Månedsarkiv: juli 2013

Onsdagsinspiration nr. 5: Vi skal turde drømme …

Udgivet den af
2

Danmarksbloggens sommerserie slutter idag med den femte af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om, hvad der står i vejen for at skabe det gode samfund med viden, varme og forpligtelse – og hvordan vi kan overkomme den forhindring.

Grundliggende drejer det sig om rammer, men også om danskerne selv og deres frygt for at leve

For ja, danskerne er bange for at leve i betydningen at drømme, satse og tro på visionen. Angsten for at fejle ligger (for) dybt i mange danskere.

Denne frygt får mange danske til at sætte barren tilstrækkeligt lavt, så der ikke fejles. Så man lykkes med de små projekter som at sætte en hylde op eller flytte et par komma´er i en erklæring.

De fleste danskere tør nemlig ikke drømme de store drømme, men glæder sig over de små ting som en god kop kaffe og et stykke lækkert kringle. Vel bænket dér om bordet er vi glade, er vi lykkelige, og så er der dømt hygge!!!

Hyggen, ja, den nærmest sagnomspundne, danske hygge.

Men skal vi skabe det gode samfund med viden, varme og forpligtelse, kan vi ikke leve hverken af hyggen og nøjes med opfyldelsen af de små mål.

Så skal vi istedet male med den brede pensel, turde drømme stort og droppe alt om håneret og jantelov. For kun ved at drømme, tænke og handle stort kan vi mærke livet og verden – og genskabe Danmark som medmenneskelighedens fædreland.

For sådan var vores land engang, og det kan det blive igen.

Det drejer sig om at turde leve drømmen – og om at have rammerne til at gøre det. De rammer skal politikerne sørge for, at alle danskere har. Altså: Fri og lige adgang til uddannelsessystemet, sundhedssystemet samt støtte, pasning og pleje iøvrigt i de stadier af livet, hvor det er nødvendigt.

For så er alle danskere trygge – og trygge mennesker tør og kan så meget mere end utrygge og bange mennesker.

For det er også hver enkelt danskers ansvar – og opgave – at fylde sin egen ramme ud med sine drømme – og gerne noget, der også gavner og glæder andre.

Danmarksbloggen vil ihvertfald her – hvor sommeren nærmer sig sin sidste måned – opfordre alle til at turde drømme og gå efter de drømme.

For drømme må det til, drømme – og visioner og planer – om et bedre Danmark. Et Danamrk med rammer, så alle danskere kan skabe sig et godt liv, både for deres egen skyld og for alle andre danskeres.

For Danmark består af summen af alle danske, og jo flere der får opfyldt deres drømme, jo mere glæde og værdi vil der være til os allesammen – når vi deler med hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jorden skal nok overleve mennesket …

Udgivet den af
1

Åh, nej, nu dør Jorden, stønner miljø-romantikeren, når vedkommende læser om endnu et olie-udslip, endnu mere nedsivning af diverse kunst- og kvælstoffer til grundvandet og andre miljø-svinske ting.

Det her kan vores grønne og blå planet ikke overleve. Det er den sikre undergang, kommer det igen, når vedkommende læser om stigende vandstande i havene, smeltende indlandsis, ændrede nedbørsmønstre og hvad der ellers sker af store klima-forandringer i øjeblikket.

Men faktum er – som altid – at Jorden nok skal klare sig. Måske med et andet udseende end nu, med andre planter og med andre arter. Men klare sig, dét skal Jorden nok.

Sådan har det altid været i Jordens historie. Klima og planter har ændret sig. Arter er kommet og gået. Men Jorden vil bestå, lige indtil Solen ikke har mere brint, udvider sig og opsluger Jorden, inden Solen selv bliver til en dværg. Det forventes at ske om cirka fem  milliarder år – og ikke før.

Så det er altså ikke Jorden, men menneskeheden, der ikke vil kunne klare sig så længe … det er os, der vil gå under.

Som geologerne siger det med slet skjult tilfredshed: Jorden skal nok overleve mennesket, men mennesket overlever ikke Jorden.

Sådan er det. I de sidste par århundreder har vi så prøvet at komme naturen i forkøbet ved at ødelægge livsbetingelserne for os selv ved den måde, som vi forpester vand, luft og jord på.

Men selvom dét selvmordsforsøg skulle fejle, så skal vi ikke være bange. Det skal nok lykkes at få os ned med nakken alligevel. Naturen ligger inde med talrige måder at få bugt med os på.

For eksempel bakterie- og virus-angreb, som vi ikke kan gøre noget imod. De kommer fra tid til anden – og gør ofte ret store indhug i befolkningen. Pesten tog for eksempel en tredjedel af Europas befolkning i middelalderen.

En af supervulkanerne kan også gå i udbrud – og det gør de også fra tid til anden. For det er som altid ikke et spørgsmål, om de gør det – men hvornår! Yellowstone i USA må for eksempel formodes at gå af indenfor en – geologisk – kort tid af cirka 10.000 år.

Når det sker, er der ikke noget USA tilbage, som vi kender det i dag. Det vil være begravet under et metertykt askelag. Og er vindretningen rigtig, får vi også fornøjelsen af det grå, klistrede stads i Europa.

Men skulle vi alligevel misse asken, får vi lov til at opleve en meget mørk tid, da askelaget formodes at ville svæve rundt i atmosfæren i flere år og forhindre sollyset i at komme ned på Jorden. Og da ingen sol = ingen afgrøder, vil der være trængsel ved kølediskene, så længe der er noget at få fat på.

Tsunamier, jordskælv og andre helt naturlige ting vil også gøre sit til at komme af med os.

Men hvorfor nævne det her på Danmarksbloggen?

Fordi det er vigtigt at kunne se tingene i det store perspektiv. For kun sådan kan man glædes over og fokusere på nuet. Hvis man – som nogle gør det – lider af den vrangforestilling, at vi, der er her ligenu, er det allervigtigste i hele verden, bliver alt så ligegyldigt

For det er vi ikke. Vi er led i en lang, lang kæde. En kæde, der startede for mange milliarder år siden – og som slutter om fem milliarder år.

For vi er ikke andet end led i kæden, men det er også nok. Vi har Jorden til låns et ultrakort sekund, og det forpligter. Forpligter til at behandle den på en måde, så også vores efterkommere kan leve af og på den.

Som vinbønderne på Etna´s vulkanske jorde gør det, når de i asken fra det sidste vulkanudbrud sætter pinde ned. Pinde, som markerer jordgrænser og markskel til de vinmarker, som først deres børnebørn kan dyrke.

Dét er at tænke fremad og anerkende Jordens naturlige udvikling og vores korte nu her på jorden på en både smuk og livsbekræftende måde  …

Dét giver mening at tænke – og handle – på dén måde. Også i et land som Danmark, hvor naturen er mere end almindelig fredelig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har revyen en fremtid i Danmark?

Udgivet den af
3

Revyer har igennem mange årtier været en fast del af det danske sommerland, men vil det fortsætte? Vil der også være revyer i Danmark om 10-20 år?

Revyer i betydningen en blanding af satire, sketch, dans, det tankevækkende og det gode grin.

Som i årets Cirkus-revy med Ditte Hansen, der gestalter Helle Thorning og siger VI GJORDE DET til at have ødelagt samfundet. Som betoner, at Løkke ville skabe ulighed og ødelægge velfærden, men det kunne han ikke. Men VI GJORDE DET!

Eller Niels Olsen som lummer voyour, der afslører socialt bedrageri og bliver seksuelt tilfredsstillet af det.

Eller Ulf Pilgaard, der som dansk entreprenør synger om Grønlands undergrund som grønlænderne er for dumme til at tage sig af, så det må de hellere overlade til folk som ham og drikke videre som de plejer. Men også dyb og tankevækkende, da han som dansk soldat slukker og lukker i Afghanistan.

Eller Andreas Bo i en fuldstændig forrygende præstation hvor han ene mand på scenen parodierer et hav af kendte, deriblandt de andre i årets Cirkusrevy, til en prisuddeling. Årets revynummer simpelthen.

Og så genkendelsen: Lisbeth Dahl i blomstret kjole og røde sko, der danser cha-cha og synger falsk med dårlige rim, og samtidig kritiserer kapelmesteren for at spille forkert. Hun er ikke til at stå for, heller ikke i dén rolle, der er blevet Lisbeth Dahls signatur-rolle præcis som Dronninge-parodierne er Ulf Pilgaards.

Cirkusrevyen er dansk sommerrevy, når det er bedst: Morsomt, samfundskritisk og underholdende – men vil det fortsætte?

Jeg kan godt tvivle, når jeg ser hvem, der sidder på bænkene og ler med – og ser en gennemsnitsalder, der er noget højere end til for eksempel stand-up-shows.

Men betyder det, at den danske revy nærmer sig sit endeligt? Det håber jeg ikke.

For Danmark har brug for scener, hvor underholdning, latter og samfundskritik går op i en højere enhed. Hvor spøg og alvor mødes og danner dette finurlige rum, hvor der er plads til det hele. Det rum, som er revyens adelsmærke, når den lykkes.

Det rum, hvor der bliver sagt de ting, som det kan være svært at sige i den offentlige debat. Det rum, hvor der bliver gjort grin med alt og alle i det danske samfund, og hvor “ofrene” som regel ler hjerteligt med, når de grilles på scenen.

Den danske sommerrevy er med andre ord en nødvendig ventil i det danske samfund. Derfor skal vi også værne om den.

For vi kan ikke undvære revyen, men den skal også udvikles, hvis den skal have en fremtid. Udvikles så den bevarer sin egenart, men også passer ind i tiden. Dét er en svær øvelse, men det må kunne lykkes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Fodboldkvinderne kan …

Udgivet den af
1

Nationalfølelsen får som regel frit spil i forbindelse med sport … og måske allermest når det drejer sig om fodboldlandsholdet. Og siger man fodboldlandsholdet, tænker mange på det vingeskudte mande-landshold, der er dårligere i øjeblikket end de har været det i mange år.

Men det er ikke mændene, som det her skal handle om. På plakaten er istedet de gæve fodboldkvinder, der normalt ikke har den store bevågenhed og derfor heller ikke er blot i nærheden af de økonomiske ressourcer, som mændene har.

Alligevel er det danske kvindelandshold i semifinalen til EM i aften, hvor modstanderen hedder Norge. Godt nok med lidt held fra en lodtrækning. Men da mændene vandt EM i 1992, skyldtes det også et tilfælde. De skulle nemlig slet ikke have været med, men kom det på grund af krigen i Eks-jugoslavien.

Det kunne være godt, hvis kvinderne vandt i aften – og i finalen, der spilles på søndag. Skønt for deres egen skyld først og fremmest, men også for ligeberettigelsen og for forståelsen af at kvinders sportspræstationer er ligeså flotte som mænds.

I Danmark siger vi ellers, at vi har ligeberettigelse. Men det kniber voldsomt på det sportslige område, især når man ser på sponsorater og mediedækning, hvor mændene nærmest løber med hele butikken, hvis man ser bort fra få sportsgrene som fx håndbold.

Men det kunne en dansk EM-titel til fodboldkvinderne på søndag forhåbentlig lave om på. Er man overtroisk, har vi også nærmest vundet allerede. For som i 1992 spilles der i Sverige, finalemodstanderen bliver Tyskland, og landstræneren hedder Møller til efternavn. Og så kan kvinder faktisk spille fodbold …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 4: Varme og ansvarlighed

Udgivet den af
1

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den fjerde af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om, hvad der skaber et godt samfund.

Nemlig varme og ansvarlighed … og så bekæmpelsen af grådigheden.

Den grådighed, der får virksomheder til at lægge arbejdspladser i for eksempel Indien, så de kan spare penge … penge, som de bruger på sig selv og deres aktionærer og ikke på det samfund, der stiller infrastrukur, sundhedssystem og uddannelse til rådighed.

Det er den samme grådighed, der får offentlige myndigheder til at få løst deres opgaver, så det (i hvertfald i første omgang) bliver billigst for kommunen, men uden at det skaber arbejdspladser for kommunens egne borgere.

Og så du´r det ikke at tale om CSR, Corperate Social Responsibility. For det betyder som regel blot at give lidt håndører til den lokale spejderklub eller nye møbler til børnehaven.

Men social ansvarlighed er ikke at give disse symbolske pengebeløb til den lokale fodboldklub eller støtte et krisecenter. Social ansvarlighed for danske virksomheder og offentlige myndigheder er at skabe arbejdspladser i Danmark, også selvom det betyder et mindre overskud.

For i et rigt samfund som vores skal rigdommene deles af os alle sammen. Det med at dele er i øvrigt en kristen tanke, en kristen grundsten, der har skabt velfærd til os alle sammen. En filosofi, hvor grådighed er en dødssynd, og hvor varme og ansvarlighed er selvfølgeligheder, når man deler ud af sin overflod til de svageste i samfundet..

Til sammenligning kan nævnes rigdommene i den arabiske, muslimske verden, som bliver hos dem, der skraber pengene til sig, både familiemæssigt og nationelt.  Det samme gør sig gældende i den asiatiske verden, hvor enhver også har nok i sig selv. Begge steder lever små overklasser (og i Kina en stor middelklasse) derfor i ufattelig overflod, mens de brede lag har det langt mere pauvert.

Og i Danmark er vi i disse år godt på vej til noget tilsvarende, til et samfund, hvor flertallet får mere og mere, mens et stort mindretal får mindre og mindre – og idag har så lidt, at det rige velfærdsland Danmark igen er blevet et land med fattige, endog en pæn del fattige og andelen er stigende.

Så der skal gøres noget. For det kan hænde, at religionen er på vej ud af det danske samfund, men kristendommens forpligtelse til at dele, til at give af sin overflod – dén skal vi beholde.

Ja, ikke blot beholde, men genindføre og udvide. Dér er brug for det..

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Åndemusik i Tivoli

Udgivet den af
2

Der var engang for ikke engang ti år siden, hvor man inde i Tivoli tre gange dagligt kunne opleve et af H.C. Andersens eventyr blive spillet som en blanding af klassisk teater og dukketeater.

Det lille teater, hvor det foregik, hed Valmuen og lå til venstre, når man kom gående fra Nimb. Præcis som at hjertet sidder til venstre – også hos kejseren i H. C. Andersens fantastiske eventyr “Nattergalen”, som var et af de eventyr, som Valmuen spillede i de varme middagstimer dér i Den Gamle Have.

Idag er der ingenting på dét sted, hvor Valmuen lå. Det er som digteren Sophus Claussen skrev det om Ingeborg Stuckenberg efter hendes selvmord: “Der bliver fortvivlende lidt af saa meget: Kun Aandemusik.”

Nu er der også kun åndemusik tilbage i Tivoli dér, hvor Valmuen lå og skabte billeder,  stemninger og oplevelser for både store og små.

Der er også kun åndemusik – og lidt blomster – i den fine muslingeformede bygning ved siden af, hvor Promenadeorkesteret indtil for et par år siden spillede sommer-, vise- og Tivolimusik flere gange dagligt.

For slet ikke at tale om deres eminente spil til pantominens forestillinger. Nu har en mekanisk båndmaskine afløst de levende toner nede foran påfuglen.

Kulturen og sjælen suges altså ud af Tivoli i disse år, bid for bid.

Noget man især mærker i disse dage, hvor det er sommerferie, og både danskere og udlændinge valfarter til den gamle have for at opleve dét, som ikke er der mere. Hvor de og alle vi andre må nøjes med dén åndemusik, som Sophus Claussen skrev om.

Hvor vi kun kan håbe på en genkomst at sjælen og kulturen. Kun kan håbe på at Tivolis nuværende kejser ligesom hans kollega i Nattergalen en dag må opleve erkendelsen og glæden ved at høre den ægte nattergal synge.

Så vi kan komme af med det mekaniske skidt og få den levende musik – og gerne også det levende teater – tilbage. Så alle Tivolis ånder og muser kan glæde sig i deres himle – og kvidre som små nattergale.

I mellemtiden kan man jo længes og drømme og læse “Nattergalen”: http://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/nattergalen

Man kan også glæde sig til efteråret, der vil byde på en nyfortolkning af H. C. Andersens eventyr i en af Tivolis mest grandiose bygninger, nemlig når Nordisk Film Live opfører det nyskabende “H.C. Andersen – et magisk eventyrshow” i Koncertsalen. Det bliver meget spændende – og vil forhåbentlig bringe andet og mere end åndemusik til Den Gamle Have.

God sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænk på børnene – og ikke på de voksne

Udgivet den af
1

Sagen fra Fyn om det psykiske overgreb på et barn, der blev filmet af et andet barn, fortsætter på anden uge i medierne.

Men hvor det i starten handlede om børnene og det indlysende forkerte i at behandle børn på den måde, som plejemoderen gør det, når hun overfalder det barn, som hun er ansat til at tage sig godt af. Så er vinklen nu flyttet over på moderen og det tilsyneladende uretfærdige i, at hun ikke må have nogen af sine ialt syv børn boende hjemme.

Og ja, hvis der er sket noget, som der ikke burde ske, er det forfærdeligt – især fordi børnene måske kunne have det bedre hos deres biologiske forældre, end de har det hos plejeforældrene, hvor plejefaderen tidligere er dømt for vold og plejemoderens adfærd må stille spørgsmålstegn ved hendes evne til at have med plejebørn at gøre.

Men uanset om fjernelsen af børnene fra den biologiske mor i sin tid var rigtig eller ej, så skal fokus stadig være alene på børnene og deres vilkår. Det er dem, der betaler prisen for en opvækst, der ikke indeholder den tryghed og den kærlighed, som skulle være en naturlighed for alle børn, men som desværre langtfra altid er det, såvel i pleje- som i biologiske familier – men som kunne være det, hvis vi turde træde mere i karakter.

I Danmark er vi nemlig nærmest hysterisk berøringsangste overfor at sige noget til hinanden, når det drejer sig om vores børn. Men hvorfor i grunden?

Børn er – uden sammenligning – de mest sårbare mennesker i vores samfund. De første mange år af deres liv kan de intet selv gøre for at lave om på deres vilkår, men er 100% afhængige af deres omgivelser og de mennesker, der er omkring dem. De skal nærme sig teenage-alderen som drengen fra Fyn, før de kan begynde at gøre noget – måske, og selv dér kun med hjælp fra de voksne, der er omkring dem.

Det er også derfor, at vi skal råbe op og sige noget til hinanden – og til myndighederne – når vi oplever et barn, som lever i en familie, hvor der er mistrivsel. Og her tænker jeg ikke kun på de åbenlyse tilfælde, hvor det drejer sig om alkohol, vold – både psykisk og fysisk – og andre former for overgreb.

Men også om at sige noget til de forældre, der “blot er hårde” ved deres børn. Gøre dem opmærksom på, at de er godt igang med at knuse en lille barnesjæl – uden måske selv at vide det.

Et samfund er nemlig ikke bedre end dets måde at behandle dets svageste på – og her er der (for nu at sige det positivt) i dén grad plads til forbedring i Danmark, fra både myndighedernes og alle os andres side, når det kommer til det dyrebareste i hele samfundet: Børnene.

Men ikke vores børn. For ingen forældre ejer deres børn. Dét er en udbredt misforståelse, som måske er årsagen til at mange tror, at de kan behandle deres børn efter forgodtbefindende.

Men det hverken kan eller skal vi. Når man får et barn, får man den eksklusive ret til at tage sig af det barn i de næste cirka 18 år. Og det er en ret, mine damer og herrer, som fordrer store mængder af kærlighed og rummelighed, men som også giver de største glæder og den dybeste lykke i hele verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 3: Viden og holdninger forpligter

Udgivet den af
1

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den trejde af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om den forpligtelse til at debattere og oplyse, som vi alle har – men især dem, der har både magt, viden og holdninger.

Og jeg vil for en sjælden gang skyld lade et link til en andens blogindlæg være hoveddelen, nemlig professor i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation på Aarhus Universitet Steen Hildebrandt, der i foråret skrev dette glimrende indlæg:

http://www.steenhildebrandt.dk/2013/04/viden-og-holdninger-forpligter/

Manden har ret. Det er farligt, når det kun er en lille politiker-, kultur- og medieoverklasse, som føler sig klædt på til at debattere samfundsudviklingen, som den er idag – og hvor vi gerne vil hen med Danmark i morgen.

Og det er endnu værre, når denne overklasse som det er idag end ikke gør det – men istedet blot tænker på at rage til sig selv og sikre deres egen postioner. Og her er alle dele af det politiske spektrum, kulturlivet og de førende medier godt med ved bordet.

Og helt slemt – og en trussel mod demokratiet – bliver det, når de nye sociale medier og Internettet blot bruges af alle andre til pjat og sjov, til fordummelse og parkering. Noget, som store dele af den herskende overklasse både billiger og opfordrer til – formentlig efter devisen: Giv folk brød og skuespil, så er de pacificeret og blander sig ikke i det, som vi andre (os, der bestemmer) laver.

I de arabiske lande har Internettet spillet en stor rolle som den måde folket, de 99% som Occupy-bevægelsen taler om, kommunikerer med hinanden på og skaber grundlaget for revolutionerne. I Danmark bruger de fleste Internettet til at se sjove videoer på YouTube, downloade musik og vise fotos af deres aftensmad – og så lades de andre om at køre Danmark (i sænk).

Det du´r ikke. Et demokrati kan ikke fungere alene ved, at vi sætter vores kryds. Et demokrati forudsætter en levende debat, hvor alle har mulighed for at deltage – og ikke kun en privilegeret politiker-, kultur og medie-overklasse. Et demokrati, hvor vi alle taler, hvor vi alle lytter – hvor vi alle tager hensyn til hinanden.

Danmarksbloggen vil – i al beskedenhed – gerne være et af de medier, der bidrager til mere folkeoplysning, mere debat og dermed også mere demokrati – og som en naturlig konsekvens af alt dette også et bedre samfund i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Frikadeller og halalkød er en personlig sag

Udgivet den af
3

En del danske børneinstitutioner har fjernet svinekødet fra deres menu og istedet indført halalslagtet kød af hensyn til de muslimske børn. Dét er ikke i orden, og det gavner ingen af børnene, uanset religion og oprindelsesland.

At lille Muhammed ikke spiser leverpostej og frikadeller er derimod helt i orden. Det gør lille Matthias måske heller ikke. Matthias fordi han ikke kan lide det, og Muhammed fordi han er muslim. Folks bevæggrunde for at vælge noget til eller fra kan være så mange – og må altid være et personligt anliggende.

Ja, netop et personligt anliggende. For det kan aldrig være en sag for institutionen, om nogle børn (eller deres forældre) vælger noget mad til eller fra. Institutionens opgave er at sørge for at servere næringsrig mad fra hele spektret af retter, som man spiser her til lands – og her er svinekød en naturlig del af menuen.

Men institutionerne skal selvfølgelig sørge for, at der hver dag er gode, sunde ting, som alle kan spise sig mætte i – samt at der udleveres en madplan, så alle forældre kan give deres børn lidt ekstra med de dage, hvor maden på menuen ikke smager poden.

Det er den eneste måde, hvor der bliver plads til os alle sammen. For der skal være rum til os alle sammen. Det giver ingen mening, at et mindretals madvaner skal diktere flertallets måde at spise på. Det vil derimod kun medføre uro og øget modstand mod de muslimer, som flere og flere danskere i forvejen har det svært med.

Vi er alle – uanset vores tro og oprindelse – nødt til at møde hinanden med tolerance og rummelighed. Og det betyder altså i denne sag, at muslimske forældre må acceptere, at der er frikadeller i børnehaven, men at de selv kan give deres børn halalslagtet kød med de dage, hvor der serveres svinekød – og så er den sag sådan set ikke længere.

For hvad vi spiser eller ikke spiser, er vores eget valg – og ingen skal sætte sig til dommer over, hvad andre skal spise – eller som her: Ikke spise.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skal man drikke alkohol i store mængder for at være dansk?

Udgivet den af
1

Skal man drikke alkohol i store mængder for at være dansk? Og bliver man mere dansk, hvis man tit og ofte nedsvælger enorme mængder alkohol?

Det er der mange, der mener – især i de generationer, der er over 30 år, og som ikke kan tænke sig en weekend uden rødvin, øl og/eller stærke drinks.

Sådan har det været lige siden vikingetiden, vi danske, vi drikker – og drikker meget, lyder argumentet med henvisning til fortidens kæmper, der bællede mjød i en grad og et tempo, som kun nutidens hardcore weekend-rødvins-øl-drinks-drankere kan konkurrere med.

Og ja, siden vikingetiden gik det slag i slag med drikkeriet op gennem Danmarkshistorien.

I middelalderen drak således både børn og voksne øl i stedet for vand. Vandet var fuld af alt muligt, som man blev syg af, så man drak øl istedet, dog øl med mindre procenter end der er i nutidens øl.

I renæssancen drak Christian d. 4 enorme mængder af alkohol, både øl og rhinskvin, sammen med sin søn, den udvalgte prins Christian, der døde af skrumpelever og druk, inden han blev konge. Han tålte ikke de våde varer ligeså godt som faderen.

Senere i 1700-tallets oplysningstid drak alle – men især bønder og andre udsatte – snaps, øl og andre stærke drikke for at holde deres slidsomme og hårde liv ud, som Holberg så mesterligt har beskrevet det i “Jeppe på Bjerget”.

Og op gennem 1900-tallet blev hygge synonym med først det danske smørrebrød, øl og snaps, og senere med grill og rødvin.

Så ja, det er en dansk tradition at drikke alkohol. Drikke for at hygge sig, drikke for at være fri og slippe hæmningerne, drikke for at holde livet ud, om man så skal dø af det, hvad mere end 6000 danskere gør om året. Det er mere end ti gange så mange, som der dør i trafikken.

Ifølge Sundhedsstyrelsen drikker en fjerdedel af danskerne også over den anbefalede minimumsgrænse, som er 7 genstande for kvinder og 14 for mænd om ugen – og aldrig mere end 5 genstande af gangen.

Dertil kommer så de 10% af danskerne, der drikker over højrisiko-grænsen, som er 14 genstande for kvinder og 21 for mænd.

http://www.sst.dk/Sundhed%20og%20forebyggelse/Alkohol.aspx

Og det er langtfra kun ham på bænken, der drikker. Det er især alle de andre. Dér er misbruget bare accepteret, fordi det jo sker i venners lag eller familiens skød i weekenden. Og den tirsdag aften, hvor man da liiiiiiiige skal have sig en flaske vin … eller den onsdag eftermiddag, hvor man snupper sig et par øl eller fem med kollegaerne. For det er jo SÅ hyggeligt …

Eller er det nu så hyggeligt? For det på overfladen så “muntre” og “hyggelige” alkohol-liv har en skyggeside. Altfor tidlig død, altfor mange dårlige leveår, altfor mange sygdomme og mere end 120.000 børn, som vokser op i familier med alkoholproblemer.

Så nej, alkohol er ikke hyggeligt.

Og nej, bare fordi danskerne har drukket sig igennem et årtusinde, behøver det ikke fortsætte. Vi kan godt ændre vores drikkekultur – og samtidig være danske. Vores danskhed ligger ikke på bunden af en flaske, men findes i mødet og omgangen med vores medmennesker.

De unge er igang. Se her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/07/12/222514.htm

Dét er positivt. Nu mangler vi blot at få de ældre med på vognen, vandvognen. For man kan godt hygge sig og være fri uden alkohol.

Dermed ikke være sagt, at man aldrig skal nyde et glas vin eller en øl. Selvfølgelig kan man det – men med måde.

For der er en verden til forskel på – af og til og gerne med ugers mellemrum – at nyde et enkelt glas, og så dette at lade alkohol og hygge være hinandens siamesiske tvillinger, som altfor mange danskere gør det idag.

Man kan måske endda hygge sig mere og bedre, fordi man er ægte – og det er én selv og ikke et selv influeret af Rhône-vinen eller Carlsberg-øllen eller Smirnoff-vodkaen, der taler.

Man er ihvertfald mere fri, når ens livsglæde ikke afhænger af procenterne i en flaske, men af en selv og ens familie og venner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk