Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:
MARGRETHE (D.1) VALDEMARSDATTER
Valdemar Atterdag stod for Danmarkshistoriens formentlig største bedrift, da han nærmest ene mand samlede Danmark igen efter landet var pantsat. Og så alligevel overgik datteren måske faderen. Hun samlede nemlig hele Norden.
Men lad os starte med begyndelsen. Der stod ikke skrevet over den lille prinsesse Margrethes vugge, at hun skulle blive den største regent i Norden igennem alle tider. Men det blev hun.
Ret hurtigt stod det dog klart, at Margrethe ville blive dronning af Norge. Kun 10 år gammel blev den unge prinsesse nemlig gift med Norges kong Håkon. Ægteskabet blev dog først fuldbyrdet – som det hedder – flere år senere. 17 år gammel fik Margrethe således sit eneste barn sønnen Oluf.
Da Margrethe var 22 år i 1375, døde hendes far Valdemar Atterdag – og så kom Margrethe rejsende ned fra Norge med Oluf ved hånden og hævdede, at hendes søn i dén grad havde arveret til tronen. Teknisk set var der andre, der måske var tættere på. Og endnu mere teknisk set var Danmark et valgrige.
Men Margrethe stod som altid fast på sit, og stormændene har nok regnet med, at de sagtens kunne magte den unge pige, Margrethe, der i sin 5-6-årige søns navn skulle regere. Så man besluttede, at Oluf skulle være konge, og hans mor regere på hans vegne, indtil han blev myndig.
Stormændene kunne så ikke styre Margrethe. Tværtimod. Margrethe viste sig i den grad at være sin fars – Valdemar Atterdags – datter. Hun ville styre alt, og det lykkedes. For hun var klog, smidig og totalt skruppelløs.
Fx fik hun de skånske borge tilbage fra lybeckerne 10 år før tid ved en kombination af smidig forhandling – og sørøveri, som hun selvfølgelig benægtede ethvert kendskab til.
Margrethe fik også sønnens Oluf´s ret til den svenske trone på dagsordenen. Oluf´s farfar havde trods alt været svensk konge, og hans far norsk konge. Så den norske trone gav jo sig selv, og med farfaderen som gammel svensk konge og dermed en medfødt ret til Sveriges trone var grunden lagt til det, der blev hendes livs mesterstykke: Kalmar-unionen.
Men så skete katastrofen. I 1387 døde Oluf kun 17 år gammel. Og så ville spillet normalt være ude. Kvinder kunne ikke arve tronen – så når Oluf var væk, skulle en ny konge vælges. Og desuden var Margrethe jo ikke blodbeslægtet med hverken Norge eller Sveriges nylige konger, så de lande burde være helt udenfor rækkevidde. Der var også emner i Danmark, som kunne være blevet konge.
Men det skete ikke. I stedet blev Margrethe af landets rigsråder valgt til FRUE OG HUSBOND OG HELE RIGETS MÆGTIGSTE FORMYNDER. En mere mærkelig titel i Danmarkshistorien findes ikke. I praksis betød den, at Margrethe nu ikke mere officielt regerede på sin nu afdøde søns vegne, men på egne.
Kort efter skete det samme i Norge. Margrethe havde dermed officielt magten i både Danmark og Norge, men dronning var hun ikke i Danmark, kun i Norge og dér teknisk set enkedronning.
Rygterne gik, at hun havde ladet Oluf dræbe eller bortføre til Sydeuropa, fordi han var uduelig. Men det er kun rygter. Fakta er derimod, at da Margrethe havde styr på Danmark og Norge, vendte hun for alvor blikket mod Sverige, hvor svenskerne ville af med deres konge, Albrecht af Mecklenburg, og hvor Margrethe altså stadig – selv uden søn – mente, at hun havde noget at gøre.
Og selvfølgelig lykkedes det for hende med masser af forhandlinger, også under hånden med svenske stormænd, og et enkelt slag. Det eneste slag, som Margrethe stod i spidsen for. Hun foretrak ellers at undgå krige og militære slag, da man aldrig kender udfaldet af en krig. Hvorimod man – hvis man var Margrethe – kendte udfaldet, når man selv forhandlede.
Men her måtte der et slag til, og så blev Sverige også hendes, og samtidig adopterede hun en dattersøn af en af hendes søstre, den kun 5-årige Erik af Pommern, der blev valgt til konge og kronet som konge af samtlige tre riger. Og SÅ kunne Margrethe i 1397 (ti år efter Oluf´s død) underskrive Kalmar-unionen.
Norden var nu samlet – før første og eneste gang i historien. Og unionen holdt i mere end 100 år. Dog mest og bedst under Margrethe, da selvfølgelig aldrig slap tøjlerne, mens hun levede. Det gjorde hun indtil 1412, hvor hun kun 59 år gammel døde ombord på et skib på Flensborg fjord, godt i gang med at få Sønderjylland helt hjem til Danmark.
Margrethe, der også var meget religiøs, og som var blevet opdraget af Den Hellige Birgittas datter, blev derpå gravlagt i Sorø Klosterkirke, som hun ønskede det.
Men hendes ven bisp Lodehat fik hendes kiste flyttet til Roskilde Domkirke, hvor hun den dag i dag stadig ligger på den fineste plads bag alteret i kirkens kannikekor. Hendes hvide sarkofag med hende selv på toppen iført lang kjole og krone er kendt af de fleste – og står som et monument over en af de stærkeste og mest bemærkelsesværdige danske regenter gennem alle tider. Måske den stærkeste, den mest bemærkelsesværdige.
Efter Margrethe kom en række konger, der mere eller mindre heldigt kæmpede for at holde sammen på Unionen. I næste uge skal vi høre om dem – og især om ham, som det går galt for på så mange planer: Christiern d. 2.
Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk