Travlt med at af-danske

Espen Andersen Bråthen hedder den danske statsborger, som dræbte fem mennesker i den norske by Kongstad i går i det, som formodes at være et terrorangreb. En by, hvor han også boede – og hvor flere naboer har omtalt ham som truende og skræmmende.

Espen Andersen Bråthen er født og opvokset i Norge. Han har også en norsk far – men en dansk mor, og det er derfra, at han har sit danske statsborgerskab.

Det får på en eller anden bizar måde hans uhyggelige forbrydelse til at virke tættere på. Som dansker skammer man sig simpelthen. Tænk at en dansker kan finde på det.

I debatterne på Facebook er der derfor også mange, som har travlt med at undsige Espen Andersen Bråthens danskhed. Det kan fx lyde:

Han er jo ikke rigtig dansk, når han har boet hele livet i Norge.

Han har jo ingen tilknytning til Danmark – bortset fra moderen.

Kan han overhovedet tale dansk?

Har han været i Danmark nogensinde?

Han ligner en nordmand.

Spørgsmålene og kommentarerne er mange, og de fleste af dem handler om at af-danske Espen Andersen Bråthen. For hvis man kan af-danske ham, så er det onde, som han gjorde, længere væk fra Danmark og os danskere.

Men faktum er, at Espen Andersen Bråthen er dansk statsborger. Og et dansk statsborgerskab er ikke sådan at løbe fra – eller at få. Spørg diverse udlændinge om det.

Desuden: Havde forholdet mellem Danmark og Norge været det samme som mellem Danmark og visse lande i Mellemøsten, så havde vi været tvunget til at tage ham ”retur”.

For han er jo dansk statsborger. Og i Danmark er vi som bekendt i disse år mere end klar til at sende kriminelle med et andet statsborgerskab end Danmark ud af Danmark asap – og uanset hvor længe de har boet her.

Heraus med dig, siger vi til alle kriminelle, som har statsborgerskab i andre lande, og synes, at det er helt fint, at de må rejse til et land, som de måske slet ikke kender. Men Espen Andersen Bråthen – han er norsk, og skal bare blive i Norge, mener mange.

Men det er der en dobbelthed i. For der skal vel være lige ret. Hvis vi sender udenlandske statsborgere ud, når de begår kriminalitet, må vi også være klar til at tage vores egne kriminelle statsborgere hjem.

Og desuden: Onde gerninger bliver hverken mere eller mindre onde af, hvem der udfører dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Nordiske Folk: Melankoliens og Lysets Folk

Nordmændene er nogle sportsgale fjeldaber, der har altfor mange oliepenge.
Svenskerne drikker altfor meget, er altfor langhårede, altfor kedelige og altfor reserverede.
Danskerne snakker altfor meget og altfor højt – og så kan man ikke stole på en dansker.

Cirka sådan lyder nogle af de klassiske fordomme, som vi render rundt med om hinanden her i Norden.

Men det er synd. For i virkeligheden har vi så meget, der binder os sammen: Demokratiet, velfærdssamfundet – og så især det at vores værdier om frihed og lighed og rummelighed er truet i en global verden, hvor menneskerettigheder og menneske-respekt trædes under fode fra flere sider – og på flere måder, nogle af dem fra vores egne regeringer.

Ja, os der bor heroppe nordpå, hvor vi har de lyse somre og de mørke vintre, vi er langt mere ens, end vi er forskellige.

Som ABBAs Benny Andersson sagde det i 2010: Os der bor på disse høje breddegrader, hvor det er vinter i et halvt år, og hvor solen nærmest er helt væk et par måneder, vi har melankolien som et fælles livsvilkår. En melankoli, der reflekteres i vores måde at være på, tænke på, føle på – og lave kunst og musik på.

Og som den danske skuespiler Nikolaj Lie Kass sagde det i sommers: Vi har mørket i os, og det skal vi beholde – dét er vores styrke.

Dét er værd at huske, og især nu hvor efteråret for alvor sætter ind – og dagene igen bliver rigtig korte, nætterne igen meget lange og mørket igen skal til at ruge tungt over landet.

For nok kan mørket knuge os både i sind og sjæl, men det er også i mørket, at vi henter vores styrke, og det gælder os alle sammen her i Norden.

Nordmænd, svenskere og danskere.
Os. Det Nordiske Folk. Melankoliens og Lysets Folk.

Os, der har en forpligtelse til at holde humanismens og medmenneskelighedens fane højt – også og måske især i en mørk tid som denne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk