Anmeldelse: ”Kagefabrikken”

Hvad handler filmen ”Kagefabrikken” om? Kager selvfølgelig, fristes man til at sige, og det er også rigtigt.

Overalt i filmen fra start til slut møder vi nemlig dej, cremer, flødeskum og færdige kager i alskens slags fra den sunde, men også sure broccoli-kage over mere klassiske danske kager (selvom de hedder noget andet – hindbærsnitten må fx have inspireret til filmens supersnitte) – og til arabiske kager, hvor især Iraks nationalkage – den dadel-og-smør-fyldte roulade kleicha – spiller en afgørende rolle.

Kager er også filmens hovedperson Niels Aggers liv. Desværre er Niels Aggers kagefabrik på randen af konkurs. Så der skal ske noget. Men hvad? Niels Agger – mesterligt og med stor nænsomhed spillet af Nicolas Bro – aner ikke sine levende råd, mens han sidder næsten nøgen og spiser kage på vippen over poolen derhjemme.

Det har han gjort længe til stor bekymring for konen Else, der spilles af Tine Gylling Mortensen med en nerve og en formidabel evne til med mimik at udtrykke alt det, som Else ikke kan sige til Niels.

Men nu sker der noget. Deres driftige datter June – spillet med stor opmærksomhed også på karakterens sødme og smerte af Emma Sehested Høeg – kommer hjem til den lille by direkte fra CBS med både moderne business-principper og en mand, der er så strømlinet og grænseoverskridende i sit sundheds- og karrierevanvid, at man hader ham lige med det samme. Han spilles knivskarpt af Andreas Jebro.

For nu skal der laves sunde kager, der slanker – og sælger. Projektet virker dødsdømt – og Niels Agger vil heller ikke bide til bolle.

I stedet forelsker han sig hovedkulds i den kønne muslimske rengøringsdame Zeinab, spillet med stor træfsikkerhed af Bahar Pers, som forstår at vise, at muslimske kvinder er andet og mere end tørklæder og undertrykthed. At de har både styrker, svagheder og egne dagsordner – præcis som alle andre.

Filmen tager derfra den ene uventede vending efter den anden, som man ikke – som i SLET ikke – forestiller sig i filmens start. Og både personerne og fabrikken ender nogle helt andre steder, end man har et kagevæsens chance for at gætte.

Dét er vidunderligt, og vejen går udover de famøse kager via aktuelle temaer som racisme, fat-shaming, sundhedshysteri, kultursammenstød og alt det andet, som buldrer og fylder i den offentlige debat – men som sjældent betyder noget nævneværdigt for nogen hjemme i privaten.

For her er – uanset detaljer som tro og hudfarve – vi alle optaget af os selv og vores nærmeste. At kunne give dem, vi elsker – og også os selv – de bedste betingelser for at kunne få det liv, som vi gerne vil have.

Alt godt fødes i vandet, siger et egyptisk ordsprog, og det er sandt. Vi vokser i vores mors mave i vand, og vi skal bruge vand til alt resten af livet. Vandet skaber liv og grøde, men det kan også dræbe. Noget, som er naturligt, hvis man, som mange stammesamfund i Østafrika gør det, ved, at Gud og Djævlen er en og samme sag.

Det er så noget, som de to yngste monoteistiske religioner kristendom og islam har svært ved at forstå. For her er det vigtigt, at noget er halal og noget andet haram – eller en dyd versus en synd. Men en fordømmmelses-båret-moral er en livs-forståelse, som passer dårligt sammen med det reelt levede liv, hvor vi ryger, æder, drikker og elsker – både når vi skal, og især måske når vi ikke skal.

Vi ser det hele, alle dyder, alle synder, haram og halal, folde sig ud i overdådighed i ”Kagefabrikken”, som er en sanselig film, hvor man kan se alt og høre alt. Indimellem drømmer man om, at man også kunne dufte og smage det, som sker på lærredet. Andre gange er man glad for at være foruden duft og smag. Syn og lyd er rigeligt. Ja, man må nærmest selv indimellem udstøde små lyde i biografens mørke for at give sine følelser udtryk.

Det er godt lavet af instruktør Christian Lollike, som sammen med Sigrid Johannesen har skrevet manuskriptet.

Christian Lollike er i øvrigt teater-menneske og 8 (!) gange Reumert-vinder, og det forstår man, når man ser filmen.

For filmen kommer i dén grad ud til os i publikum, selvom det kun sker via en skærms digitale interageren. Det er eminent, og giver en intens film skabt med sans for både sårbarheden i os og imellem os og vores relationer.

Samtidig får vi i dialogerne et fint blik for de sprækker, som afslører det indre i os, som vi ellers sjældent viser andre – selv vores nærmeste. Det er så ikke desto mindre dét indre, som definerer os og vores vej i livet. Veje, som ofte bliver til vildveje og omveje, selvom vi måske tror, at det er genveje.

Men alle veje fører til kage. Små kager, store kager, våde kager og tørre kager. Kager fører folk sammen. De bringer både det værste og det bedste frem. Tag bare tidens mange bage-programmer. Man kan sagtens både grine og græde over kage.

I filmen ”Kagefabrikken” er kager så mere end søde drømme og bittersøde minder. Kager er her benhård identitet og det mest eksistentielle i livet – også fordi det er kagerne, som sætter brødet på bordet hos alle i den lille by.

Nu skal intet røbes, men bid mærke i birollen Connie, spillet så det gnistrer af Claudia Gregersen. Både filmens Connie og virkelighedens Claudia Gregersen er nemlig med længder filmens modigste menneske i en opsigtsvækkende dans med både cremer og drys og kage. Filmens Connie får også – fortjent – stående applaus. Det burde vi også give skuespiller Claudia Gregersen i biffen.

Danmarksbloggen giver ”Kagefabrikken” fem ud af seks kager. Det er en morsom film. En alvorlig film. En spøjs film. En dyb film. En vild film, der taler til alle sanserne – også de ikke-fysiske. En film lige så grotesk som virkeligheden.

Der er premiere i dag over hele landet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Så har statsminister Mette Frederiksen holdt sin nytårstale. Den første som statsminister for den nye SVM-regering. Det kunne man tydeligt høre i nytårstalen, som stort set var et resumé af regeringsgrundlaget, som det blev fremlagt kort inden jul.

Noget med pandemi, krig, krise, inflation og samarbejde over midten. Vi har hørt det før – flere gange. Så det var nærliggende at stoppe med at lytte, da hun kom med meldingen om, at regeringens mål var at gøre det danske samfund stærkere, grønnere og mere trygt. Det lød som varmt luft.

Danmarksbloggen blev dog ved med at lytte – og så kom første overraskelse. Nemlig at Mette Frederiksen citerede følgende ord fra B.S. Ingemanns salme ”Dejlig er jorden”: Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød!

Erklæret kristendom fra en socialdemokratisk statsminister? Måske. Statsministeren fortalte i hvert fald, hvordan hun havde siddet på kirkebænken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, og sunget den smukke salme til gudstjeneste.

Senere refererede Mette Frederiksen dog til begivenheden som en koncert med Anne Linnet – dog stadig i Vor Frelsers Kirke 4. søndag i advent.

Under alle omstændigheder så har det åbenbart givet Mette Frederiksen noget at være i kirke. Det kan derfor synes … skal vi sige pudsigt, at hun så er klar til at skære en helligdag væk. Kirkens ro og åndelighed nåede hende ellers åbenbart dén dag på Christianshavn.

Men altså: Tid til refleksion er ikke vigtigt. Argumentet går på, at vi alle skal yde noget mere. Supergod idé i sig selv – altså det med at yde mere.

Men hvis alle skal yde noget mere: Hvorfor giver man så især den øvre middelklasse massive skattelettelser? Dét giver nul mening. Drop de skattelettelser og behold St. Bededag. Skal vi yde mere, er der også mere brug for tid til at lade op.

Anden overraskelse kom så med meldingen om, at SVM-regeringens vigtigste opgave er at sørge for dem i Danmark, som har det sværest. At tro at SVM-regeringen kan det, svarer nogenlunde til at lade ræven vogte gæs.

Lige inde havde Mette Frederiksen så også talt om at være naive. Tror hun – og de andre i regeringen – virkelig, at danskerne er så naive, at vi ikke kan se, hvad der sker?

Man kunne godt tro det, når hun disker op med en melding som ”mere fokus på indhold end på længde”, når vi taler universitetsuddannelserne. En melding, som i bedste fald er vås. I værste fald er direkte skadeligt for Danmarks vidensniveau – og evnen til at tjene penge i fremtiden.

Så det må slås fast, at statsministerens nytårstale var – som SVM-regeringen er det – en klar ommer, som kun får én stjerne ud af seks mulige.

Gid byttegarantien på 30 dage ikke kun gjaldt julegaver, men også regeringer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

For mere end tre timer siden holdt Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark sin nytårstale.

Danmarksbloggen er normalt ikke så sen til at anmelde den. Men man kan ikke komme på nettet, når strømmen er væk – og det var den her i mit nærområde i mere end to timer.

Det er strømmen også i Ukraine – hele tiden og alle steder som et led i Ruslands krigsførelse og overgreb på den tapre ukrainske befolkning, som Dronningen startede med at nævne med sikker sans for, hvad som er væsentligt. Rigtigt væsentligt.

For nok er de fleste medier mere optaget af Dronningens hudløse ærlighed omkring konflikten med prins Joachim og prinsesse Marie, og der skal også kun lyde respekt herfra til majestæten, som direkte sagde tingene – samtidig med at hun forsikrede alle om hendes kærlighed – men som hun også sagde det: Så er der problemer i alle familier.

For det er der – og nok går bølgerne sjældent højt over prinse- og prinsessetitler i de små danske hjem, men så er der noget andet, som clasher.

Sådan er livets – og verdens – gang. Og derfor var det også langt mere interessant, at Dronningen kom ind på klima og miljø – forbrug og ressourcer, og nævnte, at de unge nok har ret i meget, når de kritiserer de ældre for deres adfærd.

Men som Dronningen også gjorde opmærksom på, så kan man gå over broen fra begge retninger – og både ældre og unge kan lære af hinanden.

Og så er dén ring sluttet, som Dronningen startede med at tale om. For alle menneskers liv – på hele kloden – er forbundet med hinanden.

Så vi skal hjælpe hinanden. Tænde lys i mørket.

Det var en formidabel nytårstale af en værdig dronning, der har både mod og format til at vise sin sårbarhed. Danmarksbloggen kvitterer med 6 ud af 6 Dronningekroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret: ”Who killed Don Calzone?”

Hvordan skal man beskrive årets Crazy Christmas Cabaret i Glassalen i Tivoli ”Who killed Don Calzone?”

Som en fra sidste år fortsat firser-farce, der er festlig, forrygende, fuld af farver og flamingoer – og helt igennem fabulous? Absolut.

Som et mega-musikalsk, morsomt mord-mysterium i Miami? Totalt.

For som der synges, danses og spilles allerede i åbningsnummeret ”We´re still standing”. Ja, det skal jeg lige love for, at de gør deroppe på scenen – og vi i publikum drages traditionen tro helt med ind.

Stemningen i den gamle Glassal er gennem hele forestillingen nemlig lige så elektrisk som de neonfarver, der kendetegnede både 80´er-årtiet, kostumerne og kulisserne.

Og aldrig har jeg grinet så meget. Aldrig er der blevet sunget så godt. Aldrig har det swinget så meget. Og jeg har ellers overværet en del Crazy Christmas Cabareter i min tid – og grinet meget hver eneste gang.

Men denne – den ellers i teorien så svære 2´er – fortsættelse på sagaen om familien Calzone suser som en orkan af latterbrøl, dans og sang over scenen og ud til os i publikum – og bliver på vejen til noget mere, noget større her i 40-året for Crazy Christmas Cabarets begyndelse i Danmark – og 25-året for opførelserne i Glassalen i Tivoli.

Vi løftes nemlig (på mange måder) op og ind i en decideret kærlighedsaffære – en smuk menage-a-trois – mellem Crazy Christmas Cabaret, Glassalen og os i publikum, som begejstret skråler med på boo og hooray, rejser os op, læner os frem og alt det andet, som hører sig til.

I år har man så også mulighed for sammen med det sjældne, nemlig en virgin som en af det faste hold på scenen, at få sig en proper English lesson i forskellen på shit, piece of shit, ass, piece of ass og asshole? Den slags er god viden, som altid kan komme in handy.

Det er Mikkel Hoé Knudsen, som har sin debut på CCC-scenen, omgivet af det sædvanlige cast, der som altid er splendid in every way:  

Mesterinden herself Vivienne McKee, der med lige dele flirteri, glimmer, ømhed og varme fylder hele Glassalen.

Hendes to partners in all for fun and fun for all gennem årtier: Den altid bemærkelsesværdige David Bateson samt Andrew Jeffers, som man ikke kan andet end elske og adlyde, når han er Mama Calzone. Love and obey, også når han/hun/hen spørger, hvad man har spist og røget.

Katrine Falkenberg, der har det her je-ne-sais-quoi, men som også kan alt det andet, komedie, sang og dans. Og endelig Kevin Kiernan-Molloy og Claus De Lichtenberg, der kan være alverdens nationaliteter og erhverv, og som binder det hele sammen.

Det politiske er igen i år tonet ned – undtagen den sædvanlige bredside mod Donald Dump. I ved ham med sumpen, også den i Florida, hvor showet foregår. Og hvor hans alter ego i går – på selve premiereaftenen – meddelte, at han stiller op til præsidentvalget i 2024. For naturligvis måtte Donald Dumps alter ego vælge lige netop dén aften at gøre det, når nu han ikke kunne sidde i Glassalen.

Den politiske satire plejer at være en af styrkerne. Men allerede sidste år var det pillet ret meget ud og erstattet med mere klassisk varité. Og i år har Vivienne McKee vovet at gå hele vejen og foldet varité-delen endnu mere ud.

Det er et godt valg i den tid, som vi lever i. Vi har brug for latteren, lyset og varmen. Vi har brug for den specielle aftapning af dans, musik, ordspil og sjov, som kun Crazy Christmas Cabaret kan give os.  

Så Danmarksbloggens juleønske er: En sæson mere, please. Det er rent plageri. Det ved jeg godt. Men vi har altså gang i en kærlighedsaffære her. Lad den aldrig stoppe.  

Danmarksbloggen giver Crazy Christmas Cabaret ”Who killed Don Calzone” seks ud af seks julehjerter, som det dr. Bent Van Helsingør også er i besiddelse af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fædre & Mødre”

Der er film, sågar komediefilm, som giver en ubehagelig følelse af deja-vu over en del af ens fortid, som man ellers troede, at man succesfuldt havde fortrængt.

Paprika Steens nye film ”Fædre & Mødre” er en af disse. For den kunne sagtens være en dokumentar. Jeg genkendte i hvert fald i en gennem-hele-filmen-varende-tilstand af kvalme og ondt i maven 1:1 situationerne og dialogerne fra dengang, at jeg havde barn i grundskolen.

Dét er den slags, der også kaldes for et godt manuskript, som her er skrevet af den talentfulde Jakob Weis. For filmen er nemlig fiktion, og handler om forældreparret Piv og Ulrik, hvis datter Hannah starter i 6.B. på en attraktiv privatskole, fordi det med Pivs ord ”vil være så godt for det liv, vi lever”.

Bemærk pronomenet VI. Heri ligger filmens kerne, filmens handling og filmens budskab:

Nemlig at skolelivet for især den urbane kreative klasse (det er den med det store behov for anerkendelse, som kun matches af et tilsvarende stort mindreværd – og storhedsvanvid) ikke blot handler om børnene, men i lige så høj grad – hvis ikke mere – om de voksne og deres indædte kamp i klassens hierarki.

En giftig kamp, der udfolder sig nådesløst, mens den pakkes ind i falske smil og korrekte begreber, og skylles ned med først hjemmebagt kage – og senere alkohol i umådelige mængder.

Størstedelen af filmen foregår på den af forældrene arrangerede årlige hyttetur med alle de klassiske ingredienser: Et uhyggeligt natløb, musik omkring det flammende bål, den rituelle badning i en sø, ophedede debatter om hvad korrekt ernæring er og ros til den, der laver den mad, som er in i øjeblikket, fremvisning af statussymboler som biler, en intern konkurrence om hvem der er bedst uddannet/er mest kreativ – og generelt bare voksne, der opfører sig værre end umodne teenagere, mens børnene er statister til de voksnes leg – og derfor også lægges i seng, når de voksne har brug for ”voksentid”. 

Alt sammen noget, som jeg husker alt for godt fra de hytteture, som jeg var med på. Hytteture arrangeret under samme motto som i filmen: ”Et godt sammenhold mellem forældrene giver et godt sammenhold mellem børnene.”

Det er sikkert sandt. Men hverken i filmen eller i virkeligheden holder de voksne sammen, og de hjælper slet ikke de nye børn ind i gruppen – eller de udsatte børn med at få det bedre.

Det er derimod jungleloven, der hærger. Og den stærkeste vinder retten til at bestemme, hvem der er inde og ude i den store forældregruppe – og med i de eksklusive grupper, som i filmen BADEKLUBBEN.

Sætningen fra den ene forælder til den anden Hvem af jer tager hytteturen i år, som vi hører i filmen, viser med en skarphed som en syl, at tjansen med den årlige hyttetur er forældreskabets allerstørste uriaspost (også værre end en kolikramt baby).

Mind mig om, at jeg ikke kan takke min mand nok for, at han tog den de sidste mange år.

For engagerede forældre skal der til, hvis børnene ikke skal udstødes – af de andre forældre. Forældre, som mener, at børnenes venskaber er for vigtige til at overlade til børnene selv, når nu man som forælder har nogen forældre, som man hellere vil være ven med end andre.

Det er direkte ulækkert, men sandt. For Paprika Steen ser klart, når hun viser, at forældre af i dag og i de sidste 10-15 år er meget langt oppe i egen røv. Når man er dér, kan man ikke se særligt langt – og naturligvis går det også galt på hytteturen – i filmen.

Konflikterne kommer op til overfladen, og en reel kamp tager sin begyndelse. Hvad der sker derfra, skal ikke røbes her. Men det er mesterligt lavet – og spillet. Man sidder og tænker, at Paprika Steen, Jakob Weis og skuespillerne nok også har haft poder i sådanne nogle klasser her, så researchen er på plads.  

I hovedrollerne ses Katrine Greis-Rosenthal og Jacob Hauberg Lohmann, der spiller forældre med så megen nerve og bid, at de er mere end overbevisende. Det samme er Ida Skelbæk-Knudsen, som spiller deres følsomme, men også stærke datter Hannah, der lige er startet på skolen. Hun er også aktuel i Halloween-serien ”Felix & Åmanden”, hvor hun også gør det forrygende.

I de andre roller ses Lise Baastrup, Rasmus Bjerg, Nikolaj Lie Kass, Line Kruse, Mikael Birkkjær, Carsten Bjørnlund, Amanda Collin, Martin Greis-Rosenthal og Merete Mærkedahl som forældre – samt Victor Madsen som Hannahs klassekammerat og ven Julian (Han spiller også med i Felix & Åmanden).

Og ja, alle forælder-arketyperne er dér: Klassens klamme score-fædre, hende med referatet, hende der altid laver kage, den forælder, der altid ved bedst, designer-typen, den konstant-aktive, den forælder, der altid kommer for sent – og alle de andre.

Samt Lars Brygmann, som en på alle måder forfængelig og forfærdelig rektor, der samtidig er kalif over alle klasser på hele skolen – og ikke er bange for at bruge den magt, som alle kæmper om, men som ingen vil vedstå sig.

Danmarksbloggen Paprika Steens ”Fædre og Mødre” seks ud af seks skole-kridt. Fordi den kan så meget. Fordi den er både sjov og skræmmende som ind i helvede på en og samme tid.

Det er årets med længder største psykologiske gyser om det værste i verden: Forældre med alt for mange ambitioner på deres børns – og egne – vegne. Socialrealisme fra samfundet wanna-be-top hældt ned med dyr rødvin i stride strømme og pakket ind i ord som fællesskab, der lyder flot, men ikke betyder en skid i kampen om den rå magt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

.

Anmeldelse: ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning”

Der er teaterforestillinger, som vedkommer os alle. ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning” på Teatret ved Sorte Hest er en af dem. For her præsenteres vi med vid og bid – og en god portion humor – for verdens største fejlantagelse til alle tider:

At det køn, som man fødes med, er determinerende for, hvad man som menneske kan, skal og er god til.

Det er den franske forfatterinde, feminist og filosof Simone de Beauvoir, som i værket ”Det Andet Køn” gør rede for kvindens situation i vor tid – og i verdenshistorien.

Og det er – hvis nogen skulle være i tvivl – to sider af samme sag, som Ellen Hillingsø og Sarah Boberg gør opmærksom på med en formidlingsevne, der rækker helt op til bagerste række – og videre ind i den måde, som verden tolkes på efter forestillingen.

For Simone de Beauvoir er spot-on. Kvinden har til alle tider været underlagt mandens krav og forventninger – og det er svært at lave oprør, når man er afskåret fra andre kvinder. Lukket inde et sted mellem opvask, børnefødsler og kravet om at holde sig ung og smuk.

Og ja, det gælder stadig, selvom bogen er fra 1949. Kvinder forhindres også i 2022 i at udfolde sig frit.

Kvinder støder stadig hovedet mod glaslofter, når de rækker ud efter magten – eller hånes, hvis de finder en vej udenom og kommer til fadet. Abortretten tages i disse år fra kvinder i flere lande. Ligeløn er også stadig et problem. Vi har den heller ikke i Danmark, selvom den danske lov om ligeløn er fra 1974.

Så bogen – og forestillingen – er højaktuel.

Ja, bare titlen ”Det Andet Køn” siger, hvad det handler om.

Nemlig at vi alle forstår verden ud fra os selv – og i forhold til noget. Dvs. vi er subjekt – og det andet er objekt. Men som kvinder har vi altid været objektet for mandens selvforståelse, mandens subjekt – og vi har måttet finde os i denne fornedring, som hurtigt udviklede sig til myter – og en falsk opdeling mellem produktion og reproduktion.

Dét er oprørende. Vi kvinder kan og skal være vores eget subjekt.

Det er Ellen Hillingsø og Sarah Boberg heldigvis også, når de med saft og kraft fører os sikkert igennem Madame Beauvoirs verdens- og kønsopfattelse i tre omgange med en tørresnor fuld af historie om modergudinder, blodplettede lagener, FN´s kvinde-år og andet fra kvindernes gang på Jorden.

D´damer leverer en forelæsning, der ryger lige ind, fæstner sig i sindet, og sætter gang i tankerne.

Jeg kunne i hvert fald ikke dy mig for at tænke: Vi er sted i dag, hvor det ikke længere er fysikken, som behøver at være afgørende. I dag har vi teknologien – og her kan kvinderne mindst lige så meget som mænd.  

Så måske er vi ved et paradigmeskift, der er frisættende for os alle? Vi diskuterer også køn og identitet som aldrig før, hvad man også ser i de indlagte film i forestillingen med interviews med de to juraprofessorer Eva Smith og Ditlev Tamm, sociolog Cecilie Nørgaard og performer Moeisha Ali Aden.

Sidstnævnte siger noget meget væsentligt. Nemlig at køn er noget, som han/hun/de (jeg ved desværre ikke, hvilket personligt pronomen personen anvender) GØR. At nok skal verden bestå af køn. For køn er det, som skaber livet og samspillet – men køn er ikke noget, man er. Køn er noget, man GØR.

Dét er måske den vigtigste pointé i hele forestillingen.

For så kan kvindeligheden (og mandigheden) blive noget, som vi alle kan udvikle og bruge, som vi føler for det. For vi er alle mennesker – og skal kunne udfolde os udenfor de bokse, som så mange har travlt med at putte os alle ned i. Men vi er alle først og fremmest mennesker, der kan tage initiativ og handle.

Når man ser ”Beauvoir – en teatralsk forelæsning” får man derfor også et håb om en anden verden. En bedre verden med en aktiv væren fremfor en passiv eksistens. Måske også fordi Ellen Hillingsø og Sarah Boberg gestalter det håb så overbevisende, at man sidder med følelsen af, at vi er tæt på.

For nok forstår vi altid verden og os selv i forhold til noget andet. Men potentiale og egenskaber er ikke kønsbestemte – og det er guderne heller ikke.

Som vi sagde dét på mit gamle gymnasium i sidste årtusind: Gud er sort. Ja, hun er.

Danmarksbloggen giver ”Beauvoir” seks ud af seks stjerner. Forestillingens budskab er lige så aktuelt nu, som dengang mændene satte sig på metallerne og magten – og kvinderne blev objektiviseret i en grad og gennem så mange århundreder, at mange stadig tror på myterne om kvindens særlige ”dyder”.

Men det holder ikke – og tvivler man, så hør og se Ellen Hillingsø og Sarah Boberg forklare sagens rette sammenhæng. Ja, gak til Vesterbro uanset hvad og oplev den mest funklende formidling af vigtig verdenshistorie, som jeg har set.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den poetiske raptus”

Kan De forestille Dem en teaterkoncert stort set uden musik, men med ord? Masser af ord. Ord i forestillingen, ord på scenetæpperne, ord på nærmest samtlige rekvisitter – og selvfølgelig det talte ord fra start til slut i den mere end to timer lange forestilling fra 1976 skrevet af dramatiker Ernst Bruun Olsen, hvis virke startede længe for nogen kunne stave til teaterkoncert.

Uanset hvad, så kan et sådant actionfyldt, højtråbende og med vilde-scene-skift-fyldt tour-de-force-ridt i Holbergs enorme komedie-produktion opleves i Folketeatrets forestilling ”Den poetiske raptus”, der er en fri fortælling over Ludvig Holbergs liv – og i hvert fald dele af hans virke.

Ja, dén Ludvig Holberg. Ham, som skrev mange ord i sit liv. Både værker om historie, geografi, naturret, kristendom og meget mere – og så skuespillene eller rettere komedierne, som især er dem, vi husker i dag – og som stadig spilles for fulde huse.

Dét er fuldt fortjent. For Holberg er en mester til at vise menneskets natur, drømme, håb, konflikter og dårskaber – og han gør det så rammende og så elegant, at vi i nutiden sagtens kan genkende os selv i de for os ellers ofte ret fremmede 1700-tals-miljøer.  

Det bliver simpelthen ikke bedre – på dansk – end når Holberg folder sig ud. Det gør han desværre ikke i forestillingen med undtagelse af enkelte skyggespil som fx en del af Nilles monolog med mester Erik i hånden. Vi ser heller ikke noget til Holbergs forsvar for kvinder og jøder, som han mente skulle være ligeværdige medlemmer af samfundet.

Nu kan man selvsagt ikke nå omkring alt i et manuskript, men det er ærgerligt, at vi går glip af den store oplysningsmands insisteren på tolerance baseret på hans glimrende iagttagelsesevne og forståelse af både mennesket og af samfundets forskellige klasser og deres interaktion.

For deri ligger netop nøglen til, hvorfor Holberg blev Holberg. Manden, hvis tekster startede ikke kun dansk teater for 300 år siden i år, men også dansk litteratur – og som stadig har leveret noget af det bedste skuespil skrevet på dansk. Pøblens sprog, som i nationalstatens stigende betydning i de kommende århundreder, afløste den europæiske overklasses fælles fascination og brug af fransk, tysk og latin.

Sprog, som Holberg selv i øvrigt mestrede glimrende. For militærsønnen fra Bergen blev ikke kun professor – han blev skam også baron. Det ser vi så ikke i stykket, som fokuserer på Holberg som manisk skrivende – og med et nødvendigt sidekick i den enfoldige købmandskone, der sørger for, at han får både kaffe og indspark. Som modsætning til Holberg har vi den pietistiske præst – der på sin side igen udfordres af den flamboyante teaterdirektør.

Der er dermed skabt et klassisk konflikt-set-up, som skal drive handlingen, og det gør det også. Men den historiske virkelighed var en lidt anden, skal man bare vide. Holberg var nok begejstret for teatret, den kritiske tanke og videnskaben, men han var også troende. Han favnede med andre ord så bredt både som person og i sit virke, at han er umulig at presse ned i en enkelt form – hvad enten man bruger komikken eller dramatikken.

”Den poetiske raptus” gør så begge. Manuskriptet er vældig dramatisk, men har også sine morsomme øjeblikke, og som publikum kan man enten blive forvirret, eller lade sig rive med af de dygtige skuespillere, der leverer præstationer direkte taget ud af lærebogen for teaterkunst.

For hver og én eksekverer, som de skal: Anders Juul, Josefine Tvermoes, Marie Louise Wille, Jesper Riefensthal, Jeppe Ellegaard Marling, Niels Anders Manley, Simon Kongsted – og Tom Jensen, som glimter lidt ekstra. Han har også spillet store Holberg-roller tidligere – blandt andet Jean de Frances plagede far Jeronimus i sommeren 2021.

Danmarksbloggen giver ”Den poetiske raptus” fire fjerpenne ud af seks mulige – og iler med information om, at ordet raptus stammer fra middelalderen, kommer af det latinske raptus, der betyder ryk eller krampe. Ordet raptus beskriver iflg. Den Danske Ordbog (DSL) en bestemt trang, mani, følelse eller lignende, der pludselig griber én, og ofte giver sig mærkelige udslag.

Forestillingen spiller på Folketeatret og flere steder rundt i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Lykkelige omstændigheder”

Kan man lave en god film, selvom handlingen er ganske forudsigelig og personerne så stereotype, at ordet kliché bliver … en kliché?

Svaret er ja, når det angår Anders W. Berthelsens debut som instruktør med filmen ”Lykkelige omstændigheder”, der har premiere i dag. For filmen om de to søstre Katrine og Karoline er en lille henrivende fortælling fuld af sødme og nænsom komik.

Vi møder dem lige inden alting skal til at ske.

Katrine er – som den ekstremt ansvarsfulde storesøster – ude ved moderens gravsted med blomster, inden hun haster videre til plejehjemmet for at besøge den gnavne og demensramte far, som spilles eminent af Kristian Halken. Dén rolle kan han på rygraden.

Imens ligger lillesøster Karoline hjemme i sengen, og fortæller den arbejdsløse kæreste, at hun er gravid – igen.

Det er et problem. For parret har ingen penge, heller ikke til huslejen. Så de skal sættes på gaden til d. 1. Heldigvis mangler storesøsteren – som materielt har det hele og mere til – et barn, så en familieadoption aftales med advokat, mange penge og det hele.

Og så kan spillet begynde. Og som det begynder.

Intet mere skal røbes her, men det involverer blandt andet Søren Malling i rollen som glat advokat og Christiane Gjellerup Koch som en moderne oversygeplejerske, der har travlt med alt andet end omsorg.  Samt ikke mindst Sofie Jo Kaufmanas i en lille, men mindeværdig rolle som kirkegårdsgraveren Britt, der kører rundt i de samme cirkler – og som virker så sært lykkelig.

For det er de store temaer, som filmen har fat i: Kærlighed, liv og død, men pakket ind i den danske hverdag hos både høj og lav anno 2022. En hverdag med kærlighed til analog lyd, korrekt levevis med mad og søvn, våddragt og havtaske – og drømmene om den gode liv, hvad det så end er.

For vi har alle et liv, som vi ønsker os – og som nogen tror, at man kan planlægge sig frem til, mens andre satser på nydelsen og glemmer forpligtelsen. Der er også dem, som græder, og skal have et skub for at turde.

Der er nemlig mange måder at være i lykkelige omstændigheder på undervejs til at få drømmene opfyldt. Og nok er intet bånd i verden stærkere end det mellem mor og barn, men kærligheden og omsorgen har mange ansigter, og drømmen kan lige så godt handle om indre fred og udadvendt mod, som den kan handle om børn.

I denne film ser vi det hele – og især ud fra de to søstres virkelighed.

Sofie Torp spiller overbevisende den kontrolfikserede storesøster Katrine, som det er svært at holde af, fordi hun som en anden ”Så-dør-baby-kvinde” fra showet ”Tak for i aften” har en ekstrem trang til planlægning og overblik. Men da hun kommer ned fra helikopteren, ser vi hendes menneskelighed, og så kan man pludselig rigtig godt lide hende. En proces, som Sofie Torp gestalter så tro mod rollen, at Katrine (hvis hun var virkelig) ville elske at se sig selv spillet så perfekt og koordineret.

Lillesøster Karoline er omvendt sådan en type, som går ind i alle med træsko på. Umiddelbar, empatisk og følsom. Men hun har også en længsel – nemlig at blive taget alvorlig. Scenen, hvor hun siger Du er den første, som har sagt hele mit navn og ikke bare Karo, er nem at overse, men vigtig. Hun spilles af Roberta Reichhardt, som er barnebarn af dén Poul Reichhardt – men som udmærket kan i egen ret. Hun funkler på et lærred.

Karolines kæreste Ronnie, spillet af Joachim Fjelstrup, kæmper med meget, men kan også meget, som han dog mangler at få omsat. Vi ser heller ikke det hele i filmen. For Fjelstrup er god til at tilføre figuren flere lag, hvad han også gjorde for nogle år siden på Grønnegårdsteatret.

Katrines mand – den succesrige Markus – spilles som forventet med bravour af en af sin generations bedste skuespillere Esben Smed, som giver karakteren al den målbevidsthed og flid, som man forventer af en mand med penge, indtil hans figur ligesom Katrine krakelerer til sidst og erkender, at man kan godt sidde stille og mærke sig selv. Man behøver ikke være i afvikling, bare fordi man tager en pause fra udviklingen.

Monika Mariotti er Daria – den polske aupair, som har 100% styr på sagerne. Mariotti spiller så fint, at både skuespilleren og rollen fylder meget lidt i starten for til sidst at have en stor og meget vigtig funktion overfor stort set alle involverede. Det er fantastisk at se Mariottis evne til at spille helt afdæmpet for til sidst at have hele det indre orkestrer i gang, så hun fylder lærredet.

Og endelig er der Markus´s bror Steen, der ligesom Karolines kæreste Ronnie er løbet sur i livet. Steen pga. en kone, der er skredet, så han skal finde selvværdet og livsmodet igen. Han spilles med stor følsomhed af Martin Høgsted, som mange kender som sjov mand – men han kan også være både sårbar og blød.

Filmen viser også, at dansk film ikke skal bekymre sig om fremtiden. Den nye generation af skuespillere er klar. Talentet sprudler.

Danmarksbloggen giver ”Lykkelige omstændigheder” fire ud af seks sutter, som den, der lægges på en gravsten i slutningen af filmen. For livet er alt det, som sker mellem fødsel og død – et svimlende, kort og vidunderligt sekund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Vikings. The rise and fall”

Vi bliver aldrig rigtig færdige med de der vikinger her i Norden – og det gør omverdenen åbenbart heller ikke.

Nu har National Geographic lavet en ny serie på seks afsnit om vikingerne. Den hedder ”Vikings. The rise and fall” – og kan ses fra i dag d. 28. august.

Det er en udmærket serie med udtalelser fra mange relevante eksperter. For slet ikke at tale om illustrationerne – landekort, tidslinjer, illustrationer af arkæologiske fund og skemaer, som giver nogle meget lækre og brugbare visuelle effekter.

Serien er med andre ord fuld af information, som generelt formidles på en saglig måde – om end fortælleren anvender et meget dramatisk tonefald, hvilket er helt unødvendigt.

For historien om vikingerne er spændende nok i sig selv.

Disse forfædre, som vi kender som krigere og opdagelsesrejsende, men som de fleste også efterhånden ved, var både handelsfolk, håndværkere og meget andet i et samfund med en høj grad af organisation.

For ellers kan man slet ikke koordinere den store indsats, som det var at drage i viking – hvad enten turen gik til England, Frankrig, Island, Grønland, over Atlanten til Nordamerika – eller ned ad de østeuropæiske floder til Konstantinopel og Bagdad.

For vikingerne kom vidt omkring fra de første gang entrede scenen for alvor med overfaldet på Lindisfarne i 793. Lindisfarne var et kristent kloster og samfund ud for den engelske kyst, og paradoksalt nok blev det også kristendommen, som indirekte gjorde kål på vikingerne i den anden ende.

Den historie er så mindre kendt. Men det skyldtes den største vikingekonge af dem alle – nemlig Knud den Store, der nok var dansk vikingekonge af navn, men mere engelsk vikingekonge af gavn – og som tog turen op ad kirkegulvet i den oprindelige Peterskirke i fælles kristen tilbedelse sammen med paven i Rom i 1027.

Lige dén historie hører vi så desværre ikke i serien. Det er ærgerligt. For nok var det Harald Blåtand, som ifølge sig selv og skriften på Jellingestenen gjorde danerne kristne. Men processen mod kristentroen havde været i gang længe før ham, og der var stadig masser af hedninge under både ham og sønnen Svend Tveskæg. Som viking kunne man nemlig sagtens have flere guder.

Men da Haralds barnebarn Knud den Store kom på banen, så var det slut med Thor og Odin i Danmark – og også i store dele af Norge og Sverige.

Knud den Store var nemlig europæer – og kristen – og sendte kristne missionærer i hobetal nordpå. Nu skulle vi i Norden være 100% kristne, og dermed blev vi på alle måder en del af det kristne Europa, hvor paven og et par kejsere spillede hovedrollen – også i forhold til en nordisk vikingekonge.

En senere og nationalistisk indstillet tid (som fx den vi lever i nu) vil sige, at dermed var vi ikke længere herrer i eget hus – og at det har vi faktisk ikke været siden.

Det er nok at trække den for langt. Men sandt var det, at vi her i Norden, og måske især i Danmark, i begyndelsen af middelalderen købte ind på en fælleseuropæisk idé om kristendom og et politisk værdi-fællesskab i Europa, som har fandtes siden Romerriget.

Dengang under romerne var vi i Norden så ikke med i fællesskabet – og vi klarede os som sagt udmærket uden og som vikinger. Men med kom vi, da vi under ledelse af Knud den Store droppede at være vikinger – og siden har vi her i Norden været med i forskellige politiske konstellationer og værdimæssige modeller i Europa.

Derom handler så resten af Europas historie. Men tilbage til denne serie om vikingerne.

En serie, hvor vi udover rejser og krig hører om hverdag, tro, ingeniørkunst med mere – blandt andet hvordan vikingerne lavede deres imponerede skibe. Her kan man fx erfare, at det dyreste ved vikingeskibet var sejlet, som det tog to år at lave, og som krævede ulden fra hele 200 får.

Serien byder også på et væld af smukke billeder fra Skandinavien, dog måske med fokus lagt på havets bølger og Norges vilde fjorde med det dansede nordlys, de snedækkede vidder og andet spektakulært, selvom vikingerne især i Danmark og Sverige holdt til i mere rolige landskaber med skove, søer og bløde grønne bakker som fx områderne i Roskilde fjord, Hedeby i Sønderjylland og Birka ved Stockholm.

Danmarksbloggen giver ”Vikings. The rise and fall” fire ud af seks vikingesværd.

For det er en seriøs serie, som giver en glimrende introduktion til vikingerne – og som er befriet for meget af det sædvanlige følelses-pladder, om end det ikke lykkes hele vejen at holde stævnen fri af too-many-feelings.

Men desværre er der også for meget fokus på livet ude, især i England og Irland – og for lidt fokus på livet hjemme i de tre vikinge-lande. For det var trods alt herfra, at ideerne fødtes, og vikingerne drog ud – og her magtens centre lå – med undtagelse af dele af den tid, hvor danskerne havde herredømmet over en stor del af England.

Skrevet af: Anna M.T. Frederiksen, stud.mag i historie på Københavns Universitet og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Maskerade ”

Grønnegårds Teatret fejrer i år sit 40-års jubilæum med manér – nemlig med vores nationalkomedie Ludvig Holbergs ”Maskerade”, som mere end noget andet er en hyldest til kærligheden og ungdommen.

Jeg vil derfor starte med en anbefaling: At have et ungt og forelsket menneske med i teatret. For nok handler komedien også om livet generelt og om de masker, som vi alle bærer. Men uden kærlighed, hvor er vi så? Så med en ung og forelsket som ledsager, så er Cupido hele tiden lige i nærheden.

For amorinerne skal gerne flyve, som de gør det hos den unge Leander, der dagen efter mødet med Leonora til maskeraden ømt viser, hvor meget han savner og lider alverdens kærlighedskvaler. Leander spilles mesterligt af den nyuddannede, men allerede ret erfarne Lukas Toya.

Det lille optrin med de ordløse og gakkede kærlighedsløjer er i en klasse for sig, og noget som alle unge og forelskede kan spejle sig i – også Leonora, der gestaltes af Laura Skjoldborg med en sødme og en trodsighed, der bringer mindelser om de bedste Columbiner i Tivolis pantomimer – måske især da Leonora efter opgøret med moderen Leonarda tramper ud.

Danmarksbloggens unge – og har jeg fået lov til at afsløre forelskede – anmelder Anna M. T. Frederiksen vred sig i hvert fald af genkendelsens grin, og kunne efter forestillingen konkludere:

”Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” er for det første godt spillet. For det andet er det rart at mærke, at nok er der i opsætningen stor respekt for Holberg og hans måde at skrive på, men der er ikke ærefrygt for denne en af dansk teaters kronjuveler. Stykket bliver spillet som den komedie, Holberg skrev det som – og lige netop det er at føre hans arv videre på den rigtige måde, også fordi man tilføjer lidt modernitet. Bedre kan 300-året for dansk teater simpelthen ikke fejres.”

Undertegnede – den ældre anmelder – er enig. Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” er teatrets måske bedste forestilling i årevis – og det siger ret meget. For Grønnegårds Teatret er synonymt med kvalitet – og årets forestilling ”Maskerade” er Holberg spillet, som når Holberg opføres bedst. For så flyder ord, mimik og gestusser sammen, så man oplever den så velkendte historie på ny.

Scenen er en klassisk trappescene med noget, som jeg tolker som et stort rødt æble på. Et æble fuld af saft og som et symbol på at tage en bid af livet og gå ombord i fristelserne. Haps-haps-haps.

Absolut ikke klassiske, men sensuelle er deltagerne i maskerade-danse-scenen, som er iklædt kulsorte outfits med hofteholdere, masker med videre – og så farvede bånd. Dét giver sammen med de gamle viser fremført i en mere rå og nutidig version af musikeren Kevin Oliver Eagle den gamle komedie endnu en vitamin-indsprøjtning.

At man spiller størstedelen af stykket på nutidigt dansk, er også med til at gøre opsætningen vedkommende. Jeg tror også, at Holberg ville have foretrukket det moderne dansk. For han var bevidst om, at det handler om at nå ud til publikum – og det gør man bedst på det sprog, som publikum taler.

Det var også en af grundene til, at man for 300 år siden begyndte at spille teater på dansk – i netop Lille Grønnegade Teatret som lå tæt på Kgs. Nytorv, kun en stenkast væk fra Grønnegårds Teatrets nuværende domicil i Odd Fellow Palæets have. Dengang i 1722 spillede man i øvrigt Molières ”Gnieren” som det første teaterstykke på dansk. Det var d. 22. september – og allerede få dage senere, d. 25. september, var der premiere på Holbergs ”Den politiske kandestøber”.

Men her i sommeren 2022 efter et par Corona-somre handler det om længslen efter at more sig. Og dén har Leanders mor Magdelone, der spilles af Christiane Gjellerup Koch med nærmest revyagtig timing og iklædt en meget iøjnefaldende kjole og hat, der fortæller, at ingen af os – uanset alder og andre kendetegn – behøver at tage os selv særlig højtidelige.

Vi bliver lykkeligere af blive slippet fri – hvis vi kan. Det kniber så for gårdskarlen Arv, der også presses fra flere sider. Han spilles driftssikkert og med flair for komedien af Mathias Flint.

Vi møder selvfølgelig også Pernille, som gestaltes med stor troværdighed og intensitet af Camilla Lau. Hende gad jeg godt se i en rolle, hvor Pernille styrer løjerne, som Henrik gør det her i Patrick Baurichters skikkelse.

Patrick Baurichter er formidabel og en af stykkets bærende kræfter – og en dag om mange år skal han forhåbentlig spille Jeronimus. Ikke kun fordi han laver en lårklaskende parodi på samme, men fordi han allerede nu rummer det bid, der skal til for at spille denne gnavpot af en bedsteborger.

En anden bærende rolle møder vi i forvandlingen af Leonoras far Leonard til moderen og enkefruen Leonarda. Det er en fin nyskabelse – og selvfølgelig spilles den myndige og handlekraftige dame med smæld og saft af Anette Støvelbæk, der med denne rolle sætter endnu et hak ved positionen som en af dansk teaters og films grande dames.

Men helt centralt står selvfølgelig Jeronimus, billedet på magten, strukturen og faderen. Bonus Pater, som med sin sølvbeslåede stav som et fallos- og magtsymbol styrer det hele – eller det tror han. For ligesom at staven også kommer i andre hænder undervejs, så må også han og resten af denne verdens Jeronimusser til sidst strække våben.

Man kan ikke kæmpe mod naturens orden – og kærlighedens sejr er naturens orden.

Jeronimus gestaltes med en enorm autoritet og samtidig komisk finesse af Morten Suurballe, som folder stædigheden og bedrevidenheden ud, så man samtidig også ser den aldrende mands sårbarhed.

Det er eminent, og der var god stemning på bænkene i sommeraftenen. Ja, det var, som selv mågerne fulgte med i forestillingen. De kom i hvert fald tit flyvende forbi – nærmest skrigende af grin.

Der er også grund til det. Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” er munter og let morskab med et strejf af alvor og stor klogskab. Det er i ordets bedste forstand lystige løjer om eviggyldne temaer: Kærligheden og dens evne til sejr, det nødvendige opgør mellem generationerne og de masker, som vi bærer – måske især når vi har åbent ansigt.

Danmarksbloggen giver Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” seks ud af seks teatermasker. Det er en sand perle, som vil stråle i det diadem, der hedder ”Dansk Teater 300 år”, og som er en række af forestillinger, der markerer det fine jubilæum.

Det er Charlotte Munksø, der har instrueret. Forestillingen spiller indtil 27. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk