Månedsarkiv: februar 2014

Nationalisme: Trussel eller løfte? Tre slags nationalismer

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen skrev i tirsdags om EU, de sociale ydelser og samhandlen: http://danmarksbloggen.dk/?p=3702

Et indlæg, hvor en hovedpointé var den manglende folkelige opbakning til ideen om Europas Forenede Stater – og dermed også til dét EU, som vi har idag, hvor EU efter mange europæeres mening mere og mere udvikler sig henimod at blive en overstatslig organisation med altfor stor politisk indflydelse på de enkelte landes indre forhold.

Nationalismen er som en konsekvens deraf også kraftigt voksende i Europa i disse år.

Men er det en trussel eller et løfte? Danmarksbloggen vil sige både-og. Nationalisme er nemlig ikke entydig negativ – eller entydig positiv. Det kommer an på, hvad nationalismen består af – og hvordan den manifesterer sig.

Groft sagt kan man tale om tre slags nationalismer, der alle fører til hvert deres samfund:

1) Den undertrykkende nationalisme
Den undertrykkende nationalisme er en nationalisme, der kun fungerer ved at undertrykke andre nationaliteter, kulturer, religioner, racer og så videre. Det er derfor heller ikke en nationalisme, der kan bruges til noget. Den vil kun sit eget – og vil på den lange bane gå i konflikt med sig selv og ofte også æde sine egne børn i processen.

Under alle omstændigheder er den undertrykkende nationalisme dømt til døden på den lange bane, omend dødskampen kan blive både sej og smertelig, også for dem, der mener noget andet end den undertrykkende nationalismes banner- og hærførere.

Historiske eksempler på den undertrykkende nationalisme er Hitlers nazisme og Den Franske Revolution, men også i vor tid har typen mange tilhængere, især yderst ude på højrefløjen med fx Danskernes Parti. Men også Dansk Folkeparti hører til her. Dansk Folkeparti, som buldrer frem i øjeblikket, hvor danskerne er pressede – og derfor griber til laveste fællesnævner.

2) Den rummelige nationalisme
Heldigvis findes der et alternativ til den undertrykkende nationalisme. Nemlig den rummelige nationalisme. Det er en nationalisme, hvor man er stolt af sit land og sit sprog og sin kultur, men hvor man også byder andre velkommen.

Den rummelige nationalisme er en nationalisme, hvor man ved, at vi som land, som mennesker, som samfund kun kommer videre, når vi beriges og udvikles, og det kræver et passende mix af egen opfindsomhed og udefrakommende input.

Men for at kunne bruge de nye input og de nye ideer og danne synergier, så samfundet kommer videre, kræver det, at man kender sin historie og sin baggrund, både historisk og kulturelt. Der skal altså viden til den rummelige nationalisme, hvor man nok er stolte af sit eget land, men også er i stand til med åbne arme at byde andre nationaliteter velkomne med ordene:

VELKOMMEN TIL. KOM BARE IND. HVEM ER I? HER ER VI.

Den rummelige nationalisme er også dén nationalisme, som Danmark engang var så berømmet for verden rundt. Og det er også dér, at vores fremtid ligger. For kun som et frit og åbent land med rummelighed og højt til loftet har Danmark som nation en chance.

3) Hverdagsnationalismen
Hverdagsnationalisemen er den nationalisme, som vi ikke tænker over, men som vi lever i hele tiden, og som er båret af vores sprog og nationale symboler som flaget, nationalsangen, mærkedage, kongefamilien, landsholdet, historier, personer og alle andre ting, som vi forbinder som specielle for vor nation, og som har mulighed for at give den der gåsehuds-fornemmelse af at være en speciel nationalitet, som handler om fællesskab og os-følelsen.

Hverdagsnationalismen i sig selv er – selvom den kan virke dramatisk og voldsom til fx en landskamp – ganske harmløs, og som regel indbringende for dem, der lever af at sælge souvenirs. Vi holder også meget af den til højtider og som underholdning, som når vi læser om os selv som folkefærd eller om kongefamiliens gøren og laden.

Hverdagsnationalismen kan dog også bruges politisk, hvad man fx så under 2. Verdenskrig, hvor en af de mest berømte modstandsgrupper kaldte sig Holger Danske med referance til legenden om og statuen af kæmpen oppe på Kronborg, der atter vil rejse sig og kæmpe for Danmark, den dag landet stander i våde.

I moderne tid har Dansk Folkeparti forsøgt at tage patent på hverdagsnationalismen – og dermed på danskheden – ved at definere den og bruge den udfra deres egne politiske motiver. Et forsøg, som desværre er lykkes et langt stykke hen af vejen, men som Danmarksbloggen er sat i verden for at bekæmpe med alle mider.

For ser man historisk og værdipolitisk på Danmark, så er det frisind og rummelighed, som sammen med en fantastisk evne til at opfinde og til at sælge, som kendetegner vores skønne land og ikke den mørke intolerance og begrænsende væren-os-selv-nok, som Dansk Folkeparti står for.

Hverdagsnationalismen i Danmark fortjener simpelthen bedre end en skæbne som politisk begrundelse for Dansk Folkepartis eksistens.

Hverdagsnationalismen er både historisk – og allerdybest nede i det danske folk – en rummelig nationalisme. Dét er Danmarksbloggen overbevist om. For nok vil cirka en fjerdedel af alle danskere stemme Dansk Folkeparti, hvis der var valg nu – men tre fjerdedele vil IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Her er McKinsey, også kaldet ”The Firm”

Udgivet den af
Svar

McKinsey er et verdensomspændende konsulent-firma, som rådgiver erhvervsledere og offentlige institutioner om, hvad de skal gøre. Firmaet findes også i Danmark, hvor det har kontor i det centrale København lige overfor Christiansborg.

McKinsey kaldes over hele kloden for ”The Firm”.

En betegnelse, der også var den amerikanske titel på den populære film fra 1993 ”Firmaets mand” med Tom Cruise i hovedrollen, hvor han spiller en advokat i et stort advokat-firma med forbindelser over hele kloden, et advokatfirma med magt og indflydelse overalt i samfundet. Et firma, som man som ansat er klar til at ofre sig for, fordi man er stolt over at være kommet igennem nåleøjet.

Nogenlunde sådan ser virkeligheden også ud hos McKinsey, der headhunter de dygtigste fra hver årgang på universiteterne for så at oplære dem i firmaets filosofi og arbejdsmetoder nærmest i døgndrift. Lære de nybagte kandidater ”The McKinsey-way” simpelthen. Lønnen er også stor, og firmaet tager sig gerne af både tøjvask, mad og andre daglige fornødenheder imens.

Arbejdet, diskretionen og de høje lønninger til konsulenterne er nemlig både hos det virkelige og det fiktive ”The Firm” i højsædet.

Sammenligningen mellem de to ligger derfor ligefor, bortset fra at McKinsey formentlig aldrig kunne finde på at gøre sig skyldige i noget så simpelt som at overfakturere kunderne, som det sker hos filmens fiktive advokatfirma.

Det behøver McKinsey så heller ikke. De tjener nemlig på helt lovlig vis enorme summer på deres rådgivning. I 2011 anslås det på Forbes liste, at McKinsey har tjent 7 milliarder dollars. Det er mere end svimlende 38 milliarder kroner.

Forfatteren Duff McDonald skrev sidste år bogen “The Firm – The story of McKinsey and Its Secret Influence on American Business”, hvor han beskriver, at kritikerne ser McKinsey som et firma, der ensporet fokuserer på effektivitet og rationalitet, mens brugerne (som fx Bjarne Corydon, red.) opfatter McKinsey som en hjælp og retningsviser.

Duff McDonald fortæller i den forbindelse, at man i Tyskland har noget, som man kalder ”Die McKinsey-Gesellschaft’. Med det menes et samfund, der bæres af effektivitet og rationalitet – og ikke andre, mere bløde og menneskelige værdier, men altså udelukkende denne nyttefilosofi, som Danmarksbloggen også skrev om igår:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3729

Mange McKinsey-konsulenter forlader efter få år virksomheden for en toppost i det private erhvervsliv eller i offentlige institutioner, hvorfra de trænede i at agere ”The McKinsey-way” kan påvirke ikke kun deres arbejdsplads, men også hele samfundsudviklingen.

I Danmark drejer det sig fx om departementschef i Finansministeriet David Hellemann, administrerende direktør Henrik Poulsen fra Dong, administrerende direktør Tue Mantoni fra B&O, koncernchef Jørgen Vig Knudstorp fra Lego, koncernchef Niels B. Christiansen fra Danfoss og kommende topchef hos KMD, Eva Berneke, der netop er kåret som årets kvindelige bestyrelsesmedlem.

I artiklen http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/02/26/135536.htm?rss=true beskriver DR´s erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin også McKinsey som et meget lukket firma.

”De opererer i det skjulte. Det er hemmeligt, hvem der er kunder hos dem, og de er lige så hemmelighedsfulde som advokater. De taler slet ikke om, hvem de har som kunder. Det er en lukket verden,” siger hun i artiklen.

Citat slut.

Artiklen fra DR skriver også om insiderhandel og skandaler hos det meget lukkede konsulentfirma, der ikke vil sætte navn på deres kunder.

Læs mere her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/02/26/135536.htm?rss=true

http://nymag.com/news/intelligencer/topic/58091/

http://www.business.dk/raadgivning/millioner-mystik-mckinsey

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

McKinsey, mennesker og det umulige match

Udgivet den af
Svar

Konsulentfirmaet McKinsey er udset til at skulle stå for implementeringen og opfølgningen på folkeskolereformen samt på erhvervsuddannelsesreformen.

Dét giver bare ikke mening. Ja, det er et umuligt match. Som formanden for skolelederforeningen Anders Balle siger det i nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/02/26/080800.htm

“Vi har ikke brug for en yderligere stramning af New Public Management-skruen i folkeskolen, siger Anders Balle, der er formand for skolelederforeningen.
Han frygter, at beslutningen om at lade konsulentfirmaet McKinsey implementere og følge op på indførelsen af folkeskolereformen og erhvervsuddannelsesreformen vil betyde, at der bliver målt på få mål med hårde facts.
Det er nemt at måle, om eleverne kan læse og regne, men om de bliver gode kreative og innovative mennesker, der kan blive aktive samfundsborgere, er svært at måle, og det er vist slet ikke med i målingerne, siger han.”

Citat slut.

Anders Balle rammer meget præcist med sin kritik. Det giver nemlig på ingen måde mening at bedømme mennesker og læring udfra de management-tanker, der ligger til grund for firmaer som McKinsey.

I det hele taget gælder, at en nyttefilosofi, som den McKinsey baserer sine analyser på med fokus på tal og økonomi, ikke kan bruges i forhold til mennesker. Desværre spreder netop samme nyttefilosofi sig med lynets hast i den offentlige sektor.

Men hverken skoler, børnehaver, vuggestuer, sygehuse, lægehuse eller plejehjem kan bedømmes på samme måde, som man bedømmer en virksomhed, der producerer x antal dippedutter, y mængde viden eller x mængde serviceydelser.

Mennesker er så meget mere og så meget større, end hvad der kan vises i skemaer og tabeller. Menneskets opfindsomhed og evne til at tænke og agere kreativt hænger heller ikke sammen med cost-benefit-analyser, og hvad management-firmaer som McKinsey ellers kan trække op af hatten med smarte ord og undersøgelser, der ser valide ud.

Men vi er – både som samfund og som individer – mere og andet end hvad de smarte drenge og piger kan få ind i deres strømliniede rapporter. Og netop derfor giver det ikke mening at hyre et firma som McKinsey til at lave noget som helst i den offentlige sektor i Danmark.

Men det har nogen glemt at fortælle især finansminister Bjarne Corydon, der overtog sin McKinsey-departementschef David Hellemann fra forgængeren Claus Hjort Frederiksen, der ansatte den unge McKinesy-mand i 2010.

Gad vide hvor mange andre McKinsey-mænd, der sidder på centrale poster i det offentlige Danmark? Nedenstående artikel viser ihvertfald, at konsulentfirmaet er ligeså indflydelsesrigt, som det er lukket i forhold til hvem partnerne i firmaet er – og hvad de laver: http://www.business.dk/raadgivning/millioner-mystik-mckinsey

Et samfund styret efter McKinsey´s management-metoder er derfor så langt fra det åbne, demokratiske og menneskelige samfund, som noget kan være. Det er på tide at få McKinsey tilbage til der, hvor de hører hjemme: Hos de private virksomheder hvor det er helt legalt udelukkende at fokusere på bundlinien.

Selvom man nu ret beset også kan tjene mange penge på innovation og andre såkaldt bløde værdier, som ikke kan måles af de smarte regnedrenge og fikse management-piger. Ja, det er formentlig især dér hos de bløde, at gevinsterne ligger: I miljøer uden kontrol og mål sat op af firmaer som McKinsey, men istedet miljøer hvor kreativiteten, anerkendelsen og troen på at mennesker vil berige og bidrage er i højsædet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sådan sikrer vi at velfærden bliver i Danmark

Udgivet den af
1

Skal Danmark fra dag ét give velfærdsydelser til alle EU-borgere, der opholder sig i Danmark? Debatten raser i disse dage med fokus på børnechecken.

Danmarksbloggen skrev også om emnet i går: http://danmarksbloggen.dk/?p=3702

Og idag har en af Danmarksbloggens læsere formuleret et forslag til, hvordan vi sikrer, at velfærden kun gives til danske statsborgere og andre, som har arbejdet i landet i mindst to år.

Ole Frederiksen skriver:

EU har bestemt, at hvis man som EU-borger har betalt skat af arbejde een dag i Danmark, er man også berettiget til børnecheck og andre velfærdsydelser, som vi, der har boet her i mange år, møjsommeligt har sparet sammen til. Det siger derfor sig selv, at vi i længden som samfund ikke har råd til fra dag ét at skulle betale velfærdsydelser til alle, der slår sig ned i Danmark.

I stedet bør vi overveje at lave tvungne velfærdsforsikringer. Velfærdsforsikringer, som trækkes fra i skat, og som dem uden arbejde kan få tilskud til.

Dvs. at reelt kommer forsikringerne ikke til at betyde en merskat eller en merudgift for den enkelte, da det bliver en nulløsning på omkostningssiden for borgeren. Men for samfundet kommer gevinsten, da kun dem, som har betalt til samfundet, fordi de har boet længe nok i Danmark, drager nytte af velfærdsydelserne.

For du skal nemlig have haft forsikringen i to år, før du kan drage nytte af den. Det betyder, at du først efter to år i Danmark kan få børnechecken og de andre ydelser, som forsikringen dækker, såfremt du har behov for det. “Behovet for hvem der skal have” skal administreres efter de samme regler som i dag. Dvs. du får den samme ydelse i børnechecken som før forsikringen, ydelserne er også de samme, hvis du bliver arbejdsløs og skal på kontanthjælp osv.

Som sagt skal forsikringen være obligatorisk for alle i Danmark, og man skal ikke kunne til-  eller fravælge emner. På den måde kan vi bibeholde vores velfærd og sikre, at kun dem, der kommer til Danmark for at bidrage til samfundet, også får noget igen.

Ja, faktisk minder ordningen meget om den nuværende dagpenge-ordning, hvor den enkelte også selv betaler for at være forsikret.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler

EU, sociale ydelser og samhandel

Udgivet den af
1

Danmark er medlemmer af EU – på godt og i disse dage også på ondt.

Det ser man blandt andet på den aktuelle debat om regeringens forslag om afskaffelsen af den to-årige optjeningsperiode for at opnå ret til den danske børnecheck. Et forslag, som ligger i direkte forlængelse af, at EU for et halvt år siden underkendte de danske regler på området.

EU mener nemlig, at Danmark diskriminerer de ikke-danske EU-borgere, når disse ikke får en børnecheck fra den første dag, hvor de arbejder i Danmark. Så det foreslås nu lavet om, således at alle ansatte i Danmark får en børnecheck fra arbejdsdag eet, uanset hvilket EU-land de kommer fra.

Og sådan skal det vel også være. Hvis man er med i en klub, kan man ikke nøjes med at rette sig efter de regler, som passer én. Eller kan man?

For i et EU, hvor der er stigende forskel på de nordlige medlemslande i forhold til de sydlige og de østlige medlemslande, øges debatten også om de sociale ydelser, om det rimelige i at et land skal tilbyde de samme ydelser til alle EU-borgere, der opholder sig i det enkelte land.

For Danmarksbloggen virker det som en relevant debat at tage. EU er et broget tæppe med meget forskellige lande. Men måske man skulle tage debatten et skridt længere og diskutere om, hvorvidt EU overhovedet skal være denne overstatslige organisation, som EU efterhånden har udviklet sig til.

EU startede oprindeligt som et fællesmarked, hvor man handlede på livet løs med hinanden uden toldbarrierer og andre forhindringer for fri handel. Og dét var en rigtig god idé, som alle medlemsstater nød godt af. Men desværre har EU med årene udviklet sig til at blive en slags overstat over nationalstaterne, en europæisk overstatslig enhed, som mange ikke ønsker og endnu færre forstår.

EU virker også for mange så langt fra europæernes hverdag og lokale demokratier, at organisationen for de færreste giver mening, selvom EU bestemmer rigtig meget både overordnet og konkret.

Så for en gangs skyld kan det måske betale sig at kigge tilbage – og endda gå tilbage til dengang, hvor EU kun drejede sig om at handle med hinanden, men stadig være suveræne stater. For nok er Europas forenede Stater en af de store drømme i Bruxelles, men der er ikke mange, der drømmer med ude i Europa. Tværtimod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 7: Valdemar Sejr

Udgivet den af
Svar

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VALDEMAR SEJR

Valdemar Sejr var søn af Valdemar den Store, der sammen med Absalon præsterede mesterstykket at få Danmark på fode igen som en stærk, samlet nation efter mange urolige år.

Valdemar den Store døde dog som kun 51-årig i 1182, og efter ham blev hans ældste søn Knud konge under navnet Knud den Sjette. Han var konge i 20 år af navn, men i gavn havde bisp Absalon, faderens gamle ven, stadig et meget stort ord at skulle have sagt, og mange af de ting, som skete i Knuds regeringstid bærer Absalons mærke. Knud fik aldrig børn og døde kun 39 år gammel, og efter ham kom hans bror Valdemar på tronen.

Valdemar – med tilnavnet Sejr – var af statur som sin far: En høj og statelig mand, der indgød respekt, hvor han kom frem. I Danmark blev Valdemar Sejr også betragtet som en lykkemand, som det skabte lykke at røre ved, hvis man var så heldig at komme ham nær. På hans rejser rundt i landet rakte mødrene derfor også deres små børn op til ham, så han kunne røre ved dem og dermed velsigne børnene og deres færd i livet.

I Valdemar Sejrs regeringstid, som varede i næsten 40 år fra 1202 til 1241, var Danmark ofte truet sydfra af tyske fyrster, der mente de havde rettigheder til Danmark og danske områder. I Valdemars første år som konge undlod han fx at blande sig i kejserstriden efter den tyske kejser Henrik den Sjettes død, men sørgede til gengæld via erobringer for at store dele af Nordtyskland blev dansk, blandt andet byerne Hamburg og Lübeck. Valdemar Sejr skabte sig med andre ord masser af fjender i det tyske, som senere hen skulle vide at hævne sig.

Men i første omgang tegnede alt godt for danskernes elskede kong Valdemar Sejr, der i 1205 giftede sig med Dagmar, som de fleste kender fra visen om “Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg”, der er baseret på legenden om kongens vilde ridt fra hans hovedby Ringsted til netop Ribe for at nå at sige farvel til hans elskede Dagmar. Og sandt var det også, at den populære dronning døde kun syv år efter brylluppet, og at kongen få år efter giftede sig igen med Bengerd, som aldrig blev nær så populær som Dagmar, men som også døde efter kun syv års ægteskab.

Fremgangen for landets handel og skibsfart fortsatte dog uhindret, og Valdemar Sejr sørgede for at få sin søn med Dagmar Valdemar den Unge hyldet som konge og tronfølger. Landet var ellers stadig et valgkongedømme. Dog havde kirken fået indført, at den skulle kunne acceptere valget af konge.

Men altså alting fungerede i grunden ganske godt. Nu skulle en af de vigtigste sejlruter, den gennem Østersøen, sikres, og det krævede en god base i Estland, som på det tidspunkt blev regeret af de vilde estere, som man kaldte dem, da de stadig var hedninge. Så Valdemar Sejr tog på korstog.

Nede i Europa rejste store skarer af riddere, præster, pilgrimme og andre til Det Hellige Land for at kæmpe mod de såkaldte vantro og sikre Kristi Grav. Det var midt i korstogenes storhedstid, og selvfølgelig var der også danske riddere med dernede. Men det var næppe mange, dels var det en meget lang tur ned igennem Europa, og dels havde danskerne deres egne sager at tage sig af.

Men alligevel ville en middelalderkonge midt i korstogs-tiden gerne på korstog, og nu havde Valdemar Sejr chancen. Esterne var hedninge, så et raskt lille erobringstogt ovre østpå kunne sagtens dækkes ind under at være et korstog. Paven gav også sin velsignelse dertil, og i 1219 tog Valdemar afsted til det, som han troede ville blive en let kamp. Men det blev det langtfra.

Tværtimod kæmpede esterne bravt, men Danmark vandt alligevel tilsidst, fordi vi ifølge legenden fik hjælp fra oven, idet vores flag faldt ned fra Himlen midt under kampens tumult dér d. 15. juni 1219.

Dagen hedder også stadig Valdemarsdag i vores kalendere, fordi det var den dag, hvor vi fik Dannebrog, vores smukke flag, som måske oprindeligt var en pavelig korstogsfane …

Vel hjemme igen gik det galt. En af Valdemar Sejrs vasaller, altså stedfortrædende regenter, i det nordtyske Sorte grev Heinrich von Schwerin var blevet alvorlig vred på Valdemar Sejr på grund af en indviklet sag om arv, hvor han mente sig snydt af netop Valdemar Sejr, hvad greven måske også var.

Dramaet handlede om en søster, et barn udenfor ægteskab, to ejere af samme gods, en korstogsrejse til Det Hellige Land og ville – selv for en nutidig ret – være en meget indviklet arve-sag at finde ud af.

Under alle omstændigheder følte grev Heinrich sig snydt, så i forbindelse med en jagt på den sydfynske ø Lyø kidnappede han Valdemar Sejr og sønnen Valdemar den Unge og førte dem til Nordtyskland. Løsesummen var enorm: 8 tons sølv samt masser af guld og juveler. Men den blev betalt. Alle danskere gav, hvad de kunne – og 2½ år efter tilfangetagelsen kom Valdemar Sejr hjem igen.

Men han var ingen lykkemand mere. Tyskerne havde igen kontrollen med de nordtyske områder, de danske grænser var pånær Estland som før Valdemar Sejr kom på tronen, og få år efter hjemkomsten døde sønnen med Dagmar Valdemar den Unge. Valdemar Sejr delte så riget imellem hans tre sønner med Bengerd: Erik, Abel og Christoffer.

Og det var ingen succes. Tværtimod blev det startskuddet til 100 år med ufred, brodermord, kongemord og den kongeløse tid. Dét skal vi høre mere om næste mandag, hvor det også skal handle om middelalderens hverdagsliv, feudalsamfund, de store sildemarkeder, den katolske tro og Den Sorte Død.

Inden skal dog tilføjes, at Valdemar Sejr få dage før sin død i 1241 færdiggjorde arbejdet med Jyske Lov, der er Nordens Ældste Lovbog givet med kongelig stadfæstelse. Den er den, hvor der står: “Med Lov skal Land bygges”, som stadig er et grundprincip i dansk lovpraksis og juridisk forståelse.

Fortalens første sætning “METH LOGH SCAL LAND BYGGIES” står i øvrigt også skrevet over indgangen til folketingssalen.

Jyske Lov kom i øvrigt først hjem til Danmark igen i 2011 efter i mere end 300 år at have været i svensk besiddelse.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri og
konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Ungdomskrimigyseren ”Katrine” – en bog om ondskaben i et menneskehjerte

Udgivet den af
Svar

Steen Langstrup udgiver på torsdag d. 27. februar ungdomskrimigyseren ”Katrine”.

Han anbefaler selv, at man som læser skal være 14+. Og det giver god mening, at læseren skal være minimum 14-15 år for at gå ombord i bogens sorte og til tider erotiske univers. Til gengæld skal en alder på den anden side af ungdommens vår ikke forhindre i at læse bogen.

Snarere tværtimod anbefaler Danmarksbloggen ”Katrine” til både unge og voksne. For i sit budskab om at det onde er hér og dér og alle vegne – og måske allermest dér, hvor vi mindst venter at finde det – bliver bogen særdeles vedkommende for os alle sammen.

På overfladen handler bogen om den unge, jyske pige Katrine, der flytter til hovedstaden for at komme væk fra voldtægten og sladderen i den lille jyske by, hvor hun kommer fra. Hun skal studere videre og flytter ind på et københavnsk kollegium tæt ved Statens Museum for Kunst. Men er voldtægtsmanden fulgt med og optræder nu som stalker?!

Katrines voldtægtshistorie har også aflæggere, som kun langsomt afsløres – men som spiller en rolle for begivenhederne, der alle foregår i et nutidigt København blandt unge studerende.

Både bogens layout med skæve og store sidetal, korte kapitler, dens lette og nutidige sprog og en handling, der udvikler sig hurtigt og til tider meget uventet er med til at gøre, at man som læser hele tiden suges over på næste side, indtil bogen er læst færdig i ét eneste stræk.

Som læser af ”Katrine” suges man ikke kun hele tiden videre i bogen, men også hurtigt ind i en stemning af noget mørkt og sort, som man undervejs i læsningen mere og mere mener at kunne identificere ophavet til.

Nærmere beskrivelse skal ikke gives her, da det vil afsløre for meget af plottet, og det vil være en skam. For netop den snigende bevidsthed om, hvordan det hele MÅSKE hænger sammen, er en af bogens store forcer.

Man tror nemlig næsten ikke sin egen hjerne i løbet af læsningen … og måske skal man heller ikke stole for meget på sine egne ideer? Eller også skal man? Dét skal læseren selv have fornøjelsen at finde ud af.

Hvad man til gengæld kan stole på er, at ”Katrine” ikke rummer ret meget traditionel uhygge, hverken af overnaturlig eller kriminel karakter. Men alligevel skræmmes man langt ind i sjælen som læser, fordi bogen handler om det, som vi i virkeligheden skal være bange for.

Det, der for alvor giver søvnløse nætter. Det, som virkelig sker, og som gør ondt langt mere, end nogen moderne skræmmebilleder eller gamle spøgelser kan gøre det – langt mere end nogen kniv, noget skydevåben kan gøre det. For de er blot redskaber, der bruges, når det, som vi virkelig skal være bange for, er i spil:

Nemlig ondskaben i et menneskehjerte.

Et af bogens temaer er også FIGHT OR FLIGTH

Og her er det klokkeklare budskab, at hvis ikke du selv tager valget, så bliver valget taget for dig af andre og af livet selv. For du kan ikke flygte fra dig selv, men du kan vælge at kæmpe for dig selv. Man kan også spille død eller lyve istedet for at kæmpe.

Men uanset hvad, så drejer det sig også om at vælge, vælge hvad man vil, og hvem man vil stole på. Og i ”Katrine” er det – som i livet – valg, der er altafgørende. Valg, der i ”Katrine” bunder i og fører til gys og gru. Valg, der for en enkelt endda står mellem DRÆB ELLER DØ.

Mere skal ikke siges her, for så vil for meget blive afsløret. ”Katrine” er som allerede nævnt en af den slags bøger, hvor så lidt som muligt skal fortælles om handlingen i forvejen. Hvor handlingen folder sig ud undervejs – og giver os svar.

Dog skal slås fast, at bogen er skræmmende langt ind i sjælen. Fordi den tør beskæftige sig med ondskaben, egoismen, dette at søge sit eget. Så modsat kærligheden, der tror alt, håber alt, udholder alt.

I ”Katrine” møder man nemlig derimod den ondskab, der opgiver alt, skræmmer alt, forlader alt, angriber alt og dræber alt – for i den verden er det DRÆB ELLER DØ. Andet er der ikke plads til, når ondskaben lever i et menneskehjerte.

Men tror vi på det onde i mennesket her i 2014? Efter at have læst ”Katrine” er svaret et stort ja.

For man spindes i dén grad ind i Steen Langstrups velskrevne og letlæste bog, og man fryser over den mangel på reel medmenneskelig varme, som man fornemmer omkring tilflytteren Katrine. Det er alvor med det onde, men hvem er hendes fjende(r)?

Kollegiet i ”Katrine” findes i øvrigt i virkeligheden – og denne ydmyge anmelder har endda i sine unge studiedage i 90´erne siddet der mange gange til langt ud på natten og snakket og drukket te med diverse studiekammerater. Så det krøb ekstra i nakkehårene, da jeg læste ”Katrine”. For jeg har færdes på de gange, de værelser, de gader – og dér er præcist som beskrevet.

Jeg slap så heldigvis levende fra det. Det gjorde jeg også, da jeg læste ”Katrine”. Men uhyggen og angsten for det onde i et menneskehjerte, som bogen gav mig, fik det alligevel og får det stadig til at suge i min mave, når jeg tænker på Steen Langstrups formidable ungdomskrimigyser ”Katrine.”

Danmarksbloggen anbefaler derfor alle med hang til gysere og/eller interesse for psykologi og mellemmenneskelige relationer at læse ”Katrine”. Der er noget at komme efter – og gyse over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bogfakta om Katrine af Steen Langstrup:
150 sider
Udgiver: 2 Feet Entertainment
Pris ca. 249,-
Udkommer 27. februar 2014
Udgives samtidig på e-bog

Folketingsvalg NU

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen ønsker Folketingsvalg NU.
For kun på den måde har Danmark – på den lange bane – en chance.

Danmarksbloggen nærer ingen illusioner om, at en kommende borgerlig regering vil vende på en tallerken og satse på at gøre samfundet til et bedre sted for de svage, til et sted med varme og medmenneskelighed og fællesskab i fokus. Højrefløjen fremmer kun egoismen og selvtilstrækkeligheden – den stærkestes ret. Sådan har det altid været.

I de sidste 2½ år har den såkaldte røde regering imidlertid gjort det samme, som de blå altid har gjort. Senest med finansministerens forslag om måske at udlicitere kernevelfærd som ældreforsorg, børnepasning og hjælp til handicappede.

Det er nødvendigt, hævdes det igen og igen fra Thorning, Corydon og Vestager, når de tager fra de fattige på overførselsindkomster og giver til de rige i form af skattelettelser.

Svaret på det er enkelt: Nej, det er ikke nødvendigt. Det, der er nødvendigt, er en forståelse af, at et samfund kun fungerer, når vi tænker på hinanden, på at hjælpe og være der for hinanden – også økonomisk.

Gør din pligt og kræv din ret, som et gammelt socialdemokratisk ord sagde det. Et andet var: De brede skuldre skal bære de største læs.

Det er en filosofi, som er glemt i Socialdemokratiets ledelse i dag – hvis ikke den ligefrem med vilje er smidt overbord. Det kunne man godt forledes til at tro.

Svaret på en bedre fremtid for Danmark er derfor en ny ledelse i Socialdemokratiet – og vel at mærke en ledelse, hvis hjerte er varmt og banker for fællesskabet og solidariteten – og ikke lader sig forføre af blå nytte-filosofier med egoismen i centrum.

Hvis en sådan ledelse skal på banen, kræver det, at centrale figurer i den nuværende ledelse går ud af dansk politik – og det kan tidligst ske ved et folketingsvalg. Men lad os bare komme igang. Hellere i dag end i morgen – også selvom det betyder fire år med de blå ved magten.

På den lange bane vil et farvel til Thorning og Corydon og deres meningsfæller nemlig være godt for Socialdemokratiet – og for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den Hemmelige Socialdemokrat er …

Udgivet den af
1

Den Hemmelige Socialdemokrat er: Uinteressant sladder og almen viden …

Ja, undskyld den drillende overskrift, der jo kan antyde, at Danmarksbloggen ved, hvem Den Hemmelige Socialdemokrat er.

Danmarksbloggen ved det ikke, men har til gengæld læst bogen med samme navn. En bog, der er meget omtalt i disse dage, fordi den hævder at afsløre vigtige ting om  hverdagen i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Som forbillede har bogen Mefisto, tidligere justits- og boligminister Erling Olsen, der i diverse indlæg spiddede sit eget parti (Socialdemokratiet) for mere end tre årtier siden. Men også whistleblowers som Julian Assange, Edward Snowden og Bradley Manning vil man gerne sammenligne sig med.

Det er store forbilleder at have – og bogen lever langt fra op til idealet. Tværtimod er den ikke andet end uinteressant sladder om fx middage, møder med journalister og hvem der (måske) sagde hvad til hvem – samt almen viden omkring de ting, som der vitterligen er sket hos Socialdemokratiet i de sidste små 10 år – med flittige referencer tilbage i tiden.

Efter Danmarksbloggens mening er “Den Hemmelige Socialdemokrat” derfor i bedste fald egnet til hyggelæsning, men nok snarere en plads på glemslens holdeplads.

Bogen lever nemlig slet ikke op til sin målsætning, idet den fortæller meget lidt om det politiske (magt)spil, der vitterligen er meget spændende – men som man kan lære mere om ved at se en fiktionsserie som “Borgen” eller en spillefilm som “Kongekabale”.

Og den er på ingen måde en whistleblower, idet topstyringen i Socialdemokratiet også forlængst er almenviden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har Lars Løkke den moral, der kræves af en statsminister?

Udgivet den af
2

Moral spiller en stadig større rolle for danskerne, når de vælger deres politikere.

Derfor kan det også synes paradoksalt, at Lars Løkke stadig står til at sætte sig i Statsministeriets chefstol efter næste folketingsvalg.

For Lars Løkke besidder ikke den moralske habitus, som man kan forvente af en statsminister. Og her tales der ikke om hans forbrug af fadbamser, hans forhold til hvad sko koster og alle de andre personlige affærer, der hører netop privatlivet til. De betyder altsammen ingenting for mandens politiske virke.

Her tales der udelukkende om Løkkes politiske handlinger. Ikke holdninger, for her må enhver mene det, som vedkommende selv ønsker, også Lars Løkke.

Det er Lars Løkkes politiske handlinger, som der tænkes på – og især hans omgang med offentlige midler, som bedst kan betegnes som værende problematisk.

Senest sagen med GGGI, hvor Løkke – udover et stort forbrug – angiveligt skal have forsøgt at få 2013-budgettet presset igennem til trods for at der fra flere sider blev rejst alvorlige tvivl om, hvorvidt budgettet holdt.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/02/16/0216233332.htm

Men også den såkaldt bilagssag fra 2008 viste, at Løkke allerede dengang havde problemer med at forvalte offentlige midler. Både som amtsborgmester i det daværende Frederiksborg amt og som minister havde Løkke nemlig brugt offentlige skattekroner på restaurantbesøg, hotelovernatninger, taxakørsel og cigaretter.

En penibel sag, som selv den tidligere beskæftigelsesminister og trofaste Løkke-støtte Claus Hjort Frederiksen også henviste til i efteråret 2013, da GGGI-sagen rullede første gang:

http://www.bt.dk/politik/claus-hjort-loekke-laerte-ikke-nok-af-foerste-bilagssag

En gepard skifter ikke prikker, siger man. Et andet ordsprog hedder: Det er svært at lære gamle hunde nye tricks.

Nu er Lars Løkke hverken en gepard eller en hund, men også for mennesket er det svært at ændre vaner. Så hvad er sandsynligheden for, at Løkke vil fortsætte hans helt egen private forbrugsfest, når og hvis Venstre-formanden igen sætter sig i statsministeriets chefstol?

Danmarksbloggen vurderer risikoen for at være særdeles høj … og spørger derfor danskerne: Er det sådan en mand, som vi ønsker som leder for Danmark?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk