Anmeldelse: ”Pigen med bomberne” på Mungo Park

Sagen om Kundby-pigen (hende, der ville bombe den jødiske Carolineskole i København og Sydskolen i Fårevejle) vakte alle danskeres interesse i 2017.

Men hvad skete der egentlig i den 15-årige piges hoved? Dét spørgsmål forsøger instruktør Tue Biering at svare på i sit nyeste teaterstykke ”Pigen med bomberne”, som spiller på Mungo Park.

Scenen er tom og mørk. En lyshåret, ung pige med ansigtet oplyst af mobilens skærmlys dukker frem. Alt, hvad hun og de andre piger foretager sig, gør de, fordi de på sms har fået at vide, at de skal.

Flere og flere piger kommer frem. Alle med hovedet dybt begravet i mobilen, og dette gør det umuligt for de tre voksne kvinder (som også er en del af forestillingen) at nå ind til pigerne. De tre kvinder prøver alle at finde ud af, hvad der kunne få en ganske ung, dansk skolepige til at ønske at lave et terrorangreb.

Kvinderne er et spejl af den gennemsnitlige dansker; uforstående, med et ønske om at forstå, men samtidig bange. Bange for den nye trussel. For den unge pige passer jo ikke på profilen af en såkaldt terrorist, men det var hun jo.

Men hvis ikke hun passer på den stereotype karakter, som mange i Danmark har om en terrorist – hvordan kunne hun så alligevel havne i den situation? Var hun vred? Forført af en tanke om at skabe et hul i verden, som ikke kunne overses? Var det opmærksomhed, der trak i hende? Eller var det en følelse af afmagt?

Vi får ikke et definitivt svar på de spørgsmål i stykket. Men alle sten bliver vendt, og alle argumenter bliver diskuteret. Dog bliver det hele lidt for meget en repetition af sig selv, og der er ikke mange tanker, som ikke allerede havde været på bordet, da sagen stadig var en sensation med nyhedsværdi.

En anden ting, der er i overflod, er rekvisitter.

Scenegulvet er bogstaveligt talt oversvømmet af rekvisitter og kostumedele, da alle skuespillerne kommer ind til sidst for at bukke og modtage publikums klapsalver. Rekvisitterne er overalt, og de tager desværre hurtigt fokus væk fra de dygtige skuespillere, som kommer med nogle udmærkede overvejelser over, hvorfor en ung pige bliver terrorist.

Forestillingens fokus bliver desværre også fjernet fra kvindernes egne idéer om, hvorvidt deres datter da ikke kunne blive sådan, eller at de måske selv kunne have gjort noget lignende i den alder. Det er rigtig synd for både de dybe psykologiske overvejelser, som kvinderne har – samt for nogle af rekvisitterne, som giver stykket en kant og en dybde, som er meget unik. Men det drukner desværre i bjergene af stof, røg og acetone.

Men midt i alle rekvisitterne skinner slutningen på stykket alligevel igennem.

Den hær af piger, som af de udefrakommende og uforstående voksne bliver udstyret med våben og motiver, står truende og tårner op over den rodede scene. Og da de voksne går, vender de unge piger tilbage til deres hverdag og deres mobiler. For ikke alle unge piger har ondt i sinde, når det kommer til stykket – selvom én havde.

For én havde. En, der var god til at lyve. En, der ikke var helt som de andre. En, der senere skulle blive kendt som Kundby-pigen – ”pigen med bomberne”.

Men hvem var hun? Det ved vi egentlig stadig ikke – og måske får vi det heller aldrig at vide.

”Pigen med bomberne” på Mungo Park får 4 ud af 6 sprængfarlige bomber af både Isabella Auken og Anna M. T. Frederiksen

Stykket spiller indtil 12. oktober.

Et år siden hr. Larsen døde …

Han sagde nej til et ridderkors.
Posthumt og via familien sagde han også nej til at få en plads opkaldt efter sig.

Det er selvfølgelig Kim Larsen, der er tale om. Danmarks største spillemand, som i dag døde for et år siden

Nationalskjald ville han nemlig ikke kaldes. Han var spillemand.

Men hvilken spillemand. Den største i Danmark gennem tiderne.

Ingen andre har som Kim Larsen fortolket vores følelser, tanker og det at være dansk – og det gennem flere generationer.

Det så man også til det store folkets mindeoptog, som foregik få dage efter hans død, hvor vi startede på Christianshavn og endte inde på Nytorv.

En bevægende aften, som undertegnede aldrig vil glemme. Læs en reportage her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10194

Men stærkest – og så længe der tales dansk på denne jord – står Kim Larsens musik, hvoraf det sidste album endda kom efter hans død.

Og hvor han i ”Koppen med den skårede hank” synger: Der var så meget, jeg sku’ nå. Og alt for meget, som jeg sku’. Min tid den er forbi, forbi. Men jeg er her endnu.

Det er Kim Larsen så ikke mere – og han er stadig dybt savnet her et år efter hans død.

Ligetil – og alligevel med en dybde og en menneskelighed, som ingen andre danske poeter har formået. Måske på nær de to andre store skønånder: H. C. Andersen og Grundtvig.

For Danmarks største kulturelle skatte er: Larsens sange, Andersens eventyr og Grundtvigs salmer.

Tænk at vi har så meget ånd i et lille land skabt af handelsfolk og bønder …

Der er noget at være taknemmelig over.
Så læs, syng og lyt til d´herrer Larsen, Andersen og Grundtvig. Det er godt for sjælen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Amerika”

Indimellem er der teater, der går direkte ind i maven, og sætter sig som en hård knude, der snurrer rundt og rundt i en knugende smerte, fordi det teaterstykke rammer så uhyggeligt meget plet.

Sådan et teaterstykke er Kafkas ”Amerika” på Nørrebro Teater – denne dystopiske og realistiske forestilling om den unge Karl Rossmann, der stadig er et barn, der han af forældrene sendes på en enkeltbillet med dampskib over Atlanten til New York, til en tilværelse og et land, som han ikke forstår – og som ikke giver ham en ærlig chance for at bevise sin kunnen – og sin gode vilje.

For den har Karl Rossmann sammen med en naiv idé om at give amerikanerne både musik og kultur. Men det er de selvfølgelig ikke interesserede i, og han kan overhovedet ikke afkode den verden og de mennesker, som han færdes iblandt. Så Karl Rossmann farer vild igen og igen – og kan ikke finde vej – godt illustreret af de mange grå døre på scenen, der er ligeså ens, som de er talrige.

Men hvad betyder det, at vi har mange valgmuligheder i livet, når vi alligevel kun kan vælge mellem det samme kedelige grå? Den samme grød af penge og netværk og at sige det rigtige, mens man kun tænker på at mele sin egen kage. Det er så samtidig den virkelighed, som Kafka – og vi andre – lever i. For nok er det cirka 100 år siden, at stykket blev skrevet, men den del af vores eksistens har grundliggende ikke ændret sig.

Stykket er derfor et skarpt og aktuelt portræt af et samfund i kapitalismens brølende vold, et samfund hvor der kun er plads til det, der tælles på bundlinjen – og til dem, som forstår at levere dette. Og det beskrives af Kafka uden forsonede træk, uden sukker – selvom turen efter New York går til Sugar Town.

Men i fortællingen om Karl Rossmann er der ikke noget sukker. Indimellem dramaet og tragedien og de hjerteskærende scener, hvor man som publikum bare vil styrte op på scenen og hjælpe ham, er der komik.

Dyster komik. Meget dyster.

Især fordi at hvert et lyspunkt, hvert et lige-ved-og-næsten-forsøg på at få hold på hans egen skæbne altid ender med, at han ryger endnu længere ned i den spiral, der starter med chikanerier, og fortsætter med ydmygelse og overgreb – og ender, hvor den må ende: Med døden.

For mennesker forsvinder i Guds eget land … og tilbage er kun drømmen om at stå tilbage i rampelyset.

Velvidende at uanset hvem der er stjerne i dag, så kan vedkommende forsvinde og blive skubbet ned i et dybt hul i morgen – som det sker for den på alle måder store kvindelige stjerne, pragtfuldt spillet af Trine Pallesen.

Det er i det hele taget et fantastisk cast, som også består af: Molly Egelind, Martin Greis-Rosenthal, Torben Zeller, Rikke Bilde, Kristian Holm Joensen, Rasmus Hammerich, Patrick A. Hansen og Thomas Hamilton som musiker.

Men i centrum er Nicolai Jørgensen, som spiller Karl Rossmann på en måde, der er mere end overbevisende. Han har nemlig et nærvær på scenen, som er enormt – og som mindede undertegnede om for nogle år siden, da jeg så selveste Ghita Nørby spille den jødiske mor i ”Indenfor murene” på Folketeatret.

Det er en stor sammenligning, men den er berettiget. For det var dette nærmeste fysiske og over-scenen-så-det-rammer-alle-nerver-nærvær, som gjorde, at man kunne mærke Karl Rossmann og hans savn, sorg, frustration, lidelse og smerte i hele kroppen – og også flere timer efter forestillingen.

En forestilling, der i øvrigt kræver noget af tilskueren – og tak for det.

For hvor er vi trætte af hurtige kultur-kalorier, der bare glider ned, mens vi griner – og glemmer igen med det samme. Det behøver vi ikke mere af. Vi har derimod brug for teater som det her. Teater, der vil noget, teater, der udfordrer os – og tvinger os til at se os selv og vores eget liv i øjnene – og til at tænke, også flere timer efter vi kom hjem.

For nok er figurerne karikerede – men vi kan genkende meget både fra de andres liv – og fra vores eget.

Gud giver os nemlig stadig nødder, og vi skal selv stadig knække dem – og man kan starte med at droppe nutidens grå døre, de allestedsnærværende skærme, for at gå i Nørrebro Teater og se ”Amerika”.

”Amerika” er en fysisk og sanselig forestilling, hvor vi kommer tættere på sandheden om os selv og vores samfund end vi måske har lyst til at se i øjnene – og alene af den grund kan den anbefales. Men det er også formidabelt skuespil – og i centrum lyser en af dansk teaters kommende store stjerner: Nicolai Jørgensen.

Danmarksbloggen giver ”Amerika” 6 ud af 6 Frihedsgudinder, som hende man ser i forestillingen – og som meget betegnende holder ikke en fakkel, men et sværd i hånden.

For der er ikke noget varme og oplysning over kapitalismen. Det er derimod et system, som gør kort og ubarmhjertig proces med alle, som ikke synger med på … Land of the Free and Home of the Brave …

Selvom friheden naturligvis ikke findes, og den, som tror sig fri, er fortabt – som et land kan være det. Som Amerika i Kafkas forståelse er det. Fordi et land, som insisterer på fuldkommen frihed, er et land, som ikke forpligter sig på fællesskab og tolerance – og som ikke yder nogen beskyttelse af sine svage medborgere. Så et sådant land er et land, hvor jungleloven hersker, og hvor de svage bliver slaver for de stærke.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 3. november.

Det er Nikolaj Cederholm, der har instrueret og dramatiseret Franz Kafkas roman ”Amerika”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: SKAM3 på Aveny-T

Den norske hitserie ”SKAM” kommer endnu en gang på besøg på de danske skrå brædder, denne gang med sæson 3, hvis omdrejningspunkt er den svære romance mellem Isak og Even.

Som ung er det ikke altid nemt at finde sig selv og sin plads i livet, og når ens seksualitet udfordres, bliver det kun en endnu sværere balancegang. Det er tydeligt at se hos den unge Isak, som pludselig falder for en fyr, i stedet for den pige, han altid troede, han skulle blive forelsket i.

Men som stykket skrider frem, begynder Isak at tro på sine egne følelser, for som Even siger: ”ingen andre end dig selv kender dine følelser”. Og med troen på sine egne følelser, kan Isak også tro på, at forholdet mellem ham og Even vil lykkes, selvom det bestemt ikke er uden besvær.

For den fyr, som Isak er faldet for, er bipolær, og oven i det har han en pigekæreste. Men som det fleste nok allerede har set i tv-serien, ender det godt for de to unge fyre.

Det er altså ikke små emner, der tages op i ”SKAM3”, men det behandles af Aveny-T og de seks unge skuespillere med så megen finfølelse og troværdighed, at man som tilskuer aldrig stiller spørgsmålstegn ved, om Even nu også er syg, om Isak og Evens forhold er reelt, og om vennernes reaktion er realistiske.

Det virker på ingen måde opstyltet eller overdramatisk, men skildrer på autentisk vis til gengæld, hvordan det er at date som ung i 2019, og hvad en mental lidelse kan gøre ved en person og et forhold.

”SKAM3” viser alle op- og nedture, og det unge cast er ikke bange for at leve sig fuldt ind i rollerne. Dette giver stykket en fantastisk følelse af nærvær og troværdighed, både mellem selve karaktererne, og mellem skuespillerne og publikummet.

Og ligesom det ikke er lette emner, der bringes på bane, er det heller ikke små ting, der sker for hovedpersonen Isak. Man fornemmer klart, at han gennem stykket går fra at ville have kontrol over sit liv til at det hele ramler om ørerne på ham.

Selvom det kan være svært at forlige sig med, så indser Isak, at man bare må tage livet minut for minut, og at man ikke bare kan skifte scene, som hvis livet var en film. Det er et gennemgående ting, at Isak og Even snakker om, at livet er som en film, hvor man selv er instruktør.

Et andet gennemgående element er, at Isak bruges som et talerør mellem scenen og stolerækkerne, da han flere gange bryder den fjerde væg, og taler direkte til publikum.

Dette spring til et meta-niveau sker både i starten og slutningen med en lille monolog om forholdet mellem skuespiller og tilskuer, og gennem hele stykket med den korte bemærkning ”skift”, der indleder et sceneskift. Isak sætter herefter ganske kort scenen, så tilskueren igen ved, hvor vi er, og så kører showet ellers videre.

Men også disse behændige sceneskift stopper, da Isak og Even begge indser, at vi mennesker ikke kan undgå ubehagelige situationer ved at løbe fra dem, men ved at tage det et skridt ad gangen.

Man sidder som tilskuer tilbage med en følelse af, at man selv er en del af begivenhedernes gang. Kun i starten skulle man vænne sig til, at Isak var en slags fortæller eller en oversætter mellem verdenen på de skrå brædder og vores verden. Men efter kort tid blev det kun nemmere og paradoksalt nok mere nærværende, at Isak fungerede som et mellemled.

”SKAM3” på Aveny-T fanger Julie Andems originale skildring af unge mennesker, og gør da også brug af fx sms’er som i tv-serien. Derudover fremfører skuespillerne tv-serien på troværdig og virkelighedstro manér, og med en pikant nerve og en intensitet, som er fuldstændig fremragende.

Derfor skal ”SKAM3” have en klar anbefaling herfra; om du selv er ung og i gang med at finde din egen vej, eller om du bare er nysgerrig på, hvad morgendagens danske teaterstjerner kan byde på.

”SKAM3” får 5 ud af 6 stjerner fra både Troels Rindal og Anna M. T. Frederiksen.

Anmeldelse: “Viking – ran, ild og sværd”

”Viking – Ran, ild og sværd” er titlen på den nye bog om den danske vikingetid.

Det er et digert værk, som arkæolog og museumsdirektør på Nationalmuseet Jeanette Varberg har skrevet. Hele 576 sider inkl. fotos, noter, litteraturliste og alt det andet. Men de 576 sider er ikke én side for meget.

Tværtimod er 576 sider, hvad der skal til, når man skal beskrive vikingetiden fyldestgørende. En ikonisk tid i Danmarkshistorien, som hos Jeanette Varberg får udvidet tidsperspektivet med flere århundreder, således at vikingetiden ikke længere kun er den ellers så kendte periode startende med angrebet på klosteret på Lindisfarne i 793 og sluttende omkring 1050.

Jeanette Varberg starter således allerede tilbage omkring år 300, hvor det ret beset var jernalder med enorme folkevandringer og en kristendom der midt i en krisetid og et sammenbrudt Romerrige lovede menneskene en god løsning i efterlivet, hvis de bare holdt alle elendighederne i dette liv ud. Det var også en radikal anderledes tilgang end de asatroendes fokus på det gode liv her og nu – og en ærefuld død på slagmarken.

Efter bogens første del, som kan kaldes optakten og baggrunden for vikingetiden, fortsætter bogen med det, som mange opfatter som den reelle vikingetid, nemlig den tid hvor der blev sejlet ud i vikingeskibene og plyndret og handlet – ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Derpå følger kristendommens indtog og så den sidste tid, inden det sidste vikingeskib løb op på den sidste strand – og en ny tid og verdensorden i Europa forlængst var i gang.

Bogen udmærker sig på den måde også ved, at man får præsenteret en samlet fortælling, så det bliver tydeligt, at vikingerne ikke bare pludselig dumpede ned fra himlen – eller som en anden kong Skjold kom sejlende på et skib – og så forsvandt igen ombord på et skib, der skulle sættes i brand og sejle ud i solnedgangen, da vikingetiden blev gammel og grå.

Nej, der var både nordiske og europæiske årsager, sammenhænge og konsekvenser, som startede i jernalderen, og som rakte langt ind i middelalderen, og det forklarer bogen på den mest ypperlige og grundige måde – og vel at mærke kronologisk, hvilket er godt for forståelsen. Bogen er tillige ualmindelig velskrevet og letlæselig.

Den giver også nye perspektiver i krydsfeltet mellem de skriftlige kilder fra den tid, som vi kender – og så de arkæologiske opdagelser, som der stadig kommer mange af – og hvor Jeanette Varberg forventer, at der er flere til gode, som kommer til at give os svar på nogle af vores spørgsmål – samt måske også får os til at lave andre billeder af tiden og dens mennesker.

Vidste De for eksempel, at nok var flertallet af vikinger danskere, nordmænd og svenskere – og med tiden også islændinge og andre fra de nordlige lokaliteter. Men i virkeligheden fandtes der også andre nationaliteter på skibene. For alle, som drog i viking, dvs. befandt sig ombord på et vikingeskib, og som tog afsted for at handle eller/og plyndre, var at betragte som en viking.

Så der var mange nationaliteter ombord på de teknologiske vidundere, vikingeskibene, som tog turen både ned ad de store europæiske floder, over Atlanten til Island, Grønland og Nordamerika, til England og ned langs Vesteuropas kyster. Ja, sågar en frankisk prins konverterede fra kristendommen og blev en asatroende viking. Alle vikingernes store rejseruter (og der er mange) kan i øvrigt ses på de gode kort, der er i bogen, der også byder på et væld af fine fotos.

Men trods den store succes vikingerne havde med aserne som deres gudelige allierede, så vandt kristendommen alligevel i sidste ende, og i starten gik det fint med at være både kristen og viking. Hvide Krist blev også fremstillet både smilende og sejrende, hvad man fx kan se på Jellingestenen. Det var smart gjort af datidens kristne PR-folk, kaldet missionærer. Den lidende Kristus havde heller ikke haft en chance overfor Thor og Odin.

Men selv en sejrende Kristus til bords med vikinger og mjød kunne ikke ændre tiderne – og teknologien i at ændre sig. Så vikingetiden rindede ud, og krigstogterne blev fælleseuropæiske, og handlede om at tage på korstog til Det Hellige Land og forsvare den kristendom, som nordboerne selv tidligere havde kæmpet imod. For ja, der var en del danskere – også kongelige, som tog afsted til Jerusalem som drabelige korstogsriddere – eller som fredelige pilgrimme.

Dem husker vi ikke særligt godt. Mindet om de gæve vikinger lever derimod stadig i Danmark, og især i 1800-tallets behov for store nationale fortællinger fik historierne om fordums tider og bedrifter luft under vingerne, ja selve begrebet vikingetid blev opfundet dér.

For vi havde – og har – brug for vikingerne. De giver os stadig en identitet som stærke og seje, som vi godt kan lide – samtidig med at vi realpolitisk prøver at få det hele til at hænge sammen: Danmark som et lille land – men med Grønland som den store ø, vi er i Rigsfællesskab med. Danmark som en del af EU – men med forbehold.

Hvor meget viking der er i det, må enhver selv afgøre. Og det er slet heller ikke bogens ærinde på nogen måde at forholde sig til dén diskussion – og det gør den heller ikke, skal jeg skynde mig at slå fast, selvom bogen slutter følgende ord:

”Vikingernes eftermæle blev kort fortalt et selvstændigt Skandinavien, som aldrig blev en del af et imperium og underlagt kontinentets kejsere. Derfor bevarede området sin særegne identitet, sine sprog og sine nordiske kultur. Nogle vil endda mene, at vikingernes særlige mentalitet, risikovillighed på havet, entreprenørskab og medbestemmelse stadig ses genspejlet i den skandinaviske selvopfattelse i dag.”

Citat slut.

Så i en urolig tid som vores, hvor også Danmark let kommer til at blive draget ind i det storpolitiske spil, både på grund af Grønland og på grund af Danmarks geografiske placering ved Østersøen (som prop for den russiske flåde, hvis den pludselig skal ud), er det nærliggende at trække et par linjer:

Har vi (stadig) en skandinavisk selvopfattelse, en nordisk identitet – eller er vi for længst blevet en del af noget globalt, noget internationalt? Og går der en grænse mellem de gamle, der husker og oplevede 2. verdenskrig, og de unge for hvem Den Kolde Krig og Murens fald for 30 år siden er fjern historie? Og hvad vil der ske i et EU uden England? Hvordan stiller Englands eventuelle exit Danmark – og danskerne? En ting er handel, en anden politik og en tredje identitet.

Så imens man tænker over Danmark, Danmarks rolle, danskernes identitet og nationalfølelse kan man jo læse Jeanette Varbergs fantastiske bog om de danske vikinger og deres historie både før, under og efter deres storhedstid. Den er velskrevet, sprængfuld af viden – og gode betragtninger.

Danmarksbloggen giver ”Viking – Ran, ild og sværd” seks mulige ud af seks vikingehjelme – de vikingehjelme som ikke havde horn. Det var nemlig bronzealderens hjelme, der havde horn. Vikingetiden havde mere praktiske hjelme, som egnede sig bedre til krig – som den hjelm man ser på bogens forside.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer”

Udstillingen ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” er lige åbnet på Statens Museum for Kunst. Den er lavet i samarbejde med Petit Palais i Paris og Nationalmuseet i Stockholm, og er den største udstilling nogensinde om dansk guldalder.

Som besøgende føler man sig også hensat til netop guldalderen. Det sørger de mange guldrammer, de tykke gulvtæpper og de bløde siddepladser i de to store haller for.

Mange af malerierne vil den besøgende – uanset hvor meget eller lidt vedkommende kender til kunst – også nikke genkendende til. Malerier af de store mestre som Købke, Eckersberg, Skovgaard, Jerichau-Baumann, Rørbye, Hansen, Lundbye, Lorentzen og Sonne. Men også Marstrand, Blunck, Gurlitt og mange flere.

Billeder som viser romantiske landskaber som Skovgaards lysegrønne bøgeskov eller udsigten over Sortedams Dosseringen (ja, Købkes meget kendte billede med det lyserøde vand, som oprindeligt var blåt) eller de mere dramatiske med klinter og stormpisket hav (hvem sagde, at der ikke var bare en smule ”sturm und drang” i den danske guldalder).

Der er også et væld af portrætter af navngivne personer, både kunstnere, forfattere, videnskabsfolk og andre, som alle mere eller mindre kendte hinanden, og tilsammen dannede den lille elite, som stod for den danske guldalder. De er enten malet alene eller sammen med deres familie i hjemmet.

Guldalderen er nemlig også borgerskabets store tid, dér hvor familien iscenesættes med manden som patriarken og den udadfarende kraft, og kvinden som hjemmets samlingspunkt, hvad man også så det i Bakkehuset, hvor Kamma Rahbek trods egne evner mest er kendt som hende, der holdt salon for de andre.

Men dansk guldalderkunst rækker udover Danmark og rummer landskaber og motiver fra andre dele af kloden, både Vestindien og Orienten.

Mest kendt dog fra det solrige og varme Italien, som enhver kunstner og forfatter med respekt for sig selv rejste til i 1800-tallet, hvad enten det kun skete én gang, flere gange – eller man ligefrem boede dernede i flere år som den store billedhugger Bertel Thorvaldsen gjorde det. Ham kan man selvfølgelig også se i udstillingen. Der var vist heller ingen kunstnere, som tog på dannelsesrejse til Rom uden at besøge Thorvaldsen.

Men udstillingen vil mere end alt det, som vi allerede kender. Dels så forlænger den guldalderen indtil 1864, og dels så viser den andre billeder end dem, som vi allerede kender. Mest markant er Elisabeth Jerichau-Baumanns ”Havfrue” fra 1847, som i dén grad fanger opmærksomheden. Maleriet er i privat eje, så det er en enestående chance for at se det.

Det er så særligt interessant at vurdere det i forhold til Eckersbergs kendte ”En nøgen kvinde sætter sit hår foran et spejl” fra 1841, som også er med på udstillingen, selvom det normalt bor ovre hos naboen ”Den Hirschsprungske Samling.”

Eckersbergs billede er pænt og nydeligt, men viser også – trods nøgenheden – kvinden som et blidt og kontrolleret væsen, der som en anden Lady of Shalott ser verden i et spejl, hvilket står i stærk kontrast til Jerichau-Baumanns vilde og erotiske havfrue, der møder beskueren direkte og med stolthed hvilende i sig selv. Det er stærkt – og det kan tolkes som en begyndende kvinde-bevidsthed.

For dels så var det sjældent, at datidens kvinder malede andet og mere end blomster og interiør – og dels så er den nøgne kvinde, som er motivet, malet på en måde, så det minder mere om 1900-tallet end om guldalder. Samtiden og store dele af eftertiden brød sig heller ikke om billedet. De mente også, at det viste at kunstneren, Elisabeth Jerichau-Baumann, havde en svag sigøjner-sjæl.

Danmarksbloggen vil sige tværtimod. At det er forfriskende, ja vigtigt at vise, at den danske guldalder var andet og mere end skildringer af idyllisk natur og et dansk folkeliv malet i pasteller. At der faktisk var en kvinde, som turde og kunne male – både som de andre, men også helt som sig selv.

Jerichau-Baumann havde så heller ikke danske rødder, men det gør ikke noget. Tværtimod måske. Man var heller ikke fremmedangst i guldalderen.

Man vidste nemlig, at det handlede om det internationale, om Danmark vendt ud mod verden, som vi også ser det i Rørbyes kendte ”Udsigt fra kunstnerens vindue” fra 1825, der naturligvis er med i udstillingen, og viser den ældgamle forbindelse mellem hjemmet i Danmark, havet og det store udland. For i Danmark har vi altid handlet med udlandet, været afhængig af udlandet – og havet har altid spillet en afgørende rolle, og gør det stadig trods ihærdigt brobyggeri.

For de kendte malerier er her som sagt alle sammen – eller næsten. Danmarksbloggen ledte nemlig forgæves efter Jørgen Sonnes ”Sankt Hansnat. De syges søvn på Helenegraven ved Tisvilde”, som ellers hører til på Statens Museum for Kunst – samt sammes ”Brudefærd”, som normalt kan ses på ARoS.

For netop årets og livets gang var vigtige i 1800-tallet, hvor Danmark stadig var et landbrugsland, og hvor man levede langt mere cirkulært end vi gør i dag. Traditioner betød nemlig mere end hygge og en anledning til at være kreative, og kirken var ikke kun en kulisse for stort anlagte personlige fejringer af livets højtider.

Men ellers kommer udstillingen godt omkring, og den viser de dramatiske billeder og trækker de store linjer igennem en tid, hvor vi på den hårde måde lærte at være et lident land og at sige hvad udad tabes, må indad vindes.

For det var virkelig fra katastrofe og til katastrofe: Fra Slaget på Rheden i 1801, englændernes bombardement i 1807, statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814, den kortvarige triumf da vi vinder Treårskrigen og endelig til det store nederlag i 1864.

Som besøgende glæder man sig til gengæld over, at der er så meget guldalderkunst tilgængeligt for offentligheden. For prisen på de danske guldaldermalerier går voldsomt op i øjeblikket, og nogle af de allerstørste museer som Louvre i Paris, National Gallery i London og MoMA i New York har indenfor de seneste år købt guldalderkunst.

Danmarksbloggen giver ”Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” fem ud af seks pensler og spå´r, at udstillingen bliver efterårets helt store tilløbsstykke. Det er som sagt vores historie og identitet, der vises – og netop derfor er det godt, at vi kan se både de kendte og de ukendte sider af en tidsalder, som vi tror, at vi kender.

Udstillingen taler direkte ind i vores egen tid og behov for at vide, hvem vi er, og hvad vi kommer fra. Mange kender heller ikke vores historie særlig godt. Men i udstillingen kan man få guldaldertiden belyst med 225 malerier og en tekstmængde, som er overskuelig i vores billedorienterede tidsalder.

For det er godt at formidle viden med billeder. Desuden kan et maleri noget, som et foto ikke kan. Det kan formidle en stemning, en følelse.

Måske det også er derfor, at vi føler, at vi kender guldaldertiden så godt? Måske derfor at vi kan se på et guldaldermaleri og tænke: Ja, det er Danmark. Sådan ser vores land ud. Og så glemmer vi jernbanen, el-ledningerne, vindmøllerne, at markerne er blevet meget større, motorvejene og alt det andet, som ville få Købke, Eckersberg og de andre skønånder til at spærre øjnene op, hvis de kom forbi deres gamle land.

Ja, som H. C. Andersen forudså, da han i sangen ”Jylland mellem tvende have” om den jyske hede skrev: Heden, ja, man tror det næppe, men kom selv, bese den lidt, lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt. Skynd dig, kom, om føje år heden som en kornmark – som en kornmark står.

Senere nævner han dampdragen – altså toget, der var et billede på den industrialisering, der ventede, og som gjorde det effektivt af med guldaldertidens idylliske billede af Danmark, hvor man – i hvert fald i kunsten – så bort fra larmen, snavset, den store ulighed og det ligeså store armod.

Dét vil vi stadig gerne glemme. Fortællingen om Danmark er nemlig også en historie om vores drømme om Danmark, både før, nu og frem. Og dén fortælling kan vi til og med d. 8. december se – omfangsrigt og smukt – folde sig ud på Statens Museum for Kunst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Tabu”

En bog af Steen Langstrup er kendetegnet ved at spændingen bygges sikkert, men nådesløst op, hvorpå der kommer et eller flere uventede twists undervejs – og især til sidst.

Og således gælder det også i hans nye roman ”Tabu”, som udkommer i dag, og som på overfladen handler om en dansk familiejul langt væk fra hjemlandets klassiske decembervejr med gråt sjap og vådt søle.

Familien Sonnenborg, der består af Mor Jeanette, Far Klavs og de to voksne børn Birk og Ulrikke, er nemlig sammen med datterens nye kæreste Adam og øens lokale vicevært-ægtepar – de såkaldte property caretakers Juan og Eliana – forsamlet på en caribisk paradis-ø midt ude i det turkisblå hav.

Og det er selvfølgelig familiens egen ø, købt af faderen, der er iværksætter og har ligeså mange penge, som han har modstand mod alle andre end mennesker ligesom ham selv. Hvilket sønnen Birk heller ikke undlader at gøre opmærksom på, når han påtaler faderens manglende solidaritet med dem, som har mindre end familien Sonnenborg, og det er mere end 99% af verdens befolkning.

En familie, der naturligvis bor nord for København i det ”Reservat”, hvor der igennem december er blevet foretaget drab på to familier ligesom dem selv. Det ryster selvsagt familien Sonnenborg. En stund ihvertfald, for heldigvis er de jo selv så langt væk fra det hele. Fra drabene, mørket og kulden.

Eller er de? Alting er ikke altid, som det ser ud til at være, og modsætningerne danner rammen om Langstrups fortælling.

”Tabu” er nemlig fuld af kontraster, både de klassiske mellem generationerne, mellem det at være rig eller fattig, mellem det at være åben eller have hemmeligheder, mellem det at tale om tingene eller at gemme sig, men også om det som midaldrende at føle sig draget mod afkommets unge kæreste.

Og lige den tiltrækning er en følelse, som er mere tabu end det meste andet i vores ellers så frie tidsalder … i hvert fald hvis den midaldrende er en kvinde, en utilfredsstillet og uforløst kvinde, som har rundet de 50 år, og den anden part er en ung, lækker mand.

Men det er ikke desto mindre det emne, som Steen Langstrup tør tage op, tør skrive om. Det er modigt – og stærkt, og som læser tvivler man ikke på, at de kræfter, der sættes fri i mødet mellem den midaldrende kvinde og den unge mand, ikke nødvendigvis kommer til at skabe nogen glæde – på den lange bane.

Som læser fornemmer man også hurtigt, at idyllen på øen med palmerne, havet og de blå pools er ligeså overfladisk og falsk som det hvide plastic-juletræ, der efter planen skal danses om juleaften.

Men juleaften bliver ikke som forventet, for der er mange kræfter i spil – og intet af det handler om julegaver eller julemad, men i stedet om gamle konflikter, om fortidens nag og skygger.

Det er nemlig også klassisk Steen Langstrup at ville formidle andet og mere end gru og uhygge – og som regel handler dette andet om samfundet. Det gør det også i ”Tabu”, men her ses samfundet i miniformat og illustreret ved en enkelt families interne stridigheder og betændte relationer.

Og på den måde bliver bogen her anderledes end hans foregående bøger.

For i takt med at den solbeskinnende overflade krakelerer og den tropiske storm nærmer sig, så rulles familiekonflikterne og de sorte hemmeligheder op på en måde, så det bliver til et gedigent kammerspil.

Alle skeletterne ryger ud af skabene – og det ville ikke være Steen Langstrup, hvis ikke der også blev plads til nye lig. Og det hele beskrives med en nerve, så det gør ondt at læse. For personerne er så skarpt skåret, sproget så præcist og replikkerne lige i stormens øje.

”Tabu” er derfor et mesterligt portræt af en familie – og en tid og et samfund – i opløsning. Og er der overhovedet noget håb? Læs det selv – og glæd Dem.

Steen Langstrup har nemlig aldrig været bedre end han er det i ”Tabu”.

Danmarksbloggen giver ”Tabu” seks ud af seks lyserøde flamingoer, som dem der op mod jul landede på den tropiske ø og sked den fuld, inden stormen ramte.

I øvrigt: Så har Steen Langstrup to gange prøvet at få et manuskript filmatiseret. Senest ”Alt det, hun ville ønske, at hun ikke forstod”, som blev til filmen ”Finale”, der har vundet adskillige priser på horrorfestivaler over hele verden.

Denne bog – ”Tabu” – egner sig om muligt endnu mere til at blive filmatiseret. Den kunne blive en psykologisk thriller, som ville give selv den mest hærdede mareridt. For hvem er hvem – og hvad er hvad i vores fragmenterede og digitale verden, hvor vi kan rejse kloden rundt på få timer, men ikke nå vores nærmeste, selvom de sidder lige ved siden af? Dét kan man godt ligge søvnløs over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbuen lyser – igen – over København

Så er det Pridetid igen … regnbuer, glitter, glimmer, musik, shows og den store hyldest til mangfoldighed …

Vi kender det godt. Det er efterhånden lidt ligesom jul … en tid med hyggelige traditioner og fokus på samvær og fest.

Men inden vi går helt amok i velvære og selvros over, hvor tolerante vi er her i Danmark, så burde vi måske tænke over, at der stadig er en lang vej at gå – også her i vores land.

For masser af unge og børn bruger stadig ordet bøsse som et skældsord, nogle gange endda sagt i versionen bøsserøv.

Der er også stadig mennesker, som overfaldes – bare fordi de ikke ser heteroseksuelle ud eller måske går hånd-i-hånd med en af deres eget køn.

Og endelig er der en del miljøer – typisk fundamentalistisk-religiøse af såvel muslimsk som kristen herkomst – hvor det at være alt andet end heteroseksuel er uacceptabelt.

Så der er alt mulig grund til at vifte med regnbueflaget – også her i Danmark – som protest mod den manglende tolerance og rummelighed, som stadig er alt for udbredt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hører Ramadan-sang til i Højskolesangbogen?

Højskolesangbogen er en af de bedst sælgende bøger i Danmark. Næste år kommer en ny udgave, hvor man traditionen tro vil bytte en del af sangene ud, så man sikrer, at Højskolesangbogen består af de sange, som danskerne kender – og kan lide at synge med på.

Men der skal traditionen tro også være nye sange, og her er en af de foreslåede ”Ramadan i København”, som bedst kan beskrives som en ganske sekulær sang, hvor kun sætningen ”panden mod tæppet” i sidste vers peger direkte hen mod en religiøs praksis, nemlig den muslimske bøn.

Sangen er altså med andre ord ganske almen i sit billede af livet, som det også leves i 2019 blandt landets mange muslimer – og slet ikke på nogen måde anti-dansk, som den er blevet beskyldt for.

Det er nemlig noget sludder at henvise til kristendommen som det eneste trosgrundlag, der må være i Højskolesangbogen med den begrundelse, at Grundtvig (som skabte højskoletanken) var kristen. For ja, nok var Grundtvig kristen (teolog, præst og salmeskriver) og på mange måder ham, der skabte det tankegods, som vores folkekirke er bygget på.

Men Grundtvig havde ikke noget problem med andre religioner. Det var åndsløsheden og dødningene – altså ateister og andre, som sætter sig selv i centrum fremfor en Gud, som han havde det svært med. Dem, der ikke tror på eller anerkender en åndelig magt her i verden.

At sige noget andet som fx DF´s Alex Ahrentsen og LA´s Henrik Dahl gør det, når de bruger Grundtvig som et våben i deres eget felttog mod islam, er en direkte hån mod den rummelige åndskæmpe, som Grundtvig vitterlig var. For hos ham var der plads til både protestanter, katolikker, jøder og andre, som han mente kunne mødes i en fælles statskirke – og i højskolen.

Danmarksbloggen mener dog alligevel ikke, at Ramadan-sangen skal være at finde i Højskolesangbogen. Men det skyldes melodien, som er så forfærdelig dårlig – og slet ikke til at synge med på.

Se mere her – her kan hele sangen også læses – og høres: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2019-08-02-ny-hoejskolesang-om-ramadan-skaber-debat

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Har du hørt en fugl synge?”

H. C. Andersen skrev eventyr FORTALTE for børn. Bemærk ordet fortalte. Deri ligger nemlig hele hemmeligheden, dette at hans eventyr havde flere lag, både det umiddelbare og de dybere.

Det er så forkert at antage, at kun voksne kan forstå de underliggende lag. Det er til gengæld helt rigtigt, når man siger, at børn er bedre til at sanse det, som sker for øjnene af dem – og til at tro på det umiddelbare. Dén observation gjorde Danmarksbloggen i hvert fald, da undertegnede i går så Grønnegårds Teatrets familieforestilling for børn fra 6 år og deres voksne. I år er det ”Har du hørt en fugl synge?” – frit efter H. C. Andersens ”Nattergalen”.

Danmarksbloggen vil så anbefale alle at se stykket, også selvom man ikke har et barn at følges med. For ikke mindst så holder H. C. Andersens tekst – selvfølgelig. Men det gamle eventyr bliver styrket i denne form med nutidige sproglige tilføjelser, hvor de moderne sætninger og betoninger gør historien ekstra levende og nærværende.

Derudover er der noget ganske fantastisk ved en lille og enkel opsætning. Ikke nok med at man som publikum kommer helt tæt på, men ligesom med den levende nattergal er der noget ægte over det teater, som udelukkende hviler på skuespillerne og deres evne til at gestalte historien.

For ja, flotte kulisser, imponerende kostumer, lys i kaskader og lyd med smæld på kan være vældig fint – præcis som den kunstige nattergal er det med sit guld, sølv og juveler. Men det, som bærer enhver teaterforestilling, er ordene, mimikken, bevægelserne og samspillet mellem dem på scenen, altså det som kaldes kunst, når den fungerer.

For når det sker, så kan der spilles på en papkasse iført en brun sæk – eller som her, hvor nogle af dansk teaters unge stjerneskud har et trægulv, nogle grå kasser, et par fugle, et par instrumenter og nogle andre småting – og de grønne trækroner at folde sig ud på og under – og som de folder sig ud.

Som publikum – uanset om man er 8, 30, 50 eller 70 – gribes og bevæges man nemlig i en grad, så det ikke kun var regndråberne, der løb ned ad kinderne.

For de kan så meget, de unge mennesker – og de vil så meget med deres teaterstykke. De vil nå os med fortællingen om den hovski-snovski kejser, der dog kan græde, og som har hjertet på rette sted, men som også er omgivet af nikkedukker og spytslikkere.

Og de gør det med stort engagement, der matches af kropslige præstationer, visuel fortælling med både farver og fagter, storgrinende humor som indimellem bliver til bidende samfundssatire, skønsang af nærmest sakral karakter (men okay, nattergalen er også nærmest guddommelig) og et vaskeægte drama, især i den andensidste scene.

Det er scenen, hvor døden kommer for at hente kejseren, men hvor nattergalen synger døden fra kejserens hjerte. Dén scene er i særklasse i den måde, som spændingen opbygges til det uudholdelige, inden forløsningen kommer med den lille uanselige fugls triller.

Men det skal siges, at vi undervejs i den time, som forestillingen varer, præsenteres for det ene højdepunkt efter det andet. For det hele er eminent godt lavet – og nok spiller den ene af de unge skuespillere kejseren og en anden nattergalen, men så er der også både kammertjeneren, den lille kokkepige og musikmesteren til de tre andre, og ingen af dem er mere end de andre, og alle spiller også andre roller, både hoffet og køerne og frøerne med flere.

Så det er i den grad et team-work præsteret af Nicolai Jørgensen, Nikolaj Bjørn-Andersen, Michael Slebsager, Rikke Westi og Laura Skjoldborg – og en forestilling, som bliver siddende i én.

Som tilskuer spørger man derfor også sig selv på vejen hjem, om man har hørt en fugl synge? Et barn vil nok sige ja, og måske også et purungt menneske. Men i takt med alderen erkender de fleste af os, at vi alt for ofte lytter til den såkaldte sunde fornuft aka denne verdens kejsere, kammertjenere og musikmestre.

Men dem skal vi stoppe med at høre på og i stedet gennemskue i bevidstheden om, at livsvisdommen og livskunsten ligger i at lytte, som kokkepigen og fiskeren gør det. For kan vi det, kan vi skelne mellem de guldglitrende, kunstige fugle og de ægte nattergale – og så vil alt gå meget bedre, også for os, selvom vi ikke er kejsere. For hjertet sidder som bekendt til venstre hos os alle sammen.

Danmarksbloggen giver den gribende ”Har du hørt en fugl synge?” seks rigtige nattergale ud af seks mulige. Det er ægte teater, når det er bedst og mest levende.

Forestillingen spiller i haven på Designmuseum Danmark til og med 11. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk