Anmeldelse: “Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb”

I den største nationale og internationale krise siden 2. Verdenskrig er der brug for en bog som Michael Müllers ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb”.

For nok fokuserer bogen i sagens natur på kongehuset, men den handler samtidig om Danmark og os danskere. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” viser, at vi som folk godt kan udholde svære tider og stå igennem modstand – og at der kommer en dag, hvor livet vender tilbage, hvor solen skinner igen, og hvor vi kan samles igen så mange, som det skal være. Det giver derfor håb at se og læse bogen.

Netop læse og se. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er myldrende fuld af fotos fra en tid, som stadig præger vores verden. FN, som spiller en hovedrolle under den igangværende pandemi, er fx direkte udsprunget af 2. Verdenskrig. Det samme er EU, NATO og mange andre af de internationale organisationer og konventioner, som danner rammen om vores verden i dag, og hvis ledere kongehuset altid har mødt som ambassadører på Danmarks vegne.

Så selvom det i år er 75 år siden, at 2. Verdenskrig sluttede, så er båndet til den tid stadig stærkt – og det kommer i denne Corona-tid endnu tættere på. Fordi vi her under pandemien får lov til at føle på egen krop og i eget sind, hvad det vil sige at leve i en verden, hvor normaliteten er sat helt ud af funktion, og hvor ingen ved, hvornår det bliver anderledes.

Mange af bogens fotos stammer fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, og er ikke tidligere offentliggjort. De er spændende, og viser både Danmarkshistorie i al almindelighed som fx Besættelsesmorgenen, Folkestrejken, Rigsdagens åbning efter Befrielsen og livet omkring de kongelige slotte og kongefamilien i særdeleshed. Fotos, som fortæller – hvis ikke man allerede vidste det, at de kongelige udover de officielle pligter er mennesker med følelser og hverdagsglæder som fx daværende kronprins Frederiks og prinsesse Margrethes tur i bølgerne.

Fotos som viser, at de kongelige er mennesker med relationer. Både officielle og private. Både de kærlige og nære som det fortrolige forhold, der var mellem Christian d. 10. og hans svigerdatter daværende kronprinsesse Ingrid – og de mere problematiske som Christian d. 10.´s relation til svigerinden prinsesse Helena, der havde og offentligt også viste en så stor sympati for nazismen, at hun blev landsforvist få uger efter Befrielsen. Senere fik hun dog lov til at komme tilbage til Danmark, hvor hun levede tilbagetrukket resten af livet.

Et af de fotos, som gør mest indtryk, er da daværende kronprinsesse Ingrid hilser på sin far, den svenske konge, for første gang siden krigen. Her kan man se glæden over igen at være sammen lyse ud af billedet. Og igen bliver sammenligningen til vor tid åbenbar – til de mange, som i denne tid ikke ser deres ældre slægtninge, og til de ældre, som må undvære de yngre generationer. Denne gang ikke fordi de holdes afskilt af en krig, men af en virus. Men savnet og kærligheden – og glæden, når man kan ses igen, vil være den samme.

If we do meet again, why we shall smile, skriver Shakespeare i ”Julius Cæsar” – og senere pointerede Vera Lynn under 2. Verdenskrig, at We will meet again. Ord som blev gentaget af Dronning Elizabeth d. 2. i foråret, da Coronaen ramte Storbritannien.

Og netop smil og jubel og mange mennesker – rigtig mange mennesker forsamlet på samme sted – omgivet af Dannebrog er billeder, som ætser sig ind, når man læser og ser bogen. Fordi en verden med glæde og gensyn ikke er nutid, men fremtid – og fortid, som da Shakespeares landsmand general Montgomery, kaldet Monty, kom til København lige efter Befrielsen.

Men vi ser også glæden inden krigen, da den svenske prinsesse Ingrid efter brylluppet i Storkyrkan i Stockholm kom med et sus fra de svenske birke og som en stor gave til det danske monarki. Fordi hun lod Danmark gro på sig og blev dansk. Fordi hun positivt og klogt påvirkede hele fire generationer af regenter på den danske trone: Svigerfaderen Christian d. 10., ægtemanden Frederik d. 9., datteren Margrethe d. 2. og barnebarnet, den kommende Frederik d. 10.

Historien om den daværende prinsesse, nu Dronning Margrethe og hendes forståelse af, at freden var noget godt, er også med i bogen. For hun var blevet lagt i seng, da faderen, den senere kong Frederik d. 9., stak hovedet ind og sagde, at det var freden. Men at freden så var noget stort og særligt, forstod den femårige prinsesse først, da hun kom op af sengen og ned i stuen, og fik en gul sodavand. Hun blev i øvrigt lagt til at sove på en sofa natten mellem d. 4. og d. 5. maj 1945, da der blev skudt mod Amalienborg ovre fra Holmen – og hendes værelser vendte den vej.

Og gennem det hele gjaldt det om at holde hovedet højt og ranke ryggen, som daværende kronprinsesse Ingrid sagde det.

Forfatteren Michael Müller nævner i forordet, at han har skrevet bogen med den tanke at forstå, hvor vi kommer fra, hvem vi er, og hvad vi ikke skal tilbage til. Det er fint. For vi lever i en urolig tid, hvor ingen ved, hvad der sker, og hvor nationalismen på mange måder farer lige så brølende frem som i 1930´erne. Noget som den igangværende pandemi kun forstærker, både nu mens den raser – og formentlig også når den er forbi.

”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er derfor en stærk bog med et flydende sprog, der giver et fint billede af Besættelsestiden og det, som ledte op til og det, som fulgte. Så vi får det hele med – også Christians d. 10.´s død i 1947 og det nye kongepars første år på tronen.

Nogle vil måske klandre bogen for at være ret letlæst og med nærmest lige så mange fotos som tekst. Men ikke alt behøver at være murstensværker for at formidle noget vigtigt, og slet ikke en bog som denne, der med en sprudlende fortælleglæde og billeder, der som bekendt fortæller mere end 1000 ord, giver både historisk perspektiv og håb i en mørk tid. Bogen lever dermed også op til sin egen undertitel: I mørke og håb.

Danmarksbloggen giver ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” seks ud af seks Dannebrog som dem, der var overalt i Danmark efter Befrielsen, og som vi igen skal kippe og juble med, når Corona-pandemien en skønne dag endelig er forbi.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministeren udviser rettidig omhu

Så fik skruen et nøk til i går aftes til endnu et pressemøde i Statsministeriet.

Forsamlingsforbuddet blev sænket til 10, vi skal også undgå at se for mange mennesker privat, ja helst skære så meget ned som muligt og i hvert fald ikke over 10, og så skal mundbindet på indendørs i supermarkeder, butikscentre og alle offentlige steder.

Årsagen er enkel: Smitten er løs igen – i hele det danske samfund, og det går alt for stærkt lige nu. Så hvis ikke vi gør noget, så risikerer vi, at pandemien løber løbsk i Danmark, som den har gjort det mange andre steder i Europa, hvor sygehusene allerede nu (mens smittetallene stiger) er på max-kapacitet – eller over.

Det er dystre udsigter – og det kan blive meget værre end i foråret, hvor lastbilerne kørte i lange rækker med lig i de nord-italienske byer, hvor spanske gamle på plejehjemmene blev efterladt, så de lå og døde i deres senge og andre grufuldheder, som skete her i Europa – og i resten af verden.

Men i Danmark er der folk, der brokker sig over ikke at kunne komme til fodboldkamp. I Polen laver de deres nationalstadion om til et felthospital.

I Danmark er der folk, som beklager sig over ikke at måtte forsamles 35 mennesker til et kobberbryllup. Flere steder i Europa må man ikke være sammen med andre end dem fra ens husstand. Ja, nogle steder må man ikke kramme mere end ét menneske.

I Danmark brokker folk sig over, at mundbind er besværlige. Kirurger kan stå og lave livsvigtige operationer med mundbind på i timevis, og så kan vi andre nok også klare at have dem på, mens vi skal købe to liter mælk.

I Danmark er folk negative over, at Mette Frederiksen har aflyst julefrokosten – i andre lande forbyder man rejser mellem regioner og ind og ud af byer, dvs. at børn og forældre og bedsteforældre risikerer ikke at kunne være sammen til jul.

I Danmark brokker Venstre og de andre borgerlige partier sig over, at landets statsminister tager styringen i denne krisetid, og ikke ringer til dem, hver gang en beslutning skal tages. I Belgien har sundhedsmyndighederne i to måneder set, hvad der var på vej og efterlyst handling fra myndighederne. Men den er først kommet nu – alt for sent.

Det, Mette Frederiksen gør, er rettidig omhu – og det redder både danske liv og danske arbejdspladser – og dermed det danske samfund.

Så: Bliv hjemme, tal med dine venner og familie i telefonen eller over Skype, og skal du ud, så tag mundbind så. Sværere er det ikke. Så find samfundssindet frem, og lad det sejre over den forkælede egoisme, så kommer vi igennem det her. For COVID-19 kan bremses, når vi holder afstand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

MeToo og blå blok

MeToo fejer over Danmark – med rette. For vores kroppe er vores egne, og ingen skal befamle eller berøre andre på de krænkende måder, som magtfulde mænd har gjort det overfor kvinder igennem generationer.

Det handler om frihed, lighed og respekt. Om at et samfund uden MeToo bliver et bedre samfund for alle, pånær selvfølgelig for de lumre krænkere. Dét er Danmarksbloggen helt overbevist om.

Danmarksbloggen er også overbevist om, at krænkerne findes i alle brancher, i alle samfundslag og blandt alle politiske overbevisninger.

Det er derfor tankevækkende, at vi endnu ikke har hørt noget til MeToo i blå blok – hvis altså man ser bort fra DF´s Pia Kjærsgaards og Venstres Inger Støjberg – og deres forældede holdninger om, at der er forskel på overgreb.

Ja, nogle overgreb er ifølge d´damer i grunden slet ikke overgreb, men mere sådan en slags kompliment til kvinden og hendes kvindelighed.

Til det kan man kun svare: Sig det til den unge praktikant, der bliver taget på låret af en minister under bordet til julefrokosten – og som ikke tør sige noget til nogen. Fordi han kan afgøre hendes videre skæbne. Denne unge praktikant vil derfor næppe være enig med Kjærsgaard og Støjberg, men hun tør måske heller ikke sige noget.

For hun ved, at det i ok-boomer-verdenen bliver hende og hendes opførsel og måske også påklædning – og ikke krænkeren og hans adfærd – som der sættes spørgsmålstegn ved. Men det duer bare ikke. Det her er et strukturproblem, og der skal gøres noget ved det.

Og vi har hørt om MeToo-sager hos de Radikale og hos Socialdemokraterne – og i morgen aften sender TV2 første del af en serie om MeToo i ungdomspartierne, og her er både Venstre og Liberal Alliance med.

Men endnu er lyset ikke vendt mod selve de borgerlige partier, hvoraf flere ikke engang har en politik omkring, hvordan de håndterer sager med seksuelle overgreb.

Så de blå sidder helt tavse og musestille og venter. Både dem, der er blevet krænket, dem der krænker (for ja, de findes også blandt de blå, hvis man skal tro rygterne fra de samme kilder, som i årevis har talt om fx tidligere overborgmester Frank Jensen) og dem, som ved en hel masse, men som ikke har sagt noget.

Gad vide om de blå satser på at kunne ride MeToo-stormen af? Danmarksbloggen håber i så fald ikke, at det lykkes.

For skal vi have en reel kulturændring i Danmark, når det kommer til forholdet mellem magt, sex, mænd og kvinder – og det skal vi – så skal alt vendes og luftes ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

MeToo og Det Radikale Venstre

MeToo fik først fart i Danmark i anden bølge, nemlig da Sofie Linde til TV Zulu Comedy Galla sidst på sommeren modigt fortalte om den markante DR-personlighed, som havde truet med at smadre hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob. Det havde hun så ikke gjort.

Endnu er det ikke offentligt, hvem denne person er. Men der er andre mænd (som heller ikke har behandlet kvinder med respekt og holdt grænsen), som er blevet afsløret – og i dag kom turen så til den mest prominente i Danmark indtil videre, nemlig den nu forrige leder af Det Radikale Venstre, Morten Østergaard.

Det er en god udvikling. For overgreb og seksualisering er metoder til at holde kvinder nede. Det handler nemlig ikke kun om køn, men om magt. Derfor skal vi i MeToo-sammenhænge have hele pakken med, også ligeløn og det sprog, som vi anvender osv.

Morten Østergaards afsked vil dog få større betydning i dansk politik end i forhold til MeToo.

Det Radikale Venstre er som bekendt et parti, der ofte har været tungen på vægtskålen, når der skulle peges på en statsminister. En rolle, som partiet gerne vil have igen – og som de kan få igen.

Med Sofie Carsten Nielsen som ny leder er det Danmarksbloggens vurdering, at de radikale har fået en leder, der teknisk set er dygtigere end Østergaard – og som også vil være bedre til at samarbejde med Socialdemokratiet end Østergaard var det.

Åbningsdebatten i Folketinget i morgen bliver i hvert fald en del mere spændende at følge nu. Og det var ellers nervepirrende nok i forvejen i en tid med Corona og med en grøn dagsorden, hvor Østergaard havde sagt, at han var klar til at vælte regeringen og tage et jule-valg på klimaet.

Men hvad sker der nu? Ingen ved det, men mon ikke den nye leder Sofie Carsten Nielsen har en del af læse op på i de kommende nattetimer. For en ting er at være en dygtig næstformand. Men fra i morgen er det hende, der tegner partiet med alt, hvad det kræver. Danmarksbloggen er sikker på, at hun kan.

Ja, Danmarksbloggen ser i Sofie Carsten Nielsen en ny Ritt Bjerregaard, klar i mælet, stærk og dygtig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiets festdag: Men er der noget at fejre?

Demokratiets festdag kalder man to dage: I dag, hvor Folketinget åbner, altså den første tirsdag i oktober og Grundlovsdag 5. juni, hvor Grundloven blev givet. Det er alt sammen vældig fint, og selvom det er Corona-tider, så forventes såvel Dronningen som Kronprinsparret og prinsesse Benedikte at være på plads til åbningen kl. 12. Så bliver det næsten heller ikke bedre. Flag, hatte og alt det der.

Danmarksbloggen er dog mindre begejstret. For skal et demokrati fungere, som vi ønsker det i Vesten, at det sker, så skal visse rettigheder være på plads – deriblandt retssikkerheden, som også inkluderer en vis frihed for individet.

Men lige præcis dén frihed er truet, hvad man kan forvisse sig om ved at læse den nye bog om Eva Smith, som Danmarksbloggen anmeldte i sidste uge:

Anmeldelse: “Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”

Vi sælger altså ud af vores individuelle frihed i forventningen om, at vi får mere tryghed. Men hvorfor? Er det mangel på fantasi – eller at vi har for meget blind tillid til systemet?

Og er det overhovedet en reel tryghed, som vi får til gengæld? Og hvem skal vi i virkeligheden frygte mest? Nogle fundamentalistiske og religiøse galninge med bomber i turbanen? Eller at den viden, som samles om os, kan falde i hænderne på de forkerte – og blive brugt imod os?

Og nej, der tænkes ikke på Deep State og andre sølvpapirshatte-teorier, som ikke hører hjemme andre steder end i fantasien.

Her tænkes på reelle trusler fra lande som Rusland og Kina, der begge har dagsordner, som ikke er i Danmarks eller for den sags skylds den vestlige verdens interesse.

Vi ved allerede, at megen viden om os og vores færden ligger hos store, amerikanske kommercielle firmaer, som er udenfor demokratisk kontrol – og som bruger denne viden til at påvirke os, så vi køber de ting, som de vil have, at vi skal købe, ser de film og nyheder, som de ønsker osv.

Vi ved også, at kineserne har travlt med at opkøbe infrastruktur som havne og lufthavne og foretage investeringer i Vesten som fx i miljøteknologi og vandværker i Danmark. Vi ved også, at Rusland blander sig i andres landes demokratiske valg.

Vi ved, at der sker en hel masse i spillet om verdensherredømmet. For politikerne spiller RISK 365 dage om året. Så det sker lige nu, men de danske politikere taler om overvågningskameraer og bandepakker!

Men hovedfjenden er ikke rabiate muslimer eller bander. Hovedfjenden er nogle helt andre – og politikernes opgave no. 1 er at beskytte landets borgere og demokrati. Dét  indebærer her i 2020 at gå i kødet på de kommercielle aktører fra USA og på lande som Kina og Rusland.

For de tromler frem lige så hurtigt, som de kan – og uden hensyn til nogen eller noget, og da slet ikke en styreform som demokratiet, som de anser som svag og dårlig. Især i dens vestlige og liberale form. Og det gælder både Kina og Rusland.

Tag fx Kina. Her opfatter mere end 9 ud af 10 kinesere den kinesiske samfundsmodel som den rette. Staten er set med kinesiske øjne iflg. den britiske forfatter og Kina-ekspert Martin Jacques, som har skrevet “When China Rules the World” som et kært familiemedlem.

Ja, staten er familiens overhoved, som sørger for, at nationens enhed bevares – og at enhver etnisk og kulturel splittelse nedkæmpes. Staten er altså en legemliggørelse af den kinesiske civilisation og kultur. Staten gør det, som skal til – og deri ligger beskyttelsen for den enkelte borger. Alle vestlige ideer om individets ret og plads til mangfoldighed og forskellighed ses derfor også som en trussel mod denne enhed.

Og det samme kan siges om Rusland. Her gælder blot, at det er den russiske politiske leder, tidligere tzaren og nu præsidenten, og den russisk-ortodokse kirke, som afstikker kursen i det store land i en ældgammel alliance, som Putin og patriarken genskabte efter kommunismens sammenbrud. Men statens enhed og ingen plads til anderledes tænkende – også når det kommer til seksuel orientering – gælder i Rusland som i Kina.

Staten passer på sine borgere – hvis altså de opfører sig ordentligt, og det er som det skal være, mener mange kinesere og russere.

Og det er præcis den holdning, som det danske demokrati og de andre demokratier i Vesten, som hviler på individets politiske, religiøse og seksuelle rettigheder og frihed, er oppe i mod. Dét skal vi gøre os ganske klart og tage vores forholdsregler imod.

En af disse er IKKE at blive ligesom de lande, der overvåger og kontrollerer deres borgere, men derimod holde fast i vores frihed og mangfoldighed – og ikke tillade kinesiske penge at komme ind i det danske samfund, stoppe russiske internettrolde osv.

Så vi skal kræve, at de danske politikere stopper med at udhule retssikkerheden, ja at de genopretter det, som er blevet ødelagt i de sidste par årtier i tryghedens forkætrede navn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”

Kan man sige, at en bog er rig? Det er i hvert fald dén tanke og oplevelse, som undertegnede sidder med efter at have læst den mere end almindeligt velskrevne bog ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”, som er skrevet af ægteparret Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt, og som handler om juraprofessor Eva Smith, der er kendt som et ikon, når det kommer til retssikkerhed og medmenneskelighed i Danmark.

Bogen er en biografi over et usædvanligt liv, der stadig er i fuld gang. For Eva Smith blander sig heldigvis, trods at hun er stoppet med at undervise, stadig i debatten i Danmark. Og hendes tale er lige så klar og tydelig, som den altid har været, hvad man også forvisses om i bogen, hvor mange kapitler selvfølgelig handler om hendes professionelle virke og de mange gange, som det har bragt hende ind i den politiske dagsorden.

Bogen rummer også et væld af fotos, der understøtter de personlige historier og anekdoter om at være født en Hækkerup, men være glad for at kunne skifte navn, fordi hun ville være sig selv og ikke minister Hækkerups datter. Om at være blevet gift tre gange i to korte og et langt ægteskab, som stadig er i gang, om moderens tidlige død, hendes egen kamp mod den migræne, der var tæt på at koste hende livet, otte børn, en del børnebørn, eventyr og rejser. Blandt andet en spektakulær vandretur op ad Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, hvor Eva Smith nåede toppen – som 62-årig, ene og alene fordi hun nægtede at give op.

At fortsætte – trods modgang og besvær – er også sammen med hendes eget forslag til bogens undertitel, som var ”Hun tror, alting rager hende”, koden til Eva Smiths liv og virke, der aftvinger respekt og inspirerer.

Bogen bliver derfor også mere end en biografi. Den bliver et indlæg i debatten om vor tid og vores samfund, som man fx kan læse det på side 19, hvor Eva Smith betoner, at det er afgørende for vores demokrati, at den enkelte minister kan straffes efter den almindelige straffelov. Lige ret for alle.

Det med retssikkerheden har været en rød tråd gennem Eva Smiths virke, og hun siger på side 35:

Det går den helt forkerte vej med retssikkerheden i Danmark. Det har taget os næsten 200 år at opbygge vores retsstat og demokrati, men gennem de seneste 20 år er det lige så stille blevet udhulet. Retssikkerhed handler om at beskytte den enkelte mod overgreb fra myndighedernes side. Men det forstår mange af nutidens politikere ikke. De tror, at retssikkerhed handler om, at borgerne skal føle sig trygge. Det er selvfølgeligt vigtigt. Det har bare ikke noget med retssikkerhed at gøre.

Ord, som burde stå med flammeskrift, og altid sættes i forhold til holdningen om, at den, der ikke skjuler noget, har ikke noget at frygte. En sætning, som ofte bruges i dag som legitimitet for mere overvågning og andet af samme skuffe – og som faktisk blev sagt første gang af den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels.

Læg dertil at PET ikke vil fortælle, hvor mange de overvåger i Danmark. Samt at de tre råd, Straffelovsrådet, Retsplejerådet og Strafferetsplejeudvalget, som alle blev nedsat i 1960´erne, og som man altid hørte, når man skulle udarbejde nye lovforslag for at være sikker på, at indholdet stemte overens med Grundloven og de internationale konventioner, reelt er sat udenfor indflydelse i dag. For siden den første terrorpakke i 2002 har det været slut med at lade uvildige juridiske eksperter se på juraen. Nu klarer en instans i Justitsministeriet det. En instans som består af politi og anklagemyndighed eller blot politikere og embedsmænd. Noget, Eva Smith kalder et tilbageslag for retsstaten.

Og sådan er bogen ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel” hele vejen igennem fuld af hårrejsende fakta om vores nutidshistorie. Bogen handler nemlig lige så meget om situation Danmark, som den gør om Eva Smith, hvis man ellers har brug for at skelne.

Danmarksbloggen har ikke. For Eva Smith er en af landets dygtigste jurister, og man vil meget gerne høre, hvad hun har at sige, måske også fordi man – som en kollega sagde det aldrig ved, hvad hun specifikt siger, når hun åbner munden. For det gør hun. Både i tale og på skrift, som når hun som en kommentar til Jyllands-Postens tegning af det kinesiske flag med stjernerne lavet som små Corona-vira på side 192 siger:

Ytringsfrihed er en ret, som vi i sin tid fik, for at vi frit kunne kritisere magthaverne. Det var tanken. Ytringsfrihed er ikke en håneret. Det er, som om det siden Muhammedtegningerne er blevet til, at jo mere du kan håne folk, jo mere forsvarer du ytringsfriheden. Det er en helt gal udvikling, som intet har med ytringsfrihed at gøre.

Eva Smiths egen vej har været spændende. Og selvom også hun ramte glasloftet og blev stoppet af det, så brød hun det også, som da hun blev den hidtil eneste kvindelige Provst på Regensen (som har haft hele 66 Provster). Eller som da hun i 1986 forsvarede sin disputats, der banede vejen for, at hun i 1990 blev den første kvindelige juraprofessor i Danmark. Det var ikke overraskende. Hun har vilje, intelligens og så kommer hun fra en familie af stærke kvinder, og blandt dem lyser Eva Smith.

For Eva Smith er i særklasse, og det er en fornøjelse at læse om hende, hvad enten det er privatmennesket Eva eller juristen Eva. Danmarksbloggen kan ikke lade være med at ønske, at flere (både kvinder og mænd) ville mene ligesom Eva Smith, at alting rager dem.

For samfundet bliver bedre, når de stærke hjælper de svage, og vi lever efter teorien om, at vi er forpligtede til at bruge vores evner, som Eva Smith lærte det hjemmefra. Velfærdsstaten skal nemlig baseres på retfærdighed og social ansvarlighed – også overfor dem, som lever udenfor landets grænser, eller som kommer hertil som flygtninge. På et fællesskab på tværs af sociale skel.

Danmarksbloggen giver ”Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel” 6 ud af 6 paragraffer, og anbefaler på det varmeste bogen som et godt sted at søge viden og inspiration.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regnbueflaget foran Christiansborg

Det er Copenhagen Pride 25 års jubilæum i år, hvor Paraden selvfølgelig er aflyst pga. Corona. Men alligevel skete der noget stort i 2020.

For det er første gang, at regnbueflaget er blevet hejst foran Christiansborg, hvor det hele dagen har blafret så fint i solskinnet.

Danmarksbloggen var forbi, og så det smukke regnbueflag vaje og lyse sammen med sammen med demokratiet som en påmindelse til alle mørkemænd og mørkekvinder om at komme ud af deres sorte huler – og ud i regnbuernes farvestrålende mangfoldighed.

For herude er der glæde, lys og kærlighed fremfor had og angst.

På den anden side af trappen op til Christiansborg hang Dannebrog. Noget mere sammenkrøllet om flagstangen, som om Dannebrog sagde: Det her er din dag, regnbue-fane. Jeg vil ikke tage din vind. Du skal fylde og vaje og blafre alt det du kan. Meget høfligt og rummeligt af Dannebrog – og ikke spor overraskende.

For danskhed handler om tolerance og glæde ved mangfoldighed, åbenhed og fællesskab, som det i dag blev symboliseret ved vores demokratis højborg.

Danmarksbloggen er begejstret – og håber, at regnbuerne vil lyse og regnbueflaget blive hejst hvert år foran Christiansborg.

For Danmark skal være et land med plads til os alle sammen – alle farver, former, køn og alt muligt andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv Danmark sommeren 2020

Danmarksbloggen vil gerne ønske alle en rigtig god sommer – med ønsket om at udvise samfundssind og blive hjemme i Danmark, selvom der er åbent op til flere lande.

Ved at blive hjemme i Danmark i sommeren 2020 sikres:

  • At man IKKE er med til at bringe mere smitte hjem til Danmark – med de konsekvenser som det kan have af flere syge og flere døde – og en nedlukning af dele af eller hele samfundet, som ellers var genåbnet
  • At man derimod er med til at støtte danske virksomheder ved at lægge pengene i Danmark, hvad enten man rejser på ferie i vores skønne land – eller bliver hjemme-hjemme.

Undertegnede bliver hjemme, og vil bruge de kommende uger på besøg på museer og andre kulturelle steder, spise jordbær, hindbær og andre dejlige sommerbær – samt svømme så meget som muligt.

Ja, nyde den dejlige, danske sommer – uanset vejret – og måske møde en svane eller to – og sker det, så kan jeg jo synge svanesangen, hvor de to sidste vers lyder:

Jeg selv blir her i Danmark,
i sol og så i regn,
for denne sommer bliver,
én bag et grænsehegn

Så flyv I store fugle,
flyv over sorte skyr,
og kom en dag igen hjem,
med gode eventyr

Se hele sangen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11189

For selvfølgelig skal vi rejse ud igen og møde eventyret og alle de andre beboere på denne klode – men vent til 2021.

Giv Danmark denne ene sommer. Vis samfundssind og blev hjemme i sommeren 2020.

GOD SOMMER.

Danmarksbloggen vender tilbage til august – medmindre der sker noget helt vildt. Det kan man generelt aldrig vide, men slet ikke i denne tid, dette Herrens år 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Studenterne 2020

De første studenter kom i går – og i dag kommer de næste – og så er det de sidstes tur i morgen. Det er altid sådan en glæde at se dem gå med deres fine huer på gaden og stråle – også senere på ugen, når de skal ud og køre studenterkørsel.

Men i år bliver det en særlig glæde. For ja, de fik lov. De er også i smittegruppe med hinanden i forvejen, så det var kun ret og rimeligt at give dem lov. Der er også så meget andet, som de ikke fik: De almindelige eksamener (som de måske godt kunne klare sig uden). Men også sidste skoledag, huefest, morgenmad med lærerne, lokale traditioner og for nogle også gallafesterne i foråret fik denne specielle årgang ikke.

Så det er en kæmpe-glæde at vide, at de skal ud og køre og fejres med fuld honnør her senere på ugen.

Undertegnede vil i hvert fald vinke til ALLE de studentervogne, som jeg ser. For når vi kan genåbne butikscentre, cafeer, restauranter og forlystelsesparker, ja sågar invitere udlændinge ind i Danmark igen, så manglede det bare andet end at give de 50.000 danske unge, som får huen på i år, lov til at nyde denne helt særlige dag i deres liv.

Ja, som en klog kvinde, jeg kender, siger det: Studenterne burde faktisk have en billet til Roskilde-festivalen eller anden festival, et højskoleophold og en interrail-billet som studentergave af den danske stat.

Ja, hvorfor ikke? Der er givet hjælpepakker til så meget – men ikke til studenterne, som uden at brokke sig gik i karantæne, og som for langt de flestes vedkommende blev hjemme og holdt afstand og passede deres skole, da det var værst – og som sidenhen fortsat har forstået at holde afstand og passet deres ting. De er en formidabel generation med et samfundssind, som mange såkaldte voksne kunne lære af.

HJERTELIG TILLYKKE til årets studenter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stop kulturel curling til de krænkelsesparate

Der findes mange krænkelsesparate, som kræver, at alt, som ikke passer i deres dagsorden, skal slettes, fjernes eller laves om. Det betyder ikke noget, at det har en historisk eller kulturel interesse. Det er også lige meget, at vi kun kan lære af fortiden ved at kende den. De krænkelsesparate vil bare have ALT væk, som de ikke kan lide.

Samme metode bruger totalitære styrer i øvrigt – og bare for en ordens skyld: Den slags styring duer ikke. Vi er nødt til at vedkende os det personlige ansvar. Som forbrugere af viden og kultur har man nemlig et personligt ansvar for selv at kunne sætte det, som man ser og hører ind i den rette samfundsmæssige ramme.

For man kan ikke bare som et fornærmet barn gå hen i krogen og sige: ”Nej, der må ikke stå, at Pippis far var negerkonge, nej, I må ikke bruge ordet indianer og nej, I må ikke tage en sombrero på og spise nachos, når I ikke er født i Mexico. For det krænker mig – om ikke andet så på de andres vegne.”

Men det duer ikke at pege fingre på dén måde. Man må i stedet tage på sig at vide noget om historie, samfund og kultur, så man kan opleve viden og kultur i den ånd, som det er skabt.

For så kan man smilende og med overskud ryste på hovedet ad gamle titler på malerier, statuer af personer, som engang blev anset for vigtige eller af andre vidtløftigheder, som når det siges, at alle italienere er temperamentsfulde, alle bøsser er gode til at indrette, alle jøder er gode til penge, alle mænd elsker biler, og alle kvinder elsker at shoppe.

For vi ved jo godt, at generaliseringer ikke holder. Eller vi burde vide, at alle i en gruppe – hvad enten gruppen er baseret på køn, race, seksualitet, religion eller andet – aldrig er ens. Vi er alle forskellige mennesker, og det skal vi have lov til at være – uden at nogen kan trække krænkelseskortet og forlange at få lavet alt muligt om.

Der er så OGSÅ strukturelle problemer og undertrykkelse overalt i verden – og ingen går forbi. Ja, selv hvide mænd, som engang havde MAGTEN, er i dag en forfulgt gruppe – og måske den eneste, som der er erklæret fri jagt på året rundt.

Men den slags kassetænkning af mennesker du´r ikke. Vi kommer ingen vegne med at hade, råbe og skælde ud – hverken på grund af en gammel film som ”Borte med Blæsten” eller når ny kunst skal skrives.

Man kan fx sagtens skrive inuit og være noget så nedladende – eller skrive eskimo og gøre det med charme og varme. Det kommer an på sammenhængen. Men uanset hvad: Vi skal være venlige og imødekommende – og gå i dialog og SAMMEN løse problemerne med sans for detaljen og mangfoldigheden.

For som det er nu, ender vi let i ensretningens helvede. Vi er nemlig alt for godt på vej ind i en jungle af nypuritansk meningstyranni, hvor man kaster sig over ord, billeder, film, statuer og meget mere – og tror, at man kan løse strukturelle problemer ved at fjerne visse ord fra vores verden. Men det kan man ikke. Det er derimod kulturel curling af de krænkelsesparate – dem med høtyvene og de korte lunter, som mener sig i deres gode ret til at angribe dem og det, som de ikke bryder sig om.

Men vi kommer ingen vegne med galde. Venlighed og dialog derimod skal der til. For vi er alle mennesker, n´est ce pas? Og smilet er som bekendt den korteste vej mellem mennesker. Alle mennesker.

Og ps. Man skal selvfølgelig også kunne se en film, et maleri eller nyde anden kultur uden nødvendigvis at kunne en hel masse om baggrunden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk