Grundloven 175 år

Grundloven fylder 175 år i dag.

Det flotte jubilæum er der ikke gjort megen stads af.
Selve fejringen foregår også helt lukket med en gudstjeneste i Holmens Kirke kun for de inviterede – og en tilsvarende reception på Christiansborg.

Pøblen – dvs. alle os andre – kan dog følge med på tv-skærmen. Og det bliver en fest, må man kunne forstå på Folketingets formand Søren Gade, der på Folketingets hjemmeside udtaler:

” Grundloven er fundamentet for vores demokrati og frihed. Noget vi som danskere kan være stolte af, og som binder os sammen som nation. I Folketinget har vi en kopi af Grundloven udstillet, så vi hver dag bliver mindet om dens betydning for vores arbejde. Derfor er det også helt naturligt, at vi grundlovsdag trækker i festtøjet og fejrer, at det nu er 175 år siden, at grundstenen til vores folkestyre blev lagt. Jeg er sikker på, at det bliver en festlig og højtidelig dag, som hele befolkningen får mulighed for at følge med i hjemme foran skærmen.”

Han tager så meget fejl.

Folkestyre handler om folket, om at danskerne mødes og debatterer – om at være sammen om at bestemme kursen for Danmark.

Så mere elitært og lukket end en gudstjeneste og en reception udelukkende for samfundets spidser – inkl. kongen – kan man ikke forestille sig.  

Det er det stik modsatte af et åbent og levende demokrati. Men på den anden side så passer det fint med samfundsudviklingen i de seneste årtier. Tag mørklægningsloven fx, men også andre love og regler, som reelt betyder, at demokratiet sættes ud af drift.

For nok fylder Grundloven 175 år i dag, men den er i gang med at miste sin substans – og demokratiet vil være udhulet om 25 år, når 200-året skal fejres – hvis ikke vi gør noget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongens fald

”Kongens Fald” hedder en af dansk litteraturs mest berømte bøger. Den er skrevet i 1901 af Johannes V. Jensen, og handler om en ung student, der kommer til København i begyndelsen af 1500-tallet, og hvis skæbne – fra storhed til fald – afspejles af kongens skæbne.

Kongen er i dette tilfælde Christian d. 2., der havde det hele – Kalmarunionen, en dronning og en elskerinde samt dennes kloge mor som rådgiver – men som også mistede det hele, og endte som fange på først Sønderborg Slot, sidenhen Kalundborg.

Undertegnede har lige genlæst denne klassiker, der var med til at give Johannes V. Jensen Nobelprisen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på den nuværende konge – Frederik d. 10.

For han har også – ligesom Christian d. 2. – fået alt foræret. I 2024 er det så ikke magten, men et kongehus, som aldrig har stået stærkere, været mere populært end efter 52 år med Dronning Margrethe d. 2 på tronen.

Hun formåede at gøre kongehuset ikke kun respekteret, men også elsket. Fordi hun ALTID var dér, når det gjaldt, fordi hun ALTID gav af sig selv – selvom der også var en vis distance.

Frederik d. 10 har derimod sagt, at han gør det på sin måde – og det skal han have lov til.

Ingen forventer derfor, at der fra ham kommer de samme sprogblomster, samme dybe indsigt i forholdene, samme store viden om kunst, kultur og historie, som kendetegner hans mor.

MEN der er noget med åbenheden og tilstedeværelsen, som man kan forvente fra et kongehus anno 2024, som mangler – og som skal være dér, hvis populariteten skal bibeholdes.

Men det bliver tværtimod. For som noget af det første annoncerede Frederik d. 10, at han ville holde mere ferie – timeouts, som han kaldte det. Det har der også allerede været flere af – blandt andet to skiferier af en uges varighed indenfor de første 100 dage som konge.

Ang. manglende tilstedeværelse er det også relevant at spørge, hvorfor Frederik d. 10 ikke dukkede op ved branden på Børsen? Det var et nationalklenodie, der stod i flammer. Men kongen klarede sig med et opslag på de sociale medier.

Så i går var kongen selvfølgelig ude og løbe sine sædvanlige royale run-ture. Det er meget populært, når han sådan viser sig blandt folket. Men er det nok med én dag om året? Danmarksloggen tror det ikke.

Så selvom der i anledning af kongens første fødselsdag som konge – det er på søndag – laves en flagallé på Strøget, og der nok skal komme masser af mennesker på Amalienborg Slotsplads, så er det et spørgsmål om tid, før den opsparing af popularitet, som Dronning Magrethe opbyggede, er brugt op.

Og så står Frederik d. 10 dér som en nutidig version af “Kongens Fald” – og må suge på labben, indtil kronprins Christian overtager tronen som Christian d. 11., og der formentlig igen bliver sat ind på popularitetskontoen.

For når man så kronprins Christian i går på hans første selvstændige opgave, så klarede den unge mand det til ug. Den kommende kong Christian d. 11 var rolig og tydelig, fuld af nærvær og omsorg. Gav sig masser af tid, og lignede endda én, som kunne lide at være ude blandt danskerne.

Se, dét er en rigtig konge – in spe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvem holder danskerne i virkeligheden med?

Hvem holder danskerne i virkeligheden med?

Der går næsten ikke en dag i Danmark uden en pro-palæstinensisk demonstration med høje råb om ”from the river to the sea”, hvilket i praksis betyder udslettelsen af Israel. Folk iklædt partisaner-tørklæde og det palæstinensiske flag fylder også meget i mediebilledet. Det får de lov til – stort set uden kritiske modspørgsmål.

Men hvem holder danskerne – ja, europæerne – i virkeligheden med?

Skal man tro på resultatet ved den nys overståede sang-konkurrence Eurovision, så er det faktisk Israel.

For Israels sang – som hverken var specielt bedre eller værre end så mange andres lande – fik en andenplads, når det gjaldt seernes stemmer. Ja, i Sverige og mange andre lande i Vest-Europa var Israels sang seernes favorit.

Nu skal man selvfølgelig passe på med at sammenligne en sang-konkurrence med en politisk holdning.

MEN; Hvorfor er der ikke et medie med pengepungen i orden, som tør iværksætte en undersøgelse af, hvem danskerne reelt holder med?

  1. Gaza og de højtråbende med det palæstinensiske flag, som giver Gaza offerrollen – selvom det var de af palæstinenserne-støttede-Hamas-folk, som startede det hele, da de angreb Israel d. 7. oktober 2023 og dræbte og bortførte – eller
  2. Israel, som er omgivet af lande, der ønsker Israel slettet af verdenskortet – og som derfor er nødt til at forsvare sig – også mod terrororganisationen Hamas, der fejt gemmer sig blandt kvinder, børn og syge i Gaza

Danmarksbloggen tænker, at der er mange, som vælger Israel. 

Måske også fordi Israel har demokrati og liberale frihedsrettigheder som blandt andet kommer børn, kvinder og LGBTQIA+personer til gode.

Det er modsat Gaza, som ikke har haft et frit valg i 20 år, og hvor kvinder er underlagt mænd – og hvor det betyder døden at være homoseksuel. For sådan er det i de lande, hvor den muslimske sharialov danner grundlaget – og i Gaza er der i de sidste 20 år sket en aktiv og voldsom islamisering.

En islamisering, som det dygtigt er lykkedes Hamas at omsætte til politisk kapital i Vesten, både hos herboende muslimer og andre, der dagligt svinger med det palæstinensiske flag og råber højt – men som altså slet, slet ikke tegner flertallet åbenbart.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark svigter de danske jøder

Vi er så stolte af vores danske demokrati og ytringsfrihed.
Vi siger, at vi til hver en tid vil stå op for netop de værdier – og beskytte enhver, som trues på retten til at tænke, tale og tro frit.

Det lyder mægtigt flot.

MEN hvor er vi så, når det gælder?

For hvordan kan danske institutioner og myndigheder tillade pro-palæstinensiske demonstrationer at gå amok i deres hyldning af det, som disse kalder ”hellig krig”?

Hvorfor må de pro-palæstinensiske råbe ”From the river to the sea” – altså udslettelsen af Israel som stat, mens de svinger det palæstinensiske flag – og jøder samtidig opfordres til at gemme kalotter og Davidsstjerner væk?

Hvorfor må antisemitisk propaganda fylde på universiteter og andre steder i en grad, så alle opslag om noget jødisk fjernes – ja, mens et foredrag om Holocaust må aflyses, fordi de jøder, som skulle afholde det, blev truet?

HVORDAN kan vi acceptere det i Danmark?

Det burde vi heller ikke kunne.

Én ting er konflikten i Israel og Palæstina. Den er ulykkelig, og der er ofre på begge sider. MEN ingen her i Danmark skal trues eller overfaldes pga. noget, som sker i Mellemøsten. Vi skal kunne leve i fred og sikkerhed, og alle skal frit og sikkert kunne sige det, som de mener og tror.

Men sådan er det i øjeblikket. De danske jøder både trues og overfaldes – og vi andre siger ikke noget.

Det er til at skamme sig over.

For mener vi de fine ord om demokrati og ytringsfrihed, så skal vi stå vagt om dem – så også vores jødiske medborgere kan sige, hvad de mener, kan gå i demonstrationer med det israelske flag, stolte kan tage kalot og jødestjerne på.

Det sker ikke lige nu.
Lige nu svigter vi jøderne bigtime.

Det gjorde vi ikke under 2. Verdenskrig.
Dengang kendte vi vores besøgelsestid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige, NATO og ”Idas Sommervise”

Der er noget symbolsk over det.

Komponisten George Riedel døde i går. Dagen før der blev givet grønt lys til Sveriges optagelse i NATO.

De fleste danskere kender måske ikke George Riedel. Men de kender hans melodier. Han var nemlig manden bag musikken til Astrid Lindgrens historier, når de skulle filmatiseres.

Mest kendt er nok nogle af melodierne til ”Emil i Lønneberg”, hvor især ”Idas Sommervise” er elsket og stadig brugt, når svenske børn går på sommerferie. Ja, den er et nationalklenodie i Sverige.

”Idas Sommervise” er også grund-svensk både i melodi og tekst. Det er arven fra Bellman og Taube, som kan høres i tonerne – men tilsat Riedels egen genialitet. Og så Astrid Lindgrens egne ord om den lille Ida, der troskyldigt er sikker på, at hun har et stort lod i, at det bliver sommer.

For sådan må det jo være, når hun har rendt rundt på marker, enge og ved søer, og sat hele foråret i gang ved at sørge for, at sneen forsvandt, fuglene kom, at der blev grønt på træer og jord, at der kom vand i bækken og så videre.

Lille Ida er, som Sverige var dét i den lange tid, hvor landet ikke ville være med i en militæralliance, men mente, at de kunne være neutrale og i stedet en humanistisk stormagt. Det er sødt – og naivt.

Men nu stopper det også. Nu bliver Sverige medlemmer af den historisk stærkeste militæralliance nogensinde. Det er godt for både os og for Sverige, selvom det også er sørgeligt, at vi ikke lever i en verden, hvor man kan glæde sig til sommeren med lille Idas ord:

Jag gör himlen vacker om kvällen
För jag gör den alldeles skär
Och smultron det gör jag åt barna
För det tycker jag dom kan få
Och andra små roliga saker
Som passar när barnen är små
Och jag gör så roliga ställen
Där barnen kan springa omkring
Då blir barna fulla med sommar
Och bena blir fulla med spring

En verden, hvor vi ikke skal frygte truslen fra Rusland og den store risiko for krig. Men hvor vi kan drømme om smukke aftenhimle, sjove legesteder til børnene og jordbær til alle med spring i benene. Dét lyder som et skønt eventyr, som kræver fred for at blive en realitet.

Men skal freden have en chance, så skal vi forberede os på krigen. Og her er Sverige i NATO en fuldstændig nødvendighed. Så: Tillykke til Sverige – og til os. Vi hører sammen her i Norden – og nu er hele Norden sammen i NATO. Vi er blevet mere trygge – og mere sikre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark

Proklamationer er noget, som man altid har gjort, når noget vigtigt skulle meddeles folket. Det kan gøres på mange måder. Fx sender man i Vatikanet hvid røg op, når der er valgt en ny pave. I Danmark har man siden Grundlovens indførelse i 1849 arrangeret det sådan, at det er den til enhver tid siddende statsminister, som har tjansen at proklamere den nye regent.

Så derfor var det i går Mette Frederiksen, som på balkonen på Christiansborg Slot udråbte Frederik d. 10 til ny dansk konge foran et kæmpestort og jublende menneskehav. En rørt kong Frederik, som derpå holdt en kort proklamationstale, hvor han sagde (det med fed er Kongens valgsprog):

Min mor, Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2. har regeret Danmark i 52 år. Gennem et halvt århundrede er hun fulgt med tiden med vores fælles arv som afsæt. Til al tid vil hun blive husket som en regent ud over det sædvanlige. Min mor har som få formået at gå i et med sit kongerige.

I dag går tronen videre. Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen. Det er en opgave, jeg har nærmet mig hele mit liv. Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og stor glæde. Det er en gerning, jeg vil gøre mig umage med og bære gennem den tillid, jeg møder.

Jeg får brug for al den støtte, jeg kan få. Fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer og fra det, der er større end os. Fremtiden går jeg i møde med visheden om, at jeg ikke står alene.

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.

Der er to ting, der skal bides mærke i:

  1. At Kongen taler om noget, som er større end os mennesker. Dette noget er Gud forstået meget bredt, og det viser, at Kongen er troende. Han har også tidligere fortalt, at han beder aftenbøn (Fadervor) med sine børn.
    Så kritikken omkring det manglede ord Gud i valgsproget er forfejlet, selvom ordet Gud eller lignende ord som fx fromhed, Herren og Herrens vilje ikke er en del af valgsproget, som det har været det hos tidligere regenter.
    Læg også mærke til at Københavns biskop var en ud af kun ni specielt udvalgte politikere og embedsmænd, som var inviteret med til den specielle kur lige efter proklamationen.
    Så jo, Frederik d. 10 er troende, men ikke dogmatisk-troende, og dét passer godt ind i den tid, som vi lever i.
  2. At Kongen taler om Kongeriget Danmark. Det er han til gengæld den første monark nogensinde, der gør (pånær måske Christian d. 4´s ”rigerne”).
    Danmark, mit land og Fædrelandet er til gengæld brugt flere gange i regenters valgsprog, men det er alle ord, der udelukkende handler om Danmark.
    For når man siger Kongeriget Danmark, så taler man om Rigsfællesskabet, altså Danmark, Grønland og Færøerne.
    Så det, som Kong Frederik d. 10 siger, er, at han vil gøre alt for at holde Grønland og Færøerne inde i Rigsfællesskabet med Danmark.
    Hans valgsprog bliver dermed en politisk erklæring, hvor han også beder os andre om hjælp. For han vil samle. Både mennesker på tværs af generationer, religiøse, sociale og andre skel, men altså også på tværs af de grøfter og grænser, der løber ned gennem Rigsfællesskabet, og som næres af stadig voksende frigørelsestanker.

Det er dermed en politisk konge, som vi får. En mand, som tror på, at han som konge kan samle folk på tværs af grænser og skel, som han kunne det som kronprins til Royal Run. Ansvaret nu er så mange gange tungere og større. Så det bliver spændende at følge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongens valgsprog

Det er 52 år siden, at der sidst blev udråbt en ny regent i Danmark. Så selvfølgelig er det en kæmpe begivenhed i vores kongerige med karetkørsler, festfyrværkeri, faneoverbæring, kanonskud fra Holmen og meget mere udover det rent statslige, når Dronning Margrethe d. 2 underskriver sin abdikation, og når statsministeren udråber Kong Frederik d. 10 – og han kommer med sit valgsprog.  

Det sidste er så også det eneste, som indeholder en overraskelse – lidt a la den, som når man venter på at se, hvilken kjole bruden har på. Så som alle andre har Danmarksbloggen også et gæt på, hvad den nye konges valgsprog kunne være – nemlig:

Med Folket for Danmark – hvis Frederik d. 10 går med den ikke-religiøse version eller:
Med Gud og Folket for Danmark – hvis den nye konge, som iflg. Grundloven er folkekirkens overhoved, går med den religiøse version.

Se her tidligere regenters valgsprog – med den note, at Christian d. 8 var den første, som lavede sit valgsprog på dansk. De forrige konger skrev deres valgsprog på latin.

Retfærdigvis skal dog siges, at valgsprogene i reglen ikke har været væsentlige indtil moderne tid, hvor regentens vigtigste rolle er at være en samlende figur for landet – fremfor at være den reelle politiske magt, som de danske konger var i 1000 år indtil Grundloven.

Det er derfor næppe tilfældigt, at Christian d. 8 var den første, der lavede sit valgsprog på dansk. For nok var han enevældskonge, men han vidste, at demokratiet var på vej – og at monarkiet skulle ændre sig, hvis det skulle overleve.

Det blev så ikke ham selv, men sønnen Frederik d. 7, som underskrev Grundloven året efter faderens død. For som en anden Dronning Margrethe d. 2 havde Christian d. 8 dygtigt lagt tingene til rette for sin efterfølger, den folkekære Frederik d. 7, der kunne lide en god fest med hvad dertil hører.

Her kommer alle valgsprogene. De første 14 i oversættelse til dansk:

Christian 1. – Dyden viser Vejen.
Hans – For Lov og Folk.
Christian 2. – Således var det af Skæbnen bestemt.
Frederik 1. – Intet uden Gud.
Christian 3. – Ske Herrens Vilje.
Frederik 2. – Mit Håb er Gud alene.
Christian 4. – Fromhed styrker Rigerne.
Frederik 3. – Herren vil være mit Forsyn.
Christian 5. – Med Fromhed og Retfærdighed.
Frederik 4. – Herren vil være min Hjælper.
Christian 6. – For Gud og Folket.
Frederik 5. – Med Klogskab og Standhaftighed.
Christian 7. – Fædrelandets Kærlighed er min Berømmelse.
Frederik 6. – Gud og den retfærdige Sag.
Christian 8. – Gud og Fædrelandet.
Frederik 7. – Folkets Kærlighed, min Styrke.
Christian 9. – Med Gud for Ære og Ret.
Frederik 8. – Herren er min Hjælper.
Christian 10. – Min Gud, mit Land, min Ære.
Frederik 9. – Med Gud for Danmark.
Margrethe 2. – Guds Hjælp, Folkets Kærlighed, Danmarks Styrke.

Og så altså Danmarksbloggens bud på den kommende konges valgsprog:

Frederik 10. – Med Folket for Danmark/Med Gud og Folket for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Som forventet blev statsministerens nytårstale én lang hyldest til Dronning Margrethe d. 2 af Danmark, der abdicerer om kun 13 dage.

Dronningen blev af Mette Frederiksen omtalt som vores samlingspunkt, vores samvittighed og en regent, som med sin flid, sin arbejdsglæde og sin store rigdom af talenter har ydet en enestående præstation for Danmark.

Deri kan man kun være enig.

Så kniber det straks noget mere med at være enig i dén fidus, som både Dronningen og statsministeren har til den kommende konge. Men selvfølgelig skal Frederik d. 10 have en fair chance – og bedømmes på hans egne gerninger, ikke blot sammenlignes med moderen.

For så falder han. Det gør alle – også de fleste andre monarker. Margrethe d. 2. er/var en monark i særklasse.

Det er Mette Frederiksen også som statsminister – uden sammenligning i øvrigt. For hvad enten det er Corona, Ukraine eller nu Dronningens abdikation, så er Mette Frederiksen rigtig god til at finde og sige de rigtige ord.

MEN hvor man som Dronning kan ”nøjes med” at sige de rigtige ord, så skal man som statsminister også levere politisk. Og her kniber det gevaldigt for statsministeren, som er leder af en SVM-regering, som her kun lidt over et år efter valget er meget langt fra det valg-resultat, der blev dannet regering på for 13 måneder siden.

Og ja, lige nu handler dagsordenen i Danmark kun om den abdicerende dronning og den kommende konge.

MEN når kongerøgelsen har lagt sig, så vil vi igen tale om det, som betyder noget i vores hverdag, og som SVM-regeringen har sjoflet til fordel for skattelettelser: Uddannelse, sundhed, klima, gamle, unge, syge og børn.

Så nok handler det hele om kronen lige nu, men i det meste af 2024 vil det handle om kroner – som i kroner og ører, og om de bruges rigtigt eller forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Ingen nytårsaften uden Dronningens nytårstale. Dét er en skattet og højtidelig del af nytåret i Danmark, som Danmarksbloggen har anmeldt i mange år.

Her på den sidste aften i 2023 bliver det så HELT ANDERLEDES på alle planer.

FOR DRONNING MARGRETHE D. 2 AF DANMARK ABDICERER – og hun meddeler det selv som breaking news på årets bedste sendetid.

Dét vil ske d. 14. januar 2024 – når hun har siddet 52 år på tronen. Så vil de om to uger Hans Majestæt Kong Frederik d. 10 og Hendes Majestæt Dronning Mary overtage.

Det er historisk. I Danmark sidder man ellers på tronen til man falder af pinden – men det gør Margrethe d. 2 altså ikke. Hendes sidste nytårstale blev også hendes mest markante – og der er ellers nogen af tage af, når det kommer til nytårstaler med krudt i.

I lang tid troede undertegnede ellers, at hovedbudskabet i denne nytårstale ville handle om jøderne, om at vi skal behandle jøderne, som de agtede borgere de er i det danske samfund – ja, at vi skal behandle alle med respekt.

MEN: Alt det forsvinder i nyheden om abdikationen. For nu abdicerer Dronningen – og dermed får vi også en ny kronprins – nemlig kronprins Christian, som lige er fyldt 18 – og som ellers skulle have haft “fred” uden statsråd og apanage, indtil han fyldte 21 år.

Dét vil også ændre sig nu … men alt det hører 2024 til.

Endnu er det den sidste aften i 2023. Den sidste gang, Dronning Margrethe d. 2 af Danmark holdt nytårstale. Danmarksbloggen er ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet – men stensikker på sin holdning til Dronning Margrethe:

Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er/var en regent af det største format. TAK for alt, hvad De gav Danmark, Deres Majestæt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

HVORFOR?

I dag er det en måned siden, at terrororganisationen Hamas angreb Israel, dræbte mere end 1.000 israelere og bortførte mere end 200 israelere.

Siden hen har Israel svaret igen. Voldsomt – og så der nu er mere end 10.000 dræbte i Gaza, som er hjemstedet for Hamas.

Det er alt sammen en tragedie.

For det er en tragedie hver gang et uskyldigt menneske forfølges eller dræbes – uanset om vedkommende er jøde, muslim eller noget helt tredje.

MEN: Alt det her foregår mange tusinde km fra Danmark – og det er bare IKKE i orden, når man tager andres landes krige og konflikter ind i Danmark.

Men det gør herboende palæstinensere og deres sympatisører, når de insisterer på retten til at rive fx israelske flag ned fra opslagshylderne på Syddansk Universitetscenter.

Men vi har både menings- og ytringsfrihed i Danmark – og derfor er det lige så meget ok at være enig med Israel som med alle andre.

I et frit og demokratisk land skal man kunne mene forskellige ting og drøfte dem i ro og mag – uden at være bange for konsekvenserne eller for sin personlige sikkerhed.

Men det kan jøder ikke i Danmark. Situationen i dag er, at herboende jøder ikke tør gå med kalot eller andre religiøse symboler, fordi de så chikaneres af netop herboende palæstinensere og deres meningsfæller.

Men dét skal vi stå helt fast på – og op for, at jøderne kan.

Men det gør vi ikke, hverken som myndigheder, regering, folk eller som individer gør vi noget for at stoppe volden mod herboende jøder. Og dét er et kæmpe-svigt af både jøderne – og af den medmenneskelighed og de frihedsrettigheder, som vi har bygget vores samfund på.

Og det duer bare ikke. Vi skal ikke finde os i dén bølle-adfærd, som udvises i stor stil af herboende palæstinensere og deres meningsbøller.

Vi ser jo heller ikke herboende ukrainere og russere råbe ad hinanden, blive korporlige og den slags, vel? Herboende jøder er heller ikke voldelige overfor andre. HVORFOR kan herboende palæstinensere så ikke opføre sig civiliseret? Hvorfor skal de – både fysisk og psykisk – chikanere herboende jøder?

Ja, det sker ikke kun i Danmark. Det er over hele Europa, at jøder udsættes for chikane, vold og sågar drab – ene og alene fordi de er jøder. Dét er bare ikke ok. Dét skal stoppes NU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk