Anmeldelse: ”Pigen med bomberne” på Mungo Park

Sagen om Kundby-pigen (hende, der ville bombe den jødiske Carolineskole i København og Sydskolen i Fårevejle) vakte alle danskeres interesse i 2017.

Men hvad skete der egentlig i den 15-årige piges hoved? Dét spørgsmål forsøger instruktør Tue Biering at svare på i sit nyeste teaterstykke ”Pigen med bomberne”, som spiller på Mungo Park.

Scenen er tom og mørk. En lyshåret, ung pige med ansigtet oplyst af mobilens skærmlys dukker frem. Alt, hvad hun og de andre piger foretager sig, gør de, fordi de på sms har fået at vide, at de skal.

Flere og flere piger kommer frem. Alle med hovedet dybt begravet i mobilen, og dette gør det umuligt for de tre voksne kvinder (som også er en del af forestillingen) at nå ind til pigerne. De tre kvinder prøver alle at finde ud af, hvad der kunne få en ganske ung, dansk skolepige til at ønske at lave et terrorangreb.

Kvinderne er et spejl af den gennemsnitlige dansker; uforstående, med et ønske om at forstå, men samtidig bange. Bange for den nye trussel. For den unge pige passer jo ikke på profilen af en såkaldt terrorist, men det var hun jo.

Men hvis ikke hun passer på den stereotype karakter, som mange i Danmark har om en terrorist – hvordan kunne hun så alligevel havne i den situation? Var hun vred? Forført af en tanke om at skabe et hul i verden, som ikke kunne overses? Var det opmærksomhed, der trak i hende? Eller var det en følelse af afmagt?

Vi får ikke et definitivt svar på de spørgsmål i stykket. Men alle sten bliver vendt, og alle argumenter bliver diskuteret. Dog bliver det hele lidt for meget en repetition af sig selv, og der er ikke mange tanker, som ikke allerede havde været på bordet, da sagen stadig var en sensation med nyhedsværdi.

En anden ting, der er i overflod, er rekvisitter.

Scenegulvet er bogstaveligt talt oversvømmet af rekvisitter og kostumedele, da alle skuespillerne kommer ind til sidst for at bukke og modtage publikums klapsalver. Rekvisitterne er overalt, og de tager desværre hurtigt fokus væk fra de dygtige skuespillere, som kommer med nogle udmærkede overvejelser over, hvorfor en ung pige bliver terrorist.

Forestillingens fokus bliver desværre også fjernet fra kvindernes egne idéer om, hvorvidt deres datter da ikke kunne blive sådan, eller at de måske selv kunne have gjort noget lignende i den alder. Det er rigtig synd for både de dybe psykologiske overvejelser, som kvinderne har – samt for nogle af rekvisitterne, som giver stykket en kant og en dybde, som er meget unik. Men det drukner desværre i bjergene af stof, røg og acetone.

Men midt i alle rekvisitterne skinner slutningen på stykket alligevel igennem.

Den hær af piger, som af de udefrakommende og uforstående voksne bliver udstyret med våben og motiver, står truende og tårner op over den rodede scene. Og da de voksne går, vender de unge piger tilbage til deres hverdag og deres mobiler. For ikke alle unge piger har ondt i sinde, når det kommer til stykket – selvom én havde.

For én havde. En, der var god til at lyve. En, der ikke var helt som de andre. En, der senere skulle blive kendt som Kundby-pigen – ”pigen med bomberne”.

Men hvem var hun? Det ved vi egentlig stadig ikke – og måske får vi det heller aldrig at vide.

”Pigen med bomberne” på Mungo Park får 4 ud af 6 sprængfarlige bomber af både Isabella Auken og Anna M. T. Frederiksen

Stykket spiller indtil 12. oktober.

Anmeldelse: “Amerika”

Indimellem er der teater, der går direkte ind i maven, og sætter sig som en hård knude, der snurrer rundt og rundt i en knugende smerte, fordi det teaterstykke rammer så uhyggeligt meget plet.

Sådan et teaterstykke er Kafkas ”Amerika” på Nørrebro Teater – denne dystopiske og realistiske forestilling om den unge Karl Rossmann, der stadig er et barn, der han af forældrene sendes på en enkeltbillet med dampskib over Atlanten til New York, til en tilværelse og et land, som han ikke forstår – og som ikke giver ham en ærlig chance for at bevise sin kunnen – og sin gode vilje.

For den har Karl Rossmann sammen med en naiv idé om at give amerikanerne både musik og kultur. Men det er de selvfølgelig ikke interesserede i, og han kan overhovedet ikke afkode den verden og de mennesker, som han færdes iblandt. Så Karl Rossmann farer vild igen og igen – og kan ikke finde vej – godt illustreret af de mange grå døre på scenen, der er ligeså ens, som de er talrige.

Men hvad betyder det, at vi har mange valgmuligheder i livet, når vi alligevel kun kan vælge mellem det samme kedelige grå? Den samme grød af penge og netværk og at sige det rigtige, mens man kun tænker på at mele sin egen kage. Det er så samtidig den virkelighed, som Kafka – og vi andre – lever i. For nok er det cirka 100 år siden, at stykket blev skrevet, men den del af vores eksistens har grundliggende ikke ændret sig.

Stykket er derfor et skarpt og aktuelt portræt af et samfund i kapitalismens brølende vold, et samfund hvor der kun er plads til det, der tælles på bundlinjen – og til dem, som forstår at levere dette. Og det beskrives af Kafka uden forsonede træk, uden sukker – selvom turen efter New York går til Sugar Town.

Men i fortællingen om Karl Rossmann er der ikke noget sukker. Indimellem dramaet og tragedien og de hjerteskærende scener, hvor man som publikum bare vil styrte op på scenen og hjælpe ham, er der komik.

Dyster komik. Meget dyster.

Især fordi at hvert et lyspunkt, hvert et lige-ved-og-næsten-forsøg på at få hold på hans egen skæbne altid ender med, at han ryger endnu længere ned i den spiral, der starter med chikanerier, og fortsætter med ydmygelse og overgreb – og ender, hvor den må ende: Med døden.

For mennesker forsvinder i Guds eget land … og tilbage er kun drømmen om at stå tilbage i rampelyset.

Velvidende at uanset hvem der er stjerne i dag, så kan vedkommende forsvinde og blive skubbet ned i et dybt hul i morgen – som det sker for den på alle måder store kvindelige stjerne, pragtfuldt spillet af Trine Pallesen.

Det er i det hele taget et fantastisk cast, som også består af: Molly Egelind, Martin Greis-Rosenthal, Torben Zeller, Rikke Bilde, Kristian Holm Joensen, Rasmus Hammerich, Patrick A. Hansen og Thomas Hamilton som musiker.

Men i centrum er Nicolai Jørgensen, som spiller Karl Rossmann på en måde, der er mere end overbevisende. Han har nemlig et nærvær på scenen, som er enormt – og som mindede undertegnede om for nogle år siden, da jeg så selveste Ghita Nørby spille den jødiske mor i ”Indenfor murene” på Folketeatret.

Det er en stor sammenligning, men den er berettiget. For det var dette nærmeste fysiske og over-scenen-så-det-rammer-alle-nerver-nærvær, som gjorde, at man kunne mærke Karl Rossmann og hans savn, sorg, frustration, lidelse og smerte i hele kroppen – og også flere timer efter forestillingen.

En forestilling, der i øvrigt kræver noget af tilskueren – og tak for det.

For hvor er vi trætte af hurtige kultur-kalorier, der bare glider ned, mens vi griner – og glemmer igen med det samme. Det behøver vi ikke mere af. Vi har derimod brug for teater som det her. Teater, der vil noget, teater, der udfordrer os – og tvinger os til at se os selv og vores eget liv i øjnene – og til at tænke, også flere timer efter vi kom hjem.

For nok er figurerne karikerede – men vi kan genkende meget både fra de andres liv – og fra vores eget.

Gud giver os nemlig stadig nødder, og vi skal selv stadig knække dem – og man kan starte med at droppe nutidens grå døre, de allestedsnærværende skærme, for at gå i Nørrebro Teater og se ”Amerika”.

”Amerika” er en fysisk og sanselig forestilling, hvor vi kommer tættere på sandheden om os selv og vores samfund end vi måske har lyst til at se i øjnene – og alene af den grund kan den anbefales. Men det er også formidabelt skuespil – og i centrum lyser en af dansk teaters kommende store stjerner: Nicolai Jørgensen.

Danmarksbloggen giver ”Amerika” 6 ud af 6 Frihedsgudinder, som hende man ser i forestillingen – og som meget betegnende holder ikke en fakkel, men et sværd i hånden.

For der er ikke noget varme og oplysning over kapitalismen. Det er derimod et system, som gør kort og ubarmhjertig proces med alle, som ikke synger med på … Land of the Free and Home of the Brave …

Selvom friheden naturligvis ikke findes, og den, som tror sig fri, er fortabt – som et land kan være det. Som Amerika i Kafkas forståelse er det. Fordi et land, som insisterer på fuldkommen frihed, er et land, som ikke forpligter sig på fællesskab og tolerance – og som ikke yder nogen beskyttelse af sine svage medborgere. Så et sådant land er et land, hvor jungleloven hersker, og hvor de svage bliver slaver for de stærke.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 3. november.

Det er Nikolaj Cederholm, der har instrueret og dramatiseret Franz Kafkas roman ”Amerika”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: SKAM3 på Aveny-T

Den norske hitserie ”SKAM” kommer endnu en gang på besøg på de danske skrå brædder, denne gang med sæson 3, hvis omdrejningspunkt er den svære romance mellem Isak og Even.

Som ung er det ikke altid nemt at finde sig selv og sin plads i livet, og når ens seksualitet udfordres, bliver det kun en endnu sværere balancegang. Det er tydeligt at se hos den unge Isak, som pludselig falder for en fyr, i stedet for den pige, han altid troede, han skulle blive forelsket i.

Men som stykket skrider frem, begynder Isak at tro på sine egne følelser, for som Even siger: ”ingen andre end dig selv kender dine følelser”. Og med troen på sine egne følelser, kan Isak også tro på, at forholdet mellem ham og Even vil lykkes, selvom det bestemt ikke er uden besvær.

For den fyr, som Isak er faldet for, er bipolær, og oven i det har han en pigekæreste. Men som det fleste nok allerede har set i tv-serien, ender det godt for de to unge fyre.

Det er altså ikke små emner, der tages op i ”SKAM3”, men det behandles af Aveny-T og de seks unge skuespillere med så megen finfølelse og troværdighed, at man som tilskuer aldrig stiller spørgsmålstegn ved, om Even nu også er syg, om Isak og Evens forhold er reelt, og om vennernes reaktion er realistiske.

Det virker på ingen måde opstyltet eller overdramatisk, men skildrer på autentisk vis til gengæld, hvordan det er at date som ung i 2019, og hvad en mental lidelse kan gøre ved en person og et forhold.

”SKAM3” viser alle op- og nedture, og det unge cast er ikke bange for at leve sig fuldt ind i rollerne. Dette giver stykket en fantastisk følelse af nærvær og troværdighed, både mellem selve karaktererne, og mellem skuespillerne og publikummet.

Og ligesom det ikke er lette emner, der bringes på bane, er det heller ikke små ting, der sker for hovedpersonen Isak. Man fornemmer klart, at han gennem stykket går fra at ville have kontrol over sit liv til at det hele ramler om ørerne på ham.

Selvom det kan være svært at forlige sig med, så indser Isak, at man bare må tage livet minut for minut, og at man ikke bare kan skifte scene, som hvis livet var en film. Det er et gennemgående ting, at Isak og Even snakker om, at livet er som en film, hvor man selv er instruktør.

Et andet gennemgående element er, at Isak bruges som et talerør mellem scenen og stolerækkerne, da han flere gange bryder den fjerde væg, og taler direkte til publikum.

Dette spring til et meta-niveau sker både i starten og slutningen med en lille monolog om forholdet mellem skuespiller og tilskuer, og gennem hele stykket med den korte bemærkning ”skift”, der indleder et sceneskift. Isak sætter herefter ganske kort scenen, så tilskueren igen ved, hvor vi er, og så kører showet ellers videre.

Men også disse behændige sceneskift stopper, da Isak og Even begge indser, at vi mennesker ikke kan undgå ubehagelige situationer ved at løbe fra dem, men ved at tage det et skridt ad gangen.

Man sidder som tilskuer tilbage med en følelse af, at man selv er en del af begivenhedernes gang. Kun i starten skulle man vænne sig til, at Isak var en slags fortæller eller en oversætter mellem verdenen på de skrå brædder og vores verden. Men efter kort tid blev det kun nemmere og paradoksalt nok mere nærværende, at Isak fungerede som et mellemled.

”SKAM3” på Aveny-T fanger Julie Andems originale skildring af unge mennesker, og gør da også brug af fx sms’er som i tv-serien. Derudover fremfører skuespillerne tv-serien på troværdig og virkelighedstro manér, og med en pikant nerve og en intensitet, som er fuldstændig fremragende.

Derfor skal ”SKAM3” have en klar anbefaling herfra; om du selv er ung og i gang med at finde din egen vej, eller om du bare er nysgerrig på, hvad morgendagens danske teaterstjerner kan byde på.

”SKAM3” får 5 ud af 6 stjerner fra både Troels Rindal og Anna M. T. Frederiksen.

Anmeldelse: ”Beskidte milliarder”

I går udkom en af årets mest interessante bøger, nemlig ”Beskidte milliarder. Da Danske Bank blev centrum i verdens største hvidvasksag” skrevet af de tre journalister Simon Bendtsen, Eva Jung og Michael Lund fra Berlingske Tidende, som afdækkede sagen – og som modtog Cavlingprisen i 2019 for deres store arbejde.

Det er også en sag, som har vakt opmærksomhed – selv på Amalienborg, hvor Dronningen i sin seneste nytårstale var inde på det særlige ansvar og den særlige pligt, som der følger, hvis man har en betroet position. En af de institutioner, som har denne magt i Danmark, er Danske Bank, der sammen med Mærsk og Carlsberg gennem mange generationer har været en grundpille i det danske samfund.

Danske Bank har også altid haft ordet ordentlighed som et motto.

Det er så et motto, som blev udfordret kraftigt – for nu at sige det mildt – i den årrække (2007-15), hvor hvidvasken foregik. Primært i en estisk filial af banken, hvor såkaldte non-residents stod for transaktioner for cirka 1.500 milliarder kroner. Penge, som bare flød igennem banken uden at der blev taget notits af det.

Der var heller ingen af de centrale personer i Danske Bank i Danmark, som kunne tale estisk – eller russisk. For de mange penge kom nemlig primært fra russere, som ikke altid havde tjent dem på lovlig vis – for nu igen at sige det mildt. Desuden var it-systemet i Estland ikke koblet op på det store it-system i Danske Bank.

Så hvidvasken var altså svært at opdage – selvom man selvfølgelig kan hævde, at daværende topchef i Danske Bank Thomas Borgen burde havde vidst noget, da han i en periode var chef for de udenlandske forretninger, og ved mere end en lejlighed affærdigede bekymrede henvendelser fra andre medarbejdere omkring, at der måske foregik noget i Estland, som ikke skulle ske.

Alt det – og meget mere – om hvidvasksagen bliver grundigt beskrevet på bogens mere end 330 sider, hvor der også er noter og en liste over navngivne personer, som spiller en rolle i sagen.

Denne historie er heller ikke kun en finanssag. Det er også en kriminalsag med anonyme kilder og tips – et enkelt endda kommet til Berlingskes redaktion på gammeldags måde som et fysisk brev med en håndskrevet tekst. Men ellers er det et par mord – blandt andet på en whistleblower, krypteret elektronisk kommunikation, skjulte rejser og gedulgte møder med kilder på hemmelige steder overalt i Europa.

Et af de stærkeste møder er det, hvor journalist-trioen tilbydes ”det hele” – og med bankende hjerter og våde håndflader siger ja til det, der viser sig at være lister med navne og steder. Som læser kan man mærke dramaet og føle blodtrykket stige.

Et andet interessant aspekt er det om Danske Banks drømme om at blive en finansiel stormagt … og om det forhold at Danske Banks forretningsbalance på 3.578 milliarder kroner årligt er 20 gange større end lille Estlands samlede BNP. Det er altså Davids kamp – og sejr – mod Goliat, når Estland har bedt Danske Bank om at være ude af landet senest ved udgangen af 2019.

Måske også noget som kunne inspirere andre lande til ikke at ligge under for store selskaber? Den slags spekulationer er så ikke bogens ærinde, og den kommer heller ikke ind på det.

Bogen fortæller historien om Danske Bank og hvidvasken, og det gør den forrygende. Bogen er letlæselig i sproget, og indholdsrig i sin beskrivelse af, hvordan hvidvask foregår – og med gode perspektiver til både samfund og det politiske liv. For alt samfundsliv i Danmark påvirkes af denne sag, som slet ikke har fundet sin afslutning endnu.

Bogen påpeger også det paradigme-skifte, der er kommet ud af denne sag, hvor der stilles store etiske krav til bankerne, i Danske Bank fremskyndet af storaktionæren Mærsk-familien, som ikke lagde fingrene imellem, da bestyrelsesformand Ole Andersen blev fyret, selvom det ikke hed en fyring.

For i ”Beskidte milliarder” kan man også læse om personerne, både de ledende i Danske Bank, stråmændene, whistleblowerne, danske ministre, danske embedsfolk, den nye formand for finanstilsynet i Estland og alle de andre – og heldigvis på en måde, så det ikke bliver for personligt, som vores tid ellers ofte gør det, men som i stedet holder en fin balance mellem at formidle om personen og det, som er relevant i forhold til sagen.

Det og alt andet i bogen er et eminent godt stykke arbejde – og det samme var den Cavling, som i den grad var fortjent.

Danmarksbloggen giver ”Beskidte milliarder” fem ud af seks pengesedler – og vil anbefale bogen til alle, som ønsker reel viden og indsigt om ikke kun den nyere tids største danske erhvervsskandale, men også om hvordan samfundet er skruet sammen – stadigvæk.

For grådigheden som drivkraft vil altid være en del af menneskets dna. Så man er mere end almindelig naiv, hvis man tror på, at et paradigmeskifte vil betyde, at alle magtens mænd og kvinder fremover vil være i stand til at holde moralens fane højt.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer”

Udstillingen ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” er lige åbnet på Statens Museum for Kunst. Den er lavet i samarbejde med Petit Palais i Paris og Nationalmuseet i Stockholm, og er den største udstilling nogensinde om dansk guldalder.

Som besøgende føler man sig også hensat til netop guldalderen. Det sørger de mange guldrammer, de tykke gulvtæpper og de bløde siddepladser i de to store haller for.

Mange af malerierne vil den besøgende – uanset hvor meget eller lidt vedkommende kender til kunst – også nikke genkendende til. Malerier af de store mestre som Købke, Eckersberg, Skovgaard, Jerichau-Baumann, Rørbye, Hansen, Lundbye, Lorentzen og Sonne. Men også Marstrand, Blunck, Gurlitt og mange flere.

Billeder som viser romantiske landskaber som Skovgaards lysegrønne bøgeskov eller udsigten over Sortedams Dosseringen (ja, Købkes meget kendte billede med det lyserøde vand, som oprindeligt var blåt) eller de mere dramatiske med klinter og stormpisket hav (hvem sagde, at der ikke var bare en smule ”sturm und drang” i den danske guldalder).

Der er også et væld af portrætter af navngivne personer, både kunstnere, forfattere, videnskabsfolk og andre, som alle mere eller mindre kendte hinanden, og tilsammen dannede den lille elite, som stod for den danske guldalder. De er enten malet alene eller sammen med deres familie i hjemmet.

Guldalderen er nemlig også borgerskabets store tid, dér hvor familien iscenesættes med manden som patriarken og den udadfarende kraft, og kvinden som hjemmets samlingspunkt, hvad man også så det i Bakkehuset, hvor Kamma Rahbek trods egne evner mest er kendt som hende, der holdt salon for de andre.

Men dansk guldalderkunst rækker udover Danmark og rummer landskaber og motiver fra andre dele af kloden, både Vestindien og Orienten.

Mest kendt dog fra det solrige og varme Italien, som enhver kunstner og forfatter med respekt for sig selv rejste til i 1800-tallet, hvad enten det kun skete én gang, flere gange – eller man ligefrem boede dernede i flere år som den store billedhugger Bertel Thorvaldsen gjorde det. Ham kan man selvfølgelig også se i udstillingen. Der var vist heller ingen kunstnere, som tog på dannelsesrejse til Rom uden at besøge Thorvaldsen.

Men udstillingen vil mere end alt det, som vi allerede kender. Dels så forlænger den guldalderen indtil 1864, og dels så viser den andre billeder end dem, som vi allerede kender. Mest markant er Elisabeth Jerichau-Baumanns ”Havfrue” fra 1847, som i dén grad fanger opmærksomheden. Maleriet er i privat eje, så det er en enestående chance for at se det.

Det er så særligt interessant at vurdere det i forhold til Eckersbergs kendte ”En nøgen kvinde sætter sit hår foran et spejl” fra 1841, som også er med på udstillingen, selvom det normalt bor ovre hos naboen ”Den Hirschsprungske Samling.”

Eckersbergs billede er pænt og nydeligt, men viser også – trods nøgenheden – kvinden som et blidt og kontrolleret væsen, der som en anden Lady of Shalott ser verden i et spejl, hvilket står i stærk kontrast til Jerichau-Baumanns vilde og erotiske havfrue, der møder beskueren direkte og med stolthed hvilende i sig selv. Det er stærkt – og det kan tolkes som en begyndende kvinde-bevidsthed.

For dels så var det sjældent, at datidens kvinder malede andet og mere end blomster og interiør – og dels så er den nøgne kvinde, som er motivet, malet på en måde, så det minder mere om 1900-tallet end om guldalder. Samtiden og store dele af eftertiden brød sig heller ikke om billedet. De mente også, at det viste at kunstneren, Elisabeth Jerichau-Baumann, havde en svag sigøjner-sjæl.

Danmarksbloggen vil sige tværtimod. At det er forfriskende, ja vigtigt at vise, at den danske guldalder var andet og mere end skildringer af idyllisk natur og et dansk folkeliv malet i pasteller. At der faktisk var en kvinde, som turde og kunne male – både som de andre, men også helt som sig selv.

Jerichau-Baumann havde så heller ikke danske rødder, men det gør ikke noget. Tværtimod måske. Man var heller ikke fremmedangst i guldalderen.

Man vidste nemlig, at det handlede om det internationale, om Danmark vendt ud mod verden, som vi også ser det i Rørbyes kendte ”Udsigt fra kunstnerens vindue” fra 1825, der naturligvis er med i udstillingen, og viser den ældgamle forbindelse mellem hjemmet i Danmark, havet og det store udland. For i Danmark har vi altid handlet med udlandet, været afhængig af udlandet – og havet har altid spillet en afgørende rolle, og gør det stadig trods ihærdigt brobyggeri.

For de kendte malerier er her som sagt alle sammen – eller næsten. Danmarksbloggen ledte nemlig forgæves efter Jørgen Sonnes ”Sankt Hansnat. De syges søvn på Helenegraven ved Tisvilde”, som ellers hører til på Statens Museum for Kunst – samt sammes ”Brudefærd”, som normalt kan ses på ARoS.

For netop årets og livets gang var vigtige i 1800-tallet, hvor Danmark stadig var et landbrugsland, og hvor man levede langt mere cirkulært end vi gør i dag. Traditioner betød nemlig mere end hygge og en anledning til at være kreative, og kirken var ikke kun en kulisse for stort anlagte personlige fejringer af livets højtider.

Men ellers kommer udstillingen godt omkring, og den viser de dramatiske billeder og trækker de store linjer igennem en tid, hvor vi på den hårde måde lærte at være et lident land og at sige hvad udad tabes, må indad vindes.

For det var virkelig fra katastrofe og til katastrofe: Fra Slaget på Rheden i 1801, englændernes bombardement i 1807, statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814, den kortvarige triumf da vi vinder Treårskrigen og endelig til det store nederlag i 1864.

Som besøgende glæder man sig til gengæld over, at der er så meget guldalderkunst tilgængeligt for offentligheden. For prisen på de danske guldaldermalerier går voldsomt op i øjeblikket, og nogle af de allerstørste museer som Louvre i Paris, National Gallery i London og MoMA i New York har indenfor de seneste år købt guldalderkunst.

Danmarksbloggen giver ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” fem ud af seks pensler og spå´r, at udstillingen bliver efterårets helt store tilløbsstykke. Det er som sagt vores historie og identitet, der vises – og netop derfor er det godt, at vi kan se både de kendte og de ukendte sider af en tidsalder, som vi tror, at vi kender.

Udstillingen taler direkte ind i vores egen tid og behov for at vide, hvem vi er, og hvad vi kommer fra. Mange kender heller ikke vores historie særlig godt. Men i udstillingen kan man få guldaldertiden belyst med 225 malerier og en tekstmængde, som er overskuelig i vores billedorienterede tidsalder.

For det er godt at formidle viden med billeder. Desuden kan et maleri noget, som et foto ikke kan. Det kan formidle en stemning, en følelse.

Måske det også er derfor, at vi føler, at vi kender guldaldertiden så godt? Måske derfor at vi kan se på et guldaldermaleri og tænke: Ja, det er Danmark. Sådan ser vores land ud. Og så glemmer vi jernbanen, el-ledningerne, vindmøllerne, at markerne er blevet meget større, motorvejene og alt det andet, som ville få Købke, Eckersberg og de andre skønånder til at spærre øjnene op, hvis de kom forbi deres gamle land.

Ja, som H. C. Andersen forudså, da han i sangen ”Jylland mellem tvende have” om den jyske hede skrev: Heden, ja, man tror det næppe, men kom selv, bese den lidt, lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt. Skynd dig, kom, om føje år heden som en kornmark – som en kornmark står.

Senere nævner han dampdragen – altså toget, der var et billede på den industrialisering, der ventede, og som gjorde det effektivt af med guldaldertidens idylliske billede af Danmark, hvor man – i hvert fald i kunsten – så bort fra larmen, snavset, den store ulighed og det ligeså store armod.

Dét vil vi stadig gerne glemme. Fortællingen om Danmark er nemlig også en historie om vores drømme om Danmark, både før, nu og frem. Og dén fortælling kan vi til og med d. 8. december se – omfangsrigt og smukt – folde sig ud på Statens Museum for Kunst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Tabu”

En bog af Steen Langstrup er kendetegnet ved at spændingen bygges sikkert, men nådesløst op, hvorpå der kommer et eller flere uventede twists undervejs – og især til sidst.

Og således gælder det også i hans nye roman ”Tabu”, som udkommer i dag, og som på overfladen handler om en dansk familiejul langt væk fra hjemlandets klassiske decembervejr med gråt sjap og vådt søle.

Familien Sonnenborg, der består af Mor Jeanette, Far Klavs og de to voksne børn Birk og Ulrikke, er nemlig sammen med datterens nye kæreste Adam og øens lokale vicevært-ægtepar – de såkaldte property caretakers Juan og Eliana – forsamlet på en caribisk paradis-ø midt ude i det turkisblå hav.

Og det er selvfølgelig familiens egen ø, købt af faderen, der er iværksætter og har ligeså mange penge, som han har modstand mod alle andre end mennesker ligesom ham selv. Hvilket sønnen Birk heller ikke undlader at gøre opmærksom på, når han påtaler faderens manglende solidaritet med dem, som har mindre end familien Sonnenborg, og det er mere end 99% af verdens befolkning.

En familie, der naturligvis bor nord for København i det ”Reservat”, hvor der igennem december er blevet foretaget drab på to familier ligesom dem selv. Det ryster selvsagt familien Sonnenborg. En stund ihvertfald, for heldigvis er de jo selv så langt væk fra det hele. Fra drabene, mørket og kulden.

Eller er de? Alting er ikke altid, som det ser ud til at være, og modsætningerne danner rammen om Langstrups fortælling.

”Tabu” er nemlig fuld af kontraster, både de klassiske mellem generationerne, mellem det at være rig eller fattig, mellem det at være åben eller have hemmeligheder, mellem det at tale om tingene eller at gemme sig, men også om det som midaldrende at føle sig draget mod afkommets unge kæreste.

Og lige den tiltrækning er en følelse, som er mere tabu end det meste andet i vores ellers så frie tidsalder … i hvert fald hvis den midaldrende er en kvinde, en utilfredsstillet og uforløst kvinde, som har rundet de 50 år, og den anden part er en ung, lækker mand.

Men det er ikke desto mindre det emne, som Steen Langstrup tør tage op, tør skrive om. Det er modigt – og stærkt, og som læser tvivler man ikke på, at de kræfter, der sættes fri i mødet mellem den midaldrende kvinde og den unge mand, ikke nødvendigvis kommer til at skabe nogen glæde – på den lange bane.

Som læser fornemmer man også hurtigt, at idyllen på øen med palmerne, havet og de blå pools er ligeså overfladisk og falsk som det hvide plastic-juletræ, der efter planen skal danses om juleaften.

Men juleaften bliver ikke som forventet, for der er mange kræfter i spil – og intet af det handler om julegaver eller julemad, men i stedet om gamle konflikter, om fortidens nag og skygger.

Det er nemlig også klassisk Steen Langstrup at ville formidle andet og mere end gru og uhygge – og som regel handler dette andet om samfundet. Det gør det også i ”Tabu”, men her ses samfundet i miniformat og illustreret ved en enkelt families interne stridigheder og betændte relationer.

Og på den måde bliver bogen her anderledes end hans foregående bøger.

For i takt med at den solbeskinnende overflade krakelerer og den tropiske storm nærmer sig, så rulles familiekonflikterne og de sorte hemmeligheder op på en måde, så det bliver til et gedigent kammerspil.

Alle skeletterne ryger ud af skabene – og det ville ikke være Steen Langstrup, hvis ikke der også blev plads til nye lig. Og det hele beskrives med en nerve, så det gør ondt at læse. For personerne er så skarpt skåret, sproget så præcist og replikkerne lige i stormens øje.

”Tabu” er derfor et mesterligt portræt af en familie – og en tid og et samfund – i opløsning. Og er der overhovedet noget håb? Læs det selv – og glæd Dem.

Steen Langstrup har nemlig aldrig været bedre end han er det i ”Tabu”.

Danmarksbloggen giver ”Tabu” seks ud af seks lyserøde flamingoer, som dem der op mod jul landede på den tropiske ø og sked den fuld, inden stormen ramte.

I øvrigt: Så har Steen Langstrup to gange prøvet at få et manuskript filmatiseret. Senest ”Alt det, hun ville ønske, at hun ikke forstod”, som blev til filmen ”Finale”, der har vundet adskillige priser på horrorfestivaler over hele verden.

Denne bog – ”Tabu” – egner sig om muligt endnu mere til at blive filmatiseret. Den kunne blive en psykologisk thriller, som ville give selv den mest hærdede mareridt. For hvem er hvem – og hvad er hvad i vores fragmenterede og digitale verden, hvor vi kan rejse kloden rundt på få timer, men ikke nå vores nærmeste, selvom de sidder lige ved siden af? Dét kan man godt ligge søvnløs over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Helligtrekongersaften”

Man ved, at højsommeren nærmer sig, når der er premiere på Grønnegårds Teatrets forestilling under de grønne trækroner i Designmuseum Danmarks gamle have – og i år er skibet ladet med Shakespeare og hans ”Helligtrekongersaften”.

Skibet skal tages helt bogstaveligt, for scenen er bygget som et kolossalt skib i blå og grønne nuancer med lidt hvidt og tre gule stole. Både i bredden og højden fylder skibet også godt ud og danner rammen om en af mesterens klassiske forviklingskomedier om længslen efter kærlighed, menneskenes mange dårskaber i den forbindelse og alt det andet, som i vor tid er ligeså basale livsvilkår, som de var det på Shakespeares tid.

Til premieren i går aftes var det også et særdeles veloplagt publikum, der bænkede sig med tæpper, rosévin og hvad der ellers måtte være tilbage fra den picnic, som mange havde holdt inden forestillingen på det grønne græs omkring de røde tilskuerbænke.

Der var derfor en afslappende stemning med masser af grin og udbrud, som mindede undertegnede lidt om den medlevende atmosfære, man altid oplever på det genopførte Globe Theatre i London – dér hvor man spiller Shakespeare på originalsproget, endda i den gamle engelske version, men som regel i et nyt og anderledes regi.

Det samme gør Grønnegårds Teateret. Her er det også klassisk Shakespeare, når det kommer til det sproglige, hvor man havde valgt Niels Brunses oversættelse, så man får så mange lag med som muligt. Og ja, blankvers kan godt lyde tørre for nutidsører, men de er også en del af Shakespeare, som man ikke kommer udenom, hvis man vil lære mesteren ordentligt at kende.

Det bliver til gengæld farverigt, når det kommer til kostumerne, hvor der ikke var en eneste nuance på paletten, som ikke sås på scenen – og ofte tilsat lidt eller meget guld. Det gav alt sammen stykket ekstra kant.

En af de mest markante var den nærmest skrigende gule, som en stærkt spillende Ann Eleonora Jørgensen optrådte i, mens hun øvede sig på at smile og trække op i skørterne. Ann Eleonora Jørgensen har før stået på scenen i Grønnegårds Teatret, og hun er en gave til det klassiske teater, da hun har både den dramatiske sans og den komiske timing – og så det der udefinerbare, som i mangel af bedre kaldes udstråling og evnen til at komme over scenekanten.

Det samme kan siges om Troels Lyby, der virkede mere end overbevisende i rollen som den elskovssyge hertug Orsino, der nok kan besejre en hel verden, men ikke kan hitte ud af sit eget følelsesliv.

Men også Niels Ellegaard viste, at han kan mere end være sjov i et telt på Bakken, hvorfra mange ellers kender ham på denne tid af året. Men det klæder ham at skulle være andet, selvom han OGSÅ er morsom i rollen som narren.

Julie Agnete Vang spiller grevinden Olivia med en fantastisk fornemmelse for figurens sårbarhed midt i al snobberi og forfængelighed.

Og sådan kunne man blive ved med at nævne alle skuespillerne, som også tæller Laura Bro, Asbjørn Krogh Nissen, Anton Hjejle, Morten Hauch-Fausbøll, Henrik Lund og Søren Birch Plum.

For alle udfylder deres roller omkring den centrale figur Viola – eller Cesario, som hun laver sig om til, da hun iklæder sig mandetøj for at få en mulighed for i en patriarkalsk verden at danne sig den fremtid, som hun ønsker.

Hun spilles af Katrine Greis-Rosenthal med lige præcis den rette mængde sødme, gå-på-mod, energi og umiddelbarhed, som man forventer at finde hos et modigt ungt menneske, der er kastet ud i voksenlivet og skal skabe sine egne rammer – langt væk fra alt det trygge.

Grønnegårds Teatret leverer i år en forrygende aften under de grønne trækroner, hvor vi griner og frydes over de mange farver, de finurlige replikker, den glimrende komik og timing, som leveres fra sceneskibet, der sejler denne version af ”Helligtrekongersaften” sikkert i havn.

Ja, sågar en lille fægtescene snydes vi ikke for – den måtte i øvrigt godt vare lidt længere. For komik er også kroppens sprog – og også hos Shakespeare. Så lidt mere action havde klædt en ellers god forestilling.

Danmarksbloggen kvitterer med fire ud af seks guldmasker, som den grevinden koket tager på, da hun første gang møder den forklædte Viola og forelsker sig brændende i samme … fordi hun tror, at den unge kvinde er en mand …

For konventionerne skulle holdes på Shakespeares tid … også de kønslige, ja måske især de kønslige. Ellers ville samfundet falde sammen, mente man. Heldigvis er vi kommet videre. Eller er vi?

”Helligtrekongersaften” spiller til og med d. 24. august. Det er Christoffer Berdal, der har iscenesat.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ulveslægten”

Man bliver lidt forvirret, når man starter på bogen ”Ulveslægten” af Anders Lundt Hansen, som også har skrevet historiebøgerne ”Jellingmysteriet”, ”Nordens hersker” og ”Sølv, blod og kongemagt”.

For bogen handler om kongerne i Danmark i perioden fra cirka 1050 til ca 1150, og de præsenteres i bogen som Ulveslægtens konger. Men faktum er, at de stridbare og magtglade mænds adgang til den danske trone IKKE kom via forfaderen Ulf Jarl af Skåne (Ulf som i Ulv), men via formoderen, Estrid, som var datter af den danske konge Svend Tveskæg og søster til kong Knud den Store, som herskede over både Danmark og England.

Det er også derfor, at den første konge (med Ulf som far), der nævnes, hedder Svend Estridsen, altså Estrids søn, og ikke Svend Ulfssøn. For det er forbindelsen til Estrid, der legitimerer retten til tronen.

Det er derfor ærgerligt, at bogen bruger dette fortællegreb med ulve-efterkommerne. For det rimer dårligt med dén historiske kendsgerning, at det er den samme slægt, som har siddet på den danske trone gennem hele historien. Og dét er set i europæisk sammenhæng ret unikt, at der ikke har været forskellige slægter, men at det er den samme slægt, om end i forskellige versioner og langtfra altid med tronen givet fra far til søn, men alligevel …

Lidt inde i bogen slås det også fast, at hvis ikke Kong Magnus af Norge var død, fordi han faldt af sin hest – så havde det hele endt anderledes. Det er uden tvivl rigtigt, men det gælder mange ting i historien, at hvis og hvis …

Og især i denne tidlige middelalder, hvor kongerne i Danmark skulle frygte både sygdom og sværd, var der ikke givet noget på forhånd. For var det ikke det ene, der tog livet af dem før tid, så blev det nemt det andet. Ingen vidste, hvornår deres sidste dag kom.Og netop de 100 år her var mere end urolige, og det er svært at holde styr på, hvem der var hvem, hvem der (måske) myrdede hvem og så videre.

Sandheden om tiden er dog også, at den var andet og mere end krig og kampe om magt og rigdomme. Historien om de urolige år i middelalderen handler også om, at det danske samfund blev bygget op. Det hører man så desværre meget lidt om i bogen. Med undtagelse af noget om møntvæsenet og noget om det store kirkebyggeri, som betød, at landets trækirker blev revet ned og erstattet af stenkirker, hvoraf mange står endnu – omend ombygget og tilbygget. Men alligevel – der var et kirkebyggeri uden europæisk sidestykke i netop det århundrede, som bogen dækker.

Det var så også den tid, hvor byerne og handlen voksede, hvor hjulploven blev indført, hvor der kom mere system og organisation i landet – hvilket alt sammen var med til at skabe betingelserne for det feudale samfundsystem, som for alvor blomstrede i de kommende århundreder.

Og dét ville vi altsammen gerne have hørt mere om, for Danmark blev heller ikke dengang bygget på krig og alliancer mellem våbenbrødre alene.

Men ellers vrimler bogen med gode historier – fx den om jætten Finn, som ifølge legenden hjalp til med at bygge Lunds Domkirke, som var dansk dengang, da Skåne sammen med Blekinge og Halland var danske.

Jætten ville selvfølgelig have noget for ulejligheden, nemlig præstens øjne. Heldigvis beholdt Guds mand sine øjne, da han i sidste sekund fandt ud af, hvad jætten hed. Gal af raseri styrtede Finn ned i krypten for at rive hele den store katedral ned, men så ramte en solstråle. Dét kan trolde og jætter ikke tåle – de bliver forvandlet til sten. Og hvis man tvivler på historien, kan man jo tage til Lund og selv se efter. Undertegnede har været dér – og kan bevidne, at Finn står og omfavner en af de store søjler nede i krypten.

Kirker som skueplads for drama skorter det nemlig ikke på i middelalderen, heller ikke de historisk bedre funderede. Vi får derfor også i bogen en meget levende – og fantasifuld – beskrivelse af mordet på Knud den Hellige i Skt. Albans Kirke i Odense – og om hele forløbet bagefter, da den myrdede konge blev kåret til helgen.

For religion var vigtig på den tid, og det var godt i magtspillet at kunne tælle en helgen blandt sine aner, hvilket også den senere konge Valdemar den Store var bevidst om, da han fik kåret sin far Knud Lavard som helgen – flere år efter denne blev myrdet ved Haraldsted ved Ringsted. Stedet er den dag i dag valfartssted for Danmarks katolikker.

Pilgrimsfærd og korstog betød meget for datidens mennesker, som var stensikre på, at den kristne tro – og deres fortolkning af den – var den eneste rigtige måde at se verden på. Så derfor gjaldt det om selv at blive frelst – og om at befri den hellige by Jerusalem fra muslimerne.

Alt det hører man også om i ”Ulveslægten”, men desværre beskrevet på en måde, så det ikke holder teologisk.

For nok er det godt at ville gøre svært stof enkelt og forståeligt, men man skal også passe på med ikke at gøre det så enkelt, at man laver om på meningen, som når der fx på side 67 står: ”For de kristne i middelalderen var det almindeligt, at man rejste hen til hellige steder for at vise, hvor from man var. Det var især en god idé, hvis man havde gjort noget, man ikke måtte ifølge kristendommen. Hvis man virkelig fortrød det, man havde gjort, kunne en hellig rejse få Gud til at synes, at man var ok igen. Så undgik man at komme i helvede, når man døde.” Citat slut.

Men det kniber med teologien flere steder:

1) Man tog ikke bare på pilgrimsrejse for at vise sin fromhed. Troen var simpelthen den måde, som man identificerede sig selv og verdenen på. ALT var gennemsyret af troen på en måde, så vi i dag vil kalde det fundamentalistisk.
2) Rigtigt er det, at en pilgrimsrejse kunne være en bod, hvis man havde gjort noget forkert, men mange gjorde det også, fordi de simpelthen havde lyst og følte en trang til at komme tættere på Gud. Sådan er det stadigvæk for nogle pilgrimme.
3) Kristendommen er ikke en gernings-religion, hvor man ved at gøre noget, kan få Gud til at elske én. Gud elsker mennesket, som det er, uanset hvordan vi opfører os – set i den kristne optik. Og endelig
4) At man undgik at komme i helvede er måske lige at skyde spurve med kanoner, for man opererede i katolsk tid langt mere med at mindske tiden i skærsilden, altså den tid som sjælen skal lutres, inden man kan komme ind i Himlen.

Så det er ærgerligt, at det teologiske ikke er beskrevet korrekt i en ellers velskrevet bog, hvor læsningen flyder.

Godt er det til gengæld, at udlandet tages ind – både rejser og erobringstogter og korstoge, men også udlandets interesser – og stormændenes.

Bogen slutter også med en cliffhanger, som det hedder på nudansk – nemlig at der lægges op til dramaet mellem Svend, Knud og Valdemar, som man kunne forestille sig, ville blive en del af en femte bog.

Desværre fristes forfatteren også her til at behandle historien ret frit, når han skriver: ”For ingen af de tre kan blive konge uden støtte fra mange stormænd. Og den mægtigste stormandsslægt af dem alle, den rige Hvide-slægt fra Sjælland, skal vælge, hvem de vil støtte. Når krigens sværd igen lyner over landet, er det Hvidernes konge, der ender på tronen.” Citat slut.

Det lyder dramatisk, men når man ved, hvem af Svend, Knud og Valdemar, der var den senere biskop Absalons og hans bror Esbern Snares bedste ven, ja som endda var vokset op sammen med dem – så ved man, at Hviderne på forhånd havde valgt, hvem de ville støtte. Absalon og Esbern Snare hed nemlig Hvide til efternavn, og deres far var den mægtige Asser Rig.

Fantasi er som bekendt ok, når det er en skønlitterær bog, men når man skriver, at “Ulveslægten” har til hensigt at indføre 9-13-årige i middelalderens historie, så duer det ikke med mangler og fejl.

Derfor denne hårde kritik og kun to ud af seks sværd. For der er vældig gode beskrivelser af våben, steder, slag og kampe fx slaget ved Fodevig, men meget af det andet trænger til en tur med tættekammen.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Oh Baby – It´s Cole”

Verden af i dag er et klima, der er gået amok, en politisk verdensorden, som ingen rigtig forstår, men som alle frygter konsekvenserne af – og alle de andre skræmmende dystopier, som fylder vores nutid i en grad, så vi næsten ikke kan rumme det.

Heldigvis behøver vi heller ikke at SKULLE rumme det hele tiden. Vi må godt indimellem søge ly i en tidslomme, i en verden af i går – eller måske endda af i forgårs …

En af de mest vellydende og bedst udseende tidslommer, som dette forår kan byde på, er London Toast Theatres Cabaret Show ”Oh Baby – It´s Cole”, der 28 år efter sin første premiere endelig havde premiere på engelsk.

For vil De tænke Dem – dengang i 1991 blev sangene sunget på dansk. Ellers ville et dansk publikum ikke kunne forstå indholdet, havde Vivienne McKee fået at vide.

Men i går på Krudttønden i København blev der heldigvis både fortalt og sunget på originalsproget engelsk i en sprudlende forestilling med Vivienne McKee som den primære fortæller, der med nerve, humor og stor ømhed fortolkede historien om den charmerende overklassedreng Cole Porter, der skrev sange igennem flere årtier, så en hel verden lyttede – og stadig lytter med på klassikere som Night and Day, My heart belongs to Daddy, I love Paris og Anything goes.

For vi kender musikken, men hvad med manden? Navnet kan vi måske genkende. Men hvor mange af os havde hørt historierne om de overdådige fester sammen med den tids kendisser i både Paris, Venedig, New York og Hollywood? Hvor mange af os vidste, at han skrev Yales slagsang? At han skrev ord og musik på samme tid? Hvor mange af os ved, at Coles mor selvfølgelig gav den lille dreng et fint piano straks han bad om det?

For formuen i hjemmet var ligeså stor som moderens ærgerrighed og den lille Coles eget talent, som viste sig at være enormt både til at skrive sange og til at feste. For Cole Porter forstod at feste – og intet party uden de tre D´er: Drinks, Drugs and Dance.

Det vil sige: En dag sluttede festen. Hans elskede kone Linda gik fra ham. Det handlede ikke om deres indbyrdes kærlighed, men om de mænd, som hun ikke længere kunne acceptere, at han følte en tiltrækning imod. De mænd, som altid krøb ind under huden på ham. Cole Porter er også manden bag den fængende I´ve got you under my skin.

Men nedturen indebar også et rideuheld med en hest, der faldt over ham, gjorde ham til invalid med mange operationer, smerter og sågar amputation til følge. Men evnen til at skrive musik bevarede Cole Porter – og både før og efter uheldet skrev han den hvirvel af evergreens, som bærer hans navn, og som gjorde ham til en lysende stjerne både på Broadway og i filmens verden.

Evergreens som Lets to it, Take me back to Manhattan, I get a kick out of you og mange flere.

Vi hører dem alle sammen ude på Krudttønden i et set-up, der minder om en natklub fra 1920´erne, sådan en med mørke, røg, farver, glimmer og musik … og sangene fremføres fejende, flot og fabulous af ensemblet, der udover Vivienne McKee består af Katrine Falkenberg, Nicoline Siff Møller, Leo Andrew, Sebastian Harris og på piano Stuart Goldstein.

Danse kan de og synge og gestalte og vise følelser – og så kan manden ved pianoet spille, så det er fornøjelse, som at være rakt tilbage i Cole Porters tid, vel af mærke hans første storhedstid.

For efter uheldet kom en af alletiders største succeser, nemlig musicalen, der også blev en film, ”Kiss me Kate” skrevet med Shakespeares skuespil ”Trold kan tæmmes” som direkte forlæg. Den gav Cole Porter en Tony-award. Så der var glamour også over hans sidste værker.

Der er også både glamour og klassisk dannelse over London Toast Theatres forestilling, som er som et strejf fra den gamle verden. Med de optrædende i kjole og hvidt, i charlestonkjoler og i lange kjoler – både med og uden glitter og fjer. Med musik og stemning fra den gamle verden – eller måske rettere fra den verden, som var før det, som vi kalder den gamle verden.

For selv kunne en aldrende Cole Porter i slutningen af sit liv omkring 1960 ikke længere føle sig hjemme i det, som han kaldte den nye verden. Hans tid var den, som gik forud for Beatles, ungdomsoprør, Vietnam og kold krig.

Hans tid er noget, som er længe siden, men som også repræsenterer en sprudlende tilgang til livet, som vi i denne dystopiske tid har mere brug for end nogensinde, hvis vi skal holde os flydende. Eller som man siger det i Vivienne McKees fødeland: Keep calm and carry on – og det gælder også ihvertfald to af D´erne, nemlig Dans og Drinks.

Danmarksbloggen giver ”Oh Baby – It´s Cole” fem ud af seks boblende champagneglas, som dem Cole og hans festlige selskaber holdt så meget af. For det var funklende, gnistrende – ganske enkelt fabulous.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Kim Larsen ”Sange Fra Første Sal”

Posen var lukket. Der ville ikke komme mere. Aldrig skulle man høre – og synge med på – en ny Kim Larsen-sang. Dét var den hårde sandhed, som vi lærte at leve med sidste efterår, da Danmarks store søn døde og efterlod et helt land i sorg.

Men nu – midt i det gryende forår – er hr. Larsens sidste 12 sange udkommet alligevel. De er indspillet hjemme i lejligheden i Odense sidste forår sammen med impresarioen Jørn ”Ørn” Jeppesen og sønnen Hjalmar.

Albummet hedder ”Sange Fra Første Sal” og henviser til, at lejligheden ligger på 1. sal.

Danmarksbloggen har hørt de 12 sange og er begejstret, og ville også have været det, hvis de havde været lavet af en hel anden, selvom både musik, ord – og især stemmen umiskendelig er Kim Larsen.

For der er kun én Kim Larsen.

Manden er Danmarks største spillemand nogensinde. Ja, mere end det. Han kunne som ingen anden sætte ord på os, vores følelser og tanker her på denne lille plet, der kaldes Danmark. Der vil derfor også blive sunget Kim Larsen, så længe der bliver talt dansk på denne jord.

Og nu har vi så 12 nye og sidste sange …

Og nej, de er ikke alle sammen mesterværker. Men de har en nerve og en ægthed, som er klassisk Larsen´sk, som når han i en af de bedste ”Koppen med den skårede hank”, synger Ræk mig lige koppen med den skårede hank, Og Politiken fra i går, Nok er den ikke særlig aktuel, Men det er jeg heller ikke selv

Eller når han om den anden ende af livet ”Den store dag” synger Farvel lille mand til barndommens land, Du kommer aldrig mere tilbage, Uskyldig og fri med det er det forbi, Det er din store dag i dag

Det er så også disse sange, som vi ikke kommer til at høre ham selv synge live. For spillemanden kunne stadig synge – også selvom døden ventede på den anden side af den sommer, som kom samtidig med, at disse sidste 12 sange blev indspillet for næsten et år siden.

Men så må vi synge dem selv. Samtidig med at vi istemmer hele den glansparade af sange og viser, som hr. Larsen lavede, mens han var her, og som sammen med Grundtvigs salmer og H. C. Andersens eventyr er de største skatte i vores kultur.

Danmarksbloggen giver ”Sange Fra Første Sal” seks ud af seks dråber, som de dråber der trillede ned af kinderne sidste efterår, da vi hørte, at han var død.

De dråber som Kim Larsen selv sang om sammen med Gasolin, da det hele startede i en anden lejlighed på Christianshavn i 1970´erne. De dråber der også var hans sidste sang til hans sidste koncert.

Som et strejf af en dråbe – vi fik sandelig lov til at håbe …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk