Anbefaling: Fra skærme og til 3D og indre billeder

Der verserer i øjeblikket et opslag på Facebook, hvor man nominerer hinanden til i 10 dage at dele et billede af en bog, som man kan lide – og vel at mærke at gøre det uden begrundelser og “hvorfor’er” – samt at invitere en ven til at gøre det samme.

Undertegnede har også været med – og udvælgelsesprocessen var en spændende erkendelsesrejse.

Jeg fandt ud af, hvor forankret jeg åbenbart er i den klassiske danske litteratur som fx Holberg, men også at jeg holder meget af svensk litteratur – og af både digte og sange. Det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen, men det giver noget særligt at få det demonstreret, når man skal vælge 10 bøger – og hverken mere eller mindre.

Det var også interessant, at jeg – som i min ungdom elskede den romantiske periode – fravalgte Adam Oehlenschlägers sukkersøde ”Sankt Hansaftenspil” til fordel for Gustav Wieds mere bittersøde ”Livsens ondskab”. Fra kærlighedens ret fantasifulde genius ude i den grønne skov til tolder Knagsteds livskloge og accepterende citat ”Det er hvad det er”, som han siger overalt i byen – og måske især på kirkegården.

Det kan vist kaldes udvikling, også selvom jeg (endnu) ikke samler på kommaer som den gode tolder.

For der sker åbenbart noget, når man søger den viden og de oplevelser, som findes  i bøgernes verden og i virkelighedens verden.

Og alt det kræver er at bevæge sig længere væk end man gør med et klik med musen eller et swipe på mobilen. Og det bedste er, at rykket fra skærm til 3D-virkelighed eller indre billeder kan gøres ganske gratis.

Så: Gå en tur i naturen eller i byen – og bevæg dig hen på dit lokale bibliotek her i den kommende efterårsferie. Der ligger store oplevelser og venter. God ferie.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkets hyldest til Kim Larsen

Kan De huske scenen fra Harry Potter, hvor alle Hogwarts troldmænd og troldkvinder løfter deres tryllestave for at ære den afdøde rektor Dumbledore?

Sådan var det at være på Nytorv i aftes og stå med sin mobil højt hævet i vejret til tonerne af ”Pianomand” og ”Om lidt bli´r der stille” – sunget af spillemanden selv, hr. Kim Larsen.

Eller rettere: Det var bedre end Hogwarts, for det her var øl-drikkende, cigaret-rygende og tåre-vædende virkelighed i flere sanseløse sekunder.

Det var så indimellem svært at synge med, når klumpen i halsen blev for stor. Men så kiggede jeg blot op på stjernerne, der lyste – og så kunne jeg lidt igen.

Forud var gået optoget – eller som jeg vil kalde det hyldestmarchen fra Sofiegården på Christianshavn over Langebro, der blev indtaget med et brøl – og så gennem Indre By´s gader til Gammel Torv og Nytorv, hvor vi havde hørt både nye og gamle kunstnere synge Kim Larsen.

Og al ære og respekt for de etablerede navne, som kom og sang, men hvor var de unge og ukendte mænd dog gode. De havde den helt rette gavflab-energi – dem vil vi gerne høre meget mere til.

Bifaldet rungede i hvert fald mellem de gamle bygninger.

For det var den aften, hvor folket, det dårlige selskab, dem de andre ikke må lege med, alle os helt almindelige mennesker sagde farvel til Kim Larsen.

Det var Folkets hyldest til Danmarks bedste Spillemand nogensinde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Svejk

Eventyr og historier fås i mange udgaver, og heldigvis også mere dystre end dem om prinser og prinsesser, der får det halve kongerige og lever lykkeligt til deres dages ende.

Et af de mere spændende eventyr er det om Den Gode Soldat Svejk, der ligenu spiller på Nørrebro Teater i en forrygende udgave med Rasmus Botoft i den centrale rolle om antihelten Svejk, der med egne ord aldrig har været særlig heldig. En rolle som Rasmus Botoft spiller, så det slår gnister omkring ham – og så han fylder hele scenen, ja hele teatret med sit medrivende portræt af den lille mand, som egentlig bare vil leve i fred med sine hunde og sine besøg på det lokale værtshus.

Rasmus Botoft har nemlig denne særegne kombination af tragedie og humor, som også Svejk-figuren har – og tilmed en stemme, som passer perfekt til rollen. Og ja, nok griner man mange gange af Svejks troskyldighed, barnlige ærlighed og manglende evne til at reflektere og overskue konsekvenserne af egne handlinger.

Men historien om Svejk og hans oplevelser under Første Verdenskrig er andet og mere end latter og morskab. Romanen om Svejk, som er skrevet af Jaroslav Hassek, er også en krigsroman, så den alvorstunge del giver næsten sig selv, om end krig på en eller anden twisted facon ofte i kunsten behandles så godt med humor.

Tag fx tv-serien M*A*S*H, hvis centrale person er kirurgen Hawkeye spillet af Alan Alda. Hawkeye var langtfra idiot på samme måde som Svejk, der hævder at have papir på det. Men den amerikanske kirurg, der altid havde en morsom bemærkning på læben, selv når han stod med indvolde mellem hænderne, og bomberne faldt om ham og de andre, blev ofte beskyldt for at være netop åndeligt mindrebemidlet af såkaldt mere fornuftige individer.

Han var tværtimod, for både Hawkeye og Svejk valgte humoren og de finurlige anekdoter for at holde krigens absurditet – og måske også sig selv – ud. Det er måske også den eneste måde, som man kan overleve på – hvis det altså er værd at overleve, hvis man bare skal sidde alene og vente på dem, der aldrig kommer. Det spørgsmål gik undertegnede i hvert fald hjem med efter forestillingen.

Der er nemlig forskel på eksistens og på liv – bare spørg nogle af de danske krigsveteraner.

Men Svejk vil måske – når han har ventet længe nok – gå videre med sine hunde og sit liv. Øllet får han i hvert fald til slut i forestillingen, og et solidt glas humle er trods alt lettere at blive mæt af og gå videre på end et postkort med kejserens billede.

Men tilbage til Første Verdenskrigs rædsler, selvom stykkets tunge alvor ikke kun drejer sig om bomber, granater, lig og menneskerester, men som også tegnes skarpt i beskrivelsen af livet på bunden af hierarkiet, dér hvor alle de andre kan herse rundt med én, og hvor mennesker må finde sig i ydmygelser og ordrer.

De færreste dog så smilende og anerkendende overfor autoriteten som Svejk, der som én af sine elskede hunde altid logrer med halen og gør det, som dens Herre siger – og netop derfor kan Svejk heller ikke besejres, og slet ikke af magtens mænd.

Alle de vigtige mænd med de betydningsfulde embeder og store titler, som udstilles i deres selvhævdende latterlighed, og det gøres så karikeret i forestillingen, at det næsten bliver bedre end virkeligheden. For naturligvis er alle katolske præster drikfældige og spillelystne, alle dommere kloge og milde, alle mellem-ledere i militæret binde- og skydegale og så videre.

Det er godt lavet – og det er også stærke kræfter, der spiller rollerne: Ulla Henningsen, Steen Stig Lommer, Asger Reher, Tom Jensen, Jesper Groth, Emil Bodenhoff-Larsen og Sara Viktoria Bjerregaard.

Endelig skal løjtnant Lukas – Svejks sidekick, selvom Svejk jo egentlig er dennes oppasser – nævnes. For han er den normalitet, som sætter Svejk i relief gennem forestillingen. En mand med smag for de gode ting i tilværelsen, en levemand, der ender med bogstaveligt at gå op i røg i skyttegravens helvede og kanonild. Han spilles mesterligt af Carsten Svendsen.

Danmarksbloggen giver seks skinnede grammofoner ud af seks mulige, som den der i forestillingens fantasifulde og meget Storm P.´ske scenografi danner en fortællestemme, som sammen med den allestedsnærværende fodnote skaber stumfilms-agtige billedrammer for dette moderne eventyr om antihelten.

Storm P. havde det i øvrigt med at bruge vagabonder og andre ringeagtede til at vise vanviddet i de såkaldte bedre folks verden. For hvem er det i virkeligheden, der er tossede i denne gakkede verden? Er det alle os såkaldte normale – og måske allermest dem med medaljer og magt? Eller er det sådan, at det er denne verdens Svejk´er, som har fanget pointen omkring, hvad det hele handler om?

Enfoldighed og naivitet er i hvert fald oversete dyder – også i vor tid. Det er så også dyder, som menneskets bedste ven hunden besidder – og så altså den gode soldat Svejk, der håber alt, tror alt og udholder alt. Måske derfor historien om ham taler til mennesker i alle tider og på alle steder.

Det er Peter Schrøder, der har instrueret på baggrund af et manuskript af Colin Teevan. Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 17. november.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Julia and five hundred years of freedom”

Hvor lang vej er der egentlig fra Mozambique til Danmark? Rigtig lang vej, og så måske alligevel ikke – i hvert fald ikke hvis man tager en tur ind på Warehouse 9 på Halmtorvet og ser og hører, ja med alle sanser oplever forestillingen ”Julia and five hundred years of freedom”, som folder sig ud i den afrikanske hytte, som vi alle sidder i – og som er en fantastisk kulisse. Det er Julia Luisa Geraldo Machindano, som har skrevet, og som taler, synger og guider os.

For derinde i hytten – langt fra den såkaldte civilisation, men tæt på det fællesmenneskelige – kan man på en scene, hvor man snart er tilskuer, snart er medspiller opleve en rejse i et menneskes liv fra netop Mozambique til Danmark. Det er så også en rejse i 500 års historie – og i Julias eget liv … en rytmisk rejse, en spirituel rejse, en rejse hvor vi med egen krop erfarer om livet som sort, om slaveri, borgerkrig og mødet med den hvide mand.

En rejse, der involverer dans, rør, tæpper, reb og en masse andet, og som bliver ganske fysisk. Og man lærer så godt, når man lærer fysisk. For kroppen husker, og nok er undertegnede ikke sort, men jeg vil for fremtiden aldrig kunne læse eller høre om slaveri – og især om kvindelige unge slaver – uden at mærke hænder på albuerne. Det er helt sikkert.

For nok er jeg – med alt hvad det indebærer – hvid og privilegeret, men jeg føler alligevel, at jeg nu har en lille idé om, hvad det vil sige at være sort. Selvom det i virkeligheden er svært, ja umuligt at sætte sig ind i, hvad det vil sige at leve på den anden side af hegnet, den side hvor strømmen kommer og går.

Den side, hvor der IKKE er hverken svømmepøls eller grønne græsplæner, men som sagt den side hvor lyset af og til går ud, så der bliver bælgmørkt, og man bare kan kigge over hegnet og hen på den anden side, hvor lyset altid er tændt, og hvor vagterne passer på. Om ikke andet så for at holde øje med dem i mørket, som intet har at miste – og som mange af de privilegerede derfor er så vældig bange for, hvad den politiske virkelighed i Europa i øjeblikket også er et billede på.

Men nu handler det her ikke om Fort Europa, men om en ung kvinde – Julia – og hendes rejse, og det er betagende og rørende at følge hende fra barn over ungdommen og til hun havner i Danmark – og nok kan hun tale dansk, spise pølser og give håndtryk, så selv visse danske politikere burde være tilfredse.

Men heldigvis gælder det gamle ord stadig om, at nok kan du tage en pige ud af Afrika, men du kan ikke tage Afrika ud af en pige – heller ikke selvom hun som en anden prinsesse sover tornerosesøvn i den danske lyse sommernat.

Og det er godt, for der er brug for mennesker som Julia i Danmark. Mennesker der så nådesløst og skånselsløst tør krænge dem selv, deres liv og deres følelser ud …

For ”Julia and five hundred years of freedom” er simpelthen mere end teater, mere end en klassisk fortælling. Det er et statement, hvor vi i publikum selv er med, hvor vi lærer af og med egne kroppe, men også af de ord, som tales på både engelsk og dansk, men også på sprog (portugisisk og makonde), som flertallet af os i publikum ikke forstår. Det var der så andre tilskuere – formentlig fra Mozambique – som gjorde, og de grinede højt.

Og det er da ærgerligt ikke at kunne forstå joken, men vi forstod godt pointen. For det er sundt at opleve ikke at kunne være med på alt hele tiden, og især når man er hvid dansker. For vi hvide danskere tager så meget for givet: Vores sprog, vores sociale koder, vores normer. Men alt det er er lige til at miste fodfæstet af og snuble på, hvis ikke man er født her på denne lille plet på kloden, som det er næsten umuligt at ramme med en finger, hvis man scroller igennem et atlas.

Det var så ikke desto mindre, hvad Julia gjorde – og heldigvis for det. For så kan hun give alle os privilegerede muligheden for at få et glimt af forståelsen af, hvad det vil sige ikke at være hvid. Vi får tillige med et internationalt udsyn, og det er der brug for i den danske andedam, som er markant mindre end det enorme ocean udfor Mozambiques strande.

TAK for det og for alt andet. Det var en stærk og stor oplevelse.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks trommer som dem Michala Østergaard-Nielsen spillede så eminent på hele forestillingen igennem. Ja, hun var også med på flere andre måder.

Forestillingen spiller fra d. 21. september til d. 30. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: SKAM2

Danmarksbloggen har ladet to unge mennesker, Troels Rindal og Anna M.T. Frederiksen, med en fremtid i teater- og filmverdenen stå for anmeldelsen af SKAM2 på Aveny-T:

Den norske tv-serie SKAM har taget hele verden med storm. Den store succes og næsten kultstatus, som serien hurtigt fik, har resulteret i mange genindspilninger i flere forskellige lande, bl.a. USA, Tyskland og Spanien.

Men i Danmark har Aveny-T valgt at bringe SKAM’s unge karakterer og deres problemer til live på de skrå brædder. Dette skift fra ét medie til et andet kan være svært at udføre, men det er blevet gjort med en kyndig og kærlig hånd på teatret på Frederiksberg, og resultatet er blevet et ganske innovativt teaterstykke, både på grund af scenografien, castet og fusionen af live-filmstumper og råt skuespil.

Hvis man aldrig har været på Aveny-T teateret og oplevet sceneopbygningen, kan det kun beskrives på én måde; Anderledes. Publikum sidder i 360 grader rundt om en firkantet scene, hvor vi ofte får lov at se det hele fra et fugleperspektiv med de opsatte kameraer og dertilhørende skærme. Men skuespillet foregår ikke kun på dette lille frimærke i midten af salen. De purunge skuespiller fistrer forbi, igennem og rundt om publikum, så vi konstant bliver holdt aktive og på kanten af vores sæder.

Og selvom skuespillerne farer rundt imellem os, formår de stadig at bevare den så berømte 4. væg, hvilket minder meget om selve tv-serien SKAM. Tv-serien brugte også sociale medier som Instagram for at kommunikere ud til seerne, men distancen blev altid bibeholdt i både tv-serien og teaterstykket.

De sociale medier, som spillede en kæmpe rolle i tv-serien, blev også stadig brugt på Aveny-T. Dog var det her kun sms-beskeder, der blev projekteret op på skærmene, men effekten var præcis som i serien – man kunne mærke den teknologiske udvikling verden har været igennem, og som har haft så stor betydning for os unge og vores kommunikationsmuligheder i dag.

Skærmene blev heller ikke kun brugt til at give publikum et glimt af, hvad der foregik på karakterernes mobiltelefoner. De blev også brugt til at vise de efterhånden ikoniske sceneskift med den velkendte gule skrift, som indikerer, at vi nu skal til et nyt tidspunkt i de unge gymnasieelevers liv.

Alle, der har set sæson 2 af SKAM, ved, at netop denne sæson er lang. Netop derfor gjorde vi os her hos Danmarksbloggen en del tanker om, hvordan folkene bag stykket skulle få kogt det hele ned til en én-aftensforestilling uden at tabe nogle centrale pointer eller begivenheder på gulvet. Og selvom det uden tvivl har været noget af en opgave, blev den fornemt løst – de vigtige begivenheder blev udført på smukkeste vis af de unge skuespillere, og det, der ikke kunne vises, blev fortalt af andre karakterer.

Dette fortællergreb ligger langt væk fra den originale serie, men det skabte en god dynamik at få de mange forskellige subjektive synspunkter – noget vi ikke får på samme måde i tv-serien. Derudover gjorde denne fortælleteknik det også muligt at slippe for en langtrukken eller kedelig aften i teatret med overflødigt mange informationer.

For dette stykke er alt andet end langtrukkent og kedeligt – der er fart på fra starten, der er masser af bevægelse og energi, og dette afspejler alt sammen, hvor karaktererne er i deres liv. For netop i denne unge alder er man fyldt med energi og tørst på at komme ud og leve livet, men man er samtidig så dritt-sårbar.

Alle disse aspekter af ungdomslivet ser vi hos hovedpersonen Noora, som spilles formidabelt af den 17-årige Fanny Bornedal. Og ikke kun teater-debutanten Fanny Bornedal spiller godt, hele castet er som skabt til deres individuelle roller. De giver alt, hvad de har i sig, og viser både de sjove og sårbare sider af det at være ung i dag. De kommer ud til publikum, både fysisk og psykisk, og man lader sig som publikum rive med og opsluge af interne intriger og udefrakommende problemer.

Vi føler med dem, vi bliver glade på deres vegne, og vi er sammen med dem hele følelsesregistret igennem – hvilket er ganske imponerende at nå på omkring 1 time og 45 minutter. Men dette formår de unge skuespillere og deres rå skuespil altså at gøre, hvilket også er med til at det bliver til et fantastisk teaterstykke, som kun kan anbefales herfra.

Vi har valgt at give individuelle stjerner:

Troels Rindal giver SKAM2 4 ud af 5 stjerner.
Anna M. T. Frederiksen giver SKAM2 4,5 ud af 5 stjerner.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen

Danmarksbloggen vil derfor konkludere, at det samlede antal stjerner for SKAM2 ender på 5 stjerner ud af 6 mulige – og tilføjer en kommentar omkring, at når de unge, som har set hele serien, er så begejstrede for teater-udgaven, så kan alle  i de ældre generationer også med fordel gå ind og se forestillingen.
Om ikke andet så for at forstå den generation, som er ung i dag – og som er så meget mere og meget bedre end sit rygte. De unge både kan og vil noget – og ikke kun for sig selv, også for resten af samfundet. Der er håb.

Anmeldelse: No more Jacks – mod nye tider

”NO MORE JACKS – MOD NYE TIDER” hedder Stig Rossen, Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Keld Heicks nye show, som i lørdags havde premiere på Gl. Scene på Det Kgl. Teater. Anledningen var, at der var gået 10 år, siden de fire startede, og at de nu var klar til at tage tiden EFTER de oprindelige Four Jacks periode, som sluttede i 1964, under kærlig musikalsk behandling. For som de fire selv konstaterede:

Vi er sådan en slags plejebørn af de oprindelige fire, men på et tidspunkt må vi jo flyve fra reden.

Det gjorde de så foran et feststemt publikum, der var ligeså veloplagte som dem på scenen. Men inden butterflyen blev smidt – og de fire kastede sig ud i nye numre, fik vi et par af de gamle numre, dog ikke klassikeren over dem alle ”Åh, den vej til Mandalay”, som vi var nogle stykker, der havde håbet måske kom som ekstranummer.

Og den kunne også sagtens have fungeret som en passende afslutning på den – med ørehængende evergreens fortalte – livets rejse fra forelskelsens søde kys over erotik og erobringer til bristede håb og drømme, inden man kommer til accepten og den sære form for lykke og fred, som indfinder sig hos de fleste, når man passerer det første halve århundrede på livets sejlads.

Men nu skal anmeldelsen handle om det, som var – og ikke om det, som ikke var, om end den valgte musik netop drejede sig om væren på et dybere plan.

For det kan godt være, at showet hedder ”No more Jacks – mod nye tider”, men det var nu stadig fortidens stil, som der blev budt på. En fortid og en stil med pænt tøj, laksko, dannelse og kultur. En tid langt væk fra nutidens fokus på individet og den digitale jagt på likes.

En tid som vi mangler – og måske allermest os, som aldrig har oplevet de gyldne årtier, hvor der var fred i verden, og velfærdssamfundet buldrede frem. Men hvor man stadig tog fint tøj på, når man skulle ud, talte pænt til hinanden og de andre ting, som ikke kun er ydre manerer – men også rammer for en god måde at være menneske på.

En analog tid, en tid fyldt med levende musik som det big band, der var på scenen – og som ledet af kapelmester Peder Kragerup spillede, så den gamle teaterbygning swingede og vred sig på måder, som den næppe har gjort før. Også fordi de fire Jacks, der altså ikke var Jacks mere, sang firestemmigt, så det var en fornøjelse.

Nogle af de bedste var, da Stig Rossen sang ”What a wonderful world”, for da mødtes den gamle analoge og den nye digitale verden i det øjeblik, hvor to unge mennesker tændte deres iPhones og sad og vuggede som til en rockkoncert. Tidligere havde vi dog alle rocket og rullet.

Men det var en af de få sjældne stille øjeblikke i en koncert, der generelt var fuld af musik, som man bliver glad af og klappede i takt til af, men som bød på hele viften, også fordi de herrer kommer med hver deres baggrund.

For det gør en forskel, når den ene er uddannet sanger (Rossen), den anden Danmarks største hitmager (Heick) og de to andre skuespillere (Asholt og Lohmann), selvom de to slet ikke er ens. Asholt rummer en vemodighed, som nærmer sig smerte, mens Lohmann er den personificerede crooner fra 60´erne, selvom han kun var en lille dreng i det årti.

Men det var alt sammen, som det skulle være, og skulle de fire en dag få lyst til at køre en omgang mere udelukkende med de oprindelige Four Jacks-sange, så er Danmarksbloggen sikker på, at de vil spille for udsolgte huse. For der er brug for den tids musik – og for mennesker, som kan synge den, og det kan d´herrer Stig Rossen, Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Keld Heick.

Danmarksbloggen giver fire butterfly ud af seks mulige – og overvejer at se showet en gang mere, når det er halvvejs.

For som min bedre halvdel, der var med, sagde: Det var rigtigt godt, især musikalsk. Stig Rossen blev fx John Mogensen, da han sang ”To mennesker på en strand”, og der er ikke mange, der kan trække den en kvart tone ekstra, som Keld Heick kan. Men der er også nogle pointer, som ikke lige falder, som de skal – men som sikkert vil blive bedre, når de fire undervejs pudser forestillingen af.

Det tror undertegnede også, for musikken er på plads. Helt på plads.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Frygt fabrik fælde

Danmarks gyserforfatter no. 1 Steen Langstrup prøver i dette efterår noget nyt, nemlig at udgive sin nye historie som lydbog i ti afsnit, inden den kommer som e-bog og papirbog.

Når man ikke er vant til lydbøger, er det mærkeligt at høre en tekst læst op – især når den som her er skrevet af Steen Langstrup, som er en forfatter, jeg kender så godt, at jeg for længst har min egen ”indre tone”, når jeg læser hans bøger – og den lyder selvfølgelig anderledes end Grete Tulinus´s behagelige stemme.

Men nu hører jeg altså Grete Tulinius læse første del af ”Frygt fabrik fælde”, og jeg er ikke i tvivl om, at lydbøger er en gave til travle danskere på farten. Jeg ville nok også – privat – hoppe på lydbogs-bølgen, hvis jeg skulle pendle halve og hele timer hver dag. For nok skal man se op, se ud og snakke med sine medmennesker som nutidens hippier – inkl. mig selv – altid siger. Men kører man den samme vej med det samme tog året rundt, så giver det så fin mening efter en lang arbejdsuge at læne sig tilbage, lukke øjnene og lade historien folde sig ud.

Og netop uge er en god idé her, for det er om fredagen, at der kommer et nyt afsnit – hver fredag på eReolen startende i dag, fredag d. 7. september og til og med fredag d. 9. november.

At skrive en lydbog kræver så også, at det er en historie med gode indre billeder. Og det er netop, hvad man får i Steen Langstrups lydbogserie ”Frygt fabrik fælde”. Malende billeder og et sikkert blik for nutiden forankret i vor tids digitale, penge-bestemte og anarkistiske virkelighed, hvor vi gerne vil udforske det, som ingen har adgang til – som denne fabrik – for så at tage billeder af det skjulte, som vi kan dele på de sociale medier – eller sælge.

Nu er det ikke til at sige, hvordan denne bog fortsætter og ender. For det er kun første del, som Danmarksbloggen har hørt, men historien er meget lovende, både i sit præcise portræt af vor tids mennesker og adfærd samt i den spænding og de konflikter, som tegnes så fint allerede fra inden det umage fotograferende selskab kommer ind på den på overfladen forladte fabrik, som er målet for deres ekspedition.

En ekspedition, som man mærker, vil blive uhyggelig ligesom lokationen er det. For nej, der er ingen graffiti i den gamle fabriksbygning – ja, ikke engang en knust rude kan den byde på, og dét varsler ikke godt i en tid, hvor alt forladt straks skal hærges, men ikke denne fælde, undskyld fabrik.

Man mærker også noget truende i luften tilbage i 1917, hvor fabrikken var i gang, og hvor ejerens, en gullasch-fabrikant, børn taler om det medium, der skal komme til aftenselskabet.

For ja, vi hopper lige pludselig 101 år tilbage i tiden til en virkelighed, der på mange måder minder mere om vores tid end vi vil være ved – på nær måske lige den polio, som har ramt storesøster Nathalie Marie, der nok er fysisk handicappet, men psykisk stærk som en okse og fuld af vilje. Det samme er faderen, som trods en meget virkelighedsnær opfattelse af hvordan man tjener penge på 1. verdenskrig, også er interesseret i naturfolks religioner og i spiritualisme.

Det er en kombination, som man fornemmer vil bringe sorg og smerte. Men det fortsætter selvfølgelig, for senere befinder vi os i 1958 og møder en ung pige på eventyr sammen med en lidt ældre mand, der byder på både stil og champagne – men som bekendt ender alle eventyr ikke lykkeligt.

Og sådan hopper vi frem og tilbage mellem tre tider, 1917, 1958 og vor tid – men kun et sted. Så som læser forventer man, at på et tidspunkt vil de forskellige tidsaldre og deres mennesker møde hinanden. Spørgsmålet er bare hvornår, hvordan og hvilke uhyrligheder som det onde i skyggerne fører med sig.

For at det bliver skræmmende og væmmeligt – dét ved man, når forfatteren hedder Steen Langstrup. Og blodet, tårerne og den snigende frygt, uhygge og kulde fra denne første del gør kun denne forventning større.

Som læser, undskyld lytter fik undertegnede også mindelser om to af hans tidligere mesterværker ”Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” og ”Ø” – selvom ”Frygt fabrik fælde” alligevel samtidig er helt sin egen.

Danmarksbloggen glæder sig til fortsættelsen og giver fem ud af seks murbrokker, som dem ligger på fabrikken … lige præcis der, hvor personerne fra vores tid tager de billeder, der giver dem gåsehud på helt andre måder end det, som de havde drømt om – og ønsket.

Danmarksbloggen kan i øvrigt godt forestille sig, at historien er seks murbrokker værd – men det må de kommende ni afsnit vise. Det bliver nervepirrende at følge med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forfatter lader ny bog få premiere på gratis tjeneste

Biblioteket findes også på nettet – og hedder eReolen – og det er ligeså gratis at låne dér som på de fysiske biblioteker.

En af de forfattere, der i det kommende efterår, vil udgive sin nye historie på eReolen – og vel at mærke først dér, er Steen Langstrup, der på fredag kommer med den første ud af ti dele af ”Frygt fabrik fælde” – en uhyggelig historie, som Danmarksbloggen anmelder på udgivelsesdagen fredag d. 7. september.

Men inden er det tid til en snak med Steen Langstrup:

For hvorfor har du valgt denne model til dit nye værk, som i øvrigt senere kommer som traditionel bog og e-bog?

Som så mange andre har jeg set en del tv-serier de sidste mange år. Formen og fortællestilen fascinerede mig, og jeg begyndte at lege med tanken om at stjæle fortælleteknikken og bruge den i en roman.
Jeg havde samtidig længe været fascineret af forladte bygninger, og det levede liv man kan fornemme eller bilde sig ind, man fornemmer, disse steder, og haft lyst til at lade en historie udspille sig sådan et sted, og da de to ting smeltede sammen, opstod der noget, jeg havde lyst til at dykke ned i. Den forladte bygnings historie som den egentlige kerne i romanen, mens vi i nutiden følger nogle, der besøger stedet, og alt fortalt og tænkt i serieform, i episoder.
Mens jeg skrev romanen, gik det op for mig, at den fortjente at blive udgivet i en eller serieform, og jeg legede med forskellige modeller, inden jeg endelig besluttede at lade det være en lydbogsserie. Lydbogen er et medie i kraftig vækst i disse år, og gys er gerne en genre, der gør sig godt på lyd.

Og hvad mener du om en tjeneste som e-reolen versus streamingtjenester som Mofibo eller Storytel, der koster penge?

Jeg er meget glad for eReolen – og biblioteker i det hele taget. Jeg holder af velfærdssamfundet og synes, vi skal genindføre det, da det mange steder nærmest allerede er afskaffet.
Bibliotekerne findes endnu, men desværre ikke som de gjorde engang. Jeg forstår selvfølgelig, at verden ændrer sig, at nye digitale medier de sidste ti år har indtaget en stor del af markedet, og det er ikke kun skidt, for mig har det overvejende været et tiltrængt skub i ryggen, men det er supervigtigt, at eReolen findes som et gratis modspil til de private streamingtjenester.
Det er utrolig vigtigt, at der er fri adgang til viden, fagbøger og litteratur i et samfund, der har andre end dem, der blev født med penge, for øje. At ‘Frygt fabrik fælde’ udkommer eksklusivt på eReolen de første måneder er min måde at sige tak til ikke bare eReolen, men også bibliotekerne, for det skal ikke være nogen hemmelighed at uden dem, så ville et forfatterskab som mit være visnet bort for mange år siden.
Vi er et meget lille land, et meget lille sprogområde, og vi må passe på os selv og hinanden, vores sprog og selvforståelse, for det at have en levende kultur, en levende litteratur er ikke noget, et land på vores størrelse får forærende. Og slet ikke noget det til guddommelighed ophøjede marked kan garantere. Det er noget, vi skal være fælles om.

Hvordan ser du fremtiden for danske forfattere – i forhold til at tjene penge? Hvilke muligheder har I?

Forfatterøkonomi er noget mærkeligt noget. For det første er der ingen timeløn, ingen månedsløn, ingen fast indtægt. Man får sjældent penge for at lave noget, man lever af det, man allerede har lavet, mens man forsøger at lave noget nyt, der er godt nok – eller heldigt nok – til man kan fortsætte med at leve af det i fremtiden, og det nærmest med bind for øjnene, for ingen aner, hvad fremtiden bringer af muligheder, umuligheder, nedskæringer og forhindringer, forandringer og nye medier.
Der skal en masse flid til, en lang backlist er en god hjælp, en vilje til at blive ved på trods af alt, og så det magiske held, uden hvilket intet lykkes.

Derfor holdt jeg for længe siden op med at forsøge at se ind i fremtiden. Den ser sort ud. Det har den altid gjort. Den er uoverskuelig. Jeg fokuserer i stedet på at skrive de bedste ting, jeg overhovedet kan, og så må heldet og lykken stå mig bi – eller jeg må dø af sult undervejs. Det er de to muligheder. Indtil videre er det lykkedes mig at overleve. I den sidste ende er kunstneren eller forfatteren intet. Det er værkerne, bøgerne, historierne, der tæller.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nekrolog med digt: Benny Andersen

En af de helt store danskere er ikke mere. Benny Andersen døde i går.

De fleste danskere kender ham som Snøvsens far – og som manden, der skrev Svantes viser, hvoraf især den ene ”Svantes lykkelige dag” – det er den med kaffen – er elsket af alle danskere. Det er også et godt billede med Nina, der kommer ud fra badet – og så den nylavede kaffe.

Danmarksbloggen vil dog alligevel hellere mindes Benny Andersen med et andet digt. Et af dem fra samlingen fra 1964 ”Den indre bowlerhat”, hvor han går i rette med det at leve forsigtigt og velovervejet – og i stedet på hans egen finurlige måde taler om, at livet skal leves i store bidder. Haps-haps-haps. Det gjorde Benny Andersen også selv.

Diæt
Rejer gir tørre hornhinder
fedt gir filipenser
pandekager ligger for fladt i maven
flæsk er ikke godt for hjertet
fisk er ikke godt for slagteren
kylling er ikke godt for kyllingen
frikadeller er ikke godt for noget
undgå sagosuppe under svangerskabet
undgå løg under ægteskabet
sødt er syndigt
surt er farligt
salt forkorter livet
bittert trækker det i langdrag
marmelade gir slatne ører
labskovs trækker svømmeblæren sammen
æg får armene til at sidde skævt
ost påvirker lugtesansen
peberrod påvirker smagen
småkager påvirker hørelsen
radiser indskrænker horisonten
ærter standser udviklingen
blomkål tager udsigten
morgenmad tager appetitten
natmad skærper den
mad er ikke godt for maven
livet er usundt
haps
haps
haps

Benny Andersen, Den Indre Bowlerhat 1964.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk