Anmeldelse: Hikari i Tivoli

Hikari er japansk og betyder lys.

Det er også navnet på den nye – japanske – del af Tivoli, som er et område ovre ved Dæmonen, der er konstrueret, så det skal føles som at gå rundt i en gade i Tokyo eller en anden japansk storby.

Det virker ikke helt. Man er stadig i Tivoli, og det ved man godt – og ikke kun fordi ”Dæmonen” nu i japansk indpakning suser over hovedet på én.

Men også fordi man møder såvel den fra Pantomimeteatret så kendte påfugl som en lysreklame – samt skilte- og kawaii-versioner af Harlekin, Columbine og Pjerrot. Ja, den sidste optræder endda også som en hvid, japansk lykkekat.

For allevegne er der japanske lykkekatte og japanske koi-fisk sammen med japanske tegn, skilte og neonlys. Det skal – som H. C. Andersen ville have sagt det – være så ganske japansk altsammen.

Og man kan også i madboderne købe mange japanske eller japansk-inspirerede madvarer, alt fra mochi-is over bubble-tea til kaarage og endnu flere eksempler på japansk streetfood. Mest kø var der ved den bod, hvor man kunne købe soft-ice i vafler formet som en koi-fisk. Duften fortalte så, at i hvert fald vaflen må smage ret dansk.

Det er måske også nødvendigt for at lokke kunder til. For forskellen på dansk og japansk madkultur er trods danskernes glæde ved sushi massiv, hvad man kan forvisse sig om, hvis man går ind i UME-butikken, som ligger helt nede i bunden.

Her er det – reelt – som at træde ind i Japan. I hvert fald når man som jeg aldrig har været i hverken Japan eller et japansk supermarked før.

Dét var næsten som en skattejagt at gå rundt mellem hylderne, og jeg bestemte mig til at prøve mig frem. Så jeg købte ægte japanske tang-chips (der viste sig at smage af fisk på den dårlige måde) samt nogle Kit-Kat, der smager af japanernes yndlingste – matcha. Næste gang tror jeg, at jeg napper dem med jordbær eller en af de cirka syv andre smage.

Men indimellem må man prøve noget nyt, tænkte jeg, da jeg efterfølgende stod og drak noget kold og lækker matcha-te, mens jeg så på den nye attraktion ”Tyfonens Øje”, der er bygget som en japansk lygte.

Dén vækker ens nysgerrighed. For den er som et mysterium. For en ting er at vide, at den suser rundt så hurtigt, at folk bliver vægtløse. Noget andet er at stå og se skyggerne derinde og høre deres skrig, men alligevel ikke rigtig kunne se, hvad der sker derinde. Det kan fantasien godt lide.

Det kan noget – og jeg gik derfra med et aldrig næret ønske før om at komme til det rigtige Japan, mens jeg glædede mig til at få de indkøbte mochier med calamansi-smag i køleskabet. For når de er nedkølet, så smager de små lækkerbiskener, der føles som at tygge på en klump gummi, vældig godt. Det ved jeg. For dem kender jeg.

Det gør jeg også med de lyserøde kirsebærblomster og deres højtid Sakura, som er navnet på den anden butik, hvor man dog ikke skal forvente at finde den kvalitetskeramik, som kendere forbinder med Japan. Men ønsker man sig Kawaii-produkter, altså alt hvad der er nuttet på den japanske måde, så er man kommet til rette sted.

Man kan selvsagt også købe både Hello Kitty og Pokémon i Hikari i Tivoli, var meldingen – om end jeg ikke så det selv. Jeg var vist lidt for optaget af skattejagten i det japanske snack-skattekammer.

Hikari i Tivoli skal nok blive en succes, Måske fordi det er, som vi i Vesten forestiller os Japan – og som Japan også var indtil for få år siden.

For i dag er Japan så meget andet. Japan anno 2026 er førerløse biler på gaderne. Det er robotter, der bringer varer og mad rundt, og som kører på fortorvene. Det er robotter, som laver hotdogs på gaden. Det er humanoide robotter på restauranter og i plejesektoren og ved receptionen – og meget mere.

Intet af det møder man i Hikari i Tivoli. Og det er øv. For Japan har ligesom Vesten en aldrende og skrumpende befolkning, og Japans svar på den udfordring er ikke øget indvandring, men en massiv satsning på teknologien. Det kunne det være spændende at få en smagsprøve på i Hikari – også mere spændende og måske inspirerende end eksotiske japanske snacks og lækker japansk streetfood.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *