Danmarksbloggen giver udvalgte ministre “Michelin-stjerner”

I går blev der med rund hånd delt Michelin-stjerner ud til danske restauranter.

I dag er det Danmarksbloggens tur til – med et glimt i øjet – at give nogle af de mest markante og betydningsfulde ministre stjerner. Stjerner som gives udfra en samlet bedømmelse af ministerens troværdighed og evne til at få sin politik igennem.

1 stjerne er dårligst – og 5 stjerner er bedst.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S): 2 stjerner. Thorning prøver ihærdigt at fremstå som en statsminister med styr på tingene, men det lykkes ikke særligt godt. Mange af hendes ihvertfald på overfladen politiske hjertesager har hun også måttet gå på kompromis med – eller helt droppe. Selvom det på en del områder er unfair, vil hun også altid forbindes med ordet løftebrud.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R): 5 stjerner. Dronning Margrethe, som hun kaldes på Borgen, har i den grad formået at sætte sin politik igennem i regeringen i en grad, så den blå tone, der i øjeblikket er herskende hos de radikale, også er den, der tegner regeringen. Det er ganske enkelt politisk håndværk, når det er bedst. Også fordi at vælgerne faktisk belønner hende for indsatsen.

Finansminister Bjarne Corydon (S): 3 stjerner. Corydons tre stjerner er et mix. For skal han måles på troværdigheden alene, får han kun en enkelt stjerne. Den danske befolkning og mange af hans egne partikammerater er trætte af Don Corydon, som han kaldes. Skal Corydon derimod måles på evnen til at få sine sager igennem – og få det som han vil, så ligger han på 4 eller 5 stjerner. Deraf den samlede score på 3 stjerner.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R): 4 stjerner. Manden har endnu til gode for alvor at vise, hvad han kan som udenrigsminister, men hans håndtering af situationen på Krim tegner godt.

Justitsminister Karen Hækkerup (S): 4 stjerner. Hækkerup er ny på posten, men særdeles driftsikker, og så kommer hun faktisk igennem med rigtig mange af sine politiske sager. At det dog kun bliver til 4 og ikke til 5 stjerner, skyldes Karen Hækkerups manglende evne til at kommunikere resultaterne ud til offentligheden.

Skatteminister Morten Østergaard (R): 2 stjerner. Østergaard er ny på posten som skatteminister, der ofte er en uriaspost. Og pt. bøvler han med både børnecheck og ejendomsvurderinger – indtil videre uden politisk gennemslagskraft.

Beskæftigelsesmininster Mette Frederiksen (S): 3 stjerner. Dengang under VK-regeringen var Frederiksen en af dem, der snakkede mest om at ville afskaffe fattigdommen og den sociale ulighed. Den direkte vej til det er at sørge for et godt forsørgelsesgrundlag for alle borgere, uanset om de har et arbejde eller ej. Og dér har Mette Frederiksen valgt at træde i de gamle blå fodspor istedet for at lave sine egne nye – og langt mere røde og solidariske. Alligevel mener Danmarksbloggen, at der et sted banker et rødt hjerte hos Mette Frederiksen, som kan komme frem en dag. Derfor tre håbefulde stjerner.

Udover de nævnte 7 ministre er der 13 andre ministre i Danmark i øjeblikket.
Se listen her – og skriv gerne en kommentar om, hvilke ministre du ville give stjerner – og hvor mange stjerner han/hun/de skal have: http://www.stm.dk/_a_1616.html

Læs også med i morgen, hvor Danmarksbloggen giver partilederne stjerner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

McKinsey, mennesker og det umulige match

Konsulentfirmaet McKinsey er udset til at skulle stå for implementeringen og opfølgningen på folkeskolereformen samt på erhvervsuddannelsesreformen.

Dét giver bare ikke mening. Ja, det er et umuligt match. Som formanden for skolelederforeningen Anders Balle siger det i nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/02/26/080800.htm

Vi har ikke brug for en yderligere stramning af New Public Management-skruen i folkeskolen, siger Anders Balle, der er formand for skolelederforeningen.
Han frygter, at beslutningen om at lade konsulentfirmaet McKinsey implementere og følge op på indførelsen af folkeskolereformen og erhvervsuddannelsesreformen vil betyde, at der bliver målt på få mål med hårde facts.
Det er nemt at måle, om eleverne kan læse og regne, men om de bliver gode kreative og innovative mennesker, der kan blive aktive samfundsborgere, er svært at måle, og det er vist slet ikke med i målingerne, siger han.”

Citat slut.

Anders Balle rammer meget præcist med sin kritik. Det giver nemlig på ingen måde mening at bedømme mennesker og læring udfra de management-tanker, der ligger til grund for firmaer som McKinsey.

I det hele taget gælder, at en nyttefilosofi, som den McKinsey baserer sine analyser på med fokus på tal og økonomi, ikke kan bruges i forhold til mennesker. Desværre spreder netop samme nyttefilosofi sig med lynets hast i den offentlige sektor.

Men hverken skoler, børnehaver, vuggestuer, sygehuse, lægehuse eller plejehjem kan bedømmes på samme måde, som man bedømmer en virksomhed, der producerer x antal dippedutter, y mængde viden eller x mængde serviceydelser.

Mennesker er så meget mere og så meget større, end hvad der kan vises i skemaer og tabeller. Menneskets opfindsomhed og evne til at tænke og agere kreativt hænger heller ikke sammen med cost-benefit-analyser, og hvad management-firmaer som McKinsey ellers kan trække op af hatten med smarte ord og undersøgelser, der ser valide ud.

Men vi er – både som samfund og som individer – mere og andet end hvad de smarte drenge og piger kan få ind i deres strømliniede rapporter. Og netop derfor giver det ikke mening at hyre et firma som McKinsey til at lave noget som helst i den offentlige sektor i Danmark.

Men det har nogen glemt at fortælle især finansminister Bjarne Corydon, der overtog sin McKinsey-departementschef David Hellemann fra forgængeren Claus Hjort Frederiksen, der ansatte den unge McKinesy-mand i 2010.

Gad vide hvor mange andre McKinsey-mænd, der sidder på centrale poster i det offentlige Danmark? Nedenstående artikel viser ihvertfald, at konsulentfirmaet er ligeså indflydelsesrigt, som det er lukket i forhold til hvem partnerne i firmaet er – og hvad de laver: http://www.business.dk/raadgivning/millioner-mystik-mckinsey

Et samfund styret efter McKinsey´s management-metoder er derfor så langt fra det åbne, demokratiske og menneskelige samfund, som noget kan være. Det er på tide at få McKinsey tilbage til der, hvor de hører hjemme: Hos de private virksomheder hvor det er helt legalt udelukkende at fokusere på bundlinien.

Selvom man nu ret beset også kan tjene mange penge på innovation og andre såkaldt bløde værdier, som ikke kan måles af de smarte regnedrenge og fikse management-piger. Ja, det er formentlig især dér hos de bløde, at gevinsterne ligger: I miljøer uden kontrol og mål sat op af firmaer som McKinsey, men istedet miljøer hvor kreativiteten, anerkendelsen og troen på at mennesker vil berige og bidrage er i højsædet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk