Her på H. C. Andersens fødselsdag, d. 2. april, er det på tide med et eventyr.
Det bliver et eventyr om en verden, hvor mennesker kunne mødes og synge sammen i tusindvis, hvad enten det var til en rockkoncert eller en optræden med en verdenskunster som André Rieu.
Menneskene, som levede i dén verden, tog det som en selvfølge at kunne rejse, mødes og sammen synge, kramme og danse. Eller besøge templer for kunst og kultur, nyde skønne malerier og skulpturer, høre på foredrag og samtaler mellem kloge mennesker, besøge biblioteker og i det hele taget gøre alt det, som bringer farver og mening ind i livet.
Men de mennesker vidste ikke, hvor salige og lykkelige de havde grund til at være. Det ved de så nu.
For en lille satan ved navn Corona kom ind i deres luftveje og gjorde, at de måtte lukke ned for al musik, al lys, al kultur, al menneskeligt samvær, så de nu sidder bag lukkede døre, hvis ikke de er blandt de alt for mange døde.
For den fantastiske verden var vores – og det glitrende og strålende eventyr var vores virkelighed. En virkelighed og en verden, som vi nu savner og længes imod.
Men ved I hvad? En skønne dag får vi det hele igen.
Se fx her hvordan et ægte eventyr ser ud: Lys, mennesker, musik og kærlighed:
Jeg kan ikke se den video i disse dage uden at blive våd i øjnene. Men jeg ved, at vi får det hele igen … og næste gang så tager vi ikke det gode liv for givet.
Næste gang så værner vi om livet, ikke i betydningen værnemidler som mundbind og håndsprit, men som i at værne ved at tænke os om, tage hensyn, sætte mennesker over profit og vise hinanden nærhed og ømhed.
For som H. C. Andersen sagde det: Livet er det bedste eventyr.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk