Månedsarkiv: november 2017

Nej, tak til Touren og Formel 1

Udgivet den af
Svar

Cykler og biler er en dårlig aftale.

Prisen for en Tour de France-start i Danmark i 2021 er høj. Pt. vurderes den til 87 milioner kroner – men derudover kommer både sikkerhed, forplejning m.m., så regningen ender let på noget, der er pænt over 100 millioner kroner for tre dages cykling.

Prisen bliver så endnu højere for et Formel 1-løb i 2020, da det dels varer syv dage, altså mere end dobbelt så lang tid – og også vil kræve langt mere sikkerhed og logistik m.m. Så her er prisen pænt på den anden side af 250 millioner kroner.

Og tænk nu, hvis vi skal have begge to? Det gad Danmarksbloggen godt se et regnestykke på. For med alt inklusiv, så kommer vi snildt op på noget, der nærmer sig en halv milliard … for tre dages cykling og syv dage med hurtige biler.

Men er de to sportsbegivenheder en halv milliard værd?

Tænk på, hvad vi kunne få af velfærd for de penge? Der er mange varme hænder – og meget uddannelse og forskning i en halv milliard. For den der med at vi tjener penge på “store begivenheder”, den holder ikke.

Cykelløbet Giro d´Italia var i Danmark for nogle år siden, men det har ikke betydet en snus for turismen eller noget andet. Det er den generelle og almindelige reklame for Danmark, der gør forskellen – og så måske især, hvis vi igen begyndte at behandle de svageste ordentligt.

Lad os bruge en halv milliard på det i stedet. For cykler og biler er en dårlig aftale.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Stormkragen

Udgivet den af
Svar

Hvis man er til lange historiske romaner, hvor der er fyret godt op for både familiehistorien, de mellemmenneskelige relationer, konflikterne og ikke mindst actionen i ordets bedste betydning, så skal man læse den 477 siders lange bog ”Stormkragen”, som er skrevet af John Toft.

For her får man det hele i stride strømme – og mere til. Den historiske roman er velskreven, billedsproget er levende, og det er let at forestille sig Hagen – både som lille hittebarn og som gammel mand med rigdom, ære og styrke – og på færden derimellem, som fører ham og hans fosterbror til Danmark for at tage kampen om Danmarks trone op med tronraneren.

En trone, som Haralds far Gorm ser som hans klare ret – og som han derfor er klar til at kæmpe for – hele vejen.

Men inden kommer vi på en lang og begivenhedsrig rejse rundt i et Nordeuropa, der på dét tidspunkt i historien befinder sig i en brydningstid, hvor en ny religion – kristendommen – går sin sejrsgang, mens den gamle asatro er på vej ud. Det her er dog ikke en roman om religion, selvom en munk spiller en afgørende rolle for Hagen og hans liv – og på mere end én måde.

For Hagen er ved at dø på kamppladsen, og kun en urtekyndig munk er årsag til, at han kan ”nøjes” med at miste den ene arm. Dette ”lille kødsår”, som Monty Python nok ville sige det, er heller ikke nok til at slå vikingekrigeren Hagen ud. Han fortsætter kampen om ære og rigdomme – heldigvis for både hans egen og bogens skyld.

For det her er en spændende historie om magt og kongerige, om dengang hvor styrke var lig både fysisk kraft, mentalt overskud og økonomisk rigdom.

En historie, som forfatteren skriver, er baseret på historiske fakta.

Forfatteren John Toft hævder nemlig, at bogen bygger på en tredjedel af nogle historiske optegnelser af den tyske biskop Thietmar af Merseburg, som skal have mødt Hagen, da denne er blevet gammel, men stadig har sin fulde styrke i behold – og gavmildt overrækker klosteret, hvor han og hans følge skal bo, en tyk guldring som betaling.

Disse optegnelser skal således befinde sig i privateje i en af de gamle byer i Østeuropa hos en unavngiven ven af forfatteren, som efter eget udsagn kun har fået lov til at læse netop en tredjedel – indtil videre. Der er derfor også lagt i kakkelovnen til to bøger mere, hvis man skal følge logikken.

Danmarksbloggen kan ikke helt gennemskue, om det med det gamle manuskript bare er en del af historien – eller om forfatteren mener det alvorligt. Men skal noget valideres historisk, så må man have fagfolk til at se på manuskriptet. For papir er taknemmeligt – og det samme er rygter.

Men sikkert er i hvert fald, at historien er god – uanset hvad. Så læs den endelig.

Danmarksbloggen giver ”Stormkragen” fire sværd ud af seks mulige som dem den tids mennesker kunne svinge, som var det en fiskestang.

Det er Valeta, der udgiver.

Som bonusinfo kan Danmarksbloggen så også oplyse, at Thietmar af Merseburg vitterlig har eksisteret. Han var en tysk biskop og historieskriver, der i sine sidste leveår skrev en krønike om 900-tallets saksiske fyrster, hvori han blandt andet omtaler den tyske kristne mission blandt de asatro danere.

Det er således Thietmar, der har skrevet om vikingeblótet i Lejre, hvor man hvert niende år i januar ofrede 99 mennesker og ligeså mange heste samt hunde, haner og høge for at beskytte sig mod underverdenens magter og sone sine forbrydelser. Selvom historien om blótet i Lejre kun er genfortalt af den tyske biskop, er der store paralleller til de oplysninger, som en anden krønikeskriver Adam af Bremen giver om vikingeblótet i Uppsala i Sverige.

Men bare fordi den del med blótet holder, så kan man ikke slutte noget om Hagens eksistens eller andre begivenheder, der ikke er nævnt i andre kilder end denne hemmelige. Man kan derfor med sikkerhed kun slå fast, at Thietmar – som kristen biskop – havde en absolut interesse i at udbrede kristendommen og dermed også den kristne kirkes magt til Danmark.

En kristendom som Harald Blåtand har fået æren for at indføre i Danmark, selvom alt tyder på, at den har været her – i hvert fald delvis og sporadisk – siden engang i 700-tallet. Det skal man så ikke lægge så meget i, for de asatroende vikinger havde ikke problemer med andre religioner. Der var altid plads til en gud mere, både rundt om langbordet og når man blótede, og det gjaldt også Hvide Krist.

Vikinger kunne således sagtens bære både Thorshammer og det kristne kors på samme tid – ligesom at der også stod Allah på svenske vikingers tøj. Formentlig fordi de har syntes, at det så godt ud. Også jødiske skikke blev mødt med stor åbenhed.

Så rummelig var kristendommen ikke – og den danske kongeslægt blev kristen med Harald Blåtand, der lod sine ellers for længst døde og vikingebegravede forældre genbegrave i den kristne kirke, som han fik opført i Jelling.

For herfra skulle det iflg. Harald handle om Gud, Søn og Helligånd, hvad også biskop Thietmar har ment.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Maskerade” på Det Kgl. Teater

Udgivet den af
1

Det enkle, rå design og de skarpe spotlys i det stadig relativt nye Skuespilhus står i stærk kontrast til plyssæderne, prismelysekronerne og malerierne på Gl. Scene på Kongens Nytorv. Det gør Det Kgl. Teaters nye opsætning af Holberg også på nærmest alle områder til en klassisk – eller bare en semi-klassisk version af komedien.

Men hvad så, kan man spørge? Skal Holberg ikke fornyes? Bestemt – men fornyelse kan ske på så mange måder. Danmarksbloggen kom i hvert fald til at tænke på viel geschrei und wenig wolle, som man siger i en anden Holberg-komedie ”Den stundesløse”, der handler om indbildt travlhed og vigtighed.

I denne nye version af “Maskerade” har de også travlt – med at løbe rundt og rundt – og dreje rundt på en scene, der minder om en blanding af legoklodser og en udstilling på Louisiana. Der er heller ikke ret meget uld i forestillingen. Ja, påklædningsmæssigt slet ingen, da samtlige skuespillere er klædt i farvestrålende plastic, der kunne få dronningens regnfrakke til at blegne af misundelse. For her er der knald på både farver og glimmer og glitter.

Udover farverne er der også skruet godt op for lydeffekter og råben – og for mimik og bevægelser til musik fra Olivier Antunes, der spiller eminent, og som også har lavet den til tider stumfilmsagtige musik, der passede til de abrupte bevægelser og den overdrevne mimik.

Alle grimasserne, bevægelserne, billederne og musikken kan i øvrigt heller ikke undre, når man ved, at det er den prisvindende tysker Herbert Fritsch, der har iscenesat og instrueret.

Samme hr. Fritsch er nemlig kendt for ikke at læse stykket eller interessere sig for handlingen. Fair nok, kan man mene, selvom bedsteborgeren i klassisk Holberg-stil måske ville påpege, at så er man ikke forberedt til opgaven.

Danmarksbloggen vil indskrænke sig til at sige, at hr. Fritsch – hvor prisvindende han end er – så måske ikke burde have opført Holberg, hvor ikke kun handlingen og stykket, men også moralen er essentiel. Og for at få dét med, så er en gennemlæsning af komedien nødvendig.

Det eneste, der ikke er pillet ved i denne opsætning, er således også sproget, som er Holbergs eget – og som virker sært gammeldags – og også mere end ellers i denne total-teater-version, hvor alt andet larmer og fylder.

Man sidder som publikum og drømmer sig tilbage til de gamle dage på Holbergs tid – dengang hvor det var comme il faut, at publikum råbte op til skuespillerne på scenen. For havde vi måttet det, ja så kunne en forestilling som den her – hvis altså også de talte mere nutidigt – have været en fornøjelse. Ja, tilmed en ægte nyskabelse.

Men desværre turde man ikke gå hele det skridt. Måske er publikum heller ikke klar til det. Nutidens teatergængere er jo godt opdraget og tyssede således højlydt på hinanden, når tæppet gik.

Skuespillerne derimod var sublime – og især Peter Plougborg, som var den allestedsnærværende Henrik og Jens Jørn Spottag, der spillede Jeronimus, ragede ligeså meget op, som hr. Plougborg er høj.

De kan både spille drama og komik – de har timingen, og talentet lyser igennem plasticparykker, sminke og hvad der ellers var påført, så det eneste, der stod nøgent tilbage netop var sproget – ordene selv.

Det er måske også meget passende i et reformationsår – selvom ”Maskerade” har meget lidt med religion at gøre, men tradition ja, for de årlige maskerader var en af de få sociale ventiler i en tid med stor statiskhed. Men i nogle få dage hver vinter kunne greven og bonden dele bord – og seng. Altså indtil Christian d. 6. forbød det i pietismens ånd. Senere blev det dog tilladt igen.

Så maskeraderne kom igen – og dermed tiden hvor modsætninger kunne mødes – som de også gør det her, hvor teatret gøres til både en stumfilm og en tegnefilm. Det kan også minde om den hedengangne popgruppe ”Cartoons”, allermest dér hvor Jeronimus næsten istemmer de berømte linier fra Carl Nielsens musik til netop ”Maskerade”.

Men allermest ses modsætningen mellem alt det farvestråemde og larmende – og så den tavshed, der er omkring det talte, så man ikke rigtig kan høre Holberg, og det er synd.

For Holberg har meget at sige os dag. Mennesket har ikke ændret sig. Kampen for anseelse og for kærlighed – og konflikterne mellem generationer – og mellem ægtefolk, hvor den ene vil danse, mens den anden hellere vil tidligt i seng, findes stadigvæk. Men det forsvandt i al vrimlen på scenen.

Holberg fik slet ikke lov til at træde fem – og han kan ellers sagtens endnu, både når der tales gammeldansk og nydansk. Han er nemlig meget mere end blot et ekko, som de ekkoer de to fædre så fint lavede på scenen.

Ret skal også være ret – og æres den, som æres bør. Skyggespillet i slutningen af første akt var eminent fint lavet – og det samme var det lille teaterstykke i tre akter, som Henrik opførte til Leanders oplysning – og sit eget forsøg på at undgå ballade og straf.

Danmarksbloggen giver derfor ”Maskerade” på Det Kgl. Teater fire ud af seks hårpiske, som den Henrik tabte fra tid til anden. For skuespillerne på den danske nationalscene kan deres kram, og dét skal de belønnes for.

“Maskerade” spiller på Det Kgl. Teater indtil 28. februar 2018 – heraf en del af tiden på turné.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Under bjælken”

Udgivet den af
Svar

Biografier er populære – og især af royale, og for nylig kom så Jens Andersens bog ”Under bjælken”, som er et portræt af kronprins Frederik, hvor der også er bidrag fra resten af den kongelige familie, venner med flere. Og lad det være sagt med det samme: Det bedste findes til sidst i bogen. 

Bogen er allerede meget omtalt, formentlig fordi den handler om Danmarks kommende konge. En opgave, som kronprinsen aldrig har lagt skjul på, at han ikke fandt ligetil, men som han nu efter snart at have levet i et halvt århundrede har vænnet sig til bliver hans en dag.

Det kan man også læse i bogen, der i de første kapitler beskæftiger sig med det, som hele Danmark ved i forvejen. Forholdet til forældrene, kærligheden til mormor, dronning Ingrid, glæden ved sport og fysiske strabadser, skolen og militæret med mere.

Men det, som gør bogen interessant er, at man føler, at man kommer helt tæt på kronprinsen og en skæbne, der bestemt ikke er let. Hans far skrev engang en biografi, der hed ”Skæbne forpligter” – og det gælder også Danmarks kommende konge, der som ung misundeligt måtte undvære at sidde med gymnasie-kammeraterne på kantstenen og spise pizza i weekenden efter en festlig aften i byen og mange andre ting, som var normalt for et ungdomsliv i 1980´erne.

Kronprinsen er derfor også meget opmærksom på, at hans egne børn i modsætning til ham selv og hans bror får lov til at leve et almindeligt børneliv med skole, legeaftaler og så videre – selvom især prins Christian har en anderledes fremtid. Kronprinsen er derfor også meget bevidst om, at ”vor Christian på sin atten års dag på ingen måde skal udsættes for syngepiger og en overfrisk radioreporter ude foran Frederik d. 8´s Palæ”, som man kan læse det på side 69.

For Frederik selv startede livet, da han fyldte 18, siger han i bogen. Et liv der i ungdommen betød udenlandsophold, kritik fra pressen og dele af befolkningen, kærester og biler – men også en akademisk uddannelse, et fristed i Aarhus og de første skridt på vejen mod at blive en voksen mand.

Alt det ved vi også – og vi kender også i forvejen til hans berømte tale fra regentparrets sølvbryllup i 1992 (den med at den, man elsker, tugter man), forvandlingen til frømanden Pingo og turen over Grønlands indlandsis med Siriuspatruljen. Så igen kommer der ikke meget nyt, men kronprinsen bekræfter med sine ret markante udtalelser, hvad vi  vidste i forvejen om en kommende konge, der har haft det svært – både i familien og i forhold til offentligheden og hans egen rolle.

Og nok har han sin bror samt gode venner og støtter, men helt i havn kommer han først, da han møder en vis Mary Donaldson og med hende skaber dén familie, som nu er hans faste grundlag. Kærligheden mellem kronprinsen og kronprinsessen lyser ud af bogens sider. Her er virkelig to mennesker, der elsker hinanden – og er gode for hinanden og for deres fire børn, som de vil være tæt på og så meget sammen med som muligt.

Der er også en del nyt om deres tidlige kærlighedshistorie og om tiden op til brylluppet, som sladderbladene ville have elsket at kunne skrive dengang. Men det lykkedes altså kronprinsen i de år at lægge jernring om Mary i flere omgange, så forholdet kunne udvikle sig i relativ fred og ro.

Dronning Ingrid, som kronprinsen kalder en læremester i zen-forstand, der altid vil være i hans liv som et varmt minde, en vejleder og inspirator, fylder også. Familielivet med Mary og børnene minder i øvrigt meget om Frederik d. 9´s og dronning Ingrids familieliv – med nærvær og samvær, og glæden ved det og ved mormor står ud af bogen. Igen ikke overraskende, og igen kronprinsens markering med egne ord af det, som vi vidste i forvejen.

Noget af det mest spændende – og nye – i bogen er derfor også at læse om Frederiks forventninger til at blive konge en dag, men også om ventetiden dertil, som han beskriver som noget positivt for et søgende menneske, som han er det.

Af hans kollegaer og venner, kronprinsesse Victoria fra Sverige og kronprins Haakon fra Norge, beskrives han også som et menneske, der er god til at tale med andre. At han er et menneske, der ser andre mennesker.

Et ægte menneske, der beskriver sig selv som nysgerrig – og som samler på kunst, nutidig kunst. Men også et menneske, som ikke altid har det let med medierne og den offentlige fremtræden.

Bogen om Danmarks kommende konge er derfor også en reminder om, at medier ikke er alt, ikke viser hele billedet – og det er måske bogens vigtigste bidrag. For Frederik rummer mange flere lag – og nuancer – end der vises i tv-udsendelser og måske også i denne bog, hvor Danmarksbloggen godt tænke sig, at der havde været mere om hans holdninger til samfundet og tidens emner.

Man hører lidt om OL, tolerance og om tro, men ikke meget. Mere – også om andre emner – og mindre af den personlige historie, som vi kender i forvejen, havde været godt. Det havde også klædt bogen at komme ind på, hvilke visioner Frederik har om den konge-gerning, som han nu endelig har accepteret bliver hans.

Fremtiden vil så vise, hvad der sker, når kronprins Frederik bliver til Kong Frederik d. 10. Måske han som sin mor, dronning Margrethe, vil føle, at NU gælder det og blive revet med af en bølge.

Han er i hvert fald klar, kronprins Frederik.

Danmarksbloggen giver den velskrevne bog fire ud af seks kongekroner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stem, stem, stem ….

Udgivet den af
Svar

Det er dagens største kliché – banal og basal – men det gælder nu alligevel: GÅ HEN OG STEM. BRUG DIN DEMOKRATISKE RET.

Rundt om i verden dør folk for demokratiet. Rundt om i verden er demokratiet truet og trådt under fode.

Men hos os findes det som en naturlig selvfølge. Men det er demokratiet ikke. Demokratiet er noget, som fortidige generationer kæmpede for – og som vi stadig skal værdsætte og kæmpe for at bevare og udvikles.

Fx ved at gå hen og stemme – men også ved at deltage i samfundsdebatten og måske selv gå ind i politik.

For det passer ikke, at min stemme er ligegyldig. Eller din. Eller nogen andres. ALLE stemmer tæller.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mit blod er fællesblod

Udgivet den af
Svar

Nu er jeg jo blevet en gammel stodder. Og jeg er ikke helt med på selfie-bølgen, og bryder mig ikke om at sætte mig selv op på et piedestal, hvor alle skal se, hvor god jeg er (om jeg så er det eller ej).

Derfor var den SMS, som jeg fik for et par uger siden fra Blodbanken også ret grænseoverskridende for mig. I SMS’en stod der: Tak Ole! Den portion blod, som du gav d.18-09.17, har netop hjulpet en patient. Mvh Blodbanken – GivBlod.

Men når jeg giver blod, så er det for at hjælpe fællesskabet.

Jeg stoler på, at lægerne kan finde ud af at bruge det blod, som de modtager fra alle os donorer på en fornuftig måde. Jeg er også (i bloddonorernes ånd) 100% ligeglad med, om blodet bruges til en ung, gammel, sort, hvid, gul, rød, hetero-, bi- eller homoseksuel, ateist, kristen, muslim, hindu (etc), mand eller kvinde. Ja, selv patienternes politiske overbevisning kan ikke afgøre, om jeg synes, at mit blod må bruges på dem eller ej.

Selvfølgelig må det det! Og de må give det til ubåds-kaptajn og raketforsker Peter Madsen, hvis han har brug for det. Jeg har givet mit blod til det danske samfund – således at lægerne kan gøre brug af det. Punktum.

Jeg kontaktede derfor Blodbanken for at høre, hvordan jeg kunne ændre i ”mine indstillinger” på portalen, således at jeg kan slippe for denne ”service” i fremtiden.

For nylig fik jeg svar. Heldigvis er blodbanken lydhør, så nu kommer jeg ikke til at høre mere om, hvornår mit blod bliver brugt. Så er du i samme situation som mig, så skriv til dem.

Skrevet af Ole Frederiksen, it-udvikler

Et bad om ugen er ikke nok  

Udgivet den af
Svar

Vi vil gerne tilbyde rengøring hver anden uge, sagde Odsherreds borgmester Thomas Adelskov (S) i går på DR i programmet ”Langt fra Borgen”.

Øh, hvor tit gør I rent hos de ældre nu, når Danmarksbloggen at tænke, inden svaret på rengørings”hyppigheden” kommer. Svaret er hver tredje uge!!!

Hver tredje uge!!!! Det virker helt grotesk.

I en anden kommune – Guldborgsund – tilbyder man rengøring hver anden uge, men stadig kun bad én gang om ugen, fremgår det senere i udsendelsen.

Danmarksbloggen vidste vel egentlig godt, at det var så slemt – men er alligevel rystet.

I undertegnedes studietid i 1990´erne var jeg hjemmehjælper i sommerferierne. Her fik ALLE gjort rent hver uge – og ALLE fik bad hver anden dag, dog ikke altid med hårvask, hvilket vi var en del, der syntes var for dårligt.

I dag ville man tænke, at det var luksus-behandling.

Det er simpelthen så rystende – og så forkert. Et moralsk skred i menneskelighed simpelthen.

Og der er altså også penge nok i dette samfund til at gøre rent hos de ældre og give dem flere bade om ugen.

Det koster så måske de billigere sodavand, de billigere luksusbiler – og nogle andre ligegyldige ting. Men det er prisen værd – for det er mennesker, som pengene går til. Mennesker af kød og blod – og endda de mennesker, der byggede vores velfærdssamfund op.

Så tænk dig om, når krydset skal sættes på tirsdag!!! Og forlang menneskelighed af politikerne, både kommunalt og på landsplan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Og så glemte vi fodboldkvinderne …

Udgivet den af
Svar

Mændenes fodboldlandshold vandt i går en knusende 5-1-sejr over Irland og sikrede sig dermed adgang til VM i Rusland – og nu går samtlige aviser i selvsving og amok over resultatet, og glemt er tilsyneladende alle tidligere udtalelser og benævnelser.

For nej, det hedder ikke længere ”Mændenes fodboldlandshold” – men bare Danmark. For Danmark er åbenbart defineret ved mændene og deres evner med en bold på en græsplæne.

Men hvad med kvinderne? De vandt sølv til EM i sommers, og der var ingen ende på de roser, som de fik i den henseende. Man talte også om, at man i fremtiden ville kalde det mændenes henholdsvis kvinderne fodboldlandshold.

Men det holdt altså kun så længe, at pandekagerne på Københavns Rådhus var nogenlunde lune endnu.

For nej, man mente det vist aldrig seriøst med kvinderne, som det også blev cementeret, da DBU ikke ville lave en aftale med kvinderne, men i stedet droppede en kvalifikationskamp mod Sverige.

Der falder i øvrigt afgørelse i dén sag i dag.

Gad vide, hvor meget vi kommer til at høre om det? Danmarksbloggen spår: Næppe meget, for nu kan mændene jo sparke igen.

Det er en skandale for ligeretten …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Erhvervs- og vækstpakken blev en dyr forbrugspakke

Udgivet den af
Svar

Billigere sodavand og billigere alkohol – ingen afgifter på nødder og te – større fradrag hvis du lejer dit sommerhus eller din bolig (airbnb fx) ud – bedre afkast af aktier – og mange, mange flere gaver til dem, der allerede har. Det er basalt set resultatet af den såkaldt erhvervs- og vækstpakke, som regeringen har vedtaget sammen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

Danmarksbloggen kalder det en forbrugspakke til gavn for dem, der allerede har så rigeligt.

Se mere om pakkens indhold her: http://nyheder.tv2.dk/politik/2017-11-12-ny-erhvervs-og-vaekstpakke-paa-plads-flere-varer-i-danmark-bliver-billigere

Og her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/overblik-alkoholsodavand-og-oel-bliver-billigere-med-ny-aftale

HVIS nu regeringen, DF og de radikale virkelig skulle have gjort noget, der sikrede væksten og hjalp erhvervslivet, så skulle der være gået mange flere penge til uddannelse og forskning – og til at støtte virksomheder, der arbejder med grøn energi og andre miljø-emner. For der er et globalt kæmpe-potentiale i at være først og bedst på ALT med miljø – og også et hav af arbejdspladser, også i Danmark.

Og skulle vi endelig give penge til øget privatforbrug, så skulle det være til de grupper, som har mindst: Arbejdsløse, studerende, ældre og kontanthjælpsmodtagere.

Denne pakke er direkte umoralsk på en måde, hvor selv en hel ramme af den sødeste alkoholsodavand ikke kan skylle den grimme smag af grådighed væk.

Men det værste er, at denne pakke på den lange bane kommer til at koste kassen … For at hælde pengene ud på billigere alkoholsodavand og andet ligegyldigt er på alle planer – både erhvervsmæssige og sundhedsmæssige m.fl – så meget dyrere på sigt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Folkeparti kan få Holger Danske til at vågne

Udgivet den af
2

Dansk Folkepartis spidskandidat til regionsrådet i Region Hovedstaden Henrik Thorup er gift med DF’s tidligere formand og folketingets nuværende formand Pia Kjærsgaard. Så han burde kende til Danmark, kan man mene. Men ikke desto mindre var han i går ude og foreslå, at man skulle forbyde læger med stort fuldskæg. Det er et knæfald for muslimske traditioner, mener Henrik Thorup. Læs mere her:

https://www.tv2lorry.dk/artikel/df-spidskandidat-vil-forbyde-laeger-med-stort-skaeg

Danmarksbloggen vil så gerne oplyse hr. Thorup og andre om, at der findes mange andre end lige muslimer, der har store skæg. Fx jøder, sikher, amishfolket, ortodokse kristne – og hipsterne ikke mindst.

Fuldskæg – og også stort fuldskæg – har været meget udbredt også i Danmark gennem tiderne.

Danmarks store statsminister Stauning havde et langt skæg, og vikingerne skal for eksempel også have haft det i stor stil. Tag også bare vores nationalhelt Holger Danske, der fra sin kælderplads på Kronborg sidder og sover, mens han holder øje med Danmark. Han har også et imponerende stort skæg, som den gamle kæmpe uden tvivl er ganske stolt over.

Så måske det er nu, at Holger Danske vågner op? Nu han tænker, at nok er nok – nu hvor hverken han eller hans gode venner vikingerne længere er danske – ikke iflg. DF´s tankegang i hvert fald.

For husk: Ifølge sagnet vil Holger Danske rejse sig og gå i kamp dén dag, hvor Danmark stander i vånde.

Og det gør Danmark og alle vores frihedsrettigheder nu, hvor angste mørkemænd m/k som Thorup kommer med det ene angreb efter det andet på det frie og åbne samfund, som er Danmarks styrke.

Så nu må Holger Danske meget gerne vågne. Det kræver nemlig meget at gå imod den strøm af had og angst, som kommer fra den ydre højrefløj. Nogen, der bor i Helsingør og lige gider gå op på Kronborg og puffe lidt til Holger? Måske synge Ingemanns ”I alle de riger og lande” for ham?

Teksten er her: http://www.ugle.dk/i_alle_de_riger_og_lande.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk