Og så glemte vi fodboldkvinderne …

Mændenes fodboldlandshold vandt i går en knusende 5-1-sejr over Irland og sikrede sig dermed adgang til VM i Rusland – og nu går samtlige aviser i selvsving og amok over resultatet, og glemt er tilsyneladende alle tidligere udtalelser og benævnelser.

For nej, det hedder ikke længere ”Mændenes fodboldlandshold” – men bare Danmark. For Danmark er åbenbart defineret ved mændene og deres evner med en bold på en græsplæne.

Men hvad med kvinderne? De vandt sølv til EM i sommers, og der var ingen ende på de roser, som de fik i den henseende. Man talte også om, at man i fremtiden ville kalde det mændenes henholdsvis kvinderne fodboldlandshold.

Men det holdt altså kun så længe, at pandekagerne på Københavns Rådhus var nogenlunde lune endnu.

For nej, man mente det vist aldrig seriøst med kvinderne, som det også blev cementeret, da DBU ikke ville lave en aftale med kvinderne, men i stedet droppede en kvalifikationskamp mod Sverige.

Der falder i øvrigt afgørelse i dén sag i dag.

Gad vide, hvor meget vi kommer til at høre om det? Danmarksbloggen spår: Næppe meget, for nu kan mændene jo sparke igen.

Det er en skandale for ligeretten …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Folkeparti kan få Holger Danske til at vågne

Dansk Folkepartis spidskandidat til regionsrådet i Region Hovedstaden Henrik Thorup er gift med DF’s tidligere formand og folketingets nuværende formand Pia Kjærsgaard. Så han burde kende til Danmark, kan man mene. Men ikke desto mindre var han i går ude og foreslå, at man skulle forbyde læger med stort fuldskæg. Det er et knæfald for muslimske traditioner, mener Henrik Thorup. Læs mere her:

https://www.tv2lorry.dk/artikel/df-spidskandidat-vil-forbyde-laeger-med-stort-skaeg

Danmarksbloggen vil så gerne oplyse hr. Thorup og andre om, at der findes mange andre end lige muslimer, der har store skæg. Fx jøder, sikher, amishfolket, ortodokse kristne – og hipsterne ikke mindst.

Fuldskæg – og også stort fuldskæg – har været meget udbredt også i Danmark gennem tiderne.

Danmarks store statsminister Stauning havde et langt skæg, og vikingerne skal for eksempel også have haft det i stor stil. Tag også bare vores nationalhelt Holger Danske, der fra sin kælderplads på Kronborg sidder og sover, mens han holder øje med Danmark. Han har også et imponerende stort skæg, som den gamle kæmpe uden tvivl er ganske stolt over.

Så måske det er nu, at Holger Danske vågner op? Nu han tænker, at nok er nok – nu hvor hverken han eller hans gode venner vikingerne længere er danske – ikke iflg. DF´s tankegang i hvert fald.

For husk: Ifølge sagnet vil Holger Danske rejse sig og gå i kamp dén dag, hvor Danmark stander i vånde.

Og det gør Danmark og alle vores frihedsrettigheder nu, hvor angste mørkemænd m/k som Thorup kommer med det ene angreb efter det andet på det frie og åbne samfund, som er Danmarks styrke.

Så nu må Holger Danske meget gerne vågne. Det kræver nemlig meget at gå imod den strøm af had og angst, som kommer fra den ydre højrefløj. Nogen, der bor i Helsingør og lige gider gå op på Kronborg og puffe lidt til Holger? Måske synge Ingemanns ”I alle de riger og lande” for ham?

Teksten er her: http://www.ugle.dk/i_alle_de_riger_og_lande.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Familien Löwander

Danmarksbloggen skriver om Danmark, og anmelder derfor også i sagens natur dansk kunst og kultur – men ingen regler uden undtagelser.

For et decideret stykke tv-kunst ramte skærmen i lørdags – og blev genudsendt i går søndag, men kan heldigvis også ses på DR´s hjemmeside. Det handler om det svenske tv-drama, der på dansk hedder “Familien Löwander”, men som på svensk hedder “Vår tid är nu”.

Egentlig også en bedre titel, for det handler ikke kun om familien Löwander, selvom meget af handlingen udspiller sig i deres fine ejendom på en af Stockholms bedste adresser, hvor de har den dyre restaurant “Djurgårdskällaren” i kælderen og stuen, mens de selv bor ovenpå.

Serien starter ved 2. verdenskrigs afslutning, hvor datteren Nina møder køkkendrengen Calle midt i det jublende menneskehav på Kungsgatan i den svenske hovedstad uden at vide, at han er på vej til første arbejdsdag i hendes families restaurant. De to unge kysser hinanden – og ja, der kommer selvsagt en kærlighed-på-tværs-af-de-sociale-skel-historie ud af dét møde.

En historie, der skildres fint og følsomt, men som heldigvis ikke står alene, for så ville det være banalt. Men det er serien ikke. Den er åndeløs spændende og oplysende – og nej, man behøver ikke at kende til hverken Stockholm eller svensk historie for at følge med.

Man får det hele serveret på den mest underholdende måde, og bare i de to første afsnit kommer der udover oplagte emner som kampe og konflikter mellem generationerne og klasserne også temaer som svenskernes forhold til tyskerne under krigen, sortbørshandel, kz-lejre, anbragte børn, ensomhed, omsorg, arbejdsmarked, fattigdom og meget andet. Alt sammen skildret realistisk og med en nerve, der tør at gå dybt.

RIGTIG dybt som når den ene søns franske veninde, der har siddet i kz-lejr, beskriver, hvordan hun og de andre fanger vidste, hvem der snart skulle dø. For så lignede de en hare i ansigtet – tænderne stak ud – og de lugtede af benzin. 

Det er Matador og Downton Abbey. Matador fordi personerne skildres skarpt og præcist – og med få virkemidler, og Downton Abbey fordi der er tænkt over alt med tøj, møbler og stil, så det holder ned i detaljen.

Men serien er også helt sin egen – og sine steder bedre end de to andre – fordi den netop tør at gå så dybt, at man kan mærke det fysisk.

“Familien Löwander” er produceret i 20 afsnit, hvor 10 vises i år – og 10 næste år – altså i Sverige. I Danmark får vi to afsnit af gangen, således så det er to timers fjernsyn hver gang, hvor man kan følge skæbnerne gennem de årtier, hvor de sociale skel blev udvisket i Sverige, og folkhemmet blev bygget.

Det er en udvikling, som vi også til dels havde i Danmark, hvor mange af kampene og konflikterne var de samme, så også derfor giver det mening for en blog om Danmarksbloggen at anmelde dette fantastiske stykke svensk tv-drama.

Danmarksbloggen glæder sig allerede til på lørdag – og giver “Vår tid är nu”/”Familien Löwander” seks store svenske flag ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Pigen ingen vidste var”

Hvis man ønsker sig en bog, som man kan kravle ned under tæppet på sofaen med, mens efterårsmørket står rugende udenfor ruderne – og man vel og mærke kan lide lange forviklingsromaner fuld af spænding, der også udfordrer ens tro på menneskene og menneskeheden – så er ”Pigen ingen vidste var” et godt bud.

Bogen er på næsten 400 sider, og er fuld af såvel forviklinger, bedrag, følelser, drømme, bristede illusioner – og hvad livet og samfundet ellers handler om.

Nu skal handlingen ikke afsløres her, men der trækkes pænt på mange temaer fra nutidens film og tv-serier, hvor spænding og psykologiske spil sammen med magtens kringlede veje tegner billedet.

En serie som Netflix´s “Stranger Things” er det fx på mange måder oplagt at sammenligne denne bog med.

Og som mange kulturelle produkter i vor tid – også “Stranger Things” foregår bogen i USA – dog ikke i vor tid, men for næsten 50 år siden i hippietiden, altså også tidligere end Netflix´s hitserie.

Der er dog ikke meget flower-power over hverken personer eller handling – ej heller fri kærlighed, men til gengæld rigeligt med eksperimenter, om end de er af en lidt anden slags end dem, som skete på universiteternes græsplænerne, når de unge mødtes over lidt sjov tobak til såkaldte love-ins.

For pigen Ana – som er hovedpersonen i et hemmeligt adfærdseksperiment, og som ingen rigtig kender (man kommer igen til at tænke på “Stranger Things” og pigen Eleven) – forsvinder, og professor Noah Hobbs er ikke glad. Hans livsprojekt er nemlig dermed truet – af ingen ringere end hans søn Bradley. For der er ikke kun den unge generation, som det handler om – eller jo, det er det måske, men det er i hvert fald ikke dem, som trækker i trådene, og så siger undertegnede ikke mere.

Læs selv handlingen – og når du gør det, så forstår du, hvorfor bogen må foregå i USA, selvom det egentlig også er lidt synd. For personerne og interaktionerne mellem dem er så klart mere danske end de er amerikanske, og det er helt naturligt.

For det er mere end svært at sætte ind i andre nationaliteters tankegange og måder at opfatte verden på, selvom de to forfattere gør et bravt forsøg. Men der bliver simpelthen bare lagret noget på harddisken, som er så umiskendeligt dansk, når man bor og vokser op her i det lille land mod nord – præcis som der gør det alle andre steder i verden. Vi rundes af den virkelighed, som vi vokser op i – på godt og ondt.

Det mærkes også tydeligt i bogen, at den ene forfatter Lars Wissing er filmklipper, men det er så en fordel i en visuel tid. For bogen er stærk i sine billedmæssige beskrivelser, der netop er meget filmiske.

Den anden forfatter Mikkel Winther arbejder med forretningsudvikling, og det afspejles måske ikke ligeså direkte i bogen, men alligevel fornemmer man det, når steder, roller og interaktioner beskrives.

Næsten 400 sider er dog mange, og bogen vil også meget – og kan meget. Men nogle gange er less more, hvad de to forfattere uden tvivl også ved, når man kigger på deres tidligere meriter som henholdsvis klipper af nogle af tidens bedste tv-serier og film – og som marketingschef hos delebilstjenesten Go More.

Danmarksbloggen giver tre ud af seks sommerfugle, men havde gladeligt givet fire, hvis slutningen havde stået mere klar.

For nok er åbne slutninger populære, men når en bog rummer så mange lag og så mange muligheder som ”Pigen ingen vidste var”, så vil man som læser gerne have en bastant afslutning, så man ikke er det mindste i tvivl om noget eller om nogens skæbne.

Det hænger måske også sammen med verden af i dag, som er mere åben og uafklaret end den har været i mange år, så når vi læser, vil vi vide, hvad der sker – og modsat en tv-serie, så behøver vi ikke en cliffhanger.

Vi vil have det afklaret – og det er en fordel, især når bogen handler om perspektiver og eksperimenter med mennesker, som måske også kunne foregå i vores tid og i vores land. For når den tanke sætter sig fast, så bliver bogens fine spænding mere end bare en behagelig krillen i maven i efterårsmørket.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reformation: Katharina Luthers teser

I går skrev Danmarksbloggen om hr. Luthers nu 500 år gamle teser.

Men Luther havde også en hustru – en bemærkelsesværdig kvinde, som var med ham oppe i Lutherstube, når der blev diskuteret teologi, og som havde en stor og direkte indflydelse på ham og hans tanker – og dermed på reformationen.

Hendes navn var Katharina von Bora, og hun var oprindeligt en nonne, der inspireret af Luthers tanker var løbet bort fra klostret, hvilket var en risikabel affære. For ingen måtte hjælpe en bortløben nonne, men det gjorde Luther og hans venner nu alligevel, da de støttede både Katharina og hendes veninder. Men Katharina var mere end en nonne og verdens første præstekone. Hun var også en dygtig forretningskvinde, en god mor og meget mere. Hun var en kæmpende gigant – en fantastisk kvinde.

Igennem det sidste år har Anette Jahn og Tine K. Skau turneret med forestillingen ”Katharina Luther – Munkens Brud” om netop hende. Og forestillingen kan endnu nås at ses enkelte steder – i aften, selveste reformationsaftenen, i Vor Frelsers Kirke i København, hvor Katharina skal stå på den samme prædikestol, som Grundtvig gjorde det, da kristendommen fejrede 1000 års jubilæum i Danmark.

Dengang læste dansk åndslivs kæmpe sin nye salme ”Den signede dag” højt for menigheden, og derpå blev han fyret. For biskoppen havde dømt salmen ude som ugudelig. Den salme ”Den signede dag” som i dag er en af de mest sungne og elskede i folkekirken. Så det er en gammel kampplads, som Katharina i skikkelse af Anette Jahn skal betræde i dag, hvor det endda er forestilling nr. 100.

Se mere her: https://www.facebook.com/events/157464458180946/?acontext=%7B%22action_history%22%3A%22[%7B%5C%22surface%5C%22%3A%5C%22page%5C%22%2C%5C%22mechanism%5C%22%3A%5C%22page_upcoming_events_card%5C%22%2C%5C%22extra_data%5C%22%3A[]%7D]%22%2C%22has_source%22%3Atrue%7D

Og her: https://maale-fortaelleteater.clients.ubivox.com/archive/810097/#.WfMHt8wwWCM.facebook

Og her Danmarksbloggens anmeldelse af forestillingen: http://danmarksbloggen.dk/?p=9068

Men reformationsårets bedste forestilling må ses en gang til, så Danmarksbloggen kommer i Vor Frelsers Kirke og glæder sig – og vil herefter give ordet til Katharina aka Anette Jahn, der har skrevet KATHARINA LUTHERS TESER, som handler om kvinder, mænd, børn, kunst, dans, musik, fortællinger, fællesskab – og glæden ved at leve et liv med både sind og krop:

Katharina Luthers teser:

  1. Det er på høje tid, at I befrugter det mandlige med det kvindelige. Det var det, som Jesus gjorde. Han ophøjede barnet og kvinden, han lyttede til sin mor Maria, og han gjorde sig selv til tjener af folket. Jeg var også tjener. Først som nonne og siden som den, der sørgede for rammerne for Luthers reformation. I klosteret arbejde jeg med de helbredende urter i haven og passede de syge. I mit ægteskab stod jeg for alt det praktiske arbejde, så vi hver dag kunne bespise børn og plejebørn, studenter, professorer, Luthers venner og tilhængere samt alle vore andre gæster. Det krævede en stor husholdning, og min ægtemand var ludfattig, da vi giftede os. Jeg byggede det hele op fra grunden og stod også for regnskaberne.
    I har ophøjet Luthers teoretiske arbejde, mens I har nedgjort mit praktiske arbejde. Og I har ignoreret, at ånden findes lige så meget i det praktiske som i det teoretiske arbejde. I kan ikke finde en hustru, som er mere stolt af sin ægtemands gerning end  jeg. Men I har glemt, at Luther også var stolt af min gerning. Tanken og kroppen befrugtede hinanden i vores ægteskab. Lad det også befrugte jeres tid.
  2. I har gennem 2000 år foret kirken med patriarkalsk tankegang. Fra gulv til loft. Og det er ikke bare i selve rummet. Hele jeres kultur er formet af dette verdensbillede. Nu er det ved at sprække. Se bare på den amerikanske præsident. Det er mit ønske, at hvis denne kultur skal gå under, så er det for at give plads til et nyt verdensbillede, hvor der er mere balance mellem det mandlige og det kvindelige. Hvor I både vil høre Luthers og Katharinas teser.
  3. I skal igen lytte til jomfru Marias stemme. I som endnu ikke har hentet de smukt udskårne træfigurer af Maria med barnet op fra jeres fugtige kældre, genindsæt dem i jeres kirkerum. Og I som har sat dem tilbage, lad dem ikke bare pynte som historiske kunstværker. Brug dem. Sæt jer ved dem og mærk stilheden. Lad hende fylde jeres hjerter. Både mænd og kvinder har brug for at lytte til en kvindes stemme. Guds moders barmhjertige og milde stemme.
  4. Opløft jeres udstødte kvinder. Jomfru Maria ved, hvad det vil sige at være en udstødt kvinde. Hun skulle have været stenet ihjel, hvis ikke Josef havde lyttet til sin drøm om, at han skulle tage hende til sig og stole på, at hun bar Guds søn. Jeg selv blev også behandlet som en udstødt kvinde, fordi jeg var bortløben nonne og var i stand til at skabe rammerne omkring Luthers reformation. Jeres historie er fuld af voldtagne kvinder, der har fået skylden. Men I skal tro så stærkt, at selv en falden kvinde som Maria kan føde Guds søn.
  5. I mødre kan finde trøst og styrke hos Jomfru Maria. Hun var mor til et barn, som hele sit liv var truet, og som led en skrækkelig død. Men hun fandt styrke til at følge ham hele vejen og være ham til støtte.
  6. Tag jer godt af jeres enker. Da Josef giftede sig med den gravide Maria, slog Josefs slægt hånden af ham. Maria blev set som en falden kvinde, og da de kommer til Josefs by Betlehem, ville hans familie ikke tage imod dem. De måtte føde i en stald. Da Maria senere blev enke, ville de stadig ikke hjælpe hende. Hun blev hjulpet af sin egen slægt. Og da jeg blev enke efter Luther var jeg også elendigt stillet. Som kvinde havde jeg ingen rettigheder, og jeg måtte kæmpe for at overleve. Min historie har fulgt Marias historie på så mange måder.
  7. Lær af kunstnerne. Hverken før eller efter reformationen har nogen kvinde været malet eller besunget oftere end Jomfru Maria. Kunsten kommer sandheden nærmest.
  8. Hver gang en kvinde ikke kan tåle, at en anden kvinde stråler ved hendes side, så træder I et skridt baglæns på den vej, der skal føre jer til ligestilling mellem kønnene. Dengang i Wittenberg fandt jeg støtte hos mine nonnesøstre, som var flygtet fra klosteret med mig, og som var blevet gift med Luthers venner og tilhængere. Uden dem havde jeg ikke klaret al den modstand, jeg fik. Også hånlig modstand fra andre kvinder. Lyt til jeres tidligere kvindelige statsministers stemme. I kvinder må ikke holde hinanden nede i misundelsens dynd, men derimod give plads til de kvinder, der vover at gå forrest.
  9. Barnet er den viseste og højeste iblandt os. Det vidste Jesus, og det trøstede mig at høre, dengang jeg følte mig alene i klosteret i en børnefjendsk verden.
  10. Fyld kirken med sang, musik og dans. Særligt glæder det mig, hver gang et barn danser de gamle fortællinger i kirkerummet, eller en baby ligger fortryllet på kirkegulvet og lytter til salmesang.
  11. Fortæl den kristne historie som mundtlige fortællinger. Det er ikke nok, at de kan læses på modersmålet. Det mundtlige sprog skal igen i højsædet. Jesus blev født ind i den jødiske tradition, hvor man dyrkede fortællingen og forstod, at det guddommelige åbenbarede sig i fortællingen. Jesus blev derfor selv den største fortæller. Og nu er det på tide, at alle børn og voksne møder bibelhistorien gennem mundtlige fortællinger og selv lære at fortælle videre.
  12. Reformationen fratog kvinder mulighed for myndighed indenfor kirkens hierarki. I var meget længe om at lade kvinder blive præster og biskopper, og det er alt for kort tid siden, at nogle biskopper i jeres land stadig accepterede, at en mandlig præst kunne fritages for at trykke en kvindelig kollega i hånden. Det skulle tage jer 500 år! Har I glemt, at kvinderne ved Jesus grav var de første til at erfare opstandelsen?
  13. Giv jer tid til fordybelse. Reformationen fratog kvinder den mulighed for kristen fordybelse, som klosteret gav nogle kvinder. I klosteret nød jeg, at min tro fik plads, at jeg havde tid til at læse biblens fortællinger og knytte mig til Jomfru Maria. Man kunne ønske sig,at den mulighed stadig kunne bevares. I lever jeres liv mere og mere på overfladen. Nogle af jer fordyber jer ganske vist i kulturelle lommer løsrevet fra jeres øvrige sociale liv. I tager på retræter, aftenkurser, pilgrimsvandringer. Jeg kunne ønske for jer, at I kunne gøre fordybelse til en del af jeres hverdag og af jeres fællesskaber.
  14. Sørg for at jeres børn kommer ud i naturen, hører fuglene, klatrer i træer, plukker blomster og lærer at passe på dyrene. I må aldrig lukke jeres børn inde, ligesom jeg blev lukket inde på mit kloster. I tror, at I lukker jeres børn ud i verden gennem deres konstante adgang til internettet, men I har glemt at sørge for deres kropslige udfoldelse. Den kropslige og praktiske erfaring skal igen i højsædet.
  15. Sørg for at jeres børn lærer at synge, spille og danse. Disse musiske udtryk hører sammen og styrker børns kropslige erfaring. I klosteret mærkede jeg ofte trangen til at danse, når jeg lyttede til mariahymner, men det var forbudt. På Sorteklosteret fik mine børn og plejebørn derfor lov til at danse. For gennem kunstnerisk skaberglæde møder jeres børn også det guddommelige.
  16. Livet er helligt. Lær jeres unge mennesker, at kærlighedslivet er helligt, og at Gud ønsker, de skal nyde det. Da jeg blev gift med Luther, var han 42 år og vidste intet om en kvinde. Ja, han vidste knap nok, at han selv havde en krop. Kroppen var for ham som et stativ, der skulle bære rundt på hans kloge hoved. Men det fik jeg rådet bod på. Vi fik jo trods alt seks børn. Forskrækkelsen for det seksuelle hærgede i historien i lange tider, men i dag dyrker I kroppen og det seksuelle som en guddom uden ånd. Som en vare I kan forbruge og kaste væk. Lær jeres unge mennesker, at kærlighedslivet er helligt. Det er helligt at føde børn, ligesom det er helligt at dyrke jorden. Det er at tage del i skabelsen.
  17. Jeres største opgave er at give Guds kærlighed videre til jeres medmennesker. I min tid i klosteret var min primære opgave at isolere mig og vende mig mod Gud. Jeg måtte ikke knytte mig til mine medsøstre, det var syndigt at føle hjemvé eller anden form for jordisk kærlighed. Min mor var død, og jeg genså ikke min far igen efter den dag, hvor han afleverede mig som 4-årig. Alligevel bevarede jeg mit kærlige minde om dem. Jeg knyttede mig til Jomfru Maria. Men det var først, da jeg fik lov til at lave medicin og pleje de syge i klosteret, at jeg igen oplevede Guds kærlighed i min hverdag.I glæder Gud, hver gang I holder den syge på panden, tager det grædende barn op på skødet, giver en skilling til den fattige, eller rækker en hånd til den udstødte.

Teserne er skrevet af antropolog, fortæller og indehaver af Maale Fortælleteater Anette Jahn – og den anden tekst af Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det er helt skævt fordelt …

Efterårsferien er slut, og skolerne starter igen.

Undertegnede var i feriens sidste dage en tur ned af mindernes kringlede allé, og jeg kom til at tænke på en sang, som vi skrålede med på næsten hver fredag til fællessang på min meget røde folkeskole i 1970´erne.
En sang, som jeg allerede dengang kunne lide – og som gik direkte ind i mit barnesind og formede mit menneske- og verdenssyn.

Kan hænde den er lidt naiv, men jeg synes nu alligevel, at budskabet holder max – og at den gerne måtte forme sindet på både børn og voksne i dag.

Den lyder nogenlunde sådan her:

Nogle fødes til penge nok, andre til kulde og krig
Nogles liv varer længe nok, andres er hurtigt forbi
Det er helt skævt fordelt
Man bestemmer det ikke selv
Det er et spørgsmål om held

Hvem skal leve og hvem skal dø
Hvem skal sulte ihjel
Hvem skal sejle sin egen sø
Hvem skal klare sig selv
Det er helt skævt fordelt
Man bestemmer det ikke selv
Det er et spørgsmål om held

Vi kan gøre en del i flok, ikke bare i år
Der er penge og rigdom nok på den jord, hvor vi går
Tyranni, sult og krig
kan vi sammen bekæmpe helt
Så bliver alting bedre fordelt

Det er efter hukommelsen, så der kan sagtens være både fejl og mangler – og jeg kan heller ikke huske, hvem der lavede teksten eller melodien. Men den holder i sin opfordring til at gøre noget og en påmindelse om, at vi skal gøre det sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Stikker” og “Panzer”

I dag er det 74 år siden, at de danske jøder blev reddet og sejlet til Sverige.

I den anledning vil Danmarksbloggen anmelde to bøger, som for nylig blev udgivet i 8. oplag: Steen Langstrups ”Stikker” og ”Panzer”, der foregår i krigens sidste hektiske måneder, hvor sabotagen, likvideringerne og clearingmordene tog til, mens det danske politi var sendt i tyske lejre, og den offentlige orden blev varetaget af besættelsesmagten og deres danske håndlangere. Det var med andre ord en hård og ganske lovløs tid, som vi stadig meget gerne læser om.

De fleste danskere dengang puttede sig bag mørklægningsgardinerne og tænkte bare på at klare sig igennem, for på det tidspunkt, hvor bøgerne foregår (november 1944 og april 1945) vidste alle, hvordan krigen ville ende. Spørgsmålet var blot, om russerne eller de allierede kom først, hvornår det skete og med hvilke omkostninger for både den enkelte og landet.

Omkostningerne for Danmark, der blev kaldt Hitlers kanariefugl, var sammenlignet med de fleste andre europæiske lande såre små. Vores land var stort set intakt og ikke sønderbombet som store dele af resten af Europa. Vi havde som bekendt også samarbejdet med Hitler indtil 1943, og kun modstandsbevægelsens indsats og ikke mindst det at vi som det eneste europæiske land for alvor hjalp jøderne sikrede os en plads på de allieredes side.

Sådan lyder den kendte historie om besættelsen, og den holder også i store træk. Det er så også en beretning, der kalder på helte og på stor dåd – og de har også været der.

Men modstandsbevægelsen var også andet og mere, som Steen Langstrup så præcist beskriver det i de to bøger ”Stikker” og ”Panzer”, hvor de klassiske historier fra 2. verdenskrig i stedet for heltekvad om modige unge mennesker, der kæmpede selvom de var bange, bliver rammer om datidens storpolitiske og grimme spil om magt og penge – og ikke mindst almen-menneskelige fortællinger om ensomhed, vrede, længsel, sex, penge, generationskløfter, utroskab, vold, alkohol, depression og hvad der ellers fandtes – og findes.

For uanset om det er en rig fabrikantsøn, en prostitueret, en ung mand fra datidens slum, en præst eller en politimand, som er de fem, der danner en modstandsgruppe og hovedperson-galleriet i den første bog ”Stikker”, så prøver de bare at finde en vej i livet, en plads i samfundet, og dermed er de ikke anderledes end os, der lever nu.

Vores håb, drømme, fejl og valg er de samme som deres.

Og det samme gælder i ”Panzer”, hvor næsten alle trådene fra ”Stikker” samles. Der er en enkelt løs tråd, hvor man selv må vurdere, om det bliver en happy ending eller ikke – eller måske en grå, for tilværelsen fås stort set kun i forskellige grå nuancer, hvad der slås fast mange gange i ”Panzer”.

Virkeligheden er nemlig sjældent sort og hvid, og helte er en raritet. Svigt – også og måske især fra og mod dem som man holder allermest af – er derimod en fast ledsager i tilværelsen, så nej, man bliver ikke opmuntret af at læse Steen Langstrups to bøger om besættelsen.

Men man bliver på en mærkelig måde alligevel opstemt af ”Stikker” og ”Panzer”, fordi man erfarer, at det glitrende billede af både den tids modstandsfolk og samfundsstøtter – og vor tids idealer om vores samfund – ikke holder til et reality-tjek.

Så ja, mørket er massivt i bøgerne, og de er også fulde af lort, blod og tårer – præcis som livet er det. Men livet er alt, vi har, og det er trods alt bedre end alternativet … døden, som der selvsagt findes en del af i de to bøger.

Handlingen hænger i øvrigt sammen i de to bøger, så det vil være umuligt at skrive om persongalleriet i bog to uden at røbe slutningen i bog et, og det du´r jo ikke.

Men Danmarksbloggen kan slå fast, at persongalleriet i ”Panzer” er ligeså favnende og realistisk som i ”Stikker”, og at det i begge bøger handler om etik og moral. Om de valg, som vi kan træffe – og om de ting, som vi bare er nødt til at gøre, fordi vi er rundet af både vores tid og vores baggrund – og det, som vi fik eller måske især ikke-fik med hjemmefra.

Danmarksbloggen kan også uden at fortælle for meget røbe, at vi i ”Panzer” kommer ind bagom en enkelt tysker, der sidder med de samme tanker, som enhver anden ville. For hos Steen Langstrup er alle mennesker, også en nazist, der har et foto af ham selv og Himmler stående på kontoret.

Steen Langstrup skriver også – som altid – flydende og med en god fornemmelse for de små ting, der tegner personer og stemninger.

Spændende er det også at læse om muligheden af eksistensen af en nazistisk flugtrute gennem Danmark, som kunne have været benyttet efter krigen, samt om det såkaldte Varulvenet, som skulle have lavet modterror efter krigen – og endelig om det møde, som efter sigende fandt sted mellem modstandsbevægelsen, tyskerne og repræsentanter for det gamle Danmark (politikere og kongehus) for at sikre, at Danmark ikke blev kommunistisk efter Tysklands sammenbrud.

For i Danmark har vi altid snoet os – som flere af personerne i de to bøger også gør det, så hvem ved, hvad der i virkeligheden er foregået bag mørklægningsgardinerne? Gad vide om der findes noget i nogle af de arkiver, der endnu er lukkede? Det må være guf for en historiker.

Danmarksbloggen giver Steen Langstrups “Stikker” og “Panzer”  fem ud af seks stenguns, som dem modstandsbevægelsen ofte selv måtte flikke sammen for at have noget at skyde med.

For nok blev der kastet våben ned, men mange af dem gik til såkaldte ventegrupper, der først skulle i aktion, hvis noget gik galt efter freden. Det skete så ikke.

Til gengæld blev der skabt en tradition, som er fortsat med hjemmeværnet, hvor mænd kan skyde med våben uden at det rigtig betyder noget. En meget dansk måde at lege krig på, som først er blevet udfordret i de seneste årtier, hvor det er blevet blodig alvor i Irak og Afghanistan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Papirøen KAN reddes

Så lykkedes det at redde Amager Fælled – vistnok. Det er den slags, der giver demokratiet håb, og nu skal en ny kamp kæmpes MOD kapitalinteresser og FOR befolkningen.

Denne gang handler det om Papirøen på Christianshavn, som er et fantastisk sted med bunker af god street-food, liv og leben, som tiltrækker både lokale og turister – men som skal lukke til nytår.

Det har så også hele tiden været planen – som at det hele tiden har været planen, at der skal bygges luksushuse på grunden. Men planer kan laves om, hvis det giver mening – og her giver det særdeles god mening at beholde det levende, vibrerende mad-mekka, som ovenikøbet er nummer fem på listen over københavnske turistattraktioner.

Der er i øvrigt luksushuse nok langs havnefronten. Ja, faktisk er der alt for meget luksus og penge i hele det centrale København. For mange personer på det samme sted fra den økonomiske overklasse dræber nemlig byen, byens liv og sjæl –  og gør Danmark som helhed fattigere på ånd – og på pengepung også, for ingen turister gider besøge fine, men glatte facader uden liv og uden mennesker.

Så ud med spekulanterne og deres grådighed – og ind med fællesskabet og fantasien. Med mennesker og menneskelighed. Med fortsat mad på Papirøen.

Vi reddede Fælleden – vi kan også redde Papirøen, og måske endnu mere i et valgår som dette.

Læs mere i dette glimrende debat-indlæg fra Politiken fra en af stadeholderne på Papirøen: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6130236/Unikke-Papir%C3%B8en-skal-ikke-ofres-for-endnu-et-prestigebyggeri-i-havnen?utm_content=buffer3ad10&utm_medium=social&utm_source=facebook.com&utm_campaign=buffer

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Til (ingen verdens) nytte”

Du kender dem sikkert godt, de der feel-good-film, som man ser siddende i sofaen, pakket ind i et tæppe og med et varmt krus te i hånden. De film ender altid godt, og er – uanset konflikten – i reglen ret ligegyldige og derfor også glemte to minutter efter.

I modsætning til dem står så et teaterstykke som ”Til (ingen verdens) nytte”, der spiller på Folketeatret i København, og er hvad Danmarksbloggen vil kalde feel-bad-teater.

For her ender det skidt, og konflikterne står opstillet på rad og række, mens modgangen og nedturen bare fortsætter og fortsætter for vores hovedperson, den arbejdsløse Berit. Og der foregår ikke på noget tidspunkt noget, som ikke betyder noget for både stykket – og for os, der kigger på – ja, for hele samfundet.

”Til (ingen verdens) nytte” er et af de sjældne teaterstykker, der bliver siddende i sindet i lang tid, og ikke kun pga. skuespillet, selvom det er eminent ned til mindste betoning og mindste bevægelse i et samspil, der emmer af gode dialoger og malende billeder.

Men også fordi der hos publikum var en reaktion, som Danmarksbloggen ellers kun har oplevet i børneteatrene, når det, der sker på scenen, er så spændende, at de små BARE MÅ SIGE NOGET.

Sådan var det også her, hvor mange blandt publikum og især de ældre hviskede mere end ofte til hinanden i løbet af forestillingens to akter. I pausen kunne man også høre, hvordan det fløj med parallelle historier fra publikums liv, som matchede det, der skete på scenen – både når det kom til nedskæringer, grimme måder af få effektive virksomheder til at virke forældede på, møder med en umenneskelig a-kasse, ligegyldige aktiveringskurser, voksne børn der ikke gider deres forældre, men heller ikke under de gamle lidt lækkerier til at forsøde livets aften.

Men det, som især satte sig hos mig, skete, da stykket var slut, og de fleste havde pakket sammen og var gået. Jeg var også på vej, da jeg opdagede to kvinder, som stadig sad på deres stole, mens tårerne løb ned af deres kinder, og de blev ved med at sige til hinanden: ”Det er lige sådan, det er”.

Jeg måtte synke en stor klump, og det var med våde øjne og en knugen i maven, at jeg gik hjem, mens jeg tænkte på H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen”, hvor den lille fugl siger, at den har set tårer i øjnene på en kejser, og at det er den slags juveler, der gør et sangerhjerte godt.

Hvis det også gælder skuespillere, så vil Danmarksbloggen gerne oplyse d´damer Pia Rosenbaum og Lisbeth Wulff samt d´herrer Finn Nielsen og Jacob Lohmann om, at det flød med ædelstene i søndags på Hippodromen – også efter tæppefald.

For ”Til (ingen verdens) nytte”er det måske mest relevante teaterstykke på den danske teaterscene i sæsonen 2017-18.

Det viser, ja det udstiller uden nåde vor tid og vor samfunds umenneskelighed og fokus på præstation. En uskik der betyder, at stress er en sygdom, og at mennesker begår selvmord, fordi de føler sig uduelige, og ikke får lov til at gøre nytte og være med i et samfund, hvor der kun er plads til de stærke og de hurtige og de omstillingsparate – dem der kan altid på papirets syv sekunder, men ingenting når det kommer til stykket.

Og netop fordi det er virkeligheden og dens grimme væsen i en tid, hvor mennesket er reduceret til et produktions- og forbrugsdyr, der bare skal tage sig sammen, som det hedder, så behøver skuespillerne heller ikke hverken drejescener, larmende musik eller andet stort og dyrt.

Alt der kræves for at fortælle denne tragedie fra hverdagen er skuespillernes evne til at spille (og den er enorm), små effekter som fx en buket blomster, en kaffekande og en støvsuger – og så den bedste medspiller af dem alle sammen: Virkeligheden, der er så tæt på i denne forestilling, at man må spørge sig selv, om det er en dokumentar, der har forklædt sig som et teaterstykke. Eller et teaterstykke, der kunne – og burde –  bruges som en dokumentar, som alle med magt til at gøre noget anderledes ved de grundlæggende samfundsforhold skulle se.

For ”Til (ingen verdens) nytte” er en perle og et lille mesterværk, som er skrevet af den Reumert-vindende Thomas Markmann, der har brugt sin egen historie som forlæg – og han skåner ikke sig selv.

For han kaster et forklarende og forsonende slør over den frustrerede HR-chef Karina, der et eller andet sted gerne vil hjælpe Berit, der uden selv at kunne gøre hverken fra eller til kastes ud i tragedien. Og han beskriver med stor ømhed pensionisten Svend, der er modelleret over hans far, mens ham selv – som i stykket er sønnen og karrieremanden Lars – beskrives med stor hårdhed og først til sidst ser man en sprække ind i den stressede og fortravlede mand, der viser, at også sønnen rummer smerte og menneskelighed.

Det er så modigt skrevet – og så fint formidlet med både ord og kropssprog af de fire skuespillere, hvor det kun giver mening at fremhæve dem alle fire lige meget: Pia Rosenbaum, Lisbeth Wulff, Finn Nielsen og Jacob Lohmann.

For ligesom at Berit kan køreplanen udenad, så kan det nævnte firkløver også spille teater til ug og kryds og slange – eller skulle man sige at ”den på scenen stående biomasse udlever deres spidskompetancer med rettidig omhu for optimeringen af både et nutidigt afkast og et fremtidig sikring af videreudvikling af deres potentialer ” eller noget i den stil, som det på bullshit-manér måske kunne beskrives på moderne New Public Management-sprog og ideologi, hvor man fornægter, at nogen har magt – og andre ikke har, og prøver at bilde folk ind, at man kan opnå alt, bare man brænder for det, brænder igennem …

Men sådan er det ikke – vi kan kun noget i fællesskab, når vi tør – og vi får lov til at være med og gøre nytte. Hvad der sker, når vi ikke tør række hånden frem og give hinanden tillid og plads, bliver man smertelig bevidst om ved at se ”Til (ingen verdens) nytte”.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale alle at gå ind og se ”Til (ingen verdens) nytte”, som skal have seks ud af seks stjerner. For her skal der gives klassiske stjerner. Det er nemlig teaterkunst i dens reneste og mest ophøjede form, som indtil d. 21. oktober vises på Hippodromen på Folketeatret i København, hvorefter forestillingen drager på turné indtil 5. december.

Der må også meget gerne være en Reumert i det her – eller flere. Det vil være så fortjent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Herrens veje”

DR´s nye søndags-dramaserie ”Herrens veje” er spændende, fordi den tager livtag med den tro, som det kan være svært at tale om i Danmark. Mange danskere vil nemlig hellere fortælle om deres økonomi og sexliv end røbe noget om deres religion, hvad serien også indleder med at slå fast.

Serien er så ikke kun tro, men også utro mod vores tid.

Tro fordi den viser, hvordan følelser og selv-realisering er vigtigere end alt andet i vores egocentrerede tilværelse, og endda så meget, at det spænder ben for, at provsten, der spilles fænomenalt af Lars Mikkelsen, bliver biskop.

For ja, provster og præster og biskopper er også mennesker, der kan fejle og være i tvivl – men det vidste danskerne nu godt i forvejen.

Serien er så også ikke-tro mod tiden, fordi den tør insistere på at fortælle om netop religion og forkyndelse. For nok er der en stigende accept af, at mennesker erkender og vedkender sig deres tro. Men endnu er der i mange kredse – både på land og i by – en mistillid til alle, der åbent siger, at de tror på Gud.

”Herrens veje” åbner også op for mystik – og for en anden version af kristendommen end den evangelisk-lutherske, som den danske folkekirke hviler på, og som har sine store rødder hos Grundtvig, som i serien engang har boet hos provstens tip-tip-oldefar.

Det med mystikken viser sig for eksempel med den lille fugl rødhalsen, der ellers er død, men i slutningen af første del mirakuløst kommer levende op af jorden igen – og med kordegnen og kirketjeneren Svend, der minder om visse mænd fra de russisk-ortodokse kirker med en fortid, der i reglen intet har med tro at gøre, men som nu lever et liv med et øje for både troen i det nære og for det guddommelige mysterium i hverdagen. Det bliver meget spændende at se om – og hvordan – det tema foldes ud.

For deri ligger en enfoldig tilgang til det guddommelige, som er i strid modsætning til den naturvidenskabelige og kritiske holdning, som mange danskere – i hvert fald officielt – er tilhængere af.

Præcis som at det er interessant, om provsten bliver ved med at få flere oplevelser á la tilsynekomsten af det nyligt afdøde sognebarn. For netop begivenheder, der ikke er af denne verden, taler det folkekirkelige Danmark sjældent om og slet ikke på et konkret plan, men her tvinges provsten til at tage stilling.

Han kan ikke blot nøjes med at møde sognebørnene med bøn, salmer og forkyndelse, altså det som han har lært som teolog og på præsteseminariet – og derhjemme i den 250 år gamle præste-slægt.

Der er i “Herrens veje” så også de sædvanlige konflikter mellem mennesker, mellem køn og mellem generationer – men det er i grænselandet mellem tro og ikke-tro, at serien kan blive interessant. Her er der noget på spil – især når man i ligningen inddrager de andre religioner, der er kommet til Danmark i de seneste årtier. Samt hvordan vi, der er kristne, skal opfatte, leve og ikke mindst forkynde kristendommen, både til troende og ikke-troende.

Danmarksbloggen har i hvert fald ikke tænkt sig at gå glip af de kommende afsnit. For der er i første del lagt i kakkelovnen til noget, der kan give stof til både eftertanke og samtale. Men temaerne de næste søndage kan også udvikle sig til en omgang ligegyldig afliring af de argumenter og holdninger, som man finder i aviserne, hver gang troen og folkekirken er på tale – og i så fald bliver serien ligegyldig.

Dertil kommer, at Danmarksbloggen vurderer, at ”Herrens veje” simpelthen kræver for meget viden om tro og folkekirke til, at de fleste danskere kan få fuldt udbytte af den.

Tag fx scenen med det døende sognebarn, hvor de ord, som provsten og sognebarnet synger sammen, er: Og kan hans magt bevise … fra salmen ”Op af al den ting”. For med de ord bekræfter det døende sognebarn sin tro på den opstandne frelser, og når to sammen synger/siger at de tror, så er Jesus også tilstede og konfirmerer det skete. For som der står i Matthæus, kap 18, vers 20: For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem. Men hvor mange danskere er SÅ bibelstærke i 2017, at de kan knække dén nød? Næppe flertallet.

Scenen, hvor Lars Mikkelsen kravler op på trappestigen og kysser Kristusfiguren, minder også – bare med andre fortegn dog – om scener fra Netflix-serien ”House of Cards”, hvor Francis Underwood igen og igen krydser alle moralske grænser. Men hvor det giver mening, at et magtmenneske som Underwood ikke har nogen hæmninger, så vil Johannes Krogh, som provsten hedder, aldrig foretage sig den slags. Han kan drikke og være utro og sikkert en hel masse mere, men at kysse en Kristus-figur er der næppe en præst i Danmarks rige, der kunne finde på – i hvert fald ikke én i den af ordet bærende folkekirke.

Det er unødvendigt drama-gøgl, som seriens hovedforfatter Adam Price ikke har kunnet dy sig for at få med. Desværre, for der er rigeligt med kød på i forvejen i en serie, hvor ord selvsagt fylder meget, som de gør det i folkekirken, hvor prædikenen er det centrale i gudstjenesten. Det der med religiøse kys møder man derimod ikke i folkekirken, men ovre hos de ortodokse kristne og hos katolikkerne.

Danmarksbloggen giver derfor ”Herrens veje” fire ud af seks præstekraver, selvom Lars Mikkelsen leverer en præstation til seks præstegaver, og de andre i castet er oppe på fem præstekraver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk