Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Mortensaften: Ænder og en soldat, som blev katolsk biskop

Udgivet den af
Svar

Det er i grunden en mærkelig tradition: At æde and d. 10. november, fordi en katolsk præst ved navn Martin i 300-tallet ikke ville være biskop, men gemte sig hos en flok gæs, der så snadrede og larmede så meget, at han alligevel blev afsløret, og måtte tage bispestaven i hånden – dér langt nede i den sydfranske by Tours.

Senere blev han så også helgenkåret under navnet Skt. Martin – eller Skt. Morten.

For i Danmark blev Martin til Morten, gæssene blev til ænder – og vi er for længst blevet protestanter, og fejrer derfor ikke katolske helgener – med Santa Lucia som en markant undtagelse.

Så det giver nærmest nul mening med Mortensaften og and, medmindre måske at man ihukommer, at det var den tid på året, hvor man for mere end 100 år siden typisk slagtede både gæs og ænder – og altså kunne spise fuglene friske fremfor som senere på vinteren saltede eller tørrede.

Så jo, det husker vi – og det spiser vi. Og som altid så bliver det hele bare sjovere med en god historie, mens man sætter tænderne i andesteg, sovs og kartofler.

Der er så også en anden historie om Martin af Tours, altså Mortens-bispen. Nemlig at han oprindelig var en dygtig og meget krigerisk soldat, der én dag mødte Jesus i form af en tigger, og at det møde totalt ændrede hans liv, så soldaten Martin lagde våbnene fra sig for i stedet ydmygt som først missionæren og siden præsten at rejse ud i verden og udbrede evangeliet.

Sandhedsværdien i dén historie er nok lige så lille, som i den med at gemme sig hos gæssene. Men forvandlingskraften i historien passer godt sammen med det behov for fortællinger om helgener og at udbrede evangeliet, som kendetegnede kristendommen fra da den blev romersk statsreligion og til den var etableret i hele Europa.

Så Mortensaften handler altså om mission – men i vor tid nok mest på de indre planer. Ikke som i Indre Mission, men som i en mission om velsmag ved bordet og i munden.

God Mortensaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Det nye år”

Udgivet den af
Svar

Nytårsaften er som en juleaften no. 2 – bare med vennerne i stedet for familien. Men stadig en aften, der danser omkring gentagelsen. Same procedure as last year, same procedure as every year, som det siges i tv-sketchen ”90-årsfødselsdagen”, som alle kender, men ingen længere ser – og som det citeres i Paprika Steens tredje film om fællesskab og relationer, der har premiere i dag.

Filmen hedder “Det nye år”, og vi følger en flok venner nytårsaften 2024-25. At det lige er dét nytår ved man, fordi man i filmen hører Kong Frederik d. 10. holde nytårstale – og han har i skrivende stund kun én gang sagt ”Gud bevare Danmark” på skærmen.

Filmen starter nemlig – som enhver nytårsaften i Danmark – med skærm og champagne i hånden, eller nej, her til monarkens nytårstale drikkes Crémant, som den rige og dominante, stil- og vinbeviste Jens, spillet mesterligt af Anders W. Berthelsen, gør opmærksom på det.

For champagnen skal vente til klokken 12. Sådan har man altid gjort det i dén vennegruppe, og traditionerne skal man værne om iflg. samme Jens, der dog bliver udfordret på netop den del.

Festen holdes nemlig – som altid – hos enken Nomi, spillet af svenske Tuva Novotny, som har fået en ny kæreste Finn. Han gestaltes af en suveræn Lars Brygmann, der excellerer i portrættet af en bedrevidende mandebaby, der ankommer EFTER nytårstalen med et kæmpe kransekagehorn – og straks udfordrer Jens´ rolle som leder af flokken, som var de to hanløver, der sloges om byttet. Det gør de så også. Bare en død nytårstorsk på et køkkenbord og ikke en antilope på sletten.

Flokkens tredje mand Kris spilles af Christian Tafdrup, og det gør han overlegent godt – og hvor er det forfriskende at se Tafdrup være en følsom gut, der kommer med filmens mest indsigtsfulde kommentar, da han om traditioner, og hvorfor man følger dem, siger: Det er bare en tradition. Der er ikke så meget at forstå.

Men når indholdet forsvinder, hvorfor så fortsætte med at gøre handlingen, kan man rationelt spørge. Hvorfor beholde ritualet, når det ikke giver noget mere? Men det gør mennesker, indtil alt bryder sammen. Måske fordi traditioner også handler om identitet, om at holde fast i det, man var – eller stadig håber, man kan blive.

Så det er for de fleste svært at acceptere, at 1) Traditioner kun er holdbare, så længe de holder os oppe og i gang, og 2) At det er klogt at stikke af fra dem og finde sig selv på ny. Skabe noget andet, som de to unge – Caroline og Vincent – gør det. De spilles overbevisende af Nikoline Juul Rohold og Daniel Andreas Ørum-Hansen.

Stor overbevisning og kraft er der også hos Birgitte Hjort Sørensen, som spiller den flirtende og overskudsagtige Charlotte, der er gift med Jens, men som bag den glitrende facade gemmer på både hemmeligheder og frustration. Dét gør hun med lige dele stil og smerte.

Det samme gør Vincents mor, den følsomme og konfliktsky Nomi, der som sagt spilles af svenske Tuva Novotny, og som for år tilbage mistede sin mand, Jens bedste ven Martin, og som i en meget gribende scene fik mig til at tænke på hendes landsmand, den store filmskaber Ingmar Bergman.

For det var oppe på de skyhøje nagler, at både Novotny, manusset og scenen var i den gribende monolog, hvor hun river alle illusioner væk, og fortæller vennerne sandheden om Martin, deres liv sammen – og nævner fraværet af vennerne i de mange hverdage, hvor livet gælder på rigtigt.

Hvad sandheden om Martin er, og hvilke andre hemmeligheder, længsler og ønsker, som kommer frem dén nytårsaften, skal ikke røbes her. Dog skal siges, at ikke alt bliver der slået en sløjfe på. Men sådan er livet og nytåret. Vi kan sagens lave fortsætter, beslutte os til at blive bedre i det nye år. Men vi er dem, vi er – og tingene fortsætter i reglen deres skæve gang.

Dvs: Indimellem kan vi måske skyde en nytårsraket afsted, der brænder de gamle strukturer, undskyld et juletræ ned, så vi får modet til at se os selv udefra – især hvis vi hjælpes på vej af en god fe. Eller er det måske en nytårsengel som den kulturelle og venlige Karen Margrethe – spillet så eminent af Solbjørg Højfeldt, at man ville ønske, hun havde fået meget mere spilletid.

For engle kan man møde alle steder – også ovre på den anden side af gaden, hvis man tør gå sig selv og sin vej i møde i stedet for at drukne sorg og smerte i fest og farver på det nærmeste gadehjørne. Her kan der så ske det, at man endelig kan smide den gamle kasket, og få sig en ny nytårshat, som kan være første skridt ud af en stilstand, der har varet alt for længe.

Men som sagt: Ikke alt kan løses eller forløses en nytårsaften. Vi er dem, vi er – og noget trækker vi med ind i det nye år – og det er ok. Vi skal heller ikke andet end at gå med, være i det – og huske at holde om hinanden undervejs. Ja, måske endda hoppe ind i det hele med hinanden i hænderne, som det så smukt illustreres i den både morsomme og gribende film “Det nye år”.

Som ærkekøbenhavner kan jeg også notere, at billederne af et nytårsramt København er spot on. For de fanger 1:1 ikke kun synet og lyden, men også håbet, drømmen og den stille desperation over ens tilværelse, som altid er ens gæster nytårsaften, uanset hvor man er – og med hvem.

Danmarksbloggen giver derfor ”Det nye år” 5 ud af 6 seks bordbomber, og istemmer et tidligt Velkommen nytår og velkommen her. Det er en forrygende og nådesløst afslørende film, som samtidig har et forsonende skær af ømhed over sig. En opfordring til forståelse omkring, at vi allesammen bare prøver at gøre vores bedste, ikke kun nytårsaften, men 365 dage om året.

Paprika Steen har nemlig et tolerance-og-forståelses-ærinde med sine fællesskabs- og relationsfilm, og det er der vældig meget brug for i Danmark her i 2025 – og nok også i 2026.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Human Race”

Udgivet den af
Svar

På torsdag d. 30. oktober er der premiere på filmen ”Human Race”. En nærmest tredobbelt titel, da den hentyder til både menneskehedens dna og dets udvikling, kampen om at få Nobelprisen for kortlægningen af de menneskelige genomer – og så filmens hovedperson, den danske videnskabsmand Eske Willerslevs forhold til sig selv, sin familie og sin karriere.

Et centralt tema i filmen er Eske Willerslevs – og hans forskningsgruppes – arbejde med at få fat på skeletter, kranier, tænder og andre rester fra 5.000 forhistoriske mennesker, så der kunne udtrækkes dna fra disse, og bruge til kortlægningen af og danne et bibliotek over menneskehedens dna.

Det var ingen nem opgave, både fordi der er en vis etik omkring, hvordan man håndterer menneskelige rester – og fordi man kan ødelægge samme rester i processen med at skaffe dna derfra. Samt at der altid vil være huller i den dna, som man udtrækker fra dødt væv.

Men det lykkedes – og Eske Willerslev har fået et væld af priser for sit arbejde, dog ikke den fineste af dem alle. Nemlig Nobelprisen, som i stedet gik til den ene af hans to konkurrenter – den svenske Svante Pääbo, som modtog den til Festernes Fest i Stockholm i 2022.

Det var et hårdt slag for Eske Willerslev. Men han giver ikke op – og har faktisk allerede et nyt projekt på bedding, som handler om hele 30.000 prøver fra forhistoriske økosystemer.

Og så er vi tilbage ved Eske Willerslevs psykologi og baggrund. For Eske – og tvillingebroderen Rane, der er direktør på Nationalmuseet i Danmark – omtaler i filmen sig selv om kopier af hinanden. De deler også genetik og miljø, som udover en mor, der i filmen forklarer såvel fortid som nutid, var en opvækst med en far, som var fraværende, men som forventede meget af sine sønner.

Den nu afdøde far lærte dem derfor at konkurrere, være en vinder. En strategi, som er lykkes – men ikke uden en personlig pris, som vi også ser det i filmen. Eske er fx på et tidspunkt de-facto-alene-far med sine to børn på et ellers højprofileret arbejdsophold i Cambridge, hvor han konkluderer, at han for første gang oplever, hvad det vil sige at skulle hente kl. 15 fremfor at kunne arbejde igennem.

De to sønner vil så gerne have en dna-test, så de kan se, hvor de kommer fra. For nok er deres mor, Eskes hustru, fra Korea og deres far fra Danmark, men de vil gerne vide mere. Dertil svarer Eske så (forståelsescitat): Hvorfor vil I vide det? I kan selv bestemme jer, hvad I vil være. I skal nemlig ikke lade jeres gener definere jer, som så mange gør det i denne tid, hvor man kan få dna-tester via postordre.

Det er en interessant melding fra en mand, som ellers bekender sig til genetikken, men som på mange måder netop er et produkt af det miljø, som han voksede op i.

Filmen ”Human Race” holder sig så på ægte videnskabelig vis fra at komme med letkøbte konklusioner, men stiller i stedet spørgsmålene, så man som seer selv kan tænke videre.

”Human Race” er dermed også en film i naturvidenskabens ånd, men også en moderne film, fordi den 1) indeholder en personlig beretning om en mand, der er drevet af ønsket om at skabe viden og få anerkendelse, 2) opstiller en masse etiske og moralske problemstillinger, og 3) formidler en forskning, som kan få store konsekvenser.

For ikke nok med at forskere nu kan gå ombord i det store dna-bibliotek, som Willerslev og hans gruppe lavede, og dér finde svarene på mange spørgsmål om vores fysiske og psykiske helbred. Og ikke nok med at det lykkedes Eske Willerslev og hans gruppe at bevise, at psykiske lidelser også var til stede hos stenalderens mennesker.

Men allermest spændende var måske det, som professor Thomas Werge sagde. Nemlig at det er med autisme, ADHD, bipolaritet, depression, skizofreni og andre forhold, som kaldes lidelser, som det er med højde. Vi har det allesammen. Spørgsmål er bare, hvor meget af det, som vi har – og om det skaber problemer for os eller ej. Om det gavner eller skader os?!

Eske Willerslev var også inde på, at vi måske griber det helt forkert an, når vi prøver at få alle individer til at tilpasse sig den samme model, og at vi i virkeligheden skulle leve i et samfund med plads til alle, så vi kan blive en del af den gruppe, det miljø, som passer til os.

Det er en tanke, som kan skabe en ny virkelighed, og som måske – i min optik – vil kunne betyde, at den udbredte diagnosticering i samfundet ikke længere giver mening. Men at vi i stedet for massiv sygeliggørelse med solsikkesnore og psykologhjælp skal skabe et samfund med mere plads til at være forskellige på den ene side, men også med færre muligheder for særbehandling på den anden.

For vi kan ikke undvære det skæve, det som er anderledes end nutidens meget smalle normalitet. Som professor Thomas Werge sagde det, så vil det formentlig være en dårlig ide, hvis vi kunne – og også fjernede – generne for flere såkaldt psykiske lidelser. For uden autisme, ingen intelligens, og uden skizofreni, ingen kreativitet, og havde vi ikke i det hele taget forskellige mentale forstyrrelser, så ville vi sandsynligvis ikke kunne genkende hinanden som mennesker.

Ja, Eske Willerslevs dna-bibliotek viste faktisk, at vikingerne var mere skizofrene end nutidsmennesket, og at det måske var derfor, at de var så succesrige, i hvert fald dem som boede i Danmark, på Åland og Öland. Resten af Norden var vikingetidens rådne banan, var meldingen fra Eske Willerslev, der vanen tro ikke er bange for at stille sig i hverken klaskehøjde, eller iføre sig diverse outfits på pressefotos og bogforsider, når han skal have sit budskab ud.  

Således også i ”Human Race”, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks kranier som dem, man kan udtrække dna fra. Det er en spændende, tankevækkende og forhåbentlig også debatskabende film om et for menneskeheden evigt relevant emne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”IBIS”

Udgivet den af
Svar

I går aftes var der urpremiere på Teatret ved Sorte Hest. På plakaten var Maria Vinterbergs dramatisering af Anders Abildgaards langdigt ”IBIS”, som er en forestilling, hvis lige man skal lede længe efter, og som også udløste lange og velfortjente klapsalver.

Eder og forbandelser sprutter og flyr fra en indigneret og splittergal personage i Nicolas Bros skikkelse i næsten halvanden time.

De fleste af personagens udmeldinger er fokuserede på døden, vel at mærke i aftapningen fantasifulde, ydmygende og udpenslede måder at blive slå ihjel på – gerne med maksimal lidelse og nedrighed til den person, som han hader så meget, at døden ikke kun skal være smertefuld, men gentages igen og igen – og også inkludere ALLE venner og HELE familien.

Det er brutalt, grotesk – og ganske menneskeligt.

For følelsen af vrede, ønsket om hævn og behovet for at forbande er lige så gammelt som menneskeheden – og som inspirationen, som kommer fra den forviste romerske digters Ovids ”IBIS” skrevet få år efter Kristi fødsel, som faktisk igen var en inspiration af den første ”IBIS”, skrevet af den græske digter Kallimachos 200 år tidligere.

Der går altså en lige linie fra Alexandria i Egypten og Kallimachos´s forsvundne originale digt over Sortehavet og Ovids version til Danmark og Anders Abildgaard – og så Nicolas Bro, som giver sidstnævntes ord krop, stemme og liv.

Meget liv, intenst liv, liv som flyder ud fra scenen, og rammer lige dér, hvor det gør så ondt, og er så horribelt, at man må le for at kunne være i det – også fordi det serveres med Nicolas Bros eminente timing for både det komiske og det tragiske, det mørke og det menneskelige.

Men hvem er det, som Bros personage ønsker sådan en forfærdelig død over? Og hvorfor? Er det verden i al almindelighed? Er det os i publikum, altså de andre? Er det personagen selv, som Nicolas Bro gestalter med en ægthed og fylde, så det er tydeligt, at Bro trækker på alt fra nutidens små sensationer til vores civilisations dybeste rødder.

Måske det hele?! For måske er personagen os alle sammen, hver af os lukket inde i det psykotiske, klaustrofobiske, småblomstrede scenerum, der er som et visuelt skræmmende billede på vores sind og forestillingsverden – og hjem. Her vi føler os trygge, så vores galde og vrede kan flyde frit som sort slam, der aldrig ser det lys, som vi altid savner, men ikke magter at blive ramt af.

For vi kan bedre leve i skyggerne. Og skal vi ud, ja, så må vi iføre os dyreham – hvad enten det er en ulv, en ræv eller en bjørn, når vi bevæger os ud i den menneskelige ande- og hønsegård. Derude, hvor vi enten er den jagende – eller den jagede.

Og nok skal vi alle dø, det ved vi. Men det føles bare bedst, når det sker høj på protein og med kødtrevler i mundvigen, fremfor flået i stumper og stykker, og med blodet tapløbende og sårene vidtåbne, fordi man endte i tænderne på et rovdyr.

Alligevel – eller måske netop derfor – må vi afsky vores handlinger og hade os selv – og i vor tid kan vi ikke engang som i den gode, gamle antikkens tid anråbe guderne om hjælp, er meldingen fra treenigheden Anders Abildgaard, Maria Vinterberg og Nicolas Bro. Vi er overladt til os selv – og det ender hver gang nede i det sorte vand, uden lys og uden luft.

Således ikke opmuntret, men dels bekræftet i at livet er en stor pose lort, and when you die, og dels imponeret over, hvor mange historier Nicolas Bro fortæller bare med sin blotte tilstedeværelse, forlod jeg Teatret ved Sorte Hest.

Danmarksbloggen giver ”IBIS” fem ud af seks bjørnekostumer. Det er et vildt stykke, som flår og flænser beskueren rundt i en mareridtsagtig dance macabre ført an af manden på scenen, den i hver bevægelse, hvert sekund 100% nærværende, intense og givende alt-hvad-han-har Nicolas Bro.

Teatret ved Sorte Hest har det med at vinde Reumerter – og nu skal intet jinkes her. Men Maria Vinterbergs og Nicolas Bros ”IBIS” er teater, der er brug for. For vi lever i en tid og en kulturverden, hvor der produceres stadig større mængder popsmart candyfloss, men skabes stadig mindre af de mentale rodfrugter, poetiske urter og alt det andet, som sjæl og sind behøver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”CORNELIS”

Udgivet den af
Svar

Man er tre i et ægteskab, sagde Dronning Margrethe d. 2 engang. Dig, mig og os.

Det gælder også i det musikalske og kunstneriske ægteskab, som d´herrer Allan Høier og Allan Thorsgaard har haft kørende gennem flere årtier, og som nys har resulteret i cabaret-portrættet ”Cornelis” om troubadouren Cornelis Vresswijk og hans brogede liv i først Holland, men siden også i Sverige og i Danmark.

Premieren på ”Cornelis” var i går aftes, hvor vi var en fuld Metronomen på Frederiksberg, som begejstret hørte og så Høier og Thorsgaard folde sig ud, som man kun kan det, når man er så sammenspillede, at man kan genkende hver en nuance i den andens ansigt, stemme og tone. Så man hele tiden er i sync med hinanden. Sammenspillede, ja, men ikke sammenspiste.

For opmærksomheden og dialogen er hele tiden rettet ud mod os i publikum, men også længere endnu, mod den kulturpersonlighed, der gestaltes – altid med lige dele respekt og frihed til at være den særegne blanding af fortælling i ord, toner og humor, som er Teatret OPtimis´s dna. 

Her er det så historien om en visesanger, der tro mod både sine idealer og tilværelsen skrev om kærligheden, erotikken, de udsatte, de skæve eksistenser og det sansende liv – især flasken og de andre muligheder for nydelse og flugt, som stimulanser kan give et følsomt og genert menneske.

En mand, der ville så meget, men som ikke altid kom i mål med det. Det gør til gengæld Høier og Thorsgaard med imponerende sikkerhed. Ja, de bliver endda som en anden flaske vin med alderen stadig bedre i deres måde at bruge ikke kun ord og musik, men også bevægelser, lyde – og stilhed på.

Der synges også – som altid når landet hinsidan er involveret – på både svensk og dansk, og i ”Cornelis” endda på en ny måde i Vreeswijks gribende vise om de 18 svaner, hvis musik er skrevet af ABBA-legenderne Benny Andersson og Björn Ulvaeus.

Der startes på svensk, så kommer et mellemspil, en fortælling, og så slutter det igen med sang, nu på dansk. Det er eminent godt fundet på – og det fik mig til at indse, hvor meget vi i vores tid mangler den slags originale, kulturelle perler.

For vi lever i en rå og hård tid, og vi behøver kunsten mere end nogensinde. Behøver ordene og musikken og de billeder, som de danner. For det er balsam i et konflikt- og krigstræt sind.

Men ja, det kan virke paradoksalt, når historien om Cornelis Vreeswijk handler om vold, druk, narko og andre mørke sider af det ellers så besungne boheme-liv, som er en tilværelse, der er andet end kunstnerisk skabertrang, smuk poesi og sange, som kom ud af guitaren af sig selv, som en ung Cornelis skal have sagt det.

Alligevel er enhver fortid altid lettere at leve med end nutiden og fremtiden, og vi har i vor tid brug for at erfare, at det civiliserede stadig findes i verden. Så giv Dem selv lov til at opleve skønsang og skønspil i selskab med d´herrer Høier og Thorsgaard.

De får dermed også et par timer i selskab med manden, der ville være mere svensk end de svenske. Manden, som endte med at gå i to af de største svenskeres fodspor, nemlig visemageren Evert Taube, og så visefaderen selv Carl Michael Bellman, der har digtet om flaskens velsignelser som ingen andre.

I ”Cornelis” får vi således også en lille bid af Bellmans Fredmans Epistel no. 81: ”Märk hur vår skugga”: Torstig var hon och uttorstig är jag. Vi är torstiga alla. En passende gravskrift over Vreeswijk, men ikke over forestillingen ”Cornelis”.

For man er ikke tørstig efter små to timer i selskab med historien om denne kontrastfulde mand og hans sange som ”Felicia adjø”, ”Veronica”, ”Deirdres Samba”, ”Nogle går rundt i udtrådte sko” og ”Jeg havde engang en båd”. Man er opladet.

Det er musik, skuespil og fortællekunst, der går op i den højere enhed kaldet dannelse og kultur.

Danmarksbloggen giver Teatret Optimis ”Cornelis” seks ud seks af de guitarer, som var den hollandsk-svenske troubadours faste følgesvend, inden han som kun 50-årig døde, og blev begravet på Katarina Kyrkogård på Södermalm i det Stockholm, som i store dele af hans liv var hans hjem.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret, og Liselotte Justesen, der er scenografisk konsulent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Efterårseventyr aka inspiration til alverdens prinsesser m/k

Udgivet den af
Svar

Efterårstid er læsetid, drømmetid, eventyrtid.

Danmarksbloggen iler derfor her i efterårsferiens uge 42 med inspiration til de af alverdens prinsesser m/k, som er trætte af eventyrernes undertrykkende stereotyper.

Askepot: Lykkelige slutninger handler i virkelighedens verden om at sige farvel til såvel offerrolle som flinkeskole. Så: Kære Askepot, du skal stadig sige ja og smile sødt, når ham dansemusen aka prinsen sidder på knæ foran dig. Ham, som åbenbart kun kan kende dig, når han ser din fod med glasskoen på. Verdens største fod-fetichist ever, som du så lige må holde ud længe nok til at få en god ægteskabsaftale. Men efter brylluppet kan du skride med pengene. Efterlad evt et par af dine sko som et statement. Ps. Du skal nok ikke gå hjem til din stedmor og dine stedsøstre. Glem også dem – og gå den anden vej.

Snehvide: Hvorfor blive hos dværgene og gøre rent og lave mad? Kære Snehvide, tag noget af deres guld og diamanter og gå ud i verden og start for dig selv, så slipper du også for at møde en rigtig nekrofil klammert – og ja, også din stedmor, som åbenbart ikke giver op, når hun har et mål. Hende kunne du så lære noget af om bare at blive ved og ved og ved.

Tornerose: Nysgerrighed er en dyd. Det er sikkert og vist. Blot ærgerligt at skulle sove i 100 år, fordi man ville pille lidt ved en lille tap, øh ten. Men: Kære Tornerose, så er du omvendt frisk, når du vågner – og behøver ikke at nøjes med den første, som kysser dig – endda uden samtykke. Sig fuck til ham og dine nederen forældre og forlang et seriøst forskud på din arv, fx de 12 guldtallerkner der var skyld i balladen i første omgang, og så afsted med dig – ud i den virkelige verden. Der er så meget, som er sjovere end en ten, et tårn og en såkaldt prins, som kysser sovende kvinder. Det kan være, du render ind i den 13. fe – hun kan lære dig noget om ikke at finde sig i bullshit, men at stå ved sig selv.

Jasmin: En prins, som ikke engang er en prins, men en tyveknægt som elsker at gnide på sin p.., undskyld lampe! Han er skrald, kære Yasmin, og du er kongedatter – og skal give ham sådant et lods i røven, lige ud i basarens mørkeste hjørne med ham. Tag så tæppet og flyv verden rundt og se, hvor du vil bo og hvad du vil lave, så du ikke er afhængig af din rige, mellemøstlige familie.

Belle: Hvad vil en klog, intelligent, sjov og sød kvinde med en opfarende hidsigprop af en narcissist, ja med nogen narcissist. De er alle et monster det ene øjeblik og en charmerende prins det næste. Kære Belle, det er tid til at droppe normerne og forlade landsbyen – og tage din bogsamling og intellektuelle evner til storbyen og universitetet og få dig en god uddannelse. Så kan du leve tro mod dig selv til dine dages ende – og det er lykke.

Ariel: Igen møder vi en sjatpisser-prins, en mande-baby, som ikke kan klare sig uden en kvinde, der ofrer alt for ham. Kære Ariel, det er du alt for god til. Din stemme skal heller ikke gøres tavs og deponeres, men høres over hele verden. Så giv såvel prinsen som havheksen, som alle kongeriger både til lands og til vands en oprakt langemand, mens du svømmer afsted ud til ære og berømmelse. For du kan synge, så alle lytter. Så tag trygt på turné i alle de verdner, som venter dig og Tumble. For i den lille fisk har du en sand ven – og venner er det rigtige guld.

Rapunzel: Der er ingen grund til at blive hængende i et tårn. Så: Kære Rapunzel, klip roligt det hår af og kravl ned. Der er heller ingen grund til at vente på en forfængelig hårfetichist, som kommer til at give dig seriøst ondt i hovedet. Så ned på jorden med dig og ud i livet. Du kommer til at tjene formuer på dit hår, som kan noget, som intet andet hår i hele verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den sidste viking”

Udgivet den af
Svar

Når man siger Anders Thomas Jensen, siger man film med mening i, film med humor i – og film med Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen. Det gælder også dagens premierefilm ”Den sidste viking” om brødreparret Anker og Manfred/John, som på overfladen er meget forskellige, men som i virkeligheden har mere til fælles end alle – også dem selv – er bevidste om.

Den ene – Anker spillet af Nikolaj Lie Kaas – er umiddelbart en hårdkogt forbrydertype, der vender hjem efter 15 år i fængsel for at finde de 21 millioner, som han stjal, og overlod det til broderen – Manfred spillet af Mads Mikkelsen – at gemme.

Der er så bare den finte, at Manfred er det, som mange vil kalde ”ikke helt rigtig i hovedet”, og af en grund, som nok skal åbenbare sig i filmen, men ikke her, vil kaldes for John – samt at han som dreng troede, at han var en viking.

At Kaas og Mikkelsen spiller fuldkommen mesterligt, siger vel nærmest sig selv. Eller er det alligevel som om de – igen – overgår sig selv? Det er i hvert fald sjældent, at man ser Mads Mikkelsen i en rolle, hvor hans karakters svaghed er samme karakters styrke. Så er det mere almindeligt at se Nikolaj Lie Kaas som den hårde banan, der er mere end god nok indeni.

Men som sagt: De spiller fantastisk. Og det samme gør den perlerække af andre – ofte også velkendte skuespillere i en Anders Thomas Jensen film, som er med:

Bodil Jørgensen, der er brødreparrets søster, og som livet igennem har støttet dem begge, selvom hun ikke er med i brødreskabet – og som må så grueligt meget igennem. Sofie Gråbøl, der er en slags eksmodel og ny ejer af deres barndomshjem oppe i de svenske skove, og som endelig får givet en lige højre tilbage, selvom ingen lygter blinker, og Søren Pilmark ikke er med.

Det er til gengæld Nicolas Bro, som spiller den høflige og voldelige stjernepsykopat Flinke Flemming – og Søren Malling, som er Sofie Gråbøls vansirede mand med hang til rødvin, design og berømmelse. Lars Ranthe er også med. Men hvem han spiller, skal man se filmen for at finde ud af – ellers gives noget af plottet væk.

Vi møder også Lars Brygmann, der præsenterer sig som overlæge på Psykiatrisk – og så de to psykiatriske patienter, hvor den første er døv, så han siger ikke noget, men slår bare på trommer. Den anden derimod, som spilles af svenskeren Kardo Razzazi ikke kun siger en hel masse, men synger også – både ABBA og Beatles. For der er sandelig også musik med i filmen.

Lyder det forvirret, når filmen hedder ”Den sidste viking”, og handler om to brødre? Måske, men det giver alt sammen mening, når man ser filmen, der nok er sjov – især i starten og i glimt. Men hurtigt bliver fortællingen helt anderledes dyster og dyb, og fører os ned i et på alle måder blodigt og stadig tættere mørke, der trækker et spor af vold helt tilbage til den barndom og de traumer, som brødrene som alle os andre er rundet af – og som afgører vores liv meget mere, end vi kan lide at tænke på.

Det fortælles, så det fysisk knuger at se på, og lige når man tænker, at nu kan det ikke blive værre, mere fuld af afstumpethed og ondskab, ja, så bliver det alligevel mere mørkt, så vi til sidst er et sted så sort, så voldeligt, så nu-ender-verden, at man for længst har droppet troen på en forløsning, en happy end.

Om den så alligevel kommer, må man selv se filmen og finde ud af.

Danmarksbloggen anbefaler ”Den sidste viking”, og giver den seks ud af seks runer, som dem Manfred sætter – og som også spiller en stor rolle undervejs i filmen. Det er Anders Thomas Jensens mest eksistentielle film til dato – og det siger meget, når man ser på hans cv.

Men her bliver det skåret ud i runer og billeder – og sågar i et eventyr om en vikingehøvding og hans stamme, at nok er mennesker i bund og grund ens, selvom alle drømmer om at være unikke som et andet produkt-nr. i IKEA. Men at det også er ok. For vi er, som vi er – med hver vores virkelighedsopfattelse.

Det problematiske er, når vi med tvang vil gøre alle ens, så alle kan være lige smukke, lige raske, lige kloge. Men vi er også grimme, syge og dumme – og det er også ok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”CHESS”

Udgivet den af
Svar

Det kan virke som teater til tiden, når Det Ny Teater sætter ABBA-legenderne Benny Anderssons og Björn Ulveaus´s ”CHESS” op. For nok blev musicalen skabt i Den Kolde Krigs sidste årti – 1980´erne, men her i 2025 står vi igen i en farlig, konfliktfuld situation mellem Øst og Vest.

Så det føltes umiddelbart aktuelt at bænke sig i de røde plyssæder i går aftes til premieren på det, der viste sig at blive en strålende forestilling med stående ovationer, så snart Xenia Lach-Nielsen, der med stor gennemslagskraft spiller den oprindeligt ungarske Florence Vassy, til sidst havde sunget sin smertefulde, men også jublende sang til livet – den om at der ingen grænser er omkring hendes hjerte.

For nok er alt et spil, som Walter de Courcey, der fornemt gestaltes af Jon Lange, konkluderer. Men var der i grunden nogen vindere i lige dette spil? Næppe. Nogen tabte en kærlighed, andre et fremtidshåb eller en identitet. Ja, sågar livet måske, når først jerntæppet igen havde lukket sig bag Thomas Høj Falkenberg, der skuespilsmæssigt fint formidler sin karakters Anatoly Sergievskys sårbarhed og søgen efter ære – uanset prisen. Stemmemæssigt savnede jeg dog Stig Rossens råkraft, som løftede ”Anthem” op til netop en hymne.

Men alle spillede et spil – og alle havde en historie, også den attitude-irriterende Frederick Trumper, der især i 1. akt kunne minde om sin nutidige navnefælle. Men her skal man huske, at ”CHESS” blev skrevet længe før, at nogen havde fundet på MAGA-bevægelsen. Så navneligheden mellem den fiktive, amerikanske skakspiller og den nuværende præsident i USA er blot et af skæbnens tilfælde.

Skæbnen er til gengæld ikke i tjeneste, når det handler om den russiske sekundant med forbindelserne til KGB Alexander Molokov, der gestaltes af Søren Bech-Madsen med enorm overbevisning og en stemme så dyb, som kom den fra de sibiriske stepper. Scenen, hvor han og hans håndlangere synger og danser, så det lyder så ganske russisk, havde i en tid uden droner over Danmark og anden hybridkrig ført til, at publikum havde klappet i takt.

Det gjorde vi til gengæld, da Anders Gjesing, som synger Frederick Trumper, indleder 2. akt med musicalens flotteste scene og det fængende superhit ”One night in Bangkok”, som vi fik på engelsk – og tak for det.

Det havde heller ikke gjort noget at synge mange af de andre sange på engelsk. En musical er ligesom en bog bare bedst på originalsproget. ”Anthem” havde fx været oplagt, og ”I know him so well”, som blev fremført så smukt af musicalens superstjerne Xenia Lach-Nielsen og af Frederikke Vedel, der med sand inderlighed og god stemme sang Anatolys russiske kone Svetlana.

Det sidste er i øvrigt musicalens mest ABBA-inspirerede nummer, og man kunne – i ånden – nærmest høre de to ABBA-kvinder Anni Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog synge den, hvad de så aldrig har gjort. Men det ville have været en drøm.

For drømme gør vi alle sammen, og vi spiller games alle sammen – og indimellem er der også en dommer, som synges af Simon Nøiers, der er FN i menneskeskikkelse. For CHESS er som bekendt en metafor på magtkampen mellem Øst og Vest dengang i 1980´erne – en tid, hvor FN aka Dommeren prøvede at styre og kontrollere begivenhederne.  

Det gik dog ikke særligt godt, og slet ikke som dengang verdens måske bedste diplomat nogensinde den svenske nationalhelt Dag Hammarskjöld var FN´s generalsekretær. Det var i samme årti – 1950´erne, at den russiske invasion af Ungarn fandt sted i 1956, som også spiller en nøglerolle i musicalen, og som i de sidste 3½ år igen har været virkelighed i Europa – nu bare i Ukraine.

Og så er vi tilbage i nutiden – uden at denne dog kommenteres – i en opsætning, som er præget af grå, sorte og lilla farver, og som med sine klaustrofobiske skaktern minder om ikke kun spillet skak, men også om scenen på Refshaleøen i 2014, hvor Eurovision-finalen blev vundet af en østriger i en guldkjole – værdig en ABBA-optræden.

Musikken i CHESS er selvsagt niveauer bedre end stort set alt Eurovision (med en historisk sang om Waterloo som en markant undtagelse). CHESS har også den mest varierende musik i nogen musical. Her er rock, pop, sakral sang, viser, etnisk-inspirerede sange, store ballader og meget mere.

Det er tydeligt, at ABBA-mændene er opvokset i en tid og på et sted, hvor man kun havde et par svenske radiokanaler at lytte til, og man derfor måtte tage det hele med.

Det har Benny Andersson så flere gange omtalt som noget positivt, og det er det også. Det er godt – også i tonernes univers – at kende til alle farver på paletten, så verden ikke bliver sort og hvid, som den ellers ofte er det i såvel et skakspil som et magtspil.

Danmarksbloggen giver “CHESS” på Det Ny Teater fem ud af seks skakbrikker. Der synges, spilles og gebærdes til den store guldmedalje hos både hovedroller, biroller, ensemblet og børnene, som man ikke ser meget til – men som alligevel enkelt og stærkt fortæller, hvem der altid betaler den største pris, når spillet er i gang. En pris, som betales livet ud – når alle døre lukkes, og man er tilbage i mørket, som Florence Vassy er det.

Det er en fejende, flot forestilling om en tid, der var engang – og som nu er tilbage igen. Bare på en måde, hvor der i vores anarkistiske tid flyves med droner og manipuleres på sociale medier og med spindoktorer fremfor at spille efter reglerne med konger, dronninger, løbere, springere, tårne og bønder, mens der opstilles atomvåben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Min mægtige mor”

Udgivet den af
Svar

Kan et teaterstykke være en til alle steder gældende situation mere end det er en fremadskridende handling? En situation som er et spejl af alle bedstemødre, alle mødre, alle døtre gennem alle tider? Ja, High Noon Teaterproduktions ”Min mægtige mor”, som i øjeblikket spiller på Teatret ved Sorte Hest, er netop det – og endda på en vældig overbevisende måde.

Undertegnede, som er barnebarn til en for længst afdød mormor, datter til en mor og selv mor til en datter, men endnu ikke mormor, kunne i hvert fald spejle sig i mangt og meget. Og det samme kunne en propfuld teatersal at dømme efter mængden af latterbrøl, når noget var sjovt – og af den der stilhed, der bliver fysisk, når det sansede gjorde nas helt ind i sjælen.

For hvorfor skal det gøre så helvedes ondt at elske, som moderen – altså hende som har både en mor og en datter, siger, da hun igen-igen forgæves forsøger at trænge igennem til datteren, der har barrikaderet sig bag en af de mange røde døre, som danner kulisserne i forestillingen – som de gør det i livet.

For i vores tilværelse banker vi også på røde døre i håbet om at blive lukket ind, set, hørt, elsket og krammet – og ingen gør det mere stædigt og mere indtrængende end en mor, der vil nå sin datter, men ikke kan, når datteren afviser moderen igen og igen og igen – i selvbeskyttelse.

For nok elsker en datter sin mor, men ofte er en datter også så vred, så vred på sin mor over de ting, som denne gjorde forkert, eller over de ting, som denne ikke gjorde – og hvorfor gjorde denne ikke det? Dét spørgsmål kan nage en voksen datter hele livet, så hun nok køber en grøn badekåbe til moderen, altså mormoren, når der er gået år nok. Det er ømhed, men det er også desperation. For morgenkåben leveres som regel sammen med en for datteren sandhed eller fem.

Men findes den objektive sandhed om nogen og noget, når følelser er på spil? Det er i hvert fald mere end nemt at fare vild i livet – og i relationen med dem, som står tættest på. Og når det sker, så er alle døre røde som i fuldt stop, selvom tøjet er grønt og håbefuldt, som vi ser det stykket igennem. Godt nok i forskellige nuancer, men grønne farver ses på alle generationer.

Håbet er en sej størrelse. For vi vil så gerne nå hinanden, men det ender så ofte i kontraster og modsætninger, og indimellem hopper forståelsen en generation over, så broer dannes mellem mormor og barnebarn – og med en mor, som står frustreret i midten med alle de gode intentioner, men også en vild trang til kontrol.

Men det handler om at give slip, måske især på drømmen om at være den perfekte datter, mor og mormor, hvis vi skal have en ærlig chance til at bygge en for alle parter god version af en af verdenens stærkeste relationer op – nemlig den mellem mor og datter. Den relation, der mere end nogen andre sørger for, at slægten og livet går videre, uanset om vejen er belagt med uudtalte forventninger og skuffelser, eller accept og kærlighed, også når man ikke forstår hverken sin datters eller sin mors valg.

For ingen af os kan klare os uden vores mor, og vi græder alle sammen jeg vil ha min mor, og fortryder – hvis vi valgte den friserede det-skal-se-pænt-ud-version, når hun ikke er her mere, er budskabet fra Rikke Wölck, som har skrevet manus, og som også spiller den frisindede bedstemor, der ofrede mere for sin datter, end denne nogensinde får at vide.

Datteren, en succesfuld advokat, nu pensioneret med masser af penge på kistebunden og alle de friserede bedsteborgerlige holdninger i håndtasken, spilles af Karen-Lise Mynster, der gestalter ensomheden og alle de gode intentioners håbløse kamp, så det gør ondt længe efter, at man har forladt teatret.  

For nej, hun kan ikke nå ind til den depressive journalistdatter med de mange ord og den store smerte, som prøver at bære hele verdens smerte på sine skuldre. En umulig opgave, og smerten er tydelig både at se og høre hos Laura Bro, der er datteren.

For det med ansvaret har de tre kvinder nemlig tilfælles. De vil så gerne fixe andres smerte, men de ser ikke, at de selv går til i forsøget – og at de mister kontakten til det, som de elsker allermest og prøver at fixe. Det er et forlis så stort som livet selv, og det gør forestillingen til en af de allermest hjerteskærende i mange år.

”Min mægtige mor” er derfor et formidabelt stykke teater, som gør ondt, som ellers kun livet kan det. Danmarksbloggen giver fem ud af seks af de røde døre, som vi nok kan notere fine, poetiske ord på, men som uanset hvad kridtet skriver, alligevel holder os ude af hinandens liv, hvis ikke vi elsker og åbner op.

For lykke er ikke et valg, der nogle gange kræver en indsats, som kvinden i midten, hende der både er mor og datter, ellers siger det. Det er et spørgsmål om kærlighed – også på andre præmisser end ens egne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Rejseholdet – Det første mord”

Udgivet den af
Svar

Rejseholdet og deres sager har altid interesseret danskerne. Tag fx rebooten af tv-serien ”Rejseholdet”, som havde premiere i år 2000, og som blev en kæmpe succes, der endda modtag verdens fornemmeste tv-pris Emmy´en.

Så det var forventeligt, at filmens verden også ville kaste sig over Rejseholdet – og det sker så i dag, hvor der er premiere på hr. Boes film ”Rejseholdet – Det første mord”. Filmen er lavet udfra den første bog i Jacob Jonias serie om Rejseholdet. Men i modsætning til DR´s tv-serie, som var baseret på rigtige sager, så er mordgåden her fiktion.

Rejseholdets leder i filmen er dog skabt udfra virkelighedens første leder af Rejseholdet, nemlig Otto Himmelstrup, der IKKE havde den traumatiske baggrund, han forsynes med i filmen. Himmelstrup var til gengæld lige så grundig og lige så dygtig i virkeligheden, som han gøres til i hr. Boes film, der indledes med en homage til DR´s tv-series I. P., når Himmelstrup siger: Og jeg laver resten …

Det er Alex Høgh Andersen, der gestalter den unge Himmelstrup, som i virkeligheden var en moden mand på næsten 50 år, da han blev leder af Rejseholdet. Men Alex Høgh Andersen løfter opgaven som den legendariske opdager, der havde en opklaringsprocent som få andre – og som tilmed opklarede mordet på Kaj Munk – til ug med kryds og slange. Ja, det er, som har Alex Høgh Andersen aldrig spillet andet end hovedroller, der skal brænde for såvel sag som retfærdighed.

Hans to kollegaer præsterer også på den store klinge: Det tekniske geni P.R., der spilles overbevisende af Nicolaj Kopernikus – og dejligt, at han for en gangs skyld får lov til at være alvorlig. Samt sekretæren med lige dele mod og evner udi politiarbejdet Camilla, der gestaltes, så det tindrer og gnistrer af Mathilde Arcel F., der gør den fiktive Camilla så meget en kvinde i egen ret, at hun fremstår som et moderne kvinde-ideal.

Kriminal-intrigen snor og slynger sig ud og ind med twists, som afvikles både logisk, smidigt og dramatisk, så man er rigtig godt underholdt på dén del.

Men det ville ikke være hr. Boe uden også at lægge et andet – mere kunstnerisk lag – ind i filmen. Her et som handler om moral og adfærd, om religion versus videnskab, om dekadence og nydelse versus nytte og fornuft. Alt sammen vægtige – og vigtige – spørgsmål, som undervejs kastes op i korte glimt, men ikke bruges direkte i filmen. Nogle vil mene, at disse af musik ledsagede filosofiske krummers tilstedeværelse giver filmen dybde, andre at det blot er forstyrrende elementer.

Danmarksbloggen synes, at filmens 125 minutter bliver lange i det spyt, som sammen med andre kropsvæsker og andet sanseligt er så rigeligt til stede, at filmen havde stået skarpere, om man havde droppet det kunstneriske lag og fokuseret på kriminalgåden.

Samt måske gjort mere ud af lokationen, som er Esbjerg i de brølende 1920´ere. Dengang fiskerbåde, et hårdt og slidsomt liv og Indre Mission stadig var normalen, selvom byen voksede eksplosivt og trak nye mennesker til. For såvel champagnefester som en begyndende klasse- og kvindebevidsthed tog sin begyndelse i de år – også i de egne af landet, hvor man læser ”Vestkysten”.

Alligevel – og fordi Danmarksbloggen håber på en fortsættelse af fortællingen om Danmarks svar på FBI, nu blot udelukkende med kriminalgåden, tak – skal ”Rejseholdet – Det første mord” have fire ud af seks teposer, som dem Camilla siger, at en kvinde er, når hun dyppes i vand – aka får lov til at lege med, når det er sjovt.

I andre roller ser vi Mille Lehfeldt som målbevidst reporter, Katrine Greis-Rosenthal som byens rige dame, Ask Berntsen som hendes søn, Lars Ranthe som uduelig politimand og Flemming Enevold som diktatorisk, men lydhør politimester i København. Det gør de alle forrygende.

Et morsomt trivia er, at Flemming Enevold har indlæst den serie af bøger, hvis første roman danner forlæg for filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk