Klimajul: Det flettede julehjerte – og lyskæderne

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Det flettede julehjerte – og lyskæderne
Vi fortsætter i dag anden søndag i advent med det flettede julehjerte – og anden julepynt. For hvert år forbruger vi enorme mængder materialer på julepynt, men vi sløser også med enorme mængder energi på den elektriske og ligegyldige udendørs julepynt.

Vi synes nemlig, at det er så hyggeligt med lysene dér i mørket, og det er også smukt. MEN i en tid, hvor vi er ved at forbruge os ihjel, og hvor den store synder er afbrændingen af olie, gas og kul, så skal vi nedsætte vores energiforbrug – også selvom vi bruger lavenergi-lyskæder.

Men vi nedsætter ikke vores energiforbrug. Tværtimod bruger vi hele 30 procent mere strøm i december iflg. tal fra en undersøgelse fra energiselskabet NRGi og Spar Nord i 2014 baseret på 210.000 danskeres strømforbrug i december.

Men vi skal altså kun bruge energi til det nødvendige som opvarmning af vores boliger for eksempel. Og vi skal lade være med at bruge energi til vilde lysinstallationer med nisser og rensdyr foran vores huse – eller lyskæder i massevis på træer ude i haven eller omkring flagstangen – eller hvad man nu hitter på.

Drop det – og drop også at indkøbe vilde mængder af glanspapir og andet julepynt.

Vær i stedet klimabevidst og lav fx et julehjerte eller en musetrappe eller et kræmmerhus af papir fra et af de julekataloger, som har det med at snige sig ned i postkassen, selvom man har et NEJ, TAK til reklamer-mærke på den. Eller brug noget af det julegavepapir, som du måske har gemt fra sidste år, og tænk frem og gem det julepapir, som du får i år. Eller avispapir, folie eller …

Julepynten bliver på den måde også både personlig og unik – og man kan sagtens lave den måske mest danske julepynt på den måde, nemlig det klassisk flettede julehjerte.

Historisk tilbageblik
For vidste du, at det var vores store eventyrdigter H. C. Andersen, som opfandt det flettede julehjerte?

Det var det. Engang i løbet af 1860´erne var han som så ofte før på besøg på en herregård ved juletid, og her sad han som sædvanlig med papir og saks og lavede fine ting, og denne jul blev det altså det første flettede julehjerte, i grønt og gult papir – og uden hank.

For hanken, så hjertet kunne hænge på juletræet, kom først til et årti senere. Men siden har de flettede julehjerter hængt på alle danske juletræer – og de kan altså sagtens laves i genbrugspapir. Eller i alle mulige andre ting – flitrester, stofrester – lige hvad man har lyst til.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Læs også:

Første søndag i advent: Klimajul: Julegaver:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et år siden hr. Larsen døde …

Han sagde nej til et ridderkors.
Posthumt og via familien sagde han også nej til at få en plads opkaldt efter sig.

Det er selvfølgelig Kim Larsen, der er tale om. Danmarks største spillemand, som i dag døde for et år siden

Nationalskjald ville han nemlig ikke kaldes. Han var spillemand.

Men hvilken spillemand. Den største i Danmark gennem tiderne.

Ingen andre har som Kim Larsen fortolket vores følelser, tanker og det at være dansk – og det gennem flere generationer.

Det så man også til det store folkets mindeoptog, som foregik få dage efter hans død, hvor vi startede på Christianshavn og endte inde på Nytorv.

En bevægende aften, som undertegnede aldrig vil glemme. Læs en reportage her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10194

Men stærkest – og så længe der tales dansk på denne jord – står Kim Larsens musik, hvoraf det sidste album endda kom efter hans død.

Og hvor han i ”Koppen med den skårede hank” synger: Der var så meget, jeg sku’ nå. Og alt for meget, som jeg sku’. Min tid den er forbi, forbi. Men jeg er her endnu.

Det er Kim Larsen så ikke mere – og han er stadig dybt savnet her et år efter hans død.

Ligetil – og alligevel med en dybde og en menneskelighed, som ingen andre danske poeter har formået. Måske på nær de to andre store skønånder: H. C. Andersen og Grundtvig.

For Danmarks største kulturelle skatte er: Larsens sange, Andersens eventyr og Grundtvigs salmer.

Tænk at vi har så meget ånd i et lille land skabt af handelsfolk og bønder …

Der er noget at være taknemmelig over.
Så læs, syng og lyt til d´herrer Larsen, Andersen og Grundtvig. Det er godt for sjælen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krænkelse slår fattigdom – men kendis slår krænkelse

Flere danske byer taler nu seriøst om at bruge mange millioner kroner på at indføre såkaldte kønsneutrale lyssignaler, sådan så ingen kan føle sig krænket over at se det, som åbenbart er en mand, når man skal passere gaden. For kvinder går jo ikke med bukser?! Sic!

Det er så himmelråbende tåbeligt – og demonstrerer på den mest pinlige måde, at vi lever i et super-overfladisk samfund, hvor signaler – nu også bogstaveligt – er alt, og i hvert fald markant mere end indhold.

For tænk hvis politikerne blev ligeså optagede af at afskaffe fattigdommen og gøre livet bedre for de mere end 60.000 danske børn, der lever i fattigdom i vores rige samfund. Eller de ældre, der ikke kan få et bad eller få gjort rent. Eller sygehusene eller andre vigtige ting. SÅ ville der ske noget, men reelle samfundsproblemer syltes til fordel for overfladiske ligegyldigheder.

For ligegyldighederne kan nemlig få politikerne over hele landet – dog især i de store byer – op af stolene og se på nye kønsneutrale lyssignaler, gerne nogle, som er anderledes end de andres.

Odense har således allerede nogle lyssignaler, som forestiller byens store søn H. C. Andersen. Det er så ikke kønsneutralt, da han ubetinget var en mand. Men det er åbenbart lige meget, når vi taler om en kendis. Og nok kendte eventyrdigteren ikke selv ordet kendis, men ikke desto valfarter folk fra hele verden til Odense på grund af netop H.C. Andersen.

Syd for grænsen i Berlin er det også en mand, der pryder lyssignalerne, i hvert fald i den del af byen, der før var Østberlin, og han hedder ovenikøbet mand, nemlig Ampelmann. Men den lille mand med hatten er superpopulær, ja nærmest kult – og merchandise med ham sælger som varmt brød i de berlinske turistbutikker.

Så kendis-effekten slår altså krænkelseskulturen – det er ikke overraskende, men nedtrykkende, og det ses også tydeligt i det politiske liv.

Vi har også de politikere, som vi fortjener, siger man. Men fortjener vi virkelig mennesker, som ser på overflade og signaler fremfor på indhold? Ja, måske.

For er vi i grunden så meget bedre selv? Hvad gør vi selv for at gøre samfundet til et bedre sted? Hvordan hjælper vi selv dem, der er dårligere stillet end os?

Det kan man jo spørge sig selv om, når man står og venter på grønt lys for at komme over gaden. For det er det, som et lyssignal er. Det er et rødt lys og et grønt lys og ikke noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

H. C. Andersens “Nattergalen” 175 år

H. C. Andersen skrev mange eventyr, men et af de bedste og mest berømte er det om den lille fugl, der synger så smukt, at en kejser får tårer i øjnene.

Det er selvfølgelig ”Nattergalen”, der er tale om.

Dette fantastiske eventyr om det ægte versus det kunstige, om det poetiske versus det snobbede, om det naturlige versus det skabagtige … om alt det, som vi alle lever i og med, også selvom vi ikke er hverken køkkenpiger, kavalerer, kejsere – eller nattergale.

I år fylder eventyret om nattergalen 175 år – og det vil Danmarksbloggen gerne markere på denne smukke dag i maj, hvor man måske kan være heldig at høre nattergalen i de allertidligste morgentimer eller de allerseneste aftentimer.

For nattergalen begynder at synge her i maj – og den synger mest, mens mørket falder på – og lige inden lyset bryder frem. Og har man én gang hørt den lille fugls sang, ja så glemmer man det aldrig. Dé triller bliver som juveler i ens erindring ligeså skønne som de juveler, nattergalen selv så i de tårer, der kom i øjnene hos kejseren, mens den sang.

Læs eventyret her: https://www.duda.dk/eventyr/nattergalen/nattergalen.html

Det bliver kun bedre og bedre for hver gang man læser det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyrbyen Odense

Danmarksbloggen var i Odense i sidste uge – sådan en rigtig råkold vinterdag med både blæst og småregn, og det kan vel ikke være noget eventyrligt ved, tænker man måske.

I Odense er svaret så, at det kan der godt. Men byen er jo også H. C. Andersens fødeby.

For centralt i manges billede af Odense er selvfølgelig H. C. Andersens hus, hvortil der også er knyttet en udstilling om landets mest berømte søn, hans liv og tid. Den er både oplysende og let at finde rundt i, og kommer man udenfor højsæsonen (og det gør man en torsdag i februar), så har man det også næsten for sig selv, hvilket vi danskere godt kan lide, som det bondefolk vi stadig er.

Danmarksbloggen vil dog også anbefale, at man besøger H. C. Andersens Barndomshjem, som ligger få hundrede meter fra det kendte H. C. Andersens hus. Det var her, at han boede fra han var 2 år – og altså her, at han fik de tanker og ideer, som senere skulle gøre ham til alle tiders bedste eventyrdigter.

Her er der heldigvis ikke lavet nogle smarte tilbygninger eller andet gøgl. Her går man i de to små stuer, som udgjorde familiens hjem – og man kan meget bedre end noget andet sted fornemme, hvordan det har været at være den lille, fattige dreng med de store drømme og den rige fantasi.

Det er også her, at digtet om barndomshjemmet hænger, hvor der blandt andet står:

Een Stue, et lille Kjøkken –
Og dog Alt saa stort og godt.
Der leged’ jeg Juleaften
Som siden paa Intet Slot.

For han kom jo senere til at holde både jul, påske, pinse og sommer på diverse herregårde og slotte.

Slotte og prinsesser og fæle væsner er der også i Disney´s tegnefilm, og tegninger derfra – både skitser og celletegninger – kan man indtil 12. marts se på Brandts Klædefabrik i Odense, og lad det være sagt med det samme. Det er en fantastisk udstilling med billeder fra både Snehvide, Tornerose og Frost – men også mere ukendte værker som en tegnefilm om Vårens Gudinde, som man endda kan se i sin helhed sammen med de to mere kendte om De Tre Små Grise og Rottefængeren. Der er også en interessant film om, hvordan Disney skabte sine film.

Så gak endelig til Odense … og skal mange danskeres nutidige drømmefabrik, nemlig Disneys tegnede billeder nås, ja så skal det ske inden 12. marts.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk socialdemokrat fletter julehjerter i amerikansk valgkamp

Medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse og formand for socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller er i øjeblikket i USA for at følge den amerikanske valgkamp. Ventetiden bruges dog på noget meget dansk, der både handler om jul og en dansk eventyrdigter.

Hun har allerede mødt Bill Clinton, og i dag skal Lise Lotte Møller til et vælgermøde med Hillary Clinton i byen Pittsburgh, hvad hun selvsagt glæder sig meget til.

”Jeg kommer nok ikke ligeså tæt på hende, som jeg var på Bill, men det bliver fantastisk bare at være der, se hende – og mærke stemningen,” siger Lise Lotte Møller til Danmarksbloggen.

I den forløbne uge har hun været rundt i Pennsylvania og West Virginia og oplevet, hvordan mange amerikanere ser præsidentvalget på tirsdag d. 8. november som et valg mellem to mere end almindeligt upopulære kandidater.

Som en kvinde sagde til Lise Lotte Møller for et par dage siden: At stemme på Trump er at stemme på en sindssyg, så hellere stemme på en snedig kriminel som Hillary.

For i USA er Hillary ikke nær så populær som hun er det i Danmark – og i Europa.

I Danmark kan vi også lide julehjerter, flettede julehjerter. Ja, det var alle tiders mest kendte dansker H. C. Andersen, der opfandt dem. De er dog ikke særlig kendte udenfor Danmarks grænser – og slet ikke i USA.

Men det ændrer sig måske nu. For i ledige stunder og når benene skal hvile lidt, har Lise Lotte Møller siddet og fundet blåt og hvidt papir frem fra valgbrochurer og lavet både flettede julehjerter og julestjerner. Ægte danske juleklassikere – også i blåt.

For blåt er demokraternes farve, men republikanernes er rød – så derfor har Lise Lotte måtte fravige hendes både til jul og i politik ellers så foretrukne røde farve …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Der var engang engang

For 14´ende gang byder Grønnegårds Teatret velkommen til familieforestilling under de grønne trækroner i Designmuseum Danmarks gamle have – og traditionen tro er det de kommende tredje års-studerende fra Den danske Scenekunstskole i København, der står på scenen i forestillingen, der i år hedder ”Der var engang engang”.

De talentfulde unge mennesker har nemlig kastet sig over en moderniseret og opdateret version af H. C. Andersens ”Den Grimme Ælling”. Og lad det være sagt med det samme:

De otte teaterstuderende gør det forrygende godt og med en skøn blanding af humor og alvor, livsmod og intensitet, som snart får publikum til at grine højt, snart til at sidde knuget af medfølelse med den stakkels ælling, der skal så grueligt meget igennem, før den bliver en smuk – og i bogstaveligste forstand – hvid svane.

Scenen er et bræddegulv lagt på græsset, og rekvisitterne er så få, at de næsten kan tælles på en hånd. Men det er kun en fordel, at rammerne er så enkle. For så bliver det helt tydeligt, hvor dygtige de unge mennesker er til at bruge deres krop til at fortælle historien, der bliver flerdimensionel, når den formidles med så overbevisende bevægelser og mimik. Og måske især med de meget vellykkede gengivelser af naturens og dyreverdenens mangfoldighed af lyde og udbrud.

Af og til må lyden af en rappende and, en kvækkende frø og alt det andet dog vige for den klassisk talte replik, der oftest citerer H. C. Andersens egne ord. Ord, som også i det 21´ende århundrede taler til os om vigtigheden af at være elsket og høre til. Men også om hvor let det er at blive fanget i egen selvtilstrækkelighed og tro, at hele verden ikke er større end den hjemlige andedam.

En pointe, som i øvrigt er mere aktuel i verden i dag, end den har været det siden 2. verdenskrig. Men verdenen er større end den lokale andegård – og det ved ællingen. Den bliver også ved med at prøve at finde og skabe sig en plads i verden, selvom den er uønsket både her og der – og må kæmpe så meget, at den næsten bukker under.

Heldigvis ved vi jo, at det ender godt. En viden, der også gør rejsen lidt lettere. For undervejs i forestillingen hvirvles man ind i ællingens følelse af fortabthed, så man selv bliver en del af det lille udstødte væsen. Så det er ikke kun på scenen, at det er en stor forløsning, når det hele ender godt og den nu voksne svane kan sprede vingerne, flyve og konkludere, at det ikke gør noget at være født i en andegård, når blot man har ligget i et svaneæg.

Og så er også vi på tilskuerpladserne glade og lettede, og der smiles stort under den afsluttende sang, der samler os alle i historien om der VAR engang engang. Men hvem ved? Måske der også ER engang engang?  Og BLIVER engang engang?

For tror man på eventyret – og det gør alle, der er børn, børn i hjertet, som der står i et andet H. C. Andersen-eventyr – så kan det hele kun ende med: Og de levede lykkeligt til deres dages ende.  

Danmarksbloggen giver fem ud af seks ællinger.

Stykket spiller til og med 19. juli. På scenen er: Stanley Tawfik Bakar, Anne Sofie Wanstrup, Bolette Nørregaard Bang, Ferdinand Falsen Hiis, Ingrid-Marie Troelsen, Julie Jeziorski Jensen, Peter Schlie Hansen og Sebastian Aagaard-Williams. Mariana Palacios er på piano. Det er Charlotte Munksø, der har instrueret. Hun har også lavet manuskriptet sammen med Mette Borg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: I Danmark er jeg født – vores nationale dna

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

I Danmark er jeg født – vores nationale dna

Det er selvfølgelig H. C. Andersen, der har skrevet ordene til ”I Danmark er jeg født”.

Det skete i 1850, og oprindelig var sangen et digt med titlen ”Danmark”.

Og digtet skulle bruges til at samle penge ind til det monument, der blev til Landssoldaten i Fredericia, og som markerede den danske sejr i Treårskrigen 1848-50. Men teksten viste sig hurtigt at kunne mere end bare at være en lejlighedssang.

Digtet – og sangen – beskriver nemlig smukkere end noget andet steds i den danske lyrik Danmark, historien, sproget, kulturen og landskaberne. Og det handler – trods baggrunden – slet ikke om hverken krig eller sejr – eller til H.C. Ørsteds utilfredshed om videnskab og de store tekniske landvindinger, som også skete på dette tidspunkt i historien.

Men det er netop disse ”mangler” sammen med skønheden i ordene, der alle handler om dansk identitet, der gør digtet/sangen langtidsholdbar – og som har betydet, at mange gennem tiderne har ment, at ”I Danmark er jeg født” var Danmarks rigtige nationalsang.

Sangen har da også det hele, når vi taler om kærligheden til Danmark. Med sin fine lyrik kalder den på den store nationalfølelse, den der ligger helt nede i hjertets dyb. Det føles simpelthen godt at være dansk, når man synger ”I Danmark er jeg født”, som er vores nationale dna.

Teksten er desuden blevet populær med flere forskellige melodier af Henrik Rung, Poul Schierbeck og Sebastian.

De fleste foretrækker dog Rungs melodi, der kan spilles, så den lyder både højtidelig og pompøs – eller stille og følsomt. Det kommer helt an på anslaget og instrumenterne.

Læs her hele sangen:

I DANMARK ER JEG FØDT

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Dannebrogen vajer –
Gud gav os den – Gud giv den bedste sejer! –
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Engang du herre var i hele Norden,
bød over England – nu du kaldes svag;
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand,
plovjernet guldhorn finder –
Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Munden fri – og hånden bundet

Ukendte gerningsmænd har skrevet “Fuck Danmark” og “69” på H. C. Andersens gravsten.

En handling, der smerter og bekymrer Danmarksbloggen.

For ikke alene er det at skænde en grav, men måske er graffiti´en på H. C. Andersens grav også en hævn for de ødelagte muslimske grave i Brøndby, der igen måske var en hævn for en salafists rabiate udtalelser på tv i går aftes?

I så fald er vi inde i en vold- og hævnspiral, som ikke hører hjemme i Danmark – og som skal stoppes. NU. Ligenu inden det løber løbsk.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle – uanset religion og hudfarve og køn – til at bygge broer, men også at sætte foden ned og bekæmpe dem, der ikke er med på, at vi skal være her allesammen.

For nok sagde Grundtvig: Munden skal være fri og hånden bundet. Og det er rigtigt. Vi skal kunne mene og tro og tale frit uden at risikere overgreb – men vi skal også slå hårdt ned på dem, der ikke vil give andre den frihed, som de forlanger for sig selv.

Tilføjelse kl. 10.43: Danmarksbloggen erfarer, at grafittien er flere dage gammel. Så kan en voldsspiral måske undgås, men alt det andet gælder stadig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Tivoli´s “Nøddeknækkeren”

I torsdags havde Tivoli repremiere på ”Nøddeknækkeren” i en speciel Tivoli-version.

Allerede på vejen gennem Tivoli, der glitrer og glimter af tusinder af julelys, fornemmer man eventyret: Store nøddeknækkere er opstillet. Det samme er juletræer, boder og sågar tre store svaner. Urets visere nede på Plænens Alpehus suser også rundt i rasende fart, og fortæller, at vi her i Den Gamle Have befinder os et sted mellem virkelighed og drøm.

En stemning, der forstærkes, når tæppet går, og man ser Dronning Margrethes og Tivolis balletmesters Peter Bo Bendixens “Nøddeknækker” folde sig ud i en farverig buket af danse og dansere, af danske juleskikke i borgerhjemmet og en aften i et illumineret sommer-Tivoli med indlagt rutsjebane, Tivoligarde og Tivoli-betjente.

For det er en sand jule-godtepose, som der serveres: En godtepose, hvor både juledrømmen og Claras drøm om kærlighed rystes sammen med virkelighedens Tivoli, der som bekendt altid er som aldrig før. Blandes, rystes og danses – og drysser ud på publikum som glitrende julesne så let som den candyfloss, der sælges lige omme på den anden side af Koncertsalen.

Clara – og vi andre – hvirvles således igennem en forestilling, der er en fejende, flot dans mellem papirsklip, snefnug og et bredt persongalleri, der også omfatter H. C. Andersen i en Drosselmeyer-rolle, hvor han med drømme og saks klipper eventyr som hans egen ”Fyrtøjet”. Her dog med heksen som en slags Musekonge med lang hale, der nedkæmpes af ikke Nøddeknækkeren – men Clara, der tro mod nutiden er en ganske handlekraftig ung dame.

Senere i 1. akt møder vi også H.C.Andersens ”Snedronningen” – og havde det ikke (igen) været for Clara´s mod og Pjerrot´s lamper, så var det ikke endt så godt. Men heldigvis kan alle – med Pjerrots hjælp – tage plads i Tivoliballonen og stige til vejrs.

Pjerrot leder så løjerne gennem hele 2. akt – præcis som han gør det på Pantomimen om sommeren. Der er også i de dansede blomsterpiger, kosakkerne og alle de andre dansere i 2. akt henvisninger til netop Pantomimen og især til Dronning Margrethes H.C. Andersen-forestillinger samme sted som fx ”Tommelise” og ”Den standhaftige Tinsoldat”.

Samt at alle de dansende hænger på juletræet hjemme hos Clara, der selvfølgelig tro mod Tivoli-temaet leger med en Harlekin- og en Columbine-dukke.

Smukke er også det nærmest royale par i de gyldne dragter – og apropos det royale, så er det som sagt Danmarks Dronning Margrethe d. 2., der har stået for både kostumer og scenografi, som begge er skabt i netop de klare og levende farver og former, som er så karakteristiske for Dronning Margrethe, der med sin streg og sit farvevalg er så eminent til at få personernes karakteristika udtrykt også i det visuelle.

Man mærker også Peter Bo Bendixens store passion for balletten. Tivolis “Nøddeknækkeren” handler nemlig ikke kun om jul og drømme. Den handler også om ballet, om glæden ved de smukke trin og pas-de-deuxer.

Men til dans hører også musik – og eneste minus i forestillingen er musikken, der nok kommer fra et glimrende anlæg. Men der mangler alligevel noget, som det siges i et andet H. C. Andersen-eventyr, nemlig ”Nattergalen”, hvor forskellen på den levende og den kunstige nattergals musik er en af krumtapperne i eventyret – og således også i Koncertsalen.

Levende musik er nemlig fuld af nu´ets sjæl og tone, som selv den bedste indspilning og elektronik ikke kan måle sig med – og en så hvirvlende opsætning som denne – baseret på en så helt igennem fantastisk musik som dette et af Tjajkovskijs mesterværker – fortjener den levende musik. Den musik, der giver drømmene – både dem om julen og dem om kærligheden – luft og vinger, så de kan blive til virkelighed – og virkeligheden til et eventyr – også i Tivoli.

Tivoli´s 2014-version af ”Nøddeknækkeren” er en godtepose fuld af farver, dans og eventyr. Danmarksbloggen giver fire nøddeknækkere ud af fem mulige.

Forestillingen spiller til og med d. 28. december 2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk