Anmeldelse: ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge.”

I hans samtid var Frederik d. 8. klemt – og senere blev han glemt, så det er nærmest symbolsk tragikomisk, at den store bog om ham udkommer lige netop idag d. 12. marts – den første dag i den nye Corona-virkelighed i Danmark.

Men ikke desto mindre – sådan er virkeligheden:

Gyldendal udgiver i dag Poul Smidts´s bog ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge”, som handler om Fredy, bedre kendt som den danske konge Frederik d. 8., der regerede i perioden 1906-1912.

Bogen er et digert værk på 496 sider inkl. noter og litteraturliste, men det er ikke en eneste side for meget.

For nok fik Frederik d. 8 kun seks år som konge, men hans lange tid som kronprins er mindst lige så interessant – og også ganske relevant for samfundsudviklingen i Danmark i den periode, hvor parlamentarismen blev etableret trods faderens forkærlighed for den enevælde, som faderens forgænger Frederik d. 7. dog havde afskaffet med Grundloven i 1849.

Så nok havde vi altså fået demokrati, men næsten alle af demokratiets første usikre årtier falder sammen med Frederik d. 8´s mere end 42 år som kronprins – og faderens ditto som en konge, der holdt stejlt på regentens ret til at udnævne sine ministre.

Så også derfor er det godt, at den glemte og klemte konge får oprejsning i denne velresearchede og formidabelt velformulerede bog, som handler om hele Frederik d. 8.´s liv.

Et liv i en tid, hvor demokratiet langsomt og under modstand voksede frem i Danmark og fik den form, som vi kender i dag. Ikke at Frederik d. 8. var demokrat i ordets nutidige betydning. Forfatteren måtte således også droppe den første bogtitel, som ellers var tænkt som noget med ”den første demokrat på den danske trone”.

Men i modsætning til faderen den ellers så berømte Christian d. 9, kendt som Europas svigerfar, så forstod Frederik d. 8, at enevældens dage var forbi.

Ja, Frederik d. 8 forstod måske også demokratiet og dets væsen bedre end sønnen, Christian d. 10, som var lige ved at sætte monarkiet over styr med påskekrisen i 1920, men som qua genforeningen og især rideturene under 2. Verdenskrig har fået et godt ry i Danmarkshistorien.

Det har Frederik d. 8 ikke. Han er ofte glemt, medmindre man taler om mysteriet om hans død. For var det ikke Frederik d. 8., der døde på et bordel i Hamburg, spørger personen med den historiske hukommelse.

Svaret er: Jo, Frederik d. 8. døde rigtignok i Hamburg. I følge politirapporten i en af de gader, der grænsede lige op til bordel- og luderkvarteret. Så måske han besøgte en af de letlevende damer? Eller måske han bare gik en tur? Måske han var på vej hjem fra en af de mere almindelige natklubber, som også lå i området, og som han altid besøgte, når han var i Hamburg.

Ingen ved altså, hvor han var – og med hvem. Men den pikante historie er i grunden heller ikke vigtig for fortællingen om Frederik d. 8.´s liv og virke. Han var som bekendt heller ikke den første – eller for den sags skyld sidste – kronprins eller konge i Europa, som gik på natklub eller/og bordel.

Det gør nutidens konger og kronprinser også – i hvert fald natklub. Ja, vores nuværende kronprins, den kommende Frederik d. 10., mødte endda kronprinsesse Mary på en bar i Australien. I dag går kvinder af alle slags – selv prinsesser – også på bar. Sådan ændrer tiderne sig – heldigvis. Vi vælger selv, også de royale.

For Frederik d. 8. blev ægteskabet nemlig arrangeret, selvom der også var plads til, at de unge skulle kunne lide hinanden – hvis alliancen skulle blive til noget. Og det kunne de, den danske kronprins og hans svenske prinsesse Lovisa, som ligesom den senere Ingrid (også svensk prinsesse, gift med Frederik d. 9 og mor til Margrethe d. 2.) forblev Danmark tro – også selvom Lovisa gennem det meste af sin tid i Danmark mødte modstand fra både svigerforældrene og svigerinderne, den engelske dronning og den russiske zarina, som ofte opholdt sig i Danmark.

Ægteskabet mellem Frederik d. 8. og Lovisa var så relativt lykkeligt, og en del af den base, som gav Frederik d. 8. rygrad. Det havde kronprinsen også brug for, når han skulle kæmpe mod en far, der gjorde, hvad han kunne for at holde sønnen fra fadet.

For en ting er, at det generelt er en utaknemmelig opgave at være kronprins. Man skal træde i karakter og fylde, men ikke så meget at man tager opmærksomheden fra regenten. En anden er, at Christian d. 9. ifølge bogen mildest talt ikke behandlede sønnen godt, ja Christian d. 9. afskar Frederik d. 8. fra opgaver og netværk, så sønnen nærmest måtte uddanne sig selv. Christian d. 9. kunne derimod godt lide barnebarnet, den lige så konservative kong Christian d. 10., så han fik både taleret og opbakning – og blev meget hurtigt inddraget i de statssager, som Frederik d. 8. stort set ikke fik adgang til.

Den måske eneste gang, hvor Frederik d. 8. fik faderens ros, var, da han aktivt arbejdede imod det spirende Socialdemokrati og for fængslingen af Socialdemokratiets stiftere.

For så rakte Frederik d. 8.´s demokratiske forståelse nemlig ikke længere, og det er et vigtigt punkt, der viser, at nok kunne han i modsætning til faderen rumme både Venstre og Højre, nuværende Konservative – men altså ikke Socialdemokratiet, som Frederik d. 8. vel nærmest opfattede på niveau med bolsjevikker og andre kommunister – altså en direkte trussel mod kongehuset.

Men Frederik d. 8. var oprindelig interesseret i Danmarks ve og vel – og havde været det, siden han som ung officer havde været med i krigen i 1864, hvor han dog kun deltog i tilbagetoget op gennem Jylland. Det blev en nederlagets tur, som prægede ham – og som gav ham en nationalfølelse og nationalforståelse, som han bar med sig livet igennem – og som afspejlede sig i et kæmpe-engagement i det danske samfund.

Måske også for stort. For som oldebarnet dronning Margrethe d. 2. sagde det i år 2000: ”Frederik d. 8. havde en samfundsinteresse ud over det sædvanlige og ud over hvad der ville være passende i dag.”

Dengang, da parlamentarismen var under afvikling, skrev Politiken også, at selv en kronprins måtte have lov til at have en mening. Og det havde kronprinsen. Han skrev fx læserbreve under navnet ”Den agtede hånd”. De læserbreve blev som regel publiceret i Berlingeren.

Men Frederik d. 8. nøjedes ikke med at skrive. Han holdt også både møder og taler.

Daværende kronprins Frederik, og kommende konge Frederik d. 8. spillede blandt andet en aktiv rolle i at få konseilspræsident Estrup til at erkende, at spillet var ude. Ja, det var kronprinsen, som i 1894 holdt talen, der fik Estrup til at forstå, at det var på tide at sige stop.

Frederik d. 8. var også både som kronprins og som konge aktiv i at få et normaliseret forhold til Tyskland, til grænsespørgsmålet, de vestindiske øer og meget andet, der både lugtede af og var direkte indblanding i danske politiske forhold, både indenlands og udenlands.

Han vidste også meget, og ville gerne tale med andre om samfundet, også selvom hans stilling som kongelig i et demokrati gjorde det problematisk at agere, som han gjorde. Dog et sted kunne Frederik d. 8. være tryg og tale frit, og det var i Frimurerlogen, som han var medlem af hele sit voksne liv – og i mange år som stormester. Her fandt han ro og havde sit faste bagtæppe med mennesker, som han kunne stole på.

Dér og så i troen. For han levede med Gud og i den kristne tro på, at ikke en spurv falder til jorden. Han havde også et ønske om at være beredt, når han skulle herfra. For vores blivende sted er hos Gud, var holdningen hos manden, der fik 42 år som kronprins – og 6 år som konge – og som også havde den sorg at miste den ene datter, der døde som kun 31-årig.

Når man har læst bogen, sidder man med tanken: Frederik d. 8. er i dén grad et bekendtskab værd – og så meget mere end dén parentes i Danmarkshistorien, som mange historikere placerer ham i.

Danmarksbloggen giver ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge” seks ud af seks kongekroner. Bogen er et glimrende portræt af en overset, men vigtig konge og samtidig et vægtigt bidrag til historieskrivningen om demokratiets udvikling fra Grundlov til parlamentarisme i den tid, der dannede grundlaget for 1900-tallets eksplosive udvikling.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Barrison-feberen

En højgravid jomfru fra Valby – med to børn – blev gift med en drejersvend fra Bogense, og de boede først forskellige steder i København, inden de som så mange andre sidst i 1800-tallet udvandrede til USA for at få en bedre tilværelse. Her lykkedes det parrets fem døtre at komme til scenen som varité-sangerinder og -dansere, og pigerne blev efter en hård start så populære, at de væltede ikke kun de amerikanske teatre, men også de helt store scener i både Paris og Berlin, inden de forsvandt ud i glemslen.

Så kort kan historien om de fem Barrison-søstre fortælles. Men heldigvis er der i bogen ”Barrison-feberen” skrevet af Hans Henrik Appel mange spændende detaljer og fortællinger om et liv, som bragte de næsten ens udseende søstre vidt omkring – og som gav dem hver sin meget forskellige skæbne, selvom pigerne havde et fælles udgangspunkt:

Udvandringen til USA samt lysten og evnen til at stå på en scene og synge oftest meget frivole sange iklædt forskellige kostumer, der blev taget af og viste, at der under den pæne, polerede og næsten barnagtige overflade gemte sig en kvinde fuld af lyst og vildskab.

Det kan være svært at forestille sig måske, men prøv at tænke på scenen fra filmen ”Frk. Nitouche”, hvor Malene Schwartz koket klæder sig af, mens hun synger visen om ”Babette” og drejer med sin paraply. Det har været noget i dén stil, som Sisters Barrison foretog sig i slutningen af 1800-tallet – bare markant mere råt og direkte. De var fx ikke bange for at synge do you want to see my pussy? Når de så løftede skørtet helt op, var der en levende kattekilling …

Der blev dog nedlagt forbud mod dem i Danmark, så selvom søstrene gerne ville – og varietéerne i København gerne ville engagere dem, så kom de aldrig til at optræde i deres fædreland. Men de kom på scenen så mange andre steder, hvor jublen var stor – hvis man ser bort fra London, som på det tidspunkt var victoriansk stift og ikke klar til frisind.

Og ja, det er spændende at læse om de fem danske søstre, der var verdenskendte i deres samtid, men i dag er glemte.

Det gør bogen ”Barrison-feberen” så op med, hvor der på de 423 sider fortælles om ikke kun søstrene, men også om deres manager, den tidligere socialist og oprører den ligeledes danskfødte, men til USA-indvandrede Fleron, som den ene af dem  endte med at gifte sig med. Faktisk den samme søster, som også digteren Holger Drachmann havde en svaghed for en overgang.

Man hører også om mange andre personer, som søstrene møder på deres vej, om byudvikling, arkitektur, kunst, mode, politik, verdensbegivenheder og meget andet, som nok er relevant for deres optræden. De var fx hurtige til at få cigaretterne i munden.

Men her i alle de mange-mange informationer ligger også bogens svaghed. For selvfølgelig er det vigtigt at høre om de personer og begivenheder, som dannede rammerne i søstrenes liv og alt det andet, som var afgørende for dem. Men det fylder for meget. Som læser risikerer man nemt at miste den røde tråd, den interessante del. Det, som vi loves, at bogen skal handle om – nemlig de fem søstre og deres usædvanlige skæbne.

Havde de fem søstre og deres liv været alment kendt i Danmark, havde det været fint, at alt og alle omkring søstrene havde fyldt så meget. Men kernen i fortællingen – de fem danske søstre som verdensstjerner for lidt over 100 år siden – er splinternyt stof for langt de fleste.

Så det er søstrene, som al spotlyset skal rettes på.

Dem, man helst vil læse om. Hvad de gjorde, hvor de var, beskrivelser af deres varietenumre, som vi fx hører om det med den hvide hest på den største varité-scene af dem alle, parisiske Folies Bergère, hvor den ældste af dem optræder alene på en hvid hest iklædt meget lidt, mens hun synger om den ægteskabelige ridekunst, mens hendes bevægelser bliver mere og mere rytmiske i takt med at hun synger om, at det gør ondt at bestige ham første gang, men det bliver bedre og til sidst en nydelse, især hvis han er hård.

Det er en virkelighed og en tid så langt fra vores, selvom der kun er gået lidt over 100 år – og vi i vores tid ligesom dengang befinder os i en overgangstid, hvor normer, værdier og udtryk ændrer sig.

For netop deri ligger bogens store styrke, som ikke rigtig bliver forløst. Nemlig at få det anskueliggjort, hvilken betydning de fem søstre fik i kvindesammenhæng – om nogen, og hvad vi kan bruge deres liv til i dag, hvor deres optræden næppe vil vække samme bestyrtelse som i deres samtid.

For i Danmark kendte man udmærket til søstrenes eksistens dengang, og der blev også skrevet om dem langt op i 1900-tallet. Ja, den ene, Gertrud, endte endda som astrolog i København, hvor hun kort tid inden hun døde desværre brændte det manuskript, som hun havde skrevet om sig selv og hendes søstre, dengang de begejstrede en hel verden.

Og det kan aldrig skrives igen. For Gertrud brændte også alle breve og andet materiale, som hun havde fra hendes og de andres søstres hånd. Det havde ellers været spændende at læse deres egne ord om tiden som de fem Barrison Sisters – eller Bareisen Søstre, som de ville have heddet på dansk:

Abelone – eller Lona, der blev gift med manageren Fleron, og oplevede nazismen i Østrig, inden hun rejste tilbage til Danmark, hvor hun døde i 1939 – 67 år gammel.

Johanne – senere Olga – der fik to børn, og blev rapporteret død i et trafikuheld i 1908, kun 33 år gammel. Men en anden søster skrev i 1931, at Johanne/Olga boede i Budapest, hvor hun levede et stille liv med sin ungarske mand og børn.

Sophie – som rygtedes gift flere gange, men som i hvert fald giftede sig med en amerikaner, og bosatte sig i New York, hvor hun døde i 1906 kun 28 år gammel.

Inger – der blev gift med en englænder, og bosat på et gods i England, hvor hun døde i 1918 som følge af et luftangreb under 1. verdenskrig. Hun blev 40 år.

Og endelig Gertrud, som fik en karriere også efter Sisters Barrison, og åbnede et anerkendt danseinstitut i Wien, inden hun flyttede til Berlin for at blive astrolog – og derfra til København, hvor hun døde i 1946, 66 år gammel.

Danmarksbloggen giver den meget grundige ”Barrison-feberen” fire ud af seks strudsfjer, som dem, der ivrigt blev brugt sammen med svingende skørter i datidens varietéer.

Det er Haases Forlag, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fastelavn: Den Gale Uge og MASKEN skal tilbage

Vinterferie og fastelavn falder ikke sammen i år, men så har diverse kræmmerhandlere bare endnu flere muligheder for at sælge. Både dem, der sælger sukkerstads til at fylde i tønden, hvedeboller med creme og flødeskum, masker og maling til ansigtet og udklædningstøj til resten af kroppen.

For nu er det igen den tid på året. Fastelavnstiden – eller Den Gale Uge, som det hed i gamle dage.

Danmarksbloggen kunne så godt tænke sig, at Den Gale Uge blev genindført for fuld styrke.

Det skal så lige siges, at fastelavnen dengang udelukkende var for de voksne. En kort periode, hvor man slap tøjlerne, inden den lange faste frem mod påske begyndte. Hvor man kunne skeje ud og gøre alle de ting, som man ellers ikke kunne tillade sig i et på alle måder statisk samfund, hvor den sociale rangorden var urokkelig, og enhver havde sin faste plads med de pligter, som dét indebar.

Men i fastelavnsugen – Den Gale Uge – kunne man for en tid være en anden, for en tid slippe sig selv, sin faste rolle og sine mange pligter.

Man kunne tage maske og kostume på og gå ud på gader og stræder. Man kunne råbe og skrige, mens man løb fastelavn, som det hed. Man kunne danse og være utérlig. Man kunne tage til karnevaller og drikkelag og feste igennem. Bonden kunne sidde til bords med greven. Ja, man kunne sågar sove sammen med andre end ham eller hende, som man var lovformeligt viet til.

Det skete også, at man fik besøg af MASKEN, som fortalte folk de sandheder om dem selv og deres liv, som ellers var ilde hørt – eller slet ikke tilladte at sige højt. Men ingen påtalte med et eneste ord noget af det, som MASKEN sagde.Eller alt det andet, der blev sagt eller gjort i Den Gale Uge.

For det var jo netop Den Gale Uge – ugen, hvor man kunne tillade sig alt det, som man ellers ikke kunne. Den Gale Uge var med andre ord en tiltrængt ventil i et liv, der var benhård social kontrol og en konstant kamp for at overleve.

I den anden ende af fastetiden – i dagene lige før påske – havde man Den Stille Uge, hvor man fastede for fuld skrue, og med bøn og i stilhed forberedte sig til Påskens Vidunder.

Ingen af delene har vi i dag … og det er skade.For nok har samfundet udviklet sig, så vi i dag kan uddanne os, rykke os socialt, geografisk og så videre – og dét er godt.

Men i vores effektive og bundline-orienterede samfund, hvor alt hele tiden er til diskussion og debat, skal vi også stå til ansvar for alt – og dét hele tiden. Vi skal have kontrol over os selv og vores liv, så vi 24-7 kan leve op til samfundets krav og forventninger – og vores egne med.

Og det kan så nemt sammenlignes med dengang, der var noget, der hed Den Gale Uge. Ja, nutiden er på mange måder hårdere, mere krævende og mere usund for sjælen og det mentale helbred end datidens statiske samfund var.

For vi har intet pusterum.

I vor tid er der ingen gal uge længere – ingen chance for at slå sig løs og sige eller gøre noget, som man ikke konstant vil blive mindet om og draget til ansvar for efterfølgende. I dag er det derimod: Hvorfor gjorde du det? Hvad mente du med det, som du sagde dér? Og så videre. Og alt – som i ALT – er dokumenteret og gemt digitalt og elektronisk.

Og MASKEN – personen, der kunne sige alle de ubehagelige sandheder – findes heller ikke mere. I stedet har vi Facebook, hvor mange til gengæld har masker på året rundt i deres hvor-er-mit-liv-perfekt-statusser. Men den slags året-rundt-masker bliver aldrig til psykologiske ventiler. De bliver snarere til jern-masker, som til sidst slet ikke er til at få af.

I den anden ende af fasten har vi også afskaffet den stille uge – tiden, hvor samfundet lukker ned. Vi vil kunne alt hele tiden – og så bliver resultatet ofte, at man ingenting kan nogensinde. At det hele bare bliver samme surdej, samme laveste fællesnævner, samme konstante jagt på og behov for kontrol over dette uregerlige liv, som er vores allesammens grundvilkår.

Men vi har brug for pausen, både den hvor vi trækker stikket – også som samfund – og den, hvor vi slipper gækken løs uden tanke på morgendagen.

Danmark ville blive et bedre land, hvis vi kunne give os selv og hinanden fri indimellem – fri fra at skulle være i kontrol, fri fra at skulle bedømme og blive bedømt … fri til blot at være menneske … et ufuldstændigt, legende menneske …

SÅ kom DEN GALE UGE i hu – at holde uhellig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Kirsebærhaven”

Kafka og Tjekhov på en og samme sæson. Dét lyder som en meget stor mundfuld for ethvert teater, men på Nørrebro Teater har man turdet gøre forsøget – og det er lykkes til fulde.

Efterårets opsætning af Kafkas ”Amerika” greb rystende ind i sjælefreden. Læs Danmarksbloggens anmeldelse her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10788

Og forårets opsætning af Anton Tjekkovs ”Kirsebærhaven”, der havde premiere i går, følger fint op med en historie, der er som grebet ud af enhver tid og ethvert sted, hvor der lever eller har levet mennesker. For vi er tilsyneladende ens alle steder til alle tider.

For hvad var det, som vi så på scenen (der ligesom kostumerne er holdt så enkel, mørk og minimalisktisk som en ægte nordic noir), hvis ikke det var os selv, vores egen verden og eget liv?

”Kirsebærhaven” er derfor mere reality end reality nogensinde bliver. For forestillingen er vist med en absurditet, en komik, en timing så skræmmende tæt på virkeligheden, at det kræver mod bagefter at se sig selv i spejlet.

For ja, vi griner af skuespillerne på scenen, når de gestalter Tjekhovs mere end 100 år gamle figurer fra et Rusland, som ikke findes mere – hvad enten de karakterer bevidst eller ubevidst flygter, lader sig distrahere, fortaber sig i detaljer eller sladder, observerer de andre fremfor at gøre noget ved egne sager, søger fornøjelserne og alle de andre krumspring, som foretages til stor moro for os på stolerækkerne.

Men vi er selv præcis lige sådan i Danmark i 2020. Både når det kommer til vores eget lille liv med de små dramaer, og når det handler om de store omvæltninger, der venter os og vor tid. Omvæltninger lige så voldsomme – eller snarere mere – som at miste godset og skulle sige farvel til både kirsebærtræer, flod og udsigt.

Sagde nogen i øvrigt klima og miljø? For ja, vi ved godt, at vi skal ændre livsstil, hvis vi skal overleve som art. Men derfor flyver vi alligevel til London på weekend, bruger masser af engangsbestik, når vi køber en to-go-kaffe eller en hurtig frokost, samtidig med at vi sætter vores lid til løsninger, som vi ikke ved om nogensinde kan realiseres.

Vores virkelighed er derfor også psykologisk set 1:1 sammenlignelig med at være fallit og bestille champagne på turen hjem til Rusland, fokusere på et bogskabs alder, når ens hjem skal på tvangsauktion, glæde sig over nogle ansjoser og de andre dårskaber, der konstant går i svang på scenen.

At mennesker havde og har denne enestående evne til at fortrænge det ubehagelige, selvom det står lige foran os og istedet fokusere på det ligegyldige og underholdende, vidste og accepterede Tjekhov, og derfor var ”Kirsebærhaven” for ham en komedie. Men tør man ikke se sig selv og sin egen latterlighed i øjnene, så bliver stykket en tung tragedie, som det også var for stykkets første instruktør Constantin Stanislavskij.

Dén købte Tjekhov så ikke. Han kendte som sagt til al forfængelighed og forstillelse – og det samme gjorde alletiders store mester Shakespeare, der i ”Macbeth” (også kendt og altid på teatrene omtalt som “Det Skotske Stykke”) lader hovedpersonen sige: En skyggevandring er vort korte liv, en stakkels skuespiller, som en tid gør støj og spræl på scenen, og som så er glemt, et eventyr fortalt os af en tåbe, fuldt af larm og bulder, som slet ingenting betyder.

Det er et citat, der passer godt på ”Kirsebærhaven”s mest oversete, men vigtige figur Firs, der holder både jakken, stykket og godset sammen, indtil der ikke er mere at holde på – heller ikke livet. Han spilles mesterligt af Michelle Bjørn-Andersen.

Hele castet spiller imidlertid formidabelt og overbevisende, hvad enten deres karakter har meget komik i rollen eller ej.

En ekstra ros til Tina Gylling Mortensen for hendes trylleevner i rollen som Charlotta, der siden barnsben har kendt til menneskenes undskyldning, fejl og svigt – og derfor ikke mener, at der er nogen at tale med om eksistentielle spørgsmål.

Den slags vægren ved at føle tillid til omverden – og til at turde, giver selvsagt en tung bagage, hvad vi også ser til sidst, da hun forsvinder sammen med godsejeren Pijstik – overbevisende spillet af Mikael Birkkjær, som også sørger for, at ens billede af heste aldrig bliver det samme igen.

Det samme gælder ens opfattelse af kunsten at tie stille, som blot var en af de stjernestunder, som Ole Lemmeke, der spiller broderen Gájev, gav os med en fantastisk timing og evne til at binde komik, tragik og psykologi sammen.

Familiens centrum – godsejerfruen Ranévskaja – spilles modigt af Christiane Gjellerup Koch, der tør gøre denne russiske overklassekvinde præcis så poetisk, drømmende, overfladisk og totalt uden realitetssans – og derfor også øretæveindbydende – som hun er skrevet. Ikke noget kvindeligt helgen- og heltebillede her – tak for det.

Ikke at der ikke er et kvindeligt offer i stykket. For selvfølgelig er der det, nemlig plejedatteren Várja, der aldrig rigtig tør gå efter sine drømme, men blot håber og lider i stilhed, mens hun får så lidt ud af alt sit møje og besvær. Hun spilles med vanlig sikkerhed og stor nerve af Sarah Boberg.

Så er der mere mod over datteren Anja – spillet med ungdommelig kraft og intensitet af Josephine Park, der i rollen er en selvsikker ung dame, men altid et sidekick, først til moderen og senere til huslæreren, evighedsstudenten Trofimov, som hun ender op med.

Han spilles af Asbjørn Krogh Nissen, som giver figuren et Rasputinsk skær med de meget store visioner om mennesket og en bedre verden. Som Ruslands andre hellige dårer mener Trofimov også, at han er hævet over kærligheden og andre jordiske ting, fordi han arbejder med og på realiseringen af denne nye tid.

I dag ser vi ham nok mest som en fantast, men mon ikke Tjekhov blev inspireret af de på den tid meget kendte og agtede hellige dårer i den russisk-ortodokse kirke, altså de hellige mænd, som gav afkald på alt jordisk visdom og ambition for at blive rene og ufordærvede i deres tro, her måske dog i en mere sekulær form.

Om end Tjekhov også skrev om forholdet mellem religiøs magt og politisk magt – ligesom at han skrev om forholdet mellem den formuende overklasse (de få) og de fattige livegne (de mange), der som andre slaver var ejet af deres godsejere.

Tjenestefolkene i stykket – den elskovssyge kontorist spillet så man får helt ondt i maven af sympati med ham Jacob Weble, den ligeså elskovssyge, men ikke klartseende stuepige spillet så man får endnu mere ondt i maven (for hvilken ung pige vælger ikke den mest lækre?) af Marie Tourell Søderberg og endelig den hjemvendte fuckboy Jásja spillet så man skulle tro at han havde været på Paradise Hotel og ikke i Paris af Youssef Wayne Hvidtfeldt – er derfor også med, både med deres egen menage-a-trois-fortælling og som nødvendige relationer til godsets frue.

Og endelig er der stykkets joker. Købmanden. Rigmanden. Manden med løsningerne (i hvert fald de økonomiske), som ingen vil høre på, og som spilles med lige dele komik og dygtig vist frustration af Henrik Lykkegaard, som de fleste nok mest kender fra ”Cirkusrevyen”, men han kan også så meget andet.

En ros skal også gives til den fjerde væg – os i publikum, som flere gange fik tiltaler fra scenen – og som vistnok generelt forstod, at vi alle sammen allerede var repræsenteret på scenen, hvor stort set alle menneskelige styrker og svagheder blev rullet ud.

Så det var bare at kigge i det indre mentale spejl og erkende: HVEM var jeg (mest) ligesom? Undertegnede ved godt, hvem jeg lignede mest – men jeg siger det ikke.

Jeg vil til gengæld gerne stå ved, at jeg skrev, at ”Kirsebærhaven” var komik, men som med alt i livet går komikken og tragikken hånd og hånd, og til sidst er der ikke meget at grine af mere. Alt er væk, ach du lieber Augustin.

Grinet er stivnet i en grum grimasse, og kun friheden er tilbage – hvad den end skal og kan bruges til. For den kan være lige så tom, som scenen blev affolket til slut i stykket.

Men rækker vi hånden ud, kan vi måske få og give hinanden tilgivelsen i tolerancens og rummelighedens navn, og så er den der fantastiske nye verden måske alligevel inde for rækkevidde?

Det er et stort måske – men tør vi lade være? Dét tænker man på efter endnu en pragtforestilling, der udfordrer og giver noget med hjem fra Nørrebro Teater.

Danmarksbloggen giver ”Kirsebærhaven” seks ud af seks kirsebær for en forestilling, der er både komik og drama, underholdning og tragedie. Men allermest er forestillingen det vibrerende og levende spejl, som vi mennesker har så desperat brug for, hvis vi skal have en chance for at blive her på kloden bare lidt endnu.

For som geograferne og geologerne siger det: Mennesket overlever ikke Jorden, men Jorden skal nok overleve mennesket. Og det skal den – i en anden form bevares, men det eneste konstante er forandringen. Det har vi mennesker – trods alt vores intelligens – bare så svært ved at forstå og acceptere – sådan for alvor.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 4. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De Knækkede Blomsters Kor

”De Knækkede Blomsters Kor” er et kor, som vi kommer til at høre mere til i fremtiden.

Danmarksbloggen talte med Brian Hansen fra koret, hvis navn ”De Knækkede Blomsters Kor” kommer af, at koret skriver meget til og om dem, som andre ikke skriver om og til. Dem, der er havnet på skyggesiden – hvad enten de er unge, ældre eller midt i mellem, som han forklarer det.

Læs mere om koret her: https://www.facebook.com/blomsterkoret/

”De Knækkede Blomsters Kor” har altså taget protestmusikken op igen.

“Vi blander satire og alvor til en lille buket, som vi deler ud til publikum, hvor vi håber at skabe god stemning, samt sætte tanker i gang hos folk,” som Brian Hansen forklarer det.

”Vi synes nemlig, at det er et paradoks, at der bliver flere og flere ting at skrive om, men færre og færre der gør det,” siger han.

Danmarksbloggen er enig. Mediebilledet er typisk præget af de samme fire-fem hovedhistorier, der gentages i det uendelige – historier, som helst har skandalen eller kendis-faktoren som dna. Men det er en medie-praksis, der gør, at mange vigtige historier om vores samfund ikke bliver fortalt – og måske især historierne om dem, som er udenfor, historierne om ulighed og skævhed.

Brian Hansen siger: ”Så knækkede blomster er vel også en slags metafor for alle dem, der faldt udenfor blomsterbedet, men alligevel slog rod og brød igennem asfalten. Der er så mange, der siger: Nogen burde gøre noget. Vores lille amatørkor prøver at gøre noget via musikken så godt, som vi nu kan. I vores kor er alle også velkomne. Det handler ikke om sangstemme eller kunnen, men lysten til at være med og byde ind med, hvad man kan.”

Og han fortsætter: ”Vi vil derfor gerne ud på gaden og sætte tanker i gang og skabe debat – blandet med god stemning. Det var derfor, at vi stiftede vores kor. De fleste af os var også en del af 70´ernes bevægelse, så protestmusikken ligger os naturligt i blodet. Fx hos Thomas Wagner, som er tekstforfatter, der er vokset op med Jan Toftlund, Røde Mor, Clausen & Petersen osv. Man kan så spørge: Er der overhovedet plads til den slags musik i dag? For os er det mere spørgsmålet, om der overhovedet er plads til at lade være med at lave den slags musik?”

Svaret er indlysende. Protestmusikken er mere nødvendig nu end nogensinde – ihvertfald iflg. Danmarksbloggen – og ”De Knækkede Blomsters Kor”.

Brian Hansen begrunder det med: ”Overalt, hvor man kigger i samfundet, er der problemer, der skal løses – og opgaver, der skal løftes. Så der er altid nye kampe at kæmpe for de små og svage rundt omkring. Vi deltager, hvor vi kan. Og hvis vi får lov, så bidrager vi, så godt vi kan. Vi er ikke superprofessionelle, men vores sociale indignation er. Vi har også eget materiale, som spænder vidt og bredt omkring mange emner. Fra incest til indvandring.”

”De Knækkede Blomsters Kors” slagsang hedder selvfølgelig “Knækkede Blomster”, og er skrevet af Thomas Wagner og Heidi Balzer, der er korets huspoeter. Sangen, der er meget beskrivende for korets synspunkt, kan høres her: https://www.youtube.com/watch?v=WgeduIB5FuQ

For ”De Knækkede Blomsters Kor” er ikke lige sådan at knække. Brian Hansen melder i hvert fald, at: ”Vi har bestemt ikke tænkt os at stoppe. Vi er lige begyndt. Vi har også endelig fået en musikalsk besætning, som gør, at vi for alvor kan begynde at træde frem på scenen.”

Man kan høre koret i morgen, hvor de deltager med en nyskreven sang til demonstrationen ”Fingrene væk fra Mimrekortet”. For digitaliseringen af Danmark går stærkt – også for stærkt, synes tilhængerne af Mimrekortet, som i morgen har kaldt til demonstration på Christianborgs Slotsplads kl. 12.

Se mere her: https://www.facebook.com/events/645694825971856/

Anne Marie Helger vil blandt andet tale, og koret ”De Knækkede Blomsters Kor” vil som sagt også optræde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Farvel for evigt, du svenske bjørn

I går fejrede vi, at det var 100 år siden, at sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark. Over hele landet – men mest i Sønderjylland – blev den minderige afstemningsdag højtideligholdt med sang, flag og beretninger om dengang.

Allermest bliver Genforeningen dog fejret til sommer, når den skal højtideligholdes på selve dagen d. 10. juli, hvor Christian d. 10 i 1920 red over den nye grænse på den hvide hest.

Men det var dengang. Nu skal vi se både fremad – og endnu længere tilbage end 1920.

For der er andre dele af vores gamle land, som ikke er kommet hjem endnu – og her tænkes på Skåne, Halland og Blekinge, som siden 1658 har været svenske, men hvor især Skåne stadig taler om at ville ”hjem til Danmark”.

Om ytringen om at komme tilbage til Danmark bunder i et reelt ønske, en sentimental længsel – eller måske en utilfredshed med Stockholm – er der vist ingen svenske, der nogensinde har turdet undersøge for alvor. Ihvertfald ikke dem, som sidder 600 km væk i Riksdagen oppe i Stockholm.

Men måske skulle man gå i gang? Over hele verden taler man om grænser, om identitet, om tilhørsforhold og om folkenes selvbestemmelsesret. For hvem vil skåningene i virkeligheden høre til? Ja, og dem fra Blekinge og Halland, hvis de også vil hjem?

De snus-forbrugende og kartoffelmos-på-pølserne-spisende svenskere, der elsker at danse omkring en midsommerstang og dyppe i en gryde med svinefedt til jul. Svenskerne med allemands-retten og lagom-princippet.

Eller de øldrikkende og wienerbrød-spisende danskere, der elsker at være højlydte med klaphat og nationalsang. Danskerne som holder indædt fast på retten til at fornærme andre – og i det hele taget være lige ud af posen.

Skulle skåningene – og dem fra Halland og Blekinge – ønske igen at tilhøre danernes flok, så må en proces i gang, så de kan komme hjem.

Danmarksbloggen har derfor lavet et udkast til en plakat – mere end inspireret af plakaten brugt for 100 år siden.

Se den oprindelige plakat her: http://genforeningen.sonderborg-slot.dk/projects/2-1-0/

Det er en god plakat – og ideen er direkte oversættelig, nemlig fra den tyske ørn til den svenske bjørn, således så den nye tekst bliver:

NU KALDER DANMARK PÅ SINE BØRN, FARVEL FOR EVIGT DU SVENSKE BJØRN

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – om familier og konflikter

Samtalerne på Glyptoteket om de græske klassikere fortsætter.

Den fjerde samtale fandt sted i går, og var som de tre første ordstyret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, og som altid var det oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I går var gæsten lektor på SDU Steen Beck. Og tragedien, der blev talt om, var Sofokles´s Ødipus.

Ødipus er en af de mest kendte tragedier fra Antikkens Grækenland. En tragedie, som dengang fandtes i flere versioner. Men i dag er det Sofokles´s version, som er den kanoniserede version – også fordi det er den eneste, der stadig eksisterer i sin helhed.

Men der var altså andre. Vi har fx fragmenter af versionen, som Sofokles´s evige rival Euripides skrev om drengen, der blev sat ud som nyfødt, men som overlevede og vendte tilbage, hvor han slog sin far ihjel og giftede sig med sin mor, med hvem han fik fire børn, som også led en tragisk skæbne.

For hele den samlede dysfunktionelle familie omkring Ødipus har været storleverandør af stof til alle de store græske tragediedigtere – også fordi der på deres tid formentlig har eksisteret en fælles og allerede på den tid ældgammel fortælling om familien. En fortælling baseret på græske legender præcis som i Odysseen og Iliaden, som vi har stadigvæk.

Men den store fælles fortælling om Ødipus, hans forældre og hans børn er imidlertid gået tabt ligesom at mange af tragedierne er det. Tragedier, som har givet forskellige versioner af legenderne, men som altid har haft en klar morale:

Nemlig at når man trodser guderne og går imod den naturgivne orden, så går det ilde for én selv – og for ens familie – og dermed også for samfundet. For familien er den enhed, der bærer samfundet, og familiens opløsning er samfundets opløsning.

Det er et generelt tema, som vi også ser i andre klassiske fortællinger gennem tiderne som fx Shakespeares stykker, men også moderne tv-serier baserer sig på den samme blanding af arketyper og konflikter.

Gårsdagens gæst lektor Steen Beck, der er specialist i HBO-serien ”Game of Thrones”, havde også et stort arsenal af relationer og handlingsforløb fra den populære serie, der var nærmest 1:1 paralleller til de græske tragedier.

Men ”Game of Thrones” er ikke alene. Andre serier, som man kunne nævne, er fx de danske tv-serier ”Rejseholdet” og ”Ørnen”, hvis personer er hentet fra hhv. græsk og nordisk mytologi. Skabelonerne holder nemlig, når man tager arvegodset til sig, og blander det på en intelligent måde – og alle klassikere bygger på andre klassikere.

Noget af det mest interessante kom Marcel Lysgaard Lech imidlertid med, da han beskrev Ødipus som et søgende menneske. Et menneske og ikke en konge. Derfor har han også med vilje undladt ordet konge i sin oversættelse og kalder blot tragedien for Ødipus. Fordi Ødipus er et menneske, der smides ind i verdenen, en verden som er fuld af lidelse.

En verden, hvor Ødipus stædigt søger svar på alt – og stiller hele 123 spørgsmål på græsk, 142 på dansk, men ikke får svar på nogen af dem. Eller der vil sige, jo han får af og til et svar, men det er et la-la-svar. Eller også vil han ikke forholde sig til svaret, som da han får at vide, at han er faderens morder – og at han har giftet sig med sin mor og med hende fået fire børn.

Da det så står klart for ham, at den er god nok, så stikker han øjnene ud på sig selv, for som han siger: Jeg er gået blind igennem livet, selvom jeg kunne se. Nu blinder jeg mig selv – og så kan jeg se.

Det interessante i det er, at hos grækerne er det at kunne se solen = at leve. Så ved at blinde sig selv straffer Ødipus sig selv mere end ved at begå selvmord. Han sætter sig altså i en ikke-eksistens, hvor han er bevidst om, hvad han har gjort. Han vælger selvplageriet frem for at blive udfriet fra smerten.

Det er enten mod – eller masochisme. Der findes så også en fortsættelse ”Ødipus i Kolonos”, hvor han som gammel finder fred, og får en slags svar fra guderne – især Apollon. Den er så ikke ligeså kendt – desværre. For den kunne måske give alle martrede sjæle trøst. I Antikken fandtes der også et Ødipus-tempel ved Kolonos i udkanten af Athen, så måske man kunne gå derhen og få svar, når man ikke kunne forstå, hvad der skete i ens liv = hvordan man havde gjort guderne gale eller sure.

For vi er alle mennesker, og vi søger alle at forstå – og at spejle os, og det er en vigtig pointe. Og ligesom i Antikken så kan vi også i nutiden lide at se på andre familier – og her er ingen bedre end kongefamilierne, som har konflikter, der minder om alle andre familiers konflikter – men her tilsat tiaraer, apanager og kongerøgelse, og så er det pludselig meget mere spændende og pikant.

Danmarksbloggen kan i hvert fald ikke lade være med at tænke på den omtale, som det altid giver i medierne, når Europas kongefamilier opfører sig på måder, som ikke stemmer overens med tidens moral som fx i England med de nu afgåede medlemmer Harry og Meghan, der først brugte en masse penge og skabte en masse postyr, og derpå forlod skuden, inden nogen kunne nå at sige God save the Queen.

Men der er også gang i konflikterne i andre kongefamilier, som fx i Sverige med kongens yngste datter prinsesse Madeleine, der sammen med mand og børn lever et luksus-driver liv i Florida (delvist finansieret af apanagen) til stor forargelse for mange svenskere og konstant irritation for hendes far, der ellers troede, at han havde sikret datteren en god fremtid, da han sørgede for, at hendes første forlovelse blev brudt.

Sveakongen brød sig nemlig ikke om, at den første forlovede, en velhavende svensk advokat, havde været i seng med en norsk kvinde få måneder inden forlovelsen samt gjort en svensk kollega gravid. Dobbeltmoralen var så til at få øje på, da det nogenlunde samtidig kom frem, at kongen trods at han har været gift i mange år, selv igennem en længere periode havde haft et forhold til en sangerinde fra popgruppen ”Army of Lovers”.

Det hjalp så heller ikke noget at adskille prinsessen og advokaten. For som altid kan mennesket ikke gøre noget, hvis skæbnen vil noget andet.

Den svenske prinsesse opførte sig også ligeså viljefast, handlekraftigt og i sine følelsers vold som en Medea, da hun i de samme timer, som nyheden om den brudte forlovelse kom ud, rejste til New York, hvor hun hurtigt forelskede sig i en britisk-amerikansk forretningsmand, som hun nu er gift med – men som har været involveret i flere hedgefonde og andet, der ikke opfattes som det mest moralske.

Så en tilværelse i luksus med en mand med et blakket ry var åbenbart hendes skæbne, hvis man tror på determinisme – og det gør en del faktisk.

For som Steen Beck gjorde opmærksom på, så kan vi godt lide tanken om den dybe skæbne – også selvom vi lever i en sekulær verden baseret på Oplysningstidens idealer.

Gad også vide hvad Sofokles og Euripides kunne få ud af historien om den svenske prinsesse? Den udvikler sig endnu. Senest har den svenske konge taget de kongelige titler fra hendes børn, som nu heller ikke kommer til at kunne få apanage. De tre små børn er med andre ord smidt ud i kulden som en anden Polyneikes, hvis man ser det fra deres moders side.

Der er altså lagt i kakkelovnen til en god græsk tragedie – eller måske bare et godt gammeldags leverpostej-drama – men med royalt glimmer, og dem følger moderne mennesker ligeså levende med i som de gamle grækere fulgte med i tragedierne, når der var festival til Dionysos´s ære.

For som Steen Beck sagde det: Så fik vi forvredet vores syn på kultur i 1800-tallets guldalder, og har lige siden opfattet finkultur og folkekultur som to forskellige ting.

Men det var de ikke – hverken i det gamle Grækenland eller på Shakespeares tid. Der blev hujet, drukket igennem og levet med for fuld skrue, når begivenhederne udfoldede sig på scenen. Det kunne vi godt genopleve, tænker Danmarksbloggen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vinteren har en udløbsdato – for stedse

Den danske vinter nærmer sig sin udløbsdato – for stedse altså.

For hvis klimaændringerne fortsætter, er det snart slut med sne, snestorme og kulde her til lands.

Ingen hvid jul mere i Danmark. Ja, ikke engang sne i februar, som ellers er den måned, hvor der er størst risiko/chance for sne. Det vil altså ikke længere give mening at synge om det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude, overmåde hvas og hård.

Kyndelmisse var desuden i går, og har gennem tiderne ofte været en dag, hvor termometeret viste langt under nul grader, og hvor sneflokke kommer vrimlende, som vi også synger om det i en anden vintersang, der snart heller ikke giver mening længere.

Det eneste, som vi har tilbage fra vinteren, er de vintergækker og erantis, som i vores tid – og også i år – kom allerede i januar et par uger inden pollensæsonen startede en måned før tid. I januar var der også brændenældeskud og mælkebøtteskud i skoven samt lysegrønne knopper på grenene.

Altså sikre forårstegn – som kom allerede i januar.

Nu er det februar, og normalt den måned hvor man kan starte med at spejde efter de første forårstegn, nemlig de gule erantis og de hvide vintergækker. Men de har altså været her snart en måned.

Ved De i øvrigt, hvorfor det hedder vintergækker? Det gør det, fordi de gækker, altså driller.

På H. C. Andersens tid kaldte man vintergækker for sommergækker, fordi de gækkede med sommer i årets koldeste måned.

Det er februar stadig, men hvor februar tidligere var sne og kulde, så minder måneden i dag mere om efterår, grå og våd, dog med en sol der bliver stærkere dag for dag, og som giver forårsfølelser, så vi kan synge:

Det er i dag et vejr, et solskinsvejr, åh søde vår, så er du atter nær …

For det er våren heldigvis stadig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så blev Kina sur på Jyllandsposten – gad vide om pandaerne skal hjem så?

Danmarksbloggen var nærmest profetisk sidste uge, da den skrev om det kinesiske nytår – og den udprægede kinesiske tendens til at ville styre, hvad der skrives og siges om Kina i andre lande:

Kinesisk nytår: Det handler om penge og PR

Indtil nu har Danmark artigt rettet ind til højre, men i går gjorde Jyllandsposten noget andet. De bragte nemlig en tegning af Niels Bo Bojesen, der viser det kinesiske flag – bare med de fem gule stjerner skiftet ud med fem gule corona-virus som en kommentar til den corona-virus, som kommer fra Kina, og som nu spreder sig verden rundt.

Men nu forlanger Kinas ambassade i Danmark altså en officiel undskyldning – og at Jyllandsposten viser sin anger.

Det kan kineserne så se langt efter. For som Jyllandsposten skriver det i deres egen artikel om sagen:

“Vi kan ikke komme med en undskyldning for noget, vi ikke mener er forkert. Vi har ingen intention om at nedgøre eller håne, og det synes vi heller ikke, at tegningen gør. Så vidt jeg kan se, er der tale om to forskellige former for kulturforståelse her,” siger han. Citat slut.

Han er Jyllandspostens chefredaktør Jacob Nybroe.

Det er generalsekretær i CCCD (Det kinesiske handelskammer i Danmark) ikke tilfreds med. Han siger i samme artikel, at:

“Vi respekterer ytringsfriheden og især den personlige frihed til at ytre sin holdning, fortolkning og attitude. Vi finder dog, at tegner Niels Bo Bojesen mangler almendannelse og personlige egenskaber som medfølelse og sympati.” Citat slut.

Læs hele artiklen her: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE11903105/kina-forlanger-undskyldning-fra-jyllandsposten-efter-satiretegning/

Så er det bare, at Danmarksbloggen undrer sig. For ifølge Amnesty er der op mod en million kineserne i såkaldte genopdragelseslejre. Lejre, hvor man bruger hjernevask og tortur – og bare en smule kontakt med familie udenfor Kina eller en ytring af utilfredshed med styret kan sende én person til “genopdragelse”:

https://amnesty.dk/nyhedsliste/2018/%C3%A9n-million-kinesere-i-hemmelige-lejre

Det er hverken ytringsfrihed – eller empati …og det er det heller ikke, når man som Kina  tror, at man kan styre, hvad andre lande skriver og siger.

Men det gør Kina altså.

Gad vide om de bliver så sure på Danmark nu, at de kalder pandaerne hjem?

Det pelsklædte diplomati er som bekendt noget, der foregår på Kinas præmisser – og hvor pandaerne kun gives til de artige drenge og piger i klassen. Det er Danmark så ikke mere – måske.

Kina vil sikkert kontakte den danske regering og kræve, at den danske regering gør noget ved Jyllandsposten – og at den giver en undskyldning. Danmarksbloggen håber, at regeringen står ligeså fast som Jyllandsposten.

For vi må ikke gå på kompromis med ytringsfriheden – også indenfor tekst og tegning, så længe vi overholder dansk lovgivning – og det gør Jyllandsposten.

Kina har så åbenbart lavet adskillige tegninge-modsvar – nemlig et Dannebrog med en lyserød lort, menestruationsbind, hagekors med mere. Det kan man kun grine af … også selvom nogle af dem er ude af proportioner.

Ja, man kan uden at ryste på hånden sige, at Kina IKKE respekterer vores regler og vores kultur … det duer ikke. Et godt forhold mellem to lande er baseret på gensidig respekt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Opdatering kl. 11.36: Udenrigsministeren siger nu, at vi i Danmark har en Grundlovssikret ret til at ytre os – også med satiretegninger, men at han ikke vil kommentere den konkrete sag. Det kaldes efter Danmarksbloggens mening at stikke hovedet i busken og lege struds … 

Anmeldelse: Benny

Teatret OPtimis er kendt for at levendegøre og legemliggøre vores store poeter – og selvfølgelig har de også Benny Andersen på repertoiret i forestillingen, som slet og ret hedder ”Benny”.

Danmarksbloggen så og hørte ”Benny” på Metronomen på Frederiksberg i går aftes. En kold og mørk januar-aften, som blev lysere og gladere af Benny Andersens ord og viser – indlevende gestaltet af Allan Høier og med en meget velspillende Erik Axel Wessberg på guitar.

Allan Høier er lidt en kulturel kamæleon.

Sidste sommer så og hørte undertegnede ham i Nyhavn og Minefeltet som visedigteren Sigfred Pedersen – og tidligere har jeg oplevet ham som digter og forfatter Halfdan Rasmussen, digter, provokatør og arkitekt Poul Henningsen – altså P.H. – og som visekunstens fader per excellence den svenske Carl Michael Bellmans mest berømte figur, urmageren og brændevinsapostlen Jean Fredman.

For Allan Høier og teatret OPtimis kan deres klassikere, og her stråler Benny Andersens stjerne med en særlig glød, som passede godt til de røde lamper i Metronomen, der førte den specielle Benny Andersenske varme og lune ind i en kold aften – og en kold tid.

For det er vinter i Danmark på mere end en måde i vores tid, hvor det er vigtigt at huske på, hvad det i virkeligheden handler om, når man er ægte dansk – nemlig at være åben, udadvendt og tillidsfuld

Det sagde Benny Andersen i hvert fald i Allan Høiers skikkelse – og Danmarksbloggen er mere end enig.

At være dansk handler nemlig om at møde omverden og andre mennesker med et åbent sind og en god portion nysgerrighed – og gæstfrihed.

Der er nemlig mange måder at være dansk på – ligeså mange som der er brilleskift i forestillingen, og det er mange. For Allan Høier skifter hele tiden og hurtigt mellem at være fortælleren og Benny Andersen i fem udvalgte tidsepoker – blot ved hjælp af diverse briller, som ryger ud og ind af hylder.

Der er også mange slags danskere, og ja, man kan sagtens være dansk, selvom man er mørk i huden, som Benny Andersens elskede Cynthia (Rosalina) var det. Hun, der var hans livs muse, selvom han de første mange år holdt så meget af Signe, at han gik i hundene og opfandt Svante, da hun endegyldigt flyttede fra ham og over til Halfdan Rasmussen.

Ja, og også selvom han efter Cynthias død mødte Elisabeth, der var alt det, som han aldrig havde troet, at han skulle forelske sig i. Men det gjorde han – arbejdersønnen fra Københavns forstæder, der i mange år arbejdede som både bud, pianist, kontorist, og som aldrig fik den der fine uddannelse, som han ellers drømte om.

Men det var måske meget godt, for så fik uddannelsesmaskinen ikke bugt med hans originalitet. For Benny Andersen skrev et dansk, der legede med ordene i både digte og historier. Et dansk med ord fra hele den kværnende klode, som i hans mund blev mere og mere danske, jo mere han sagde – og skrev – dem.

Ord, som fik en 8-årig pige til at skrive til ham: Jeg har lige læst Snøvsen, og det er den første, eneste og bedste bog, som jeg nogensinde har læst.

Så bliver en anmeldelse ikke bedre – og Benny Andersen holdt ekstra meget af dette brev blandt de mange tusinde fanbreve, som han fik i et liv, der heldigvis havde flere gode dage end den ene lykkelige dag, der blev hans måske mest berømte figur Svante til del.

Det og meget andet formidles i en indlevede og følsom forestilling med glimt af komik, der altsammen handler om de sange og den kærlighed, som var Benny Andersens liv – og som i grunden er vores allesammens liv, når det kommer til stykket.

En forestilling, der meget nænsomt og alligevel så befriende ærligt og åbent beskæftiger sig med mennesket Benny Andersen – fremfor myten Benny Andersen.

Danmarksbloggen giver ”Benny” fem ud af seks indre bowlerhatte – og glæder sig til hvad at se, hvad teatret OPtimis finder på næste gang.

Det er Bo Skødebjerg, der har instrueret, mens Allan Høier selv har skrevet forestillingen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk