Månedsarkiv: september 2025

Angst er en naturlig del af livet – også i en hybridkrig

Udgivet den af
Svar

Jeg vil ikke lade angsten styre mig, sagde en granvoksen politisk kommentator på nationalt tv i sidste uge, mens han brugte sit udsagn som argument for IKKE at købe ind, så han kan klare sig selv i tre dage. Det, som myndighederne ellers kraftigt opfordrer alle danskere til.

Jeg vil ikke gøre mine børn bange, så hellere fortælle dem, at der ingenting kan ske her i Danmark, siger mange forældre, og glemmer, at de godt kan slukke for nyhederne derhjemme, mens børnene er vågne. Men så hører børnene bare om droneangrebene og hvad der ellers sker et andet sted.

STOP, siger Danmarksbloggen derfor, og spørger:

HVORFOR MÅ VI IKKE VÆRE BANGE?

For vi er et sted, hvor der reelt sker hybride krigshandlinger i Danmark. Og det kan godt gøre både børn og voksne bange. Men det er ikke angsten, som er fjenden. Angst er derimod en naturlig – og uundgåelig – del af livet.

Og nej, det er ikke rart at være bange. Det er ubehageligt. Men livet har aldrig handlet om at skulle undgå at være bange.

Tværtimod så handler livet om at lære at være i den ubehagelige angst, og bruge angstfølelsen konstruktivt.  

Angsten må nemlig ikke handlingslamme os. Men det gør den, hvis man tror, at verden skal være et nuttet og plysset lyserødt sted, hvor vi kan hoppe frit rundt som en anden flok enhjørninger uden tanke for andet end os selv – og hvad vi lige har lyst til nu.

Men verden er ikke sådan. Jo, altså – verden KAN indimellem være god, varm og kærlig, og når den er det, så skal vi nyde det i fulde drag. Men vi skal også være bevidste om, at verden er fuld af skarpe kanter, huller vi kan falde ned i, og væsner, som ikke vil os det godt – og at det skal vi lære at håndtere.

Det hedder rettidig omhu, og midt i en hybridkrig – som den Danmark er i ligenu – handler det om to ting:

  1. At være ærlig – både overfor sig selv og sine børn – om der kan ske ubehagelige ting, men at vi kan gøre en hel masse.
  2. At udvise rettidig omhu – og sørge for, at man kan klare sig selv med mad, vand og medicin i minimum tre dage. For når man kan det, så lægger man ikke samfundet til last i de kritiske dage, hvor der er slukket for vand, varme og strøm – og hvor ressourcerne skal bruges til at sørge for dem, som IKKE kan klare sig selv.

Så få nu købt det knækbrød, de dåsemakreller, de flasker vand osv – og keep calm and carry on. Det er altså IKKE sværere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”CHESS”

Udgivet den af
Svar

Det kan virke som teater til tiden, når Det Ny Teater sætter ABBA-legenderne Benny Anderssons og Björn Ulveaus´s ”CHESS” op. For nok blev musicalen skabt i Den Kolde Krigs sidste årti – 1980´erne, men her i 2025 står vi igen i en farlig, konfliktfuld situation mellem Øst og Vest.

Så det føltes umiddelbart aktuelt at bænke sig i de røde plyssæder i går aftes til premieren på det, der viste sig at blive en strålende forestilling med stående ovationer, så snart Xenia Lach-Nielsen, der med stor gennemslagskraft spiller den oprindeligt ungarske Florence Vassy, til sidst havde sunget sin smertefulde, men også jublende sang til livet – den om at der ingen grænser er omkring hendes hjerte.

For nok er alt et spil, som Walter de Courcey, der fornemt gestaltes af Jon Lange, konkluderer. Men var der i grunden nogen vindere i lige dette spil? Næppe. Nogen tabte en kærlighed, andre et fremtidshåb eller en identitet. Ja, sågar livet måske, når først jerntæppet igen havde lukket sig bag Thomas Høj Falkenberg, der skuespilsmæssigt fint formidler sin karakters Anatoly Sergievskys sårbarhed og søgen efter ære – uanset prisen. Stemmemæssigt savnede jeg dog Stig Rossens råkraft, som løftede ”Anthem” op til netop en hymne.

Men alle spillede et spil – og alle havde en historie, også den attitude-irriterende Frederick Trumper, der især i 1. akt kunne minde om sin nutidige navnefælle. Men her skal man huske, at ”CHESS” blev skrevet længe før, at nogen havde fundet på MAGA-bevægelsen. Så navneligheden mellem den fiktive, amerikanske skakspiller og den nuværende præsident i USA er blot et af skæbnens tilfælde.

Skæbnen er til gengæld ikke i tjeneste, når det handler om den russiske sekundant med forbindelserne til KGB Alexander Molokov, der gestaltes af Søren Bech-Madsen med enorm overbevisning og en stemme så dyb, som kom den fra de sibiriske stepper. Scenen, hvor han og hans håndlangere synger og danser, så det lyder så ganske russisk, havde i en tid uden droner over Danmark og anden hybridkrig ført til, at publikum havde klappet i takt.

Det gjorde vi til gengæld, da Anders Gjesing, som synger Frederick Trumper, indleder 2. akt med musicalens flotteste scene og det fængende superhit ”One night in Bangkok”, som vi fik på engelsk – og tak for det.

Det havde heller ikke gjort noget at synge mange af de andre sange på engelsk. En musical er ligesom en bog bare bedst på originalsproget. ”Anthem” havde fx været oplagt, og ”I know him so well”, som blev fremført så smukt af musicalens superstjerne Xenia Lach-Nielsen og af Frederikke Vedel, der med sand inderlighed og god stemme sang Anatolys russiske kone Svetlana.

Det sidste er i øvrigt musicalens mest ABBA-inspirerede nummer, og man kunne – i ånden – nærmest høre de to ABBA-kvinder Anni Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog synge den, hvad de så aldrig har gjort. Men det ville have været en drøm.

For drømme gør vi alle sammen, og vi spiller games alle sammen – og indimellem er der også en dommer, som synges af Simon Nøiers, der er FN i menneskeskikkelse. For CHESS er som bekendt en metafor på magtkampen mellem Øst og Vest dengang i 1980´erne – en tid, hvor FN aka Dommeren prøvede at styre og kontrollere begivenhederne.  

Det gik dog ikke særligt godt, og slet ikke som dengang verdens måske bedste diplomat nogensinde den svenske nationalhelt Dag Hammarskjöld var FN´s generalsekretær. Det var i samme årti – 1950´erne, at den russiske invasion af Ungarn fandt sted i 1956, som også spiller en nøglerolle i musicalen, og som i de sidste 3½ år igen har været virkelighed i Europa – nu bare i Ukraine.

Og så er vi tilbage i nutiden – uden at denne dog kommenteres – i en opsætning, som er præget af grå, sorte og lilla farver, og som med sine klaustrofobiske skaktern minder om ikke kun spillet skak, men også om scenen på Refshaleøen i 2014, hvor Eurovision-finalen blev vundet af en østriger i en guldkjole – værdig en ABBA-optræden.

Musikken i CHESS er selvsagt niveauer bedre end stort set alt Eurovision (med en historisk sang om Waterloo som en markant undtagelse). CHESS har også den mest varierende musik i nogen musical. Her er rock, pop, sakral sang, viser, etnisk-inspirerede sange, store ballader og meget mere.

Det er tydeligt, at ABBA-mændene er opvokset i en tid og på et sted, hvor man kun havde et par svenske radiokanaler at lytte til, og man derfor måtte tage det hele med.

Det har Benny Andersson så flere gange omtalt som noget positivt, og det er det også. Det er godt – også i tonernes univers – at kende til alle farver på paletten, så verden ikke bliver sort og hvid, som den ellers ofte er det i såvel et skakspil som et magtspil.

Danmarksbloggen giver “CHESS” på Det Ny Teater fem ud af seks skakbrikker. Der synges, spilles og gebærdes til den store guldmedalje hos både hovedroller, biroller, ensemblet og børnene, som man ikke ser meget til – men som alligevel enkelt og stærkt fortæller, hvem der altid betaler den største pris, når spillet er i gang. En pris, som betales livet ud – når alle døre lukkes, og man er tilbage i mørket, som Florence Vassy er det.

Det er en fejende, flot forestilling om en tid, der var engang – og som nu er tilbage igen. Bare på en måde, hvor der i vores anarkistiske tid flyves med droner og manipuleres på sociale medier og med spindoktorer fremfor at spille efter reglerne med konger, dronninger, løbere, springere, tårne og bønder, mens der opstilles atomvåben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Droneangreb er en test – af os

Udgivet den af
Svar

Vi må ikke ryste – hverken på hånden eller i ånden.

Det er en ”kapabel aktør”, som står bag nattens droneangreb over Kastrup Lufthavn, siger politiet.

Hvem ved politiet ikke, men de samarbejder med andre landes myndigheder om at finde aktøren. Men det er altså en aktør, som har droner af en vis størrelse og kapacitet – og som havde et ønske om at forstyrre luftfarten – og samtidig vise sig frem.

For dronerne tændte og slukkede lyset, mens de udførte angrebet, som er et anslag mod vores kritiske infrastruktur. Dronerne kom fra forskellige retninger, og opførte sig i det hele taget på en måde, så det var tydeligt, at de ville ses.

Det er derfor oplagt at være enig med Ukraines præsident Zelenskyj, når han siger, at det var Rusland, som stod bag.

Russerne har nemlig i de senere dage krænket det ene luftrum efter det andet i de NATO-nabolande, der grænser op mod Rusland – og det med fly eller/og droner: Estland, Polen, Norge – og nu også Danmark.

Efter Danmarksbloggens mening handler det derfor om at stresse os og gøre os bekymrende. Teste os og vores politiske standhaftighed – samt øve sig i angreb på os.

Men vi må ikke ryste på hverken hånden eller i ånden – eller i støtten til Ukraine.

Tværtimod skal vi stå endnu mere fast i kampen for Den Frie Verden. Det er en no-brainer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Min mægtige mor”

Udgivet den af
Svar

Kan et teaterstykke være en til alle steder gældende situation mere end det er en fremadskridende handling? En situation som er et spejl af alle bedstemødre, alle mødre, alle døtre gennem alle tider? Ja, High Noon Teaterproduktions ”Min mægtige mor”, som i øjeblikket spiller på Teatret ved Sorte Hest, er netop det – og endda på en vældig overbevisende måde.

Undertegnede, som er barnebarn til en for længst afdød mormor, datter til en mor og selv mor til en datter, men endnu ikke mormor, kunne i hvert fald spejle sig i mangt og meget. Og det samme kunne en propfuld teatersal at dømme efter mængden af latterbrøl, når noget var sjovt – og af den der stilhed, der bliver fysisk, når det sansede gjorde nas helt ind i sjælen.

For hvorfor skal det gøre så helvedes ondt at elske, som moderen – altså hende som har både en mor og en datter, siger, da hun igen-igen forgæves forsøger at trænge igennem til datteren, der har barrikaderet sig bag en af de mange røde døre, som danner kulisserne i forestillingen – som de gør det i livet.

For i vores tilværelse banker vi også på røde døre i håbet om at blive lukket ind, set, hørt, elsket og krammet – og ingen gør det mere stædigt og mere indtrængende end en mor, der vil nå sin datter, men ikke kan, når datteren afviser moderen igen og igen og igen – i selvbeskyttelse.

For nok elsker en datter sin mor, men ofte er en datter også så vred, så vred på sin mor over de ting, som denne gjorde forkert, eller over de ting, som denne ikke gjorde – og hvorfor gjorde denne ikke det? Dét spørgsmål kan nage en voksen datter hele livet, så hun nok køber en grøn badekåbe til moderen, altså mormoren, når der er gået år nok. Det er ømhed, men det er også desperation. For morgenkåben leveres som regel sammen med en for datteren sandhed eller fem.

Men findes den objektive sandhed om nogen og noget, når følelser er på spil? Det er i hvert fald mere end nemt at fare vild i livet – og i relationen med dem, som står tættest på. Og når det sker, så er alle døre røde som i fuldt stop, selvom tøjet er grønt og håbefuldt, som vi ser det stykket igennem. Godt nok i forskellige nuancer, men grønne farver ses på alle generationer.

Håbet er en sej størrelse. For vi vil så gerne nå hinanden, men det ender så ofte i kontraster og modsætninger, og indimellem hopper forståelsen en generation over, så broer dannes mellem mormor og barnebarn – og med en mor, som står frustreret i midten med alle de gode intentioner, men også en vild trang til kontrol.

Men det handler om at give slip, måske især på drømmen om at være den perfekte datter, mor og mormor, hvis vi skal have en ærlig chance til at bygge en for alle parter god version af en af verdenens stærkeste relationer op – nemlig den mellem mor og datter. Den relation, der mere end nogen andre sørger for, at slægten og livet går videre, uanset om vejen er belagt med uudtalte forventninger og skuffelser, eller accept og kærlighed, også når man ikke forstår hverken sin datters eller sin mors valg.

For ingen af os kan klare os uden vores mor, og vi græder alle sammen jeg vil ha min mor, og fortryder – hvis vi valgte den friserede det-skal-se-pænt-ud-version, når hun ikke er her mere, er budskabet fra Rikke Wölck, som har skrevet manus, og som også spiller den frisindede bedstemor, der ofrede mere for sin datter, end denne nogensinde får at vide.

Datteren, en succesfuld advokat, nu pensioneret med masser af penge på kistebunden og alle de friserede bedsteborgerlige holdninger i håndtasken, spilles af Karen-Lise Mynster, der gestalter ensomheden og alle de gode intentioners håbløse kamp, så det gør ondt længe efter, at man har forladt teatret.  

For nej, hun kan ikke nå ind til den depressive journalistdatter med de mange ord og den store smerte, som prøver at bære hele verdens smerte på sine skuldre. En umulig opgave, og smerten er tydelig både at se og høre hos Laura Bro, der er datteren.

For det med ansvaret har de tre kvinder nemlig tilfælles. De vil så gerne fixe andres smerte, men de ser ikke, at de selv går til i forsøget – og at de mister kontakten til det, som de elsker allermest og prøver at fixe. Det er et forlis så stort som livet selv, og det gør forestillingen til en af de allermest hjerteskærende i mange år.

”Min mægtige mor” er derfor et formidabelt stykke teater, som gør ondt, som ellers kun livet kan det. Danmarksbloggen giver fem ud af seks af de røde døre, som vi nok kan notere fine, poetiske ord på, men som uanset hvad kridtet skriver, alligevel holder os ude af hinandens liv, hvis ikke vi elsker og åbner op.

For lykke er ikke et valg, der nogle gange kræver en indsats, som kvinden i midten, hende der både er mor og datter, ellers siger det. Det er et spørgsmål om kærlighed – også på andre præmisser end ens egne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høstens rige gaver – lidt endnu

Udgivet den af
Svar

På søndag holder mange af landets kirker høstgudstjeneste med masser af frugt, grønt og kornaks i kirkerummet.

Traditionelt har midten af september nemlig været tiden, hvor høsten var nogenlunde i hus. I moderne tid – med nye dyrkningsmetoder og nye afgrøder – er billedet af året delt op i såtid, væksttid og høsttid så blevet noget mere komplekst. Men lad det nu være – og lad os holde fast i, at det er høsttid her midt i september.

Det interessante er nemlig, at kirkerne er nogenlunde alene om stadig at markere denne i grunden vigtigste milepæl i årets gang.

For hvor ville vi være, hvis ikke vi havde mad nok? Ja, så ville det se sort ud. Uden mad, så dør man. Det er en barsk sandhed, som mange må sande over hele kloden, men som i danskernes bevidsthed opfattes som noget, der aldrig kan blive relevant for os at skulle bekymre os om.

Deri tager man så fejl. For nok kan vi brødføde os selv – nu.

Men hvad hvis krigen kommer fysisk til Danmark? Digitalt er den her for længst, men fysisk kan den komme – og så kan vi være udfordrede, hvis vores madproduktion også rammes.

Og når – og ja, det er når, og ikke hvis – Golfstrømmen kollapser, så har vi balladen. For så får vi et klima, som det man ser i Alaska.

Og nok er der på den ene side så garanti for hvid jul, men på den anden er det slut med mange af de afgrøder, som vi anser for kernedanske som fx pærerne, der er i højsæson netop nu.

Og så kan vi slet-slet ikke brødføde os selv. I Alaska, som har en befolkningstæthed på 0,472 indbyggere per km2, må man i dag importere 95% af sine fødevarer. Det vil – altså efter Golfstrømmens kollaps – blive tæt på 100% i Danmark, som har en befolkningstæthed på 141 indbyggere per km2.

Dét er ikke en rar, men en nødvendig tanke her en solrig septemberdag, hvor udtrykket ”høstens rige gaver” lidt endnu giver mening heroppe højt mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Rejseholdet – Det første mord”

Udgivet den af
Svar

Rejseholdet og deres sager har altid interesseret danskerne. Tag fx rebooten af tv-serien ”Rejseholdet”, som havde premiere i år 2000, og som blev en kæmpe succes, der endda modtag verdens fornemmeste tv-pris Emmy´en.

Så det var forventeligt, at filmens verden også ville kaste sig over Rejseholdet – og det sker så i dag, hvor der er premiere på hr. Boes film ”Rejseholdet – Det første mord”. Filmen er lavet udfra den første bog i Jacob Jonias serie om Rejseholdet. Men i modsætning til DR´s tv-serie, som var baseret på rigtige sager, så er mordgåden her fiktion.

Rejseholdets leder i filmen er dog skabt udfra virkelighedens første leder af Rejseholdet, nemlig Otto Himmelstrup, der IKKE havde den traumatiske baggrund, han forsynes med i filmen. Himmelstrup var til gengæld lige så grundig og lige så dygtig i virkeligheden, som han gøres til i hr. Boes film, der indledes med en homage til DR´s tv-series I. P., når Himmelstrup siger: Og jeg laver resten …

Det er Alex Høgh Andersen, der gestalter den unge Himmelstrup, som i virkeligheden var en moden mand på næsten 50 år, da han blev leder af Rejseholdet. Men Alex Høgh Andersen løfter opgaven som den legendariske opdager, der havde en opklaringsprocent som få andre – og som tilmed opklarede mordet på Kaj Munk – til ug med kryds og slange. Ja, det er, som har Alex Høgh Andersen aldrig spillet andet end hovedroller, der skal brænde for såvel sag som retfærdighed.

Hans to kollegaer præsterer også på den store klinge: Det tekniske geni P.R., der spilles overbevisende af Nicolaj Kopernikus – og dejligt, at han for en gangs skyld får lov til at være alvorlig. Samt sekretæren med lige dele mod og evner udi politiarbejdet Camilla, der gestaltes, så det tindrer og gnistrer af Mathilde Arcel F., der gør den fiktive Camilla så meget en kvinde i egen ret, at hun fremstår som et moderne kvinde-ideal.

Kriminal-intrigen snor og slynger sig ud og ind med twists, som afvikles både logisk, smidigt og dramatisk, så man er rigtig godt underholdt på dén del.

Men det ville ikke være hr. Boe uden også at lægge et andet – mere kunstnerisk lag – ind i filmen. Her et som handler om moral og adfærd, om religion versus videnskab, om dekadence og nydelse versus nytte og fornuft. Alt sammen vægtige – og vigtige – spørgsmål, som undervejs kastes op i korte glimt, men ikke bruges direkte i filmen. Nogle vil mene, at disse af musik ledsagede filosofiske krummers tilstedeværelse giver filmen dybde, andre at det blot er forstyrrende elementer.

Danmarksbloggen synes, at filmens 125 minutter bliver lange i det spyt, som sammen med andre kropsvæsker og andet sanseligt er så rigeligt til stede, at filmen havde stået skarpere, om man havde droppet det kunstneriske lag og fokuseret på kriminalgåden.

Samt måske gjort mere ud af lokationen, som er Esbjerg i de brølende 1920´ere. Dengang fiskerbåde, et hårdt og slidsomt liv og Indre Mission stadig var normalen, selvom byen voksede eksplosivt og trak nye mennesker til. For såvel champagnefester som en begyndende klasse- og kvindebevidsthed tog sin begyndelse i de år – også i de egne af landet, hvor man læser ”Vestkysten”.

Alligevel – og fordi Danmarksbloggen håber på en fortsættelse af fortællingen om Danmarks svar på FBI, nu blot udelukkende med kriminalgåden, tak – skal ”Rejseholdet – Det første mord” have fire ud af seks teposer, som dem Camilla siger, at en kvinde er, når hun dyppes i vand – aka får lov til at lege med, når det er sjovt.

I andre roller ser vi Mille Lehfeldt som målbevidst reporter, Katrine Greis-Rosenthal som byens rige dame, Ask Berntsen som hendes søn, Lars Ranthe som uduelig politimand og Flemming Enevold som diktatorisk, men lydhør politimester i København. Det gør de alle forrygende.

Et morsomt trivia er, at Flemming Enevold har indlæst den serie af bøger, hvis første roman danner forlæg for filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi skal stå imod bøllen i øst

Udgivet den af
Svar

Sikkerhedstruslen øges mod Danmark med etableringen af en ukrainsk våbenproduktion i Danmark, siger de urolige i dag, hvor også Ukraines præsident Zelenskyj er på besøg i Danmark.

Dertil kan man kun svare: Ja, måske – på kort sigt. Men på langt sigt bliver sikkerhedstruslen endnu større, hvis ikke vi fortsat stiller os på den side, som kæmper for Ukraine og resten af Den Frie Verden. Vi er også allerede i krig – vi har sendt både artilleri og F16-fly til Ukraine.

For faktum er ganske enkelt, at Rusland – lige siden de overfaldt Ukraine i februar 2022 – har vist, at de kun vil en vej: Krigens vej.

Og det efterlader så os med valget:

Bøjer vi nakken, lader Ukraine i stikken, og finder os i sådan en bølleadfærd – uanset hvad det koster både Ukraine og os? Eller kæmper vi imod ved at hjælpe Ukraine og også os selv ved at opruste, så vi kan stå imod bøllen i øst?

Danmark har heldigvis valgt det sidste … og dét skal vi blive ved med. Ja, i dag er der kommet en grund mere. For Ruslands ambassadør i Danmark udtalte for kort tid siden, at med ukrainsk våbenproduktion i Danmark, så er Danmark at betragte nærmest som direkte aktør i Ukraine.

Ja, men det er da en anerkendelse af vores indsats i Ukraine.

Ruslands præsident Putin er så i øjeblikket i Kina sammen med andre statsoverhoveder fra diktatoriske stater. Den slags samfund, som de ønsker, er totalitære systemer uden de liberale frihedsrettigheder og det demokrati, som vi står for.

Hvad de konkret plotter i Kina – det ved vi ikke. Men Kinas leder Xi Jinping har lige sagt, at verden står ved en skillevej aka truer med krig – og han lover, at Kina vil hjælpe deres ”brødre” i Rusland.

Og nok har Kina store økonomiske interesser i USA, men ikke lige så meget i Europa. Så med Trump i Det Hvide Hus, er der nemmere spil for det, som tegner til at være et ”dem”, som måske alligevel kun tæller Rusland, når det kommer til stykket, overfor Vesten, som er ”os”.

Uanset hvad så ved vi, at den gamle sandhed gælder til alle tider: Hvis man vil fred, så må man forberede sig på krig.

Så det gør vi så i Danmark, i hele den vestlige verden – minus måske USA, som er rimeligt utilregnelige i øjeblikket.

Så vi må steppe op her i Danmark, her i Europa. Vi kan heller ikke andet. Det er en no-brainer, det her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk