Månedsarkiv: april 2026

Anmeldelse: ”The Devil wears Prada 2”

Udgivet den af
Svar

Man børster stadig tænder i New York om morgenen – også i 2026, hvor ”The Devil wears Prada 2” ligesom sin forgænger, den ikoniske ”The Devil wears Prada”, begynder med, at vi ser Andy i gang med at gøre sig klar til endnu en hård dag i den myldrende storby.

Og så skal ikke røbes eller fortælles mere konkret fra filmen. For som i alle gode historier, så skal man selv se den, og overraskes, overrumples, overvældes.

Og det bliver man i ”The Devil wears Prada 2”, hvor en ny tids muligheder nemt bliver til trusler, løfter bliver til udfordringer – og måske også omvendt i en verden, hvor AI, sociale medier og den nye digitale virkelighed truer det hæderkronede og på papir skabte modemagasin ”Runway”.

Begivenhederne afløser i hurtigt tempo og lækre billeder hinanden i filmen, hvor stjernecastet Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci er tilbage i en handling, der hvirvler os rundt fra Manhattans højhuse over Hamptons grønne idyl og til Italien, hvor vi både besøger Milanos historiske bykerne, og er ude ved den blå Como-sø.

Og som” The Fab Four” performer: Meryl Streeps Miranda er stadig skarp i både replikker og beslutninger, Stanley Tuccis Nigel er som altid omsorgsfuld og kærlig, Emily Blunts Emily kæmper stadig for at få opfyldt sine drømme – og Anne Hathaways Andy har beholdt troen på solidaritet, moral og etik.

Men der er også sket en udvikling, og alle fire hovedroller i ”The Devil wears Prada 2” viser mere af sig selv end i den første film – også til hinanden i takt med, at handlingen intensiveres. Det klæder filmen, at man mærker, at der er noget for alvor på spil hos disse modemennesker, hvis liv på overfladen ellers nemt ligner den rene glamour.

Så derfor, men ikke kun derfor, overgår den ellers så notorisk svære toer den første The Devil wears Prada-film, selvom den definerede flere generationer. De to film hænger sammen, så Danmarksbloggen opfordrer til et gensyn med den første, inden man ser ”The Devil wears Prada 2”.

For som i alle modemagasiner – ja, alle blade og tidsskrifter, har man en skabelon. Man ved, hvad der skal på forsiden, på side 17 – og på side 54, og sådan er det også i de to The Devil wears Prada-film.

Mange mønstre, mange settings gentager sig i både filmens store linier og i de små detaljer, men i 2026-versionen sker det med replikker og punchlines, som ikke blot afleveres med større præcision, men som også i endnu højere grad taler ind i både historien – og i den tid, som vi lever i alle sammen.

Læg dertil en god portion humor og en historie, som er endnu mere sammenhængende og dramatisk, fordi den inkluderer en både indre og ydre udvikling hos alle fire hovedroller, og fordi den tør trække på en meget kendt historie fra Biblen om svigt og menneskelighed.

Dertil kommer et blændende cast af stjerneskuespillere i birollerne som Lucy Liu som den rige Sasha Barnes, Kenneth Branagh som Mirandas nye mand, Justin Theroux som Emilys nye kæreste og Simone Ashley som en af de nye ansatte på Runway samt mange andre.

Ja, og så skal man ikke glemme den lange-lange liste af verdensberømte kendisser, designere og andre fra øverste hylde, som medvirker som sig selv. Der er flere af dem end en flok groupies til en popkoncert. Ingen skal nævnes, fordi det også vil røbe noget om filmens handling, som skal ses, ikke fortælles.

Det er alt sammen, hele filmen som en MET-galla, mere med mere på – og stadigvæk nyt i sigte. Den rene overdådighed. Man overvældes – på den gode måde.

Danmarksbloggen giver ”The Devil wears Prada 2” seks ud af seks af Andys berømte Ceruleanblå sweater. Det er en film, som er større end sin egen myte. Dybere i sin menneskeskildring, mere overbevisende i sin dramaturgi, morsommere i sine replikker og flottere i både kostumer og kulisser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Læs også Danmarksbloggens kulturartikel om fænomenet The Devil wears Prada

The Devil wears Prada – men Anne Hathaway er en Engel

Kort inden premieren på “The Devil wears Prada 2” var Anne Hathaway gæst hos Stephen Colbert i hans talkshow, hvor hun fortalte, at hun, mens de for 20 år siden lavede den første ”The Devil wears Prada”, havde på fornemmelsen, at filmen ville blive en stor succes.

Men aldrig havde jeg forventet, at filmen skulle blive til et forhold – a relationship – med hele verden. Men sådan er det blevet, sagde Anne Hathaway.

Hun er spot-on. En hel verden er i et så fast forhold med TDWP (The Devil wears Prada-universet), at filmen ses igen og igen – også selvom moden siden den første film har ændret sig tusind gange, mobilerne er blevet nogle andre, de sociale medier er kommet til – og også de mere alvorlige dagsordner fylder markant mere.

Men relationen til TDWP er så still going strong, at selv Anna Wintour, som kraftigt inspirerede til Meryl Streeps Miranda-karakter, har overgivet sig – og medvirket i flere trailers sammen med netop Meryl Streep op til premieren på “The Devil wears Prada 2”, hvor Vogues Grande Dame udviser både selvironi og skuespils-talent. Ja, de to damer kan tilmed dele en elevator!!!

Det holder en hel verden af. Præcis som vi er begejstrede over at se det originale cast – The Fab Four: Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci – genforenet som et andet superband. For det er de – bare på film – her i anden omgang, som faktisk er endnu bedre end den første runde.

Men hvad er det ved TDWP, som gør universet så enestående? Ja,at det tilmed tiltrækker dem, som enten ikke var født, eller som var små piger mere optaget af Hannah Montana end af Miranda, Andy, Emily og Nigel, dengang den første film kom i 2006?

Måske det er fordi, at filmene griber ned i noget arketypisk omkring det at være kvinde. Noget, som engang handlede om at være et passivt objekt, men hvor kvinder nu også kan være et aktivt subjekt, der handler – som det netop sker i ”The Devil wears Prada 2”.

For i centrum er – trods alt – stadig de forskellige skønhedsidealer, som de har været det gennem hele historien. Fra Venus i antikken med hendes topmave til barokkens store kvinder, som var fede, fordi det var et tegn på rigdom. Fra bleghedsidealet i oplysningstid og 1800-tal, som betød, at man ikke behøvede at arbejde i marken, til den brune hud i 1900-tallet, som signalerede overskud, sundhed og fritid. Fra heroin-chic-lookets selvdisciplin i 1990’erne over kropspositivismen, som qua Wegowy led en krank skæbne, så tyndheden er back in fashion.

Alligevel er noget forandret. Siden den første film har vi haft Metoo og diversiteten – og det er blevet ikke kun legalt, men også prisværdigt, når kvinder tager styringen – og det adresseres også i ”The Devil Wears Prada 2”, hvor kvinder i alle farver er med, hvor der er flere størrelser end tynd – selvom det lave BMI dominerer, men ikke så meget, som det kunne have gjort.

Anne Hathaway fik nemlig stoppet, at man brugte så syletynde modeller, som hun og Meryl Streep så på runwayen til Milano Fashion Week, mens de filmede 2´eren. Anne Hathaway er nemlig ikke kun på lærredet, men også i virkeligheden en moderne kvindekæmper – som tør tage bladet fra munden, og sige de ting, som alle kvinder har brug for at høre.

Sådan en søster, mor, datter, veninde eller kollega, som man gerne vil have – eller være. Det er igen den med, at vi kan relatere til filmen. Anne Hathaway bruger også gerne sig selv som eksempel, som da hun kort inden verdenspremieren på ”The Devil wears Prada 2” i New York kommenterede på, at Peoples Magazine lige havde kåret hende til verdens smukkeste kvinde.

Anne Hathaway sagde (forståelsescitat): Skønhed hænger sammen med at være ægte, være sit autentiske jeg. Selv brugte jeg mange år på hele tiden at kritisere mig selv og presse mig selv. Jeg troede, at det – hvis jeg gjorde det godt nok – ville ende med, at jeg blev perfekt. Men nu slapper jeg mere af. Jeg ved, at jeg ikke er og aldrig bliver perfekt, og at det er helt ok. Og når man indser det, så kommer alt både nemmere, med et bedre resultat og et større perspektiv.

Værsgo – mine damer. Her er noget at spejle sig i og tænke over, mens man læser historiker Anna Frederiksens gennemgang af Kvindeidealet gennem historien.

Et kvindeideal, der altid har handlet om at stræbe efter perfektion. At man er en bedre kvinde, fordi man ser ud på en bestemt måde, og som i vores forbrugsorienterede tidsalder også inkluderer udvalgte mærker tøj, sko, tasker, parfumer, bælter, tørklæder og smykker for at opnå en bestemt identitet.

Kvindeidealet gennem historien

Antikke græske og romerske kvindefigurer er lavet ud fra datidens kvindeideal. De har runde former og symmetriske træk, og er en afspejling af ideen om sjælens skønhed, hvor det indre og det ydre blev opfattet som sammenhængende. At være smuk var altså at være god. Men også blegere hud var populært, da det signalerede, at man ikke skulle slide i marken.

Renæssancens syn på kvindekroppen var stort set det samme, hvilket giver mening, da antikken som periode var det store hit i renæssancen. Som en reaktion blev en stor krop populær i barokken, da den store, ja fede krop signalerede overskud og velstand.

I slutningen af 1800-tallet skulle den mindre, men stadig runde kvindekrop så have en meget smal talje, så kvinder blev snøret ind i stramme korsetter, som ødelagde kroppen – præcis som nutidens skyhøje stiletter også smadrer såvel fødder som krop.

Da mangel på mad stort set ikke længere var en risiko i Europa, kom tynde kroppe på mode. Det var omkring 1. verdenskrig, da kvinderne for alvor rykkede ud på andre arbejdspladser end dem på marken og på fabrikken. For dem har kvinderne nederst i hierarkiet altid haft. De talte bare ikke hos det borgerskab, som dikterer moden.

De brølende 20’ere og flapper-moden med de androgyne træk fortsatte med at gøre den slanke/tynde krop “in”, inden 30´ernes krise og 40´ernes 2. verdenskrig ramte. Her hvor bare det at få nyt tøj var stort, ja bare at få mad – og at overleve var, hvad det handlede om i et sønderbombet Europa, mens de amerikanske kvinder gik amok i nye opfindelser som nylonstrømper, og vi i Danmark lavede sko af rødspætteskind.

Resten af 1900-tallet var præget af skiftende moder og dermed forskellige kropsidealer. Tænk Marilyn Monroe og 50’ernes timeglas-figur på både kjoler og krop, versus 60’ernes kortere og firkantede kjoler, som ikke skulle vise former – men var en fornyet 20’erne flapper-stil.

70´erne var deres egen brun-orange-fløjl-og-ingen-bh-periode, inden en fit krop iklædt stærke farver, brede skulderpuder, stort hår og kraftig make-up kom på mode i 80´erne anført af den fiktive karakter Alexis Carrington fra Dollars/Dynasty, som var en kvinde af et format, så selv Miranda Priestley havde måttet vige for hende, hvis de to nogensinde havde mødtes.

Med 90’ernes modeller som især Kate Moss blev “heroin chic” in. Kvinden skulle have kontrol over sin krop – og en størrelse 34 blev en størrelse 32, som det også siges i den første The Devil wears Prada-film. Tynd og bleg var det nye sort, som også var farven til alt.

Efter årtusindskiftet kommer farverne på både hud og tøj – og formerne, især de fyldige bagdele, så tilbage. Body-positivity-bevægelsen bliver stor i 2010’erne. Ja, kvinder med noget på sidebenene bliver ligefrem supermodeller.

Men idealerne flytter sig konstant – og senest med vægttabsmedicin som Wegovy/Ozempic, hvor kvinder – også normalvægtige – taber sig voldsomt på kort tid. Det kaldes derfor “ozempic pandemic”, når kendte skuespillere, sangere m.fl. viser sig på den røde løber, og man kan se, at de har smidt en betydelig mængde kilo på ingen tid.

Det nye er så, at nu rammer kravene om et bestemt udseende også mænd. Det er – stort set – første gang siden antikken. For dengang var der seriøs fokus på mænds kroppe, hvad enhver kan forvisse sig om, når man ser på gamle græske og romerske statuer.

Så måske er en form for ligestilling på vej? I hvert fald i kravene til udseende. For når det kommer til den reelle magt, så er det stadig dem, der har pengene, produktionsmidlerne og den politiske kapital, som styrer showet – også i 2026, og her er kvinderne som køn stadig underlagt mændene.

Det har Metoo, den store ligestillingsdebat – og det lige så store fokus på diversitet ikke ændret afgørende på. Så vi har altså brug for håbet, som Anne Hathaway som en anden engel har været budbringer af i forbindelsen med lanceringen af ”The Devil wears Prada 2”. Om filmen så bakker op om det håb, kan man gå i biffen og finde ud af.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen

Anmeldelse: ”Affektionsværdi”

Udgivet den af
Svar

Man kunne fristes til at sige, at hovedpersonen i dagens premierefilm Joachim Triers ”Affektionsværdi”, som vandt en Oscar for bedste udenlandske film tidligere i år, er det hus i et af Oslos bedre kvarterer, hvor størstedelen af filmen udspiller sig.

For det store, smukke træhus med alle finurlighederne er både kulisse, hovedperson og det, som har affektionsværdien – og dermed historien i sig, idet huset gennem 100 år og mange generationer har dannet ramme om den samme families fødsler, livsforløb og død.

Huset har så også – lige siden det blev bygget – haft en sætningsskade, der ved filmens start i nutiden har spredt sig hele vejen fra kælder til kvist. Billedet på, hvad social arv gør ved mennesker, kunne ikke være tydeligere. For de mentale sætningsskader fortsætter selvfølgelig hos dem, som i nutiden om ikke bebor, så dog er stærkt tilknyttet til og færdes i huset.

Først de to søstre: Nora, som er skuespiller, single og storesøster – og Agnes, som er historiker, lillesøster og har mand og barn.

Dernæst deres far – den berømte filminstruktør og manuskriptforfatter Gustav Borg, som forsvandt ud af huset og søstrenes liv, da de var purunge teenagere, men som nu efter psykologmoderens død kommer tilbage fuld af planer om en ny film, som skal indspilles i huset, og som lillesøsteren laver research til – og hvor han vil have, at storesøsteren skal spille hovedrollen.

En rolle, som faderen insisterer på, ikke er hans mor, som begik selvmord i huset, da faderen var en lille dreng. Hvordan faderens film – som minder meget om hans mors skæbne – så ender, skal ikke røbes her.

Men man er godt på vej, hvis man er bevidst om, at:

  1. ”Affektionsværdi” er en film med meget meta – og
  2. Det er vigtigt for mennesker at se – og at blive set.

Jeg ser dig, som lillesøsterens 9-årige søn også siger det i et af filmens vendepunkter. Det matcher også faderens filmunivers, som alle har ansigter og øjne som et centralt tema, præcis som disse sjælelige spejle er det i Joachim Triers ”Affektionsværdi”.

At se kræver både lys og mørke, og ifølge faderen er skyggerne det smukkeste i verden. De er også uundgåelige, og ofte dem, som gør mest ondt, og fylder mest – og huset vrimler med dem. Alligevel kan hverken faderen eller de to søstre lade være med at være i huset. Når det kommer til stykket, vil alle også bare gerne have et hjem – fremfor at stå og flagre på en scene.

Og det gælder, hvad enten scenen er et filmset med internationale stjerner som hos faderen. Eller det er Norges nationalscene, hvor storesøsteren er primadonnaen, der stråler i store roller, som fx i Anton Tjekhovs ikoniske skuespil ”Mågen”, der kredser om de samme temaer om kunstnerisk virke, drømme og anerkendelse, som ”Affektionsværdi” gør det.

Det er Stellan Skarsgård, som spiller faderen – og det gør han med en enorm overlegenhed, ja nærmest en legende naturlighed – og så ved man, at der er tale om ren filmkunst.

De to søstre og deres indbyrdes had- og kærlighedsforhold, bare uden had, men med omsorg selv i konflikterne vises både stærkt og sart. Det er Renate Reinsve, som spiller storesøsteren, og det gør hun så nøgent og åbent, at det er en fornøjelse. Lillesøsteren gestaltes med den største finesse af Inga Ibsdotter Lilleaas, som er så dygtig til at vise de sprækker i lillesøsterens venlige og kompetente væsen, der alligevel lader os ane, at det opgør med sig selv, tiden og huset, som faderen og storesøsteren tager, har hun endnu til gode.

I rollen som den unge amerikanske stjerneskuespillerinde Rachel Kemp, som har både hjerte, hjerne og mod (hvor skønt at se en ung, amerikansk kvinde fremstillet sådan) ses Elle Fanning, som nærmest personificerer den rolle. Det er igen det med, at denne film går meta på sig selv.

Læg dertil en perlerække af især norske skuespillere, men også danske Jesper Christensen som faderens livslange samarbejdspartner. Jesper Christensen øger altid kvaliteten i en film, også selvom hans rolle her er meget lille.

Danmarksbloggen giver ”Affektionsværdi” fem ud af seks huse. Filmen er en forrygende – om end forudsigelig og meget norsk i betydningen underspillede følelser – beretning om den mest afgørende arv, vi får i livet. Nemlig den menneskelige arv fra slægten og evt. slægtsgården, her slægtshuset. En arv, som gør os til enten spejlbilleder af dem, som gik forud – eller som sender os i den modsatte retning.

Samtidig er der mange små historier i den store historie. Fortællinger om alt fra utroskab over venskab, mod og præstation og til at blive gammel. De tilføjer filmen noget. Men bedst – udover at ”Affektionsværdi” hele tiden går meta på sig selv og filmbranchen – er det forfriskende element, at det er en film om en far og hans døtre fremfor det fortærskede emne en mand og hans sønner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sakura – og menneskelivet

Udgivet den af
2

Sakura er et navn, som flere og flere danskere forbinder med de japanske kirsebærtræer, som lige nu blomstrer i deres lyserøde og hvide pragt i det meste af kongeriget.

Men hvad betyder navnet Sakura? Ja, det er simpelthen det japanske ord for de kirsebærblomster, som alle flokkes under og tager fotos af i Danmark og i resten af verdenen, men allermest selvfølgelig i Japan selv.

For i Japan er Sakuras blomstringstid en decideret højtid, hvor japanerne valfarter til kirsebærtræerne for at få så meget som muligt af de strålende lyserøde og hvide blomster, hvis blomstringstid er så kort.

Og netop det flygtige ved Sakura er et højdepunkt i den japanske fejring, fordi den minder om, at livet er kort, så vi skal huske at påskønne og nyde det, mens tid er. I Japan siger man også, at kirsebærtræerne er allersmukkest, når træets lysegrønne blade kommer frem, og de lyserøde og hvide blomsterblade begynder at hvirvle og falde til jorden.

Sammenligningen til menneskelivet er endnu smukkere – og noget, som vi kunne lære af her i Vesten, hvor vi er så optagede af ungdommen og blomster i knop og fremtidens muligheder, at mange ikke har tid til at nyde nutiden, en blomst, når den står i fuldt flor – og endnu færre kan se skønheden i forfaldet – og lærdommen deri.

Men vi misser noget i samfundet, hvis vi tror, at det kun er knopper og ungdom, som kan noget. Voksentid og fuld blomstring – og alderdom og livs-visdom er de nødvendige kilder, når vi skal skabe et rigt samfund med plads til og respekt for alle.

Dét mindes vi om hvert forår, når de lyserøde og hvide japanske kirsebærtræer blomstrer – og det igen er Sakura.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anden Påskedag – hvad sker der?

Udgivet den af
Svar

Hvad sker der i grunden Anden Påskedag?, blev undertegnede spurgt lige op mod påske.

Og det er et godt spørgsmål. For at Palmesøndag er det med palmebladene og Jesu ridende på et æsel ind i Jerusalem, at Skærtorsdag er det med nadveren og fødderne, der skal vaskes, at Langfredag er selve korsfæstelsen og Jesus død – og at Påskedag er Jesu genopstandelse – det har de fleste sådan nogenlunde styr på.

Men Anden Påskedag? Hvad skete der dér? Svaret er enkelt. Ikke så meget i grunden – og så måske i virkeligheden en hel masse.

For Jesus´s venner, disciplene, var blevet både triste, kede af det og bange, da Jesus var død på Golgata. Efter et par dage – altså Anden Påskedag – bryder to af dem så op fra Jerusalem, og går til Emmaus, som er en by, der ligger cirka en dagsrejse til fods fra Jerusalem.

Undervejs møder de to disciple en mand, som de ikke genkender, men som er Jesus. Han får disciplene til at fortælle, hvad der er sket i Jerusalem, og det gør de så. Inklusiv delen med at kvinderne havde fortalt, at Jesus var genopstanden, men at disciplene selv ikke havde set noget, så de troede ikke sådan rigtigt på det (kvinders ord betød åbenbart ikke så meget dengang). Samt at disciplene i øvrigt var skuffede over, at Jesus ikke frelste sig selv og alle jøderne, da han hang på korset.

Jesus irettesætter så de to disciple, og siger, at de i så fald intet har forstået af det, som denne Jesus lærte dem. Nu skulle man tro, at tampen brændte – eller som der står, at hjerterne brændte, når disciplene hørte Jesus tale.

Men nej, de genkender stadig ikke Jesus. Det sker først, da de alle tre om aftenen sidder på kroen i Emmaus, og Jesus bryder brødet for dem – som han også gjorde det Skærtorsdag. Så kan de to disciple straks kende Jesus igen – men så forsvinder han for dem igen med det samme. Bliver usynlig i ét eneste nu.

Men nu har disciplene lært noget, og de bryder op med det samme, og haster i nattens mulm og mørke tilbage til Jerusalem for at fortælle deres venner, at jo, nu har de skam set Jesus. Her i forventningen om at blive troet – for nu er det jo mænd, som har observeret.

Det er sådan lidt ligesom den anden historie med disciplen Thomas, som vil se hullerne i Jesus hænder og fødder, og såret i siden, før han kan tro på genopstandelsen.

En meget videnskabelig tilgang, vil vi nok sige i dag. I Biblen er den dog ikke populær. For her siger Jesus til Thomas: Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.

Til den salige gruppe skal regnes kvinderne, som troede på englen, da denne fortalte dem om genopstandelsen ude ved graven. Det var også Jesu egen mor, som troede på ærkeenglen, da den kom og fortalte hende, at hun skulle føde Jesus. Bare for at nævne de to mest kendte eksempler.

For det er som oftest de mindste, de mest ringeagtede, som Gud og Jesus henvender sig til, ikke til de stærke og mægtige … og sådan er evangeliet altid så herligt omvendt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Mindernes Ø”

Udgivet den af
Svar

DR har en hæderkronet tradition med at producere tv-serier til påskeferien, som er ment til de større børn, men som i virkeligheden er seværdige for hele familien. Og det nyeste skud på stammen ”Mindernes Ø”, som har premiere i dag, lever fuldt op til forgængerne ”Det Forsvundne Ravkammer” fra 2022 og ”Mysteriet på Bornholm” fra 2024.

Ja, efter Danmarksbloggens mening er ”Mindernes Ø” den bedste af dem alle tre, fordi den både vil være – og også er – meget mere end en ellers superb blanding af en moderne De 5-historie og en fortælling om at være på grænsen mellem barn og voksen.  

Centralt i ”Mindernes Ø” står den gamle, nu demente smuglerkonge Svend, som spilles fuldkommen overvældende og mesterligt af Bjarne Henriksen. Han bor i sit gamle hus, hvor alt roder. Men han er glad og tilfreds med at se John Dillermand i fjernsynet og nusse rundt – og plejehjem skal han eddermame ikke på.

Hans fortid har så altid været skjult for familien, som tæller to døtre, en svigersøn og fire børnebørn. Men nu finder i hvert fald tre – og måske også fire – børnebørn ud af den skumle fortid, mens de sætter alt ind på at finde skatten, Den Gyldne Last, via diverse ledetråde, som er gemt overalt på øen.

I centrum står Molly, der er en frisk pige med et ukueligt mod og en lige så stor stædighed, som var hun selveste Georg(ina) i De 5. Hun spilles overbevisende af debutanten Ida Thomesen, og får fint modspil af de to fætre, hvor den ældste Christian spillet af Maximillian Florio Barimani er fornuftens stemme. Mens Benjamin Moalem spiller Lucas, klassikeren i dansk børne-tv, nemlig den lille søskende, som ikke må være med, men hvis input, her i form af interesse for hekse, ikke kan undværes, når gåden skal løses.

I ”Mindernes Ø” møder vi så også ungdomslivet med dets fokus på venskaber, forelskelser – og dumheder, når Mollys droneglade storesøster Esther via hendes forbindelse med Oliver (Julian Horta) forvilder sig ind i en masse skidt – for nu at sige det mildt. Det er Lea Lund Clemens, som er den forvirrede teenager med rod i kompasset.

Men også voksenlivet er med – vist ved smuglerkongens to døtre – den på Ærø-boende og livs- og chiliglade Lotte (Gertrud Hjelm), der gerne danser rundt med sin venlige mand Juan (Pavel Herrera Duquesne) til stor irritation for søsteren Rikke, den praktiske singlemor til Molly og Esther, som nu er hjemme på Ærø i tre korte uger med en fuld agenda om at få ryddet op, solgt huset og få faderen på plejehjem. Det er Sofie Torp, som spiller Rikke – en rolle som hun kan til ug kryds slange.

Endelig møder vi Jonas Schmidt som Rolf i blå sømandsbluse med rød snøre. Han er her og der og allevegne, og som oftest i gang med at spænde ben for Mollys og de to fætres planer. Hele Jonas Schmidts væsen og stemme er også som skabt til den slags roller – og her får han endda lov til at give den en ekstra nuance til sidst.

Et væld af livlige bipersoner er med som Eva Jin, der stråler i rollen som efter sin karakters eget udsagn en total slayer-præst. Caspar Phillipson ryster sin slimede ejendomsmægler, der finder sig i bogstaveligt talt hvad som helst for at måtte sælge huset, ud af ærmet. Og Pia Rosenbaum har haft en fest med at være dement fisker-smugler-enke med flirt i ascendanten.

For der er fart på i DR´s tv-serie ”Mindernes Ø” – og man griner, gribes og gyser, mens handlingen tager det ene sving efter den andet i en intrige, som er både intens og ganske uventet mange gange. Det er spænding fra start til slut med mange rørende og sjove øjeblikke.

Det er også – og tak for det – en serie, som tør tale om etik og moral, og tør gå dybt om de bånd, som binder for livet, uanset hvad der huskes eller glemmes. Og den slags kan børn sagtens se … og deres voksne med. For allermest er serien et spejl for alle, høj som lav, som kender til den forbandede demens, der rammer overalt i samfundet – og som hver gang involverer hele familien med mange konflikter og følelser i klemme som konsekvens.

Titlen ”Mindernes Ø” er derfor velvalgt. For ja, historien foregår på en ø. Men en dement hopper også fra ø til ø, fra et moment af hukommelse til det næste i et hav af glemsel. Desværre bliver øerne kontinuerligt mindre og færre, som sygdommen skrider frem – og til sidst er der kun den tåge tilbage, som smuglerkongen og hans for længst afdøde bedste ven Orla plejede at forsvinde i, når de som søløverne var på flugt fra fluerne.

Det er billedskønne Ærø, som har lagt ø til tv-serien, og selvom øen allerede i årevis har været en turistmagnet, vil dens popularitet i tv-seriens kølvand blive endnu større.

For hvem vil ikke gerne gå i de smalle, brostensbelagte gader med de idylliske huse, besøge den hvide kirke med de blå bænke og – hvis man er heldig og kender de rigtige, så klæde om i et af de små, farverige badehuse og alt det andet, som i tilsyneladende evigt solskin ligger dér omgivet af de bølgende kornmarker og det store hav.

Danmarksbloggen skynder sig inden afrejse at give ”Mindernes Ø” fem ud af seks af de ravklumper, som i Bjarne Henriksens hånd bliver magiske – hvis man spørger Molly.

For nok spiller hans karakter, den gamle smuglerkonge, en mand på vej ind i demensens tåger. Men en klump rav gør åbenbart noget ved den gamle smuglerkonge, når han er sammen med sine børnebørn.

Bjarne Henriksen er i hvert fald spot-on, da han i begyndelsen siger, at på Ærø bliver minderne hængende – og det samme gør oplevelserne med familien. Det gør ”Mindernes Ø” også. Det er Anna van Deurs og Johannes Pico Haynes, som har instrueret, mens manuskriptforfatterne er Anna Krarup og Carla Mia Cano-Hede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk