Anmeldelse: ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen”

Bøger om vores rødder og vores historie er meget populære i denne tid, hvor verden virker mere usikker end i mange årtier. Det ved diverse forlag, så derfor skrives der i disse år meget om, hvem vi var, hvordan vi var det – og hvorfor.

Det hører dog til sjældenhederne ligefrem at udgive en hel bog om danskernes sexliv, men det er ikke desto mindre, hvad Haase gjorde i går, da de sendte Thomas Oldrups ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen” på gaden.

Det er en spændende bog – og ikke kun på grund af emnet, selvom erotik som bekendt altid vækker en vis naturlig interesse.

Men fordi man på bogens lidt mere end 300 sider får gennemgået alt om og omkring danskernes sexliv i en periode, hvor det ellers er let at tro, at alle kun tænkte på og talte om rationeringsmærker og erstatningskaffe. For vi ved jo godt, at selve modstandskampen og hjælpen til de danske jøder var bedrifter, som kun kan tilskrives ganske få danskere, selvom vi godt kan lide billedet af os selv som dem, der bød Hitler trods.

Men det var vi ikke. Vi var Hitlers lille kanariefugl, som man lidt hånende, men rigtigt sagde det ude i et Europa, hvor byer var bombet sønder og sammen, børn skilt fra forældrene – hvis de var overhovedet var i live og andre unævnelige rædsler, som stort set gik Danmark forbi.

Men hvad var det så, at vi lavede i dette smørhul, mens verden brændte om os? Ja, det store antal børnefødsler i krigens år – og i tiden lige efter – tyder på, at danskerne gik til den under dynerne – eller måske hvis man var ung ude i det fri. Ikke nødvendigvis kun af lyst, men også fordi det ikke var velset, at unge mennesker ”sov sammen”, når de ikke var gift.

Så man klarede sig, som man nu kunne – og ikke kun i missionærstillingen – også de mere avancerede sexformer blomstrede, som man ellers mente først blev almindelige flere årtier senere, var flittigt brugte og endnu mere efterspurgte.

Blandt andet hos den unge ingeniør Henrik, der boede hjemme hos forældrene i Bredgade i København, og hvis dagbog Thomas Oldrup ved et heldigt tilfælde fik fat på via et antikvariat, og som tegner billedet af en mand i 20´erne, som ikke gik særlig meget op i hverken besættelse eller storpolitik. Derimod fyldte det erotiske meget, og man følger Henrik fra han møder Else, der er katolik og forlovet med en anden, og indtil de to bliver gift. Undervejs er der tanker om seksualiteten i forhold til hendes katolske tro, som fylder meget hos hende, og som gør, at de laver alt muligt andet end lige vaginalt samleje. I øvrigt en klassisk taktik hos katolikker stadigvæk, hvis graviditet inden ægteskabet skal undgås.

Derfra går Thomas Oldrup i dybden på en videnskabelig, men dog letlæselig facon og med masser af billeder med emner som sex-oplysning eller måske rettere mangel på samme, for uvidenheden var enorm og blev kun overgået af en mærkelig forestilling om manden som konstant liderlig, mens kvinden var langt mere lyrisk orienteret.

Ikke overraskende mente datidens voksne også, at ungdommen var afsporet og umoralske, præcis som på Holbergs tid og som i dag, så heller ikke på det område, var tiden anderledes, men det er godt at få det bevist. Og det får vi, for Thomas Oldrup er sober og veldokumenteret gennem hele bogen, hvor der også er kapitler om kvinder på arbejdspladsen, ægteskab og skilsmisser, homoseksualitet, abort, prostitution – og tyskerpigerne, så vi kommer hele vejen rundt i den meget grundige bog.

Men i fokus står seksualiteten, også kvindens, som ifølge tidens moral helst skulle afbalanceret, altså placeret på en meget snæver plads mellem nymfomanen og den frigide. Det var med andre ord mere end almindeligt svært at være kvinde dengang, men er det så meget anderledes i dag, hvor kvinder med en sund sex-appetit let bliver til ludere, mens dem uden den store lyst er hæmmede?

Så igen er vi ikke kommet længere siden besættelsen – eller jo, på et punkt er vi. For i dag ser man ikke kvindens orgasme som noget, der falder sammen med manden, hvis altså hun er normal!!!

Onani er derimod stadig – også i vores dage – for mange tabubelagt, men selvtilfredsstillelsen har alle dage været udbredt – også under besættelsen. For bogen går helt tæt på kroppen, som også beskæftiger sig med emner som hygiejne og prævention. Men også både såkaldt frække blade og bøger behandles. De blev i øvrigt flittigt læst, så det var ikke illegale blade om modstandskampen det hele.

Thomas Oldrup har med bogen en helt tydelig mission, der går ud på, at emner som frisind og seksuelle eksperimenter ikke er en moderne foreteelse, men noget som også hører andre tider til.

En pointe i bogen er så også, hvordan man lever, når man føler sig truet, for så bliver vi åbenbart mere frie og grebet af en stemning af vi-kan-alle-dø-i-morgen-så-giv-los-og-gå-til-den. Eller sagt mere bramfrit: Man knepper bedre og mere vildt i krigstid end i fredstid, hvor alt er lidt pænt og meget kedeligt.

Det kan vi så lade stå i en tid som vores, som hverken er det ene eller andet. For krig har vi ikke, men rigtig fred har vi heller ikke haft siden d. 10. september 2001.

Danmarksbloggen giver ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen” fem strømpebånd ud af seks mulige – og tænker, at en kortere version på måske en 15-20 sider med de vigtigste pointer ville egne sig som fast pensum i folkeskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne.

For nok handler bogen om danskernes sexliv under besættelsen, men på mange områder er den meget aktuel, og så er det som bekendt godt at kende sin fortid, hvis man skal forstå sin nutid og påvirke sin fremtid, og det gælder også seksuelt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Revisoren”

Er du klar til en revision af dit liv og dit embede? Måske især én der stiller spørgsmålstegn ved dine motiver og ambitioner? Det er de toneangivende borgere i den lille by, der senere beskrives som en bums på røven, i stykket ”Revisoren” på Nørrebro Teater ikke. Slet ikke.

Tværtimod så gribes de toneangivende fra borgmesteren over dommeren og hospitalsdirektøren og til postmesteren, skoleinspektøren og de to godsejere af rendyrket panik og ægte angst ved tanken om at få udstillet deres inkompetence, magtmisbrug og hang til korruption, da rygtet om en rigsrevisors snarlige ankomst når den meget lille by, der naturligvis som alle andre steder på denne jord er overbevist om egen vigtighed.

Panik og angst, som vises i den ene gakkede scene efter den anden med fuld mimik, gode replikker og et akavet kropssprog, der også udstiller disse notabiliteters på overfladen så gode venskab og sammenhold. For som i alle andre magtcirkler – også dem i udkantsområdernes små byer – så netværker man og holder gode miner til slet spil – og et par dolke eller tre i ryggen.

Forfængeligheden og hykleriet skal nemlig som bekendt plejes – og nok nævner de toneangivende kristendommen et par gange, når det altså er passende for dem at bruge begreber som næstekærlighed og andre som reference i egen dagsorden, men i virkeligheden er det dødssynder som netop forfængeligheden, overmodet, grådigheden og hævnen, som er deres drivkraft og motiv til deres per definition egocentrerede handlinger.

Lyder det bekendt? Ja, det er et spil og en menneskelig adfærd ligeså gammel som den såkaldte civilisation selv, og der er i hvert fald ikke sket en snus forbedring på området i de næsten 200 år, der er gået siden Nikolaj Gogol skrev stykket i 1836.

Verden vil stadig bedrages – og verden kan stadig bedrages af folk med talegaverne i orden og moralen i bund som en storspillende Thure Lindhardt, der har titelrollen som den påståede revisor, som forfører ikke kun en hel by – men også både en mor og en datter, endda gentagne gange – og et helt publikum. For indimellem så sidder man og synes egentlig rigtig godt om den unge embedsmand, der er så langt væk fra sit elskede Petersborg og lysene og menneskene og kulturen – men som i bund og grund jo ikke er andet end et blålys og en plattenslager.

Man siger, at teatrets rolle er at gøre opmærksom på den tid, som vi lever i – og på de farer og problemer, som optræder i samfundet. Og det er en opgave, som Nørrebro Teater har taget mere end seriøst i denne sæson, hvor de også har opført en forrygende version af ”Diktatoren”, som heldigvis spiller ekstra forestillinger sidst på foråret.

Gå ind og se den – eller se den igen. Men gå indtil da ind og se ”Revisoren”, som foregår i et samfund lige inden, at det for alvor går galt. For despoter og tyranner, som dem vi møder i ”Diktatoren” og ude i verden for den sags skyld, de rejser sig ikke af ingenting. De kommer, når samfundets underklasse og middelklasse mister tilliden til dem, der skulle varetage samfundets opgaver – som det netop sker her i ”Revisoren”, hvor både dem nedefra og dem fra siden INTET har tilovers for de toneangivende andet end kritik og ønsket om retfærdighed.

Så tag en tur ud på Nørrebro. Danmarksbloggen lover, at du kommer til at grine mange gange – men også at der midt i al komikken vokser en dyster alvorsfuldhed frem. For det er også vores samfund og verden, som beskrives. Danmark anno 2018 med de mange blålys og plattenslagere, som lover guld og grønne skove – og mange embedsfolk, som ikke føler ansvar for andre end sig selv og egne manglende evner.

En hverdag OGSÅ i Danmark med korruption og bestikkelse – og magtens mennesker, som lukker sig om sig selv i små interne cirkler. Så det er den store, løftede pegefinger, vi møder på Nørrebro Teater – og heldigvis for det. Tiden behøver det.

Læg dertil at der er tale om formidabel, ja excellent skuespilskunst fra samtlige medvirkende, som er: Thure Lindhardt, Ole Lemmeke, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Mikael Birkkjær, Tina Gylling Mortensen, Jacob Weble, Christiane Gjellerup Koch, Josephine Park, Nicolai Jørgensen og Anna Bruus Christensen

Danmarksbloggen giver fem store pengesedler ud af seks mulige – á la de pengesedler, som der tilfalder revisoren i en lind strøm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Gintberg reder verden

Der er tre ting her i livet, som man ikke kan slippe af med ifølge Jan Gintberg – og det er herpes, rynker og den jyske del af familien. Danmarksbloggen er enig – og vil for egen regning tilføje: Mennesket og manden Jan Gintberg, som nok er bosat i Søborg, men er født jyde, så han hører vel også ret godt ind i hans egen ligning – eller?.

Manden har i hvert fald i mange år været – og er stadig – et fejende og højlydt fyrtårn indenfor dansk stand-up. Et fænomen, som er i stand til at have et fast manuskript, men alligevel – som man også kender det fra hans tv-programmer ”Gintberg på kanten” – inddrage både det sted, hvor han optræder – og nogle af de mennesker, som er til stede i salen.

I fredags var det så Bellevue Teatret, der som bekendt ligger i en af Danmarks mest kendte ghetto´er, nemlig rigmandsenklaven Klampenborg, hvor man ikke ved, hvad Aldi og Lidl er, men gerne sender aupair-pigen til det velkendte land Filippinien, hvis der bliver brug for det.

Og der blev lagt stærkt fra start i showet, der hedder ”Gintberg reder verden”, ikke redder, men reder, og det er der en god pointe i. For i de to timer, som showet varer – inkl. en pause, så friserer Gintberg verden, os der er i den – og ikke mindst alle vores fordomme, så vi vrider os af latter.

Klukker, fniser og griner højlydt, fordi vi hele tiden kan genkende os selv og det besynderlige misk-mask, som vi kalder virkeligheden.

Gintberg lægger heller ikke skjul på, at han nok kommer til at støde nogen, ja måske endda krænke indtil flere. Og ja, selvoptagede og selvhøjtidelige mennesker m/k skal nok holde sig væk – eller nej, måske skal netop de (for det er jo aldrig en selv, vel?)  besøge Gintbergs humoristiske Noahs ark, der ikke kun kaster en lille forløsende latter af sig – men hele kaskader og vandfald af øredøvende latter.

For Gintberg rammer plet gang på gang, som fx når han taler om danskhedens fem søjler: Velfærd, andelsbevægelse, angst, bacon og hygge. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge dog, for grisen har aldrig været vigtigere end nu, hvor der også bor muslimer i Danmark.

Vi lever nemlig ifølge Gintberg i et samfund, hvor mængden af danskhed er ligefrem proportional med mængden af svinekød, som vi indtager – og ve det menneske, der ikke vil sutte på dellen.

Som rettroende danskere skal vi også, som Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti sagde det, fejre danske højtider for at være dansk. Det indebærer så ifølge Gintberg især at nedsvælge x antal meget stærke øl – brygget alene med højtiden for øje. For der skal åbenbart drikkes igennem for at klare disse “højdepunkter” på året, hvad enhver, der har været til jule- eller påskefrokost med familien, også kan bevidne er ganske vist.

Gintberg er simpelthen virkelighedsgørelsen af Piet Heins´s berømte ord om, at ”Den, der kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”.

Gintberg slår også fast, at han som komiker gerne må være sær og mærkelig, men at udviklingen i dansk politik gør det svært for ham og alle andre komikere. Den pointé er hørt før, men holder stadig. For virkeligheden anno 2018 er mere absurd end hvad en komiker kan finde på – og nutidens politikere er at sammenligne med børn i en skolekomedie. Man nikker og smiler, men sidder i virkeligheden kun og venter på, at de professionelle skuespillere kommer på scenen.

En af dem er Gintberg, og han gør det eminent, når han tager vores selvoptagede og petitesse-orienterede tid på kornet.

En tid, hvor tingene aldrig har været nemmere, hvor vi aldrig har kedet os mere, tænkt færre selvstændige tanker, hvor -ismerne er døde, men hvor Gintberg – med et kæmpeglimt i øjnene – så gerne vil være idealist, fordi det ser så pænt ud på Facebook, og fordi han så kan vælge at forholde sig til hvilke fakta, som han vil acceptere.

Gintberg er så – efter Danmarksbloggens mening – mere end realistisk, når han konkluderer, at kloden nok er ret ligeglad med, om vi er ved at avle os selv ud, både som race og som art.

Danmarksbloggen kan i den forbindelse også oplyse hr. Gintberg og andre om, at geologerne – der gerne regner i et par millioner år fra eller til – i mange år har haft følgende tese: ”Mennesket overlever ikke jorden, men jorden skal nok overleve mennesket.”

Danmarksbloggen anbefaler ”Gintberg reder verden” på det varmeste – og giver forestillingen seks ud af seks jordkloder. Der er også brug for dem, sådan som vi formerer os – og forbruger af ting og sager fra især Jysk Sengetøjslager, som spiller en ganske særlig rolle gennem hele forestillingen.

”Gintberg reder verden” havde premiere sidst i januar på Bellevue Teatret i Klampenborg, men spiller over hele landet det meste af året. Se forestillingen, inden jorden går under, der bliver udsolgt af svinekød – eller (og det ville nok være det værste) din smartphone løber tør for strøm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Dukkehuset”

D.S. Henriksen udgav for kort tid siden bogen ”Dukkehuset” – en bog, der nok har et dukkehus som den centrale scene på mere end en måde, men som ikke på nogen måde ellers kan associeres med lyserøde prinsesse- og dukkelege med te-selskaber og løftede lillefingre.

Det drypper snarere af blod og ubestemmelige kropsvæsker end af spildt te – for nu at sige det ligenu.

Det starter ellers så hverdagsagtigt og velkendt. En antikvitetshandler, en kunde og et gammelt dukkehus. En ung gymnasieelev på vej hjem fra badmintonstræning gennem et dansk villakvarter klædt i sommer og idyl.

Men det ændrer sig – og bliver snart en uhyggelig historie, hvor dimensioner, fortid og nutid smelter sammen til et mareridt, en kamp på liv og død, hvor intet er givet på forhånd – og måske heller ikke på efterhånd.

Alt er beskrevet indgåede, levende og detaljeret i et nemt og tilgængeligt sprog, og man har på fornemmelsen, at forfatteren har siddet foran computeren og skrevet bogen i én samlet køre, hvilket selvfølgelig ikke kan lade sig gøre – efter de normale love.

Men netop de normale naturvidenskabelige love er i dén grad ophævet i ”Dukkehuset”, hvor vi hvirvles rundt i et mørkt mareridt, hvor selv den kloge Mira må give fortabt og ikke bare automatisk kender svarene.

Hendes venindes storebror David, der har den fysiske styrke med sig, må også erkende, at selv kræfter ikke altid er nok for en ung mand, der som vanen er for hans alder, opfatter sig ret udødelig.

Undervejs i Mira og Davids rejse i et univers, der er både sadistisk og indeholdende en pæn kadaverdisciplin, møder de også andre skæbner og eksistenser, som man heller ikke nogensinde ønsker at komme nær, end ikke selvom man er en hund efter mystik og fantastik.

Men nu skal der ikke siges for meget – læs selv bogen, hvor der også er flash-backs til noget, der er langt væk fra en dansk hverdag, nemlig en nazistisk arbejds – og udryddelseslejr, hvor kommandanten og hans datter lever under 2. verdenskrig, men forsvinder ind i dette mærkelige dukkehus, som årtier senere sælges til Davids far, som giver det til Davids søster Line.

Og det er så derfra, at denne rædselsfulde rejse starter ind i et univers, som ingen af os nogensinde ønsker at blive en del af.

Undertegnede er i hvert fald glad for ikke at eje et dukkehus – eller noget andet fra en antikvitetshandler for den sags skyld. For ”Dukkehuset” er en bog, der giver gåsehud og direkte ubehag.

Bogen giver så også en stor lyst til at rydde op i skabe og på loftet – bare for at være på den sikre side i forhold til at skille sig af med gamle – og måske farlige – sager.

Danmarksbloggen giver tre dukkehuse ud af seks mulige.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Planet Rump, the Farce Awakens”

En epoke i dansk teaterliv – og dansk jul – slutter med denne sæson.

Det er nemlig 35. – og sidste – gang, at Vivienne McKee og London Toast Theatre står i spidsen for Crazy Christmas Cabaret, som er et klassisk engelsk juleshow.

Formen, der er en blanding af komik, revy, spidsfindige ordspil, spiddende satire til tidens gang og en on-going dialog mellem scene og publikum, er en fast og elsket del af den engelske jul, som Vivienne McKee altså bragte til Danmark for nu 35 år siden, og som i år spiller forestillingen: ”Planet Rump, the Farce Awakens”.

I de mange år er succesen bare vokset og vokset – og der er efterhånden langt imellem, at man ser en vaskeægte Crazy-Christmas-Cabaret-jomfru, men de findes endnu. Og som altid må ”jomfruerne” m/k række hånden op til behørige klapsalver fra publikum, for sådan er det. Vi på stolene lever intenst med – og inddrages også hele vejen i det levende samspil, som aftenen er.

Ja, en enkelt publikummer ender som regel på scenen – således også i går aftes, hvor den udvalgte i de røde seler gebærdede sig så godt i stykket, at det udløste bragende klapsalver og et fortjent ”One can dream” fra scenen.

Undertegnede har været inde og se det gakkede, herlige og skøre show flere gange – men aldrig anmeldt det før her nu i denne sidste sæson, og hvordan anmelder man så noget, der er så godt, men som også er ved at forsvinde? Jo, man sætter sig ikke ned og storgræder, man keep calm and carry on, som englænderne siger.

Det med at keep calm er så alligevel lidt svært, når man for fuldt sving og i bankende rytmer i to akter svinges rundt i galaksen i en hæsblæsende action-historie fuld af bomber, magtkampe og allehånde planeter. Planeter, hvoraf to endda er styret af mænd, der per definition altid har så dårlige hår-dage, og er så barnlige, at London Toast Theatres versioner af den lille, gale asiat og den store, gale amerikaner virker mere fornuftige og mindre ”silly” end virkelighedens!

Dét er skræmmende – og Vivienne McKee siger også, at det er blevet meget lettere at skrive om de politiske ledere end det var, da hun startede for 35 år siden. Danmarksbloggen er enig. Det må komme helt af sig selv nu – ligesom genkendelsens latter gør det hos os, der sidder i Glassalen, når vi ikke ser ikke kun denne verdens ledere, men også en enkelt superheltinde. For verden tilhører (vistnok) kvinderne nu.

Der er det særlige ved Crazy Christmas Cabaret, at man ikke på forhånd ønsker at vide, hvem der spiller hvem, hvordan de er klædt på, eller hvad de siger og gør. For at se det hele folde sig ud undervejs, er en stor del af oplevelsen.

Men da David Bateson allerede i sidste sæson var Trump, undskyld Rump, undskyld Sheriffen fra Nottingham, røber man ikke noget ved at fortælle, at den rolle gentager han med bravour – og så orange i hovedet, at en vis mand i et hvidt hus i USA ville blive bleg som en slatten asparges, og straks trække sin mobil og begynde at tweete, hvis han ellers så og anerkendte det – og ikke bare troede, at det var fake news.

Uforglemmelig er også prinsesse Leia – og måske allermest i sidste scene, hvor ordet øm ikke engang dækker hendes udseende. Figuren er på alle måder hostess with the mostess!!!

Men så skal der heller ikke siges mere: Gå selv ind – for sidste gang – og oplev den forrygende barpige Lady Lola, Han Zupp, Luke Skystalker og alle de andre eksistenser i en galakse – ikke så langt væk. De dybt professionelle mennesker danser, synger, spiller og taler – ja selv tryller, så det er en leg – med lige præcis den rette mængde forstyrrelse i kraften!

May the Farce be with you

Danmarksbloggen giver ”Planet Rump, the Farce Awakens” seks ud af seks rumskibe – og vil på det kraftigste opfordre andre til at tage lyssværdet op. For den engelske ”Crazy Christmas Cabaret” er en lifesaver, en del af vores danske jul, som vi ikke vil undvære – selvom vi nok må sige farvel til en vis læge, der vel skal på pension i Helsingør, når lyset slukker for sidste gang i januar.

Men gad vide om ikke denne elskelige og i alle sæsonerne gennemgående figur smutter en tur over til Kronborg og snakker Hamlet og andre gode historier med Holger Danske? De to herrer, Dr. Van Helsingør og Holger Danske, er jo nu en integreret del af dansk kulturhistorie.

Præcis som Vivienne McKee er det, og hun skal også til at lave noget andet nu, rygtes det. Hvad vides ikke, men skal det foregå i Danmark, så kommer Danmarksbloggen gerne ilende. Endelig vil det også være en stor fornøjelse, hvis d´herrer David Bateson og Andrew Jeffers fortsat er at finde på de skrå brædder i Hamlets fædreland.

For: Brexit behøver ikke at betyde exit!!! Så bliv her – efterlad ikke os danskere til os selv i Løkkeland. Vi behøver the farce.

”Planet Rump, the Farce Awakens” kan ses i Glassalen i Tivoli indtil d. 6. januar – og så i Tivoli Friheden i Aarhus fra d. 10. – 13. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Alle mine morgener på jorden”

Alle mine morgener skal være poetiske, siger en af Danmarks største eventyrere gennem tiderne Troels Kløvedal, som i sidste uge udgav sin må man formode sidste bog ”Alle mine morgener på jorden”.

En bog – eller måske rettere en odyssé gennem et usædvanligt og rigt liv, fuld af spændende historier om fx skibsjagten, der som bekendt endte med Nordkaperen, turen gennem en militær flådeøvelse ved Polens kyst, med narkomaner på nedtrapning i den stockholmske skærgård – en tur som han aldrig har skrevet om før – men også historier om Bali og andre steder i Indonesien, fx øen Nias hvor en levende fortælletradition hjalp øboerne videre efter tsunamien i 2004 – og meget mere.

I alt blev det til mere end fem årtier – uden et alvorligt uheld – med Nordkaperen, og man følger med på alle tre jordomsejlinger. Man møder plejebarnet Per, som blev taget ind, og var med i alt, der foregik ombord, og var en såkaldt skidt knægt, som – fordi han blev mødt med kærlighed – udviklede sig til at blive en prægtig mand.

Der skrives også flittigt om master, flådehistorie og håndværk. Og vi hører om det faste holdepunkt på Tahiti på den anden side af jordkloden, hvor Nordkaperen lå på den samme plads i havnen alle tre gange, som den kom forbi. Om Troels Kløvedals nære forhold til Ægæerhavet, de græske sagn, græsk mad, natur, klima og sollys – men også om hvordan alt det smukke ved Grækenland døde i det lille, beskidte diktatur.

For der er også plads til holdninger om, hvorfor det stadig vigtigt at fortælle om græsk oldtid og mytologi – og måske især i vor tid, hvor Europa og EU igen er på dagsordenen sammen med nationalismen. For Troels Kløvedal er en verdensborger, men også en mand, der elsker demokratiet, sit land – og gerne vil gøre noget for den frihed, som var et grundvilkår i hans liv og hans lykke.

Smukke steder og lykke har i øvrigt heller ingenting med hinanden at gøre, siger han og slår fast, at man ikke kan sammenligne en atol og Danmark i maj. Men han vil som sejler gerne sige, at skibe og øer klæder hinanden, og når man sejler, finder man også ud af, hvor mange øer, der er i verden.

For jo mere man rejser, jo større bliver verden, og Troels Kløvedals verden er stor, selvom også han behøver både søkort og stjernerne, som han på sine rejser over oceanerne har udviklet et personligt forhold til. Stjernerne og så det behov, som han har for at have et sted indeni, som er helt hans eget – eller som han skriver det: Min hemmelige aftale med skæbnen, min livseliksir.

Kina-togtet er også med og har sit eget kapital, hvilket giver mening, da Trols Kløvedal var den første ikke-kineser, der sejlede så langt op af Yangtzefloden – og det for kun 15 år siden. Det handler også om Danmarks mangeårige gode forbindelse med Kina – og om Troels Kløvedals nej til at tage en ph.d.

Han sagde dog ikke nej til at deltage i hofballerne, som han beskriver som at træde lige ind i Danmarkshistorien, og så taler han også om samtalerne med Dronningen, der er født i København nogenlunde samtidig med ham selv – og som derfor lytter til den samme tromme i erindringsdybet, som det så psykologisk beskrives af manden, der indenfor de seneste år har modtaget både Dannebrogsordenen – og ALS-diagnosen, så også sidst i livet møder han både lys og mørke i det store format.

Men vi hører også om en barndom, der indimellem var lykkelig, men også var meget omskiftelig, om det nødvendige oprør mod autoriteterne, og hvorfor Kronborg blev et symbol på frihed – og så selvfølgelig om kærlighed, erotik, kvinder og børn. Om hippietid, demonstrationer, militærfornægter-tiden og de andre politiske manifestationer.

En person, der nærmest står lysende op fra bogen, er hans ungdoms bedste ven Hermann, som døde i en trafikulykke for 30 år siden, og som delte ud af sit overskud til den unge Troels. Om hans død skriver Troels Kløvedal: ”Der dannede sig en sten i mig, som aldrig har forladt mig”.

Lige dér er vi tæt på hans hemmelige sted, men der er mange flere historier, der skal fortælles, så vi hører også om kollektivet Maos lyst og venskabet med Ebbe Kløvedal Reich, om film, musik, teater, højskole, tv, revy, forfatterskab, foredrag, kongelige og kendte mennesker og ikke kendte – men stadig store personligheder, som har præget dansk kulturliv. Et kalejdoskop af oplevelser, store og spændende fra hele verden – så mange at det er oplagt at tænke, at der skulle 20 menneskeliv til at opleve det hele – men ikke når vi taler Troels Kløvedal, så kan det nås på mindre end otte årtier.

Som læser ville man gerne have endnu mere fortalt i dybden, for Troels Kløvedal skriver så levende og godt, men da bogen allerede fylder 448 sider, så ville det have været for meget forlangt at ønske mere. Undertegnede kan blot opfordre til at begynde at læse andre bøger af Troels Kløvedal, hvis ikke man allerede gør det.

For både i de tidligere bøger og i denne får man som læser en god portion kultur, historie og den der almene dannelse, som er så efterspurgt og behøvet i vor tid, men som man ikke kan google sig til eller tilkøbe i en app, men som kræver, at man rent faktisk læser bøger, går på museer, hører musik, lever livet og taler med mennesker – som Troels Kløvedal har gjort det.

Og som han skriver om, så man kan se det hele for sig, ja nærmest mærke havsprøjtet og lysten til at hoppe på hovedet i havet en skøn morgen, mens båden ligger for anker derude på bølgerne.

Der er i bogen også de skønneste fotos – men de bedste og mest levende billeder er alligevel dem, som Troels Kløvedal tegner selv med hans sprudlende fortælleglæde og sprog.

For livet og havet og eventyret er derude – lige til at bruge for os alle sammen. Og måske især efter regel nr. 3 i skibskollektivet: I tilfælde af uenighed, skal den, der har lyst til at sejle længst væk, have ret!

Det er en god leveregel – også når man selv er i tvivl, og diskuterer med sig selv, om man nu tør.

Danmarksbloggen giver seks store skibe ud af seks mulige for en fantastisk bog, som blev lukket med et taknemmeligt smil og en lille tåre i øjenkrogen. For det er en af Danmarks største sønner, der nu er ved at gøre klar til at gå fra borde.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Noget om helte”

I går aftes var der premiere på ”Noget om helte” på Nørrebro Teater, der selvfølgelig handler om Halfdan Rasmussens udødelige ord.

Halfdan Rasmussens tosserier og rim er elskede af flere generationer af danskere, der som små nyder at høre dem, senere selv at læse dem – og endelig læse dem op for egne børn og til sidst måske endda for børnebørnene.

Det siger sig selv, at ordene og især ordenes lyde er det centrale i Halfdans Rasmussens digtning, der også omfatter meget andet end tosserierne, men det er tosserierne, som vi får i forestillingen, hvor der selvfølgelig siges ord – og synges ord, både solo og af Nørrebro Teaters dygtige Folkekor.

Men på en eller anden måde er det alligevel i langt højere grad billedliggørelsen og kropsliggørelsen af Halfdan Rasmussens tosserier og digte, der folder sig ud på scenen i et set-up, der med sit grøn-hvid-stribede sommertelt mindede om en sommerdag på stranden i Hornbæk, hvor digteren boede.

Men der er også både revy, vaudeville – og cirkus over forestillingen, og ikke kun på grund af den røde næse og et fantastisk nummer med vimpel, som det hedder indenfor den rytmiske sportsgymnastik.

For som i tosserierne får vi det hele – også poesien, sneen og glitteret, og flere forskellige stadier og sindsstemninger i Halfdan Rasmussens liv, der på den ene side går frem, men også bevæger sig rundt i cirkler på den drejelige del af scenen. Præcis som hverdagen gør hos os alle – fra fødsel over forelskelse, forlovelse – og måske forgiftelse – og til den død, som er livets vilkår.

Ja, vi får endda fire forskellige Halfdan Rasmussen´er – eller skulle man måske sige fire forskellige sider af digteren – groft skulptureret over de fire temperamenter kendt allerede fra oldtiden: Det sangvinske og optimistiske, det melankolske og alvorlige, det koleriske og heftige – og endelig det flegmatiske og sindige.

Om virkelighedens Halfdan Rasmussen så havde ét dominerende temperament, ligesom de gamle grækere mente, at alle mennesker havde det, skal være usagt her.

For på scenen fik de fire skuespillere, Stine Stengade, Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup og Albert Stein Ankerstjerne, heldigvis lige meget plads til at fylde deres rolle ud og vise hver deres talent. Og det er godt, for de er fire meget forskellige skuespillere, hvilket er en stor fordel, når de skal gestalte fire forskellige sider af det samme menneske. Deres helt ens tøj var i den sammenhæng et genialt træk.

Det er Johan Sarauws debut som instruktør, og han formår som et andet disruptions-præget-halfdansk barn at tegne på scenen til Halfdans tosserier, der nok er gakkede og skøre, men som også indimellem rummer store eksistentielle spørgsmål til både os selv og verden.

Danmarksbloggen noterede sig, at publikum ofte brød ud i latter, når komik, mimik og bevægelse gik i ét med tosserierne.

Nævnes skal også, at det er Adi Zukanovic, der har komponeret ny musik – samt at Ida Nørby spillede på cello, mens Mads Forsby stod for percussion.

Danmarksbloggen giver ”Noget om helte” fire tosserier ud af seks mulige. For livet er stadig en morgengave – og sjælen er stadig et pilgrimskor, og lige nu kan meget af det ikke kun høres, men også og især SES på Nørrebro Teater.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 14. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: Labans jul

DR2´s voksenjulekalender 2017 ”Labans jul” pakker ikke noget ind. Det er alt sammen skåret ud i tommetykke bidder, så vi ikke er tvivl:

Den gamle og ærlige nisse, der spiser klejner, elsker teatret, børn – og som tror på magien og forvandlingen fra menneske til nisse – og som kalder arbejdspladsen, som han holder meget af, ved dets rigtige navn: Rødovre Centrum.

Og så den nye og noget mere vidtløftige nisse, der elsker sig selv, at føre sig frem og som lever mest på overfladen og på de sociale medier og Youtube – og som kalder arbejdspladsen, som han ringeagter, Rødovre Centret.

Dertil en flok omgivelser, der fra chefen til pigen i informationen elsker den nye nisse og hans smartness, som de falder pladask for – og slet ikke kan gennemskue.

Det kunne næsten være for meget, hvis ikke det var fordi, at det er så tæt på virkeligheden mange steder, at det gør ondt i maven at se DR2´s voksenjulekalender. For ja, de fleste mennesker er til fals for tomme komplimenter og dumsmarte ord og begreber, især når de kommer fra en, som allerede er kendt fra fjernsynet eller andre medier.

Set fra meta-planet handler det om et af tidens modeord og modebegreber: Disruption og det deraf følgende fokus på kvantitet fremfor kvalitet og substans. Om at vi lever i en tid, der hylder glimmeret og overfladen – og ikke lader tilbage for i denne serie at udsætte selv den hæderkronede ”Højt fra træets grønne top” for moderne rytmer, så den bliver totalt mishandlet.

Men det er ikke kun nisserne, juleglæden og julesangene, som vi udsætter for overgreb og disruption. Det er samfundet, fællesskabet, solidariteten og kvaliteten, der må lide under den konstante trang til nyt-på-grund-af-at-det-er-nyt. Og desværre sker det på en måde, så det rent faktisk at kunne noget og være dygtig uden betænkninger smides væk i jagten på likes og følgere på de sociale medier.

Så  DR2 har ret, når de kalder årets julekalender for en juletragedie …

Danmarksbloggen giver fem ud af seks nissehuer og håber, at vi bliver bedre til at gennemskue den virkelige verdens nye nisser, for de findes derude i stort tal – både indenfor medier, politik og mange andre brancher.

Det er Peter Frödin, der spiller den gamle nisse Laban, mens Martin Høgsted er den nye nisse. Nikolaj Steen har instrueret. Julekalenderen vises kl. 21 på DR2 om søndagen, men kan også streames via DR´s hjemmeside.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: LIVA

Det haster med det kys, den kommer før du tror, den drømmeløse søvn, synger Ellen Hillingsø, der gestalter Liva Weel i Folketeatrets forestilling ”Liva”.

En forestilling, der starter dramatisk med Liva Weels død – og så spoler tilbage i et rørende, morsomt, dramatisk, levende og intenst forløb, hvor vi får hele fru Weels liv vist – præcis så godt, skidt, triumferende og nedslående, som det var med alt – også misbruget – inkluderet.

For inden det blev politisk alvor under besættelsen, var der mange år med fest, farver, musik, erotik – og et moderskab, som Liva nok ville have, men ikke bruge mere tid på end mændene gjorde på faderskabet.

Fru Weel ville nemlig først og mest sit arbejde – for deroppe på scenen dér levede og åndede hun. Og det samme gør Ellen Hillingsø med både stemme, mimik og vidt spredte ben i et set-up, der emmer af mellemkrigstiden – også på grund af det virtuose klaverspil fra Jens Krøyer, der fra sin plads som klaverbokser forestillingen igennem er vores allesammens trofaste følgesvend.

Det var musikken også for hele Danmarks Liva, som hun vitterligen var, når hun sang viser som ”Tag og kys det hele fra mig”, ”Jeg gi´r mit humør en gang lak”, ”Et lille kys eller to” og alle de andre sange om kærligheden og livet. Men som alle superstjerner oplevede Liva også tomheden, når lysene blev slukket, og hun var alt for god til at skubbe dem, der elskede hende, fra sig i en evig jagt på anerkendelsen, kærligheden – og den frihed, som hun så gerne ville eje, men måske aldrig forstod er såre flygtig.

For frihed og frigørelse er ikke en konstant bevægelse, der kun går opad. Det er måske mere en stille strøm, som den varme og medlevenhed, der også løb gennem hele forestillingen, og som fik sit smukkeste udtryk, da Birgitte Raaberg, som blandt andet spiller Ella Heiberg, men også andre roller, sang ”Sig de ord, du ved”.

Dér trillede de største tårer hos mig, og de ord tog ikke kun mig, men også min ledsager, en 16-årig gymnasieelev, om hjertet.

Et ungt menneske, som kun sporadisk kendte til PH og Liva Weel i forvejen, men som alligevel konkluderede efter tæppefald – og med et alvorligt udtryk i ansigtet: De viser dér, de er gode – dem mangler vi i vor tid og i min generation.

På vejen hjem var hun også meget stille – og hun fiskede endda ikke engang mobilen frem. Der er vist sået et frø, som passer godt sammen med hendes drøm om at blive dramaturg eller/og manuskriptforfatter.

Vi andre glemmer heller ikke forestillingen, hvor vi selvfølgelig også fik ”Glemmer du” – sunget af Karsten Jansfort, der også spillede flere roller, blandt andet den som Livas anden mand, der som en anden svinedreng kommer ind med en rød rose og kærligheden. Men som sendes væk igen af en revydronning, der forstod sig mere på skyggespil end på hengivenhed, men som også så skarpt, som da hun til sin første mand siger: Vi giver ikke hinanden plads, vi tager al den plads, som vi kan.

Selv gav Liva Weel aldrig op, men forblev livet igennem tro mod sin følsomme natur og stærke drømme, hvad Ellen Hillingsø også så fint formidler. For man kan hos en af dansk teaters nuværende femme fataler mærke Liva Weels væsenskerne og behov for et menneske, som hun kunne spille bold med.

Ham fandt fru Weel i PH, som hun føler en vis attraktion mod i forestillingen. Om det holder historisk er ret usikkert, men det er sagen underordnet. Samarbejdet mellem de to – og mellem en som altid blændende god Henrik Koefoed (han kan det hele på en scene, både teknisk, dramatisk, musikalsk og humoristisk) og den tidligere roste Ellen Hillingsø – er det essentielle.

Det, der gjorde, at Liva Weels første mand tog fejl, da han sagde, at han ville blive husket langt længere end hende. Men hvem kender Arne Weel i dag?

Det er Liva Weel, vi kender og elsker – og så PH, der skrev den ikoniske vise ”Man binder os på mund og hånd”, og sagde til Liva: Gå ud og giv dem den lige i smasken. Og det gjorde hun – og den blev sunget under stor bevægelse, både dengang – og nu på scenen. Det er så også her, at vi finder forestillingens eneste deciderede fejl, for nej, hverken den oprindelige eller den reviderede version blev skrevet i fællesskab. Visen er alene PH´s værk, men det var Liva Weel, der sang den.

Men det er en lille ting, som ikke betyder noget for en forestilling, der er meget gribende, og ikke kun på grund af de smukke viser, der som perler stråler igennem hele forestillingen, fremført på fire meget forskellige måder af fire meget forskellige skuespillere, men som alle ligger lige dér i krydsfeltet mellem det stærke og det sarte, og mellem fortid – og nutid.

For der er et sted, hvor Henrik Koefoed låner krop og stemme til PH´s kloge ord om retssikkerheden som det første skred i vejen mod diktatur og krig, om demokrati, nationalisme, angst, navlebeskuenhed – og hvorfor man ser sit land og dets særpræg bedst, når man ser det udefra. Lige dér gik der en engel gennem teaterrummet – for de ord kunne ligeså godt være skrevet i 2017. Og det vidste vi alle sammen, som sad dér på de røde stole på Hippodromen.

Så der var vi oppe i vores nutid – inden vi igen gled tilbage til fru Weels liv og en afslutning, der var fuld af både smerte, desillusion og ensomhed. Vi får også to af de største viser tilsidst. Viser som måske mere end nogen andre handler om, hvad livet drejer sig om, nemlig ”Nå” og ”I dit korte liv”.

For PH´s ord om livet, dette korte liv, gælder stadigvæk: Enkel er din skæbnes smukke lov, hvert atom forlanger, du skal leve. Dét gjorde Liva i sin tid – og det gjorde alle fem i Folketeatrets forestilling ”Liva”. Der bliver levet og spillet og sunget og elsket – stærkt og intenst og med en nerve, så selv fru Weel ville have hævet glasset og sagt: Godt gået. Skal vi ikke nappe en lille én mere?

Danmarksbloggen giver seks store, røde kys ud af seks mulige til en forestilling, der er et lille mesterværk.

Den spiller på Folketeatret i Nørregade indtil 22. december – og drager så på turné til foråret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Stormkragen

Hvis man er til lange historiske romaner, hvor der er fyret godt op for både familiehistorien, de mellemmenneskelige relationer, konflikterne og ikke mindst actionen i ordets bedste betydning, så skal man læse den 477 siders lange bog ”Stormkragen”, som er skrevet af John Toft.

For her får man det hele i stride strømme – og mere til. Den historiske roman er velskreven, billedsproget er levende, og det er let at forestille sig Hagen – både som lille hittebarn og som gammel mand med rigdom, ære og styrke – og på færden derimellem, som fører ham og hans fosterbror til Danmark for at tage kampen om Danmarks trone op med tronraneren.

En trone, som Haralds far Gorm ser som hans klare ret – og som han derfor er klar til at kæmpe for – hele vejen.

Men inden kommer vi på en lang og begivenhedsrig rejse rundt i et Nordeuropa, der på dét tidspunkt i historien befinder sig i en brydningstid, hvor en ny religion – kristendommen – går sin sejrsgang, mens den gamle asatro er på vej ud. Det her er dog ikke en roman om religion, selvom en munk spiller en afgørende rolle for Hagen og hans liv – og på mere end én måde.

For Hagen er ved at dø på kamppladsen, og kun en urtekyndig munk er årsag til, at han kan ”nøjes” med at miste den ene arm. Dette ”lille kødsår”, som Monty Python nok ville sige det, er heller ikke nok til at slå vikingekrigeren Hagen ud. Han fortsætter kampen om ære og rigdomme – heldigvis for både hans egen og bogens skyld.

For det her er en spændende historie om magt og kongerige, om dengang hvor styrke var lig både fysisk kraft, mentalt overskud og økonomisk rigdom.

En historie, som forfatteren skriver, er baseret på historiske fakta.

Forfatteren John Toft hævder nemlig, at bogen bygger på en tredjedel af nogle historiske optegnelser af den tyske biskop Thietmar af Merseburg, som skal have mødt Hagen, da denne er blevet gammel, men stadig har sin fulde styrke i behold – og gavmildt overrækker klosteret, hvor han og hans følge skal bo, en tyk guldring som betaling.

Disse optegnelser skal således befinde sig i privateje i en af de gamle byer i Østeuropa hos en unavngiven ven af forfatteren, som efter eget udsagn kun har fået lov til at læse netop en tredjedel – indtil videre. Der er derfor også lagt i kakkelovnen til to bøger mere, hvis man skal følge logikken.

Danmarksbloggen kan ikke helt gennemskue, om det med det gamle manuskript bare er en del af historien – eller om forfatteren mener det alvorligt. Men skal noget valideres historisk, så må man have fagfolk til at se på manuskriptet. For papir er taknemmeligt – og det samme er rygter.

Men sikkert er i hvert fald, at historien er god – uanset hvad. Så læs den endelig.

Danmarksbloggen giver ”Stormkragen” fire sværd ud af seks mulige som dem den tids mennesker kunne svinge, som var det en fiskestang.

Det er Valeta, der udgiver.

Som bonusinfo kan Danmarksbloggen så også oplyse, at Thietmar af Merseburg vitterlig har eksisteret. Han var en tysk biskop og historieskriver, der i sine sidste leveår skrev en krønike om 900-tallets saksiske fyrster, hvori han blandt andet omtaler den tyske kristne mission blandt de asatro danere.

Det er således Thietmar, der har skrevet om vikingeblótet i Lejre, hvor man hvert niende år i januar ofrede 99 mennesker og ligeså mange heste samt hunde, haner og høge for at beskytte sig mod underverdenens magter og sone sine forbrydelser. Selvom historien om blótet i Lejre kun er genfortalt af den tyske biskop, er der store paralleller til de oplysninger, som en anden krønikeskriver Adam af Bremen giver om vikingeblótet i Uppsala i Sverige.

Men bare fordi den del med blótet holder, så kan man ikke slutte noget om Hagens eksistens eller andre begivenheder, der ikke er nævnt i andre kilder end denne hemmelige. Man kan derfor med sikkerhed kun slå fast, at Thietmar – som kristen biskop – havde en absolut interesse i at udbrede kristendommen og dermed også den kristne kirkes magt til Danmark.

En kristendom som Harald Blåtand har fået æren for at indføre i Danmark, selvom alt tyder på, at den har været her – i hvert fald delvis og sporadisk – siden engang i 700-tallet. Det skal man så ikke lægge så meget i, for de asatroende vikinger havde ikke problemer med andre religioner. Der var altid plads til en gud mere, både rundt om langbordet og når man blótede, og det gjaldt også Hvide Krist.

Vikinger kunne således sagtens bære både Thorshammer og det kristne kors på samme tid – ligesom at der også stod Allah på svenske vikingers tøj. Formentlig fordi de har syntes, at det så godt ud. Også jødiske skikke blev mødt med stor åbenhed.

Så rummelig var kristendommen ikke – og den danske kongeslægt blev kristen med Harald Blåtand, der lod sine ellers for længst døde og vikingebegravede forældre genbegrave i den kristne kirke, som han fik opført i Jelling.

For herfra skulle det iflg. Harald handle om Gud, Søn og Helligånd, hvad også biskop Thietmar har ment.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk