Hvor er fronten i storkonflikten?

Som så mange andre i dette land følger Danmarksbloggen med spænding OK18.

Ikke kun fordi det er en af de vigtigste arbejdskampe overhovedet – eller fordi det handler om at offentligt ansatte skal mødes med samme respekt som privatansatte.

Men også fordi man i de seneste dage har kunnet spørge sig selv om, hvor fronten i den truende storkonflikt reelt befinder sig?

For er fronten konstant mellem arbejdsgivere og lønmodtagere? Eller ligger fronten OGSÅ et andet sted, nemlig mellem en regering, der hellere end gerne vil lave et indgreb og så alle andre, også KL og regionerne?

For nok er fx KL´s hovedforhandler borgmester Michael Ziegler konservativ, men på mange områder har både kommuner og regioner flere interesserer tilfælles med arbejdstagerne end de har med regeringen, der med Sophie Løhde i spidsen tegner staten i forhandlingerne.

Så ligger fronten altid mellem arbejdsgivere og arbjedstagere? Danmarksbloggen tvivler, og tænker, at et gennembrud i forhandlingerne hos kommunerne og regionerne vil kunne tvinge staten – dvs. Sophie Løhde – til at indgå en aftale, som hun måske ikke har lyst til, men kan blive nødt til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivoli og Harlekin Skelet

”Tivoli altid som aldrig før” er Tivolis logo i disse år, og det skal såmænd nok passe. Ændringer er så ikke altid til det bedre.

Os, der kan huske nogle få år tilbage, mindes med længsel dengang der var levende musik nede ved Pantomimen i Tivoli. Nu er det båndmuzak.

Orkesteret, som spillede, hed Promenadeorkestret, men de findes ikke længere i Tivoli. Ja, selv orkesterets eget spillested, den smukke muslingeskal ovre på den anden side af stien, er væk, og i stedet er der nu Tivoli Food Hall, der også dækker det område, hvor Valmueteatret engang opførte eventyr af H. C. Andersen. Det var skønne tider med unik åndelig føde i stedet for nutidens fysiske føde leveret af fantasiløse kædebutikker. Og både musik og eventyr fra dengang var ganske gratis. Ja, det er ganske vist.

Men Pantomimens kinesiske påfuglebygning er heldigvis fredet, så den kunne Tivolidirektør Liebst og balletmester Bendixen ikke røre, og derfor er det stadig muligt at sidde på de grønne bænke og se de gamle komedier – og de holder max, som Danmarksbloggen kunne konstatere, da den kom forbi denne blæsende aprilaften.

Danmarksbloggen har set et utal af pantomimer – og også flere gange denne aftens sene forestilling ”Harlekin Skelet”, der er den ældste og mest uhyggelige af dem alle sammen. Men det var genkendelsens glæde, for der er altid noget hyggeligt og rart ved at se Pjerrot fjolle rundt, mens Harlekin og Columbine driver deres løjer med ham, så de til sidst kan få hinanden – trods Pjerrot og hendes ret vratne og uvillige far.

Man kan sagtens snakke om, at pantomimeforestillingerne holder, fordi de har fat i de evigt gyldne temaer om generationskløfter, kærlighed og at holde facaden. Men der er nu også noget enkelt og befriende ved at se en kunstart, der IKKE kun er dans, IKKE kun er musik, IKKE kun er skuespil, og som IKKE bruger ord i en tid som vores, hvor alt sættes i kasser, og alt gøres op i ord – og derpå i penge.

Pantomimen gennembryder det hele – og gør verden ny igen, og så bliver Tivoli endelig altid som aldrig før – og man tør igen drømme om en fremtid, hvor musikken og kulturen fylder mere i Den Gamle Have end det gør i år, hvor Tivoli kan fejre 175 år.

For det er aldrig for sent. Ting kan ændre sig, og magien og eventyret kan komme tilbage til Tivoli – til hele Tivoli. Måske i en anden form, men tiden skriger på netop rødder, auntencitet og historie, så håbet om et Tivoli, der igen bliver en musikalsk og kulturel oplevelse af de sjældne, er ligeså lysegrønt som de knopper, der svulmede på mange af Tivolis træer og buske denne aprilaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den rigeste danske procent ejer en tredjedel af formuen i Danmark

Sheriffen af Nottingham var en dårlig amatør, som ikke kunne få andet end nogle få poser guld ud af bønderne og småfolkene i egnen omkring Sherwood-skoven. Ja, selv den navnkyndige Joachim von And er nærmest en fattiglus sammenlignet med nutidens pengepugere.

Det er nemlig således, at den rigeste procent i verden ejer mere end halvdelen af  verdenens samlede formue, og udviklingen går den gale vej, således, at denne rigeste procent i 2030 vil have næsten to tredjedel af verdenens samlede formue. De kan altså bade sig i penge – sådan helt bogstaveligt.

I Danmark er det ikke ligeså galt, om end det er slemt nok. For her hos os sidder den rigeste procent på 30% af hele landets formue. Og ja, 30% er mindre, men det er stadig meget, og det er også forkert i et land, hvor vi hævder at hylde solidariteten. For vi kan ikke kalde os for et lige land, når 1 – som i én – procent af danskerne ejer en tredjedel af formuen i Danmark.

Det er tværtom en kæmpe-ulighed, som vi skal have gjort noget ved.

Læs mere om uligheden her: https://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/art6429001/I-2030-vil-den-rigeste-procent-eje-to-tredjedele-af-al-formue

Så vi savner en nutidens Robin Hood, som kan være med til at omfordele midlerne, indtil kun få har alt for meget, mens mange flere får, så de kan leve en anstændig tilværelse. For der er goder nok på denne jord til os alle sammen – hvis ellers vi kan finde beskedenheden frem og lægge grådigheden væk.

Og nej, intet menneske behøver flere biler eller flere boliger eller dyre pelse eller andet ligegyldigt skrammel. Vi behøver sundhed, uddannelse, kultur, samvær og kærlighed – og til meget af det skal vi bruge de penge, som ligenu samler støv – ikke i en pengetank, men på svulmende konti i diverse skattely.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det hjemløse oprør

Hvor går man hen som bekymret borger i Danmark, når landet har en regering, der:

Øger uligheden og gør livet mere end svært for svage og udsatte
Destruerer miljøet og ødelægger mulighederne for den grønne energi
Ødelægger uddannelsessystemet og forskningen
Smadrer muligheden for vidensbaseret formidling af samfundsrelaterede emner ved at skære ned på medierne

Samtidig med at regeringen:

Giver de velhavende endnu flere penge via skattelettelser m.m.
Selv kan overtræde loven – både i forhold til korruption og lovgivning – flere gange uden at det får konsekvenser

Man sidder som dansker og tænker, at den eneste mulighed er at gøre oprør, men hvor og hvordan? For man kan godt tvivle på, at det hjælper noget at stemme på oppositionen.

Oprøret er altså hjemløst på alle planer. Det er meget frustrerende, når man er en ansvarlig og demokratisk indstillet borger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ja til ligeløn og nej til p-piller

Det er i dag d. 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, og spørgsmålet er stensikkert: Har kvinderne stadig brug for en international kampdag?

Svaret er et rungede ja.

For vi mangler stadig – og her nævnes kun de to vigtigste ting:

LIGELØN – for selvom det er 40 år siden, at loven om lige løn for lige arbejde blev vedtaget, så halter kvinderne stadig efter mændene rent lønmæssigt.

EN PRÆVENTION, DER IKKE ØDELÆGGER OS – p-pillen blev i sin tid anset som kvindefrigørende, men prisen har været alt for høj; Blodpropper, hormonforstyrrelser og depression. Kvinder betaler nemlig stadig med deres liv og helbred for, at mænd kan droppe kondomet. Men det skal stoppe. For kvindens krop tager skade af at være i en kunstig kemisk balance gennem mange år, og manden ønsker vel ikke, at hans kone og børns mor dør i en tidlig alder, bare fordi det hele så var nemmere for ham i sengen?!

Dertil kommer, at mandsdominerede erhverv som finans og medier stadig er højere betalte og mere ansete end tilsvarende kvindeerhverv, der også kræver viden og specialisering. For det er sådan, at et erhvervs status falder, hvis der kommer flere kvinder end mænd ind på området – se bare på lægerne og præsterne, som engang var højstatus, men ikke er det mere, nu hvor der er flere kvindelige end mandlige studerende på medicin og teologi.

Kvinder fravælges også stadig i stor stil til bestyrelsesposter og andre magtfulde erhverv. Og så er der den generelle forskel på løn og anseelse mellem kvinder og mænd, hvad man for eksempel ser på, hvad en håndværker og en sygeplejerske tjener. For det gælder hele vejen rundt, at mænds arbejde anses som mere værd end kvinders.

Samtidig på hjemmefronten er situationen den, at mange kvinder (trods mændenes højlydte brokken sig i disse år) stadig udfører dobbeltarbejde, mens han lægger på sofaen og beklager sig over, at hende konen/kællingen/madammen styrer det hele.

Må Danmarksbloggen derfor foreslå manden at komme op af sofaen og slå i bordet og kræve sin ret til at skifte bleer, vaske gulv og købe ind? Undertegnedes bud er, at de fleste kvinder hellere end gerne giver det fra sig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har vi brug for en storkonflikt?

Det er lidt med overenskomstforhandlingerne, som det er med isen på de københavnske søer …

Alle ved, at det ikke kan bære, som det ser ud nu, men alligevel er der nogen, der begiver sig ud på den tynde is – og tror på, at det kan lykkes med de ting, som der er på bordet nu.

Men der skal en helt anden forståelse til, hvis det danske samfund ikke skal ende i storkonflikt – og det skulle vi jo helst undgå, ikke?

Det mener i hvert fald de kommende studenter og konfirmander, for slet ikke at tale om dem, som skal til undersøgelse eller have lavet ikke-livstruende operationer, forældrene til skolebørnene og mange andre.

Danmarksbloggen er imidlertid ikke så sikker på, at vi ikke har brug for en storkonflikt.

For en storkonflikt – og en lockout – vil gøre det 100% synligt for alle i dette land, at de offentligt ansatte er ligeså nødvendige som de privatansatte.

At ja, det kan da godt være, at de private firmaer tjener pengene hjem til Danmark.

Men hvis ikke der var nogen til at tage sig af de gamle, passe børnene, gøre de syge raske, uddanne børn og unge og så videre, så var der ikke noget grundlag at tjene pengene på.

Så det hele hænger sammen … og skal isen i Danmark være rigtig tyk, sådan så alle er sikret penge til en værdig tilværelse, ja så skal vi også have andre ting ind i ligningen.

Det kunne fx være en pligt til at arbejdsgiverne tilbyder ledige job til danskere først – og til lønninger, der følger overenskomsten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvad kitter et samfund sammen?

På denne Danmarksbloggens femårs-dag er spørgsmålet:

Hvad er det, der kitter et samfund sammen? Hvad er det, der gør, at vi kerer os om hinanden så meget, at vi kan se ideen i at betale skat og fordele goderne, så ingen mangler noget?

Mange vil nok svare viden. Viden og kendskab til hinanden, og det er uden tvivl også vigtigt, især i en tid som nutiden, hvor ghetto´erne vokser.

Og med ghetto´erne tænkes ikke kun på indvandrerghettoerne, men også rigmandsghettoerne, den kreatives klasses ghettoer, håndværkerghettoerne og alle de andre små enklaver, hvor vi stuver os sammen med dem, der ligner os selv.

Men viden alene gør det ikke, hvis vi skal ud af ghettoerne og leve i blandede kvarterer igen – som er det eneste, der skaber et sammenhængende samfund.

Der skal også empati til – og måske vigtigst: Forståelsen af hvorfor det er vigtigt, at vi kerer os om hinanden. Forståelsen af at intet menneske er en ø. Forståelsen af den indbyrdes afhængighed, som vi har af hinanden her i samfundet.

For selv den mest stærke og selvkørende kan blive svag og afhængig af hjælp i morgen, og vi bliver under alle omstændigheder gamle engang – forhåbentlig da. Og ja, vi skylder børnene, de syge, de udsatte og alle andre svage grupper at behandle dem anstændigt. Et samfund kendes på, hvordan det behandler sine mest sårbare medlemmer.

Så nej, det gælder ikke bare om at klare sig selv og så skidt med resten. Det gælder om at være solidarisk – og om at vide, hvorfor det er godt, når vi forpligter os på hinanden.

Ikke at kunne se det er åndelig fattigdom – og det er en fattigdom, som ikke kun er trist., Den fattigdom er også farlig, for ud af den vokser junglesamfundet, grådigheden og troen på, at man selv er hele verden.

Men forståelsen for, at samfundet bæres af fællesskabet – og at det er os allesammen, er det essentielle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Menneskerettighederne ER hugget i granit

Danmarksbloggen skrev i går om Europarådet – og om hvorfor det er vigtigt, at vi holder fast i vores internationale forpligtelser og konventionerne. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=9700

For ja, der findes partier, som ønsker menneskerettighederne trådt under fode, og her tænkes i særdeleshed på Dansk Folkeparti, som allerede i 2012 ville nedlægge Menneskerettighedsdomstolen.

I denne pressemeddelelse fra januar 2012 https://danskfolkeparti.dk/df-nedlaeg-menneskerettighedsdomstolen-i-strasbourg/ siger Marie Krarup nemlig flg.: Menneskerettighedsdomstolen er et det vigtigste våben i udbredelsen af troen på menneskerettighederne. Det er på tide at få nedlagt den institution.

Hun har ret i at, at Menneskerettighedsdomtolen er det vigtigste våben i udbredelsen af troen på menneskerettighederne – og den vil hun altså så skrotte.

Det er jo en udmelding, der siger alt!!!

Dansk Folkeparti var altså allerede tre år FØR den store flygtningekrise parat til at skrotte menneskerettighederne – det er altså ikke nødvendighedens politik eller noget, som begivenhederne har tvunget dem til at mene, som det ellers anføres i disse år. Men nej, det ligger simpelthen i partiets dna at angribe basale menneskerettigheder.

I en artikel i Berlingske fra 2015 siger DF også, at partiet (når Danmark overtager formandsskabet i Europarådet – hvad vi så har gjort nu) vil arbejde for en omskrivning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så det bliver lettere at afvise familiesammenføringer og smide kriminelle udlændinge ud.

LA og de konservative var i 2015 med på den vogn. Se mere her: https://www.b.dk/politiko/df-vil-forpligte-loekke-til-opgoer-med-menneskerettigheder

Lige det løfte har DF så holdt, da de i en artikel fra sidste weekend hævder, at Danmark sagtens kan vente med familiesammenføringerne. Se mere her: http://nyheder.tv2.dk/politik/2017-12-16-df-kraever-at-regeringen-genovervejer-partiets-forslag-om-familiesammenfoering

I artiklen kan man læse, at Peter Skaarup siger følgende: Jeg stoler på, at konventionerne ikke er noget, der er hugget i granit.

Deri tager han så fejl – for regler er regler, love er love, og konventioner er konventioner – og sådan skal det være i et retssamfund. Vi kan ikke bare bøje regler, love og konventioner, så det passer til en politisk dagsorden. Den slags foregår kun i bananstater og diktaturer.

Som Danmarksbloggen ser det, handler det her også om politik versus etik. For vi har i Europa nogle menneskerettigheder, som er, som de skal være, da de sikrer den enkelte mod overgreb fra staten – men vi har også en situation med flygtninge og immigranter, som er umulig at løse med de almindelige værktøjer.

Spørgsmålet er derfor, OM Europa vælger at være tro mod sine idealer og værdier eller ej.

Valget er nemt for dem af os, som har tag over hovedet, mad i køleskabet og ikke behøver at frygte morgendagen. Men for den stigende gruppe fattige i Europa er valget ikke ligeså enkelt. Her er det let at skyde skylden for arbejdsløsheden og de dårlige leveforhold på indvandrerne og flygtningene – og dermed også være ligeglad med konventionerne.

Og det er blandt disse udsatte og truede grupper, at partier som DF og også Ny Borgerlige kan fiske stemmer og sympati for at ødelægge det eneste værn, som vi har mod et barbarisk og uvidende tyranni. Nemlig Menneskerettighedskonventionen.

Tal derfor om det her alle steder – og tilføj, at der findes en kur – nemlig at mindske den sociale ulighed og øge den sociale lighed. For mennesker, som har arbejde og tryghed og sundhed, er sværere at få til at hade end mennesker, der mangler disse basale ting – eller føler, at det kan blive taget fra dem hver øjeblik.

Det er derfor, at det felttog, som blå blok i øjeblikket fører mod dårligere uddannelse, dårligere levevilkår og ingen tryghed, er så sindssyg og farlig en størrelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den ego-slemme middelklasse og kreative klasse

Middelklassen og den kreative klasse har fået det bedre gennem de seneste år – markant bedre, men ingen af dem føler noget socialt ansvar for underklassen. Tværtimod så forbruger middelklassen og den kreative klasse løs af det offentliges ydelser, samtidig med at der forlanges skattelettelser – og brokkes sig højlydt over, at servicen bliver dårligere.

Det hænger ikke sammen, men det tænker den ego-slemme middelklasse og kreative klasse ikke over.

Her bekymrer man sig om at bage brød med den perfekte krumme i stedet for at tænke på, at der reelt findes familier i Danmark, som ikke længere har råd til tre måltider mad om dagen.

Her harcelerer man over, at man ikke kan få betalt en svinedyr alternativ behandling med midler fra det offentlige i stedet for at tænke på, at der reelt findes familier i Danmark, som ikke længere har råd til læge-ordineret medicin.

Her går man vældig meget op i det frygtelige i, at det tager flere dage at få endnu 10 stykker tøj købt på nettet hjem i stedet for at tænke på, at der reelt findes familier i Danmark, som ikke længere har råd til vintertøj og støvler til deres børn.

Det er simpelthen så ego-slemt, at man tror, at det er løgn – men det er det ikke. Gå en tur på gaden, hør snakken på en café – eller følg en debat på Facebook.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

1. søndag i advent: Det handler om økumeni

Advent 2017 står i kirkernes og troens tegn på Danmarksbloggen.

Og vi starter i dag 1. søndag i advent med at gøre opmærksom på den store økumeniske gudstjeneste i Københavns Domkirke også i dag kl. 14 i anledning af reformationen, hvor både Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen og den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon vil stå for gudstjenesten. Men de er ikke alene. Repræsentanter fra andre kristne trossamfund vil også både prædike og stå for bønner.

Læs mere her: http://www.interchurch.dk/aktuelt/kalender/oekumenisk-seminar-og-jubilaeumsgudstjeneste-i-reformationens-tegn

Men hvad er en økumenisk gudstjeneste? Ja, kodeordet er økumeni, og det har intet med økonomi at gøre, hvis man troede det. Ordet økumeni kommer af det græske ord oikoumene, der betyder “den hele beboede verden”

Økumeni er derfor simpelthen samtale, dialog og samarbejde mellem de kristne kirker med det mål – eller den drøm – at vi en dag kan samles igen i én fælles kirke, forenet i troen på Gud, Søn og Helligånd.

Men da de kristne kirker ikke er enige om væsentlige ting, som om hvorvidt nadveren er reel eller symbolsk, om hvorvidt Helligånden kommer fra både Gud og Sønnen – eller kun fra Gud, om vi skal praktisere barnedåb eller voksendåb – og mange flere endnu, så har det lange udsigter. Men de kristne kirkesamfund giver ikke op, men forsætter med at prøve – og med at tale og være sammen. Og dét er vejen frem.

Danmark er også et af de lande, hvor økumenien står stærkest, og hvor stort set alle kristne kirker er gode til at respektere og samarbejde med hinanden.

Så ja, det kan være, at mange danskere har svært ved at tale om tro. Men mange af dem, der kan tale om tro, og som også åbent tør stå ved deres kristendom, er åbne og inkluderende i en grad, så resten af samfundet kunne lære noget omkring netop accept af forskelligheder, også de mest grundlæggende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk