Anmeldelse: ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge.”

I hans samtid var Frederik d. 8. klemt – og senere blev han glemt, så det er nærmest symbolsk tragikomisk, at den store bog om ham udkommer lige netop idag d. 12. marts – den første dag i den nye Corona-virkelighed i Danmark.

Men ikke desto mindre – sådan er virkeligheden:

Gyldendal udgiver i dag Poul Smidts´s bog ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge”, som handler om Fredy, bedre kendt som den danske konge Frederik d. 8., der regerede i perioden 1906-1912.

Bogen er et digert værk på 496 sider inkl. noter og litteraturliste, men det er ikke en eneste side for meget.

For nok fik Frederik d. 8 kun seks år som konge, men hans lange tid som kronprins er mindst lige så interessant – og også ganske relevant for samfundsudviklingen i Danmark i den periode, hvor parlamentarismen blev etableret trods faderens forkærlighed for den enevælde, som faderens forgænger Frederik d. 7. dog havde afskaffet med Grundloven i 1849.

Så nok havde vi altså fået demokrati, men næsten alle af demokratiets første usikre årtier falder sammen med Frederik d. 8´s mere end 42 år som kronprins – og faderens ditto som en konge, der holdt stejlt på regentens ret til at udnævne sine ministre.

Så også derfor er det godt, at den glemte og klemte konge får oprejsning i denne velresearchede og formidabelt velformulerede bog, som handler om hele Frederik d. 8.´s liv.

Et liv i en tid, hvor demokratiet langsomt og under modstand voksede frem i Danmark og fik den form, som vi kender i dag. Ikke at Frederik d. 8. var demokrat i ordets nutidige betydning. Forfatteren måtte således også droppe den første bogtitel, som ellers var tænkt som noget med ”den første demokrat på den danske trone”.

Men i modsætning til faderen den ellers så berømte Christian d. 9, kendt som Europas svigerfar, så forstod Frederik d. 8, at enevældens dage var forbi.

Ja, Frederik d. 8 forstod måske også demokratiet og dets væsen bedre end sønnen, Christian d. 10, som var lige ved at sætte monarkiet over styr med påskekrisen i 1920, men som qua genforeningen og især rideturene under 2. Verdenskrig har fået et godt ry i Danmarkshistorien.

Det har Frederik d. 8 ikke. Han er ofte glemt, medmindre man taler om mysteriet om hans død. For var det ikke Frederik d. 8., der døde på et bordel i Hamburg, spørger personen med den historiske hukommelse.

Svaret er: Jo, Frederik d. 8. døde rigtignok i Hamburg. I følge politirapporten i en af de gader, der grænsede lige op til bordel- og luderkvarteret. Så måske han besøgte en af de letlevende damer? Eller måske han bare gik en tur? Måske han var på vej hjem fra en af de mere almindelige natklubber, som også lå i området, og som han altid besøgte, når han var i Hamburg.

Ingen ved altså, hvor han var – og med hvem. Men den pikante historie er i grunden heller ikke vigtig for fortællingen om Frederik d. 8.´s liv og virke. Han var som bekendt heller ikke den første – eller for den sags skyld sidste – kronprins eller konge i Europa, som gik på natklub eller/og bordel.

Det gør nutidens konger og kronprinser også – i hvert fald natklub. Ja, vores nuværende kronprins, den kommende Frederik d. 10., mødte endda kronprinsesse Mary på en bar i Australien. I dag går kvinder af alle slags – selv prinsesser – også på bar. Sådan ændrer tiderne sig – heldigvis. Vi vælger selv, også de royale.

For Frederik d. 8. blev ægteskabet nemlig arrangeret, selvom der også var plads til, at de unge skulle kunne lide hinanden – hvis alliancen skulle blive til noget. Og det kunne de, den danske kronprins og hans svenske prinsesse Lovisa, som ligesom den senere Ingrid (også svensk prinsesse, gift med Frederik d. 9 og mor til Margrethe d. 2.) forblev Danmark tro – også selvom Lovisa gennem det meste af sin tid i Danmark mødte modstand fra både svigerforældrene og svigerinderne, den engelske dronning og den russiske zarina, som ofte opholdt sig i Danmark.

Ægteskabet mellem Frederik d. 8. og Lovisa var så relativt lykkeligt, og en del af den base, som gav Frederik d. 8. rygrad. Det havde kronprinsen også brug for, når han skulle kæmpe mod en far, der gjorde, hvad han kunne for at holde sønnen fra fadet.

For en ting er, at det generelt er en utaknemmelig opgave at være kronprins. Man skal træde i karakter og fylde, men ikke så meget at man tager opmærksomheden fra regenten. En anden er, at Christian d. 9. ifølge bogen mildest talt ikke behandlede sønnen godt, ja Christian d. 9. afskar Frederik d. 8. fra opgaver og netværk, så sønnen nærmest måtte uddanne sig selv. Christian d. 9. kunne derimod godt lide barnebarnet, den lige så konservative kong Christian d. 10., så han fik både taleret og opbakning – og blev meget hurtigt inddraget i de statssager, som Frederik d. 8. stort set ikke fik adgang til.

Den måske eneste gang, hvor Frederik d. 8. fik faderens ros, var, da han aktivt arbejdede imod det spirende Socialdemokrati og for fængslingen af Socialdemokratiets stiftere.

For så rakte Frederik d. 8.´s demokratiske forståelse nemlig ikke længere, og det er et vigtigt punkt, der viser, at nok kunne han i modsætning til faderen rumme både Venstre og Højre, nuværende Konservative – men altså ikke Socialdemokratiet, som Frederik d. 8. vel nærmest opfattede på niveau med bolsjevikker og andre kommunister – altså en direkte trussel mod kongehuset.

Men Frederik d. 8. var oprindelig interesseret i Danmarks ve og vel – og havde været det, siden han som ung officer havde været med i krigen i 1864, hvor han dog kun deltog i tilbagetoget op gennem Jylland. Det blev en nederlagets tur, som prægede ham – og som gav ham en nationalfølelse og nationalforståelse, som han bar med sig livet igennem – og som afspejlede sig i et kæmpe-engagement i det danske samfund.

Måske også for stort. For som oldebarnet dronning Margrethe d. 2. sagde det i år 2000: ”Frederik d. 8. havde en samfundsinteresse ud over det sædvanlige og ud over hvad der ville være passende i dag.”

Dengang, da parlamentarismen var under afvikling, skrev Politiken også, at selv en kronprins måtte have lov til at have en mening. Og det havde kronprinsen. Han skrev fx læserbreve under navnet ”Den agtede hånd”. De læserbreve blev som regel publiceret i Berlingeren.

Men Frederik d. 8. nøjedes ikke med at skrive. Han holdt også både møder og taler.

Daværende kronprins Frederik, og kommende konge Frederik d. 8. spillede blandt andet en aktiv rolle i at få konseilspræsident Estrup til at erkende, at spillet var ude. Ja, det var kronprinsen, som i 1894 holdt talen, der fik Estrup til at forstå, at det var på tide at sige stop.

Frederik d. 8. var også både som kronprins og som konge aktiv i at få et normaliseret forhold til Tyskland, til grænsespørgsmålet, de vestindiske øer og meget andet, der både lugtede af og var direkte indblanding i danske politiske forhold, både indenlands og udenlands.

Han vidste også meget, og ville gerne tale med andre om samfundet, også selvom hans stilling som kongelig i et demokrati gjorde det problematisk at agere, som han gjorde. Dog et sted kunne Frederik d. 8. være tryg og tale frit, og det var i Frimurerlogen, som han var medlem af hele sit voksne liv – og i mange år som stormester. Her fandt han ro og havde sit faste bagtæppe med mennesker, som han kunne stole på.

Dér og så i troen. For han levede med Gud og i den kristne tro på, at ikke en spurv falder til jorden. Han havde også et ønske om at være beredt, når han skulle herfra. For vores blivende sted er hos Gud, var holdningen hos manden, der fik 42 år som kronprins – og 6 år som konge – og som også havde den sorg at miste den ene datter, der døde som kun 31-årig.

Når man har læst bogen, sidder man med tanken: Frederik d. 8. er i dén grad et bekendtskab værd – og så meget mere end dén parentes i Danmarkshistorien, som mange historikere placerer ham i.

Danmarksbloggen giver ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge” seks ud af seks kongekroner. Bogen er et glimrende portræt af en overset, men vigtig konge og samtidig et vægtigt bidrag til historieskrivningen om demokratiets udvikling fra Grundlov til parlamentarisme i den tid, der dannede grundlaget for 1900-tallets eksplosive udvikling.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Barrison-feberen

En højgravid jomfru fra Valby – med to børn – blev gift med en drejersvend fra Bogense, og de boede først forskellige steder i København, inden de som så mange andre sidst i 1800-tallet udvandrede til USA for at få en bedre tilværelse. Her lykkedes det parrets fem døtre at komme til scenen som varité-sangerinder og -dansere, og pigerne blev efter en hård start så populære, at de væltede ikke kun de amerikanske teatre, men også de helt store scener i både Paris og Berlin, inden de forsvandt ud i glemslen.

Så kort kan historien om de fem Barrison-søstre fortælles. Men heldigvis er der i bogen ”Barrison-feberen” skrevet af Hans Henrik Appel mange spændende detaljer og fortællinger om et liv, som bragte de næsten ens udseende søstre vidt omkring – og som gav dem hver sin meget forskellige skæbne, selvom pigerne havde et fælles udgangspunkt:

Udvandringen til USA samt lysten og evnen til at stå på en scene og synge oftest meget frivole sange iklædt forskellige kostumer, der blev taget af og viste, at der under den pæne, polerede og næsten barnagtige overflade gemte sig en kvinde fuld af lyst og vildskab.

Det kan være svært at forestille sig måske, men prøv at tænke på scenen fra filmen ”Frk. Nitouche”, hvor Malene Schwartz koket klæder sig af, mens hun synger visen om ”Babette” og drejer med sin paraply. Det har været noget i dén stil, som Sisters Barrison foretog sig i slutningen af 1800-tallet – bare markant mere råt og direkte. De var fx ikke bange for at synge do you want to see my pussy? Når de så løftede skørtet helt op, var der en levende kattekilling …

Der blev dog nedlagt forbud mod dem i Danmark, så selvom søstrene gerne ville – og varietéerne i København gerne ville engagere dem, så kom de aldrig til at optræde i deres fædreland. Men de kom på scenen så mange andre steder, hvor jublen var stor – hvis man ser bort fra London, som på det tidspunkt var victoriansk stift og ikke klar til frisind.

Og ja, det er spændende at læse om de fem danske søstre, der var verdenskendte i deres samtid, men i dag er glemte.

Det gør bogen ”Barrison-feberen” så op med, hvor der på de 423 sider fortælles om ikke kun søstrene, men også om deres manager, den tidligere socialist og oprører den ligeledes danskfødte, men til USA-indvandrede Fleron, som den ene af dem  endte med at gifte sig med. Faktisk den samme søster, som også digteren Holger Drachmann havde en svaghed for en overgang.

Man hører også om mange andre personer, som søstrene møder på deres vej, om byudvikling, arkitektur, kunst, mode, politik, verdensbegivenheder og meget andet, som nok er relevant for deres optræden. De var fx hurtige til at få cigaretterne i munden.

Men her i alle de mange-mange informationer ligger også bogens svaghed. For selvfølgelig er det vigtigt at høre om de personer og begivenheder, som dannede rammerne i søstrenes liv og alt det andet, som var afgørende for dem. Men det fylder for meget. Som læser risikerer man nemt at miste den røde tråd, den interessante del. Det, som vi loves, at bogen skal handle om – nemlig de fem søstre og deres usædvanlige skæbne.

Havde de fem søstre og deres liv været alment kendt i Danmark, havde det været fint, at alt og alle omkring søstrene havde fyldt så meget. Men kernen i fortællingen – de fem danske søstre som verdensstjerner for lidt over 100 år siden – er splinternyt stof for langt de fleste.

Så det er søstrene, som al spotlyset skal rettes på.

Dem, man helst vil læse om. Hvad de gjorde, hvor de var, beskrivelser af deres varietenumre, som vi fx hører om det med den hvide hest på den største varité-scene af dem alle, parisiske Folies Bergère, hvor den ældste af dem optræder alene på en hvid hest iklædt meget lidt, mens hun synger om den ægteskabelige ridekunst, mens hendes bevægelser bliver mere og mere rytmiske i takt med at hun synger om, at det gør ondt at bestige ham første gang, men det bliver bedre og til sidst en nydelse, især hvis han er hård.

Det er en virkelighed og en tid så langt fra vores, selvom der kun er gået lidt over 100 år – og vi i vores tid ligesom dengang befinder os i en overgangstid, hvor normer, værdier og udtryk ændrer sig.

For netop deri ligger bogens store styrke, som ikke rigtig bliver forløst. Nemlig at få det anskueliggjort, hvilken betydning de fem søstre fik i kvindesammenhæng – om nogen, og hvad vi kan bruge deres liv til i dag, hvor deres optræden næppe vil vække samme bestyrtelse som i deres samtid.

For i Danmark kendte man udmærket til søstrenes eksistens dengang, og der blev også skrevet om dem langt op i 1900-tallet. Ja, den ene, Gertrud, endte endda som astrolog i København, hvor hun kort tid inden hun døde desværre brændte det manuskript, som hun havde skrevet om sig selv og hendes søstre, dengang de begejstrede en hel verden.

Og det kan aldrig skrives igen. For Gertrud brændte også alle breve og andet materiale, som hun havde fra hendes og de andres søstres hånd. Det havde ellers været spændende at læse deres egne ord om tiden som de fem Barrison Sisters – eller Bareisen Søstre, som de ville have heddet på dansk:

Abelone – eller Lona, der blev gift med manageren Fleron, og oplevede nazismen i Østrig, inden hun rejste tilbage til Danmark, hvor hun døde i 1939 – 67 år gammel.

Johanne – senere Olga – der fik to børn, og blev rapporteret død i et trafikuheld i 1908, kun 33 år gammel. Men en anden søster skrev i 1931, at Johanne/Olga boede i Budapest, hvor hun levede et stille liv med sin ungarske mand og børn.

Sophie – som rygtedes gift flere gange, men som i hvert fald giftede sig med en amerikaner, og bosatte sig i New York, hvor hun døde i 1906 kun 28 år gammel.

Inger – der blev gift med en englænder, og bosat på et gods i England, hvor hun døde i 1918 som følge af et luftangreb under 1. verdenskrig. Hun blev 40 år.

Og endelig Gertrud, som fik en karriere også efter Sisters Barrison, og åbnede et anerkendt danseinstitut i Wien, inden hun flyttede til Berlin for at blive astrolog – og derfra til København, hvor hun døde i 1946, 66 år gammel.

Danmarksbloggen giver den meget grundige ”Barrison-feberen” fire ud af seks strudsfjer, som dem, der ivrigt blev brugt sammen med svingende skørter i datidens varietéer.

Det er Haases Forlag, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: En romersk mønt og hvad deraf fulgte

Danmarksbloggen har før anmeldt bøger skrevet af historiker Asser Amdisen, og det er altid en fornøjelse at læse denne vidende og sprudlende forfatter, som er så dygtig til at formidle sit stof på en måde, så det både beriger og underholder – og ikke mindst giver nye indsigter.

Asser Amdisens splinternye og i dag udkomne bog ”En romersk mønt og hvad deraf fulgte” med undertitlen ”Rapkæftet version af økonomiens historie – fra et sydfynsk jernaldermarked til velfærdsstatens fald” er ingen undtagelse.

Tværtimod er det en Asser Amdisen i topform, der fortæller historien om økonomien i Danmark og Europa fra Romerrigets multikultur over middelalderen og den katolske kirkes enorme økonomiske gevinster af monopolet på frelsen, enevældens kongers ”jeg-er-staten”-attitude og til nutidens nationalisme, demokrati og kapitalisme, hvor vi som så ofte før i historien befinder os i et vadested.

Nu et hvor konkurrencestaten måske udkonkurrerer den universelle velfærdsstat, og hvor et overstatsligt EU måske udkonkurrerer nationalstaten.

Som et passende symbol på de cirka 2000 års brogede værdi-rejse bruger Amdisen meget passende den romerske sølvmønt, som han selv fandt i en fynsk udgravning, da han som ganske ung var i erhvervspraktik i 1988. For værdier, hvad enten det er penge, ædelmetaller, producerede varer, personer eller arbejde, må rejse og bevæge sig i en evig udveksling, hvis et samfund skal have velstand.

Derfor starter Amdisen også med at line perspektiverne op – set i forhold til den danske universelle velfærdsstat, som i øjeblikket er ved at blive løbet over ende af konkurrencestaten.

Men hvad betyder det i grunden? Ja, det er i hvert fald to væsensforskellige måder at opfatte mennesket på, som Amdisen beskriver det: I velfærdsstaten er vi borgere med rettigheder og muligheder, og staten er til for vores skyld, så vi kan leve et trygt liv, mens vi i konkurrencestaten er producenter og forbrugere – og alt gøres op i et regneark.

Det er faktisk ganske enkelt. Og her ligger bogens store fortjeneste, at den så præcist sætter ord på, hvordan økonomi, politik og samfund hænger sammen. Ja, at den udstiller, hvordan neoliberalismen i de seneste årtier er blevet ophøjet til en videnskab, som folket ifølge dem med indflydelse ikke forstår, men som der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved.

Altså at økonomien i vor tid (den neoliberale økonomi vel at mærke) er en slags videnskab, der skal behandles som en urørlig guddom – og vé den, der sætter spørgsmålstegn ved noget.

Det minder lidt om den romerske kejser, som bogen starter med – og som skulle opfattes og hyldes som en guddom, hvis ikke man som borger i Romerriget ville risikere noget. Det var de kristne ikke med på, så de blev kastet for løverne – som underholdning. I dag har vi jobcenteret og The New Governance. Dét kaldes civilisation.

Sådanne tanker kommer i hvert fald let, når man læser Amdisens nye bog, som tydeligt viser, at alt med økonomi er baseret på ideologi og værdier, som ændres over tid.

I vor tid, hvor embedsmændene er blevet politiske medspillere fremfor systemvogtere, og hvor politikerne ikke længere er visionære arkitekter, men politiske håndværkere, der skruer på håndtagene i de gamle faldefærdige huse i stedet for at bygge nye huse, så kan man spørge, om demokratiet reelt er sat ud af funktion.

Amdisen er tilbøjelig til at mene det, men mener også, at vi skal blive ved med at prøve at gøre tingene bedre.

Hans budskab er: Vi må ikke give op, selvom det ser sort ud – og vi bøvler med mange etablerede ”sandheder”. Men det kan også ændres. For der var engang, hvor kvinder blev anset for mindre værd end mænd – og hvor sorte blev anset for mindre værd end hvide. Så han spørger: Hvem siger, at vi skal acceptere misundelse og grådighed som noget, der ikke kan laves om?

Det kan det måske også. Det kræver i så fald udover vilje viden. En vigtig pointe i Amdisens bog er så også, at økonomi og viden om økonomi ikke behøver at være mere indviklet end at almindelige mennesker sagtens kan forstå det.

Danmarksbloggen er enig – og man kan starte med at læse Amdisens bog ”En romersk mønt og hvad deraf fulgte”.

På bogens lidt mere end 200 sider bliver læseren nemlig klogere på både historiske fakta og på klassisk økonomi-viden som liberalismen versus Marx og Engels, på begreber som New Deal, Keynes og hans betydning for den offentlige sektors udvikling, New Management og meget mere.

Vi hører om samfundsudvikling fra landbrug til industri, om nutidens vidensamfund, om styreformer og deres betydning for økonomien, om samfundsklasser og deres muligheder for at producere – og forbruge. Om værdien af arbejde og sammenhængen med politik.

Om markeder, både de konkrete i fortiden, hvor varer blev udbudt til salg for alle, der kom til byen og til nutidens digitale og globaliserede markeder, hvor en bank i USA tvinger en hel verden i knæ. En verden, hvor vi stadig ser de gamle relationer om at give gaver gælder i ligeværdige relationer, men hvor patron-klient-forholdet også stadig eksisterer – nu også på statsligt niveau.

Bogen er derfor et vægtigt bidrag til de kommende års diskussioner om hvilket samfund, som vi ønsker.

Så nej, den universelle velfærdsstat er ikke død endnu – og fremtiden skabes formentlig ved et paradigmeskifte, hvor miljø afløser konkurrence som determinerende faktor.

Danmarksbloggen giver ”En romersk mønt og hvad der deraf fulgte” seks sølvmønter ud af seks mulige. For jo, almindelige mennesker uden fem års økonomistudier kan godt forstå økonomiske sammenhænge.

Ja, man kan indimellem spørge sig selv, om vi forstår det bedre. For vi ved jo godt, at mennesker ikke altid handler rationelt og forudsigeligt, som 1700-tallets fysiokrater mente det, når de hævdede, at økonomi var en videnskab. Vi er mere med på Habermas, der påpeger, at mennesker agerer personligt og ud fra følelser. Men ved politikerne i grunden det, når de træffer beslutninger? Amdisen anbefaler dem i hvert fald at læse mere Habermas.

Danmarksbloggen er enig, og vil tilføje: Holberg skrev i ”Den politiske kandestøber”, at et er et søkort at forstå, et andet skib at føre. Han mente så, at almindelige mennesker ikke skulle blande sig i politik, for det havde de ikke forstand på – og på den måde er Holberg på linje med mange økonomiske eksperter i dag, når det kommer til viden om samfund og økonomi.

Men Holberg var også oplysningsmand og elitær – og en af trendsætterne for den konkurrence-orienterede tidsalder, som i øjeblikket som er ved at blive afløst af en tid, hvor klima, miljø og bæredygtighed bliver de bærende værdier.

For vi lever i en overgangstid, hvor Gud er gået på pension, som Amdisen skriver det. En tid, hvor pengene og markedet har overtaget religionens rolle som samfundsstyrende faktor – i selskab med misundelsen som den motor der sammen med grådighed har drevet kapitalismens motor frem.

Man kan derfor spørge:

Er det i grunden de bedste, der fører samfundets politiske og økonomiske skibe? Er det dem, som har sejlererfaring, og har været ude i bølger og hentet sølvmønter hjem – og dermed reelt ved noget om vand, vind, skibe og handel? Eller lader vi os styre af dem, som lige har rejst sig fra skolebænken efter de har kigget på søkortene og læst de gamle beretninger uden selv nogensinde at have været ombord på et skib?

Og hvem vil du helst være på skib med? Dét kan man jo tænke over, mens man læser Amdisens glimrende bog.

Det er Haase, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Kirsebærhaven”

Kafka og Tjekhov på en og samme sæson. Dét lyder som en meget stor mundfuld for ethvert teater, men på Nørrebro Teater har man turdet gøre forsøget – og det er lykkes til fulde.

Efterårets opsætning af Kafkas ”Amerika” greb rystende ind i sjælefreden. Læs Danmarksbloggens anmeldelse her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10788

Og forårets opsætning af Anton Tjekkovs ”Kirsebærhaven”, der havde premiere i går, følger fint op med en historie, der er som grebet ud af enhver tid og ethvert sted, hvor der lever eller har levet mennesker. For vi er tilsyneladende ens alle steder til alle tider.

For hvad var det, som vi så på scenen (der ligesom kostumerne er holdt så enkel, mørk og minimalisktisk som en ægte nordic noir), hvis ikke det var os selv, vores egen verden og eget liv?

”Kirsebærhaven” er derfor mere reality end reality nogensinde bliver. For forestillingen er vist med en absurditet, en komik, en timing så skræmmende tæt på virkeligheden, at det kræver mod bagefter at se sig selv i spejlet.

For ja, vi griner af skuespillerne på scenen, når de gestalter Tjekhovs mere end 100 år gamle figurer fra et Rusland, som ikke findes mere – hvad enten de karakterer bevidst eller ubevidst flygter, lader sig distrahere, fortaber sig i detaljer eller sladder, observerer de andre fremfor at gøre noget ved egne sager, søger fornøjelserne og alle de andre krumspring, som foretages til stor moro for os på stolerækkerne.

Men vi er selv præcis lige sådan i Danmark i 2020. Både når det kommer til vores eget lille liv med de små dramaer, og når det handler om de store omvæltninger, der venter os og vor tid. Omvæltninger lige så voldsomme – eller snarere mere – som at miste godset og skulle sige farvel til både kirsebærtræer, flod og udsigt.

Sagde nogen i øvrigt klima og miljø? For ja, vi ved godt, at vi skal ændre livsstil, hvis vi skal overleve som art. Men derfor flyver vi alligevel til London på weekend, bruger masser af engangsbestik, når vi køber en to-go-kaffe eller en hurtig frokost, samtidig med at vi sætter vores lid til løsninger, som vi ikke ved om nogensinde kan realiseres.

Vores virkelighed er derfor også psykologisk set 1:1 sammenlignelig med at være fallit og bestille champagne på turen hjem til Rusland, fokusere på et bogskabs alder, når ens hjem skal på tvangsauktion, glæde sig over nogle ansjoser og de andre dårskaber, der konstant går i svang på scenen.

At mennesker havde og har denne enestående evne til at fortrænge det ubehagelige, selvom det står lige foran os og istedet fokusere på det ligegyldige og underholdende, vidste og accepterede Tjekhov, og derfor var ”Kirsebærhaven” for ham en komedie. Men tør man ikke se sig selv og sin egen latterlighed i øjnene, så bliver stykket en tung tragedie, som det også var for stykkets første instruktør Constantin Stanislavskij.

Dén købte Tjekhov så ikke. Han kendte som sagt til al forfængelighed og forstillelse – og det samme gjorde alletiders store mester Shakespeare, der i ”Macbeth” (også kendt og altid på teatrene omtalt som “Det Skotske Stykke”) lader hovedpersonen sige: En skyggevandring er vort korte liv, en stakkels skuespiller, som en tid gør støj og spræl på scenen, og som så er glemt, et eventyr fortalt os af en tåbe, fuldt af larm og bulder, som slet ingenting betyder.

Det er et citat, der passer godt på ”Kirsebærhaven”s mest oversete, men vigtige figur Firs, der holder både jakken, stykket og godset sammen, indtil der ikke er mere at holde på – heller ikke livet. Han spilles mesterligt af Michelle Bjørn-Andersen.

Hele castet spiller imidlertid formidabelt og overbevisende, hvad enten deres karakter har meget komik i rollen eller ej.

En ekstra ros til Tina Gylling Mortensen for hendes trylleevner i rollen som Charlotta, der siden barnsben har kendt til menneskenes undskyldning, fejl og svigt – og derfor ikke mener, at der er nogen at tale med om eksistentielle spørgsmål.

Den slags vægren ved at føle tillid til omverden – og til at turde, giver selvsagt en tung bagage, hvad vi også ser til sidst, da hun forsvinder sammen med godsejeren Pijstik – overbevisende spillet af Mikael Birkkjær, som også sørger for, at ens billede af heste aldrig bliver det samme igen.

Det samme gælder ens opfattelse af kunsten at tie stille, som blot var en af de stjernestunder, som Ole Lemmeke, der spiller broderen Gájev, gav os med en fantastisk timing og evne til at binde komik, tragik og psykologi sammen.

Familiens centrum – godsejerfruen Ranévskaja – spilles modigt af Christiane Gjellerup Koch, der tør gøre denne russiske overklassekvinde præcis så poetisk, drømmende, overfladisk og totalt uden realitetssans – og derfor også øretæveindbydende – som hun er skrevet. Ikke noget kvindeligt helgen- og heltebillede her – tak for det.

Ikke at der ikke er et kvindeligt offer i stykket. For selvfølgelig er der det, nemlig plejedatteren Várja, der aldrig rigtig tør gå efter sine drømme, men blot håber og lider i stilhed, mens hun får så lidt ud af alt sit møje og besvær. Hun spilles med vanlig sikkerhed og stor nerve af Sarah Boberg.

Så er der mere mod over datteren Anja – spillet med ungdommelig kraft og intensitet af Josephine Park, der i rollen er en selvsikker ung dame, men altid et sidekick, først til moderen og senere til huslæreren, evighedsstudenten Trofimov, som hun ender op med.

Han spilles af Asbjørn Krogh Nissen, som giver figuren et Rasputinsk skær med de meget store visioner om mennesket og en bedre verden. Som Ruslands andre hellige dårer mener Trofimov også, at han er hævet over kærligheden og andre jordiske ting, fordi han arbejder med og på realiseringen af denne nye tid.

I dag ser vi ham nok mest som en fantast, men mon ikke Tjekhov blev inspireret af de på den tid meget kendte og agtede hellige dårer i den russisk-ortodokse kirke, altså de hellige mænd, som gav afkald på alt jordisk visdom og ambition for at blive rene og ufordærvede i deres tro, her måske dog i en mere sekulær form.

Om end Tjekhov også skrev om forholdet mellem religiøs magt og politisk magt – ligesom at han skrev om forholdet mellem den formuende overklasse (de få) og de fattige livegne (de mange), der som andre slaver var ejet af deres godsejere.

Tjenestefolkene i stykket – den elskovssyge kontorist spillet så man får helt ondt i maven af sympati med ham Jacob Weble, den ligeså elskovssyge, men ikke klartseende stuepige spillet så man får endnu mere ondt i maven (for hvilken ung pige vælger ikke den mest lækre?) af Marie Tourell Søderberg og endelig den hjemvendte fuckboy Jásja spillet så man skulle tro at han havde været på Paradise Hotel og ikke i Paris af Youssef Wayne Hvidtfeldt – er derfor også med, både med deres egen menage-a-trois-fortælling og som nødvendige relationer til godsets frue.

Og endelig er der stykkets joker. Købmanden. Rigmanden. Manden med løsningerne (i hvert fald de økonomiske), som ingen vil høre på, og som spilles med lige dele komik og dygtig vist frustration af Henrik Lykkegaard, som de fleste nok mest kender fra ”Cirkusrevyen”, men han kan også så meget andet.

En ros skal også gives til den fjerde væg – os i publikum, som flere gange fik tiltaler fra scenen – og som vistnok generelt forstod, at vi alle sammen allerede var repræsenteret på scenen, hvor stort set alle menneskelige styrker og svagheder blev rullet ud.

Så det var bare at kigge i det indre mentale spejl og erkende: HVEM var jeg (mest) ligesom? Undertegnede ved godt, hvem jeg lignede mest – men jeg siger det ikke.

Jeg vil til gengæld gerne stå ved, at jeg skrev, at ”Kirsebærhaven” var komik, men som med alt i livet går komikken og tragikken hånd og hånd, og til sidst er der ikke meget at grine af mere. Alt er væk, ach du lieber Augustin.

Grinet er stivnet i en grum grimasse, og kun friheden er tilbage – hvad den end skal og kan bruges til. For den kan være lige så tom, som scenen blev affolket til slut i stykket.

Men rækker vi hånden ud, kan vi måske få og give hinanden tilgivelsen i tolerancens og rummelighedens navn, og så er den der fantastiske nye verden måske alligevel inde for rækkevidde?

Det er et stort måske – men tør vi lade være? Dét tænker man på efter endnu en pragtforestilling, der udfordrer og giver noget med hjem fra Nørrebro Teater.

Danmarksbloggen giver ”Kirsebærhaven” seks ud af seks kirsebær for en forestilling, der er både komik og drama, underholdning og tragedie. Men allermest er forestillingen det vibrerende og levende spejl, som vi mennesker har så desperat brug for, hvis vi skal have en chance for at blive her på kloden bare lidt endnu.

For som geograferne og geologerne siger det: Mennesket overlever ikke Jorden, men Jorden skal nok overleve mennesket. Og det skal den – i en anden form bevares, men det eneste konstante er forandringen. Det har vi mennesker – trods alt vores intelligens – bare så svært ved at forstå og acceptere – sådan for alvor.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 4. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Benny

Teatret OPtimis er kendt for at levendegøre og legemliggøre vores store poeter – og selvfølgelig har de også Benny Andersen på repertoiret i forestillingen, som slet og ret hedder ”Benny”.

Danmarksbloggen så og hørte ”Benny” på Metronomen på Frederiksberg i går aftes. En kold og mørk januar-aften, som blev lysere og gladere af Benny Andersens ord og viser – indlevende gestaltet af Allan Høier og med en meget velspillende Erik Axel Wessberg på guitar.

Allan Høier er lidt en kulturel kamæleon.

Sidste sommer så og hørte undertegnede ham i Nyhavn og Minefeltet som visedigteren Sigfred Pedersen – og tidligere har jeg oplevet ham som digter og forfatter Halfdan Rasmussen, digter, provokatør og arkitekt Poul Henningsen – altså P.H. – og som visekunstens fader per excellence den svenske Carl Michael Bellmans mest berømte figur, urmageren og brændevinsapostlen Jean Fredman.

For Allan Høier og teatret OPtimis kan deres klassikere, og her stråler Benny Andersens stjerne med en særlig glød, som passede godt til de røde lamper i Metronomen, der førte den specielle Benny Andersenske varme og lune ind i en kold aften – og en kold tid.

For det er vinter i Danmark på mere end en måde i vores tid, hvor det er vigtigt at huske på, hvad det i virkeligheden handler om, når man er ægte dansk – nemlig at være åben, udadvendt og tillidsfuld

Det sagde Benny Andersen i hvert fald i Allan Høiers skikkelse – og Danmarksbloggen er mere end enig.

At være dansk handler nemlig om at møde omverden og andre mennesker med et åbent sind og en god portion nysgerrighed – og gæstfrihed.

Der er nemlig mange måder at være dansk på – ligeså mange som der er brilleskift i forestillingen, og det er mange. For Allan Høier skifter hele tiden og hurtigt mellem at være fortælleren og Benny Andersen i fem udvalgte tidsepoker – blot ved hjælp af diverse briller, som ryger ud og ind af hylder.

Der er også mange slags danskere, og ja, man kan sagtens være dansk, selvom man er mørk i huden, som Benny Andersens elskede Cynthia (Rosalina) var det. Hun, der var hans livs muse, selvom han de første mange år holdt så meget af Signe, at han gik i hundene og opfandt Svante, da hun endegyldigt flyttede fra ham og over til Halfdan Rasmussen.

Ja, og også selvom han efter Cynthias død mødte Elisabeth, der var alt det, som han aldrig havde troet, at han skulle forelske sig i. Men det gjorde han – arbejdersønnen fra Københavns forstæder, der i mange år arbejdede som både bud, pianist, kontorist, og som aldrig fik den der fine uddannelse, som han ellers drømte om.

Men det var måske meget godt, for så fik uddannelsesmaskinen ikke bugt med hans originalitet. For Benny Andersen skrev et dansk, der legede med ordene i både digte og historier. Et dansk med ord fra hele den kværnende klode, som i hans mund blev mere og mere danske, jo mere han sagde – og skrev – dem.

Ord, som fik en 8-årig pige til at skrive til ham: Jeg har lige læst Snøvsen, og det er den første, eneste og bedste bog, som jeg nogensinde har læst.

Så bliver en anmeldelse ikke bedre – og Benny Andersen holdt ekstra meget af dette brev blandt de mange tusinde fanbreve, som han fik i et liv, der heldigvis havde flere gode dage end den ene lykkelige dag, der blev hans måske mest berømte figur Svante til del.

Det og meget andet formidles i en indlevede og følsom forestilling med glimt af komik, der altsammen handler om de sange og den kærlighed, som var Benny Andersens liv – og som i grunden er vores allesammens liv, når det kommer til stykket.

En forestilling, der meget nænsomt og alligevel så befriende ærligt og åbent beskæftiger sig med mennesket Benny Andersen – fremfor myten Benny Andersen.

Danmarksbloggen giver ”Benny” fem ud af seks indre bowlerhatte – og glæder sig til hvad at se, hvad teatret OPtimis finder på næste gang.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret, mens Allan Høier selv har skrevet forestillingen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “De forbandede år”

Der findes film, som rammer så stærkt, at det føles som en mental tidsrejse at vende tilbage til nutiden.

Den tredobbelte Robertvinder Anders Refns nye storfilm ”De forbandede år” er en af disse film – også fordi castet består af en perlerække af primært danske skuespillere, der alle yder det ypperste i skildringen af den rige fabrikantfamilie Skovs skæbne i perioden 1940-43. Det er ganske enkelt skuespilskunst på højeste niveau.

Nu skal handlingen selvfølgelig ikke røbes, men det er en særdeles spændende og medrivende film – og heldigvis totalt blottet for hensyntagen til at sympatiske mennesker ikke må dø eller blive nedbrudt.

Det er befriende, for realiteten er som bekendt, at mennesker dør i krigstid. Og selvom Danmark kom nemt igennem 2. Verdenskrig sammenlignet med andre lande, så blev heller ikke vi fri for hverken brutalitet og rædsler, hvad familien Skov og andre omkring dem også må sande i Anders Refns 2½ time lange film.

Det starter ellers så lyst – og typisk dansk – med et sølvbryllup med musik og sang om morgenen d. 9. april 1940. Men så rives den gode stemning bogstaveligt talt i stykker af de tyske fly, som kaster det velkendte ”oprop” ned, hvor den tyske besættelsesmagt på ubehjælpsomt dansk hævdede, at de kom og beskyttede vores land – for vores egen skyld.

Og så begynder en ny hverdag for fabrikant Karl Skov, som er en selfmade mand, der kommer fra fattige kår, og har en voksen søn med sin første kone, men som altså d. 9. april 1940 fejrer sølvbryllup med kone nummer to med hvem han har fire børn, tre sønner og en datter.

Derudover har Karl Skov en svoger, som er svensk fabrikant, og som han samarbejder med. Og så er der en sekretær, en værkfører, en butler/chauffør og en tjenestepige i markante roller og tætte forbindelser til fabrikant Skov.

Der er altså skæbner nok at tage af i fabrikantens familie og nære netværk, og dem bruger Anders Refn dygtigt til at vise danskernes mange forskellige tilgange til og holdninger om de tyskere, som gjorde, at vi fra 9. april 1940 ikke længere var herrer i eget hus.

For nej, tingene var ikke sort-hvide for de mennesker, som levede dengang. Der var dem, som godt kunne lide tyskerne, fordi de syntes, at der var orden på sagerne nede i Tyskland. Så var der dem, som ikke kunne lide bolsjevikkerne, som man kaldte kommunisterne i Rusland. Der var selvfølgelig også dem, som ikke kunne lide Hitler og nazister.

Men langt de fleste danskere var i grunden ikke særlig politiske. De var – som mennesker er flest – optaget af deres eget liv og verden – og at få det så godt som muligt.

Det samme gjaldt den danske regering og virksomhedslederne, som indledte en samarbejdspolitik med tyskerne, som var så tæt, at Danmark nedladende blev kaldt for Hitlers kanariefugl.

Det mente nogle var den bedste løsning. Som et lille land må man indrette sig efter de store, som nogle mente det. Andre var mere af den holdning, at man skulle sige fra – og kæmpe imod. Og sådan er familien Skov også delt på mere end en måde.

Som årerne så går, og nazismens ansigt træder mere frem, så bliver de forskellige familiemedlemmers holdninger også mere tydelige, og det viser sig i de valg, som de hver især træffer, og som unægtelig fører til interne konflikter og oprør.

Vi møder selvfølgelig også både jøder, kommunister og nazister – men ingen rendyrkede skurke.

Tværtimod møder vi mennesker – også tyskere, som alle med fabrikant Skovs ord ”gør det bedste”, som de kan igennem de år, som filmen dækker, altså 1940-43. Det bedste ud fra det, som de ved – og det, som de tror på.

For livet skal leves, og vi er med til både bryllup og begravelse, Skt. Hans, juleaften og nytårsaften – men mest i hverdagen ude i Strandvejsvillaen, på fabrikken, i en jazzklub, ombord på en båd til Sverige, og flere andre steder i en handling, der knuger mere og mere sammen i takt med at nettet strammes om fabrikanten, der modvilligt har sagt ja til at producere til værnemagten. Ellers havde fabrikken heller ikke overlevet.

Fabrikant Skov er nemlig en mand, som har ansvar for mange menneskers ve og vel – også dem på fabrikken, og det ansvar tager han meget alvorligt. Han tror så også på systemet og på egen evne til via sit netværk at sørge for de mennesker, som han har ansvaret for. For sådan havde det jo altid været, så det er det vel forsat? Men først for sent forstår han, at spillereglerne blev ændret afgørende d. 9. april 1940.

Filmen er derfor også Danmarkshistorie fortalt på den spændende måde. For alle vigtige begivenheder i perioden i Danmark danner rammen om familien Skovs skæbne. En familie, der ikke fandtes i virkeligheden, men som kunne have eksisteret. Familien er nemlig skildret med stor troværdighed, og har præcis de normer, værdier og adfærd, som en overklassefamilie i Danmark nord for København havde i de år.

Og netop kombinationen af på den ene side den historiske korrekthed og på den anden side friheden til at skabe sin egen historie giver den bedste platform til at fortælle. For dermed fik Anders Refn den dramaturgiske frihed til at forme handlingen, som han ønskede det.

De bedste historier er som bekendt også dem, der kunne være sket – og det kunne fortællingen om familien Skov.

Filmen er så også en kommentar til nutiden og det moralske kompas, som alle mennesker har. For det betyder noget, hvad vi vælger, når det gælder. Vil vi betale prisen og tage konsekvensen? Filmen viser også, at det er svært at overskue det, man står midt i.

Så hvad vælger vi i dag? Det spørgsmål står og vejrer efter, at man har set filmen, og vender tilbage til 2020, som er en tid så meget anderledes end besættelsen. Men stadig en tid med værdikampe og moralske spørgsmål – og måske mere nu end i mange årtier i en verden, der virker som om den kan bryde i brand hvert øjeblik.

For vi er stadig hver især ansvarlige i forhold til vores egen tid og til hvad vi gør, når vores tids ondskab banker på døren. Og det er aldrig nemt at være menneske – og finde vej i livet, men også i 2020 prøver vi stadig på hver vores måde at gøre det rigtige.

Det er en god morale at drage af filmen i et 2020, hvor fronterne på så mange måder trækkes op – og uforsonligheden mod dem, som er anderledes end en selv, vokser.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år” seks ud af seks stjerner. For filmen er et gribende, intenst og troværdigt drama, der knuger og kalder på en forløsning – i den fortsættelse, som vi ikke er blevet lovet, men som Danmarksbloggen drømmer om, også fordi filmens slutning ligeså godt kan opleves som en cliffhanger af format.

Cast: Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuter, Gustav Dyekjær Giese, Sara Viktoria Bjerregaard Christensen, Lue Dittmann Støvelbæk, Sylvester Byder, Pernille Højmark, Cyron Melville, Tommy Kenter, Steen Stig Lommer, Paul Hüttel, Peter Schrøder, Anne Marie Helger, Anders Heinrichsen, Julie Agnete Vang, Birthe Neumann, Patricia Schumann, Anna Stokholm, Lars Simonsen, Lisa Carlehed, Benjamin Boe Rasmussen og Jesper Lohmann.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Et juleeventyr”

Familieforestillinger og især til jul har det med at være hyggelige til et niveau, så de nærmest bliver pussenussede. Det gælder heldigvis ikke Charles Dickens ”Et juleeventyr” på Nørrebro Teater.

Her tør man både scenisk og skuespilmæssigt vise historien om den gerrige og grådige Scrooge præcis så uhyggelig og mørk, som den er skrevet. Det er kunstnerisk godt – og samfundsmæssigt nødvendigt i en tid som vores fyldt med den uvidenhed og grådighed, som Dickens mente førte til undergang.

For ja, der er stadig mange Scrooger derude. De blev ikke i London i 1800-tallet.

Men der er også et mørke i os selv. Et mørke, som vi kan gøre noget ved, men som kræver, at vi kan skelne mellem lyset og mørket. At vi kan genkende de skygger, som findes overalt – også i et menneskesind.

”Et juleeventyr” er nemlig en grum historie om mørket, uvidenheden og grådigheden i sin fortælling om den rige Ebenezer Scrooge, der julenat hjemsøges i flere omgange.

Først af Scrooges tidligere, nu afdøde partner Marley, der lænke-raslende og i røg og damp kommer for at advare Scrooge og sige, at han endnu kan gøre noget. Men at det er nødvendigt at handle nu, hvis ikke Scrooge skal ende som partneren, der til evig tid er fordømt, fordi han var lige så ond og hård, som Scrooge er det.

Men Scrooge får altså en chance til – via de tre juleånder, fortidens jul, nutidens jul og endelig fremtidens jul.

Der røbes næppe noget, når det afsløres, at det hele ender godt. At Scrooge bliver så god som nogen mand i den gamle verden. Samt at lille Tim – Scrooges ansattes alvorligt syge søn – overlever, så han kan slutte med at sige Gud velsigne os, hver og en, som det står i Dickens originalversion af ”Et Juleeventyr” eller ”A Christmas Carol”, som den hedder på engelsk.

Lige den del blev så ikke sagt på Nørrebro Teater. For kristendommen var helt væk i forestillingen til trods for at netop kristendommen er en vigtig del af Dickens julefortælling. Der blev i stedet talt om hjerter, kærlighed og tilgivelse – og det er alt sammen vigtigt og godt – og i øvrigt også kristne kerneværdier, som gerne må siges højt. For jo, vi kan godt sige kristendom, Gud og at velsigne uden at udelukke nogen.

Ja, der er en både historisk og kulturel værdi i at holde fast i manuskriptet og forfatterens trosmæssige ståsted. Især fordi det også har været med til at bestemme, at historien skulle ende med, at Scrooge blev vennesæl, gavmild og næstekærlig.

Og sådan ender det heldigvis også på Nørrebro Teater. For nok må en historie gerne være både grum og uhyggelig, men det skal helst ende godt.

Men så er det også slut med plejer – og tak for det. For midt i traditionernes højborg – og det er julen – så er det rart med noget fornyelse.

Som fx at Scrooge ikke spilles af en mand, men af en kvinde. Nemlig Mette Horn, og hun gør det simpelthen forrygende. I begyndelsen er man bevidst om, at det er en kvinde, der spiller en manderolle – men hurtigt glemmer man kønnet, og ser på egenskaberne hos karakteren, på stædigheden, påståeligheden, at der holdes fast i at grådighed er godt, og at julen og kærligheden er det rene humbug.

Mette Horn spiller overbevisende og med stor autenticitet den gamle gnier, der i løbet af en eneste nat formår at se hele sit liv, alle fejlene og så rette op på det hele og på sig selv. Det gøres dramatisk, med følelse – og med en komik, som letter og løfter, når det hele ellers knuger sammen i ens bryst.

Det er eminent godt lavet – og Danmarksbloggen kan lide, at Mette Horns Scrooge ligner en forpjusket version af Charles Chaplins vagabond – eller er det måske en Storm P.´sk vagabond? Det vides ikke, men det er også lige meget.

For ingen af de vagabonder havde hverken penge eller magt, og det har Scrooge til overflod. Men vagabonderne både hos Chaplin og hos Storm P. havde netop det hjerte, som Scrooge kun har foragt til overs for og gerne ser gennemboret af en kvisttjørn.

For et hjerte kan man ikke bruge til noget, siger Scrooge, som glemte eventyrerne, men huskede på pengene i lang tid, selvom han ellers fik hint på hint. Og det bliver serveret så fint af de andre fire skuespillere, der som planeter kredser i omløb omkring Mette Horns Scrooge, hvad enten de spiller mennesker eller ånder.

Nu skal ikke røbes for meget, men hver juleånd har sin egen identitet og sin egen komik – og ingen glemmer vist foreløbig nutidens juleånd, der på næsten Yahya Hassansk fremsagde et juledigt. Dén ånd var i det hele taget gennemført street. Et fint træk.

Et andet fint træk var stillbillederne, som flere gange kom frem, når scenen drejede – og vi sammen med ånden og Scrooge kom til et nyt sted i Scrooges liv og verden.

Stillbilleder, som så blev levende og bevægede sig, og som kunne være muntre som hjemme hos Scrooges nevø og hos hans chef i ungdommen, hvor der i den grad begge steder blev leget jul. Men vi så også det modsatte, når vi dybt rystede blev vidner til, hvorfor Scrooge blev, som han blev.

Der blev ikke lagt fingre imellem – heldigvis. For det er sundt – både for store og små at se, at vores behandling af hinanden har konsekvenser – også i mange år frem.

Menneskets uvidenhed, ukærlighed og grådighed kan derfor denne jul ses råt for usødet folde sig ud på Nørrebro Teater – men heldigvis sker det sammen med håbet og troen på, at kærligheden og medmenneskeligheden sejrer til sidst. Alt sammen bundet til den fineste julebuket af både drama og komik af de fem skuespillere: Mette Horn, Asta Kamma August, Jesper Groth, Andreas Jebro og Lila Nobel.

Danmarksbloggen giver ”Et juleeventyr” fem ud af seks julegaver.

Forestillingen spiller indtil d. 4. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Tinka og Kongespillet”

En handling skal jo i gang – men en vis portion realisme må der også til, selvom det er et eventyr, en fantasi-fortælling. Og her skorter det på meget i ”Tinka og Kongespillet”.

Søde, rare, good-guy Lasse ville fx aldrig blive sendt hjem fra efterskole pga. ballade og slåskamp. Et mere realistisk scenarie ville være en omgang fnat på efterskolen, som midlertidig lukkede hele skolen for at få bugt med de små kryb. Det sker årligt på flere efterskoler.

Og på samme måde ville Tinkas far – kong Storm – ikke falde af en hest og dø. Han er nissekongen, og en sådan rider som en drøm. Det er vel et eventyr, ikke? Men havde man nu i stedet ladet hærchefen Ingi, som man må formode stadig er den fængslede prins Fileas tro, sørge for, at kongen døde, så havde det været langt mere realistisk.

Og ja, fnat og snigmord kan nutidens børn sagtens håndtere. Se, hvad der sker i en serie som ”Game of Thrones”, der formentlig har været brugt som forlæg til ”Tinka og Kongespillet”.

I det perspektiv er en smule fnat og et lille snigmord jo ingenting … så det kunne have været en mere realistisk og mere dramatisk måde at komme i gang på.

Men ellers er alt som forventet. Lasses lillesøster er stadig mega-irriterende, farmoderen er gået på pension, men er stadig livsklog, faderen er stadig optaget af karrieren, og hjemme i Nisseland er moderen stadig fuld af omsorg og varme – og prins Fileas er trods et år i Ensomhedens tårn stadig lige hård og ond. Fængsel virker altså åbenbart ikke.

Vi ved også på forhånd, hvem der er gode, og hvem der er onde. Man kan nemlig se det på dem …

De skal man også kunne i en julekalender, og det bliver da hyggeligt at følge kongespillet om magten i de næste tre ugers tid. Også selvom det bliver noget af en overraskelse, hvis det ikke ender med, at Tinka vinder den krone, som hun ellers bare havde kunnet række ud og tage på hovedet, da nissesoldaten stod med den i hånden foran hende i Christianskirken, undskyld nissernes store hal.

For magten er som bekendt ikke noget, man får – det er noget, man tager, råt og brutalt.

Men det gjorde Tinka ikke i første afsnit. Som en anden Kristian Jensen i en kælder på Fyn for nogle år siden, så lod hun være med at slå til, da hun havde chancen. Og så kan det ende med, at man slet ingenting får – det ved Kristian Jensen alt om.

Men mon ikke Tinka ender som den første regerende nissedronning d. 24. december? Det tror vi på.

Danmarksbloggen giver ”Tinka og Kongespillet” fire ud af seks nissehuer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Jordens Indre”

Man kan brænde papirer, men ikke ideer, siger den kloge stuepige Esther til dansk videnskabs mest underkendte geni Inge Lehmann, der var kvinden bag teorien om den faste kerne inde i Jordens flydende kerne – og hvis liv forestillingen ”Jordens Indre” på Folketeatret handler om.

Udsagnet er sandt – og det kunne sagtens suppleres med, at man ikke kan brænde nysgerrighed, længsel efter viden og efter at forstå de fysiske sammenhænge i den verden, der er omkring os – og som vi endnu har meget til gode at finde ud af om, hvad enhver med en uddannelse indenfor naturvidenskab kan skrive under på.

En af dem er denne anmelder, som er uddannet geograf fra Københavns Universitet med halvandet års geologi oveni de fem års geografi. Og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg var lidt ekstra spændt, da jeg satte mig i sædet. For dels var det første gang, at jeg skulle anmelde noget, som udsprang af min oprindelige uddannelse – og dels var jeg nysgerrig på, om man kunne formidle Inge Lehmanns teori på en måde, så den kunne forstås af alle – og stadig være en vigtig del af forestillingen?

Svaret er et stort ja. Det viser tavlerne med tegningerne, formlerne, tallene – og papirerne spredt ud på gulvet, så de lignede de forkætrede P-bølger og S-bølger, som er en konsekvens af et jordskælv – og som er dem, som Inge Lehmann brugte til at skabe sin teori om, at der måtte være en fast kerne allerinderst i jordens flydende kerne. Noget, som forskningen senere mange gange har bekræftet, må forholde sig sådan.

Jeg er så også – i Inge Lehmans videnskabelige ånd – nødt til at påpege en alvorlig geologisk fejl i manuskriptet: Nemlig at det er i slutningen af første akt nævnes, at kontinentalpladerne i Atlanterhavet støder MOD hinanden. Det er lige modsat. De bevæger sig væk FRA hinanden, og i den spalte på havbunden, som år for år bliver større, stiger der materiale op fra jordens indre, og det er det materiale, der har skabt og stadig skaber den atlantiske højderyg, der ligger som en slange ned igennem Atlanterhavet. For jorden er en levende klode – konstant i gang med geologiske og geografiske processer.

Men ellers går det nogenlunde godt med at holde tungen lige i munden omkring de videnskabelige fakta (der er et par smuttere mere), og stemningen på naturvidenskab er i hvert fald ramt lige på kornet. Det samme er den naturvidenskabelige humor, som stik mod hvad mange tror faktisk findes – men som måske er lidt nørdet. Jeg var i hvert fald alene om at grine et par gange undervejs i forestillingen, så måske var det ikke meningen, at lige de intermezzoer skulle opfattes som værende sjovt. Men det er det på naturvidenskab.

Ja, hvis ikke jeg vidste bedre, hvis ikke der blev sagt De, så kunne jeg have lukket øjnene og tro, at jeg havde været ombord i en tidsmaskine og rakt tilbage på instituttet. For kampene om bevillinger og ære – og måden, man jorder hinanden på og kan hjælpe hinanden på (hvis man vil – hvad man ikke altid vil), har ikke ændret sig en tøddel fra dengang til i dag.

Heller ikke selvom der i dag er markant flere kvinder på universiteterne end dengang, også indenfor geofysik. Men vi er alligevel ikke kommet så langt, som vi gerne ville, og kvinder er i øvrigt ikke spor mere fredelige end mænd, når det kommer til akademisk ære og værdighed. Kvinder skal også stadig yde mere for at opnå det samme som mænd.

Inge Lehmans kamp for som kvinde at blive anerkendt er nemlig stadig rystende aktuel, og der er mange nutidige kvinder, der som hende rammer det usynlige, men svært gennemtrængelige glasloft, som gør, at man nok kan se op i de hellige haller – men ikke komme derop.

At det stadig er relevant med en forestilling, der viser kvindens hårde kamp for at blive anerkendt, blev også ekstra tydeliggjort i pausen, hvor jeg hørte en mandlig publikummer sige: Jeg er så træt af, at I kvinder altid trækker kvindekortet. Jeg hørte ikke, hvad hans kvindelige ledsager svarede, men jeg håber, at det var noget i retning af: Vi trækker det kun, fordi det er nødvendigt.

For det er det, så forestillingen er desværre ikke kun historisk. Det er teater til tiden, og Iben Hjejle er både stærk og troværdig som Inge Lehmann. Ja, Iben Hjejle spiller Lehmann på en måde, så man får umådelige mængder sympati for kvinden og glemmer, at hun også havde sine fejl og mangler, måske især på det medmenneskelige område.

Sådan skildres hun i hvert fald langt hen i stykket, selvom man til sidst ser en anden side – en side der både kan spille bold med stuepigen Esthers tre børn og tage sig af søsteren, der spilles eminent af Laura Bro, som kan meget mere end at se yndig ud, som hendes karakter Harriet får at vide, at hun er.

Laura Bro har både råkraft og nerve i den måde, som hun portrætterer at være en både stærk og følsom søster til denne videnskabskvinde. For også søsteren kæmper med konventionerne og med at finde sin egen vej.

Det gør de alle sammen – og det er en af hemmelighederne ved denne forestilling. Nemlig at alle lider under konventionerne, at alle lider tab og nederlag, og ingen får det hele, end ikke Niels Bohr selvom han både bliver ridder af Dannebrog og får Nobelprisen.

Han spilles i øvrigt overbevisende af Jesper Lohmann, der med sin måde at tale og agere på fører os 80-100 år tilbage i tiden, så man tror, at han er ankommet til Folketeatret med en tidsmaskine direkte fra mellemkrigstiden – klar til belevnet og elegant, men ganske effektivt at holde den talentfulde Inge Lehmann nede.

I rollen som Inge Lehmanns livslange og mere ligerets-orienterede ven den engelske videnskabsmand Harold Jeffreys ses Troels Malling, som mange ellers kender som en morsom mand. Men Malling kan så meget mere og andet – og det er godt at se ham spille en rolle med mere kød på.

Stuepigen spises med autenticitet af Roberta Hilarius Reichhardt. Hende får vi forhåbentlig mere at se til i de kommende år, og ja, hun er barnebarn af dén Poul Reichhardt, men skal her hyldes i sin helt egen ret. For det er 100% hendes eget talent, som bærer – og ikke hverken hendes berømte farfar – eller for den sags skyld hendes berømte forældre.

For hun og de fire andre skuespillere og deres evner er det, som skaber historien. Her er ingen special effekts, men til gengæld ord og fagter i en historie om mod, kamp, både med omverdenen og med sig selv.

Og som den historie folder sig ud. Hvert ord, hver bevægelse, hvert blik har en betydning, og som tilskuer fanges man ind og rammes træfsikkert af kunsten på scenen, som også er så tæt på, at intet kan skjules eller camoufleres.

For vi er helt tæt på epicentret omkring Inge Lehmann, og vi mærker P-bølgerne fra skuespillerne – og når vi kommer hjem S-bølgerne fra eftertænksomhedens magmakammer, for nu at blive i de geologiske termer.

Dog en enkelt fejlkilde har sneget sig ind i stykket, nemlig en påstået ulykkelig forelskelse i Harold Jeffreys. Ingen ved, om Lehmann følte sådan overfor hendes livslange ven. Men det er også inderligt ligegyldigt.

For hvorfor skal vi altid komme ind på kærlighed, børn og udseende, når vi taler og skriver om kvinder? Det skal vi heller ikke. Det centrale, den faste kerne er, at navnet var Inge Lehmann, og at hun var en af verdens allerstørste forskere – og dansk.

Hende, som har lagt navn til Inge Lehmann-diskontinuiteten, der refererer til en materialeovergang cirka 220 km nede i Jordens kappe for nu at sige det på det videnskabssprog, som Inge Lehmann selv foretrak at tale, og som forskere fra hele verden sugede til sig. Den Inge Lehmann, som i 1971 fik Bowie-medaljen, den næstfineste pris, som en forsker på hendes område kan få.

Men ikke i hendes eget land. Her var Inge Lehmann glemt, og der kom først et monument for hende på Vor Frue Plads i 2017. Den lader vi lige stå et øjeblik sammen med Iben Hjejles opfordring til alle lige inden stykket slutter: Gå ud og opdag verden.

For der er endnu så meget at se og opdage og finde ud af, og det er skønt, når en så stor videnskabskvinde som Inge Lehmann hyldes på scenen.

Danmarksbloggen giver ”Jordens Indre” fem ud af seks jordkloder, som den jordklode Inge Lehmann var så optaget af hele hendes 104-årige lange liv.

Forestillingen spiller på Folketeatret indtil 15. december.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Kaspar Colling Nielsen: ”Dengang dinosaurerne var små”

Jorden skal nok overleve mennesket, men mennesket overlever ikke jorden. Sådan har geologer og geografer sagt det i årevis – også dengang jeg blev geograf, og jeg har personlig altid fundet en vis trøst i lige det faktum.

Det er så også en viden, som Kaspar Colling Nielsen har – og som han er inde på i den første novelle i hans nye samling ”Dengang dinosaurerne var små”, hvor han på overfladen taler om dinoer, men i virkeligheden taler om os mennesker, der ligesom dinoerne er ved at blive overhalet indenom af de mindre arter.

For naturen er hele tiden under os, omkring os og over os, som det beskrives i novellen ”Byer” – og vi er dømt til at tabe kampen.

Som fagnørd udi dinosaurer kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at påpege, at de historiske dinosaurer slet ikke er uddøde, men at de faktisk er her endnu, i hvert fald de meget nære efterkommere som de fleste fuglearter som fx skarven.

For de ”rigtige” dinosaurer – de er uddøde, formentlig på grund af de klimaændringer, som skete, da vulkanerne stod i massevis ude i Asien og spyede aske op, så asken spærrede for solen og dermed for energien til jorden, så planterne ikke kunne gro. Samtidig faldt de tungere dele af det magmatiske materiale ned i havet og forsurede vandet – så alle dyr i hele fødekæden døde.

Først de små, så de større og til sidst de største. Selv dinoerne.

Den slags kaldes arternes massedød, og dem har der været fem af i jordens historie – og nu er den sjette på vej. Men det bliver den første massedød, som er forårsaget af én enkelt art – nemlig os, mennesket, homo sapiens, den mest succesfulde art nogensinde på denne planet.

Og det er selvfølgelig også os og vores dårskaber, som Kaspar Colling Nielsen har skrevet en masse noveller om. 31 helt præcist. 31 forskelle historier, der som nedslag i den mest populære teori om dinoernes forsvinden (den med meteoren i Mexico) rammer præcist vor tid og dens mennesker, vores svagheder og kendetegn.

Det er knaldgod læsning for at sige det ligeud. For Colling Nielsen flænser os ligeså præcist og skarpt som Tyrannosaurus Rex´s tænder gjorde det dengang, og han er ligeså snedig i sine beskrivelser af vores gøren og laden som nogle af de lidt mindre kødædende dinoer var det, når de jagede i flok – og du som deres udsøgte byttedyr kun så den ene, men de to-tre andre kom fra siderne – og åd dig levende.

Nu er der ingen, der bliver direkte ædt i bogen – ikke fysisk i hvert fald. For psykisk bliver mennesker fortæret i stor stil i vores tid, som det fx sker for en falleret skuespiller i ”En ynkelig misere”– og en kok, der jager både den gode ret og berømmelsen i ”Tilstedevær´”.

For ja, der er også mennesker i ”Dengang dinosaurerne var små”, som må lade livet.

De er så også indimellem selv ude om det, kan man hævde. Sandt er det i hvert fald, at civilisationen kun er et tyndt lag af fernis over mere grundlæggende barbariske kræfter og reaktioner, som kommer frem, når vi selv og dem, som vi elsker, bliver truet, som man fx kan læse om det i den i starten meget idylliske, nærmest nutids-pastorale ”Sankt Hans uden bål”.

Som læser sidder man også og tænker, hvor mange af historierne der mon er personlige. Et bud er omkring 100 procent, og ikke kun fordi mange af novellerne har en midaldrende mand, der bor i København, men som drømmer sig ud på landet, som hovedperson – både med og uden selvkørende bil, men altid med rejsedrømmene intakt side om side med ønsket om bare at være derhjemme.

Men det gælder også, selvom nogle af historierne slet ikke omhandler danskere som fx ”Mikroskopiske brune snefnug”. Men den og andre er jo almene historier, som når det her handler om ikke at tænke over konsekvenserne af ens handlinger, selvom de er vidtrækkende som her, hvor det ikke er en sommerfugls vinger i Hong Kong, der skaber regnvejr i New York, men en kronprinsesses lort der skaber oversvømmelse i Umbrien. Samt blomster, som endda ad åre kommer til Buckingham Palace. For vi får altid vores eget lort tilbage – på den ene eller anden måde.

Men håbet, drømmen om Paradis. Hvad med den? Kan vi leve uden, så hvad sker der med Paradis og vores billede af det? Ja, Paradis ved vi efter Colling Nielsens mening helt præcist, hvordan ser ud, fordi vi aldrig har set det!

Genialt – ligeså genialt som de katte, Kaspar Colling Nielsen har som de absolutte mest kompetente i en novelle – også markant mere kompetente end homo sapiens.

Danmarksbloggen giver ”Dengang dinosaurerne var små” seks ud af seks dinosaurer – og vil gerne opfordre Kaspar Colling Nielsen til at skrive flere små historier. Der må også være masser af inspiration at hente – endda på flere planer – i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor han pt. arbejder som taleskriver for minister Dan Jørgensen.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk