Anmeldelse: ”ROM”

Filmen ”ROM”, som har premiere i dag, er en romantisk film om kærligheden mellem de mennesker, der kan huske hele 40 levede voksenår tilbage. Det er en livs-tilstand, som gør nogen fulde af brok og far-vittigheder, mens andre bevarer nysgerrigheden og livslysten.

For stik mod hvad yngre måske tror, så findes drømmen om frihed og kærlighed stadig, selvom håret er blevet gråt, rynkerne er kommet, og der er røget nogle ekstra kilo på.

Ja, længslen efter igen at være fuld af alt det, som giver verden spænding og farver, er ofte endnu større hos dem, der som ægteparret Gerda og Kristoffer fra Hvidovre – spillet med stor nerve af Bodil Jørgensen og Kristian Halken – har oplevet årtierne flyve forbi uden at der er sket andet end den hverdag, som pga. fravalg og ofringer blev deres trummerum.

Og nu sidder det aldrende ægtepar – qua en gave fra datteren – i Rom på deres 40 års-bryllupsdag, hvor de render ind i Gerdas gamle flamme, den svenske kunstmaler og kunstlærer Johannes – spillet for fuld skrue af Rolf Lassgård – der stadig lever det frie kunstnerliv, som også Gerda gjorde for netop 40 år siden.  

Det er et møde, der sætter gang i handlingen, og åbner op for de forskellige livshemmeligheder, som alle tre har båret på. Måske især Gerda, der også stadig har mange uafsluttede ting i Rom, både personligt og kunstnerisk, som hun skal have ordnet.

Om det lykkes hende – og hvad der sker undervejs med de to mænd – skal ikke røbes her. Men Roms gamle fæstning Castel Sant´Angelo – og måske især broen derover spiller en stor rolle, både i et gammelt maleri og som et nutidigt spejl, hvor Gerda ser sig selv i en ung, dansende, rødhåret pige. For slet ikke at tale om musikken fra Puccinis opera ”Tosca”, hvor 3. akt netop foregår på Castel Sant´Angelo.

Ikke at vi i filmen hører, at musikken er fra ”Tosca”. Men er man kulturel (som Gerda og Johannes, men ikke Kristoffer) – og kan man sin ”Tosca”, så ved man, at musikken er, fra da Toscas elsker Mario skal skydes – og at både han og Tosca tror, at det blot er en fake-henrettelse med løst krudt. Det er det så ikke. Og det at der skydes med skarpt både i operaen og i filmen er dér en pointe i, som først senere i filmen går op for én.

Men nu skal intet røbes om en film, der er instrueret af Niclas Bendixen, der som altid leverer et gedigent håndværk. Dertil kommer, at vi møder tre af Nordens bedste skuespillere, som har et helt livs erfaring i at spille netop de roller: En tro-mod-sig-selv-også-i-svære-tider-kvinde, en brokkende-men-med-et-hjerte-af-guld-mand og den-store-livskunster-og-bohéme-med-glasset-i-hånden-og-tåren-i-øjenkrogen.

Læg dertil et væld af gode biroller som gladiatoren, receptionisten, postmanden og flere andre, der alle spilles af italienere – og tak for dét. Det gør filmen autentisk.

Desværre er det så også en film, som ikke rigtig kan bestemme sig. For nok er ”ROM” dramatisk hele vejen igennem. Men i første halvdel handler om det almengyldige tab, som alle skal igennem ved at erkende, at man ældes – og ikke får alle livsønsker opfyldt.

Men så i anden halvdel flyttes fokus til kærlighedshistorien på en måde, så det almengyldige forsvinder, og der tilsættes en portion falden-på-halen-komik, som virker spøjst, selvom det også er morsomt. Det sker især via en politikommissær, som minder om en blanding af Peter Sellers og politichefen i Paris i den gamle danske film fra 1961 ”Peters baby”, som også handler om en kvindelig maler og danskeres gøren og laden i udlandet.

Dertil kommer, at ”ROM” har sin helt egen version af den ikoniske bade-scene i Trevi-fontænen fra filmen ”La Dolce Vita” fra 1960, hvor en ung, smuk svensk kvinde ved navn Anita Ekberg står midt i det uerstattelige springvand. I ”ROM” er det så en aldrende mand, der i sit alt-andet-end-søde-liv skider i Trevi-fontænen. For når man skal, så skal man.

Ikke at vi ser ham forrette sin nødtørft i det verdensberømte springvand. Det havde nok også kostet kassen at få lov til at filme en sådan scene, hvis tilladelsen overhovedet kunne fås. Men tanken om lort i Trevi-fontænen er i hvert fald anderledes.

For ellers er filmen forudsigelig, også selvom den har ikke én, men hele to oplagte slutninger, når nu man nægter at følge et ellers fantastisk oplæg til dørs.

Et oplæg om at livet koster livet, hvad enten det handler om børn, kærlighed eller ens virke – og som udfoldet kunne havde skabt en stor film med dybde og kant. Når det er sagt, er ”ROM” en sød film – med mange bittersøde toner undervejs – heldigvis. Så den kommer i mål med sit budskab om, at selvom dåbsattesten er gulnet, så er livet endnu ikke slut.

Danmarksbloggen giver – også på grund af det eminente skuespil – ”ROM” fire ud af seks af de glas rødvin, som man med stor fornøjelse drikker i dét Rom, der filmen igennem fascinerer og forfører os. For ja, filmen er optaget on location flere steder i Rom – også i det nabolag, hvor jeg som regel bor, når jeg er i Rom. Så hvis ikke jeg allerede var forelsket i Den Evige Stad, så var jeg blevet det ved at se filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Lægen

Kan en læge nøjes med at være læge? Det mener Ruth, som Iben Hjejle gestalter, så det runger, i Folketeatrets forestilling ”Lægen” om Ruth, den kompromisløse og insisterende grundlægger og leder af en klinik, der har sigtet godt sat mod et stort nyt bygningskompleks støttet af sundhedsministeriet, en kur mod demens og en Nobel-pris.

Det bliver så ikke lige med det første, at det sker. For en ung 14-årig pige bliver bragt ind på klinikken. Pigen har prøvet at lave en abort på sig selv, og det går så grueligt galt, at hun dør af det. Det er dog ikke det meningsløse dødsfald, som er stykkets kardinalpunkt, selvom man måske nok kunne mene, at det vigtigste samtaleemne efter sådan en tragedie ville være, hvad der driver en 14-årig katolsk pige til at forsøge en illegal abort.

Nej, det, som påvirker først hele klinikken, siden hele byen og hele landet, er det faktum, at læge Ruth ikke vil lade en katolsk præst komme ind på stuen og give pigen den sidste olie – og at Ruth rører/skubber til præstens skulder, da han prøver at mase sig forbi Ruth og ind gennem døren til pigen, der ligger på sit dødsleje.

Men Ruth står fast. Lægevidenskaben har i hendes optik ikke vigepligt for religionen – og hun vil heller ikke på vilkår sige undskyld, da pigen er død, og en nysgerrig offentlighed begynder at interessere sig mere og mere for sagen.

Det er så et synspunkt og en adfærd, som Ruth kommer til at stå mere og mere alene med – også fordi hun med sin stædighed/integritet er en glimrende syndebuk og målskive for alle de andre, som ikke har noget problem med at gruppere sig – og markere sig – efter køn, hudfarve, klasse, religion og hvad der ellers findes af identitetsmarkører, som kan bruges til at dele mennesker op i dem og os.

Og det er her, at Folketeatret laver en lille geni-steg. For kvinder spiller mænd, hvide spiller sorte og så fremdeles. Alt det, som vi plejer at orientere os – og dømme – efter, er opløst på scenen, så vi i publikum får en chance for at se mennesket. Ikke hudfarven, kønnet, socialklassen eller religionen – men mennesket, som skuespillerne gestalter. Dét er godt lavet.

Det er det også, når vi i 2. akt er tilskuere til ”Ta´ debatten”, hvor en veloplagt Christopher Læssø som studievært sætter gang i den offentlige retssag – undskyld tv-debat om, hvad Ruth egentlig tror på, og hvem hun er. Glemt er for længst den 14-årige nu døde pige. Nu handler det om at pege fingre i et tv-program, der mere er som en skueproces med fem dommere, der på forhånd har vedtaget, at Ruth er skyldig med de fatale konsekvenser, som det får.

Det er rystende i sig selv – og så forstærkes det af, at vi ser Iben Hjejle på en stor skærm bagerst på scenen, da hun sidder med ryggen til os i publikum.

Men forestillingen rummer mange stærke øjeblikke – også da Caspar Phillipson kommer ind som faderen til den afdøde pige. Et menneske af kød og blod og den diametrale modsætning til læge-holdets lange opgør om magt og ære, der udkæmpes med ligegyldige tirader af buzz-words – ført an af en sprudlende Sarah Boberg. 

Han er også præsten – med både nerve og autencitet, i den sidste og dybt rørende del af stykket – hvor vi ser Iben Hjejle spille sig så meget ud, at hun stadig var mærkbart påvirket af det, da vi efter tæppefald rejste os, og gav ”Lægen” en velfortjent stående applaus.

Camilla Lau, Laura Allen Müller, Henrik Lykkegaard, Jeanette Binderup-Schultz, Laura Kronborg Kjær, Mette Kolding og Sofia Mileva Cukic spiller også med i dette tankevækkende, nutidige og modige stykke om at gå fra succes til shitstorm pga. integritet/stædighed. For det er to ord for det samme. Det ene er bare mere positivt ladet end det andet.

Danmarksbloggen giver ”Lægen” fem ud af seks lægeløfter. For hvem er du og jeg? Tør vi møde vores medmennesker som mennesker? Eller grupperer vi dem efter en hjemmestrikket bias skabt i en tid, som på mange måder er dement, fordi dens mennesker er ude af stand til at se ud over sig selv – og rumme dem, som har et anderledes forhold til liv, tro og død?

På Folketeatret er der heldigvis ikke hverken demens eller brug for den sidste olie. Tværtimod så sprudler ”Lægen” og hele castet af talent, fortælleglæde og mod, så denne vigtige forestilling kommer helt ud til os i de røde plyssæder – ja, trækker os ind til sig, så vi bliver en fjerde væg i ”Ta´ Debatten”.

Det er vel også det, vi skal: Tage debatten – eller måske snarere samtalen – om, hvordan vi skal løse vores medmenneskelige ansvar overfor hinanden. For det haster med at få dén samtale i gang. Ellers ender vi med – for alvor – at dele folk op i bunker. Som stykkets forfatter Robert Icke skriver det:

Man kan ikke bare sortere folk i bunker. Og ikke for noget, men der er faktisk ingen, ikke et eneste menneske her på jorden, der ikke trodser den slags overforenklet bullshit med deres multikulørte, tusindfoldige kompleksitet. Sidste gang vi delte verden op i identitetsgrupper, lad os huske hvor den vej førte hen – med tatoveringer på folks håndled.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. Hvis man er religionsnørd, så kommer lige lidt bonusinfo: ”Den Sidste Olie” er det sakramente i den katolske kirke, som i dag hedder ”De Syges Salvelse” – og som intet har med syndernes forladelse at gøre. Syndsforladelsen fås udelukkende via skriftemålet eller ”Forsoningens Sakramente”, som det hedder nu.
Begge sakramenter er dog helbredende sakramenter, hvor ”De Syges Salvelse” skal styrke et menneske under sygdom, mens ”Forsoningens Sakramente” handler om at få Jesu tilgivelse og blive forsonet med Gud og mennesker.
Skulle man imidlertid dø uden at være forsonet med Gud og mennesker (ved en ulykke fx), kommer der en chance mere i Himlen ifølge min kilde til denne info, som er Den Katolske Kirke i Danmark.
Godt at Icke ikke vidste det, for så havde hans gode skuespil manglet noget bid.

Anmeldelse: ”Ridder Lykke”

Det er sent at komme med en anmeldelse af en film, som er fra 2022.

Men når filmen er dansk og Oscar-nomineret i kategorien bedste kortfilm, skal den alligevel have en anmeldelse fra Danmarksbloggen.

Filmen ”Ridder Lykke” er en kortfilm: 24 minutter i et Wes Anderson-inspireret univers (dog blå-grønt fremfor gult), som bruges formidabelt på at fortælle historien om svenske Karl spillet med nænsomhed af Leif Andrée, der har mistet sin kone, og som i kapellet møder en anden sorgramt mand, nemlig Torben, spillet med stor autencitet af Jens Jørn Spottag.

Undervejs møder vi også en tredje efterladt mand, som i modsætning til Karl og Torben, der er så rystende alene og ensomme i deres liv og sorg, har en hel kreds af familie og venner med, når afskeden med hustruen skal tages. Han er heldig. For det er godt, når vi tør mødes i tårer og tilgivelse.

For så kan vi gå – både til kisten og bagefter ud i livet.

Det budskab er der særligt brug for i vores tid, hvor mange undgår døden så meget som muligt. Men døden og livet er som lys og mørke. De vandrer sammen fra babyens første skrig, og til vi ligger stivnet i kapellet, og en læge siger som filmens Jesper Lohmanns: Hendes mund godt kan hænge lidt, og hendes hud godt kan være lidt gul.

For sådan er det, når vi er døde. Vi ser anderledes ud. Et afsjælet legeme er så ikke et begreb, som Jesper Lohmanns fra-virkelighedens-verden-meget-genkendelige-læge bruger. Men sådan er det – og det skal man ikke være bange for. Man skal derimod sørge for at få sagt farvel, selvom man hellere vil lade være med at åbne låget på kisten til det sidste face-to-face-møde.

Filmen viser nemlig på en både overraskende og smuk måde, hvorfor det er nødvendigt med en ordentlig afsked – og at det er et lykketræf, at Karl og Torben mødes over en håndfuld toiletpapir, inden begivenhederne tager fart.

Filmen ”Ridder Lykke” er noget så poetisk som en fortættet og naturalistisk skildring om menneskelig ensomhed, om længsel og fortrydelse, om lys – og måske især om det mørke, som vi er skabt af, og vender tilbage til – og undervejs endda også er fanget i, så vi ikke kan nås med ord – men måske med Rozacinos ikoniske 80´er-sang ”Ridder Lykke”, der vistnok handler om en ung kvindes længsel efter at møde kærligheden.

Men hvorfor ikke lave en film om en ældre mand, der har mistet kærligheden – og dyrke dét som et kærlighedstema, er det nemt at forestille sig, at forfatteren og instruktøren Lasse Noer har tænkt. Og ja, hvorfor ikke, når det gøres så gribende og elegant som i denne lille perle, der bliver siddende i én lang tid bagefter.

Danmarksbloggen giver “Ridder Lykke” seks ud af seks lyseblå æsker, som den Karl får den afdøde hustrus ejendele i. For det er en god film, en vedkommende film – og gid den vinder en Oscar.

Filmen ”Ridder Lykke” kan i øjeblikket ses på TV2 Play.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Stockholm Bloodbath”

Kan en film være rød, sort og hvid? Ja, ”Stockholm Bloodbath” kan i sin ensidige historiefortælling om Stockholms blodbad i 1520 lavet med så meget blod, så mange afhuggede hoveder og andre grumme detaljer og voldsomheder, at splatter-genren sidder på første række og tager noter. Det er det røde.

Det sorte og det hvide ses i instruktørens – svenske Mikael Håfström – univers. Her er svenskerne pr. definition de gode og ædle, mens danskerne er både dumme og onde, primitive og i det hele taget så uduelige, at man kan undre sig over, at den danske konge Christian d. 2 og hans folk overhovedet kunne samle en hær – hvis altså billedet passede. Dét gør det så heller ikke. Virkeligheden er altid nuanceret, og der var grusomhed og godhed på begge sider.

Men en ting er, at filmen ikke holder historisk. Det kan måske undskyldes, især hvis der er tale om små afvigelser. Men dels er der tale om store afvigelser fra virkeligheden, og dels så fortælles historien om blodbadet i den svenske hovedstad ud fra to fiktive superheltinder: De to blodsøstre Freja og Anne, som overlever mere end selv en James Bond i topform ville være i stand til – samtidig med at de med papir og pen holder regnskab med de onde mænd, som slagtede deres familie.

Her i 2024 kan kvinder – heldigvis – en hel masse på lige fod med mænd. Men det kunne de ikke i 1500-tallet. Så skal man putte heltinder ind i en historie fra 1500-tallet, skal det gøres med meget mere finesse end at lave noget, der minder om Hunger Games.

For det gør filmen med sit budskab om de to kvinder som mesterskytter med bue og pil som det centrale våben, hvilket Robin Hood-værktøjet ellers ikke havde været det siden den tidlige middelalder cirka 300 år før. Så det virker spøjst, at filmens heltinder render rundt med bue og pil ude i nogle skove, som i øvrigt slet ikke ser svenske ud. Dertil kommer, at Freja og Anne åbenbart kan mestre alt, der kan bruges som våben, sågar en istap der selv i nærheden af en stor ildebrand ikke smelter så meget som én dråbe vand.

Der skal nok være dem, som falder for de malende volds-scener, der ledsages af tung rock-musik. Men det bliver kedeligt og påtaget, når man således prøver at putte moderne problemstillinger ind i en 1500-tals ramme. Og det bliver kun værre af, at alle kvinder fremstilles som snarrådige, kloge og modige, mens mændene er svage og forfængelige, også de svenske mænd som rigsforstander Sten Sture og biskop Gustav Trolle.

Men ingen er dog så forfærdelige som danskerne med en lapset og selvoptaget Christian d. 2 og en sadistisk og blodtørstig Didrik Slagheck i spidsen. Sidstnævnte var så i virkeligheden fra Westfalen, som var et fyrstedømme i det nuværende Tyskland – og faktisk ærkebiskop med en fortid hos paven i Rom, selvom han i filmen blot er kongens våben- og blodgale håndlanger.

Det lykkes så Claes Bang og Mikkel Boe Følsgaard at give kongen og Didrik noget dybde, så man aner en samvittighed og en tvivl hos kongen, og en sårbarhed hos Didrik. Det er flot lavet, når man betænker det manuskript, de havde at gøre godt med. Jakob Oftebro som biskop Trolle prøver også – og det samme gælder Ulrich Thomsen som den svenske spion Hemming Gadh. Og her kan filmen noget i dialogerne mellem de fire mænd og deres indædte kamp om magten – og sandheden.

Desværre mangler et tilsvarende samspil på kvindesiden, hvor Alba August spiller den fiktive og stumme Freja, der med sin store evne til at slås ikke indtager den klassiske kvinderolle som passiv, stille og smuk. Men at være stum og handlende er stadig at være en kvinde uden stemme, og dem har vi haft alt for mange af i filmhistorien. Så der er kun to kvinder, som får lov til at sige noget i filmen:

Den fiktive Anne – spillet af Sophie Cookson – som stiller sig kritisk til spørgsmålet om Guds eksistens, når altså ikke hun er optaget af hævn. Et spørgsmål, som hører hjemme i vor tid, men slet ikke i tiden omkring 1520. Tværtimod havde munken Martin Luther få år før slået sine teser op på kirkedøren i Wittenberg som en protest mod den katolske kirke. Så nej, man diskuterede hverken Guds eksistens eller om kristendommen var den rette tro. Debatten gik kun på, hvem der havde ret, når læren om den genopstandne Kristus skulle forkyndes: Paven i Rom (den katolske kirke) eller den oprørske tyske munk (det, som blev til de protestantiske kirker som fx Folkekirken).

Filmens Anne kan så være bygget over den historiske adelsdame Anna Bielke, der var gift med virkelighedens Johan Natt och Dag, som var en mand på 50 år, da hun var 20 år, og sad på Kalmar Slott, som hun med dygtighed forsvarede mod den danske flåde i netop 1520. Så afstanden til filmens frit-løbende-i-skoven-og-i-Stockholm-Anne, der elsker en jævnaldrende Johan Natt och Dag kan ikke være større.

Den eneste historisk-korrekt-placerede kvinde i filmen er Kristina Gyllenstierna – spillet af Emily Beecham, der overtager ledelsen af Stockholm og Sverige ved mandens Sten Stures død. Men ærgerligt nok bliver hun i filmen reduceret til en kvinde, der går mest op i strengeinstrumenter og manerer. For virkelighedens Kristina har været en politisk og militaristisk begavelse, der ikke holdt ”pige-dage” med wellnes-bade, snak om hår og nye kjoler, som hun gør det i filmen.

For nok var det en mændenes verden i 1500-tallet, men der fandtes stærke kvinder. Også Moder Sigbritt, som i årevis var Christian d. 2´s tætteste rådgiver – selv efter hendes datter, som var hans kæreste Dyveke, var død. For Moder Sigbritt blev hos kongen – og var med i Stockholm. Men i filmen er hun totalt fraværende – måske fordi man så kan undgå at vise Christian d. 2 som det kloge renæssance-menneske, han også var. Især når han lyttede til Moder Sigbritt.

En anden, der mangler, er ham, der afløste Christian d. 2 som konge af Sverige, nemlig svenske Gustav Vasa. Ikke at have Gustav Vasa med i en film om det stockholmske blodbad er helligbrøde. Især i Sverige, hvor man hvert år afholder Vasa-løbet (verdens mest berømte skiløb, som trækker mere end 15.000 deltagere) til minde om den tur, Gustav Vasa foretog gennem sne og kulde i mange uger for efter blodbadet at overbevise svenskerne om, at det kunne nytte at kæmpe mod danskerne. Noget Gustav Vasa gjorde så godt, at han tre år efter blodbadet kunne ride ind i Stockholm som svensk konge og dermed grundlægge Sveriges tid som europæisk stormagt.

Men måske man ikke har nævnt Gustav Vasa, fordi han uden sammenligning var den største bølle på Sveriges trone historisk set – også værre end Christian d. 2, selvom det var danskerkongen, svenskerne stadig kalder Kristian Tyran – og som stod bag Stockholms blodbad.

Når man ser filmen ”Stockholm Bloodbath” får man let forestillingen om, at der var flere hundrede svenskere, som mistede livet på Stortorget i Stockholm i de novemberdage i 1520. Men det var ifølge den svenske historiker Herman Lindqvist 82, og ja, det er mange. Men svenskerne selv dræbte langt flere danskere, da de lidt over 100 år senere foretog etniske og ganske brutale udrensninger i de gamle danske områder Skåne, Halland og Blekinge, som ifbm. Roskildefreden blev svenske.

For ”Stockholm Bloodbath” har ret i én ting: Den, der fortæller historien, definerer historien. Og det er også filmens mission: At skabe en fortælling om Stockholms blodbad, som er så sort og hvid i sin populisme, at selv Trump i version 2.0 ikke kan følge med, når det handler om at gøre sig selv (Sverige) til en helgen og de andre (Danmark) til djævle.

Og nok lever vi i en på mange måder historieløs tid. Men det må ikke lykkes hr. Håfström at få folk til at tro på danskerne som de sorte og stygge, og svenskerne som de hvide og ædle – som vi ser det ved et bryllup først i filmen, som på alle måder er som et moderne bryllup med hvidt tøj, individualitet, følelser og nu-må-du-kysse-bruden fremfor et renæssance-bryllup, som handlede om religionen, slægten og at vise sin rigdom frem.  

Filmen ”Stockholm Bloodbath” er derfor – trods kanongode skuespillere – et makværk, som på den ene side prøver at være en slags historisk superhelte-film, mens den på den anden gerne vil tages alvorligt som skildrer af historien, en ensidig og forkert skildring. Det går også grumme galt, og Danmarksbloggen kan kun give to ud af seks økser.

Der skal så lyde en anbefaling om at få fat på den historiske beretning om blodbadet i Stockholm. For den har det hele, og man behøver ikke at ændre et komma for at gøre den spændende for 2024-publikummet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”POOR THINGS”

Yorgos Lanthimos’ Golden Globe-vindende film ”POOR THINGS”, der har premiere i dag 18. januar, tegner en både futuristisk og dystopisk fortid samtidig med, at den stiller det provokerende spørgsmål: Hvad er egentlig bedst, når vi taler om fangenskab versus frihed?

Dystopi, barnlige impulser og voksne lyster – ledsaget af musik, der skaber uro og dissonans, er der nemlig nok af i ”POOR THINGS”, hvor vi følger den genoplivede Bella Baxter. Hun spilles barnligt, kluntet og dermed fuldstændigt eminent af den amerikanske skuespiller Emma Stone, der har sagt, at hun anser denne rolle for hendes livs største.

Fortællingen, der er baseret på Alasdair Grays roman ”Poor Creatures” fra 1992, er en coming-of-age Frankenstein-fortælling, krydret med masser af sex, vold og romantik. ”POOR THINGS” er også en vanvittig film, hvor man aldrig kan regne ud, hvad der sker lige om lidt, præcis som i Lanthimos’ andre film.

Hvis man kender til Lanthimos’ tidligere instruktørarbejde på film som ”Dogtooth” eller ”The Favourite”, kan man se flere fællestræk i det nyeste skud på stammen fra den græske instruktør:

De uventede plot-twist, den smukke brug af forskellige kameravinkler og perspektiver, og ikke mindst karakterernes udvikling og interaktion med hinanden, som alle er præcis det, man regner med fra Lanthimos. Og det får man også – men ”POOR THINGS” kan meget mere. Den er forfinet, og der er skruet op for både farverne og vanviddet, hvilket gør det til en helt særlig biografoplevelse.

Vi følger som sagt Bella Baxter. En kvinde med et barnligt sind, der skal prøve at navigere i den store verden i slutningen af 1800-tallets London, Lissabon, Alexandria og Paris.

Men det er ikke nemt, da hendes skaber Godwin Baxter, spillet på fornem vis af Willem Dafoe, har holdt Bella under skarpt opsyn i videnskabens navn sammen med sin assistent Max McCandles, spillet med ømhed af Ramy Youssef.

Bella har altså levet i fangenskab, men ser sit snit til at opleve den store, vide verden med charlatan-advokaten Duncan Wedderburn, der spilles overbevisende af Mark Ruffalo. Det er med andre ord noget af en hvepserede, som Bella havner i, og man kan spørge: Hvor meget bedre er den futuriske fortidsverden så i virkeligheden?

For at finde ud af det begiver Bella Baxter sig ud på noget af et eventyr, omend den største rejse er hendes egen mentale udvikling, hvor vi ser hende gå fra at handle på sine naive og barnlige impulser til at forstå mere komplekse følelser som empati og had. Men nu er hun kun et menneske, og det halter stadig med konsekvensberegningen, hvilket munder ud i den ene sindssyge begivenhed efter den anden.

Bellas rejse ud i verden og ind i hendes eget sind er derfor en tur fuld af skøre og vidunderlige drejninger, der bakkes op af filmens brug af fordrejede proportioner, stærke farver, hurtige klip og en underlægningsmusik, der mest af alt lyder som et ustemt klaver.

Det er, som om man kigger på et lyslevende diorama inspireret af en Wes Anderson film, hvor man selv bliver suget ind i den dragende fortælling, så den netop lever længe efter i ens eget sind.

”POOR THINGS” leder også tankerne hen på både velkendte og knap så kendte fortællinger: Frankenstein, Lanthimos’ egen film ”Dogtooth”, og Robert Eggers’ sort-hvide gyser-fantasy ”The Lighthouse”, hvor vi også møder Willem Dafoe som en fremtrædende karakter.

Men selvom ”POOR THINGS” kan minde om andre film og historier, er den stadig helt sin egen. Den er en unik kreation på 2 timer og 21 minutter, der på alle måder har fortjent sine to Golden Globes – og mon ikke der også kunne ligge en Oscar-statuette lige rundt om hjørnet?!

Danmarksbloggen giver ”POOR THINGS” 6 ud af 6 stjerner, og er en klar anbefaling til enhver filmnørd, der ikke kan få nok af smukke, dystopiske film.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Ingen nytårsaften uden Dronningens nytårstale. Dét er en skattet og højtidelig del af nytåret i Danmark, som Danmarksbloggen har anmeldt i mange år.

Her på den sidste aften i 2023 bliver det så HELT ANDERLEDES på alle planer.

FOR DRONNING MARGRETHE D. 2 AF DANMARK ABDICERER – og hun meddeler det selv som breaking news på årets bedste sendetid.

Dét vil ske d. 14. januar 2024 – når hun har siddet 52 år på tronen. Så vil de om to uger Hans Majestæt Kong Frederik d. 10 og Hendes Majestæt Dronning Mary overtage.

Det er historisk. I Danmark sidder man ellers på tronen til man falder af pinden – men det gør Margrethe d. 2 altså ikke. Hendes sidste nytårstale blev også hendes mest markante – og der er ellers nogen af tage af, når det kommer til nytårstaler med krudt i.

I lang tid troede undertegnede ellers, at hovedbudskabet i denne nytårstale ville handle om jøderne, om at vi skal behandle jøderne, som de agtede borgere de er i det danske samfund – ja, at vi skal behandle alle med respekt.

MEN: Alt det forsvinder i nyheden om abdikationen. For nu abdicerer Dronningen – og dermed får vi også en ny kronprins – nemlig kronprins Christian, som lige er fyldt 18 – og som ellers skulle have haft “fred” uden statsråd og apanage, indtil han fyldte 21 år.

Dét vil også ændre sig nu … men alt det hører 2024 til.

Endnu er det den sidste aften i 2023. Den sidste gang, Dronning Margrethe d. 2 af Danmark holdt nytårstale. Danmarksbloggen er ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet – men stensikker på sin holdning til Dronning Margrethe:

Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er/var en regent af det største format. TAK for alt, hvad De gav Danmark, Deres Majestæt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tanker om traditioner

Rør blot ikke ved min gamle jul, synger vi ivrigt med på i ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Glade og sikre på, at julen er, som den altid har været, og som den skal blive ved med at være.

For julen er traditionernes fest, hvor vi et øjeblik stopper op i årets travle gang – og med genkendelsens glæde sanser alt, hvad julen har at byde på fra mad og drikke over juletræ, gaver, kirkegang og til samværet med familien.

Eller … sådan tror vi, at det er. Men det passer ikke. Julen ændrer sig – hele tiden, og intet viser det bedre end Peter Fabers julesang ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, som er en beskrivelse af borgerskabets jul i 1848.

For altså præcis 175 år siden i år.

Dengang, hvor en velbjærget københavnerfamilie til jul spiste gåsesteg, som man sendte til bageren for at få stegt, da ovne endnu var noget, som kun meget få udover bagere, adelige og kongelige havde.

Dengang, hvor man ikke gik i kirke juleaften, men 1. juledag – og her tidligt om morgenen i håbet om en dårlig prædiken, for allerhelst når prædiken ikke du´r – thi så får man sig en lille lur.

Dengang, hvor gaverne hang uindpakkede på juletræet, som vi hører om det i ”Højt fra træets grønne top”, der også er skrevet af Peter Faber.

Men ikke dengang, hvor man havde julekalender, adventskrans, julekort og julemærker. For det kommer først senere. Ja, selv ideen om Julemanden som gaveudbringer var ikke kommet til Danmark i 1848.

Ja, det eneste, som borgerjulen anno 1848 har tilfælles med den danske jul anno 2023, er dansen omkring juletræet og ønsket om uforanderligheden i den søde juletid, som det synges med fynd og klem i ”Sikken voldsom trængsel og alarm”: Rør blot ikke ved min gamle jul.

At det så i 1848 kun var 40 år siden, at det første juletræ stod i Danmark (på godset Holsteinsborg), og at juletræerne bestemt ikke var sædvane i Danmark i 1848, så Peter Faber bort fra. For juletræerne var det store hit, og havde man et, så viste man, at man var med på trenden fra det toneangivende kulturland, som dengang var Tyskland.

I dag er det USA, som vi henter inspiration fra som fx for et par årtier siden, hvor vi adopterede Halloween-traditionen med græskar, slik og gys. Og som med juletræet dengang er det også i storbyerne og blandt borgerskabet, der i dag hedder den øvre middelklasse, at det går nemmest og hurtigst med at tage de nye skikke til sig.

Sådan var det også i 1800-tallet. Bonden på landet ønskede ikke den slags nymodens pjat med grantræer og fjerkræ til jul. Halmen på gulvet, som man sov i julenat, så de afdøde familiemedlemmer kunne sove i sengene, var sammen med de hvide julelys, varslerne om høsten og døden, julegrøden, grønkålen, pølserne, sylten og den gode hvedekage den rigtige måde at fejre jul på.

Rør blot ikke ved min gamle jul.

Men det gjorde bondens børn og børnebørn alligevel. Mange af dem flyttede også ind til byerne i takt med industrialiseringen, hvor de lærte så meget nyt at kende, at de glemte alt om at lege jul og holde julestue.  

Og selv blandt dem, som blev boende i landsbyerne, blev pølserne og sylten lavet om til flæskestegen juleaften. Mange overtog også borgerskabets menu med gåsesteg og ristede kastanjer. Man omskabte den så til en billigere og lettere opnåelig version med andesteg og små kartofler, som via et karamellag kom til at ligne kastanjer.

Og vi spiser det endnu: And eller flæskesteg – med forklædte kastanjer – og så risalamande, som trods det fransk-klingende navn er en dansk opfindelse, skabt fordi borgerskabet gerne ville have noget endnu finere end den risengrød, som engang var en fin og dyr grød, men som var blevet en billig allemands-spise.

Og juletræet? Ja, det bredte sig over hele Danmark op gennem 1900-tallets første halvdel – og havde man ikke råd til et helt træ, så købte man nogle grangrene, og bandt på et kosteskaft, som selveste Kim Larsen synger om det i den delvis selvbiografiske sang ”Dengang da jeg var lille”.

Og hvad vil der ske fremover? Mindre kød og mere grønt på julebordet måske? Færre gaver? Et juletræ, som kan genplantes? Måske. Ingen ved det.

Men vi ved, at tiderne ændrer sig – og vi med dem, og dermed også vores traditioner.

Sikkert er det dog, at så længe der findes kirker, så vil man ved juletid kunne høre fortællingen om barnet, der blev lagt i en krybbe i Betlehem dén nat, hvor en stor stjerne stod på himlen, og lyset fødtes på jorden – og at det er derfor, at vi ønsker hinanden glædelig jul.

Så på dén måde rører vi ikke spor ved den gamle jul.

Glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Nattevagten – Dæmoner går i arv”

Gamle synder kaster lange skygger – og det gør vold og fortræd også. Sæt det sammen med at fædrenes synder nedarves i syv led, som det siges i Biblen – og så har man forlægget til Ole Bornedals ”Nattevagten – Dæmoner går i arv”, som har premiere i dag d. 14. december.

Da filmen starter, er der gået 30 år siden de forfærdelige begivenheder på Retsmedicinsk Institut i København, hvor nattevagten Martin og hans kæreste Kalinka var få sekunder fra at blive myrdet af den sindssyge massemorder og kriminalkommissær Wörmer – men hvor de blev reddet af vennen Jens, der var nødt til at skære sin ene tommelfinger af for at kunne komme til undsætning.

Filmen fra 1994 sluttede med et dobbeltbryllup: Martin og Kalinka – og Jens og Lotte. Happy end – eller? Helt bestemt eller. For hvor samfundet for længst har glemt, hvad der skete, så er rædslerne fra dengang stadig voldsomt definerende for alle involverede.

Og det gælder også dem, som er født efter det skete, som tilfældet er for Emma, der er Martins og Kalinkas datter. Hun er medicinstuderende – og i jagten på sandheden om, hvad der skete dengang (en sandhed, som delvist er blevet holdt skjult for hende), tager hun det selvsamme job som nattevagt, som faderen engang havde.

Forholdene på Retsmedicinsk Institut har selvfølgelig ikke ændret sig. Det er den samme overlæge, de samme skumle, slidte gange og rum – og den samme råddenskab og stank af lig og død. Ja, der er faktisk endnu mere råddenskab, end Emma og hendes tre gode venner (som endda kommer og holder drukfest) forestiller sig.

Noget ondt ligger nemlig og lurer i skyggerne – også andre steder, end man først tror. For gamle synder har det med ikke kun at kaste skygger – de kalder også på hævn. Iskold og blodig hævn.

Det er Emma, som er filmens hovedpersonen, og hun spilles med nerve og overbevisning af Fanny Leander Bornedal. Heldigvis møder vi også Martin og Jens – Nikolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia, og hvor er det rart at få svar på, hvad der blev af dem – og af Kalinka og Lotte. D´herrers samspil er i øvrigt – her efter tre succesrige årtier som skuespillere – stadig lige stærkt og fast. Som et venskab er det efter mere end 30 år.

Og ja, vi møder selvfølgelig også Ulf Pilgaard som Wörmer, og selvom han kun er med i få scener, er det nogle af de mest skræmmende. Han er ætsende god, både i samspillet med Fanny Leander Bornedal og med Nikolaj Coster-Waldau.

I andre markante roller ses Paprika Steen som kriminalkommissær Kramer og Sonja Richter som psykologen Gunver – samt Sonny Lindberg, der spiller Sofus, som også er beboer på anstalten Skt. Hans, hvor Wörmer sidder. Dertil kommer de andre unge, som blandt andet tæller Nina Rask i en vigtig rolle. Men det er et generelt stærkt og velvalgt cast til filmen om de forhold og begivenheder, der fører til det endelige opgør.

Tankerne bag ”Nattevagten – Dæmoner går i arv” om menneskets psykologiske og bibelske behov for hævn og retfærdighed er også spot-on, og filmen er sine steder særdeles ubehagelig på den gode måde. Men andre steder er den særdeles ulogisk. Et forhold, der ikke kan tydeliggøres uden at røbe handlingen. Men der er noget med både tider, steder og muligheden for at få information, som ikke stemmer.

Men dét er en spændende film – og derfor og af veneration for mesterværket fra 1994 – skal ”Nattevagten – Dæmoner går i arv” have 4 ud af 6 stjerner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Synkefri”

Rammen om filmen ”Synkefri” er tragisk Danmarkshistorie: Natten til d. 1. december 1981 sank den såkaldt usynkelige redningsbåd RF2 ud for Hirtshals Havn, mens den prøvede at komme en nødstedt kutter til undsætning. Det lykkedes ikke. Hele 9 mænd (samtlige 3 fra kutteren og samtlige 6 fra redningsbåden) døde i bølgerne dén nat. Det var en katastrofe, der blev talt om i hele landet – og som sågar fik en hilsen med fra Dronningen i årets nytårstale.

Så der skulle være materiale nok til en film, der udspiller sig for så lang tid siden, at den på den ene side ikke er nutidig, men på den anden er det heller ikke længere tid siden end, at mange af os, som er i live i dag, også var det dengang i 1981.

Ja, undertegnede var endda på alder med den unge teenagesøn og hans lillesøster, som er børn af styrmanden på RF2 – og som altså mister deres far dén nat. Aldersfællesskabet gør det nemt at spejle sig i deres tanker og i meget af det, som foregår – også selvom man ikke er fra Vestkysten, men som undertegnede med en opvækst på Køge-egnen nærmest ikke kan komme længere væk – geografisk.

For ellers er der ikke rigtig forskel. Større er Danmark nemlig ikke. Uanset hvor man boede, var starten af 80´erne en tid, som var meget anderledes end i dag.

Så jeg kan genkende Hirtshals-borgernes vægring ved at tale om katastrofen og de døde, ved den stædige insisteren på at arbejde videre og kæmpe videre, fraværet af psykologer og anden professionel hjælp – selv i tiden lige efter at verden for altid er forandret.

For sådan var tidsånden omkring 1980. Man bed simpelthen tingene i sig og fortsatte, selvom man var ved at gå i stykker indeni. Således også i Hirtshals, som vi ser det med styrmandens kone og nu enke, der står i butikken og ekspederer to dage efter. Tag dig sammen og kom videre, blev der sagt til dem, som vovede at råbe op om hjælp.

Vi møder også hende, der mister sin søn, og som få år før havde mistet sin mand til havet. Om hende bliver dér sagt, at opvasken er levende, men at hun ikke skal være alene juleaften. For midt i hårdheden er der også en omsorg og et hensyn til hinanden, som nok kan betyde både blå øjne, skrammer og skæld-ud, men som også indebærer, at man tilgives meget, og lukkes ind i fællesskabet igen. Ikke at ordene undskyld og det er tilgivet siges. Det er mere noget med et par øl og så skide være med det.

Det vil mange i nutiden måske grine af, undres over eller forarges over. Men det er ægte, og måske bedre end nutidens flotte ord, der kan virke mere som floskler og plejning af eget image end om reel omsorg – mere promovering af sig selv som fx journalisten, der udnytter styrmandens søn for at pleje egen karriere.

Hun står så også – sammen med de statslige myndigheder – som repræsentant for København, for magten. For det falske og egoistiske kontra de ægte og hårdføre vestjyder, der i filmen så også fremstilles som værende ikke særlig kloge, men derimod nogen, som hverken kan regne med brøker eller forstå, at det er vigtigt at få placeret ansvaret for ulykken, men i stedet tænker mere på at sikre deres levebrød.

Og det er så dér, at filmen kæntrer (undskyld udtrykket). For klicheerne står desværre i kø, og det er synd. Ikke alle vestjyder i 80´erne var fx vilde med flæskesteg med sprød svær eller drak øl af flasken, mens de hørte C.V. Jørgensen – nogle har også spist råkost, som man kaldte vegetarisk mad dengang, og drukket hvidvin af glas, mens de har hørt klassisk musik.

Ja, der fandtes også mennesker med empati i hovedstaden – og sågar også københavnere, der selv i 2023 elsker flæskesteg med sprød svær.

Qua stereotyperne bliver handlingen derfor – hvor spændende og frygtelig den end er – ganske forudsigelig om filmens helt, hvis man kan kalde ham det, styrmandssønnen med det gode hoved, der opdager, at det ikke var en menneskelig fejl, og handler på det – og derfor clasher med kulturen i byen. Og så ruller handlingen som Vesterhavets store bølger, der både er byens levebrød og store frygt.

Skuespils-præstationerne i ”Synkefri” er til kryds og slange. Hver og én spiller røven ud af bukserne i deres portræt af mennesker, der kæmper og kerer sig om hinanden – og man fornemmer, at der er flere lag i hver eneste, selvom manuskriptet forsyner dialogerne med en masse klichéer.

Så: BRAVO til hver og en af castet, der i de bærende roller tæller: Sylvester Byder, Johanne Louise Schmidt, Sofie Torp, Lars Topp Thomsen, Anders Brink Madsen, Henrik Birch og Esben Dalgaard.

Men også en stor tanke til instruktøren Christian Andersen, som er søn af en kvinde, hvis mand døde på havet dén nat – og som har to ældre halvbrødre, hvis far altså var blandt de omkomne. Hans behov for at lave en film om det traume, som var en del af hans familie og opvækst i Hirtshals, giver sig selv.

Men det er også et voveligt foretagende qua det armslængdeprincip, som man kender fra journalistikken. Og nok gælder andre regler indenfor film og litteratur – men skal man lave noget fra egen rede, så skal tungen holdes meget lige i munden, hvis man vil undgå klicheer og ensidighed. Det lykkes ikke helt, selvom intentionen er den bedste i verden.

Danmarksbloggen ender derfor på fire store fisk ud af seks mulige til ”Synkefri” – og en tak for at lave en film om en af de hændelser, hvor myndighederne prøvede at skjule, at det var deres fejl, at det endte sådan. Dét er desværre stadig aktuelt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Callas – Paris, 1958”

Der er mange glæder ved at anmelde. Men nogle gange er fornøjelsen så stor, at det føles som at få en gave. Sådan havde jeg det, da jeg skulle anmelde ”Callas – Paris, 1958”, som er en koncertfilm lavet over Maria Callas´s første og myte-omspundne optræden i Paris i 1958.

For intet kan for en opera-fan med hang til Puccini og især ”Tosca” slå kombinationen af Maria Callas, som er alle tiders største sopran, og så en operafilm, hvis hovedingrediens er en fuld 2. akt af Puccinis dramatiske og melodiøse ”Tosca”. Det er nemlig min absolutte yndlingsopera, og jeg kender og elsker hver en tone, der spilles og synges – selvom jeg ikke taler italiensk. Men opera forstås af sjælen – og så er der også engelske undertekster, hvis nu man ikke kender ”Tosca”.

Så er jeg overhovedet den rette til at bedømme en film om legenden Maria Callas, hvor hun udover 2. akt af Puccinis ”Tosca” synger udvalgte uddrag og arier af Verdi (”Il Trovatore”), Rossini (”Barberen i Sevilla”) og Bellini (”Norma”)? Svaret er ja.

For som inkarneret operafan ved jeg også, hvad opera kræver, og hvad opera gør ved et menneske. Opera er nemlig en voldsom affære, både på scenen og i de følelser, som kommer. Opera er en kunstart, der kræver noget af sin tilhører. Ikke nødvendigvis musikteknisk, men at man tør være i kontakt med sig selv, tør føle smerte og lykke, huske sejre og nederlag, drømme og håb, sorger og triumfer. Og ingen komponist kan få følelser, erindringer og drømme mere frem end Puccini – og allermest i ”Tosca”.

Så jeg stornyder denne film, hvor vi som sagt ser og hører hele 2. akt af Tosca. Det er akten, hvor den feterede diva Floria Tosca har sit opgør med tyrannen, Roms frygtede politichef, Scarpia, hvor hun prøver at redde sin elskede kunstmaler Cavaradossis liv – og hvor hun synger den smukke arie ”Vissi d´arte”. Det er den, hvor hun blandt andet erklærer: Jeg har levet for kunsten, jeg har levet for kærligheden.

Det gjorde Maria Callas også – og der er generelt mange ligheder mellem virkelighedens operastjerne Maria Callas og Puccinis hoved- og titelperson i ”Tosca”, som også er baseret på en række historiske begivenheder og personer. Men lad det ligge.

Filmen her handler om Divaen over dem alle, The Divine Maria Callas – fra hun ankommer med toget til Paris over til hun står iført glitrende juveler og rød kjole på Den Gamle Opera i Paris med kongelige, præsidenter og andre notabiliteter som publikum, og på den mest grandiose måde modtager stående ovationer, der helt fortjent bare bliver ved og ved – og indtil hun dagen efter rejser, og fra lufthavnen udtaler: ”Der var store forventninger til mig. Og jeg ville give dem (publikum i Paris, red.) mere end alt”.

Og dét gjorde Maria Callas, som blev født for 100 år siden i år. Og i filmen får vi også en god bid. Så det er bare at slå ørerne ud og blive rusket af noget af det bedste, som menneskeheden har frembragt: Opera-genren, der er musikkens version af kaviar og champagne – og i Callas-aftapningen de fineste årgange.

Filmen er farvelagt, og det er gjort fint. Men alligevel blegnede de flotte billeder ved siden af sangen og musikken, der som altid trak mange tårer, og gjorde, at jeg ikke er sikker på, om jeg overhovedet trak vejret i de tre kvarter, som 2. akt af ”Tosca” varer, selvom jeg mange gange mærkede hjertet hamre hårdt, og jeg konstant kunne føle kuldegysningernes rislen i kroppen.

For præcis sådan virker opera – god opera – på mennesker. Men nu er jeg også opera-fan i forvejen. Men jeg tror og håber, at farverne vil betyde noget for at få nye proselytter til opera-genren. For opera kan så meget, især når det handler om at formidle de store følelser. Og dét mangler i en verden, som for længst er blevet alt for beige og middelmådig – også kulturelt. Så vi har brug for, at nogen og noget er ”over the top”, som opera er det, som Maria Callas var det – både som sopran, som skuespiller og som menneske.

Vi har brug for dramatikken fra operaens verden, der er intens og gribende, som opgøret er det mellem Tosca og Scarpia, der blev mesterligt sunget af ingen ringere end den måske bedste Scarpia nogensinde, nemlig Tito Gobbi. Jeg sad derfor også og ønskede, at de sidste minutter af 1. akt af ”Tosca” var med, så vi kunne have hørt Scarpias store arie ”Va, Tosca” (også kendt som TeDeum-arien).

Men dén fik vi ikke. Men vi fik så meget andet, store gaver – skænket af en legendarisk verdensstjerne, der i modsætning til mange af nutidens såkaldte reality-stjerner, kunne noget, ja mere end noget. Maria Callas kunne det hele – og mere til.

Så Danmarksbloggen giver selvfølgelig seks store stjerner ud af seks mulige til ”Callas – Paris, 1958”, som spiller i udvalgte biografer landet over d. 25. november og d. 26. november.

Ps. Vær obs på at det føles helt forkert, ja naturstridigt ikke at klappe efter Maria Callas´ titaniske præstationer i Paris. For dén slags gør man jo desværre ikke i biografmørket. Men så kan man (som jeg gjorde det) diskret slå sig selv lidt rytmisk på låret. For som opera-elsker må man simpelthen reagere fysisk, når så stor kunst udfolder sig for øjnene og ørerne af én – også selvom det ”kun” sker digitalt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk