Anmeldelse: Queer Xmas Cabaret: Screwed Again

Anti-jul og eksistentielle kriser på Warehouse9

På Warehouse9 sættes der med forestillingen “Queer Xmas Cabaret: Screwed again” spørgsmålstegn ved julens oprindelse og forbrug, og tonen bliver hurtig samfundskritisk og dyster.

Som en hilsen til Berlin i 1920´erne og med vanskabte karakterer som Creeper og Piggy ryger det ny-traditionelle sensuelle element i burlesque dermed også ud med badevandet, men bliver genetableret med indslag fra Miss Fish og Dud Muurmand.

Allerede fra starten skabes der en fællesskabsfølelse, da vi alle skal synge en ny version af den klassiske Lucia-sang, hvor der nu synges om plastik i lange baner og om Trump. Ham kommer man heller ikke udenom, når der er satire involveret.

Traditioner og hygge bliver skiftet ud med vores egne nye idéer og dommedagsprofetier. For selvom det grundlæggende kan virke mørkt og håbløst, formår de optrædende til sidst at skabe et lys i mørket og en ny begyndelse – men kun fordi vi er sammen om en bedre fremtid.

For selvom det er mørkt i enden, siger fortællingen, at det også var mørkt i begyndelsen, så derfor må dette nutidens mørke også være et tegn på en ny start.

Screwed Again! er en kontrastfuld forestilling, som skaber forvirring og forundring, og man går derfra med en underlig tvedelt følelse af at være opløftet, samtidig med at man er på randen af sin egen eksistentielle krise.

For publikum er ikke de eneste, der sidder og ligner store spørgsmålstegn. Også Santa begynder hurtigt at tvivle på sit eget trosgrundlag og bliver hvirvlet ud i en eksistentiel krise. Dette udsletter julen, som vi kender den, og en ny højtid bliver indstiftet. En højtid, hvor vi kan gøre, hvad vi vil, være dem, vi føler, vi er, og hvor der er fokus på genbrug frem for forbrug.

Gennem forestillingen er det svært at finde den røde tråd i plottet – hvis der skal være en sådan. For det er der heller ikke i livet eller i verden, men vi savnede den alligevel, også fordi dele af forestillingen hang sammen. Så selvom mange af de enkeltstående dele var gode, var der ikke nok sammenhæng til at løfte stykket helt op på det niveau, hvor det både kunne og burde være.

Denne forestilling er eksperimenterende i ordets reneste betydning, og den vil ikke være for alle og enhver. For nok har vi (mange gange) set emner som global opvarmning og kønspolitiske spørgsmål diskuteret på de skrå brædder før, men aldrig helt på denne måde.

Det er en særskilt forestilling, som derfor kræver et særligt publikum. Men hvis man går til det med et åbent sind, og er frisk på at se ting, der kan virke grænseoverskridende for nogle, kan det blive en fantastisk aften.

Det kan forhåbentligt også give nogle nye perspektiver til debatter, der er blevet meget statistiske og ensformige i sine argumenter. Men hvis det hele bare er for mærkeligt og anderledes for én, så er man i det mindste blevet en oplevelse rigere.

Og finalen er da også en oplevelse, da der her bliver lagt fokus på fællesskab og samhørighed. Det er en storslået danse-finale, hvor vi alle bliver opfordret til at danse med, danse ind i en ny og lysere fremtid. Så sammen danser vi mørket væk og danser videre ud i natten – forvirret, forundret, forbløffet.

Danser til den musik, som er blevet spillet fuldstændigt formidabelt gennem hele forestillingen.

Troels Rindal giver Screwed Again! 4 ud af 6 stjerner.
Anna M. T. Frederiksen giver Screwed Again! 3 ud af 6 stjerner.

Danmarksbloggen giver dermed 4 ud af 6 lilla nissehuer, fordi forestillingen på en og samme tid går imod den herskende tidsånd og samtidig griber tilbage til den gamle ånd fra cabaret- og burlesquescenen i 1920´ernes Berlin.

Skrevet af: Troels Rindal og Anna M.T. Frederiksen

Anmeldelse: “Barn af Besættelsen”

Vidste De, at Dronning Margrethe engang som lille pige lige efter befrielsen bød en modstandsmand et bolsje, mens han holdt vagt ved Amalienborg? Og at ingen troede på hende, når hun senere fortalte historien – ikke før de to igen mødtes i Argentina mange år senere, og han kunne bekræfte det skete.

Dén erindring og mange andre kan man læse om i bogen ”Barn af Besættelsen”, som i dag udkommer hos Gyldendal, og hvor en perlerække af kendte danskere fortæller om, hvordan de oplevede besættelsen fra deres barndomshjem, som for nogles vedkommende var små lejligheder og mangel inde i byen, mens det var for andres var overflod og store huse ude i grønne områder med udsigt over sø eller hav.

For de er der alle sammen: Udover Dronningen af Danmark også dronningen af dansk teater Ghita Nørby, tidligere minister, overborgmester og EU-kommissær Ritt Bjerregård, tidligere biskop og kgl. konfessionarius  Erik Norman Svendsen, præst Johannes Møllehave, skuespiller Preben Harris, hvis far var modstandsmand, radiomanden Jørn Hjorting, kunstneren Leif Sylvester, overrabbiner Bent Melchior, der flygtede til Sverige og musikeren Bent Fabricius-Bjerre, men også den nyligt afdøde Morten Grunwald som med en tysk far, der blev taget af modstandsbevægelsen uden at have gjort noget, oplevede tiden på en noget anderledes måde.

Men også mange, mange andre, som vi kender. Alle med forældre som spiller en markant rolle. For små børn husker via deres forældrene, forældrenes holdninger og adfærd.

Som fx den tidligere minister Lone Dybkjær, der af forældrene lærte, at der var et andet Tyskland end nazisternes – og at ikke alle tyskere var nazister. En vigtig lære også i vor tid, hvor det handler om igen at tale imod forfølgelse af anderledes tænkende, som man også mente det hjemme hos Preben Harris. For enhver er ansvarlig for sine egne valg, som man sagde det i generalløjtnant Kjeld Hillingsøs barndomshjem.

En af bogens styrker er også, at de interviewede personer forholder sig med et langt livs erfaring til den besættelsestid, som blev så afgørende for mange af dem og deres holdninger til Europa, fred, krig og internationalt samarbejde, hvad man fx ser hos den tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen, avismanden Herbert Pundik og erhvervsmanden Asger Aamund.

Og det gælder, selvom skuespiller Malene Schwartz jo har ganske ret, når hun sammenligner besættelsestiden med hændelsesforløbet i Matador, hvor hun som bekendt selv spillede Maude Varnæs, og siger: ”Hr. Stein og Lauritz måtte flygte, men hvad skete der for de andre personer? Ingenting. De havde de samme intriger, diskussioner og følelser … de gik ud af krigen uden de store traumer. Ligesom i den virkelige verden blev de (og Danmark, red.) skånet i forhold til andre lande.”

Bogen er letlæst og godt skrevet, og man fornemmer, at forfatter Michael Müller har mødt hver eneste interviewede på vedkommendes egen hjemmebane – vist nok også fysisk, men i hvert fald mentalt, sådan så i stedet for at få personerne passet ind i en skabelon, som er lavet på forhånd, så har han ladet bogen forme sig efter menneskene og deres historier.

Det gør ikke kun bogen ægte, men også til et reelt tidsbillede af en epoke, der om føje tid er et hundred år gammel, men som stadig spiller en rolle. Bogen er derfor også noget, som vi kan spejle os selv og vores egen slægt i – også selvom vores forældre eller bedsteforældre ikke er kendte.

Min mor, der var 7 år, da krigen sluttede, fortæller fx, hvordan hun kan huske, at min mormor på selve befrielsesdagen d. 5. maj 1945 rev samtlige blomster af hendes elskede potteplanter, som hun ellers aldrig tillod nogen at røre ved og altid passede med største omhu. Men nu skulle min mor og hendes to søstre have de hvide og røde blomster i håret, når de skulle gå med i glædesoptoget gennem landsbyen og føre Dannebrog fra forsamlingshuset og hen til den lokale skole, som havde været taget af tyskerne, men som nu blev danskernes igen.

Nu er hverken min mor eller min mormor som sagt blandt de kendte, men historien om dem og blomsterne er i fin tråd med bogens fælles danske historie, som det haster med at få fortalt, hvis vi stadig vil have øjenvidneskildringerne, både fra kendte – og ukendte.

Så udover at læse bogen, så spørg de ældste i familien, hvad de husker fra de fem forbandede år og befrielsen – og skriv det ned. For så langt var der ikke dengang mellem danskerne, når en lille prinsesse på Amalienborg kunne byde et bolsje, mens en lille landsbypige fik potteplante-blomster i håret.

Danmarksbloggen giver ”Barn af Besættelsen” fem ud af seks stjerner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Horrorforfatter Steen Langstrup er kendt for at skabe uhygge og gys med sine bøger, hvor han i øjeblikket er aktuel med ”Frygt, fabrik, fælde”, som kommer i to bind, og som både foregår i fortiden og i nutiden.

Steen Langstrup er også optaget af det samfund, som han lever i – og hvor han ser scenarier, som er mindst ligeså skræmmende som hans bøger. Danmarksbloggen giver hermed ordet til Steen:

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Vi ved jo godt, at vi bliver røvrendt af dem, der sidder på flæsket. Hvorfor finder vi os så i det?

Det spørgsmål ser jeg ofte på Facebook – og svaret er gerne noget med, at vi er for magelige, for bange eller måske gerne vil afvikle velfærd, retsstat og demokrati, så længe Vild med dans består.

Det tror jeg ikke er sandt. Jeg tror, mange har fået nok, men …

1) Dem, der råber op, jordes, nedgøres og nedbrydes. Se, hvad der sker med whistleblowers og hvem der ellers taler magten imod.

2) Det nytter alligevel ikke. Måske rammes en på toppen og må kortvarigt forlade sin post, gerne med en håndfuld millioner i gyldent håndtryk, for siden at vende tilbage i en ny toppost. Selv i de sjældne tilfælde, hvor vedkommende ikke vender tilbage, består systemet, og alle andre fortsætter som hidtil.

3) Der er ingen forbilleder, ingen der viser vejen, ingen der lykkes med at ændre noget, der betyder noget, ingen der samler modstanden bag sig.

4) I 60-70’erne var der USSR, der, hvor uhyggeligt et samfund det end var, dog havde vundet over systemet og brugte ressourcer på at støtte modstanden i Vesten.

Samtidig frygtede magten i Vesten kommunismen (for modsat fascisterne, som magten bedre tåler, så beslaglagde kommunisterne produktionsmidlerne), og derfor accepterede magten opbyggelsen af velfærdsstaterne.

Nu er kommunisme ikke længere en trussel, hvorfor velfærdsstaterne i magtens øjne ikke længere er nødvendige og derfor afvikles.

Skrevet af: Steen Langstrup, forfatter.

Anmeldelse: “Crazy Christmas Cabaret: Fogg´s Off”

Vi var mindst 5000 inde i Glassalen til premieren på årets Crazy Christmas Cabaret ”Fogg´s Off”. Det sagde Donald Trumps alter ego Ronald Rump aka David Bateson selv, og så passer det som bekendt. Alt andet er fake news udspredt af de fjendtlige og onde medier, som i løbet af forestillingen dog er på rette tid og tid flere gange.

Både hr. Fogg – og især miss Fogg, der som en del kvinder må klare ærterne for den udslagne mand, har også brug for tidender undervejs i rejsen rundt om jorden. For hvordan skal man ellers vide, hvad der sker?

Det bobler nemlig hele tiden på scenen med kostumeskift, sang, dans, sprogblomster og sprogforviklinger – helt som det skal til en Crazy Christmas Cabaret – denne engelske juletradition, som nu også er blevet dansk.

Det store flertal i Glassalen havde også prøvet det før, både kåringen af forestillingens jomfru, dette at rejse sig, når Dronningen ringer og alt det andet, som vi i publikum er helt med på – og elsker.

Undertegnede kom undervejs til at tænke på, at de krænkelsesparate og udklædningsforskrækkede nok skal tage en dyb indånding, inden de går ind i Glassalen denne jul.

For i mangfoldighedens navn – og mere eller mindre tro mod Jules Vernes klassiker – hvirvles vi rundt mellem parisiske bartendere, excentriske kunstmalere, arabiske kamelejere, indere ombord på toge, som måske/måske ikke kører til endestationen, en meget kontant prinsesse, der husker sin skolelærdom, en enkelt dødsgudinde, kinesere der både kan slås og danse, barpiger, cowboys, indianere, sømænd, pirater – og sågar en enkelt russer ved navn Vladimir, som er stykkets superskurk.

Gæt selv hvad han hedder til efternavn, men det starter med B – eller er det P? Who cares, det russiske alfabet forstår ingen heller alligevel.

Scenen mellem ham og Ronald Rump er en af forestillingens bedste – og intet skal røbes her. Men det er en øm og kærlighedsfuld skildring af de to verdenslederes første møde, som det må have foregået, og samtidig også en forklaring på, hvorfor verden i dag ser ud, som den gør. Spasiba for den.

Som tilskuer vrider man sig af grin, og det gør man mange gange – også da den udvalgte publikummer kom op (han klarede det i øvrigt forrygende og lige i bulls eye).

Overordnet set var det også som om, at der sammenlignet med de sidste par år var mere skuespil, mere samspil, mere storytelling end oneliners, selvom de heldigvis også stadig faldt, som de skulle. For der var et liv og røre på scenen – og mellem scenen og et engageret publikum.

Med sædvanlig charme og bid kom vi også ind på Brexit og andre aktuelle emner, som det er godt at lave spøg med, men som også har noget mørkere toner, og det blev kommenteret på den mest fine og poetiske måde.

For midt imellem alt spasen blev der også tid til alvoren med en flot fremført og meget rørende version af Charles Chaplins ”Smile” – med netop Chaplin og miss Fogg, som spilles fuldstændig strålende af Katrine Falkenberg.

Men hele castet – David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Jefferson Bond, Claus de Lichthenberg, Rikke Hvidbjerg og Henrik Lund er sublime i denne skønne version af Jules Vernes klassiker ”Jorden rundt i 80 dage” – og det samme er The Around the World Band, der med skilte altid hjælper publikum med at råbe det rigtige.

En ekstra opmærksomhed må dog blive Lady Wobblebottom til del. Hello, Lady Willie. Denne fantastiske kvinde/mand m/k – eller skulle man bare sige fænomen, som mødes med jubel, hver gang han/hun entrer scenen i et nyt fantastisk outfit, og i år var der ekstra mange. Ingen nævnt, ingen glemt. Tvivler også på at Lady Wobblebottom ville bryde sig om, at man foretrak det ene fremfor det andet.

Så ja, alt er som det plejer at være – også alligevel ikke. For dér manglede jo én på scenen, men hun svævede over vandene som en anden ånd – og hun modtog naturligvis et bragende bifald, da hun som spået i begyndelsen kom ind til sidst og tog hele æren – og den velfortjente stående applaus. Hvis nogen skulle være i tvivl, så taler vi naturligvis om Vivienne McKee, som i år har været fokuseret på at instruere – og på næste års show.

For Danmarksbloggen bed mærke i, at vi blev lovet en 2019-version af det herlige show. Man glæder sig allerede. Men inden så gå ind og se 2018-versionen af ”Fogg´s Off”.

Danmarksbloggen giver ”Fogg´s Off” seks ud af seks luftballoner, som den der fik en tur gennem rummet i Tivolis Glassal.

For det er en eminent forestilling lavet af en flok meget dygtige mennesker, der griner, laver spas og får publikum med på løjerne, så latteren gjalder i Glassalen – og det har vi brug for i en verden, hvor man godt kan blive bange og få lyst til at græde, fordi tiderne er mere moderne end vi mennesker forhåbentlig nogensinde bliver det. Min ledsager og jeg smilede i hvert fald hele vejen hjem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Livet er også til dig, Martin

Ordet velskrevet bliver ofte anvendt i anmeldelser af bøger og indimellem også i flæng. Men når det kommer til Lars Ringholms selvbiografiske debutroman ”Livet er også til dig, Martin”, der handler om hans barndom i det jyske – og med langt den overvejede fokus lagt på de onde i år i skoletiden fra 5. klasse til 10. klasse, så giver ordet mening.

For bogen er netop velskrevet på alle leder og kanter. Man FØLGER drengen fra de gode år i den lille skole over flytningen, som gjorde, at han skulle igennem de tunge og onde år i den store skole, hvor de andre i klassen og de fleste af lærerne er uden forståelse for drengen med det følsomme sind, videbegæret og evnen til at forstå, rumme og fortælle de gode historier.

En dreng, der som en anden grim ælling ender med at blive en ung mand, der får bredt vingerne ud og i den grad sagt til og fra både i skolen og derhjemme. Det er stærkt gået – og nærmest underspillet i bogen, hvor det kun fylder få linjer, men det må have været afgørende øjeblikke – også for hans liv på den lange bane.

Og ja, man FØLER også med ham. Ikke at hans fortælling på nogen måde er sentimental eller omklamrende. Bogen er også skrevet i 3. person, og det gør det lettere at beskrive situationen fremfor, at det bliver ”for meget føleri”. Nu er allehånde virkemidler også inderligt overflødige, for hans historie er i sin nøgne sandhed så barsk og brutal, at der ikke behøves mere. Ja, det gør ondt direkte ind i hjertekulen at læse om de chikanerier og drillerier – overgreb, som han var udsat for gennem de mange, lange og trange år.

Og her taler vi både fysiske, men især psykiske overgreb, som kan være mere end direkte drillerier. Det er nemlig også et massivt overgreb mod et menneske, når dette menneske kun bliver tålt i den gruppe, som det menneske er en del af. Tålt og mødt af tavshed, som han bliver, når han kommer ind i sin klasse – en tavshed, som ikke engang kan blive lærerne til del, når de kommer. Modstanden mod ham har været massiv.

Og ja, sådan en tavshed kan faktisk dræbe – om ikke fysisk, så dog mentalt, og dette land er fuld af mennesker, som er blevet knust af lignende erfaringer, fordi de ikke har haft Martins evne til at hente styrke i egen indre verden, i de bøger han slugte, samtalerne med bog-pusheren og musikken – og ja, også den ydre, store verden, hvor han følger med i alt, hvad der sker på det politiske område.

Bogen bliver på den måde også et tidsbillede af et årti, 70´ere, som for mange handler om kvindernes frihed og erhvervede rettigheder. Men som også var et årti, der for de følsomme og kloge børn ofte drejede sig om at være i et skolesystem, hvor tidligere tiders orden og metode – og lærerstyring – var blevet afløst af alles kamp mod alle, så det blev jungleloven og andre primitive regler, der gjaldt. Sådan en slags dansk version af fluernes herre – bare i større målestok – og meget værre.

Det gjorde nemlig ondt at være et anderledes barn i 1970´erne – og Martin var ikke alene. Vi var mange, der led os igennem 70´ernes rå og hårde skole.

Undertegnede prøvede det også – dog ikke i samme fysiske grad overhovedet, men psykisk ligeså hårdt – og så varede mit mareridt i alle ti år – og som Martin flygtede også jeg ind i bøgernes verden og i skriveriet.

Jeg blev så ikke som Martin selv beskyldt for den skæbne, som overgik mig. Jeg fik bare at vide af både forældre og lærere, at det skam ikke var min skyld, at de andre drillede og var modbydelige. Nå, men hvorfor tog de voksne så ikke ansvar og gjorde noget for at hjælpe den lille pige, som var mig?

Det svar har jeg aldrig fået, kun beklagelser og selvbebrejdelser – også efterfølgende. For 70´erne var et årti, hvor mange voksne glimrede ved deres fravær, i hvert fald mentalt og når det drejede sig om at gå op mod autoriteter.

De var dog som regel til stede til dén konfirmationsfest, som var mere for de voksnes end for den unge konfirmands skyld, og som fra de tvungne kirkesøndage til gaver, fremmede tanter og blå mandag er suverænt beskrevet i bogen.

Det vil sige: Indimellem var de voksne ikke sene til at give børnene skylden for det, som overgik dem – som med Martin. For hvorfor kunne han ikke bare være en rask dreng, der sloges og spillede fodbold som alle de andre? Det virker absurd i dag, at livet kunne være sådan, men det kunne det.

Virkeligheden er nemlig beskrevet præcist i ”Livet er også for dig, Martin” – og det er med vilje, at der ikke her fortælles mere om, hvad der sker i bogen, selvom det ellers er dramatisk nok med dødsfald, både unge og gamle, og en voldsom febersygdom. For det er alvor det her – også selvom der indimellem er et lyspunkt som en vis koncert i København, som Martin oplever som teenager.

Men læs bogen selv – genoplev 70´erne eller lær dem at kende, det årti, hvor vi, der var børn og unge, enten var ofre, bøller eller dem som stod på sidelinjen, som hende Lars møder i supermarkedet 35 år senere – og som stadig kan huske det. For 70´ernes råhed gik ind i sjælen på os alle, uanset hvem vi var.

Dammarksbloggen giver ”Livet er også til dig, Martin” fem ud af seks skrivemaskiner, som den der blev hans store redning. Den som blev vejen væk fra hans barndomsby og ud i verden.

Det er forlaget Mellemgaard, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ved julelampens skær”

Julen varer længe, koster mange penge, synger vi i ”Højt fra træets høje top”, lejlighedssangen som Peter Faber skrev til en specifik juleaften, men som siden er blevet en af de mest elskede julesange i Danmark.

Og ja, julen varer længe. Den starter nemlig allerede i oktober, hvor man kan købe julepynt, julesmåkager og juleslik i butikkerne – og hvor julehæftet ”Ved julelampens skær” udkommer – og i år endda i sin udgave nr. 100.

For det første ”Ved julelampens skær” udkom i 1918, og vi får også en novelle fra denne første årgang i dette års udgave. En novelle om en mand, der netop juleaften finder hjem til hustruen og de to børn efter det bitre opbrud tidligere på året og de mange måneders hård adskillelse.

Hov, hov, man må ikke røbe slutningen på en god historie, hvisker en lille stemme. Men lige præcis med historierne fra ”Ved julelampens skær” afslører man ingenting ved at sige, at det ender lykkeligt, ja næsten altid romantisk og ligeså sukkersødt som de julegodter, der indtages så mange af i årets sidste måned.

For de forskellige historier – hvad enten det er fiktive noveller, autentiske erindringer eller essays – er fulde af feel-good, som det hedder på nudansk.

Når man læser historierne – der er skrevet i et ligetil dansk – svøbes man nemlig ind i gedigen julehygge kantet af de traditioner, der – selv om mange af dem kun har omkring 100 år på bagen – alligevel opfattes som ærkedanske. Der er i hvert fald masser af erindringer om tidligere juletider.

Man hører således om både juletræsfester, juleforberedelser og allermest og overalt i hæftet om julestemningen. En julestemning, der er fuld af glæde, minder og forventning – lige sådan som vi drømmer om at opleve den kommende søde juletid.

Ja, selv en novelle som den om den hjemløse Ole, der ellers har potentialet i sig til at være mere bitter og mere besk end det meste andet i hæftet, slutter med en happy end, der ikke skal røbes her.

Den novelle, som gjorde størst indtryk på undertegnede, var dog ”Jul i stalden”– fordi den havde en anden nerve end resten, fordi den betonede fællesskabet og næstekærligheden på en særlig måde, og ikke havde julehyggen som målet i sig selv, og det løftede historien.

For julen handler jo ikke kun om feel good, men også om at række ud og gøre godt – som man for eksempel ser det i novellen om pigen fra Bornholm. En novelle, som undertegnede mener havde stået stærkere, hvis den var sluttet ude i lufthavnen ved skranken. Så kunne man som læser selv havde besluttet, hvad det hele var endt med, for det var et oplæg med flere muligheder i sig på mange planer.

For nok er det rart med feel-good og happy ends – og det er også et langt stykke hen ad vejen julehæftets indre dna. Men der må alligevel godt være lidt bitre ting imellem alt det søde, en mandarin eller to mellem marcipanen. En smule kant, som det hedder, så der er lidt at knase i, som de nødder der også hører julen til.

Så bliver det samlede resultat nemlig mere spændende og mangfoldigt – og man misser bestemt ikke julestemningen, måske tværtimod. For stjernerne lyser som bekendt bedst på en sort baggrund.

Danmarksbloggen giver derfor fire ud af seks julelys – det ene alene på grund af de mange herlige billeder af tidligere års forsider. Et skønt historisk tilbageblik.

Endelig skal det tilføjes, at man også kan læse om, hvordan julehæftet blev til, og hvem der startede det, nemlig Peder Grønvald Rudolf Sørensen Fynbo fra Vammen ved Viborg. Han er vist glemt af de fleste i dag, så det er godt, at vi også hører om ham.

Jubilæumsudgaven af ”Ved julelampens skær” er udkommet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anbefaling: Fra skærme og til 3D og indre billeder

Der verserer i øjeblikket et opslag på Facebook, hvor man nominerer hinanden til i 10 dage at dele et billede af en bog, som man kan lide – og vel at mærke at gøre det uden begrundelser og “hvorfor’er” – samt at invitere en ven til at gøre det samme.

Undertegnede har også været med – og udvælgelsesprocessen var en spændende erkendelsesrejse.

Jeg fandt ud af, hvor forankret jeg åbenbart er i den klassiske danske litteratur som fx Holberg, men også at jeg holder meget af svensk litteratur – og af både digte og sange. Det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen, men det giver noget særligt at få det demonstreret, når man skal vælge 10 bøger – og hverken mere eller mindre.

Det var også interessant, at jeg – som i min ungdom elskede den romantiske periode – fravalgte Adam Oehlenschlägers sukkersøde ”Sankt Hansaftenspil” til fordel for Gustav Wieds mere bittersøde ”Livsens ondskab”. Fra kærlighedens ret fantasifulde genius ude i den grønne skov til tolder Knagsteds livskloge og accepterende citat ”Det er hvad det er”, som han siger overalt i byen – og måske især på kirkegården.

Det kan vist kaldes udvikling, også selvom jeg (endnu) ikke samler på kommaer som den gode tolder.

For der sker åbenbart noget, når man søger den viden og de oplevelser, som findes  i bøgernes verden og i virkelighedens verden.

Og alt det kræver er at bevæge sig længere væk end man gør med et klik med musen eller et swipe på mobilen. Og det bedste er, at rykket fra skærm til 3D-virkelighed eller indre billeder kan gøres ganske gratis.

Så: Gå en tur i naturen eller i byen – og bevæg dig hen på dit lokale bibliotek her i den kommende efterårsferie. Der ligger store oplevelser og venter. God ferie.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkets hyldest til Kim Larsen

Kan De huske scenen fra Harry Potter, hvor alle Hogwarts troldmænd og troldkvinder løfter deres tryllestave for at ære den afdøde rektor Dumbledore?

Sådan var det at være på Nytorv i aftes og stå med sin mobil højt hævet i vejret til tonerne af ”Pianomand” og ”Om lidt bli´r der stille” – sunget af spillemanden selv, hr. Kim Larsen.

Eller rettere: Det var bedre end Hogwarts, for det her var øl-drikkende, cigaret-rygende og tåre-vædende virkelighed i flere sanseløse sekunder.

Det var så indimellem svært at synge med, når klumpen i halsen blev for stor. Men så kiggede jeg blot op på stjernerne, der lyste – og så kunne jeg lidt igen.

Forud var gået optoget – eller som jeg vil kalde det hyldestmarchen fra Sofiegården på Christianshavn over Langebro, der blev indtaget med et brøl – og så gennem Indre By´s gader til Gammel Torv og Nytorv, hvor vi havde hørt både nye og gamle kunstnere synge Kim Larsen.

Og al ære og respekt for de etablerede navne, som kom og sang, men hvor var de unge og ukendte mænd dog gode. De havde den helt rette gavflab-energi – dem vil vi gerne høre meget mere til.

Bifaldet rungede i hvert fald mellem de gamle bygninger.

For det var den aften, hvor folket, det dårlige selskab, dem de andre ikke må lege med, alle os helt almindelige mennesker sagde farvel til Kim Larsen.

Det var Folkets hyldest til Danmarks bedste Spillemand nogensinde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Svejk

Eventyr og historier fås i mange udgaver, og heldigvis også mere dystre end dem om prinser og prinsesser, der får det halve kongerige og lever lykkeligt til deres dages ende.

Et af de mere spændende eventyr er det om Den Gode Soldat Svejk, der ligenu spiller på Nørrebro Teater i en forrygende udgave med Rasmus Botoft i den centrale rolle om antihelten Svejk, der med egne ord aldrig har været særlig heldig. En rolle som Rasmus Botoft spiller, så det slår gnister omkring ham – og så han fylder hele scenen, ja hele teatret med sit medrivende portræt af den lille mand, som egentlig bare vil leve i fred med sine hunde og sine besøg på det lokale værtshus.

Rasmus Botoft har nemlig denne særegne kombination af tragedie og humor, som også Svejk-figuren har – og tilmed en stemme, som passer perfekt til rollen. Og ja, nok griner man mange gange af Svejks troskyldighed, barnlige ærlighed og manglende evne til at reflektere og overskue konsekvenserne af egne handlinger.

Men historien om Svejk og hans oplevelser under Første Verdenskrig er andet og mere end latter og morskab. Romanen om Svejk, som er skrevet af Jaroslav Hassek, er også en krigsroman, så den alvorstunge del giver næsten sig selv, om end krig på en eller anden twisted facon ofte i kunsten behandles så godt med humor.

Tag fx tv-serien M*A*S*H, hvis centrale person er kirurgen Hawkeye spillet af Alan Alda. Hawkeye var langtfra idiot på samme måde som Svejk, der hævder at have papir på det. Men den amerikanske kirurg, der altid havde en morsom bemærkning på læben, selv når han stod med indvolde mellem hænderne, og bomberne faldt om ham og de andre, blev ofte beskyldt for at være netop åndeligt mindrebemidlet af såkaldt mere fornuftige individer.

Han var tværtimod, for både Hawkeye og Svejk valgte humoren og de finurlige anekdoter for at holde krigens absurditet – og måske også sig selv – ud. Det er måske også den eneste måde, som man kan overleve på – hvis det altså er værd at overleve, hvis man bare skal sidde alene og vente på dem, der aldrig kommer. Det spørgsmål gik undertegnede i hvert fald hjem med efter forestillingen.

Der er nemlig forskel på eksistens og på liv – bare spørg nogle af de danske krigsveteraner.

Men Svejk vil måske – når han har ventet længe nok – gå videre med sine hunde og sit liv. Øllet får han i hvert fald til slut i forestillingen, og et solidt glas humle er trods alt lettere at blive mæt af og gå videre på end et postkort med kejserens billede.

Men tilbage til Første Verdenskrigs rædsler, selvom stykkets tunge alvor ikke kun drejer sig om bomber, granater, lig og menneskerester, men som også tegnes skarpt i beskrivelsen af livet på bunden af hierarkiet, dér hvor alle de andre kan herse rundt med én, og hvor mennesker må finde sig i ydmygelser og ordrer.

De færreste dog så smilende og anerkendende overfor autoriteten som Svejk, der som én af sine elskede hunde altid logrer med halen og gør det, som dens Herre siger – og netop derfor kan Svejk heller ikke besejres, og slet ikke af magtens mænd.

Alle de vigtige mænd med de betydningsfulde embeder og store titler, som udstilles i deres selvhævdende latterlighed, og det gøres så karikeret i forestillingen, at det næsten bliver bedre end virkeligheden. For naturligvis er alle katolske præster drikfældige og spillelystne, alle dommere kloge og milde, alle mellem-ledere i militæret binde- og skydegale og så videre.

Det er godt lavet – og det er også stærke kræfter, der spiller rollerne: Ulla Henningsen, Steen Stig Lommer, Asger Reher, Tom Jensen, Jesper Groth, Emil Bodenhoff-Larsen og Sara Viktoria Bjerregaard.

Endelig skal løjtnant Lukas – Svejks sidekick, selvom Svejk jo egentlig er dennes oppasser – nævnes. For han er den normalitet, som sætter Svejk i relief gennem forestillingen. En mand med smag for de gode ting i tilværelsen, en levemand, der ender med bogstaveligt at gå op i røg i skyttegravens helvede og kanonild. Han spilles mesterligt af Carsten Svendsen.

Danmarksbloggen giver seks skinnede grammofoner ud af seks mulige, som den der i forestillingens fantasifulde og meget Storm P.´ske scenografi danner en fortællestemme, som sammen med den allestedsnærværende fodnote skaber stumfilms-agtige billedrammer for dette moderne eventyr om antihelten.

Storm P. havde det i øvrigt med at bruge vagabonder og andre ringeagtede til at vise vanviddet i de såkaldte bedre folks verden. For hvem er det i virkeligheden, der er tossede i denne gakkede verden? Er det alle os såkaldte normale – og måske allermest dem med medaljer og magt? Eller er det sådan, at det er denne verdens Svejk´er, som har fanget pointen omkring, hvad det hele handler om?

Enfoldighed og naivitet er i hvert fald oversete dyder – også i vor tid. Det er så også dyder, som menneskets bedste ven hunden besidder – og så altså den gode soldat Svejk, der håber alt, tror alt og udholder alt. Måske derfor historien om ham taler til mennesker i alle tider og på alle steder.

Det er Peter Schrøder, der har instrueret på baggrund af et manuskript af Colin Teevan. Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 17. november.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Julia and five hundred years of freedom”

Hvor lang vej er der egentlig fra Mozambique til Danmark? Rigtig lang vej, og så måske alligevel ikke – i hvert fald ikke hvis man tager en tur ind på Warehouse 9 på Halmtorvet og ser og hører, ja med alle sanser oplever forestillingen ”Julia and five hundred years of freedom”, som folder sig ud i den afrikanske hytte, som vi alle sidder i – og som er en fantastisk kulisse. Det er Julia Luisa Geraldo Machindano, som har skrevet, og som taler, synger og guider os.

For derinde i hytten – langt fra den såkaldte civilisation, men tæt på det fællesmenneskelige – kan man på en scene, hvor man snart er tilskuer, snart er medspiller opleve en rejse i et menneskes liv fra netop Mozambique til Danmark. Det er så også en rejse i 500 års historie – og i Julias eget liv … en rytmisk rejse, en spirituel rejse, en rejse hvor vi med egen krop erfarer om livet som sort, om slaveri, borgerkrig og mødet med den hvide mand.

En rejse, der involverer dans, rør, tæpper, reb og en masse andet, og som bliver ganske fysisk. Og man lærer så godt, når man lærer fysisk. For kroppen husker, og nok er undertegnede ikke sort, men jeg vil for fremtiden aldrig kunne læse eller høre om slaveri – og især om kvindelige unge slaver – uden at mærke hænder på albuerne. Det er helt sikkert.

For nok er jeg – med alt hvad det indebærer – hvid og privilegeret, men jeg føler alligevel, at jeg nu har en lille idé om, hvad det vil sige at være sort. Selvom det i virkeligheden er svært, ja umuligt at sætte sig ind i, hvad det vil sige at leve på den anden side af hegnet, den side hvor strømmen kommer og går.

Den side, hvor der IKKE er hverken svømmepøls eller grønne græsplæner, men som sagt den side hvor lyset af og til går ud, så der bliver bælgmørkt, og man bare kan kigge over hegnet og hen på den anden side, hvor lyset altid er tændt, og hvor vagterne passer på. Om ikke andet så for at holde øje med dem i mørket, som intet har at miste – og som mange af de privilegerede derfor er så vældig bange for, hvad den politiske virkelighed i Europa i øjeblikket også er et billede på.

Men nu handler det her ikke om Fort Europa, men om en ung kvinde – Julia – og hendes rejse, og det er betagende og rørende at følge hende fra barn over ungdommen og til hun havner i Danmark – og nok kan hun tale dansk, spise pølser og give håndtryk, så selv visse danske politikere burde være tilfredse.

Men heldigvis gælder det gamle ord stadig om, at nok kan du tage en pige ud af Afrika, men du kan ikke tage Afrika ud af en pige – heller ikke selvom hun som en anden prinsesse sover tornerosesøvn i den danske lyse sommernat.

Og det er godt, for der er brug for mennesker som Julia i Danmark. Mennesker der så nådesløst og skånselsløst tør krænge dem selv, deres liv og deres følelser ud …

For ”Julia and five hundred years of freedom” er simpelthen mere end teater, mere end en klassisk fortælling. Det er et statement, hvor vi i publikum selv er med, hvor vi lærer af og med egne kroppe, men også af de ord, som tales på både engelsk og dansk, men også på sprog (portugisisk og makonde), som flertallet af os i publikum ikke forstår. Det var der så andre tilskuere – formentlig fra Mozambique – som gjorde, og de grinede højt.

Og det er da ærgerligt ikke at kunne forstå joken, men vi forstod godt pointen. For det er sundt at opleve ikke at kunne være med på alt hele tiden, og især når man er hvid dansker. For vi hvide danskere tager så meget for givet: Vores sprog, vores sociale koder, vores normer. Men alt det er er lige til at miste fodfæstet af og snuble på, hvis ikke man er født her på denne lille plet på kloden, som det er næsten umuligt at ramme med en finger, hvis man scroller igennem et atlas.

Det var så ikke desto mindre, hvad Julia gjorde – og heldigvis for det. For så kan hun give alle os privilegerede muligheden for at få et glimt af forståelsen af, hvad det vil sige ikke at være hvid. Vi får tillige med et internationalt udsyn, og det er der brug for i den danske andedam, som er markant mindre end det enorme ocean udfor Mozambiques strande.

TAK for det og for alt andet. Det var en stærk og stor oplevelse.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks trommer som dem Michala Østergaard-Nielsen spillede så eminent på hele forestillingen igennem. Ja, hun var også med på flere andre måder.

Forestillingen spiller fra d. 21. september til d. 30. september.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk