Bachelor-ministre vil skære i kandidatuddannelserne

Hvad der er godt nok til mig, er også godt nok til andre.

Sådan kunne man godt tro, at regeringen tænker, når den vil skære ét år af kandidatuddannelserne – og tro, at man stadig får samme kvalitet.

Det er det rene vanvid.

Men måske det hænger sammen med, at tre markante – og i denne sammenhæng relevante – ministre aldrig selv har fået taget kandidaten:

  1. Statsminister Mette Frederiksen, som er bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet i 2007. Senere tog hun så en master i Afrikastudier på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Sådan en master tager et år, og det synes statsministeren så åbenbart er nok til alle andre også.
  2. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil som – trods fem år studier på Københavns Universitet – aldrig fik mere end en bachelorgrad i statskundskab.
  3. Det samme gælder forsknings-og uddannelsesminister Jesper Petersen, som også læste statskundskab på Københavns Universitet. Han blev heller aldrig kandidat.

At regeringen overhovedet kan foreslå at skære et helt år – eller halvdelen af kandidat-tiden fra – viser netop, hvor vigtigt det er med kandidatgraden. For der er noget vitalt, som er gået helt tabt i samfundsforståelsen hos de tre bachelors – undskyld ministre.

Uddannelse og viden er nemlig indenfor alle områder vores vigtigste – og største – råstof.

Så skulle man noget, så skulle man satse massivt og meget mere på uddannelser bredt. For så får vi mange flere kompetencer – indenfor alle områder.

Et samfund med trivsel og vækst er et samfund, hvor der satses på uddannelse. Simpelthen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Teater 300 år – og Holberg

Hvad ville Ludvig Holberg have skrevet om, hvis han havde levet i dag?

Formentlig det samme, som han skrev om i 1700-tallet. For mennesket har ikke ændret sig i de forløbne 300 år. Ikke grundlæggende.

Det kan godt være, at enevælden er skiftet ud med demokratiet, fjerpennen med computeren og julestuen med julefrokosten. Men menneskets dårskaber, kampe, fordomme og håb er de samme nu som dengang.

Der findes stadig Jepper, der drikker, fordi livet er så håbløst. Der er stadig politiske kandestøbere, som tror, at de er bedre til at læse søkortet end dem, som fører skibet.

Det vrimler med stundesløse (måske især indenfor projekt- og konsulent-området), som har åh så travlt med ingenting – og med selvoptagede Jean-de-France-snobber, som man kan bilde alt ind, hvis blot man siger, at det er mode.

Og vi går stadig alle til Maskerade, og vi hepper stadig på ung kærlighed – selvom vi alle med tiden forvandles til sure gamle Jeronimusser.

Og hurra for det hele – og for dansk teater som i dag, d. 23. september, kan fejre, at det er 300 år siden, at de første replikker blev sagt på dansk på en dansk scene.

Det foregik i København i Komediehuset ved navn ”Lille Grønnegade”, der lå ved Kgs. Nytorv. Det var så ikke Holberg, men hans franske kollega Moliéres stykke ”Gnieren”, der blev spillet.

To dage senere – d. 25. september – var der så premiere på Holbergs ”Den politiske kandestøber” samme sted.

Det blev en strålende succes – og siden fulgte cirka 30 skuespil af manden om hvem det er sagt, at med ham startede den danske litteratur.

Det passer – men altså også dansk teater, som med Holberg fik en kæmpe-skat af stykker, hvoraf mange stadig spilles.

Fordi de er evigt aktuelle. Fordi de forener humor med menneskekundskab og samfundssatire. Og dét har vi lige så meget brug for i 2022 som i 1722.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

50 kvinder på Kgs. Nytorv: Hvem kender du?

På Kgs. Nytorv i København kan man – som en del af Golden Days – indtil 18. september se 50 hvide steler. De 49 af dem har navne på, hvad der er tænkt som markante kvinder i Danmarkshistorien, som ofte ikke har modtaget den hyldest og anerkendelse, som de burde.

Danmarksbloggen har været pladsen rundt – og noteret samtlige 49 navne på de bemeldte kvinder, som er med i markeringen, der kaldes 50 Queens.

Det ene stele har nemlig ikke et navn. Den er heller ikke hvid, men er et spejl, og her kan man selv via en QR-kode nominere en kvinde, som ikke er med i markeringen. Vedkommende skal dog være død.

Danmarksbloggen har så adskillige kvinder, der mangler. Her er nogle af sværvægterne:

  • Videnskabskvinden Inge Lehmann, der med sine opdagelser om S-bølger og P-bølger i 1930´erne skabte en hel ny forståelse for jordskælv, og som fik et videnskabeligt begreb opkaldt efter sig. Hun var også verdensberømt i sin levetid alle andre steder end i Danmark, hvor Niels Bohr havde smadret hendes ry og muligheder
  • Danmarks første kvindelige professor Astrid Friis, der var internationalt anerkendt som historiker med speciale i 1500-tallet, og som blev professor i 1946
  • Takt-og-tone-eksperten Emma Gad, som vi stadig refererer til, når vi taler om, hvad god opførsel er – og især ikke er, og hvis bog “Takt og Tone” fra 1918 stadig sælger. Hvad de færreste måske ved, er at Emma Gad også var fagforeningskvinde, redaktør og dramatiker
  • De første kvindelige præster i Danmark: Ruth Vermehren, Johanne Andersen og Edith Brenneche-Petersen, som blev ordineret i 1948
  • Malerinden Anna Ancher, der er den måske mest betydningsfulde kvindelige maler i Danmark, og som sagtens kunne selv, selvom hun også var en del af det store malerfællesskab i Skagen omkring 1900
  • Danmarks første kvindelige ambassadør – og kvindesagsforkæmper – Bodil Begtrup, der i 1949 blev udnævnt som Danmarks ambassadør til Island
  • Skuespillerinden og statsministerfruen Helle Virkner, Danmarks svar på Jackie Kennedy og en stærk kvinde, der privat havde meget tilfælles med hendes figur i Matador Elisabeth Friis
  • Malerinden Gerda Wegener, som var en international stjerne og gift med Danmarks første kønsskiftede kvinde Lili Elbe, som er med. Men det skulle Gerda Wegener også have været. Det, som hun og Lili Elbe gjorde, især i tiden i Paris i 1900-tallets første årtier, var enestående
  • Forfatterinden Martha Christensen, som altid talte de undertryktes, børnenes og kvindernes sag i sine socialrealistiske bøger, som udkom i en lind strøm indtil hendes død i 1995
  • Modstandskvinden Kirstine Fiil. En af de få ikke-henrettede fra Hvidstensgruppen, som kun med nød og næppe overlevede rædslerne som en af Hitlers nacht-und-nebel-fanger i de tyske fængsler, men som aldrig blev anerkendt i hendes levetid
  • Frue og husbond og hele rigets mægtigste formynder Margrete Valdemarsdatter, også kendt som Dronning Margrete d. 1, selvom det aldrig var hendes officielle titel. Men hun har – som den eneste indtil videre – samlet Norden

Altså kvinder, som har kunnet noget, villet noget og gjort noget – og som vækker mere genkendelse og mening end nogle af de kvinder, hvis navne man kan læse på stelerne på Kgs. Nytorv. Men som, selvom man læser om dem, stadig ikke træder frem på den indre lystavle som nogen, der har bidraget på nogen særlig måde til noget som helst i Danmark.  

Men måske folkene i juryen – som for manges vedkommende selv er optaget af design og lignende ligesom de kvinder, som det ikke giver mening at have med – har været fagblinde? Det er i hvert fald en tanke, som ligger nær på.

Læs her listen over de 49 kvinder, som er med – og se, hvor mange du kender:

Mathilde Fibiger
Pia Arke
Kamma Rahbek
Dorothea Biehl
Louise Danner – ja, der står der, selvom der burde have stået Louise Rasmussen eller grevinde Danner
Karen Jeppe
Dea Trier Mørch
Nina Bang
Nielsine Nielsen
Marie Krogh
Helga Pedersen
Tine Bryld
Sonja Mancoba
Elise Sørensen
Anna Hude
Karen Blixen
Jenny Kammersgaard
Anne Marie Carl-Nielsen
Nanna Ditzel
Franciska Clausen
Lis Hartel
Le Klint
Henny Harald Hansen
Kate Fleron
Marie Hammer
Else Marie Pade
Asta Nielsen
Hanne Adler
Thomasine Gyllembourg
Karen Volf
Thit Jensen
Johanne Louise Heiberg
Leonora Christine
Bodil Ipsen
Marie Christensen
Nella Larsen
Margrethe Krogh-Jacobsen
Bodil Koch
Sophie Brahe
Birgitte Gøye
Elisabeth Jerichau Baumann
Tove Ditlevsen
Amalie Skram
Olivia Nielsen
Liva Weel
Maria Stokkenbech
Lili Elbe
Maren Splid
Natasja Saad

Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvinderne – de skjulte helte i påskehistorien

Påsken gemmer som et andet chokolade-påskeæg på en overraskelse – nemlig de skjulte helte.

Men vi starter lige med et kort rids af påskens begivenheder, hvis nu man ikke har begivenhederne helt fremme i hukommelsen:

Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem, og hyldes som en konge.
Skærtorsdag: Jesus indstifter nadveren ved påskemåltidet – og forrådes.
Langfredag: Jesus dømmes, korsfæstes og dør.
Påskedag: Jesus genopstår.

Hele beretningen er verdens måske mest kendte historie. Men hvem er i grunden heltene?

Er det de mandlige disciple, som kritiserer kvinden, der salver Jesus med den dyre nardus-salve palmesøndag?

Er det den mandlige discipel Judas, som forråder Jesus for 30 sølvpenge skærtorsdag?

Er det den mandlige discipel og senere første pave Peter, som fornægter Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag?

Er det de mandlige disciple, som gemmer sig, fra lang tid inden Jesus korsfæstes og indtil de hører, at han er genopstanden? Ja, som ikke engang vil tro på kvinderne til at starte med, da de kommer og fortæller om genopstandelses-miraklet?

NEJ. NEJ. OG ATTER NEJ.

Mændene er nogle feje svæklinge, som kun tænker på at hytte eget skind.

Kvinderne er derimod de seje, de udholdende. Kvinderne er påskens helte – eller rettere heltinderne.

Først er der kvinden fra Betania, som ikke nævnes med navn i Nyt Testamente, selvom hun bruger det, der svarer til en årsløn, på dyr nardus-salve, da hun palmesøndag salver Jesus inden døden.  

Så er der Jesus mor Maria og de andre kvinder, som følger Jesus hele vejen, fra han modtages med jubel og palmegrene palmesøndag, og til han langfredag går med korset op af Via Dolorosa (Smertens Vej) til Golgata (Hovedskalsbjerget), hvor han korsfæstes og dør nogle timer senere.

De er altså med Jesus hele vejen, også ved korset da han lider og dør.  

Og endelig er der de tre kvinder, Maria Magdalene, Maria (Jakobs mor) og Salome, som om morgenen efter den jødiske sabbat går ud til graven, og møder englen, der fortæller dem, at Jesus er genopstanden og gået forud for dem – og at de vil møde ham i Galilæa.

Verdens største budskab – det om genopstandelsen – blev nemlig givet til kvinder – ikke til mænd.

Kirkefædrene tilbage i 300-tallet gjorde så, hvad de kunne for at skrive kvinderne ud af historien om Jesus. Og forskning tyder desværre på, at de fik fjernet en hel masse som fx, at der også var kvinder blandt Jesu disciple, og at Jesus selv ikke gjorde forskel på kvinder og mænd.

Så desværre er mange af historierne om de modige kvinder omkring Jesus væk. Slettet af mænd.

Men tilbage står heldigvis, at vi her næsten 2000 år efter begivenhederne kan se, at påskens rigtige helte er de heltinder, som var hos Jesus hele vejen fra indtoget i Jerusalem, over da han led på korset og til genopstandelsen påskemorgen.

Dét er en viden, som det er godt at holde påske på.

Glædelig påske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænd lys i aften for Ukraine

Den ukrainske præsident har netop talt til det danske folketing – og til det danske folk.

I dén tale kom præsident Zelenskij ind på alle de lidelser, som Ukraine gennemgår lige nu – og det er så alt for mange, så alt for grusomme, som de fleste nok ved: Angreb på ukrainske byer, bortførte ukrainere og meget mere.

Uhyrligheder, som sker – og som vi ikke gør ALT, hvad vi kan – og burde – for at stoppe.

Vi hjælper meget – og det blev der også sagt tak for. Men vi skal gøre endnu mere, både nu og når freden kommer.

Zelenskij talte også om genopbygningen af Ukraine efter krigen – og om, at Ukraine gerne vil have Danmark med dér i en ledende rolle – helt konkret når det kommer til Mykolajiv, som er vigtig havneby, der blev voldsomt angrebet her i nat.

Og så opfordrede Zelenskij til at tænde et lys for Ukraine i aften … præcis som vi selv gør det d. 4. maj.

Et lys for friheden.

Et lys for freden.

Et lys for Ukraine.

Som præsident Zelenskij sagde det: Mine damer og herrer. Jeg håber I i aften vil tænde et lys for alle de ukrainere, der har givet deres liv for vores alles frihed. 

Dét siger sig selv. Der skal brænde så mange lys i de danske vinduer, som det ikke er set siden 4. maj 1945.

Ukraines frihed er også vores frihed.

SLAVA UKRAINI ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

50 år på den danske trone

For 50 år siden i morgen (d. 15. januar 1972) stod danskerne på Christiansborg Slotsplads.

Det var ikke for at demonstrere. Det var for at hylde Danmarks nye regent – den kun 31-årige Margrethe d. 2. af Danmark, som trådte frem i sort sørgedragt og med det sorte slør flagrende om ansigtet.

Dagen forinden var hendes far, Frederik d. 9., død. Og få dage efter skulle hun sige farvel til ham i Roskilde Domkirke.

Sådan er det i Danmark. Dér starter en regents livsmission samtidig med en stor sorg. Dét kræver sin viking – og en kvinde kan også være en viking. Bare så De ved det.

Dronningen har senere fortalt, at hun følte, at dér på balkonen blev hun kaldet til sin gerning, grebet af en bølge. NU gælder det.

Når man ser på de fem årtier, som er gået siden dén vinterdag, må man sige, at Dronningen stadig rider på bølgen.

Både bogstaveligt ombord på Kongeskibet Dannebrog, men også popularitetsmæssigt. Vi skal langt tilbage i historien – hvis det overhovedet kan lade sig gøre – for at finde en regent, som er lige så populær hos både høj og lav, gammel og ung som Dronning Margrethe d. 2. af Danmark.

Men hun har også – virker det som om – en indre bølge, der er rodfæstet i den danske muld og i det danske sprog, som hun behersker som få.

I Danmark er jeg født, skrev H.C. Andersen. Det er Dronningen også – på Amalienborg en uge inden i Besættelsen.

Danskheden er altså en stor del af regentens DNA – og Dronningen har også fortalt, at hun var ked af udsigten til at skulle forlade Danmark som voksen. For sådan gik det som regel for prinsesser, dengang hun blev født.

Men tiderne ændrede sig, så prinsesse Margrethe blev tronfølger ved Grundlovsændringen i 1953.

Så kunne den kommende danske dronning blive hjemme i det Danmark, som hun siden har tjent og hyldet i sin gerning, men også i kunsten, i kostumer, malerier og decopage med mere.

Der er format og farver over vores majestæt. Simpelthen. Som da hun i nytårstalen 2020-2021 sagde: Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark.

Sikke en dronning.

Danmarksbloggen kipper med Dannebrog, og ønsker Hendes Majestæt tillykke med 50årsjubilæet. Gid Margrethe d. 2. må få mange gode år endnu på den danske trone.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fællesskab og kristendom

I gamle dage var det en kendt sandhed, at vi alle skylder vores næste en hel masse. Det var vise ord, som bunder i erkendelsen af, at vi er indbyrdes afhængige – og skal hjælpe hinanden.

Ideen om, at vi er forpligtet på hinanden, danner dermed også grundlag for en moral, som mangler i nutidens samfund. Måske fordi den idé bunder i den kristne etik om næstekærlighed.

Desværre er kristendommen på retur som moralsk rettesnor – og når kristendommen forsvinder, så forsvinder også grundlaget for denne fællesskabs-moral, som mangler bigtime i nutidens samfund.

Vi ser det i den offentlige debat – og i det politiske liv – med spørgsmål som:

HVORFOR skal jeg vaccineres? Jeg bliver jo ikke særlig syg.

HVORFOR skal jeg betale skat? Det er jo mine egne penge.

HVORFOR skal jeg i det hele taget hindres i min selvudfoldelse? Det er min ret at forfølge mine egne drømme.

For jeg skylder nemlig ikke fællesskabet noget. Det har aldrig gjort noget for mig.

Jeg, jeg, jeg. Mig, mig, mig, er det evige mantra fra disse personer.

Det må være meget kedeligt at være så ego-fikseret. Kedeligt, koldt og mørkt. Måske derfor der er godt gang i forbruget hos disse mennesker, så de kan stive sig af med fine mærkevarer.

Se mig, jeg har en Gucci-taske, går i hundedyre bukser og kører i en flot bil.

Men det er lidt som at tisse i bukserne. Det varmer en kort tid, men så er der koldt og tomt igen.

For ingen luksusvarer kan fylde det hul i maven, som kommer, når man ikke indgår i meningsfulde og forpligtende relationer til andre mennesker.

Vi mennesker er nemlig – biologisk – programmet til at være sammen, til at være afhængige af hinanden.

Sådan har det været altid – og dermed også lang tid inden nogen fandt på kristendommen. Kristendommen satte så bare behovet for hinanden i system, og gav det en institution at virke i.

Det har ikke altid været en god ide. Tværtimod er alle de gode hensigter blevet misbrugt til egen vinding og magtudøvelse.

Men det ændrer ikke på, at det er en rigtig god idé at sætte ansvaret for hinanden i system.

Og indtil videre har ingen kommet med et bedre bud end de kristne kirker – og måske især de evangelisk-lutherske i Norden, hvor kristendommen er sat så meget i system, at den også er – eller i det mindste har været – en del af vores samfund i form af velfærden.

Den velfærd, som vi er i gang med at afmontere i takt med at kristendommen forsvinder.

Det er skidt. Vi skal til at råbe STOP. For kristendom og velfærd er basis for det gode liv – og det levende demokrati.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningens nytårstale 2021-22

I dag er det præcist to år siden, at vi første gang hørte om den nye virus, som var blevet fundet i Wuhan i Kina.

Og det er præcist ét år siden, at Dronningen helt ekstraordinært sluttede sin nytårstale med: ”Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark”.

Det var alvor – og det ER alvor. Vi er stadig midt i pandemien.

Så det var med spænding, at Danmarksbloggen stillede sig op for at høre og se Dronningens nytårstale 2021-22.

Ja, stillede sig. For nok er Danmarksbloggen ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet.

Men Danmarksbloggen er kæmpe-tilhænger af Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark, som til januar har 50-års regeringsjubilæum – og som i aften holdt sin nytårstale no. 50.

Men hvad sagde hun så, vores kloge statsoverhoved?

Ja, hun nævnte (selvfølgelig) Coronaen, og kaldte de to sidste år for drøje og med en masse ubehageligheder, som har påvirket alles hverdag.

I samme åndedrag kom Dronningen også med en særlig tak til forskerne og til dem, som arbejder i sundhedsvæsnet, og alle andre, som er med til at bekæmpe pandemien. og hun betonede netop det fælles ansvar, som bekæmpelsen er.

I det hele taget hyldede Dronningen kundskab og indsigt, viden og teknologi – også i forhold til den klima-udfordring, som vi alle slås med.

For viden er vejen frem – sammen med nysgerrighed – og det for os alle sammen.

Dronningen sagde nemlig:

”Vi skal møde vore medmennesker med åbenhed.
Andres livshistorie kan gøre os klogere. At spejle sit liv i de andres kan være tankevækkende og inspirerende. Man lærer sig selv at kende i mødet med andre.
Når man er ung, stræber man efter anerkendelse; man vil så gerne have opmærksomhed, blive set – helst være enestående – ligesom de andre!
Men at være menneske er i høj grad at stå ved sig selv, at lære sig selv at kende. Det er der udvikling i – nok til et helt liv!”

Dét er kloge ord i en tale, som næppe går over i historien som hendes bedste, selvom den fik svung til sidst, da Dronningen kom ind på sine snart 50 år som regent med ordene:

”Jeg har svært ved at fatte, hvor de mange år er blevet af. Jeg synes, at de er gået så hurtigt.
Meget har ændret sig i den tid; men ikke kærligheden til mine nærmeste og ikke kærligheden til mit land.
Måtte vi alle få et godt nyt år!
GUD BEVARE DANMARK!”

Dén kærlighed er gengældt.

Må Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark længe leve …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gratis læseprøve: Julemaden – og mandelgaven

En ny juletid er i gang, men det sker stadig i Corona´ens skygge. Danmarksbloggen bringer derfor på de fire adventssøndage fire uddrag af undertegnedes julebog fra 2020, som kan købes her:

https://www.saxo.com/dk/glade-jul-ogsaa-i-en-corona-tid_epub_9788740440379

Prisen er i skrivende stund beskedne 37,50. Eller det samme som en flaske rødvin eller en pose Matador-mix.

Bogen om julens traditioner og med ideer til at holde en Corona-venlig jul er tilmed en e-bog, så den ankommer til dig med det samme – og helt uden smitterisiko.

Og her 4. søndag i advent kommer altså den sidste af fire gratis læseprøver. I dag med kapitlet om julemaden og mandelgaven. For maden er vigtig til jul.

Julemaden – og mandelgaven

Nutidens danske julemenu består langt de fleste steder af en hovedret og en dessert, hvis rødder ikke går længere tilbage end slutningen af 1800-tallet.

Hovedretten i dag er enten andesteg eller/og flæskesteg med kartofler, brune kartofler, sovs og diverse tilbehør som rødkål og agurker. Samt måske kartoffelchips.

Alternativt kan julemiddagen være en kalkun eller gås, hvor sidstnævnte engang var meget mere udbredt end i dag.

For anden afløste gåsen som julemad dengang i slutningen af 1800- tallet, da komfuret blev allemandseje. For nu kunne man i den enkelte husholdning lave stegen selv fremfor at sende den til fx bageren, som man ellers synger om det i julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, hvor man synger: Gåsen er til bageren sendt.

Men nu kunne man altså selv. Dog var ovnen i et privat køkken meget mindre, og derfor blev gåsen skiftet ud med den noget mindre og billigere and, som man endda siden midten af 1800-tallet havde måttet skyde. Fugl var det også stadigvæk, så man kastede sig glad over anden – og i dag er andesteg den mest populære julespise i Danmark.

Flæskestegen er så den ældste danske jule-ret med rødder tilbage til vikingetiden. For at slagte til jul/vintersolhverv har vi altid gjort heroppe nordpå.

Så op gennem tiderne var julespisen i Danmark grisemad som flæsk, pølser, blodpølse, skinke, finker, æbleflæsk og sylte. Altså retter som stadig findes på julebordet, nu bare til julefrokosten, der netop bugner af grisemad – samt af forskellige variationer over de sild, som vi historisk set har spist mange af gennem den lange, kolde vinter.

Grønkål – især som grønlangkål, grød og brød var også en stor del af datidens julemad.

Allerfinest var hvedekagen, som vi i dag kalder hvedebrød eller bare hvidt brød. Men dengang var hvede og sukker så fint og dyrt, at almuen kun fik det til specielle lejligheder som jul.

For til jul skal maden være både rigelig og det bedste af det bedste.

Det kan man også se i de brune kartofler, som oprindeligt intet har med kartofler at gøre. De brune kartofler er derimod almuens måde at få de kastanjer på, som borgerskabet spiste til jul i 1800-tallet, men som var for dyre for de fleste.

Så en løsning blev fundet, nemlig at genskabe udseendet ved at komme sukker udenpå kartoflerne og karamellisere dem. Og det gør danskerne stadigvæk, selvom de færreste i dag tænker på, at de brune kartofler faktisk leger kastanjer.

Desserten ligger også fast, og består af risalamande, som ofte serveres med varm kirsebærsauce.

Risalamande er risengrød, som er rørt med vanilje, hakkede mandler og flødeskum. Retten er trods sit franskklingende navn dansk – og en af de ting, som vi har helt for os selv. Danmark er også det eneste land i verden, hvor man får mandelgave.

Mandelgaven, som kan bestå af alt fra en marcipangris over et gavekort eller en æske chokolade, gives til den, som finder mandlen i risalamanden. Inden desserten serveres, bliver der under stort hemmelighedskræmmeri lagt en mandel ned i risalamanden, og rørt grundigt rundt, så ingen ved, hvor mandlen er.

Og så spises dér, mens alle holder godt øje med hinanden for at se, hvem der får mandlen, som ofte gemmes i en kind eller under tungen, inden alle er færdige med at spise. For så kan den heldige vinder stolt afsløre mandlen og indkassere mandelgaven.

Skikken med risalamande er ny. Tidligere spiste man grød af for eksempel byg eller boghvede til daglig og risengrød, når det skulle være fint. For risengrød var en stor delikatesse, da ris var en dyr importvare.

Men så ændrede situationen sig. I starten af 1900-tallet blev ris billig hverdagsmad, og så duede risengrøden jo ikke mere, når julegrøden skulle være ekstra fin. Men så fandt innovative sjæle på risalamanden, der har sit franskklingende navn fra de mandler, som sammen med flødeskummet bliver brugt.

Mandler, som man i Frankrig putter i Hellig Tre Kongers-kagen ”Galette des Rois”, hvor man også gemmer en bønne i kagen. Så selvom risalamanden ikke er fransk, er både den og mandelgaven inspireret fra Frankrig og den franske Hellig Tre Kongers-kage, hvor finderen af bønnen i kagen også får en gave.

Et sjovt kuriosum er så, at den danske kongefamilie – trods sit franske islæt – ikke spiser risalamande juleaften, men derimod den gammel-danske risengrød.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Retssikkerheden vandt i dag

Hvis demokrati og retssikkerhed er danske værdier, så har de danske værdier vundet i dag.

For tidligere integrationsminister Inger Støjberg er med 25 ud af 26 stemmer blevet kendt skyldig i rigsretten – og dommen er med 15 stemmer blevet til ubetinget fængsel i 60 dage til Inger Støjberg.

Danmarksbloggen føler så ingen glæde.

Tværtimod føler Danmarksbloggen en stor bekymring for, hvad den yderste højrefløj vil bruge dommen til. Den er nemlig politisk dynamit. Og Støjberg har allerede selv tændt lunten ved at prøve at gøre det til en politisk sag, når hun siger, at hun ikke vil bøje nakken.

Men det handler ikke om det. Sagen er basal jura. Man må ikke med fortsæt bryde loven – og en minister skal også overholde loven. Punktum.

Efter domsafsigelsen blev Støjberg så til mødet med pressen ved med at prøve at gøre det til et spørgsmål om barnebrude. Det, som hun opfatter som danske værdier, tabte i dag, sagde hun med vanlig patos.

Men danske værdier er ikke, at en minister med fortsæt og fuldt bevidst bryder loven. Danske værdier er ikke, at man ikke tager det til sig, når en rigsret dømmer én skyldig.

Støjberg udviser på den måde ingen respekt for det danske retssamfund – eller for de danske værdier, kunne man tilføje.

Heldigvis står domsafsigelsen fast. Så dermed kan det konkluderes, at magthavere i Danmark kan holdes ansvarlige for deres gøren og laden.

Dét er til gengæld godt nyt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk