Kategoriarkiv: Danske værdier

Hvilken dag skal være Danmarks nationaldag?

Udgivet den af
Svar

Skal Danmark have en officiel nationaldag – og i så fald: Hvornår skal den dag være?

Der er – som Danmarksbloggen ser det – to muligheder:

  1. Grundlovsdag d. 5. juni, fordi det er dagen, hvor demokratiet og det moderne Danmark blev født i 1849.
  2. Valdemarsdag d. 15. juni, fordi det er dagen, hvor Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra Himlen ovre i Estland i 1219 i forbindelse med Valdemar Sejrs korstog mod de dengang hedenske estere.

Argumenter for Grundlovsdag som Danmarks nationaldag er, at alle danskere allerede kender den dag, selvom det næppe er alle, som kan historien om, hvordan en folkedelegation gik op til den daværende konge Frederik d. 7., og krævede en fri forfatning. Kongen kunne så meddele dem, at han allerede havde afskediget den gamle – og sidste – enevældige administration. Så nu var vejen banet til en fri og demokratisk forfatning – og det arbejde førte til Grundloven, som blev underskrevet d. 5. juni 1849.

Argumenter imod Grundlovsdag som Danmarks nationaldag er, at dagen altid har handlet om politik og demokrati, om debat og Grundlovsmøder – og at sådan skal det fortsætte fremfor national selvglæde og selvforherligelse.

Argumenter for Valdemarsdag som Danmarks nationaldag er, at det er den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog kom dalende ned fra Himlen, da vi ellers var ved at tabe slaget mod de dengang estiske hedninge. Bispen, som var med ved fronten, havde ellers holdt hænderne i vejret og bedt om krigslykke, og det havde virket (!). Men nu var han blevet træt, og kunne – selv med hjælp – ikke holde hænderne oppe mere. Men så skete miraklet: Dannebrog dalede ned – og så vandt de danske korstogsriddere.
Historien er næppe sand, men god. Og vigtigst er, at Dannebrog lige siden – og faktisk mere og mere, som tiden er gået – har været noget helt centralt for alle danskere.
Dannebrog er simpelthen synonymt med at være dansk. Dannebrog er det, som alle danskere samles om, hele tiden og både til hverdag, til fest, i glæde, i sorg og når der er sport.
Det røde flag med det hvide kors er den måde, som vi trækker vores nationale vejr på …

Argumenter imod Valdemarsdag som Danmarks nationaldag er faktisk ikke-eksisterende, idet man relativt nemt kan fortælle de danskere, som ikke lige har styr på, at Valdemarsdag er den dag, hvor vi fik det flag, som vi elsker, og som vi bruger konstant og hele tiden og til alt – og som er et billede på os som folk.

Danmarksbloggen vil derfor konkludere, at Valdemarsdag d. 15. juni bør blive Danmarks nationaldag. Der skal kippes med Dannebrog, skal der.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Bakkens Hvile 2026-show

Udgivet den af
Svar

Det lyder som et eventyr, men det er ganske vist: Ude i den grønne skov på Dyrehavsbakken i Klampenborg findes en lille pavillon, som har ligget der i svimlende 149 år, og hvor der hver eneste sommer i al den tid har været syngepiger, der med swung og saft har begejstret publikummerne, der sidder ved de små, runde borde nedenfor den lille scene.

Det er Bakkens Hvile, hvor der i går aftes var forpremiere på årets show, og hvilken aften det blev fra de søde serveringspiger havde været rundt første gang med drikkevarer og til det røde tæppe for sidste gang gik ned efter de fire bakkesangerinder og pianisten fik velfortjente stående ovationer.

For sikke en forestilling. I to afdelinger på hver cirka 12 sange bliver der sunget, fortalt og lavet spas – damerne i deres overdådige, glitrende og fjerprydede kreationer indbyrdes, med én velspillende pianist, som trofast tager imod det hele, med os i publikum som skiftevis griner og synger med, og med bartenderen, som endda var direkte involveret i den ene sang, der nemt kunne være årets højdepunkt i en hvilken som helst revy – hvis altså bartenderen var den samme.

For bartenderen er ingen ringere end Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, som beredvilligt stiller op til løjerne, og som i øvrigt er gift med chefen for det hele Dot Wessman, som også er en af de fire syngepiger, og som tilmed i år kan notere sit 50-årsjubilæum i Bakkens Hvile.

Den flotte milepæl bliver også behørigt fejret i en forestilling, hvor numrene veksler mellem gamle viser, af og til med aktuelle tekster, nyere sange og så de store klassikere: ”Jeg er en af Bakkens sangerinder” og ”Køb blomster, køb blomster” – og ja, man kan købe langstilkede røde roser – og ja, der kan betales med mobilepay. Men det kan anbefales at have nok af 20´ere med, som man kan smide op på scenen, så det klinger – som traditionen byder.

Følg i det hele taget skikkene i Bakkens Hvile, tag en drink mere og giv evt en runde til pigerne på scenen – de kvitterer med en sang. Lad Dem i det hele taget rive med. Et show på Bakkens Hvile er nemlig noget ganske enestående. Det er varieté som for 149 år siden. Men er det så ikke gammeldags? Ikke et hak. Tværtimod.

Bakkens Hvile er en verden af i går, som vi nyder i dag, og som vi også behøver i morgen. Her er rødder og historie – og historier – fortalt med højt humør og i sang og musik. En verden, hvor de fire damer – Tina Grunwald, Sus Mathiasen, Ann Farholt og naturligvis Dot Wessman – synger og underholder, så det er en lyst om netop lyster og sex – også når den kan erhverves for klingende mønt. Her er ingen politisk korrekthed, ingen bonerthed. Her er livsglæde, lummerhed og liflighed iklædt ægte musik og ægte sang – og vi gynger med og synger med – både om at gå med i Lunden, titte til hinanden, kys hinanden og jeg har elsket dig så længe, jeg mindes.

De ord gælder også Bakkens Hvile, som jeg aldrig havde besøgt før i går, men som jeg på stedet forelskede mig i fra første tone, nej, allerede fra jeg trådte ind i den lille træpavillon, som engang var så almindelig.

For engang var der hele 43 sådanne syngepavilloner fra København til Klampenborg, fortalte Dot Wessman. Nu er der kun én, Bakkens Hvile, tilbage, og den skal blive. Den er levende kulturhistorie, men ikke et museum. Bakkens Hvile er stedet til dem, som stadig tør møde sig selv og andre mennesker analogt uden filter. Det må ikke forsvinde – eller laves om. Så Dot Wessman har ret, når hun siger: og her kan forandring faktisk skade.

Danmarksbloggen håber derfor, at hun også får ret i, at der altid vil være en Bakkens Hvile med syngepiger, som også i de kommende år vil fortsætte med at være så gavmilde med sig selv og deres sange, som de synger direkte ud til os i publikum.

For der sker noget godt, når man sidder tæt sammen – også med folk man ikke kender, men som man alligevel snakker med, skåler, smiler og griner med. Synger og gynger med. Så begejstres man, og så gælder ordene fra Bakkevalsen Kom og tænd min sol…

For solen tændes et sted indeni, når man sidder dér i halvmørket på Bakkens Hvile sådan en festlig og forrygende aften i selskab med d´damer Bakkesangerinderne og alle de andre. En aften, hvor stemning og sang går op i en højere enhed, hvor folkekultur, historie og danskhed smelter sammen til noget, som vi alle kan føle os hjemme i – sådan på dybet.

Så skal vi skåle? Gu´ ska vi så. Bakkens Hvile i 2026 er livseliksir for livsglæden, for fællesskabet og for det danske frisind, og som der er stærkt brug for – også i fremtiden. Danmarksbloggen giver derfor Bakkens Hvile – dette musikalske danske eventyr fortalt, spillet og sunget for voksne – seks ud af seks langstilkede røde roser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vintersalme til styrkelse af sjæl, sind og hjerte

Udgivet den af
Svar

Winter is coming, sagde vi, da Trump blev genvalgt.

Det viste sig at holde mere stik, end vi troede.

Så nu er det tid til styrkelse af sind, sjæl og hjerte. Tid til at mindes om at intet mørke, ingen kulde, ingen ondskab kan vare ved. Lyset, varmen og kærligheden vil altid komme igen.

Så derfor kommer her som balsam på martrede sind, urolige sjæle og bange hjerter Brorsons vidunderlige vintersalme “Her vil ties, her vil bies”.

Blot husk at opgaven denne gang ikke at være tavs eller at vente. Opgaven nu er at råbe op, sige fra og handle.

Men alligevel kan vi med fordel synge med på nedenstående.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1

Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!

2

Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges. Og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.

3

Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue bag gærdet hist!

4

Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse. Det snart forgår.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!

5

Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!

6

Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!

Hvad sker der, hvis Trumps USA angriber Grønland?

Udgivet den af
Svar

Der er kun ét spørgsmål at stille i disse dage:

HVAD SKER DER, HVIS TRUMPS USA ANGRIBER GRØNLAND? VIL DE ANDRE LANDE I EU OG I NATO KOMME OS I KONGERIGET DANMARK TIL HJÆLP?

Stort set samtlige vestlige ledere har været ude og sige, at de bakker op om Grønlands og Kongeriget Danmarks territoriale grænser og folkeretslige ret til at bestemme selv.

MEN hvad sker der, hvis de amerikanske styrker pludselig står på indlandsisen?
Hvad sker der, hvis Trump samtidig stiller sig op på talerstolen i Det Hvide Hus, og siger, at USA nu har overtaget Grønland?
Hvad sker der, hvis sagen tages op i FN – uden at USA´s FN-ambassadør så meget som ryster på det rigtige i, at USA har overtaget Grønland?

Det er Danmarksbloggens frygt, at der sker absolut INGENTING.

Jo, altså, der vil komme noget brok fra de andre vestlige lande og ledere. Måske endda skarp kritik af USA´s præsident Trump.

Men ellers sker der ingenting. Ingen sanktioner, ingen militær hjælp, ingenting.

For ingen ønsker for alvor at lægge sig ud med Trump, selvom det er tydeligt, at samme Trump er mere som Putin og andre despotiske diktatorer og tyranner, end han er forkæmper for Den Frie Verden og de liberale frihedsrettigheder.

Og nok er næsten alle i Kongeriget Danmark enige og forhåbentlig også klare på at kæmpe for Grønland, men vi kan ikke gøre meget uden hjælp fra vores venner.

Men alle de store europæiske lande vil sidde og skutte sig – og tale om at se ”helheden” i det – og at vi også skal tænke på det fremtidige forhold til USA. Men en fremtid, som baserer sig på at danse efter en tyrans luner, er en fremtid i ufrihed og slaveri.

De må have godt gang i popcornene i Moskva, Beijing og de andre steder, hvor Trumps despotiske åndsfæller hersker. For lige nu er Vesten i gang med at implodere indefra – antændt og vedligeholdt af den orange lunte i Washington D.C.

Det er i sandhed sorte tider.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juletræsflyvning igen i år

Udgivet den af
Svar

Sidste år kom de susende i høj fart og stort rabalder – og i år gør de det igen: Kampflyene fra Sverige og Danmark, som flyver i en formation, så de danner et juletræ.

Det ser flot ud, når de kommer drønende. Jeg stod sidste år på Knippelsbro, og så de grå fly jage ind over København, og jeg var vildt imponeret.

Men det er mere end juletid og opvisning. Det er også øvelse og koordinering og alvor. For vi lever i urolige tider – og en såkaldt varm krig er tættere på end nogensinde siden besættelsen.

Verdens første historiker – eller ham som har fået æren af at være det – den græske Herodot, som levede for næsten 2.500 år siden, sagde, at mennesket ikke kan huske sådan for alvor mere end cirka 80 år tilbage i tiden.

Det passer, når man tænker på, at mange danskere skal helt tilbage til deres bedsteforældre eller måske oldeforældre for at finde nogen, som kan huske de fem forbandede år – og at mange af de unge generationer derfor ikke for alvor regner krig i Danmark for en seriøs risiko. Fordi de simpelthen ikke har levet tæt nok målt i tid på krigens gru.

Men krig er en reel risiko i vor tid. Og man skal som bekendt kende sin fortid for at forstå sin nutid – og kunne forme en god fremtid.

Og lige nu sidder der et styre i Moskva, som vil have Rusland lige så stort og mægtigt, som Sovjetunionen var det, og også nogenlunde de samme landområder plus måske noget ekstra. Et styre, som ikke bryder sig om de liberale frihedsrettigheder og det demokrati, som vi i Vesten lever i – og som ikke er en selvfølge.

Frihedsrettigheder og demokrati, som vi nok har fået i vuggegave, men kun fordi der engang blev kæmpet for det. Så vi skal også være klare til at kæmpe, som også NATO´s generalsekretær Mark Rutte lige har sagt det – og det skal de vide i Moskva. Så også derfor er det godt, at flyene går på vingerne her i Norden …

Eller som chefen for det svenske flyvevåben sagde det i sin pressemeddelelse om juletræsflyvningerne, som foregår over hele Sverige, og inkluderer alle Nordens luftvåben: Vores fælles juletræsflyvninger er et synligt symbol for, hvad det nordiske forsvarssamarbejde har udviklet sig til – operativt integreret, gensidigt forstærkende og forankret i vores fælles engagement som allierede.

Vi holder nemlig sammen her i Norden.

I Danmark sker juletræsflyvningen på tirsdag d. 16. december eller i tilfælde af dårligt vejr på onsdag d. 17. december. Følg med i dagspressen for nærmere om tid og sted.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Angst er en naturlig del af livet – også i en hybridkrig

Udgivet den af
Svar

Jeg vil ikke lade angsten styre mig, sagde en granvoksen politisk kommentator på nationalt tv i sidste uge, mens han brugte sit udsagn som argument for IKKE at købe ind, så han kan klare sig selv i tre dage. Det, som myndighederne ellers kraftigt opfordrer alle danskere til.

Jeg vil ikke gøre mine børn bange, så hellere fortælle dem, at der ingenting kan ske her i Danmark, siger mange forældre, og glemmer, at de godt kan slukke for nyhederne derhjemme, mens børnene er vågne. Men så hører børnene bare om droneangrebene og hvad der ellers sker et andet sted.

STOP, siger Danmarksbloggen derfor, og spørger:

HVORFOR MÅ VI IKKE VÆRE BANGE?

For vi er et sted, hvor der reelt sker hybride krigshandlinger i Danmark. Og det kan godt gøre både børn og voksne bange. Men det er ikke angsten, som er fjenden. Angst er derimod en naturlig – og uundgåelig – del af livet.

Og nej, det er ikke rart at være bange. Det er ubehageligt. Men livet har aldrig handlet om at skulle undgå at være bange.

Tværtimod så handler livet om at lære at være i den ubehagelige angst, og bruge angstfølelsen konstruktivt.  

Angsten må nemlig ikke handlingslamme os. Men det gør den, hvis man tror, at verden skal være et nuttet og plysset lyserødt sted, hvor vi kan hoppe frit rundt som en anden flok enhjørninger uden tanke for andet end os selv – og hvad vi lige har lyst til nu.

Men verden er ikke sådan. Jo, altså – verden KAN indimellem være god, varm og kærlig, og når den er det, så skal vi nyde det i fulde drag. Men vi skal også være bevidste om, at verden er fuld af skarpe kanter, huller vi kan falde ned i, og væsner, som ikke vil os det godt – og at det skal vi lære at håndtere.

Det hedder rettidig omhu, og midt i en hybridkrig – som den Danmark er i ligenu – handler det om to ting:

  1. At være ærlig – både overfor sig selv og sine børn – om der kan ske ubehagelige ting, men at vi kan gøre en hel masse.
  2. At udvise rettidig omhu – og sørge for, at man kan klare sig selv med mad, vand og medicin i minimum tre dage. For når man kan det, så lægger man ikke samfundet til last i de kritiske dage, hvor der er slukket for vand, varme og strøm – og hvor ressourcerne skal bruges til at sørge for dem, som IKKE kan klare sig selv.

Så få nu købt det knækbrød, de dåsemakreller, de flasker vand osv – og keep calm and carry on. Det er altså IKKE sværere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

H. C. Andersens død markeres med kirkeklokker i en halv time

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersen fejres – med rette – i det helt store format i dag.

I dag mandag d. 4. august kl. 11.04 er det nemlig præcis 150 år siden, at verdens største eventyrdigter gik ud af tiden.

Og det markeres på dagen, på tidspunktet – og ikke kun i Danmark, men over hele Norden. For alle Nordens kirkeklokker vil kime, og alle Nordens klokkespil vil spille hans melodier i en halv time med start på dødstidspunktet kl. 11.04.

For præcis på det klokkeslæt forlod den største dansker gennem alle tider denne verden. Det skete ude i Villa Rolighed ved det nuværende Svanemøllen. Villa Rolighed var ejet af familien Melchior, der var nogle af H. C. Andersens nære venner, som også tog sig af ham i de sidste dage af hans liv.

Danmarksbloggen vil også på dagen hylde dette helt særlige menneske, som skrev eventyr som ingen andre hverken før eller siden har gjort det. Denne grimme ælling med de kluntede ben, som aldrig blev balletdanser, men som i stedet blev den smukkeste svane på fortællingernes store sø.

Den halve times kimen og spillen med klokker er derfor mere end blot en flot markering. Den er en naturlig hyldning af verdens bedste eventyrdigter. Og mon ikke H. C. Andersen ville have syntes om, at sange som “I Danmark er jeg født”, “Hist, hvor vejen slår en bugt” og flere andre klinger i dag over hele Norden? Dét tænker jeg.

Ja, som i ethvert eventyr sidder han sikkert oppe i sin himmel i dag og glæder sig – og nu uden den tandpine, som pinte ham, da han blev æresborger i Odense, og hele byen hyldede ham med fakler i vinternatten.

Men nu er det sommer, den varme, velsignede sommer, fuglene synger og roserne dufter – og H. C. Andersen kan fryde sig i sin himmel.

Så: Kære H. C. Andersen. TAK for Deres enestående eventyr. De læses stadig af en hel klode …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valdemarsdag – og hvad så?

Udgivet den af
Svar

15. juni – og hvad så? Det er da ikke nogen særlig dag, tænker du måske. Men det er det.

Dagen i dag – d. 15. juni – er nemlig Valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, der var konge på det tidspunkt, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen.

Historien er dramatisk:

Valdemar Sejr ville ligesom så mange andre konger i højmiddelalderen på kristnet korstog. Men der er meget langt til Jerusalem, hvor de store kampe foregik. Han kom så i tanke om, at der var om ikke muslimer, så dog hedninge ovre i Estland, som ligger meget tættere på.

Så han skrev til paven, som sagde go – og så afsted med Valdemar Sejr og en del andre danske riddere, som alligevel gik og kedede sig herhjemme – plus nogle få erfarne korstogsriddere. For nu skulle esterne – hvad enten de ville det eller ej – være kristne.

Lad våbnene tale, som man (også) sagde det dengang.

Men esterne bed fra sig, og så kom det til det store slag ved Lyndanisse, som fandt sted netop d. 15. juni 1219. Krigslykken var først med danskerne, men så vendte den – og det så sort ud for Valdemar Sejr og hans mænd.

Men så var det, at biskop Sunesen begyndte at bede, og så længe han holdt hænderne højt hævet mod himlen og Gud, så gik det godt for danskerne. Men selv en biskop bliver træt i armene, og måtte trods at flere mænd hjalp ham med at holde dem oppe, lade dem falde ned. Så hvad skulle danskerne nu gøre? Ingen vidste det.

Men så netop som det så sortest ud, så flagrede Dannebrog ned fra Himlen – og en røst lød i skyen: Under denne fane skal I sejre. Og det gjorde de danske korstogsriddere så, idet esterne fik lammetæv, og Estland blev kristnet.

Det er i hvert fald, hvad legenden fortæller. Men man skal som bekendt passe på med at stole på legender. For de fortæller kun den gode historie, ikke irriterende fakta som at:

1) Dannebrog på mange måder minder om Savoyens flag – som oprindelig er den tyske kejsers krigsfane, og som var et af de flag, der var med i korstogene til Det Hellige Land, og som let kunne have sneget sig med i sadeltasken hos en af de erfarne korstogsriddere, der var med i Estland. Det skal dog siges, at korsene – i den nuværende form – ser anderledes ud i de to flag.
2) Der var allerede inden Valdemar Sejrs korstog gang i en kristen mission – blot med ord og ikke med sværd – i Estland.
3) Korstoget til Estland har ligeså meget – hvis ikke mere – handlet om magten i Østersø-regionen.

Den kamp foregår som bekendt stadigvæk. Ja, i de senere år er den blusset så voldsomt op, at en ny krig truer i Europa. For så længe der har været mennesker til, har disse kæmpet om magten over jord, hav og andre mennesker.

Så når vi i dag – på Valdemarsdag – hylder Dannebrog, så hylder vi også tanken om Danmark som et land, der kan sætte en dagsorden. Og sålænge den dagsorden er kampen for Den Frie Verden, så er Danmarksbloggen enig.

For Valdemars Sejrs felttog har mindet ret meget om Putins skamløse invasion af Ukraine, som heldigvis både i Danmark og Estland mødes af massiv støtte til Ukraine og alle andre, som er på vores side i kampen for Den Frie Verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Matador og 4. maj

Udgivet den af
Svar

Der er et par scener i Matador, som minder mig om denne 4. maj 2025 … og nej, det er IKKE scenen fra Befrielsesaftenen, hvor direktør Varnæs river mørklægningsgardinerne ned – og der bliver stillet lys i vinduerne i Korsbæk. Ejheller da doktor Hansen og Kristen Skjern senere samme aften arriverer med armbind på – og Kristen Skjern inviteres ind i stuen, og endelig anerkendes som Elisabeths kæreste, inden de og hun – nu også iført armbind – må afsted igen.

Det er derimod de scener, hvor oberst Hackel ivrigt diskuterer krigen i 1864. Den krig var 81 år gammel ved Befrielsen i 1945 – og den betød så godt som intet for hverdagen i samtiden. Alligevel mente oberst Hackel, at 1864 stadig var aktuel.

Vi er samme sted nu. Det er 80 år siden, at 2. Verdenskrig sluttede – og den spiller reelt ingen betydning længere.

Til gengæld har vi en virkelighed, som er meget påtrængende. En virkelighed med et Rusland, der ønsker sig tilbage til tidligere tiders imperiale status – og som nu har været i invasionskrig i mere end tre år mod et Ukraine, der kæmper tappert. Et USA som pt. er i hænderne på en håndfuld mennesker, som ønsker et styre, der minder mere om et diktatur end om noget andet, og som er godt i gang med at falde i Thukydids Fælde overfor den opstigende supermagt, nemlig Kina. Og hvor står Indien og de arabiske lande – og hele Mellemøsten?

Verden er mere usikker end i … 80 år … og det giver derfor NUL MENING som en anden oberst Hackel at skue tilbage, når vi skal bruge al vores energi og opmærksomhed på at ruste os til nutiden og fremtiden.

Ja, ja – men man skal kende sin fortid for at forstå sin nutid, siger du måske.

Det er sandt. Så sæt endelig lys i vinduet i aften og send en tanke til de tapre mænd og kvinder, som var årsagen til, at Danmark blev betragtet som allieret. Det var nemlig ikke hverken regeringens, folketingets eller erhvervslivets fortjeneste. De ville nemlig alle som én fortsætte samarbejdet med tyskerne – helt ind i krigens sidste tid.

Nej, Danmarks ære blev reddet af de sømænd, som gik i allieret krigstjeneste, modstandsfolkene, dem som hjalp jøderne – og så to navnkundige mænd ved navn Ebbe Munck og Henrik Kauffmann.

Alle havde det tilfælles, at de spurgte sig selv dét spørgsmål, som vi også skal stille os selv i vores afgørende nutid: HVOR STILLER DU DIG, NÅR VERDEN BRÆNDER? VIL DU TAGE ET PERSONLIGT ANSVAR?

For historiens gang er aldrig dikteret på forhånd, men afhænger af de mennesker, som handler – og ja, der skal handles i 2025.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ALDRIG IGEN

Udgivet den af
Svar

I dag er det 80 år siden, at styrker fra Den Røde Hær befriede 7.000 jøder fra kz-lejrene Auschwitz-Birkenau.

Dagen – d. 27. januar – er lige siden blevet en verdensomspændende Mindedag for de mere end 6 millioner jøder, som blev udryddet af nazisterne under Holocaust.

Det er en vigtig dag at huske – og måske især i en tid som vores, hvor jøder igen forfølges, og hvor ingen af verdens to stormagter står på jødernes side.

Kina er som bekendt ligeglade med alle andre end Kina. Og USA har fået en præsident, som det er svært at beskrive uden at bruge ord som bindegal og narcissist – og som ved sin side har Tech-billionæren Elon Musk, som er åbenlyst nazist – og som tillader antisemitiske ytringer på hans sociale medie X.

Så de eneste, der er tilbage til at forsvare jøderne – udover jøderne selv, er Europa og europæerne. Men også her sker der store svigt, når jøder ikke i offentlighed kan vise sig med kippaer og Davidsstjerner, generelt bare ikke kan gå i fred på gaden eller være i sikkerhed derhjemme. Eller det faktum, at der konstant skal være bevogtning ved jødiske institutioner for at forhindre overgreb, også på små børn.

Og det er bare i Danmark. I andre europæiske lande er forfølgelsen af jøder endnu værre.

Dét er tordnende forkert. Og vi svigter vores jødiske medborgere, når vi ikke håndhæver et politiske stop, som er sagt. For vi skal simpelthen forlange af visse muslimske grupper og visse grupper på såvel den politiske højrefløj som venstrefløj, at de skal respektere og ikke forfølge jøder.

Det kan godt være, at disse grupper er imod Israels politik. Det må de også gerne ytre. MEN ingen må – med trusler eller hadsk tale eller spytklatter, lort ind ad brevsprækken og det som er endnu værre – gå efter jøder. Det skal vi holde fast i – og vi skal retsforfølge dem, som alligevel gør det.

I 1945 lovede vi jøderne ALDRIG IGEN. Dét løfte skal dér holdes fast i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk