Tag-arkiv: EM

Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

Udgivet den af
Svar

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Expat Army indtager Wembley

Udgivet den af
Svar

Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Det gamle Egon Olsen-citat fra ”Olsen-banden i Jylland” er blevet overskriften for det fodbold-eventyr, som har taget ikke kun Danmark, men hele Europa og verden med storm.

Et eventyr, som i morgen fortsætter i London i en semifinale mellem på den ene side de rød-hvide vikinger fra Danmark og på den anden de lokale briter, der mener, at de er nærmest skæbnebestemt til at vinde.

Football is coming home, siger de fish-and-chips-elskende briter.

Jo, såmænd, kan man svare. Bolden er på britisk græs i denne EM-turnering. Men nu kommer vi og tager bolden – og sparker den videre til finalen, hvor vi skal møde enten de italienske gladiatorer eller de spanske tyrefægtere.

Dem skal vi nok også mule i denne moderne version af stammekrig, der kalder alt det frem, som findes inderst i hjernen – og lige nedenunder den tynde fernis af civilisation.

For det er, som om vi mentalt – og især nu i pandemiens tid – har brug for de store følelser, de lette svar, for dem og os-symbolikken. For at være sammen – i sig selv og om noget. Det gælder de unge, som ikke har oplevet EM-sejren i 1992 – og det gælder os, som kan huske 1992.

Det er derfor også noget vrøvl at tale om 2021-herrelandsholdet som den nye generations landshold, som en del medier har gjort det.

Herre-landsholdet i 1992 var hele Danmarks landshold – og ikke kun landsholdet for os, der var unge dengang. Og på samme måde er 2021-herrelandsholdet hele Danmarks landshold. Både unge, ældre, sorte, brune, hvide, gule, mænd og kvinders herrelandshold.

Fodbold inkluderer alle – også de danskere, der bor udenfor Danmarks grænser. Og nu har vi rigtig meget brug for dem. For danskere bosat alle andre steder end i UK kan nemlig ikke pga. COVID-regler rejse ind i UK.

Så vil man se semifinalen på Wembley, så skal man bo i UK – eller være rejst for flere dage siden.

Heldigvis er de cirka 30.000 danskere, der bor i UK, klar til opgaven. Og dén udfordring kan de udsendte vikinger sagtens klare. Der er omkring 6.000 billetter reserveret til danskerne, og i skrivende stund er næsten 5.000 af dem solgt til den Expat Army, som de danske i UK kalder sig selv.

Måske er navnet en henvisning til Dumbledores Army fra Harry Potter-sagaen. Det ved Danmarksbloggen ikke. Danmarksbloggen er derimod 100% sikker på, at den rød-hvide Expat Army vil synge, heppe og huje, som foregik kampen i Parken i København.

Wembley bliver dermed også hjemmebane for de danske fodboldherrer i semifinalen – og i finalen, hvis dette eventyr fortsætter, som vi håber.

For: Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Der er vistnok 8.000 billetter til salg nu til danskerne.

Eventyret – version 2.0.

Udgivet den af
Svar

Det er som en eventyr. Endda et eventyr som mesteren selv H. C. Andersen kunne have skrevet. I hvert fald version 1.0. som lyder nogenlunde sådan her:

Det er sommer, og Danmark skal for første gang nogensinde spille EM i herrefodbold på hjemmebane i København. Den gamle hovedstad er klædt i rødt og hvidt – og vi skal starte med at møde Finland, som vi regner med at slå. Vi kommer også bedst fra start.

Men så sker det, som alle danskere ved – og de fleste af os ser live på skærmen, og aldrig vil glemme. No.10. Christian Eriksen falder pludselig omkuld, og ligger så stille, så stille med tomme øjne. Senere viser det sig, at han var død en tid.

Men så træder hans kammerater i aktion. Først hans gode ven kaptajn Kjær, som kommer spurtende, og laver livreddende førstehjælp, og så alle de andre, som sammen med Kjær danner en beskyttende ring om Eriksen, både mens lægerne kæmper for hans liv – og senere da han fragtes fra banen. En vikingevagt.

Vi husker også, hvordan Kjær trøster Eriksens ulykkelige og bange kæreste, at Schmeichel krammer alle kammeraterne, og at ….

Der er mange momenter i fortællingen om dén lørdag aften. Og i dé øjeblikke bliver herrelandsholdet igen hele Danmarks landshold – og billederne giver genlyd over hele verden. Her er fællesskab, kammeratskab, mod og omtanke for andre. Alt det, som vi er så stolte af i Danmark – også selvom vi ikke altid kan leve op til idealerne.

Det ender som bekendt med, at vi taber kampen mod Finland. Det er lige meget. Vi føler, at vi vinder livet.

Få dage senere kommer så den følelsesladede kamp no. 2 mod giganten Belgien: Danmarks trøje på stadion inden kampstart er blevet en no.10, der synges nationalsang som aldrig før i Parken – og i det 10´ende minut stopper spillet, mens alle – også belgierne – klapper i ét minut for at hylde Eriksen.

Det er rørende og aldrig set før. Det er så heller ikke Hollywood. For vi taber kampen 2-1.

Sidste del af dramaet er en lun mandag aften. Vi skal møde Rusland i en vind-eller-forsvind-kamp. Og nu er spillerne kampklare. For Eriksen er opereret, og følger med fra hjemmet i Odense.

I starten bølger kampen frem og tilbage, men så scorer den purunge Eriksen-erstatning Mikkel Damsgaard det første mål – og derfra ser vi os ikke tilbage, men vinder 4-1.

Danmark går amok i glædesrus – og fodboldfesten varer en stor del af årets mest lyse og korte midsommernat, hvor især unge danskere iklædt Dannebrog og en del også studenterhuer drikker og danser i en forløsning, der ikke kun handler om fodbold, men også om at leve frit.

Denne fodbold-odyssé er nemlig en fantastisk fortælling om alle for én – og om fællesskab. Et drama, der handler om nationalfølelse og løssluppen fest og glæde. Om alt det, som vi har savnet i de hårde Corona-måneder.

Det er en historie om Danmark, der står sammen – og kæmper sammen. Dén historie kan vi godt lide. Den minder om et eventyr. Også fordi landsholdet selv siger, at de spiller for nationen.

Og i morgen aften fortsætter eventyret så i version 2.0. med en ottendedelsfinale i Amsterdam, endda på Eriksens gamle Ajax-hjemmebane. Han er altså stadig til stede i ånden, og mon ikke en del af hans gamle hollandske fans vil sidde fysisk på lægterne sammen med de danske tilskuere, der har fået lov til at komme ind. Sådan så de sammen kan heppe på de danske drenge, som er blevet en hel fodboldsverdens darlinge, fordi de optrådte som mandfolk m/k, da det gjaldt.

Alt tapper også lige ind i historien om det danske samfundssind – og om Danmark som en lille rød og hvid ælling, en lille Store-Claus. En lille gigant. Det er et eventyr, som vi kan godt kan lide.

Kampen i morgen vil så vise, om der bliver en eventyrets version 3.0., 4.0. og 5.0.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Livet i relief på grønsværen

Udgivet den af
Svar

Der er dage, som man ikke glemmer.

Danmark gennemlever – uanset hvad man synes om fodbold – en af de dage nu.

I de sidste minutter af første halvleg af EM-kampen i Parken i København mellem de danske og de finske fodbold-herrer faldt en af Danmarks mest profilerede spillere Christian Eriksen omkuld – og lå med tomme øjne, og virkede helt væk. Et uhyggeligt syn.

Derpå fulgte en mærkelig time, hvor Eriksen først fik hjertemassage og anden medicinsk hjælp godt skærmet af hans holdkammerater, der dannede kreds omkring ham – inden han skærmet af hvide lagener – og et finsk flag – blev båret fra banen.

Så vidste ingen noget i lang tid. Kun at det stod alvorligt til. Men fansene sang og råbte til hinanden i fin solidaritet og fællesskab.

Og så kom først meldingen om, at Eriksen var stabil – og så lidt senere, at kampen genoptages kl. 20.30.

Og det skal den også – og begge hold skal spille for at vinde.

Men ja, livet bliver i den grad sat i relief i denne pandemi – og nu også første gang de danske herrer spiller en EM-kamp på hjemmebane.

Men livet går også videre. Det skal også gå videre.

God kamp – nu giver det endnu mere mening at se den.

En kamp, som starter lige om lidt – efter de finske spillere har klappet de danske spillere ind på banen igen.

Sport kalder – indimellem – det bedste frem i mennesker: Storsindet. Kammeratskabet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EM i HERREfodbold i Danmark

Udgivet den af
Svar

Vi skal have ligestilling – også på grønsværen, har det lydt i de seneste år.

Der er så rigtig lang vej endnu, må Danmarksbloggen konstatere.

I aften starter EM i fodbold, som medierne begejstret kalder den månedlange sportsbegivenhed, der skulle have fundet sted i 2020, men som så meget andet blev rykket. Det hedder ret beset EM i HERREFODBOLD. For kvinderne spiller som bekendt også fodbold, og det danske kvindelandshold i fodbold klarer sig glimrende.

Men når kvinderne spiller, får de ikke en brøkdel af dén opmærksomhed, som er blevet mændene til del denne sommer – og som gør, at det denne gang går vildere for sig end nogensinde. Også fordi nogle af de indledende gruppekampe skal spilles i Parken i København. Den første er i morgen, hvor Danmark skal møde Finland.

Men det hele starter altså i aften i Rom, hvor italienerne møder tyrkerne. Men overalt i Europa bølger fodboldfeberen og især i de 11 byer, hvor der skal spilles kampe, og en af dem er altså København.

Danmarksbloggen var så en tur rundt i hovedstaden for at vejre stemningen:

Fra den store blå bold på Rådhuspladsen i København, som i dag var frankeret af brudepar, turister og lokale over de butikker og restauranter på Strøget, som var pyntet op med Dannebrogsflag, landholdstrøjer og fodbolde – og til den store shop i Magasin, hvor enhver med lysten og pengepungen til det kan købe landsholdstrøjer og meget andet.

Det er nemlig den helt store nationale samling og fejring af vores HERRElandshold – som lige nu åbenbart igen bare er Landsholdet med stort L. For ligestillingen glemmes totalt, når stammementaliteten tager over – og ”vi-er-røde-vi-er-hvide”-følelsen bruser gennem kroppen.

Det mærkede undertegnede også i Nyhavn, som var så klædt i rødt og hvidt, at selv en forbenet nationalist måske ville synes, at der var lige i overkanten med Dannebrogsflag. Tag selv til Nyhavn og se. De mange Dannebrogsflag hænger der sikkert endnu.

Det gør DANMARK-halstørklæderne fra Carlsberg til gengæld ikke!

Danmarksbloggen kom nemlig forbi Kvæsthusbroen i bunden af Nyhavn, mens den gamle bro var pyntet med de rød-hvide – og lidt Carlsberg-grønne – halstørklæder. Et halstørklæde var bundet om hver jernstang – så længe det varede.

Det varede sjovt nok nogle minutter, før de første (to spanske turister) tog de to første DANMARK-halstørklæder. Men så gik det stærkt – og i løbet af noget, der virkede som sekunder, var hele Kvæsthusbroen rippet. Danskere og turister i skøn forening var hurtige. Danmarksbloggen fik også snuppet sig ét af de cirka 20 halstørklæder, som hang dér up for grabs, som det hedder på nudansk.

Så nu føler undertegnede sig forpligtet til at se EM i herrefodbold.

Også selvom jeg faktisk bedre kan lide kvindefodbold. Fordi kvinderne i modsætning til mændene ikke er primadonnaer, der laver skuespil på grønsværen. Fordi kvinderne er seje. Kvinderne maser på, og spiller med både hjerte og hjerne – også selvom deres lønninger er langt-langt-langt lavere end mændenes. Skammeligt meget lavere.

Men altså: Nu kører møllen … og jeg bliver garanteret grebet af den nationale eufori, når først ”Der er et yndigt land” lyder fra Parken. Det plejer jeg at blive. Nationale følelser taler til grund-dna´et og den stamme-hule-mentalitet, som vi stadig har, fordi vores hjerner stadig render rundt nede på savannen.

Ps. Og manden blev glad. Han manglede nemlig et nyt halstørklæde. Så nu har han fået ét, hvor der står både Danmark og Carlsberg på. Det kommer han til at bruge i flere år, end nogen andre end danske rooligans vil kunne huske, at man i nogle juni-dage i 2021 spillede EM i HERREfodbold i København.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er der en voksen tilstede?

Udgivet den af
Svar

Undskyld, er der en voksen tilstede?

Vi lever infantile liv i en infantil verden. Det ses i vores påklædning, som er t-shirts, cowboybukser og sneakers. Det ses i vores konstante jagt på noget, som er sjovt – som fx at se en hundehvalp med en bold på YouTube. Det ses i vores manglende evne til fordybelse, til at tage ansvar, til at gøre det, som er nødvendigt i situationen – og fortsætte med at gøre det – uden brok og måske i lang tid. Men det ses allermest og allerbedst i vores manglende evne til at behovsudskyde – også selvom der er en pandemi på spil.

Vi VIL fx på restaurant – og nu også uden mundbind og Coronapas. For det er så besværligt. Buhu.

Vi vil det ene, og vi vil det andet – og hvis ikke vi får det NU, så brokker vi os fra Men in Black til Dansk Erhverv med Brian Mikkelsen i spidsen. Der er kun årslønnen til forskel på de to grupper. For i psykologien er de ens: En infantil og krævende tilgang – der hverken kan eller vil se i øjnene, at de også selv har et ansvar.

HVIS man stillet over for disse mentalt set højtråbende møgunger, så tillader sig at være en voksen – sådan en der går i pæne sko, pæne bukser og en pæn bluse – og som hellere vil læse en bog eller en seriøs avis end dimse på sin mobil, så anses man for kedelig og gammeldags – og moralsk, som i deres mund er et skældsord.

Og helt galt bliver det, når man løfter pegefingeren, og gør opmærksom på, at alle har et personligt ansvar – og at vi alle både kan og må behovsudskyde. Så overdænges man med skældsord, og får at vide, at man bare kan blive hjemme, hvis man er så bange.

Det er så sagen vendt på hovedet – og hvidt farvet sort.

For samfundet har desperat brug for voksne mennesker, som kan sige NEJ, STOP og NU MÅ DU TAGE DIG SAMMEN, også til den 40-årige, som ellers aldrig har tilhørt en klassisk curling-generation, men som alligevel jamrer over at skulle anskaffe sig det Coronapas, som er gratis og let at få.

Samfundet er så desværre styret af møgungerne og curlingbørnene – som findes i alle aldre – og som er langt de fleste. Men flertallet har som bekendt ikke altid ret, bare fordi de er de fleste.

SE MIG. STEM PÅ MIG. JEG ER BEDST. Råbene er stort set ens – og der er langt mellem de politikere, som tænker sig om, som har visioner, som tør tage reelt ansvar. De politikere, som ER voksne, og ikke bare leger voksne, som møgungerne gør det under store bifald fra de andre børn i sandkassen. De andre voksne børn, som også kun tænker på dem selv og deres umiddelbare behov.

Det er fluernes herre i Danmark, ja i hele den vestlige verden … og til det kommende EM i herrefodbold får det et nøk mere. For vi vil ind og se kampene – vil vi, og hvad nu hvis baren lukker, mens kampen er i gang? Igen BUHU – og spørgsmålet: Er der en voksen tilstede?

Så kom frit frem, hvis du tør …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EM-sølv – og en lovende fremtid

Udgivet den af
Svar

Så blev det til EM-sølv til kvindelandsholdet i fodbold.

Alt var ellers kørt i stilling til den helt store fodboldfest a la modellen fra 1992, hvor mændene tog EM-guldet for første og indtil videre eneste gang. Og når man ser på det nuværende herrelandshold så kommer det nok også til at vare nogle år, inden de igen måske kan blande sig i medaljestriden til EM – og hvis vi er helt vilde VM.

Kvinderne derimod har faktisk tidligere taget VM-guld, endda to gange (i 1970 og i 1971), dog var det inden FIFA overtog turneringen, så det er at betragte som uofficielt.

Mange vil måske også sige, at kvindefodbold dengang ikke var så veludviklet, som det er i dag. Nej, det kan godt være, men det er kvindefodbold nu, hvor kvinderne har taget sølv efter de fem gange er blevet nr. 3 til EM. Det er SÅ FLOT.

Der er derfor også kun grund til at give kvinderne – og pigerne (for vi skal også tænke på kommende generationer) – ligeså gode vilkår som mændene og drengene, når det kommer til at træne og kunne dyrke sin sport uden at skulle bekymre sig om økonomi.

Danmarksbloggen håber derfor, at dette sølv bliver åbningen til mere fokus på at give kvindefodbolden både penge og plads. For det er (når alt kommer til alt) dér, hvor Danmarks potentiale ligger, hvis vi skal tale om medaljer.

Fremtiden tegner lovende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark i EM-semifinale

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen havde ellers planlagt at holde sommerferie til på mandag.

MEN når der sker noget som det danske fodboldlandshold i en EM-semifinale, så må sommerferien afbrydes for en kort bemærkning.

For det er intet mindre end fantastisk, at dansk fodbold klarer sig så godt i international sammenhæng – og ovenikøbet i kvartfinalen slår de mange gange regerende mestre fra Tyskland.

Danmarksbloggen forventer derfor også, at landsholdet – hvis de går hele vejen – vil blive mødt med folkefest, rådhuspandekager og alt det andet, som skete dengang, hvor det var mændene, der kunne spille fodbold.

Det kan de så ikke længere. Men heldigvis har vi gæve fodbold-kvinder, der kan – og i øvrigt: De kvindelige fodboldspillere hverken klynker eller beklager sig, end ikke da deres kamp blev udsat i lørdags. De maser bare på … mændene kunne lære meget af dem både på og udenfor banen.

RESPEKT til de danske fodboldkvinder – og god vind i aften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 30: 1990´erne

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

1990´erne

1990´erne startede egentlig i 1989, nemlig d. 9. november 1989, hvor Berlinmuren faldt og en ny verdensorden blev indledt – og årtiet sluttede først d. 11. september 2001, hvor fire fly blev kapret i USA af islamistiske terrorister.

I de små 12 år, der var imellem de to skelsættende verdensbegivenheder, skete der meget i Danmark, især med den danske selvforståelse.

Siden 1864 havde Danmark været præget af småstats-mentaliteten, men nu begyndte vi igen langsomt men sikkert at tro på, at vi kunne spise kirsebær med de store, at vores ord og vores bidrag betød noget på den store verdenspolitiske scene.

Det hele både kulminerede og startede og sluttede i sommeren 1992, hvor vi i løbet af én eneste solrig juni-måned stemte nej til Maastricht-traktaten, der bl.a. ville betyde indførelsen af en ny fælles EU-mønt i Danmark, men vandt EM-mesterskabet i fodbold – og regentparret havde sølvbryllup.

Nationalismen havde kronede dage, og der findes næppe nogen nulevende dansker over 35 år, som ikke kan huske, hvad de lavede i netop de juni-dage.

De fleste kan også huske daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der med roligan-tørklæde om halsen kom til EU-møde og med sans for den rappe replik til de svære forhandlinger, der ventede pga det danske EU-nej, sagde: If you can´t join them, beat them.

For de danske fodboldfans, de berømte rooligans, der aldrig lavede ballade, men var søde og festlige i deres rød-hvide klaphatte, havde deres absolutte storhedstid i 1992, hvor det var endnu sommer og fællesskab i Danas have.

Men som bekendt bliver sommer til efterår, og året efter d. 18. maj i 1993, da vi stemte ja til de danske EU-forbehold, faldt skuddene på Nørrebro. Demonstranter og kampklædt politi kæmpede med brosten, jernstænger, skjolde og tåregas, da politiet trak våbnene og affyrede 113 skarpe skud direkte ind i folkemængden. Ved et mirakel blev ingen dræbt.

En anden – mere voldsom – virkelighed var blevet en del af Danmark.

Også retorikken blev også grovere – ført an af Dansk Folkeparti, der var udbrudt af og skabt af resterne af Fremskridtspartiet. Et parti med Pia Kjærsgaard i spidsen, der fik bragende succes med at gøre indvandrere og flygtninge til syndebukke for alskens dårligdomme i det danske samfund.

Daværende statsminister fra Socialdemokratiet Poul Nyrup sagde derfor også de berømte ord om partiet: Men stuerene det bliver I aldrig. Det er der så mange danskere, der mener, at partiet er i dag. Ja, det er oven i købet dem, som syntes, at Dansk Folkeparti ikke er muslim-kritiske nok!!!

Men 1990´erne bestod også af andet og mere end blind nationalisme.

Det var også dét årti, hvor computere og anden IT for alvor slog igennem. Hvor vi lærte at bruge internettet og at skrive mails, hvor hele vores kommunikations- og vidensformidling oplevede den største revolution siden Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten.

Det påvirkede selvsagt også erhvervslivet, og især de kreative og vidensbaserede erhverv kom i vælten. Nu skulle der bygges broer mellem erhvervslivet og universiteterne, både vidensbroer og fysiske broer som Storebæltsbroen og Øresundsbroen, der ikke kun afkortede rejsetiden dramatisk, men som også har bevirket, at det for alvor er blevet let at komme rundt overalt i Danmark – og til de gamle danske lande mod øst, der i dag udgør Sydsverige.

Der var hele vejen gennem 1990´erne en klippefast tro på, at viden og kultur ville føre os ind i et bedre samfund med ingen krige og ingen konflikter – i hvert fald ikke i vores del af verden.

Det var så en forkert antagelse. For 1990´erne var en parentes, en periode på 12 år, hvor mange troede, at vi i Danmark levede – og ville fortsætte med at leve – i et harmløst lykkeland uden krige og trusler, hvor folk kunne tumle nydende rundt. De mere militært bevidste var imidlertid på vagt som aldrig før efter Berlinmurens fald. For de vidste, at et kaos og et tomrum ofte er langt mere farligt end en defineret fjende.

En ny fjende skulle også vise sig. En fjende, som selvom det ikke var et direkte angreb på Danmark, også blev en dansk fjende. For i en globaliseret verden som vores hænger alle lande og alle verdensdele mere sammen end nogen siden før.

Det var en fjende, der helt uventet kom fra himlen en solrig septemberdag i New York og Washington D.C. 11. september 2001. En fjende, som vi stadig slås med både på indre og ydre planer.

Og netop 11. september 2001 skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613
1970´erne og 1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5719

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor skal håndbold-VM ikke til København???

Udgivet den af
Svar

Lad det være sagt med det samme: Overskriften på dette indlæg indeholder en del ironi.

Sagen er nemlig den, at Dansk Håndbold Forbund i sidste uge udpegede Næstved, Frederikshavn, Kolding og Herning som værtsbyer i forbindelse med VM i kvinde-håndbold i 2015, som skal afholdes i Danmark.

Læs evt. artikel her: http://www.dr.dk/Sporten/Haandbold/Landshold_kvinder/2014/07/07/0707085605.htm

I artiklen kan man også læse, at det hele slutter i Boxen i Herning, som udover indledende kampe, ottendels- og kvartfinaler altså også skal huse begge semifinaler og den store finale.

Til det siger formand for Dansk Håndboldforbund Per Bertelsen i artiklen fra DR: “Samtidig med at vi kan fortsætte det enestående samarbejde, vi i forvejen har med kommuner og spillesteder, som vi har tradition for at afvikle store arrangementer med.”

Citat slut.

NETOP: Boxen i Herning har tradition for at afvikle store håndboldsturneringer. Præcis som at København har tradition for at afvikle store internationale begivenheder som fx Klima-topmødet for nogle år siden – eller Det Internationale MGP, der løb af stablen i maj måned i år.

Men MGP´et gik i modsætning til håndbolds-VM ikke stille af. For nej, der er ingen københavnere, der brokker sig over, at Herning igen-igen har fået en stor håndboldturnering. Heller ikke selvom Herning-jyderne ifht MGP var helt fremme på banen og brokkede sig længe (og lidt stadigvæk) over, at det hele altid går til København.

Men det gør det hele jo bare ikke alligevel, vel? Herning har huset mange store sportsbegivenheder de seneste år som fx EM i svømning i december 2013 og herrernes håndbold-EM i januar i år. Og nu skal de altså også have kvindernes VM.

Så hvem er i grunden mest krævende, når det kommer til stykket: Jyderne, der storbrokker sig hver gang, de ikke får noget – eller københavnerne, der ikke siger noget, når det går til jyderne?

Så nej, hvis noget spørgsmål ifht placering af diverse events på dansk jord har sin berettigelse, må det derfor være dette:

HVORFOR SKAL HÅNDBOLD-VM IKKE TIL KØBENHAVN? Det kan da ikke være meningen, at det skal være jyderne, som skal have alle store sportsbegivenheder som fx håndbold – bare fordi der er flest jyder, der spiller håndbold.

Eller også så skal det netop være sådan: Være sådan at vi alle gør det, som vi er bedst til. Det kunne faktisk give god mening.

Og så skal jyderne absolut have samtlige håndbold-turneringer og også en del anden sport – ligesom at København skal have de store, internationale begivenheder.

For nok har en masse danske byer meget at byde på – set med danske øjne. Men set med de internationale briller er der kun en dansk by, der kan være med – og det er København.

Og i stedet for på sand jantelovs-manér at brokke sig og hakke ned på landets hovedstad, så ville det klæde danskerne i både øst og vest at bakke op om og være stolte af deres grønne, levende og internationale hovedstad.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk