Anmeldelse: “Diktatoren”

Den, der sår vind, høster storm …

Årets orkansæson er en af værste nogensinde. Den ene ødelæggende orkan efter den anden drager ind over de caribiske øer, Cuba og det amerikanske fastland.

Men også politisk er hele verden i øjeblikket truet af storm, ja af altødelæggende atom-orkaner skabt af de magtmennesker kloden rundt, der for at få opfyldt deres egne ambitioner lyver og snyder, når de lover deres borgere alt muligt, som disse skruppelløse ledere aldrig har haft intentioner om at holde. Løfter som mennesker over hele jorden – og også i Danmark, for vores lokale andedams ledere er ikke bedre – alligevel vælger at tro på, måske i angst for det fremmede, måske i grådighedens navn om at få mere og i hvert fald beholde det, man allerede har.

Og midt i al denne verdens elendighed og dunkelhed, som ikke er set mere dyster siden 1930´erne, sætter Nørrebro Teater så Charles Chaplins ”Diktatoren” op, og det gøres absolut mesterligt i et tempofyldt og forrygende mix af klassisk teaterkunst, komedie på topniveau, fysiske udfoldelser der times perfekt – og så selvfølgelig stumfilmen og al dens væsen omsat til levende mennesker – og levende musik som for eksempel den gribende ”Smile” (fra Charles Chaplin-filmen ”Moderne tider”), der ligesom alle lydene fremføres fantastisk af Olivier Antunes, som ellers til daglig sidder bag klaveret i Elias Kirken på Vesterbro.

Apropos det kirkelige, så kommer forestillingens mest gribende ord – Den, der sår vind, høster storm – også fra Biblen, fra Hoseas bog i Det Gamle Testamente. Hoseas er ikke særligt kendt, men han er en af de såkaldte 12 små gammeltestamentlige profeter og den, der talte om, at det var hor at have andre guder end Gud – men bemærk: Hoseas ville forsoningens og ikke fordømmelsens vej.

Det vil Diktatorens Hynkel ikke – han vil magt, og han vil det nu – og han vil have det hele, og han spilles overbevisende af Olaf Johannessen, der dels er tro mod Charles Chaplins ikoniske film og figur fra 1940, og dels er tro mod vor tid og vores udfordringer som globaliseringen versus nationalismen.

For eliten og folket er altid blevet sat i spil som modsætninger, og mistænkeliggørelsen af ”de fremmede” og deres skikke er den samme i vor tid som i 1930´erne, men ”de fremmede” er ikke længere jøder med synagoger og kosher-mad, som bor i små butikker som barberen og Hannah og de andre i forestillingen, der griber salen om hjertet med deres musik og deres åh så hverdagsagtige og menneskelige liv – lige til at genkende, uanset om man er jøde, kristen, muslim, ateist – eller rødhåret som Julie Agnete Vang, der lyser op på scenen, og med smæld og følelse spiller den livskraftige Hannah, som man godt kan forstå, at barberen forelsker sig i.

For der sker noget, når hun er på scenen. Det gør der også, da Søren Pilmark kommer ind som Napolini i en rød kappe passende for en romersk kejser. Hans figur er også en blanding af en kejser, Il Duce og en pæn portion fordomme om Spaghetti-folket, men hans tilsynekomst sætter simpelthen forestillingen et gear op, allerede fra før han træder ned på den røde løber, selvom alle på scenen spiller forrygende – og alle pånær hr. Pilmark i mere end én rolle. En Asbjørn Krogh Nissen står også stærkt som den med tiden moralske nazist, der undervejs gennemskuer, at man er ved at smide civilisationen ud med badevandet i sin jagt på den rene ariske verden, også selvom det slås fast i forestillingens dialog, at Hitlerkortet jo ikke skal trækkes.

Lige præcist Hitler-kortet trækkes så hele tiden på scenen i rablende vanvittige og morsomme scener, hvor publikum vånder sig af grin og genkender ikke kun de historiske fakta fra dengang i 1930´erne, men også nogle af de ting, som der sker i dag, og som midt i komikken løfter en advarende finger i vejret, præcis som den drejelige scene både sænker og hæver sig – og ofte i ganske skarpe vinkler, mens skuespillerne hopper, løber og tumler rundt på de på alle måder skrå brædder.

For der fortælles med både ord, mimik og krop i ”Diktatoren”. Og det er mere end stærkt, da barberen til sidst i forestillingen, mens alle nazistiske symboler og andet gøgl forsvinder, henvender sig til OS i publikum og gør OS opmærksom på vores ansvar for hinanden og for denne Jord, som han har i hænderne som en stor badebold – lige til at kaste ud – og det gør han.

Så ja, vi leger med kloden til sidst, spiller den imellem skuespillerne og publikum som den store badebold, den er, og det gøres med glæde og med smil – og med nænsomhed. For vi ved, at det er den eneste Jord, som vi har – og at vi er nødt til at passe på dén og på hinanden.

For dybest set er mennesket godt, og vi vil blot leve i frihed og hjælpe hinanden, lyder det i den gribende appel til ikke kun publikum – men hele verden. En appel, der til premieren i går aftes blev mødt med stående bifald og mange fremkaldelser efter tæppefald. Det var helt fortjent.

Danmarksbloggen giver ”Diktatoren” seks ud af seks skønne jordkloder – selvom vi egentlig kun har én, og vi heldigvis endnu har en chance inden tæppefald, selvom det trækker op til storm.

For nok gælder at Den, der sår vind, høster storm. Men heldigvis kan vi også vælge at plante forståelsen, så vi kan høste glæden og friheden.

Det er op til hver og en af os – hver eneste dag.

Livet handler nemlig om moral – og om valg, om at kere sig for andre, så man som barberen i ”Diktatoren” giver sin nyfundne og sidste mønt til spillemanden, så man smiler sig gennem hele livet, som Nat King Cole engang i en helt anden verden sang det så uforglemmeligt.

Diktatoren spiller på Nørrebro Teater indtil 29. oktober. Det er Nikolaj Cederholm, der har instrueret, og det samlede cast er: Olaf Johannessen, Søren Pilmark, Peter Gantzler, Jimmy Jørgensen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Zandersen, Julie Agnete Vang og Olivier Antunes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Kammertjeneren”

Der er bøger, som er så godt skrevet, at de er decideret lækre at læse. ”Kammertjeneren – 40 år i kongehusets tjeneste” er en af disse. Ordene simpelthen flyder af sted, og de 258 sider vender sig selv. For at læse denne bog er som at spise en let og luftig dessert lavet af de fineste råvarer, som netop dem der serveres ved de royale borde. Man kan blive ved og ved med at smæske sig i velskrivenhed

For i bogen tegnes billedet af en konkret kammertjener så godt, at man føler, at han sidder lige ved siden af, så man selv kan høre Anker Andersen, som kammertjeneren hedder, fortælle.

Ofte kan en anden forfatter til personlige bøger virke som et i bedste fald nødvendigt mellemled – men forfatteren til bogen her Kirsten Balslev er i stedet en nænsom og dygtig fortæller, der lader kammertjeneren selv komme så meget til orde, at man hurtigt kommer til at holde af ham, også selvom det kan være svært at forstå hans ubrydelige loyalitet og kærlighed til de mennesker, som han tjente i 40 år, og stadig forsvarer.

At de mennesker så er den danske kongefamilie er faktisk sekundært, selvom man hører langt mere om deres liv end om Anker Andersens. Alligevel er det kammertjeneren, der er i fokus – eller rettere hans rolle som kammertjener og hvad deraf følger af opgaver og oplevelser på landets slotte og på rejser med kongefamilien over hele verden og på Dannebrog.

Og der fortælles om stort om småt mellem hinanden – om bryllupper, bisættelser og hverdagen både i Danmark og i Frankrig, hvor Anker Andersen ligesom kongefamilien selv især nød opholdene på Chateau de Cayz, hvor alle både høj og lav åbenbart tager fat.

For det, som gør størst indtryk og også mere end de små, uskyldige afsløringer om de kongeliges vaner og liv, er den loyalitet, ja den kærlighed, som Anker Andersen har til de kongelige. Den er rørende – og virker i vor tid vel nærmest ligeså gammeldags om selve titlen kammertjener.

Hele Anker Andersens virke og opfattelse hænger så også sammen med en accept af, at der er forskel på folk – og at det er okay. Noget som for langt de fleste synes ikke kun gammeldags, men også forkert i nutidens øjne. Men Anker Andersen skal ikke forstås med lighedstanken for øje, selvom han voksede op i et politisk rødt og fattigt hjem på Fyn.

For kammertjener Anker Andersen, der i alt virkede 40 år for først Frederik d. 9 og dronning Ingrid og derpå for Margrethe d. 2 og prins Henrik, skal forstås ud fra, at han har været lykkelig i sin funktion. Bogen skal derfor også læses som en beskrivelse af en verden af i går, som ikke er mere.

Eller det vil sige: Vi har stadig et monarki, men i vor tid er der formentlig langt mellem de mennesker, der så loyalt og totalt vil tjene andre, som Anker Andersen gjorde det – især når det sker uden at forvente noget til tak, selvom han påskønner Frederik d. 9´s store evne til at vise de ansatte taknemmelighed – og også lige får nævnt, at han godt kunne tænke sig et af Dronningens malerier.

Det kunne Danmarksbloggen også unde den fattige dreng fra Tommerup på Fyn, der som dreng så Frederik d. 9 i toget på Tommerup Station – uden at vide at han selv få år efter var med til at klæde kongen på, og dernæst prins Henrik – og sågar kronprinsesse Mary´s far, da hun blev gift med kronprins Frederik.

Men vi kommer dog ikke udenom at drysse lidt malurt i bægeret. For der er i bogen en total manglende omtale af Anker Andersens private liv som voksen. For ja, vi hører om hans barndom med kolde vintre, besættelse, flyangreb og avisjob ved siden af skolen, så familiens økonomi kunne løbe rundt. Senere hører vi også om uddannelsen til skrædder, soldatertiden og giftermål.

Men så ankommer han til Amalienborg og Fredensborg, og så bliver der stille, og vi erfarer kun i bisætninger, at han og konen får to døtre, at hustruen indimellem er med til royale receptioner, men ikke er så meget for det – og ellers ingenting. Og det er ærgerligt.

For hvordan lever man i spændet mellem et royalt arbejdsliv og et almindeligt borgerligt familieliv? Hvordan havde Anker Andersen det med i 40 år at være så ofte og så længe væk fra familien – både til hverdag, men især også på de hyppige og lange rejser med de kongelige? Hvordan havde familien det med, at deres mand og far var så meget væk? Han fik to døtre: Er de blevet gift – og førte ham dem selv op, som han beskriver, hvordan den gamle konge førte prinsesserne op? Har han fået børnebørn? Og meget mere.

Alt det får vi ikke svar på, men det ville Danmarksbloggen og læserne gerne vide. For de kongeliges historie kender vi, men ikke Anker Andersens, og den virker ellers vældig spændende ud fra den smule, som vi får.

Hans egen – og fulde – familiehistorie ville med ret stor sandsynlighed også være en historie, som det kunne være noget lettere for læseren at spejle sig selv og sin egen familiehistorie i end historier om præsidentbesøg, kronjuveler og særfly til de mest eksotiske steder på kloden. Men alligevel oplevede Anker Andersen jo netop begge verdner – men vi hører intet om, hvordan det var at leve i og med dette skel, dette spænd, og det er skade.

Danmarksbloggen giver derfor den ellers ekstremt velskrevne bog fire ud af seks mursten, som dem den lille Anker var med til at producere på teglværket hjemme i Tommerup sammen med forældrene.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Tillykke

Så er det i dag, at København kan fejre sin 850 års fødselsdag.

Ret beset er byen dog ældre, da den allerede eksisterede i 1167, da den krigeriske bisp Absalon fik byen af forstbroderen, selveste kong Valdemar d. Store. Men byen var på det tidspunkt kun et lille fiskerleje ved navn Havn, som Absalon altså skyndte sig at befæste ved at bygge en borg dér, hvor Christiansborg ligger i dag.

Det er også i gaderne omkring Christiansborg, at fejringen især foregår med uddeling af gratis københavnerstænger til de første 1167 (ja, årstallet må vi ikke glemme). Der er også lovet 1167 gratis kopper kaffe – og ikke mindst 1167 gratis øl. Men folkefestren byder også på både skattejagt, pool-party i kanalen og levende musik med blandt andet Laid Back – og meget mere. Det hele afsluttes med et fyrværkerishow fra Tivoli.

Det er den årlige kulturfestival Golden Days, der står for arrangementet – se mere her: https://goldendays.dk/koebenhavnerfejring/

Og tillykke til landets hovedstad, der i sin lange historie har oplevet ikke så lidt:

København har blandt meget andet oplevet at være det sidste sted i landet, som stod imod den lutherske reformation, at være belejret af svenskerne i flere omgange, at være stedet, hvor både Enevælden og Demokratiet blev født.

Men også i moderne tid har København dannet rammen om de store Danmarksbegivenheder, hvor nok Befrielsen i 1945 og EM-sejren i fodbold i 1992 er de to største.

Under alle omstændigheder: København er udskældt og elsket, forkætret og fortryllende – men altid med dét særlige glimt i øjet og det lille smil i mundvigen, som kendetegner denne nordiske hovedstad: København.

Byen, som nok er nordic noir – men også et lysets drømmested, især om sommeren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Palads

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Et af de steder er den farvestrålende Palads-bygning, som Poul Gernes malede i 1989 i dens nu så kendte farver, og som for mange er synonym med BIOGRAFERNE, hvor man er kommet som barn med mor og far, som stort skolebarn med vennerne, senere med en date osv, osv.

MEN nu er der givet grønt lys for at arbejde videre med et projekt, der vil jævne den ikoniske bygning med jorden, så man i stedet kan bygge højhuse på et areal, der også skal indebære en overdækning af baneområdet ved Vesterport. Se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/groent-lys-fra-udvalg-biografen-palads-fredes-ikke

Alt det ved alle – men hvor står sagen nu? Det sidste, som Danmarksbloggen har kunnet finde i medierne, er over et halvt år gammelt – så man kunne formode, at der er sket noget i sagen siden. Danmarksbloggen skrev derfor til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns kommune for at få svar på:

  1. Hvor langt er planerne med Palads i dag? Er det endeligt besluttet, om Palads skal rives ned eller ej?
  2. Og hvis ikke, hvad er så tidshorisonten for projektet? Hvornår træffes de endelige beslutninger? Før eller efter kommunalvalget?
  3. Og hvem har truffet/skal træffe de endelige beslutninger? Teknik- og miljøudvalget – eller den samlede Borgerrepræsentation?

Men desværre var svaret hverken-eller.

Det lød: Der er ikke noget nyt. Forvaltningen er endnu ikke klar med en ny sag til udvalget med svar på de udfordringer, udvalget gerne ville have undersøgt nærmere:

https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/06022017/edoc-agenda/ba346a17-fa88-4dca-83a7-538794aef6a6/7ba73d04-4e0f-45c7-ac32-acf5920d1e33

Så pt kan forvaltningen altså ikke sige, hvornår sagen kommer for Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Det kan derfor blive på både den ene eller anden side af kommunalvalget.

Danmarksbloggen slipper dog ikke sagen. For også Palads er et sted, der er elsket af både københavnere og ikke-københavnere, og som det er værd at kæmpe for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Minefeltet

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

For et par uger siden skrev Danmarksbloggen om Minefeltet, som er truet: http://danmarksbloggen.dk/?p=9296

Siden er der sket meget i sagen – og der sker stadig meget.

Se mere på denne FB-side: https://www.facebook.com/groups/1086910964776824/?fref=ts&sw_fnr_id=4043788746&fnr_t=0

Det er dog endnu ikke givet, hvor det hele ender, selvom der overalt i København og blandt både kendte og ukendte er stor opbakning til Kongens Bar, Skindbuksen og Hviids Vinstue. For slet ikke at tale om alle de andre brune værtshuse, som der bliver stadig færre af i hovedstaden.

Man kan undre sig, også når man ser på, hvad der rykker ind i stedet: Fantasiløse globale kæder som fx Starbucks, der har rigtig godt fat i især det unge segment med deres forskellige og ofte sæsonbetonede drikkevarer som fx de forskellige versioner af det nye efterårskrydderi Pumpkin Spice, der som så meget andet i vor tid kommer fra USA, men nu er mega-populært også i Danmark.

Men også danske kæder som den kraftigt overvurderede Joe and The Juice, der med lige dele altfor høj musik samt altfor dårlige hygiejne- og arbejdsforhold skræmmer de fleste voksne langt væk, åbner hele tiden nye afdelinger.

Og lad gå at de unge for en tid er til fals, men på den lange bane vil de også foretrække kvalitet, men hvis ikke vi kæmper nu, så er der ikke noget at efterlade til dem. Så er de for evigt dømt til at leve i kædernes ensrettende plastic-helvede.

Så også for vores børn og børnebørns skyld må vi kæmpe for at bevare de brune værtshuse – hvoraf de to, nemlig Skindbuksen og Hviids Vinstue, er to af de allerældste. Ja, Hviids Vinstue ER det ældste.

Der er i skrivende stund ikke planlagt nogen nye aktiviteter, om end der er lidt snak om at møde op på lørdag på selve Københavns fødselsdag og markere Minefeltets kamp også.

Det afgørende er heller ikke, hvad der sker hvornår, men at gryden holdes i kog, og at kampen for Minefeltet ikke opgives, men kæmpes videre. For et København uden Kongens Bar, Skindbuksen og Hviids Vinstue er et København uden sit bankende, røde hjerte. Og det vil være savnet af både københavnere og ikke-københavnere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København 850 år: Kampen om Tivoli

På lørdag d. 2. september kan København fejre sin 850 års-fødselsdag. På Danmarksbloggen fejrer vi det med hele ugen at bringe fem oplæg om steder i København, som betyder meget for både københavnere og ikke-københavnere. For København er ligeså vibrerende og levende som altid, så der kæmpes stadig om hovedstaden og dens perler.

Siden Tivoli åbnede i 1843, har Den Gamle Have været et yndet udflugtsmål for københavnerne – og noget som også mange andre forbinder med en tur til København, og det er da også dejligt at gå i Tivoli en sommeraften, eller når julelysene tændes, eller den hyggelige uhygge spreder sig til Halloween.

Der er så også sket meget i Tivoli indenfor det sidste årti. Undertegnede lyder nok som en gammel abonnine, når jeg siger, at det desværre er blevet til det markant værre. Men det er sandt. For går man blot 10-12 år tilbage i tiden, så kunne man en hvilken som helst dag i ugen gå i Tivoli og opleve i bunker af GRATIS kultur og musik fra middagstid og til sen aften.

En typisk dag i begyndelsen af årtusindet så nemlig sådan ud: Cirka tre gange hver dag startende lige over middag kunne man se børneteater – som regel et af H. C. Andersens Eventyr – nede i Valmueteatret, der lå til højre, når man kom ind fra hovedindgangen. Senere på dagen kunne man så gå hen til den muslingeformede Pavillon og høre Promenadeorkesteret, der typisk spillede 3-4 gange hver eneste eftermiddag – og altid noget af den musik, som H. C. Lumbye komponerede specifikt til Tivoli. Så var der Pantomimen, som optrådte med forestillinger to gange om dagen på det fredede Påfugleteater – og vel at mærke til levende musik spillet af Promenadeorkesteret. Og endelig kunne man så slutte dagen af ovre hos Big Bandet, som også spillede et par gange eller tre hver aften.

I dag byder Tivoli på Rasmus Klump og Pantomime – men nu kun til dåsemusik og ikke til den levende musik, der var en fantastisk del af oplevelsen ved at sidde på de grønne bænke foran Påfugleteatret og se på Pjerrots løjer og Harlekin og Columbines kærlighedskamp.

Det er med andre ord gået den gale vej for kulturen og musikken i Tivoli, som sammen med blomsterne er det eneste, der adskiller Den Gamle Have fra alle mulige andre forlystelsesparker.

Der er simpelthen for meget forretning og bundlinie i foretagendet nu. Og så hjalp det heller ikke på kultur- og musikbudgettet, da Tivoli-direktør Lars Liebst for 11 år siden fik den gamle balletdanser Peter Bo Bendixen ansat i en helt ny stilling som balletchef for den nye Tivoli-ballet og balletskole, hvis fornemste opgave tilsyneladende er at opføre Nøddeknækkeren ved juletid i Tivolis koncertsal – og her naturligvis kun for dem, der har købt en (dyr) billet.

Balletten blev skabt i 2012 – efter man havde nedlagt Valmueteatret og beskåret Promenadeorkestret og Big Bandet ganske voldsomt. De to sidste blev så endelig nedlagt i 2015.

Så ja, tanken om at Valmueteatret, Promenadeorkesteret og Big Bandet blev ofret på ballettens alter ligger ligefor, også selvom det virker helt skørt at ofre to unikke orkestre og et ligeså unikt børneteater for at lave endnu en balletskole i København, som i forvejen har Den Kgl. Ballet, der er en af verdens bedste – og som Tivoli-balletten ikke er i nærheden af at matche overhovedet. For hvor de to orkestre og børneteatret var med til at skabe den specielle Tivoli-ånd, så virker Tivoli-balletten i bedste fald velmenende …

Men ja, der er stadig Fredagsrock og også andre koncerter i løbet af sæsonen, men i forhold til tidligere er det mindre end lidt, og langt det meste i dag koster også penge. Der er nemlig ikke meget, der er gratis i Liebsts og Bendixens Tivoli.

Danmarksbloggen drømmer derfor også om, at der kommer en anden ledelse.

For nok er Tivoli en forretning, så der skal tjenes penge. Men måske – bare måske – ville man tjene flere penge på at tilbyde et stort, varieret og gratis kultur- og musikprogram. For så ville Den Gamle Have igen være det helt specielle sted med den helt særlige Tivoli-ånd, som begejstrede en hel verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Copenhagen Pride

Så er det Pride-tid igen i København. Mangfoldighed og regnbuer. Et af årets absolutte højdepunkter, hvor byen får farver og liv.

Desværre sker det også på en mørk baggrund, når man ser på, hvad der sker i verden – og i Danmark.

For både herhjemme – og i lande som Tyrkiet, Rusland og mange andre steder forfølges mennesker stadig, bare fordi de elsker en af samme køn som dem selv, er transseksuelle eller på anden måde ikke kan presses ind i de meget snævre bokse, som små og angste mennesker gerne så, at verden bestod af.

For uvidenheden florerer og sammen med netop angsten og selvtilstrækkeligheden danner det en virus, som skal stoppes – med kærlighed vel at mærke.

For verden er mangfoldig – og menneskene er mangfoldige – og hurra for det.

Så gå ud i Københavns gader, hvad enten du er gammel eller ung, tyk eller tynd, homo eller hetero … gå ud og fejr mangfoldigheden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Minefeltet ved Kgs. Nytorv er under angreb

H.C. Andersen har været dér. Det samme har Kierkegaard og Holberg – og Kim Larsen, Jens August Schade og mange andre af de danske kultur- og skønånder, der gennem snart tre århundreder har beriget os og den danske kultur.

Men nu er jagten på ussel mammon gået ind, og dén jagt er tilsyneladende ligeglad med, at den på sin vej ødelægger en vigtig del af København – og af Danmark.

Vi taler om Minefeltet ved Kgs. Nytorv – som består af de tre historiske udskænkningssteder Hviids Vinstue, Skindbuksen og den noget yngre Kongens Bar – og som pt. er under angreb.

Et ejendomsselskab har nemlig prøvet at opkøbe og opsige disse legendariske værtshuse. Først med kontante tilbud, men da det ikke lykkedes ved at benytte diverse chikaner og klagemuligheder overfor offentlige myndigheder. Samt ved at forøve selvtægt i forhold til de enkelte restauranters ejendom – fx har man kappet en ølslange over til Hviids Vinstue.

En meget vigtig del af den kulturhistoriske arv i hovedstaden er altså truet. Heldigvis har en gruppe engagerede københavnere sat sig for at stoppe dette galimatias.

I overmorgen – onsdag d. 16. august kl. 16 – er der kaldt til folkemøde foran de tre værtshuse i Lille Kongensgade.

Se mere her: https://www.facebook.com/events/353323211756863/?acontext=%7B%22ref%22%3A%2225%22%2C%22sid_reminder%22%3A%226454042160757936621%22%2C%22action_history%22%3A%22null%22%7D

Og endnu bedre: MØD OP og hjælp med at redde disse historiske udskænkningssteder, som mere end nogen andre definerer ikke kun København og københavnerne, men også det at være dansk, da de tre steder alle dage har været og stadig er mødesteder for mennesker fra hele landet og fra alle samfundslag: Hviids Vinstue, Skindbuksen og Kongens Bar.

Ældst er Hviids Vinstue, der har eksisteret siden 1723, og som sandsynligvis er landets ældste værtshus. Hviids Vinstue er især kendt for sit gode øl, mange øl og vinmærker – og gløggen ved juletid, som smager både stærkt og godt, og som undertegnede fra sin studietid i 1990´erne husker som en kær og fast tradition at drikke nogle glas af lillejuleaften, inden turen gik hjem til mor og far og en juletid ude i provinsen – langt væk fra de kære steder ved Kgs. Nytorv.

Skindbuksen har eksisteret siden 1728 og hed oprindelig Nr. 4, fordi det var husnumret – men da droskekuskene, som især brugte den dengang, havde overtræksbukser af skind, blev den i folkemunde kaldt Skindbuksen. I 1930 blev det så også det officielle navn.

Kongens Bar er noget yngre, men mindst ligeså hyggelig som dens to ældre søskende. Undertegnede har da også særdeles gode minder derfra, men som man siger det om både Paris og Las Vegas: Hvad der sker på Kongens Bar, bliver på Kongens Bar.

Læs mere om de historiske steder og kampen for at bevare dem her: https://www.facebook.com/groups/1086910964776824/permalink/1126614620806458/

For det er en kamp, der er værd at kæmpe – og ligesom at tyskerne og Schalburgtagen ikke fik bugt med Hviids Vinstue under besættelsen, så skal kortsigtede økonomiske gevinster til en meget snæver personkreds heller ikke få bugt med de manges glæde ved et stykke særdeles kostbart dansk kulturhistorie ved Kgs. Nytorv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Årets Bellman-dag er søndag d. 13. august

På søndag d. 13. august er det årets Bellman-dag i Danmark, hvor skaberen af den nordiske visetraditionen Carl Michael Bellman behørigt skal fejres på Sophienholm i Lyngby med en stor koncert – og det er GANSKE GRATIS at deltage.

Men hvem var denne Bellman, som lige siden han levede i slutningen af 1700-tallet, har inspireret kunstnere og musikere i en grad, så han er Nordens ukronede visekonge?

Navnet var som sagt Carl Michael Bellman, og han blev født i Stockholm, hvor han også levede og døde, kun 55 år gammel i 1795.

Hele livet igennem sloges Bellman med det økonomiske, som aldrig blev hans spidskompetance, selvom han oprindeligt blev uddannet i en bank og nød godt af kongens gunst. Han optrådte således ofte ved det svenske hof.

Men Bellmans virke og hjertebarn var digtningen og musikken. Og nok startede han ud med meget moralske og religiøse digte, men de blev hurtigt erstattet af de viser om livet på samfundets bund, som vi stadig synger i dag, og som i centrum har urmageren Jean Fredman, der ligesom visernes andre faste figurer Ulla Wiinblad, Movitz, Fader Berg m.fl virkelig har levet og gået rundt i Gamla Stans små stræder og gyder – og ikke mindst besøgt de mange kroer, som der var dengang.

Livet i Stockholm i 1700-tallet var nemlig hårdt og kort, og for at klare det skulle der store mængder alkohol til, hvad Bellman så og skrev viser om. Han lader derfor også sin hovedfigur Fredman, der oprindelig var kongens urmager, men som helt bogstaveligt døde i rendestenen, hylde vinguden Bacchus – og det i en grad, så Fredman i Bellmans digtning bliver både ridder og helgen i den fine Bacchi-orden, som også har Venus/Freja og Charon som sine guder.

For livet handler iflg. Bellman om kærlighed og beruselse, inden døden kommer. Drik ud, min ven, se døden på dig venter, som et af de mest berømte citater lyder.

Bellmans viser handler derfor også kun på overfladen om det hårde og drukfældige liv på samfundets bund i den svenske hovedstad, for samtidig er de så uendelig poetiske og smukke i deres beskrivelser af de til alle tider fællesmenneskelige vilkår som liv, kærlighed, erotik og død, at viserne mere end bare holder til tidens tand.

Viserne har også lige siden Bellman skrev dem inspireret andre kunstnere og musikere – og gør det stadig.

De mest kendte viser er dem, der er samlet i henholdsvis ”Fredmans Epistler” og ”Fredmans Sange” – to værker, der er uden fortilfælde og uden sidestykke i nordisk digtning, ja i hele verden. Det bliver simpelthen ikke bedre end Bellman. Hans værker er Bibelen, grundbogen for alt, der har med viser at gøre.

Så pak madkurven og kom ud i det grønne på Sophienholm ved Lyngby på søndag d. 13. august kl. 14 og hør Bellman-viser – og syng selv med. Det er ganske gratis. Men kig lige på Bellman-selskabets hjemmeside ved 9-tiden www.bellman.dk – for i tilfælde af regn så flyttes koncerten til Store Kapel på Gyrite Lemchesvej i Kongens Lyngby.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Søren elsker Katinka

Kan man synge forårssange i høstmåneden august – og stadig få elskovsroserne til at blomstre? Svaret er ja, når det drejer sig om Teatret OPtimis´ cabaret ”Søren elsker Katinka”, hvor d´herrer Allan Høier og Allan Thorsgaard synger og spiller, så Sigfred Pedersen må fornøje sig i sin himmel – måske endda med en lille én til halsen, hvis det ellers er til at få deroppe.

Det kan man håbe, også fordi at både på scenen og blandt publikum kunne vi HELT i den gode digters ånd nyde et dejligt glas, mens vi hørte om Sigfred Pedersens liv fra han sad på loftet i barndomshjemmet på Fyn over de festlige og fattige ungdomsår i København og senere i livet, hvor han var blevet dansk nationaleje og boede mange steder på Sjælland med sine to hustruer og i alt fire børn, inden han endte sine dage alt for ung, kun 64 år gammel, i huset i Snekkersten lige ved Øresund.

Men i de lidt mere end seks årtier, hvor han fik lov til at opleve naturen og våren – og kærligheden, gav han os viser, som stadig lever – og som hos Teatret OPtimis får en glød, som var de skrevet i går. Det kunne de også sagtens have været, for i deres beskrivelser af tilværelsen og livets gang er Sigfred Pedersens tekster langtidsholdbare og blandt de absolut bedste i den danske viseskat.

Sigfred Pedersen bliver ofte sammenlignet med skaberen af nordisk visekunst, svenskeren Carl Michael Bellman, og de har unægtelig meget tilfælles i deres fascination af livet, kærligheden, naturen, erotikken og livet på byens små beværtninger, som de begge frekventerede ganske hyppigt.

Men der er også 150 år mellem de to digtere og deres virker – og hvor Bellman havde en fast hovedfigur i sin digtnings hovedværker, nemlig urmageren Fredman, og hele livet igennem manglede penge og vel egentlig først for alvor blev anerkendt efter sin død, selvom han i levende live nød både popularitet og kongens gunst, så oplevede Sigfred Pedersen den lykke som det er for en digter at blive anerkendt – og få al den opmærksomhed, som han fortjente for sine viser, hvis fælles figur var livet i Danmark.

I dag, i 2017, er vi så dér at trods et Sigfred Pedersen Museum i Humlemagasinet i fødebyen Harndrup og diverse optrædener fra mange gode sider, så er opgaven at sørge for, at hans tekster hverken glemmes – eller gemmes hen, men sikres for kommende generationer. Så det er bedre end godt, at Teatret OPtimis kaster sig over hans viser og at de tør fortolke dem, både klassisk og med nytænkning og finesse.

For unge mennesker forelsker sig stadig, og vi andre får stadig sølvstænk i vores gyldne hår – eller hvad farve det oprindeligt havde, dengang vi forelskede os en skøn forårsdag nede i Sigfred Pedersens elskede Nyhavn, mens solen skinnede om kap med lykken.

Netop melodien og dele af teksten til den sidst nævnte vise ”Sølvstænk i dit gyldne hår” blev i øvrigt brugt til lejlighedssangen til Varnæs-parrets sølvbryllup i Matadors afskeds-scene, så Sigfred Pedersen er også med i Danmarks store tv-serie, hvad man måske ikke tænker over, når man ser afsnit 24.

Men tilbage til nutiden og Teatret OPtimis´ cabaret ”Søren elsker Katinka”, som Danmarksbloggen så på Metronomen på Frederiksberg, hvor der var fuldt hus til en forestilling, der varer to gange tre kvarter, og som indeholder en bred vifte af både kendte og måske lidt mindre kendte viser, der alle fremføres med en eminent dygtighed.

Allan Høier kan både fortælle levende samt synge klart og stærkt, og Allan Thorsgaards spil lyder præcis så let og legende, at man ved, at der ligger i timevis af hårdt arbejde bagved. De to er med andre ord så sammenspillede og så dygtige, at der på deres tørresnor ikke kun hænger en stor viden om Sigfred Pedersen og hans viser, men også en indføling med og en forståelse af digteren og hans virke, som man skal tilbage til en Erik Paaske for at finde magen til. Ja, arven helt tilbage til Hans Kurt kunne anes.

Mest indtryk og endda så meget at en lille tåre pressede sig på, gjorde ordene fra ”Skærslipperens morgensang”: ”Men jeg er digter, og jeg må drømme, for jeg er ét med den lyse nat”. For det var jo netop dét, som Sigfred Pedersen gjorde, og dét som vi gjorde, alle os der sad ude i Metronomen og blev så stille, da netop denne vise blev sunget og spillet med en følsom inderlighed, der blev siddende i kroppen hele vejen hjem gennem et sommerklædt København.

Danmarksbloggen giver Teatret OPtimis´cabaret ”Søren elsker Katinka” fem ud af seks gule sol-unger, som dem der synges om i Sigfried Pedersens meget elskede vise ”Nu går våren gennem Nyhavn”, som vi selvfølgelig også fik – endda i en smældende version. For våren stryger i dén grad gennem hele forestillingen – og måske allermest til sidst. Mere skal ikke røbes her. Gå selv ind og se og lyt – og syng med.

Danmarksbloggen garanterer, at De bliver i et forrygende Forårshumør.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk