Tag-arkiv: Nørrebro Teater

Anmeldelse: ”Tid til glæde”

Udgivet den af
Svar

Der er forestillinger, som stiller flere spørgsmål end de giver svar. ”Tid til glæde” på Nørrebro Teater er en af disse. For hvad handler stykket i grunden om? Ja, mennesker mødes, og banaliteter udveksles, men ellers?

1. akt er en lang række tilfældige møder på en øde beliggende strand, hvor flere oplever så særlig en fred, at de gerne vil begraves dér, når det bliver tid til den evige hvile. For her er det lange perspektiv på. Som et andet svar er scenen en ganske larmende og leve-i-nuet-fest i 2. akt, hvor personerne er iklædt rødlige og orange nuancer, mens farvenuancerne i 1. akt holder sig i grøn og blå.

Stykket handler altså om modsætning og spejling – også i karaktererne. En enkemand bliver til en enke, en homoseksuel til en heteroseksuel og så videre. Den eneste, der for alvor ikke skifter ham, er moderen, som både i 1. akt og i 2. akt står som det hjul, hvorom alting drejer – også de to eneste navngivne personer i stykket ægteparret Aksle og David, som dog ikke er sammen længere.

Aksle, der indtil slutningen af 1. akt indtager en Godot-agtig funktion. Ham, som alle taler om, men som aldrig viser sig. Aksle, som så pludselig alligevel dukker op. Men kun for at fortælle, at han forsvinder – ikke for altid, men for lang tid. Moderen er selvfølgelig parat til at vente.

Det er manden David ikke. Så i 2. akt holder David fest for sine venner – og alle andre, der har lyst til at komme. Der sker vist nærmest i trods, og selvom både Aksles mor og Davids mor kommer, endda iklædt samme store og omklamrende trøje (bare i hver sin farve). En trøje som på Aksles mor giver tryghed til både Aksles og Davids søster.

Davids mor vælger i stedet at give David en rørende kærlighedssang, som vi alle sammen i publikum kender, men ikke er vant til at høre blive sunget i dét tempo og på dén måde. Det kan også noget, og man går fra teatret med en tanke om, at ”Tid til glæde” handler om, at vi skal blive bedre til at synge for hinanden.  

Om det lykkes Aksles mor at finde Aksle, ved vi ikke. Eller også gør vi? For måske er der i virkeligheden kun tale om én gruppe mennesker i denne moderne version af et stykke absurd-teater, der har det gode, gamle kammerspil i ascendanten.

Konflikterne om arv, utroskab, børn eller ej og behovet for at blive set, anerkendt og elsket er i hvert fald så gamle som menneskeheden selv. Så vi kan alle – uanset alder og livssituation – finde noget – og nogen – at spejle os i.

Og ensemblet spiller forrygende. Det er også stærke kræfter: Tina Gylling Mortensen, Peter Christoffersen, Katinka Lærke Petersen, Johannes Lilleøre, Christiane Gjellerup Koch, Sarah Boberg, Jacob Weble og Brian Hjulmann.

I hovedrollen som moderen ses Tina Gylling Mortensen der med saft og kraft sætter og fylder scenen, uanset om hun er blå eller rød mor. Men alle leverer skuespil direkte fra teaterskolens håndbog i, hvordan det skal gøres.

Desværre er manuskriptet ikke fra samme øverste hylde. Ikke at det er et problem, at der stort set kun snakkes. Tag Becketts udødelige ”Mens vi venter på Godot”, som må være den store inspirationskilde, hvor der sker endnu mindre og tales endnu mere end her. Men hvor Beckett er spot on og ind til benet, så fortæller norske Arne Lygre, som er forfatteren bag ”Tid til glæde”, både for meget og for lidt.

Så selvom man som teatergænger bliver glad, når skuespillerne tør bruge hele deres krop, så der kommer en stoflighed og et nærvær i stykket, som klæder forestillingen, så havde en afkortning af manus og en større skarphed i replikkerne betydet et gedigent kvalitetsløft.

Og det gælder måske især Aksles/Davids rolle, som ham/dem, der forventes at komme med glæden – illustreret ved endnu en sweater, men her ikke én, som andre kan krybe ind i. Derimod én, som kun personen selv kan gemme sig i.

”Tid til glæde” får derfor fire ud af seks af de kramme-trøjer, som både blå mor og rød mor ifører sig som et værn mod verden – og en varm og blød skal for deres børn at krybe ind i.

For måske handler ”Tid til glæde” allermest om selvglæde, morglæde. Om at der ingen større lykke er end at bringe et barn til verden. Det skulle da lige være, hvis man som Tina Gylling Mortensen siger til datteren: Jeg kan li´ dig som voksen. For kan man lide sit voksne barn, så er ens lykke gjort, så holder man Gud om hælen, som det hedder i nogle af Lygres replikker, der sidder, hvor de skal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vi betaler ikke”

Udgivet den af
Svar

Der findes teaterstykker, som er aktuelle lang tid efter, at de er skrevet. Et sådant er Nobelpris-vinderen Dario Fo´s næsten 50 år gamle ”Vi betaler ikke”, som i en opdateret 2023-version havde premiere på Nørrebro Teater lørdag aften.

Og sikke en premiere. Skuespillerne mestrede på fineste vis den sværeste af alle scenekunster: At formidle et vid og et bid, som vi i publikum både kunne spejle os i og grine af. Og som vi lo. Den ene lattersalve efter den anden samtidig med at den ubehagelige følelse af et snarligt samfundskollaps krøb ind over os.

For Nørrebro Teaters version af ”Vi betaler ikke” er mere vedkommende og samfundsafslørende end nogen nyhedsudsendelse eller avisartikel. Det mest absurde i 2023 er nemlig ikke kister i skabe, en betjent hvis mave pumpes op som en anden ballon, eller dette at kunne blive gravid på den tid, som det tager at proppe en fuld indkøbspose ind under joggingtrøjen.

Det allermest absurde er, at virkeligheden er 10, ja måske 100 gange mere absurd end dette på alle måder vellykkede teaterstykke. Der var derfor også stående applauser i lang tid. Alle mere end velfortjente.

For ”Vi betaler ikke” er den skarpeste formidling af vores tid, som jeg endnu har set på en scene: Hvordan vi – fordummede af skærmens tomme underholdning og vores manglende tiltro til egne evner og ret til at få del i goderne – køber magthavernes fortælling om det rigtige i at rette os efter en moral, som de selv for længst har smidt væk.

”Vi betaler ikke” er derfor en uhyggelig reminder om, at vi lever i en tid, hvor de rettigheder og systemer, der skulle beskytte mennesker, forvitrer og forsvinder. Og derfor fortjener dette mesterværk – både manuskriptmæssigt og skuespilsmæssigt – al den ros, som tænkes kan.

Vi følger de to par: Annette og Michael, spillet af Lone Rødbroe og Thomas Mørk – og Mia og Bjørn, spillet af Anne Laybourn og Asbjørn Krogh Nissen. Samt et par politifolk, en bedemand og Michaels far, som alle spilles af Mikkel Becker Hilgart.

Sidstnævnte kender mange fra TV2-serien ”Sygeplejeskolen”, hvor han leverer en solid præstation. Men Mikkel Becker Hilgart kan meget mere, og i ”Vi betaler ikke” er han her og der og allevegne med en eminent timing – og et kæmpe talent for både komikken og dramatikken.

Lone Rødbroe er den driftige Annette, og hun er et kraftværk i dén rolle, når hun med stor energi suser rundt på scenen, og lukker de usynlige døre, der sammen med en enkel og stram scenografi i gråt og grøn danner en ramme, som er vældig effektfuld – især til slut.

Annettes mand Michael spilles af Thomas Mørk, hvorom alle ved, at han er vanvittig morsom med både stemme, mimik og bevægelser. Men han kan også være dramatisk. Og der er noget både rørende og farligt over hans konfliktsky karakter, som han får formidlet med stor autenticitet.

For både Michael – og Mia starter med at tro på, at reglerne skal følges. Anne Laybourn er overbevisende som den unge Mia, der dog slutter af med at gennemskue et system, som er ved at kollapse i en grad, så hun kan sammenfatte hele svigtet af befolkningen i få sætninger.

Hendes kæreste Bjørn, spillet med nerve af Asbjørn Krogh Nissen, har for længst gennemskuet det hele – og er ligesom Annette i fuld gang med at udøve den civile ulydighed, som vel nærmest er en borgerpligt, når uligheden stiger så meget, som den gør – også IRL i øjeblikket.

For det er dér, at vi er – overalt i Europa her i 2023. Englænderne vælger mellem eat or heat. Franskmændene går på gaden med gule veste på kroppen og en revolution i tankerne. Svenske pensionister sulter i stilhed og med de knyttede næver i lommerne. For sådan håndterer man uretfærdighed i Sverige.

Og i Danmark har vi stadig flere, der må vælge mellem mad eller medicin. Som om vi med 37 milliarder kroner EKSTRA i statskassen ikke havde råd til, at alle – også syge, gamle, børn, ledige og andre uheldige – kunne leve et værdigt liv. Men politikerne vil – med få undtagelser – hellere tilfredsstille de velbjærgedes grådighed med flere skattelettelser.

Så det virker nærliggende at tro på det samfunds-kollaps, som uvægerligt kommer, når de små og svage skal bære samfundet, og samfundssindet kun går den ene vej: Fra borgerne og til staten. Men et velfungerende og værdigt samfundssind går også – og måske mest – den anden vej: Fra staten til borgerne, og især med fokus på omsorg til dem, som har særlig brug for hjælp.

Det er slet ikke svært at forstå, og derfor mødes alle vi, som endnu har kræfter, af et krav fra scenen på Nørrebro Teater: Kravet om at kæmpe for, at staten lever op til sit ansvar for sine borgere, så vi i dette lille, rige land kan være fælles om både pligten og goderne.

Mangler De kampmod – eller måske at blive overbevist? Så gå ind og se ”Vi betaler ikke”.

De kan også teste Deres egen moral og samvittighed undervejs. For i baren betaler man, hvad man ønsker for drikkevarerne. Intet beløb er for småt og intet for stort. Men uanset hvad har man brug for noget at styrke sig på, når man har set stykket.

For ”Vi betaler ikke” er et virkeligheds-beskrivende og rystende mesterværk, som fortjener seks store kaninhoveder ud af seks mulige som dem, der puttes i hirsegrøden for dog at få lidt solid mad ned i den slunkne mave.

Det er Dario Fo og Franca Rame, som skrev det italienske originalmanuskript, der blev oversat af Bent Holm. Det er her bearbejdet af Peter Dupont Weiss, Joy-Maria Frederiksen og Mads Wittrup Andersen. Joy-Maria Frederiksen har også instrueret, og det har hun gjort lige så godt – hvis ikke bedre, som hun gjorde det med årets Cirkusrevy.

Et af revy-genrens smukkeste træk er i øvrigt, at den med humor og satire kan fortælle noget vigtigt om det samfund, som vi lever i.

Det gør denne forestilling også – blot med den forskel, at her er det ikke bare små stik. Her drejes kniven helt rundt, samtidig med at latterbrølene fylder salen. Dét er formidabelt lavet – og desværre også nødvendigt i dén tid, som vi lever i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Stalins død”

Udgivet den af
Svar

Indimellem kan noget være så tæt på – og samtidig så langt fra, at man tænker: Hvad sker der?

Sådan havde jeg det på Nørrebro Teater, da jeg så ”Stalins Død”, der er ment som en komedie, men som i lyset af verdenssituationen mere er en tidsrejse. Både en historisk tilbage til Stalins død i 1953 (det, som sker på scenen) og en fremtidig til den dag, hvor nutidens russiske tyran Putin ikke er mere (det, som man i stille stunder godt kan fundere over, hvornår sker).

For det er en gammel sandhed, at når despoter dør, så skabes et vakuum, hvor ingen vil tage ansvaret, men alle gerne vil have magten. Og det er en anden gammel sandhed, at sejrherren er den, der ingen midler skyr for at få magten.  

For magten er noget, som man tager i et ultra-beskidt spil på liv og død, der kræver mere end alenlange dødslister, brutale henrettelsesmetoder og skjulesteder i væggen, hvis kampen skal fylde på en teaterscene i mere end to timer.

Og det gør ”Stalins død” desværre ikke. Der mangler – manuskriptmæssigt – psykologisk bredde og dybde i portrætterne af de kæmpende, men også referencer til en nutid, som er lige så skånselsløs som Stalins tid. Enkelte hip til vor tid kommer, som fx truslen om at man jo altid kan falde ud ad vinduerne. Men i en krigstid som nutiden behøver vi mere at spejle os i.

Apropos billeder: Vidste De, at netop Stalin er Putins forbillede? Stalin, som skabte den version af sikkerhedsstyrkerne (KGB), som Putin er et produkt af. Stalin, som formulerede den imperialistiske russiske fortælling på samme måde, som også Putin køber ind på. Så ja, Stalin er – også i 2023 – relevant. Men det er Stalins liv og ugerninger, som giver mening, når vi skal forstå Putin og nutiden. Ikke Stalins død – hvor absurd den end var.

Forestillingen ”Stalins død ”er også ramt af uheldig timing. Forestillingen var nemlig oprindeligt sat til en premiere i vinteren 2021 – altså året inden Putins invasion af Ukraine.

Og jeg er sikker på, at vi havde set forestillingen på en anden måde dér. Dengang havde vi – lidt upassende måske, men i behørig afstand af 1953 – grinet af det, som vi troede, var fortid. Nemlig dengang der også på vores breddegrader var tyranner, som overfaldt andre lande, og førte territoriale krige mellem staterne i Europa. ”Stalins død” havde på den måde været synonym med den sidste europæiske tyrans død.

Men vi tog fejl. For det var ikke slut. Slet ikke.

For et år siden, torsdag d. 24. februar 2022, rullede Putins kampvogne ind i Ukraine – og vi forstod, at bjørnen derovre er vågnet igen – og at den både vil og kan true os i Vesten. Spørg bare polakkerne, balterne, finnerne – og især ukrainerne. De kender alle biddet fra den russiske bjørn.

Det ville i øvrigt klæde forestillingen, hvis den turde sige ukrainske bjørneunger – og ikke blot lettiske, litauiske med flere. Det ville også give mere mening. For Ukraine er i Ruslands selvforståelse en naturlig del af ikke blot Ruslands interesseområde, men nærmest en del af Rusland selv. Ligesom Belarus er det – altså iflg. russerne. Ikke iflg. os andre, som nu kæmper mere eller mindre direkte mod Putins Rusland.

For vi lever igen i en krigstid – og dér behøver vi noget, som vi kan relatere til. Og det er (medmindre man er skarp på Den Kolde Krig, og kan oversætte dens virkelighed til putinsk) ikke kammerat-sprog, Den Røde Hær og en centralkomité, der er imod de ortodokse præster. Den slags minder mere om gamle James Bond-film og John le Carré-romaner.

Nutiden er derimod russiske hackere, trolde på internettet, kampvogne med Z malet på, Wagnergruppen, oligarker der falder ud ad vinduer, eller må opgive deres yachter samt en russisk patriark, der i fuldt ornat sidder meget tæt på Putin ved enhver lejlighed. Det er historier om russiske soldater, der torturerer og dræber, om ukrainske børn, der bortføres til Rusland, millioner af flygtninge og meget mere.

Vi ser og hører om rædslerne dagligt. Og selvom det i grunden ikke er fair at holde krigsvirkeligheden 2023 op foran et teaterstykke om 1953, så er krigsvirkeligheden som et tidevand, der ikke kan holdes ude. Ikke når det hele er så grumt, og når både teaterstykket og virkeligheden handler om Rusland, magt og to despoter, der på tværs af tiden er brødre i ånden og i deres ugerninger.

Så skvulper det uvilkårligt. Sådan må det være, når fortidens despot Stalin har været død i 70 år, mens nutidens despot Putin kan trykke på atomknappen hvert øjeblik, det skal være. Stalin kalder med andre ord i bedste fald på historisk interesse, mens Putin rimer på hele Vestens aktuelle angst og risiko for 3. Verdenskrig.

Forestillingen bliver derfor på en måde til et hvad-så-spørgsmål. For nok kommer der et magtspil efter Putin – hvis vi undgår atomkrigen. Men det magtspil vil foregå bag lukkede døre i Kreml – og i Beijing. Så ingen almindelige mennesker får indflydelse på udfaldet. Vi kan blot vente og se, hvem der er last-man-standing. For det vil være en mand i det patriarkalske Rusland.

Heldigvis er det ikke sådan på scenen. Her spiller både mænd og kvinder mændene, der slås om magten efter Stalin. Det er godt lavet – og som de kan, både d´damer og d´herrer.

I centrum er Vicki Berlin, som uden slinger i valsen gestalter den kommende leder Khrusjtjov, både når hun banker med den berømte sko – og når hun er ”lidt bekymret”.   

To andre, som også har et ekstra gear, er Andreas Jebro, der både fysisk og skuepilsmæssigt rager op – og Thomas W. Gabrielsson, der er som skabt til at spille noget med politik, magt og fordækt agentvirksomhed.

Thomas Mørk er en af komediens danske mestre – og det viser han flere gange i forestillingen, der retfærdigvis også kaster flere gode grin af sig.

Amalie Lindegård står også stærkt – som både Svetlana, Stalins datter, og koncertpianisten, der stik mod alle andre har mod. Rigtigt mod. Hun er også den eneste i stykket, der beskæftiger sig med kultur. Bare en tanke: Bliver man modig af kultur?

Ja, hele holdet – som også omfatter Isa Marie Henningsen, Solvej Sonne Horn, Mathias Flint og Anders Mossling – spiller, som var de truet med en portion novichok, hvis ikke de leverede på øverste hylde. Det gør de så også i disciplinen klassisk skuespil med en fortløbende handling, replikker på en snor, ind fra højre, ud til venstre – og ind igen.

Danmarksbloggen ender derfor på fire stjerner, også på grund af den lille pige, som modigt er på scenen ikke én, men hele to gange i forestillingen.

Hun er så rolig og fattet – og har helt styr på sin mimik og bevægelser – selvom alle de voksne farer rundt som fluer i en flaske, råber og reagerer. Det er strålende lavet aften efter aften. Så hun – eller rettede de (for de er to, som deles om rollen) skal have en stjerne helt for sig selv.

De to dygtige piger hedder Olivia Emilie Skovbo Ahlbom og Isabella Joan Petersen Leece – og hurra for dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”

Udgivet den af
Svar

Er konklusionen om, at det er ok at fejle tilstrækkeligt til en morale, ja en happy end? Dét spørgsmål sidder i mig efter at have set ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag” på Nørrebro Teater.

For måske er accepten af ”at det er menneskeligt at fejle” rigeligt, hvis man lever i en nul-fejls-kultur. Men på den anden side virker det småt, hvis ikke man har værdier og idealer, så man tør sætte barren højere – og ville noget mere her i livet end management-illusionen.

Altså ville noget af det, som betyder noget. Og det er kærlighed og kunst, som en dansk statsminister sagde det, da han på sin magts tinde i 1980´erne blev spurgt om, hvad det vigtigste i livet var.

Kærlighed og kunst er så også det, som ikke kan sættes ind i en strategiplan, bruges i en storytelling, et mindset eller som man vækste på – og hvad det ellers hedder alt sammen af alle de buzz-words og buzz-begreber, som flyder som en malstrøm gennem ikke kun forestillingen, men også hele vores samfund.

Langt de fleste danskere lever nemlig minimum otte timer om dagen i en virkelighed, hvor de bruger den slags vrøvle-ord i identifikationen af både dem selv og af meningen med det arbejde, som de laver.

Det er trist – og lige så gråt som kostumerne på scenen, hvor kulisserne generelt er holdt i netop grå, hvide og sorte nuancer. Man kommer til at tænke på Storm P.´s berømte billede ”Tilbage til naturen”, hvor den store grå masse går mod fabrikken, mens den enlige vagabond vandrer ud i skoven og farverne.

Farver, som når de endelig optrådte på scenen, var ledsaget af en dyb basrytme og en følelse af, at nu går vi amok til fx denne giftig-elektriske lilla, som det skete i en dans om ikke guldkoen, men forbruget og mersalget – her i form af vaskemaskiner, der vaskede den sidste rest autencitet ud af sjælen.

Der var generelt en del musik – og sang i forestillingen, men kun få sammenhængende forløb. Til gengæld var der mange enkeltsituationer taget 1:1 ud af hverdagen. De optrådte som fragmenter, der hvis man tænker ud af boksen, som management-folkene altid priser at gøre det, fik mig til at tænke på revy-genren.

For kunne denne forestilling ikke være et bud på en moderne revy? Folk reagerede i hvert fald sådan. De klappede, hujede og grinede – både når det var tilsigtet og indimellem også ganske spontant.

Ætset på nethinden er sukkerdansen mod køleskabet og det stykke kage, som stod derinde – og som selvfølgelig især fristede hende, der ”ikke spiser sukker i denne tid”. Men også julefrokosten med al dens forlorne løssluppenhed, turen i myldretiden med rejsekort-bøvlet, mødet på Teams med manglende bukser og nyindkøbt hundehvalp er bare nogle få eksempler på en hverdag, som de fleste kender alt for godt.

På scenen møder vi Karoline Brygmann, Gustav Dyekjær Giese, Magnus Haugaard, Troels Lyby, Lila Nobel og Nørrebro Teaters Folkekor. Det er glimrende. Men hvor mange stjerner skal ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag” have? Det kunne man godt holde et seminar om – måske endda et med spa og croissants.

For der mangler en form for samlet og kontinuerlig fortælling, der binder stykket sammen – og det berettiger kun til fire stjerner, selvom castet spiller forrygende. På den anden side: Så var det en hel sal, som gennem hele forestillingen selvironisk skreg af grin – ramt på egen adfærd – og det skal som minimum give fem, måske seks stjerner.

Så vi ender med 5 stjerner til ”Jytte fra marketing er gået for i dag”, som gives med en følelse af at have set sin egen tid – uden filter, uden fortolkning, men sjovt. Tænker man nærmere over det, er det også en virkelighed lige til at græde over.

Græde fordi der findes mange mennesker, som er sat udenfor dét identitetsgivende arbejdsfællesskab, som det store flertal af danskere tager for givet.

Men man kan også græde over dem, som har et adgangskort til virksomhedernes kantiner og kontorer. De lever nemlig uden nogen anden gylden cirkel end den, som de spilder tiden på i forsøget på at forstå why, how, what i den evige hamsterhjulsjagt på næste projekt, næste skridt op på karrierestigen.

Dét er meget forstemmende i virkeligheden, men meget morsomt og medrivende fremstillet på Nørrebro Teater.

Manuskriptet er blevet til på baggrund af Morten Münsters bog.

Forestillingen spiller til og med d. 27. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: En folkefjende

Udgivet den af
Svar

En af teatrets vigtigste roller – hvis ikke dén vigtigste – er at afspejle virkeligheden og give beskueren en dybere forståelse af sig selv og sin tid.

Og netop det gøres for fuld på skrue på Nørrebro Teater, hvor man i øjeblikket spiller Henrik Ibsens ”En Folkefjende” med Søren Pilmark i den altdominerende hovedrolle som den idealistiske – og i starten naive – læge Tomas Stockmann, der har fundet ud af, at vandet brugt i det kurbad, som er den store motor for byens vækst, er meget forurenet.

Stockmann vil selvsagt gøre noget ved det som rense jorden og omlægge vandrør med mere. Men det vil koste mange penge – og de facto lukke kurbadet. Så byens spidser og magthavere – fra medierne over borgmesteren og til byens store pengemand – sætter sig hurtigt, brutalt og med alle midler imod. Stockmann udråbes til folkefjende – og farlig for demokratiet.

Lyder det bekendt? Ja, men det er det også. Stykket er nok skrevet for næsten 140 år siden, men det kunne være skrevet i dag. Kampen om magten, de kortsynede hensyn til egen vinding og alt det andet, der skader fællesskabet – og i dag også kloden og livsbetingelserne – vinder som regel stadigvæk.

Nørrebro Teaters version er så en opdateret og bearbejdet version af det gamle skuespil, hvilket kun gør stykket endnu bedre. For dialogerne og billederne er vores tids.

Første akt er derfor virkeligheden 1:1 i et delvist morsomt, delvist sylespids-spiddende kammerspil med et væld af gode dialoger rundt om den på det tidspunkt agtede læge Tomas Stockmann. Vi møder:  

Datteren Petra med de mange drømme og holdninger spillet med stor kraft af Camilla Lau.

Søsteren og borgmesteren, der lider af magt- og anerkendelsesyge – og som spilles med finesse og sans for de små kig ind til sårbarheden af Malene Melsen.

Konen, den desillusionerede aktivist, spillet med ømhed over det spildte liv af Githa Lehrman.

Svigermoderen med pengene og ambitionerne spillet med den ypperste fingerspidsfornemmelse af Marianne Høgsbro.

Byens karriere-bevidste og selvcentrerede redaktør spillet overbevisende af Frank Thiel.

Hans endnu idealistiske journalistelev spillet med ægte indignation af Patrick A. Hansen.

Den tilsyneladende verdensfjerne kunstner, der spilles med overlegen arrogance af Benjamin Kitter.

Og endelig byens patron og pengemand, der spilles mesterligt af Tom Jensen, der som altid rager op både fysisk og skuespilsmæssigt.

Og så selvfølgelig Søren Pilmark i den store hovedrolle, som han udfylder med en personificering og en kraft, der tvinger os i publikum til at tage imod ham og hans ord. Og især i anden akt, hvor virkeligheden stadig er vores og nutidens. Men hvor verden og vi vises i en version, som vi ikke har lyst til at se.

Men Søren Pilmark lader os ikke slippe. Vi må stå det hele igennem – alle anklagerne, alle skældsordene – og der er ingen undskyldninger. Værst er dog de manipulationer, som vi også udsættes for – og som vi gennemskuer på scenen, men sjældnere kan gøre det ude i virkeligheden.

Lad den, der er uden synd (altså ren), kaste den første sten, siger Jesus i Biblen. Det er en leveregel, som for længst er blevet en del af vores fælles kultur og etik, hvad enten vi er troende eller ej. Ja, vi tænker ikke engang over, hvor denne regel om selv at være uden skyld for at kunne kritisere andre kommer fra.

Stykkets oprindelige forfatter Henrik Ibsen, der aldrig deltog i det modernes gennembruds opgør med religionen, var i udgangspunktet kristen på den personlige og pietistiske måde. Men senere blev det samfundsengagerede aspekt tilføjet til hans tro – og det løber også som en rød tråd i hans forfatterskab.

Spørgsmålet om skyld og skam er derfor også det centrale i anden akt. For hvem er ren? Stockmann synes, at han er. Det er så mod ham, der kastes. Dog hverken brosten eller store sten, men hårde ord og så lidt leverpostej-farvet grus. Det passer også til norsk – og dansk mentalitet.

Jeg følte mig i hvert fald ganske ramt, selvom gruset lå oppe på scenen. Ord er så ligegyldige, og det er kun handling, der taler iflg. Stockmann, som ender med at lade handling følge ord – og gå hele vejen.

Det skal man også – uanset hvad det koster, mener Stockmann. Det er voldsomt idealistisk. Der er samtidig også et glemt, men ultimativt krav i kristendommen om at gå hele vejen og ofre alt. Et krav, som Ibsen var bevidst om, og som han derfor var nødt til at lade Stockmann tage på sig.

Det er så samtidig et så stort krav om selvopofrelse, at de fleste af os ikke kan leve op til det. Ligesom vi ikke kan leve op til hele tiden at høre og sige sandheden, og kun sandheden, og hele sandheden og ikke andet end sandheden.

Der er så bare lige det djævelske i det, at troen på den fulde sandhed og ideen om, at vores demokrati fungerer tip-top, er blevet en del af vores kulturarv – og vores store fortælling om os selv. Og så glemmer vi behændigt og gerne, at vi ikke hverken kan eller vil leve op til noget af det.

Det er forstemmende, men den er dårlig nok. Og selvom jeg aldrig har forladt teatret så uforløst, med så stor en sten i maven og i brystet, så føles det rigtigt, at jeg i første akt så den verden, som jeg kendte – og jeg i anden akt blev set og genkendt som alle de andre grødhoveder, røvhuller og hvad vi ellers blev kaldt, mens Stockmann konfronterede os med vores magelighed, svaghed og svigt.

For sådan er det. Vi betaler alle en pris for vores behagelige liv. En pris, som måske i virkeligheden er alt for høj – hvis vi turde tænke efter. Det tør Tomas Stockmann i skikkelse af Søren Pilmark – og han gør det mere ærligt og mere afklædt end nogen fysisk nøgenhed nogensinde kunne illudere.

For Stockmann/Pilmark (for det er, som flyder rollen og manden sammen til én) er spejlbilledet af samfundet, af mig og alle andre. Og derfor skal denne sprudlende, grumme, vanvittige og vigtige forestilling ”En folkefjende” have seks ud af seks sten, som de sten jeg ville ønske, at jeg turde kyle lige i hovedet på alle med magt.

Klods-Hans gjorde det – dog kun med mudder, og så fik han prinsessen og det halve kongerige. Men det var også et eventyr, skrevet inden Ibsen og de andre lavede det moderne gennembrud.

For ude i virkeligheden har vi – røvhullerne, grødhovederne – valget mellem: 1) At makke ret og blive i vores job, lejlighed og så videre – eller 2) At pakke vores habengut og forlade byen som en anden dr. Hansen fra Matador, der måtte tage konsekvensen og flytte fra Korsbæk, da han offentligt brokkede sig over det fra fabrikkerne kommende forurenede vand i fjorden.

Hvor gik han hen? Og hvor gik Stockmann hen? Vi ved det ikke. Men vi ved, at kun de salige har luksussen at kunne stå i den silende regn – og blive helt rene. Måske nærmest døbte eller genopstandne på ny, mens de og vi andre tænker over stykkets måske mest berømte sætning: Den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene.

Eller som Petra her i 2021 ville skrive det i sin bog med sans for i tidens ånd at inkludere alle køn og alle pronomener: Det stærkeste menneske i verden er det/de, som står mest alene.

Det er Viktor Tjerneld, som har instrueret og bearbejdet ”En folkefjende”, som Nørrebro Teater laver i co-produktion med Odense Teater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

Anmeldelse: “ALLE GODE TING”

Udgivet den af
Svar

”ALLE GODE TING” hedder det stykke, som Nørrebro Teater har valgt at trodse Coronaen med, og som åbner teatersæsonen på Nørrebro. Det er skrevet af englænderen Duncan Macmillan, og det spilles af Frank Thiel – og publikum.

Indimellem sker det, at man bliver i tvivl om, hvorvidt det, som sker på scenen, er skuespil eller ej. Sådan havde undertegnede det i hvert fald på Nørrebro Teater i går, hvor Frank Thiel talte om selvmord, og havde flg. budskab: Selvmord er aldrig løsningen. Man skal lade være – og leve videre, selvom det er svært. Jeg kan ikke love, at alt bliver fantastisk igen, men det bliver bedre. Det gør dét.

Det er så heller ikke afgørende, om det var rent skuespil eller/og Frank Thiels´ egen erfaring. Det vigtige er nerven i budskabet om, at selvmord altid er en dårlig idé, både for den, som prøver – og af hensyn til de pårørende.

For selvmord smitter – og pårørende til selvmord, især børn, vil altid føle en skyld og en skam, selvom det ALDRIG er børns ansvar, hvis deres far eller mor tager den uigenkaldelige vej. Eller når de voksne prøver på det, som moderen til den dreng, Frank Thiel gestalter, gør det, da sønnen er ganske lille, og stadig går i indskolingen.

Hun reddes. Men det er en begivenhed, som får en grundlæggende betydning for resten af drengens liv – og for hans identitet. For noget gik i stykker den dag, moderen spiste piller. Noget som aldrig for alvor bliver i orden mere, selvom han prøver at gøre verden hel igen ved at skrive en liste over alle de gode ting, der er i livet fra Kung Fu-is over bobleplast og til den følelse af ophøjet ro, som opstår, når du befinder dig i en håbløs situation, og indser, at du ikke kan gøre noget ved det.

Om han selv nogensinde når dertil, drengen i forestillingen, i den rejse i hans liv, som vi følger, og som går forbi universitet, nedtur og kærlighed, kan man godt tvivle på. Men vejen skildres med stor hengivenhed og troværdighed af Frank Thiel. Man fornemmer, at der er meget på spil for Frank Thiel, som kontinuerligt inddrager publikum i det, som sker.

De er også kun rimeligt, kan man sige. For vi sidder nemlig alle sammen på scenen i fire afdelinger omkring den firkant, hvor forestillingen foregår. Sammen som vi også gør det på livets scene.

Forestillingen er derudover en lejlighed til at komme ud af Corona-boblen og ind i en anden og mere behagelig boble, hvor det handler om liv, nærvær, samvær, kunst, kultur og at nå hinanden som mennesker. Endda også dem, vi ikke kender – og som vi i mange måneder nu har lært ikke at være nær, selvom det er indbygget i mennesket, at vi rækker ud til hinanden, og laver en masser dejlige bobler sammen.

Bobler, som engang var en naturlig del af vores verden, og som bliver det igen en dag. Fordi de er bygget på det, som varer ved. Præcis som Frank Thiels dreng/mand gerne vil skabe et blivende fundament med lister over gode ting, som han håber, moderen læser, så hun kan forstå, hvor skønt livet er. Det er vidunderligt naivt, og lige hvad et lille barn ville finde på.

Som voksen ved man godt, at der ikke findes hverken Kung Fu-is eller rødvin nok i denne verden til at tage den eksistentielle smerte væk. Som mennesker er vi nødt til at acceptere, at livet stinker, selvom vi på den anden side kun kan leve, hvis vi bevarer fantasien og håbet om, at i morgen bliver det hele bedre.

Det er også derfor, at barndommen står som en tid, hvor alt var bedre. Det passer selvfølgelig ikke. Men erindringen kan være ganske nådig, især når den lader os glemme. Dvs. indimellem så leger vores hjerne Memory-spil med os i en grad, så også vi finder vores gamle lister frem – eller de finder os.

Og så kan de gamle lister hjemsøge os én gang til, både dem over vores fejltagelser og nederlag – og de mere positive med sollys, rigtig gode appelsiner og den kriblende følelse af mening, som susede rundt i kroppen efter det første kys, den første kærlighed – som alle var nævnt på listerne i ”ALLE GODE TING”.

Når man ser forestillingen, tænker man også, at Frank Thiel personligt har begge slags lister – og tør se dem i øjnene. Ellers kunne han ikke spille så energisk, så overbevisende, så autentisk – og samtidig være så meget til stede. Både i stykket – og i den virkelighed og de mennesker, som han møder i publikum, og hvor han modigt inddrager en stor del, og dygtigt hjælper de udvalgte på vej, så de bliver aktive medspillere.

Han er på alle gode måder ude i os allesammen. Vi bliver set og anerkendt. Intenst. Noget som man ellers i reglen kun oplever hos de bedste historie-fortællere, men som Frank Thiel altså også mester, og som skaber en ganske særlig dynamik.

Danmarksbloggen giver ”ALLE GODE TING” fem ud af seks gode ting, som kan komme med på listen over de mange gode ting, som der findes i denne forestilling:

1) Indlevende og engageret skuespil
2) En fantastisk evne til at inddrage os i publikum
3) Stumper og stykker af god musik
4) En historie, som giver meget med hjem
5) At få lov til efter forestillingen at stå på scenen og se ud på de røde plyssæder

For at se de røde plyssæder oppe fra scenen er et syn, som det normalt kun er skuespillerne forundt. Man nu ser vi det også, og så bliver man i tvivl igen: For normalt – når man sidder på Nørrebro Teater i de samme røde plyssæder, og tror, at man er publikum: Er man så måske også en medspiller for dem, som står på scenen? Og er alt i virkelighedens således, at vi alle er BÅDE tilskuere og medspillere i hinandens liv?

Virkeligheden og verden får en dybere og bredere dimension i ”ALLE GODE TING”, hvor skellet mellem skuespil og realitet viskes ud. Det er ganske enkelt en eminent forestilling – og vi er alle inviteret op på scenen.

Forestillingen præsenteres sammen med Odense Teater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Kirsebærhaven”

Udgivet den af
Svar

Kafka og Tjekhov på en og samme sæson. Dét lyder som en meget stor mundfuld for ethvert teater, men på Nørrebro Teater har man turdet gøre forsøget – og det er lykkes til fulde.

Efterårets opsætning af Kafkas ”Amerika” greb rystende ind i sjælefreden. Læs Danmarksbloggens anmeldelse her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10788

Og forårets opsætning af Anton Tjekkovs ”Kirsebærhaven”, der havde premiere i går, følger fint op med en historie, der er som grebet ud af enhver tid og ethvert sted, hvor der lever eller har levet mennesker. For vi er tilsyneladende ens alle steder til alle tider.

For hvad var det, som vi så på scenen (der ligesom kostumerne er holdt så enkel, mørk og minimalisktisk som en ægte nordic noir), hvis ikke det var os selv, vores egen verden og eget liv?

”Kirsebærhaven” er derfor mere reality end reality nogensinde bliver. For forestillingen er vist med en absurditet, en komik, en timing så skræmmende tæt på virkeligheden, at det kræver mod bagefter at se sig selv i spejlet.

For ja, vi griner af skuespillerne på scenen, når de gestalter Tjekhovs mere end 100 år gamle figurer fra et Rusland, som ikke findes mere – hvad enten de karakterer bevidst eller ubevidst flygter, lader sig distrahere, fortaber sig i detaljer eller sladder, observerer de andre fremfor at gøre noget ved egne sager, søger fornøjelserne og alle de andre krumspring, som foretages til stor moro for os på stolerækkerne.

Men vi er selv præcis lige sådan i Danmark i 2020. Både når det kommer til vores eget lille liv med de små dramaer, og når det handler om de store omvæltninger, der venter os og vor tid. Omvæltninger lige så voldsomme – eller snarere mere – som at miste godset og skulle sige farvel til både kirsebærtræer, flod og udsigt.

Sagde nogen i øvrigt klima og miljø? For ja, vi ved godt, at vi skal ændre livsstil, hvis vi skal overleve som art. Men derfor flyver vi alligevel til London på weekend, bruger masser af engangsbestik, når vi køber en to-go-kaffe eller en hurtig frokost, samtidig med at vi sætter vores lid til løsninger, som vi ikke ved om nogensinde kan realiseres.

Vores virkelighed er derfor også psykologisk set 1:1 sammenlignelig med at være fallit og bestille champagne på turen hjem til Rusland, fokusere på et bogskabs alder, når ens hjem skal på tvangsauktion, glæde sig over nogle ansjoser og de andre dårskaber, der konstant går i svang på scenen.

At mennesker havde og har denne enestående evne til at fortrænge det ubehagelige, selvom det står lige foran os og istedet fokusere på det ligegyldige og underholdende, vidste og accepterede Tjekhov, og derfor var ”Kirsebærhaven” for ham en komedie. Men tør man ikke se sig selv og sin egen latterlighed i øjnene, så bliver stykket en tung tragedie, som det også var for stykkets første instruktør Constantin Stanislavskij.

Dén købte Tjekhov så ikke. Han kendte som sagt til al forfængelighed og forstillelse – og det samme gjorde alletiders store mester Shakespeare, der i ”Macbeth” (også kendt og altid på teatrene omtalt som “Det Skotske Stykke”) lader hovedpersonen sige: En skyggevandring er vort korte liv, en stakkels skuespiller, som en tid gør støj og spræl på scenen, og som så er glemt, et eventyr fortalt os af en tåbe, fuldt af larm og bulder, som slet ingenting betyder.

Det er et citat, der passer godt på ”Kirsebærhaven”s mest oversete, men vigtige figur Firs, der holder både jakken, stykket og godset sammen, indtil der ikke er mere at holde på – heller ikke livet. Han spilles mesterligt af Michelle Bjørn-Andersen.

Hele castet spiller imidlertid formidabelt og overbevisende, hvad enten deres karakter har meget komik i rollen eller ej.

En ekstra ros til Tina Gylling Mortensen for hendes trylleevner i rollen som Charlotta, der siden barnsben har kendt til menneskenes undskyldning, fejl og svigt – og derfor ikke mener, at der er nogen at tale med om eksistentielle spørgsmål.

Den slags vægren ved at føle tillid til omverden – og til at turde, giver selvsagt en tung bagage, hvad vi også ser til sidst, da hun forsvinder sammen med godsejeren Pijstik – overbevisende spillet af Mikael Birkkjær, som også sørger for, at ens billede af heste aldrig bliver det samme igen.

Det samme gælder ens opfattelse af kunsten at tie stille, som blot var en af de stjernestunder, som Ole Lemmeke, der spiller broderen Gájev, gav os med en fantastisk timing og evne til at binde komik, tragik og psykologi sammen.

Familiens centrum – godsejerfruen Ranévskaja – spilles modigt af Christiane Gjellerup Koch, der tør gøre denne russiske overklassekvinde præcis så poetisk, drømmende, overfladisk og totalt uden realitetssans – og derfor også øretæveindbydende – som hun er skrevet. Ikke noget kvindeligt helgen- og heltebillede her – tak for det.

Ikke at der ikke er et kvindeligt offer i stykket. For selvfølgelig er der det, nemlig plejedatteren Várja, der aldrig rigtig tør gå efter sine drømme, men blot håber og lider i stilhed, mens hun får så lidt ud af alt sit møje og besvær. Hun spilles med vanlig sikkerhed og stor nerve af Sarah Boberg.

Så er der mere mod over datteren Anja – spillet med ungdommelig kraft og intensitet af Josephine Park, der i rollen er en selvsikker ung dame, men altid et sidekick, først til moderen og senere til huslæreren, evighedsstudenten Trofimov, som hun ender op med.

Han spilles af Asbjørn Krogh Nissen, som giver figuren et Rasputinsk skær med de meget store visioner om mennesket og en bedre verden. Som Ruslands andre hellige dårer mener Trofimov også, at han er hævet over kærligheden og andre jordiske ting, fordi han arbejder med og på realiseringen af denne nye tid.

I dag ser vi ham nok mest som en fantast, men mon ikke Tjekhov blev inspireret af de på den tid meget kendte og agtede hellige dårer i den russisk-ortodokse kirke, altså de hellige mænd, som gav afkald på alt jordisk visdom og ambition for at blive rene og ufordærvede i deres tro, her måske dog i en mere sekulær form.

Om end Tjekhov også skrev om forholdet mellem religiøs magt og politisk magt – ligesom at han skrev om forholdet mellem den formuende overklasse (de få) og de fattige livegne (de mange), der som andre slaver var ejet af deres godsejere.

Tjenestefolkene i stykket – den elskovssyge kontorist spillet så man får helt ondt i maven af sympati med ham Jacob Weble, den ligeså elskovssyge, men ikke klartseende stuepige spillet så man får endnu mere ondt i maven (for hvilken ung pige vælger ikke den mest lækre?) af Marie Tourell Søderberg og endelig den hjemvendte fuckboy Jásja spillet så man skulle tro at han havde været på Paradise Hotel og ikke i Paris af Youssef Wayne Hvidtfeldt – er derfor også med, både med deres egen menage-a-trois-fortælling og som nødvendige relationer til godsets frue.

Og endelig er der stykkets joker. Købmanden. Rigmanden. Manden med løsningerne (i hvert fald de økonomiske), som ingen vil høre på, og som spilles med lige dele komik og dygtig vist frustration af Henrik Lykkegaard, som de fleste nok mest kender fra ”Cirkusrevyen”, men han kan også så meget andet.

En ros skal også gives til den fjerde væg – os i publikum, som flere gange fik tiltaler fra scenen – og som vistnok generelt forstod, at vi alle sammen allerede var repræsenteret på scenen, hvor stort set alle menneskelige styrker og svagheder blev rullet ud.

Så det var bare at kigge i det indre mentale spejl og erkende: HVEM var jeg (mest) ligesom? Undertegnede ved godt, hvem jeg lignede mest – men jeg siger det ikke.

Jeg vil til gengæld gerne stå ved, at jeg skrev, at ”Kirsebærhaven” var komik, men som med alt i livet går komikken og tragikken hånd og hånd, og til sidst er der ikke meget at grine af mere. Alt er væk, ach du lieber Augustin.

Grinet er stivnet i en grum grimasse, og kun friheden er tilbage – hvad den end skal og kan bruges til. For den kan være lige så tom, som scenen blev affolket til slut i stykket.

Men rækker vi hånden ud, kan vi måske få og give hinanden tilgivelsen i tolerancens og rummelighedens navn, og så er den der fantastiske nye verden måske alligevel inde for rækkevidde?

Det er et stort måske – men tør vi lade være? Dét tænker man på efter endnu en pragtforestilling, der udfordrer og giver noget med hjem fra Nørrebro Teater.

Danmarksbloggen giver ”Kirsebærhaven” seks ud af seks kirsebær for en forestilling, der er både komik og drama, underholdning og tragedie. Men allermest er forestillingen det vibrerende og levende spejl, som vi mennesker har så desperat brug for, hvis vi skal have en chance for at blive her på kloden bare lidt endnu.

For som geograferne og geologerne siger det: Mennesket overlever ikke Jorden, men Jorden skal nok overleve mennesket. Og det skal den – i en anden form bevares, men det eneste konstante er forandringen. Det har vi mennesker – trods alt vores intelligens – bare så svært ved at forstå og acceptere – sådan for alvor.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 4. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Et juleeventyr”

Udgivet den af
1

Familieforestillinger og især til jul har det med at være hyggelige til et niveau, så de nærmest bliver pussenussede. Det gælder heldigvis ikke Charles Dickens ”Et juleeventyr” på Nørrebro Teater.

Her tør man både scenisk og skuespilmæssigt vise historien om den gerrige og grådige Scrooge præcis så uhyggelig og mørk, som den er skrevet. Det er kunstnerisk godt – og samfundsmæssigt nødvendigt i en tid som vores fyldt med den uvidenhed og grådighed, som Dickens mente førte til undergang.

For ja, der er stadig mange Scrooger derude. De blev ikke i London i 1800-tallet.

Men der er også et mørke i os selv. Et mørke, som vi kan gøre noget ved, men som kræver, at vi kan skelne mellem lyset og mørket. At vi kan genkende de skygger, som findes overalt – også i et menneskesind.

”Et juleeventyr” er nemlig en grum historie om mørket, uvidenheden og grådigheden i sin fortælling om den rige Ebenezer Scrooge, der julenat hjemsøges i flere omgange.

Først af Scrooges tidligere, nu afdøde partner Marley, der lænke-raslende og i røg og damp kommer for at advare Scrooge og sige, at han endnu kan gøre noget. Men at det er nødvendigt at handle nu, hvis ikke Scrooge skal ende som partneren, der til evig tid er fordømt, fordi han var lige så ond og hård, som Scrooge er det.

Men Scrooge får altså en chance til – via de tre juleånder, fortidens jul, nutidens jul og endelig fremtidens jul.

Der røbes næppe noget, når det afsløres, at det hele ender godt. At Scrooge bliver så god som nogen mand i den gamle verden. Samt at lille Tim – Scrooges ansattes alvorligt syge søn – overlever, så han kan slutte med at sige Gud velsigne os, hver og en, som det står i Dickens originalversion af ”Et Juleeventyr” eller ”A Christmas Carol”, som den hedder på engelsk.

Lige den del blev så ikke sagt på Nørrebro Teater. For kristendommen var helt væk i forestillingen til trods for at netop kristendommen er en vigtig del af Dickens julefortælling. Der blev i stedet talt om hjerter, kærlighed og tilgivelse – og det er alt sammen vigtigt og godt – og i øvrigt også kristne kerneværdier, som gerne må siges højt. For jo, vi kan godt sige kristendom, Gud og at velsigne uden at udelukke nogen.

Ja, der er en både historisk og kulturel værdi i at holde fast i manuskriptet og forfatterens trosmæssige ståsted. Især fordi det også har været med til at bestemme, at historien skulle ende med, at Scrooge blev vennesæl, gavmild og næstekærlig.

Og sådan ender det heldigvis også på Nørrebro Teater. For nok må en historie gerne være både grum og uhyggelig, men det skal helst ende godt.

Men så er det også slut med plejer – og tak for det. For midt i traditionernes højborg – og det er julen – så er det rart med noget fornyelse.

Som fx at Scrooge ikke spilles af en mand, men af en kvinde. Nemlig Mette Horn, og hun gør det simpelthen forrygende. I begyndelsen er man bevidst om, at det er en kvinde, der spiller en manderolle – men hurtigt glemmer man kønnet, og ser på egenskaberne hos karakteren, på stædigheden, påståeligheden, at der holdes fast i at grådighed er godt, og at julen og kærligheden er det rene humbug.

Mette Horn spiller overbevisende og med stor autenticitet den gamle gnier, der i løbet af en eneste nat formår at se hele sit liv, alle fejlene og så rette op på det hele og på sig selv. Det gøres dramatisk, med følelse – og med en komik, som letter og løfter, når det hele ellers knuger sammen i ens bryst.

Det er eminent godt lavet – og Danmarksbloggen kan lide, at Mette Horns Scrooge ligner en forpjusket version af Charles Chaplins vagabond – eller er det måske en Storm P.´sk vagabond? Det vides ikke, men det er også lige meget.

For ingen af de vagabonder havde hverken penge eller magt, og det har Scrooge til overflod. Men vagabonderne både hos Chaplin og hos Storm P. havde netop det hjerte, som Scrooge kun har foragt til overs for og gerne ser gennemboret af en kvisttjørn.

For et hjerte kan man ikke bruge til noget, siger Scrooge, som glemte eventyrerne, men huskede på pengene i lang tid, selvom han ellers fik hint på hint. Og det bliver serveret så fint af de andre fire skuespillere, der som planeter kredser i omløb omkring Mette Horns Scrooge, hvad enten de spiller mennesker eller ånder.

Nu skal ikke røbes for meget, men hver juleånd har sin egen identitet og sin egen komik – og ingen glemmer vist foreløbig nutidens juleånd, der på næsten Yahya Hassansk fremsagde et juledigt. Dén ånd var i det hele taget gennemført street. Et fint træk.

Et andet fint træk var stillbillederne, som flere gange kom frem, når scenen drejede – og vi sammen med ånden og Scrooge kom til et nyt sted i Scrooges liv og verden.

Stillbilleder, som så blev levende og bevægede sig, og som kunne være muntre som hjemme hos Scrooges nevø og hos hans chef i ungdommen, hvor der i den grad begge steder blev leget jul. Men vi så også det modsatte, når vi dybt rystede blev vidner til, hvorfor Scrooge blev, som han blev.

Der blev ikke lagt fingre imellem – heldigvis. For det er sundt – både for store og små at se, at vores behandling af hinanden har konsekvenser – også i mange år frem.

Menneskets uvidenhed, ukærlighed og grådighed kan derfor denne jul ses råt for usødet folde sig ud på Nørrebro Teater – men heldigvis sker det sammen med håbet og troen på, at kærligheden og medmenneskeligheden sejrer til sidst. Alt sammen bundet til den fineste julebuket af både drama og komik af de fem skuespillere: Mette Horn, Asta Kamma August, Jesper Groth, Andreas Jebro og Lila Nobel.

Danmarksbloggen giver ”Et juleeventyr” fem ud af seks julegaver.

Forestillingen spiller indtil d. 4. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Amerika”

Udgivet den af
2

Indimellem er der teater, der går direkte ind i maven, og sætter sig som en hård knude, der snurrer rundt og rundt i en knugende smerte, fordi det teaterstykke rammer så uhyggeligt meget plet.

Sådan et teaterstykke er Kafkas ”Amerika” på Nørrebro Teater – denne dystopiske og realistiske forestilling om den unge Karl Rossmann, der stadig er et barn, der han af forældrene sendes på en enkeltbillet med dampskib over Atlanten til New York, til en tilværelse og et land, som han ikke forstår – og som ikke giver ham en ærlig chance for at bevise sin kunnen – og sin gode vilje.

For den har Karl Rossmann sammen med en naiv idé om at give amerikanerne både musik og kultur. Men det er de selvfølgelig ikke interesserede i, og han kan overhovedet ikke afkode den verden og de mennesker, som han færdes iblandt. Så Karl Rossmann farer vild igen og igen – og kan ikke finde vej – godt illustreret af de mange grå døre på scenen, der er ligeså ens, som de er talrige.

Men hvad betyder det, at vi har mange valgmuligheder i livet, når vi alligevel kun kan vælge mellem det samme kedelige grå? Den samme grød af penge og netværk og at sige det rigtige, mens man kun tænker på at mele sin egen kage. Det er så samtidig den virkelighed, som Kafka – og vi andre – lever i. For nok er det cirka 100 år siden, at stykket blev skrevet, men den del af vores eksistens har grundliggende ikke ændret sig.

Stykket er derfor et skarpt og aktuelt portræt af et samfund i kapitalismens brølende vold, et samfund hvor der kun er plads til det, der tælles på bundlinjen – og til dem, som forstår at levere dette. Og det beskrives af Kafka uden forsonede træk, uden sukker – selvom turen efter New York går til Sugar Town.

Men i fortællingen om Karl Rossmann er der ikke noget sukker. Indimellem dramaet og tragedien og de hjerteskærende scener, hvor man som publikum bare vil styrte op på scenen og hjælpe ham, er der komik.

Dyster komik. Meget dyster.

Især fordi at hvert et lyspunkt, hvert et lige-ved-og-næsten-forsøg på at få hold på hans egen skæbne altid ender med, at han ryger endnu længere ned i den spiral, der starter med chikanerier, og fortsætter med ydmygelse og overgreb – og ender, hvor den må ende: Med døden.

For mennesker forsvinder i Guds eget land … og tilbage er kun drømmen om at stå tilbage i rampelyset.

Velvidende at uanset hvem der er stjerne i dag, så kan vedkommende forsvinde og blive skubbet ned i et dybt hul i morgen – som det sker for den på alle måder store kvindelige stjerne, pragtfuldt spillet af Trine Pallesen.

Det er i det hele taget et fantastisk cast, som også består af: Molly Egelind, Martin Greis-Rosenthal, Torben Zeller, Rikke Bilde, Kristian Holm Joensen, Rasmus Hammerich, Patrick A. Hansen og Thomas Hamilton som musiker.

Men i centrum er Nicolai Jørgensen, som spiller Karl Rossmann på en måde, der er mere end overbevisende. Han har nemlig et nærvær på scenen, som er enormt – og som mindede undertegnede om for nogle år siden, da jeg så selveste Ghita Nørby spille den jødiske mor i ”Indenfor murene” på Folketeatret.

Det er en stor sammenligning, men den er berettiget. For det var dette nærmeste fysiske og over-scenen-så-det-rammer-alle-nerver-nærvær, som gjorde, at man kunne mærke Karl Rossmann og hans savn, sorg, frustration, lidelse og smerte i hele kroppen – og også flere timer efter forestillingen.

En forestilling, der i øvrigt kræver noget af tilskueren – og tak for det.

For hvor er vi trætte af hurtige kultur-kalorier, der bare glider ned, mens vi griner – og glemmer igen med det samme. Det behøver vi ikke mere af. Vi har derimod brug for teater som det her. Teater, der vil noget, teater, der udfordrer os – og tvinger os til at se os selv og vores eget liv i øjnene – og til at tænke, også flere timer efter vi kom hjem.

For nok er figurerne karikerede – men vi kan genkende meget både fra de andres liv – og fra vores eget.

Gud giver os nemlig stadig nødder, og vi skal selv stadig knække dem – og man kan starte med at droppe nutidens grå døre, de allestedsnærværende skærme, for at gå i Nørrebro Teater og se ”Amerika”.

”Amerika” er en fysisk og sanselig forestilling, hvor vi kommer tættere på sandheden om os selv og vores samfund end vi måske har lyst til at se i øjnene – og alene af den grund kan den anbefales. Men det er også formidabelt skuespil – og i centrum lyser en af dansk teaters kommende store stjerner: Nicolai Jørgensen.

Danmarksbloggen giver ”Amerika” 6 ud af 6 Frihedsgudinder, som hende man ser i forestillingen – og som meget betegnende holder ikke en fakkel, men et sværd i hånden.

For der er ikke noget varme og oplysning over kapitalismen. Det er derimod et system, som gør kort og ubarmhjertig proces med alle, som ikke synger med på … Land of the Free and Home of the Brave …

Selvom friheden naturligvis ikke findes, og den, som tror sig fri, er fortabt – som et land kan være det. Som Amerika i Kafkas forståelse er det. Fordi et land, som insisterer på fuldkommen frihed, er et land, som ikke forpligter sig på fællesskab og tolerance – og som ikke yder nogen beskyttelse af sine svage medborgere. Så et sådant land er et land, hvor jungleloven hersker, og hvor de svage bliver slaver for de stærke.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 3. november.

Det er Nikolaj Cederholm, der har instrueret og dramatiseret Franz Kafkas roman ”Amerika”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Jeg er sgu min egen”

Udgivet den af
Svar

Vil du fællesskabet? Følger du manualen? Bidrager du til samfundet? Løber du stærkt nok med i livets hamsterhjul? Og med stærkt nok menes så hurtigt og så voldsomt, at du fortsætter, indtil du segner, ja kollapser. Men så alligevel straks springer op og fortsætter, når du har fået dit fix, dine daglige strømme af kaffe og andre drugs, som kan holde dig kørende?

Det er de spørgsmål – og krav, som Annie Jensen i Mathilde Passers skikkelse stilles overfor på Nørrebro Teater, der i går havde premiere på den bearbejdede teaterversion af Klaus Rifbjergs, Erik Ballings og Bent Fabricius-Bjerres ikoniske musicalfilm fra 1967 ”Jeg er sgu min egen”.

Og Mathilde Passer er absolut fortryllende og overbevisende i dén rolle, som egentlig var tiltænkt den altid velspillende Lise Baastrup, der måtte melde fra på grund af graviditet. Men valget af Mathilde Passer – og ja, hun er Dirch Passers barnebarn – er måske endnu bedre, for hun udstråler lige præcis den ungdom, den uskyld, den trodsighed, den stædighed og den tro på livet, som rollen kræver.

Danmarksbloggen var i hvert fald vældig begejstret for den måde, som hun magtede at fylde den allestedsnærværende hovedrolle og fantasifulde scene ud på.

Scenen er nemlig en iøjnefaldende visualisering af det liv, som det forventes, at vi lever, bygget i flere niveauer med trapper, huller og så i midten det store hamsterhjul, det som vi slider os ihjel på, men som Annie ikke vil indordne sig. Ligesom hun hverken vil arbejde med svin, flytte papirbunker eller leve efter en familieplanlægningskalender – og her hjælper det ikke at få lidt sukker på skeen, aka blive kaldt for den ene søde sag efter den anden.

Annie insisterer i stedet på et liv i frihed og med lidenskab og spontanitet – og hun kæmper for at få det, både mod autoriteterne og mod beundrerne. For der findes mange slags fængsler i vores verden, og nogle gange er de gyldne bure de mest farlige, for sidder man først fast i livets reelle luksusfælde, er det måske sværere at opdage, at man er fanget ind.

Men nu er hun Annie, og der er kun én Annie, og det er som bekendt Annie.

Så selvfølgelig slipper hun til sidst ud af alle snarer – også kærlighedens, (hvem siger også, at man behøver en mand?), snupper sin gule kasket og sin gule kuffert og løber tilbage til det hamsterhjul, hvor det hele startede. Men nu fri og glad, fordi hun ved, at ja, hun vil gerne bidrage, men også tænke selv – og begå fejl.

Det er en god slutning i en tid, hvor vi i årevis har lidt under en perfekthedskultur, som man ikke kendte til i 1960´erne, hvor filmen er fra, men resten kendte de også dengang, alle forventningerne om at leve det ”rigtige” liv og blive gode samfundsborgere.

Historien om Annie kan derfor også stadig provokere, samtidig med at den underholder.

Underholdning og provokation, satire og alvor er heller ikke hinandens modsætninger, snarere tværtimod supplerer de hinanden som salt og peber, yin og yang, og det ses tydeligt i Nørrebro Teaters ”Jeg er sgu min egen”.

Forestillingen er en vidunderlig karikeret fremstilling, der rammer plet i sit portræt af vores samfund og vores tid og deres absurditet.

Rundt om Annie iler skuespillere og musikere op og ned i forskellige roller, alle opfattet i deres relation til Annie, men alligevel får man en idé om, hvordan mange af dem er ved siden af også som fx Marie Askehave, der intenst og stilsikkert spiller opsynsværgen, som aldrig sætter spørgsmålstegn ved noget, men blindt gør det, som forventes af hende.

Tom Jensen har flere roller, deriblandt en nærmest vild version af Hyldesen, men han spiller alle roller overbevisende – og med sans for den komik, som også er en del af forestillingen. Nicolai Jandorf har også flere roller, men stærkest står den fine fremstilling af den konfliktsky, men kærlige forsanger, som Annie forelsker sig i.

Endelig spiller Anne Sofie Espersen og Morten Hemmingsen blandt andre roller overklasseparret Roberta og Robert, som for længst har glemt, hvad glæde er, og det gør de godt, for det er ren opvisning i, hvad tøjlesløst forbrugerisme gør ved mennesker.

Forestillingen er derfor også helt sin egen – og til sidst vidunderligt farvestrålende, præcis som verden er det, og som livet KAN være det, hvis man tør.

Danmarksbloggen giver derfor ”Jeg er sgu min egen” fem ud af seks mulige solskinsgule kasketter, som den Annie har på, og som man skal sætte, som man vil. Eller endnu bedre: Anskaffe sig i lige den farve og den form, som man selv bedst kan lide.

Kapelmester er Søren Graversen, der også har arrangeret musikken. Han er også på scenen sammen med Anders Birk, Stephan Grabowski og Rene Damsbak, og de gør det alle fire forrygende.

Det er Jeanette Munzert, som har bearbejdet manuskriptet, og Niclas Bendixen har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk