Anmeldelse: ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”

Hånden på bourbon-flasken: Kan du genkende elementer fra dit eget ægteskab – og fra dine venners ægteskaber, når du ser, og nynner med på ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”

Mit bud er ja. Måske ikke et stort og rungende ja. Men et ja. For ligesom Martha og George, Honey og Nick ønsker hverken du eller jeg – eller nogen – at blotte os og være sårbare, selvom vi har en længsel i os efter ikke at være gennemsigtige, men i stedet blive set og elsket.

Så vi må svare ja. Men det bliver et lille ja, som hviskes tyst dér i teatermørket, mens lattersalverne lyder over endnu en af de mange lege med ord og begreber, som stykket om de to universitets-par fra USA´s østkyst er så fuld af – og som trods stykkets kulsorte tragik er hylende morsomme.

To par, hvor Martha og George er i centrum som det midaldrende par, der for længst har ikke kun accepteret, men tilmed på en mental sadistisk-masochistisk måde nyder, ja lever for at fornedre hinanden og blive fornedret i den skyttegravskrig, de kæmper 24-7 på lige dele ord, regler og erindringer – selvom alt samtidig er relativt, også sandheden.

Det lyder dysfunktionelt, og det er det også. Det er ydmygelser, som bare venter på at blive foldet ud. Det har undergangen i sig – som alt liv, al væren, alle ægteskaber i øvrigt har det.

For hvad er sandhed, og hvad er illusion? Virkeligheden er måske bare det, som vi bestemmer den skal være som Martha og Georges historie om den 21-årige søn, der har fødselsdag dagen efter den natlige efterfest, hvor de har inviteret det unge par Honey og Nick til at komme og være både publikum og deltager i deres helt private realityshow, der med sine avancerede selskabslege og sin konstante leflen for den indre ulv kører alle nutidige tv-formater langt agterud.

Selv nutidens politikere og magtmennesker er de rene amatører, når Martha og George – og alle andre ægteskaber – sætter i gang.  

For som nattetimerne går, drinksene bliver kørt ned i et afsindigt tempo, mens den gamle konflikt mellem naturvidenskab og humaniora også lige får sig en tur på sofaen, nogle brækker sig, andre knepper eller læser en bog, ja en enkelt tager sig en lur, så oprulles hemmeligheder og magtkampe, der minder mig 1:1 om min egen studietid på universitetet.

Universitetet – dette sted som kunne lære enhver rockerborg et eller andet, og som uden sammenligning er det sted i samfundet, hvor flest sjæle knuses med strategisk overlæg i en uendelig flom af ondskabsfuldheder, der serveres med intellektuelt overskud. Nogle gange for at opnå et konkret mål, andre gange bare fordi katten elsker at lege med musen.

Det så Edward Albee helt rigtigt, da han i 1962 skrev det evigt aktuelle stykke. For menneskelig længsel, vold og forfængelighed vil altid clashe med den moral og etik, som civilisationen bryster sig af – og som i den såkaldt dannede universitetsverden finder sin ypperste kamparena.

Det er Iben Hjejle, som spiller Martha, og Jakob Cedergren, som spiller George, og det gør de med et nærvær og en nerve, så man hopper i sædet, indimellem af grin, indimellem fordi man tænker, at NU kan det ikke blive værre. Det ved man jo så godt, at det gør. Spiralen kører kun en vej: Nedad.

For nej, man skal ikke forvente nogen forvandlende bølger. Som hamstre i et hjul er Martha og George dømte til at blive ved og ved og ved … og det gør Hjejle og Cedergren også. Helt oppe i det højeste gear i de 3½ time, som forestillingen varer. Dét er eminent.

Men også Marie Reuther og Lue Støvelbæk, som spiller Honey og Nick, er med på den store klinge. De gestalter på smukkeste måde ungdommens tro på, at de kan gøre det hele anderledes, da de ankommer til efterfesten. Men efter deres livs nok hidtil værste nat er luften gået af ballonen, som den gik på Honeys mave, og det på ydersiden stadig så unge par må erkende, at også de er dømte til ægteskabets forbandelser og gentagelser.

For mennesker er i reglen, som Martha beskriver sig selv i 1. akt: Jeg har en fin sans for det latterlige, men ingen humoristisk sans.

Deri ligger måske et svar. For kan man grine ad sig selv, kan man måske gribe ud efter en forløsning. Men det sker ikke for de to par, som væver rundt i det samme. Eller som allerede sagt: Det bliver hele tiden værre i dette stykke, der med rette står som et af de monumentale.

En grotesk absurditet, der i Teatret ved Sorte Hests udgave i efteråret 2024 henrykker og begejstrer. For de fire på scenen spiller, så det smælder, når de drikker, danser, taler, slås – og måske allermest i Marthas lydløse skrig til sidst i forestillingen. Illustreret så stærkt med kroppen og mimikken, at det føltes, som slog min sjæl knuder på sig selv, da Hjejle krummede sig sammen.

For af og til gør noget så ondt, at selvom man intet hellere vil end komme af med det, så kan man ikke. Så bliver smerten og skriget og sorgen siddende indeni. Dét er måske den dybeste sandhed om livet – den, som ikke er en illusion, dér hvor man ikke kan vælge illusionens flugt.

Danmarksbloggen giver ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” seks store ulve ud af seks mulige. Forestillingen er så grotesk og skræmmende, at kun virkeligheden og ens indre ulv kan matche det. Og netop derfor må man også svare ja, også mig, når Martha til sidst siger: Jeg er bange for mig selv.

Det er Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Tid til glæde”

Der er forestillinger, som stiller flere spørgsmål end de giver svar. ”Tid til glæde” på Nørrebro Teater er en af disse. For hvad handler stykket i grunden om? Ja, mennesker mødes, og banaliteter udveksles, men ellers?

1. akt er en lang række tilfældige møder på en øde beliggende strand, hvor flere oplever så særlig en fred, at de gerne vil begraves dér, når det bliver tid til den evige hvile. For her er det lange perspektiv på. Som et andet svar er scenen en ganske larmende og leve-i-nuet-fest i 2. akt, hvor personerne er iklædt rødlige og orange nuancer, mens farvenuancerne i 1. akt holder sig i grøn og blå.

Stykket handler altså om modsætning og spejling – også i karaktererne. En enkemand bliver til en enke, en homoseksuel til en heteroseksuel og så videre. Den eneste, der for alvor ikke skifter ham, er moderen, som både i 1. akt og i 2. akt står som det hjul, hvorom alting drejer – også de to eneste navngivne personer i stykket ægteparret Aksle og David, som dog ikke er sammen længere.

Aksle, der indtil slutningen af 1. akt indtager en Godot-agtig funktion. Ham, som alle taler om, men som aldrig viser sig. Aksle, som så pludselig alligevel dukker op. Men kun for at fortælle, at han forsvinder – ikke for altid, men for lang tid. Moderen er selvfølgelig parat til at vente.

Det er manden David ikke. Så i 2. akt holder David fest for sine venner – og alle andre, der har lyst til at komme. Der sker vist nærmest i trods, og selvom både Aksles mor og Davids mor kommer, endda iklædt samme store og omklamrende trøje (bare i hver sin farve). En trøje som på Aksles mor giver tryghed til både Aksles og Davids søster.

Davids mor vælger i stedet at give David en rørende kærlighedssang, som vi alle sammen i publikum kender, men ikke er vant til at høre blive sunget i dét tempo og på dén måde. Det kan også noget, og man går fra teatret med en tanke om, at ”Tid til glæde” handler om, at vi skal blive bedre til at synge for hinanden.  

Om det lykkes Aksles mor at finde Aksle, ved vi ikke. Eller også gør vi? For måske er der i virkeligheden kun tale om én gruppe mennesker i denne moderne version af et stykke absurd-teater, der har det gode, gamle kammerspil i ascendanten.

Konflikterne om arv, utroskab, børn eller ej og behovet for at blive set, anerkendt og elsket er i hvert fald så gamle som menneskeheden selv. Så vi kan alle – uanset alder og livssituation – finde noget – og nogen – at spejle os i.

Og ensemblet spiller forrygende. Det er også stærke kræfter: Tina Gylling Mortensen, Peter Christoffersen, Katinka Lærke Petersen, Johannes Lilleøre, Christiane Gjellerup Koch, Sarah Boberg, Jacob Weble og Brian Hjulmann.

I hovedrollen som moderen ses Tina Gylling Mortensen der med saft og kraft sætter og fylder scenen, uanset om hun er blå eller rød mor. Men alle leverer skuespil direkte fra teaterskolens håndbog i, hvordan det skal gøres.

Desværre er manuskriptet ikke fra samme øverste hylde. Ikke at det er et problem, at der stort set kun snakkes. Tag Becketts udødelige ”Mens vi venter på Godot”, som må være den store inspirationskilde, hvor der sker endnu mindre og tales endnu mere end her. Men hvor Beckett er spot on og ind til benet, så fortæller norske Arne Lygre, som er forfatteren bag ”Tid til glæde”, både for meget og for lidt.

Så selvom man som teatergænger bliver glad, når skuespillerne tør bruge hele deres krop, så der kommer en stoflighed og et nærvær i stykket, som klæder forestillingen, så havde en afkortning af manus og en større skarphed i replikkerne betydet et gedigent kvalitetsløft.

Og det gælder måske især Aksles/Davids rolle, som ham/dem, der forventes at komme med glæden – illustreret ved endnu en sweater, men her ikke én, som andre kan krybe ind i. Derimod én, som kun personen selv kan gemme sig i.

”Tid til glæde” får derfor fire ud af seks af de kramme-trøjer, som både blå mor og rød mor ifører sig som et værn mod verden – og en varm og blød skal for deres børn at krybe ind i.

For måske handler ”Tid til glæde” allermest om selvglæde, morglæde. Om at der ingen større lykke er end at bringe et barn til verden. Det skulle da lige være, hvis man som Tina Gylling Mortensen siger til datteren: Jeg kan li´ dig som voksen. For kan man lide sit voksne barn, så er ens lykke gjort, så holder man Gud om hælen, som det hedder i nogle af Lygres replikker, der sidder, hvor de skal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sammen om Børsen

Det skulle have været en kæmpe-fest med en nyrestaureret Børs-bygning, der skulle stråle i september-solen her på 400-året for Børsens opførelse.

Men det satte flammerne d. 16. april i år en stopper for. Halvdelen af Børsen – blandt andet den store festsal – nedbrændte. Ilden åd også spiret med de fire vanddrager, der ifølge legenden ellers passede på Børsen.

Så i stedet for at se Børsen blive pakket ud, var vi vidne til at Børsen blev til en ruin, der i dagene efter branden blev til en endnu større ruin, da dele af murene og også gavlen ud mod Christiansborg faldt sammen.

Men Børsen skal genopføres. No matter what.

Så i går lagde kong Frederik den første sten, den såkaldte kongesten. Så kunne kongen også endelig være dér.

For dengang Børsen brændte – på Dronning Margrethes fødselsdag – kom kongen ikke forbi, men nøjedes med en besked på Instagram, selvom han var på Amalienborg. Dét er dårlig stil.

Det er til gengæld god stil, at Dansk Erhverv kvit og frit inviterer alle danskere på besøg på Børsen i dag. Du kan se, hvordan håndværkere og lærlinge arbejder med Børsens restaurering. Du kan også se en udstilling om Børsens historie fra opførelsen i 1624 til branden 16. april 2024.

Se mere her: https://www.danskerhverv.dk/sammen-om-borsen/kom-tat-pa-borsen-vi-fejrer-400-ars-fodselsdag-og-markerer-begyndelsen-pa-genopforelsen-af-borsen/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

#SaveHamletScenen

Vi lever på mange måder i en fordummelsens tidsalder.  En tidsalder, hvor kulturarv og dannelse forsvinder i de sociale mediers 24-7-kværnende malstrøm – og i begæret efter flere penge til skattelettelser.

Dén tragedie har så nået et nyt lavpunkt i Helsingør, hvor kommunen overvejer at fjerne tilskuddet til HamletScenen fra næste år. Det betyder en de-facto-lukning af det vigtige teater, hvilket vil være et tab af dimensioner for både kulturen, dannelsen – og også Helsingør.

For lukker HamletScenen, så vil der ikke blive spillet ”Hamlet” på Kronborg til næste sommer. Det er i så fald første gang i 208 år. Og det er en decideret skandale. For Hamlet ikke kun foregår på Kronborg, men Shakespeare skrev ”Hamlet” i 1601 på baggrund af de fortællinger, som de fra Kronborg og Frederik d. 2´s hof hjemvendte tre engelske skuespillere bragte med til England.

Der er altså med andre ord en direkte rød tråd fra Shakespeare dengang til Kronborg i dag. En tråd som borgmester Benedikte Kiær og de andre i byrådet uden tøven er klar til at klippe over. Dét er en skandale – og også en dårlig forretning.

”Hamlet” er nemlig ikke kun et af Shakespeares mest berømte skuespil. Måske det mest berømte. To be or not to be. ”Hamlet” er – sammen med Kronborg og Holger Danske – også nøglen til Helsingørs status som en kultur- og handels-by, både danskere og turister gerne besøger igen og igen.

Something is rotten in the state of Denmark, siger bipersonen Marcellus. Det kan man med fordel ændres til Something is rotten in Helsingør.

Læs mere om Hamletscenen her:  https://hamletscenen.dk/

– og spred ordet via #SaveHamletScenen

Læs evt. også Danmarksbloggens anmeldelse af dette års ”Hamlet”, som meget apropos forbindelsen til England blev opført af ingen ringere end Lord Chamberleins Men, som er en engelsk teatertrup, der spiller Shakespeare, som det blev gjort på bardens egen tid: http://danmarksbloggen.dk/?p=12872

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”HAMLET”

Når jeg skal se Shakespeare, læser jeg altid bardens stykke inden forestillingen. Også denne gang, hvor jeg tog ”Hamlet” i den komplette og uforkortede udgave – på det engelsk, som Shakespeare selv skrev stykket på. Det er en læsning, som tager tid. Men mindre kunne ikke gøre det, når teaterkompagniet ”Lord Chamberlains Men” til den årlige Shakespeare-festival på Kronborg spiller ”Hamlet”, som det blev opført første gang, at barden selv så stykket på scenen.

Så det var med enorme forventninger og hovedet fuldt af renæssance-engelsk, at turen gik til Kronborg. Der var selvsagt også fuldt hus på udendørsscenen, hvor aftensolen sænkede sig, mens tordenskyerne og mørket voksede. En passende kulisse til dramaet om den danske prins, der af sin fars spøgelse beordres til at hævne dennes død. For dræbt blev kongen af sin egen bror, der derpå overtog både krone og kone.

Dronningen blev så ligesom Hamlets udkårne Ophelia spillet af mænd. For det gjorde man på Shakespeares tid. Noget som vakte moro hos flere tilskuere, når de så en af de to mænd iført Tudor-kjolerne. For det var en aften med udelukkende hvide mænd på scenen. En speciel oplevelse i 2024, men ikke noget at blive stødt over – eller grine af.

TVÆRTIMOD lod de fleste af os let føre på historiens vinger tilbage til dengang, hvor Hamlet var et nyt stykke dramatik med personer, symboler og ord, som var gængse dengang. Ikke at der er nogen forskel i grunden på at se Shakespeare nu og dengang. Han er universel og altid aktuel, uanset hvor man er på kloden og i hvilket århundrede.

Men nuvel, de gode ”Lord Chamberlains Men” spillede, så det gjaldede foran det gamle slot i tøj fra den elizabethanske tid (knæbukser, store skjorter og lange sokker) tilsat kapper, kongekroner, skørter, knive, trommer og andet godt. Der var også både sang og musik, som traditionen bød dengang.

Og så agerede de hele tiden ud til os i publikum, og nærmest opfordrede os til at blande os med hujen, råben og klapsalver, som man gjorde det dengang, hvor den 4. væg var en aktiv medspiller. Men vi sad alt for godt fast i 2000-tallets stive teaterkultur, så vi ventede til den stående applaus, som kom velfortjent efter en forestilling, der var Shakespeare Classics – og udført, så det simpelthen ikke kan gøres bedre.

Englænderne kan generelt noget med attitude, sprog og det at række ud til publikum. De sætter simpelthen mentale hager i os – og så haler de os ind i dramaet, som var vi nogle af de torsk, der svømmer ude i det Øresund, der både kunne høres og lugtes salt i den lumre sommeraften, der var fuld af elektricitet – og rytmiske, plastiske engelske gloser – og tak for det.

For Shakespeare er bare bedst på engelsk – og især når det som her er klasseskuespillere, der taler, ånder, synger, agerer og bevæger sig Shakespearesk – i ord, toner og krop, så vi taler om, at det står mål med det, som man oplever ovre på bardens eget genopbyggede teater ”The Globe” i London.

Enhver opførelse af ”Hamlet” har så sin egen fortælling i stykket, og denne handlede om den unge mands kamp med sig selv – og for den far, som han satte op på en piedestal. Idoler skal man passe på med, især når de kræver, at man skal give dem hele sit liv. Det kan man blive gal af. Alligevel er det ikke en sort-hvid Hamlet, som bliver spillet på Kronborg denne sommer.

Det er en Hamlet, der handler om individet, om en ung mand – i tvivl, i sorg, men også fuld af kampgejst og en idealistisk tro på, at alt kan lade gøre for ham. At han kan vinde over den, som dræbte hans far, og stadig beholde det hele, både pigen, han elsker, og magten. Vi oplevede det måske allermest i Hamlets monolog, hvor han taler om at dø, at drømme. Om at livet kan være så hårdt, at søvnen, døden, virker som en udfrielse – men at vi stadig og på trods også drømmer og handler. Dér gik der et spøgelse gennem os i publikum. Dér blev vi spejlet.

På metaplanet er denne version af ”Hamlet” måske også historien om England efter Brexit. Et England, der som på Shakespeares tid igen står på egne ben (dengang uden paven, i dag uden Bruxelles), og hvis gamle venner kun tilsyneladende er venner – med undtagelse af den altid trofaste Horatio, der nok har været i lutherske Wittenberg, mens stadig går rundt med en katolsk rosenkrans i bæltet.

For vi er i stykket midt i en værdi-kampens tid, som vi også er det i vores tid. Man kan læse meget ind i Shakespeare. Man kan også bare gakke til Kronborg og nyde forestillingen, hvis eneste malurt i bægeret er, at vi IKKE i ørerne får Horatios smukke afskedsord over Hamlet: Now cracks a noble heart. Good night, sweet prince. And fligths of angels sing thee to thy rest.

Alligevel får ”Hamlet” 6 ud af 6 af de kranier, som i forestillingen er hofnarren Yoricks. For uanset om man er konge eller nar, renæssancemand eller kvinde i 2000-tallet, så ender vi alle som kranier, når vores gang over ormene, men under stjernerne er forbi. Det vidste verdens største dramatiker. Ham, som man aldrig bliver hverken helt klog på – eller færdig med.

Der spilles på engelsk med danske undertekster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”En Ideel Ægtemand”

Turkis er den mest sjældne farve i naturen. Derfor giver det max mening, at netop turkis er farven på den vifte, som danner scenen i Grønnegårdsteatrets sommerforestilling 2024: Oscar Wildes ”En Ideel Ægtemand”, som handler om magt og kønsroller i 1890´erns England, selvom mange af temaerne også kendes fra vores egen tid.

For mennesket er det mest skabagtige, som naturen har fostret – og hvad naturen ikke har kunnet finde på, har mennesket selv udviklet af dårskaber som fx forfængelighed, magtsyge og behovet for kontrol, som blot er noget af det, vi ser folde sig ud som en anden vifte, indtil billedet står klart for os:

Den velansete sir Chiltern begik børssvindel for 18 år siden, og var dum nok til at indrømme det i et brev, som nu er i Mrs. Cheveleys besiddelse. Hun forsøger at få skrivelsen omvekslet til først politisk kapital hos sir Chiltern og siden til ægteskab med hans bedste ven Lord Goring, som hun har et crush på – men som i stedet er forelsket i sir Chilterns søster, der som en 1800-tals pink Barbie er både handlekraftig og kvik.

Selv er bedstevennen også en fortidig version af Ken – endda med grøn sixpack på maven. Så man hepper på det unge par, også fordi de nægter at leve ned til allehånde konventioner om, hvad det vil sige at være den ideelle ægtemand m/k.

For ”En Ideel Ægtemand” handler mest om kønsroller og kønsidentiteter – og i denne opførelse om at være queer, hvilket blev opfattet som naturstridigt på Oscar Wildes tid, hvor bare det at være homoseksuel var en forbrydelse – som sendte Oscar Wilde to år i straffelejr. Derfor er det godt, at kvinder spiller mænd og mænd kvinder og vice versa.

Der er også flere skønne hilsner til burlesque og anden festlighed hos et cast, der er klædt i alle regnbuens klare farver. Verden er heller ikke sort-hvid, selvom magtens mennesker gerne vil få os til at tro netop dét.

Her har hver person så én farve, der fortæller noget om personen, startende med det røde ægtepar sir og Lady Chiltern, der spilles flyvende af Jens Sætter-Lassen og Luise Kirsten Skov. Parret er stykkets dramatiske indslag, fordi der her er hjerteblod på spil. Både det, som ægteskabet er skabt af – og det som karriere og magt handler om, og som er hele deres raison d´être. Derfor bærer de også orange. For idealismens røde må af og til blandes op med realismens gule, når illusionerne skal bevares.

Det er Andrea Øst Birkkjær, som spiller Mrs. Cheveley, damen i bedragerisk, men også realistisk gult. Og det gør hun med en nerve og intensivitet så stor, at det er, som går hele tempoet i forestillingen markant ned, da hun forsvinder ud af billedet. Hun minder også om Alexis i ”Dollars”, som engang var en skurk, men nu er en heltinde. Så jeg heppede i det stille på Mrs. Cheveley, som er en kvinde, der spiller magtens spil – og ikke gider poesi, hvilket Andrea Øst Birkkjær gestalter, så man kan mærke hende hele vejen ned til bænken.

Det samme kan man med Tina Gylling Mortensen, der er Lord Caversham i en giftig-grøn farve. For sådan er det med magten – den korrumperer. Hun har før optrådt på scenen som en mand med autoritet, og dét mestrer hun til det sidste stød med spadserestokken.

Cavershams søn og Lord Chilterns bedste ven Lord Goring – klædt i optimistisk grønt med lidt trofast blå og tilsat både en street-wise kasket og en drøm om en sixpack – spilles af Jeppe Ellegaard Marling med stor charme og megen energi, der matches perfekt af Laura Skjoldborgs overbevisende, ganske skarpe/sukkersøde og pinke Miss Chiltern, der som en moderne Barbie kan sætte handling bag sine ønsker. You go, girl.

”En Ideel Ægtemand” har så – som livet – en dobbelthed. Der er den dramatiske del, som handler om, at ønsket om magten kan få selv den største idealist og mest respekterede helt ned i sølet. Det budskab var nok en større skandale på en teaterscene på Oscar Wildes tid end i dag, hvor magthavernes manglende moral og konsekvens af egne handlinger er noget, som vi ser i 10 ud af 9 kunstneriske produktioner – og også forventer IRL. Dét er så skræmmende i sig selv. For det gibber ikke rigtig i én, når man ser magtens beskidte spil folde sig ud – og personerne gemmer sig selv og deres motiver bag mørke solbriller. Men det burde det.

Til gengæld holder det max, når der spilles på den komiske vibe og vores menneskelige dårskaber demonstreres. Og især de to stribede damer – i henholdsvis klartseende lilla med hvidt i ascendanten samt hverdags-orange med sort pessimisme – som er gift med de mest perfekte og derfor mest kedelige mænd, er formidable i deres demonstration af flokmentalitet, hykleri og forstillelse. Det er Laura Bro og Johannes Lilleøre, som har de to roller – foruden at de er tjenere for sir Chiltern og Lord Goring.

Danmarksbloggen giver ”En Ideel Ægtemand” fire store vifter ud af seks mulige.

Dér er fest, fart og farver over feltet i den formidable forestilling iklædt små hip til vor tid og dens temaer som fx MeToo. For stærke mænd falder også i 2024 fra magtens tinder pga. noget, som de har gjort for mange år siden.

Længere er vi nemlig ikke kommet på de næsten 130 år, der er gået, siden Oscar Wilde skrev stykket. Det er stadig den hvide, heteroseksuelle mand, som styrer verden – og der mangler stadig både farver og queer-vibes på magtens tinder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”One Life”

Verden er fortabt uden idealisterne, uden dem som tør drømme om at gøre det umulige som den britiske sir Nicholas Winton, der reddede 669 børn fra nazisternes dødspatruljer i Tjekkiet.

Dét står helt klart, når man ser filmen ”One Life”, som har premiere i dag d. 20. juni – med en som altid nærværende og storspillende sir Anthony Hopkins som den ældre sir Nicholas Winton og en overbevisende Johnny Flynn som den unge børsmægler Nicholas Winton, der i 1938 rejste til Tjekkiet for at besøge en ven og se, hvad Den Britiske Komité for Tjekkoslovakiske Flygtninge lavede i et land, der var på randen af krig.

For Nazityskland havde indtaget en del af Tjekkoslovakiet, nemlig Sudeterland – uden at Frankrig, England og USA gjorde andet end at acceptere det i håbet om at undgå den verdenskrig, der kom.

Så det hele spidser til, samtidig med at Winton ankommer til Prag. Nazityskland fortsætter med at tromle frem i Europa – og rundt om i Prag sidder mange tusinde jødiske flygtninge fra Tyskland, Østrig og Sudeterland. Situationen er håbløs i de kolde og fugtige lejre, og det forventes, at mange – især børnene – ikke vil kunne overleve den hårde vinter, der kun lige er begyndt.

Det kan Nicholas Winton ikke se på. Så sammen med en flok venner fra komitéen og hans tyskfødte mor (spillet med en intens nerve af Helena Bonham Carter) får han – trods ingen hjælp fra myndighederne – stablet de i dag så berømte togtransporter fra Prag til London på benene. Hele 669 børn når at komme til England – og til nye liv hos engelske familier, inden Tyskland angriber Polen, og overtager resten af Tjekkiet i 1939.

En bedrift af de helt store, som sir Nicholas Winton også blev adlet for af selveste Elizabeth d. 2 – og som de fleste nok kender fra det berømte YouTube-klip, hvor alle i publikum var ”Nickys Children”, som de døbte sig selv. Dét klip er selvsagt genskabt i filmen – og er heldigvis det eneste sentimentale.

For historien om sir Nicholas Winton og hans venner er så meget mere end følelser og feel-good i behagelig distance i både tid og sted. Det er en aktiv reminder, et opråb til os alle sammen. Selv ville Winton heller ikke, at historien bare skulle stå og samle støv, som han pointerer dét flere gange i filmen.

For livet handler om at være et anstændigt menneske, som tør og vil kæmpe for andre mennesker. Så filmen er nok historisk, men allervigtigst er budskabet om engagementets nødvendighed, som kommer med en pris.

For de mange børneskæbner blev hos Nicholas Winton livet igennem som en bagage, han ikke kunne skille sig af med, men som han endelig til sidst finder fred med. Det ser vi så fint spillet, da han en livstid senere og ved filmens slutning – og ved egen pool – forenes i den smukkeste forståelse med hende, der ligesom ham selv kunne lide at svømme.

For mennesker er ens over hele verden – og til alle tider, og lige nu er ”One Life” mere relevant end nogensinde siden 2. verdenskrig. For vi lever i en tilsvarende situation med et Rusland, der i 2014 annekterede Krim uden at vi i Vesten gjorde noget. I 2022 vågnede Vesten så endeligt op, da Rusland invaderede Ukraine – og så kom der igen europæiske flygtninge gennem Europa. Især kvinder og børn, som havde måttet sige farvel til deres mænd og fædre uden at vide om de nogensinde SER hinanden igen.

Dét kunne jeg ikke lade være med at tænke på under det meste af filmen. For det sker NU. De ukrainske børn lever NU. Oplever smerten og sorgen NU. Og fra min tid som frivillig hos Røde Kors i foråret 2022, da de ukrainske flygtninge strømmede op gennem Europa, kan jeg fortælle, at børnenes vagtsomme øjne, der har set så alt for meget, har samme udtryk i dag, som de havde i 1938-39.

Det er øjne, som man aldrig glemmer – hvad enten man som Winton var en helt, der reddede 669 børn – eller man som mig var en af mange myrer, der delte mad og drikke ud til udmattede mennesker på flugt.

Så da jeg græd under filmen, var det lige så meget – eller rettere mere for de børn, som er midt i helvedet lige NU. Ja, nogle af flygtningebørnene i dag er sammen med deres mødre i modsætning til dengang, men angsten, utrygheden, uvisheden og savnet efter faderen og alt, det de kender, er der stadig, Og så er der de børn, som er helt alene i fjendeland, da Rusland har bortført mange ukrainske børn.

Dét er infamt. For der findes ingen værre forbrydelse end den, som gøres mod et barn – og der findes ingen større velgerning end den, der gøres for et barn.

Red et liv, og du redder hele verden, bliver der sagt i filmen. Sir Nicholas Winton reddede 669. Derfor skal ”One Life” have 669 lys (det svarer til 6 stjerner, hvis det skal oversættes). Et lys for hvert barn, som nok oplevede sorgen og traumet ved at blive skilt fra forældrene, men som også fik livet i gave.

Det er i øvrigt datteren Barbara Winton, der skrev bogen, som filmen er baseret på – og hun har også været en stor del af filmen og dens tilblivelse. En datter, som også hylder moderen, den danskfødte Grete (der spilles med stor følsomhed af svenske Lena Olin), og som dannede det livslange, stærke parløb med Nicholas, der også ses som en rød tråd i filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”RAPITO”

Hvad I har gjort mod mine de mindste, det har I gjort mod mig, siger Jesus i Nyt Testamente.

Men dét glemmer de katolske gejstlige, der i den italienske film ”RAPITO” river den 6-årige jødiske dreng Edgardo Mortara fra hans familie, fordi hans kristne barnepige siger, at hun har nøddøbt Edgardo, da hun frygtede, at han ellers ville ende i Limbo, hvis han døde, dengang drengen var alvorlig syg. Og så må Edgardo Mortara væk.

For som kristendøbt kan han ikke blive hos de vantro jøder, var forklaringen, der gav 100% mening i datidens religiøse vanvid i Italien. Og ja, det var vanvid. Det var en tid, hvor tro var vigtigere end, at en lille dreng kunne vokse op sammen med sine forældre og sine mange søskende, hvormed han levede et dejligt liv, fuld af kærlighed og tryghed – og de jødiske ritualer.

For troen var som sagt grundlaget for ALT i livet – også hos den jødiske familie, som i de kommende år – mens Edgardo voksede op blandt andre kidnappede drenge i Rom – ikke en eneste gang overvejede at konvertere til kristendommen, selvom det ellers kunne bringe familien sammen igen.

Noget, som virker absurd for undertegnede, der – selvom jeg er troende kristen – kunne konvertere til hvad som helst – også det store spaghetti-monster, hvis det gjaldt min familie.

Men den grundtvigianske menneske-først-filosofi fandtes ikke i datidens Italien, som var martret af mange modsætninger og mennesker, som i en blodig brydningstid krampagtigt holdt fast i deres egen tro og kultur. For det var en epoke med mangel på medmenneskelighed, masser af magtbegær og såvel politiske som væbnede kampe mellem den gamle pavestat og det nye Italien.

Og det er ikke fiktion. Filmen er baseret på en autentisk historie med udspring i Bologna, som midt i 1800-tallet var en del af pavestaten, og hvor den katolske kirke reagerede med en magtfuldkommenhed og en religiøs fanatisme, som vi i dag skal til visse muslimske lande for at finde paralleller til.

Det er altså stærke sager, som vises i de mere end to timer, filmen varer – og som samtidig er en uendelig lang række af billeder, der hver og et kunne være et guldaldermaleri.

For selvom historien er grum og drengens skæbne grusom, så kan man ikke lade være med at nyde skønheden i de kaskader af billeder fra floder, haver, broer, torve, gader, synagoger, paladser, kirker og huse både ved nat og dag, som kommer i en strøm så lind, at den kun kan måles med det antal Ave Maria´er, som diverse katolske præster med paven i spidsen burde have bedt konstant som bod for de dødssynder, som de begik.

For det var ikke kun Edgardo Mortara, men også andre børn som blev taget fra deres forældre med begrundelsen, at man skulle redde deres nu kristne sjæle fra de frygtelige jøder, som havde slået Jesus ihjel. Ret beset var det romernes soldater, som stod for korsfæstelsen – altså italienerne selv. Men lad det være.

For mere vigtigt set med nutidsøjne er det at forstå, at filmen viser, at antisemitismen har dybe historiske rødder i Europa, og at det måske også er en af grundene til det jødehad, som pt. igen viser sit grimme fjæs på vores breddegrader.

Det er derfor en historisk og samfundsrelevant film, som er direkte og nådesløs i sin kritik af den katolske kirke, der stadig ikke har sagt undskyld i sagen – men som i år 2000 til gengæld saligkårede dén pave, som stod bag kidnapningen af Edgardo Mortara.

En romersk-katolsk kirke, som også stadig mener, at der er midlertidige verdslige sandheder – og så er der den evige sandhed, som selvfølgelig er den, Romerkirken selv står for. Jesus gav jo selv Himmeriges nøgler til disciplen Peter, som var den første pave, er argumentationen herfor.

”RAPITO” er derfor også en religiøs film, som giver så meget til dén, der kan afkode måske især jødedommen.

Der er især én scene, som viser, at Edgardo trods sin tvangs-konvertering til kristendommen stadig er jøde, om ikke andet så ubevidst. Nemlig da han tænker selv, tager ansvar og piller naglerne ud af Jesu hænder og fødder, hvorefter denne stiger ned fra korset, tager tornekronen af og går sin vej. Som var Jesus et almindeligt menneske – og ikke Frelseren. Men det er jo også netop, hvad Jesus er ifølge jøderne, som stadig venter på Messias.

Den lille jødiske beholder Mezuzah fylder også i filmen – og listes således ned i kisten af den på overfladen til kristendommen konverterede mor til sit ligeledes på overfladen konverterede, kristne barn. Det ser Edgardo som dreng, og som voksen prøver han samme trick – bare med indviet kristent vand i stedet.

Mere skal ikke røbes her, men filmens slutning er rystende og viser, at Stockholms-syndromet i vor tid kun er for amatører. For 170 år siden var der tale om seriøs hjerne- og sjælevask.

Filmen er også fuld af små hints, religiøse symboler som fx det kristne pilgrimssymbol muslingeskallen Edgardo finder på vejen fra Bologna til Rom, dengang han stadig kunne huske den jødiske aftenbøn, som han siden hen måske glemte. Måske fortrængte.

For ”RAPITO” er filmen om, hvordan et menneske kan formes, fornedres og ydmyges – og alligevel ende med at elske, ja forsvare dem, som gjorde fortræd. En voldsom film, en rystende film, som skal have fem ud af seks af de kipaer, som jødiske mænd bruger.

”RAPITO” er også en film om kvinder versus mænd, følelser og relationer versus forfængelighed og prestige. Så mange temaer er på spil i en film, som er så ganske anderledes end film fra den protestantiske og angelsaksiske del af verden. Her fokuseres der som bekendt på følelser og kun på følelser, og alle skal kunne afkode alt.

Sådan er det ikke her. ”RAPITO” fordrer, at du kan noget historie og religion, men også at du køber ind på en mere kønssterotypisk dagsorden. Det sidste er ikke interessant, men at kræve noget af tilskueren er positivt. For der sker noget, når vi får muligheden for at udvide vores horisont.

Filmen er som sagt i store træk historisk korrekt, og historien fylder stadig i de jødisk-katolske relationer, som den fyldte aviser over hele verden, dengang midt i 1800-tallet, hvor en stakkels 6-årig dreng blev fjernet fra sin familie, fordi katolske præster ville ”redde hans sjæl”. I dag giver den slags vanvid om ikke forvaring på ubestemt tid, så dog en lang-lang fængselsdom.

”RAPITO” kan ses i GRAND TEATRET, som i denne uge for 10´ende gang afholder den italienske festival ”MADE IN ITALY”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eurovisions-tid igen …

Det er mere end ti år siden, at Danmark sidst vandt ”Europæisk-ish konkurrence i pop-musik” – også kaldet Eurovision eller Melodi Grand Prix.

Udskældt barn har nemlig ligesom kært barn mange navne. For ja, nærmest ingen konkurrence vist på tv er så udskældt som den årlige musik-konkurrence, der selvfølgelig handler om alt muligt andet end musik og sang. Udseende, skøre påfund og den slags fylder ret meget.

Så nu er det igen tid til drama, sceneeffekter og andet, der skal bruges til at bortlede opmærksomheden fra den manglende musikalitet hos sangere og sangskrivere i musik-konkurrencen.

Og Danmark stiller op igen. Denne gang med SABA, som synger sangen ”Sand”.

Der er semifinale i morgen og på torsdag. Danmark er med på torsdag – og skal prøve, om vi for første gang siden 2019 kan komme med i finalen, som er på lørdag.

Danmarks bidrag var SÅ ikke det, som danskerne ville have, men derimod det, som en lille jury valgte. Sådan var det også sidste år. Det er ikke ligefrem noget, som trækker seere til – eller får Danmark i finalen.

Tværtimod så sukker man som en anden Jeronimus, og tænker tilbage på tidligere vindere som fx ABBA, der vandt for 50 år siden i år, Johnny Logan (han vandt to gange) og Brødrene Olsen, som vandt i 2000. Men også de tre svenske Herreys-brødre med deres gyldne sko og den israelske vindersang ”Hallelujah” kunne noget.

Se, dét var altsammen musik – endda musik som man stadig nyder at høre.

Det tror jeg ikke, at man kommer til med vinderen af dette års Eurovision, hvor politik igen spiller en rolle – som det gjorde dengang Conchita Wurst vandt, som for to år siden med Ukraine, og som nu hvor mange er imod Israel, selvom det ret beset var Hamas, der overfaldt Israel.  

Så som forventet vil det handle om alt andet end musik i svenske Malmö.

Nok.

For af og til sker der noget spændende til Eurovision. Tænk hvis det ét år blev god musik!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Hammarskjöld”

Der er film, som ryster, også selvom man kender slutningen på historien. Per Flys ”Hammarskjöld” er en af disse, selvom filmen ikke som forventet ender med en kæmpe ildkugle, da flyet med FN´s svenske generalsekretær Dag Hammarskjöld ombord eksploderer i den afrikanske nat som et monument over tabet af den smukke vision om en verdensorganisation, der holder stærke nationer og kapital-interesser i skak.

For det var en umulig mission med den givtige mineindustri i Congo-provinsen Kasanga, der blev styret af de belgiske koloniherrer, og som stik mod FN´s intention ikke ønskede et demokratisk Congo, men hellere ville have en løsrevet provins med en af dem indsat sort præsident – og det så meget, at FN-chefen Hammarskjöld i september 1961 blev dræbt i noget, der skulle ligne en flyulykke.

Verden gik i chok – og Sverige stod bomstille i en endeløs sorg, som vi ser det på gamle filmstrimler, der stadig griber. Verden – og Danmark – har heller aldrig har glemt svenskeren, der var en af 1900-tallets vigtigste aktører på den globale scene. Den mest imposante del af Østerbrogade i København skiftede fx navn til Dag Hammarskjölds Allé kort efter hans død.

Så det er en vigtig historisk film om afkoloniseringen af Afrika, om dengang i 50´erne og 60´erne, hvor den hvide mand afgav retten til mange kolonier. Det er også en film, der peger på nutiden, hvor Afrika igen bliver koloniseret – nu bare af den gule mand, nemlig kineserne, der samler råstoffer til hobe i en grad, så vi i Vesten skulle have reageret i forgårs.

For verdenskampen om ressourcer og penge er lige så nådesløs og brutal i dag, som den var dengang, Hammarskjöld døde i det, som i mange år blev kaldt et uheld, men som formentlig har været et bevidst drab af ikke kun den svenske topdiplomat, men også et helt fly fuld af mennesker. Filmen har sit klare bud på, hvem der stod bag, selvom der også er andre kandidater. Men endnu nægter flere af de involverede parter at åbne deres arkiver.

Det er Mikael Persbrandt, der spiller Dag Hammarskjöld i en præstation, der berettiget var nomineret til Sveriges fineste filmpris Guldbaggen. Hvorfor han ikke vandt den, giver ingen mening. For Persbrandts evne til med alt fra hans blotte tilstedeværelse over betoningerne i stemmen og bevægelserne i kroppen og til de små mikroudtryk i ansigt og øjne at fortælle hele historien, vise hele følelsespaletten er så eminent, at det kun kan matches af danske Mads Mikkelsen.

Persbrandt bliver simpelthen fra den ene lyseblå skjorte efter den anden til den stilige svensker i sit portræt af Hammarskjöld, som fik de længste stående ovationer nogensinde givet til nogen på FN´s talerstol, men som slog det hen med sædvanlig svensk beskedenhed.

Lagom-princippet, hvis man kan sine svenske koder. For Dag Hammarskjöld forblev svensk som i lagom og beskeden, men også stålsat som svensk granit, når han siger, at nu gør vi sådan, og så er det præcis sådan, at det bliver gjort. Med holdningen om nu firar vi idag, men i morgon jobbar vi dubbelt så hårt. Dét er svensk – og Sverige og svensk ånd fylder meget i filmen, selvom den primært foregår i New York.

For nok kan du tage en mand ud af Sverige, men du kan ikke tage det at være svensk ud af mand – og slet ikke en så følelsesfuld og blød mand bag den kontrollerede facade. Der er en ordentlighed og en redelighed i den svenske folkesjæl – og hos Dag Hammarskjöld. Samt en tro på humanismens kraft og det at være den fredens stormagt, som FN burde være iflg. Hammarskjöld. En tanke, som i mange år også drev svensk politik, men som blev brudt, da Sverige tidligere på foråret trådte ind i NATO.

Gad vide hvad Dag Hammarskjöld ville have sagt til det? Måske han ville have insisteret på dialogen, på FN´s rolle som forsvarer af de svage stater og mægler mellem – også med våben – storstaterne, når de slås om verdensherredømmet. Hammarskjöld forhindrede i hvert fald 3. verdenskrig ved et par tilfælde, og fik også Nobels fredspris posthumt.

Hammarskjöld var altså en gigant på diplomatiets himmel. Men han var mere end det. Han var også forfatter – igen posthumt. Når man læser hans bog ”Vejmærker” – og læs den helst på originalsproget svensk, så tegnes et billede af en følsom, ensom og kristen sjæl, en mand der trods al magten længtes efter mening, nærhed og samvær – og måske derfor er det også så passende, at vi i filmen får lov til at se hans dødsøjeblik i det af kugler perforerede fly.

Et dødsøjeblik, som Persbrandt gestalter, som jeg aldrig har set dødens komme skildret før. Døden som en lykke, en udfrielse. For nu er kalken drukket, nu kan Hammarskjöld vende hjem til den Gud, det lys, som han troede på hele sit liv.

Danmarksbloggen giver 6 ud af 6 søde røde jordbær fra det Österlen i Skåne, hvor Dag Hammarskjöld havde planer om at slå sig ned, når hans FN-mandat udløb.

For nok mangler der både politisk substans i filmens handlig og en bredere facettering af de andre personer til en fuld jordbær-kurv, og nok er symbolikken med aben i bur, der slipper løs, alt for gumpetung.

Men det kan ikke nytte noget. Persbrandts præstation er så titanisk, at alt andet end fuld kurv ville være helligbrøde. Filmen er som en monolog – bare en monolog med andre, der som en slags luksusstatister ses rundt om Persbrandts lysende portræt af Nordens største statsperson nogensinde.

De andre skuespillere tæller blandt andet danske Thure Lindhardt, der ellers er en klasseskuespiller, men som er malplaceret som Hammarskjölds svenske ungdomsven – og måske tabte kærlighed. For man lægger mest mærke til Lindhardts ubehjælpelige svensk, som også hindrer ham i at spille på det sædvanlige niveau.

Gid Per Fly i stedet havde givet dén rolle til Mattias Nordkvist, der spiller den langt mindre rolle som Hammarskjölds anden ven Bo. Så havde det slået gnister. Nordkvist har endda erfaring i at spille homoseksuel i Sverige i netop den periode, nemlig fra SVT´s succes-serie ”Vår tid är nu”, hvor han ydede en præstation, der står mål med Ghita Nørbys i ”Matador”.

For det er en stjernerække af skuespillere, som gestalter afrikanske præsidenter, belgiske mine-ejere, dubiøse lejesoldater, glatte diplomater og andet godtfolk – ja, også en kendt amerikansk præsident spillet af danskeren, der ligner ham så meget, og spiller så godt, at han igen og igen får rollen som JFK. Dén kan Caspar Phillipson også på rygraden.

Filmen har premiere i dag d. 18. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk