“Ordet” sendes som påskegave

Kan man anmelde på forhånd?

Selvfølgelig kan man ikke det. Men vi lever i en tid, hvor så meget ”man ikke kan” alligevel kan lade sig gøre, bare på en anden måde end ”det vi plejer”.

”Sammen på afstand” hedder det som bekendt også, uden at nogen anfægter denne åbenbare modsætning.

Derfor er det her heller ikke en anmeldelse af Folketeatrets version af Kaj Munks ”Ordet”.

Det er en anbefaling.

En stor anbefaling til 2. påskedag d. 5. april at se ”Ordet”, når forestillingen gratis sendes i tidsrummet kl. 15-23. Gå ind på www.folketeatret.dk for yderligere detaljer – og tilmelding.

Vi har brug for det. Det er åndelig føde.

Kulturen har været nedlukket i snart fire måneder – og savnet og sulten er stor.

Undertegnede kommer i hvert fald til at sidde klistret til skærmen, også fordi jeg kender lidt til det, der venter.

Når man anmelder, får man nemlig altid i forvejen flere fotos at vælge imellem som illustration til anmeldelsen. De billeder kan fortælle rigtig meget, hvis de er taget af en god fotograf. Et billede siger mere end 1000 ord og den slags – og det gælder i høj grad Gudmund Thais billeder af Folketeatrets ”Ordet”.

Når jeg ser på dem, så kan jeg i maven mærke suget efter at sidde i det røde plyssæde igen. Men jeg registrerer også de små hår rejse sig i nakken, og ilingerne løbe under huden.

For den her forestilling ”Ordet” havde været et af sæsonens højdepunkter. Kaj Munks tekst, opsætningen og så det formidable håndværk, som de deltagende skuespillere er garanter for.

Det havde været så stort at være til stede i salen. Se, høre, mærke forestillingen med hver en fiber af kroppen.

Nu bliver det så digitalt på skærmen, men det skal nok blive godt alligevel.

Fordi de kan, fordi de vil, dem på scenen, som er: Waage Sandø, Preben Kristensen, Amalie Dollerup, Esben Dalgaard Andersen, Mads Reuther, Morten Brovn, Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jeanette Binderup-Schultz, Nadia Jasmin Nielsen og Mia Ellen Kjær.

Det er Moqi Simon Trolin, der har instrueret, mens Palle Steen Christensen står for scenografien.

Jeg glæder mig – og anbefaler ”Ordet” til alle, uanset om solen skinner, det regner eller sner, og uanset hvad de fordømte smittetal siger om to uger.

For det her bliver ikke en tidsbestemt flugt fra Corona-pandemien. Det her bliver en berigelse, en mulighed hvor vi ser op og ud mod det, som er større end det timelige – ser mod det, som vi åndeligt lever af.

Jesus genopstod som bekendt påskedag, som i år er søndag d. 4. april.

Dagen efter, mandag d. 5. april, genopstår kulturen på Folketeatret. Vær til stede – derhjemme på skærmen i denne modsætningens tidsalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De seje prinsesser

Her kommer et rigtigt eventyr:

Studievært Puk Elgård har på Instagram skrevet: Jeg synes, det er på tide. At vi hepper på de gode mænd. De mænd der aldrig danser alt for tæt eller er grænseoverskridende og dominerende. De mænd der er vores fortrolige og de mænd der skaber god stemning på vores arbejdspladser. De mænd der passer på os i nattelivet, i hverdagen og i hjemmet og spørger om vi er okay og giver tryghed og god energi. De mænd findes og dem må vi ikke glemme. Tak for jer. Citat slut.

NEJ, vi skal ikke hylde mænd for at opføre sig på måder, som det alle dage som minimum er blevet forventet, at kvinder skal opføre sig.

Ja, kvinder har endda altid fået at vide, at de skal gøre endnu mere. At man som kvinde skal sørge for, at ALLE har det godt. At der er prestige i at være klassens mor, arbejdspladsens gode fe. For det bliver man jo så glad for inderst inde. Og ja, det har man selvfølgelig også overskud til at være dag efter dag, år efter år uden at få anden anerkendelse end måske et klap i røven til julefrokosten (et klap som man ifølge dette værdi-set skal være glad for).

Samme fortælling siger så iflg. Pul Elgård, at mors lille prins skal have ros, når han ikke gramser løs på tilfældige kvinder, eller kommer med chauvinistiske bemærkninger og vitser om svigermødre og blondiner.

Jeg brækker mig.

Desuden kan jeg som mor til en 19-årig kvinde fortælle, at de der mænd, der passer på fremmede kvinder, er en myte. De findes ikke. Hver gang min datter eller hendes veninder har været i problemet i nattelivet, så er de blevet hjulpet af 1) deres veninder, 2) de mænd de i forvejen var venner med – eller og nu bliver det interessant 3) fremmede kvinder.

De hjælper selvsagt også andre kvinder, som fx dengang de mødte et par meget unge piger, 14-15 år, som var så berusede, at de var direkte syge. De gav pigerne mad og vand fra den nærmeste 7-11 – og fulgte dem så hjem. Det lyder måske som en heltinde-historie. Men sådan gør kvinder bare. Det er hverdag.

For blandt kvinder er der nemlig et stort søsterskab, hvor man holder øje med og hjælper hinanden, hvis man kan se på et dansegulv, en togstation og alle andre steder, at der er en kvinde, som er i problemer.

Så nej, vi skal ikke hylde mors lille prins. For der er INTET at hylde ham for. Enten gør han ingenting, eller også overskrider han kvindernes grænser.

De seje prinsesser – som er helt deres egne – skal derimod hyldes for deres store indsats for sig selv og hinanden.

You go, girls and women 😊

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Picture of Lies”

Kan man forestille sig en kulturel thriller? Måske, måske ikke.

Men det er ikke desto mindre eksakt, hvad man får, hvis man sætter sig foran skærmen d. 22. marts, hvor der er VOD-premiere på Giuseppe Capotondis film ”Picture of Lies” med danske Claes Bang i hovedrollen og i selskab med den talentfulde Elizabeth Debicki samt verdensstjerner som Donald Sutherland og Mick Jagger. Ja, dén Mick Jagger.

Alle fire leverer top-skuespil, som også sprudler på grund af den usædvanlige sammensætning af castet:

En af verdens største rockstjerner, som er eminent og ekspressiv i rollen som rigmanden Cassidy, der er uden skrupler både generelt og især i bestræbelsen på at få fat i et værk af kunstneren Debney.

Debney spilles af den legendariske Donald Sutherland, og man føler sig – ligesom Claes Bangs karakter – in the presence of greatness, når Sutherland toner frem på skærmen. Han spiller så legende let, dybt og smukt som et billede af Monet, og får alt til at se så nemt ud.

Men det er selvfølgelig en løgn. For skuespil er ligesom kunst svær, hvis det skal brænde igennem – og det gør det her. Det ved Claes Bangs karakter, den charmerende, men moralsk ret anløbne kunstanmelder James Figueras også. Ikke at det stopper Figueras i at gøre, hvad han kan for at komme nær Debney, så han kan sørge for, at Cassidy får sit billede – og han selv sin belønning.

Claes Bang spiller fantastisk – og helt op – til Donald Sutherland. En bedrift i sig selv. Dansk film er i disse år også inde i en guldalder, og der er mange, som kan blive den første danske skuespiller, som snupper en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Note: Skriv Claes Bang på dén liste over mulige kandidater. Han kan det hele – og får lov til det hele i de udenlandske film, også for en mand vældig mange scener uden tøj på. Dét er ligeret.

Elizabeth Debicki, som vi allerede kender fra ”Natportieren” og ”The Great Gatsby”, spiller også her en anæmisk, sart og alligevel skarp-som-en-ragekniv-kvinde ved navn Berenice Hollis, som ikke omtales som en muse i filmen, men som er en muse: Luftig, inspirerende for de mænd, der er omkring hende, men uden nogen klar forklaring på, hvorfor hun er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Men filmen har et gedigent plot, hvor handling og relationer udfolder sig og udvikles som farverne på et lærred. Hvor vi som beskuere indimellem er så tæt på billedet, at vi ikke kan se det klart, mens vi andre gange er så langt fra, at vi tror, at vi har regnet det hele ud.

Det skal selvfølgelig ikke afsløres, hvad der er løgn, og hvad der er sandhed. Den opdagelse skal man selv have lov til at få. Det eneste, der skal slås fast er, at løgnen og løgnens væsen – og måske nødvendighed – sammen med de masker, som vi alle bærer på, er en vigtig del af filmen.

Der er med andre ord masser at gnaske i for dén, der kan lide at få noget til eftertanken og filosofien over tilværelsen og dens mening. Men der er også noget til dén, som foretrækker action og en god thriller. Normalt mødes de to formål ikke i samme film – men det gør de her hos Giuseppe Capotondi.

Det er fint. Ja, det er ligesom at frembringe et maleri, hvor personerne på samme tid bliver malet, som Renoir og Picasso gjorde det. Det bør ikke kunne lade sig gøre, og det kan det heller ikke på et lærred beregnet til farver og pensler, men på filmlærredet kan det godt.

For i denne film mødes modsætningerne, så det giver mening – på nær nogle få steder i filmen, hvor man tænker, at noget virker ulogisk. Men skal handlingen fortsætte, så kan vi kun gå ned ad den vej.

Danmarksbloggen giver ”Picture of Lies” fem ud af seks tuber med akrylmaling. Det er solidt håndværk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

8. marts: Besviken

Kvindernes Internationale Kampdag. Der er også meget at kæmpe for stadigvæk. For samfundet er stadig vældig patriarkalsk. Vi kan altså stadig spejle os i Edith Södergrans digt ”Dagen svalnar” fra 1916, hvor sidste vers lyder:

Du sökte en blomma
och fann en frukt
Du sökte en källa
och fann ett hav
Du sökte en kvinna
och fann en själ –
du är besviken

Det findes også på dansk, hvor det lyder:

Du søgte en blomst
og fandt en frugt
Du søgte en kilde
og fandt et hav
Du søgte en kvinde
og fandt en sjæl –
du er skuffet

Digtet er bedst på svensk. Både i det hele taget og på grund af det sidste ord BESVIKEN, som betyder så meget mere end bare skuffet. Det betyder også sveget, bedraget, svigtet, ja nærmest snydt.

Men hvem bliver mest snydt? Manden og hele det patriarkalske system, når de finder ud af, at kvinden ikke kun er blid og føjelig ? Eller er det kvinden, der igen og igen giver køb på sig selv og sine drømme? Kvinden, der for at få og beholde en mand sætter sine længsler og lidenskaber på evig pause?

Jeg vil sige det sidste. Det er kvinden, der er (mest) besviken. For kvinder sammenlignes stadig mere med blomster, kilder og køn end med frugter, oceaner og sjæle. Men det duer ikke.

Vi er så meget mere. Så vi skal ikke sidde dér ved kilden og græde over de smukke blomster. Vi skal i stedet pakke sydfrugterne ned i en havtaske, tage våddragten på, kaste os i havet og så ellers svømme ud i horisonten. Sjælen vil stortrives ved øvelsen.

Så nej, vi var ikke i mål i 1916, da digtet blev skrevet. Det er vi heller ikke her 105 år senere i 2021.

Men måske er vi kommet tættere på horisonten om endnu 105 år – i 2126.

Ja, til den tid er digtet forhåbentlig ikke længere noget, som kvinder kan spejle sig i – men blot et velklingende historisk vidnesbyrd om de dårlige gamle dage.

Læs hele digtet her: https://litteraturbanken.se/skolan/poesi-forfattare-edith-sodergran-dagen-svalnar/

Læs i det hele taget Edith Södergran. Hun er formidabel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forskellen på ”always” og ”only”

Der er ikke kun én dag, men en hel verden til forskel på ”always” og ”only”.

De fleste af os kender formentlig musicalen og historien om børnehjemspigen ”Annie”, der må gå så grueligt meget igennem, før det – som i alle musicals – ender lykkeligt.

Musicalens mest kendte sang er ”Tomorrow”, hvor Annie håbefuldt synger om, at i morgen bliver alting bedre. I morgen kommer solen frem.
Det er et fromt ønske – som vi kan genkende hos os selv her i Corona-tiden, hvor vi har brug for at blive husket på, at alt nok skal blive godt igen.

Derfor er det også meningsforstyrrende, ja skadeligt, når nogen er så sprogligt inkompetente, at de ikke kender forskellen på ”always” (altid) og ”only” (kun).

For når Annie i originalversionen af sangen ”Tomorrow” synger:
I morgen. I morgen. Jeg elsker dig, i morgen. Du er KUN en dag væk. 

Ja, så giver det håb – så skal vi KUN sove én gang mere, inden solen kommer frem, og alt bliver godt. Det er dejligt. Det giver håb.

Men det håb bliver lagt i ruiner, når Annie synger i den nyeste version, som også er den, TV2 bruger i deres reklame:
I morgen. I morgen. Jeg elsker dig, i morgen. Du er ALTID en dag væk. 

For det er som at få en spand iskoldt vand i hovedet. Altid er nemlig ikke kun længe. Det er for evigt, og skal man vente for evigt på, at alt bliver godt igen, så er det som at være ligesom Tantalos fra græsk mytologi. Ham med kvalerne.

Tantalos, der står i en sø i Hades med masser af mad og drikke, som han nok kan se, lugte og fornemme, men aldrig kan få. For når Tantalos bøjer sig ned, så forsvinder vandet – og når han rækker ud efter vindruerne, så svirper grenene væk. Så Tantalos er kronisk sulten og tørstig. Og på samme måde beyder always a day way, at uanset hvad vi gør, så er i morgen – og alt det dejlige – altid lige udenfor rækkevidde.

Dét er forstemmende. Og det mindste, man kan forlange af folk, der synger en sang, eller bruger en sang i en reklame, er en sammenhæng mellem, hvad der synges – og det budskab, der skal sendes ud.

Og man må formode, at budskabet her er håbet om, at alt bliver godt igen … lige om lidt. Men så hedder det, at i morgen er KUN en dag væk. Only a day away. Sværere er det altså ikke.

Kun er kun et lille ord, men som altid kan selv de mindste ord rumme den store forskel. Gøre forskellen mellem om vi lades tilbage på en kold jord eller om vi får håbet og troen tilbage.

ONLY – KUN én dag væk. Dét giver håb og styrke. Det giver mentalt vand og indre vindruer, så vi kan klare pandemien lidt endnu.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Homeriske genklange”

Der er bøger, der kommer som kaldet. En af disse er Marcel Lysgaard Lechs ”Homeriske Genklange”, der netop er udgivet på Hans Reitzels Forlag.

”Homeriske Genklange” er en spændende bog i sin egen ret, som dog får et ekstra vingeslag i en tid, hvor museer og andre kulturtempler er lukkede, hvor de studerende og deres professorer er sendt hjem, og hvor alt åndeligt liv i fællesskabets og samtalens ånd ligger underdrejet i pandemiens svøbe.

Men som bekendt skal man ikke lade en god krise gå til spilde, og når man læser ”Homeriske Genklange” får man et tiltrængt pust af erkendelse af, at tilværelsen er større end vores her-og-nu-udfordringer.

For livet har altid været besværligt, har altid budt på død, triumfer, erobringer, ødelæggelser, erotik, sygdomme, krige, svigt og andet, som man ikke kan curle sig ud af eller hen til. Og i ”Homeriske Genklange” kan man læse om det meste som for eksempel Det gyldne æble og prins Paris´ rov af Den Skønne Helena, Zeus som tyr på pigejagt, musenes krig mod frøerne, Træhesten og Trojas Fald.

Alle tekster – altså digte – har det til fælles, at de tager udgangspunkt i Homers uovertrufne univers, som vi kender det fra Iliaden og Odysséen. De kan også blot være skrevet på samme melodi. Deraf også titlen – nemlig at det vækker genklang af Homer og hans sprogtone, når vi læser teksten, uanset hvornår den er skrevet. For bogens digte er blevet til over en periode på 800 år, fra Alexander d. Stores erobringer til Romerrigets fald.

Og så er det tilmed første gang, at de fleste af dem er oversat til dansk – af netop Marcel Lysgaard Lech, som kan sit kram.

Der er nemlig en dejlig frisk tone, som man fx ser det i Moschos´s to digte ”Europa” og ”Eros”, hvor den sidstnævnte fremstår som det, man på nutidsdansk ville kalde en decideret fuckboy – ironisk understreget af, at det er moderen og kærlighedsgudinden Afrodite, der taler. Mens Olympens hersker Zeus i ”Europa” som sædvanlig skifter ham, og tager en kvinde, fordi han har lyst – og helt uden at tjekke med hende, om hun er med på den. Ja, faktisk skal hun bare være glad for, at selveste Zeus vil i seng med hende, er meldingen fra top-guden, som også lister sin store score-liste op i mini-eposset. Det var ikke samtykke-og-Metoo-tider dengang, kan man roligt konkludere.

Og i Theokrits bryllupssang til Helena og Menelaos får vi en vidunderlig feministisk bredside, da pigerne til brylluppet giver brudgommen tørt på, da de bebrejder ham, at han har drukket så meget, at han er faldet i søvn, og tilmed har låst sig selv og bruden inde, når nu hun i stedet for at kede sig sammen med en sovende og døddrukken ægtemand kunne have pjattet med sin mor og sine veninder til langt ud på natten.

Den vidunderlige Helena slipper vi ikke lige med det samme, for hos Kolluthos hører vi om bortførelsen af den skønne og turen til Troja sammen med prins Paris. Stadig i en forfriskende stil, men også mere højstemt og beskrevet i smukke poetiske vendinger. Marcel Lysgaard Lech er nemlig som altid tro mod den tekst, som han oversætter – samtidig med at han tør gøre den nutidig.

I den korte tekst af Bion hører vi om en kjoleklædt og elskovssyg Achilleus. Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg kommer til at tænke på Monty Python og flere af deres bedste scener, hvor de laver spas med den klassiske kulturelle arv, som de kunne til fingerspidserne. Nu kom Bion først … endda med et par årtusinder, så det må i sagens natur være Cleese & Co, der evt. kopierer. Men uanset hvad fik jeg et stort smil på læben, mens jeg læste om den unge Achilleus´s kvaler, der dog ender med, at han kommer i seng med den udkårne.

I ”Trojas fald” af Trifiodoros er vi – som i de bedste af de klassiske græske tragedier – oppe på de helt store dramatiske nagler, og der er patos over teksten som fx i Resten af Hæren forlader Troja, hvor man kan læse: Da bød heroldernes stemmer nu hele folket at flygte. Men hele den kendte historie om Troja og hesten er malende og præcist beskrevet i billeder på en måde, som man ellers kun kan finde det hos Euripides – og så selvfølgelig Homer.

For som læser kan man for sit indre blik se tragedien folde sig ud i Troja, og man har lyst til undervejs med Kassandra at udbryde med vanviddets stemme: Stakler, hvorfor trækker I dog den fjendtlige træhest? Det er jo vanvittigt, sådan som I nu haster mod natten – jeres sidste – mod enden på krig og mod endeløs slummer! For vi ved godt, hvordan det ender – som det er beskrevet her: Da havde grækerne bragt krigens gru og møje til ende.

Ovenpå dén historie har man brug for noget mentalt balsam, og det får man i ”Hero og Leander” af Musaios, som er en sanselig og poetisk tekst om elskov. En tekst, som det er ren nydelse at dykke ned i, som de bølger, der skiller de to byer Sestos og Abydos, hvor henholdsvis jomfruen Hero og ungersvenden Leander bor.

Historien om Hero og Leander er fortællingen om det unge elskende par, der ikke får hinanden, men dør. Leander knuses nemlig af klipperne, da han – selvom det er vinter – vil svømme over Hellesponten til Hero, som da hun ser hans lig, begår selvmord. Og således kan de – tro mod romantikken – være sammen i døden.

Historien tiltalte den engelske og svømmeglade poet Lord Byron så meget, at han selv svømmede turen i 1810. Og man kan stadig svømme turen. Nu er den bare sat i system pga. den livlige skibstrafik i området, men en gang om året kan man svømme denne ældste og historiske Åbent Vand-distance. Ja, der er dem, som siger, at man først kan kalde sig Åbent Vand-svømmer, når man har taget samme tur som Leander (!). Til info er turen 4½ km lang, og der er pænt med bølger og også strøm.

Så Leanders tur kræver – hvis man ser bort fra vandtemperaturen – lidt mere end den hyggelige 2 km´s svømmetur Christiansborg Rundt, som ellers er vældig populær blandt danske Åbent Vands-svømmere – og som undertegnede har taget syv gange, og glæder sig til den ottende. Også selvom min Hero er en mand, der ganske uromantisk ikke sidder i et tårn, men foran en computer og programmerer. En lille genklang fra om ikke antikke, så dog guldalder-tider kan man dog få på den københavnske svømmetur, hvis man undervejs husker at kigge hen på de underjordiske statuer af Agnete og Havmanden ved Højbro Plads.

H. C. Andersen forsynede gerne møbler og dyr med menneskelige egenskaber. Det sker også i ”Batrachomyomachia”, historien om frøen der drukner en mus, hvor digteren beskriver hele balladen – inklusiv Olympens guder – på måder så meget lig Homer, at man længe troede, at det var Homer, som var forfatteren. Men det er han formentligt ikke. Men morsom er den lille fabel med sine parodier på livet, som det blev levet i Antikkens Grækenland.

Erik Barfoeds fine tegninger er et godt supplement til teksterne. De er sprudlende og fulde af liv – og humor. For ”Homeriske Genklange” er ligesom meget andet fra den græske kulturarv ikke kun alvorligt og dramatisk. Det er også morsomt og fuld af vid og smil. Heldigvis. Uden gode grin og humor holder en kulturarv heller ikke i mange generationer.

Og den græske holder, hvad vi også så på Glyptoteket i sæsonen 2019-2020, hvor Marcel Lysgaard Lech var hovedpersonen i seks samtaler om lige så mange græske klassikere, som han selv har oversat. Qua pandemien blev de to sidste samtaler som så meget andet udsat. Men vi nåede dem lige i anden omgang, inden nedlukning no. 2 begyndte i december 2020.

Og det er vist meningen, at der også skal ske noget på Glyptoteket med udgangspunkt i denne bog. Det håber undertegnede, og mens vi venter, kan vi læse og genlæse ”Homeriske Genklange.” Som alle klassikere tåler den at blive taget frem igen og igen. Den er godt oversat i et sprog, som giver mening, og har substans.

Danmarksbloggen giver ”Homeriske Genklange” 5 ud af 6 laurbærkranse, som dem de sejrende fik til de oprindelige olympiske lege, der som så meget andet i vor kultur er opfundet i Antikkens Grækenland.

Ps. Allerbagerst i bogen er der et overskueligt register over steder og navne, som er god at have ved hånden under læsningen, især hvis man er ny-rejsende i Antikkens Grækenland. For den mere erfarne rejsende indeholder bogen derimod en solid portion noter, som det anbefales at læse, inden man går i gang med selve teksterne. Og ALLE – også den, som tror at vide alt og ikke er bange for at begå hybris – anbefales at læse introduktionen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regeringen be´r om problemer: Corona-passet

Regeringen barslede her til morgen med et Corona-pas, som skal være på plads indenfor nogle få måneder.

Et Corona-pas er sådan en digital tingest, som viser, at man ER blevet vaccineret – og derfor kan komme på rejser – og ud og spise på restauranter – og ud og opleve kultur på museer, i teatre og andre steder, som er dybt savnede i øjeblikket.

Så umiddelbart kan man jo tænke: SIKKE EN GOD IDÉ med det Corona-pas. For vi skal jo – både for vores mentale sundheds og for økonomiens skyld – have gang i rejserne og kulturlivet igen.

MEN der er også en del forbehold, som skyldes, at indførelsen af et Corona-pas er det samme som at bede om problemer:

  1. ALLE – som i ALLE – vaccine-parate (og det er cirka 90% af befolkningen) vil nemlig være interesseret i at få deres vaccine ASAP, når det Corona-pas kommer. For dén vaccine vil være adgangsbilletten til de hellige haller.
    Så der kommer en sværm af ophedede debatter, om HVEM der skal have vaccinerne og HVORNÅR. Det skal nok blive kaos – og grimt. Og solidariteten med de ældste og de svage risikerer at ryge lukt ned i skraldespanden sammen med de brugte kanyler.
  2. Og så vil der være massive klagesange og brok fra dem, som kun vil nyde og ikke yde – dvs. dem, der ikke vil vaccineres. Bemærk der skrives vil. For der er også en gruppe, som ikke kan tåle vaccinerne – og som skal have deres adgangspas til de hellige haller hvornår?
  3. Og hvad med de børn og unge, som qua deres alder ikke kan vaccineres? Må de komme med flyet, i Tivoli, i cirkus, på museum etc?
  4. Og hvad med restauranter med mere: Kan vi stole på, at de viser personer uden et Corona-pas vintervejen?

Regeringen har med Corona-passet selv bedt om flere problemer. Og det i en tid, hvor nye mutationer truer med i værste tilfælde at gøre de eksisterende vacciner ligegyldige.

Som at fx den brasilianske P1 og en spritny variant (E484K) af den ellers relativt nye britiske variant B117 tilsyneladende kan gå udenom både vacciner og antistoffer fra ellers overstået COVID-sygdom – og give en ny omgang COVID-19-sygdom.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Håndbold-finale ved VM

Lige om lidt er der national samling:

Danmark skal spille VM-finale i herrehåndbold – og modstanderen er endda den evige arvefjende Sverige.

Det bliver forrygende. Vi har også i en Corona-tid ekstra brug for noget, der kan engagere og begejstre os. Og her er en håndboldkamp mellem de rød-hvide og de blå-gule jo perfekt.

Danskerne er som regerende verdensmestre – vistnok – favoritter.

Men der er ikke garanteret noget på forhold – andet end spænding og engagement. Så for en gangs skyld kan de tomme gader ikke kun tilskrives Coronaen – men også finalen nede i Egypten.

Men uanset hvem der vinder – så vinder sammenholdet, også mellem landene. For vi hører jo sammen her i Norden – og derfor lyser Øresundsbroen også op lige nu i henholdsvis blåt/gult og rødt/hvidt.

Dét er smukt – og det peger frem mod den skønne dag, hvor vi kan mødes i jubel og glæde – og kram – og fylde gader, sportshaller og meget mere.

Så tillykke til Danmark – og Sverige, hvis vi vinder – och grattis till Sverige – och Danmark, om ni tar hem segern.

PS. Når kampen er slut, så lyser Øresundsbroen kun i to farver: Vinderholdets … Sådan er det også mellem broderlande, søsternationer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølsevognen fylder 100 år i dag

I dag er en historisk dag.

Det er nemlig præcis 100 år siden i dag – d. 18. januar 2021 – at den første pølsevogn trillede ud på gaden i Danmark. Det skete i København – og der var faktisk tale om hele seks pølsevogne med et kogekar med røde pølser.

De første seks pølsevogne i København – og i Danmark – stod på henholdsvis Rådhuspladsen, Vesterbro Torv, Nørrebros Runddel, Nørreport Station, Gammeltorv og Christianshavns Torv. En pølse kostede 25 øre – og blev serveret med sennep. For formedelst 5 øre mere kunne man få et rundstykke til. Det var ikke billigt. Timelønnen for en arbejder i 1921 var 2 kr.

Udvalget – og priserne – har ændret sig en del siden. Det har pølsevognens popularitet også. Da der var flest pølsevogne i Danmark (i 1960´erne og 1970´erne), var der hele 700 pølsevogne. I dag er tallet nede på 100 pølsevogne, hvoraf de 25 står i København.

Det mest interessante er, at pølsevognen – som i dag opfattes som noget særligt ærkedansk – i virkeligheden kom senest til Danmark, hvis man ser det i nordisk perspektiv. Historien er denne:

Fra Berlin spredte pølsevognene sig i begyndelsen af 1900-tallet til Sverige og Norge, hvor en dansk kapelmester ved navn Charles Svendsen Stevns holdt til i Oslo. Udover musikken stod kapelmesteren for hele SYV pølsevogne i Oslo, og de rullende mad-stande ville han også gerne indføre i København.

Så kapelmesteren ansøgte allerede i 1910 om tilladelse til at stille pølsevogne op i København, men fik et rungende NEJ fra politidirektør Eugen Pedersen. Kapelmesteren blev dog ved med at ansøge. Men det var først, da magten i Københavns Kommune blev overtaget af socialdemokraterne i 1917, at der begyndte at ske noget.

Den konservative borgmester for 1. Magistrat Ernst Kaper, som længe havde ligget i strid med de københavnske restauranter, blev nemlig en allieret i pølsevognssagen. Kaper ville indføre standardpriser på hovedstadens restauranter, som han mente var for dyre, og tænkte, at han kunne bruge pølsevognene til at lægge pres på restauranterne. Andre politikere var uenige med Kaper.

Så da pølsevogns-sagen kom op, gik bølgerne meget højt i Borgerrepræsentationen. Ja, diskussionen kom også til at handle om folkekøkkener, at stade-handel generelt var af det onde, at der ville komme trafikkaos på grund af pølsevognene og meget mere. Så formanden – senere statsminister – Th. Stauning måtte flere gange ringe med klokken og bede de ophidsede kollegaer om at holde sig til PØLSESNAKKEN.

En pølsesnak, der heldigvis endte med et ja til de i dag så ikoniske pølsevogne. Dét kan man jo tænke over, hvis man i dag vælger at lægge vejen forbi en pølsevogn og fejre 100 årsdagen med en rød, en ristet, en hotdog, med ristede eller rå løg – eller hvad man nu foretrækker.

Der kommer i øvrigt en større fejring af pølsevognen og de første 100 år, når Danmark lukker op igen, melder Danish Crown. For pølsevognen er en integreret del af dansk madkultur – og dansk selvopfattelse. Ved pølsevognen er vi alle lige …

Kilder: Slagterimuseet, Danish Crown m. fl.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Hitlers Danmarksbilleder”

Hitler havde en fotograf ved navn Walter Frentz, som var en af de sidste, der forlod Føreren, inden denne begik selvmord i bunkeren i Berlin foråret 1945. Frentz var oprindelig uddannet elektroingeniør, men allerede som 25-årig havde han solgt en film om kajaksport til et amerikansk selskab for den store sum på den tid af 10.000 Reichsmark. Så Frentz kunne noget med et kamera.

Det er også Walter Frentz, som står bag filmsekvenser som Hitlers køretur gennem jublende menneskemasser i Nürnberg i nazi-propaganda-filmen ”Viljens triumf” fra 1935, eller da Hitler i 1940 danser af glæde, fordi franskmændene har anmodet om våbenhvile – og en filmsekvens fra 1945, hvor Hitler med rystende hånd dekorerer en dreng fra Hitlerjugend, selvom alle ved, at der er slut for Det Tredje Rige, og russerne står lige udenfor Berlin klar til det sidste slag.

Men Walter Frentz er loyal mod det nazi-parti, som han aldrig selv blev medlem af eller en del af magtkampen i – selvom han var antisemitisk og sandsynligvis helt på linje med partiets ideologiske indhold.

Men det var kunsten, som interesserede Frentz. Så han fik lov til og penge til at smutte rundt med sit kamera og tage smukke billeder både i Tyskland og andre steder i Europa – også ude ved den Østfront, hvor der var så meget gru, men ikke hos Frentz. Ja, man kan nærmest sige, at Frentz iscenesatte virkeligheden lang tid inden nogen havde hørt om smartphones, selfies og Instagram.

Og i august 1943 var denne mand i Danmark for at tage billeder af Atlantvolden ved Vesterhavet – og det gjorde han også. Men turen til Jylland var kun en lille del af Frentz´ flere uger lange ophold ved Flødeskumsfronten, som Danmark blev kaldt.

For Danmark var en Flødeskumsfront, hvor folk bekymrede sig om, at kaffen var erstatningskaffe, og nu havde man brugt det sidste smørmærke (rationeringsmærker) og andre hverdagsting i et land, som i store træk fungerede krigen igennem.

En Danmark som set med Frentz´ linse var et land, hvor folk gik rundt i Tivoli og fornøjede sig, sad på Rådhuspladsen og spiste is, tog på stranden for at bade og hvad danskerne ellers fordriver sommeren med. Billeder, som lige så godt kunne være taget i 1938 eller i 1948. Bademoden, cyklerne og folks påklædning ville heller ikke have været så meget anderledes.

Altså et idyllisk Danmark som det understreges af de mange billeder af skibe og både, fra fiskerbådene ved Gl. Strand i København og til fiskerkutteren ved Løkken. Der mangler kun et billede af Den Lille Havfrue, så ville der have været fuld plade på Propaganda-Danmark-som-et-mønsterland.

For det spændende er nemlig det, som Frentz IKKE fotograferer: Den mangel på mad, som der kunne være i byernes fattige områder, de mange mørke baggårde og slidte boliger i København, den stigende uro i august 1943, som fører til Samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august 1943. For der var folkestrejker og sabotageaktioner og meget andet, som viste, at den danske befolkning ikke længere ville finde sig i at være Hitlers lille, tamme kanariefugl.

Altså dele af den danske befolkning. Men der var også dele, som var mere optaget af at få sig en dukkert, gå på marked og i det hele taget leve et liv, der var meget tæt på et liv i fredstid. Og det var de danskere, som Frentz valgte at fokusere på – dog måske med hovedvægten lagt på unge og yngre mænd med nøgen overkrop. For dem er der forholdsmæssigt mange af, når man ser på udvalgte fotos.

Frentz´ billeder er interessante, både i en samtidig og en nutidig kontekst. En samtidig fordi de viser, hvorfor danskerne så længe kunne bakke op om samarbejdspolitikken efter devisen ”vi har det jo godt”. ”Brød og skuespil” virkede også dengang.

Og i en nutidig, fordi vi i denne Corona-tid igen befinder os på en Flødeskumsfront. Vi har ikke lastvogne fulde af lig, der kører igennem gaderne, telte hvor der ligger Corona-syge i vinterkulden, sygeplejersker og læger der bryder grædende sammen på grund af arbejdspresset og andre af de ting, som vi ser i mange andre europæiske lande. Nej, vi har folk, der brokker sig over ikke at kunne komme ned og træne i fitnesscentret – eller ud og spise.

Walter Frentz´ idylliske billeder af Danmark kunne derfor også tages i dag, bare i en jule-Corona-2020-version. Om dét så er skræmmende eller beroligende, må enhver selv beslutte.

Danmarksbloggen giver ”Hitlers Danmarksbilleder” fire ud af seks kameraer. For det er altid spændende at se historiske fotos, og de er godt samlet og fint beskrevet af Morten Brink Iwersen. Men det havde klædt bogen at sætte de mange fotos af sommerklædte danskere og velkendte danske motiver ind i en mere ambitiøs problemstilling end kun den forventede se-her-hvad-Hitlers-propaganda-maskine-gjorde.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk