Anmeldelse: ”Retfærdighedens ryttere”

Der er film, der går direkte ind i hjertekulen, og så er der film, som går endnu dybere, og ætser sig fast i ens dna. ”Retfærdighedens ryttere” er en af de film. Man ler, så det klukker, man kan mærke spændingen sitre i hele kroppen, man græder, og man kan næsten ikke bære det mere – og hele tiden sidder man med en stor knude i maven, der måske/måske ikke forløses, inden filmen er slut.

Dvs. jeg kender godt svaret på dét med forløsningen. Men hvis jeg skriver det, så giver jeg hele filmen væk, og det vil være en forbrydelse. For ”Retfærdighedens ryttere” er en af de få film, som bare skal ses – uanset om man er til thrillere, psykologiske dramaer, tids- og generationsportrætter – eller bare en god dansk film.

Filmen har også fire af de største danske filmstjerner i de bærende hovedroller. Men der er også en femte stjerne i filmen i den femte hovedrolle.  Hun hedder Andrea Heick Gadeberg, og spiller datteren Mathilde på en så hudløs måde, at man glemmer, at der ikke er tale om en dokumentar om en teenager, der mistede sin mor, da et tog blev sprængt i stykker. Mathildes sorg og manglende kontakt med den fra krigen hjemvendte far skildres præcist – og man føler med dem begge i deres søgen efter hinanden og de svar, som det er svært, ja måske umuligt at få.

”Retfærdighedens ryttere” er en eksistentiel film, der fortæller historien om, hvorfor en rød cykel i Tallinn, der skulle have været blå, afstedkommer adskillige voldsomme begivenheder i Danmark. Eller startede det hele i virkeligheden tidligere? For hvorfor sker ting? Hvad er årsag, og hvad er virkning? Og kan vi overhovedet nogensinde forvente at få et svar? Store spørgsmål, som filmen hele tiden kredser om, går ned i, ind i og tager livtag med.

”Retfærdighedens ryttere” bliver derfor også siddende i kroppen i flere timer, ja dage. Den bider sig fast i ens sjæl som et uafrysteligt mesterværk. Det er også Anders Thomas Jensen, der har skrevet og instrueret, som han har gjort det med en perlerække af gode, danske film. Også den, som mange i forvejen har sammenlignet ”Retfærdighedens ryttere” med, nemlig ”Blinkende lygter”.

Men til dem, som forventer en slags ”Blinkende lygter version 2”, er der kun en ting at sige: ”Blinkende lygter” var en fantastisk film, og der er ligheder. MEN: ”Retfærdighedens ryttere” er bedre. Mere voksen. Mere moden. Mere gakket, mere voldelig og endnu morsommere.

”Retfærdighedens ryttere” tør samtidig gå endnu længere ud i handlingen, endnu dybere ned i personerne og deres baggrundshistorier – og ikke mindst så viser og trækker filmen på den store alvor, som på mange måder har ramt vores samfund siden ”Blinkende lygter” havde premiere for 20 år siden. Også derfor er filmen et mesterværk.

For det er de helt store ting, som er på spil: Liv, død, menneskelige relationer og den mening med det hele, som så mange gerne vil finde, og søger i fx videnskaben, religionen og psykologien. Men indimellem kan ingen af de tilbudte forklaringsmodeller bruges. Indimellem har vi – når alt kommer til alt – kun hinanden og den tid, som vi bruger sammen. Men det kan være nok – også selvom vi så gerne vil have forklaringer og retfærdighed.

Men både forklaringer og retfærdighed kræver, at det er en overordnet mening og sammenhæng. Men måske findes der ikke andet end det fællesskab, som skabes, når vi rækker ud til hinanden. Dér hvor lyset stander stille på verdens kyst, som det synges i Jacob Knudsens salme ”Se, nu stiger solen”, som er med i ”Retfærdighedens ryttere”. Et smukt udtryk, uanset om man er troende eller ej.

Fællesskab har de fire retfærdighedens ryttere i hvert fald. For nok er ”Riders of Justice” navnet på en rockergruppe i filmen. Men de fire nedenstående herrer udvikler sig også til en slags retfærdighedens ryttere, der endda påtager sig at være både den dømmende og udøvende magt – samt fortolkere af den lovgivende magt. De fire ryttere er:

Mads Mikkelsen, der spiller Markus, som er en verbal ret tavs, men fysisk aktiv hævner. Mads Mikkelsen decideret lyser i flere scener. Nogle af de mest stærke er dem, hvor han alene, uden ord og med en minimal mimik på få sekunder får fortalt så meget, som da han ser sin døde kone på sygehuset.

Nikolaj Lie Kaas (Otto) spiller som så ofte før den kiksede, ærlige og på en eller måde midt i sartheden så stærke nørd, som man umiddelbart og hele vejen igennem føler stor sympati for.

Lars Brygmann er Lennart, der kan hacke sig ind i hvad som helst, og hvis moralske kompas løber om kap med hans humoristiske bemærkninger. Men som alle klovne, der gerne vil lægges mærke til, græder han også indeni.

Endelig er der den pizzaglade Emmenthaler. Han spilles af Nicolas Bro, der med vanlig elegance og en perfekt timing fylder rollen ud som eksperten, der kan det hele – i hvert fald i teorien og bag skærmen.

Filmen har flere store og gode biroller, men fremhæves skal især Roland Møller som rockerboss, svenske Gustav Lindh som ukrainsk trækkerdreng og Albert Rudbeck Lindhardt som Mathildes kæreste Sirius.

Danmarksbloggen giver normalt max 6 stjerner, men vil her kvittere med 7 store funklende stjerner til en film, som i dén grad kandiderer til at blive en klassiker. ”Retfærdighedens ryttere” viser det ypperste af, hvad dansk filmkunst og danske skuespillere kan i 2020 – og dét er gigantisk.

Samtidig fortæller filmen en almen historie om liv og død, om forholdet mellem generationer og mennesker, og ikke mindst om de dæmoner, vi alle render rundt med samt om hvordan vi – uden at vide, hvordan vi gør det – begraver vores døde, rejser os og går videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bertel Thorvaldsen 250 år

Alle kender stjerner som Lady Gaga eller Messi, der vækker opsigt, hvor de end går. Men Danmark har også haft sådanne superstjerner.

En af dem er billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, der på torsdag d. 19. september fylder 250 år. Allerede som 11-årig kom han på Kunstakademiet, og senere vandt han den store guldmedalje samme sted (det var den største udmærkelse, som man kunne få).

Bertel Thorvaldsen, der er kendt for sine smukke, levende og udtryksfulde skulpturer, levede mere end 30 år af sit voksne liv i Rom. Ja, han var så glad for Rom, at han kaldte d. 8. marts 1797 (dagen, hvor han kom til Rom) for sin romerske fødselsdag.

Bertel Thorvaldsen var gennem hele livet et centrum i international kunst, og alle de store danske guldalderkunstnere indenfor både malerkunst, digtning og litteratur kom på besøg hos ham flere gange. Så der var en reel, dansk koloni i Rom, hvor danske kunstnere levede et liv med lige dele kunstneriske udførelser, gode middage og åndrige samtaler … også in vino veritas. Altid med Thorvaldsen som omdrejningspunktet.

Bertel Thorvaldsen var altså i sin samtid en superstjerne, og da han i 1838 tog hjem til Danmark, var hans rejse op gennem Europa et sandt triumftog, hvor han blev hyldet hele vejen. Og lidt ekstra da han nåede København, hvor der lige ved siden af Christiansborg Slotskirke er hans eget museum med jubletoget op gennem Europa vist udenpå. Mens man indeni kan se flere af hans store værker som Kristus-figuren, Jason med den gyldne skind, Venus og andre græske guder og gudinder – og meget andet.

Og allerinderst inde i gården ligger han selv i sin grav. Thorvaldsen døde i 1844, og fik altså seks år i Danmark, da han kom hjem.

Og netop på hans helt eget museum vil fødselsdagen blive fejret massivt med musik, omvisninger, ler-værksted og lysshow. Der er endda gratis adgang på selve fødselsdagen fra kl. 16 til kl. 21. Samme dag – altså torsdag d. 19. november vil Illum åbne deres juletema 2020, som er hyldest til denne store dansker.

Danmarksbloggen kipper også med flaget, og ønsker Bertel Thorvaldsen tillykke med de 250 år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelser: “The World War II Trivia Game”

Der er en første gang for alt. Både at anmelde et brætspil – og at skabe et spil om noget så afgørende som 2. Verdenskrig. Det sidste har Mika Vandborg og Claus Corfixen så gjort med “The World War II Trivia Game”, som lige er kommet på gaden her i 75-året for 2. Verdenskrigs afslutning.

Mika Vandborg er ellers kendt som rockguitarist og blandt andet fast medlem af Love Shop, hvor han i flere år har dystet med Love Shops forsanger Jens Unmack i tour-bussen på viden om 2. Verdenskrig. Til sidst begyndte Mika Vandborg at lede efter et brætspil med paratviden om 2. Verdenskrig, men det fandtes ikke. Så han lavede 3.000 spørgsmål selv, og kontaktede Claus Corfixen, der skabte Korsbækspillet om tv-serien Matador, som har solgt mere end 75.000 eksemplarer.

Og nu er spillet om 2. Verdenskrig her så i et enkelt og mørkt design, som passer til den tid, som var en dyster og mørk epoke, hvor vanviddet blev sluppet løs over hele kloden. En tid, som vi som spil-skaberne skriver det, ikke må glemme. For kun ved at huske vores historie, har vi en chance for at undgå en gentagelse af rædslerne.

Det er den alvorlige side af det hele. Men spillet skaber spænding og munterhed, når man kommer i gang med det, som kan beskrives som Risk møder Trivial Pursuit, som en af mine to medspillere sagde det.

Vi var nemlig tre, som skulle battle, og det kan man sagtens være. Man kan være fra 2 til 6 spillere, men man kan også spille i grupper – og så kan man ovenikøbet spille sammen med dem, som man er i alliance med. Der er nemlig tre spillere/spillegrupper, som er de allierede (UK, USA og USSR) og tre, som er aksemagterne (Tyskland, Italien og Japan). Ikke at det gør nogen forskel for spillet. Det er kun følelsesmæssigt, at man første gang, at man spiller, helst vil være allieret. Allerede anden gang er man mere fokuseret på at svare rigtigt, både når det er ens egen tur – og når man ryger i battle med de andre.

For det handler selvfølgelig om både at slå godt med terningen og svare rigtigt – og her er det en fordel, at man kun må svare én gang pr. tur. For så kan alle være med i stedet for at en ekspert kan rydde hele bordet i ét hug.

Mine medspillere regnede mig som ekspert, inden vi gik i gang, og jeg ved måske en del om datoer og personer. Men det viste sig også, at de vidste meget mere, end de selv troede – og at jeg var nærmest totalt uvidende, når det kom til våbentyper og krigsmateriel i øvrigt, mens det var de ikke. Tværtimod.

Så der er noget for enhver – og den viden, som vi hver især har om 2. Verdenskrig, kommer i spil på en meget levende måde. Man får også perspektiv på, hvor betydningsfuld den tid stadig er, samt lyst til at gense store film som fx ”Navarones kanoner”, som der var et spørgsmål om.

Spørgsmålene er i det hele taget relevante, favner bredt og går dybt – og er med til at gøre spillet både underholdende og lærerigt, uanset hvem man er, og hvor gammel man er. Og det gælder både de to kasser med spørgsmål om 2. Verdenskrig generelt – og kassen med spørgsmål specifikt om Besættelsen i Danmark, som vi også havde at spille med, men som vistnok skal tilkøbes separat.

Når man spiller ”The World War II Trivia Game”, får man også den der specielle hyggelige spil-oplevelse, som man kun har, når spillet fungerer. Og det gør ”The World War II Trivia Game”. Så på spørgsmålet om: Skal undertegnede spille ”The World War II Trivia Game” igen, bliver svaret et rungende JA, tak.

Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 terninger – og ville gerne give den sidste også. Men der er nogle fejl i materialet, og nogle meget mørke brikker, som det er svære at se, der trækker ned. Småting, som kan rettes – og som så vil rykke spillet op til 6 ud af 6 terninger.

For “The World War II Trivia Game” er et fantastisk spil, hvor man både kan bevæge sig rundt på egen måde i jagt efter de brikker, man skal have for at vinde – og samtidig kan udfordre de andre undervejs.

Det er et spil, man kan være både få og mange om. Som den unge medspiller sagde det: Det er et spil, som egner sig til en brætspilscafe. Ja, det inviterer til at sidde med vennerne omkring et bord – især dem af ens venner, der er interesseret i brætspil eller/og historie – og det er der faktisk en hel del unge, som er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

——–
Den midaldrende medspiller Ole Frederiksen har skrevet sin egen anmeldelse, som kommer her. Han spiller så meget, både brætspil og digitale spil, at han bedst kan betegnes som en gamer. Han skriver:

Vi var tre personer, der spillede ”The World War II Trivia Game”, og generelt var vores viden om 2. Verdenskrig fordelt på en måde, at en var en del bedre end de to andre. Derfor var det oplagt, at vi spillede to på det ene hold og en enkelt på det andet i første runde. Det gav en meget jævnbyrdig styrkefordeling, som virkede ret fair.

I andet spil spillede vi alle mod alle. Om man er med Aksemagterne eller De Allierede spillede ingen rolle for vores udgave, da vi valgte “standardudgaven”, hvor allierede (altså ikke “De Allierede”) gerne må angribe hinanden. Her er felterne med “battlefields” gode, da det igen gjorde, at den, der var foran, blev angrebet af de andre for at holde den førende spiller lidt tilbage.

Med andre ord: Ligegyldigt hvordan vi valgte at spille, så blev det relativt jævnbyrdigt.

Det er et sjovt spil, hvor man lærer en masse om 2. Verdenskrig. Husk og læs manualen først. Og derfra tager det ikke mange minutter, når man først er kommet i gang med at spille, før man kender reglerne. Og selv om reglerne er simple, er der mange timers underholdning i det.

Designet er mørkt, nærmest mørkegråt og sort. Det er med til at fremhæve den dystre tid, som det var under 2. Verdenskrig. Mange skal dog nok vælge at spille med lyset tændt. Denne ældre herres øjne ville i hvert fald ikke altid kunne se stierne, man skal gå på, hvis det var lidt dunkelt.

Vi fandt kun et par små skønhedsfejl (fejl af den slags, som de fleste spil har): Et par stavefejl i de mange spørgsmål. Tvivl om hvorvidt man fra London må rejse til kategorien “Persons & Politics”, fordi spillepladen er foldet lige dér. Det må man så, fandt vi ud af. For ellers er der ikke “ligevægt” i forhold til de andre hovedstæder. Og endelig en undren over, at kategorierne er på engelsk, når alt andet er på dansk.

Ligeledes var der i brugervejledningen en 2-trins forklaring på, hvordan man skal tage en markeringsbrik fra en anden spiller – hvilket basalt set kunne være skrevet ned til: Tag en markeringsbrik fra modstanderens scoreboard og placér den på samme plads i dit eget scoreboard. Man kan derimod være i tvivl om, hvad man skal gøre, hvis man lander på en allierets hovedstad, og får læst et spørgsmål op, svarende til antal øjne på terningen: Hvad sker der så, hvis man svarer rigtigt? Vi besluttede, at man så ville vinde markeringsbrikken i kategorien. Den detalje kunne godt være beskrevet.

Det lyder som en masse “fejl”, der er listet her. Men det er altså helt nede i småtingsafdelingen, og noget som på ingen måde ødelægger spiloplevelsen.

Spiludviklerne har virkeligt lagt mange timer i at undersøge detaljer om de enkelte spørgsmål. Som de selv skriver i brugervejledningen, så har de valgt “det som oftest er repræsenteret”, der hvor man måske ikke altid er helt enig. Fx hvad tabstallet er ved et slag. Det er meget fint at oplyse om den slags.

Jeg giver 5 ud af 6 torpedoer.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler og gamer

Er Shu-bi-duas Danmarkssang Danmarks uofficielle nationalhymne?

Shu-bi-duas sang ”Danmark” er blevet vejet og fundet for let af udvalget bag den nye version af ”Højskolesangbogen”.

Det udvalg består af seks medlemmer, hvoraf fire er akademikere, og de to andre også er placeret højt på Parnasset: https://www.hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historie-om-bogen/19-udgave/udvalget/

Argumentet bag ikke at tage Danmarkssangen med i 2020-udgaven var hos udvalget, at hvis Shu-bi-duas sang kom med en tredje gang, ville det være, fordi den var en moderne klassiker – men at det har den ikke kvalitet til at være.

Men holder det? Især når man tænker på, at Højskolesangbogen repræsenterer højskolerne, altså dér hvor folket kan lære nyt og blive dygtigere. Skal man så ikke netop i Højskolesangbogen sørge for at komme folket i møde dér, hvor folket er? Og folket elsker Shu-bi-duas Danmarkssang – også i 2020.

Så sent som i maj måned skrev Helen Bruus fra Lejre Bibliotekerne på Bubzoom, der er Bibliotekernes Digitale Musiktjeneste (altså det sted, hvor alle i højskolernes ånd kan søge viden om musik):

Citat: Shu-bi-duas sang ”Danmark” er det moderne Danmarks uofficielle nationalhymne. Teksten følger en dansk naturpoetisk tradition med storke ude på landet og blomstrende enge. En tradition der rækker tilbage til salmedigteren Kingo og Johannes V. Jensen i hans ”Danmarkssangen” fra 1926 (Hvor smiler fager den danske kyst). Med sangen ”Danmark” skabte Shu-bi-dua en sang, der favner alle aldre”. Citat slut.

Altså en klar forbindelse mellem Shu-bi-duas ´sang, dansk historie og dansk musiktradition, som tilsyneladende er gået udvalgets næse forbi.

Så hvem har ret: Udvalget bag Højskolesangbogen, som ud fra tilsyneladende personlige præferencer mener, at der ikke er kvalitet nok i Shu-bi-duas sang? Eller har bibliotekaren fra Lejre fingeren på pulsen, når hun kalder Shu-bi-duas sang for det moderne Danmarks uofficielle nationalhymne, og slår på, at sangen trækker på traditionen helt tilbage fra Kingo?

Læs teksten her: https://genius.com/Shu-bi-dua-danmark-lyrics

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år”.

Vi bliver tilsyneladende aldrig trætte af Winston Churchill – hverken i Danmark eller i resten af verden. Manden, som for evigt er knyttet til historien om Storbritannien, der tidligt i 2. Verdenskrig som det eneste land holdt stand mod Hitlers på det tidspunkt nærmest uovervindelige hær.

Manden, som efter blitzen over London sagde de berømte ord: Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget, som faktisk i virkeligheden lyder: ”Aldrig har så mange i krigshistorien haft så få at takke for så meget.”

Der er altså krigshistorien til forskel. En historie som også definerede Churchills virke, og nu har den verdenskendte bestseller-forfatter Erik Larson, der er amerikaner trods det svensk-klingende navn, udgivet en bog om Churchill, som fås i en dansk oversættelse: ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år”.

Bogen er som Erik Larsons andre bøger baseret på fakta, men er alligevel fiktion. Eller som det beskrives i omtalen af bogen: En slags Downton Abbey udsat for verdenshistorie på den tid, hvor tyskerne massebombede London og resten af England.

Danmarksbloggen vil så sige, at ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år” er mere end det. For ren fiktion følger en klassisk berettermodel, mens virkeligheden altid er mere kringlet og mindre logisk. Og det gælder også historien om Winston Churchill, hans familie, det engelske folk og hele 2. Verdenskrig.

For hos Erik Larson handler det om at beskrive verdenshistorie set ud fra almindelige menneskers liv og verden. Det er også de såkaldte almindelige mennesker, som der er flest af – og dem som skal leve med og af og på trods af de beslutninger, som tages politisk og de ting, der sker.

Det er også ganske tydeligt i denne Corona-tid, hvor vilkårene for Europas befolkninger er mere forskellige, end de plejer – men er dikteret af både smitten og de politiske beslutninger i de enkelte lande om hvordan man bedst bekæmper smitten, og samtidig holder samfundet i gang.

Sådan var det også i 1940´erne, hvad vi ser folde sig ud på bogens 548 sider. Så der er noget at gå i gang med.

Erik Larson skriver så let og flydende, og siderne vender sig selv, som de også gør det i hans andre bøger hvoraf flere er oversat til dansk. Fx ”I ondskabens have”, som handler om Berlin under Hitlers regime, altså samme tidsepoke. Men Erik Larson kan også gå længere tilbage i tiden som i ”Djævelen i den hvide by”, der foregår i tiden omkring verdensudstillingen i Chicago i 1893, som blev et ikon for det moderne gennembrud og den nye tid. Den tid, som skabte 2. Verdenskrig, og som vi stadig lever i eftervirkningerne af, selvom en ny tid – klimaets og den bæredygtige tid – kommer stadig tættere på.

Men selvom ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år” også handler om alle de andre, er det alligevel Winston Churchill, der er i fokus. Manden med hatten og cigaren, som man – selvom man godt ved, at bogen er fiktion – alligevel føler, at man kommer tættere på og lærer at kende, mes man følger ham i ind- og udland, hjemme og ude, på gaden og i de fine kontorer i det, som endnu på hans tid var et imperiums hovedstad. Og Churchill elskede imperiet.

Ja, man føler nærmest, at man kigger Churchill over skulderen og ind i sjælen, da han kort efter krigens ophør og valgnederlaget som den sidste i familien inden afrejsen skriver i gæstebogen på den engelske premierministers landsted Chequers. Et ord skriver han: Finis.

For Churchill vandt krigen, men han tabte valget. Så lunefuld kan skæbnen være. Men det engelske folk ville sociale reformer, så derfor valgte de Labour. Senere i 1951 valgte de dog igen Churchill – som på det tidspunkt var 77 år gammel. Og selvom han var en imperiets mand og ikke tilhænger af de fleste sociale reformer, så lod han være med at ændre noget. Tiderne havde ændret sig, og det var Churchill klog nok til at indse.

Danmarksbloggen giver ”De prægtige og de usle. En krønike om Churchill, familie og modstand i krigens første år” 5 ud af 6 cigarer. Det er underholdning, som man bliver klogere af.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere mink: De borgerlige nægter at tage ansvar

Fødevareminister Mogens Jensen har sagt, at vi ikke har tid til at vente på loven ift. at få slået minkene ned. Det er SÅ dumt – og udemokratisk.

For i et demokrati skal vi altid have tid til at vente på loven. ALTID.

Det havde regeringen så ikke, og nu lugter de borgerlige blod, og går selvfølgelig efter fødevareministeren – og på den helt lange bane statsministeren og regeringen.

Men der er noget, som er vigtigere end den politiske kamp. Nemlig at sikre at Danmark IKKE skaber en ny Corona-virus, en COVID-20.

For det risikerer vi så længe vi har mink. For så længe udgør minkene – også raske mink-besætninger – et reservoir, som allerede nu flere gange og uafhængigt af hinanden har skabt den farlige Cluster-5-mutation, som vacciner og antistoffer ikke virker imod.

Så det er nu, at de borgerlige partier skal steppe op og tage samfundsansvar, og være med til at skabe den lovhjemmel, så vi kan få udryddet de mink og elimineret det reservoir for en ny Corona-virus, som minkbesætninger er.

Så kan det politiske efterspil med kritik af fødevareminister og regering komme bagefter.

Menneskers liv over hele kloden afhænger ikke af en politisk kamp i Danmark, men det gør det, om vi får slået de mink ned eller ej.

Læs også om hvad der er op og ned i minksagen: http://danmarksbloggen.dk/?p=11552

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mink-sagen: Hvad er op og ned?

Hvad er op og ned i mink-sagen, som i øjeblikket har lukket syv nordjyske kommuner og gjort, at alle danske mink skal slås ned? Her kommer Danmarksbloggen med nogle vinkler på sagen. Læs dem og bestem selv, hvad du synes er vigtigst:

Det sundhedsmæssige:
I naturen har minken et territorium på flere km2. I et bur ikke engang en enkelt m2.

Mink i bur udgør derfor et reservoir, som er det perfekte sted at skabe en muteret virus i. For der er noget i mink (i hvert fald dem i bur), som gør, at virus nemt muterer hos en mink.

Læg dertil at: Mink i bur lever i store kolonier, og kan ikke holde afstand. Det er derfor også svært at inddæmme en epidemi, der har ramt mink.

Dertil kommer, at vira som Corona springer nemt mellem mennesker og mink og tilbage igen. Den perfekte storm er derfor skabt: En virus hos menneskene, som kommer ind i minkene, som så skaber en mutation, som sendes tilbage til menneskene – men nu i en variant, som menneskene ikke kan beskytte sig imod.

Det er præcis det, som skete med Cluster-5, der opstod flere gange i forskellige mink-besætninger, og som er et reelt problem. Vaccinen bliver virkningsløs, da Cluster-5-mutationen laver virussens spike om, som er den, at vaccinen er rettet imod.

Om der er Cluster-5 i omløb lige nu, vides ikke. Men Cluster-5 kan let opstå i af hinanden uafhængige mink-besætninger, så derfor slår man alle mink ned.

En Cluster-5, som spreder sig blandt mennesker, kan nemlig nemt blive en COVID-20, altså en helt ny virus og en helt ny pandemi.

Det politiske:
Den danske regering gik i gang med at slå minkbesætningerne ned i sidste uge uden at have lovgivningen på plads. Det kunne vi ikke vente på, var beskeden fra fødevareminister Mogens Jensen.

Men kan man i et demokrati overhovedet overveje at lade være med at vente på at have lovgivningen på plads?

Det følelsesmæssige:
At det er synd for minkavlerne, er der bred enighed om. De mister deres levebrød, deres eksistensgrundlag. Og ja, det er rigtigt. Men hvad med alle de andre, der er blevet arbejdsløse her i Corona-krisen? Alle dem, som arbejdede i lufthavnen, i turisterhvervet og mange andre steder. Er det ikke lige så meget synd for dem?

Og hvad alle de hjemløse, dem på kontanthjælp, de kronisk syge, som sendes i arbejdsprøvning? Hvorfor skal minkavlerne have så meget mere sympati? Især når man tænker på, at de i årevis har fået tilskud til både foder og medicin – fordi mani årevis har vidst, at det var en underskudsforretning et have mink.

Det økonomiske:
Minkindustrien er nemlig i virkeligheden en dårlig forretning. I 2019 var det gennemsnitlige driftsresultat på hver eneste minkfarm minus 0,7 millioner kroner, og de sidste fire år har branchen som helhed haft underskud. Så branchen har overlevet, fordi staten har betalt. Det er noget af en favorabel ordning, må man sige.

En ordning, som altså nu betyder, at det at vi har mink i Danmark har gjort, at mange lande nu lukker for deres import af dansk kød og danske mejerivarer – og dét kommer til at koste os milliarder af kroner og mange arbejdspladser.

Så måske er det en god ide at lukke minkbranchen for evigt – og satse på fremtiden. Alt det grønne og bæredygtige.

Kilder: DR, Politiken, Berlingske, Landbrugsavisen m.fl.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Stockholmske Blodbad versus Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge

Det er i dag præcis 500 år siden, at Det Stockholmske Blodbad fandt sted. Det handlede om magt, og om at Christiern d. 2 benyttede sig af muligheden for at få skovlen under sine svenske modstandere.

For nok havde han lovet dem politisk amnesti, men fristelsen blev for stor. For på nær den unge Gustav Vasa, som var fængslet nede i Danmark, så sad alle Christierns modstandere nu i festsalen på Stockholms Slot, og fejrede Christierns kroning som Sveriges konge. Samtidig lå – og ligger – Stockholms centrum Stortorget lige ved siden af. Stortorget, hvor henrettelsespladsen også var. Og til al overflod boede bødlen lige ved siden af i Prästgatan.

Muligheden præsenterede dermed nærmest sig selv. Så huks, fluks en anklage om kætteri blev fremtryllet, også inspireret af den svenske ærkebiskop Gustav Trolle, som hadede adelsmanden og lederen af den svenske frigørelsesbevægelse Sten Sture og hele hans slægt. Samme Sture som nu sad på Stockholms Slot sammen med alle de andre, som ellers var imod Christiern d. 2.

For begivenhederne i Stockholm i 1520 var også et internt svensk opgør mellem de svenske adelsmænd, som selv ville have magten over Sverige og så kirken, hvor næsten alle biskopper havde det godt med en dansk konge. Især fordi han ofte var væk, og så styrede de ret meget. Vi er som bekendt stadig i den katolske, feudale tid, selvom den synger på allersidste vers.

Men altså: Christiern kunne ikke styre sig. Der var en del, som skulle af med hovedet, fandt han ud af. Nærmeste bestemt 84, som i de næste dage blev henrettet på Stortorget, efter rang forstås. Først biskopperne (de to som holdt med svenskerne), så adelsmændene med Sten Sture i spidsen, Stockholms tre borgmestre og 14 rådmænd, håndværkere, handlende og ansatte hos biskopperne og adelsmændene. Det hele tog nogle dage, og blodet flød sådan helt bogstaveligt fra Stortorget – og ned ad de små gader.

For Stortorgets placering allerøverst oppe på bydelen Gamla Stan, som er bygget på en stejl ås, betyder, at de smalle stræder, som udgår fra Stortoget, falder mange meter ned mod hhv. Saltsjön og Mälaren. Så i den silende novemberregn løb vand, blod – og tårer ned af gaderne. For nok var den tids mennesker ikke særlig sentimentale, men blodbadet i Stockholm var så voldsomt, at selv voksne mænd græd. Nogle af dem mistede så også hovedet af samme grund, skriver svenske krøniker.

Svenskerne kan heller aldrig glemme Det Stockholmske Blodbad, der ligger som et slags kollektivt sår i den svenske bevidsthed sammen med mordet på statsminister Oluf Palme i 1986 og knivdrabet på udenrigsminister Anna Lindh i 2003. Begge skete også i Stockholm – hhv. på Sveavägen og i stormagasinet NK i Hamngatan.

De to sidste havde Danmark så intet at gøre med – bortset fra en stor medfølelse med Sverige. Men det første skabte et had til Danmark, som i de efterfølgende århundreder og stadigvæk har gjort, at svenskerne er blinde for de ugerninger, som de selv har begået. Og måske allermest da Sverige i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge – og dræbte mange flere i Den Etniske Udrensning end de cirka 84, der mistede hovedet på Stortorget i Stockholm i 1520.

For det, som skete i de gamle danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge efter Roskildefreden, var en etnisk udrensning og en forsvenskning, som foregik brutalt og lynhurtigt. Måske det også er derfor, at skåningene den dag i dag taler om Christian d. Gode, mens svenskerne kalder ham Christian Tyran – og nærmest bliver mundlamme, når man siger, at i Danmark kalder vi ham Christiern d. 2. For det hed han. Christiern og ikke Christian.

Men jo, vi kan sagtens tale om Det Stockholmske Blodbad, som var voldsomt, brutalt og blodigt – men så skal vi huske også at tale om Den Etniske Udrensning og Sveriges omfattende drab på de danske snaphaner, bare fordi de var danske. Og der var mange flere end 84, som mistede livet dér. Det var i hundredvis, ja tusindvis af familier.

Og vi skal også tale om, hvordan de svenske soldater bagefter tvang de danske enker til at gifte sig med dem – og få børn med dem. Hvordan der kun skulle tales svensk i hjemmet og i samfundet. Hvordan alt dansk blev forbudt fra salmebøger til danske sange. For Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge var voldsom og brutal og blodig – og også værre end Blodbadet i Stockholm, da tragedien fik lov til at fortsætte i mange generationer frem.

Ja, på nogle måder er der stadigvæk, når den svenske Riksdag undertrykker det, som man i Stockholm kalder Sydsverige.

Men i det erobrede Danmark var det ikke overklassen, som blev ramt – og så gik historien i glemmebogen, også fordi sejrherren skriver historien. Og sejrherren var Sverige, som siden har talt om Skåne, Halland og Blekinge som landsdele, der med ligeså stor ret kan være svenske som danske.

Men det holder ikke, omend det er bekvemt for Sverige, som stadig har det skidt over Blodbadet i Stockholm – men sørgeligt for alle de mange efterkommere, som har levet, og stadig lever i Skåne, Halland og Blekinge med arven fra Den Etniske Udrensning.

Mennesker, som har haft en dansk mor, der blev tvangsgiftet med, og voldtaget af en svensk soldat, som hun så har skullet leve sammen med resten af livet. En svensk mand, der enten har været biologisk far til børnene, eller været den pap-far, som sammen med sine ”kompisar” slog deres rigtige danske far ihjel. En virkelighed som betød, at de danske kvinder og deres børn og børnebørn har været traumatiseret for livet – og som bekendt går familietraumer i arv …

Det skete ikke i Stockholm. Her fik alle enker og faderløse lov til at blive i deres svenske virkelighed, og mange af dem fik oprejsning allerede tre år senere, da Gustav Vasa kom hjem til Sverige, og blev svensk konge. Så her var dér mental pleje til dem, som led i novemberdagene i 1520.

Sådan er det ikke i det, som i dag kaldes Sydsverige: De danske efterkommerne i Skåne, Halland og Blekinge venter endnu på oprejsning og forståelse … og måske en hjemkomst til deres gamle land.

De skal i så fald være velkomne. For i Danmark savnes endnu Skånelandene, som kaldtes perlerne i det danske rige – og som oprindelig var danske, bare lige for at rette en udbredt misforståelse i svenske historiebøger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

CORONA: Verdens øjne hviler på Danmark

Verdens øjne hviler på Danmark, sagde Mette Frederiksen i det pressemøde, som foregår lige nu.

Det er sandt. Vi skal handle, og vi skal handle nu.

Der gør Danmark også. Reservoiret – altså minkene – fjernes, og der smitteopspores osv. Og nu kommer der så en nedlukning i syv nordjyske kommuner. En nedlukning med ingen kollektiv trafik og ikke noget med at krydse kommunegrænsen.

Danmarksbloggen bakker op. Danmarksbloggen synes, at vi skulle tage resten af Jylland, ja måske resten af Danmark med.

For der er tale om en Cluster 5-variant, der ikke bliver hæmmet i samme grad som de andre varianter, når virus møder antistofferne. Man har også en større risiko for at blive smittet igen, hvis man får Cluster 5-varianten. Og der er en risiko for, at vi ikke kan bruge den vaccine, som vi ser i tunnelen i 2021, hvis Cluster 5 får lov til at sprede sig.

Vi taler om samfundssind, men her er det verdenssind, der skal til. Både i Nordjylland og i resten af Danmark, hvor vi iflg. WHO udviser rettidig omhu.

For det er, hvad det er. Og Danmarksbloggen kan ikke lade være med at tænke, om ikke vi skulle tage resten af Danmark med. For nok er 11 ud af 12 tilfælde af Cluster 5-varianten fundet i Nordjylland (og er fra august og september), men det sidste er fundet på Midtsjælland.

Så gør vi for lidt for sent? Kan smitten ikke for længst være ude i hele Danmark? Måske, men mutationen kan også være væk, da den ikke er fundet i nyere prøver. Men der tages ingen chancer. For vi må bare IKKE skabe en COVID-20 med arnested i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Falling”

”Falling” er om noget Viggo Mortensens film. Han har instrueret filmen (debut) samt været manuskriptforfatter, producer, komponist og hovedrolle-indehaver. Ja, man kan nærmest kalde ham en altmulighed i det medrivende familiedrama, som ikke er bange for at vise de konflikter, der nødvendigvis må opstå i en kontrastfyldt familie.

De to hovedpersoner er far og søn. Sønnen John spilles af Viggo Mortensen, mens faderen Willis spilles af Lance Henriksen, og de er forskellige på næsten alle punkter, hvilket giver et problematisk forhold, der bliver yderligere besværliggjort af farens hurtigt svindende hukommelse. Og der lægges ikke fingrene imellem i filmen.

”Falling” er tværtimod en virkelighedstro film, der viser den barske virkelighed, når et familiemedlem lider af demens. Men det, der gør ”Falling” ganske særlig, er, at filmen tør fremstille den demente far Willis som et usympatisk røvhul. Det er en meget befriende og mere korrekt portrættering af nogle personer med demens. Læg dertil at det er rart for en gangs skyld ikke at se det klassiske romantiserede Hollywood-glansbillede af en syg person.

Den usympatiske portrættering af Willis ligger også langt bedre i tråd med hans opførsel som ung far, som vi får et indblik i via diverse flashbacks. Flashbacksene er placeret gennem hele filmen, og giver os et bredere og bedre grundlag for at forstå historien og dermed forholdet mellem far og søn. Vi ser, og vi forstår, når vi får indblik i Willis’ hjerne og sporadiske hukommelse, der nogle gange er usammenhængende og fragmenteret, mens andet står helt skarpt.

Vi kommer blandt andet tæt på forholdet mellem Willis og hans første kone Gwen, som han elskede meget højt, selvom der også var store problemer. Disse glimt ind i det haltende ægteskab mellem Johns forældre er også med til at forklare nutidens konflikter mellem far og søn, der som de fleste familie-konflikter har rødder langt tilbage i tiden, her til Johns barndom.

Men vi kommer endnu tættere på John og Willis’ indbyrdes forhold i nogle filmtekniske flotte scener med håndholdt kamera, hvor man bliver suget ind i filmlærredet, og bliver holdt fast i dialogen mellem far og søn. En dialog, der skifter mellem det mondæne til en frustrerende samtale mellem to individer, der ikke længere har samme virkelighedsopfattelse pga. Willis’ forværrede hukommelse.

Dialogen mellem far og søn bliver til tider så vild og fuldstændig grænseoverskridende, at man sidder og krummer tæer, mens man andre gange ikke kan lade være med at grine ad de åndsvage kommentarer fra Willis. Uanset samtaleemnet viser disse intime scener mellem John og Willis deres modstridende forhold med kærlighed og knas, som udspringer fra de enorme identitets-forskelle på far og søn.

”Falling” går derfor tæt på de svære situationer, der kan opstå, når en sygdom som demens rammer et familiemedlem, og dennes normale, grundlæggende forståelse for verdenen går tabt. Vi står sammen med John i den frustrerende følelse af fortabthed, mens vi kun som tilskuere kan kigge på, at Willis’ personlighed langsomt krakelerer, og bliver mere og mere outreret. Men vi kan også lære noget af den svære situation, som ”Falling” portrætterer, nemlig hvordan vi selv kan handle som pårørende til en person med svigtende hukommelse/demens.

Viggo Mortensens karakter John prøver altid at være meget tålmodig overfor sin far, også selvom han må gentage sig selv, eller bare spille med på Willis’ forkerte minder. For filmens morale er, at det ikke er bedst, som nogle måske tror at fortælle en dement person, at de husker forkert, og at faktisk er x person død, eller y ting skete slet ikke. Men hvem gavner denne rettelse, spørger filmen. Ikke den demente. Den demente bliver kun overvældet af en følelse af mistillid til egen hukommelse, og en følelse af savn på ny, som den demente ellers kunne være forskånet for.

Filmens budskab er derfor, at det at rette på en dement i virkeligheden er en langt mere egoistisk handling fra de personer, som ikke lider af dårlig hukommelse eller demens, end at det er en god og påskønnet handling, der kommer den demente til gavn.

Hvad der er op eller ned i dén diskussion, vil Danmarksbloggen overlade til de professionelle. Men filmen ”Falling” er absolut seværdig – uanset om man er pårørende til en dement eller ej.

Danmarksbloggen giver ”Falling” 5 ud af 6 stjerner, da filmen er mere end blot et forfriskende virkelighedstro familiedrama. Den er også en mini-manuel til at omgås personer med svindende hukommelse. Samt at ”Falling” er en flot demonstration af Viggo Mortensen mesterlige egenskaber som en af Hollywoods dygtigste altmuligmænd.

Filmen har premiere overalt i landet i dag torsdag d. 5. november.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen