Tag-arkiv: anmeldelse

Anmeldelse: ”Faderen, Sønnerne og Helligånden”

Udgivet den af
Svar

Jeg har desværre ikke set den første film ”Testamentet” om de to jyske brødre Henrik og Christian, som det endte så grueligt galt for, dengang deres rige morfar døde – og arven skulle deles. Dvs. pengene gik til en helt tredje, og de fik ikke andet end uvenskab ud af det.

Men de er venner igen her 14 år efter, hvor vi møder dem i ”Faderen, Sønnerne og Helligånden”, der har premiere i dag. De er stadig sikre på to ting: 1) Testamentet er forfalsket, og 2) Deres liv havde været markant anderledes, hvis de havde fået i omegnen af de 10-11 millioner kroner hver, som de stod til at arve.

Det havde livet sikkert. Men det spørgsmål, som man sidder tilbage med, er: Havde det så i stedet blot været en nedtur på 1. klasse i stedet for som nu med hashplanter i et hjemmelavet drivhus, dåsebajere, masser af smøger i overfyldte askebægre i boliger, som skriger på en kærlig hånd – og andre markører, som signalerer dansk underklasse anno 2025?

For nok arvede Henrik og Christian ingen penge dengang, så i stedet for luksus startede en rejse, der indebar fængsel, hjemløshed og misbrug. Men den sociale arv fik de – som alle gør det.

Og deres opvækst – som man ser i tilbageblik – var fuld af druk, mistrivsel og bare en generel mangel på medmenneskelig respekt, måske med undtagelse af moderen, som døde, mens de endnu var drenge. Hende savner de hver eneste dag, og kalder den smukkeste engel ved himlens port.

Den tunge sociale arv findes så ikke kun i de små byer udenfor Viborg, hvor Henrik og Christian bor, og som, selvom mange ville opfatte dem som ressourcesvage, udmærket er klar over, at deres liv fra starten af har været fucked up, og at der skal noget til at bryde dén tunge arv.

Der er heller intet, de hellere vil – og de prøver trods en ukonstruktiv kombination af selvforagt og en urealistisk forventning både at etablere kontakt til deres far, som har slået hånden af dem, og få et nært og godt forhold til deres egne sønner.

Hvordan det så spænder af, skal man unde sig selv at gå ind og se. Drama-dokumentaren er skruet sådan sammen, at vi alle kan spejle os i deres tanker og følelser og i de fortællinger og løgne, som vi alle siger – både til os selv og hinanden. For kun sådan kan vi være i livet. Ønsket om at blive set og anerkendt, at høre til og være elsket er universelt.

Det er kun måden, som vi udtrykker det på, som er forskellig – og det er hos brødrene ligetil og bramfrit. Ikke noget med ”jeg-hører-hvad-du-siger” og lignende fra den kreative klasse, som tror, at den har definitions- og pege-fingre-ad-retten. Men de samme psykologiske lig i lasten findes også her.  

”Faderen, Sønnerne og Helligånden” er derfor en totalt hudløs dokumentarfilm om håb og tro – og størst af alt er kærligheden. For der er kærlighed imellem de to brødre og til deres familier. Der er så også svigt – og tilgivelse, og hos især Henrik hele tiden et håb om, at det nok skal blive bedre, hvor styrken til dette overskud end kommer fra.

Men begge brødre er kristne – og ikke bange for at vise det. Scenen, hvor de beder Fadervor, er meget stærk – og mere afslørende, end nogen nøgen-og-pornoscene nogensinde har været. For her ser vi direkte ind i de to brødres sjæle.

Det er nærhed. Blod og sved og krop modsat de smukke naturbilleder, som filmen også byder på – som regel med masser af blæst i. Det giver mening, når man tænker på filmens titel.

For Helligånden kommer som en susning, en blæst – eller ligefrem en storm, og bringer med sig forvandling – og dét både i ild og vand.

Her i ”Faderen, Sønnerne og Helligånden” fører Helligånden den ene bror til fest og glæde, da sønnen bliver student, og der skal drikkes champagne af huen, mens den anden bror konverterer til den ortodokse kirke i Serbien via en militær undergrundsgruppe, som opfatter sig selv som en slags kristne krigere, der seriøst mener, at Europa er på vej mod en racekrig.

At sige er den ene bror vælger den sekulære vej og den anden den fundamentalist-religiøse er for letkøbt. For begge brødre er først og fremmest forankret i hinanden og deres familier – og i følelsen af at være Guds børn.

Danmarksbloggen giver ”Faderen, Sønnerne og Helligånden” fem ud af de seks kors, som alle kristne har tilfælles, uanset om man er ortodoks, og kysser et ikon i en ortodoks kirke i Serbien, eller man er evangelisk-luthersk, og skal konfirmeres i Viborg Domkirke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lidt til teologi-nørderne: Jeg undrede mig meget over dåbsscenen i Serbien, hvor Christian bliver døbt i søen. For som kristen bliver man kun døbt én gang – også selvom man skifter kristen kirke. Medmindre altså at den kirke, som man konverterer til, ikke anerkender Folkekirkens dåb.
Det russisk-ortodokse kirke og nogle pinsekirker anerkender fx ikke Folkekirkens dåb. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvad den serbisk-ortodokse kirke anerkender. Men umiddelbart kunne man formode, at den ligesom den russisk-ortodokse, som den deler meget tankegods med, ikke anerkender en evangelisk-luthersk dåb som Folkekirkens. Det har noget med sakramenterne og traditionen i ortodoks forståelse at gøre, kan jeg fortælle til dem, som har lyst til at google mere på egen hånd.

Anmeldelse: ”Under stjernerne på himlen”

Udgivet den af
Svar

Det er en time siden, at jeg gik ud af biografen efter pressevisningen på den nye film om Tommy Seebach, der naturligvis hedder det samme som hans i sin tid så udskældte, men i dag så elskede sang ”Under stjernerne på himlen” – og jeg har lige siden sunget den inde i mig selv.

For den ER Tommy Seebachs bedste. Måske fordi den er skrevet med det samme hjerte, som han opfordrede sønnen Rasmus til at synge ud fra, hvad vi ser et klip med i slutningen af filmen, hvor Rasmus og en hel festival synger ”Under stjernerne på himlen”, så det kan høres helt op til den himmel, hvor Tommy bare MÅ være.

Dér græd jeg helt åbenlyst. Det var jeg vist ikke den eneste, der gjorde, og det er heller ikke den eneste gang i filmen, hvor man græder. Slet ikke. Nu skal intet røbes, selvom alle ved, at Tommy Seebachs skæbne gik fra at være Danmarks feterede Mr. Grand Prix til at blive opfattet som noget gammeldags, der endte sin karriere og sit liv som klaverbokser i Ølgod på Bakken.

En nedtur, som er filmens hovedhandling, og som skildres nøgternt og uden hverken det store drama eller den klæbende sentimentalitet, men bare så håbløst sørgeligt, som det er, når livet kæntrer på grund af for meget alkohol og for mange bristede drømme i en verden, hvor der sjældent er plads til mennesker af Tommy Seebachs format og ægthed.

For Tommy Seebach var sin helt egen blanding af sart, sårbar, skrøbelig og så samtidig ukuelig og stædig med et kolossalt gåpåmod og en enorm gavmildhed – og især kærlighed. Han ville give hele verden sig selv – og sin elskede familie alt det bedste fra et legetøjstog i naturlig størrelse til blomster, der fyldte hele stuen.

Tommy Seebach havde så også den konstante længsel efter anerkendelse og mere anerkendelse, fordi kun sådan kunne han selv – måske – tro på, at han var god nok. Den slags slider mennesker op – også genier som Tommy Seebach, der i filmen spilles med en enorm lydhørhed og musikalitet af Anders Matthesen, som man ellers kender som en meget morsom mand. Men her viser Matthesen, at han også mestrer tragedien og det alvorlige. Smerten kommer helt ud af lærredet, og rammer et sted dybt i brystet.

Man rammes også af Neel Rønholt, som lige så hudløs som virkeligheden selv gestalter Karen Seebach, når hun portrætterer, hvordan Seebachs kone heroisk i mange år stod for alt andet end musikken, inden hun – udmattet – måtte kaste håndklædet i ringen og gå, fordi hun og børnene simpelthen ikke magtede mere. Men det var ikke et kærlighedens forlis, for Karen og Tommy elskede stadig hinanden. Det var et samlivets forlis, og Rønholts fremstilling deraf gibber, så enhver kan se, at det er på høje tid, at man begynder at caste hende i de dramatiske og krævende roller.

Caspar Phillipson er Keld Heick, som fremstilles som en mand, der på den ene side er Tommys gode ven og støtte, men på den anden også forstår at følge tidens krav og holde sig selv flydende, hvad det end må kræve. Det gør Phillipson driftssikkert. Han kan sit kram.

I andre roller ser vi Vicki Berlin som en husmoderlig Hilda Heick, en Anders Juul som en trofast Ivan Pedersen, og så Jacob Lohmann som en meget usympatisk DR-underholdningschef. Den nailer Lohmann overbevisende.

Men hele castet spiller, så det synger i en film, der foregår over mere end to årtier, og hvor man er dygtig til at få tidsånden med fra 80´ernes smøger og brune værtshuse over 90´ernes smarte drinks og til 00´ernes mobiler. Fra mere bramfri, men også brutal tale til større politisk korrekthed.

For tiderne ændrer sig, og de fleste ændrer sig med dem. Men ikke Tommy Seebach. Han var en original og tro mod det, som var inde i ham selv. Det er også det, som gør, at denne film bliver en af årets mest sete.

For Tommy Seebach er i dag anerkendt og elsket. Janteloven og småligheden tabte på den lange bane til manden, for hvem familien og musikken var det dejligste – i dén rækkefølge, selvom det måske ikke altid virkede sådan.

Danmarksbloggen giver ”Under stjernerne på himlen” seks ud af seks stjerner. Eller skulle man sige douze points om denne gribende film om et af Danmarks mest miskendte musikalske genier. Gid Tommy Seebach fra sin sky kan se filmen, der er én lang kærlighedserklæring til ham. Den er tindrende god, som de stjerner der stadig lyser på himlen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Menneskekryb”

Udgivet den af
Svar

Når et væsen venter på at fødes, bærer det i sig håbet spundet ind i en puppe af forventninger. Derinde i den bløde og varme før-natale tilstand drømmer væsnet om en verden i farver, hvor det skal ud og gøre store, dejlige ting til gavn og glæde for fællesskabet.

Det holder selvfølgelig ikke. For verdenen er sort og hvid, delt af grænser og skel, og absolut ikke befolket af væsner, som møder andre med smil og åbne arme.

Tværtimod er konflikt og vold, overgreb og smerte faste ingredienser i hverdagens kamp for overlevelse. Så langsomt, men sikkert slukkes visionerne og troen på alverdens godhed, så man til sidst råber stop, inden man enten æder eller bliver ædt, dræber eller bliver dræbt.

Dét er den barske sandhed, der møder Menneskekryb aka den gule puppe på Nørrebro Teater i stykket af samme navn. En kær Puppe med store følehorn, som man forelsker sig i fra første eksistentielle monolog og indtil sidste bitre erkendelse, der leder tankerne hen på Shakespeares visdomsord fra Det Skotske Stykke (og ja, jeg er teater-overtroisk, og skriver ikke navnet), hvor titelpersonen siger: Life’s but a walking shadow, a poor player, that struts and frets his hour upon the stage, and then is heard no more. It is a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing.

Dét citat går som en rød tråd gennem ”Menneskekryb”. Det er også teaterverdenens smukkeste ord ever written – for nu at blive i det engelske, som den poetiske og lidende sommerfugl ofte gør det i første akt, hvor Puppen betaget sidder på sin gynge, og ser sommerfuglenes på overfladen så yndige leg, der i virkeligheden er en dødsensalvorlig affære om parringsdansen. Og som inden vi når klimaks, afføder det ene grin efter det andet, når de bevingede væsner vimser rundt i deres pastelfarvede dragter i lige dele længsel og liderlighed. Verden har trods alt endnu en uskyld i sig.

Det har den stadig, dog mindre, i næste tableau, som er holdt i så skrigende farver, at tilbudskatalogerne sad i salen og tog noter. Vi er også i supermarkedet, der hvor man køber ind, så man kan få sig noget næring og samle sig noget lort. For den, som har meget, er meget sikret, lyder devisen, og vender det blinde øje til, at har man meget, så er der også meget, der kan mistes. For en hel hær af insekter lever efter mottoet ingen-er-for-fine-til-at-gøre-hvad-der-kræves – uanset om man bruger rå magt som en dræberhveps eller smiger og løgn som en parasit.

Puppen med de store idealer bliver naturligvis moralsk indigneret, men det har de sultne insekter ingen forståelse for. Erkendelsens rutschebanetur er sat i gang – og Puppen kan intet gøre, men må fødes i en lang og smertelig proces i det tredje tableau, som naturligvis er holdt i brune jordfarver. For nu rammer virkeligheden i en ordløs, men fysisk krævende og sigende fremstilling.

AV, tænker Puppen, og finder sig selv – nyfødt i uskyldens hvide farve – med store øjne i en sort-hvid verden, som er delt i dem og os, i den der styrer, og dem, der bliver styrede, selvom alle henholder sig til en fortælling, som lyder 1:1 som noget, vi kender fra vores tid, og hvis ord mere skal tilskrives forfatter og instruktør Niels Erling end det tjekkiske broderpar Karel og Josef Čapek, der få år efter 1. Verdenskrig skrev stykket ”Insektliv”, som er forlægget for ”Menneskekryb”.

Men situationen er den samme: Myredronningen øverst på sit podie hersker over de arbejdende, og de sorte myrer vader frem og tilbage – hurtigere og hurtigere. For der er meget, der skal nås, inden de grønne myrer angriber. Produktionen skal op. Freden kræver krigen, er meldingen.

Men det var jo slet ikke sådan, at det skulle være, siger en desillusioneret Puppe, som nu er blevet en døgnflue, et menneskekryb, som trækkes mod egen undergang. For det ender med krig. Igen vist i et ordløst tableau, hvor det sort-hvide farves rødt – rødt af blod, mens de samme bevægelser, de samme scener gentages igen og igen og igen, mens bassen brager og dundrer.

Det er ikke til at holde ud. Krig er så også netop gru og død, og ikke til at holde ud, hverken for lidt over 100 år siden eller nu, hvor det totalitære vanvid igen raser både i øst og vest, og truer med at sprede sig – hvis ikke vi i Den Frie Verden byder despoter og tyranner trods.

Og deri er stykkets kerne. For på den ene side er vi hver især så små, så uendelig ligegyldige som et enkelt insekt formodes at være det. Men på den anden side så kan – og skal – vi hver især komme ud af vores puppe og tage ansvar, også selvom ingen af os, uanset om vi er flue, menneske eller kæmpe, kan bære hverken hele freden – eller hele krigen – på vores skuldre.

Vi må insistere på og kæmpe for demokrati og fællesskab – også personligt, er Puppens erkendelse, da den for anden gang kommer ud af en skal, nu den mentale, og bryder med sin pacifistiske indstilling. Dermed cementeres Myredronningens ord om, at volden har ingen respekt for andet end volden, og det sker på en måde, der for Puppen er både et sammenbrud og en frisættelse.

For ”Menneskekryb” handler ikke kun om samfundet, men også om den eksistentielle rejse, som vi alle kender, og på Nørrebro foretager sammen med Puppen, der spilles af Stanley Bakar, der gør det så brændende og fascinerende, at man som tilskuer føler, at man ER Puppen. Også selvom alle os, der sidder i stolene, ikke har Puppens naivitet, men fra start af ved, hvordan det slutter.

Nemlig med at Puppen, som alle os andre, må erkende, at vi er døgnfluer, der æder, knepper og slår ihjel, inden alt ender med stilheden. Eller som Barden fra England sagde det: The rest is silence.

Men inden da viser ”Menneskekryb” vores virkelighed i et insektperspektiv, hvor stor skuespilkunst og intelligent anvendelse af farver, ord og musik går op i en forrygende enhed, som giver overblik og overskud til at være i den situation, som vi og verden er i nu. Dét har vi også stærkt brug for.

Danmarksbloggen giver den gribende ”Menneskekryb” seks ud af seks skygger, som dem, der er en del af den evige nat, vi altid har lige i hælene. For det er teater til tiden, og de stående ovationer til premieren til Stanley Bakar, Alexander Clement, Carla Eleonora Feigenberg, Tilde Maja Fredriksen, Morten Kjær, Amalie Lindegård og Mads Reuther var mere end fortjente.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Fremmed – det første opgør”

Udgivet den af
Svar

Filmen ”Fremmed – det første opgør”, som foregår i stenalderen for 6.000 år siden i Danmark, har en mission: Den vil vise, hvad der sker, når en ny befolkningsgruppe – uden at være inviteret – kommer til et område for at bo og leve dér. Det handler selvfølgelig om fordomme, frygt, modstand, konflikter og kampe på liv og død.

Filmen taler dermed ind i en moderne kontekst, hvor folkegrupper over hele verden i disse år bevæger sig væk fra deres fødested for at bo og leve i helt andre egne med en anden kultur og et helt andet sprog. Noget, som i vores tid skaber store problemer, hvad det har gjort flere gange i historien – men ikke lige i den danske stenalder.

For desværre skal konstateres, at filmens præmisser er forkerte på stort set samtlige områder. For hvordan var Situation Danmark for 6.000 år siden iflg. de historikere og geografer, som har faglig viden på området?

Landet var som i filmen dækket af tæt skov, og der boede få stammer, som primært levede af at jage. Men de stammer jagede og boede ved kysterne, ikke dybt inde i skoven som i filmen. Der var heller ikke dengang i Danmark floder med så stærk en strøm, at man kun kunne padle den ene vej – som det ses i filmen.

Historisk var det Ertebølletid, som er den sidste del af dansk jægerstenalder. En tid, hvor klimaet var mildere end i dag. Det betød, at de store byttedyr forsvandt – og at landbruget vandt frem, så vi gik over til bondestenalderens første periode Tragtbægerkulturen – navngivet efter de krukker, som er blevet fundet over hele Mellem- og Nordeuropa i tiden 3.900 – 2.800 f.Kr.

Den markante overgang til landbruget betød så ikke – som i filmen ”Fremmed – det første opgør” – kampe og konflikter. Overgangen kom primært fra de allerede herboende jægere, som i generationer havde handlet med stenalderbønderne fra Mellem- og Sydeuropa, og dér set hvad landbrug kan gøre i forhold til at brødføde en befolkning.

Så i modsætning til i filmen, så vidste man udmærket, hvad korn kan. Man foretrak bare at jage fremfor slæbet med at pløje, så og høste, så længe altså de store dyr stadig levede i Danmark. Men de forsvandt med klimaændringerne, og så omsatte de gamle jægerstammer – med hjælp fra nytilkomne bønder, som de formentlig selv har inviteret, fordi de nye havde de kompetancer, som de gamle manglede – den nye bondeviden til handling, så Danmark fra ca 4000 f.Kr og til langt op i 1900-tallet var et landbrugsland.  

Stammerne blev dermed også bofaste fremfor i jægertiden, hvor man levede som nomader ved kysterne – dog af og til med et sommerstop lang tid nok til at spise tilstrækkeligt med østers til at lave en køkkenmødding. Endnu en fatal fejl, som filmen laver, da den placerer jægerne i en bofast skovlandsby, og samtidig hævder, at jægerne ikke har forståelse for den cirkulære tænkning, som bondefolket havde.

Intet kunne være mere forkert. Dyreflokkene – og dermed også jægerne med deres telte – har bevæget sig rundt og rundt i landet efter årstid – og stjernebilleder. Så man har i dén grad haft styr på den cirkulære tid i jægerstenalderen, hvad man kan også se på nogle af de stendysser, som stadig findes rundt omkring, hvor solen rammer på en helt bestemt måde til midsommer á la Stonehenge, bare meget mindre.

Og det er da ærgerligt, at filmens raison d´etre om de vilde jægere, der tror på ånder i naturen, og render rundt med knogler på tøjet versus de kultiverede bønder, der tror på forfædre i himlen, og hele tiden tænker på deres familie, dermed forsvinder. Men det må påtales. For der er ingen fund, der tyder på nogen særlige forskelle eller kampe mellem de gamle og de nye stenalder-danskere. Tværtimod skete overgangen fra jæger- til bondestenalder måske så hurtigt som på 25 år – og uden ballade. Fordi man kendte hinanden i forvejen – og fordi kornet kunne brødføde så mange flere – og fordi der var så rigeligt jord at tage af.

Ikke at kampene om Danmark ikke kom. Det skete bare senere. I jernalderens folkevandringstid – cirka 4300 – 4600 år senere var der endog store kampe mellem herboende og nye grupper, som betød en total udskiftning af befolkningen i nogle egne. Men altså ikke i stenalderen, og det er vigtigt at påtale i en tid, hvor fakta i forvejen er trængt hårdt tilbage.

Det være hermed gjort. En god ting er der at sige om filmen. Den benytter sig af særdeles flotte billeder, når den fortæller historien om søskendeparret, der som de eneste overlever et overfald fra de oprindelige beboere, jægerfolket. Og så følger man ellers de to søskende i deres tid hos jægerne, hvor de på et godt års tid oplever at lære et helt nyt sprog, føde et barn, blive optaget som jæger i stammen, accepteret af nogen, men ikke af andre, selv tage de nye skikke til sig, selv ikke at tage de nye skikke til sig – og samtidig lige få kornet til at gro i en skyggefuld lysning i skoven. Det er meget – og også for meget.

Parallellen til vor tids indvandrere og dens problematikker er endvidere så tyk, at det i sig også er for meget, også fordi filmen går på kompromis med både fortællebue og sine egne påstande i bestræbelsen på at få tikket alle integration-er-svært-bokse af, inden det slutter, som det begynder med kampscener med ildflammer galore, skingrende skrig og vilde øjne i en film, hvor hovedpersonen – en ung kvinde – har en jeg-er-først-og-fremmest-mine-følelser-adfærd, der ikke er år 4.000 f.Kr., men år 2025.

Danmarksbloggen giver derfor ”Fremmed – det første opgør” 2 ud af 6 sten. For nok er billederne flotte og holdt i en farvepalette af brun, rød, gul og orange med nuancer af grøn, som mange forbinder med indfødte stammer, natur og de tidligste tider – og filmen skal også have en cadeau for at udvikle to sprog, som de to stammer taler. Men den usammenhængende historie, den manglende evne til at skabe en troværdig stenalder-vibe og de alvorlige faktuelle fejl trækker ned.

NOTE: Filmen har så haft historisk konsulent på … MEN som altid når det handler om film, er der en såkaldt kunstnerisk frihed, som altså her flytter jægerne fra de åbne kyster og dybt ind i skoven, gør jægerne til fastboende fremfor nomader, giver stenalderbønderne en religion som minder mere om kristendom end om den naturreligion, som helt op til vikingetiden var den naturligt forekomne i Danmark – og som helt overser det faktum, at de jægere og bønder i mange generationer har kendt hinanden – og at klimaforandringernes påvirkning og ikke konflikter mellem to folk er årsag til skiftet fra jægerstenalder til bondestenalder.
Informationer, som kan læses på Nationalmuseets og Odense Museums egne hjemmesider – foruden den klima-information, som jeg – som uddannet geograf fra Københavns Universitet – selv besidder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Min Evige Sommer”

Udgivet den af
Svar

Ventesorg hedder det, når man er tæt på én, som skal dø – og det skal Fannys mor i filmen ”Min Evige Sommer”, som har premiere i dag, og som udspiller sig den sidste sommer, som Fanny, hendes mor og hendes far har sammen i det sommerhus, som livet igennem har været rammen om deres grønne somre. 

Filmen er den rene poesi. En stille og sanselig fortælling om det eneste, som vi kan være sikre på: Nemlig at det ender med døden for os selv – og for alle dem, som vi kender.

Det har vi bare så svært ved at acceptere, forholde os til og tale om. Så er det meget nemmere som veninderne til Fannys mor, der til hendes sidste fødselsdag snakker højlydt om, hvor god en veninde hun er, om herlige rejser til Kreta – og om at ”jeg tror stadig på mirakler”, som den ene veninde totalt fortrængende overfor den terminale kræftsygdom siger det.

Intet af det gavner Fannys mor, der spilles af Maria Rossing med en inderlighed og en følsomhed, så alle mødre kan spejle sig i hendes omsorg for datteren, der gestaltes med lige dele rå livskraft og uendelig sårbarhed af Kaya Toft Loholt.

De to er filmens akse, som de har været det alle datterens 15 leveår. Et tæt mor-datter-forhold, hvor datteren på en enkelt sommer skal nå at frigøre sig fra moderen – og komme tilbage til hende igen for at sige farvel.

En proces, som normalt tager flere år, men hvor Fanny altså kun har tiden fra moderen er rask nok til at kunne spille på klaver og tage en kort tur til stranden – og til hun få uger senere ånder ud i hospitalssengen i en dødsscene, som er lige præcis så rolig og afdramatiseret, som virkeligheden ofte er det. Og ja, moderen er totalt smertelindret. Den medmenneskelige respekt er – trods rygtet om det modsatte – stor i det danske sundhedsvæsen, hvad vi også ser, da den døde kvinde gøres klar til at kunne komme i kiste.

Men inden skal mor og datter sige farvel til hinanden, mens de stadig er i livet – og der er især to scener, som har brændt sig ind – eller rettere sendt kaskader af tårer ned ad mine kinder. Da moderen ligger med den sovende Fanny i sin favn – og senere, da moderen er ved at nå den sidste tid, og de sidder og græder, men så fra fjernsynet hører Rolf og Ritter juble over, at Jonas Vingegaard har vundet både etapen og den gule trøje i Touren.

SÅ bryder de sammen af grin – og uden at faderen, som er noget af træmand, der gerne vil, men ikke rigtig kan åbne op og være følsom, forstår dem. Anders Mossling nailer filmen igennem præcis den stille accept af egen uformåenhed, som mange mænd føler, når familiens samlingspunkt – moderen – forsvinder.

Hans ventesorg er nemlig ikke mindre end datterens, selvom den pakkes ind i praktiske gøremål og servicering af ikke kun hans dødssyge kone og ditto lidende datter, men også af datterens kæreste og veninder, som med de bedste intentioner kommer på besøg i sommerhuset, men som ligesom mange andre i nutidens Danmark lider under, at vi ikke har et socialt kodeks for at dø.

Men vi skal lære at tale om at dø, er filmens morale. Lære at stille hinanden de svære spørgsmål: Hvordan har du det med at skulle dø? Hvordan har du det med, at din mor skal dø? Og så ellers give tid til samtalen – uden at være bange for hverken ord eller tårer.

For som det siges i en anden – cirka 30 år gammel film om en anden kvinde, der døde tidligt – nemlig Richard Attenboroughs ”Shadowlands”: We can’t have the happiness of yesterday without the pain of today. That’s the deal.

I den film, som er baseret på virkelige begivenheder, står forfatteren C. S. Lewis sammen med hans kone Joy Greshams meget unge søn ligesom Fanny og hendes far med valget mellem at lukke sorgen ude – eller at turde være i den ubærlige smerte. C. S. Lewis og adoptivsønnen valgte det sidste.

Jeg er ikke sikker på, hvad Fanny og hendes far vælger. Men jeg ved, at Danmarksbloggen giver ”Min Evige Sommer” seks ud af seks lys, som dem, man tænder, når ét menneske er dødt – og man har åbnet vinduet, så sjælen kan slippe ud.

Det er Sylvia Le Fanu, som har lavet denne lille perle, der i øvrigt er filmet og klippet, så skønhed og dansk hverdag anno 2020´erne går op i en højere enhed – samtidig med at filmen giver en knugen i hjertet, der gør ondt – på den gode måde. For her er noget vigtigt og for alle mennesker genkendeligt på spil.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Frk. Marguerite”

Udgivet den af
Svar

Et mere end en times lang rablende solo-vanvid er, hvad man i øjeblikket kan møde på Teatret ved Sorte Hest, hvor Sarah Boberg er den utrættelige Frk. Marguerite, der med lige dele herskertrang, liderlighed og frustration skiftevis prøver at opmuntre, udskamme og forberede os i publikum på livet og de højere læreanstalter.

Vi er hendes elever, må man forstå – og som vi ikke valgte at blive født, valgte vi heller ikke at komme i denne skole.

Og det bliver noget af en time hos Frk. Marguerite, som spilles af Sarah Boberg, der yder en imponerende kraftpræstation ene kvinde på scenen – og ja, hun er ene kvinde. Benraden i glaskassen giver ikke meget modspil, men er – ligesom alle os andre – bare en statist i Frk. Marguerites skalten og valten med os, hvad enten vi skal lære biologi, historie eller matematik.

Uanset fag starter det altid med håb og ros, fortsætter med tvivl og nemme løsninger på komplicerede problemer, og ender med en sjofel snak om sex, selvom dét skal vi først lære på de højere læreanstalter, som man skal bestå en prøve for at komme på.

Begyndelse, midte og slutning – sådan er hele livet, som det skrives op på den sorte tavle, der fyldes med de ord, som Frk. Marguerite hævder at bestemme over, sådan som hun faktisk bestemmer over alt.

Men hvem er Frk. Marguerite i grunden? Er hun bare tyranniet i verden, i hverdagen? Eller er hun skæbnen, livet, nødvendigheden, skaberen – eller dem alle sammen? Eller er hun – oh, skræk – vores egen forestilling om os selv og vores liv, der forsøger at orientere sig i det kaos, som verden er, skabe en mening i den kosmiske rodebutik?

Hun er i hvert fald også en længsel efter en tro og en mening – mest symboliseret ved, at hun flere gange spørger, om der er en Jesus eller en Helligånd i klassen. Det er der ikke. Det ville også rime dårligt med surrealismen, hvor livets mening rimer på ingenting, ikke engang så meget som en mikroskopisk mikrobe.

Er det så forstemmende og depressivt at se ”Frk. Marguerite”? På ingen måde. Det er morsomt – og minder lidt om Becketts Godot ved, at der sker det samme og det samme igen og igen og igen og igen og igen. Her går en runde bare meget hurtigere, og vi når mange runder igennem på den gode time, som stykket varer.

Som en karrusel i selvsving hvirvles vi rundt – men ender altid med at få en voksen-skæld-ud og en voksen-shaming af et format, så selv … skal vi sige en orange mand med diktatur-drømme ville tage noter, hvis han kom forbi.

Ikke at vi ville opdage ham. For vi går ind for ligeret, og så kan vi ikke se farve, siger Frk. Marguerite. En kridhvid, en brun, en blå – alle bliver de det samme i den store ligestillings smeltedigel. Sådan er det, iflg. Frk. Marguerite, som også har mange andre teorier som fx at når 88 personer skal dele 12 bananer, så vil den stærkeste få cirka 8 bananer og den næstestærkeste cirka 4 banner – og de andre ingenting.

The winner takes it all, men hvem vinder i livet? Under alle omstændighederne får eleverne i Frk. Marguerites klasse lov til at gå hjem, selvom vi ellers stykket igennem trues med at skulle blive på skolen og sige de samme sætninger hele natten.

Men vi havde åbenbart været lydige nok og slået hælene nok sammen. Sarah Boberg må også have været dygtig mønsterelev udi teaterkunsten.

For det er et meget langt – og indviklet – stykke at lære udenad – bare på orddelen. Læg dertil de mange fysiske udtryk, de rappe humørskift, som sker i samme tempo, som hun trækker vejret – og så det at hun er HELT ALENE på scenen med sorte vægge, en benrad og en flok umælende elever foran sig. Det er ikke meget at spille op imod. Men hun gør det. Det er en tour de force.

Danmarksbloggen giver derfor ”Frk. Marguerite” fem ud af seks mikrofoner, som den hun til sidst i stykket prøver at råbe os dumme elever op med. For trods talrige opfordringer svarer vi aldrig på hendes spørgsmål.

Det er Roberto Athayde, som har skrevet stykket – og Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Peter af Farum”

Udgivet den af
Svar

Er det for tidligt med et teaterstykke om Peter Brixtofte? Tanken sad i mig på vejen hjem fra Folketeatret. Ikke fordi jeg selv havde tænkt den – men fordi min sidemand havde luftet den overfor mig.

Jeg havde så ikke andet end et vagt nej, det tror jeg ikke, om ikke andet så er det god Danmarkshistorie for de nye generationer, som måske ikke er med på, hvad Farum-modellen er, og som ved, hvad der egentlig skete i Farum dengang op mod årtusindskiftet.

For ja, ”Peter af Farum” er samfundsfag og kunst i kombination på en måde, som vi som regel ikke ser i Danmark. Politisk historie af nyere dato serveret med både drama og humor i en to timers gennemgang af Peter Brixtoftes skæbne fra han IKKE bliver hverken formand eller næstformand for Venstre, men vinder sig Farum – og indtil hele korthuset falder sammen omkring ham.

Men der er jo også en personlig side af historien. En side, som inkluderer familie, venner og andre, som kendte mennesket Peter Brixtofte, og hvor hvem han var så meget mere end bykongen fra Farum, der slog om sig med drømme og fantasier, sponsoraftaler og sportsarenaer, gratis charterrejser og computere.

For Peter var også ham, som nogen elskede, og som hurtigt kunne få fikset et hul i asfalten eller i et af byens fodboldnet – og som næsten alle byens borgere kunne lide at snakke med.

Så måske er det noget så sjældent som medmenneskelighed, der gør, at vi ingenting hører om Brixtoftes private forhold. For nok hedder stykket ”Peter af Farum”, men netop mennesket Peter møder vi stort set kun i de tænkte dialoger, som han nogle gange i løbet af stykket har med sin gamle ven/fjende Lars Løkke, spillet formidabelt af Tom Jensen.

Peter Brixtofte selv gestaltes af Jens Jørn Spottag, der yder en så mesterlig præstation, at det må kaste som minimum en Reumert-nominering af sig. For hvad enten det handler om de glade dage, da visionerne og pengene rullede, og blev skyllet ned med kaskader af rødvin – eller det er de sidste bitre dage, hvor fiaskoerne afløste succeserne, medierne lugtede blod, og såvel politiske fjender som venner forlod den synkende skude – så gestalter Spottag Brixtofte med enorm indlevelse og overbevisning.

Spottag er simpelthen Brixtofte, som vi tror, at vi kendte ham – og måske allermest, da han til sidst – som en anden Holberg-figur – opsummerer den ældgamle lære om magtens væsen: I politik er der ikke plads til hverken helte, idealer eller idealisme. Det hele handler om viljen til magten og til at fastholde magten.

Viljen – og evnen. Begge havde Brixtofte, men manden med visionen manglede også evnen til at forholde sig til realiteter, og så er et fald i reglen uundgåeligt. Hvorfor han ikke magtede at sige nej til sig selv, får vi ikke noget svar på. Så derfor skal man også spørge: Tilfører forestillingen noget nyt til fortællingen om Brixtofte? Svaret er: Nej, men det er faktisk ok.  

For ”Peter af Farum” er også fortællingen om os selv – som vi spejles i, endda helt bogstaveligt dér i plyssæderne. For hvem kan nægte at føle fryden ved en god skandale, så længe ens eget navn ikke nævnes? Og hvem har ikke prøvet at godte sig over at få en fordel? Men i Jantelovens fædreland er det en dødssynd at drømme stort – og det gjorde Peter Brixtofte.

Men her i det lille, flade land med de mange små andedamme skal man ikke skille sig ud, medmindre man er ugleset som en anden Klods-Hans. For så må man godt sige ens ønske højt, så man kan få prinsessen og det halve kongerige – i hvert fald så længe man er ydmyg nok.

Det var Peter Brixtofte ikke. Han var en fremmed fugl, der turde slå vingerne ud, også selvom de ikke kunne bære hans store planer. Så de fleste var godt tilfredse med, at Brixtofte blev kanøflet for alvor, da han kom for retten og måtte i fængsel i flere år efter faldet fra tinderne.

Dén ydmygelse ser vi dog ikke på scenen. Her holdes der stringent på at give en skildring af den ormegård, som magtens verden er – og altid har været.

På scenen og i gustne gule, grønne, grå og brune farver til at gestalte hele dette morads af intriger, spin, desperation og forræderi ser vi – udover Jens Jørn Spottag og Tom Jensen: Petrine Agger, Camilla Lau, Tina Gylling Mortensen, Ulla Vejby, Carsten Svendsen, Alexander Bryld Obaze, Sophie-Marie Jeppesen og Henrik Lykkegaard.

Alle spiller de eminent.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks stemmer. For ”Peter af Farum” er relevant – også mere end magtens mennesker kan lide at erkende det. Og kunst, som lever op til ordene om ej blot til lyst, skal altid opmuntres, og ekstra meget i en forfladigende tid som vores.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Sound of Music”

Udgivet den af
Svar

I går var der premiere på ”The Sound of Music” på Det Ny Teater – og sikke en forestilling, sikke en aften. En af dem, som går over i historien, og ikke kun fordi det er 30-års-jubilæumssæsonen på Det Ny Teater.

Men fordi 2025-versionen af Det Ny Teaters ”The Sound of Music” er fejende flot og fantastisk – også selvom der synges på dansk. En fin gestus til de danskere, som ikke kan engelsk. Men som med bøger, så er også musicals bedst på modersmålet.

Alligevel – trods de mere eller mindre vellykkede danske oversættelser – er det en vidunderlig opsætning, der også tør gå nye veje. I den ikoniske filmversion fra 1965 med Julie Andrews og Christopher Plummer er der fuld fokus på kærligheden med den fremadstormende nazisme som en truende kulisse, og med klosteret og bjergene, som derfra hvor hjælpen kommer.

Men på Det Ny Teater går Rodgers og Hammersteins mesterværk i instruktør Martin Lyngbos iscenesættelse på tre ligeværdige ben: Kærligheden, kampen for menneskeværd og religionen. Det giver god mening. For livet handler om værdier, om hvad side man står på: Kærligheden versus hadet, fællesskabets grøde og respekt eller egoismens hærgen og fornedrelse.

For Gaudamus igitur – lad os glæde os, som et oplagt nonnekor synger det både til hverdag, og når der er bryllupsfest. Det kan måske virke paradoksalt med en glædessang, når man står foran en Verdenskrig, og ens land, Østrig, bliver indlemmet i Hitlers Tyskland. Men det er netop pointen: At der altid er en grund til at glæde os.

For Gud er dér altid, og viser os vejen i livet, hvis vi lytter til Ham …  og til the sound of musik – både den lyd, som kommer fra bjergene og fra vores indre. For vi skal hver især finde vores vej, og vi skal bestige ethvert bjerg for at nå vores mål, også når vi – som i 2025 er dér, hvor bjergene rejser sig omkring os, så det med kaptajn Von Trapps ord er som, at det, som før beskyttede os, nu truer os og holder os fanget.

Så vi har brug for noget at blive sendt afsted på, som Maria bliver det i slutningen af 1. akt. Og det bliver vi også – med manér. For som det sidste, lige inden forestillingen slutter, så synger abbedissen igen sin sang til livet – men nu som en opfordring til os i publikum: Climb every mountain.

Det er Louise Fribo, som synger abbedissen. Og da hun kom ud på scenen efter forestillingen, rejste hele teatret sig op som på tælling. For sikke en stemme. Det var som at høre en engel synge håbet ind i den mørke og kolde virkelighed, som både er forestillingens fortid og virkelighedens nutid.

Det var sikkert også derfor, at man havde valgt den Reumert-belønnede og dramatisk begavede skuespiller Peter Plaugborg til at gestalte kaptajnen, hvad han gør med en alvor og en kraft overfor de hadets kræfter, der som et andet tordenvejr skal buldres imod – også på en musicalscene.

For kunsten har en mission, når der er noget på spil i verden, og ingen af os skal ligesom grevinden og Max – spillet med overbevisning af henholdsvis Camille-Cathrine Rommedahl og Kim Hammelsvang – bare sidde stille og vente på, at det driver over. Vi skal derimod vælge vores vej, bekende kulør og handle, var budskabet fra scenen.

Derfor er Edelweiss-sangen også så meget mere end en fin vise om en lille blomst. Det er en sang om mod og fællesskab, om at tage vare på det, som er skrøbeligt, fremfor at hade og gå i takt med de højtråbende, hvad enten de er iklædte svastika-uniformer – eller MAGA-kasketter.

Men skulle man ikke have fanget forestillingens pointé med nutidens etiske valg, så fik man forhåbentlig tanken, da projektørlyset fejende fløj over os i publikum, og stillede spørgsmålet: Hvor står DU i den kamp, der er LIGE NU og HER, hvor tyrannerne igen slås om verdensherredømmet?

For ligesom von Trapp-familien er vi også nødt til at tage stilling. Indimellem må man så godt synge om sine favorit-ting, som Maria lærer de på alle måder fortryllende syv von Trapp-børn, der er forestillingens syv blinkende stjerner.

For hvor kan de synge – og spille skuespil. Når de er på scenen, bliver man så jublende glad og livsbekræftet, at man næsten ikke kan vente med at klappe, til de har sunget færdigt, og Per Engström og hans imponerende orkester har spillet sidste tone.

De seks af dem spilles af tre forskellige hold børn, mens den ældste, Liesl, hele spilleperioden igennem skal gestaltes af debutanten Ronja Thusgaard-Madsen, som er et stort talent – og måske en kommende Maria. Hun kommer langt ud over scenekanten med både stemme og udstråling.

Og så er der selvfølgelig først, sidst og indimellem Maria, som synges med den største sikkerhed og teknik af Isabel Schwartzbach. Hun er en sand musicalstjerne – og især i scenerne med de syv børn tindrer og stråler hun, så man føler sig hensat til et slot, et kloster eller en alpetop i Østrig.

De på en gang enkle og overdådige kulisser, der både kommer ind fra siden, fra oven og drejer rundt, de afstemte kostumer, der understøtter, men ikke overdøver fortællingen, fuldender sammen med Ann Hjort som husholdersken, Mikkel Vadsholt som butleren og Romeo Lundholm Dahl som Liesls ungdomskærlighed Rolf billedet af en på alle måder fortryllende og fejende flot – og aktuel – opførelse af den mere end 60 år gamle ”The Sound of Music”.

Danmarksbloggen giver seks store stjerner ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Pigen med nålen”

Udgivet den af
Svar

”Pigen med nålen”, som har dansk premiere i dag, er med i opløbet om en Oscar – foruden at den var nomineret til såvel en Golden Globe som De Gyldne Palmer. Og så er det nok en god film, tænker man – også fordi mange medier allerede har rost den til skyerne.

Men som altid skal man tænke selv og holde tungen lige i munden. For ”Pigen med nålen” er en film, der stikker i mange retninger, og som derfor let deler vandene.

Nogle vil kalde den for en æstetisk kunstfilm med dens dvælen ved mennesker, følelser og oplevelser, dens fokus på ansigter og øjne som sjælens spejl – alt filmet i sort-hvid.

Andre vil derimod mene, at de 115 minutter er langtrukne og kedelige, selvom der optræder både barnemord, pædofile overgreb, blod og strikkepinde, vold i diverse afskygninger, generel elendighed og anden misrøgt – vist i så groteske og bizarre scener, at det ligner en horrorfilm.

Der er så også en tredje gruppe, som vil irriteres over filmens manglende historiske korrekthed. For nok findes kunstnerisk frihed – og sidst i filmen kan man læse, at den netop er blot inspireret af virkelige hændelser. Det er så blevet til en meget lille del inspiration – og en meget stor del fri fantasi, som desværre ikke øger noget til fortællingen om Danmarks største seriemorderske.

For nok var Dagmar Overby, kaldet englemagersken, virkelig og levede i København i tiden omkring 1. Verdenskrig, hvor hun dræbte det ene spædbarn efter det andet – efter hun for penge havde lovet mødrene, som regel ugifte unge kvinder, at give deres børn et godt hjem. Og nok blev hun afsløret, da en af disse mødre fortrød, og ville have sit barn tilbage.

Men så stopper sammenhængen mellem filmen og virkeligheden også. I filmen følger vi nemlig ikke seriemorderen Dagmar, selvom hun ret beset er den interessante. For hvordan kan nogen dræbe måske helt op til 37 babyer – og skille sig af med ligene uden at føle noget ved det? Det kunne man lave en spændende film om. Men det gør man ikke her.

Vi følger derimod en ung kvinde ved navn Karoline i en opdigtet historie. Karoline er filmen igennem så himmelråbende stædig og naiv, at man mister troen på, at hun kan beholde den livsindstilling, når man tænker på, hvad hun oplever:

Karoline bliver gravid med en mand, som ikke vil have hende, mister sit job, oplever at hendes savnede mand kommer tilbage fra skyttegravene med et halvt ansigt, prøver at lave en abort på sig selv, mislykkes med det, giver sit barn væk, bliver narkoman og meget mere. Det ene mere absurd end det andet.

Men det er typisk for filmen, at troværdigheden flagrer, og at absurditeterne afløser hinanden som numrene i et cirkus, men at der ingen fremdrift er, ingen udvikling sker – hverken for Karoline, som spilles med nerve og nærvær af Vic Carmen Sonne eller for Dagmar Overby, som Trine Dyrholm gestalter med en uhyggelig magtpræstation. Eller for det væld af biroller, der spilles af nogle af Danmarks bedste skuespillere. Alle gør det formidabelt, men der er ikke meget at gøre godt med i en film, hvis fortællemotor står bomstille.

Det andet ærgerlige er skildringen af byen København, hvor handlingen foregår. Filmen er optaget i Lotz i Polen, og derfor er København blevet til en by med stejle gader, gotiske katedraler, mange trapper og rønnne-agtige hvide stenhuse mellem grus og brosten.

Men sådan så der på ingen måde ud på Holmbladsgade på Amager i 1920´erne, hvor virkelighedens Dagmar Overby havde sin slikbutik. Her var – og er der – fladt som en pandekage mellem de røde og brune murstensetageejendomme og grønne træer. Ja, for 100 år siden var der sågar også marker og enge.

Det tætteste, vi kommer på København, er lyden af rådhusklokkerne – og det er ikke meget, når vi taler om Danmarkshistoriens største seriemorder. Så nej, filmen holder trods nomineringerne ikke – hverken i sin filmiske fremstilling eller som fortælling. Danmarksbloggen er derfor nødt til at give ”Pigen med nålen” to ud af seks nåle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Madame Ida”

Udgivet den af
Svar

”Madame Ida” får premiere i udvalgte biografer på mandag d. 2. december, og det er en vældig anbefalelsesværdig film til alle, som holder af kvalitet. Filmen er ganske langsomt fortalt i smukke billeder, stille musik – og med stor sans for både ord, stemninger og metaforer.

Vi er i 1950´erne, hvor vi følger børnehjemspigen Cecilia, der efter en voldtægt bliver gravid – og af det menneskefjendske forstanderpar (hvor manden endda er faderen til barnet) føres til villaen Aurora langt ude på landet. Her er det meningen, at Cecilia skal føde – og efterlade – sit barn i en villa, hvor to kvinder tro mod navnet Aurora (som er et andet navn for Tornerose) lever i en drømmetilstand væk fra verden.

Husets ejerinde overklassekvinden Ida, der spilles af Christine Albeck Børge med stor flair for karakterens længsel efter kærligheden, og især moderkærligheden, lever sammen med hendes trofaste tjenestepige Alma et liv, hvor der spises godt, ryges ivrigt, drikkes vin i stride strømme og læses masser af eventyr.

Her er altså dannelse, latter og farver. Eller hvad? Er der ikke også en skygge et sted i al det glade leben, som også får børnehjemspigen Cecilia ud af sin skal? Jo, det er der – og den skygge er både dybere og mere dunkel, end man først aner.

Men som et løg, der deles lag for lag, folder filmen og historien sig ud – og vi kommer bagom husets to beboere, som i sig har mange skjulte sider i modsætning til Cecilia, som er det, hun giver sig ud for at være: En ung pige, der savner at høre til – og at være elsket.

En central scene i filmen – som ofte i fortællinger – er, da de tre kvinder opfører et skuespil, som husets ejerinde Ida selv er i gang med at digte, og som minder om en blanding af Shakespeare og en græsk tragedie. Dét er næppe tilfældigt – på mere end én måde. Græske Medea møder skotske Fru Macbeth med danske Holberg og en aldrende og mere dyster Pernille i ascendanten.

En anden central scene – som også er en klassiker i fortællinger – er middagsselskabet, hvor normaliteten her afspejles i form af de andre omkring bordet, som lever op til alle konventioner om, hvordan man opfører sig, hvad man taler om osv – i hvert fald i begyndelsen.

For lige som de tre kvinder i villaen har også dem ved bordet deres livskriser med sig – og vi når at kradse lidt i overfladen. Ja, den ene får endda sin huds overflade brudt ret eftertrykkeligt, hvilket bliver startskuddet til endgamet, som bringer en både voldsom og logisk slutning med sig.

Hvordan filmen så ender, skal ikke røbes her. Men når den gule og helt tavse kanariefugl Tiberius synger, så går verden efter sigende under. Spørgsmålet er så bare, om der også opstår en ny jord og en ny himmel?

Det er Flora Ofelia Hofmann Lindahl, som spiller Cecilia – og det gør hun eminent. Store dele af hendes tid på lærredet er uden ord, men kun med mimikken og øjnene til at fortælle historien. Det gør hun så. Det samme gør Karen-Lise Mynster, som spiller Alma, og som er den, hvis historie vi får mindst viden om. Men man er slet ikke i tvivl om, at hun kan brage lige igennem os, som hun også siger det i filmen.

Hun og de andre to hovedroller brager i hvert fald rakt igennem lærredet. Det er også tre dygtige skuespillerinder til tre stærke roller – og med kapaciteter som Sarah Boberg og Stig Rossen i to af mange fine biroller i en film, som trods kant og skarphed ender så underligt uforløst – som livet selv ofte netop er det.

Madame Ida” er en film, som ligger sig i feltet mellem kammerspil, psykologisk thriller og socialrealisme på en måde, så den bliver helt sin egen. Det er også en film med TRE hovedroller – alle besat af kvinder.” BRAVO.

”Madame Ida” skal derfor have fem ud af seks af de krabber, som vi ser her og der og allevegne i filmen. Krabber, som symboliserer os mennesker og vores længsel efter at komme ud af skallen og blive elsket i al vores sårbarhed. Selvom lige dét måske er det eneste, som vi ikke kan – hvis vi også skal overleve.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk