Anmeldelse: “Operation Mincemeat”

Ofte forbindes det at leve op til forventningerne – og intet mere – som en skuffelse. I hvert fald i kunsten. For hvor er det overraskende moment? Det nye? Ja, det behøver slet ikke at være dér. En film kan være lige præcis, som man forestiller sig – og stadig være en strålende film.

Det gælder i hvert fald ”Operation Mincemeat”, der har premiere i dag.

”Operation Mincemeat” er en historisk film om den måske mest spektakulære efterretnings-operation nogensinde.

Nemlig historien om hvordan englænderne i 1943 forsynede et lig af en vagabond med en falsk identitet som engelsk officer – og falske planer for De Allieredes invasion, for derpå at smide liget i havet udenfor den spanske kyst. Herfra sørgede man så for, at liget kom til Spanien, og papirerne endte i Berlin. Det drejede sig nemlig om at få nazisterne til at tro på, at De Allieredes landgang ville finde sted i Grækenland – og ikke på Sicilien, som det var planlagt.

Det lyder måske som noget fra en James Bond-film. Men det skete faktisk – og dermed ændrede krigens gang sig. Apropos James Bond så var det Ian Fleming – manden bag James Bond, der som ung officer havde fået ideen om at bruge et lig som redskab. Ian Fleming var også med i gruppen, som vi følger i filmen. Han spilles med flabet charme af Johnny Flynn.

En gruppe ledet af dommer Ewen Montagu, mesterligt og med følelse og smerte spillet af verdensstjernen og den Oscar-vindende Colin Firth, som – trods at han i rollen er gift og har to børn – forelsker sig voldsomt i Jean Leslie. Oscaren fik Colin Firth i øvrigt for rollen som den stammende King George, der sammen med sin kone og deres to døtre (blandt andet den senere Elizabeth d. 2.) var et samlingspunkt i England under 2. Verdenskrig.

Jean Leslie er navnet på enken, der arbejder i militæret – og har en stor indlevelsesevne, som gør, at hun mere end nogen af de andre i gruppen kan skabe et troværdigt menneske, der aldrig har eksisteret. Det er Kelly MacDonald, der med stor følsomhed fremstiller Jean Leslie.

Den tredje i gruppen er efterretningsofficeren Charles Cholmondeley, som lider under, at hans mor elsker hans døde bror mest, men som ikke desto mindre lever efter store æresbegreber og med endnu større drømme. Han spilles med sympati af Matthew Macfadyen.

Den sidste i gruppen var Hester Leggett, som havde et overblik og en organisationsevne som få. Hun spilles med overbevisning af Penelope Wilton, som mange måske kender fra Downton Abbey, hvor hun gestaltede en lignende rolle som en effektiv dame og svigermor til Lady Mary.

Endelig ser vi Jason Issacs som admiral Godrey, der ikke brød sig om operation Mincemeat. Men han måtte sluge hele den rå klump kød, da selveste Churchill mente, at det var den slags fantastiske ideer, som havde chancen for succes fremfor den forventede trivialitet. Admiralen spilles med bid og psykologisk skarphed   af Jason Issacs, som kendere af Harry Potter-universet vil genkende som Lucius Malfoy.

Det er med andre ord et stjernecast, som vi ser på lærredet – og de yder alle en formidabel indsats.

Noget af det mest spændende i filmen er i øvrigt at følge de indbyrdes relationer mellem de grandvoksne, men på grund af krigens kaos absolut ikke satte voksne mennesker, som udvikler sig voldsomt i de måneder, hvor operationen foregår.

Der er både forelskelser, skuffelser, oprør og meget mere – men altid med pligten og operationen som en rød tråd. Vel at mærke sammen med store mængder alkohol og musik.

For livet i London dengang var ikke kun bomber og ruiner. Det var også dans, fest og druk bag de lukkede døre – og de nedrullede mørklægningsgardiner. Det er også en gammelkendt sandhed: At når døden er tæt på, så leves livet ofte allermest intenst. Nærmest på trods.

”Operation Mincemeat” er en historisk film, som her i foråret 2022 også er en aktuel film med sit fokus på bevidst misinformation og bevidst plantning af denne.

For når man ser filmen, ser man også nutiden. Der dukker billeder op af kampvogne med Z malet på, Putin i den alt for store stol bag det lange bord, Zelenskij der går gennem Kyivs gader i sin grønne t-shirt eller mødes med statsledere fra hele verden, ukrainske soldater ved fronten i gang med at skyde missiler afsted – og så det værste: Ligene i de ukrainske gader og andre steder.

Undertegnede tænker også på alle de ting, som medierne ikke skriver om, og som offentligheden som helhed måske ikke kender til. Men mange af os kender nogen, der kender nogen – og vi har alle hørt en masse historier. Men hvad er sandt, og hvad er rygter – måske plantet bevidst? Vi aner det ikke.

Så undervejs i den mere end to timer lange film sidder man med en følelse af fortid, når det kommer til hændelsesforløbet – og nutid, når det kommer til aktualiteten af blandingen krig og misinformation.

Man sidder så også med et stort spørgsmålstegn. For 2. Verdenskrig – og dermed filmens slutning – er en ”tryg krig”. Den kender vi. Det er snart otte årtier siden, at den sluttede. Men den igangværende krig kender vi ikke udfaldet af.

Vi ved ikke, om vi her i 2022 ender i lyset eller i mørket. Men vi ved, at vi lever af historier … og at vi ikke kan stole på alt, hvad vi ser eller hører – og at der findes meget under overfladen. Så vi kan ikke andet end bare følge med, så godt vi nu magter.

Det gjorde de også dengang i 1943 – og det er mesterligt skildret af John Madden, som har instrueret, og Michelle Ashford, som har skrevet manuskriptet baseret på Ben Macintyres bestseller.

”Operation Mincemeat” er simpelthen en gedigen krigsfilm, der forvalter den historiske arv med stor respekt – og stadig tilføjer filmen noget moderne både i sit budskab og i sin fortælling af, hvad der skete for lukkede døre i en kælder i London dengang i 1943.

Danmarksbloggen giver ”Operation Mincemeat” 5 ud af 6 kapsler som dem, man brugte til at transportere liget af den falske officer i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glyptoteket 125 år – bygget på øl og indviet på en 1. maj

I dag – 1. maj – vil de røde faner vejre som normalt for første gang i tre år. Det er en stor dag, og det vil ikke gå upåagtet hen i nyhedsstrømmen.

Mere usikkert er det imidlertid, om dagens 125-års fødselar bliver bemærket.

Det er ellers ingen ringere end Glyptoteket i København.

Dette tempel for kunst og kultur, som ligger lige ved siden af Tivoli, kan nemlig i dag fejre, at det er 125 år siden, at brygger Carl Jacobsen (ham med Carlsberg) åbnede døren ind til dette storslåede tempel, som vel i grunden er bygget på øl.

Glyptoteket selv har også øllet med, når de sætter alle sejl til fejringen af et museum som med Carl Jacobsens ord (sagt ved indvielsen 1. maj 1897) ”ikke skulde være et almindeligt Musæum, jeg vilde Bygge. Jeg vilde rejse et Skønhedstempel, hvor Kunsten kunne tale til alle”.

Hvem alle er – og om det også indbefatter de proletarer og plebejere, som i dag fejrer 1. maj – kan man tvivle på. For brygger Jacobsen brød sig hverken om beliggenheden, som han fandt noget afsides, eller naboen. For som han sagde: “Naboskabet til det mig ret plebeiiske Tivoli var heller ikke videre tiltalende”.

I dag finder man næppe noget mere centralt i København end Glyptoteket – og mange turister er glade for, at de to steder ligger lige ved siden af hinanden, så de kan starte inde hos statuerne og malerierne, og så bare gå over gaden til karusseller og rutschebaner.

Og tilmed lykkedes det at fuldføre bryggerens vision for Glyptoteket, som med hans egne ord var: “… den levende Kunst hører det levende Folk til! Men den skal nu heller ikke være den rige Mands Eje alene, den skal ligesaa meget være til Glæde for Menigmand, at ogsaa han fornemmer Skønhedens Magt”.

Så lidt kunne brygger Jacobsen altså godt lide arbejderen, plebejeren.

Arbejderne har på deres side også altid været glade for bryggerens øller – og især i dag på Arbejdernes Kampdag glider mange af de gyldne dråber ned rundt omkring i landet.

Læs mere om Glyptotekets fejring af jubilæet her: https://glyptoteket.dk/125aar/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De forbandede år 2”

Siden Aksel i Mads Reuthers skikkelse forlod barndomshjemmet efter opgøret med faderen, den rige fabrikant Skov, mesterligt spillet af Jesper Christensen, har undertegnede tænkt på, hvad der blev af Aksel, både på den korte bane – og den lange, hvis altså han overlevede krigen.

Om han gør det, skal man selv finde ud af ved at gå ind og se ”De forbandede år 2”, hvor Mads Reuther spiller rollen som den idealistiske Aksel, der nødvendigvis må blive modstandsmand, med lige præcis dén nerve og intensitet, der skal til for at skildre det mod – og overmod, som sammen med mangel på respekt for regler, grænser og normer, prægede mange modstandsfolk.

Den film, der tales om, er selvfølgelig forsættelsen af Anders Refns film ”De forbandede år” fra 2020. En film, som greb danskerne som noget af de sidste, inden vi nulevende også prøvede, at normaliteten forsvandt for en tid. Men nu er vi ovre Corona – i hvert fald i denne omgang, og det er endelig tid til den actionsprægede og dramatiske fortsættelse om familien Skov …

Undertegnede skal ærligt indrømme, at jeg havde store forventninger til filmen. Måske også for store – og det skal man passe på med. For min umiddelbare oplevelse var, at 2´eren ikke havde samme knugende dybde, samme store fortælling i sig som 1´eren, hvor det hele tiden blev mørkere og mørkere. Her er det hele noget mere svingende.

Men på den anden side var sidste del af krigen – og ”De forbandede år 2” dækker netop tiden fra 1943 til 1945 – noget mere rodet, fragmentarisk og uden at mange kunne finde anden mening end den, der lå for enden af pistol-løb eller en bombe placeret i en værnemager-fabriks produktionshal.

Så måske er den mere mixede 2´er allright, som var et udpræget udtryk dengang. Der er i hvert fald ikke slinger i valsen, når det handler om ønsket om at formidle Danmarkshistorien. For lige som at 1´eren fortalte om alt, der var foregået af betydning, og alle holdninger til krigen, så får 2´eren også meget med, både sortbørshandel, ventegrupper, luftsirener, sammenbruddet i samarbejdspolitiken, folkestrejke og meget mere – på nær jernbanesabotagen.

Men den foregik trods alt primært i Jylland – og i De forbandede år-universet er vi lidt i København og lidt i Sverige, men primært lige nord for København, så her står den på sabotage – og nedkastninger.

Det med nedkastningerne giver mening for filmen. Men det halter historisk, da netop Øresundskysten var for befærdet, for beboet og for nem at komme til for tyskerne. Så der skete stort set ingen nedkastninger i det område – og slet ikke i nærheden af dér, hvor familien Skov må formodes at bo – nemlig Vedbæk, da deres hus hedder Vedbæklund.

Skulle man være i tvivl, så søg på Frihedsmuseets digitale kort over nedkastninger og sabotageaktioner.

Men det er vigtigt for Anders Refn at få alle historier med – også selvom noget virker lidt for placeret som Karl Skovs jødiske sekretær Saras flugt over Øresund. Dén havde man set komme. Men ikke at afskeden med hende og barnebarnet en kold oktober-nat i 1943 – for en tid – bringer ægteparret Skov sammen igen. Endda for åben dør ind til havehuset, hvor lyset stadig er tændt, og kan ses viden om. Dét er så en detalje, som giver minus mening på den kulsorte efterårsnat, hvor tyskerne jagtede de danske jøder.

Men det centrale for filmen er at vise, at ægteskabet hos parret Skov knirker nu. Krigen har splittet familien, og ægtefællernes forskellige holdninger til, hvor aktivt man må vise sin modstand og engagere sig, kommer til at få afgørende indvirkning på deres relation og dagligdag.

Folk forandrer sig som bekendt også i krise- og krigstider, og det viser sig, hvem der har format. Det har de fleste af os nulevende også erkendt i de sidste to år med først pandemi og nu krig igen i Europa.

Og det ser vi selvfølgelig også her, hvor husets hjemvendte datter Helene – som nu er enke efter den tyske ubådskaptajn – er blevet voksen, og begynder at arbejde, mens den yngste søn Valdemar forlader gymnasiet, og slutter sig til Aksels modstandsgruppe.

Den anden bror – Knud – er lykkelig med sin jazzmusik og sin kæreste, der bliver gravid. Og så er der Michael – hr. Skovs søn fra første ægteskab – som er kommet hjem fra Østfronten med store sår på sjæl og krop, og som nu søger trøsten i alkoholen og for længst glemte begreber om ære.

Men som sagt: Ikke alle overlever til at opleve glæden om aftenen d. 4. maj 1945. Og selvom man er levende fysisk 4. maj, kan man godt være skadet og traumatiseret for livet af den krig, som man har været igennem – og af den kærlighed, som på den ene eller anden måde smutter fra stort set samtlige af familiens Skovs medlemmer.

Vi følger også husbestyrerinden Annelise, som mistede sin søn i 1´eren. Men som her i 2´eren gør en af de største kærlighedsgerninger, som et menneske kan gøre. Ja, det er nærmest af jomfru Maria´ske, hvis ikke ligefrem Jesus-dimensioner, selvom der intet religiøst er i den korte og nærmest underspillede scene, som viser, at ingen magt er større end afmagtens generøsitet.

Vi møder også igen to af Michaels gamle officerskammerater, der har valgt hver sin side. Plus butleren og hans kone, hvor den sidste er mere end almindelig glad for penge og franske silkestrømper – og gerne gør alt for at få dem.

Hele castet (som vi kender fra 1´eren) spiller fantastisk – og troværdigt – i den historie, som Anders Refn og den nu afdøde Flemming Quist Møller har skruet sammen. Det filmiske håndværk er – som forventet – også 100% i orden.

Men jeg savner alligevel det rigtig knugende, som bar den første film. Den grande finale. Forløsningen. Men måske er der ingen forløsning i verden – eller mellem generationerne. Måske er den knugende usikkerhed, tavsheden og smerten grundvilkår ved livet sammen med skylden og skammen. Så måske er filmen genial? Den giver i hvert fald stof til eftertanke.

Måske havde hr. Skov ret, da han i 1´eren sagde: Vi gør jo bare det bedste, som vi kan – alle sammen. Han gjorde det i hvert fald. Først med overskud og myndighed og tro på, at det gamle system virker. Men til sidst – som befrielsen nærmer sig – brænder også hr. Skov mere og mere ud – også fordi han slet ikke har samme myndighed i den nye virkelighed. 

Så måske har fru Skov i Bodil Jørgensens fantastiske fremstilling ret, når hun her i 2´eren forklarer, hvorfor hun hjælper: Jeg gør det, fordi jeg ikke kan sige nej, når der er brug for mig.

For måske er livet så enkelt. Måske skal vi bare sige ja, når der bliver kaldt. Dét kan vi jo tænke over i vor tid, hvor vi for første gang siden 1945 for alvor igen stilles over for spørgsmålet: Hvem er jeg – og hvad kan jeg bidrage med? Hvad er mit ansvar?

For krige og deres konsekvenser har det med at sprede sig – og med at vedkomme os alle sammen. Så derfor er historien om familien Skov et etisk spørgsmål til os alle, men også et aktuelt indlæg i debatten om Danmarks rolle i forhold til Ukraine – og om hvor vi stiller os i den sag, hver og en af os.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år 2” og dens fine fremstilling af krigen og dens følgesvende skyld, skam, smerte, savn og sorg 5 ud af 6 stenguns, som dem modstandsbevægelsen brugte – og som sammen med hjælpen til jøderne og ambassadør Kauffmanns ageren i USA var eneste grund til, at Danmark efter 2. Verdenskrigs ophør kunne tælles blandt De Allierede – og være med til at stifte FN.

Filmen har premiere i dag d. 21. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

PS. Der er mere end 75 år siden, at 2. Verdenskrig endte. Men krige kaster lange skygger, og visse elementer i denne anmeldelse er præget af min slægtshistorie med en morfar, som var med til at tage imod nedkastede våben og skjule både dem og diverse faldskærmsfolk. Han blev taget af Gestapo en tidlig morgen i 1944, men de andre havde nået at fjerne våbnene fra skurene på hans jorde – og der var ingen, som boede i værkstedet ude i haven lige i de dage.
Så min morfar kom hjem igen efter nogle dage i Gestapos hænder. Dage, som han aldrig talte om, så vi ved ikke, hvad han var udsat for. Men han fortsatte arbejdet, fordi han som fru Skov sagde: ”Man kan jo ikke sige nej, når nogen har brug for ens hjælp.”
Det samme sagde min mormor, som sørgede for mad og tøj til dem, som kom ned – og gode forklaringer til døtrene om, at de ikke skulle tale med hvem det nu var, som boede i værkstedet. Han – for det var altid mænd – var nemlig blevet uvenner med konen, og var ked af det, hed det sig. Min mormor havde også – undtagen den morgen, hvor Gestapo hentede min morfar – et stort overskud. For da de var kørt med ham, fandt min mor, som var en lille pige på 6 år, min mormor sammensunket og grædende i spisekammeret.
Min mor og hendes storesøster, som forinden havde stået på 1. sal og ud ad vinduet set Gestapo køre ind på gårdspladsen med flere vogne og mange folk med maskingeværer springe ud, inden de kort efter slæbte min morfar ind i den ene bil og kørte væk, får stadig sorte skygger i øjnene og knugede hænder, når de taler om de begivenheder og den angst, som de følte som små piger dengang i 1944.
Så jeg ved, hvor dybe spor krig sætter i mennesker – også selvom min familie boede langt ude på landet og ikke dagligt var midt i rædslerne, døden og bombardementerne, som så mange andre var dengang – og som ukrainerne er det i dag.
Jeg er derfor også vokset op i troen på, at man er nødt til at give bøller og bisser modsvar og modspil, hvis ikke de skal tromle hen over uskyldige mennesker – og nogle gange skal dét modsvar være ganske kontant.

Anmeldelse: “Miss Viborg”

Hvornår ved man, at en film er god? Sådan rigtig god? Det mest sikre tegn er, når virkeligheden udenfor biografen – den verden, som man kender så godt – virker fremmed på vejen hjem.

Præcis sådan havde undertegnede det efter at have set ”Miss Viborg”. Fysisk var jeg nemlig – som forventet – i København, men i ånden var jeg stadig i en grå forstad til Viborg og et par andre steder syd for den jyske domkirkeby, der også huser Vestre Landsret.

Ikke at vi ser noget til landsretten i filmen, selvom filmens hovedperson – den tidligere skønhedsdronning og nuværende førtidspensionist Solvej – tjener lidt ekstra ved at drøne rundt på sin handicapscooter og pushe piller til byens andre stille eksistenser.

Solvej har også brug for pengene, hvis det skal lykkes hende at skifte drømmebilledet på væggen derhjemme i den lille mørke lejlighed ud med virkelighedens strande og sol i Malaga, Spanien. Solvej arbejder målrettet på sagen – sammen med hendes lille hund Poul Reichhardt. Net og nydeligt går det, som det ur, der altid viser kvart i fem, og de poser med penge, som Solvej gemmer i en kuffert under sengen.

Og dér behøvede sådan set ikke at være sket mere – nogensinde – i Solvejs liv. Hvis altså ikke det er fordi, at naboens datter – den utilpassede 17-årige Kate – bliver smidt ud af HF-enkeltfag, og natten efter bryder ind hos Solvej, som den akut penge-manglende Kate ved er pusher.

Kate finder dog ikke Solvejs penge, men taber sin smartphone – og et umage partnerskab tager sin begyndelse. Et spøjst partnerskab, der begynder med løgn på løgn, men ender som et varmt venskab, der samtidig sætter gang i en lavine af oplevelser, som ændrer både den ældre Solvej og den unge Kate.

Mere skal ikke røbes her … men hele paletten er dér: Mod, svigt, nærhed, savn, håb, vrede, tilgivelse – og kærlighed på mere end én måde.

Det er Ragnhild Kaasgaard, som spiller Solvej – og det gør hun med så stor autencitet og følsomhed, at man kan mærke Solvej i hvert led af sin krop, hver følelse i sin sjæl og hver tanke i sit sind. Ragnhild Kaasgaard mestrer med bravour det sjældne at kunne gestalte personen, samtidig med at hun fortæller meta-historien om den rolle, som hun spiller.  

Det er så samtidig Ragnhild Kaasgaards første spillefilm, hvilket er en skandale. Hun er 60 år gammel. Tænk hvad vi er gået glip af på det store lærred! Men lykkelige være de mange børn, som i mere end 30 år har haft glæden af hende på Teatret Riddersalen.

Dét er Isabella Møller Hansen, som spiller den unge Kate, og det gør hun med en stor følsomhed overfor den blanding af sårbarhed og frækhed, som karakteren har, og som er det essentielle ved at være ung, og stå foran hele det liv, som Solvej er i den anden ende af.

Det er også Isabella Møller Hansens spillefilmsdebut. Det kan man så ikke mærke. For de to – den unge talentfulde Isabella Møller Hansen og den ældre ekstremt dygtige Ragnhild Kaasgaard – spiller, så det gnistrer. Scenerne mellem de to er den rene filmkunst, og d´damer lyser som de klare stjerner, de er.

Ragnhild Kaasgaard og Isabella Møller Hansen bærer filmen. De ER filmen, som er skabt af en endnu en debutant. Her i instruktørstolen, nemlig Marianne Blicher, der også har skrevet filmen sammen med Rasmus Birch. Det er eminent arbejde.

De to andre større roller spilles driftssikkert og med stor respekt af Kristian Halken, der er en hjertensgod lastbilchauffør, og Josephine Park, der er Kates velmenende og absolut ikke konfliktsky mor.

Danmarksbloggen anbefaler filmen på det varmeste. ”Miss Viborg” er nemlig en af de sjældne filmoplevelser. En lille perle om hverdagen i Danmark anno 2022 fortalt på dén stille måde, som livet reelt leves på for de fleste af os.

For det store drama sker jo sjældent, men hverdagens små dramaer oplever vi hele tiden alle sammen.

Hvem kender fx ikke til – når livet gør ondt – at grov-æde en pakke Snøfler, mens snottet og tårerne står ud af fjæset? Eller sidde glad og opstemt sammen med gode venner – og lægge store planer, som man ovenikøbet tror på?

Vi møder det hele – og mere til – i ”Miss Viborg”, som Danmarksbloggen med største fornøjelse giver 6 ud af 6 stjerner.

Det er en film skabt af stjerner – og en film, som giver stjerner i sindet, når man ser den. Fordi den minder os om, at vi overalt kan finde dét, der gør livet værd at leve – hvis vi tør …

Filmen har i øvrigt modtaget prisen for Bedste Nordiske Film ved den anerkendte filmfestival Santa Barbara International Film Festival. Dét er fuldt fortjent. Dér er premiere i dag d. 7. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dommedag, de fire ryttere – og den femte

En pandemi, der ikke er forbi endnu – selvom vi i Danmark tror det.
En invasion af Ukraine – altså forsøg på en erobring.
En ja flere krige overalt i verden – men nu også i Europa.
Og så den truende sultkatastrofe, som lurer i horisonten.

Lyder det som et kendt scenarium? Ja, hvis man kender Nyt Testamente.

For her kan man i Johannes Åbenbaring læse, at Dommedag er nær, når følgende fire ryttere rider gennem verden på samme tid:

  1. Erobreren, stærk med bue og guldkrone, som rider på en hvid hest. Han omtaltes ofte som Anti-Krist. For den, som gerne vil se ”tegn”, kan man tænke på Putins drømme om et Stor-Rusland og det hvide Z på de russiske kampvogne.
  2. Dernæst kommer den muskuløse krigsmager, som rider på en rød hest, og har et stort sværd. Nu kører krigen for fuld styrke – og blodet udgydes i stor stil. Det er dér, Ukraine er lige nu – og dét truer med at sprede sig.
  3. Sulten, som er skind og ben, og rider på en sort hest – og med en vægt i hånden. Som om der er noget at veje og måle, når krigen har ødelagt høsten – og mange er døde. Ukraine og Rusland er verdens hvedekamre. Men bliver der mon nogen høst i år på en krigshærget jord? Sulten vil i stedet sprede sig – især i den fattige del af verden.
  4. Døden, som er et skelet, der rider på en gustengul hest – og som høster, hvad han kan. Og det er meget – også fordi han bringer sygdomme og pandemier. Lige nu har han så smugstartet sit ridt med Corona-pandemien, som startede for to år siden i 2020.

Dét er dystre udsigter.

Danmarksbloggen siger så ikke, at Dommedag er nær.

Der har ret beset også været flere situationer i verdenshistorien, hvor de fire ryttere red samtidig gennem verden uden at menneskeheden uddøde. Fx pesten, som kom i flere omgange og de to verdenskrige.

Så det sker næppe heller denne gang.

Medmindre selvfølgelig at vi tager den femte rytter med. Ham, som Johannes-åbenbaringen ikke fik fat på: Nemlig ham på den giftig-grønne hest, som symboliserer klima-katastrofen.

For han rider allerede nu lystigt gennem verden – og har gjort det længe før, vi lærte at sige Coronatest og nynne med på melodien til Ukraines nationalsang.

Lige nu er katastrofe-stemningen så vældig present i hele den vestlige verden. Det er samtidigt vigtigt, at vi også holder fokus på klimaet. Ikke kun for at presse Putin, men for at redde menneskeheden og en del andre arter.

For den femte rytters ridt er alene nok til at smadre det hele. De fire andre hjælper bare lidt til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De efterladte”

Nogen må dø for at andre kan leve. Sådan lød moralen i den første film om Hvidstensgruppen. Den velkendte del. Den om modstandskampen, nedkastningerne og sammenholdet. Den om kroejer Marius Fiil, der som en anden Jesus tilgav den unge tyske soldat, inden Marius Fiil og de syv andre mænd blev henrettet af tyskerne i Ryvangen.

Jeg sad ligesom alle andre og græd snot i biografen, da dén film gik sin sejrsgang over lærredet for ti år siden. For hvor var det stort det offer, som de mænd ydede. Men efter at have set fortsættelsen – den anden film om Hvidstensgruppen ”De efterladte”, har jeg fået en anden dimension på sagen.

For hvorfor fortæller vi altid historien om mændene? Dem, som havde privilegiet at dø og blive husket som helte. Dem, som vi rejser mindesten over. Hvorfor glemmer vi kvinderne, som resten af livet måtte leve med de lidelser, som krigen påførte dem?

For ja, kvinderne fra familien Fiil overlevede – fysisk. Men på alle andre områder betalte kvinderne en langt højere pris, fordi de skulle leve videre med skyggerne, smerten, sorgen og alt det andet, som kvinderne altid har skullet det i krigens ødelæggende malstrøm.

Normalt taler vi ikke om det. Normalt holder vi os til historien om mændene – og deres heltegerninger. Men her får kvinderne og deres skæbne deres egen film, og det er også på tide:

Matriarken Gudrun Fiil, der som en anden trojansk dronning Hekabe mistede så meget: En mand, en søn og en svigersøn – og som havde to døtre (Gerda og Tulle) i umenneskelige fængsler i Tyskland, og som samtidig kørte kroen videre, og passede på den yngste datter Bitten – og barnebarnet Gulle, hvis mor Tulle først kom hjem med de hvide busser.

Deres historie er ikke fortalt før, selvom den i sin grundform er lige så gammel som krigens væsen og de lidelser, som kvinder altid har måttet udholde. For krige er altid ekstra grusomme mod kvinderne. Fordi kvinderne er de efterladte. Fordi kvinderne kan fornedres på så mange – også seksuelle – måder.

Og tro endelig ikke, at kvindelige fangevogtere er mere humane, bare fordi de er kvinder. I filmen – og i nazismens Tyskland – var det snarere tværtimod. Her er der ingen nåde eller bare mindste glimt af håb og lys at finde hos de sadistiske kvinder, som i forskellige fængsler og på transporterne umenneskeliggører og fornedrer de tilfangetagne kvinder på måder, som burde høre hjemme i en absurd horrorfortælling.

Desværre er det hele autentisk. Det foregik sådan.

De scener er ikke til at holde ud. De er så slemme, at jeg ikke engang kunne græde. Kun sidde stivnet i frygt og bange anelser, og holde om mig selv for at komme igennem det. For der var ingen afstand mellem mig og kvinderne på lærredet – ikke mentalt.

Jeg var i ånden lige ved siden af Tulle, som er hende, man følger mest – og jeg greb flere gange mig selv i indeni at gentage Tulles ord: ”De skal ikke få mig”. ”De skal ikke få mig”. ”De skal ikke få mig”.

Og jeg sad endda i et behageligt sæde, og var mæt og varm. Tulle og de andre har levet i dage, uger, måneder med sulten, kulden, stanken, rædslen, angsten og uvidenheden omkring, hvad der skete om et sekund, og om de var i livet om fem minutter. 

Og netop derfor kan jeg ikke anbefale ”De efterladte” nok. For filmen viser eksakt, hvor ondt mennesket kan være – og nej, den kommer ikke med letkøbte svar på, hvorfor mennesker kan være så onde. Den viser bare – ærligt og brutalt, hvordan tilværelsen kan være, når den er et sted så mørkt, at jeg godt kan forstå, at man kan miste enhver tro – også den kristentro, som var en del af livsgrundlaget for familien Fiil – og som også både Tulle og Gudrun Fiil giver udtryk for.

For kan vi få større byrder, end vi kan bære? De to kvinder kom i hvert fald derud, hvor man skal være en helgen for at slå ud med hånden og sige jeg tilgiver dig. Og ja, jeg kan også godt forstå, hvorfor tyskerhadet blev en faktor i tiden efter krigen.

I det hele taget tegner filmen et så gribende og medrivende billede, så man kan forledes til at tro, at det er en dokumentar – hvis ikke det var fordi, at man kan genkende de skuespillerinder, som spiller de store hovedroller, og som alle spiller med mere nerve, nærvær og følelse, end de nogensinde har gjort før.

Og det siger meget, når vi taler om: Marie Bach Hansen som Tulle, Bodil Jørgensen som Gudrun og Ellen Hillingsø som Monica Wichfeld.

Derudover ser vi Laura Winther Møller som Gerda og Selma Sophia Høst som Bitten. Samt en hel masse andre, også udenlandske, kvinder i rollerne som fangevogtere og fanger. Og fordi vi ikke kender de udenlandske kvinder, bliver de et ekstra symbol på alle de ukendte kvinder, som vi ikke kender, aldrig hører om, men som altid – sammen med børnene – er de største ofre i enhver krig.

Det er skarpt set af Anne-Grethe Bjarup Riis, som har instrueret – og Torval Lervad, som har skrevet manuskriptet.

Det her er så en film, som er mere end mimik og større end ord. Den løfter historien præcis som virkeligheden gjorde det.

For hvad kræver mest: At sidde på kroen med piben og øllet – og blive enig med de andre mænd om, at de våben ude i mosen, dem napper vi sgu, drenge. Eller: Måned efter måned at udholde kulde, sult, sygdom, lidelse og fornedrelse i en tysk celle – af og til alene, af og til sammen med andre kvinder, mens man ryster af savn, og klamrer sig fast til håbet om en dag at komme hjem, en dag se sit barn igen.

Jeg er ikke i tvivl, og det er Anne-Grethe Bjarup Riis heller ikke. Hun gik med det, som hun ville – og skabte et mesterværk om nogle af de danske kvinder, der var Hitlers Nacht-und-Nebel-fanger.

I centrum står selvfølgelig Hvidstensgruppens to kvinder – Gerda og Tulle – som nok kom hjem, men hele mennesker blev de aldrig mere. Især Tulle havde det svært resten af livet. I dag ville vi sige, at de havde PTSD og give dem massiv psykologhjælp. Dengang var det mere et velment nu er du hjemme igen, som i ”nu bliver alt godt”.

Det gør det ikke. Svigtet var massivt – og end ikke offentlig anerkendelse fik de hjemvendte kvinder. De skulle tværtimod bare være stolte af deres mandlige familiemedlemmer, som ofrede hjerteblodet for Danmark.

Det er lige til at sprænge i luften af raseri over. Og jeg indrømmer ærligt, at jeg var så afsindigt vred, da jeg gik ud af biografen, at jeg næsten ikke kunne være i min krop. Vreden ligger i mig endnu. Den er massiv.

For der er noget historie, der skal om ikke skrives om, så dog suppleres. Og her er denne film en ledestjerne. Ja, filmen ”De efterladte” er et mesterværk, en hel ny måde at fortælle kvinde- og krigshistorie på. Et paradigmeskifte fordi den tør være med kvinderne i lidelserne – og helt derud, hvor det ikke er til at bære, ikke er til at holde ud. Lige dér hvor livet er – især når man er kvinde og efterladt i eller efter en krig.

For de største helte er ikke de mænd, der dør på slagmarken, men de kvinder, der overlever og må leve med det hele bagefter. Det ved man, når man har set ”De efterladte”.

Filmen skulle have haft premiere 1. juledag sidste år, men nu bliver det 10. marts i stedet. Budskabet gælder også til alle tider – og vi kan også året rundt synge med Tulle og de andre ”Dejlig er jorden”. For det er den – også midt i krigens ufattelige gru og rædsel.

Det er vi nødt til at tro på, hvis ikke vi skal falde ned i det barbari, som blev udøvet og fremelsket som en kunstart i Det Tredje Riges mørke og tåge.

Danmarksbloggen giver ”De efterladte” en hel armada at hvide busser som dem, der hentede de danske fanger hjem i foråret 1945. Det er det samme som seks stjerner, som kommer sammen med en understregning fra en kvinde, der ikke bander.

Men den her film: ”De efterladte” skal fucking have en Oscar for bedste udenlandske film til prisuddelingen i Hollywood i 2023.

Det er Regner Grasten Film, der har produceret – og det er Nordisk Film, der distribuerer.

TILFØJELSE: Når man anmelder, ser man filmen i god tid inden premieren, og jeg så og skrev anmeldelsen af ”De efterladte” i december 2021 op til det, som vi troede skulle være premieren.

Men jeg kunne lige så godt have set filmen i går. For jeg husker scener, replikker, mimik og stemning knivskarpt, og jeg føler stadig rædslen, der springer ud af filmen – og ind i sindet, og dér bliver den.

Det er godt. For vi må aldrig glemme, hvor ond krig er – og at det er kvinder og børn, som betaler den højeste pris.

Der ser vi hver dag i denne tid, hvor Europa igen hærges af stormagtsfantasier, invasion og krig. Så ”De efterladte” har nu også fået en uhyggelig aktualitet, der gør filmen endnu mere vigtig. For det grufulde og djævelske mørke, som fandtes dengang filmen foregår, kan så let omslutte os igen. Ja, det udfoldes i et land tæt på og truer os andre, mens disse ord skrives.

Men mørket skal have et modsvar. For ”Dejlig er Jorden” – og Jorden ER dejlig. Dét er vi nødt til at tro på. Nødt til at holde fast i.

Tulle Fiil gjorde det, mens hun som en af Hitlers Nacht-und-Nebel-fanger sultede, tørstede, frøs, længtes og var rædselsslagen hvert eneste sekund – og så kan vi andre også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”

Er konklusionen om, at det er ok at fejle tilstrækkeligt til en morale, ja en happy end? Dét spørgsmål sidder i mig efter at have set ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag” på Nørrebro Teater.

For måske er accepten af ”at det er menneskeligt at fejle” rigeligt, hvis man lever i en nul-fejls-kultur. Men på den anden side virker det småt, hvis ikke man har værdier og idealer, så man tør sætte barren højere – og ville noget mere her i livet end management-illusionen.

Altså ville noget af det, som betyder noget. Og det er kærlighed og kunst, som en dansk statsminister sagde det, da han på sin magts tinde i 1980´erne blev spurgt om, hvad det vigtigste i livet var.

Kærlighed og kunst er så også det, som ikke kan sættes ind i en strategiplan, bruges i en storytelling, et mindset eller som man vækste på – og hvad det ellers hedder alt sammen af alle de buzz-words og buzz-begreber, som flyder som en malstrøm gennem ikke kun forestillingen, men også hele vores samfund.

Langt de fleste danskere lever nemlig minimum otte timer om dagen i en virkelighed, hvor de bruger den slags vrøvle-ord i identifikationen af både dem selv og af meningen med det arbejde, som de laver.

Det er trist – og lige så gråt som kostumerne på scenen, hvor kulisserne generelt er holdt i netop grå, hvide og sorte nuancer. Man kommer til at tænke på Storm P.´s berømte billede ”Tilbage til naturen”, hvor den store grå masse går mod fabrikken, mens den enlige vagabond vandrer ud i skoven og farverne.

Farver, som når de endelig optrådte på scenen, var ledsaget af en dyb basrytme og en følelse af, at nu går vi amok til fx denne giftig-elektriske lilla, som det skete i en dans om ikke guldkoen, men forbruget og mersalget – her i form af vaskemaskiner, der vaskede den sidste rest autencitet ud af sjælen.

Der var generelt en del musik – og sang i forestillingen, men kun få sammenhængende forløb. Til gengæld var der mange enkeltsituationer taget 1:1 ud af hverdagen. De optrådte som fragmenter, der hvis man tænker ud af boksen, som management-folkene altid priser at gøre det, fik mig til at tænke på revy-genren.

For kunne denne forestilling ikke være et bud på en moderne revy? Folk reagerede i hvert fald sådan. De klappede, hujede og grinede – både når det var tilsigtet og indimellem også ganske spontant.

Ætset på nethinden er sukkerdansen mod køleskabet og det stykke kage, som stod derinde – og som selvfølgelig især fristede hende, der ”ikke spiser sukker i denne tid”. Men også julefrokosten med al dens forlorne løssluppenhed, turen i myldretiden med rejsekort-bøvlet, mødet på Teams med manglende bukser og nyindkøbt hundehvalp er bare nogle få eksempler på en hverdag, som de fleste kender alt for godt.

På scenen møder vi Karoline Brygmann, Gustav Dyekjær Giese, Magnus Haugaard, Troels Lyby, Lila Nobel og Nørrebro Teaters Folkekor. Det er glimrende. Men hvor mange stjerner skal ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag” have? Det kunne man godt holde et seminar om – måske endda et med spa og croissants.

For der mangler en form for samlet og kontinuerlig fortælling, der binder stykket sammen – og det berettiger kun til fire stjerner, selvom castet spiller forrygende. På den anden side: Så var det en hel sal, som gennem hele forestillingen selvironisk skreg af grin – ramt på egen adfærd – og det skal som minimum give fem, måske seks stjerner.

Så vi ender med 5 stjerner til ”Jytte fra marketing er gået for i dag”, som gives med en følelse af at have set sin egen tid – uden filter, uden fortolkning, men sjovt. Tænker man nærmere over det, er det også en virkelighed lige til at græde over.

Græde fordi der findes mange mennesker, som er sat udenfor dét identitetsgivende arbejdsfællesskab, som det store flertal af danskere tager for givet.

Men man kan også græde over dem, som har et adgangskort til virksomhedernes kantiner og kontorer. De lever nemlig uden nogen anden gylden cirkel end den, som de spilder tiden på i forsøget på at forstå why, how, what i den evige hamsterhjulsjagt på næste projekt, næste skridt op på karrierestigen.

Dét er meget forstemmende i virkeligheden, men meget morsomt og medrivende fremstillet på Nørrebro Teater.

Manuskriptet er blevet til på baggrund af Morten Münsters bog.

Forestillingen spiller til og med d. 27. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Maddiker”

På Hippodromen på Folketeatret i Nørregade kan man i den kommende tid se Rikke Wölck, Jannie Faurschou og Bodil Jørgensen i forestillingen ”Maddiker”.

D´damer gestalter tre helt almindelige danske kvinder, som mødes på en kræftafdeling.

Bodil Jørgensen er sygeplejersken, der dækker de blå mærker med make-up. Rikke Wölck er den succesfulde karrierekvinde med den kræftsyge datter. Og Jannie Faurschou er den brystkræftsyge kvinde, som er så træt af sin mand, at hun har lyst til at kaste sovsen i hovedet på ham.

De er alle tre midt i 60´erne, da forestillingen starter – og dermed stadig i gang med livet. Men karussellen er begyndt at sætte farten ned, dørene er begyndt at smække i – og de kan se det, som venter forude:

Tilværelsen som usynlige spøgelser, hvor ingen har brug for dem, ingen vil lytte til den klogskab, ja visdom, som de har fået via mange dyrekøbte erfaringer.

Det brokker de sig selvfølgelig højlydt over, og de forsikrer hinanden – i hverdagssituationer skåret så skarpt, så vi griner højt af os selv – om, at det nok skal blive anderledes for dem. Det sker selvfølgelig ikke.

For de tre kvinder har alle har været dygtige elever på flinkeskolen, så de følger også den fasttrampede kurs gennem pensionistlivet mod døden.

Men inden skal der danses, diskuteres, deles information om sygdomme – og drikkes.

Det fik mig til at tænke på den svenske visedigter Carl Michael Bellman, som et sted skrev: Drik ud dit glas – se døden på dig venter. For inden mørket sænker sig, skal vi leve – og som de tre kvinder lever, også med den lille død, som Bellman og hans samtidige i 1700-tallet kaldte orgasmen.

”Maddiker” er så også et vaskeægte gys – og markant mere skræmmende end kister, maddiker og andet fra kirkegården. For der er så mange tusinder kvinder i Danmark, ja i hele verden, som deler hverdag og skæbne med de tre kvinder.

I beskrivelsen af deres sejlads fra de sidste år på arbejdsmarkedet til deres sidste åndedrag er ingen ekstra dramatisering heller nødvendig. Rikke Wölck, som udover at spille med er stykkets dramatiker, har med sikker hånd og falkeøje slået ned på det helt rigtige.

Samtidig har Madeleine Røn Juel instrueret, så hver en nuance træder frem i en virkelighed, hvor farverne falmes, og sanserne sløves i takt med at tiden flyver stadig hurtigere forbi.

Det er noget af en pille at sluge for alle. Så tak for den latter, som man må overgive sig til mange gange. Lidt sukker på skeen er altid god, når en bitter medicin skal ned.

For sluges skal livet – også når det lakker mod enden, og handler om længsel, et stadig, men ikke accepteret fysisk begær, sorg, hævn, ægteskab, vold, børn, børnebørn – og måske allermest en mangel på anerkendelse – både fra de nærmeste og fra et samfund, som kun ser på nytteværdi.

De tre kvinders ømhed for hinanden er til gengæld som et glimt af håb. Vi tåler dig, fordi vi elsker dig, siger de. Kan man forestille sig en smukkere kærlighedserklæring? Nej, vel.

For livet handler om de medmenneskelige relationer – og her kan alle aldre være med.

Tæt på mig sad en meget ung mand, som efter forestillingen spontant udbrød: Nu ved jeg, hvordan det er at være gammel. Jeg vil ikke blive gammel.

Jeg kan godt forstå ham, men som tættere på støvets år end på årsungens kan jeg tilføje, at der også er noget nådigt ved livet. Vi bliver klar til det hele, når vi skal.

Langt de fleste publikummer var så ældre, og jeg hørte mange ældre kvindestemmer sige efter forestillingen: Det var/er jo mit liv – uden at de dog gik nærmere ind på, hvad de kunne spejle sig i. Måske det hele?

For menneskelivet er som årets gang, og når forfaldet sætter ind, håret grånes, huden rynkes, og skavankerne står i kø, så mister vi langsomt men sikkert vores sanser. Det skal vi ikke være kede af. Så får vi i stedet perspektiv.

Perspektiv og mod til at vi – når tid er – kan vende opmærksomheden mod os selv og mod den død, som venter på os alle. En død, som kan være smuk, når den kommer i skikkelse af dem, som gik forud.

For det moderne menneske er døden så ofte forbundet med stor angst. Her kan morfin tage de fysiske smerter – og det er en velsignelse. For så kan den død, som venter, blive lige så intens og smuk, som den Jannie Faurschou spillede, så jeg fik tårer i øjnene.

For er det sådan at dø, så kan man trygt forlade jordelivet med et TAK FOR ALT og en tro på, at Bodil Jørgensen har ret, når hun sidder som krøbling, og siger: Vi bryder gennem tiden – og ender, hvor vi skal.

Danmarksbloggen giver ”Maddiker”, denne morsomme, rørende og 1:1 guide udi at blive gammel og dø, seks ud af seks store, røde blomster. For det er en perle – velegnet til alle, som skal dø én dag.

Man siger, at godt skuespil kan mere end bare fortælle en historie. At det viser hele mennesket, giver empati for mennesket – og sætter alt i en større sammenhæng.

Det er sandt – og som d´damer Rikke Wölck, Jannie Faurschou og Bodil Jørgensen mestrer dén knust.

”Maddiker” minder mig også om gåturene på kirkegården i Gustav Wieds ”Livsens Ondskab”, hvor Knagsted siger de berømte ord om, at det er, hvad det er. Det er sandt, og vi griner af det.

Men hvor Wied kan være perfid i sin morskab, så er der i ”Maddiker” lagt et nænsomt, ja kærlighedens klæde ud.

Det er godt tænkt. For så føler man, at man bliver en del af fortællingen om ikke kun tre kvinder eller kvindekønnet, men om selve livets gang, som det også vises på de tre skærme, der står på scenen. For i vor tid forstår vi også via skærme.

”Maddiker” er simpelthen noget af det bedste, der er sket på den danske teaterscene i denne sæson. BRAVO.

Forestillingen spiller indtil d. 17. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Jeg, Malvolio”

En besøg i Teatret ved Sorte Hest giver altid noget med hjem, uanset om det er et hestespil eller som i går aftes premiere på et gæstespil.

Nemlig Tim Crouchs ”Jeg, Malvolio” med Michael Moritzen alene på scenen i mere end 75 minutter i en ikke monolog – men dialog med publikum, som han møder med intenst nærvær, lige fra vi kommer ind og sætter os – og til lang tid efter vi er gået hjem.

For manden – altså både karakteren og skuespilleren, som fejrer 40-års jubilæum i rollen – vil os noget, har et ærinde, og han gør det forrygende og med lige dele frækhed og følsomhed.

For sit indre øre kan man også længe efter, at man har forladt den sidste enlige lyspære på scenen høre det insisterende ”ER DET IKKE SÅDAN, DET ER?” efterfulgt af en form for brummen, som kommer efter hver eneste bredside mod os, som sidder på sæderne, og hvis undskyldninger og bortforklaringer i vores tilværelse fremkaldes nådesløst – og morsomt.

For vi nailes spot on, som det hedder på nudansk af den grinagtige person i de gule strømper og tøjet, som bærer præg af et længere ophold i et uhumsk fængsel i den Shakespeare-komedie, som han er flygtet fra.

Malvolio er nemlig – uanset hvad århundrede han befinder sig i – sådan én, som man efter temperament shamer – eller har ondt af.

Men allermest er han et spejl på os og på de dårskaber, som menneskeheden deler på tværs af tid og sted … og som ingen har beskrevet bedre end selveste Shakespeare, som vi også mindes om. Både i form af kranier lavet i plastic (formoder jeg) – og senere i en version af kød og blod.

Men vi klukker af grin, når vi mindes om, at vi ikke går i kirke – ikke lige i dag i hvert fald. Men at vi da godt kan tillade os at smide lige det lille-bitte stykke papir på gaden, gå hjem og tage en stor vodka og juice – og bare glem juicen.

Vi lever i det hele taget konsekvent efter devisen ”Det, vi skal, gør vi ikke. Men det, vi ikke skal – det gør vi – og det til gavns”.

Og lige præcis dér rammer ”Jeg, Malvolio” den lige i røven – også bogstaveligt. For dét er stykkets sweet spot – dér hvor tragedie og komedie mødes.

Dér hvor man fejlagtigt tror, at fornøjelse ikke kommer med en pris, men at man bare kan accelere udi sine dårskaber. Og det er vi dygtige til. For mon vi ikke alle sammen – også i dag – tager det ekstra stykke kage og alt det andet, som vi ”burde” være blevet kloge nok til at lade være med efter Malvolio har læst os teksten?

Gu´ gør vi så – og det er også derfor, at forestillingen “Jeg, Malvolio” spiller livets skæve akkorder så smukt.

Den eneste mislyd er måske, at Shakespeares ”Helligtrekongersaften”, som Malvolio kommer fra, er en forvekslings-kærligheds-komedie og en med Malvolios øjne stor kærligheds-tragedie, mens ”Jeg, Malvolio” mere er et moralsk stykke (der sine steder kan minde om Holberg) med hip til Gud og hvermand – og tak for det.

De opsange, den demaskering har vi brug for. Der sker så også en re-maskering, men sådan må det være, når forestillingens eneste person har brug for flere gange at pointere, at han ikke er gal.

Det er han så. Det er vi alle. Galskaben, vanviddet er ligesom stanken og råddenskaben – det trænger ind alle vegne, og i sindet på os alle sammen.

Se bare på verden af i dag – som i præcis i dag eller rettere i nat, hvor det store vanvid blev sluppet løs ikke så langt fra Illyrien.

Forskellen på despoterne og os andre er så kun, at despoterne har meget mere til rådighed, som de kan hærge og ødelægge med.

Det er trist. Men: ER DET IKKE SÅDAN, DET ER?

En anden og mere opmuntrende forskel er så, at nogle få udvalgte også har geniets evne. Shakespeare havde for eksempel. Hans ord og hans figurer bliver ved med at give – også selvom andre fører pennen.

Således også i ”Jeg, Malvolio”, der er en spøjs og underfundig sag, som sine steder gnistrer og sprudler – og især når den møder os dér, hvor vi er her i 2022, hvor vi er lige så meget i vores forfængeligheds og selvretfærdigheds vold, som menneskene var det i renæssancen på Shakespeares tid.

Danmarksbloggen giver fem kranier … og gør opmærksom på, at det i stykket omtalte land Illyrien faktisk har eksisteret.

Illyrien lå på Balkanhalvøen, og strakte sig ned langs Adriaterhavskysten med tilhørende bagland – dvs. Illyrien inkluderede de nuværende lande: Slovenien, Kroatien, Serbien og Albanien. Altså indtil Illyrien blev erobret af romerne et par århundreder før Kristi fødsel – og starten gik til en omtumlet tilværelse på det også i dag urolige Balkan.

”Jeg, Malvolio” spiller til 19. marts. Det er Lene Vasegaard, der har instrueret.

Ps. Der er i forestillingen også en unik mulighed for en one-in-a-life-time-mulighed, som inkluderer både smartphones og sociale medier. Intet mere skal røbes. Dét skal opleves!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Litterær samtale: “1900. Et århundredes tusmørke”

I dag udkommer antologien ”1900. Et århundredes tusmørke”, som handler om de mørke sider i menneskelivet og menneskesindet.

Der er i alt 10 noveller.

Én novelle for hvert årti i 1900-tallet er en skæv idé og i teorien en god måde at fortælle om en tid på.

MEN: Når man bruger 10 forskellige forfattere, får man ti meget forskellige bud, selvom alle noveller i denne bog handler om den ondskab, som de fleste bruger livet på at løbe væk fra – men som er i os og i vores liv til alle tider.

Antologien er derfor lidt som et sammenskudsgilde, hvor retterne stikker i alle mulige retninger, og der bliver mere fokus på horror end på 1900-tallets ellers ret brogede historie. Ja, man kan sige, at den historiske virkelighed ofte blot optræder som ramme.

For man får serveret meget fra horror-fortællingernes slimede åleruse. Men det er et problem, at den historiske ramme langtfra altid er nødvendig for novellen. En god del af novellerne kunne lige så godt foregå på alle andre tidspunkter i århundredet – hvis nogle få og for fortællingen uvæsentlige detaljer blev lavet om.

Ja, nogle noveller kunne endda uden problemer flyttes til andre århundreder også.

Århundredet starter i 00´erne (1900´erne) på sygehuset. Vi skal også ud på en syg rejse i menneskesindet.

I 1910´erne er vi så med lægen på rundtur til de syge i ”Den spanske syge” og i 1920´erne med præsten, der indsamler lokalhistorie. Begge finder mere end de ønsker. Det med mere end man drømmer om, går igen i 1930´ernes historie om at være på jagt og det gode i, at der ikke findes varulve på Fyn. Men på den anden side: Bæstet æder os alle til sidst, som det konstateres i 1940´erne.  

Et bæst, der kommer både indefra – men også udefra. Af og til med musik som i 1950´erne. I 1960´erne er vi så ude på isen – på mere end en måde og i en mere end en virkelighed. I 1970érne ryger vi lige ind under en sølvglitrende discokugle. Men vi er stadig langt ude i en euforiserende verden, inden det hele slutter i 1980´ernes tåger og griseri – og med 1990´ernes ensomhed, menneskeforagt og selvforagt.

Det er Thomas Strømsholt, Steen Langstrup, Teddy Vork, Martin Wangsggard Jürgensen, Martin Schjönning, Carina Evytt, A. Silvestri, Sheila Eggenberger, Christian Reslow og Jonas Wilman, som har skrevet. Oprindelig redaktør var Henrik Harksen.

Danmarksbloggen har talt med den nuværende udgiver Steen Langstrup fra 2FeetEntertainment om antologien ”1900. Et århundredes tusmørke”:

Nu er bogen jo ikke din opfindelse og skabelse. Den er overtaget af dit forlag, som har sørget for at få den ud i verden. Så ville du selv have gjort det på samme måde? Eller ville du have sørget for mere styring? Netop sammenhæng er jo et kendetegn for det, som du selv skriver – og dit bidrag til antologien er netop et eksempel på en fortælling, som hører hjemme i den tid, som antologien handler om (Steen Langstrups novelle handler om Den Spanske Syge – og kan ikke overføres til andre tider).

Steen Langstrup: Når jeg har redaktørhatten på og udgiver andres værker, som det er tilfældet med denne antologi, så spørger jeg aldrig mig selv, hvordan teksten ville have været, hvis jeg havde lavet bogen selv. Jeg tager stilling til, om jeg synes værket kan noget, om det lykkes, om det gør noget ved mig — og hvor det kan strammes op eller gøres skarpere.

Da jeg overtog ‘1900’ var alle tekster skrevet og redigeret. Der manglede kun den sidste finpudsning. Jeg sad ikke og spekulerede over, om det ville have været sjovere med andre forfattere, eller om en anden styring eller vinkling af sammenhængen ville have været passet mig bedre. Det er uproduktive tanker.

Jeg læste antologien, inden jeg antog den, og jeg elskede novellerne, og den måde de i sammenhæng portrætterede århundredet, årti for årti, på. Det forvrængede billede, som det bliver, når det er en så fantasifuld genre som horror, der tegner tiden. I min læsning emmer hver en novelle af det pågældende årti, man kan mærke tiden. Jeg genkender ikke din tanke om, at min novelle hører mere hjemme i sin tid end andre. Vi har hver valgt vores måde at portrættere det pågældende årti på, selvom årtiet selvfølgelig mest af alt bliver en kulisse for gyset, så er tiden til at føle. Især som man bevæger sig gennem århundredet.

Du sagde til mig, at bogen helst skal læses kontinuerligt. Hvorfor det? For som jeg læser bogen, så er det ikke fordi, at ondskaben flytter sig eller udvikles gennem århundredet. Den kommer i samtlige fortællinger inde fra menneskesindet, hvor vi jo også har placeret ondskaben i vores moderne tid.

Steen Langstrup: Den skal læses fra en ende af, fordi man på den måde oplever århundredet passere forbi. Jeg synes selv, at det er en ret enestående oplevelse, som får ‘1900’ til at skille sig ud fra de mange horror-antologier, der er udgivet på dansk de sidste 10-15 år.

Igen genkender jeg ikke din udlægning af bogen. Jeg kommer faktisk lidt i tvivl, om du har læst den og ikke bare skimmet?

Ondskaben er IKKE placeret i menneskesindet i samtlige noveller. Det er svært at argumentere her uden at spoile novellerne her. Men der er da både sygdomme, varulveagtige væsner, vampyragtige væsner, medicinske forsøg, trolddom og mere, men da det er noveller, og gysernovellens styrke, modsat gyserromanens, er, at den antyder og lader meget være op til fortolkning. Det uvisse er i spil i flere af novellerne, og det kan selvfølgelig tolkes, hvorhen læseren har lyst, men det er ikke i spil i alle noveller, og nogle er ret klare i deres overnaturlige konklusion.

Når det er sagt, så ved jeg ikke engang, om jeg synes, at horrors hensigt er at placere eller beskrive ondskaben, det tror jeg faktisk ikke. For mig har gys og horror et ganske klart og enkelt formål: At skræmme læseren, at fremkalde gåsehud. Og det kan, som ‘1900’ også viser, gøres på rigtig mange måder.

Note fra undertegnede: Jeg HAR læst samtlige noveller, men vi læser alle forskelligt. Og jeg læser det, som foregår i bogen, som fx medicinske forsøg og trolddom, som noget der tager udgangspunkt i menneskesindet. Det første (de medicinske forsøg) som en bevidst handling – og det sidste (trolddom med mere) som en bekvem bortforklaring af egne short-comings. Overnaturlige væsner som varulve og vampyrer kan man så diskutere. Men ser man historisk på de fænomener har de typisk været brugt som redskaber for menneskelig ondskab – og uvidenhed overfor en verden, som både er skræmmende og uforståelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk