Vikingetid eller ej?

Historikeren Anders Lundt Hansen foreslår i en kronik, at vikingetiden skal hedde nordisk middelalder i stedet, fordi betegnelsen vikingetid iflg. ham er vildledende: https://www.weekendavisen.dk/2018-21/ideer/farvel-til-vikingetiden

Det mener et flertal af forskere så ikke: https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-nej-vikingetiden-skal-ikke-have-nyt-navn

Danmarksbloggen har anmeldt to af Anders Lundt Hansens bøger:

Jellingmysteriet: http://danmarksbloggen.dk/?p=8741
Nordens hersker: http://danmarksbloggen.dk/?p=9222

Begge bøger beskæftiger sig med denne periode, som vi kalder vikingetid, men som udenfor Norden kaldes tidlig middelalder.

Og ja, der er én pointe i, at det er middelalder i Europa fra cirka år 700 til cirka år 1100, men ikke hos os i Norden. I hvert fald ikke på samme måde.

For vores samfund var ikke gennemorganiserede og centralistiske som de kristne lande syd for os var det – og pånær nogle få grupper i Sønderjylland var det først i slutningen af vikingetiden, at danskerne, nordmændene og svenskerne blev kristne.

Og ja, det er muligt, at man i 1800-tallet opfandt vikingetiden og anså vikinger for at være sådan en slags overmennesker, men det er der ingen, som tror på i dag.

Tværtimod ved de fleste danskere i dag udmærket, at vikingerne lavede meget andet end at sejle ud og plyndre. At de også var gode handelsfolk, at de også var bønder, og at der var en form for ligeret i vikingetidens samfund, som kvinderne ikke fik igen før i moderne tid.

Endelig skal vi heller ikke lave om på noget, bare fordi nazisterne misbrugte vikingerne til at rekruttere folk (for ja, det gjorde det på en måde). Men er det et argument, så skulle vi også stoppe med at lytte til opera, for det kunne Hitler godt lide. Eller vi skulle aldrig mere spise æblekage, nødder og rosiner, for det spiste den tyske diktator gerne, afslørede en stuepige engang: https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-04-29-stuepige-hitler-havde-en-s%C3%B8d-tand

Så nej, det hedder ikke middelalder – det hedder vikingetid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tid til at drikke jul?

Der var omkring det her tidspunkt på året, at vikingerne holdt jul ude på deres skibe – eller rettere drak jul som det hed. For masser af mjød var en stor del af vikingernes jul – præcis som alkohol også er en del af nutidens julefejring.

Men i vor tid er julen for længst slut, og hverdagen er vendt tilbage, men på mørke januardage som denne kunne det være fristende at genindføre OGSÅ den hedenske jul – eller yule, som det hed.

Der er jo heller ingen, der siger, at vi skal skrotte den kristne – eller i hvert fald kulturkristne – jul i december. Vi kan bare lægge den hedenske yule til. Få en lang række lovmæssige fridage i januar, hvor der skal spises og drikkes igennem.

De færreste vil i øvrigt opdage forskellen mellem de to julehøjtider – mad og drikke i rigelige mængder er som bekendt et gennemgående tema i alt fejring her højt mod nord. Vi har nemlig alle dage gået mere op i, hvad vi kan stoppe i munden og i maven end i så meget andet.

Man kan kalde det primitivt, hvis man vil – og det gør mange af dem, der går op i julens mere åndelige og trosmæssige sider.

Man kan også kalde det fokus på livsnyderi og sanser, hvilket appellerer til det sekulære nutidsmenneske, om end spelt-segmentet i storbyerne ikke bryder sig om umådeholden druk og æderi, og slet ikke når det er fed mad og alkohol, der står på menuen.

Men man kan også bare gå direkte til biddet og konstatere, at mad og alkohol er nødvendige, hvis man – både mentalt og fysisk – skal overleve den lange, mørke og kolde vinter heroppe nordpå.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den reelle, nordiske hymne

Danmarksbloggen leverede i går en sønderlemmende anmeldelse af den såkaldt nye nordiske hymne: http://danmarksbloggen.dk/?p=8683

Danmarksbloggen har i det forløbne døgn fundet ud af, der faktisk allerede findes en nordisk hymne, selvom den ikke er det officielt. Men reelt er den. Den er elsket i alle nordiske lande, og den fylder endda 80 år i år. Det er selvfølgelig norske Nordahls Griegs digt ”Til Ungdommen” bedre kendt som ”Kringsatt av Fiender”.

For her er den jo – den reelle nordiske hymne, og nej, den handler ikke om hverken landskaber, havet eller mørke vinternætter versus lyse sommernætter. Den handler om den solidaritet, det mod og den insisteren på at se mennesket – det hele menneske – som bygger på et værdigt menneskesyn og dermed også skaber de nordiske velfærdsstater. En kærlighedens måde at møde hinanden på, som nu igen – som i 1936 da Grieg skrev digtet – er truet af kræfter, både udefra og indefra. Så vi – igen i 2016 – må kæmpe for menneskelighed, for fred, for frihed, for menneskeværd.

Læs den her – på originalsproget norsk selvfølgelig. For i Norden skal vi kunne hinandens sprog – både på tværs af befolkningsgrupper og imellem de enkelte lande. Så kan vi også forstå hinanden – og dette mægtige digt.

For dét er i sandhed en værdig nordisk hymne, mægtig som de hårde granit-fjelde i Norge, overvældende som Sveriges store skove, dyb som Finlands tusinde blå søer, voldsom som Islands ildsprudlende vulkaner, hele tiden skiftende som lyset over Færøernes klipper, kompromisløs som Grønlands iskolde sne – og alligevel så åben og mild som Danmarks grønne blomsterenge ned til den åbne strand.

Kringsatt av fiender, gå inn i din tid!
Under en blodig storm, vi deg til strid!
Kanskje du spør i angst, udekket, åpen:
Hva skal jeg kjempe med, hva er mitt våpen? 

Her er ditt vern mot vold, her er ditt sverd:
Troen på livet vårt, menneskets verd.
For all vår fremtids skyld, søk det og dyrk det,
Dø om du må, men øk det og styrk det! 

Stilt går granatenes glidende bånd.
Stans deres drift mot død, stans dem med ånd.
Krig er forakt for liv, fred er å skape.
Kast dine krefter inn, døden skal tape. 

Elsk – og berik med drøm – alt stort som var.
Gå mot det ukjente, fravrist det svar!
Ubygde kraftverker, ukjente stjerner –
Skap dem, med skånet livs dristige hjerner. 

Edelt er mennesket, jorden er rik.
Finnes her nød og sult, skyldes det svik.
Knus det! I livets navn skal urett falle.
Solskinn og brød og ånd eies av alle. 

Da synker våpnene maktesløs ned!
Skaper vi menneskeverd, skaper vi fred.
Den som med høyre arm bærer en byrde,
Dyr og umistelig, kan ikke myrde. 

Dette er løftet vårt fra bror til bror:
Vi vil bli gode mot menneskenes jord.
Vi vil ta vare på skjønnheten, varmen –
Som om vi bar et barn varsomt på armen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark eller EU? Nej, et fælles Norden

Vi lever i en tid, hvor debatten drejer sig om Danmark som nationalstat og Danmark i forhold til EU.

Men der er en tredje mulighed: Nemlig et fælles Norden – bestående af de nordiske nationalstater i tæt og forpligtende samarbejde – og vel at mærke os allesammen, men stadig som selvstændige nationer.

Det lyder måske gammeldags, men det giver mening med et fælles Norden, når man tænker over det.

For vi er så ens. Vi har så meget, der samler os her i Norden: Vi er velfærdsdemokratier optaget af ligestilling mellem køn, religioner, seksuel orientering osv. Vi er åbne samfund, der sætter frisind og tolerance højt.

Så kan vi af og til drille hinanden med vore forskelle. Men de er både små og charmerende og blot med til at styrke det fællesskab, som vi har heroppe i Norden. Både når vi taler værdier.
Og når vi taler om årets gang med de lyse somre og de mørke vintre – og den effekt, som det har på vores identitet.

Der var engang, hvor vi slog hinanden ihjel og kæmpede de frygteligste krige. Den tid er heldigvis forlængst forbi. Og idag er det kun på fodboldbanen og tilsvarende steder, at de nordiske søskende støder sammen – og så sker det med fest og farver.

Så lad os endelig gå hele vejen og tage skridtet fuldt ud her i Norden – og vende ryggen til EU og skabe en fælles nordisk union. For hver for sig er vi for små og svage i den globale konkurrence, men tilsammen står vi stærke. Tilsammen giver det hele mening.

For vi hører jo sammen her i Norden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 10: Margrethe (d.1) Valdemarsdatter

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

MARGRETHE (D.1) VALDEMARSDATTER

Valdemar Atterdag stod for Danmarkshistoriens formentlig største bedrift, da han nærmest ene mand samlede Danmark igen efter landet var pantsat. Og så alligevel overgik datteren måske faderen. Hun samlede nemlig hele Norden.

Men lad os starte med begyndelsen. Der stod ikke skrevet over den lille prinsesse Margrethes vugge, at hun skulle blive den største regent i Norden igennem alle tider. Men det blev hun.

Ret hurtigt stod det dog klart, at Margrethe ville blive dronning af Norge. Kun 10 år gammel blev den unge prinsesse nemlig gift med Norges kong Håkon. Ægteskabet blev dog først fuldbyrdet – som det hedder – flere år senere. 17 år gammel fik Margrethe således sit eneste barn sønnen Oluf.

Da Margrethe var 22 år i 1375, døde hendes far Valdemar Atterdag – og så kom Margrethe rejsende ned fra Norge med Oluf ved hånden og hævdede, at hendes søn i dén grad havde arveret til tronen. Teknisk set var der andre, der måske var tættere på. Og endnu mere teknisk set var Danmark et valgrige.

Men Margrethe stod som altid fast på sit, og stormændene har nok regnet med, at de sagtens kunne magte den unge pige, Margrethe, der i sin 5-6-årige søns navn skulle regere. Så man besluttede, at Oluf skulle være konge, og hans mor regere på hans vegne, indtil han blev myndig.

Stormændene kunne så ikke styre Margrethe. Tværtimod. Margrethe viste sig i den grad at være sin fars – Valdemar Atterdags – datter. Hun ville styre alt, og det lykkedes. For hun var klog, smidig og totalt skruppelløs.

Fx fik hun de skånske borge tilbage fra lybeckerne 10 år før tid ved en kombination af smidig forhandling – og sørøveri, som hun selvfølgelig benægtede ethvert kendskab til.

Margrethe fik også sønnens Oluf´s ret til den svenske trone på dagsordenen. Oluf´s farfar havde trods alt været svensk konge, og hans far norsk konge. Så den norske trone gav jo sig selv, og med farfaderen som gammel svensk konge og dermed en medfødt ret til Sveriges trone var grunden lagt til det, der blev hendes livs mesterstykke: Kalmar-unionen.

Men så skete katastrofen. I 1387 døde Oluf kun 17 år gammel. Og så ville spillet normalt være ude. Kvinder kunne ikke arve tronen – så når Oluf var væk, skulle en ny konge vælges. Og desuden var Margrethe jo ikke blodbeslægtet med hverken Norge eller Sveriges nylige konger, så de lande burde være helt udenfor rækkevidde. Der var også emner i Danmark, som kunne være blevet konge.

Men det skete ikke. I stedet blev Margrethe af landets rigsråder valgt til FRUE OG HUSBOND OG HELE RIGETS MÆGTIGSTE FORMYNDER. En mere mærkelig titel i Danmarkshistorien findes ikke. I praksis betød den, at Margrethe nu ikke mere officielt regerede på sin nu afdøde søns vegne, men på egne.

Kort efter skete det samme i Norge. Margrethe havde dermed officielt magten i både Danmark og Norge, men dronning var hun ikke i Danmark, kun i Norge og dér teknisk set enkedronning.

Rygterne gik, at hun havde ladet Oluf dræbe eller bortføre til Sydeuropa, fordi han var uduelig. Men det er kun rygter. Fakta er derimod, at da Margrethe havde styr på Danmark og Norge, vendte hun for alvor blikket mod Sverige, hvor svenskerne ville af med deres konge, Albrecht af Mecklenburg, og hvor Margrethe altså stadig – selv uden søn – mente, at hun havde noget at gøre.

Og selvfølgelig lykkedes det for hende med masser af forhandlinger, også under hånden med svenske stormænd, og et enkelt slag. Det eneste slag, som Margrethe stod i spidsen for. Hun foretrak ellers at undgå krige og militære slag, da man aldrig kender udfaldet af en krig. Hvorimod man – hvis man var Margrethe – kendte udfaldet, når man selv forhandlede.

Men her måtte der et slag til, og så blev Sverige også hendes, og samtidig adopterede hun en dattersøn af en af hendes søstre, den kun 5-årige Erik af Pommern, der blev valgt til konge og kronet som konge af samtlige tre riger. Og SÅ kunne Margrethe i 1397 (ti år efter Oluf´s død) underskrive Kalmar-unionen.

Norden var nu samlet – før første og eneste gang i historien. Og unionen holdt i mere end 100 år. Dog mest og bedst under Margrethe, da selvfølgelig aldrig slap tøjlerne, mens hun levede. Det gjorde hun indtil 1412, hvor hun kun 59 år gammel døde ombord på et skib på Flensborg fjord, godt i gang med at få Sønderjylland helt hjem til Danmark.

Margrethe, der også var meget religiøs, og som var blevet opdraget af Den Hellige Birgittas datter, blev derpå gravlagt i Sorø Klosterkirke, som hun ønskede det.

Men hendes ven bisp Lodehat fik hendes kiste flyttet til Roskilde Domkirke, hvor hun den dag i dag stadig ligger på den fineste plads bag alteret i kirkens kannikekor. Hendes hvide sarkofag med hende selv på toppen iført lang kjole og krone er kendt af de fleste – og står som et monument over en af de stærkeste og mest bemærkelsesværdige danske regenter gennem alle tider. Måske den stærkeste, den mest bemærkelsesværdige.

Efter Margrethe kom en række konger, der mere eller mindre heldigt kæmpede for at holde sammen på Unionen. I næste uge skal vi høre om dem – og især om ham, som det går galt for på så mange planer: Christiern d. 2.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Nordiske Folk: Melankoliens og Lysets Folk

Nordmændene er nogle sportsgale fjeldaber, der har altfor mange oliepenge.
Svenskerne drikker altfor meget, er altfor langhårede, altfor kedelige og altfor reserverede.
Danskerne snakker altfor meget og altfor højt – og så kan man ikke stole på en dansker.

Cirka sådan lyder nogle af de klassiske fordomme, som vi render rundt med om hinanden her i Norden.

Men det er synd. For i virkeligheden har vi så meget, der binder os sammen: Demokratiet, velfærdssamfundet – og så især det at vores værdier om frihed og lighed og rummelighed er truet i en global verden, hvor menneskerettigheder og menneske-respekt trædes under fode fra flere sider – og på flere måder, nogle af dem fra vores egne regeringer.

Ja, os der bor heroppe nordpå, hvor vi har de lyse somre og de mørke vintre, vi er langt mere ens, end vi er forskellige.

Som ABBAs Benny Andersson sagde det i 2010: Os der bor på disse høje breddegrader, hvor det er vinter i et halvt år, og hvor solen nærmest er helt væk et par måneder, vi har melankolien som et fælles livsvilkår. En melankoli, der reflekteres i vores måde at være på, tænke på, føle på – og lave kunst og musik på.

Og som den danske skuespiler Nikolaj Lie Kass sagde det i sommers: Vi har mørket i os, og det skal vi beholde – dét er vores styrke.

Dét er værd at huske, og især nu hvor efteråret for alvor sætter ind – og dagene igen bliver rigtig korte, nætterne igen meget lange og mørket igen skal til at ruge tungt over landet.

For nok kan mørket knuge os både i sind og sjæl, men det er også i mørket, at vi henter vores styrke, og det gælder os alle sammen her i Norden.

Nordmænd, svenskere og danskere.
Os. Det Nordiske Folk. Melankoliens og Lysets Folk.

Os, der har en forpligtelse til at holde humanismens og medmenneskelighedens fane højt – også og måske især i en mørk tid som denne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk