Lyden af had på Christiansborg Slotsplads

Lyden er hård og høj. Det er lyden af had. Lyden af vrede.

Se og lyt her: https://youtu.be/x4Ch5nOYoDU

Lyden lød over Christiansborg Slotsplads tidligere i dag, hvor Hizb ut-Tahrir havde arrangeret fredagsbøn.

Hvis De synes, at det lyder aggressivt og skræmmende, så skulle De have været dér. Det var ti gange værre end det lyder på det korte klip. Måske fordi der var en stemning af et dybt had og et overskyggende mørke, som undertegnede aldrig har oplevet før.

Udover det forventede angreb på det danske samfund og lovprisningen af Allahs´s storhed blev der råbt om kærlighed, altså profetens kærlighed til de rettroende. Det gav mening. For det lød som et massivt og rendyrket had mod alle andre, da de flere hundrede fundamentalistiske muslimer skreg og råbte på en måde, så det virkede mere som en ISIS-event end som en dansk demonstration.

Man kan så mene, at det er mærkeligt, at en religiøs-politisk organisation som Hizb ut-Tahrir gerne benytter sig af demokratiets metoder som forsamlings- og ytringsfrihed, når de er imod noget så sekulært som netop demokratiet. Men det gør de åbenbart – i hvert fald i dag på Christiansborg Slotsplads, hvor man som tilskuer også fik tanken:

Sådan her ser en borgerkrig under opsejling ud …

En vanvittig tanke, som jeg prøvede at skyde fra mig. ”For langt de fleste muslimer er jo ikke som de sortklædte mænd og ligeså sortklædte kvinder, der alle som en havde tildækket deres hår,” tænkte jeg.

Men tvivlens frø blev alligevel sået, og fik vand, da jeg flere gange oplevede biler rulle vinduet ned, mens arabisk-udseende mænd stak hovedet ud og råbte med tilbage på bønnens svar. Nogle af dem med en knyttet næve højt hævet.

For hvor mange muslimer mener i grunden, at religionens lov står over samfundets lov? Hvor mange sætter Koranen over Grundloven? Det er vi nødt til at få et svar på – og eventuelt gøre noget ved.

For fire år siden mente næsten halvdelen af alle muslimer, at Grundloven i Danmark burde bygges helt eller delvist på Koranen: https://www.berlingske.dk/samfund/danske-muslimer-koranen-skal-definere-dansk-lov

Den er altså helt gal …

For en Grundlov bygget på Koranen er en Grundlov uden rettigheder til kvinder, homoseksuelle og andre grupper, men til gengæld et samfund, hvor religionen og mændene styrer. Det har vi prøvet tidligere her i landet med kristendommen i både en katolsk og en protestantisk udgave, og det var ingen succes – for nu at sige det mildt.

Tro kan være fin for den enkelte, og religion må også godt være tilstede i det offentlige rum, men vores lovgivning og samfund skal være sekulært til hver en tid.

Det skal vi stå benhårdt fast på – og dem, som ikke kan acceptere det, ja de burde måske finde et andet sted at være end i Danmark. For når det kommer til demokratiet og frihedsrettighederne, så skal vi være ganske fundamentalistiske. Her er der ikke plads til kompromiser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

FESTDAG: Grundlov og 100-året for kvinders stemmeret

Det er idag en kæmpe fest-dag.

Idag kan vi fejre, at kvinderne – sammen med fattige og andre store befolkningsgrupper – fik stemmeret for 100 år siden i 1915.

Og vi fejrer det endda på den bedst tænkelige måde: Nemlig ved at være midt i en valgkamp til folketinget.

Det er da om noget det levende demokrati … 

Der er derfor valgmøder, grundlovsmøder – og optog og fester over det ganske land.

Så drop sofaen og kom ud i sommersolen og vær med i demokratiet.

Danmarksbloggen siger ihvertfald tillykke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Grundlovsskriv: Dansk Folkeparti ødelægger demokratiet

Grundlovsdag er en af årets helt store dage, hvor Dannebrog vejrer, og vi hylder demokratiet. Læs også historien bag demokratiets fødsel på Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790

Men i år sker fejringen desværre i skyggen af de store, sorte skyer, der samler sig i horisonten.

Alt det skønne i Danmark – fællesskabet, solidariteten og frisindet – bløder nemlig i øjeblikket. Det er som rives Dannebrog fra hinanden. Og det er Dansk Folkeparti og deres vælgeres egocentrerede hænder, der splitter vores elskede land – og det demokrati, som Danmark bygger på.

For et demokrati er kun et demokrati, sålænge der er tale om et reelt folkestyre. Og her er det helt centralt, at de partier, som danskerne stemmer på, også bliver de partier, som tager ansvar for Danmark.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke.

Alt tyder ellers på, at Dansk Folkeparti bliver landets største parti ved næste folketingsvalg. Men det vil altså ikke sætte sig spor i ledelsen af Danmark. For Thuelsen Dahl nægter at tage ansvar og gå med i en regering.

Han – og resten af Dansk Folkeparti – vil istedet blive stående på sidelinien, hvor de kan kræve, love, kritisere og kun være med til udvalgte mærkesager.

Men sådan kan et land ikke fungere. Hvis alle partier gjorde som Dansk Folkeparti, ville Danmark ikke hænge sammen.

Skal man lede et land – og det er ligesom hele ideen med folkestyret – så er man nødt til at sætte sig ned ved bordet og forhandle og indgå kompromiser om både mærkesagerne og alt det andet.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke. Og sålænge mandaterne stadig var få i antal, betød det ingenting, at partiet blot stod og råbte fra sidelinien. Det gør Liberal Alliance også i øjeblikket.

Men når mandaterne bliver mange, så kommer også forpligtelsen til at være med ved bordet – hele vejen og hele tiden.

Så er dagene som drømmere og dommere forbi – så skal der arbejdes.

Men det vil Dansk Folkeparti ikke. Partiet, der ellers hævder, at de elsker Danmark har i deres magtbegær intet problem med at lade deres egen succes ødelægge demokratiet …  og det danske samfund.

Så meget – eller skulle man snarere sige så lidt – elsker Dansk Folkeparti nemlig Danmark, når det kommer til stykket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 20: Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

FREDERIK D. 7. GRUNDLOV OG TREÅRSKRIG

På torsdag d. 5. juni er det Grundlovsdag. Dagen hvor vi fejrer, at Danmark i 1849 blev et demokrati efter at Monrad, Clausen, Moltke og de andre Grundlovsfædre var færdige med deres arbejde: Nemlig at forfatte den Grundlov, der blev underskrevet af Frederik d. 7.

Men i virkeligheden var arbejdet gået i gang lang tid før.

Allerede i 1830´erne nedsatte den gamle enevældskonge Frederik d. 6. nemlig de stænderforsamlinger, der skulle danne overgangen til det demokrati, som blev født i 1848 og gennemført i 1849. Den gamle konge så nemlig klart, hvad vej det gik og mente, at det var en god ide at lade overgangen komme stille og roligt fremfor hurtigt og brat.

Frederik d. 7.´s far Christian d. 8. var enig og satte yderligere gang i arbejdet kort før sin død i vinteren 1848.

Det var dog ikke alle, der var enige i den langsomme overgang. En af dem var den national-liberale Orla Lehmann, der holdt brændende taler om det folkestyre og de frihedsrettigheder, som hellere skulle komme i dag end i morgen: Menings-, trykke- og ytringsfriheden. Især de unge og yngre var helt enige med ham – og der blev flere steder talt begejstret om det folkestyre, som måtte være på vej.

Der var med andre ord uro og revolution i luften over Europa – og også i Danmark.

Og her især i Sønderjylland og hertugdømmerne, hvor der ellers havde været roligt i flere århundreder. Men i takt med den stigende nationalfølelse i både Danmark og det nu forenede Stor-Tyskland blev det pludselig vigtigt, om man var tysker eller dansker. Det havde det ellers aldrig været før, hvor man i stedet havde opfattet sig selv som slesviger, holstener eller slet og ret som en person fra hertugdømmerne.

Men nu blev det essentielt, om man var det ene eller andet, talte dansk eller tysk. Og at sige at man ikke var nogen af delene, men i stedet var tilhænger af hertugdømmerne og blot opfattede sig selv som hertugdømmer duede ikke.

Det kunne næsten kun ende med konfrontation.

En situation som prinserne fra Augustenborg, der var sønner af Struenses og Caroline Mathildes datter, prøvede at udnytte til egen fordel for derigennem at kunne få magten over hertugdømmerne.

Det hele endte galt. Det endte med Treårskrigen, som varede fra 1848 til 1850, og som Danmark, der i mellemtiden var blevet et spritnyt demokrati, vandt.

Jublen ville ingen ende tage – og ingen tænkte på, at man havde trådt et nyt, samlet og meget stærkt Tyskland over tæerne. Det skulle vi imidlertid få at mærke 14 år senere i 1864. Men det vender vi her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie tilbage til efter sommerpausen.

For det store skifte var nu sket. Danmark var blevet et demokrati. Uden revolution, uden ballade – men ikke uden teatralske ord og fagter.

Tilbage i de urolige martsdage i 1848 var en gruppe københavnere – blandt andet Orla Lehmann, der sagde de berømte om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp – forsamlede på teatret og vintertivoliet Casino og rådhuset til møde. Et møde, der endte med at mændene gik i fakkeltog til Christiansborg og Frederik d. 7.

For NU skulle det være. NU skulle Danmark af med den gamle enevælde, og demokratiet skulle indføres. Men de kunne godt gå hjem igen.

For Frederik d. 7., der nærmest lige var blevet konge, havde nemlig lugtet lunten og ligeså stille tidligere på dagen afskediget det gamle ministerium og dermed afskaffet enevælden.

Så da deputationen – ret ophidsede – nåede frem til slottet, kunne Frederik Folkekær, som han siden blev kaldt, slå ud med hånden og flot sige. Det, som De kommer for at anmode Deres Konge om, det er allerede udført.  

Og så kunne Grundlovsfædrene gå i gang med arbejdet – og kun lidt over et år senere, midt i Treårskrigen – underskrev Frederik d. 7. Grundloven, der var den tids mest demokratiske i hele verden.

Så let, så elegant har meget få andre – om nogen overhovedet – lande gået over til folkestyret.

Det er derfor også helt fortjent, at det netop er ham – Frederik d. 7. – der møder os højt til hest, når vi er på Christiansborg Slotsplads i dag, hvad enten vi så er der for at se Christiansborg, gå ned i ruinerne, besøge folketinget, demonstrere eller måske bare skifte bus.

Frederik d. 7. var i det hele taget kendt for sine rammende replikker, one-liners som de ville hedde i dag, som når han på sine rejser rundt om i landet altid sluttede af med at stille sig op på en stol i forsamlingen, slå ud med armene og landsfaderligt sige: Hils Eders koner og børn.

Danskerne elskede ham for det, og for at han absolut ikke var fejlfri. Ikke alene drak Frederik d. 7. en hel del. Men han havde også været gift ikke mindre end to gange – blandt med selveste Frederik d. 6.´s datter- før han endelig fandt sammen med Louise Rasmussen. En pige af folket med en tjenestepige til mor, en gift og velhavende mand som far – og en avisforlægger, der også blev kongens gode ven, som elsker.

De to – Frederik og Louise – havde lært at kende, dengang han var kronprins, og hun var balletpige på Det Kgl. Teater, hvilket dengang nærmest var niveauet lige over prostitueret. En umulig alliance, som alligevel blev mulig – også selvom hun fik et barn med hendes avis-mand, et barn der blev bortadopteret.

Hoffet og andre med status i samfundet brød sig heller ikke meget om hverken Frederik d. 7. eller Grevinde Danner (som Louise Rasmussen nu hed), som de anså for primitive og simple. Antipatien var gengældt hos Danmarks kongepar, der anså hoffolk og andre med glæde for titler og magt for snobbede og kedelige.

Parret opholdt sig derfor også meget på Frederiksborg Slot og Jægerspris Slot i stedet for i hovedstaden. Her kunne Frederik d. 7. også både fiske og grave efter de oldtidsminder, som han interesserede sig dybt for. Børn fik parret dog aldrig, så igen skulle man til at se sig om for at finde den næste konge i Danmark.

Valget faldt på ham, der kendes som Christian d. 9., Europas svigerfar, hvis sønner og døtre blev konge af Danmark, konge af Grækenland, konge af Norge, dronning af England, zarina i Rusland og de sidste gift ind i tyske og franske adelige og fyrstelige kredse. Han, som er den første af de Glückborgske konger, men dog stadig af den samme kongeslægt som de gamle Oldenborgere, hvilket er enestående i Europa.

Og netop Europas svigerfar, det unge demokrati og det skæbnesvangre år 1864 skal vi høre mere om, når Danmarksbloggens Danmarkshistorie vender tilbage efter sin sommerpause. Det bliver mandag 1. september. Vel mødt.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 19: Nye tanker op mod 1849

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

NYE TANKER OP MOD 1849

I 1839 døde Frederik d. 6. – den konge, der om nogen kan knyttes sammen med guldalderen. Guldalderen fortsatte dog mere end et årti endnu – og mange af tidens store personligheder endnu længere.

Men tiden blev en anden. Den blev mere politisk og var vel egentlig også mere i tråd med den oplysningstid, der lå forud for guldalderen, da denne holdt sit indtog omkring 1800-tallet. Men nu var det altså slut med følelser, harmoni og skønhed.

For nu kom der igen fokus på den enkelte og den enkeltes vilkår og muligheder i et samfund, der trods store teknologiske landvindinger som fx jernbanen stadig var præget af kolo-enorme forskelle mellem de forskellige klasser og mellem by og land.

Noget som nogle af guldaldertidens store ånder selvfølgelig også greb og brugte som fx dansk åndslivs kæmpe Grundtvig, der ikke kun lavede de skønneste salmer, men også er stifteren af dén danske folkehøjskole, der om noget handler om viden og oplysning og derfor er en af de helt centrale byggestene i det folkestyre, som der nu blev talt mere og mere åbent om.

En anden var ytrings-, menings- og trykkefrihed. Frihedsrettigheder, der blev et mere og mere hedt emne op igennem 1800-tallet, hvor diverse satire-blade ikke var bange for at udstille magten og dens uduelighed. Som årene gik, ventede man også bare på, at de nye tanker kunne blive til politisk virkelighed, når Frederik d. 6.´s fætter skulle overtage tronen.

Frederik d. 6. havde nemlig ikke sønner i ægteskabet med dronningen, så kronen måtte gives videre til fætteren.

Men altså: Der var meget store forhåbninger til den nye konge Christian d. 8., der som ung kronprins og inden Danmark måtte overgive Norge, i 1814 havde givet nordmændene deres første grundlov ved Eidsvoll.

Men de håb blev skuffede. For kongen var blevet en ældre og med årene mere forsigtig mand. Og nu turde han ikke længere følge sine engang så romantiske, men nu i virkeligheden realistiske drømme om frihed og folkestyre.

For tiden var til dem. Det rumlede overalt i Europa, og især nede i Slesvig-Holsten, hvor man efter flere århundreder med nogenlunde ro igen var begyndt at rasle med sablerne, og hvor stærke kræfter hellere ville have områderne til Tyskland end blive i Danmark.

Den aldrende Christian d. 8. så det hele, men han havde mildest talt ikke lyst til at give sig i kast med de opgaver, der ventede: Slesvig-Holsten, enevælden hvis tid var ved at rinde ud, de nye tanker om trykke-, menings- og ytringsfrihed – og så sønnen, den kommende Frederik d. 7., der absolut ikke gebærdede sig, som man kunne forvente sig det af en kommende konge, enevældig eller ej.

Og netop Frederik d. 7., Treårskrigen, Grundloven og demokratiet skal vi høre om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie, der også bliver den sidste inden sommerpausen.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen:http://danmarksbloggen.dk/?p=4653

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sofa´en, Patentdomstolen og Grundloven

Ja-sigerne har to muligheder i overmorgen, når der skal stemmes om Patentdomstolen.

De kan enten vælge at gå hen og sætte deres kryds ved ja – eller de kan bare blive hjemme på sofaen.

For det er nemlig således, at 30% af alle stemmeberettighede skal sige nej, hvis det skal blive et nej.

Sådan siger Grundloven, og den skal man holde – også selvom Dansk Folkeparti mener noget andet.

Grundloven er basis for vores demokrati – og den skal man ikke skalte og valte med, heller ikke selvom det går imod ens meninger.

Danmarksbloggen anbefaler nemlig et nej til patentdomstolen. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4611

Men et nej skal ikke komme ved at bøje Grundloven, men ved at flere end 30% af de stemmeberettigede rejser sig fra sofaen og stemmer nej til en patentdomstol, der vil ødelægge det for miljøet, for videnssamfundet og for de små og mellemstore virksomheder i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk