Grønland – for 300 år siden

Grønland. Denne store ø oppe i de polare egne, som pga. en emsig præst og nogle andre mellemregninger stadig er en del af Det Danske Rigsfællesskab.

Vi tænker så sjældent på Grønland – og vi taler endnu mindre om Grønland.

Medmindre der skal skrives brev til Julemanden, som vistnok bor deroppe, selvom han ikke er grønlænder. Eller hvis vi taler om råstofferne, som vi gerne vil have pengene fra. Eller når Kongehuset indimellem sejler derop, tager folkedragten på og spiser noget råt.

Eller vi taler om de fulde grønlændere, som man kan møde flere steder i Danmark, blandt andet på Christianshavns Torv, hvor der også findes flere statuer af grønlændere.

Men fordi Grønland er så langt væk både fysisk og mentalt for de fleste, er det også de færreste, der er klar over, at det på lørdag er 300 år siden, at præsten Hans Egede kom sejlende til Grønland med det formål at udøve mission og gøre grønlænderne kristne.

Det lykkedes til dels. Grønland blev kristnet – i teorien – og dansk. Nogle mener, at vi dermed reddede grønlænderne fra undergang, fordi helbredssituationen og levestandarden truede med at udslette det grønlandske folk. Andre synes, at vi var en slags – i hvert fald kulturel og identitetsmæssig – kolonimagt.

Sandheden er formentlig et sted imellem.

Men tilbage står, at Grønland er en del af riget, som det store flertal af danskere stort set aldrig har tænkt på, bekymret sig om eller på anden måde beskæftiget sig andet end sporadisk med.

Spørgsmålet er så blot, hvordan vi vil have det med, at Grønland formentlig forlader os – og bliver selvstændigt?

Danmarksbloggens kyniske bud er, at de fleste danskere ville være totalt ligeglade, hvis ikke det havde været for 1) de milliarder, som ligger i råstoffer gemt under isen og 2) det sikkerhedspolitiske fokus, der er på Danmark fra USA´s side – pga. Grønland.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret – version 2.0.

Det er som en eventyr. Endda et eventyr som mesteren selv H. C. Andersen kunne have skrevet. I hvert fald version 1.0. som lyder nogenlunde sådan her:

Det er sommer, og Danmark skal for første gang nogensinde spille EM i herrefodbold på hjemmebane i København. Den gamle hovedstad er klædt i rødt og hvidt – og vi skal starte med at møde Finland, som vi regner med at slå. Vi kommer også bedst fra start.

Men så sker det, som alle danskere ved – og de fleste af os ser live på skærmen, og aldrig vil glemme. No.10. Christian Eriksen falder pludselig omkuld, og ligger så stille, så stille med tomme øjne. Senere viser det sig, at han var død en tid.

Men så træder hans kammerater i aktion. Først hans gode ven kaptajn Kjær, som kommer spurtende, og laver livreddende førstehjælp, og så alle de andre, som sammen med Kjær danner en beskyttende ring om Eriksen, både mens lægerne kæmper for hans liv – og senere da han fragtes fra banen. En vikingevagt.

Vi husker også, hvordan Kjær trøster Eriksens ulykkelige og bange kæreste, at Schmeichel krammer alle kammeraterne, og at ….

Der er mange momenter i fortællingen om dén lørdag aften. Og i dé øjeblikke bliver herrelandsholdet igen hele Danmarks landshold – og billederne giver genlyd over hele verden. Her er fællesskab, kammeratskab, mod og omtanke for andre. Alt det, som vi er så stolte af i Danmark – også selvom vi ikke altid kan leve op til idealerne.

Det ender som bekendt med, at vi taber kampen mod Finland. Det er lige meget. Vi føler, at vi vinder livet.

Få dage senere kommer så den følelsesladede kamp no. 2 mod giganten Belgien: Danmarks trøje på stadion inden kampstart er blevet en no.10, der synges nationalsang som aldrig før i Parken – og i det 10´ende minut stopper spillet, mens alle – også belgierne – klapper i ét minut for at hylde Eriksen.

Det er rørende og aldrig set før. Det er så heller ikke Hollywood. For vi taber kampen 2-1.

Sidste del af dramaet er en lun mandag aften. Vi skal møde Rusland i en vind-eller-forsvind-kamp. Og nu er spillerne kampklare. For Eriksen er opereret, og følger med fra hjemmet i Odense.

I starten bølger kampen frem og tilbage, men så scorer den purunge Eriksen-erstatning Mikkel Damsgaard det første mål – og derfra ser vi os ikke tilbage, men vinder 4-1.

Danmark går amok i glædesrus – og fodboldfesten varer en stor del af årets mest lyse og korte midsommernat, hvor især unge danskere iklædt Dannebrog og en del også studenterhuer drikker og danser i en forløsning, der ikke kun handler om fodbold, men også om at leve frit.

Denne fodbold-odyssé er nemlig en fantastisk fortælling om alle for én – og om fællesskab. Et drama, der handler om nationalfølelse og løssluppen fest og glæde. Om alt det, som vi har savnet i de hårde Corona-måneder.

Det er en historie om Danmark, der står sammen – og kæmper sammen. Dén historie kan vi godt lide. Den minder om et eventyr. Også fordi landsholdet selv siger, at de spiller for nationen.

Og i morgen aften fortsætter eventyret så i version 2.0. med en ottendedelsfinale i Amsterdam, endda på Eriksens gamle Ajax-hjemmebane. Han er altså stadig til stede i ånden, og mon ikke en del af hans gamle hollandske fans vil sidde fysisk på lægterne sammen med de danske tilskuere, der har fået lov til at komme ind. Sådan så de sammen kan heppe på de danske drenge, som er blevet en hel fodboldsverdens darlinge, fordi de optrådte som mandfolk m/k, da det gjaldt.

Alt tapper også lige ind i historien om det danske samfundssind – og om Danmark som en lille rød og hvid ælling, en lille Store-Claus. En lille gigant. Det er et eventyr, som vi kan godt kan lide.

Kampen i morgen vil så vise, om der bliver en eventyrets version 3.0., 4.0. og 5.0.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Smagen af sult”

En spøjs buffet. Sådan vil Danmarksbloggen karakterisere filmen ”Smagen af sult”.

Filmen handler om kokken Carsten og hans kone Maggie, som er antropolog og innovator. Parret har en gourmetrestaurant i det centrale København, og jagter som alle andre mad-templer i vor tid en Michelin-stjerne.

For status og penge rimer i 2021 bedst på mad – og hvem vil ikke gerne stråle i toppen af madpyramiden? Det vil i hvert fald Carsten og Maggie, som udover restauranten har en lækker lejlighed midt i København og to søde børn.

Carsten og Maggie vil altså som de fleste i vor tid have ALT, men uden at være klar til at betale prisen. Det bliver tydeliggjort på mange måder i filmen, hvis handling ikke skal røbes her, men som udover hvad der kommer på tallerkenen, centrerer sig om det brev til Carsten, hvor der står, at hans kone elsker en anden.

Filmen inkluderer også Nicolas Bro i en alt for lille birolle som Carstens noget mere jordnære bror – og svenske Charlie Gustafsson som den svenske kok Frederik. Ham kender vi fra tv-serien ”Vår tid är nu”, som på dansk hed ”Familien Löwander”. Her spillede han også kok – men i en anden tid (1945-73) og på en anden måde, selvom der også var store krav til maden på Djurgårskällaren, som restauranten hed i den svenske tv-serie.

Nu heder restauranten det mere moderne Malus – og det er også moderne mad, der serveres – endda som led i en fortælling, og omvendt. For i filmen bruges mads grundsmage salt, surt, sød, bittert og andre madudtryk som indgange til de scener fra parrets liv, som vi får at se.

Dét er godt fundet på, men måske mindre godt udført. For en ting er, at det ikke vises kronologisk. Men der er desværre også gryderet over den måde, som historien fortælles på. Alting blandes sammen, og som publikum skal man holde tungen lige i munden og smagsløgene skarpe for at få det hele med: Hvorfor skete dét – og dét? Og hvordan er det nu lige, at det ene hænger sammen med det andet?

Jeg forstår ikke, hvor du vil hen med den ret, som de mange dommere i tv-madprogrammerne ville sige det. For både filmens forhistorie, vilkår og historie fremstår lidt rodet – som livet er det – og som en god gryderet er det.

Så det kunne være okay, hvis man fik svarene undervejs i filmen, som i øvrigt er meget lækkert filmet og med mange smukke billeder. Men der mangler altså svar på flere både mindre og mere essentielle spørgsmål, som fx hvorfor den anden mand (som jeg ikke vil røbe, hvem er) forelsker sig i Maggie – og i den grad samtidig kan ændre personlighed undervejs, så selv en fuldblods psykopat ville sige hold da op, det var snedigt.

Filmen mangler noget salt, der kunne trække smagene frem og give os svarene. Ikke fordi alting skal skæres ud i pap, men man føler sig lidt tabt indimellem. Præcis som Carsten og Maggies to børn gør det, når de igen og igen fanges i de voksnes selvoptagethed af egne konflikter og kampe for at få opfyldt deres ønsker.

Mest puzzled – som det hedder på nudansk – er man dog over slutningen, som på mange måder mere ligner et drømmebillede, også selvom man får svaret på, hvem der skriver det famøse brev – og hvorfor. Men hvor meget har personerne i virkeligheden flyttet sig? Og løber de ikke snart tilbage til de velkendte opskrifter igen?

Når det er sagt, er det en meget sanselig film, hvor man ikke er faldet for fristelsen til at vise den store og farvestrålende bunke grøntsager, som ellers er fast inventar i mad på den digitale måde – og dét skal roses.

I Malus´ åbne køkken og alle andre steder, hvor Carsten har kniven, ser vi i stedet blæksprutte, svenske skovsvampe, skiver af god spansk pølse og boblende fransk champagne. Luksus på 2021-måden – men uden at virke syndigt, selvom filmen flirter lidt med nogle bibelske udtryk og begreber – desværre for lidt.

For der ville være noget at gnaske i. Især når man ser på den grådighed, som i middelalderen opfattes som den måske værste dødssynd af dem alle, og som driver de to hovedpersoner Carsten og Maggie, der spilles af Katrine Greis-Rosenthal, som har de måske mest udtryksfulde øjne i hele verden, uanset om hun er flirtende, vred, ked af det, fortvivlet eller taknemmelig.

Danmarksbloggen giver ”Smagen af sult” fire hotdogs ud af seks mulige. Fordi Nikolaj Coster-Waldau flere steder i filmen, men allermest i opgør-scenen med konen viser, hvorfor han er en verdensstjerne. Og fordi filmen tager livtag med det mad-univers, som er så forjættet i disse år.

Det var også på tide, at der kom en film om den på en piedestal-sat-gourmet-mad-verden. Og gid der må komme mange flere. For mad er lig med prestige og penge i disse år – og dermed magt. Og dér hvor magten er, dér er der brug for kunsten til at skildre, hvad der sker, og hvorfor – og hvem der trækker i trådene.

Christoffer Boe og Tobias Lindholm har skrevet manus. Christoffer Boe har instrueret. Det er Zentropa, der producerer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Litterær samtale: ”Sofasurfer”

Når medierne skal fremstille det, som de kalder virkelighedens Danmark, sker det ofte med sensationerne som vinkling. Hvor skal ansvaret placeres? Hvem er ofret, som vi skal have ondt af? Eller hvem skal vi grine af? Være forarget på? Uanset hvad, så tales der til det, som sælger – og det er sjældent forståelsen, empatien og det, som gør os klogere.

Man kan derfor med rette spørge, hvad man får ud af at prøve at blive klogere på ”Virkelighedens Danmark” via aviser, tv og andre medier.  

Nogle gange får man et meget bredere og dybere billede via bøgerne, via den skønlitterære verden – og en sjælden gang et helt ekstraordinært indblik. Det fik jeg i hvert fald, da jeg læste Helle Kaare Lindbergs bog ”Sofasurfer” om den unge mand Jonas, hvis liv har været fucked helt fra han var lille.

Historien er lige så klassisk, som den er tragisk. Jonas har intet med sin far at gøre, men er vokset op hos en mor, som pga. sygdom har været ude af stand til at give ham omsorg.

Så livet for Jonas har været nedtur på nedtur – godt dokumenteret i bogens grå bilag fra de offentlige myndigheder, som følger Jonas fra han var børnehavebarn, og til han bliver 18 år – og systemet slipper ham. Et system, som er bedre til at dokumentere problemerne end gøre noget ved dem. Også fordi man på den ene side ikke lytter til Jonas, men på den anden lader ham selv bestemme.

Det svarer til at spørge en druknende, om vedkommende vil reddes – og når vedkommende så ligger med vand i munden, og fægter med armene, så sige: Det lyder, som om du siger nej. Fair nok, så går vi bare igen.

Det siger sig selv, at så går man under – og det gør Jonas også. For selvom han kun er 17 år, ved han aldrig, hvor han skal sove i nat. Så Jonas sofasurfer mellem sofaen hos moderen, sofaen hos to venner og sengen hos kæresten. Det lykkes ham selvfølgelig også at skade de få og sårbare relationer, som han har, fordi han ikke kan gøre andet, end det han gør.

Sådan er tilværelsen på bunden af samfundet: Hård, barsk, urimelig og alligevel samtidig et liv med drømme og behov, som vi alle kan genkende. Fordi livet og behovet for at høre til er almenmenneskeligt.

Sproget, dialogen, hændelserne, virkeligheden i Hvidovre og omegn, hvor bogen foregår, er 1:1. Ja, ”Sofasurfer”, som er skrevet i et fantastisk levende og letlæst sprog, er mere virkelig end virkeligheden.

Den greb mig, som jeg sjældent er blevet grebet af en bog, og den vil blive siddende i mig længe.

For det er lykkes forfatteren at give Jonas ikke kun en stemme, men også en krop og en sjæl, så man kan mærke, at her er en fiktiv figur, som vi alle kan møde hver eneste dag på gaden. For der er mange Jonasser m/k derude i virkeligheden.

Men ingen af dem er bare en del af en gruppe. De er heller ikke et socialt tilfælde, en artikel eller et indslag i tv-avisen. Hver især af virkelighedens Jonasser m/k er et mangefacetteret menneske med håb og drømme ligesom alle andre – og med evner, selvom de sjældent selv tror på, at de kan noget.

Jeg ville ønske, at ALLE politikere og andre med magt læste ”Sofasurfer”, som jeg vil give 7 ud af 6 mulige sofaer. Og det er ikke en skrivefejl, men en reel vurdering. Fordi bogen simpelthen er samfundslære på øverste hylde – godt understøttet af Nina Broens fantastiske tegninger, som med stor udtrykskraft understreger Helle Kaares Lindbergs fortælling.

Nina Broen har en streg, der på en og samme tid skærer budskabet ud – samtidig med at den rummer et væld af fortællinger.

Danmarksbloggen har talt med forfatter Helle Kaare Lindberg om ”Sofasurfer”:

Hvorfra kom ideen til at skrive bogen? Det kunne næsten lyde, som om du kender en Jonas? Også fordi bogen er som en spejling af virkeligheden 1:1.

Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad der lige præcis startede historien, da den har udviklet sig meget i løbet af skriveprocessen. Det har dog hele tiden været min intention at portrættere en ung, der sidder fast på samfundets bund. Jeg kender flere unge, der sagtens kunne have udviklet sig som Jonas. Anskuer man dem udefra, ville man tage sig til hovedet, men bag ved enhver facade ligger et mangefacetteret mennesket, der handler på baggrund af en livssituation. I dette tilfælde ser det hele temmelig sort ud, og handlemulighederne er få.

Oplever du i dit dagligdags virke som skolelærer, at systemet er bedre til at dokumentere problemerne – end at gøre noget ved dem? Og hvis ja, har du nogen ideer til, hvordan det kan blive bedre? Skal vi udbygge det spinkle sociale sikkerhedsnet? Skal myndighederne til at tale et andet og mere direkte sprog?

Ja, jeg oplever desværre alt for ofte, at dokumentationen for systemet er det vigtigste, hvilket bestemt er en af årsagerne til, at denne bog er blevet til og har fået den form, den har. Jeg har oplevet alt lige fra bortkomne sager, til sager, der går i stå, og vil man videre derfra, skal der et uhyre dokumentationsarbejde til for overhovedet at blive taget i betragtning. Det er så frustrerende at være vidne til, at et ungt menneske bliver tabt alt imens, der indhentes dokumentation, som på forhånd er dømt til at ende i en sagsmappe og ikke batte noget i praksis. Sagsbehandlingen er langstrakt, også i akutte situationer, og bliver der endelig sat initiativer i værk, ligger dette ofte langt fra det, der reelt er brug for. Meningen er god nok, men virkeligheden er en anden. Derudover gavner det heller ikke, at der er stor udskiftning af sagsbehandlere, og at vi lever i et system, hvor paragraffer sejrer over fornuften. Jeg ved ikke, hvad der kan gøres, men man bliver fra kommunernes side nødt til at behandle mennesker, som dem de er, frem for at skære dem til, så de passer ind i en bestemt kasse. Man skal også blive bedre til at skifte spor, så hvis noget ikke virker efter hensigten, må der ændres strategi fremfor at droppe sagen eller fortsætte med mere af samme skuffe. Der er for mange møder og for lidt action!

Har du en dagsorden med bogen? Det kan være politisk, moralsk, medmenneskeligt eller andet. Og hvordan ser den dagsorden i så fald ud?

En af intentionerne med bogen er at give et indblik i et miljø, som langt fra alle kender. Mange er hurtige til at dømme de mennesker, der befinder sig på kanten af tilværelsen, men det er langt mere interessant at undersøge, hvordan og hvorfor de er havnet dér. Mennesker er ikke blot dumme, dovne eller hvad man ellers kunne finde på at kalde dem, men de handler på baggrund af forskellige faktorer, som man må have indblik i for at kunne forstå deres valg. Vi bliver simpelthen nødt til at interessere os mere for hinanden; også for dem, der er anderledes end os. Derudover synes jeg, det skal frem i lyset, hvordan myndighederne behandler udsatte børn/unge. Det er under al kritik; i særdeleshed fordi disse unge i allerhøjeste grad har brug for professionelle voksne, der kan træde til, når det nærmeste netværk ikke er i stand til det. Det kan ikke være rigtigt, at der skal en “Tøndersag” eller lign. til for at få opmærksomhed på problemet. Det er over det hele, og det bør ikke handle om at holde sin ryg fri, men om at varetage barnet eller den unges tarv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DELTA, HYBRIS OG NEMESIS

Hvad vil du bruge dine sidste mundbind til, spørger Politiken i går, og kommer selv med forslag som hårbånd, knæbeskytter og øjenmaske, som kan bruges til en powernap.

Danmarksbloggen tænker DELTA, HYBRIS og NEMESIS.

DELTA – fordi delta-varianten spreder sig – og kommer til at overtage pandemien også i Danmark. Og man er ikke særlig godt beskyttet mod delta-varianten med kun et stik. Der skal to stik til – og så skal man yderligere vente 14 dage efter andet stik, før der begynder at ske noget. Dér er ikke en gang hver fjerde dansker endnu.

HYBRIS – altså overmod, fordi man ikke skal udfordre skæbnen, guderne og tilfældet med sådanne meldinger som ”de sidste mundbind” og ”hvad man vil bruge dem til”

NEMESIS – fordi så rammer nemesis, altså gudernes retfærdige gengældelse, fordi mennesker ikke er guder – og ikke skal opføre sig som sådanne. Vi skal kende vores plads.

Nu er det alt det med guder jo en trossag – og hybris og nemesis hører hjemme i fortællingerne om de græske guder, som ingen vist mere tror på.

Men delta er det fjerde bogstav i det græske alfabet, som vi bruger stadigvæk. Og filosofien bag hybris og nemesis kunne vi også med fordel tage til os. For nok er vores plads ikke bestemt af guderne, men vi kan ikke undsige os naturens love.

Naturens love virker – også selvom vi ønsker noget andet, og politisk beslutter noget andet. Og naturens love siger lige nu: VIRUS ER HER STADIG. VIRUS MUTERER, SÅ VIRUS KAN SPREDE SIG.

Så det er for tidligt at afblæse pandemien, når så få er vaccineret – og en så farlig variant har kursen sat mod Danmark. For ja, den er farlig, delta-varianten – også fordi den har den sorte svamp i sit kølvand – og sender flere på hospitalet end de andre varianter.

Så nej, der skal ikke smides et eneste mundbind ud, hvis man bare lytter et øjeblik til videnskaben og sagkundskaben, der flere gange og senest i dag har sagt, at det er et spørgsmål om tid, før delta-varianten overtager pandemien også i Danmark.

Vi er i stedet midt i et kapløb af olympiske dimensioner, der handler om at nå at færdigvaccinere det store flertal af danskere, inden delta-varianten rammer for alvor.

Vi kan så hjælpe vaccinerne på vej ved at holde afstand, lade være med at se for mange mennesker og i det hele taget opføre os fornuftigt.

Det kommer så ikke til at ske, når man ser på danskernes adfærd, hvor folk mingler rundt her og der og allevegne. Ja, hvor folk opfører sig, som var pandemien fortid. Det er den ikke. Den er nutid – og kan blive endnu mere fremtid, end vi har lyst til at forholde os til. En tredje bølge KAN true.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Livet i relief på grønsværen

Der er dage, som man ikke glemmer.

Danmark gennemlever – uanset hvad man synes om fodbold – en af de dage nu.

I de sidste minutter af første halvleg af EM-kampen i Parken i København mellem de danske og de finske fodbold-herrer faldt en af Danmarks mest profilerede spillere Christian Eriksen omkuld – og lå med tomme øjne, og virkede helt væk. Et uhyggeligt syn.

Derpå fulgte en mærkelig time, hvor Eriksen først fik hjertemassage og anden medicinsk hjælp godt skærmet af hans holdkammerater, der dannede kreds omkring ham – inden han skærmet af hvide lagener – og et finsk flag – blev båret fra banen.

Så vidste ingen noget i lang tid. Kun at det stod alvorligt til. Men fansene sang og råbte til hinanden i fin solidaritet og fællesskab.

Og så kom først meldingen om, at Eriksen var stabil – og så lidt senere, at kampen genoptages kl. 20.30.

Og det skal den også – og begge hold skal spille for at vinde.

Men ja, livet bliver i den grad sat i relief i denne pandemi – og nu også første gang de danske herrer spiller en EM-kamp på hjemmebane.

Men livet går også videre. Det skal også gå videre.

God kamp – nu giver det endnu mere mening at se den.

En kamp, som starter lige om lidt – efter de finske spillere har klappet de danske spillere ind på banen igen.

Sport kalder – indimellem – det bedste frem i mennesker: Storsindet. Kammeratskabet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EM i HERREfodbold i Danmark

Vi skal have ligestilling – også på grønsværen, har det lydt i de seneste år.

Der er så rigtig lang vej endnu, må Danmarksbloggen konstatere.

I aften starter EM i fodbold, som medierne begejstret kalder den månedlange sportsbegivenhed, der skulle have fundet sted i 2020, men som så meget andet blev rykket. Det hedder ret beset EM i HERREFODBOLD. For kvinderne spiller som bekendt også fodbold, og det danske kvindelandshold i fodbold klarer sig glimrende.

Men når kvinderne spiller, får de ikke en brøkdel af dén opmærksomhed, som er blevet mændene til del denne sommer – og som gør, at det denne gang går vildere for sig end nogensinde. Også fordi nogle af de indledende gruppekampe skal spilles i Parken i København. Den første er i morgen, hvor Danmark skal møde Finland.

Men det hele starter altså i aften i Rom, hvor italienerne møder tyrkerne. Men overalt i Europa bølger fodboldfeberen og især i de 11 byer, hvor der skal spilles kampe, og en af dem er altså København.

Danmarksbloggen var så en tur rundt i hovedstaden for at vejre stemningen:

Fra den store blå bold på Rådhuspladsen i København, som i dag var frankeret af brudepar, turister og lokale over de butikker og restauranter på Strøget, som var pyntet op med Dannebrogsflag, landholdstrøjer og fodbolde – og til den store shop i Magasin, hvor enhver med lysten og pengepungen til det kan købe landsholdstrøjer og meget andet.

Det er nemlig den helt store nationale samling og fejring af vores HERRElandshold – som lige nu åbenbart igen bare er Landsholdet med stort L. For ligestillingen glemmes totalt, når stammementaliteten tager over – og ”vi-er-røde-vi-er-hvide”-følelsen bruser gennem kroppen.

Det mærkede undertegnede også i Nyhavn, som var så klædt i rødt og hvidt, at selv en forbenet nationalist måske ville synes, at der var lige i overkanten med Dannebrogsflag. Tag selv til Nyhavn og se. De mange Dannebrogsflag hænger der sikkert endnu.

Det gør DANMARK-halstørklæderne fra Carlsberg til gengæld ikke!

Danmarksbloggen kom nemlig forbi Kvæsthusbroen i bunden af Nyhavn, mens den gamle bro var pyntet med de rød-hvide – og lidt Carlsberg-grønne – halstørklæder. Et halstørklæde var bundet om hver jernstang – så længe det varede.

Det varede sjovt nok nogle minutter, før de første (to spanske turister) tog de to første DANMARK-halstørklæder. Men så gik det stærkt – og i løbet af noget, der virkede som sekunder, var hele Kvæsthusbroen rippet. Danskere og turister i skøn forening var hurtige. Danmarksbloggen fik også snuppet sig ét af de cirka 20 halstørklæder, som hang dér up for grabs, som det hedder på nudansk.

Så nu føler undertegnede sig forpligtet til at se EM i herrefodbold.

Også selvom jeg faktisk bedre kan lide kvindefodbold. Fordi kvinderne i modsætning til mændene ikke er primadonnaer, der laver skuespil på grønsværen. Fordi kvinderne er seje. Kvinderne maser på, og spiller med både hjerte og hjerne – også selvom deres lønninger er langt-langt-langt lavere end mændenes. Skammeligt meget lavere.

Men altså: Nu kører møllen … og jeg bliver garanteret grebet af den nationale eufori, når først ”Der er et yndigt land” lyder fra Parken. Det plejer jeg at blive. Nationale følelser taler til grund-dna´et og den stamme-hule-mentalitet, som vi stadig har, fordi vores hjerner stadig render rundt nede på savannen.

Ps. Og manden blev glad. Han manglede nemlig et nyt halstørklæde. Så nu har han fået ét, hvor der står både Danmark og Carlsberg på. Det kommer han til at bruge i flere år, end nogen andre end danske rooligans vil kunne huske, at man i nogle juni-dage i 2021 spillede EM i HERREfodbold i København.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Centervagt”

Grundlaget for filmen ”Centervagt” er den til alle tider klassiske historie om den følsomme og generte dreng, der er kronisk forelsket i den kønne pige, som kan alt. Men hun er ikke interesseret i ham. Hun falder for de macho typer, der behandler hende dårligt, og så græder hun ud hos den søde dreng.

Det er Rune Klan, der spiller rollen som den venlige og betænksomme Glen, som er håbløst forelsket i kollegaen MC, spillet overbevisende af Josephine Park, som ellers er kendt for seriøse roller, og som har en Robert i bagagen.

Men altså: Glen og MC bliver udfordret, da chefen for det økonomisk set skrantede butikscenter meddeler, at der fremover kun er plads til én af dem som centervagt. Så de begynder at stjæle for at vise, at der er brug for dem begge to. Resultatet er selvfølgelig, at der ansættes en ny supervagt som supplement. Og så ruller historien, som også inkluderer en livsklog kvinde, der kan lide at dreje ler, en isenkræmmer og hans medhjælper, en fotograf og de kunder, der trods alt er nogen stykker af.

”Centervagt” er en folkekomedie med alle folkekomediens klassiske træk som humor, kærlighed, sammenhold mellem de gode og gæve – og så en ydre modstand, der truer eksistensen. Der mangler kun skurken, som er ond hele vejen igennem. Sådan en karakter går det så ikke at lave i dag. Det er for karikeret – trods alt. Til gengæld benytter vores helt Rune Klan sig – ganske uautoriseret for en folkekomedie-helt – af ufine tricks i kampen for sit job og den pige, som han vil have.

For skal man gøre det, skal man gøre det ordentligt, som Glen overbeviser MC om, inden de to vagter napper de første ting fra centrets butikker. Men stjæle er det ikke – ikke rigtig. De vil jo levere det tilbage igen, lyder forklaringen, som man som publikum køber lige på stedet – ligesom man køber hele filmen.

Det er nemlig en sød film, som kalder latteren frem – og ja, man kan i store træk regne handlingen ud. Men kun i store træk. Der gemmer sig nemlig en enkelt overraskelse eller to, som – uanset om man havde set det komme eller ej – gør, at filmens happy end bliver endnu mere sødmefyldt, så man forlader biografen med et stort smil bag mundbindet.

Det er også – og heldigvis – en film, som ikke nævner Corona med et ord. Den viser derimod en hverdag og en verden af i går og i morgen. Det trænger vi også til, selvom pandemien forhåbentlig kører på sidste vers. Sidste vers er der heldigvis ingen af skuespillerne, som er i gang med. De spiller sprudlende og med stor energi.

Man sidder så også og drømmer om at se nogle af dem i andre roller end de sædvanlige. Hvorfor skal Christopher Læssø fx altid være den flotte helt, der kan alt – og hvorfor er Stephania Potalivo altid sød og lidt kantet? Men allermest er det Rune Klan, som sætter tankerne i gang.

Der er nemlig undervejs i filmen sekvenser, hvor han viser en sårbarhed, et vemod og en smerte, så jeg kom til at tænke på scenen med Dirch Passer i ”Sommer i Tyrol”, hvor han sidder ved grøftekanten, og synger om sin kærlighed til og længsel efter Susse Wold. Dér ser man en helt anden Dirch end ham, som vi alle tror, at vi kender. Men Dirch Passer fik aldrig de alvorlige roller, fordi folk grinede per automatik, når han viste sig på scenen.

Dén skæbne må ikke overgå Rune Klan, som kan lave stand-up, trylle og være sjov på tv og i film, så man vrider sig af grin. Men jeg er overbevist om, at han kan noget mere – hvis han vil, og han får lov. Giv ham lov.

”Centervagt” er en feel-good-film. Og man føler sig vældig godt tilpas, når man ser filmen. Den er et skud af latter og smil – og med et væld af spøjse detaljer. Måske fordi den er folkekomedie på den klassiske måde med et moderne twist – drejet i ler endda.

Danmarksbloggen giver ”Centervagt” fire ud af seks wienerpølser i glas, som dem Rune Klans karakter Glen elsker at spise.

Pølser skåret fint på tværs, inden de puttes i de hvide boller lavet af det hvedeste hvedemel, som en komiker ville beskrive posen med boller. En fin detalje og et sjovt drilleri til nutidens madsnobberi.

I rollerne ses Rune Klan, Josephine Park, Kirsten Lehfeldt, Charter McCloskey, Nikolaj Stokholm, Martin Brygmann, Christopher Læssø, Stephania Potalivo med flere. Det er Rasmus Heide, der har skrevet og instrueret ”Centervagt”, som produceres af Nordisk Film. Filmen har premiere i dag d. 10. juni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er der en voksen tilstede?

Undskyld, er der en voksen tilstede?

Vi lever infantile liv i en infantil verden. Det ses i vores påklædning, som er t-shirts, cowboybukser og sneakers. Det ses i vores konstante jagt på noget, som er sjovt – som fx at se en hundehvalp med en bold på YouTube. Det ses i vores manglende evne til fordybelse, til at tage ansvar, til at gøre det, som er nødvendigt i situationen – og fortsætte med at gøre det – uden brok og måske i lang tid. Men det ses allermest og allerbedst i vores manglende evne til at behovsudskyde – også selvom der er en pandemi på spil.

Vi VIL fx på restaurant – og nu også uden mundbind og Coronapas. For det er så besværligt. Buhu.

Vi vil det ene, og vi vil det andet – og hvis ikke vi får det NU, så brokker vi os fra Men in Black til Dansk Erhverv med Brian Mikkelsen i spidsen. Der er kun årslønnen til forskel på de to grupper. For i psykologien er de ens: En infantil og krævende tilgang – der hverken kan eller vil se i øjnene, at de også selv har et ansvar.

HVIS man stillet over for disse mentalt set højtråbende møgunger, så tillader sig at være en voksen – sådan en der går i pæne sko, pæne bukser og en pæn bluse – og som hellere vil læse en bog eller en seriøs avis end dimse på sin mobil, så anses man for kedelig og gammeldags – og moralsk, som i deres mund er et skældsord.

Og helt galt bliver det, når man løfter pegefingeren, og gør opmærksom på, at alle har et personligt ansvar – og at vi alle både kan og må behovsudskyde. Så overdænges man med skældsord, og får at vide, at man bare kan blive hjemme, hvis man er så bange.

Det er så sagen vendt på hovedet – og hvidt farvet sort.

For samfundet har desperat brug for voksne mennesker, som kan sige NEJ, STOP og NU MÅ DU TAGE DIG SAMMEN, også til den 40-årige, som ellers aldrig har tilhørt en klassisk curling-generation, men som alligevel jamrer over at skulle anskaffe sig det Coronapas, som er gratis og let at få.

Samfundet er så desværre styret af møgungerne og curlingbørnene – som findes i alle aldre – og som er langt de fleste. Men flertallet har som bekendt ikke altid ret, bare fordi de er de fleste.

SE MIG. STEM PÅ MIG. JEG ER BEDST. Råbene er stort set ens – og der er langt mellem de politikere, som tænker sig om, som har visioner, som tør tage reelt ansvar. De politikere, som ER voksne, og ikke bare leger voksne, som møgungerne gør det under store bifald fra de andre børn i sandkassen. De andre voksne børn, som også kun tænker på dem selv og deres umiddelbare behov.

Det er fluernes herre i Danmark, ja i hele den vestlige verden … og til det kommende EM i herrefodbold får det et nøk mere. For vi vil ind og se kampene – vil vi, og hvad nu hvis baren lukker, mens kampen er i gang? Igen BUHU – og spørgsmålet: Er der en voksen tilstede?

Så kom frit frem, hvis du tør …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsbal og patriotisme

Nordmændene havde det d. 17. maj. Svenskerne har det i morgen d. 6. juni. Danskerne har det i dag d. 5. juni. Vi taler selvfølgelig om nationaldagen – eller Grundlovsdagen, som dagen hedder i Danmark.

Grundloven blev underskrevet af Kong Frederik d. 7. d. 5. juni 1849. Og siden har vi kaldt denne dag for en demokratiets festdag.

I modsætning til i Norge og Sverige, hvor nationaldagen stadig er en fejring af landet, nationen, så er Grundlovsdag i Danmark mere en politisk platform, hvor hvert enkelt parti, ja hver enkelt politiker benytter sig af dagen til at gøre opmærksom på sig selv og sin eller partiets politik.

Sådan har det ikke altid været. I de første årtier efter Grundlovens underskrivelse i 1849 mindede den danske fejring mere om nutidens svenske og norske folkefester. Okay, måske ikke med folkedragter. Men ellers var der masser af festivitas til de store fællesmøder, som de politiske partier arrangerede over hele landet.

Møder, hvor man ikke talte om partipolitik eller konkrete politiske tiltag. Der var derimod taler for kongen, Grundloven, fædrelandet – og for kvinderne sågar. Ja, der var også digte til demokratiet og om Danmark, billeder og hyldninger af Frederik d. 7. – og så masser af Dannebrogsflag overalt, hvor man kunne få plads til det hvide kors på den røde dug.

Det var fælles samling på den store klinge – så længe det altså varede. For de partipolitiske taler begyndte naturligvis at dukke op – med stik til modstanderne, og så blev stemningen nogle gange knap så god.

Så da vi nåede til 1870´erne begyndte det, som vi i dag forstår ved Grundlovsmøder. Nemlig at hvert parti holder sit eget Grundlovsmøde, hvor man i høj grad taler om politik, både konkret og på de store visionære linjer.

Det var især Venstre og Konservative, som dengang hed Højre, som drev denne udvikling. Det purunge Socialdemokrati var mere glad for Arbejdernes Kampdag d. 1. maj og den røde fane. Det tog dog ikke længe, før Socialdemokratiet også var med på at holde Grundlovsdag med Dannebrog. Vil man have fat i danskerne, skal man flage med Dannebrog.

Der var dog stadig et element af folkefest på Grundlovsdagen i tiden op mod 1900, nemlig om aftenen hvor alle uanset alder og politisk holdning mødtes til baller med musik og dans.

Sådan et fælles Grundlovsdags-bal – eller i vores dage måske en Grundlovskoncert – kunne være en god idé. Om ikke andet så ville det samle befolkningen noget bedre end partipolitiske grundlovsmøder – eller de kommende fodboldfester, som det store mindretal der er 100 procent ligeglad med fodbold, ikke er en del af.

Så altså en fælles fejring af Danmark som Danmark kunne være en god ide. Især hvis det bliver en inkluderende fejring af det land, som vi er fælles om – uanset hudfarve og andre ligegyldigheder. For vi er alle danske, os der bor her på de danskes øer.

Og der er ikke noget galt med patriotisme. Det er nemlig at elske sit fædreland – og sit modersmål – på en uegennyttig og inkluderende måde. Det er nationalismen med dens militante og ekskluderende tilgang, som er problemet.

Så JA til at være patriot – men NEJ til at være nationalist.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk