Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Varsler og myter om vejret”

Danskerne elsker at tale om vejret. Ja, man kan hævde, at vejr-snak er en særlig dansk disciplin, som ville give os en sikker guldmedalje, hvis den var på det olympiske program.

Så hvad er mere naturligt end en bog om vejret? Det tænkte man også hos Gyldendal, som nu har revideret, opdateret og udvidet den populære ”50 vejrvarsler der (måske) virker” – og heldigvis for det. For ”Varsler og myter om vejret” er en af de bøger, som man bare har lyst til at læse med det samme.

Formatet er lille og handy, og når man bladrer i bogen, ser man, at dels så er teksten delt op i overskuelige og letlæste dele – og dels så vrimler det med flotte fotos af vejret i Danmark året rundt.

Fra nærbilleder af fugle og regndråber over dramatiske billeder af tordenvejr og nordlys (som vi ikke har så tit i Danmark) til smukke fotos af regnbuer, solopgange, himle, marker og træer klædt i hvid vintersne, grønne forårs- og sommerdragter samt efterårets gule nuancer.

Når det samtidig er meteorolog Jesper Theilgaard, der har skrevet bogen, så forventer man kvalitet – og ja, hver en side lever op til forventningerne. Bogens niveau er skyhøjt …

Man bliver nemlig ikke kun klogere af at læse ”Varsler og myter om vejret”, man er også godt underholdt undervejs, for Jesper Theilgaard skriver flydende og med stor sans for at formidle sit stof, så alle kan forstå det.

Bogen er delt op i fem kapitler: Vejrudsigter og vejrhistorie, varsler, myter, talemåder og så et leksikon, der bør læses af alle, der vil blive bedre til at forstå vejrudsigten, som vi alle sammen ser på TV eller læser på DMI´s hjemmeside.

For hvad er en varmfront – og en koldfront? Ja, på side 135 kan man læse svaret på det første – og på side 130 får man viden om det andet. Og sådan fortsætter det med begreber som jetstrømme og det danske vejrkors m.fl.

Men det flyder også med information inden leksikonet, både den konkrete og den, som man engang troede på.

For vejret er noget, som vi til alle tider har været optaget af – også fordi vi altid har været afhængige af solen, regnen og blæsten – mere selvfølgelig efter vi blev fastboende bønder end vi var det i jægerstenalderen. Men også for søfolkene har vejret altid været vigtigt – og er det stadig i vor tid, hvor de fleste af os andre er beskæftiget med erhverv, hvor temperatur og vind kun spiller en rolle for, hvad tøj vi skal tage på – og hvor behageligt vi føler det – og om vi kan sidde ude og grille.

Men i ”Varsler og myter om vejret” får vi en god indføring i det hele, der udover historien om almanakken og Peder Syv fortæller, at selveste B. S. Ingemann, der ellers er mest kendt for sine salmer samt morgen- og aftensange, engang skrev syv digte om skyer. De danske guldalder-malere Eckersberg, Købke, Skovgaard og mange flere udførte også egentlige skystudier for at kunne male de naturbilleder, som en hel verden stadig beundrer.

Måske fordi vejret er noget af det allermest universelle, der findes – og vi gerne vil vide, hvordan det bliver i morgen.

Så vejr handler om varsler, og netop det drejer bogens største kapitel sig også om, hvor det slås fast, at mange varsler tager udgangspunkt i de erfaringer, som vores forfædre fik igennem flere generationer. Der er derfor også en god del sandhed i en del af varslerne.

Man siger for eksempel, at når Loke driver sine geder, så bliver vejret smukt – også næste dag. Den meteorologiske sandhed i det er, at et højtryk har det med at ligge over det samme område i flere dage, og når det flimrende hav af varm luft (som altså kaldes Lokes geder) kan ses over jordoverfladen, er det fordi, at det er et varmt, tørt og stille vejr, som netop kan forekomme i centrum af et højtryk. Og da et højtryk er flere dage om at passere, så vil det i reglen også blive godt vejr i morgen og måske flere dage endnu, når man i et givet område kun befinder sig inde i centrum af højtrykket.

Men nu har vi jo mest lavtryk i Danmark, og et kendt varsel er, ”at når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk”. Det udsagn holder i reglen også vand. For på grund af Jordens krumning vil det første, der ses i horisonten, være en bræmme af højtliggende isskyer. Og dukker de op en time før solnedgang, skal solen ned bag bræmmen, der så kommer til at ligne en sæk. Om natten bevæger skyerne sig så indover landet, og det tilhørende regnvejr kan meget vel ligge dér næste morgen, og altså illustrere bækken.

Men ikke alle varsler holder, og slet ikke myterne, som trods manglende fakta kan være ganske sejlivede. En af dem er den om, at ”det altid er godt vejr, når det er fuldmåne”. Svaret er et stort nej, men vi har det med at huske de gange, hvor månen har stået rund og flot på en blå sommernattehimmel eller en sort vinternattehimmel, men sådan er det jo langtfra hver gang. Mange fuldmåner er druknet i regn, sne eller har gemt sig bag tykke skyer.

Og bare fordi det rimer, kan det også godt være forkert som ”Springer ask før eg, bliver sommeren bleg, men springer eg før ask, går sommeren i vask”. Faktum er, at ask gerne gror i fugtig jord, mens eg helst vil have jorden lidt mere tør. Begge træer findes dog i skovene, og springer ud lidt forskelligt – afhængigt af lokale forhold.

Og så er der også talemåderne, altså ikke et varsel, men at man bruger vejret og naturen til at sige noget andet som for eksempel det at ”der blæser nye vinde”. I naturen hænger ”nye vinde” som regel sammen med et vejrskifte, mens det i vores liv betyder, at vi får nye muligheder, eller bliver i stand til at opfatte tingene på en anden måde. Nye vinde er nemlig noget positivt i modsætning til det at løbe med en halv vind, som hidrører den eller dem, der bevidst eller ubevidst ikke fortæller hele sandheden, men måske kun bringer rygter til torvs.

Danmarksbloggen giver ”Varsler og myter om vejret” seks ud af seks termometre – og vil gerne opfordre alle til at tage bogen med i feriekufferten. For uanset om man skal være i Danmark eller i udlandet, i sommerhuset eller ved en strand i Sydeuropa, så vil man nyde at læse – og tale – om det danske vejr.

Bogen udkom i torsdags d. 14. juni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Mor og Far sidder i grøften

Hvis undertegnede var leder af Cirkusrevyen eller en af de andre revyer i det danske sommerland, ville jeg skynde mig at bestille billetter til Glassalen i Tivoli og så ellers slæbe hele holdet til næste sæson, 2019-sæsonen, ind for at tage ved lære.

For forestillingen ”Mor og Far sidder i grøften” er nok tænkt som en jubilæumsforestilling i anledning af Tivoli´s 175 år, men det er også en opskrift på, hvordan en revy skal skæres – hvis altså revygenren skal have en fremtid om 20-25 år. For det her er revy med kant og mening uden al den forlorne hygge, som det ellers handler om ifølge åbningssangen, og som der er så rigeligt af i danske revyer.

Men ikke her, og nej, der er heller ikke dansepiger eller dansemænd inde i Glassalen– eller jo, på en måde, men mere så det hænger sammen med resten af forestillingen.

En af hemmelighederne er nemlig en rød tråd omkring noget med forsvundne børn og en el-regning, der blandes fint sammen i forestillingens mix af mere eller mindre fakta-resistente historiske tilbageblik og Tivoli-klassikere som Pjerrot, Tivoligarden og ikke mindst en meget hjælpsom tissekone og en meget heldig og meget uheldig ballonmand m/k.

Den røde tråd er dog stærkest i første afdeling, mens den glider lidt af hænde i anden afdeling. Desværre.

På scenen møder vi fire kendte danske skuespillere, der mestrer komikkens timing og betoning: Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt, Anders W. Berthelsen og Peter Frödin, og det ville være ganske unfair at fremhæve den ene fremfor den anden. For de er et firkløver, hvor alle fylder lige meget og er lige sjove, om end også meget forskellige.

Mia Lyhne kan noget med at give stemme til de lidt underkuede og stille eksistenser – eller til den højtråbende kværulant.

Kirsten Lehfeldt har en sårbarhed og et dramatisk talent, som selv den mest grinagtige sketch ikke kan skjule, men som gør, at hendes figurer bliver endnu sjovere.

Anders W. Berthelsen er gennemmusikalsk og morsom – og samtidig virker han som én vi alle kender. En, man altid gerne vil være i selskab med, fordi han er sjov.

Og endelig er der Peter Frödin, som har den helt specielle komiske timing og mimik, der gør, at det er morsomt, bare at han er på scenen.

De får heldigvis også mulighed for at optræde både hver for sig og sammen, så vi i publikum vrider os af latter, altså de fleste af os – for det er rimeligt lummert og latrinært indimellem, og det er der selvfølgelig altid nogen, som ikke vil synes er sjovt.

Andre som undertegnede og min ledsager fandt det hylende morsomt, også når de gik lige til grænsen, ja over. Sikkert er det i hvert fald, at man ikke skal være sart overfor hverken kropsvæsker, kropslyde og andre ting, som har med kroppen at gøre, hvis man bevæger sig ind i Glassalen denne sommer.

Så gør det. Bevæg Dem ind i Glassalen til historie-time. Emnet er Tivoli i 175 år, og De får mulighed for at møde både grundlæggeren, de fattige, unge studenter, jomfruer og en hel masse andre – også fire børn med hjerteskærende historier.

Hvis man som undertegnede er mangeårig Tivoli-gænger, sniger en lille mental tåre sig dog ind i øjenkrogen. For midt i al morskaben mindes man om det, som ikke findes længere i Den Gamle Have som for eksempel pavillonen med levende musik hver dag fra det nu hedengangne Promenadeorkestret, der også spillede til pantomimens forestillinger indtil for få år siden.

Dét orkester savnes stadig – også af mange yngre, men så er det godt, at Jeppe Kaas og hans drenge spiller, så det er fornøjelse. For de dygtige musikere er mere end bare musikalsk ledsagelse til de morsomme løjer, der ruller over scenen. De er – som alt levende musik altid er det – en fantastisk medspiller i det, der sker på scenen.

Danmarksbloggen giver ”Mor og Far sidder i grøften” fem ud af seks Tivoli-hurra´er, som dem Pjerrot uddeler nede på Pantomimen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Håbet er lysegrønt”

Af alle ting i hele verden er det frygten i os selv, som vi skal frygte mest – frygten og så os selv og det mørke, som bor dybt inde i os.

Det står i hvert fald helt klart, når man forlader Mammutteatrets gæstespil på Betty Nansen Teatrets afdeling Edison-siloen på Frederiksberg efter at have set ”Håbet er lysegrønt”. For ja, det er håbet vel. Og især i denne forårstid kan håbet, livet og verden virke lysegrønne – og lyserøde, som de kirsebærtræer, vi som de flokdyr, de lemminger vi er, bare MÅ ud og fotografere på Bispebjerg Kirkegård eller/og på Langelinie.

For mennesket er et flokdyr – og tilmed af den grusomme slags. Et flokdyr, som både kan kradse øjne ud, dræbe og gøre alt muligt andet ellers utænkeligt og primitivt, hvis der er en leder at følge – og det skal der nok være. Der er altid en, der gerne vil beundres og føre, og er der ikke nogen, så finder vi ofte selv en kandidat til piedestalen. Gerne en der råber højt og taler i absolutter og lette løsninger på komplicerede sammenhænge, ja selv løgne æder vi glad og gerne, som det så fornemt vises i forestillingen.

For det sværeste er at åbenbart at tænke selv og være kritisk og reflekteret. Så i det store samfundsspil vil natur altid slå civilisation. Drift altid vinde over etik. Det er i hvert fald den følelse, som man sidder med, når man ser dramaet og uhyrlighederne oprulle sig på scenen, der snart er en skov, snart et kontor, snart hele samfundet.

Sceneskiftene sker let, og som tilskuer lever man sig nemt ind i det, for hele castet – der udelukkende består af kvinder, også i manderoller – spiller mere end formidabelt, og det til trods for at forestillingen har været ramt af både uheld og sygdom.

I centrum står Tina Gylling Mortensen, der er skræmmende god i hovedrollen som digteren Bolettelund – ja ud i et, det er ikke en stavefejl. Hendes øjne og mimik brænder sig ud i rummet til os, der sidder på stolene – og da scenen er lille, sidder alle helt tæt på, og vi får alle detaljer med.

Man kan høre vandet blive drukket af ulvens vandskål, man kan næsten lugte leverpostejmaden, som bliver spist, og man ser hver en detalje i det menneskelige forfald og de få, men forgæves forsøg på at nå hinanden, som menneskene indimellem prøver sig med. Det ender selvfølgelig med nederlag og vold.

Sådan er det, når forfatteren hedder Kaspar Colling Nielsen. Han var også manden bag ”Den danske borgerkrig 2018-24”, og han er ikke blevet mere optimistisk siden sidst. Tværtimod. For hvor der i ”Den danske borgerkrig 2018-24” var spor af kærlighed mellem mennesker, er der i denne forestilling, som er iscenesat med sans for de skarpe pointer, også visuelt, af Claus Flygare og Henrik Grimbäck, kun mørke, angst og vold.

Der er altså ikke meget at have det lysegrønne håb i. Heller ikke i den religion, som der af og til kredses om i teksten og som med sit budskab om tilgivelse til alle, selv dem der har indført nem-id og ødelagt miljøet, kan forstås som endnu et tåbeligt forsøg fra civilisationens side på at rydde mørket ud. Eller er det i virkeligheden vores eneste redning ud af det junglesamfund, som vi har kreeret, og hvor ulvene hersker? Altså de farlige menneskelige af slagsen og ikke de i dén sammenligning ret uskadelige ulve ovre på de jyske heder, som ellers løber med overskrifterne.

Men der er så også den anden religion – den som med globaliseringens fart har spredt sig over jordkloden: Markedet og dets kræfter og ubønhørlige krav om konstant konkurrence og profitoptimering. Det er en religion, som ingen – heller ikke politikerne – åbenbart kan gøre noget ved, men hvis ”love og regler” vi alle blot må adlyde.

Lyder det dystert? Ja, men det er det også – og kun virkeligheden er mere mørk end forestillingen. Til gengæld er der maser af humor også, og det er godt, for vi forstår bedre, når vi griner. Også selvom der ikke er noget at grine af i samfundet og verden i øjeblikket …

Danmarkshistorien giver fem ud af seks ulve og tænker med på gåsehud på både ulvehylene og de ulve-eventyr, som vi også hører i forestillingen – endda læst op af en rigtig ulv. På Frederiksberg vel at mærke – og ikke i Jylland. Det er nok værd at tænke over.

”Håbet er lysegrønt” spiller til og med 5. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: For enden af regnbuen

Normalt når man går i teatret og ser et stykke, så følger handlingen et kendt dramaturgisk forløb, og som gammel teatergænger ved man derfor, hvad man skal kigge efter – og man fanger mere eller mindre hurtigt pointer og moraler.

Sådan plejer det at være, men heldigvis findes der stykker, der bryder med den norm, og et af dem er ”For enden af regnbuen”, der spiller på Nørrebro teater, og har Tobias Trier som eneste medvirkende. Han har også selv stået for både manuskript og musik i forestillingen, der handler om sangeren Kaj Bino, der vil opbygge et nyt fællesskab for enden af regnbuen.

Nu skal der ikke røbes for meget her, for der er selvfølgelig en handling, og undervejs spindes vi tilhørere langsomt, men sikkert ind i et net, som vi tror, at vi gennemskuer. Og det gør vi også, når det kommer til de åbenbare sammenligninger med sekter og andre mærkværdige grupperinger, som mennesker søger, fordi de ønsker et fællesskab.

Men der er alligevel noget, som man ikke fanger, og som sniger sig ind under radaren og bliver siddende i én, når man forlader teatret. Danmarksbloggen var på besøg i går på årets første sommerdag, og gik bagefter i den gyldne aftensol på Nørrebrogade med en følelse af at have misset en vigtig pointe. Og det var først, da undertegnede fortalte andre om stykket senere på aftenen, at det gik op for mig, at der netop ikke var nogen endelig morale, nogen pointe bøjet i neon.

Så nej, jeg havde ikke misset noget. For stykket – ligesom livet – handler om, hvad vi selv lægger i det, og guldet findes lige for næsen af os i den brune, frugtbare muld, som vi står og går på. Mor Gaia simpelthen eller Gaya, som det hedder i forestillingen.

Så måske vi skal droppe at hige efter krukken for enden af regnbuen. For lige nu og lige her har vi alt det, som vi skal bruge, så vi kan være ægte og autentiske … med os selv og med hinanden, og med de blomster, som vi plukker og den musik, vi spiller.

Hvad Tobias Trier så selv lægger i det hele på det personlige og private plan, afslører forestillingen selvfølgelig ikke, men den afslører en kunstner, der tør være tæt på sit publikum, helt tæt i både de dialoger, de sange og de dilemmaer, som danner rammen om forestillingen.

Og det er en Tobias Trier, der kan sit håndværk, og som er levende og intenst tilstede, også når publikum prøver at få ham på glatis, retter på ham eller i det hele taget opfører sig ligeså uberegneligt som selve livet gør det. Alt det tager han åbent og professionelt ind, og det, mine damer og herrer, kræver på mange planer langt mere end at spille en stor karakterrolle.

For han aner jo ikke, hvem vi er – os der sidder på de sorte stole på Nørrebro Teater – men alligevel møder han os helt tæt og med stor intensitet. Det er godt lavet.

Danmarksbloggen giver seks pruttepuder ud af seks mulige – som den undertegnede fik æren af at modtage, da jeg helt uforvarende og ved at række en finger i vejret kom til at stå for den første af de seks livsdyder, som spiller en central rolle i forestillingen.

Det skal til gengæld ikke røbes, hvad det er for seks livsdyder, men ja, vi er på religionens vej, og ja, vi er pænt langt fra de syv dyder, som kristne stillede op i middelalderen – ja, man kunne uden at ryste på hånden hævde, at vi på mange måder kommer noget tættere på de syv dødssynder.

Men gå nu selv ind og se forestillingen – eller rettere se, lyt, mærk, tal, syng og lev med. Ja, du får slet ikke lov til at lade være, det sørger entertainer Kaj Bino i Tobias Triers skikkelse for, og ham glemmer man sent i hans grønne jakkesæt med den lyserøde skjorte. For det er Rødovre Centrum, der møder en blanding af en vækkelses-prædikant og en fra de berygtede pyramidespil.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater til og med 5. maj, og det er Johan Sarouw, der har instrueret. Statens Kunstfond har støttet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen”

Bøger om vores rødder og vores historie er meget populære i denne tid, hvor verden virker mere usikker end i mange årtier. Det ved diverse forlag, så derfor skrives der i disse år meget om, hvem vi var, hvordan vi var det – og hvorfor.

Det hører dog til sjældenhederne ligefrem at udgive en hel bog om danskernes sexliv, men det er ikke desto mindre, hvad Haase gjorde i går, da de sendte Thomas Oldrups ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen” på gaden.

Det er en spændende bog – og ikke kun på grund af emnet, selvom erotik som bekendt altid vækker en vis naturlig interesse.

Men fordi man på bogens lidt mere end 300 sider får gennemgået alt om og omkring danskernes sexliv i en periode, hvor det ellers er let at tro, at alle kun tænkte på og talte om rationeringsmærker og erstatningskaffe. For vi ved jo godt, at selve modstandskampen og hjælpen til de danske jøder var bedrifter, som kun kan tilskrives ganske få danskere, selvom vi godt kan lide billedet af os selv som dem, der bød Hitler trods.

Men det var vi ikke. Vi var Hitlers lille kanariefugl, som man lidt hånende, men rigtigt sagde det ude i et Europa, hvor byer var bombet sønder og sammen, børn skilt fra forældrene – hvis de var overhovedet var i live og andre unævnelige rædsler, som stort set gik Danmark forbi.

Men hvad var det så, at vi lavede i dette smørhul, mens verden brændte om os? Ja, det store antal børnefødsler i krigens år – og i tiden lige efter – tyder på, at danskerne gik til den under dynerne – eller måske hvis man var ung ude i det fri. Ikke nødvendigvis kun af lyst, men også fordi det ikke var velset, at unge mennesker ”sov sammen”, når de ikke var gift.

Så man klarede sig, som man nu kunne – og ikke kun i missionærstillingen – også de mere avancerede sexformer blomstrede, som man ellers mente først blev almindelige flere årtier senere, var flittigt brugte og endnu mere efterspurgte.

Blandt andet hos den unge ingeniør Henrik, der boede hjemme hos forældrene i Bredgade i København, og hvis dagbog Thomas Oldrup ved et heldigt tilfælde fik fat på via et antikvariat, og som tegner billedet af en mand i 20´erne, som ikke gik særlig meget op i hverken besættelse eller storpolitik. Derimod fyldte det erotiske meget, og man følger Henrik fra han møder Else, der er katolik og forlovet med en anden, og indtil de to bliver gift. Undervejs er der tanker om seksualiteten i forhold til hendes katolske tro, som fylder meget hos hende, og som gør, at de laver alt muligt andet end lige vaginalt samleje. I øvrigt en klassisk taktik hos katolikker stadigvæk, hvis graviditet inden ægteskabet skal undgås.

Derfra går Thomas Oldrup i dybden på en videnskabelig, men dog letlæselig facon og med masser af billeder med emner som sex-oplysning eller måske rettere mangel på samme, for uvidenheden var enorm og blev kun overgået af en mærkelig forestilling om manden som konstant liderlig, mens kvinden var langt mere lyrisk orienteret.

Ikke overraskende mente datidens voksne også, at ungdommen var afsporet og umoralske, præcis som på Holbergs tid og som i dag, så heller ikke på det område, var tiden anderledes, men det er godt at få det bevist. Og det får vi, for Thomas Oldrup er sober og veldokumenteret gennem hele bogen, hvor der også er kapitler om kvinder på arbejdspladsen, ægteskab og skilsmisser, homoseksualitet, abort, prostitution – og tyskerpigerne, så vi kommer hele vejen rundt i den meget grundige bog.

Men i fokus står seksualiteten, også kvindens, som ifølge tidens moral helst skulle afbalanceret, altså placeret på en meget snæver plads mellem nymfomanen og den frigide. Det var med andre ord mere end almindeligt svært at være kvinde dengang, men er det så meget anderledes i dag, hvor kvinder med en sund sex-appetit let bliver til ludere, mens dem uden den store lyst er hæmmede?

Så igen er vi ikke kommet længere siden besættelsen – eller jo, på et punkt er vi. For i dag ser man ikke kvindens orgasme som noget, der falder sammen med manden, hvis altså hun er normal!!!

Onani er derimod stadig – også i vores dage – for mange tabubelagt, men selvtilfredsstillelsen har alle dage været udbredt – også under besættelsen. For bogen går helt tæt på kroppen, som også beskæftiger sig med emner som hygiejne og prævention. Men også både såkaldt frække blade og bøger behandles. De blev i øvrigt flittigt læst, så det var ikke illegale blade om modstandskampen det hele.

Thomas Oldrup har med bogen en helt tydelig mission, der går ud på, at emner som frisind og seksuelle eksperimenter ikke er en moderne foreteelse, men noget som også hører andre tider til.

En pointe i bogen er så også, hvordan man lever, når man føler sig truet, for så bliver vi åbenbart mere frie og grebet af en stemning af vi-kan-alle-dø-i-morgen-så-giv-los-og-gå-til-den. Eller sagt mere bramfrit: Man knepper bedre og mere vildt i krigstid end i fredstid, hvor alt er lidt pænt og meget kedeligt.

Det kan vi så lade stå i en tid som vores, som hverken er det ene eller andet. For krig har vi ikke, men rigtig fred har vi heller ikke haft siden d. 10. september 2001.

Danmarksbloggen giver ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen” fem strømpebånd ud af seks mulige – og tænker, at en kortere version på måske en 15-20 sider med de vigtigste pointer ville egne sig som fast pensum i folkeskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne.

For nok handler bogen om danskernes sexliv under besættelsen, men på mange områder er den meget aktuel, og så er det som bekendt godt at kende sin fortid, hvis man skal forstå sin nutid og påvirke sin fremtid, og det gælder også seksuelt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Revisoren”

Er du klar til en revision af dit liv og dit embede? Måske især én der stiller spørgsmålstegn ved dine motiver og ambitioner? Det er de toneangivende borgere i den lille by, der senere beskrives som en bums på røven, i stykket ”Revisoren” på Nørrebro Teater ikke. Slet ikke.

Tværtimod så gribes de toneangivende fra borgmesteren over dommeren og hospitalsdirektøren og til postmesteren, skoleinspektøren og de to godsejere af rendyrket panik og ægte angst ved tanken om at få udstillet deres inkompetence, magtmisbrug og hang til korruption, da rygtet om en rigsrevisors snarlige ankomst når den meget lille by, der naturligvis som alle andre steder på denne jord er overbevist om egen vigtighed.

Panik og angst, som vises i den ene gakkede scene efter den anden med fuld mimik, gode replikker og et akavet kropssprog, der også udstiller disse notabiliteters på overfladen så gode venskab og sammenhold. For som i alle andre magtcirkler – også dem i udkantsområdernes små byer – så netværker man og holder gode miner til slet spil – og et par dolke eller tre i ryggen.

Forfængeligheden og hykleriet skal nemlig som bekendt plejes – og nok nævner de toneangivende kristendommen et par gange, når det altså er passende for dem at bruge begreber som næstekærlighed og andre som reference i egen dagsorden, men i virkeligheden er det dødssynder som netop forfængeligheden, overmodet, grådigheden og hævnen, som er deres drivkraft og motiv til deres per definition egocentrerede handlinger.

Lyder det bekendt? Ja, det er et spil og en menneskelig adfærd ligeså gammel som den såkaldte civilisation selv, og der er i hvert fald ikke sket en snus forbedring på området i de næsten 200 år, der er gået siden Nikolaj Gogol skrev stykket i 1836.

Verden vil stadig bedrages – og verden kan stadig bedrages af folk med talegaverne i orden og moralen i bund som en storspillende Thure Lindhardt, der har titelrollen som den påståede revisor, som forfører ikke kun en hel by – men også både en mor og en datter, endda gentagne gange – og et helt publikum. For indimellem så sidder man og synes egentlig rigtig godt om den unge embedsmand, der er så langt væk fra sit elskede Petersborg og lysene og menneskene og kulturen – men som i bund og grund jo ikke er andet end et blålys og en plattenslager.

Man siger, at teatrets rolle er at gøre opmærksom på den tid, som vi lever i – og på de farer og problemer, som optræder i samfundet. Og det er en opgave, som Nørrebro Teater har taget mere end seriøst i denne sæson, hvor de også har opført en forrygende version af ”Diktatoren”, som heldigvis spiller ekstra forestillinger sidst på foråret.

Gå ind og se den – eller se den igen. Men gå indtil da ind og se ”Revisoren”, som foregår i et samfund lige inden, at det for alvor går galt. For despoter og tyranner, som dem vi møder i ”Diktatoren” og ude i verden for den sags skyld, de rejser sig ikke af ingenting. De kommer, når samfundets underklasse og middelklasse mister tilliden til dem, der skulle varetage samfundets opgaver – som det netop sker her i ”Revisoren”, hvor både dem nedefra og dem fra siden INTET har tilovers for de toneangivende andet end kritik og ønsket om retfærdighed.

Så tag en tur ud på Nørrebro. Danmarksbloggen lover, at du kommer til at grine mange gange – men også at der midt i al komikken vokser en dyster alvorsfuldhed frem. For det er også vores samfund og verden, som beskrives. Danmark anno 2018 med de mange blålys og plattenslagere, som lover guld og grønne skove – og mange embedsfolk, som ikke føler ansvar for andre end sig selv og egne manglende evner.

En hverdag OGSÅ i Danmark med korruption og bestikkelse – og magtens mennesker, som lukker sig om sig selv i små interne cirkler. Så det er den store, løftede pegefinger, vi møder på Nørrebro Teater – og heldigvis for det. Tiden behøver det.

Læg dertil at der er tale om formidabel, ja excellent skuespilskunst fra samtlige medvirkende, som er: Thure Lindhardt, Ole Lemmeke, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Mikael Birkkjær, Tina Gylling Mortensen, Jacob Weble, Christiane Gjellerup Koch, Josephine Park, Nicolai Jørgensen og Anna Bruus Christensen

Danmarksbloggen giver fem store pengesedler ud af seks mulige – á la de pengesedler, som der tilfalder revisoren i en lind strøm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Gintberg reder verden

Der er tre ting her i livet, som man ikke kan slippe af med ifølge Jan Gintberg – og det er herpes, rynker og den jyske del af familien. Danmarksbloggen er enig – og vil for egen regning tilføje: Mennesket og manden Jan Gintberg, som nok er bosat i Søborg, men er født jyde, så han hører vel også ret godt ind i hans egen ligning – eller?.

Manden har i hvert fald i mange år været – og er stadig – et fejende og højlydt fyrtårn indenfor dansk stand-up. Et fænomen, som er i stand til at have et fast manuskript, men alligevel – som man også kender det fra hans tv-programmer ”Gintberg på kanten” – inddrage både det sted, hvor han optræder – og nogle af de mennesker, som er til stede i salen.

I fredags var det så Bellevue Teatret, der som bekendt ligger i en af Danmarks mest kendte ghetto´er, nemlig rigmandsenklaven Klampenborg, hvor man ikke ved, hvad Aldi og Lidl er, men gerne sender aupair-pigen til det velkendte land Filippinien, hvis der bliver brug for det.

Og der blev lagt stærkt fra start i showet, der hedder ”Gintberg reder verden”, ikke redder, men reder, og det er der en god pointe i. For i de to timer, som showet varer – inkl. en pause, så friserer Gintberg verden, os der er i den – og ikke mindst alle vores fordomme, så vi vrider os af latter.

Klukker, fniser og griner højlydt, fordi vi hele tiden kan genkende os selv og det besynderlige misk-mask, som vi kalder virkeligheden.

Gintberg lægger heller ikke skjul på, at han nok kommer til at støde nogen, ja måske endda krænke indtil flere. Og ja, selvoptagede og selvhøjtidelige mennesker m/k skal nok holde sig væk – eller nej, måske skal netop de (for det er jo aldrig en selv, vel?)  besøge Gintbergs humoristiske Noahs ark, der ikke kun kaster en lille forløsende latter af sig – men hele kaskader og vandfald af øredøvende latter.

For Gintberg rammer plet gang på gang, som fx når han taler om danskhedens fem søjler: Velfærd, andelsbevægelse, angst, bacon og hygge. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge dog, for grisen har aldrig været vigtigere end nu, hvor der også bor muslimer i Danmark.

Vi lever nemlig ifølge Gintberg i et samfund, hvor mængden af danskhed er ligefrem proportional med mængden af svinekød, som vi indtager – og ve det menneske, der ikke vil sutte på dellen.

Som rettroende danskere skal vi også, som Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti sagde det, fejre danske højtider for at være dansk. Det indebærer så ifølge Gintberg især at nedsvælge x antal meget stærke øl – brygget alene med højtiden for øje. For der skal åbenbart drikkes igennem for at klare disse “højdepunkter” på året, hvad enhver, der har været til jule- eller påskefrokost med familien, også kan bevidne er ganske vist.

Gintberg er simpelthen virkelighedsgørelsen af Piet Heins´s berømte ord om, at ”Den, der kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”.

Gintberg slår også fast, at han som komiker gerne må være sær og mærkelig, men at udviklingen i dansk politik gør det svært for ham og alle andre komikere. Den pointé er hørt før, men holder stadig. For virkeligheden anno 2018 er mere absurd end hvad en komiker kan finde på – og nutidens politikere er at sammenligne med børn i en skolekomedie. Man nikker og smiler, men sidder i virkeligheden kun og venter på, at de professionelle skuespillere kommer på scenen.

En af dem er Gintberg, og han gør det eminent, når han tager vores selvoptagede og petitesse-orienterede tid på kornet.

En tid, hvor tingene aldrig har været nemmere, hvor vi aldrig har kedet os mere, tænkt færre selvstændige tanker, hvor -ismerne er døde, men hvor Gintberg – med et kæmpeglimt i øjnene – så gerne vil være idealist, fordi det ser så pænt ud på Facebook, og fordi han så kan vælge at forholde sig til hvilke fakta, som han vil acceptere.

Gintberg er så – efter Danmarksbloggens mening – mere end realistisk, når han konkluderer, at kloden nok er ret ligeglad med, om vi er ved at avle os selv ud, både som race og som art.

Danmarksbloggen kan i den forbindelse også oplyse hr. Gintberg og andre om, at geologerne – der gerne regner i et par millioner år fra eller til – i mange år har haft følgende tese: ”Mennesket overlever ikke jorden, men jorden skal nok overleve mennesket.”

Danmarksbloggen anbefaler ”Gintberg reder verden” på det varmeste – og giver forestillingen seks ud af seks jordkloder. Der er også brug for dem, sådan som vi formerer os – og forbruger af ting og sager fra især Jysk Sengetøjslager, som spiller en ganske særlig rolle gennem hele forestillingen.

”Gintberg reder verden” havde premiere sidst i januar på Bellevue Teatret i Klampenborg, men spiller over hele landet det meste af året. Se forestillingen, inden jorden går under, der bliver udsolgt af svinekød – eller (og det ville nok være det værste) din smartphone løber tør for strøm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Dukkehuset”

D.S. Henriksen udgav for kort tid siden bogen ”Dukkehuset” – en bog, der nok har et dukkehus som den centrale scene på mere end en måde, men som ikke på nogen måde ellers kan associeres med lyserøde prinsesse- og dukkelege med te-selskaber og løftede lillefingre.

Det drypper snarere af blod og ubestemmelige kropsvæsker end af spildt te – for nu at sige det ligenu.

Det starter ellers så hverdagsagtigt og velkendt. En antikvitetshandler, en kunde og et gammelt dukkehus. En ung gymnasieelev på vej hjem fra badmintonstræning gennem et dansk villakvarter klædt i sommer og idyl.

Men det ændrer sig – og bliver snart en uhyggelig historie, hvor dimensioner, fortid og nutid smelter sammen til et mareridt, en kamp på liv og død, hvor intet er givet på forhånd – og måske heller ikke på efterhånd.

Alt er beskrevet indgåede, levende og detaljeret i et nemt og tilgængeligt sprog, og man har på fornemmelsen, at forfatteren har siddet foran computeren og skrevet bogen i én samlet køre, hvilket selvfølgelig ikke kan lade sig gøre – efter de normale love.

Men netop de normale naturvidenskabelige love er i dén grad ophævet i ”Dukkehuset”, hvor vi hvirvles rundt i et mørkt mareridt, hvor selv den kloge Mira må give fortabt og ikke bare automatisk kender svarene.

Hendes venindes storebror David, der har den fysiske styrke med sig, må også erkende, at selv kræfter ikke altid er nok for en ung mand, der som vanen er for hans alder, opfatter sig ret udødelig.

Undervejs i Mira og Davids rejse i et univers, der er både sadistisk og indeholdende en pæn kadaverdisciplin, møder de også andre skæbner og eksistenser, som man heller ikke nogensinde ønsker at komme nær, end ikke selvom man er en hund efter mystik og fantastik.

Men nu skal der ikke siges for meget – læs selv bogen, hvor der også er flash-backs til noget, der er langt væk fra en dansk hverdag, nemlig en nazistisk arbejds – og udryddelseslejr, hvor kommandanten og hans datter lever under 2. verdenskrig, men forsvinder ind i dette mærkelige dukkehus, som årtier senere sælges til Davids far, som giver det til Davids søster Line.

Og det er så derfra, at denne rædselsfulde rejse starter ind i et univers, som ingen af os nogensinde ønsker at blive en del af.

Undertegnede er i hvert fald glad for ikke at eje et dukkehus – eller noget andet fra en antikvitetshandler for den sags skyld. For ”Dukkehuset” er en bog, der giver gåsehud og direkte ubehag.

Bogen giver så også en stor lyst til at rydde op i skabe og på loftet – bare for at være på den sikre side i forhold til at skille sig af med gamle – og måske farlige – sager.

Danmarksbloggen giver tre dukkehuse ud af seks mulige.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Planet Rump, the Farce Awakens”

En epoke i dansk teaterliv – og dansk jul – slutter med denne sæson.

Det er nemlig 35. – og sidste – gang, at Vivienne McKee og London Toast Theatre står i spidsen for Crazy Christmas Cabaret, som er et klassisk engelsk juleshow.

Formen, der er en blanding af komik, revy, spidsfindige ordspil, spiddende satire til tidens gang og en on-going dialog mellem scene og publikum, er en fast og elsket del af den engelske jul, som Vivienne McKee altså bragte til Danmark for nu 35 år siden, og som i år spiller forestillingen: ”Planet Rump, the Farce Awakens”.

I de mange år er succesen bare vokset og vokset – og der er efterhånden langt imellem, at man ser en vaskeægte Crazy-Christmas-Cabaret-jomfru, men de findes endnu. Og som altid må ”jomfruerne” m/k række hånden op til behørige klapsalver fra publikum, for sådan er det. Vi på stolene lever intenst med – og inddrages også hele vejen i det levende samspil, som aftenen er.

Ja, en enkelt publikummer ender som regel på scenen – således også i går aftes, hvor den udvalgte i de røde seler gebærdede sig så godt i stykket, at det udløste bragende klapsalver og et fortjent ”One can dream” fra scenen.

Undertegnede har været inde og se det gakkede, herlige og skøre show flere gange – men aldrig anmeldt det før her nu i denne sidste sæson, og hvordan anmelder man så noget, der er så godt, men som også er ved at forsvinde? Jo, man sætter sig ikke ned og storgræder, man keep calm and carry on, som englænderne siger.

Det med at keep calm er så alligevel lidt svært, når man for fuldt sving og i bankende rytmer i to akter svinges rundt i galaksen i en hæsblæsende action-historie fuld af bomber, magtkampe og allehånde planeter. Planeter, hvoraf to endda er styret af mænd, der per definition altid har så dårlige hår-dage, og er så barnlige, at London Toast Theatres versioner af den lille, gale asiat og den store, gale amerikaner virker mere fornuftige og mindre ”silly” end virkelighedens!

Dét er skræmmende – og Vivienne McKee siger også, at det er blevet meget lettere at skrive om de politiske ledere end det var, da hun startede for 35 år siden. Danmarksbloggen er enig. Det må komme helt af sig selv nu – ligesom genkendelsens latter gør det hos os, der sidder i Glassalen, når vi ikke ser ikke kun denne verdens ledere, men også en enkelt superheltinde. For verden tilhører (vistnok) kvinderne nu.

Der er det særlige ved Crazy Christmas Cabaret, at man ikke på forhånd ønsker at vide, hvem der spiller hvem, hvordan de er klædt på, eller hvad de siger og gør. For at se det hele folde sig ud undervejs, er en stor del af oplevelsen.

Men da David Bateson allerede i sidste sæson var Trump, undskyld Rump, undskyld Sheriffen fra Nottingham, røber man ikke noget ved at fortælle, at den rolle gentager han med bravour – og så orange i hovedet, at en vis mand i et hvidt hus i USA ville blive bleg som en slatten asparges, og straks trække sin mobil og begynde at tweete, hvis han ellers så og anerkendte det – og ikke bare troede, at det var fake news.

Uforglemmelig er også prinsesse Leia – og måske allermest i sidste scene, hvor ordet øm ikke engang dækker hendes udseende. Figuren er på alle måder hostess with the mostess!!!

Men så skal der heller ikke siges mere: Gå selv ind – for sidste gang – og oplev den forrygende barpige Lady Lola, Han Zupp, Luke Skystalker og alle de andre eksistenser i en galakse – ikke så langt væk. De dybt professionelle mennesker danser, synger, spiller og taler – ja selv tryller, så det er en leg – med lige præcis den rette mængde forstyrrelse i kraften!

May the Farce be with you

Danmarksbloggen giver ”Planet Rump, the Farce Awakens” seks ud af seks rumskibe – og vil på det kraftigste opfordre andre til at tage lyssværdet op. For den engelske ”Crazy Christmas Cabaret” er en lifesaver, en del af vores danske jul, som vi ikke vil undvære – selvom vi nok må sige farvel til en vis læge, der vel skal på pension i Helsingør, når lyset slukker for sidste gang i januar.

Men gad vide om ikke denne elskelige og i alle sæsonerne gennemgående figur smutter en tur over til Kronborg og snakker Hamlet og andre gode historier med Holger Danske? De to herrer, Dr. Van Helsingør og Holger Danske, er jo nu en integreret del af dansk kulturhistorie.

Præcis som Vivienne McKee er det, og hun skal også til at lave noget andet nu, rygtes det. Hvad vides ikke, men skal det foregå i Danmark, så kommer Danmarksbloggen gerne ilende. Endelig vil det også være en stor fornøjelse, hvis d´herrer David Bateson og Andrew Jeffers fortsat er at finde på de skrå brædder i Hamlets fædreland.

For: Brexit behøver ikke at betyde exit!!! Så bliv her – efterlad ikke os danskere til os selv i Løkkeland. Vi behøver the farce.

”Planet Rump, the Farce Awakens” kan ses i Glassalen i Tivoli indtil d. 6. januar – og så i Tivoli Friheden i Aarhus fra d. 10. – 13. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk