Anmeldelse: Familien Löwander

Danmarksbloggen skriver om Danmark, og anmelder derfor også i sagens natur dansk kunst og kultur – men ingen regler uden undtagelser.

For et decideret stykke tv-kunst ramte skærmen i lørdags – og blev genudsendt i går søndag, men kan heldigvis også ses på DR´s hjemmeside. Det handler om det svenske tv-drama, der på dansk hedder “Familien Löwander”, men som på svensk hedder “Vår tid är nu”.

Egentlig også en bedre titel, for det handler ikke kun om familien Löwander, selvom meget af handlingen udspiller sig i deres fine ejendom på en af Stockholms bedste adresser, hvor de har den dyre restaurant “Djurgårdskällaren” i kælderen og stuen, mens de selv bor ovenpå.

Serien starter ved 2. verdenskrigs afslutning, hvor datteren Nina møder køkkendrengen Calle midt i det jublende menneskehav på Kungsgatan i den svenske hovedstad uden at vide, at han er på vej til første arbejdsdag i hendes families restaurant. De to unge kysser hinanden – og ja, der kommer selvsagt en kærlighed-på-tværs-af-de-sociale-skel-historie ud af dét møde.

En historie, der skildres fint og følsomt, men som heldigvis ikke står alene, for så ville det være banalt. Men det er serien ikke. Den er åndeløs spændende og oplysende – og nej, man behøver ikke at kende til hverken Stockholm eller svensk historie for at følge med.

Man får det hele serveret på den mest underholdende måde, og bare i de to første afsnit kommer der udover oplagte emner som kampe og konflikter mellem generationerne og klasserne også temaer som svenskernes forhold til tyskerne under krigen, sortbørshandel, kz-lejre, anbragte børn, ensomhed, omsorg, arbejdsmarked, fattigdom og meget andet. Alt sammen skildret realistisk og med en nerve, der tør at gå dybt.

RIGTIG dybt som når den ene søns franske veninde, der har siddet i kz-lejr, beskriver, hvordan hun og de andre fanger vidste, hvem der snart skulle dø. For så lignede de en hare i ansigtet – tænderne stak ud – og de lugtede af benzin. 

Det er Matador og Downton Abbey. Matador fordi personerne skildres skarpt og præcist – og med få virkemidler, og Downton Abbey fordi der er tænkt over alt med tøj, møbler og stil, så det holder ned i detaljen.

Men serien er også helt sin egen – og sine steder bedre end de to andre – fordi den netop tør at gå så dybt, at man kan mærke det fysisk.

“Familien Löwander” er produceret i 20 afsnit, hvor 10 vises i år – og 10 næste år – altså i Sverige. I Danmark får vi to afsnit af gangen, således så det er to timers fjernsyn hver gang, hvor man kan følge skæbnerne gennem de årtier, hvor de sociale skel blev udvisket i Sverige, og folkhemmet blev bygget.

Det er en udvikling, som vi også til dels havde i Danmark, hvor mange af kampene og konflikterne var de samme, så også derfor giver det mening for en blog om Danmarksbloggen at anmelde dette fantastiske stykke svensk tv-drama.

Danmarksbloggen glæder sig allerede til på lørdag – og giver “Vår tid är nu”/”Familien Löwander” seks store svenske flag ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Pigen ingen vidste var”

Hvis man ønsker sig en bog, som man kan kravle ned under tæppet på sofaen med, mens efterårsmørket står rugende udenfor ruderne – og man vel og mærke kan lide lange forviklingsromaner fuld af spænding, der også udfordrer ens tro på menneskene og menneskeheden – så er ”Pigen ingen vidste var” et godt bud.

Bogen er på næsten 400 sider, og er fuld af såvel forviklinger, bedrag, følelser, drømme, bristede illusioner – og hvad livet og samfundet ellers handler om.

Nu skal handlingen ikke afsløres her, men der trækkes pænt på mange temaer fra nutidens film og tv-serier, hvor spænding og psykologiske spil sammen med magtens kringlede veje tegner billedet.

En serie som Netflix´s “Stranger Things” er det fx på mange måder oplagt at sammenligne denne bog med.

Og som mange kulturelle produkter i vor tid – også “Stranger Things” foregår bogen i USA – dog ikke i vor tid, men for næsten 50 år siden i hippietiden, altså også tidligere end Netflix´s hitserie.

Der er dog ikke meget flower-power over hverken personer eller handling – ej heller fri kærlighed, men til gengæld rigeligt med eksperimenter, om end de er af en lidt anden slags end dem, som skete på universiteternes græsplænerne, når de unge mødtes over lidt sjov tobak til såkaldte love-ins.

For pigen Ana – som er hovedpersonen i et hemmeligt adfærdseksperiment, og som ingen rigtig kender (man kommer igen til at tænke på “Stranger Things” og pigen Eleven) – forsvinder, og professor Noah Hobbs er ikke glad. Hans livsprojekt er nemlig dermed truet – af ingen ringere end hans søn Bradley. For der er ikke kun den unge generation, som det handler om – eller jo, det er det måske, men det er i hvert fald ikke dem, som trækker i trådene, og så siger undertegnede ikke mere.

Læs selv handlingen – og når du gør det, så forstår du, hvorfor bogen må foregå i USA, selvom det egentlig også er lidt synd. For personerne og interaktionerne mellem dem er så klart mere danske end de er amerikanske, og det er helt naturligt.

For det er mere end svært at sætte ind i andre nationaliteters tankegange og måder at opfatte verden på, selvom de to forfattere gør et bravt forsøg. Men der bliver simpelthen bare lagret noget på harddisken, som er så umiskendeligt dansk, når man bor og vokser op her i det lille land mod nord – præcis som der gør det alle andre steder i verden. Vi rundes af den virkelighed, som vi vokser op i – på godt og ondt.

Det mærkes også tydeligt i bogen, at den ene forfatter Lars Wissing er filmklipper, men det er så en fordel i en visuel tid. For bogen er stærk i sine billedmæssige beskrivelser, der netop er meget filmiske.

Den anden forfatter Mikkel Winther arbejder med forretningsudvikling, og det afspejles måske ikke ligeså direkte i bogen, men alligevel fornemmer man det, når steder, roller og interaktioner beskrives.

Næsten 400 sider er dog mange, og bogen vil også meget – og kan meget. Men nogle gange er less more, hvad de to forfattere uden tvivl også ved, når man kigger på deres tidligere meriter som henholdsvis klipper af nogle af tidens bedste tv-serier og film – og som marketingschef hos delebilstjenesten Go More.

Danmarksbloggen giver tre ud af seks sommerfugle, men havde gladeligt givet fire, hvis slutningen havde stået mere klar.

For nok er åbne slutninger populære, men når en bog rummer så mange lag og så mange muligheder som ”Pigen ingen vidste var”, så vil man som læser gerne have en bastant afslutning, så man ikke er det mindste i tvivl om noget eller om nogens skæbne.

Det hænger måske også sammen med verden af i dag, som er mere åben og uafklaret end den har været i mange år, så når vi læser, vil vi vide, hvad der sker – og modsat en tv-serie, så behøver vi ikke en cliffhanger.

Vi vil have det afklaret – og det er en fordel, især når bogen handler om perspektiver og eksperimenter med mennesker, som måske også kunne foregå i vores tid og i vores land. For når den tanke sætter sig fast, så bliver bogens fine spænding mere end bare en behagelig krillen i maven i efterårsmørket.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Stikker” og “Panzer”

I dag er det 74 år siden, at de danske jøder blev reddet og sejlet til Sverige.

I den anledning vil Danmarksbloggen anmelde to bøger, som for nylig blev udgivet i 8. oplag: Steen Langstrups ”Stikker” og ”Panzer”, der foregår i krigens sidste hektiske måneder, hvor sabotagen, likvideringerne og clearingmordene tog til, mens det danske politi var sendt i tyske lejre, og den offentlige orden blev varetaget af besættelsesmagten og deres danske håndlangere. Det var med andre ord en hård og ganske lovløs tid, som vi stadig meget gerne læser om.

De fleste danskere dengang puttede sig bag mørklægningsgardinerne og tænkte bare på at klare sig igennem, for på det tidspunkt, hvor bøgerne foregår (november 1944 og april 1945) vidste alle, hvordan krigen ville ende. Spørgsmålet var blot, om russerne eller de allierede kom først, hvornår det skete og med hvilke omkostninger for både den enkelte og landet.

Omkostningerne for Danmark, der blev kaldt Hitlers kanariefugl, var sammenlignet med de fleste andre europæiske lande såre små. Vores land var stort set intakt og ikke sønderbombet som store dele af resten af Europa. Vi havde som bekendt også samarbejdet med Hitler indtil 1943, og kun modstandsbevægelsens indsats og ikke mindst det at vi som det eneste europæiske land for alvor hjalp jøderne sikrede os en plads på de allieredes side.

Sådan lyder den kendte historie om besættelsen, og den holder også i store træk. Det er så også en beretning, der kalder på helte og på stor dåd – og de har også været der.

Men modstandsbevægelsen var også andet og mere, som Steen Langstrup så præcist beskriver det i de to bøger ”Stikker” og ”Panzer”, hvor de klassiske historier fra 2. verdenskrig i stedet for heltekvad om modige unge mennesker, der kæmpede selvom de var bange, bliver rammer om datidens storpolitiske og grimme spil om magt og penge – og ikke mindst almen-menneskelige fortællinger om ensomhed, vrede, længsel, sex, penge, generationskløfter, utroskab, vold, alkohol, depression og hvad der ellers fandtes – og findes.

For uanset om det er en rig fabrikantsøn, en prostitueret, en ung mand fra datidens slum, en præst eller en politimand, som er de fem, der danner en modstandsgruppe og hovedperson-galleriet i den første bog ”Stikker”, så prøver de bare at finde en vej i livet, en plads i samfundet, og dermed er de ikke anderledes end os, der lever nu.

Vores håb, drømme, fejl og valg er de samme som deres.

Og det samme gælder i ”Panzer”, hvor næsten alle trådene fra ”Stikker” samles. Der er en enkelt løs tråd, hvor man selv må vurdere, om det bliver en happy ending eller ikke – eller måske en grå, for tilværelsen fås stort set kun i forskellige grå nuancer, hvad der slås fast mange gange i ”Panzer”.

Virkeligheden er nemlig sjældent sort og hvid, og helte er en raritet. Svigt – også og måske især fra og mod dem som man holder allermest af – er derimod en fast ledsager i tilværelsen, så nej, man bliver ikke opmuntret af at læse Steen Langstrups to bøger om besættelsen.

Men man bliver på en mærkelig måde alligevel opstemt af ”Stikker” og ”Panzer”, fordi man erfarer, at det glitrende billede af både den tids modstandsfolk og samfundsstøtter – og vor tids idealer om vores samfund – ikke holder til et reality-tjek.

Så ja, mørket er massivt i bøgerne, og de er også fulde af lort, blod og tårer – præcis som livet er det. Men livet er alt, vi har, og det er trods alt bedre end alternativet … døden, som der selvsagt findes en del af i de to bøger.

Handlingen hænger i øvrigt sammen i de to bøger, så det vil være umuligt at skrive om persongalleriet i bog to uden at røbe slutningen i bog et, og det du´r jo ikke.

Men Danmarksbloggen kan slå fast, at persongalleriet i ”Panzer” er ligeså favnende og realistisk som i ”Stikker”, og at det i begge bøger handler om etik og moral. Om de valg, som vi kan træffe – og om de ting, som vi bare er nødt til at gøre, fordi vi er rundet af både vores tid og vores baggrund – og det, som vi fik eller måske især ikke-fik med hjemmefra.

Danmarksbloggen kan også uden at fortælle for meget røbe, at vi i ”Panzer” kommer ind bagom en enkelt tysker, der sidder med de samme tanker, som enhver anden ville. For hos Steen Langstrup er alle mennesker, også en nazist, der har et foto af ham selv og Himmler stående på kontoret.

Steen Langstrup skriver også – som altid – flydende og med en god fornemmelse for de små ting, der tegner personer og stemninger.

Spændende er det også at læse om muligheden af eksistensen af en nazistisk flugtrute gennem Danmark, som kunne have været benyttet efter krigen, samt om det såkaldte Varulvenet, som skulle have lavet modterror efter krigen – og endelig om det møde, som efter sigende fandt sted mellem modstandsbevægelsen, tyskerne og repræsentanter for det gamle Danmark (politikere og kongehus) for at sikre, at Danmark ikke blev kommunistisk efter Tysklands sammenbrud.

For i Danmark har vi altid snoet os – som flere af personerne i de to bøger også gør det, så hvem ved, hvad der i virkeligheden er foregået bag mørklægningsgardinerne? Gad vide om der findes noget i nogle af de arkiver, der endnu er lukkede? Det må være guf for en historiker.

Danmarksbloggen giver Steen Langstrups “Stikker” og “Panzer”  fem ud af seks stenguns, som dem modstandsbevægelsen ofte selv måtte flikke sammen for at have noget at skyde med.

For nok blev der kastet våben ned, men mange af dem gik til såkaldte ventegrupper, der først skulle i aktion, hvis noget gik galt efter freden. Det skete så ikke.

Til gengæld blev der skabt en tradition, som er fortsat med hjemmeværnet, hvor mænd kan skyde med våben uden at det rigtig betyder noget. En meget dansk måde at lege krig på, som først er blevet udfordret i de seneste årtier, hvor det er blevet blodig alvor i Irak og Afghanistan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Til (ingen verdens) nytte”

Du kender dem sikkert godt, de der feel-good-film, som man ser siddende i sofaen, pakket ind i et tæppe og med et varmt krus te i hånden. De film ender altid godt, og er – uanset konflikten – i reglen ret ligegyldige og derfor også glemte to minutter efter.

I modsætning til dem står så et teaterstykke som ”Til (ingen verdens) nytte”, der spiller på Folketeatret i København, og er hvad Danmarksbloggen vil kalde feel-bad-teater.

For her ender det skidt, og konflikterne står opstillet på rad og række, mens modgangen og nedturen bare fortsætter og fortsætter for vores hovedperson, den arbejdsløse Berit. Og der foregår ikke på noget tidspunkt noget, som ikke betyder noget for både stykket – og for os, der kigger på – ja, for hele samfundet.

”Til (ingen verdens) nytte” er et af de sjældne teaterstykker, der bliver siddende i sindet i lang tid, og ikke kun pga. skuespillet, selvom det er eminent ned til mindste betoning og mindste bevægelse i et samspil, der emmer af gode dialoger og malende billeder.

Men også fordi der hos publikum var en reaktion, som Danmarksbloggen ellers kun har oplevet i børneteatrene, når det, der sker på scenen, er så spændende, at de små BARE MÅ SIGE NOGET.

Sådan var det også her, hvor mange blandt publikum og især de ældre hviskede mere end ofte til hinanden i løbet af forestillingens to akter. I pausen kunne man også høre, hvordan det fløj med parallelle historier fra publikums liv, som matchede det, der skete på scenen – både når det kom til nedskæringer, grimme måder af få effektive virksomheder til at virke forældede på, møder med en umenneskelig a-kasse, ligegyldige aktiveringskurser, voksne børn der ikke gider deres forældre, men heller ikke under de gamle lidt lækkerier til at forsøde livets aften.

Men det, som især satte sig hos mig, skete, da stykket var slut, og de fleste havde pakket sammen og var gået. Jeg var også på vej, da jeg opdagede to kvinder, som stadig sad på deres stole, mens tårerne løb ned af deres kinder, og de blev ved med at sige til hinanden: ”Det er lige sådan, det er”.

Jeg måtte synke en stor klump, og det var med våde øjne og en knugen i maven, at jeg gik hjem, mens jeg tænkte på H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen”, hvor den lille fugl siger, at den har set tårer i øjnene på en kejser, og at det er den slags juveler, der gør et sangerhjerte godt.

Hvis det også gælder skuespillere, så vil Danmarksbloggen gerne oplyse d´damer Pia Rosenbaum og Lisbeth Wulff samt d´herrer Finn Nielsen og Jacob Lohmann om, at det flød med ædelstene i søndags på Hippodromen – også efter tæppefald.

For ”Til (ingen verdens) nytte”er det måske mest relevante teaterstykke på den danske teaterscene i sæsonen 2017-18.

Det viser, ja det udstiller uden nåde vor tid og vor samfunds umenneskelighed og fokus på præstation. En uskik der betyder, at stress er en sygdom, og at mennesker begår selvmord, fordi de føler sig uduelige, og ikke får lov til at gøre nytte og være med i et samfund, hvor der kun er plads til de stærke og de hurtige og de omstillingsparate – dem der kan altid på papirets syv sekunder, men ingenting når det kommer til stykket.

Og netop fordi det er virkeligheden og dens grimme væsen i en tid, hvor mennesket er reduceret til et produktions- og forbrugsdyr, der bare skal tage sig sammen, som det hedder, så behøver skuespillerne heller ikke hverken drejescener, larmende musik eller andet stort og dyrt.

Alt der kræves for at fortælle denne tragedie fra hverdagen er skuespillernes evne til at spille (og den er enorm), små effekter som fx en buket blomster, en kaffekande og en støvsuger – og så den bedste medspiller af dem alle sammen: Virkeligheden, der er så tæt på i denne forestilling, at man må spørge sig selv, om det er en dokumentar, der har forklædt sig som et teaterstykke. Eller et teaterstykke, der kunne – og burde –  bruges som en dokumentar, som alle med magt til at gøre noget anderledes ved de grundlæggende samfundsforhold skulle se.

For ”Til (ingen verdens) nytte” er en perle og et lille mesterværk, som er skrevet af den Reumert-vindende Thomas Markmann, der har brugt sin egen historie som forlæg – og han skåner ikke sig selv.

For han kaster et forklarende og forsonende slør over den frustrerede HR-chef Karina, der et eller andet sted gerne vil hjælpe Berit, der uden selv at kunne gøre hverken fra eller til kastes ud i tragedien. Og han beskriver med stor ømhed pensionisten Svend, der er modelleret over hans far, mens ham selv – som i stykket er sønnen og karrieremanden Lars – beskrives med stor hårdhed og først til sidst ser man en sprække ind i den stressede og fortravlede mand, der viser, at også sønnen rummer smerte og menneskelighed.

Det er så modigt skrevet – og så fint formidlet med både ord og kropssprog af de fire skuespillere, hvor det kun giver mening at fremhæve dem alle fire lige meget: Pia Rosenbaum, Lisbeth Wulff, Finn Nielsen og Jacob Lohmann.

For ligesom at Berit kan køreplanen udenad, så kan det nævnte firkløver også spille teater til ug og kryds og slange – eller skulle man sige at ”den på scenen stående biomasse udlever deres spidskompetancer med rettidig omhu for optimeringen af både et nutidigt afkast og et fremtidig sikring af videreudvikling af deres potentialer ” eller noget i den stil, som det på bullshit-manér måske kunne beskrives på moderne New Public Management-sprog og ideologi, hvor man fornægter, at nogen har magt – og andre ikke har, og prøver at bilde folk ind, at man kan opnå alt, bare man brænder for det, brænder igennem …

Men sådan er det ikke – vi kan kun noget i fællesskab, når vi tør – og vi får lov til at være med og gøre nytte. Hvad der sker, når vi ikke tør række hånden frem og give hinanden tillid og plads, bliver man smertelig bevidst om ved at se ”Til (ingen verdens) nytte”.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale alle at gå ind og se ”Til (ingen verdens) nytte”, som skal have seks ud af seks stjerner. For her skal der gives klassiske stjerner. Det er nemlig teaterkunst i dens reneste og mest ophøjede form, som indtil d. 21. oktober vises på Hippodromen på Folketeatret i København, hvorefter forestillingen drager på turné indtil 5. december.

Der må også meget gerne være en Reumert i det her – eller flere. Det vil være så fortjent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Herrens veje”

DR´s nye søndags-dramaserie ”Herrens veje” er spændende, fordi den tager livtag med den tro, som det kan være svært at tale om i Danmark. Mange danskere vil nemlig hellere fortælle om deres økonomi og sexliv end røbe noget om deres religion, hvad serien også indleder med at slå fast.

Serien er så ikke kun tro, men også utro mod vores tid.

Tro fordi den viser, hvordan følelser og selv-realisering er vigtigere end alt andet i vores egocentrerede tilværelse, og endda så meget, at det spænder ben for, at provsten, der spilles fænomenalt af Lars Mikkelsen, bliver biskop.

For ja, provster og præster og biskopper er også mennesker, der kan fejle og være i tvivl – men det vidste danskerne nu godt i forvejen.

Serien er så også ikke-tro mod tiden, fordi den tør insistere på at fortælle om netop religion og forkyndelse. For nok er der en stigende accept af, at mennesker erkender og vedkender sig deres tro. Men endnu er der i mange kredse – både på land og i by – en mistillid til alle, der åbent siger, at de tror på Gud.

”Herrens veje” åbner også op for mystik – og for en anden version af kristendommen end den evangelisk-lutherske, som den danske folkekirke hviler på, og som har sine store rødder hos Grundtvig, som i serien engang har boet hos provstens tip-tip-oldefar.

Det med mystikken viser sig for eksempel med den lille fugl rødhalsen, der ellers er død, men i slutningen af første del mirakuløst kommer levende op af jorden igen – og med kordegnen og kirketjeneren Svend, der minder om visse mænd fra de russisk-ortodokse kirker med en fortid, der i reglen intet har med tro at gøre, men som nu lever et liv med et øje for både troen i det nære og for det guddommelige mysterium i hverdagen. Det bliver meget spændende at se om – og hvordan – det tema foldes ud.

For deri ligger en enfoldig tilgang til det guddommelige, som er i strid modsætning til den naturvidenskabelige og kritiske holdning, som mange danskere – i hvert fald officielt – er tilhængere af.

Præcis som at det er interessant, om provsten bliver ved med at få flere oplevelser á la tilsynekomsten af det nyligt afdøde sognebarn. For netop begivenheder, der ikke er af denne verden, taler det folkekirkelige Danmark sjældent om og slet ikke på et konkret plan, men her tvinges provsten til at tage stilling.

Han kan ikke blot nøjes med at møde sognebørnene med bøn, salmer og forkyndelse, altså det som han har lært som teolog og på præsteseminariet – og derhjemme i den 250 år gamle præste-slægt.

Der er i “Herrens veje” så også de sædvanlige konflikter mellem mennesker, mellem køn og mellem generationer – men det er i grænselandet mellem tro og ikke-tro, at serien kan blive interessant. Her er der noget på spil – især når man i ligningen inddrager de andre religioner, der er kommet til Danmark i de seneste årtier. Samt hvordan vi, der er kristne, skal opfatte, leve og ikke mindst forkynde kristendommen, både til troende og ikke-troende.

Danmarksbloggen har i hvert fald ikke tænkt sig at gå glip af de kommende afsnit. For der er i første del lagt i kakkelovnen til noget, der kan give stof til både eftertanke og samtale. Men temaerne de næste søndage kan også udvikle sig til en omgang ligegyldig afliring af de argumenter og holdninger, som man finder i aviserne, hver gang troen og folkekirken er på tale – og i så fald bliver serien ligegyldig.

Dertil kommer, at Danmarksbloggen vurderer, at ”Herrens veje” simpelthen kræver for meget viden om tro og folkekirke til, at de fleste danskere kan få fuldt udbytte af den.

Tag fx scenen med det døende sognebarn, hvor de ord, som provsten og sognebarnet synger sammen, er: Og kan hans magt bevise … fra salmen ”Op af al den ting”. For med de ord bekræfter det døende sognebarn sin tro på den opstandne frelser, og når to sammen synger/siger at de tror, så er Jesus også tilstede og konfirmerer det skete. For som der står i Matthæus, kap 18, vers 20: For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem. Men hvor mange danskere er SÅ bibelstærke i 2017, at de kan knække dén nød? Næppe flertallet.

Scenen, hvor Lars Mikkelsen kravler op på trappestigen og kysser Kristusfiguren, minder også – bare med andre fortegn dog – om scener fra Netflix-serien ”House of Cards”, hvor Francis Underwood igen og igen krydser alle moralske grænser. Men hvor det giver mening, at et magtmenneske som Underwood ikke har nogen hæmninger, så vil Johannes Krogh, som provsten hedder, aldrig foretage sig den slags. Han kan drikke og være utro og sikkert en hel masse mere, men at kysse en Kristus-figur er der næppe en præst i Danmarks rige, der kunne finde på – i hvert fald ikke én i den af ordet bærende folkekirke.

Det er unødvendigt drama-gøgl, som seriens hovedforfatter Adam Price ikke har kunnet dy sig for at få med. Desværre, for der er rigeligt med kød på i forvejen i en serie, hvor ord selvsagt fylder meget, som de gør det i folkekirken, hvor prædikenen er det centrale i gudstjenesten. Det der med religiøse kys møder man derimod ikke i folkekirken, men ovre hos de ortodokse kristne og hos katolikkerne.

Danmarksbloggen giver derfor ”Herrens veje” fire ud af seks præstekraver, selvom Lars Mikkelsen leverer en præstation til seks præstegaver, og de andre i castet er oppe på fem præstekraver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Diktatoren”

Den, der sår vind, høster storm …

Årets orkansæson er en af værste nogensinde. Den ene ødelæggende orkan efter den anden drager ind over de caribiske øer, Cuba og det amerikanske fastland.

Men også politisk er hele verden i øjeblikket truet af storm, ja af altødelæggende atom-orkaner skabt af de magtmennesker kloden rundt, der for at få opfyldt deres egne ambitioner lyver og snyder, når de lover deres borgere alt muligt, som disse skruppelløse ledere aldrig har haft intentioner om at holde. Løfter som mennesker over hele jorden – og også i Danmark, for vores lokale andedams ledere er ikke bedre – alligevel vælger at tro på, måske i angst for det fremmede, måske i grådighedens navn om at få mere og i hvert fald beholde det, man allerede har.

Og midt i al denne verdens elendighed og dunkelhed, som ikke er set mere dyster siden 1930´erne, sætter Nørrebro Teater så Charles Chaplins ”Diktatoren” op, og det gøres absolut mesterligt i et tempofyldt og forrygende mix af klassisk teaterkunst, komedie på topniveau, fysiske udfoldelser der times perfekt – og så selvfølgelig stumfilmen og al dens væsen omsat til levende mennesker – og levende musik som for eksempel den gribende ”Smile” (fra Charles Chaplin-filmen ”Moderne tider”), der ligesom alle lydene fremføres fantastisk af Olivier Antunes, som ellers til daglig sidder bag klaveret i Elias Kirken på Vesterbro.

Apropos det kirkelige, så kommer forestillingens mest gribende ord – Den, der sår vind, høster storm – også fra Biblen, fra Hoseas bog i Det Gamle Testamente. Hoseas er ikke særligt kendt, men han er en af de såkaldte 12 små gammeltestamentlige profeter og den, der talte om, at det var hor at have andre guder end Gud – men bemærk: Hoseas ville forsoningens og ikke fordømmelsens vej.

Det vil Diktatorens Hynkel ikke – han vil magt, og han vil det nu – og han vil have det hele, og han spilles overbevisende af Olaf Johannessen, der dels er tro mod Charles Chaplins ikoniske film og figur fra 1940, og dels er tro mod vor tid og vores udfordringer som globaliseringen versus nationalismen.

For eliten og folket er altid blevet sat i spil som modsætninger, og mistænkeliggørelsen af ”de fremmede” og deres skikke er den samme i vor tid som i 1930´erne, men ”de fremmede” er ikke længere jøder med synagoger og kosher-mad, som bor i små butikker som barberen og Hannah og de andre i forestillingen, der griber salen om hjertet med deres musik og deres åh så hverdagsagtige og menneskelige liv – lige til at genkende, uanset om man er jøde, kristen, muslim, ateist – eller rødhåret som Julie Agnete Vang, der lyser op på scenen, og med smæld og følelse spiller den livskraftige Hannah, som man godt kan forstå, at barberen forelsker sig i.

For der sker noget, når hun er på scenen. Det gør der også, da Søren Pilmark kommer ind som Napolini i en rød kappe passende for en romersk kejser. Hans figur er også en blanding af en kejser, Il Duce og en pæn portion fordomme om Spaghetti-folket, men hans tilsynekomst sætter simpelthen forestillingen et gear op, allerede fra før han træder ned på den røde løber, selvom alle på scenen spiller forrygende – og alle pånær hr. Pilmark i mere end én rolle. En Asbjørn Krogh Nissen står også stærkt som den med tiden moralske nazist, der undervejs gennemskuer, at man er ved at smide civilisationen ud med badevandet i sin jagt på den rene ariske verden, også selvom det slås fast i forestillingens dialog, at Hitlerkortet jo ikke skal trækkes.

Lige præcist Hitler-kortet trækkes så hele tiden på scenen i rablende vanvittige og morsomme scener, hvor publikum vånder sig af grin og genkender ikke kun de historiske fakta fra dengang i 1930´erne, men også nogle af de ting, som der sker i dag, og som midt i komikken løfter en advarende finger i vejret, præcis som den drejelige scene både sænker og hæver sig – og ofte i ganske skarpe vinkler, mens skuespillerne hopper, løber og tumler rundt på de på alle måder skrå brædder.

For der fortælles med både ord, mimik og krop i ”Diktatoren”. Og det er mere end stærkt, da barberen til sidst i forestillingen, mens alle nazistiske symboler og andet gøgl forsvinder, henvender sig til OS i publikum og gør OS opmærksom på vores ansvar for hinanden og for denne Jord, som han har i hænderne som en stor badebold – lige til at kaste ud – og det gør han.

Så ja, vi leger med kloden til sidst, spiller den imellem skuespillerne og publikum som den store badebold, den er, og det gøres med glæde og med smil – og med nænsomhed. For vi ved, at det er den eneste Jord, som vi har – og at vi er nødt til at passe på dén og på hinanden.

For dybest set er mennesket godt, og vi vil blot leve i frihed og hjælpe hinanden, lyder det i den gribende appel til ikke kun publikum – men hele verden. En appel, der til premieren i går aftes blev mødt med stående bifald og mange fremkaldelser efter tæppefald. Det var helt fortjent.

Danmarksbloggen giver ”Diktatoren” seks ud af seks skønne jordkloder – selvom vi egentlig kun har én, og vi heldigvis endnu har en chance inden tæppefald, selvom det trækker op til storm.

For nok gælder at Den, der sår vind, høster storm. Men heldigvis kan vi også vælge at plante forståelsen, så vi kan høste glæden og friheden.

Det er op til hver og en af os – hver eneste dag.

Livet handler nemlig om moral – og om valg, om at kere sig for andre, så man som barberen i ”Diktatoren” giver sin nyfundne og sidste mønt til spillemanden, så man smiler sig gennem hele livet, som Nat King Cole engang i en helt anden verden sang det så uforglemmeligt.

Diktatoren spiller på Nørrebro Teater indtil 29. oktober. Det er Nikolaj Cederholm, der har instrueret, og det samlede cast er: Olaf Johannessen, Søren Pilmark, Peter Gantzler, Jimmy Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Zandersen, Julie Agnete Vang og Olivier Antunes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Kammertjeneren”

Der er bøger, som er så godt skrevet, at de er decideret lækre at læse. ”Kammertjeneren – 40 år i kongehusets tjeneste” er en af disse. Ordene simpelthen flyder af sted, og de 258 sider vender sig selv. For at læse denne bog er som at spise en let og luftig dessert lavet af de fineste råvarer, som netop dem der serveres ved de royale borde. Man kan blive ved og ved med at smæske sig i velskrivenhed

For i bogen tegnes billedet af en konkret kammertjener så godt, at man føler, at han sidder lige ved siden af, så man selv kan høre Anker Andersen, som kammertjeneren hedder, fortælle.

Ofte kan en anden forfatter til personlige bøger virke som et i bedste fald nødvendigt mellemled – men forfatteren til bogen her Kirsten Balslev er i stedet en nænsom og dygtig fortæller, der lader kammertjeneren selv komme så meget til orde, at man hurtigt kommer til at holde af ham, også selvom det kan være svært at forstå hans ubrydelige loyalitet og kærlighed til de mennesker, som han tjente i 40 år, og stadig forsvarer.

At de mennesker så er den danske kongefamilie er faktisk sekundært, selvom man hører langt mere om deres liv end om Anker Andersens. Alligevel er det kammertjeneren, der er i fokus – eller rettere hans rolle som kammertjener og hvad deraf følger af opgaver og oplevelser på landets slotte og på rejser med kongefamilien over hele verden og på Dannebrog.

Og der fortælles om stort om småt mellem hinanden – om bryllupper, bisættelser og hverdagen både i Danmark og i Frankrig, hvor Anker Andersen ligesom kongefamilien selv især nød opholdene på Chateau de Cayz, hvor alle både høj og lav åbenbart tager fat.

For det, som gør størst indtryk og også mere end de små, uskyldige afsløringer om de kongeliges vaner og liv, er den loyalitet, ja den kærlighed, som Anker Andersen har til de kongelige. Den er rørende – og virker i vor tid vel nærmest ligeså gammeldags om selve titlen kammertjener.

Hele Anker Andersens virke og opfattelse hænger så også sammen med en accept af, at der er forskel på folk – og at det er okay. Noget som for langt de fleste synes ikke kun gammeldags, men også forkert i nutidens øjne. Men Anker Andersen skal ikke forstås med lighedstanken for øje, selvom han voksede op i et politisk rødt og fattigt hjem på Fyn.

For kammertjener Anker Andersen, der i alt virkede 40 år for først Frederik d. 9 og dronning Ingrid og derpå for Margrethe d. 2 og prins Henrik, skal forstås ud fra, at han har været lykkelig i sin funktion. Bogen skal derfor også læses som en beskrivelse af en verden af i går, som ikke er mere.

Eller det vil sige: Vi har stadig et monarki, men i vor tid er der formentlig langt mellem de mennesker, der så loyalt og totalt vil tjene andre, som Anker Andersen gjorde det – især når det sker uden at forvente noget til tak, selvom han påskønner Frederik d. 9´s store evne til at vise de ansatte taknemmelighed – og også lige får nævnt, at han godt kunne tænke sig et af Dronningens malerier.

Det kunne Danmarksbloggen også unde den fattige dreng fra Tommerup på Fyn, der som dreng så Frederik d. 9 i toget på Tommerup Station – uden at vide at han selv få år efter var med til at klæde kongen på, og dernæst prins Henrik – og sågar kronprinsesse Mary´s far, da hun blev gift med kronprins Frederik.

Men vi kommer dog ikke udenom at drysse lidt malurt i bægeret. For der er i bogen en total manglende omtale af Anker Andersens private liv som voksen. For ja, vi hører om hans barndom med kolde vintre, besættelse, flyangreb og avisjob ved siden af skolen, så familiens økonomi kunne løbe rundt. Senere hører vi også om uddannelsen til skrædder, soldatertiden og giftermål.

Men så ankommer han til Amalienborg og Fredensborg, og så bliver der stille, og vi erfarer kun i bisætninger, at han og konen får to døtre, at hustruen indimellem er med til royale receptioner, men ikke er så meget for det – og ellers ingenting. Og det er ærgerligt.

For hvordan lever man i spændet mellem et royalt arbejdsliv og et almindeligt borgerligt familieliv? Hvordan havde Anker Andersen det med i 40 år at være så ofte og så længe væk fra familien – både til hverdag, men især også på de hyppige og lange rejser med de kongelige? Hvordan havde familien det med, at deres mand og far var så meget væk? Han fik to døtre: Er de blevet gift – og førte ham dem selv op, som han beskriver, hvordan den gamle konge førte prinsesserne op? Har han fået børnebørn? Og meget mere.

Alt det får vi ikke svar på, men det ville Danmarksbloggen og læserne gerne vide. For de kongeliges historie kender vi, men ikke Anker Andersens, og den virker ellers vældig spændende ud fra den smule, som vi får.

Hans egen – og fulde – familiehistorie ville med ret stor sandsynlighed også være en historie, som det kunne være noget lettere for læseren at spejle sig selv og sin egen familiehistorie i end historier om præsidentbesøg, kronjuveler og særfly til de mest eksotiske steder på kloden. Men alligevel oplevede Anker Andersen jo netop begge verdner – men vi hører intet om, hvordan det var at leve i og med dette skel, dette spænd, og det er skade.

Danmarksbloggen giver derfor den ellers ekstremt velskrevne bog fire ud af seks mursten, som dem den lille Anker var med til at producere på teglværket hjemme i Tommerup sammen med forældrene.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Søren elsker Katinka

Kan man synge forårssange i høstmåneden august – og stadig få elskovsroserne til at blomstre? Svaret er ja, når det drejer sig om Teatret OPtimis´ cabaret ”Søren elsker Katinka”, hvor d´herrer Allan Høier og Allan Thorsgaard synger og spiller, så Sigfred Pedersen må fornøje sig i sin himmel – måske endda med en lille én til halsen, hvis det ellers er til at få deroppe.

Det kan man håbe, også fordi at både på scenen og blandt publikum kunne vi HELT i den gode digters ånd nyde et dejligt glas, mens vi hørte om Sigfred Pedersens liv fra han sad på loftet i barndomshjemmet på Fyn over de festlige og fattige ungdomsår i København og senere i livet, hvor han var blevet dansk nationaleje og boede mange steder på Sjælland med sine to hustruer og i alt fire børn, inden han endte sine dage alt for ung, kun 64 år gammel, i huset i Snekkersten lige ved Øresund.

Men i de lidt mere end seks årtier, hvor han fik lov til at opleve naturen og våren – og kærligheden, gav han os viser, som stadig lever – og som hos Teatret OPtimis får en glød, som var de skrevet i går. Det kunne de også sagtens have været, for i deres beskrivelser af tilværelsen og livets gang er Sigfred Pedersens tekster langtidsholdbare og blandt de absolut bedste i den danske viseskat.

Sigfred Pedersen bliver ofte sammenlignet med skaberen af nordisk visekunst, svenskeren Carl Michael Bellman, og de har unægtelig meget tilfælles i deres fascination af livet, kærligheden, naturen, erotikken og livet på byens små beværtninger, som de begge frekventerede ganske hyppigt.

Men der er også 150 år mellem de to digtere og deres virker – og hvor Bellman havde en fast hovedfigur i sin digtnings hovedværker, nemlig urmageren Fredman, og hele livet igennem manglede penge og vel egentlig først for alvor blev anerkendt efter sin død, selvom han i levende live nød både popularitet og kongens gunst, så oplevede Sigfred Pedersen den lykke som det er for en digter at blive anerkendt – og få al den opmærksomhed, som han fortjente for sine viser, hvis fælles figur var livet i Danmark.

I dag, i 2017, er vi så dér at trods et Sigfred Pedersen Museum i Humlemagasinet i fødebyen Harndrup og diverse optrædener fra mange gode sider, så er opgaven at sørge for, at hans tekster hverken glemmes – eller gemmes hen, men sikres for kommende generationer. Så det er bedre end godt, at Teatret OPtimis kaster sig over hans viser og at de tør fortolke dem, både klassisk og med nytænkning og finesse.

For unge mennesker forelsker sig stadig, og vi andre får stadig sølvstænk i vores gyldne hår – eller hvad farve det oprindeligt havde, dengang vi forelskede os en skøn forårsdag nede i Sigfred Pedersens elskede Nyhavn, mens solen skinnede om kap med lykken.

Netop melodien og dele af teksten til den sidst nævnte vise ”Sølvstænk i dit gyldne hår” blev i øvrigt brugt til lejlighedssangen til Varnæs-parrets sølvbryllup i Matadors afskeds-scene, så Sigfred Pedersen er også med i Danmarks store tv-serie, hvad man måske ikke tænker over, når man ser afsnit 24.

Men tilbage til nutiden og Teatret OPtimis´ cabaret ”Søren elsker Katinka”, som Danmarksbloggen så på Metronomen på Frederiksberg, hvor der var fuldt hus til en forestilling, der varer to gange tre kvarter, og som indeholder en bred vifte af både kendte og måske lidt mindre kendte viser, der alle fremføres med en eminent dygtighed.

Allan Høier kan både fortælle levende samt synge klart og stærkt, og Allan Thorsgaards spil lyder præcis så let og legende, at man ved, at der ligger i timevis af hårdt arbejde bagved. De to er med andre ord så sammenspillede og så dygtige, at der på deres tørresnor ikke kun hænger en stor viden om Sigfred Pedersen og hans viser, men også en indføling med og en forståelse af digteren og hans virke, som man skal tilbage til en Erik Paaske for at finde magen til. Ja, arven helt tilbage til Hans Kurt kunne anes.

Mest indtryk og endda så meget at en lille tåre pressede sig på, gjorde ordene fra ”Skærslipperens morgensang”: ”Men jeg er digter, og jeg må drømme, for jeg er ét med den lyse nat”. For det var jo netop dét, som Sigfred Pedersen gjorde, og dét som vi gjorde, alle os der sad ude i Metronomen og blev så stille, da netop denne vise blev sunget og spillet med en følsom inderlighed, der blev siddende i kroppen hele vejen hjem gennem et sommerklædt København.

Danmarksbloggen giver Teatret OPtimis´cabaret ”Søren elsker Katinka” fem ud af seks gule sol-unger, som dem der synges om i Sigfried Pedersens meget elskede vise ”Nu går våren gennem Nyhavn”, som vi selvfølgelig også fik – endda i en smældende version. For våren stryger i dén grad gennem hele forestillingen – og måske allermest til sidst. Mere skal ikke røbes her. Gå selv ind og se og lyt – og syng med.

Danmarksbloggen garanterer, at De bliver i et forrygende Forårshumør.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Don Ranudo

Året har sine faste traditioner, og for mange danskere – og måske især københavnere – er et besøg i Grønnegårdsteatret en kær sommerskik, hvor man sammen med familie og venner i et par aftentimer lader sig fornøje og forlyste i Designmuseum Danmarks grønne have.

Således også i år, hvor Holbergs komedie ”Don Ranudo” er på programmet med Henrik Koefoed, Lone Hertz og Tina Gylling Mortensen i de bærende roller.

De to første spiller det mildest talt fallerede adelige ægtepar, der nok lever af krummer og går klædt i laser, men som alligevel holder på formerne og aldrig nogensinde lader noget være vigtigere end æren, slægtshistorien og anerne. Og det gælder også datterens lykke og ønske om at gifte sig med sin velhavende, men borgerlige og derfor ikke fine-nok udkårne, hvis søster i Tina Gylling Mortensens skikkelse agerer en både energisk og dygtig giftesøster.

Det ender selvfølgelig lykkeligt for det unge elskende par (som Holberg i alle sine komedier har en stor svaghed for), hvilket derfor også næppe kom som en overraskelse for en godt fyldt have denne juliaften, der var en af de første gode sommeraftner på denne side af Skt. Hans med både sol og blå himmel, så det var let at forestille sig, at vi var i Spanien – især for os, der havde enten en god jakke eller et tykt tæppe med.

Jacob Guervitsch´s eminente og præcise guitarspil var også i høj grad sammen med de farvestrålende dragter og enkle, men virksomme kulisser med til at give en oplevelse af at være i et land, hvor blodet er hedt, og temperamentet kan slå gnister.

Men hvad med spillet på scenen? Slog det også gnister? Både ja og nej. Der var momenter af klassisk Holbergsk satire – samt af fantastisk gakket komik som under bryllupsscenen, hvor ankomsten af den etiopiske prins og hans følge var i top og hylende morsomt. Men der var også steder, hvor historien desværre blev mere fortalt med ord end vist med handling og mimik – og det var synd, for stykkets pointer omkring snobberi og spil for galleriet gælder ligeså meget i 2017, som de gjorde det i 1700-tallet.

Der var også noget med samspillet, som manglede. For hver og en af skuespillerne spillede rigtig godt, men ligesom at et orkester helst skal spille i samme takt, så skal skuespillere også spille med og mod hinanden, og den energi og nerve, som det giver, savnede Danmarksbloggen – og undrede sig over ikke var tilstede.

For både de gamle og de unge, de kendte og de mere ukendte kræfter kunne deres metier, så det var mærkeligt at opleve, at nogle helt oplagte potentialer ikke blev brugt, selvom især en driftssikker Henrik Koefoed i titelrollen og en stærkt spillende direktør for Grønnegårdsteatret Steen Stig Lommer i en birolle som pagen Gusman gjorde alt, hvad de kunne.

Danmarksbloggen savnede også nogle flere nutidige referencer til for eksempel den kreative klasse, som ikke kun sidder godt på flæsket i nutidens Danmark, men som også var godt repræsenteret på bænkene i Grønnegårdsteatret – og som har meget tilfælles med Don Ranudo og hans kone.

Måske især når den kreative klasse er på spanden og fx omtaler arbejdsløshed som ønsket tid til at lave con-amore-projekter, selvom de går over på den anden side af gaden for at undgå at møde deres Facebook-venner. For det er jo pinligt ikke at have råd til hver morgen at kunne gå med en caffe latte i hånden og kunne fortælle om den sidste succes. Og det gælder, selvom der i den kreative klasse er en fiks idé om, at det er finere at være arbejdsløs cand.mag end at være håndværker med en fyldt ordrebog.

For nok er 1700-tallets adelstitler i 2017 skiftet ud med en akademisk grad eller at være en kendis, men snobberiet og skaberiet er præcis det samme.

Men med alt dette sagt vil Danmarksbloggen alligevel anbefale at gå i Grønnegårdsteatret og se ”Don Ranudo” – og især hvis man ikke kender Holberg, eller ikke har set Holberg på scenen før, så får man her halvanden times god introduktion til klassisk Holberg med lige dele kærlighed, intriger og forvekslinger, når samfundets klasser mødes – hvad de både på scenen og i virkeligheden gør hele tiden, også selvom især samfundets top er gode til at glemme det indbyrdes afhængighedsforhold, som vi har til hinanden.

Danmarksbloggen giver derfor også fire våbenskjold ud af seks mulige, som det Don Ranudo gav til bonden Juan efter han og konen havde spist bondens gode mad. ”Don Ranudo” spiller til og med 26. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler

Det er en god tradition: Når Skt. Hans-bålet er brændt ned, blænder Dansk Rakkerpak op for deres sommerforestilling et sted i de københavnske gader.

Således også i år hvor man kan finde de herlige skuespillere og gøglere nede på Ofelia-plads med Skuespilshuset som en passende kulisse for årets forestilling ”Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler”, der foregår dels i good, old London og dels lige om hjørnet på og under selveste Amalienborg.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er nemlig med i en fremtrædende rolle som en på alle måder ganske slagfærdig dame, og det samme er hendes – indimellem forsvundne gemal – prins Henrik eller Henri, som han helst skal kaldes, for forestillingens version af dronningens mand forstår kun fransk.

I forestillingen tales der også både fransk, engelsk, dansk – og en form for kinesisk, hvis altså man mener, at ordene Ni hao, Shanghai, Hong Kong med mere kan gøre det ud for kinesisk. Det kan de godt, når Dansk Rakkerpak spiller – i år sammen med Fair Play.

Vi i publikum afkræves heldigvis heller ikke at gennemgå et kursus i kinesisk, som det kursus i dansk den stakkels Watson må gennemleve, inden turen kan gå fra Baker Street til København – i båd vel at mærke, hvilket kaster mere end en latter fra sig.

For som altid er der fuld fart over feltet og masser af skægge gags og en sammenhæng mellem krop, mimik og handling, som er eminent, og som Danmarksbloggen godt kan forstå trak på den gode side af 300 mennesker ned til Ofelia Plads i den lyse sommeraften.

Niels Grønne var selvfølgelig Sherlock Holmes med pibe og forstørrelsesglas – og en attitude, der på den mest underholdende måde var mere sherlocksk, end hvad Sherlock selv nogensinde kunne opvise. Det samme gjaldt en overbevisende dr. Watson, en fornem og alligevel menneskelig dronning – og ikke mindst den diabolske og morsomme skurk Moriarty, der forsøgte at lære publikum at buhe, når han kom frem, som man gør det med skurken i engelske forestillinger som fx Crazy Christmas Caberet.

Referencerne til den store engelske scene-arv var også mange, og nok også flere end undertegnede lagde mærke til. Det var i hvert fald en kvik publikummer, som efter endt forestilling kunne fortælle om en vis scene med en mand klædt ud som dame, der måske havde sin inspiration fra et Monty Python-nummer (den spanske inkvisition)  – og at filmen ”A fish called Wanda” måske havde givet ideen til cocktail-pølsen i næsen (pommes frites).

Danmarksbloggen takker derfor også den ukendte publikummer og hans ledsagerske, som ligesom undertegnede storgrinede sig igennem en forestilling, der var mindre samfundskritisk end det plejer at være, men ligeså sjovt. For som den ukendte publikummer sagde det: Hvis ikke vi havde kongefamilien, hvem skulle vi så lave satire med og grine af?

Danmarksbloggen er enig og tænker, at lige præcis de ord er det bedste argument for monarkiets bevarelse, som Danmarksbloggen nogensinde har hørt.

For ja, Dronningen og prinsen og en guldbryllupsfejring, der ikke blev til noget i virkeligheden, men som stikker helt af på scenen, og giver ordene SAVE THE QUEEN en helt ny mening, er sammen med kronjuvelerne og en gravhund, der bliver til cocktail-pølser, omdrejningspunktet i sommerens forestilling fra Dansk Rakkerpak, der også på lydsiden er formidabel.

For såvel musik som lyde sidder, hvor de skal – og man glemmer sent billedet af en diadembeklædt dronning i grøn gallakjole, der spiller saxofon.

Danmarksbloggen giver forestillingen fem store cocktailpølser ud af seks mulige.

For det er en herlig og gakket blanding af klassisk gadeteater, krimi-satire og engelsk morskabsteater. ”Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler” er på turné ind i september.

Se mere her: http://www.danskrakkerpak.dk/sider/sherlock-holmes-og-dronningens-kronjuveler

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk