Kvinderne – de skjulte helte i påskehistorien

Påsken gemmer som et andet chokolade-påskeæg på en overraskelse – nemlig de skjulte helte.

Men vi starter lige med et kort rids af påskens begivenheder, hvis nu man ikke har begivenhederne helt fremme i hukommelsen:

Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem, og hyldes som en konge.
Skærtorsdag: Jesus indstifter nadveren ved påskemåltidet – og forrådes.
Langfredag: Jesus dømmes, korsfæstes og dør.
Påskedag: Jesus genopstår.

Hele beretningen er verdens måske mest kendte historie. Men hvem er i grunden heltene?

Er det de mandlige disciple, som kritiserer kvinden, der salver Jesus med den dyre nardus-salve palmesøndag?

Er det den mandlige discipel Judas, som forråder Jesus for 30 sølvpenge skærtorsdag?

Er det den mandlige discipel og senere første pave Peter, som fornægter Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag?

Er det de mandlige disciple, som gemmer sig, fra lang tid inden Jesus korsfæstes og indtil de hører, at han er genopstanden? Ja, som ikke engang vil tro på kvinderne til at starte med, da de kommer og fortæller om genopstandelses-miraklet?

NEJ. NEJ. OG ATTER NEJ.

Mændene er nogle feje svæklinge, som kun tænker på at hytte eget skind.

Kvinderne er derimod de seje, de udholdende. Kvinderne er påskens helte – eller rettere heltinderne.

Først er der kvinden fra Betania, som ikke nævnes med navn i Nyt Testamente, selvom hun bruger det, der svarer til en årsløn, på dyr nardus-salve, da hun palmesøndag salver Jesus inden døden.  

Så er der Jesus mor Maria og de andre kvinder, som følger Jesus hele vejen, fra han modtages med jubel og palmegrene palmesøndag, og til han langfredag går med korset op af Via Dolorosa (Smertens Vej) til Golgata (Hovedskalsbjerget), hvor han korsfæstes og dør nogle timer senere.

De er altså med Jesus hele vejen, også ved korset da han lider og dør.  

Og endelig er der de tre kvinder, Maria Magdalene, Maria (Jakobs mor) og Salome, som om morgenen efter den jødiske sabbat går ud til graven, og møder englen, der fortæller dem, at Jesus er genopstanden og gået forud for dem – og at de vil møde ham i Galilæa.

Verdens største budskab – det om genopstandelsen – blev nemlig givet til kvinder – ikke til mænd.

Kirkefædrene tilbage i 300-tallet gjorde så, hvad de kunne for at skrive kvinderne ud af historien om Jesus. Og forskning tyder desværre på, at de fik fjernet en hel masse som fx, at der også var kvinder blandt Jesu disciple, og at Jesus selv ikke gjorde forskel på kvinder og mænd.

Så desværre er mange af historierne om de modige kvinder omkring Jesus væk. Slettet af mænd.

Men tilbage står heldigvis, at vi her næsten 2000 år efter begivenhederne kan se, at påskens rigtige helte er de heltinder, som var hos Jesus hele vejen fra indtoget i Jerusalem, over da han led på korset og til genopstandelsen påskemorgen.

Dét er en viden, som det er godt at holde påske på.

Glædelig påske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påsken er aflyst – Jesus grav er fundet

Ja, det er jo aldrig sjovt at have taget fejl – og gad vide, hvad landets præster skal prædike om fra landets prædikestole senere i dag, hvor de ellers traditionelt taler om Jesus genopstandelse her påskedag.

Men nu forlyder det fra Jerusalem, at man i forbindelse med nye israelske bosættelser har fundet Jesus grav.

For i den nyligt opdagede grav lidt udenfor Jerusalem ligger en mand i 30´erne, der ikke alene er blevet korsfæstet, men også på sine ribben har spor, der kan tyde på, at han fik en spids genstand stukket ind i siden. Og iflg. evangelierne fik Jesus netop stukket et spyd ind, mens han hang på på korset. Effekter som en tornekrone og et skilt, hvorpå der står ”Jødernes Konge” lå også i graven.

Så det må formodes at være Jesus jordiske rester, som er fundet, hvilket naturligvis er et stort problem for kristne kirker over hele verden, også folkekirken: For hvis ikke Jesus genopstod fra de døde, hvad så?

Kan kristendommen overhovedet eksistere uden genopstandelsen? Skal vi til at være jøder? Asa-troende? Tiden vil vise det – måske også senere i dag, påskedag d. 1. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påskens hvem-hvad-hvornår

Hvad sker der i påsken? Det har danskerne det med at glemme. Danmarksbloggen bringer her en kort oversigt.

Palmesøndag: Påsken startede i søndags, palmesøndag, hvor Jesus på et æsel rider ind i Jerusalem, mens han modtages som en anden superstar af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder så brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater – og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, selv Guds egen søn tvivlede i sit livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at graven er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her. Han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig at fortælle det til nogle af disciplene, som ikke vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas, der dog lige må tjekke først, inden han kan tro.

Anden påskedag: Et par af disciplene er – kede af det – på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien om Jesus. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det ved nadveren skærtorsdag – så genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det er påskesolen, der danser

Påsken i Danmark anno 2013 er – som så mange gange før – en vinterlig og kold affære, og derfor er det helt forståeligt, at danskerne for ca 150 år siden flyttede den dansende sol fra påske til pinse, hvor temperaturerne ofte er mere behagelige.

Men det er altså påskesolen, der danser – danser af glæde over at Jesus er genopstanden. Læs mere her:

http://www.kristendom.dk/artikel/502985:Indfoering–Paasketraditioner–Det-er-paaskesolen–der-danser

Om der så blev danset i morges bag sneskyerne vides ikke. Hvad vi derimod ved er, at vi har brug for en genopstandelse her til lands. En menneskelighedens genopstandelse, hvor omsorgen for de svage, solidariteten med hinanden og respekten for dem, der er andeledes vender tilbage for fuld skrue.

Når det sker – for det MÅ ske én dag – så skal der danses, i sol eller sne, forår eller efterår … For så bliver det i sandhed påske!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Palmesøndag og den stille uge

Så starter årets største drama – og nej, jeg tænker ikke på hverken skoler, lokcouter, vækstplaner, landets økonomi eller noget andet af det, der trækker overskrifter i øjeblikket.

Jeg tænker på påsken, på den stille uge, som man kalder denne sidste uge inden påskemiraklet sker. Fordi nu er det ved at være nu. Nu bliver det alvor. Nu skal Han, der kom ned på Jorden for at frelse os alle sammen, forrådes, svigtes, forlades, pines, piskes, dømmes, lide og til sidst dø på korset for vores skyld.

Og fordi Han elsker os så meget, har døden og alt det mørke og sorte ikke en chance. Fordi Han er så fuld af lys og kærlighed, vil det onde ikke kunne triumfere.

For lyset skinner i mørket – og mørket kan aldrig, aldrig få bugt med det – hvor meget det end prøver. Og det onde prøver hele tiden og uden nogen betænkeligheder at søge sit eget, tænke på sig selv og kun sig selv.

Og det kan virke, som om det onde vinder, men det gør det ikke. Det gør det aldrig. Ikke for alvor, ikke på den lange bane. Nåde går altid for ret i den himmelske retssal.

For nok skal vi igennem et langfredagsmørke lige om lidt, men bag ved det – som den gyldne sol frembryder af den kulsorte sky – kommer lyset og kærligheden. Den kærlighed, der giver og giver det hele. Dén kærlighed bare vælder frem, lysvæld efter lysvæld. For den kan slet ikke lade være. Dén kærlighed må bare give og give det hele …

Som Han gjorde det, da Han døde på korset for vores skyld – og genopstod på og af den samme kærlighed.

Det er jordens største og bedste historie til evig tid – og nu er det tid til at fortælle den igen. Og så bliver det forår – også i sindet.

Og det starter altsammen i morgen, når Han rider ind i Jerusalem på et æsel og hyldes af de samme menneskemængder, som vil kræve Ham henrettet og massemorderen frigivet på fredag. For så flygtig er den popularitet, som så mange anser som livets mening.

Men popularitet og penge og anseelse er ikke livets mening. Livets mening er den kærlighed, som findes på korset og som Jesus genopstod på og af. Den kærlighed, hvor vi giver og giver det hele – og allermest til dem, som ikke har fortjent det.

Til dem, der ligesom dig, mig og os alle sammen også forråder, svigter og forlader … men vi er elskede og tilgivede alligevel … fordi Han døde og genopstod for vores skyld den allerførste påskemorgen for snart 2000 år siden.

Og derfor er der grund til at kippe med palmebladet idag og synge: Hosianna i det høje, Himlens Kongesøn er her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk