Tag-arkiv: Holger Danske

Delta er løs, så: Find Mette

Udgivet den af
Svar

Delta-varianten har for længst overtaget pandemien. Mere end 90% af alle nye danske Corona-positive er smittede med Delta-varianten, som smitter markant mere – og markant lettere end den ellers ret så smitsomme britiske variant.

Sådan er det over hele verden. Delta-varianten rammer så især hårdt, hvis man ikke er vaccinereret. For det er de ikke-vaccinerede, som bliver indlagt, lagt i respirator og dør – også unge og yngre mennesker. De vaccinerede bliver også syge, men sjældent særligt alvorligt.

Det fik USA´s præsident Biden til at gå på talerstolen for at opfordre alle til at blive vaccineret. Mere end 99% af de Corona-døde amerikanere i juni 2021 var nemlig ikke-vaccinerede.

I Danmark har 17% af de inviterede ikke svaret på Sundhedsstyrelsens invitation til COVID-vaccination. Det er altså tæt på HVER SJETTE dansker, som ikke er i gang med at blive vaccineret.  

Denne ignorering er til stor skade for os alle sammen. For vi opnår ikke den eftertragtede flokimmunitet, når så mange ikke vil lade sig vaccinere. Til gengæld kan vi blive arnestedet for en ny – og farligere – variant.

Danskernes sundhed er altså på spil – og vi står her på tærsklen til efteråret på et afgørende øjeblik i pandemien

Så man kunne forvente, at Mette Frederiksen ville gå Joe Biden i bedene og på skærmen for at opfordre folk til at blive vaccineret. Men nej, hun holder sommerferie – og har gjort det siden 1. juli. Alt, hun har lavet (offentligt i hvert fald), er nogle FB-opslag om fodbold – og så et enkelt om Utøya.

Men den slags bliven-væk-og-holden-ferie du´r altså ikke, når man er statsminister, og vi er midt i en pandemi. Og endda er et kritisk sted i pandemien. Så skal man steppe op og tage vare på sit ansvar og gå på arbejde – også selvom det ødelægger ens sommerferie.

For Delta er løs i Danmark – og landets statsminister skal være synlig. Så opgaven nu hedder: Find Mette.

Det er så nok ikke lige så sjovt som at finde Holger – gutten med tophuen og brillerne. Men det er markant mere vigtigt. Landet stander i vånde. Delta-vånde.

Så måske er det alligevel Holger, som vi skal have fat på – bare ikke ham med tophuen. Men ham, der sidder oppe i Kronborgs kasematter, og har lovet at rejse sig, når landet stander i vånde. Han sover så endnu, og skal vist vækkes lidt hårdt, hvis det skal være.

Skal det være? Holger Danske ved vi også, hvor vi kan finde. Statsministeren er pist-væk-borte-tit-tit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Folkeparti kan få Holger Danske til at vågne

Udgivet den af
2

Dansk Folkepartis spidskandidat til regionsrådet i Region Hovedstaden Henrik Thorup er gift med DF’s tidligere formand og folketingets nuværende formand Pia Kjærsgaard. Så han burde kende til Danmark, kan man mene. Men ikke desto mindre var han i går ude og foreslå, at man skulle forbyde læger med stort fuldskæg. Det er et knæfald for muslimske traditioner, mener Henrik Thorup. Læs mere her:

https://www.tv2lorry.dk/artikel/df-spidskandidat-vil-forbyde-laeger-med-stort-skaeg

Danmarksbloggen vil så gerne oplyse hr. Thorup og andre om, at der findes mange andre end lige muslimer, der har store skæg. Fx jøder, sikher, amishfolket, ortodokse kristne – og hipsterne ikke mindst.

Fuldskæg – og også stort fuldskæg – har været meget udbredt også i Danmark gennem tiderne.

Danmarks store statsminister Stauning havde et langt skæg, og vikingerne skal for eksempel også have haft det i stor stil. Tag også bare vores nationalhelt Holger Danske, der fra sin kælderplads på Kronborg sidder og sover, mens han holder øje med Danmark. Han har også et imponerende stort skæg, som den gamle kæmpe uden tvivl er ganske stolt over.

Så måske det er nu, at Holger Danske vågner op? Nu han tænker, at nok er nok – nu hvor hverken han eller hans gode venner vikingerne længere er danske – ikke iflg. DF´s tankegang i hvert fald.

For husk: Ifølge sagnet vil Holger Danske rejse sig og gå i kamp dén dag, hvor Danmark stander i vånde.

Og det gør Danmark og alle vores frihedsrettigheder nu, hvor angste mørkemænd m/k som Thorup kommer med det ene angreb efter det andet på det frie og åbne samfund, som er Danmarks styrke.

Så nu må Holger Danske meget gerne vågne. Det kræver nemlig meget at gå imod den strøm af had og angst, som kommer fra den ydre højrefløj. Nogen, der bor i Helsingør og lige gider gå op på Kronborg og puffe lidt til Holger? Måske synge Ingemanns ”I alle de riger og lande” for ham?

Teksten er her: http://www.ugle.dk/i_alle_de_riger_og_lande.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 26: Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Anden Verdenskrig, besættelse og befrielse

Historien om Danmark under Anden Verdenskrig er historien om et lille land, der slap ualmindeligt nådigt gennem den værste krig i menneskehedens historie. En verdenskrig, hvis vanvittige og umenneskelige galskab blev sluppet løs lige syd for den danske grænse af vores gamle modstander fra 1800-tallet, men også igennem århundrederne åndelige inspirator Tyskland.

For såvel forfattere som kunstnere og erhvervsfolk og mange andre så op til og blev inspireret af tyskerne og tyske tekster, malerier og praksis – altså indtil 1930´erne, hvor Hitler og hans nazister kom til magten og ret hurtigt viste deres sande – grumme – ansigt.

En del danskere troede dog stadig, at man kunne leve i fred med Det Tredje Rige.

Det kunne man ikke. Polen blev invaderet i 1939, og 9. april 1940 kom turen til Danmark.

Tyske fly, skibe og mandskabsvogne kom over de danske grænser i den tidlige forårsmorgen, og modstanden var lille.

Diskussionen efterfølgende har været massiv. Nogle mener, at vi skulle have gjort modstand – som Norge gjorde det. Andre at det var lige meget mod en så stor overmagt, som Hitler-Tyskland var det.

Summa summarum var i hvert fald, at Danmark var blevet besat.

I starten betød det mindre for de fleste og deres hverdag. Danmark blev Tysklands spisekammer – til stor ærgrelse for dem, der mente, at vi skulle droppe samarbejdspolitikken med Tyskland og i stedet gå aktivt til modstand. Men dem, der mente det, var i undertal.

Flertallet var langt mere optaget af rationeringsmærkerne på smør og andre varer – og af hvordan erstatningskaffen smagte, end de tænkte på at gøre en forskel. Det skal dog ikke forstås således, at danskerne elskede tyskerne. For det gjorde kun få. Man sang danske sange til alsangs-stævner, gik med kongemærke og strikket hue i de britiske farver rød-hvid-blå, og man sluttede op om kong Christian d. 10., når han red sin daglige tur gennem Københavns gader.

Men modstandskampen var endnu i sin vorden. Den tog dog især fart fra 1943, hvor også samarbejdspolitikken endelig brød sammen med Folkestrejken 29. august, hvor også hæren blev opløst, og flåden enten sænkede sine skibe eller sejlede dem til England til brug i allieret krigstjeneste.

Ude i verden var det også begyndt at gå dårligt for Hitler og hans allierede, så alle vidste nu, hvad vej vinden blæste.

Alligevel betød det noget, at stemningen var vendt i Danmark. Af reelle modstandsfolk var der kun få. Nogle tal siger 5000, andre helt op til 20.000. Men for hver modstandsmand eller modstandskvinde var der en masse danskere, der mere eller mindre indirekte hjalp dem til at leve deres farlige – og ofte hemmelige – liv.

Som fx undertegnedes morfar, der lod modstandsbevægelsen på hans egn bruge hans skure til både hemmelige møder og opbevaring af de fra England nedkastede våben. Heldigvis var der ikke nogen våben i skurene den dag det hemmelige tyske politi Gestapo kom på besøg, men min morfar blev taget med til forhør alligevel. Han kom heldigvis hjem dagen efter til stor lettelse for min mormor, der i mellemtiden var så bange, som min mor aldrig så hende hverken før eller siden.

Så heldige var det ikke alle, der var. Mange danske modstandsfolk betalte den dyreste pris, nemlig livet. Navnene huskes endnu: Flammen, Citronen, Kim Malthe Bruun og mange flere.

Mange af de døde lægger i dag i Mindelunden i Ryvangen i Hellerup, der dengang under besættelsen blev brugt til henrettelsesplads – men som idag er en smuk minde- og begravelsesplads for nogle af Danmarks sande helte, hvad enten de var involveret i jernbanesabotage, fabrikssabotage, likvidering af tyskere og stikkere – og hvad enten de tilhørte BOPA, Holger Danske eller nogen af de andre modstandsgrupper.

Under alle omstændigheder: Mange var modstandsfolkene ikke, men de var modige – og det er i høj grad takket være dem, at Danmark efter krigen kunne regne sig på de allieredes side.

En anden bedrift, som vi kan være stolte af her i Danmark, er den måde, hvorpå vi hjalp jøderne i oktober 1943. Som dansk jøde havde man ellers kunne være i fred, men nu kom ordren: Alle danske jøder skulle interneres og sendes til kz-lejre.

Tyskerne fik heldigvis kun fat på meget få jøder. Dels fordi tyske kilder havde ladet det sive, og dels fordi danskerne kollektivt hjalp jøderne med at komme i sikkerhed i Sverige. Enkelte dog for en absurd overpris, men langt de fleste gratis eller for en lille sum penge.

Og dét er som sagt noget, som vi med rette kan være stolte over.

Vi kan til gengæld ikke være stolte over alt, hvad der skete ifbm befrielsen. Danske piger, der havde forelsket sig i tyske soldater, blev klippet skaldet og jaget nøgne gennem byerne, værnemagere og andre der havde samarbejdet med tyskerne blev ydmyget og nedgjort osv.

Ophavsmændene til disse overgreb var sjældent modstandsfolk, men den almindelige dansker, der fejt havde hyttet sig selv, mens det gjaldt – men som nu hvor det var overstået, kunne kanøfle dem, der havde været på den forkerte side.

Der var også mange, som blev modstandsfolk – eller sagde de var det – i de allersidste dage omkring befrielsen 4. maj 1945.

Det var ikke kønt.

Det må det til gengæld havde været at sidde og lytte til BBC dén forårsaften 4. maj 1945 og så høre de i dag så berømte ord:

I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig

Danmark eksploderede i jubel. De sorte mørklægningsgardiner blev revet ned og smidt ud på gaden. Der blev sat levende lys i vinduerne – en skik som stadig holdes i hævd. Folk strømmede ud på gaderne og faldt jublende hinanden i armene.

Og jublen og euforien fortsatte hele natten og dagen efter d. 5. maj 1945, som er den officielle befrielsesdag … og i dagene bagefter. Dog ikke på Bornholm, som blev besat af russerne – og som først blev frie igen i 1946.

Men resten af Danmark blev iklædt rødt og hvidt i de mindeværdige maj-dage, der stadig huskes så levende af alle, der oplevede dem. Det er efterhånden kun den ældste generation, så det gælder om at få de ældste i familien til at fortælle, mens tid er.

Hverdagen vendte på nogle måder dog hurtigt tilbage.

Allerede d. 9. maj 1945 åbnede en svækket kong Christian d. 10 Rigsdagen med Grundtvigs ord: “Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.”

Mere indfølt, dæmpet og respektfuldt kunne de fem forbandede år og deres konsekvenser ikke udtrykkes.

Efterspillet på den tyske besættelse blev også kort og ikke altid kønt med en masse love med tilbagevirkende kraft. Men det skete hurtigt, og der var en enighed om – både hos de gamle politikere og i Frihedsraadet – at samle op og komme videre.

Men selvom krigshandlingerne verden over sluttede i august 1945, da amerikanerne kastede de to atombomber over Japan, så var krigen på en måde langtfra slut.

En kold krig mellem de to nye stormagter, USA og Sovjetunionen, var en realitet – og våbenkapløbet blev skudt i gang over hovedet på et Europa, der nu måtte lære ikke længere at være det toneangivende kontinent.

Og netop kold krig og velfærdssamfund skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Prinsesse Benedikte og bomberne i H.C. Ørstedsparken

Udgivet den af
1

Prinsesse Benedikte fylder 70 år idag.

Hun er altså født 29. april 1944 – eller midt i besættelsens hårdeste tid, hvor der hverken var dansk politi eller dansk militær. Kongesaluten, som lyder ved kongelige børns fødsel, kunne derfor heller ikke afskydes.

Det vil sige: Det blev den så bare alligevel. For modstandsgruppen Holger Danske bestemte sig til at affyre de 27 skud. De havde så ikke kanoner, men bomber. Men de kunne også bruges, mente de unge mennesker i Holger Danske, der oprindeligt havde udset sig Sct. Jørgens Sø i København som lokaliteten. Men der lå en fødeklinik, så istedet valgte de H.C. Ørstedsparken.

De kunne så ikke gennemføre på dagen, da det vrimlede med tyskere og tyske vogne i København d. 29. april 1944 – men dagen efter d. 30. april var kysten klar, og de placerede sig i H. C. Ørstedsparken. Dog var antallet af bomber svundnet ind til 21, da en gruppe med fem bomber var blevet taget – og endelig var den sjette ikke-tilstedeværende bombe blevet konfiskeret af provsten på Regensen, hvor en af de unge modstandsfolk boede.

Men altså der lå de unge mennesker med bomber. Det var dejligt vejr, og folk var ude, men det lykkedes at få dem ud af parken. Og så sprang bomberne, og det viste sig at være noget mere voldsomt, end modstandsfolkene havde regnet med. Glasskårene regnede ned fra husene. Der var ikke mange huse ud mod H.C. Ørstedsparken og de nærliggende gader, der ikke fik knust en rude eller flere.

Det gjorde dog ingenting. Det illegale blad “Danske Tidende” skrev begejstret – og til danskernes store fryd:

“Kongesaluten har lydt. Kredsen omkring Danske Tidende forener sig i dag med alle danske om hjertelig hyldest og lykønskning til det danske kronprinspar. Vor gode ønsker og forhåbninger gælder også vort land. Lad dagens glædelige begivenhed blive et tegn for os – et forårstegn om lysere tider, om frihed for land og folk, om arbejde og fred for alle. Større forhåbninger er aldrig stillet ved et lille barns vugge. De danske kanoner kunne ikke idag, som det ellers ville være sket, melde nyheden med kongesalutens 27 skud. Men fra det underjordiske Danmark lød saluten, så snart den glædelige nyhed kunne forkyndes. De skud, der hørtes over København og bragte bud om fødslen på Amalienborg, var en hilsen fra dem, der i disse år fører den skjulte kamp mod undertrykkerne. Kongesaluten har lydt trods undertrykkelse og gangstervælde.”

For visse dele af modstandsbevægelsen (BOPA og andre med kommunistiske sympatier) virkede det omsonst at bruge krudt på en kongesalut. Men det gav god mening. En del danskere troede nemlig, at alle modstandsfolk var en slags kommunistiske fortropper, der ville revolution i Danmark. Det fik happeningen i H.C. Ørstedsparken også lavet om på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Holger Danske på Istedløvens gamle plads

Udgivet den af
3

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti ønsker, at Folketinget skal købe Holger Danske:

http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1945623/pia-kjaersgaard-folketinget-skal-koebe-holger-danske/

Det kan man som dansker kun være enig i – uanset politisk ståsted. Så enkelt er det.

Men hvor skal Holger Danske i så fald placeres? Ja, et helt oplagt sted er den tomme plads bagved Tøjhusmuseet, hvor Istedløven stod indtil for få år siden.

For soklen står stadig tom og venter, men nu kan ventetiden snart være ovre. For nu kan vi placere gode, gamle Holger Danske dér.

Der er også en indlysende symbolik i, at stenversionen af den gamle kriger rejser fra Helsingør til København i disse tider, hvor dyderne i det danske samfund trues. Hvor fællesskab, rummelighed, tolerance og solidaritet så altfor let afløses af egoisme, junglementalitet og afstumpethed, både på gaden, i virksomhederne og på Christiansborg.

Så der er brug for Holger Danske, både ham i sten og så en hel masse Holger Danske-versioner m/k i kød og blod, der løfter ikke sværdet, men pennen og talens brug i kampen for et Danmark, hvor der er plads til os alle – uanset om vi hedder Fatima eller Pia, går med kalot eller tørklæde, er ateist eller beder rosenkrans.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk