Dannebrog fylder 800 år

Dannebrog fylder i dag 800 år – og dét skal fejres. Danmarksbloggen siger selvsagt også tillykke til dette elskede symbol, som vi danskere bruger til ALT – som i ALT:

  • Som klistermærker på madvarer, der er produceret i Danmark
  • Som servietter
  • Som frimærker
  • Som små papirsflag, vi stikker ned i fødselsdagslagkagen
  • Som andre små papirsflag på snor, der hænger på juletræet
  • Som større papirsflag vi vifter med, når vi skal hente familie og venner i lufthavnen – eller Dronningen har fødselsdag, og mange danskere samles på Amalienborg
  • Som papirsflag brugt som vejvisere, når vi skal holde fest
  • Som dekoration når der skal laves æresport til fx et sølvbryllup
  • Som en decideret flagallé brugt både i særlige anledninger, men også når der fx er byfest
  • Som en del af en blomsterbuket – for hvad er vel smukkere end papirs-Dannebrog sammen med blomster?
  • Som noget vi maler på kinderne – eller har på en klaphat – når vi skal heppe på danske sportsfolk
  • Som emoji når vi skal skrive Danmark på de sociale medier

Men allermest er Dannebrog et flag, som engang var et symbol på kongemagten, der lige siden i hvert fald Christian d. 4 er blevet anvendt af militæret, og som stadig er at finde både på uniformerne og på skibene (også handelsflåden), men som vi i dag kan finde på at bruge, bare fordi det er søndag, og solen skinner i kolonihaven …

Dannebrog anvendes også, når de kongelige er i nærheden, når det er fødselsdag eller der flages på halv stang ved begravelser, på busserne når der er mærkedage, på helligdage, ved kirkelige højtideligheder, når folketinget åbner, når skolen åbner eller der er eksamen – eller til at ligge over kisten, når en død, dansk soldat kommer hjem …

For i glæde og i sorg følger den rød-hvide kors-dug os. Det er i grunden ganske smukt og også derfor, at danske malere har malet flaget, og danske digtere har skrevet om Dannebrog. Nogle af de mest kendte linier er disse:

B.S. Ingemann: Vift stolt på Codans Bølge! Blodrøde Dannebrog! (fra sangen af samme navn).
H. C. Andersen: Du danske, friske strand, hvor Dannebrogen vajer (fra: ”I Danmark er jeg født”).
Peter Faber: Vid det er en ære, Dannebrog at bære (fra: “Højt fra træets grønne top”).
Axel Juel: Der er ingenting, der maner som et flag, der går til top (fra sangen af samme navn).

Endelig skal nævnes vores nationalsang ”Der er et yndigt land”, skrevet af Adam Oehlenschläger. Sangen havde oprindelig 12 vers, hvoraf et vers faktisk var tilegnet Dannebrog. Det lyder:

Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt,
Og stedse har sin farve hvid,
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid!

Dét vers kan man jo overveje at synge næste gang, at den står på ”Der er et yndigt land”. Et Dannebrog i strid – ja, hvorfor ikke? Arven fra 1864 er vi vist ved at have kastet af os – eller hur?

Nu mangler vi så bare at gøre Dannebrog til et samlende symbol for os alle sammen igen – og ikke kun dem, som tilhører et vist politisk parti. For Dannebrog er gennem tiderne blevet brugt som politisk markering, senest af Dansk Folkeparti. Men også dengang Sønderjylland stemte sig hjem i 1920 – og som et mærke på tøjet under Besættelsen for at vise sin dansksindethed.

Dannebrog er altså blevet taget til indtægt for meget … både noget, der samler og noget, der skiller os.

Det er værd at huske på i en tid, hvor danskheden er mere spraglet og mangfoldig end nogensinde. For danskere anno 2019 – 800 år efter Dannebrog faldt ned fra Himlen vistnok som en gave fra Gud – fås i alle farver og former: Hvide, brune, sorte, gule – tynde, tykke, dem midt i mellem – ja, hele den brogede palet. Alle er vi danskere, når vi bebor de danskes øer.

God Valdemarsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan man stemme religiøst i et demokrati?

Antallet af såkaldte ghetto-stemmer eksploderede ved folketingsvalget i sidste uge – og det var især de radikale, der blev stemt på i landets ghettoer.

I Gellerup ved Aarhus gik Radikale Venstre frem med 29,1 procentpoint – og i Vollsmose i Odense fik partiet en otte-dobling af stemmer, fra 3,9 procent af stemmerne i 2015 til 33,6 procent af stemmerne i år. Men også i andre områder med mange muslimer som fx Nørrebro havde de radikale et godt valg.

En af årsagerne hævdes at være FB-gruppen ”Muslimer til Stemmeboksene 2019”, som fik over 25.000 medlemmer.

En anden var den mobilisering, der fandt sted i moskeer og andre steder, hvor muslimer færdes – og hvor de blev anbefalet at stemme på Morten Østergaard og venner, da det var det parti, som ville gavne indvandrerne som gruppe mest.

Se mere her: https://politiken.dk/indland/politik/FV19/art7245088/Radikale-8-dobler-stemmetal-i-ghetto-omr%C3%A5de

Danmarksbloggen sidder i den anledning med tre tanker:

  • Har alle grupper ikke altid stemt på det parti, der gavner gruppens interesser? Landmændene på Venstre, speltsegmentet på Alternativet, iværksætterne på LA, arbejderne på Socialdemokratiet og så videre. Så hvad er der egentlig galt i det?
  • Ja, der er måske det galt, at nu handler det ikke om erhverv, penge eller samfundsindretning, men om religion – og netop religion må aldrig spille en rolle i forhold til hvilken politik, som der vedtages. Tro er en privatsag. Så at stemme efter troen er nærmest helligbrøde i Danmark.
  • En helligbrøde, som også både Kristendemokraterne og visse grupperinger i DF (Tidehvervsfolkene) har begået.

Men det er ekstremt vigtigt, at religiøse værdier og religiøse love og regler aldrig dikterer lovgivningen her i landet.

Demokrati og religion hænger nemlig ikke sammen, så derfor kan vi ikke stemme efter religion, men må stemme efter andre markører end troens. Markører om økonomi, fordeling af goderne, det offentliges rolle og andre sekulære emner, som berører os alle sammen – og ikke kun dem, som er ligesom os selv.

For det er en generel uskik kun at stemme med egne interesser for øje – uanset hvilken ghetto man bor i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lys i vinduet – en nødvendig manifestation

I aften, d. 4. maj, er det 74 år siden, at Danmark blev befriet. Det markeres som sædvanlig med lys i vinduerne.

Men i år er der en ekstra grund til at tænde lys: Nemlig at de mørke kræfter, som skabte 2. verdenskrig, er på spil igen, og er ved at vokse sig stærke igen. Så stærke at de for første gang siden dengang er opstillet til Folketinget.

For det kan godt være, at Stram Kurs i deres ideologi kun dækker det halve nazi-kort – se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10546

Men det halve er stadigvæk alt for meget. Og hvis partiet fik magt, så kunne det hurtigt i praksis blive det hele. Stram Kurs´s ideologi har alt, hvad der skal til for at skabe et totalitært system.

Så dét parti skal stoppes. På den lange bane ved at vi stopper den stigende ulighed, og i stedet gør samfundet mere lige igen.

Men på den korte og symbolske bane kan vi tænde lys i aften og sætte det i vinduet til minde om dengang i 1940´erne, hvor mennesket gik amok i nationalisme og syndebuk-mentalitet og glemte sin menneskelighed, så millioner af mennesker døde.

For det må ALDRIG gentage sig. Vi skal – som enhver generation skal det – kæmpe for friheden.

Så: Tænd lys – i år er det også en demonstration, en nødvendig manifestation af troen på livet vort, på menneskets værd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det halve nazikort skal trækkes

Stram Kurs sammenlignes med nazister. Men er de nazister – eller fascister? For nazisme er som bekendt en afart af fascisme. Vi må lige have definitionerne på plads her, inden vi trækker nazi-kortet.

Fascisme handler om at opbygge en stærk stat, hvor individets og klassernes interesser er underordnet statens. Nationen opfattes som én samlet organisme, der konkurrerer med andre nationer – både fredeligt og i krig. I sådan en fælles organisme handler det selvsagt om lydighed, disciplin og troskab mod staten – og de værdier, som staten og lederen står for. For en stærk leder er nødvendig, og der stilles ikke spørgsmålstegn ved lederens beslutning.

Nazisme ligner så på mange måder fascisme, men har også en teori om over- og underracer. Som bekendt var det jøderne, som Hitler og de andre nazister i Tyskland gjorde til syndebukke og ansvarlige for alt dårligt.

Hvordan står Stram Kurs?

Ja, partiet har i deres politik to søjler. I øvrigt pudsigt at netop det parti taler om to søjler, når man tænker på partiets forhold til Islam, som jo er baseret på fem søjler. Nå, men:

Den ene søjle handler om individets frihed og rettigheder. Her skal statens størrelse og indgriben over for borgerens udfoldelse af sin individuelle frihed begrænses mest muligt. Denne søjle kaldes for den libertære søjle, og ER IKKE forenelig med klassisk fascisme og nazisme, som netop sætter kollektivet over individet.

Den anden søjle handler om det, som partiet kalder den etnonationalistiske sammenhængskraft. Den sammenhængskraft forudsætter, at hovedparten af befolkningen har de samme etniske, kulturelle, religiøse, sproglige og normative værdier. Denne søjle kaldes den identitære søjle, og ER forenelig med fascismen og nazismens ideer om en fælles organisme bestående af mennesker med samme etniske, kulturelle, religiøse og sproglige baggrund, hvis et land skal være en stærk, samlet nation.

Se mere her: https://stramkurs.dk/vores-politik/politisk-grundlag/

Danmarksbloggen kan altså konkludere, at der skal trækkes et halvt nazi-kort, når det kommer til Stram Kurs.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rasmus Paludan – på vej i Folketinget

Danmarksbloggen havde ellers valgt at forbigå Rasmus Paludan i tavshed. Dybeste tavshed.

For nok har Paludan ytringsfrihed ligesom alle andre i dette land. Og det skal vi holde helt fast på, også selvom det koster en bondegård. For problemet omkring Paludan handler ikke kun om det, han siger – men også dem som imødegår hans ytringer med sten og ild. Det er nemlig aldrig nogensinde i orden at kaste med sten eller tænde bål i gaderne, heller ikke selvom ens følelser og religion bliver krænket og forhånet.

I et demokratisk samfund bør vi altid kun bruge pennen og aldrig sværdet mod hinanden.

Men når det er sagt, så får Paludan så rigelig taletid i samtlige medier til at komme med alle hans udgydelser, der er en blanding af fordomme, had og anklager. Så Danmarksbloggen ville som sagt ignorere manden.

For nok har han ytringsfrihed, men vi andre har ikke ytringspligt til at skrive eller tale om ham.

MEN nu hvor Paludans parti “Stram Kurs” står på nippet til at blive opstillingsparat til Folketinget, er det en anden sag. For nok er Dansk Folkeparti langt ude på højrefløjen – og endnu længere ude står Pernille Vermund og Nye Borgerlige, som ifølge meningsmålingerne brager ind. Men endnu længere ude igen – helt ude hvor det tilter for alvor – står Stram Kurs og Rasmus Paludan.

Og det er Danmarksbloggens vurdering, at Paludan og Stram Kurs kan komme i Folketinget, hvis de når at samle underskrifterne, inden Løkke kan tage sig sammen og trykke på valgknappen. Dermed er Rasmus Paludan ikke bare en mand, der render rundt og brænder koraner og kommer med horrible udsagn. Nu er han også – helt reelt – en farlig mand, som trækker mange utilfredse danskere til sig.

Danskere, som ikke synes, at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil nok. Danskere, der er bange for fremtiden for dem selv og for deres børns muligheder i et samfund, hvor uligheden stiger.

Angsten er berettiget, men måske skytset skal peges i en anden retning end den, som Rasmus Paludan råber op om?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Én dansk nationaldag gør ingen samlet nation

Nu går snakken igen om, hvorvidt vi skal have en dansk nationaldag. Sådan en dag, hvor vi fejrer det fælles danske, hvad det så end er.

Danmarksbloggens vurdering er, at en etablering af en sådan dag er nemmere i vores tid, end det har været nogensinde. For mange danskerne vil i denne fragmenterede tidsalder føle en tryghed i, at Danmark får sin egen dag. Også selvom mange andre mener, at det har vi allerede – nemlig Grundlovsdag.

Men Grundlovsdag d. 5. juni er den dag, hvor vi fejrer demokratiet. Så nej, vi har ikke en nationaldag i klassisk forstand. Ja, faktisk er Danmark sammen med Storbritannien de eneste vestlige lande, som ikke har en egentlig nationaldag.

Det forklares typisk med:

  • Danmark har ikke været underlagt andre stater i en længere periode, som fx Norge var det i 500 år (400 år under danskerne og 100 år under svenskerne) – og som Grækenland i næsten 500 år var en del af Det Osmanniske Rige.
  • Vi er heller ikke overgået fra at være en mængde småstater til at være én samlet republik som fx Italien eller Tyskland.
  • Der har heller ikke været store revolutioner som i fx Frankrig.
  • Især efter 1864 og indtil for nylig har vi været en lille og meget homogen befolkning modsat mange andre lande som fx Belgien, hvor det er flamlændere versus vallonere. Eller hvad med situationen i Spanien? Store regionale konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper, hvoraf mange ønsker selvstændighed.
  • Udviklingen i Danmark har på mange måder været fredelig gennem hele historien både politisk, økonomisk og socialt. Pånær Grevens Fejde i 1500-tallet har vi ikke haft noget, der mindede om borgerkrig.
  • Vi er protestanter. Der er altså ingen helgener, som vi kan gøre til nationalhelgen, så vi dermed kan få en nationaldag via en helgen som fx Irlands Sct. Patricks Day.

Men nuvel, lad os da så få dén nationaldag – og ja, vi kan da godt lægge den på Valdemarsdag d. 15. juni, altså den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Nye traditioner bliver som bekendt altid plantet ovenpå gamle.

MEN det vigtigste i al det her følelsesmæssige symbol-hejs, som en dansk nationaldag vil være, er at huske på, at én nationaldag ikke gør én samlet nation. Det gør kun åbenhed, interesse og tolerance fra alle sider – 365 dage om året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Godhedens Tog

Skynd dig, skynd dig. Der er ingen tid at spilde. Du vil da gerne være med i samfundet.

For toget kører nu, og ve den, som ikke når toget, men som må se det forsvinde i rekordfart, mens vedkommende bliver stående tilbage på stationen med en sugen i maven.

For dén person ved godt, at det går ham eller hende ilde: Ingen uddannelse, intet job, ingen fremtid, ingen avancementer, ingen pensionsordning, ingen nogenting. Ingen ture i det store hamsterhjul. Alt er tabt.

Men rolig nu. For der er et tog, som man altid kan springe på – og det er det vigtigste tog af dem alle sammen. Nemlig:

GODHEDENS TOG

For i modsætning til det økonomiske tog, så kører Godhedens Tog hele tiden og endda ganske langsomt, så når man ikke den ene afgang, så slap af og sæt dig på bænken og vent. Der kommer et tog mere lige om lidt.

Og nej, man kan måske ikke købe rugbrød eller betale husleje med Godhedens Tog, men alligevel er det Godhedens Tog, som man ikke kan leve foruden.

For ombord på Godhedens Tog møder man hensynet, empatien, solidariteten og alle de andre aspekter, som gør et godt samfund. Sådan et samfund, hvor de stærke passer på de svage, hvor de rige deler ud af deres overskud til de fattige.

Så kom endelig for sent – indimellem – til det højeffektive økonomiske tog og dets endestation: Hamsterhjulet. De ture, som du tager med Godhedens Tog, er nemlig guld værd for den, der søger indhold og mening i livet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lyden af had på Christiansborg Slotsplads

Lyden er hård og høj. Det er lyden af had. Lyden af vrede.

Se og lyt her: https://youtu.be/x4Ch5nOYoDU

Lyden lød over Christiansborg Slotsplads tidligere i dag, hvor Hizb ut-Tahrir havde arrangeret fredagsbøn.

Hvis De synes, at det lyder aggressivt og skræmmende, så skulle De have været dér. Det var ti gange værre end det lyder på det korte klip. Måske fordi der var en stemning af et dybt had og et overskyggende mørke, som undertegnede aldrig har oplevet før.

Udover det forventede angreb på det danske samfund og lovprisningen af Allahs´s storhed blev der råbt om kærlighed, altså profetens kærlighed til de rettroende. Det gav mening. For det lød som et massivt og rendyrket had mod alle andre, da de flere hundrede fundamentalistiske muslimer skreg og råbte på en måde, så det virkede mere som en ISIS-event end som en dansk demonstration.

Man kan så mene, at det er mærkeligt, at en religiøs-politisk organisation som Hizb ut-Tahrir gerne benytter sig af demokratiets metoder som forsamlings- og ytringsfrihed, når de er imod noget så sekulært som netop demokratiet. Men det gør de åbenbart – i hvert fald i dag på Christiansborg Slotsplads, hvor man som tilskuer også fik tanken:

Sådan her ser en borgerkrig under opsejling ud …

En vanvittig tanke, som jeg prøvede at skyde fra mig. ”For langt de fleste muslimer er jo ikke som de sortklædte mænd og ligeså sortklædte kvinder, der alle som en havde tildækket deres hår,” tænkte jeg.

Men tvivlens frø blev alligevel sået, og fik vand, da jeg flere gange oplevede biler rulle vinduet ned, mens arabisk-udseende mænd stak hovedet ud og råbte med tilbage på bønnens svar. Nogle af dem med en knyttet næve højt hævet.

For hvor mange muslimer mener i grunden, at religionens lov står over samfundets lov? Hvor mange sætter Koranen over Grundloven? Det er vi nødt til at få et svar på – og eventuelt gøre noget ved.

For fire år siden mente næsten halvdelen af alle muslimer, at Grundloven i Danmark burde bygges helt eller delvist på Koranen: https://www.berlingske.dk/samfund/danske-muslimer-koranen-skal-definere-dansk-lov

Den er altså helt gal …

For en Grundlov bygget på Koranen er en Grundlov uden rettigheder til kvinder, homoseksuelle og andre grupper, men til gengæld et samfund, hvor religionen og mændene styrer. Det har vi prøvet tidligere her i landet med kristendommen i både en katolsk og en protestantisk udgave, og det var ingen succes – for nu at sige det mildt.

Tro kan være fin for den enkelte, og religion må også godt være tilstede i det offentlige rum, men vores lovgivning og samfund skal være sekulært til hver en tid.

Det skal vi stå benhårdt fast på – og dem, som ikke kan acceptere det, ja de burde måske finde et andet sted at være end i Danmark. For når det kommer til demokratiet og frihedsrettighederne, så skal vi være ganske fundamentalistiske. Her er der ikke plads til kompromiser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pattebørn og Påvirkningsloven

Gårsdagens altoverskyggende politiske nyhed i de danske medier var historien om Mette Abildgaards baby, som den konservative politiker havde taget med til en afstemning i Folketinget. Men den gik ikke, mente Folketingets formand Pia Kjærsgaard. Så en folketingsbetjent måtte tage sig af den lille pige, mens mor stemte.

Samtidig i går blev Påvirkningsloven stemt igennem med stemmer fra både regeringen og Socialdemokratiet. Dette direkte angreb på det danske demokrati gik imidlertid totalt over hovedet på de fleste, både medier og politikere.

Det er ellers en MEGET vigtigere sag end baby eller ej. For vi taler om, at man nu som dansker kan få op til 12 års fængsel, hvis man ytrer noget – sandt eller falsk, som kan være i en fremmed magts interesse og imod den danske stats interesser. Uenighed bliver altså kriminelt, hvis man som dansk borger ikke mener det samme som den danske stat.

Det lugter mere af diktatur end af demokrati, ikke sandt?

Læs mere her, også hvad juridiske kapaciteter som Eva Smith, Preben Wilhjelm og Bjørn Elmquist siger om dén sag: http://danmarksbloggen.dk/?p=10238

Så ja, Pia Kjærsgaard havde faktisk ret. Vi burde ikke tillade børn at være i folketinget – og især ikke de voksne pattebørn, som sidder der nu.

For demokrati og folkestyre er en alvorlig sag. Og det at være politiker er ikke en udvidet pasningsordning, der i en valgfri årrække tilbyder ansvarsløse pattebørn masser af (lomme)penge og fri leg med landets borgere og finanser, inden de endelig bliver rigtig voksne, og lander et lukrativt job i det private erhvervsliv.

At være politiker er en opgave, der kræver, at man som minimum passer godt på den Grundlov og den retsstat, som vi fik i gave af tidligere generationer, men som er blevet voldsomt udhulet med først Mørklægningsloven, og siden i går Påvirkningsloven.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop det Lars, vi vil ikke til Mars

Unge over HELE verden – som i HELE VERDEN, nemlig 112 lande – har i dag, fredag d. 15. marts demonstreret for klimaet.

Også i Danmark, hvor mange tusinde elever fra både folkeskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser var forsamlede foran Christiansborg i København samt i mange andre byer. Der blev hoppet, råbt og markeret på bedste demokratiske vis med bannere og slagord som fx

DROP DET LARS, VI VIL IKKE TIL MARS

For de mener det alvorligt, de unge mennesker. De vil ikke gå glip af et liv og en fremtid for dem selv og deres børn her på vores dejlige grønne og blå klode.

De vil også have en tilværelse med rent vand, ren luft og sund mad.

En af de deltagende, Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, der går i 2. g. på Christianshavns Gymnasium, var med, og hun fortæller:

Vi startede fra gymnasiet, hvor vi var elever fra alle tre årgange, der samledes udenfor porten – hvor vi mødtes med eleverne fra bydelens to grundskoler Døttreskolen og Christianshavns Skole, og så gik vi tre institutioner over Knippelsbro og ind mod Christiansborg.

Da vi kom derind, var pladsen over halvt fyldt op allerede, men den var snart helt proppet, og så startede det med taler og klimasange.

Vi sang fx ”Der VAR et yndigt land”, som var en total omskrivning af nationalsangen. For sådan bliver det, hvis ikke vi handler nu. Så er det yndige danske land fortid.

Og så gik det slag i slag med kampråb og flere taler, inden landets statsminister Lars Løkke trådte op på scenen. Han snakkede lidt om, at vi i virkeligheden her i Danmark ikke udleder så meget CO2, men vi stoppede ham – to gange – ved at råbe:

DET ER IKKE NOK

For det er ikke nok. Der skal gøres mere. Meget mere, hvis kloden skal reddes. Og klimaet er for vigtigt til at overlade til politikerne.

Danmarksbloggen er enig. I mange århundreder er alt blevet sat op i forhold til hvad det koster rent økonomisk. Tiden er nu inde til et paradigmeskifte – til at ALT, som i ALT, skal sættes op i forhold til, hvad det betyder for miljøet og klimaet, både på den korte og den lange bane.

KLIMA ind i AL politik – for der er ingen planet B.

Al politik er klimapolitik, som de unge sagde det på endnu en fredag, for som hashtagget for de efterhånden gentagne klima-demoer siger det:

Fridays for Future

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk