Anmeldelse: “De uønskede”

Hvis man tror, at flygtningeproblematikken – og uønskede flygtninge – er et nyt fænomen i Danmark, så tager man fejl, og så er der endnu en god grund til at læse Thomas Harders bog ”De uønskede”, som udkom på Gyldendal d. 22. september, og som handler om den cirka kvarte million tyske flygtninge, der kom til Danmark i 2. Verdenskrigs sidste tid og i tiden lige efter. Tyskland var som bekendt blevet bombet til ruiner af de allierede, og resultatet var enorme flygtningestrømme – især efter Ruslands offensiv i efteråret 1944.

Men også selvom man på forhånd kender til det oversete og ret ubeskrevne flygtninge-kapitel i Danmarkshistorien om de 250.000 tyske flygtninge, er der al mulig grund til at læse den grundige, velskrevne og gennem-researchede tilgang til emnet, som Thomas Harder præsenterer på bogens 480 sider.

For nok vidste vi godt, at de tyske flygtninge ikke blev behandlet særligt godt i Danmark. Tyskerne var jo dem, som op til 2. Verdenskrig havde været Herrefolket, der med støvletramp og strakt højre arm, havde stået for en ny orden, nemlig Det Tredje Rige, hvor der kun var plads til en slags mennesker – og det var hverken jøder, homoseksuelle, handicappede og kommunister for bare at nævne nogle af dem, som nazisterne ville fjerne fra Jordens overflade.

At Danmark – og danskerne i stort tal – så havde samarbejdet med nazisterne efter devisen ”vi er små og må finde ud af at leve i fredelig sameksistens med Hitlers Tyskland”, ville vi helst undgå at tænke på i tiden efter 1945, hvor vi som land kunne takke ikke politikerne eller erhvervslivet for at være havnet på den rette side af historien. Men hvor det var den lille gruppe modige modstandsfolk, som hjalp jøderne, og som lavede sabotage, som sammen med dem, der sejlede og fløj i allieret tjeneste og en vis selvrådig ambassadør i USA ved navn Kauffmann, som var de direkte årsager til, at Danmark kunne regnes blandt de allierede.

Det ved man i dag – og det vidste man i 1945. Men dengang ville man helst glemme det svigt, som vi havde lavet som land. Så derfor var det let og i hvert fald nemmere at lade frustrationen over egen manglende indsats og modstand gå udover de tyske flygtninge, hvor mange – især børnene – var uden skyld i de forbrydelser mod menneskeheden, som nazisterne begik.

Kodeordene her var forsvarlig og nødtøftig. Mange var uden tvivl enige med forvaltningschef Kjærbøl, som sagde (citat fra side 220): Jeg kan slutte mig til de Mennesker, der … giver Udtryk for, at Flygtningene befinder sig i en ynkværdig Situation, og at vi maa hjælpe dem paa en human og forsvarlig Maade”. Men hvis man hermed vil give Udtryk for, at disse fremmede Mennesker skal have en lys og ubekymret Tilværelse, saa maa jeg henvise til, at mange af vore egne frister Kaar, der i materiel Henseende ikke afviger væsentligt fra Flygtningenes. Vore økonomiske Ressourcer strækker heller ikke efter 5 Aars Udsugning til mere end den mest nødtørftige Forsorg.

Så var munden lukket på mange, men ikke på alle. For der var også mennesker i det danske samfund, som talte imod denne måde at behandle andre mennesker på, deriblandt arkitekten og forfatteren P.H. og forfatteren Tove Ditlevsen, som insisterede på medmenneskelighed, og som i læserbreve og andet gjorde opmærksom på de forhold, som man bød de tyske flygtninge i lejrene.

Denne moralske konflikt rulles ud – konkret og usentimentalt – sammen med personlige beretninger fra tyske flygtninge, historiske fakta og en indgående beskrivelse af det indviklede politiske spil, både indenlands og udenlands, som foregik i årene fra krigens afslutning og indtil de sidste tyske flygtninge rejste hjem i 1949.

Danmarksbloggen giver ”De uønskede” af Thomas Harder fem ud af seks rationeringsmærker. For de små papstykker var ligesom flygtninge noget som fortsatte med at være virkeligheden i mange år efter 2. Verdenskrigs afslutning.

Thomas Harders formidable bog fortjener desuden at blive mere end en historiebog med et seriøst noteapparat.

Den kan med fordel også være en del af den nuværende debat om, hvordan vi behandler flygtninge. Og om flygtninge skal isoleres med tanke på, at de skal tilbage til oprindelseslandet igen, eller om vi hellere skal integrere dem i samfundet med den hensigt, at de skal blive i Danmark.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “ALLE GODE TING”

”ALLE GODE TING” hedder det stykke, som Nørrebro Teater har valgt at trodse Coronaen med, og som åbner teatersæsonen på Nørrebro. Det er skrevet af englænderen Duncan Macmillan, og det spilles af Frank Thiel – og publikum.

Indimellem sker det, at man bliver i tvivl om, hvorvidt det, som sker på scenen, er skuespil eller ej. Sådan havde undertegnede det i hvert fald på Nørrebro Teater i går, hvor Frank Thiel talte om selvmord, og havde flg. budskab: Selvmord er aldrig løsningen. Man skal lade være – og leve videre, selvom det er svært. Jeg kan ikke love, at alt bliver fantastisk igen, men det bliver bedre. Det gør dét.

Det er så heller ikke afgørende, om det var rent skuespil eller/og Frank Thiels´ egen erfaring. Det vigtige er nerven i budskabet om, at selvmord altid er en dårlig idé, både for den, som prøver – og af hensyn til de pårørende.

For selvmord smitter – og pårørende til selvmord, især børn, vil altid føle en skyld og en skam, selvom det ALDRIG er børns ansvar, hvis deres far eller mor tager den uigenkaldelige vej. Eller når de voksne prøver på det, som moderen til den dreng, Frank Thiel gestalter, gør det, da sønnen er ganske lille, og stadig går i indskolingen.

Hun reddes. Men det er en begivenhed, som får en grundlæggende betydning for resten af drengens liv – og for hans identitet. For noget gik i stykker den dag, moderen spiste piller. Noget som aldrig for alvor bliver i orden mere, selvom han prøver at gøre verden hel igen ved at skrive en liste over alle de gode ting, der er i livet fra Kung Fu-is over bobleplast og til den følelse af ophøjet ro, som opstår, når du befinder dig i en håbløs situation, og indser, at du ikke kan gøre noget ved det.

Om han selv nogensinde når dertil, drengen i forestillingen, i den rejse i hans liv, som vi følger, og som går forbi universitet, nedtur og kærlighed, kan man godt tvivle på. Men vejen skildres med stor hengivenhed og troværdighed af Frank Thiel. Man fornemmer, at der er meget på spil for Frank Thiel, som kontinuerligt inddrager publikum i det, som sker.

De er også kun rimeligt, kan man sige. For vi sidder nemlig alle sammen på scenen i fire afdelinger omkring den firkant, hvor forestillingen foregår. Sammen som vi også gør det på livets scene.

Forestillingen er derudover en lejlighed til at komme ud af Corona-boblen og ind i en anden og mere behagelig boble, hvor det handler om liv, nærvær, samvær, kunst, kultur og at nå hinanden som mennesker. Endda også dem, vi ikke kender – og som vi i mange måneder nu har lært ikke at være nær, selvom det er indbygget i mennesket, at vi rækker ud til hinanden, og laver en masser dejlige bobler sammen.

Bobler, som engang var en naturlig del af vores verden, og som bliver det igen en dag. Fordi de er bygget på det, som varer ved. Præcis som Frank Thiels dreng/mand gerne vil skabe et blivende fundament med lister over gode ting, som han håber, moderen læser, så hun kan forstå, hvor skønt livet er. Det er vidunderligt naivt, og lige hvad et lille barn ville finde på.

Som voksen ved man godt, at der ikke findes hverken Kung Fu-is eller rødvin nok i denne verden til at tage den eksistentielle smerte væk. Som mennesker er vi nødt til at acceptere, at livet stinker, selvom vi på den anden side kun kan leve, hvis vi bevarer fantasien og håbet om, at i morgen bliver det hele bedre.

Det er også derfor, at barndommen står som en tid, hvor alt var bedre. Det passer selvfølgelig ikke. Men erindringen kan være ganske nådig, især når den lader os glemme. Dvs. indimellem så leger vores hjerne Memory-spil med os i en grad, så også vi finder vores gamle lister frem – eller de finder os.

Og så kan de gamle lister hjemsøge os én gang til, både dem over vores fejltagelser og nederlag – og de mere positive med sollys, rigtig gode appelsiner og den kriblende følelse af mening, som susede rundt i kroppen efter det første kys, den første kærlighed – som alle var nævnt på listerne i ”ALLE GODE TING”.

Når man ser forestillingen, tænker man også, at Frank Thiel personligt har begge slags lister – og tør se dem i øjnene. Ellers kunne han ikke spille så energisk, så overbevisende, så autentisk – og samtidig være så meget til stede. Både i stykket – og i den virkelighed og de mennesker, som han møder i publikum, og hvor han modigt inddrager en stor del, og dygtigt hjælper de udvalgte på vej, så de bliver aktive medspillere.

Han er på alle gode måder ude i os allesammen. Vi bliver set og anerkendt. Intenst. Noget som man ellers i reglen kun oplever hos de bedste historie-fortællere, men som Frank Thiel altså også mester, og som skaber en ganske særlig dynamik.

Danmarksbloggen giver ”ALLE GODE TING” fem ud af seks gode ting, som kan komme med på listen over de mange gode ting, som der findes i denne forestilling:

1) Indlevende og engageret skuespil
2) En fantastisk evne til at inddrage os i publikum
3) Stumper og stykker af god musik
4) En historie, som giver meget med hjem
5) At få lov til efter forestillingen at stå på scenen og se ud på de røde plyssæder

For at se de røde plyssæder oppe fra scenen er et syn, som det normalt kun er skuespillerne forundt. Man nu ser vi det også, og så bliver man i tvivl igen: For normalt – når man sidder på Nørrebro Teater i de samme røde plyssæder, og tror, at man er publikum: Er man så måske også en medspiller for dem, som står på scenen? Og er alt i virkelighedens således, at vi alle er BÅDE tilskuere og medspillere i hinandens liv?

Virkeligheden og verden får en dybere og bredere dimension i ”ALLE GODE TING”, hvor skellet mellem skuespil og realitet viskes ud. Det er ganske enkelt en eminent forestilling – og vi er alle inviteret op på scenen.

Forestillingen præsenteres sammen med Odense Teater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”DRUK”

What a life. Pop-hittet fra den danske musikgruppe ”Scarlet Pleasure” fylder biografsalen. Det samme gør lyden af fulde og feststemte gymnasieelever, og det er ren genkendelse hos mig. For det er den umiskendelige lyd, som inden Corona-karantænen var en fast del af mit liv som 3.g.´er. Lyden af ungdomsfester fyldt med liv, latter og ikke mindst alkohol i stride strømme. Den lyd, som Thomas Vinterberg med vanlig sans for detaljen får med i sin nye film ”DRUK”.

Men som bekendt kan vi ikke fortsætte ungdommens drukture. På et eller andet tidspunkt rammer den voksne virkelighed, og stilheden sætter ind. Men måske kan det være anderledes? For hvad nu hvis vi ikke behøvede at stille flasken på hylden? Hvad hvis vi i stedet kunne leve et bedre liv som højfunktionelle fuldtidsalkoholikere med bare en halv promille i blodet hele tiden?

Denne teori fra den norske psykiater, forfatter og professor Finn Skårderud udforsker de fire venner og gymnasielærere i Thomas Vinterbergs film ”DRUK”. De fire gymnasielærere spilles eminent af Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe. Mads Mikkelsen er blændende god, og Thomas Bo Larsen og Lars Ranthe leverer som sædvanlig en fornem præstation. Magnus Millang er man mest vant til at se som sjov mand, men det klæder ham at være mere alvorlig, og han er på nogle punkter den mest troværdige i skildringen af en dansk gymnasielærer.

Som alle andre midt i livet har de fire granvoksne gymnasielærere problemer at slås med på arbejdet og på hjemmefronten. Den fælles løsning bliver, at de sammen søger svaret på bunden af en flaske. De fire gymnasielærere i ”DRUK” er så mere end almindeligt grænsesøgende, når de gang på gang opfordrer hinanden til at fortsætte.

Og som forventet træder de også et skridt for langt i det vovelige eksperiment, så der opstår kriser, også store og skæbnesvangre kriser. Alligevel formår Thomas Vinterbergs ”DRUK” at være et livsbekræftende mesterværk, der blev til midt i instruktørens egen afgrundsdybe sorg.

For kun fire dage inde i optagelserne til filmen døde Thomas Vinterbergs datter, Ida, på tragisk vis i et trafikuheld. Ida var tiltænkt en større rolle i filmen, og hun var gymnasieelev på Aurehøj Gymnasium i Gentofte, hvor store dele af filmen er optaget. Filmen er derfor også tilegnet hende.

Med dette in mente rammer filmen endnu stærkere. Den står som et livsbekræftende testamente med dens budskab om, at vi skal leve livet fuldt ud, mens vi kan. Det siger man som bekendt også, at unge er gode til – og måske især unge på ungdomsuddannelserne i de afgørende år af ens liv, hvor der sker så meget. Dannelsesårene, hvor det betyder meget, hvem man har som lærer.

Det er et forhold, som fire lærere i ”DRUK” er meget bevidste om, og de vil så gerne være gode inspiratorer, som også mange af virkelighedens gymnasielærere vil det, og heldigvis er det.

Men også resten af gymnasie-universet er portrætteret tro mod virkeligheden i filmen, også fordi de unge spiller rigtigt godt. Mange af dem er også selv gymnasieelever i virkeligheden. Det er netop virkeligheden, som står som et monument i denne fiktive film. På mange måder er det en 1:1 socialrealistisk film, som Vinterberg har lavet. ”DRUK” handler ikke kun om den danske alkohol-kultur, men også om at træffe eksistentielle valg, der får stor betydning for ens liv.

Filmens univers er derfor også let at leve sig ind i, uanset om man lige er blevet student, eller om det er et par årtier siden, man stod med huen på hovedet. ”DRUK” taler derfor til alle aldre med budskabet om, at vi ikke skal tage livet for givet, heller ikke selvom man er ung. For man kan ikke automatisk gå ud fra, at man kommer til at opleve de store begivenheder som fx studentertiden.

Det ved jeg ligesom resten af min årgang, der blev student anno 2020, hvor Covid-19 truede med at lukke ned for studentertidens traditioner. Og vi gik også glip af nogle ting. Men vi fik det vigtigste: Vi fik huerne på, vi fik translokationen, og vi kørte rundt i studentervognene, som generationerne før os også gjorde det. Selvom restriktioner skabte ændringer i vores studentertid i forhold til dem, der var før os, så havde vi stadig det vigtigste: Hinanden. Vi var samlet til fælles fejring.

Det er der grund til at være taknemmelig over. For hverken i år eller fremover kommer alle klasser til at være hele og fuldtallige, når huerne skal på. I nogle klasser vil der være en tom stol som i Idas klasse, og som i en klasse på mit gymnasium. Vi kan alle blive ramt af døden, hvilket Vinterberg minder os om. Derfor er det så vigtigt at holde af livet og nyde det, mens man har det.

At se Thomas Vinterbergs ”DRUK” var derfor skræmmende og aktuel for mig. For livet forstås ofte stærkest set gennem kunstens briller, og ”DRUK” tvang mig til at se min egen dødelighed i øjnene og erkende, at mit liv også er flygtigt. Det var overvældende, og filmen ramte mig hårdt. Den er nemlig intens i sin realisme, men den giver samtidig en følelse, som kan vendes til en beslutning om at få det meste ud af livet, mens man er i det. Og så bliver filmen netop så livsbekræftende, som hensigten med den også er.

Men hvordan får man så mest ud af livet? Er det virkelig, som Finn Skårderud mente det, ved at drikke, så man konstant har en halv promille i blodet? Eller har vi alle sammen en personlig promille, der giver os den maksimale harmoni og veltilpashed? Og uanset hvad, hvor meget kan man så drikke, før det tager overhånd? Måske skal man slet ikke drikke, eller måske kunne man nøjes med at drikke med måde, selvom det ikke er en del af den indgroede danske alkohol-kultur, hvor hygge og fest rimer på alkohol?

Det sidste er ikke relevant for de fire gymnasielærere i ”DRUK”, som i stedet begiver sig ud på en vej, der er både forudsigelig og forfærdelig. Alligevel, eller måske netop på grund af dette, har Thomas Vinterberg skabt en livsbekræftende og ”larger than life” realistisk film, der handler om så meget mere end bare druk. What a life.

”DRUK” får seks ud af seks flasker fra Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen

Anmeldelse: ”Tudsen Tue”

”Tudsen Tue” er skrevet af historiefortæller Anette Wilhjelm Jahn, og er en vaskeægte eventyrbog – med nogle herligt uventede twists og en slutning, som undertegnede ikke havde forudset.

Det er en moderne eventyrfortælling om pigen Anna, der bor i et hus på en villavej sammen med sine forældre, der ønsker alt det bedste for hende, men som begår den klassiske fejl, at de har lettere ved at se tingene med voksen-øjne end i børnehøjde.

Noget som beskrives med knugende realisme. For man føler med Anna, der er en ensom lille pige, som holdes udenfor, og savner en ven både i skolen, i SFO´en og når hun sidder alene nede i sit legehus i haven.

Heldigvis møder Anna tudsen Tue, der kan mere end at se livet fra et tudse-perspektiv. Tudsen Tue er i sagens natur grøn, og som en anden grøn eventyrfigur, nemlig Yoda fra Star Wars, er Tue så livsklog, at det hedder visdom – og i modsætning til Yoda så kan Tue tale rent.

Tue taler endda både tudse- og menneskesprog. Foruden at han kan fortælle eventyr – tudseeventyr selvfølgelig – samt at han kan tænke og agere hurtigt.

Quark, som han siger det fra tid til anden.

Så Tue lærer bogen igennem Anna en masse om det at være til, være sig selv og være en god ven. For på en eller andet måde hænger de tre ting sammen. For det ved Tue, som man som læser straks forelsker sig i, og håber at møde én dag – i hvert fald hvis man er et barn eller en voksen, der kan finde barnesindet frem.

Forfatter Anette Wilhjelm Jahn får nemlig på hver eneste side overbevist os om, at ens liv bliver meget bedre, hvis tudsen Tue er en del af det. Man fornemmer, at hun selv er en smule forelsket i tudsen – og hvem ville ikke være det?

Tudsen Tue er nemlig som en fe. Han kommer, når der er behov for hjælp. Men han er en realistisk fe, der ikke har hverken vinger, tryllestøv eller tryllestav. I stedet formår Tue at skubbe på den rigtige måde og på de rigtige tidspunkter, så Anna bliver klogere, og træffer de valg, som hun bliver glad for på den lange bane – uden at noget skal røbes her.

For som nævnt så tager handlingen nogle sving, og har nogle præmisser, som man normalt ikke ser i en børnebog, hvilket er en stor styrke. For det er en moderne eventyrbog, hvor personerne – også Anna og Tue – er mangefacetterede og ikke kun søde, stærke og lige til at elske. Anna er fx også egoistisk og nogle gange både heftig og hastig, og Tue er forfængelig og lidt selvglad som en anden Mary Poppins. Altså egenskaber, som gør det hele vældigt troværdigt.

Som læser tror man simpelthen på historien – også på den talende tudse, som kan så meget, også fortælle de gendigtede eventyr fra hele verden, som der er flere af i bogen. Eventyr fra hele verden om både en grib, en heks, prinsesser – og tudser. Altid tudser. For Tue er – med rette – stolt over at være tudse, og kan derfor også kun eventyr med tudser.

Det er Anette Wilhjelm Jahn selv, der med stor snilde og faglig dygtighed har stået for at gendigte de gamle folkeeventyr, så de passer ind i fortællingen om Tue og Anna.

Både eventyrerne, som sagtens kan stå i deres egen ret, og historien om Tue og Anna er letlæste. Bogen er også skrevet i et flydende sprog, som gør, at man som læser sluger bogen i én stor mundfuld, som når en tudse slår den lange tunge ud for at fange en flue.

Og de heldige børn, som får bogen læst højt, vil med garanti insistere på en side mere, åh, jo, bare én side mere. For ”Tudsen Tue” er mere end velegnet til oplæsning, både i klassen og derhjemme ved sengetid, og der er lidt at gå igang med. Bogen er ialt på 199 sider.

”Tudsen Tue” fås også som lydbog, hvor det er forfatteren selv, der læser højt – og dét kan anbefales at lytte til. Forfatter Anette Wilhjelm Jahn er nemlig professionel historiefortæller, og kan alene med sin stemme formidle hele bogens univers, og alle dens stemninger, fornemmelser – og væsner.

Men også bogens forside og tegninger, der er lavet af Nina Broen, formidler på fineste vis ”Tudsen Tue”.

Illustrator Nina Broen har sat sig ind i stoffet, og er man ikke allerede forelsket i Tue, så bliver man det på historiens sidste side, hvor der er en fin tegning af Tue. Men også alle andre illustrationer er præcis så søde, uskyldsrene og alligevel fulde af kalorier, som bogens hovedhistorie og eventyr er det.

Eneste anke mod de finurlige og detaljerige illustrationer er det ærgerlige i, at der sjældent i den danske bogbranche er midler til at lave andet end sort-hvide tegninger inde i bogen. For Nina Broens vidunderlige tegninger er som skabt til at være i farver, som man ser det på bogens forside, hvor hele Tue og Annas univers lever og gløder.

Danmarksbloggen giver ”Tudsen Tue” seks ud af seks tudser – og vil anbefale voksne, hvis børn selv kaster sig over bogen at læse den, når deres børn er faldet i søvn.

For ”Tudsen Tue” er en bog med et budskab til os alle sammen om at tro på talende tudser, eventyr og mirakler – også i 2020. Ja, måske især i 2020. Eventyr hører nemlig alle tider og alle aldre til.

Det er Silhuet, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Mens vi venter på Godot”

Fuck dig, Godot, jeg er skredet. Sådan skrev Samuel Beckett aldrig nogensinde.

Tværtimod er Beckett knugende realistisk i teaterstykket ”Mens vi venter på Godot”, som i går havde premiere på Teatret ved Sorte Hest i en stjerneopsætning med Nicolas Bro (Esdragon), Mads Wille (Vladimir), Steen Stig Lommer (Pozzo), Kristoffer Helmuth (Lucky) og Drengen (Olga Matthiessen).

Det var eksistentialisme og absurd teater, når det er bedst, og alle spillede med perfekt timing for komikken og med stor evne til at gestalte og formidle det vidunderligt akavede, som opstår, når en skuespiller står på scenen, og ikke siger en lyd, men netop i dét fortæller det hele.

Det skaber et tomrum, som hurtigt forplanter sig hos publikum, så vi kommer ud på den anden side af de lange, pinlige sekunder og ind i et dybere og endnu mere sort tomrum, som vi enten slet ikke kan være i, fordi det er for meget. Eller som vi elsker at være i, fordi vi ved, at livet er lige præcis sådan: Ofte ikke til at være i, men vi kan ikke andet. Så vi er det alligevel.

De fire herrer og den unge dame på scenen fik samtidig formidlingen af Becketts mesterværk til at se legende let ud, så man som tilskuer tænkte: Vi kan alle spille Beckett. Vi skal jo bare være os selv. Men jeg ville nu alligevel ikke anbefale at gøre forsøget.

For dels så ligger den største skuespilskunst i at spille, så det virker nemt, og dels så kræver det et enormt talent og kunnen ikke at have andet end hinanden, de samme replikker igen og igen, et fladt gulv, der skal forestille livets landevej og to små ikke-selvmordsegnede-grene at spille op af. Så skal man virkelig kunne walk the line, som det også sker i stykket. For de fem på scenen gør det – og de gør det i mere end 2½ time. Dét er eminent.

En anden ting er selvfølgelig, at vi alle ligner stykkets fire hovedkarakterer mere, end vi måske bryder os om at tænke på. De fleste af os kan så ikke gestalte andet end vores egen tilværelses evindelige gentagelser og ulidelige ikke-beslutninger. Dét gør vi så også – og i reglen meget bedre end vi kan følge den opfordring, som løber som en rød tråd i stykket, og som handler om REJS DIG OP OG GÅ.

I Teatret ved Sorte Hests intense og sanse-mættede version af dette absurde mesterstykke ligger de fire mænd også på ryggen i 2. akt, og filosoferer – blinde, stumme og på anden måde berøvede evnen til at nå hinanden – over livets genvordigheder og deres egen situation.

Men selvfølgelig kommer der ingen gennembrud for alvor. For nok rejser de fire mænd mange gange sig selv og hinanden op, også selvom de igen og igen slås til jorden. Men de går aldrig nogen steder hen.

Heller ikke selvom de flere gange i stykket refererer til Biblen som en moralsk rettesnor. Biblen, hvor det at rejse sig op og gå løber som et ekko gennem fortællingerne fra Adam og Eva, der jages ud af Edens Have, og først dér bliver til rigtige mennesker over Moses, der rendte rundt i ørkenen i 40 år, inden han fik ført jøderne til det forjættede land og endelig Jesus, der vandrede med sit budskab i tre år, inden han gik den sidste tur med korset op ad Via Dolorosa og grundlagde kristendommen et par dage senere.

Så det kan altså – ihvertfald for en troende – give mening at gå, hvis man vil prøve at finde eller skabe en mening med denne tilsyneladende meningsløse tilværelse.

Men de fleste af os er mere Beckettske end vi er bibelske. Vi kommer til verden, mens vores mor skræver over vores grav – og mørket falder hurtigere på end vi tror. Så vores livs morgner alt for hurtigt bliver til aftner, hvor vi mindes om døden – og i stormmarch på stedet igen og igen overbevises om, at Godot kommer i morgen. Hvad enten Godot er en gud, en lottokupon, den store kærlighed, den perfekte krumme på hjemmebagt brød eller andet, som vi længes imod, og forventer kan give vores liv mening.

For vejen er lang, og så gik der tid med det, som Beckett skriver.

Tiden er så givet godt ud, hvis man tager en tur på Vesterbro og forbi Teatret ved Sorte Hest, der med sin størrelse er designet til at spille netop dette stykke. Den lille, sorte scene, og det lille tilskuerrum giver automatisk denne intime og vi-kan-ikke-andet-end-at-være-i-det-her-liv-sammen-følelse, som passer til stykket – og til den Corona-tid, som vi er i – og som også betyder, at kun halvdelen af sæderne i teatret kan bruges.

Men det er fint nok. For hvad laver vi i grunden nogen af os nogensinde? Jo, vi venter på Godot.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks støvler, som dem vi måske/måske ikke behøver, hvis vi en dag alligevel skal ud og gå.

Det er Maria Vinterberg, der har instrueret, og stykket spiller frem til 10. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Familien Löwander sæson 3”

I går ramte sæson 3 af den svenske tv-serie ”Familien Löwander” de danske tv-skærme (på DR1), næsten et år efter at tv-serien blev sendt på svensk tv. Svenskerne havde glædet sig meget til sæson 3 – og det gør mange af seriens danske fans sikkert også.

Undertegnede så hele sæson 3 på svensk tv sidste år – og må desværre melde: Der er INTET at glæde sig til. Det er sjusket lavet på alle planer, hvis man ser bort fra Ninas fantastiske tøj, som er en Carrie Bradshaw værdig – her bare i 60´er-stil.

Sæson 3 er også dårligt manuskript-arbejde, både i forhold til karaktererne, der fremtræder flade og endimensionelle og i forhold til handlingen, hvor der bliver ikke bliver bundet andet end de allerstørste ender, som fx hvordan det ender med Nina og Calle – og hvad fremtiden bliver for restauranten.

Men hvad der sker med Calles søn, Gustafs børn, Peters børn og mange andre ting hører vi intet om, selvom der skulle være fokus på næste generation i sæson 3.

Men det drejer sig udelukkende om Ninas datter og Maggans søn, som det skal forestille, gennemlever en slags udvikling i sæson 3. Det, som sker for dem og med dem, burde så være fortalt på et enkelt afsnit eller to, men nu fylder det hele sæsonen i en uendelig og ret ulidelig gentagelse af det samme tema.

Skuespillet er heller ikke noget at råbe hurra for i sæson 3, hvis man ser bort fra Mattias Nordkvist, der leverer en titanisk præstation i rollen som Gustaf, hvis liv endnu en gang tager nogle voldsomme drejninger. Men uanset hvad der sker i Gustafs liv, så fremstiller Mattias Nordkvist det med samme troværdighed, indlevelse og den der dirrende fornemmelse af, at her er et ægte og kæmpende menneske. Her som i sæson 2 godt hjulpet af Caroline Söderström, der spiller hustruen Astrid med intens nerve.

Så kunne man nøjes med at se de scener, som handler om Gustaf og hans liv, så er vi oppe på noget, som er de to første sæsoner – og især den fantastiske sæson 1 – værdig.

For ”Familien Löwander” eller ”Vår tid är nu”, som tv-serien hedder på svensk, er en serie, som det er gået stærkt tilbage for på alle planer, og stort set alle andre end Mattias Nordkvist leverer i sæson 3 et dilettantisk stykke arbejde, der minder om skuespil i det lokale forsamlingshus, når det er værst.

Det samme gør sig gældende med de briller, som de åbenbart næsten allesammen skal have på – og som ALLE er store, tykke 60´er-briller. Alle kæderyger også. For det gjorde man jo dengang, hvor sæson 3 forgår, nemlig i slut-60´erne og start-70´erne, mener man i Sverige.

Det er ligeså kliché-præget som ordet kliché – og det bliver ikke bedre af, at de skuespillere, som skulle forestille at være blevet 25 år ældre siden serien startede, stadig ser lige unge ud. Ja, Nina ser ofte yngre og mere usikker ud end hendes datter, der ellers har meget at kæmpe med ift. til kæresten, som skal forestille at være svensk, men som spilles af en dansk skuespiller, der taler et særdeles dårligt svensk.

Men i sand svensk strudsestil har produktionen af tv-serien lukket øjnene for dét forhold – og i stedet leget, at han er en rigtig svensker. Det er tåkrummende.

Til jul kommer der en special-sæson af serien på svensk tv, hvor man kan se, hvordan det gik for sig, da Nina og Calle fandt sammen, altså hvad der skete mellem sæson 1 og sæson 2. Det glæder svenskerne sig meget til.

Jeg ved ikke, om jeg orker at se den. Mattias Nordkvist er heller ikke med. Officielt fordi han var færdig med sin karakter Gustaf. Men er sandheden i virkeligheden, at han havde lugtet lunten efter optagelsen af denne dårlige sæson 3, og besluttet sig til ikke at være med mere?

Måske. Under alle omstændigheder: Danmarksbloggen giver sæson 3 af ”Familien Löwander” to svenske flag. Det ene pga. Nordkvist og det andet fordi serien til at starte med havde ALT, der skulle til for at blive den største nordiske tv-serie siden Matador, men svenskerne tabte det hele på gulvet.

Forfatterne bag tv-serien har ellers sagt, at de mener, at de fik bundet sækken godt og grundigt med sæson 3. Der må så være et stort hul i dén sæk. For det var et chokerende lille udbytte, der kom ud af sæson 3.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Alfa”

Der er historier, som er blevet fortalt til alle tider – og i alle kulturer og religioner. En af de mest elskede er historien om de to brødre, som trods de samme forældre og den på overfladen samme opvækst alligevel ender to meget forskellige steder – fordi de træffer forskellige valg undervejs.

Og lad det være sagt med det samme: Det er en vellykket version af denne klassiker, som er det bærende element i tv-krimiserien ”Alfa”, der er lavet af tre brødre, nemlig brødrene Avaz.

”Alfa” handler således om de to brødre Adam og Jakob, og serien har premiere i aften på TV2 Play – og også kan ses på TV Zulu i aften Det vides ikke, om det er med overlæg, at de to brødre har navne brugt i Gammelt Testamente. Men det er gammeltestamentlige temaer som forældrenes velsignelse, hævn, loyalitet, broderskab m.fl., som handlingen om de to brødre er bygget på.

Jakob er den regelrette storebror, der er blevet politimand, og tror på fællesskabet, mens lillebror Adam er den stressede børsmægler, som kun tænker på sig selv, og hvis motto er fuck reglerne – også når han sælger hash.

Vi møder de to brødre kort inden faderens begravelse, som de begge kommer til, og hvor temaet tegnes skarpt op. For det er to meget forskellige afskeder, som brødrene tager med faderen, der var narko-baron på en gård i nærheden af den nordsjællandske stationsby Helsinge – hvor de to brødre havde en mildest talt kaotisk opvækst, der altså førte dem i hver sin retning.

En retning, hvor målet ikke er givet på forhånd. Eller som det – let sammenskrevet – siges i begyndelsen af første afsnit: Man kan følge reglerne nøje, og så letter tågen, og man kan se igen. Eller man kan bryde reglerne, og så bliver man blændet, falder, slår sig og bløder – og ens ånde danner en tåge, som man dør i.

Men hvad vil det sige at følge reglerne – og hvilke regler er det, som skal følges? Dem som samfundet sætter – eller måske en højere retfærdighed, hvis den findes? Det vides ikke. Hvordan det ender for Adam og Jakob, ved undertegnede heller ikke. Jeg har kun set to ud af otte afsnit i en serie, der er lige så handlingsmættet, som den er langsom – og dét skal opfattes som en massiv ros.

For der sker en hel masse på både de indre og ydre planer i hver scene. Men alligevel kan man sagtens følge med, mens man nyder de sublime kunstneriske detaljer i klipning og optagelse – og sidder yderst på sofaen med tilbageholdt åndedræt. For man håber det bedste for de to brødre, også når de handler dumt. For det skal jo helst gå dem godt, selvom det måske ikke er entydigt, hvad godt betyder.

Hver især har de også drømme og værdier, som de kæmper indædt for – og tilsyneladende begge er klar til at betale en høj pris for. Brødrene har nemlig også væsentlige karaktertræk tilfælles som fx en stor portion mod og dumdristighed.

Man håber derfor også, at de to brødre i de sidste seks afsnit vil krydse hinandens veje noget oftere – og også mere direkte end over faderens kiste på kirkegården, som er den eneste gang, at de møder hinanden i de to første afsnit – i hvert fald som voksne.

For der er også i første afsnit et gribende tilbageblik på deres fælles barndom, som slår fast, at seriens helt centrale drama er det, som sker imellem Adam og Jakob, der også spilles af to brødre i virkelighedens verden, nemlig Andreas og Sebastian Jessen.

Men der er flere dramaer i gang udover de forventede om følelser, narko, venskaber og meget mere, og det hele fortælles med stor troværdighed og spiddende tidstypiskhed – og med mimik, blikke og bevægelser, der siger lige så meget som de velskrevne og flydende replikker.

Mandefællesskaberne og manderelationerne får også lov til at fylde – og det er befriende. Fællesskaber som går fra de forskellige banders klare hierarki, der i bund og grund måske ikke er så forskellige fra den struktur, som man finder hos politiets indsatsgruppe mod narko – og til det broderskabsagtige sammenhold, som der er mellem Jakob og hans to barndomsvenner.

Men det vigtigste er som sagt forholdet mellem de to brødre, som fortæller et broget og mørkt billede med rige muligheder for konflikter. Og nok er det kun den ene af brødrene, som søger i fortiden i første afsnit, mens den anden bruger tiden på at være i direkte og erklæret opposition til det, som han er rundet af.

Men mon ikke de begge to får brug for at søge tilbage og finde svar – samt gøre op med deres fortid, inden serien er slut? Det kunne man godt forestille sig – og håbe. For det vil give ”Alfa” den autencitet og dybde, som der er lagt op til i de to første afsnit.

Om det så også fører til, at tågen letter, så brødrene kan se igen – og måske endda se hinanden – vides ikke. For lige nu lever de begge, som om den anden bror ikke fandtes. Og hvem ved? Måske ender det også med, at de dør hver for sig? Eller de dør sammen i den tåge, som der tales om i starten? Eller måske tågen letter, så de kan begynde at leve?

Man ved det ikke. Men man ved, at uret tikker, og hjertet banker, som det synges i introen med en langsom version af popgruppens TV2´s gamle hit – og at Adam og Jakob er bundet sammen af døden på mere end én måde. Men er de også bundet sammen af livet? Dét er spørgsmålet.

Banen er kridtet op – og det bliver spændende at følge Adam og Jakob i ”Alfa” i de kommende uger. For her har vi en serie af international kvalitet, som vi skal tilbage til ”Rejseholdet” og ”Forbrydelsen” for at finde magen til. De tilhører så en anden tid. ”Alfa” er en 2020-version med mere mangfoldighed, mere mørke og mere kompleksitet.end i det så verdensberømte nordic noir-format.

Danmarksbloggen kvitterer med fem ud af seks klumper godt ju, som hash også kaldes, og som spiller en vigtig rolle i ”Alfa”. Det kan så hen ad vejen blive til seks ud af seks klumper, hvis der kommer flere scener med de to brødre sammen. For dét vil give lige den dimension, der savnes i de to første afsnit.

Udover Andreas og Sebastian Jessen ser vi Besir Zeciri, Ari Alexander, Julie Brochorst Andersen, Johannes Lassen, Henrik Nöel Olesen, Lars Mikkelsen, Thomas Levin, David Sakurai, Christian Tafdrup, Ardalan Esmaili og Fanny Louise Bernth på rollelisten.

Det er Milad Avaz, der har skrevet manuskript og instrueret, mens Misam og Mehdi Avaz er med som producerere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Ulrik Federspiel – Et diplomatisk liv”

Diplomati handler om at bygge broer, og bogen ”Ulrik Federspiel – Et diplomatisk liv” har meget passende Knippelsbro i København som baggrund på forsiden. Bogen er – som titlen også antyder det – skrevet af en af de mest betydningsfulde embedsmænd i Danmark i de seneste årtier, nemlig Ulrik Federspiel, som også ses med paraplyen i hånden på bogens forside.

Motivet må være valgt med omhu. For Knippelsbro forbinder Christiansborg og Statsministeriet på Slotsholmen med Udenrigsministeriet, som har til huse i Ørkenfortet på Christianshavn – og Ulrik Federspiel må utallige gange været gået eller kørt over Knippelsbro ifm. sit liv i statens tjeneste.

Et arbejde, som han aldrig havde troet skulle føre til en bog. Ja, faktisk sagde Federspiel først nej, da han blev spurgt, men så ombestemte han sig heldigvis – og resultatet blev 510 sider, der levende, detaljeret og medrivende beskriver store og små begivenheder i de flere årtier, hvor han tjente flere danske regeringer, og var en central placeret embedsmand i alle de store kriser, som Danmark oplevede i de år, både indenrigs og udenrigs.

Federspiel var således i sin karriere blandt andet departementschef, direktør for Statsministeriet og Udenrigsministeriet samt ambassadør i Irland og i Washington. Og han var en vigtig del af håndteringen af stort set alle store kriser fra 80´ernes fodnoter (hvor vi hører om sagen fra Washingtons side), hvor tæt vi var på at forlade NATO i 1988, Tamil-sagen, EU-afstemningerne i 90´erne, krigene i Irak og Afghanistan (også her set fra Washington) og Muhammedkrisen.

Så jo, man lærer nyere Danmarkshistorie af at læse bogen – udover at man forstår, hvad det vil sige at være embedsmand. Ikke at Federspiel røber noget fra de fortrolige samtaler, som han har haft med skiftende ministre. Så havde bogen sikkert også ført til flere overskrifter i visse dele af pressen. Men Federspiel vil gerne kunne se sig selv i spejlet, og han formår at holde balancen mellem at formidle, hvad der skete, men uden at udlevere nogen.

Det er ikke overraskende, for netop balance er et kodeord i diplomatiet. Det ved de fleste godt, men når man læser bogen, lærer man også, at diplomati et langt stykke handler om personlige og sociale kompetencer. For nok skal man kunne sin statskundskab, jura eller hvad man bruger som adgangsbillet til de hellige kontorer. Men vigtigst er evnerne til at kunne tale med alle – om alt og på en måde, så man både er behagelig og morsom at være sammen med, men samtidig også viser, hvad man mener og står for – og at dét skal tages seriøst.

Evner og kompetencer, som Federspiel havde med sig hjemmefra – og som blev bestyrket, da han og hustruen Birgitte, som også kommer fra en baggrund med viden, netværk og kultur, valgte at gifte sig og køre det livslange parløb, som også er en del af årsagen til, at så meget er lykkedes for Federspiel, som han gør opmærksom på det. Også dette kig gennem nøglehullet til derinde, hvor historiens gang afgøres.

For bogen er historie, selvom det er nyere historie. Der er nemlig sket meget, siden Federspiel var en del af dagligdagen i den danske stats tjeneste. Miljøets stigende betydning, Brexit, Europas og dermed EU´s kamp for at orientere sig og ikke mindst manifestere i den nye verdensorden, hvor vi har Kina på den ene side og USA på den anden – og nu Corona-krisen, som vi stadig står midt i, og som ingen ved, hvad ender med – og hvornår.

Derfor er de sidste sider i bogen også de mest interessante – fordi vi netop lever i denne brydningstid.

Danmarksbloggen kunne derfor godt drømme om en samtalebog med Ulrik Federspiel om verden af i dag – og nogle bud på verden i morgen, både med de globale og de danske briller. Et emne som verdens atomvåben og et andet som Grønlands rolle – både sikkerhedspolitisk og ressourcemæssigt – er fx super-relevante sammen med fremtiden for de institutioner, der blev skabt på baggrund af 2. Verdenskrig; FN, NATO og EU.

Ideen er hermed givet videre … og i mellemtiden giver Danmarksbloggen fem ud af seks broer, som dem der er så vigtige i et diplomati – og ekstra meget i en brydningstid som den, vi står i lige nu.

En nutid som Ulrik Federspiel selv beskriver på bogens side 488: Jeg kan blot konstatere, at der ikke er balance mellem de tre kategorier, Fukuyama nævner. De tre kategorier er: En kompetent stat (eller international organisation), en stærk retsstat og et demokrati, hvor staten står til ansvar for sine borgere

Og så fortsætter Federspiel med at ridse situationen i dag op: Et Kina, som ikke anerkender Pax Americana, et USA der allerede under Obama begyndte at vende sig indad, men nu endnu mere under Trump, og dette trods USA´s afgørende rolle som den magt, der skal rekonstruere det internationale system, en udvikling hvor stater verden over tilgodeser segmenter af befolkningen, og derfor fører en populistisk politik, som er en trussel mod demokratiet og retsstaten – og på sigt øger risikoen for uro og krig.

For som bekendt venter historien ikke, og hvis ingen løser opgaven med at bringe verdenssystemet i orden igen, så kan vi let ende i en situation med en konfliktfyldt bipolaritet, nu mellem Kina og USA. Her vil Europa efterlades i et tomrum, da USA ikke længere behøver Europa. Men vi har til gengæld stadig Rusland som nabo, som Federspiel slutter med at gøre opmærksom på det.

Det er Gyldendal, der udgiver.

For egen regning vil Danmarksbloggen så gerne kommentere bogen i lyset af de seneste begivenheder:

Bogens antagelser bestyrkes af den stigende uro. Internt i landene, også rige vestlige lande, hvor især den stigende ulighed fører til demonstrationer. Og mellem landene, hvor fx statsligt orkestrerede digitale angreb mod et andet land er en stigende trussel – som det i øjeblikket opleves i Australien, hvor stort set alle dele af den offentlige sektor angribes, også sundhedssektoren, selvom verden oplever en pandemi.

Og hvad vil der ske i USA til efteråret? Det var vildt op mod valget i 2016, men det forventes at blive værre her i 2020. Ja, Trumps spritnye forsøg på at gøre et i Coronatider kritiseret valgmøde i Tulsa til en slagsmark viser, at der fra højeste side i USA kalkuleres med social uro som et middel til at genvinde magten.

Men vi ser også fysiske provokationer som i øjeblikket, hvor Iran fx sender skibe med olie til Venezuela, selvom USA siger, at Venezuela ikke skal have olie – og at de skibe, som transporterer olie, ikke må anløbe amerikanske havne. Det får ikke Iran til at stoppe. Tværtimod taler Iran om at sende krigsskibe med til at beskytte olieskibene.

Der hører vi alt sammen ikke så meget om i en Corona-ramt tid, men verden ruster sig til krig i øjeblikket. Det er nationalisme og hver land/region for sig. Alt der mangler er en gnist, der kan antænde branden. Religion bliver ikke denne gnist. For der skal to til en tango – og så længe det udelukkende er islam, der vil føre hellig krig, så kommer der ingen Korstogs-og-Osmanner-krige version 2.0.

Men måske kampen om ressourcerne i en klima-truet verden bliver fyrtøjet? Dét virker til gengæld mere og mere sandsynligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vågekonen”

I slutningen af april udgav Brændpunkt Ellen Dahl Bangs bog ”Vågekonen”, der er en fiktiv fortælling fra begyndelsen af 1800-tallet om den fattige vågekone Erika, der elsker brændevin lige så meget, som hun hader landbetjenten, når han kommer for at hente hende til endnu et dødsleje i den lille landsby, hvor handlingen udspiller sig.

I løbet af bogen følger vi derfor Erika til mange dødslejer hos mange forskellige slags mennesker – både høj og lav, sympatisk og usympatisk – der også tager afsked med livet på mange forskellige måder. For døden er lige så mangfoldig som fødslen, og vores psykologi afgører, hvordan vi lever – og hvordan vi møder den endelige afslutning. Erika selv er mærkeligt upåvirket af de mange dødsfald, selvom hun også lærer et eller andet undervejs, der kan forberede hende til den dag, hvor det bliver hendes egen tur. Om den dag så kommer i ”Vågekonen”, skal ikke afsløres.

Det skal til gengæld, at vi får mange tilbageblik i Erikas liv – tilbageblik der afslører, hvorfor hun er blevet, som hun er. Det handler som altid om kærlighed – og som oftest om manglende kærlighed og manglende ømhed. Her fra en mor, der synes, at Erika lignede faderen, som forsvandt, og som moderen omtalte med det tyske ord Teufel, som betyder djævel – hvad Erika udmærket vidste.

Og derfra blev de dårlige kim lagt – og Erika lærte aldrig at forlige sig med autoriteterne eller tro på menneskers godhed. Hun møder heller ikke hverken omsorg eller respekt, men lærer i stedet at tage, hvad hun kan få – også når det handler om mad, mønter – og især brændevin, især når Døden har været dér, og høstet endnu en sjæl.

”Vågekonen” er letlæst og skrevet i flydende sprog, som er et rigt og nuanceret billedsprog. Man ser hver episode for sig, som var det en scene i en teaterforestilling. Hele opbygningen af bogen er også egnet til fortællekunst – især på grund af gentagelserne i handlingen, de bevægelser som man for sit indre blik ser Erika gøre, uanset om hun gennemroder en døds bolig for at se, hvad hun kan finde, eller om hun vakler døddrukken gennem skoven for at komme hjem til hytten, hvor hun bor.

Malurt er så også noget, som man putter i brændevin – og Danmarksbloggen er desværre nødt til at gøre det her. For nok hævder bogen intetsteds at være andet end en fiktiv fortælling. Men det havde klædt bogen at gøre opmærksom på, at man i bogen dør, som man gør det i vores tid, nemlig alene. Men at sådan var det ikke dengang i starten af 1800-tallet. Dengang samledes slægten og landsbyen om dødslejet – og bagefter var der begravelse og gilde.

En faktuel efterskrift om vågekoner og dødslejer, som de typisk foregik i begyndelsen af 1800-tallet, savnes derfor. Især fordi man må formode, at nutidens læsers viden om vågekoner og dødslejer i starten af 1800-tallet er rimeligt begrænset.

Det kunne have været noget i stil med:

Datidens vågekoner var dem, som sad hos de døde på hospitalerne om natten – når de såkaldte stuekoner sov. Stuekonerne var dem, som passede de dødende og de syge om dagen – en slags sygeplejersker inden den moderne sygepleje blev opfundet. Hverken de eller datidens vågekoner var i reglen for godt kørende, men både stuekoner og vågekoner boede dog sikkert på hospitalets jorde i små huse, hvor de havde hvert sit rum ikke ulig nonneceller – lige bortset fra at konerne i højere grad greb brændevinsflasken end korset.

Så her er Erika helt rigtigt beskrevet i sit alkoholmisbrug. Men en dødende var nærmest aldrig – og slet ikke i en landsby – overladt til en drukfældig vågekone. Her trådte landsbyens stærke fællesskab, som både støttede og begrænsede den enkeltes tilværelse, altid til. Datidens døende var i det hele taget sjældent alene, som alle dødende er det i bogen, når Erika træder ind ad døren.

For dels så var datidens mennesker per definition bange for at være alene, for så kunne de underjordiske og alt det farlige, som var i mørket, lettere nå dem – og allerfarligst var det ved livets overgange som fx døden.

Og dels så sørgede man for, at familierne blev så store, så der altid var nogen, som overlevede tidens enorme dødelighed. Man boede også flere generationer sammen. For slægten skulle føres videre – og der skulle være nogen til at tage sig af én, når man blev gammel – og når man skulle dø, og det var der også i reglen.

Og endelig så tilkaldte slægten altid præsten, når det led mod enden. For nok er den sidste olie noget, som hører katolikkerne til. Men alligevel var det kutyme i protestantiske Danmark at få præsten til dødslejet, så man kunne få gjort sine mellemværender med Vorherre op, inden man skulle forlade denne jord.

Danmarksbloggen giver Vågekonen fire ud af seks pægle brændevin, som dem Erika lever af og på. Det er en bog, som beskriver den moderne og ofte ensomme død. Men scenen er sat i starten af 1800-tallet, og tager udgangspunkt i en kvindeskæbne, der når vi ser på omsorgssvigtet og misbruget var alt for almindeligt. Ja, stadig er det i vor tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge.”

I hans samtid var Frederik d. 8. klemt – og senere blev han glemt, så det er nærmest symbolsk tragikomisk, at den store bog om ham udkommer lige netop idag d. 12. marts – den første dag i den nye Corona-virkelighed i Danmark.

Men ikke desto mindre – sådan er virkeligheden:

Gyldendal udgiver i dag Poul Smidts´s bog ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge”, som handler om Fredy, bedre kendt som den danske konge Frederik d. 8., der regerede i perioden 1906-1912.

Bogen er et digert værk på 496 sider inkl. noter og litteraturliste, men det er ikke en eneste side for meget.

For nok fik Frederik d. 8 kun seks år som konge, men hans lange tid som kronprins er mindst lige så interessant – og også ganske relevant for samfundsudviklingen i Danmark i den periode, hvor parlamentarismen blev etableret trods faderens forkærlighed for den enevælde, som faderens forgænger Frederik d. 7. dog havde afskaffet med Grundloven i 1849.

Så nok havde vi altså fået demokrati, men næsten alle af demokratiets første usikre årtier falder sammen med Frederik d. 8´s mere end 42 år som kronprins – og faderens ditto som en konge, der holdt stejlt på regentens ret til at udnævne sine ministre.

Så også derfor er det godt, at den glemte og klemte konge får oprejsning i denne velresearchede og formidabelt velformulerede bog, som handler om hele Frederik d. 8.´s liv.

Et liv i en tid, hvor demokratiet langsomt og under modstand voksede frem i Danmark og fik den form, som vi kender i dag. Ikke at Frederik d. 8. var demokrat i ordets nutidige betydning. Forfatteren måtte således også droppe den første bogtitel, som ellers var tænkt som noget med ”den første demokrat på den danske trone”.

Men i modsætning til faderen den ellers så berømte Christian d. 9, kendt som Europas svigerfar, så forstod Frederik d. 8, at enevældens dage var forbi.

Ja, Frederik d. 8 forstod måske også demokratiet og dets væsen bedre end sønnen, Christian d. 10, som var lige ved at sætte monarkiet over styr med påskekrisen i 1920, men som qua genforeningen og især rideturene under 2. Verdenskrig har fået et godt ry i Danmarkshistorien.

Det har Frederik d. 8 ikke. Han er ofte glemt, medmindre man taler om mysteriet om hans død. For var det ikke Frederik d. 8., der døde på et bordel i Hamburg, spørger personen med den historiske hukommelse.

Svaret er: Jo, Frederik d. 8. døde rigtignok i Hamburg. I følge politirapporten i en af de gader, der grænsede lige op til bordel- og luderkvarteret. Så måske han besøgte en af de letlevende damer? Eller måske han bare gik en tur? Måske han var på vej hjem fra en af de mere almindelige natklubber, som også lå i området, og som han altid besøgte, når han var i Hamburg.

Ingen ved altså, hvor han var – og med hvem. Men den pikante historie er i grunden heller ikke vigtig for fortællingen om Frederik d. 8.´s liv og virke. Han var som bekendt heller ikke den første – eller for den sags skyld sidste – kronprins eller konge i Europa, som gik på natklub eller/og bordel.

Det gør nutidens konger og kronprinser også – i hvert fald natklub. Ja, vores nuværende kronprins, den kommende Frederik d. 10., mødte endda kronprinsesse Mary på en bar i Australien. I dag går kvinder af alle slags – selv prinsesser – også på bar. Sådan ændrer tiderne sig – heldigvis. Vi vælger selv, også de royale.

For Frederik d. 8. blev ægteskabet nemlig arrangeret, selvom der også var plads til, at de unge skulle kunne lide hinanden – hvis alliancen skulle blive til noget. Og det kunne de, den danske kronprins og hans svenske prinsesse Lovisa, som ligesom den senere Ingrid (også svensk prinsesse, gift med Frederik d. 9 og mor til Margrethe d. 2.) forblev Danmark tro – også selvom Lovisa gennem det meste af sin tid i Danmark mødte modstand fra både svigerforældrene og svigerinderne, den engelske dronning og den russiske zarina, som ofte opholdt sig i Danmark.

Ægteskabet mellem Frederik d. 8. og Lovisa var så relativt lykkeligt, og en del af den base, som gav Frederik d. 8. rygrad. Det havde kronprinsen også brug for, når han skulle kæmpe mod en far, der gjorde, hvad han kunne for at holde sønnen fra fadet.

For en ting er, at det generelt er en utaknemmelig opgave at være kronprins. Man skal træde i karakter og fylde, men ikke så meget at man tager opmærksomheden fra regenten. En anden er, at Christian d. 9. ifølge bogen mildest talt ikke behandlede sønnen godt, ja Christian d. 9. afskar Frederik d. 8. fra opgaver og netværk, så sønnen nærmest måtte uddanne sig selv. Christian d. 9. kunne derimod godt lide barnebarnet, den lige så konservative kong Christian d. 10., så han fik både taleret og opbakning – og blev meget hurtigt inddraget i de statssager, som Frederik d. 8. stort set ikke fik adgang til.

Den måske eneste gang, hvor Frederik d. 8. fik faderens ros, var, da han aktivt arbejdede imod det spirende Socialdemokrati og for fængslingen af Socialdemokratiets stiftere.

For så rakte Frederik d. 8.´s demokratiske forståelse nemlig ikke længere, og det er et vigtigt punkt, der viser, at nok kunne han i modsætning til faderen rumme både Venstre og Højre, nuværende Konservative – men altså ikke Socialdemokratiet, som Frederik d. 8. vel nærmest opfattede på niveau med bolsjevikker og andre kommunister – altså en direkte trussel mod kongehuset.

Men Frederik d. 8. var oprindelig interesseret i Danmarks ve og vel – og havde været det, siden han som ung officer havde været med i krigen i 1864, hvor han dog kun deltog i tilbagetoget op gennem Jylland. Det blev en nederlagets tur, som prægede ham – og som gav ham en nationalfølelse og nationalforståelse, som han bar med sig livet igennem – og som afspejlede sig i et kæmpe-engagement i det danske samfund.

Måske også for stort. For som oldebarnet dronning Margrethe d. 2. sagde det i år 2000: ”Frederik d. 8. havde en samfundsinteresse ud over det sædvanlige og ud over hvad der ville være passende i dag.”

Dengang, da parlamentarismen var under afvikling, skrev Politiken også, at selv en kronprins måtte have lov til at have en mening. Og det havde kronprinsen. Han skrev fx læserbreve under navnet ”Den agtede hånd”. De læserbreve blev som regel publiceret i Berlingeren.

Men Frederik d. 8. nøjedes ikke med at skrive. Han holdt også både møder og taler.

Daværende kronprins Frederik, og kommende konge Frederik d. 8. spillede blandt andet en aktiv rolle i at få konseilspræsident Estrup til at erkende, at spillet var ude. Ja, det var kronprinsen, som i 1894 holdt talen, der fik Estrup til at forstå, at det var på tide at sige stop.

Frederik d. 8. var også både som kronprins og som konge aktiv i at få et normaliseret forhold til Tyskland, til grænsespørgsmålet, de vestindiske øer og meget andet, der både lugtede af og var direkte indblanding i danske politiske forhold, både indenlands og udenlands.

Han vidste også meget, og ville gerne tale med andre om samfundet, også selvom hans stilling som kongelig i et demokrati gjorde det problematisk at agere, som han gjorde. Dog et sted kunne Frederik d. 8. være tryg og tale frit, og det var i Frimurerlogen, som han var medlem af hele sit voksne liv – og i mange år som stormester. Her fandt han ro og havde sit faste bagtæppe med mennesker, som han kunne stole på.

Dér og så i troen. For han levede med Gud og i den kristne tro på, at ikke en spurv falder til jorden. Han havde også et ønske om at være beredt, når han skulle herfra. For vores blivende sted er hos Gud, var holdningen hos manden, der fik 42 år som kronprins – og 6 år som konge – og som også havde den sorg at miste den ene datter, der døde som kun 31-årig.

Når man har læst bogen, sidder man med tanken: Frederik d. 8. er i dén grad et bekendtskab værd – og så meget mere end dén parentes i Danmarkshistorien, som mange historikere placerer ham i.

Danmarksbloggen giver ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge” seks ud af seks kongekroner. Bogen er et glimrende portræt af en overset, men vigtig konge og samtidig et vægtigt bidrag til historieskrivningen om demokratiets udvikling fra Grundlov til parlamentarisme i den tid, der dannede grundlaget for 1900-tallets eksplosive udvikling.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk