Tag-arkiv: vikinger

Gratis læseprøve: Jul, jól eller yule

Udgivet den af
Svar

En ny juletid er i gang, men det sker stadig i Corona´ens skygge. Danmarksbloggen bringer derfor på de fire adventssøndage fire uddrag af undertegnedes julebog fra 2020, som kan købes her:

https://www.saxo.com/dk/glade-jul-ogsaa-i-en-corona-tid_epub_9788740440379

Prisen er i skrivende stund beskedne 37,50. Eller det samme som en flaske rødvin eller en pose Matador-mix.

Bogen om julens traditioner og med ideer til at holde en Corona-venlig jul er tilmed en e-bog, så den ankommer til dig med det samme – og helt uden smitterisiko.

Og her 2. søndag i advent kommer altså den anden af fire gratis læseprøver. I dag med kapitlet om, at det med alkohol nok er den ældste, danske juletradition – og at det hænger sammen med ordet jul:

Jul, jól eller yule

Kært barn har mange navne, således også julen, hvis gammelnordiske navn er jól eller yule, som betyder fest eller højtid.

I Danmark har man siden hedensk tid fejret jul ved midvintertide, når solen var allerlængst væk, og guderne skulle formildes, så varmen og lyset vendte tilbage. Det skete blandt andet ved store blót, hvor man hyldede de nordiske guder, ofrede dyr og indimellem mennesker – og derpå spiste og drak godt i flere dage.

En af de ældste skildringer af en dansk juletradition fra før-kristen tid stammer fra vikingetiden.

Den fortæller om, hvordan vikingerne med deres lange drikkehorn drak jul ude på havet i deres vikingeskibe i vinterkulden. Vikingerne skulle nemlig have foretrukket at være langt væk fra de varme kvindestuer, som de angiveligt følte lede ved at opholde sig i.

Om det er sandt, eller om der lå en slags manddomsprøve i at kunne klare kulden og mosten, melder historien intet om.

Men en god måde at holde vikingejul på var altså ud i vinterkulden sammen med massive mængder alkohol. Så dér blev drukket jul, og det indebar mange tønder mjød og stærkt øl, som blev indtaget over flere dage, hvor vikingerne ikke lavede andet end at drikke tæt, slås lidt for sjovt – og spise store mængder kød på deres vikingeskibe ude på de isdækkede fjorde.

Det foregik i øvrigt senere end i dag, da man indtil for cirka 1000 år siden fejrede jul – eller jól eller yule – midt i januar.

Men så kom kristendommen, som via et af historiens mest vellykkede spin udkonkurrerede både den hedenske vintersolhvervsfejring og de romerske saturnaliefester, som i forvejen lå sidst i december. Fester, hvor man fik gaver, spiste og drak godt.

Altså en fejring, der ligesom solhvervsfejringen inspirerede til måden, som vi holder jul på i dag.

Da kristendommen kom til Danmark, forsøgte de gejstlige også at få det gammelnordiske ord jul ændret til ordet kristmesse. Det var for eksempel lykkedes i England, hvor jul siden kristendommens indførelse har heddet netop Christmas.

Men den gik ikke i Danmark, hvor man holdt fast i den gode, gamle jul.

Nogle vil måske mene, at de gamle vikinge-drikke-juletraditioner også har overlevet, og trives fint i vore dage, hvor vi har J-dag, julefrokoster og andre sammenkomster, hvor det at drikke sammen – og drikke meget – er det centrale.

Skikken med at drikke sig i hegnet til jul har i hvert fald lange, historiske rødder heroppe nordpå.

Her drikker vi jul.

Måske det er derfor, at Tuborgs julebrygsreklame med Julemanden, der møder Tuborg-bilen, og hellere vil køre efter den end dele julegaver ud, er en moderne, dansk juleklassiker? Vi kan simpelthen spejle os selv og hele vores julehistorie i dén reklame.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingerne tog til Vinland for præcist 1000 år siden

Udgivet den af
Svar

Der er noget at fejre her i 2021. Det er nemlig eksakt 1000-året for vikingernes ankomst til Vinland – også kaldet Nordamerika i en senere tid.

Man har længe vidst, at vikingerne VAR dér omkring den tid – og altså flere århundreder før Columbus.

Men nu har man med splinterny teknologi slået fast, at der for præcist 1000 år siden i 1021 blev bygget en vikinge-boplads på Newfoundland.

Det handler om Kulstof-14-metoden, men kombineret med solstorme og årringe på træer.

Læs mere her: https://nyheder.tv2.dk/udland/2021-10-21-banebrydende-forskning-kaster-nyt-lys-over-vikingetiden

I artiklen fra TV2 kan man læse, at det er svært for forskerne at få armene ned. For nu kan rigtig meget dateres præcist, og det vil give os et helt andet indblik i vores historie. Både den med og den uden vikingerne.

Danmarksbloggen er også begejstret – og tænker samtidig, at det er utroligt så meget, vikingerne fylder i vores selvopfattelse. Men det gør de – og dette til trods at vikingetiden som selvstændig epoke først blev opfundet i 1800-tallets nationalisme og romantik.

Men sådan er det. Vi kan lide tanken om dengang vi var vilde og modige. Dengang vores guder hed Thor, Odin, Freja og alle de andre aser, som vi holdt os gode venner med ved diverse blóter, som vikingerne kaldte de religiøse ceremonier, hvor guderne blev anråbt – og der blev ofret alt fra æbler og korn over våben og dyr til mennesker.

Lige dét sidste med menneskeofringerne vil vi helst glemme, men det er også en del af historien. Præcis som det er, at vikingerne aldrig gik med hjelme med horn. Det var i bronzealderen, at dén hovedbeklædning var på mode – og så lidt i nutiden, når der er fodboldkamp og den slags.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingerne kommer … igen

Udgivet den af
Svar

Kan vi slå England i semifinalen på deres hjemmebane på Wembley i London her i aften?

Danmarksbloggen har simpelthen ikke nok fodboldviden til at lave en reel analyse af de danske chancer.

Det er også lige meget. For fodbold er – ligesom det meste andet i livet – ikke noget, som man kan kontrollere. Der kan ske de mærkeligste ting – og ganske uventet. Både dårlige, som da Christian Eriksen faldt om, og døde i den første kamp i Parken – men heldigvis blev genoplivet – og gode som en forhåbentlig sejr i aften.

Sikkert er det imidlertid, at fodbold handler om stammen, sammenholdet, fællesskabet. Om at føle sig som en del af noget, der er større end en selv. Noget, der løfter og beriger én.

Så i dag skal vi svælge i national selvfølelse og stolthed … og dermed tro på, at selvfølgelig sparker vikingerne den her hjem. Godt hjulpet på vej af de udsendte vikinger i London, som i dén grad har taget opgaven på sig. TAK for det.

For ja, det kan da godt være, at englænderne opfandt fodbold. MEN trofæet skal hjem til Danmark.

Vi har også en lang og god tradition for at hente skatte i England, som startede med Lindisfarne i 793.

Læs mere om at hente guld i England her:
Vikingerne kommer: http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Det kan virke som længe siden. Men den dag i dag har man visse steder på de britiske øer så stor en frygt for de blonde vikinger, at man taler om en ”First Footing” ved nytårstide.

Det betyder – sagt kort – at det er vigtigt, at det er en mørkhåret, som træder først over dørtærsklen i det nye år, hvis ikke ulykke og fortræd skal ramme én og familien. SÅ bange er man nemlig stadig for de blonde vikinger.

Må Danmarksbloggen i den anledning minde om, at Schmeichel, Kjær, Cornelius, Stryger og Dolberg er lyshårede. Bare for at nævne nogle.

Så watch out – de blonde vikinger og deres venner, de udsendte vikinger, er på vej.

PS. Og ja, skikken med ”First Footing” er vist mest udbredt i Skotland, fordi den er en del af Hogmany, men den detalje skal ikke forstyrre kampen på Wembley i aften. I aften bliver både første og sidste footing dansk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Expat Army indtager Wembley

Udgivet den af
Svar

Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Det gamle Egon Olsen-citat fra ”Olsen-banden i Jylland” er blevet overskriften for det fodbold-eventyr, som har taget ikke kun Danmark, men hele Europa og verden med storm.

Et eventyr, som i morgen fortsætter i London i en semifinale mellem på den ene side de rød-hvide vikinger fra Danmark og på den anden de lokale briter, der mener, at de er nærmest skæbnebestemt til at vinde.

Football is coming home, siger de fish-and-chips-elskende briter.

Jo, såmænd, kan man svare. Bolden er på britisk græs i denne EM-turnering. Men nu kommer vi og tager bolden – og sparker den videre til finalen, hvor vi skal møde enten de italienske gladiatorer eller de spanske tyrefægtere.

Dem skal vi nok også mule i denne moderne version af stammekrig, der kalder alt det frem, som findes inderst i hjernen – og lige nedenunder den tynde fernis af civilisation.

For det er, som om vi mentalt – og især nu i pandemiens tid – har brug for de store følelser, de lette svar, for dem og os-symbolikken. For at være sammen – i sig selv og om noget. Det gælder de unge, som ikke har oplevet EM-sejren i 1992 – og det gælder os, som kan huske 1992.

Det er derfor også noget vrøvl at tale om 2021-herrelandsholdet som den nye generations landshold, som en del medier har gjort det.

Herre-landsholdet i 1992 var hele Danmarks landshold – og ikke kun landsholdet for os, der var unge dengang. Og på samme måde er 2021-herrelandsholdet hele Danmarks landshold. Både unge, ældre, sorte, brune, hvide, gule, mænd og kvinders herrelandshold.

Fodbold inkluderer alle – også de danskere, der bor udenfor Danmarks grænser. Og nu har vi rigtig meget brug for dem. For danskere bosat alle andre steder end i UK kan nemlig ikke pga. COVID-regler rejse ind i UK.

Så vil man se semifinalen på Wembley, så skal man bo i UK – eller være rejst for flere dage siden.

Heldigvis er de cirka 30.000 danskere, der bor i UK, klar til opgaven. Og dén udfordring kan de udsendte vikinger sagtens klare. Der er omkring 6.000 billetter reserveret til danskerne, og i skrivende stund er næsten 5.000 af dem solgt til den Expat Army, som de danske i UK kalder sig selv.

Måske er navnet en henvisning til Dumbledores Army fra Harry Potter-sagaen. Det ved Danmarksbloggen ikke. Danmarksbloggen er derimod 100% sikker på, at den rød-hvide Expat Army vil synge, heppe og huje, som foregik kampen i Parken i København.

Wembley bliver dermed også hjemmebane for de danske fodboldherrer i semifinalen – og i finalen, hvis dette eventyr fortsætter, som vi håber.

For: Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Der er vistnok 8.000 billetter til salg nu til danskerne.

Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingetid eller ej?

Udgivet den af
Svar

Historikeren Anders Lundt Hansen foreslår i en kronik, at vikingetiden skal hedde nordisk middelalder i stedet, fordi betegnelsen vikingetid iflg. ham er vildledende: https://www.weekendavisen.dk/2018-21/ideer/farvel-til-vikingetiden

Det mener et flertal af forskere så ikke: https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-nej-vikingetiden-skal-ikke-have-nyt-navn

Danmarksbloggen har anmeldt to af Anders Lundt Hansens bøger:

Jellingmysteriet: http://danmarksbloggen.dk/?p=8741
Nordens hersker: http://danmarksbloggen.dk/?p=9222

Begge bøger beskæftiger sig med denne periode, som vi kalder vikingetid, men som udenfor Norden kaldes tidlig middelalder.

Og ja, der er én pointe i, at det er middelalder i Europa fra cirka år 700 til cirka år 1100, men ikke hos os i Norden. I hvert fald ikke på samme måde.

For vores samfund var ikke gennemorganiserede og centralistiske som de kristne lande syd for os var det – og pånær nogle få grupper i Sønderjylland var det først i slutningen af vikingetiden, at danskerne, nordmændene og svenskerne blev kristne.

Og ja, det er muligt, at man i 1800-tallet opfandt vikingetiden og anså vikinger for at være sådan en slags overmennesker, men det er der ingen, som tror på i dag.

Tværtimod ved de fleste danskere i dag udmærket, at vikingerne lavede meget andet end at sejle ud og plyndre. At de også var gode handelsfolk, at de også var bønder, og at der var en form for ligeret i vikingetidens samfund, som kvinderne ikke fik igen før i moderne tid.

Endelig skal vi heller ikke lave om på noget, bare fordi nazisterne misbrugte vikingerne til at rekruttere folk (for ja, det gjorde det på en måde). Men er det et argument, så skulle vi også stoppe med at lytte til opera, for det kunne Hitler godt lide. Eller vi skulle aldrig mere spise æblekage, nødder og rosiner, for det spiste den tyske diktator gerne, afslørede en stuepige engang: https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-04-29-stuepige-hitler-havde-en-s%C3%B8d-tand

Så nej, det hedder ikke middelalder – det hedder vikingetid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tid til at drikke jul?

Udgivet den af
Svar

Der var omkring det her tidspunkt på året, at vikingerne holdt jul ude på deres skibe – eller rettere drak jul som det hed. For masser af mjød var en stor del af vikingernes jul – præcis som alkohol også er en del af nutidens julefejring.

Men i vor tid er julen for længst slut, og hverdagen er vendt tilbage, men på mørke januardage som denne kunne det være fristende at genindføre OGSÅ den hedenske jul – eller yule, som det hed.

Der er jo heller ingen, der siger, at vi skal skrotte den kristne – eller i hvert fald kulturkristne – jul i december. Vi kan bare lægge den hedenske yule til. Få en lang række lovmæssige fridage i januar, hvor der skal spises og drikkes igennem.

De færreste vil i øvrigt opdage forskellen mellem de to julehøjtider – mad og drikke i rigelige mængder er som bekendt et gennemgående tema i alt fejring her højt mod nord. Vi har nemlig alle dage gået mere op i, hvad vi kan stoppe i munden og i maven end i så meget andet.

Man kan kalde det primitivt, hvis man vil – og det gør mange af dem, der går op i julens mere åndelige og trosmæssige sider.

Man kan også kalde det fokus på livsnyderi og sanser, hvilket appellerer til det sekulære nutidsmenneske, om end spelt-segmentet i storbyerne ikke bryder sig om umådeholden druk og æderi, og slet ikke når det er fed mad og alkohol, der står på menuen.

Men man kan også bare gå direkte til biddet og konstatere, at mad og alkohol er nødvendige, hvis man – både mentalt og fysisk – skal overleve den lange, mørke og kolde vinter heroppe nordpå.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Folkeparti kan få Holger Danske til at vågne

Udgivet den af
2

Dansk Folkepartis spidskandidat til regionsrådet i Region Hovedstaden Henrik Thorup er gift med DF’s tidligere formand og folketingets nuværende formand Pia Kjærsgaard. Så han burde kende til Danmark, kan man mene. Men ikke desto mindre var han i går ude og foreslå, at man skulle forbyde læger med stort fuldskæg. Det er et knæfald for muslimske traditioner, mener Henrik Thorup. Læs mere her:

https://www.tv2lorry.dk/artikel/df-spidskandidat-vil-forbyde-laeger-med-stort-skaeg

Danmarksbloggen vil så gerne oplyse hr. Thorup og andre om, at der findes mange andre end lige muslimer, der har store skæg. Fx jøder, sikher, amishfolket, ortodokse kristne – og hipsterne ikke mindst.

Fuldskæg – og også stort fuldskæg – har været meget udbredt også i Danmark gennem tiderne.

Danmarks store statsminister Stauning havde et langt skæg, og vikingerne skal for eksempel også have haft det i stor stil. Tag også bare vores nationalhelt Holger Danske, der fra sin kælderplads på Kronborg sidder og sover, mens han holder øje med Danmark. Han har også et imponerende stort skæg, som den gamle kæmpe uden tvivl er ganske stolt over.

Så måske det er nu, at Holger Danske vågner op? Nu han tænker, at nok er nok – nu hvor hverken han eller hans gode venner vikingerne længere er danske – ikke iflg. DF´s tankegang i hvert fald.

For husk: Ifølge sagnet vil Holger Danske rejse sig og gå i kamp dén dag, hvor Danmark stander i vånde.

Og det gør Danmark og alle vores frihedsrettigheder nu, hvor angste mørkemænd m/k som Thorup kommer med det ene angreb efter det andet på det frie og åbne samfund, som er Danmarks styrke.

Så nu må Holger Danske meget gerne vågne. Det kræver nemlig meget at gå imod den strøm af had og angst, som kommer fra den ydre højrefløj. Nogen, der bor i Helsingør og lige gider gå op på Kronborg og puffe lidt til Holger? Måske synge Ingemanns ”I alle de riger og lande” for ham?

Teksten er her: http://www.ugle.dk/i_alle_de_riger_og_lande.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kristne grave i Ribe som propaganda for Dansk Folkeparti???

Udgivet den af
Svar

Det bliver spændende at følge med i, om Dansk Folkeparti bruger et nyligt arkæologisk fund i Ribe som propaganda for deres holdninger til indvandrere af muslimsk herkomst.

Sagen er nemlig den, at man i nærheden af Ribe Domkirke har fundet beviser på, at omkring 2-3000 kristne er blevet begravet dér i løbet af 800-tallet – eller omkring 100 år før Harald Blåtand gjorde danskerne kristne i årene efter 965.

Læs mere her: http://nyhederne.tv2.dk/2014-07-24-danskere-var-kristne-l%C3%A6nge-f%C3%B8r-harald-bl%C3%A5tand

Sådan et fund er selvfølgelig smadderspændende historisk set. For nej, danskerne som helhed var absolut ikke kristne i 800-tallet, men vi tillod åbenbart kristne at bo og virke i Danmark alligevel, ihvertfald i Ribe, hvor Nordens apostel, den første kristne missionær Ansgar skal have bygget den første kirke nogenlunde dér, hvor Ribe Domkirke ligger idag.

Læs mere om Ribe her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4807

Læs mere om Harald Blåtand og de første kristne her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie del 3 og del 4:
http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
http://danmarksbloggen.dk/?p=3389

De asatro vikinger var altså tilsyneladende både rummelige og tolerante, når det drejede sig om tro – og også mere end Dansk Folkeparti og mange danskere er det idag.

Danmarksbloggen kunne derfor godt forestille sig, at Dansk Folkeparti kunne finde på at bruge historien fra Ribe til at hævde: SE VI HAR RET. Vi skal passe på med, hvem vi lukker ind i landet.

Danmarksbloggen kan høre – ikke Thuelsen Dahl eller andre prominente DF´ere – men nogle lidt længere nede i rækkerne sige følgende: Danskerne har siden vikingetiden været altfor godtroende. Dengang lukkede vi en lille gruppe kristne ind, og se hvad der skete? Vores gamle asatro forsvandt, og de kristne overtog hele landet. Det er så også ok – det var trods alt en dansk konge, der gennemførte kristningen. Men ligenu er vi i samme farlige situation med muslimerne. Dem har vi også selv lukket ind, og hvis ikke vi passer på (læs: får dem smidt ud), så ender det med, at de (muslimerne, red.) overtager Danmark, der så bliver et muslimsk land med sharialov, minareter, burkaer og hele pivtøjet. Ja, det har formentlig hele tiden været deres plan.

Danmarksbloggen er ikke enig. Danmarksbloggen tror ikke på, at muslimerne pønser på en magtovertagelse i Danmark. Danmarksbloggen mener heller ikke, at det er et problem at lukke andre grupper ind i Danmark.

Tværtimod så mener Danmarksbloggen, at vi beriges af forskellighed og nye input – men selvfølgelig at vi også skal værne om de gode frihedsrettigheder som demokrati og menings-, tros- og ytringsfrihed. Dét siger sig selv. Men det kan vi netop bedst, hvis vi åbner op og lukker ind – og selv går forrest med et godt eksempel.

Så er det også lettere at forlange respekt og tolerance af andre. For nej, vi må heller ikke være naive. Dér findes bindegale fundamentalister som imamen fra Aarhus, der mener, at jøderne skal dø. Folk som ham skal vi selvsagt ikke acceptere, men han er ikke alle muslimer. Heldigvis.

Det gælder om at bevare fornuften og evnen til at skelne … og dét kunne de gamle vikinger i Ribe for over 1000 år siden. Lad os være ligeså gode og kloge som dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 4: Vikingernes tro og de første konger

Udgivet den af
1

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VIKINGERNES TRO OG DE FØRSTE DANSKE KONGER

Vikingetiden startede i 700-tallet og varede til ca. 1066.

Som danskere er mange stolte over vikingetiden til trods for – eller netop på grund af – historierne om de drabelige vikinger, der drog på vikingetogter og hentede rigdomme hjem, som var skaffet både via handel og via plyndring. Nogle af vikingerne blev også derude i det fremmede, hvor de ofte fik eller tog magten i deres nye hjem-områder.

For rigdomme og magt betød meget for vikingerne, der derfor også hyldede de guder, der var stærke, og som kunne hjælpe dem på deres færd.

Øverst blandt aserne, som de nordiske guder hed, var Odin, der var både en-øjet og vis, og som havde to ravne til at fortælle ham alt, hvad der gik for sig i både gudernes verden Asgård, jætternes verden Udgård og menneskenes verden Midgård. Andre kendte guder var den bomstærke Thor, der lavede tordenvejr, og som kunne kaste præcist med sin hammer Mjølner. Krigerguden Tyr, frugtbarhedsgudinen Freja, budbringeren og regnbuevogteren Heimdal, den smukke lysets gud Balder, dødens og underverdenens grumme gudinde Hel – og sidst men ikke mindst Loke, der var halvt jætte, og som derfor altid lavede ballade – og som til sidst skulle udløse det ragnarok, der ville få verden til at gå under. Men indtil da så sloges, elskede, drak, åd og snød guder og jætter hinanden, hvad man stadig den dag i dag kan læse i de overleverede – og herlige – historier fra den nordiske mytologi.

Det var en altså en flok meget menneskelige guder, som vikingerne troede på – officielt indtil midt i 900-tallet, men i realiteten noget længere. Guderne blev derfor hyldet ved store fester kaldet blóter – der især ved midvinter- og midsommertide markerede årets gang, hvor man ofrede dyr og drak deres blod og i det hele taget spiste og drak godt. At være viking var ikke for sarte sjæle.

Vikingelivet var også et hårdt – og til tider brutalt – liv med kampe og overlevelse både ude blandt fjender og hjemme med hårde vintre og regnfulde somre, hvor det derfor gav mening at have nogen guder, som kunne give styrke, både her og i det hinsides. Og som vikingerne gjorde det, så holdt deres guder også af gaver og fine ting.

Så når en vikingehøvding døde, var det kutyme at give ham en masse guld og sølv med i graven, både i form af figurer, smykker, sværd og skjolde, hvis man da ikke ligefrem lagde liget af den døde viking ud på hans vikingeskib og satte skibet i brand, mens det flød ud på fjorden.

I Danmark lagde vi også vikingehøvdingen ind i en gravhøj, hvad man fx mener skete for vores første navngivne konge Gorm den Gamle, der også opfattes som stamfader til det nuværende kongehus.

Der er forlydender om konger for ham, fx Rolf Krake, som der er digtet Bjarkemålet om. Men der er ikke fundet sikre vidnesbyrd på, at de har været det, som vi forstår ved konger, selvom der fx i Rolf Krakes hjemsted Lejre ved Roskilde har været en stor bebyggelse i vikingetiden. Der findes også en beskrivelse af et vikingeritual i Lejre, hvor vikingerne angiveligt skal have mødtes i januar måned hvert 9´ende år for at ofre 99 mennesker og 99 heste samt en del hunde, haner og andet.

Men det er og bliver gode historier præcis ligesom at Rolf Krake er en sagnfigur. Gorm den Gamle derimod ved man har eksisteret. Både fordi man formentlig har fundet hans jordiske rster. Men mest fordi det har hans søn, Harald Blåtand, selv skrevet på den ene af de to Jellingstene, hvor der med runer står skrevet: Harald lod gøre denne sten efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald der vandt sig al Danamrk og Norge og gjorde Danerne kristne.

Stenen kaldes også Danmarks dåbsattest. Og på stenen ser man billedet af den sejrende Kristus med krone på. Nok er han korsfæstet, men han er ikke lidende. Skulle Hvide Krist, som Jesus dengang blev kaldt heroppe nordpå, have en chance mod de nordiske guder, var man simpelthen også nødt til at fremstille ham som en stærk gud, der både kunne klare smerte og død – og stadig se godt ud. Og det lykkes. Danerne blev kristne og med tiden kun kristne. I starten fungerede det kristne kors og Torshammeren dog fint side om side, også som sølvsmykker om halsen på vikingerne

At kristne de vilde vikinger, der ellers var meget glade for deres aser, var noget af en bedrift, og det var Harald Blåtand, der gjorde det.

Ikke alene samlede han Danmark og Norge i det, som blev starten til et egentligt kongerige og ikke blot som indtil midt i 900-tallet regionale høvdinges territoriale kampe mod hinanden, men han gjorde som sagt også danerne kristne.

Legenden fortæller, at munken Poppo prøvede at overbevise Harald om det geniale i kristendommen, men at Harald holdt på sine nordiske guder, lige indtil Poppo bar jernbyrd, altså glødede jern i sine hænder – og dét uden så meget som at få et lille brandmærke.

Det er formentlig en skrøne, men sandt var det, at Harald beordrede alle danskere døbte omkring år 965, at han gravede sine vikinge-forældre ud af deres gravhøje og gav dem en kristen begravelse i den daværende Jelling kirke, og at han selv flyttede landets centrum til Roskilde, hvor han byggede en kirke, der lå der, hvor den nuværende Roskilde Domkirke ligger.

Men så stoppede Harald Blåtands held også. Han kom mildest talt ikke godt ud af det med sin søn Svend Tveskæg, og til sidst døde Harald Blåtand vistnok af en pil affyret af en af Svend Tveskægs venner.

Svend Tveskæg var ikke ked af det. Tværtimod. Nu blev han konge, og kursen blev sat mod England, som han hurtigt erobrede i 1013.

Svend Tveskæg døde ret pludseligt (måske myrdet), og så blev hans søn Knud den Store konge. På det tidspunkt var Danmark endnu langt fra at være et arve-rige. Kongen blev derfor valgt, så der har været tale om en række af stærke mænd fra Gorm den Gamle til Knud den Store, selvom det selvfølgelig har lagt til i vægtskålen, når ens far var konge.

Knud den Store opholdte sig så meget i England, at han let kan opfattes som mere engelsk end dansk. Men alligevel regnedes han for dansk konge, og det var også under ham, at missionærer og præster for alvor blev sendt til Danmark for at kristne landet for alvor. Selv oplevede han i 1027 den sjældne ære for en dansk konge under en messe at kunne gå op af kirkegulvet i Peterskirken i Rom side om side med selveste Paven.

Efter Knud den Store var det store vikingeeventyr til gengæld slut. Der kom ikke flere store danske vikingekonger i England. Vikingerne rejste enten hjem eller blev derovre – og blev engelske for alvor.

Vikingetogterne ebbede også ud. Danmark var nu blevet kristent og var i de følgende årtier reageret af svage konger, men var samtidig også via den almindelige landbrugs- og samfundsudvikling – det vil her sige hjulploven og de første kirker – godt i gang med at gøre sig klar til den næste historiske periode: Middelalderen, som vi skal høre om næste mandag.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk