Pølsevognen fylder 100 år i dag

I dag er en historisk dag.

Det er nemlig præcis 100 år siden i dag – d. 18. januar 2021 – at den første pølsevogn trillede ud på gaden i Danmark. Det skete i København – og der var faktisk tale om hele seks pølsevogne med et kogekar med røde pølser.

De første seks pølsevogne i København – og i Danmark – stod på henholdsvis Rådhuspladsen, Vesterbro Torv, Nørrebros Runddel, Nørreport Station, Gammeltorv og Christianshavns Torv. En pølse kostede 25 øre – og blev serveret med sennep. For formedelst 5 øre mere kunne man få et rundstykke til. Det var ikke billigt. Timelønnen for en arbejder i 1921 var 2 kr.

Udvalget – og priserne – har ændret sig en del siden. Det har pølsevognens popularitet også. Da der var flest pølsevogne i Danmark (i 1960´erne og 1970´erne), var der hele 700 pølsevogne. I dag er tallet nede på 100 pølsevogne, hvoraf de 25 står i København.

Det mest interessante er, at pølsevognen – som i dag opfattes som noget særligt ærkedansk – i virkeligheden kom senest til Danmark, hvis man ser det i nordisk perspektiv. Historien er denne:

Fra Berlin spredte pølsevognene sig i begyndelsen af 1900-tallet til Sverige og Norge, hvor en dansk kapelmester ved navn Charles Svendsen Stevns holdt til i Oslo. Udover musikken stod kapelmesteren for hele SYV pølsevogne i Oslo, og de rullende mad-stande ville han også gerne indføre i København.

Så kapelmesteren ansøgte allerede i 1910 om tilladelse til at stille pølsevogne op i København, men fik et rungende NEJ fra politidirektør Eugen Pedersen. Kapelmesteren blev dog ved med at ansøge. Men det var først, da magten i Københavns Kommune blev overtaget af socialdemokraterne i 1917, at der begyndte at ske noget.

Den konservative borgmester for 1. Magistrat Ernst Kaper, som længe havde ligget i strid med de københavnske restauranter, blev nemlig en allieret i pølsevognssagen. Kaper ville indføre standardpriser på hovedstadens restauranter, som han mente var for dyre, og tænkte, at han kunne bruge pølsevognene til at lægge pres på restauranterne. Andre politikere var uenige med Kaper.

Så da pølsevogns-sagen kom op, gik bølgerne meget højt i Borgerrepræsentationen. Ja, diskussionen kom også til at handle om folkekøkkener, at stade-handel generelt var af det onde, at der ville komme trafikkaos på grund af pølsevognene og meget mere. Så formanden – senere statsminister – Th. Stauning måtte flere gange ringe med klokken og bede de ophidsede kollegaer om at holde sig til PØLSESNAKKEN.

En pølsesnak, der heldigvis endte med et ja til de i dag så ikoniske pølsevogne. Dét kan man jo tænke over, hvis man i dag vælger at lægge vejen forbi en pølsevogn og fejre 100 årsdagen med en rød, en ristet, en hotdog, med ristede eller rå løg – eller hvad man nu foretrækker.

Der kommer i øvrigt en større fejring af pølsevognen og de første 100 år, når Danmark lukker op igen, melder Danish Crown. For pølsevognen er en integreret del af dansk madkultur – og dansk selvopfattelse. Ved pølsevognen er vi alle lige …

Kilder: Slagterimuseet, Danish Crown m. fl.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Hitlers Danmarksbilleder”

Hitler havde en fotograf ved navn Walter Frentz, som var en af de sidste, der forlod Føreren, inden denne begik selvmord i bunkeren i Berlin foråret 1945. Frentz var oprindelig uddannet elektroingeniør, men allerede som 25-årig havde han solgt en film om kajaksport til et amerikansk selskab for den store sum på den tid af 10.000 Reichsmark. Så Frentz kunne noget med et kamera.

Det er også Walter Frentz, som står bag filmsekvenser som Hitlers køretur gennem jublende menneskemasser i Nürnberg i nazi-propaganda-filmen ”Viljens triumf” fra 1935, eller da Hitler i 1940 danser af glæde, fordi franskmændene har anmodet om våbenhvile – og en filmsekvens fra 1945, hvor Hitler med rystende hånd dekorerer en dreng fra Hitlerjugend, selvom alle ved, at der er slut for Det Tredje Rige, og russerne står lige udenfor Berlin klar til det sidste slag.

Men Walter Frentz er loyal mod det nazi-parti, som han aldrig selv blev medlem af eller en del af magtkampen i – selvom han var antisemitisk og sandsynligvis helt på linje med partiets ideologiske indhold.

Men det var kunsten, som interesserede Frentz. Så han fik lov til og penge til at smutte rundt med sit kamera og tage smukke billeder både i Tyskland og andre steder i Europa – også ude ved den Østfront, hvor der var så meget gru, men ikke hos Frentz. Ja, man kan nærmest sige, at Frentz iscenesatte virkeligheden lang tid inden nogen havde hørt om smartphones, selfies og Instagram.

Og i august 1943 var denne mand i Danmark for at tage billeder af Atlantvolden ved Vesterhavet – og det gjorde han også. Men turen til Jylland var kun en lille del af Frentz´ flere uger lange ophold ved Flødeskumsfronten, som Danmark blev kaldt.

For Danmark var en Flødeskumsfront, hvor folk bekymrede sig om, at kaffen var erstatningskaffe, og nu havde man brugt det sidste smørmærke (rationeringsmærker) og andre hverdagsting i et land, som i store træk fungerede krigen igennem.

En Danmark som set med Frentz´ linse var et land, hvor folk gik rundt i Tivoli og fornøjede sig, sad på Rådhuspladsen og spiste is, tog på stranden for at bade og hvad danskerne ellers fordriver sommeren med. Billeder, som lige så godt kunne være taget i 1938 eller i 1948. Bademoden, cyklerne og folks påklædning ville heller ikke have været så meget anderledes.

Altså et idyllisk Danmark som det understreges af de mange billeder af skibe og både, fra fiskerbådene ved Gl. Strand i København og til fiskerkutteren ved Løkken. Der mangler kun et billede af Den Lille Havfrue, så ville der have været fuld plade på Propaganda-Danmark-som-et-mønsterland.

For det spændende er nemlig det, som Frentz IKKE fotograferer: Den mangel på mad, som der kunne være i byernes fattige områder, de mange mørke baggårde og slidte boliger i København, den stigende uro i august 1943, som fører til Samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august 1943. For der var folkestrejker og sabotageaktioner og meget andet, som viste, at den danske befolkning ikke længere ville finde sig i at være Hitlers lille, tamme kanariefugl.

Altså dele af den danske befolkning. Men der var også dele, som var mere optaget af at få sig en dukkert, gå på marked og i det hele taget leve et liv, der var meget tæt på et liv i fredstid. Og det var de danskere, som Frentz valgte at fokusere på – dog måske med hovedvægten lagt på unge og yngre mænd med nøgen overkrop. For dem er der forholdsmæssigt mange af, når man ser på udvalgte fotos.

Frentz´ billeder er interessante, både i en samtidig og en nutidig kontekst. En samtidig fordi de viser, hvorfor danskerne så længe kunne bakke op om samarbejdspolitikken efter devisen ”vi har det jo godt”. ”Brød og skuespil” virkede også dengang.

Og i en nutidig, fordi vi i denne Corona-tid igen befinder os på en Flødeskumsfront. Vi har ikke lastvogne fulde af lig, der kører igennem gaderne, telte hvor der ligger Corona-syge i vinterkulden, sygeplejersker og læger der bryder grædende sammen på grund af arbejdspresset og andre af de ting, som vi ser i mange andre europæiske lande. Nej, vi har folk, der brokker sig over ikke at kunne komme ned og træne i fitnesscentret – eller ud og spise.

Walter Frentz´ idylliske billeder af Danmark kunne derfor også tages i dag, bare i en jule-Corona-2020-version. Om dét så er skræmmende eller beroligende, må enhver selv beslutte.

Danmarksbloggen giver ”Hitlers Danmarksbilleder” fire ud af seks kameraer. For det er altid spændende at se historiske fotos, og de er godt samlet og fint beskrevet af Morten Brink Iwersen. Men det havde klædt bogen at sætte de mange fotos af sommerklædte danskere og velkendte danske motiver ind i en mere ambitiøs problemstilling end kun den forventede se-her-hvad-Hitlers-propaganda-maskine-gjorde.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Glade jul – også i en Corona-tid”

Jeg bliver simpelthen nødt til at anbefale denne bog:

“Glade jul – også i en Corona-tid” (e-bog)

Udgivelsesdato: 2/12 2020

Forfatter: Dorte J. Thorsen

Forlag: Saxo Publish

Pris: 37,50 kr.

Jeg har netop færdiglæst “Glade jul – også i en Corona-tid”, en e-bog af Dorte J. Thorsen og er fuldstændig blown-away over den afsindige viden forfatteren har om ALLE julens aspekter. Hun kommer vidt omkring på de 132 sider, hvor man blandt andet bliver grundigt indført i julens forskellige traditioner, samt historien bag.

Vidste du, at julemanden oprindeligt stammede fra Tyrkiet, at de brunede kartofler leger kastanjer, og at nissen i virkeligheden var en meget ubehagelig fætter, man gjorde klogt i at holde sig gode venner med?

Mange af kapitlerne beskriver julens traditioner, som fx julefrokoster, gaveræs og nytårsaften og på en måde, så man udover at erhverve sig ny viden også mindes barnsdomsjulen og de faste familietraditioner. Men det bedste ved bogen er næsten, at forfatteren, som man ellers fornemmer, er meget begejstret for julekonceptet, også formår at stille spørgsmålstegn ved julen som en ren glædesfest for alle.

For hvad med de hjemløse, de fattige eller de som har mistet et familiemedlem?

Sidst, men ikke mindst indeholder bogen en inspirationsguide til en sikker corona-jul med en lang række af kreative forslag til, hvordan det kan gribes an. Og det må siges at være brugbart i denne usikre og mørke tid. I det hele taget bringes coronaen i spil gennem hele bogen, hvilket gør den yderst relevant. Både i år, men også i tiden frem.

Selvom jeg altid har holdt jul og mener at have ret godt styr på højtiden, blev jeg virkelig beriget og havde svært ved at lægge bogen fra mig. Den var så velskrevet, opfindsom og grundig, og i en sådan grad, at jeg blev nødt til at dele oplevelsen med min sjette klasse, der fik læst flere af kapitlerne højt i forbindelse med et forløb om julens historie.

Eleverne sad med store øjne og labbede detaljerne i sig, og selvom det var meget forskelligt, hvad de hæftede sig ved, var fælles for dem, at de blev nysgerrige og stillede flere spørgsmål, som vi heldigvis kunne finde svar på i bogen, der i øvrigt er meget overskueligt sat op med en udførlig indholdsfortegnelse, man kan klikke sig rundt i.

Alt i alt en super læseoplevelse, som jeg giver mine varmeste anbefalinger.

5/5 julestjerner og glædelig jul herfra.

Bogen kan købes på www.saxo.com

Skrevet af forfatter og lærer Helle Kaare Lindberg

Græsk klassiker – om kvindernes skæbne i krig

I lørdags var det tid til den sjette og sidste samtale af ”Græske klassikere” på Glyptoteket. En samtale, som det var et privilegium at kunne nyde her midt under en pandemi, hvor kulturen mange andre steder i verden – også i vores verdensdel – er lukket helt ned. Og hvor ingen lige nu (mandag morgen) ved, hvad den snarlige delvise nedlukning i København vil betyde.

Men i lørdags var hovedstaden og Glyptoteket åbne. Og det var – som altid – litteraturkritiker Klaus Rothstein, der var ordstyrer på vegne af Hans Reitzels Forlag, og oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I lørdags var gæsten Robin May Schott, der er seniorforsker på DIIS.

Tragedien var Euripides ”Trojas kvinder”, som til dels er et rædselsvækkende og absolut feel-bad stykke, dels fordi tragedien beskæftiger sig med krigen set fra taberens synspunkt – og dels (og mest) fordi den handler om kvinderne og kvindernes skæbne.

Historien er denne: Troja er faldet, og de trojanske mænd er alle dræbt. Nu skal de overlevende kvinder med til Grækenland som grækernes slaver. Sådan gjorde man dengang. Ja, begrebet har endda sit eget ord Andrapodismos, som betyder slavetilgørelse.

Nogle af disse kvinder er Trojas tidligere kongefamilies kvindelige medlemmer, og de tackler nederlaget ret forskelligt: Dronningemoderen Hekabe er på scenen hele tiden, og vi følger hendes reaktioner på at opleve hele hendes liv, familie og verden gå i stykker – ivrigt sekunderet af koret, der også er kvinder, som spørger:  Hvad skal der ske med os? Ja, det samme som med alle andre kvinder fra Troja, nemlig et usselt liv som slave. Lykkelige være de døde, fristes man til at sige.

For det går skidt, undtagen (selvfølgelig fristes man til at sige) for elskerinden Den Skønne Helene, som ret beset var om ikke helt, så dog medskyldig i krigen, men som med list får lavet en stening af sig om til et evigt liv i luksus.

Men moderen Hekabe kommer til at dø ombord på Odysseus´ skib. Hendes yndlingsdatter Polyxena er allerede dræbt – ofret på Achilleus´ grav. Svigerdatteren Andromache, der var gift med den nyligt afdøde trojanske helt Hector, ønsker sig død fra start af – og endnu mere, da hendes lille søn dræbes af grækerne for øjnene af kvinderne. Andromache dør så ikke, og bliver også efter en tid som slave, gift igen og mor igen – og vistnok dronning. Og endelig er der Hekabes datter Kassandra, der er ypperstepræstinde i Apollon-templet. Hende vil kong Agamemnon have med hjem som sexslave – og det får han.

Kassandra planlægger så at dræbe ham og hævne hendes familie. For hun handler. Det gør Agamemnons kone Klytaimnestra også. Derhjemme venter Klytaimnestra nemlig, og hun er IKKE glad. Dels så ofrede Agamemnon deres datter for at få god vind på skibet til Troja ti år tidligere – og dels så tager man bare ikke en anden kvinde med i ægtesengen, så Klytaimnestra ender med at dræbe både Agamemnon og Kassandra.

Ægtesengen var i det hele taget kvindens domæne – altså den gifte kvinde. For nok kunne mændene voldtage og gå i seng med andre, men ikke i ægtesengen. Dér gik grænsen på samme måde som, at det er et problem, at en græsk soldat voldtager en kvinde på alteret i Pallas Athenes tempel i Troja. En ting er at voldtage. Det sker jo i krig, var den accepterende holdning. Men ikke på et alter til en gud eller en gudindes ære. Dét er bespotteligt, og det kan guderne straffe.

For guderne har det med at blande sig, men nogle gange blander de sig også udenom. Som de gør i ”Trojas Kvinder”, hvor der er så mange døde og så meget liv, som er blevet knust. Men guderne er ligeglade. De kommer ikke ind, redder nogen eller giver en morale – de er bare fraværende.

Vi mennesker er overladte til os selv. Og det er på mange måder nærmest nutidigt. Man kommer til at tænke på Jean-Paul Sartres ord om, at ”mennesket er dømt til frihed”. En frihed som vi måske ikke kan håndtere – og så begynder vi som en anden stor eksistentialist Samuel Beckett skrev det ”at vente på Godot”. Grækerne ventede ikke. De gjorde kort, hård og brutal proces med deres fjender – som mennesket altid har gjort det til alle krige. For krigen har ingen regler. Det er naivt at tro noget sådant.

”Trojas kvinder” er i virkeligheden tredje del af en trilogi, hvor der desværre ikke er noget bevaret fra den første, som handlede om Prins Paris og optakten til krigen – og kun stumper findes fra den anden om selve krigen, Odysseus og Palamedes, som Odysseus får stenet via en falsk anklage (et af verdens mest kendte justitsmord). Når det er sagt, skal man med Marcel Lysgaard Lechs ord huske, at en mand som Odysseus i tragedierne typisk er et svin, mens han er en helt i de episke digte – og at han som regel har ret i sine vurderinger af en situation. Sympatisk er han bare sjældent.

”Trojas kvinder” blev uropført i 415 f. Kr i teatret i Athen til den klassiske forårsfest til guden Dionysos ære, hvor der altid var en konkurrence om det bedste teaterstykke. ”Trojas kvinder” blev no. 2., men blev spillet mange gange i de næste mange hundrede år over hele Grækenland – af og til med tilføjelser af andre.

Så længe der er krig på jord, er tragedien også aktuel. For så længe der er krig, er der kvinder (og mænd), der mister alt. Og som vi har set det også i moderne tid fx i Syrien, så bliver kvinder stadig voldtaget, bortført og solgt som sexslaver, som det skete i stor stil under Islamisk Stats terror-regime. Men inden nogen skriger typisk, muslimer – så skal det nævnes, at ifølge FN bruges seksuel vold som et målrettet våben i moderne krigsførelse over hele kloden. Vi så fx sex som våben i Eksjugoslavien, og styret i det langt overvejende buddhistiske Myanmar udøver det lige nu mod det muslimske Rohingya-folk.

Så faktisk burde ”Trojas kvinder” opføres i vores tid, som mere end nogensinde har fokus på kvinder og kvinders rettigheder – og på mænds. For mænd og kvinder er ikke så forskellige – og kvinder har fx altid deltaget i krige, både som soldater, kokke, læger, sygeplejersker, prostituerede – og hjemme været i gang med at producere våben. Men kvinders indsats og bidrag i de forskellige krige er ikke – præcis som kvinders indsats indenfor så mange områder – hverken ordentligt belyst eller kommunikeret godt nok ud.

Men kvinder har altid været andet og mere end mødre, hustruer, døtre og ofre. Kvinder har også altid – som en anden Kassandra handlet – eller villet handle. Den græske digter Aristofanes beskriver også i komedien ”Lysistrate” fra 411 f. Kr (den er altså kun få år yngre end ”Trojas Kvinder”), hvordan kvinderne sexstrejker for at få mændene i både Athen og Sparta til at stoppe den peloponnesiske krig.

Det er så den klassiske historie om kvinden som fredskaberen, som vi også skal væk fra. For ellers ryger vi lige i køns-fælden, og tillægger kvinden de klassiske feminine dyder. Men kvinder skal kunne være højtråbende, voldelige, skabe ufred og uro – og stadig blive betragtet som fuldt ud kvindelige – lige som at mænd skal kunne være bløde, følsomme og diplomatiske uden at være ”kvindagtige”.

Det handler om holdning – og om magt (for seksualitet har også en magt, og magten har en seksualitet). Samt om give lige adgang til uddannelse og det politiske liv, men også til medier og finanser. Der mangler endnu meget. Så er vi slet-slet ikke i mål med nogen ligeret – og indtil det sker: Så gik de trojanske kvinder forgæves ned til grækernes skibe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Lille sommerfugl”

Søren Kragh-Jacobsens ”Lille sommerfugl” er en film, der vil to ting.

Men først og mest er den et familiedrama, der folder sig ud i en guldbryllups-ramme. Parret Ernst og Louise har været gift i fem årtier, og haft den store, fine slægtsgård på Fyn lige så længe, og det er gået dem godt, tror man.

Men nej, vi erfarer hurtigt, at Ernst er et par dage før den store dag er erklæret konkurs. Det har han så bare ikke fortalt Louise endnu, så den stakkels og noget vrantne guldbrudgom martres allerede fra morgenstunden, hvor der selvfølgelig er både æresport, hornmusik og en lille én til halsen.

Der er heller ikke noget som familiefester eller højtidsfejringer, når man skal vise en families indre dynamik med konflikterne mellem generationerne, i ægteskaberne og alle de andre steder, hvor mennesker kan fare vild i livet – trods alle gode intentioner.

Sådan en har-vi-det-ikke-dejligt-fest med levende orgel-musik, sang og en påtaget munterhed er også instant genkendelse. For vi har alle været til sådanne fester sammen med mennesker, som normalt ikke har noget med hinanden at gøre – af gode grunde.

Men nu til festen skal de være sammen, om så kun for en aften, og det bliver sådan en god aften, er der enighed om, når folk ankommer, og tjekker hinandens biler, tøj og gaver ud samtidig med goddag-hilsnerne og de små spidse bemærkninger.

Så er banen kridtet op, og man er kommet i stødet til at gå ind til bålet, undskyld festen i forsamlingshuset. Men det kommer hurtigt til at minde om ild. For den slags fester med hele familien og andre fra netværket – her landsbyen – er de rene brandfælder. Der er altid gamle konflikter, nye opgør, uforløste følelser og andet brændbart, som det kun kræver en lille gnist at tænde, så det udmunder i skænderier, skub og slåskampe.

Og som altid til de famøse forsamlingshus-fester sker det virkeligt interessante, når man er ude for at ryge og på andre måder ikke sidder inde ved bordet, hvor der snakkes om ingenting, grines af lige så lidt, holdes taler, råbes hurra, synges lejlighedssange – og først og fremmest spises og især drikkes.

Drikkes indtil selvbeherskelsen ryger sig en tur, så der både kan langes øretæver ud, grædes, skændes, kastes op og alt det andet, der sker, når mennesker insisterer på at ”men i aften skal vi hygge os og more os, for i aften er det guldbryllup/sølvbryllup/bryllup/konfirmation/rund fødselsdag/jul/bliv selv ved”.

Alle de dage – livets store dage – hvor forventningerne er i top, men hvor troldene altid springer op af æskerne, og sandhederne og skuffelserne kommer frem i lige så højt tempo som promillerne stiger.

Midt i det hele står så Ernst og Louise, som har en stor indbyrdes ømhed – og irritation på hinanden, men samtidig også en stålsat beslutning om at holde ud og holde af.

De portrætteres mesterligt af Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster – godt sekunderet af Finn Nielsen, som er meget overbevisende som den trofaste ungdomsven Henning, der nærer en platonisk og permanent ulykkelig kærlighed til den i starten meget glade guldbrud.

I andre roller ses Mia Lyhne, Sarah Grünewald, Peder Thomas Pedersen – og Sofus Rønnov og Sofie Juul Blinkenberg som de to unge, barnebarnet og hans kæreste, næste generation måske af Ernst og Louise.

Det er en glimrende film, der dog mangler noget – og samtidig har for meget af noget andet.

For hvor vigtig debatten end er om, hvem der er danske, og at vi skal følge med tiden – og jo, man fanger godt den med, at de danske er dem, der bebor de danske øer, som Ebbe Kløvedal skrev det – så giver indslagene om flygtningene ikke mening. Medmindre selvfølgelig der tænkes på et metaplan omkring, at Ernst sælger grise til Kina, og nu kommer der afrikanere til egnen, og på den måde hører vi alle sammen her på kloden.

Dét kunne give mening, men måtte i så fald godt være fortalt lidt tydeligere. Det samme med Ernsts udvikling, især til sidst. For hvad er det – udover et heldigt tilfælde og en lille forsømt pige med en stor kærlighed til grise og sommerfugle – som gør, at han ændrer indstilling til livet og verden? Dét måtte godt have stået skarpere.

Men alligevel er det en solid og god film. Især fordi den er 1:1 med virkeligheden, som den leves i Danmark også i 2020 – også i Københavns kreative klasse, hvor man ellers gerne vil tro, at man er hævet over den slags ballade, som filmen viser. Men det er man ikke.

Man spiser bare noget andet end suppe, steg og is. Men konflikterne er de samme, og sammenhængen mellem fest, alkohol og trolden ud af æsken holder lige så godt på Østerbros hundedyre kartoffelrækker som ude på svineproducentens noget billigere marker.

Danmarksbloggen giver ”Lille sommerfugl” fem ud af seks sommerfugle, fordi filmen er så realistisk i sin skildring af menneskelivet og tilværelsen i Danmark, som den har været det gennem generationer – og formentlig vil fortsætte med at være det.

En tilværelse i medgang og modgang, hvor de menneskelige sommerfugle let får brændt vingerne eller bliver mast. Eller hvad? For er guldbruden Louise i virkeligheden en sommerfugl med lette vinger, der har sunget sig gennem livet, men som alligevel samtidig har en rygrad af stål, når det gælder? Er det i virkeligheden denne verdens sommerfugle, som bærer det hele på deres lette vinger? Dét skulle ikke undre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – om krigens slangebid

Man kan ikke bade to gange i den samme flod, sagde den græske filosof Heraklit, der levede cirka 100 år før de to store græske tragedieforfattere Sofokles og Euripides, hvis tragedier sidste sæson dannede rammen for samtaler på Glyptoteket.

Der var planlagt seks samtaler dér i sæsonen 2019-2020, men som med så meget andet blev også de stoppet i utide af Corona-virussen.

Men i lørdags blev samtalerne genoptaget – og så var det efter mange, lange Corona-måneder spændende at se, om konceptet stadig holdt. Svaret er et stort ja. De gamle klassikere er ikke sådan at slå ud. Tværtimod så følte man sig som tilhører mere på bølgelængde med de gamle grækere end nogensinde.

For nu har vi forkælede overflods-danskere også prøvet om ikke at være en del af en græsk tragedie, så dog i en kort periode at leve i noget, som ikke er easy-living. Noget, som gør, at vi har prøvet, hvad det vil sige at blive begrænset i sin udfoldelse og ikke altid at kunne (få) alting. Det er ganske sundt og i tråd med den måde, som de gamle grækere og stort set alle andre på kloden og gennem historien lever og har levet.

Jeg føler mig i hvert fald mere i slægtskab med historien, nu hvor jeg også har prøvet at leve i en pandemi.

Som i sidste sæson var det litteraturkritiker Klaus Rothstein, der var ordstyrer på vegne af Hans Reitzels Forlag, og som altid var det oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter.

I lørdags var gæsten den tidligere soldat, forkvinde for Kvindelige Veteraner og antropolog Sara la Cour. Og tragedien, der blev talt om, var Sofokles’ “Filoktet”.

“Filoktet”, som er noget så sjældent som en tragedie uden døde. Men som handler om soldaten Filoktet, der tror, at han skal med grækerne til Troja for at slås. Men han bides af en slange, og dels så lugter såret voldsomt og råddent, og dels så skriger han ganske forfærdeligt – og ja, på græsk kan man skrige på vers.

Hverken høje skrig eller stank er noget, som den græske hær – og de græske guder – bryder sig om. Så Filoktet efterlades på vulkanøen Lemnos, hvor han i ti år lever et liv, som ikke er et rigtigt liv. Hvor han er i et limbo med hans opgave taget fra ham, berøvet muligheden for den ære, som han kunne vinde i krigen. Det er også et ensomt liv, en påtvunget alenehed, som strider imod, hvad grækerne anså for et rigtigt liv – og dermed noget som vi i Coronatiden godt ved, hvad betyder.

Så Filoktet kravler rundt, og drikker af vandpytterne, og han savner andre mennesker – og selv de få, som kommer forbi, kan han ikke knytte bånd til. Han er både for omklamrende og for meget – og samtidig er han bitter over ikke at få lov til at fuldføre sin opgave og komme til Troja. Til sidst vil han dog bare hjem til sin far.

Men Filoktet ender så alligevel i Troja, fordi der er brug for hans magiske bue og pil, som han fik af den største græske helt, Zeus´ søn Herakles. Det kræver så en hel del at få Filoktet til at sige ja – især fordi det er selvsamme Odysseus, som var skyld i, at Filoktet endte på Lemnos, som nu kommer for at hente ham.

Men nu er Odysseus ikke ham, der bare siger undskyld. Tværtimod er han med Marcel Lysgaard Lechs ord en nedrig person, som gerne får mennesker til at gøre grimme ting ved andre, hvis det kan gavne ham selv. Så Odysseus siger til sin underordnede Neoptolemos, at han skal overbevise Filoktet – og at han må gerne lyve, hvis bare det virker.

Det gør Neoptolemos så, men han fatter også sympati for Filoktet. Men hvor meget, der er løgn og hvor meget, der er ægte medfølelse og venskab, ved vi ikke. Men i græske tragedier er der aldrig nogen, der har helt ret, men der er omvendt heller ikke nogen, som tager helt fejl.

Odysseus må gerne sætte Filoktet af på den øde ø og hente ham igen, men han må ikke narre ham, som han prøver på det. For Odysseus vil ikke kun stjæle Filoktets bue, men også hans sind – og det må man ikke.

Men selvom ordet sind optræder mange gange i tragedien, så er ”Filoktet” især en fysisk tragedie.

Ifølge oversætter Marcel Lysgaard Lech er ”Filoktet” endda en meget fysisk tragedie, som gør det sværere at arbejde med ordene, fordi der er så meget bevægelse i dem, skrig, jamren og lugtende sår.

Og kroppen som essensen i det hele, fordi vi er fanget i vores krop, kan Sara la Cour fortælle om. Hun var i 2006 udstationeret som soldat i Irak, og har i dag PTSD.

Da hun kom på scenen, og talte om den dag i Irak, hvor hun mistede en kollega til vejsidebombe, dér kunne vi alle mærke nerven. Her var noget på spil. Vi kunne mærke hende og mærke smerten – næsten. Men også kun næsten. For man kan komme langt med indlevelse, forestillingsevne og empati. Men ikke det sidste stykke.

Det sidste stykke kræver, at man selv har været derude, hvor kroppen er fanget i situationen, og sindet skriger. Derude hvor alt er rædselsfuldt, og alt inde i én skriger VÆK. Men hvor man ikke kan komme væk.

Det er netop den kombination af sind og krop, som optræder meget i ”Filoktet”, der er en sær tragedie, der viser en virkelighed, som man skal have prøvet for at forstå. For sådan er krigens væsen.

Derfor forstår en udsendt dansk soldat og en Talibankriger formentlig også hinanden bedre end en dansk soldat og alle os, som er blevet hjemme i Danmark. Derfor forstår en opdigtet græsk soldat ved navn Filoktet og en dansk soldat ved navn Sara la Cour hinanden – på tværs af 2500 år.

De har fået det samme krigens slangebid, den samme smerte. De har været fanget i krigens gru og stank, prøvet hvad det vil sige at have en opgave, der skal løses – og være nødt til at dehumanisere fjenden. For ellers vil man altid se sig selv i det menneske, som man møder. Men det er en luksus, som soldaten ikke kan tillade sig.

Som da Sara la Cour holdt vagt over de tre mænd, som hun og de andre fangede kort efter vejsidebomben, der dræbte kollegaen. Hun fortalte: ”Tre mænd, som jeg skulle bevogte, inden englænderne kom, og hentede dem. Tre mænd, som jeg ikke vidste om var fjender, landmænd eller bare uheldige, som var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hvem var de? Havde de børn? Og mange andre ting. Tankerne gik igennem mit hoved hele tiden, og jeg var nødt til at skubbe dem væk, nødt til at mekanisere mig og tænke på min opgave, der skulle løses.”

For i en krig bliver alt meget hurtigt politisk og mekanisk, og der er ikke plads til store følelser, selvom soldaterne har dem – og liv og død hele tiden er på spil.

Sara la Cour fortalte også, at hun i Irak mødte sin smukkeste side og sin grimmeste side, og hun blev både sin dødelighed og sin menneskelighed bevidst – og at hun fandt ud af, at hun kan dræbe, og har en villighed til det, hvis det handler om at løse opgaven.

Efterfølgende kom så også den store skam over, at hun har PTSD, skammen over at være slangebidt.

Sara la Cour fortalte, at hun græd, da hun læste “Filoktet”, fordi hun kunne spejle sig. Spejle sig i soldaterfællesskabets meningsgivende virkelighed, når man er dér, men problemerne med at pakke følelserne ned undervejs – og at det er endnu sværere at pakke dem ud igen bagefter.

Danmarksbloggen tænker, at det er krigens væsen, krigens psykologi. Krigen ødelægger mennesker – og det er ikke soldaterne, som har været ved fronten, vi skal frygte. De skal hjælpes.

Nej, dem, vi skal være bange for, er dem, som aldrig har været ved fronten, men som bag et skrivebord har magt over soldaterne og os alle sammen, og som ikke har noget, der kan dehumaniseres. Fordi de per definition ser magt, penge og tal i stedet for at se mennesker.

Dem, der som en anden Odysseus er en dukkefører, en puppetmaster, der lader andre gøre det beskidte arbejde. De despoter skal vi være bange for. De ejer hverken empatiens eller tvivlens nådegave – og de vil aldrig som Sara la Cour gjorde det 14 år efter sige ære være hans minde, når der tales om en død kollega.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Retfærdighedens ryttere”

Der er film, der går direkte ind i hjertekulen, og så er der film, som går endnu dybere, og ætser sig fast i ens dna. ”Retfærdighedens ryttere” er en af de film. Man ler, så det klukker, man kan mærke spændingen sitre i hele kroppen, man græder, og man kan næsten ikke bære det mere – og hele tiden sidder man med en stor knude i maven, der måske/måske ikke forløses, inden filmen er slut.

Dvs. jeg kender godt svaret på dét med forløsningen. Men hvis jeg skriver det, så giver jeg hele filmen væk, og det vil være en forbrydelse. For ”Retfærdighedens ryttere” er en af de få film, som bare skal ses – uanset om man er til thrillere, psykologiske dramaer, tids- og generationsportrætter – eller bare en god dansk film.

Filmen har også fire af de største danske filmstjerner i de bærende hovedroller. Men der er også en femte stjerne i filmen i den femte hovedrolle.  Hun hedder Andrea Heick Gadeberg, og spiller datteren Mathilde på en så hudløs måde, at man glemmer, at der ikke er tale om en dokumentar om en teenager, der mistede sin mor, da et tog blev sprængt i stykker. Mathildes sorg og manglende kontakt med den fra krigen hjemvendte far skildres præcist – og man føler med dem begge i deres søgen efter hinanden og de svar, som det er svært, ja måske umuligt at få.

”Retfærdighedens ryttere” er en eksistentiel film, der fortæller historien om, hvorfor en rød cykel i Tallinn, der skulle have været blå, afstedkommer adskillige voldsomme begivenheder i Danmark. Eller startede det hele i virkeligheden tidligere? For hvorfor sker ting? Hvad er årsag, og hvad er virkning? Og kan vi overhovedet nogensinde forvente at få et svar? Store spørgsmål, som filmen hele tiden kredser om, går ned i, ind i og tager livtag med.

”Retfærdighedens ryttere” bliver derfor også siddende i kroppen i flere timer, ja dage. Den bider sig fast i ens sjæl som et uafrysteligt mesterværk. Det er også Anders Thomas Jensen, der har skrevet og instrueret, som han har gjort det med en perlerække af gode, danske film. Også den, som mange i forvejen har sammenlignet ”Retfærdighedens ryttere” med, nemlig ”Blinkende lygter”.

Men til dem, som forventer en slags ”Blinkende lygter version 2”, er der kun en ting at sige: ”Blinkende lygter” var en fantastisk film, og der er ligheder. MEN: ”Retfærdighedens ryttere” er bedre. Mere voksen. Mere moden. Mere gakket, mere voldelig og endnu morsommere.

”Retfærdighedens ryttere” tør samtidig gå endnu længere ud i handlingen, endnu dybere ned i personerne og deres baggrundshistorier – og ikke mindst så viser og trækker filmen på den store alvor, som på mange måder har ramt vores samfund siden ”Blinkende lygter” havde premiere for 20 år siden. Også derfor er filmen et mesterværk.

For det er de helt store ting, som er på spil: Liv, død, menneskelige relationer og den mening med det hele, som så mange gerne vil finde, og søger i fx videnskaben, religionen og psykologien. Men indimellem kan ingen af de tilbudte forklaringsmodeller bruges. Indimellem har vi – når alt kommer til alt – kun hinanden og den tid, som vi bruger sammen. Men det kan være nok – også selvom vi så gerne vil have forklaringer og retfærdighed.

Men både forklaringer og retfærdighed kræver, at det er en overordnet mening og sammenhæng. Men måske findes der ikke andet end det fællesskab, som skabes, når vi rækker ud til hinanden. Dér hvor lyset stander stille på verdens kyst, som det synges i Jacob Knudsens salme ”Se, nu stiger solen”, som er med i ”Retfærdighedens ryttere”. Et smukt udtryk, uanset om man er troende eller ej.

Fællesskab har de fire retfærdighedens ryttere i hvert fald. For nok er ”Riders of Justice” navnet på en rockergruppe i filmen. Men de fire nedenstående herrer udvikler sig også til en slags retfærdighedens ryttere, der endda påtager sig at være både den dømmende og udøvende magt – samt fortolkere af den lovgivende magt. De fire ryttere er:

Mads Mikkelsen, der spiller Markus, som er en verbal ret tavs, men fysisk aktiv hævner. Mads Mikkelsen decideret lyser i flere scener. Nogle af de mest stærke er dem, hvor han alene, uden ord og med en minimal mimik på få sekunder får fortalt så meget, som da han ser sin døde kone på sygehuset.

Nikolaj Lie Kaas (Otto) spiller som så ofte før den kiksede, ærlige og på en eller måde midt i sartheden så stærke nørd, som man umiddelbart og hele vejen igennem føler stor sympati for.

Lars Brygmann er Lennart, der kan hacke sig ind i hvad som helst, og hvis moralske kompas løber om kap med hans humoristiske bemærkninger. Men som alle klovne, der gerne vil lægges mærke til, græder han også indeni.

Endelig er der den pizzaglade Emmenthaler. Han spilles af Nicolas Bro, der med vanlig elegance og en perfekt timing fylder rollen ud som eksperten, der kan det hele – i hvert fald i teorien og bag skærmen.

Filmen har flere store og gode biroller, men fremhæves skal især Roland Møller som rockerboss, svenske Gustav Lindh som ukrainsk trækkerdreng og Albert Rudbeck Lindhardt som Mathildes kæreste Sirius.

Danmarksbloggen giver normalt max 6 stjerner, men vil her kvittere med 7 store funklende stjerner til en film, som i dén grad kandiderer til at blive en klassiker. ”Retfærdighedens ryttere” viser det ypperste af, hvad dansk filmkunst og danske skuespillere kan i 2020 – og dét er gigantisk.

Samtidig fortæller filmen en almen historie om liv og død, om forholdet mellem generationer og mennesker, og ikke mindst om de dæmoner, vi alle render rundt med samt om hvordan vi – uden at vide, hvordan vi gør det – begraver vores døde, rejser os og går videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bertel Thorvaldsen 250 år

Alle kender stjerner som Lady Gaga eller Messi, der vækker opsigt, hvor de end går. Men Danmark har også haft sådanne superstjerner.

En af dem er billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, der på torsdag d. 19. september fylder 250 år. Allerede som 11-årig kom han på Kunstakademiet, og senere vandt han den store guldmedalje samme sted (det var den største udmærkelse, som man kunne få).

Bertel Thorvaldsen, der er kendt for sine smukke, levende og udtryksfulde skulpturer, levede mere end 30 år af sit voksne liv i Rom. Ja, han var så glad for Rom, at han kaldte d. 8. marts 1797 (dagen, hvor han kom til Rom) for sin romerske fødselsdag.

Bertel Thorvaldsen var gennem hele livet et centrum i international kunst, og alle de store danske guldalderkunstnere indenfor både malerkunst, digtning og litteratur kom på besøg hos ham flere gange. Så der var en reel, dansk koloni i Rom, hvor danske kunstnere levede et liv med lige dele kunstneriske udførelser, gode middage og åndrige samtaler … også in vino veritas. Altid med Thorvaldsen som omdrejningspunktet.

Bertel Thorvaldsen var altså i sin samtid en superstjerne, og da han i 1838 tog hjem til Danmark, var hans rejse op gennem Europa et sandt triumftog, hvor han blev hyldet hele vejen. Og lidt ekstra da han nåede København, hvor der lige ved siden af Christiansborg Slotskirke er hans eget museum med jubletoget op gennem Europa vist udenpå. Mens man indeni kan se flere af hans store værker som Kristus-figuren, Jason med den gyldne skind, Venus og andre græske guder og gudinder – og meget andet.

Og allerinderst inde i gården ligger han selv i sin grav. Thorvaldsen døde i 1844, og fik altså seks år i Danmark, da han kom hjem.

Og netop på hans helt eget museum vil fødselsdagen blive fejret massivt med musik, omvisninger, ler-værksted og lysshow. Der er endda gratis adgang på selve fødselsdagen fra kl. 16 til kl. 21. Samme dag – altså torsdag d. 19. november vil Illum åbne deres juletema 2020, som er hyldest til denne store dansker.

Danmarksbloggen kipper også med flaget, og ønsker Bertel Thorvaldsen tillykke med de 250 år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er Shu-bi-duas Danmarkssang Danmarks uofficielle nationalhymne?

Shu-bi-duas sang ”Danmark” er blevet vejet og fundet for let af udvalget bag den nye version af ”Højskolesangbogen”.

Det udvalg består af seks medlemmer, hvoraf fire er akademikere, og de to andre også er placeret højt på Parnasset: https://www.hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historie-om-bogen/19-udgave/udvalget/

Argumentet bag ikke at tage Danmarkssangen med i 2020-udgaven var hos udvalget, at hvis Shu-bi-duas sang kom med en tredje gang, ville det være, fordi den var en moderne klassiker – men at det har den ikke kvalitet til at være.

Men holder det? Især når man tænker på, at Højskolesangbogen repræsenterer højskolerne, altså dér hvor folket kan lære nyt og blive dygtigere. Skal man så ikke netop i Højskolesangbogen sørge for at komme folket i møde dér, hvor folket er? Og folket elsker Shu-bi-duas Danmarkssang – også i 2020.

Så sent som i maj måned skrev Helen Bruus fra Lejre Bibliotekerne på Bubzoom, der er Bibliotekernes Digitale Musiktjeneste (altså det sted, hvor alle i højskolernes ånd kan søge viden om musik):

Citat: Shu-bi-duas sang ”Danmark” er det moderne Danmarks uofficielle nationalhymne. Teksten følger en dansk naturpoetisk tradition med storke ude på landet og blomstrende enge. En tradition der rækker tilbage til salmedigteren Kingo og Johannes V. Jensen i hans ”Danmarkssangen” fra 1926 (Hvor smiler fager den danske kyst). Med sangen ”Danmark” skabte Shu-bi-dua en sang, der favner alle aldre”. Citat slut.

Altså en klar forbindelse mellem Shu-bi-duas ´sang, dansk historie og dansk musiktradition, som tilsyneladende er gået udvalgets næse forbi.

Så hvem har ret: Udvalget bag Højskolesangbogen, som ud fra tilsyneladende personlige præferencer mener, at der ikke er kvalitet nok i Shu-bi-duas sang? Eller har bibliotekaren fra Lejre fingeren på pulsen, når hun kalder Shu-bi-duas sang for det moderne Danmarks uofficielle nationalhymne, og slår på, at sangen trækker på traditionen helt tilbage fra Kingo?

Læs teksten her: https://genius.com/Shu-bi-dua-danmark-lyrics

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Falling”

”Falling” er om noget Viggo Mortensens film. Han har instrueret filmen (debut) samt været manuskriptforfatter, producer, komponist og hovedrolle-indehaver. Ja, man kan nærmest kalde ham en altmulighed i det medrivende familiedrama, som ikke er bange for at vise de konflikter, der nødvendigvis må opstå i en kontrastfyldt familie.

De to hovedpersoner er far og søn. Sønnen John spilles af Viggo Mortensen, mens faderen Willis spilles af Lance Henriksen, og de er forskellige på næsten alle punkter, hvilket giver et problematisk forhold, der bliver yderligere besværliggjort af farens hurtigt svindende hukommelse. Og der lægges ikke fingrene imellem i filmen.

”Falling” er tværtimod en virkelighedstro film, der viser den barske virkelighed, når et familiemedlem lider af demens. Men det, der gør ”Falling” ganske særlig, er, at filmen tør fremstille den demente far Willis som et usympatisk røvhul. Det er en meget befriende og mere korrekt portrættering af nogle personer med demens. Læg dertil at det er rart for en gangs skyld ikke at se det klassiske romantiserede Hollywood-glansbillede af en syg person.

Den usympatiske portrættering af Willis ligger også langt bedre i tråd med hans opførsel som ung far, som vi får et indblik i via diverse flashbacks. Flashbacksene er placeret gennem hele filmen, og giver os et bredere og bedre grundlag for at forstå historien og dermed forholdet mellem far og søn. Vi ser, og vi forstår, når vi får indblik i Willis’ hjerne og sporadiske hukommelse, der nogle gange er usammenhængende og fragmenteret, mens andet står helt skarpt.

Vi kommer blandt andet tæt på forholdet mellem Willis og hans første kone Gwen, som han elskede meget højt, selvom der også var store problemer. Disse glimt ind i det haltende ægteskab mellem Johns forældre er også med til at forklare nutidens konflikter mellem far og søn, der som de fleste familie-konflikter har rødder langt tilbage i tiden, her til Johns barndom.

Men vi kommer endnu tættere på John og Willis’ indbyrdes forhold i nogle filmtekniske flotte scener med håndholdt kamera, hvor man bliver suget ind i filmlærredet, og bliver holdt fast i dialogen mellem far og søn. En dialog, der skifter mellem det mondæne til en frustrerende samtale mellem to individer, der ikke længere har samme virkelighedsopfattelse pga. Willis’ forværrede hukommelse.

Dialogen mellem far og søn bliver til tider så vild og fuldstændig grænseoverskridende, at man sidder og krummer tæer, mens man andre gange ikke kan lade være med at grine ad de åndsvage kommentarer fra Willis. Uanset samtaleemnet viser disse intime scener mellem John og Willis deres modstridende forhold med kærlighed og knas, som udspringer fra de enorme identitets-forskelle på far og søn.

”Falling” går derfor tæt på de svære situationer, der kan opstå, når en sygdom som demens rammer et familiemedlem, og dennes normale, grundlæggende forståelse for verdenen går tabt. Vi står sammen med John i den frustrerende følelse af fortabthed, mens vi kun som tilskuere kan kigge på, at Willis’ personlighed langsomt krakelerer, og bliver mere og mere outreret. Men vi kan også lære noget af den svære situation, som ”Falling” portrætterer, nemlig hvordan vi selv kan handle som pårørende til en person med svigtende hukommelse/demens.

Viggo Mortensens karakter John prøver altid at være meget tålmodig overfor sin far, også selvom han må gentage sig selv, eller bare spille med på Willis’ forkerte minder. For filmens morale er, at det ikke er bedst, som nogle måske tror at fortælle en dement person, at de husker forkert, og at faktisk er x person død, eller y ting skete slet ikke. Men hvem gavner denne rettelse, spørger filmen. Ikke den demente. Den demente bliver kun overvældet af en følelse af mistillid til egen hukommelse, og en følelse af savn på ny, som den demente ellers kunne være forskånet for.

Filmens budskab er derfor, at det at rette på en dement i virkeligheden er en langt mere egoistisk handling fra de personer, som ikke lider af dårlig hukommelse eller demens, end at det er en god og påskønnet handling, der kommer den demente til gavn.

Hvad der er op eller ned i dén diskussion, vil Danmarksbloggen overlade til de professionelle. Men filmen ”Falling” er absolut seværdig – uanset om man er pårørende til en dement eller ej.

Danmarksbloggen giver ”Falling” 5 ud af 6 stjerner, da filmen er mere end blot et forfriskende virkelighedstro familiedrama. Den er også en mini-manuel til at omgås personer med svindende hukommelse. Samt at ”Falling” er en flot demonstration af Viggo Mortensen mesterlige egenskaber som en af Hollywoods dygtigste altmuligmænd.

Filmen har premiere overalt i landet i dag torsdag d. 5. november.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen