Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: ”My Fair Lady”

Udgivet den af
Svar

I går aftes – i den forrygende snestorm – var der premiere på ”My Fair Lady” på Det Ny Teater i København. Og lad det være sagt med det samme: George Bernhard Shaw glæder sig i sin himmel.

For det her er den ypperste version af ”My Fair Lady”, som nogensinde er lavet på et dansk teater. Det er i hvert fald den bedste ”My Fair Lady”, som jeg har set – og regn også filmudgaven med på dén liste.

For nu ender historien om blomsterpigen Eliza nemlig præcis, som George Bernhard Shaw lod den gøre i skuespillet ”Pygmalion”, der selv blev skabt på baggrund af en græsk myte. Den senere musical og film lavede så slutningen om til noget psykologisk nonsens og pladderromantik. For det giver ingen mening, at en stærk kvinde lader sig tryne af en tyran.

Bravo, Eliza, som Mrs. Higgins også siger det, da Eliza som en anden Nora går ud til et liv som selvstændig kvinde, og hendes søn, den forstokkede og brutale professor Higgins, må nøjes med de skrattende minder fra en plade med Elizas stemme.

Men teknologi kan ikke holde på en sjæl, og ”My Fair Lady” på Det Ny Teater viser en kvinde, som ikke længere vil være fanget af hverken hensynet til hendes far, Alfred Doolittle eller den mentale gæld, som professor Higgins mener, at hun skylder ham – aka de almene normer om kvinden som mandens skabning i 1912, hvor stykket foregår.

Om Eliza så i stedet gifter sig med den søde Freddy, vides ikke. Det er heller ikke vigtigt. Moralen er, at Eliza vælger sig selv og sin egen vej i livet. Det er en fantastisk finale, og jeg måtte som til en sportskamp knytte næven og sige YES, da tæppet faldt. For dén slutning er så helt igennem rigtig.

Det er Sofie Topp Christensen, som spiller Eliza, og det gør hun med intensitet, saft og kraft – fra hun som voksen kommer ind på scenen med moderens blomsterbillede i favnen til hun til sidst står med en bog i favnen symboliserende rejsen fra afhængig-af-mænds-nåde til fri og selvrealiserende kvinde i egen ret.  

Peter Plaugborg gestalter mesterligt og med en mærkbar smerte en plaget professor Higgins, fanget i sine egne betragtninger om livet og kønnene. Man får næsten ondt af ham – næsten, men så slet ikke, når han igen sviner Eliza til, og mener, at hun skylder ham alt.

Kim Hammelsvang spiller en noget mere woke, men alligevel også konservativ forsvarer af de gamle dyder oberst Pickering, og det gør han med sædvanlig overbevisning. Giv snart den mand en hovedrolle.

Og så er der Tommy Kenter som døgenigten, filosoffen og drukkenbolten Alfred P. Doolittle. Kenter vælter simpelthen salen med sin sans for tragedie og komik. For slet ikke at tale om Kenters evne til at formidle Alfreds ret unikke måde at forstå livet på. Kenter giver simpelthen karakteren nyt liv.

Selveste og ja, det er selveste Susse Wold spiller Mrs. Higgins, og det kan ganske enkelt ikke gøre bedre. Kropsholdning, replikker, mimik – alt sidder, som det skal. Greatness is among us, tænkte jeg, da hun endelig i slutningen af 1. akt kommer på scenen.

Mrs. Pearce gestaltes af Hanne Uldal, og det gøres med overblik og den præcis rette blanding af ømhed og logistik, som får huset hos professor Higgins – og også forestillingen – til at hænge sammen.

Freddy Eynsford-Hill spilles af Sebastian Harris, som kan det med timingen af både komikken og det rørende, og det øjeblik, hvor han synger om sin kærlighed til Eliza, er en sand stjernestund.

En særlig hilsen skal lyde til hende, som spiller lille Eliza, og som så gribende gestalter et barns afsked med sin døde mor og sin familie. Der er noget socialrealisme over scenen, og senere noget spirituelt, da moderen som et spøgelse gentagne gange besøger sin datter. Begge giver såvel forestillingen som Eliza-figuren en helt anden dybde.

Og så er der musikken, som man kender så godt. Så mange evergreens, så man simpelthen svæver fra start til slut af den næsten tre timers lange forestilling – også fordi orkestret under ledelse af Per Engström gør det fantastisk.

Der synges som altid på Det Ny Teater på dansk, så de i forestillingen så vigtige dialekter er baseret på en forståelsesramme anno 2026 med Vestegnen/Amager versus Nordsjælland, fremfor de forskellige dele af det, som i dag kaldes Indre By, som det ville have været i 1912, hvor Eliza ville have været fra Borgergadekvarteret eller området omkring Nørreport, mens Higgins ville have resideret i en stor villa på Østerbro.

Men enhver forestilling ejer sin egen historie, også denne, der er som et festfyrværkeri.

”My Fair Lady” er nemlig en af de sjældne forestillinger, man simpelthen ikke må misse. Er man glad for god musik, så se den. Er man glad for en meningsfuld historie, så se den. Er man glad for, at strukturer kan forandres, og mennesker sætte sig selv fri, så se den.

Bare se den, hør den, sans den. ”My Fair Lady” på Det Ny Teater er en forrygende forestilling fuld af finurlighed, flotte kostumer og ditto kulisser, fejende musik og fabelagtige skuespils-præstationer.

Danmarksbloggen giver ”My Fair Lady” på Det Ny Teater seks ud af seks blomster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vintersalme til styrkelse af sjæl, sind og hjerte

Udgivet den af
Svar

Winter is coming, sagde vi, da Trump blev genvalgt.

Det viste sig at holde mere stik, end vi troede.

Så nu er det tid til styrkelse af sind, sjæl og hjerte. Tid til at mindes om at intet mørke, ingen kulde, ingen ondskab kan vare ved. Lyset, varmen og kærligheden vil altid komme igen.

Så derfor kommer her som balsam på martrede sind, urolige sjæle og bange hjerter Brorsons vidunderlige vintersalme “Her vil ties, her vil bies”.

Blot husk at opgaven denne gang ikke at være tavs eller at vente. Opgaven nu er at råbe op, sige fra og handle.

Men alligevel kan vi med fordel synge med på nedenstående.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1

Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!

2

Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges. Og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.

3

Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue bag gærdet hist!

4

Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse. Det snart forgår.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!

5

Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!

6

Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!

Anmeldelse: ”Glade dage”

Udgivet den af
Svar

Hvis tiden kalder på noget, så er det Beckett. Det ved man på Folketeatret, hvor der i lørdags var premiere på et af Samuel Becketts mesterværker, nemlig ”Glade Dage” – og sikke en oplevelse:

To timer i selskab med et drama lige så nådesløst, som verden er det, og lige så uundgåeligt som den ilmarch på stedet, der er livets grundvilkår. Og det uanset om man som Winnie synger Franz Lehárs kærlighedsduet i valsetakt fra operetten ”Den glade enke” – den om de tavse læber, der fortæller hele historien. Eller om man som hendes mand Willie har salmen ”Altid frejdig, når du går” som sin aftensang, inden klokken ringer.

På originalsproget hedder Lehárs vals ”Lippen schweigen”, og det er en meget bedre titel end den danske ”Enkevalsen”. For i de to ord har Beckett lagt nøglen til at forstå dette skuespil. For nok er lyde både det første og det sidste, som vi hører i livet. Men alligevel er tavsheden det eneste, som vi har tilbage, når vi sidder fastlåst i tilværelsens sanddynge, og egentlig kun har den lange, mørke og frysende nat at vente på, mens vi stirrer stramt foran os med sammenknebne læber.

Men indtil da skal der pludres på livet løs – og det gør Winnie, som vi møder i en verden, hvor katastrofen – eller bare livet – ER indtruffet, så hun sidder begravet til taljen i en skråtliggende gul sanddynge i et bombet hus under en brændende sol, mens hendes mand skiftevis sover på en sofa, solbader, onanerer, går ned i hullet – eller bare er helt væk, også fysisk.

For mentalt er Willie borte hele tiden, selvom det ifølge Winnie er lykke nok bare hun ved, at han kan høre hende. Det hverken kan eller vil han så altid. Willie spilles med smæld og stor sikkerhed af Bo Skødebjerg – og al ære til ham.

Men det er Lone Rødbroe, som står – eller rettere sidder midt i det hele i en titanisk præstation, der burde kaste en Reumert af sig.

Ene kvinde på scenen formår hun nemlig i små to timer at gestalte en Winnie, der spejler hele menneskehedens vej fra vugge til grav, fra søde drømme og det første kys til det sidste rædselsskrig og længslen mod den afslutning, som ender med at blive den store nåde, når lyset endelig slukkes – og vi forstår, at en eneste brøkdel af et sekund netop ER forskellen på livet og døden.

I første akt har Winnie så til beskæftigelse diverse rekvisitter, som hun fremdrager fra sin sorte pose – en kam, en tandbørste, en læbestift, et spejl – og en revolver. Alle sammen ting, som giver et øjebliks flugt fra den meningsløshed og det forfald, som er vores alles lod – og som kun få vælger aktivt at slippe væk fra. Winnie lader også revolveren ligge – ligesom hun dropper at bede.

I anden akt kan hun heller ikke folde sine hænder i bøn mere, eller tage sine læsebriller og sin fine hat på. Hun er også blevet enke, men ikke vidende derom. Til gengæld ved hun, at hun ikke længere kan få fat på hverken Willie eller i noget i posen, da hun nu sidder i skidt til halsen.

Så hun må, som de fleste af os, der bliver gamle nok, opleve, hvordan først kræfterne, så evnerne og til sidst sanserne forlader os, så vi til sidst kun har netop hørelsen – og minderne tilbage om et liv fuldt med glade dage, som Winnie så insisterer på fortsætter.

For alle dage er glade dage ifølge Winnie, der med lige dele mod, vrede og vemod klamrer sig til illusionen om glæden trods alle skuffelserne. Trods faktummet at vi alle altid er helt alene i verden. Trods hendes almenmenneskelige blanding af manglende evne til at se virkeligheden i øjnene kombineret med en vanvids-optimisme, der er hinsides ethvert lyserøde-briller-perspektiv.

En cocktail der er lige så absurd, som den er et billede på menneskeheden, og som Lone Rødbroe – selvom hun kun har sin stemme og sin ansigtsmimik – serverer i et sprudlende overflødighedshorn, hvor vi griner, gyser og genkender os selv og hinanden.

Jeg har sjældent været så begejstret for et teaterstykke og en skuespillerpræstation som i lørdags på Folketeatret, og de lange, stående klapsalver var mere end fortjente i denne fejende og flotte fortolkning af Becketts ”Glade Dage”.

Forestillingen får derfor seks ud af seks spilledåser, som den Winnie også har i sin sorte pose, og som netop spiller Lehárs smægtende valsemelodi om de tavse læber. For som Winnie sidder fast dér i sanddyngen, sådan sad vi i publikum også fast i beundringen, benovelsen og betagelsen af Lone Rødbroes titaniske præstation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Begyndelser

Udgivet den af
Svar

Der er film, som man hurtigt regner ud. Jeanette Nordahls ”Begyndelser”, som har premiere i dag, er en af disse.

Men de manglende overraskelser og ikke-eksisterende plot-twists gør ingenting. Ja, faktisk er det filmens styrke, at den er så tro mod livet, som tilværelsen er, når alt vendes på hovedet, og ulykken sker – og senere når chokket over en uventet hændelse har lagt sig, og de involverede skal lære at være i en ny virkelighed.

Her handler det om, at Ane (spillet overlegent driftssikkert af Trine Dyrholm), som ellers er i sin bedste alder, og har stor akademisk succes, rammes af en blodprop. Det får selvfølgelig voldsomme konsekvenser for hende selv, men også for de to døtre, som hun har sammen med manden Thomas (spillet lige så sikkert af David Dencik).

Thomas har så – med Anes vidende – fundet en anden, som han planlægger at flytte sammen med, så snart de har fortalt deres to døtre, at de skal skilles. Men blodproppen udsætter det hele.

Hvad der så sker, og hvordan de forskellige håndterer at være i den nye virkelighed, skal man se filmen for at finde ud af. Men lad det være sagt med det samme: Der sker ingenting, som ikke kunne ske, hvis ulykken ramte dig, mig eller nogen, som vi kender.  

For filmens helt store styrke er, at der intet ekstra drama er, ingen action for dens egen skyld og følelserne er på ingen måde skruet op. Alt er fortalt i et roligt tempo, og alt er så hverdagsagtigt, så realistisk, så knugende som livet og virkeligheden selv. Det er det, som hedder en god film.

Og det understreges af de gode skuespilspræstationer.

Johanne Louise Schmidt spiller kæresten Stine, og det gør hun godt. Det eneste ærgerlige er, at man ikke får set hende mere, så hun kan vise andre sider af karakteren end blot at være faderens forstående kæreste. Omvendt er der måske netop en pointé i at fremstille Stine som en funktion, mere end som et helt menneske.

Og så spiller Dyrholm og Dencik som sagt ægteparret Ane og Thomas, der står foran at skulle skilles. Scenerne med de to alene er som at løfte et klasse-kammerspil på teatret over til lærredets store flade. Det gnistrer og sprudler imellem dem, også når de ikke siger noget.

Men også parrets to børn er fantastiske:

Luna Fuglsang Svelmøe, der spiller lillesøsteren Marie, som er meget glad for sin hvid-orange klovnefisk, der naturligvis hedder Nemo, og som, indtil det hele vælter, har en hverdag med godnatkys og omsorg, inden hun alt for tidligt skal ud af det trygge akvarium og lære at svømme i det store hav aka navigere i at mor, tilværelsens faste punkt, ikke længere er sig selv.

Det samme skal storesøsteren Clara, der spilles af Bjørk Storm, og som er et stjernefrø i svøb, når hun viser, hvordan det er at være ung og sårbar og på kanten til voksenlivet – og på den ene side have brug for at gøre opgør mod moderen, men på den anden også føler ansvaret for moderen sammen med sorgen og angsten for fremtiden.

Scenen, hvor moderen er kommet på sygehuset, og ligger passiv i sengen, og Clara holder masken, mens hun inde på stuen, inden hun bryder grædende sammen, da hun er alene udenfor døren, er for mig filmens mest gribende. Måske fordi jeg dér endelig fik et billede på, hvordan min datter må have set ud, må havde grædt efter hun havde lukket døren, da jeg var indlagt i et alvorligt ærinde, da hun var på samme alder.

Men der er mange stærke scener, mange gribende øjeblikke, mange oprørende intermezzoer, hvor man tænker ”Det kan jeg godt forstå”, ”Sådan var det også for mig/os” eller ”Det der kunne jeg aldrig finde på”.  Det sidste er især, når Ane er urimelig overfor børnene. Men man skal passe på med at dømme. Ingen ved, hvordan man reagerer, når man møder livet i al dets magtesløshed.

For vi vil så gerne have kontrol over det hele. Men det har vi ikke. Vi kan kun være dér for hinanden undervejs i livet, er budskabet i ”Begyndelser”. Sådan en ting som en happy end eller en unhappy end findes i øvrigt heller ikke. Livet går hele tiden videre, og med os bærer vi vores tab og vores sorg, men også vores glæde, lykke og især de mennesker, som vi knytter os til undervejs.

Danmarksbloggen giver derfor ”Begyndelser” fem ud af seks krykker, som dem vi alle sammen behøver i livet, nogle gange fysisk, men altid og ret ofte mentalt, hvor vi giver dem til hinanden, når vi accepter, rummer – og ja, elsker. Det er en stille og stærk film om at komme fra katastrofe og konflikt til forløsning og forsoning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den nye Triumfbue”

Udgivet den af
Svar

Den fransk-danske film ”Den nye Triumfbue” instrueret af Stéphane Demoustier har dansk premiere 1. juledag, og lad det være sagt med det samme: Det er en storfilm af den slags, som kan ses også om mange år – præcis som at den nye Triumfbue i Paris er bygget også for fremtiden.

Det er så Danmarksbloggens påstand, at man ser filmen forskelligt, alt efter om man er fransk, dansk eller noget tredje.

Som franskmand vil man selvfølgelig fokusere på selve den nye Triumfbue. Hvordan blev den bygget, af hvad og af hvem – og hvorfor blev den, som den blev? For selvom filmen benytter sig af kunstnerisk frihed, er den tro mod, at byggeprocessen var en lang kamp, hvor stor vision og uendelige økonomiske midler mødte pragmatik og politik. Hvor det ikke blev, som arkitekten, danske Johan Otto von Spreckelsen, havde tænkt den nye Triumfbue med den store kube, de små kuber, de svævede skyer og glatte sider af limet silikoneglas og italiensk marmor.

Alligevel blev slutresultatet flot – hvad enhver Paris-farer kan skrive under på. Også fordi aksen er på plads – fra Louvre over Place de la Concorde og op ad Champs-Élysées gennem den gamle Triumfbue og ud til La Défense-kvarteret og den nye Triumfbue, som overvældede mig totalt, da jeg som ung studerende var i Paris kort efter indvielsen af Johan Otto von Spreckelsens mesterværk, som skete på selvsamme dag i 1989, hvor Revolutionen fyldte 200 år. 

For franskmændene er filmen om den nye Triumfbue derfor en film om national identitet og stolthed, og derfor er det også modigt, at filmen tør gøre grin med franskmændenes hang til bureaukrati og falbelader. Helt fantastisk er fx scenen, hvor præsident Mitterand skal åbne konvolutten, der afslører, hvem der er arkitekten bag det vindende bud. Her sidder præsidenten – som den eneste – på en guldstol i et guldrum og omgivet af folk, som var han en anden solkonge.

For os danskerne derimod fylder den danske arkitekts kamp og skæbne, selvom vi godt ved, at han ”i virkeligheden” måske slet ikke var, som han fremstilles i filmen. Men det betyder ikke noget i den danske stolthed over, at en dansker skulle stå for det nye vartegn i byernes by dengang i 1980´erne.

Som Johan Otto von Spreckelsen ser vi Claes Bang – og hvem andre end ham kan i grunden spille den rolle? Han er jo også selv en slags Johan Otto von Spreckelsen. For hvordan kan det være, at Bang ikke anerkendes nok i sit fædreland til at få de store roller i danske film, mens han vader fra succes til succes i udlandet – og vel at mærke i tunge og betydningsfulde roller?  

Som denne hvor han stråler igennem som den danske arkitekt, der gav alt og mere til for det, som han vidste ville være hans livsværk, hvad det også blev – selvom han døde to år inden indvielsen. Bang er både grublende, gnistrende og indædt i rollen. Det lyser gennem filmen, at Johan Otto von Spreckelsen blev martret af en hellig ild, og Bang sekunderes med lidenskab og glød af Sidse Babett Knudsen, som med stor sikkerhed gestalter Liv von Spreckelsen, Johan Otto von Spreckelsens kone, bedste ven og projektpartner, både i Frankrig og hjemme i Danmark.

Den kunstneriske frihed er igen på spil i deres relation som i skildringen af deres psykologi. Men filmmæssigt fungerer kontrasten fra det travle og menneskeskabte paradis i Paris til det rolige og naturskabte paradis i Danmark, også fordi det hele vejen sker med Bangs top-fremstilling af Johan Otto von Spreckelsen som den idealistiske og kompromisløse kunstner, der 24-7 jager sine mål.

”Den nye Triumfbue” er derfor en storslået skildring af en af de ældste kampe i verden, nemlig den mellem vision og penge, mellem drøm og politik, når der skal bygges for eftertiden. En kamp som kæmpes i regeringskontorerne, på tegnestuerne og på byggepladserne, og som aldrig er så rosenrød, som det italienske marmor, som Johan Otto von Spreckelsen ønskede sig, er.

Det marmor, som er brugt til at skabe Michelangelos mageløse Pietà, som er i Peterskirken i Rom. Derfor er det også ren poesi, kunstnerisk frihed og meget fransk i filmen at lade Johan Otto von Spreckelsen dø på en bænk tæt ved hans livsværk. Dø, så han ligger i en positur som en ny Pietà, nemlig en moderne version af den døde Jesus i sin mors arme, hvor Johan Otto von Spreckelsen er sønnen, mens moderen, som favner sin døde søn, er hans elskede Kube, menneskehedens triumfbue.

Det er kunst. Det er format. Også at filmen slutter med en stor hommage til den danske arkitekt, idet man lader Johan Otto von Spreckelsens to franske samarbejdspartnere, og måske frenamies, arkitekten Andreu spillet af Swann Arlaud og embedsmanden Subilon spillet af Xavier Dolan, tage hele vejen fra Frankrig til Danmark for i silende regn at lede efter hans grav, som ikke er et storslået monument, blot en beskeden plade i det grønne græs. En både smuk og passende pastorale …

Danmarksbloggen giver ”Den nye Triumfbue” seks store kuber ud af seks mulige. Det er et epos af format, fortalt med indlevelse og fordybelse, filmet med sans for alle farver og former – og hele vejen gestaltet, så samtlige muser og arkitekter, præsidenter og andet godtfolk jubler i deres himle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The love that remains”

Udgivet den af
Svar

Dagens premierefilm “The love that remains” omtales som en film, der handler om det brudte ægteskab mellem fiskeren Magnús (Sverrir Gudnason) og billedkunstneren Anna (Saga Garðarsdóttir). Om hvordan de og deres tre børn efter skilsmissen skal lære at navigere i deres nye hverdag på Island, hvor de bor.

Og det er et stykke af vejen også filmens ene røde tråd. Den tyndeste. For der er en langt tykkere i den spøjse blanding af en kunst- og naturfilm, som ”The love that remains” er – og den handler om sammenbruddet af noget, som mange mænd – og kvinder – stadig anser som den naturlige orden i verden. Nemlig det patriarkalske samfund, hvor manden styrer, og bestemmer over liv og død, hvor det er hans ret at disciplinere kvinder og børn, som var han en mere eller mindre aggressiv hane i en hønsegård.

Et samfund, hvor der drives rovdrift på ressourcerne, som når de store trawl hiver tons og atter tons af sild ombord på de industrilignende fiskerbåde ude på Atlanten – eller når man bruger grovhøstere og ikke kan nøjes med de bær, som man plukker med sin hånd og kan have i sin hat, som man sagde det i gamle dage i Danmark, når man skulle angive, hvor mange bær man måtte have med hjem efter en tur i skov og eng.

Men de barske mænd på havet som netop fiskeren Magnús er alligevel – selvom de stadig eksisterer – ved at blive fortid og overladt til at sejle, eller måske snarere flyde i deres egen sø, forladt af alt og alt undtagen solnedgangen over deres grådige tilgang til den natur, som vi alle lever af og på, men som er ved at kollapse.

I hvert fald nogle mænd. For i filmen møder vi også et par mænd, som det er lykkedes at tilpasse sig til det nye videns- og kunstbaserede samfund, og de mænd sidder, som det gamle patriarkat gjorde det, stadig på pengene og magten.

Så selvom vi kalder det moderne samfund for feminint og ligestillet, og selvom kvinder får uddannelser, og bliver både læger og billedkunstnere som filmens kvindelige hovedperson Anna, så er udsigten for denne verdens kvinder – også i de frieste af de frie samfund – stadig at være lige så slavegjorte, lige så underlagt manden som førhen. De basale samfundsstrukturer har nemlig ikke ændret sig – og så kan kvinderne nok så meget iføre sig rustning.

Pilene går stadig lige igennem, og giver hende stadig blod på fingrene – og mellem benene. For det er stadig hende, som føder børnene – og er den primære opdrager. Kvinden er stadig underlagt manden, selvom det er hende, som laver rammerne, bestemmer kulturens regler i det drivhus, som familien lever i, og hvor manden – hvis hun giver lov – får sin pause fra den hårde kamp med de andre hanner om bytte og territorier.

Hvor meget kærlighed er det så i det? Det giver filmen faktisk ikke rigtig noget svar på andet end at mennesker gør det, som må gøres, når dagen og livet skal klares, tager støvlerne af, når de skal over et koldt vandløb, og i det hele taget håber det bedste – men ikke forventer ret meget, når det kommer til stykket.

Danmarksbloggen giver ”The love that remains” fire ud af seks vulkaner, som dem vi netop ikke ser i filmen, og som ellers altid forbindes med Island. Det kan virke lidt mærkeligt måske så at give vulkaner. Men det giver mening. For ”The love that remains” er også en mærkelig film, som på én og samme tid er både for lidt og for meget.

Den er nemlig både to og fem vulkaner værd. To, når det handler om at vise konflikten mellem det tidligere ægtepar, som man skal kigge efter med pincet for at se pånær et par enkelte bemærkninger – og fem fordi det er grundgodt endelig at se en film, der både er nærmest totalt blottet for action – trods flere dramatiske situationer – og som tør være virkelig langsom i sit fortælletempo.

Derfor – og pga. filmens totalt grimme billeder af vores menneskeskabte del af verden versus de smukke naturbilleder ender Pálmasons ”The love that remains” på 4 vulkaner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Crazy Christmas: Kiss Bang Bang!”

Udgivet den af
Svar

Storhittet ”Oh, what a night” runder ikke kun årets Crazy Christmas af i en som altid fejende, flot finale. Nej, det er en hel epoke, der slutter nu. For det er time to say goodbye til et stykke kultur-, teater- og kunsthistorie, som har været enestående i dansk teater.

Nemlig de gakkede, aktuelle og sensuelle løjer, som udspringer af en engelsk teatertradition, og som Vivienne McKee og hendes trup af dygtige danske og engelske skuespillere har stået for i en menneskealder.

Og hvad er bedre at slutte på end en teaterversion af en ny historie om James Bond? En version, som indeholder de elementer, som vi kender fra Bond-universet som fx dejlige damer, erotisk atmosfære, drinks, smokinger og gallakjoler, en biljagt, forviklinger, action og alt det andet, som man forbinder med en klassisk film om spionen over dem alle.

Men det her er også en historie, hvor OO7´s liv og virke endelig har indhentet ham, så han som en anden PTSD-ramt soldat bøvler med så centrale dele af sin identitet som evnen til at sige sit eget navn, beholde sit nummer og være i stand til at tilfredsstille en kvinde.

Hans navn er så faktisk ikke og af rettighedshensyn Bond, men Bondage. En martret Bondage, der dog stadig som en sand brite sætter pligten over alt – og stadig forsøger.

Kvinderne – som S og M (og skam få den, som tænker en sammenhæng med Bondage dér, selvom det er svært at lade være qua en tilsynekomst på scenen, som skal ses, ikke røbes) – er derimod stærke og i stand til at klare ikke kun sig selv, men også hele verden, som trues af den onde skurk Felon Fusk.

Fusk, som mener, at Jorden er doomed, og derfor vil kolonisere Mars – med hjælp fra hans satellitter og ilten fra jorden – for sig selv og en tæt kreds af ligesindede, der dog ikke er mere lige, end at de skal hylde Fusk som en anden romersk kejser, og gøre som han siger, som hans eneste ansatte, den imponerende menneskelige robot, gør det.

Og vi i publikum – vi får lov til at være producere, der gentagne gange råber no, absolutely not, når dem på scenen vil have noget. Det gjorde vi så med fynd og klem.

Det er med andre ord alt det sædvanlige gøgl og gejl, alt det som skal være i en Crazy Christmas. Som fx at Dronningen ringer – det bliver så en meget uventet samtale. Og selvfølgelig kårer vi også årets virgin, som får lov til at være med mere end en gang på scenen. Og meget mere. Og hvor har man savnet det i de to år, der er gået siden sidste omgang.

Men to år er ingenting mod en evighed. For nu slutter det, og det var en bevidsthed, som sad i baghovedet under hele showet. Måske også hos dem på scenen?

For David Bateson har sjældent været så ekspressiv – både i ord og i sit fysiske skuespil. Vivienne McKee sjældent så elskelig som den populære Dr. Van Helsingør, og så energisk som både heltinde og skurkinde. Andrew Jeffers sjældent så indtagende og flirtende, når han smutter i sine imponerende kreationer, og svæver rundt på scenen. Og sjældent har Katrine Falkenberg sunget så godt – og Kevin Kiernan-Molloy og Sebastian Harris funkler også i deres væld af roller.  

Forestillingen varer inklusiv pause tæt på tre timer, og det er lige i den lange ende. På den anden side, som min ledsagerske sagde det: Nu går tæppet for altid ned for Crazy Christmas, og det er vigtigt for dem at få vist alt det, som de kan – mens de kan.

Hun har ret. Det allersidste skal ud, og det kom ud. Helt ud over rampen kom det. Der blev danset, sunget, spillet, fortalt jokes, ordspil og alt det andet i én lang kaskade som et andet nytårsfyrværkeri.

Tak for det – og tak for jer. I gav Danmark noget, som vi ikke vidste, at vi havde brug for, og som vi nu vil savne. Et strejf af britisk satire, uhøjtidelighed og ironi, som vi ikke kan leve uden, hvis vi stadig vil have et samfund, hvor vi kan grine – især af os selv.

Danmarksbloggen giver ”Crazy Christmas: Kiss Bang Bang!” fem ud af seks af de skydevåben, som såvel skurke som spioner åbenbart permanent render rundt med. Det er en god forestilling, og jeg ville i øvrigt gerne se den som en film også. De langvarige og stående klapsalver efter forestillingen var en selvfølge.

Man får lyst til, som Paddington gjorde det til Queen Elizabeth, at sige til Vivienne McKee: Thank you, Ma´am … for everything.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Rejsen mod nord”

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersens eventyr ”Snedronningen” er et af mine absolutte favorit-eventyr – og det er som bekendt farligt, men også nødvendigt at udfordre sine indre billeder og forestillinger indimellem.

Sådan tænkte jeg, da jeg satte mig til at se ”Rejsen mod nord”, som har premiere i dag.

For filmen er ikke en gengivelse af H. C. Andersens mesterværk om pigen Gerda, der risikerer alt for at redde sin bedste ven Kai, der en iskold vinterdag får en troldsplint i øjet – og som i årevis sidder som fastfrosset i Snedronningens palads deroppe nordpå, hvor nordlyset med det blotte øje kan ses danse i alle dets farver, inden Gerdas tårer får troldsplinten ud og isklumpen i hans hjerte til at smelte, så de to sammen kan rejse hjem og igen sidde med hinanden i hænderne, og synge den gamle salme, som de lærte af bedstemoderen: Roserne vokse i dale, da får vi barn Jesus i tale.

Filmen ”Rejsen mod nord” bruger rigtignok eventyret som ramme, og har som forventet hentet en del derfra, men har også bådet slettet og tilføjet en del nyt. Mest markant indenfor nyskabelserne er, at vi lærer Snedronningen bedre at kende, og erfarer, hvorfor hun i filmens tolkning vil have fat i et barn som Kai. Det er ikke for svage sjæle, kan jeg godt røbe uden dog at ville sige mere.

I ”Rejsen mod nord” møder vi også trolddjævel-lærlingen Ludvig og hans på alle måder modsætning den lille skytsengel-lærling Lily, der er én mission fra at få sin glorie, og som har et hjerte af guld – og en herlig trang til både ballade og søde sager.

Trods det holder Lily fokus på missionen, som er at beskytte Gerda på deres fælles vej nordpå fra et snedækket vinter-København til først forår i Helsingør, derpå svensk sommer med blåbær og hygge, inden bladene falder af træerne, vinteren kommer, og det bliver tid til det endelige opgør.

For stik mod i eventyret, hvor Snedronningen og Gerda aldrig mødes, så står de to kvindelige hovedfigurer i ”Rejsen mod nord” direkte overfor hinanden i en duel, der vel egentlig bedst kan beskrives som en for-børn-egnet version af opgøret mellem de to troldmænd Voldemort og Harry Potter, som stammer fra en helt anden – men også berømt eventyrfortælling.

Der er også i såvel ”Rejsen mod nord” som i Hogwarts-universet masser af magi, både i form af genstande, ritualer og ord, kirkeklokkeklang, måneskin og eliksirer. Magi er også blevet det, som mange tyer til i dag, når de skal beskæftige sig med noget, som ikke er af denne verden.

Tro og religion, som H. C. Andersen uden problemer brugte i mange eventyr – også dette, hvor det tidligere nævnte citat om barn Jesus er centralt i fortællingen, skydes derimod ofte til hjørne. Dog får bedstemoderen i ”Rejsen mod nord” lov til at sige: Jeg drømmer ikke. Jeg tror – og der er stor forskel på de to ting, min pige.

For nok har det været både påske, pinse og advent, siden Kai og Gerda forsvandt. Men bedstemoderen tror stadig på, at de vender tilbage, mens moderen mener, at bedstemoderen drømmer om noget, som ikke kommer til at ske. Men som vi ved, så ender det godt.

I ”Rejsen mod nord” udspiller historien sig så over et år – fra vintersolhverv til vintersolhverv plus tre dage. Hvorfor giver mening, når man ser historien. Så behøvede man heller ikke at forholde sig til, at i H. C. Andersens version var Kai og Gerda børn, da de tog afsted, mens de var blevet voksne, da de kom hjem.

Trods forskellene er jeg sikker på, at H. C. Andersen ville have nydt denne film. Han elskede enhver god fortælling – og det er ”Rejsen mod nord”. Den handler om venskab, mod og udholdenhed – og endda med en pige som helten, der drager ud i verden. Pigen, der også i H. C. Andersens version fra 1844, var helten, som fortsatte, selvom det var svært. For det er det, selvom heldet står den kække bi. Heldet og så en række dyr, fra gåsen Morten, over hesten Gustav og til rensdyret Svante.

Teknisk set er filmen også i top – og især billederne af det flakkende nordlys er betagende, men generelt fungerer filmen bare. Figurerne er troværdige, og både tempo, mængden af action versus de mere stille og/eller morsomme stunder er helt rigtig. Og så er Ludvig og Lily helt fantastiske. Sådan en slags dansk version af snemanden Olaf fra Disneys ”Frozen”, som på mange måder har inspireret billedsiden, selvom animationerne her er bedre, mere skandinaviske.

”Rejsen mod nord” er simpelthen en animationsfilm, der holder hele vejen fra Danmark og op til Nordnorge, eller hvor Snedronningens palads nu ligger.

Danmarksbloggen giver derfor ”Rejsen mod nord” fem ud af seks roser, som dem, der vokser hjemme hos Kai og Gerda. Det er en snestorms-fejende flot film.

Men den sjette rose udebliver. For den i filmen manglende troldsplint i Kais øje, som er det eneste, der får ham til at binde hans slæde til Snedronningens kane, er så afgørende en brik i fortællingen, at den burde have været med.

Heri ligger nemlig hele eventyrets pointe, hele det menneskelige eksistentielle valg: Ser man hullerne i osten, som Kai gør det efter troldsplinten (og som anmeldere gør det) – eller tror man som Gerda og bedstemoderen på, at alt kan lade sig gøre, når man har Gud og kærligheden i sit hjerte?

Det sidste er det bedste, er moralen. Og eventyrfortællere har gennem hele historien ment, at det kan børn sagtens forholde sig til. Tag fx en anden børne-fortælle-gigant, svenske Astid Lindgren, som i ”Brødrene Løvehjerte” har budskabet: Livet er farligt, men vi kan ikke leve uden at løbe risiko, hvis vi mener noget med at kæmpe for det gode mod det onde. Det er i øvrigt en udmærket lektie – også for os, som hvis vi er børn, blot er det i hjertet og sindet.

Følgende har lagt stemme til filmen: Mads Mikkelsen, Fiona Blond, Carl Løber Roliggaard, Danica Curcic, Elias Meyer Jakobsen, Suvi Ellegaard Ebbe, Bodil Jørgensen, Anne Marie Helger, Camilla Lau, Nicolai Jørgensen, Pia Rosenbaum, Adam Eiberg Kastaniegaard, Sonja Oppenhagen og Henrik Koefoed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Eternity”

Udgivet den af
Svar

Livet er langt, lykken er kort, salig er den, som tør give det bort. Ordene er fra Kim Larsens ”Papirsklip”, og kunne have været brugt, hvis dagens premierefilm ”Eternity” havde været dansk. For det er, hvad filmen handler om. Det og så kærlighedens inderste væsen.

For hvad er det, der tæller på den rigtig lange bane, evigheden? Romantiske dates og hed elskov – eller det at ville gøre hinanden glade i den brogede hverdag? Svaret giver næsten sig selv, så nej den amerikanske feel-good-film rummer ingen store overraskelser eller uventede plot-twists.

Men den er hyggelig og lavet ud fra den klassiske opskrift på den slags: Gammeldags familieværdier – model det hvide middelklasse-USA, masser af action og en pæn sjat humor. Så skal man hygge sig med noget andet end jul her i december, så gak i biffen og se Joan være voldsomt i tvivl om, hvem hun skal tilbringe evigheden sammen med.

Er det hendes første mand, den flotte og lidenskabelige krigshelt Luke, der døde i Korea, efter de kun havde været gift i to år? Eller er det den bløde hverdagsmand Larry, der holder af saltkringler, brok og at gøre Joan glad? Det får Joan så lov til at finde ud af ved helt ekstraordinært at tilbringe tid med både den ene og anden i en valgt evighed.

Det er Elizabeth Olsen, som spiller Joan, og det gør hun med stor sødme. Callum Turner er med sans for dramaet Luke, mens Miles Teller er en overbevisende Larry. Joan og Larry spilles i begyndelsen af filmen af Betty Buckley og Barry Primus, som er de to som gamle – og her er egentlig filmens største glæde. Nemlig at se nogle ældre spille hovedrollerne. Det vil vi gerne have mere af. Meget mere.

I rollerne som de to EK´ere – efterlivskoordinatorerne Anna og Ryan, møder vi Da’Vine Joy Randolph og John Early, som også har lidt af en historie og dynamik imellem sig – og som det måske i virkeligheden kunne være mere interessant at følge. Randolph især, men også Early spiller i hvert fald forrygende, og tilføjer filmen en del mere swung, når de er på lærredet.

Tilbage står, at ”Eternity” er en sød og sjov film, som Danmarksbloggen giver fire ud af seks saltkringler.

Egentligt skulle filmen nok blot have tre, men plakaterne med de forskellige evigheder, som man som død kan vælge imellem, er sin helt egen saltkringle og et ekstra grin værd. Der er fx kapitalist-evigheden, Weimar-republikken-bare-uden-nazister-evigheden og workout-evigheden. Der er også de evigheder, som er fyldte – eller gået ud af brug som fx klovne-evigheden – og mere interessant det-enkle-liv-evigheden.

Sagen er nemlig, at når først du har valgt evighed, så kan du ikke vælge om. Og prøver du alligevel, ender du i tomheden. Og nej, man kan ikke vælge at være sammen med sine elskede. Det her er en evighed, som costumizes til individet og kun individet. Det lyder i grunden som det rene helvede aka fortsættelsen af mig-mig-mig-mentaliteten fra vor tid og verden.

Men det er en anden og meget dybere eksistentiel diskussion, som hvis det er filmens ærinde, er lige så godt skjult som den Gud, der indimellem nævnes, men som ingen tilsyneladende har telefonnummeret til. Han/hun/de ville nok heller ikke vende tommelfingeren op til filmens version af evigheden, hvis man skal tro Nyt Testamentes fokus på nåde og barmhjertighed.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Ingen kære mor”

Udgivet den af
Svar

Er det galt eller genialt? Historien ender i hvert fald lige så uforløst som menneskelivet i Charlotte Brodthagens nye film ”Ingen kære mor” med Lene Maria Christensen som den midaldrende og terminalt syge Christel, der er meget bevidst om, at den kommende jul bliver hendes sidste.

Christel har derfor travlt med at rydde op – i hvert fald fysisk. For følelsesmæssigt kniber det. Både i forhold til datteren Luis, som Christel drager så megen omsorg for, at det er svært for datteren at lære at stå på egne ben – og i forhold til moderen Vivi, som i modsætning til Christel ikke har haft noget problem med livet igennem at male både sig selv og tilværelsen dramatisk, sort og udenfor stregerne.

Christel har derimod hele sit liv vendt blikket mod en fin, lyseblå himmel med lette, hvide skyer, og også på talrige lærreder malet netop dét motiv igen og igen – som om det sorte, mørket slet ikke findes.

Men mørket eksisterer, ja det er en nødvendig del af ethvert godt maleri, ethvert liv med mening. Og i Christels sidste jul bliver alle tre generationer i en perlerække af genkendelige hverdags- og julesituationer konfronteret med netop både det ultimative mørke, døden, og det mørke, som findes inde i os alle.

En perlerække, som fremstilles knugende realistisk fra afskeden med de små ting i den ramme, som man kender så godt, men som forsvinder, når et menneske skal dø, over de spontane øjeblikke af glæde og latter, som også opstår i ventesorgen – og til at stå i kirken juleaften og ikke kunne synge med på Ingemanns pilgrimssalme ”Dejlig er Jorden”, fordi tårerne presser sig på.

For ”Sånt är livet” som svenske Anita Lindblom synger – og som de tre generationer danser rundt om juletræet til, mens de pynter det i noget, som bedst beskrives som et moment af løssluppen fest. For livet er en blanding af det hele, og det accepterer de tre kvinder langsomt, men sikkert.

Men accept er ikke forløsning. Accept er at holde livets smerte ud i strakt arm. Forløsning er, når man tør tage smerten helt ind, knuge den til sit hjerte, og så – lige inden man segner – mærke, at det slipper, så man kan rejse sig og gå videre.  

Hvad det så er, som skaber en forløsning, er der mange bud på. Et er Gud i form af den Helligånd, der rusker i træerne, som vi flere gange i filmen hører og ser det. Også fordi Brorsons forundringssalme ”Mit hjerte altid vanker” synges flere gange i filmen – og Brorson var pietist, altså tilhænger af en følelsesladet, from og inderlig kristendom, som også gav sig udslag i praktisk næstekærlighed.

Og der er netop noget fromt, regelret og praktisk over den omsorg og kærlighed, som Christel har til sin datter. Men alt kan ikke løses ved at følge reglerne. Tværtimod må man nogle gange være anarkistisk og bryde dem, køre så stærkt i livet, at fartnålen står og dirrer, som Christels mor Vivi, der gestaltes af Birthe Neumann, siger det.

Datteren Luis, der spilles af Freja Klint Sandberg, er ikke filosofisk som sin mormor. Hun prøver bare at være i den virkelighed, der hedder at være alt for ung til at skulle miste sin mor. For det skal hun – og skildringen af hendes vej, hendes mors vej og hendes mormors vej i dén proces er så uendelig smuk – og lige til at spejle sig i, hvis altså man tør se sit eget mørke i øjnene.

Man har chancen i ”Ingen kære mor”. For det er en stærk film, en film om kærlighed, om at vi som mennesker bare gør det bedste, som vi kan, selvom det aldrig er nok. Selvom vi hele tiden går fejl, misforstår og alt det andet, så vi er nødt til at tilgive os selv og hinanden, hvis vi skal sætte os selv og hinanden fri til at leve, ånde, være … hvad enten vi er bedstemor, mor eller datter.

Eller bedstefar, far eller søn. For menneskets følelser og behov for at elske og være elsket er ikke kønnet.

Men her er det så tre kvinder – og hvilke kvinder. En moderne treenighed af nogle af Danmarks bedste skuespillerinder, nemlig d´damer Birthe Neumann, Lene Maria Christensen og Freja Klint Sandberg, som hver og én spiller sprudlende, intenst og så nøgent, at man sidder med tanken: Gad vide, om de også kan spejle sig selv i deres egne og de andres karakterer?!

Danmarksbloggen giver ”Ingen kære mor” fem ud af seks gravstene, som den Christel med sin sædvanlige rettidige omhu har sørget for, mens hun var i livet – og som også spiller en rolle i filmen.

For nok har jeg stadig ikke fundet ud af, om filmens manglende forløsning er gal eller genial, og det gør jeg måske heller aldrig. Men det er – i filmens ånd – helt okay. For jeg ved, at filmen bliver siddende et sted inde i mig og rumsterer.

”Ingen kære mor” er nemlig ikke til at ryste af sig, slet ikke når man selv havde en bedstemor, har en mor – og i mit tilfælde også er mor, og har en datter. Måske jeg skulle finde pensler, maling og lærred frem og prøve at male mig frem til et svar, mens jeg nynner ”Dejlig er Jorden”, som også var min mormors yndlingssalme.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk