Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark.

Sådan sluttede Margrethe d. 2. en nytårstale i Coronaens tegn. En nytårstale, der var mere indfølt, mere alvorlig og mere inderlig end nogensinde.

For 2020 har med regentens år været et prøvelsens år, et år hvor så meget blev anderledes, aflyst eller udskudt. Et år, hvor intet blev, som vi havde håbet. Et år, hvor vi stod sammen som samfund – og hvor der er brug for samfundssindet også i den kommende tid. Og netop derfor henvendte regenten sig til os alle sammen med ordene Gud bevare jer alle sammen.

Det var Mor Dronning, der talte – og hun favnede hele landet med dé ord og dén omsorg, og jeg indrømmer åbent, at jeg fik tårer i øjnene.

For det har været et underligt år. Fra Coronaen ramte, og vi alle oplevede foråret stærkere end nogensinde over sommerens pusterum, selvom virus stadig var der, og så til nu, hvor smitten har godt fat – og vi står overfor de mørkeste måneder i pandemien.

Alt det nævnte Dronningen, som udover dybfølte taksigelser til alle, der kæmper mod Coronaen, kom ind på, at vi midt i elendighederne også viste, at vi danskere kan stå sammen, når det gælder, at vi har tillid til hinanden og til samfundet.

Noget, som hun bad os om at huske på, når vi er ovre på den anden side af pandemien.

Det var historiens vingesus, der slog de store slag på Amalienborg her nytårsaften 2020. En aften, hvor vi glæder os lidt ekstra til 2021 – og til at få vaccinen rullet ud til alle danske.

Danmarksbloggen giver Dronningens nytårstale 6 ud af 6 kongekroner. Den var formidabel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Glade jul – også i en Corona-tid”

Jeg bliver simpelthen nødt til at anbefale denne bog:

“Glade jul – også i en Corona-tid” (e-bog)

Udgivelsesdato: 2/12 2020

Forfatter: Dorte J. Thorsen

Forlag: Saxo Publish

Pris: 37,50 kr.

Jeg har netop færdiglæst “Glade jul – også i en Corona-tid”, en e-bog af Dorte J. Thorsen og er fuldstændig blown-away over den afsindige viden forfatteren har om ALLE julens aspekter. Hun kommer vidt omkring på de 132 sider, hvor man blandt andet bliver grundigt indført i julens forskellige traditioner, samt historien bag.

Vidste du, at julemanden oprindeligt stammede fra Tyrkiet, at de brunede kartofler leger kastanjer, og at nissen i virkeligheden var en meget ubehagelig fætter, man gjorde klogt i at holde sig gode venner med?

Mange af kapitlerne beskriver julens traditioner, som fx julefrokoster, gaveræs og nytårsaften og på en måde, så man udover at erhverve sig ny viden også mindes barnsdomsjulen og de faste familietraditioner. Men det bedste ved bogen er næsten, at forfatteren, som man ellers fornemmer, er meget begejstret for julekonceptet, også formår at stille spørgsmålstegn ved julen som en ren glædesfest for alle.

For hvad med de hjemløse, de fattige eller de som har mistet et familiemedlem?

Sidst, men ikke mindst indeholder bogen en inspirationsguide til en sikker corona-jul med en lang række af kreative forslag til, hvordan det kan gribes an. Og det må siges at være brugbart i denne usikre og mørke tid. I det hele taget bringes coronaen i spil gennem hele bogen, hvilket gør den yderst relevant. Både i år, men også i tiden frem.

Selvom jeg altid har holdt jul og mener at have ret godt styr på højtiden, blev jeg virkelig beriget og havde svært ved at lægge bogen fra mig. Den var så velskrevet, opfindsom og grundig, og i en sådan grad, at jeg blev nødt til at dele oplevelsen med min sjette klasse, der fik læst flere af kapitlerne højt i forbindelse med et forløb om julens historie.

Eleverne sad med store øjne og labbede detaljerne i sig, og selvom det var meget forskelligt, hvad de hæftede sig ved, var fælles for dem, at de blev nysgerrige og stillede flere spørgsmål, som vi heldigvis kunne finde svar på i bogen, der i øvrigt er meget overskueligt sat op med en udførlig indholdsfortegnelse, man kan klikke sig rundt i.

Alt i alt en super læseoplevelse, som jeg giver mine varmeste anbefalinger.

5/5 julestjerner og glædelig jul herfra.

Bogen kan købes på www.saxo.com

Skrevet af forfatter og lærer Helle Kaare Lindberg

Anmeldelse: “Lille sommerfugl”

Søren Kragh-Jacobsens ”Lille sommerfugl” er en film, der vil to ting.

Men først og mest er den et familiedrama, der folder sig ud i en guldbryllups-ramme. Parret Ernst og Louise har været gift i fem årtier, og haft den store, fine slægtsgård på Fyn lige så længe, og det er gået dem godt, tror man.

Men nej, vi erfarer hurtigt, at Ernst er et par dage før den store dag er erklæret konkurs. Det har han så bare ikke fortalt Louise endnu, så den stakkels og noget vrantne guldbrudgom martres allerede fra morgenstunden, hvor der selvfølgelig er både æresport, hornmusik og en lille én til halsen.

Der er heller ikke noget som familiefester eller højtidsfejringer, når man skal vise en families indre dynamik med konflikterne mellem generationerne, i ægteskaberne og alle de andre steder, hvor mennesker kan fare vild i livet – trods alle gode intentioner.

Sådan en har-vi-det-ikke-dejligt-fest med levende orgel-musik, sang og en påtaget munterhed er også instant genkendelse. For vi har alle været til sådanne fester sammen med mennesker, som normalt ikke har noget med hinanden at gøre – af gode grunde.

Men nu til festen skal de være sammen, om så kun for en aften, og det bliver sådan en god aften, er der enighed om, når folk ankommer, og tjekker hinandens biler, tøj og gaver ud samtidig med goddag-hilsnerne og de små spidse bemærkninger.

Så er banen kridtet op, og man er kommet i stødet til at gå ind til bålet, undskyld festen i forsamlingshuset. Men det kommer hurtigt til at minde om ild. For den slags fester med hele familien og andre fra netværket – her landsbyen – er de rene brandfælder. Der er altid gamle konflikter, nye opgør, uforløste følelser og andet brændbart, som det kun kræver en lille gnist at tænde, så det udmunder i skænderier, skub og slåskampe.

Og som altid til de famøse forsamlingshus-fester sker det virkeligt interessante, når man er ude for at ryge og på andre måder ikke sidder inde ved bordet, hvor der snakkes om ingenting, grines af lige så lidt, holdes taler, råbes hurra, synges lejlighedssange – og først og fremmest spises og især drikkes.

Drikkes indtil selvbeherskelsen ryger sig en tur, så der både kan langes øretæver ud, grædes, skændes, kastes op og alt det andet, der sker, når mennesker insisterer på at ”men i aften skal vi hygge os og more os, for i aften er det guldbryllup/sølvbryllup/bryllup/konfirmation/rund fødselsdag/jul/bliv selv ved”.

Alle de dage – livets store dage – hvor forventningerne er i top, men hvor troldene altid springer op af æskerne, og sandhederne og skuffelserne kommer frem i lige så højt tempo som promillerne stiger.

Midt i det hele står så Ernst og Louise, som har en stor indbyrdes ømhed – og irritation på hinanden, men samtidig også en stålsat beslutning om at holde ud og holde af.

De portrætteres mesterligt af Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster – godt sekunderet af Finn Nielsen, som er meget overbevisende som den trofaste ungdomsven Henning, der nærer en platonisk og permanent ulykkelig kærlighed til den i starten meget glade guldbrud.

I andre roller ses Mia Lyhne, Sarah Grünewald, Peder Thomas Pedersen – og Sofus Rønnov og Sofie Juul Blinkenberg som de to unge, barnebarnet og hans kæreste, næste generation måske af Ernst og Louise.

Det er en glimrende film, der dog mangler noget – og samtidig har for meget af noget andet.

For hvor vigtig debatten end er om, hvem der er danske, og at vi skal følge med tiden – og jo, man fanger godt den med, at de danske er dem, der bebor de danske øer, som Ebbe Kløvedal skrev det – så giver indslagene om flygtningene ikke mening. Medmindre selvfølgelig der tænkes på et metaplan omkring, at Ernst sælger grise til Kina, og nu kommer der afrikanere til egnen, og på den måde hører vi alle sammen her på kloden.

Dét kunne give mening, men måtte i så fald godt være fortalt lidt tydeligere. Det samme med Ernsts udvikling, især til sidst. For hvad er det – udover et heldigt tilfælde og en lille forsømt pige med en stor kærlighed til grise og sommerfugle – som gør, at han ændrer indstilling til livet og verden? Dét måtte godt have stået skarpere.

Men alligevel er det en solid og god film. Især fordi den er 1:1 med virkeligheden, som den leves i Danmark også i 2020 – også i Københavns kreative klasse, hvor man ellers gerne vil tro, at man er hævet over den slags ballade, som filmen viser. Men det er man ikke.

Man spiser bare noget andet end suppe, steg og is. Men konflikterne er de samme, og sammenhængen mellem fest, alkohol og trolden ud af æsken holder lige så godt på Østerbros hundedyre kartoffelrækker som ude på svineproducentens noget billigere marker.

Danmarksbloggen giver ”Lille sommerfugl” fem ud af seks sommerfugle, fordi filmen er så realistisk i sin skildring af menneskelivet og tilværelsen i Danmark, som den har været det gennem generationer – og formentlig vil fortsætte med at være det.

En tilværelse i medgang og modgang, hvor de menneskelige sommerfugle let får brændt vingerne eller bliver mast. Eller hvad? For er guldbruden Louise i virkeligheden en sommerfugl med lette vinger, der har sunget sig gennem livet, men som alligevel samtidig har en rygrad af stål, når det gælder? Er det i virkeligheden denne verdens sommerfugle, som bærer det hele på deres lette vinger? Dét skulle ikke undre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Retfærdighedens ryttere”

Der er film, der går direkte ind i hjertekulen, og så er der film, som går endnu dybere, og ætser sig fast i ens dna. ”Retfærdighedens ryttere” er en af de film. Man ler, så det klukker, man kan mærke spændingen sitre i hele kroppen, man græder, og man kan næsten ikke bære det mere – og hele tiden sidder man med en stor knude i maven, der måske/måske ikke forløses, inden filmen er slut.

Dvs. jeg kender godt svaret på dét med forløsningen. Men hvis jeg skriver det, så giver jeg hele filmen væk, og det vil være en forbrydelse. For ”Retfærdighedens ryttere” er en af de få film, som bare skal ses – uanset om man er til thrillere, psykologiske dramaer, tids- og generationsportrætter – eller bare en god dansk film.

Filmen har også fire af de største danske filmstjerner i de bærende hovedroller. Men der er også en femte stjerne i filmen i den femte hovedrolle.  Hun hedder Andrea Heick Gadeberg, og spiller datteren Mathilde på en så hudløs måde, at man glemmer, at der ikke er tale om en dokumentar om en teenager, der mistede sin mor, da et tog blev sprængt i stykker. Mathildes sorg og manglende kontakt med den fra krigen hjemvendte far skildres præcist – og man føler med dem begge i deres søgen efter hinanden og de svar, som det er svært, ja måske umuligt at få.

”Retfærdighedens ryttere” er en eksistentiel film, der fortæller historien om, hvorfor en rød cykel i Tallinn, der skulle have været blå, afstedkommer adskillige voldsomme begivenheder i Danmark. Eller startede det hele i virkeligheden tidligere? For hvorfor sker ting? Hvad er årsag, og hvad er virkning? Og kan vi overhovedet nogensinde forvente at få et svar? Store spørgsmål, som filmen hele tiden kredser om, går ned i, ind i og tager livtag med.

”Retfærdighedens ryttere” bliver derfor også siddende i kroppen i flere timer, ja dage. Den bider sig fast i ens sjæl som et uafrysteligt mesterværk. Det er også Anders Thomas Jensen, der har skrevet og instrueret, som han har gjort det med en perlerække af gode, danske film. Også den, som mange i forvejen har sammenlignet ”Retfærdighedens ryttere” med, nemlig ”Blinkende lygter”.

Men til dem, som forventer en slags ”Blinkende lygter version 2”, er der kun en ting at sige: ”Blinkende lygter” var en fantastisk film, og der er ligheder. MEN: ”Retfærdighedens ryttere” er bedre. Mere voksen. Mere moden. Mere gakket, mere voldelig og endnu morsommere.

”Retfærdighedens ryttere” tør samtidig gå endnu længere ud i handlingen, endnu dybere ned i personerne og deres baggrundshistorier – og ikke mindst så viser og trækker filmen på den store alvor, som på mange måder har ramt vores samfund siden ”Blinkende lygter” havde premiere for 20 år siden. Også derfor er filmen et mesterværk.

For det er de helt store ting, som er på spil: Liv, død, menneskelige relationer og den mening med det hele, som så mange gerne vil finde, og søger i fx videnskaben, religionen og psykologien. Men indimellem kan ingen af de tilbudte forklaringsmodeller bruges. Indimellem har vi – når alt kommer til alt – kun hinanden og den tid, som vi bruger sammen. Men det kan være nok – også selvom vi så gerne vil have forklaringer og retfærdighed.

Men både forklaringer og retfærdighed kræver, at det er en overordnet mening og sammenhæng. Men måske findes der ikke andet end det fællesskab, som skabes, når vi rækker ud til hinanden. Dér hvor lyset stander stille på verdens kyst, som det synges i Jacob Knudsens salme ”Se, nu stiger solen”, som er med i ”Retfærdighedens ryttere”. Et smukt udtryk, uanset om man er troende eller ej.

Fællesskab har de fire retfærdighedens ryttere i hvert fald. For nok er ”Riders of Justice” navnet på en rockergruppe i filmen. Men de fire nedenstående herrer udvikler sig også til en slags retfærdighedens ryttere, der endda påtager sig at være både den dømmende og udøvende magt – samt fortolkere af den lovgivende magt. De fire ryttere er:

Mads Mikkelsen, der spiller Markus, som er en verbal ret tavs, men fysisk aktiv hævner. Mads Mikkelsen decideret lyser i flere scener. Nogle af de mest stærke er dem, hvor han alene, uden ord og med en minimal mimik på få sekunder får fortalt så meget, som da han ser sin døde kone på sygehuset.

Nikolaj Lie Kaas (Otto) spiller som så ofte før den kiksede, ærlige og på en eller måde midt i sartheden så stærke nørd, som man umiddelbart og hele vejen igennem føler stor sympati for.

Lars Brygmann er Lennart, der kan hacke sig ind i hvad som helst, og hvis moralske kompas løber om kap med hans humoristiske bemærkninger. Men som alle klovne, der gerne vil lægges mærke til, græder han også indeni.

Endelig er der den pizzaglade Emmenthaler. Han spilles af Nicolas Bro, der med vanlig elegance og en perfekt timing fylder rollen ud som eksperten, der kan det hele – i hvert fald i teorien og bag skærmen.

Filmen har flere store og gode biroller, men fremhæves skal især Roland Møller som rockerboss, svenske Gustav Lindh som ukrainsk trækkerdreng og Albert Rudbeck Lindhardt som Mathildes kæreste Sirius.

Danmarksbloggen giver normalt max 6 stjerner, men vil her kvittere med 7 store funklende stjerner til en film, som i dén grad kandiderer til at blive en klassiker. ”Retfærdighedens ryttere” viser det ypperste af, hvad dansk filmkunst og danske skuespillere kan i 2020 – og dét er gigantisk.

Samtidig fortæller filmen en almen historie om liv og død, om forholdet mellem generationer og mennesker, og ikke mindst om de dæmoner, vi alle render rundt med samt om hvordan vi – uden at vide, hvordan vi gør det – begraver vores døde, rejser os og går videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år”.

Vi bliver tilsyneladende aldrig trætte af Winston Churchill – hverken i Danmark eller i resten af verden. Manden, som for evigt er knyttet til historien om Storbritannien, der tidligt i 2. Verdenskrig som det eneste land holdt stand mod Hitlers på det tidspunkt nærmest uovervindelige hær.

Manden, som efter blitzen over London sagde de berømte ord: Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget, som faktisk i virkeligheden lyder: ”Aldrig har så mange i krigshistorien haft så få at takke for så meget.”

Der er altså krigshistorien til forskel. En historie som også definerede Churchills virke, og nu har den verdenskendte bestseller-forfatter Erik Larson, der er amerikaner trods det svensk-klingende navn, udgivet en bog om Churchill, som fås i en dansk oversættelse: ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år”.

Bogen er som Erik Larsons andre bøger baseret på fakta, men er alligevel fiktion. Eller som det beskrives i omtalen af bogen: En slags Downton Abbey udsat for verdenshistorie på den tid, hvor tyskerne massebombede London og resten af England.

Danmarksbloggen vil så sige, at ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år” er mere end det. For ren fiktion følger en klassisk berettermodel, mens virkeligheden altid er mere kringlet og mindre logisk. Og det gælder også historien om Winston Churchill, hans familie, det engelske folk og hele 2. Verdenskrig.

For hos Erik Larson handler det om at beskrive verdenshistorie set ud fra almindelige menneskers liv og verden. Det er også de såkaldte almindelige mennesker, som der er flest af – og dem som skal leve med og af og på trods af de beslutninger, som tages politisk og de ting, der sker.

Det er også ganske tydeligt i denne Corona-tid, hvor vilkårene for Europas befolkninger er mere forskellige, end de plejer – men er dikteret af både smitten og de politiske beslutninger i de enkelte lande om hvordan man bedst bekæmper smitten, og samtidig holder samfundet i gang.

Sådan var det også i 1940´erne, hvad vi ser folde sig ud på bogens 548 sider. Så der er noget at gå i gang med.

Erik Larson skriver så let og flydende, og siderne vender sig selv, som de også gør det i hans andre bøger hvoraf flere er oversat til dansk. Fx ”I ondskabens have”, som handler om Berlin under Hitlers regime, altså samme tidsepoke. Men Erik Larson kan også gå længere tilbage i tiden som i ”Djævelen i den hvide by”, der foregår i tiden omkring verdensudstillingen i Chicago i 1893, som blev et ikon for det moderne gennembrud og den nye tid. Den tid, som skabte 2. Verdenskrig, og som vi stadig lever i eftervirkningerne af, selvom en ny tid – klimaets og den bæredygtige tid – kommer stadig tættere på.

Men selvom ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år” også handler om alle de andre, er det alligevel Winston Churchill, der er i fokus. Manden med hatten og cigaren, som man – selvom man godt ved, at bogen er fiktion – alligevel føler, at man kommer tættere på og lærer at kende, mes man følger ham i ind- og udland, hjemme og ude, på gaden og i de fine kontorer i det, som endnu på hans tid var et imperiums hovedstad. Og Churchill elskede imperiet.

Ja, man føler nærmest, at man kigger Churchill over skulderen og ind i sjælen, da han kort efter krigens ophør og valgnederlaget som den sidste i familien inden afrejsen skriver i gæstebogen på den engelske premierministers landsted Chequers. Et ord skriver han: Finis.

For Churchill vandt krigen, men han tabte valget. Så lunefuld kan skæbnen være. Men det engelske folk ville sociale reformer, så derfor valgte de Labour. Senere i 1951 valgte de dog igen Churchill – som på det tidspunkt var 77 år gammel. Og selvom han var en imperiets mand og ikke tilhænger af de fleste sociale reformer, så lod han være med at ændre noget. Tiderne havde ændret sig, og det var Churchill klog nok til at indse.

Danmarksbloggen giver ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år” 5 ud af 6 cigarer. Det er underholdning, som man bliver klogere af.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Falling”

”Falling” er om noget Viggo Mortensens film. Han har instrueret filmen (debut) samt været manuskriptforfatter, producer, komponist og hovedrolle-indehaver. Ja, man kan nærmest kalde ham en altmulighed i det medrivende familiedrama, som ikke er bange for at vise de konflikter, der nødvendigvis må opstå i en kontrastfyldt familie.

De to hovedpersoner er far og søn. Sønnen John spilles af Viggo Mortensen, mens faderen Willis spilles af Lance Henriksen, og de er forskellige på næsten alle punkter, hvilket giver et problematisk forhold, der bliver yderligere besværliggjort af farens hurtigt svindende hukommelse. Og der lægges ikke fingrene imellem i filmen.

”Falling” er tværtimod en virkelighedstro film, der viser den barske virkelighed, når et familiemedlem lider af demens. Men det, der gør ”Falling” ganske særlig, er, at filmen tør fremstille den demente far Willis som et usympatisk røvhul. Det er en meget befriende og mere korrekt portrættering af nogle personer med demens. Læg dertil at det er rart for en gangs skyld ikke at se det klassiske romantiserede Hollywood-glansbillede af en syg person.

Den usympatiske portrættering af Willis ligger også langt bedre i tråd med hans opførsel som ung far, som vi får et indblik i via diverse flashbacks. Flashbacksene er placeret gennem hele filmen, og giver os et bredere og bedre grundlag for at forstå historien og dermed forholdet mellem far og søn. Vi ser, og vi forstår, når vi får indblik i Willis’ hjerne og sporadiske hukommelse, der nogle gange er usammenhængende og fragmenteret, mens andet står helt skarpt.

Vi kommer blandt andet tæt på forholdet mellem Willis og hans første kone Gwen, som han elskede meget højt, selvom der også var store problemer. Disse glimt ind i det haltende ægteskab mellem Johns forældre er også med til at forklare nutidens konflikter mellem far og søn, der som de fleste familie-konflikter har rødder langt tilbage i tiden, her til Johns barndom.

Men vi kommer endnu tættere på John og Willis’ indbyrdes forhold i nogle filmtekniske flotte scener med håndholdt kamera, hvor man bliver suget ind i filmlærredet, og bliver holdt fast i dialogen mellem far og søn. En dialog, der skifter mellem det mondæne til en frustrerende samtale mellem to individer, der ikke længere har samme virkelighedsopfattelse pga. Willis’ forværrede hukommelse.

Dialogen mellem far og søn bliver til tider så vild og fuldstændig grænseoverskridende, at man sidder og krummer tæer, mens man andre gange ikke kan lade være med at grine ad de åndsvage kommentarer fra Willis. Uanset samtaleemnet viser disse intime scener mellem John og Willis deres modstridende forhold med kærlighed og knas, som udspringer fra de enorme identitets-forskelle på far og søn.

”Falling” går derfor tæt på de svære situationer, der kan opstå, når en sygdom som demens rammer et familiemedlem, og dennes normale, grundlæggende forståelse for verdenen går tabt. Vi står sammen med John i den frustrerende følelse af fortabthed, mens vi kun som tilskuere kan kigge på, at Willis’ personlighed langsomt krakelerer, og bliver mere og mere outreret. Men vi kan også lære noget af den svære situation, som ”Falling” portrætterer, nemlig hvordan vi selv kan handle som pårørende til en person med svigtende hukommelse/demens.

Viggo Mortensens karakter John prøver altid at være meget tålmodig overfor sin far, også selvom han må gentage sig selv, eller bare spille med på Willis’ forkerte minder. For filmens morale er, at det ikke er bedst, som nogle måske tror at fortælle en dement person, at de husker forkert, og at faktisk er x person død, eller y ting skete slet ikke. Men hvem gavner denne rettelse, spørger filmen. Ikke den demente. Den demente bliver kun overvældet af en følelse af mistillid til egen hukommelse, og en følelse af savn på ny, som den demente ellers kunne være forskånet for.

Filmens budskab er derfor, at det at rette på en dement i virkeligheden er en langt mere egoistisk handling fra de personer, som ikke lider af dårlig hukommelse eller demens, end at det er en god og påskønnet handling, der kommer den demente til gavn.

Hvad der er op eller ned i dén diskussion, vil Danmarksbloggen overlade til de professionelle. Men filmen ”Falling” er absolut seværdig – uanset om man er pårørende til en dement eller ej.

Danmarksbloggen giver ”Falling” 5 ud af 6 stjerner, da filmen er mere end blot et forfriskende virkelighedstro familiedrama. Den er også en mini-manuel til at omgås personer med svindende hukommelse. Samt at ”Falling” er en flot demonstration af Viggo Mortensen mesterlige egenskaber som en af Hollywoods dygtigste altmuligmænd.

Filmen har premiere overalt i landet i dag torsdag d. 5. november.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen

Anmeldelse: “Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb”

I den største nationale og internationale krise siden 2. Verdenskrig er der brug for en bog som Michael Müllers ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb”.

For nok fokuserer bogen i sagens natur på kongehuset, men den handler samtidig om Danmark og os danskere. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” viser, at vi som folk godt kan udholde svære tider og stå igennem modstand – og at der kommer en dag, hvor livet vender tilbage, hvor solen skinner igen, og hvor vi kan samles igen så mange, som det skal være. Det giver derfor håb at se og læse bogen.

Netop læse og se. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er myldrende fuld af fotos fra en tid, som stadig præger vores verden. FN, som spiller en hovedrolle under den igangværende pandemi, er fx direkte udsprunget af 2. Verdenskrig. Det samme er EU, NATO og mange andre af de internationale organisationer og konventioner, som danner rammen om vores verden i dag, og hvis ledere kongehuset altid har mødt som ambassadører på Danmarks vegne.

Så selvom det i år er 75 år siden, at 2. Verdenskrig sluttede, så er båndet til den tid stadig stærkt – og det kommer i denne Corona-tid endnu tættere på. Fordi vi her under pandemien får lov til at føle på egen krop og i eget sind, hvad det vil sige at leve i en verden, hvor normaliteten er sat helt ud af funktion, og hvor ingen ved, hvornår det bliver anderledes.

Mange af bogens fotos stammer fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, og er ikke tidligere offentliggjort. De er spændende, og viser både Danmarkshistorie i al almindelighed som fx Besættelsesmorgenen, Folkestrejken, Rigsdagens åbning efter Befrielsen og livet omkring de kongelige slotte og kongefamilien i særdeleshed. Fotos, som fortæller – hvis ikke man allerede vidste det, at de kongelige udover de officielle pligter er mennesker med følelser og hverdagsglæder som fx daværende kronprins Frederiks og prinsesse Margrethes tur i bølgerne.

Fotos som viser, at de kongelige er mennesker med relationer. Både officielle og private. Både de kærlige og nære som det fortrolige forhold, der var mellem Christian d. 10. og hans svigerdatter daværende kronprinsesse Ingrid – og de mere problematiske som Christian d. 10.´s relation til svigerinden prinsesse Helena, der havde og offentligt også viste en så stor sympati for nazismen, at hun blev landsforvist få uger efter Befrielsen. Senere fik hun dog lov til at komme tilbage til Danmark, hvor hun levede tilbagetrukket resten af livet.

Et af de fotos, som gør mest indtryk, er da daværende kronprinsesse Ingrid hilser på sin far, den svenske konge, for første gang siden krigen. Her kan man se glæden over igen at være sammen lyse ud af billedet. Og igen bliver sammenligningen til vor tid åbenbar – til de mange, som i denne tid ikke ser deres ældre slægtninge, og til de ældre, som må undvære de yngre generationer. Denne gang ikke fordi de holdes afskilt af en krig, men af en virus. Men savnet og kærligheden – og glæden, når man kan ses igen, vil være den samme.

If we do meet again, why we shall smile, skriver Shakespeare i ”Julius Cæsar” – og senere pointerede Vera Lynn under 2. Verdenskrig, at We will meet again. Ord som blev gentaget af Dronning Elizabeth d. 2. i foråret, da Coronaen ramte Storbritannien.

Og netop smil og jubel og mange mennesker – rigtig mange mennesker forsamlet på samme sted – omgivet af Dannebrog er billeder, som ætser sig ind, når man læser og ser bogen. Fordi en verden med glæde og gensyn ikke er nutid, men fremtid – og fortid, som da Shakespeares landsmand general Montgomery, kaldet Monty, kom til København lige efter Befrielsen.

Men vi ser også glæden inden krigen, da den svenske prinsesse Ingrid efter brylluppet i Storkyrkan i Stockholm kom med et sus fra de svenske birke og som en stor gave til det danske monarki. Fordi hun lod Danmark gro på sig og blev dansk. Fordi hun positivt og klogt påvirkede hele fire generationer af regenter på den danske trone: Svigerfaderen Christian d. 10., ægtemanden Frederik d. 9., datteren Margrethe d. 2. og barnebarnet, den kommende Frederik d. 10.

Historien om den daværende prinsesse, nu Dronning Margrethe og hendes forståelse af, at freden var noget godt, er også med i bogen. For hun var blevet lagt i seng, da faderen, den senere kong Frederik d. 9., stak hovedet ind og sagde, at det var freden. Men at freden så var noget stort og særligt, forstod den femårige prinsesse først, da hun kom op af sengen og ned i stuen, og fik en gul sodavand. Hun blev i øvrigt lagt til at sove på en sofa natten mellem d. 4. og d. 5. maj 1945, da der blev skudt mod Amalienborg ovre fra Holmen – og hendes værelser vendte den vej.

Og gennem det hele gjaldt det om at holde hovedet højt og ranke ryggen, som daværende kronprinsesse Ingrid sagde det.

Forfatteren Michael Müller nævner i forordet, at han har skrevet bogen med den tanke at forstå, hvor vi kommer fra, hvem vi er, og hvad vi ikke skal tilbage til. Det er fint. For vi lever i en urolig tid, hvor ingen ved, hvad der sker, og hvor nationalismen på mange måder farer lige så brølende frem som i 1930´erne. Noget som den igangværende pandemi kun forstærker, både nu mens den raser – og formentlig også når den er forbi.

”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er derfor en stærk bog med et flydende sprog, der giver et fint billede af Besættelsestiden og det, som ledte op til og det, som fulgte. Så vi får det hele med – også Christians d. 10.´s død i 1947 og det nye kongepars første år på tronen.

Nogle vil måske klandre bogen for at være ret letlæst og med nærmest lige så mange fotos som tekst. Men ikke alt behøver at være murstensværker for at formidle noget vigtigt, og slet ikke en bog som denne, der med en sprudlende fortælleglæde og billeder, der som bekendt fortæller mere end 1000 ord, giver både historisk perspektiv og håb i en mørk tid. Bogen lever dermed også op til sin egen undertitel: I mørke og håb.

Danmarksbloggen giver ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” seks ud af seks Dannebrog som dem, der var overalt i Danmark efter Befrielsen, og som vi igen skal kippe og juble med, når Corona-pandemien en skønne dag endelig er forbi.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Robin Hood. Eventyr i Sherwood”.

Kan man tage en stor klassisk fortælling som Robin Hood og slippe afsted med at lave den i en version, der er en blanding af klassisk komedie, klassisk drama, en snert af teaterkoncert og mest af alt noget, som minder om den helt specielle engelske kunstform, der hedder Christmas Show.

Christmas Show er en engelsk kunstform fuld af satire og gakkede påfund, hvor man tager en klassisk historie, og hæmningsløst indfletter både publikum, aktuelle begivenheder og personer, og som man i Danmark primært kender fra London Toast Theaters ”Crazy Christmas Cabaret”, der normalt spiller hvert år ved juletid.

Men nu sker det også på Folketeatret i Nørregade i København, hvor den velkendte fortælling om Robin Hood, Lady Marion, de lystige svende og alle de andre fra Sherwood-skovene formidles i en fyrig og farverig version, der udover et gedigent klassisk skuespil og sans for den specielle engelske kunstform er fejende flot, fuld af fægtescener og andre slåskampe.

Der er med andre ord fart over feltet og stor fysisk dygtighed sammen med godt skuespil i denne moderne version af middelalderens England.

Som tilskuer rives man med – og råber gerne både buh og hurra, alt efter om det er skurken eller helten, der viser sig på scenen.

Fortælleren, der også er aktivt med i stykket, er selvfølgelig en favnende broder Tuck, som kommer helt ud til bagerste række med hans sans for timing. Han spilles med lige dele saft og kraft af Jesper Riefensthal. Som mangeårig publikummer til de engelske Christmas Shows, savner man faktisk kun én ting ved broder Tuck, nemlig at se ham i et overdådigt kvinde-kostume og med masser af make-up.

For sådan én Dame med stort D skal dér være i sådan en forestilling. En Dame, der som en anden Dronning samler alt og alle, og er en levendegjort morale, og broder Tuck er den mest oplagte figur til den rolle.

Men ellers er det hele dér: Den gode historie, de kvikke bemærkninger, de små ordspil, de gæve helte, de grinagtige og grumme skurke, en pyntesyg konge der ikke kan se udover egen næsetip, mens han spankulerer rundt som en anden (fransk) hanekylling, kvinderne der kan det hele (og bedre end mændene – og som både kender deres stjerner og bueskydning) – og den store finale, hvor alle synger og danser på scenen, mens vi i publikum begejstret sidder og klapper med.

For retfærdigheden sejrer om bekendt, og der bliver taget sig af de svage og fattige. Det er en generel vigtig pointé i historien om Robin Hood, som får lov til at stå på scenen i sin enkle, dramatiske og gribende form. For indimellem i korte glimt er det alvor og drama på den store klinge. Dét klæder forestillingen også at turde det.

Som de to centrale figurer Robin Hood og lady Marion ser vi Christopher Læssø og Emilie Rasmussen, og de er både hver for sig og sammen overbevisende og troværdige. Man kan godt se dem som et par – også når kampen er slut, og de kan vende hjem til mere fredelige tilstande og måske lægge buer og pile fra sig.

I de andre roller ses Morten Christensen, Jon Lange, Louis Bodnia Andersen, Josefine Tvermoes og Mathias Sprogøe Fletting – og alle spiller forrygende.

Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 pile til ”Robin Hood. Eventyr i Sherwood” på Folketeatret. Den er morsom i ordets bedste betydning, og man går glad og fornøjet hjem fra en forestilling, der er tænkt som en familieforestilling, og også er det. Og endda én der tør gå den engelske teatertradition i bedene. We are amused!

”Robin Hood. Eventyr i Sherwood” er en familieforestilling med kalorier, som både børn og voksne kan grine af og forstå alvoren af, selvom der måske er en enkelt pointe eller to, som går over de smås hoveder. Men hvem ved? De ser sikkert noget andet, som vi voksne misser. Det gør børn tit. Også nogle gange dét, som rammer lige midt i skiven.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Liva Weel – et liv à la carte”

En biografi til tiden. Dét tænkte jeg, da Janni Andreassens biograf ”Liva Weel – et liv à la carte” ankom, og jeg skulle i gang med at læse om den i særklasse største revy-kunstnerinde i Danmark gennem tiden.

For sidste gang det var alvor i Danmark, sang Liva Weel som bekendt ”Man binder os paa Mund og Haand”, som visen kaldes, selvom den egentlig hedder ”Gribe efter blanke Ting”. Visen er skrevet af digteren, samfundsdebattøren og lysmageren PH, som sagde til Liva Weel: Gå ud og giv dem den lige i smasken – og det gjorde hun. Aften efter aften, hvor visen skabte et sammenhold og en identitet mod den tyske besættelsesmagt, som både dengang og siden står som et stærkt symbol på dansk sammenhold.

Og det er netop, hvad vi har brug for her i Corona-pandemiens tid, også selvom det er noget mere diffust at kæmpe mod en virus. For den er ligeglad med både poesi, sang og litteratur, men det er vi mennesker ikke. Vi lever af kunst og kultur, som giver os åndelig næring, så vi får modstandskraft og udholdenhed.

Måske det også er derfor, at vi i denne tid stadig synger de gamle sange og viser, hvor mange netop er dem, som Liva Weel sang i sidste århundrede. Viser som I Dit Korte Liv, ABC-visen, Nå, Tag Og Kys Det Hele Fra Mig, Glemmer Du og mange flere, som vi synger sammen og hver for sig til mange lejligheder, men allermest måske til forårets fælles-synge-aftner på DR, som fra på fredag i øvrigt kommer igen.

Bogen om Liva Weel er så meget mere og meget andet end historien om besættelsen og dén stemme, der bedre end nogen anden kunne fortolke og formidle PH´s tekster, der var aktuelle dengang, men som altså stadig taler til os her næsten et århundrede senere.

For Liva Weel var aktiv gennem flere årtier, og hun var så stor en revykunstner, at kun Dirch Passer har været på samme skyhøje niveau på den danske revyscene. Han pga. af hans komiske talent med den store sårbarhed lige under overfladen. Liva Weel pga. hendes evne til at synge – og samtidig at kunne levere det skæve blik og den kvikke replik, som hun også havde privat – sammen med sårbarheden.

For tåren lå hele tiden lige under smilet og den boblende champagne – eller kirsebærvinen, som var en stor del af Liva Weels privatliv i de gode år – og også i de dårlige. For hun drak for meget.

Liva Weel gjorde i det hele taget alt i det store format. Hun blev stormende forelsket flere gange, hun gav sig selv 100% på scenen hver eneste gang – og i privatlivet. Hun var godt skåret for tungebåndet, bramfri, arbejdsom, ærlig og tog favntag med livet, både når det gav hende jordbær, og når det gav hende citroner. Ofte skete det på samme tid. Men fru Weel spiste det hele op. Livet er à la carte – og hun tog alt på menuen.

Og i ”Liva Weel – et liv à la carte” hører vi om det hele skrevet ud fra alle de kilder, som findes om Liva Weel: Avisartikler, materiale fra Liva Weels familie og ikke mindst hendes seks dagbøger, hvor de fem findes på Det Kgl. Bibliotek og den sjette på ”Alhambra – Museet for humor og satire”, som ligger på Frederiksberg. De dagbogsuddrag er vældig interessante og det, som lyser i bogen.

For her taler hun selv til os. Her hører vi hendes egen stemme, hvad hun var optaget af og hvorfor – og hvordan hun så sig selv og sit liv, som det var, mens hun skrev om det. Vel at mærke hele hendes liv.

For Liva Weel var mere end en ikonisk kunstner, der arbejdede sammen med ALLE de store revykunstnere, digtere og revydirektører i hendes samtid. Hun var også mor til Jørgen, som hun havde med sin første mand Arne Weel, hvis efternavn hun tog. Oprindelig hed Liva Weel som bekendt Olivia Olsen.

Danmarksbloggen bed i øvrigt mærke i, at billedet på bogens forside viser en ung, smuk og forførende Liva Weel. Et anderledes og dejligt valg. For normalt ser man altid billeder af hende som en midaldrende kvinde, og nok er der rigelig leflen for ungdommen i vores tid. Men når alle artikler og andet om fru Weel i de sidste mange årtier nærmest uden undtagelse har vist fru Weel i ældre versioner, er det forfriskende at se denne i ordets mest omfattende betydning danske diva som hun så ud, da hun var ung og forførende.

Indeni bogen er der også masser af billeder fra hele hendes liv til at understøtte den omfattende tekst.

Danmarksbloggen giver ”Liva Weel – et liv à la carte” fire ud af seks stjerner for grundigheden og muligheden for at komme tæt på denne største danske kvindelige revy-kunstnerinde. Men der efterspørges samtidig mere flow, fart og fyrighed i manuskriptet om denne fantastiske kunstner.

Liva Weel var selv stor i slaget, og det burde bogen om hende også havde været. For hun var en gigant, som historien om hendes dødsleje også fortæller. Liva Weel hørte nemlig, at en avis allerede havde skrevet hendes nekrolog, og hun fik overtalt en journalist til at komme med den.

Liva Weel læser den, og er for stund tavs, hun som ellers havde en bemærkning til alt og alle. Og så siger hun stille: Var jeg virkelig så god? Svaret er ja.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”

Vi bliver som menneskehed åbenbart ikke klogere, er den tanke, som man sidder tilbage med efter at have læst ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” af Jeanette Varberg og Poul Duedahl.

Dét kan synes ganske forstemmende. Men det er virkeligheden, og derfor kan vi nutidsmennesker psykologisk spejle os 1:1 i de gamle beretninger og fortællinger, som også har givet stof til bogens titel. Den fjerde rytter er nemlig et begreb fra det sidste skrift i Nyt Testamente, Johannes-åbenbaringen, hvor det siges, at når de fire dommedagsryttere rider gennem verdens lande på samme tid, så er de sidste tider kommet. De tre første ryttere er krig, erobring og hungersnød, og den sidste fjerde rytter på den gustengule hest er ham, der spreder sygdommene.

Om vi er ved de sidste tider, er der ingen, der ved. Men vi ved, at mennesket historien igennem har været udsat for pandemier igen og igen, og i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” hører vi om dem alle sammen. Fra de mest kendte som pesten i Middelalderen og senere (for pesten huserede med mellemrum i flere hundrede år), da Colombus og senere Cortés og en række virussygdomme kom fra Europa til de to amerikanske kontinenter, og mennesker døde i hobetal, men sendte syfilissen som gen-gave til Europa, malariaen, der kan blusse op igen, koleraen i 1800-tallet og Den Spanske Syge for cirka 100 år siden. Vi hører også om de mere glemte som fx tuberkulosen, der i perioden 1700-1900 slog en milliard mennesker ihjel – og om de gamle pest- og koppeepidemier fra Antikkens tid og hos de egyptiske faraoer, og en del flere – også den sidste inden Corona, nemlig AIDS.

Med i bogen er også lokale epidemier i Danmark og i Norden, som de kopper, der hærgede vikingerne, pesten der kom i flere omgange – og den afart af syfilis, som man kaldte forrådnelses-feber, og som gjorde, at næsen og andre dele af ansigtet blev ædt op, så man blev vansiret for resten af livet. Den husede i 1800-tallet, og blev kaldt folkesyfilis, fordi den ramte alle aldre. Samt koleraen midt i 1800-tallet, som var afgørende for, at København ser ud, som hovedstaden gør.

For pandemier går som en rød tråd gennem tiderne, og har betydet store samfundsændringer, og kostet flere menneskeliv end alle krige tilsammen. Alligevel inddeler vi verdenshistorien i kapitler baseret på krige og andet, der tager udgangspunkt i mennesker og magt, som Varberg og Duedahl gør opmærksom på det og tilføjer, at det formentlig handler om kontrol.

For kontrol – eller måske snarere illusionen om kontrol – er noget, som mennesket godt kan lide at tro, at vi har. Det er også derfor, at vi ifølge bogen historisk set altid har været hurtige til at glemme en epidemi og komme tilbage til hverdagen. Det er så samtidig en hverdag, som altid danner grundlaget for den næste epidemi.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er derfor også mere end bare en spændende historiebog, selvom den på sine 242 sider er spækket med information om dette emne som fx, at den ellers så frygtede og udbredte spedalskhed stort set blev udryddet under Middelalderens pest, bedre kendt som Den Sorte Død. Samt at pesten blev begyndelsen på den moderne lægevidenskab. Der kan nemlig også komme noget godt ud af den fjerde rytters vilde ridt.

Men at han overhovedet KAN komme ud og ride, er noget, som vi mennesker kan takke os selv og vores måde at leve på, slår bogen fast. Dengang vi stadig var jægere og samlere, var vi så få, og levede så spredt, at det var nærmest umuligt for nogen sygdom at sprede sig til andre end lige dén gruppe, hvor sygdommen opstod, og så døde virussen/bakterien/organismen ud sammen med gruppen. Men så fandt vi på landbruget og dyreholdet, og dermed havde vi året rundt masser af føde, og kunne formere os i stort tal, og så var skaden sket.

For dels så voksende antallet af mennesker voldsomt, og gør det stadig. Og dels så levede vi tættere og tættere sammen, og gør det stadig. Og endelig så levede og lever vi stadig alt for tæt på dyrene, som vi endda opdrætter, så de bliver rigtig mange og rigtig mange af den samme slags. Alt sammen faktorer der skaber det perfekte grundlag for sygdomme, som vi kan dø af som fx mæslinger, der kommer fra køer, og influenza der kommer fra grise og fjerkræ. Men også for nye vira som COVID-19, hvor værtsdyret endnu mangler at blive fundet.

Dyr, som vi har tæmmet og opdrætter i absurde store antal. Tag fx høns, som der havde fandtes et par millioner af i Asien, hvis ikke det var for os og vores dyreopdræt, som betyder, at der nu findes 25 milliarder høns på verdensplan, som man kan læse det i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”.

Undertegnede kan ikke lade være med at tænke på, at der findes dobbelt så mange svin som mennesker i Danmark. Samt det faktum at når op mod 80% af verdens landbrugsareal bruges på at dyrke dyrefoder, så kunne vi let brødføde hele menneskeheden – og undgå pandemier – ved at overgå til vegetabilsk produktion. Bare en tanke.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” bliver dermed også et seriøst og tankevækkende indlæg i debatten om samfundets indretning, fordi bogen stiller spørgsmålstegn ved vores måde at leve på, have dyr på og indrette os på. Det at bruge fortiden og historien til at sætte nutiden under debat er en generel positiv trend ved mange nye historiebøger. For vi kan bruge historien til at træffe klogere valg for fremtiden. Ja, vi har i den nuværende klimakrise heller ikke noget andet valg, kan man anføre.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er så et pragteksemplar i dén genre. Det er ganske enkelt en fremragende bog. I et letlæst og flydende sprog fortæller bogen mere end 10.000 epidemi-historie, og trækker de store linier op, når den tydeliggører, at fortidens mennesker, adfærd og samfund er synonyme med nutidens, fordi vi uanset historisk tid agerer ens, når det kommer til pandemier. For det er den samme angst, som vi har, og de samme metoder, som vi bruger – og derfor kan vi også forvente, at vi vil gå efter glemslen, når Coronaen er overstået. For mennesket vil så gerne tro, at vi står over naturen, selvom det er evolutionen og mikroberne, som har fat i den lange ende – og vi er dømte til at begå fortidens fejl, så længe vi ikke bliver klogere.

Det kan man fx se af, at i starten af en epidemi opretholder man en samfundsorden, og begraver med værdighed, men til sidst så kan de overlevende ikke nå at begrave de døde, som det skete i Siena under pesten i 1348, hvor de døde blev lagt i lag med kun lidt jord imellem sig. Eller som i Firenze, hvor selv forældre flygtede fra deres syge børn og låste døden, så kunne de blive derinde og dø. Når sygdommen raser, så gør mennesker nemlig alt for at bevare chancen for at redde livet.

Noget vi også ser i 2020 – dog i mindre skala. Men alligevel det samme billede som lastvogne fulde af lig, der kørte gennem de norditalienske byer, historier om spanske plejehjem hvor personalet forsvandt, og lod de gamle ligge hjælpeløse tilbage, så de døde i deres senge, og alle de mange steder kloden rundt, hvor man bruger skøjtehaller og andet som lighuse, fordi man ikke kan følge med på kirkegårdene. Skrevet i nutid, for vi er stadig midt i pandemien, og det sker lige nu over hele kloden, også selvom vi i skrivende stund har relativt godt styr på det i Danmark.

Konspirationsteorier er også lige så gamle som epidemier – sammen med tanker om at det er Guds straf over et skørlevned og vores mange synder, samt alle de mærkelige og ubrugelige råd til at undgå virus som fx at varmt vand og hvidløg skulle kunne udrydde COVID-19. Dog en ting er forandret i forhold til tidligere. Der er ingen, som i dag siger, at det er jødernes skyld. De har ellers historisk set været syndebukke. Omvendt har USA og Kina travlt med at skyde skylden på hinanden. Kina anklages for, at virussen opstod hos dem, og USA for at den stadig spredes.

Social afstand er heller ikke nyt. Tværtimod. En dronning fra den østsyriske by Mari klagede i et brev skrevet for 3.775 år siden til sin mand kongen over en kvinde ved Nanna, som blev ved med at omgås de andre kvinder i paladset, selvom hun var syg. Kongen svarede som en anden Søren Brostrøm: Tal da med store ord (overfor hende), og sørg for, at ingen drikker af den kop, som hun drikker af, at ingen sidder på den stol, hvorpå hun sidder, og at ingen sover på den seng, hvor hun sover. Hun skal ikke være i selskab med alle de kvinder. (citat fra side 50).

For dengang var det konger og præster, som afstak linjerne under en pandemi. Idag er det politikerne og sundhedsmyndighederne.

Danmarksbloggen giver ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” 6 ud af 6 ryttere på gustengule heste. For det er en bog fuld af viden fortalt på en sprudlende måde. En bog som giver håb om, at vi måske alligevel bliver lidt klogere næste gang. For ja, der kommer en ny pandemi efter COVID-19.

Epidemier er nemlig et grundvilkår ved at være menneske på en jord, hvor vi er så mange mennesker, der lever så tæt sammen med dyrene.

Og selvom den fjerde rytters nuværende Corona-ridt virker skræmmende, så vil Danmarksbloggen opfordre til at tænke nærmere – og hurtigt – over forholdet mellem natur og menneske. For som bogen starter med at sige: Det mærkelige var ikke, at Corona-pandemien kom, men at det gik så længe siden sidste gang (Den Spanske Syge 1918-20, som kostede 30-50 millioner livet).

Så det haster, og vi står som menneskehed ved skillevejen. Ved valget mellem at holde fast i konservatismen og den gamle livsstil – eller at kigge på Corona-tiden med smittetal, mundbind og snak om vaccine, og så lave om på den måde, som vi lever på.

Så hvad vil vi – og hvad kan vi?

Læs Jeanette Varberg og Poul Duedahls  ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”. Perspektivet er ridset op på bogens allersidste side: ”helt at aflyse den fjerde rytters næste forestilling eller …  stiltiende accepterer, at coronakrisen bare var generalprøven”.

Det er Gad, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk