fem ud af seks sjusser og tænker, om det er passende til natmad at synge den svenske drikkevise ”Helan går”. Måske ikke, men et dansk skål og et svensk gutår kan det altid blive til.

Skænker De?

Imens kan vi tænke over, eller – hvis det gør for ondt – glemme stykkets måske mest eksistentielt-spiddende citat: Det væsentlige har jeg, men kærligheden er alt. Dén gør nas.

Det er den Reumert-prisbelønnede Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Aakjær. Jeg bærer med smil min byrde

Jeppe Aakjær? Er det ikke ham med ”Jeg er havren” og en hel masse andre sange ude fra gården på den jyske hede? Jo, men Jeppe Aakjær var meget mere end det. Og i Allan Høiers fortolkning af Jeppe Aakjærs liv i forestillingen ”AAKJÆR. Jeg bærer med smil min byrde” møder vi hele den store poets – og agitators – liv i en samtale med manden med leen, som på denne skønne aprildag i 1930 er kommet for at hente den 63-årige Jeppe.

Det bliver et bevægende og musikalsk møde, som det kan anbefales at overvære.

Forestillingen varer inkl. pause næsten to timer – og det er ikke et minut for meget, når vi skal igennem en perlerække af Aakjær-viser og samtidig høre om mandens liv og levned, fra han var tjenestedreng i slid og slæb over årene i København som skrivende oprører (hvor han var med til at afskaffe Tyendeloven), og til han endte sit liv som digter i gården og naturen ved Jenle, hvor der mange år hver sommer var folkemøder og folkefester.

Hans digtsamling ”Rugens sange” fra 1906 har også siden udgivelsen været betragtet som Aakjærs mesterværk. Jeppe Aakjær oplevede nemlig det specielle for en digter allerede i levende live at være en legende, hvorom der i et hyldestskrift i anledning af hans 60-årsdag stod, at han har talt os fra hinanden, men sunget os sammen.

Aakjærs sange forbinder os stadig – her snart 100 år efter hans død, om end vi i dag ikke har en hverdag, der bare tilnærmelsesvist kan sammenlignes med det hårde liv, som den tids mennesker har haft.

At høre om tilværelsen dengang er nemlig at erfare om et Danmark, som virker så længe siden. Hvem har fx i dag en spyttebakke? Det vil vi finde meget ulækkert. Man spytter ikke indendørs – ja, vel knap nok udendørs, synes vi i 2021. Men sådan var det ikke dengang, hvor den lille Jeppe var optaget af, at bedstefaderen ikke ønskede at bruge den dertil indrettede spyttebakke i stuen – men i stedet harkede direkte efter væggen i en grad, så det var svært at kalke den, da den gamle døde.

Den slags guldkorn strømmer gennem forestillingen som gyldne hvedekorn, der tilsammen danner en farvestrålende høstbuket med pondus, inderlighed, velsang – og velspil.

Det er Allan Sjølin, som akkompagnerer Allan Høier, og de to sammen er gode – uanset om de kører viserne på den klassiske måde, eller eksperimenterer med tempo og udtryk. Det hele gør de forrygende – og det kan Aakjærs viser sagtens tåle.

De viser er også på mange måder vores fælles rødder. Og hvis rødder fortsat skal gro, skal de som bekendt vandes – og have lov til at vokse i forskellige retninger. Så får havren også mange bjælder – og det har denne forestilling.

Det er så samtidig klassisk Teatret Optimis at servere en levende kulturhistorie og Danmarkshistorie formidlet med sang og musik, men i denne forestilling gøres det særligt formidabelt. Vi bliver simpelthen klogere på os selv – og på det Danmark, som vi kender – og holder af.

Jeg kunne i hvert fald mærke mine forfædres gestalter ånde mig i nakken, så det rislede i hele kroppen. For nok bor jeg i hovedstaden, er universitetsuddannet og glad for kunst og kultur. Men ligesom de fleste andre danskere skal jeg ikke langt tilbage for at finde forfædre, der levede af jorden.

Min farfar var således husmand – og min morfar havde jordbær, juletræer og moser på sine jorde. Godt nok på Sjælland, men så er Danmark heller ikke større. Så i mit barndomshjem sang vi Jeppe Aakjær – fordi det liv, som han digtede om, på mange måder var et liv, som om ikke mine forældre, så dog mine bedsteforældre og oldeforældre kunne spejle sig i.

Det var sange som ”Stille hjerte, sol går ned”, ”Nu er dagen fuld af sang”, ”Sneflokke kommer vrimlende”, ”Ole sad på en knold og sang”, ”Han kommer med sommer”, “Jeg er havren”, ”Se dig ud en sommerdag” og ”Spurven sidder stum bag kvist”.

Alle sange, som vi også får fornøjelsen at høre i den eminente forestilling.

Skal der lidt malurt i bægeret, er det, at der sættes for lidt fokus på samarbejdet med Carl Nielsen, som skrev melodien til flere af Jeppe Aakjærs mest kendte viser, som fx ”Jens Vejmand” og forestillingens titel ”Jeg bærer med smil min byrde”.

For hvordan var de to mænds relation i grunden? Både som mennesker og som kunstnere? Det vil man gerne have svar på. Men trods denne mangel er det to timer i godt selskab. Og til sidst til ekstranummeret, ja, dér får man let tårer i øjnene og en klump i halsen. Så er De advaret. Men det er, som det skal være. For det sker på den fineste fællesskabsagtige måde.

Danmarksbloggen giver derfor seks store smil af seks mulige til ”AAKJÆR. Jeg bærer med smil min byrde”. Der er en inderlighed og en dybde over forestillingen, som bliver siddende i én – og gør, at man nynner Jeppe Aakjær længe efter, at man er kommet hjem – og tilbage til 2021.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Forsvundet til Halloween

Efterårets store danske familiefilm hedder ”Forsvundet til Halloween”, og har premiere i dag.

Filmen handler om fire børn og deres vilde oplevelser en Halloween-aften – og har lillesøsteren Petra i den altdominerende hovedrolle som pigen, der forsvinder.

Petra spilles eminent og energisk af debutanten Hannah Glem Zeuthen, der giver både pondus og nerve til pigen med det enorme mod og den lige så store fantasi. Her er en reel rollemodel til alle piger – og drenge. En moderne superpige simpelthen, som alle forældre med stolthed ville se deres børn spejlet i.

På sporet af Petra i virvaret mellem gys og græskar møder vi hendes storebror Asger, der spilles med stor troværdighed af Storm Exner Fjæstad, nabopigen Esther, som spilles med inderlig følelse og fornemmelse for den svære overgang, når teenagetiden banker på, af Katinka Evers-Jahnsen – og endelig den kloge nørd Svend, som skildres autentisk og med blik ind til at der gemmer sig en supermand i enhver gammelklog af Max Kaysen Høyrup.

Blandt de voksne skuespillere vrimler det også med gode kræfter. Blandt andet Jakob Faurby som tyv, Simon Sears som vikar, Marijana Jankovic som Petra og Asgers mor, mens Lise Baastrup og Sami Darr er forældre til Esther.

Petra og Asger havde så også en far – sidst det var Halloween. Men han er nu død, og savnet er stort – og lægger som en skygge over Halloween-højtiden, selvom de voksne insisterer på at fejre den, som de plejer. Så det gør Petra og Asgers mor sammen med Esthers forældre i et edderkoppespind af græskarsuppe, fællesfoto, dans og udklædning.

Men børnene har vigtigere sager at tage sig af – også andet end de selv troede og håbede, at de skulle bruge Halloween-aften på. For Petra forsvinder sporløst, lige inden det hele går i gang. Og i jagten på hende ender de andre tre efter adskillige udfordringer ved det faldefærdige hus, hvor der vistnok bor en ægte heks. Huset er i hvert fald hjemsøgt, siges det.

Og ja, det sker ting og sager i og ved huset. Men om det skyldes fortidens ånder – eller om det er mere nutidige skurke, der er på spil, skal ikke røbes her. Men der huserer tricktyve forklædt som skeletter i området. Og alt og alle er ikke nødvendigvis, som det ser ud til at være i en film, hvor man føler sig supergodt underholdt fra start til slut.

”Forsvundet til Halloween” skal nok blive et kæmpehit – også fordi den udover det helt klare spændingselement er sjov – og har en snert af socialrealisme. Ikke så meget at det gør rigtigt ondt – og det er ok. For det er en film, som skal kunne ses af alle – og som man skal have det godt med at se.

Det er derfor også en slags moderne og opdateret – og hurra for det – version af den klassiske danske familiefilm, som vi kender konceptet fra de gode versioner af ”Min søsters børn”-filmene.

Der er enkelte skønhedsfejl – fx at kirkegårde i Danmark ikke består af lange rækker med trækors, og at i Danmark er det aldrig så varmt til Halloween, at man kan rende rundt uden overtøj på. Men de små fejl og nogle få huller i handlingen er småting, der ikke forstyrrer den overordnede fortælling, som er spændende for både store og små.

Der er også tydelige hints til de måske mest kendte højtidsfilm for børn, nemlig de amerikanske ”Alene Hjemme” og til den Danmarks-verdensberømte ”Terkel i knibe” – og til de gamle børnebøger ”De 5” – som handler om fire helteagtige børn og hunden Tim, som fanger den ene forbryder efter den anden. Ja, der er sågar en schæfer ligesom Tim med i ”Forsvundet til Halloween”, men på en anden måde end hos ”De 5”.

I det hele taget blandes posen med gamle børnefilm og ditto bøger godt med nutidens noget mere lige-på-og-jeg-vil-se-bevis-før-jeg-tror-det-kritiske børn og voksne. Og sammen med et nutidigt sprog og klassiske becoming-of-age-konflikter i 2021-versionen giver det filmen et vældigt realistisk skær – mixet op med en følelse af hyggelig uhygge.

For man kan nemlig sagtens være en mumie-kannibal-zombie til Halloween, hvis man vil, som Petra siger det.

Danmarksbloggen giver ”Forsvundet til Halloween” 5 ud af 6 græskar. Det er en film med fart og tempo – og en god historie, og så er det også kun Halloween en gang om året.

Pelle Møller har skrevet manuskript, og Philip Th. Pedersen har instrueret.

Og for de kirkegårdsinteresserede skal tilføjes, at man skal søge til Mariebjerg Kirkegård i Gentofte, hvis man vil opleve filmens kirkegård i virkeligheden. En kirkegård, som på mange måder er anderledes end stort set alle andre danske kirkegårde – både pga. de mange opretstående kors, men også fordi kirkegården ikke ligger i forbindelse med en sognekirke.

Som man kan læse på Gentofte kommunes hjemmeside om kirkegården: “Mariebjerg Kirkegård er præget af en helt anden kirkegårdsopfattelse end den traditionelle. Den enkelte grav indordner sig et fælles udtryk. Det individuelle gravsted har derfor en langt mindre betydning end på de øvrige kirkegårde.” Citat slut.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

Anmeldelse: En folkefjende

En af teatrets vigtigste roller – hvis ikke dén vigtigste – er at afspejle virkeligheden og give beskueren en dybere forståelse af sig selv og sin tid.

Og netop det gøres for fuld på skrue på Nørrebro Teater, hvor man i øjeblikket spiller Henrik Ibsens ”En Folkefjende” med Søren Pilmark i den altdominerende hovedrolle som den idealistiske – og i starten naive – læge Tomas Stockmann, der har fundet ud af, at vandet brugt i det kurbad, som er den store motor for byens vækst, er meget forurenet.

Stockmann vil selvsagt gøre noget ved det som rense jorden og omlægge vandrør med mere. Men det vil koste mange penge – og de facto lukke kurbadet. Så byens spidser og magthavere – fra medierne over borgmesteren og til byens store pengemand – sætter sig hurtigt, brutalt og med alle midler imod. Stockmann udråbes til folkefjende – og farlig for demokratiet.

Lyder det bekendt? Ja, men det er det også. Stykket er nok skrevet for næsten 140 år siden, men det kunne være skrevet i dag. Kampen om magten, de kortsynede hensyn til egen vinding og alt det andet, der skader fællesskabet – og i dag også kloden og livsbetingelserne – vinder som regel stadigvæk.

Nørrebro Teaters version er så en opdateret og bearbejdet version af det gamle skuespil, hvilket kun gør stykket endnu bedre. For dialogerne og billederne er vores tids.

Første akt er derfor virkeligheden 1:1 i et delvist morsomt, delvist sylespids-spiddende kammerspil med et væld af gode dialoger rundt om den på det tidspunkt agtede læge Tomas Stockmann. Vi møder:  

Datteren Petra med de mange drømme og holdninger spillet med stor kraft af Camilla Lau.

Søsteren og borgmesteren, der lider af magt- og anerkendelsesyge – og som spilles med finesse og sans for de små kig ind til sårbarheden af Malene Melsen.

Konen, den desillusionerede aktivist, spillet med ømhed over det spildte liv af Githa Lehrman.

Svigermoderen med pengene og ambitionerne spillet med den ypperste fingerspidsfornemmelse af Marianne Høgsbro.

Byens karriere-bevidste og selvcentrerede redaktør spillet overbevisende af Frank Thiel.

Hans endnu idealistiske journalistelev spillet med ægte indignation af Patrick A. Hansen.

Den tilsyneladende verdensfjerne kunstner, der spilles med overlegen arrogance af Benjamin Kitter.

Og endelig byens patron og pengemand, der spilles mesterligt af Tom Jensen, der som altid rager op både fysisk og skuespilsmæssigt.

Og så selvfølgelig Søren Pilmark i den store hovedrolle, som han udfylder med en personificering og en kraft, der tvinger os i publikum til at tage imod ham og hans ord. Og især i anden akt, hvor virkeligheden stadig er vores og nutidens. Men hvor verden og vi vises i en version, som vi ikke har lyst til at se.

Men Søren Pilmark lader os ikke slippe. Vi må stå det hele igennem – alle anklagerne, alle skældsordene – og der er ingen undskyldninger. Værst er dog de manipulationer, som vi også udsættes for – og som vi gennemskuer på scenen, men sjældnere kan gøre det ude i virkeligheden.

Lad den, der er uden synd (altså ren), kaste den første sten, siger Jesus i Biblen. Det er en leveregel, som for længst er blevet en del af vores fælles kultur og etik, hvad enten vi er troende eller ej. Ja, vi tænker ikke engang over, hvor denne regel om selv at være uden skyld for at kunne kritisere andre kommer fra.

Stykkets oprindelige forfatter Henrik Ibsen, der aldrig deltog i det modernes gennembruds opgør med religionen, var i udgangspunktet kristen på den personlige og pietistiske måde. Men senere blev det samfundsengagerede aspekt tilføjet til hans tro – og det løber også som en rød tråd i hans forfatterskab.

Spørgsmålet om skyld og skam er derfor også det centrale i anden akt. For hvem er ren? Stockmann synes, at han er. Det er så mod ham, der kastes. Dog hverken brosten eller store sten, men hårde ord og så lidt leverpostej-farvet grus. Det passer også til norsk – og dansk mentalitet.

Jeg følte mig i hvert fald ganske ramt, selvom gruset lå oppe på scenen. Ord er så ligegyldige, og det er kun handling, der taler iflg. Stockmann, som ender med at lade handling følge ord – og gå hele vejen.

Det skal man også – uanset hvad det koster, mener Stockmann. Det er voldsomt idealistisk. Der er samtidig også et glemt, men ultimativt krav i kristendommen om at gå hele vejen og ofre alt. Et krav, som Ibsen var bevidst om, og som han derfor var nødt til at lade Stockmann tage på sig.

Det er så samtidig et så stort krav om selvopofrelse, at de fleste af os ikke kan leve op til det. Ligesom vi ikke kan leve op til hele tiden at høre og sige sandheden, og kun sandheden, og hele sandheden og ikke andet end sandheden.

Der er så bare lige det djævelske i det, at troen på den fulde sandhed og ideen om, at vores demokrati fungerer tip-top, er blevet en del af vores kulturarv – og vores store fortælling om os selv. Og så glemmer vi behændigt og gerne, at vi ikke hverken kan eller vil leve op til noget af det.

Det er forstemmende, men den er dårlig nok. Og selvom jeg aldrig har forladt teatret så uforløst, med så stor en sten i maven og i brystet, så føles det rigtigt, at jeg i første akt så den verden, som jeg kendte – og jeg i anden akt blev set og genkendt som alle de andre grødhoveder, røvhuller og hvad vi ellers blev kaldt, mens Stockmann konfronterede os med vores magelighed, svaghed og svigt.

For sådan er det. Vi betaler alle en pris for vores behagelige liv. En pris, som måske i virkeligheden er alt for høj – hvis vi turde tænke efter. Det tør Tomas Stockmann i skikkelse af Søren Pilmark – og han gør det mere ærligt og mere afklædt end nogen fysisk nøgenhed nogensinde kunne illudere.

For Stockmann/Pilmark (for det er, som flyder rollen og manden sammen til én) er spejlbilledet af samfundet, af mig og alle andre. Og derfor skal denne sprudlende, grumme, vanvittige og vigtige forestilling ”En folkefjende” have seks ud af seks sten, som de sten jeg ville ønske, at jeg turde kyle lige i hovedet på alle med magt.

Klods-Hans gjorde det – dog kun med mudder, og så fik han prinsessen og det halve kongerige. Men det var også et eventyr, skrevet inden Ibsen og de andre lavede det moderne gennembrud.

For ude i virkeligheden har vi – røvhullerne, grødhovederne – valget mellem: 1) At makke ret og blive i vores job, lejlighed og så videre – eller 2) At pakke vores habengut og forlade byen som en anden dr. Hansen fra Matador, der måtte tage konsekvensen og flytte fra Korsbæk, da han offentligt brokkede sig over det fra fabrikkerne kommende forurenede vand i fjorden.

Hvor gik han hen? Og hvor gik Stockmann hen? Vi ved det ikke. Men vi ved, at kun de salige har luksussen at kunne stå i den silende regn – og blive helt rene. Måske nærmest døbte eller genopstandne på ny, mens de og vi andre tænker over stykkets måske mest berømte sætning: Den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene.

Eller som Petra her i 2021 ville skrive det i sin bog med sans for i tidens ånd at inkludere alle køn og alle pronomener: Det stærkeste menneske i verden er det/de, som står mest alene.

Det er Viktor Tjerneld, som har instrueret og bearbejdet ”En folkefjende”, som Nørrebro Teater laver i co-produktion med Odense Teater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

Anmeldelse: “Ternet Ninja 2”

Så sidder man her en smågrå-men-alligevel-med-solstrejf-og-dog-indimellem-en-regnbyge-ja-tilmed-en-ordentlig-skylle-inficeret sommerdag, og skal anmelde Anders Matthesens ”Ternet Ninja 2”.

Den herresvære 2´er, som Matthesen kalder den i traileren til filmen.

Jeg er så nødt til at breake, at nej, det er ikke 2´eren i almindelig forstand. Det er derimod den helt naturlige konsekvens af 1´eren. En fortsættelse, der binder de tråde, som skal bindes, så de to film bliver en større og helstøbt fortælling.

”Ternet Ninja 2” er så samtidig helt sin egen og langt mere en thriller end den film om at finde og turde være sig selv – være god nok, som 1´eren var – udover selvfølgelig historien om at få skovlen under den onde legetøjsforhandler Eberfrø.

Den-med-en-altid-voldsparat-advokat-til-ven-dæmoniske-Eberfrø, som i 2´eren viser sig at være endnu mere ond, endnu mere brutal end den lede satan, som han var i 1´eren.

Det klæder ”Ternet Ninja”-universet at turde kaste sig ud i noget hæsblæsende action, og ja, en dansk teenagedreng med kæresteproblemer kan sagtens være hovedperson i en thriller-roadmovie lavet som en tegnefilm. I hvert fald når det sker sammen med en ninja-tøjdukke, som her i 2´eren optræder i et noget andet outfit end i 1´eren: Nemlig er rødt-hvidt-mønstret stof med hjerter – men det er økologisk!

Geografisk er vi i 2´eren tilbage i Thailand, hvor Aske og Ternet Nina er skiftevis de jagtende og de jagede i en historie, der fortælles, som kun Anders Matthesen kan det: Med sjove ordspil og med replikker og handlinger, der sidder præcis, som de skal – og som er 1:1, som der tales og gøres i Danmark.

Det holder max. Men hvorfor i grunden?

Er det bare fordi, at filmen er hylende morsom med den ene gode oneliner efter den anden – ofte serveret af selveste onkel Stewart, der i disse film også er en slags helt?

Nej, det skyldes, at filmen har noget så sjældent som substans. Mange lag i lagkagen simpelthen. Komik lagt sammen med indsigt og klogskab – og en eminent evne til at twiste. Matthesen er en gudsbenådet fortæller, som jeg også har mistænkt for at kunne sine klassikere, selvom han har travlt med at være street og den slags.

Men det ene udelukker jo ikke det andet. Anders Matthesen har også en gang sagt, at han er buddhist. Der er også noget karma over hans historier. Men det er samtidig også bibelske temaer, som tages op i hans film og tv-serier, og måske især spørgsmålet om: Hvem er min næste – og hvordan skal vi behandle hinanden?

Det er også altid relevant – og her endnu mere. For er det med hævn så god en idé, som den gamle hævnende Ninja-ånd hævder, og som i ”Ternet Ninja 2” understreges med guldkornet fra den-med-sværd-beklædte-men-alligevel-også-nuttede-tøjdukke: Der er jo ingen, der siger, at vi ikke kan have det hyggeligt, mens vi hævner os.

Sådan et udsagn er filosofi og religion på højt plan. Et andet klassisk – ja religiøst – tema er det om brødre og broderskab, og det fylder meget i ”Ternet Ninja 2”, hvor forholdet mellem Aske og Sune bliver udfordret og udviklet.

Det gør broderskabet også i Gammelt Testamente, hvor der går en brødre-bue fra drab (Kain og Abel) og indædte kampe (Esau og Jacob) til tilgivelse og forsoning (Josef og hans brødre). En udvikling ikke helt ulig forholdet mellem Aske og Sune.

Om Matthesen læser Biblen, vides ikke. Men han kan skabe glitrende fortællebuer, så man gribes, griner – og sågar også bliver lidt rørt til sidst i filmen.

En lille klump i halsen og en lille tåre i øjenkrogen sneg sig i hvert fald frem hos undertegnede. Det er det, som den fineste komik bare kan.

Danmarksbloggen giver derfor ”Ternet Ninja 2” seks funklende, fine Ninja-sværd ud af seks mulige – og håber, at der kommer en ”Ternet Ninja 3”. For normalt snævrer universet sig ind for hver film, man laver med de samme figurer. Men her åbner verden sig op.

Der er også nok uretfærdigheder at gå i gang med – og hvem ved? Måske Aske kunne tage på efterskole i Jylland i den næste film? For ved nogen, hvad der rører sig i Jyllands mørke underverden? Måske nogle gemte og glemte mink – eller det, der er værre?

Thorbjørn Christoffersen har instrueret ”Ternet Ninja 2”sammen med Anders Matthesen, og filmen har premiere torsdag d. 19. august i 130 biografer.

Det bliver spændende, om ”Ternet Ninja 2” kan slå rekorden i antal solgte billetter, som lige nu indehaves af ”Ternet Ninja”, der solgte 950.000 billetter. ”Ternet Ninja 2” har potentialet til det. For det er en herregod film.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Jean de France

Qua en vis pandemi, som De, Kjære Læser, måske har hørt om, kom Danmarksbloggen ikke til premieren på Grønnegårds Teatrets opførelse af Holbergs ”Jean de France” i juni.

Til gengæld var undertegnede til stede i går på selve Bastilledagen. Frankrigs store dag, hvor Les Bleus fejrer sig selv og alt, der er fransk – præcis som Jean de France i skikkelse af Nicolai Jørgensen gør det. Tout les francais est tout grand, som han nok ville sige det.

Og sikke en skikkelse klædt i hvidt, sølv og snobbethed. Nicolai Jørgensen er en gudsbenådet skuespiller, og fra det øjeblik han svinger ind i Odd Fellow Palæets Have (hvor vi er, fordi Grønnegårds Teatrets normale hjemsted Designmuseum Danmark renoveres), er han i centrum som dén franske klovn, han gestalter.

15 uger før rejste Jean de France ellers som den bortlovede unge københavnerknøs Hans Frandsen til Paris. Men her skete transformationen – la transformatión, som han sikkert ville kalde det. For ikke alene brugte Hans/Jean en ukristelig masse penge i Paris, han tillagde sig også franske eller fransklydende gloser og det, som han mener, er franske manerer. Den ene værre end den anden.

Men grinagtig at betragte og spillet med den mest udsøgte forståelse for Holbergs ønske om at vise Hans/Jean som en gennemført latterlig skikkelse.

Omkring denne hofnar danser så et væld af Holbergs kendte figurer, som vi møder igen og igen i hans komedier. Udover Nicolai Jørgensen spilles de af Rosalinde Mynster, Tina Gylling Mortensen, Andreas Jebro, Tom Jensen, Jens Frederik Sætter-Lassen, Jens Gotthelf, Benjamin Kitter, Carla Eleonora Feigenberg og Aske Hass Thorsen – og de er alle sat på rette sted og plads.

Særligt lægger man dog mærke til Tom Jensen, der spiller Jean de France´s modpol og kommende svigerfar Jeronimus, hvor man bag snusfornuften og bedsteborgerligheden kort aner en lille længsel, når han mindes hans nu afdøde kone. Det er en fin detalje, selvom Jeronimus selv hurtigt glemmer det.

For man må være praktisk og sikre børnenes fremtid og egen anseelse i den lille provinsielle by, som København var i 1700-tallet – og som København måske er stadigvæk.

For komediens morale – at man skal vogte sig for at sende de unge ud og møde nye sæder – har stadig mange tilhængere. Det er også i 2021 god latin i Danmark at virke og leve efter: Ved jorden at blive, det tjener os danskere bedst. Vi kan nemlig alt det, som det er godt at kunne, og skal man endelig rejse langt, så tag til Skagen. Dér ved de også, hvad det vil sige at være dansk, som det lyder i stykket.

Det med Skagen blev så først for alvor populært lidt senere end 1700-tallet, men det er ok at få det hip med. Uge 29 – også kaldet Hellerup-ugen – i Skagen nærmer sig. En uge, som på mange måder minder om Jean de Frances krumspring for at sige og agere på de rigtige måder. Følge den seneste mode.

Der blev derfor også grinet anerkendende, når nutiden blev draget ind, selvom stykket mestendels er klassisk Holberg med komikken og de små hip. Men også de ting, som er ren 1700-tal, og som man måske ikke ved i dag.

Som fx at når man dengang gav hinanden hånden på, at man ville gifte sig med hinanden, så var det juridisk bindende. Altså en trolovelse – og derfra måtte man gerne sove sammen, også selvom vielsen i kirken først fandt sted uger/måneder senere.

Således bliver man beriget i forestillingen, der er gedigen underholdning, som slubres ned i store slurke af et publikum, der for en dels vedkommende måske ikke har været i teatret siden pandemiens start i marts 2020. Der blev i hvert fald grinet, klappet og levet med til den store guldmedalje.

Danmarksbloggen nød også den smukke sommeraften – og det sprudlende skuespil, de fine sange og alle de franske eller måske rettere forfranskede gloser, som tilsammen giver denne udgave af ”Jean de France” fem ud af seks snobber. Les snobs – som stadig findes, endda ofte i en frankofil udgave.

Så ja, en let komedie, men også til sidst et dybere filosofisk spørgsmål om, hvem der i virkeligheden er den største nar?

Det skabagtige fjols, der uden andet i bagagen end fantasien og en overdreven tro på egne evner, drager ud i verden med store armbevægelser? Eller de angste, som med museskridt klumper sig sammen i egen selvtilfredshed hjemme i andedammen?

Det må enhver gøre op med sig selv.

God sommer sålænge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Centervagt”

Grundlaget for filmen ”Centervagt” er den til alle tider klassiske historie om den følsomme og generte dreng, der er kronisk forelsket i den kønne pige, som kan alt. Men hun er ikke interesseret i ham. Hun falder for de macho typer, der behandler hende dårligt, og så græder hun ud hos den søde dreng.

Det er Rune Klan, der spiller rollen som den venlige og betænksomme Glen, som er håbløst forelsket i kollegaen MC, spillet overbevisende af Josephine Park, som ellers er kendt for seriøse roller, og som har en Robert i bagagen.

Men altså: Glen og MC bliver udfordret, da chefen for det økonomisk set skrantede butikscenter meddeler, at der fremover kun er plads til én af dem som centervagt. Så de begynder at stjæle for at vise, at der er brug for dem begge to. Resultatet er selvfølgelig, at der ansættes en ny supervagt som supplement. Og så ruller historien, som også inkluderer en livsklog kvinde, der kan lide at dreje ler, en isenkræmmer og hans medhjælper, en fotograf og de kunder, der trods alt er nogen stykker af.

”Centervagt” er en folkekomedie med alle folkekomediens klassiske træk som humor, kærlighed, sammenhold mellem de gode og gæve – og så en ydre modstand, der truer eksistensen. Der mangler kun skurken, som er ond hele vejen igennem. Sådan en karakter går det så ikke at lave i dag. Det er for karikeret – trods alt. Til gengæld benytter vores helt Rune Klan sig – ganske uautoriseret for en folkekomedie-helt – af ufine tricks i kampen for sit job og den pige, som han vil have.

For skal man gøre det, skal man gøre det ordentligt, som Glen overbeviser MC om, inden de to vagter napper de første ting fra centrets butikker. Men stjæle er det ikke – ikke rigtig. De vil jo levere det tilbage igen, lyder forklaringen, som man som publikum køber lige på stedet – ligesom man køber hele filmen.

Det er nemlig en sød film, som kalder latteren frem – og ja, man kan i store træk regne handlingen ud. Men kun i store træk. Der gemmer sig nemlig en enkelt overraskelse eller to, som – uanset om man havde set det komme eller ej – gør, at filmens happy end bliver endnu mere sødmefyldt, så man forlader biografen med et stort smil bag mundbindet.

Det er også – og heldigvis – en film, som ikke nævner Corona med et ord. Den viser derimod en hverdag og en verden af i går og i morgen. Det trænger vi også til, selvom pandemien forhåbentlig kører på sidste vers. Sidste vers er der heldigvis ingen af skuespillerne, som er i gang med. De spiller sprudlende og med stor energi.

Man sidder så også og drømmer om at se nogle af dem i andre roller end de sædvanlige. Hvorfor skal Christopher Læssø fx altid være den flotte helt, der kan alt – og hvorfor er Stephania Potalivo altid sød og lidt kantet? Men allermest er det Rune Klan, som sætter tankerne i gang.

Der er nemlig undervejs i filmen sekvenser, hvor han viser en sårbarhed, et vemod og en smerte, så jeg kom til at tænke på scenen med Dirch Passer i ”Sommer i Tyrol”, hvor han sidder ved grøftekanten, og synger om sin kærlighed til og længsel efter Susse Wold. Dér ser man en helt anden Dirch end ham, som vi alle tror, at vi kender. Men Dirch Passer fik aldrig de alvorlige roller, fordi folk grinede per automatik, når han viste sig på scenen.

Dén skæbne må ikke overgå Rune Klan, som kan lave stand-up, trylle og være sjov på tv og i film, så man vrider sig af grin. Men jeg er overbevist om, at han kan noget mere – hvis han vil, og han får lov. Giv ham lov.

”Centervagt” er en feel-good-film. Og man føler sig vældig godt tilpas, når man ser filmen. Den er et skud af latter og smil – og med et væld af spøjse detaljer. Måske fordi den er folkekomedie på den klassiske måde med et moderne twist – drejet i ler endda.

Danmarksbloggen giver ”Centervagt” fire ud af seks wienerpølser i glas, som dem Rune Klans karakter Glen elsker at spise.

Pølser skåret fint på tværs, inden de puttes i de hvide boller lavet af det hvedeste hvedemel, som en komiker ville beskrive posen med boller. En fin detalje og et sjovt drilleri til nutidens madsnobberi.

I rollerne ses Rune Klan, Josephine Park, Kirsten Lehfeldt, Charter McCloskey, Nikolaj Stokholm, Martin Brygmann, Christopher Læssø, Stephania Potalivo med flere. Det er Rasmus Heide, der har skrevet og instrueret ”Centervagt”, som produceres af Nordisk Film. Filmen har premiere i dag d. 10. juni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den fjerde Oscar for bedste film

Siden H.C. Andersen har danskerne kunnet det med at fortælle historier – både med ord og i billeder.

I nat fik Danmark således sin fjerde Oscar i kategorien bedste udenlandske film for Thomas Vinterbergs ”DRUK” – eller ”Another Round”, som den lidt lamt hedder på engelsk. BINGE DRINKING havde været en mere rammende titel. Det er instruktør Thomas Vinterberg, som sammen med Tobias Lindholm har skrevet manuskriptet til ”DRUK”.

Men uanset titel er det en rigtig god film, fordi den handler om eksistentielle emner, fordi den tør behandle alkoholen hele vejen rundt – fra ekstasen til katastrofen.

Så det var så fortjent, at filmen vandt til en Oscar-uddeling, der midt i pandemiens alvor viste os lidt galla og glamour. Samt at en hel verden delte Vinterbergs tårer, da han dedikerede prisen til datteren, Ida, som skulle have haft en rolle, men som døde fire dage inde i optagelserne.

Danmarksbloggen gav i sin tid “DRUK” seks ud af seks flasker i sin anmeldelse – og Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen skrev blandt andet:

Det er netop virkeligheden, som står som et monument i denne fiktive film. På mange måder er det en 1:1 socialrealistisk film, som Vinterberg har lavet.

”DRUK” handler ikke kun om den danske alkohol-kultur, men også om at træffe eksistentielle valg, der får stor betydning for ens liv.

Thomas Vinterbergs ”DRUK” er et livsbekræftende mesterværk, der blev til midt i instruktørens egen afgrundsdybe sorg.

Med dette in mente rammer filmen endnu stærkere. Den står som et livsbekræftende testamente med dens budskab om, at vi skal leve livet fuldt ud, mens vi kan

Læs hele anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11427

Danmarksbloggens unge anmelder var dybt grebet – også fordi hun kunne spejle sig én til én i det gymnasie-miljø, som filmen foregår i.

Som midaldrende kan undertegnede derimod spejle sig i de fire hovedpersoners længsel efter dengang verden var stor, åben, grøn og saftig. Dengang men ikke lod sine forår gå til spilde. En tid man godt kan savne, fordi den var så levende, så fuld af alting, at det gnistrede og sprudlede.

Men det kan livet blive igen, omend vejen til et sprudlende liv som midaldrende ikke går via en ekstra halv promille. Den går via en accept af, at livet og verden også er godt senere på året, når skoven står mørkegrøn, kornet er gyldent, og man aner løvfaldet et sted ude i horisonten.

Men livet har stadig meget at byde på, og inden det sidste løvfald kan man få en dejlig og lang sensommer – hvis man tør gribe de frugter, som der ret beset hænger flere af på træerne, end der gjorde dengang, hvor alt var nyt og lysegrønt.  

De tre andre danske Oscars for bedste udenlandske film er gået til ”Babettes gæstebud” i 1988 (historien skrevet af Karen Blixen og filmen instrueret af Gabriel Axel), ”Pelle Erobreren” i 1989 (historien skrevet af Martin Andersen Nexø og filmen instrueret af Bille August) og ”Hævnen” i 2011 (historien skrevet af Anders Thomas Jensen og filmen instrueret af Susanne Bier).

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Picture of Lies”

Kan man forestille sig en kulturel thriller? Måske, måske ikke.

Men det er ikke desto mindre eksakt, hvad man får, hvis man sætter sig foran skærmen d. 22. marts, hvor der er VOD-premiere på Giuseppe Capotondis film ”Picture of Lies” med danske Claes Bang i hovedrollen og i selskab med den talentfulde Elizabeth Debicki samt verdensstjerner som Donald Sutherland og Mick Jagger. Ja, dén Mick Jagger.

Alle fire leverer top-skuespil, som også sprudler på grund af den usædvanlige sammensætning af castet:

En af verdens største rockstjerner, som er eminent og ekspressiv i rollen som rigmanden Cassidy, der er uden skrupler både generelt og især i bestræbelsen på at få fat i et værk af kunstneren Debney.

Debney spilles af den legendariske Donald Sutherland, og man føler sig – ligesom Claes Bangs karakter – in the presence of greatness, når Sutherland toner frem på skærmen. Han spiller så legende let, dybt og smukt som et billede af Monet, og får alt til at se så nemt ud.

Men det er selvfølgelig en løgn. For skuespil er ligesom kunst svær, hvis det skal brænde igennem – og det gør det her. Det ved Claes Bangs karakter, den charmerende, men moralsk ret anløbne kunstanmelder James Figueras også. Ikke at det stopper Figueras i at gøre, hvad han kan for at komme nær Debney, så han kan sørge for, at Cassidy får sit billede – og han selv sin belønning.

Claes Bang spiller fantastisk – og helt op – til Donald Sutherland. En bedrift i sig selv. Dansk film er i disse år også inde i en guldalder, og der er mange, som kan blive den første danske skuespiller, som snupper en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Note: Skriv Claes Bang på dén liste over mulige kandidater. Han kan det hele – og får lov til det hele i de udenlandske film, også for en mand vældig mange scener uden tøj på. Dét er ligeret.

Elizabeth Debicki, som vi allerede kender fra ”Natportieren” og ”The Great Gatsby”, spiller også her en anæmisk, sart og alligevel skarp-som-en-ragekniv-kvinde ved navn Berenice Hollis, som ikke omtales som en muse i filmen, men som er en muse: Luftig, inspirerende for de mænd, der er omkring hende, men uden nogen klar forklaring på, hvorfor hun er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Men filmen har et gedigent plot, hvor handling og relationer udfolder sig og udvikles som farverne på et lærred. Hvor vi som beskuere indimellem er så tæt på billedet, at vi ikke kan se det klart, mens vi andre gange er så langt fra, at vi tror, at vi har regnet det hele ud.

Det skal selvfølgelig ikke afsløres, hvad der er løgn, og hvad der er sandhed. Den opdagelse skal man selv have lov til at få. Det eneste, der skal slås fast er, at løgnen og løgnens væsen – og måske nødvendighed – sammen med de masker, som vi alle bærer på, er en vigtig del af filmen.

Der er med andre ord masser at gnaske i for dén, der kan lide at få noget til eftertanken og filosofien over tilværelsen og dens mening. Men der er også noget til dén, som foretrækker action og en god thriller. Normalt mødes de to formål ikke i samme film – men det gør de her hos Giuseppe Capotondi.

Det er fint. Ja, det er ligesom at frembringe et maleri, hvor personerne på samme tid bliver malet, som Renoir og Picasso gjorde det. Det bør ikke kunne lade sig gøre, og det kan det heller ikke på et lærred beregnet til farver og pensler, men på filmlærredet kan det godt.

For i denne film mødes modsætningerne, så det giver mening – på nær nogle få steder i filmen, hvor man tænker, at noget virker ulogisk. Men skal handlingen fortsætte, så kan vi kun gå ned ad den vej.

Danmarksbloggen giver ”Picture of Lies” fem ud af seks tuber med akrylmaling. Det er solidt håndværk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark.

Sådan sluttede Margrethe d. 2. en nytårstale i Coronaens tegn. En nytårstale, der var mere indfølt, mere alvorlig og mere inderlig end nogensinde.

For 2020 har med regentens år været et prøvelsens år, et år hvor så meget blev anderledes, aflyst eller udskudt. Et år, hvor intet blev, som vi havde håbet. Et år, hvor vi stod sammen som samfund – og hvor der er brug for samfundssindet også i den kommende tid. Og netop derfor henvendte regenten sig til os alle sammen med ordene Gud bevare jer alle sammen.

Det var Mor Dronning, der talte – og hun favnede hele landet med dé ord og dén omsorg, og jeg indrømmer åbent, at jeg fik tårer i øjnene.

For det har været et underligt år. Fra Coronaen ramte, og vi alle oplevede foråret stærkere end nogensinde over sommerens pusterum, selvom virus stadig var der, og så til nu, hvor smitten har godt fat – og vi står overfor de mørkeste måneder i pandemien.

Alt det nævnte Dronningen, som udover dybfølte taksigelser til alle, der kæmper mod Coronaen, kom ind på, at vi midt i elendighederne også viste, at vi danskere kan stå sammen, når det gælder, at vi har tillid til hinanden og til samfundet.

Noget, som hun bad os om at huske på, når vi er ovre på den anden side af pandemien.

Det var historiens vingesus, der slog de store slag på Amalienborg her nytårsaften 2020. En aften, hvor vi glæder os lidt ekstra til 2021 – og til at få vaccinen rullet ud til alle danske.

Danmarksbloggen giver Dronningens nytårstale 6 ud af 6 kongekroner. Den var formidabel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk