Regnbuen lyser – igen – over København

Så er det Pridetid igen … regnbuer, glitter, glimmer, musik, shows og den store hyldest til mangfoldighed …

Vi kender det godt. Det er efterhånden lidt ligesom jul … en tid med hyggelige traditioner og fokus på samvær og fest.

Men inden vi går helt amok i velvære og selvros over, hvor tolerante vi er her i Danmark, så burde vi måske tænke over, at der stadig er en lang vej at gå – også her i vores land.

For masser af unge og børn bruger stadig ordet bøsse som et skældsord, nogle gange endda sagt i versionen bøsserøv.

Der er også stadig mennesker, som overfaldes – bare fordi de ikke ser heteroseksuelle ud eller måske går hånd-i-hånd med en af deres eget køn.

Og endelig er der en del miljøer – typisk fundamentalistisk-religiøse af såvel muslimsk som kristen herkomst – hvor det at være alt andet end heteroseksuel er uacceptabelt.

Så der er alt mulig grund til at vifte med regnbueflaget – også her i Danmark – som protest mod den manglende tolerance og rummelighed, som stadig er alt for udbredt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hører Ramadan-sang til i Højskolesangbogen?

Højskolesangbogen er en af de bedst sælgende bøger i Danmark. Næste år kommer en ny udgave, hvor man traditionen tro vil bytte en del af sangene ud, så man sikrer, at Højskolesangbogen består af de sange, som danskerne kender – og kan lide at synge med på.

Men der skal traditionen tro også være nye sange, og her er en af de foreslåede ”Ramadan i København”, som bedst kan beskrives som en ganske sekulær sang, hvor kun sætningen ”panden mod tæppet” i sidste vers peger direkte hen mod en religiøs praksis, nemlig den muslimske bøn.

Sangen er altså med andre ord ganske almen i sit billede af livet, som det også leves i 2019 blandt landets mange muslimer – og slet ikke på nogen måde anti-dansk, som den er blevet beskyldt for.

Det er nemlig noget sludder at henvise til kristendommen som det eneste trosgrundlag, der må være i Højskolesangbogen med den begrundelse, at Grundtvig (som skabte højskoletanken) var kristen. For ja, nok var Grundtvig kristen (teolog, præst og salmeskriver) og på mange måder ham, der skabte det tankegods, som vores folkekirke er bygget på.

Men Grundtvig havde ikke noget problem med andre religioner. Det var åndsløsheden og dødningene – altså ateister og andre, som sætter sig selv i centrum fremfor en Gud, som han havde det svært med. Dem, der ikke tror på eller anerkender en åndelig magt her i verden.

At sige noget andet som fx DF´s Alex Ahrentsen og LA´s Henrik Dahl gør det, når de bruger Grundtvig som et våben i deres eget felttog mod islam, er en direkte hån mod den rummelige åndskæmpe, som Grundtvig vitterlig var. For hos ham var der plads til både protestanter, katolikker, jøder og andre, som han mente kunne mødes i en fælles statskirke – og i højskolen.

Danmarksbloggen mener dog alligevel ikke, at Ramadan-sangen skal være at finde i Højskolesangbogen. Men det skyldes melodien, som er så forfærdelig dårlig – og slet ikke til at synge med på.

Se mere her – her kan hele sangen også læses – og høres: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2019-08-02-ny-hoejskolesang-om-ramadan-skaber-debat

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Har du hørt en fugl synge?”

H. C. Andersen skrev eventyr FORTALTE for børn. Bemærk ordet fortalte. Deri ligger nemlig hele hemmeligheden, dette at hans eventyr havde flere lag, både det umiddelbare og de dybere.

Det er så forkert at antage, at kun voksne kan forstå de underliggende lag. Det er til gengæld helt rigtigt, når man siger, at børn er bedre til at sanse det, som sker for øjnene af dem – og til at tro på det umiddelbare. Dén observation gjorde Danmarksbloggen i hvert fald, da undertegnede i går så Grønnegårds Teatrets familieforestilling for børn fra 6 år og deres voksne. I år er det ”Har du hørt en fugl synge?” – frit efter H. C. Andersens ”Nattergalen”.

Danmarksbloggen vil så anbefale alle at se stykket, også selvom man ikke har et barn at følges med. For ikke mindst så holder H. C. Andersens tekst – selvfølgelig. Men det gamle eventyr bliver styrket i denne form med nutidige sproglige tilføjelser, hvor de moderne sætninger og betoninger gør historien ekstra levende og nærværende.

Derudover er der noget ganske fantastisk ved en lille og enkel opsætning. Ikke nok med at man som publikum kommer helt tæt på, men ligesom med den levende nattergal er der noget ægte over det teater, som udelukkende hviler på skuespillerne og deres evne til at gestalte historien.

For ja, flotte kulisser, imponerende kostumer, lys i kaskader og lyd med smæld på kan være vældig fint – præcis som den kunstige nattergal er det med sit guld, sølv og juveler. Men det, som bærer enhver teaterforestilling, er ordene, mimikken, bevægelserne og samspillet mellem dem på scenen, altså det som kaldes kunst, når den fungerer.

For når det sker, så kan der spilles på en papkasse iført en brun sæk – eller som her, hvor nogle af dansk teaters unge stjerneskud har et trægulv, nogle grå kasser, et par fugle, et par instrumenter og nogle andre småting – og de grønne trækroner at folde sig ud på og under – og som de folder sig ud.

Som publikum – uanset om man er 8, 30, 50 eller 70 – gribes og bevæges man nemlig i en grad, så det ikke kun var regndråberne, der løb ned ad kinderne.

For de kan så meget, de unge mennesker – og de vil så meget med deres teaterstykke. De vil nå os med fortællingen om den hovski-snovski kejser, der dog kan græde, og som har hjertet på rette sted, men som også er omgivet af nikkedukker og spytslikkere.

Og de gør det med stort engagement, der matches af kropslige præstationer, visuel fortælling med både farver og fagter, storgrinende humor som indimellem bliver til bidende samfundssatire, skønsang af nærmest sakral karakter (men okay, nattergalen er også nærmest guddommelig) og et vaskeægte drama, især i den andensidste scene.

Det er scenen, hvor døden kommer for at hente kejseren, men hvor nattergalen synger døden fra kejserens hjerte. Dén scene er i særklasse i den måde, som spændingen opbygges til det uudholdelige, inden forløsningen kommer med den lille uanselige fugls triller.

Men det skal siges, at vi undervejs i den time, som forestillingen varer, præsenteres for det ene højdepunkt efter det andet. For det hele er eminent godt lavet – og nok spiller den ene af de unge skuespillere kejseren og en anden nattergalen, men så er der også både kammertjeneren, den lille kokkepige og musikmesteren til de tre andre, og ingen af dem er mere end de andre, og alle spiller også andre roller, både hoffet og køerne og frøerne med flere.

Så det er i den grad et team-work præsteret af Nicolai Jørgensen, Nikolaj Bjørn-Andersen, Michael Slebsager, Rikke Westi og Laura Skjoldborg – og en forestilling, som bliver siddende i én.

Som tilskuer spørger man derfor også sig selv på vejen hjem, om man har hørt en fugl synge? Et barn vil nok sige ja, og måske også et purungt menneske. Men i takt med alderen erkender de fleste af os, at vi alt for ofte lytter til den såkaldte sunde fornuft aka denne verdens kejsere, kammertjenere og musikmestre.

Men dem skal vi stoppe med at høre på og i stedet gennemskue i bevidstheden om, at livsvisdommen og livskunsten ligger i at lytte, som kokkepigen og fiskeren gør det. For kan vi det, kan vi skelne mellem de guldglitrende, kunstige fugle og de ægte nattergale – og så vil alt gå meget bedre, også for os, selvom vi ikke er kejsere. For hjertet sidder som bekendt til venstre hos os alle sammen.

Danmarksbloggen giver den gribende ”Har du hørt en fugl synge?” seks rigtige nattergale ud af seks mulige. Det er ægte teater, når det er bedst og mest levende.

Forestillingen spiller i haven på Designmuseum Danmark til og med 11. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Søren elsker Katinka”

Cabaret-vandring i og omkring Nyhavn og Minefeltet! Det er jo hele to ting på samme tid, både musik og byvandring.

Nej, faktisk er det tre, når det er Allan Høier fra Teatret Optimis, der optræder. For så er der også en god portion skuespil involveret, når hr. Høier fortæller om Sigfred Pedersens liv og med stort engagement synger nogle af hans viser.

Vi starter i Nyhavn – nede ved ankeret, men begiver os hurtigt over i den såkaldt pæne side af Nyhavn, hvor der selvfølgelig lægges ud med ”Søren Bramfris lærkesang”, nok bedre kendt som ”Nu går våren gennem Nyhavn” – denne sang, der om nogen personificerer Nyhavn og foråret – og ja, både et sted og en årstid kan godt personificeres, når det er Sigfred Pedersen, der har skrevet ordene.

Den pæne side af Nyhavn er som bekendt den side, som ligger i skyggen, men hvorfra man på Sigfred Pedersens tid med største mistro så over mod den anden side, den uartige side, hvor søfolk, letlevende damer, fattige, studerende og kunstnere færdes i en konstant vrimmel omgivet af støj, røg og stank mellem skibe, varer, snavs og rotter.

I dag er det solsiden – den med alle restauranterne, turisterne og nogle af hovedstadens dyreste ejerlejligheder. Sådan forandrer alting sig – og dog.

Våren er nemlig altid den samme, denne vidunderlige vår, som hvert år vækker os igen efter en lang vinter. Og nok var aftenen i går en blæsende sommeraften, men det var som spillede vårens blå lys alligevel mellem de gamle huse – og måske allermest under Stærekassens guldmosaik, da Allan Høier indfølende sang ”Den gamle skærslippers forårssang”. Det er den med ordene:

Men jeg er digter, og jeg må drømme, thi jeg er ét med den lyse nat …

For det var Sigfred Pedersen. Trods en bondebaggrund og en universitetsuddannelse blev han hverken en håndens mand eller en intellektuel. Han var og blev digter, visesmed – og Danmarks Bellman, der kunne skrive som ingen andre her til lands om erotik og kærlighed, om livet på beværtningerne og i de små lejligheder …

Og det gælder, også selvom han – som en kunstnerkollega sagde det – ikke havde det fjerneste talent for at gå i hundene. Snarere tværtimod. For nok var Sigfred Pedersen en bohême, der fik sin post sendt hen til café Nick i Nikolajade, men han endte også med at få både ridderkors og komme på finansloven.

Og ja, cabaret-vandringen går også til café Nick og resten af kvarteret omkring Nikolai Kirke – og til området ved Hviids Vinstue og det nu hedengangne Parnas, der i dag er en trendy blomsterbutik (tsk-tsk) – og til Sct. Annæ Passage mellem Store Kongensgade og Bredgade.

Så vi kommer godt omkring i byen, inden vi vender tilbage til Nyhavn – og denne gang til den uartige side, solsiden – og her får vi en version af ”Katinka, Katinka”, så det smælder i baggården.

Inden kommer vi dog ned på Sigfred Pedersens plads, ja det hedder den ikke – sådan rigtig. Men det burde den lille plads ved Lille Strandstræde hedde, både på grund af dens geografi – og fordi Sigfred Pedersen ikke har så meget som en gade eller bare et lille stræde opkaldt efter sig.

Det gør Allan Høier også opmærksom på – på samme fine, oplysende og levende måde som han formidler denne del af den gamle danske kulturarv, som mange især blandt de unge og yngre generationer måske ikke kender.

Men Danmarksbloggen lagde mærke til, hvordan også dem født i dette årtusinde lyttede interesserede, når de kom forbi os, der stod forsamlet om den velsyngende mand i den lyse cottoncoat med kufferterne – og den lille kineser, der spillede så fint til nede i kufferten. Han hedder i virkeligheden Allan Thorsgaard.

Danmarksbloggen giver ”Søren elsker Katinka” fem ud af seks snapse, som dem der gavmildt blev delt rundt under den dybt musikalske tur i Nyhavn og Minefeltet i selskab med Sigfred Pedersen og Allan Høier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Helligtrekongersaften”

Man ved, at højsommeren nærmer sig, når der er premiere på Grønnegårds Teatrets forestilling under de grønne trækroner i Designmuseum Danmarks gamle have – og i år er skibet ladet med Shakespeare og hans ”Helligtrekongersaften”.

Skibet skal tages helt bogstaveligt, for scenen er bygget som et kolossalt skib i blå og grønne nuancer med lidt hvidt og tre gule stole. Både i bredden og højden fylder skibet også godt ud og danner rammen om en af mesterens klassiske forviklingskomedier om længslen efter kærlighed, menneskenes mange dårskaber i den forbindelse og alt det andet, som i vor tid er ligeså basale livsvilkår, som de var det på Shakespeares tid.

Til premieren i går aftes var det også et særdeles veloplagt publikum, der bænkede sig med tæpper, rosévin og hvad der ellers måtte være tilbage fra den picnic, som mange havde holdt inden forestillingen på det grønne græs omkring de røde tilskuerbænke.

Der var derfor en afslappende stemning med masser af grin og udbrud, som mindede undertegnede lidt om den medlevende atmosfære, man altid oplever på det genopførte Globe Theatre i London – dér hvor man spiller Shakespeare på originalsproget, endda i den gamle engelske version, men som regel i et nyt og anderledes regi.

Det samme gør Grønnegårds Teateret. Her er det også klassisk Shakespeare, når det kommer til det sproglige, hvor man havde valgt Niels Brunses oversættelse, så man får så mange lag med som muligt. Og ja, blankvers kan godt lyde tørre for nutidsører, men de er også en del af Shakespeare, som man ikke kommer udenom, hvis man vil lære mesteren ordentligt at kende.

Det bliver til gengæld farverigt, når det kommer til kostumerne, hvor der ikke var en eneste nuance på paletten, som ikke sås på scenen – og ofte tilsat lidt eller meget guld. Det gav alt sammen stykket ekstra kant.

En af de mest markante var den nærmest skrigende gule, som en stærkt spillende Ann Eleonora Jørgensen optrådte i, mens hun øvede sig på at smile og trække op i skørterne. Ann Eleonora Jørgensen har før stået på scenen i Grønnegårds Teatret, og hun er en gave til det klassiske teater, da hun har både den dramatiske sans og den komiske timing – og så det der udefinerbare, som i mangel af bedre kaldes udstråling og evnen til at komme over scenekanten.

Det samme kan siges om Troels Lyby, der virkede mere end overbevisende i rollen som den elskovssyge hertug Orsino, der nok kan besejre en hel verden, men ikke kan hitte ud af sit eget følelsesliv.

Men også Niels Ellegaard viste, at han kan mere end være sjov i et telt på Bakken, hvorfra mange ellers kender ham på denne tid af året. Men det klæder ham at skulle være andet, selvom han OGSÅ er morsom i rollen som narren.

Julie Agnete Vang spiller grevinden Olivia med en fantastisk fornemmelse for figurens sårbarhed midt i al snobberi og forfængelighed.

Og sådan kunne man blive ved med at nævne alle skuespillerne, som også tæller Laura Bro, Asbjørn Krogh Nissen, Anton Hjejle, Morten Hauch-Fausbøll, Henrik Lund og Søren Birch Plum.

For alle udfylder deres roller omkring den centrale figur Viola – eller Cesario, som hun laver sig om til, da hun iklæder sig mandetøj for at få en mulighed for i en patriarkalsk verden at danne sig den fremtid, som hun ønsker.

Hun spilles af Katrine Greis-Rosenthal med lige præcis den rette mængde sødme, gå-på-mod, energi og umiddelbarhed, som man forventer at finde hos et modigt ungt menneske, der er kastet ud i voksenlivet og skal skabe sine egne rammer – langt væk fra alt det trygge.

Grønnegårds Teatret leverer i år en forrygende aften under de grønne trækroner, hvor vi griner og frydes over de mange farver, de finurlige replikker, den glimrende komik og timing, som leveres fra sceneskibet, der sejler denne version af ”Helligtrekongersaften” sikkert i havn.

Ja, sågar en lille fægtescene snydes vi ikke for – den måtte i øvrigt godt vare lidt længere. For komik er også kroppens sprog – og også hos Shakespeare. Så lidt mere action havde klædt en ellers god forestilling.

Danmarksbloggen kvitterer med fire ud af seks guldmasker, som den grevinden koket tager på, da hun første gang møder den forklædte Viola og forelsker sig brændende i samme … fordi hun tror, at den unge kvinde er en mand …

For konventionerne skulle holdes på Shakespeares tid … også de kønslige, ja måske især de kønslige. Ellers ville samfundet falde sammen, mente man. Heldigvis er vi kommet videre. Eller er vi?

”Helligtrekongersaften” spiller til og med d. 24. august. Det er Christoffer Berdal, der har iscenesat.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dannebrog fylder 800 år

Dannebrog fylder i dag 800 år – og dét skal fejres. Danmarksbloggen siger selvsagt også tillykke til dette elskede symbol, som vi danskere bruger til ALT – som i ALT:

  • Som klistermærker på madvarer, der er produceret i Danmark
  • Som servietter
  • Som frimærker
  • Som små papirsflag, vi stikker ned i fødselsdagslagkagen
  • Som andre små papirsflag på snor, der hænger på juletræet
  • Som større papirsflag vi vifter med, når vi skal hente familie og venner i lufthavnen – eller Dronningen har fødselsdag, og mange danskere samles på Amalienborg
  • Som papirsflag brugt som vejvisere, når vi skal holde fest
  • Som dekoration når der skal laves æresport til fx et sølvbryllup
  • Som en decideret flagallé brugt både i særlige anledninger, men også når der fx er byfest
  • Som en del af en blomsterbuket – for hvad er vel smukkere end papirs-Dannebrog sammen med blomster?
  • Som noget vi maler på kinderne – eller har på en klaphat – når vi skal heppe på danske sportsfolk
  • Som emoji når vi skal skrive Danmark på de sociale medier

Men allermest er Dannebrog et flag, som engang var et symbol på kongemagten, der lige siden i hvert fald Christian d. 4 er blevet anvendt af militæret, og som stadig er at finde både på uniformerne og på skibene (også handelsflåden), men som vi i dag kan finde på at bruge, bare fordi det er søndag, og solen skinner i kolonihaven …

Dannebrog anvendes også, når de kongelige er i nærheden, når det er fødselsdag eller der flages på halv stang ved begravelser, på busserne når der er mærkedage, på helligdage, ved kirkelige højtideligheder, når folketinget åbner, når skolen åbner eller der er eksamen – eller til at ligge over kisten, når en død, dansk soldat kommer hjem …

For i glæde og i sorg følger den rød-hvide kors-dug os. Det er i grunden ganske smukt og også derfor, at danske malere har malet flaget, og danske digtere har skrevet om Dannebrog. Nogle af de mest kendte linier er disse:

B.S. Ingemann: Vift stolt på Codans Bølge! Blodrøde Dannebrog! (fra sangen af samme navn).
H. C. Andersen: Du danske, friske strand, hvor Dannebrogen vajer (fra: ”I Danmark er jeg født”).
Peter Faber: Vid det er en ære, Dannebrog at bære (fra: “Højt fra træets grønne top”).
Axel Juel: Der er ingenting, der maner som et flag, der går til top (fra sangen af samme navn).

Endelig skal nævnes vores nationalsang ”Der er et yndigt land”, skrevet af Adam Oehlenschläger. Sangen havde oprindelig 12 vers, hvoraf et vers faktisk var tilegnet Dannebrog. Det lyder:

Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt,
Og stedse har sin farve hvid,
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid!

Dét vers kan man jo overveje at synge næste gang, at den står på ”Der er et yndigt land”. Et Dannebrog i strid – ja, hvorfor ikke? Arven fra 1864 er vi vist ved at have kastet af os – eller hur?

Nu mangler vi så bare at gøre Dannebrog til et samlende symbol for os alle sammen igen – og ikke kun dem, som tilhører et vist politisk parti. For Dannebrog er gennem tiderne blevet brugt som politisk markering, senest af Dansk Folkeparti. Men også dengang Sønderjylland stemte sig hjem i 1920 – og som et mærke på tøjet under Besættelsen for at vise sin dansksindethed.

Dannebrog er altså blevet taget til indtægt for meget … både noget, der samler og noget, der skiller os.

Det er værd at huske på i en tid, hvor danskheden er mere spraglet og mangfoldig end nogensinde. For danskere anno 2019 – 800 år efter Dannebrog faldt ned fra Himlen vistnok som en gave fra Gud – fås i alle farver og former: Hvide, brune, sorte, gule – tynde, tykke, dem midt i mellem – ja, hele den brogede palet. Alle er vi danskere, når vi bebor de danskes øer.

God Valdemarsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Svanesøen” med Irina Kolesnikova

Det Ny Teater i København er et af den slags teatre, der får én til at tænke på fester fra sidste årtusinde. Fester med champagne, der flyder under de strålende prismelysekroner, som glitrer om kap med diamanter, guld og spejle. Alt sammen fantastiske omgivelser for smukke kvinder i farverige gallakjoler, der flirter og ler med stilige mænd i kjole og hvidt, som vi kender det fra gamle billeder og film.

Sådan ser teatergængere ikke ud længere – heller ikke i går aftes, da St. Petersburg Ballet Theatre gæstespillede med balletten over dem alle sammen, Tchaikovskys ”Svanesøen”. Men festligt var det nu alligevel – og allermest på scenen, hvor kulisserne i de fire scener ikke lod teatret noget efter i pragt, og hvor danserne stod for en optræden i verdensklasse. De har også optrådt over hele kloden med bragende succes.

Centralt placeret var selvfølgelig prima ballerinaen og verdensstjernen Irina Kolesnikova, som for første gang dansede i Danmark. Hun var som forventet eminent, dog måske mest som den sorte svane Odile, da Irina Kolesnikovas styrke, udstråling og dramatiske sans kom bedre til udtryk dér end som den bly og sarte hvide svane Odette – til trods for en teknisk kunnen, som er enestående. Og her tænkes ikke kun – men også på de 32 piruetter, som hun lavede i slutningen af anden akt. 32 piruetter, mine damer og herrer – og alle lavet med samme sikre balance – og elegance. Dét glemmes ikke foreløbigt.

Netop elegance er et ord, som man må knytte på denne opførelse af Svanesøen. Kroppene bevæger sig flydende i de forskellige positurer og danner på fornemmeste vis billederne af eventyret om prinsen, der forelsker sig i den forheksede Odette, der er forvandlet til en svane – og kun om natten kan være menneske.

Den onde troldmand Rothbart, som står bag, har naturligvis også en datter, Odile – den sorte svane, som han med list får prinsen til at love evig troskab. Det hele slutter dramatisk i skoven ved søen, hvor prinsen river den ene vinge af troldmanden, som så dør, og dermed brydes fortryllelsen. Odette bliver menneske igen, og de to unge kan få hinanden.

Det vil sige: Sådan slutter St. Petersburg Ballet Theatres version af Svanesøen. For i andre ballet-kompagnier ender historien tragisk med, at det onde vinder, så Odette dør – eller at prinsen og Odette sammen kaster sig ud i søen for at drukne, da de ved, at de aldrig kan være sammen her på Jorden – men til gengæld kan leve sammen for evigt i åndernes rige.

Men uanset hvordan det slutter, så har vi undervejs de hvide akter, som altid betager, men som i går fik en ekstra poetisk dimension, fordi Corps de Ballet var så fantastiske til både at danse og illustrere de ulykkelige unge kvinder, som var forvandlet til svaner.

St. Petersburg Ballet Theatre mestrer nemlig den klassiske ballet og krydrer den med en flot kropsholdning, en evne til at fortælle historien og komme over scenekanten – og det gælder selvsagt også prinsen, der danses med stor kraft og indlevelse af Denis Nedak – og Rothbart, som fremstilles præcis så diabolsk og mesterligt som han skal af Dmitry Akulinin.

Danmarksbloggen vil anbefale alle – også ballet-fremmede – at gå ind og se Svanesøen. Dels på grund af musikken, som er betagende og berusende og dels på grund af dansen, som indimellem nærmest ophæver det fysisk mulige – sådan føles det i hvert fald.

Men også på grund af den tidsløse dannelse, der ligger at opleve en virkelighed, som er så langt fra vores digitale nutid, som noget kan være – men som kommer fra vores rødder, fra noget af det ypperste, som vores kultur har skabt. Og her tænkes på den europæiske kultur, som i århundreder har gennemsyret hele kontinentet, for dansens og musikkens sprog er følelsernes – dér hvor ordene og de talte nationale sprog bliver ligegyldige.

Set med de historiske briller har vi heller ikke altid været så nationalistiske, som vi er det i dag. Og det er godt at huske på også i Danmark, hvor vi roser os af at have en af verdens bedste balletter – og det har vi også med Det Kgl. Teaters ballet. Men at dansk ballet blev så stor, skyldes en franskmand, som kom til Danmark i 1800-tallet ved navn August Bournonville.

Ligesom at mange store balletters musik er skrevet af udlændinge – og her lyser intet navn stærkere end russeren P. I. Tchaikovsky, som komponerede netop Svanesøen, men også Nøddeknækkeren og Tornerose.

Musikken, som er så vigtig en del af en ballet – og som skal være levende, da dirigenten som den eneste kan sikre det samspil mellem musikken og danserne, som gør den store forskel for publikum. Undertegnede har fx oplevet en Nøddeknækker, hvor prinsen sprang så højt og så længe, at dirigenten var nødt til at sænke tempoet en anelse for at den dygtige danser kunne ramme gulvet på taktslaget.

Det kan elektronisk musik ikke mestre, så den levende musik mangler på Det Ny Teater, hvor der danses til båndmusik, som endda hakker et par gange undervejs. Og derfor får en ellers fantastisk forestilling med meget dygtige dansere fire ud af seks svaner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Christian d. 4. er blevet en øjenbæ

Hvem troede, at danskernes yndlingskonge Christian d. 4. kunne være en øjenbæ? Men en statue af ham er det i hvert fald. I de sidste små ti dage har Danmarksbloggen været forbi området foran Børsen og Christiansborg flere gange, og synet af den nye statue bliver ikke bedre med tiden. Snarere tværtimod.

Sagen er nemlig, at den i sidste weekend indviede og seks (6!) meter høje statue af danskernes favoritkonge foran Børsen i København rager uforholdsmæssigt meget op i byrummet, og virker direkte forstyrrende på de ellers smukke omgivelser med Børsen, Christiansborg, kanalerne og Holmens Kirke.

Og det er ærgerligt, også fordi vi danskere elsker Christian d. 4.

Han er som bekendt også manden bag mange af Københavns berømte bygninger som netop Børsen og Holmens Kirke, men også Rundetårn og Rosenborg Slot – og anlæggelsen af hele to bydele: Christianshavn og Nyboder.

At Christian d. 4. så også brugte alle rigets penge på netop byggeri – og på krig, vin og kvinder – og dermed ændrede Danmark fra det stærke og rige land, som han overtog fra sin far, til et fattigt land i krise – klar til at svensken få år efter hans død kunne tage Skåne, Halland og Blekinge, taler vi ikke så meget om.

Vi kan nemlig lide vores forhorede, fordrukne konge med alle de store planer og ideer, som på bedste Anders And-manér slet ikke blev til det, som han havde drømt om. Læs mere om Christian d. 4. her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie:

http://danmarksbloggen.dk/?p=4142

For Christian d. 4. er en fascinerende skikkelse. Det er den nye statue af ham IKKE.

Den er – sagt på den pæne måde – direkte underlig med den overdimensionerede konge stående på Rundetårn og på begge sider to spir (fra Rosenborg og Børsen). Såvel tårn som spir vender så nedad. Det siges, at det er for at illustrere, at Rundetårn og spirerne spejler sig i vandet. Hvilket er noget vås, især fordi både Rundetårn og Rosenborg er bygget mange hundrede meter VÆK fra vandet, og spiret på Børsen er også så langt væk fra kanten til kanalen, at det stort set aldrig kan ses nede i vandet mellem Børsen og Holmens Kirke.

Men det er ikke alt. Udover statuens malplacering er der noget halvfærdigt over den, når man ser på det håndværksmæssige. Så det hele er noget decideret makværk, og den statue skal flyttes hurtigere end man kan nå at sige Bertel Haarder og Per Stig Møller, der har været med til at støtte dette projekt.

Må Danmarksbloggen derfor foreslå, at man stiller den nye statue ude i Ørestaden på et afsidesliggende hjørne ved et af højhusene. Her syner den ikke af så meget, og så er Københavns bygherre nr. 1 også repræsenteret i det nye København.

For inde i det historiske centrum ved Børsen skal den store statue ikke blive stående … her skæmmer den bybilledet i en grad, så Den Sorte Firkant på Rådhuspladsen (HT´s forkætrede busterminal) var smuk ved siden af.

Ja, hvis man skulle anmelde denne statue fik den én ud af seks sokler – og den ene kun fordi den forestiller Christian d. 4.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Oh Baby – It´s Cole”

Verden af i dag er et klima, der er gået amok, en politisk verdensorden, som ingen rigtig forstår, men som alle frygter konsekvenserne af – og alle de andre skræmmende dystopier, som fylder vores nutid i en grad, så vi næsten ikke kan rumme det.

Heldigvis behøver vi heller ikke at SKULLE rumme det hele tiden. Vi må godt indimellem søge ly i en tidslomme, i en verden af i går – eller måske endda af i forgårs …

En af de mest vellydende og bedst udseende tidslommer, som dette forår kan byde på, er London Toast Theatres Cabaret Show ”Oh Baby – It´s Cole”, der 28 år efter sin første premiere endelig havde premiere på engelsk.

For vil De tænke Dem – dengang i 1991 blev sangene sunget på dansk. Ellers ville et dansk publikum ikke kunne forstå indholdet, havde Vivienne McKee fået at vide.

Men i går på Krudttønden i København blev der heldigvis både fortalt og sunget på originalsproget engelsk i en sprudlende forestilling med Vivienne McKee som den primære fortæller, der med nerve, humor og stor ømhed fortolkede historien om den charmerende overklassedreng Cole Porter, der skrev sange igennem flere årtier, så en hel verden lyttede – og stadig lytter med på klassikere som Night and Day, My heart belongs to Daddy, I love Paris og Anything goes.

For vi kender musikken, men hvad med manden? Navnet kan vi måske genkende. Men hvor mange af os havde hørt historierne om de overdådige fester sammen med den tids kendisser i både Paris, Venedig, New York og Hollywood? Hvor mange af os vidste, at han skrev Yales slagsang? At han skrev ord og musik på samme tid? Hvor mange af os ved, at Coles mor selvfølgelig gav den lille dreng et fint piano straks han bad om det?

For formuen i hjemmet var ligeså stor som moderens ærgerrighed og den lille Coles eget talent, som viste sig at være enormt både til at skrive sange og til at feste. For Cole Porter forstod at feste – og intet party uden de tre D´er: Drinks, Drugs and Dance.

Det vil sige: En dag sluttede festen. Hans elskede kone Linda gik fra ham. Det handlede ikke om deres indbyrdes kærlighed, men om de mænd, som hun ikke længere kunne acceptere, at han følte en tiltrækning imod. De mænd, som altid krøb ind under huden på ham. Cole Porter er også manden bag den fængende I´ve got you under my skin.

Men nedturen indebar også et rideuheld med en hest, der faldt over ham, gjorde ham til invalid med mange operationer, smerter og sågar amputation til følge. Men evnen til at skrive musik bevarede Cole Porter – og både før og efter uheldet skrev han den hvirvel af evergreens, som bærer hans navn, og som gjorde ham til en lysende stjerne både på Broadway og i filmens verden.

Evergreens som Lets to it, Take me back to Manhattan, I get a kick out of you og mange flere.

Vi hører dem alle sammen ude på Krudttønden i et set-up, der minder om en natklub fra 1920´erne, sådan en med mørke, røg, farver, glimmer og musik … og sangene fremføres fejende, flot og fabulous af ensemblet, der udover Vivienne McKee består af Katrine Falkenberg, Nicoline Siff Møller, Leo Andrew, Sebastian Harris og på piano Stuart Goldstein.

Danse kan de og synge og gestalte og vise følelser – og så kan manden ved pianoet spille, så det er fornøjelse, som at være rakt tilbage i Cole Porters tid, vel af mærke hans første storhedstid.

For efter uheldet kom en af alletiders største succeser, nemlig musicalen, der også blev en film, ”Kiss me Kate” skrevet med Shakespeares skuespil ”Trold kan tæmmes” som direkte forlæg. Den gav Cole Porter en Tony-award. Så der var glamour også over hans sidste værker.

Der er også både glamour og klassisk dannelse over London Toast Theatres forestilling, som er som et strejf fra den gamle verden. Med de optrædende i kjole og hvidt, i charlestonkjoler og i lange kjoler – både med og uden glitter og fjer. Med musik og stemning fra den gamle verden – eller måske rettere fra den verden, som var før det, som vi kalder den gamle verden.

For selv kunne en aldrende Cole Porter i slutningen af sit liv omkring 1960 ikke længere føle sig hjemme i det, som han kaldte den nye verden. Hans tid var den, som gik forud for Beatles, ungdomsoprør, Vietnam og kold krig.

Hans tid er noget, som er længe siden, men som også repræsenterer en sprudlende tilgang til livet, som vi i denne dystopiske tid har mere brug for end nogensinde, hvis vi skal holde os flydende. Eller som man siger det i Vivienne McKees fødeland: Keep calm and carry on – og det gælder også ihvertfald to af D´erne, nemlig Dans og Drinks.

Danmarksbloggen giver ”Oh Baby – It´s Cole” fem ud af seks boblende champagneglas, som dem Cole og hans festlige selskaber holdt så meget af. For det var funklende, gnistrende – ganske enkelt fabulous.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dystopi som mental GPS på Christianshavns Gymnasium – og i samfundet

Udenfor lyste træerne i de fineste grønne nuancer, og om to dage var det sidste skoledag. Men i den såkaldte pige-sal på Christianshavns Gymnasium var flere elever og lærere alligevel i de sene eftermiddagstimer samlet til skoleårets sidste ”Kulturkonditori”, som denne gang var en blanding af oplæsning og samtale omkring emnet dystopi.

Andre gange kan Kulturkonditoriet være en diskussion eller andet, men uanset hvad så handler det om at møde andre mennesker, få nye tanker, mere viden og større visioner – og i går, da Danmarksbloggen var på besøg, var emnet altså dystopi.

Dystopi fylder meget i vor tid. Ja, der er tilmed en fascination af dystopiske fortællinger. Måske fordi vi lever i en tid med store forandringer og trusler, som forfatteren til blandt andet ”Den danske borgerkrig 2018-24” Kaspar Colling Nielsen sagde det på Kulturkonditoriet.

Men inden han gik på, var det de unge menneskers tur, vel at mærke dem som havde gået på gymnasiets forfatterskole – og der var ingen tørre læber eller øh´er, når de unge mennesker entrede scenen og læste op af egne tekster.

De var også gode, og der var tænkt over både sprog og indhold. Det, som undertegnede lagde mest mærke til, var imidlertid fraværet af mobiler og tilstedeværelsen af nærværet i rummet. Det var, som var den gamle verden tilbage for en tid, også selvom historierne foregik ude i rummet og i en dystopisk fremtid, som ingen af os ønsker at leve i.

Historierne var også skrevet eller printet på fysisk papir. For visse ting ændrer sig tilsyneladende aldrig, og som en af de unge gjorde opmærksom på, så kan vi ikke flygte fra os selv – heller ikke selvom vi tager ud i rummet. Vi møder altid os selv igen.

Undertegnede kom derfor til at tænke på, at vi som mennesker er dømte til at gentage tidligere generationers fejl – men også tidligere tiders succeser. Så måske – bare måske er der også håb. Men nu handlede denne version af Kulturkonditoriet om dystopi – og så var det oplagt at få forfatteren Kaspar Colling Nielsen på banen.

Undertegnede har også anmeldt hans forestillinger ”Den danske borgerkrig ” på Nørrebro Teater og ”Håbet er lysegrønt” på Betty Nansen/Edison. Se mere her:

http://danmarksbloggen.dk/?p=8605

http://danmarksbloggen.dk/?p=9917

Så jeg vidste, at vi ville møde et reflekteret menneske, der var dybt bekymret over de ting, som sker i vores samfund, som ændrer det – og som sker voldsomt, med lynets fart og uden at vi kan gøre særligt meget ved det.

Det er ret forstemmende, og Kaspar Colling Nielsen havde heller ikke hverken svar eller løsninger på tidens udfordringer, men til gengæld en forklaring på, hvorfor vi er så fascinerende af dystopien: Nemlig at ved at forestille os en mørk fremtid, så kan vi bedre orientere os i vores samtid.

Så altså dystopien som en mental GPS.

Det var også interessant at høre Kaspar Colling Nielsen fortælle om både en kinesisk og en egyptisk forfatter, som brugte deres bøger til at angribe de totalitære systemer, som de lever i. Systemer, som vi i den vestlige verden dømte ude engang. For de var jo hverken demokratiske eller baserede på de frihedsrettigheder, som vi tager for givet som en del af et godt og rigt samfund.

Men som man kan se det, så klarer nogle totalitære stater som fx Kina og visse arabiske lande sig udmærket, og også bedre end os i de liberale demokratier, hvilket i de sidste især 20-30 år har sendt store chokbølger igennem hele den vestlige verden.

For hvis ikke vi er de bedste til alt, hvad så? Det ryster vores selvopfattelse i sin grundvold, og derfor befinder vi i den vestlige verden os i vores største krise siden oplysningstiden, mente Kaspar Colling Nielsen og pegede på fire faktorer, som ryster os, da vi ikke længere tror på dem som garanter for samfund, stabilitet og fremgang:

Humanisme
Troen på kunsten
Troen på teknologien
Troen på demokratiet

Vores guldalder er altså for længst forbi – og ingen kan længere huske Grundtvig. Ja, dansk åndslivs kæmpe, som mange har kaldt ham, blev selvfølgelig ikke nævnt med et ord til trods for at han om nogen har givet danskerne viden og dannelse, blandt andet i de fire afgørende år han var præst i Vor Frelsers Kirke lige ved siden af Christianshavns Gymnasium. Men det er længe siden.

Nutid er derimod globaliseringen, den kapitalforvaltning og den teknologi-udvikling, som vi ikke har nogen magt over, men som bestemmer vores levevilkår – og som vi derfor må tilpasse os så godt, vi nu kan.

”Men der følger ikke automatisk et værdi- eller et menneskesyn med en smartphone,” som Kasper Colling Nielsen sagde det.

Han havde heldigvis også nogle gode råd til de unge forfatterspirer om at skrive på deres følelse, og om vigtigheden af at blive ved med at skrive. At det at skrive var ligesom at løbe et maraton. Man starter med at løbe måske 500 meter, og så øver man sig rigtig længe, inden man en dag kan man løbe rigtigt langt. Undervejs skal man tage sig selv og sit skriveri alvorligt og tro på det.

For på en måde er det meget simpelt. Bare skriv, og jo mere du skriver, jo lettere bliver det, var meldingen fra ham.

Og så fik de unge og vi andre lov til at høre Kaspar Colling Nielsen læse en novelle op fra hans novellesamling ”Den falske fisker og andre fortællinger”, der ellers først udkommer til oktober.

Dén håber Danmarksbloggen at få lov til at anmelde. Bøger er som bekendt vidunderlige – eller som Kaspar Colling Nielsen sagde det: Så er bogen den bedste teknologi.

Danmarksbloggen er enig. Bøger er bedre end alverdens film og tv-serier, for her danner du dine egne billeder, og du kan altid skabe nye. Ja, hvis du læser en bog for anden gang, så kommer der altid noget nyt til, fordi du er et andet sted i dit liv.

Et liv, som vi selv kan forme … trods alle mørke varsler om dystopi …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk