Anmeldelse: Benny

Teatret OPtimis er kendt for at levendegøre og legemliggøre vores store poeter – og selvfølgelig har de også Benny Andersen på repertoiret i forestillingen, som slet og ret hedder ”Benny”.

Danmarksbloggen så og hørte ”Benny” på Metronomen på Frederiksberg i går aftes. En kold og mørk januar-aften, som blev lysere og gladere af Benny Andersens ord og viser – indlevende gestaltet af Allan Høier og med en meget velspillende Erik Axel Wessberg på guitar.

Allan Høier er lidt en kulturel kamæleon.

Sidste sommer så og hørte undertegnede ham i Nyhavn og Minefeltet som visedigteren Sigfred Pedersen – og tidligere har jeg oplevet ham som digter og forfatter Halfdan Rasmussen, digter, provokatør og arkitekt Poul Henningsen – altså P.H. – og som visekunstens fader per excellence den svenske Carl Michael Bellmans mest berømte figur, urmageren og brændevinsapostlen Jean Fredman.

For Allan Høier og teatret OPtimis kan deres klassikere, og her stråler Benny Andersens stjerne med en særlig glød, som passede godt til de røde lamper i Metronomen, der førte den specielle Benny Andersenske varme og lune ind i en kold aften – og en kold tid.

For det er vinter i Danmark på mere end en måde i vores tid, hvor det er vigtigt at huske på, hvad det i virkeligheden handler om, når man er ægte dansk – nemlig at være åben, udadvendt og tillidsfuld

Det sagde Benny Andersen i hvert fald i Allan Høiers skikkelse – og Danmarksbloggen er mere end enig.

At være dansk handler nemlig om at møde omverden og andre mennesker med et åbent sind og en god portion nysgerrighed – og gæstfrihed.

Der er nemlig mange måder at være dansk på – ligeså mange som der er brilleskift i forestillingen, og det er mange. For Allan Høier skifter hele tiden og hurtigt mellem at være fortælleren og Benny Andersen i fem udvalgte tidsepoker – blot ved hjælp af diverse briller, som ryger ud og ind af hylder.

Der er også mange slags danskere, og ja, man kan sagtens være dansk, selvom man er mørk i huden, som Benny Andersens elskede Cynthia (Rosalina) var det. Hun, der var hans livs muse, selvom han de første mange år holdt så meget af Signe, at han gik i hundene og opfandt Svante, da hun endegyldigt flyttede fra ham og over til Halfdan Rasmussen.

Ja, og også selvom han efter Cynthias død mødte Elisabeth, der var alt det, som han aldrig havde troet, at han skulle forelske sig i. Men det gjorde han – arbejdersønnen fra Københavns forstæder, der i mange år arbejdede som både bud, pianist, kontorist, og som aldrig fik den der fine uddannelse, som han ellers drømte om.

Men det var måske meget godt, for så fik uddannelsesmaskinen ikke bugt med hans originalitet. For Benny Andersen skrev et dansk, der legede med ordene i både digte og historier. Et dansk med ord fra hele den kværnende klode, som i hans mund blev mere og mere danske, jo mere han sagde – og skrev – dem.

Ord, som fik en 8-årig pige til at skrive til ham: Jeg har lige læst Snøvsen, og det er den første, eneste og bedste bog, som jeg nogensinde har læst.

Så bliver en anmeldelse ikke bedre – og Benny Andersen holdt ekstra meget af dette brev blandt de mange tusinde fanbreve, som han fik i et liv, der heldigvis havde flere gode dage end den ene lykkelige dag, der blev hans måske mest berømte figur Svante til del.

Det og meget andet formidles i en indlevede og følsom forestilling med glimt af komik, der altsammen handler om de sange og den kærlighed, som var Benny Andersens liv – og som i grunden er vores allesammens liv, når det kommer til stykket.

En forestilling, der meget nænsomt og alligevel så befriende ærligt og åbent beskæftiger sig med mennesket Benny Andersen – fremfor myten Benny Andersen.

Danmarksbloggen giver ”Benny” fem ud af seks indre bowlerhatte – og glæder sig til hvad at se, hvad teatret OPtimis finder på næste gang.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret, mens Allan Høier selv har skrevet forestillingen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “De forbandede år”

Der findes film, som rammer så stærkt, at det føles som en mental tidsrejse at vende tilbage til nutiden.

Den tredobbelte Robertvinder Anders Refns nye storfilm ”De forbandede år” er en af disse film – også fordi castet består af en perlerække af primært danske skuespillere, der alle yder det ypperste i skildringen af den rige fabrikantfamilie Skovs skæbne i perioden 1940-43. Det er ganske enkelt skuespilskunst på højeste niveau.

Nu skal handlingen selvfølgelig ikke røbes, men det er en særdeles spændende og medrivende film – og heldigvis totalt blottet for hensyntagen til at sympatiske mennesker ikke må dø eller blive nedbrudt.

Det er befriende, for realiteten er som bekendt, at mennesker dør i krigstid. Og selvom Danmark kom nemt igennem 2. Verdenskrig sammenlignet med andre lande, så blev heller ikke vi fri for hverken brutalitet og rædsler, hvad familien Skov og andre omkring dem også må sande i Anders Refns 2½ time lange film.

Det starter ellers så lyst – og typisk dansk – med et sølvbryllup med musik og sang om morgenen d. 9. april 1940. Men så rives den gode stemning bogstaveligt talt i stykker af de tyske fly, som kaster det velkendte ”oprop” ned, hvor den tyske besættelsesmagt på ubehjælpsomt dansk hævdede, at de kom og beskyttede vores land – for vores egen skyld.

Og så begynder en ny hverdag for fabrikant Karl Skov, som er en selfmade mand, der kommer fra fattige kår, og har en voksen søn med sin første kone, men som altså d. 9. april 1940 fejrer sølvbryllup med kone nummer to med hvem han har fire børn, tre sønner og en datter.

Derudover har Karl Skov en svoger, som er svensk fabrikant, og som han samarbejder med. Og så er der en sekretær, en værkfører, en butler/chauffør og en tjenestepige i markante roller og tætte forbindelser til fabrikant Skov.

Der er altså skæbner nok at tage af i fabrikantens familie og nære netværk, og dem bruger Anders Refn dygtigt til at vise danskernes mange forskellige tilgange til og holdninger om de tyskere, som gjorde, at vi fra 9. april 1940 ikke længere var herrer i eget hus.

For nej, tingene var ikke sort-hvide for de mennesker, som levede dengang. Der var dem, som godt kunne lide tyskerne, fordi de syntes, at der var orden på sagerne nede i Tyskland. Så var der dem, som ikke kunne lide bolsjevikkerne, som man kaldte kommunisterne i Rusland. Der var selvfølgelig også dem, som ikke kunne lide Hitler og nazister.

Men langt de fleste danskere var i grunden ikke særlig politiske. De var – som mennesker er flest – optaget af deres eget liv og verden – og at få det så godt som muligt.

Det samme gjaldt den danske regering og virksomhedslederne, som indledte en samarbejdspolitik med tyskerne, som var så tæt, at Danmark nedladende blev kaldt for Hitlers kanariefugl.

Det mente nogle var den bedste løsning. Som et lille land må man indrette sig efter de store, som nogle mente det. Andre var mere af den holdning, at man skulle sige fra – og kæmpe imod. Og sådan er familien Skov også delt på mere end en måde.

Som årerne så går, og nazismens ansigt træder mere frem, så bliver de forskellige familiemedlemmers holdninger også mere tydelige, og det viser sig i de valg, som de hver især træffer, og som unægtelig fører til interne konflikter og oprør.

Vi møder selvfølgelig også både jøder, kommunister og nazister – men ingen rendyrkede skurke.

Tværtimod møder vi mennesker – også tyskere, som alle med fabrikant Skovs ord ”gør det bedste”, som de kan igennem de år, som filmen dækker, altså 1940-43. Det bedste ud fra det, som de ved – og det, som de tror på.

For livet skal leves, og vi er med til både bryllup og begravelse, Skt. Hans, juleaften og nytårsaften – men mest i hverdagen ude i Strandvejsvillaen, på fabrikken, i en jazzklub, ombord på en båd til Sverige, og flere andre steder i en handling, der knuger mere og mere sammen i takt med at nettet strammes om fabrikanten, der modvilligt har sagt ja til at producere til værnemagten. Ellers havde fabrikken heller ikke overlevet.

Fabrikant Skov er nemlig en mand, som har ansvar for mange menneskers ve og vel – også dem på fabrikken, og det ansvar tager han meget alvorligt. Han tror så også på systemet og på egen evne til via sit netværk at sørge for de mennesker, som han har ansvaret for. For sådan havde det jo altid været, så det er det vel forsat? Men først for sent forstår han, at spillereglerne blev ændret afgørende d. 9. april 1940.

Filmen er derfor også Danmarkshistorie fortalt på den spændende måde. For alle vigtige begivenheder i perioden i Danmark danner rammen om familien Skovs skæbne. En familie, der ikke fandtes i virkeligheden, men som kunne have eksisteret. Familien er nemlig skildret med stor troværdighed, og har præcis de normer, værdier og adfærd, som en overklassefamilie i Danmark nord for København havde i de år.

Og netop kombinationen af på den ene side den historiske korrekthed og på den anden side friheden til at skabe sin egen historie giver den bedste platform til at fortælle. For dermed fik Anders Refn den dramaturgiske frihed til at forme handlingen, som han ønskede det.

De bedste historier er som bekendt også dem, der kunne være sket – og det kunne fortællingen om familien Skov.

Filmen er så også en kommentar til nutiden og det moralske kompas, som alle mennesker har. For det betyder noget, hvad vi vælger, når det gælder. Vil vi betale prisen og tage konsekvensen? Filmen viser også, at det er svært at overskue det, man står midt i.

Så hvad vælger vi i dag? Det spørgsmål står og vejrer efter, at man har set filmen, og vender tilbage til 2020, som er en tid så meget anderledes end besættelsen. Men stadig en tid med værdikampe og moralske spørgsmål – og måske mere nu end i mange årtier i en verden, der virker som om den kan bryde i brand hvert øjeblik.

For vi er stadig hver især ansvarlige i forhold til vores egen tid og til hvad vi gør, når vores tids ondskab banker på døren. Og det er aldrig nemt at være menneske – og finde vej i livet, men også i 2020 prøver vi stadig på hver vores måde at gøre det rigtige.

Det er en god morale at drage af filmen i et 2020, hvor fronterne på så mange måder trækkes op – og uforsonligheden mod dem, som er anderledes end en selv, vokser.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år” seks ud af seks stjerner. For filmen er et gribende, intenst og troværdigt drama, der knuger og kalder på en forløsning – i den fortsættelse, som vi ikke er blevet lovet, men som Danmarksbloggen drømmer om, også fordi filmens slutning ligeså godt kan opleves som en cliffhanger af format.

Cast: Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuter, Gustav Dyekjær Giese, Sara Viktoria Bjerregaard Christensen, Lue Dittmann Støvelbæk, Sylvester Byder, Pernille Højmark, Cyron Melville, Tommy Kenter, Steen Stig Lommer, Paul Hüttel, Peter Schrøder, Anne Marie Helger, Anders Heinrichsen, Julie Agnete Vang, Birthe Neumann, Patricia Schumann, Anna Stokholm, Lars Simonsen, Lisa Carlehed, Benjamin Boe Rasmussen og Jesper Lohmann.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Et juleeventyr”

Familieforestillinger og især til jul har det med at være hyggelige til et niveau, så de nærmest bliver pussenussede. Det gælder heldigvis ikke Charles Dickens ”Et juleeventyr” på Nørrebro Teater.

Her tør man både scenisk og skuespilmæssigt vise historien om den gerrige og grådige Scrooge præcis så uhyggelig og mørk, som den er skrevet. Det er kunstnerisk godt – og samfundsmæssigt nødvendigt i en tid som vores fyldt med den uvidenhed og grådighed, som Dickens mente førte til undergang.

For ja, der er stadig mange Scrooger derude. De blev ikke i London i 1800-tallet.

Men der er også et mørke i os selv. Et mørke, som vi kan gøre noget ved, men som kræver, at vi kan skelne mellem lyset og mørket. At vi kan genkende de skygger, som findes overalt – også i et menneskesind.

”Et juleeventyr” er nemlig en grum historie om mørket, uvidenheden og grådigheden i sin fortælling om den rige Ebenezer Scrooge, der julenat hjemsøges i flere omgange.

Først af Scrooges tidligere, nu afdøde partner Marley, der lænke-raslende og i røg og damp kommer for at advare Scrooge og sige, at han endnu kan gøre noget. Men at det er nødvendigt at handle nu, hvis ikke Scrooge skal ende som partneren, der til evig tid er fordømt, fordi han var lige så ond og hård, som Scrooge er det.

Men Scrooge får altså en chance til – via de tre juleånder, fortidens jul, nutidens jul og endelig fremtidens jul.

Der røbes næppe noget, når det afsløres, at det hele ender godt. At Scrooge bliver så god som nogen mand i den gamle verden. Samt at lille Tim – Scrooges ansattes alvorligt syge søn – overlever, så han kan slutte med at sige Gud velsigne os, hver og en, som det står i Dickens originalversion af ”Et Juleeventyr” eller ”A Christmas Carol”, som den hedder på engelsk.

Lige den del blev så ikke sagt på Nørrebro Teater. For kristendommen var helt væk i forestillingen til trods for at netop kristendommen er en vigtig del af Dickens julefortælling. Der blev i stedet talt om hjerter, kærlighed og tilgivelse – og det er alt sammen vigtigt og godt – og i øvrigt også kristne kerneværdier, som gerne må siges højt. For jo, vi kan godt sige kristendom, Gud og at velsigne uden at udelukke nogen.

Ja, der er en både historisk og kulturel værdi i at holde fast i manuskriptet og forfatterens trosmæssige ståsted. Især fordi det også har været med til at bestemme, at historien skulle ende med, at Scrooge blev vennesæl, gavmild og næstekærlig.

Og sådan ender det heldigvis også på Nørrebro Teater. For nok må en historie gerne være både grum og uhyggelig, men det skal helst ende godt.

Men så er det også slut med plejer – og tak for det. For midt i traditionernes højborg – og det er julen – så er det rart med noget fornyelse.

Som fx at Scrooge ikke spilles af en mand, men af en kvinde. Nemlig Mette Horn, og hun gør det simpelthen forrygende. I begyndelsen er man bevidst om, at det er en kvinde, der spiller en manderolle – men hurtigt glemmer man kønnet, og ser på egenskaberne hos karakteren, på stædigheden, påståeligheden, at der holdes fast i at grådighed er godt, og at julen og kærligheden er det rene humbug.

Mette Horn spiller overbevisende og med stor autenticitet den gamle gnier, der i løbet af en eneste nat formår at se hele sit liv, alle fejlene og så rette op på det hele og på sig selv. Det gøres dramatisk, med følelse – og med en komik, som letter og løfter, når det hele ellers knuger sammen i ens bryst.

Det er eminent godt lavet – og Danmarksbloggen kan lide, at Mette Horns Scrooge ligner en forpjusket version af Charles Chaplins vagabond – eller er det måske en Storm P.´sk vagabond? Det vides ikke, men det er også lige meget.

For ingen af de vagabonder havde hverken penge eller magt, og det har Scrooge til overflod. Men vagabonderne både hos Chaplin og hos Storm P. havde netop det hjerte, som Scrooge kun har foragt til overs for og gerne ser gennemboret af en kvisttjørn.

For et hjerte kan man ikke bruge til noget, siger Scrooge, som glemte eventyrerne, men huskede på pengene i lang tid, selvom han ellers fik hint på hint. Og det bliver serveret så fint af de andre fire skuespillere, der som planeter kredser i omløb omkring Mette Horns Scrooge, hvad enten de spiller mennesker eller ånder.

Nu skal ikke røbes for meget, men hver juleånd har sin egen identitet og sin egen komik – og ingen glemmer vist foreløbig nutidens juleånd, der på næsten Yahya Hassansk fremsagde et juledigt. Dén ånd var i det hele taget gennemført street. Et fint træk.

Et andet fint træk var stillbillederne, som flere gange kom frem, når scenen drejede – og vi sammen med ånden og Scrooge kom til et nyt sted i Scrooges liv og verden.

Stillbilleder, som så blev levende og bevægede sig, og som kunne være muntre som hjemme hos Scrooges nevø og hos hans chef i ungdommen, hvor der i den grad begge steder blev leget jul. Men vi så også det modsatte, når vi dybt rystede blev vidner til, hvorfor Scrooge blev, som han blev.

Der blev ikke lagt fingre imellem – heldigvis. For det er sundt – både for store og små at se, at vores behandling af hinanden har konsekvenser – også i mange år frem.

Menneskets uvidenhed, ukærlighed og grådighed kan derfor denne jul ses råt for usødet folde sig ud på Nørrebro Teater – men heldigvis sker det sammen med håbet og troen på, at kærligheden og medmenneskeligheden sejrer til sidst. Alt sammen bundet til den fineste julebuket af både drama og komik af de fem skuespillere: Mette Horn, Asta Kamma August, Jesper Groth, Andreas Jebro og Lila Nobel.

Danmarksbloggen giver ”Et juleeventyr” fem ud af seks julegaver.

Forestillingen spiller indtil d. 4. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Tinka og Kongespillet”

En handling skal jo i gang – men en vis portion realisme må der også til, selvom det er et eventyr, en fantasi-fortælling. Og her skorter det på meget i ”Tinka og Kongespillet”.

Søde, rare, good-guy Lasse ville fx aldrig blive sendt hjem fra efterskole pga. ballade og slåskamp. Et mere realistisk scenarie ville være en omgang fnat på efterskolen, som midlertidig lukkede hele skolen for at få bugt med de små kryb. Det sker årligt på flere efterskoler.

Og på samme måde ville Tinkas far – kong Storm – ikke falde af en hest og dø. Han er nissekongen, og en sådan rider som en drøm. Det er vel et eventyr, ikke? Men havde man nu i stedet ladet hærchefen Ingi, som man må formode stadig er den fængslede prins Fileas tro, sørge for, at kongen døde, så havde det været langt mere realistisk.

Og ja, fnat og snigmord kan nutidens børn sagtens håndtere. Se, hvad der sker i en serie som ”Game of Thrones”, der formentlig har været brugt som forlæg til ”Tinka og Kongespillet”.

I det perspektiv er en smule fnat og et lille snigmord jo ingenting … så det kunne have været en mere realistisk og mere dramatisk måde at komme i gang på.

Men ellers er alt som forventet. Lasses lillesøster er stadig mega-irriterende, farmoderen er gået på pension, men er stadig livsklog, faderen er stadig optaget af karrieren, og hjemme i Nisseland er moderen stadig fuld af omsorg og varme – og prins Fileas er trods et år i Ensomhedens tårn stadig lige hård og ond. Fængsel virker altså åbenbart ikke.

Vi ved også på forhånd, hvem der er gode, og hvem der er onde. Man kan nemlig se det på dem …

De skal man også kunne i en julekalender, og det bliver da hyggeligt at følge kongespillet om magten i de næste tre ugers tid. Også selvom det bliver noget af en overraskelse, hvis det ikke ender med, at Tinka vinder den krone, som hun ellers bare havde kunnet række ud og tage på hovedet, da nissesoldaten stod med den i hånden foran hende i Christianskirken, undskyld nissernes store hal.

For magten er som bekendt ikke noget, man får – det er noget, man tager, råt og brutalt.

Men det gjorde Tinka ikke i første afsnit. Som en anden Kristian Jensen i en kælder på Fyn for nogle år siden, så lod hun være med at slå til, da hun havde chancen. Og så kan det ende med, at man slet ingenting får – det ved Kristian Jensen alt om.

Men mon ikke Tinka ender som den første regerende nissedronning d. 24. december? Det tror vi på.

Danmarksbloggen giver ”Tinka og Kongespillet” fire ud af seks nissehuer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Jordens Indre”

Man kan brænde papirer, men ikke ideer, siger den kloge stuepige Esther til dansk videnskabs mest underkendte geni Inge Lehmann, der var kvinden bag teorien om den faste kerne inde i Jordens flydende kerne – og hvis liv forestillingen ”Jordens Indre” på Folketeatret handler om.

Udsagnet er sandt – og det kunne sagtens suppleres med, at man ikke kan brænde nysgerrighed, længsel efter viden og efter at forstå de fysiske sammenhænge i den verden, der er omkring os – og som vi endnu har meget til gode at finde ud af om, hvad enhver med en uddannelse indenfor naturvidenskab kan skrive under på.

En af dem er denne anmelder, som er uddannet geograf fra Københavns Universitet med halvandet års geologi oveni de fem års geografi. Og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg var lidt ekstra spændt, da jeg satte mig i sædet. For dels var det første gang, at jeg skulle anmelde noget, som udsprang af min oprindelige uddannelse – og dels var jeg nysgerrig på, om man kunne formidle Inge Lehmanns teori på en måde, så den kunne forstås af alle – og stadig være en vigtig del af forestillingen?

Svaret er et stort ja. Det viser tavlerne med tegningerne, formlerne, tallene – og papirerne spredt ud på gulvet, så de lignede de forkætrede P-bølger og S-bølger, som er en konsekvens af et jordskælv – og som er dem, som Inge Lehmann brugte til at skabe sin teori om, at der måtte være en fast kerne allerinderst i jordens flydende kerne. Noget, som forskningen senere mange gange har bekræftet, må forholde sig sådan.

Jeg er så også – i Inge Lehmans videnskabelige ånd – nødt til at påpege en alvorlig geologisk fejl i manuskriptet: Nemlig at det er i slutningen af første akt nævnes, at kontinentalpladerne i Atlanterhavet støder MOD hinanden. Det er lige modsat. De bevæger sig væk FRA hinanden, og i den spalte på havbunden, som år for år bliver større, stiger der materiale op fra jordens indre, og det er det materiale, der har skabt og stadig skaber den atlantiske højderyg, der ligger som en slange ned igennem Atlanterhavet. For jorden er en levende klode – konstant i gang med geologiske og geografiske processer.

Men ellers går det nogenlunde godt med at holde tungen lige i munden omkring de videnskabelige fakta (der er et par smuttere mere), og stemningen på naturvidenskab er i hvert fald ramt lige på kornet. Det samme er den naturvidenskabelige humor, som stik mod hvad mange tror faktisk findes – men som måske er lidt nørdet. Jeg var i hvert fald alene om at grine et par gange undervejs i forestillingen, så måske var det ikke meningen, at lige de intermezzoer skulle opfattes som værende sjovt. Men det er det på naturvidenskab.

Ja, hvis ikke jeg vidste bedre, hvis ikke der blev sagt De, så kunne jeg have lukket øjnene og tro, at jeg havde været ombord i en tidsmaskine og rakt tilbage på instituttet. For kampene om bevillinger og ære – og måden, man jorder hinanden på og kan hjælpe hinanden på (hvis man vil – hvad man ikke altid vil), har ikke ændret sig en tøddel fra dengang til i dag.

Heller ikke selvom der i dag er markant flere kvinder på universiteterne end dengang, også indenfor geofysik. Men vi er alligevel ikke kommet så langt, som vi gerne ville, og kvinder er i øvrigt ikke spor mere fredelige end mænd, når det kommer til akademisk ære og værdighed. Kvinder skal også stadig yde mere for at opnå det samme som mænd.

Inge Lehmans kamp for som kvinde at blive anerkendt er nemlig stadig rystende aktuel, og der er mange nutidige kvinder, der som hende rammer det usynlige, men svært gennemtrængelige glasloft, som gør, at man nok kan se op i de hellige haller – men ikke komme derop.

At det stadig er relevant med en forestilling, der viser kvindens hårde kamp for at blive anerkendt, blev også ekstra tydeliggjort i pausen, hvor jeg hørte en mandlig publikummer sige: Jeg er så træt af, at I kvinder altid trækker kvindekortet. Jeg hørte ikke, hvad hans kvindelige ledsager svarede, men jeg håber, at det var noget i retning af: Vi trækker det kun, fordi det er nødvendigt.

For det er det, så forestillingen er desværre ikke kun historisk. Det er teater til tiden, og Iben Hjejle er både stærk og troværdig som Inge Lehmann. Ja, Iben Hjejle spiller Lehmann på en måde, så man får umådelige mængder sympati for kvinden og glemmer, at hun også havde sine fejl og mangler, måske især på det medmenneskelige område.

Sådan skildres hun i hvert fald langt hen i stykket, selvom man til sidst ser en anden side – en side der både kan spille bold med stuepigen Esthers tre børn og tage sig af søsteren, der spilles eminent af Laura Bro, som kan meget mere end at se yndig ud, som hendes karakter Harriet får at vide, at hun er.

Laura Bro har både råkraft og nerve i den måde, som hun portrætterer at være en både stærk og følsom søster til denne videnskabskvinde. For også søsteren kæmper med konventionerne og med at finde sin egen vej.

Det gør de alle sammen – og det er en af hemmelighederne ved denne forestilling. Nemlig at alle lider under konventionerne, at alle lider tab og nederlag, og ingen får det hele, end ikke Niels Bohr selvom han både bliver ridder af Dannebrog og får Nobelprisen.

Han spilles i øvrigt overbevisende af Jesper Lohmann, der med sin måde at tale og agere på fører os 80-100 år tilbage i tiden, så man tror, at han er ankommet til Folketeatret med en tidsmaskine direkte fra mellemkrigstiden – klar til belevnet og elegant, men ganske effektivt at holde den talentfulde Inge Lehmann nede.

I rollen som Inge Lehmanns livslange og mere ligerets-orienterede ven den engelske videnskabsmand Harold Jeffreys ses Troels Malling, som mange ellers kender som en morsom mand. Men Malling kan så meget mere og andet – og det er godt at se ham spille en rolle med mere kød på.

Stuepigen spises med autenticitet af Roberta Hilarius Reichhardt. Hende får vi forhåbentlig mere at se til i de kommende år, og ja, hun er barnebarn af dén Poul Reichhardt, men skal her hyldes i sin helt egen ret. For det er 100% hendes eget talent, som bærer – og ikke hverken hendes berømte farfar – eller for den sags skyld hendes berømte forældre.

For hun og de fire andre skuespillere og deres evner er det, som skaber historien. Her er ingen special effekts, men til gengæld ord og fagter i en historie om mod, kamp, både med omverdenen og med sig selv.

Og som den historie folder sig ud. Hvert ord, hver bevægelse, hvert blik har en betydning, og som tilskuer fanges man ind og rammes træfsikkert af kunsten på scenen, som også er så tæt på, at intet kan skjules eller camoufleres.

For vi er helt tæt på epicentret omkring Inge Lehmann, og vi mærker P-bølgerne fra skuespillerne – og når vi kommer hjem S-bølgerne fra eftertænksomhedens magmakammer, for nu at blive i de geologiske termer.

Dog en enkelt fejlkilde har sneget sig ind i stykket, nemlig en påstået ulykkelig forelskelse i Harold Jeffreys. Ingen ved, om Lehmann følte sådan overfor hendes livslange ven. Men det er også inderligt ligegyldigt.

For hvorfor skal vi altid komme ind på kærlighed, børn og udseende, når vi taler og skriver om kvinder? Det skal vi heller ikke. Det centrale, den faste kerne er, at navnet var Inge Lehmann, og at hun var en af verdens allerstørste forskere – og dansk.

Hende, som har lagt navn til Inge Lehmann-diskontinuiteten, der refererer til en materialeovergang cirka 220 km nede i Jordens kappe for nu at sige det på det videnskabssprog, som Inge Lehmann selv foretrak at tale, og som forskere fra hele verden sugede til sig. Den Inge Lehmann, som i 1971 fik Bowie-medaljen, den næstfineste pris, som en forsker på hendes område kan få.

Men ikke i hendes eget land. Her var Inge Lehmann glemt, og der kom først et monument for hende på Vor Frue Plads i 2017. Den lader vi lige stå et øjeblik sammen med Iben Hjejles opfordring til alle lige inden stykket slutter: Gå ud og opdag verden.

For der er endnu så meget at se og opdage og finde ud af, og det er skønt, når en så stor videnskabskvinde som Inge Lehmann hyldes på scenen.

Danmarksbloggen giver ”Jordens Indre” fem ud af seks jordkloder, som den jordklode Inge Lehmann var så optaget af hele hendes 104-årige lange liv.

Forestillingen spiller på Folketeatret indtil 15. december.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Kaspar Colling Nielsen: ”Dengang dinosaurerne var små”

Jorden skal nok overleve mennesket, men mennesket overlever ikke jorden. Sådan har geologer og geografer sagt det i årevis – også dengang jeg blev geograf, og jeg har personlig altid fundet en vis trøst i lige det faktum.

Det er så også en viden, som Kaspar Colling Nielsen har – og som han er inde på i den første novelle i hans nye samling ”Dengang dinosaurerne var små”, hvor han på overfladen taler om dinoer, men i virkeligheden taler om os mennesker, der ligesom dinoerne er ved at blive overhalet indenom af de mindre arter.

For naturen er hele tiden under os, omkring os og over os, som det beskrives i novellen ”Byer” – og vi er dømt til at tabe kampen.

Som fagnørd udi dinosaurer kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at påpege, at de historiske dinosaurer slet ikke er uddøde, men at de faktisk er her endnu, i hvert fald de meget nære efterkommere som de fleste fuglearter som fx skarven.

For de ”rigtige” dinosaurer – de er uddøde, formentlig på grund af de klimaændringer, som skete, da vulkanerne stod i massevis ude i Asien og spyede aske op, så asken spærrede for solen og dermed for energien til jorden, så planterne ikke kunne gro. Samtidig faldt de tungere dele af det magmatiske materiale ned i havet og forsurede vandet – så alle dyr i hele fødekæden døde.

Først de små, så de større og til sidst de største. Selv dinoerne.

Den slags kaldes arternes massedød, og dem har der været fem af i jordens historie – og nu er den sjette på vej. Men det bliver den første massedød, som er forårsaget af én enkelt art – nemlig os, mennesket, homo sapiens, den mest succesfulde art nogensinde på denne planet.

Og det er selvfølgelig også os og vores dårskaber, som Kaspar Colling Nielsen har skrevet en masse noveller om. 31 helt præcist. 31 forskelle historier, der som nedslag i den mest populære teori om dinoernes forsvinden (den med meteoren i Mexico) rammer præcist vor tid og dens mennesker, vores svagheder og kendetegn.

Det er knaldgod læsning for at sige det ligeud. For Colling Nielsen flænser os ligeså præcist og skarpt som Tyrannosaurus Rex´s tænder gjorde det dengang, og han er ligeså snedig i sine beskrivelser af vores gøren og laden som nogle af de lidt mindre kødædende dinoer var det, når de jagede i flok – og du som deres udsøgte byttedyr kun så den ene, men de to-tre andre kom fra siderne – og åd dig levende.

Nu er der ingen, der bliver direkte ædt i bogen – ikke fysisk i hvert fald. For psykisk bliver mennesker fortæret i stor stil i vores tid, som det fx sker for en falleret skuespiller i ”En ynkelig misere”– og en kok, der jager både den gode ret og berømmelsen i ”Tilstedevær´”.

For ja, der er også mennesker i ”Dengang dinosaurerne var små”, som må lade livet.

De er så også indimellem selv ude om det, kan man hævde. Sandt er det i hvert fald, at civilisationen kun er et tyndt lag af fernis over mere grundlæggende barbariske kræfter og reaktioner, som kommer frem, når vi selv og dem, som vi elsker, bliver truet, som man fx kan læse om det i den i starten meget idylliske, nærmest nutids-pastorale ”Sankt Hans uden bål”.

Som læser sidder man også og tænker, hvor mange af historierne der mon er personlige. Et bud er omkring 100 procent, og ikke kun fordi mange af novellerne har en midaldrende mand, der bor i København, men som drømmer sig ud på landet, som hovedperson – både med og uden selvkørende bil, men altid med rejsedrømmene intakt side om side med ønsket om bare at være derhjemme.

Men det gælder også, selvom nogle af historierne slet ikke omhandler danskere som fx ”Mikroskopiske brune snefnug”. Men den og andre er jo almene historier, som når det her handler om ikke at tænke over konsekvenserne af ens handlinger, selvom de er vidtrækkende som her, hvor det ikke er en sommerfugls vinger i Hong Kong, der skaber regnvejr i New York, men en kronprinsesses lort der skaber oversvømmelse i Umbrien. Samt blomster, som endda ad åre kommer til Buckingham Palace. For vi får altid vores eget lort tilbage – på den ene eller anden måde.

Men håbet, drømmen om Paradis. Hvad med den? Kan vi leve uden, så hvad sker der med Paradis og vores billede af det? Ja, Paradis ved vi efter Colling Nielsens mening helt præcist, hvordan ser ud, fordi vi aldrig har set det!

Genialt – ligeså genialt som de katte, Kaspar Colling Nielsen har som de absolutte mest kompetente i en novelle – også markant mere kompetente end homo sapiens.

Danmarksbloggen giver ”Dengang dinosaurerne var små” seks ud af seks dinosaurer – og vil gerne opfordre Kaspar Colling Nielsen til at skrive flere små historier. Der må også være masser af inspiration at hente – endda på flere planer – i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor han pt. arbejder som taleskriver for minister Dan Jørgensen.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Barn af Den Kolde Krig”

Her i 30-året for Murens fald fylder den kolde krig igen bevidstheden hos de fleste – og Gyldendal har derfor udgivet bogen ”Barn af Den Kolde Krig. Kendte danskere fra Ulla Terkelsen og Leif Davidsen til Per Stig Møller fortæller”, hvor Michael Müller interviewer 14 kendte danskere, der har været børn og unge under den kolde krig.

Og lad det være sagt med det samme. Det er spændende læsning, både for dem, som ikke selv har prøvet at leve under den kolde krig – og for dem, der som undertegnede, også var børn og unge i den kolde krigs tid. Man kan genkende meget fra sin egen hverdag, sin egen familie – eller måske fra ens venners hjem og baggrund.

For er der noget, som man som læser bider mærke under læsningen, så er det, hvor stor en betydning hjemmets opfattelse af virkeligheden fik på de dengang børn og unge mennesker, som for manges vedkommende senere i livet rejste langt mere og langt længere ud i verden end forældrene havde gjort det.

Men til trods for det beholdt de fleste af de 14 den holdning til livet og til verden, som de var vokset op med. Det træder fx stærkt frem hos Ulla Terkelsen, som er den første, som vi møder i bogen, og som hjemmefra lærte at orientere sig mod verden og være åben.

Hjemme hos Ulla brød man sig så heller ikke om amerikaniseringen og den kulturforfladigelse, som man mente, at Anders And, popmusik og cowboyfilm stod for. Her læste man bøger og aviser og hørte radio og klassisk musik.

For og imod USA – både kulturelt og politisk – var i det hele taget en hjørnesten i identitetsdannelsen i den kolde krig, og mange bekendte sig meget stærkt til enten det ene eller andet. Uffe Ellemann-Jensen, der med en vis stolthed beskriver sig selv som koldkriger, voksede således op i et USA-positivt hjem, og har selv livet igennem også været meget glad for USA.

Men han var ikke alene om det. Den unge Leif Davidsen, som boede et år i USA som 17-årig, følte, da han kom hjem til Danmark igen, og skulle gå på Nyborg Gymnasium, at Danmark var meget småt og kedeligt.

I den anden side er der fx en Frank Aaen, der var medlem af DKP og ganske aktiv, men som under et besøg i Østberlin i den kolde tids sidste periode opdagede, at der var langt færre varer på hylderne i det lokale varehus end få år før. Det samme skete i Moskva, og så forstod han, at de kommunistiske samfund var stagnerede og ved at bryde sammen.

Men uanset politisk ståsted, så var den generation, som blev født i den kolde krigs første tid, historiens måske heldigste og mest privilegerede, hvad også Eva Smith gør opmærksom på. Samfundet blev rigere år for år, man kunne rejse frit og læse, hvad man ville, ja sågar skifte studie, ikke bare en, men flere gange. Der var ingen restriktioner, men masser af muligheder.

Så ja, det er spændende at læse diverse barndoms- og ungdoms-erindringer – og de fleste interviewede er heldigvis også rigtig gode til at tække perspektiver op til nutiden.

For det er dér, hvor det bliver mest interessant. For nok er det vigtigt at kende sin (og andres) fortid for at forstå sin nutid. Men personlige erindringer er i reglen kun spændende, når de bruges i en større sammenhæng, og det gør langt de fleste af de 14 personers, og det kommer der mange interessante refleksioner og holdninger ud af.

Hyldningen af Danmark – og Norden – fylder så en del, og er måske ret romantiseret med manglende fokus på nutidens stigende ulighed.

Et andet gennemgående træk er genkomsten af nationalismen iklædt populistiske klæder i europæisk perspektiv. En cocktail, der skaber konflikter, og som kan være ganske farlig og skabe grøfter, som fx når Stine Bosse er inde på, at den splittelse, som vi ser i dag, er markant mere alvorlig end det var under den kolde krig, hvor fronterne var tydelige. Det er de ikke i dag.

Hendes løsning er at holde fast i de demokratiske institutioner, som vi byggede op efter Anden Verdenskrig – og her tænkes især på EU. Om det er rigtigt, vil tiden vise.

Det samme gælder, når talen falder på Rusland – og Kina, som Per Stig Møller peger på som Ruslands konkurrent no. 1. Han er en mand med et stort udsyn og har formentlig ret, når han siger, at Rusland på kort sigt har brug for at markere sig overfor Vesten – men at Rusland på den lange bane ønsker et normalt forhold til os. For hovedkonkurrenten er Kina, og man kan som bekendt kun kæmpe på en front ad gangen.

Bo Lidegaard taler også om Rusland, og han er heller ikke bange for, at russiske kampvogne vil vende snuden mod vest. Hans bekymring går i langt højere grad på Ruslands forsøg på at ryste tilliden til vores demokratier og institutioner.

Rusland er i det hele taget interessant. Og Leif Davidsens udmelding om, at Putin ikke har fat i de unge i Rusland, at de er utilfredse med ham, at de ikke læser aviser, og ikke interesserer sig for, hvad der skete før deres tid, gør dem direkte sammenlignelige med Vestens unge. Ok, boomer er åbenbart også nået til Rusland.

(Ok, boomer betyder ja, ja, jeg er ligeglad med, hvad du siger – og er noget, som unge siger til ældre, typisk dem, som er 60+, og som vil gøre sig kloge på de unges liv, men som de unge mener i stedet har fucked verden op, for nu at blive i de unges sprog.)

Det gælder så ikke alle i bogen, at de er optaget af Rusland som en trussel.

Peter Aalbæk Jensen taler fx om de gamle Østblok-lande og siger, at de havde og har en dyb kulturel forankring i store, stærke værdier. Men hvilke? Det måtte gerne have været uddybet i bogen.

Han er heller ikke alene om at trække den russiske kultur og historie fem. Marianne Jelved gør det også, og kalder den endda inspirerende. Men igen mangler vi at få uddybet, hvad der menes.

For det er kræs at læse og tænke over den slags udmeldinger.

Men uanset hvad så har Bo Lidegaard ret, når han konkluderer, at var der en ting, som den kolde krig lærte os, så var det, at man er nødt til at holde dialogen åben.

Det sker også med denne bog, hvor dialogen endda gives videre til de kommende generationer.

Der er også brug for det. For som Mogens Lykketoft er inde på, så foregår det internationale politiske spil i dag med en anden filosofi og efter nogle andre regler end det samarbejde, som faktisk afskaffede den kolde krig. Krigs-risikoen er efter hans mening også tilstede – ikke stor, men dog tilstede.

Danmarksbloggen giver ”Barn af Den Kolde Krig. Kendte danskere fra Ulla Terkelsen og Leif Davidsen til Per Stig Møller fortæller” fem ud af seks stjerner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret: “The Three Brexiteers”

Hvis De befandt Dem i nærheden af Tivoli i går aftes, kunne De sikkert høre et brøl sådan lidt efter kl. 19.30.

Men måske De ikke ved, hvad det handlede om. Men det kan Danmarksbloggen fortælle. Det var brølet, som rungede gennem Glassalen i Tivoli, da Dronningen af Crazy Christmas Cabaret Vivienne McKee igen stod på scenen i paillet-kjole, fjer og med armene løftet til hilsen – og hyldest.

For som de trofaste tilhængere af det elskede show ved, var hun ikke med på scenen sidste år – og hun var savnet. Men i år er hun, hvor hun skal være – mellem kulisserne sammen med hele det faste cast – plus en nytilkommen australier, som gjorde det forrygende.

Det gjorde de – selvfølgelig – alle sammen igennem en tempofyldt, kårdekæmpende, ordjonglerende, musikalsk, dansende og helt igennem fantastisk aften, der velfortjent sluttede af med stående ovationer.

Men inden vi kom dertil, så fik vi en fantastisk udgave af Dumas´ udødelige ”De tre musketerer” eller som det hedder i år hos CCC ”The Three Brexiteers”.

Ikke fordi der er lavet ret meget om i historien. Kun starten, det midt i og slutningen, som Vivienne McKee gjorde opmærksom på det i starten af forestillingen, der flere gange hævede sig op og blev meta, hvor skuespillerne for åbent tæppe diskuterede sig selv, stykket og deres egen rolle – eller ligefrem skiftede rolle.

Det minder lidt om samfundet i disse år. En nutid og et samfund, hvor man fristes til at spørge: Er der en voksen tilstede? Sådan én, der prøver at gøre noget ved kaosset? Sådan én, der råber order.

Men omvendt: Hvad skal vi bruge den slags ansvarlighed til – og hvem siger, at livet skal være så kedeligt, når det kan være en leg. Det skal det heller ikke. For det er All for Fun – og Fun for All, som årets CCC-motto er.

For hvorfor skal kvinder altid spille kvinder, når nu de hellere vil være helteagtige mænd, hvorfor skal mænd altid skal spille mænd, når nu de hellere vil være kvinder i kjole og netstrømper, hvorfor skal englændere altid spille englændere, når nu de hellere vil være franskmænd osv. I disse migogså-tider må det også være enhver forundt at lege med sit køn, sin rolle og sig selv – uanset om man er skuespiller eller politiker.

Som publikum til CCC kan man så ikke lade være med at tænke på, at nutidens skuespillere formentlig er bedre end mange politikere til at skelne mellem, hvad der er virkeligt-virkeligt – og hvad der foregår på en scene.

Virkelighedens Brexit-forløb minder i hvert fald meget om de klovne, som meget passende også kom på scenen – endda assisteret af en publikummer – til det store Europa-bal i Paris hos selveste den franske frøkonge, som naturligvis var mere latterlig og skabagtig end begreberne latterlig og skabagtig.

Sådan siger naturloven også, at englænderne skal fremstille frøæderne, undskyld franskmændene.

Der var dog en naturlov i CCC-universet, som opførte sig anderledes end den plejede. Dronning Margrethe d. 2 af Danmark plejer som bekendt at ringe under forestillingen. Men det gjorde hun ikke i går.

Men til gengæld fik vi en på alle måder fyldig EU-dronning med guldstjerner og en kjole så glitrende blå, at det skar ligeså meget i øjnene som et løfte fra en politiker, der gerne vil genvælges. Ja, på en måde fik vi to franske dronninger, og de fik endda begge lov til at beholde hovedet.

Om Europas politikere så kan beholde hovederne – eller om de vil blive fundet døde i en grøft, er der ingen, der ved – heller ikke Vivienne McKee, som også var udsat for en slags oprør fra den unge og meget velsyngende Katrine Falkenberg, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Det har hun også evnerne til.

Om hun bliver det, må tiden vise. Tiden er også en hovedfaktor for CCC i dette års udgave. For dels så kommer der et valg i Storbritannien 12. december, og dels så er Brexit blevet udskudt igen og igen og igen og …

Så det må have været svært at skrive manuskriptet til en forestilling, hvor emnet, som det handler om, er et drama under stadig udvikling – eller skulle man sige afvikling.

Vi ved det ikke. Men vi ved, at vi en i usikker og trusselfyldt tid har brug for en pause. Ikke fordi det ikke er vigtigt med klima, Brexit, Europas fremtid, forholdet til USA – og til Rusland.

Det ER vigtigt. Men vi har brug for pausen. For at grine, klappe og danse – og måske endnu mere, når dem, som vi har valgt til at varetage jobbet med at passe på landet, opfører sig som et barn, der er til fals for al smiger, alle indfald, alle distraktioner, alle nye glitrende ting som en vis fransk konge i årets CCC.

Så gå ind i Glassalen i Tivoli og lad Dem rive med af årets version af CCC. Her vi mindes om, at livet er godt, at livet skal synges, danses og sanses. For husk: Der er syv dødssynder. Én for hver dag i ugen, og når selv en kardinal kan have urene tanker og gå i netstrømper, så kan vi alle lege legen ”hvad laver en pæn dreng som dig i en beskidt fantasi som min?”.

Så opfordringen til at vi alle i almindelighed – og politikerne i særdeleshed – tager netstrømper og strudsfjer på, og danser i gaderne er hermed givet videre. For: All for Fun and Fun for All.

Danmarksbloggen giver årets Crazy Christmas Cabaret ”The Three Brexiteers” 6 ud af 6 stjerner – og ja, denne gang bliver det stjerner, de forkætrede EU-stjerner.

For det er en forestilling til tiden. En forestilling, der minder om gamle dages varietéer med lige dele tempo, sjov, musikalitet, kropslighed – og så den der fine balance mellem kunst og alvor, som skabes, når manuskriptet er godt skrevet, og dem som er på scenen – og oppe i musikerboksen – kan deres metier.

I skrivende stund er det ikke oplyst, om der kommer en Crazy Christmas Cabaret i 2020, men Danmarksbloggen vil på det kraftigste opfordre dertil. Det kræver den nye musketér-ed i øvrigt også: All for Fun and Fun for All.

Det er London Toast Theatre, der som altid står for løjerne, der kan ses i Glassalen i Tivoli indtil 11. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Prins Joachim fortæller”

DR havde i går premiere på Nordisk Films serie om Danmark og prins Joachim.

Det første afsnit handlede om tro, og der indledes med, at prinsen fortæller om, hvordan Danmarks historie også er hans families historie.

Lige det mærker man så ikke noget til i den ultrakorte gennemgang af troens historie i Danmark – startende med dengang vi troede på aserne over til kristendommens indførelse og derfra i hurtig rækkefølge til reformation og grundlov.

For nok fortæller prins Joachim, at han har en kristen tro, selvom han ikke går ret meget i kirke. Han tager også gerne selfies sammen med Jellingestenen og Skibbykrøniken, og han besøger en konfirmand-klasse – både i undervisningen og på deres store dag, hvor han møder op udenfor kirken.

Han giver med andre ord et billede af sig selv som en almindelig dansker – men det er han jo ikke. Hans familiehistorie ER knyttet sammen Danmarkshistorien, men alligevel hører vi ikke om hans tanker om fx Christian d. 4., der i den grad forfulgte de såkaldte hekse. Ja, Christian d. 4 nævnes end ikke i udsendelsen. I stedet udnævnes en ukendt adelsmand til Danmarks mest ivrige heksejæger – selvom dén titel nu nok burde tilfalde prinsens egen forfader.

Overgangen fra katolicisme til protestantisme beskrives også som fredelig – hvilket er en decideret fejl, da Danmarks eneste borgerkrig, nemlig Grevens Fejde, var det, som kendetegnede overgangen. Ja, borgerkrigen handlede også om kongemagten – om hvorvidt kongen skulle være Christian d. 2 eller Christian d. 3. Men magt og tro hang nøje sammen dengang i 1500-tallet, så det burde have været nævnt.

Det samme burde Grundtvig – og måske også de andre salmedigtere, som er årsagen til at vi har verdens smukkeste salmebog. Dét nævnes heller ikke. Men i hvert fald Grundtvig skulle have været på banen, da det som uden sidestykke er ham, der har formet den nuværende danske kristendom mest. Men ikke med ét ord nævnes denne åndskæmpe.

Til gengæld besøger vi et nutidigt katolsk kloster med en lattermild og sympatisk nonne, som fortæller mere om hendes møde med den sekulære verden end om hendes tro.

Udsendelsen forsøger i det hele taget at balancere mellem troen og det sekulære – og den er bange for at støde nogen på manchetterne, og det er synd.

Prins Joachim er i sig selv en glimrende formidler, men han har ikke meget at formidle her. Det kunne der have været – også fx det store kirkebyggeri i middelalderen, som lige nævnes kort sammen med klostrene, hvorefter man fokuserer på klostrene, selvom det var det store danske kirkebyggeri, som var enestående. Ingen andre lande i Europa gjorde noget tilsvarende.

Enevældens måde at være kirke på, genindførelsen af konfirmationen, salvingen af de danske konger i Frederiksborg Slotskirke (hvor han selv blev gift med Alexandra) og opfattelsen af at kun Gud stod over kongen nævnes heller ikke – selvom det spillede en stor rolle i den måde, som samfundet fungerede på fra midt i 1600-tallet og to århundreder frem, altså indtil Grundloven.

Og herfra drejer det sig så om Grundtvig, men også om væsentlige teologer i 1900-tallet og om fx indførelsen af en kirkelig vielse mellem to af samme køn, som heller ikke nævnes overhovedet.

Ja, når det kommer til nutiden slås det blot fast, at vi alle har en frihed til at tro det, som vi vil.

En fattig udmelding i en tid, hvor religions-konflikterne bliver flere og flere, hvor religion fylder mere i samfundet end det har gjort i mange generationer, og hvor vi derfor ikke længere kan nøjes med at gøre religion til en privatsag.

Det er som om at man i tilrettelæggelsen har manglet en konsulent, som rent faktisk ved noget om tro og historie – og det er skam. Det er også en skam, at det måske er uforeneligt at være kongelig og for alvor gå i kødet på emner, der betyder noget i nutiden som fx tro.

Danmarksbloggen giver to ud af seks Dannebrogsflag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. For en kort gennemgang af prins Joachims slægt og troen kunne se således ud (men kun én af dem nævnes i udsendelsen):

Manden har i hans slægt en mand, der indfører kristendommen (Harald Blåtand – ham hører vi om), en martyr og helgen (Valdemar den Stores far Knud Lavard – ingen af dem hører vi om), en borgerkrig om troen og magten (Frederik d. 1, Christian d. 2 og Christian d. 3 – ingen af dem nævnes), en heksejæger af rang (Christian d. 4 – ham hører vi ikke om), en konge der begår bigami, og er gift med to kvinder på samme tid (Frederik d. 4 – ham hører vi ikke om), en konge der indfører et meget strengt religiøst regimente (Christian d. 6 – ham hører vi ikke om) og så endelig alle de konger, der salves som Guds udsendinge på jord (dem hører vi heller ikke om).
Endelig havde det været oplagt at nævne mandens egen mor – og hendes stærke forhold til kristendommen. For Dronningen har ved flere lejligheder selv sagt, at hun i troen finder styrke til sin gerning.

Anmeldelse: ”Pigen med bomberne” på Mungo Park

Sagen om Kundby-pigen (hende, der ville bombe den jødiske Carolineskole i København og Sydskolen i Fårevejle) vakte alle danskeres interesse i 2017.

Men hvad skete der egentlig i den 15-årige piges hoved? Dét spørgsmål forsøger instruktør Tue Biering at svare på i sit nyeste teaterstykke ”Pigen med bomberne”, som spiller på Mungo Park.

Scenen er tom og mørk. En lyshåret, ung pige med ansigtet oplyst af mobilens skærmlys dukker frem. Alt, hvad hun og de andre piger foretager sig, gør de, fordi de på sms har fået at vide, at de skal.

Flere og flere piger kommer frem. Alle med hovedet dybt begravet i mobilen, og dette gør det umuligt for de tre voksne kvinder (som også er en del af forestillingen) at nå ind til pigerne. De tre kvinder prøver alle at finde ud af, hvad der kunne få en ganske ung, dansk skolepige til at ønske at lave et terrorangreb.

Kvinderne er et spejl af den gennemsnitlige dansker; uforstående, med et ønske om at forstå, men samtidig bange. Bange for den nye trussel. For den unge pige passer jo ikke på profilen af en såkaldt terrorist, men det var hun jo.

Men hvis ikke hun passer på den stereotype karakter, som mange i Danmark har om en terrorist – hvordan kunne hun så alligevel havne i den situation? Var hun vred? Forført af en tanke om at skabe et hul i verden, som ikke kunne overses? Var det opmærksomhed, der trak i hende? Eller var det en følelse af afmagt?

Vi får ikke et definitivt svar på de spørgsmål i stykket. Men alle sten bliver vendt, og alle argumenter bliver diskuteret. Dog bliver det hele lidt for meget en repetition af sig selv, og der er ikke mange tanker, som ikke allerede havde været på bordet, da sagen stadig var en sensation med nyhedsværdi.

En anden ting, der er i overflod, er rekvisitter.

Scenegulvet er bogstaveligt talt oversvømmet af rekvisitter og kostumedele, da alle skuespillerne kommer ind til sidst for at bukke og modtage publikums klapsalver. Rekvisitterne er overalt, og de tager desværre hurtigt fokus væk fra de dygtige skuespillere, som kommer med nogle udmærkede overvejelser over, hvorfor en ung pige bliver terrorist.

Forestillingens fokus bliver desværre også fjernet fra kvindernes egne idéer om, hvorvidt deres datter da ikke kunne blive sådan, eller at de måske selv kunne have gjort noget lignende i den alder. Det er rigtig synd for både de dybe psykologiske overvejelser, som kvinderne har – samt for nogle af rekvisitterne, som giver stykket en kant og en dybde, som er meget unik. Men det drukner desværre i bjergene af stof, røg og acetone.

Men midt i alle rekvisitterne skinner slutningen på stykket alligevel igennem.

Den hær af piger, som af de udefrakommende og uforstående voksne bliver udstyret med våben og motiver, står truende og tårner op over den rodede scene. Og da de voksne går, vender de unge piger tilbage til deres hverdag og deres mobiler. For ikke alle unge piger har ondt i sinde, når det kommer til stykket – selvom én havde.

For én havde. En, der var god til at lyve. En, der ikke var helt som de andre. En, der senere skulle blive kendt som Kundby-pigen – ”pigen med bomberne”.

Men hvem var hun? Det ved vi egentlig stadig ikke – og måske får vi det heller aldrig at vide.

”Pigen med bomberne” på Mungo Park får 4 ud af 6 sprængfarlige bomber af både Isabella Auken og Anna M. T. Frederiksen

Stykket spiller indtil 12. oktober.