Månedsarkiv: januar 2024

Anmeldelse: ”Ridder Lykke”

Udgivet den af
Svar

Det er sent at komme med en anmeldelse af en film, som er fra 2022.

Men når filmen er dansk og Oscar-nomineret i kategorien bedste kortfilm, skal den alligevel have en anmeldelse fra Danmarksbloggen.

Filmen ”Ridder Lykke” er en kortfilm: 24 minutter i et Wes Anderson-inspireret univers (dog blå-grønt fremfor gult), som bruges formidabelt på at fortælle historien om svenske Karl spillet med nænsomhed af Leif Andrée, der har mistet sin kone, og som i kapellet møder en anden sorgramt mand, nemlig Torben, spillet med stor autencitet af Jens Jørn Spottag.

Undervejs møder vi også en tredje efterladt mand, som i modsætning til Karl og Torben, der er så rystende alene og ensomme i deres liv og sorg, har en hel kreds af familie og venner med, når afskeden med hustruen skal tages. Han er heldig. For det er godt, når vi tør mødes i tårer og tilgivelse.

For så kan vi gå – både til kisten og bagefter ud i livet.

Det budskab er der særligt brug for i vores tid, hvor mange undgår døden så meget som muligt. Men døden og livet er som lys og mørke. De vandrer sammen fra babyens første skrig, og til vi ligger stivnet i kapellet, og en læge siger som filmens Jesper Lohmanns: Hendes mund godt kan hænge lidt, og hendes hud godt kan være lidt gul.

For sådan er det, når vi er døde. Vi ser anderledes ud. Et afsjælet legeme er så ikke et begreb, som Jesper Lohmanns fra-virkelighedens-verden-meget-genkendelige-læge bruger. Men sådan er det – og det skal man ikke være bange for. Man skal derimod sørge for at få sagt farvel, selvom man hellere vil lade være med at åbne låget på kisten til det sidste face-to-face-møde.

Filmen viser nemlig på en både overraskende og smuk måde, hvorfor det er nødvendigt med en ordentlig afsked – og at det er et lykketræf, at Karl og Torben mødes over en håndfuld toiletpapir, inden begivenhederne tager fart.

Filmen ”Ridder Lykke” er noget så poetisk som en fortættet og naturalistisk skildring om menneskelig ensomhed, om længsel og fortrydelse, om lys – og måske især om det mørke, som vi er skabt af, og vender tilbage til – og undervejs endda også er fanget i, så vi ikke kan nås med ord – men måske med Rozacinos ikoniske 80´er-sang ”Ridder Lykke”, der vistnok handler om en ung kvindes længsel efter at møde kærligheden.

Men hvorfor ikke lave en film om en ældre mand, der har mistet kærligheden – og dyrke dét som et kærlighedstema, er det nemt at forestille sig, at forfatteren og instruktøren Lasse Noer har tænkt. Og ja, hvorfor ikke, når det gøres så gribende og elegant som i denne lille perle, der bliver siddende i én lang tid bagefter.

Danmarksbloggen giver “Ridder Lykke” seks ud af seks lyseblå æsker, som den Karl får den afdøde hustrus ejendele i. For det er en god film, en vedkommende film – og gid den vinder en Oscar.

Filmen ”Ridder Lykke” kan i øjeblikket ses på TV2 Play.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”POOR THINGS”

Udgivet den af
Svar

Yorgos Lanthimos’ Golden Globe-vindende film ”POOR THINGS”, der har premiere i dag 18. januar, tegner en både futuristisk og dystopisk fortid samtidig med, at den stiller det provokerende spørgsmål: Hvad er egentlig bedst, når vi taler om fangenskab versus frihed?

Dystopi, barnlige impulser og voksne lyster – ledsaget af musik, der skaber uro og dissonans, er der nemlig nok af i ”POOR THINGS”, hvor vi følger den genoplivede Bella Baxter. Hun spilles barnligt, kluntet og dermed fuldstændigt eminent af den amerikanske skuespiller Emma Stone, der har sagt, at hun anser denne rolle for hendes livs største.

Fortællingen, der er baseret på Alasdair Grays roman ”Poor Creatures” fra 1992, er en coming-of-age Frankenstein-fortælling, krydret med masser af sex, vold og romantik. ”POOR THINGS” er også en vanvittig film, hvor man aldrig kan regne ud, hvad der sker lige om lidt, præcis som i Lanthimos’ andre film.

Hvis man kender til Lanthimos’ tidligere instruktørarbejde på film som ”Dogtooth” eller ”The Favourite”, kan man se flere fællestræk i det nyeste skud på stammen fra den græske instruktør:

De uventede plot-twist, den smukke brug af forskellige kameravinkler og perspektiver, og ikke mindst karakterernes udvikling og interaktion med hinanden, som alle er præcis det, man regner med fra Lanthimos. Og det får man også – men ”POOR THINGS” kan meget mere. Den er forfinet, og der er skruet op for både farverne og vanviddet, hvilket gør det til en helt særlig biografoplevelse.

Vi følger som sagt Bella Baxter. En kvinde med et barnligt sind, der skal prøve at navigere i den store verden i slutningen af 1800-tallets London, Lissabon, Alexandria og Paris.

Men det er ikke nemt, da hendes skaber Godwin Baxter, spillet på fornem vis af Willem Dafoe, har holdt Bella under skarpt opsyn i videnskabens navn sammen med sin assistent Max McCandles, spillet med ømhed af Ramy Youssef.

Bella har altså levet i fangenskab, men ser sit snit til at opleve den store, vide verden med charlatan-advokaten Duncan Wedderburn, der spilles overbevisende af Mark Ruffalo. Det er med andre ord noget af en hvepserede, som Bella havner i, og man kan spørge: Hvor meget bedre er den futuriske fortidsverden så i virkeligheden?

For at finde ud af det begiver Bella Baxter sig ud på noget af et eventyr, omend den største rejse er hendes egen mentale udvikling, hvor vi ser hende gå fra at handle på sine naive og barnlige impulser til at forstå mere komplekse følelser som empati og had. Men nu er hun kun et menneske, og det halter stadig med konsekvensberegningen, hvilket munder ud i den ene sindssyge begivenhed efter den anden.

Bellas rejse ud i verden og ind i hendes eget sind er derfor en tur fuld af skøre og vidunderlige drejninger, der bakkes op af filmens brug af fordrejede proportioner, stærke farver, hurtige klip og en underlægningsmusik, der mest af alt lyder som et ustemt klaver.

Det er, som om man kigger på et lyslevende diorama inspireret af en Wes Anderson film, hvor man selv bliver suget ind i den dragende fortælling, så den netop lever længe efter i ens eget sind.

”POOR THINGS” leder også tankerne hen på både velkendte og knap så kendte fortællinger: Frankenstein, Lanthimos’ egen film ”Dogtooth”, og Robert Eggers’ sort-hvide gyser-fantasy ”The Lighthouse”, hvor vi også møder Willem Dafoe som en fremtrædende karakter.

Men selvom ”POOR THINGS” kan minde om andre film og historier, er den stadig helt sin egen. Den er en unik kreation på 2 timer og 21 minutter, der på alle måder har fortjent sine to Golden Globes – og mon ikke der også kunne ligge en Oscar-statuette lige rundt om hjørnet?!

Danmarksbloggen giver ”POOR THINGS” 6 ud af 6 stjerner, og er en klar anbefaling til enhver filmnørd, der ikke kan få nok af smukke, dystopiske film.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen

Anmeldelse: ”Stockholm Bloodbath”

Udgivet den af
Svar

Kan en film være rød, sort og hvid? Ja, ”Stockholm Bloodbath” kan i sin ensidige historiefortælling om Stockholms blodbad i 1520 lavet med så meget blod, så mange afhuggede hoveder og andre grumme detaljer og voldsomheder, at splatter-genren sidder på første række og tager noter. Det er det røde.

Det sorte og det hvide ses i instruktørens – svenske Mikael Håfström – univers. Her er svenskerne pr. definition de gode og ædle, mens danskerne er både dumme og onde, primitive og i det hele taget så uduelige, at man kan undre sig over, at den danske konge Christian d. 2 og hans folk overhovedet kunne samle en hær – hvis altså billedet passede. Dét gør det så heller ikke. Virkeligheden er altid nuanceret, og der var grusomhed og godhed på begge sider.

Men en ting er, at filmen ikke holder historisk. Det kan måske undskyldes, især hvis der er tale om små afvigelser. Men dels er der tale om store afvigelser fra virkeligheden, og dels så fortælles historien om blodbadet i den svenske hovedstad ud fra to fiktive superheltinder: De to blodsøstre Freja og Anne, som overlever mere end selv en James Bond i topform ville være i stand til – samtidig med at de med papir og pen holder regnskab med de onde mænd, som slagtede deres familie.

Her i 2024 kan kvinder – heldigvis – en hel masse på lige fod med mænd. Men det kunne de ikke i 1500-tallet. Så skal man putte heltinder ind i en historie fra 1500-tallet, skal det gøres med meget mere finesse end at lave noget, der minder om Hunger Games.

For det gør filmen med sit budskab om de to kvinder som mesterskytter med bue og pil som det centrale våben, hvilket Robin Hood-værktøjet ellers ikke havde været det siden den tidlige middelalder cirka 300 år før. Så det virker spøjst, at filmens heltinder render rundt med bue og pil ude i nogle skove, som i øvrigt slet ikke ser svenske ud. Dertil kommer, at Freja og Anne åbenbart kan mestre alt, der kan bruges som våben, sågar en istap der selv i nærheden af en stor ildebrand ikke smelter så meget som én dråbe vand.

Der skal nok være dem, som falder for de malende volds-scener, der ledsages af tung rock-musik. Men det bliver kedeligt og påtaget, når man således prøver at putte moderne problemstillinger ind i en 1500-tals ramme. Og det bliver kun værre af, at alle kvinder fremstilles som snarrådige, kloge og modige, mens mændene er svage og forfængelige, også de svenske mænd som rigsforstander Sten Sture og biskop Gustav Trolle.

Men ingen er dog så forfærdelige som danskerne med en lapset og selvoptaget Christian d. 2 og en sadistisk og blodtørstig Didrik Slagheck i spidsen. Sidstnævnte var så i virkeligheden fra Westfalen, som var et fyrstedømme i det nuværende Tyskland – og faktisk ærkebiskop med en fortid hos paven i Rom, selvom han i filmen blot er kongens våben- og blodgale håndlanger.

Det lykkes så Claes Bang og Mikkel Boe Følsgaard at give kongen og Didrik noget dybde, så man aner en samvittighed og en tvivl hos kongen, og en sårbarhed hos Didrik. Det er flot lavet, når man betænker det manuskript, de havde at gøre godt med. Jakob Oftebro som biskop Trolle prøver også – og det samme gælder Ulrich Thomsen som den svenske spion Hemming Gadh. Og her kan filmen noget i dialogerne mellem de fire mænd og deres indædte kamp om magten – og sandheden.

Desværre mangler et tilsvarende samspil på kvindesiden, hvor Alba August spiller den fiktive og stumme Freja, der med sin store evne til at slås ikke indtager den klassiske kvinderolle som passiv, stille og smuk. Men at være stum og handlende er stadig at være en kvinde uden stemme, og dem har vi haft alt for mange af i filmhistorien. Så der er kun to kvinder, som får lov til at sige noget i filmen:

Den fiktive Anne – spillet af Sophie Cookson – som stiller sig kritisk til spørgsmålet om Guds eksistens, når altså ikke hun er optaget af hævn. Et spørgsmål, som hører hjemme i vor tid, men slet ikke i tiden omkring 1520. Tværtimod havde munken Martin Luther få år før slået sine teser op på kirkedøren i Wittenberg som en protest mod den katolske kirke. Så nej, man diskuterede hverken Guds eksistens eller om kristendommen var den rette tro. Debatten gik kun på, hvem der havde ret, når læren om den genopstandne Kristus skulle forkyndes: Paven i Rom (den katolske kirke) eller den oprørske tyske munk (det, som blev til de protestantiske kirker som fx Folkekirken).

Filmens Anne kan så være bygget over den historiske adelsdame Anna Bielke, der var gift med virkelighedens Johan Natt och Dag, som var en mand på 50 år, da hun var 20 år, og sad på Kalmar Slott, som hun med dygtighed forsvarede mod den danske flåde i netop 1520. Så afstanden til filmens frit-løbende-i-skoven-og-i-Stockholm-Anne, der elsker en jævnaldrende Johan Natt och Dag kan ikke være større.

Den eneste historisk-korrekt-placerede kvinde i filmen er Kristina Gyllenstierna – spillet af Emily Beecham, der overtager ledelsen af Stockholm og Sverige ved mandens Sten Stures død. Men ærgerligt nok bliver hun i filmen reduceret til en kvinde, der går mest op i strengeinstrumenter og manerer. For virkelighedens Kristina har været en politisk og militaristisk begavelse, der ikke holdt ”pige-dage” med wellnes-bade, snak om hår og nye kjoler, som hun gør det i filmen.

For nok var det en mændenes verden i 1500-tallet, men der fandtes stærke kvinder. Også Moder Sigbritt, som i årevis var Christian d. 2´s tætteste rådgiver – selv efter hendes datter, som var hans kæreste Dyveke, var død. For Moder Sigbritt blev hos kongen – og var med i Stockholm. Men i filmen er hun totalt fraværende – måske fordi man så kan undgå at vise Christian d. 2 som det kloge renæssance-menneske, han også var. Især når han lyttede til Moder Sigbritt.

En anden, der mangler, er ham, der afløste Christian d. 2 som konge af Sverige, nemlig svenske Gustav Vasa. Ikke at have Gustav Vasa med i en film om det stockholmske blodbad er helligbrøde. Især i Sverige, hvor man hvert år afholder Vasa-løbet (verdens mest berømte skiløb, som trækker mere end 15.000 deltagere) til minde om den tur, Gustav Vasa foretog gennem sne og kulde i mange uger for efter blodbadet at overbevise svenskerne om, at det kunne nytte at kæmpe mod danskerne. Noget Gustav Vasa gjorde så godt, at han tre år efter blodbadet kunne ride ind i Stockholm som svensk konge og dermed grundlægge Sveriges tid som europæisk stormagt.

Men måske man ikke har nævnt Gustav Vasa, fordi han uden sammenligning var den største bølle på Sveriges trone historisk set – også værre end Christian d. 2, selvom det var danskerkongen, svenskerne stadig kalder Kristian Tyran – og som stod bag Stockholms blodbad.

Når man ser filmen ”Stockholm Bloodbath” får man let forestillingen om, at der var flere hundrede svenskere, som mistede livet på Stortorget i Stockholm i de novemberdage i 1520. Men det var ifølge den svenske historiker Herman Lindqvist 82, og ja, det er mange. Men svenskerne selv dræbte langt flere danskere, da de lidt over 100 år senere foretog etniske og ganske brutale udrensninger i de gamle danske områder Skåne, Halland og Blekinge, som ifbm. Roskildefreden blev svenske.

For ”Stockholm Bloodbath” har ret i én ting: Den, der fortæller historien, definerer historien. Og det er også filmens mission: At skabe en fortælling om Stockholms blodbad, som er så sort og hvid i sin populisme, at selv Trump i version 2.0 ikke kan følge med, når det handler om at gøre sig selv (Sverige) til en helgen og de andre (Danmark) til djævle.

Og nok lever vi i en på mange måder historieløs tid. Men det må ikke lykkes hr. Håfström at få folk til at tro på danskerne som de sorte og stygge, og svenskerne som de hvide og ædle – som vi ser det ved et bryllup først i filmen, som på alle måder er som et moderne bryllup med hvidt tøj, individualitet, følelser og nu-må-du-kysse-bruden fremfor et renæssance-bryllup, som handlede om religionen, slægten og at vise sin rigdom frem.  

Filmen ”Stockholm Bloodbath” er derfor – trods kanongode skuespillere – et makværk, som på den ene side prøver at være en slags historisk superhelte-film, mens den på den anden gerne vil tages alvorligt som skildrer af historien, en ensidig og forkert skildring. Det går også grumme galt, og Danmarksbloggen kan kun give to ud af seks økser.

Der skal så lyde en anbefaling om at få fat på den historiske beretning om blodbadet i Stockholm. For den har det hele, og man behøver ikke at ændre et komma for at gøre den spændende for 2024-publikummet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark

Udgivet den af
Svar

Proklamationer er noget, som man altid har gjort, når noget vigtigt skulle meddeles folket. Det kan gøres på mange måder. Fx sender man i Vatikanet hvid røg op, når der er valgt en ny pave. I Danmark har man siden Grundlovens indførelse i 1849 arrangeret det sådan, at det er den til enhver tid siddende statsminister, som har tjansen at proklamere den nye regent.

Så derfor var det i går Mette Frederiksen, som på balkonen på Christiansborg Slot udråbte Frederik d. 10 til ny dansk konge foran et kæmpestort og jublende menneskehav. En rørt kong Frederik, som derpå holdt en kort proklamationstale, hvor han sagde (det med fed er Kongens valgsprog):

Min mor, Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2. har regeret Danmark i 52 år. Gennem et halvt århundrede er hun fulgt med tiden med vores fælles arv som afsæt. Til al tid vil hun blive husket som en regent ud over det sædvanlige. Min mor har som få formået at gå i et med sit kongerige.

I dag går tronen videre. Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen. Det er en opgave, jeg har nærmet mig hele mit liv. Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og stor glæde. Det er en gerning, jeg vil gøre mig umage med og bære gennem den tillid, jeg møder.

Jeg får brug for al den støtte, jeg kan få. Fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer og fra det, der er større end os. Fremtiden går jeg i møde med visheden om, at jeg ikke står alene.

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.

Der er to ting, der skal bides mærke i:

  1. At Kongen taler om noget, som er større end os mennesker. Dette noget er Gud forstået meget bredt, og det viser, at Kongen er troende. Han har også tidligere fortalt, at han beder aftenbøn (Fadervor) med sine børn.
    Så kritikken omkring det manglede ord Gud i valgsproget er forfejlet, selvom ordet Gud eller lignende ord som fx fromhed, Herren og Herrens vilje ikke er en del af valgsproget, som det har været det hos tidligere regenter.
    Læg også mærke til at Københavns biskop var en ud af kun ni specielt udvalgte politikere og embedsmænd, som var inviteret med til den specielle kur lige efter proklamationen.
    Så jo, Frederik d. 10 er troende, men ikke dogmatisk-troende, og dét passer godt ind i den tid, som vi lever i.
  2. At Kongen taler om Kongeriget Danmark. Det er han til gengæld den første monark nogensinde, der gør (pånær måske Christian d. 4´s ”rigerne”).
    Danmark, mit land og Fædrelandet er til gengæld brugt flere gange i regenters valgsprog, men det er alle ord, der udelukkende handler om Danmark.
    For når man siger Kongeriget Danmark, så taler man om Rigsfællesskabet, altså Danmark, Grønland og Færøerne.
    Så det, som Kong Frederik d. 10 siger, er, at han vil gøre alt for at holde Grønland og Færøerne inde i Rigsfællesskabet med Danmark.
    Hans valgsprog bliver dermed en politisk erklæring, hvor han også beder os andre om hjælp. For han vil samle. Både mennesker på tværs af generationer, religiøse, sociale og andre skel, men altså også på tværs af de grøfter og grænser, der løber ned gennem Rigsfællesskabet, og som næres af stadig voksende frigørelsestanker.

Det er dermed en politisk konge, som vi får. En mand, som tror på, at han som konge kan samle folk på tværs af grænser og skel, som han kunne det som kronprins til Royal Run. Ansvaret nu er så mange gange tungere og større. Så det bliver spændende at følge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongens valgsprog

Udgivet den af
Svar

Det er 52 år siden, at der sidst blev udråbt en ny regent i Danmark. Så selvfølgelig er det en kæmpe begivenhed i vores kongerige med karetkørsler, festfyrværkeri, faneoverbæring, kanonskud fra Holmen og meget mere udover det rent statslige, når Dronning Margrethe d. 2 underskriver sin abdikation, og når statsministeren udråber Kong Frederik d. 10 – og han kommer med sit valgsprog.  

Det sidste er så også det eneste, som indeholder en overraskelse – lidt a la den, som når man venter på at se, hvilken kjole bruden har på. Så som alle andre har Danmarksbloggen også et gæt på, hvad den nye konges valgsprog kunne være – nemlig:

Med Folket for Danmark – hvis Frederik d. 10 går med den ikke-religiøse version eller:
Med Gud og Folket for Danmark – hvis den nye konge, som iflg. Grundloven er folkekirkens overhoved, går med den religiøse version.

Se her tidligere regenters valgsprog – med den note, at Christian d. 8 var den første, som lavede sit valgsprog på dansk. De forrige konger skrev deres valgsprog på latin.

Retfærdigvis skal dog siges, at valgsprogene i reglen ikke har været væsentlige indtil moderne tid, hvor regentens vigtigste rolle er at være en samlende figur for landet – fremfor at være den reelle politiske magt, som de danske konger var i 1000 år indtil Grundloven.

Det er derfor næppe tilfældigt, at Christian d. 8 var den første, der lavede sit valgsprog på dansk. For nok var han enevældskonge, men han vidste, at demokratiet var på vej – og at monarkiet skulle ændre sig, hvis det skulle overleve.

Det blev så ikke ham selv, men sønnen Frederik d. 7, som underskrev Grundloven året efter faderens død. For som en anden Dronning Margrethe d. 2 havde Christian d. 8 dygtigt lagt tingene til rette for sin efterfølger, den folkekære Frederik d. 7, der kunne lide en god fest med hvad dertil hører.

Her kommer alle valgsprogene. De første 14 i oversættelse til dansk:

Christian 1. – Dyden viser Vejen.
Hans – For Lov og Folk.
Christian 2. – Således var det af Skæbnen bestemt.
Frederik 1. – Intet uden Gud.
Christian 3. – Ske Herrens Vilje.
Frederik 2. – Mit Håb er Gud alene.
Christian 4. – Fromhed styrker Rigerne.
Frederik 3. – Herren vil være mit Forsyn.
Christian 5. – Med Fromhed og Retfærdighed.
Frederik 4. – Herren vil være min Hjælper.
Christian 6. – For Gud og Folket.
Frederik 5. – Med Klogskab og Standhaftighed.
Christian 7. – Fædrelandets Kærlighed er min Berømmelse.
Frederik 6. – Gud og den retfærdige Sag.
Christian 8. – Gud og Fædrelandet.
Frederik 7. – Folkets Kærlighed, min Styrke.
Christian 9. – Med Gud for Ære og Ret.
Frederik 8. – Herren er min Hjælper.
Christian 10. – Min Gud, mit Land, min Ære.
Frederik 9. – Med Gud for Danmark.
Margrethe 2. – Guds Hjælp, Folkets Kærlighed, Danmarks Styrke.

Og så altså Danmarksbloggens bud på den kommende konges valgsprog:

Frederik 10. – Med Folket for Danmark/Med Gud og Folket for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nordens royale førertrøje er på vej til Sverige

Udgivet den af
Svar

Om mindre end en uge hedder Danmarks regent Frederik d. 10.

Hvordan Frederik d. 10 bliver som konge, er der ingen, der ved. Det må komme an på en prøve, som man siger – og dén prøve starter, når han træder ud på balkonen på Christiansborg Slot på søndag d. 14. januar og udråbes.

Danmarksbloggen kan så ikke lade være med at tænke på de to andre nordiske lande, som man også kan forvente står foran snarlige tronskifter.

To lande, som har henholdsvis en kronprins – Haakon i Norge – og en kronprinsesse – Victoria i Sverige.

Samme fremtidige konstellation i Norden som nu altså – med to regerende konger og én regerende dronning, hvor den sidste også i næste generation bliver den bedste.

For al respekt til de nuværende konger – Harald i Norge og Carl Gustaf i Sverige, men ingen af dem når Margrethe d. 2 til sokkeholderne, når det kommer til at være regent. Hun er elsket og respekteret i én grad, som måske især den svenske konge med hans spøjse udtalelser, besvær med ord og utroskabs-rygter kun kan drømme om.

Svenskekongens datter derimod – kronprinsesse Victoria – har alle muligheder for at blive sin royale generations “Dronning Margrethe”.

Sverige vil med andre ord overtage den kongelige førertrøje i næste generation, fordi den kommende Dronning Victoria af Sverige bliver en lige så god dronning som den lidt endnu Dronning Margrethe af Danmark.

For ikke noget dårligt om danske Frederik og norske Haakon – men svenske Victoria kan det hele – og dét med stil: Holde en tale, være folkelig og samlende, vise empati og alligevel sige sin klare mening på samme kloge måde som Margrethe d. 2. Kronprinsesse Victoria er også allerede dybt elsket og beundret for sin varme, sin humor og sine store kommunikative evner, både i Sverige og i udlandet.

Hvordan det så bliver i næste generation igen med norske Ingrid, svenske Estelle og danske Christian, er for tidligt at sige. Den ene er kun et barn endnu, og de to andre ganske unge mennesker, som stadig er ved at finde ud af, hvem de er – udover altså tronarvinger. Det eneste, der kan konkluderes, er, at der bliver to regerende dronninger og én regerende konge i Norden i dén generation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Som forventet blev statsministerens nytårstale én lang hyldest til Dronning Margrethe d. 2 af Danmark, der abdicerer om kun 13 dage.

Dronningen blev af Mette Frederiksen omtalt som vores samlingspunkt, vores samvittighed og en regent, som med sin flid, sin arbejdsglæde og sin store rigdom af talenter har ydet en enestående præstation for Danmark.

Deri kan man kun være enig.

Så kniber det straks noget mere med at være enig i dén fidus, som både Dronningen og statsministeren har til den kommende konge. Men selvfølgelig skal Frederik d. 10 have en fair chance – og bedømmes på hans egne gerninger, ikke blot sammenlignes med moderen.

For så falder han. Det gør alle – også de fleste andre monarker. Margrethe d. 2. er/var en monark i særklasse.

Det er Mette Frederiksen også som statsminister – uden sammenligning i øvrigt. For hvad enten det er Corona, Ukraine eller nu Dronningens abdikation, så er Mette Frederiksen rigtig god til at finde og sige de rigtige ord.

MEN hvor man som Dronning kan ”nøjes med” at sige de rigtige ord, så skal man som statsminister også levere politisk. Og her kniber det gevaldigt for statsministeren, som er leder af en SVM-regering, som her kun lidt over et år efter valget er meget langt fra det valg-resultat, der blev dannet regering på for 13 måneder siden.

Og ja, lige nu handler dagsordenen i Danmark kun om den abdicerende dronning og den kommende konge.

MEN når kongerøgelsen har lagt sig, så vil vi igen tale om det, som betyder noget i vores hverdag, og som SVM-regeringen har sjoflet til fordel for skattelettelser: Uddannelse, sundhed, klima, gamle, unge, syge og børn.

Så nok handler det hele om kronen lige nu, men i det meste af 2024 vil det handle om kroner – som i kroner og ører, og om de bruges rigtigt eller forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk