Vikingerne tog til Vinland for præcist 1000 år siden

Der er noget at fejre her i 2021. Det er nemlig eksakt 1000-året for vikingernes ankomst til Vinland – også kaldet Nordamerika i en senere tid.

Man har længe vidst, at vikingerne VAR dér omkring den tid – og altså flere århundreder før Columbus.

Men nu har man med splinterny teknologi slået fast, at der for præcist 1000 år siden i 1021 blev bygget en vikinge-boplads på Newfoundland.

Det handler om Kulstof-14-metoden, men kombineret med solstorme og årringe på træer.

Læs mere her: https://nyheder.tv2.dk/udland/2021-10-21-banebrydende-forskning-kaster-nyt-lys-over-vikingetiden

I artiklen fra TV2 kan man læse, at det er svært for forskerne at få armene ned. For nu kan rigtig meget dateres præcist, og det vil give os et helt andet indblik i vores historie. Både den med og den uden vikingerne.

Danmarksbloggen er også begejstret – og tænker samtidig, at det er utroligt så meget, vikingerne fylder i vores selvopfattelse. Men det gør de – og dette til trods at vikingetiden som selvstændig epoke først blev opfundet i 1800-tallets nationalisme og romantik.

Men sådan er det. Vi kan lide tanken om dengang vi var vilde og modige. Dengang vores guder hed Thor, Odin, Freja og alle de andre aser, som vi holdt os gode venner med ved diverse blóter, som vikingerne kaldte de religiøse ceremonier, hvor guderne blev anråbt – og der blev ofret alt fra æbler og korn over våben og dyr til mennesker.

Lige dét sidste med menneskeofringerne vil vi helst glemme, men det er også en del af historien. Præcis som det er, at vikingerne aldrig gik med hjelme med horn. Det var i bronzealderen, at dén hovedbeklædning var på mode – og så lidt i nutiden, når der er fodboldkamp og den slags.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Sandhed og Konsekvens

Store, grå sofaer – præcis så triste og kvælende som ægteskabet kan være det – danner rammen om Teatret ved Sorte Hests Lars Norén-forestilling ”Sandhed og konsekvens”.

Det er et præcist billede af ægteskabets snærende bånd, og det understreges af, at de to ægtefolk i forestillingen hele tiden rykker rundt og skifter plads – uden at de af den grund kommer bare en millimeter længere end fuglen Benny gør i sit bur (han er opkaldt efter Benny fra ABBA).

Men det ænser de ikke, de to ægtepar, der mødes i anledning af den ene søsters 50-årsfødselsdag. Mærkedagen fejres så med den berygtede parmiddag. Hadet af de fleste, elsket af de færreste – men dyrket af de mange.

Fordi sådan en parmiddag tilskriver normen, hvis man vil anses som et velfungerende menneske. Det er jo også så hyggeligt! Eller er det? Svaret er iflg. Norén nej, medmindre man forstår at bryde op i tide – hvilket vil sige kort efter maden er indtaget, og inden alkoholen har nået at gøre sin virkning.

Det gør de to par ikke! Tværtimod fortsætter de med at tylle alkohol i mængder, så man skal være om ikke svensk som Norén, så dog skandinavisk for at kunne se hyggen i dét.

Men ingen – heller ikke den mest følelseshæmmede nordbo svøbt i promillernes beruselse – finder det rart, når skeletterne vælter ud, så gamle nederlag, glemte længsler og dybe sår afdækkes i en blanding af foragt, råben, trods og direkte fysisk kamp.

Men der er ikke noget at gøre ved det. Det fortrængte skal ud, og i takt med at promillen stiger, kommer de beske sandheder om barnløshed, alkohol, sex og et forlist forældreskab.

Vi kender det fra os selv – alle os, som kan sige skål for det, der har været. Vi ved, at tiden er blevet kort. At der er drømme, som ikke blev, men til gengæld kom der nederlag, som vi ikke havde forestillet os – og alt det andet, som blev så hjerteskærende anderledes.

Man burde af samme grund måske overveje at forsyne forestillingen og alle andre Norén-stykker med en advarsel: Hvis du stadig tror på lyserøde Hollywoods-endings, så gå videre – men er du klar på erkendelse af livets meningsløshed og de bristede illusioner, så kom ind og blev spejlet 1:1.

Man kan så diskutere, om de i læ af alkoholen udslyngne barske sandheder har en ydre konsekvens – på den lange bane? Skilsmisse fx?

Svaret er nej. Det sker forbavsende sjældent, hvis man kan sin Norén. Tværtimod falder alt relativt hurtigt til ro igen – og den dysfunktionelle hverdag med livsløgne og den nye pommes frites-gryde kan forsætte.  

Men der er alligevel en konsekvens. En indre konsekvens, der løber som en sort malstrøm gennem den tilværelse, hvor vi er så alene, så alene, og hvor både oprydningen og forsoningen – måske især den med os selv – har så svære kår.

Skyggespil, selvbedragerier, projektering og andet guf fra den mentale skraldespand sammen med misbrug – hvad enten det er af andre mennesker, alkohol eller sex – er der derimod masser af både hos Norén og i et menneskeliv.

Kaskader ligefrem af flugtmetoder og andre drugs for at undgå det spejl, som vi så ofte væmmes ved.

Sådan er livet – og skulle man have glemt det, så tag på Teatret ved Sorte Hest og se ”Sandhed og Konsekvens”. Det er stærke sager – og det spilles af fire eminente gode skuespillere, som både hver for sig og sammen bliver som en eksplosion på scenen. Ikke til at ryste af.

Niels Ellegaard formidler med hver fiber i kroppen og hver trækning i det martrede ansigt Jens´s store livssmerte som det forladte barn, der bare så gerne vil elskes betingelsesløst.

Peter Oliver Hansen skildrer med en både mental og fysisk enorm kraft Michael, manden med den store succes og den lige så store angst for og længsel mod den nærhed, som han prøver at tvinge sig til i en håbløs march på stedet.

Og så er der de to søstre: Den pæne Julie med det eksklusive mærketøj spillet med stor ærlighed og ømhed for både Julie og måske alle kvinder i afhængighed af Anette Støvelbæk, og den bramfri og konfliktsøgende Elisabeth, som portrætteres med lige dele lidenskab og skånselsløshed af Sarah Boberg, der samtidig i korte glimt tør give et kig ind til Elisabeths store sårbarhed.

De to søstre, hvis liv har været så forskellige, er nemlig uløseligt knyttet til hinanden i et bånd af kærlighed og misundelse. For de tror, at de hver især har noget, som den anden vil have. Men fik den barnløse barnet, og den fattige rigdommen, ville det ingen forskel gøre.

For det handler hverken om børn eller penge, men om den klassiske konflikt mellem søskende: Hun fik mere end mig, og jeg vil have det, som hun har. Ingen af os kan løbe fra vores arv – det står klart, når man ser forestillingen.

Og de fire spiller, så det gnistrer. Så det næsten ikke kan rummes i det lille sorte rum, som bliver mørkere og mørkere, som aftenen skrider frem. Det er formidabelt, ja en voldsom oplevelse, som kun kan anbefales.

Danmarksbloggen giver ”Sandhed og Konsekvens” fem ud af seks sjusser og tænker, om det er passende til natmad at synge den svenske drikkevise ”Helan går”. Måske ikke, men et dansk skål og et svensk gutår kan det altid blive til.

Skænker De?

Imens kan vi tænke over, eller – hvis det gør for ondt – glemme stykkets måske mest eksistentielt-spiddende citat: Det væsentlige har jeg, men kærligheden er alt. Dén gør nas.

Det er den Reumert-prisbelønnede Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Aakjær. Jeg bærer med smil min byrde

Jeppe Aakjær? Er det ikke ham med ”Jeg er havren” og en hel masse andre sange ude fra gården på den jyske hede? Jo, men Jeppe Aakjær var meget mere end det. Og i Allan Høiers fortolkning af Jeppe Aakjærs liv i forestillingen ”AAKJÆR. Jeg bærer med smil min byrde” møder vi hele den store poets – og agitators – liv i en samtale med manden med leen, som på denne skønne aprildag i 1930 er kommet for at hente den 63-årige Jeppe.

Det bliver et bevægende og musikalsk møde, som det kan anbefales at overvære.

Forestillingen varer inkl. pause næsten to timer – og det er ikke et minut for meget, når vi skal igennem en perlerække af Aakjær-viser og samtidig høre om mandens liv og levned, fra han var tjenestedreng i slid og slæb over årene i København som skrivende oprører (hvor han var med til at afskaffe Tyendeloven), og til han endte sit liv som digter i gården og naturen ved Jenle, hvor der mange år hver sommer var folkemøder og folkefester.

Hans digtsamling ”Rugens sange” fra 1906 har også siden udgivelsen været betragtet som Aakjærs mesterværk. Jeppe Aakjær oplevede nemlig det specielle for en digter allerede i levende live at være en legende, hvorom der i et hyldestskrift i anledning af hans 60-årsdag stod, at han har talt os fra hinanden, men sunget os sammen.

Aakjærs sange forbinder os stadig – her snart 100 år efter hans død, om end vi i dag ikke har en hverdag, der bare tilnærmelsesvist kan sammenlignes med det hårde liv, som den tids mennesker har haft.

At høre om tilværelsen dengang er nemlig at erfare om et Danmark, som virker så længe siden. Hvem har fx i dag en spyttebakke? Det vil vi finde meget ulækkert. Man spytter ikke indendørs – ja, vel knap nok udendørs, synes vi i 2021. Men sådan var det ikke dengang, hvor den lille Jeppe var optaget af, at bedstefaderen ikke ønskede at bruge den dertil indrettede spyttebakke i stuen – men i stedet harkede direkte efter væggen i en grad, så det var svært at kalke den, da den gamle døde.

Den slags guldkorn strømmer gennem forestillingen som gyldne hvedekorn, der tilsammen danner en farvestrålende høstbuket med pondus, inderlighed, velsang – og velspil.

Det er Allan Sjølin, som akkompagnerer Allan Høier, og de to sammen er gode – uanset om de kører viserne på den klassiske måde, eller eksperimenterer med tempo og udtryk. Det hele gør de forrygende – og det kan Aakjærs viser sagtens tåle.

De viser er også på mange måder vores fælles rødder. Og hvis rødder fortsat skal gro, skal de som bekendt vandes – og have lov til at vokse i forskellige retninger. Så får havren også mange bjælder – og det har denne forestilling.

Det er så samtidig klassisk Teatret Optimis at servere en levende kulturhistorie og Danmarkshistorie formidlet med sang og musik, men i denne forestilling gøres det særligt formidabelt. Vi bliver simpelthen klogere på os selv – og på det Danmark, som vi kender – og holder af.

Jeg kunne i hvert fald mærke mine forfædres gestalter ånde mig i nakken, så det rislede i hele kroppen. For nok bor jeg i hovedstaden, er universitetsuddannet og glad for kunst og kultur. Men ligesom de fleste andre danskere skal jeg ikke langt tilbage for at finde forfædre, der levede af jorden.

Min farfar var således husmand – og min morfar havde jordbær, juletræer og moser på sine jorde. Godt nok på Sjælland, men så er Danmark heller ikke større. Så i mit barndomshjem sang vi Jeppe Aakjær – fordi det liv, som han digtede om, på mange måder var et liv, som om ikke mine forældre, så dog mine bedsteforældre og oldeforældre kunne spejle sig i.

Det var sange som ”Stille hjerte, sol går ned”, ”Nu er dagen fuld af sang”, ”Sneflokke kommer vrimlende”, ”Ole sad på en knold og sang”, ”Han kommer med sommer”, “Jeg er havren”, ”Se dig ud en sommerdag” og ”Spurven sidder stum bag kvist”.

Alle sange, som vi også får fornøjelsen at høre i den eminente forestilling.

Skal der lidt malurt i bægeret, er det, at der sættes for lidt fokus på samarbejdet med Carl Nielsen, som skrev melodien til flere af Jeppe Aakjærs mest kendte viser, som fx ”Jens Vejmand” og forestillingens titel ”Jeg bærer med smil min byrde”.

For hvordan var de to mænds relation i grunden? Både som mennesker og som kunstnere? Det vil man gerne have svar på. Men trods denne mangel er det to timer i godt selskab. Og til sidst til ekstranummeret, ja, dér får man let tårer i øjnene og en klump i halsen. Så er De advaret. Men det er, som det skal være. For det sker på den fineste fællesskabsagtige måde.

Danmarksbloggen giver derfor seks store smil af seks mulige til ”AAKJÆR. Jeg bærer med smil min byrde”. Der er en inderlighed og en dybde over forestillingen, som bliver siddende i én – og gør, at man nynner Jeppe Aakjær længe efter, at man er kommet hjem – og tilbage til 2021.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Forsvundet til Halloween

Efterårets store danske familiefilm hedder ”Forsvundet til Halloween”, og har premiere i dag.

Filmen handler om fire børn og deres vilde oplevelser en Halloween-aften – og har lillesøsteren Petra i den altdominerende hovedrolle som pigen, der forsvinder.

Petra spilles eminent og energisk af debutanten Hannah Glem Zeuthen, der giver både pondus og nerve til pigen med det enorme mod og den lige så store fantasi. Her er en reel rollemodel til alle piger – og drenge. En moderne superpige simpelthen, som alle forældre med stolthed ville se deres børn spejlet i.

På sporet af Petra i virvaret mellem gys og græskar møder vi hendes storebror Asger, der spilles med stor troværdighed af Storm Exner Fjæstad, nabopigen Esther, som spilles med inderlig følelse og fornemmelse for den svære overgang, når teenagetiden banker på, af Katinka Evers-Jahnsen – og endelig den kloge nørd Svend, som skildres autentisk og med blik ind til at der gemmer sig en supermand i enhver gammelklog af Max Kaysen Høyrup.

Blandt de voksne skuespillere vrimler det også med gode kræfter. Blandt andet Jakob Faurby som tyv, Simon Sears som vikar, Marijana Jankovic som Petra og Asgers mor, mens Lise Baastrup og Sami Darr er forældre til Esther.

Petra og Asger havde så også en far – sidst det var Halloween. Men han er nu død, og savnet er stort – og lægger som en skygge over Halloween-højtiden, selvom de voksne insisterer på at fejre den, som de plejer. Så det gør Petra og Asgers mor sammen med Esthers forældre i et edderkoppespind af græskarsuppe, fællesfoto, dans og udklædning.

Men børnene har vigtigere sager at tage sig af – også andet end de selv troede og håbede, at de skulle bruge Halloween-aften på. For Petra forsvinder sporløst, lige inden det hele går i gang. Og i jagten på hende ender de andre tre efter adskillige udfordringer ved det faldefærdige hus, hvor der vistnok bor en ægte heks. Huset er i hvert fald hjemsøgt, siges det.

Og ja, det sker ting og sager i og ved huset. Men om det skyldes fortidens ånder – eller om det er mere nutidige skurke, der er på spil, skal ikke røbes her. Men der huserer tricktyve forklædt som skeletter i området. Og alt og alle er ikke nødvendigvis, som det ser ud til at være i en film, hvor man føler sig supergodt underholdt fra start til slut.

”Forsvundet til Halloween” skal nok blive et kæmpehit – også fordi den udover det helt klare spændingselement er sjov – og har en snert af socialrealisme. Ikke så meget at det gør rigtigt ondt – og det er ok. For det er en film, som skal kunne ses af alle – og som man skal have det godt med at se.

Det er derfor også en slags moderne og opdateret – og hurra for det – version af den klassiske danske familiefilm, som vi kender konceptet fra de gode versioner af ”Min søsters børn”-filmene.

Der er enkelte skønhedsfejl – fx at kirkegårde i Danmark ikke består af lange rækker med trækors, og at i Danmark er det aldrig så varmt til Halloween, at man kan rende rundt uden overtøj på. Men de små fejl og nogle få huller i handlingen er småting, der ikke forstyrrer den overordnede fortælling, som er spændende for både store og små.

Der er også tydelige hints til de måske mest kendte højtidsfilm for børn, nemlig de amerikanske ”Alene Hjemme” og til den Danmarks-verdensberømte ”Terkel i knibe” – og til de gamle børnebøger ”De 5” – som handler om fire helteagtige børn og hunden Tim, som fanger den ene forbryder efter den anden. Ja, der er sågar en schæfer ligesom Tim med i ”Forsvundet til Halloween”, men på en anden måde end hos ”De 5”.

I det hele taget blandes posen med gamle børnefilm og ditto bøger godt med nutidens noget mere lige-på-og-jeg-vil-se-bevis-før-jeg-tror-det-kritiske børn og voksne. Og sammen med et nutidigt sprog og klassiske becoming-of-age-konflikter i 2021-versionen giver det filmen et vældigt realistisk skær – mixet op med en følelse af hyggelig uhygge.

For man kan nemlig sagtens være en mumie-kannibal-zombie til Halloween, hvis man vil, som Petra siger det.

Danmarksbloggen giver ”Forsvundet til Halloween” 5 ud af 6 græskar. Det er en film med fart og tempo – og en god historie, og så er det også kun Halloween en gang om året.

Pelle Møller har skrevet manuskript, og Philip Th. Pedersen har instrueret.

Og for de kirkegårdsinteresserede skal tilføjes, at man skal søge til Mariebjerg Kirkegård i Gentofte, hvis man vil opleve filmens kirkegård i virkeligheden. En kirkegård, som på mange måder er anderledes end stort set alle andre danske kirkegårde – både pga. de mange opretstående kors, men også fordi kirkegården ikke ligger i forbindelse med en sognekirke.

Som man kan læse på Gentofte kommunes hjemmeside om kirkegården: “Mariebjerg Kirkegård er præget af en helt anden kirkegårdsopfattelse end den traditionelle. Den enkelte grav indordner sig et fælles udtryk. Det individuelle gravsted har derfor en langt mindre betydning end på de øvrige kirkegårde.” Citat slut.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

Anmeldelse: En folkefjende

En af teatrets vigtigste roller – hvis ikke dén vigtigste – er at afspejle virkeligheden og give beskueren en dybere forståelse af sig selv og sin tid.

Og netop det gøres for fuld på skrue på Nørrebro Teater, hvor man i øjeblikket spiller Henrik Ibsens ”En Folkefjende” med Søren Pilmark i den altdominerende hovedrolle som den idealistiske – og i starten naive – læge Tomas Stockmann, der har fundet ud af, at vandet brugt i det kurbad, som er den store motor for byens vækst, er meget forurenet.

Stockmann vil selvsagt gøre noget ved det som rense jorden og omlægge vandrør med mere. Men det vil koste mange penge – og de facto lukke kurbadet. Så byens spidser og magthavere – fra medierne over borgmesteren og til byens store pengemand – sætter sig hurtigt, brutalt og med alle midler imod. Stockmann udråbes til folkefjende – og farlig for demokratiet.

Lyder det bekendt? Ja, men det er det også. Stykket er nok skrevet for næsten 140 år siden, men det kunne være skrevet i dag. Kampen om magten, de kortsynede hensyn til egen vinding og alt det andet, der skader fællesskabet – og i dag også kloden og livsbetingelserne – vinder som regel stadigvæk.

Nørrebro Teaters version er så en opdateret og bearbejdet version af det gamle skuespil, hvilket kun gør stykket endnu bedre. For dialogerne og billederne er vores tids.

Første akt er derfor virkeligheden 1:1 i et delvist morsomt, delvist sylespids-spiddende kammerspil med et væld af gode dialoger rundt om den på det tidspunkt agtede læge Tomas Stockmann. Vi møder:  

Datteren Petra med de mange drømme og holdninger spillet med stor kraft af Camilla Lau.

Søsteren og borgmesteren, der lider af magt- og anerkendelsesyge – og som spilles med finesse og sans for de små kig ind til sårbarheden af Malene Melsen.

Konen, den desillusionerede aktivist, spillet med ømhed over det spildte liv af Githa Lehrman.

Svigermoderen med pengene og ambitionerne spillet med den ypperste fingerspidsfornemmelse af Marianne Høgsbro.

Byens karriere-bevidste og selvcentrerede redaktør spillet overbevisende af Frank Thiel.

Hans endnu idealistiske journalistelev spillet med ægte indignation af Patrick A. Hansen.

Den tilsyneladende verdensfjerne kunstner, der spilles med overlegen arrogance af Benjamin Kitter.

Og endelig byens patron og pengemand, der spilles mesterligt af Tom Jensen, der som altid rager op både fysisk og skuespilsmæssigt.

Og så selvfølgelig Søren Pilmark i den store hovedrolle, som han udfylder med en personificering og en kraft, der tvinger os i publikum til at tage imod ham og hans ord. Og især i anden akt, hvor virkeligheden stadig er vores og nutidens. Men hvor verden og vi vises i en version, som vi ikke har lyst til at se.

Men Søren Pilmark lader os ikke slippe. Vi må stå det hele igennem – alle anklagerne, alle skældsordene – og der er ingen undskyldninger. Værst er dog de manipulationer, som vi også udsættes for – og som vi gennemskuer på scenen, men sjældnere kan gøre det ude i virkeligheden.

Lad den, der er uden synd (altså ren), kaste den første sten, siger Jesus i Biblen. Det er en leveregel, som for længst er blevet en del af vores fælles kultur og etik, hvad enten vi er troende eller ej. Ja, vi tænker ikke engang over, hvor denne regel om selv at være uden skyld for at kunne kritisere andre kommer fra.

Stykkets oprindelige forfatter Henrik Ibsen, der aldrig deltog i det modernes gennembruds opgør med religionen, var i udgangspunktet kristen på den personlige og pietistiske måde. Men senere blev det samfundsengagerede aspekt tilføjet til hans tro – og det løber også som en rød tråd i hans forfatterskab.

Spørgsmålet om skyld og skam er derfor også det centrale i anden akt. For hvem er ren? Stockmann synes, at han er. Det er så mod ham, der kastes. Dog hverken brosten eller store sten, men hårde ord og så lidt leverpostej-farvet grus. Det passer også til norsk – og dansk mentalitet.

Jeg følte mig i hvert fald ganske ramt, selvom gruset lå oppe på scenen. Ord er så ligegyldige, og det er kun handling, der taler iflg. Stockmann, som ender med at lade handling følge ord – og gå hele vejen.

Det skal man også – uanset hvad det koster, mener Stockmann. Det er voldsomt idealistisk. Der er samtidig også et glemt, men ultimativt krav i kristendommen om at gå hele vejen og ofre alt. Et krav, som Ibsen var bevidst om, og som han derfor var nødt til at lade Stockmann tage på sig.

Det er så samtidig et så stort krav om selvopofrelse, at de fleste af os ikke kan leve op til det. Ligesom vi ikke kan leve op til hele tiden at høre og sige sandheden, og kun sandheden, og hele sandheden og ikke andet end sandheden.

Der er så bare lige det djævelske i det, at troen på den fulde sandhed og ideen om, at vores demokrati fungerer tip-top, er blevet en del af vores kulturarv – og vores store fortælling om os selv. Og så glemmer vi behændigt og gerne, at vi ikke hverken kan eller vil leve op til noget af det.

Det er forstemmende, men den er dårlig nok. Og selvom jeg aldrig har forladt teatret så uforløst, med så stor en sten i maven og i brystet, så føles det rigtigt, at jeg i første akt så den verden, som jeg kendte – og jeg i anden akt blev set og genkendt som alle de andre grødhoveder, røvhuller og hvad vi ellers blev kaldt, mens Stockmann konfronterede os med vores magelighed, svaghed og svigt.

For sådan er det. Vi betaler alle en pris for vores behagelige liv. En pris, som måske i virkeligheden er alt for høj – hvis vi turde tænke efter. Det tør Tomas Stockmann i skikkelse af Søren Pilmark – og han gør det mere ærligt og mere afklædt end nogen fysisk nøgenhed nogensinde kunne illudere.

For Stockmann/Pilmark (for det er, som flyder rollen og manden sammen til én) er spejlbilledet af samfundet, af mig og alle andre. Og derfor skal denne sprudlende, grumme, vanvittige og vigtige forestilling ”En folkefjende” have seks ud af seks sten, som de sten jeg ville ønske, at jeg turde kyle lige i hovedet på alle med magt.

Klods-Hans gjorde det – dog kun med mudder, og så fik han prinsessen og det halve kongerige. Men det var også et eventyr, skrevet inden Ibsen og de andre lavede det moderne gennembrud.

For ude i virkeligheden har vi – røvhullerne, grødhovederne – valget mellem: 1) At makke ret og blive i vores job, lejlighed og så videre – eller 2) At pakke vores habengut og forlade byen som en anden dr. Hansen fra Matador, der måtte tage konsekvensen og flytte fra Korsbæk, da han offentligt brokkede sig over det fra fabrikkerne kommende forurenede vand i fjorden.

Hvor gik han hen? Og hvor gik Stockmann hen? Vi ved det ikke. Men vi ved, at kun de salige har luksussen at kunne stå i den silende regn – og blive helt rene. Måske nærmest døbte eller genopstandne på ny, mens de og vi andre tænker over stykkets måske mest berømte sætning: Den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene.

Eller som Petra her i 2021 ville skrive det i sin bog med sans for i tidens ånd at inkludere alle køn og alle pronomener: Det stærkeste menneske i verden er det/de, som står mest alene.

Det er Viktor Tjerneld, som har instrueret og bearbejdet ”En folkefjende”, som Nørrebro Teater laver i co-produktion med Odense Teater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

Samtale med Steen Langstrup om bogen ”Forfattersind”

Hemingway sagde – pr. stedfortræder, da den amerikanske ambassadør i Sverige i 1954 modtog Nobelprisen i litteratur på den store forfatters vegne i Stockholm: Writing, at its best, is a lonely life.

Passer det? Hvad består et forfatterliv af? Det kan man blive klogere på fredag d. 24. september, når Steen Langstrup udgiver bogen ”Forfattersind. Interviews og tanker om drømmejobbets bagsider”, hvor han hudløst ærligt fortæller om livet som forfatter – hele vejen rundt.

Det gøres udover Langstrup selv af andre kollegaer, som han har interviewet gennem et par år. Der er tale om – i alfabetisk rækkefølge: Jussi Adler-Olsen, Anette Ellegaard, Eva Maria Fredensborg, Agnete Friis, Katrine Marie Guldager, Helle Hedegaard Hein, Lars Kjædegaard, Anne-Marie Vedsø Olsen, Sara Skaarup og Peter Øvig.

”Forfattersind” er en mere end glimrende bog, som burde være obligatorisk læsning på samtlige sådan-bliver-du-forfatterkurser. For man hører om det hele – også det, som ingen ellers taler om: Klikerne i branchen, problemerne med økonomien, forlagene som en væsentlig forretnings- og magt-faktor, med juraen og med at få familieliv og forfatterliv til at gå op i en højere enhed.

Om PR, udgivelser, anmeldelser, de sociale medier, at sammenligne sig med andre forfattere – og om de forventninger og fordomme, forfattere ofte mødes med.

Der er også flere ting, som går igen hos Langstrup og kollegaer: Det introverte i al almindelighed, og behovet for at være alene for at skrive i særdeleshed. Det eksistentielle behov for at skrive. Fordi at skrive er som en indre ild. Dét hjerteblod, som man ikke kan være foruden.

Om skriverusen når man føler, at teksten lever sit eget liv, og den tilsvarende skriveblokering, når ordene ikke vil komme. Og så dette ikke at kunne arbejde, fordi der er andre i huset eller praktiske ting, der skal gøres. Om behovet for anerkendelsen. Om det at være anset og måske hyldet som forfatter, men også om afsavnene og tvivlen.

For er man god nok? Er bogen god nok? Måden at skrive på? Ideen?

Det er forhold, som man kan genkende – også selvom man ikke skriver skønlitteratur, men faglitteratur, essays, digte – ja, sågar artikler.

Måske fordi det ligger i det at være skabende med ord, tænker undertegnede, som har bloggen Danmarksbloggen – og som udover at anmelde bøger og teater, skriver reportager og kronikker – og har skrevet artikler om it, religion, ja sågar biler og haver, portrætartikler – og to bøger. En om mad og personlig udvikling – og en om julens traditioner.

For uanset hvad vi skriver, så tegner vi et billede af virkeligheden, når vi udvælger ordene.

Så hvad enten vi skildrer dén virkelighed, vi sanser – eller vi selv skaber en virkelighed med ord, så laver vi et billede, som kræver både indlevelse og valg af den, som afsender.

Det og meget andet har Danmarksbloggen spurgt Steen Langstrup om i dette interview: 

For hvad tror du, Steen Langstrup? Er den mentale proces den samme, om man skriver en skønlitterær bog, en faglitterær bog eller noget andet? Eller ligger er en forskel? Også i om man bruger lang eller kort tid? Du nævner et sted i bogen en novelle om en due, som du skrev på en eftermiddag? Den novelle fik meget opmærksomhed. Her var du i en anden virkelighed i nogle få timer i modsætning til i dine bøger, som kræver måneder? Så er er nogen forskel – og hvordan opfatter du i så fald den?

Først så tror jeg ikke, novellen handler om en due. Jeg tweetede om en due engang, men ellers så, ja, at skrive en enkelt novelle, hvis først idéen er der, er selvfølgelig lettere end at skrive en hel roman. Alene det, at novellen er så hurtig overstået er en gigantisk forskel. En roman er et langt slid, hvor tvivlen har rig mulighed for langsomt at æde sig ind på en, og dræne lysten og drivet fra værket, så der i værste fald til sidst ikke er andet end jernvilje tilbage. Lortet skal være færdigt. Men man hader det, man er fanget et mørkt sted, og det had ender med at rumme værket også. Dette er heldigvis ikke noget, der absolut sker hver gang, men som månederne går, og tidsplanen måske begynder at skride, så bliver det sværere at holde fra livet.

Når jeg skriver, at noveller er lettere, så gælder det kun en novelle – ikke hvis man i virkeligheden ikke bare arbejder på en enkelt novelle, men en novellesamling, så kan det nemlig være en sværere opgave at skrive end en roman, fordi romanen trods alt fortsætter i samme univers, med samme personer osv., og så oplever man ofte, at når først man er forbi det svære punkt eller de svære punkter, så er resten af vejen ned ad bakke. Det sker sjældent med novellesamlinger, hvor hver novelle er sit eget univers.

Det løber som en rød tråd gennem bogen, at det at skrive er et ensomt job. I hvert fald et job hvor man er – og ofte også gerne vil være – alene. Men omvendt så spejler man sig som forfatter også i omverden, og vil gerne fortælle den noget. Så ligger der indbygget en kontrast i dette ensomme job og spejlingen i omverden?

Jobbet er jo ensomt på mange planer. Ikke bare, at man sidder alene og skriver, men man er også alene med ansvaret, med konsekvenserne, med valgene, med talentet eller det manglende, med fiaskoer og succeser. Man er bare alene med det.

Men intet menneske er en ø, vi hænger sammen, og det er i andre mennesker, at man oplever at lykkedes eller mislykkes. Hvad det så end er, man søger med at skrive, for det er forskelligt. Forfattere er mere forskellige end mennesker i mange andre brancher, sikkert fordi vi ikke er sammen på samme måde, vi smitter ikke af på hinanden på samme måde som kollegaer i en bank eller på en fabrik.

Derfor rummer ensomheden blandt en del forfattere også en akavet følelse af at være udenfor. Det kan gøre ensomheden og det med at spejle sig i omverdenen ekstremt sårbart.

Du taler også om vindere og tabere – og det giver mening i antallet af solgte bøger. Men på et dybere plan findes der så vindere og tabere? Hvis man fx har givet bare ét menneske en oplevelse, som betød noget. Kan det så ikke betyde alverden? Jeg husker fx en gang at en artikel, jeg skrev, som fik en ung pige fra KBH til at tage til Jylland for at se en forestilling, som jeg havde skrevet foromtale om, fordi hun ville se premieren (forestillingen kom ellers senere til KBH). Er det ikke noget, som man kan leve længe på? For så ved man, at man har rykket noget – også selvom det ikke køber en pakke leverpostej. Men mennesket lever ikke af brød alene. Ånd må der til. Eller hvad siger du?

Jo, det er det, hvis man tillader sig selv at gøre det, og hvis man tager sig tid til det. En ting, der kan gøre det svært, er, at man konstant stræber mod noget, og at der er så langt mellem de forløsende øjeblikke, hvor man kan se, at de mange afsavn og det hårde, ensomme slid har gjort en forskel.

Problemet kan være, at andre ting demotiverer. Der er forsket en del i, hvad der motiverer mennesker, og jeg har under arbejdet med bogen bidt mærke i bl.a. psykologen Frederick Herzbergs teorier, hvor han konkluderer, at ting som økonomi sjældent har styrke til at motivere ret langt, men at dårlig økonomi ligefrem virker demotiverende. Forfattere og mange andre kreative erhverv har notorisk vanskelig økonomi, og er i kraft af denne i risiko for demotivering – og hvad sker der så, når demotiveringen kvæler arbejdsglæden? I flg. den danske forsker Helle Hedegaard Hein, som jeg også interviewer i bogen, regredierer man. En kunstner, der regredierer, holder op med at fokusere på de ting, der oprindeligt inspirerede en til at vælge sit virke, og fokuserer i stedet på ting som netop økonomi, som ikke bare igen er særdeles vanskelig at lykkedes med, økonomien rummer også meget sjældent det magiske kick, som gør det det hele værd i den sidste ende, og så er man i en ond cirkel.

Og hvad med dig selv? Du skriver et sted, at du pt. holder pause – måske for bestandigt. Jeg går ud fra, at du mener skønlitterært. For denne bog er jo også en bog. Så måske du stadig vil skrive, bare noget andet end romaner? Er det også derfor, at du har skrevet denne bog? Fordi du selv tumler med netop dit eget sind og din egen vej herfra?

Det er svært at svare på. If you are a writer, write about it, siger man jo. FORFATTERSIND er måske i virkeligheden en bog, jeg ville ønske, mit eget yngre jeg havde haft mulighed for at læse for mange år siden. Sandheden er, at jeg ikke aner, hvad jeg skal nu. Andet end, at jeg må finde mig en vej i livet, som giver mening – og som ikke rummer lange dyk ned i det indre mørke, det kan være at skrive romaner.

Jeg er på ingen måde stoppet med at være kreativ. Det tror jeg ikke, at jeg kan. Men livet skal være værd at leve, jeg vil grine og elske livet mere. Og det tankevækkende er, at det har jeg gjort, siden jeg stoppede med at skrive romaner. Men der skal også mad på bordet, og jeg er et stolt menneske, der sætter en ære i at klare mig selv, så der skal findes en balance og en vej frem, hvor jeg stadig kan leve af mine kreative sider og min krøllede hjerne. Jeg er 53 år nu, jeg har levet af at skrive, siden jeg var i tyverne, og man skal ikke være meget klog på verden for at vide, at jeg er ude af det traditionelle arbejdsmarked og sikkerhedsnet for livstid. Der er ingen vej tilbage.

Men det har på den anden side altid været en umulig vej, jeg har taget, og det er jo gået alligevel. I år har jeg fungeret som redaktør især og har både udgivet andre forfattere på mit lille forlag og redigeret bøger, der udgives andre steder. Der er altid en vej.

At skrive romaner må aldrig blive et fængsel, kreativitet skal åbne én, ikke holde én fanget, og for mig var det blevet et fængsel, eller i hvert fald et sted, jeg ikke har den store lyst til at vende tilbage til.

Du gør opmærksom på, at der er flere sindslidende blandt forfattere. Men hænger det ikke sammen med at være kreativ og skabende og sensitiv? Måske også fordi så mange kreative mennesker i bund og grund er socialt udfordret. Man kan lide at være alene, ja man foretrækker det. Måske fordi man blev mobbet som barn. Så man er vant til at være udenfor flokken. Men måske er det at være ene og stærk ikke noget, som man vælger, men noget man bliver – og finder accept af og få ro i og forløsning ved, når man skriver?

Jo, det er skam meget muligt. Men samtidig må man også se i øjnene, at mange af de kreative jobs stiller meget store mentale krav til udøverne. Så store, at selv badass fightertyper kan miste grebet undervejs. Det er ikke for børn. Og jeg vil vove den påstand, at den benhårde showbizz/kulturverden, hvor talent er billigt, og mennesker skrottes for et godt ord, bærer en lige så stor del af ansvaret for, at alt for mange af os går til undervejs. Depressioner er desværre ikke ualmindelige, misbrug i form af alkohol, hash eller hårde stoffer heller ikke (dog mest alkohol blandt forfattere) og desværre er selvmord også en del af branchen.

Og hvem skriver man for og til? Er det for sig selv – for at komme af med noget – eller er det også for andre?

Det må man jo finde ud af undervejs. Ting ændrer sig i løbet af et langt liv. Og måske bliver man også klogere på livet og en selv undervejs – og på kunsten, litteraturen. Det er først og fremmest individuelt, og noget ingen andre kan fortælle én.

Danmarksbloggen siger tak til Steen Langstrup, og kommer til at tænke på den delvist biografiske film ”Shadowslands”. Her spiller Sir Anthony Hopkins forfatteren C.S. Lewis, der også var professor på Oxford.

Og her er der en ung student, som lærer den gamle professor, hvad det vil sige at læse. Studenten siger: Når jeg åbner en bog, så dirrer mine hænder. Tænker forfatteren som jeg? Føler han som jeg? Hvordan opfatter han verden? Lewis affejer først studenten. Men senere lærer han af den unge mand, som siger de måske mest kloge ord, der er sagt om det at læse: We read to know we´re not alone

Måske det også er derfor, vi skriver? Måske det er derfor, at vi skulle skrive – alle os der skriver, og uanset hvad vi skriver. Vi skriver for at vise andre, at vi ikke er alene. Og vi læser andre for at erfare, at vi ikke er alene. Og dét er en erkendelse, som vi er nødt til at gøre igen og igen og igen og igen.

Mens jeg skriver dette indlæg, hører jeg ABBA´s to nye sange. ABBA, som man uden at overdrive kan kalde succesrige. Og jeg tænker igen, om ikke netop ensomheden gælder alle skabende. ABBA´s Benny Andersson siger nemlig i et interview, at han i reglen sidder ved klaveret i dagevis, ja ugevis, før der sker noget.

Benny Andersson – vor tids Mozart, hvis melodier sammen med kollegaen Björn Ulvaeus tekster, tegner vores tids mest langtidsholdbare musik. Evig gylden. Men ikke desto siger samme Benny Andersson også, at ABBA har lavet måske 10 gode recordings – og det er ikke snobberi. Manden mener det. 10 gode sange. Jeg kan på stedet synge flere end 10 gode ABBA-sange.

Så måske er det med ensomheden og søgen efter anerkendelsen, også fra sig selv, bare et grundvilkår ved at være skabende og vælge den stenede vej. Fordi man ikke kan andet.

Jeg kender mørket, slutter Langstrup sin bog. Ja, og han kaster med ”Forfattersind” lys ind i det mørke, som alle skabende og kreative kender.

Gad vide om de andre, de ekstroverte, der fungerer i samfundet med jobs blandt andre og et dagligt socialt liv, også læser med? HVIS kunne det øge forståelsen af forfatterlivet – og livet for alle kreative.

Det har vi brug for i en tid, hvor vi nok hylder mangfoldigheden. Men hvor det samtidig er en yndet sport blandt politikere, erhvervsfolk og såkaldt meningsdannere at udstille, nedgøre og ødelægge livet for alle dem, som ikke mindst 37 timer om ugen målbart bidrager til samfundets økonomiske bundlinje.

Dette til trods for at vi ved, at uden tanke og ånd, så dør ikke kun den demokratiske debat, men også hele det civiliserede samfund. Men det er måske også den herskende og brølende liberalistiske tidsånds ultimative mål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Frihedsweekenden

Det er en sjælden varm september måned i år – og i denne weekend mærkes den forlængede sommer også mentalt. Ja, den lever i sindet hos danskerne i det, som kan kaldes Frihedsweekenden.

For fra i fredags er alle – som i ALLE – restriktioner i Danmark hævet, og der skal ikke vises Corona-pas nogen steder. Noget, som danskerne har taget imod med kyshånd – og stor livsglæde.

Danmarksbloggen var derfor ude og gå i går aftes. En lille tur rundt i vores hovedstad København – og alle steder vrimlede det med mennesker. Mennesker, som sad på bænke, ved borde og alle steder, hvor man kunne være.

Kvinder og mænd i alle aldre, som drak og spiste, mens de grinede og talte sammen. Mennesker, som sad og hørte musik, som valsede rundt, som bare levede – og var sammen.

Glade, lykkelige – nærmest befriede.

Og fra de åbne vinduer i lejlighederne kunne man høre endnu flere glade stemmer, endnu mere musik.

Der var et leben og en jublen allevegne, som gjorde én aftenvandrer som undertegnede varm i hjertet og lykkelig i sindet.

Kontrasten til de iskolde vandringer, som jeg foretog i et totalt stille og totalt nedlukket København for halvandet år siden – i marts 2020, kunne heller ikke være større.

Og var man i Parken i København, som 50.000 var det, så kunne man høre den FØRSTE fulde stadionkoncert i Europa siden marts 2020. Det var med det danske band ”The Minds of 99”, som gav en særdeles forrygende koncert, som anmelderne kaldte euforisk.

Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen var til stede, og beskriver hele koncertoplevelsen sådan her: Helt vildt og festivalagtigt. Ja, man glemte Corona fuldstændigt. Der var ikke en snert af Corona tilbage.

Det var stort. Og en ekstra oplevelse var bandets nye sang ”Under din sne”. De 50.000 dansende og festende mennesker var begejstrede.

Og her i dag vrimler det også med mennesker på gader og stræder. Allermest lægger man nok mærke til de næsten 80.000, som sammen med kronprins-familien løber Royal Run i Sønderborg, Aalborg, Odense og København.

Så: Overalt i Danmark er der i denne weekend – Frihedsweekenden – mennesker, leben, glæde og smil – og Corona-tiden er som en lille sort sky ude i horisonten. En sky, som de fleste anser for væk for evigt.

Danmarksbloggen er ikke helt sikker, men håber, at de optimistiske har ret: At vi vitterligen har vaccineret os ud af pandemien, som i øjeblikket stadig hærger resten af kloden.

En pandemi, hvor Danmark er som en ø med lave smittetal og total frihed midt i et frådende Corona-hav.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundtvigskirken – 100 år og to dage

Det er i dag præcis 100 år – og to dage siden – at grundstenen blev lagt til Grundtvigskirken. Det skete altså d. 8. september 1920. Datoen var ikke tilfældigt valgt.

N.F.S. Grundtvig – åndskæmpen i Danmark – blev født d. 8. september – bare i 1783 – og han døde næsten også på denne dag. Nemlig d. 2. september 1872.

Grundtvig spændte altså i levende live over næsten et helt århundrede. Men i forhold til at være dansk, for vores samfund og vores måde at tænke på, så spiller han stadig en afgørende rolle – og ikke kun i højskolerne eller i folkekirken.

Det er derfor passende, at Grundtvig fik sin egen kirke, selvom han aldrig har sat sine ben i Grundtvigskirken på Bjerget i Bispebjerg, der er kendt langt udenfor landets grænser.

Fordi den udover at være kirke er kunst. Det er J.D. Herholdt, som sammen med P.V. Jensen-Klint og sønnen Kaare Klint (ja, dem med lamperne) har stået for Grundtvigskirken, der er som en landsbykirke i overdimensioneret katedralstørrelse.

Grundtvig er i øvrigt ekstra aktuel i denne tid, hvor mange taler om den enkeltes frihed og fællesskabet som modsætninger. For Grundtvig hang de to ting sammen – og var hinandens forudsætninger. Grundtvig mente også, at vi som mennesker kunne handle – og dermed ændre på de ting, som vi mente skulle laves om.

Der er derfor i en tid som vores med masser af udfordringer og problemer al mulig grund til at læse Grundtvig, synge en eller flere af hans mange salmer – og måske besøge Grundtvigskirken og blive blæst bagover.

Først af kirkens enorme størrelse – og derpå af det lys, som kommer én i møde, når man træder ind i Grundtvigskirken, hvor der er rigeligt med plads til ånd og tanker – både opad og fremad og til siderne.

Dét havde lige passet Niels Frederik Severin Grundtvig. Han kunne nemlig godt lide åndsfrihed. Det kan Danmarksbloggen også.

Vi kommer længst med frihed – for både Loke og Thor.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ABBA kommer med nyt album

Der er ting, som man er 100% sikker på, ALDRIG vil ske.

En af dem har i årtier været ny musik fra ABBA. Tidløse, fantastiske ABBA.

Men tidligere i aftes kom det så. Broadcastet fra Stockholm, London og en masse andre steder i verden med nyheden:

ABBA kommer ikke kun med et nyt album – men også med et digitalt show med deres ABBA-tarer.

Digitale figurer, som synger og spiller – og som ER de berømte fire. For ja, de har indspillet numrene på scenen – og de optagelser er nu blevet til ABBA-tarer, som alle kan se i den arena, som bygges til formålet i London.

Når ABBA gør noget, er det stort.

Og nu kommer der altså ikke kun et nyt album med ti numre. Men der bliver også mulighed for at se ABBA i en digital koncert-udgave i London i en specialbygget ABBA-arena.

Mest interessant for de fleste danskere er nok det nye album, som kommer 5. november i år. Endda med en julesang på, som Benny og Björn afslørede det i det direkte interview med dem fra London.

Man kan allerede på Youtube høre to melodier derfra. Hør dem her:

Det er ubetinget ABBA. Og man skulle ikke tro, at det var en flok pensionister, der havde lavet det. Musikken er stadig så frisk som en vårvind.

De fire fantastiske svenskere kan både komponere, spille og synge som for 40 år siden. Men at tale om et comeback giver ikke mening. For ABBA har aldrig været væk.

Og nu kommer der ny musik fra alletiders bedste popgruppe. Det er fantastisk.

Se mere her: www.abbavoyage.com

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ternet Ninja 2”

Så sidder man her en smågrå-men-alligevel-med-solstrejf-og-dog-indimellem-en-regnbyge-ja-tilmed-en-ordentlig-skylle-inficeret sommerdag, og skal anmelde Anders Matthesens ”Ternet Ninja 2”.

Den herresvære 2´er, som Matthesen kalder den i traileren til filmen.

Jeg er så nødt til at breake, at nej, det er ikke 2´eren i almindelig forstand. Det er derimod den helt naturlige konsekvens af 1´eren. En fortsættelse, der binder de tråde, som skal bindes, så de to film bliver en større og helstøbt fortælling.

”Ternet Ninja 2” er så samtidig helt sin egen og langt mere en thriller end den film om at finde og turde være sig selv – være god nok, som 1´eren var – udover selvfølgelig historien om at få skovlen under den onde legetøjsforhandler Eberfrø.

Den-med-en-altid-voldsparat-advokat-til-ven-dæmoniske-Eberfrø, som i 2´eren viser sig at være endnu mere ond, endnu mere brutal end den lede satan, som han var i 1´eren.

Det klæder ”Ternet Ninja”-universet at turde kaste sig ud i noget hæsblæsende action, og ja, en dansk teenagedreng med kæresteproblemer kan sagtens være hovedperson i en thriller-roadmovie lavet som en tegnefilm. I hvert fald når det sker sammen med en ninja-tøjdukke, som her i 2´eren optræder i et noget andet outfit end i 1´eren: Nemlig er rødt-hvidt-mønstret stof med hjerter – men det er økologisk!

Geografisk er vi i 2´eren tilbage i Thailand, hvor Aske og Ternet Nina er skiftevis de jagtende og de jagede i en historie, der fortælles, som kun Anders Matthesen kan det: Med sjove ordspil og med replikker og handlinger, der sidder præcis, som de skal – og som er 1:1, som der tales og gøres i Danmark.

Det holder max. Men hvorfor i grunden?

Er det bare fordi, at filmen er hylende morsom med den ene gode oneliner efter den anden – ofte serveret af selveste onkel Stewart, der i disse film også er en slags helt?

Nej, det skyldes, at filmen har noget så sjældent som substans. Mange lag i lagkagen simpelthen. Komik lagt sammen med indsigt og klogskab – og en eminent evne til at twiste. Matthesen er en gudsbenådet fortæller, som jeg også har mistænkt for at kunne sine klassikere, selvom han har travlt med at være street og den slags.

Men det ene udelukker jo ikke det andet. Anders Matthesen har også en gang sagt, at han er buddhist. Der er også noget karma over hans historier. Men det er samtidig også bibelske temaer, som tages op i hans film og tv-serier, og måske især spørgsmålet om: Hvem er min næste – og hvordan skal vi behandle hinanden?

Det er også altid relevant – og her endnu mere. For er det med hævn så god en idé, som den gamle hævnende Ninja-ånd hævder, og som i ”Ternet Ninja 2” understreges med guldkornet fra den-med-sværd-beklædte-men-alligevel-også-nuttede-tøjdukke: Der er jo ingen, der siger, at vi ikke kan have det hyggeligt, mens vi hævner os.

Sådan et udsagn er filosofi og religion på højt plan. Et andet klassisk – ja religiøst – tema er det om brødre og broderskab, og det fylder meget i ”Ternet Ninja 2”, hvor forholdet mellem Aske og Sune bliver udfordret og udviklet.

Det gør broderskabet også i Gammelt Testamente, hvor der går en brødre-bue fra drab (Kain og Abel) og indædte kampe (Esau og Jacob) til tilgivelse og forsoning (Josef og hans brødre). En udvikling ikke helt ulig forholdet mellem Aske og Sune.

Om Matthesen læser Biblen, vides ikke. Men han kan skabe glitrende fortællebuer, så man gribes, griner – og sågar også bliver lidt rørt til sidst i filmen.

En lille klump i halsen og en lille tåre i øjenkrogen sneg sig i hvert fald frem hos undertegnede. Det er det, som den fineste komik bare kan.

Danmarksbloggen giver derfor ”Ternet Ninja 2” seks funklende, fine Ninja-sværd ud af seks mulige – og håber, at der kommer en ”Ternet Ninja 3”. For normalt snævrer universet sig ind for hver film, man laver med de samme figurer. Men her åbner verden sig op.

Der er også nok uretfærdigheder at gå i gang med – og hvem ved? Måske Aske kunne tage på efterskole i Jylland i den næste film? For ved nogen, hvad der rører sig i Jyllands mørke underverden? Måske nogle gemte og glemte mink – eller det, der er værre?

Thorbjørn Christoffersen har instrueret ”Ternet Ninja 2”sammen med Anders Matthesen, og filmen har premiere torsdag d. 19. august i 130 biografer.

Det bliver spændende, om ”Ternet Ninja 2” kan slå rekorden i antal solgte billetter, som lige nu indehaves af ”Ternet Ninja”, der solgte 950.000 billetter. ”Ternet Ninja 2” har potentialet til det. For det er en herregod film.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk