Anmeldelse: ”Peter af Farum”

Er det for tidligt med et teaterstykke om Peter Brixtofte? Tanken sad i mig på vejen hjem fra Folketeatret. Ikke fordi jeg selv havde tænkt den – men fordi min sidemand havde luftet den overfor mig.

Jeg havde så ikke andet end et vagt nej, det tror jeg ikke, om ikke andet så er det god Danmarkshistorie for de nye generationer, som måske ikke er med på, hvad Farum-modellen er, og som ved, hvad der egentlig skete i Farum dengang op mod årtusindskiftet.

For ja, ”Peter af Farum” er samfundsfag og kunst i kombination på en måde, som vi som regel ikke ser i Danmark. Politisk historie af nyere dato serveret med både drama og humor i en to timers gennemgang af Peter Brixtoftes skæbne fra han IKKE bliver hverken formand eller næstformand for Venstre, men vinder sig Farum – og indtil hele korthuset falder sammen omkring ham.

Men der er jo også en personlig side af historien. En side, som inkluderer familie, venner og andre, som kendte mennesket Peter Brixtofte, og hvor hvem han var så meget mere end bykongen fra Farum, der slog om sig med drømme og fantasier, sponsoraftaler og sportsarenaer, gratis charterrejser og computere.

For Peter var også ham, som nogen elskede, og som hurtigt kunne få fikset et hul i asfalten eller i et af byens fodboldnet – og som næsten alle byens borgere kunne lide at snakke med.

Så måske er det noget så sjældent som medmenneskelighed, der gør, at vi ingenting hører om Brixtoftes private forhold. For nok hedder stykket ”Peter af Farum”, men netop mennesket Peter møder vi stort set kun i de tænkte dialoger, som han nogle gange i løbet af stykket har med sin gamle ven/fjende Lars Løkke, spillet formidabelt af Tom Jensen.

Peter Brixtofte selv gestaltes af Jens Jørn Spottag, der yder en så mesterlig præstation, at det må kaste som minimum en Reumert-nominering af sig. For hvad enten det handler om de glade dage, da visionerne og pengene rullede, og blev skyllet ned med kaskader af rødvin – eller det er de sidste bitre dage, hvor fiaskoerne afløste succeserne, medierne lugtede blod, og såvel politiske fjender som venner forlod den synkende skude – så gestalter Spottag Brixtofte med enorm indlevelse og overbevisning.

Spottag er simpelthen Brixtofte, som vi tror, at vi kendte ham – og måske allermest, da han til sidst – som en anden Holberg-figur – opsummerer den ældgamle lære om magtens væsen: I politik er der ikke plads til hverken helte, idealer eller idealisme. Det hele handler om viljen til magten og til at fastholde magten.

Viljen – og evnen. Begge havde Brixtofte, men manden med visionen manglede også evnen til at forholde sig til realiteter, og så er et fald i reglen uundgåeligt. Hvorfor han ikke magtede at sige nej til sig selv, får vi ikke noget svar på. Så derfor skal man også spørge: Tilfører forestillingen noget nyt til fortællingen om Brixtofte? Svaret er: Nej, men det er faktisk ok.  

For ”Peter af Farum” er også fortællingen om os selv – som vi spejles i, endda helt bogstaveligt dér i plyssæderne. For hvem kan nægte at føle fryden ved en god skandale, så længe ens eget navn ikke nævnes? Og hvem har ikke prøvet at godte sig over at få en fordel? Men i Jantelovens fædreland er det en dødssynd at drømme stort – og det gjorde Peter Brixtofte.

Men her i det lille, flade land med de mange små andedamme skal man ikke skille sig ud, medmindre man er ugleset som en anden Klods-Hans. For så må man godt sige ens ønske højt, så man kan få prinsessen og det halve kongerige – i hvert fald så længe man er ydmyg nok.

Det var Peter Brixtofte ikke. Han var en fremmed fugl, der turde slå vingerne ud, også selvom de ikke kunne bære hans store planer. Så de fleste var godt tilfredse med, at Brixtofte blev kanøflet for alvor, da han kom for retten og måtte i fængsel i flere år efter faldet fra tinderne.

Dén ydmygelse ser vi dog ikke på scenen. Her holdes der stringent på at give en skildring af den ormegård, som magtens verden er – og altid har været.

På scenen og i gustne gule, grønne, grå og brune farver til at gestalte hele dette morads af intriger, spin, desperation og forræderi ser vi – udover Jens Jørn Spottag og Tom Jensen: Petrine Agger, Camilla Lau, Tina Gylling Mortensen, Ulla Vejby, Carsten Svendsen, Alexander Bryld Obaze, Sophie-Marie Jeppesen og Henrik Lykkegaard.

Alle spiller de eminent.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks stemmer. For ”Peter af Farum” er relevant – også mere end magtens mennesker kan lide at erkende det. Og kunst, som lever op til ordene om ej blot til lyst, skal altid opmuntres, og ekstra meget i en forfladigende tid som vores.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Sound of Music”

I går var der premiere på ”The Sound of Music” på Det Ny Teater – og sikke en forestilling, sikke en aften. En af dem, som går over i historien, og ikke kun fordi det er 30-års-jubilæumssæsonen på Det Ny Teater.

Men fordi 2025-versionen af Det Ny Teaters ”The Sound of Music” er fejende flot og fantastisk – også selvom der synges på dansk. En fin gestus til de danskere, som ikke kan engelsk. Men som med bøger, så er også musicals bedst på modersmålet.

Alligevel – trods de mere eller mindre vellykkede danske oversættelser – er det en vidunderlig opsætning, der også tør gå nye veje. I den ikoniske filmversion fra 1965 med Julie Andrews og Christopher Plummer er der fuld fokus på kærligheden med den fremadstormende nazisme som en truende kulisse, og med klosteret og bjergene, som derfra hvor hjælpen kommer.

Men på Det Ny Teater går Rodgers og Hammersteins mesterværk i instruktør Martin Lyngbos iscenesættelse på tre ligeværdige ben: Kærligheden, kampen for menneskeværd og religionen. Det giver god mening. For livet handler om værdier, om hvad side man står på: Kærligheden versus hadet, fællesskabets grøde og respekt eller egoismens hærgen og fornedrelse.

For Gaudamus igitur – lad os glæde os, som et oplagt nonnekor synger det både til hverdag, og når der er bryllupsfest. Det kan måske virke paradoksalt med en glædessang, når man står foran en Verdenskrig, og ens land, Østrig, bliver indlemmet i Hitlers Tyskland. Men det er netop pointen: At der altid er en grund til at glæde os.

For Gud er dér altid, og viser os vejen i livet, hvis vi lytter til Ham …  og til the sound of musik – både den lyd, som kommer fra bjergene og fra vores indre. For vi skal hver især finde vores vej, og vi skal bestige ethvert bjerg for at nå vores mål, også når vi – som i 2025 er dér, hvor bjergene rejser sig omkring os, så det med kaptajn Von Trapps ord er som, at det, som før beskyttede os, nu truer os og holder os fanget.

Så vi har brug for noget at blive sendt afsted på, som Maria bliver det i slutningen af 1. akt. Og det bliver vi også – med manér. For som det sidste, lige inden forestillingen slutter, så synger abbedissen igen sin sang til livet – men nu som en opfordring til os i publikum: Climb every mountain.

Det er Louise Fribo, som synger abbedissen. Og da hun kom ud på scenen efter forestillingen, rejste hele teatret sig op som på tælling. For sikke en stemme. Det var som at høre en engel synge håbet ind i den mørke og kolde virkelighed, som både er forestillingens fortid og virkelighedens nutid.

Det var sikkert også derfor, at man havde valgt den Reumert-belønnede og dramatisk begavede skuespiller Peter Plaugborg til at gestalte kaptajnen, hvad han gør med en alvor og en kraft overfor de hadets kræfter, der som et andet tordenvejr skal buldres imod – også på en musicalscene.

For kunsten har en mission, når der er noget på spil i verden, og ingen af os skal ligesom grevinden og Max – spillet med overbevisning af henholdsvis Camille-Cathrine Rommedahl og Kim Hammelsvang – bare sidde stille og vente på, at det driver over. Vi skal derimod vælge vores vej, bekende kulør og handle, var budskabet fra scenen.

Derfor er Edelweiss-sangen også så meget mere end en fin vise om en lille blomst. Det er en sang om mod og fællesskab, om at tage vare på det, som er skrøbeligt, fremfor at hade og gå i takt med de højtråbende, hvad enten de er iklædte svastika-uniformer – eller MAGA-kasketter.

Men skulle man ikke have fanget forestillingens pointé med nutidens etiske valg, så fik man forhåbentlig tanken, da projektørlyset fejende fløj over os i publikum, og stillede spørgsmålet: Hvor står DU i den kamp, der er LIGE NU og HER, hvor tyrannerne igen slås om verdensherredømmet?

For ligesom von Trapp-familien er vi også nødt til at tage stilling. Indimellem må man så godt synge om sine favorit-ting, som Maria lærer de på alle måder fortryllende syv von Trapp-børn, der er forestillingens syv blinkende stjerner.

For hvor kan de synge – og spille skuespil. Når de er på scenen, bliver man så jublende glad og livsbekræftet, at man næsten ikke kan vente med at klappe, til de har sunget færdigt, og Per Engström og hans imponerende orkester har spillet sidste tone.

De seks af dem spilles af tre forskellige hold børn, mens den ældste, Liesl, hele spilleperioden igennem skal gestaltes af debutanten Ronja Thusgaard-Madsen, som er et stort talent – og måske en kommende Maria. Hun kommer langt ud over scenekanten med både stemme og udstråling.

Og så er der selvfølgelig først, sidst og indimellem Maria, som synges med den største sikkerhed og teknik af Isabel Schwartzbach. Hun er en sand musicalstjerne – og især i scenerne med de syv børn tindrer og stråler hun, så man føler sig hensat til et slot, et kloster eller en alpetop i Østrig.

De på en gang enkle og overdådige kulisser, der både kommer ind fra siden, fra oven og drejer rundt, de afstemte kostumer, der understøtter, men ikke overdøver fortællingen, fuldender sammen med Ann Hjort som husholdersken, Mikkel Vadsholt som butleren og Romeo Lundholm Dahl som Liesls ungdomskærlighed Rolf billedet af en på alle måder fortryllende og fejende flot – og aktuel – opførelse af den mere end 60 år gamle ”The Sound of Music”.

Danmarksbloggen giver seks store stjerner ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Pigen med nålen”

”Pigen med nålen”, som har dansk premiere i dag, er med i opløbet om en Oscar – foruden at den var nomineret til såvel en Golden Globe som De Gyldne Palmer. Og så er det nok en god film, tænker man – også fordi mange medier allerede har rost den til skyerne.

Men som altid skal man tænke selv og holde tungen lige i munden. For ”Pigen med nålen” er en film, der stikker i mange retninger, og som derfor let deler vandene.

Nogle vil kalde den for en æstetisk kunstfilm med dens dvælen ved mennesker, følelser og oplevelser, dens fokus på ansigter og øjne som sjælens spejl – alt filmet i sort-hvid.

Andre vil derimod mene, at de 115 minutter er langtrukne og kedelige, selvom der optræder både barnemord, pædofile overgreb, blod og strikkepinde, vold i diverse afskygninger, generel elendighed og anden misrøgt – vist i så groteske og bizarre scener, at det ligner en horrorfilm.

Der er så også en tredje gruppe, som vil irriteres over filmens manglende historiske korrekthed. For nok findes kunstnerisk frihed – og sidst i filmen kan man læse, at den netop er blot inspireret af virkelige hændelser. Det er så blevet til en meget lille del inspiration – og en meget stor del fri fantasi, som desværre ikke øger noget til fortællingen om Danmarks største seriemorderske.

For nok var Dagmar Overby, kaldet englemagersken, virkelig og levede i København i tiden omkring 1. Verdenskrig, hvor hun dræbte det ene spædbarn efter det andet – efter hun for penge havde lovet mødrene, som regel ugifte unge kvinder, at give deres børn et godt hjem. Og nok blev hun afsløret, da en af disse mødre fortrød, og ville have sit barn tilbage.

Men så stopper sammenhængen mellem filmen og virkeligheden også. I filmen følger vi nemlig ikke seriemorderen Dagmar, selvom hun ret beset er den interessante. For hvordan kan nogen dræbe måske helt op til 37 babyer – og skille sig af med ligene uden at føle noget ved det? Det kunne man lave en spændende film om. Men det gør man ikke her.

Vi følger derimod en ung kvinde ved navn Karoline i en opdigtet historie. Karoline er filmen igennem så himmelråbende stædig og naiv, at man mister troen på, at hun kan beholde den livsindstilling, når man tænker på, hvad hun oplever:

Karoline bliver gravid med en mand, som ikke vil have hende, mister sit job, oplever at hendes savnede mand kommer tilbage fra skyttegravene med et halvt ansigt, prøver at lave en abort på sig selv, mislykkes med det, giver sit barn væk, bliver narkoman og meget mere. Det ene mere absurd end det andet.

Men det er typisk for filmen, at troværdigheden flagrer, og at absurditeterne afløser hinanden som numrene i et cirkus, men at der ingen fremdrift er, ingen udvikling sker – hverken for Karoline, som spilles med nerve og nærvær af Vic Carmen Sonne eller for Dagmar Overby, som Trine Dyrholm gestalter med en uhyggelig magtpræstation. Eller for det væld af biroller, der spilles af nogle af Danmarks bedste skuespillere. Alle gør det formidabelt, men der er ikke meget at gøre godt med i en film, hvis fortællemotor står bomstille.

Det andet ærgerlige er skildringen af byen København, hvor handlingen foregår. Filmen er optaget i Lotz i Polen, og derfor er København blevet til en by med stejle gader, gotiske katedraler, mange trapper og rønnne-agtige hvide stenhuse mellem grus og brosten.

Men sådan så der på ingen måde ud på Holmbladsgade på Amager i 1920´erne, hvor virkelighedens Dagmar Overby havde sin slikbutik. Her var – og er der – fladt som en pandekage mellem de røde og brune murstensetageejendomme og grønne træer. Ja, for 100 år siden var der sågar også marker og enge.

Det tætteste, vi kommer på København, er lyden af rådhusklokkerne – og det er ikke meget, når vi taler om Danmarkshistoriens største seriemorder. Så nej, filmen holder trods nomineringerne ikke – hverken i sin filmiske fremstilling eller som fortælling. Danmarksbloggen er derfor nødt til at give ”Pigen med nålen” to ud af seks nåle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Madame Ida”

”Madame Ida” får premiere i udvalgte biografer på mandag d. 2. december, og det er en vældig anbefalelsesværdig film til alle, som holder af kvalitet. Filmen er ganske langsomt fortalt i smukke billeder, stille musik – og med stor sans for både ord, stemninger og metaforer.

Vi er i 1950´erne, hvor vi følger børnehjemspigen Cecilia, der efter en voldtægt bliver gravid – og af det menneskefjendske forstanderpar (hvor manden endda er faderen til barnet) føres til villaen Aurora langt ude på landet. Her er det meningen, at Cecilia skal føde – og efterlade – sit barn i en villa, hvor to kvinder tro mod navnet Aurora (som er et andet navn for Tornerose) lever i en drømmetilstand væk fra verden.

Husets ejerinde overklassekvinden Ida, der spilles af Christine Albeck Børge med stor flair for karakterens længsel efter kærligheden, og især moderkærligheden, lever sammen med hendes trofaste tjenestepige Alma et liv, hvor der spises godt, ryges ivrigt, drikkes vin i stride strømme og læses masser af eventyr.

Her er altså dannelse, latter og farver. Eller hvad? Er der ikke også en skygge et sted i al det glade leben, som også får børnehjemspigen Cecilia ud af sin skal? Jo, det er der – og den skygge er både dybere og mere dunkel, end man først aner.

Men som et løg, der deles lag for lag, folder filmen og historien sig ud – og vi kommer bagom husets to beboere, som i sig har mange skjulte sider i modsætning til Cecilia, som er det, hun giver sig ud for at være: En ung pige, der savner at høre til – og at være elsket.

En central scene i filmen – som ofte i fortællinger – er, da de tre kvinder opfører et skuespil, som husets ejerinde Ida selv er i gang med at digte, og som minder om en blanding af Shakespeare og en græsk tragedie. Dét er næppe tilfældigt – på mere end én måde. Græske Medea møder skotske Fru Macbeth med danske Holberg og en aldrende og mere dyster Pernille i ascendanten.

En anden central scene – som også er en klassiker i fortællinger – er middagsselskabet, hvor normaliteten her afspejles i form af de andre omkring bordet, som lever op til alle konventioner om, hvordan man opfører sig, hvad man taler om osv – i hvert fald i begyndelsen.

For lige som de tre kvinder i villaen har også dem ved bordet deres livskriser med sig – og vi når at kradse lidt i overfladen. Ja, den ene får endda sin huds overflade brudt ret eftertrykkeligt, hvilket bliver startskuddet til endgamet, som bringer en både voldsom og logisk slutning med sig.

Hvordan filmen så ender, skal ikke røbes her. Men når den gule og helt tavse kanariefugl Tiberius synger, så går verden efter sigende under. Spørgsmålet er så bare, om der også opstår en ny jord og en ny himmel?

Det er Flora Ofelia Hofmann Lindahl, som spiller Cecilia – og det gør hun eminent. Store dele af hendes tid på lærredet er uden ord, men kun med mimikken og øjnene til at fortælle historien. Det gør hun så. Det samme gør Karen-Lise Mynster, som spiller Alma, og som er den, hvis historie vi får mindst viden om. Men man er slet ikke i tvivl om, at hun kan brage lige igennem os, som hun også siger det i filmen.

Hun og de andre to hovedroller brager i hvert fald rakt igennem lærredet. Det er også tre dygtige skuespillerinder til tre stærke roller – og med kapaciteter som Sarah Boberg og Stig Rossen i to af mange fine biroller i en film, som trods kant og skarphed ender så underligt uforløst – som livet selv ofte netop er det.

Madame Ida” er en film, som ligger sig i feltet mellem kammerspil, psykologisk thriller og socialrealisme på en måde, så den bliver helt sin egen. Det er også en film med TRE hovedroller – alle besat af kvinder.” BRAVO.

”Madame Ida” skal derfor have fem ud af seks af de krabber, som vi ser her og der og allevegne i filmen. Krabber, som symboliserer os mennesker og vores længsel efter at komme ud af skallen og blive elsket i al vores sårbarhed. Selvom lige dét måske er det eneste, som vi ikke kan – hvis vi også skal overleve.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Shakespeares Ghost”

Jeg har altid tænkt på Shakespeare … som Shakespeare. Men ude i november-mørket efter repremieren på London Toast Theatres ”Shakespeares Ghost”, der pt. gæstespiller på ”Teatret ved Sorte Hest”, er jeg blevet en af dem, som er overbevist om, at barden i virkeligheden ikke var handskemagerens søn William Shakespeare fra Stratford-upon-Avon, men skomagerens søn Christopher Marlowe fra Canterbury.

Historien er enkel: Den velbegavede og fra Cambridge University uddannede Christopher Marlowe, som også arbejdede som spion for Elizabeth d. 1, og som havde mægtige folks gunst, var i slutningen af 1500-tallet engelsk teaters golden child, da han skrev skuespil som ingen andre.

Marlowe var så samtidig også ateist og bøsse – og især kirken, men også andre med magt, havde derfor et horn i siden på ham. Så Marlowe blev fængslet og skulle for retten – og formentlig henrettes tilbage i 1593, der står som hans officielle dødsår, og hvor store dele af stykket foregår.

MEN – og nu kommer stykkets plot-twist: Da Shakespeare dør i 1616, finder en anden spion ud af, at Marlowe i virkeligheden IKKE døde 27 år før. Men at dette geni, der var for sproget, hvad Mozart var for musikken, i stedet – med mægtige folks velsignelse og hjælp – fakede sin egen død, rejste til det europæiske fastland, hvorfra han fortsatte med at skrive. Nu blot med en vis Shakespeare stående som forfatteren.

Om det er sandt eller ej, kan formentlig aldrig bevises. Men teorien er besnærende. Og sandt er det, at tre af Shakespeares tidlige skuespil tidligere blev opfattet som værende skrevet af Christopher Marlowe. Stilistisk minder Marlowe og Shakespeare også så meget om hinanden, at der let kan være tale om den samme person.

Kritikere af Marlowe-teorien hævder så, at Shakespeare er mere forfinet. MEN da Marlowe officielt dør i en alder af blot 27 år (ja, den berømte 27-klub startede allerede dér), er det rimeligt at antage, at Marlowe i hans 30´ere og 40´ere havde udviklet og forbedret sit i forvejen unikke skriveri.

Vivienne McKee, som de fleste kender som Le Grand Dame i Crazy Christmas Cabaret, har både skrevet og instrueret ”Shakespeares Ghost”, hvor datidens engelske tradition med udelukkende mænd på scenen følges, idet det er kendingene David Bateson, Linford Brown og Kevin Kiernan-Molly, som gestalter et i datiden velkendt persongalleri i fem scener i det, som er et teaterstykke i sin helt egen genre, helt egen kategori.

For hvad er det i grunden, som vi ser på scenen, der med sit sort-hvid-ternede gulv, tre søjler, bord og stole og fjerpenne, kårder og andet kræs er en perfekt renæssance-scene? Er det et mordmysterium? En kriminalgåde? Verdens første ghost-writer, I presume? En kærlighedserklæring til barden – og til teatret? Et kammerspil om religion, magt og teater, hvor uvidenheden iflg. Marlowe – og nok også iflg. McKee – er den største synd?

Det er det hele. Bundet op i en buket af lige dele drama og humor, som har Crazy Christmas i ascendenten. Dette herlige show, som desværre ikke kommer i år (boooh), men som heldigvis vender stærkt tilbage i 2025 (hoooray).

Så har man cravings efter de gæve englændere og deres leg med ord – og er man samtidig bidt af en vis William Rystespyd, som Dr. Van Helsingør from Elsinore (Bent) nok ville kalde Shakespeare, så gak til Vesterbro, og blev både klogere og godt underholdt.

Der er ordleg som det latinske memento mori, som slaven bag tronstolen hviskede til den romerske kejser. Det betyder husk at du skal dø, men oversæt her bliver det selvfølgelig til husk og dø. En fuld teatersal skreg af grin igen – og igen – og igen.

Det vrimler også med citater fra bardens berømte stykker – også i mixed versions, der giver mening i stykket, og som jeg ikke kunne dy for at citere med på (indeni mig selv, håber jeg – ellers undskyld til alle omkringsiddende).

For de citater er altså kræs, den fineste ord-vin, som man kan få, hvad jeg også tror, at Vivienne McKee mener. Hendes store beundring for barden skinner igennem forestillingen, men også – og heldigvis – med en tilgang, som nok er respektfuld, men ikke næsegrus, som man ellers ofte ser det i Danmark.

For englænderne – og Fru McKee er englænder – har en sædvane med frejdigt at gå i flæsket på bardens ord, og det kommer der altid noget forfriskende ud af. Også i dette stykke, der i sit vovemod minder mig om den måde, som man på bardens genopbyggede teater ”The Globe” i London opfører hans stykker, så det smælder mellem træsøjlerne for både siddende og groundlings.

For Shakespeares ord runger gennem århundrederne, og de er stadig mere nye, mere friske, mere givende end nærmest alt, som skrives i dag, i morgen – og om fem år.  

Som det læses i “Det Skotske Stykke” (og sig ikke navnet!!!): Life’s but a walking shadow, a poor player. That struts and frets his hour upon the stage. And then is heard no more. It is a tale. Told by an idiot, full of sound and fury. Signifying nothing. Men bardens ord kan alligevel mere, end hvad Eders filosoffer drømmer om.

Danmarksbloggen giver ”Shakespeares Ghost” 5 ud af 6 fjerpenne, som den der blev brugt til at skrive verdens bedste dramatik. For det er det – uanset hvem der står bag. Omvendt er uvidenhed den største synd, og sandhed den største dyd. Og man er i godt selskab, når man hepper på Marlowe. Fortælle-giganter som Charles Dickens, Charlie Chaplin og Orson Welles gjorde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De lydløse”

66 millioner kroner. Så mange penge er endnu ikke fundet efter det største røveri på dansk grund, som fandt sted i 2008. Det skete mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby, og udbyttet var over 70 millioner kroner.

Filmen ”De lydløse” handler om tiden op til røveriet, selve røveriet og tiden efter røveriet – og titlen hentyder til, at kontanter er lydløse.

For hvor digitale penge kan spores tilbage til tiden før skabelsen, så er kontanter herreløse penge, når først de er sluppet ud – og de vel og mærke stadig er gyldige. Det er der mange danske sedler, som ikke er pr. 31. maj 2025. Deraf måske nogen fra røveriet i Brøndby i 2008?!

I filmen ser vi Gustav Giese tindre i hovedrollen som Kasper, der ikke lykkes med at få succes som bokser. Har du hovedet med? Man skal have hovedet med, siger hans boksetræner.

Men det kniber for Kasper. Både når han bokser, når han laver kriminalitet, og i forholdet til sin snart 7-årige datter, som han fx giver pommes frites og nuggets, selvom de lige om lidt skal have sund aftensmad hjemme hos datterens mor, som Kasper stadig har et venskabeligt forhold til, selvom de ikke er sammen som par mere.

Kasper er også den eneste person i filmen, som vi kommer lidt ind på livet af, men ikke længere end at vi kan se, at han har en længsel efter at være anerkendt.

Det er også et alment medmenneskeligt behov, som man i glimt kan fornemme hos dem, som han laver røveriet med – og hvor især den franske skuespiller Reda Kateb spiller en markant birolle som en brutal psykopat med isnende overbevisning.

På den rigtige side af loven møder vi Amanda Collin som sikkerhedsvagten Maria, der søger ind til politiet, og som minder om Kasper. Maria har heller ikke altid hovedet med, og hun reagerer også på følelser og impulser.

Det kunne være interessant at se Collin og Giese sammen som en moderne version af Bonnie & Clyde. De kan begge noget med at have en rå og kompromisløs udstråling, samtidig med at man aner en eksistentiel kamp og følsomhed nedenunder.

I ”De Lydløse” er det så Giese, der får lov til at shine – også på en måde, hvor man tænker ”der bliver ikke skjult noget her”. For ét er billederne af Gieses tatoverede og muskuløse krop, der står helt skarpt. Noget andet er, når vi ser ham i stramme, hvide underbukser, som lyser op på lærredet, så blikket helt naturligt falder på bulen.

Man bliver derfor nødt til at spørge: Er det udstilling af manden – eller er det ligestilling? For kvinders bryster og bagdele har mange gange været udstillet på præcis dén måde – og dét i talrige film.

Her sker det så i en film, som på ingen måde handler om romantik og kærlighed, men som er en gedigen actionfilm holdt i de for genren så benyttede grå og sorte nuancer, regn, masser af nattebilleder, våben, biljagter og hvad der ellers hører til en realistisk film om et kup, der er meget langt fra Olsen Bandens charmerende løjer, selvom røveriet i 2008 også involverede en fantasifuld plan med en gravko, en masse partisansøm og flere skraldebiler.

For ”De Lydløse” glorificerer ikke forbrydelser. Her er ingen ære. Her er virkeligheden vist præcis så brutal, voldsparat og afstumpet, som livet som kriminel er. Det er prisværdigt, og fortjener stor ros.

Desværre mangler også nogle perspektiver og dybder i skildringen af menneskene på den forkerte side af loven, så Danmarksbloggen ender på fire ud af seks tasker fulde af de store pengesedler.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Apprentice”

I dag har Ali Abbasis film ”The Apprentice” om Donald Trump dansk premiere. Apprentice betyder lærling på dansk, og var også navnet på Trumps realityshow mange år senere end i de 70´ere og 80´ere, hvor filmen foregår.

Titlen må formodes at være nøje udvalgt, idet filmens budskab er, at Trump i starten var en ydmyg lærling hos den kendte og frygtede advokat Roy Cohn, som måske er ukendt for mange danskere. Men det var Cohn, som sørgede for at få Rosenthal-parret henrettet som russiske spioner, foruden at han var assisterende anklager under kommunist-forfølgelserne i 1950´ernes USA.

Siden fulgte så et liv, hvor Cohn skruppelløst via korruption, afpresning og hvad han ellers kunne finde i værktøjskassen med beskidte tricks, hjalp sine venner, der indebar folk som præsident Ronald Reagan, aviskongen Robert Murdoch, kunstneren Andy Warhol, præsident Richard Nixon (ham med Watergate-skandalen) og andre med stor magt og en lige så stor mangel på moral.

Roy Cohn spilles stærkt og med nerve af Jeremy Strong, hvad enten man ser Cohn i hans allerhelligste, hvor han har alle sine kassettebånd med de aflyttede samtaler, oplever ham fornedre alt og alle omkring sig, deltager i sex-orgier, eller tryner borgmestre og andre folkevalgte. Filmen kører simpelthen i et meget højere gear, når Cohn er på lærredet.

Det er også den historiske Cohn, som man gerne vil vide mere om. For hvem var denne mørkets fyrste, der patriotisk sagde, at USA var hans største klient, men som også bekæmpede både jøder og homoseksuelle, selvom han selv var begge dele. Cohn, som døde af AIDS i 1986, selvom han til det sidste hævdede, at det var leverkræft.

Måske Cohn bare var noget så banalt som en mand uden moral, men med et kæmpe ego? Den slags mænd er så også farlige, når de har penge og magt – og det havde Cohn. Det samme har – og havde – Donald Trump, som i modsætning til, hvad filmen hævder, allerede som dreng og ung mand havde en stor brutalitet, der blot skulle forfines, så det blev til det værktøj, som Trump siden hen har bygget sit liv på.

For det var dén proces, som Cohn hjalp Trump med. Primært ved at lære Trump sine egne tre leveregler, som Trump efter Cohns død så kaldte sine egne, og som Trump stadig lever efter: 1) Angrib, angrib, angrib. Går de efter dig med en kniv, så gå efter dem med en bazooka, 2) Benægt, benægt, benægt – også fakta, og endelig 3) Anerkend aldrig et nederlag. Insistér på at du vandt – at du sejrede.

For der er kun to slags mennesker i verden iflg. Cohn – og Trump: Dræberne – og taberne. Og Trump ville ifølge ”The Apprentice” så gerne være en vinder, og så måtte han blive en dræber. En, som ikke længere var den underdanige klumpe-dumpe, som vi ser i starten af Abbasis film. Ham, der ikke kan finde ud af hverken at indkassere huslejen hos faderens lejere eller få en dame til at sige ja, når han inviterer hende ud.

Men Trump var aldrig den trods alt lidt sympatiske klumpe-dumpe med omsorg for broderen og moderen. Trump var fra barnsben en bølle, som kun tænkte på sig selv, og som af samme grund blev sendt på militærskole, hvor han så lærte endnu mere af det, som gjorde, at han endte som præsident, men inden da en af USA´s store byggematadorer.

The Golden Boy i New York og Atlantic City med en sort sjæl, der voldtager konen, og generelt bruger andre – især kvinder – som var de ting. Som ender omgivet af guld både i Trump Tower og på Mar-a-Lago og med en kage lavet som det amerikanske flag, mens han både hylder og ydmyger hans gamle mentor Cohn, som nok forfinede bøllen Trump og hans metoder, men altså ikke skabte monsteret Trump.  

Lærlingen overgår så mesteren, siger filmen – og det gjorde Trump. Måske fordi Trump aldrig var blot Cohns lærling. Trump havde fra fødslen blueprintet til at blive den, som han er, lang tid inden Cohn, hvis magt heller aldrig blev tilnærmelsesvis så stor som Trumps var, da han sad i Air Force One, og kunne få sig det blowjob, som han i filmen ser som den måske eneste fordel ved at være politisk valgt.

Så at give Cohn æren/skylden for, at Trump blev narcissist og magtmenneske, holder ikke. Det er heller ikke noget, som man bliver som voksen. Det er noget, som man er fra barnsben, og Trump har alle dage været en bølle iflg. alle seriøse kilder. Og historien om, hvordan han kom til magten og pengene, handler ikke kun om Cohn, men også om faderens forbindelser og Trumps egen brutalitet, som han havde mange år før, at filmen placerer Trump ydmygt stående ude på toilettet ventende på, at Cohn havde tisset færdigt.

Så det filmiske kneb med, at Trump blev formet livsændrende af Cohn, kan måske nok narre både biografgængere og anmeldere, men det holder ikke til et faktatjek. Det er fake news, og dermed også filmens store svaghed. Det er så måske samtidig en udspekuleret fornærmelse af Trump. For Trump kan ikke lide at blive udstillet som en ”pussy” – for nu at tale Trump-sprog.

Men det bliver han i Abbasis fortælling: En sjatpisser, der i starten ikke kan noget, men som overnight og uden at der sker andet end, at han bliver gift, udvikler sig til et psykopatisk røvhul, hvad netop konen Ivana Trump observerer, og mærker på den hårde måde fra første parket.

Hun er tegnet udelukkende som en hårdtarbejdende, empatisk og ærlig kvinde fra Tjekkiet, hvis man ser bort fra hendes avancerede tak-for-sidst, da hun overfor Cohn vekslede ægteskabspagtens nulsumsspil til tin og zirkoner. Men det er næppe hele sandheden om kvinden, der var gift med Trump i 13 år. Det er Maria Bakalova, som spiller Ivana Trump, og det gør hun med stor overbevisning og et tappert forsøg på at give karakteren lidt kant.

Og Trump? Ja, han spilles af Sebastian Stan, som yder en formidabel præstation, hvor han rammer Trump lige på kornet med både mimik, stemme, gestik – især fingrene – og så alle de kendte udtryk som især make America great again. Men Sebastian Stan får også – måske uforvarende – givet Trump noget varme og empati, som slet-slet ikke rimer på virkelighedens Trump, hverken nu eller i gamle filmklip med Trump fra de 70´ere og 80´ere, hvor filmen foregår.

Så bottom line er: Jeremy Strongs præstation står stærkt – og så massivt, at en Oscar-nominering ville være passende. Han ætser sig ind, og er den direkte årsag til at, ”The Apprentice” får fire ud af seks af de appelsiner, der gror nede ved Mar-a-Lago, og hvis farve Trumps hud stadig har – også nu hvor drømmen om blowjobbet i Air Force One forlængst er skiftet ud med drømmen om at blive USA´s første diktator.

Filmen havde premiere i USA i fredags, og den blev modtaget ret blandet. Som mange amerikanske medier sagde det: Så var det jo ikke fordi, at filmen bidrager med noget nyt, eller føjer en dimension til fortællingen om Trump. Mest bemærkelsesværdigt er scenen med voldtægten af hustruen Ivana Trump, som hun først anmeldte Trump for, men senere trak tilbage, mener de – og istemmer altså ikke det begejstrede kor, som de danske medier udgør.

Kan der være tale om en portion dansk national-glæde? Måske. Men det er der ikke i, at Danmarksbloggen roser den dansk gifte og i Danmark bosiddende Jeremy Strong og hans præstation som Roy Cohn. For Strong er simpelthen ham, der bærer filmen ”The Apprentice”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”

Hånden på bourbon-flasken: Kan du genkende elementer fra dit eget ægteskab – og fra dine venners ægteskaber, når du ser, og nynner med på ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”

Mit bud er ja. Måske ikke et stort og rungende ja. Men et ja. For ligesom Martha og George, Honey og Nick ønsker hverken du eller jeg – eller nogen – at blotte os og være sårbare, selvom vi har en længsel i os efter ikke at være gennemsigtige, men i stedet blive set og elsket.

Så vi må svare ja. Men det bliver et lille ja, som hviskes tyst dér i teatermørket, mens lattersalverne lyder over endnu en af de mange lege med ord og begreber, som stykket om de to universitets-par fra USA´s østkyst er så fuld af – og som trods stykkets kulsorte tragik er hylende morsomme.

To par, hvor Martha og George er i centrum som det midaldrende par, der for længst har ikke kun accepteret, men tilmed på en mental sadistisk-masochistisk måde nyder, ja lever for at fornedre hinanden og blive fornedret i den skyttegravskrig, de kæmper 24-7 på lige dele ord, regler og erindringer – selvom alt samtidig er relativt, også sandheden.

Det lyder dysfunktionelt, og det er det også. Det er ydmygelser, som bare venter på at blive foldet ud. Det har undergangen i sig – som alt liv, al væren, alle ægteskaber i øvrigt har det.

For hvad er sandhed, og hvad er illusion? Virkeligheden er måske bare det, som vi bestemmer den skal være som Martha og Georges historie om den 21-årige søn, der har fødselsdag dagen efter den natlige efterfest, hvor de har inviteret det unge par Honey og Nick til at komme og være både publikum og deltager i deres helt private realityshow, der med sine avancerede selskabslege og sin konstante leflen for den indre ulv kører alle nutidige tv-formater langt agterud.

Selv nutidens politikere og magtmennesker er de rene amatører, når Martha og George – og alle andre ægteskaber – sætter i gang.  

For som nattetimerne går, drinksene bliver kørt ned i et afsindigt tempo, mens den gamle konflikt mellem naturvidenskab og humaniora også lige får sig en tur på sofaen, nogle brækker sig, andre knepper eller læser en bog, ja en enkelt tager sig en lur, så oprulles hemmeligheder og magtkampe, der minder mig 1:1 om min egen studietid på universitetet.

Universitetet – dette sted som kunne lære enhver rockerborg et eller andet, og som uden sammenligning er det sted i samfundet, hvor flest sjæle knuses med strategisk overlæg i en uendelig flom af ondskabsfuldheder, der serveres med intellektuelt overskud. Nogle gange for at opnå et konkret mål, andre gange bare fordi katten elsker at lege med musen.

Det så Edward Albee helt rigtigt, da han i 1962 skrev det evigt aktuelle stykke. For menneskelig længsel, vold og forfængelighed vil altid clashe med den moral og etik, som civilisationen bryster sig af – og som i den såkaldt dannede universitetsverden finder sin ypperste kamparena.

Det er Iben Hjejle, som spiller Martha, og Jakob Cedergren, som spiller George, og det gør de med et nærvær og en nerve, så man hopper i sædet, indimellem af grin, indimellem fordi man tænker, at NU kan det ikke blive værre. Det ved man jo så godt, at det gør. Spiralen kører kun en vej: Nedad.

For nej, man skal ikke forvente nogen forvandlende bølger. Som hamstre i et hjul er Martha og George dømte til at blive ved og ved og ved … og det gør Hjejle og Cedergren også. Helt oppe i det højeste gear i de 3½ time, som forestillingen varer. Dét er eminent.

Men også Marie Reuther og Lue Støvelbæk, som spiller Honey og Nick, er med på den store klinge. De gestalter på smukkeste måde ungdommens tro på, at de kan gøre det hele anderledes, da de ankommer til efterfesten. Men efter deres livs nok hidtil værste nat er luften gået af ballonen, som den gik på Honeys mave, og det på ydersiden stadig så unge par må erkende, at også de er dømte til ægteskabets forbandelser og gentagelser.

For mennesker er i reglen, som Martha beskriver sig selv i 1. akt: Jeg har en fin sans for det latterlige, men ingen humoristisk sans.

Deri ligger måske et svar. For kan man grine ad sig selv, kan man måske gribe ud efter en forløsning. Men det sker ikke for de to par, som væver rundt i det samme. Eller som allerede sagt: Det bliver hele tiden værre i dette stykke, der med rette står som et af de monumentale.

En grotesk absurditet, der i Teatret ved Sorte Hests udgave i efteråret 2024 henrykker og begejstrer. For de fire på scenen spiller, så det smælder, når de drikker, danser, taler, slås – og måske allermest i Marthas lydløse skrig til sidst i forestillingen. Illustreret så stærkt med kroppen og mimikken, at det føltes, som slog min sjæl knuder på sig selv, da Hjejle krummede sig sammen.

For af og til gør noget så ondt, at selvom man intet hellere vil end komme af med det, så kan man ikke. Så bliver smerten og skriget og sorgen siddende indeni. Dét er måske den dybeste sandhed om livet – den, som ikke er en illusion, dér hvor man ikke kan vælge illusionens flugt.

Danmarksbloggen giver ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” seks store ulve ud af seks mulige. Forestillingen er så grotesk og skræmmende, at kun virkeligheden og ens indre ulv kan matche det. Og netop derfor må man også svare ja, også mig, når Martha til sidst siger: Jeg er bange for mig selv.

Det er Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Tid til glæde”

Der er forestillinger, som stiller flere spørgsmål end de giver svar. ”Tid til glæde” på Nørrebro Teater er en af disse. For hvad handler stykket i grunden om? Ja, mennesker mødes, og banaliteter udveksles, men ellers?

1. akt er en lang række tilfældige møder på en øde beliggende strand, hvor flere oplever så særlig en fred, at de gerne vil begraves dér, når det bliver tid til den evige hvile. For her er det lange perspektiv på. Som et andet svar er scenen en ganske larmende og leve-i-nuet-fest i 2. akt, hvor personerne er iklædt rødlige og orange nuancer, mens farvenuancerne i 1. akt holder sig i grøn og blå.

Stykket handler altså om modsætning og spejling – også i karaktererne. En enkemand bliver til en enke, en homoseksuel til en heteroseksuel og så videre. Den eneste, der for alvor ikke skifter ham, er moderen, som både i 1. akt og i 2. akt står som det hjul, hvorom alting drejer – også de to eneste navngivne personer i stykket ægteparret Aksle og David, som dog ikke er sammen længere.

Aksle, der indtil slutningen af 1. akt indtager en Godot-agtig funktion. Ham, som alle taler om, men som aldrig viser sig. Aksle, som så pludselig alligevel dukker op. Men kun for at fortælle, at han forsvinder – ikke for altid, men for lang tid. Moderen er selvfølgelig parat til at vente.

Det er manden David ikke. Så i 2. akt holder David fest for sine venner – og alle andre, der har lyst til at komme. Der sker vist nærmest i trods, og selvom både Aksles mor og Davids mor kommer, endda iklædt samme store og omklamrende trøje (bare i hver sin farve). En trøje som på Aksles mor giver tryghed til både Aksles og Davids søster.

Davids mor vælger i stedet at give David en rørende kærlighedssang, som vi alle sammen i publikum kender, men ikke er vant til at høre blive sunget i dét tempo og på dén måde. Det kan også noget, og man går fra teatret med en tanke om, at ”Tid til glæde” handler om, at vi skal blive bedre til at synge for hinanden.  

Om det lykkes Aksles mor at finde Aksle, ved vi ikke. Eller også gør vi? For måske er der i virkeligheden kun tale om én gruppe mennesker i denne moderne version af et stykke absurd-teater, der har det gode, gamle kammerspil i ascendanten.

Konflikterne om arv, utroskab, børn eller ej og behovet for at blive set, anerkendt og elsket er i hvert fald så gamle som menneskeheden selv. Så vi kan alle – uanset alder og livssituation – finde noget – og nogen – at spejle os i.

Og ensemblet spiller forrygende. Det er også stærke kræfter: Tina Gylling Mortensen, Peter Christoffersen, Katinka Lærke Petersen, Johannes Lilleøre, Christiane Gjellerup Koch, Sarah Boberg, Jacob Weble og Brian Hjulmann.

I hovedrollen som moderen ses Tina Gylling Mortensen der med saft og kraft sætter og fylder scenen, uanset om hun er blå eller rød mor. Men alle leverer skuespil direkte fra teaterskolens håndbog i, hvordan det skal gøres.

Desværre er manuskriptet ikke fra samme øverste hylde. Ikke at det er et problem, at der stort set kun snakkes. Tag Becketts udødelige ”Mens vi venter på Godot”, som må være den store inspirationskilde, hvor der sker endnu mindre og tales endnu mere end her. Men hvor Beckett er spot on og ind til benet, så fortæller norske Arne Lygre, som er forfatteren bag ”Tid til glæde”, både for meget og for lidt.

Så selvom man som teatergænger bliver glad, når skuespillerne tør bruge hele deres krop, så der kommer en stoflighed og et nærvær i stykket, som klæder forestillingen, så havde en afkortning af manus og en større skarphed i replikkerne betydet et gedigent kvalitetsløft.

Og det gælder måske især Aksles/Davids rolle, som ham/dem, der forventes at komme med glæden – illustreret ved endnu en sweater, men her ikke én, som andre kan krybe ind i. Derimod én, som kun personen selv kan gemme sig i.

”Tid til glæde” får derfor fire ud af seks af de kramme-trøjer, som både blå mor og rød mor ifører sig som et værn mod verden – og en varm og blød skal for deres børn at krybe ind i.

For måske handler ”Tid til glæde” allermest om selvglæde, morglæde. Om at der ingen større lykke er end at bringe et barn til verden. Det skulle da lige være, hvis man som Tina Gylling Mortensen siger til datteren: Jeg kan li´ dig som voksen. For kan man lide sit voksne barn, så er ens lykke gjort, så holder man Gud om hælen, som det hedder i nogle af Lygres replikker, der sidder, hvor de skal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Mordforsøg på Snehvide”

Der var engang … i forgårs … premiere på ”Mordforsøg på Snehvide”. Det er Teater Får302 i Nyhavn, som på den lille intimscene opsætter en besk og decideret voksen-version af historien om pigen, der var hvid som sne, sort som ibenholt og rød som blod.

Især det sidste fylder sammen med andre kropsvæsker, forfængelighed, bristede drømme og andre livs-realiteter en del i forestillingen, som udover de dramatiske og seksualiserede mordforsøg er historien om, hvordan vi – trods MeToo og Woke – stadig lever i et mandsdomineret samfund.

En verden, hvor selvhævdende og konkurrenceorienterede heteroseksuelle mænd synes, at de – også helt bogstaveligt – har hånds- og halsret over de kvinder, som de har sex med, gifter sig med og forsørger. De samme mænd, som – når kvinden bliver rynket og grå, og tyngdekraften gør sit job med hendes krop – nedgører hende, inden hun smides ud – stykke for stykke – i skraldespanden.

For en kvinde er jo det andet køn. Et af manden fremavlet forbrugsgode, hvis glæde og mening med livet er at fornøje og forlyste manden, ikke sandt?

Dét er i hvert fald budskabet i den fem kvarter lange forestilling på det lille teater, hvor man som publikum er SÅ tæt på scenen, stykket og skuespillerne, at vi for længst er holdt op med at være Den 4. væg. Alt er direkte i vores ansigt, og vi trækkes med ind i stykket – i éet langt kram.

Ja, så nær på er vi, at man ikke ville blive overrasket, hvis en af dværgene (som ellers er en flok rigtige træmænd) pludselig åndede én i nakken – og sagde: Hvad så? Vil du have et glas Chablis? Ja, tak – eller måske nej, tak. For alle aftaler har en pris. Og er man kvinde, skal man stoppe med at tro på, at de konditioner, som gælder, når man er ung og sprød, også er gangbare, når man får brug for briller.

Episoden i brillebutikken grinede vi i hvert fald genkendende til mange af os. Lille spejl på væggen dér og den slags, som afspejler, hvordan tiden er en bitch, der løber nådesløst gennem os alle, indtil selv dén er illusion, og kun den sorte afslutning venter forude.

For forestillingen er trods de Kaj-og-Andrea-look-alike-hånddukker grotesk og skræmmende – men også morsom. Smilene stivner så i takt med, at den hvide sminke i ansigterne forsvinder – og den nøgne sandhed træder frem:

At penge stadig er det, som gør forskellen. Og at Anne Linnet tog fejl, når vi hører hende synge, at alt det, vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag, og alting kan gå itu, et hjerte kan gå i tusind stykker, kaldte du mig for ven engang, så er jeg her nok endnu.

Bullshit. Tårer kan godt vare evigt, venner forsvinder, og eventyr ender ikke altid godt – og slet ikke for kvinden, selvom hun prøver. Allermest dronningen, der desperat som en flue på den forkerte side af vinduesruden flakser rundt i det ene forsøg efter det andet på at få kongens opmærksomhed.

Forsøg som inkluderer alt fra mad over undertøj til mord – og måske især svigt af alt, som hun har kært, selv hende selv. For sådan går det, når identitet og køn bliver to sider af samme sag. Når kvinden undertrykker sig selv og sine egne tanker, følelser og ønsker. Når hun finder sig i, at manden sætter dagsorden – også over, hvad hun skal mene, og hvordan hun skal agere – og reagere på de svigt, som ret beset er mandens og ikke hendes.

Dronningen spilles af Charlotte Elizabeth Munksgaard med så megen nerve og intensitet, at man føler, at man endelig – for måske første gang – kommer ind under huden på denne ellers så udskældte kvinde, ind og ser hendes sårbarhed og længsel. Dét er stærkt.

Kongen (plus chaufføren) spilles med god fornemmelse af Henrik Birch, der formår at vise magtens afmagt og svaghed, når den folder sig ud. Men selv dér trumfer hos manden hans i egen optik naturgivne ret til at følge sine begær – og give kvinden skylden for eventuelle fejl og mangler.

Snehvide (plus hendes alter ego brillepigen) gestaltes af Miranda Godvil, som nok er nyuddannet, men spiller med en styrke og en selvsikkerhed, som havde hun mange succeser i rygsækken. Det er også stærkt.

”Mordforsøg på Snehvide” bliver derfor en brændende påmindelse om kvindens manglende livsmuligheder, som især manifesterer sig dén dag, hvor hun ikke længere er fuckable. Det ses allermest ved de to kvinder iført undertøj og intet andet. For kvinder udstillet og fremstillet i spotlys i undertøj demonstrerer i dén grad mandens magtposition som hersker.

Men er det ikke manden, hans ynkelighed og voldsparathed, som klædes af til skindet i stykket? Det skulle jeg mene. Så kunne en nøgen – eller som minimum halvnøgen – mand på scenen ikke være en naturlig happy-end?

For vi har jo gennemskuet ham, manden … de fleste af os. Og vi ER gået i læsegruppe … mange af os, og vi læser stadig Simone de Beauvoir. For vi skal stadig øve os i at sige nej, stop og farvel, inden det løber af sporet, og vi mister os selv og vores egen selvrespekt.

”Mordforsøg på Snehvide” får derfor fem ud af seks æbler.

Det er Lucas Svensson, der har skrevet manus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk