Verdensmestre i fodbold – eller i samfund

Så er det i dag, at fodbold-VM i Rusland starter – altså for mændene, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det er der så næppe nogen, som er. For det har kørt i medierne i månedsvis, der er lavet en (udskældt) sang, der er kopper i 7-11 med deres ansigter på – også af en, der blev valgt fra og ikke kom med (her bliver det så lidt sjovt) – og en hel masse andet gejl og gøgl.

Så alle ved, at mændene er til VM i at sparke til en bold, og glemt er sidste sommers snak om ligeberettigelse – trods det at kvinderne vandt sølv til EM dengang.

Der er heller ikke mange medier, som skriver ret meget om, at kvinderne i øjeblikket er i gang med at prøve at kvalificere sig til VM, og at de i fredags vandt over Ukraine – og i tirsdags lammetævede Ungarn.

Men Danmarksbloggen gør – for Danmarksbloggen husker.

For kun ved at huske kan vi gøre samfundet bedre – og det gælder også, når det kommer til de rigtig vigtige ting som vores børn, ældre, udsatte og i det hele alle de mennesker, som bor og færdes i vores land. Men især dem, som har det svært burde være i centrum hele tiden – fremfor 22 mænd og 1 bold.

Tænk hvis vi gav fattigdommen og arbejdsløsheden samme opmærksomhed, som vi giver fodbold?
Tænk hvis sponsorerne var ligeså interesserede i at sponsere forskning og udvikling som sport?

Så kunne vi godtnok blive verdensmestre – i at have det bedste samfund. Det kunne man passende tale om til folkemødet på Bornholm, som starter idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Mor og Far sidder i grøften

Hvis undertegnede var leder af Cirkusrevyen eller en af de andre revyer i det danske sommerland, ville jeg skynde mig at bestille billetter til Glassalen i Tivoli og så ellers slæbe hele holdet til næste sæson, 2019-sæsonen, ind for at tage ved lære.

For forestillingen ”Mor og Far sidder i grøften” er nok tænkt som en jubilæumsforestilling i anledning af Tivoli´s 175 år, men det er også en opskrift på, hvordan en revy skal skæres – hvis altså revygenren skal have en fremtid om 20-25 år. For det her er revy med kant og mening uden al den forlorne hygge, som det ellers handler om ifølge åbningssangen, og som der er så rigeligt af i danske revyer.

Men ikke her, og nej, der er heller ikke dansepiger eller dansemænd inde i Glassalen– eller jo, på en måde, men mere så det hænger sammen med resten af forestillingen.

En af hemmelighederne er nemlig en rød tråd omkring noget med forsvundne børn og en el-regning, der blandes fint sammen i forestillingens mix af mere eller mindre fakta-resistente historiske tilbageblik og Tivoli-klassikere som Pjerrot, Tivoligarden og ikke mindst en meget hjælpsom tissekone og en meget heldig og meget uheldig ballonmand m/k.

Den røde tråd er dog stærkest i første afdeling, mens den glider lidt af hænde i anden afdeling. Desværre.

På scenen møder vi fire kendte danske skuespillere, der mestrer komikkens timing og betoning: Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt, Anders W. Berthelsen og Peter Frödin, og det ville være ganske unfair at fremhæve den ene fremfor den anden. For de er et firkløver, hvor alle fylder lige meget og er lige sjove, om end også meget forskellige.

Mia Lyhne kan noget med at give stemme til de lidt underkuede og stille eksistenser – eller til den højtråbende kværulant.

Kirsten Lehfeldt har en sårbarhed og et dramatisk talent, som selv den mest grinagtige sketch ikke kan skjule, men som gør, at hendes figurer bliver endnu sjovere.

Anders W. Berthelsen er gennemmusikalsk og morsom – og samtidig virker han som én vi alle kender. En, man altid gerne vil være i selskab med, fordi han er sjov.

Og endelig er der Peter Frödin, som har den helt specielle komiske timing og mimik, der gør, at det er morsomt, bare at han er på scenen.

De får heldigvis også mulighed for at optræde både hver for sig og sammen, så vi i publikum vrider os af latter, altså de fleste af os – for det er rimeligt lummert og latrinært indimellem, og det er der selvfølgelig altid nogen, som ikke vil synes er sjovt.

Andre som undertegnede og min ledsager fandt det hylende morsomt, også når de gik lige til grænsen, ja over. Sikkert er det i hvert fald, at man ikke skal være sart overfor hverken kropsvæsker, kropslyde og andre ting, som har med kroppen at gøre, hvis man bevæger sig ind i Glassalen denne sommer.

Så gør det. Bevæg Dem ind i Glassalen til historie-time. Emnet er Tivoli i 175 år, og De får mulighed for at møde både grundlæggeren, de fattige, unge studenter, jomfruer og en hel masse andre – også fire børn med hjerteskærende historier.

Hvis man som undertegnede er mangeårig Tivoli-gænger, sniger en lille mental tåre sig dog ind i øjenkrogen. For midt i al morskaben mindes man om det, som ikke findes længere i Den Gamle Have som for eksempel pavillonen med levende musik hver dag fra det nu hedengangne Promenadeorkestret, der også spillede til pantomimens forestillinger indtil for få år siden.

Dét orkester savnes stadig – også af mange yngre, men så er det godt, at Jeppe Kaas og hans drenge spiller, så det er fornøjelse. For de dygtige musikere er mere end bare musikalsk ledsagelse til de morsomme løjer, der ruller over scenen. De er – som alt levende musik altid er det – en fantastisk medspiller i det, der sker på scenen.

Danmarksbloggen giver ”Mor og Far sidder i grøften” fem ud af seks Tivoli-hurra´er, som dem Pjerrot uddeler nede på Pantomimen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Tivolis Jubilæumsparade

Tivoli fejrer sit 175 års-jubilæum med en parade, der er lavet sammen med Disney-koncernen. Det foregår i hverdagene kl. 17 og i weekenderne kl. 18.

Danmarksbloggen var forbi her i eftermiddag og så den hyggelige parade.

For det er netop det, som den er: Hyggelig og ret dansk, selvom den også er amerikansk.

For det er som nævnt Disney Resort, der har været med til at lave paraden, og det kan mærkes – og måske især til sidst i paraden, hvor der er en vogn med den mest elskede af alle attraktioner i Disneyland, nemlig ”It´s a small world” flankeret af Walt Disney, Mickey Mouse og slottet, som vi kender det fra alle Disney´s produktioner.

Men trods denne amerikanske happy end er paraden alligevel dansk, for den viser alle Tivolis kendte bygninger som indgangen og Glassalen samt kendte figurer som Harlekin, Columbine og Pjerrot, som vi opfatter som værende ærkedanske – men som i virkeligheden stammer fra renæssancens Italien og commedia dell´arte.

Paraden viser dermed også noget om kulturpåvirkning, og at verden netop er lille. Paraden er heller ikke selv særlig stor, men det er Tivoli heller ikke sammenlignet med nogen af Disneys resorts, så det passer meget godt.

Der er også en slags dansk blufærdighed og dansk nærvær over paraden, som undertegnende ikke har set magen til på mine besøg i hverken Disneyland i Anaheim, Californien eller i Disneyworld i Florida. For det er kun i fysisk størrelse, at Tivoli er lille – oplevelsesmæssigt er Den Gamle Have i top.

Så det er alt sammen vældig godt, også fordi Tivoli-specialiteter som havens specielle lys, linie 8, den gode mad og den klassiske musik sammen med Rasmus Klump har plads i paraden. Man ser simpelthen Tivoli danse forbi sig på grusstien under de store trækroner. Det er mageløst, som H. C. Andersen, der også er med, ville sige det.

Skal der drysses lidt malurt i bægeret, må det være fraværet af publikums-magneter som de vilde forlystelser og Fredagsrock – alt det, der tiltaler de unge, og som også er en stor del af Tivoli.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks påfugle, som den der er nede på Pantomimeteatret – og som også er med i Paraden. Påfuglen, der er den allermest charmerende figur af dem alle sammen i paraden med dens dans, nik og læggen-hovedet-på-sned. Store, blå fugle går også altid lige ind.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske medier misser verdensnavn

Danske medier er nogle pudsige størrelser.

Når nogle verdensnavne kommer til landet, så skrives der om det i samtlige medier i dagevis op til – ja, indimellem nærmest ugevis, og når den-i-hele-verden-kendte så endelig kommer, så står den på rød løber og masser af kendisser. Men når andre verdensnavne arriverer til vores land, så forbigås det i tavshed. Ingen rød løber og ingen kendisser, der skal pleje deres image og netværk.

Det skete for eksempel for Jeff Dunham, der er noget så særligt som verdensberømt bugtaler.

Han gæstede Aalborg i tirsdags, hvor de 2400 billetter blev revet væk på under fem minutter, da de blev sat til salg tilbage i november – hvad man kunne læse i Nordjyske for et halvt år siden: https://nordjyske.dk/nyheder/dunham-show-udsolgt-paa-rekordtid/3a2bc548-e6c0-4cd7-8722-f00610b10b7f

Det var faktisk ny rekord for udsolgt på stedet, og avisen fulgte da også op med en artikel om et træ, som Dunham plantede, da han så besøgte Aalborg i tirsdags: https://nordjyske.dk/nyheder/jeff-dunhams-plantede-syngende-trae-silence-i-kill-you/8dc9716d-3108-493d-9ab5-82b34c0aa41a

I går var Jeff Dunham så i Valbyhallen i København, hvor en større, men ligeså propfuld arena klappede og grinede af hans samtaler med hans dukke-venner: Den vrantne Walter, den øl-glade Bubba, den lilla Peanut og sidekicket José, den nye præsidentielle rådgiver Bob – og så selvfølgelig den døde terrorist Achmed.

Men hvor københavnerne var mødt op i hobetal, så glimrerede hovedstadens medier ved deres fravær, og det er bizart. For her kommer en mand, der har succes over hele verden med at gøre grin med alt og alle – både sig selv, sit eget land USA og også de steder, som han besøger, og der er tale om netop den ord-spillende og sorte humor, som vi danskere siger, at vi elsker.

Men når verdens måske bedste bugtaler så endelig er i byen på et ud af kun ti stop i Europa, så enten gider medierne ikke møde op – eller også så ved de ikke, at det foregår. Begge dele er sådan set lige slemt. For bør medierne ikke skrive om det, som danskerne er optaget af?

Og danskerne kan lide Jeff Dunham, der let kunne have solgt ti gange så mange billetter, ja måske endda også tyve gange så mange som de i forvejen adskillige tusinde, der var tilstede i Valby-hallen i går.

Se mere om ham her: https://www.youtube.com/channel/UC0NaWwWghJD37rMK2AYDidg

Men det enten ignorerede man eller nåede ikke at opdage i den del af andedammen, hvis opgave det er at formidle andedammens liv og nyheder. Så jo, vi er stadig et lille land med øjnene fast fæstnet på os selv, hvis nogen skulle være i tvivl.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

H. C. Andersens “Nattergalen” 175 år

H. C. Andersen skrev mange eventyr, men et af de bedste og mest berømte er det om den lille fugl, der synger så smukt, at en kejser får tårer i øjnene.

Det er selvfølgelig ”Nattergalen”, der er tale om.

Dette fantastiske eventyr om det ægte versus det kunstige, om det poetiske versus det snobbede, om det naturlige versus det skabagtige … om alt det, som vi alle lever i og med, også selvom vi ikke er hverken køkkenpiger, kavalerer, kejsere – eller nattergale.

I år fylder eventyret om nattergalen 175 år – og det vil Danmarksbloggen gerne markere på denne smukke dag i maj, hvor man måske kan være heldig at høre nattergalen i de allertidligste morgentimer eller de allerseneste aftentimer.

For nattergalen begynder at synge her i maj – og den synger mest, mens mørket falder på – og lige inden lyset bryder frem. Og har man én gang hørt den lille fugls sang, ja så glemmer man det aldrig. Dé triller bliver som juveler i ens erindring ligeså skønne som de juveler, nattergalen selv så i de tårer, der kom i øjnene hos kejseren, mens den sang.

Læs eventyret her: https://www.duda.dk/eventyr/nattergalen/nattergalen.html

Det bliver kun bedre og bedre for hver gang man læser det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Håbet er lysegrønt”

Af alle ting i hele verden er det frygten i os selv, som vi skal frygte mest – frygten og så os selv og det mørke, som bor dybt inde i os.

Det står i hvert fald helt klart, når man forlader Mammutteatrets gæstespil på Betty Nansen Teatrets afdeling Edison-siloen på Frederiksberg efter at have set ”Håbet er lysegrønt”. For ja, det er håbet vel. Og især i denne forårstid kan håbet, livet og verden virke lysegrønne – og lyserøde, som de kirsebærtræer, vi som de flokdyr, de lemminger vi er, bare MÅ ud og fotografere på Bispebjerg Kirkegård eller/og på Langelinie.

For mennesket er et flokdyr – og tilmed af den grusomme slags. Et flokdyr, som både kan kradse øjne ud, dræbe og gøre alt muligt andet ellers utænkeligt og primitivt, hvis der er en leder at følge – og det skal der nok være. Der er altid en, der gerne vil beundres og føre, og er der ikke nogen, så finder vi ofte selv en kandidat til piedestalen. Gerne en der råber højt og taler i absolutter og lette løsninger på komplicerede sammenhænge, ja selv løgne æder vi glad og gerne, som det så fornemt vises i forestillingen.

For det sværeste er at åbenbart at tænke selv og være kritisk og reflekteret. Så i det store samfundsspil vil natur altid slå civilisation. Drift altid vinde over etik. Det er i hvert fald den følelse, som man sidder med, når man ser dramaet og uhyrlighederne oprulle sig på scenen, der snart er en skov, snart et kontor, snart hele samfundet.

Sceneskiftene sker let, og som tilskuer lever man sig nemt ind i det, for hele castet – der udelukkende består af kvinder, også i manderoller – spiller mere end formidabelt, og det til trods for at forestillingen har været ramt af både uheld og sygdom.

I centrum står Tina Gylling Mortensen, der er skræmmende god i hovedrollen som digteren Bolettelund – ja ud i et, det er ikke en stavefejl. Hendes øjne og mimik brænder sig ud i rummet til os, der sidder på stolene – og da scenen er lille, sidder alle helt tæt på, og vi får alle detaljer med.

Man kan høre vandet blive drukket af ulvens vandskål, man kan næsten lugte leverpostejmaden, som bliver spist, og man ser hver en detalje i det menneskelige forfald og de få, men forgæves forsøg på at nå hinanden, som menneskene indimellem prøver sig med. Det ender selvfølgelig med nederlag og vold.

Sådan er det, når forfatteren hedder Kaspar Colling Nielsen. Han var også manden bag ”Den danske borgerkrig 2018-24”, og han er ikke blevet mere optimistisk siden sidst. Tværtimod. For hvor der i ”Den danske borgerkrig 2018-24” var spor af kærlighed mellem mennesker, er der i denne forestilling, som er iscenesat med sans for de skarpe pointer, også visuelt, af Claus Flygare og Henrik Grimbäck, kun mørke, angst og vold.

Der er altså ikke meget at have det lysegrønne håb i. Heller ikke i den religion, som der af og til kredses om i teksten og som med sit budskab om tilgivelse til alle, selv dem der har indført nem-id og ødelagt miljøet, kan forstås som endnu et tåbeligt forsøg fra civilisationens side på at rydde mørket ud. Eller er det i virkeligheden vores eneste redning ud af det junglesamfund, som vi har kreeret, og hvor ulvene hersker? Altså de farlige menneskelige af slagsen og ikke de i dén sammenligning ret uskadelige ulve ovre på de jyske heder, som ellers løber med overskrifterne.

Men der er så også den anden religion – den som med globaliseringens fart har spredt sig over jordkloden: Markedet og dets kræfter og ubønhørlige krav om konstant konkurrence og profitoptimering. Det er en religion, som ingen – heller ikke politikerne – åbenbart kan gøre noget ved, men hvis ”love og regler” vi alle blot må adlyde.

Lyder det dystert? Ja, men det er det også – og kun virkeligheden er mere mørk end forestillingen. Til gengæld er der maser af humor også, og det er godt, for vi forstår bedre, når vi griner. Også selvom der ikke er noget at grine af i samfundet og verden i øjeblikket …

Danmarkshistorien giver fem ud af seks ulve og tænker med på gåsehud på både ulvehylene og de ulve-eventyr, som vi også hører i forestillingen – endda læst op af en rigtig ulv. På Frederiksberg vel at mærke – og ikke i Jylland. Det er nok værd at tænke over.

”Håbet er lysegrønt” spiller til og med 5. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: For enden af regnbuen

Normalt når man går i teatret og ser et stykke, så følger handlingen et kendt dramaturgisk forløb, og som gammel teatergænger ved man derfor, hvad man skal kigge efter – og man fanger mere eller mindre hurtigt pointer og moraler.

Sådan plejer det at være, men heldigvis findes der stykker, der bryder med den norm, og et af dem er ”For enden af regnbuen”, der spiller på Nørrebro teater, og har Tobias Trier som eneste medvirkende. Han har også selv stået for både manuskript og musik i forestillingen, der handler om sangeren Kaj Bino, der vil opbygge et nyt fællesskab for enden af regnbuen.

Nu skal der ikke røbes for meget her, for der er selvfølgelig en handling, og undervejs spindes vi tilhørere langsomt, men sikkert ind i et net, som vi tror, at vi gennemskuer. Og det gør vi også, når det kommer til de åbenbare sammenligninger med sekter og andre mærkværdige grupperinger, som mennesker søger, fordi de ønsker et fællesskab.

Men der er alligevel noget, som man ikke fanger, og som sniger sig ind under radaren og bliver siddende i én, når man forlader teatret. Danmarksbloggen var på besøg i går på årets første sommerdag, og gik bagefter i den gyldne aftensol på Nørrebrogade med en følelse af at have misset en vigtig pointe. Og det var først, da undertegnede fortalte andre om stykket senere på aftenen, at det gik op for mig, at der netop ikke var nogen endelig morale, nogen pointe bøjet i neon.

Så nej, jeg havde ikke misset noget. For stykket – ligesom livet – handler om, hvad vi selv lægger i det, og guldet findes lige for næsen af os i den brune, frugtbare muld, som vi står og går på. Mor Gaia simpelthen eller Gaya, som det hedder i forestillingen.

Så måske vi skal droppe at hige efter krukken for enden af regnbuen. For lige nu og lige her har vi alt det, som vi skal bruge, så vi kan være ægte og autentiske … med os selv og med hinanden, og med de blomster, som vi plukker og den musik, vi spiller.

Hvad Tobias Trier så selv lægger i det hele på det personlige og private plan, afslører forestillingen selvfølgelig ikke, men den afslører en kunstner, der tør være tæt på sit publikum, helt tæt i både de dialoger, de sange og de dilemmaer, som danner rammen om forestillingen.

Og det er en Tobias Trier, der kan sit håndværk, og som er levende og intenst tilstede, også når publikum prøver at få ham på glatis, retter på ham eller i det hele taget opfører sig ligeså uberegneligt som selve livet gør det. Alt det tager han åbent og professionelt ind, og det, mine damer og herrer, kræver på mange planer langt mere end at spille en stor karakterrolle.

For han aner jo ikke, hvem vi er – os der sidder på de sorte stole på Nørrebro Teater – men alligevel møder han os helt tæt og med stor intensitet. Det er godt lavet.

Danmarksbloggen giver seks pruttepuder ud af seks mulige – som den undertegnede fik æren af at modtage, da jeg helt uforvarende og ved at række en finger i vejret kom til at stå for den første af de seks livsdyder, som spiller en central rolle i forestillingen.

Det skal til gengæld ikke røbes, hvad det er for seks livsdyder, men ja, vi er på religionens vej, og ja, vi er pænt langt fra de syv dyder, som kristne stillede op i middelalderen – ja, man kunne uden at ryste på hånden hævde, at vi på mange måder kommer noget tættere på de syv dødssynder.

Men gå nu selv ind og se forestillingen – eller rettere se, lyt, mærk, tal, syng og lev med. Ja, du får slet ikke lov til at lade være, det sørger entertainer Kaj Bino i Tobias Triers skikkelse for, og ham glemmer man sent i hans grønne jakkesæt med den lyserøde skjorte. For det er Rødovre Centrum, der møder en blanding af en vækkelses-prædikant og en fra de berygtede pyramidespil.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater til og med 5. maj, og det er Johan Sarouw, der har instrueret. Statens Kunstfond har støttet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivoli og Harlekin Skelet

”Tivoli altid som aldrig før” er Tivolis logo i disse år, og det skal såmænd nok passe. Ændringer er så ikke altid til det bedre.

Os, der kan huske nogle få år tilbage, mindes med længsel dengang der var levende musik nede ved Pantomimen i Tivoli. Nu er det båndmuzak.

Orkesteret, som spillede, hed Promenadeorkestret, men de findes ikke længere i Tivoli. Ja, selv orkesterets eget spillested, den smukke muslingeskal ovre på den anden side af stien, er væk, og i stedet er der nu Tivoli Food Hall, der også dækker det område, hvor Valmueteatret engang opførte eventyr af H. C. Andersen. Det var skønne tider med unik åndelig føde i stedet for nutidens fysiske føde leveret af fantasiløse kædebutikker. Og både musik og eventyr fra dengang var ganske gratis. Ja, det er ganske vist.

Men Pantomimens kinesiske påfuglebygning er heldigvis fredet, så den kunne Tivolidirektør Liebst og balletmester Bendixen ikke røre, og derfor er det stadig muligt at sidde på de grønne bænke og se de gamle komedier – og de holder max, som Danmarksbloggen kunne konstatere, da den kom forbi denne blæsende aprilaften.

Danmarksbloggen har set et utal af pantomimer – og også flere gange denne aftens sene forestilling ”Harlekin Skelet”, der er den ældste og mest uhyggelige af dem alle sammen. Men det var genkendelsens glæde, for der er altid noget hyggeligt og rart ved at se Pjerrot fjolle rundt, mens Harlekin og Columbine driver deres løjer med ham, så de til sidst kan få hinanden – trods Pjerrot og hendes ret vratne og uvillige far.

Man kan sagtens snakke om, at pantomimeforestillingerne holder, fordi de har fat i de evigt gyldne temaer om generationskløfter, kærlighed og at holde facaden. Men der er nu også noget enkelt og befriende ved at se en kunstart, der IKKE kun er dans, IKKE kun er musik, IKKE kun er skuespil, og som IKKE bruger ord i en tid som vores, hvor alt sættes i kasser, og alt gøres op i ord – og derpå i penge.

Pantomimen gennembryder det hele – og gør verden ny igen, og så bliver Tivoli endelig altid som aldrig før – og man tør igen drømme om en fremtid, hvor musikken og kulturen fylder mere i Den Gamle Have end det gør i år, hvor Tivoli kan fejre 175 år.

For det er aldrig for sent. Ting kan ændre sig, og magien og eventyret kan komme tilbage til Tivoli – til hele Tivoli. Måske i en anden form, men tiden skriger på netop rødder, auntencitet og historie, så håbet om et Tivoli, der igen bliver en musikalsk og kulturel oplevelse af de sjældne, er ligeså lysegrønt som de knopper, der svulmede på mange af Tivolis træer og buske denne aprilaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sigfred Pedersen 115 år – men jeg er digter, og jeg må drømme

I morgen lørdag d. 10. marts er det 115 år siden, at en af Danmarks største visedigtere blev født, nemlig Sigfred Pedersen.

I dag er der mange, der ikke genkender navnet, selvom vi stadig synger Sigfred Pedersens viser.

Hvem kender fx ikke ”Nu går våren gennem Nyhavn” (som ret beset hedder ”Søren Bramfris Lærkesang”), ”Katinka, Katinka”, ”Tørresnoren” – og ”Sølvstænk i dit gyldne hår”, som Kim Larsen gjorde til folkeeje igen for nogle år siden, og hvis melodi ofte bruges til lejlighedssange, både i virkelighedens og i kunstens verden som fx til Varnæs-parrets sølvbryllup i ”Matador”.

Sigfred Pedersen bliver ofte sammenlignet med den svenske visedigter Evert Taube, og det holder, når man ser på de muntre melodier, og fordi meget af hans digtning handler om hverdagens små begivenheder – og om at se det store i det små.

Men indimellem kan Sigfred Pedersen måle sig med mesteren selv, visekunstens fader svenskeren Carl Michael Bellman, der som ingen andre har skrevet usentimentalt og alligevel så rørende om de store ting, om livet, døden, kærligheden og beruselsen. Og ikke nødvendigvis i dén rækkefølge – men ofte med et godt blik for samtidig at skildre de klasseskel og den dobbeltmoral og det hykleri, som ikke kun er et problem i vor tid, men som også var udbredt på Bellmans tid i 1700-tallet.

Bellmans hovedfigur var urmageren Fredman, hvis store kærlighed Ulla Wiinblad ernærede sig som en glædespige, der indimellem blev idømt ophold på Långholmen (et kvindefængsel i Stockholm) af de samme dommere, der også besøgte hende og hendes veninder i Gamla Stans små lejligheder, som i dag koster spidsen af en jetjager, men som dengang var boliger for samfundets bund.

Sådan en figur som Fredman har Sigfred Pedersen så ikke, men hos hans skærslipper, som man møder i ”Den gamle skærslippers forårssang”, ser man en livsfilosofi, som kan måle sig med Bellmans Fredman og dennes fokus på favntaget og beruselsen, som med Sigfred Pedersens ord beskrives således i den smukke vise om skærslipperen – her i et tilbageblik på ungdommen: Jeg sov hos landsbyens bedste tøs. Med hende var det en fryd at bakse, thi vårens duft var i hendes skød.

Og senere lyder det med en klar adresse til samfundet og hykleriet – og til digtekunsten: Den, der har pligter, kan sagtens dømme en pjalt, som ikke betaler skat. Men jeg er digter og jeg må drømme, thi jeg er eet med den lyse nat.

Men i jantelovens fædreland bliver skærslipperen ikke udnævnt til en helgen som Bellman gjorde Sankte Fredman, for verset fortsætter: De digtere er så mange slagse, og selv blandt dem er jeg kun en fant, der sliber knive og sliber sakse, og takker rørt for en kobberslant.

Og så er det alligevel hos den gamle skærslipper, denne ædle landevejens ridder, at alt det der i virkeligheden betyder noget skal findes, for som Sigfred Pedersen flere steder i visen lader skærslipperen synge: Jeg sliber knive, jeg sliber sakse. Jeg sliber solskin og dagligt brød.

For solskin og dagligt brød er alt, hvad vi behøver. Det vidste og skrev Sigfred Pedersen, Evert Taube og Bellman om på måder, så det stadig skal synges, så det gjalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. En fant er en sølle, fattig fyr.

Anmeldelse: ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen”

Bøger om vores rødder og vores historie er meget populære i denne tid, hvor verden virker mere usikker end i mange årtier. Det ved diverse forlag, så derfor skrives der i disse år meget om, hvem vi var, hvordan vi var det – og hvorfor.

Det hører dog til sjældenhederne ligefrem at udgive en hel bog om danskernes sexliv, men det er ikke desto mindre, hvad Haase gjorde i går, da de sendte Thomas Oldrups ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen” på gaden.

Det er en spændende bog – og ikke kun på grund af emnet, selvom erotik som bekendt altid vækker en vis naturlig interesse.

Men fordi man på bogens lidt mere end 300 sider får gennemgået alt om og omkring danskernes sexliv i en periode, hvor det ellers er let at tro, at alle kun tænkte på og talte om rationeringsmærker og erstatningskaffe. For vi ved jo godt, at selve modstandskampen og hjælpen til de danske jøder var bedrifter, som kun kan tilskrives ganske få danskere, selvom vi godt kan lide billedet af os selv som dem, der bød Hitler trods.

Men det var vi ikke. Vi var Hitlers lille kanariefugl, som man lidt hånende, men rigtigt sagde det ude i et Europa, hvor byer var bombet sønder og sammen, børn skilt fra forældrene – hvis de var overhovedet var i live og andre unævnelige rædsler, som stort set gik Danmark forbi.

Men hvad var det så, at vi lavede i dette smørhul, mens verden brændte om os? Ja, det store antal børnefødsler i krigens år – og i tiden lige efter – tyder på, at danskerne gik til den under dynerne – eller måske hvis man var ung ude i det fri. Ikke nødvendigvis kun af lyst, men også fordi det ikke var velset, at unge mennesker ”sov sammen”, når de ikke var gift.

Så man klarede sig, som man nu kunne – og ikke kun i missionærstillingen – også de mere avancerede sexformer blomstrede, som man ellers mente først blev almindelige flere årtier senere, var flittigt brugte og endnu mere efterspurgte.

Blandt andet hos den unge ingeniør Henrik, der boede hjemme hos forældrene i Bredgade i København, og hvis dagbog Thomas Oldrup ved et heldigt tilfælde fik fat på via et antikvariat, og som tegner billedet af en mand i 20´erne, som ikke gik særlig meget op i hverken besættelse eller storpolitik. Derimod fyldte det erotiske meget, og man følger Henrik fra han møder Else, der er katolik og forlovet med en anden, og indtil de to bliver gift. Undervejs er der tanker om seksualiteten i forhold til hendes katolske tro, som fylder meget hos hende, og som gør, at de laver alt muligt andet end lige vaginalt samleje. I øvrigt en klassisk taktik hos katolikker stadigvæk, hvis graviditet inden ægteskabet skal undgås.

Derfra går Thomas Oldrup i dybden på en videnskabelig, men dog letlæselig facon og med masser af billeder med emner som sex-oplysning eller måske rettere mangel på samme, for uvidenheden var enorm og blev kun overgået af en mærkelig forestilling om manden som konstant liderlig, mens kvinden var langt mere lyrisk orienteret.

Ikke overraskende mente datidens voksne også, at ungdommen var afsporet og umoralske, præcis som på Holbergs tid og som i dag, så heller ikke på det område, var tiden anderledes, men det er godt at få det bevist. Og det får vi, for Thomas Oldrup er sober og veldokumenteret gennem hele bogen, hvor der også er kapitler om kvinder på arbejdspladsen, ægteskab og skilsmisser, homoseksualitet, abort, prostitution – og tyskerpigerne, så vi kommer hele vejen rundt i den meget grundige bog.

Men i fokus står seksualiteten, også kvindens, som ifølge tidens moral helst skulle afbalanceret, altså placeret på en meget snæver plads mellem nymfomanen og den frigide. Det var med andre ord mere end almindeligt svært at være kvinde dengang, men er det så meget anderledes i dag, hvor kvinder med en sund sex-appetit let bliver til ludere, mens dem uden den store lyst er hæmmede?

Så igen er vi ikke kommet længere siden besættelsen – eller jo, på et punkt er vi. For i dag ser man ikke kvindens orgasme som noget, der falder sammen med manden, hvis altså hun er normal!!!

Onani er derimod stadig – også i vores dage – for mange tabubelagt, men selvtilfredsstillelsen har alle dage været udbredt – også under besættelsen. For bogen går helt tæt på kroppen, som også beskæftiger sig med emner som hygiejne og prævention. Men også både såkaldt frække blade og bøger behandles. De blev i øvrigt flittigt læst, så det var ikke illegale blade om modstandskampen det hele.

Thomas Oldrup har med bogen en helt tydelig mission, der går ud på, at emner som frisind og seksuelle eksperimenter ikke er en moderne foreteelse, men noget som også hører andre tider til.

En pointe i bogen er så også, hvordan man lever, når man føler sig truet, for så bliver vi åbenbart mere frie og grebet af en stemning af vi-kan-alle-dø-i-morgen-så-giv-los-og-gå-til-den. Eller sagt mere bramfrit: Man knepper bedre og mere vildt i krigstid end i fredstid, hvor alt er lidt pænt og meget kedeligt.

Det kan vi så lade stå i en tid som vores, som hverken er det ene eller andet. For krig har vi ikke, men rigtig fred har vi heller ikke haft siden d. 10. september 2001.

Danmarksbloggen giver ”Fanden tage i morgen. Sex, køn og kærlighed under besættelsen” fem strømpebånd ud af seks mulige – og tænker, at en kortere version på måske en 15-20 sider med de vigtigste pointer ville egne sig som fast pensum i folkeskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne.

For nok handler bogen om danskernes sexliv under besættelsen, men på mange områder er den meget aktuel, og så er det som bekendt godt at kende sin fortid, hvis man skal forstå sin nutid og påvirke sin fremtid, og det gælder også seksuelt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk