Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: ”Vi betaler ikke”

Udgivet den af
Svar

Der findes teaterstykker, som er aktuelle lang tid efter, at de er skrevet. Et sådant er Nobelpris-vinderen Dario Fo´s næsten 50 år gamle ”Vi betaler ikke”, som i en opdateret 2023-version havde premiere på Nørrebro Teater lørdag aften.

Og sikke en premiere. Skuespillerne mestrede på fineste vis den sværeste af alle scenekunster: At formidle et vid og et bid, som vi i publikum både kunne spejle os i og grine af. Og som vi lo. Den ene lattersalve efter den anden samtidig med at den ubehagelige følelse af et snarligt samfundskollaps krøb ind over os.

For Nørrebro Teaters version af ”Vi betaler ikke” er mere vedkommende og samfundsafslørende end nogen nyhedsudsendelse eller avisartikel. Det mest absurde i 2023 er nemlig ikke kister i skabe, en betjent hvis mave pumpes op som en anden ballon, eller dette at kunne blive gravid på den tid, som det tager at proppe en fuld indkøbspose ind under joggingtrøjen.

Det allermest absurde er, at virkeligheden er 10, ja måske 100 gange mere absurd end dette på alle måder vellykkede teaterstykke. Der var derfor også stående applauser i lang tid. Alle mere end velfortjente.

For ”Vi betaler ikke” er den skarpeste formidling af vores tid, som jeg endnu har set på en scene: Hvordan vi – fordummede af skærmens tomme underholdning og vores manglende tiltro til egne evner og ret til at få del i goderne – køber magthavernes fortælling om det rigtige i at rette os efter en moral, som de selv for længst har smidt væk.

”Vi betaler ikke” er derfor en uhyggelig reminder om, at vi lever i en tid, hvor de rettigheder og systemer, der skulle beskytte mennesker, forvitrer og forsvinder. Og derfor fortjener dette mesterværk – både manuskriptmæssigt og skuespilsmæssigt – al den ros, som tænkes kan.

Vi følger de to par: Annette og Michael, spillet af Lone Rødbroe og Thomas Mørk – og Mia og Bjørn, spillet af Anne Laybourn og Asbjørn Krogh Nissen. Samt et par politifolk, en bedemand og Michaels far, som alle spilles af Mikkel Becker Hilgart.

Sidstnævnte kender mange fra TV2-serien ”Sygeplejeskolen”, hvor han leverer en solid præstation. Men Mikkel Becker Hilgart kan meget mere, og i ”Vi betaler ikke” er han her og der og allevegne med en eminent timing – og et kæmpe talent for både komikken og dramatikken.

Lone Rødbroe er den driftige Annette, og hun er et kraftværk i dén rolle, når hun med stor energi suser rundt på scenen, og lukker de usynlige døre, der sammen med en enkel og stram scenografi i gråt og grøn danner en ramme, som er vældig effektfuld – især til slut.

Annettes mand Michael spilles af Thomas Mørk, hvorom alle ved, at han er vanvittig morsom med både stemme, mimik og bevægelser. Men han kan også være dramatisk. Og der er noget både rørende og farligt over hans konfliktsky karakter, som han får formidlet med stor autenticitet.

For både Michael – og Mia starter med at tro på, at reglerne skal følges. Anne Laybourn er overbevisende som den unge Mia, der dog slutter af med at gennemskue et system, som er ved at kollapse i en grad, så hun kan sammenfatte hele svigtet af befolkningen i få sætninger.

Hendes kæreste Bjørn, spillet med nerve af Asbjørn Krogh Nissen, har for længst gennemskuet det hele – og er ligesom Annette i fuld gang med at udøve den civile ulydighed, som vel nærmest er en borgerpligt, når uligheden stiger så meget, som den gør – også IRL i øjeblikket.

For det er dér, at vi er – overalt i Europa her i 2023. Englænderne vælger mellem eat or heat. Franskmændene går på gaden med gule veste på kroppen og en revolution i tankerne. Svenske pensionister sulter i stilhed og med de knyttede næver i lommerne. For sådan håndterer man uretfærdighed i Sverige.

Og i Danmark har vi stadig flere, der må vælge mellem mad eller medicin. Som om vi med 37 milliarder kroner EKSTRA i statskassen ikke havde råd til, at alle – også syge, gamle, børn, ledige og andre uheldige – kunne leve et værdigt liv. Men politikerne vil – med få undtagelser – hellere tilfredsstille de velbjærgedes grådighed med flere skattelettelser.

Så det virker nærliggende at tro på det samfunds-kollaps, som uvægerligt kommer, når de små og svage skal bære samfundet, og samfundssindet kun går den ene vej: Fra borgerne og til staten. Men et velfungerende og værdigt samfundssind går også – og måske mest – den anden vej: Fra staten til borgerne, og især med fokus på omsorg til dem, som har særlig brug for hjælp.

Det er slet ikke svært at forstå, og derfor mødes alle vi, som endnu har kræfter, af et krav fra scenen på Nørrebro Teater: Kravet om at kæmpe for, at staten lever op til sit ansvar for sine borgere, så vi i dette lille, rige land kan være fælles om både pligten og goderne.

Mangler De kampmod – eller måske at blive overbevist? Så gå ind og se ”Vi betaler ikke”.

De kan også teste Deres egen moral og samvittighed undervejs. For i baren betaler man, hvad man ønsker for drikkevarerne. Intet beløb er for småt og intet for stort. Men uanset hvad har man brug for noget at styrke sig på, når man har set stykket.

For ”Vi betaler ikke” er et virkeligheds-beskrivende og rystende mesterværk, som fortjener seks store kaninhoveder ud af seks mulige som dem, der puttes i hirsegrøden for dog at få lidt solid mad ned i den slunkne mave.

Det er Dario Fo og Franca Rame, som skrev det italienske originalmanuskript, der blev oversat af Bent Holm. Det er her bearbejdet af Peter Dupont Weiss, Joy-Maria Frederiksen og Mads Wittrup Andersen. Joy-Maria Frederiksen har også instrueret, og det har hun gjort lige så godt – hvis ikke bedre, som hun gjorde det med årets Cirkusrevy.

Et af revy-genrens smukkeste træk er i øvrigt, at den med humor og satire kan fortælle noget vigtigt om det samfund, som vi lever i.

Det gør denne forestilling også – blot med den forskel, at her er det ikke bare små stik. Her drejes kniven helt rundt, samtidig med at latterbrølene fylder salen. Dét er formidabelt lavet – og desværre også nødvendigt i dén tid, som vi lever i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hviids Vinstue 300 år

Udgivet den af
Svar

I dag er det svimlende 300 år siden, at Hviids Vinstue på Kgs. Nytorv i København slog dørene op første gang, og siden har stedet været i uafbrudt drift – pånær to dage under 2. Verdenskrig og en Corona-nedlukning.

Men altså: Året var 1723, da man første gang kunne bænke sig i de kære lokaler, som siden har været besøgt af så mange mennesker – også en god portion danske skønånder.  

Året forinden – altså i 1722 – var det første danske teater åbnet tæt på Kongens Nytorv, og spillede nu ivrigt komedier af Ludvig Holberg, som i de år skrev som en gal til et teatertosset københavnsk publikum.

Matchet mellem teatret og de våde varer blev et match made in Heaven – og stadigvæk er der mange, som slår vejen forbi Hviids Vinstue, når de skal på Det Kgl. Teaters Gl. Scene, der ligger lige ovre på den anden side af gaden.

Men også på alle andre tidspunkter kommer unge og gamle, mænd og kvinder til Hviids Vinstue. Ja, ved juletid er der totalt proppet fra åben til luk, når alle skal smage stedets berømte gløgg.

Men i dag handler det om jubilæet, om at fejre de første herlige 300 år.

Det gøres med en reception fra kl. 15 med rød løber, musik, øl og vin – og det varer helt indtil kl. 21, hvor der skal være et stort fyrværkeri på Kgs. Nytorv.

Kom og vær med – og støt op om Hviids Vinstue også i de kommende år.

For der er kræfter, som ønsker stedet lukket – og lavet om til et moderne plastic-mareridt á la den skæbne, som overgik naboen – det smukke, men nu hedengangne ”Stephan a Porta”, der i dag er en MacDonalds.

Dét skal vi ikke have mere af i København. Vi skal bevare ånden og kulturen – og Hviids Vinstue. Stedet, hvor man sidder på gode stole, og har fyldte glas på de gamle træborde, mens snakken går, og stemningen i de små varme rum er helt i top.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Much Ado About Nothing”

Udgivet den af
Svar

Sommeren går på hæld. Men inden efterårsmørket sætter ind, kan man lige nå en sommeraften i Botanisk Have i København i selskab med ”After Hours Theatre Company”, der igen i år spiller Shakespeare på græs-skråningen ned mod søen.

I år har selskabet kastet sig over Bardens kærligheds-komedie ”Much Ado About Nothing”, som naturligvis hverken er nothing eller bare something – men derimod everything. Både i den måde, som skuespillerne bruger omgivelserne på – for hvor bliver der løbet, gået, dasket til, danset og kravlet op og ned ad skråningen – og i den gejst, som lægges i forestillingen om en masse ballade, der ikke havde behøvet at blive til noget. Men som nu bliver til en hel masse fremført af mennesker, som kan lide at spille Shakespeare – og som kan finde ud af det.

De er også hjulpet på vej af sproget. For Shakespeare på engelsk er bare bedst – uanset om det er en længere dialog, en rammende oneliner eller en længere udredning om fx mænd og skæg, som den Beatrice kommer med. For der er noget substans i Shakespeare på engelsk. En intensitet, som gør, at det smælder og fænger dybt inde i sjælen.

Måske også fordi Shakespeares tekster har evigheden i sig – indimellem. For ikke alt, som Barden skrev, er dybsindigt og fantastisk, som vi også får det at vide, inden stykket går i gang.

Men meget er – og bare det, at vi sidder her på tæpperne 400 år senere, og begejstres over den samme historie, som de gjorde det i Londons ”The Globe Theater”, dengang blækket på manuskriptet knap var tørt, siger noget om langtidsholdbarheden – også i et stykke som dette, der ellers er let som den candyfloss, der også kan høre en sommeraften til.

Apropos ”The Globe”, så var undertegnede med samme ledsager som til denne forestilling derovre for et par uger siden, hvor vi så ”The Scottish Play”, og nej, jeg skriver ikke stykkets rigtige navn. For så går der bare ild i søen i Botanisk Have i aften. For hvem tør tage chancen og nævne et stykke ved navn, om hvem det siges, at uheld forfølger den, der siger navnet højt på en scene og i forbindelse med teater?!

Men hvor gad jeg godt se ”After Hours Theatre Company” turde at opsætte dét stykke. For der er noget i den måde, som de spiller ”Much Ado About Nothing” på, som minder mig om det, som de gør på selveste ”The Globe”: Respekten for Barden, men ikke ærefrygten i kombination med en masse påhit. Og har man det, så kan man være moderne og sikre, at Shakespeares almengyldige teaterstykker i endnu højere grad bliver noget, som vi kan spejle os i, grine af og blive grebet af.

Og det gælder også denne opførsel af ”Much Ado About Nothing”, som tro mod stykkets tekst er mere underholdende end dybsindig. På den anden side og apropos ”The Scottish Play”, så er de to stykker udtryk for samme ignorante holdning til livet – bare i hver sin aftapning. Her den lyse, der ender godt – og i det andet en noget mørkere tragik, når hovedpersonen i ”The Scottish Play” om livet siger, at: It is a tale. Told by an idiot, full of sound and fury. Signifying nothing.

En trist og vældig blodig candyfloss altså. Det er ”Much Ado About Nothing” ikke. Den er munter – og døden er kun noget, som vi leger.

Så vi bliver godt underholdt i Botanisk Have, mens forviklingerne tager til, og det hele truer med at ende i katastrofe, inden alt løser sig op til fortjente klapsalver for dette stykke komik, der også – især til sidst – alligevel ikke kan dy sig for at være klassisk Shakespeare-drama på fulde nagler.

Noget af komikken minder om Monty Python – og andet om Crazy Christmas Cabaret. Det sidste er naturligt, da flere af skuespillerne har været med i netop Crazy Christmas Cabaret. Andre har været med i andet som fx ”That Theatre Company”. For ja, britisk teater har godt fat i danskerne, både som skuespillere og som publikum.

Det giver også god mening. For kombinationen af sort humor og drama formidlet med et glimt af øjet, kan vi lide på begge siden af Nordsøen. Hos ”After Hours Theatre Company” får vi det i stimer. Ord som splendid, dazzling og excellent trænger sig på.

På scenen møder vi en perlerække af skuespillere: Jefferson Bond, Linda Elvira, Søren Højen, Alexandra Jespersen, Ian Burns, Rasmus Emil Mortensen, Thea Bell Schok, Benjamin Stender og Kevin Kiernan-Molloy.

Danmarksbloggen giver ”Much Ado About Nothing” fem ud af seks brudekjoler, som den lyse brudekjole, der i flere omgange er stykkets mest centrale rekvisit.

Det er Thomas Magnussen, der har instrueret – og Lars Mikkelsen har været artistisk konsulent.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Svenske skønheder”

Udgivet den af
Svar

Vi danskere bliver aldrig trætte af svenskerne – eller af deres store sangskat, uanset om vi oversætter den, eller synger den på originalsproget (hvilket jeg til enhver tid vil anbefale).

Det gælder også Teatret Optimis, som med forestillingen ”Svenske Skønheder” (og der refereres udelukkende til de svenske viser, hævdes det) i små to timer med sang og guitarspil hylder netop svenskernes enestående beholdning af gyldne viser af Bellman, Taube, Dan Andersson og en masse andre – og ja, det gøres både på svensk og på dansk.

At remse alle sangene i forestillingen op giver ingen mening. For den ene vellyd end den anden kommer som perler på en snor sammen med det, som på nudansk hedder vigtig viden om netop sangen eller musikeren.

Man bliver med andre ord ikke kun underholdt, men også klogere. Ja, og så er der fællessang – både den organiserede og den, som man bare ikke kan lade være med at synge med på som fx for undertegnedes vedkommende ”Idas Sommarvisa” (Fra Emil fra Lønneberg), der i nu mere end 50 år har været fast indslag ved alle svenske skolers afslutning inden sommerferien.

Dén vise rummer hele barnets verden, og er samtidig i sin væsen så sommerlig og så svensk som dansen om midsommerstangen ude på en skærgårdsø. Det er også Astrid Lindgren selv, der har skrevet ordene – og Georg Riedel, der har lavet musikken.

Men ellers er vi i mange af viserne længere tilbage – og her tårner de to giganter sig op: Taube, som mente, at Bellman var fortidens Taube – og så Bellman, som med de to storværker ”Fredmans Epistlar” og ”Fredmans Sånger” grundlagde dén visetradition i Norden, som Bellman stadig er den fornemste repræsentant for – selvom Danmark i Kim Larsen har en spillemand, som også kan noget særdeles langtidsholdbart, når man begynder at se historisk på hr. Larsen som visekunstner.

Ja, det samme gælder ABBA, hvis to B´er Benny Andersson og Björn Ulvaeus er mændene bag den guldkantede melodi til den gribende ”En visa om arton svanar” om længsel og drømme, som jeg ikke kendte, før jeg hørte den i forestillingen, men som jeg nu hører igen og igen (i dens svenske version), mens jeg skriver denne anmeldelse.

For den har evighedens pulsslag i sig som al anden visemusik fra øverste hylde – og netop derfor vil dele af ABBA-drengenes musik sammen med dele af hr. Larsens musik i fremtiden blive betragtet som visekunst på niveau med Bellman og Taube. Dét er jeg helt overbevist om.

Men nu er vi i 2023 – og her lurer tåren i øjenkrogen, smilet er på læberne, og der bliver rokket med overkroppen og slået takten med foden, mens de svenske viser fylder Metronomen.

Fordi det lyder så himla bra – og det gælder både sangene i sig selv og udførelsen af de to mænd på scenen: Allan Høier og Allan Thorsgaard. Den ene med sang og indlevelse, og den anden med sang og et virtuost spil på guitar og lut.

Samspillet er så, man skulle tro, at de havde kendt hinanden altid. Nå, ja – det har de vist også, og det har sine fordele. For hver tone, der synges eller spilles, hver bevægelse – alt er koordineret og i samklang, og de ved hele tiden, hvor den anden er.

Det giver en helt unik oplevelse – som når nye højder, da de to herrer til sidst i forestillingen kaster sig ud i veritabel landskamp i sang – nemlig den danske og den svenske nationalsang sunget på samme tid – og først mod, men så med hinanden.

For hvem vinder? Ja, det gør Norden. Hele Norden. For vi hører sammen her i Norden, som det også synges i ”Du gamla, du fria”: Ja, jag vill leva, jag vill dö i Norden. Det gælder os alle sammen,

Og gerne må det ske med en vise eller 18 undervejs, tak – og gerne formidlet af Teatret Optimis, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks snapse for en strålende forestilling.

Ja, jeg siger tak til, fordi I også gav Fredmans sång no. 64 ”Fjäriln vingad syns på Haga” i en oversat version, der var markant mere tro mod originalen end den ellers i Danmark så udbredte version ”Nu er jord og himmel stille”.

Men I holdt jer til sommerfuglen. Dét var dejligt – og dér gik Carl Michael Bellmans genius gennem rummet. Og jo, Bellman-forskningen viser, at det er ham selv, som har lavet melodien til sommerfugle-visen, der af det svenske Bellman-selskab omtales som en gnistrende rokokojuvel i den svenske viseskat. Bedre kan det ikke siges.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Anden Akt”

Udgivet den af
Svar

Her i Norden har vi en hemmelighed – eller rettere Sverige har. Nemlig den perlerække af dramatiske hverdagsfilm om voksenlivet, som ofte er gået under radaren udenfor Sverige, men som svenskerne har produceret i en lind strøm de senere år.

Film som fx ”Lyckligare kan ingen vara” (2018), ”Jag kommar hem igen till jul” (2019) og ”Min pappa Marianne” (2020).

Alle er det film, som handler om, hvordan hverdagen rummer alle de store dramaer om de drømme, de relationer og den kærlighed, der er alles grundvilkår i livet og døden.

For nej, man behøver hverken nordic noir, dogme-koncepter eller andre finurligheder for at skabe monumentale fortællinger. Gode svenske skuespillere, der begiver sig rundt i tilværelsens almindelige og derfor genkendelige veje og vildveje, er lige til at spejle sig i.

Og nu kan en ny – og måske den indtil videre bedste svenske hverdags-filmperle føjes til rækken.

Nemlig ”Anden Akt”, der har dansk premiere i dag med de to svenske stjerner Lena Olin og Rolf Lassgård i hovedrollerne. Hver for sig er de førsteklasses, og sammen er de dynamit i fortællingen om den feterede skuespiller Harald Skoog, der efter et stroke får hjælp af den ellers pensionerede fysioterapeut Eva til at komme på benene igen – og på scenen igen.

Undervejs sker der selvsagt en masse – også i forhold til Evas andre relationer, hvor Vår-tid-är-nu-stjernen Charlie Gustafsson er overbevisende som Evas søn Felix, der er gevaldigt udfordret af moderens omklamrende kærlighed.

Vi møder også Anneli Martini i en skøn rolle som den højtråbende og livskloge Siv, der aldrig fik børn, men som alligevel har knækket livets kode – og endelig Lars Väringer og Gorél Crona som Evas eks-mand og dennes nye kæreste, der bor lige overfor Eva – og er ganske ulidelige i deres mantra om, at vi er vel voksne mennesker.

Undervejs i filmen tager Harald Skoog Eva med ind på hans arbejdsplads, Sveriges fineste skuespilhus Dramaten i Stockholm. Ja, Harald får endda Eva helt ind på scenen, hvorpå han forsvinder, så hun står dér helt alene i gallakjolen i spotlyset, og skal fortælle noget ærligt om sig selv og sit liv.

Godt nok kun for ham og en tom teatersal, men alligevel et vendepunkt, en sårbar nøglescene, hvor Eva – den grå mus, som altid har tænkt på andre – pludselig tvinges til at forholde sig til selv, og gør det i en grad, så hun kan råbe, at hele hendes liv er noget forbandet kaos, mens Harald – som ellers er et stort ego – står i skyggerne, og applauderer hende, mens han råber, at NU kan han mærke hende.

Det kan vi andre også. Vi kan mærke både hende og ham gennem hele filmen.

For som Olin og Lassgård bruger hele spektret af ord, betoninger og mimik, når de fra allerøverste hylde i Evas og Haralds gestalt viser, hvad livet handler om fra lussinger her og der til hede kys i Evas hjem i Stockholms forstæder over til kolde badeture i sommernatten ude på Djurgården med en romantisk gåtur hjem over Stockholms flotteste bro Djurgårdsbron. Fra tilbudsaviserne i rækkehusenes postkasser til Harald Skoogs store lejlighed på Östermalm, hvor der serveres muslinger og champagne af litbium.

Forskellene i de to verdener er med andre ord skåret ud i pap. Men det er, som det skal være, når fortællingen er så vellykket som i ”Anden Akt”: For den er en stor, sprudlende, morsom og rørende organisme, der er sat i verden for at formidle budskabet om det gode i – uanset alder – at se på sit liv og gøre opgør med fredags-tacoens snærende bånd og i stedet følge sine drømme.

Danmarksbloggen giver derfor også ”Anden Akt” seks ud af seks rejsemapper, som den Eva har haft liggende i årevis uden at komme andre steder end i Stockholms Tunnelbana – og det er ikke meget, selvom hun har det med at stå af på Karlaplan, så hun kan sidde lidt ved den svenske hovedstads smukkeste springvand på Karlavägen.

Det er Mårten Klingberg, som har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Haunted Mansion”

Udgivet den af
Svar

Filmen ”Haunted Mansion” har premiere i dag d. 10. august – og er noget så sjældent som et Disney-gys.

Altså i betydningen et rigtigt gys, der kun er ganske lidt sukret ind. Her er der nemlig stik mod indholdet i enhver klassisk Disney-film ingen fe-gudmødre eller syngende fugle, som flyver glade ind ad vinduet om morgenen, som de fx gør det i Askepot.

Tværtimod er der i det store og hjemsøgte palads langt ude på landet i den amerikanske sydstat Louisiana tåge og mørke, lyn og torden. Det er også en passende kulisse for rådnende mumier, blodbestænkte brude, flyvende hollændere og andet godtfolk sammen med økser, gravstene og andet fra mareridtets sorte skattekiste.

Eneste lighedspunkt med eventyret er faktisk tidspunktet kl. 12 midnat, hvor filmens spøgelser – og der er hele 999 af dem i det gamle, faldefærdige palads – bliver særligt aktive.

Nu skal plottet ikke røbes her, men man giver næppe noget væk ved at skrive, at spøgelse no. 1000 er tiltænkt en særlig rolle. Om spøgelse no. 1000 så kommer, og hvad det evt. betyder, må man selv finde ud af. Men spøgelser er ikke altid, hvad de ser ud til at være.

Undervejs er filmen bygget op som en klassisk action-film med masser af tju-bang og chok – afbrudt af øjeblikke, hvor man lærer personerne og deres historie nærmere at kende, og forstår, at de alle har en form for ensomhed. At de hver og én lever med en stærk grundfølelse af at være udelukket fra fællesskabet, fordi de er anderledes.

Men undervejs finder de så også ud af, at de sammen er stærke – og at det er utroligt, hvad man kan, når man tør tro på sig selv og hinanden, og løfter i flok. Som det siges flere gange i filmen: Vi kan ikke tage sorgen fra dig, men sammen med os er du ikke alene.

Det er nemlig filmens budskab – hvis man ellers opdager det mellem alle de jump-scares, som det vrimler med – og som gør, at man hele tiden er på vagt. For der er meget at blive bange for i det mølædte palads, og noget af det både kan og vil slå én ihjel.

Det er LaKeith Stanfield, som spiller hovedrollen som den desillusionerede videnskabsmand Ben – og det gør han med både charme og autencitet.

Jamie Lee Curtis spiller et medie fra fortiden, og det gør hun med stor karisma. Ærgerligt at vi ikke ser hende noget mere. Heldigvis har mediet Harriet fra nutiden – spillet af Tiffany Haddish – samme karisma og styrke, og selvom karakteren vist ikke fortæller sandheden hele tiden, så tror man alligevel på hende. Applaus for dén skuespilspræstation.

Også applaus til Rosario Dawson, som spiller Gabbie, der køber det gamle palads, og fører sin søn og sig selv væk fra en tryg og rolig tilværelse i New York til vanviddet i Louisiana. Drengen Travis spilles af Chase Dillon – og han er bare, som Disney-børn altid er det: GOD.

Owen Wilson er en form for præst, og som så ofte før, når han er med i en film, indtager han en anti-konventionel rolle. Her da han begynder at argumentere med spøgelserne om det rigtige i at spøge. Det kan virke bizart, men hvis nogen kan slippe af sted med det, er det Owen Wilson.

Endelig er Danny DeVito med i en lille rolle, som måske er unødvendig, men selvsagt kan DeVito sin metier.  Det samme kan Jared Leto, der spiller superspøgelset over dem alle, den gennemført onde Crump.

Filmen er bygget over forlystelsen Haunted Mansion i Disneyland. Den er også en ny og på mange måder markant anderledes version af filmen af samme navn fra 2003 med Eddie Murphy i hovedrollen. Det giver også god mening at lave en film, hvor hver generation får sit eget gys – og sin egen gyser-pointe.

Og 2023-versionen er pointen, at intet er mere uhyggeligt end mennesker, der ikke kan acceptere forskellighed. Bemærk i dén forbindelse at Crump rimer på Trump. Er det et tilfælde? Det må enhver selv afgøre.

Derfor er filmens mest uhyggelige scene heller ikke spøgelserne i bilernes bagspejle eller det store opgør mellem Ben og Crump mellem gravstenene, men derimod scenen hvor de andre drenge fra skolen råbende og truende forfølger Travis hjem, fordi han i modsætning til dem laver sine lektier og opfører sig ordentligt i skolen.

Danmarksbloggen giver ”Haunted Mansion” fem krystalkugler ud af seks mulige. Det er solidt håndværk, når det handler om at skræmme og underholde. Læg dertil de gode personhistorier og mange sjove indslag – og måske det politiske svirp i navnet på det onde. Der efterlyses dog mere tydelighed i budskabet om, at sammen er vi stærkere end selv alverdens ondskab og også vores egen indre usikkerhed.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Genboerne”

Udgivet den af
Svar

Det er i år 400 år siden, at kollegiet Regensen blev bygget. Dét bliver fejret med manér, nemlig med en opførelse af Hostrups vaudeville ”Genboerne”, som netop foregår på Regensen – og som Hostrup skrev i 1844, mens han boede i den røde gård med det store træ og selveste Rundetårn som nabo.

Dér i den gamle gård sad vi også til premieren i går aftes – lige midt i alle traditionerne og hele historien om dette fantastiske sted. Og dét kunne mærkes. Stemningen var elektrisk fra start til slut i det mere end to timer lange syngespil. For nok var publikums gennemsnitsalder noget højere end de studerende, men begejstringen hos alle var ungdommelig og sprudlende. For som de kunne, dem på scenen.

Historien er enkel: To studenter lever det glade studenterliv med lige dele bøger og punch (mest punch). De bor også sammen på et lille værelse, som man gjorde dengang på Regensen. Overfor dem – altså som genboere – er en kobbersmedefamilie, som har en yndig datter ved navn Rikke. Hende kan begge studenter lide, men den ene (Basalt) har den fordel, at han har været Rikkes religionslærer.

Den anden student Klint derimod er både kvik og med gå-på-mod, så han får snart sat gang i løjerne via en snak med Rikkes to andre bejlere (en fusentast-løjtnant og en kobbersmedesvend) og et par røde galocher, som han får tiltusket sig låneretten til en enkelt aften – og som gør ham usynlig.

Det bliver en aften, som selvfølgelig fører til en masse ballade – men også til at trådene kan redes ud næste dag på selve Regensen, så Basalt og Rikke kan få hinanden til alles glæde – også Klint, som nu har fået øje på Rikkes initiativrige kusine Amalie.

Det kan lyde af meget lidt handling til mere end to timer. Men når historien serveres – som det gøres på Regensen – med masser af god og levende musik, eminente skuespilspræstationer af samtlige på scenen og sågar et velsyngende kor, så rives man med, og lader sig underholde på de høje nagler, mens man suger stemningen i den gamle gård ind.

Ja, som mor til en nuværende universitetsstuderende, der dog ikke bor på Regensen, men i et andet studenter-community, kunne jeg også konkludere, at studenterlivet anno 2023 nærmest 1:1 er som det, Hostrup oplevede og skrev om. Eneste forskel er, at kvinderne også tager del i det nu – og hurra for det.

Som forestillingen skred frem, kom nogle af de nuværende beboere på Regensen i øvrigt hjem, og satte sig stille og roligt med en øl og en smøg bagved tilskuerpladserne. Jeg gad godt vide, hvad de synes om beskrivelsen af fortidens liv i det, som nu er deres hjem – og jeg håber, at de får mulighed for at se forestillingen fra tilskuerrækkerne.

Det er nemlig vældigt pænt af dem således at lukke portene op og give os andre muligheden for at opleve deres helt unikke hjem. For det kan man i de otte august-aftner, hvor ”Genboerne” spiller på rette sted.

Danmarksbloggen følte sig også privilegeret – og kvitterer med fem ud af seks glas punch for en forrygende opførelse af Hostrups kendte vaudeville om studenterliv og ung kærlighed.

Det er Anders Skov Madsen, som spiller hovedrollen som Klint, og det gør han med lige dele talent og ihærdighed. De andre tre unge – Aske Hass Thorsen som Basalt, Anne Blomsgård som Rikke og Sibylle Glosted som Amalie – er også mere end troværdige i deres roller.

Som kobbersmed ses en driftssikker Jesper Asholt, mens madam Smidt spilles med enorm styrke og timing (også når hun rammer tonerne præcis så forkert, som hun skal) af Betty Glosted. Alexander Clement og Peter Oliver Hansen er et forrygende makkerpar som henholdsvis kobbersmedesvend og løjtnant.

Endelig ses Tom Jensen i stykkets måske eneste rigtig dramatiske rolle som skomageren fra Jerusalem. En opgave, som han løser til ug med kryds og slange. Han kan også spille sine danske klassikere med den snert af alvor i komikken og komik i alvoren, som det kræver.

Og så er der Line Aarup-Jensen som tjenestepigen Ane samt Gustav Wenzel Most og Anders Jul Fristrup Andersen som både præsentatorer, smedesvende og flere andre roller.

Endelig er der statisterne, som også synger: Catherine Døssing, Christoffer Broström, David Auken, Line Aarup-Jensen, Lucie Sy Kim og Magnus Bille Fought Kristensen.

Samt musikerne, som smukt binder det hele sammen – blandt andet til skønne Bellman-melodier: På klaver Kristian Jørgensen, på cello Kirstine Elise Pedersen og på fløjte Julius Ditlevsen.

Det er Jacob Beck, der har instrueret, og Bettina Schimmel, som har produceret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Viktor mod verden”

Udgivet den af
Svar

Hellere bange end død!!!

Sådan lyder moderens mantra i Christian Arhoffs debut-spillefilm ”Viktor mod verden” om den unge Viktor, der livet igennem har levet isoleret langt ude på landet i et gammelt hus efter devisen: Pas på trappen. Pas i det hele taget på alting. Tag din forholdsregler. Det er en brutal verden, vi lever i. Hajangreb og det, der er værre, kan ske overalt.

Moderen – spillet mesterligt af Bodil Jørgensen – har nemlig i angstens og kærlighedens navn holdt sønnen Viktor afskærmet fra ALT undtagen gamle danske film og hans drømme, som dagligt får Viktor ud i skuret, hvor han spiller jazz for sig selv og den far, som han tror er død.

Det er faderen ikke – og efter moderens død (så jo, hun havde ret – livet er så farligt, at man dør af det), begiver Viktor sig væk fra den levende død ude på landet i Jylland og ind til centrum af København, hvor den jazzspillende far arbejder i et forsikringsselskab.

Og så tager handlingen fart – og herfra skal ikke røbes andet end, at noget af filmen foregår i Tivoli, og at filmen mange steder er så sjov, at man må grine meget højt. Men at filmen samtidig er så sært gribende i sit portræt af, hvad der sker, når en ung, isoleret mand møder hele den store, skøre verden.

Som fx da Viktor bliver spurgt, om der er sket noget spændende i weekenden, og han svarer: Ja, jeg har begravet min mor.

Filmens måske vigtigste fortælling (som minder om den, som vi kender fra den første film med titel-karakteren Viktor, nemlig Arhoffs prisvindende afgangsfilm ”Viktor på Månen”) er den om, hvordan naiviteten stadig kan gå så besynderligt urørt gennem intriger, skjulte motiver og alt det andet, som vi kalder godt at have styr på, så man ikke bliver snydt.

Men måske – bare måske – snyder man selv mest ved at spekulere på, hvad man er til og hvilke tilsyneladende vigtige mål, man har med sig selv, sin karriere og sit liv. Måske er det i virkeligheden nok at vide, at jeg er mig – og jeg er til dig og til det, som gør mig glad i livet.

Skuespillerne i filmen kan i hvert fald lide det, de laver. De er udover allerede nævnte Bodil Jørgensen Rosalinde Mynster, der elegant leverer rollen som ninjahurtig knudekvinde og assistent til faderen, der spilles med overlegen timing for blandingen af sårbarhed og vakkelvornet mod af Nicolas Bro.

Kurt Ravn er også med som chefen Olufsen, og hans bemærkning om, at nu hviler skæbnens øje på dig, fik mig til at tænke: Giv manden en rolle som chefguden Odin. På den svenske side ser vi dygtige Björn Elgerd og dansk-svenske Thomas W. Gabrielsson, der, når han taler svensk, også bevæger sig på svensk med svensk mimik – model en svensk mand fra det fashionable Östermalm i Stockholm. 

Endelig er der søde og underspillede – men med hvilken kraft – Anna Bruus Christensen som Viktors uheldige kollega, der får hans hjerte til at banke – samt gengangeren fra ”Viktor på Månen” journalisten Mikael Bertelsen i hele tre små roller. Herom er kun at sige: Giv den mand mere at lave på lærredet – han er jo morsom bare i attituden.

Men først og sidst er det Nicolai Jørgensen som Viktor, der brænder sig fast. Jeg har set ham på Nørrebro Teater som Karl Rossmann i Kafkas ”Amerika” i en præstation, der ætsede sig fast, og fik mig til at sammenligne ham med Ghita Nørby som den jødiske mor i ”Indenfor murene”.

Dét står jeg ved. For Nicolai Jørgensen er noget helt særligt, også som Viktor. Sårbarhed og uskyld formidlet, så det står ridset i sten. Manden er en af sin generations bedste skuespillere – måske den bedste.

Nicolai Jørgensen ER nemlig altid den person, som han spiller – og han tilføjer altid karakteren en ekstra dybde, en ekstra dimension, så karakteren hele tiden har lidt mere at give, lidt mere i sig.

Nicolai Jørgensen tilføjer teatrets evne til at være levende og tredimensionelle til lærredet – og når han står på en scene, så får man samme flow på en film.

Det gælder også i ”Viktor mod verden”, der er et mesterværk, som minder om en Wes Anderson-film, som den unge anmelder Anna M. T. Frederiksen siger det, og uddyber:

Wes Andersons univers minder om en tegnefilm, og det gør denne film også. Den samme farvepalet bruges filmen igennem. Der er centrering af personer og ting. Symmetrien kan ses overalt sammen med den gule farve og teksten. Det hele står skarpt. Det er formidabel filmkunst.

Danmarksbloggen giver ”Viktor mod verden” seks ud af seks af de saxofoner, som der ivrigt spilles på – og som sammen med en masse andre kendetegn som fx hvid kunst til musik og bevægelse, et prisestimat og andre spændende sager åbenbart er en fast del af en Christian Arhoff-film, når figuren Viktor er med.

Vi vil i øvrigt gerne se mere. For verden har brug for Viktor med det naive sind og det gode hjerte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den Gerrige”

Udgivet den af
Svar

Aldrig er nogen så ensom, aldrig er nogen så fattig, som den der elsker sine mange penge højere end alt andet – og værre bliver det, hvis vedkommende skruppelløst misbruger de mennesker, som burde stå vedkommende nær, til at skrabe endnu mere til sig.

Så kort kan man beskrive moralen i Molières stykke ”Den Gerrige”, som Grønnegårdsteatret i år har på programmet i deres nye hjemmebane i Odd Fellowpalæet, hvis bygning sammen med den flot svungne scene danner en smuk og stemningsfuld kulisse, så det er nemt at tro, at man er i 1600-tallets Paris.

Historien om den usympatiske gnier Harpagon, der har penge, mange penge, som eneste mål og mening i livet, kunne så foregå alle steder og til alle tider. For den er lige så typisk i virkeligheden, som den er velkendt hos Molière. Så det overrasker næppe nogen, når jeg skriver, at det ender med … ja ingenting for Harpagons vedkommende. Han er fortabt set ud fra en kristen og etisk moral, som de fleste af os – uanset hvad vi tror eller ikke-tror – generelt erklærer os enige i.

Der er derfor også noget ærligt og psykologisk befriende i, at Molière ikke lader Harpagon blive klogere, men derimod stykket igennem holde fast i kærligheden til pengene – og den kontrol, som de giver den gerrige.

Sådan er det jo, som en nutidig dansk politiker kunne sige det. For hvor dit hjerte er, dér vil også din skat være – og hjerter flytter sig som bekendt ikke så tit.

Spørgsmålet er derfor, hvordan budskabet leveres hos Grønnegårdsteatret. Er der bid? Er det morsomt? Svaret er ja – og ja.

Et af de geniale træk er at lade en kvinde tage titelrollen – og her er valget faldet på Karen-Lise Mynster, og som hun fylder både støvler og skæg ud. Hun er i rollen så indkroget i pengeglæde, mistænksomhed, smålighed, brutalitet og målet-helliger-midlet-tænkning-og-handling, at man fysisk må reagere ved at ryste på hovedet over denne gnier.

Men man gyser også, og tror på, at Harpagons eneste kærlighed er knitrende sedler og blanke mønter, både når Harpagon slår løs på den stakkels Mester Jacques spillet med stor sikkerhed af Peter Flyvholm, tinger sig til at grev Anselme – spillet med vanlig elegance af Steen Stig Lommer – betaler begge bryllupsgilder plus det løse – eller gladeligt kræver ågerrenter fra sønnen Cleante, spillet af Jeppe Ellegaard Marling, der er ligeså overbevisende som den udkårne Mariane, spillet af Nanna Skaarup Voss.

Men allerstærkest er det i nødens stund, når Karen-Lise Mynster leverer Harpagons klagesang, da de elskede penge er væk. Åh Gud, jeg dør, nej, jeg er død – samtidig med at de to børn står lyslevende og lykkelige ved siden af. Men det betyder ikke noget. Pengene mangler, og Harpagons verden er gået under. En mesterlig scene, hvor et empatisk hjerte får ondt af den gamle gnier, og en reflekterende hjerne spejler sig. For har vi ikke alle en rem af huden? Gu´ har vi så.

I andre roller ser vi Tina Gylling Mortensen, der som Frosine er et kraftfyrværkeri af saft og kraft i hendes måske bedste rolle på Grønnegårdsteatret, som jeg har set. Hun indtager virkelig scenen på alle måder. Samt Jesper Hyldegaard som La Fleche og Jacob Weble som både monsieur Simon og politikommissæren. Begge er de særdeles drevne og driftssikre.  

Endelig er der Harpagons datter Élise og hendes udkårne Valere, som i hemmelighed er kærester, og hvis skæbne altid vækker sympati. De spilles af Andrea Øst Birkkjær og Joachim Kubel, og det gøres med smæld og så megen overbevisning, at man tænker: Her er et powerpar, som vi forhåbentlig kommer til at se igen i mange komedier fremover.

Årets stykke ”Den Gerrige” er klassisk Grønnegårdsteatret med stor skuespilkunst og en god energi – og tak for det. For vi lever i en tid, hvor gamle dødssynder er blevet dyder, og hvor den ene rystelse kommer efter den anden, samtidig med at vi på næsten harpagonsk manér forventes at være nyttige og effektive samfundsborgere 25 timer i døgnet.

Så for et par timer at kunne blive underholdt og more sig i godt selskab med dygtige skuespillere og samtidig blive mindet om de langt vigtigere menneskelige værdier er lifligt som glas mental rosé-vin.

Og når det så tilmed serveres så levende og vibrerende, som det gøres i ”Den Gerrige” på Grønnegårdsteatret, ja så kan man kun være i højt humør – sekunderet af de måger, der skriger på lige de rette tidspunkter undervejs. Noget af en instruktion.

Danmarksbloggen giver ”Den Gerrige” fem ud af seks diamantringe – som den, der spiller en rolle, selv når klapsalverne brager. En fin detalje i en formidabel og elegant forestilling.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Margrethe”

Udgivet den af
Svar

Et dansk musical-hit havde premiere Skt. Hans-aften på Gl. Scene på Det Kgl. Teater.

Så kort kan den nye musical ”Margrethe” beskrives. For den er – med sin fængende og storladne musik samt det eminente skuespil, der kun overgås af sang i absolut verdensklasse – det, man får, når man sætter sig i de røde plyssæder for på landets fineste scene at se og høre historien om Dronning Margrethe d. 2, mens de grønne kulisser drejes og vendes.

Den handler om kærlighed. Kærlighed mellem en dronning og hendes folk. Mellem en dronning og hendes forældre. Mellem en dronning og hendes mand. Mellem en dronning og hendes børn og børnebørn. Og måske allermest mellem en dronning og den skæbne, som blev hendes.  

Skæbnen som Danmarks regent. En skæbne, der går i arv, og som i sig har en iboende ensomhed. Fordi regenten er den, der alene bærer ansvaret.

Det er meget for ethvert menneske – og det er også det centrale omdrejningspunkt i denne gribende fremstilling af Dronning Margrethes liv og virke. Mændene bag – Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier – sagde mindre end to timer inden premieren på TV2 News, at musicalen handlede mere om mennesket Margrethe end om Dronning Margrethe d. 2 af Danmark.

Men både i virkeligheden og på scenen kan de to ikke adskilles. Dronningen ER sit virke – og i sit virke er hun sig selv. For hvem skulle jeg ellers være, kan man næsten høre Hendes Majestæt sige med præcis den venlige og bestemte betoning, som Ulla Henningsen, der spiller den gamle dronning, rammer til så stor perfektion, at man godt kunne tro, at det var Majestæten selv, som stod på scenen.

Dronningen er heller ikke ukendt med hverken scenen eller kunsten i form af fx malerier, og det hører vi med rette meget om. Men Majestætens dybe kristne tro nævnes ikke, og det er synd. For nok havde Dronningen i prins Henrik sin faste støtte (og han får også i musicalen al den hyldest, som han fortjener). Men regenten sætter sin lid til mere. Det har Dronningen selv sagt i flere interviews gennem tiderne.

Og nok nævnes det tit i forestillingen, at det er vigtigt at tro på noget, som er større end sig selv. Men vi hører ikke rigtig, hvad dette så er i Dronningens tilfælde. Er det Gud, eller den forpligtelse overfor danskerne, der som en rød tråd går gennem Dronningens mere end 50 år lange virke?

I musicalen får man kun fornemmelsen af forpligtelsen. Men jeg tror, at det er både den – og troen, også fordi hendes valgsprog er Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke.

Valgsproget, som ellers er at regne for en regents hensigtserklæring, er desværre ikke med i musicalen, som fortælles med afstikkere frem og tilbage i tiden, selvom grundhandlingen skrider frem i kronologisk rækkefølge.

Så vi møder ikke en, ikke to, ikke tre – men hele fire Margrether, der indimellem også møder hinanden, og taler sammen. Det er der noget meta over på den gode måde.

Emilie Groth som den unge, voksne prinsesse Margrethe og Xenia Lach-Nielsen som den voksne Margrethe midt i dronningegerningen – og som de to kan synge, danse og agere. Ja, det kan hele castet. Gang på gang rives vi med og løftes til højderne.

Men alligevel træder den yngste Margrethe – kaldet Daisy – og den ældste Margrethe frem på en særlig måde.

Den ældste – Ulla Henningsen – fordi hun med varme og med stemme, mimik, bevægelse og alt andet er, som vi kender Dronningen i dag. En dronning, der i musicalen ser tilbage på sit liv med lige dele refleksion, accept og kærlighed, mens hun leder efter den hestesko-formede broche, som hun fik af sin far, da det blev bestemt, at hun skulle være Danmarks næste regent.

Rollen som Daisy synges af forskellige. Det er også en krævende rolle for en purung pige, men Lily Hanskov Aginsky, som sang rollen til premieren, gjord det så klart og så stærkt, at hun kunne synge op til – og så man kunne høre hende gennem de tre voksnes kvinders stemmer. Dét fik hun selvsagt enorme klapsalver for.

Hun var fantastisk. Intet mindre – og hun ville være en god Ariel, hvis man skulle genindspille Disney-versionen af H. C. Andersen-eventyret. Der var også dele af musikken, som bragte mindelser om netop dén Disney-produktion.

Generelt gjaldt, at musikken hele vejen igennem havde et Margrethe-tema, og at den bakkede op om historien fx ved at dele af ”Der er et yndigt land” blev spillet i mol under besættelsen, at der var forvirrende violiner, mens prins Henrik var dement og så videre.

Så ja, musikken var bevægende, hvad enten den mindede om styrken fra ”Hamilton” eller sødmen fra ”Kongen og jeg”.

Det sidste især måske i kærlighedsmødet med den franske greve, som varede lige, indtil han gik ud af tiden – og ud til de andre, der gik forud, og for en tid lader Margrethe alene tilbage, inden Frederik og Mary skal overtage.

For sådan er det. Tronen og kronen kræver det hele menneske – og Margrethe d. 2. har givet os gennem et langt liv. Derfor er denne hyldest til hende lige så rigtig, som den er smuk – og den er meget smuk.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks dronningekroner til musicalen ”Margrethe”. Den kan nemt blive en dansk musical-klassiker.

Det er Mikkel Rønnow Musicals, som producerer – og der spilles på Gl. Scene på Det Kgl. Teater i København, Odeon i Odense og Musikhuset Aarhus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk