Anmeldelse: “Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”

Cand.phil i historie Kåre Lauring har skrevet mange historiske fagbøger, og i den nyeste ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”, som udkom i sidste uge, kommer han ind på tiden EFTER besættelsen og frem til skæringspunktet, da Danmark skriver under på NATO-traktaten i 1949, og dermed opgiver neutralitetpolitikken.

Det er en tid, som vi ellers hører meget lidt om. Besættelsen og befrielsen behandles ofte i både fag- og skønlitteratur, og det samme gør velfærdssamfundets opbygning i 1950´erne og 1960´erne.

Men de første år efter krigen er så underligt oversete, selvom det er meget vigtige år, hvor grundlaget for hele det kommende moderne samfund blev lagt.

Heldigvis har vi så nu Kåre Laurings grundige, detaljerede og velformulerede værk ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949”, hvor man på bogens 428 sider bliver klogere på forsvarspolitik, situationen omkring Grønland og Færøerne, økonomisk politik og det spil, som var i gang i Europa og i resten af verden, og som førte til den kolde krig mellem de tidligere allierede – en krig, der skulle kendetegne næsten et halvt århundrede.

Et af de meget spændende afsnit handler om etableringen af FN, som startede med en konference i San Francisco, hvor den danske regering gerne ville være til stede. Det fordrede dog, at man var anerkendt som allieret, og altså havde erklæret krig mod Tyskland.

Det havde Danmark ikke. Snarere tværtimod havde vi i 1941 skrevet under på Antikominternpagten i Berlin. Det var først i 1943, at vi officielt stoppede samarbejdet med tyskerne – på et tidspunkt, hvor alle vidste, hvad vej det gik.

Så at vi alligevel blev anerkendt de facto skyldtes den modige danske ambassadør i USA Henrik Kauffmann, som i 1941 havde indgået en aftale med USA om, at de måtte anlægge forsvarsbaser på Grønland. Danmark blev altså på et hængende hår anerkendt, og var et af de 51 lande, som var med fra starten i oktober 1945.

Ellers var vi også havnet i selskab med Tyskland, Italien, Finland, Bulgarien, Ungarn og Rumænien, som i de første efterkrigsår absolut ikke var det gode selskab.

For det var vigtigt, hvem man omgikkes, både international og nationalt. Og derfor gik det danske retsopgør heller ikke stille af – ikke i starten i hvert fald. Man ville fx fælde de store entreprenører, som havde tjent mange penge på at bygge flyvepladser og bunkers langs den jyske vestkyst. Men ofte gik det anderledes.

De små værnemagere fik deres straf, mens de store slap, da man ikke kunne forvente nogen domfældelse, som statsadvokaten mente det. Eller deres handlinger blev vurderet som en del af samarbejdspolitikken, og så var det jo ikke den enkeltes eget ansvar, men et regeringsansvar.

Handel, pengeombytning og rationeringer fyldte også meget i perioden – og mere end hvad vi tænker på i dag. For Danmark vendte ikke som ved et trylleslag tilbage til forholdene før krigen, selvom vi i modsætning til mange andre lande ikke var smadrede. Men alligevel tager det tid at rydde op efter en verdenskrig og få hjulene i gang igen.

Tid og demokratisk virksomhed. Der var således også valg til folketinget – både i 1945 og i 1947, og til manges overraskelse viste det sig, at de gamle partier ret hurtigt rettede sig og klarede sig godt. Dem, som i besættelsestiden havde drømt om et nyt og anderledes Danmark, blev skuffede.

Alligevel var noget ændret. Den store magt i verden var ikke længere Europa, men USA, som i de næste mange årtier skulle beholde sin førerposition, og som med Marshallplan og flere andre initiativer satte både sit økonomiske og kulturelle aftryk på Europa – og på Danmark, som i de kommende år lærte udtryk som teenager og milkshake, og dansede nye danse til det, som blev kaldt ”negermusik”.

Men alt var ikke fest. Der var stadig mangel på basale svarer, som fx i den iskolde vinter 1947 hvor husmødrene demonstrerede for flere vaskemidler, mere sukker, kød og flæsk.

Bogen beskæftiger sig også med påskekrisen 1948 – for en sådan var der også. Mange kender til påskekrisen i 1920, som var lige ved at afskaffe det danske monarki. I 1948 handlede det dog ikke om konger, heller ikke den nye konge Frederik d. 9, men om Danmarks placering i verden.

Rygtet gik, at Sovjetunionen ville invadere Norden – også på baggrund af det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet. Så den danske regering anmodede USA om våbenhjælp – og sammenlagt blev resultatet, at krisen fremskyndede planerne om både en nordatlantisk forsvarsalliance – det som blev til NATO – og forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund.

Det sidste blev som bekendt ikke til noget, og vi endte i en blok. Vestblokken, den som med økonomisk fremgang, demokratisk frihed og stor militær slagkraft viste sig at være den vindende af de to blokke, hvis der ellers var en vinder af Den Kolde Krig. Norge gjorde det samme, men ikke Sverige. Sverige blev ved med at være neutralt.

Det var altså det gamle spil i Norden, to sammen og en udenfor, som Kåre Laurings far Palle Lauring ofte har beskrevet de nordiske landes indbydes forhold.

I den mere kulørte afdeling hører vi i bogen også om den lille, runde skuldertaske med RAF-logoet, som man kunne købe i Magasin kort efter befrielsen (danskerne er og bliver et handelsfolk) – og selvfølgelig de gule bananer, som efter flere års fravær kom til Danmark igen en grå novemberdag i 1945.

Bananer, der betød så meget, at der allerede var blevet sunget om dem i Befrielsessommeren 1945: For når der kommer en båd med bananer. Så har vi solskin og sommer på ny.Så jo, solen skinnede dén novemberdag. For bananernes ankomst til Danmark var et tegn på en verden i fred, en verden hvor varer og mennesker kunne færdes frit igen uden bekymringer for liv og sikkerhed.

En verden, som endelig igen var stor og dejlig – efter at have været lukket ned. Noget som senere generationer har moret sig lidt over, men som vi, der lever her og nu i Coronatiden, godt ved, hvad betyder … selvom der er forskel på en verdenskrig og en pandemi.

Danmarksbloggen giver ”Fra befrielse til forpligtelse – en fortælling om Danmark og den kolde krig 1945-1949” fem ud af seks af de rationeringsmærker, som stadig blev brugt til mange varer i Danmark i tiden 1945-1949.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stop kulturel curling til de krænkelsesparate

Der findes mange krænkelsesparate, som kræver, at alt, som ikke passer i deres dagsorden, skal slettes, fjernes eller laves om. Det betyder ikke noget, at det har en historisk eller kulturel interesse. Det er også lige meget, at vi kun kan lære af fortiden ved at kende den. De krænkelsesparate vil bare have ALT væk, som de ikke kan lide.

Samme metode bruger totalitære styrer i øvrigt – og bare for en ordens skyld: Den slags styring duer ikke. Vi er nødt til at vedkende os det personlige ansvar. Som forbrugere af viden og kultur har man nemlig et personligt ansvar for selv at kunne sætte det, som man ser og hører ind i den rette samfundsmæssige ramme.

For man kan ikke bare som et fornærmet barn gå hen i krogen og sige: ”Nej, der må ikke stå, at Pippis far var negerkonge, nej, I må ikke bruge ordet indianer og nej, I må ikke tage en sombrero på og spise nachos, når I ikke er født i Mexico. For det krænker mig – om ikke andet så på de andres vegne.”

Men det duer ikke at pege fingre på dén måde. Man må i stedet tage på sig at vide noget om historie, samfund og kultur, så man kan opleve viden og kultur i den ånd, som det er skabt.

For så kan man smilende og med overskud ryste på hovedet ad gamle titler på malerier, statuer af personer, som engang blev anset for vigtige eller af andre vidtløftigheder, som når det siges, at alle italienere er temperamentsfulde, alle bøsser er gode til at indrette, alle jøder er gode til penge, alle mænd elsker biler, og alle kvinder elsker at shoppe.

For vi ved jo godt, at generaliseringer ikke holder. Eller vi burde vide, at alle i en gruppe – hvad enten gruppen er baseret på køn, race, seksualitet, religion eller andet – aldrig er ens. Vi er alle forskellige mennesker, og det skal vi have lov til at være – uden at nogen kan trække krænkelseskortet og forlange at få lavet alt muligt om.

Der er så OGSÅ strukturelle problemer og undertrykkelse overalt i verden – og ingen går forbi. Ja, selv hvide mænd, som engang havde MAGTEN, er i dag en forfulgt gruppe – og måske den eneste, som der er erklæret fri jagt på året rundt.

Men den slags kassetænkning af mennesker du´r ikke. Vi kommer ingen vegne med at hade, råbe og skælde ud – hverken på grund af en gammel film som ”Borte med Blæsten” eller når ny kunst skal skrives.

Man kan fx sagtens skrive inuit og være noget så nedladende – eller skrive eskimo og gøre det med charme og varme. Det kommer an på sammenhængen. Men uanset hvad: Vi skal være venlige og imødekommende – og gå i dialog og SAMMEN løse problemerne med sans for detaljen og mangfoldigheden.

For som det er nu, ender vi let i ensretningens helvede. Vi er nemlig alt for godt på vej ind i en jungle af nypuritansk meningstyranni, hvor man kaster sig over ord, billeder, film, statuer og meget mere – og tror, at man kan løse strukturelle problemer ved at fjerne visse ord fra vores verden. Men det kan man ikke. Det er derimod kulturel curling af de krænkelsesparate – dem med høtyvene og de korte lunter, som mener sig i deres gode ret til at angribe dem og det, som de ikke bryder sig om.

Men vi kommer ingen vegne med galde. Venlighed og dialog derimod skal der til. For vi er alle mennesker, n´est ce pas? Og smilet er som bekendt den korteste vej mellem mennesker. Alle mennesker.

Og ps. Man skal selvfølgelig også kunne se en film, et maleri eller nyde anden kultur uden nødvendigvis at kunne en hel masse om baggrunden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen turister, men blå himmel

Vi taler så meget om, hvad vi savner i denne Coronatid: At kramme, komme en tur i svømmehallen, gå på museum, se venner og familie og meget mere.

Men vi taler ikke så meget om det, som vi IKKE savner. Og det er for undertegnedes vedkommende blandt andet lyden af rullekufferter og det væld af turister, som året rundt invaderer vores hovedstad. Det er nemlig ganske befriende at have København for sig selv – uden alle dem med bykort, mobiler og selfiestænger.

For nok er de første Corona-ugers stilhed for længst forbi. Dagene med ro og tomme gader og pladser er en fortid, som man kan længes imod – men ikke ønske sig tilbage. Men alligevel har vi en tid endnu byen for os selv, og det er en fornøjelse, ligesom det er fantastisk at se op på himlen, som er mere klar og blå end den har været det nogensinde i min levetid.

Luftforureningen er også cirka 40% mindre, og der er næsten ingen fly – endnu i hvert fald.

Så nok er hverdagen så småt begyndt igen for de fleste, og trafikken på landjorden er også blevet mere normal igen, men den meget blå himmel har vi en tid endnu. Det gælder om at nyde skønheden. For det er desværre kun en stakket frist, inden rotteræset i hamsterhjulet begynder igen – og dermed også invaderingen fra andre lande.

For det kan godt være, at Corona-situationen er vores – måske eneste – chance for at trykke på reset, starte forfra som menneskehed og gøre planeten mere grøn og blå. Men når man hører på de politiske bulletiner, så er det tydeligt, at pengene vinder igen – og naturen og menneskeheden taber igen.

At alt bliver som før – bare med en historie om hvor slemt det var i Coronaens dage. Og ja, Coronaen er slem, især for dem som dør af COVID-19, eller er pårørende. Men der var også – i det mindste i begyndelsen af Corona-perioden – elementer af skønhed, en velsignet ro, en himmel mere klar og blå end set af noget nulevende menneske – og et naivt håb om en ny og bedre verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv studenterne deres fejring

En folkebevægelse er ved at rejse sig. Det handler om en af livets højtider, nemlig studentertiden og især studenterkørslen. Kronen på værket efter 12 års skolegang – og tre års slid på gymnasierne.

De kommende studenter vil nemlig intet hellere end have lov til at få deres traditionsrige studenterkørsel sidst i juni – og det kæmper de så for nu.

Danmarksbloggens holdning er helt klar: SELVFØLGELIG skal de kommende studenter have deres fejring.

Dels er det en livets højtid, som ikke kommer igen – og som ikke kan gentages. I modsætning til fx en vielse, som en del danskere allerede nu prøver mere end én gang. Ja, nogle tager tur nr. 3 og nr. 4 op til alteret.

Men man har kun ÉN studenterkørsel i sit liv. Og nej, det bliver ikke det samme at udskyde studenterkørslen til august eller september, som man fx kan det med en konfirmation. Selvom især studenterklasser med et godt sammenhold nok skal få lavet en fest alligevel, hvis kørslerne bliver udskudt til høsten.

For ingen ved, hvordan det ender. Hovedargumentet mod studenterkørsel er, at de unge mennesker er for tæt sammen, og ikke kan holde 1-meters-kravet, selvom vi fra først i juni godt må være 30-50 mennesker sammen. Argumentet holder ikke. Fordi at nok sidder de unge med en meters mellemrum i klasselokalerne. Men det gør de kommende studenter ikke, når de holder frikvarter. Så i forvejen er de unge allerede i smittegruppe med hinanden …

Så skal man gå ned ad den vej, skulle man hellere sige nej til cafeer og restauranter … men de tjener jo penge til samfundet, så derfor får spise-og-drikke-steder lov til at åbne. Og det er så ok.

Men fokusset på ussel mammon gør det ekstra skammeligt, hvis man ikke giver de cirka 50.000 kommende studenter lov til at fejre deres store dag. Og det bliver ikke mindre skammeligt af, at man i øjeblikket taler om at åbne grænserne.

For fremmede turister med penge – og Corona-smitte – vil vi åbenbart gerne have, også selvom netop turismen var skyld i, at epidemien løb løbsk, da det hele startede. Men vores egne studenter, ja de ved endnu ikke, om de må fejre deres store dag.

Bak op om de danske studenter ved at skrive under her:

https://www.skrivunder.net/studenterfejring_202?s=71924726&fbclid=IwAR3cKEzoeyqRiTmRJ9KED7vcVYZ-n8-HuASnWrGWfeN_PRxjC3A8Ns08H3s

Se også denne FB-side:

https://www.facebook.com/events/165390234898202/167240721379820/?notif_t=admin_plan_mall_activity&notif_id=1589357563055972

Støt de unge mennesker, så også studenterårgangen 2020 må smile og med glæde mindes deres studentertid, når deres studenterhuer er blevet gulnede og slidte …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vågekonen”

I slutningen af april udgav Brændpunkt Ellen Dahl Bangs bog ”Vågekonen”, der er en fiktiv fortælling fra begyndelsen af 1800-tallet om den fattige vågekone Erika, der elsker brændevin lige så meget, som hun hader landbetjenten, når han kommer for at hente hende til endnu et dødsleje i den lille landsby, hvor handlingen udspiller sig.

I løbet af bogen følger vi derfor Erika til mange dødslejer hos mange forskellige slags mennesker – både høj og lav, sympatisk og usympatisk – der også tager afsked med livet på mange forskellige måder. For døden er lige så mangfoldig som fødslen, og vores psykologi afgører, hvordan vi lever – og hvordan vi møder den endelige afslutning. Erika selv er mærkeligt upåvirket af de mange dødsfald, selvom hun også lærer et eller andet undervejs, der kan forberede hende til den dag, hvor det bliver hendes egen tur. Om den dag så kommer i ”Vågekonen”, skal ikke afsløres.

Det skal til gengæld, at vi får mange tilbageblik i Erikas liv – tilbageblik der afslører, hvorfor hun er blevet, som hun er. Det handler som altid om kærlighed – og som oftest om manglende kærlighed og manglende ømhed. Her fra en mor, der synes, at Erika lignede faderen, som forsvandt, og som moderen omtalte med det tyske ord Teufel, som betyder djævel – hvad Erika udmærket vidste.

Og derfra blev de dårlige kim lagt – og Erika lærte aldrig at forlige sig med autoriteterne eller tro på menneskers godhed. Hun møder heller ikke hverken omsorg eller respekt, men lærer i stedet at tage, hvad hun kan få – også når det handler om mad, mønter – og især brændevin, især når Døden har været dér, og høstet endnu en sjæl.

”Vågekonen” er letlæst og skrevet i flydende sprog, som er et rigt og nuanceret billedsprog. Man ser hver episode for sig, som var det en scene i en teaterforestilling. Hele opbygningen af bogen er også egnet til fortællekunst – især på grund af gentagelserne i handlingen, de bevægelser som man for sit indre blik ser Erika gøre, uanset om hun gennemroder en døds bolig for at se, hvad hun kan finde, eller om hun vakler døddrukken gennem skoven for at komme hjem til hytten, hvor hun bor.

Malurt er så også noget, som man putter i brændevin – og Danmarksbloggen er desværre nødt til at gøre det her. For nok hævder bogen intetsteds at være andet end en fiktiv fortælling. Men det havde klædt bogen at gøre opmærksom på, at man i bogen dør, som man gør det i vores tid, nemlig alene. Men at sådan var det ikke dengang i starten af 1800-tallet. Dengang samledes slægten og landsbyen om dødslejet – og bagefter var der begravelse og gilde.

En faktuel efterskrift om vågekoner og dødslejer, som de typisk foregik i begyndelsen af 1800-tallet, savnes derfor. Især fordi man må formode, at nutidens læsers viden om vågekoner og dødslejer i starten af 1800-tallet er rimeligt begrænset.

Det kunne have været noget i stil med:

Datidens vågekoner var dem, som sad hos de døde på hospitalerne om natten – når de såkaldte stuekoner sov. Stuekonerne var dem, som passede de dødende og de syge om dagen – en slags sygeplejersker inden den moderne sygepleje blev opfundet. Hverken de eller datidens vågekoner var i reglen for godt kørende, men både stuekoner og vågekoner boede dog sikkert på hospitalets jorde i små huse, hvor de havde hvert sit rum ikke ulig nonneceller – lige bortset fra at konerne i højere grad greb brændevinsflasken end korset.

Så her er Erika helt rigtigt beskrevet i sit alkoholmisbrug. Men en dødende var nærmest aldrig – og slet ikke i en landsby – overladt til en drukfældig vågekone. Her trådte landsbyens stærke fællesskab, som både støttede og begrænsede den enkeltes tilværelse, altid til. Datidens døende var i det hele taget sjældent alene, som alle dødende er det i bogen, når Erika træder ind ad døren.

For dels så var datidens mennesker per definition bange for at være alene, for så kunne de underjordiske og alt det farlige, som var i mørket, lettere nå dem – og allerfarligst var det ved livets overgange som fx døden.

Og dels så sørgede man for, at familierne blev så store, så der altid var nogen, som overlevede tidens enorme dødelighed. Man boede også flere generationer sammen. For slægten skulle føres videre – og der skulle være nogen til at tage sig af én, når man blev gammel – og når man skulle dø, og det var der også i reglen.

Og endelig så tilkaldte slægten altid præsten, når det led mod enden. For nok er den sidste olie noget, som hører katolikkerne til. Men alligevel var det kutyme i protestantiske Danmark at få præsten til dødslejet, så man kunne få gjort sine mellemværender med Vorherre op, inden man skulle forlade denne jord.

Danmarksbloggen giver Vågekonen fire ud af seks pægle brændevin, som dem Erika lever af og på. Det er en bog, som beskriver den moderne og ofte ensomme død. Men scenen er sat i starten af 1800-tallet, og tager udgangspunkt i en kvindeskæbne, der når vi ser på omsorgssvigtet og misbruget var alt for almindeligt. Ja, stadig er det i vor tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vederstyggelig afløser for Palads Bio

Der er gået inflation i ordet ikonisk, uanset om man taler om tøj, begivenheder eller bygninger. Men enkelte bygninger er nu ikoniske som fx den farvestrålende Palads Bio ved Vesterport i København.

Men dette vartegn foreslås nu revet ned og erstattet af et Bjarke Ingels-tegnet højhus på 18 etager, der ligner cigarkasser stablet oven på hinanden. Prisen for vederstyggeligheden vil være cirka 1 milliard kroner – og den er tænkt som ”et nyt ikonisk biograflokomotiv”, som det hedder i det fælles udbudsmateriale fra Bjarke Ingels firma BIG og Nordisk Film.

Danmarksbloggen er forfærdet. Ikke alene over at det stadig overvejes af rive den præmierede Palads Bio ned. Men også over at man helt seriøst kan tro, at biograf-branchen har en fremtid i en tid, hvor vi streamer hjemmefra – og ikke gider betale overpris for at sidde i en sal og høre andres menneskers raslen med slikposer, slubren af cola og smasken med munden fuld af popcorn, mens vi ser en film.

Nordisk Film og alle andre må se i øjnene, at tiderne ændrer sig – og at det efter Corona kommer til at gå endnu stærkere.

Mennesker vil selvfølgelig stadig gerne være sammen og more sig. Men fremover bliver det er for at være sammen, tale med hinanden, le, danse og kramme. Hvorimod alt, der foregår på en skærm – det gør vi hjemmefra.

Så drop Bjarke Ingels vederstyggelighed. Den vil en BIG fejltagelse. Behold i stedet den gamle smukke Palads-bygning og lav den evt. om til et sted, hvor vi kan være sociale og sammen – når vi igen kan mødes uden frygt. Det vil vi til gengæld få meget brug for.

Sagen er endnu ikke afgjort – men den er i gang i Københavns Teknik- og Miljøudvalg, så det er nu, at der skal handles, hvis Palads Bio skal reddes.

Læs mere her: https://politikenbyrum.dk/Nyheder/art7757404/Nordisk-Film-foresl%C3%A5r-nyt-Palads-i-K%C3%B8benhavn-tegnet-af-BIG

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ny sang: Svanesangen

Danmarksbloggens redaktør har lavet en sang, som jeg har valgt at kalde ”Svanesangen”. Ikke at sangen er en svanesang i betydning ”den sidste sang” altså det sidste skriv eller sidste digt og lignende, som ellers er den normale betydning af ordet.

Men sangen hedder ”Svanesangen”, fordi den handler meget om svaner – og lidt om danskere, længsel og eventyr i den kommende hjemmesommer 2020.

Sangen skal synges på inspirationskildens melodi, nemlig Carl Nielsens smukke melodi til ”Jeg ved en lærkerede”.

Svanesangen

Jeg ved en svanerede,
jeg siger ikke hvor,
den findes på et sted dog,
hvor alt for mange går

I reden er der unger,
som der skal passes på,
det gør de gamle svaner,
mens vi forbi dem gå

For ungerne skal vokse,
så de kan flyve frit,
udi i den skønne verden,
hvor alt er stort og vidt

Jeg selv blir her i Danmark,
i sol og så i regn,
for denne sommer bliver,
én bag et grænsehegn

Så flyv I store fugle,
flyv over sorte skyr,
og kom en dag igen hjem,
med gode eventyr

Tekst: Dorte J. Thorsen
Musik: Carl Nielsen

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge.”

I hans samtid var Frederik d. 8. klemt – og senere blev han glemt, så det er nærmest symbolsk tragikomisk, at den store bog om ham udkommer lige netop idag d. 12. marts – den første dag i den nye Corona-virkelighed i Danmark.

Men ikke desto mindre – sådan er virkeligheden:

Gyldendal udgiver i dag Poul Smidts´s bog ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge”, som handler om Fredy, bedre kendt som den danske konge Frederik d. 8., der regerede i perioden 1906-1912.

Bogen er et digert værk på 496 sider inkl. noter og litteraturliste, men det er ikke en eneste side for meget.

For nok fik Frederik d. 8 kun seks år som konge, men hans lange tid som kronprins er mindst lige så interessant – og også ganske relevant for samfundsudviklingen i Danmark i den periode, hvor parlamentarismen blev etableret trods faderens forkærlighed for den enevælde, som faderens forgænger Frederik d. 7. dog havde afskaffet med Grundloven i 1849.

Så nok havde vi altså fået demokrati, men næsten alle af demokratiets første usikre årtier falder sammen med Frederik d. 8´s mere end 42 år som kronprins – og faderens ditto som en konge, der holdt stejlt på regentens ret til at udnævne sine ministre.

Så også derfor er det godt, at den glemte og klemte konge får oprejsning i denne velresearchede og formidabelt velformulerede bog, som handler om hele Frederik d. 8.´s liv.

Et liv i en tid, hvor demokratiet langsomt og under modstand voksede frem i Danmark og fik den form, som vi kender i dag. Ikke at Frederik d. 8. var demokrat i ordets nutidige betydning. Forfatteren måtte således også droppe den første bogtitel, som ellers var tænkt som noget med ”den første demokrat på den danske trone”.

Men i modsætning til faderen den ellers så berømte Christian d. 9, kendt som Europas svigerfar, så forstod Frederik d. 8, at enevældens dage var forbi.

Ja, Frederik d. 8 forstod måske også demokratiet og dets væsen bedre end sønnen, Christian d. 10, som var lige ved at sætte monarkiet over styr med påskekrisen i 1920, men som qua genforeningen og især rideturene under 2. Verdenskrig har fået et godt ry i Danmarkshistorien.

Det har Frederik d. 8 ikke. Han er ofte glemt, medmindre man taler om mysteriet om hans død. For var det ikke Frederik d. 8., der døde på et bordel i Hamburg, spørger personen med den historiske hukommelse.

Svaret er: Jo, Frederik d. 8. døde rigtignok i Hamburg. I følge politirapporten i en af de gader, der grænsede lige op til bordel- og luderkvarteret. Så måske han besøgte en af de letlevende damer? Eller måske han bare gik en tur? Måske han var på vej hjem fra en af de mere almindelige natklubber, som også lå i området, og som han altid besøgte, når han var i Hamburg.

Ingen ved altså, hvor han var – og med hvem. Men den pikante historie er i grunden heller ikke vigtig for fortællingen om Frederik d. 8.´s liv og virke. Han var som bekendt heller ikke den første – eller for den sags skyld sidste – kronprins eller konge i Europa, som gik på natklub eller/og bordel.

Det gør nutidens konger og kronprinser også – i hvert fald natklub. Ja, vores nuværende kronprins, den kommende Frederik d. 10., mødte endda kronprinsesse Mary på en bar i Australien. I dag går kvinder af alle slags – selv prinsesser – også på bar. Sådan ændrer tiderne sig – heldigvis. Vi vælger selv, også de royale.

For Frederik d. 8. blev ægteskabet nemlig arrangeret, selvom der også var plads til, at de unge skulle kunne lide hinanden – hvis alliancen skulle blive til noget. Og det kunne de, den danske kronprins og hans svenske prinsesse Lovisa, som ligesom den senere Ingrid (også svensk prinsesse, gift med Frederik d. 9 og mor til Margrethe d. 2.) forblev Danmark tro – også selvom Lovisa gennem det meste af sin tid i Danmark mødte modstand fra både svigerforældrene og svigerinderne, den engelske dronning og den russiske zarina, som ofte opholdt sig i Danmark.

Ægteskabet mellem Frederik d. 8. og Lovisa var så relativt lykkeligt, og en del af den base, som gav Frederik d. 8. rygrad. Det havde kronprinsen også brug for, når han skulle kæmpe mod en far, der gjorde, hvad han kunne for at holde sønnen fra fadet.

For en ting er, at det generelt er en utaknemmelig opgave at være kronprins. Man skal træde i karakter og fylde, men ikke så meget at man tager opmærksomheden fra regenten. En anden er, at Christian d. 9. ifølge bogen mildest talt ikke behandlede sønnen godt, ja Christian d. 9. afskar Frederik d. 8. fra opgaver og netværk, så sønnen nærmest måtte uddanne sig selv. Christian d. 9. kunne derimod godt lide barnebarnet, den lige så konservative kong Christian d. 10., så han fik både taleret og opbakning – og blev meget hurtigt inddraget i de statssager, som Frederik d. 8. stort set ikke fik adgang til.

Den måske eneste gang, hvor Frederik d. 8. fik faderens ros, var, da han aktivt arbejdede imod det spirende Socialdemokrati og for fængslingen af Socialdemokratiets stiftere.

For så rakte Frederik d. 8.´s demokratiske forståelse nemlig ikke længere, og det er et vigtigt punkt, der viser, at nok kunne han i modsætning til faderen rumme både Venstre og Højre, nuværende Konservative – men altså ikke Socialdemokratiet, som Frederik d. 8. vel nærmest opfattede på niveau med bolsjevikker og andre kommunister – altså en direkte trussel mod kongehuset.

Men Frederik d. 8. var oprindelig interesseret i Danmarks ve og vel – og havde været det, siden han som ung officer havde været med i krigen i 1864, hvor han dog kun deltog i tilbagetoget op gennem Jylland. Det blev en nederlagets tur, som prægede ham – og som gav ham en nationalfølelse og nationalforståelse, som han bar med sig livet igennem – og som afspejlede sig i et kæmpe-engagement i det danske samfund.

Måske også for stort. For som oldebarnet dronning Margrethe d. 2. sagde det i år 2000: ”Frederik d. 8. havde en samfundsinteresse ud over det sædvanlige og ud over hvad der ville være passende i dag.”

Dengang, da parlamentarismen var under afvikling, skrev Politiken også, at selv en kronprins måtte have lov til at have en mening. Og det havde kronprinsen. Han skrev fx læserbreve under navnet ”Den agtede hånd”. De læserbreve blev som regel publiceret i Berlingeren.

Men Frederik d. 8. nøjedes ikke med at skrive. Han holdt også både møder og taler.

Daværende kronprins Frederik, og kommende konge Frederik d. 8. spillede blandt andet en aktiv rolle i at få konseilspræsident Estrup til at erkende, at spillet var ude. Ja, det var kronprinsen, som i 1894 holdt talen, der fik Estrup til at forstå, at det var på tide at sige stop.

Frederik d. 8. var også både som kronprins og som konge aktiv i at få et normaliseret forhold til Tyskland, til grænsespørgsmålet, de vestindiske øer og meget andet, der både lugtede af og var direkte indblanding i danske politiske forhold, både indenlands og udenlands.

Han vidste også meget, og ville gerne tale med andre om samfundet, også selvom hans stilling som kongelig i et demokrati gjorde det problematisk at agere, som han gjorde. Dog et sted kunne Frederik d. 8. være tryg og tale frit, og det var i Frimurerlogen, som han var medlem af hele sit voksne liv – og i mange år som stormester. Her fandt han ro og havde sit faste bagtæppe med mennesker, som han kunne stole på.

Dér og så i troen. For han levede med Gud og i den kristne tro på, at ikke en spurv falder til jorden. Han havde også et ønske om at være beredt, når han skulle herfra. For vores blivende sted er hos Gud, var holdningen hos manden, der fik 42 år som kronprins – og 6 år som konge – og som også havde den sorg at miste den ene datter, der døde som kun 31-årig.

Når man har læst bogen, sidder man med tanken: Frederik d. 8. er i dén grad et bekendtskab værd – og så meget mere end dén parentes i Danmarkshistorien, som mange historikere placerer ham i.

Danmarksbloggen giver ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge” seks ud af seks kongekroner. Bogen er et glimrende portræt af en overset, men vigtig konge og samtidig et vægtigt bidrag til historieskrivningen om demokratiets udvikling fra Grundlov til parlamentarisme i den tid, der dannede grundlaget for 1900-tallets eksplosive udvikling.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Barrison-feberen

En højgravid jomfru fra Valby – med to børn – blev gift med en drejersvend fra Bogense, og de boede først forskellige steder i København, inden de som så mange andre sidst i 1800-tallet udvandrede til USA for at få en bedre tilværelse. Her lykkedes det parrets fem døtre at komme til scenen som varité-sangerinder og -dansere, og pigerne blev efter en hård start så populære, at de væltede ikke kun de amerikanske teatre, men også de helt store scener i både Paris og Berlin, inden de forsvandt ud i glemslen.

Så kort kan historien om de fem Barrison-søstre fortælles. Men heldigvis er der i bogen ”Barrison-feberen” skrevet af Hans Henrik Appel mange spændende detaljer og fortællinger om et liv, som bragte de næsten ens udseende søstre vidt omkring – og som gav dem hver sin meget forskellige skæbne, selvom pigerne havde et fælles udgangspunkt:

Udvandringen til USA samt lysten og evnen til at stå på en scene og synge oftest meget frivole sange iklædt forskellige kostumer, der blev taget af og viste, at der under den pæne, polerede og næsten barnagtige overflade gemte sig en kvinde fuld af lyst og vildskab.

Det kan være svært at forestille sig måske, men prøv at tænke på scenen fra filmen ”Frk. Nitouche”, hvor Malene Schwartz koket klæder sig af, mens hun synger visen om ”Babette” og drejer med sin paraply. Det har været noget i dén stil, som Sisters Barrison foretog sig i slutningen af 1800-tallet – bare markant mere råt og direkte. De var fx ikke bange for at synge do you want to see my pussy? Når de så løftede skørtet helt op, var der en levende kattekilling …

Der blev dog nedlagt forbud mod dem i Danmark, så selvom søstrene gerne ville – og varietéerne i København gerne ville engagere dem, så kom de aldrig til at optræde i deres fædreland. Men de kom på scenen så mange andre steder, hvor jublen var stor – hvis man ser bort fra London, som på det tidspunkt var victoriansk stift og ikke klar til frisind.

Og ja, det er spændende at læse om de fem danske søstre, der var verdenskendte i deres samtid, men i dag er glemte.

Det gør bogen ”Barrison-feberen” så op med, hvor der på de 423 sider fortælles om ikke kun søstrene, men også om deres manager, den tidligere socialist og oprører den ligeledes danskfødte, men til USA-indvandrede Fleron, som den ene af dem  endte med at gifte sig med. Faktisk den samme søster, som også digteren Holger Drachmann havde en svaghed for en overgang.

Man hører også om mange andre personer, som søstrene møder på deres vej, om byudvikling, arkitektur, kunst, mode, politik, verdensbegivenheder og meget andet, som nok er relevant for deres optræden. De var fx hurtige til at få cigaretterne i munden.

Men her i alle de mange-mange informationer ligger også bogens svaghed. For selvfølgelig er det vigtigt at høre om de personer og begivenheder, som dannede rammerne i søstrenes liv og alt det andet, som var afgørende for dem. Men det fylder for meget. Som læser risikerer man nemt at miste den røde tråd, den interessante del. Det, som vi loves, at bogen skal handle om – nemlig de fem søstre og deres usædvanlige skæbne.

Havde de fem søstre og deres liv været alment kendt i Danmark, havde det været fint, at alt og alle omkring søstrene havde fyldt så meget. Men kernen i fortællingen – de fem danske søstre som verdensstjerner for lidt over 100 år siden – er splinternyt stof for langt de fleste.

Så det er søstrene, som al spotlyset skal rettes på.

Dem, man helst vil læse om. Hvad de gjorde, hvor de var, beskrivelser af deres varietenumre, som vi fx hører om det med den hvide hest på den største varité-scene af dem alle, parisiske Folies Bergère, hvor den ældste af dem optræder alene på en hvid hest iklædt meget lidt, mens hun synger om den ægteskabelige ridekunst, mens hendes bevægelser bliver mere og mere rytmiske i takt med at hun synger om, at det gør ondt at bestige ham første gang, men det bliver bedre og til sidst en nydelse, især hvis han er hård.

Det er en virkelighed og en tid så langt fra vores, selvom der kun er gået lidt over 100 år – og vi i vores tid ligesom dengang befinder os i en overgangstid, hvor normer, værdier og udtryk ændrer sig.

For netop deri ligger bogens store styrke, som ikke rigtig bliver forløst. Nemlig at få det anskueliggjort, hvilken betydning de fem søstre fik i kvindesammenhæng – om nogen, og hvad vi kan bruge deres liv til i dag, hvor deres optræden næppe vil vække samme bestyrtelse som i deres samtid.

For i Danmark kendte man udmærket til søstrenes eksistens dengang, og der blev også skrevet om dem langt op i 1900-tallet. Ja, den ene, Gertrud, endte endda som astrolog i København, hvor hun kort tid inden hun døde desværre brændte det manuskript, som hun havde skrevet om sig selv og hendes søstre, dengang de begejstrede en hel verden.

Og det kan aldrig skrives igen. For Gertrud brændte også alle breve og andet materiale, som hun havde fra hendes og de andres søstres hånd. Det havde ellers været spændende at læse deres egne ord om tiden som de fem Barrison Sisters – eller Bareisen Søstre, som de ville have heddet på dansk:

Abelone – eller Lona, der blev gift med manageren Fleron, og oplevede nazismen i Østrig, inden hun rejste tilbage til Danmark, hvor hun døde i 1939 – 67 år gammel.

Johanne – senere Olga – der fik to børn, og blev rapporteret død i et trafikuheld i 1908, kun 33 år gammel. Men en anden søster skrev i 1931, at Johanne/Olga boede i Budapest, hvor hun levede et stille liv med sin ungarske mand og børn.

Sophie – som rygtedes gift flere gange, men som i hvert fald giftede sig med en amerikaner, og bosatte sig i New York, hvor hun døde i 1906 kun 28 år gammel.

Inger – der blev gift med en englænder, og bosat på et gods i England, hvor hun døde i 1918 som følge af et luftangreb under 1. verdenskrig. Hun blev 40 år.

Og endelig Gertrud, som fik en karriere også efter Sisters Barrison, og åbnede et anerkendt danseinstitut i Wien, inden hun flyttede til Berlin for at blive astrolog – og derfra til København, hvor hun døde i 1946, 66 år gammel.

Danmarksbloggen giver den meget grundige ”Barrison-feberen” fire ud af seks strudsfjer, som dem, der ivrigt blev brugt sammen med svingende skørter i datidens varietéer.

Det er Haases Forlag, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fastelavn: Den Gale Uge og MASKEN skal tilbage

Vinterferie og fastelavn falder ikke sammen i år, men så har diverse kræmmerhandlere bare endnu flere muligheder for at sælge. Både dem, der sælger sukkerstads til at fylde i tønden, hvedeboller med creme og flødeskum, masker og maling til ansigtet og udklædningstøj til resten af kroppen.

For nu er det igen den tid på året. Fastelavnstiden – eller Den Gale Uge, som det hed i gamle dage.

Danmarksbloggen kunne så godt tænke sig, at Den Gale Uge blev genindført for fuld styrke.

Det skal så lige siges, at fastelavnen dengang udelukkende var for de voksne. En kort periode, hvor man slap tøjlerne, inden den lange faste frem mod påske begyndte. Hvor man kunne skeje ud og gøre alle de ting, som man ellers ikke kunne tillade sig i et på alle måder statisk samfund, hvor den sociale rangorden var urokkelig, og enhver havde sin faste plads med de pligter, som dét indebar.

Men i fastelavnsugen – Den Gale Uge – kunne man for en tid være en anden, for en tid slippe sig selv, sin faste rolle og sine mange pligter.

Man kunne tage maske og kostume på og gå ud på gader og stræder. Man kunne råbe og skrige, mens man løb fastelavn, som det hed. Man kunne danse og være utérlig. Man kunne tage til karnevaller og drikkelag og feste igennem. Bonden kunne sidde til bords med greven. Ja, man kunne sågar sove sammen med andre end ham eller hende, som man var lovformeligt viet til.

Det skete også, at man fik besøg af MASKEN, som fortalte folk de sandheder om dem selv og deres liv, som ellers var ilde hørt – eller slet ikke tilladte at sige højt. Men ingen påtalte med et eneste ord noget af det, som MASKEN sagde.Eller alt det andet, der blev sagt eller gjort i Den Gale Uge.

For det var jo netop Den Gale Uge – ugen, hvor man kunne tillade sig alt det, som man ellers ikke kunne. Den Gale Uge var med andre ord en tiltrængt ventil i et liv, der var benhård social kontrol og en konstant kamp for at overleve.

I den anden ende af fastetiden – i dagene lige før påske – havde man Den Stille Uge, hvor man fastede for fuld skrue, og med bøn og i stilhed forberedte sig til Påskens Vidunder.

Ingen af delene har vi i dag … og det er skade.For nok har samfundet udviklet sig, så vi i dag kan uddanne os, rykke os socialt, geografisk og så videre – og dét er godt.

Men i vores effektive og bundline-orienterede samfund, hvor alt hele tiden er til diskussion og debat, skal vi også stå til ansvar for alt – og dét hele tiden. Vi skal have kontrol over os selv og vores liv, så vi 24-7 kan leve op til samfundets krav og forventninger – og vores egne med.

Og det kan så nemt sammenlignes med dengang, der var noget, der hed Den Gale Uge. Ja, nutiden er på mange måder hårdere, mere krævende og mere usund for sjælen og det mentale helbred end datidens statiske samfund var.

For vi har intet pusterum.

I vor tid er der ingen gal uge længere – ingen chance for at slå sig løs og sige eller gøre noget, som man ikke konstant vil blive mindet om og draget til ansvar for efterfølgende. I dag er det derimod: Hvorfor gjorde du det? Hvad mente du med det, som du sagde dér? Og så videre. Og alt – som i ALT – er dokumenteret og gemt digitalt og elektronisk.

Og MASKEN – personen, der kunne sige alle de ubehagelige sandheder – findes heller ikke mere. I stedet har vi Facebook, hvor mange til gengæld har masker på året rundt i deres hvor-er-mit-liv-perfekt-statusser. Men den slags året-rundt-masker bliver aldrig til psykologiske ventiler. De bliver snarere til jern-masker, som til sidst slet ikke er til at få af.

I den anden ende af fasten har vi også afskaffet den stille uge – tiden, hvor samfundet lukker ned. Vi vil kunne alt hele tiden – og så bliver resultatet ofte, at man ingenting kan nogensinde. At det hele bare bliver samme surdej, samme laveste fællesnævner, samme konstante jagt på og behov for kontrol over dette uregerlige liv, som er vores allesammens grundvilkår.

Men vi har brug for pausen, både den hvor vi trækker stikket – også som samfund – og den, hvor vi slipper gækken løs uden tanke på morgendagen.

Danmark ville blive et bedre land, hvis vi kunne give os selv og hinanden fri indimellem – fri fra at skulle være i kontrol, fri fra at skulle bedømme og blive bedømt … fri til blot at være menneske … et ufuldstændigt, legende menneske …

SÅ kom DEN GALE UGE i hu – at holde uhellig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk