Dagens premierefilm ”Dobbeltspil” er en skræmmende fortælling om, hvor galt det går, når man indlader sig med en psykopat og narcissist. I ved en af de der på overfladen så charmerende og ofte også attraktive typer, som lover hele verden – og en buket røde roser.

Men det eneste, som man kan regne med, når honeymoon-fasen er forbi, er, at så viser psykopaten sit virkelige fjæs – og det er grimt, og så starter glidebanen. For så går det – trods psykopatens tårer, undskyldninger og løfter om forbedring – kun nedad af den sikre vej fra at de små grænser overtrædes over anvendelse af skældsord og chikane til vold og mord – og vel at mærke uden mindste fortrydelse.

For i psykopatens øjne har vedkommende altid en god grund til at handle, som vedkommende gør – og det er i øvrigt altid de andres fejl, når noget ikke bliver, som psykopaten ønskede det.

I ”Dobbeltspil” kommer historien så med det tvist, at der her er tale om en mand, Tobias, som lever et dobbeltliv, da han er kæreste med to kvinder, den rige og tjekkede Clara, som han bor sammen med i København, og håber at få børn med, og så den mere frie designer Katrine, som han bor sammen med i Malmö.

De to kvinder finder ret hurtigt ud af hinandens eksistens, og de bygger også en form for bånd til hinanden. Men så skal heller ikke røbes mere, blot at Tobias også efter afsløringen af den anden kvindes eksistens stadig har netop den form for magt over dem, som er så typisk for en psykopat, der er mester i at gøre kvinder usikre på sig selv og eget værd – og derfor afhængig af psykopatens billigelse og nærvær.

Det lyder uhyggeligt – og det er det også. Det er så også vist mesterligt i filmen, som rent handlingsmæssigt måske nok er rimelig forudsigelig. Men det får være, selvom der er en oplagt mulighed for et tvist, som ikke udnyttes, hvis man havde turde gå ned ad den vej, som en bestemt replik er vejviser mod.

Men filmens helt store styrke er dens menneskeportrætter, hvor vi ser Neel Rønholt i hovedrollen som Clara. En rolle, som Rønholt gestalter med fineste fingerspidsfornemmelse for de erkendelser og de håb, som den i starten ret naive og materielt privilegerede Clara bærer på.

Katrine spilles med overbevisning af Julie R. Ølgaard, som tilfører den så klassiske hippietype en god portion følsomhed, som klæder karakteren.

Youssef Wayne Hvidtfeldt gestalter Tobias med en intensitet og vildskab, så man sidder og hopper i sædet, mens man har lyst til at råbe til hans ofre, undskyld kærester: LØB!!! Se dig ikke tilbage. LØB!!!

Claras forældre spilles med nerve af Ellen Hillingsø og Peter Gantzler, og jeg gad godt at have set mere til dem og deres indbyrdes forhold og tanker. For de bærer mere af historien, end man tror ved første øjekast.

Camilla Lau er Claras veninde, mens Jesper Zuschlag er Tobias´s kompagnon, og som ventet spiller begge forrygende, så også dem ville jeg gerne have set mere til. I filmen ser vi også unge Clara – spillet fint af Cecilia Loffredo og hendes unge bror Jonathan – spillet lige så fint af Salomon Stampe.

Der er så desværre også et par løse ender i filmen, hvor vi fx ikke får en forklaring på en 180 graders vending i en holdning og adfærd hos nogle af filmens bipersoner, som er afgørende for filmens sidste scener. Det er rigtigt ærgerligt. For det er filmens nøglepunkt, og det kunne være klaret på blot et enkelt minuts samtale over den vin, der drikkes godt af filmen igennem.

Danmarksbloggen giver ”Dobbeltspil” fire ud af seks af de nøgler, som både kan lukke og åbne i et liv og for et selvværd. Det er en gedigen spændingsfilm og et formidabelt portræt af, hvad der sker, hvis man indlader sig med en psykopat – og ikke skynder sig væk i tide, hvis man er så heldig at få en advarsel, inden det er for sent.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk