Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: ”Faderen, Sønnerne og Helligånden”

Udgivet den af
Svar

Jeg har desværre ikke set den første film ”Testamentet” om de to jyske brødre Henrik og Christian, som det endte så grueligt galt for, dengang deres rige morfar døde – og arven skulle deles. Dvs. pengene gik til en helt tredje, og de fik ikke andet end uvenskab ud af det.

Men de er venner igen her 14 år efter, hvor vi møder dem i ”Faderen, Sønnerne og Helligånden”, der har premiere i dag. De er stadig sikre på to ting: 1) Testamentet er forfalsket, og 2) Deres liv havde været markant anderledes, hvis de havde fået i omegnen af de 10-11 millioner kroner hver, som de stod til at arve.

Det havde livet sikkert. Men det spørgsmål, som man sidder tilbage med, er: Havde det så i stedet blot været en nedtur på 1. klasse i stedet for som nu med hashplanter i et hjemmelavet drivhus, dåsebajere, masser af smøger i overfyldte askebægre i boliger, som skriger på en kærlig hånd – og andre markører, som signalerer dansk underklasse anno 2025?

For nok arvede Henrik og Christian ingen penge dengang, så i stedet for luksus startede en rejse, der indebar fængsel, hjemløshed og misbrug. Men den sociale arv fik de – som alle gør det.

Og deres opvækst – som man ser i tilbageblik – var fuld af druk, mistrivsel og bare en generel mangel på medmenneskelig respekt, måske med undtagelse af moderen, som døde, mens de endnu var drenge. Hende savner de hver eneste dag, og kalder den smukkeste engel ved himlens port.

Den tunge sociale arv findes så ikke kun i de små byer udenfor Viborg, hvor Henrik og Christian bor, og som, selvom mange ville opfatte dem som ressourcesvage, udmærket er klar over, at deres liv fra starten af har været fucked up, og at der skal noget til at bryde dén tunge arv.

Der er heller intet, de hellere vil – og de prøver trods en ukonstruktiv kombination af selvforagt og en urealistisk forventning både at etablere kontakt til deres far, som har slået hånden af dem, og få et nært og godt forhold til deres egne sønner.

Hvordan det så spænder af, skal man unde sig selv at gå ind og se. Drama-dokumentaren er skruet sådan sammen, at vi alle kan spejle os i deres tanker og følelser og i de fortællinger og løgne, som vi alle siger – både til os selv og hinanden. For kun sådan kan vi være i livet. Ønsket om at blive set og anerkendt, at høre til og være elsket er universelt.

Det er kun måden, som vi udtrykker det på, som er forskellig – og det er hos brødrene ligetil og bramfrit. Ikke noget med ”jeg-hører-hvad-du-siger” og lignende fra den kreative klasse, som tror, at den har definitions- og pege-fingre-ad-retten. Men de samme psykologiske lig i lasten findes også her.  

”Faderen, Sønnerne og Helligånden” er derfor en totalt hudløs dokumentarfilm om håb og tro – og størst af alt er kærligheden. For der er kærlighed imellem de to brødre og til deres familier. Der er så også svigt – og tilgivelse, og hos især Henrik hele tiden et håb om, at det nok skal blive bedre, hvor styrken til dette overskud end kommer fra.

Men begge brødre er kristne – og ikke bange for at vise det. Scenen, hvor de beder Fadervor, er meget stærk – og mere afslørende, end nogen nøgen-og-pornoscene nogensinde har været. For her ser vi direkte ind i de to brødres sjæle.

Det er nærhed. Blod og sved og krop modsat de smukke naturbilleder, som filmen også byder på – som regel med masser af blæst i. Det giver mening, når man tænker på filmens titel.

For Helligånden kommer som en susning, en blæst – eller ligefrem en storm, og bringer med sig forvandling – og dét både i ild og vand.

Her i ”Faderen, Sønnerne og Helligånden” fører Helligånden den ene bror til fest og glæde, da sønnen bliver student, og der skal drikkes champagne af huen, mens den anden bror konverterer til den ortodokse kirke i Serbien via en militær undergrundsgruppe, som opfatter sig selv som en slags kristne krigere, der seriøst mener, at Europa er på vej mod en racekrig.

At sige er den ene bror vælger den sekulære vej og den anden den fundamentalist-religiøse er for letkøbt. For begge brødre er først og fremmest forankret i hinanden og deres familier – og i følelsen af at være Guds børn.

Danmarksbloggen giver ”Faderen, Sønnerne og Helligånden” fem ud af de seks kors, som alle kristne har tilfælles, uanset om man er ortodoks, og kysser et ikon i en ortodoks kirke i Serbien, eller man er evangelisk-luthersk, og skal konfirmeres i Viborg Domkirke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lidt til teologi-nørderne: Jeg undrede mig meget over dåbsscenen i Serbien, hvor Christian bliver døbt i søen. For som kristen bliver man kun døbt én gang – også selvom man skifter kristen kirke. Medmindre altså at den kirke, som man konverterer til, ikke anerkender Folkekirkens dåb.
Det russisk-ortodokse kirke og nogle pinsekirker anerkender fx ikke Folkekirkens dåb. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvad den serbisk-ortodokse kirke anerkender. Men umiddelbart kunne man formode, at den ligesom den russisk-ortodokse, som den deler meget tankegods med, ikke anerkender en evangelisk-luthersk dåb som Folkekirkens. Det har noget med sakramenterne og traditionen i ortodoks forståelse at gøre, kan jeg fortælle til dem, som har lyst til at google mere på egen hånd.

Anmeldelse: ”Under stjernerne på himlen”

Udgivet den af
Svar

Det er en time siden, at jeg gik ud af biografen efter pressevisningen på den nye film om Tommy Seebach, der naturligvis hedder det samme som hans i sin tid så udskældte, men i dag så elskede sang ”Under stjernerne på himlen” – og jeg har lige siden sunget den inde i mig selv.

For den ER Tommy Seebachs bedste. Måske fordi den er skrevet med det samme hjerte, som han opfordrede sønnen Rasmus til at synge ud fra, hvad vi ser et klip med i slutningen af filmen, hvor Rasmus og en hel festival synger ”Under stjernerne på himlen”, så det kan høres helt op til den himmel, hvor Tommy bare MÅ være.

Dér græd jeg helt åbenlyst. Det var jeg vist ikke den eneste, der gjorde, og det er heller ikke den eneste gang i filmen, hvor man græder. Slet ikke. Nu skal intet røbes, selvom alle ved, at Tommy Seebachs skæbne gik fra at være Danmarks feterede Mr. Grand Prix til at blive opfattet som noget gammeldags, der endte sin karriere og sit liv som klaverbokser i Ølgod på Bakken.

En nedtur, som er filmens hovedhandling, og som skildres nøgternt og uden hverken det store drama eller den klæbende sentimentalitet, men bare så håbløst sørgeligt, som det er, når livet kæntrer på grund af for meget alkohol og for mange bristede drømme i en verden, hvor der sjældent er plads til mennesker af Tommy Seebachs format og ægthed.

For Tommy Seebach var sin helt egen blanding af sart, sårbar, skrøbelig og så samtidig ukuelig og stædig med et kolossalt gåpåmod og en enorm gavmildhed – og især kærlighed. Han ville give hele verden sig selv – og sin elskede familie alt det bedste fra et legetøjstog i naturlig størrelse til blomster, der fyldte hele stuen.

Tommy Seebach havde så også den konstante længsel efter anerkendelse og mere anerkendelse, fordi kun sådan kunne han selv – måske – tro på, at han var god nok. Den slags slider mennesker op – også genier som Tommy Seebach, der i filmen spilles med en enorm lydhørhed og musikalitet af Anders Matthesen, som man ellers kender som en meget morsom mand. Men her viser Matthesen, at han også mestrer tragedien og det alvorlige. Smerten kommer helt ud af lærredet, og rammer et sted dybt i brystet.

Man rammes også af Neel Rønholt, som lige så hudløs som virkeligheden selv gestalter Karen Seebach, når hun portrætterer, hvordan Seebachs kone heroisk i mange år stod for alt andet end musikken, inden hun – udmattet – måtte kaste håndklædet i ringen og gå, fordi hun og børnene simpelthen ikke magtede mere. Men det var ikke et kærlighedens forlis, for Karen og Tommy elskede stadig hinanden. Det var et samlivets forlis, og Rønholts fremstilling deraf gibber, så enhver kan se, at det er på høje tid, at man begynder at caste hende i de dramatiske og krævende roller.

Caspar Phillipson er Keld Heick, som fremstilles som en mand, der på den ene side er Tommys gode ven og støtte, men på den anden også forstår at følge tidens krav og holde sig selv flydende, hvad det end må kræve. Det gør Phillipson driftssikkert. Han kan sit kram.

I andre roller ser vi Vicki Berlin som en husmoderlig Hilda Heick, en Anders Juul som en trofast Ivan Pedersen, og så Jacob Lohmann som en meget usympatisk DR-underholdningschef. Den nailer Lohmann overbevisende.

Men hele castet spiller, så det synger i en film, der foregår over mere end to årtier, og hvor man er dygtig til at få tidsånden med fra 80´ernes smøger og brune værtshuse over 90´ernes smarte drinks og til 00´ernes mobiler. Fra mere bramfri, men også brutal tale til større politisk korrekthed.

For tiderne ændrer sig, og de fleste ændrer sig med dem. Men ikke Tommy Seebach. Han var en original og tro mod det, som var inde i ham selv. Det er også det, som gør, at denne film bliver en af årets mest sete.

For Tommy Seebach er i dag anerkendt og elsket. Janteloven og småligheden tabte på den lange bane til manden, for hvem familien og musikken var det dejligste – i dén rækkefølge, selvom det måske ikke altid virkede sådan.

Danmarksbloggen giver ”Under stjernerne på himlen” seks ud af seks stjerner. Eller skulle man sige douze points om denne gribende film om et af Danmarks mest miskendte musikalske genier. Gid Tommy Seebach fra sin sky kan se filmen, der er én lang kærlighedserklæring til ham. Den er tindrende god, som de stjerner der stadig lyser på himlen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Menneskekryb”

Udgivet den af
Svar

Når et væsen venter på at fødes, bærer det i sig håbet spundet ind i en puppe af forventninger. Derinde i den bløde og varme før-natale tilstand drømmer væsnet om en verden i farver, hvor det skal ud og gøre store, dejlige ting til gavn og glæde for fællesskabet.

Det holder selvfølgelig ikke. For verdenen er sort og hvid, delt af grænser og skel, og absolut ikke befolket af væsner, som møder andre med smil og åbne arme.

Tværtimod er konflikt og vold, overgreb og smerte faste ingredienser i hverdagens kamp for overlevelse. Så langsomt, men sikkert slukkes visionerne og troen på alverdens godhed, så man til sidst råber stop, inden man enten æder eller bliver ædt, dræber eller bliver dræbt.

Dét er den barske sandhed, der møder Menneskekryb aka den gule puppe på Nørrebro Teater i stykket af samme navn. En kær Puppe med store følehorn, som man forelsker sig i fra første eksistentielle monolog og indtil sidste bitre erkendelse, der leder tankerne hen på Shakespeares visdomsord fra Det Skotske Stykke (og ja, jeg er teater-overtroisk, og skriver ikke navnet), hvor titelpersonen siger: Life’s but a walking shadow, a poor player, that struts and frets his hour upon the stage, and then is heard no more. It is a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing.

Dét citat går som en rød tråd gennem ”Menneskekryb”. Det er også teaterverdenens smukkeste ord ever written – for nu at blive i det engelske, som den poetiske og lidende sommerfugl ofte gør det i første akt, hvor Puppen betaget sidder på sin gynge, og ser sommerfuglenes på overfladen så yndige leg, der i virkeligheden er en dødsensalvorlig affære om parringsdansen. Og som inden vi når klimaks, afføder det ene grin efter det andet, når de bevingede væsner vimser rundt i deres pastelfarvede dragter i lige dele længsel og liderlighed. Verden har trods alt endnu en uskyld i sig.

Det har den stadig, dog mindre, i næste tableau, som er holdt i så skrigende farver, at tilbudskatalogerne sad i salen og tog noter. Vi er også i supermarkedet, der hvor man køber ind, så man kan få sig noget næring og samle sig noget lort. For den, som har meget, er meget sikret, lyder devisen, og vender det blinde øje til, at har man meget, så er der også meget, der kan mistes. For en hel hær af insekter lever efter mottoet ingen-er-for-fine-til-at-gøre-hvad-der-kræves – uanset om man bruger rå magt som en dræberhveps eller smiger og løgn som en parasit.

Puppen med de store idealer bliver naturligvis moralsk indigneret, men det har de sultne insekter ingen forståelse for. Erkendelsens rutschebanetur er sat i gang – og Puppen kan intet gøre, men må fødes i en lang og smertelig proces i det tredje tableau, som naturligvis er holdt i brune jordfarver. For nu rammer virkeligheden i en ordløs, men fysisk krævende og sigende fremstilling.

AV, tænker Puppen, og finder sig selv – nyfødt i uskyldens hvide farve – med store øjne i en sort-hvid verden, som er delt i dem og os, i den der styrer, og dem, der bliver styrede, selvom alle henholder sig til en fortælling, som lyder 1:1 som noget, vi kender fra vores tid, og hvis ord mere skal tilskrives forfatter og instruktør Niels Erling end det tjekkiske broderpar Karel og Josef Čapek, der få år efter 1. Verdenskrig skrev stykket ”Insektliv”, som er forlægget for ”Menneskekryb”.

Men situationen er den samme: Myredronningen øverst på sit podie hersker over de arbejdende, og de sorte myrer vader frem og tilbage – hurtigere og hurtigere. For der er meget, der skal nås, inden de grønne myrer angriber. Produktionen skal op. Freden kræver krigen, er meldingen.

Men det var jo slet ikke sådan, at det skulle være, siger en desillusioneret Puppe, som nu er blevet en døgnflue, et menneskekryb, som trækkes mod egen undergang. For det ender med krig. Igen vist i et ordløst tableau, hvor det sort-hvide farves rødt – rødt af blod, mens de samme bevægelser, de samme scener gentages igen og igen og igen, mens bassen brager og dundrer.

Det er ikke til at holde ud. Krig er så også netop gru og død, og ikke til at holde ud, hverken for lidt over 100 år siden eller nu, hvor det totalitære vanvid igen raser både i øst og vest, og truer med at sprede sig – hvis ikke vi i Den Frie Verden byder despoter og tyranner trods.

Og deri er stykkets kerne. For på den ene side er vi hver især så små, så uendelig ligegyldige som et enkelt insekt formodes at være det. Men på den anden side så kan – og skal – vi hver især komme ud af vores puppe og tage ansvar, også selvom ingen af os, uanset om vi er flue, menneske eller kæmpe, kan bære hverken hele freden – eller hele krigen – på vores skuldre.

Vi må insistere på og kæmpe for demokrati og fællesskab – også personligt, er Puppens erkendelse, da den for anden gang kommer ud af en skal, nu den mentale, og bryder med sin pacifistiske indstilling. Dermed cementeres Myredronningens ord om, at volden har ingen respekt for andet end volden, og det sker på en måde, der for Puppen er både et sammenbrud og en frisættelse.

For ”Menneskekryb” handler ikke kun om samfundet, men også om den eksistentielle rejse, som vi alle kender, og på Nørrebro foretager sammen med Puppen, der spilles af Stanley Bakar, der gør det så brændende og fascinerende, at man som tilskuer føler, at man ER Puppen. Også selvom alle os, der sidder i stolene, ikke har Puppens naivitet, men fra start af ved, hvordan det slutter.

Nemlig med at Puppen, som alle os andre, må erkende, at vi er døgnfluer, der æder, knepper og slår ihjel, inden alt ender med stilheden. Eller som Barden fra England sagde det: The rest is silence.

Men inden da viser ”Menneskekryb” vores virkelighed i et insektperspektiv, hvor stor skuespilkunst og intelligent anvendelse af farver, ord og musik går op i en forrygende enhed, som giver overblik og overskud til at være i den situation, som vi og verden er i nu. Dét har vi også stærkt brug for.

Danmarksbloggen giver den gribende ”Menneskekryb” seks ud af seks skygger, som dem, der er en del af den evige nat, vi altid har lige i hælene. For det er teater til tiden, og de stående ovationer til premieren til Stanley Bakar, Alexander Clement, Carla Eleonora Feigenberg, Tilde Maja Fredriksen, Morten Kjær, Amalie Lindegård og Mads Reuther var mere end fortjente.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Fremmed – det første opgør”

Udgivet den af
Svar

Filmen ”Fremmed – det første opgør”, som foregår i stenalderen for 6.000 år siden i Danmark, har en mission: Den vil vise, hvad der sker, når en ny befolkningsgruppe – uden at være inviteret – kommer til et område for at bo og leve dér. Det handler selvfølgelig om fordomme, frygt, modstand, konflikter og kampe på liv og død.

Filmen taler dermed ind i en moderne kontekst, hvor folkegrupper over hele verden i disse år bevæger sig væk fra deres fødested for at bo og leve i helt andre egne med en anden kultur og et helt andet sprog. Noget, som i vores tid skaber store problemer, hvad det har gjort flere gange i historien – men ikke lige i den danske stenalder.

For desværre skal konstateres, at filmens præmisser er forkerte på stort set samtlige områder. For hvordan var Situation Danmark for 6.000 år siden iflg. de historikere og geografer, som har faglig viden på området?

Landet var som i filmen dækket af tæt skov, og der boede få stammer, som primært levede af at jage. Men de stammer jagede og boede ved kysterne, ikke dybt inde i skoven som i filmen. Der var heller ikke dengang i Danmark floder med så stærk en strøm, at man kun kunne padle den ene vej – som det ses i filmen.

Historisk var det Ertebølletid, som er den sidste del af dansk jægerstenalder. En tid, hvor klimaet var mildere end i dag. Det betød, at de store byttedyr forsvandt – og at landbruget vandt frem, så vi gik over til bondestenalderens første periode Tragtbægerkulturen – navngivet efter de krukker, som er blevet fundet over hele Mellem- og Nordeuropa i tiden 3.900 – 2.800 f.Kr.

Den markante overgang til landbruget betød så ikke – som i filmen ”Fremmed – det første opgør” – kampe og konflikter. Overgangen kom primært fra de allerede herboende jægere, som i generationer havde handlet med stenalderbønderne fra Mellem- og Sydeuropa, og dér set hvad landbrug kan gøre i forhold til at brødføde en befolkning.

Så i modsætning til i filmen, så vidste man udmærket, hvad korn kan. Man foretrak bare at jage fremfor slæbet med at pløje, så og høste, så længe altså de store dyr stadig levede i Danmark. Men de forsvandt med klimaændringerne, og så omsatte de gamle jægerstammer – med hjælp fra nytilkomne bønder, som de formentlig selv har inviteret, fordi de nye havde de kompetancer, som de gamle manglede – den nye bondeviden til handling, så Danmark fra ca 4000 f.Kr og til langt op i 1900-tallet var et landbrugsland.  

Stammerne blev dermed også bofaste fremfor i jægertiden, hvor man levede som nomader ved kysterne – dog af og til med et sommerstop lang tid nok til at spise tilstrækkeligt med østers til at lave en køkkenmødding. Endnu en fatal fejl, som filmen laver, da den placerer jægerne i en bofast skovlandsby, og samtidig hævder, at jægerne ikke har forståelse for den cirkulære tænkning, som bondefolket havde.

Intet kunne være mere forkert. Dyreflokkene – og dermed også jægerne med deres telte – har bevæget sig rundt og rundt i landet efter årstid – og stjernebilleder. Så man har i dén grad haft styr på den cirkulære tid i jægerstenalderen, hvad man kan også se på nogle af de stendysser, som stadig findes rundt omkring, hvor solen rammer på en helt bestemt måde til midsommer á la Stonehenge, bare meget mindre.

Og det er da ærgerligt, at filmens raison d´etre om de vilde jægere, der tror på ånder i naturen, og render rundt med knogler på tøjet versus de kultiverede bønder, der tror på forfædre i himlen, og hele tiden tænker på deres familie, dermed forsvinder. Men det må påtales. For der er ingen fund, der tyder på nogen særlige forskelle eller kampe mellem de gamle og de nye stenalder-danskere. Tværtimod skete overgangen fra jæger- til bondestenalder måske så hurtigt som på 25 år – og uden ballade. Fordi man kendte hinanden i forvejen – og fordi kornet kunne brødføde så mange flere – og fordi der var så rigeligt jord at tage af.

Ikke at kampene om Danmark ikke kom. Det skete bare senere. I jernalderens folkevandringstid – cirka 4300 – 4600 år senere var der endog store kampe mellem herboende og nye grupper, som betød en total udskiftning af befolkningen i nogle egne. Men altså ikke i stenalderen, og det er vigtigt at påtale i en tid, hvor fakta i forvejen er trængt hårdt tilbage.

Det være hermed gjort. En god ting er der at sige om filmen. Den benytter sig af særdeles flotte billeder, når den fortæller historien om søskendeparret, der som de eneste overlever et overfald fra de oprindelige beboere, jægerfolket. Og så følger man ellers de to søskende i deres tid hos jægerne, hvor de på et godt års tid oplever at lære et helt nyt sprog, føde et barn, blive optaget som jæger i stammen, accepteret af nogen, men ikke af andre, selv tage de nye skikke til sig, selv ikke at tage de nye skikke til sig – og samtidig lige få kornet til at gro i en skyggefuld lysning i skoven. Det er meget – og også for meget.

Parallellen til vor tids indvandrere og dens problematikker er endvidere så tyk, at det i sig også er for meget, også fordi filmen går på kompromis med både fortællebue og sine egne påstande i bestræbelsen på at få tikket alle integration-er-svært-bokse af, inden det slutter, som det begynder med kampscener med ildflammer galore, skingrende skrig og vilde øjne i en film, hvor hovedpersonen – en ung kvinde – har en jeg-er-først-og-fremmest-mine-følelser-adfærd, der ikke er år 4.000 f.Kr., men år 2025.

Danmarksbloggen giver derfor ”Fremmed – det første opgør” 2 ud af 6 sten. For nok er billederne flotte og holdt i en farvepalette af brun, rød, gul og orange med nuancer af grøn, som mange forbinder med indfødte stammer, natur og de tidligste tider – og filmen skal også have en cadeau for at udvikle to sprog, som de to stammer taler. Men den usammenhængende historie, den manglende evne til at skabe en troværdig stenalder-vibe og de alvorlige faktuelle fejl trækker ned.

NOTE: Filmen har så haft historisk konsulent på … MEN som altid når det handler om film, er der en såkaldt kunstnerisk frihed, som altså her flytter jægerne fra de åbne kyster og dybt ind i skoven, gør jægerne til fastboende fremfor nomader, giver stenalderbønderne en religion som minder mere om kristendom end om den naturreligion, som helt op til vikingetiden var den naturligt forekomne i Danmark – og som helt overser det faktum, at de jægere og bønder i mange generationer har kendt hinanden – og at klimaforandringernes påvirkning og ikke konflikter mellem to folk er årsag til skiftet fra jægerstenalder til bondestenalder.
Informationer, som kan læses på Nationalmuseets og Odense Museums egne hjemmesider – foruden den klima-information, som jeg – som uddannet geograf fra Københavns Universitet – selv besidder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Min Evige Sommer”

Udgivet den af
Svar

Ventesorg hedder det, når man er tæt på én, som skal dø – og det skal Fannys mor i filmen ”Min Evige Sommer”, som har premiere i dag, og som udspiller sig den sidste sommer, som Fanny, hendes mor og hendes far har sammen i det sommerhus, som livet igennem har været rammen om deres grønne somre. 

Filmen er den rene poesi. En stille og sanselig fortælling om det eneste, som vi kan være sikre på: Nemlig at det ender med døden for os selv – og for alle dem, som vi kender.

Det har vi bare så svært ved at acceptere, forholde os til og tale om. Så er det meget nemmere som veninderne til Fannys mor, der til hendes sidste fødselsdag snakker højlydt om, hvor god en veninde hun er, om herlige rejser til Kreta – og om at ”jeg tror stadig på mirakler”, som den ene veninde totalt fortrængende overfor den terminale kræftsygdom siger det.

Intet af det gavner Fannys mor, der spilles af Maria Rossing med en inderlighed og en følsomhed, så alle mødre kan spejle sig i hendes omsorg for datteren, der gestaltes med lige dele rå livskraft og uendelig sårbarhed af Kaya Toft Loholt.

De to er filmens akse, som de har været det alle datterens 15 leveår. Et tæt mor-datter-forhold, hvor datteren på en enkelt sommer skal nå at frigøre sig fra moderen – og komme tilbage til hende igen for at sige farvel.

En proces, som normalt tager flere år, men hvor Fanny altså kun har tiden fra moderen er rask nok til at kunne spille på klaver og tage en kort tur til stranden – og til hun få uger senere ånder ud i hospitalssengen i en dødsscene, som er lige præcis så rolig og afdramatiseret, som virkeligheden ofte er det. Og ja, moderen er totalt smertelindret. Den medmenneskelige respekt er – trods rygtet om det modsatte – stor i det danske sundhedsvæsen, hvad vi også ser, da den døde kvinde gøres klar til at kunne komme i kiste.

Men inden skal mor og datter sige farvel til hinanden, mens de stadig er i livet – og der er især to scener, som har brændt sig ind – eller rettere sendt kaskader af tårer ned ad mine kinder. Da moderen ligger med den sovende Fanny i sin favn – og senere, da moderen er ved at nå den sidste tid, og de sidder og græder, men så fra fjernsynet hører Rolf og Ritter juble over, at Jonas Vingegaard har vundet både etapen og den gule trøje i Touren.

SÅ bryder de sammen af grin – og uden at faderen, som er noget af træmand, der gerne vil, men ikke rigtig kan åbne op og være følsom, forstår dem. Anders Mossling nailer filmen igennem præcis den stille accept af egen uformåenhed, som mange mænd føler, når familiens samlingspunkt – moderen – forsvinder.

Hans ventesorg er nemlig ikke mindre end datterens, selvom den pakkes ind i praktiske gøremål og servicering af ikke kun hans dødssyge kone og ditto lidende datter, men også af datterens kæreste og veninder, som med de bedste intentioner kommer på besøg i sommerhuset, men som ligesom mange andre i nutidens Danmark lider under, at vi ikke har et socialt kodeks for at dø.

Men vi skal lære at tale om at dø, er filmens morale. Lære at stille hinanden de svære spørgsmål: Hvordan har du det med at skulle dø? Hvordan har du det med, at din mor skal dø? Og så ellers give tid til samtalen – uden at være bange for hverken ord eller tårer.

For som det siges i en anden – cirka 30 år gammel film om en anden kvinde, der døde tidligt – nemlig Richard Attenboroughs ”Shadowlands”: We can’t have the happiness of yesterday without the pain of today. That’s the deal.

I den film, som er baseret på virkelige begivenheder, står forfatteren C. S. Lewis sammen med hans kone Joy Greshams meget unge søn ligesom Fanny og hendes far med valget mellem at lukke sorgen ude – eller at turde være i den ubærlige smerte. C. S. Lewis og adoptivsønnen valgte det sidste.

Jeg er ikke sikker på, hvad Fanny og hendes far vælger. Men jeg ved, at Danmarksbloggen giver ”Min Evige Sommer” seks ud af seks lys, som dem, man tænder, når ét menneske er dødt – og man har åbnet vinduet, så sjælen kan slippe ud.

Det er Sylvia Le Fanu, som har lavet denne lille perle, der i øvrigt er filmet og klippet, så skønhed og dansk hverdag anno 2020´erne går op i en højere enhed – samtidig med at filmen giver en knugen i hjertet, der gør ondt – på den gode måde. For her er noget vigtigt og for alle mennesker genkendeligt på spil.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Frk. Marguerite”

Udgivet den af
Svar

Et mere end en times lang rablende solo-vanvid er, hvad man i øjeblikket kan møde på Teatret ved Sorte Hest, hvor Sarah Boberg er den utrættelige Frk. Marguerite, der med lige dele herskertrang, liderlighed og frustration skiftevis prøver at opmuntre, udskamme og forberede os i publikum på livet og de højere læreanstalter.

Vi er hendes elever, må man forstå – og som vi ikke valgte at blive født, valgte vi heller ikke at komme i denne skole.

Og det bliver noget af en time hos Frk. Marguerite, som spilles af Sarah Boberg, der yder en imponerende kraftpræstation ene kvinde på scenen – og ja, hun er ene kvinde. Benraden i glaskassen giver ikke meget modspil, men er – ligesom alle os andre – bare en statist i Frk. Marguerites skalten og valten med os, hvad enten vi skal lære biologi, historie eller matematik.

Uanset fag starter det altid med håb og ros, fortsætter med tvivl og nemme løsninger på komplicerede problemer, og ender med en sjofel snak om sex, selvom dét skal vi først lære på de højere læreanstalter, som man skal bestå en prøve for at komme på.

Begyndelse, midte og slutning – sådan er hele livet, som det skrives op på den sorte tavle, der fyldes med de ord, som Frk. Marguerite hævder at bestemme over, sådan som hun faktisk bestemmer over alt.

Men hvem er Frk. Marguerite i grunden? Er hun bare tyranniet i verden, i hverdagen? Eller er hun skæbnen, livet, nødvendigheden, skaberen – eller dem alle sammen? Eller er hun – oh, skræk – vores egen forestilling om os selv og vores liv, der forsøger at orientere sig i det kaos, som verden er, skabe en mening i den kosmiske rodebutik?

Hun er i hvert fald også en længsel efter en tro og en mening – mest symboliseret ved, at hun flere gange spørger, om der er en Jesus eller en Helligånd i klassen. Det er der ikke. Det ville også rime dårligt med surrealismen, hvor livets mening rimer på ingenting, ikke engang så meget som en mikroskopisk mikrobe.

Er det så forstemmende og depressivt at se ”Frk. Marguerite”? På ingen måde. Det er morsomt – og minder lidt om Becketts Godot ved, at der sker det samme og det samme igen og igen og igen og igen og igen. Her går en runde bare meget hurtigere, og vi når mange runder igennem på den gode time, som stykket varer.

Som en karrusel i selvsving hvirvles vi rundt – men ender altid med at få en voksen-skæld-ud og en voksen-shaming af et format, så selv … skal vi sige en orange mand med diktatur-drømme ville tage noter, hvis han kom forbi.

Ikke at vi ville opdage ham. For vi går ind for ligeret, og så kan vi ikke se farve, siger Frk. Marguerite. En kridhvid, en brun, en blå – alle bliver de det samme i den store ligestillings smeltedigel. Sådan er det, iflg. Frk. Marguerite, som også har mange andre teorier som fx at når 88 personer skal dele 12 bananer, så vil den stærkeste få cirka 8 bananer og den næstestærkeste cirka 4 banner – og de andre ingenting.

The winner takes it all, men hvem vinder i livet? Under alle omstændighederne får eleverne i Frk. Marguerites klasse lov til at gå hjem, selvom vi ellers stykket igennem trues med at skulle blive på skolen og sige de samme sætninger hele natten.

Men vi havde åbenbart været lydige nok og slået hælene nok sammen. Sarah Boberg må også have været dygtig mønsterelev udi teaterkunsten.

For det er et meget langt – og indviklet – stykke at lære udenad – bare på orddelen. Læg dertil de mange fysiske udtryk, de rappe humørskift, som sker i samme tempo, som hun trækker vejret – og så det at hun er HELT ALENE på scenen med sorte vægge, en benrad og en flok umælende elever foran sig. Det er ikke meget at spille op imod. Men hun gør det. Det er en tour de force.

Danmarksbloggen giver derfor ”Frk. Marguerite” fem ud af seks mikrofoner, som den hun til sidst i stykket prøver at råbe os dumme elever op med. For trods talrige opfordringer svarer vi aldrig på hendes spørgsmål.

Det er Roberto Athayde, som har skrevet stykket – og Maria Vinterberg, der har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Peter af Farum”

Udgivet den af
Svar

Er det for tidligt med et teaterstykke om Peter Brixtofte? Tanken sad i mig på vejen hjem fra Folketeatret. Ikke fordi jeg selv havde tænkt den – men fordi min sidemand havde luftet den overfor mig.

Jeg havde så ikke andet end et vagt nej, det tror jeg ikke, om ikke andet så er det god Danmarkshistorie for de nye generationer, som måske ikke er med på, hvad Farum-modellen er, og som ved, hvad der egentlig skete i Farum dengang op mod årtusindskiftet.

For ja, ”Peter af Farum” er samfundsfag og kunst i kombination på en måde, som vi som regel ikke ser i Danmark. Politisk historie af nyere dato serveret med både drama og humor i en to timers gennemgang af Peter Brixtoftes skæbne fra han IKKE bliver hverken formand eller næstformand for Venstre, men vinder sig Farum – og indtil hele korthuset falder sammen omkring ham.

Men der er jo også en personlig side af historien. En side, som inkluderer familie, venner og andre, som kendte mennesket Peter Brixtofte, og hvor hvem han var så meget mere end bykongen fra Farum, der slog om sig med drømme og fantasier, sponsoraftaler og sportsarenaer, gratis charterrejser og computere.

For Peter var også ham, som nogen elskede, og som hurtigt kunne få fikset et hul i asfalten eller i et af byens fodboldnet – og som næsten alle byens borgere kunne lide at snakke med.

Så måske er det noget så sjældent som medmenneskelighed, der gør, at vi ingenting hører om Brixtoftes private forhold. For nok hedder stykket ”Peter af Farum”, men netop mennesket Peter møder vi stort set kun i de tænkte dialoger, som han nogle gange i løbet af stykket har med sin gamle ven/fjende Lars Løkke, spillet formidabelt af Tom Jensen.

Peter Brixtofte selv gestaltes af Jens Jørn Spottag, der yder en så mesterlig præstation, at det må kaste som minimum en Reumert-nominering af sig. For hvad enten det handler om de glade dage, da visionerne og pengene rullede, og blev skyllet ned med kaskader af rødvin – eller det er de sidste bitre dage, hvor fiaskoerne afløste succeserne, medierne lugtede blod, og såvel politiske fjender som venner forlod den synkende skude – så gestalter Spottag Brixtofte med enorm indlevelse og overbevisning.

Spottag er simpelthen Brixtofte, som vi tror, at vi kendte ham – og måske allermest, da han til sidst – som en anden Holberg-figur – opsummerer den ældgamle lære om magtens væsen: I politik er der ikke plads til hverken helte, idealer eller idealisme. Det hele handler om viljen til magten og til at fastholde magten.

Viljen – og evnen. Begge havde Brixtofte, men manden med visionen manglede også evnen til at forholde sig til realiteter, og så er et fald i reglen uundgåeligt. Hvorfor han ikke magtede at sige nej til sig selv, får vi ikke noget svar på. Så derfor skal man også spørge: Tilfører forestillingen noget nyt til fortællingen om Brixtofte? Svaret er: Nej, men det er faktisk ok.  

For ”Peter af Farum” er også fortællingen om os selv – som vi spejles i, endda helt bogstaveligt dér i plyssæderne. For hvem kan nægte at føle fryden ved en god skandale, så længe ens eget navn ikke nævnes? Og hvem har ikke prøvet at godte sig over at få en fordel? Men i Jantelovens fædreland er det en dødssynd at drømme stort – og det gjorde Peter Brixtofte.

Men her i det lille, flade land med de mange små andedamme skal man ikke skille sig ud, medmindre man er ugleset som en anden Klods-Hans. For så må man godt sige ens ønske højt, så man kan få prinsessen og det halve kongerige – i hvert fald så længe man er ydmyg nok.

Det var Peter Brixtofte ikke. Han var en fremmed fugl, der turde slå vingerne ud, også selvom de ikke kunne bære hans store planer. Så de fleste var godt tilfredse med, at Brixtofte blev kanøflet for alvor, da han kom for retten og måtte i fængsel i flere år efter faldet fra tinderne.

Dén ydmygelse ser vi dog ikke på scenen. Her holdes der stringent på at give en skildring af den ormegård, som magtens verden er – og altid har været.

På scenen og i gustne gule, grønne, grå og brune farver til at gestalte hele dette morads af intriger, spin, desperation og forræderi ser vi – udover Jens Jørn Spottag og Tom Jensen: Petrine Agger, Camilla Lau, Tina Gylling Mortensen, Ulla Vejby, Carsten Svendsen, Alexander Bryld Obaze, Sophie-Marie Jeppesen og Henrik Lykkegaard.

Alle spiller de eminent.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks stemmer. For ”Peter af Farum” er relevant – også mere end magtens mennesker kan lide at erkende det. Og kunst, som lever op til ordene om ej blot til lyst, skal altid opmuntres, og ekstra meget i en forfladigende tid som vores.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Sound of Music”

Udgivet den af
Svar

I går var der premiere på ”The Sound of Music” på Det Ny Teater – og sikke en forestilling, sikke en aften. En af dem, som går over i historien, og ikke kun fordi det er 30-års-jubilæumssæsonen på Det Ny Teater.

Men fordi 2025-versionen af Det Ny Teaters ”The Sound of Music” er fejende flot og fantastisk – også selvom der synges på dansk. En fin gestus til de danskere, som ikke kan engelsk. Men som med bøger, så er også musicals bedst på modersmålet.

Alligevel – trods de mere eller mindre vellykkede danske oversættelser – er det en vidunderlig opsætning, der også tør gå nye veje. I den ikoniske filmversion fra 1965 med Julie Andrews og Christopher Plummer er der fuld fokus på kærligheden med den fremadstormende nazisme som en truende kulisse, og med klosteret og bjergene, som derfra hvor hjælpen kommer.

Men på Det Ny Teater går Rodgers og Hammersteins mesterværk i instruktør Martin Lyngbos iscenesættelse på tre ligeværdige ben: Kærligheden, kampen for menneskeværd og religionen. Det giver god mening. For livet handler om værdier, om hvad side man står på: Kærligheden versus hadet, fællesskabets grøde og respekt eller egoismens hærgen og fornedrelse.

For Gaudamus igitur – lad os glæde os, som et oplagt nonnekor synger det både til hverdag, og når der er bryllupsfest. Det kan måske virke paradoksalt med en glædessang, når man står foran en Verdenskrig, og ens land, Østrig, bliver indlemmet i Hitlers Tyskland. Men det er netop pointen: At der altid er en grund til at glæde os.

For Gud er dér altid, og viser os vejen i livet, hvis vi lytter til Ham …  og til the sound of musik – både den lyd, som kommer fra bjergene og fra vores indre. For vi skal hver især finde vores vej, og vi skal bestige ethvert bjerg for at nå vores mål, også når vi – som i 2025 er dér, hvor bjergene rejser sig omkring os, så det med kaptajn Von Trapps ord er som, at det, som før beskyttede os, nu truer os og holder os fanget.

Så vi har brug for noget at blive sendt afsted på, som Maria bliver det i slutningen af 1. akt. Og det bliver vi også – med manér. For som det sidste, lige inden forestillingen slutter, så synger abbedissen igen sin sang til livet – men nu som en opfordring til os i publikum: Climb every mountain.

Det er Louise Fribo, som synger abbedissen. Og da hun kom ud på scenen efter forestillingen, rejste hele teatret sig op som på tælling. For sikke en stemme. Det var som at høre en engel synge håbet ind i den mørke og kolde virkelighed, som både er forestillingens fortid og virkelighedens nutid.

Det var sikkert også derfor, at man havde valgt den Reumert-belønnede og dramatisk begavede skuespiller Peter Plaugborg til at gestalte kaptajnen, hvad han gør med en alvor og en kraft overfor de hadets kræfter, der som et andet tordenvejr skal buldres imod – også på en musicalscene.

For kunsten har en mission, når der er noget på spil i verden, og ingen af os skal ligesom grevinden og Max – spillet med overbevisning af henholdsvis Camille-Cathrine Rommedahl og Kim Hammelsvang – bare sidde stille og vente på, at det driver over. Vi skal derimod vælge vores vej, bekende kulør og handle, var budskabet fra scenen.

Derfor er Edelweiss-sangen også så meget mere end en fin vise om en lille blomst. Det er en sang om mod og fællesskab, om at tage vare på det, som er skrøbeligt, fremfor at hade og gå i takt med de højtråbende, hvad enten de er iklædte svastika-uniformer – eller MAGA-kasketter.

Men skulle man ikke have fanget forestillingens pointé med nutidens etiske valg, så fik man forhåbentlig tanken, da projektørlyset fejende fløj over os i publikum, og stillede spørgsmålet: Hvor står DU i den kamp, der er LIGE NU og HER, hvor tyrannerne igen slås om verdensherredømmet?

For ligesom von Trapp-familien er vi også nødt til at tage stilling. Indimellem må man så godt synge om sine favorit-ting, som Maria lærer de på alle måder fortryllende syv von Trapp-børn, der er forestillingens syv blinkende stjerner.

For hvor kan de synge – og spille skuespil. Når de er på scenen, bliver man så jublende glad og livsbekræftet, at man næsten ikke kan vente med at klappe, til de har sunget færdigt, og Per Engström og hans imponerende orkester har spillet sidste tone.

De seks af dem spilles af tre forskellige hold børn, mens den ældste, Liesl, hele spilleperioden igennem skal gestaltes af debutanten Ronja Thusgaard-Madsen, som er et stort talent – og måske en kommende Maria. Hun kommer langt ud over scenekanten med både stemme og udstråling.

Og så er der selvfølgelig først, sidst og indimellem Maria, som synges med den største sikkerhed og teknik af Isabel Schwartzbach. Hun er en sand musicalstjerne – og især i scenerne med de syv børn tindrer og stråler hun, så man føler sig hensat til et slot, et kloster eller en alpetop i Østrig.

De på en gang enkle og overdådige kulisser, der både kommer ind fra siden, fra oven og drejer rundt, de afstemte kostumer, der understøtter, men ikke overdøver fortællingen, fuldender sammen med Ann Hjort som husholdersken, Mikkel Vadsholt som butleren og Romeo Lundholm Dahl som Liesls ungdomskærlighed Rolf billedet af en på alle måder fortryllende og fejende flot – og aktuel – opførelse af den mere end 60 år gamle ”The Sound of Music”.

Danmarksbloggen giver seks store stjerner ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Pigen med nålen”

Udgivet den af
Svar

”Pigen med nålen”, som har dansk premiere i dag, er med i opløbet om en Oscar – foruden at den var nomineret til såvel en Golden Globe som De Gyldne Palmer. Og så er det nok en god film, tænker man – også fordi mange medier allerede har rost den til skyerne.

Men som altid skal man tænke selv og holde tungen lige i munden. For ”Pigen med nålen” er en film, der stikker i mange retninger, og som derfor let deler vandene.

Nogle vil kalde den for en æstetisk kunstfilm med dens dvælen ved mennesker, følelser og oplevelser, dens fokus på ansigter og øjne som sjælens spejl – alt filmet i sort-hvid.

Andre vil derimod mene, at de 115 minutter er langtrukne og kedelige, selvom der optræder både barnemord, pædofile overgreb, blod og strikkepinde, vold i diverse afskygninger, generel elendighed og anden misrøgt – vist i så groteske og bizarre scener, at det ligner en horrorfilm.

Der er så også en tredje gruppe, som vil irriteres over filmens manglende historiske korrekthed. For nok findes kunstnerisk frihed – og sidst i filmen kan man læse, at den netop er blot inspireret af virkelige hændelser. Det er så blevet til en meget lille del inspiration – og en meget stor del fri fantasi, som desværre ikke øger noget til fortællingen om Danmarks største seriemorderske.

For nok var Dagmar Overby, kaldet englemagersken, virkelig og levede i København i tiden omkring 1. Verdenskrig, hvor hun dræbte det ene spædbarn efter det andet – efter hun for penge havde lovet mødrene, som regel ugifte unge kvinder, at give deres børn et godt hjem. Og nok blev hun afsløret, da en af disse mødre fortrød, og ville have sit barn tilbage.

Men så stopper sammenhængen mellem filmen og virkeligheden også. I filmen følger vi nemlig ikke seriemorderen Dagmar, selvom hun ret beset er den interessante. For hvordan kan nogen dræbe måske helt op til 37 babyer – og skille sig af med ligene uden at føle noget ved det? Det kunne man lave en spændende film om. Men det gør man ikke her.

Vi følger derimod en ung kvinde ved navn Karoline i en opdigtet historie. Karoline er filmen igennem så himmelråbende stædig og naiv, at man mister troen på, at hun kan beholde den livsindstilling, når man tænker på, hvad hun oplever:

Karoline bliver gravid med en mand, som ikke vil have hende, mister sit job, oplever at hendes savnede mand kommer tilbage fra skyttegravene med et halvt ansigt, prøver at lave en abort på sig selv, mislykkes med det, giver sit barn væk, bliver narkoman og meget mere. Det ene mere absurd end det andet.

Men det er typisk for filmen, at troværdigheden flagrer, og at absurditeterne afløser hinanden som numrene i et cirkus, men at der ingen fremdrift er, ingen udvikling sker – hverken for Karoline, som spilles med nerve og nærvær af Vic Carmen Sonne eller for Dagmar Overby, som Trine Dyrholm gestalter med en uhyggelig magtpræstation. Eller for det væld af biroller, der spilles af nogle af Danmarks bedste skuespillere. Alle gør det formidabelt, men der er ikke meget at gøre godt med i en film, hvis fortællemotor står bomstille.

Det andet ærgerlige er skildringen af byen København, hvor handlingen foregår. Filmen er optaget i Lotz i Polen, og derfor er København blevet til en by med stejle gader, gotiske katedraler, mange trapper og rønnne-agtige hvide stenhuse mellem grus og brosten.

Men sådan så der på ingen måde ud på Holmbladsgade på Amager i 1920´erne, hvor virkelighedens Dagmar Overby havde sin slikbutik. Her var – og er der – fladt som en pandekage mellem de røde og brune murstensetageejendomme og grønne træer. Ja, for 100 år siden var der sågar også marker og enge.

Det tætteste, vi kommer på København, er lyden af rådhusklokkerne – og det er ikke meget, når vi taler om Danmarkshistoriens største seriemorder. Så nej, filmen holder trods nomineringerne ikke – hverken i sin filmiske fremstilling eller som fortælling. Danmarksbloggen er derfor nødt til at give ”Pigen med nålen” to ud af seks nåle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Legenden om juleroserne

Udgivet den af
Svar

I 1909 modtog svenske Selma Lagerlöf som den første kvinde nogensinde Nobelprisen i litteratur. Få år før skrev hun en af alletiders mest smukke julehistorier: “Legenden om juleroserne.”

Den kommer her – med ønsket om en rigtig glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Legenden om Juleroserne

Røverkællingen, der boede i Røverkulen oppe i Göingeskoven, havde en Dag begivet sig paa Tiggergang ned til Landsbyerne paa Sletten. Røveren selv var en fredløs Mand; han turde ikke forlade Skoven, men nøjedes med at ligge paa Lur efter de vejfarende, som vovede sig der igennem. Men paa den Tid var det kun smaat med rejsende i det nordlige Skaane.
Traf det sig nu saadan, at Manden havde Uheld med sin Jagt i nogle Uger, begav Kællingen sig ud paa Vandring. Hun havde fem Unger med sig, allesammen klædt i pjaltede Skindklader og Barksko og hver med en Sæk paa Ryggen, der var lige saa stor som han selv. Naar hun traadte ind i et Hus, var der ingen, der vovede at nægte hende, hvad hun forlangte, thi hun holdt sig ikke for god til at vende tilbage næste Nat og stikke Ild paa det Hus, hvor hun ikke var bleven godt modtaget. Røvermor og hendes Unger var værre end det værste Ulvepak, og mere end een Gang følte man sig fristet til at jage Spydet igennem dem, men det skete aldrig, for man vidste, at hendes Mand laa deroppe i Skoven, og han skulde nok vide at hævne sig, om der tilstødte Kællingen eller Ungerne noget.
Som nu Røvermor gik fra Gaard til Gaard og tiggede, kom hun en skønne Dag til Oved, som paa den Tid var et Kloster. Hun ringede paa Klosterporten og forlangte Mad, og Broder Portneren slog en lille Luge i Porten ned og rakte hende seks runde Brød, et til hende selv og et til hver af Børnene.
Men medens Røvermor stod stille ved Porten, løb Børnene omkring. Og nu kom et af dem hen og rykkede hende i Kjolen til Tegn paa, at han havde fundet noget, hun endelig maatte komme og se, og Moderen fulgte straks med ham.
Hele Klosteret var omgivet af en høj og tyk Mur, men Drengen havde opdaget en lille Bagdør, der stod paa Klem. Da Røvermor kom derhen, stødte hun straks Døren op og gik ind uden at spørge om Lov, som hendes Skik var.
Paa den Tid styredes Oved Kloster af Abbed Hans, der var saare urteklog. Han havde anlagt en lille Urtegaard indenfor Klostermuren, og det var den, Røvermor kom ind i.
I første Øjeblik blev Røverkællingen saa overrasket, at hun blev staaende ved Indgangen. Det var Skærsommer, og Abbed Hans’s Urtegaard stod saa fuld af Blomster, at det skinnede baade rødt og gult og blaat for Øjnene, naar man saa ind i den. Men snart bredte der sig et glad Smil over Kællingens Ansigt, og hun gav sig til at vandre langsomt op ad en smal Gang, der gik imellem alle Blomsterbedene.
Den Lægbroder, der var Klosterets Urtegaardsmand, gik i Haven og lugede Ukrudt op. Det var ham, der havde ladet Døren i Muren staa paa Klem for at kunne kaste Kvikrødder og Snerler ud paa Møddingen udenfor. Da han saa Røverkællingen komme ind i Urtegaarden med alle fem Unger efter sig, kom han straks løbende og befalede dem at gaa deres Vej. Men Tiggerkællingen gik ganske rolig videre. Hun lod sine øjne løbe op og ned ad Blomsterrækkerne. Saa snart paa de stive, hvide Liljer, der bredte sig i et Bed, snart paa Vedbenden, der klatrede højt op ad Klostermuren, men Lægbroderen lod hun ikke til at bryde sig det ringeste om.
Lægbroderen troede, hun ikke havde forstaaet ham. Han vilde tage hende ved Armen for at vende hende om imod Udgangen, men da Røvermor mærkede, hvad han havde i Sinde, sendte hun ham et Par Øjne, saa han foer tilbage. Hun havde gaaet med Ryggen bøjet under Tiggerposen, men nu rettede hun sig til sin fulde Højde. „Jeg er Røverkællingen fra Goinge Skov,” sagde hun; „rør mig saa, om du tør!” Og det var aabenbart, at hun, naar hun havde sagt det, var lige saa sikker paa at kunne gaa i Fred, som om hun havde fortalt, at hun var Dronning af Danmark.
Men Lægbroderen dristede sig alligevel til at standse hendes Gang, endskønt han nu, da han vidste, hvem hun var, talte høfligt til hende. „Du maa betænke, Røvermor,” sagde han, „at Klosteret her er et Munkekloster, og at ingen Kvinde i Landet har Lov til at komme indenfor denne Mur. Gaar du ikke din Vej, saa bliver Munkene vrede paa mig, fordi jeg har glemt at lukke Porten, og maaske jager de mig bort baade fra Klosteret og fra Urtegaarden.”
Men den Slags Bønner gjorde intet Indtryk paa Røverkællingen. Hun gik videre igennem den lille Rosenhave og kiggede snart paa Isop, der skinnede med sine violette Blomster. snart paa Kaprifolium, der hang fuld af gulrøde Blomsterklaser.
Da vidste Lægbroderen ikke bedre Raad end at løbe ind i Klosteret og tilkalde Hjælp.
Han kom tilbage med to haandfaste Munke, og Røvermor saa straks, at det nu var Alvor. Da stillede hun sig skrævende midt i Gangen og gav sig til med skrålende Stemme at skrige op om den forfærdelige Hævn, hun vilde tage over Klosteret, hvis hun ikke fik Lov til at blive i Haven, saa længe hun havde Lyst. Men Munkene mente ikke, de behøvede at være bange for hende, de tænkte blot paa at jage hende ud. Da gav Røvermor sig til at skrige af alle Kræfter, kastede sig over Munkene og kradsede og bed, og det samme gjorde alle Ungerne. De tre Mandfolk fik snart at mærke, at hun var dem for stærk. De havde da ikke andet at gøre, end at løbe ind i Klosteret og hente Forstærkning.
Idet de løb op ad den Gang, der førte til Klosteret, mødte de Abbed Hans, der var paa Vej ned i Haven for at høre, hvad det var for en Larm. De maatte da gaa til Bekendelse, at Røverkællingen fra Goingeskoven var kommen ind i Klosteret, og at de ikke havde været i Stand til at jage hende ud, men maatte se at faa Forstærkning.
Da bebrejdede Abbed Hans dem, at de havde brugt Magt, og forbød dem at kalde Hjælp til. Han sendte begge Munkene tilbage til deres Arbejde, og skønt han var en gammel skrøbelig Mand, tog han ikke andre end Lægbroderen med sig ned i Urtegaarden.
Da han kom derned, gik Røvermor ligesom før omkring imellem Blomsterbedene. Og han kunde ikke forundre sig nok over hende. Han var ganske vis paa, at hun aldrig i sit Liv havde set en Urtegaard, men alligevel gik hun omkring imellem de smaa Bede, der var tilsaaet hver med sin Art af fremmede og sjældne Blomster, og saa paa dem, som om de var gamle Kendinge. Det saa ud, som om hun havde set baade Vintergrønt og Salvie og Rosmarin. Nogle nikkede hun til, andre rystede hun paa Hovedet af.
Nu elskede Abbed Hans sin Urtegaard højere end alt andet af hvad jordisk og forgængeligt er. Saa vild og forfærdelig den fremmede Kvinde saa ud, kunde han dog ikke lade være at glæde sig over, at hun havde kæmpet med tre Munke for at faa Lov til at betragte den i Ro. Han gik hen til hende og spurgte ganske sagtmodig, hvad hun syntes om Urtegaarden.
Røvermor vendte sig med en heftig Bevægelse om mod Abbeden, thi hun ventede ikke andet end Baghold og Overfald, men da hun saa hans hvide Haar og bøjede Ryg, svarede hun helt fredeligt: „Straks jeg saa den, syntes jeg, at jeg aldrig havde set noget skønnere, men nu ser jeg nok, at den ikke kan maale sig med en anden, jeg kender.”
Abbed Hans havde sikkert ventet et andet Svar. Da han hørte, at Røverkællingen kendte en Urtegaard, der var smukkere end hans, bredte der sig en svag Rødme over hans rynkede Kinder.
Lægbroderen, der stod ved Siden af, vilde ogsaa straks sætte hende i Rette. „Det er Abbed Hans, du taler med,” sagde han, „han som selv med stor Flid og Møje har samlet Blomsterne til sin Urtegaard fra fjern og nær. Vi ved alle, at der ikke findes en herligere Urtegaard i hele Skaanes Land, og det sømmer sig ilde for dig, der lever i den vilde Skov hele Aaret om, at sætte dig til Dommer over hans Arbejde.”
„Jeg sætter mig ikke til Dommer, hverken over ham eller dig,” svarede Røvermor; „jeg siger bare, at kunde I faa den Urtegaard at se, som jeg tænker paa, da vilde I rive hver en Blomst op, som staar her, og kaste den bort som Ukrudt.”
Men Urtegaardskarlen var næsten lige saa stolt af Blomsterne som Abbed Hans selv, og da han hørte disse Ord, slog han en Haanlatter op. „Saadan noget siger du bare for at ærgre os, Røvermor!” sagde han. „Det er nok en dejlig Urtegaard, du har lavet dig mellem Fyrretræer og Enebærris oppe i Goingeskoven! Jeg tør sætte min Sjæls Salighed paa, at du aldrig før har været indenfor en Urtegaardsmur.”
Røvermor blev rød af Harme over ikke at blive troet og udbrød: „Det kan nok være, at jeg aldrig før i Dag har været indenfor en Urtegaardsmur, men I Munke, der er hellige Mænd, burde vel vide, at den store Goingeskov hver Julenat forvandler sig til en Have for at fejre Vorherres Fødselsstund. Vi, der bor i Skoven, har nu set det ske hvert evige Aar. og i den Have har jeg set Blomster saa dejlige, at jeg ikke har vovet at løfte min Haand for at plukke dem.”
Lægbroderen vilde svare hende, men Abbed Hans gav ham et Tegn, at han skulde tie stille. Thi Abbeden havde i sin Barndom hørt fortælle, at Skoven klædte sig i Højtidsskrud Julenat. Han havde ofte ønsket at faa det at se, men det var aldrig lykkedes ham. Nu gav han sig til paa det ivrigste at bede Røverkællingen, om hun Julenat vilde komme og hente ham op til Røverkulen. Vilde hun blot sende et af sine Børn til at vise Vej, saa vilde han ride derop ganske alene, og han skulde aldrig forraade dem, men tværtimod belønne dem saa rigeligt, som det stod i hans Magt.
Røvermor nægtede det først, for hun tænkte paa Røverfar og den Fare, han udsatte sig for ved at lade Abbeden finde Vej til deres Hule. Men Lysten til at vise Munken, at den Urtegaard, hun kendte, var skønnere end hans, fik dog Overhaand, saa hun gav efter.
„Men mere end een Ledsager maa du ikke tage med dig,” sagde hun. „Og saa vist som du er en hellig Mand, maa du love ikke at lægge noget Baghold eller nogen Snare for os.”
Det lovede Abbed Hans, og saa gik Røvermor sin Vej. Men Abbeden paalagde Lægbroderen ikke at omtale Overenskomsten til noget andet Menneske. Han var bange for, at hans Munke, naar de fik Nys om hans Forehavende, ikke vilde tillade saa gammel en Mand, som han var, at drage op til Røverkulen.
Selv havde han ikke i Sinde at røbe Aftalen for nogen. Men nu traf det sig ikke anderledes, end at selve Ærkebiskop Absalon fra Lund kom rejsende til Oved og laa over en Nat. Da Abbed Hans saa viste ham sin Urtegaard, kom han til at tænke paa Røverkællingens Besøg, og Lægbroderen, som gik og arbejdede i Haven, hørte nu, at han fortalte Ærkebiskoppen om den gamle Røver, der i mange Aar havde boet som fredløs i Skoven, og at han bad om et Fredlysningsbrev for ham, saa at han kunde komme tilbage og leve et ordentligt Liv blandt andre Mennesker. „Som det nu gaar,” sagde Abbed Hans, „vokser hans Børn op til værre Ugerningsmænd end deres Fader, og vi faar snart en hel Roverbande at trækkes med deroppe i Skoven.”
Men Ærkebiskop Absalon svarede, at den onde Røver vilde han ikke slippe ned blandt de fredelige Folk paa Sletten. Det var bedst for alle Parter at lade ham blive deroppe i Skoven.
Men nu blev Abbed Hans ivrig og gav sig til at fortælle Biskoppen om Goinge Skov, der hver Jul klædte sig i Højtidsdragt rundt om Røverkulen. „Er disse Røvere ikke værre, end at Guds Herlighed aabenbarer sig for dem,“ sagde han, „saa kan de vel heller ikke være for onde til at fortjene Menneskers Naade.”
Men Ærkebispen var ikke forlegen for Svar. „Det vil jeg love dig, Abbed Hans,” sagde han smilende, „at den Dag, du bringer mig en Blomst fra Julehaven i Goingeskoven, vil jeg give dig Fredlysningsbrev for alle de Skovgangsmand, du vil bede for.”
Lægbroderen forstod godt, at Biskop Absalon troede lige saa lidt som han paa Røvermors Historie, men Abbed Hans mærkede ingenting; han takkede Ærkebispen for hans gode Løfte og sagde, at den Blomst skulde han nok skaffe til Veje.
Abbed Hans satte sin Vilje igennem, og næste Jul sad han ikke hjemme paa Oved, men var paa Vej til Goinge Herred. En af Røvermors vilde Unger løb foran ham, og til Følgesvend havde han den Lægbroder, som havde talt med Røvermor i Urtegaarden.
Abbed Hans havde længtes inderligen efter at gøre denne Rejse, og han var nu saare glad over, at han var kommen afsted. Men en anden Sag var det med Lægbroderen, der fulgte ham. Han elskede Abbed Hans meget højt og havde nødig set, at nogen anden fulgte med ham og passede paa ham, men han troede aldeles ikke paa, at de vilde faa nogen Julehave at se. Han troede, at det hele ikke var andet end Opspind, en Snare, som Røvermor, den snu Røvermor, med stor Snedighed havde lagt for at faa Abbed Hans i Røvernes Vold.
Som Abbeden red nordefter ad Skoven til, saa han, at der alle Vegne blev gjort Anstalter til at fejre Julen. I hver en Bondegaard blev der tændt op i Badstuen, for at den kunde være hed til Badningen om Eftermiddagen. Fra Madboderne blev der hentet hele Dynger af Kød og Brød, og fra Loer og Lader kom Karlene med store Halmknipper, der skulde strøs paa Gulvet.
Hvor han kom forbi de smaa Landsbykirker, saa han, at Præst og Degn havde travlt med at beklæde Væggene med de bedste Tæpper, de havde kunnet opdrive, og da han kom forbi den Vej, der førte op til Bosjokloster, saa han, at Klostrets fattige kom gaaende med hele Byrder af store Brød og lange Lys, som de havde faaet ved Klosterporten.
Da Abbed Hans saa alle disse Juleforberedelser, blev hans Iver og Travlhed endnu større. Han tænkte paa, at en langt større Højtid ventede ham, end den, de alle beredte sig til at fejre.
Lægbroderen derimod jamrede sig og klagede, da han saa, hvorledes de selv i den mindste Gaard lavede sig til at holde Jul. Han blev mere og mere bekymret og bad og besvor Abbed Hans at vende om i Tide og ikke frivillig give sig i Røveres Vold.
Men Abbed Hans brød sig ikke om hans Jamren; han red rolig videre. Snart var han forbi den beboede Del af Sletten og red op i de vilde og mennesketomme Skovstrækninger. Her blev Vejen daarligere; den var ikke stort andet end en stenet Sti, bestrøet med Fyrrenaale, og der var hverken Bræt eller Bro til at hjælpe dem over Aaer og Bække. Jo længere de red, des koldere blev det, og snart var alt dækket med Sne.
Det blev en lang og besværlig Rejse. Deres Vej gik ad stejle og isglatte Stier, gennem Moser og Kær, gennem Krat og over Vindfælder. Netop som Dagslyset var ved at svinde bort, førte Røverdrengen dem over en Skoveng, der var omgivet af høje Træer, baade bladløse Løvtræer og mørkegrønne Naaletræer. Hinsides Engen hævede der sig en stejl Klippevæg, og i Klippevæggen var der en Dør af tykke Planker.
Nu forstod Abbed Hans, at de havde naaet Maalet, og han stod af Hesten. Drengen aabnede den tunge Dør for ham, og han saa ind i en Klippegrotte med nøgne Stenvægge. Røvermor sad ved et Baal, der brændte midt paa Gulvet. Langs med Væggene var der Lejer af Grangrene og Mos, og paa et af dem laa Røverfar og sov. „Kom ind, I derudel” raabte Røvermor uden at rejse sig. „Og tag Hestene med ind, at de ikke skal omkomme i Nattekulden.”
Abbed Hans gik nu dristig ind i Hulen, og Lægbroderen fulgte med ham. Der var fattigt og usselt derinde, ikke det ringeste var der gjort for at helligholde Julen. Røvermor havde hverken brygget eller bagt, hverken gjort rent eller pyntet op. Hendes Børn laa paa Gulvet omkring en Kedel, som de spiste af, men det var ikke andet end tynd Vandvælling, der var i den.
Men Røvermor var saa stolt og myndig som nogen velhavende Bondekone. „Sæt dig herhen ved Ilden, Abbed Hans, og varm dig,” sagde hun, „og har du Mad med dig, saa spisl For den Mad, vi laver her i Skoven, vil næppe smage dig. Og er du træt efter Rejsen, kan du lægge dig hen og sove paa Lejet der. Du behøver ikke at være bange for, at du skal sove over dig. Jeg sidder og vaager her ved Ilden, og jeg skal nok vække dig saa betids, at du kan faa det at se, du er kommen for at se.”
Abbed Hans gjorde alt, hvad Røvermor sagde. Han tog sin Madpose frem, men var saa træt af det lange Ridt, at han næsten ikke kunde faa Mad ned, og saa snart han havde lagt sig paa Lejet, faldt han i Søvn. Lægbroderen fik ogsaa anvist et Leje, han kunde hvile sig paa, men han turde ikke lægge sig til at sove; han syntes, det var hans Pligt at holde Øje med Røverfar, at han ikke skulde staa op og gøre Abbed Hans noget ondt. Lidt efter lidt fik Trætheden dog Bugt med ham, saa han sov ind. Da han vaagnede, saa han, at Abbed Hans havde rejst sig fra Lejet og sad nu ved Ilden og samtalede med Røvermor. Den fredløse Røver sad ved Siden af. Det var en høj, mager Mand. Han saa træt og tungsindig ud. Han vendte Ryggen til Abbed Hans og vilde aabenbart lade, som om han ikke lyttede til Samtalen.
Abbed Hans fortalte Røvermor om alle de Juleforberedelser, han havde set under Vejs, og han mindede hende om de Julegilder og de muntre Julelege, hun vel ogsaa havde været med til i sine unge Dage, da hun levede i Fred mellem Menneskene. „Det er Synd for jeres Børn, at de aldrig kan være med til at løbe udklædte om paa Landsbygaden eller tumle sig i Julehalmen,” sagde Abbed Hans. Røvermor svarede først kort og afvisende, men efterhaanden blev hun mere spagfærdig og lyttede snart ivrig til. Pludselig vendte Røverfar sig om imod Abbeden og stak sin knyttede Næve lige op i Ansigtet paa ham. „Din elendige Munk! er du kommen herop for at lokke Kone og Børn fra mig? Ved du ikke, at jeg er fredløs og ikke tør komme udenfor Skoven?” Men Abbed Hans saa ham uforfærdet ind i Øjnene. „Min Hensigt er at skaffe dig Fredlysningsbrev fra Ærkebiskoppen,” sagde han. Næppe havde han sagt det, før baade Røverfar og Røvermor slog en Latter op. De vidste nok, hvor megen Naade Stimænd og Skovgangsmænd havde at vente af Biskop Absalon. „Ja, kan du skaffe mig Fribrev fra Ærkebiskop Absalon,” sagde Røverfar, „saa lover jeg dig, at jeg herefter aldrig skal stjæle saa meget som en Gaas.”
Lægbroderen harmedes over, at dette Røverpak dristede sig til at le af Abbeden, men denne lod til at være helt vel tilfreds. Selv mellem Munkene paa Oved havde Lægbroderen ikke set ham sidde mere vennesæl og blid, end han sad her hos det vilde Roverpak.
Men pludselig rejste Røvermor sig op. „Her sidder vi og snakker. Abbed Hans,” sagde hun, „saa vi rent glemmer at se paa Skoven. Jeg kan allerede høre Juleklokkerne ringe helt her ind i Hulen.”
Næppe havde hun sagt det, før de alle foer op og ilede ud. Men da de kom ind i Skoven, var det endnu mørk Nat og iskold Vinter. Det eneste, de fornam, var en fjern Klokkeklang, der førtes til dem af en svag Søndenvind.
„Hvordan skal den Klokkeklang kunne vække den døde Skov?” tænkte Abbed Hans. Thi nu, da han stod midt i Vinterens Mørke, forekom det ham langt mere umuligt, at der her skulde kunne opblomstre en Urtegaard, end han før havde tænkt.
Men da Klokken havde ringet en kort Stund, gik der en pludselig Lysning gennem Skoven. Der blev straks efter lige saa mørkt igen, men saa kom Lyset tilbage. Det kæmpede sig frem som en lysende Taage mellem de sorte Træer. Og saa stærk en Virkning havde det, at Mørket gik over til et svagt Daggry.
Da saa Abbed Hans, at Sneen forsvandt fra Jorden, som om nogen havde draget et Tæppe bort, og Jorden begyndte at grønnes. Bregneskuddene, der havde staaet sammenrullede som Bispestave, rullede sig op og skød i Vejret. Lyngen oppe paa Stenhoben og Porsen nede i Mosen klædte sig i en frisk grøn Dragt. Mostuerne svulmede og løftede sig, og Foraarsblomsterne skød op med svulmende Knopper, der allerede havde et Stænk af Farve.
Abbedens Hjerte bankede stærkt, da hans Øje opfangede de første Tegn paa, at Skoven var i Færd med at vaagne. „Skal jeg gamle Mand da virkelig skue et saadant Mirakel!” og Taarerne trængte sig op i hans Øjne.
Saa skumrede det igen saa stærkt, at han blev bange for, Nattemørket paa ny vilde faa Overhaand. Men straks skyllede en ny Lysbølge frem. Den førte med sig en Brusen af løste Fossefald og en Susen af frigjorte Bække. Løvtræernes Blade sprang ud saa pludseligt, som om de var grønne Sommerfugle, der kom flyvende og satte sig paa Grenene. Og det var ikke blot Urter og Træer, der vaagnede. Korsnæbbene hoppede om paa Grenene Flagspætterne hakkede løs paa Stammerne, saa Spaanerne fløj. En Sværm Stære, der kom søndenfra, slog sig ned i en Grantop for at hvile. De var pragtfulde. Spidsen af hver eneste lille Fjer skinnede som Guld, og naar Fuglene bevægede sig, tindrede det som af Ædelstene.
Atter blev det stille en Stund, men saa kom en ny Lysbølge. En stærk varm Søndenvind kom farende og saaede ud over Skovengen alle de smaa Frø fra sydlige Egne, som var bragte af Fugle og Skibe og Vinde, og som for Landets Haardheds Skyld ellers ikke kunde blomstre her, men nu slog de Rod og skød frem, saa snart de rørte ved Jorden.
Da den næste Varmebølge kom rullende, stod Blaabær og Tyttebær i Blomster. Vildgæs og Traner stødte i Trompet oppe i Luften, Bogfinkerne byggede Rede, og Egernungerne begyndte at lege mellem Grenene.
Alt gik nu saa hurtigt, at Abbed Hans ikke havde Tid til at tænke paa, hvilket Under det var, der gik for sig. Han havde nok at gøre med at bruge sine Øjne og Øren. Den næste Lysbølge, der kom susende, førte med sig en Duft af nypløjede Marker. Langt borte fra hørte man Hyrdepigen kalde og Faarenes smaa Klokker ringe. Grantræer og Fyrretræer blev bedækket med saa mange smaa Kogler, at Træerne skinnede som Purpurkapper. Enebærbusken fik Bær, der skiftede Farve hvert Øjeblik. Og Skovblomster dækkede Jorden, saa den var ganske hvid og blaa og gul.
Abbed Hans bøjede sig ned og plukkede en Jordbærblomst, og idet han rejste sig op, modnedes Bærret. Rævehunnen kom frem af sin Hule med et stort Kuld sortbenede
Unger. Hun gik hen til Røvermor, kradsede paa hendes Kjole, og Røvermor bøjede sig ned til hende og sagde, det var nogle dejlige Unger. Uglen, der nylig var fløjet ud paa Nattejagt, vendte hjem, skræmt af Lyset, opsøgte sin Klipperevne og satte sig til at sove. Gøgen kukkede, og dens Hun svævede stille om ved Smaafuglenes Reder med sit Æg i Munden.
Røvermors Unger udstødte kvidrende Skrig af Glæde. De spiste sig mætte i Bær, der hang paa Buskene saa store som Grankogler. En af dem legede med en Flok Harekillinger, en anden løb om kap med nogle Krageunger, som var hoppet ud af Reden, inden de var flyvefærdige, den tredje tog Hugormen op fra Jorden og slyngede den om Hals og Arm. Røverfar stod ude paa Mosen og spiste Multer. Da han saa op, gik et stort, sort Dyr ved Siden af ham. Røverfar brækkede en Pilekvist af og slog Bjørnen over Næsen. „Hold dig til dit eget” sagde han. „Denne Tue er min.” Da vendte Bjørnen om og traskede et andet Sted hen.
Bestandig kom der nye Bølger af Varme og Lys, og nu bragte de Andesnadren med fra Skovsøen. Gult Støv fra Rugmarkerne svævede i Luften. Der kom Sommerfugle saa
store, at de saa ud som flyvende Liljer. Biens Kube i en hul Eg var allerede saa fuld af Honning, at det dryppede ned ad Stammen Nu begyndte ogsaa de Blomster at springe
ud, som der var kommet Frø til fra fremmede Lande. Rosenbuskene klatrede opad Bjergvæggen om kap med Brombærranken. Og Blomster saa store som Menneskeansigter vældede op af Engen. Abbed Hans tænkte paa den Blomst, han skulde plukke til Biskop Absalon, men han tøvede stadig med at plukke nogen; den ene Blomst skød op skønnere end den anden, og han vilde vælge den allerskønneste til ham.
Bølge fulgte paa Bølge, og nu var Luften saa gennemtrængt af Lys, at den dirrede. Al Sommerens Lyst og Glans og Lykke jublede rundt om Abbed Hans. Han syntes ikke, Jorden kunde skænke større Glæde end den, der vældede frem rundt om ham, og han sagde til sig selv: „Nu ved jeg ikke, hvad større Herlighed den næste Bølge kan bringe.”
Men Lyset blev ved at komme strømmende, og nu forekom det Abbed Hans, at det bragte noget med sig fra et uendelig fjernt Sted. Han følte, at overjordisk Luft omgav ham, og bævende begyndte han at ane, at efterdi nu Jordens Glæde var kommen, var ogsaa Himmelens Glæde nær.
Abbed Hans mærkede, at alt blev stille: Fuglene tav, Ræveungerne legede ikke mere, og Blomsterne holdt op at vokse. Den Salighed, der nærmede sig, var saa stor, at Hjertet næsten stod stille, Øjet græd uden at man vidste af det, Sjælen længtes efter at flyve bort til Evigheden. Langt, langt borte fra hørtes svage Harpetoner, og overjordisk Sang naaede ham som en susende Hvisken.
Abbed Hans foldede sine Hænder og sank paa Knæ. Hans Ansigt skinnede af Salighed. Aldrig havde han ventet, at det skulde forundes ham allerede i dette Liv at nyde Himmelens Glæde og høre Englene synge Julesange.
Men ved Siden af Abbed Hans stod Urtegaardsmanden, der var fulgt med ham. Mørke Tanker tumlede i hans Hoved. „Dette kan ikke være et virkeligt Mirakel”, tænkte han, „naar det viser sig for Ugerningsmænd. Det kan ikke være fra Gud, men maa have sit Udspring fra det onde. Det er Djævelens Argelist, der sender det. Det er den lede Satans Magt, der forhekser os og tvinger os til at se Ting, der ikke er til”.
I det fjerne hørtes Engleharper klinge og Englesang tone, men Lægbroderen troede, det var Helvedes Aander, der nærmede sig. „De vil lokke og forføre os,” sukkede han, „vi kommer aldrig herfra i god Behold, vi bliver besnærede og bliver Djævelens Bytte.”
Nu var Engleskarerne saa nær, at Abbed Hans kunde skimte deres lyse Skikkelser mellem Skovens Træer. Og Lægbroderen saa det samme som han, men han tænkte kun paa, hvilken Ondskab der laa i, at Djævlene drev deres Kunster i selve den Nat, Frelseren blev født. Det var jo kun for saa meget lettere at kunne besnære de stakkels Mennesker.
Hele Tiden havde Fuglene sværmet om Hovedet paa Abbed Hans, og han havde kunnet tage dem med Hænderne. Men Lægbroderen havde Dyrene været bange for: Ingen Fugl havde sat sig paa hans Skulder, og ingen Snog legede ved hans Fødder. Men nu kom der en lille Skovdue. Da den mærkede, at Englene var nær, tog den Mod til sig og fløj ned paa Lægbroderens Skulder og lagde sit Hoved til hans Kind. Da syntes det ham, at Djævlen kom helt tæt hen til ham for at friste og forføre ham. Han slog efter Skovduen med Haanden, og han raabte med høj Stemme, saa det genlød i Skoven:
„Gak til Helvede, hvorfra du er kommen“.
Netop da var Englene saa nær, at Abbed Hans kunde føle Suset af deres store Vinger, og han havde bøjet sig mod Jorden for at hilse dem. Men da Lægbroderens Ord lød, standsede deres Sang brat, og de hellige Gæster vendte sig til Flugt. Og baade Lyset og den milde Varme flygtede i usigelig Skræk for Kulden og Mørket i et Menneskehjerte. Natten sænkede sig over Jorden som et Dække, Kulden kom, Blomsterne i Græsset skrumpede sammen, Dyrene ilede bort. Fossernes Brusen tav, Løvet faldt af Træerne, raslende som Regn.
Abbed Hans følte, hvordan hans Hjerte, der nylig havde svulmet af Salighed, nu trak sig sammen i ulidelig Smerte. „Dette kan jeg aldrig overleve,” tænkte han, „at Himmelens Engle var mig saa nær og blev jaget bort; at de vilde synge Julesange for mig og blev drevet paa Flugt.”
I samme Stund mindedes han den Blomst, han havde lovet Biskop Absalon, og han bøjede sig ned og famlede mellem Mos og Løv for dog at prøve at finde en nu i det yderste Øjeblik. Men han følte, hvordan Jorden frøs til under hans Fingre, og hvordan den hvide Sne kom glidende hen over Jorden. Da følte hans Hjerte endnu større Ve. Han kunde ikke rejse sig, men faldt til Jorden og blev liggende.
Men da Røverfolkene og Lægbroderen i det dybe Mørke havde famlet sig tilbage til Røverkulen, savnede de Abbed Hans. De tog Brænde fra Ilden og gik ud for at lede efter ham, og de fandt ham liggende død paa Snetæppet.
Og Lægbroderen gav sig til at græde og jamre, thi han indsaa, at det var ham, der havde dræbt Abbed Hans, idet han havde frarevet ham den Glædeskalk, han havde tørstet efter at tømme.
Men da Abbed Hans var ført tilbage til Oved, saa de, der syslede med den døde, at han holdt sin Haand fast knyttet om noget, som han maatte have grebet i Dødsstunden. Da de med Besvær fik den aabnet, saa de, at det, han med saa stor Styrke holdt fast paa, var et Par hvide Rodknolde, som han havde revet op af Mos og Blade. Og da Lægbroderen, der havde fulgt Abbed Hans, saa disse Rødder, tog han dem og plantede dem i Abbed Hans’s Urtegaard.
Han ventede og spejdede det hele Aar, om de vilde skyde Blomst, men han ventede forgæves hele Foraaret og Sommeren og Efleraaret. Da det tilsidst blev Vinter, og alle Blade og Blomster var døde, opgav han at vente.
Men da Juleaften oprandt, blev Mindet om Abbed Hans saa stærkt, at han gik ud i Urtegaarden for at tænke paa ham. Og se – idet han gik forbi det Sted, hvor han havde lagt de nøgne Knolde i Jorden, saa han, at der var vokset frodige grønne Stængler op af dem, og paa Stænglerne sad skønne Blomster med sølvhvide Blade.
Han kaldte alle Oveds Munke sammen, og da de saa denne Plante blomstre Juleaften, mens alle andre Blomster var som døde, blev det klart for dem, at den virkelig var taget af Abbed Hans i Julehaven i Goinge Skov. Men Lægbroderen sagde til Munkene, at siden der var sket saa stort et Under, burde de sende nogle af Blomsterne til Biskop Absalon.
Da Lægbroderen traadte frem for Biskop Absalon, rakte han ham Blomsterne og sagde: „Dette sender Abbed Hans dig. Det er de Blomster, han lovede at plukke til dig i Julehaven i Goingeskoven.“
Da Biskop Absalon saa de Blomster, der var spiret frem af Jorden i den mørke Vinter, og hørte Ordene, blev han saa bleg, som om han havde set en død. Han sad tavs en Stund, og saa sagde han: „Abbed Hans har holdt sit Ord, saa vil jeg ogsaa holde mit.” Og han lod udfærdige et Fredlysningsbrev for den vilde Røver, der havde vandret fredløs om i Skoven fra Ungdommen af.
Han gav Lægbroderen Brevet, og denne gav sig paa Vej op i Skoven og fandt Vejen til Røverkulen. Og da han Juledag traadte derind, kom Røveren ham i Møde med hævet Økse: „Jeg vil hugge jer ned, I Munke, saa mange, som I er!” sagde han. „Visselig er det jeres Skyld, at Goinge Skov ikke har klædt sig i Juledragt i Nat.”
„Det er ene og alene min Skyld,” sagde Lægbroderen, „og jeg vil gerne dø for det, men først maa jeg bringe dig et Bud fra Abbed Hans.” Og han tog Biskoppens Brev frem og fortalte ham, at han var fredlyst, og viste ham Absalons Segl, der hang ved Pergamentet. „For Fremtiden skal du og dine Børn lege i Julehalm og holde Jul blandt Menneskene, som Abbed Hans ønskede,” sagde han.
Da stod Røverfar bleg og stum, men Røvermor sagde paa hans Vegne: „Abbed Hans har holdt sit Ord, saa vil ogsaa Røverfar holde sit.”
Men da Røveren og hans Kone drog bort fra Røverkulen, flyttede Lægbroderen derind og boede alene ude i Skoven under bestandig Bøn, at hans haarde Sind maatte blive ham tilgivet.
Men Goinge Skov har aldrig mere fejret Frelserens Fødselsstund, og af al dens Herlighed er der ikke andet tilbage end den Blomst, som Abbed Hans plukkede. Man har kaldt den Julerose, og hvert Aar sender den sine hvide Blomster og grønne Stængler op af Mulden ved Juletid, som om den aldrig kan glemme, at den en Gang voksede i den store Julehave.