Tag-arkiv: anmeldelse

Anmeldelse: ”Shakespeares Ghost”

Udgivet den af
Svar

Jeg har altid tænkt på Shakespeare … som Shakespeare. Men ude i november-mørket efter repremieren på London Toast Theatres ”Shakespeares Ghost”, der pt. gæstespiller på ”Teatret ved Sorte Hest”, er jeg blevet en af dem, som er overbevist om, at barden i virkeligheden ikke var handskemagerens søn William Shakespeare fra Stratford-upon-Avon, men skomagerens søn Christopher Marlowe fra Canterbury.

Historien er enkel: Den velbegavede og fra Cambridge University uddannede Christopher Marlowe, som også arbejdede som spion for Elizabeth d. 1, og som havde mægtige folks gunst, var i slutningen af 1500-tallet engelsk teaters golden child, da han skrev skuespil som ingen andre.

Marlowe var så samtidig også ateist og bøsse – og især kirken, men også andre med magt, havde derfor et horn i siden på ham. Så Marlowe blev fængslet og skulle for retten – og formentlig henrettes tilbage i 1593, der står som hans officielle dødsår, og hvor store dele af stykket foregår.

MEN – og nu kommer stykkets plot-twist: Da Shakespeare dør i 1616, finder en anden spion ud af, at Marlowe i virkeligheden IKKE døde 27 år før. Men at dette geni, der var for sproget, hvad Mozart var for musikken, i stedet – med mægtige folks velsignelse og hjælp – fakede sin egen død, rejste til det europæiske fastland, hvorfra han fortsatte med at skrive. Nu blot med en vis Shakespeare stående som forfatteren.

Om det er sandt eller ej, kan formentlig aldrig bevises. Men teorien er besnærende. Og sandt er det, at tre af Shakespeares tidlige skuespil tidligere blev opfattet som værende skrevet af Christopher Marlowe. Stilistisk minder Marlowe og Shakespeare også så meget om hinanden, at der let kan være tale om den samme person.

Kritikere af Marlowe-teorien hævder så, at Shakespeare er mere forfinet. MEN da Marlowe officielt dør i en alder af blot 27 år (ja, den berømte 27-klub startede allerede dér), er det rimeligt at antage, at Marlowe i hans 30´ere og 40´ere havde udviklet og forbedret sit i forvejen unikke skriveri.

Vivienne McKee, som de fleste kender som Le Grand Dame i Crazy Christmas Cabaret, har både skrevet og instrueret ”Shakespeares Ghost”, hvor datidens engelske tradition med udelukkende mænd på scenen følges, idet det er kendingene David Bateson, Linford Brown og Kevin Kiernan-Molly, som gestalter et i datiden velkendt persongalleri i fem scener i det, som er et teaterstykke i sin helt egen genre, helt egen kategori.

For hvad er det i grunden, som vi ser på scenen, der med sit sort-hvid-ternede gulv, tre søjler, bord og stole og fjerpenne, kårder og andet kræs er en perfekt renæssance-scene? Er det et mordmysterium? En kriminalgåde? Verdens første ghost-writer, I presume? En kærlighedserklæring til barden – og til teatret? Et kammerspil om religion, magt og teater, hvor uvidenheden iflg. Marlowe – og nok også iflg. McKee – er den største synd?

Det er det hele. Bundet op i en buket af lige dele drama og humor, som har Crazy Christmas i ascendenten. Dette herlige show, som desværre ikke kommer i år (boooh), men som heldigvis vender stærkt tilbage i 2025 (hoooray).

Så har man cravings efter de gæve englændere og deres leg med ord – og er man samtidig bidt af en vis William Rystespyd, som Dr. Van Helsingør from Elsinore (Bent) nok ville kalde Shakespeare, så gak til Vesterbro, og blev både klogere og godt underholdt.

Der er ordleg som det latinske memento mori, som slaven bag tronstolen hviskede til den romerske kejser. Det betyder husk at du skal dø, men oversæt her bliver det selvfølgelig til husk og dø. En fuld teatersal skreg af grin igen – og igen – og igen.

Det vrimler også med citater fra bardens berømte stykker – også i mixed versions, der giver mening i stykket, og som jeg ikke kunne dy for at citere med på (indeni mig selv, håber jeg – ellers undskyld til alle omkringsiddende).

For de citater er altså kræs, den fineste ord-vin, som man kan få, hvad jeg også tror, at Vivienne McKee mener. Hendes store beundring for barden skinner igennem forestillingen, men også – og heldigvis – med en tilgang, som nok er respektfuld, men ikke næsegrus, som man ellers ofte ser det i Danmark.

For englænderne – og Fru McKee er englænder – har en sædvane med frejdigt at gå i flæsket på bardens ord, og det kommer der altid noget forfriskende ud af. Også i dette stykke, der i sit vovemod minder mig om den måde, som man på bardens genopbyggede teater ”The Globe” i London opfører hans stykker, så det smælder mellem træsøjlerne for både siddende og groundlings.

For Shakespeares ord runger gennem århundrederne, og de er stadig mere nye, mere friske, mere givende end nærmest alt, som skrives i dag, i morgen – og om fem år.  

Som det læses i “Det Skotske Stykke” (og sig ikke navnet!!!): Life’s but a walking shadow, a poor player. That struts and frets his hour upon the stage. And then is heard no more. It is a tale. Told by an idiot, full of sound and fury. Signifying nothing. Men bardens ord kan alligevel mere, end hvad Eders filosoffer drømmer om.

Danmarksbloggen giver ”Shakespeares Ghost” 5 ud af 6 fjerpenne, som den der blev brugt til at skrive verdens bedste dramatik. For det er det – uanset hvem der står bag. Omvendt er uvidenhed den største synd, og sandhed den største dyd. Og man er i godt selskab, når man hepper på Marlowe. Fortælle-giganter som Charles Dickens, Charlie Chaplin og Orson Welles gjorde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De lydløse”

Udgivet den af
Svar

66 millioner kroner. Så mange penge er endnu ikke fundet efter det største røveri på dansk grund, som fandt sted i 2008. Det skete mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby, og udbyttet var over 70 millioner kroner.

Filmen ”De lydløse” handler om tiden op til røveriet, selve røveriet og tiden efter røveriet – og titlen hentyder til, at kontanter er lydløse.

For hvor digitale penge kan spores tilbage til tiden før skabelsen, så er kontanter herreløse penge, når først de er sluppet ud – og de vel og mærke stadig er gyldige. Det er der mange danske sedler, som ikke er pr. 31. maj 2025. Deraf måske nogen fra røveriet i Brøndby i 2008?!

I filmen ser vi Gustav Giese tindre i hovedrollen som Kasper, der ikke lykkes med at få succes som bokser. Har du hovedet med? Man skal have hovedet med, siger hans boksetræner.

Men det kniber for Kasper. Både når han bokser, når han laver kriminalitet, og i forholdet til sin snart 7-årige datter, som han fx giver pommes frites og nuggets, selvom de lige om lidt skal have sund aftensmad hjemme hos datterens mor, som Kasper stadig har et venskabeligt forhold til, selvom de ikke er sammen som par mere.

Kasper er også den eneste person i filmen, som vi kommer lidt ind på livet af, men ikke længere end at vi kan se, at han har en længsel efter at være anerkendt.

Det er også et alment medmenneskeligt behov, som man i glimt kan fornemme hos dem, som han laver røveriet med – og hvor især den franske skuespiller Reda Kateb spiller en markant birolle som en brutal psykopat med isnende overbevisning.

På den rigtige side af loven møder vi Amanda Collin som sikkerhedsvagten Maria, der søger ind til politiet, og som minder om Kasper. Maria har heller ikke altid hovedet med, og hun reagerer også på følelser og impulser.

Det kunne være interessant at se Collin og Giese sammen som en moderne version af Bonnie & Clyde. De kan begge noget med at have en rå og kompromisløs udstråling, samtidig med at man aner en eksistentiel kamp og følsomhed nedenunder.

I ”De Lydløse” er det så Giese, der får lov til at shine – også på en måde, hvor man tænker ”der bliver ikke skjult noget her”. For ét er billederne af Gieses tatoverede og muskuløse krop, der står helt skarpt. Noget andet er, når vi ser ham i stramme, hvide underbukser, som lyser op på lærredet, så blikket helt naturligt falder på bulen.

Man bliver derfor nødt til at spørge: Er det udstilling af manden – eller er det ligestilling? For kvinders bryster og bagdele har mange gange været udstillet på præcis dén måde – og dét i talrige film.

Her sker det så i en film, som på ingen måde handler om romantik og kærlighed, men som er en gedigen actionfilm holdt i de for genren så benyttede grå og sorte nuancer, regn, masser af nattebilleder, våben, biljagter og hvad der ellers hører til en realistisk film om et kup, der er meget langt fra Olsen Bandens charmerende løjer, selvom røveriet i 2008 også involverede en fantasifuld plan med en gravko, en masse partisansøm og flere skraldebiler.

For ”De Lydløse” glorificerer ikke forbrydelser. Her er ingen ære. Her er virkeligheden vist præcis så brutal, voldsparat og afstumpet, som livet som kriminel er. Det er prisværdigt, og fortjener stor ros.

Desværre mangler også nogle perspektiver og dybder i skildringen af menneskene på den forkerte side af loven, så Danmarksbloggen ender på fire ud af seks tasker fulde af de store pengesedler.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Apprentice”

Udgivet den af
Svar

I dag har Ali Abbasis film ”The Apprentice” om Donald Trump dansk premiere. Apprentice betyder lærling på dansk, og var også navnet på Trumps realityshow mange år senere end i de 70´ere og 80´ere, hvor filmen foregår.

Titlen må formodes at være nøje udvalgt, idet filmens budskab er, at Trump i starten var en ydmyg lærling hos den kendte og frygtede advokat Roy Cohn, som måske er ukendt for mange danskere. Men det var Cohn, som sørgede for at få Rosenthal-parret henrettet som russiske spioner, foruden at han var assisterende anklager under kommunist-forfølgelserne i 1950´ernes USA.

Siden fulgte så et liv, hvor Cohn skruppelløst via korruption, afpresning og hvad han ellers kunne finde i værktøjskassen med beskidte tricks, hjalp sine venner, der indebar folk som præsident Ronald Reagan, aviskongen Robert Murdoch, kunstneren Andy Warhol, præsident Richard Nixon (ham med Watergate-skandalen) og andre med stor magt og en lige så stor mangel på moral.

Roy Cohn spilles stærkt og med nerve af Jeremy Strong, hvad enten man ser Cohn i hans allerhelligste, hvor han har alle sine kassettebånd med de aflyttede samtaler, oplever ham fornedre alt og alle omkring sig, deltager i sex-orgier, eller tryner borgmestre og andre folkevalgte. Filmen kører simpelthen i et meget højere gear, når Cohn er på lærredet.

Det er også den historiske Cohn, som man gerne vil vide mere om. For hvem var denne mørkets fyrste, der patriotisk sagde, at USA var hans største klient, men som også bekæmpede både jøder og homoseksuelle, selvom han selv var begge dele. Cohn, som døde af AIDS i 1986, selvom han til det sidste hævdede, at det var leverkræft.

Måske Cohn bare var noget så banalt som en mand uden moral, men med et kæmpe ego? Den slags mænd er så også farlige, når de har penge og magt – og det havde Cohn. Det samme har – og havde – Donald Trump, som i modsætning til, hvad filmen hævder, allerede som dreng og ung mand havde en stor brutalitet, der blot skulle forfines, så det blev til det værktøj, som Trump siden hen har bygget sit liv på.

For det var dén proces, som Cohn hjalp Trump med. Primært ved at lære Trump sine egne tre leveregler, som Trump efter Cohns død så kaldte sine egne, og som Trump stadig lever efter: 1) Angrib, angrib, angrib. Går de efter dig med en kniv, så gå efter dem med en bazooka, 2) Benægt, benægt, benægt – også fakta, og endelig 3) Anerkend aldrig et nederlag. Insistér på at du vandt – at du sejrede.

For der er kun to slags mennesker i verden iflg. Cohn – og Trump: Dræberne – og taberne. Og Trump ville ifølge ”The Apprentice” så gerne være en vinder, og så måtte han blive en dræber. En, som ikke længere var den underdanige klumpe-dumpe, som vi ser i starten af Abbasis film. Ham, der ikke kan finde ud af hverken at indkassere huslejen hos faderens lejere eller få en dame til at sige ja, når han inviterer hende ud.

Men Trump var aldrig den trods alt lidt sympatiske klumpe-dumpe med omsorg for broderen og moderen. Trump var fra barnsben en bølle, som kun tænkte på sig selv, og som af samme grund blev sendt på militærskole, hvor han så lærte endnu mere af det, som gjorde, at han endte som præsident, men inden da en af USA´s store byggematadorer.

The Golden Boy i New York og Atlantic City med en sort sjæl, der voldtager konen, og generelt bruger andre – især kvinder – som var de ting. Som ender omgivet af guld både i Trump Tower og på Mar-a-Lago og med en kage lavet som det amerikanske flag, mens han både hylder og ydmyger hans gamle mentor Cohn, som nok forfinede bøllen Trump og hans metoder, men altså ikke skabte monsteret Trump.  

Lærlingen overgår så mesteren, siger filmen – og det gjorde Trump. Måske fordi Trump aldrig var blot Cohns lærling. Trump havde fra fødslen blueprintet til at blive den, som han er, lang tid inden Cohn, hvis magt heller aldrig blev tilnærmelsesvis så stor som Trumps var, da han sad i Air Force One, og kunne få sig det blowjob, som han i filmen ser som den måske eneste fordel ved at være politisk valgt.

Så at give Cohn æren/skylden for, at Trump blev narcissist og magtmenneske, holder ikke. Det er heller ikke noget, som man bliver som voksen. Det er noget, som man er fra barnsben, og Trump har alle dage været en bølle iflg. alle seriøse kilder. Og historien om, hvordan han kom til magten og pengene, handler ikke kun om Cohn, men også om faderens forbindelser og Trumps egen brutalitet, som han havde mange år før, at filmen placerer Trump ydmygt stående ude på toilettet ventende på, at Cohn havde tisset færdigt.

Så det filmiske kneb med, at Trump blev formet livsændrende af Cohn, kan måske nok narre både biografgængere og anmeldere, men det holder ikke til et faktatjek. Det er fake news, og dermed også filmens store svaghed. Det er så måske samtidig en udspekuleret fornærmelse af Trump. For Trump kan ikke lide at blive udstillet som en ”pussy” – for nu at tale Trump-sprog.

Men det bliver han i Abbasis fortælling: En sjatpisser, der i starten ikke kan noget, men som overnight og uden at der sker andet end, at han bliver gift, udvikler sig til et psykopatisk røvhul, hvad netop konen Ivana Trump observerer, og mærker på den hårde måde fra første parket.

Hun er tegnet udelukkende som en hårdtarbejdende, empatisk og ærlig kvinde fra Tjekkiet, hvis man ser bort fra hendes avancerede tak-for-sidst, da hun overfor Cohn vekslede ægteskabspagtens nulsumsspil til tin og zirkoner. Men det er næppe hele sandheden om kvinden, der var gift med Trump i 13 år. Det er Maria Bakalova, som spiller Ivana Trump, og det gør hun med stor overbevisning og et tappert forsøg på at give karakteren lidt kant.

Og Trump? Ja, han spilles af Sebastian Stan, som yder en formidabel præstation, hvor han rammer Trump lige på kornet med både mimik, stemme, gestik – især fingrene – og så alle de kendte udtryk som især make America great again. Men Sebastian Stan får også – måske uforvarende – givet Trump noget varme og empati, som slet-slet ikke rimer på virkelighedens Trump, hverken nu eller i gamle filmklip med Trump fra de 70´ere og 80´ere, hvor filmen foregår.

Så bottom line er: Jeremy Strongs præstation står stærkt – og så massivt, at en Oscar-nominering ville være passende. Han ætser sig ind, og er den direkte årsag til at, ”The Apprentice” får fire ud af seks af de appelsiner, der gror nede ved Mar-a-Lago, og hvis farve Trumps hud stadig har – også nu hvor drømmen om blowjobbet i Air Force One forlængst er skiftet ud med drømmen om at blive USA´s første diktator.

Filmen havde premiere i USA i fredags, og den blev modtaget ret blandet. Som mange amerikanske medier sagde det: Så var det jo ikke fordi, at filmen bidrager med noget nyt, eller føjer en dimension til fortællingen om Trump. Mest bemærkelsesværdigt er scenen med voldtægten af hustruen Ivana Trump, som hun først anmeldte Trump for, men senere trak tilbage, mener de – og istemmer altså ikke det begejstrede kor, som de danske medier udgør.

Kan der være tale om en portion dansk national-glæde? Måske. Men det er der ikke i, at Danmarksbloggen roser den dansk gifte og i Danmark bosiddende Jeremy Strong og hans præstation som Roy Cohn. For Strong er simpelthen ham, der bærer filmen ”The Apprentice”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”

Udgivet den af
Svar

Hånden på bourbon-flasken: Kan du genkende elementer fra dit eget ægteskab – og fra dine venners ægteskaber, når du ser, og nynner med på ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”

Mit bud er ja. Måske ikke et stort og rungende ja. Men et ja. For ligesom Martha og George, Honey og Nick ønsker hverken du eller jeg – eller nogen – at blotte os og være sårbare, selvom vi har en længsel i os efter ikke at være gennemsigtige, men i stedet blive set og elsket.

Så vi må svare ja. Men det bliver et lille ja, som hviskes tyst dér i teatermørket, mens lattersalverne lyder over endnu en af de mange lege med ord og begreber, som stykket om de to universitets-par fra USA´s østkyst er så fuld af – og som trods stykkets kulsorte tragik er hylende morsomme.

To par, hvor Martha og George er i centrum som det midaldrende par, der for længst har ikke kun accepteret, men tilmed på en mental sadistisk-masochistisk måde nyder, ja lever for at fornedre hinanden og blive fornedret i den skyttegravskrig, de kæmper 24-7 på lige dele ord, regler og erindringer – selvom alt samtidig er relativt, også sandheden.

Det lyder dysfunktionelt, og det er det også. Det er ydmygelser, som bare venter på at blive foldet ud. Det har undergangen i sig – som alt liv, al væren, alle ægteskaber i øvrigt har det.

For hvad er sandhed, og hvad er illusion? Virkeligheden er måske bare det, som vi bestemmer den skal være som Martha og Georges historie om den 21-årige søn, der har fødselsdag dagen efter den natlige efterfest, hvor de har inviteret det unge par Honey og Nick til at komme og være både publikum og deltager i deres helt private realityshow, der med sine avancerede selskabslege og sin konstante leflen for den indre ulv kører alle nutidige tv-formater langt agterud.

Selv nutidens politikere og magtmennesker er de rene amatører, når Martha og George – og alle andre ægteskaber – sætter i gang.  

For som nattetimerne går, drinksene bliver kørt ned i et afsindigt tempo, mens den gamle konflikt mellem naturvidenskab og humaniora også lige får sig en tur på sofaen, nogle brækker sig, andre knepper eller læser en bog, ja en enkelt tager sig en lur, så oprulles hemmeligheder og magtkampe, der minder mig 1:1 om min egen studietid på universitetet.

Universitetet – dette sted som kunne lære enhver rockerborg et eller andet, og som uden sammenligning er det sted i samfundet, hvor flest sjæle knuses med strategisk overlæg i en uendelig flom af ondskabsfuldheder, der serveres med intellektuelt overskud. Nogle gange for at opnå et konkret mål, andre gange bare fordi katten elsker at lege med musen.

Det så Edward Albee helt rigtigt, da han i 1962 skrev det evigt aktuelle stykke. For menneskelig længsel, vold og forfængelighed vil altid clashe med den moral og etik, som civilisationen bryster sig af – og som i den såkaldt dannede universitetsverden finder sin ypperste kamparena.

Det er Iben Hjejle, som spiller Martha, og Jakob Cedergren, som spiller George, og det gør de med et nærvær og en nerve, så man hopper i sædet, indimellem af grin, indimellem fordi man tænker, at NU kan det ikke blive værre. Det ved man jo så godt, at det gør. Spiralen kører kun en vej: Nedad.

For nej, man skal ikke forvente nogen forvandlende bølger. Som hamstre i et hjul er Martha og George dømte til at blive ved og ved og ved … og det gør Hjejle og Cedergren også. Helt oppe i det højeste gear i de 3½ time, som forestillingen varer. Dét er eminent.

Men også Marie Reuther og Lue Støvelbæk, som spiller Honey og Nick, er med på den store klinge. De gestalter på smukkeste måde ungdommens tro på, at de kan gøre det hele anderledes, da de ankommer til efterfesten. Men efter deres livs nok hidtil værste nat er luften gået af ballonen, som den gik på Honeys mave, og det på ydersiden stadig så unge par må erkende, at også de er dømte til ægteskabets forbandelser og gentagelser.

For mennesker er i reglen, som Martha beskriver sig selv i 1. akt: Jeg har en fin sans for det latterlige, men ingen humoristisk sans.

Deri ligger måske et svar. For kan man grine ad sig selv, kan man måske gribe ud efter en forløsning. Men det sker ikke for de to par, som væver rundt i det samme. Eller som allerede sagt: Det bliver hele tiden værre i dette stykke, der med rette står som et af de monumentale.

En grotesk absurditet, der i Teatret ved Sorte Hests udgave i efteråret 2024 henrykker og begejstrer. For de fire på scenen spiller, så det smælder, når de drikker, danser, taler, slås – og måske allermest i Marthas lydløse skrig til sidst i forestillingen. Illustreret så stærkt med kroppen og mimikken, at det føltes, som slog min sjæl knuder på sig selv, da Hjejle krummede sig sammen.

For af og til gør noget så ondt, at selvom man intet hellere vil end komme af med det, så kan man ikke. Så bliver smerten og skriget og sorgen siddende indeni. Dét er måske den dybeste sandhed om livet – den, som ikke er en illusion, dér hvor man ikke kan vælge illusionens flugt.

Danmarksbloggen giver ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” seks store ulve ud af seks mulige. Forestillingen er så grotesk og skræmmende, at kun virkeligheden og ens indre ulv kan matche det. Og netop derfor må man også svare ja, også mig, når Martha til sidst siger: Jeg er bange for mig selv.

Det er Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Tid til glæde”

Udgivet den af
Svar

Der er forestillinger, som stiller flere spørgsmål end de giver svar. ”Tid til glæde” på Nørrebro Teater er en af disse. For hvad handler stykket i grunden om? Ja, mennesker mødes, og banaliteter udveksles, men ellers?

1. akt er en lang række tilfældige møder på en øde beliggende strand, hvor flere oplever så særlig en fred, at de gerne vil begraves dér, når det bliver tid til den evige hvile. For her er det lange perspektiv på. Som et andet svar er scenen en ganske larmende og leve-i-nuet-fest i 2. akt, hvor personerne er iklædt rødlige og orange nuancer, mens farvenuancerne i 1. akt holder sig i grøn og blå.

Stykket handler altså om modsætning og spejling – også i karaktererne. En enkemand bliver til en enke, en homoseksuel til en heteroseksuel og så videre. Den eneste, der for alvor ikke skifter ham, er moderen, som både i 1. akt og i 2. akt står som det hjul, hvorom alting drejer – også de to eneste navngivne personer i stykket ægteparret Aksle og David, som dog ikke er sammen længere.

Aksle, der indtil slutningen af 1. akt indtager en Godot-agtig funktion. Ham, som alle taler om, men som aldrig viser sig. Aksle, som så pludselig alligevel dukker op. Men kun for at fortælle, at han forsvinder – ikke for altid, men for lang tid. Moderen er selvfølgelig parat til at vente.

Det er manden David ikke. Så i 2. akt holder David fest for sine venner – og alle andre, der har lyst til at komme. Der sker vist nærmest i trods, og selvom både Aksles mor og Davids mor kommer, endda iklædt samme store og omklamrende trøje (bare i hver sin farve). En trøje som på Aksles mor giver tryghed til både Aksles og Davids søster.

Davids mor vælger i stedet at give David en rørende kærlighedssang, som vi alle sammen i publikum kender, men ikke er vant til at høre blive sunget i dét tempo og på dén måde. Det kan også noget, og man går fra teatret med en tanke om, at ”Tid til glæde” handler om, at vi skal blive bedre til at synge for hinanden.  

Om det lykkes Aksles mor at finde Aksle, ved vi ikke. Eller også gør vi? For måske er der i virkeligheden kun tale om én gruppe mennesker i denne moderne version af et stykke absurd-teater, der har det gode, gamle kammerspil i ascendanten.

Konflikterne om arv, utroskab, børn eller ej og behovet for at blive set, anerkendt og elsket er i hvert fald så gamle som menneskeheden selv. Så vi kan alle – uanset alder og livssituation – finde noget – og nogen – at spejle os i.

Og ensemblet spiller forrygende. Det er også stærke kræfter: Tina Gylling Mortensen, Peter Christoffersen, Katinka Lærke Petersen, Johannes Lilleøre, Christiane Gjellerup Koch, Sarah Boberg, Jacob Weble og Brian Hjulmann.

I hovedrollen som moderen ses Tina Gylling Mortensen der med saft og kraft sætter og fylder scenen, uanset om hun er blå eller rød mor. Men alle leverer skuespil direkte fra teaterskolens håndbog i, hvordan det skal gøres.

Desværre er manuskriptet ikke fra samme øverste hylde. Ikke at det er et problem, at der stort set kun snakkes. Tag Becketts udødelige ”Mens vi venter på Godot”, som må være den store inspirationskilde, hvor der sker endnu mindre og tales endnu mere end her. Men hvor Beckett er spot on og ind til benet, så fortæller norske Arne Lygre, som er forfatteren bag ”Tid til glæde”, både for meget og for lidt.

Så selvom man som teatergænger bliver glad, når skuespillerne tør bruge hele deres krop, så der kommer en stoflighed og et nærvær i stykket, som klæder forestillingen, så havde en afkortning af manus og en større skarphed i replikkerne betydet et gedigent kvalitetsløft.

Og det gælder måske især Aksles/Davids rolle, som ham/dem, der forventes at komme med glæden – illustreret ved endnu en sweater, men her ikke én, som andre kan krybe ind i. Derimod én, som kun personen selv kan gemme sig i.

”Tid til glæde” får derfor fire ud af seks af de kramme-trøjer, som både blå mor og rød mor ifører sig som et værn mod verden – og en varm og blød skal for deres børn at krybe ind i.

For måske handler ”Tid til glæde” allermest om selvglæde, morglæde. Om at der ingen større lykke er end at bringe et barn til verden. Det skulle da lige være, hvis man som Tina Gylling Mortensen siger til datteren: Jeg kan li´ dig som voksen. For kan man lide sit voksne barn, så er ens lykke gjort, så holder man Gud om hælen, som det hedder i nogle af Lygres replikker, der sidder, hvor de skal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Mordforsøg på Snehvide”

Udgivet den af
Svar

Der var engang … i forgårs … premiere på ”Mordforsøg på Snehvide”. Det er Teater Får302 i Nyhavn, som på den lille intimscene opsætter en besk og decideret voksen-version af historien om pigen, der var hvid som sne, sort som ibenholt og rød som blod.

Især det sidste fylder sammen med andre kropsvæsker, forfængelighed, bristede drømme og andre livs-realiteter en del i forestillingen, som udover de dramatiske og seksualiserede mordforsøg er historien om, hvordan vi – trods MeToo og Woke – stadig lever i et mandsdomineret samfund.

En verden, hvor selvhævdende og konkurrenceorienterede heteroseksuelle mænd synes, at de – også helt bogstaveligt – har hånds- og halsret over de kvinder, som de har sex med, gifter sig med og forsørger. De samme mænd, som – når kvinden bliver rynket og grå, og tyngdekraften gør sit job med hendes krop – nedgører hende, inden hun smides ud – stykke for stykke – i skraldespanden.

For en kvinde er jo det andet køn. Et af manden fremavlet forbrugsgode, hvis glæde og mening med livet er at fornøje og forlyste manden, ikke sandt?

Dét er i hvert fald budskabet i den fem kvarter lange forestilling på det lille teater, hvor man som publikum er SÅ tæt på scenen, stykket og skuespillerne, at vi for længst er holdt op med at være Den 4. væg. Alt er direkte i vores ansigt, og vi trækkes med ind i stykket – i éet langt kram.

Ja, så nær på er vi, at man ikke ville blive overrasket, hvis en af dværgene (som ellers er en flok rigtige træmænd) pludselig åndede én i nakken – og sagde: Hvad så? Vil du have et glas Chablis? Ja, tak – eller måske nej, tak. For alle aftaler har en pris. Og er man kvinde, skal man stoppe med at tro på, at de konditioner, som gælder, når man er ung og sprød, også er gangbare, når man får brug for briller.

Episoden i brillebutikken grinede vi i hvert fald genkendende til mange af os. Lille spejl på væggen dér og den slags, som afspejler, hvordan tiden er en bitch, der løber nådesløst gennem os alle, indtil selv dén er illusion, og kun den sorte afslutning venter forude.

For forestillingen er trods de Kaj-og-Andrea-look-alike-hånddukker grotesk og skræmmende – men også morsom. Smilene stivner så i takt med, at den hvide sminke i ansigterne forsvinder – og den nøgne sandhed træder frem:

At penge stadig er det, som gør forskellen. Og at Anne Linnet tog fejl, når vi hører hende synge, at alt det, vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag, og alting kan gå itu, et hjerte kan gå i tusind stykker, kaldte du mig for ven engang, så er jeg her nok endnu.

Bullshit. Tårer kan godt vare evigt, venner forsvinder, og eventyr ender ikke altid godt – og slet ikke for kvinden, selvom hun prøver. Allermest dronningen, der desperat som en flue på den forkerte side af vinduesruden flakser rundt i det ene forsøg efter det andet på at få kongens opmærksomhed.

Forsøg som inkluderer alt fra mad over undertøj til mord – og måske især svigt af alt, som hun har kært, selv hende selv. For sådan går det, når identitet og køn bliver to sider af samme sag. Når kvinden undertrykker sig selv og sine egne tanker, følelser og ønsker. Når hun finder sig i, at manden sætter dagsorden – også over, hvad hun skal mene, og hvordan hun skal agere – og reagere på de svigt, som ret beset er mandens og ikke hendes.

Dronningen spilles af Charlotte Elizabeth Munksgaard med så megen nerve og intensitet, at man føler, at man endelig – for måske første gang – kommer ind under huden på denne ellers så udskældte kvinde, ind og ser hendes sårbarhed og længsel. Dét er stærkt.

Kongen (plus chaufføren) spilles med god fornemmelse af Henrik Birch, der formår at vise magtens afmagt og svaghed, når den folder sig ud. Men selv dér trumfer hos manden hans i egen optik naturgivne ret til at følge sine begær – og give kvinden skylden for eventuelle fejl og mangler.

Snehvide (plus hendes alter ego brillepigen) gestaltes af Miranda Godvil, som nok er nyuddannet, men spiller med en styrke og en selvsikkerhed, som havde hun mange succeser i rygsækken. Det er også stærkt.

”Mordforsøg på Snehvide” bliver derfor en brændende påmindelse om kvindens manglende livsmuligheder, som især manifesterer sig dén dag, hvor hun ikke længere er fuckable. Det ses allermest ved de to kvinder iført undertøj og intet andet. For kvinder udstillet og fremstillet i spotlys i undertøj demonstrerer i dén grad mandens magtposition som hersker.

Men er det ikke manden, hans ynkelighed og voldsparathed, som klædes af til skindet i stykket? Det skulle jeg mene. Så kunne en nøgen – eller som minimum halvnøgen – mand på scenen ikke være en naturlig happy-end?

For vi har jo gennemskuet ham, manden … de fleste af os. Og vi ER gået i læsegruppe … mange af os, og vi læser stadig Simone de Beauvoir. For vi skal stadig øve os i at sige nej, stop og farvel, inden det løber af sporet, og vi mister os selv og vores egen selvrespekt.

”Mordforsøg på Snehvide” får derfor fem ud af seks æbler.

Det er Lucas Svensson, der har skrevet manus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”HAMLET”

Udgivet den af
Svar

Når jeg skal se Shakespeare, læser jeg altid bardens stykke inden forestillingen. Også denne gang, hvor jeg tog ”Hamlet” i den komplette og uforkortede udgave – på det engelsk, som Shakespeare selv skrev stykket på. Det er en læsning, som tager tid. Men mindre kunne ikke gøre det, når teaterkompagniet ”Lord Chamberlains Men” til den årlige Shakespeare-festival på Kronborg spiller ”Hamlet”, som det blev opført første gang, at barden selv så stykket på scenen.

Så det var med enorme forventninger og hovedet fuldt af renæssance-engelsk, at turen gik til Kronborg. Der var selvsagt også fuldt hus på udendørsscenen, hvor aftensolen sænkede sig, mens tordenskyerne og mørket voksede. En passende kulisse til dramaet om den danske prins, der af sin fars spøgelse beordres til at hævne dennes død. For dræbt blev kongen af sin egen bror, der derpå overtog både krone og kone.

Dronningen blev så ligesom Hamlets udkårne Ophelia spillet af mænd. For det gjorde man på Shakespeares tid. Noget som vakte moro hos flere tilskuere, når de så en af de to mænd iført Tudor-kjolerne. For det var en aften med udelukkende hvide mænd på scenen. En speciel oplevelse i 2024, men ikke noget at blive stødt over – eller grine af.

TVÆRTIMOD lod de fleste af os let føre på historiens vinger tilbage til dengang, hvor Hamlet var et nyt stykke dramatik med personer, symboler og ord, som var gængse dengang. Ikke at der er nogen forskel i grunden på at se Shakespeare nu og dengang. Han er universel og altid aktuel, uanset hvor man er på kloden og i hvilket århundrede.

Men nuvel, de gode ”Lord Chamberlains Men” spillede, så det gjaldede foran det gamle slot i tøj fra den elizabethanske tid (knæbukser, store skjorter og lange sokker) tilsat kapper, kongekroner, skørter, knive, trommer og andet godt. Der var også både sang og musik, som traditionen bød dengang.

Og så agerede de hele tiden ud til os i publikum, og nærmest opfordrede os til at blande os med hujen, råben og klapsalver, som man gjorde det dengang, hvor den 4. væg var en aktiv medspiller. Men vi sad alt for godt fast i 2000-tallets stive teaterkultur, så vi ventede til den stående applaus, som kom velfortjent efter en forestilling, der var Shakespeare Classics – og udført, så det simpelthen ikke kan gøres bedre.

Englænderne kan generelt noget med attitude, sprog og det at række ud til publikum. De sætter simpelthen mentale hager i os – og så haler de os ind i dramaet, som var vi nogle af de torsk, der svømmer ude i det Øresund, der både kunne høres og lugtes salt i den lumre sommeraften, der var fuld af elektricitet – og rytmiske, plastiske engelske gloser – og tak for det.

For Shakespeare er bare bedst på engelsk – og især når det som her er klasseskuespillere, der taler, ånder, synger, agerer og bevæger sig Shakespearesk – i ord, toner og krop, så vi taler om, at det står mål med det, som man oplever ovre på bardens eget genopbyggede teater ”The Globe” i London.

Enhver opførelse af ”Hamlet” har så sin egen fortælling i stykket, og denne handlede om den unge mands kamp med sig selv – og for den far, som han satte op på en piedestal. Idoler skal man passe på med, især når de kræver, at man skal give dem hele sit liv. Det kan man blive gal af. Alligevel er det ikke en sort-hvid Hamlet, som bliver spillet på Kronborg denne sommer.

Det er en Hamlet, der handler om individet, om en ung mand – i tvivl, i sorg, men også fuld af kampgejst og en idealistisk tro på, at alt kan lade gøre for ham. At han kan vinde over den, som dræbte hans far, og stadig beholde det hele, både pigen, han elsker, og magten. Vi oplevede det måske allermest i Hamlets monolog, hvor han taler om at dø, at drømme. Om at livet kan være så hårdt, at søvnen, døden, virker som en udfrielse – men at vi stadig og på trods også drømmer og handler. Dér gik der et spøgelse gennem os i publikum. Dér blev vi spejlet.

På metaplanet er denne version af ”Hamlet” måske også historien om England efter Brexit. Et England, der som på Shakespeares tid igen står på egne ben (dengang uden paven, i dag uden Bruxelles), og hvis gamle venner kun tilsyneladende er venner – med undtagelse af den altid trofaste Horatio, der nok har været i lutherske Wittenberg, mens stadig går rundt med en katolsk rosenkrans i bæltet.

For vi er i stykket midt i en værdi-kampens tid, som vi også er det i vores tid. Man kan læse meget ind i Shakespeare. Man kan også bare gakke til Kronborg og nyde forestillingen, hvis eneste malurt i bægeret er, at vi IKKE i ørerne får Horatios smukke afskedsord over Hamlet: Now cracks a noble heart. Good night, sweet prince. And fligths of angels sing thee to thy rest.

Alligevel får ”Hamlet” 6 ud af 6 af de kranier, som i forestillingen er hofnarren Yoricks. For uanset om man er konge eller nar, renæssancemand eller kvinde i 2000-tallet, så ender vi alle som kranier, når vores gang over ormene, men under stjernerne er forbi. Det vidste verdens største dramatiker. Ham, som man aldrig bliver hverken helt klog på – eller færdig med.

Der spilles på engelsk med danske undertekster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”En Ideel Ægtemand”

Udgivet den af
Svar

Turkis er den mest sjældne farve i naturen. Derfor giver det max mening, at netop turkis er farven på den vifte, som danner scenen i Grønnegårdsteatrets sommerforestilling 2024: Oscar Wildes ”En Ideel Ægtemand”, som handler om magt og kønsroller i 1890´erns England, selvom mange af temaerne også kendes fra vores egen tid.

For mennesket er det mest skabagtige, som naturen har fostret – og hvad naturen ikke har kunnet finde på, har mennesket selv udviklet af dårskaber som fx forfængelighed, magtsyge og behovet for kontrol, som blot er noget af det, vi ser folde sig ud som en anden vifte, indtil billedet står klart for os:

Den velansete sir Chiltern begik børssvindel for 18 år siden, og var dum nok til at indrømme det i et brev, som nu er i Mrs. Cheveleys besiddelse. Hun forsøger at få skrivelsen omvekslet til først politisk kapital hos sir Chiltern og siden til ægteskab med hans bedste ven Lord Goring, som hun har et crush på – men som i stedet er forelsket i sir Chilterns søster, der som en 1800-tals pink Barbie er både handlekraftig og kvik.

Selv er bedstevennen også en fortidig version af Ken – endda med grøn sixpack på maven. Så man hepper på det unge par, også fordi de nægter at leve ned til allehånde konventioner om, hvad det vil sige at være den ideelle ægtemand m/k.

For ”En Ideel Ægtemand” handler mest om kønsroller og kønsidentiteter – og i denne opførelse om at være queer, hvilket blev opfattet som naturstridigt på Oscar Wildes tid, hvor bare det at være homoseksuel var en forbrydelse – som sendte Oscar Wilde to år i straffelejr. Derfor er det godt, at kvinder spiller mænd og mænd kvinder og vice versa.

Der er også flere skønne hilsner til burlesque og anden festlighed hos et cast, der er klædt i alle regnbuens klare farver. Verden er heller ikke sort-hvid, selvom magtens mennesker gerne vil få os til at tro netop dét.

Her har hver person så én farve, der fortæller noget om personen, startende med det røde ægtepar sir og Lady Chiltern, der spilles flyvende af Jens Sætter-Lassen og Luise Kirsten Skov. Parret er stykkets dramatiske indslag, fordi der her er hjerteblod på spil. Både det, som ægteskabet er skabt af – og det som karriere og magt handler om, og som er hele deres raison d´être. Derfor bærer de også orange. For idealismens røde må af og til blandes op med realismens gule, når illusionerne skal bevares.

Det er Andrea Øst Birkkjær, som spiller Mrs. Cheveley, damen i bedragerisk, men også realistisk gult. Og det gør hun med en nerve og intensivitet så stor, at det er, som går hele tempoet i forestillingen markant ned, da hun forsvinder ud af billedet. Hun minder også om Alexis i ”Dollars”, som engang var en skurk, men nu er en heltinde. Så jeg heppede i det stille på Mrs. Cheveley, som er en kvinde, der spiller magtens spil – og ikke gider poesi, hvilket Andrea Øst Birkkjær gestalter, så man kan mærke hende hele vejen ned til bænken.

Det samme kan man med Tina Gylling Mortensen, der er Lord Caversham i en giftig-grøn farve. For sådan er det med magten – den korrumperer. Hun har før optrådt på scenen som en mand med autoritet, og dét mestrer hun til det sidste stød med spadserestokken.

Cavershams søn og Lord Chilterns bedste ven Lord Goring – klædt i optimistisk grønt med lidt trofast blå og tilsat både en street-wise kasket og en drøm om en sixpack – spilles af Jeppe Ellegaard Marling med stor charme og megen energi, der matches perfekt af Laura Skjoldborgs overbevisende, ganske skarpe/sukkersøde og pinke Miss Chiltern, der som en moderne Barbie kan sætte handling bag sine ønsker. You go, girl.

”En Ideel Ægtemand” har så – som livet – en dobbelthed. Der er den dramatiske del, som handler om, at ønsket om magten kan få selv den største idealist og mest respekterede helt ned i sølet. Det budskab var nok en større skandale på en teaterscene på Oscar Wildes tid end i dag, hvor magthavernes manglende moral og konsekvens af egne handlinger er noget, som vi ser i 10 ud af 9 kunstneriske produktioner – og også forventer IRL. Dét er så skræmmende i sig selv. For det gibber ikke rigtig i én, når man ser magtens beskidte spil folde sig ud – og personerne gemmer sig selv og deres motiver bag mørke solbriller. Men det burde det.

Til gengæld holder det max, når der spilles på den komiske vibe og vores menneskelige dårskaber demonstreres. Og især de to stribede damer – i henholdsvis klartseende lilla med hvidt i ascendanten samt hverdags-orange med sort pessimisme – som er gift med de mest perfekte og derfor mest kedelige mænd, er formidable i deres demonstration af flokmentalitet, hykleri og forstillelse. Det er Laura Bro og Johannes Lilleøre, som har de to roller – foruden at de er tjenere for sir Chiltern og Lord Goring.

Danmarksbloggen giver ”En Ideel Ægtemand” fire store vifter ud af seks mulige.

Dér er fest, fart og farver over feltet i den formidable forestilling iklædt små hip til vor tid og dens temaer som fx MeToo. For stærke mænd falder også i 2024 fra magtens tinder pga. noget, som de har gjort for mange år siden.

Længere er vi nemlig ikke kommet på de næsten 130 år, der er gået, siden Oscar Wilde skrev stykket. Det er stadig den hvide, heteroseksuelle mand, som styrer verden – og der mangler stadig både farver og queer-vibes på magtens tinder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”One Life”

Udgivet den af
Svar

Verden er fortabt uden idealisterne, uden dem som tør drømme om at gøre det umulige som den britiske sir Nicholas Winton, der reddede 669 børn fra nazisternes dødspatruljer i Tjekkiet.

Dét står helt klart, når man ser filmen ”One Life”, som har premiere i dag d. 20. juni – med en som altid nærværende og storspillende sir Anthony Hopkins som den ældre sir Nicholas Winton og en overbevisende Johnny Flynn som den unge børsmægler Nicholas Winton, der i 1938 rejste til Tjekkiet for at besøge en ven og se, hvad Den Britiske Komité for Tjekkoslovakiske Flygtninge lavede i et land, der var på randen af krig.

For Nazityskland havde indtaget en del af Tjekkoslovakiet, nemlig Sudeterland – uden at Frankrig, England og USA gjorde andet end at acceptere det i håbet om at undgå den verdenskrig, der kom.

Så det hele spidser til, samtidig med at Winton ankommer til Prag. Nazityskland fortsætter med at tromle frem i Europa – og rundt om i Prag sidder mange tusinde jødiske flygtninge fra Tyskland, Østrig og Sudeterland. Situationen er håbløs i de kolde og fugtige lejre, og det forventes, at mange – især børnene – ikke vil kunne overleve den hårde vinter, der kun lige er begyndt.

Det kan Nicholas Winton ikke se på. Så sammen med en flok venner fra komitéen og hans tyskfødte mor (spillet med en intens nerve af Helena Bonham Carter) får han – trods ingen hjælp fra myndighederne – stablet de i dag så berømte togtransporter fra Prag til London på benene. Hele 669 børn når at komme til England – og til nye liv hos engelske familier, inden Tyskland angriber Polen, og overtager resten af Tjekkiet i 1939.

En bedrift af de helt store, som sir Nicholas Winton også blev adlet for af selveste Elizabeth d. 2 – og som de fleste nok kender fra det berømte YouTube-klip, hvor alle i publikum var ”Nickys Children”, som de døbte sig selv. Dét klip er selvsagt genskabt i filmen – og er heldigvis det eneste sentimentale.

For historien om sir Nicholas Winton og hans venner er så meget mere end følelser og feel-good i behagelig distance i både tid og sted. Det er en aktiv reminder, et opråb til os alle sammen. Selv ville Winton heller ikke, at historien bare skulle stå og samle støv, som han pointerer dét flere gange i filmen.

For livet handler om at være et anstændigt menneske, som tør og vil kæmpe for andre mennesker. Så filmen er nok historisk, men allervigtigst er budskabet om engagementets nødvendighed, som kommer med en pris.

For de mange børneskæbner blev hos Nicholas Winton livet igennem som en bagage, han ikke kunne skille sig af med, men som han endelig til sidst finder fred med. Det ser vi så fint spillet, da han en livstid senere og ved filmens slutning – og ved egen pool – forenes i den smukkeste forståelse med hende, der ligesom ham selv kunne lide at svømme.

For mennesker er ens over hele verden – og til alle tider, og lige nu er ”One Life” mere relevant end nogensinde siden 2. verdenskrig. For vi lever i en tilsvarende situation med et Rusland, der i 2014 annekterede Krim uden at vi i Vesten gjorde noget. I 2022 vågnede Vesten så endeligt op, da Rusland invaderede Ukraine – og så kom der igen europæiske flygtninge gennem Europa. Især kvinder og børn, som havde måttet sige farvel til deres mænd og fædre uden at vide om de nogensinde SER hinanden igen.

Dét kunne jeg ikke lade være med at tænke på under det meste af filmen. For det sker NU. De ukrainske børn lever NU. Oplever smerten og sorgen NU. Og fra min tid som frivillig hos Røde Kors i foråret 2022, da de ukrainske flygtninge strømmede op gennem Europa, kan jeg fortælle, at børnenes vagtsomme øjne, der har set så alt for meget, har samme udtryk i dag, som de havde i 1938-39.

Det er øjne, som man aldrig glemmer – hvad enten man som Winton var en helt, der reddede 669 børn – eller man som mig var en af mange myrer, der delte mad og drikke ud til udmattede mennesker på flugt.

Så da jeg græd under filmen, var det lige så meget – eller rettere mere for de børn, som er midt i helvedet lige NU. Ja, nogle af flygtningebørnene i dag er sammen med deres mødre i modsætning til dengang, men angsten, utrygheden, uvisheden og savnet efter faderen og alt, det de kender, er der stadig, Og så er der de børn, som er helt alene i fjendeland, da Rusland har bortført mange ukrainske børn.

Dét er infamt. For der findes ingen værre forbrydelse end den, som gøres mod et barn – og der findes ingen større velgerning end den, der gøres for et barn.

Red et liv, og du redder hele verden, bliver der sagt i filmen. Sir Nicholas Winton reddede 669. Derfor skal ”One Life” have 669 lys (det svarer til 6 stjerner, hvis det skal oversættes). Et lys for hvert barn, som nok oplevede sorgen og traumet ved at blive skilt fra forældrene, men som også fik livet i gave.

Det er i øvrigt datteren Barbara Winton, der skrev bogen, som filmen er baseret på – og hun har også været en stor del af filmen og dens tilblivelse. En datter, som også hylder moderen, den danskfødte Grete (der spilles med stor følsomhed af svenske Lena Olin), og som dannede det livslange, stærke parløb med Nicholas, der også ses som en rød tråd i filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”RAPITO”

Udgivet den af
Svar

Hvad I har gjort mod mine de mindste, det har I gjort mod mig, siger Jesus i Nyt Testamente.

Men dét glemmer de katolske gejstlige, der i den italienske film ”RAPITO” river den 6-årige jødiske dreng Edgardo Mortara fra hans familie, fordi hans kristne barnepige siger, at hun har nøddøbt Edgardo, da hun frygtede, at han ellers ville ende i Limbo, hvis han døde, dengang drengen var alvorlig syg. Og så må Edgardo Mortara væk.

For som kristendøbt kan han ikke blive hos de vantro jøder, var forklaringen, der gav 100% mening i datidens religiøse vanvid i Italien. Og ja, det var vanvid. Det var en tid, hvor tro var vigtigere end, at en lille dreng kunne vokse op sammen med sine forældre og sine mange søskende, hvormed han levede et dejligt liv, fuld af kærlighed og tryghed – og de jødiske ritualer.

For troen var som sagt grundlaget for ALT i livet – også hos den jødiske familie, som i de kommende år – mens Edgardo voksede op blandt andre kidnappede drenge i Rom – ikke en eneste gang overvejede at konvertere til kristendommen, selvom det ellers kunne bringe familien sammen igen.

Noget, som virker absurd for undertegnede, der – selvom jeg er troende kristen – kunne konvertere til hvad som helst – også det store spaghetti-monster, hvis det gjaldt min familie.

Men den grundtvigianske menneske-først-filosofi fandtes ikke i datidens Italien, som var martret af mange modsætninger og mennesker, som i en blodig brydningstid krampagtigt holdt fast i deres egen tro og kultur. For det var en epoke med mangel på medmenneskelighed, masser af magtbegær og såvel politiske som væbnede kampe mellem den gamle pavestat og det nye Italien.

Og det er ikke fiktion. Filmen er baseret på en autentisk historie med udspring i Bologna, som midt i 1800-tallet var en del af pavestaten, og hvor den katolske kirke reagerede med en magtfuldkommenhed og en religiøs fanatisme, som vi i dag skal til visse muslimske lande for at finde paralleller til.

Det er altså stærke sager, som vises i de mere end to timer, filmen varer – og som samtidig er en uendelig lang række af billeder, der hver og et kunne være et guldaldermaleri.

For selvom historien er grum og drengens skæbne grusom, så kan man ikke lade være med at nyde skønheden i de kaskader af billeder fra floder, haver, broer, torve, gader, synagoger, paladser, kirker og huse både ved nat og dag, som kommer i en strøm så lind, at den kun kan måles med det antal Ave Maria´er, som diverse katolske præster med paven i spidsen burde have bedt konstant som bod for de dødssynder, som de begik.

For det var ikke kun Edgardo Mortara, men også andre børn som blev taget fra deres forældre med begrundelsen, at man skulle redde deres nu kristne sjæle fra de frygtelige jøder, som havde slået Jesus ihjel. Ret beset var det romernes soldater, som stod for korsfæstelsen – altså italienerne selv. Men lad det være.

For mere vigtigt set med nutidsøjne er det at forstå, at filmen viser, at antisemitismen har dybe historiske rødder i Europa, og at det måske også er en af grundene til det jødehad, som pt. igen viser sit grimme fjæs på vores breddegrader.

Det er derfor en historisk og samfundsrelevant film, som er direkte og nådesløs i sin kritik af den katolske kirke, der stadig ikke har sagt undskyld i sagen – men som i år 2000 til gengæld saligkårede dén pave, som stod bag kidnapningen af Edgardo Mortara.

En romersk-katolsk kirke, som også stadig mener, at der er midlertidige verdslige sandheder – og så er der den evige sandhed, som selvfølgelig er den, Romerkirken selv står for. Jesus gav jo selv Himmeriges nøgler til disciplen Peter, som var den første pave, er argumentationen herfor.

”RAPITO” er derfor også en religiøs film, som giver så meget til dén, der kan afkode måske især jødedommen.

Der er især én scene, som viser, at Edgardo trods sin tvangs-konvertering til kristendommen stadig er jøde, om ikke andet så ubevidst. Nemlig da han tænker selv, tager ansvar og piller naglerne ud af Jesu hænder og fødder, hvorefter denne stiger ned fra korset, tager tornekronen af og går sin vej. Som var Jesus et almindeligt menneske – og ikke Frelseren. Men det er jo også netop, hvad Jesus er ifølge jøderne, som stadig venter på Messias.

Den lille jødiske beholder Mezuzah fylder også i filmen – og listes således ned i kisten af den på overfladen til kristendommen konverterede mor til sit ligeledes på overfladen konverterede, kristne barn. Det ser Edgardo som dreng, og som voksen prøver han samme trick – bare med indviet kristent vand i stedet.

Mere skal ikke røbes her, men filmens slutning er rystende og viser, at Stockholms-syndromet i vor tid kun er for amatører. For 170 år siden var der tale om seriøs hjerne- og sjælevask.

Filmen er også fuld af små hints, religiøse symboler som fx det kristne pilgrimssymbol muslingeskallen Edgardo finder på vejen fra Bologna til Rom, dengang han stadig kunne huske den jødiske aftenbøn, som han siden hen måske glemte. Måske fortrængte.

For ”RAPITO” er filmen om, hvordan et menneske kan formes, fornedres og ydmyges – og alligevel ende med at elske, ja forsvare dem, som gjorde fortræd. En voldsom film, en rystende film, som skal have fem ud af seks af de kipaer, som jødiske mænd bruger.

”RAPITO” er også en film om kvinder versus mænd, følelser og relationer versus forfængelighed og prestige. Så mange temaer er på spil i en film, som er så ganske anderledes end film fra den protestantiske og angelsaksiske del af verden. Her fokuseres der som bekendt på følelser og kun på følelser, og alle skal kunne afkode alt.

Sådan er det ikke her. ”RAPITO” fordrer, at du kan noget historie og religion, men også at du køber ind på en mere kønssterotypisk dagsorden. Det sidste er ikke interessant, men at kræve noget af tilskueren er positivt. For der sker noget, når vi får muligheden for at udvide vores horisont.

Filmen er som sagt i store træk historisk korrekt, og historien fylder stadig i de jødisk-katolske relationer, som den fyldte aviser over hele verden, dengang midt i 1800-tallet, hvor en stakkels 6-årig dreng blev fjernet fra sin familie, fordi katolske præster ville ”redde hans sjæl”. I dag giver den slags vanvid om ikke forvaring på ubestemt tid, så dog en lang-lang fængselsdom.

”RAPITO” kan ses i GRAND TEATRET, som i denne uge for 10´ende gang afholder den italienske festival ”MADE IN ITALY”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk