I den største nationale og internationale krise siden 2. Verdenskrig er der brug for en bog som Michael Müllers ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb”.

For nok fokuserer bogen i sagens natur på kongehuset, men den handler samtidig om Danmark og os danskere. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” viser, at vi som folk godt kan udholde svære tider og stå igennem modstand – og at der kommer en dag, hvor livet vender tilbage, hvor solen skinner igen, og hvor vi kan samles igen så mange, som det skal være. Det giver derfor håb at se og læse bogen.

Netop læse og se. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er myldrende fuld af fotos fra en tid, som stadig præger vores verden. FN, som spiller en hovedrolle under den igangværende pandemi, er fx direkte udsprunget af 2. Verdenskrig. Det samme er EU, NATO og mange andre af de internationale organisationer og konventioner, som danner rammen om vores verden i dag, og hvis ledere kongehuset altid har mødt som ambassadører på Danmarks vegne.

Så selvom det i år er 75 år siden, at 2. Verdenskrig sluttede, så er båndet til den tid stadig stærkt – og det kommer i denne Corona-tid endnu tættere på. Fordi vi her under pandemien får lov til at føle på egen krop og i eget sind, hvad det vil sige at leve i en verden, hvor normaliteten er sat helt ud af funktion, og hvor ingen ved, hvornår det bliver anderledes.

Mange af bogens fotos stammer fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, og er ikke tidligere offentliggjort. De er spændende, og viser både Danmarkshistorie i al almindelighed som fx Besættelsesmorgenen, Folkestrejken, Rigsdagens åbning efter Befrielsen og livet omkring de kongelige slotte og kongefamilien i særdeleshed. Fotos, som fortæller – hvis ikke man allerede vidste det, at de kongelige udover de officielle pligter er mennesker med følelser og hverdagsglæder som fx daværende kronprins Frederiks og prinsesse Margrethes tur i bølgerne.

Fotos som viser, at de kongelige er mennesker med relationer. Både officielle og private. Både de kærlige og nære som det fortrolige forhold, der var mellem Christian d. 10. og hans svigerdatter daværende kronprinsesse Ingrid – og de mere problematiske som Christian d. 10.´s relation til svigerinden prinsesse Helena, der havde og offentligt også viste en så stor sympati for nazismen, at hun blev landsforvist få uger efter Befrielsen. Senere fik hun dog lov til at komme tilbage til Danmark, hvor hun levede tilbagetrukket resten af livet.

Et af de fotos, som gør mest indtryk, er da daværende kronprinsesse Ingrid hilser på sin far, den svenske konge, for første gang siden krigen. Her kan man se glæden over igen at være sammen lyse ud af billedet. Og igen bliver sammenligningen til vor tid åbenbar – til de mange, som i denne tid ikke ser deres ældre slægtninge, og til de ældre, som må undvære de yngre generationer. Denne gang ikke fordi de holdes afskilt af en krig, men af en virus. Men savnet og kærligheden – og glæden, når man kan ses igen, vil være den samme.

If we do meet again, why we shall smile, skriver Shakespeare i ”Julius Cæsar” – og senere pointerede Vera Lynn under 2. Verdenskrig, at We will meet again. Ord som blev gentaget af Dronning Elizabeth d. 2. i foråret, da Coronaen ramte Storbritannien.

Og netop smil og jubel og mange mennesker – rigtig mange mennesker forsamlet på samme sted – omgivet af Dannebrog er billeder, som ætser sig ind, når man læser og ser bogen. Fordi en verden med glæde og gensyn ikke er nutid, men fremtid – og fortid, som da Shakespeares landsmand general Montgomery, kaldet Monty, kom til København lige efter Befrielsen.

Men vi ser også glæden inden krigen, da den svenske prinsesse Ingrid efter brylluppet i Storkyrkan i Stockholm kom med et sus fra de svenske birke og som en stor gave til det danske monarki. Fordi hun lod Danmark gro på sig og blev dansk. Fordi hun positivt og klogt påvirkede hele fire generationer af regenter på den danske trone: Svigerfaderen Christian d. 10., ægtemanden Frederik d. 9., datteren Margrethe d. 2. og barnebarnet, den kommende Frederik d. 10.

Historien om den daværende prinsesse, nu Dronning Margrethe og hendes forståelse af, at freden var noget godt, er også med i bogen. For hun var blevet lagt i seng, da faderen, den senere kong Frederik d. 9., stak hovedet ind og sagde, at det var freden. Men at freden så var noget stort og særligt, forstod den femårige prinsesse først, da hun kom op af sengen og ned i stuen, og fik en gul sodavand. Hun blev i øvrigt lagt til at sove på en sofa natten mellem d. 4. og d. 5. maj 1945, da der blev skudt mod Amalienborg ovre fra Holmen – og hendes værelser vendte den vej.

Og gennem det hele gjaldt det om at holde hovedet højt og ranke ryggen, som daværende kronprinsesse Ingrid sagde det.

Forfatteren Michael Müller nævner i forordet, at han har skrevet bogen med den tanke at forstå, hvor vi kommer fra, hvem vi er, og hvad vi ikke skal tilbage til. Det er fint. For vi lever i en urolig tid, hvor ingen ved, hvad der sker, og hvor nationalismen på mange måder farer lige så brølende frem som i 1930´erne. Noget som den igangværende pandemi kun forstærker, både nu mens den raser – og formentlig også når den er forbi.

”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er derfor en stærk bog med et flydende sprog, der giver et fint billede af Besættelsestiden og det, som ledte op til og det, som fulgte. Så vi får det hele med – også Christians d. 10.´s død i 1947 og det nye kongepars første år på tronen.

Nogle vil måske klandre bogen for at være ret letlæst og med nærmest lige så mange fotos som tekst. Men ikke alt behøver at være murstensværker for at formidle noget vigtigt, og slet ikke en bog som denne, der med en sprudlende fortælleglæde og billeder, der som bekendt fortæller mere end 1000 ord, giver både historisk perspektiv og håb i en mørk tid. Bogen lever dermed også op til sin egen undertitel: I mørke og håb.

Danmarksbloggen giver ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” seks ud af seks Dannebrog som dem, der var overalt i Danmark efter Befrielsen, og som vi igen skal kippe og juble med, når Corona-pandemien en skønne dag endelig er forbi.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk