Kongshornet, brudekjolen og kirkeklokken

Nordmændene vil åbenbart have Kongshornet til Norge – et drikkehorn fra 1300-tallet, som den norske konge har drukket af. Se mere her: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-01-29-norge-vil-have-kongshornet-tilbage-nationalmuseet-afviser-ikke-udlaan

Danmarksbloggen tænker, at det kan nordmændene da godt få. Men kun hvis vi går planken ud – og alle lande i Norden sender alle gamle skatte hjem igen.

Det vil i så fald betyde, at vi skal have Dronning Margrethe d. 1´s gyldne brudekjole, som siden 1600-tallet har været i Sverige. Eller vent lidt: Den skal vel også til Norge, for Margrethe Valdemarsdatter var jo gift med Håkon, den norske konge, så den kjole er nok også norsk, når det kommer til stykket.

Katjing, Norge kan altså cache ind … drikkehorn, kjoler – og måske skal de (nu vi er i gang) også have de jordiske rester af Tordenskiold og Holberg. For nok var Danmark og Norge et tvillingerige på det tidspunkt, hvor de levede – men de to herrer var jo nordmænd. Så til Norge med dem … eller?

Vi kunne også bare lade historie være historie – og stoppe med at være så fintfølende og acceptere, at drikkehornet nu engang er på Nationalmuseet i København, den gyldne brudekjole i Uppsala i Sverige – og så kan man i stedet nyde det, når man er på besøg.

Undertegnede finder i hvert fald en stor glæde i at høre Hedvig Eleonora Kyrkans store klokke, når jeg er i Stockholm. For den er nemlig slet ikke svensk af fødsel, men kommer oprindelig fra Kronborg, men blev taget med til Sverige i 1600-tallet, da vi mistede Skåne, Halland og Blekinge, og den har nu i flere århundreder kimet over det fine Östermalm i den svenske hovedstad. Det er da meget sjovt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tak, nej og hvordan har du det?

Ved første øjekast tænker man sensationsartikel i kombination med typisk dameblads-lommefilosofi, når man ser overskriften på nedenstående blog:

Kendt læge med dyster forudsigelse. Vi overlever ikke som art, hvis ikke du lærer dine børn disse tre ting

https://www.bt.dk/blogs/klar-laest-kendt-laege-med-dyster-forudsigelse-vi-overlever-ikke-som-art-hvis-du

Danmarksbloggen læste så videre alligevel, og undervejs i indlægget kommer der faktisk pointer med mening.

Budskabet er nemlig, at vi som menneskerace er kommet langt, fordi vi har været i stand til at række ud efter hinanden, forpligte os på hinanden og vise medfølelse overfor hinanden, men at netop disse ting er på kraftig retur i en verden, hvor vi får mere og mere travlt, og bliver mere og mere fjendtlige overfor hinanden.

Det ses både i hverdagen – og må Danmarksbloggen tilføje også politisk, hvor der skabes fjendebilleder og graves grøfter. Det er derfor vigtigt at lære ikke kun vores børn, men også os selv, at:

SIGE NEJ til de pludselig opståede behov som fx cola, en ny bluse – og lære at vente.

SIGE TAK til andre – og dermed vise sin påskønnelse.

SPØRGE ANDRE: HVORDAN HAR DU DET? For derigennem laver vi forbindelser med hinanden, som forpligter og betyder noget. Det er desuden en befrielse at slippe for hele tiden kun at tænke på sig selv og opnåelsen af egne mål.

Medfølelse og indlevelse i andre, mine damer og herrer – det er vejen frem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pebersprays eller ej

Skal pebersprays gøres lovlige i Danmark?

Danmarksbloggen mener nej – også selvom der er mange danskere, som besidder en peberspray.

Men netop det forhold at det er ulovligt både at besidde og anvende peberspray gør, at pebersprays stort set IKKE bruges til angreb – og kun i meget begrænset grad til forsvar.

Blev det derimod lovligt ville mængden af kriminalitet begået med peberspray stige – og her måske især personfarlig kriminalitet som røveri, overfald og voldtægt.

Så lad det endelig blive ved med at være ulovligt at besidde – og bruge – pebersprays.

At så både kriminelle, men også andre danskere har og fortsat vil anskaffe sig en peberspray er svært at gøre noget ved – i hvert fald så længe pebersprays er tilladte i Tyskland, og dermed nemme at få fat på for danskerne.

Danmarksbloggen vil så minde om, at både hårspray og parfume er tilladte i Danmark – og at de OGSÅ gør ondt at få i øjnene, hvis nu man ønsker at beskytte sig med en spray.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor ty´r Spanien altid til magt

Den catalanske separatistleder, Carles Puigdemont, er landet i Danmark. Spanien vil have ham udleveret, men hvorfor har man egentlig denne hårde kurs i Spanien? Det hænger sammen med en spansk historie, der altid har handlet om krig, erobring og tvang – også i moderne tid, hvor diktaturet først faldt for 40 år siden i år.

Spanien er altså IKKE et klassisk vesteuropæisk land. 

Basalt set handler det om tre forhold, når det skal beskrives, hvorfor Spanien altid ty´r til magt:

  1. Det er det eneste land i Vesteuropa, der har været under muslimsk herredømme i flere århundreder
  2. Landet i dag består af to lande, hvor det ene land åd det andet
  3. Der har været diktatur i det meste af 1900-tallet med den deraf manglende demokratiske udvikling

Den lange historie kommer her:

Spanien er et kongerige, som målt i nutids-areal er Europas fjerdestørste land. Spanien, spansk sprog og spansk kultur har også præget store dele af verden, hvad man især ser i Mellem- og Sydamerika, hvor der stort set kun tales spansk (pånær Brasilien, som har portugisisk som hovedsprog).

Spanien (som slet ikke hed Spanien dengang, men blot var den iberiske halvø) var oprindelig en del af det store Romerrige, men kom senere under arabisk og muslimsk herredømme, som først sluttede i middelalderen. Den iberiske halvø blev derefter kristen igen – og qua togterne over Atlanten til Den Nye Verden og dens guld- og sølvskatte blev landet et af Europas rigeste. Spanien dengang var ikke, som Spanien er det i dag, ja det hed slet ikke Spanien. Der var tale om to selvstændige iberiske kongedømmer, Castilien og Aragonien, der levede fint side om side med hvert sit sprog, selvom begge også havde lagt andre kongedømmer under sig som fx Catalonien, der hørte under Aragonien.

Og sådan gik tiden fra 1469 til 1700 – to lande under én krone med hvert sit sprog, hver sin møntfod og så videre. Det gik egentlig meget fint – hvis man altså ser bort fra, at England sidst i 1500-tallet overtog Spaniens rolle som verdenshavenes hersker.

Men så trådte Filip af Anjou ind på scenen i år 1700. Han var ikke en habsburger som kongen før ham, der døde barnløs – men kom ud af den franske kongeslægt og var barnebarn af selveste Solkongen Louis d. 14, og nu gik det galt. Habsburgerne insisterede på, at en af deres skulle på tronen, så der blev borgerkrig i 14 år. En borgerkrig som franske Filip vandt, hvorefter han centraliserede magten – men på den måde, at ALT aragonisk skulle væk, og alt skulle være som i Castilien.

Han – eller måske snarere hans dronning Elisabeth, som var mere end viljestærk og som reelt hurtigt overtog styringen – fandt også på, at landet skulle hedde Spanien, Espana, men altså på den måde, at castiliansk, som vi kender som moderne spansk, blev det eneste officielle sprog i Spanien – ligesom såvel møntfod som kultur udelukkende skulle komme fra Castilien. Så alt fra Aragonien – og dermed fra regioner som Catalonien, men også Valencia og andre – blev nu trådt under fode i mere end 250 år.

Spaniens rigdom og magtposition i Europa var på det tidspunkt allerede svækket, og dykkede yderligere i de kommende århundreder, indtil regionale og politiske spændinger udløste en borgerkrig i mellemkrigstiden, der blev fulgt af et diktatur under ledelse af general Franco i perioden 1939-75.

Spanien var i den periode styret af en jernnæve og sat i en endnu mere isoleret position i Europa, og deltog altså heller ikke i den almindelige demokratiske udvikling som resten af Vesteuropa.

Først i 1978 fik Spanien en demokratisk forfatning, som samtidig åbnede for regional autonomi.

Spanien har været medlem af EU siden 1986 og var gennem 1990’erne og frem til 2007 et økonomisk højvækstland. I 2010 rangerede landet som nummer 12 på listen over rige lande efter BNP pr. indbygger. Imidlertid ramte krisen Spanien ligesom andre sydeuropæiske lande særlig hårdt i første halvdel af 2010’erne, og i 2013 var landet faldet til nummer 30 på listen.

Samtidig åbnedes de regionale konflikter igen – og udover i Baskerlandet på grænsen til Frankrig så måske allermest i Catalonien, hvor man med den rige by Barcelona i spidsen ikke ønsker at betale til resten af Spanien, som man alligevel ikke føler noget nært slægtskab med for en stor del af cataloniernes vedkommende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tjenesten Delihood: Madspild eller madproduktion?

Deleøkonomiens nyeste skud på stammen er tjenesten Delihood, hvor man kan sælge sin mad, hvis man har lavet for meget – eller købe en portion mad, hvis man gerne vil det.

Det er i hvert fald, hvad folkene bag Delihood hævder på TV2 News i dag – og på deres hjemmeside, hvor de skriver: ”Delihood er en ny online platform, som er etableret af en kreds af danske madentusiaster. Den giver dig og dine naboer mulighed for at dele hjemmelavet mad med hinanden, som ellers ville gå til spilde. Formålet er at hjælpe med at stoppe madspild.”

Men handler Delihood nu også om at bekæmpe madspild?

Et hurtigt kig på Delihoods hjemmeside viser i hvert fald, at det nok snarere drejer sig om at tjene penge, om at i hvert fald nogen af medlemmerne med fortsæt laver så meget mad, at de kan sælge et par portioner eller seks. Ja, hele gryder og pander fulde af mad sættes til salg.

For man kan nemlig allerede i dag – d. 19. januar – bestille lasagne til i morgen d. 20. januar, kartoffelpizza og paprikagryde til på søndag d. 21. januar og mørbradgryde til på mandag d. 22. januar – for bare at nævne nogle af tilbuddene. Andre tilbud er brød, syltetøj og kager – også i mængder, så der ikke er tale om overskuds-salg, men decideret madproduktion med salg for øje.

Det virker derfor meget sandsynligt, at det her i virkeligheden handler om at lave mad for pengenes skyld – men uden de krav til fødevareopbevaring, tilberedning og hygiejne, som man ser hos restauranter.

Velbekomme, men nej tak – siger Danmarksbloggen. Både af respekt for fællesskabet og reglerne i samfundet, men også for at undgå at blive syg.

Se mere på www.delihood.com

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Korruption i Danmark

Fiskekvotekonger, ophold midt i højsæsonen i juli-måned i et gratis sommerhus centralt i Skagen og en statsminister, der stadig ikke har lært, at man i hans position ikke må modtage noget større i gave end en bog eller en flaske vin – hvis altså ikke man ønsker at blive sat i forbindelse med bestikkelse og vennetjenester.

Ja, man skulle efter bilagssagerne og de andre ting, der altid har været i Løkkes kølvand, lige siden han var amtsborgmester i Frederiksborg amt og til idag, tro, at manden fra Græsted havde lært lektien. Men åbenbart ikke. Det er også svært at lære gamle hunde nye tricks.

Danmarksbloggen vil så gerne opfordre til, at man – udover at undersøge den her sag nærmere – måske også kigger på andre folkevalgte og på virksomhederne. For Løkke er næppe alene, og selvom vi roser os af at være et land med lille korruption, så er det måske kun fordi, at vi lukker øjnene og ikke tør kratte i den glitrende overflade.

For hvem kender ikke nogen, der har fået et job, fordi de kender chefen personligt? Fået en lejlighed, fordi deres moster er med til at fordele ejendommens lejligheder? Fået en kontrakt på noget arbejde, fordi borgmesteren eller udvalgsformanden er en gammel barndomsven? Vi kalder det bare netværk, men det er korruption.

Læs mere om korruption i Danmark her: http://transparency.dk/korruption/korruption-i-danmark/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gades exit = Blå nedsmeltning

Venstre er et parti i krise, og nu tegner fremtiden noget mørkere end den havde behøvet. For Venstres gruppeformand Søren Gade har meddelt, at han forlader Folketinget, og stiller op til EU-Parlamentet i 2019.

Som Danmarksbloggen ser det, har Venstre hermed smidt sit bedste kort væk i forhold til at genrejse sig efter det fald, som man må formode, at Lars Løkke går i møde.

For hvem skal efterfølge Løkke? Og hvem kan samle stemmer? Og samarbejde med de andre partier?

Næstformand og finansminister Kristian Jensen er populær hos de radikale, men ikke hos DF – og han sælger heller ikke det store antal billetter.

For integrationsminister Inger Støjberg er det lige modsat. Hun er populær hos DF-vælgere, men ikke hos de radikale. Men ser man på den danske befolkning, så deler hun vandene mellem dem, der elsker hende – og dem, der afskyer hende.

Søren Gade derimod var en samlende figur, der kunne række ud – og som danskerne også godt kunne lide. Han kunne derfor været blevet en farlig modkandidat for Mette Frederiksen i kampen om statsministerposten i 2023 – og måske allerede i 2019, hvis Venstre ellers havde turdet.

Men sådan kommer det ikke til at gå. Nedsmeltningen i blå blok er total.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tid til at drikke jul?

Der var omkring det her tidspunkt på året, at vikingerne holdt jul ude på deres skibe – eller rettere drak jul som det hed. For masser af mjød var en stor del af vikingernes jul – præcis som alkohol også er en del af nutidens julefejring.

Men i vor tid er julen for længst slut, og hverdagen er vendt tilbage, men på mørke januardage som denne kunne det være fristende at genindføre OGSÅ den hedenske jul – eller yule, som det hed.

Der er jo heller ingen, der siger, at vi skal skrotte den kristne – eller i hvert fald kulturkristne – jul i december. Vi kan bare lægge den hedenske yule til. Få en lang række lovmæssige fridage i januar, hvor der skal spises og drikkes igennem.

De færreste vil i øvrigt opdage forskellen mellem de to julehøjtider – mad og drikke i rigelige mængder er som bekendt et gennemgående tema i alt fejring her højt mod nord. Vi har nemlig alle dage gået mere op i, hvad vi kan stoppe i munden og i maven end i så meget andet.

Man kan kalde det primitivt, hvis man vil – og det gør mange af dem, der går op i julens mere åndelige og trosmæssige sider.

Man kan også kalde det fokus på livsnyderi og sanser, hvilket appellerer til det sekulære nutidsmenneske, om end spelt-segmentet i storbyerne ikke bryder sig om umådeholden druk og æderi, og slet ikke når det er fed mad og alkohol, der står på menuen.

Men man kan også bare gå direkte til biddet og konstatere, at mad og alkohol er nødvendige, hvis man – både mentalt og fysisk – skal overleve den lange, mørke og kolde vinter heroppe nordpå.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nej til alkohol – nu med rim

Det skal åbenbart rime, hvis det skal virke – i hvert fald når det handler om alkohol.

I England har man således ”Dry January” – og i Sverige ”Sober October”.
Se mere her: https://www.alcoholconcern.org.uk/dry-january og her: http://soberoctober.se/

Danmark forsøger istedet med ”Hvid Januar”, men det slogan lyder bare ikke helt ligeså godt, vel? Det skal bare rime, så måske skulle man i stedet prøve med ”Nej i Maj”?
Se mere her: http://www.hvidjanuar.dk/

For selvfølgelig skal vi gøre noget ved det.

Alkohol er et problem i Danmark. Danskerne drikker for tit og for meget, og det koster samfundet milliarder af kroner i tabt arbejdsfortjeneste og behandling af sygdomme. Men værre endnu: Det skaber sorg og traumer ude i de danske hjem, allermest hos de mere end 120.000 børn, som ifølge TUBA vokser op i familier med alkoholproblemer.

Men vi lukker øjnene for det – for alkohol er en del af vores kulturelle arv, hævder vi. Men det er der så meget, der er – eller har været. Det er for eksempel ikke så mange år siden, at der blev drukket til hverdag og ved frokosttid på de danske arbejdspladser – og røget indendøre. Det sker ikke mere. Så kulturen kan godt ændres – hvis vi vil.

Jeg skal så ikke være hellig. Jeg elsker også et godt glas rødvin til bøffen, et koldt glas rosé til chili con carnen osv.

Men jeg har også mange dage – langt de fleste faktisk – totalt uden alkohol, og jeg kan både more mig og slappe af, også uden procenter.

For som med alt andet så skal alkohol nydes med måde og med mellemrum. Det takker helbredet, statskassen – og især børnene – for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Russerne truer Sverige, men hvad med Danmark?

Husker I ubådene i den stockholmske skærgård? Både den der gik på grund under den kolde krig? Men også den ubåd, som det svenske militær ledte efter i flere dage for et par år siden?

Dengang grinede en del danskere af svenskerne og deres optagenhed af russiske ubåde i den klippefyldte skærgård.

Men nu griner vi ikke mere. For nu går det officielle Sverige i ramme alvor ud og råder svenskerne til at have medicin og mad til syv dage, da man frygter et væbnet angreb fra Rusland.

I Danmark beroliger både nuværende og tidligere ministre med, at det skam ikke kan ske her, for vi er jo medlemmer af NATO.

Herre Jeremi, siger Danmarksbloggen og minder om tidligere tiders naive tro på, at andre lande ville komme os til hjælp som lovet. Men som bekendt var der ingen, der kom og hjalp i 1864, da tyskerne angreb.

Så gad vide om ikke NATO er klar til at ofre den østlige del af Danmark i en væbnet konflikt, hvis det ellers betyder, at resten af NATO klarer sig?! Danmarksbloggen tror desværre, at svaret er et ja.

For sagen er jo, at russerne kun er interesseret i Sverige af hensyn til adgangen til Atlanten … en adgang, der også involverer Danmark, Storebælt og Øresund.

Så HVIS russerne kommer til Sverige, så er det alene for derigennem at kunne true Danmark til at lade flådefartøjer og ubåde passere uhindret igennem de danske farvande.

Altså det må vi håbe. For det atomare alternativ er langt værre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk