Anmeldelse: “Har du hørt en fugl synge?”

H. C. Andersen skrev eventyr FORTALTE for børn. Bemærk ordet fortalte. Deri ligger nemlig hele hemmeligheden, dette at hans eventyr havde flere lag, både det umiddelbare og de dybere.

Det er så forkert at antage, at kun voksne kan forstå de underliggende lag. Det er til gengæld helt rigtigt, når man siger, at børn er bedre til at sanse det, som sker for øjnene af dem – og til at tro på det umiddelbare. Dén observation gjorde Danmarksbloggen i hvert fald, da undertegnede i går så Grønnegårds Teatrets familieforestilling for børn fra 6 år og deres voksne. I år er det ”Har du hørt en fugl synge?” – frit efter H. C. Andersens ”Nattergalen”.

Danmarksbloggen vil så anbefale alle at se stykket, også selvom man ikke har et barn at følges med. For ikke mindst så holder H. C. Andersens tekst – selvfølgelig. Men det gamle eventyr bliver styrket i denne form med nutidige sproglige tilføjelser, hvor de moderne sætninger og betoninger gør historien ekstra levende og nærværende.

Derudover er der noget ganske fantastisk ved en lille og enkel opsætning. Ikke nok med at man som publikum kommer helt tæt på, men ligesom med den levende nattergal er der noget ægte over det teater, som udelukkende hviler på skuespillerne og deres evne til at gestalte historien.

For ja, flotte kulisser, imponerende kostumer, lys i kaskader og lyd med smæld på kan være vældig fint – præcis som den kunstige nattergal er det med sit guld, sølv og juveler. Men det, som bærer enhver teaterforestilling, er ordene, mimikken, bevægelserne og samspillet mellem dem på scenen, altså det som kaldes kunst, når den fungerer.

For når det sker, så kan der spilles på en papkasse iført en brun sæk – eller som her, hvor nogle af dansk teaters unge stjerneskud har et trægulv, nogle grå kasser, et par fugle, et par instrumenter og nogle andre småting – og de grønne trækroner at folde sig ud på og under – og som de folder sig ud.

Som publikum – uanset om man er 8, 30, 50 eller 70 – gribes og bevæges man nemlig i en grad, så det ikke kun var regndråberne, der løb ned ad kinderne.

For de kan så meget, de unge mennesker – og de vil så meget med deres teaterstykke. De vil nå os med fortællingen om den hovski-snovski kejser, der dog kan græde, og som har hjertet på rette sted, men som også er omgivet af nikkedukker og spytslikkere.

Og de gør det med stort engagement, der matches af kropslige præstationer, visuel fortælling med både farver og fagter, storgrinende humor som indimellem bliver til bidende samfundssatire, skønsang af nærmest sakral karakter (men okay, nattergalen er også nærmest guddommelig) og et vaskeægte drama, især i den andensidste scene.

Det er scenen, hvor døden kommer for at hente kejseren, men hvor nattergalen synger døden fra kejserens hjerte. Dén scene er i særklasse i den måde, som spændingen opbygges til det uudholdelige, inden forløsningen kommer med den lille uanselige fugls triller.

Men det skal siges, at vi undervejs i den time, som forestillingen varer, præsenteres for det ene højdepunkt efter det andet. For det hele er eminent godt lavet – og nok spiller den ene af de unge skuespillere kejseren og en anden nattergalen, men så er der også både kammertjeneren, den lille kokkepige og musikmesteren til de tre andre, og ingen af dem er mere end de andre, og alle spiller også andre roller, både hoffet og køerne og frøerne med flere.

Så det er i den grad et team-work præsteret af Nicolai Jørgensen, Nikolaj Bjørn-Andersen, Michael Slebsager, Rikke Westi og Laura Skjoldborg – og en forestilling, som bliver siddende i én.

Som tilskuer spørger man derfor også sig selv på vejen hjem, om man har hørt en fugl synge? Et barn vil nok sige ja, og måske også et purungt menneske. Men i takt med alderen erkender de fleste af os, at vi alt for ofte lytter til den såkaldte sunde fornuft aka denne verdens kejsere, kammertjenere og musikmestre.

Men dem skal vi stoppe med at høre på og i stedet gennemskue i bevidstheden om, at livsvisdommen og livskunsten ligger i at lytte, som kokkepigen og fiskeren gør det. For kan vi det, kan vi skelne mellem de guldglitrende, kunstige fugle og de ægte nattergale – og så vil alt gå meget bedre, også for os, selvom vi ikke er kejsere. For hjertet sidder som bekendt til venstre hos os alle sammen.

Danmarksbloggen giver den gribende ”Har du hørt en fugl synge?” seks rigtige nattergale ud af seks mulige. Det er ægte teater, når det er bedst og mest levende.

Forestillingen spiller i haven på Designmuseum Danmark til og med 11. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Helligtrekongersaften”

Man ved, at højsommeren nærmer sig, når der er premiere på Grønnegårds Teatrets forestilling under de grønne trækroner i Designmuseum Danmarks gamle have – og i år er skibet ladet med Shakespeare og hans ”Helligtrekongersaften”.

Skibet skal tages helt bogstaveligt, for scenen er bygget som et kolossalt skib i blå og grønne nuancer med lidt hvidt og tre gule stole. Både i bredden og højden fylder skibet også godt ud og danner rammen om en af mesterens klassiske forviklingskomedier om længslen efter kærlighed, menneskenes mange dårskaber i den forbindelse og alt det andet, som i vor tid er ligeså basale livsvilkår, som de var det på Shakespeares tid.

Til premieren i går aftes var det også et særdeles veloplagt publikum, der bænkede sig med tæpper, rosévin og hvad der ellers måtte være tilbage fra den picnic, som mange havde holdt inden forestillingen på det grønne græs omkring de røde tilskuerbænke.

Der var derfor en afslappende stemning med masser af grin og udbrud, som mindede undertegnede lidt om den medlevende atmosfære, man altid oplever på det genopførte Globe Theatre i London – dér hvor man spiller Shakespeare på originalsproget, endda i den gamle engelske version, men som regel i et nyt og anderledes regi.

Det samme gør Grønnegårds Teateret. Her er det også klassisk Shakespeare, når det kommer til det sproglige, hvor man havde valgt Niels Brunses oversættelse, så man får så mange lag med som muligt. Og ja, blankvers kan godt lyde tørre for nutidsører, men de er også en del af Shakespeare, som man ikke kommer udenom, hvis man vil lære mesteren ordentligt at kende.

Det bliver til gengæld farverigt, når det kommer til kostumerne, hvor der ikke var en eneste nuance på paletten, som ikke sås på scenen – og ofte tilsat lidt eller meget guld. Det gav alt sammen stykket ekstra kant.

En af de mest markante var den nærmest skrigende gule, som en stærkt spillende Ann Eleonora Jørgensen optrådte i, mens hun øvede sig på at smile og trække op i skørterne. Ann Eleonora Jørgensen har før stået på scenen i Grønnegårds Teatret, og hun er en gave til det klassiske teater, da hun har både den dramatiske sans og den komiske timing – og så det der udefinerbare, som i mangel af bedre kaldes udstråling og evnen til at komme over scenekanten.

Det samme kan siges om Troels Lyby, der virkede mere end overbevisende i rollen som den elskovssyge hertug Orsino, der nok kan besejre en hel verden, men ikke kan hitte ud af sit eget følelsesliv.

Men også Niels Ellegaard viste, at han kan mere end være sjov i et telt på Bakken, hvorfra mange ellers kender ham på denne tid af året. Men det klæder ham at skulle være andet, selvom han OGSÅ er morsom i rollen som narren.

Julie Agnete Vang spiller grevinden Olivia med en fantastisk fornemmelse for figurens sårbarhed midt i al snobberi og forfængelighed.

Og sådan kunne man blive ved med at nævne alle skuespillerne, som også tæller Laura Bro, Asbjørn Krogh Nissen, Anton Hjejle, Morten Hauch-Fausbøll, Henrik Lund og Søren Birch Plum.

For alle udfylder deres roller omkring den centrale figur Viola – eller Cesario, som hun laver sig om til, da hun iklæder sig mandetøj for at få en mulighed for i en patriarkalsk verden at danne sig den fremtid, som hun ønsker.

Hun spilles af Katrine Greis-Rosenthal med lige præcis den rette mængde sødme, gå-på-mod, energi og umiddelbarhed, som man forventer at finde hos et modigt ungt menneske, der er kastet ud i voksenlivet og skal skabe sine egne rammer – langt væk fra alt det trygge.

Grønnegårds Teatret leverer i år en forrygende aften under de grønne trækroner, hvor vi griner og frydes over de mange farver, de finurlige replikker, den glimrende komik og timing, som leveres fra sceneskibet, der sejler denne version af ”Helligtrekongersaften” sikkert i havn.

Ja, sågar en lille fægtescene snydes vi ikke for – den måtte i øvrigt godt vare lidt længere. For komik er også kroppens sprog – og også hos Shakespeare. Så lidt mere action havde klædt en ellers god forestilling.

Danmarksbloggen kvitterer med fire ud af seks guldmasker, som den grevinden koket tager på, da hun første gang møder den forklædte Viola og forelsker sig brændende i samme … fordi hun tror, at den unge kvinde er en mand …

For konventionerne skulle holdes på Shakespeares tid … også de kønslige, ja måske især de kønslige. Ellers ville samfundet falde sammen, mente man. Heldigvis er vi kommet videre. Eller er vi?

”Helligtrekongersaften” spiller til og med d. 24. august. Det er Christoffer Berdal, der har iscenesat.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Der var engang engang

For 14´ende gang byder Grønnegårds Teatret velkommen til familieforestilling under de grønne trækroner i Designmuseum Danmarks gamle have – og traditionen tro er det de kommende tredje års-studerende fra Den danske Scenekunstskole i København, der står på scenen i forestillingen, der i år hedder ”Der var engang engang”.

De talentfulde unge mennesker har nemlig kastet sig over en moderniseret og opdateret version af H. C. Andersens ”Den Grimme Ælling”. Og lad det være sagt med det samme:

De otte teaterstuderende gør det forrygende godt og med en skøn blanding af humor og alvor, livsmod og intensitet, som snart får publikum til at grine højt, snart til at sidde knuget af medfølelse med den stakkels ælling, der skal så grueligt meget igennem, før den bliver en smuk – og i bogstaveligste forstand – hvid svane.

Scenen er et bræddegulv lagt på græsset, og rekvisitterne er så få, at de næsten kan tælles på en hånd. Men det er kun en fordel, at rammerne er så enkle. For så bliver det helt tydeligt, hvor dygtige de unge mennesker er til at bruge deres krop til at fortælle historien, der bliver flerdimensionel, når den formidles med så overbevisende bevægelser og mimik. Og måske især med de meget vellykkede gengivelser af naturens og dyreverdenens mangfoldighed af lyde og udbrud.

Af og til må lyden af en rappende and, en kvækkende frø og alt det andet dog vige for den klassisk talte replik, der oftest citerer H. C. Andersens egne ord. Ord, som også i det 21´ende århundrede taler til os om vigtigheden af at være elsket og høre til. Men også om hvor let det er at blive fanget i egen selvtilstrækkelighed og tro, at hele verden ikke er større end den hjemlige andedam.

En pointe, som i øvrigt er mere aktuel i verden i dag, end den har været det siden 2. verdenskrig. Men verdenen er større end den lokale andegård – og det ved ællingen. Den bliver også ved med at prøve at finde og skabe sig en plads i verden, selvom den er uønsket både her og der – og må kæmpe så meget, at den næsten bukker under.

Heldigvis ved vi jo, at det ender godt. En viden, der også gør rejsen lidt lettere. For undervejs i forestillingen hvirvles man ind i ællingens følelse af fortabthed, så man selv bliver en del af det lille udstødte væsen. Så det er ikke kun på scenen, at det er en stor forløsning, når det hele ender godt og den nu voksne svane kan sprede vingerne, flyve og konkludere, at det ikke gør noget at være født i en andegård, når blot man har ligget i et svaneæg.

Og så er også vi på tilskuerpladserne glade og lettede, og der smiles stort under den afsluttende sang, der samler os alle i historien om der VAR engang engang. Men hvem ved? Måske der også ER engang engang?  Og BLIVER engang engang?

For tror man på eventyret – og det gør alle, der er børn, børn i hjertet, som der står i et andet H. C. Andersen-eventyr – så kan det hele kun ende med: Og de levede lykkeligt til deres dages ende.  

Danmarksbloggen giver fem ud af seks ællinger.

Stykket spiller til og med 19. juli. På scenen er: Stanley Tawfik Bakar, Anne Sofie Wanstrup, Bolette Nørregaard Bang, Ferdinand Falsen Hiis, Ingrid-Marie Troelsen, Julie Jeziorski Jensen, Peter Schlie Hansen og Sebastian Aagaard-Williams. Mariana Palacios er på piano. Det er Charlotte Munksø, der har instrueret. Hun har også lavet manuskriptet sammen med Mette Borg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk