Anmeldelse: “Tinka og Kongespillet”

En handling skal jo i gang – men en vis portion realisme må der også til, selvom det er et eventyr, en fantasi-fortælling. Og her skorter det på meget i ”Tinka og Kongespillet”.

Søde, rare, good-guy Lasse ville fx aldrig blive sendt hjem fra efterskole pga. ballade og slåskamp. Et mere realistisk scenarie ville være en omgang fnat på efterskolen, som midlertidig lukkede hele skolen for at få bugt med de små kryb. Det sker årligt på flere efterskoler.

Og på samme måde ville Tinkas far – kong Storm – ikke falde af en hest og dø. Han er nissekongen, og en sådan rider som en drøm. Det er vel et eventyr, ikke? Men havde man nu i stedet ladet hærchefen Ingi, som man må formode stadig er den fængslede prins Fileas tro, sørge for, at kongen døde, så havde det været langt mere realistisk.

Og ja, fnat og snigmord kan nutidens børn sagtens håndtere. Se, hvad der sker i en serie som ”Game of Thrones”, der formentlig har været brugt som forlæg til ”Tinka og Kongespillet”.

I det perspektiv er en smule fnat og et lille snigmord jo ingenting … så det kunne have været en mere realistisk og mere dramatisk måde at komme i gang på.

Men ellers er alt som forventet. Lasses lillesøster er stadig mega-irriterende, farmoderen er gået på pension, men er stadig livsklog, faderen er stadig optaget af karrieren, og hjemme i Nisseland er moderen stadig fuld af omsorg og varme – og prins Fileas er trods et år i Ensomhedens tårn stadig lige hård og ond. Fængsel virker altså åbenbart ikke.

Vi ved også på forhånd, hvem der er gode, og hvem der er onde. Man kan nemlig se det på dem …

De skal man også kunne i en julekalender, og det bliver da hyggeligt at følge kongespillet om magten i de næste tre ugers tid. Også selvom det bliver noget af en overraskelse, hvis det ikke ender med, at Tinka vinder den krone, som hun ellers bare havde kunnet række ud og tage på hovedet, da nissesoldaten stod med den i hånden foran hende i Christianskirken, undskyld nissernes store hal.

For magten er som bekendt ikke noget, man får – det er noget, man tager, råt og brutalt.

Men det gjorde Tinka ikke i første afsnit. Som en anden Kristian Jensen i en kælder på Fyn for nogle år siden, så lod hun være med at slå til, da hun havde chancen. Og så kan det ende med, at man slet ingenting får – det ved Kristian Jensen alt om.

Men mon ikke Tinka ender som den første regerende nissedronning d. 24. december? Det tror vi på.

Danmarksbloggen giver ”Tinka og Kongespillet” fire ud af seks nissehuer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – og kvinder, der tør sige NEJ

Der sker noget spændende på Glyptoteket denne mørketid. Det begyndte i oktober, hvor man kunne høre oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som sammen med Glyptoteket står for de spændende søndage i selskab med de græske klassikere.

Og i går var det så tid til samtale nummer to. Stadig med Marcel Lysgaard Lech og Klaus Rothstein, men også med professor emerita Birgitte Rossing, der for et år siden skrev ”Argumenter imod kvinder”, som Danmarksbloggen anmeldte: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Så det kan ikke undre, at gårsdagens samtale handlede om Sofokles´s tragedie “Antigone”. Antigone var en af Ødipus´ døtre. Hende, som udfordrede onklen kong Kreon ved at insistere på, at hun ville begrave den bror, som var kommet tilbage som fjende – og som blev dræbt i opgøret med den anden bror, der var konge inden Kreon.

Men modsat konge-broderen, som fik en helte-begravelse inde i byen, så skulle forræder-broderen blive ude på marken og rådne op – sådan helt bogstaveligt.

Den slags lugter – også bogstaveligt, og Antigone ville selvfølgelig begrave sin bror. For uden begravelse så ingen tur ned i Dødsriget og genforenes med familien. Så Antigone henholdt sig til, at hun som familie til den afdøde – fjende eller ej – havde ret til at begrave ham. Et helt legitimt krav ifølge datidens græske skik.

Dilemmaet var så bare, at hendes onkel, kong Kreon, var i sin ligeså legitime ret til at sige nej. Byens fjende skulle ikke have den ære at blive begravet. Han kunne blive ædt af orme og andet snask, og holdt ude af Dødsriget, var meldingen fra onklen.

Men Antigone trodsede onklen og begravede broderen. Man går så ikke ustraffet op mod magten, så Antigone måtte bøde med sit liv. Hun blev lukket inde i en klippehule.

Det gik i øvrigt heller ikke konge-onklen godt. Hans søn (som var forlovet med Antigone) og kone begik selvmord, og selv vidste han godt, at han var dømt af guderne. For man går heller ikke ustraffet op imod den største magt af dem alle, nemlig guderne.

Så var der ligesom også gjort rent bord. En klassisk græsk tragedie med andre ord.

Men kan den også sige os noget i dag, noget om vores verden? Altså udover den klassiske konflikt mellem menneske og magt, som gør, at langt de fleste dropper al modstand og indordner sig samfundets krav. Men indimellem er der én, som betaler prisen, ofrer alt, og siger det helt store NEJ.

Præcis som Antigone gjorde, selvom det kostede hende alt, hvilket måske ikke var så meget – hvis man ser bort fra livet selv. For kvinder i det gamle Grækenland havde – medmindre de boede i Sparta – ingen rettigheder.

Det athenske demokrati var således udelukkende for mænd, og kvindens opgave i livet var at føde børn. Eller som Marcel Lysgaard Lech sagde det: Kvinden gav liv – og manden tog liv. Det var den jordiske balance, som guderne tilsyneladende også bifaldt.

Men Antigone fik ikke givet liv. Og da hun står og skal ind i det, som både er hendes gravkammer og brudekammer, som hun kalder hulen, hvor hun ender sine dage, så rammes hun af den basale usikkerhed, som er så typisk for Sofokles, hvor vi ender med at tvivle på os selv.

For Antigone tvivlede ifølge Marcel Lysgaard Lech i starten ikke på, at guderne var med hende. Men hvor var de, da hun stod på det yderste?

Den tvivl kender vi også i dag. Den der almenmenneskelige tvivl, som gør, at vi i grunden ved så lidt, kan så lidt, gør så lidt – og til sidst så dør vi.

Vi kender også til kampen mod magten som Antigones kamp mod onklen. Men hvor hendes kamp ikke rigtig kan kaldes en kvindekamp, men en søsters kamp for at begrave sin elskede bror, så er der i dag tale om en reel kvindekamp, som det giver endnu mere mening at kæmpe i dag end for nogle årtier siden.

Ja, det eneste i “Antigone”, som måske kan kaldes om ikke kvindekamp, så kvindesolidaritet er, at søsteren – selvom hun ikke var med til at begrave broderen og faktisk rådede Antigone fra at gøre det – alligevel solidarisk sagde, at ja, hun havde været med, da hun blev beskyldt for det af kongen.

Det må siges at være solidaritet … især fordi søsteren vidste, at det også betød en dødsdom. Hun blev så benådet, men det regnede hun ikke med, da hun stillede sig på Antigones side. You go, girl, som vi ville sige det i dag – og som det skal siges i dag.

For det går nemlig den gale vej, når vi ser på ligestillingen i dette land. Danmark var ifølge Birgitte Possings meldinger på Glyptoteket tilbage i 1970´erne nr. 7 i verden, når det kom til ligestilling. I dag er vi nr. 97 i én opgørelse – og nr. 13 i en anden.

Men uanset hvordan man ser på det, så er Sverige, Norge, Finland og Island førende – og langt længere fremme i skoene end Danmark, hvor der er modstand mod at tage de politiske virkemidler i brug som al forskning viser skaber mere ligeret.

Det er fx: Øremærket barsel til mænd, en lov der effektivt går ind og sikrer ligeløn fremfor den hensigtserklæring, som vi har i Danmark – samt en kvoteordning, når det kommer til antal kvinder i bestyrelser og andre ledende organer.

Men intet af det vil man tage i brug i Danmark. For her sætter vi friheden højt, lyder argumentationen. Det må så siges at være friheden for mændene, som kan fortsætte deres Rip-, Rap- og Rup-rekruttering til magten, mens kvinderne stadig knalder hovedet mod glasloftet.

Det minder om antikkens demokrati i Athen, som også kun var for mænd.

Hvad Sofokles mente om kvinders forhold og eventuelle rettigheder ved man ikke, men Birgitte Possing kunne fortælle, at der i magtens cirkler i dag er en del mænd, som gerne vil gøre det anderledes, og som ofte i forbindelse med foredrag og andet spørger hende om, hvad de selv kan gøre for at få flere kvinder ombord.

Så der er lys i mørket.

For nok er magt ikke noget, som nogen får foræret. Det er noget, som man tager. Men det hele bliver så meget nemmere, når der er mennesker (læs: mænd) inde i magtens cirkler, som gerne vil lukke kvinder ind.

Mænd, som ikke synger med på sangen om, at kvinder skal vise yndighed, ikke myndighed.

Mænd, som ikke mener, at kvinder skal tie i forsamlinger eller at kvinder har nogle karaktertræk, bare fordi de er kvinder og andet, som bliver hæftet på kvinder – og brugt til at holde kvinder nede og væk fra fadet.

Mænd, som selv trækker kvindekortet – fordi det skal trækkes.

For det skal det, så længe kvinder stadig er enten for lidt, for meget eller forkerte, som Birgitte Possing gjorde opmærksom på, at det stadig er en udbredt antagelse om kvinder – både hos mænd og hos kvinder.

Så der skal siges NEJ til at blive holdt nede og ude …

Birgitte Possing sluttede i øvrigt af med en tankevækkende parallel: Magt i dag handler – som det altid har gjort – om penge. Rå kapitalmagt. I den finansielle sektor er 93-95 procent af lederne mænd, og de ligner alle sammen hinanden. Hvide mænd med gode uddannelser og pænt tøj. Ikke megen mangfoldighed her altså.

Men hvordan er det lige, at det går i den finansielle sektor? Det går skidt. Skandale på skandale. Hvidvask og svindel.

Men hvem trækker kønnet ind som argumentation og siger, at alle lovovertrædelserne og alle de moralske forkerte valg skyldes, at finansbranchen er en mandsdomineret branche? Det gør ingen.

Men havde der været tilsvarende skandaler i en kvindedomineret branche, så var kønskortet blevet trukket hurtigere end man kan nå at sige kvindekortet.

Den tanke lader vi lige stå sammen med bevidstheden om, at det ikke er hverken en naturlov eller en gudernes lov, at noget skal være på en bestemt måde. Vi mennesker har et frit valg, og kan skabe den verden, som vi ønsker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Jordens Indre”

Man kan brænde papirer, men ikke ideer, siger den kloge stuepige Esther til dansk videnskabs mest underkendte geni Inge Lehmann, der var kvinden bag teorien om den faste kerne inde i Jordens flydende kerne – og hvis liv forestillingen ”Jordens Indre” på Folketeatret handler om.

Udsagnet er sandt – og det kunne sagtens suppleres med, at man ikke kan brænde nysgerrighed, længsel efter viden og efter at forstå de fysiske sammenhænge i den verden, der er omkring os – og som vi endnu har meget til gode at finde ud af om, hvad enhver med en uddannelse indenfor naturvidenskab kan skrive under på.

En af dem er denne anmelder, som er uddannet geograf fra Københavns Universitet med halvandet års geologi oveni de fem års geografi. Og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg var lidt ekstra spændt, da jeg satte mig i sædet. For dels var det første gang, at jeg skulle anmelde noget, som udsprang af min oprindelige uddannelse – og dels var jeg nysgerrig på, om man kunne formidle Inge Lehmanns teori på en måde, så den kunne forstås af alle – og stadig være en vigtig del af forestillingen?

Svaret er et stort ja. Det viser tavlerne med tegningerne, formlerne, tallene – og papirerne spredt ud på gulvet, så de lignede de forkætrede P-bølger og S-bølger, som er en konsekvens af et jordskælv – og som er dem, som Inge Lehmann brugte til at skabe sin teori om, at der måtte være en fast kerne allerinderst i jordens flydende kerne. Noget, som forskningen senere mange gange har bekræftet, må forholde sig sådan.

Jeg er så også – i Inge Lehmans videnskabelige ånd – nødt til at påpege en alvorlig geologisk fejl i manuskriptet: Nemlig at det er i slutningen af første akt nævnes, at kontinentalpladerne i Atlanterhavet støder MOD hinanden. Det er lige modsat. De bevæger sig væk FRA hinanden, og i den spalte på havbunden, som år for år bliver større, stiger der materiale op fra jordens indre, og det er det materiale, der har skabt og stadig skaber den atlantiske højderyg, der ligger som en slange ned igennem Atlanterhavet. For jorden er en levende klode – konstant i gang med geologiske og geografiske processer.

Men ellers går det nogenlunde godt med at holde tungen lige i munden omkring de videnskabelige fakta (der er et par smuttere mere), og stemningen på naturvidenskab er i hvert fald ramt lige på kornet. Det samme er den naturvidenskabelige humor, som stik mod hvad mange tror faktisk findes – men som måske er lidt nørdet. Jeg var i hvert fald alene om at grine et par gange undervejs i forestillingen, så måske var det ikke meningen, at lige de intermezzoer skulle opfattes som værende sjovt. Men det er det på naturvidenskab.

Ja, hvis ikke jeg vidste bedre, hvis ikke der blev sagt De, så kunne jeg have lukket øjnene og tro, at jeg havde været ombord i en tidsmaskine og rakt tilbage på instituttet. For kampene om bevillinger og ære – og måden, man jorder hinanden på og kan hjælpe hinanden på (hvis man vil – hvad man ikke altid vil), har ikke ændret sig en tøddel fra dengang til i dag.

Heller ikke selvom der i dag er markant flere kvinder på universiteterne end dengang, også indenfor geofysik. Men vi er alligevel ikke kommet så langt, som vi gerne ville, og kvinder er i øvrigt ikke spor mere fredelige end mænd, når det kommer til akademisk ære og værdighed. Kvinder skal også stadig yde mere for at opnå det samme som mænd.

Inge Lehmans kamp for som kvinde at blive anerkendt er nemlig stadig rystende aktuel, og der er mange nutidige kvinder, der som hende rammer det usynlige, men svært gennemtrængelige glasloft, som gør, at man nok kan se op i de hellige haller – men ikke komme derop.

At det stadig er relevant med en forestilling, der viser kvindens hårde kamp for at blive anerkendt, blev også ekstra tydeliggjort i pausen, hvor jeg hørte en mandlig publikummer sige: Jeg er så træt af, at I kvinder altid trækker kvindekortet. Jeg hørte ikke, hvad hans kvindelige ledsager svarede, men jeg håber, at det var noget i retning af: Vi trækker det kun, fordi det er nødvendigt.

For det er det, så forestillingen er desværre ikke kun historisk. Det er teater til tiden, og Iben Hjejle er både stærk og troværdig som Inge Lehmann. Ja, Iben Hjejle spiller Lehmann på en måde, så man får umådelige mængder sympati for kvinden og glemmer, at hun også havde sine fejl og mangler, måske især på det medmenneskelige område.

Sådan skildres hun i hvert fald langt hen i stykket, selvom man til sidst ser en anden side – en side der både kan spille bold med stuepigen Esthers tre børn og tage sig af søsteren, der spilles eminent af Laura Bro, som kan meget mere end at se yndig ud, som hendes karakter Harriet får at vide, at hun er.

Laura Bro har både råkraft og nerve i den måde, som hun portrætterer at være en både stærk og følsom søster til denne videnskabskvinde. For også søsteren kæmper med konventionerne og med at finde sin egen vej.

Det gør de alle sammen – og det er en af hemmelighederne ved denne forestilling. Nemlig at alle lider under konventionerne, at alle lider tab og nederlag, og ingen får det hele, end ikke Niels Bohr selvom han både bliver ridder af Dannebrog og får Nobelprisen.

Han spilles i øvrigt overbevisende af Jesper Lohmann, der med sin måde at tale og agere på fører os 80-100 år tilbage i tiden, så man tror, at han er ankommet til Folketeatret med en tidsmaskine direkte fra mellemkrigstiden – klar til belevnet og elegant, men ganske effektivt at holde den talentfulde Inge Lehmann nede.

I rollen som Inge Lehmanns livslange og mere ligerets-orienterede ven den engelske videnskabsmand Harold Jeffreys ses Troels Malling, som mange ellers kender som en morsom mand. Men Malling kan så meget mere og andet – og det er godt at se ham spille en rolle med mere kød på.

Stuepigen spises med autenticitet af Roberta Hilarius Reichhardt. Hende får vi forhåbentlig mere at se til i de kommende år, og ja, hun er barnebarn af dén Poul Reichhardt, men skal her hyldes i sin helt egen ret. For det er 100% hendes eget talent, som bærer – og ikke hverken hendes berømte farfar – eller for den sags skyld hendes berømte forældre.

For hun og de fire andre skuespillere og deres evner er det, som skaber historien. Her er ingen special effekts, men til gengæld ord og fagter i en historie om mod, kamp, både med omverdenen og med sig selv.

Og som den historie folder sig ud. Hvert ord, hver bevægelse, hvert blik har en betydning, og som tilskuer fanges man ind og rammes træfsikkert af kunsten på scenen, som også er så tæt på, at intet kan skjules eller camoufleres.

For vi er helt tæt på epicentret omkring Inge Lehmann, og vi mærker P-bølgerne fra skuespillerne – og når vi kommer hjem S-bølgerne fra eftertænksomhedens magmakammer, for nu at blive i de geologiske termer.

Dog en enkelt fejlkilde har sneget sig ind i stykket, nemlig en påstået ulykkelig forelskelse i Harold Jeffreys. Ingen ved, om Lehmann følte sådan overfor hendes livslange ven. Men det er også inderligt ligegyldigt.

For hvorfor skal vi altid komme ind på kærlighed, børn og udseende, når vi taler og skriver om kvinder? Det skal vi heller ikke. Det centrale, den faste kerne er, at navnet var Inge Lehmann, og at hun var en af verdens allerstørste forskere – og dansk.

Hende, som har lagt navn til Inge Lehmann-diskontinuiteten, der refererer til en materialeovergang cirka 220 km nede i Jordens kappe for nu at sige det på det videnskabssprog, som Inge Lehmann selv foretrak at tale, og som forskere fra hele verden sugede til sig. Den Inge Lehmann, som i 1971 fik Bowie-medaljen, den næstfineste pris, som en forsker på hendes område kan få.

Men ikke i hendes eget land. Her var Inge Lehmann glemt, og der kom først et monument for hende på Vor Frue Plads i 2017. Den lader vi lige stå et øjeblik sammen med Iben Hjejles opfordring til alle lige inden stykket slutter: Gå ud og opdag verden.

For der er endnu så meget at se og opdage og finde ud af, og det er skønt, når en så stor videnskabskvinde som Inge Lehmann hyldes på scenen.

Danmarksbloggen giver ”Jordens Indre” fem ud af seks jordkloder, som den jordklode Inge Lehmann var så optaget af hele hendes 104-årige lange liv.

Forestillingen spiller på Folketeatret indtil 15. december.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Se teater med og om hjemløse: “Skidefuld af historier”

Af og til sker der noget vigtigt på den danske teaterscene – som i massivt vigtigt.

For det er som bekendt kunstens vigtigste opgave ikke blot at underholde, men også at oplyse og skabe bevidsthed om det samfund og den tid, som vi lever i. Bevidsthed, så vi handler – og gør samfundet til et bedre sted.

Ej blot til lyst, som der også står over selveste Det Kgl. Teaters fine, gamle scene på Kongens Nytorv.

Nu er det så ikke på Det Kgl. Teater, at forestillingen ”Skidefuld af historier” kan ses i de kommende dage.

Det er derimod i Christianshavns Beboerhus, Galaksen i Værløse og Musikhuset i Farum, at man kan opleve noget så sjældent og vigtigt som et teaterprojekt, hvor tidligere og nuværende hjemløse og Hus Forbi-sælgere på scenen fortæller deres historier i en professionelt opsat forestilling.

Deltagerne har altså for manges vedkommende ingen erfaring med teater, sang, dans eller musik, men til gengæld ved de meget om tilværelsen på gaden. En tilværelse, som er hård og barsk, men som også rummer kammeratskab, men som omvendt ikke skal romantiseres på nogen måde, men skildres som den er. En tilværelse, hvis historier nu sættes op til forestillingen ”Skidefuld af historier”.

Danmarksbloggen gør normalt ikke reklame for nogen forestillinger. Anmeldelser ja, men ikke reklame.

Men ingen regler uden undtagelse, for det her er en enestående chance for at komme og blive klogere på livet som hjemløs, hvis nu man ikke selv enten er det – eller kender til det, fordi man taler med de hjemløse.

For ja, det kan man også gøre – helt selv endda og 365 dage om året. Man behøver nemlig ikke at dreje hovedet og suse forbi de hjemløse, når man møder dem på gaden. Man kan både smile og hilse og tale med en hjemløs. Og gør man det, så opdager man, at en hjemløs er et medmenneske – præcis ligesom alle mulige andre.

Et medmenneske med en historie ligesom forestillingen ”Skidefuld af historier”, der er et samarbejde mellem Christianshavns Beboerhus og Galaksen med støtte fra Christianshavns lokaludvalg og fra crowdfunding, der har gjort det muligt at få forestillingen på benene.

Se mere – og køb billet her: https://galaksen.dk/program/skidefuld-af-historier/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Kaspar Colling Nielsen: ”Dengang dinosaurerne var små”

Jorden skal nok overleve mennesket, men mennesket overlever ikke jorden. Sådan har geologer og geografer sagt det i årevis – også dengang jeg blev geograf, og jeg har personlig altid fundet en vis trøst i lige det faktum.

Det er så også en viden, som Kaspar Colling Nielsen har – og som han er inde på i den første novelle i hans nye samling ”Dengang dinosaurerne var små”, hvor han på overfladen taler om dinoer, men i virkeligheden taler om os mennesker, der ligesom dinoerne er ved at blive overhalet indenom af de mindre arter.

For naturen er hele tiden under os, omkring os og over os, som det beskrives i novellen ”Byer” – og vi er dømt til at tabe kampen.

Som fagnørd udi dinosaurer kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at påpege, at de historiske dinosaurer slet ikke er uddøde, men at de faktisk er her endnu, i hvert fald de meget nære efterkommere som de fleste fuglearter som fx skarven.

For de ”rigtige” dinosaurer – de er uddøde, formentlig på grund af de klimaændringer, som skete, da vulkanerne stod i massevis ude i Asien og spyede aske op, så asken spærrede for solen og dermed for energien til jorden, så planterne ikke kunne gro. Samtidig faldt de tungere dele af det magmatiske materiale ned i havet og forsurede vandet – så alle dyr i hele fødekæden døde.

Først de små, så de større og til sidst de største. Selv dinoerne.

Den slags kaldes arternes massedød, og dem har der været fem af i jordens historie – og nu er den sjette på vej. Men det bliver den første massedød, som er forårsaget af én enkelt art – nemlig os, mennesket, homo sapiens, den mest succesfulde art nogensinde på denne planet.

Og det er selvfølgelig også os og vores dårskaber, som Kaspar Colling Nielsen har skrevet en masse noveller om. 31 helt præcist. 31 forskelle historier, der som nedslag i den mest populære teori om dinoernes forsvinden (den med meteoren i Mexico) rammer præcist vor tid og dens mennesker, vores svagheder og kendetegn.

Det er knaldgod læsning for at sige det ligeud. For Colling Nielsen flænser os ligeså præcist og skarpt som Tyrannosaurus Rex´s tænder gjorde det dengang, og han er ligeså snedig i sine beskrivelser af vores gøren og laden som nogle af de lidt mindre kødædende dinoer var det, når de jagede i flok – og du som deres udsøgte byttedyr kun så den ene, men de to-tre andre kom fra siderne – og åd dig levende.

Nu er der ingen, der bliver direkte ædt i bogen – ikke fysisk i hvert fald. For psykisk bliver mennesker fortæret i stor stil i vores tid, som det fx sker for en falleret skuespiller i ”En ynkelig misere”– og en kok, der jager både den gode ret og berømmelsen i ”Tilstedevær´”.

For ja, der er også mennesker i ”Dengang dinosaurerne var små”, som må lade livet.

De er så også indimellem selv ude om det, kan man hævde. Sandt er det i hvert fald, at civilisationen kun er et tyndt lag af fernis over mere grundlæggende barbariske kræfter og reaktioner, som kommer frem, når vi selv og dem, som vi elsker, bliver truet, som man fx kan læse om det i den i starten meget idylliske, nærmest nutids-pastorale ”Sankt Hans uden bål”.

Som læser sidder man også og tænker, hvor mange af historierne der mon er personlige. Et bud er omkring 100 procent, og ikke kun fordi mange af novellerne har en midaldrende mand, der bor i København, men som drømmer sig ud på landet, som hovedperson – både med og uden selvkørende bil, men altid med rejsedrømmene intakt side om side med ønsket om bare at være derhjemme.

Men det gælder også, selvom nogle af historierne slet ikke omhandler danskere som fx ”Mikroskopiske brune snefnug”. Men den og andre er jo almene historier, som når det her handler om ikke at tænke over konsekvenserne af ens handlinger, selvom de er vidtrækkende som her, hvor det ikke er en sommerfugls vinger i Hong Kong, der skaber regnvejr i New York, men en kronprinsesses lort der skaber oversvømmelse i Umbrien. Samt blomster, som endda ad åre kommer til Buckingham Palace. For vi får altid vores eget lort tilbage – på den ene eller anden måde.

Men håbet, drømmen om Paradis. Hvad med den? Kan vi leve uden, så hvad sker der med Paradis og vores billede af det? Ja, Paradis ved vi efter Colling Nielsens mening helt præcist, hvordan ser ud, fordi vi aldrig har set det!

Genialt – ligeså genialt som de katte, Kaspar Colling Nielsen har som de absolutte mest kompetente i en novelle – også markant mere kompetente end homo sapiens.

Danmarksbloggen giver ”Dengang dinosaurerne var små” seks ud af seks dinosaurer – og vil gerne opfordre Kaspar Colling Nielsen til at skrive flere små historier. Der må også være masser af inspiration at hente – endda på flere planer – i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor han pt. arbejder som taleskriver for minister Dan Jørgensen.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Barn af Den Kolde Krig”

Her i 30-året for Murens fald fylder den kolde krig igen bevidstheden hos de fleste – og Gyldendal har derfor udgivet bogen ”Barn af Den Kolde Krig. Kendte danskere fra Ulla Terkelsen og Leif Davidsen til Per Stig Møller fortæller”, hvor Michael Müller interviewer 14 kendte danskere, der har været børn og unge under den kolde krig.

Og lad det være sagt med det samme. Det er spændende læsning, både for dem, som ikke selv har prøvet at leve under den kolde krig – og for dem, der som undertegnede, også var børn og unge i den kolde krigs tid. Man kan genkende meget fra sin egen hverdag, sin egen familie – eller måske fra ens venners hjem og baggrund.

For er der noget, som man som læser bider mærke under læsningen, så er det, hvor stor en betydning hjemmets opfattelse af virkeligheden fik på de dengang børn og unge mennesker, som for manges vedkommende senere i livet rejste langt mere og langt længere ud i verden end forældrene havde gjort det.

Men til trods for det beholdt de fleste af de 14 den holdning til livet og til verden, som de var vokset op med. Det træder fx stærkt frem hos Ulla Terkelsen, som er den første, som vi møder i bogen, og som hjemmefra lærte at orientere sig mod verden og være åben.

Hjemme hos Ulla brød man sig så heller ikke om amerikaniseringen og den kulturforfladigelse, som man mente, at Anders And, popmusik og cowboyfilm stod for. Her læste man bøger og aviser og hørte radio og klassisk musik.

For og imod USA – både kulturelt og politisk – var i det hele taget en hjørnesten i identitetsdannelsen i den kolde krig, og mange bekendte sig meget stærkt til enten det ene eller andet. Uffe Ellemann-Jensen, der med en vis stolthed beskriver sig selv som koldkriger, voksede således op i et USA-positivt hjem, og har selv livet igennem også været meget glad for USA.

Men han var ikke alene om det. Den unge Leif Davidsen, som boede et år i USA som 17-årig, følte, da han kom hjem til Danmark igen, og skulle gå på Nyborg Gymnasium, at Danmark var meget småt og kedeligt.

I den anden side er der fx en Frank Aaen, der var medlem af DKP og ganske aktiv, men som under et besøg i Østberlin i den kolde tids sidste periode opdagede, at der var langt færre varer på hylderne i det lokale varehus end få år før. Det samme skete i Moskva, og så forstod han, at de kommunistiske samfund var stagnerede og ved at bryde sammen.

Men uanset politisk ståsted, så var den generation, som blev født i den kolde krigs første tid, historiens måske heldigste og mest privilegerede, hvad også Eva Smith gør opmærksom på. Samfundet blev rigere år for år, man kunne rejse frit og læse, hvad man ville, ja sågar skifte studie, ikke bare en, men flere gange. Der var ingen restriktioner, men masser af muligheder.

Så ja, det er spændende at læse diverse barndoms- og ungdoms-erindringer – og de fleste interviewede er heldigvis også rigtig gode til at tække perspektiver op til nutiden.

For det er dér, hvor det bliver mest interessant. For nok er det vigtigt at kende sin (og andres) fortid for at forstå sin nutid. Men personlige erindringer er i reglen kun spændende, når de bruges i en større sammenhæng, og det gør langt de fleste af de 14 personers, og det kommer der mange interessante refleksioner og holdninger ud af.

Hyldningen af Danmark – og Norden – fylder så en del, og er måske ret romantiseret med manglende fokus på nutidens stigende ulighed.

Et andet gennemgående træk er genkomsten af nationalismen iklædt populistiske klæder i europæisk perspektiv. En cocktail, der skaber konflikter, og som kan være ganske farlig og skabe grøfter, som fx når Stine Bosse er inde på, at den splittelse, som vi ser i dag, er markant mere alvorlig end det var under den kolde krig, hvor fronterne var tydelige. Det er de ikke i dag.

Hendes løsning er at holde fast i de demokratiske institutioner, som vi byggede op efter Anden Verdenskrig – og her tænkes især på EU. Om det er rigtigt, vil tiden vise.

Det samme gælder, når talen falder på Rusland – og Kina, som Per Stig Møller peger på som Ruslands konkurrent no. 1. Han er en mand med et stort udsyn og har formentlig ret, når han siger, at Rusland på kort sigt har brug for at markere sig overfor Vesten – men at Rusland på den lange bane ønsker et normalt forhold til os. For hovedkonkurrenten er Kina, og man kan som bekendt kun kæmpe på en front ad gangen.

Bo Lidegaard taler også om Rusland, og han er heller ikke bange for, at russiske kampvogne vil vende snuden mod vest. Hans bekymring går i langt højere grad på Ruslands forsøg på at ryste tilliden til vores demokratier og institutioner.

Rusland er i det hele taget interessant. Og Leif Davidsens udmelding om, at Putin ikke har fat i de unge i Rusland, at de er utilfredse med ham, at de ikke læser aviser, og ikke interesserer sig for, hvad der skete før deres tid, gør dem direkte sammenlignelige med Vestens unge. Ok, boomer er åbenbart også nået til Rusland.

(Ok, boomer betyder ja, ja, jeg er ligeglad med, hvad du siger – og er noget, som unge siger til ældre, typisk dem, som er 60+, og som vil gøre sig kloge på de unges liv, men som de unge mener i stedet har fucked verden op, for nu at blive i de unges sprog.)

Det gælder så ikke alle i bogen, at de er optaget af Rusland som en trussel.

Peter Aalbæk Jensen taler fx om de gamle Østblok-lande og siger, at de havde og har en dyb kulturel forankring i store, stærke værdier. Men hvilke? Det måtte gerne have været uddybet i bogen.

Han er heller ikke alene om at trække den russiske kultur og historie fem. Marianne Jelved gør det også, og kalder den endda inspirerende. Men igen mangler vi at få uddybet, hvad der menes.

For det er kræs at læse og tænke over den slags udmeldinger.

Men uanset hvad så har Bo Lidegaard ret, når han konkluderer, at var der en ting, som den kolde krig lærte os, så var det, at man er nødt til at holde dialogen åben.

Det sker også med denne bog, hvor dialogen endda gives videre til de kommende generationer.

Der er også brug for det. For som Mogens Lykketoft er inde på, så foregår det internationale politiske spil i dag med en anden filosofi og efter nogle andre regler end det samarbejde, som faktisk afskaffede den kolde krig. Krigs-risikoen er efter hans mening også tilstede – ikke stor, men dog tilstede.

Danmarksbloggen giver ”Barn af Den Kolde Krig. Kendte danskere fra Ulla Terkelsen og Leif Davidsen til Per Stig Møller fortæller” fem ud af seks stjerner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret: “The Three Brexiteers”

Hvis De befandt Dem i nærheden af Tivoli i går aftes, kunne De sikkert høre et brøl sådan lidt efter kl. 19.30.

Men måske De ikke ved, hvad det handlede om. Men det kan Danmarksbloggen fortælle. Det var brølet, som rungede gennem Glassalen i Tivoli, da Dronningen af Crazy Christmas Cabaret Vivienne McKee igen stod på scenen i paillet-kjole, fjer og med armene løftet til hilsen – og hyldest.

For som de trofaste tilhængere af det elskede show ved, var hun ikke med på scenen sidste år – og hun var savnet. Men i år er hun, hvor hun skal være – mellem kulisserne sammen med hele det faste cast – plus en nytilkommen australier, som gjorde det forrygende.

Det gjorde de – selvfølgelig – alle sammen igennem en tempofyldt, kårdekæmpende, ordjonglerende, musikalsk, dansende og helt igennem fantastisk aften, der velfortjent sluttede af med stående ovationer.

Men inden vi kom dertil, så fik vi en fantastisk udgave af Dumas´ udødelige ”De tre musketerer” eller som det hedder i år hos CCC ”The Three Brexiteers”.

Ikke fordi der er lavet ret meget om i historien. Kun starten, det midt i og slutningen, som Vivienne McKee gjorde opmærksom på det i starten af forestillingen, der flere gange hævede sig op og blev meta, hvor skuespillerne for åbent tæppe diskuterede sig selv, stykket og deres egen rolle – eller ligefrem skiftede rolle.

Det minder lidt om samfundet i disse år. En nutid og et samfund, hvor man fristes til at spørge: Er der en voksen tilstede? Sådan én, der prøver at gøre noget ved kaosset? Sådan én, der råber order.

Men omvendt: Hvad skal vi bruge den slags ansvarlighed til – og hvem siger, at livet skal være så kedeligt, når det kan være en leg. Det skal det heller ikke. For det er All for Fun – og Fun for All, som årets CCC-motto er.

For hvorfor skal kvinder altid spille kvinder, når nu de hellere vil være helteagtige mænd, hvorfor skal mænd altid skal spille mænd, når nu de hellere vil være kvinder i kjole og netstrømper, hvorfor skal englændere altid spille englændere, når nu de hellere vil være franskmænd osv. I disse migogså-tider må det også være enhver forundt at lege med sit køn, sin rolle og sig selv – uanset om man er skuespiller eller politiker.

Som publikum til CCC kan man så ikke lade være med at tænke på, at nutidens skuespillere formentlig er bedre end mange politikere til at skelne mellem, hvad der er virkeligt-virkeligt – og hvad der foregår på en scene.

Virkelighedens Brexit-forløb minder i hvert fald meget om de klovne, som meget passende også kom på scenen – endda assisteret af en publikummer – til det store Europa-bal i Paris hos selveste den franske frøkonge, som naturligvis var mere latterlig og skabagtig end begreberne latterlig og skabagtig.

Sådan siger naturloven også, at englænderne skal fremstille frøæderne, undskyld franskmændene.

Der var dog en naturlov i CCC-universet, som opførte sig anderledes end den plejede. Dronning Margrethe d. 2 af Danmark plejer som bekendt at ringe under forestillingen. Men det gjorde hun ikke i går.

Men til gengæld fik vi en på alle måder fyldig EU-dronning med guldstjerner og en kjole så glitrende blå, at det skar ligeså meget i øjnene som et løfte fra en politiker, der gerne vil genvælges. Ja, på en måde fik vi to franske dronninger, og de fik endda begge lov til at beholde hovedet.

Om Europas politikere så kan beholde hovederne – eller om de vil blive fundet døde i en grøft, er der ingen, der ved – heller ikke Vivienne McKee, som også var udsat for en slags oprør fra den unge og meget velsyngende Katrine Falkenberg, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Det har hun også evnerne til.

Om hun bliver det, må tiden vise. Tiden er også en hovedfaktor for CCC i dette års udgave. For dels så kommer der et valg i Storbritannien 12. december, og dels så er Brexit blevet udskudt igen og igen og igen og …

Så det må have været svært at skrive manuskriptet til en forestilling, hvor emnet, som det handler om, er et drama under stadig udvikling – eller skulle man sige afvikling.

Vi ved det ikke. Men vi ved, at vi en i usikker og trusselfyldt tid har brug for en pause. Ikke fordi det ikke er vigtigt med klima, Brexit, Europas fremtid, forholdet til USA – og til Rusland.

Det ER vigtigt. Men vi har brug for pausen. For at grine, klappe og danse – og måske endnu mere, når dem, som vi har valgt til at varetage jobbet med at passe på landet, opfører sig som et barn, der er til fals for al smiger, alle indfald, alle distraktioner, alle nye glitrende ting som en vis fransk konge i årets CCC.

Så gå ind i Glassalen i Tivoli og lad Dem rive med af årets version af CCC. Her vi mindes om, at livet er godt, at livet skal synges, danses og sanses. For husk: Der er syv dødssynder. Én for hver dag i ugen, og når selv en kardinal kan have urene tanker og gå i netstrømper, så kan vi alle lege legen ”hvad laver en pæn dreng som dig i en beskidt fantasi som min?”.

Så opfordringen til at vi alle i almindelighed – og politikerne i særdeleshed – tager netstrømper og strudsfjer på, og danser i gaderne er hermed givet videre. For: All for Fun and Fun for All.

Danmarksbloggen giver årets Crazy Christmas Cabaret ”The Three Brexiteers” 6 ud af 6 stjerner – og ja, denne gang bliver det stjerner, de forkætrede EU-stjerner.

For det er en forestilling til tiden. En forestilling, der minder om gamle dages varietéer med lige dele tempo, sjov, musikalitet, kropslighed – og så den der fine balance mellem kunst og alvor, som skabes, når manuskriptet er godt skrevet, og dem som er på scenen – og oppe i musikerboksen – kan deres metier.

I skrivende stund er det ikke oplyst, om der kommer en Crazy Christmas Cabaret i 2020, men Danmarksbloggen vil på det kraftigste opfordre dertil. Det kræver den nye musketér-ed i øvrigt også: All for Fun and Fun for All.

Det er London Toast Theatre, der som altid står for løjerne, der kan ses i Glassalen i Tivoli indtil 11. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk kunst, der er ligeså grå og kedelig som november

November er en lang og trist måned. Danmarksbloggen har derfor sat sig for at skrive om verdenskendt dansk kunst, der er ligeså grå og kedelig som november.

Vi starter med Wilhelm Hammershøi … vores vældig verdensberømte maler, hvis maleri ”Interiør fra Strandgade 30” skal sælges i slutningen af november på auktion hos Bruun Rasmussen, hvor maleriet forventes at indbringe ikke færre end 30 millioner kroner.

Det er vildt mange penge for et billede af en dør, et vindue og en kvinde, der står og læser i en bog – endda et billede udelukkende lavet i diverse hvide, grå og sorte nuancer, som Hammershøi er kendt for at holde sig til. Sand nordic noir – og sand minimalisme kunne man sige. Ikke desto mindre så enkelt, at det bliver massivt kedeligt.

Lige i hælene på Hammershøi som mester af det triste kommer Michael Kvium, som basalt set kun har malet ét billede i sin glorværdige karriere, nemlig af den samme grimme mand i forskellige situationer og fra forskellige vinkler. Her er der flere farver med, men det er stadig trist.

Ikke desto mindre falder i det mindste kunsteliten og alle wanna-bee-kunstelite-individer i svime over disse mandslinger i de forskellige akavede positioner, og kalder Kviums malerier for ”stor kunst, som siger noget om samfundet – og om os nutidsmennesker”.

Danmarksbloggen mener, at Kviums mandslinger i bedste fald kan sammenlignes med det tomgangs-blik, som man ser hos de mange, der sidder bøjet over deres mobilskærm på vej hjem i bussen, metroen eller toget i myldretiden her i november-mørket.

Danmarksbloggen er helt klar over, at mange vil være vildt uenige i Danmarksbloggens påstande om Hammershøi og Kvium – og det er i virkeligheden det bedste af det hele.

For enighed fører til ensretning – og tomgang. Mens uenighed fører til diskussion og nye tanker – så nye frø kan spire. Og det kan også ske her i årets kedeligste og mest grå måned, hvor det bliver mørkere og mørkere dag for dag – og hvor lyset og farverne endnu er meget langt væk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jonas Eika – og hans noveller

Den danske forfatter og vinder af Nordisk Råds litteraturpris 2019 Jonas Eika var genstand for stor debat i sidste uge.

For Danmarksbloggen var sagen helt enkel. Vi har menings- og ytringsfrihed, og det gælder også en forfatter i en takketale, hvor han i dén grad sparkede opad mod magten. En retning, som vi allesammen burde sparke meget mere i.

Men både medier og politikerne glemte, at det her i bund og grund handler om mandens novellesamling, nemlig ”Efter solen”. Så skal man forholde sig til noget omkring Jonas Eika, så skal det være de noveller, som gav ham prisen – og ikke hvad han sagde i takketalen – eller hvem der sad som publikum.

Danmarksbloggen har derfor læst ”Efter solen”, som overordnet set er en samling noveller med dystopien som det gennemgående tema.

Det er samtidig så også en ualmindelig kedelig samling noveller, som minder mest om en af de der spidsfindige kunstfilm, som anmelderne elsker – men som ingen gider se.

Der er nemlig en stemning af livstræt inerti i novellerne, som dræber enhver nysgerrighed og læselyst – og man spørger selv sig selv, om ikke hovedpersonen i alle novellerne i virkeligheden er den samme person, nemlig Jonas Eika selv.

Svaret får vi selvfølgelig ikke – og det skal vi heller ikke have. Men det rykker ikke ved, at novellerne – hvor velskrevne de end er – er dræbende kedsommelige i en grad, så man tænker, at ethvert dystopisk scenarie næsten må være bedre, uanset hvor blodigt og dramatisk det end må være.

Men nu har manden jo vundet den fine litteraturpris – og så kender vi rumlen: Så kommer hele parnasset og alle spytslikkerne rendende med allehånde roser …

Dét er forstemmende.

Det bliver derimod spændende, hvordan Jonas Eika selv håndterer det hele fremover. Han har startet på imponerende vis med at donere de 350.000 kroner, som han fik i forbindelse med prisen, til dem, der hjælper børnene på Sjælsmark. Det afkræver stor respekt.

Men igen skal vi huske at skille tingene ad. Der er forfatteren Jonas Eika – og der er mennesket Jonas Eika.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Prins Joachim fortæller”

DR havde i går premiere på Nordisk Films serie om Danmark og prins Joachim.

Det første afsnit handlede om tro, og der indledes med, at prinsen fortæller om, hvordan Danmarks historie også er hans families historie.

Lige det mærker man så ikke noget til i den ultrakorte gennemgang af troens historie i Danmark – startende med dengang vi troede på aserne over til kristendommens indførelse og derfra i hurtig rækkefølge til reformation og grundlov.

For nok fortæller prins Joachim, at han har en kristen tro, selvom han ikke går ret meget i kirke. Han tager også gerne selfies sammen med Jellingestenen og Skibbykrøniken, og han besøger en konfirmand-klasse – både i undervisningen og på deres store dag, hvor han møder op udenfor kirken.

Han giver med andre ord et billede af sig selv som en almindelig dansker – men det er han jo ikke. Hans familiehistorie ER knyttet sammen Danmarkshistorien, men alligevel hører vi ikke om hans tanker om fx Christian d. 4., der i den grad forfulgte de såkaldte hekse. Ja, Christian d. 4 nævnes end ikke i udsendelsen. I stedet udnævnes en ukendt adelsmand til Danmarks mest ivrige heksejæger – selvom dén titel nu nok burde tilfalde prinsens egen forfader.

Overgangen fra katolicisme til protestantisme beskrives også som fredelig – hvilket er en decideret fejl, da Danmarks eneste borgerkrig, nemlig Grevens Fejde, var det, som kendetegnede overgangen. Ja, borgerkrigen handlede også om kongemagten – om hvorvidt kongen skulle være Christian d. 2 eller Christian d. 3. Men magt og tro hang nøje sammen dengang i 1500-tallet, så det burde have været nævnt.

Det samme burde Grundtvig – og måske også de andre salmedigtere, som er årsagen til at vi har verdens smukkeste salmebog. Dét nævnes heller ikke. Men i hvert fald Grundtvig skulle have været på banen, da det som uden sidestykke er ham, der har formet den nuværende danske kristendom mest. Men ikke med ét ord nævnes denne åndskæmpe.

Til gengæld besøger vi et nutidigt katolsk kloster med en lattermild og sympatisk nonne, som fortæller mere om hendes møde med den sekulære verden end om hendes tro.

Udsendelsen forsøger i det hele taget at balancere mellem troen og det sekulære – og den er bange for at støde nogen på manchetterne, og det er synd.

Prins Joachim er i sig selv en glimrende formidler, men han har ikke meget at formidle her. Det kunne der have været – også fx det store kirkebyggeri i middelalderen, som lige nævnes kort sammen med klostrene, hvorefter man fokuserer på klostrene, selvom det var det store danske kirkebyggeri, som var enestående. Ingen andre lande i Europa gjorde noget tilsvarende.

Enevældens måde at være kirke på, genindførelsen af konfirmationen, salvingen af de danske konger i Frederiksborg Slotskirke (hvor han selv blev gift med Alexandra) og opfattelsen af at kun Gud stod over kongen nævnes heller ikke – selvom det spillede en stor rolle i den måde, som samfundet fungerede på fra midt i 1600-tallet og to århundreder frem, altså indtil Grundloven.

Og herfra drejer det sig så om Grundtvig, men også om væsentlige teologer i 1900-tallet og om fx indførelsen af en kirkelig vielse mellem to af samme køn, som heller ikke nævnes overhovedet.

Ja, når det kommer til nutiden slås det blot fast, at vi alle har en frihed til at tro det, som vi vil.

En fattig udmelding i en tid, hvor religions-konflikterne bliver flere og flere, hvor religion fylder mere i samfundet end det har gjort i mange generationer, og hvor vi derfor ikke længere kan nøjes med at gøre religion til en privatsag.

Det er som om at man i tilrettelæggelsen har manglet en konsulent, som rent faktisk ved noget om tro og historie – og det er skam. Det er også en skam, at det måske er uforeneligt at være kongelig og for alvor gå i kødet på emner, der betyder noget i nutiden som fx tro.

Danmarksbloggen giver to ud af seks Dannebrogsflag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. For en kort gennemgang af prins Joachims slægt og troen kunne se således ud (men kun én af dem nævnes i udsendelsen):

Manden har i hans slægt en mand, der indfører kristendommen (Harald Blåtand – ham hører vi om), en martyr og helgen (Valdemar den Stores far Knud Lavard – ingen af dem hører vi om), en borgerkrig om troen og magten (Frederik d. 1, Christian d. 2 og Christian d. 3 – ingen af dem nævnes), en heksejæger af rang (Christian d. 4 – ham hører vi ikke om), en konge der begår bigami, og er gift med to kvinder på samme tid (Frederik d. 4 – ham hører vi ikke om), en konge der indfører et meget strengt religiøst regimente (Christian d. 6 – ham hører vi ikke om) og så endelig alle de konger, der salves som Guds udsendinge på jord (dem hører vi heller ikke om).
Endelig havde det været oplagt at nævne mandens egen mor – og hendes stærke forhold til kristendommen. For Dronningen har ved flere lejligheder selv sagt, at hun i troen finder styrke til sin gerning.