Tag-arkiv: Grønnegårds Teatret

Anmeldelse: “Den Indbildt Syge”

Udgivet den af
Svar

En af sommerens bedste traditioner er Grønnegårds Teatrets forestilling i Odd Fellow Palæets Have, hvor det i år er Molières komedie “Den Indbildt Syge”, der er på plakaten – og den er for at sige det ligeud skidesjov.

For det handler først, sidst og indimellem om lort dér i de hospitalshvide og mintgrønne kulisser med trapper, døre og lemme, som alt og alle kommer op og ud af – også det foregøglede møg, som mennesker i deres selvoptagethed tror på, og alt det skidt, som mennesker siger til hinanden, og som ofte pakkes ind i tom smiger eller ligefrem direkte løgn.

Men allermest handler det om lort som den brune masse, der kommer ud af os alle sammen, men som de fleste ikke taler om. Det gælder så ikke den indbildt syge monsieur Argan, der bruger al sin tid og alle sine penge på sit helbred. Han taler derimod meget gerne om sin afføring, ja viser den frem – og tilmed tjekker den på de mest ulækre måder, så vi i publikum mange gange siger adr i ren afsky – og samtidig ler …

For sådan er livet for Argan, der holder så nøje regnskab med lavementer, miksturer, toiletbesøg, medicin og regninger, at han hverken kan nå at skifte tøj eller opdage, at alle omkring ham lyver og bedrager.

Argan spilles med ildhu og stor autencitet af Olaf Johannessen, der er portrættets mester. Olaf Johannessen bliver som altid den person, han gestalter, og han får det til at se så legende let ud, uanset om Argan er fuld af selvmedlidenhed og sikker på, at han skal dø lige om lidt – eller om han hundser rundt med datter og tjenestepige, som spilles af Andrea Øst Birkkjær og Ann Eleonora Jørgensen, der er som to naturkræfter på scenen.

Det er female power for fuld skrue, hvad enten de siger hypokonderen og despoten Argan imod, eller de kæmper for deres egen dagsorden. Ja, selv lillesøsteren – som også spilles af Andrea Øst Birkkjær – er en female power in waiting – bare med røde kinder, flæser og sløjfer.

For det var ikke nemt at være kvinde på Molières tid, og Argans utro hustru må også sno sig. Hun spilles med overbevisning og frivolitet af Camilla Lau, og hun vil ikke blive tilsmudset, ikke offentligt i hvert fald.

Men som de fleste omkring Argan er hun indstillet på at få lort på sig – også helt bogstaveligt – for at få del i hans penge. Lyder det ulækkert? Ja, meget, men er det ikke sådan, det er? Er mange, måske de fleste, ikke klar til at gøre en hel del for at få det, som de ønsker sig, også selvom det er grænseoverskridende?

Danmarksbloggen vil sige ja, baseret på såvel almen psykologisk viden som på de latterbrøl, som mange af scenerne førte med sig. For det var jo os selv, som vi så deroppe på senen, så vi skreg af grin – igen og igen og igen.

I dobbeltrollen som Steen Stig Lommers med overbevisning spillede patriarkalske lægefaders fantasiløse marionetsøn ses Nicolai Jørgensen. Han optrådte sidst på Grønnegårdsteatret i titelrollen som Jean de France. Men her topper han sin performance med uovertruffen mimik og monologer, der er helt Anders Matthesenske. Nicolai Jørgensen brænder igennem i først kiksethed – og siden i den moralsk set diametralt modsatte rolle som den rige slagter-doktor, der ingen skrupler har, når det handler om at skære helt ind til benet og tjene kassen i blodpenge.

For der er det med dobbeltrollerne, at de repræsenterer begge sider af et moralsk kompas. Det ses også hos den griske apoteker, der har et moderne afhængighedsforhold til medicinens og pengenes velsignelser versus den poetiske guitarspiller, der naivt tror på og vil kæmpe for kærligheden. Begge spilles med ømhed og finesse af Tryggvi Sæberg Björnsson.

Og det gentager sig hos den slibrige og liderlige notar versus Argans kloge og uselviske bror, som endda – på moderne meta-vis foreslår broderen at gå i teatret, og som spilles så overlegent og driftssikkert af Mikkel Arndt, at man godt kunne drømme om en større rolle til ham en anden sommer.

Og endelig skal ikke glemmes, at Ann Eleonora Jørgensen også har en slags dobbeltrolle, da hun sidst i stykket kommer ind som en såkaldt vandrelæge, der smælder vanvittige diagnoser og kure over Argan, så det står ud som skidt af en spædekalv, som man sagde det i gamle dage.

For der sker hele tiden en hel masse, og det er en fornøjelse at overvære den tempofulde forestilling, der sprudler og gnistrer, så både dem på scenen og os på rækkerne har en kæmpefest over alle de krumspring, som de – og vi alle – laver i den lystige farce, der hedder livet, og hvor den indbildt syge måske er den mest forstandige?

For er Argan ikke den eneste, som tør være ved sin eksistentielle angst, selvom mestringen af den ikke går helt godt? Den eneste, der har erkendt, at livet ender i lort og kontroltab? Den eneste, som ikke leger med på ideen om, at vi selv har noget at skulle have sagt om os selv, verden og andre? At man så måske kan vælge rødvinen og oksekødet fremfor at lægge sig med enden i vejret og tage imod, hvad der sprøjtes ind, er en anden sag. Det ændrer ikke på den endelige udgang.

”Den Indbildt Syge” er derfor også i sit manuskript morsomt og eksistentielt – og skrevet et kvart årtusind før, at Sartre og Beckett lavede deres store stykker, og i Grønnegårdsteatrets forestilling når det nye højder.

”Den Indbildt Syge” i Bredgade er simpelthen den slags, der kaldes stor kunst, og som man er vant til at finde på Grønnegårds Teatret. Men i år er det, som om Steen Stig Lommer & Co. har overgået sig selv i en grad, så hvis doping var en ting i teaterverden, så skulle hele bundtet testes efter endt forestilling.

Danmarksbloggen giver ”Den Indbildt Syge” seks ud af seks recepter. For Grønnegårds Teatret har recepten på en sommeraften, hvor stor morskab, dybdepsykologiske portrætter og gakkede påfund afspejler os og vores dårskaber, som ikke har ændret sig en tøddel, siden Molière skrev komedien – og døde efter kun at have spillet hovedrollen fire gange. Dét giver stykket en ekstra dimension.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Maskerade ”

Udgivet den af
Svar

Grønnegårds Teatret fejrer i år sit 40-års jubilæum med manér – nemlig med vores nationalkomedie Ludvig Holbergs ”Maskerade”, som mere end noget andet er en hyldest til kærligheden og ungdommen.

Jeg vil derfor starte med en anbefaling: At have et ungt og forelsket menneske med i teatret. For nok handler komedien også om livet generelt og om de masker, som vi alle bærer. Men uden kærlighed, hvor er vi så? Så med en ung og forelsket som ledsager, så er Cupido hele tiden lige i nærheden.

For amorinerne skal gerne flyve, som de gør det hos den unge Leander, der dagen efter mødet med Leonora til maskeraden ømt viser, hvor meget han savner og lider alverdens kærlighedskvaler. Leander spilles mesterligt af den nyuddannede, men allerede ret erfarne Lukas Toya.

Det lille optrin med de ordløse og gakkede kærlighedsløjer er i en klasse for sig, og noget som alle unge og forelskede kan spejle sig i – også Leonora, der gestaltes af Laura Skjoldborg med en sødme og en trodsighed, der bringer mindelser om de bedste Columbiner i Tivolis pantomimer – måske især da Leonora efter opgøret med moderen Leonarda tramper ud.

Danmarksbloggens unge – og har jeg fået lov til at afsløre forelskede – anmelder Anna M. T. Frederiksen vred sig i hvert fald af genkendelsens grin, og kunne efter forestillingen konkludere:

”Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” er for det første godt spillet. For det andet er det rart at mærke, at nok er der i opsætningen stor respekt for Holberg og hans måde at skrive på, men der er ikke ærefrygt for denne en af dansk teaters kronjuveler. Stykket bliver spillet som den komedie, Holberg skrev det som – og lige netop det er at føre hans arv videre på den rigtige måde, også fordi man tilføjer lidt modernitet. Bedre kan 300-året for dansk teater simpelthen ikke fejres.”

Undertegnede – den ældre anmelder – er enig. Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” er teatrets måske bedste forestilling i årevis – og det siger ret meget. For Grønnegårds Teatret er synonymt med kvalitet – og årets forestilling ”Maskerade” er Holberg spillet, som når Holberg opføres bedst. For så flyder ord, mimik og gestusser sammen, så man oplever den så velkendte historie på ny.

Scenen er en klassisk trappescene med noget, som jeg tolker som et stort rødt æble på. Et æble fuld af saft og som et symbol på at tage en bid af livet og gå ombord i fristelserne. Haps-haps-haps.

Absolut ikke klassiske, men sensuelle er deltagerne i maskerade-danse-scenen, som er iklædt kulsorte outfits med hofteholdere, masker med videre – og så farvede bånd. Dét giver sammen med de gamle viser fremført i en mere rå og nutidig version af musikeren Kevin Oliver Eagle den gamle komedie endnu en vitamin-indsprøjtning.

At man spiller størstedelen af stykket på nutidigt dansk, er også med til at gøre opsætningen vedkommende. Jeg tror også, at Holberg ville have foretrukket det moderne dansk. For han var bevidst om, at det handler om at nå ud til publikum – og det gør man bedst på det sprog, som publikum taler.

Det var også en af grundene til, at man for 300 år siden begyndte at spille teater på dansk – i netop Lille Grønnegade Teatret som lå tæt på Kgs. Nytorv, kun en stenkast væk fra Grønnegårds Teatrets nuværende domicil i Odd Fellow Palæets have. Dengang i 1722 spillede man i øvrigt Molières ”Gnieren” som det første teaterstykke på dansk. Det var d. 22. september – og allerede få dage senere, d. 25. september, var der premiere på Holbergs ”Den politiske kandestøber”.

Men her i sommeren 2022 efter et par Corona-somre handler det om længslen efter at more sig. Og dén har Leanders mor Magdelone, der spilles af Christiane Gjellerup Koch med nærmest revyagtig timing og iklædt en meget iøjnefaldende kjole og hat, der fortæller, at ingen af os – uanset alder og andre kendetegn – behøver at tage os selv særlig højtidelige.

Vi bliver lykkeligere af blive slippet fri – hvis vi kan. Det kniber så for gårdskarlen Arv, der også presses fra flere sider. Han spilles driftssikkert og med flair for komedien af Mathias Flint.

Vi møder selvfølgelig også Pernille, som gestaltes med stor troværdighed og intensitet af Camilla Lau. Hende gad jeg godt se i en rolle, hvor Pernille styrer løjerne, som Henrik gør det her i Patrick Baurichters skikkelse.

Patrick Baurichter er formidabel og en af stykkets bærende kræfter – og en dag om mange år skal han forhåbentlig spille Jeronimus. Ikke kun fordi han laver en lårklaskende parodi på samme, men fordi han allerede nu rummer det bid, der skal til for at spille denne gnavpot af en bedsteborger.

En anden bærende rolle møder vi i forvandlingen af Leonoras far Leonard til moderen og enkefruen Leonarda. Det er en fin nyskabelse – og selvfølgelig spilles den myndige og handlekraftige dame med smæld og saft af Anette Støvelbæk, der med denne rolle sætter endnu et hak ved positionen som en af dansk teaters og films grande dames.

Men helt centralt står selvfølgelig Jeronimus, billedet på magten, strukturen og faderen. Bonus Pater, som med sin sølvbeslåede stav som et fallos- og magtsymbol styrer det hele – eller det tror han. For ligesom at staven også kommer i andre hænder undervejs, så må også han og resten af denne verdens Jeronimusser til sidst strække våben.

Man kan ikke kæmpe mod naturens orden – og kærlighedens sejr er naturens orden.

Jeronimus gestaltes med en enorm autoritet og samtidig komisk finesse af Morten Suurballe, som folder stædigheden og bedrevidenheden ud, så man samtidig også ser den aldrende mands sårbarhed.

Det er eminent, og der var god stemning på bænkene i sommeraftenen. Ja, det var, som selv mågerne fulgte med i forestillingen. De kom i hvert fald tit flyvende forbi – nærmest skrigende af grin.

Der er også grund til det. Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” er munter og let morskab med et strejf af alvor og stor klogskab. Det er i ordets bedste forstand lystige løjer om eviggyldne temaer: Kærligheden og dens evne til sejr, det nødvendige opgør mellem generationerne og de masker, som vi bærer – måske især når vi har åbent ansigt.

Danmarksbloggen giver Grønnegårds Teatrets ”Maskerade” seks ud af seks teatermasker. Det er en sand perle, som vil stråle i det diadem, der hedder ”Dansk Teater 300 år”, og som er en række af forestillinger, der markerer det fine jubilæum.

Det er Charlotte Munksø, der har instrueret. Forestillingen spiller indtil 27. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Jean de France

Udgivet den af
Svar

Qua en vis pandemi, som De, Kjære Læser, måske har hørt om, kom Danmarksbloggen ikke til premieren på Grønnegårds Teatrets opførelse af Holbergs ”Jean de France” i juni.

Til gengæld var undertegnede til stede i går på selve Bastilledagen. Frankrigs store dag, hvor Les Bleus fejrer sig selv og alt, der er fransk – præcis som Jean de France i skikkelse af Nicolai Jørgensen gør det. Tout les francais est tout grand, som han nok ville sige det.

Og sikke en skikkelse klædt i hvidt, sølv og snobbethed. Nicolai Jørgensen er en gudsbenådet skuespiller, og fra det øjeblik han svinger ind i Odd Fellow Palæets Have (hvor vi er, fordi Grønnegårds Teatrets normale hjemsted Designmuseum Danmark renoveres), er han i centrum som dén franske klovn, han gestalter.

15 uger før rejste Jean de France ellers som den bortlovede unge københavnerknøs Hans Frandsen til Paris. Men her skete transformationen – la transformatión, som han sikkert ville kalde det. For ikke alene brugte Hans/Jean en ukristelig masse penge i Paris, han tillagde sig også franske eller fransklydende gloser og det, som han mener, er franske manerer. Den ene værre end den anden.

Men grinagtig at betragte og spillet med den mest udsøgte forståelse for Holbergs ønske om at vise Hans/Jean som en gennemført latterlig skikkelse.

Omkring denne hofnar danser så et væld af Holbergs kendte figurer, som vi møder igen og igen i hans komedier. Udover Nicolai Jørgensen spilles de af Rosalinde Mynster, Tina Gylling Mortensen, Andreas Jebro, Tom Jensen, Jens Frederik Sætter-Lassen, Jens Gotthelf, Benjamin Kitter, Carla Eleonora Feigenberg og Aske Hass Thorsen – og de er alle sat på rette sted og plads.

Særligt lægger man dog mærke til Tom Jensen, der spiller Jean de France´s modpol og kommende svigerfar Jeronimus, hvor man bag snusfornuften og bedsteborgerligheden kort aner en lille længsel, når han mindes hans nu afdøde kone. Det er en fin detalje, selvom Jeronimus selv hurtigt glemmer det.

For man må være praktisk og sikre børnenes fremtid og egen anseelse i den lille provinsielle by, som København var i 1700-tallet – og som København måske er stadigvæk.

For komediens morale – at man skal vogte sig for at sende de unge ud og møde nye sæder – har stadig mange tilhængere. Det er også i 2021 god latin i Danmark at virke og leve efter: Ved jorden at blive, det tjener os danskere bedst. Vi kan nemlig alt det, som det er godt at kunne, og skal man endelig rejse langt, så tag til Skagen. Dér ved de også, hvad det vil sige at være dansk, som det lyder i stykket.

Det med Skagen blev så først for alvor populært lidt senere end 1700-tallet, men det er ok at få det hip med. Uge 29 – også kaldet Hellerup-ugen – i Skagen nærmer sig. En uge, som på mange måder minder om Jean de Frances krumspring for at sige og agere på de rigtige måder. Følge den seneste mode.

Der blev derfor også grinet anerkendende, når nutiden blev draget ind, selvom stykket mestendels er klassisk Holberg med komikken og de små hip. Men også de ting, som er ren 1700-tal, og som man måske ikke ved i dag.

Som fx at når man dengang gav hinanden hånden på, at man ville gifte sig med hinanden, så var det juridisk bindende. Altså en trolovelse – og derfra måtte man gerne sove sammen, også selvom vielsen i kirken først fandt sted uger/måneder senere.

Således bliver man beriget i forestillingen, der er gedigen underholdning, som slubres ned i store slurke af et publikum, der for en dels vedkommende måske ikke har været i teatret siden pandemiens start i marts 2020. Der blev i hvert fald grinet, klappet og levet med til den store guldmedalje.

Danmarksbloggen nød også den smukke sommeraften – og det sprudlende skuespil, de fine sange og alle de franske eller måske rettere forfranskede gloser, som tilsammen giver denne udgave af ”Jean de France” fem ud af seks snobber. Les snobs – som stadig findes, endda ofte i en frankofil udgave.

Så ja, en let komedie, men også til sidst et dybere filosofisk spørgsmål om, hvem der i virkeligheden er den største nar?

Det skabagtige fjols, der uden andet i bagagen end fantasien og en overdreven tro på egne evner, drager ud i verden med store armbevægelser? Eller de angste, som med museskridt klumper sig sammen i egen selvtilfredshed hjemme i andedammen?

Det må enhver gøre op med sig selv.

God sommer sålænge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Har du hørt en fugl synge?”

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersen skrev eventyr FORTALTE for børn. Bemærk ordet fortalte. Deri ligger nemlig hele hemmeligheden, dette at hans eventyr havde flere lag, både det umiddelbare og de dybere.

Det er så forkert at antage, at kun voksne kan forstå de underliggende lag. Det er til gengæld helt rigtigt, når man siger, at børn er bedre til at sanse det, som sker for øjnene af dem – og til at tro på det umiddelbare. Dén observation gjorde Danmarksbloggen i hvert fald, da undertegnede i går så Grønnegårds Teatrets familieforestilling for børn fra 6 år og deres voksne. I år er det ”Har du hørt en fugl synge?” – frit efter H. C. Andersens ”Nattergalen”.

Danmarksbloggen vil så anbefale alle at se stykket, også selvom man ikke har et barn at følges med. For ikke mindst så holder H. C. Andersens tekst – selvfølgelig. Men det gamle eventyr bliver styrket i denne form med nutidige sproglige tilføjelser, hvor de moderne sætninger og betoninger gør historien ekstra levende og nærværende.

Derudover er der noget ganske fantastisk ved en lille og enkel opsætning. Ikke nok med at man som publikum kommer helt tæt på, men ligesom med den levende nattergal er der noget ægte over det teater, som udelukkende hviler på skuespillerne og deres evne til at gestalte historien.

For ja, flotte kulisser, imponerende kostumer, lys i kaskader og lyd med smæld på kan være vældig fint – præcis som den kunstige nattergal er det med sit guld, sølv og juveler. Men det, som bærer enhver teaterforestilling, er ordene, mimikken, bevægelserne og samspillet mellem dem på scenen, altså det som kaldes kunst, når den fungerer.

For når det sker, så kan der spilles på en papkasse iført en brun sæk – eller som her, hvor nogle af dansk teaters unge stjerneskud har et trægulv, nogle grå kasser, et par fugle, et par instrumenter og nogle andre småting – og de grønne trækroner at folde sig ud på og under – og som de folder sig ud.

Som publikum – uanset om man er 8, 30, 50 eller 70 – gribes og bevæges man nemlig i en grad, så det ikke kun var regndråberne, der løb ned ad kinderne.

For de kan så meget, de unge mennesker – og de vil så meget med deres teaterstykke. De vil nå os med fortællingen om den hovski-snovski kejser, der dog kan græde, og som har hjertet på rette sted, men som også er omgivet af nikkedukker og spytslikkere.

Og de gør det med stort engagement, der matches af kropslige præstationer, visuel fortælling med både farver og fagter, storgrinende humor som indimellem bliver til bidende samfundssatire, skønsang af nærmest sakral karakter (men okay, nattergalen er også nærmest guddommelig) og et vaskeægte drama, især i den andensidste scene.

Det er scenen, hvor døden kommer for at hente kejseren, men hvor nattergalen synger døden fra kejserens hjerte. Dén scene er i særklasse i den måde, som spændingen opbygges til det uudholdelige, inden forløsningen kommer med den lille uanselige fugls triller.

Men det skal siges, at vi undervejs i den time, som forestillingen varer, præsenteres for det ene højdepunkt efter det andet. For det hele er eminent godt lavet – og nok spiller den ene af de unge skuespillere kejseren og en anden nattergalen, men så er der også både kammertjeneren, den lille kokkepige og musikmesteren til de tre andre, og ingen af dem er mere end de andre, og alle spiller også andre roller, både hoffet og køerne og frøerne med flere.

Så det er i den grad et team-work præsteret af Nicolai Jørgensen, Nikolaj Bjørn-Andersen, Michael Slebsager, Rikke Westi og Laura Skjoldborg – og en forestilling, som bliver siddende i én.

Som tilskuer spørger man derfor også sig selv på vejen hjem, om man har hørt en fugl synge? Et barn vil nok sige ja, og måske også et purungt menneske. Men i takt med alderen erkender de fleste af os, at vi alt for ofte lytter til den såkaldte sunde fornuft aka denne verdens kejsere, kammertjenere og musikmestre.

Men dem skal vi stoppe med at høre på og i stedet gennemskue i bevidstheden om, at livsvisdommen og livskunsten ligger i at lytte, som kokkepigen og fiskeren gør det. For kan vi det, kan vi skelne mellem de guldglitrende, kunstige fugle og de ægte nattergale – og så vil alt gå meget bedre, også for os, selvom vi ikke er kejsere. For hjertet sidder som bekendt til venstre hos os alle sammen.

Danmarksbloggen giver den gribende ”Har du hørt en fugl synge?” seks rigtige nattergale ud af seks mulige. Det er ægte teater, når det er bedst og mest levende.

Forestillingen spiller i haven på Designmuseum Danmark til og med 11. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Helligtrekongersaften”

Udgivet den af
Svar

Man ved, at højsommeren nærmer sig, når der er premiere på Grønnegårds Teatrets forestilling under de grønne trækroner i Designmuseum Danmarks gamle have – og i år er skibet ladet med Shakespeare og hans ”Helligtrekongersaften”.

Skibet skal tages helt bogstaveligt, for scenen er bygget som et kolossalt skib i blå og grønne nuancer med lidt hvidt og tre gule stole. Både i bredden og højden fylder skibet også godt ud og danner rammen om en af mesterens klassiske forviklingskomedier om længslen efter kærlighed, menneskenes mange dårskaber i den forbindelse og alt det andet, som i vor tid er ligeså basale livsvilkår, som de var det på Shakespeares tid.

Til premieren i går aftes var det også et særdeles veloplagt publikum, der bænkede sig med tæpper, rosévin og hvad der ellers måtte være tilbage fra den picnic, som mange havde holdt inden forestillingen på det grønne græs omkring de røde tilskuerbænke.

Der var derfor en afslappende stemning med masser af grin og udbrud, som mindede undertegnede lidt om den medlevende atmosfære, man altid oplever på det genopførte Globe Theatre i London – dér hvor man spiller Shakespeare på originalsproget, endda i den gamle engelske version, men som regel i et nyt og anderledes regi.

Det samme gør Grønnegårds Teateret. Her er det også klassisk Shakespeare, når det kommer til det sproglige, hvor man havde valgt Niels Brunses oversættelse, så man får så mange lag med som muligt. Og ja, blankvers kan godt lyde tørre for nutidsører, men de er også en del af Shakespeare, som man ikke kommer udenom, hvis man vil lære mesteren ordentligt at kende.

Det bliver til gengæld farverigt, når det kommer til kostumerne, hvor der ikke var en eneste nuance på paletten, som ikke sås på scenen – og ofte tilsat lidt eller meget guld. Det gav alt sammen stykket ekstra kant.

En af de mest markante var den nærmest skrigende gule, som en stærkt spillende Ann Eleonora Jørgensen optrådte i, mens hun øvede sig på at smile og trække op i skørterne. Ann Eleonora Jørgensen har før stået på scenen i Grønnegårds Teatret, og hun er en gave til det klassiske teater, da hun har både den dramatiske sans og den komiske timing – og så det der udefinerbare, som i mangel af bedre kaldes udstråling og evnen til at komme over scenekanten.

Det samme kan siges om Troels Lyby, der virkede mere end overbevisende i rollen som den elskovssyge hertug Orsino, der nok kan besejre en hel verden, men ikke kan hitte ud af sit eget følelsesliv.

Men også Niels Ellegaard viste, at han kan mere end være sjov i et telt på Bakken, hvorfra mange ellers kender ham på denne tid af året. Men det klæder ham at skulle være andet, selvom han OGSÅ er morsom i rollen som narren.

Julie Agnete Vang spiller grevinden Olivia med en fantastisk fornemmelse for figurens sårbarhed midt i al snobberi og forfængelighed.

Og sådan kunne man blive ved med at nævne alle skuespillerne, som også tæller Laura Bro, Asbjørn Krogh Nissen, Anton Hjejle, Morten Hauch-Fausbøll, Henrik Lund og Søren Birch Plum.

For alle udfylder deres roller omkring den centrale figur Viola – eller Cesario, som hun laver sig om til, da hun iklæder sig mandetøj for at få en mulighed for i en patriarkalsk verden at danne sig den fremtid, som hun ønsker.

Hun spilles af Katrine Greis-Rosenthal med lige præcis den rette mængde sødme, gå-på-mod, energi og umiddelbarhed, som man forventer at finde hos et modigt ungt menneske, der er kastet ud i voksenlivet og skal skabe sine egne rammer – langt væk fra alt det trygge.

Grønnegårds Teatret leverer i år en forrygende aften under de grønne trækroner, hvor vi griner og frydes over de mange farver, de finurlige replikker, den glimrende komik og timing, som leveres fra sceneskibet, der sejler denne version af ”Helligtrekongersaften” sikkert i havn.

Ja, sågar en lille fægtescene snydes vi ikke for – den måtte i øvrigt godt vare lidt længere. For komik er også kroppens sprog – og også hos Shakespeare. Så lidt mere action havde klædt en ellers god forestilling.

Danmarksbloggen kvitterer med fire ud af seks guldmasker, som den grevinden koket tager på, da hun første gang møder den forklædte Viola og forelsker sig brændende i samme … fordi hun tror, at den unge kvinde er en mand …

For konventionerne skulle holdes på Shakespeares tid … også de kønslige, ja måske især de kønslige. Ellers ville samfundet falde sammen, mente man. Heldigvis er vi kommet videre. Eller er vi?

”Helligtrekongersaften” spiller til og med d. 24. august. Det er Christoffer Berdal, der har iscenesat.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Der var engang engang

Udgivet den af
Svar

For 14´ende gang byder Grønnegårds Teatret velkommen til familieforestilling under de grønne trækroner i Designmuseum Danmarks gamle have – og traditionen tro er det de kommende tredje års-studerende fra Den danske Scenekunstskole i København, der står på scenen i forestillingen, der i år hedder ”Der var engang engang”.

De talentfulde unge mennesker har nemlig kastet sig over en moderniseret og opdateret version af H. C. Andersens ”Den Grimme Ælling”. Og lad det være sagt med det samme:

De otte teaterstuderende gør det forrygende godt og med en skøn blanding af humor og alvor, livsmod og intensitet, som snart får publikum til at grine højt, snart til at sidde knuget af medfølelse med den stakkels ælling, der skal så grueligt meget igennem, før den bliver en smuk – og i bogstaveligste forstand – hvid svane.

Scenen er et bræddegulv lagt på græsset, og rekvisitterne er så få, at de næsten kan tælles på en hånd. Men det er kun en fordel, at rammerne er så enkle. For så bliver det helt tydeligt, hvor dygtige de unge mennesker er til at bruge deres krop til at fortælle historien, der bliver flerdimensionel, når den formidles med så overbevisende bevægelser og mimik. Og måske især med de meget vellykkede gengivelser af naturens og dyreverdenens mangfoldighed af lyde og udbrud.

Af og til må lyden af en rappende and, en kvækkende frø og alt det andet dog vige for den klassisk talte replik, der oftest citerer H. C. Andersens egne ord. Ord, som også i det 21´ende århundrede taler til os om vigtigheden af at være elsket og høre til. Men også om hvor let det er at blive fanget i egen selvtilstrækkelighed og tro, at hele verden ikke er større end den hjemlige andedam.

En pointe, som i øvrigt er mere aktuel i verden i dag, end den har været det siden 2. verdenskrig. Men verdenen er større end den lokale andegård – og det ved ællingen. Den bliver også ved med at prøve at finde og skabe sig en plads i verden, selvom den er uønsket både her og der – og må kæmpe så meget, at den næsten bukker under.

Heldigvis ved vi jo, at det ender godt. En viden, der også gør rejsen lidt lettere. For undervejs i forestillingen hvirvles man ind i ællingens følelse af fortabthed, så man selv bliver en del af det lille udstødte væsen. Så det er ikke kun på scenen, at det er en stor forløsning, når det hele ender godt og den nu voksne svane kan sprede vingerne, flyve og konkludere, at det ikke gør noget at være født i en andegård, når blot man har ligget i et svaneæg.

Og så er også vi på tilskuerpladserne glade og lettede, og der smiles stort under den afsluttende sang, der samler os alle i historien om der VAR engang engang. Men hvem ved? Måske der også ER engang engang?  Og BLIVER engang engang?

For tror man på eventyret – og det gør alle, der er børn, børn i hjertet, som der står i et andet H. C. Andersen-eventyr – så kan det hele kun ende med: Og de levede lykkeligt til deres dages ende.  

Danmarksbloggen giver fem ud af seks ællinger.

Stykket spiller til og med 19. juli. På scenen er: Stanley Tawfik Bakar, Anne Sofie Wanstrup, Bolette Nørregaard Bang, Ferdinand Falsen Hiis, Ingrid-Marie Troelsen, Julie Jeziorski Jensen, Peter Schlie Hansen og Sebastian Aagaard-Williams. Mariana Palacios er på piano. Det er Charlotte Munksø, der har instrueret. Hun har også lavet manuskriptet sammen med Mette Borg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk