Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark

Proklamationer er noget, som man altid har gjort, når noget vigtigt skulle meddeles folket. Det kan gøres på mange måder. Fx sender man i Vatikanet hvid røg op, når der er valgt en ny pave. I Danmark har man siden Grundlovens indførelse i 1849 arrangeret det sådan, at det er den til enhver tid siddende statsminister, som har tjansen at proklamere den nye regent.

Så derfor var det i går Mette Frederiksen, som på balkonen på Christiansborg Slot udråbte Frederik d. 10 til ny dansk konge foran et kæmpestort og jublende menneskehav. En rørt kong Frederik, som derpå holdt en kort proklamationstale, hvor han sagde (det med fed er Kongens valgsprog):

Min mor, Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2. har regeret Danmark i 52 år. Gennem et halvt århundrede er hun fulgt med tiden med vores fælles arv som afsæt. Til al tid vil hun blive husket som en regent ud over det sædvanlige. Min mor har som få formået at gå i et med sit kongerige.

I dag går tronen videre. Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen. Det er en opgave, jeg har nærmet mig hele mit liv. Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og stor glæde. Det er en gerning, jeg vil gøre mig umage med og bære gennem den tillid, jeg møder.

Jeg får brug for al den støtte, jeg kan få. Fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer og fra det, der er større end os. Fremtiden går jeg i møde med visheden om, at jeg ikke står alene.

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.

Der er to ting, der skal bides mærke i:

  1. At Kongen taler om noget, som er større end os mennesker. Dette noget er Gud forstået meget bredt, og det viser, at Kongen er troende. Han har også tidligere fortalt, at han beder aftenbøn (Fadervor) med sine børn.
    Så kritikken omkring det manglede ord Gud i valgsproget er forfejlet, selvom ordet Gud eller lignende ord som fx fromhed, Herren og Herrens vilje ikke er en del af valgsproget, som det har været det hos tidligere regenter.
    Læg også mærke til at Københavns biskop var en ud af kun ni specielt udvalgte politikere og embedsmænd, som var inviteret med til den specielle kur lige efter proklamationen.
    Så jo, Frederik d. 10 er troende, men ikke dogmatisk-troende, og dét passer godt ind i den tid, som vi lever i.
  2. At Kongen taler om Kongeriget Danmark. Det er han til gengæld den første monark nogensinde, der gør (pånær måske Christian d. 4´s ”rigerne”).
    Danmark, mit land og Fædrelandet er til gengæld brugt flere gange i regenters valgsprog, men det er alle ord, der udelukkende handler om Danmark.
    For når man siger Kongeriget Danmark, så taler man om Rigsfællesskabet, altså Danmark, Grønland og Færøerne.
    Så det, som Kong Frederik d. 10 siger, er, at han vil gøre alt for at holde Grønland og Færøerne inde i Rigsfællesskabet med Danmark.
    Hans valgsprog bliver dermed en politisk erklæring, hvor han også beder os andre om hjælp. For han vil samle. Både mennesker på tværs af generationer, religiøse, sociale og andre skel, men altså også på tværs af de grøfter og grænser, der løber ned gennem Rigsfællesskabet, og som næres af stadig voksende frigørelsestanker.

Det er dermed en politisk konge, som vi får. En mand, som tror på, at han som konge kan samle folk på tværs af grænser og skel, som han kunne det som kronprins til Royal Run. Ansvaret nu er så mange gange tungere og større. Så det bliver spændende at følge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongens valgsprog

Det er 52 år siden, at der sidst blev udråbt en ny regent i Danmark. Så selvfølgelig er det en kæmpe begivenhed i vores kongerige med karetkørsler, festfyrværkeri, faneoverbæring, kanonskud fra Holmen og meget mere udover det rent statslige, når Dronning Margrethe d. 2 underskriver sin abdikation, og når statsministeren udråber Kong Frederik d. 10 – og han kommer med sit valgsprog.  

Det sidste er så også det eneste, som indeholder en overraskelse – lidt a la den, som når man venter på at se, hvilken kjole bruden har på. Så som alle andre har Danmarksbloggen også et gæt på, hvad den nye konges valgsprog kunne være – nemlig:

Med Folket for Danmark – hvis Frederik d. 10 går med den ikke-religiøse version eller:
Med Gud og Folket for Danmark – hvis den nye konge, som iflg. Grundloven er folkekirkens overhoved, går med den religiøse version.

Se her tidligere regenters valgsprog – med den note, at Christian d. 8 var den første, som lavede sit valgsprog på dansk. De forrige konger skrev deres valgsprog på latin.

Retfærdigvis skal dog siges, at valgsprogene i reglen ikke har været væsentlige indtil moderne tid, hvor regentens vigtigste rolle er at være en samlende figur for landet – fremfor at være den reelle politiske magt, som de danske konger var i 1000 år indtil Grundloven.

Det er derfor næppe tilfældigt, at Christian d. 8 var den første, der lavede sit valgsprog på dansk. For nok var han enevældskonge, men han vidste, at demokratiet var på vej – og at monarkiet skulle ændre sig, hvis det skulle overleve.

Det blev så ikke ham selv, men sønnen Frederik d. 7, som underskrev Grundloven året efter faderens død. For som en anden Dronning Margrethe d. 2 havde Christian d. 8 dygtigt lagt tingene til rette for sin efterfølger, den folkekære Frederik d. 7, der kunne lide en god fest med hvad dertil hører.

Her kommer alle valgsprogene. De første 14 i oversættelse til dansk:

Christian 1. – Dyden viser Vejen.
Hans – For Lov og Folk.
Christian 2. – Således var det af Skæbnen bestemt.
Frederik 1. – Intet uden Gud.
Christian 3. – Ske Herrens Vilje.
Frederik 2. – Mit Håb er Gud alene.
Christian 4. – Fromhed styrker Rigerne.
Frederik 3. – Herren vil være mit Forsyn.
Christian 5. – Med Fromhed og Retfærdighed.
Frederik 4. – Herren vil være min Hjælper.
Christian 6. – For Gud og Folket.
Frederik 5. – Med Klogskab og Standhaftighed.
Christian 7. – Fædrelandets Kærlighed er min Berømmelse.
Frederik 6. – Gud og den retfærdige Sag.
Christian 8. – Gud og Fædrelandet.
Frederik 7. – Folkets Kærlighed, min Styrke.
Christian 9. – Med Gud for Ære og Ret.
Frederik 8. – Herren er min Hjælper.
Christian 10. – Min Gud, mit Land, min Ære.
Frederik 9. – Med Gud for Danmark.
Margrethe 2. – Guds Hjælp, Folkets Kærlighed, Danmarks Styrke.

Og så altså Danmarksbloggens bud på den kommende konges valgsprog:

Frederik 10. – Med Folket for Danmark/Med Gud og Folket for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Konservative 100 år: Gud, Konge og Fædreland

Det Konservative Folkeparti fylder 100 år idag – formentlig med nogen bæven. For partiet ligger slet ikke godt i vælgermålingerne – og vi skal helt tilbage til Poul Schlüter for at finde den sidste formand, som kunne samle og skrabe stemmer til partiet.

Men i virkeligheden er partiet ældre i sin oprindelige form, hvor det hed Højre og var godsejernes parti – og kongens foretrukne. Det er lang tid siden – og idag spiller adelen en meget lille rolle i Danmark.

De konservative mærkesager Gud, Konge og Fædreland er også enten ligegyldige eller overtaget af andre.

Gud er idag ikke blot en protestantisk statskristendom, men en mangfoldighed af religioner med fokus på konflikten mellem islam og kristendom.
Konge er idag begrænset til erhvervsfremstød og Billedbladets reportager af de kongelige i flotte kjoler.
Og endelig er Fædreland blevet overtaget af Dansk Folkeparti, hvor det har fået en angst og mørk fremtoning istedet for den almene dannelse og dyrkelse af kunst og kultur, som de Konservative – ihvertfald historisk – stod for.

Læg dertil at Liberal Alliance har sat sig på mærkesagen “Lav skat” og DF på “Den strenge retspolitik” – og det er let at se, at krybben er tom.

Danmarksbloggen er ikke begejstret for de blå, men ønsker selvfølgelig tillykke alligevel i håbet om, at netop den almene dannelse og dyrkelsen af kunst og kultur igen bliver populær i Danmark. For lige på dét punkt har de konservative typisk kunnet en masse.

Det gælder så ikke Pape … den eneste, der måske kunne genrejse de konservative, var Connie Hedegaard – men hun vil ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når Dronningens søn bliver Kongens bror …

Fornylig blev det meddelt, at prins Joachim og prinsesse Marie flytter til København, fordi deres royale forpligtelser var uforenelige med at drive landbrug i det sønderjyske.

Dét kan man så diskutere længe. Og meningerne vil uden tvivl også være meget delte omkring, hvor meget de forpligtelser reelt fylder op i kalenderen – og om der var andre årsager til flytningen. Fx familiære, idet prins Joachims to sønner med grevinde Alexandra bor i København.

Under alle omstændigheder: Så flytter parret og deres to børn til hovedstaden.

Danmarksbloggen undrer sig: For prins Joachim har boet over 20 år i det sønderjyske – og det er faktisk gået meget godt i al den tid, to årtier, med at passe de royale pligter.

Og ser man på fremtiden, får hverken prins Joachim eller prinsesse Marie flere royale pligter. Snarere tværtimod vil der blive skruet ned for blusset den dag, at prins Joachim ikke længere er Dronningens søn, men Kongens bror.

Som Dronningens søn er hans rolle nemlig markant større og mere vigtig end den, der venter som Kongens bror – både i sig selv, men især også når landets kommende konge har hele fire børn.

Og nok håber Danmarksbloggen ligesom alle andre i Danmark, at Dronning Margrethe d. 2. bliver hos os i mange år endnu. Men realistisk set er der en overskuelig årrække tilbage, før kronprins Frederik bliver til Kong Frederik d. 10 – og prins Joachim dermed får en mere tilbagetrukken rolle.

Flytningen til København giver derfor ikke rigtig mening … end ikke på denne første dag i den officielle agurketid, hvor en skov af spørgsmål derfor rejser sig: For hvor skal parret bo? Både nu – og den dag regenten hedder Frederik d. 10? Hvad skal prins Joachim og prinsesse Marie leve af – også fremover? Apanagen alene – eller? Osv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk