Dansk Teater 300 år – og Holberg

Hvad ville Ludvig Holberg have skrevet om, hvis han havde levet i dag?

Formentlig det samme, som han skrev om i 1700-tallet. For mennesket har ikke ændret sig i de forløbne 300 år. Ikke grundlæggende.

Det kan godt være, at enevælden er skiftet ud med demokratiet, fjerpennen med computeren og julestuen med julefrokosten. Men menneskets dårskaber, kampe, fordomme og håb er de samme nu som dengang.

Der findes stadig Jepper, der drikker, fordi livet er så håbløst. Der er stadig politiske kandestøbere, som tror, at de er bedre til at læse søkortet end dem, som fører skibet.

Det vrimler med stundesløse (måske især indenfor projekt- og konsulent-området), som har åh så travlt med ingenting – og med selvoptagede Jean-de-France-snobber, som man kan bilde alt ind, hvis blot man siger, at det er mode.

Og vi går stadig alle til Maskerade, og vi hepper stadig på ung kærlighed – selvom vi alle med tiden forvandles til sure gamle Jeronimusser.

Og hurra for det hele – og for dansk teater som i dag, d. 23. september, kan fejre, at det er 300 år siden, at de første replikker blev sagt på dansk på en dansk scene.

Det foregik i København i Komediehuset ved navn ”Lille Grønnegade”, der lå ved Kgs. Nytorv. Det var så ikke Holberg, men hans franske kollega Moliéres stykke ”Gnieren”, der blev spillet.

To dage senere – d. 25. september – var der så premiere på Holbergs ”Den politiske kandestøber” samme sted.

Det blev en strålende succes – og siden fulgte cirka 30 skuespil af manden om hvem det er sagt, at med ham startede den danske litteratur.

Det passer – men altså også dansk teater, som med Holberg fik en kæmpe-skat af stykker, hvoraf mange stadig spilles.

Fordi de er evigt aktuelle. Fordi de forener humor med menneskekundskab og samfundssatire. Og dét har vi lige så meget brug for i 2022 som i 1722.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

50 kvinder på Kgs. Nytorv: Hvem kender du?

På Kgs. Nytorv i København kan man – som en del af Golden Days – indtil 18. september se 50 hvide steler. De 49 af dem har navne på, hvad der er tænkt som markante kvinder i Danmarkshistorien, som ofte ikke har modtaget den hyldest og anerkendelse, som de burde.

Danmarksbloggen har været pladsen rundt – og noteret samtlige 49 navne på de bemeldte kvinder, som er med i markeringen, der kaldes 50 Queens.

Det ene stele har nemlig ikke et navn. Den er heller ikke hvid, men er et spejl, og her kan man selv via en QR-kode nominere en kvinde, som ikke er med i markeringen. Vedkommende skal dog være død.

Danmarksbloggen har så adskillige kvinder, der mangler. Her er nogle af sværvægterne:

  • Videnskabskvinden Inge Lehmann, der med sine opdagelser om S-bølger og P-bølger i 1930´erne skabte en hel ny forståelse for jordskælv, og som fik et videnskabeligt begreb opkaldt efter sig. Hun var også verdensberømt i sin levetid alle andre steder end i Danmark, hvor Niels Bohr havde smadret hendes ry og muligheder
  • Danmarks første kvindelige professor Astrid Friis, der var internationalt anerkendt som historiker med speciale i 1500-tallet, og som blev professor i 1946
  • Takt-og-tone-eksperten Emma Gad, som vi stadig refererer til, når vi taler om, hvad god opførsel er – og især ikke er, og hvis bog “Takt og Tone” fra 1918 stadig sælger. Hvad de færreste måske ved, er at Emma Gad også var fagforeningskvinde, redaktør og dramatiker
  • De første kvindelige præster i Danmark: Ruth Vermehren, Johanne Andersen og Edith Brenneche-Petersen, som blev ordineret i 1948
  • Malerinden Anna Ancher, der er den måske mest betydningsfulde kvindelige maler i Danmark, og som sagtens kunne selv, selvom hun også var en del af det store malerfællesskab i Skagen omkring 1900
  • Danmarks første kvindelige ambassadør – og kvindesagsforkæmper – Bodil Begtrup, der i 1949 blev udnævnt som Danmarks ambassadør til Island
  • Skuespillerinden og statsministerfruen Helle Virkner, Danmarks svar på Jackie Kennedy og en stærk kvinde, der privat havde meget tilfælles med hendes figur i Matador Elisabeth Friis
  • Malerinden Gerda Wegener, som var en international stjerne og gift med Danmarks første kønsskiftede kvinde Lili Elbe, som er med. Men det skulle Gerda Wegener også have været. Det, som hun og Lili Elbe gjorde, især i tiden i Paris i 1900-tallets første årtier, var enestående
  • Forfatterinden Martha Christensen, som altid talte de undertryktes, børnenes og kvindernes sag i sine socialrealistiske bøger, som udkom i en lind strøm indtil hendes død i 1995
  • Modstandskvinden Kirstine Fiil. En af de få ikke-henrettede fra Hvidstensgruppen, som kun med nød og næppe overlevede rædslerne som en af Hitlers nacht-und-nebel-fanger i de tyske fængsler, men som aldrig blev anerkendt i hendes levetid
  • Frue og husbond og hele rigets mægtigste formynder Margrete Valdemarsdatter, også kendt som Dronning Margrete d. 1, selvom det aldrig var hendes officielle titel. Men hun har – som den eneste indtil videre – samlet Norden

Altså kvinder, som har kunnet noget, villet noget og gjort noget – og som vækker mere genkendelse og mening end nogle af de kvinder, hvis navne man kan læse på stelerne på Kgs. Nytorv. Men som, selvom man læser om dem, stadig ikke træder frem på den indre lystavle som nogen, der har bidraget på nogen særlig måde til noget som helst i Danmark.  

Men måske folkene i juryen – som for manges vedkommende selv er optaget af design og lignende ligesom de kvinder, som det ikke giver mening at have med – har været fagblinde? Det er i hvert fald en tanke, som ligger nær på.

Læs her listen over de 49 kvinder, som er med – og se, hvor mange du kender:

Mathilde Fibiger
Pia Arke
Kamma Rahbek
Dorothea Biehl
Louise Danner – ja, der står der, selvom der burde have stået Louise Rasmussen eller grevinde Danner
Karen Jeppe
Dea Trier Mørch
Nina Bang
Nielsine Nielsen
Marie Krogh
Helga Pedersen
Tine Bryld
Sonja Mancoba
Elise Sørensen
Anna Hude
Karen Blixen
Jenny Kammersgaard
Anne Marie Carl-Nielsen
Nanna Ditzel
Franciska Clausen
Lis Hartel
Le Klint
Henny Harald Hansen
Kate Fleron
Marie Hammer
Else Marie Pade
Asta Nielsen
Hanne Adler
Thomasine Gyllembourg
Karen Volf
Thit Jensen
Johanne Louise Heiberg
Leonora Christine
Bodil Ipsen
Marie Christensen
Nella Larsen
Margrethe Krogh-Jacobsen
Bodil Koch
Sophie Brahe
Birgitte Gøye
Elisabeth Jerichau Baumann
Tove Ditlevsen
Amalie Skram
Olivia Nielsen
Liva Weel
Maria Stokkenbech
Lili Elbe
Maren Splid
Natasja Saad

Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gentleman i gult

Det er en gentleman i gult, der senere i dag søndag d. 24. juli 2022 skal hyldes i Paris som vinder af Tour de France.

En dansk cykelrytter af højeste karat. Den beskedne Jonas Vingegaard, som til gengæld er en sportsmand af det største format. En hædersmand. Dét har Vingegaard vist ved mange lejligheder.

Som da han på lørdagens enkeltstart satte tempoet ned, så holdkammeraten og hans trofaste væbner van Aert kunne vinde etapen. En gestus, der fik den ellers så hårdkogte van Aert til at bryde sammen i tårer.

Og da Vingegaard på torsdagens bjergetape til Hautacam ventede på rivalen Pogacar, der var styrtet på nedkørslen. Vingegaard kunne – som nogen af hans forgængere – bare være kørt og taget ekstra tid.

”Men sådan én vil jeg ikke være,” sagde Vingegaard, da han kom i mål.

Det er han heller ikke – og det er rivalen Pogacar heller ikke. Pogacar stak også næven frem dén dag, og sagde tak til Vingegaard – og tillykke med sejren.

Det vil Pogacar, som ellers har vundet Touren i 2020 og 2021, også gøre i Paris.

Et tillykke og au revoir.

For de to – danske Vingegaard og slovenske Pogacar – kommer til at mødes i mange dyster på de franske bjerge i de kommende år. Det bliver mere end spændende at følge med i.

Lad os håbe på flere danske sejre – men også huske at hylde Pogacar, hvis han napper den gule trøje igen.

For der er tale om to store mestre – to gentlemen, som begge fortjener at være i gult.

I år blev det så et dansk gult – og det er såre dejligt. Ja, det er den bedste slutning på eventyret om Touren på besøg i Danmark.

Et eventyr som får en tilføjelse, når København på onsdag igen skal farves i gult, mens hele Danmark hylder Tour de France-vinderen 2022 Jonas Vingegaard.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Maskerade ”

Grønnegårds Teatret fejrer i år sit 40-års jubilæum med manér – nemlig med vores nationalkomedie Ludvig Holbergs ”Maskerade”, som mere end noget andet er en hyldest til kærligheden og ungdommen.

Jeg vil derfor starte med en anbefaling: At have et ungt og forelsket menneske med i teatret. For nok handler komedien også om livet generelt og om de masker, som vi alle bærer. Men uden kærlighed, hvor er vi så? Så med en ung og forelsket som ledsager, så er Cupido hele tiden lige i nærheden.

For amorinerne skal gerne flyve, som de gør det hos den unge Leander, der dagen efter mødet med Leonora til maskeraden ømt viser, hvor meget han savner og lider alverdens kærlighedskvaler. Leander spilles mesterligt af den nyuddannede, men allerede ret erfarne Lukas Toya.

Det lille optrin med de ordløse og gakkede kærlighedsløjer er i en klasse for sig, og noget som alle unge og forelskede kan spejle sig i – også Leonora, der gestaltes af Laura Skjoldborg med en sødme og en trodsighed, der bringer mindelser om de bedste Columbiner i Tivolis pantomimer – måske især da Leonora efter opgøret med moderen Leonarda tramper ud.

Danmarksbloggens unge – og har jeg fået lov til at afsløre forelskede – anmelder Anna M. T. Frederiksen vred sig i hvert fald af genkendelsens grin, og kunne efter forestillingen konkludere:

”Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” er for det første godt spillet. For det andet er det rart at mærke, at nok er der i opsætningen stor respekt for Holberg og hans måde at skrive på, men der er ikke ærefrygt for denne en af dansk teaters kronjuveler. Stykket bliver spillet som den komedie, Holberg skrev det som – og lige netop det er at føre hans arv videre på den rigtige måde, også fordi man tilføjer lidt modernitet. Bedre kan 300-året for dansk teater simpelthen ikke fejres.”

Undertegnede – den ældre anmelder – er enig. Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” er teatrets måske bedste forestilling i årevis – og det siger ret meget. For Grønnegårds Teatret er synonymt med kvalitet – og årets forestilling ”Maskerade” er Holberg spillet, som når Holberg opføres bedst. For så flyder ord, mimik og gestusser sammen, så man oplever den så velkendte historie på ny.

Scenen er en klassisk trappescene med noget, som jeg tolker som et stort rødt æble på. Et æble fuld af saft og som et symbol på at tage en bid af livet og gå ombord i fristelserne. Haps-haps-haps.

Absolut ikke klassiske, men sensuelle er deltagerne i maskerade-danse-scenen, som er iklædt kulsorte outfits med hofteholdere, masker med videre – og så farvede bånd. Dét giver sammen med de gamle viser fremført i en mere rå og nutidig version af musikeren Kevin Oliver Eagle den gamle komedie endnu en vitamin-indsprøjtning.

At man spiller størstedelen af stykket på nutidigt dansk, er også med til at gøre opsætningen vedkommende. Jeg tror også, at Holberg ville have foretrukket det moderne dansk. For han var bevidst om, at det handler om at nå ud til publikum – og det gør man bedst på det sprog, som publikum taler.

Det var også en af grundene til, at man for 300 år siden begyndte at spille teater på dansk – i netop Lille Grønnegade Teatret som lå tæt på Kgs. Nytorv, kun en stenkast væk fra Grønnegårds Teatrets nuværende domicil i Odd Fellow Palæets have. Dengang i 1722 spillede man i øvrigt Molières ”Gnieren” som det første teaterstykke på dansk. Det var d. 22. september – og allerede få dage senere, d. 25. september, var der premiere på Holbergs ”Den politiske kandestøber”.

Men her i sommeren 2022 efter et par Corona-somre handler det om længslen efter at more sig. Og dén har Leanders mor Magdelone, der spilles af Christiane Gjellerup Koch med nærmest revyagtig timing og iklædt en meget iøjnefaldende kjole og hat, der fortæller, at ingen af os – uanset alder og andre kendetegn – behøver at tage os selv særlig højtidelige.

Vi bliver lykkeligere af blive slippet fri – hvis vi kan. Det kniber så for gårdskarlen Arv, der også presses fra flere sider. Han spilles driftssikkert og med flair for komedien af Mathias Flint.

Vi møder selvfølgelig også Pernille, som gestaltes med stor troværdighed og intensitet af Camilla Lau. Hende gad jeg godt se i en rolle, hvor Pernille styrer løjerne, som Henrik gør det her i Patrick Baurichters skikkelse.

Patrick Baurichter er formidabel og en af stykkets bærende kræfter – og en dag om mange år skal han forhåbentlig spille Jeronimus. Ikke kun fordi han laver en lårklaskende parodi på samme, men fordi han allerede nu rummer det bid, der skal til for at spille denne gnavpot af en bedsteborger.

En anden bærende rolle møder vi i forvandlingen af Leonoras far Leonard til moderen og enkefruen Leonarda. Det er en fin nyskabelse – og selvfølgelig spilles den myndige og handlekraftige dame med smæld og saft af Anette Støvelbæk, der med denne rolle sætter endnu et hak ved positionen som en af dansk teaters og films grande dames.

Men helt centralt står selvfølgelig Jeronimus, billedet på magten, strukturen og faderen. Bonus Pater, som med sin sølvbeslåede stav som et fallos- og magtsymbol styrer det hele – eller det tror han. For ligesom at staven også kommer i andre hænder undervejs, så må også han og resten af denne verdens Jeronimusser til sidst strække våben.

Man kan ikke kæmpe mod naturens orden – og kærlighedens sejr er naturens orden.

Jeronimus gestaltes med en enorm autoritet og samtidig komisk finesse af Morten Suurballe, som folder stædigheden og bedrevidenheden ud, så man samtidig også ser den aldrende mands sårbarhed.

Det er eminent, og der var god stemning på bænkene i sommeraftenen. Ja, det var, som selv mågerne fulgte med i forestillingen. De kom i hvert fald tit flyvende forbi – nærmest skrigende af grin.

Der er også grund til det. Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” er munter og let morskab med et strejf af alvor og stor klogskab. Det er i ordets bedste forstand lystige løjer om eviggyldne temaer: Kærligheden og dens evne til sejr, det nødvendige opgør mellem generationerne og de masker, som vi bærer – måske især når vi har åbent ansigt.

Danmarksbloggen giver Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” seks ud af seks teatermasker. Det er en sand perle, som vil stråle i det diadem, der hedder ”Dansk Teater 300 år”, og som er en række af forestillinger, der markerer det fine jubilæum.

Det er Charlotte Munksø, der har instrueret. Forestillingen spiller indtil 27. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tour de France = Folkefest

Det er nok ikke gået nogens næse forbi: Verdens med længder største cykelløb og en af de største sportsbegivenheder overhovedet Tour de France kører de første tre etaper af årets Tour-udgave i Danmark – på fredag, lørdag og søndag.

Danmarksbloggen har også planer om at bevæge sig ud og se et par etaper. Lidt af enkeltstarten og lidt af en af de to andre etaper.

Det sker mod bedre vidende – forstået på den måde, at man som tilskuer på ruten jo faktisk ingenting ser udover de 30 sekunder, mens feltet suser forbi. Wusj, dér kom de. Var det det? Svaret er ja.

Det går så stærkt, og man skal næppe forvente at kunne stå stort set alene, som undertegnede gjorde det, da jeg under VM i Danmark i 2011 så mange ryttere – også guldvinderen, tyskeren Tony Martin kaldet Panzerwagen – suse gennem Børsgade i København på enkeltstarten.

Eller som i går, da jeg på Rådhuspladsen i København rendte ind i den franske top-cykelrytter Thibaut Pinot, som har vundet mange store cykelløb – deriblandt flere etaper i Touren, blandt andet en legendarisk Tourmalet-etape (Tourmalet er et af de helt store bjerge at vinde på, red.)

Man kan selvfølgelig også være heldig og gafle lidt til sig fra Tourens berømte reklamekaravane, når man står dér og venter på rytterne, og den kommer forbi. Eller dér kan været et udbrud, så man ser både rytterne i udbruddet og så lidt senere det jagtende felt.

Men generelt ser man etaperne meget bedre i fjernsynet. Der ser man dem også godt. Især fordi folkene bag Touren laver de i særklasse bedste og mest professionelle billeder af et cykelløb.

Men så er der det med stemningen. Euforien, glæden og det at være fælles om noget. Det sidste kan mennesker godt lide. Derfor kommer mange – også undertegnede – til at stå langs ruterne til det, der uden tvivl bliver en folkefest i gult, røde prikker, grønt og hvidt (farverne på Tourens fire trøjer, red.)

Tour de France i Danmark var blevet en folkefest under alle omstændigheder. Men efter to somre med Corona-restriktioner er der lagt ekstra i den gule Tour-kakkelovn. Så ja, dér bliver liv og glade dage overalt – og mange mennesker forsamlede for at se verdens bedste cykelryttere køre på de danske veje.

Ingen ønsker derfor at høre følgende:

  1. At det er en fest, som vi selv betaler for – og at regningen er skyhøj: 180 millioner kroner plus det løse.
  2. At det er en fest, som vil øge Corona-smitten, som det skete i London, da de tidligere på måneden fejrede Dronning Elizabeth d. 2.´s Platin-jubilæum (Ok, cykelløbet bliver hjulpet godt på vej i smittespredningen af Roskilde-Festivalen og andre samlinger).
  3. At det skaber kaos for sygehuse og andre vigtige samfundsfunktioner, fordi vejene er afspærrede i timevis, ja nogle endda i dagevis.
  4. At det måske bliver den sidste store folkefest i lang tid, fordi såvel krigen som den store økonomiske nedtur for både samfund og den enkelte rykker hastigt nærmere.

Men alt det ønsker ingen at tale om.

For skal dér være cykelfest, så lad dér være cykelfest.

VIVE LE TOUR … åbenbart.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Operation Mincemeat”

Ofte forbindes det at leve op til forventningerne – og intet mere – som en skuffelse. I hvert fald i kunsten. For hvor er det overraskende moment? Det nye? Ja, det behøver slet ikke at være dér. En film kan være lige præcis, som man forestiller sig – og stadig være en strålende film.

Det gælder i hvert fald ”Operation Mincemeat”, der har premiere i dag.

”Operation Mincemeat” er en historisk film om den måske mest spektakulære efterretnings-operation nogensinde.

Nemlig historien om hvordan englænderne i 1943 forsynede et lig af en vagabond med en falsk identitet som engelsk officer – og falske planer for De Allieredes invasion, for derpå at smide liget i havet udenfor den spanske kyst. Herfra sørgede man så for, at liget kom til Spanien, og papirerne endte i Berlin. Det drejede sig nemlig om at få nazisterne til at tro på, at De Allieredes landgang ville finde sted i Grækenland – og ikke på Sicilien, som det var planlagt.

Det lyder måske som noget fra en James Bond-film. Men det skete faktisk – og dermed ændrede krigens gang sig. Apropos James Bond så var det Ian Fleming – manden bag James Bond, der som ung officer havde fået ideen om at bruge et lig som redskab. Ian Fleming var også med i gruppen, som vi følger i filmen. Han spilles med flabet charme af Johnny Flynn.

En gruppe ledet af dommer Ewen Montagu, mesterligt og med følelse og smerte spillet af verdensstjernen og den Oscar-vindende Colin Firth, som – trods at han i rollen er gift og har to børn – forelsker sig voldsomt i Jean Leslie. Oscaren fik Colin Firth i øvrigt for rollen som den stammende King George, der sammen med sin kone og deres to døtre (blandt andet den senere Elizabeth d. 2.) var et samlingspunkt i England under 2. Verdenskrig.

Jean Leslie er navnet på enken, der arbejder i militæret – og har en stor indlevelsesevne, som gør, at hun mere end nogen af de andre i gruppen kan skabe et troværdigt menneske, der aldrig har eksisteret. Det er Kelly MacDonald, der med stor følsomhed fremstiller Jean Leslie.

Den tredje i gruppen er efterretningsofficeren Charles Cholmondeley, som lider under, at hans mor elsker hans døde bror mest, men som ikke desto mindre lever efter store æresbegreber og med endnu større drømme. Han spilles med sympati af Matthew Macfadyen.

Den sidste i gruppen var Hester Leggett, som havde et overblik og en organisationsevne som få. Hun spilles med overbevisning af Penelope Wilton, som mange måske kender fra Downton Abbey, hvor hun gestaltede en lignende rolle som en effektiv dame og svigermor til Lady Mary.

Endelig ser vi Jason Issacs som admiral Godrey, der ikke brød sig om operation Mincemeat. Men han måtte sluge hele den rå klump kød, da selveste Churchill mente, at det var den slags fantastiske ideer, som havde chancen for succes fremfor den forventede trivialitet. Admiralen spilles med bid og psykologisk skarphed   af Jason Issacs, som kendere af Harry Potter-universet vil genkende som Lucius Malfoy.

Det er med andre ord et stjernecast, som vi ser på lærredet – og de yder alle en formidabel indsats.

Noget af det mest spændende i filmen er i øvrigt at følge de indbyrdes relationer mellem de grandvoksne, men på grund af krigens kaos absolut ikke satte voksne mennesker, som udvikler sig voldsomt i de måneder, hvor operationen foregår.

Der er både forelskelser, skuffelser, oprør og meget mere – men altid med pligten og operationen som en rød tråd. Vel at mærke sammen med store mængder alkohol og musik.

For livet i London dengang var ikke kun bomber og ruiner. Det var også dans, fest og druk bag de lukkede døre – og de nedrullede mørklægningsgardiner. Det er også en gammelkendt sandhed: At når døden er tæt på, så leves livet ofte allermest intenst. Nærmest på trods.

”Operation Mincemeat” er en historisk film, som her i foråret 2022 også er en aktuel film med sit fokus på bevidst misinformation og bevidst plantning af denne.

For når man ser filmen, ser man også nutiden. Der dukker billeder op af kampvogne med Z malet på, Putin i den alt for store stol bag det lange bord, Zelenskij der går gennem Kyivs gader i sin grønne t-shirt eller mødes med statsledere fra hele verden, ukrainske soldater ved fronten i gang med at skyde missiler afsted – og så det værste: Ligene i de ukrainske gader og andre steder.

Undertegnede tænker også på alle de ting, som medierne ikke skriver om, og som offentligheden som helhed måske ikke kender til. Men mange af os kender nogen, der kender nogen – og vi har alle hørt en masse historier. Men hvad er sandt, og hvad er rygter – måske plantet bevidst? Vi aner det ikke.

Så undervejs i den mere end to timer lange film sidder man med en følelse af fortid, når det kommer til hændelsesforløbet – og nutid, når det kommer til aktualiteten af blandingen krig og misinformation.

Man sidder så også med et stort spørgsmålstegn. For 2. Verdenskrig – og dermed filmens slutning – er en ”tryg krig”. Den kender vi. Det er snart otte årtier siden, at den sluttede. Men den igangværende krig kender vi ikke udfaldet af.

Vi ved ikke, om vi her i 2022 ender i lyset eller i mørket. Men vi ved, at vi lever af historier … og at vi ikke kan stole på alt, hvad vi ser eller hører – og at der findes meget under overfladen. Så vi kan ikke andet end bare følge med, så godt vi nu magter.

Det gjorde de også dengang i 1943 – og det er mesterligt skildret af John Madden, som har instrueret, og Michelle Ashford, som har skrevet manuskriptet baseret på Ben Macintyres bestseller.

”Operation Mincemeat” er simpelthen en gedigen krigsfilm, der forvalter den historiske arv med stor respekt – og stadig tilføjer filmen noget moderne både i sit budskab og i sin fortælling af, hvad der skete for lukkede døre i en kælder i London dengang i 1943.

Danmarksbloggen giver ”Operation Mincemeat” 5 ud af 6 kapsler som dem, man brugte til at transportere liget af den falske officer i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glyptoteket 125 år – bygget på øl og indviet på en 1. maj

I dag – 1. maj – vil de røde faner vejre som normalt for første gang i tre år. Det er en stor dag, og det vil ikke gå upåagtet hen i nyhedsstrømmen.

Mere usikkert er det imidlertid, om dagens 125-års fødselar bliver bemærket.

Det er ellers ingen ringere end Glyptoteket i København.

Dette tempel for kunst og kultur, som ligger lige ved siden af Tivoli, kan nemlig i dag fejre, at det er 125 år siden, at brygger Carl Jacobsen (ham med Carlsberg) åbnede døren ind til dette storslåede tempel, som vel i grunden er bygget på øl.

Glyptoteket selv har også øllet med, når de sætter alle sejl til fejringen af et museum som med Carl Jacobsens ord (sagt ved indvielsen 1. maj 1897) ”ikke skulde være et almindeligt Musæum, jeg vilde Bygge. Jeg vilde rejse et Skønhedstempel, hvor Kunsten kunne tale til alle”.

Hvem alle er – og om det også indbefatter de proletarer og plebejere, som i dag fejrer 1. maj – kan man tvivle på. For brygger Jacobsen brød sig hverken om beliggenheden, som han fandt noget afsides, eller naboen. For som han sagde: “Naboskabet til det mig ret plebeiiske Tivoli var heller ikke videre tiltalende”.

I dag finder man næppe noget mere centralt i København end Glyptoteket – og mange turister er glade for, at de to steder ligger lige ved siden af hinanden, så de kan starte inde hos statuerne og malerierne, og så bare gå over gaden til karusseller og rutschebaner.

Og tilmed lykkedes det at fuldføre bryggerens vision for Glyptoteket, som med hans egne ord var: “… den levende Kunst hører det levende Folk til! Men den skal nu heller ikke være den rige Mands Eje alene, den skal ligesaa meget være til Glæde for Menigmand, at ogsaa han fornemmer Skønhedens Magt”.

Så lidt kunne brygger Jacobsen altså godt lide arbejderen, plebejeren.

Arbejderne har på deres side også altid været glade for bryggerens øller – og især i dag på Arbejdernes Kampdag glider mange af de gyldne dråber ned rundt omkring i landet.

Læs mere om Glyptotekets fejring af jubilæet her: https://glyptoteket.dk/125aar/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De forbandede år 2”

Siden Aksel i Mads Reuthers skikkelse forlod barndomshjemmet efter opgøret med faderen, den rige fabrikant Skov, mesterligt spillet af Jesper Christensen, har undertegnede tænkt på, hvad der blev af Aksel, både på den korte bane – og den lange, hvis altså han overlevede krigen.

Om han gør det, skal man selv finde ud af ved at gå ind og se ”De forbandede år 2”, hvor Mads Reuther spiller rollen som den idealistiske Aksel, der nødvendigvis må blive modstandsmand, med lige præcis dén nerve og intensitet, der skal til for at skildre det mod – og overmod, som sammen med mangel på respekt for regler, grænser og normer, prægede mange modstandsfolk.

Den film, der tales om, er selvfølgelig forsættelsen af Anders Refns film ”De forbandede år” fra 2020. En film, som greb danskerne som noget af de sidste, inden vi nulevende også prøvede, at normaliteten forsvandt for en tid. Men nu er vi ovre Corona – i hvert fald i denne omgang, og det er endelig tid til den actionsprægede og dramatiske fortsættelse om familien Skov …

Undertegnede skal ærligt indrømme, at jeg havde store forventninger til filmen. Måske også for store – og det skal man passe på med. For min umiddelbare oplevelse var, at 2´eren ikke havde samme knugende dybde, samme store fortælling i sig som 1´eren, hvor det hele tiden blev mørkere og mørkere. Her er det hele noget mere svingende.

Men på den anden side var sidste del af krigen – og ”De forbandede år 2” dækker netop tiden fra 1943 til 1945 – noget mere rodet, fragmentarisk og uden at mange kunne finde anden mening end den, der lå for enden af pistol-løb eller en bombe placeret i en værnemager-fabriks produktionshal.

Så måske er den mere mixede 2´er allright, som var et udpræget udtryk dengang. Der er i hvert fald ikke slinger i valsen, når det handler om ønsket om at formidle Danmarkshistorien. For lige som at 1´eren fortalte om alt, der var foregået af betydning, og alle holdninger til krigen, så får 2´eren også meget med, både sortbørshandel, ventegrupper, luftsirener, sammenbruddet i samarbejdspolitiken, folkestrejke og meget mere – på nær jernbanesabotagen.

Men den foregik trods alt primært i Jylland – og i De forbandede år-universet er vi lidt i København og lidt i Sverige, men primært lige nord for København, så her står den på sabotage – og nedkastninger.

Det med nedkastningerne giver mening for filmen. Men det halter historisk, da netop Øresundskysten var for befærdet, for beboet og for nem at komme til for tyskerne. Så der skete stort set ingen nedkastninger i det område – og slet ikke i nærheden af dér, hvor familien Skov må formodes at bo – nemlig Vedbæk, da deres hus hedder Vedbæklund.

Skulle man være i tvivl, så søg på Frihedsmuseets digitale kort over nedkastninger og sabotageaktioner.

Men det er vigtigt for Anders Refn at få alle historier med – også selvom noget virker lidt for placeret som Karl Skovs jødiske sekretær Saras flugt over Øresund. Dén havde man set komme. Men ikke at afskeden med hende og barnebarnet en kold oktober-nat i 1943 – for en tid – bringer ægteparret Skov sammen igen. Endda for åben dør ind til havehuset, hvor lyset stadig er tændt, og kan ses viden om. Dét er så en detalje, som giver minus mening på den kulsorte efterårsnat, hvor tyskerne jagtede de danske jøder.

Men det centrale for filmen er at vise, at ægteskabet hos parret Skov knirker nu. Krigen har splittet familien, og ægtefællernes forskellige holdninger til, hvor aktivt man må vise sin modstand og engagere sig, kommer til at få afgørende indvirkning på deres relation og dagligdag.

Folk forandrer sig som bekendt også i krise- og krigstider, og det viser sig, hvem der har format. Det har de fleste af os nulevende også erkendt i de sidste to år med først pandemi og nu krig igen i Europa.

Og det ser vi selvfølgelig også her, hvor husets hjemvendte datter Helene – som nu er enke efter den tyske ubådskaptajn – er blevet voksen, og begynder at arbejde, mens den yngste søn Valdemar forlader gymnasiet, og slutter sig til Aksels modstandsgruppe.

Den anden bror – Knud – er lykkelig med sin jazzmusik og sin kæreste, der bliver gravid. Og så er der Michael – hr. Skovs søn fra første ægteskab – som er kommet hjem fra Østfronten med store sår på sjæl og krop, og som nu søger trøsten i alkoholen og for længst glemte begreber om ære.

Men som sagt: Ikke alle overlever til at opleve glæden om aftenen d. 4. maj 1945. Og selvom man er levende fysisk 4. maj, kan man godt være skadet og traumatiseret for livet af den krig, som man har været igennem – og af den kærlighed, som på den ene eller anden måde smutter fra stort set samtlige af familiens Skovs medlemmer.

Vi følger også husbestyrerinden Annelise, som mistede sin søn i 1´eren. Men som her i 2´eren gør en af de største kærlighedsgerninger, som et menneske kan gøre. Ja, det er nærmest af jomfru Maria´ske, hvis ikke ligefrem Jesus-dimensioner, selvom der intet religiøst er i den korte og nærmest underspillede scene, som viser, at ingen magt er større end afmagtens generøsitet.

Vi møder også igen to af Michaels gamle officerskammerater, der har valgt hver sin side. Plus butleren og hans kone, hvor den sidste er mere end almindelig glad for penge og franske silkestrømper – og gerne gør alt for at få dem.

Hele castet (som vi kender fra 1´eren) spiller fantastisk – og troværdigt – i den historie, som Anders Refn og den nu afdøde Flemming Quist Møller har skruet sammen. Det filmiske håndværk er – som forventet – også 100% i orden.

Men jeg savner alligevel det rigtig knugende, som bar den første film. Den grande finale. Forløsningen. Men måske er der ingen forløsning i verden – eller mellem generationerne. Måske er den knugende usikkerhed, tavsheden og smerten grundvilkår ved livet sammen med skylden og skammen. Så måske er filmen genial? Den giver i hvert fald stof til eftertanke.

Måske havde hr. Skov ret, da han i 1´eren sagde: Vi gør jo bare det bedste, som vi kan – alle sammen. Han gjorde det i hvert fald. Først med overskud og myndighed og tro på, at det gamle system virker. Men til sidst – som befrielsen nærmer sig – brænder også hr. Skov mere og mere ud – også fordi han slet ikke har samme myndighed i den nye virkelighed. 

Så måske har fru Skov i Bodil Jørgensens fantastiske fremstilling ret, når hun her i 2´eren forklarer, hvorfor hun hjælper: Jeg gør det, fordi jeg ikke kan sige nej, når der er brug for mig.

For måske er livet så enkelt. Måske skal vi bare sige ja, når der bliver kaldt. Dét kan vi jo tænke over i vor tid, hvor vi for første gang siden 1945 for alvor igen stilles over for spørgsmålet: Hvem er jeg – og hvad kan jeg bidrage med? Hvad er mit ansvar?

For krige og deres konsekvenser har det med at sprede sig – og med at vedkomme os alle sammen. Så derfor er historien om familien Skov et etisk spørgsmål til os alle, men også et aktuelt indlæg i debatten om Danmarks rolle i forhold til Ukraine – og om hvor vi stiller os i den sag, hver og en af os.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år 2” og dens fine fremstilling af krigen og dens følgesvende skyld, skam, smerte, savn og sorg 5 ud af 6 stenguns, som dem modstandsbevægelsen brugte – og som sammen med hjælpen til jøderne og ambassadør Kauffmanns ageren i USA var eneste grund til, at Danmark efter 2. Verdenskrigs ophør kunne tælles blandt De Allierede – og være med til at stifte FN.

Filmen har premiere i dag d. 21. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. Der er mere end 75 år siden, at 2. Verdenskrig endte. Men krige kaster lange skygger, og visse elementer i denne anmeldelse er præget af min slægtshistorie med en morfar, som var med til at tage imod nedkastede våben og skjule både dem og diverse faldskærmsfolk. Han blev taget af Gestapo en tidlig morgen i 1944, men de andre havde nået at fjerne våbnene fra skurene på hans jorde – og der var ingen, som boede i værkstedet ude i haven lige i de dage.
Så min morfar kom hjem igen efter nogle dage i Gestapos hænder. Dage, som han aldrig talte om, så vi ved ikke, hvad han var udsat for. Men han fortsatte arbejdet, fordi han som fru Skov sagde: ”Man kan jo ikke sige nej, når nogen har brug for ens hjælp.”
Det samme sagde min mormor, som sørgede for mad og tøj til dem, som kom ned – og gode forklaringer til døtrene om, at de ikke skulle tale med hvem det nu var, som boede i værkstedet. Han – for det var altid mænd – var nemlig blevet uvenner med konen, og var ked af det, hed det sig. Min mormor havde også – undtagen den morgen, hvor Gestapo hentede min morfar – et stort overskud. For da de var kørt med ham, fandt min mor, som var en lille pige på 6 år, min mormor sammensunket og grædende i spisekammeret.
Min mor og hendes storesøster, som forinden havde stået på 1. sal og ud ad vinduet set Gestapo køre ind på gårdspladsen med flere vogne og mange folk med maskingeværer springe ud, inden de kort efter slæbte min morfar ind i den ene bil og kørte væk, får stadig sorte skygger i øjnene og knugede hænder, når de taler om de begivenheder og den angst, som de følte som små piger dengang i 1944.
Så jeg ved, hvor dybe spor krig sætter i mennesker – også selvom min familie boede langt ude på landet og ikke dagligt var midt i rædslerne, døden og bombardementerne, som så mange andre var dengang – og som ukrainerne er det i dag.
Jeg er derfor også vokset op i troen på, at man er nødt til at give bøller og bisser modsvar og modspil, hvis ikke de skal tromle hen over uskyldige mennesker – og nogle gange skal dét modsvar være ganske kontant.

Anmeldelse: “Miss Viborg”

Hvornår ved man, at en film er god? Sådan rigtig god? Det mest sikre tegn er, når virkeligheden udenfor biografen – den verden, som man kender så godt – virker fremmed på vejen hjem.

Præcis sådan havde undertegnede det efter at have set ”Miss Viborg”. Fysisk var jeg nemlig – som forventet – i København, men i ånden var jeg stadig i en grå forstad til Viborg og et par andre steder syd for den jyske domkirkeby, der også huser Vestre Landsret.

Ikke at vi ser noget til landsretten i filmen, selvom filmens hovedperson – den tidligere skønhedsdronning og nuværende førtidspensionist Solvej – tjener lidt ekstra ved at drøne rundt på sin handicapscooter og pushe piller til byens andre stille eksistenser.

Solvej har også brug for pengene, hvis det skal lykkes hende at skifte drømmebilledet på væggen derhjemme i den lille mørke lejlighed ud med virkelighedens strande og sol i Malaga, Spanien. Solvej arbejder målrettet på sagen – sammen med hendes lille hund Poul Reichhardt. Net og nydeligt går det, som det ur, der altid viser kvart i fem, og de poser med penge, som Solvej gemmer i en kuffert under sengen.

Og dér behøvede sådan set ikke at være sket mere – nogensinde – i Solvejs liv. Hvis altså ikke det er fordi, at naboens datter – den utilpassede 17-årige Kate – bliver smidt ud af HF-enkeltfag, og natten efter bryder ind hos Solvej, som den akut penge-manglende Kate ved er pusher.

Kate finder dog ikke Solvejs penge, men taber sin smartphone – og et umage partnerskab tager sin begyndelse. Et spøjst partnerskab, der begynder med løgn på løgn, men ender som et varmt venskab, der samtidig sætter gang i en lavine af oplevelser, som ændrer både den ældre Solvej og den unge Kate.

Mere skal ikke røbes her … men hele paletten er dér: Mod, svigt, nærhed, savn, håb, vrede, tilgivelse – og kærlighed på mere end én måde.

Det er Ragnhild Kaasgaard, som spiller Solvej – og det gør hun med så stor autencitet og følsomhed, at man kan mærke Solvej i hvert led af sin krop, hver følelse i sin sjæl og hver tanke i sit sind. Ragnhild Kaasgaard mestrer med bravour det sjældne at kunne gestalte personen, samtidig med at hun fortæller meta-historien om den rolle, som hun spiller.  

Det er så samtidig Ragnhild Kaasgaards første spillefilm, hvilket er en skandale. Hun er 60 år gammel. Tænk hvad vi er gået glip af på det store lærred! Men lykkelige være de mange børn, som i mere end 30 år har haft glæden af hende på Teatret Riddersalen.

Dét er Isabella Møller Hansen, som spiller den unge Kate, og det gør hun med en stor følsomhed overfor den blanding af sårbarhed og frækhed, som karakteren har, og som er det essentielle ved at være ung, og stå foran hele det liv, som Solvej er i den anden ende af.

Det er også Isabella Møller Hansens spillefilmsdebut. Det kan man så ikke mærke. For de to – den unge talentfulde Isabella Møller Hansen og den ældre ekstremt dygtige Ragnhild Kaasgaard – spiller, så det gnistrer. Scenerne mellem de to er den rene filmkunst, og d´damer lyser som de klare stjerner, de er.

Ragnhild Kaasgaard og Isabella Møller Hansen bærer filmen. De ER filmen, som er skabt af en endnu en debutant. Her i instruktørstolen, nemlig Marianne Blicher, der også har skrevet filmen sammen med Rasmus Birch. Det er eminent arbejde.

De to andre større roller spilles driftssikkert og med stor respekt af Kristian Halken, der er en hjertensgod lastbilchauffør, og Josephine Park, der er Kates velmenende og absolut ikke konfliktsky mor.

Danmarksbloggen anbefaler filmen på det varmeste. ”Miss Viborg” er nemlig en af de sjældne filmoplevelser. En lille perle om hverdagen i Danmark anno 2022 fortalt på dén stille måde, som livet reelt leves på for de fleste af os.

For det store drama sker jo sjældent, men hverdagens små dramaer oplever vi hele tiden alle sammen.

Hvem kender fx ikke til – når livet gør ondt – at grov-æde en pakke Snøfler, mens snottet og tårerne står ud af fjæset? Eller sidde glad og opstemt sammen med gode venner – og lægge store planer, som man ovenikøbet tror på?

Vi møder det hele – og mere til – i ”Miss Viborg”, som Danmarksbloggen med største fornøjelse giver 6 ud af 6 stjerner.

Det er en film skabt af stjerner – og en film, som giver stjerner i sindet, når man ser den. Fordi den minder os om, at vi overalt kan finde dét, der gør livet værd at leve – hvis vi tør …

Filmen har i øvrigt modtaget prisen for Bedste Nordiske Film ved den anerkendte filmfestival Santa Barbara International Film Festival. Dét er fuldt fortjent. Dér er premiere i dag d. 7. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dommedag, de fire ryttere – og den femte

En pandemi, der ikke er forbi endnu – selvom vi i Danmark tror det.
En invasion af Ukraine – altså forsøg på en erobring.
En ja flere krige overalt i verden – men nu også i Europa.
Og så den truende sultkatastrofe, som lurer i horisonten.

Lyder det som et kendt scenarium? Ja, hvis man kender Nyt Testamente.

For her kan man i Johannes Åbenbaring læse, at Dommedag er nær, når følgende fire ryttere rider gennem verden på samme tid:

  1. Erobreren, stærk med bue og guldkrone, som rider på en hvid hest. Han omtaltes ofte som Anti-Krist. For den, som gerne vil se ”tegn”, kan man tænke på Putins drømme om et Stor-Rusland og det hvide Z på de russiske kampvogne.
  2. Dernæst kommer den muskuløse krigsmager, som rider på en rød hest, og har et stort sværd. Nu kører krigen for fuld styrke – og blodet udgydes i stor stil. Det er dér, Ukraine er lige nu – og dét truer med at sprede sig.
  3. Sulten, som er skind og ben, og rider på en sort hest – og med en vægt i hånden. Som om der er noget at veje og måle, når krigen har ødelagt høsten – og mange er døde. Ukraine og Rusland er verdens hvedekamre. Men bliver der mon nogen høst i år på en krigshærget jord? Sulten vil i stedet sprede sig – især i den fattige del af verden.
  4. Døden, som er et skelet, der rider på en gustengul hest – og som høster, hvad han kan. Og det er meget – også fordi han bringer sygdomme og pandemier. Lige nu har han så smugstartet sit ridt med Corona-pandemien, som startede for to år siden i 2020.

Dét er dystre udsigter.

Danmarksbloggen siger så ikke, at Dommedag er nær.

Der har ret beset også været flere situationer i verdenshistorien, hvor de fire ryttere red samtidig gennem verden uden at menneskeheden uddøde. Fx pesten, som kom i flere omgange og de to verdenskrige.

Så det sker næppe heller denne gang.

Medmindre selvfølgelig at vi tager den femte rytter med. Ham, som Johannes-åbenbaringen ikke fik fat på: Nemlig ham på den giftig-grønne hest, som symboliserer klima-katastrofen.

For han rider allerede nu lystigt gennem verden – og har gjort det længe før, vi lærte at sige Coronatest og nynne med på melodien til Ukraines nationalsang.

Lige nu er katastrofe-stemningen så vældig present i hele den vestlige verden. Det er samtidigt vigtigt, at vi også holder fokus på klimaet. Ikke kun for at presse Putin, men for at redde menneskeheden og en del andre arter.

For den femte rytters ridt er alene nok til at smadre det hele. De fire andre hjælper bare lidt til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk