Tag-arkiv: anmeldelse

Anmeldelse: Bakkens Hvile 2026-show

Udgivet den af
Svar

Det lyder som et eventyr, men det er ganske vist: Ude i den grønne skov på Dyrehavsbakken i Klampenborg findes en lille pavillon, som har ligget der i svimlende 149 år, og hvor der hver eneste sommer i al den tid har været syngepiger, der med swung og saft har begejstret publikummerne, der sidder ved de små, runde borde nedenfor den lille scene.

Det er Bakkens Hvile, hvor der i går aftes var forpremiere på årets show, og hvilken aften det blev fra de søde serveringspiger havde været rundt første gang med drikkevarer og til det røde tæppe for sidste gang gik ned efter de fire bakkesangerinder og pianisten fik velfortjente stående ovationer.

For sikke en forestilling. I to afdelinger på hver cirka 12 sange bliver der sunget, fortalt og lavet spas – damerne i deres overdådige, glitrende og fjerprydede kreationer indbyrdes, med én velspillende pianist, som trofast tager imod det hele, med os i publikum som skiftevis griner og synger med, og med bartenderen, som endda var direkte involveret i den ene sang, der nemt kunne være årets højdepunkt i en hvilken som helst revy – hvis altså bartenderen var den samme.

For bartenderen er ingen ringere end Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, som beredvilligt stiller op til løjerne, og som i øvrigt er gift med chefen for det hele Dot Wessman, som også er en af de fire syngepiger, og som tilmed i år kan notere sit 50-årsjubilæum i Bakkens Hvile.

Den flotte milepæl bliver også behørigt fejret i en forestilling, hvor numrene veksler mellem gamle viser, af og til med aktuelle tekster, nyere sange og så de store klassikere: ”Jeg er en af Bakkens sangerinder” og ”Køb blomster, køb blomster” – og ja, man kan købe langstilkede røde roser – og ja, der kan betales med mobilepay. Men det kan anbefales at have nok af 20´ere med, som man kan smide op på scenen, så det klinger – som traditionen byder.

Følg i det hele taget skikkene i Bakkens Hvile, tag en drink mere og giv evt en runde til pigerne på scenen – de kvitterer med en sang. Lad Dem i det hele taget rive med. Et show på Bakkens Hvile er nemlig noget ganske enestående. Det er varieté som for 149 år siden. Men er det så ikke gammeldags? Ikke et hak. Tværtimod.

Bakkens Hvile er en verden af i går, som vi nyder i dag, og som vi også behøver i morgen. Her er rødder og historie – og historier – fortalt med højt humør og i sang og musik. En verden, hvor de fire damer – Tina Grunwald, Sus Mathiasen, Ann Farholt og naturligvis Dot Wessman – synger og underholder, så det er en lyst om netop lyster og sex – også når den kan erhverves for klingende mønt. Her er ingen politisk korrekthed, ingen bonerthed. Her er livsglæde, lummerhed og liflighed iklædt ægte musik og ægte sang – og vi gynger med og synger med – både om at gå med i Lunden, titte til hinanden, kys hinanden og jeg har elsket dig så længe, jeg mindes.

De ord gælder også Bakkens Hvile, som jeg aldrig havde besøgt før i går, men som jeg på stedet forelskede mig i fra første tone, nej, allerede fra jeg trådte ind i den lille træpavillon, som engang var så almindelig.

For engang var der hele 43 sådanne syngepavilloner fra København til Klampenborg, fortalte Dot Wessman. Nu er der kun én, Bakkens Hvile, tilbage, og den skal blive. Den er levende kulturhistorie, men ikke et museum. Bakkens Hvile er stedet til dem, som stadig tør møde sig selv og andre mennesker analogt uden filter. Det må ikke forsvinde – eller laves om. Så Dot Wessman har ret, når hun siger: og her kan forandring faktisk skade.

Danmarksbloggen håber derfor, at hun også får ret i, at der altid vil være en Bakkens Hvile med syngepiger, som også i de kommende år vil fortsætte med at være så gavmilde med sig selv og deres sange, som de synger direkte ud til os i publikum.

For der sker noget godt, når man sidder tæt sammen – også med folk man ikke kender, men som man alligevel snakker med, skåler, smiler og griner med. Synger og gynger med. Så begejstres man, og så gælder ordene fra Bakkevalsen Kom og tænd min sol…

For solen tændes et sted indeni, når man sidder dér i halvmørket på Bakkens Hvile sådan en festlig og forrygende aften i selskab med d´damer Bakkesangerinderne og alle de andre. En aften, hvor stemning og sang går op i en højere enhed, hvor folkekultur, historie og danskhed smelter sammen til noget, som vi alle kan føle os hjemme i – sådan på dybet.

Så skal vi skåle? Gu´ ska vi så. Bakkens Hvile i 2026 er livseliksir for livsglæden, for fællesskabet og for det danske frisind, og som der er stærkt brug for – også i fremtiden. Danmarksbloggen giver derfor Bakkens Hvile – dette musikalske danske eventyr fortalt, spillet og sunget for voksne – seks ud af seks langstilkede røde roser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Devil wears Prada 2”

Udgivet den af
Svar

Man børster stadig tænder i New York om morgenen – også i 2026, hvor ”The Devil wears Prada 2” ligesom sin forgænger, den ikoniske ”The Devil wears Prada”, begynder med, at vi ser Andy i gang med at gøre sig klar til endnu en hård dag i den myldrende storby.

Og så skal ikke røbes eller fortælles mere konkret fra filmen. For som i alle gode historier, så skal man selv se den, og overraskes, overrumples, overvældes.

Og det bliver man i ”The Devil wears Prada 2”, hvor en ny tids muligheder nemt bliver til trusler, løfter bliver til udfordringer – og måske også omvendt i en verden, hvor AI, sociale medier og den nye digitale virkelighed truer det hæderkronede og på papir skabte modemagasin ”Runway”.

Begivenhederne afløser i hurtigt tempo og lækre billeder hinanden i filmen, hvor stjernecastet Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci er tilbage i en handling, der hvirvler os rundt fra Manhattans højhuse over Hamptons grønne idyl og til Italien, hvor vi både besøger Milanos historiske bykerne, og er ude ved den blå Como-sø.

Og som” The Fab Four” performer: Meryl Streeps Miranda er stadig skarp i både replikker og beslutninger, Stanley Tuccis Nigel er som altid omsorgsfuld og kærlig, Emily Blunts Emily kæmper stadig for at få opfyldt sine drømme – og Anne Hathaways Andy har beholdt troen på solidaritet, moral og etik.

Men der er også sket en udvikling, og alle fire hovedroller i ”The Devil wears Prada 2” viser mere af sig selv end i den første film – også til hinanden i takt med, at handlingen intensiveres. Det klæder filmen, at man mærker, at der er noget for alvor på spil hos disse modemennesker, hvis liv på overfladen ellers nemt ligner den rene glamour.

Så derfor, men ikke kun derfor, overgår den ellers så notorisk svære toer den første The Devil wears Prada-film, selvom den definerede flere generationer. De to film hænger sammen, så Danmarksbloggen opfordrer til et gensyn med den første, inden man ser ”The Devil wears Prada 2”.

For som i alle modemagasiner – ja, alle blade og tidsskrifter, har man en skabelon. Man ved, hvad der skal på forsiden, på side 17 – og på side 54, og sådan er det også i de to The Devil wears Prada-film.

Mange mønstre, mange settings gentager sig i både filmens store linier og i de små detaljer, men i 2026-versionen sker det med replikker og punchlines, som ikke blot afleveres med større præcision, men som også i endnu højere grad taler ind i både historien – og i den tid, som vi lever i alle sammen.

Læg dertil en god portion humor og en historie, som er endnu mere sammenhængende og dramatisk, fordi den inkluderer en både indre og ydre udvikling hos alle fire hovedroller, og fordi den tør trække på en meget kendt historie fra Biblen om svigt og menneskelighed.

Dertil kommer et blændende cast af stjerneskuespillere i birollerne som Lucy Liu som den rige Sasha Barnes, Kenneth Branagh som Mirandas nye mand, Justin Theroux som Emilys nye kæreste og Simone Ashley som en af de nye ansatte på Runway samt mange andre.

Ja, og så skal man ikke glemme den lange-lange liste af verdensberømte kendisser, designere og andre fra øverste hylde, som medvirker som sig selv. Der er flere af dem end en flok groupies til en popkoncert. Ingen skal nævnes, fordi det også vil røbe noget om filmens handling, som skal ses, ikke fortælles.

Det er alt sammen, hele filmen som en MET-galla, mere med mere på – og stadigvæk nyt i sigte. Den rene overdådighed. Man overvældes – på den gode måde.

Danmarksbloggen giver ”The Devil wears Prada 2” seks ud af seks af Andys berømte Ceruleanblå sweater. Det er en film, som er større end sin egen myte. Dybere i sin menneskeskildring, mere overbevisende i sin dramaturgi, morsommere i sine replikker og flottere i både kostumer og kulisser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Læs også Danmarksbloggens kulturartikel om fænomenet The Devil wears Prada

The Devil wears Prada – men Anne Hathaway er en Engel

Kort inden premieren på “The Devil wears Prada 2” var Anne Hathaway gæst hos Stephen Colbert i hans talkshow, hvor hun fortalte, at hun, mens de for 20 år siden lavede den første ”The Devil wears Prada”, havde på fornemmelsen, at filmen ville blive en stor succes.

Men aldrig havde jeg forventet, at filmen skulle blive til et forhold – a relationship – med hele verden. Men sådan er det blevet, sagde Anne Hathaway.

Hun er spot-on. En hel verden er i et så fast forhold med TDWP (The Devil wears Prada-universet), at filmen ses igen og igen – også selvom moden siden den første film har ændret sig tusind gange, mobilerne er blevet nogle andre, de sociale medier er kommet til – og også de mere alvorlige dagsordner fylder markant mere.

Men relationen til TDWP er så still going strong, at selv Anna Wintour, som kraftigt inspirerede til Meryl Streeps Miranda-karakter, har overgivet sig – og medvirket i flere trailers sammen med netop Meryl Streep op til premieren på “The Devil wears Prada 2”, hvor Vogues Grande Dame udviser både selvironi og skuespils-talent. Ja, de to damer kan tilmed dele en elevator!!!

Det holder en hel verden af. Præcis som vi er begejstrede over at se det originale cast – The Fab Four: Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci – genforenet som et andet superband. For det er de – bare på film – her i anden omgang, som faktisk er endnu bedre end den første runde.

Men hvad er det ved TDWP, som gør universet så enestående? Ja,at det tilmed tiltrækker dem, som enten ikke var født, eller som var små piger mere optaget af Hannah Montana end af Miranda, Andy, Emily og Nigel, dengang den første film kom i 2006?

Måske det er fordi, at filmene griber ned i noget arketypisk omkring det at være kvinde. Noget, som engang handlede om at være et passivt objekt, men hvor kvinder nu også kan være et aktivt subjekt, der handler – som det netop sker i ”The Devil wears Prada 2”.

For i centrum er – trods alt – stadig de forskellige skønhedsidealer, som de har været det gennem hele historien. Fra Venus i antikken med hendes topmave til barokkens store kvinder, som var fede, fordi det var et tegn på rigdom. Fra bleghedsidealet i oplysningstid og 1800-tal, som betød, at man ikke behøvede at arbejde i marken, til den brune hud i 1900-tallet, som signalerede overskud, sundhed og fritid. Fra heroin-chic-lookets selvdisciplin i 1990’erne over kropspositivismen, som qua Wegowy led en krank skæbne, så tyndheden er back in fashion.

Alligevel er noget forandret. Siden den første film har vi haft Metoo og diversiteten – og det er blevet ikke kun legalt, men også prisværdigt, når kvinder tager styringen – og det adresseres også i ”The Devil Wears Prada 2”, hvor kvinder i alle farver er med, hvor der er flere størrelser end tynd – selvom det lave BMI dominerer, men ikke så meget, som det kunne have gjort.

Anne Hathaway fik nemlig stoppet, at man brugte så syletynde modeller, som hun og Meryl Streep så på runwayen til Milano Fashion Week, mens de filmede 2´eren. Anne Hathaway er nemlig ikke kun på lærredet, men også i virkeligheden en moderne kvindekæmper – som tør tage bladet fra munden, og sige de ting, som alle kvinder har brug for at høre.

Sådan en søster, mor, datter, veninde eller kollega, som man gerne vil have – eller være. Det er igen den med, at vi kan relatere til filmen. Anne Hathaway bruger også gerne sig selv som eksempel, som da hun kort inden verdenspremieren på ”The Devil wears Prada 2” i New York kommenterede på, at Peoples Magazine lige havde kåret hende til verdens smukkeste kvinde.

Anne Hathaway sagde (forståelsescitat): Skønhed hænger sammen med at være ægte, være sit autentiske jeg. Selv brugte jeg mange år på hele tiden at kritisere mig selv og presse mig selv. Jeg troede, at det – hvis jeg gjorde det godt nok – ville ende med, at jeg blev perfekt. Men nu slapper jeg mere af. Jeg ved, at jeg ikke er og aldrig bliver perfekt, og at det er helt ok. Og når man indser det, så kommer alt både nemmere, med et bedre resultat og et større perspektiv.

Værsgo – mine damer. Her er noget at spejle sig i og tænke over, mens man læser historiker Anna Frederiksens gennemgang af Kvindeidealet gennem historien.

Et kvindeideal, der altid har handlet om at stræbe efter perfektion. At man er en bedre kvinde, fordi man ser ud på en bestemt måde, og som i vores forbrugsorienterede tidsalder også inkluderer udvalgte mærker tøj, sko, tasker, parfumer, bælter, tørklæder og smykker for at opnå en bestemt identitet.

Kvindeidealet gennem historien

Antikke græske og romerske kvindefigurer er lavet ud fra datidens kvindeideal. De har runde former og symmetriske træk, og er en afspejling af ideen om sjælens skønhed, hvor det indre og det ydre blev opfattet som sammenhængende. At være smuk var altså at være god. Men også blegere hud var populært, da det signalerede, at man ikke skulle slide i marken.

Renæssancens syn på kvindekroppen var stort set det samme, hvilket giver mening, da antikken som periode var det store hit i renæssancen. Som en reaktion blev en stor krop populær i barokken, da den store, ja fede krop signalerede overskud og velstand.

I slutningen af 1800-tallet skulle den mindre, men stadig runde kvindekrop så have en meget smal talje, så kvinder blev snøret ind i stramme korsetter, som ødelagde kroppen – præcis som nutidens skyhøje stiletter også smadrer såvel fødder som krop.

Da mangel på mad stort set ikke længere var en risiko i Europa, kom tynde kroppe på mode. Det var omkring 1. verdenskrig, da kvinderne for alvor rykkede ud på andre arbejdspladser end dem på marken og på fabrikken. For dem har kvinderne nederst i hierarkiet altid haft. De talte bare ikke hos det borgerskab, som dikterer moden.

De brølende 20’ere og flapper-moden med de androgyne træk fortsatte med at gøre den slanke/tynde krop “in”, inden 30´ernes krise og 40´ernes 2. verdenskrig ramte. Her hvor bare det at få nyt tøj var stort, ja bare at få mad – og at overleve var, hvad det handlede om i et sønderbombet Europa, mens de amerikanske kvinder gik amok i nye opfindelser som nylonstrømper, og vi i Danmark lavede sko af rødspætteskind.

Resten af 1900-tallet var præget af skiftende moder og dermed forskellige kropsidealer. Tænk Marilyn Monroe og 50’ernes timeglas-figur på både kjoler og krop, versus 60’ernes kortere og firkantede kjoler, som ikke skulle vise former – men var en fornyet 20’erne flapper-stil.

70´erne var deres egen brun-orange-fløjl-og-ingen-bh-periode, inden en fit krop iklædt stærke farver, brede skulderpuder, stort hår og kraftig make-up kom på mode i 80´erne anført af den fiktive karakter Alexis Carrington fra Dollars/Dynasty, som var en kvinde af et format, så selv Miranda Priestley havde måttet vige for hende, hvis de to nogensinde havde mødtes.

Med 90’ernes modeller som især Kate Moss blev “heroin chic” in. Kvinden skulle have kontrol over sin krop – og en størrelse 34 blev en størrelse 32, som det også siges i den første The Devil wears Prada-film. Tynd og bleg var det nye sort, som også var farven til alt.

Efter årtusindskiftet kommer farverne på både hud og tøj – og formerne, især de fyldige bagdele, så tilbage. Body-positivity-bevægelsen bliver stor i 2010’erne. Ja, kvinder med noget på sidebenene bliver ligefrem supermodeller.

Men idealerne flytter sig konstant – og senest med vægttabsmedicin som Wegovy/Ozempic, hvor kvinder – også normalvægtige – taber sig voldsomt på kort tid. Det kaldes derfor “ozempic pandemic”, når kendte skuespillere, sangere m.fl. viser sig på den røde løber, og man kan se, at de har smidt en betydelig mængde kilo på ingen tid.

Det nye er så, at nu rammer kravene om et bestemt udseende også mænd. Det er – stort set – første gang siden antikken. For dengang var der seriøs fokus på mænds kroppe, hvad enhver kan forvisse sig om, når man ser på gamle græske og romerske statuer.

Så måske er en form for ligestilling på vej? I hvert fald i kravene til udseende. For når det kommer til den reelle magt, så er det stadig dem, der har pengene, produktionsmidlerne og den politiske kapital, som styrer showet – også i 2026, og her er kvinderne som køn stadig underlagt mændene.

Det har Metoo, den store ligestillingsdebat – og det lige så store fokus på diversitet ikke ændret afgørende på. Så vi har altså brug for håbet, som Anne Hathaway som en anden engel har været budbringer af i forbindelsen med lanceringen af ”The Devil wears Prada 2”. Om filmen så bakker op om det håb, kan man gå i biffen og finde ud af.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen

Anmeldelse: ”Affektionsværdi”

Udgivet den af
Svar

Man kunne fristes til at sige, at hovedpersonen i dagens premierefilm Joachim Triers ”Affektionsværdi”, som vandt en Oscar for bedste udenlandske film tidligere i år, er det hus i et af Oslos bedre kvarterer, hvor størstedelen af filmen udspiller sig.

For det store, smukke træhus med alle finurlighederne er både kulisse, hovedperson og det, som har affektionsværdien – og dermed historien i sig, idet huset gennem 100 år og mange generationer har dannet ramme om den samme families fødsler, livsforløb og død.

Huset har så også – lige siden det blev bygget – haft en sætningsskade, der ved filmens start i nutiden har spredt sig hele vejen fra kælder til kvist. Billedet på, hvad social arv gør ved mennesker, kunne ikke være tydeligere. For de mentale sætningsskader fortsætter selvfølgelig hos dem, som i nutiden om ikke bebor, så dog er stærkt tilknyttet til og færdes i huset.

Først de to søstre: Nora, som er skuespiller, single og storesøster – og Agnes, som er historiker, lillesøster og har mand og barn.

Dernæst deres far – den berømte filminstruktør og manuskriptforfatter Gustav Borg, som forsvandt ud af huset og søstrenes liv, da de var purunge teenagere, men som nu efter psykologmoderens død kommer tilbage fuld af planer om en ny film, som skal indspilles i huset, og som lillesøsteren laver research til – og hvor han vil have, at storesøsteren skal spille hovedrollen.

En rolle, som faderen insisterer på, ikke er hans mor, som begik selvmord i huset, da faderen var en lille dreng. Hvordan faderens film – som minder meget om hans mors skæbne – så ender, skal ikke røbes her.

Men man er godt på vej, hvis man er bevidst om, at:

  1. ”Affektionsværdi” er en film med meget meta – og
  2. Det er vigtigt for mennesker at se – og at blive set.

Jeg ser dig, som lillesøsterens 9-årige søn også siger det i et af filmens vendepunkter. Det matcher også faderens filmunivers, som alle har ansigter og øjne som et centralt tema, præcis som disse sjælelige spejle er det i Joachim Triers ”Affektionsværdi”.

At se kræver både lys og mørke, og ifølge faderen er skyggerne det smukkeste i verden. De er også uundgåelige, og ofte dem, som gør mest ondt, og fylder mest – og huset vrimler med dem. Alligevel kan hverken faderen eller de to søstre lade være med at være i huset. Når det kommer til stykket, vil alle også bare gerne have et hjem – fremfor at stå og flagre på en scene.

Og det gælder, hvad enten scenen er et filmset med internationale stjerner som hos faderen. Eller det er Norges nationalscene, hvor storesøsteren er primadonnaen, der stråler i store roller, som fx i Anton Tjekhovs ikoniske skuespil ”Mågen”, der kredser om de samme temaer om kunstnerisk virke, drømme og anerkendelse, som ”Affektionsværdi” gør det.

Det er Stellan Skarsgård, som spiller faderen – og det gør han med en enorm overlegenhed, ja nærmest en legende naturlighed – og så ved man, at der er tale om ren filmkunst.

De to søstre og deres indbyrdes had- og kærlighedsforhold, bare uden had, men med omsorg selv i konflikterne vises både stærkt og sart. Det er Renate Reinsve, som spiller storesøsteren, og det gør hun så nøgent og åbent, at det er en fornøjelse. Lillesøsteren gestaltes med den største finesse af Inga Ibsdotter Lilleaas, som er så dygtig til at vise de sprækker i lillesøsterens venlige og kompetente væsen, der alligevel lader os ane, at det opgør med sig selv, tiden og huset, som faderen og storesøsteren tager, har hun endnu til gode.

I rollen som den unge amerikanske stjerneskuespillerinde Rachel Kemp, som har både hjerte, hjerne og mod (hvor skønt at se en ung, amerikansk kvinde fremstillet sådan) ses Elle Fanning, som nærmest personificerer den rolle. Det er igen det med, at denne film går meta på sig selv.

Læg dertil en perlerække af især norske skuespillere, men også danske Jesper Christensen som faderens livslange samarbejdspartner. Jesper Christensen øger altid kvaliteten i en film, også selvom hans rolle her er meget lille.

Danmarksbloggen giver ”Affektionsværdi” fem ud af seks huse. Filmen er en forrygende – om end forudsigelig og meget norsk i betydningen underspillede følelser – beretning om den mest afgørende arv, vi får i livet. Nemlig den menneskelige arv fra slægten og evt. slægtsgården, her slægtshuset. En arv, som gør os til enten spejlbilleder af dem, som gik forud – eller som sender os i den modsatte retning.

Samtidig er der mange små historier i den store historie. Fortællinger om alt fra utroskab over venskab, mod og præstation og til at blive gammel. De tilføjer filmen noget. Men bedst – udover at ”Affektionsværdi” hele tiden går meta på sig selv og filmbranchen – er det forfriskende element, at det er en film om en far og hans døtre fremfor det fortærskede emne en mand og hans sønner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Mindernes Ø”

Udgivet den af
Svar

DR har en hæderkronet tradition med at producere tv-serier til påskeferien, som er ment til de større børn, men som i virkeligheden er seværdige for hele familien. Og det nyeste skud på stammen ”Mindernes Ø”, som har premiere i dag, lever fuldt op til forgængerne ”Det Forsvundne Ravkammer” fra 2022 og ”Mysteriet på Bornholm” fra 2024.

Ja, efter Danmarksbloggens mening er ”Mindernes Ø” den bedste af dem alle tre, fordi den både vil være – og også er – meget mere end en ellers superb blanding af en moderne De 5-historie og en fortælling om at være på grænsen mellem barn og voksen.  

Centralt i ”Mindernes Ø” står den gamle, nu demente smuglerkonge Svend, som spilles fuldkommen overvældende og mesterligt af Bjarne Henriksen. Han bor i sit gamle hus, hvor alt roder. Men han er glad og tilfreds med at se John Dillermand i fjernsynet og nusse rundt – og plejehjem skal han eddermame ikke på.

Hans fortid har så altid været skjult for familien, som tæller to døtre, en svigersøn og fire børnebørn. Men nu finder i hvert fald tre – og måske også fire – børnebørn ud af den skumle fortid, mens de sætter alt ind på at finde skatten, Den Gyldne Last, via diverse ledetråde, som er gemt overalt på øen.

I centrum står Molly, der er en frisk pige med et ukueligt mod og en lige så stor stædighed, som var hun selveste Georg(ina) i De 5. Hun spilles overbevisende af debutanten Ida Thomesen, og får fint modspil af de to fætre, hvor den ældste Christian spillet af Maximillian Florio Barimani er fornuftens stemme. Mens Benjamin Moalem spiller Lucas, klassikeren i dansk børne-tv, nemlig den lille søskende, som ikke må være med, men hvis input, her i form af interesse for hekse, ikke kan undværes, når gåden skal løses.

I ”Mindernes Ø” møder vi så også ungdomslivet med dets fokus på venskaber, forelskelser – og dumheder, når Mollys droneglade storesøster Esther via hendes forbindelse med Oliver (Julian Horta) forvilder sig ind i en masse skidt – for nu at sige det mildt. Det er Lea Lund Clemens, som er den forvirrede teenager med rod i kompasset.

Men også voksenlivet er med – vist ved smuglerkongens to døtre – den på Ærø-boende og livs- og chiliglade Lotte (Gertrud Hjelm), der gerne danser rundt med sin venlige mand Juan (Pavel Herrera Duquesne) til stor irritation for søsteren Rikke, den praktiske singlemor til Molly og Esther, som nu er hjemme på Ærø i tre korte uger med en fuld agenda om at få ryddet op, solgt huset og få faderen på plejehjem. Det er Sofie Torp, som spiller Rikke – en rolle som hun kan til ug kryds slange.

Endelig møder vi Jonas Schmidt som Rolf i blå sømandsbluse med rød snøre. Han er her og der og allevegne, og som oftest i gang med at spænde ben for Mollys og de to fætres planer. Hele Jonas Schmidts væsen og stemme er også som skabt til den slags roller – og her får han endda lov til at give den en ekstra nuance til sidst.

Et væld af livlige bipersoner er med som Eva Jin, der stråler i rollen som efter sin karakters eget udsagn en total slayer-præst. Caspar Phillipson ryster sin slimede ejendomsmægler, der finder sig i bogstaveligt talt hvad som helst for at måtte sælge huset, ud af ærmet. Og Pia Rosenbaum har haft en fest med at være dement fisker-smugler-enke med flirt i ascendanten.

For der er fart på i DR´s tv-serie ”Mindernes Ø” – og man griner, gribes og gyser, mens handlingen tager det ene sving efter den andet i en intrige, som er både intens og ganske uventet mange gange. Det er spænding fra start til slut med mange rørende og sjove øjeblikke.

Det er også – og tak for det – en serie, som tør tale om etik og moral, og tør gå dybt om de bånd, som binder for livet, uanset hvad der huskes eller glemmes. Og den slags kan børn sagtens se … og deres voksne med. For allermest er serien et spejl for alle, høj som lav, som kender til den forbandede demens, der rammer overalt i samfundet – og som hver gang involverer hele familien med mange konflikter og følelser i klemme som konsekvens.

Titlen ”Mindernes Ø” er derfor velvalgt. For ja, historien foregår på en ø. Men en dement hopper også fra ø til ø, fra et moment af hukommelse til det næste i et hav af glemsel. Desværre bliver øerne kontinuerligt mindre og færre, som sygdommen skrider frem – og til sidst er der kun den tåge tilbage, som smuglerkongen og hans for længst afdøde bedste ven Orla plejede at forsvinde i, når de som søløverne var på flugt fra fluerne.

Det er billedskønne Ærø, som har lagt ø til tv-serien, og selvom øen allerede i årevis har været en turistmagnet, vil dens popularitet i tv-seriens kølvand blive endnu større.

For hvem vil ikke gerne gå i de smalle, brostensbelagte gader med de idylliske huse, besøge den hvide kirke med de blå bænke og – hvis man er heldig og kender de rigtige, så klæde om i et af de små, farverige badehuse og alt det andet, som i tilsyneladende evigt solskin ligger dér omgivet af de bølgende kornmarker og det store hav.

Danmarksbloggen skynder sig inden afrejse at give ”Mindernes Ø” fem ud af seks af de ravklumper, som i Bjarne Henriksens hånd bliver magiske – hvis man spørger Molly.

For nok spiller hans karakter, den gamle smuglerkonge, en mand på vej ind i demensens tåger. Men en klump rav gør åbenbart noget ved den gamle smuglerkonge, når han er sammen med sine børnebørn.

Bjarne Henriksen er i hvert fald spot-on, da han i begyndelsen siger, at på Ærø bliver minderne hængende – og det samme gør oplevelserne med familien. Det gør ”Mindernes Ø” også. Det er Anna van Deurs og Johannes Pico Haynes, som har instrueret, mens manuskriptforfatterne er Anna Krarup og Carla Mia Cano-Hede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”HYDRA – Venter på krisen”

Udgivet den af
Svar

I går var der premiere på Teatergrads nye forestilling ”HYDRA – Venter på krisen”, der er udviklet i samarbejde med Røde Kors.

På en strand sidder to venner. Krisen rammer om lidt, og på stranden er mængden af mad og drikkevand knap, og det er svært at få nyheder over nødradioen. Det eneste, der fylder, er samtalerne om hverdagen, hvis man da kan kalde dagene på stranden det.

For hverdagen er så afgørende forandret for de to unge mennesker, så man må stille spørgsmålet: Kan man i disse tider holde fast i sine jubeloptimistiske drømme om et hus med havudsigt og croissanter i Sydfrankrig, eller bør man tage doomsday-prepper-tilgangen og hamstre konserves og toiletpapir, mens man sætter sine drømme om uddannelse og familie på pause?

Det er ikke kun handlingen i Teatergrads nye forestilling ”HYDRA – Venter på krisen”, der er udviklet i samarbejde med Røde Kors. Det er også realiteten for alle os unge, der i øjeblikket kigger på en verden i krise.

Klimakrise og krige i Mellemøsten og Europa sætter alt for mange drømme på pause, eller knuser dem helt for den generation, der skal føre samfundet videre og være med til at opbygge en ny verdensorden – måske.

Det lægger klart op til en pessimistisk tvivl eller en virkelighedsflugt, hvor man bare drømmer om et liv, hvor man ikke skal blot overleve, men leve. Alligevel og på trods viser ”HYDRA – Venter på krisen” os et lys for enden af tunnelen.

For verdenen har måske altid været i stykker. Det er ikke noget nyt, at der er krig. Det er ikke noget nyt, at verdensordenen er truet. Og det er ikke noget nyt, at unge kræver handling efter snak. Vi bliver nødt til at løfte i flok og holde sammen for at finde løsningerne. For selvom vi kræver handling, så starter løsningerne med snak. Og netop snak leder ”HYDRA – Venter på krisen”op til.

Forestillingen er designet til at tage rundt i Danmark efter den første uges spilletid i Røde Kors’ københavnske hovedkontor, og på turnéen skal forestillingen blandt andet ud på diverse gymnasier.

De unge kommer til at spejle sig selv i den angst, der fylder på scenen, når Katja Kvistgaard og Alfred Kann hører de sparsomme beredskabsmeldinger fra nødradioen. Men forhåbentligt vil de unge publikummer også få en kampgejst og et håb.

For efter den sidste krig kom freden, som Alfred Kann så smukt pointerer det håb, vi bliver nødt til at klamre os til i en usikker tid. En tid, hvor vi nemt kan miste os selv og glemme at holde fast i alt det, der gør os til mennesker; netop vores håb og vores drømme for fremtiden.

”HYDRA – Venter på krisen” er en yderst samfundsrelevant forestilling, der giver en klump i halsen, men også en æstetisk interessant forestilling. Scenografien og multimedie-elementerne spiller sammen, så man bliver suget med ind i dagene på stranden, hvor alt flyder sammen.

De fire nykomponerede sange af Jeppe Emborg udføres smukt af Alfred Kann og Katja Kvistgaard, men i højsædet er deres skuespil. Man tror fuldt ud på deres årelange venskab, ligesom man levende forstår først den enes optimistiske verdenssyn, snart den andens pessimistiske realitetssans.

Danmarksbloggen giver ”HYDRA – Venter på krisen”5 ud af 6 dåser hakkede tomater, som dem vennerne har hamstret, og kommer med en opfordring til at sætte 60 minutter af til at se Teatergrads og Røde Kors’ stærke og eminente samarbejde.

For i en usikker tid som nu kan vi dog holde fast i hinanden og blive ved med at snakke om alt det svære. Og ”HYDRA – Venter på krisen” lægger på fantastisk vis op til debat og refleksion om både ens holdninger og handlinger under en krise.

Anmeldt af Stine Buhl Hansen og Anna M. T. Frederiksen

Anmeldelse: ”De forbandede år 3”

Udgivet den af
Svar

Så er det tid til afslutningen på Anders Refns trilogi ”De forbandede år”, hvor vi følger den velhavende fabrikantfamilie Skov og de mennesker, som er omkring dem.

De første to film foregik under besættelsen, og bragte adskillige dramaer og tab med sig, hvor især de tre døde sønner fyldte: Husholderskens eneste søn, som var inkarneret frihedskæmper, Skov-parrets mellemste søn, som var frihedskæmper blot en eneste fatal aften – og så hr. Skovs søn fra første ægteskab, en dekoreret helt fra Vinterkrigen, som blev Frikorps Danmark-mand.

De tre unge mænds død ligger selvsagt som en skygge over alle i denne tredje film, som udfolder sig lige efter krigen i en tid, som vises som markant mere mørk og truende end den eufori, som ellers ofte ses i film om befrielsestiden.

Det er heller ikke en god tid for familien Skov, hvis overhoved – spillet fuldstændigt mesterligt af Jesper Christensen – anklages for værnemageri, fordi hans fabrik Elektrona producerede dimser til tyskerne, indtil frihedskæmperne – anført af den ældste Skov-søn – sprængte den i luften.

Forholdet mellem de to – far og søn – er også trilogiens røde tråd. Et forhold, som gennem hele besættelsen har været præget af konflikt, fordi den ene ville oprør og kamp mod tyskerne, mens den anden troede på at følge reglerne og gøre, som myndighederne sagde.

Her i ”De forbandede år 3” finder de to så langsomt ud af, at de to dybest set har mere, der samler dem end skiller dem. For mennesker kan vælge forskelligt i livet, men stadig være så psykologisk ens. Stadig have samme idealisme til det, som de har svoret troskab til, samme tiltro til løfter, til systemer, til at andre er lige så fair og redelige som dem selv.

Det er mange og samfundet så ofte ikke. Og det rulles op i filmen, som skildrer tiden efter befrielsen som en tid, hvor enhver hyttede sig selv og sit eget, hvor private opgør blev lavet, hvor der blev raget til sig, hvor det gjaldt om at holde sig selv og sin ryg fri af alle anklager, alle pegefingre – uanset hvad man havde lavet, og hvilken side man var på.

Som fx Jesper Lohmanns politimand, der under besættelsen jagtede modstandsfolk lige så nidkært, som han nu jagter alle, der beskyldes for at have samarbejdet med tyskerne – om de så har gjort det eller ej.

Både det såkaldte retsopgør og hvad der ellers skete, var nemlig ofte en uskøn forestilling, som det også fremstilles i filmen. Det er så samtidigt meget menneskeligt, selvom hr. Skovs svenske svoger prøver at gøre tidernes uvæsen til noget særligt dansk ved, da talen falder på genindførsel af dødsstraffen, at sige: I danskere er også så brutale.

Men der er åbenbart noget almenmenneskeligt i at hævne, i at beskytte sig, i at prøve at få magten og i alt det andet, som slet ikke rimer på den forestilling om at være humane og civiliserede, som vi godt kan lide at tro, at vi er.  Men det er vi ikke – og det er, hvad det er.

Mennesker er nemlig, hvad de er – og har trods lidelser og krig altid trangen til at leve videre og vende tilbage til sang og dans, som i den nye jazzklub, der udgør et fixpunkt i filmen, hvor mennesker mødes – og både sød musik og bitre toner opstår.

Det er især her, at Skov-datteren og den yngste Skov-søn slår deres folder sammen med enken til den mellemste Skov-søn, som blev frihedskæmper en enkelt aften, og som nu er enlig mor til det eneste Skov-barnebarn. Hvad der bliver af dem – og af alle andre, også Skovs jødiske sekretær – bliver der sat knude på undervejs, og ved filmens slutning har meget forandret sig.

Intet skal røbes her, men alle spiller fuldstændig forrygende, og virker troværdige i deres nye liv og i vejen dertil. Og nok fremstår kvinderne som stærke kvinder, der både vil og kan selv. Men ”De forbandede år 3” er alligevel mest en film om mændene – og især om far-søn-forholdet, både når det ender med livet og med døden.

For både livet og døden er fredens pris, og filmens to mest intense øjeblikke sker mellem en far og en søn. Selvklart mellem Jesper Christensen, som gestalter hr. Skov og Mads Reuther, som er den ældste Skov-søn Aksel.

Men også mellem torturbødlen og dennes præstefar. Det er Jesper Zuschlag og Kristian Halken, som spiller dem – og det gør de med så stor nerve, at Fadervor aldrig er blevet bedt så brændende, været så meget som en dialog på et filmlærred før.

I de to far-søn-scener, som begge ligger i slutningen af filmen, er der nemlig for alvor noget på spil, som er større end livet og døden – og så er det lige meget, om man tror på Gud, eller om man er eksistentiel og læser Sartre. For når det kommer til stykket, er alle ismer nemlig væk. Så er der bare tale om en far og en søn – og intet andet. Det er stærkt. Meget stærkt.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år 3” fem ud af seks bøger, som den hr. Skov får i gave – nemlig Hemingways ”Farvel til våbnene”. Filmen er en forrygende afslutning på en fantastisk trilogi, hvis eneste minus er, at den vil fortælle det hele – og det kan ingen film leve op til. Heller ikke tre film, som hver varer på den gode side af to timer.

Men ug for forsøget – og det er Danmarksbloggens bud, at trilogien efterfølgende kommer til at stå som et mægtigt epos over de forbandede år – også fordi den tør vise flere sider, flere nuancer end de klassiske skurke- og helte-fortællinger. Tør sætte fokus på menneskene …  

En vigtig lære også i vor tid, hvor krigen truer mere end nogensinde siden dengang i 1940´erne. En lære om at holde hovedet koldt og hjertet varmt, så vi med hr. Skov tør løfte glasset og skåle for håbet – samtidig med at vi hvisker Kæmp for alt, hvad du har kært.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Hofteatret – før, nu og for fremtiden”

Udgivet den af
Svar

Bogen ”Hofteatret – før, nu og for fremtiden” skrevet af Peter Christensen Teilmann udkommer samtidig med, at Hofteatret efter en omfattende restaurering igen åbner for offentligheden d. 7. marts.

Inden vi åbner bogen, er vi dog nødt til at klare begreberne:

  1. Den bygning på Slotsholmen i København, som Hofteatret ligger i, er snart 300 år gammel, og stammer helt tilbage fra det første Christiansborg. Bygningen undgik altså flammerne, da både det første og det andet Christiansborg brændte.
  2. Bygningen huser i dag de kongelige stalde – men også Hofteatret, som den har gjort det i mere end 250 år. Tænk, hvilke historier de mure kunne fortælle om de mennesker og de begivenheder, som er gået i svang her.
  3. I de sidste mere end 100 år har bygningen også været hjemsted for Teatermuseet og dermed endnu flere historier om det levede liv på scener over hele Danmark.

Hofteatret er altså et nøglepunkt i dansk kulturliv, hvor fortiden, det levede liv blandt både høj og lav, det på scenen udspillede liv, nutiden – og fremtiden væver sig ind og ud af hinanden, så det kan tage pusten fra enhver.

Og det kan det også at læse bogen, som vrimler med farver, billeder og historier, som var det en karnevalsscene fra Holbergs ”Maskerade”. For det er en grundig og velskrevet bog med noget til både nybegynderen, den øvede og eksperten udi i Hofteatret – og Teatermuseet.

For ikke nok med at man præsenteres for en skattekiste af viden om historie, dansk teaterliv fra det begyndte med Holberg til i dag, og så meget andet, at bare et forsøg på at lave et nogenlunde resumé ikke giver mening. Men man kan også læse om arkitektur, indretning, anvendelse, den berømte udendørs balkon og meget mere.

Man hører også om kongefamilien, som altid har haft sin gang på stedet som fx Christian d. 8, som gerne hørte sin yndlingsopera ”Norma” på Hofteatret, eller skandalen da Christian d. 7´s elskerinde Støvlet-Katrine opholdt sig i Hofteatret – endda i nærheden af Dronningelogen.

Men også i nyere tid spiller det hæderkronede sted en rolle for kongefamilien, således besøgte både Dronning Margrethe og Dronning Mary Hofteatret i januar i år til et specielt arrangement for at markere restaureringens afslutning – og hele Dronning Margrethes teatervirke, når det kommer til kostumer og kulisser, er en oplagt idé til en udstilling.

Ikke at nye ideer er nødvendige. For den ene gode historie tager den anden i bogen på en måde, så man bliver nysgerrig på at vide endnu mere, på at besøge – eller genbesøge – Hofteatret. Inden kan det anbefales at læse bogen, der er illustreret med mange flotte fotos og interessante tegninger.

For det er en på alle måder imponerende bog – skøn at skue og ej blot til lyst, som også er ethvert teaters raison d´etre. Hofteatret har så altid været en del af samfundet – selv under den nylige restaurering, selvom det da skete udenfor murene, men kun lige udenfor og ved siden af Folketinget i forbindelse med det danske EU-formandskab i sidste halvdel af 2025.

Man kan også læse om forestillinger, kostumer, rekvisitter og se plakater fra udvalgte forestillinger gennem tiderne. Det er morsomt – og måske især for os, som har været på Hofteatret.

Jeg fandt i hvert fald straks mig selv på Mindernes Allé – og de i alt fire gange, hvor jeg så Christian Steffensen fra Den Danske Skueplads gestalte ”H. C. Andersen juleaften og nytårsaften.”. Der var en særlig ånd de aftner, men det er der nu altid over Hofteatret.

En stemning, som netop H. C. Andersen også har oplevet, da han også havde sin gang på stedet, hvorom han om sig selv, Johanne Luise Heiberg og Grevinde Danner – alle tre personer, som lærte hinanden at kende via teateret, og som alle kom fra bunden til toppen af samfundet – sagde: Et Trin opad til det bedre – og det skete på den trappe, som stadig fører op til Hofteatret.

Det og mange andre citater og små historier fra Hofteatrets mere end kvarte årtusinde – alle lige til at labbe i sig og blive forført af – kan man læse i bogen.

Man taler ofte om historiens vingesus. Men på Hofteatret kan de reelt høres – og det fornemmer man også, at Peter Christensen Teilmann har hørt, når han skriver så levende, ja næsten forelsket om dette helt unikke sted i København.

Danmarksbloggen er også fortryllet af Hofteatret, og giver derfor ”Hofteatret – før, nu og for fremtiden” seks store vifter ud af seks mulige, som dem 1700-tallets damer sad med i de fine loger og nede på bænkene.

Det er en ren fornøjelse at læse bogen – og derpå besøge eller genbesøge Hofteatret – og gerne til en forestilling, så man mærker atmosfæren.

Og så er kun tilbage at udtrykke håbet om, at der en dag bliver penge til at restaurere de oprindelige vægudsmykninger, som hofarkitekten Jardin lavede, og som man kan læse mere om sidst i bogen. For historien om Hofteatret og Teatermuseet er – som det ellers altid siges på skærmen: … to be continued …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Paradis”

Udgivet den af
Svar

Alle vil vi gerne danse i livets kreds. Være mætte, trygge og glade sammen med familie og venner. Det er bare ikke sådan, at verden er.

Man kunne ellers nemt tro det, når man ser de første minutter af Maria Sødahls film ”Paradis”, som har premiere i dag. Den handler om en dansk familie bestående af mor, far og to døtre på 6 og 11 år, som tager på ferie til en af de kanariske øer i Atlanterhavet – ikke langt fra Afrikas kyst.

Der er lagt op til lækker mad, store drinks, svajende palmer, blåt vand i poolen, endnu mere blåt vand i havet, som familien har udsigt over fra deres to værelser, børnedisco, voksenhygge (hvis børnene ellers gider sove) samt klassisk ferie-samvær med de nye svenske og norske venner.

MEN så rammer virkeligheden – endda helt bogstaveligt i form af en afghansk flygtning, som familien kører ned en mørk aften på vej hjem efter en middag ude i byen.

Det sætter gang i en kæde af begivenheder, som ikke skal røbes her – men som trækker familien mere og mere væk fra ikke kun feriestemningen, men også den for vesterlændinge så typiske illusion omkring, at alle mennesker – også dem selv – grundlæggende er gode, og tager hensyn til hinanden.

For sådan er det ikke i verdenen, hvor det, vi privilegerede vesterlændinge kalder hverdag, er at være heldig – og rig. Meget rig. Rig – og ofte også naiv, hvis man ikke forstår, at ”de andre” vil gøre alt for at få del i vores goder. De andre, som i den afghanske flygtning, der igen og igen opsøger familien, og som i de illegale immigranter fra primært Afrika, som familien møder flere gange i filmen, og som har trodset både ørkner, menneskesmuglere og andet for til sidst at tage turen over havet i en lille båd til en uvis fremtid i et land, som ikke vil have dem.

Alt vises præcist så forfærdeligt, som det er. Ægteparret føler stor skyld, og for at få det bedre med sig selv vil de hjælpe. På deres famlende vej kastes de – og deres to børn – så ud i en eksistentiel krise, hvor de møder såvel frivillige nødhjælpsarbejdere, som primært kommer fra Nordeuropa, som de lokale spaniere, der enten prøver at ignorere immigranterne, eller som maskerede og bevæbnede med køller er klar til at angribe immigranterne.

Et sådan angreb sker også – meget symbolsk, mens rejseselskabet hører om, dengang spanierne invaderede de kanariske øer, og overtog dem fra det oprindelige folk, guancherne. Ægteparret lærer så intet om nutiden af dén historie, men forsøger i stedet at bevare manerer, ordentlighed og civilisationens i deres tilfælde ret tykke fernis. Men til sidst presses de også over kanten …

Det er Danica Curcic, som spiller den stressede mor Louise, der har glædet sig til at slappe af, men som i stedet må gøre op med sig selv, hvem hun er – og hvorfor, mens Esben Smed er faderen Mikkel, der i månedsvis har holdt sammen på familien, og også gør det på øen.

Begge spiller, som om de aldrig har lavet andet end at være et privilegeret ægtepar med stor kærlighed til hinanden og deres børn – og en evne til hele tiden at tro på happy endings i kombination med en manglende evne til at trække grænser og tage konflikter. Sådan som det ofte er at være privilegeret med et både økonomisk og menneskeligt overskud, som for denne verdens flygtninge og fattige er en vild luksus langt udenfor rækkevidde, som Aziz Çapkurt, der spiller flygtningen Ahmad, viser det med glødende intensitet og overbevisning.

Sif Lucca Gersby og Chili Olivia Jensen er søstrene Sille og Ella – og hvor er de dygtige, som når Ella bevidst om egne rettigheder skriger til faderen, da hun ikke vil med op i den ventende bus: Jeg bestemmer selv over min egen krop, eller når Sille – uden at pakke det ind som forældrene – sætter ord på situationen Selvom den også overvælder hende, så hun sammen med sin søster kanaliserer alle følelser og reaktioner over på den – vistnok – hjemløse kat, som i modsætning til de ulovlige immigranter får både et EU-pas og en tilladelse til at flyve med hjem til Danmark.

Kattens redning er en besk detalje, som går igen i virkeligheden, når folk fx adopterer hunde fra områder, hvor mennesker – også børn – dræbes, voldtages, tortureres og lider.

”Paradis” er en voldsom film, en vigtig film, som sætter spørgsmålstegn ved den moral, som vi roser os af i Vesten. En moral, der handler om at være den barmhjertige samaritaner. Men gælder godheden kun så længe, at den ikke koster os noget? Og er den gavmilde tid ved at rinde ud i disse år, hvor stadig flere flygtninge har kurs mod Europa? Hvis svaret på de spørgsmål er ja – og vi samtidig vil stoppe illegale immigranter – også voldeligt, må man med filmen in mente spørge:

Er vi så dårlige mennesker? Eller er vi bare mennesker, der efter snart 100 års luksus og overflod har glemt, at livet er en kamp, hvor man sørger først for sig selv, sin familie og sin egen stamme? At det ikke er hverken egoistisk eller racistisk, men simpel overlevelse for os og vores kultur? Og hvor langt er vi parate til at gå? For ultimativt handler det om dræb eller bliv dræbt. Vil vi det – eller vil vi gå en anden vej i bevidstheden om, at Afrikas befolkning er næsten fordoblet om 40 år?!

Dét tænker man længe over, når man har set ”Paradis”, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks af de så eftertragtede EU-pas. Det er årets måske mest betydningsfulde film om de samfundsspørgsmål, som vi ikke har råd til at ignorere – og så spiller de simpelthen så tindrende godt, at man indimellem tror, at man ser en dokumentar og ikke en fiktiv film.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vægtløs”

Udgivet den af
Svar

Emilie Thalunds film ”Vægtløs” har dansk biograf-premiere i dag, men har allerede været vist på flere filmfestivaler, og også vundet hovedprisen i New Directors-programmet på San Sebastián International Film Festival i efteråret.

”Vægtløs” er en såkaldt coming-of-age-film med fokus på den buttede 15-årige Lea, der qua de overflødige kilo har besluttet sig til at tilbringe hele sommeren på en sundhedslejr for børn og unge med forskellige problemer.

Skiftet fra en hverdag med den kærlige, men også overbeskyttende mor til en sommer på egne ben gør selvfølgelig, at der sker en masse både inde i Lea, som i takt med at kiloene ryger af, får mere og mere indblik i voksentilværelsens veje og måske især vildveje, og i Leas forhold til roommaten Sasha, som har lige så meget rod indeni sig, som der er omkring hende – samt i Leas forhold til pædagogen Rune, der i sagens natur burde være voksen, men som langt fra er det. For nu at sige det så mildt, at dét udtryk faktisk er misvisende.

Det er Joachim Fjelstrup, der spiller Rune, og det gør han med så stor overbevisning, at jeg ikke kan lade være med at tænke, at det må have krævet et vældigt stort mod at sige ja til dén rolle. For når karakteren Rune viser en på alle måder over grænserne interesse for Lea, som han kalder sin lille ælling, så vender alt sig indeni beskueren.

For det er seriøst klamt – og altså godt spillet af Fjelstrup, som tør bruge sine skuespilsevner til at vise et afskyvækkende menneske, som man også ser andre sider af. For ingen er endimensionelle. Som en kriminalmand engang sagde det: Vi jager et monster – og vi fanger et menneske.

Også roommaten – den på overfladen så selvsikre Sasha, som i virkeligheden er ét stort følelseskaos og hele tiden på jagt efter bekræftelse – vækker negative følelser i beskueren, når Sasha igen og igen lader egoismen sejre over hensynet til og de løfter, som hun har givet Lea.

Det er Ella Paaske, som spiller Sasha, og det gør hun med en intensitet og nerve, så man bag svigt-først-eller-bliv-svigtet-adfærden kan mærke sårbarheden, der spænder ben for ikke kun Lea, men også Sasha selv – som dog gennemgår en vis udvikling. Brødkrummer skal man ikke kimse ad.

For både Lea og Sasha lærer i løbet af sommeren noget omkring at være autentiske og stå op for sig selv og andre. Det lærer pædagogen Rune i sagens natur ikke. For en ting er at være en selvoptaget mandebaby.

Dem er der mange af, og de kan være latterlige fanget i deres eget Peter Pan-spil. Men en grandvoksen, som groomer, og laver overgreb, er noget ganske andet. Han skal stoppes – men bliver det langtfra altid, fordi han med omhu vælger sine ofre.

Det er den debuterende Marie Helweg Augustsen, der gestalter Lea, som er en ejegod og hjælpsom pige, og som også fremstår som for naiv for 2026, selvom jeg godt kan forstå behovet for at gøre hende så loveable, som Lea fremstår i filmen.

Så man hepper på Lea og på den unge, overvægtige gut, som gerne deler sine indsmuglede chokoladekiks med hende, lige indtil Lea ikke vil det mere, selvom hun dér møder ægte grin og kærligt fællesskab. Men Lea vil tabe sig og være med på det, som hun tror er de voksnes bane.

Hendes famlende og usikre vej dertil – og tabet af den umiddelbare uskyld og glæde ved livet undervejs – får Marie Helweg Augustsen frem med så stor sikkerhed og åndeløs autencitet, at det er utroligt, at hun er debutant.

Hvordan det ender, skal ikke røbes her. Men hvis man forventer drama og forløsning, så bliver man skuffet. Der sker en masse, men det sker under overfladen. Alligevel er Lea en anden, en mere kompleks person, da sundhedslejren i slutningen af filmen er forbi, og hun triller afsted med sin kuffert fuld af oplevelser og drømme.

Men om hun også fik pakket nogle værdier andre end Gå-for-det-som-du-selv-vil-have-og-fuck-de-andre – dét kan man godt spørge sig selv om. Svaret er så lige så vægtløst som filmens titel.

Hvor mange stjerner – eller rettere kirsebær, som de kirsebær, Lea spiser i starten af filmen, og som skal symbolisere, at nu skal hun til at spise kirsebær med de voksne – skal filmen så have? Det er svært.

For på den ene side spiller de absolut forrygende – både de tre hovedroller og birollerne med, men på den anden side mangler en forløsning. Eller gør den? For er livet i virkeligheden ikke mere en konstant ujævnhed end en fortællebue? Såmænd er det så.

Så derfor ender Danmarksbloggen med at give ”Vægtløs” fem ud af seks kirsebær. Det er en rystende film, når man ser groomingen og den stigende afhængighed mellem offer og overgrebsmand folde sig ud. Ja, man kan næsten ikke være i sig selv, når visse scener vises.

Omvendt er det vigtigt at bruge fiktionen til at vise virkeligheden, og en fordel når der samtidig i filmen er plads til alle de følelser, håb, længsler – samt gruppepres og ydmygelser, som unge oplever – og som også er den hårde kost, vi kender det fra store ungdomsfilm som ”Kundskabens Træ” og ”Skønheden og udyret” (ikke eventyret) – og fra vores egne liv tilmed.

”Vægtløs” er derfor en film, som tør gribe fat i ungdomslivet – og i tabuerne. En film, der ligesom den voksne pædagog gør det, går over grænserne. Det kræver noget at se den.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Frost”

Udgivet den af
Svar

Vejret var som bestilt til gårsdagens premiere på ”Frost” på Falkonerscenen på Frederiksberg – nemlig de faldende snefnug i en verden, der ligesom i forestillingen har været frosset til is i ugevis – ja månedsvis, hvis man spørger de vintertrætte voksne.

Børnene derimod, hvor mange kom til premiere i fine Elsa-kjoler, får aldrig nok af sne – eller af historien om Elsa, Anna, Olaf, Kristoffer og Sven. Det sidste gør vi voksne så heller ikke.

Det er også Disney for fuld skrue, hvilket vil sige romantik, spænding, de gode versus de onde, humor og så musik, der fænger og betager, så man skal være gjort af sten for ikke at smelte, som var man en anden snemand under sommersolen. Læg dertil diverse gimmicks og speciel effects, som ikke skal røbes her, men som hver gang fik publikum til at juble.

Der blev i det hele taget klappet mange gange, når der blev danset og sunget om magi, kærlighed og de andre livsnødvendigheder. Ja, sågar den danske hygge har sit eget nummer, der musikalsk minder mere om en musical fra 1950´erne, end den moderne musical, som ”Frost” ellers er.

Det er Maria Lucia, som synger Elsa – en rolle, som hun også sang i filmen, og som hun med rette er blevet internationalt berømmet for. Maria Lucia er også en naturkraft på en scene og i sin helt egen liga. Så vi rives med, når hun synger ”Lad det ske” – og vi overvældes af hendes intensitet til sidst i forestillingen, når hun gestalter dramaets mest rørende øjeblik, hvor det handler om den sande magi: Kærligheden mellem de to søstre.

Anna synges af Kristine Yde, og hun giver den elskende lillesøster den ukuelighed og medmenneskelighed, som verdenen – her Arendal – er så afhængig af, hvis alt skal ende godt. Man følger og føler med den empatiske og trofaste Anna, som mange kan spejle sig i.

Snemanden Olaf er på mange måder forestillingens funklende stjerne, og så fint lavet – også fordi det lykkedes Diluckshan Jeyaratnam at give Olaf den rette mængde af godhed, kvikke bemærkninger – og en vidunderlig stemme. Olaf er på mange måder det største barn på scenen – og det barn, som vi alle har indeni, hvis ikke vi er frosset fast. For der er en klar filosofi i ”Frost” om, at den, som ser verdenen som Olaf gør det med et barns øjne og i kærlighed, ser allerklarest.

Kristoffer er den anden, som mange kan spejle sig i, og som med sine evner til at klare sig og se udover sig selv, er den gennemførte good guy, som ofte overses – men som i virkeligheden er ham, kvinderne burde drømme om fremfor en badboy. Det er Niels Skovgaard Andersen, som spiller manden med hjertet og elgen Sven på rette sted.

Sven er jeg så imponeret af fysisk. For det kræver meget at bevæge sig på den måde 2½ timer i træk, og tilmed gøre det på en måde, så er han 100% troværdig i rollen som elg. Det er Mads Panik Wilfred Steen, som kan skrive elg på cv´et.

Christian Lund er en overbevisende prins Hans, hvor man som tilskuer næsten tror på ham, selvom man jo udmærket kender plottet – og hans sande motiver.

Kor og dansere er ovenud talentfulde, og fylder scenen med masser af energi, hvad gang de er på – og det er de heldigvis mange gange. Det samme gælder hertugen, som spilles med stor sikkerhed og tæft for hvad det vil sige at følge magten af Morten Lützhøft.

Og så er der Elsa og Anna som små piger. De spilles rørende og med lige dele frejdighed og dygtighed af flere skuespillere, nemlig Kamma, Andrea, Fiona, Anemone, Selma og Emma. Stor applaus til dem.

Kulisser og kostumer er også – som forventet hos Lion Musicals – overdådige. Ja, de er i “Frost” mægtige og majestætiske – og med til at fortælle historien, så det lyser fra scenen.

Det er som et helt eventyr, og det mest fantastiske er, at også vi voksne kan mærke det. For ”Frost” på Falkonerscenen – og senere rundt i landet – er et fantasifuldt og fortryllende eventyr, som rører både store og små.

Danmarksbloggen giver ”Frost” fem ud af seks mulige snefnug. Det er en varm, sprudlende og livsbekræftende musical fuld af skønsang og troen på kærlighedens sejr – og det er lige, hvad vi har brug for i denne på mange måder kolde tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk